Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 7. september 2010 - Strasbourg

4. Situationen i Unionen (forhandling)

  Formanden. – Jeg erklærer mødet åbent.

Næste punkt på dagsordenen er redegørelsen fra formanden for Kommissionen om situationen i Unionen. Som De nok husker, talte vi i går om problemet med manglende tilstedeværelse i mødesalen under de vigtigste forhandlinger. Præsidiet så nærmere på problemet i går og mener som Formandskonferencen, at det er nødvendigt at øge medlemmernes tilstedeværelse under de centrale forhandlinger. Vi konkluderede ligeledes, at der er brug for mere tid, og at det er nødvendigt at tænke i baner, som kan resultere i øget tilstedeværelse under de vigtigste forhandlinger. Efter kontakt med formændene for de politiske grupper i går aftes kan jeg informere Dem om, at der ikke vil blive foretaget kontrol af medlemmernes tilstedeværelse på nuværende tidspunkt. Jeg vil også gerne indbyde Dem til en helt særlig forhandling, som efter vores bedste overbevisning vil have kolossal betydning for EU's fremtid. Jeg er glad for, at tilstedeværelsen er forholdsvis stor, for det giver det rette udgangspunkt for forhandlingen. Det er første gang, der finder en forhandling sted om situationen i Unionen. Det er et skridt i retning af en parlamentarisk struktur for Europa. Lissabontraktaten har givet os særlige bemyndigelser, men mere bemyndigelse giver større ansvar. Vi står til ansvar over for de 500 mio. borgere, der har valgt os. En gang om året skal vi diskutere emner såsom den nuværende tilstand og situation i Unionen, politiske, økonomiske og sociale prioriteter, hvordan EU bør operere, og hvordan beslutninger skal tages, for at vi kan opfylde borgernes forventninger. Det er en del af den demokratiske overvågning af EU's udøvende institution, Kommissionen.

Disse rapporter vil formanden for Kommissionen præsentere os for. Jeg vil gerne byde hr. Barroso velkommen. Jeg vil også gerne byde alle de kommissærer, der har ledsaget hr. Barroso, og som er med i salen, velkommen. Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at Parlamentet allerede har gjort meget for at nærme sig borgerne og fremlægge mulighederne for demokratisk overvågning og undersøgelse af den udøvende institution. I juli præsenterede hr. Barroso sit manifest, og i september sidste år, inden vi besluttede at vælge ham som formand for Kommissionen, holdt han møder med alle de politiske grupper. Parlamentets udvalg afholdt ligeledes høringer af alle kommissærerne. Parlamentet har indgået en ny rammeaftale med Kommissionen, og den er også med til at sikre, at fællesskabsmetoden, som vi her i Parlamentet tror rigtig meget på, fungerer. Endelig vil Kommissionens lovgivningsprogram for 2011 blive præsenteret inden for de næste par uger. På den måde udfører vi altså det arbejde, som Europas borgere har betroet os.

Vi lever i en vanskelig tid præget af udfordringer. Vi er sikre på, at Kommissionen vil opfylde sine pligter og sin rolle som traktaternes vogter og som en kilde til lovgivningsmæssige initiativer og projekter i Unionen. Vi ser frem til at høre Deres og Kommissionens mening om situationen i Unionen, om hvad der kan gøres og om de mange ting, der stadig skal løses i EU.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er en stor ære at være den første, der aflægger beretning om Unionens tilstand for denne forsamling. I fremtiden vil beretningen om Unionens tilstand være en lejlighed til at skitsere vores arbejde i de kommende 12 måneder.

Mange af de beslutninger, vi træffer i år, vil have følger på lang sigt. De vil definere det Europa, vi ønsker. De vil skabe et mulighedernes Europa, hvor de ambitiøse hjælpes frem, og dem, der er i nød, ikke svigtes. Et Europa, der er åbent over for verden og åbent over for sin befolkning. Et Europa, der sikrer økonomisk, social og territorial samhørighed.

I det forgangne år har den økonomiske og finansielle krise været en af Unionens største udfordringer nogensinde. Vores indbyrdes afhængighed blev understreget, og vores solidaritet blev sat på prøve som aldrig før.

Når jeg ser tilbage på, hvordan vi har reageret, mener jeg, vi har bestået prøven. Vi har leveret mange af de nødvendige løsninger – for finansiel støtte til medlemsstater i en usædvanlig situation, økonomisk styring, finansiel regulering, vækst og beskæftigelse. Vi har været i stand til at skabe et udgangspunkt for en modernisering af vores økonomier. Vi har vist, at Europa vil være med helt fremme. Dem, der troede, at EU ville give op, tog fejl. EU-institutionerne og medlemsstaterne har vist lederskab. Min besked til alle EU-borgerne er, at de kan have tillid til, at EU gør den nødvendige indsats for at sikre deres fremtid.

De økonomiske udsigter i EU er i dag bedre end for et år siden, ikke mindst som følge af vores målrettede indsats. Genopretningen tager fart, selv om udviklingen er ujævn i EU. Væksten vil i år blive større end oprindelig forventet. Stigningen i arbejdsløsheden, der stadig er alt for høj, er aftaget. Der er naturligvis fortsat usikkerhedsmomenter og risici, ikke mindst uden for EU.

Vi må ikke have illusioner. Vores arbejde er langt fra slut. Der er ikke plads til selvtilfredshed. Arbejdsløshedsproblemet er yderst alvorligt. Budgetforhøjelser blev brugt til at dæmme op for faldende økonomisk aktivitet. Men tiden er nu inde til at vende denne udvikling. Uden strukturreformer vil vi ikke skabe holdbar vækst. Vi skal bruge de næste 12 måneder til at fremskynde vores reformdagsorden. Tiden er inde til at modernisere vores sociale markedsøkonomi, så den kan konkurrere globalt og takle den demografiske udfordring. Tiden er inde til at foretage de nødvendige investeringer i fremtiden.

Det er sandhedens time for Europa. Vi skal vise, at vi kan tilbyde mere end 27 forskellige nationale løsninger. Det er én for alle, og alle for én. Vi kan kun løfte udfordringen, hvis vi tænker europæisk, både når vi handler nationalt, regionalt eller lokalt.

I dag vil jeg fremlægge de områder, der efter min mening skal prioriteres i vores fælles arbejde i det kommende år. Jeg kan ikke her komme ind på alle europæiske politikområder eller initiativer, vi vil tage. Jeg sender parlamentsformand Jerzy Buzek et mere uddybende programdokument.

Overordnet ser jeg fem hovedudfordringer for EU i det kommende år: takling af den økonomiske krise og økonomisk styring; sikring af en beskæftigelsesfremmende vækst ved at fremskynde reformdagsordenen i Europa 2020; opbygning af et område med frihed, retfærdighed og sikkerhed; indledning af forhandlinger om et moderne EU-budget og styrkelse af vores tilstedeværelse på den internationale scene.

Lad mig starte med den økonomiske krise og økonomisk styring. Tidligere i år reagerede vi beslutsomt, da medlemmer af euroområdet og selve euroen havde behov for vores hjælp.

Vi har gjort dyrekøbte erfaringer. Nu gør vi betydelige fremskridt med økonomisk styring. Kommissionen fremlagde sine idéer i maj og juni. De er blevet godt modtaget i Parlamentet og af den taskforce, som ledes af formanden for Det Europæiske Råd. Det er på dette grundlag, at der udvikles konsensus. Vi vil fremlægge de mest hastende lovgivningsmæssige forslag den 29. september for ikke at spilde tid. Det er nødvendigt at vedtage disse forslag hurtigt.

Uholdbare budgetter gør os sårbare. Gæld og underskud medfører op- og nedture. Og optrevler det sociale sikkerhedsnet. Penge, der bruges på at afbetale gæld, kan ikke bruges på sociale goder. Eller til at forberede os på de omkostninger, der følger af en aldrende befolkning. Gældsstiftelse skaber uholdbare stater. Vores forslag vil styrke stabilitets- og vækstpagten gennem øget overvågning og håndhævelse.

Vi skal takle alvorlige makroøkonomiske ubalancer, navnlig i euroområdet. Vi foreslog derfor på et tidligt tidspunkt at påvise aktivbobler, manglende konkurrenceevne og andre kilder til ubalancer.

Jeg oplever nu en villighed hos medlemsstaterne til at acceptere strengere overvågning bakket op af incitamenter til at overholde reglerne og tidlige sanktioner. Kommissionen vil styrke sin rolle som uvildig "dommer" og håndhæver af de nye regler. Vi vil matche monetær union med en egentlig økonomisk union.

Hvis disse reformer gennemføres, som vi foreslår, vil de også sikre euroens stabilitet på lang sigt. Det er nøglen til vores økonomiske succes.

For at økonomien kan vokse, har vi også brug for en stærk og sund finansiel sektor. En sektor, der støtter realøkonomien, og som kan rose sig af den nødvendige regulering og overvågning.

Vi har truffet foranstaltninger for at øge bankernes gennemsigtighed. I dag er vi bedre stillet end for et år siden. Med offentliggørelsen af resultaterne af de gennemførte stresstest skulle bankerne nu kunne låne til hinanden, så pengene igen kan strømme til EU's borgere og virksomheder.

Vi har foreslået at beskytte borgernes opsparinger op til 100 000 EUR. Vi vil foreslå at forbyde udækket short selling. Vi vil takle credit default swaps. Den tid, hvor man kunne satse på andres ulykke, er forbi. Vi insisterer fortsat på, at bankerne selv, og ikke skatteborgerne, skal dække de omkostninger, der er forbundet med de risici, de løber. Vi lovgiver for at forbyde bonusser for hurtige gevinster i dag, der bliver til store tab i morgen. Som led i denne tilgang går jeg også ind for skat på finansielle aktiviteter, og vi vil fremsætte forslag i dette efterår.

Den politiske aftale om finanstilsynspakken, der netop er indgået, er gode nyheder. Kommissionens forslag baseret på Larosièrerapporten vil give os et effektivt europæisk tilsynssystem. Jeg vil gerne takke Parlamentet for den konstruktive rolle, det har spillet, og jeg håber, det vil give den endelige godkendelse i denne måned.

Vi vil også gå videre med regulering. Parlamentet vil snart få forelagt initiativer om derivater, yderligere foranstaltninger vedrørende kreditvurderingsinstitutter og en ramme for banksanering og krisestyring. Vores mål er at have en reformeret finanssektor på plads inden udgangen af 2011.

Sunde offentlige finanser og ansvarlige finansielle markeder skaber tillid og giver os det økonomiske grundlag for bæredygtig vækst. Vi må hæve os over debatten om finanspolitisk konsolidering eller vækst. Vi kan få begge dele.

Sunde offentlige finanser har et formål: vores mål er vækst, en holdbar vækst, en inklusiv vækst. Det er vores altoverskyggende prioritet. Det er her, vi skal sætte ind.

Europa 2020 starter nu. Vi skal prioritere og fremskynde de mest vækstfremmende reformer i vores dagsorden. Det kan hæve vækstniveauet med over en tredjedel inden 2020.

Det kræver satsning på tre prioriteter: få flere i arbejde, styrke vores virksomheders konkurrenceevne og videreudvikle det indre marked.

Lad mig starte med arbejdspladserne. Over 6,3 mio. mennesker har mistet deres arbejde siden 2008. De bør alle have en mulighed for igen at komme i arbejde. EU's beskæftigelsesgrad er på gennemsnitlig 69 % for personer mellem 20 og 64 år. Vi er enige om, at dette tal inden 2020 skal op på 75 %, bl.a. ved at få flere kvinder og ældre arbejdstagere i arbejde.

Beføjelserne på det beskæftigelsespolitiske område ligger væsentligst hos medlemsstaterne. Men vi står ikke på sidelinjen. Jeg ønsker, at EU hjælper borgerne med at gribe nye muligheder; og jeg ønsker en Union, som er social og rummelig. Det er et sådant Europa, vi kan opbygge, hvis medlemsstaterne, EU-institutionerne og arbejdsmarkedets parter gør fremskridt med vores fælles reformdagsorden.

Vi bør fokusere på kvalifikationer og arbejdspladser og investeringer i livslang læring. Og på at frigøre det indre markeds vækstpotentiale for at opbygge et stærkere indre marked for beskæftigelse.

Mulighederne findes. Vi har stor arbejdsløshed, men EU har nu 4 mio. ledige job. Kommissionen vil senere i år foreslå en "europæisk oversigt over ledige stillinger". Den vil vise borgerne, hvor der findes job i EU, og hvilke kvalifikationer der kræves. Vi vil også fremlægge planer for et europæisk kvalifikationspas.

Vi skal også takle problemerne med fattigdom og udelukkelse. Vi skal sørge for, at de mest sårbare ikke svigtes. Det er fokus for vores "Platform mod fattigdom". Den vil centralisere europæiske initiativer for sårbare grupper, som f.eks. børn og ældre.

I takt med at flere og flere borgere rejser, studerer eller arbejder i udlandet, vil vi også styrke borgernes rettigheder, når de passerer grænserne. Kommissionen vil allerede i dette efterår se på vedvarende hindringer.

Vækst skal baseres på virksomhedernes konkurrenceevne. Vi skal fortsat gøre livet lettere for små og mellemstore virksomheder. De står for to ud af hvert tredje job i den private sektor. Nogle af deres væsentligste problemer er innovation og bureaukrati. Vi arbejder på begge områder.

Lige inden sommer lancerede Kommissionen den største pakke nogensinde under det syvende rammeprogram for forskning på 6,4 mia. EUR. Disse penge vil gå til både små og mellemstore virksomheder og til forskere.

Investeringer i innovation betyder også fremme af universiteter i verdensklasse i Europa. Jeg ønsker, at vores universiteter kan tiltrække de dygtigste og de bedste fra Europa og resten af verden. Vi vil tage et initiativ om modernisering af de europæiske universiteter. Jeg ønsker et stærkt Europa inden for videnskab, uddannelse og kultur.

Vi skal forbedre Europas innovationskapacitet, ikke bare universiteternes. Men i hele innovationskæden, "fra forskning til detailsalg", bl.a. gennem innovationspartnerskaber. Vi har brug for en innovativ Union. Kommissionen vil i næste måned skitsere, hvordan det kan opnås.

En anden vigtig prøve vil være, om medlemsstaterne er parate til at gå videre med et patent, der har gyldighed i hele EU. Vores innovatorer betaler ofte 10 gange mere end den pris, deres konkurrenter i USA eller Japan skal betale. Vi har lagt et forslag på bordet. Det kan nedbringe omkostningerne betydeligt og fordoble dækningen. Efter årtiers diskussioner er tiden inde til at træffe en beslutning.

Vi vil også gå videre med at nedbringe bureaukratiet. Små og mellemstore virksomheder kvæles i regulativer. 71 % af disse virksomheders ledere anfører, at den største hindring for succes er bureaukrati. Kommissionen har lagt forslag på bordet, der giver mulighed for at opnå årlige besparelser på 38 mia. EUR for europæiske virksomheder.

Fremme innovation, reducere bureaukrati og udvikle en højt kvalificeret arbejdsstyrke. Disse faktorer vil sikre, at den europæiske fremstillingsindustri fortsat er i verdensklasse. Vi ønsker et stærk, men solidt, industrielt grundlag i Europa. Et solidt industrielt grundlag i Europa har afgørende betydning for vores fremtid. Kommissionen vil i næste måned fremlægge forslag til en ny industripolitik for en globaliseret verden.

Vi har folk, og vi har virksomheder. Begge har behov for et åbent og moderne indre marked.

Det indre marked er EU's største aktiv, og vi udnytter det ikke i tilstrækkelig grad. Det er på høje tid, vi udvikler det yderligere. Kun 8 % af EU's 20 mio. små og mellemstore virksomheder indgår i handel over grænserne og endnu færre i grænseoverskridende investeringer. Og selv på internettet har over en tredjedel af forbrugerne ikke tillid til at foretage indkøb over grænserne. På min anmodning har Mario Monti fremlagt en ekspertrapport og identificeret 150 eksempler på manglende sammenhænge og flaskehalse på det indre marked. I næste måned vil vi fremsætte forslag til, hvordan det indre marked kan videreudvikles i en samlet og ambitiøs lov om det indre marked.

Energi er en vigtig drivkraft for vækst og et centralt indsatsområde. Vi skal videreudvikle det indre marked for energi, bygge og sammenkoble energinet og skabe energisikkerhed og solidaritet. Vi skal gøre for energien, hvad vi allerede har gjort for mobiltelefoner: give forbrugerne et reelt valg på et fælles europæisk marked. Det vil give os et egentligt energifællesskab i Europa.

Vi skal ophæve grænserne for rørledninger og elkabler. Sikre den nødvendige infrastruktur for sol- og vindenergi. Sikre, at vi i hele EU har en fælles standard, så det bliver lige så naturligt at oplade batterier til vores elbiler som at fylde tanken op.

Inden for det kommende år vil vi fremlægge en energihandlingsplan, en infrastrukturpakke og en handlingsplan for energieffektivitet for at gennemføre denne vision. Senere i år rejser jeg til området omkring Det Kaspiske Hav for at fremme den sydlige korridor som et middel til at styrke vores forsyningssikkerhed.

For at opbygge et ressourceeffektivt Europa skal vi se videre end det rent energimæssige. I det 20. århundrede oplevede verden en fænomenal ressourceintensiv vækst. I det 20. århundrede oplevede vi en firdobling af befolkningen og fyrredobling af den økonomiske vækst. Men samtidig forøgede vi også vores forbrug af fossile brændsler 16 gange, vores fiskefangster 35 gange og vores vandforbrug 9 gange. Og vores kulstofemissioner steg 17 gange.

Det betyder, at vi må levere på vores klima- og energipakke som en central drivkraft for forandring. Det betyder, at vi må integrere de forskellige politikker for klimaforandring, energi, transport og miljø i en sammenhængende tilgang til ressourceeffektivitet og en fremtid med lavt CO2-udslip.

En fremadrettet landbrugssektor skal spille en væsentlig rolle i EU's foranstaltninger til at takle nogle af de største udfordringer, der ligger foran os, såsom global fødevaresikkerhed, tab af biodiversitet og bæredygtig forvaltning af naturressourcer. Og det skal vores havpolitik også.

Alt det vil ikke alene styrke vores økonomi i fremtiden; det vil også skabe nye muligheder i dag. Der har været en stigning i beskæftigelse i den grønne industri på 7 % om året siden 2000. Jeg ønsker at se 3 mio. nye "grønne job" inden 2020.

Vi har brug for bæredygtig vækst, og vi har brug for intelligent vækst. Halvdelen af væksten i produktivitet i EU over de sidste femten år har været drevet af informations- og kommunikationsteknologien. Den tendens tegner til at stige. EU's digitale dagsorden vil give et digitalt indre marked svarende til 4 % af EU's BNP inden 2020.

Alt, hvad vi gør, er for EU's borgere. En grundlæggende dimension af vores europæiske projekt består netop i at opbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Vi arbejder hårdt på at gennemføre Stockholmprogrammets handlingsplan. Vi vil skubbe på for en reel indsats på asyl- og migrationsområdet.

Lovlige migranter vil i EU kunne finde et sted, hvor menneskelige værdier respekteres og håndhæves. Samtidig vil vi slå hårdt ned på udnyttelse af ulovlige immigranter i EU og ved vores grænser. Kommissionen vil fremsætte nye forslag om patruljering af vores ydre grænser. Og vi vil fremlægge en intern sikkerhedsstrategi til at takle truslen fra organiseret kriminalitet og terrorisme.

EU-borgerne vil opleve, at deres grundlæggende rettigheder og forpligtelser gælder overalt, hvor de færdes. Alle i EU skal overholde loven, og regeringerne skal overholde menneskerettighederne, også minoriteternes rettigheder. Racisme og fremmedhad hører ikke hjemme i EU.

(Bifald)

Når der opstår problemer om den slags vanskelige spørgsmål, må vi alle optræde ansvarligt. Jeg appellerer på det kraftigste til, at spøgelserne fra Europas fortid ikke bliver vakt til live igen. Et område med frihed og sikkerhed vil give et sted, hvor EU-borgerne kan trives.

En anden udfordring er at få styr på EU's fremtidige budget. Næste måned vil vi fremlægge Kommissionens første idéer til budgetrevisionen. Det skal give startskuddet til en åben debat uden tabuer med henblik på udarbejdelsen af de lovgivningsmæssige forslag, der vil blive fremlagt i andet kvartal af næste år.

Vi bliver nødt til at bruge vores penge der, hvor vi får mest muligt for dem. Og vi bør investere pengene der, hvor det fremmer væksten og giver afkast i forhold til vores europæiske dagsorden. Kvaliteten af, hvordan vi bruger pengene, bør være den målestok, vi alle skal bruge. Så det er ikke alene vigtigt at diskutere kvantiteten, men også kvaliteten af, hvordan vi bruger pengene og investerer. Jeg tror på, at EU kan give en reel merværdi. Det er derfor, jeg vil skubbe på, så der kan lægges et ambitiøst post-2013 budget for EU.

Jeg mener, vi bør slå vores midler sammen for at støtte op om vores politiske prioriteter. Det drejer sig ikke om at bevilge flere eller færre midler, men om at bruge dem mere intelligent ved at se på EU's budget og de nationale budgetter under et. EU-budgettet er ikke til for Bruxelles' skyld – det er til for EU's folk, som De repræsenterer: for de arbejdsløse, der omskoles af Socialfonden, for de studerende, der deltager i Erasmusprogrammet; for regionerne, der får støtte fra Samhørighedsfonden.

Sammenkobling af energinet, forskning og udviklingsstøtte er indlysende eksempler på, at man får mere for en euro, der gives ud på EU-plan, end for en euro, der gives ud på nationalt plan. Nogle af medlemsstaterne kan se logikken heri, selv på kerneområder af national kompetence såsom forsvaret. De anerkender, at der kunne gøres enorme besparelser, hvis de slog nogle af deres midler og aktiviteter sammen. Hvis pengene bliver slået sammen på EU-plan, giver det medlemsstaterne mulighed for at nedbringe deres omkostninger, undgå overlapninger og få et bedre afkast af deres investeringer.

Derfor bør vi bør også undersøge nye finansieringskilder for nye store EU-infrastrukturprojekter. F.eks. vil jeg foreslå, at der indføres EU-projektobligationer sammen med Den Europæiske Investeringsbank.

(Bifald)

Vi vil også i videre omfang udvikle partnerskaber mellem det offentlige og det private.

Som Parlamentet har gjort det klart, bliver vi også nødt til at se på spørgsmålet om egne indtægter. Det nuværende system er spændt til bristepunktet – og holdt oppe ved hjælp af et indviklet sæt korrektioner. Vores borgere fortjener at få et mere retfærdigt og mere effektivt og åbent system. Ikke alle vil være enige i alle de idéer, vi kommer med; jeg finder det utroligt, at visse forkaster dem, allerede før de ved, hvad forslagene kommer til at gå ud på.

(Bifald)

Jeg ved, at et af de spørgsmål, der interesserer denne forsamling, er løbetiden for det kommende budget. Der er forskellige muligheder. Jeg kunne tænke mig at se nærmere på en tiårsramme med en midtvejsrevision af den finansielle dimension efter fem år – en "fem-plus-fem"-løsning. Det vil give os bedre muligheder for planlægning på længere sigt og give en klarere sammenhæng med begge vores institutioners embedsperiode.

En del af et troværdigt EU-budget er naturligvis, at der konstant tilstræbes besparelser. Jeg er ved at se nærmere på de administrative udgifter inden for Kommissionen og andre fællesskabsorganer såsom agenturerne. Vi bliver nødt til at fjerne alle forekomster af ineffektivitet. Vi vil bygge videre på Revisionsrettens henstillinger og forbedre den finansielle styring.

Den sidste udfordring, jeg vil nævne i dag, er, hvordan vi gør os gældende på den globale scene. Når vi tager os af de daglige problemer, mister vi ind imellem overblikket og glemmer, hvad vi har opnået. En fredelig og vellykket overgang til en Europæisk Union, hvis størrelse er blevet fordoblet, og som fører forhandlinger om yderligere tiltrædelser. En sund valuta, euroen, der er en af verdens vigtigste. Et stærkt partnerskab med vores naboer, der gør os alle stærkere. Hvis vi handler beslutsomt, så har vi intet at frygte fra det 21. århundrede.

Efterhånden som det 21. århundredes strategiske partnerskaber skabes, bør EU gribe chancen for at tegne sin fremtid. Jeg er utålmodig efter at se EU spille en rolle i globale forhold, der svarer til vores økonomiske betydning. Vores partnere ser til og forventer af os, at vi engagerer os som EU, ikke bare som 27 enkeltstående lande. Hvis vi ikke handler i fællesskab, vil EU ikke være en magtfaktor ude i verden, og så vil de fortsætte uden os, uden EU, men også uden EU's medlemsstater. Det er derfor, jeg i mine politiske retningslinjer har opfordret til, at EU skal være en global aktør, en global leder – en central opgave for vores generation og en prøve, vi skal bestå.

Sammen med den højtstående repræsentant og næstformand Catherine Ashton vil jeg fremlægge vores vision for, hvordan vi kan sikre, at EU spiller den størst mulige rolle i verden. Med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil har vi midlerne til at opnå det, vi stræber efter.

I den globaliserede verden, vi lever i, er det forhold, vi opbygger til strategiske partnere, afgørende for vores velstand. For at være effektive på den internationale scene har vi behov for den vægt, EU har. Størrelsen er nu mere end nogensinde afgørende.

Et godt eksempel herpå er kampen mod klimaforandring. Mødet i København viste, at selv om andre ikke viste de samme ambitioner som os, gavnede vi ikke os selv ved ikke at tale med en stemme. Forhandlingerne er måske gået i stå, men det er klimaforandringen ikke. Jeg vil have, at vi skal intensivere vores kontakt til internationale partnere, så det, der nu er deres pressemeddelelser, kan blive til troværdige forpligtelser til at nedbringe udslippene, og gå videre med hurtig opstartstøtte.

I de næste to måneder vil der blive afholdt en række afgørende topmøder med strategiske partnere. Jo mere vi er i stand til at opstille en fælles dagsorden med en klart defineret EU-interesse, desto mere vil vi opnå. Jeg ser f.eks. et enormt potentiale i at udvikle en transatlantisk dagsorden for vækst og beskæftigelse.

Et sted, hvor vi allerede vejer tungt, er i G20, forummet, hvor de vigtigste økonomiske globale aktører drøfter deres fælles udfordringer. Når formand Van Rompuy og jeg tager til Seoul i november som repræsentanter for Den Europæiske Union, ønsker vi at se konkrete resultater: større fremskridt i den globale økonomiske koordinering, mere stabile og ansvarlige finansielle markeder og enighed om reformen af internationale finansieringsinstitutter, mere effektive globale finansielle sikkerhedsnet og større fremskridt på en G20 udviklingsdagsorden. Vi vil fortsat vise lederskab i det forum og vil have et nært samarbejde med det franske G8/G20-formandskab næste år.

Vi ønsker også at se støtte til Doharunden. Handel øger væksten og velstanden. Vi vil også søge at opnå bilaterale og regionale frihandelsaftaler. I oktober vil Kommissionen fremlægge en fornyet handelspolitik, der skal bringe EU nye fordele.

Det at være åben over for verden indebærer også, at vi står sammen med ulandene, navnlig Afrika. Når jeg tager til arrangementet på højt niveau om udviklingsmålene for dette årtusind i New York om et par uger, agter jeg med Deres støtte og på vegne af EU at forpligte os til at give yderligere 1 mia. EUR til udviklingsmålene for dette årtusind.

Med til det at være en global aktør hører også at forsvare vores værdier. Menneskerettigheder kan ikke gøres til genstand for forhandling. Jeg er chokeret over, hvordan kvinders rettigheder krænkes i mange lande. Det forfærder mig, når jeg hører, at Sakineh Mohammadi Ashtiani bliver dømt til døden ved stening. Det er barbarisk, andet ord findes der ikke for det.

(Bifald)

I EU fordømmer vi en sådan adfærd, og den har ingen berettigelse i nogen som helst moralsk eller religiøs adfærdskodeks.

Vores værdier indebærer også, at vi skal komme dem, der står i en krisesituation, til hjælp, uanset hvor de er i verden. Vores humanitære bistand til Pakistan er det seneste eksempel på, hvordan EU's solidaritet kommer praktisk til udtryk. Det er et slående eksempel på, at der er behov for at præsentere Kommissionens og medlemsstaternes forskellige bidrag som en egentlig EU-støttepakke. Medlemsstaterne har helikopterne, og de har hjemmeværnsholdene. Nu har vi behov for at slå dem sammen og skabe et egentligt EU-kriseberedskab. Det er det, Kommissionens vil fremlægge forslag om i oktober. Og jeg opfordrer stærkt medlemsstaterne til at vise, at de mener det alvorligt, at EU fuldt ud skal udnytte sin kapacitet på dette område.

Vi gør fremskridt med en fælles udenrigspolitik. Men lad os ikke gøre os nogen illusioner. Vi får ikke den betydning, vi har behov for ude i verden, uden en fælles forsvarspolitik. Efter min mening er øjeblikket nu inde til at tage den udfordring op.

(Bifald)

Vi er stadig ved at lægge sidste hånd på værket i den nye institutionelle struktur for EU, der er indført med Lissabontraktaten. Det, der virkelig betyder noget, er, hvad institutionerne giver folket. Det, der betyder noget, er den forskel, EU gør i folks dagligdag.

Hemmeligheden bag EU's succes er dens enestående fællesskabsmodel. Mere end nogensinde må Kommissionen være drivkraften bag den politiske dagsorden med sin vision og sine forslag. Jeg har opfordret til, at der skal være et særligt forhold mellem Kommissionen og Parlamentet, de to egentlige fællesskabsinstitutioner. Jeg er ved at udbygge mit politiske samarbejde med Dem.

EU er ikke bare Bruxelles og Strasbourg. Det er vores regioner. Det er de byer og landsbyer, De kommer fra. Når De går omkring i Deres valgkreds, kan De udpege de projekter, der er så vigtige for stedets trivsel.

Når det kommer til stykket, er vi alle i samme båd, EU's institutioner, medlemsstaterne og regionerne. Unionen vil ikke nå sine mål i Europa uden medlemsstaterne. Og medlemsstaterne vil ikke nå deres mål i verden uden EU.

EU's borgere forventer, at vi gør det nødvendige for at komme ud af krisen. Vi må vise dem, at den fælles indsats, vi gør i dag, vil føre til nye arbejdspladser, nye investeringer og et EU, der er klædt på til fremtiden.

Jeg har tiltro til, at EU har det, der skal til. Vi vil opnå de resultater, vi stræber efter. En ting er sikkert. Det er ikke med pessimisme, at vi kan vinde den kamp. Det er med selvtillid, med en stærk fælles vilje.

I dag har jeg forklaret, hvordan jeg mener, at EU kan opnå det. Jeg har påtaget mig at fremlægge de forslag, der skal til for at opbygge vores økonomiske union. Jeg har argumenteret for, at vi hurtigt skal gå videre med vores dagsorden for reform. Jeg har forklaret, hvordan vi bør modernisere vores sociale markedsøkonomi med henblik på at opnå vækst og arbejdspladser i en intelligent og bæredygtig økonomi med plads til alle gennem vores flagskibsinitiativer i Europa 2020. Jeg har redegjort for, hvordan vi bør opnå en fælles energipolitik i Europa. Jeg har forsvaret behovet for et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor EU-borgerne vil opleve, at deres grundlæggende rettigheder og forpligtelser gælder, uanset hvor de færdes. Jeg har gjort det klart, at Kommissionen vil stræbe efter et ambitiøst budget. Jeg har foreslået at udvikle EU-projektobligationer til finansiering af større EU-infrastrukturprojekter. Jeg har erklæret vores styrkede engagement i udviklingsmålene for dette årtusinde. Jeg har gjort det klart, hvorfor vi har behov for et fælles kriseberedskab og også en fælles udenrigs- og en fælles forsvarspolitik. Og jeg har opfordret EU's ledere til at handle i fællesskab, hvis de ønsker, at EU skal være en global aktør og forsvare EU's interesser.

Det er en transformerende og ambitiøs dagsorden, rig på udfordringer. Hvis alt det skal lykkes for EU, har Kommissionen brug for Deres støtte til et stærkere, et mere retfærdigt EU, der gavner vores borgere.

(Bifald)

  Formanden. – (EN) Tak for Deres redegørelse om situationen i Unionen.

  Joseph Daul, for PPE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Alle formænd er glade her til morgen, og De har vist, at De kan være til stede, uden at straf er involveret. Se, det er i sandhed demokrati. Tillykke til Dem alle.

(Bifald)

Hvordan er situationen i EU? Hvilke succeser har vi haft sammen de sidste år, og hvor har vi fejlet? Hvilke planer har vi? Hvilke politiske instrumenter og, i særdeleshed, hvilke finansielle midler vil vi stille til rådighed for planernes iværksættelse?

Denne forhandling er velkommen, og det glæder mig, at Parlamentet og Kommissionen, de to fællesskabsinstitutioner der repræsenterer og forsvarer EU's almene interesser, deltager i denne morgens øvelse, som Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) ønsker bliver fremadrettet.

EU's borgere undrer sig af og til – tit, faktisk – over, hvad EU konkret gør for at afhjælpe deres problemer og imødekomme deres forventninger. Samtidig efterspørger de – hvilket alle opinionsmålinger har vist i årevis – ikke mindre Europa, men mere Europa.

Mere Europa i spørgsmålet om migration. Romaspørgsmålet, som nødvendiggør en langsigtet europæisk strategi, illustrerer perfekt temaet omkring respekt for mennesker.

Mere Europa til at repræsentere dem i verden. Hvordan kan vi f.eks. retfærdiggøre vores fravær fra forhandlingerne mellem Israel og Palæstina, når vi er de største donorer i regionen?

(Bifald)

Det forstår EU's borgere ikke, og deri har de ret. Vores medborgere er også klar over, at vi har brug for mere Europa, ikke mindre, for at værne om vores sikkerhed, hvad enten vi taler om personlig sikkerhed, energisikkerhed eller fødevaresikkerhed. De ved, at EU må koordineres bedre for at skabe vækst og arbejdspladser, som De så godt beskrev det, for at regulere markederne og for at forhindre nye angreb fra spekulanter. De forstår, at vi også har brug for mere Europa for at mindske ulighederne og for at styrke vores europæiske samfundsmodel, vores sociale markedsøkonomi.

Vi har derfor brug for mere Europa, ikke til at blande sig i hverdagsdetaljer, men for at vi sammen kan tage os af vores fælles udfordringer på en meget mere effektiv måde og – en sag, jeg vil vende tilbage til – gøre det på en smartere og mindre omkostningstung måde.

Som jeg sagde, undrer vores medborgere i EU sig over, hvorfor EU ikke arbejder mere effektivt og mere organiseret, og hvorfor der ikke lyttes mere til EU i international sammenhæng. De forventer med al ret, at den økonomiske og finansielle indsats, de er blevet bedt om at gøre, vil bære frugt, og at vi vil få os alle ud af vanskelighederne sammen.

Vi har brug for mere ledelse i EU. Det er os, Parlamentet og Kommissionen, der skal arbejde hen imod dette mål og overbevise medlemsstaterne om, at de skal arbejde sammen, og at de sammen skal investere. Det handler ikke om at angribe medlemsstaternes suverænitet eller deres prestige. Det er tværtimod den eneste måde, hvorpå vi seriøst og effektivt kan skabe en fremtid for de 500 mio. EU-borgere og for kommende generationer.

Jeg vil derfor bede Kommissionen om at tage flere initiativer til at foreslå de foranstaltninger og de reformer, som vi har brug for i EU, for at tingene fungerer bedre, og jeg beder Dem om at forklare disse projekter for vores medborgere.

Sammen med min gruppe vil jeg gerne have, at Parlamentets støtter disse bestræbelser ved at anvende sine nye beføjelser som medlovgiver sammen med Rådet. Det her er ikke kun et spørgsmål om magt, det er et spørgsmål om forståelse, og det er et spørgsmål, vi må forholde os til for at skabe fremgang i Europa.

Mens vi på den ene side skal være ambitiøse, skal vi på den anden side også se tilbage på, hvad der hidtil er opnået. Jeg mener, at Europa i flere væsentlige sammenhænge har grund til at være alt andet end skamfuld over sine handlinger inden for de sidste måneder. Det var EU, der tog initiativet til at reformere de finansielle markeder efter krisen i Wall Street i efteråret 2009. Det var EU, der – efter i foråret samme år at have været udsat for angreb fra spekulanter uden fortilfælde – traf foranstaltninger, der ligeledes var uden fortilfælde, for at styrke og stabilisere sin økonomi. De første virkninger af denne politik er allerede slået igennem, men vi er nødt til at gå endnu længere.

EU har også været pioner i kampen mod global opvarmning. Det er faktisk nødvendigt at sige det, men klimakonferencen i København efterlod en bitter smag i munden. Vores ambitioner er uændrede, og loftet er nu endeligt fastlagt. Vi kan godt være stolte af det.

Hvad er det, vi skal gøre i de kommende måneder og år for at konsolidere vores tiltag, for at styrke vores medborgeres tillid til vores fælles indsats? Jeg foreslår tre ting.

Den første er at styrke vores økonomi, at mindske uligheder gennem en række foranstaltninger, der vil fremme afkast af investeringer, fremme iværksætternes tillid og fremme muligheden for at udvikle nye kreative kilder til velstand og arbejdspladser. Vi må få reglerne til at "springe", som De har sagt, over grænserne. Det er uacceptabelt, at vi i det 21. århundrede stadig har overdrevent strenge regler, der ikke længere har noget at gøre med Europas virkelighed.

Den anden ting er at anlægge en mere seriøs holdning i vores fælles politik udadtil og, som De har sagt flere gange, at blive en mere respekteret aktør i internationale sammenhænge. Vi kan ikke længere stille os tilfreds med at sige, at EU er kompliceret, at det tager tid, og at vi må være tålmodige. Vi kan heller ikke længere stille os tilfreds med at være den største donor på globalt plan, uden at vi er i stand til at garantere, at den hjælp, vi sender af sted, ankommer til dets destination ledsaget af hr. Putins og hr. Obamas helikoptere. Jeg mener ligeledes, at vi bør indtage en seriøs holdning på dette område.

EU er på globalt plan en af de største magter, og vores vigtigste prioritet må efter min mening være at opbygge jævnbyrdige relationer med de vigtigste partnere og særligt med USA. Jeg har sagt dette tidligere, da vi talte om de transatlantiske relationer.

Her til morgen ønsker jeg imidlertid desuden at understrege vigtigheden for Europa af at opbygge strategiske og målrettede relationer, ikke kun med Rusland, men også med Kina, Indien og Brasilien. Jeg ønsker, at EU-udenrigstjenesten bliver et effektivt instrument i den henseende, og vi kan sikre besparelser i vores forskellige medlemsstater, hvis vi tager instrumentet i anvendelse.

Den tredje måde at sikre, at EU's struktur er klar til at møde udfordringerne, har at gøre med nøglefaktoren i alt dette, nemlig penge. Jeg ved godt, at vi endnu har en detaljeret drøftelse af dette til gode. Skal vi alle fortsætte med hver for sig at investere i innovation og forskning? I uddannelse og undervisning? I sikkerhed og forsvar? I vores energipolitik?

Mens USA, Kina og Indien er i stand til at fremme grundforskning eller anvendt forskning og derved positionere sig selv på morgendagens markeder, skal vi så blive ved med at sige, at vi i EU er for tøvende med at samle vores ressourcer til at kunne opnå stordriftsfordele og et spring fremad med hensyn til effektiviteten? Som det er nu, presser vi vores forskere til at forlade Europa. Vi må absolut sikre, at vores forskere ønsker at komme tilbage og blive i Europa.

Dette er de reelle spørgsmål, som vi, Parlamentet og Kommissionen, skal have på bordet, når vi taler om forhandlinger om finansiering af EU's projekter for 2014-2020. Det er de spørgsmål, som vores medborgere stiller sig selv, og som de forventer at få seriøse svar på.

Tiden er definitivt kommet, hvor Europa skal anvende sine egne ressourcer. Lad os ikke blive forskrækkede over disse ord. Desuden må spørgsmålet om en EU-skat ikke være tabu. Det her handler ikke om at indføre en skat, der skal lægges til de nationale skatter. Det handler tværtimod om at opnå stordriftsfordele og sikre, at de offentlige midler under et bruges på en bedre måde, og således i sidste ende om at kunne reducere afgiftstrykket på husholdninger og erhvervsliv.

EU og de internationale dimensioner er det faktuelle udgangspunkt for de unge generationer, der ikke forventer lange taler fra vores side, men snarere løsninger på deres problemer og perspektiver for deres fremtid. Det må være vores primære mål at garantere uddannelse og undervisning for 15-25-årige. At stabilisere vores offentlige finanser og investere i innovation, at åbne nye døre, så de får mulighed for at gøre brug af deres talenter i Europa, ikke nødvendigvis i andre lande – det er den prioritering, som vores handlinger skal rettes ind efter, og det er på det grundlag, vi skal bedømmes af vores medborgere.

Jeg vil gerne sige til kommissionsformanden og kommissærerne, at de skal fremsætte forslag til os, og jeg vil her gentage ordene fra en mand, som alle her kender, Johannes Paul II: "Frygt ikke." For at skabe fremskridt i Europa, for vores medborgere, for PPE-Gruppen, vil vi være med Kommissionen, hvis den fremsætter gode forslag.

Jeg har et par sekunder tilbage, og jeg vil gerne sige en ting mere til Kommissionen: vær tilskyndende fra første færd; gå langt med forslagene, og vi vil sammen lykkes med at komme frem med forslag, der er gode for vores medborgere i EU.

(Bifald)

  Martin Schulz, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Punktet på dagsordenen hedder "Redegørelse fra formanden for Kommissionen om situationen i Unionen." I dag har vi hørt om et arbejdsprogram, og det er ambitiøst og forpligtende. Vi har hørt meget lidt om en statusopgørelse – om den faktiske situation i Unionen. Hvordan er situationen i EU i dag? Situationen i Unionen er ikke god. Det ville have været godt, hvis De i Deres statusopgørelse var kommet ind på, hvorfor den ikke er god.

Den er ikke god, dels fordi hr. Barroso og Kommissionen ikke i tilstrækkelig grad løfter de meget vigtige roller, der er beskrevet i traktaterne. Under krisen har jeg ofte spurgt mig selv "Hvor er Kommissionen?", og når jeg så taler til Kommissionen, siger den: "Ja, der er kommet en udtalelse om dit, og der er udsendt en pressemeddelelse om dat, og hr. Šefčovič sagde noget om dit, og fru Reding noget om dat!" Når jeg går tilbage og læser det, ja, så er det sandt, Kommissionen er virkelig kommet med en udtalelse. Jeg må dog spørge mig selv: Hvorfor kommer budskabet ikke igennem? Hvorfor hører offentligheden det ikke? Dét er en status over situationen i Unionen! For i Kommissionens embedsperiode er der alt for længe gjort indrømmelser, særlig efter Lissabontraktatens ikrafttræden, nemlig indrømmelser som indebærer udvikling af en bestyrelseslignende ledelse i Europa, i Rådet, under tysk-fransk ledelse.

(Bifald)

Det er Kommissionens opgave at forsvare fællesskabsmetoden. Meget af, hvad der er blevet sagt her i redegørelsen, er rigtigt, og kommissionsformanden kan være sikker på støtte fra tre fjerdedele af Parlamentets medlemmer. Sådan er det. Kommissionsformanden vil imidlertid have tre fjerdedele af Rådets medlemmer imod sig, hvis han taler om egne ressourcer. Jeg er nu spændt på at se, om kommissionsformanden vil følge ordene fra i dag op med handling og tage kampen op mod en udvikling hen imod øget samarbejde mellem regeringerne i EU.

(Bifald)

Jeg vil nævne ét eksempel. Jeg er enig i, at EU kun vil få succes, hvis vi forsvarer vores grundlæggende værdier. Racisme og fremmedhad er ikke en del af EU's grundlæggende værdier. Det er vi alle enige om. De grundlæggende værdier omfatter imidlertid også den holdning, at en regering, der er under indenrigspolitisk pres, ikke må ty til at bruge heksejagt på minoriteter som en løsning. Her kan nævnes navne. Det er den regering, der ledes af Nicolas Sarkozy, François Fillon og Brice Hortefeux. Jeg havde gerne set, at kommissionsformanden havde nævnt de navne, da vi så kunne have forstået, at hr. Barroso tager kampen op.

(Bifald og protester)

Først og fremmest omfatter EU's grundlæggende værdier – og meget af, hvad kommissionsformanden sagde i den forbindelse, er rigtigt – social retfærdighed. Men hvad er social retfærdighed så her i Unionen? Kommissionsformanden beskrev den dramatiske stigning i arbejdsløsheden i EU. Denne stigning i arbejdsløsheden vil føre til masseforarmelse og indebærer et risikoscenarie for folk. Flere og flere mennesker – herunder de, der stadig er i arbejde – er bange: bange for at miste deres arbejde, bange for at miste deres sociale stabilitet og bange for fremtiden. Det må illustreres med tal. På den ene side har vi et stadigt stigende antal indkomstmillionærer – der kommer tusind til hvert år – og på den anden side har vi millioner af mennesker, der forarmes til et liv i fattigdom. Denne sociale kløft er den største trussel mod EU's demokrati.

(Bifald)

I august offentliggjorde The Guardian statistikker, hvoraf det fremgik, at HSBC, Barclays Bank og Royal Bank of Scotland sidste år havde et overskud på 20 mia. EUR, ud af hvilket 9 mia. EUR sættes til side som bonus til lederne. Det sker på et tidspunkt, hvor EU's regeringer skærer ned på pensionerne. Jeg forventer forslag fra Kommissionens side til, hvordan vi kan forhindre denne sociale opdeling.

(Bifald)

Det er derfor jeg siger, at afgiften på finansielle transaktioner skal indføres. Vi må involvere bankerne, særlig de banker hvor der bedrives spekulation, i justeringerne oven på den økonomiske krise. Vi har indgået en aftale mellem institutionerne, således at hvis Parlamentet med et lovgivningsflertal anmoder Kommissionen om at fremsætte et relevant forslag til direktiv, så har Kommissionen samtykket i at gøre det. Det er helt sikkert, at Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet vil komme med en sådan anmodning. Det er også sikkert, at vi forventer af Kommissionen, at den så tager de relevante initiativer.

Hr. Šemeta sagde, at vi ikke har brug for, og ej heller vil få, en afgift på finansielle transaktioner. Kommissionsformanden siger: "Jeg ønsker at indføre afgiften på finansielle transaktioner." Vi siger, at vi vil støtte hr. Barroso mod hr. Šemeta; Kommissionen vil blive anmodet om denne afgift. Hvis Kommissionen ikke efterkommer anmodningen, vil vi anvende instrumentet det europæiske borgerinitiativ. Tro mig, sådan bliver det! Så vil vi få de mennesker, jeg taler om, på gaden, indtil spekulanterne har givet deres bidrag til processen med at få styr på Europas finanser.

(Bifald)

Europa har også brug for uddannelse, kvalifikationer og udviklingsmuligheder. Mennesker, der fødes fattige her i EU, skal ikke forblive i den ghetto, hvor de bor. Vi har brug for udviklingsmuligheder. For at forbedre disse muligheder er det vigtigt, at EU gør sin del ved at bidrage til uddannelser, kvalifikationer og lige muligheder for unge mennesker især. Jeg synes derfor, at det er rigtigt, at disse uinspirerede europæiske finansministre som – fordi de har brug for at nedbringe den for store gæld i deres egne lande og derfor skærer ned på budgetterne – siger, at EU-budgettet derfor også må beskæres, tager fejl. EU er ikke nødt til at justere for et for stort underskud. Med de investeringer EU foretager, skal der anvendes regionalpolitik, socialpolitik, forskning og kvalifikationer og investeringer sammen med vækststimulerende foranstaltninger som et middel til at udligne den sociale ubalance og til at gøre EU i stand til at gøre dette. I den forbindelse har vi brug for et stærkt EU-budget. Kommissionsformanden sagde de samme ting i dag. I den sag støtter vi Kommissionsformanden. Nu kan han vise sin modstand over for fru Lagarde, hr. Schäuble og finansministrene i de andre lande! Hvis Kommissionsformanden har brug for hjælp i den forbindelse, er han meget velkommen til at ringe til os. Så kommer vi og hjælper.

(Bifald)

Social retfærdighed betyder også, at vi ikke må efterlade den næste generation et kontinent, hvor der ikke længere er værd at leve. Kommissionsformanden har ret, hvorfor vi for at forbedre den sociale retfærdighed også har brug for en ny bæredygtig industripolitik, hvor hensynet til miljøet kombineres med økonomiske hensyn. Det er den rigtige tilgang.

Jeg er spændt på, om Kommissionsformanden klarer at undgå katastrofen – en gentagelse af fiaskoen i København – hvor vi så, at EU ikke var i stand til at forhandle. Det, der dengang skete, er ikke Kommissionens fejl, det siger jeg igen. Fejlen ligger hos de 27 regeringer, der ganske enkelt ikke var i stand til at enes i en international sammenhæng.

(Bifald)

Det viser, at der i situationen, som den er i dag, er to modsat rettede holdninger: den ene taler for samarbejde mellem regeringerne og den anden for fællesskabsmetoden. Efter Lissabontraktatens ikrafttræden er det et spørgsmål, om hvorvidt Lissabontraktatens EU er et EU bestående af stats- eller regeringsledere, der bag lukkede døre drøfter, hvad de finder rigtigt for kontinentet. Vi så dette under krisen i Grækenland. Slutdokumentet blev forhandlet af kun to personer, fru Merkel og hr. Sarkozy, og deres indstilling var: Hr. Van Rompuy, De kan vente udenfor, overlad det her til os! Jeg ved ikke, om dette er sandt, men vi kan næsten forestille os, at det er. Enten er dette EU et EU med samarbejdende regeringer, eller det er et EU efter fællesskabsmetoden. EU efter fællesskabsmetoden er det Europa, hvor Kommissionen og Europa-Parlamentet arbejder sammen.

Jeg fandt kommissionsformandens statusopgørelse ufuldstændig. Jeg fandt de fleste af de præsenterede perspektiver og bekendtgørelser gode og relevante. Om et år, når det er tid for den næste redegørelse om situationen i Unionen, vil vi måle kommissionsformanden på, hvad han har annonceret i dag og på, hvad han til den tid har klaret at kæmpe for. Kommissionsformandens tale var konservativ-liberal, grøn, radikalt socialistisk. Der var noget for alle.

(Protester)

På den måde kan der også vindes støtte fra alle. Hvis kommissionsformanden bekæmper den lumske regeringssamarbejdsstrategi, og hvis han aktivt forsvarer fællesskabsmetoden, kan han regne med os. Hvis ikke, så vil vi stille ham til regnskab, når det er tid for den næste redegørelse om situationen i Unionen.

(Bifald)

  Formanden. – Tak for Deres indlæg, hr. Schulz!

Nu vil hr. Verhofstadt tale for Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa.

Så vidt jeg har forstået, ønsker De ikke at holde Deres indlæg i to dele, idet De blot ønsker, at den ene del af Deres indlæg bliver lidt længere, hr. Verhofstadt! Er det rigtigt forstået?

  Guy Verhofstadt, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Situationen i Unionen betyder først og fremmest at vi skal se sig tilbage og lære af fortiden og derefter se fremad. Lad os være ærlige og indrømme, at sidste år var et meget svært år for Unionen.

Det var et svært år for Unionen, fordi der var store problemer, men meget lille enighed om, hvordan de skulle løses. Grækenland var tæt på kollaps, euroen var under angreb i månedsvis, og det tog flere måneder for de europæiske regeringer at nå til endelig enighed om at redde en medlemsstat og redde vores fælles valuta. Det er derfor hverken en overraskelse for mig eller for andre her i Parlamentet, at offentlighedens tiltro til Europa er faldet drastisk.

Dette kan ses i det nyeste Eurobarometer, hvor under halvdelen af vores borgere synes, at deres lands medlemskab er en god ting. Tiltroen til vores institutioner faldt sidste år til 42 %. Dette er situationen i Unionen i dag. Det er alarmerende, men vi må desværre erkende, at det ikke er overraskende. Parlamentet bad mange gange de europæiske ledere om at gøre noget ved stilstanden i Europa, bevæge sig fremad, bekæmpe protektionismen og nationalismen og arbejde på europæiske løsninger.

Dette ønske deles også af de europæiske borgere, for i Eurobarometeret ses det, at ikke mindre end 86 % af offentligheden ønsker europæisk økonomisk styring. Borgerne tror på, at det kun er Unionen, der kan løse den finansielle og økonomiske krise. Men de ser ikke løsningen komme nu, og derfor er de skuffede over Unionen.

Jeg ved, at det også har været et svært år for Kommissionen, for det har faktisk kun været et halvt år. Så lang tid har det nemlig taget vores hovedstæder at indse, at der nu er en ny traktat, en ny måde at arbejde på og en ny magtbalance i Unionen. I dag er derfor den reelle start på kommissionsformandens anden embedsperiode.

I denne anden embedsperiode er der brug for en ny vision og nye svar. Det er under alle omstændigheder på tide at skifte til et højere gear og få indført vigtige reformer nu. For vores gruppe drejer det sig i princippet om syv store, vigtige reformer.

Den første er at få lagt den sidste hånd på vores løsning på finanskrisen. Vi har allerede tilvirket lovgivning om kapitalkrav og bonusser. Vi har udviklet stresstesten, og i sidste uge nåede vi også frem til en aftale om finansielt tilsyn. Dette er en god aftale, ikke mindst fordi ledelse under formanden for Den Europæiske Centralbank garanterer en europæisk tilgang til tilsyn.

Det betyder dog ikke, at vi er færdige. Langtfra, faktisk. Vi er ikke engang halvvejs. Vi har stadig voldsomt brug for, at Kommissionen kommer frem med løsningsforslag angående derivater, short-selling, kreditvurderingsbureauer, bankerne, markedsmisbrug, handel og finansielle instrumenter.

Den anden store reform er, at vi har brug for ægte europæisk, økonomisk styring. Sidste år viste os, at en fælles valuta uden en fælles økonomisk politik ikke giver mening. Det er ikke bare en meningsløs situation, den er direkte farlig. Vi har ikke råd til at være én Union og på samme tid have 27 forskellige økonomiske strategier, som vi har i dag.

(Bifald)

Hvis vi vil have stabilitets- og vækstpagten og den nye økonomiske strategi til at være en succes, har vi brug for en seriøs kombination af stok og gulerod med passende sanktioner.

Jeg synes – og jeg tror de fleste andre i Parlamentet er enige – at det er godt, at dette spørgsmål overvejes i Rådets taskforce, men den kan ikke erstatte Kommissionens initiativret og pligt til så hurtigt som muligt at komme frem med et samlet lovgivningsforslag om økonomisk styring.

(Bifald)

Det glæder mig, at De har meddelt, at De vil gøre dette den 29. september. Hvad der videre sker i Rådet er ikke vigtigt. Det er Deres opgave og pligt at gøre dette den 29. september.

Det bringer mig til min tredje prioritet, nemlig det indre marked. Vi har en glimrende rapport om dette emne fra Mario Monti, og vores budskab er meget enkelt: lad os reagere på denne rapport. For det er f.eks. uforståeligt, at det i dag stadig tager over 40 timer at rejse med tog fra de central- og østeuropæiske lande til Bruxelles, Paris eller Amsterdam. Hvordan skal disse mennesker føle sig forbundet med EU? Hvordan kan disse markeder blive fuldt ud integrerede? Lad os investere i transeuropæiske net.

Den fjerde prioritet, og måske dagens vigtigste budskab, omhandler budgettet og den nye finansielle ramme. Lad dette være meget klart. Nogle nationale regeringers mål om at reducere budgettet med 20 % eller 30 % er latterligt, nu hvor vi har brug for flere europæiske løsninger.

(Bifald)

Jeg forstår udmærket, at disse regeringer ønsker at skære i deres direkte støtte til Unionen, når de står over for kæmpestore statsunderskud. Det er en normal, spontan reaktion. Derfor foreslår vi, at disse nationale bidrag erstattes med Europas egne indtægter.

Det bringer mig til den femte prioritet, nemlig vores troværdighed i verdens øjne. Vi har allerede Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, men hvad vi nu har brug for, og hvad vi har bedt Lady Ashton, næstformanden i Kommissionen (det ville være bedre, hvis hun var her) om, er også at udvikle en ny strategi for Unionen. Strategien for vores eksterne politik er stadig baseret på dokumentet fra Javier Solana fra 2003. Verden har ændret sig siden 2003, og vores strategiske ramme bør derfor også blive tilpasset og moderniseret.

Dette bringer mig til klimaændringerne. I København mistede vi vores lederrolle, og den eneste mulighed for at gøre en forskel i Cancún er at generobre denne rolle. For at gøre dette er det nødvendigt, at vi taler med én stemme og fremmer én vision – og ikke 27 forskellige, som vi gjorde i København.

(FR) Endelig må jeg sige, at jeg er forvirret med hensyn til Unionens eksistensberettigelse, nemlig beskyttelse af menneskerettighederne og de borgerlige rettigheder, selvfølgelig uden for Unionen, men først og fremmest i EU.

Jeg må derfor sige, at det, der foregår i Frankrig, efter min mening er uacceptabelt.

(Bifald)

Dette er desværre ikke et enkeltstående tilfælde. Som mange af Dem har jeg også bemærket, at en lang række regeringer i denne økonomiske krisetid i dag giver mere og mere efter for populisme, fremmedhad og til tider endog for racisme.

(Bifald)

De udnytter folks bekymringer og frygten for "de andre". De stigmatiserer minoriteter. Jeg vil oven i købet påstå, at de anvender tvivlsomme metoder til at skabe forvirring omkring migration. Jeg vil gerne understrege, at jeg finder denne holdning uforenelig med de principper og værdier, som gør Unionen til en af de smukkeste og bedste politiske idéer i menneskehedens historie.

(Bifald)

Jeg vil gerne understrege, at romaerne er europæiske borgere, fuldgyldige borgere.

(Bifald)

Vi kan aldrig acceptere, at deres rettigheder bliver krænket – aldrig – i en verden fyldt med usikkerhed. Jeg tror på, at Europa skal forblive et kontinent præget af frihed, tolerance og retfærdighed. Kommissionen, traktaternes vogter, skal reagere kompromisløst. Det er ikke bare dens ret, det er dens institutionelle pligt.

(Bifald)

  Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Jeg vil gøre som hr. Verhofstadt. Jeg vil bruge al min taletid på én gang.

Hr. Schulz og hr. Verhofstadt har sat fingeren på det fundamentale problem ved vores situation, og jeg beklager, at De ikke selv har været klarhovedet eller sandfærdig nok til at udpege det.

Siden Lissabontraktaten trådte i kraft, har der været kamp om fortolkningen af traktaten. Jeg tror, at de fleste regeringer ikke har læst den, og da den blev indført, opdagede de, at Lissabontraktaten faktisk var et middel og et instrument til at henlægge de europæiske politikker under Fællesskabets kompetence. Alle diskussionerne – vi så det i forbindelse med debatten om udenrigstjenester og debatten om finansiel regulering – ender altid med samme spørgsmål. Dette spørgsmål er – og har altid været – bevæger vi os hen mod et mellemstatsligt Europa eller en styrkelse af det fællesskabsbaserede Europa? Dette er præcis situationen i Unionen i dag.

Jeg ville ønske, at Kommissionen ville komme med en offentlig erklæring. I de europæiske institutioner er der lige nu en politisk kamp om fortolkningen af Lissabontraktaten, og det har konsekvenser for europæiske politikker. Vi skal fortælle de europæiske borgere, hvad vi ved, og hvordan vi har det med de interinstitutionelle forhandlinger. Dét har De intet sagt om, hr. kommissionsformand!

Dette fører mig frem til mit andet punkt. Den nuværende Kommission er i sine generelle erklæringer Europas forkæmper. Det er meget smukke erklæringer. Men når det kommer til at udpege problemer, beskrive en situation, der påvirker en medlemsstat, eller nævne en person eller regering ved navn, er De påfaldende tavs. De eksisterer ikke. Jeg kan komme med en lang række eksempler.

Lad mig vende tilbage til Grækenland. Alle ved, at De var ved at miste kontrollen med situationen i Grækenland, De vidste det allerede to-tre år før krisen – De havde rapporter om det i Deres arkivskabe. Der kom ingen officiel udtalelse. De gik i kirke og troede på, at hvis De bad nok, ville alle problemerne i Grækenland løse sig selv. Problemerne har ikke løst sig selv. Bagefter støttede De – og vi med en flertalsbeslutning – at sætte Grækenland og det græske folk, som begik lige så mange fejltagelser som den græske elite, under et utroligt pres.

Men lige nu, mens vi sætter det græske folk under pres for at løse problemet, har jeg ikke hørt Dem tale om, at nu, i august, har der været forhandlinger mellem den græske regering og de store franske og tyske våbenproducenter om at fortsætte europæiske virksomheders våbensalg til Grækenland.

(Bifald)

Vi er alle sammen blevet fuldstændig vanvittige, som jeg har sagt tre eller fire gange før, men gør vi noget ved det? Ved De, hvor mange penge Grækenland har brugt på våben de sidste 10 år? Hvor mange penge er det? 50 mia. EUR på 10 år! Det her vidste De godt. Et af de problemer, som disse lande har, er præcis denne struktur, som er forbundet med det europæiske problem med nationalisme og kampen eller debatten mellem Grækenland og Tyrkiet.

Hvor er Kommissionens initiativ og Europas initiativ til at gribe ind, således at vi ved at integrere Tyrkiet kan sætte en stopper for denne latterlige debat, som koster det græske folk milliarder for overhovedet ingenting, fordi Grækenland køber våben tilbage, som Frankrig og Tyskland ikke har brug for til deres egne hære. Det er enormt intelligent! Det er mit eksempel på Kommissionens manglende indgriben.

Jeg kan give Dem et andet eksempel, som hr. Verhofstadt kom med. Det, der sker i dag med romaerne, er en test af troværdigheden af chartret om grundlæggende rettigheder, som udgør en del af Lissabontraktaten. For at sætte det i et moralsk og filosofisk perspektiv citerer jeg Albert Camus: "Demokrati handler om at forsvare minoriteter, ikke bare om at udføre majoriteternes vilje".

(Bifald)

Venter Kommissionen på noget? Har den en rapport i sit arkivskab? Sig det offentligt: Det, Frankrig gør, strider imod de europæiske traktater. Det er virkelig nemt at sige og udbrede dette budskab.

(Bifald)

Jeg vil give Dem et andet eksempel på, hvad De ikke siger. De talte om økonomien, arbejdsløshed og vækst. De sagde ikke ét ord om, at det er nødvendigt at ændre på vækstens natur. De nævnte ikke, at miljøkatastrofen og klimaændringerne forpligtede os til at genfortolke vores idé om vækst. Det blev der ikke sagt noget om.

De talte ikke om Cancún. Der er tre måneder til Cancún. Der var ikke ét ord om, at hvis vi vil være troværdige i klimadebatten, er vi nødt til at vende tilbage til en målsætning om 30 % CO2-reduktion, og vi er nødt til at gå forrest i debatten om klimaændringer. Her har De været betænkelig tavs.

Derfor vil jeg gerne sige, at De er den fraværende formand for et Europa, som har brug for en formand. Dét er vores problem, og dét er situationen i Unionen.

Jeg vil afslutte med at sige Dem én ting. De talte f.eks. om europæiske investeringer. De kan kigge på uret, men jeg har tre minutter tilbage. Jeg ved, at det er irriterende, men sådan er livet. Jeg vil sige Dem én ting: tag det alvorligt. 40 % af CO2-udledningen i Europa kommer fra bygninger. Brug Deres europæiske ressourcer til at oprette en europæisk energifond – giv Europas byer mulighed for at renovere Europas bygninger ved at oprette en Keynes-fond i Europa, for de nationale stater har ikke mulighed for det.

(Bifald)

Det er i det store hele mit budskab. Det diskuteres meget i Europa, om vi har brug for offentlige investeringer. Jeg opfordrer Dem til at oprette en Keynes-fond i Bruxelles. Offentlige investeringer i dag skal være europæiske investeringer i den miljømæssige forandring af vores økonomi. Forstår De dette? I så fald håber jeg, at De i den næste diskussion om Europa vil vise, at De har forstået, at vi ikke længere befinder os i 1970'erne, men at vi i dag står over for en finanskrise og en miljøkrise.

Som afslutning vil jeg præsentere et tal for Dem, som vi alle sammen skal tænke over. Tabene fra krisen er ved at nå 50 000 mia. EU. Dette svarer til fem århundreders offentlige investeringer i udviklingshjælp. Dette ville kunne finansiere bygningen af 10 mia. skoler i de afrikanske lande. Det er den situation, verden befinder sig i.

(Bifald)

  Michał Tomasz Kamiński, for ECR-Gruppen. – (PL) Jeg vil starte med nogle gode nyheder til hr. Barroso, den slags nyheder som han måske oven i købet vil blive lykønsket med. Hans tilstedeværelse her i dag er blevet værdsat højere end billetter til den næste Sting-koncert i Prag, som koster under 150 EUR. Men jeg vil dog begynde med en historie. I Polen er der en historie om en mand, der klatrer op i et træ og begynder at save den gren over, som han sidder på. En anden mand kommer forbi og siger til ham: "Hvis du saver den gren over, falder du ned." Den anden mand går videre, og grenen knækker. Den første mand falder ned fra træet, ser op på den anden mand og siger: "Er han en profet eller hvad?"

De Europæiske Konservative var, selv før vores gruppe blev dannet, som den anden mand, der sagde til manden, der sad på det europæiske bureaukratis gren: "Du er ved at save den gren over, som du selv sidder på." I Deres tale i dag kan jeg se en chance for, at denne proces med at save grenen over vil slutte. De er kommet frem med mange idéer, som absolut er værd at støtte, og jeg tror, de er blevet stykket sammen på en måde, som vil behage alle grupperne i Parlamentet. Men vi må give hr. Schulz ret i, at det var en fremadrettet plan, men at vi ikke fik – og her er jeg ikke tilfreds med Dem – en analyse af situationen i Unionen i dag. Hvorfor går det med Unionen, som det gør? Hvorfor kan så mange af borgerne ikke lide Unionen, og hvorfor lever den ikke op til deres forventninger? Her kommer vi til en vigtig pointe. Det er godt, at De fokuserede på økonomisk udvikling, på behovet for denne udvikling i Europa og på behovet for nye job. Jeg er bestemt enig i, at et af de største problemer for Europas økonomi i dag er arbejdsløshed. Lad os imidlertid være ærlige. Man kan ikke rigtigt interessere sig for de arbejdsløses skæbne og for tabet af arbejdspladser i Europa, mens man samtidigt foreslår økonomiske løsninger, som helt naturligt vil lede til eksport af job fra Europa til andre kontinenter. Disse to ting kan ikke adskilles. Vi kan ikke sige, at vi vil øge beskæftigelsen i Europa, mens vi samtidigt pålægger europæiske firmaer og den europæiske økonomi nye bureaukratiske byrder og giver dem dødsstødet. Dette må stoppes. I Deres tale kan jeg se, at De tænker i de rigtige baner. De talte om, hvordan Europa må tale med én stemme i verden. Vi siger dette meget tit her, men det er egentlig helt tydeligt, at forskellige regeringer i Europa har fuldstændig forskellige tilgange til grundlæggende udenrigspolitiske områder. Dette må ikke blive ignoreret. Hvordan kan Europa så tale med én stemme på den globale scene, hvis forskellige europæiske regeringer taler med forskellige stemmer? Lad os ikke føre os selv bag lyset – det er sådan, det vil blive. Mens De sidder her i salen, kan De lukke øjnene og lade som om, at disse 27 regeringer ikke findes, men det gør de. De er valgt af EU's borgere, og vi forsvarer disse regeringers ret til at repræsentere deres borgere i Unionens arena. Vi ønsker en balance mellem unionsanliggender og nationale anliggender i Europa, og det er grunden til, at vi vil forsvare idéen om nationalstaten – selvfølgelig i sammenhæng med EU. Men i forbindelse med dette vil jeg også gerne sige, at jeg er enig i alt det, som er blevet sagt i salen. Dette siger jeg nu og mener det. Vi kan ikke acceptere situationer, hvor den ene eller anden europæiske regering for egen vindings skyld forsøger at tænde op under, hvad der i Europa har været en krudttønde af nationalisme og chauvinisme. Dette kan ikke tillades, men det er, hvad der sker i mange europæiske lande. I år har vi allerede set eksempler på lande grænsende op til Polen, hvor man har forsøgt at skabe politisk gevinst i sager om minoriteter. En af EU's største bedrifter er skabelsen af et Europa præget af demokrati og tolerance, hvor der ikke har været krig i 60 år. Jeg anerkender villigt dette, selv om jeg ikke er en stor tilhænger af Unionen, men jeg værdsætter dette. Dette skal fortsætte. Jeg vil også gerne sige, at der skal være større åbenhed og troværdighed omkring vores resultater i forhold til EU's borgere. Fællesskabets største problem er, at det, som bliver sagt i vores erklæringer, ikke er det samme som de kendsgerninger og det, borgerne ser udført i vores handlinger. Jeg tror på Europa, og vi, De Europæiske Konservative, tror på Unionen. Men vi tror på Unionens mangfoldighed. Vi tror ikke på, at der er en ny forenet stat, som skal smeltes sammen til en enkelt nation. Denne plan vil ikke blive accepteret. Europas borgere forstår så udmærket, at man kan være en god polak, en god europæer eller en god tysker, og at vi kan leve sammen, behandle hinanden respektfuldt og arbejde sammen for at skabe en fælles fremtid. Jeg håber, De kan fuldføre dette. Men situationen kan ikke klares ved at gentage de gamle fejltagelser. Jeg vil gerne gøre Dem det klart, at Europa ikke må forsøge at løse sine problemer ved at gentage fortidens fejltagelser. I dag i Deres tale ser jeg en mulighed for et Europa med større, økonomisk frihed og et Europa med bedre integration, med hvilket jeg mener det indre marked. Jeg glæder mig meget over, at idéen om retsakten vedrørende det indre marked kom fra Parlamentet, fra Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. Idéen kom fra Monti-rapporten, som blev udfærdiget i det udvalg, hvis formand er min kollega, hr. Herber, og det er vi stolte af. Det er denne form for styrkelse af markedet, som vi ønsker os. Vi ønsker os et fælles marked og større frihed i økonomien.

  Lothar Bisky, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. Barroso! De har givet et imponerende indblik i opgaverne i forbindelse med de forskellige politikområder. Ikke desto mindre må De og alle personer, der er forsamlet her, indrømme, at de europæiske borgere er ved at miste tilliden. Hr. Verhofstadt har henledt vores opmærksomhed på dette, og derfor vil jeg ikke komme nærmere ind på denne sag. Disse undersøgelser er pålidelige.

Borgerne har også set redningspakker og økonomiske genopretningsplaner, som beløber sig til flere milliarder euro, strømme til de såkaldt systemrelevante banker, og de har set, at der er opbygget alvorlig høje nationale gældsniveauer overalt. Nu spørger de sig selv, hvem der er ansvarlige for dette, særlig når de på trods af bedre økonomiske udsigter rammes af medlemsstaternes stramningsforanstaltninger. Disse stramningsforanstaltninger vil medføre stigende priser på offentlige tjenesteydelser, nedskæringer i de sociale ydelser, nedskæringer i uddannelsestjenesterne, lønnedskæringer, et længere arbejdsliv over for usikre pensioner og beskæftigelsessituationer, der ofte er usikre.

Protesterne rækker langt ud over de lande, som er ramt af krisen. I dag strejker fagforeningerne i Frankrig, og den 29. september vil der i mange europæiske byer blive strejket i protest mod medlemsstaternes stramningspolitikker. Borgerne blev lovet, at Lissabontraktaten ville gøre EU mere socialt og mere demokratisk. EU, herunder Kommissionen og Parlamentet, ville ganske enkelt miste sin troværdighed, hvis det nu sagde, at medlemsstaterne er ansvarlige for stramningsforanstaltningerne. Effektive reformer af de finansielle markeder som f.eks. et forbud mod hedgefonde eller et forbud mod spekulation i råstoffer og fødevarederivater eller endda en afgift på finansielle transaktioner, men også skiftet væk fra ideologien om flexicurity, er nu helt klart EU's ansvar. Dette er noget, som vi alle skal involvere os selv i i løbet af de kommende måneder.

Situationen i Unionen varierer meget for de forskellige dele af befolkningen, og den er fuld af uoverensstemmelser. Den sociale opdeling i samfundene i EU-landene er under alle omstændigheder endnu en gang blevet drastisk forøget. I det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse er der blevet brugt mange penge, flere milliarder euro, på at redde eller stille sikkerhed for bankerne. De er ikke nået ud til de mennesker, som har reelle sociale behov, eller er blevet brugt til uddannelse.

Ingen vil bestride eller forklejne EU's succeser. Men det hjælper ikke nogen at skjule de meget reelle forskelle i EU. Derfor vil jeg også gerne slutte af med at sige noget om romaerne i Frankrig. Jeg mener, at EU har en god tradition. Men alle, der ønsker at bekæmpe social ængstelse på bekostning af et socialt mindretal, og endda ved hjælp af uretfærdige midler, misbruger deres politiske magt. Jeg vil gerne gøre det helt klart, at det ganske enkelt er uacceptabelt, at et fællesskab, der altid lægger vægt på at forsvare de universelle menneskerettigheder og moralske værdier, misbruger den sociale ængstelse. Disse moralske værdier og menneskerettigheder gælder franskmænd, polakker, englændere, spaniere eller tyskere i EU, lige så vel som de gælder alle sintier og romaer, der bor i Europa.

(Bifald)

  Nigel Farage, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Denne store begivenhed, hr. Barrosos indlæg om situationen i Unionen, bringer ham ikke helt på højde med præsident Obama. Der er én grundlæggende forskel, hr. Barroso. Præsident Obama er blevet valgt, og det er De ikke. 48 mio. mennesker overværede hans tiltrædelsestale, og her i Parlamentet skal vi endda trygle parlamentsmedlemmerne om at komme og lytte til Dem.

De forbigik fuldstændig situationen i Unionen. De sagde, hvordan De mente, at det går, De viste Deres vej fremad. Eurobarometer, Kommissionens egen undersøgelsesorganisation, fortæller os imidlertid sandheden. Den fortæller os, at der i de seneste seks måneder er sket et dramatisk fald i tilliden, for så vidt angår befolkningens tillid til deres medlemskab af Unionen: et fald på 10 % i Tyskland, et fald på 17 % i Grækenland og et fald på 9 % i Portugal. Under halvdelen af EU's borgere mener, at det kan betale sig at være medlem af klubben.

Endnu mere afslørende er det, at i Deres eget land, Portugal, har yderligere en fjerdedel i løbet af de seneste seks måneder fuldstændig mistet tilliden til EU-institutionerne. Det er næppe et tegn på succes eller tillid, og alligevel lader det til, at de fleste i dag er yderst selvtilfredse.

De skal ikke være for tilfreds, for befolkningen har selv regnet den ud: Situationen i Unionen er i virkeligheden den, at den i stigende grad er hadet og foragtet. Og så er der endda nogle, som påstår, at det er, fordi de vil have mere Europa! Hr. Verhofstadt sagde, at befolkningen vil have flere fælles politikker. Nej! Beviserne er tydelige.

(Tilråb fra salen)

Interessant, hr. formand! Når jeg kommer med tilråb til folk, bliver jeg truet med bøder. Men lad nu det ligge.

(Bifald fra EFD-Gruppen)

Der er bevis på, at jo flere fælles politikker, der findes, desto mindre bryder befolkningen sig om det. Befolkningen har set, hvor ødelæggende den fælles fiskeripolitik er, de har set, hvordan den fælles landbrugspolitik skaber ulighed, de tabte forretningsmuligheder på grund af den fælles handelspolitik og selvfølgelig nu den store sag om den fælles valuta, dette uigennemtænkte politiske forsøg på at påtvinge befolkningen en monetær union, uden nogensinde at spørge nogen af dem, om de ønskede at være der. Det står i hvert fald helt klart, at denne valuta ikke passer Tyskland, og den passer ikke Grækenland. Nu er man fanget i et økonomisk fængsel. De kan lade som om, krisen er gået over, men det er den ikke, for rentespændet på obligationer er nu 8 % på fem- og tiårige obligationer.

Smil bare, men De ved ingenting om de finansielle markeder, eller hvordan disse ting fungerer, hr. Schulz. Og hvorfor skulle de tyske skatteydere i Deres eget land i stigende grad betale regningen?

Denne form for regering fungerer ikke, og alligevel hørte vi i dag, at vi skal have en fælles forsvarspolitik og en fælles udenrigspolitik.

Den anden årsag til, at disse undersøgelser ser ud, som de gør, er, at befolkningen ikke respekterer Dem, fordi De snød for at få Lissabontraktaten igennem. Vi fik at vide, at den ville forenkle alting, at vi ville vide, hvor vi står. Men det gør vi ikke. Hvem har ansvaret for dette EU? Er det Dem, hr. Barroso? Er det min gamle ven, Herman Van Rompuy? Er det det belgiske formandskab? Det er virkelig godt! De kan stadig ikke danne regering i Deres eget land, og alligevel er De formand for EU! Uanset hvordan man ser på det, er det hele egentlig lidt noget rod.

EU har aldrig haft så meget magt, og alligevel har det aldrig været så upopulært. Men fordi De ikke er tilfreds med de 2,4 mio. EUR, der for øjeblikket bruges på EU-propaganda, vil De forøge det samlede budget med 6 %, og vi kan forstå, at De personligt skal have et tv-hold til på fuld tid at traske rundt sammen med Dem, nye pressemedarbejdere, nye webmastere. De analyserer ikke, hvorfor det her går galt, hr. Barroso. De forstår det bare ikke.

(Bifald fra EFD-Gruppen)

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! Måske kan jeg også få lov til at bruge begge mine taletider sammen og tale i tre minutter.

Det forekommer mange mennesker i hele Europa, at det europæiske projekt – hvis vi drøfter situationen i Unionen – er alvorligt i fare i fire henseender. Det forekommer befolkningen, at velstanden og den sociale sikring i Europa er i fare. Finanskrisen og den – måske meningsløse – hjælp, som er blevet givet til Grækenland, har bevist dette for befolkningen, mens den stigende massearbejdsløshed og masseindvandringen til vores sociale systemer også beviser dette for dem. I den forbindelse virker Unionen på befolkningen som en tandløs tiger, der ikke er i stand til at udøve kontrol over finansmarkederne eller udarbejde passende kriterier.

For det andet føler befolkningen, at deres frihedsrettigheder er i fare. Der findes knap nok noget direkte demokrati i Unionen. Det behandles med foragt som f.eks. ved den første folkeafstemning i Irland eller folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene. Opbevaring af data, som kommer til udtryk i SWIFT-aftalen med USA, giver f.eks. befolkningen en følelse af, at de er under permanent overvågning. Regulering inden for rammerne af et formynderisk system spreder sig i stigende grad i Unionen og giver borgerne indtryk af, at deres personlige frihed indskrænkes. Tanke- og ytringsfriheden sættes også i stigende grad på spil gennem politisk korrekthed. I den sammenhæng henviser jeg til debatten om hr. Sarrazin i Tyskland.

For det tredje føler befolkningen, at de europæiske befolkningers kulturelle mangfoldighed og nationale identitet er i fare. Den kulturelle tilpasning og åndelige globalisering vil få denne konsekvens, og det samme vil masseindvandringen samt naturligvis islamificeringen og misbruget af asylsystemet. De europæiske befolkningers nationale identitet er sandsynligvis i alvorlig fare.

For det fjerde er den globale respekt for Europa i alvorlig fare. Hvad angår udenrigspolitikken, er Europa blevet til grin. Eksemplet med forhandlingerne om Mellemøsten er blevet nævnt, hvor Europa ikke engang sad med ved bordet, selv om vi er hele verdens store kasserer. Europa bliver knap nok anerkendt i verden og er i realiteten ikke nogen stor aktør, for så vidt angår udenrigspolitikken eller den globale politik.

Vi har formået at bringe dette EU til det aktuelle udviklingsstade, hvor det internt skaber et system, som borgerne anser for at være mere og mere undertrykkende og strengt, som ikke tager hensyn til regionalisme, kulturel mangfoldighed og lignende faktorer, og som virker svagt på omverdenen. Internt er det strengt og ensrettet over for borgerne og anvender centralisme og bureaukrati, og eksternt er det et Europa, som er svagt, som ikke har nogen plads i verden, og som ikke er i stand til virkelig at sikre de europæiske interesser globalt.

Det er situationen i Unionen, en Union, der ikke længere rigtig er indstillet på at sikre de europæiske befolkningers og de europæiske borgeres interesser.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Jeg har lyttet meget nøje til Dem alle og med stor interesse. Jeg har forsøgt at se, hvad der var de grundlæggende spørgsmål.

I realiteten mener jeg, at i hvert fald flertallet her i Parlamentet helt klart vil have mere Europa, vil have fællesskabsmetoden og vil have flere ambitioner. Der blev ikke rettet nogen specifik kritik mod Kommissionens forslag.

Nogle har sagt, at de ville have foretrukket et indlæg med en analyse af situationen. I stedet for at kommentere på fortiden og nutiden foretrækker jeg at skabe fremtiden. Jeg mener, at det vigtigste er ikke at kommentere – det overlader jeg til kommentatorerne, som jeg i øvrigt har stor respekt for – men jeg mener, at vores rolle, Kommissionens rolle, er at fremsætte forslag. For mig vedrører indlægget om situationen i Unionen også den situation, som vi ønsker at lede Unionen hen imod ved fælles indsats. Det er det, jeg præsenterede for Dem i dag, med specifikke og ambitiøse forslag.

Jeg vil dog ikke undvige nogen spørgsmål. Det er sandt, at Unionen for øjeblikket befinder sig ved en skillevej. Det er sandt, at vi har en ny traktat. Det er også sandt, at der er nogle, som på nationalt plan tilstræber en rent mellemstatslig fortolkning af disse institutioner.

Vi har allerede klart fastlagt vores vision, og – som jeg i øvrigt sagde i mit indlæg – jeg går ind for fællesskabsmetoden og -ånden. Den bedste måde til at opnå sidstnævnte er dog ikke at gå ind i endeløse diskussioner om institutionerne og endnu mindre at indlede en institutionel guerillakrig, hvilket jeg ikke ønsker og ikke vil tage del i. Den bedste måde er, at Kommissionen lever op til sin rolle som initiativtager ved at fremsætte væsentlige og modige forslag af høj kvalitet, og at De – sådan som De i øvrigt også har gjort det – kan arbejde sammen med os i denne ånd. Vi har fremsat forslag om dette, og det er efter min mening her, vi virkelig vil kunne afprøve vores engagement i et stærkere Europa.

Der var nogle, som kom med resultaterne af meningsmålinger om støtte til eller tillid til de europæiske institutioner. Det er rigtigt, at der er nogle problemer – alvorlige problemer – som vi skal reagere på. Men hvis De havde foretaget en mere fuldstændig analyse, ville De have bemærket, at der, selv om tilliden til de europæiske institutioner nogle gange skaber problemer, af og til er et meget større problem, nemlig tilliden til de nationale politikere og nationale regeringer, og sandheden er, at der ikke er nogen, som har nævnt dette.

Vi befinder os i øjeblikket i en overordentlig svær tid set fra et økonomisk og socialt synspunkt, og det er en tid, hvor alle skal tage ansvar. Vi ved udmærket, at der i svære økonomiske tider er en tendens til, at offentligheden ikke har megen tiltro til de politiske institutioner, hverken på nationalt eller europæisk plan. Jeg mener, at den bedste måde at håndtere disse bekymringer på er ved hjælp af resultater og forslag.

I alt væsentligt mener jeg, at vi er enige – det proeuropæiske flertal i Parlamentet er i hvert fald. Vi går ind for en konsolidering af den finansielle regulering. Vi har tydeligt tilkendegivet, at vi ikke vil give afkald på Kommissionens initiativret. Vi ønsker også, at bankerne og de finansielle institutioner hjælper til med at løse de problemer, som de har været med til at skabe. Derfor går vi ind for en beskatning af finansielle transaktioner. Vi ønsker forslag til vækst i Europa. Det er det, vi vil arbejde hen imod.

Nogle af Dem nævnte et problem, der i øvrigt vil blive drøftet på plenarmødet i eftermiddag, nemlig spørgsmålet om romaerne. Jeg vil ikke gå i detaljer om dette emne nu, eftersom det vil blive drøftet i eftermiddag. Lad mig dog sige til Dem, at Kommissionen i lang tid har været interesseret i dette problem.

I begyndelsen af året var vi endda med til at organisere et ministermøde om spørgsmålet om romaerne. Jeg mener, at det kun var to eller tre ministre i hele Europa, der var til stede på dette ministermøde. Fru Reding repræsenterede Kommissionen. Vi har vigtige støtteprogrammer, der yder hjælp til romaerne og bistår deres integration. Vi er i konstruktiv og seriøs dialog med alle regeringerne i Europa, både med regeringerne i de lande, som romaerne stammer fra, og regeringerne i de lande, som romaerne for øjeblikket i høj grad befinder sig i.

Jeg mener, at jeg ret oprigtigt kan bede Dem om ikke at slå politisk mønt af dette spørgsmål. Dette er et ekstremt følsomt og ekstremt alvorligt spørgsmål. Vi europæere er ikke til nogen hjælp, hvis vi polariserer drøftelserne om så følsomt et spørgsmål.

Vi har sagt – jeg har lige sagt det meget tydeligt – at Kommissionens og EU's principielle standpunkt er at være imod alle former for forskelsbehandling. Det er fuldstændig uacceptabelt. Når det drejer sig om at besvare de spørgsmål, som bliver stillet i nogle af vores lande, må vi dog også sige, at alle vores borgere har rettigheder og forpligtelser. Vi skal desuden altid understrege balancen mellem frihed, særlig den frie bevægelighed, og sikkerhed.

Hvis vi ikke respekterer denne balance, løber vi en alvorlig risiko for, at dette spørgsmål bliver brugt som et instrument af ekstremistiske kræfter, der på populistisk vis kan udnytte den følelse af usikkerhed, som findes i mange af vores samfund. Lad os derfor komme med et seriøst og ansvarligt svar, og lad os til enhver tid undgå at bruge et ekstremt alvorligt og ekstremt følsomt spørgsmål til politiske formål. Kommissionen indtager denne ansvarsfulde holdning.

Derfor mener jeg, at vi har et kæmpe arbejde foran os. Hvis den kritik, som nogle har rettet mod mig, skyldes, at jeg søger konsensus mellem de primære europæiske politiske kræfter, så er det en kritik, jeg tager imod med glæde. Kommissionen skal faktisk repræsentere den generelle europæiske interesse, og vi skal prøve på at repræsentere den samme generelle interesse ved at forsøge at opnå støtte fra forskellige proeuropæiske politiske kræfter. Det er det, vi gør.

Budgettet blev drøftet. Jeg hørte Deres indlæg. For mig lader det til, at de fleste af Dem ønsker et ambitiøst budget for Europa. Lad det dog også stå helt klart her: Kommissionen fremsætter et ambitiøst budget, men vi skal ikke blot gennemføre denne forhandling her i Parlamentet – vi skal vinde over den europæiske offentlige mening. Derfor beder jeg Dem om Deres hjælp og støtte, så vi i vores lande kan forklare de politiske kræfter, der danner regering i vores hovedstæder, hvorfor – som hr. Daul i øvrigt ganske rigtigt påpegede – de euro, som vi bruger på europæisk niveau, faktisk meget ofte udgør en besparelse sammenlignet med de mange euro, som vi eventuelt bruger på nationalt niveau.

Denne kamp mod den offentlige mening er en kamp, som vi skal vinde ved at gennemføre demokratiske forhandlinger i vores lande. Derfor beder jeg om Deres støtte, så disse forhandlinger kan finde sted med de politiske kræfter, som De repræsenterer, ikke blot i Strasbourg eller Bruxelles, men også i hovedstæderne, for vi skal skabe konsensus mellem Parlamentet og Rådet. De forskellige institutioner skal nå til enighed. Kommissionen vil være der. Kommissionen vil fremsætte ambitiøse forslag, men altid i en sand partnerskabsånd for et stærkere Europa, et Europa præget af samarbejde og ikke et Europa præget af uenighed.

  Joseph Daul, for PPE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Jeg vil bruge mine to minutter på at forsøge at komme tilbage til spørgsmålene og besvare dem. Jeg vil ikke komme med nogen personlige angreb. De kender mig – jeg vil ikke komme med dem, og jeg er aldrig kommet med dem.

Hvad angår budgettet, og det, som vi i fællesskab er blevet enige om, er det store flertal i Parlamentet for det første enige om, at vi har brug for vores eget budget, så vi kan reducere de ressourcer, som anvendes på nationalt plan. Dette er min første opsummering, men lad os ikke glemme, at vi har at gøre med en enstemmig beslutning. Det handler ikke om at kritisere vores stats- og regeringschefer eller fru Lagarde eller hr. Schäuble. Det handler om at overbevise vores respektive partier, som hr. Barroso sagde. Det handler om en ordentlig drøftelse af og et ordentligt arbejde med dette emne på vores respektive niveauer, i vores respektive partier og i vores respektive lande, eftersom der er tale om enstemmige beslutninger. Det vil blive meget mere kompliceret end at holde store taler her, men vi vil kæmpe, og jeg vil kæmpe for, at vi får vores egne ressourcer på europæisk niveau.

(Bifald)

Lad os for det andet, hvad angår romaerne, kalde en spade for en spade. Vi er ansvarlige mennesker, og vi skal finde løsninger. Det er byens borgmester, der taler nu. Vi står over for enorme problemer, når det kommer til vores medborgere, der er ordentlige demokrater, og som vi risikerer at sende over i den populistiske lejr. Vi har en pligt her. Ikke desto mindre skal alvorlig kriminalitet fordømmes. Jeg har ikke sagt, at det er romaerne. Lad være med at lægge ord i munden på mig. Det, vi skal bekæmpe, er bander, kriminalitet og prostitution.

Siden den 1. januar er der blevet stjålet 11 traktorer fra landmænd i min kanton. Tror De, at folk er tilfredse? Og se, hvad der sker i vores forskellige byer. Vi har her et yderst følsomt emne, som vi skal forvalte med forsigtighed for alle vores medborgere, og – jeg starter ikke en national debat, jeg starter en europæisk debat – jeg er enig med hr. Barroso på dette område. Vi skal arbejde med dette område og fremsætte løsningsforslag vedrørende de romaer, vi har her i Parlamentet, og også vedrørende Rumænien og de øvrige berørte lande.

Jeg mener, at dette emne er yderst vigtigt. Hvis det lykkes os at lade børnene af disse indvandrere drage fordel af undervisning og uddannelse, vinder vi kampen inden for ti år. Det er mit forslag til drøftelse.

  Martin Schulz, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne komme med en kort kommentar vedrørende de to punkter, som hr. Daul omtalte. For det første er vi enige i, at vi har brug for vores egne ressourcer. Vi kæmper sammen om disse egne ressourcer, men fordi der kræves enstemmighed, og fordi vi sandsynligvis ikke når frem til en enstemmig beslutning, vil der derfor ikke blive nogen egne ressourcer, så derfor skal det tydeliggøres, at der, hvis det er tilfældet, heller ikke foretages nogen reduktion af EU-budgettet. Det er forhåbentlig også den konklusion, som vi når frem til i fællesskab.

Nu taler jeg som tidligere borgmester. I 11 år var jeg borgmester i en by, der havde meget at gøre med romaerne. Min by ligger på grænsen mellem Tyskland, Belgien og Nederlandene. Vi er transitområde for mange romaer. Jeg arbejdede med dette problem i 11 år, og der er én ting, jeg gerne vil sige til Dem, hr. Daul, og til mine kolleger. Ja, romaerne er et vanskeligt mindretal. Det er rigtigt, men selv vanskelige mindretal har ret til beskyttelse af deres grundlæggende rettigheder. Det er hovedbudskabet. I den sammenhæng har Bernard Kouchner ret i det, han sagde.

Mit andet punkt drejer sig om, at stater, hvor retsstatsprincippet finder anvendelse, er forpligtet til at retsforfølge forbrydelser. Hvis noget bliver stjålet, eller hvis der sker prostitution eller svig, skal en stat, hvor retsstatsprincippet finder anvendelse, håndhæve loven, uanset hvem der er under mistanke for at have begået handlingen. Det har alle stater ret til. Alle stater har dog også pligt til at undersøge hvert enkelt tilfælde og ikke give indtryk af, at hele befolkningsgrupper mistænkes fra starten. Vi finder dette uacceptabelt.

(Bifald)

Min endelige bemærkning er, at De ikke må foretage en guerillaaktion. De har allerede sagt, at jeg foretager en institutionel guerillaaktion. Det er overhovedet ikke tilfældet. De burde foretage institutionelle frontalangreb – det er, hvad det drejer sig om, hr. Barroso. Vores kritik af Dem vedrører ikke Deres meget bestemte evne til at opnå konsensus. Det er De sandelig i stand til. De har i dag set, at alle er tilfredse med Dem.

I Deres personlige samtaler er De helt klart i stand til angreb, hr. Barroso – noget, som Deres kommissærer og jeg selv udmærket ved. Jeg vil dog bede Dem om for en gangs skyld at vise evne til offentligt at gå i offensiven, særlig i forbindelse med stats- og regeringscheferne, for det er det, vi har behov for i Europa, et element, der er villigt til at konfrontere dem, som ønsker at renationalisere Europa.

Til Dem, hr. Farage, vil jeg sige, at det er meget muligt, at jeg ikke ved, hvordan det fungerer, at folk frit fylder deres lommer, men jeg ved udmærket, hvordan man sætter en stopper for disse personers kneb.

  Michał Tomasz Kamiński, for ECR-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Hvis De troede, at jeg kritiserede Dem, fordi De forsøger at tage hensyn til alle gruppernes behov, så lad mig forsikre Dem om, at mine bemærkninger ikke var ment som en kritik, hr. Barroso. Jeg værdsætter Deres diplomatiske evner på dette område, og jeg mener, at det er endnu sværere at opretholde en balance mellem de forskellige medlemsstater. Jeg er sikker på, at dette kræver en endnu større indsats af Dem, end det gør at gøre alle de politiske grupper tilfredse. Eftersom De talte om et proeuropæisk flertal og et antieuropæisk mindretal, vil jeg gerne i demokratiets og den ærlige debats navn bede alle om ikke at skære dem, som ikke kan lide det, der er ved at blive planlagt for Europa, eller som ikke ønsker EU – for jeg er ikke enig med disse mennesker – og dem, der siger, at de vil ændre noget i Europa, og som er interesserede i disse planer, over én kam. Vi er ikke enige i mange af de sager, som har opbakning fra flertallet her i Parlamentet, men vi sidder her i Parlamentet, så Europa bliver bedre og ikke værre, og vi er altid klar til at tale om dette. Jeg sætter pris på, at De er åben over for denne forhandling med os, hr. Barroso.

Hvad angår spørgsmålet om romaerne, som er blevet fremsat her, er jeg ikke særlig tit enig med hr. Schulz, men jeg er enig med ham om det her. Jeg mener, at et land, hvis det har et problem af kriminel karakter, skal gøre alt, hvad det kan, for at løse problemet, for borgerne betaler skat for, at staten bekæmper kriminelle. Det er åbenlyst. Vi skal dog undgå situationer, hvor en etnisk gruppe tillægges en særlig tilbøjelighed til kriminalitet, for det er efter min mening meget farligt og lige på grænsen til racediskrimination. Disse spørgsmål skal behandles med takt, og de må ikke blive politiseret af nogen af de stridende parter. Der er behov for en konstruktiv tilgang, og problemet skal løses.

  Lothar Bisky, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne vende tilbage til det, som hr. Barroso så rigtigt sagde om racisme og fremmedhad.

I den sammenhæng vil jeg dog gerne sige, at jeg stadig ikke er tilfreds med forhandlingen om romaerne, som vi selvfølgelig fortsætter med at forhandle om i eftermiddag. Der forhandles om bispørgsmål, som er ekstremt farlige. I Tyskland har vi f.eks. for øjeblikket Sarrazin-debatten, som er ekstremt problematisk. I den forbindelse tages der ikke hensyn til, at dele af befolkningen i Tyskland – tyskere, indvandrere og også romaer og statsborgere fra andre lande – er dårligt uddannede, og at der sørges relativt dårligt for dem alle i skolerne, og vi mangler tilstrækkelige midler og smarte metoder til virkelig at kunne hjælpe disse børn. Det avler racisme. Endelig vil jeg gerne sige, at der nogle gange uforvarende kan opstå racisme.

Jeg vil nødig glemme forhandlingen om Grækenland. I den sammenhæng har jeg i mit land set ting, der ikke er særlig fremmedfjendske, som jeg ikke ville have troet mulige. Vi skal forblive opmærksomme på nationalistiske, fremmedfjendske og racistiske erklæringer i EU.

(Bifald)

  Nigel Farage, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Balladen om romaerne i Frankrig er naturligvis direkte forårsaget af mislykkede EU-politikker.

Det var en kæmpe fejl at lade Bulgarien og Rumænien tiltræde EU, samtidig med at millioner af romaer i disse lande blev udsat for alvorlig forskelsbehandling. Det kan ikke undre, at de nu, hvor de er en del af EU, prøver at flytte andre steder hen.

Det gælder dem alle sammen, gør det ikke? Hver og en af politikkerne slår fejl og fører til et problem – uanset om det er det her, eller om det er euroen – og hele vejen igennem ser vi en fanatisk politisk ambition om at opbygge et Europas Forenede Stater, uagtet konsekvenserne. På intet tidspunkt har vælgerne støttet noget af dette. Det er den reelle situation i Unionen, hr. Barroso.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand, hr. Barroso, mine damer og herrer! På vegne af Rådets formandskab vil jeg også gerne hilse kommissionsformandens indlæg om situationen i Unionen velkommen.

Dette vigtige indlæg er kommet på det rigtige tidspunkt. Det gør det muligt for os at lægge alle de europæiske emner tilbage på bordet efter en lang institutionel overgangsperiode og efter den økonomiske og finansielle krise, som hele EU er gået igennem.

Jeg tog Kommissionens fremsynede, ambitiøse tilgang, der har til formål at reagere på de aktuelle udfordringer og – som vi sagde her til morgen – forsvare EU's værdier, omhyggeligt til efterretning.

De fem emner, som kommissionsformanden identificerede – slippe ud af krisen og forbedre den økonomiske styring, genopdage vejen til vækst via strukturreformerne i Europa 2020-strategien, gennemføre Stockholmprogrammet med henblik på at styrke områderne frihed, retfærdighed og intern sikkerhed, modernisere EU-budgettet og endelig lade Europa indtage sin plads på den internationale scene – er fuldt ud i overensstemmelse med trioens prioriteter, men naturligvis også med det belgiske formandskabs prioriteter, som blev fremlagt for denne forsamling af premierministeren i juli.

Det kræver dog tid at realisere disse målsætninger, og derfor skal adskillige formandskaber ofre de nødvendige kræfter på dette. Formandskabet og Rådet vil undersøge Deres indlæg samt det arbejdsdokument, der ledsager det, nærmere, hr. formand. Lad mig dog på nuværende tidspunkt komme med to kommentarer.

Den første er, at det, som vores medborgere forventer af vores institutioner, er, at vi omsætter vores projekter til noget konkret, hvilket gør det muligt for dem at forholde sig roligere til fremtiden. Effektiv økonomisk overvågning og regulering, et økonomisk overkommeligt og konkurrencedygtigt fællesskabspatent og en operationel europæisk diplomatisk tjeneste er blandt de hasteprojekter, som vores tre institutioner vil blive bedømt på.

Lad mig dernæst understrege, at det kun er vores institutioners – Parlamentet, Kommissionen og Rådet, formanden for Det Europæiske Råd og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik – kollektive, fællesskabsbaserede arbejde, der kan gøre denne type projekter mulige, og det vil måske også sætte os i stand til at bekæmpe euroskepticismen, som fortsat vinder terræn i medlemsstaterne.

Derfor har det belgiske formandskab foreslået at styrke samarbejdet med Parlamentet om gennemførelse af de aktuelle prioriteter. Vi har planlagt regelmæssige møder på administrativt samt politisk niveau for at intensivere vores samarbejde. Det er i den ånd, formandskabet har til hensigt at fortsætte sit arbejde i løbet af de næste fire måneder.

  Corien Wortmann-Kool (PPE). – (NL) Hr. formand! Selv om gruppeledernes indlæg her til morgen lød meget forskellige, er der én ting, som står klart, og det er, at mange af de politiktiltag, som Kommissionen har annonceret, vil modtage bred støtte her i Parlamentet, da vi alle i fællesskab går ind for fællesskabsmetoden. Der skal afholdes mange flere drøftelser om indholdet. Her til morgen vil jeg gerne henlede særlig opmærksomhed på de unge, på vores børn. De skal trods alt være godt rustet til at skabe velstand for os i fremtiden, så de gode offentlige tjenesteydelser bliver bevaret, og den voksende gruppe af ældre fortsat kan få pension. Derfor skal vi løse problemet med den store offentlige gæld nu og iværksætte smertelige foranstaltninger til det formål, og derfor kan vi ikke acceptere en ungdomsarbejdsløshed på 20 %. Denne procentdel er nu fastlagt i målene i EU 2020-strategien, men det vil betyde, at dårligt stillede børn og børn fra mindretal fortsat marginaliseres. Derfor står Rådet over for at skulle øge beskæftigelsen blandt de unge for at opfylde Parlamentets ambition om at få 90 % af de unge i enten arbejde eller uddannelse og nå en ungdomsarbejdsløshed på blot 10 %. Det er en meget vigtig målsætning for EU at opnå dette inden 2020.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). – (HU) Hr. formand! Siden den internationale finanskrise og økonomiske nedgang er der opstået nye opdelinger i EU. Der er ikke længere nogen grund til at skelne mellem gamle og nye medlemsstater. Kommissionsformand Barroso har ikke nævnt årsagen til, at kløften mellem de østlige og sydlige dele af EU er ved at blive dybere. Før vores tiltrædelse så vi i de nye medlemsstater Irlands, Spaniens og Portugals succes med at indhente resten af Europa som et inspirerende eksempel. Vil denne indhentningstendens fortsætte i disse lande? Vil der udvikle sig et Europa med flere hastigheder? Vil de nye centraleuropæiske og baltiske stater få mulighed for at indhente de andre? Vil der være nok ressourcer efter 2014? De nye medlemsstater ønsker et EU, som er præget af styrke, solidaritet og dynamik.

  Reinhard Bütikofer (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand, hr. Barroso! De har sagt en masse fine ord til os. Jeg hører, hvad De siger, men jeg spørger mig selv om, hvad der skal ske? Romaerne, for eksempel. Det er ikke vigtigt for mig, at De kritiserer hr. Sarkozy i særlig kraftige vendinger. Det, som jeg godt kunne tænke mig at vide, er, hvad De har tænkt Dem at gøre, hvad Kommissionen har tænkt sig at gøre for at håndhæve det, som er den generelle følelse hos alle her, nemlig at borgernes rettigheder er ukrænkelige og skal gælde for alle? På dette spørgsmål, som De bliver stillet fra alle sider i Parlamentet, svarer De, at De vil handle på en ansvarlig måde. Dette svar er dog desværre baseret på idéen om, at banaliteter er den europæiske politiks stærkeste våben. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt!

Mit andet punkt er, at der her er blevet talt om, at de europæiske borgere har mistet tilliden. Borgerne blev nævnt meget lidt i Deres indlæg. Vi har dog også brug for, at de europæiske institutioner er beskedne over for borgerne. Princippet om, at "det er bedre at bruge hver eneste europæiske euro i Europa", er således forkert. Hvis ikke vi er tilpas beskedne over for borgerne, vil selv de mest vidtløftige mål ramle sammen.

  Timothy Kirkhope (ECR). – (EN) Hr. formand! Troen på, at EU er en god ting, er faldet væsentligt, sådan som kommissionsformanden anerkender det, og mange mennesker mener, at deres medlemsstater ikke har fået gavn af medlemskabet. Vi bør være bekymrede, men jeg er bange for, at Kommissionen er under pres fra dem, som mener, at løsningen på enhver krise er mere Europa. Nogle hævder endda, at undersøgelser viser, at der er opbakning til mere europæisk økonomisk styring. Offentligheden vil imidlertid ikke have mere Europa, den vil have et bedre Europa og et Europa, der på enkel vis skaber merværdi.

EU har af sine medlemsstater fået tildelt en række primære funktioner, der skal opfyldes, som f.eks. fuldførelse af det indre marked og fremme af den internationale frihandel. Disse skal prioriteres, og det er derfor, vi støtter principperne i kommissionsformand Barrosos centrale initiativ – Europa 2020 – og relanceringen af det indre marked, som medlemmer af min egen gruppe har været så involverede i.

  Mario Mauro (PPE). – (IT) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Der er ingen tvivl om, at mange regeringer bruger nætterne på at analysere det, som Kommissionen fastlægger om dagen. Det er derfor vigtigt for Kommissionen at komme med sit eget rettidige bidrag til en korrekt fortolkning af subsidiaritetsprincippet, så det ikke bliver en undskyldning for at modarbejde og begrænse de fremskridt, der er opnået via Lissabontraktaten.

Jeg vil gerne sige til mine liberale og socialdemokratiske kolleger, at hvis det ligger Dem så meget på sinde at beskylde demokratiske regeringer for at føre racistiske politikker, og De virkelig tror på det, De siger, og mener, at Kommissionen er medskyldig i eller har en svaghed for disse politikker, hvorfor opfordrer De så ikke kommissærer med liberale og socialdemokratiske baggrunde til at fratræde deres stillinger?

Til sidst har jeg et forslag til hr. Buzek: Vi burde pålægge de fraværende parlamentsmedlemmer de samme sanktioner, som Kommissionen helt sikkert pålægger fru Ashton, som er fraværende.

  Catherine Trautmann (S&D). – (FR) Hr. formand! Situationen i Unionen er i dag for os i Frankrig den, at borgerne, befolkningen og også gaderne summer af utilfredshed. Vores europæiske medborgere befinder sig i en hidtil uset tillidskrise, og de har besluttet sig for at nægte og stille krav, men også at være forhåbningsfulde. Det, som ligger bag, er et mislykket forslag om pensionsreformer, men ikke kun det. Det, der er på spil, er at blive ældre på en værdig måde. Det, der er på spil, er at sikre solidaritet mellem generationerne, som gør det muligt for nutidens unge også at leve deres arbejdsliv, deres professionelle liv med en pension, som de kan drage nytte af.

Kommissionen offentliggjorde en grønbog om netop dette emne, om reformen af pensionssystemerne, som udløste stor bekymring hos fagforeningerne i forsommeren, hr. Barroso. Det forslag om at hæve pensionsalderen, som De har fremsat, forekommer mig at være urealistisk. Det ville være mere nyttigt, hvis Kommissionen fortalte os, hvordan vi kan sikre os, at arbejdstagerne kan bevare deres job helt frem til den tilladte pensionsalder. Jeg vil gerne høre Deres forslag, og jeg vil også gerne høre nærmere om det, som De kaldte den finanspolitiske konsolidering snarere end den økonomiske koordinering af vores medlemsstater, hvilket efter min mening må være rettet mod social solidaritet.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). – (FI) Hr. formand! Mens jeg lyttede til hr. Barrosos indlæg, var det et indlæg om et arbejdsprogram. Jeg troede, at det måske var et problem for EU, at der ikke kunne foretages nogen analyse af situationen i Unionen inden for EU.

Der blev nævnt en masse rigtig gode målsætninger i indlægget, men ikke noget særlig konkret. Jeg tænker f.eks. på hr. Barrosos løfte om, at EU ville støtte små og mellemstore virksomheder. Det lød på en eller anden måde bekendt, men når jeg tænker tilbage, kan jeg ikke se nogen forslag. Jeg håber, at vi får nogle nu.

Noget andet, som jeg godt kunne tænke mig at have set i en mere håndgribelig form, er udenrigspolitikken. Problemet er helt sikkert, at medlemsstaterne ikke giver plads til EU's repræsentanter. Nu, hvor det næste G20-topmøde skal finde sted, hørte jeg, at Frankrig skal være formand for det. Hvad er meningen med det? Der burde være en repræsentant for EU, selve EU, til stede. Jeg mener, at dette synspunkt skal fremsættes, og hvis EU vil finde nyt fodfæste, skal en repræsentant for EU holde dette indlæg. Vi er nødt til at have en forhandling om dette.

  Eleni Theocharous (PPE). – (EL) Hr. formand! Nogle gange ser De os alligevel, heroppe på toppen af Himalaya. Deres vision om et Europa præget af retfærdighed, frihed, demokrati, velstand og en moderne politisk moral af høj standard er meget vigtig, hr. Barroso. Jeg ville ønske, at jeg havde tid til at analysere det, som Camus sagde om emnet, men der er ikke nok tid. Denne vision er også vores vision, og derfor har mit lille land, Cypern, ofret en hel del for frihed og demokrati i Europa og i verden. Det kæmpede hårdt for at tiltræde EU.

Så hvorfor underminerer og omgår De denne vision, som også er Deres vision, hr. Barroso? Hvorfor tillader De et forsøg på at afvikle de grundlæggende principper og værdier, som EU er baseret på? Jeg henviser til sagen i Cypern, hvor Deres insisteren på at lade artikel 207 i Lissabontraktaten finde anvendelse på forordningen om direkte handel er i strid med tiltrædelsestraktaten og især protokol nr. 10 om hele Cyperns tiltrædelse af EU, og er et hårdt slag for Cyperns suverænitet og samtidig for dets solidaritet over for medlemsstaterne og tillid til EU.

  Proinsias De Rossa (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne sige til hr. Barroso, at han tager fejl. De kan ikke have fornuftige forslag uden analyse og retrospektion. De tager også fejl i, at De ikke kan have både den finanspolitiske konsolidering, som vi er ved at gennemføre, og vækst med arbejdspladser.

Vi har ikke taget ved lære af historien. De sociale stødpuder, der blev iværksat efter krisen i 1929, er ved at blive fjernet i så godt som alle medlemsstater.

I Deres indlæg fremhævede De den sociale markedsøkonomi og den sociale samhørighed, men i Deres program lægges der vægt på konkurrencen på markedet og den finanspolitiske konsolidering, hvilket udelukker en social dagsorden for markedet.

Jeg ønsker at se Dem anvende artikel 3, 9 og 14 samt protokol nr. 26 i deres fulde juridiske og politiske omfang med henblik på at udvikle en ny socialpagt for Europa. Ellers genskaber vi ikke tilliden hos Europas befolkning og deres enighed i at udvikle denne europæiske Union.

  Charles Goerens (ALDE). – (FR) Hr. formand! Jeg ville også gerne have hørt hr. Van Rompuy, rådsformanden, tale under denne forhandling.

Efter min mening bør situationen i Unionen også afspejle de institutionelle forhold i Unionen. Siden Lissabontraktaten trådte i kraft, har vi været vidne til en slags "præsidentialisering", som kommer til udtryk gennem rådsformanden på adskillige kerneområder af den europæiske politik.

I forbindelse med håndteringen af eurokrisen kunne den taskforce, som blev oprettet af Det Europæiske Råd og med hr. Van Rompuy som formand, efter min mening have været genstand for en forhandling om situationen i Unionen. Selv om der ikke er nogen, som tvinger rådsformanden til at komme og tale i Parlamentet, er der heller ikke nogen, som forhindrer ham i det.

Jeg vil gerne høre Dem tale om dette punkt og nævne de personer, der muligvis ser hr. Van Rompuys tilstedeværelse som en pestilens, hr. Barroso.

  Rui Tavares (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Der er ikke nogen grund til at holde indlæg om situationen i Unionen, hvis kommissionsformandens svar på et tidspunkt, hvor et af de grundlæggende EU-principper er under angreb, er lunkent, vagt og tamt, hr. Barroso. Deres første henvisning til det, der sker med romaerne i Frankrig, var mere eller mindre fyldestgørende, hr. Barroso. Deres anden henvisning var helt ærligt pinlig for Kommissionen. Det skyldes, at det, der startede med romaerne, allerede er kommet til at handle om de fattige. Præsident Sarkozy sagde i går, at europæere i Frankrig, som ikke kan forsørge sig selv, ikke må blive der i mere end tre måneder. Det betyder, at vi ud over at være tæt på at ødelægge princippet om fri bevægelighed, som er grundlæggende for EU, nu også er mere sårbare over for krisen, for arbejdsstyrkens mobilitet er, som vi udmærket godt ved, én måde, hvorpå landene reagerer på krisen.

I USA tager folk til Chicago, hvis der er problemer med bilindustrien i Detroit. Det kan de ikke gøre i Europa. Hvis Kommissionen taler klart om dette nu, vil den gøre Europa en stor tjeneste ved at modarbejde den ødelæggelse af de grundlæggende EU-principper, som finder sted for øjeblikket. Hvis Kommissionen ikke giver sin mening til kende nu, gør den Europa en stor bjørnetjeneste.

  Oreste Rossi (EFD). - (IT) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Hvis vi befandt os i Italien, ville vi have beskrevet Deres indlæg som "kristendemokratisk", med andre ord udformet med henblik på at appellere til alle.

Er der 4 mio. ledige arbejdspladser i Europa? Hvis der er det, så lad os give dem til vores arbejdsløse, der, som De ved, udgør flere millioner, og skabe et europæisk arbejdsmarked. Er vi på vej ud af krisen? Godt, så lad os hjælpe virksomhederne og arbejdstagerne med tilskud til ny økonomisk vækst og med ordentlige lønninger og pensioner. Lad os skabe et europæisk energimarked. Bliver Europa ældre? Det er en skam, lad os hjælpe traditionelle familier bestående af mænd og kvinder med at få børn via bidrag og tjenesteydelser.

Styrke indsatsen mod klimaforandringer? Jo, men det skal ikke kun gå den ene vej. Virksomhederne kan ikke altid være de eneste, der ofrer sig til gavn for deres ikkeeuropæiske konkurrenter. Beskytte mindretalsrettighederne? Det er det rette at gøre, men når medlemmerne af disse mindretal ikke respekterer vores love, er det rigtigt at sende dem tilbage til deres egne lande. Vi kan ikke forestille os, at vi skal blive et samlingspunkt for alverdens desperate mennesker. Vi må hjælpe dem i deres egne lande.

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Hr. formand! Hr. Barroso talte om bæredygtig vækst. Vi har faktisk været vidne til negativ vækst. Han talte om, at en stigende andel af befolkningen er i beskæftigelse, selv om andelen er faldet. Han taler om at fremme konkurrenceevnen for europæiske varer og tjenesteydelser. EU tilslutter sig imidlertid ligesom mange af medlemsstaterne globalismen og accepterer frivilligt en syndflod af billige varer, der kommer fra lande med lave lønninger i den tredje verden.

Den eneste måde, hvorpå vi kan konkurrere med sådanne lande, er, at vi sænker vores lønninger til deres niveauer. Bare i tilfælde af at vores arbejdsgivere og arbejdstagere ikke har fanget budskabet: Vi fylder vores lande med arbejdstagere fra den tredje verden, som omdanner store områder af vores lande til dele af den tredje verden med lønninger, der ligger under minimumslønnen, og utilfredsstillende arbejdsbetingelser. Vi gør arbejdstagerne inden for kommercielle tjenester overflødige og flytter deres arbejdspladser til den tredje verden.

De enkelte nationalstater i Europa og EU på vegne af kontinentet som helhed er ved at begå identitetsmæssigt og økonomisk selvmord.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Marian-Jean Marinescu (PPE). – (RO) Fru formand! De fleste medlemsstater står over for underskuds- og gældsrelaterede problemer.

Der er blevet udarbejdet lovgivningsforslag på europæisk niveau. Disse forslag skal afsluttes og gennemføres. Kun en fælles finanspolitik og europæisk økonomisk styring kan løse den nuværende situation. Jeg håber, at den nye lovgivning vil medføre, at banksystemet ikke kun er med i overskuddet, men også i udviklingen og den økonomiske risiko.

Det kommende budget skal tage højde for den nuværende situation, men ikke med en budgetreduktion for øje. Der skal findes bæredygtige midler til at sikre, at pengene bruges effektivt på nationalt og europæisk niveau. Værdien og fordelingen af budgettet skal være baseret på kravene i den fælles landbrugspolitik, samhørighedspolitikken samt energi- og klimapolitikken.

De nævnte, at der mangler flere millioner arbejdspladser i Europa. Det aktuelle budget omfatter nogle uudnyttede ressourcer. Disse ressourcer skal omfordeles til områder, der skaber arbejdspladser.

På den anden side skal medlemsstaterne have mulighed for at overføre midler fra områder, hvor der er utilstrækkelig efterspørgsel, til områder, hvor ansøgningerne har overskredet de tildelte ressourcer.

For noget tid siden fandt jeg ud af, at der var nogen, som var brudt ind i mit kabinetskontor lige her i Parlamentet. Jeg mente ikke, at det var et problem, som havde at gøre med en bestemt religion eller et bestemt folk. Jeg mente, at det drejede sig om nogen, som skulle findes og straffes.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Fru formand! Deres redegørelse omhandlede et meget ambitiøst og engageret program for den kommende periode, og Parlamentet ser helt sikkert forventningsfuldt frem mod de foranstaltninger, som De nævner i redegørelsen.

Et minut er meget kort tid, og jeg vil blot sige, at Parlamentet – medlemmerne af Parlamentet – måske nok er Deres modstandere, men vi er konstruktive modstandere, og vi ønsker at hjælpe Dem med at gennemføre det, som De har fremlagt her. Vi kunne forene vores kræfter mod dem, som virkelig bremser integrationen i EU. Det Europæiske Råd, med andre ord.

Vi vil gerne række en hånd ud til Dem og tilbyde Dem vores hjælp i Deres kamp mod regeringer, som fremmer national egoisme, og som forsinker EU's udvikling og videre integration gennem denne nationale egoisme. Derfor håber jeg, at vi snart mødes her igen og drøfter konkrete foranstaltninger, og at vi sammen også overvinder Rådet.

  Glenis Willmott (S&D). – (EN) Fru formand! Kommissionsformanden talte om bæredygtig vækst og en målsætning om 75 % beskæftigelse i hele EU, en målsætning, som vi alle er enige i.

Men i hele EU medfører de drastiske nedskæringer i de offentlige ydelser, at antallet af arbejdsløse stiger, penge bliver taget ud af økonomien, og vigtige ydelser bliver reduceret. Hvordan hjælper dette økonomien og forhindrer en jobkrise? Det giver virkelig ingen mening. Genopretningen sættes på spil, en risiko, som Cameron-regeringen i mit eget land, Det Forenede Kongerige, i øvrigt er ved at løbe.

Opretholdes investeringerne i områder, hvor EU potentielt kan gå i front, såsom vedvarende energi og højhastighedsjernbaner, vil det bidrage til at skabe det Europa, som vi har brug for, og det vil bidrage til at sikre økonomien.

Endelig er vi nødt til at sikre budgetterne til udviklingsbistand, som af nogle faktisk anses for at være et nemt mål. Disse lande, som ikke, slet ikke, lever op til deres tilsagn, skal på det kraftigste opfordres til at genoverveje denne katastrofale politik.

  Ulrike Lunacek (Verts/ALE). – (DE) Fru formand, hr. formand for Kommissionen! De understregede meget kraftigt, hvor vigtigt det er at træde varsomt med hensyn til spørgsmålet om romaerne og ikke tale højt og åbent om det, der sker i Frankrig. Jeg forventer, at De og Deres Kommission er meget mere klare og tydelige på dette område, hr. Barroso.

Det er naturligvis rigtigt at træde varsomt, men det skal vi gøre i forbindelse med vores håndtering af de mennesker, de romaer, der nu er blevet udvist fra Frankrig og sendt hjem. Så vidt jeg kan se, har De ikke handlet hurtigt nok, og De har ikke været tydelig nok i det, De har sagt til den franske regering. Det vil vi også drøfte i eftermiddag.

Vi har brug for en fælles europæisk politik, der giver disse befolkningsgrupper – ikke blot i Frankrig, men også i andre stater – mulighed for at bo i de lande, som de ønsker at bo i. Som flere talere har sagt det, er romaerne i Europa europæere. I Frankrig tror jeg, at 90 % har fransk statsborgerskab. Den nuværende politik i Frankrig er i strid med alle grundlæggende europæiske rettigheder, og derfor forventer jeg en klar udmelding fra Dem.

  Miloslav Ransdorf (GUE/NGL). – (CS) Fru formand! Jeg har en meddelelse til kommissionsformanden. Dakota-indianerne har et ordsprog: "Hvis du sidder på en død hest, så stig af." Deres anbefalede 20-20-20-politik (20-20-20-målene) er præcis sådan en død hest. Hvis man sætter dette ordsprog ind i en EU-sammenhæng, er vores adfærd stik modsat disse indianeres. Vi etablerer grupper, som skal forbedre effektiviteten af den døde hest, den døde hests kost og indtrykket af den døde hest. Jeg vil opfordre Dem til at overveje, om det ikke er på tide at stige af den døde hest, hr. kommissionsformand.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Fru formand! I Deres redegørelse om situationen i Unionen lagde De særlig vægt på den fremtidige økonomiske styring af Europa, måske fordi Europa stadig ikke kan holde trit med økonomierne i Asien og Amerika, der udvikler sig dynamisk, hr. Barroso.

De ser en vej ud af denne vanskelige situation i de foranstaltninger, der er beskrevet i 2020-strategien. Jeg ønsker ikke at så tvivl om Deres ambitioner om at føre Europa ud af disse problemer, men i mine øjne er den største forhindring for økonomisk vækst i Europa et problem, som De slet ikke har nævnt. Det er EU's komplicerede erhvervsmiljø med dets overordentlig store bureaukrati, som effektivt kvæler kreativiteten og iværksætterånden, kendetegn, der er lige så almindelige her i Europa, som de er i USA, Japan, Kina og Indien. Et simpelt, gennemsigtigt juridisk miljø med en begrænset bureaukratisk byrde ville helt bestemt være en stærk, ny impuls for Europa og sætte yderligere gang i den økonomiske vækst. Jeg vil gerne bede Dem om at tænke nærmere over dette, hr. Barroso.

  Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Fru formand! Det har været en interessant forhandling. Jeg vil imidlertid bare gerne påpege, at der er en tillidskrise, og måske burde kommissionsformanden erkende dette. Der er en krise i tilliden til demokratiet, fordi offentligheden mener, at de valgte repræsentanter har fejlet i forbindelse med reguleringen af de finansielle markeder og alle markederne. Jeg mener, at vi må erkende vores svaghed på dette punkt.

Der er en tro på, at EU kan gøre det bedre end de enkelte medlemsstater, og det er virkelig en stærk tro i den medlemsstat, som jeg repræsenterer, Irland, hvor vi befinder os i en dyb økonomisk krise og bankkrise, der kræver indgående analyser og undersøgelser. Arbejdsløshed er det største af de problemer, som vi står over for, og hvis vi nu strengt håndhæver stabilitets- og vækstpagten, er jeg bange for, hvilken effekt det får på beskæftigelsen med et stigende antal desillusionerede unge mennesker, som er i krise på grund af situationen.

Jeg hilser Deres kommentarer om fødevaresikkerhed, biodiversitet og bæredygtig vækst velkommen, men De skal passe på, at Doha og de bilaterale handelsaftaler ikke ødelægger disse ædle mål.

  Othmar Karas (PPE). – (DE) Fru formand! For det første vil jeg understrege, at mange af de aspekter, som er blevet taget op under forhandlingen, er vigtige i denne sammenhæng. Vi har brug for ny dynamik. Vi skal holde fast i EU, i vores mål og i vores værdier. Fremtiden starter i dag, ikke i overmorgen. Derfor er der brug for en god analyse kombineret med de korrekte konsekvenser for fremtiden.

Vi står for øjeblikket over for en række problemer. Der er en strid mellem fremtiden og et fælles Europa på den ene side og styrkelsen af nationalismen på den anden. Vi er nødt til at beslutte os for, at vi endnu en gang, ligesom førhen, ønsker at udnytte denne krise til at tage det næste skridt hen imod integration. Det er simpelthen ikke muligt at fortsætte med status quo. Hvis vi ikke bevæger os fremad, sakker vi bagud.

Derfor er vi nødt til at støtte det projekt, der er rettet mod at etablere en økonomisk og social union som supplement til den monetære union. I den sammenhæng har vi brug for initiativer, tidsplaner og specifikke sanktionsordninger, ikke blot erklæringer. Vi er nødt til at holde fast i forbuddet mod forskelsbehandling, i princippet om, at aftaler skal overholdes, og i solidariteten. Vi har brug for flere solidaritetshandlinger, og vi har brug for, at disse solidaritetshandlinger ikke blot anses for at være omkostninger, men investeringer.

  Izaskun Bilbao Barandica (ALDE). – (ES) Fru formand! Europa skal omdanne sine gode hensigter til handlinger, hr. Barroso. Den faste formand for Rådets lederrolle skal anerkendes, for han har spillet en afgørende rolle i aftalen om finansielt tilsyn. Dette er vejen frem, for at medlemsstaterne kan blive enige om økonomi- og udenrigspolitiske strategier, som kun kan være effektive, hvis der er en fælles holdning. Ellers vil vi fortsætte med at miste vores position og internationale synlighed, både i forbindelse med freds- og sikkerhedsspørgsmål samt økonomiske og sociale spørgsmål.

Integrationen sker derfor oppefra og ned, men vi har også brug for integration nedefra og op og for at skabe et reelt regionernes Europa. Vi skal gøre dette ved at anvende den protokol om nærhedsprincippet, som er fastlagt i Lissabontraktaten, og som ifølge Kommissionens egne oplysninger ikke har fungeret i løbet af de seneste ni måneder, og ved at drage fordel af den erfaring og viden, som regionerne har, for så vidt angår innovation og konkurrenceevne, for det vil gøre tingene bedre for Europa.

Hvordan kan vi i øvrigt være mere innovative, hvis størstedelen af medlemsstaterne ifølge Deres oplysninger vil reducere deres budgetter til innovation? De taler ikke ret meget om borgerne. Vi er nødt til at være til gavn for dem og virkelig regne med dem, hvis vi vil bringe EU-projektet tættere på den europæiske offentlighed.

  Malika Benarab-Attou (Verts/ALE). – (FR) Fru formand, hr. Barroso, mine damer og herrer! Den situation, som romaerne er blevet påtvunget – udvisningen af dem og fratagelsen af deres ret til fri bevægelighed i Europa – er uacceptabel og strider imod de europæiske værdier. Situationen er imidlertid blot et symptom på et mere alvorligt og generelt problem. Den afspejler bare sygdommen i vores såkaldte moderne samfund, hvor vi glemmer, hvad det er, der binder os sammen som mennesker. Nej, mennesker er ikke varer, som man kan forøge eller formindske beholdningen af.

Den politik, som vi i EU følger i forbindelse med spørgsmål, der vedrører bevægeligheden for personer i EU og ind- og udrejse i tredjelande, er uacceptabel. Vi kan ikke føre denne politik som et belejret og tilbageholdende Europa.

Den frie bevægelighed for personer er grundlæggende. Det har den altid været, og det er det grundlag, som vores nuværende samfund bygger på. I dag er der ikke længere garanti for ligestilling, når det drejer sig om bevægeligheden for europæiske og ikkeeuropæiske borgere.

Selv om der er et meget stort antal europæiske turister og pensionister, som frit rejser sydpå, særlig til Maghreb, kan borgerne i disse lande ikke bevæge sig rundt. Schengenvisaene og ansøgningen herom i EU-medlemsstaterne er umenneskelige. De betydelige hindringer for bevægeligheden forhindrer borgere fra landene i syd i at komme til landene i nord som turister, venner eller familiemedlemmer.

Hvilke tiltag – dristige, konkrete tiltag – har De tænkt Dem at iværksætte for at sætte os i stand til endnu en gang at holde os til vores værdier i denne sammenhæng, hr. Barroso?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (FR) Fru formand! For det første vil jeg gerne hilse det belgiske formandskab for Rådet velkommen og rose det for dets indlæg.

Jeg mener, at Parlamentets formål med at gennemføre denne forhandling om situationen i Unionen også var at starte vores programlægning. Derfor må vi også fokusere på lovgivningsarbejdet. Som De ved, har Kommissionen initiativretten i Europa, men efterfølgende har vi naturligvis brug for, at Parlamentet og Rådet griber ind, så vi kan afslutte lovgivningsprocessen.

Jeg vil også gerne fremhæve et aspekt, som det belgiske formandskab nævnte, nemlig betydningen af at opnå konkrete resultater. Vi har, både i mit indlæg og i det dokument, som jeg sendte til Dem via hr. Buzek, et meget ambitiøst udkast til program, der f.eks. omfatter fællesskabspatentet, de offentlige tjenesteydelser – som nogle af Dem har talt om – og mange andre foranstaltninger, der er den virkelige prøve, ikke blot for fællesskabsmetoden, men for vores reelle ambitioner for Europa.

Nu vi er ved ambitioner, vil jeg gerne nævne en positiv udvikling. Jeg har lige fået at vide, at Økofin-Rådet har godkendt vores forslag til et europæisk semester. Dette er ét godt eksempel. Som De uden tvivl husker, var der, da Kommissionen for nogle få måneder siden fremlagde idéen om et europæisk semester eller en periode i starten af året, hvor vi arbejder sammen om at udarbejde vores budgetter med henblik på at finde ud af, hvordan vi reelt kan koordinere økonomipolitikkerne, med det samme en kraftig reaktion fra nogle bestemte velkendte enkeltpersoner, som sagde, at dette underminerede den nationale suverænitet, og at det endda underminerede de nationale parlamenter. Det passede overhovedet ikke.

Sandheden er, at vi i sidste ende har nået vores mål takket være det arbejde, der også blev udført af den taskforce, som hr. Van Rompuy er formand for, takket være de forslag, som Kommissionen og Rådet i høj grad støtter, og ved hjælp af den vedvarende støtte her i Parlamentet. Vi er i gang med at etablere denne europæiske økonomiske styring. Jeg har sagt det før, og nu siger jeg det igen: Det er ikke nok at have en pengeøkonomi. Vi er nødt til at have en ægte europæisk økonomipolitik.

Det er den retning, vi bevæger os i. Det erklærede jeg i mit indlæg, og Kommissionen vil kæmpe for disse forslag.

Et af medlemmerne her i Parlamentet sagde: "De har fremlagt nogle interessante forslag, men hvordan kan De være sikker på, at de vil lykkes?" Det er et godt spørgsmål. Vi er nødt til at samarbejde. Vi vil gøre fremskridt med disse ambitioner. I sidste ende har vi brug for Parlamentets klare opbakning og også medlemsstaternes – nogle gange enstemmige – opbakning. Kommissionen løfter sit ansvar, og nu opfordrer jeg de andre institutioner til at følge trop.

Hvad angår spørgsmålet om romaerne, vil der blive afholdt en særlig forhandling herom i eftermiddag. Næstformanden og kommissæren for retlige anliggender og grundlæggende rettigheder, fru Reding, og kommissæren for sociale anliggender, hr. Andor, vil være til stede. Jeg mener, at det er den bedste mulighed for at komme nærmere ind på de meget vigtige spørgsmål, som De har rejst.

Med hensyn til spørgsmålet om subsidiaritet vil jeg meget gerne understrege, at vi går ind for subsidiaritet og solidaritet i Europa. Jeg sagde ikke, at det altid er bedre at bruge en euro på europæisk niveau end på nationalt niveau. Det sagde jeg ikke. Det, som jeg sagde – og som jeg ville sige igen – er, at der virkelig er mange områder, hvor der er synergi- og stordriftseffekter. Forbrug på europæisk niveau er den eneste måde til at sikre, at Europa kan handle og opnå størst mulige fordele for vores medborgere.

Vi skal gennemføre denne forhandling, og vi skal gøre det på en seriøs måde, for jeg har set flertallet af parlamentsmedlemmer komme med ambitiøse idéer til det kommende budget. Vi skal vinde denne forhandling i offentlighedens øjne. Det vil helt sikkert blive en meget kompleks forhandling i en meget svær økonomisk situation. Hvis medlemsstaterne ikke kan øge deres bidrag, skal der findes ressourcer, så EU kan levere resultater.

Vi kan i hvert fald ikke bede Europa om at levere resultater uden at tilvejebringe ressourcerne hertil. Det ville være umuligt at gøre dette, og derfor skal vi gennemføre en ekstremt seriøs forhandling om dette spørgsmål om solidaritet og subsidiaritet.

Nogle af de politikker, som De har nævnt her, er politikker, der skal udvikles på nationalt niveau. Pensionsspørgsmålet, spørgsmålet om social sikring – disse spørgsmål er primært nationale. Der findes forskellige modeller. Det, som Kommissionen siger – og det har vi faktisk erklæret i forskellige dokumenter – er, at vi naturligvis skal gennemføre reformer inden for denne sektor. Hvis vi vil garantere bæredygtigheden af vores pensioner – ikke blot vores pensioner, men også Deres børns – i lyset af Europas demografiske ændringer og aldrende befolkning, så skal der naturligvis ske reformer. Det er nu op til hver enkelt regering at sætte tempoet for, nå til enighed om og fastlægge mulighederne for gennemgribende reformer.

Men selv om vi ønsker at vinde den globale kamp om konkurrenceevnen, så kan vi ikke gøre det, hvis arbejdstiden hele tiden bliver reduceret, hvis antallet af mennesker i aktiv beskæftigelse bliver reduceret. Det kan vi ikke gøre, og vi må have modet til at sige, at vi, hvis Europa ønsker at vinde kampen om konkurrenceevnen, særlig når vi står over for bestemte vækstlande, skal arbejde mere, og vi skal arbejde længere. Hvis nogen siger noget andet, fortæller de ikke sandheden. Mere og bedre, det er sandheden.

Ligeledes skal det siges helt klart, at vi uden en budgetkonsolidering ikke opnår tillid. Hvis der ikke er nogen tillid, er der ikke nogen vækst. Hvis der ikke er nogen vækst, er der ikke nogen beskæftigelse. Derfor er budgetkonsolideringen et afgørende element.

Samtidig har vi brug for investeringer på områder, der naturligvis har fokus på fremtiden, og vi har brug for dem på både europæisk og nationalt niveau. Dette er en stor udfordring – for os i de europæiske institutioner, men også for dem, der er ansvarlige for at træffe beslutninger på nationalt niveau. Hvordan kan vi i en så vanskelig periode garantere, at de investeringer, vi foretager, har fokus på fremtiden? Vi her i Europa er i øjeblikket i gang med at definere de pågældende områder. Jeg har nævnt de områder, hvor vi vil fremsætte forslag om et mere ambitiøst Europa.

I forbindelse med de små og mellemstore virksomheder har vi selvfølgelig nævnt nogle specifikke idéer. Jeg vil også opfordre Dem til at tage stilling til det dokument, der ledsager mit indlæg, særlig hvad angår retsakten vedrørende det indre marked, den lovgivning, som vi vil foreslå med hensyn til elektroniske signaturer, de talrige forenklingsforanstaltninger og fjernelsen af bestemte forhindringer, som for øjeblikket gør livet meget besværligt for vores virksomheder, især vores små og mellemstore virksomheder. Sandheden er, at der for langt de fleste af de små og mellemstore virksomheder indtil videre ikke findes noget integreret marked. De opererer på deres nationale markeder, men der er indtil videre ingen reelle grænseoverskridende muligheder, som de kan udnytte.

Afslutningsvis må jeg sige, at vi i lighed med dem, der gjorde opmærksom på dette, mener, at der er et tillidsproblem. Et tillidsproblem ikke blot på europæisk niveau, men blandt de politiske institutioner generelt. Det betyder, at alle politiske beslutningstagere står over for en stor udfordring og et stort ansvar. Jeg mener, at vi netop ved at vise stor overbevisning kan opnå både seriøse og stærke svar. Vi skal ikke vælge den gyldne middelvej, ikke nå til falsk enighed, men have modet til i Europa at opretholde denne ligevægtspolitik, denne politik, der respekterer de forskelle, som findes i Europa.

Der er forskelle i Europa. Der er forskelle mellem vores medlemsstater. Deres nationale interesser er nogle i strid med hinanden. Det er sandheden, og det er kun ret og rimeligt, at regeringerne forsvarer deres nationale interesser. Spørgsmålet er, hvordan vi kan vise, at de kan opnå mere på nationalt niveau, hvis også Europa er stærkere. Til tider er der også ideologiske forskelle. De er berettigede. Men kan vi, når vi ser ud over disse ideologiske forskelle, opnå stærk enighed til fordel for Europa, eller kan vi ikke?

Jeg mener, at vi kan. Kommissionen når til enighed hver dag. Mine kolleger fra 27 lande har forskellige kulturelle og nationale baggrunde og forskellige ideologier. Vi arbejder hver dag hårdt til gavn for Europa. Jeg mener, at vi sammen med Dem, de repræsentanter, som er direkte valgt af vores medborgere, kan gøre mere for et Europa, der repræsenterer denne ånd, et solidarisk Europa, et overbevisende Europa, et Europa, som samtidig er det indre markeds Europa og samhørighedens Europa.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Jean-Pierre Audy (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg satte virkelig pris på hr. Barrosos fremadskuende redegørelse for situationen i Unionen. Det er imidlertid ærgerligt, at spørgsmålet om forholdet til medlemsstaterne ikke blev behandlet med henblik på at give borgerne den fornødne forsikring om, at disse strategier virkelig vil blive gennemført. Vores borgere vil blive forvirrede over de forskellige globale, nationale, EU-forankrede og mellemstatslige elementer. Jeg er glad for forslaget om en investeringsfond, som kan danne grundlag for en EU-investeringsstrategi for de næste 10 år. Med fonden er der udsigt til en planlagt investering på 1 000 mia. EUR over 10 år i et EU, som ikke investerer nok. Det er på tide, at vi sammen kigger på fremtiden for vores kontinent Europa. Vi har 27 hære og ingen fjender, én toldunion og 27 toldvæsener – og listen er lang. Det er uheldigt, at formanden for Den Europæiske Union hr. Van Rompuy ikke kunne være til stede under forhandlingen. Jeg vil foreslå, at vi nedsætter et organ, f.eks. kaldet EU-kongressen, bestående af Parlamentet og delegationer fra medlemsstaternes parlamenter og regeringer, hvor fremtidens redegørelser for situationen i Unionen skal aflægges for at inddrage medlemsstaterne mere direkte i kontinentets fremtid.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Bekendtgørelser som den, kommissionsformanden kom med igen her i dag, hvor han sagde, at det værste var overstået i forhold til krisen, finder sted lige så tit som de ubønhørlige fornægtelser af den virkelighed, vi er oppe imod. Det er en kendsgerning, at EU stadig befinder sig i en dyb krise, som vi ikke kan se enden på, hvilket den stigende arbejdsløshed og fattigdom i mange lande vidner om. Kommissionsformanden er her i dag for at tale til os om EU's fremtid. Men det gjorde han ved at bekendtgøre genoptagelsen af fortidens fremgangsmåder og politikker – netop dem, der har bragt os i denne dystre situation. Stabilitets- og vækstpagten, "strukturreformerne", med andre ord et angreb på de sociale rettigheder og arbejdsmarkedsrettighederne, "konsolideringen af det indre marked", dvs. en fortsættelse af liberaliseringen og privatiseringen, liberaliseringen og dereguleringen af den internationale handel og optrapningen af EU's indgriben udefra, herunder militære indgreb. Denne vej vil blot forværre den økonomiske og sociale krise på europæisk og globalt niveau. Det er en vej, som arbejdstagerne og offentligheden afviser, hvilket fremgår af de protester, der har fundet sted i mange lande, hvor millioner af mennesker har demonstreret mod de foranstaltninger, som hr. Barroso her foreslår.

  András Gyürk (PPE) , skriftlig. – (HU) I sit indlæg lige før nævnte hr. Barroso også de vigtigste prioriteter for handling på det energipolitiske område. Tillad mig i den forbindelse at komme med tre bemærkninger. For det første er vi enige i, at infrastrukturprojekterne er uundværlige. Vi kan dog stadig ikke se, hvor mange fællesskabsressourcer EU vil sætte til side til dette formål. Sammenkobling af nettene og etablering af den sydlige gaskorridor er imponerende målsætninger, men de vil forblive virkningsløse, hvis EU ud over indsatsen i den private sektor ikke engagerer sig økonomisk. Betydningen af forhandlingerne om det næste syvårsbudget bør derfor ikke undervurderes.

For det andet kan vi i EU's dokumenter om energistrategi ikke se, at der er tænkt på jobskabelse. Det er dog absolut nødvendigt, at disse projekter, som ud over at opfylde andre kriterier også skaber nye job, bliver prioriteret. Genopretningsplanen på næsten 4 mia. EUR levede ikke op til vores forventninger. Mens teknologier til CO2-opsamling med deres begrænsede potentiale til jobskabelse fik stor støtte, dukkede de fleste energieffektivitetsprojekter, der faktisk skaber job, for første gang op i den supplerende lovgivning.

Sidst, men ikke mindst hører vi fine ord om, at det i EU vil blive lige så naturligt at oplade elektriske bilbatterier, som det i dag er at fylde benzin på. Det vil dog kræve en stor indsats af lovgiverne at opnå dette. De enorme lovgivnings- og standardiseringsmæssige forhindringer for vedvarende teknologier skal nedbrydes, og forsknings- og udviklingsprogrammerne skal udvides.

  Edit Herczog (S&D), skriftlig. – (HU) Det er godt nyt, at den aktuelle økonomiske situation i den østlige centraleuropæiske region nu også vurderes som mere positiv. Det er dog for tidligt at tro, at vi nu har lagt krisen fuldstændig bag os. Ungarns økonomiske udsigter er også forbedrede. Samtidig vurderes landets aktuelle økonomiske situation i nogen grad at være forværret. Inflationen forventes at stige i løbet af de næste seks måneder. Ungarn er tilsvarende det eneste land, hvor de korte rentesatser ikke forventes at falde i et godt stykke tid. Den negative tendens intensiveres yderligere af stigningen i værdien af schweizerfranc, eftersom de fleste realkreditlån angives i denne valuta. Alle stater i regionen indfører nu udgiftsnedskæringer, hvilket er en tung byrde i forhold til de sociale vilkår.

Det forventes, at Den Tjekkiske Republik har størst mulighed for at få succes. Prognoserne for Ungarn er imidlertid forsigtige. Evalueringer viser, at chancerne for, at Ungarns besparelsespakke opnår succes, er små. En grundig undersøgelse af det forslag, som de ni medlemsstater har fremsat for EU's formand, er vigtig for landene i regionen. I det fremsatte forslag påpeges det, at beregningerne af den nationale gæld skal afspejle omkostningerne til de reformer af pensionssystemerne, der allerede er vedtaget, nøjagtigt. I Kommissionens grønbog om pensioner, som tager udgangspunkt i de negative demografiske tendenser i Europa, opfordres der til en reform af pensionssystemet, og alligevel stilles de centraleuropæiske lande, der allerede er i gang med at indføre disse reformer, ringere gennem den aktuelle metode. Jeg opfordrer Parlamentet til at følge denne udvikling tæt.

  Stavros Lambridinis (S&D), skriftlig. – (EL) Omkostningerne til at afslutte krisen bør fordeles retfærdigt, hr. Barroso, og krisen kan ikke søges ensidigt afsluttet ved at foretage nedskæringer, der uundgåeligt øger arbejdsløsheden i visse medlemsstater (til gavn for økonomierne i andre medlemsstater). Det, som vi har brug for, er tværtimod en rimelig udvikling, hvilket i en periode med nedskæringer i de offentlige udgifter vil sige, at der skal findes nye investeringsfonde. For at opfylde disse målsætninger fuldt ud skal EU fremme to meget specifikke politikker, både i de enkelte medlemsstater og internationalt på det næste G20-topmøde, og det skal gøres med overbevisning og styrke. For det første skal der træffes beslutsomme foranstaltninger mod skattely. I en tid, hvor arbejdstagerne og pensionisterne i vores lande oplever store nedskæringer, er det uacceptabelt, at nogle få privatpersoner og virksomheder fjerner mindst 1 bio. EUR fra vores økonomier via denne form for "lovlig" skatteunddragelse. For det andet har vi brug for en afgift på kredittransaktioner, så dem, der rodede os ind i krisen, i sidste ende betaler deres andel. En global afgift på 0,05 % ville indbringe over 400 mia. EUR i indtægter om året, som er afgørende for en bæredygtig vækst og beskæftigelse i medlemsstaterne.

  Iosif Matula (PPE), skriftlig. – (RO) Borgernes primære bekymring lige for tiden er, hvordan vi overvinder den økonomiske krise og dens skadelige virkninger. Derfor går jeg i høj grad ind for at etablere en europæisk økonomisk styring, som kan hjælpe os ud af krisen. EU-institutionerne skal have adgang til effektive ressourcer for at træffe foranstaltninger. Derfor støtter jeg oprettelsen af de permanente strukturer, der er nødvendige for at håndtere kriser, som f.eks. dem, Kommissionen har foreslået. EU-institutionerne skal også holde øje med, om stabilitets- og vækstpagten bliver overholdt, herunder den finanspolitiske disciplin. Budgetmæssige og økonomiske beslutninger, som én stat træffer, har direkte indvirkning på den økonomiske situation i alle EU-medlemsstaterne (en kendsgerning, som i praksis også kan ses på krisen i Grækenland, og som anerkendes i Lissabontraktaten). Fremover ville det være yderst nyttigt og bidrage til at undgå samt bekæmpe kriser, hvis Kommissionens eksperter foretog økonomiske analyser i god tid. Indførelsen af det "europæiske semester" giver medlemsstaterne mulighed for i god tid at få gavn af professionelle evalueringer og analyser vedrørende budgetterne og deres makroøkonomiske resultater, hvilket gør dialogen mellem Kommissionen og medlemsstaterne yderst nyttig. Jeg vil gerne understrege, at etableringen af økonomisk styring på europæisk niveau burde hjælpe stater, der befinder sig i en vanskelig situation. Alle kriser tester anvendelsen af solidaritets- og ansvarlighedsprincipperne samt EU's sammenhæng og effektivitet.

  Kristiina Ojuland (ALDE), skriftlig. – (ET) Det var en forbløffende tale, som formanden for Kommissionen holdt i dag. Den mindede mig om "de gode gamle sovjetdage", hvor der blev holdt flere og flere taler, jo værre den økonomiske situation blev. Vi hører stadig parolen "lad os øge, lad os vokse, lad os forbedre". I stedet for "kommunistpartiet" siger formanden "Kommissionen". Talen i dag var fuldstændig misvisende og populistisk. Formanden ønsker at appellere til alle politiske grupper fra venstrefløjen til det yderste højre. Han taler om social retfærdighed og social markedsøkonomi og om, hvordan Kommissionen vil sikre jobskabelse. Jeg tror end ikke, at han selv tror på, hvad han siger. Siden hvornår har Kommissionen skabt job, siden hvornår har medlemsstaternes regeringer skabt job, spørger jeg. Så vidt jeg ved, bliver jobbene stadig skabt af iværksætterne, som formanden i øvrigt glemte at nævne i sin tale! Hvorfor vildleder han EU's borgere ved at love dem social retfærdighed i en situation, hvor vores økonomi hænger i en tynd tråd? I stedet for at give folk sødemidler og love dem et bedre liv, bør han fortælle dem sandheden, nemlig at de primært er overladt til sig selv, til at arbejde hårdere og til at gøre en indsats for at forblive konkurrencedygtige på arbejdsmarkedet. Jeg ville også have forventet, at talen indeholdt en vis opbakning til Europas iværksættere i den skærpede globale konkurrence i form af lavere skat og enklere lovgivning. Jeg må sige, at jeg er skuffet over talen.

  Czesław Adam Siekierski (PPE), skriftlig. – (PL) Den første forhandling nogensinde om situationen i Unionen ligger bag os. Der er ingen tvivl om, at den var højst tiltrængt, og man kan kun håbe, at dette tiltag fortsættes i de kommende år. Jeg har dog mine forbehold, hvad angår forløbet og indholdet af selve forhandlingen. For det første mener jeg, at hr. Barroso henviste meget lidt til den nuværende situation i Unionen. I stedet sagde han en masse om de kommende udfordringer, og efter min mening var det, han sagde, for generelt og ikke særlig specifikt. Hans indlæg manglede bl.a. en reference til Lissabontraktaten og dens virkning på Unionens funktion og institutioner. Hr. Barrosos indlæg manglede også en grundig analyse af den aktuelle vanskelige økonomiske situation i Europa, som bl.a. er et resultat af, at landene i euroområdet ikke har overholdt stabilitets- og vækstpagten. Det skal også understreges, at der var mangel på effektiv overvågning af dens overholdelse fra Kommissionens side. Dette er underligt, i lyset af at hr. Barroso også sad på magten i den foregående valgperiode, ligesom hr. Almunia, der dengang var kommissær for økonomiske og monetære anliggender, og som nu er kommissær for konkurrence. Kunne Kommissionen, der har et personale på hundredvis af mennesker til sin rådighed, ikke se uregelmæssighederne i f.eks. Grækenland? Det er næppe sandsynligt i betragtning af den manglende reaktion over for de største medlemsstater, som hyppigt overtrådte pagtens anbefalinger og konvergenskriterierne.

  Catherine Stihler (S&D), skriftlig. – (EN) Selv om jeg hilser kommissionsformandens indlæg til Parlamentet velkommen, må jeg kritisere hans holdning til romaernes skæbne i Frankrig. Det var forkert at undlade at nævne den franske administrations beslutning.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Europæerne gennemgår en dramatisk tid med en ekstremt høj arbejdsløshedsprocent, meget svag økonomisk vækst og skrøbelige offentlige finanser. Desuden føler de sig ikke rigtig tæt på det europæiske projekt og de europæiske institutioners arbejde. Denne situation kan kun vendes, hvis vores europæiske medborgere endnu en gang kan se, at de er blandt EU's prioriteter, som fastlagt af selv samme institutioner, og hvis de tror på, at disse prioriteter kan opnås.

Dette første indlæg om situationen i Unionen fra kommissionsformandens side demonstrerer hans engagement i at gentage disse bekymringer i orienteringen om den kort- og mellemlangsigtede politik. Jeg er overbevist om, at vi, hvis vi alle er engagerede, kan vende disse svære tider til vores fordel og skabe nyt håb for befolkningen. Europa 2020-strategien er en unik mulighed for at gøre dette, men strategien giver kun mening, hvis den samt dens ambitiøse målsætninger omfatter midlerne til at opnå dette.

Kraftig økonomisk vækst er afgørende for at fuldføre stabilitets- og vækstplanerne, og den kan stimuleres via de reformer og investeringer, der ligger bag den nye strategi. Disse fremmer territorial samhørighed ved at reducere den eksisterende ubalance mellem medlemsstaterne og deres regioner, særlig dem, der er mest sårbare, som f.eks. de yderste regioner.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D), skriftlig. – (RO) EU har en social markedsøkonomi. EU's økonomiske og sociale udvikling afhænger i lige høj grad af et konkurrencedygtigt åbent marked samt af antallet og kvaliteten af job, der kan sikre anstændige levevilkår. Den økonomiske og finansielle krise har haft en enorm effekt på arbejdspladserne i EU. Arbejdsløsheden er steget i et alarmerende tempo i løbet af de seneste to år, fra 6,8 % (i maj 2008) til 10 % (i juli 2010). Det er netop derfor, de europæiske borgere primært bekymrer sig om at beholde deres job. Jobskabelse kræver store investeringer på områder, der kan sætte gang i EU's konkurrenceevne. Jeg mener, at EU's prioriteter, for så vidt angår investeringer, burde være modernisering og udvikling af energi- og transportinfrastrukturen, landbrug, uddannelse og sundhed, økonomisk og social samhørighed og en miljøeffektiv, konkurrencedygtig industripolitik med henblik på at sikre en bæredygtig udvikling. Disse prioriteter skal dog afspejles både i EU-budgetterne og de nationale budgetter. EU bør endvidere have forbedret energieffektivitet og reduceret afhængighed af traditionelle energileverandører som sin målsætning for at sætte gang i EU's konkurrenceevne og skabe job.

(Mødet udsat kl. 11.55 og genoptaget kl. 12.05)

FORSÆDE: Jerzy BUZEK
Formand