Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 7. september 2010 - Strasbourg

16. Ytringsfrihed og pressefrihed i Den Europæiske Union (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om ytringsfrihed og pressefrihed i Den Europæiske Union.

  Neelie Kroes, næstformand i Kommissionen. – (EN) Fru formand! Ytringsfrihed og mediepluralisme er vigtige grundpiller i vores demokratiske samfund og forankret i artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 10 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Derudover defineres medlemsstaternes fælles værdigrundlag i EU-traktatens artikel 2, og pluralisme er et af de aspekter, der indgår i vurderingen af respekten for disse værdier.

Respekt for mediepluralisme, beskyttelse af journalisternes kilder, frihed til at kritisere private aktørers og regeringsmagtens beføjelser, uafhængige medier og uafhængige tilsynsorganer er af afgørende betydning for fuld ytringsfrihed, og Kommissionen er fast besluttet på at forsvare de grundlæggende rettigheder.

Jeg vil gerne minde om de tiltag, der allerede er blevet truffet, herunder navnlig direktivet om audiovisuelle medietjenester. Der henvises til betydningen af mediepluralisme for anvendelsen af direktivets bestemmelser i seks betragtninger. Der er desuden tre vigtige elementer i direktivet, der styrker mediepluralismen.

For det første omfatter direktivet bestemmelser til fremme af uafhængige tv-produktioner, for det andet sikres journalister og nyhedsorganer ret til at benytte korte uddrag i hele EU i korte reportager, og for det tredje henvises der til kravet om uafhængige mediemyndigheder på nationalt niveau, en henvisning, der udelukkende blev accepteret takket være Europa-Parlamentets stærke støtte.

Gennemførelsesperioden udløb for nylig, og Kommissionen er i øjeblikket ved at gennemgå de gennemførelsesforanstaltninger, som medlemsstaterne allerede har meddelt. Kommissionen kan først efter denne gennemgang vurdere, hvorvidt disse gennemførelsesforanstaltninger er forenelige med EU-retten, og om kritik af den nationale lovgivning er berettiget eller ej.

Kommissionen har allerede indledt overtrædelsesprocedurer mod 12 medlemsstater, der ikke har overholdt gennemførelsesfristen. Kommissionen vil redegøre nærmere for situationen i den første rapport om anvendelse af direktivet, der skal foreligge senest den 19. december 2011. Hvis Kommissionen i mellemtiden konstaterer andre overtrædelser, vil den imidlertid straks træffe de nødvendige foranstaltninger, herunder indbringe sagen for Domstolen.

Ingen gartner hiver sine bedste unge planter op af jorden blot for at inspicere rødderne. Kommissionen agter ikke at foreslå en revision af et direktiv, der er blevet ændret for nylig, så længe direktivets reelle indvirkning endnu ikke er blevet vurderet.

Frekvenspolitikken er desuden et klart eksempel, hvor EU kan handle inden for sit kompetenceområde for at øge konkurrencen om de ressourcer, som tv-spredningsforetagenderne er afhængige af, og således styrke mediepluralismen. Kommissionen står som bekendt over for at skulle vedtage et større program for radiofrekvenspolitikken for at fremme en retfærdig frekvensfordeling i Europa og skabe grundlag for udviklingen af nye former for medier til fremme af mediepluralismen.

Ud over det specifikke spørgsmål om audiovisuelle medier er der generelt en række spørgsmål, der skal afklares, inden der kan træffes nye vægtige tiltag på dette område. Er ny lovgivning f.eks. det rigtige svar på de spørgsmål, som visse nationale forslag rejser? Har EU kompetence til at identificere og løse problemet i det indre marked? Er der bred støtte i Parlamentet til en omfattende indgriben, der rækker ud over de specifikke forhold i de enkelte nationale sager?

Når dette er sagt, har Kommissionen som bekendt foranlediget en undersøgelse med henblik på at fastlægge en række objektive indikatorer til en vurdering af mediepluralismen, ikke kun i forbindelse med audiovisuelle medier, men også i forbindelse med den skrevne presse. Vi har offentliggjort denne undersøgelse på vores websted.

Vi er allerede i gang med overvejelser omkring vores næste undersøgelse, og i denne forbindelse vil jeg gerne understrege, at jeg har set frem til at drøfte dette spørgsmål med Dem på behørig vis. De synspunkter, der er givet udtryk for i Parlamentet i dag, vil derfor være et vigtigt bidrag til disse overvejelser, og jeg vil sikre, at kommissærkollegiet informeres fuldt ud, og at det er parat til at drøfte disse.

Med hensyn til grundlæggende rettigheder har Kommissionen som bekendt ingen generelle beføjelser til at gribe ind i tilfælde af krænkelser af grundlæggende rettigheder. Den kan imidlertid undersøge, om ytringsfriheden og mediepluralismen respekteres i konkrete tilfælde, hvor der kan fastslås en sammenhæng med EU-retten. I øjeblikket og med forbehold af en nærmere juridisk analyse kan det ikke fastslås, at der er en sådan systematisk sammenhæng i en række medlemsstater, hvor situationen, så vidt jeg har forstået, bekymrer visse medlemmer.

Det er desuden blevet drøftet, om artikel 7 i TEU bør finde anvendelse på de pågældende medlemsstater. Som anført i vores meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet af 15. oktober 2003 finder artikel 7 anvendelse i tilfælde af grov og vedvarende overtrædelse af de fælles værdier, der er fastlagt i artikel 2 i TEU, eller klar fare for en grov overtrædelse af artikel 2. Ifølge Kommissionens opfattelse er der ikke tilstrækkeligt grundlag for at indlede proceduren i artikel 7 på baggrund af situationen på medieområdet i de pågældende medlemsstater.

Medlemsstaterne har forfatningsmæssige traditioner, der beskytter de grundlæggende rettigheder. EU kan derfor ikke gennemtvinge de grundlæggende rettigheder på vegne af medlemsstaterne. Kommissionen vil imidlertid aldrig tøve med at gribe ind over for nationale afgørelser, der er uforenelige med EU-retten og EU's fælles værdier, og vil udøve alle sine beføjelser og udfylde sin rolle som traktaternes vogter.

  Manfred Weber, for PPE-Gruppen. – (DE) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Debatten om ytringsfrihed i EU er en vidtrækkende debat. Jeg takker Kommissionen for den brede tilgang til dette spørgsmål.

Det handler om principper. Jeg kan fortælle, at i mit hjemland, Tyskland, ejer ét politisk parti, en politisk magt, nemlig Det Socialdemokratiske Parti, en række aviser og forlag, det har med andre ord kontrol over store aviser. Vi borgere spørger ofte os selv, om det er godt, at partierne ejer dele af medierne, eller om det rent faktisk ville være bedre, hvis der var en skillelinje mellem partierne og medierne. Der er således en lang række aspekter, der skal drøftes på dette område.

Jeg vil imidlertid i stedet gerne tale om principper under forhandlingen i dag. Medierne er en af hjørnestenene i vores demokrati. De informerer borgerne om faktiske forhold, og de kontrollerer magthaverne. I lyset af denne rolle har medierne naturligvis også et stort ansvar for at bruge denne magt ansvarligt. Det er i denne forbindelse vigtigt at beskytte borgernes privatliv, og det er vigtigt, at nyhederne ikke formidles i sensationsøjemed, men for at tilvejebringe pålidelige oplysninger. I så henseende er medierne en af hjørnestenene i vores civile demokrati.

Det handler først og fremmest om uafhængighed. Forlæggerne skal sikre deres journalister uafhængighed. Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) mener, at det er et positivt aspekt i vores nationale strukturer, idet medierne også er en del af vores kultur – medierne må ikke være underlagt politisk indflydelse, og reklamekunderne må heller ikke øve indflydelse på det redaktionelle personales arbejde.

Hvis vi ser på den aktuelle situation for journalistik, er en af de største udfordringer for den uafhængige journalistik nok internettet, med andre ord muligheden for at få gratis adgang til oplysninger på internettet uden at vide, om disse oplysninger er rigtige eller forkerte. Det er en stor udfordring. Vi er nødt til at fastholde et højt journalistisk niveau, selv i disse internettider, og vi skal således beskytte ophavsretten til journalistiske produkter af høj kvalitet. Det er en væsentlig udfordring fremover.

  Monika Flašíková Beňová, for S&D-Gruppen. – (SK) Fru formand! Ifølge en klassificering udarbejdet af organisationen Freedom House har visse medlemsstater såsom Italien, Bulgarien og Rumænien kun begrænset pressefrihed.

Det skal siges, at Unionen som helhed indtil videre ikke har foretaget sig meget på dette område. For mindre end et år siden forkastede Europa-Parlamentet f.eks. en beslutning om manglende pressefrihed i Italien med den begrundelse, at det var et nationalt anliggende. Hvordan kan ytringsfrihed imidlertid være et nationalt anliggende, henset til at enhver har ret til ytringsfrihed, og henset til at mediefriheden og mediernes pluralisme skal respekteres i henhold til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

Chartret er et juridisk bindende dokument i Lissabontraktaten, og jeg er derfor helt overbevist om, at Unionen bør træffe foranstaltninger over for national indgriben i ytringsfriheden og pressefriheden, uanset om der er tale om forsøg på at begrænse friheden under påskud af terrorbekæmpelse eller beskyttelse af journalister og anonyme kilder. Det vil være af afgørende betydning at sikre en vis harmonisering af lovgivningen på dette område, hvis vi ønsker, at EU skal fremme ytringsfriheden og pressefriheden effektivt.

Den aktuelle situation i Rumænien er foruroligende. Sikkerhedskabinettet har under ledelse af den rumænske præsident vedtaget et politisk programdokument, hvori der fastlægges en national strategi, hvor medierne er defineret som en af de mulige trusler mod landets sikkerhed. Det er vigtigt at understrege, at situationen i Rumænien er helt i strid med traktaten, med Københavnskriterierne og med konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

Det er nu om dage uacceptabelt, at den udøvende magt i en stat griber således ind i ytringsfriheden og pressefriheden. Vi må tage klart afstand fra Rumæniens tilgang og opfordre den rumænske regering til at ændre den nationale lovgivning og bringe den i overensstemmelse med de grundlæggende og principielle juridiske dokumenter, som Unionen bygger på.

Endelig vil jeg gerne nævne et eksempel til inspiration. Island vedtog for ganske nylig en meget progressiv lov om beskyttelse af nyhedskilder og støtte til undersøgende journalister. Jeg kan ikke se, hvorfor EU skulle vente med at træffe lignende initiativer selv.

  Sonia Alfano, for ALDE-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Vi har desværre alle kendskab til situationen med hensyn til informationsfrihed i Italien. Freedom House har klassificeret Italien som et delvis frit land, og vi ligger på 71. pladsen sammen med Tongaøerne, lige over Østtimor. Loven, som giver medierne mundkurv på, er blot det seneste skridt i en general udvikling, hvor landets demokratiske forsvar svækkes alvorligt, navnlig på grund af manglende informationsfrihed.

Som OECD angiver i sin seneste rapport, er demokratiet og de velerhvervede rettigheder til information og ytringsfriheden desværre ved at gå i opløsning i hele Europa. Vi behøver blot at tænke på Frankrig, hvor ledelsen af public service kanaler udpeges af regeringen, eller Ungarn, Estland og Rumænien, hvor der er blevet truffet barske lovgivningsforanstaltninger for at begrænse ytringsfriheden, som gør det umuligt for medierne at spille deres centrale rolle som regeringens vagthund.

Jeg mener derfor, at Kommissionen har en stor forpligtelse til at beskytte medie- og informationsfriheden konsekvent i overensstemmelse med bestemmelserne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Jeg anmoder derfor Kommissionen om at oplyse, hvilke tiltag den agter at træffe for at fremme en reel mediepluralisme i EU-medlemsstaterne, og navnlig hvornår den vil udstede meddelelsen om indikatorer for mediepluralisme, som den bebudede i 2010, og det tilknyttede lovgivningsforslag.

Jeg håber ikke, at Kommissionen, som i forbindelse med udvisningen af romaerne i Frankrig, føler sig fristet til at undlade at forsvare friheden og demokratiet i EU for at dække over medlemsstaternes regeringer, der i stigende grad skjuler deres ugerninger for pressen og offentligheden.

Jeg håber, at De og kommissær Reding kan berolige mig på dette område.

  Judith Sargentini, for Verts/ALE-Gruppen. – (NL) Fru formand! Parlamentet drøfter jævnligt spørgsmålet om pressefrihed både i og uden for Europa, og jeg husker også en ophedet debat i efteråret 2009 om pressefrihed i Italien og andre lande. Havde EU-medlemsstaterne ret i at pege fingre af Italien og landets premierminister Silvio Berlusconi, eller var det et indre anliggende, som de øvrige EU-medlemsstater ikke burde have blandet sig i? I juli offentliggjorde repræsentanten for mediefrihed fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) sin rapport. Hun havde mod til at pege fingre. OSCE har undersøgt forholdene i Europa og gjort os opmærksom på følgende lande. Mordet på en blogger, Socrates Giolias, i Grækenland, mordet på en journalist Grigorijs Nemcovs, i Letland, den nye medielov i Ungarn, der svækker offentlige tv-kanalers autonomi og reducerer udbuddet af medier, og præsident Sarkozys præsidentielle overvågning af offentlige kanaler i Frankrig. Jeg har lige hørt om situationen i Rumænien, og så er der naturligvis den seneste udvikling i Italien, hvor der er blevet vedtaget en lov, der forbyder undersøgende journalister at gengive telefonaflytninger.

OSCE kritiserer også med rette Tyrkiet, Serbien, Albanien og Bosnien-Hercegovina – lande, der har udsigt til EU-medlemskab. Disse lande har imidlertid fortsat en stor kæp, nemlig EU-medlemskab. Pressefrihed er et af Københavnskriterierne. Disse tiltrædelseslande vurderes således på grundlag af en række benchmarks, og det er meget bekymrende at se, at Det Europæiske Råd ikke mener, at disse benchmarks bør finde anvendelse på EU-medlemsstaterne. Hvis det var op til Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, ville Italien rent faktisk miste sine stemmerettigheder i Rådet, så længe landet blev ved med at undertrykke journalister, og så længe alle medier fortsat var ejet af én enkelt forretningsmand og premierminister.

For at vende tilbage til spørgsmålet om mediekoncentration er det imidlertid velkendt, at de kommercielle og offentlige medier i Italien ejes af én mand, men vi må ikke glemme Axel Springer, Bertelsmann, Rupert Murdoch og i Nederlandene og Belgien Christian van Thillo, der ejer et meget stort antal aviser. En fri presse er af afgørende betydning for vores demokrati, og det er Kommissionens opgave at forelægge et forslag til bekæmpelse af mediekoncentration, netop fordi vi er nødt til at tage OSCE alvorligt.

  Zbigniew Ziobro, for ECR-Gruppen. – (PL) Fru formand! Man kan ikke have et frit og demokratisk samfund uden frie og pluralistiske medier, der sikrer, at befolkningen får pålidelige oplysninger og bliver præsenteret for en masse forskellige synspunkter og holdninger. Medierne er for demokratiet, hvad blodomløbet er for kroppen. Jeg synes, det giver god mening her at bruge denne metafor fra lægeverdenen. Hvis kredsløbssystemet svigter, eller der er en eller anden hindring for blodomløbet, svækkes kroppen uundgåeligt, og den begynder at udvise sygdomstegn. Det forholder sig på samme måde med forholdet mellem mediepluralisme og demokrati. Hvis den pålidelige informationsstrøm svigter, eller der lægges hindringer i vejen for den, begynder demokratiet at få problemer. Det virker måske helt indlysende, men det er alligevel nok slet ikke så indlysende endda, idet vi ikke fokuserer så meget på problemet, som vi burde – og det gælder også medlemsstaterne.

Det er på høje tid, at EU-institutionerne begynder at bruge meget mere tid på dette grundlæggende problem, og jeg vil gerne understrege det, fru Kroes sagde, nemlig at det er et grundlæggende problem. Vi må spørge os selv, om vi gør nok, og om EU-institutionerne gør nok for at sikre, at kontrollen med størstedelen af medierne ikke blot er koncentreret på nogle få hænder. Det er også vigtigt, at ingen individuel enhed vil kunne kontrollere forskellige medier inden for forskellige områder som f.eks. tv, dagblade, internet og radio. Jeg synes, EU skal gøre meget mere for at indføre nogle bestemmelser, der sikrer dekoncentration på alle medieområder og ikke blot på tv-området. Det skal understreges, at grænserne for ytringsfriheden i kommercielle medier ofte afgøres af ejernes og annoncørernes interesser. Desuden er der risiko for, at de medieejere, der er positivt stemt over for visse politiske grupperinger, måske favoriserer disse gruppers holdninger.

Det er et problem i Polen, at der er et lukket mediesystem, som nogle kommentatorer kalder det. Alle de vigtigste massemedier giver udtryk for de samme holdninger. Journalister, der ikke følger den fremherskende kurs, og som lægger andre synspunkter for dagen, bliver mødt med kritiske kommentarer og nogle gange med smædekampagner og bliver ligefrem forsøgt miskrediteret. Der er derfor et problem og en stor ubalance med hensyn til formidling af information og holdninger – og informationsformidling er et grundlæggende element i et demokratisk samfund. Jeg kan nævne journalister som Tomasz Sakiewicz, Jan Pospieszalski, Ewa Stankiewicz og Janina Jankowska, idet man må sige, at de på det seneste har været udsat for chikane i Polen, selv om chikane er et stærkt udtryk at bruge. De har gjort det godt med hensyn til kampen for et frit og uafhængigt Polen, et frit og demokratisk samfund samt frie og demokratiske medier. Vi skal i EU-sammenhæng nu holde os dette for øje og gøre vores yderste for at opnå reel pluralisme på medieområdet.

  Takis Hadjigeorgiou, for GUE/NGL-Gruppen. – (EL) Fru formand! Jeg har en journalistisk baggrund, og jeg skulle mene, at jeg udmærket ved, i hvilket omfang der i Europa i dag er ytringsfrihed. Jeg mener, der er ytringsfrihed, men at den ligger hos medieejerne, den ligger hos ejerne af radio- og tv-stationerne. Den ligger til dels også hos dem, der har en sikker indkomst eller et sikkert job. Men så er der tusinder eller måske millioner af mennesker, der har mistet deres ytringsfrihed.

Jeg vil gerne sige til Kommissionen, at der er en måde, hvorpå journalistikken kan komme til at stå stærkere. Har en journalist noget job, hvis han i sin reportage har en anden mening end ejeren? Kan han søge assistance hos et agentur med det formål at udøve sin ret til ytringsfrihed, uanset om det, han siger, er i modstrid med det, som ejeren mener? Kan vi i EU etablere et sådant agentur, som en journalist kan søge assistance hos, velvidende at han også har et job dagen efter? Ytringsfriheden skal naturligvis ikke afhænge af en journalists "mod", fordi der findes sådanne modige journalister, og det er godt gået. De er frontkæmpere. Men vi skal arbejde på at sikre, at alle journalister kan nyde godt af denne frihedsrettighed.

Jeg vil gerne afslutte med en kommentar om internettet, hvor man går i den modsatte grøft. Ytringsfriheden ligger her ofte på grænsen af det uansvarlige. Hvordan kan vi kontrollere, hvem der siger hvad, hvem der krænker hvem, og hvem der truer hvem på internettet, uden at have en eller anden form for kontrol af "friheden" på internettet?

  Jaroslav Paška, for EFD-Gruppen. – (SK) Fru formand! Jeg vil gerne begynde med at sige, at vi, som verden ser ud i dag, ikke længere kan sige, at ytringsfrihed og presse- eller mediefrihed er så tæt forbundet med hinanden. Mediefrihed er mere et spørgsmål om at respektere rettighederne hos de ejere, der bestemmer, hvilket indhold og særpræg deres medier skal have, og således også ansætter medarbejderne, lige fra chefredaktør til grafisk designer. De leverer det indhold, de mener, vil interessere læserne, og de producerer det på den måde, de selv har lyst til. Medierne i dag har derfor i mange tilfælde nærmest antaget en form for interessegruppe, der helt bevidst forsøger at forme den offentlige mening.

Vi kan naturligvis ikke forvente, at de såkaldt frie medier automatisk opfylder den ret til objektive oplysninger, som borgerne, der er målgruppen for medieydelsen – det være sig som læsere, lyttere eller seere – har. Når det drejer sig om konsekvent anvendelse af ytringsfriheden og den uindskrænkede formidling af idéer, er det derfor vigtigere at udvide friheden til at formidle oplysninger i uændret form så meget som muligt, da det kan være med til at komme problemet med, at de frie medievirksomheder bevidst udvælger og forvansker informationer, til livs.

Vi behøver efter min mening ikke længere at være helt så bekymret over nuværende regeringsmyndigheders overgreb mod medierne i EU i dag. Jeg ser i stedet en større risiko for potentielt misbrug af oplysninger i medierne, når medierne i for høj grad ejes af nogle få magtfulde interessegrupper, og når medierne via disse grupper manipulerer med den offentlige mening. Jeg nærer ingen store illusioner om, hvor frie hænder journalister har. Man siger, at den, der betaler, bestemmer, og det passer vist meget godt for de fleste journalisters vedkommende.

  Daniël van der Stoep (NI). – (NL) Fru formand, fru kommissær! Ytringsfriheden er under stort pres i Europa og Nederlandene. Den multikulturelle elite lægger pres på folk, så de mennesker, der helt med rette peger på den trussel, som religioner og ideologier udgør, bliver forfulgt. Det er altid legitimt at kritisere religioner og ideologier. Mennesker vælger at tro på noget af egen fri vilje, og det må ikke være til gene for andre. Mennesker bliver ikke født ind i en tro eller ideologi, men tilslutter sig en trosretning eller ideologi, fordi det for dem er sandheden. Men det er kun sandheden for dem selv, og de skal holde deres overbevisning for sig selv og ikke belemre andre med den. Så snart man giver udtryk for, at denne sandhed er en almengyldig sandhed og, hvad værre er, forsøger at ændre forfatningsretten, strafferetten, civilretten osv., bliver det yderst farligt.

Kritik af en persons ideologi eller tro må ikke på nogen måde antage form af forfølgelse. Privatpersoners beslutninger og erfaringer kan ikke stå hævet over loven. Alle har ret til at være skyld i sårede eller krænkede følelser, og det er ikke altid så rart at være den, der står for skud, men det er selve grundlaget for ytringsfriheden, idet man ikke behøver at beskytte retten til at sige kærlige og rosende ord. Det er både muligt og helt legitimt at være skyld i sårede eller krænkede følelser. Det gør nogle gange ondt at høre sandheden.

Når alt kommer til alt, udsprang ytringsfriheden af behovet for at beskytte borgerne imod undertrykkelse fra tyranniske magthaveres side. Denne frihed fungerer som en måde, hvorpå man kan udøve kritik og foretage justeringer i forhold til den herskende magt. Almindelige borgere har dermed mulighed for at give deres mening til kende over for en samfundselite, der søger at pådutte borgerne nogle bestemte standarder og værdier.

I Nederlandene bliver politikere, vittighedstegnere og skribenter anholdt, forhørt eller anklaget, lige netop fordi de har gjort brug af denne rettighed – retten til at give udtryk for sin holdning. Det mest bemærkelsesværdige eksempel herpå er den absurde politiske retssag mod min partiformand, Geert Wilders. Han står tiltalt, fordi vi i det nederlandske frihedsparti (PVV) med rette peger på farerne ved den politiske ideologi, som islam udgør. Islam bærer et større ansvar end nogen som helst anden bevægelse eller ideologi for det tab af ytringsfrihed, vi oplever i vores tid. Denne religion udgør en trussel for og intimiderer enhver, der forholder sig kritisk til dens egen socialt ødelæggende karakter.

Kampen for ytringsfriheden er langt fra ovre. Efterkommerne efter de tyranniske magthavere har stadigvæk frit spil i Europa. PVV så gerne en form for bestemmelse i Europa svarende til "First Amendment" i USA's forfatning. Hvad er Kommissionens holdning til dette? Jeg vil gerne have et svar fra kommissær Kroes.

  Simon Busuttil (PPE). – (MT) Fru formand! Situationen vedrørende ytringsfriheden og beskyttelsen af medierne i EU-landene er efter min mening langt fra ideel, og hvis vi hver især ser på vores eget land, vil vi uden tvivl kunne finde ting, som vi ville protestere over. Det er der ikke noget galt i. Men ved at hævde, at ytringsfriheden i EU-landene bliver overtrådt åbenlyst, går man i denne forhandling efter min mening lidt for vidt. Jeg vil gerne minde om parlamentsforhandlingen i oktober sidste år om et beslutningsforslag, der ikke fik Parlamentets opbakning. Formålet med beslutningsforslaget i den pågældende sag var at fordømme den italienske regering. Det budskab, som Parlamentet sendte, da beslutningen blev forkastet, var efter min mening klart, nemlig at det eneste sted, hvor en sådan forhandling skal finde sted, er i de nationale parlamenter og ikke i Europa-Parlamentet. Det er såre enkelt – det var budskabet fra Europa-Parlamentet sidste år i oktober, og jeg mener derfor, at vi ved at blande os i anliggender, der ikke falder ind under vores kompetenceområde, er skyld i, at vores medborgere og vælgere får mindre – og ikke større – respekt for vores arbejde. Jeg sætter derfor rigtig stor pris på, hvor klart Kommissionen har udtrykt sig i dag ved at sige, at der ikke hersker tvivl om, at der ikke noget belæg for, at der skulle finde nogen krænkelse af ytringsfriheden og af mediernes ytringsfrihed sted i noget EU-land, og jeg mener, at dette bør være tilstrækkeligt til at få afsluttet denne forhandling.

  Kinga Göncz (S&D). – (HU) Fru formand! Jeg vil bede mine kolleger om at forestille sig, at valgsystemet i Parlamentet gjorde det muligt at få et flertal på to tredjedele vedtaget med et simpelt stemmeflertal. Og den største gruppe, dvs. gruppeformanden, foreslår en kandidat som formand for Parlamentet, og gruppen derefter vælger den indstillede kandidat ved hjælp af sit komfortable flertal. Gruppeformanden udpeger og vælger derefter Kommissionens medlemmer, formanden for Kommissionen, formanden for Revisionsretten samt medlemmerne af og formanden for Domstolen. EU's administration ville få udskiftet sine ledere, uden at det kunne legitimeres. Gruppeformanden kunne gennemføre beslutninger, der gjorde det umuligt for mindre partier at vinde et valg eller endog stille op til et valg. Og derefter kunne gruppeformanden – ved at varsle nogle revolutionerende forandringer – udpege nogle loyale partikolleger til at stå i spidsen for Parlamentets pressetjeneste, og disse loyale partikolleger kunne sørge for, at der blev valgt en pålidelig person til at have ansvaret for hver enkelt medieafdeling. Borgerne ville som følge heraf kun høre fordelagtige, positive nyheder om gruppens og gruppeformandens gøren og laden.

Dette ville naturligvis ikke kunne ske her i Parlamentet. Det europæiske demokrati bygger på et kontrolsystem, hvor medierne er "vagthunden". Selv hvis der var et flertal på to tredjedele i Parlamentet, kunne det ikke retfærdiggøre, at man afskaffede dette system eller begrænsede pressefriheden og ytringsfriheden. Men det er det, der nu har stået på i tre måneder i Ungarn. Da det demokratiske kontrolsystem stort set er gået fløjten i Ungarn, er vagthunden blevet forgiftet, og giften begynder at virke – så enhver form for feedback er nødt til at komme fra EU's institutioner. Det er det, vi forventer. OSCE's repræsentant for mediefrihed har allerede givet udtryk for sin dybe bekymring.

  Sophia in 't Veld (ALDE). – (EN) Fru formand! Jeg siger tak til kommissæren for hendes præsentation. Jeg kender hendes personlige engagement med hensyn til frihed og demokrati, så jeg er sikker på, at vores pressefrihed er i gode hænder.

Hun nævner imidlertid, at Kommissionen ikke har nogen generelle beføjelser til at beskytte pressefriheden, men det er efter min mening en temmelig snæver fortolkning af hendes beføjelser, fordi beskyttelsen af demokratiet og friheden samt de borgerlige rettigheder først og fremmest er nedfældet i traktaterne, og kommissæren er traktaternes vogter.

Hvis vi for det andet i EU forlanger af kandiderende medlemsstater, at de skal opfylde visse standarder, må vi gå ud fra, at Kommissionen også vil beskytte disse standarder internt i EU.

Det er en yderligere detalje, at medieejerskab i stadig større grad er et tværnationalt anliggende, og man kan oven i købet forestille sig, at der er selskaber, der ikke er hjemhørende i EU, og som ejer europæiske medier. Ville man stadigvæk sige, at det ikke kommer os ved, hvis f.eks. russiske eller kinesiske ejere blander sig på det europæiske mediemarked? Nej, det tror jeg ikke.

Det andet spørgsmål, det her drejer sig om, er, om vi skal hænge nogle navngivne medlemsstater ud. Ja, det mener jeg, vi skal. Det er måske ikke så rart, og jeg ville bestemt være ked af det, hvis mit hjemland blev kritiseret, men hvis vi ikke længere er i stand til at udøve selvkritik, hvordan kan vi så beskytte de grundlæggende rettigheder? Jeg vil gerne minde min kollega hr. Busuttil om, at Parlamentet i en tidligere valgperiode vedtog en beslutning om Berlusconis regering og mediernes frihedsrettigheder, der gik langt videre end det beslutningsforslag, der blev forkastet sidste år. Så der findes fortilfælde.

Parlamentet har gentagne gange anmodet om en lovgivning – en specifik lovgivning – for at give Kommissionen redskaber til at gribe ind og beskytte frihedsrettighederne overalt i EU.

  Marek Józef Gróbarczyk (ECR). – (PL) Fru formand! Jeg glæder mig over, at spørgsmålet om ytringsfrihed er på dagsordenen i dag, fordi jeg i juni i år sammen med andre medlemmer af Parlamentet tog initiativ til en refleksionsgruppe vedrørende dette område. De journalister, vi inviterede til Strasbourg, talte om de former for udstødelse, som bliver brugt over for mediemedarbejdere. Deltagerne i dette møde viste os, hvordan ytringsfriheden begrænses ved hjælp af kæmpestore bøder, der pålægges af domstolene, for at tage ubehagelige historiske emner op eller forsvare traditionelle værdier ved at forhindre distribution af film om ubehagelige emner såsom årsagerne til flykatastrofen i Smolensk og ved at chikanere i form af konstant kontrol af katolske radio- og tv-stationer, der ikke sympatiserer med magthaverne. Jeg vil imidlertid gerne nævne en meget opsigtsvækkende sag vedrørende intimidering af en dybdeborende polsk journalist, der fik et sammenbrud som følge af falske beskyldninger mod ham. Han forsøgte i desperation at tage sit eget liv. I et afskedsbred til sine børn skrev han, at de ikke skulle tro på de ærekrænkende ting, der blev skrevet om ham. Dette er bare ét ud af en lang række eksempler, som vi noterede os på mødet i juni. Det næste møde i Refleksionsgruppen om Beskyttelse af Ytringsfrihed vil finde sted den 22. september i mødeperioden i Strasbourg.

  Rui Tavares (GUE/NGL). – (PT) Fru formand, mine damer og herrer, fru kommissær! Ytrings- og pressefrihed er ikke bare nogen medaljer, der blev vundet for mange år siden, og som kan hænges op i et udstillingsskab. Det er nogle rettigheder, man skal kæmpe for og vinde hver dag, og det glemmer vi ofte i Europa.

Pressefriheden er for tiden truet i Europa, og truslen skyldes krisen, mediekoncentrationen og opportunismen hos en hel del politiske ledere. I Italien kan enhver journalist, der offentliggør udskrifter af telefonaflytninger, blive idømt en bøde på op til 10 000 EUR. Hr. Berlusconi, der kontrollerer fem ud af seks tv-kanaler, vil gerne indføre lovgivning, der påbyder hjemmesideindehavere at skulle bede om regeringens tilladelse til at gengive video- eller lydreportager, hvormed han vil udvide sin kontrol til de nye medier. I Ungarn forsøger man at oprette en mediemyndighed, der kontrolleres af premierministeren. I Rumænien kræver det øverste nationale forsvarsråd – dvs. militæret – at parlamentet retter sin opmærksomhed på bagvaskelseskampagner, som medierne står bag, osv.

Samtidig er det ikke kun et problem på statsniveau. Det er nemlig også et problem på virksomhedsniveau. Mediekoncentrationen bliver stadig større, idet medieejerne blander sig mere og mere i den redaktionelle linje. Kommissæren sagde, at medlemsstaterne har nogle forfatningstraditioner, der beskytter de grundlæggende rettigheder. Men her i EU opbygger vi også vores egen forfatningstradition, og vi skal – af de grunde, som fru in 't Veld faktisk allerede har nævnt – udvide forsvaret for mediernes frihed til EU-niveau.

Jeg har nogle forslag. Vi skal udvikle nogle instrumenter, hvormed vi kan støtte uafhængige journalister og freelanceskribenter, dvs. de journalister, der på nuværende tidspunkt lever en kummerlig tilværelse og er nemme ofre for pres fra statens eller virksomhedernes side. Vi skal indføre flere love mod mediekoncentration, og vi skal desuden formentlig oprette en fond til støtte for pressen, hvor man kan sikre uafhængighed og kvalitet, indtil man finder frem til en ny, internetbaseret forretningsmodel i denne overgangsfase.

  John Bufton (EFD). – (EN) Fru formand! De problemer, vi har med pressefrihed, er i vid udstrækning af økonomisk karakter. Der, hvor man føler, at pressen er reguleret, har det ofte noget at gøre med, hvem der ejer og finansierer medierne. I den digitale tidsalder har man set virksomhedernes overskud styrtdykke, og mange virksomheder er blevet kastet ud i finansielt kaos, men hvordan kan et politisk organ finansiere denne erhvervssektor og samtidig forblive objektiv?

I en lækket skrivelse til Kommissionens formand, hr. Barroso, fra den nye kommissær med ansvar for kommunikation, Viviane Reding, viste det sig, at formanden for at styrke sit image vil få en fotograf og en tv-producent stillet til rådighed 24 timer i døgnet. Og ikke nok med det, for journalister vil få løn for at følge med Kommissionens formand på udenlandsrejser. Der vil endda blive ansat otte medarbejdere til at overvåge blogmiljøet for kritik og tilbagevise alle de uvelkomne udsagn, man støder på.

I 2009 blev der brugt over 8 mio. EUR på repræsentation samt uddannelse af journalister, bl.a. 350 000 EUR på at lægge pres på irske journalister under folkeafstemningen ved hjælp af såkaldte Lissabontraktatseminarer. Der blev brugt 700 000 EUR på journalistkonkurrencer og mindst 7 000 EUR på cocktailparties.

Det er helt klart en svær balancegang mellem at finansiere informationsindustrien og bestikke den. Men det kan ikke accepteres, at Kommissionen går til angreb på statsejede publikationer, når den selv smider om sig med skatteydernes penge for at få medierne til at vikle os ind i et edderkoppespind af løgne.

  Hans-Peter Martin (NI). – (DE) Fru formand, fru kommissær! Jeg kan måske forklare mig ved hjælp af en række meget personlige eksempler. Jeg har erfaringer med medierne ud fra to perspektiver: for det første som professionel journalist, nemlig som udenrigskorrespondent for nyhedsmagasinet der Spiegel, og for det andet som løsgænger i Parlamentet. I disse roller har jeg har oplevet to helt forskellige verdner. Den ene verden, der blev set udefra, var forholdsmæssig uafhængig, og den anden verden, nu hvor jeg er involveret i politik, er med stor forbavselse.

Jeg kan bevise, at politisk rapportering i de statslige medier i Tyskland og Østrig i meget stort omfang kontrolleres af blot nogle få personer. Jeg blev på grund af de selvsamme meninger, som jeg i begyndelsen fik lov til at støtte, bedt om at forlade den østrigske statslige radio- og tv-station (ORF) efter politisk pres på f.eks. Reinhold Beckmann og Elmar Oberhauser. For så vidt angår ytringsfriheden, har vi et langt større problem, der skal gøres noget ved, end mange af os går og tror. Jeg vil gerne bede om, at der også bliver kigget på de angivelig uafhængige statslige medier, der – når det drejer sig om politiske forhold – i særdeles ensidig retning domineres af de to største partier.

  Marco Scurria (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg satte rigtig stor pris på kommissærens indfaldsvinkel til disse drøftelser, fordi hun sagde, at der i det væsentlige ikke finder nogen reelle krænkelser sted i Europa, og også fordi hun forsikrede os om Kommissionens rolle som traktaternes vogter og derfor også som vogtere af pressefrihed og ytringsfrihed i Europa.

Der lurer dog stadig nogle farer. Kommissæren konstaterede, at der i næsten halvdelen af EU- landene pågår nogle retssager vedrørende krænkelser for at få fastslået, om presse- og ytringsfriheden nu også er sikret i de respektive lande. Hun fremhævede også de forebyggende foranstaltninger, der skal gennemføres på disse områder, men understregede, at problemet ikke er specifikt for én stat eller nogen bestemte enkeltstater. Det er tydeligvis ikke et italiensk problem – Parlamentet gav ved hjælp af en demokratisk afstemning for et par måneder siden sin mening til kende om dette spørgsmål – og det er heller ikke et partipolitisk problem, for vi jo lige har hørt, at det i Tyskland er socialdemokraterne, der kontrollerer visse medieplatforme.

Det problem, vi her i Parlamentet skal forholde os til, er af mere generel karakter. Vi skal i morgen stemme om en betænkning om journalistik og nye medier – dannelse af et offentligt rum i Europa. Denne betænkning indeholder visse retningslinjer, som Parlamentet nu begynder at udtrykke sin mening om.

Vi skal tale om, hvordan man kan forene sandheden og friheden i de nye medier, men også i de mere traditionelle medier, fordi man, selv om man har ret til at sige alt, også har pligt til at fortælle sandheden, når man skriver eller udtrykker sig selv via medierne. Vi skal desuden være klar over, hvordan man kan forene behovet for information med borgernes – samtlige borgeres – ret til privatlivets fred.

Det er disse spørgsmål, vi skal tage fat på, og som Parlamentet skal begrænse sig til, og ikke ideologier eller ting, der slet ikke forekommer i noget europæisk land.

  Victor Boştinaru (S&D). – (RO) Fru formand! Jeg vil gerne holde mit indlæg på rumænsk, da dette forhåbentlig vil gøre det muligt for mig så tydeligt som muligt at få mit budskab igennem også til Bukarest, både til landets præsident og til den højreorienterede regering.

Jeg er så chokeret over, at vi efter talen her til formiddag fra formanden for Kommissionen, José Manuel Durão Barroso, om situationen i Unionen og vores europæiske projekter, nu drøfter forholdene på medieområdet i EU og i en række lande, navnlig Bulgarien, Ungarn, Rumænien og Italien. Man må man medgive, at der i Italien er et uforligeligt forhold mellem premierministeren og hans position som ejer af et medieimperium, der har monopol i landet.

Eftersom kommissæren er traktaternes vogter, vil jeg over for hende citere følgende passage fra et dokument. Der står: "Forsætlige aviskampagner med det formål at nedgøre statsinstitutioner ved at sprede falske oplysninger om deres virksomhed udgør et svagt punkt for den rumænske stat".

Denne tekstpassage er ikke taget ud af et eller andet politisk program, som er udarbejdet af Hitler eller Stalin. Teksten optræder i et forslag, der bliver lov, hvis det vedtages af det rumænske parlament, og som har fået titlen "Rumænsk national sikkerhedsstrategi" og er udarbejdet efter ordre fra præsident Traian Băsescu. Jeg henviste specifikt til artikel 6, stk. 2, litra 10), "Svage punkter".

I det pågældende dokument, der handler om udfordringerne for den nationale sikkerhed, står der faktisk, at presse- og meningsfrihed, som ellers er grundlæggende rettigheder i enhver EU-medlemsstat, i virkeligheden udgør en trussel mod nationens sikkerhed. Ordlyden i denne artikel åbner op for voldgiftssager og overgreb og miskrediterer dette aktivitetsområde.

Afslutningsvis vil jeg gerne informere kommissæren om, at der allerede er indgivet to andragender til Europa-Parlamentet, og den største faglige sammenslutning af rumænske journalister, MediaSind, har indgivet et andragende. Kommissæren ved lige så godt som jeg, at afgørelsen fra EU-Domstolen i 1978 i Handyside-sagen, indgår i chartret om grundlæggende rettigheder, der faktisk er en del de samlede EU-traktater.

  Renate Weber (ALDE). – (RO) Fru formand! Regimer, der lader hånt om demokratiets spilleregler, betragter altid ytrings- og pressefriheden som en større fjende end politisk opposition og forsøger på alle mulige måder at knægte den.

De tendenser, man i den seneste tid har kunnet se i Europa, er foruroligende. I mit hjemland, Rumænien, anses pressen ikke længere for at være en vagthund, som overvåger, hvad der foregår i regeringen og samfundet, men for at være et svagt punkt. En præsident og regering, der afskyr kritiske røster, har besluttet, at pressen og aviskampagner, der kunne få statsinstitutioner til at miste troværdighed, udgør et svagt punkt for den nationale sikkerhed.

Hvis en journalist skulle afsløre, at en minister i f.eks. ministeriet for sport eller turisme misbrugte statsmidler ved at bruge dem på en uansvarlig måde eller endog på en strafbar måde, ville dette kunne svække ministeriets troværdighed og i forlængelse heraf regeringen og landets nationale sikkerhed.

For at undgå beskyldninger af nogen art bør pressen aldrig mere rette kritik mod en offentlig institution, men forholde sig tavs. Er den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettighederne så stadigvæk noget værd? Er EU's charter om grundlæggende rettigheder stadigvæk noget værd? Ja, de er naturligvis stadigvæk noget værd, og det er på tide at få stoppet den måde, hvorpå man intimiderer pressen. Kommissionen skal så sandelig fungere som en reel vogter af de rettigheder og principper, som EU hviler på.

  Jacek Olgierd Kurski (ECR). – (PL) Fru formand! Jeg vil gerne tale om det pres, som mediekoncerner udøver på ytringsfriheden. For en måned siden resulterede en retssag, som var blevet anlagt af en magtfuld mediekoncern, i den første bortauktionering i et frit Polen, og muligvis i EU, af en politikers aktiver på grund hans synspunkter. Den pågældende politiker er mig selv, Jacek Kurski, medlem af Europa-Parlamentet. Fordi jeg var kommet med en udtalelse, som Agora-koncernen ikke kunne lide, bortauktionerede fogedretten mine aktiver til en værdi af 24 000 EUR, hvilket svarer til årsindkomsten for et medlem af det polske parlament (en stilling, jeg bestred for fire år siden). Det er den generelle opfattelse, at min udtalelse lå inden for de bredt accepterede grænser for politisk kritik og debat, idet den eneste dommer desangående burde være den offentlige mening og ikke en retsinstans. Jeg har indgivet en appel, i det aktuelle tilfælde til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, men Agora-koncernen har allerede sagsøgt snesevis af fremtrædende polakker for at udtrykke kritiske holdninger omkring Agora. Det særlig skandaløse ved disse krænkelser af de borgerlige rettigheder er, at Agora-koncernen er vokset fra at være en sagspart til at blive en "superdomstol". For koncernen har fået ret til at trykke visse bekendtgørelser i sin avis, som kan ødelægge det for enhver, hvis man ønsker det. Beslaglæggelse eller bortauktionering af aktiver er normen i Belarus og blev anvendt under kommuniststyret i Polen. Jeg mener, Kommissionen bør medtage dette i den holdning, der vedtages på dette område. Vi ønsker ikke at bo i et Europa, hvor ens aktiver bliver beslaglagt, fordi man siger det, man mener.

  Vladimír Remek (GUE/NGL). – (CS) Fru formand! Først og fremmest vil jeg gerne bifalde, at denne forhandling overhovedet finder sted. Det forholder sig sådan i mange EU-lande, at der måske nok er ytrings- og pressefrihed, men at den i virkeligheden har sine mangler. Det skyldes, at der er en tendens til, at magten gør sig gældende på dette område.

I Den Tjekkiske Republik har vi den såkaldte mundkurvslov, der gør det umuligt at offentliggøre oplysninger, som er ubehagelige for politikerne, og i loven trues journalister med barske straffe, bl.a. fængsling. Intet andet land i Europa har en tilsvarende pseudodemokratisk juridisk foranstaltning, selv om der i en række lande også er de samme tendenser. Ytringsfriheden påvirkes også markant af de økonomiske forhold for dem, der arbejder i medieverdenen. Den, der har pengene, har magten og også indflydelsen i medierne. Holdningerne hos dem, der ikke har noget, siddes ofte bevidst overhørig. Jeg er ikke idealist, og en enkelt forhandling fører ikke til, at alt bliver godt, men jo oftere vi vender tilbage til dette emne, jo tættere kommer vi på ægte demokrati.

  Mario Borghezio (EFD). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Det glæder mig meget, at kommissæren kalder sig traktaternes vogter.

Rent faktisk vogter Kommissionen også så godt over Kommissionens egne hemmeligheder, at det er særdeles vanskeligt for os parlamentsmedlemmer at få f.eks. omfattende og frem for alt tilbundsgående oplysninger om, hvad der foregår bag de lukkede døre på Kommissionens møder, på trods af at kommissærerne ikke er folkevalgte og derfor burde føle sig så meget desto mere nødsaget til at overholde deres forpligtelse til at sikre kommunikation og gennemsigtighed.

Jeg venter f.eks. stadigvæk på et svar – og ikke det ironiske svar, jeg har fået – på mit spørgsmål, således at jeg kan videreformidle sandheden i aviserne. Er eller var Kommissionens formand, hr. Barroso, medlem af Bilderbergklubben eller ej? Kommer han der eller ej? Det svar, jeg fik, og som jeg med en anden formulering offentliggjorde i mine pressemeddelelser lød som følger: "Hr. Borghezio, De ved mere om Bilderberggruppen end os" er lidt mærkeligt, og jeg vil derfor gerne have yderligere oplysninger om spørgsmålet.

Hvilke oplysninger har den internationale presse eksempelvis givet vedrørende baggrunden for finanskrisen? Lissabonstrategien blev nævnt – og det er særdeles interessant. Det er ligesom at se på et sæt kinesiske æsker, når det lykkes at fastslå, hvem der reelt ejer de store finansielle koncerner, som de førende aviser og massemedierne hører ind under. De kan, så vidt man ved, meget vel have hjemsted i et skattely.

Jeg tror, at kommissæren ville gøre meget fornuftigt i at gå i spidsen for et initiativ med det formål virkelig at oplyse om, hvad der foregår bag scenen på det politiske, finansielle og økonomiske område. Dette er meget interessante spørgsmål og har stor relevans for borgerne, der har ret til blive holdt orienteret fuldt ud. Jeg bemærker mig – og vil gerne understrege – den tavshed, der hersker på venstrefløjen vedrørende Bilderbergklubben og Den Trilaterale Kommission.

  Nicole Sinclaire (NI). – (EN) Fru formand! Jeg skal forsøge at overholde tiden. Det glæder mig, at Kommissionen anerkender den betydningsfulde rolle, som en fri presse spiller med hensyn til at bevare demokratisk integritet. Det sker dog alt for tit, at den politiske elite indtager en holdning om, at ord betyder det, de siger, de betyder. Dette er et sådant tilfælde.

En artikel i Løkkegaard-betænkningen her i Parlamentet i dag indeholder en opfordring til, at der skal ske en omorganisering, så nogle af korrespondenterne i pressekorpset i Bruxelles skal dække EU-nyhedsstoffet på en mere tilgængelig måde. Men journalisterne er her for at informere, ikke for at gøre stoffet mere tilgængeligt. Journalister skal frem for alt vægte deres uafhængighed højest. Hvis de ikke har deres uafhængighed, kan de ikke anses for at være frie.

Kommissionen har i forvejen alt for stor kontrol over medierne i Bruxelles ved hjælp af finansielle incitamenter og tvang. EuroparlTV bliver her omtalt, som om det havde nogen nyhedsværdi, men det har det ikke. Programmernes indhold er intet andet end pressemeddelelser med levende billeder. Det er grunden til, at ingen ser det.

Løkkegaard-betænkningen blev faktisk vedtaget ved afstemningen i Parlamentet i dag, og dermed kræves det, at EU-stof skal inkluderes i skolernes læseplaner. Enhver journalist vil kunne fortælle, at propaganda ikke hører hjemme i frie og uafhængige medier. Den ikkestatslige organisation Journalister uden Grænser har allerede konstateret, at Italien, Bulgarien og Slovakiet har markante problemer med pressefrihed. Frankrig og Spanien lever heller ikke op til de standarder, som frie borgere bør kunne forvente. I Det Forenede Kongerige har vi i forvejen en presse, der kan anses for at være fri, selv om udtrykket "angivelig" er brugt mange gange. Som vi har set her i dag, bevæger EU sig tilsyneladende i den modsatte retning.

  Monica Luisa Macovei (PPE). – (RO) Fru formand! Jeg deler ønsket om at støtte ytrings- og pressefriheden. Der findes ikke demokrati uden ytringsfrihed. Jeg vil ved denne lejlighed også gerne minde om den ukrænkelige regel, som har været selve grundlaget for pressen – igen i et demokrati: Holdninger er frie, fakta er ukrænkelige.

For Rumæniens vedkommende glæder det mig at kunne sige, at det siden 2006, hvor begreberne blev fjernet fra straffeloven af en højreorienteret regering, ikke har været nogen lovovertrædelse at fremsætte fornærmende eller ærekrænkende udtalelser. Dette betyder, at der ikke pålægges nogen journalist nogen strafferetlig sanktion af nogen art – selv i den uheldige situation, hvor der i ond tro spredes falske oplysninger. Den nuværende situation er efter min mening storartet, da journalister ikke skal leve i frygt for strafferetlige sanktioner. Vi har nu kun civile retssager i Rumænien.

Private medievirksomheder gør naturligvis – for enhver magthaver bliver altid mødt med kritik – fuldt ud brug af deres frihed til at kritisere magthaverne. Det er jo helt naturligt.

Rumænien har også sin del af medievirksomheder, der tilhører politikere og finansieres af politikere og/eller forretningsmænd. Som vi har hørt her i aften, sker dette også i mange andre EU-lande.

Først og fremmest skal dette tilknytningsforhold og finansieringen være præget af gennemsigtighed. Vi skal desuden, hvis vi gerne vil have en fri presse, forvisse os om, at der er garanti for den redaktionelle uafhængighed for journalister, der arbejder for sådanne virksomheder.

  Ivailo Kalfin (S&D). – (BG) Fru formand, fru kommissær! Mediefrihed er en integreret del af hele menneskerettighedssystemet og kan ikke betragtes adskilt fra det almindelige demokratibillede. I Bulgarien arbejder medierne som i alle andre lande under pres fra markedet. Salgstallene er faldende, reklameindtægterne svigter, og nye medier gør afgrænsningen mellem professionel journalistik og sociale medier stadig mere udflydende. Andre journalister har færre og færre muligheder for at udøve og gennemføre deres erhverv normalt. De traditionelle medier og deres publikum er ved at forsvinde. Det blev f.eks. i dag offentliggjort, at en af Bulgariens gode kvalitetsaviser, Klasa, indstiller driften. I en sådan situation bliver medierne stærkt afhængige ikke af deres læsere, men af deres velgørere, det være sig erhvervslivet eller regeringen, som står over for fristelsen til at skifte mediefriheden ud med deres egen bekvemmelige situation i mediernes rampelys.

En stor andel af forlæggerne i Bulgarien har desværre deres vigtigste interesser på andre områder. Dette skaber grobund for pres og misbrug af den redaktionelle politik som tak for bevillinger og god behandling fra regeringens side. For regeringens vedkommende udviser den ringeagt over for princippet om institutioners uafhængighed, herunder de institutioner, der har med medieregulering at gøre. Situationen har nået et punkt, hvor regeringen bevidst beder om skriftlig tilgivelse fra medierne, efter at man har spurgt dem om, hvorvidt de blev udsat for pres. Dette er i sig selv en form for pres.

Problemerne i Bulgarien er ikke unikke. De forekommer også i andre lande. Jeg vil ikke skære alle medier over én kam og vil heller ikke et sekund kritisere de gode journalister, der ofte tvinges til at arbejde uden fast ansættelseskontrakt eller generelt til at se sig om efter en anden levevej. Problemet er af strukturel karakter. Det har i bund og grund noget med den selvcensur, der ofte bliver udøvet, at gøre. Og hertil kommer så koncentrationstendensen med hensyn til mediedistribution, det være sig for digitale eller trykte medier.

For nylig gjorde de foregående kommissærer sig nogle tanker om nogle tiltag med henblik på at bevare og overvåge mediepluralismen. Vi har især brug for, at dette sker nu. Det er meget fristende at forfalde til populisme og aggression, men det har aldrig ført til reelle løsninger. Jeg forventer, at Kommissionen nu spiller en aktiv rolle og foreslår en løsning. Jeg er klar over, at dette er et følsomt emne og ikke så tit bliver vurderet formelt, selv om der findes indikatorer, hvormed man kan gøre det. Parlamentet skal på trods heraf sætte overliggeren meget højt med hensyn til forventninger og kriterier. Det har lige så stor betydning at garantere, bevare og udvikle demokratiet i Europa.

  Luigi de Magistris (ALDE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Når man vil opbygge et Europa, der sikrer borgernes rettigheder, spiller informationsfrihed, informationspluralisme og informationsuafhængighed en helt afgørende rolle.

Er kommissæren klar over, at der er et land i EU – som for øvrigt var en af grundlæggerne af EU under Romtraktaten – hvor der ikke er mediepluralisme, og hvor en premierminister direkte eller indirekte kontrollerer de offentlige og private tv-medier og de trykte medier? Hvilken slags demokratisk valgkamp kan der være i et land, hvor en premierminister – et politisk parti – kontrollerer medierne? Hvilket demokrati kan der være i et land, hvor en lov, som forbyder journalister at offentliggøre nyheder på det retlige område, står til at blive vedtaget i løbet af nogle få dage? Glem alt om Watergate eller en presse, der holder med et bestemt styre! Vi taler her om skødehunde!

Hvilken slags demokratisk land ønsker at kontrollere internettet? Hvilken slags demokratisk land sætter enhver ud af spillet, som bevæger sig væk fra partilinjen, og undlader at sikre ytringsfriheden og retten til at være uenig?

Dette er ikke nogen beskrivelse af Sudan under Bokassa eller Rumænien under Ceauşescu. Nej, det er Italien under Berlusconi, hvor disse ting desværre får lov til at ske, ikke mindst fordi Kommissionen ikke har modet til at indtage en uafhængig og fri holdning, for så vidt angår medlemsstaterne.

  Marek Henryk Migalski (ECR). – (PL) Fru formand, fru Kroes! Det er foruroligende at høre om alle krænkelserne af ytringsfriheden i Europa. Jeg ved ikke, om kommissæren er klar over det, men hun indfører også en lov, der begrænser denne frihedsrettighed. Løkkegaard-betænkningen, som vistnok er blevet godkendt af alle de politiske grupper her i Parlamentet med undtagelse – heldigvis – af min gruppe, indeholder mærkværdige bestemmelser, der begrænser ytrings- og pressefriheden. Jeg anbefaler kommissæren at læse punkterne 14, 20, 23 og 39 samt især punkterne 8 og 31. I punkt 8 står der, at et EU-organ skal overvåge public service-medierne i Europa, og i punkt 31 står der, at disse medier skal formidle information om vores arbejde. Vi burde kunne fange mediernes og befolkningens opmærksomhed ved hjælp af vores intense arbejde, ikke ved at tvinge nogen til at sprede oplysninger om vores arbejde. Medierne er ikke forpligtet til at informere om NATO eller FN og de behøver af samme grund ikke fortælle nogen om Parlamentets arbejde.

  Ivo Belet (PPE). – (NL) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne begynde med at sige, at behovet for en forhandling her i Parlamentet om grundlæggende værdier som presse- og meningsfrihed faktisk er større end nogensinde før. Jeg foreslår – og forhåbentlig kan vi blive enige om dette – at denne forhandling skal bygge på objektive kriterier og objektive analyser.

Kommissæren foreslog selv et sådant instrument med objektive indikatorer – Media Pluralism Monitor (MPM) – som er blevet udviklet af Kommissionen. Målet er nu, at Kommissionen bl.a. skal gennemføre dette MPM-instrument, og det forventer vi så sandelig også sker.

Det andet instrument er henstillingerne fra Europarådet. Disse henstillinger vedrører standarder for pressefrihed, uafhængig ledelse af offentlige radio- og tv-stationer samt stabil finansiering. Alle 27 EU-medlemsstater har tilsluttet sig disse standarder, og det er således en god idé at minde medlemsstaterne om, at de skal opfylde deres forpligtelser på dette punkt.

Det er også vores ansvar – her i Parlamentet – at gøre dem opmærksom på dette. Vi vil inden længe gøre dette, bl.a. i form af en ny beslutning, der drejer sig om fremtiden for offentlige radio- og tv-stationer i den digitale tidsalder, og som bliver fremlagt i Parlamentet enten i næste måned eller i måneden derefter. Vi vil i den forbindelse udtrykkelig anmode Kommissionen og også medlemsstaterne om helt specifikt at se på dette område.

Endelig kan vi ikke acceptere, at pressefriheden bliver truet nogen steder i Europa, og man opfordres derfor – på vegne af Parlamentet – til at være på vagt. Jeg mener derfor, det er en god idé, at Kommissionen og Parlamentet på rette tid giver medlemsstaterne en passende reminder.

  David-Maria Sassoli (S&D). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! For anden gang i denne valgperiode og her i Parlamentet er vi i gang med at drøfte problemet med pressefrihed. Kommissæren kan dermed se, at det er et problem, der har vores dybtfølte interesse, og det er et væsentligt problem set med den europæiske offentligheds øjne.

Jeg vil gerne minde om, at Parlamentet i maj 2004 vedtog en beslutning, der opfordrede Kommissionen til at træffe forholdsregler med henblik på at værne om mediepluralismen og pressefriheden, men vi har i alle disse år ikke hørt Kommissionen give sin tydelige mening til kende, og problemet er jo nu omsiggribende. Problemstillingen i Italien, Rumænien og Ungarn er anderledes, men baggrunden er den samme.

Som bekendt er der i Italien fortsat en alvorlig interessekonflikt, der forværres af, at regeringen har sat sig på de offentlige radio- og tv-stationer. I Rumænien betragtes pressen faktisk som en trussel for nationen. I Ungarn vil regeringen gerne holde journalistikken under nøje observation. EU's institutioner kan naturligvis ikke tolerere nogen som helst regeringsindflydelse på medierne. Informationsfrihed er ikke en handelsvare, som udelukkende kan vurderes ud fra markedsværdi. Det er snarere offentlighedens ret til at danne sig sine egne synspunkter om politik, en regerings resultater og den offentlige forvaltning.

Der kan ikke være tale om flere undskyldninger for EU's institutioner. Kommissionen skal træffe nogle afgørende foranstaltninger for at styrke de fælleseuropæiske standarder. Ved hjælp af kommissærens indgriben kunne vores medborgere i EU få sikkerhed for, at Europa er et område med rettigheder og frihed.

  Cecilia Wikström (ALDE). – (SV) Fru formand! Lad os på dette sene tidspunkt på dagen minde os selv om, at ytringsfriheden engang havde sin begyndelse i Europa. I mit hjemland, Sverige, har vi holdt den i hævd siden 1766, da denne rettighed blev svensk lov, og den er nu nedfældet i grundloven. Det har dog ikke kunnet hindre, at journalister og skribenter er blevet udsat for forfærdelige ting som f.eks. mordforsøg, brandbomber og trusler. Dette er ikke enestående for Sverige, idet man ser nøjagtig de samme voldsepisoder andre steder i Europa.

Hvis vi ønsker, at Europa fortsat skal være et godt eksempel på vilkårene for presse- og ytringsfriheden, er det uacceptabelt, at det ifølge den seneste rapport fra Freedom House har vist sig, at der i tre lande i EU, nemlig Italien, Bulgarien og Rumænien, kun til dels er ytringsfrihed. Og i Grækenland er der ifølge rapporten også problemer. Hvem ikke husker ikke tydeligt de blanke avissider, vi så i Italien for et stykke tid siden, efter at journalister og avisredaktører var blevet udsat for pres?

Vi skal værne om ytringsfriheden. Vi må aldrig glemme, at den frie kunst samt ytringsfriheden første gang så dagens lys i de unge europæiske demokratier. I ethvert demokrati står det borgerne frit for at komme med kritik og danne sig sine egne meninger om artikler og bøger, og vi må aldrig acceptere en situation, hvor folk bliver skræmt til tavshed. Ytringsfriheden udgør selve rygraden i den union, som vi alle har til opgave at tjene, og hvis idealer vi skal værne om og forsvare, især når de er under pres.

  Georgios Papanikolaou (PPE). – (EL) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Behovet for at beskytte ytrings- og pressefriheden er særdeles vigtigt og skal især i vores tid og af to væsentlige årsager ses med nye øjne.

For det første har den teknologiske udvikling, sådan som vi allerede har hørt det, skabt nye kommunikationsmidler. Vi har nu internettet, vi har blogs, vi har sociale netværk, vi har internetradio, og vi har internet-tv. Dette er nye medier, som har haft stor betydning. Jeg vil her gerne nævne, at en journalist og aktiv blogger blev myrdet i Grækenland for to en halv måned siden.

Selv om disse nye medier har stor betydning, er de rammer, der skal gælde på området, endnu ikke kommet helt på plads, hverken med hensyn til lovgivning eller adfærdskodeks. Svaret fra Kommissionen selv er ofte, at vi alle sammen stoler på selvregulering for disse mediers vedkommende. Det bliver efterhånden indlysende, at vi ofte i kraft af friheden for disse medier, især muligheden for at optræde anonymt, ender med misbrug og i sidste instans vildledende oplysninger til offentligheden.

Den anden årsag er, at forlagsvirksomhed og radio- og tv-virksomhed nu om stunder er koncentreret i hænderne på nogle få, stærke virksomhedsgiganter, og som slutresultat heraf må erhvervslivet, politikerne og ofte en hel regering bøje sig for disse giganters ønsker. Afslutningsvis er det tydeligt, at vi ofte i ytringsfrihedens navn ender med at give den politiske verden mundkurv på og give de aktive journalister, der objektivt set ikke kan arbejde og informere deres publikum, mundkurv på.

Endelig ved vi, at vores beføjelser på EU-plan er begrænset. Vi kan naturligvis også selv lægge pres på nogle parter – inden for visse rammer og i et miljø præget af bred opbakning fra alle de involverede agenturer samt i et miljø, der vil tilvejebringe øjeblikkelige løsninger for EU's medlemsstater, der er ved at komme ud af den største krise i de sidste 80 år.

  Andrés Perelló Rodriguez (S&D). – (ES) Fru formand! Det er rigtigt, at dette er en debat, der foregår i hele verden, og det ville være en overdrivelse at sige, at der ikke er ytringsfrihed i EU, men det er lige så sandt, at der er tilfælde, hvor retten til information og retten til ytringsfrihed bliver knægtet, og det skal vi fordømme.

Jeg støtter og er enig med dem, der siger, at vi er nødt til at fokusere på de medlemsstater, der krænker ytrings- og pressefriheden. Hvis vi skal tale om Italien, Ungarn og Bulgarien, ja så må vi gøre det, og hvis vi skal tale om den skandaløse situation i Rumænien, ja så må vi også gøre det. Vi siger måske, at der ikke er nogen juridiske beviser, men der er tilstrækkelige oplysninger til, at vi skal reagere på baggrund af disse skandaløse sager, idet dette ikke er nogen retsinstans, men et politisk parlament.

Jeg vil også gerne påpege, at der er demokratiske lande, hvor man har offentlige tv-kanaler, der på grund af deres pluralisme har haft held til at opnå de højeste seertal – som det er tilfældet i Spanien – men som eksisterer side om side med offentlige tv-kanaler i autonome lokalsamfund – som f.eks. Madrid og Valencia, der tilsammen har et større areal og befolkningstal end nogle af EU's medlemsstater – og disse kanaler er blevet overtaget af de respektive regionale regeringer, og man manipulerer i høj grad med indholdet. Denne manipulation er blevet indberettet af sammenslutninger, partier og fagforeninger, og der har været strømafbrydelser og tekniske uheld foranlediget af samarbejdsudvalgene som reaktion på deres frygt for chikane. Man har – f.eks. på Canal Nou – vist sig at være villig til at bortcensurere informationer om den største korruptionsskandale i Spanien – Gürtel-sagen – fordi sagen vedrører den regering, der driver kanalen, mens historien den pågældende dag var topnyheden på de offentlige tv-kanaler, og man krænker ganske skandaløst journalisternes og seernes rettigheder.

Dette er tingenes tilstand i EU – i regionen Valencia og regionen Madrid – og foregår på Telemadrid og Canal Nou (dvs. "Kanal 9").

Der er altså to tv-kanaler – og jeg lover at komme med beviser på dette – som agerer uden om Lissabontraktaten og omgår EU's charter om grundlæggende rettigheder, fordi de løbende overtræder artikel 11, og jeg beder kommissæren om at tage dette med i betragtning.

Jeg taler med store bogstaver og fordømmer disse ting, og jeg anmoder kommissæren og Kommissionen om, at man beder om at få oplysninger i sagen, fordi en demokratisk medlemsstat og en demokratisk union ikke kan leve med den slags dårlige opførsel.

  Lena Kolarska-Bobińska (PPE). – (EN) Fru formand! Det er af helt afgørende betydning, at vælgerne er velinformeret om aktuelle sager. Information virker fremmende på borgernes interesse i offentlige spørgsmål og giver et større engagement. Vi har som politikere brug for ens vilkår, hvis vores forskellige budskaber skal have en fair chance for at brænde igennem hos offentligheden. Desværre er det i dag sådan, at de kommercielle medier i stadig større grad vælger blot at underholde vælgerne. De får derfor en begrænset nyhedsdækning af igangværende sager. Det falder dermed i vores offentlige mediers lod at gøre mere og mere med hensyn til information og undervisning.

Det er farligt, at visse partier og politikere fortsat forsøger at opnå kontrol over de offentlige medier. Dette sker i mange medlemsstater – Italien, Ungarn, Rumænien og Frankrig, for blot at nævne nogle få. Vi skal kæmpe imod denne tendens. Siden 1989 har Europarådet, der allerede er blevet nævnt under vores forhandling, spillet en fremragende rolle med hensyn til at fastsætte standarder for frie og objektive offentlige medier i Europa. Disse standarder fra Europarådet skal håndhæves i alle medlemsstater, både i de tidligere kommunistlande i Østeuropa samt i Vesteuropa.

Vi skal her i Parlamentet arbejde tættere sammen med vores naboer her i Strasbourg om dette spørgsmål. Regeringerne i medlemsstaterne har ansvaret for at sikre, at public service-medierne bevarer deres uafhængighed og deres evne til at formidle objektiv information, og vi skal her i Parlamentet fortsat overvåge, hvor godt de opfylder denne public service-forpligtelse.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). – (HU) Fru formand, fru kommissær! Det er særdeles foruroligende, at de lande, der som allerede nævnt i aften oftest omtales som de EU-medlemsstater, hvor menings- og pressefriheden, som er blandt de grundlæggende værdier i EU, bliver overtrådt, var Rumænien, Italien, Bulgarien og desværre mit hjemland, Ungarn. Kommissionen kan ikke slippe for at skulle undersøge, hvorvidt medlemsstaterne overholder denne grundlæggende rettighed i EU. Kommissionen skal drage omsorg for, at denne rettighed overholdes, den skal overvåge situationen for at sikre, at der ikke opstår en ejermæssig monopolsituation i medlemsstaterne – som i Italien med Berlusconis medieimperium, hvilket er en situation, der er ved at gentage sig i Ungarn med opkøbet af RTL Klub, og det bør ikke være muligt at udpege partikolleger til at lede offentlige medieorganisationer. Kommissionen skal give sin mening til kende om disse sager og overvåge dem.

  Sergio Paolo Francesco Silvestris (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke kommissæren for hendes velafvejede rapport.

Vi venter med stor interesse på, at de objektive indikatorer for mediepluralisme bliver defineret. Vi venter på definitionen både som parlamentsmedlemmer og som italienere, eftersom vi er helt på det rene med, i hvilket omfang mediepluralismen, -friheden og -uafhængigheden er garanteret i Italien. Det vil derfor være prikken over i'et at få nogle indikatorer, der også overbeviser den italienske venstrefløj om dette, for hver fjerde eller femte måned kommer de med de samme argumenter, og de får altid en afstemning, som jeg vil postulere, ikke er alt for fordelagtig for deres sag.

De fleste af aviserne i Italien hører til på venstrefløjen, og de angriber uafbrudt regeringen og laver propagandaarbejde for oppositionen. I Italien har venstrefløjen siddet på og med militær præcision fordelt de offentlige poster i offentligt finansierede statslige tv-kanaler, der er en hyggeklub for centrum-venstre-partierne. Hver eneste dag og hver eneste uge bliver regeringen og premierministeren i Italien tilsvinet på public service-kanalerne. Hvis så en politisk repræsentant for centrum-højre ind imellem skulle begå den fejl at stille spørgsmål til aviserne, hører man en klagesang om, at informationsfriheden bliver truet.

Der sker også andre ting i Italien. Udskrift af telefonaflytninger i forbindelse med en retlig undersøgelse, bliver jævnlig offentliggjort, selv når de absolut intet har med undersøgelsen at gøre. Denne praksis medfører, at man udbreder visse oplysninger, og det er i så høj grad en overtrædelse af borgernes privatliv, at nogle repræsentanter for venstrefløjen for et par år siden protesterede imod denne praksis. I juni 2007 sagde Massimo D'Alema: "Det er højst upassende, når man ser advokater tage notater af det, der er blevet sagt, og derefter gå videre til journalisterne med det. Det er ligesom en arabisk suk." I marts 2007 sagde Antonio Di Pietro: "Anvendelsen af telefonaflytninger bør reguleres, og der bør indføres sanktioner for at værne om privatlivets fred." I februar 2008 sagde Walter Veltroni: "Det demokratiske parti går ind for et totalt forbud mod offentliggørelse af udskrifter af telefonaflytninger, indtil de forberedende retsmøder er ovre."

Men hvis den italienske regering skulle driste sig til at foreslå parlamentet en lov, der også regulerer retten til privatlivets fred og pålægger sanktioner på dem, der overtræder loven om offentliggørelse af udskrifter af telefonaflytninger, ville hele den venstreorienterede presse fare i flint og råbe, at det er en skandale, og dette ville blive gentaget meget højt af den sædvanlige flok på den yderste venstrefløj i Europa.

En række venstreorienterede aviser i protest mod "mundkurvsloven" deres forside være blank. Det var dog kun den første og anden side, der var blank, idet man på bagsiden som sædvanlig havde trykt annoncer. Vi råder derfor denne venstrefløj, der ikke kan finde sine egne ben og hvert halve år fortæller, at informationsfriheden ikke findes, til at tage den med ro og finde noget mere alvorligt at tale om.

  Ildikó Gáll-Pelcz (PPE). – (HU) Fru formand, fru kommissær! Jeg vil gerne sige tak, fordi jeg fik ordet, og jeg er også taknemmelig for, at Kommissionen anser spørgsmålet om ytringsfriheden og den dertil knyttede pressefrihed, som er grundlæggende menneskerettigheder, for at være et så altafgørende spørgsmål, og at den beskæftiger sig med dette spørgsmål på en velafvejet måde. Indtil videre har jeg her i aften hørt forvirrede forklaringer, skjulte hentydninger og desværre også beskyldninger.

Jeg vil gerne have lov til at give kommissæren nogle pålidelige oplysninger om den nye ungarske medielov. Alle politiske partier var enige om, at loven fra 1996 var særdeles utidssvarende. Den nye regering fremsatte sit forslag til en medielovpakke i det ungarske parlament med henblik på at etablere en klar struktur og et gennemsigtigt finansielt grundlag for mediebestemmelserne. Hvordan forsøger regeringen så at opnå dette? Ved f.eks. at forhindre økonomisk spild af statens midler. Ved at løse strukturelle problemstillinger. Ved at gøre mediesystemet gennemskueligt. Hvordan gør man så det rent praktisk? Ved at reducere antallet af partipolitisk udpegede medlemmer til en femtedel. Eller endog ved at stille de nationale medier og telekommunikationsmyndigheden til ansvar over for parlamentet. Eller ved at afgive en erklæring om pressefriheden og beskytte journalisters uafhængighed. Eller endog ved at sikre fortrolighed for de kilder, som dybdeborende journalister benytter, samtidig med at man beskytter de grundlæggende forfatningsrettigheder.

Det kan imidlertid godt være, at den tidligere regerings interesser vil lide skade. Nogle vil måske endda begynde at cirkulere ondsindede rygter. Sandheden er, at der forud for lovens forelæggelse havde været et langvarigt forløb. Desuden er loven heller ikke færdigbehandlet endnu, idet parlamentsforhandlingerne om den først begynder i næste uge. Kommissionen har et stort ansvar. Dette spørgsmål skal tages alvorligt, og det er også rigtigt, at der som nævnt er brug for en ensartet, gennemsigtig og pålidelig vurdering. Upræcise forklaringer og hentydninger er farlige og har en skadelig påvirkning for nationalstaterne.

  Mariya Nedelcheva (PPE). – (FR) Fru formand! Det fortræffelige ved ytringsfriheden som nedfældet i artikel 11 i chartret om grundlæggende rettigheder behøver vist ikke længere nogen begrundelse.

Retten til information og adgangen til information – ud fra flere forskellige kilder – er hjerteblod for den demokratiske proces. Det gør, at borgerne frit kan danne sig en mening, og at medierne kan sikre, at de kan spille rollen som partnere i den dialog, der udspiller sig mellem borgerne og magthaverne.

Det, der så kendetegner medierne, er deres neutralitet, objektivitet og præcision. Det er imidlertid ikke længe siden, at medierne og pressen i mit hjemland, Bulgarien, havde til formål at tjene et ideologisk styre, som vi alle sammen fordømte i 1989. 20 år senere er arven her stadig, men der er sket fremskridt, og det er vigtigt, at der er advarselssignaler, som giver os mulighed for fortsat at være på vagt og ikke holde op med at fokusere på det essentielle.

Jeg vil gerne tage tre punkter op her. For det første skal det sikres, at ytrings- og mediefriheden er garanteret. Dette er imidlertid en proces med en dobbeltbetydning. Frihed skal ikke være til skade for andres frihed. Det er efter min opfattelse et vigtigt element i relationerne mellem medierne og privatpersoner, at man bygger på og arbejder ud fra nogle rammer, hvor der hersker gensidig tillid og respekt.

Dernæst sikrer medierne i deres rolle som den "fjerde statsmagt" demokratisk kontrol. Denne kontrol skal dog være ledsaget af kildeverificering og gennemsigtighed, hvorved man undgår, at medierne bliver udnyttet til virksomhedsmæssige, kommercielle, økonomiske eller politiske formål. Kildepålidelighed, gennemsigtighed med hensyn til medieejernes indtægter og objektiv informationsformidling kan kun føre til fremskridt for vores samfund.

Endelig skal vi holde os journalisternes rolle for øje. Respekt for professionel etik, uafhængighed og respekt for grundlæggende frihedsrettigheder er værdifulde indikatorer for alle journalister, der anser sig selv for at være professionelle. Medierne i dag skal bl.a. have som mål at forhindre standardisering og bekæmpe overinformation, der ofte har beklagelige konsekvenser.

Afslutningsvis er frihed ikke det samme, som at underkastelse er omfattet. Når medierne underkaster sig love i form af læser-, lytter- og seertal, store monopoler, afpolitisering af væsentlige spørgsmål og overpolitisering af samfundsmæssige spørgsmål, står dette således i kontrast til den rolle medierne har som videreformidler af frie oplysninger – uden at være afhængig af nogen interesser bortset fra fællesskabets interesser.

  Iosif Matula (PPE). – (RO) Fru formand! Vi erkender alle, at pressefriheden er en af de grundlæggende rettigheder, som et demokratisk samfund giver borgerne. Vi har også taget ytringsfriheden med blandt de demokratiske kriterier, som enhver medlemsstat eller ethvert kommende EU-medlem skal vedtage, nemlig at garantere respekt for pressefriheden.

Som jeg også har tilkendegivet ved andre lejligheder, giver jeg min uforbeholdne støtte til absolut pressefrihed. Men med denne frihed følger det størst mulige ansvar for, at redaktionerne formidler de rette oplysninger til offentligheden. Vi drøfter i dag også forholdene i nogle lande i Østeuropa, og jeg kan redegøre for situationen i Rumænien.

De store medievirksomheder tilhører oppositionen eller forretningsfolk, der støtter oppositionen. Det mest åbenlyse eksempel herpå er den seneste præsidentvalgkamp, hvor den siddende kandidat, Traian Băsescu, blev angrebet i det meste af pressen.

Dette fortsætter oven i købet i dag – og sker daglig. Dette kan kun accepteres, hvis sandheden kommer frem, idet bevidste kampagner, medieafpresning, krænkelse af personligt image...

(Formanden afbrød taleren)

  Ioan Enciu (S&D). – (RO) Fru formand! I Rumænien befinder pressen, der er den fjerde statsmagt i enhver demokratisk stat, sig i en smertefuld krise. Der er sat en rekord, som næsten ikke kan slås. Der er indtil videre afskediget omtrent 6 000 journalister i den rumænske presse, idet mange aviser og blade må lukke og slukke.

Hvordan har dette kunnet ske? Det er et resultat af intimiderende tiltag fra magthavernes side, f.eks. at aviskampagner erklæres for at udgøre et svagt punkt for den nationale sikkerhed, og af, at den rumænske regering har taget initiativ til, at alle medieansatte, der er dårlig lønnet, skal betale mere i skat. Der er også et andet aspekt, som også generalsekretæren i Det Internationale Journalistforbund, Aidan White, bemærkede, og jeg citerer: "Rumænsk journalistik holdes i et jerngreb som følge af landets økonomiske problemer og arbejdsgivernes grådighed".

Fremtiden for dette erhverv er i alvorlig fare. Arbejdsgiverne og myndighederne skal straks vedtage foranstaltninger for at redde den professionelle journalistik. Kun tiltag på EU-plan kan stadig nå at redde pressen i Rumænien.

  Chris Davies (ALDE). – (EN) Fru formand! Der var, syntes jeg, en mærkelig mangel på engagement i forbindelse med kommissærens indledende bemærkninger. Kommissionen er naturligvis traktatens og alle de deri indeholdte princippers vogter, men det ville man oprigtig talt næppe have troet ud fra det, hun sagde.

I forbindelse med denne forhandling har vi hørt eksempler på dårlig praksis fra hele Europa. I mit hjemland, Det Forenede Kongerige, ejer Rupert Murdoch via News International en alt for stor del af medierne. Hvis en politiker søger magten, vil man have tendens til ikke stille alt for store spørgsmålstegn ved det for ikke at lave for meget røre i andedammen.

Og med hensyn til situationen i Italien: Hvis en premierminister ejer en væsentlig del af medierne, og det så ikke er overgreb ifølge traktatens principper, hvad er så?

Hvordan kan vi fordømme dårlig praksis andre steder, hvis vi ikke sikrer, at vores egen praksis er så god som overhovedet muligt?

Nu er der jo grænser for Kommissionens beføjelser, for dens juridiske kompetenceområder. Men kommissæren er ikke nogen bureaukrat. Hun er leder, hun har noget at skulle have sagt, og dette er et tidspunkt, hvor stemmen kan hæves med henblik på at sætte nogle mennesker i forlegenhed, gennemtvinge ændringer og gribe til handling for frihedens skyld.

  Anna Záborská (PPE). – (SK) Fru formand! To små magiske ord har vundet indpas i vores samfund. Udtrykket "politisk korrekt" er nært forbundet med ytringsfriheden. Det er et tegn på en vis form for selvregulering, når man udtrykker sine meninger. Det anvendes ikke alene af journalister, men også af politikere, kunstnere og selv almindelige borgere.

I vores samfund betyder udtrykket "politisk korrekt" ikke, at man respekterer den anden persons mening, men at man deler flertallets mening. Dette udgør en stor fare for vores demokrati og vores kultur.

Desuden tror jeg på, at man skal respektere ytringsfriheden, men ytringsfriheden betyder ikke, at man skal sprede forkerte oplysninger, løgne og ærekrænkelser, sådan som det ofte sker. Jeg har personlige erfaringer med dette. Borgerne har ikke alene ret til information, men til information, der er sand.

  Margrete Auken (Verts/ALE). – (DA) Fru formand! Jeg vil fortsætte med kritikken af Kommissionen. Vi har hørt nu her i dag en stribe eksempler på, at magten, at lovgivningen har sat ind mod den presse, der er kritisk mod magten. Det må i hvert fald være noget, der berører Kommissionen. Jeg er medlem af Udvalget for Andragender, og der har vi faktisk hørt Kommissionen sige, at den ikke havde ansvar for, når der skete krænkelser af de basale rettigheder i medlemslandene. Det kom ikke Kommissionen ved. Det er blevet hårdt kritiseret fra udvalgets side, og når der er blevet vedtaget beslutninger her i Parlamentet.

Jeg vil blot gøre kommissæren opmærksom på, at Københavnskriterierne ikke er forbeholdt lande, der skal optages i EU. Det var der også et medlem af Kommissionen, der sagde til os i Udvalget for Andragender. Københavnskriterierne gælder alle – også medlemmerne i EU. Vi vil bede Kommissionen om fremover at være mere opmærksom og meget stærkere i disse situationer.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Der kan ikke være nogen tvivl om, at forhandlingen i dag er en gentagelse, om end en nedtonet gentagelse, af det, der skete i oktober 2009.

Pressefrihed: Selv om vi skjuler os bag en betænkning, hvor man taler om muligheden for at skabe et offentligt rum i Europa, fortsætter vi i bund og grund i det uendelige med at drøfte det, der sker i Italien.

Kommissæren nævnte meget klart og tydeligt, at pressefriheden ikke er blevet krænket i medlemsstaterne. Hun sagde også, at der vil blive anvendt specifikke og objektive indikatorer til at måle resultaterne i pressen på dette område, men først og fremmest skal vi huske på, at betænkningen – og dette er det eneste positive aspekt deri – specifikt og åbent også drejer sig om de lokale medier.

Hvis vi kan finde ét positivt aspekt i den foreliggende betænkning, er det nok dette. På alle andre måder er der nærmest tale om intetsigende sniksnak og overvejelser, som ikke er meget værd i en situation, der kræver en anden type reaktion fra Parlamentets side.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Fru formand! Jo mere modent et samfund er, jo større er ytringsfriheden, og jo større er pressefriheden, men den utopiske forestilling om total frihed vil aldrig kunne blive til virkelighed, så længe menneskets natur er, som den nu er.

For det første vil regeringer, for så vidt de kan slippe af sted med det, forsøge at kontrollere de budskaber, som medierne formidler. Der har her i aften været nævnt en masse eksempler herpå. Det vil ikke ændre sig fremover.

For det andet vil medieejerne og de enkelte redaktører også forsøge at afspejle deres dagsorden i de budskaber, de offentliggør, og hver enkelt journalist har intet andet valg end at indordne sig eller miste sit job.

Så har vi den anden side af sagen, hvor skruppelløse journalister bedriver deres virke på det grundlag, at sandheden aldrig må stå i vejen for en god historie.

Dette er et mangesidigt problem. Det er et problem, der aldrig vil forsvinde. Det er en kamp, der konstant skal kæmpes. Kampen skal kæmpes for altid, for ellers vil den aldrig blive vundet.

  Izaskun Bilbao Barandica (ALDE). – (ES) Fru formand! Jeg vil gerne henvise til og tage kraftig afstand fra overgrebet mod avisen Egunkaria i Baskerlandet. I fuldstændig strid med lovene og forfatningen i Spanien blev en avis i 2003 ulovligt lukket på grund af forfølgelse af et sprogligt og kulturelt mindretal og i et forsøg på at lave en sammenkædning mellem det baskiske sprog og terrorisme, som de fleste baskere afviser. Journalisterne og læserne blev frataget deres mest basale rettigheder. Dette er syv år senere blevet bekræftet i en retssag og en dom.

I hele denne periode og efter dommen har Kommissionen og EU hele tiden forholdt sig tavs. Denne adfærd gør, at der nemt kommer flere arbitrære love. Kommissæren skal derfor gøre en mere proaktiv og dristig indsats, således at EU er troværdig med hensyn til at være traktaternes vogter.

Traktaten og loven overtrædes systematisk i Europa, sådan som vi har set i dag. Jeg anmoder hende derfor om at være mere proaktiv.

  Hella Ranner (PPE). – (DE) Fru formand! Alle indlæggene i dag har vist, at presse- og ytringsfrihed er af helt afgørende betydning i vores samfund her i Europa, ligesom de jo helt sikkert også er på verdensplan.

Der er imidlertid efter min mening en forpligtelse, der går stik imod disse frihedsrettigheder, nemlig forpligtelsen til også at beskytte rettighederne for de personer, der skrives om. Medierne i dag har utrolig stor magt, især som følge den moderne teknologi. Det er vores pligt også at tage hensyn til dem, der bliver omtalt i medierne.

Det er en vanskelig balance og en udfordring, men vi skal tage udfordringen op, og vi skal tage den op ved at sørge for passende retssikkerhed, som vi her i Parlamentet og EU's institutioner kan tilvejebringe, og som derefter kan viderebringes til medlemsstaterne.

  Oreste Rossi (EFD). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Det at udtrykke sine egne idéer og synspunkter uden at krænke andres rettigheder og værdighed er en af de grundlæggende frihedsrettigheder i demokratiske samfund.

Men de angivelig frie medier behandler desværre ikke altid de politiske partier og politikerne på samme måde. Det ved vi jo selv noget om, fordi medierne skriver meget lidt om det, vi gør i Parlamentet.

Til trods for beskyldningerne om en snæversynet og lukket venstrefløj er pressefriheden i Italien garanteret via et utroligt væld af lokale og nationale medier. De personer, der siger, at premierministeren kontrollerer de medier, som ejes af hans familie, efter hans forgodtbefindende, lyver, og de ved godt, at de lyver. Jeg er forbavset over, at parlamentsmedlemmer, der er juridiske eksperter, kan beskylde den italienske regering for at overtræde Romtraktaten og muligvis endda Lissabontraktaten, men at de så ikke gør brug af det vigtigste instrument i forbindelse med sådanne overtrædelser, dvs. anvendelse af de juridiske organer i EU.

EU skal efter min mening nedsætte et uafhængigt etisk udvalg for at få fastlagt pressefrihedens tilstand i samtlige 27 medlemsstater, således at vi én gang for alle kan få lukket munden på dem, der spreder rygter i form af ikkeeksisterende sandheder.

  Neelie Kroes, næstformand i Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg er blevet kritiseret for ganske mange ting i mit lange liv, men aldrig nogensinde for ikke at udvise engagement, så det er første gang.

Men jeg er alligevel glad for alle indlæggene, og jeg er godt klar over, at jeg på det punkt har slået formanden med hans tale om situationen i Unionen her til formiddag. Der har været så mange indlæg i aften, og det er jeg som sagt glad for.

Jeg har lyttet til indlæggene. Dette er faktisk et godt eksempel på ytringsfriheden, og jeg er glad for at være i et parlament, der ikke alene tolererer ytringsfrihed uden for Parlamentet, men også forsvarer den indadtil.

Når det så er sagt, har vi meget til fælles. Vi er begge – og ikke alene Kommissionen – traktatens vogtere, så det er helt på sin plads, at vi har denne forhandling her, og at vi bør være helt ærlige over for hinanden med hensyn til at udlede, hvad der står på spil.

Og alligevel kunne jeg med mange af de parlamentsmedlemmer, der havde ordet i aften, ikke lade være med at tænke over situationen i deres hjemlande, som de kender bedst. En af de ting, der gør indtryk på mig, er faktisk, at ganske mange parlamentsmedlemmer er fra unge demokratier, og det synes jeg er et advarselssignal.

Man har i de lande kæmpet for ytringsfriheden, og man har kæmpet for mediepluralisme, og det skal vi holde os for øje, dvs. at man ikke skal tage et gode som dette for givet, men at man skal forsvare det, og hvis det ikke er udtryk for engagement, så vil jeg da gerne med ud og have en lille én efter dette møde og have forklaret, hvordan man så definerer ordet engagement.

Når det så er sagt, vil jeg også gerne understrege, at det, Sofia in 't Veld nævnte, faktisk er sandt. Jeg er på dette punkt virkelig som en åben bog, og jeg er stolt over at være som en åben bog. Det betyder ikke, at man altid 100 % kan gøre det på den måde, Parlamentet foreslår, for vi er faktisk også ved at finde ud af, hvad der er det bedste i Europa, og hvilken vej det er bedst at gå.

For at afslutte aftenens forhandling vil Kommissionen gerne henvise til, at der i den første sætning i den nye artikel 2 i EU-traktaten står anført, hvilke værdier EU bygger på, og dem skal medlemsstaterne respektere, og dem skal medlemsstaterne fremme. Disse værdier er: respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører et mindretal.

EU og medlemsstaterne er forpligtet til at respektere disse værdier. Jeg er helt og aldeles sikker på, at ingen her i salen er imod den holdning, for ellers ville man jo ikke være medlem af Parlamentet, og opremsningen i den første sætning i den pågældende artikel er ikke alene oplysende, men rummer også to konkrete aspekter.

For det første er respekt for disse værdier og forpligtelsen til i fællesskab at fremme dem på EU-plan to betingelser for at kunne blive optaget i EU som fastsat i artikel 49 i TEU, og som nogle indlægsholdere netop nævnte, er det, når vi vurderer, om et kandidatland kan blive en del af familien, også noget, der gælder for de lande, som allerede er en del af familien.

For det andet kan en overtrædelse af værdierne udløse den advarsels- og sanktionsprocedure, der er fastsat i artikel 7.

Den operationelle karakter, som opremsningen af værdier har, forklarer hvorfor listen er så kort. Kun de vigtigste grundliggende værdier med et veldefineret juridisk indhold er taget med. Omvendt præciseres det i den anden sætning i artikel 2, hvilke karakteristika der skal gælde for den europæiske model: pluralisme, forbud mod forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd – og disse karakteristika gør det nemmere at anvende og fortolke værdierne.

Det ville nu være problematisk, hvis der som følge af de begivenheder, der er berettet om i dag, var overhængende fare for, at de i artikel 2 anførte værdier ikke blev respekteret. Jeg mener ikke, at disse episoder har noget tværnationalt aspekt, der ville kunne retfærdiggøre et indgreb fra vores side på nuværende tidspunkt.

Kommissionen, herunder især mig selv som næstformand med ansvar for den digitale dagsorden og medierne, vil fortsat være på vagt og vil forsvare pressefrihed, mediepluralisme, journalisters ret til at yde kildebeskyttelse og mediernes evne til at undersøge korruption og magtmisbrug.

Jeg mener, at kvalitet og dybdeborende journalistik, den skrevne presse og samt nyhedsmedier er et væsentligt træk ved europæisk politisk kultur og demokrati.

Lad mig til sidst blot sige, at jeg virkelig ser frem til at læse den betænkning fra ordføreren her i Parlamentet, som blev omtalt af Ivo Belet. Jeg er helt på det rene med udviklingstendenserne i forbindelse med Parlamentets betænkning, og jeg ser yderst positivt på den og ser frem til resultaterne.

Når det så er sagt, vil jeg gerne afslutningsvis forsikre Parlamentet om, at jeg har lyttet omhyggeligt til alle indlægsholderne, og når jeg sammen med mine kolleger reflekterer over de næste tiltag, er jeg parat til at fortsætte denne forhandling med Parlamentet, så jeg ser frem til at vende tilbage og fortsætte denne forhandling.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Dette punkt på dagsordenen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Carlo Casini (PPE), skriftlig. – (IT) Det står hævet over enhver diskussion, at medierne skal være frie, og ingen kan i et demokratisk samfund betvivle behovet for, at medierne skal være uafhængige og pluralistiske.

I et informationssamfund som vores bliver det imidlertid stadig mere indlysende, at uafhængighed ikke er ensbetydende med, at der ikke er nogen som helst regler, og det ikke er tilstrækkeligt at have pluralisme som værdi. Mediernes magt i et informationssamfund er i virkeligheden en statsmagt, og Montesquieu ville, hvis han havde levet i dag, have forsøgt at skabe balance mellem denne magt og de øvrige statsmagter, dvs. den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Disse tre traditionelle statsmagter skal også være uafhængige, men der er fastlagt en gensidig grænse mellem dem. Så vidt jeg kan se, er dette problem ikke blevet undersøgt til bunds.

Jeg vil nøjes med at komme med to bemærkninger. Journalisters ret til frihed er en menneskeret, der mindst svarer til enhver borgers ret til værdighed og privatlivets fred. Der er derfor også en forpligtelse til at have et kontrolsystem på plads. Den dømmende magt skal være præget af gennemsigtighed, men nogle gange skal en efterforskning foregå i dybeste hemmelighed i de indledende faser, hvis sandheden skal for en dag – både for retfærdighedens skyld og derfor i sidste ende for samfundets skyld. Disse to aspekter bliver efter min mening altid negligeret i vores forhandlinger. Med dette indlæg har jeg forsøgt at få dem frem i lyset.

  Jiří Maštálka (GUE/NGL), skriftlig. – (CS) Jeg tror ikke, der er et eneste medlem af Parlamentet, som ville anfægte behovet for ytringsfrihed og en fri presse. Dette er til syvende og sidst en grundlæggende rettighed, der er kodificeret i EU's charter om grundlæggende rettigheder (artikel 11). Jeg vil også gerne sige, at der siden sidste år er kommet et uofficielt europæisk charter om pressefrihed, hvilket Kommissionen glædede sig over, og hvor journalister kræver, at regeringerne i de europæiske lande overholder de principper, der beskytter dem og deres arbejde – lige fra forbuddet om censur til sikring af personlig beskyttelse af journalister. Det er efter min mening dog kun den ene side af det overordnede problem. Den anden side er mediernes stadig stigende brutale magt, journalisters storstilede ligegyldighed over for grundlæggende etiske standarder, deres mangel på ansvarsfølelse over for det frit talte ord og deres pseudouafhængighed, som er styret af mediebaronernes økonomiske og politiske interesser. Stort set den samlede presse i Den Tjekkiske Republik – lige fra regionale til nationale aviser – ejes af udenlandske koncerner, der helt uden skrupler og gennem deres medier blander sig i politiske forhold i landet. Interesserer det nogen af de ansvarlige personer i EU? Jeg tvivler på det. Vi bliver ved med at formulere smarte slagord og udtryk, samtidig med at virkeligheden går sin skæve gang.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (LV) Alt i alt er der blevet talt og skrevet alt for meget om ytrings- og pressefrihed. Størstedelen af medlemmerne går ind for de demokratiske værdier og muligheden for, at alle kan sige deres mening om problemer og de personer, der er skyld i dem. Men der er situationer, hvor journalister jagter de billige sensationshistorier og glemmer alt om faglig etik. Og så er der tilfælde, hvor journalister for pengenes skyld er villige til at fremsætte injurier og blande sig groft i andre menneskers personlige liv. Vi skal ikke alene drøfte situationer, hvor pressen bliver udsat for tvang, men også det ansvar, der påhviler den enkelte for injurier og ærekrænkelse. Der findes et russisk ordsprog om, at det eneste, der er værre end døden, er tabet af ens gode navn. Det er den dag i dag fortsat det grundliggende princip for mange mennesker. Jeg foreslår derfor følgende tilgang i forbindelse med begrebet "journalist": 1) Udtrykket "journalist" bør reserveres til dem, der ikke har besudlet dette store kald ved at benytte sig af løgnagtige materialer betalt af tredjepart, 2) der skal udarbejdes en definition for de personer, som bedriver negativ PR-journalistik, 3) det skal understreges, at ytringsfriheden ikke omfatter frihed til at fremsætte ærekrænkende og injurierende udtalelser, og 4) journalister skal være værdige til at bestride det store kald, det er at være "medlem af den fjerde statsmagt". Ellers bliver alle beslutninger og alle betænkninger om pressefrihed en ren farce.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Det er ganske almindeligt, at der i EU bliver sagt en hel del om frihed. Men virkeligheden ser – desværre – noget anderledes ud. Ytringsfriheden og især pressefriheden er i fare og vil snart blot være nogle ord på et stykke papir.

I Tyskland har udtalelserne fra Bundesbank-bestyrelsesmedlemmet, Thilo Sarrazin, om muslimske indvandreres manglende integration f.eks. ført til en kampagne fra politisk korrekte farisæeres side, selv om det meste af det, tyskeren hr. Sarrazin sagde, er sandt og bliver bekræftet af statistikkerne og iagttagelser i hverdagen. Ja, man går endda så vidt, at man opfordrer til, at socialdemokraten bliver fritaget for sit embede. Enhver, der giver udtryk for en uønsket holdning, vil altså via den moderne inkvisition få sin borgerlige eksistens tilintetgjort – en form for adfærd, som man egentlig plejer at se i diktaturstater.

Der er også andre farlige trusler mod ytrings- og pressefriheden i EU, anført af det såkaldte agentur for grundlæggende rettigheder. Der må nemlig kun skrives positive rapporter om indvandrere, og problemer som f.eks. misbrug af asylbehandlingssystemet eller kriminalitet begået af personer, der ikke er statsborgere, skal – fordi de er i modstrid med den højt besungne multikulturelle idyl – så vidt muligt ties ihjel. Hvis en privat tv-station sådan som i Sverige nægter at vise en reklame for et demokratisk højrefløjsparti i en valgkamp på grund af påståede antimuslimske sympatier, er denne handling ikke blot selvcensur, men er også en manipulation af en valgkamp.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) En fri, pluralistisk og uafhængig presse er et centralt element i et demokratisk samfund. De rumænske medier er i år 2010 udsat for restriktioner som følge af et negativt økonomisk klima – i et land, hvor en fjendtlig holdning over for journalister og unøjagtigheder, som bevidst er blevet fremprovokeret, er blevet ophøjet til regeringspolitik. Som følge af den aktuelle økonomiske krise er der blevet afskediget over 4 000 ansatte i mediebranchen, snesevis af aviser og blade har måttet lukke, og reklameindtægterne er styrtdykket. Alle disse faktorer har gjort medierne modtagelige over for politisk og økonomisk pres. Forudindtagethed og manglende objektivitet har reduceret befolkningens tillid til pressen. Eftersom alle mediebestemmelserne i EU, der foreskriver respekt for retten til ytrings- og informationsfrihed, ikke finder anvendelse efter hensigten, opfordrer jeg medlemsstaterne og Kommissionen til at overvåge dette aspekt nøje.

  Emil Stoyanov (PPE), skriftlig. – (BG) Jeg vil gerne takke ordføreren for den gode indsats, han har ydet vedrørende den foreliggende betænkning, der handler om et særdeles vigtigt spørgsmål i forbindelse med arbejdet i EU's institutioner og medierne. Relationerne mellem Parlamentet og medierne har altid været meget kompliceret, og det er i den forbindelse overordentlig vigtigt at finde en balance, så begge parter kan udføre deres arbejde effektivt. Jeg vil gerne takke hr. Løkkegaard og hans kolleger fra Kultur- og Uddannelsesudvalget for at have accepteret mine to forslag om at gøre akkediteringsproceduren for journalister i Bruxelles lettere (punkt 24) samt mit andet forslag om betydningen af private radio- og tv-stationer, der sammen med public service radio- og tv-stationer er en nøgleressource for nyhedsdækningen af EU-stof og kan bidrage til at udvikle informationsstrømmen i Europa (punkt 26), hvormed oplysningerne bliver lettere tilgængelige for borgerne. Jeg tror, at EU's institutioner skal gøre en indsats for at gøre akkrediteringen af journalister i Bruxelles lettere og bidrage til et bedre samarbejde mellem både public service og private radio- og tv-stationer. Dette vil sætte os i stand til at øge de europæiske borgeres forståelse for opgaverne og politikkerne i EU's institutioner.