Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 7. september 2010 - Strasbourg

12. Den humanitære situation efter oversvømmelserne i Pakistan (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens redegørelse om den humanitære situation i Pakistan efter oversvømmelserne.

  Kristalina Georgieva, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg til gerne takke Dem for at have sat Pakistan på dagsordenen. Vigtigere endnu vil jeg også gerne takke parlamentsmedlemmerne for deres aktive bidrag til EU's reaktion ved at afholde meget nyttige møder på udvalgsniveau og for at have udøvet deres ret til indsigt meget hurtigt, faktisk i løbet af én dag her i sommer. Det gjorde det muligt for os hurtigt at vedtage beslutninger vedrørende finansierings og sikre, at hjælpen kom af sted.

Mit mål her i dag er at formidle de indtryk, jeg fik under mit nylige besøg i Pakistan, at udpege de næste skridt i vores bestræbelser og afslutningsvis fremhæve nogle erfaringer, som vi kan drage i EU.

Så lad mig starte med mine indtryk fra Pakistan, som domineres af den kendsgerning, at dette er en utrolig kompleks situation, som faktisk består af to katastrofer i én.

Oppe nordpå i landet er der 3 mio. internt fordrevne og flygtninge, som har måttet flygte fra væbnede konflikter blot for at se deres lejre og nybyggede huse blive skyllet bort og deres nye liv blive smadret. Længere nede ad strømmen på de frugtbare sletter i det sydlige Pakistan har befolkningen i landdistrikterne mistet ikke blot deres hjem, men også deres levebrød og en stor del af den økonomi i Pakistan, som landet er afhængigt af.

Siden jeg orienterede Udviklingsudvalget, er antallet af ofre for denne katastrofe faktisk steget. Alt i alt er over 20 mio. pakistanere blevet berørt af oversvømmelserne i hele landet. Mere end 12 mio. mennesker behøver øjeblikkelig hjælp.

(Formanden bad nogle medlemmer om at tie stille)

Jeg ved, at det emne, der blev drøftet før, er meget vigtigt i forhold til europæiske værdier. Det er det problem, som jeg beskriver nu, virkelig også, så tak.

Hvad angår antallet af berørte, talte vi for blot en uge siden om 8 mio. mennesker, der behøver øjeblikkelig hjælp. Nu er tallet opjusteret til 12 mio. Over 1,8 mio. huse er blevet ødelagt eller beskadiget. Dette tal er blevet opjusteret fra 1,2 mio. Mere end 3,4 mio. hektar landbrugsjord står under vand. Der er beretninger om diarré- og koleraudbrud. Under disse omstændigheder fokuserer vi vores hjælp på de indlysende, umiddelbare prioriteter, nemlig fødevarer, rent vand, sanitære forhold, lægehjælp og husly. I betragtning af, at katastrofen har så enormt et omfang, er det nødvendigt med massiv international nødhjælp. Så lad mig straks gå videre til næste punkt. Hvad har vi i EU gjort, og hvad agter vi at gøre nu?

Vores humanitære indsats har været omfattende. EU, dvs. medlemsstaterne og Kommissionen, har indtil nu bidraget med i alt 231 mio. EUR til omgående nødhjælp, hvoraf 70 mio. EUR kommer fra Kommissionen og de resterende 161 mio. EUR fra medlemsstaterne. 12 medlemsstater har desuden mobiliseret hjælp i form af naturalier gennem EU's civilbeskyttelsesmekanisme. Dette gør os til den største donor. Vores bidrag skal ses i forhold til FN's ønske om 460 mio. USD til øjeblikkelig nødhjælp, men jeg må også understrege, at dette ønske vil blive opjusteret, og at vi sandsynligvis får endnu en appel fra FN inden for en uge.

Vi var også hurtige med at yde hjælp. Den 30. juli stod det klart, at oversvømmelserne ville blive altødelæggende, og vores første beslutning om hjælp for 30 mio. EUR blev truffet dagen efter, den 31. juli.

Straks efter en anmodning fra de pakistanske myndigheder aktiverede vi den 6. august Fællesskabets ordning for civilbeskyttelse, ligesom vi indsatte et team bestående af 18 eksperter, som koordinerede vores indsats med FN og de pakistanske myndigheder, så den blev så effektiv som muligt.

For første gang er nødhjælp i form af naturalier fra medlemsstaterne blevet leveret vha. civile midler til strategisk lufttransport i koordination med Den Europæiske Unions Militærstab. Det har gjort det muligt for os at levere vandrensningsudstyr, mobile hospitaler, medicin og telte, som var yderst tiltrængte. Men jeg vil ikke lægge skjul på, at der trods denne enorme indsats ligger store udfordringer foran os.

Lad mig fremhæve de fire vigtigste udfordringer. For det første er den humanitære krise langt fra ovre. Måske har den slet ikke toppet endnu. Vi ved fra nødhjælpsarbejderne, at de i løbet af september forventer at være nået ud til 6 mio. mennesker ud af de 12 mio., der har behov for hjælp. Så på en måde udvikler krisen sig hurtigere, end vi kan nå at mobilisere ressourcer og afhjælpe den. Situationen kan blive forværret yderligere, før vi ser en bedring, navnlig hvad angår epidemier.

For det andet er det i bestræbelserne på at nå ud til så mange mennesker som muligt helt afgørende, at vi fokuserer på de mest sårbare. Her taler vi bl.a. om fattige lokalsamfund, kvinder, især kvindelige forsørgere, børn, ældre og handicappede, da de risikerer at blive overset, hvis vi ikke har øjnene rettet mod dem. Så det er præcis, hvad Kommissionen agter at gøre i samarbejde med vores 26 partnere.

For det tredje handler hurtig nødhjælp ikke kun om at redde menneskeliv. Det handler også om at bevare stabiliteten i et land, der står over for store sikkerhedsmæssige udfordringer. Desperationen kan nemt udvikle sig til vrede i befolkningen, og derfor skal vi være fast besluttet på at forsøge at hjælpe flest muligt så hurtigt som muligt.

For det fjerde gælder det, at selv om det vigtigste er at redde liv nu og her, må vi også allerede nu tænke på genopretning. Hvad angår den umiddelbare genopretningsindsats, er der to meget vigtige opgaver. For at sikre genopretning af landbruget, når vandet trækker sig tilbage, skal vi stå klar med redskaber, såsæd og hjælp til landmændene, så de kan nå at få sået i denne sæson. Samtidig er der behov for at genopbygge den kritiske infrastruktur mellem landmændene og markederne, som vi også skal bruge for at nå ud til fjerntliggende lokalsamfund.

På længere sigt er det indlysende, at landet står over for en meget stor udfordring, hvad angår genopbygning. I samarbejde med Kommissionen og UNDP er Verdensbanken og Den Asiatiske Udviklingsbank i færd med at foretage en vurdering for at fastslå behovene for genopbygning på længere sigt. Vi har arbejdet meget tæt sammen med den højtstående repræsentant og næstformand, fru Ashton, kommissær Piebalgs og kommissær De Gucht, så EU kan fremlægge et omfattende og holistisk forslag til, hvordan vi kan understøtte landets udvikling.

Pakistan vil være på dagsordenen ved det næste Gymnich-møde og ved "Friends of Democratic Pakistan"-mødet i Bruxelles den 14. og 15. oktober.

Lad mig drage et par erfaringer for EU. Jeg kan se tre. For det første er oversvømmelserne i Pakistan kun en af mange påmindelser om, at klimaændringernes indvirkning stikker dybt. I betragtning af følgeomkostningerne er det meget vigtigt at fokusere på katastrofeberedskab og på at genopbygge et særdeles sårbart land, der er ødelagt af en katastrofe, på en sådan måde, at det kan modstå de risici, der ligger i klimaændringerne.

Jeg må være forsigtig og kan ikke påstå, at disse oversvømmelser forårsages af klimaændringer. Men jeg ved, at videnskabsfolkene klart giver udtryk for, at katastrofernes øgede hyppighed og intensitet skyldes klimaændringerne. For det andet vil jeg sige, at i et år, hvor vi har set et jordskælv i Haiti, tørkeproblemer i Sahel, konflikt i Sudan og nu voldsomme oversvømmelse i Pakistan, er vores budgetsituation endnu en gang usikker, da vores eget budget og nødhjælpsreserven næsten er opbrugt. Og vi er kun i starten af september.

På grund af det stigende antal katastrofer og deres øgede intensitet er der et stadig større hul i vores humanitære budget, som vi må tage hensyn til i forberedelserne på det næste finansielle overslag, så vi kan matche vores ressourcer med EU-borgernes engagement i forhold til at hjælpe mennesker i nød.

Min tredje pointe er, at EU er gået i spidsen, siden krisen opstod, og alligevel blev vores tilstedeværelse i starten ikke dækket særlig bredt medierne. Vi må derfor fokusere meget skarpt på ikke blot at gøre EU's instrumenter til brug i forbindelse med katastrofeberedskab mere effektive, men også mere synlige, som det blev antydet under formiddagens møde med kommissionsformand Barroso. Vi vil fremlægge et forslag i løbet af den næste måned.

Lad mig afslutningsvis på vegne af vores medborgere med stolthed sige, at situationen i Pakistan har vist, at EU's solidaritet ikke blot kommer til udtryk i tomme ord, men også i handling. Det kan vi være stolte af, da vores indsats ikke blot redder liv, men også understøtter de principper og værdier, der udgør kernen i det europæiske projekt.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Filip Kaczmarek, for PPE-Gruppen. – (PL) Fru formand, fru Georgieva! Oversvømmelserne i Pakistan er en meget alvorlig humanitær katastrofe, som har påvirket mange millioner mennesker. Vi bør ikke forsøge at overgå hinandens indlæg med hensyn til antallet af ofre eller deres lidelser, så jeg vil ikke sammenligne denne katastrofe med andre. Den er en enorm tragedie. Jeg vil gerne takke fru Georgieva for Kommissionens hurtige og passende foranstaltninger. Det er en skam, at vi ikke formåede at afholde et ekstraordinært møde i Parlamentets Udviklingsudvalg i sommerferien. Vi må huske på, at millioner af mennesker stadig har behov for hjælp, støtte og samarbejde. Ud over den øjeblikkelige hjælp og genopbygningen af landbruget og infrastrukturen er fru Georgievas prioriteter i sandhed afgørende. Hvis det ikke viser sig muligt at redde Pakistans landbrug, vil landet til næste år opleve endnu en humanitær katastrofe, nemlig hungersnød. Paradoksalt nok er der en chance for, at oversvømmelserne vil få visse gavnlige følgevirkninger. De kunne f.eks. forhindre ekstremisters aktiviteter eller gøre det nemmere at løse flygtningeproblemet.

Det glæder mig, at Kommissionen agter at fremlægge et initiativ, som skal give os mere effektive redskaber til brug ved humanitære katastrofer. Det glæder mig også, at det belgiske formandskab prioriterer initiativet højt og er klar til at bakke op om det under sit eget formandskab. Parlamentet vil bestemt støtte sådanne initiativer.

  Véronique De Keyser, for S&D-Gruppen. – (FR) Fru formand, fru kommissær! Lad mig rose Dem for Deres store engagement. De har bestemt været opgaven moden.

Når det er sagt, er der stadig rigtig meget, der skal gøres, og der har været en slags skilsmisse mellem Pakistan og den offentlige mening. Billedet er sløret, folk ønsker ikke at donere, og dette er et reelt problem. Der er et noget sparsomt fremmøde i dag, og folk siger ind imellem til mig, at der ikke længere er noget problem i Pakistan, da vandet jo trækker sig tilbage. Javel, vandet trækker sig tilbage, men vi står altså stadig med en katastrofe af værste skuffe. Den er jo lige så alvorlig som tsunamien.

Der er to ting, som jeg er meget opmærksom på. Den første er en forbedring af vores mekanisme til hurtig indsats. De har gjort, hvad De kunne, i forhold til koordination osv. i betragtning af de midler, som De har haft til rådighed. Dette er slet ikke nogen kritik. Ikke desto mindre mener jeg, at Europa har al mulig interesse i at styrke sin mekanisme til hurtig indsats i stil med belgiske B-Fast, og jeg opfordrer det belgiske formandskab til at samarbejde med Kommissionen om dette spørgsmål.

Den anden ting, som jeg vil fremhæve, er problemet med kvinderne. Som jeg allerede har fortalt kommissæren, glemmer man ofte kvinderne i konflikter og katastrofer. Vi kender mange pakistanske kvinders skæbne. Vi ved, at der lige nu er 300 000 kvinder, som skal føde inden for de kommende uger. Vi ved, at 30 000 af dem får brug for kirurgiske indgreb, og jeg beder dem inderligt om at iværksætte målrettede tiltag i forhold til dette problem.

Der findes lokale ngo'er, som kan få adgang til næsten alle områder, f.eks. dem, der har tilknytning til Det Internationale Familieplanlægningsforbund. Prøv at få lokale aftaler i stand, og hold os underrettet. Vi beder Dem ikke om beretninger, fru kommissær, men blot nyt om disse kvinder. Jeg håber, at De vil kunne give os disse nyheder.

  Charles Goerens, for ALDE-Gruppen. – (FR) Fru formand! Lige nu findes verdens største sø i Pakistan, hvis jeg må citere landets Oxfam-repræsentant.

I betragtning af de sjældent sete lidelser og den elendighed, som disse oversvømmelser forårsager, mener jeg faktisk, at det allerede er på sin plads at tale om et hav af problemer, sorg, lidelser og fortvivlelse.

Det er vores fælles ansvar at handle, og det er der flere grunde til.

For det første kan de 20 mio. direkte ofre for denne katastrofe ikke komme på fode igen uden hjælp. Endvidere er vores ansvar et EU-ansvar, men det er også medlemsstaternes ansvar, så det kommer ud på ét. Med Lissabontraktatens ikrafttræden er tiden inde til at sætte en stopper for denne kunstige skelnen, som der ikke længere er nogen grund til.

EU påtager sig bestemt sit ansvar, og kommissæren er et godt eksempel på dette. EU yder endog en indsats på eksemplarisk vis. Det er jo trods alt EU, der generelt viser sig at være den første bidragyder af midler til humanitære foranstaltninger. Andre burde blive meget inspireret til at øge deres bidrag til at hjælpe Pakistan med at slippe ud af den elendighed, som de aktuelle oversvømmelser forårsager. Her tænker jeg navnlig på de rige stater, bl.a. de olierige, i den del af verden.

Dette betyder på ingen måde, at vi europæere er perfekte. Jeg mener, at vi kan gøre det endnu bedre uden at skulle bruge flere penge. For det første er der Barnier-betænkningen, hvor man efterlyser, at de ressourcer og instrumenter, som de 27 medlemsstater kunne bidrage med ved en katastrofe, skulle forenes. Hvad venter vi på, før vi endelig gennemfører konklusionerne i denne betænkning?

Så er der EU's manglende synlighed. Det er bestemt ikke det vigtigste aspekt, men vi må rette op på det. Vi må dog ikke gøre det ved at styrte ud og prale eller udvise overdreven generøsitet. Det vigtige er, at vi i EU gør alt, hvad vi kan, for at profilere os inden for det, som vi gør bedst, ved klart at gøre os gældende som verdens førende humanitære aktør og udmærke os inden for det, der begynder at blive betragtet som vores sande kald, nemlig at blive en virkelig stærk fredens vogter.

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Som sagt er det, der foregår i Pakistan i øjeblikket, en sand tragedie, som vil kræve langsigtet engagement i forhold til Pakistans befolkning og dets demokratisk valgte regering i et godt stykke tid.

Jeg hilser kommissærens udspil meget velkommen, ikke mindst hendes langsigtede perspektiv og sammenkædningen med klimaresiliens. Jeg deler hendes bekymringer mht. støtte i forhold til denne slags katastrofer på længere sigt. Jeg tror, at vi alle gerne ser det internationale samfund intensivere nødhjælpen. Vi må i hvert fald bifalde Indiens øgede bidrag til FN's fond, da landet hermed sender et vigtigt politisk signal.

Efter vores mening kunne det internationale samfund godt gå endnu videre. Vi kunne frigøre flere af Pakistans egne midler ved at træffe foranstaltninger for at nedbringe Pakistans udlandsgæld, hvoraf en stor del er påløbet under militærregimer. I 2008 brugte Pakistan 3 mia. USD på tilbagebetaling af gæld, hvilket får den internationale bistandsindsats til at blegne. Frankrig og Tyskland er vigtige bilaterale donorer. Jeg mener, at vi skal se med nogen bekymring på de tilbagebetalingsvilkår, der kan være knyttet til de lån, som tilbydes i øjeblikket.

I øvrigt er det efter min mening vigtigt, at der kommer en lignende reaktion fra pakistanerne selv, ikke mindst de rige jordbesiddere, som f.eks. kunne tilbyde en form for lejenedsættelse til fattige forpagtere, som ikke vil kunne betale lejen i et stykke tid.

  Sajjad Karim, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Lad mig allerførst bifalde de udtalelser, som kommissæren har fremsat i udvalget og også her i dag. Vores indsats under anførelse af kommissæren har bestemt været prisværdig, både på EU-plan og blandt medlemsstaterne, som har handlet bilateralt. Det Forenede Kongerige har i hvert fald gjort alt, hvad det formår.

Det var meget nedslående at bemærke, at mens Pakistans befolkning stod midt i denne katastrofe, nød landets præsident det bedste og fineste, som Europa kan tilbyde. Og mens han var i færd med det, begyndte vi at mobilisere og stå skulder ved skulder med Pakistans befolkning. Det er jeg meget stolt over, at vi gjorde.

Da den civile infrastruktur faldt fra hinanden, var det militæret, der måtte træde til. Det er meget prisværdigt, at vi har gjort en indsats for at yde den nødvendige nødhjælp, men landet befinder sig stadig i en nødsituation nu, hvor vi mødes her i dag. Så længe det er tilfældet, gør vi, hvad vi kan, men vi må også begynde at lægge planer for vores indsats på mellemlangt og langt sigt.

Oversvømmelsernes hidtil usete omfang berettiger en ekstraordinær international indsats. Vi må i gang med at genopbygge Pakistan, men vi må gøre det således, at landets befolkning opfattes som dem, der gør det. Ellers kan det få helt utænkelige konsekvenser. Vi har en udviklingsdagsorden, men den må vi også væve sammen med en handelsrelateret dagsorden for at gøre det muligt for Pakistans befolkning selv at genopbygge deres land.

Jeg opfordrer mine kolleger til, at vi skal være meget ambitiøse og fremlægge en EU-plan i stil med Marshallplanen, som bidrog til at genopbygge dele af Europa. Det er det, der er behov for. Så stor er udfordringen. Jeg beder Dem tage den op.

  Michèle Striffler (PPE). – (FR) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Den humanitære situation i Pakistan er tragisk. Den er værre end ved tsunamien, som ramte Asien.

Jeg bifalder både Europa-Kommissionens beslutning om at øge den samlede humanitære bistand til ofrene for oversvømmelserne til 70 mio. EUR og fru Georgievas reaktion, som heller ikke denne gang lod vente på sig.

Et af de største problemer er, at det er svært at nå frem til ofrene, da infrastrukturen er ødelagt, ofrene er omringet af vand, og sikkerhedssituationen er meget ustabil. Det er helt afgørende at respektere de humanitære principper om upartiskhed, neutralitet, uafhængighed og menneskelighed ved afsendelse af nødhjælpen, som udelukkende skal baseres på befolkningens behov.

Selv om EU's beredskabsmekanisme har fungeret godt, har krisen i Pakistan endnu en gang understreget behovet for at øge vores effektivitet, hvad angår reaktionsevne, koordination og synlighed. Denne katastrofe har atter fremhævet det nødvendige i at have et europæisk beredskab til hurtig indsats. Jeg gentager derfor mit ønske om, at vi opretter en europæisk civilbeskyttelsesstyrke.

Fru kommissær! Til november vil De fremlægge et dokument vedrørende styrkelse af EU's evne til at reagere i forhold til katastrofer, som skal efterfølges af forslag til lovgivning. De har derfor muligheden for at foreslå ambitiøse løsninger, og det er jeg overbevist om, at De vil gøre.

  Thijs Berman (S&D). – (NL) Fru formand! EU har påtaget sig at yde en stor andel af bistanden, men vores løfter om støtte på 230 mio. EUR fra EU og medlemsstaterne må nu indfries. Pakistan må ikke blive offer for uudtalt mistillid. Humanitær hjælp er en pligt, som ikke har noget med politik at gøre, og hvor der ikke må ske forskelsbehandling. EU er en af de største donorer, og derfor er det især afgørende, at vi koordinerer vores indsats effektivt. Jeg har et spørgsmål til kommissær Georgieva. Hvilke aspekter ved vores koordination kan forbedres, og hvad kræves der – hvad kræver De – for at kunne gøre dette?

Befolkningen må sikres fortsat adgang til rent drikkevand, lægehjælp og fødevarer. Mens der stadig er risiko for nye oversvømmelser, er det meget vanskeligt at genopbygge de berørte områder. Så snart dette er muligt, må det internationale samfund også hjælpe Pakistans regering og befolkning med at afbøde katastrofens virkninger på længere sigt. Og hvis dette kræver et større budget, må vi finde plads til det.

  Louis Michel (ALDE). – (FR) Fru formand, fru kommissær! Jeg vil naturligvis lykønske kommissæren med det store stykke arbejde, som hun har udført.

Takket være kommissæren har landene i EU afsat 230 mio. EUR til katastrofehjælp, hvoraf 70 mio. EUR er EU-midler. Som allerede nævnt er dette bemærkelsesværdigt og storslået. Kommissærens tilstedeværelse i Pakistan er også et vidnesbyrd om, at hun har håndteret problemet med et stort engagement.

Først og fremmest vil jeg gerne bakke op om det, der allerede er sagt her vedrørende problemerne med kvinderne og sundhedsplejen og også det politiske problem, da der jo er en risiko for, at landet kastes i armene på ekstremisterne. Og selv om det også er blevet sagt før, er jeg desværre nødt til at gentage, at vi hurtigt må oprette en europæisk mekanisme til civilbeskyttelse. Jeg har allerede haft grund til at sige dette ved flere lejligheder, navnlig i forbindelse med jordskælvet i Haiti.

Barnier-betænkningen er den perfekte inspirationskilde, når vi skal etablere en sådan mekanisme. Jeg vil gerne udfritte kommissæren mere specifikt om hendes intentioner vedrørende denne sag.

  Peter van Dalen (ECR). – (NL) Fru formand! I Nederlandene ved vi godt, hvad det vil sige at kæmpe mod vandet, og jeg føler derfor et stærkt lidelsesfællesskab med den pakistanske befolkning, som er så hårdt ramt af de katastrofale oversvømmelser. Jeg opfordrer EU, medlemsstaterne og det internationale samfund til at stå side om side med det pakistanske folk og ikke overlade dem i Talebans vold.

Som kristen føler jeg også en vis samhørighed med de pakistanske kristne. Jeg har hørt fra organisationer som Open Doors International og Compass Direct News, at der i flere områder diskrimineres mod kristne, hvad angår fødevaredistribution og lægehjælp. Jeg blev chokeret over denne melding, og jeg vil bede kommissæren om også at rette opmærksomheden mod dette. Endnu mere alvorlig er beretningen om, at tre udenlandske nødhjælpsarbejdere fra en kristen organisation nu tilsyneladende er blevet myrdet af det pakistanske Taleban. Jeg vil bede kommissæren om også at lægge særlig vægt på dette og støtte den pakistanske regering, da det er dennes ansvar at beskytte både inden- og udenlandske nødhjælpsarbejdere, og hjælpen aldrig må underkastes forskelsbehandling.

Jeg vil også gerne høre et svar på dette fra kommissæren.

  Eija-Riitta Korhola (PPE). – (EN) Fru formand! Først vil jeg gerne udtrykke min sympati over for det pakistanske folk over det tragiske tab af menneskeliv. Jeg vil også gerne takke kommissær Georgieva for hendes engagerede arbejde med at sætte Pakistan højt på dagsordenen.

Det tog nogen tid, før EU og resten af verden fattede, hvor omfattende denne katastrofe er. Nu hvor vi har en bedre forståelse af behovene hos de berørte mennesker, må vi reagere hurtigt og matche disse behov. Vi må yde mere økonomisk og materiel bistand og samtidig sikre, at hjælpen når ud til alle, herunder minoriteterne, og opfylder deres behov.

Vi må heller ikke glemme, at Pakistan er et land i frontlinjen i den internationale kamp mod ekstremisme og terrorisme. Hvis vi ikke hjælper pakistanerne, kan fattigdommen og fortvivlelsen styrke de militante. Det er ikke nok med en enkeltstående humanitær hjælpeindsats. Den skal kombineres med hjælp til at genopbygge landets infrastruktur såsom veje, broer, skoler osv.

Vi må også hurtigst muligt træffe foranstaltninger for at hjælpe Pakistan med at genoplive landets økonomi og samhandel. Lettere markedsadgang for pakistansk eksport og nye ordninger mht. gældsafvikling kunne sætte skred i tingene. EU's medlemsstater bør alvorligt genoverveje gældsafvikling som et middel til at hjælpe ved denne tragedie.

  Enrique Guerrero Salom (S&D) – (ES) Fru formand, fru kommissær! Den generelle opfattelse hos verdens befolkning og således også hos os selv er, at det internationale samfunds reaktion på den humanitære katastrofe i Pakistan var langsom og utilstrækkelig. Vi kom for sent frem og med mindre intensitet end ved andre humanitære katastrofer af lignende omfang.

Der har også været en opfattelse af, at der var en vis modstand mod at dække det behov, som FN har påpeget. Enkelte kolleger har omtalt den modstand, som der kunne være i vores samfund pga. det politiske regimes art og de problemer, der måtte være i Pakistan. Ikke desto mindre mener jeg, at vi som parlamentsmedlemmer og i vores samfund generelt er nødt til at gøre en indsats for at forklare, at vi hjælper mennesker i vanskeligheder snarere end et bestemt politisk regime. Den humanitære indsats skal baseres på neutralitet, upartiskhed og uafhængighed, og det skal være netop de værdier, som styrer os i vores handlinger.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Fru formand! Oversvømmelserne i Pakistan må betegnes som en katastrofe af hidtil uset omfang.

20 mio. mennesker er berørt. 2 000 mennesker har mistet livet, mere end 1 mio. hjem er ødelagt, mens dele af infrastrukturen og en stor del af landbrugsjorden er ubrugelig.

Vi i EU kunne umuligt undgå at forholde os til denne tragedie, navnlig da nogle af vores medlemsstater, herunder Rumænien, har oplevet voldsomme oversvømmelser denne sommer.

Jeg glæder mig over det stærke engagement hos Europa-Kommissionen og medlemsstaterne, som har frigivet 230 mio. EUR til nødhjælp. Dette har gjort EU til den største eksterne donor i forhold til Pakistan.

Ikke desto mindre er den humanitære situation stadig særdeles alvorlig, og den får langvarige konsekvenser.

Jeg mener, at bæredygtig genudvikling kun kan opnås gennem vækst i landets økonomi. I den henseende kan EU bidrage ved at åbne sine markeder for Pakistan.

  Corina Creţu (S&D). – (RO) Fru formand! EU reagerede i sandhed prompte på tragedien i Pakistan, selv om dette som tidligere anført ikke altid profileres højt. Kommissærens besøg i de områder, der er berørt af oversvømmelserne, har imidlertid understreget den solidaritet, som EU udviser som reaktion på denne humanitære katastrofe.

De omkring 18 mio. ofre for katastrofen udsættes nu for alvorlig risiko for sygdomme. Uheldigvis har FN kun fået en tredjedel af de ressourcer, som man har anmodet om, hvilket til dels skyldes de forbehold, som medlemsstaterne har givet udtryk for med hensyn til den udbredte korruption i Pakistan.

Jeg mener, at der er behov for en mekanisme til styring af, hvordan den humanitære hjælp kanaliseres direkte ud til ofrene for oversvømmelserne og ikke misbruges af lokale feudalherrer, og samtidig må vi optrappe de humanitære missioner.

Jeg mener desuden, at vi skal gøre sikkerhedsforanstaltningerne for de humanitære hjælpearbejdere til en af vores prioriteter i betragtning af de islamistiske trusler.

  Jürgen Creutzmann (ALDE). – (DE) Fru formand, fru kommissær! I Pakistan har vi været vidne til ødelæggende oversvømmelser, og vi må hjælpe de lidende og fattige mennesker i landet. I den henseende bedrøver det mig især, at der findes områder i Pakistan, som centralregeringen ikke tillader nogen egentlig nødhjælp at nå ud til.

For eksempel er regionen Gilgit-Baltistan, som ligger nord for Jammu og Kashmir i det pakistanske grænseområde, også blevet hårdt ramt af kraftige regnskyl og disses følgevirkninger. Ifølge de oplysninger, som jeg har modtaget, er 500 mennesker omkommet og 50 000 blevet hjemløse alene i Gilgit-Baltistan. Fire broer er skyllet bort, og mange landområder er helt afskåret fra omverdenen. Men indtil videre er kun nødhjælp til en værdi af omkring 10 000 EUR nået frem til Gilgit-Baltistan.

Derfor skal vi i EU ikke blot overdrage nødhjælpen til den pakistanske centralregering, men derimod yde direkte bistand til de ngo'er, der også har fokus rettet mod de fjerntliggende regioner i Pakistan.

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Fru formand! Da denne enorme humanitære katastrofe ramte Pakistan, var EU's reaktion mere effektiv end ved andre lejligheder. Jeg tror, at vi alle her i salen er ret tilfredse, når vi ser på de fremskridt, som vi har gjort i forhold til f.eks. den hjælp, som blev givet til Haiti. Jeg vil gerne rette opmærksomheden mod to meget vigtige spørgsmål. Det første vedrører en forøgelse af, hvad EU reelt kan gøre med hensyn til at yde humanitær bistand, og her understreger jeg ordene "hvad EU reelt kan gøre". Vi er f.eks. nødt til at afklare nogle spørgsmål vedrørende lufttransport. Hvis denne transportform ikke er tilgængelig, er det svært at yde hjælp effektivt. Det andet spørgsmål vedrører bedre koordination af operationerne på EU-plan. EU gør sig meget store anstrengelser, men pointen er, at EU's og medlemsstaternes bestræbelser i højere grad skal koordineres.

  Kristalina Georgieva, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke parlamentsmedlemmerne for deres meget nyttige kommentarer. Jeg vil forsøge at gruppere mit svar omkring tre problemstillinger. For det første er der vores kort- og langsigtede prioriteter, og hvordan vi kan integrere de gode råd, som medlemmerne har givet os her. For det andet er der det politiske miljø, og hvordan vi kan beskytte det humanitære arbejdes neutralitet og uafhængighed og de humanitære hjælpearbejderes sikkerhed. For det tredje er der EU's katastrofeberedskab, og hvad vi i dag gør for at sikre, at det bliver stærkere i fremtiden.

Med hensyn til den første problemstilling er jeg i høj grad enig i de bemærkninger, der her i forsamlingen er fremsat om at sikre, at vi fokuserer på dem, der risikerer at blive udelukket. Dette vedrører navnlig de mere konservative områder i Pakistan, kvinderne og selvfølgelig børnene i husholdninger med kvindelige forsørgere, som er udsat for en meget stor risiko, og minoriteterne, herunder de religiøse minoriteter, som man har henvist til her.

Som i Pakistan gælder det i ethvert land, at de lokalsamfund, der er svære at nå ud til, udsættes for en særlig høj risiko. De er enten afskåret af naturforhold eller pga. konflikter. Jeg kan forsikre Dem om, at vi vil gennemgå forslagene fra vores partnere meget omhyggeligt for at sikre, at vores støtte i videst muligt omfang målrettes mod dem, der er i fare for at blive udelukket.

Jeg vil foretage en nærmere opfølgning hos mine medarbejdere i forhold til det specifikke spørgsmål, som jeg blev stillet vedrørende behandlingen af religiøse minoriteter. Jeg ved, at vi er meget opmærksomme på minoriteter, og jeg er sikker på, at vi har mere specifikke oplysninger om emnet og om situationen i Kashmir. Jeg kan i hvert fald sige, at vi har samarbejdet med ngo'er i området for at kunne nå ud til befolkningen.

Det er blevet pointeret kraftigt her i forsamlingen, at landbruget udgør grundlaget for en stor del af det pakistanske samfund og landets økonomi. Efterhånden som vandet trækker sig tilbage, kan det efterlade mere frugtbar jord, men dette vil kun rumme muligheder, hvis vi når hurtigt frem og hjælper landmændene med at genskabe deres evne til at plante afgrøder. Som ved alle katastrofer gælder det, at hvis nødhjælpen struktureres godt, navnlig hvad angår rehabilitering på længere sigt, så kan det også medføre sikkerhedsmæssige forbedringer.

Det fører mig frem til den pointe, der blev fremsat om behovet for at overveje at rejse midler fra andre. Med andre ord skal vi bruge vores moralske autoritet til at opfordre andre i området, nemlig Golfstaterne, til at yde flere bidrag til Pakistan. De har ydet bidrag, og det er sandt, at vi i EU, idet vi har handlet hurtigt og ydet en stor indsats, nu kan tillade os at opfordre andre til at handle. Det vil vi fortsat gøre, mens vi forbereder os på "Friends of Democratic Pakistan"-mødet her den 14. og 15. oktober. Den højtstående repræsentant, næstformand Catherine Ashton vil lede dette møde sammen med Pakistans udenrigsminister Qureshi, og vi er allerede enedes om at afholde et forlænget særmøde i et forsøg på at øge opmærksomheden, bakke op om andres bestræbelser og opfordre andre til at bidrage.

Hvad angår medlemsstaternes og vores egne ressourcer, kan jeg sige følgende. Kommissionens ressourcer på 70 mio. EUR er afsat, og en stor del er allerede blevet udbetalt. I løbet af den uge, hvor jeg var i Pakistan, løb vi tør for penge til de mest påtrængende nødhjælpsprojekter, som vi støtter sammen med meget troværdige organisationer og særdeles kompetente medarbejdere i marken. Vores medarbejdere på stedet har allerede gjort det klart, at vi må stille med yderligere ressourcer.

Ser vi på medlemsstaterne, vil jeg især rose Det Forenede Kongerige, Tyskland og Sverige, som er de største donorer. I mange tilfælde har de allerede ydet deres bistand. Kommissionen og medlemsstaterne har fælles kompetence på dette område. Selvfølgelig samarbejder vi, og vi ønsker at se alle vores forpligtelser blive realiseret fuldt ud.

Med hensyn til prioriteterne for vores indsats på længere sigt er det helt klart, at de økonomiske prognoser for Pakistan må nedjusteres. Med andre ord vil vækstprognoserne for næste år falde fra de 4,5 %, der gjaldt før oversvømmelserne, til måske 1 % eller endog under nul. Der har været omfattende ødelæggelser, hvis omfang endnu ikke er klarlagt, men vi er oppe i milliardklassen. Derfor vil det være nødvendigt at mobilisere støtte til Pakistan ud fra en holistisk synsvinkel, hvor vi undersøger alle muligheder for at yde hjælp.

Kommissionen har naturligvis ingen udlånskapacitet, så når vi ser på, hvad Kommissionen kan gøre, kan jeg ikke tage stilling til gældseftergivelse, men en af mulighederne ville være at se på Pakistans kapacitet. Vi vil sørge for, at Deres stemme bliver hørt, når vi drøfter disse muligheder.

Ligeledes vil der være spørgsmål om samhandel, og hvad der kan gøres på det område. Jeg kan fortælle Dem, at kommissær De Gucht allerede overvejer meget omhyggeligt, hvad vi kan tilbyde gennem denne holistiske tilgang til at løse landets problemer.

Lad mig tilføje endnu et punkt. Vi må også samarbejde med Pakistan med henblik på at hjælpe regeringen med de reformer, som den gennemfører for at få en mere solid økonomi – bl.a. i forhold til, hvordan man tilrettelægger de offentlige finanser og budgetterne – så det ikke ender med, at oversvømmelserne afleder regeringen fra at gøre det, der er bedst for landets befolkning i det lange løb. Det er også noget, som vi drøfter.

Hjælpen til Pakistan handler selvfølgelig også om politisk stabilitet i et land, der er så vigtigt for dets egen region og for resten af verden. I denne henseende håber vi virkelig, at vores kollektive indsats ikke kun vil redde menneskeliv, men også forhindre, at der opstår kaos i dette meget følsomme område. For os, der beskæftiger os med den humanitære del, er det ved denne indsats desuden meget vigtigt hele tiden at understrege over for myndighederne, at de humanitære hjælpearbejderes sikkerhed er afgørende. Det gjorde jeg også, da jeg var der.

På den anden side må vi også sikre neutralitet. Vores hjælp må ikke afhænge af faktorer som religion, køn, eller om modtagerne bor i landdistrikter eller byområder. Neutraliteten og de humanitære hjælpearbejderes sikkerhed har afgørende betydning. Den 19. august var Verdens Humanitærdag. Den dag kunne vi desværre notere os, at vi sidste år mistede flere humanitære hjælpearbejdere end fredsbevarende enheder, idet 102 hjælpearbejdere mistede livet. I forhold til Pakistan vågner jeg hver morgen og er meget nervøs for, om et menneskeliv vil gå tabt ved bekæmpelsen af denne katastrofe. Jeg vil blot understrege, at vi tager dette meget alvorligt.

Lad mig slutte af med punktet om at styrke EU's katastrofeberedskab. Jeg er meget taknemmelig over for dem, der har talt positivt om, hvad vi har gjort for at sikre bedre organisation og koordination. Jeg sætter også stor pris på udsagnene om, at vi er nødt til at gøre mere, og dette er jeg enig i.

Lad mig give et eksempel på, hvad koordination betyder i Pakistans tilfælde. Som sagt har vi indsat vores team til koordination af civilbeskyttelsen i Pakistan. Vi har fået 12 medlemsstater til at yde hjælp i form af naturalier. Vi organiserede 10 flyvninger for at skabe en luftbro fra EU til Pakistan. To af disse blev foretaget af Tjekkiet, én blev finansieret af Finland, og syv blev medfinansieret af Kommissionen. Vi fløj faktisk nødhjælp ind på vegne af mange lande, hvorefter vi distribuerede den på landjorden – alt sammen på velkoordineret vis.

Så vi gør faktisk fremskridt, og til jer, der siger, at der skal gøres mere, er mit svar "lad jeres stemmer blive hørt". Forhåbentlig vil I se Kommissionen anlægge en meget determineret og ambitiøs tilgang til det at have et stærkt EU-katastrofeberedskab.

Da dette er en sag, som vi vil komme til at drøfte i fremtiden, vil jeg lige opsummere den meget kort under fire punkter.

Hvad angår scenarieplanlægning, skal vi være meget bedre forberedt på at foregribe den slags katastrofer, der vil komme.

For det andet har vi behov for forud fastlagte og dedikerede ressourcer fra medlemsstater, som vi kan regne med, når katastrofe indtræffer. Når der sker en katastrofe, og jeg anmoder om hjælp, ved jeg i det øjeblik ikke, om jeg får det, der er nødvendigt. Heldigvis for mig har det indtil videre været således, at hver gang vi har bedt om hjælp hos medlemsstaterne, har de imødekommet os, men det ville være langt mere hensigtsmæssigt, hvis vi i forvejen vidste, hvad medlemsstaterne vil bidrage med, og hvilke ressourcer vi har til rådighed.

Det tredje punkt vedrører bedre koordination. Det vil jeg ikke sige yderligere om her. Det er indlysende, at vi må få vores 27 plus én til at handle som en enhed.

For det fjerde må vi anlægge en holistisk tilgang til katastrofehjælp, som omfatter forebyggelse, beredskab, indsats og rehabilitering samt feedback i forhold hertil.

Disse fire punkter udgør grundlaget for det forslag, som jeg vil forelægge Dem.

Endnu en gang tak for Deres gode råd til mig og mit team.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.