Forhandlinger

Onsdag den 8. september 2010 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Isabelle DURANT
Næstformand

2. Udvalgenes sammensætning: se protokollen

3. Konklusioner fra det særlige møde i Økofin-Rådet den 7. september (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens redegørelser om konklusionerne fra det særlige møde i Økofin-Rådet den 7. september.

  Didier Reynders, formand for Rådet. – (FR) Fru formand! På mødet i Økofin-Rådet, som netop har fundet sted i Bruxelles, blev der gjort fremskridt på to områder, idet man vedtog det europæiske semester inden for rammerne af budgetkonsolideringen og de nye budgetovervågningsprocedurer og godkendte den aftale, der blev indgået på et trilogmøde med Kommissionen, Parlamentet og Rådet om teksterne vedrørende økonomisk overvågning.

Vi startede samtidig to drøftelser, som vi vil gå videre med ved slutningen af denne måned på det uformelle møde i Økofin-Rådet, og hvor vi håber at kunne gøre fremskridt i løbet af det næste halve år. Det drejer sig om bankafviklingsfonde, eller en afgift på banker, og skat på finansielle transaktioner.

Jeg vil gerne sige et par ord om disse to punkter. Hvad angår det europæiske semester, er dette et første skridt, et skridt som betyder, at vi fra og med l. januar næste år kan starte den ny budgetprocedure sammen med Kommissionen. Vi vil i foråret opfordre medlemsstaterne til at fremlægge visse budgetoplysninger, de parametre, der bruges til udarbejdelsen af deres budgetter, de brede retningslinjer – uden at der gås i detaljer med de enkelte konti – før vi fortsætter proceduren. Vi håber bl.a. også at kunne tilføje nye bestemmelser, og her tænker jeg på bestemmelser vedrørende sanktioner. Formandskabet vil under alle omstændigheder give sin støtte til den proces, som på Kommissionens initiativ skal føre til iværksættelse af disse sanktioner, og kommissæren for økonomiske og monetære anliggender skal om muligt tildeles en særlig rolle.

Hvad angår spørgsmålet om overvågning, vil jeg gerne endnu en gang takke ordførerne og alle de medlemmer, der deltog i bestræbelserne på at opnå enighed om de forskellige tekster, og jeg vil ligeledes takke Kommissionen, Michel Barnier og hans medarbejdere, samt de forskellige formandskaber. Her tænker jeg på de spanske og svenske formandskaber, som vi efterfulgte. Vi har nu tekster, som betyder, at vi fra l. januar næste år kan oprette nye overvågnings- og tilsynsstrukturer samt Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici. Med denne proces kan vi gøre fremskridt under gode betingelser med en ny arkitektur for det finansielle system og tilsynet med det.

Jeg vil gerne understrege, at vi, selv om det har været en lang proces, stadig ikke er færdige. Vi står tværtimod ved begyndelsen til en ny europæisk organisation og sandsynligvis også ved begyndelsen til langvarige drøftelser, som vil føre til vedtagelsen af forskellige tekster, som kommissær Barnier får lejlighed til at fremlægge i de kommende uger. Vi vil prøve at holde os til en stram tidsplan i disse spørgsmål.

Jeg har nu gjort rede for de to punkter, som formelt blev vedtaget på mødet i Økofin. Som jeg sagde, drøftede man også to andre spørgsmål, nemlig bankafviklingsfondene, eller afgiften for bankerne, og for det andet – og disse drøftelser skal holdes skarpt adskilt – skat på finansielle transaktioner.

Hvad angår bankafgiften og bankafviklingsfondene, er det min opfattelse, at drøftelserne i Økofin førte til en række retningslinjer, som sætter Kommissionen i stand til at forelægge mere detaljerede og mere specifikke forslag. Jeg er overbevist om, at vi ved at bruge den samme proaktive tilgang, som vi brugte i forbindelse med det finansielle tilsyn, skulle kunne afslutte drøftelserne i løbet af de kommende måneder med iværksættelse af mekanismer, der kan sikre en reel koordination i hele Europa. Nogle lande har allerede pålagt banksektoren en afgift, men det er vigtigt, at vi kommer videre på koordineret vis. Jeg erkender, at der stadig er nogle udestående spørgsmål. Vi skal drøfte disse spørgsmål på finansministerniveau på det uformelle møde i Rådet i slutningen af denne måned.

Hvad angår en skat på finansielle transaktioner, foregår der en meget livligere diskussion. Der er længere vej, før vi kan nå til enighed, men det er normalt. Det drejede sig om en første grundig drøftelse, hvor der kunne stilles helt specifikke spørgsmål om muligheden for at indføre en sådan skat, men også om muligheden for at gennemføre den i EU eller diskutere den med andre partnere. Dette spørgsmål vil også blive taget op igen i slutningen af måneden i forbindelse med forberedelserne til G20-mødet, for det er helt klart vigtigt for de fleste deltagere, at vi drøfter spørgsmålet med vores partnere ikke bare på denne side af Atlanten, men også i de nye økonomier.

Afslutningsvis vil jeg understrege, at der stadig skal gøres en beslutsom indsat i dette spørgsmål, og derefter skal der træffes nogle valg. Hvis der en dag indføres en sådan skat, hvordan skal indtægterne så bruges? Nogle vil øremærke dem til de nationale budgetter, andre vil finansiere foranstaltninger til bekæmpelse af klimaændringerne, mens andre – og det har vi f.eks. allerede gjort i Belgien – vil bruge dem til at finansiere udvikling.

Det var, hvad jeg havde at berette om det møde i Rådet, som netop har fundet sted i Bruxelles.

  Michel Barnier, medlem af Kommissionen. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Efter hr. Reynders vil jeg gerne for mit vedkommende sige et par ord om tilgangen til dette møde i Økofin-Rådet. Jeg taler også på vegne af mine kolleger i Kommissionen, Olli Rehn og Algirdas Šemeta, som sammen med mig deltog i dette arbejde.

Som den belgiske minister understregede, var mødet præget af fire punkter. Da Parlamentet har spillet en meget stor rolle her, vil jeg begynde med et vigtigt emne, som efter min opfattelse er strukturelt, og som jeg har brugt megen energi på, lige siden De gav os Deres tillid i februar. Jeg taler her om tilsyn.

Og det gør jeg, fordi tilsyn er hjørnestenen, den ramme inden for hvilken vi sten for sten, uge efter uge, produkt efter produkt, marked efter marked eller aktør efter aktør vil kunne drage en lære af krisen og iværksætte en intelligent regulering og et effektivt tilsyn, således at vi, når vi når vejs ende – og så langt er vi ikke kommet endnu – vil se, at ingen aktør, intet produkt, intet marked og intet område kan unddrages en intelligent regulering og et effektivt tilsyn.

I denne forbindelse vil jeg gerne her rette en oprigtig tak – og jeg er sikker på, at Parlamentet for sit vedkommende vil kunne vedtage resultatet af trilogmødet om nogle få uger – til Deres ordførere, hr. García-Margallo y Marfil, hr. Skinner, hr. Sánchez Presedo, fru Goulard, hr. Giegold, hr. Tremosa i Balcells og hr. Balz, og til udvalgsformanden, fru Bowles, som ledede denne trilog med stor beslutsomhed. Jeg vil ligeledes gerne understrege, at den belgiske formand for Rådet, hr. Reynders, spillede en meget personlig og proaktiv rolle, hvor han ikke blot støttede sig på sine egne medarbejderes arbejde, men også på det arbejde, som de spanske og svenske formandskaber havde udført før ham.

Jeg vil ligeledes gerne understrege, at grundlaget for Kommissionens forslag om tilsyn var det meget dygtige arbejde, der var blevet udført af Jacques de Larosière, som hjalp os til at drage den første vigtige lære af denne krise. Den 1. januar får vi således nogle europæiske strukturer, og Kommissionen vil, som den har pligt til, forberede iværksættelsen af disse tre myndigheder og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici. Jeg har talt om europæiske radarskærme og kontroltårne. Det har vi helt klart brug for, da vi ved, at halvdelen af bankerne i halvdelen af de europæiske lande, som De repræsenterer, ligger i andre lande. Vi har derfor generelt at gøre med finansielle virksomheder, som er transnationale, og som derfor er kendetegnet ved systemiske dimensioner og risici.

Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til at takke formandskabet og rette en oprigtig tak til Parlamentet og Deres ordførere for det vigtige arbejde, De har udført, for at dette allerførste stadie, som hr. Reynders kaldte det, kunne blive en succes. Nu begynder byggearbejdet.

De vil se, at vi uge for uge vil fylde denne ramme ud. Jeg vil i næste uge fremlægge forordningen om derivater og forordningen om short selling og lidt senere forordningen om kreditvurderingsbureauerne.

Der er to punkter til diskussion, som også vedrører finanssektoren. Det drejer sig om bidrag og beskatning. Man er kommet længere med den ene idé end med den anden, og jeg er enig med den belgiske formand for Rådet i, at vi ikke skal blande de to ting sammen, da de er forskellige, selv om de begge vedrører finansiering via finanssektoren.

Den første idé er afviklingsfonde. Det er en drøftelse, der allerede er startet i Rådet. Jeg kan fortælle medlemmerne, at drøftelserne i Rådet er meget nyttige, hvilket jeg selv erfarede i går, fordi man ved at gå bordet rundt får en klarere opfattelse af tingene. Jeg startede denne drøftelse under det spanske formandskab i Madrid på et uformelt møde i Rådet, da jeg forelagde idéen om en værktøjskasse til forebyggelse af kriser i bank- og finanssektoren. Det drejer sig om to enkle idéer. Den første idé er, at forebyggelse altid er billigere end helbredelse – det gælder for miljøet og også for finanskriser – og den anden enkle idé er, at skatteborgerne ikke længere skal stå i frontlinjen, fordi det er bankerne, der bør betale for bankerne.

På grundlag af disse idéer forelagde vi så indholdet af værktøjskassen, herunder afviklingsfonde. Jeg vil i denne forbindelse også gerne understrege det lige så vigtige arbejde, som fru Ferreira har udført på Deres vegne. Jeg vil i oktober udsende en meddelelse, der er baseret på Parlamentets og fru Fereiras synspunkter og på Ministerrådets reaktion. Hvorfor i oktober? For på det tidspunkt vil vi også have gjort fremskridt i den vigtige Baselproces med kravene om kvalitativ og kvantitativ kapitalisering af egne midler.

De ved alle, at når vi taler om bankernes bidrag og forebyggelse i bankerne, skal alle de forskellige dele samles, og vi skal være meget opmærksomme på det, jeg kalder "justeringen" af disse foranstaltninger for at sikre, at de er effektive, og at ingen kan slippe uden om. Vi kan ikke fortsætte, som vi plejer, men vi må samtidig ikke bringe økonomien i fare uden at se på alle disse foranstaltningers samlede indvirkning.

I oktober vil jeg derfor udsende en meddelelse om forebyggelse af fremtidige kriser og bankernes ansvar og afviklingsfonden. Det er idéer, som vinder frem, eftersom Tyskland lige har gennemført noget sådant, efter at Sverige allerede havde gjort det. Vi skal prøve at udvikle et koordineret system med en fælles kerne og dermed undgå dårlig koordinering eller konkurrence og dobbeltbeskatning af bankvirksomheder.

Som hr. Reynders sagde, har vi netop startet en drøftelse. Denne drøftelse om beskatning af finansielle transaktioner på globalt plan er meget vanskeligere. Drøftelserne startede i G20. Ikke alle var begejstrede. Mange af os mener, at det er en rimelig idé, og at de finansielle transaktioner på beskeden, men effektiv vis skal være med til at finansiere en række større verdensomspændende udfordringer, for at verden kan blive mere retfærdig og derfor mere stabil og sikker. Den verden, vi lever i, vil kun være mere sikker, hvis den er mere retfærdig, og det er ikke tilfældet i dag.

Vi kender alle udfordringerne – miljøet, klimaændringerne og fødevaresituationen – og de kriser, som jo rammer de fattigste lande hårdest. Mange af os mener, at det er en retfærdig idé, men der er langt fra enighed om det i Rådet, for at sige det mildt. Det er nødvendigt at arbejde videre med dette spørgsmål. Min kollega, Algirdas Šemeta, har udarbejdet et første informationsmemorandum, og vi vil på grundlag af det arbejde, der er udført i Rådet, udarbejde en ny meddelelse specifikt om beskatning af finanssektoren. Denne meddelelse er planlagt til oktober.

Jeg skal ikke gentage det, der blev sagt af hr. Reynders om stabilitets- og konvergensprogrammerne, Kommissionens indsats og arbejdet i taskforcen. Jeg skal blot nævne idéen – som jeg finder nyttig – om et europæisk semester, som sætter hvert enkelt lands budgetanalyse i perspektiv, samtidig med at landene bevarer deres suverænitet, og som vil give et billede – endnu en europæisk radarskærm – af landenes generelle økonomiske politiske retningslinjer. Rådet vil også arbejde på grundlag af Kommissionens dokumenter og rapporter på dette område.

Ved middagen rejste hr. Reynders to spørgsmål til diskussion, som jeg kort skal beskrive. Et af disse spørgsmål, som bekymrer mig og alle os her, er den måde IASB, International Accounting Standards Board, fungerer på. Vi ønsker en reform af den måde, denne institution styres på, og større gennemsigtighed. Jeg har også fortalt formandskabet, at jeg på det uformelle møde i Rådet i september er parat til at fremlægge en rapport, som er af interesse for Parlamentet, om en transatlantisk regulering.

Vi står ikke alene i G20, og heller ikke blandt amerikanere og europæere, men det er meget vigtigt for os at sikre, at der drages en parallel linje mellem de foranstaltninger, der træffes af den amerikanske Kongres under præsident Obama, og de foranstaltninger, der træffes i Europa om tilsyn og regulering.

Jeg er i færd med at udarbejde en slags resultattavle, hvor vi sammenligner det, der gøres i USA for øjeblikket, med det, vi gør i Europa for at sikre den nødvendige sammenhæng. Det er et spørgsmål om at nå de samme mål uden nødvendigvis at bruge de samme metoder eller foranstaltninger. Jeg tror, at det vil være et nyttigt redskab for ministrene og medlemmerne af Parlamentet.

  Corien Wortmann-Kool, for PPE-Gruppen. – (NL) Fru formand! Jeg vil gerne på vegne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti sige, at vi er meget glade for den aftale, der er opnået om et europæisk banktilsynssystem. Det er en vigtig milepæl. En række medlemsstater strittede imod i første omgang, men vores ordførere stod fast, og det lykkedes os takket være en overbevisende kommissær og det belgiske formandskabs faste holdning at opnå dette resultat. Et andet positivt resultat var vedtagelsen af det europæiske semester. Disse to tiltag er begge et skridt i retning af en styrkelse af den økonomiske styring i EU.

På mødet i Økofin-Rådet drøftede man også forskellige former for bankskatter, fordi også bankerne skal være med til at betale for krisens konsekvenser. De forsøgte med rette at få dette igennem på G20-niveau, men der skete kun små fremskridt. PPE-Gruppen er af disse grunde enig i, at vi i Europa, hvis det ikke lykkes at blive enige om det på internationalt plan, kan – nej skal – tage føringen og indføre en bankskat eller bankafgift. Men det skal koordineres, for medlemsstaterne indfører allerede enkeltvis sådanne afgifter, og det er en trussel mod det indre marked.

Kommissær Barnier! Jeg vil derfor indtrængende opfordre Dem til at bruge Deres initiativret til at indføre en koordineret bankafgift i hele Europa under overholdelse af de samme kriterier i alle lande. Parlamentet vil i denne sag, ligesom når det gælder det europæiske tilsyn, slutte op om Dem.

Hvad angår beskatning af finansielle transaktioner, er det et vigtigt punkt, som De skal arbejde ihærdigt på at få givet en meget mere fremtrædende plads på G20's dagsorden. Men jeg vil advare Dem imod at lade Europa gå enegang. Jeg ved, at min kollega, hr. Schulz, gerne vil have indført en sådan skat på transaktioner i Europa, men ulemperne herved ville overskygge fordelene, fordi vi har at gøre med et globalt system. Hvis vi indførte et sådant system, ville det føre til, at transaktionerne ville gå uden om Europa. Vi skal derfor koncentrere os om at få indført en vellykket europæisk bankskat og fortsætte med at arbejde i G20-regi.

  Udo Bullmann, for S&D-Gruppen. – (DE) Fru formand, hr. Reynders, hr. kommissær! Tillykke med Deres tilsyn. Parlamentet har arbejdet hårdt med dette spørgsmål, og De har også spillet Deres rolle, og det er derfor, at resultatet er så godt.

Vi skal altid se på nye opgaver, og jeg må desværre understrege, at der på andre områder stadig er lang vej igen, før vi kan opnå gode resultater. Jeg skal blot nævne, at spørgsmålet om regulering af forvaltere af hedgefonde langt fra er på vej til at blive løst. Jeg vil på indeværende tidspunkt opfordre både Rådet og Kommissionen til at komme i gang. For uden en indsats fra Deres side får vi ikke nyttige løsninger. Vi skal have lige rettigheder for alle. Forvaltere uden for Europa skal underkastes samme krav som deres europæiske kolleger. Ellers stiller vi Europa i en ufordelagtig situation.

Det er ikke vores hensigt at anbringe en hel sektor bag tremmer. Men hvis vi ikke kan få skabt afgørende forbedringer, som kan forhindre de sorte får i at plyndre velfungerende virksomheder, får vi ingen god regulering. Jeg vil gerne advare Dem mod at tro, at De kan opnå en let sejr ved blot at spille de forskellige medlemmer af Parlamentet ud mod hinanden. Hvis De ikke indfører en effektiv regulering, vil hele Europa vide, hvem det var, som lagde sig på knæ for lobbyisterne, og den viden vil medføre, at drøftelserne får en helt anden karakter.

Et par ord om beskatning af finansielle transaktioner. Jeg har en helt anden opfattelse end Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater). Europa venter på svar. De er nødt til at give disse svar. De kan ikke komme tilbage fra G20-mødet og fortælle os, at vi desværre ikke har opnået noget, og at vi derfor nu intet kan gøre. Tværtimod. Vi skal handle i Europa, og det er derfor, at vi er nødt til at planlægge og gennemføre nogle afgørende skridt sammen med befolkningerne i Europa. De skal huske på én ting under Deres forhandlinger på G20-topmødet, nemlig at vi har brug for et svar fra G20, ellers er det nødvendigt at finde en europæisk løsning.

  Sylvie Goulard, for ALDE-Gruppen. – (FR) Fru formand! Jeg vil gerne takke Kommissionen og det belgiske formandskab for at have hjulpet os til at få EU's finanstilsyn på plads.

Vi takker nu hinanden, men jeg vil ikke desto mindre understrege, at det var heldigt, at Parlamentet i december sidste år påpegede, hvordan medlemsstaterne, samtidig med at de hævdede, at de ville afhjælpe krisen med europæiske løsninger, havde travlt med at etablere sikkerhedsnet og bruge alle mulige beskyttelsesklausuler for at sikre, at de europæiske myndigheder under ingen omstændigheder kunne handle uden aftaler mellem regeringerne. Jeg tror, at vi alle har arbejdet godt sammen, men lad os rose dem, der fortjener ros.

Jeg er ordfører for betænkningen om Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici, og jeg vil i den forbindelse gerne særlig understrege et meget positivt punkt. Hr. Barnier taler ofte om radarskærme og kontroltårne, men alle fly har også en pilot, og den pilot er formanden for Den Europæiske Centralbank, og det er Parlamentets stærke ønske, at han bliver ved med at være det.

Men jeg vil ikke desto mindre sige, at jeg er en lille smule utilfreds med hensyn til det direkte tilsyn med paneuropæiske selskaber, og jeg vil frem for alt bede Dem om at fortsætte kampen. I sektorteksterne skal vi – som de fire største grupper i Parlamentet har sagt, at de sammen vil arbejde for – give Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA) og Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) beføjelser vedrørende disse selskaber, vedrørende kreditvurderingsbureauerne. I princippet sker det allerede, og vi forventer, at Kommissionen fortsætter dette arbejde og udvider det til at omfatte clearinginstitutter og på sigt også grænseoverskridende selskabsgrupper. Problemet er ganske enkelt. Enten har vi et indre marked, der er underlagt EU-regulering og EU-tilsyn, eller også nøjes vi med en løs koordination, dvs. ordkløveri – eller "chipotage" (studehandler), som vi siger under det belgiske formandskab – mellem nationalstaterne.

  Sven Giegold, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Dette er i sandhed et vigtigt øjeblik for Europa, for det ser ud til, at vi er nået til enighed om tilsyn. Vi har opnået meget ved at arbejde sammen i dette spørgsmål. Jeg vil gerne rette en tak til det belgiske formandskab, Kommissionen, hr. Barnier og mine kolleger fra de forskellige grupper. Vi har virkelig taget et stort skridt fremad, og vi har vist, at alle dem, der mente, at Europa ikke længere kunne komme videre, tog fejl. Det er tværtimod nødvendigt at indføre stærke regler for det indre marked. Vi er nu på rette spor.

For det andet har Økofin-Rådet allerede truffet nogle vigtige beslutninger i forbindelse med overvågning af medlemsstaternes budgetter. Jeg vil gerne takke Kommissionen for det fremskridt, der er gjort. Kommissionen har fremlagt en række forslag. Vi afventer nu flere forslag om den makroøkonomiske koordination. Det haster i lyset af krisen.

Men jeg vil nu gerne sige et par ord om beskatningen af de finansielle transaktioner. Det, vi hidtil har hørt fra Kommissionen, er en kakofoni af modstridende signaler. På den ene side støtter hr. Barnier og hr. Barroso heldigvis idéen om en skat på finansielle transaktioner. Men samtidig afviser hr. Šemeta forslaget. Jeg opfordrer Dem til at optræde som kollegium også i dette spørgsmål. De skal tale med én stemme. Det kan ikke accepteres, at hr. Šemeta fremlægger en rapport, der indeholder resultater, som akademiske kredse for længe siden har gendrevet.

Man kunne f.eks. finde relevante oplysninger i den undersøgelse, som Parlamentet bestilte fra Bruegel-tænketanken. Denne undersøgelse gendriver relevante argumenter, som hr. Šemeta har fremført. Jeg undrer mig også over, at han ikke er her. Han er blevet kritiseret gentagne gange af Parlamentet i dette spørgsmål. Netop i dag burde han tage denne diskussion. Og jeg spekulerer også på, om han nu skal sidde efter, for det er jo blevet besluttet, at hans bidrag skal skrives om. Vil det virkelig føre til et resultat, som Kommissionen vil forelægge, et initiativ, som de vil lægge på bordet, eller får vi blot endnu et arbejdsdokument? Det kan virkelig ikke accepteres. Det kan heller ikke accepteres at udsætte Rådets afgørelse, indtil Frankrig får formandskabet for G20. Det er ikke godt nok!

Men de centrale lande, som har forkastet dette forslag, dvs. Det Forenede Kongerige, Sverige og Spanien, skal også besvare nogle spørgsmål. Man vidste allerede, at Det Forenede Kongerige og Sverige ikke ville forholde sig positivt. Men Spanien er medlem af Eurogruppen. Landet styres af socialdemokrater. Måske skulle de prøve at finde større samklang mellem den rigtige holdning, de har indtaget her i Parlamentet, og den holdning, som den spanske regering har indtaget i Rådet.

Afslutningsvis kan jeg blot sige, at jeg kunne ønske mig større klarhed fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) her i Parlamentet, hvad angår deres holdning. De har lige udtalt Dem meget kritisk om skatten på finansielle transaktioner, selv om store dele af Deres gruppe er for. Jeg er ikke overbevist om, at De taler på flertallet af Gruppens vegne. Vi har brug for en enig indsats i denne situation, ellers bliver borgerne kyniske, hvis vi på den ene side indfører udgiftsbesparende foranstaltninger, men på den anden side ikke får indtægter fra afgifter på kapitalindkomst i Europa.

  Kay Swinburne, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne begynde med at takke det belgiske formandskab for dets forhandlingsevner og kommissær Barnier og hans medarbejdere for at have fundet en løsning på spøgsmålet om tilsyn. Men jeg vil gerne komme ind på spørgsmålet om finansielle transaktioner, som der ikke blev fundet en løsning på på mødet i Økofin i går.

Jeg bruger megen tid i Parlamentet på at bede folk om at undersøge ting, skrive konsekvensanalyser og lave undersøgelser. Det er nøjagtig det, der blev gjort på denne uges møde i Økofin. I stedet for at behandle spørgsmålet ud fra en rent politisk synsvinkel og lave en hastig lovgivning har man på mødet i Rådet og i kommissær Šemetas bidrag taget udgangspunkt i fakta og tal. Det er et godt eksempel i praksis på bedre reguleringsprincipper. Men når det i en uafhængig vurdering fastslås, at en medlemsstat vil ende med at stå for mere end 70 % af indtægterne af en skat på finansielle transaktioner, ville det være latterligt at hævde, at en sådan skat skal indføres på EU-niveau, om overhovedet.

En skat på finansielle transaktioner er ikke gratis penge, som de populære medier vil have os til at tro. Det er ikke bankerne og de finansielle mellemled, der kommer til at betale for en skat på transaktioner. Det er pensionisterne, der lever af deres markedsafkast, og virksomhederne i realøkonomien, der kommer til at betale for hedgingtransaktioner. Det er på tide, at man erkender grænserne for den simplificerede transaktionsskat, og hvis det virkelig er vores hensigt at ændre bankernes adfærd uden at ødelægge vores økonomier, så bør man i stedet se på den mere komplekse løsning med en skat på finansielle aktiviteter eller bankafgifter, som IMF har foreslået.

I stedet for at køre processen af sporet ved at kræve uopnåelige og uønskede EU-skatter, som mange medlemsstater, og ikke blot min egen, er imod, skal vi betragte dette som en lejlighed til at styrke vores medlemsstater svage offentlige finanser og tillade, at man bruger pengene, som man finder rigtigst, til at fylde sine kister igen, efter at de er blevet tømt af redningspakker til banker og krisestyring.

  Miguel Portas, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Fru formand! Økofin har besluttet at oprette det europæiske semester, hvis formål er at sikre sammenhængen mellem den europæiske økonomiske politik og de nationale budgetpolitikker. Jeg vil gerne spørge, om man i denne forbindelse har tænkt på demokratiet. Jeg går helt ind for koordination. Jeg accepterer, at der opstilles mål for underskud, og jeg ønsker endog også sådanne mål for jobskabelse. Jeg accepterer ændringer af de nationale budgetter, selv om jeg ville foretrække, at sanktionerne ikke var dumme, og at de ikke forværrede problemet. Jeg indtager altså en åben holdning her.

Men jeg finder det aldeles uacceptabelt, at Bruxelles bestemmer, hvordan medlemsstaterne skal leve op til deres forpligtelser, fordi det betyder, at man fratager de nationale parlamenter deres suveræne beføjelser. Økofin får mere end forudgående godkendelse. Det fastlægger retningslinjerne for de nationale budgetter. Hr. Reynders sagde, at man ikke ville gå i detaljer. Tak for Deres storsind, men det grundlæggende problem er, at hovedretningslinjerne vil gælde for 27 regeringer. Blandt disse 27 regeringer vil Tyskland altid fortælle Grækenland, hvad Grækenland skal gøre, men ikke omvendt.

Medlemmerne af de nationale parlamenter er ikke bare en blank side, der skal udfyldes. Medlemmerne af de nationale parlamenter kan ikke bare fratages deres frie valg, når det gælder deres budgetter. Det drejer sig her om et afgørende politisk valg.

  Hans-Peter Martin (NI). – (DE) Fru formand, hr. kommissær! Jeg vil begynde med at give Dem en kompliment. Det er klart, at De er villig. Spørgsmålet er, om De får lov til at være villig. Med hensyn til den proces, som De arbejder så ihærdigt for, vil jeg indtrængende opfordre Dem til at klargøre spørgsmålet over for vores borgere ved at beskrive grundene til, at det mislykkedes til trods for al den gode vilje, der blev udvist, og ved at forklare, hvorfor vi kun har gjort begrænset fremskridt, hvad angår de fire hjørnestene, som er centrale i dette spørgsmål.

Det er indlysende, at vi har brug for at få klarlagt, hvorfor tilsynet med finansmarkederne i USA er strengere og mere kritisk på forskellige nøgleområder end det, De nu prøver at få indført. Vi har også brug for klare svar på, hvad De rent faktisk agter at gøre ved problemet med skyggebanker, og hvilke konkrete resultater vi kan forvente på det område. Og vi har brug for klarhed, når det gælder kapital. Hvad er Kommissionens hensigt? Der er mange detaljer, men hvordan agter De at sikre, at vi ikke får et nyt sammenbrud?

Jeg vil også gerne stille et spørgsmål som repræsentant for en lille medlemsstat. Hvad kan vi gøre for at begrænse problemet med banker, der er for store til at gå fallit? I Østrig har vi en situation med en bank, Hypo Group Alpe Adria, hvor det er således, at hvis alle lån krævedes betalt, ville gældsbyrden for den østrigske stat være så stor, at Østrig ville komme i samme kategori som Grækenland. Udsteder Kommissionen en advarsel om dette? Hvad gør Kommissionen? Hvad agter Kommissionen at gøre for at forhindre, at Østrig bliver et nyt Grækenland for EU?

  Jean-Paul Gauzès (PPE). – (FR) Fru formand, hr. kommissær! Jeg vil naturligvis også først gerne gratulere med det gode resultat, der er opnået på tilsynsområdet.

Som fru Goulard mindede os om, var Parlamentets anstrengelser ikke forgæves, og i december skete der noget helt nyt og enestående. Koordinatorerne for de fire største grupper udsendte en erklæring om, at Europa skulle spille en større rolle i dette tilsyn. Takket være hr. Reynders dynamiske indsats fandt man en god løsning. Kommissionen har naturligvis arbejdet hårdt, og jeg hilser det program for finansielle tjenesteydelser velkommen, som hr. Barnier omtalte.

Det er heldigt, at dette skete, at man nåede til enighed, for i sidste ende er det EU's finansielle troværdighed, der står på spil i borgernes øjne. Borgerne har siden starten på krisen spurgt os, hvad Europa gør, hvilke konkrete resultater vi har opnået. Vi kan fortælle dem, at vi tænker, vi arbejder, vi afholder triloger og møder, men de ønsker at se resultater.

EU’s troværdighed i vores partneres øjne, især i USA, står også på spil. Jeg har for nylig været i kontakt med repræsentanter for den amerikanske finanssektor, og det, der i sidste ende generer dem ved EU, er det indtryk af juridisk usikkerhed, vi giver. Vi ændrer bestemmelserne, vi indføjer revisionsklausuler og sunset-klausuler, men vi bygger ikke noget, der er solidt. Jeg mener, at lovgivning skal være definitiv, selv om den kan ændres. Vi må frem for alt ikke give indtryk af, at vi vil ændre teksterne inden for to eller tre år.

Hr. minister! Jeg vil komme med en bøn. I eftermiddag finder der et meget vigtigt trilogmøde sted med kommissær Barnier og mine kolleger vedrørende reguleringen af hedgefonde. Det er helt afgørende, at vi hurtigt finder en løsning. Jeg ved, at det belgiske formandskab og også De personligt er stærkt engageret i dette spørgsmål. Det er nødvendigt at nå til enighed i de kommende uger, således at De næste gang, når De aflægger rapport om Økofins arbejde, kan sige, at der er blevet opnået enighed om reguleringen af hedgefonde. Det regner vi med, og jeg ved, at De også regner med det. Vi skal nu tage det endelige skridt, så vi kan finde den rigtige løsning.

  Anni Podimata (S&D). – (EL) Fru formand, hr. kommissær! Den beslutning, der blev truffet i går i Økofin-Rådet er sammen med aftalen om et effektivt finanstilsynssystem naturligvis et væsentligt skridt i retning af den nye økonomiske styring, som vi påtænker. Men i dag står vi over for en stor udfordring. Ingen kan eller bør standse, at der indføres en strammere budgetdisciplin og en strengere overvågning.

Den udfordring, vi står over for, er at udarbejde en ny økonomisk model, som lever op til de europæiske borgeres krav om fuld beskæftigelse og retfærdig vækst. Der skal derfor findes en balance mellem budgetdisciplin og behovet for at råde over de nødvendige ressourcer til en bæredygtig vækst og fuld beskæftigelse gennem offentlige og private investeringer.

Det er derfor nødvendigt at tage fat på spørgsmålet om makroøkonomiske balancer og den konkurrencemæssige forskel mellem medlemsstaterne, som uundgåeligt vil føre til økonomiske og sociale uligheder. Men frem for alt har vi behov for en mere retfærdig fordeling af omkostningerne ved genopretningen og skattemæssig retfærdighed, og en beskatning af finansielle transaktioner kunne være en katalysator.

Europa kan og skal spille en førende rolle i dette spørgsmål. Det gjorde Europa i forbindelse med bekæmpelse af klimaændringerne ved unilaterale forpligtelser. Europa kan og skal føre an i bestræbelserne på at fremme lignende bestemmelser på internationalt plan.

  Jens Rohde (ALDE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke Kommissionen og Rådet og udrykke støtte til deres arbejde med at sikre tilstrækkelig finansiering fra finanssektoren.

Men der er et par spørgsmål, som jeg gerne vil komme ind på. Vi støtter indførelsen af en form for koordineret stabilitetsniveau, men når det gælder skatten på finansielle transaktioner, taler vi om et helt andet og meget mere kompliceret spørgsmål.

En sådan skat skal nødvendigvis være global for at undgå skatteunddragelse. Desuden kunne det vise sig, at en skat på alle transaktioner ikke bare ville være ugennemførlig teknisk set, men at den også ville risikere at gøre markederne mere ustabile og mindre likvide.

Jeg har nogle spørgsmål om skatter. Hvis formålet er at indbringe penge til globale sager, hvilke pengekasser tilflyder pengene så, og hvem har ansvaret for at fordele pengene? Når det drejer sig om en skat til et bestemt formål, hvornår ved vi så, at nok er nok? Og endelig er der det vigtige spørgsmål om, hvem der skal opkræve skatten – medlemsstaterne eller EU? Hvis det er EU langt fra borgerne, hvordan forhindrer vi så konstant stigende skatter? I den virkelige verden er nok aldrig nok, når det drejer sig om politikernes behov for flere penge.

  Derk Jan Eppink (ECR). – (NL) Fru formand! Tillad mig at byde hr. Reynders velkommen. Jeg håber, at alt står vel til. Med hensyn til bankafgiften har jeg i princippet overhovedet ingen problemer. Jeg vil bare gerne vide, hvordan den forventes af fungere i praksis. Det minder mig om en bus. Alle vil gerne stå på, men alle ønsker at køre i forskellige retninger. Med hensyn til skatten på finansielle transaktioner mener jeg, at den er et godt eksempel på en dårlig idé. Den er dybest set en slags europæisk Tobin-skat. Skønt vi ikke kalder den det længere, for selv hr. Tobin er nu til dags imod en sådan skat. Den skræmmer kapitalen væk, og Sverige er et godt eksempel på det. Det rejser også spørgsmålet om, hvad vi skal gøre med indtægterne fra en sådan skat. Skal de indgå i EU's egne indtægter? Dette spørgsmål er helt klart kontroversielt, og derfor er mit råd til hr. Reynders, at han skal droppe det. Læg planen på is, eller endnu bedre, læg den udenfor, så den dør af kulde. Vi kan helt sikkert ikke gå enegang. Nu vil jeg gerne komme ind på det, hr. Schulz sagde, selv om det ikke ser ud til, at han lytter til mig lige nu. I går sagde han, at han ønskede at tvinge Kommissionen til at tage initiativet vedrørende en skat på finansielle transaktioner. Han ønsker at få folk ud i gaderne. Mit råd er ikke at slå ind på den vej. Vi vil få et europæisk borgerinitiativ mod denne skat, for det er den almindelige mand på gaden, der kommer til at betale for den.

  Othmar Karas (PPE). – (DE) Fru formand, hr. kommissær, hr. Reynders! Der er fem ting, jeg gerne vil komme ind på. Jeg skal først sige, at jeg finder det beklageligt, at et så vigtigt Økofin-møde som gårsdagens blev afholdt samtidig med, at formanden for Kommissionen redegjorde for situationen i EU. Jeg ville have forventet en bedre koordinering. Hvis vi alle skal trække på samme hammel, er det nødvendigt, at vi kender de emner og de vigtige begivenheder, som vedrører EU. Vi skal koordinere vores anstrengelser, lytte til hinanden og tale med hinanden. Det var helt unødvendigt, at disse to begivenheder fandt sted samtidig, og det var en dårlig tjeneste at gøre begge.

Det andet spørgsmål, jeg vil nævne, er tilsyn. Jeg vil gerne takke formandskabet, kommissæren og Parlamentet. Uden Parlamentets beslutning i juli ville der ikke være blevet truffet en afgørelse i løbet af sommeren, og vi ville ikke have fået et tilsyn med bid. Uden Parlamentets beslutning i juli ville formanden for Den Europæiske Centralbank ikke stå i spidsen for makrotilsynsmyndigheden. Der blev strammet op i disse spørgsmål gennem det aktive samarbejde, der fandt sted mellem Parlamentet og det belgiske formandskab med støtte fra Kommissionen. Det vil jeg gerne varmt takke Dem for.

Mit tredje punkt vedrører europæiseringen af udarbejdelsen af de forskellige budgetter. Vi skal være klar over, at den anden søjle i Den Monetære Union kun kan virke, hvis vi tilstræber økonomisk og social union og europæisering af budgetpolitikken og skattepolitikken som et første skridt i stedet for blot at koordinere dem.

For det fjerde vil jeg gerne understrege, at selv om vi har brug for en bankafgift, må den ikke være et bundløst hul. Afgiften skal have en europæisk målsætning og øremærkes til europæiske formål, og vi skal oprette Den Europæiske Monetære Fond.

Mit femte punkt vedrører skatten på finansielle transaktioner. På dette tidspunkt må både fortalere og modstandere af skatten føle, at de er gået i ring til ingen nytte. Hr. Reynders! De har sagt, at dette var den første seriøse drøftelse af spørgsmålet. Men vi har snakket om det i et år. Vi har stillet spørgsmål. Vi har vedtaget beslutningsforslag. Først lægger De ansvaret på G20, dernæst på Kommissionen og endelig på medlemsstaterne. Vi ønsker svar på følgende fem spørgsmål. Hvad er vurderingsgrundlaget? Hvad er procentsatsen? Hvem skal opkræve skatten? Hvem får pengene og til hvad? Forelæg os et forslag, så kan vi drøfte spørgsmålet yderligere og endelig få gjort noget konkret.

  Elisa Ferreira (S&D). – (PT) Fru formand, hr. kommissær! Koordineringen af indsatsen vedrørende det europæiske semester, som blev drøftet i går i Økofin, er i sig selv et positivt fremskridt. Vækst og beskæftigelse skal prioriteres, og det samme gælder gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten. Oprettelsen af Den Europæiske Monetære Fond er afgørende. Den nationale gæld skal håndteres sammen med alle de andre forpligtelser, der er forbundet med deltagelse i et monetært område. Det er helt afgørende, at man ikke i videreudviklingen af dette projekt slår ind på sanktionernes farlige vej, og jeg sætter min lid til, at kommissær Barnier med sin erfaring kan lede Kommissionen i den henseende.

For det andet vil jeg gerne oprigtigt takke ham for hans arbejde med finanstilsynet. Jeg tror, at i særdeleshed kommissær Barnier sammen med Parlamentet og det belgiske formandskab er nået frem til en god aftale, som respekterer os og forsvarer den europæiske offentligheds interesser. Det er mit håb, at man vil bruge samme metode, hvad angår de uløste spørgsmål på dagsordenen, og at vi opnår samme succes.

For det tredje vil jeg gerne sige, at jeg i forbindelse med bankkrisen, især når det gælder systemiske og grænseoverskridende banker, håber, at enhver form for fremskridt kan konsolidere den europæiske dimension.

Og endelig skal jeg understrege, at det er vigtigt at revidere vores dagsorden for G20, især hvis vi ikke vil opgive kampen mod svig, skatteunddragelse og skattely, og hvis vi ønsker et større og mere effektivt bidrag fra banker og finansielle tjenester ...

(Formanden afbrød taleren)

  Vicky Ford (ECR). – (EN) Fru formand! Jeg er glad for aftalen om tilsynsstrukturen. Jeg ved, at det ikke var let for mine kolleger at nå frem til den aftale. Der skulle findes en vanskelig balance mellem beskyttelse af markederne mod grænseoverskridende risici og fastholdelse af de nationale regeringers ansvar.

Kommissæren har ret, når han siger, at dette kun er den første sten. Jeg ser frem til at samarbejde med Kommissionen for at sikre, at de næste sten ikke får denne vanskelige balance til at vælte.

Det er grundlæggende ikke en god idé, at medlemsstaterne bliver enige om standarder på internationalt niveau, hvis de ikke gennemfører dem på nationalt niveau. Jeg håber, at dette vil sikre, at vi alle overholder de internationale regler.

Under forhandlingen sagde mange af mine kolleger, at det var vigtigt, at det er formanden for ECB, som er formand for ESRB. Vi lovede at lytte til ham, da han advarede os om risiciene. I går advarede han Rådet mod risikoen ved en skat på finansielle transaktioner og fortalte os, at det kunne være en katastrofe for Europa. Lad os sikre, at vi politikere holder vores løfter og rent faktisk lytter til den person, vi sagde, vi ville lytte til.

  Sophie Auconie (PPE). – (FR) Fru formand, hr. minister, hr. kommissær, mine damer og herrer! Som mine kolleger har sagt – hr. Gauzès lige nu og andre i går under forhandlingen om situationen i EU – har vi brug for mere Europa.

Mere Europa for at vi kan skabe vækst og beskæftigelse, regulere markederne og reducere ulighederne. Det er min gruppeformand, hr. Dauls, overbevisning, og jeg er fuldstændig enig. Jeg tror, at medlemsstaterne endelig har forstået, at vi skal være dristigere, når det gælder økonomiske og budgetmæssige spørgsmål. Vi skal være dristigere, men først og fremmest ansvarlige. Nationale protektionistiske reaktioner fører kun til katastrofe

Vi skal have mere finanstilsyn på europæisk plan. Aftalen med Rådet om finanstilsynspakken, som vi skal stemme om under næste samling, er godt nyt i den henseende.

Men ud over tilsyn med systemet skal der etableres en reel koordination af vores budgetpolitikker og vores økonomiske politikker. Vi skal have både budgetmæssig føderalisme og økonomisk føderalisme. Det faktum, at vi har en fælles monetær politik, men uafhængige budgetpolitikker, lammer os. Jeg mener, at føderalismen er startet med det nye europæiske semester, som kræver, at medlemsstaterne hvert år før sommeren forelægger deres budgetstrategier for Rådet til udtalelse.

Som det ofte er tilfældet i EU, vil det imidlertid ikke være teksterne, der bestemmer reglerne, men de vil i langt højere grad være bestemt af det, der sker i praksis. Jeg for mit vedkommende ønsker, at denne koordination ikke kun er en formel øvelse, men at den fører til en reel fælles strategi for vores økonomiske, industrielle og sociale politikker. Jeg beklager, at de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet endnu ikke er fuldt inddraget i denne koordinationsproces.

Hr. minister! De repræsenterer Rådet, og jeg henvender mig derfor specielt til Dem. Parlamenterne er budgetmyndigheder, og de skal derfor spille en afgørende rolle i udviklingen af en europæisk økonomisk politik, da det er den eneste måde, hvorpå effektivitet og legitimitet kan sikres.

  Antolín Sánchez Presedo (S&D). – (ES) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske formandskabet med, at Rådet enstemmigt har vedtaget det kompromis om tilsynspakken, der blev indgået mellem Parlamentet og Kommissionen.

Vi arbejdede sammen med de spanske og belgiske formandskaber, og det lykkedes os at afslutte vores arbejde med et ambitiøst kompromis, som giver os et solidt grundlag til at gennemføre finansielle reformer, og det er en milepæl i EU's integration.

Vedtagelsen af det europæiske semester fra næste år er også et positivt skridt, selv om det omfatter langt mere end blot at tilrettelægge en arbejdsplan. Det kræver et væsentligt indhold og en parlamentarisk dimension.

Der er brug for en reform af den økonomiske styring. Det er nødvendigt at mobilisere den ubrugte økonomiske vækstkapacitet og at opbygge den sociale og økonomiske union, som er nødvendig.

Vi har også brug for sammenhængende, stærke og troværdige europæiske forebyggelses-, forvaltnings- og kriseløsningssystemer. De skal være forenelige med økonomisk genopretning, de skal kunne bruges til at forudse moralske risici, tage højde for resten af finansreformens byrder og undgå fordrejninger på det indre marked. Vi skal foretage en intern koordination for at kunne forelægge dette spørgsmål i G20.

Jeg slutter nu. Med hensyn til skatten på finansielle transaktioner afventer vi Kommissionens meddelelse, som måske også vil omhandle en skat på finansielle aktiviteter. Det drejer sig her om at bekæmpe ustabilitet, fordele den finansielle byrde retfærdigt, dæmpe krisens indvirkning på de offentlige finanser, finde nye indtægter til EU og bidrage til milleniumudviklingsmålene.

  Peter Skinner (S&D). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke hr. Reynders og kommissær Barnier for deres støtte til tilsynspakken. Det føltes sommetider, som om vi skulle presse et hårdkogt æg gennem en tesi, men vi kom endelig igennem. Jeg håber, at arbejdet med Solvens II og gennemførelsesbestemmelserne hertil bliver mere produktivt og meget hurtigere. Det regner jeg med.

Der er opnået mange positive resultater, som det allerede er blevet sagt i dag – og også mange negative – men jeg vil sige, at jeg er enig i det fremskridt, der allerede er gjort, og nævne, hvad vi skal stile efter. Men Europa – og det skal siges, at det ikke kun gælder euroområdet – har brug for bestemmelser, der forbedrer resultaterne, og også sikkerhedsforanstaltninger.

Jeg har en fornemmelse af, at nationerne begynder at føle sig som udstødte, og det skal standses. Det er selvdestruktivt for EU som helhed. Nøglen er den internationale dagsorden. EU skal spille en stor og afgørende rolle i bestræbelserne på at få indført globale standarder.

Det er et problem, hvis vi tror, at det alene er nok at indføre europæiske standarder. Det ville være en alvorlig fejl. Derfor er jeg glad for kommissær Barniers bemærkninger om en tabel, der sammenligner, hvad EU og USA har opnået på reguleringsområdet. Mit kontor har allerede udarbejdet en sådan tabel. Den vil jeg gerne dele med kommissæren. Jeg håber, den kan være nyttig.

Til sidst vil jeg gerne spørge, hvor langt vi er kommet i forbindelse med Det Transatlantiske Økonomiske Råd, dialogen på højt plan om regulering. Hvad er forventningerne til fremtiden? Vi står over for problemer, som vi ikke kan løse alene.

  Liem Hoang Ngoc (S&D). – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! I går godkendte Økofin-Rådet princippet om et europæisk semester. Jeg er føderalist og kan kun hilse et sådant fremskridt velkommen. Men det er én ting at koordinere budgetpolitikker, det er noget helt andet at fastlægge indholdet. Det er grunden til, at det er en alvorlig fejl at styrke stabilitets- og vækstpagten.

Den stramme politik, som man dogmatisk pålægger hele Europa, kan allerede mærkes. Spanien og Irland oplever flere og flere vanskeligheder, og Markit-undersøgelsen, der blev offentliggjort i slutningen af august, viser, at denne politik er ansvarlig for stagnationen i den europæiske vækst, og inden længe vil den tyske vækst også stagnere.

Den række af repressive foranstaltninger, der står på dagsordenen for det næste uformelle møde i Økofin, er endnu mere problematisk. Det er uansvarligt at pålægge stater, som allerede har budgetproblemer, automatiske økonomiske sanktioner. Det vil uundgåeligt bære ved til kritikken i alle medlemsstaterne vedrørende deres nationale bidrag til EU-budgettet.

To en halv million borgere protesterede i går for første gang mod krisepakken på gaderne i Frankrig. I stedet for at bevare de sociale sikkerhedsnet og skabe den sociale samdrægtighed i EU, som er nødvendig for at genoprette økonomien, ødelægger Rådet og Kommissionen dem. Måler de alene konsekvenserne af sådanne beslutninger på grundlag af borgernes stadig større modstand mod Europa?

I den europæiske integrations navn og af hensyn til de borgere, for hvem integrationen gennemføres, skal man erkende, at en styrkelse af stabilitets- og vækstpagten er en økonomisk vildfarelse. Det er også en alvorlig politisk fejl.

  Sławomir Witold Nitras (PPE). – (PL) Fru formand! Jeg er meget tilfreds med kompromiset om oprettelse af et finanstilsynssystem. De europæiske markeder havde virkelig brug for sådanne mekanismer. Der er en ting, som jeg personligt især er glad for, nemlig at man understregner betydningen af Den Europæiske Centralbanks rolle. Jeg tror, at vi er sikrere under de nye ordninger. Den Europæiske Centralbanks erfaring betyder, at vi kan se optimistisk på fremtiden, og oprettelsen af et europæisk tilsynssystem skal betragtes som et skridt i den rigtige retning. Vi er nu for alvor begyndt at koordinere udgiftspolitikken og er ikke længere kun interesseret i at opkræve skatter i Europa. Rapporteringssystemet er meget vigtigt. Man skal huske på, at de nationale regeringer, som træffer beslutninger og forpligter sig til at overholde reglerne vedrørende budgetunderskud, ikke er de eneste instanser, der har bemyndigelse til at bruge penge i deres land.

  George Sabin Cutaş (S&D). – (RO) Fru formand! Det er ikke kun stabilitets- og vækstpagten, der skal reformeres. Det gælder hele den økonomiske og sociale model.

Den økonomiske og sociale model, der er et særligt træk ved EU, viser sig nu at være uholdbar. Denne model blev oprindelig betragtet som drivkraften bag den økonomiske vækst og den sociale beskyttelse, men den levede ikke op til forventningerne. 10 % af Europas borgere står uden arbejde, og nogle medlemsstater befinder sig stadig i dyb recession.

Men vi har på den anden side problemer med at kontrollere de økonomiske strømme i EU, hvilket den økonomiske krise tydeligt har understreget. Det betyder, at det er nødvendigt at have en makroøkonomiske overvågning af Europas økonomier, især fordi disse økonomier er tæt forbundne via det indre marked og den fælles valuta.

Jeg er derfor glad for Økofins konklusioner om at oprette et grundlag for et makrofinansielt tilsyn i EU med vedtagelsen af Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici og tilsynsmyndighederne for bank-, forsikrings- og værdipapirsektorerne, for ikke at tale om overvågning af de nationale budgetter inden for rammerne af det europæiske semester.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Fru formand! De beslutninger, der blev truffet i går i Økofin-Rådet, er uacceptable. Mens spekulanterne fortsat tildeler sig selv skandaløse lønninger, og der stadig ikke er udsigt til en skat på finansielle transaktioner, og mens skattelyene blomstrer, har man benyttet sig af den lejlighed, krisen frembyder, til at starte det hidtil største angreb på demokratiet. Man har forsøgt at gøre medlemmerne af de nationale parlamenter til europæiske marionetdukker for at fremtvinge, at de nationale budgetter underlægges en forudgående gennemgang af de europæiske ledere, som om stabilitets- og vækstpagtens betingelser og dens irrationelle kriterier ikke var nok.

Den såkaldte økonomiske koordination, der er indeholdt i traktaterne, kan ikke retfærdiggøre, at man på denne måde træder medlemsstaternes suverænitet under fode, det være sig på europæisk eller nationalt plan, på dette smertelige tidspunkt i deres økonomiske og sociale udvikling. Man er gået alt for vidt i forsvaret af økonomiske og finansielle gruppers interesser, og det får alvorlige konsekvenser for dem, der lider under fattigdom i EU. Det er derfor, at vi protesterer, og vi er sikre på, at arbejdstagernes og borgernes kamp vil tage til i styrke i EU.

  Liisa Jaakonsaari (S&D). – (FI) Fru formand! Tak for Deres redegørelse. For blot nogle få år siden havde man en ekstrem liberalistisk doktrin i Europa, hvor man hævdede, at politik blot stiller sig i vejen for markedets funktion, og at markederne afgør alt.

Vi befinder os nu i en situation, hvor politik er vigtig. Politik afgør spørgsmål, og det er meget vigtigt, at vi nu har gjort fremskridt med hensyn til finanstilsyn. Det er vigtigt, at de fejl, budgetstatistikkerne har været behæftet med, nu kommer frem. Alt er gennemsigtigt, og gennemsigtighed er nøgleordet i reformprocessen.

Det, Schuman sagde i begyndelsen, viser sig at være sandt, nemlig at EU vil udvikle sig som følge af kriser. EU får troværdighed på grundlag af konkrete resultater, intet mindre. Vi tager nu disse meget konkrete skridt.

  Michel Barnier, medlem af Kommissionen. – (FR) Fru formand! Jeg vil gerne takke alle for det, De har sagt om det samlede resultat, vi har opnået på tilsynsområdet.

Jeg vil gerne komme ind på det, fru Ferreira lige har sagt om, at borgerne er rystede, hårdt ramt af alle disse finansielle, økonomiske og sociale kriser, uden at vi må glemme fødevarekrisen og miljøkrisen. Jeg mener, at vi skal sørge for at vise borgerne, at vi lærer af krisen, for det er borgerne, der vælger Dem, og vi står til ansvar over for borgerne. Det er det, vi lige har gjort, når det gælder tilsyn. Vi skal kommunikere og forklare, og det er vi begyndt på. Jeg tænker her på fru McCarthys betænkning om CRD III og aflønning. Jeg mener, at vi, Parlament, Råd og Kommission, når det drejer sig om alle de spørgsmål, der har chokeret, rystet og berørt vores borgere og valgte repræsentanter, skal vise, at vi leverer løsninger på EU-plan, og at det er konkrete løsninger.

Hvad angår skatten på finansielle transaktioner, har kommissær Šemeta gennemført en vigtig og nyttig opgave med analysen af de forskellige muligheder for en sådan skat, og hvilke konsekvenser den ville have, hvis den alene blev indført på regionalt plan. Jeg mener, at det er en vigtig opgave. Jeg vil gerne sige til hr. Giegold, at formanden for Kommissionen på G20-mødet i Toronto klart på vores vegne tog stilling til fordel for en retfærdig og væsentlig afgift på finansielle tjenesteydelser. Vi vil bekræfte hans standpunkt i oktober. Hr. Karas! De skal derfor ikke vente særlig længe. Jeg vil også gerne sige til fru Figueiredo, at denne drøftelse vil fortsætte. Det nytter intet, at vi har ret, hvis vi står alene. Vi skal overbevise Europas befolkninger, og som hr. Reynders kan forklare bedre end mig, er der stadig lang vej igen inden for EU-27, meget lang vej. Og dernæst skal de andre regioner i verden overbevises.

Ligesom fru Wortmann-Kool, fru Swinburne og fru Ford mener jeg, at denne skat, hvis den virkelig skal være effektiv, skal vedtages på et så bredt grundlag som muligt. Vi skal derfor overbevise de andre regioner i verden.

Nu hvor jeg taler om verden, vil jeg gerne sige et par ord om global styring. Jeg kan bekræfte over for hr. Skinner, at vi vil udarbejde denne sammenlignende tabel. Og når det arbejde er færdiggjort for USA's og EU's vedkommende, mener jeg, at det desuden skal udvides til de andre dele af verden, som jeg lige har nævnt, dvs. Kina, Indien, Brasilien og også Afrika, som kan yde et bidrag, og som er hårdt ramt. Jeg vil derfor sikre, at jeg bruger alle de oplysninger, hr. Skinner nævnte. Hvad angår styring, som fru Podimata og hr. Martin nævnte, har vi endnu ikke de samme metoder eller den samme lovgivning, fordi vores økonomier er meget forskellige. Hr. Martin nævnte Volckers berømte "for stor til at gå fallit"-strategi. Vi har en anden opfattelse i Europa. For alle bankers vedkommende, uanset størrelse eller aktiviteter, skal der være et godt eksternt og internt tilsyn og god styring, og man skal ikke nødvendigvis begrænse diversiteten i bankernes aktiviteter.

Parlamentet spiller helt klart en afgørende rolle i forbindelse med tilsyn. Fru Goulard nævnte det arbejde, der er blevet udført på Deres opfordring for at forbedre kreditvurderingsbureauernes troværdighed. Hr. Nitras nævnte Den Europæiske Centralbanks centrale rolle, hvis formand bliver den første formand for Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici, og hvis opgave det bliver at sikre denne institutions troværdighed. Hr. Karas nævnte også, at vi takket være Dem og Deres originale og usædvanlige beslutning om at udsætte førstebehandlingsafstemningen til efteråret har haft tid til at overbevise Rådet og gøre fremskridt. Det har jeg ikke glemt, og jeg vil gerne endnu en gang takke Dem.

Jeg vil slutte med at nævne, som fru Auconie sagde, at vi har brug for mere Europa. Jeg vil understrege, at jeg er overbevist om, at vi skal regulere. Vi skal føre tilsyn og lære af krisen. Vi skal forbedre de offentlige finanser, for den gæld, vi har i dag, er de fremtidige generationers skatter. Vi skal have god styring. Jeg vil slutte med et par ord om det spørgsmål.

Styring er ikke nok. Vi skal også understøtte et økonomisk projekt. Det er det, som hr. Barroso ønskede at understrege så kraftigt i går, og det er det, vi vil gøre. Det er også i den sammenhæng, De skal fortolke de forslag, vi fremlægger i efteråret i form af akten for det indre marked til forbedring af det indre markeds funktionsmåde og for at garantere den vækst på 1 % eller 2 %, som Europa ville kunne opnå, hvis det indre marked fungerede bedre.

Jeg vil slutte med økonomisk koordination, som mange af Dem har været inde på. Jeg vil gerne minde om, at kommissær Rehn og hr. Barroso i slutningen af denne måned fremlægger nogle ret så stærke forslag til handling vedrørende styring. Med hensyn til det europæiske semester, som blev nævnt af hr. Portas, hr. Giegold, hr. Karas, hr. Sánchez Presedo, hr. Cutaş og fru Auconie, er det klart, at De har den politiske vilje til at støtte denne nye koordinationsmetode med radarskærme, øjebliksbilleder, proaktiv indsats over for regeringerne, samtidig med at man respekterer de nationale parlamenters beføjelser og suverænitet.

Det er efter min opfattelse meget vigtigt. Jeg var medlem af det franske parlament og senator i 20 år. Jeg ville i afstemningen om mit lands budget have været meget glad for at få et uafhængigt og objektivt billede af, hvad der skete i andre lande, hvordan de – sommetider alene og med andre metoder – nåede de fælles mål og den fælles disciplin, som man havde fastlagt sammen.

De skal derfor vide, at Kommissionen i alle disse spørgsmål om koordination og styring har den politiske vilje, og at kommissær Rehns dør altid er åben.

  Didier Reynders, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil først gerne takke Dem og alle de talere, som har udtrykt deres godkendelse af aftalen om finanstilsyn. Som mange har sagt, drejede det sig om en fælles indsats, hvor Parlamentet – især ordførerne – Kommissionen og Rådet arbejdede sammen.

Som jeg sagde for lidt siden, står vi ved begyndelsen af denne proces og for at vise, at dette tilsyn virkelig udgør en merværdi og måske den første lære, vi har draget af finanskrisen, skal vi først sikre, at de personer, som skal gennemføre dette tilsyn, vælges så objektivt som muligt – og jeg mener, at de vedtagne procedurer kan sikre det – og hvis vi så, som mange her i Parlamentet har udtrykt ønske om, vil arbejde i retning af et tilsyn, som bliver mere og mere europæisk i sin rækkevidde, skal vi bevise, at dette tilsyn er effektivt på de forskellige områder. Vi vil kunne komme endnu videre simpelt hen ved blot at bevise, at tilsynet på europæisk niveau er effektivt. Men jeg ønsker at understrege endnu en gang, at oprettelsen af denne nye struktur sandsynligvis er den første og den vigtigste lære, vi har draget af finanskrisen. Det er nu op til os at få den til at fungere så godt som muligt og, vil jeg gentage, at styrke dette nye tilsyns ægte europæiske karakter.

For det andet vil jeg gerne nævne – hr. Gauzès kom ind på det for lidt siden – at vi i eftermiddag endnu en gang skal arbejde i en trilog, hvor vi skal drøfte investeringsfonde yderligere, og det er nødvendigt, at alle gør en indsats og accepterer den samme tilgang, som vi lige med succes har brugt i forbindelse med finanstilsynet. Det er rigtigt, at der stadig er nogle forhindringer i Rådet, og der foregår også drøftelser i Parlamentet om visse aspekter af ændringerne vedrørende investeringsfondene, men det er et spørgsmål, hvor det er nødvendigt at gøre fremskridt.

Vi ønsker sammen med kommissær Barnier at fastlægge en stram tidsplan for de nye teksters ikrafttræden. Hvad angår investeringsfonde, hvor vi vil forsøge at komme videre allerede i eftermiddag, skal vi bruge samme tilgang og forsøge at fastlægge en ramme, som er europæisk, og som reelt vil beskytte borgerne og forbrugerne, hvad angår visse produkter og aktiviteter, der udvikles i Europa.

Jeg vil gerne understrege kommissær Barniers udtalelser om, at han for at kunne vurdere, hvordan arbejdet med regulering og tilsyn skrider frem, på det uformelle møde i Økofin vil forelægge en sammenligning af, hvad der sker på begge sider af Atlanten. Jeg vil gerne bekræfte, at jeg vil indbyde formanden for Økonomi- og Valutaudvalget til dette uformelle Økofin-møde, for at vi kan tale om dette spørgsmål og drøfte, hvor langt vi er kommet i dette arbejde, som jo ikke blot vedrører Rådet og Kommissionen, men også Parlamentet. Ved slutningen af måneden får vi derfor lejlighed til også at drøfte dette spørgsmål med Parlamentet. Det er vigtigt at slå fast, at der også sker ændringer på denne side af Atlanten.

Det tredje punkt, jeg gerne vil berøre, er beskatning af finansielle transaktioner, da jeg ikke ønsker at drøfte afviklingsfondene igen. Hr. Barnier vil, som han har sagt, fremlægge specifikke forslag i de kommende uger. Med hensyn til beskatning af finansielle transaktioner forsøgte jeg for snart 10 år siden under det tidligere belgiske formandskab at få spørgsmålet sat til diskussion. Vi kunne ikke drøfte det. Belgierne var næsten fuldstændig enige om dette spørgsmål. Det var det eneste spørgsmål, som man kunne blive enige om. Denne gang er der virkelig kommet gang i drøftelserne. Jeg ved, at der er fremført mange kraftige anmodninger om konkrete forslag om satser, beskatningsgrundlag og indtægternes anvendelse. Men det er måske først nødvendigt, at idéen vinder frem i nogle få medlemsstater, før vi starter en forhandling om de praktiske ordninger.

Vi vil ikke som led i forberedelserne til G20 henvise dette spørgsmål til G20. Men vi vil i stedet forsøge at finde nogle partnere – og de eksisterer – som vi kan få med i samme retning. Men jeg vil imidlertid understrege, at vi aktivt vil fortsætte denne debat. Der er allerede sket en udvikling på Økofin-mødet. Vi tager spørgsmålet op igen i slutningen af måneden på det uformelle møde i Økofin, og det er mit ønske, at der gøres fremskridt, herunder også i spørgsmålet om, hvad midlerne skal bruges til.

Der må ikke herske nogen misforståelser. Det er ikke hensigten at løse kriser ved hjælp af denne skat. Formålet er måske, som mange har sagt, at bekæmpe spekulation. Formålet er også at få flere midler, og vi er allerede i færd med at bruge dem tre eller fire gange – til bekæmpelse af klimaændringerne, til udviklingshjælp og til at fylde hullerne i vores budgetter. Det bliver ikke nogen let forhandling, og jeg erkender, at der er lang vej igen, før vi når til enighed i dette spørgsmål.

Jeg skal slutte med budgetkonsolidering. Der må ikke herske nogen misforståelser. Det europæiske semester er kun en etape. Der kommer flere, og vi skal også drøfte sanktioner. Den politik, vi har vedtaget, indebærer, at vi måske først skal drøfte disse mekanismer med medlemmerne af euroområdet, og vi skal så se, hvorledes vi under overholdelse af de nuværende bestemmelser i traktaterne kan inddrage de medlemsstater, som ikke er med i euroområdet.

Idéen er naturligvis at gå i retning af makroøkonomisk konvergens og budgetkonsolidering, men jeg vil gerne minde Dem om, at den pagt, som binder os sammen i budgetspørgsmål, er en stabilitets- og vækstpagt, og at man heller ikke må glemme vækst, beskæftigelse og de sociale og miljømæssige politikker, der skal føres i Europa.

Hele denne budgetdrøftelse drejer sig ikke kun om at genindføre balance i de forskellige medlemsstater. Det drejer sig om at finde ud af, hvordan budgetterne skal se ud, således at vi ikke blot får genoprettet balancen, men også får skabt vækst og arbejdspladser, kan udvikle sociale politikker og aktivt deltage – og jeg understreger ordet aktivt – i kampen mod klimaændringer.

Vi vil forsøge at gøre alt dette. Det belgiske formandskab er naturligvis parat til at arbejde videre med alle disse forskellige spørgsmål, og som jeg lige har sagt, vil vi gøre det allerede i eftermiddag i spørgsmålet om investeringsfonde.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  António Fernando Correia De Campos (S&D), skriftlig – (PT) Økofin-Rådet traf i går to rigtige afgørelser, som er i overensstemmelse med de synspunkter, som et flertal i Parlamentet har haft i mange måneder. Den første afgørelse vedrører det makroprudentielle tilsyn med finanssystemet under Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici og det mikroprudentielle tilsyn med banker, forsikringsselskaber og pensionsfonde og kontrol med ejendomspriser. Den anden afgørelse drejede sig om det europæiske semester, der skal være en koordinationsproces for den europæiske økonomiske politik. Det europæiske semester er en ex ante sammenlignende analyse af medlemsstaternes budgetter, men det skal ikke opfattes som en indblanding i den nationale budgetautonomi, men derimod som en måde til at føre en bredere drøftelse af økonomien. Det skal gøres ikke blot ud fra et finansielt synspunkt, men især ved også at omfatte en drøftelse af beskæftigelsespolitik og social inklusionspolitik. Vi er enige i denne bredere vision, og vi ønsker, at den uddybes i de næste stadier af økonomisk styring.

  Richard Seeber (PPE), skriftlig. – (DE) De nye bestemmelser for det indre finansmarked skal hilses velkommen, fordi de betyder forbedringer og større sikkerhed for investorerne. Finansmarkederne har arbejdet på tværs af de internationale grænser i årevis, og det er derfor nødvendigt, at de finansielle myndigheder også endelig begynder at arbejde på tværs af grænserne. Men gennemførelsen af disse afgørelser kræver, at de nationale myndigheder også giver afkald på nogle af deres beføjelser og de facto overgiver disse beføjelser til EU-institutioner. Det er imidlertid en af de vigtigste forudsætninger for at skabe et funktionsdygtigt indre marked.

  Georgios Toussas (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Forhandlingen om redegørelserne fra formanden for Kommissionen og formanden for Rådet om Økofins afgørelser beviser, at kapitalens politiske ansigt afspejles i monopolernes strategiske valg om at lægge den kapitalistiske krises byrde på arbejderklassens og græsrøddernes skuldre. Indsprøjtningen af kunstig optimisme modsiges af Kommissionens egne tal, som viser, at den kapitalistiske genopretning er svag, ustabil og usikker. Det er derfor, at de brutale antigræsrodsangreb bliver optrappet med flere midler og mekanismer, dvs. det man kalder styrket økonomisk styring, det europæiske semester til strengere overholdelse af stabilitetspagten fra medlemsstaternes side, hurtigere og mere effektiv fremme af Europa 2020-strategi, som er en antigræsrodsstrategi, ændringer af EU's budget og nøjere overvågning af medlemsstaternes budgetter for at sikre en ensartet gennemførelse af drastiske nedskæringer i de sociale udgifter. Sludder om at oprette europæiske myndigheder, som angiveligt skal kontrollere kreditten og beskatte banker og handler på børsen er simpelt hen blår i øjnene for at vildlede græsrodsbevægelserne og afværge den stigende modstand fra græsrødderne. Disse planer viser endnu en gang, at den krig mod arbejdskraften, som i Grækenland blev udløst af PASOK-regeringen og EU og andre af kapitalens partier, ikke kun gælder Grækenland. Det er kapitalens strategiske valg for hele EU.

4. Beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling (A7-0230/2010) fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om dyr, der anvendes til videnskabelige formål (06106/1/2010 – C7-0147/2010 – 2008/0211(COD)) (Ordfører: Jeggle).

  Elisabeth Jeggle, ordfører. – (DE) Fru formand, hr. Dalli, mine damer og herrer! Efter næsten to års intensive drøftelser er vi nået til enighed med Rådet og Kommissionen om et direktiv om beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål. Vi har fundet en god balance mellem dyrevelfærd og forskning.

Jeg vil derfor hjertelig takke alle dem, der var involveret i dette arbejde, for deres gode samarbejde. Jeg vil også gerne takke vores tidligere kollega, Neil Parish, som fik fastlagt en god udgangsposition for Parlamentet under førstebehandlingen i maj sidste år. Jeg vil gerne takke alle skyggeordførerne og repræsentanterne fra Kommissionen og de svenske og spanske formandskaber. Og jeg vil ikke mindst takke personalet i de politiske grupper og udvalgssekretariatet. Vi har alle gjort alt, hvad vi kunne, for at få dette kompromis i stand.

Hvis vi sammenligner med det nuværende direktiv, som går tilbage til 1986, udgør dette nye direktiv om dyreforsøg et kvantespring inden for dyrevelfærd. Det vil stadig være muligt at bruge dyr i den medicinske forskning, hvis der ikke er andre alternativer, men der vil blive fastlagt meget strenge betingelser. De principper, der ligger til grund for det nye direktiv, er at undgå og begrænse forsøg med dyr og forbedre dyrevelfærden. I direktivet fastlægges der omfattende beskyttelsesbestemmelser og kontrolkriterier med det formål at forbedre dyrenes velfærd. Med indførelsen af en forpligtelse til at foretage en etisk evaluering, herunder en afvejning af skadevirkninger og fordele, og med godkendelsesprocessen for projektet samt ved at standardisere og garantere kvalifikationerne for dem, der arbejder med dyrene, sættes der nye og grundlæggende hjørnestene.

Der må ikke foretages forsøg med dyr uden forudgående godkendelse. Det omfatter også en vurdering af projektet på grundlag af etiske betragtninger. Der skal foretages grundige vurderinger for at fastslå, om et bestemt dyreforsøg er nødvendigt, om det kan erstattes af en anden procedure, og om man har taget hensyn til alle dyrevelfærdskravene, hvad angår forsøgets belastningsgrad. Hvor det overhovedet er muligt, skal forskerne undgå at skabe angst, lidelse og smerte hos dyrene.

Derudover lykkedes det, fordi Parlamentets delegation insisterede på at opnå et strengt kontrol- og inspektionssystem. Den kompetente myndighed skal tilpasse inspektionernes hyppighed til det forventede risikoniveau, og der kan også være tale om uanmeldte kontrolbesøg. Jeg er overbevist om, at vi har fundet en balance mellem et højt niveau for dyrevelfærd og muligheden for fortsat at kunne forske i Europa. Denne balance tager højde for kravene til forskning i relation til menneskets værdighed og sundhed, den tilsidesætter ikke syge menneskers legitime interesser, og den indfører en meget stor forbedring i dyrevelfærden sammenlignet med standarderne fra 1986.

Vi nåede i trilogforhandlingerne frem til et kompromis, der blev vedtaget den 3. juni 2010. Mine damer og herrer! Jeg vil bede Dem om at støtte dette kompromis og forkaste alle de foreslåede ændringer.

  John Dalli, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg vil først gerne sige, at kommissær Potočnik var meget skuffet over ikke at kunne være her i dag. Han er for øjeblikket i Gent, hvor han deltager i det uformelle ministermøde om EU's holdning til den 10. konference mellem parterne i konventionen om biologisk mangfoldighed, som finder sted i oktober i Nagoya.

Jeg vil gerne takke Parlamentet og især ordførerne, Elisabeth Jeggle og tidligere medlem af Parlamentet, Neil Parish, skyggeordførerne og alle dem, som også har arbejdet hårdt i forbindelse med udarbejdelsen af denne meget vigtige lovgivning. Det glæder mig at kunne understrege det fremragende samarbejde mellem Parlament, Råd og Kommission.

Forhandlingerne mellem institutionerne og høringerne før og under den fælles beslutningsprocedure var vanskelige, da medlemsstaternes, industriens, videnskabens og dyrevelfærdsfortalernes forskellige og ofte meget divergerende opfattelser og behov skulle tages med i betragtning og så vidt muligt afspejles i teksten. Det er min opfattelse, at resultatet er et fair og funktionsdygtigt stykke lovgivning, som er en vellykket balance mellem fremme af europæisk forskning og konkurrencedygtighed og sikring af, at der tages behørigt hensyn til dyrenes velfærd.

Der var i høj grad brug for denne revision, da det var vigtigt grundigt at forbedre betingelserne for forsøgsdyr, klarlægge de retlige forpligtelser og sikre lige vilkår i EU. Når den nye lovgivning er gennemført, kan EU hævde at have de højeste standarder i verden for forsøgsdyrs velfærd, og vi har hævet tærsklen i alle 27 medlemsstater i EU på en måde, som ikke vil gå ud over, men i stedet for fremme vores forsknings og industris konkurrencedygtighed.

Vi mener, at den tekst, De skal stemme om i dag, bibeholder alle nøgleelementerne i Kommissionens oprindelige forslag. Derfor mener jeg, at Kommissionen, hvis De stemmer ja, vil have opnået sine ambitiøse mål for denne revision.

  Herbert Dorfmann, for PPE-Gruppen. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Alle dyr har brug for vores beskyttelse, uanset om de anvendes til dyreforsøg eller i landbruget, holdes som kæledyr eller lever i den frie natur.

I mit værdisystem gælder det imidlertid, at et dyr er et dyr, og et menneske er et menneske. Der er et klart værdimæssigt hierarki. I de seneste par dage har vi f.eks. diskuteret det faktum, at det nu åbenbart er muligt at foretage forsøg på dyr uden først at bedøve dem. Det er sandt, at man kan tage en blodprøve fra et dyr uden at bedøve det først. Det samme gælder imidlertid for mennesker. Jeg tror ikke, at nogen af os nogensinde er blevet bedøvet, før vi har afgivet en blodprøve. De medicinske fremskridt er til stor gavn for menneskeheden, og derfor er dyreforsøg desværre nødvendige. For mange sygdomme, hvoraf nogle er meget sjældne, længes vi efter at gøre fremskridt inden for medicin, videnskab og forskning. Der er fortsat behov for dyreforsøg inden for disse områder.

Jeg går ind for, at man ikke foretager dyreforsøg, når der findes andre tilsvarende metoder. Det aktuelle forslag sikrer dette med den enkelte undtagelse, at hverken mennesker eller humane kønsceller skal anvendes ved disse alternative metoder.

Vi er nået frem til et godt kompromis, der beskytter forskningen, Europa som forskningsområde og først og fremmest dyrene. Vi bør stemme for dagens kompromisforslag for at sikre større dyrebeskyttelse samt beskyttelse af den værdifulde forskning i Europa.

  Daciana Octavia Sârbu (S&D). – (RO) Fru formand! Først vil jeg gerne takke både fru Jeggle og vores andre kolleger, skyggeordførerne, for det udmærkede samarbejde under forhandlingerne med Rådet om dette kompromis.

Hvert år anvendes der ca. 12 mio. dyr til videnskabelige forsøg i EU. Offentligheden har ofte påpeget behovet for at sikre dem en bedre beskyttelse.

Hvis det var muligt, ville vi alle sammen gerne standse brugen af dyreforsøg. Vi er imidlertid fortsat nødt til at bruge dem for at beskytte menneskers og dyrs sundhed samt miljøet.

De nye bestemmelser i dette direktiv omfatter pligten til at gennemføre langt flere inspektioner end tidligere, og for en stor dels vedkommende kan det ske uden forudgående varsel. Der skal også indhentes forhåndstilladelse til anvendelse af dyr – specielt aber.

Der er indført begrænsninger af de lidelser, et dyr kan udsættes for i forbindelse med videnskabelige procedurer, og der er foreslået begrænsninger i brugen af aber. Det betyder, at de nu kun kan bruges i procedurer, der er beregnet på at undgå, forebygge, diagnosticere og behandle sygdomme, der er potentielt livsfarlige for mennesker.

Jeg er glad for, at den endelige tekst fortsat indeholder en forpligtelse til at gennemføre regelmæssige revisioner af direktivet, hvor der tages hensyn til de videnskabelige fremskridt. Jeg vil gerne understrege betydningen af at fremme alternativer til dyreforsøg som anført i dette direktivforslag.

Vi er alle klar over, at det i meget lang tid har været muligt at gennemføre det aktuelle lovgivningsforslag. Efter min mening er vi efter forhandlingerne med Rådet under det svenske og det spanske formandskab nået frem til en afbalanceret fælles holdning, der både opfylder behovet for at beskytte dyr, der anvendes til videnskabelige formål, samt det videnskabelige samfunds behov.

  Marit Paulsen, for ALDE-Gruppen. – (SV) Fru formand! Jeg vil forsøge at give Dem lidt af den historiske baggrund. Først vil jeg takke fru Jeggle for hendes enestående lederskab i denne meget vanskelige sag.

Vi overtog arbejdet i en sag, hvor man kort sagt næsten kunne beskrive Kommissionens forslag som ekstremt dyrevenligt og Parlamentets førstebehandling som ekstremt erhvervsvenlig. I de seneste år har Parlamentet – med udmærket støtte fra det svenske og det spanske formandskab – under fru Jeggles lederskab sammen med Kommissionen, Rådet, vores partigrupper og udvalgenes embedsmænd arbejdet sig gennem sagen, bid for bid og ord for ord, så vi nu står med et rimelig afbalanceret direktiv.

Hvis vi først og fremmest ønsker at beskytte dyrene, vil jeg personligt rette opmærksomheden mod de strukturer, vi i øjeblikket opbygger for de dyr, vi spiser. På dette område står vi med en enorm arbejdsopgave. I øjeblikket har disse dyr et dårligere beskyttelsesniveau end dyr til dyreforsøg. Se på de lange transportveje til slagterier i Europa. Har De ikke bemærket dem på motorvejene?

Jeg har tidligere været involveret i vanskelige betænkninger og forhandlinger, men jeg har aldrig tidligere set Parlamentet skifte mening og træffe beslutninger i overensstemmelse med holdningen hos de tilstedeværende lobbygrupper. Det havde jeg ikke regnet med fra dette Parlaments side.

  Jill Evans, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg vil også takke fru Jeggle for hendes store arbejdsindsats med denne betænkning. Der er betydelige forbedringer i kompromisteksten – specielt vedrørende kontroller, den nye godkendelsesproces til eksperimenter samt et ordentligt klassifikationssystem – hvilket vi hilser velkommen. Vi har imidlertid ventet i adskillige år på en opdatering af denne lov, og da min gruppe fortsat har tre store problemområder, har vi stillet forskellige ændringsforslag.

Vi synes, at medlemsstaterne skal bevare retten til at indføre skrappere regler om dyrebeskyttelse, sådan som de har i øjeblikket, og sådan som vi blev enige om under førstebehandlingen. Vi mener, at der skal anvendes alternativer til dyr, hvor det er muligt. Den aktuelle ordlyd begrænser de obligatoriske alternative krav til et mindretal af de udførte test, hvilket svækker de eksisterende love. Det var ikke det, vi stemte ja til under førstebehandlingen.

Med hensyn til aber mener vi, at en svækket tilstand uden ordet "væsentlig" foran vil kunne fortolkes som næsten enhver menneskelig lidelse snarere end som en alvorlig forringelse af menneskers sundhed, hvilket er hensigten her.

Vi ved af erfaring med lovgivning på dette område, at gennemførelse og håndhævelse er nøglen til en effektiv lovgivning, og det er væsentlige spørgsmål. Med henblik på at skabe klarhed gennem yderligere drøftelser vil min gruppe kræve en henvisning til fornyet udvalgsbehandling.

  Janusz Wojciechowski, for ECR-Gruppen. – (PL) Fru formand! Det glæder mig, at dette direktiv er blevet til. Jeg vil gerne lykønske fru Jeggle, da der gik et meget vanskeligt arbejde forud for dette kompromis. Det er godt, at EU fastsætter bestemmelser for endnu et vigtigt område vedrørende behandlingen af dyr, og at vi vedtager løsninger, der skal forhindre grusomheder mod dem. Under det foregående system med nødvendige forsøg på dyr var der mange grusomheder. Grusomhederne kan reduceres, og dette direktiv er et skridt i den rigtige retning. Grusomhed mod dyr skader dyr og påfører dem lidelser, men først og fremmest rammer den mennesket. Den er en fornærmelse mod den menneskelige værdighed. De folk, der er grusomme mod dyr, handler i strid med deres egen menneskelighed og værdighed. Det er godt, at den beslutning, som Parlamentet har vedtaget i dag, er et skridt i denne retning. Den indeholder en bestemmelse, som jeg har nogle forbehold over for, men det kommer jeg ind på i min redegørelse efter afstemningen.

  Marisa Matias, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Fru formand! Europa har en forpligtelse til at beskytte dyr, men den aktuelle forhandling går langt ud over denne præmis og stiller os nogle vanskelige spørgsmål. Ingen anskuelse skal have en absolut værdi i sig selv. Vi befinder os imidlertid midt i valg og modsigelser, der kun kan løses med en afbalanceret lovgivning.

Bør dyrevelfærd på en værdiskala rangere under menneskets sundhed eller ej? Hvad er f.eks. den faktiske europæiske forskningsstrategi, når det drejer sig om grundforskning og menneskets sundhed? Hvordan kan vi forhindre afskaffelsen af den europæiske forskning i medicin, da dette i sidste instans kan føre til dens ødelæggelse?

Ved at eliminere disse spørgsmål kan vi lindre vores europæiske samvittighed, men vi overfører f.eks. den lægevidenskabelige forskning til andre lande, hvor man måske ikke overvåger dyrevelfærden. Vi skal have mulighed for at udvikle og fremme alternative metoder til anvendelse af dyr til videnskabelige formål, men der er fortsat meget at diskutere, og jeg håber virkelig, at denne sag bliver genstand for en grundigere undersøgelse.

  Giancarlo Scottà, for EFD-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Det er både vigtigt og nødvendigt at skabe balance mellem nødvendigheden af at fremme den videnskabelige forskning og nødvendigheden af at beskytte dyrevelfærden.

I øjeblikket er der en utilstrækkelig beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål. En ny videnskabelig viden betyder, at man kan fremme alternativer, der kan erstatte eller reducere brugen af dyr. Der skal anvendes metoder eller procedurer, der forvolder mindst mulig smerte og lidelse, men uden at vanskeliggøre den videnskabelige forskning i sygdomsbekæmpelse.

Det er derfor rimeligt at revidere Europas dyrebeskyttelseslovgivning for at opnå tilfredsstillende resultater, der både lever op til forskningsindustriens krav – i betragtning af behovet for at gennemføre en videnskabelig forskning til gavn for menneskets sundhed – og som samtidig tager hensyn til velfærden hos de dyr, der fortsat er nødvendige til videnskabelige formål.

FORSÆDE: Stavros LAMBRINIDIS
Næstformand

  Mike Nattrass (NI). – (EN) Hr. formand! Kommissionen foreslog dette direktiv i 2008, og der var bekymring om, hvorvidt der ville blive lagt uforholdsmæssig store byrder på den videnskabelige forskningsindustri. Forslaget vil udvande visse restriktioner, og jeg har noteret mig, at kravet om udveksling af data vedrørende dyreforskning er blevet fjernet.

Hvert år bruges der i EU omkring 12 mio. forsøgsdyr, og dette forslag kan øge deres lidelser. Vi skal reducere behovet for dyreforsøg.

Civiliserede mennesker vil forsøge at finde en balance mellem behovet for forskning og pligten til at respektere andre jordiske skabningers liv. Disse beslutninger kræver visdommens bog. Jeg er beklageligvis nødt til at spørge, om Parlamentet besidder en sådan visdom?

  Martin Kastler (PPE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi tager et nyt og vigtigt fremskridt på dyrevelfærdsområdet ved at yde større beskyttelse til de dyr, der anvendes til videnskabelig forskning.

Vi har hørt meget om dyrevelfærd. Vi har også hørt, at Europa er en vigtig placering for den industrielle forskning og innovation. Der er imidlertid et emne, vi endnu ikke har talt om. Det drejer sig om en af EU's grundlæggende værdier – den menneskelige værdighed – og spørgsmålet om, hvordan vi håndterer den. Efter min mening skal vi ikke på den ene side forbedre dyrevelfærden, mens vi på den anden side udsætter os selv for risici på et område, der til dels er i strid med vores europæiske værdier.

Hvorfor siger jeg det? Kommissionen har nævnt alternative metoder i sine dokumenter. Det drejer sig bl.a. om fem metoder vedrørende forskning i og brug af embryonale stamceller og specielt menneskelige stamceller. Efter min mening er det umoralsk. Det er noget, som jeg ikke kan se bort fra under dagens afstemning om kompromisforslaget mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Jeg vil derfor opfordre Dem samt i særdeleshed Rådet, medlemsstaterne og Kommissionen i form af den såkaldte forskriftskomité til at benytte en meget sensitiv tilgang. Når vi bekymrer os om den menneskelige værdighed, betyder det ikke, at vi er modstandere af dyrevelfærd. Vi ønsker tværtimod begge dele. Vi ønsker at samarbejde om at beskytte levende væseners værdighed – uanset om der er tale om dyr eller mennesker – på en måde, der svarer til vores europæiske værdighedsbegreb, så vi kan samarbejde om at forsvare og støtte det.

Det er et af Europas varemærker, at vi er villige til at kæmpe for menneskets frihed og værdighed. Derfor deltager jeg ikke i dagens afstemning, da jeg ud fra en moralsk synsvinkel ikke kan gøre én ting og se bort fra en anden. Det var rigtigt at diskutere dette emne i dag, men den tredje dimension af menneskelig værdighed har fået en temmelig dårlig start.

  Paolo De Castro (S&D). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Efter halvandet års vanskelige forhandlinger mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen er vi omsider nået frem til en kompromistekst i det følsomme emne om dyreforsøg. Det har været en vanskelig proces, og jeg vil gerne takke ordføreren, fru Jeggle, og skyggeordførerne for deres intense forhandlinger.

Teksten blev vedtaget uden modstand og med bare fire afståelser af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, som jeg har æren af at være formand for. Den rammer en god balance mellem behovet for at forbedre velfærden hos dyr, der anvendes til dyreforsøg, og behovet for at skabe fremskridt inden for den medicinske forskning. Forslaget har til formål at undersøge og forbedre det nu forældede direktiv fra 1986 og harmonisere de europæiske bestemmelser om emnet.

Dyreforsøg er et særlig følsomt emne for alle os såvel som for offentligheden, men jeg kan med overbevisning sige, at den tekst, vi skal stemme om, er fornuftig og resultatet af et seriøst og grundigt arbejde. Den er en klar forbedring af den gældende dyrebeskyttelseslovgivning, samtidig med at den holder fast i vores moralske ansvar for at fremme den medicinske forskning.

  George Lyon (ALDE). – (EN) Hr. formand! Der er tydeligvis stærke holdninger på begge sider af denne diskussion. Stridspunktet er helt klart. På den ene side har vi dem, der giver forrang til dyrenes rettigheder, og på den anden side er der os, der tror på samfundets ret til at fremme udviklingen af lægemidler, behandlinger og lægemidler til syge og svagelige. Vi er nødt til at finde den rette balance. Ja, vi skal beskytte dyr, men vi skal også sørge for, at videnskabsfolkene har de nødvendige redskaber til at udvikle nye lægemidler, der i fremtiden kan kurere nogle af de værste sygdomme, som samfundet står over for.

Efter min mening sikrer nærværende tekst den rette balance mellem disse to synspunkter og en korrekt håndtering af dyrenes beskyttelse såvel som samfundets rettigheder. Jeg vil gerne rose fru Jeggle og alle skyggeordførerne for deres indsats.

På dette sene tidspunkt vil jeg bede De Grønne om at genoverveje deres ændringsforslag. De er allerede behandlet under forhandlingen. Vi har haft en forhandling. Efter min mening tages der i teksten hensyn til deres bekymring. Dette emne er for alvorligt til at blive brugt til politik, og jeg vil derfor på dette sene tidspunkt bede De Grønne om at trække deres forslag tilbage inden afstemningen.

  Carl Schlyter (Verts/ALE). – (SV) Hr. formand! Kampen for dyrene går hånd i hånd med kampen for bedre forskning. Enhver, der forsvarer dyreforsøg, svækker forskningen. Der er tradition for en falsk tro på effektiviteten af dyreforsøg. Flere og flere lægemidler vedrører menneskespecifikke reaktioner, hvorfor dyreforsøg er helt værdiløse. Alternativerne er imidlertid både effektive, hurtigere og billigere. Ændringsforslagene fra Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance har til formål at hjælpe dyrene og forskningen, så jeg vil i stedet anbefale Dem at stemme for disse forslag.

Der findes endvidere et smuthul, der tillader brugen af aber. Vi bør lukke dette smuthul med ændringsforslagene fra De Grønne. Aber kan kun accepteres i det værst tænkelige scenario i forbindelse med alvorlige symptomer på menneskesygdomme – der er ingen smuthuller der.

Endelig skal landene have mulighed for at føre an med hensyn til at beskytte dyr og afprøve nye metoder. Først da kan Europa blive verdensledende på dette område med hensyn til dyrebeskyttelse og medicinsk forskning.

  John Stuart Agnew (EFD). – (EN) Hr. formand! Som landmand har jeg altid ønsket en ordentlig behandling af dyr, og jeg har tiltro til, at dyrene behandles ordentligt i Det Forenede Kongerige – i hvert fald af det videnskabelige samfund.

Jeg har besøgt Huntingdon Life Sciences i min valgkreds, og jeg ved, at dedikerede mennesker blot gør, hvad der er nødvendigt for at sikre videnskabelige fremskridt. Institutionen gennemfører vigtige test af lægemidler, der måske om nogle ganske få år vil kunne redde et af europaparlamentsmedlemmernes liv. Enhver ansat i denne institution har pligt til at melde det, hvis de har beviser for dyremishandling.

Vi kan og skal ikke indføre unødvendige kontroller, der vilkårligt begrænser visse fremgangsmåder. Disse tre ændringsforslag vil ikke forbedre dyrevelfærden, men deres indførelse vil hæmme forskningen. De er bl.a. en opskrift på en legalistisk konflikt, der ikke gør noget for at fremme lægevidenskaben, men som kan berige advokaterne.

EU er helt ærlig nødt til i højere grad at følge princippet om, at man ikke skal reparere noget, der ikke er gået itu. I Det Forenede Kongerige har vi et fornuftigt system, et ansvarligt videnskabeligt samfund – inklusive fyrtårnet for globale videnskabelige fremskridt, Cambridge University i min egen valgkreds – og afbalancerede love, der på fornuftig vis tager hensyn til både videnskaben og dyrevelfærden. Denne fine balance skal bevares. Mit budskab til EU er enkelt: Lad det for en gangs skyld blive, som det er.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (EN) Hr. formand! Det aktuelle direktiv har til formål at begrænse dyreforsøg og forbedre forholdene for de dyr, der anvendes til forskning.

I Europa har vi allerede verdens højeste standarder for dyrevelfærd, og dette direktiv vil hæve standarderne yderligere. Det er yderst prisværdigt. Vi skal ikke desto mindre huske på, at mennesker og deres fremgang betyder mere end dyrenes trivsel, og at der en grundlæggende forskel på dyrs og menneskers værdighed.

Jeg værdsætter balancen mellem skrappere regler om dyrevelfærd og brugen af dyr og den fortsatte mulighed for at forske under skrappe betingelser. Jeg støtter princippet om, at dyreforsøg så vidt mulig skal erstattes med andre metoder, at antallet af anvendte dyr skal begrænses til et minimum, og at standarder for opdræt, opholdsmuligheder og pleje skal forfines.

Dyreforsøg tillades kun, når der ikke findes andre alternativer. Samtidig vil det fortsat være muligt at foretage medicinsk forskning. Det giver en balance mellem den etiske nødvendighed af at reducere dyreforsøgene og kravene fra den moderne medicinske forskning.

Her vil jeg kraftigt opponere mod alternativer til dyreforsøg, der f.eks. kan omfatte test baseret på brugen af embryonale menneskelige stamceller. Jeg er bekymret for de medlemsstater, hvis nationale lovtekster ikke eksplicit udelukker de metoder, der omfatter brug af humane embryoer fra tvungne alternative test. Når dette direktiv træder i kraft, kan medlemsstaterne blive tvunget til at sørge for, at disse alternative metoder anvendes, uanset om de baseres på stamceller fra embryoer eller ej.

Jeg vil derfor undlade at stemme ved den endelige afstemning, og jeg opfordrer medlemsstaterne til at finde andre alternativer end dem, der omfatter ødelæggelse af menneskeliv.

  Luis Manuel Capoulas Santos (S&D). – (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil også starte med at lykønske fru Jeggle med hendes udmærkede arbejde på vegne af Parlamentet og Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter sammen med Kommissionen og Rådet. Efter halvandet år med successive forhandlinger under det svenske, det spanske og det belgiske formandskab var det muligt at nå frem til et afbalanceret kompromis mellem kravene fra det videnskabelige samfund og det, vi under disse omstændigheder kan kalde for "dyrevelfærd".

Det nødvendige flertal for dette resultat blev skabt under meget følelsesladede og intense forhandlinger, hvor alle partier kom med indrømmelser. Der var også stor inddragelse af offentligheden, sådan som det forventes i en så følsom sag som denne. Ikke desto mindre måtte beslutningstagerne træffe beslutninger, og skønt vi ikke bør være følelseskolde over for dyrs lidelser, er vi nødt til at træffe valg og prioritere værdier. Fru Jeggles holdning i dag koncentreres om en prioritering af værdier, der synes velafbalancerede mellem fordelene for menneskets sundhed på den ene side og dyrs lidelser på den anden. Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet vil derfor stemme for betænkningen og afvise alle ændringsforslag.

  Jorgo Chatzimarkakis (ALDE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil først og fremmest udtrykke min respekt og taknemmelighed over for fru Jeggle, der har arbejdet med denne betænkning i årevis. Der er imidlertid én ting, jeg er nødt til at sige til fru Jeggle. Som europæere kan vi ikke være stolte over denne betænkning. Den er for vag, og den tillader for mange ting, der ikke bør tillades i et land eller på et kontinent, der indtager en førerposition inden for dyrevelfærd i hele verden.

Jeg forudser en forværring af situationen, specielt med hensyn til genbrug af forsøgsdyr. Tidligere var det vanskeligere, men efter min mening er lovgivningen nu blevet udvandet. De ryster på hovedet, men det er sandt, at når man betragter det nøje, så er det ordene skrevet med småt og nuancerne i ordlyden, der gør forskellen. Strengheden i testene er også et område, hvor det sandsynligvis bliver værre i mange medlemsstater. Nogle medlemsstater som f.eks. Tyskland, Det Forenede Kongerige og Sverige er allerede gået længere. Vi har indført en smertetærskel, og Rådet har udvandet den ved at tillade undtagelser. Endvidere er Kommissionens magt blevet reduceret med hensyn til inspektioner.

Jeg vil ikke desto mindre stemme for denne betænkning, fru Jeggle, fordi den repræsenterer en forbedring i forhold til 1986-direktivet, der nu er 24 år gammelt. Godkendelsesmekanismerne er på plads. Der er på forhånd brug for en licens til tre testfaser, hvilket er godt. Procedurerne er blevet forenklet, hvilket også er et positivt skridt. Personligt er jeg stolt over det faktum, at vi har kunnet redde genstanden for de alternative testmetoder fra den seneste valgperiode. Der er imidlertid behov for flere midler hertil.

Dette direktiv skal revideres inden for de næste syv år. Det er et ganske godt udgangspunkt, men det skal forbedres inden for syv år, så vi i Europa kan leve op til vores ry for at have verdens højeste dyrevelfærdsniveau.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE). – (PT) Hr. formand! Den betænkning, der i dag præsenteres for os her i mødesalen, kommer fra fru Jeggle. Den har til formål at afslutte en proces, der er lige så lang, som den er kompliceret, og det har kun været muligt gennem hårdt arbejde og en dygtig dialog, og det vil vi gerne takke hende for.

Når som helst den behandlede sag ikke kun involverer en masse forskellige interesser, men også moralske værdier, udløser den ikke kun massive rationelle argumenter, men også et følelsesmæssigt svar. Det hjælper ikke med til at skabe den enighed, vi her håber på, for at tjene den europæiske offentlighed, samtidig med at man respekterer synspunkterne hos de forskellige politiske grupper og medlemsstater. Det vil gøre det muligt for os at bidrage til den europæiske integration gennem udarbejdelsen og præsentationen af fælles standarder. Det er netop denne forventede standardisering af kriterier, der står på spil i denne betænkning i en tilgang, der forudsætter et højere beskyttelsesniveau for dyrelivet.

Det har betydet, at der i de to år efter beslutningen om at revidere Rådets direktiv 86/609/EØF om beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål, og i erkendelse af forskellene mellem medlemsstaterne på dette område har været et forsøg på at fastsætte mere detaljerede regler om dette emne med henblik på at reducere de proceduremæssige forskelle. Under denne proces var det vigtigt at afveje et større beskyttelsesniveau for dyr, der anvendes til videnskabelige formål, med behovet for at sikre de nødvendige vilkår for, at den biomedicinske forskning kan udvikles i EU. Der er skabt en sådan balance i den tekst, som vi skal stemme om lige om lidt.

Det vil gavne de dyr, der er under vores beskyttelse, og det indfrier vores menneskelige ansvar over for dyr uden at gå på kompromis med kvaliteten og udviklingen af den biomedicinske forskning, der er til gavn for os alle hver eneste dag.

  Ulrike Rodust (S&D). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi bør stemme for denne betænkning om direktivet om dyreforsøg. Parlamentet opnåede meget under forhandlingerne med Kommissionen og Rådet, nemlig forebyggelse, bekæmpelse og forbedring.

Det er sandt, at vi ud fra et dyrevelfærdsmæssigt perspektiv fortsat gør for lidt. Rådet var imidlertid ikke villigt til at gå længere, og det gjorde det klart, at der ikke blev noget nyt direktiv, hvis ikke vi accepterede disse resultater. Det betyder ikke, at vi ikke fortsat kan gøre fremskridt på dette område fremover. Dyrevelfærd og forskning skal prioriteres højt i vores politikker. Jeg ville være ovenud lykkelig, hvis vi helt kunne afskaffe dyreforsøg i dag. Vi er desværre langt fra dette mål, og derfor skal vi sørge for at beskytte dyrene mest muligt.

Med nærværende kompromis er der et langt bedre grundlag for at gøre dette. Det er blot vigtigt at sikre sig, at alle medlemsstater gennemfører det nye direktiv ensartet. Jeg vil gerne takke ordføreren og alle skyggeordførerne mange gange for deres store indsats.

  Cristiana Muscardini (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Ordføreren og hendes samarbejdspartnere har bestemt udført et vanskeligt stykke arbejde, som vi takker dem for.

Personligt vil jeg imidlertid ikke lægge skjul på, at det overrasker mig og adskillige medlemmer af den italienske regering, som jeg støtter, at dette problem efter 24 år endnu ikke er blevet løst på en for os tilfredsstillende måde.

Nogle medlemmer har påpeget, at dyrs sensitivitet er forskellig fra menneskers. Det er bestemt sandt, at intet dyr nogensinde ville gøre, hvad der sker, hvad der er sket, og hvad der fremover vil ske i Iran. I almindelighed benytter dyr sig ikke af tortur, steninger eller de løgne, der er så typiske for vores egen politiske verden.

Vi kan med god grund kræve, at disse dyr bruges til at fremme den videnskabelige forskning og forbedre menneskets sundhed, men vi har ikke ret til fortsat at udsætte dem for nytteløse gentagne forsøg, der kun tjener det formål at berige nogle såkaldte forskere.

Vi er udmærket klar over, at in vitro-eksperimenter eller computersimulationer af det menneskelige stofskifte i dag gør det muligt at få langt mere præcise resultater end gennem dyreeksperimenter, fordi resultatet af et eksperiment ofte ikke kan overføres fra en art til en anden, hverken mellem dyr eller fra et dyr til et menneske.

Derfor håber vi, at dette direktiv bliver revideret, så det er mere i pagt med de aktuelle tendenser og den gensidige respekt.

  Elisabetta Gardini (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil takke ordføreren og skyggeordførerne for det resultat, de har skabt. Efter min mening har vi fået det bedst mulige kompromis mellem forskningens behov og velfærden hos de dyr, der anvendes til videnskabelige formål.

Det er desværre fortsat nødvendigt at foretage dyrebaseret forskning, da der ikke findes alternativer hertil. Computersimuleringer og cellekulturer er ikke nok, og det er ikke politikerne, men forskerne, der siger det. Jeg vil gerne minde parlamentsmedlemmerne om, at det netop er takket være dyreforsøg, at det er lykkedes at kurere nogle meget alvorlige sygdomme. 98 % af disse dyr er gnavere, og de større dyrearter anvendes således kun i meget begrænset omfang. Jeg må også pointere, at det er takket være disse forsøg, at vi i dag er i stand til at kurere leukæmi, diabetes og visse kræftformer. Endelig vil jeg pointere, at forskerne er de første til at undgå unødvendige lidelser, hvilket man kan konstatere blot ved at betragte deres arbejde.

Det er sandt, at nogle afsnit fortsat giver anledning til bekymring, og jeg vil gerne nævne et, der ikke tidligere er blevet nævnt. I artikel 49 er enhver henvisning til etiske komitéer blevet erstattet med de mere generiske nationale dyrebeskyttelseskomitéer. Det har fået alarmklokkerne til at ringe blandt dem, der arbejder inden for området, da der allerede findes etiske komitéer i mange laboratorier, og da flere er på vej. Man frygter derfor, at disse komitéers rolle på den ene eller den anden måde reduceres, og at de måske tilmed bliver erstattet af mere generelle komitéer, der er mindre velforberedte både etisk og videnskabeligt.

  Rareş-Lucian Niculescu (PPE). – (RO) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke ordføreren, fru Jeggle, for hendes store arbejdsindsats. Jeg støtter også de kolleger, der i dag har talt imod de tre ændringsforslag til den fælles holdning.

Det er ikke et perfekt kompromis, skønt det i øjeblikket er den bedst mulige formulering.

Forslaget er udarbejdet efter høring af fremtrædende forskere, der ved, hvad der skal til, for at de kan fortsætte deres forskning.

Ethvert ændringsforslag til dette kompromis vil føre til en fortsættelse af den sædvanlige procedure, hvilket efter min mening ikke er i nogens interesse. Derfor opfordrer jeg nu alle de kolleger, der deltager i dagens afstemning, til at stemme imod de tre ændringsforslag og give de europæiske forskere mulighed for at yde deres bedste.

  Anna Záborská (PPE). – (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil opfordre Rådet og Kommissionen til at garantere forbuddet mod brug af embryonale eller voksne celler fra mennesker for at beskytte dyr.

Med den nuværende situation er det muligt at anvende humant materiale for at beskytte dyr under de nødvendige eksperimenter. Vi taler altid om kompromiser, og på grund af denne kompromiskultur ved vi ikke længere, hvad der er etisk acceptabelt, og hvad der ikke er. Der er imidlertid nogle etiske spørgsmål, hvor det ikke er muligt at gå på kompromis. Hvis ikke Kommissionen og Rådet kan garantere dette forbud, vil det være et bevis på, hvordan EU behandler mennesker.

Jeg beklager, men uden denne garanti kan jeg ikke støtte teksten i direktivforslaget.

  Karin Kadenbach (S&D). – (DE) Hr. formand, hr. Delli! Vi er helt enige i, at vi skal sikre de europæiske borgere den bedst mulige sundhedspleje. Det omfatter pålidelige lægemidler med færrest mulige bivirkninger samt de mest moderne behandlingsmetoder. Med de aktuelle videnskabelige værktøjer er det desværre ikke muligt uden dyreforsøg.

Jeg ser derfor denne betænkning som et meget vellykket forsøg på at skabe balance mellem dyrevelfærd og menneskelig sundhedspleje. Forebyggelse, bekæmpelse og forbedring er de grundlæggende krav for at opnå dette, da vi i dag har talt meget om menneskelig værdighed, hvilket for mig også omfatter respekten for dyr.

Vi har brug for forhåndsgodkendelser, skrappe kontroller og effektive inspektionssystemer. Lovgivningen gør det ikke alene. Vi skal fortsat være årvågne og sørge for at omsætte betænkningernes indhold i praksis.

  Frédérique Ries (ALDE). – (FR) Hr. formand! Vi er sikkert alle enige i dette spørgsmål. I den ideelle verden ville der ikke være behov for dyreforsøg. Virkeligheden er imidlertid den, at vi lever i en lidende verden, hvor syge mænd, kvinder og børn venter på behandling og dermed på resultaterne af denne livsvigtige og afgørende forskning. Derfor skal vi støtte det udmærkede kompromis, der er skabt af fru Jeggle fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter og Rådet.

Som tidligere nævnt minimerer denne aftale dyrs lidelser, men den begrænser ikke den forskning, der er livsvigtig for millioner af mennesker i Europa og resten af verden. Vidste De, at 70 % af Nobel-prismodtagerne i medicin har baseret deres resultater på dyreforsøg?

Teksten beder os ikke vælge mellem mus og mænd. Dette direktiv beskytter både patienter og dyr. Dette direktiv beskytter vores fremtid.

  Martin Häusling (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Disse bestemmelser er bedre end de tidligere. Jeg finder det imidlertid meget ubesindigt af fru Jeggle at sige, at der ikke findes noget alternativ til dette kompromis. Jeg tror, at vi kunne have fået mere ud af situationen.

Det er selvfølgelig sandt, at der var et stort pres fra forskningslobbyens side. Det er vi alle klar over. Har vi imidlertid nået vores primære mål om at reducere antallet af dyreforsøg? Det er der fortsat et stort spørgsmålstegn ved. Det andet problem er selvfølgelig, at brugen af aber ikke rigtig er reduceret.

Vi i Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance finder det meget foruroligende og betragter det som en alvorlig krænkelse af de europæiske principper om, at medlemsstaterne ikke får lov til at indføre bestemmelser, der er skrappere end dem i den eksisterende lovgivning. Det skal der ændres på. Det bør i høj grad genovervejes. Det er første punkt i ændringsforslagene fra De Grønne, og derfor vil vi ikke trække disse ændringsforslag tilbage. Vi ønsker at få forslaget henvist til fornyet udvalgsbehandling.

  João Ferreira (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Udviklingen af teknikker og metoder, der udelukker behovet for dyreforsøg, og som minimerer dyrs lidelser, når sådanne forsøg er nødvendige, bør være et vigtigt mål for den videnskabelige forskning og den teknologiske udvikling, som det er vigtigt at stimulere. Foruden en sådan udvikling bør der tages hensyn til behovet for at udbrede disse teknikker og metoder, og man skal sørge for, at de anvendes af forsknings- og udviklingsinstitutioner samt af nationale videnskabelige og teknologiske systemer på forskellige udviklingstrin.

EU skal spille en vigtig rolle på dette område ved at fremme et samarbejde mellem de videnskabelige og teknologiske institutioner i forskellige lande inklusive tredjelande. På dette såvel som på andre områder mener vi, at oprettelsen af fælles minimumbeskyttelsesniveauer i lovgivningen ikke skal forhindre de enkelte medlemsstater i at vedtage højere beskyttelsesniveauer, hvis de ønsker det.

  Anna Rosbach (EFD). – (DA) Hr. formand! En forbedring af direktivet for forsøgsdyrsforhold – det kan jeg kun stemme for. Men det er lidt paradoksalt, da jeg egentlig er imod dyreforsøg. Der findes alternative testmetoder, og heldigvis tager revisionen af direktivet dette område med. En stor tak for det. Jeg håber, at der sættes turbo på udviklingen af flere alternative testmetoder. Men lige her og nu skal EU have indført humane og sikre regler for forsøgsdyr. Det bliver endeligt fastslået, at dyrene er følende væsener, så vi nu får indført smertegrænser. Men hvorfor indfører vi ikke en paragraf, der forbyder, at de samme dyr bruges igen og igen? Og hvorfor forbyder vi ikke, at aber bruges til hjerneforskning? Det ærgrer mig, at vi tager så meget mere hensyn til interesseorganisationer frem for dyrevelfærd. Det ærgrer mig også, at vi her kun kan lovgive for EU, for hvordan behandles dyreforsøg i lande uden for EU?

  Laima Liucija Andrikienė (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig over Kommissionens initiativ. Jeg ser det som et vigtigt resultat, at vi er nået til enighed om en harmonisering af praksis inden for dyreforsøg i EU.

Dette direktiv markerer et vigtigt skridt på vejen mod at afskaffe videnskabelige forsøg med levende dyr, så snart det er videnskabeligt muligt. Dette direktiv vil først forpligte medlemsstaterne til at fremme alternative metoder. Jeg opfordrer på det kraftigste medlemsstaterne til at sikre de nødvendige midler til uddannelse, forskning, udvikling og gennemførelse af videnskabeligt tilfredsstillende metoder eller forsøgsstrategier, der ikke medfører brug af dyr.

  Paul Rübig (PPE). – (DE) Hr. formand! Som medlem af Udvalget om Industri, Forskning og Energi glæder jeg mig naturligvis over disse bestemmelser og denne aftale. Jeg ved, at det altid er vanskeligt at indgå et kompromis, men vi har brug for passende etiske standarder for forsøg med både dyr og mennesker, og vi kan kun gennemføre de til enhver tid højest tilgængelige standarder.

Det er selvfølgelig også vigtigt for os at udvikle alternativer. Det ottende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling skal have stor fokus på alternative forsøgsmetoder. Vi har også brug for enklere procedurer, hvilket er fastsat i disse bestemmelser. En evaluering efter syv år vil være en stor fordel for industrien, fordi processikkerheden samt præcise og standardiserede europæiske bestemmelser også vil give retssikkerhed for industrien.

  Elisabeth Köstinger (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne slå det helt fast, at Europa har verdens højeste dyrevelfærdsnormer. Denne betænkning repræsenterer endnu en vigtig forbedring af dyrevelfærden. Det er vores fælles mål at begrænse dyreforsøg og forbedre levevilkårene for forsøgsdyr. Det glæder mig, at dyreforsøg bliver erstattet af andre metoder, hvor det er muligt, og at der bliver bedre standarder for opdræt, opholdsmuligheder og pleje af disse dyr. Jeg vil imidlertid gerne se tilbage på nogle af landbrugssektorens erfaringer og kritisere nogle af punkterne i betænkningen.

Vi skal ikke regne med, at mere bureaukrati på forskningsområdet vil forbedre dyrevelfærden. Forskning og de efterfølgende økonomiske sektorer i Europa skal ikke stilles dårligt internationalt og i sammenligning med andre sektorer. Det er sandt, at vi både her og i landbrugssektoren, når samfundet ønsker højere dyrevelfærdsnormer, skal tænke på, hvilke normer der er gældende for importerede produkter. Den høje europæiske kvalitet og de høje europæiske dyrevelfærdsnormer skal høste en passende anerkendelse med hensyn til fair konkurrence. Ordføreren, fru Jeggle, har gjort et flot stykke arbejde med denne følsomme betænkning, og hun fortjener vores støtte.

  John Dalli, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne takke for Deres kommentarer og for den generelle støtte til bestemmelserne i nærværende direktiv.

Der er tale om et ambitiøst direktiv, der vil forbedre dyrevelfærden betydeligt i EU, hvis den vedtages. Jeg giver fru Sârbu ret i, at en fuldstændig og korrekt gennemførelse er nøglen til, at direktivets potentiale udnyttes fuldt ud. Denne udfordring er blot begyndelsen. I dag kan vi være tilfredse med, at der er skabt et godt kompromis om en vanskelig, men vigtig sag, og at vi kan tage et stort skridt fremad med hensyn til at forbedre tilværelsen for de forsøgsdyr, der fortsat er brug for til videnskabelige formål.

Nu vil jeg præsentere mine reaktioner på nogle af dagens bemærkninger. Med hensyn til bemærkningerne fra fru Evans må man gøre sig klart, at dette direktiv bringer yderligere juridisk klarhed over situationen, som den er i dag. Ved grundlæggende og anvendt forskning, hvor der ikke er fastsat EU-metoder, er artikel 4 meget tydelig i kravet om, at der skal anvendes alternative metoder, hvor som helst det er muligt. Derfor er kravet om at anvende alternative metoder ikke svækket. Det er tværtimod yderligere styrket.

Hvad angår bemærkningerne fra hr. Kastler og hr. Mikolášik om embryonale menneskelige stamceller, blev dette emne ikke forbigået under drøftelserne. Det blev drøftet indgående under forhandlingerne, og løsningerne afspejler det faktum, at der ikke er enighed i EU om, hvorvidt man skal anvende embryonale menneskelige stamceller eller ej. Kommissionen mener derfor, at det er bedst at fastsætte bestemmelser herfor på nationalt plan.

I den vedtagne tekst tages der hensyn til disse bekymringer ved at lade de enkelte medlemsstater afgøre, hvorvidt de ønsker at tillade brugen af disse celler. Det skal tilføjes, at det i medlemsstater, hvor der ikke findes nogen eksplicit lovgivning, der forbyder brugen af embryonale stamceller, kun vil være obligatorisk at anvende en sådan prøvemetode ifølge det reviderede direktiv, hvis denne prøvemetode er anerkendt af EU-lovgivningen. En sådan lovgivning findes ikke på EU-plan, og medlemsstaterne vil først skulle acceptere den.

Med hensyn til den etiske vurdering, som fru Gardini nævnte, hører dette begreb fortsat hjemme i artikel 38. Det var imidlertid nødvendigt at fjerne ordet "etisk" under drøftelserne med Rådet. Kravet består fortsat fuldt ud.

Jeg håber, at Europa-Parlamentets medlemmer under afstemningen vil sende et stærkt signal om, at vi støtter resultatet af institutionernes forhandlinger under dygtig ledelse af fru Jeggle og det svenske formandskab. I dag har vi chancen for at bringe EU i front med hensyn til at kombinere et højt dyrevelfærdsniveau med kvalitetsvidenskab. Lad os leve op til vores slogan om, at EU tager sig af dyrene og stræber efter bedre videnskab.

  Elisabeth Jeggle, ordfører. – (DE) Hr. formand, hr. Dalli, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke hr. Dalli for hans bemærkninger, der har afklaret visse ting, og som jeg ikke behøver gentage. Jeg vil også oprigtigt takke alle mine kolleger for deres bemærkninger.

Det er klart, at dette er et meget følsomt emne, der involverer en række forskellige interesser, som vi skulle forene. Jeg opfordrer alle til at stemme for nærværende betænkning, der oprigtigt talt er en balanceakt.

Jeg vil sige til hr. Häusling, at hvis vi forkaster denne betænkning, vil direktivet fra 1986 fortsat gælde i lang tid, hvilket ikke vil forbedre forsøgsdyrenes situation. Vi vil ikke kunne indføre en ny lovgivning i den nærmeste fremtid. De ændringsforslag, som De atter har stillet, blev forkastet af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. Der var ingen støtte til Deres ændringsforslag. Nu har De stillet dem igen. Det er Deres ret, hvilket jeg respekterer.

Hvad er den højeste dyrevelfærdsstandard i EU værd, hvis ikke vi kan gennemføre samme standard i resten af verden? Nu er det vigtigt, at vi alle sammen sørger for, at den lovgivning, der forhåbentlig bliver vedtaget senere i dag, gennemføres i medlemsstaterne i de nærmeste år. Det er en udfordring for os. For det første skal vi sikre os, at alle medlemsstaterne når den samme høje standard på dette område. Det er vores første opgave, og vi skal ikke allerede nu opfordre de enkelte medlemsstater til at gennemføre højere standarder.

Hvor der allerede findes højere standarder, og her taler jeg som tysker om Tyskland, vil disse standarder fortsat være gældende. Vi beder ikke nogen stater om at gøre tilbageskridt. Tværtimod respekterer vi medlemsstaternes suverænitet, på samme måde som vi gør i forbindelse med forskernes brug af embryonale stamceller. Det er det rigtige for os at gøre, hvilket er en vigtig pointe.

Hvis De virkelig ønsker højere dyrevelfærdsstandarder, bør De stemme for denne betænkning og forkaste alle ændringsforslag.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag den 8. september 2010.

  Pavel Poc (S&D), skriftlig. – (CS) Jeg glæder mig over og støtter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål fra ordføreren fru Jeggle, fordi det indgåede kompromis repræsenterer et fremskridt sammenlignet med den nuværende situation. Samtidig er jeg imidlertid ked af, at det i det endelige forslag ikke var muligt at medtage alle hvirvelløse dyr i direktivets anvendelsesområde. Europa-Parlamentet anmodede om som et minimum at få direktivets anvendelsesområde til at omfatte de arter af hvirvelløse dyr, som ifølge videnskaben muligvis kan registrere smerte, lidelse og frygt og få varige skader. Direktivforslaget nævner end ikke denne anmodning. Skønt jeg erkender behovet for at bruge dyr til videnskabelig forskning, mener jeg helt bestemt, at direktivet skulle have været mere vidtgående og medtaget alle skabninger uden undtagelser i sit anvendelsesområde. Lad os ikke glemme, at vi fortsat udvider antallet af skabninger, som ifølge videnskabelige organer er i stand til at føle smerte, nød og frygt samt tage varig skade. Vi kan derfor udlede, at evnen til at føle frygt, nød og smerte er fordelt på hele dyreriget. Erkendelsen af dette handler mere om moral end videnskab. Med vedtagelsen af kompromisforslaget har vi desværre vist, at den europæiske kultur mangler at blive af med den kartesiske opfattelse af et dyr som en ting, og vi har fortsat lang vej endnu i denne henseende.

  Konrad Szymański (ECR), skriftlig. – (PL) Med hensyn til proceduren for andenbehandlingen kunne medlemmerne ikke udtrykke deres mening om den endelige udformning af direktivet om beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål (Jeggle-betænkningen). Nu vil jeg gerne benytte lejligheden til at præcisere min grundlæggende modstand mod direktivets accept af brugen af embryonale stamceller som et alternativ til videnskabelige dyreforsøg. Det er resultatet af en forkert antropologi, der accepterer muligheden for at ødelægge menneskeliv i dets tidligste udviklingsfase for at forbedre dyrevelfærden. De garantier, som Europa-Parlamentet foreslog under førstebehandlingen, var langt mere eksplicitte i denne henseende. De uklare bestemmelser i direktivet udgør en reel trussel mod den gældende lovgivning i lande som f.eks. Tyskland, hvor embryoer nyder en form for beskyttelse. Det faktum, at disse forskningsmetoder ikke er blevet udelukket, betyder, at det bliver pålagt at lovliggøre dem i lande som Polen, Irland og Malta.

5. Igangværende forhandlinger om handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA) (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens redegørelse om igangværende forhandlinger om handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA).

Kære kolleger! Jeg vil gerne bede om Deres opmærksomhed et øjeblik. I den vedtagne dagsorden tages der ikke hensyn til catch-the-eye-proceduren. Hvis ikke der er nogen indvendinger, vil jeg imidlertid foreslå, at jeg – såfremt talerne på listen overholder deres tider, og der er tid tilovers til slut – åbner for en kort catch-the-eye-procedure. Er der nogen indvendinger imod dette? Udmærket.

  Karel De Gucht, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Mange tak, fordi jeg atter har fået lejlighed til at tale om ACTA-forhandlingerne.

I denne forbindelse vil jeg minde om konteksten for disse forhandlinger. ACTA er en aftale, der bliver vigtig for at sikre EU's konkurrenceevne og job på verdensmarkedet.

Hvis vi ønsker at forblive en konkurrencedygtig økonomi, skal vi fortsat sætte vores lid til innovation, kreativitet og varemærkeeksklusivitet. Det er nogle af vores vigtigste komparative fordele på verdensmarkedet. Vi har derfor brug for redskaber til at sikre, at de beskyttes i tilstrækkelig grad på vores vigtigste eksportmarkeder.

Og det drejer sig om emner, der ligger EU-borgerne på sinde: ikke kun job, men også forbrugersikkerhed, sikkerhed og sundhed.

Vi ønsker ganske enkelt at få indført en international standard for håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, der er fornuftig, afbalanceret og effektiv, og som således rækker ud over de gældende WTO-regler om intellektuelle ejendomsrettigheder: TRIPS-aftalen. Det er det ultimative mål, som vi sikkert alle er enige om.

I marts måned besøgte jeg Europa-Parlamentet for at skitsere de væsentligste principper for Kommissionens deltagelse i disse forhandlinger, og jeg forpligtede mig til at håndhæve gennemsigtighed over for Parlamentet i disse forhandlinger. Som De kan se af udkastene fra de forhandlinger, der har været afholdt siden marts måned, og som vi har delt med Dem, har Kommissionen holdt ord og konsekvent overholdt disse principper. Tillad mig at gentage disse principper.

For det første har ACTA til formål at tage fat på omfattende krænkelser af intellektuelle ejendomsrettigheder, der har en betydelig kommerciel effekt, og det handler ikke om at kontrollere indholdet af rejsendes computere eller bærbare computere. Aftalen vil ikke begrænse borgernes rettigheder eller chikanere forbrugerne. Hvis nogen af jer tvivler herpå, vil jeg meget gerne høre jeres argumenter.

For det andet handler ACTA kun om håndhævelse af eksisterende intellektuelle ejendomsrettigheder. Aftalen indeholder ikke bestemmelser om modificering af væsentlige love om intellektuelle rettigheder. Den skal opstille minimumsregler for innovatorers muligheder for at håndhæve deres rettigheder ved domstolene, ved grænserne eller over internettet. ACTA vil f.eks. sikre, at de europæiske modedesignere, kunstnere eller bilproducenter kan beskytte deres rettigheder, når de står over for forfalskninger af deres kreationer uden for Europa.

For det tredje skal ACTA forblive i overensstemmelse med den gældende EU-lovgivning inklusive det aktuelle harmoniseringsniveau for håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, direktivet om e-handel, de lovgivningsmæssige telekommunikationsrammer og sidst, men ikke mindst, den gældende EU-lovgivning om databeskyttelse og privatlivets fred. ACTA vil ikke ændre EU-lovgivningen ad bagdøren. Så vil De sikkert spørge, hvori merværdien består. Svaret er, at vi har en af de mest effektive lovgivninger, og at det vil hjælpe vores innovatører, hvis andre lande vedtager den.

For det fjerde vil vi sikre os, at ACTA ikke hindrer adgangen til generiske lægemidler. Nu sikrer et klart sprog i udkastet, at ACTA ikke tjener som grundlag for indblanding i handelen med generiske lægemidler.

ACTA vil også være i overensstemmelse med erklæringen om TRIPS og offentlig sundhed af 2001, mens forpligtelserne vedrørende grænsekontrol, der er det mest følsomme emne med hensyn til lægemidler, ikke gælder for patenter.

Med hensyn til gennemsigtighed har vi holdt vores ord om at aflægge rapport til Europa-Parlamentet gennem dedikerede møder efter hver forhandlingsrunde, og det vil vi fortsat gøre. Og i overensstemmelse med vores forpligtelser i henhold til rammeaftalen har vi naturligvis givet Europa-Parlamentet adgang til udkastene.

Jeg vil også benytte lejligheden til kort at rapportere om resultaterne af den 10. runde af ACTA-forhandlinger, der fandt sted i Washington fra den 16. til den 20. august 2010.

Parterne gjorde fremskridt i kapitlerne om civilret, told og strafferet, men der var endnu ikke den fornødne fleksibilitet hos parterne til at se på nogle af de mere delikate emner. Der var også et omfattende arbejde med de generelle og horisontale kapitler (præambel, generelle bestemmelser, definitioner, håndhævelsespraksis, internationalt samarbejde og institutionelle bestemmelser), der næsten er færdige.

Desværre er det under de seneste to runder blevet stadig mere klart, at der kun kan skabes enighed blandt alle de nuværende ACTA-parter på basis af den laveste fællesnævner i betragtning af de mange forskellige synspunkter og praksis vedrørende dette emne med de forskellige ACTA-deltagere. Det bliver på bekostning af aftalens ambitionsniveau og effektivitet.

Med hensyn til det digitale miljø (internettet), der er et af de mest følsomme, men også "innovative" kapitler af ACTA, var der et betydeligt tilbageskridt i den seneste runde, hvor parterne ikke kunne blive enige om en fælles ansvarsfritagelsesordning for internettjenesteudbydere.

Det er også tilfældet med det meget vigtige kapitel om toldforanstaltninger, hvor adskillige parter er modstandere af at kontrollere eksport og transit af krænkende varer, hvorved de ikke træffer foranstaltninger imod den omfattende internationale handel med varemærkeforfalskede varer.

Et andet område, hvor drøftelserne er skuffende for EU's interesser, handler om, hvorvidt intellektuelle ejendomsrettigheder bliver omfattet af aftalen. EU har en omfattende og forskelligartet basis af rettighedshavere. En landbruger, der fremstiller landbrugsprodukter med geografiske indikationer, eller et tekstilfirma, der kreerer design, er også ofre for efterligning og har brug for at være bedre dækket af håndhævelsesregler. Problemet er det, at adskillige af vores partnere insisterer på, at kun ophavsrettigheder og varemærker "fortjener" at blive medtaget i ACTA. Vi er helt uenige og vil fortsat presse på for at få disse offensive EU-interesser respekteret.

Næste runde finder sted i Tokyo ved månedens udgang (fra den 23. september til den 1. oktober 2010). Det ser ud til, at vi nærmer os slutspillet, og at parterne er indstillet på at løse de udestående væsentlige emner under Tokyorunden.

Jeg er helt overbevist om, at det er vigtigt at bekæmpe det systematiske og omfattende misbrug af europæiske intellektuelle ejendomsrettigheder rundt omkring i verden, samt om, at ACTA kan yde et væsentligt bidrag hertil. Derfor støtter jeg fortsat disse forhandlinger.

Men hvis EU ved processens afslutning står over for en traktat uden den store merværdi for vores rettighedshavere eller over for en traktat, der forsøger at skabe en første og en anden klasse af intellektuelle ejendomsrettigheder, bør vi være klar til at genoverveje vores deltagelse i aftalen.

  Daniel Caspary, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! I 2008 beslaglagde EU's toldfunktionærer 178 mio. genstande, hvoraf 20 mio. var farlige. I alt 54 % af de varemærkeforfalskede produkter kom fra Kina, og Indien var den største synder med hensyn til lægemidler.

Varemærkeforfalskede varer skader i høj grad den europæiske økonomi, men også de mennesker, der køber falske varer. Her tænker jeg f.eks. på lægemidler. Det ville være et mareridt for mig og alle andre forældre, hvis et sygt barn døde efter at have indtaget et lægemiddel, blot fordi vi ikke er i stand til at holde forfalskede varer og lægemidler ude fra markedet. Vi skal løse dette problem.

Fremstilling af piratudgaver af produkter er et vigtigt spørgsmål for EU. Vi skal beskytte erhvervslivet og forbrugerne over hele verden mod produkter, der kan være sundhedsskadelige og give virksomhederne økonomiske tab. Derfor glæder jeg mig over forhandlingerne om en handelsaftale vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA) som et vigtigt skridt i den rigtige retning i kampen mod plagiering. Vi ved, at denne aftale ikke er den eneste løsning på piratvirksomhed, men det er den første internationale aftale på dette område, hvor nogle stater tager kampen op med plagiering. Jeg vil gerne have så mange andre stater som muligt med.

Vores gruppe glæder sig over det positive samarbejde mellem Kommissionen og Parlamentet efter vores beslutning i foråret. Vi beklager, at vi var nødt til at gå så vidt som til at vedtage denne beslutning. Men som et resultat af regelmæssige rapporter fra Kommissionen kunne vi få et overblik over de seneste måneders forhandlinger. Jeg vil gerne lykønske forhandlerne med deres seneste resultater. Det bliver stadig vanskeligere selv for kritikerne af ACTA at finde negative elementer i denne aftale. Spørgsmålet om grænsekontrolforanstaltninger i forbindelse med patentkrænkelser og dermed bekymringerne over handel med generiske lægemidler er blevet fjernet. Politikkerne om afbrydelse af internetforbindelsen efter tredje påståede krænkelse samt gennemsøgning af privat bagage er taget af bordet. Internettjenesteudbydernes tvungne erstatningsansvar er også fjernet, og aftalen synes at leve op til den gældende fællesskabsret. Jeg synes, at vi er på rette spor.

Jeg vil imidlertid opfordre Kommissionen til at fastholde sin stærke holdning, så den kan repræsentere EU's interesser. Jeg støtter forslaget om at medtage patentrettigheder, geografiske oprindelsesbetegnelser og patentkrænkelser i aftalens afsnit om civilret. Jeg synes helt bestemt, at parmaskinke, Tiroler Almkäse og champagne fortjener samme beskyttelse som Coca-Cola eller Kellogg’s Corn Flakes. Jeg opfordrer derfor USA til at holde op med at standse offentliggørelsen af dokumenterne. Offentliggørelsen af dokumenterne efter New Zealand-runden har vist den store betydning af gennemsigtighed, og den har dæmpet meget af kritikken af aftalen.

Jeg vil gerne bede Kommissionen om fortsat at støtte offentliggørelsen af forhandlingsdokumenterne senest inden aftalens underskrivelse. Jeg ønsker Kommissionen alt mulig held og lykke under næste runde i Japan, og jeg håber på yderligere rettidige og detaljerede rapporter om forhandlingerne. Efter forhandlingernes afslutning vil vores gruppe sætte sig stille og roligt ned og vurdere resultaterne på baggrund af den endelige tekst for derefter at fastsætte vores holdning med hensyn til ratifikation. Jeg ønsker forhandlerne held og lykke.

  Kader Arif, for S&D-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær! De har netop sagt nogle beroligende ting, men jeg synes fortsat ikke, at mange medlemmers bekymringer vedrørende handelsaftalen om bekæmpelse af forfalskning (ACTA) er manet helt i jorden.

Tilbage i marts måned stillede jeg et beslutningsforslag, der blev vedtaget af et stort flertal i Europa-Parlamentet, og som gjorde det muligt at offentliggøre forhandlingsteksten. Under forhandlingen opfordrede vi til en sikring af den gældende fællesskabsret – som De nævnte – og af sikkerheden og leveringen af generiske lægemidler samt til respekt for vores medborgeres grundlæggende frihedsrettigheder. Vi nævnte også geografiske betegnelser for at fortælle Dem om vores prioriteringer, som jeg vil blive ved med at gentage, så den holdning, De kommer til at forsvare i Japan om nogle få uger, er baseret på den parlamentsdebat, som vi har formået at igangsætte.

Under gårsdagens forhandling om situationen i Unionen påpegede mange talere med rette, at vi medlemmer af Europa-Parlamentet er talsmænd for vores medborgere, og at Kommissionen uden denne forbindelse risikerer at ryge ind i en ufrugtbar konfrontation med Parlamentet. Jeg vil derfor opfordre kommissæren til at tænke på, at medlemmerne af Europa-Parlamentet først og fremmest er hans partnere, og at vi ikke blot ønsker at modsige ham.

Vi ønsker ikke et partnerskab, hvor vi er bundet af et tavshedsløfte, sådan som Kommissionens tjenestegrene undertiden ser ud til at ønske. Kommissionens tjenestegrene har netop besvaret vores spørgsmål bag lukkede døre. Vi har fået den nyeste version af ACTA-teksten, men vi forhindres i at sende meddelelser, når vi forlader disse møder, eller når vi har læst aftalen, hvorimod det er vores rolle at informere og forklare ting og sikre forståelsen af ting. Jeg vil derfor også anmode kommissæren om at betragte gennemsigtigheden i forhandlingerne som et element, der beriger Kommissionens overvejelser snarere end som et tillidsbrud.

Ud over disse to hovedemner, og fordi jeg begynder at vænne mig til disse øvelser, vil jeg oplyse om mine forbehold. Først og fremmest er der adgangen til lægemidler. Det er blevet nævnt. De fortæller os, at adgangsbeskyttelse er en af Deres prioriteringer, og at De gør Deres yderste for at sikre, at intet i denne aftale hindrer fremstillingen eller den frie bevægelse af lægemidler. På dette punkt, vil jeg imidlertid spørge Dem om patenter. Hvorfor ønsker De at medtage dem i denne aftale? Ønsket om at intensivere den legitime kamp mod varemærkeforfalskning bør ikke være et påskud for at bruge ACTA som et middel til at udvide patenthavernes rettigheder langt ud over det, der er fastsat i TRIPS-aftalen. De skal passe på ikke at forveksle generiske lægemidler med varemærkeforfalskede lægemidler.

Et andet vigtigt punkt er beskyttelsesforanstaltninger. Tekster kan ikke være for strenge med hensyn til at sikre en ordentlig balance mellem brugernes og rettighedshavernes rettigheder. Jeg henviser til forskellige formuleringer i TRIPS-aftalen.

Jeg glæder mig over Deres bemærkninger om internettet, og jeg har stor tillid til tanken om, at ACTA ikke vil svække den EU-holdning, der klart kommer til udtryk i direktivet om e-handel.

Hr. kommissær! Der er bestemt andre emner, som jeg kunne tage op i dag, men den første opgave, jeg stiller mig selv, er at sikre, at vi takket være denne forhandling er i stand til at levere mest mulig information om denne aftale til alle vores medborgere og at fortælle Dem, at det vigtigste for mig er beskyttelsen af deres rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Derfor forventer jeg, at De husker på europaparlamentsmedlemmernes synspunkter og forsvarer dem under forhandlingerne. Jeg vil også opfordre Dem til at leve op til Deres forpligtelse til at offentliggøre teksten, så snart forhandlingerne er ovre, uanset om det er efter runden i Japan eller på et senere tidspunkt.

Den offentlige debat skal f.eks. finde sted her i mødesalen. Jeg vil derfor bede om en beslutning, og vi forventer, at De tager hensyn til vores synspunkt inden underskrivningen af ACTA, selv hvis det betyder en tilbagevenden til forhandlingsbordet.

  Niccolò Rinaldi, for ALDE-Gruppen. – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Acta est fabula, plaudite! – stykket er slut, bifald, tak! – som de romerske skuespillere sagde efter endt præstation. Stykket er slut, og måske står vi på tærsklen til afslutningen, skønt tiden måske endnu ikke er inde til at klappe.

Under denne forhandling har vi fået vigtige forsikringer fra hr. De Gucht, men vi ved, at 64 % af de varemærkeforfalskede varer kommer fra Kina, der ikke er med i handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA). Vi er derfor nødt til at vurdere, om det er umagen værd, eller med andre ord om vi bør underskrive aftalen, hvis ikke den resulterer i ægte fordele, sådan som kommissæren konkluderede. Der er ikke mange tilbageværende grunde til bekymring, men de er væsentlige. Der er sagt meget om internettet, og vi sætter pris på Kommissionens indsats, men vi er fortsat på vagt.

Med hensyn til adgang til lægemidler vil jeg gentage, hvad andre medlemmer allerede har krævet: Der kan ikke blive tale om at skære varemærkeforfalskede lægemidler og generiske lægemidler over én kam. Det er yderst vigtigt at give adgang til lægemidler til konkurrencedygtige priser, hvilket er helt afgørende for patienter i udviklingslandene. Jeg vil gerne spørge, om Dohaerklæringen om TRIPS-aftalen (aftalen om handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder) og folkesundhed i det mindste medtages i indledningen til ACTA-teksten.

Afslutningsvis vil jeg sige, at vi med hensyn til geografiske betegnelser befinder os i en potentielt paradoksal situation, fordi registrerede varemærker, der kan krænke geografiske betegnelser, vil nyde større beskyttelse end de geografiske betegnelser selv. Her giver TRIPS også et sundere grundlag i mange henseender, og vi opfordrer derfor til årvågenhed og et fast standpunkt.

  Jan Philipp Albrecht, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Først og fremmest glæder det mig, at den skriftlige erklæring 12 om handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA) fik det krævede flertal under gårsdagens afstemning i Parlamentet. Det viser, at Europa-Parlamentet fortsat støtter den klare holdning fra beslutningen i marts måned.

Den skriftlige erklæring forbedrer også et vigtigt punkt. Vi ønsker ikke, at udøvelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder skal udliciteres til private virksomheder. Ifølge retsstatsprincipperne og de demokratiske principper skal enhver indblanding i grundlæggende rettigheder, herunder også på internettet, komme fra statens legitime repræsentanter, ligesom de højeste standarder i vores forfatning, menneskerettighedskonventionen og Lissabontraktaten fortsat skal være gældende.

En aftale, der tilskynder private karteller af rettighedshavere til at arrangere alt i overensstemmelse med deres forretningsmæssige interesser – sådan som det er tilfældet med det aktuelle udkast til en ACTA-aftale – skal ikke have lov til at træde i kraft. Kommissionens opførsel under ACTA-forhandlingerne grænser til en traktatkrænkelse. I stedet for at fjerne de foranstaltninger, der kritiseres af Europa-Parlamentet, er aftaleudkastet blot gjort endnu mere vagt. Det virker stadig mere usandsynligt, at den gældende fællesskabsret vil blive overholdt.

Heldigvis synes Europa-Parlamentets fortsatte protester nu at få en effekt. Men hvis ACTA skal have et flertal af stemmerne her i Europa-Parlamentet, er der fortsat meget at gøre. Om ikke andet skulle det stå klart efter i går.

  Syed Kamall, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! For det første glæder jeg mig over tre ting, der blev sagt i starten. For det første at der ikke bliver nye intellektuelle ejendomsrettigheder; for det andet at der ikke bliver indført ændringer i lovgivningen ad bagdøren; og for det tredje den øgede gennemsigtighed fra Kommissionens side – specielt over for nogle af de andre forhandlingsdeltagere.

Vi er også nødt til at forstå forskellen mellem den digitale verden og atomernes verden. Som udgiveren af magasinet Wired, Chris Anderson, engang sagde, vil prisen på digitale produkter i en verden med øget båndbredde samt billigere lagring og processorkraft over tid nærme sig nul. Det betyder, at mange af de industrier, der klager over den digitale verden, er nødt til at forstå, at de skal se på nye forretningsmodeller. Specielt den fonografiske industri og lignende industrier kan ikke sætte deres lid til gamle forretningsmodeller.

Efter min mening er det en helt anden sag i atomernes verden – i en verden, hvor der produceres varer. Vi skal sikre os, at mens EU måske ikke er konkurrencedygtigt med hensyn til arbejdskraftomkostninger, så er EU's lande og virksomheder konkurrencedygtige med hensyn til forskning og design. Det må være irriterende for virksomheder, der investerer millioner – undertiden milliarder – i nye produkter og nye design, at se disse produkter blive undergravet af varmærkeforfalskede varer. Vi er verdensledende inden for højværdibiler og produkter som f.eks. smartphones, og vi skal være meget påpasselige med, at sådanne varer ikke undergraves.

Jeg glæder mig over Kommissionens redegørelse, men vi skal forstå forskellen mellem en verden af atomer og den digitale verden.

  Helmut Scholz, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. De Gucht, mine damer og herrer! Det er vigtigt at beskytte opfindere og virksomheder mod at få deres idéer stjålet – specielt de små og mellemstore virksomheder. Jeg vil imidlertid endnu en gang spørge, om det virkelig er muligt at begrænse plagiering, ved at en lille klub af lande underskriver en aftale, specielt når det drejer sig om lande, der er bedre kendt for opfindelser end for falsknerier. Efter min mening burde forhandlingerne foregå i en international sammenhæng som f.eks. Verdensorganisationen for intellektuel Ejendomsret (WIPO).

I almindelighed handler det om nye rammer og en ny forpligtelse. Hr. De Gucht, Deres afsluttende bemærkninger peger i denne retning. Jeg ved, at forhandlerne fra Kommissionen og Rådet er opmærksomme på dette dilemma. Deres løsning er at give virksomhederne omfattende rettigheder til at gå til domstolene på de potentielle falskneres salgsmarkeder. De ønsker at kunne arrestere importørerne og ifølge udkastet tilmed slutkunderne ved grænserne, medmindre individuelle signatarstater til aftalen gør undtagelser. Ifølge teksten kan medlemsstater udelukke små varemængder af ikkekommerciel karakter i de rejsendes personlige bagage fra grænseforanstaltninger.

De ønsker at indføre en lovgivning i Europa, der giver en virksomhed mulighed for at bede om, at varer eller softwareprodukter, der er importeret fra en signatarstat til handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA), beslaglægges eller tilmed destrueres efter retskendelser. Det kan om nødvendigt ske, uden at den anden part bliver hørt. Det lyder som en enkel procedure, hvis der er tale om en container fyldt med kædesave. Det er imidlertid meningen, at aftalen skal udvide denne proces til at omfatte områder som f.eks. softwaremoduler.

Bliver det muligt for softwaregiganter som f.eks. Microsoft at jage, fange og ødelægge deres mindre konkurrenter gennem retsforfølgning? Underholdningsindustriens giganter har også haft held til at få deres forbehold med i ACTA-forhandlingerne. Der bliver ikke kun tale om retsforfølgning i forbindelse med download og kopiering, men også ved fremstilling og distribution af teknologier, der bl.a. muliggør omgåelse af kopibeskyttelse.

De har sagt, at der er gjort fremskridt, og det er sandt, at USA har opgivet kravet om, at internettjenesteudbydere kan holdes ansvarlige. I aftalens sektion om strafferet er der imidlertid fortsat et afsnit om meddelagtighed. Internettjenesteudbydere bliver også tvunget til at udlevere personoplysninger om forbrugere, der mistænkes for at krænke ophavsrettighedslovgivningen efter en legitim anmodning fra en virksomhed. Under SWIFT-forhandlingerne opdagede vi her i Europa-Parlamentet, at USA f.eks. ikke har en databeskyttelseslovgivning som den, vi kender i EU. Hvordan er situationen i de øvrige signatarstater til denne aftale? Aftalen skal ikke have lov til at kollidere med den gældende fællesskabsret. Vi skal kunne beskytte små og mellemstore virksomheder mod patentkampagner fra softwaregiganter og sikre internetbrugernes personlige data.

"Partnere kan undtage små mængder varer af ikke-kommerciel natur, som rejsende medtager i deres bagage, fra grænseforanstaltninger".

De ønsker at indføre en lovgivning i Europa, som vil tillade en virksomhed at kræve, at varer eller softwareprodukter, der er importeret fra en part i handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA), beslaglægges eller endog ødelægges i henhold til en domstolsafgørelse. Dette kan om nødvendigt ske, uden at den anden part høres. Hvis der f.eks. er tale om en container med forfalskede kædesave, kan det lyde som en enkel procedure. Men målet med aftalen er at udvide denne proces til også at omfatte områder såsom softwarekomponenter.

Bliver det muligt for softwaregiganter som Microsoft at jagte og ødelægge deres mindre konkurrenter bare gennem en retssag? Det er også lykkedes for kæmperne i underholdningsindustrien at få deres interesser medtaget i ACTA-forhandlingerne. Der kan ikke kun indledes retssager mod download og kopiering, men også mod produktion og distribution af teknologi, som bl.a. gør det muligt at omgå beskyttelse mod kopiering.

De har sagt, at der er gjort fremskridt, og det er korrekt, at USA har frafaldet sit krav om, at internetudbydere skal kunne gøres ansvarlige. Men i aftalens afsnit om straffelov findes der stadig en artikel om meddelagtighed. Desuden tvinges internetudbydere til at overdrage personoplysninger på kunder, der mistænkes for at overtræde ophavsretten, når en virksomhed har fremsat en lovlig anmodning. Under SWIFT-forhandlingerne opdagede vi her i Parlamentet, at f.eks. USA ikke har nogen lovgivning om databeskyttelse, sådan som vi opfatter det her i EU. Hvordan er situationen i de andre lande, der har underskrevet aftalen? Aftalen må ikke blandes ind i acquis communautaire. Vi skal kunne beskytte små og mellemstore virksomheder mod softwaregiganters patentkampagner og sikre, at internetbrugernes personoplysninger er beskyttede.

  Francesco Enrico Speroni, for EFD-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg takker Kommissionen og Rådet for denne forhandling, skønt jeg beklageligvis må sige, at det er svært at tale om noget uden at have de rette dokumenter.

Der findes intet på internettet, og Parlamentets tjenestegrene har ikke besvaret mine forespørgsler, fordi Kommissionen ikke stiller alle tekster til rådighed. Så er der ikke andet at gøre end at tale i generelle vendinger. Det er ikke desto mindre nødvendigt at se på denne sag, der er en del af Europas plan for beskyttelse af vores produkter og dermed vores virksomheder og arbejdstagere. Alligevel er der nogen modstand – f.eks. med hensyn til at regulere varemærker og produkter.

Det er vores pligt at beskytte arbejdstagerne ved at kontrollere, om der er tale om illoyal konkurrence eller konkurrence baseret på arbejdstagerudnyttelse og i dette tilfælde konkurrence baseret på forfalskning. Vi er derfor nødt til at bekæmpe sådanne former for uacceptabel konkurrence netop for at beskytte europæiske producenter og arbejdstagere, der tjener til livets ophold gennem deres indsats, deres hjernekapacitet og deres deltagelse, og som dermed bidrager til udviklingen af vores kontinent.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Den planlagte plurilaterale handelsaftale vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA) har til formål at effektivisere kampen mod plagiering og krænkelser af den internationale ophavsret ved hjælp af et internationalt samarbejde, hvor håndhævelse af eksisterende love kombineres med nye love for at beskytte den intellektuelle ejendomsret. Det siger sig selv, at vi har brug for fortsat gennemsigtighed. Foranstaltninger, der fører til en udvanding af EU-direktivet om beskyttelse af personoplysninger, eller som kan have en negativ indflydelse på ytringsfriheden, repræsenterer en overdrevet voldsom reaktion på problemet med at bekæmpe plagiering og ophavsrettighedskrænkelser, og de kan ikke accepteres.

Europa-Parlamentet opfordrede Kommissionen til at vurdere de mulige effekter af aftalen. Denne vurdering er desværre ikke blevet foretaget. Efter min mening er det helt afgørende at beskytte den intellektuelle ejendomsret, men databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred er også vigtig. Peter Hustinx, der er europæisk tilsynsførende for databeskyttelse, sagde følgende om dette emne:

Intellektuelle ejendomsrettigheder er vigtige for samfundet og bør beskyttes, men de bør ikke sættes over enkeltpersoners grundlæggende rettigheder til privatliv, databeskyttelse og andre rettigheder. Det var citatet. Lad os samarbejde om denne aftale med behørig hensyntagen til alle eksisterende love.

  Elisabeth Köstinger (PPE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! En effektiv håndhævelse af eksisterende bestemmelser og love om bekæmpelse af plagiering og styrkelse af intellektuelle ejendomsrettigheder er bestemt meget velkommen. Der er desværre en del uvidenhed og usikkerhed på dette område blandt offentligheden. Jeg modtager regelmæssigt e-mails fra bekymrede borgere, der klager over den manglende gennemsigtighed under forhandlingerne om handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA), og som ser ACTA som en væsentlig krænkelse af deres rettigheder og friheder. Det er vigtigt at levere flere oplysninger på dette område og at sætte fokus på det faktum, at problemet ikke forårsages af ACTA, men delvis af den gældende EU-ret.

EU-Domstolens præjudicielle afgørelse af 19. februar 2009 fastslår, at internettjenesteudbydere kan stilles til regnskab for deres kunders krænkelser af ophavsrettigheder. Derfor giver de gældende traktater mulighed for at blokere EU-borgeres internetadgang. Problemet ligger ikke hos ACTA, men i EU-bestemmelser, der kan begrænse EU-borgernes friheder og rettigheder.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Hr. formand! Den stadig stigende mængde varemærkeforfalskede eller piratkopierede varer i den internationale handel øger en mulig trussel mod en bæredygtig udvikling af den globale økonomi, hvilket ikke kun giver økonomiske tab for legitime producenter, men også krænker rettighederne for ejerne af intellektuelle ejendomsrettigheder og enheder, der deltager i fremstilling og produktion, og som udgør en trussel mod forbrugere og mod europæiske job.

Tanken om en multilateral aftale i kampen mod piratvirksomhed og varemærkeforfalskning kan blive en effektiv mekanisme til bekæmpelse af sådanne aktiviteter, men jeg støtter også de medlemmer, der har understreget behovet for gennemsigtighed og større tryghed i disse forhandlinger og aftaler. Jeg finder det også vigtigt at skabe en balance mellem de rettigheder, vi ønsker at beskytte, og de rettigheder, der er vigtige for samfundet. Udøvelse eller beskyttelse af én gruppes rettigheder må ikke forstyrre en anden gruppes rettigheder og legitime interesser.

  Carl Schlyter (Verts/ALE). – (SV) Hr. formand! Jeg er slet ikke sikker med hensyn til undtagelsen for generiske lægemidler. Hvis vi indfører en undtagelse i sådanne tilfælde, skal vi også lave undtagelser for enhver form for transit, da vi ellers vil støde på de problemer, vi har haft i de seneste år. De siger, at det kun vil gælde for større kommercielle sager. Hvis det er tilfældet, kan De vel sige, at individer skal undtages snarere end at de kan undtages fra reglerne, ikke sandt?

Jeg er også bekymret over det digitale miljø, når der er tale om teknologiske hindringer. I denne henseende siges det, at metoder, der kan bruges til omgåelse af tekniske beskyttelsesforanstaltninger, skal betragtes som værende ulovlige, hvis de har begrænset kommerciel anvendelse.

Det kunne også være tilfældet, at de spredes helt uden økonomiske interesser, og at man i stedet ønsker at støtte folks anvendelse af teknologier, der også kan bruges som "omgåelsesteknologier". Hvad siger De til det?

Jeg er heller ikke tilfreds med, at De medtager kontroversielle aspekter af håndhævelsesdirektivet for intellektuelle ejendomsrettigheder og med hensyn til datalagring. Hvis vi fortsat ønsker at ændre det efter vurderingerne, er det dumt at have det på skrift her.

  Françoise Castex (S&D). – (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne yde et nyt bidrag til forhandlingen om ACTA, og sammen med medunderskriverne af erklæring nr. 12 har jeg den ære at informere Dem om, at denne erklæring fik et meget stort flertal i Parlamentet, og at minimumsantallet af underskrifter blev overskredet.

Jeg er glad for, at denne erklæring forelægges Dem inden endelige forhandlingsrunde om ACTA, og efter min mening kan De betragte det som et forhandlingsmandat fra Europa-Parlamentets side.

Jeg vil gerne minde Dem om dets komponenter. Parlamentet beder selvfølgelig ikke kun om gennemsigtighed og om muligheden for at se teksterne under forhandlingerne, før det ratificerer dem. Vi beder også om, at de intellektuelle ejendomsrettigheder ikke harmoniseres under denne internationale traktat samt om en bevarelse og sikring af borgernes frihed, privatlivets fred og internettets neutralitet.

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Hr. formand! Vi er nødt til at spørge, i hvilket omfang handelsaftaler vedrørende bekæmpelse af forfalskning virkelig beskytter almindelige mennesker. Hvad lægemidlerne angår, kan forfalskede lægemidler i bedste fald berøve mennesker en helbredelse, og i værste fald kan de være ødelæggende og koste mennesker deres sundhed eller liv.

Varemærkeforfalskede varer fremstilles næsten altid i lavtlønslande, og de underminerer ægte færdigvarer, der fremstilles i vores lande, på bekostning af vores borgeres job. Der skal indføres sanktioner over for lande, der tillader denne praksis.

Jeg var glad for at høre Kommissionens forsikring om, at der vil blive slået ned på alle grove krænkelser og ikke på forbrugerne. Nogle aktørstøttende lobbyister ønsker faktisk, at internetadgangen skal fratages folk, der mistænkes for gentagen uautoriseret downloading, og de samme mennesker ønsker en dybtgående pakkeinspektion, hvor man ser på kundernes kommunikation. Kan vi være sikre på, at disse bestemmelser ikke på et senere tidspunkt inkorporeres og tilsidesætter Deres indvendinger?

  Sidonia Elżbieta Jędrzejewska (PPE). – (PL) Hr. formand! Jeg glæder mig over dagens forhandling om handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning. Efter min mening er det et skridt i retning af at styrke Europa-Parlamentets position som den institution, der repræsenterer EU's borgere. Jeg vil gerne understrege, at Europa-Parlamentet har ret til at blive informeret og hørt af Kommissionen om forhandlingsaftaler om tjenesteydelser og kommercielle aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder. Dagens forhandling virkeliggør denne ret, og forhåbentlig bliver den også fremover normen for Kommissionen. Jeg vil gerne gøre opmærksom på det faktum, at fortroligheden i Kommissionens forhandlinger om handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning gav anledning til megen kritik blandt internetbrugere. Man kunne have undgået denne følelse, hvis Kommissionen fra starten havde været villig til at informere os mere fyldestgørende om dens indsats på dette område.

I en skriftlig forespørgsel fra mig til Kommissionen spørger jeg til forholdet mellem handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning og EU's politik vedrørende informationssamfundet og de paralegale effekter.

  Eva Lichtenberger (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand, hr. De Gucht! De har forsikret os om, at handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA) ikke vil ændre noget for indeværende. Vi får imidlertid ikke mulighed for at danne vores egen mening, skaffe egen indsigt og benytte vores egne juridiske eksperter for at afgøre, om ikke den kollaterale skade på borgernes rettigheder i Europa som følge af denne aftale bliver betydeligt større, end De hævder. Vi er nødt til at stole på Deres ord. Hvis det er tilfældet, hvorfor er der så ingen gennemsigtighed? Jeg ved, at det kommer fra de amerikanske forhandlere, men kan Kommissionen sandt at sige blot give op? Efter min mening er svaret på dette spørgsmål nej.

Mit andet punkt vedrører geografiske oprindelsesbetegnelser. Jeg ville have gjort det klart omkring forhandlingsbordet, at disse oprindelsesbetegnelser svarer til varemærker i Europa. Efter min mening skal dette punkt atter tages op under forhandlingerne.

  Martin Ehrenhauser (NI). – (DE) Hr. formand! Jeg har tre korte punkter. For det første vil jeg lykønske initiativtagerne til den skriftlige erklæring om handelsaftalen vedrørende bekæmpelse af forfalskning (ACTA). Den er nu blevet vedtaget.

Mit andet punkt vedrører gennemsigtighed, og jeg vil gerne stille et spørgsmål til hr. De Gucht. Hvordan kan De sige til Europa-Parlamentets medlemmer, at vi skal sætte vores lid til en amerikansk borgerrettighedsorganisation for at få en kopi af teksten? Jeg har teksten foran mig. Jeg vil give den til Dem bagefter, så De kan tjekke, om det er originalversionen.

Mit tredje punkt vedrører internettjenesteudbydernes ansvar. Kan De garantere, at internettjenesteudbydernes ansvar ikke genindføres ad bagdøren?

  Christian Engström (Verts/ALE). – (EN) Hr. formand! Vi er alle enige om, at forfalskning er skidt, og at bekæmpelse af varemærkeforfalskede varer er godt. Det er godt for de europæiske forbrugere og borgere, og som nævnt er det også vigtigt for de europæiske virksomheder. Det er godt, at vi beskytter varemærker og varemærkeacquisen inklusive de geografiske betegnelser.

Så vidt så godt. Men som hr. Kamall har pointeret, er der forskel på en verden af atomer og den digitale verden. Med hensyn til internetkapitlet har der været legitime betænkeligheder hos internettjenesteudbydere og andre virksomheder, der er involveret i dette område. Der er en frygt for, at aftalen faktisk kan skade udviklingen, de europæiske virksomheder samt vores brug af den nye teknologi.

Jeg vil derfor opfordre Kommissionen til fortsat at bekæmpe forfalskning og til at droppe internetkapitlet. Det vil være den bedste løsning for alle.

  Karel De Gucht, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke alle parlamentsmedlemmerne for deres indlæg. Det er meget værdifulde oplysninger for os her et par uger inden vi formentlig indleder "slutspillet" i Tokyo, og vi vil bestemt tage dem i betragtning.

Inden jeg taler om fortrolighed, vil jeg besvare et par tekniske spørgsmål. Det ene vedrører TRIPS-aftalen om folkesundhed og spørgsmålet om, hvorvidt den eksplicit skal nævnes i aftalen. Den omtales eksplicit på følgende måde: "anerkender de principper, der er stadfæstet i Doha-erklæringen om TRIPS-aftalen om folkesundhed, der blev vedtaget den 14. november 2001 af WTO på den fjerde WTO-ministerkonference, der blev afholdt i Doha, Qatar".

Der var også nogle spørgsmål om privatlivets fred. I den tekst, der diskuteres i øjeblikket, står der, at "intet i denne aftale skal kræve af deltagerne, at de afslører oplysninger (...), der kan være i strid med deltagerens lovgivning eller internationale aftaler inklusive love vedrørende privatlivets fred". Det nævnes endvidere i det udkast, der er til forhandling, for at få håndhævelsesprocedurerne i digitale miljøer gennemført på en måde, der "i overensstemmelse med de enkelte parters lovgivning bevarer principper vedrørende ytringsfrihed, retfærdig sagsbehandling og privatlivets fred". Alt dette nævnes således eksplicit i aftalerne.

Jeg har også en bemærkning til lægemidler. Jeg mener ikke, at der er problemer med lægemidler – ikke kun på grund af ACTA, men også fordi vi i øjeblikket forhandler med Indien om dette. De har sendt en anmodning til WTO om lægemidler. Vi forhandler med dem, og jeg tror snart, at vi når frem til en aftale, som Europa-Parlamentet formentlig også vil synes om.

Jeg vil også tilføje, at sådanne patenter ikke er omfattet af ACTA's toldkapitel. Den obligatoriske licenspraksis nævnes eksplicit, hvilket er meget vigtigt i denne forbindelse.

Endelig har vi med hensyn til fortrolighed intet problem med at fremvise de tekster, vi diskuterer, men vi er ikke alene. Der er tale om en international forhandling, hvilket betyder, at de øvrige parter omkring bordet også skal være enige om, hvad der skal eller ikke skal offentliggøres. Det eksplicitte spørgsmål, der blev stillet, drejede sig om, hvorvidt De får mulighed for at diskutere en eventuel aftale, inden den underskrives.

Det står endnu ikke klart, om vi når til enighed, men hvis vi gør, har vi sikret os, at vi vil kunne diskutere aftalen inden dens underskrivelse, da Kommissionen er nået frem til dette under forhandlingerne. Som De kan se, forklares det eksplicit i den pressemeddelelse, der blev udsendt ved afslutningen på Washingtonrunden, at "parterne forpligter sig til at frigive teksten, inden dens underskrivelse". Jeg finder det vanskeligt at være mere eksplicit end som så.

Mange tak for Deres opmærksomhed.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Næste punkt på dagsordenen er afstemningen.

(Mødet var udsat i nogle få minutter)

FORSÆDE: Edward McMILLAN-SCOTT
Næstformand

6. Afstemningstid

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er afstemningstiden.

Inden vi går over til afstemningen, vil jeg gerne sige, at det elektroniske afstemningssystem kan være fejlbehæftet, og De vil så kun se de to oste kaldet "camemberten" og ikke resultatet, men De kan se det på Deres skærm. Vi vil kontrollere systemet om et øjeblik, så vær tålmodige.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

6.1. Beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål (A7-0230/2010, Elisabeth Jeggle) (afstemning)

– Før afstemningen:

  Sonia Alfano (ALDE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! I henhold til Parlamentets forretningsordens artikel 175 anmoder jeg om, at dette dokument sendes tilbage til udvalget.

Vi har ventet på dette direktiv i mange år, men som det er blevet understreget i adskillige taler, er der nogle punkter, der skal ændres gennemgribende for at sikre en passende beskyttelse af dyr. Vedtagelse af denne lovgivning vil muliggøre forsøg i undervisningsøjemed og genanvendelse af de samme dyr adskillige gange selv i procedurer, der forårsager lidelser for dyret. Det vil ikke på nogen måde tilskynde til alternative metoder, som anses for at være videnskabeligt gyldige.

Det handler ikke om at indtage en ekstrem holdning, men snarere om at respektere artikel 13 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, hvori det kræves, at vi tager fuldt hensyn til velfærden hos dyr som følende væsener. Vi ønsker ikke at hæmme forskningen, men snarere at fremme den på et etisk bæredygtigt grundlag.

Det er uacceptabelt at sige, at vi kan vedtage dette direktiv nu og så ændre det i de kommende år. Vi bør tage ansvaret for at foretage de nødvendige ændringer til det nu. Det er ikke en politisk eller ideologisk holdning. Det er sund fornuft, og sund fornuft har ikke nogen politisk anskuelse.

  Formanden. – Tak for det forslag, fru Alfano. Er der 40 medlemmer, som ønsker at støtte dette forslag? Rejs Dem venligst op, hvis De støtter forslaget. Jeg tror, der er 40 medlemmer, og jeg vil tage en taler, der går ind for forslaget.

  Jill Evans, . for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance støtter henvisningen til fornyet udvalgsbehandling, for vi er meget bekymrede over teksten, som den ser ud nu. I øjeblikket har medlemsstaterne ret til at vedtage strengere regler for dyrebeskyttelse, hvis de måtte ønske det. Den nye lov vil forhindre dette i fremtiden. Dette vil forhindre forbedringer, og det går imod det, Parlamentet blev enigt om ved førstebehandlingen.

Vi bør også helt klart fastslå, at der skal benyttes alternativer, når det er muligt, men tekstens formulering svækker den eksisterende lov. Vi har ligeledes behov for en meget klar definition af betingelserne for anvendelse af aber. Dette er heller ikke tilfældet i teksten.

Mange af de problemer, vi har med den aktuelle lovgivning, skyldes forskellige fortolkninger i forskellige medlemsstater. Der er behov for mere debat om dette spørgsmål og om andre punkter for at sikre, at vi har absolut klarhed, og for at sikre, at lovgivningen er effektiv.

  Paolo De Castro, formand for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Som formand for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, der er det relevante udvalg for dette emne, er jeg imod at henvise Jeggle-betænkningen til fornyet udvalgsbehandling. Efter over halvandet års intens debat har vores udvalg temmelig klart taget stilling til fordel for kompromisset om den fælles holdning, uden stemmer imod og kun et par få, der afholdt sig fra at stemme.

Derfor ser jeg ingen grund til at se på teksten igen. Vi har allerede nu alt det, vi har brug for til at stemme i dag.

  Elisabeth Jeggle, ordfører. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er overrasket over dette forslag. Vores kollega var her ikke i formiddags under forhandlingen på plenarmødet.

Jeg er overrasket over dette forslag. Fru Evans, skyggeordføreren for gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, var til stede under alle trepartsforhandlingerne og støttede resultaterne på trepartsmødet den 7. april. De Grønne fremlagde ændringsforslag i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, som de fremlægger igen i dag. Dette er helt legitimt, og disse ændringsforslag er de ændringsforslag, der drøftes. Som formanden for udvalget allerede har forklaret, blev de forkastet af alle grupper med undtagelse af De Grønne.

Jeg beder Dem stemme for dette kompromis. Jeg er ikke helt tilfreds med det, og jeg er sikker på, at ingen her kan være fuldstændig tilfreds med alle punkter, ganske enkelt fordi det er et kompromis. Lad os alligevel acceptere det og afvise alle de opfordringer, der nu fremsættes, ellers skal vi leve med det gamle direktiv fra 1986 og med dyreforsøg. Lad os tage et skridt i retning af forbedring af dyrevelfærd.

(Bifald)

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! For at klarlægge min gruppes holdning vil jeg gerne endnu en gang på nuværende tidspunkt sige, at det ofte er meget vanskeligt for hele gruppen at følge trepartsforhandlingerne. Når man bliver klar over, at ordføreren ikke vil acceptere, at antallet af dyreforsøg vil stige som følge af denne forordning,

(Protest)

at antallet af forsøg med primater vil stige, og at medlemsstaterne ikke længere vil få lov til at indføre strengere bestemmelser end bestemmelserne i forordningen, så har man ret til at foreslå, at forordningen henvises til fornyet udvalgsbehandling. Hvis det ikke er muligt, så fungerer Parlamentet ikke ordentligt. Tak.

(Bifald fra Verts/ALE-Gruppen)

(Forslaget om henvisning tilbage til udvalget blev afvist)

– Efter afstemningen:

  Mário David (PPE). – (EN) Hr. formand! I de seneste to dage er vi blevet oversvømmet af over 400 e-mails om dette emne. Kan tjenestegrenene gøre noget, så vi ikke skal spilde tid på at slette dem?

  Formanden. – Der findes en funktion i Outlook, som gør det muligt at slette automatisk, men det er et spørgsmål mellem Dem og Deres vælgere.

  Nicole Sinclaire (NI). – (EN) Hr. formand! Hvor må det være forfærdeligt, at Deres vælgere kan kontakte Dem! De er en skændsel. Deres vælgere bør kunne kontakte Dem. Hvis De kræver, at Deres vælgere ikke skal kunne kontakte Dem direkte, hvad er De så for et menneske?

(Bifald)

  Formanden. – Tak for Deres understregning af mit synspunkt, fru Sinclaire,

6.2. Retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker (A7-0235/2010, Csaba Őry) (afstemning)

– Efter afstemningen:

  Olle Ludvigsson (S&D). – (SV) Hr. formand! Der har indsneget sig en fejl i ændringsforslag 48 vedrørende "mindsteindkomst". Det er blevet oversat til "minimilön" på svensk, hvilket betyder "mindsteløn", og det er forkert. Oversættelsesafdelingen er blevet gjort bekendt hermed, og det vil blive ændret efter mødet.

  Jutta Steinruck (S&D). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne bede Rådet om at notere sig vores afstemning i dag, og jeg vil gerne anmode om en kort redegørelse.

  Formanden. – Rådet var rent faktisk til stede under forhandlingen, for jeg havde forsædet under en del af den. Der er ingen tvivl om, at det vil lægge stor vægt på, hvad Parlamentet har at sige, sådan som det forsikrede Parlamentet om i aftes.

6.3. Menneskerettighedssituationen i Iran, navnlig sagerne om Sakineh Mohammadi Ashtiani og Zahra Bahrami (B7-0494/2010) (afstemning)

– Før afstemningen:

  Mário David (PPE). – (IT) Hr. formand! Jeg kan ikke se nogen anmodning om afstemning ved navneopråb på min afstemningsliste, og i lyset af emnets betydning og aftalen mellem grupperne vil jeg gerne foreslå en afstemning ved navneopråb om den endelige beslutning.

  Richard Howitt (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg vil overlade afgørelsen til Dem, men jeg har fået oplyst, at aftalen blev indgået på et sent tidspunkt, og at det derfor er muligt at anmode om en afstemning ved navneopråb om begge ændringsforslag. Efter Deres skøn vil jeg gerne anmode herom.

(Anmodningen fra Mario Mauro blev imødekommet)

7. Stemmeforklaringer

Mundtlige stemmeforklaringer

Indstilling ved andenbehandling: Elisabeth Jeggle (A7-0230/2010)

  Jarosław Kalinowski (PPE). – (PL) Hr. formand! Videnskabelige fremskridt er en betingelse for økonomisk udvikling, og innovativ forskning er derfor grundlaget for nye og forbedrede metoder til gavn for økonomien i almindelighed og mennesker i særdeleshed. Der må imidlertid ikke tages let på omkostningerne i forbindelse hermed. Levende væseners velfærd bør være det vigtigste i økonomien. Hvis mennesket ikke respekterer naturlovene, eller hvis det griber for meget ind i dem, kan naturen gøre modstand. Derfor er de henstillinger, der er vedtaget i dag, så vigtige. Jeg stemte for vedtagelsen af dem, da det er et godt kompromis. På den ene side gør direktivet det muligt at gennemføre vigtig videnskabelig forskning, mens det på den anden side nedbringer lidelserne for de dyr, der anvendes i denne forskning, mest muligt.

  Romana Jordan Cizelj (PPE). – (SL) Hr. formand! Der er virkelig behov for en ajourføring af direktivet om dyreforsøg fra 1986. Jeg er ikke glad for, at det nye lovgivningsforslag fortsat tillader forsøg med dyr, og at dyr påføres lidelser, men jeg stemte alligevel for direktivet. Hvorfor?

I det store hele af tre årsager. Den første er, at forslaget kun tillader dyreforsøg i situationer, hvor menneskers velfærd vejer tungere end dyrevelfærd. Det handler om menneskelig værdighed og menneskerettigheder til sundhed og lægebehandling, om menneskerettigheder til den bedst mulige behandling. Den anden årsag er, at der i henhold til det nye direktiv vil blive brugt væsentligt færre dyr til forsøg end før. Den tredje årsag er, at dyr, der fortsat anvendes til forsøg, vil få bedre levevilkår og vil blive passet bedre.

Jeg ser naturligvis gerne, at dyreforsøg bliver fuldstændig unødvendige i den nærmeste fremtid.

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Hr. formand! Dyrevelfærd er et emne, som befolkningen i Europa føler meget stærkt for. Jeg er derfor meget glad for, at vores ordfører, fru Jeggle, under de langvarige forhandlinger har haft held til at gennemtvinge en væsentlig forbedring af forsøgsdyrs velfærd.

Målet med det nye direktiv er at sikre, at dyreforsøg erstattes og nedbringes til det absolutte minimum, der er nødvendigt. Disse forsøg vil kun blive tilladt, hvis der ikke findes nogen alternativer, men de vil bliver underlagt meget strenge bestemmelser. Dette er et godt kompromis mellem dyrevelfærd og forskningsfrihed. For første gang vil vi have et højt niveau for dyrevelfærd i hele Europa. Dette er en stor succes. Nu må vi sikre os, at alle medlemsstaterne gennemfører det nye direktiv straks.

  Alfredo Antoniozzi (PPE). – (IT) Hr. formand! Jeg mener, at vi har fundet frem til et godt kompromis omkring dette følsomme emne om beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål, mellem de behov, som forskere, der bruger dyreforsøg, har, og velfærdsstandarder for dyr, der anvendes til eller er tiltænkt til at blive anvendt til videnskabelige formål.

Derfor stemte jeg for fru Jeggles betænkning. Samtidig støtter jeg medlemsstaternes forpligtelse til at afstå fra at bruge dyr, når der i EU-lovgivningen anerkendes andre forsøgsmetoder eller -strategier, som kan give det samme resultat.

  Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske Elizabeth Jeggle med hendes arbejde med spørgsmålet om forsøg med og brug af dyr.

Jeg stemte for, fordi jeg mener, det er den mest pragmatiske løsning på et problem, vi har med ajourføring af lovgivningen fra 1986.

Må jeg have lov at sige, at dette er vigtigt for dyrevelfærden, men også for en videreførelse af forskningen i EU. Vi risikerer at skubbe videnskabsfolk og forskningen i lægevidenskab uden for vores grænser, hvor der er mindre lovgivning, så selv om vi har behov for at forbedre lovgivningen og helt klart velfærden blandt de dyr, der anvendes til forsøg i forskningsinstitutioner og universiteter, skal vi også sikre, at forskningen kan fortsætte.

Vi taler hele tiden om at opfordre unge til gå ind i videnskaben og bruger mere på forskning og innovation, og dette indebærer brug af dyr. Men lad os beskytte dem bedst muligt, og det vil vi gøre med denne lovgivning.

  Jens Rohde (ALDE). – (DA) Hr. formand! Venstre i Danmark har stemt for betænkningen om dyreforsøg. Det er ikke nogen hemmelighed, at der har været fremført meget stærke argumenter på begge sider i denne sag. Der er dem, der mener, at dyrs rettigheder har forrang, og så er der os, som mener, at samfundet også har ret til at se fremskridt i udviklingen af medicin og behandling af sygdomme. Det, der er vores opgave, er selvfølgelig at sikre den rette balance. Dyr skal behandles ordentligt, men vores forskere skal have redskaberne til at udvikle nye behandlingsformer og helbrede alvorlige sygdomme. Den betænkning, som fru Jeggle har udarbejdet, rammer balancen meget præcist, og derfor synes vi, at den var værd at stemme for. Grundlæggende mener vi også, at det er godt, at vi nu endelig kan komme videre fra den lovgivning, der stammer helt tilbage fra 1986.

  Mario Pirillo (S&D). – (IT) Hr. formand! (...) nå frem til en aftale ved andenbehandlingen af denne kontroversielle betænkning om beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål. Jeg stemte for aftalen, fordi den forekommer mig at være en afbalanceret tekst, der beskytter dyr uden at true den videnskabelige forskning.

I aftalen lægges der vægt på, at forskning, der indebærer anvendelse af dyr, skal tillades, hvor det ikke er muligt at benytte videnskabeligt tilfredsstillende forsøg. Lovgivningen er klar. Der fastsættes kriterier for behandling af dyr til videnskabelig brug, og det kræves, at medlemsstaterne sikrer, at antallet af dyr, der anvendes i projekter, nedbringes til et minimum.

Uden denne betænkning er der ingen grund til at gentage, at Europa har behov for mere og mere videnskabelig forskning.

  Marian Harkin (ALDE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske Elizabeth Jeggle og alle de øvrige personer, der har været involveret i at nå frem til dette afbalancerede kompromis om beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål.

Den europæiske dyrevelfærdsbevægelse hilser den hurtige vedtagelse af det aftalte kompromis velkommen. Jeg mener, at den vedtagne tekst vil medføre direkte og mærkbare dyrevelfærdsfordele og samtidig vil tillade at fortsætte vigtig medicinsk forskning i Europa, som forhåbentlig vil levere nye, innovative og effektive behandlingsmuligheder.

Det kompromis, vi har indgået i dag, er også et vigtigt skridt i retning af harmonisering af europæisk lovgivning om dyreforsøg, og det er efter min mening i sig selv meget vigtigt.

Endelig er det en human reaktion, som fastsætter øvre smertetærskler, og Kommissionen pålægges at føre tilsyn med institutioner, der udfører dyreforsøg, hvor der er grund til bekymring.

  Hannu Takkula (ALDE). – (FI) Hr. formand! Også jeg stemte for fru Jeggles direktiv om beskyttelse af dyr, og jeg mener, at det er meget vigtigt, at vi i Europa-Parlamentet også støtter beskyttelse af dyr seriøst.

I denne forbindelse bør man dog også huske på, at dette forslag er et godt kompromis, som kombinerer beskyttelse af dyr og videnskabelig forskning. Vi har dog fortsat i en vis udstrækning behov for dyreforsøg, for der er ikke fundet alternativer hertil. Det er dog meget vigtigt at sikre, at de finder sted under de rigtige forhold, og at de forårsager så lille skade, smerte og lidelse som muligt.

Dette er et fremragende fremskridt, da vi ved, at det tidligere direktiv stammer helt tilbage fra 1986. Jeg håber, at det vil blive gennemført i alle medlemsstater, og at vi derfor vedtager en harmoniseret praksis, som fremmer beskyttelse af dyr, men også åbner mulighed for fremskridt inden for videnskabelig forskning.

  Anna Záborská (PPE). – (SK) Hr. formand! Jeg sætter stor pris på fru Jeggles arbejde, men jeg kan ikke støtte direktivets tekst, for hverken Rådet eller Kommissionen har garanteret et forbud mod brugen af menneskelige embryoer til erstatning for dyr. Direktivet er et bevis på, at vi som mennesker føler os ansvarlige for de andre levende væsener på Jorden, men det er også et sørgeligt bevis på, at vi ikke sætter menneskeliv højt. Vi er parate til at begrænse brugen af aber i forskning udelukkende til sager, der vedrører bevaring af en art eller en trussel mod menneskeliv. Selv da er forskning kun tilladt, hvis det kan bevises, at ingen anden metode er egnet. Vi er imidlertid ude af stand til at sikre embryoer fra mennesker den samme beskyttelse, ufødte børn eller endog genetisk information. Denne betænkning fik mig desværre til at føle, at jeg snarere bor på Abernes Planet.

  Bogusław Liberadzki (S&D). – (PL) Hr. formand! Jeg støtter de foreslåede foranstaltninger til beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål. Jeg mener, det er fornuftige og afbalancerede foranstaltninger, der passer til den tid, vi lever i, og til vores civilisations ønsker. Jeg må dog indrømme, at jeg lavede en fejl under afstemningen. Ved en fejl stemte jeg for det første ændringsforslag, mens jeg gik ind for at forkaste alle ændringsforslagene. Derfor min forklaring.

  Sirpa Pietikäinen (PPE). – (FI) Hr. formand! Jeg stemte ikke for at henvise lovgivningen om dyreforsøg tilbage til udvalget, for jeg mener ikke, at resultatet ville have været bedre bagefter. Jeg stemte dog for de tre ændringsforslag.

Efter min mening er det meget foruroligende, at vi i Europa rent faktisk tager et skridt tilbage i spørgsmålet om beskyttelse af dyr, der anvendes til forsøg. I adskillige medlemsstater findes der allerede nu bedre metoder til at opnå forskningsresultater uden brug af forsøgsdyr. Denne praksis ville rent faktisk sinke udviklingen af alternativer.

Undersøgelser viser ligeledes, at brugen af primater selv i ekstreme tilfælde ikke giver det resultat for menneskers sundhed, som det antages i de argumenter, der fremføres i forslaget.

Betænkning: Csaba Őry (A7-0235/2010)

  Clemente Mastella (PPE). – (IT) Hr. formand! Forhandlingen om de nye Europa 2020-beskæftigelsesretningslinjer finder sted midt i en økonomisk krise, som uden tvivl vil have stor indflydelse på arbejdsmarkedet i adskillige år fremover.

Den aktuelle krise har vist, at der ikke findes nogen effektive mekanismer for en hurtig reaktion på tegn på en krise. Den viser derfor, hvor nødvendig koordinering af EU's økonomiske politikker er, forudsat at de styrkes og gøres effektive. Krisen har også understreget den tætte indbyrdes afhængighed mellem medlemsstaternes økonomier med hensyn til markeder og beskæftigelse. Jeg vil derfor gøre gældende, at EU's og medlemsstaternes bestræbelser på at nå Europa 2020-målene kræver en stærk forpligtelse til at sikre, at investeringer i bæredygtig økonomisk vækst også fremmer skabelse af bæredygtige job.

Strategien bør forhindre alle yderligere økonomiske og sociale kollapser gennem en nøje koordinering med struktur- og samhørighedspolitikken. Hvis vi ønsker at sikre, at disse nye politiske retningslinjer er effektive, må der lægges vægt på at sikre, at de socioøkonomiske forskelle mellem medlemsstaterne og mellem regionerne fjernes. EU's strukturfonde og Samhørighedsfonden for den aktuelle programmeringsperiode og eventuelle fremtidige EU-finansieringsinstrumenter spiller en afgørende rolle i denne henseende.

  Erminia Mazzoni (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg stemte for, fordi jeg er overbevist om, at dette i det store hele er den rigtige beslutning. Alligevel er jeg ikke helt tilfreds, for vi kunne godt have været mere ambitiøse, navnlig i spørgsmålet om unges og kvinders adgang til arbejdsmarkedet og om vedtagelsen af flexicurity som et middel til at bekæmpe jobusikkerhed, som er en svøbe i hele Europa. Jeg beundrer det arbejde, ordføreren har udført til trods for den korte tid, han havde til rådighed.

Forsøget på forenkling er helt klart et positivt punkt, da et nyt, enklere format foreslås for de nu fire beskæftigelsesretningslinjer, som klart identificerer de mål, der er fastsat i Europa 2020-strategien. Forsøget på at tage ved lære af tidligere fejltagelser, der har ført til en delvis manglende opfyldelse af Europa 2010-målene, er også en positiv ting i mine øjne.

Et andet positivt punkt i dette dokument er, at det indeholder interessante forslag til udvikling af tanken om, at arbejdet igen skal repræsentere menneskets ret til fremskridt snarere end blot en metode til overlevelse.

  Alajos Mészáros (PPE). – (HU) Hr. formand! Mange tak, men jeg forstod ikke mit navn klart på grund af oversættelsen. I kølvandet på finanskrisen, er adskillige EU-medlemsstaters økonomier fortsat sårbare. Derfor bør der udfoldes alle mulige bestræbelser på at sikre bæredygtig vækst og styrke de europæiske økonomiers jobskabelsespotentiale. Derudover må vi også holde os de demografiske ændringer, globaliseringen og indførelsen af nye teknologier for øje. Jeg mener, at det er meget vigtigt, at den næste beskæftigelsesstrategi skaber balance mellem øjeblikkelige spørgsmål, der opstår som følge af krisen, og langsigtede udfordringer. Europas beskæftigelsespolitik spiller en nøglerolle i overvindelsen af de vanskeligheder, vi står over for. Jeg er også enig med ordføreren i, at uddannelse af høj kvalitet og livslang læring kan være af strategisk betydning i håndtering af arbejdsløsheden. Jeg kan kun støtte dette forslag, og jeg vil gerne lykønske Csaba Őry med hans fremragende betænkning.

  Formanden. – Hr. Mészáros (Meh-tsá-rosh), vi har udtalen af Deres navn, sådan som jeg netop har udtalt det. Hvis det er forkert, så fortæl os venligst, hvordan De ønsker det udtalt.

  Alajos Mészáros (PPE). – (EN) Hr. formand! "Mészáros" (Méh-sah-rosh) "Alajos Mészáros". Det er ikke nemt.

  Sergej Kozlík (ALDE). – (SK) Hr. formand! Jeg støtter fuldt ud retningslinjerne for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker som vedtaget af Europa-Parlamentet. Arbejde og beskæftigelse skal være nøgleresultaterne af enhver vellykket økonomisk politik. Skabelse af en forbindelse mellem vækst og bevarelse af arbejdspladser på den ene side og udvikling af en grøn økonomi på den anden side vil samtidig også skabe forudsætningerne for at forebygge klima- og miljøproblemer. De naturkatastrofer, der er indtruffet i mange år, navnlig oversvømmelser i forskellige dele af Europa, viser, at der også kan skabes nogle bæredygtige job inden for opførelse af beskyttelse mod oversvømmelser. De penge, der bruges på vedligeholdelse af vandløb, vedligeholdelse og etablering af offentlige dræn, dræning af kanaler og tilbageholdelsesstrukturer, vil helt sikkert nedbringe omkostningerne i forbindelse med følgerne af oversvømmelser betydeligt.

  Giommaria Uggias (ALDE). – (IT) Hr. formand! Afslutningen af finanskrisen og begyndelsen på det økonomiske genopsving, der kendetegner EU, skønt i forskellige hastigheder, indtræder desværre på bekostning af job og arbejdstagere.

Denne tendens står i stærk kontrast til Kommissionens program, som Parlamentet har vedtaget, og til fremgangsmåden i Europa 2020-særprogrammet, som forudser, at behovet for økonomisk vækst nødvendigvis skal ledsages af tegn på inklusion. De integrerede retningslinjer, vi har vedtaget i dag, er et yderst positivt skridt i den retning, herunder den syvende, hvori EU's medlemsstater opfordres til at nedbringe den strukturelle arbejdsløshed gennem konkrete foranstaltninger.

Vi må altid holde os for øje, at arbejde er grundlaget for hele lovbøger, herunder Italiens, hvori det i § 1 fremgår, at "Italien er en demokratisk republik baseret på arbejde", og at arbejde også er grundlaget for menneskets værdighed.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg støtter de integrerede retningslinjer vedrørende arbejdsløshedsproblemer i medlemsstaterne.

Samtidig bør eventuelle løsninger omfatte en kvalitetsdimension. Som Kommissionens formand, José Manuel Barroso, påpegede i går, er der fire millioner ledige job i Europa i dag. De fleste af disse ledige job kræver kvalificeret arbejdskraft. Jeg opfordrer derfor indtrængende Kommissionen til straks at indføre det foreslåede europæiske jobovervågningssystem, som også bør omfatte et europæisk kvalifikationspas.

Det helt europæiske mål bør sikre vores kontinent en kvalificeret arbejdsstyrke. Derudover må vi nedbringe de administrative og ikketoldbaserede handelshindringer for SMV'er drastisk.

  Alfredo Antoniozzi (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg stemte for denne betænkning, da jeg er enig i ordførerens strategi. På den ene side støtter han nedbringelsen af antallet af integrerede retningslinjer foreslået af Kommissionen, mens han på den anden side understreger, at dette mindre antal retningslinjer og fælles mål for Europa ikke kan og ikke må styre medlemsstaternes politikker som følge af deres klarhed og operationelle nytte.

Jeg er desuden enig i den del, hvori ordføreren fremfører, at der, hvis Europa 2020 skal være effektivt, og beskæftigelsesretningslinjerne i den forbindelse skal være effektive, også skal tages behørigt hensyn til sikring af, at de socioøkonomiske forskelle mellem medlemsstaterne og mellem regionerne i Europa overvindes, ikke mindst gennem brug af strukturfondene og Samhørighedsfonden.

  Marian Harkin (ALDE). – (EN) Hr. formand! Det egentlige spørgsmål i tilknytning til hr. Őrys fremragende betænkning om beskæftigelsesretningslinjerne er, om Rådet vil tage hensyn til henstillingerne.

I aftes glædede jeg mig over at høre det belgiske formandskab forpligte sig til at se på Parlamentets henstillinger. Jeg vil gerne sige til Rådet, at det er afgørende, at det overtager så mange som muligt af de virkelig fremragende henstillinger i hr. Őrys betænkning, navnlig dem, der vedrører forbedret styring. Alle er enige i, at den åbne koordineringsmetode helt klart ikke var effektiv med hensyn til Lissabondagsordenen. Vi må sikre, at målene og delmålene overvåges og evalueres i forhold til EU 2020-målene.

Jeg er glad for, at ændringsforslag 62 blev vedtaget, da jeg mener, at det, hvis det gennemføres, vil bidrage til at sikre, at de regionale forskelle nedbringes. Endelig støtter jeg fuldt ud tanken om, at en beskæftigelsesfremmende vækst bør baseres på anstændigt arbejde, sådan som ILO har slået til lyd for.

  Czesław Adam Siekierski (PPE). – (PL) Hr. formand! Det bør hilses velkomment, at Kommissionen har fremsat forslaget om de integrerede retningslinjer for Europa 2020, som vi vedtog her i Parlamentet i dag. I lyset af den aktuelle, globale økonomiske situation er det et godt skridt, som viser EU-institutionernes engagement, og at de påtager sig ansvaret for økonomien og beskæftigelsen. Det bør også hilses velkomment, at man ikke ved fastlæggelsen af disse retningslinjer glemte behovet for at opretholde kohærens og gennemsigtighed. Foranstaltninger såsom forbedring af deltagelsen på arbejdsmarkedet, nedbringelse af den strukturelle arbejdsløshed, udvikling af en kvalificeret arbejdsstyrke, fremme af jobkvalitet og livslang læring, forøgelse af antallet af mennesker inden for højere uddannelse og bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse bør gennemføres hurtigt, fordi de sikrer en bæredygtig økonomi og styrker jobskabelsespotentialet. Det er korrekt, når det i betænkningen fastslås, at det er nødvendigt at fremme skabelsen af bæredygtige job, når der foretages investeringer i bæredygtig økonomisk vækst, og også for at sikre, at de socioøkonomiske forskelle mellem medlemsstaterne og mellem regionerne overvindes. Sammenfattende vil jeg gerne give udtryk for et dybfølt håb om, at Europa 2020 vil give de forventede resultater, særlig inden for beskæftigelsespolitikken.

  Daniel Hannan (ECR). – (EN) Hr. formand! For 30 år siden tegnede landene i – lad os kalde det "det gamle Europa", de 15 medlemsstater i EU, som det så ud før udvidelsen med de tidligere COMECON-lande, sig for 36 % af verdens bruttonationalprodukt. I dag er det tal 25 %, og om 10 år forventes det at være 15 %.

Hvorfor sker dette? Vi kan ikke tilskrive det hele Asiens udvikling. Canadas og USA's andel af verdens BNP er forblevet ret stabilt i den samme periode.

Sandheden er, at vi har bebyrdet os selv med højere skatter, med mere restriktiv lovgivning, med mere påtrængende reguleringsmekanismer og licenser og tilsynsførende og bureaukrater og kontorfolk. Det gav måske mening, da den vigtigste konkurrence kom fra dette kontinent. Det giver ikke mening i en verden, hvor vi konkurrerer med Kina og Indien.

Der er så meget desto større grund til, at jeres vælgere og mine leder efter andre horisonter og opgiver denne forkrampede og svindende regionale toldunion for at genopdage en global ånd, som vores fædre tog for givet.

  Syed Kamall (ECR). – (EN) Hr. formand! Lad os begynde med de positive aspekter i denne betænkning. Jeg mener, at det er meget vigtigt, at vi alle støtter tanken om livslang læring. Alt for længe og i alt for mange år havde man én chance ved eksaminer, og det afgjorde hele ens fremtid – i en alder af 11 år eller 18 år.

Det er en meget stor hjælp i en tid med økonomier i evig forandring, hvor nogle sektorer kan forsvinde pludseligt, at vores borgere kan deltage i livslang læring. Men samtidig bør vi se på det større billede.

Ret ofte taler vi her i Parlamentet om tanken om et socialt Europa. Men begrebet "det sociale Europa" dækker ofte over politikker, der rent faktisk forhindrer jobskabelse – der lægger større byrder på SMV'er, disse drivkræfter bag vækst i Europa – og gør det vanskeligere at skabe job.

Regeringen bør fjernes fra de små virksomheders vej. Lad dem skabe job, rigdom og velstand for alle.

Beslutningsforslag RC-B7-0494/2010

  Erminia Mazzoni (PPE). – (IT) Hr. formand! Jeg anmodede om en afstemning om dette beslutningsforslag. Jeg er en af underskriverne, og jeg stemte for det. Jeg må dog indrømme, at jeg ville have forventet og havde håbet på noget mere fra Parlamentets side.

Jeg er enig i, at det var en hastebeslutning, men det var også en meget vigtig beslutning. Det var en hastebeslutning for at redde Sakineh Mohammadi-Ashtianis liv, og det var meget vigtigt for Parlamentet, for vi kan ikke blive ved med at fordømme, tage afstand, beklage og stigmatisere og fortsætte med at opføre os på samme måde og have de samme holdninger til lande som Iran. Denne gang mener jeg, at Iran har udvist større arrogance over for det internationale samfund, medlemsstaterne og de europæiske institutioner. Landet er ligeglad med alle klager og alle appeller.

Situationen har i dag ændret sig og er blevet mere alvorlig, for gennem det seneste år er Irans adfærd blevet betydelig værre, og der har været hændelser, som har været i strid med de forpligtelser, som den iranske regering har indgået på internationalt plan.

Efter min mening bør såvel de enkelte medlemsstater som de europæiske institutioner gennemføre strammere foranstaltninger og sanktioner over for Iran. Vi kan ikke fortsætte med at have diplomatiske forbindelser med et land, som ikke accepterer eller endog lytter til de appeller, EU fremsætter.

  Formanden. – I al den tid, jeg har siddet i Europa-Parlamentet, har jeg aldrig oplevet et så stort flertal for en beslutning af denne art, idet der var en stemme imod, 22 blanke stemmer og over 600 stemmer for. Jeg tror, De har opnået, det De ville med det budskab, De ønskede at sende. Tak, under alle omstændigheder.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg støttede naturligvis denne beslutning. Dette er blot endnu en forklaring til støtte for at redde fru Sakineh Ashtianis liv.

Desværre er dette ikke et enkeltstående tilfælde. Op mod 300 kvinder er blevet stenet til døde, siden det nuværende terrorpræstestyre tog magten for 31 år siden. Landet fortsætter også med offentlige hængninger, herunder af mindreårige. Vi bør gøre vores yderste for at redde fru Ashtianis liv, men selv om vi har held til at gøre dette, vil dette regime efter al sandsynlighed ikke ændre sig. Derfor må vi uden forbehold støtte de modige mennesker i Iran – og der er blevet millioner af dem siden sidste sommer – som forsøger at udskifte det nuværende styre med et åbent, ikkemilitært og demokratisk styre. Vi bør ikke være bange for at forsøge dette.

  Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg kan tilslutte mig Deres ord og lykønsker fru Mazzoni med hendes arbejde med denne beslutning, som jeg støtter fuldt ud.

I alt kaosset her i Strasbourg i denne uge var det vigtigste møde desværre det, jeg havde mindst tid til at deltage i. Det var kvinderne fra Iran, som er her for at søge støtte til deres kolleger og til denne beslutning.

Men jeg var meget glad for at møde dem og for at love dem støtte. Det er rystende – men måske bemærkelsesværdigt – at vi har modtaget mange flere e-mails om dyrevelfærd, end vi gjorde om dette spørgsmål om menneskeliv. Jeg siger det bare.

Vi blev især bedt om at bruge dette ord, og derfor mener jeg, at vi bør sige, at mange af de kvinder, som dømmes til henrettelse ved stening og på anden måde dømmes, dømmes for forbrydelsen mohareb, som rent bogstaveligt betyder en, der er i krig med Gud. Men rent faktisk har disse kvinder blot protesteret mod diktaturet i deres land og ønsket at gennemføre ændringer til det bedre for dem selv og at genoprette deres rettigheder i dette land.

Så jeg støtter disse kvinder. Der er meget lidt, jeg kan gøre, men jeg tror, at Parlamentet med den enorme stemme for her i dag, er meget sigende, og jeg håber, at det vil gøre en forskel.

  Cristiana Muscardini (PPE). – (IT) Hr. formand! Denne beslutning er det første vigtige skridt for Parlamentet til at bruge alle retsakter på alle møder til at fortsætte denne kamp, som i dag går ud på at redde Sakineh Mohammadi-Ashtianis liv, men som mest af alt går ud på at bekæmpe et undertrykkende og yderst umenneskeligt styre.

Jeg mener dog, at Kommissionen og Rådet bør være mere proaktive og beslutsomme i fremtiden, og alt, hvad der siges her i Parlamentet bør være som en sten, der anbringes for fødderne af dem, der udfører steningen, så vi kan bygge en skammens mur omkring dem og udrydde dem fra det menneskelige samfund. Sakineh skal reddes, og med hende de kvinder og mænd rundt omkring i verden, som stadig er ofre for denne barbariske ondskab, som er uhørt selv blandt de vildeste og mest primitive dyr.

Det er djævlen, der i dag bevæger de uværdige lederes og falske hellige mænds hænder og læber, som den Almægtige allerede har fordømt uden nogen chance for benådning. De bør gøre sig klart, at hvis de ikke stopper nu, vil deres tid være mærket for altid, og det samme vil vores, hvis vi ikke altid er omhyggelige med at hjælpe ofre for et barbarisk samfund.

  Hannu Takkula (ALDE). – (FI) Hr. formand! Jeg stemte for denne betænkning, og jeg håber virkelig, at den vil hjælpe til at redde Sakineh Mohammadi-Ashtianis liv. Jeg er lidt skeptisk som mange andre her, for desværre ved vi, at totalitære lande som f.eks. Iran ganske enkelt ikke lytter til vores appeller.

For at tilslutte mig en anden talers ord, er jeg også ret bekymret over, at der næsten ikke er blevet sagt noget her om menneskerettigheder, mens der er blevet sagt en hel del om dyrs rettigheder. Det er naturligvis også et vigtigt spørgsmål, men disse ting bør ses i dette rette perspektiv. En af EU's afgørende opgaver er at forsvare menneskerettigheder og grundlæggende værdier.

Jeg håber virkelig, at denne betænkning kan bidrage til at fremme vores forpligtelse til at rejse spørgsmålet om menneskerettigheder og understrege deres betydning selv i totalitære lande som Iran, og således sætte en stopper for disse brutale dødsdomme en gang for alle.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Hr. formand! Som De med rette påpegede, er den næsten enstemmige afstemning her i dag meget markant. Jeg er glad for, at jeg var en af dem, der stemte for denne beslutning.

Lad mig for det første sige, at jeg ikke er den type, der protesterer. Jeg har helt sikkert aldrig båret en T-shirt af denne art før, men det uforholdsmæssige forslag om at straffe nogen og idømme dem en dødsdom for en påstået lovovertrædelse er så ussel, så oprørende, så barbarisk, så uforholdsmæssig og så kvalmende, at jeg følte, at jeg måtte gøre noget. Forhåbentlig vil budskabet om, at dette er forældet og må ophøre, nå frem til de iranske myndigheder.

Politisk pres og offentlig protest har sat en stopper for dødsstraf i mange lande. Forhåbentlig vil vores protest her i dag sætte en stopper for denne forfærdelige situation. Som hr. Kelam sagde, er 300 mennesker allerede blevet stenet til døde, hvilket er forfærdende. Det må ophøre, og vi må gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at det sker.

  Syed Kamall (ECR). – (EN) Hr. formand! Vedrørende beslutningen om Iran. Vi deler alle den samme bekymring, og som De netop sagde, hr. formand, viser resultatet den overvældende følelse her i Parlamentet på tværs af politiske skel.

Vores bekymring går på, at disse to kvinder ikke får en retfærdig rettergang, og ikke nok med det, så forfølges advokaterne og fordrives fra landet, når kvinderne forsøger at hyre advokater.

Vi ser en regering, som er fuldstændig ligeglad med demokrati, en regering, der ser bort fra valgresultater og så tæver folk og dræber dem, der protesterer, dem, der ønsker mere demokrati.

Vi oplever også forfølgelse af mennesker med en anden religion, mennesker af den kristne tro, af Baha'i-troen.

Jeg vil dog gerne meget hurtigt nævne en anden person, som vi bør tænke på, nemlig Ibrahim Hamidi, som blev anklaget for homoseksualitet. Den omstændighed, at et menneske kan forfølges for sin seksualitet, er en plet på landets omdømme.

Lad os håbe, at styret vil blive væltet inden længe.

  Formanden. – Jeg vil gerne takke alle. Som næstformand med ansvar for menneskerettigheder og demokrati kan jeg fuldt ud tilslutte mig de bemærkninger, der er blevet fremsat. Jeg oplevede for nogle få år siden personligt det iranske såkaldte retssystem, og kan kun give udtryk for min rædsel over den aktuelle situation i Iran, og jeg håber, ligesom alle her, at det snart vil få en ende. Jeg håber også, at den enlige stemme mod beslutningen var en fejl, og at der rent faktisk var enstemmighed.

  Daniel Hannan (ECR). – (EN) Hr. formand! Den iranske revolution i 1979 vil en dag blive betragtet som epokegørende og at sammenligne med den franske revolution i 1789 og den russiske revolution i 1917. Ligesom dem overskred den straks grænserne og forsøgte at gentage sig rundt omkring i verden. Ligesom dem, anerkendte den ikke principperne om suverænitet eller stedlig kompetence.

Ayatollahernes indledende handling var besættelsen af den amerikanske ambassade. Selv under Anden Verdenskrig, hvor modstridende ideologier forsøgte at udrydde hinanden, respekteredes diplomatiske delegationers ukrænkelighed. Ayatollaherne tilkendegav, at de gamle regler ikke gjaldt dem, og at de stod til ansvar over for en anden myndighed. De er fortsat, som de begyndte, og har udvist foragt for alle tanker om stedlig kompetence, har støttet deres militser og deres terrororganisationer. Fra Golfen til Libanon, til Silkevejens khanater, til Balkan har de ramt civile mål så langt væk som London og Buenos Aires.

Jeg kan ikke lade være med at føle, at vi ville kunne fordømme dem endnu stærkere, hvis vi selv havde mere respekt for princippet om stedlig kompetence og ja for demokratiet. Jeg håber, at de medlemmer, der har talt meget oprigtigt og rørende om den manglende repræsentative regering i Iran, vil anvende de samme høje standarder næste gang vi har en folkeafstemning inden for EU.

Skriftlige stemmeforklaringer

Indstilling ved andenbehandling: Elisabeth Jeggle (A7-0230/2010)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, da jeg mener, at den vil ajourføre det eksisterende direktiv, der stammer tilbage fra 1986, og fordi den også sigter mod at forbedre ligevægten mellem forskningssektorens interesser og større beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål. På denne baggrund mener jeg også, at det er afgørende at nå frem til et kompromis, der sigter mod at fremme udviklingen af alternative metoder til brug af dyr, og sikrer en bedre velfærd for dyrene uden at kompromittere fremskridt inden for sektoren.

Det vigtigste punkt i denne betænkning vedrører aspekter af dyrevelfærd, der erstattes af målet om fremme af alternative metoder, som ikke indebærer anvendelse af levende dyr. Det sigter ligeledes mod at skabe fremskridt i forbindelse med klassificering af de metoder, der anvendes på dyr på grundlag af smerteniveau, idet der fastsættes en øvre smertegrænse, og direktivet gennemføres via et mere effektivt kontrolsystem. Den manglende kontrol har nogle gange betydet, at der blev gennemført forsøg, hvor der findes alternativer til anvendelse af dyr, men der blev alligevel stadig anvendt dyr, navnlig i forsøg, som ikke havde til formål at bevise videnskabelige hypoteser.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) I lyset af de store forskelle mellem de nationale love og det lave niveau for dyrebeskyttelse i nogle medlemsstater er der nu brug for en større grad af harmonisering af bestemmelserne om brug af dyr til videnskabelige formål. Som ordføreren fru Jeggle har påpeget, er der indgået et balanceret kompromis med Rådet. Samtidig med dyrebeskyttelsen er det yderst vigtigt at sikre, at forskning stadig spiller en vigtig rolle i sygdomsbekæmpelsen. Jeg stemte derfor for denne betænkning, og som mine kolleger i Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) stemte jeg imod ændringsforslagene fra Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. − (LT) Jeg støttede denne vigtige aftale. Beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål, er et meget vanskeligt område, da det er nødvendigt at tage hensyn til en række forskellige interessentgrupper, som undertiden har modstridende holdninger og behov. Jeg synes, at man har fundet en god balance i aftalen. I aftalen ligger hovedvægten på at fremme alternativer til dyreforsøg og at forbedre vilkårene for de dyr, der holdes fanget og bruges. Det er også lykkedes at bevare de iagttagelser, som Parlamentet fremsatte under førstebehandlingen, om at reducere den administrative byrde og sikre kontinuitet og bæredygtighed i den del af europæisk forskning og erhvervsliv, der stadig er afhængig af brug af dyr. Det er nødvendigt i højere grad at fremme alternativer til dyreforsøg. En mulighed er at oprette et EU-referencelaboratorium til validering af alternative metoder, med støtte fra medlemsstaterne, for at sikre flere ressourcer til velegnede speciallaboratorier. I denne beslutning er der ramt en efter min mening god balance mellem erhvervslivets og forskersamfundets behov og nødvendigheden af at ajourføre og harmonisere dyrevelfærdsstandarderne for dyr, der bruges eller skal bruges til videnskabelige formål.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg glæder mig over EU's bekymring over dyrevelfærd i almindelighed og velfærden for dyr, der anvendes til videnskabelige formål, i særdeleshed. I lyset af EU's enorme udvidelse og de tekniske fremskridt, der er gjort, var der dog behov for at vedtage et nyt direktiv, som forsøger at standardisere praksis i forbindelse med behandling af dyr. Beskyttelse af dyr og en ordentlig behandling af dem er en fællesskabsværdi, som er omfattet af en enstemmigt vedtaget protokol. EF-direktivet fra 1985 søgte at fjerne forskelle mellem medlemsstaternes bestemmelser i love og administrative retsakter vedrørende beskyttelse af dyr, der anvendes til forsøg og andre videnskabelige formål. Forskellene mellem medlemsstaterne er dog blevet større siden direktivets vedtagelse, navnlig fordi EU har optaget nye medlemmer siden da.

Den beslutning, Parlamentet har vedtaget, vil mindske forskellene mellem beskyttelsesniveauet for dyr, der anvendes til videnskabelige formål i medlemsstaterne på et tidspunkt, hvor vi alle er klar over, at denne praksis er en nødvendighed for at beskytte menneskers og dyrs sundhed og for miljøet. Denne beslutning er et skridt i retning af at realisere det enstemmige mål om at fjerne forsøg med levende dyr til videnskabelige formål helt, så snart dette bliver muligt takket være de opdagelser, der gøres.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. − (PT) Brug af dyr til forskning hænger sammen med opdagelser af stor vigtighed for samfundet, som har forlænget menneskenes levetid og velfærd. Som forskningen ser ud i dag, er det umuligt fuldstændigt at forbyde dyreforsøg. Derfor er det vigtigt at sikre, at de dyr, der bruges, får beskyttelse og velfærd i maksimalt omfang, idet der skal tages hensyn til formålet med forsøget.

Jeg mener, at denne revision af lovgivningen nødvendiggør højere standarder, der styrker dyrebeskyttelsen. Med dette direktiv vil EU forbedre dyrevelfærdsstandarderne for dyr brugt i videnskabelige forsøg, eftersom det i høj grad har bidraget til at reducere antallet af dyr, der bruges i forsøg, og det indeholder krav om brug af alternative metoder, når dette er muligt, samtidig med at det sikrer fair konkurrencevilkår for EU's industrisektor og styrker kvaliteten af de undersøgelser, der pågår i EU. Resultatet af i dags afstemning har vist, at der er generel enighed om behovet for at forbedre vilkårene for dyr, der er nødvendige i videnskabelig forskning og sikkerhedstest, samtidig med at vi opretholder en høj forskningsstandard og intensiverer indsatsen for at finde alternativer til dyreforsøg.

  Carlos Coelho (PPE), skriftlig. – (PT) Ethvert civiliseret samfund anerkender dyr som levende væsener, der deler vores eksistens, og at de så vidt muligt bør skånes for enhver smerte og lidelse, der påføres dem. Jeg erkender dog, at der er behov for at anvende dyr i videnskabelige forsøg for at afprøve nye lægemidler og behandlingsformer og for at gøre det muligt for videnskabelig forskning at blive omsat til opdagelser, der vil bidrage til at helbrede sygdomme eller nedbringe menneskers lidelser og forlænge deres liv.

De store forskelle på lovgivningen og den manglende beskyttelse i nogle medlemsstater har gjort vedtagelsen af et direktiv påkrævet, uden at det går ud over de medlemsstater, der sikrer en bedre beskyttelse af de pågældende dyr. Forhandlingerne mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen var ikke lette, men de bar frugt i form af en tekst, som jeg mener er afbalanceret, og som fortjener vores støtte. Dette er et skridt fremad, som bør hilses velkommen, selv om nogle punkter kunne have været bedre.

  Anne Delvaux (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg glæder mig over, at denne betænkning er blevet vedtaget, for forsøg med de store aber som f.eks. chimpanser, gorillaer og orangutanger vil fremover være strengt forbudt. Det bestemmes også i teksten, at dyreforsøg så vidt muligt skal erstattes af videnskabeligt tilfredsstillende alternative metoder. Endelig opfordres der i teksten til, at enhver smerte og lidelse, der påføres dyr, skal nedbringes til et minimum. Fremover kan dyr kun anvendes til forsøg, der har til formål at fremme forskning i mennesker, dyr og sygdomme (kræft, multipel sclerose, Alzheimers og Parkinsons). Vedtagelsen af denne betænkning er et skridt mere i retning af at sikre beskyttelsen og velfærden for dyr, der anvendes til videnskabelige formål.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for betænkningen om beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål, da jeg mener, at det opnåede kompromis med Rådet er den bedst mulige balance mellem den videnskabelige forsknings behov i form af beskyttelse af menneskers sundhed og dyrs velfærd og rettigheder.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Som de berørte parter allerede har nævnt, er den tekst, vi skal vedtage i dag et tilfredsstillende kompromis mellem forskellige interesser, og det er blevet indgået efter langvarige forhandlinger mellem de involverede institutioner, nemlig Parlamentet, Kommissionen og Rådet. Jeg mener ikke, at der i et civiliseret samfund kan herske nogen tvivl om at anvendelse af dyr til videnskabelige formål skal reguleres ordentligt, som det er tilfældet i Europa. Vi er her for at drøfte passende regulering af anvendelsen af dyr, som er afgørende for videnskabelige fremskridt og opdagelse af nye procedurer, behandlinger og lægemidler, der vil være et stort aktiv for vores civilisation og til gavn for alle i fremtiden.

Det ser ud til, at denne regulering ikke kan beskytte dyrene for meget, da det ellers ville gå ud over videnskabelige undersøgelser og forskning. Da jeg foretager mit valg, vælger jeg de mennesker, der i fremtiden vil få gavn af de resultater, som vi tillader at blive undersøgt og forsket i ved hjælp af dyr i dag. Hvis det forslag, vi godkender i dag, tillader fremskridt i forskningen i neurologiske lidelser, autoimmune sygdomme eller kræft, mener jeg, at vi alle vil drage fordel heraf.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. − (PT) Hvert år bruges der næsten 12 mio. dyr i videnskabelige procedurer i de 27 medlemsstater. Det er vigtigt, at der gøres alt for at reducere antallet af dyr, der bruges i disse forsøg, til det absolutte minimum. Den mest pragmatiske tilgang til at opnå dette er i at bruge alternative forsøg, da det er umuligt fuldstændigt at forbyde dyreforsøg, sådan som forskningen foregår i dag.

Direktiv 86/609/EØF om beskyttelse af dyr, der anvendes til forsøg og andre videnskabelige formål, blev vedtaget for at harmonisere dyreforsøgspraksis i EU. Nogle medlemsstater har imidlertid fastsat ambitiøse mål, mens andre har begrænset sig til at følge mindsteregler. Målet med denne beslutning er derfor at rette op på denne forskel. EU's industri og forskersamfund skal sikres rimelige vilkår, samtidig med at vi skal styrke beskyttelsen af de dyr, der stadig bruges til dyreforsøg, i henhold til protokollen om dyrebeskyttelse og dyrevelfærd, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Med hensyn til dyreforsøg skal vi støtte udvikling, validering, godkendelse og anvendelse af alternative metoder, og 3R-princippet, dvs. erstatning, begrænsning og forfining af anvendelsen af dyr, skal anvendes.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vi mener, at dette er et blandt flere områder, hvor fastsættelse af fælles mindstekrav til beskyttelse i lovgivningen ikke bør forhindre en medlemsstat i at vedtage mere avancerede og strengere beskyttelsesforanstaltninger, hvis den ønsker det. Derfor stemte vi for ændringsforslaget herom. Vi mener, det er vigtigt at videreudvikle teknikker og metoder, der gør det muligt at undgå dyreforsøg, som vi har fremført under forhandlingen, men der er brug for mere.

Det er også vigtigt at udbrede sådanne teknikker og gøre det muligt for dem at blive taget op af de fleste F&U-institutioner, herunder nationale videnskabelige og teknologiske systemer med forholdsvis lavere udviklingsniveauer. Alle lovrammer på dette område skal tage hensyn til dette krav, men vi mener ikke, at den foreslåede ændring fuldt ud kan garantere dette. EU skal spille en vigtig rolle i fremme af samarbejde mellem videnskabelige og teknologiske institutioner og systemer i forskellige lande, herunder tredjelande.

  Robert Goebbels (S&D), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for kompromiset mellem Parlamentet og Rådet om øget beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål. Menneskers sundhedsmæssige behov kræver nogle gange, at dyr ofres. Brugen af dyr skal reguleres stramt. Det er dog hyklerisk at kræve, at "dyr dræbes med et minimum af smerte, lidelse og stress". Det er menneskelige begreber, der overføres til dyr, som i deres naturlige miljø dræbes af andre rovdyr eller slagtes på slagterier for at blive til føde for mennesker. Verden er ikke et paradis. Der vil altid være død.

  Françoise Grossetête (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg støttede denne aftale ved andenbehandlingen, fordi vi må reagere på den biomedicinske forsknings virkelighed og på patienternes behov samtidig med, at vi forbedrer dyrevelfærden.

Heldigvis er antallet af dyreforsøg faldet betydeligt i de seneste få år, fordi europæisk forskning bevæger sig i retning af at finde alternative metoder. Desværre ved vi, at disse løsninger ikke findes i visse tilfælde, og så må vi benytte os af dyreforsøg, navnlig på aber. Dette gælder f.eks. med alle neurodegenerative sygdomme, såsom Parkinsons og Alzheimers.

At sikre, at forskningen udføres i Europa, er vores eneste garanti for et højt dyrebeskyttelsesniveau. Hensyntagen til dyrs smerte under et forsøg sikrer, at der vil blive opnået gode resultater. Derfor må vi forhindre, at dyreforsøg flyttes uden for Europa.

  Nadja Hirsch (ALDE), skriftlig. – (DE) Jeg kan ikke støtte direktivet om dyreforsøg i dets nuværende form. Det er rigtigt, at denne udgave er mere progressiv end det gamle direktiv fra 1986. Sammenlignet med de enorme videnskabelige og tekniske fremskridt, der er gjort i de seneste 24 år, forekommer foranstaltningerne til erstatning af dyreforsøg at være meget svage. Der er for mange undtagelser. Desuden er formuleringen svag og giver alt for stort spillerum for fortolkning og gennemførelse. Det er også absurd, at medlemsstaterne ikke kan indføre strengere dyrevelfærdsforanstaltninger end dem, der kræves af EU. Markedsforvridning angives som begrundelse herfor.

Dette sender det forkerte budskab til borgerne i Europa, til forskningssamfundet og til industrien. Staten må dels tage hensyn til ændringerne i borgernes etiske bevidsthed. Dels må der lægges større pres på forskningssektoren og industrien. Ingen ønsker at bringe Tysklands eller Europas status som forskningsområde i fare, men investeringsomkostningerne er ikke et gyldigt argument for at udskyde videreudvikling og brug af metoder, der ikke indebærer forsøgsdyr.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE), skriftlig. – (FI) Jeg stemte for direktivet om dyreforsøg, fordi resultatet kunne have været langt værre for dyrevelfærden. Det direktiv, vi har vedtaget i dag, er et fremskridt for dyrevelfærden.

Direktivet skal nu gøres til en del af den nationale lovgivning og gennemføres så hurtigt som muligt i de enkelte medlemsstater. Det gamle direktiv stammer tilbage fra 1986, så det er på høje tid, at standarderne for forsøgsdyrs velfærd ajourføres i hele Europa.

Fremover vil det være vigtigt at øge investeringerne i udvikling af alternativer til dyreforsøg.

  Giovanni La Via (PPE), skriftlig. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg stemte for fru Jeggles betænkning, fordi den er resultatet af et intensivt og langvarigt arbejde, der gav ordføreren mulighed for at opnå et vigtigt kompromis om et emne så vanskeligt som dette, om brug af forsøgsdyr.

Jeg gik ikke ind for at henvise det tilbage til det kompetente stående udvalg, fordi netop det udvalg, som jeg er medlem af, satte stor pris på og var enig i min kollega, fru Jeggles arbejde. Forskningen må fortsætte. Det er vigtigt for udviklingen af lægevidenskaben og sundheden og for at forebygge mange sygdomme.

  David Martin (P&D), skriftlig. – (EN) Jeg er skuffet over denne betænknings sluttekst og navnlig over, at de ændringsforslag, der var fremsat for at styrke bestemmelserne om dyrevelfærd, ikke blev vedtaget. Det er på tide, at der fastsættes klare regler for indførelsen af begrænsninger i anvendelsen af aber, et forbud mod brug af dyr indfanget i naturen, en utvetydig forpligtelse til at bruge alternative metoder, der ikke involverer dyr, når sådanne metoder er videnskabeligt tilgængelige, og et forbud mod forsøg, der indebærer alvorlig og langvarig lidelse. Medlemsstaterne bør i det mindste kunne gå videre end EU's minimumskrav og gennemføre strengere dyrevelfærdslovgivning. Denne betænkning vil forbedre den eksisterende lovgivning, men den gik ikke nær langt nok, og derfor afholdt jeg mig fra at stemme ved den afsluttende afstemning.

  Véronique Mathieu (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for dette kompromis, fordi det sikrer en god balance mellem bedre beskyttelse af forsøgsdyr og videreførelse af videnskabelig forskning. Dyreforsøg hjælper i kampen mod adskillige alvorlige sygdomme. De bør dog reguleres, så unødvendige lidelser for dyr undgås. Det nuværende direktiv stammer tilbage fra 1986, og der er således behov for, at det forbedres væsentligt.

Den nye tekst omfatter nu et krav om, at der skal indhentes forudgående tilladelse til dyreforsøg, som vil omfatte en projektevaluering og en analyse af skade/fordel, ligesom der indføres et strengt tilsyns- og kontrolsystem. Dagens afstemning er resultatet af arbejde udført af ordførerne, min kollega fru Jeggle og min tidligere kollega hr. Parish', som arbejdede på teksten i den foregående valgperiode. Resultaterne af afstemningen i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter afspejles allerede i sluttekstens kvalitet.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. − (PT) Vedtagelsen af denne betænkning, der følger efter barske forhandlinger mellem de involverede parter, er et afbalanceret kompromis, der beskytter dyr, der bruges i forskning, og opfylder behovet for at bruge dem. Dette er en forudsætning for vigtige opdagelser og udviklingen af teknologi og behandlingsformer, som i fremtiden kan bruges til at kurere mange sygdomme, der rammer vores samfund. Jeg stemte derfor, som jeg gjorde.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE), skriftlig. – (LT) Forholdet mellem videnskab og natur med henblik på en god udvikling er altid genstand for meget debat. I dag vedtog Parlamentet et vigtigt dokument vedrørende regulering af videnskabelig forskning på dyr. Dette dokument vil sikre en positiv balance mellem dyrebeskyttelse og videnskabelig forskning og omhandle adskillige vigtige aspekter, der sikrer beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelig forskning. Skeptikerne fastholder, at dette direktiv er i strid med principperne for beskyttelse af dyr, og at der hersker megen tvivl om anvendelsen af dyr til videnskabelige formål. I henhold til det sidste direktiv er det imidlertid obligatorisk at vurdere behovet for at bruge dyr og mulige alternativer før hvert forsøg. De enkelte medlemsstater har også pligt til at nedsætte nationale udvalg, som skal beskæftige sig med dyrevelfærd og etiske aspekter. Jeg stemte for dette dokument, fordi jeg mener, at dyreforsøg bør kontrolleres strengere, selv om vi ikke bør glemme de uundgåelige videnskabelige fremskridt på forskellige områder og kontinuiteten i den videnskabelige forskning.

  Tiziano Motti (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte imod min gruppes retningslinjer vedrørende direktivet om dyreforsøg, selvom jeg støtter forskning. Dette direktiv er meget ugunstigt for dyr. Det "udvider" tærsklen for acceptabel smerte under forsøg fra "let" til "moderat", det tillader forsøg med løse hunde og katte, således at det er op til forskerne at beslutte, om de vil udføre dyreforsøg uden bedøvelse eller smertelindring, det tillader brug af det samme dyr mere end en gang, selv til smertefulde procedurer, det tillader, at husdyr som hunde og primater holdes isoleret, og det tillader, at man skærer brystet op på dyr uden bedøvelse samt forsøg med levende dyr til undervisningsbrug. Jeg er som menneske så følsomt, at jeg finder unødig brutalitet uacceptabel, og så politisk bevidst, at jeg forstår, at hvis Europa ikke havde godkendt direktivet, ville en vis del af forskningen nødvendigvis flytte til andre steder. Dette EU-direktiv er et stor tilbageskridt, som medlemsstaterne tvinges til at tilpasse deres nationale lovgivning til. En ændret version, der beskytter dyreverdenen, suppleret med større incitamenter til forskning, der udføres i Europa, ville have været en reel løsning for at samfund, der elsker at kalde sig selv civiliseret.

  Cristiana Muscardini (PPE), skriftlig. – (IT) Direktivet om dyrebeskyttelse sikrer lige vilkår for virksomheder og forskere ved at harmonisere procedurerne landene imellem, men det forsøger ikke at opnå en reel beskyttelse af dyr. De få regler, der kræver, at der vedtages alternative metoder, er rent faktisk blevet indskrænket.

Der findes talrige mangler, og det burde tilskynde til brug af mere avancerede forsøgsmetoder, der kan træde i stedet for dyreforsøg, nemlig in vitro-metoder, computersimuleringer af det menneskelige stofskifte osv. Det burde også anerkende det faktum, at det ofte ikke er muligt at ekstrapolere resultater fra en art til en anden, som fremtrædende videnskabsfolk har fremført.

Af indlysende årsager er det ikke muligt at foreslå et fuldstændigt forbud mod vivisektion, men jeg opfordrer til ændringer af teksten, så den omfatter ikkeinvasive praksisser og forbud mod anvendelse af dyr til retsmedicinske undersøgelser og til undervisning samtidig med, at undtagelser fra humane aflivningsmetoder forbydes, ligesom der indføres et forbud mod brug af truede vilde dyr ved at nedsætte et europæisk garantiudvalg.

Europa bør sige "Nej" til formålsløse forsøg. Alt for ofte foreslås de samme forsøg, der allerede er blevet udført og finansieret, igen udelukkende for at opnå yderligere finansiering. Vi har modtaget bekræftede rapporter om forsøg, der udføres på dyr, som har fået deres stemmebånd skåret over. Videnskaben fortæller os, at en stor del af de forsøg, der udføres på dyr, ikke kan overføres til behandling af mennesker.

  James Nicholson (ECR), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for denne betænkning, selv om jeg er klar over, at dette nye direktiv ikke er vidtrækkende nok for nogen. Jeg mener dog, at det kompromis, der er indgået mellem Parlamentet og Rådet, har fundet den bedst mulige balance mellem beskyttelse af dyr og videreførelse af videnskabelig forskning. En stemme imod denne betænkning ville have betydet, at vi ville skulle vende tilbage til det tidligere direktiv fra 1986, som helt klart ikke yder dyrene den samme beskyttelse. Den eksisterende lovgivning om dyrevelfærd i Det Forenede Kongerige er blandt de strengeste i verden, og selv om Det Forenede Kongerige ikke vil være i stand til at lovgive yderligere på dette område, vil vores standarder få lov til fortsat at være usædvanligt høje frem for at blive sænket.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Som følge af ny viden, der er kommet frem om de etologiske aspekter i tilknytning til hold af forsøgsdyr og i tilknytning til nye anvendelser af dyr, særlig inden for genetisk modifikation, er en revision af direktiv 86/609/EØF blevet en presserende prioritet, selv om vedtagelsen af det var en historisk landvinding på det pågældende tidspunkt. Der er gjort betydelige fremskridt siden da, navnlig med hensyn til indførelsen af principperne om at reducere, erstatte og raffinere.

Jeg hilser udvidelsen af direktivets anvendelsesområde i følgende henseender velkommen: medtagelse af fostre af følsomme dyr og arter af hvirvelløse dyr sammen med grundlæggende biologisk forskning; indførelse af humane slagtemetoder og bestemmelser om nationale tilsyn som en del af direktivet; evaluering og godkendelse af projekter, der indebærer anvendelse af dyr, herunder en retrospektiv evaluering; gennemsigtighed ved offentliggørelsen af ikketeknisk information om projekter, gennemførelsesstandarder og vejledning på nationalt plan samt gennemførelsesrapporter og statistiske rapporter. Jeg stemte for denne betænkning, da den indeholder et forslag, der har til formål at sikre lige vilkår i hele EU for industrien og forskersamfundet samtidig med, at beskyttelsen af de dyr, der fortsat anvendes til videnskabelige formål, øges.

  Teresa Riera Madurell (S&D), skriftlig. – (ES) Som koordinator for min gruppe, Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet, i Udvalget om Industri, Forskning og Energi vil jeg gerne give udtryk for min tilfredshed med Parlamentets vedtagelse af den aftale, der blev indgået under det spanske formandskab vedrørende ajourføring af dette vigtige direktiv, som regulerer behandlingen af de dyr, der af nødvendighed må anvendes til videnskabelige formål for at fremme videnskaben på forskellige områder.

Det er en afbalanceret aftale, som er resultatet af en omfattende forhandlingsproces mellem den videnskabelige verdens uundgåelige behov for øget viden, navnlig på områder såsom sundhedsvidenskab, som vores udvalg er særligt opmærksom på, og behovet for at beskytte dyr. Jeg må sige, at begge sider er blevet styrket yderligere med den reform, vi har vedtaget. Det er vigtigt at påpege, at den indgåede aftale også omfatter en forpligtelse til at arbejde på at finde frem til og fremme andre forskningslinjer og alternative metoder, der vil muliggøre en fuldstændig erstatning af anvendelsen af levende dyr i laboratorier i fremtiden, uden at det er til skade for de nødvendige videnskabelige fremskridt.

  Zuzana Roithová (PPE), skriftlig. – (CS) Jeg støttede foranstaltningen, som begrænser eller modererer de lidelser, der påføres dyr, som anvendes til videnskabelige formål. Andre metoder end dyreforsøg bør foretrækkes til kontrol af virkningerne af nye lægemidler og til videnskabelige undersøgelser. Dette betyder dog ikke, at vi bør tillade, at menneskelige embryoer anvendes som alternative metoder for at beskytte dyr. Jeg er ked af, at Rådet slettede netop sådan en begrænsende bestemmelse for alternative metoder fra det udkast, som Parlamentet vedtog ved førstebehandlingen. Beslutningstagning på disse etisk følsomme områder henhører under medlemsstaternes kompetence, og lovgivningen på nationalt plan varierer enormt fra land til land.

I Den Tjekkiske Republik har brugen af embryonale stamceller til videnskabelige formål været tilladt i lovgivningen siden 2006 til trods for den omstændighed, at vellykkede biomedicinske resultater tværtimod er blevet muliggjort gennem forskning i stamceller fra fostervæv og ikke fra embryoer. Den omstændighed, at vi ikke har stemt om udkastet til Rådets direktiv ved andenbehandlingen i dag her i Strasbourg eller ikke har vedtaget nogen beslutning, betyder, at Rådets udkast vil træde i kraft efter offentliggørelsen i EU's Officielle Tidende uanset holdningen hos flertallet af parlamentsmedlemmerne.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Den reviderede lovgivning vil indføre nogle forbedringer af de aktuelle EU-bestemmelser om dyreforsøg, men den er ganske enkelt ikke vidtrækkende nok, og i nogle tilfælde svækker den de nuværende love. Verts/ALE-Gruppen har under hele forløbet givet udtryk for alvorlig bekymring, som er blevet ignoreret, og vi beklager, at parlamentsmedlemmerne i dag ikke støttede vores forsøg på at få taget disse problemer op igen. Helt afgørende vil de nye love ikke sikre, at alternativer til dyreforsøg anvendes, hvor det er muligt.

Dette vil betyde, at dyr vil lide unødigt i videnskabelige forsøg, selv om der findes alternative metoder. Det er foruroligende, at de nye love også vil forhindre medlemsstaterne i at vedtage mere ambitiøse bestemmelser om dyreforsøg på nationalt plan. Verts/ALE-Gruppen ønskede at sikre, at de nationale regeringer bevarede denne ret. Vi beklager også dybt, at de strengere regler for anvendelsen af aber ikke blev vedtaget.

  Oreste Rossi (EFD), skriftlig. – (IT) Det er let at være imod dyreforsøg, for ingen kan lide at se dyr lide eller blive underlagt vivisektion til videnskabelige formål, men vi er lovgivere og kan ikke give efter for øjeblikkets følelser. Hvis vi begrænsede brugen af dyr i videnskabelige forsøg for meget, ville vi opdage, at disse forsøg skulle udføres på mennesker.

Vi kan ikke forestille os, at et nyt aktivt princip, lægemiddel eller kemobehandlingssystem ikke skulle være testet på dyr først, for som jeg allerede har sagt, ville alternativet være at bruge patienterne som forsøgskaniner. Vi bør også huske på, at lægemiddelvirksomhederne ikke har interesse i at anvende forsøgskaniner, navnlig primater, medmindre det er strengt nødvendigt, på grund af de høje omkostninger, der er forbundet med sådanne forsøg.

  Debora Serracchiani (S&D), skriftlig. – (IT) Jeg stemte imod den aftale, som Parlamentet og Rådet indgik ved andenbehandlingen af udkastet til direktiv om anvendelse af dyr til videnskabelige formål.

Jeg siger ikke "nej" til fremskridt i forskningen, men jeg opfordrer til en nedbringelse af dyrs lidelser, da det reviderede direktiv foreslår nogle praksis, der er i strid med målet, såsom muligheden for at udføre mere end et forsøg med det samme dyr. Desuden mener jeg, at brugen af andre tilfredsstillende videnskabelige metoder, som ikke kræver anvendelse af dyr, bør videreudvikles.

  Catherine Soullie (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg kan tilslutte mig resultatet af afstemningen om teksten vedrørende beskyttelse af dyr, der anvendes til videnskabelige formål. Den er måske ikke perfekt, men Jeggle-betænkningen forekommer mig i det mindste at være et godt kompromis. Et kompromis, der desuden støttes af Eurogroup for Animals.

Formuleringen gør det muligt for os effektivt at begrænse forsøg, der påfører dyr smerte, samtidig med at vi undgår en flytning af forskningen og dermed også af innovation uden for EU med tab af mange arbejdspladser til følge. Som næstformand for intergruppen for dyrevelfærd og bevarelse af dyr er jeg desuden overbevist om, at det er vigtigere at bevare dyreforsøg på vores område, hvor de er stramt reguleret, frem for at overlade det til tredjelande, hvor de sanitære forhold og respekten for dyreliv ofte lader meget tilbage at ønske.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. – (NL) Jeg beklager, at flertallet af medlemmerne har forkastet de tre forslag, som De Grønne har fremsat til ændring af direktivet og om strengere nationale bestemmelser, om et incitament til alternative forsøgsmetoder og om yderligere begrænsning af anvendelsen af primater. Den nye lovgivning om dyreforsøg er alvorligt fejlbehæftet. Medlemsstaterne vil ikke længere have ret til at vedtage strengere bestemmelser om dyreforsøg. Begrænsningen af den nationale skønsbeføjelse tjener ikke noget nyttigt formål. Dyr vil blive ofre for det indre markeds dogme om at lystre. Det er ikke desto mindre vigtigt, at medlemsstaterne tør vise vejen. Uden nationale pionerer ville mange europæiske dyrevelfærdsbestemmelser såsom forbuddet mod dyreforsøg med kosmetik aldrig være blevet indført.

Det nye direktiv forbedrer kontrollen med virksomheder og institutioner, der avler, markedsfører eller anvender laboratoriedyr. Formuleringen af kravet om, at alternative metoder skal anvendes, når de findes, har dog mindre tyngde end den, der anvendes i det tidligere direktiv. Dette er en mistet mulighed for at nedbringe dyrs lidelser og forbedre kvaliteten af forskningen. De nye bestemmelser anerkender ikke de fremskridt, der er gjort med udvikling af alternativer til dyreforsøg, som i øvrigt ofte er mere pålidelige end dyreforsøg.

  Derek Vaughan (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg er skuffet over, at foranstaltninger til styrkelse af bestemmelserne om dyreforsøg ikke er mere vidtrækkende. Nøgleforanstaltninger, der ville have forpligtet Europa til at nedbringe og erstatte brugen af dyr i forsøg, blev ikke medtaget i denne lovgivning. Det var en mistet mulighed, og der kunne have været gjort langt mere for at beskytte dyr, herunder kunne medlemsstaterne have fået lov til at vedtage højere velfærdsstandarder end andre lande. Jeg er bange for, at dette direktiv vil forhindre Det Forenede Kongerige i at vedtage højere standarder fremover. Desuden blev der ikke medtaget procedurer for regelmæssig gennemgang af brugen af dyr i videnskabelige forsøg. Jeg glæder mig dog over, at den vigtige forskning i nye lægemidler og sygdomme kan fortsætte.

  Janusz Wojciechowski (ECR), skriftlig. – (PL) Jeg beklager, at Rådets direktiv er blevet vedtaget i sin endelige form uden den bestemmelse, som Parlamentet vedtog i maj 2009, hvori det blev fastslået, at forsøg med stamceller og menneskelige embryoer ikke kan anvendes som alternativer til dyreforsøg. Rent bortset fra formuleringen af direktivet, mener jeg, at en sådan fremgangsmåde, dvs. erstatning af dyreforsøg med forsøg på menneskelige organismer, ikke bør anvendes.

Betænkning: Csaba Őry (A7-0235/2010)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for retningslinjerne for beskæftigelsespolitikkerne i medlemsstaterne ud fra den opfattelse, at de bør understrege, hvor vigtigt behovet for et højt kvalifikationsniveau er for en effektiv fremme af en god beskæftigelse og indkomst, navnlig med hensyn til den nye økonomi, hvor der vil blive fokuseret kraftigt på nye sektorer og nye færdigheder.

En høj beskæftigelsesgrad bør være mulig for såvel højt kvalificerede mennesker, der kan være et nøgleredskab for forskning og udvikling, som for mennesker med et uddannelsesniveau under EU-gennemsnittet. Medlemsstaterne skal således spille en vigtig rolle i efteruddannelse, fremme af uddannelse og åbning af nye muligheder for livslang læring.

Det er værd at bemærke, at det for at opnå et godt beskæftigelsesniveau og fuldt fremskridt på EU-plan skal sikres, at dem, der forsøger at forbedre deres kvalifikationer, gives reelle jobmuligheder og om nødvendigt får lov til at blive omskolet. Et stærkt fokus på karrierevejledning i overensstemmelse med aktuelle og fremtidige behov kan være vejen frem, hvis vi skal opnå høje beskæftigelsesegnethedsniveauer.

  Elena Oana Antonescu (PPE), skriftlig. – (RO) Selv om det økonomiske klima fortsat er skrøbeligt i de fleste medlemsstater, er der opmuntrende tegn på et genopsving i den økonomiske vækst. Derfor bør indsatsen fokuseres for at sikre konsolidering af jobskabelsespotentialet og for at sikre støtte til befolkningen til at finde og udføre job. I april 2010 fremsatte Kommissionen forslag til en ny række retningslinjer for beskæftigelsen i medlemsstaterne. Disse retningslinjer udgør sammen med de generelle retningslinjer for den økonomiske politik integrerede retningslinjer for gennemførelsen af EU 2020-strategien, som sigter mod intelligent, bæredygtig vækst, der fremmer inddragelsen.

De fire retningslinjer for beskæftigelsen er: forøgelse af arbejdsmarkedsdeltagelsen og nedbringe den strukturelle arbejdsløshed, fremme af social inklusion og bekæmpelse af fattigdom, forbedring af uddannelsessystemernes resultater på alle niveauer og udvikling af en kvalificeret arbejdsstyrke. Hr. Őrys betænkning støtter den fremgangsmåde, som Kommissionen har foreslået, men omfatter en række præciseringer og nogle yderligere oplysninger. Derfor stemte jeg for den.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) I april 2010 fremlagde Kommissionen et forslag til retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik som led i gennemførelsen af Europa 2020-strategien. Hr. Őry, medlem af Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater), der er ordfører for betænkningen, støtter Kommissionens forslag og føjer et par elementer til, som jeg finder nødvendige. Samhørighedspolitikken, som Kommissionen har tilsidesat, skal indgå i alle beskæftigelsespolitikker. Selv om EU's kompetence i beskæftigelsesanliggender stadig er begrænset, skal EU ikke stille sig tilfreds med en passiv rolle, men udnytte alle de foreliggende instrumenter (samhørighedspolitik, Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen og den åbne koordinationsmetode) bedst muligt. Jeg stemte derfor for retningslinjerne i denne betænkning.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for denne betænkning. I lyset af det hastigt voksende fænomen med et aldrende samfund må vi træffe foranstaltninger både på medlemsstatsplan og på EU-plan til bekæmpelse af social udstødelse af ældre og af aldersbaseret diskrimination. Vi må sikre, at medlemsstaterne yder omfattende støtte til ældre, først og fremmest ved at skabe vilkårene for indførelse af et sundhedsvæsen og et socialsikringssystem af høj kvalitet. Vi må også sikre, at medlemsstaterne bidrager til at levere langsigtede plejetjenester og gennemfører en oplysnings- og forebyggelsespolitik for ældre mennesker med særlig vægt på kosten. For at sikre en vellykket gennemførelse af de planlagte mål er det vigtigt at etablere en bæredygtig finansieringsordning for langvarige plejetjenester. Kommissionen bør gøre en indsats for at sikre acceptable standarder for sundhedspleje for alle europæiske borgere uanset deres materielle situation.

  Jean-Luc Bennahmias (ALDE), skriftlig. – (FR) Europa 2020-strategien, som Kommissionen fremlagde i marts 2010, skal sætte kursen for EU i det kommende tiår.

Selv om vi kun kan beklage, at Parlamentet ikke blev inddraget i udarbejdelsen af strategien, som alene er hr. Barrosos arbejde, er der et område, hvor Parlamentet har noget at skulle have sagt, nemlig de integrerede retningslinjer for beskæftigelsen. De 10 retningslinjer vedrører skabelse af flere og bedre job, styrkelse af anstændigt arbejde og en forbedring af uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne.

Derfor stemte jeg i dag den 8. september 2010 sammen med flertallet af mine kolleger for en betænkning, der definerer disse mål, og ved hjælp af hvilken vi navnlig kan kræve en bedre anvendelse af Den Europæiske Socialfond og insistere på behovet for at lægge større vægt på lavindkomstarbejdstagere og på bekæmpelse af social udstødelse samt på behovet for at sikre adgang til prisoverkommelige offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet. Endelig må vi, hvis vi ønsker, at denne strategi skal være ægte inklusiv, sikre sammenhængen mellem disse retningslinjer og samhørighedspolitikken.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi de nye retningslinjer for 2020 for beskæftigelsespolitikkerne i EU's medlemsstater vil få stor indflydelse på arbejdsmarkedet i de kommende få år. Jeg glæder mig over, at det via ændringsforslag fremsat for Parlamentet har været muligt at fastsætte klare mål og få indført specifikke foranstaltninger i Kommissionens foreslåede beskæftigelsesretningslinjer. Naturligvis er nedbringelse af arbejdsløsheden, sikring af mindstelønninger og bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse fortsat de vigtigste prioriteter i beskæftigelsespolitikkerne i alle medlemsstater. Jeg er også enig i, at et af de vigtigste mål er at opnå ligeløn for lige arbejde og at sikre ens arbejdsvilkår for alle arbejdstagere.

Jeg er enig i Parlamentets forslag om, at vi må iværksætte beskæftigelsespolitiske foranstaltninger helliget de mest sårbare grupper, fordi fattigdom rammer disse mennesker først og hårdest. Jeg opfordrer også Kommissionen og medlemsstaterne til at lægge større vægt på beskæftigelsesretningslinjerne for unge og ældre arbejdstagere, som diskrimineres på arbejdsmarkedet.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) Den nuværende økonomiske krise vil helt klart få stor indflydelse på beskæftigelsesmarkedet i de kommende år. Der er begyndende tegn på økonomisk genopsving og genopretning af den økonomiske vækst. Det forventes dog, at den økonomiske krises indflydelse på beskæftigelsen endnu ikke har toppet. Derfor glæder jeg mig over den indsats, der nu gøres for a sikre et bæredygtigt genopsving og en styrkelse af de europæiske økonomiers jobskabelsespotentiale og for at hjælpe folk til at finde arbejde. De europæiske lande står også over for udfordringer i tilknytning til betydelige demografiske ændringer, der forværres af globaliseringsprocessen, mens scenariet, hvor antallet af skatteydere, der bidrager til de nationale budgetter, falder støt, ikke ser særlig lovende ud.

Med 2020-dagsordenen på bordet med dens mål for indførelse af nye teknologier for at nedbringe kulstofudledningerne bør beskæftigelsesstrategien ikke blot udformes på kort sigt, men på såvel mellemlang som lang sigt. Denne strategi skal naturligvis udformes parallelt med foranstaltninger til at sætte skub i beskæftigelsen for unge under 25 år, der er den aldersgruppe, som i øjeblikket oplever hidtil usete arbejdsløshedssatser.

  Vito Bonsignore (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg vil gerne forklare min stemme om denne betænkning, fordi jeg mener, at emnet for denne betænkning er af afgørende betydning for det fremtidige arbejdsmarked i Europa.

Dette forslag indeholder overordnede økonomipolitiske retningslinjer for beskæftigelsen, der skal gennemføres i EU. Den økonomiske krise er ikke overstået, og den kommer i kølvandet på beskæftigelseskrisen.

Selv om der er opmuntrende tegn på et genopsving, er arbejdsmarkedet meget lukket, og antallet af arbejdsløse er fortsat meget højt. Der er dog forskelle i Europa. I Spanien og Grækenland f.eks. er antallet af arbejdsløse bekymrende, og arbejdsløsheden rammer især de unge. I mit land er antallet af arbejdsløse heldigvis takket være gode foranstaltninger vedtaget af den italienske regering ikke steget så dramatisk. Man må erkende, at den italienske regering er gået forrest i fremme af fleksibilitet og dynamik på arbejdsmarkedet, og den opskrift ser ud til at virke.

Nogle regeringer, der er alt for opsatte på at forsvare arbejdstagernes rettigheder, har tilladt, at deres arbejdstagere mister deres arbejde. Hvis man er mere fleksible og parate til et konkurrencepræget nyt arbejdsmarked, bevares der i stedet arbejdspladser, og der skabes økonomiske vilkår, som fremmer fremkomsten af nye arbejdspladser.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Jeg stemte imod Őry-betænkningen til trods for, at den indeholder nogle vigtige ændringsforslag fremsat af venstrefløjen såsom behovet for at beskytte ligestilling, og til trods for den omstændighed, at den er en forbedring af Kommissionens tekst. Jeg stemte imod betænkningen, fordi den tilslutter sig filosofien om et fleksibelt arbejdsmarked og endog opfordrer til større fleksibilitet og strategisk anvendelse af flexicurity på arbejdsmarkedet, der som bekendt går direkte imod arbejdstagerne.

I betænkningen fastslås det ligeledes, at der for at komme ud af finanskrisen og anvende vækstpolitikkerne er behov for omstrukturering på baggrund af en fuld udnyttelse af det indre marked og fjernelse af "lovgivningsmæssige hindringer". Bag den uklare formulering er en manglende beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder dog fortsat en mulighed.

  Carlos Coelho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg støtter Őry-betænkningen og hilser den mulighed, den medfører, velkommen. Inden for rammerne af 2020-dagsordenen var der et presserende behov for at fastsætte overordnede retningslinjer for den økonomiske politik (artikel 121 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde), men også for beskæftigelsespolitikken (artikel 148). Den økonomiske krise, vi oplever i øjeblikket, forværrer de sociale problemer og gør det endnu vigtigere at fastsætte effektive og bæredygtige beskæftigelsespolitikker. Jeg er enig med ordføreren i forslagene om at træffe strengere foranstaltninger for at øge beskæftigelsesniveauet for mænd og kvinder i Europa.

Betænkningen har bidraget til at styrke spørgsmål, der ikke er blevet fokuseret tilstrækkeligt på, nemlig 1. nedbringelse af arbejdsløsheden blandt de mest sårbare grupper, herunder unge, ved at øge uddannelsesniveauet, nedbringe frafaldsprocenten i skolerne, og trække folk ud af fattigdom; 2. sikre ligebehandling og lige løn for lige arbejde på samme arbejdsplads; og 3. inddragelse af regionale og lokale myndigheder, parlamenter og sociale partnere i udformning, gennemførelse, kontrol og evaluering af disse programmer, særlig ved fastsættelse af mål og indikatorer.

  Lara Comi (PPE), skriftlig. – (IT) I Lissabonstrategien bestemmes det, at EU skal forbedre sin produktivitet og konkurrenceevne via sin arbejdsstyrke.

Dette mål er endnu ikke fuldstændig realiseret, da arbejdsløshedssatsen fortsat er høj. Det er vigtigt at analysere de problemer, der har sinket den fulde beskæftigelse. Fjernelse af diskrimination på grund af køn, race, etnisk oprindelse og religion ville være et bemærkelsesværdigt fremskridt, som navnlig ville gøre det muligt for unge og kvinder at blive mere konkurrencedygtige på arbejdsmarkedet. Kvinder konfronteres også med problemet med at forene moderskab og arbejde. Forbedring af virksomhedsvuggestuer, indrømmelse af deltid, når der anmodes herom, og åbning af mulighed for, at kvinder kan passe deres syge børn uden at skulle bekymre sig om at miste deres arbejde, ville være nyttige foranstaltninger, der kunne hjælpe kvinder til udfylde deres dobbeltrolle.

En anden gruppe, der skal beskyttes, er unge, som sandsynligvis ikke vil have nogen jobsikkerhed i årevis. De har mange kvalifikationer og stor teoretisk viden, men de mangler praktisk erfaring. Skolerne skal se nærmere på, hvad virksomhederne ønsker, og forberede eleverne til arbejdsmarkedet. Virksomhederne skal til gengæld investere i de nye generationer ved at give dem en chance for at udvikle deres karriere.

  Anna Maria Corazza Bildt, Christofer Fjellner, Gunnar Hökmark, Anna Ibrisagic og Alf Svensson (PPE), skriftlig. – (SV) Vi har i dag den 8. september 2010 stemt for betænkningen (A7-0235/2010) om forslag til Rådets afgørelse om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker: Del II i de integrerede retningslinjer for Europa 2020 (2010/0115(NLE)). Vi vil dog gerne understrege, at der er dele af betænkningen, som vi ikke er enige i, f.eks. forslagene om en detaljeret regulering af medlemsstaternes arbejdsmarkedspolitik, overnational kontrol med medlemsstaternes handel og industri og EU-regulering af mindstelønninger. Dermed ønsker vi at forsvare subsidiaritetsprincippet. Vi vil dog gerne understrege, at en stor del af betænkningen er god. F.eks. støtter vi naturligvis princippet om ligestilling mellem mænd og kvinder og lige løn for lige arbejde.

  Marielle De Sarnez (ALDE), skriftlig. – (FR) Rådet har fremsat en udtalelse om de integrerede retningslinjer for beskæftigelsen. De 10 retningslinjer skal skabe flere og bedre job, styrke anstændigt arbejde og forbedre uddannelsessystemerne. Parlamentet har grebet ind for at sikre, at Den Europæiske Socialfond bruges mere effektivt, at fokus i højere grad rettes mod fattige arbejdstagere og bekæmpelse af social udelukkelse, samt at man sikrer adgang til prisbillige offentlige ydelser af høj kvalitet.

  Anne Delvaux (PPE), skriftlig. – (FR) Situationen på arbejdsmarkedet er uden tvivl den største årsag til bekymring blandt vores borgere. Arbejdsmarkedet forringes fortsat, idet arbejdsløshedssatsen i dag topper på 9,8 %.

Beskæftigelsesretningslinjerne er et vigtigt middel til at fremme strukturelle reformer og et middel til at bedømme virkningen af de reformer, der skal gennemføres. Alt dette skal ske såvel inden for rammerne af 2020-strategien som inden for rammerne af den nye koordinering af økonomiske politikker, der indføres. Det er derfor afgørende, at vi får styr på disse spørgsmål, men det er lige så vigtigt at sikre, at reformerne er så hensigtsmæssige som muligt.

En ting er at have retningslinjer. Noget helt andet er imidlertid at se, at medlemsstaterne gennemfører dem korrekt. Derfor forekommer det mig særlig vigtigt at bekræfte den rolle, som Rådet om beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugeranliggender spiller i 2020-strategien og i økonomisk styring, og at sikre, at det involveres fuldt ud i de reformer, der skal gennemføres for at sikre, at vores sociale model og den bedste model for økonomisk styring for EU kan overleve. Jeg er overbevist om, at der er et presserende behov for at afbalancere beskæftigelsen og den sociale søjle i forbindelse med den europæiske beslutningstagning.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi den slår til lyd for politikker, der fremmer en aktiv alderdom, ligestilling, ligeløn for mænd og kvinder og adgang til beskyttelse og sociale og faglige fordele for kvinder. Når man ser på de voksende problemer med at integrere flere kvinder på arbejdsmarkedet, bliver det nødvendigt at gennemføre politikker, der også fremmer forenelighed mellem arbejde og familieliv.

  Göran Färm, Anna Hedh, Olle Ludvigsson og Marita Ulvskog (S&D), skriftlig. – (SV) Vi har i dag stemt for betænkningen om beskæftigelsesretningslinjer, men vi vil gerne påpege, at vi har bemærket store uoverensstemmelser mellem forskellige sprogudgaver. Vi stemte for, at medlemsstaterne skal sikre passende mindsteindkomster, som det fremgår af den engelske udgave af ændringsforslaget. Desværre er dette blevet oversat til "minimilön" i den svenske udgave, hvilket betyder "mindsteløn".

Lønniveauerne henhører ikke under EU's kompetence, og vi har derfor antaget, at den svenske udgave er forkert. Vi har valgt at stemme for betænkningen til trods for henvisningerne til "høje skatter" som hindringer for vækst, uden at "høje skatter" defineres. Skatter henhører heller ikke under EU's kompetence, og vi mener, at der er mange eksempler på skattefinansierede aktiviteter, som yder et væsentligt bidrag til vækst.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Som jeg sagde i forbindelse med fru Grunys betænkning, som vi stemte om i juli i år, har samfundet udviklet sig, verden har ændret sig, og forholdet mellem arbejdsmarkedets parter har også ændret sig. Jeg er fuldt og fast overbevist om, at dette er tilfældet, og jeg glæder mig derfor over, at Parlamentet har slået til lyd for mere fleksible arbejdsmønstre som en metode til bekæmpelse af arbejdsløshed. Derudover er jeg, da jeg har haft ansvar på uddannelsesområdet inden for regeringen, glad for at se, at dette forslag lægger særlig vægt på uddannelse og kvalifikation af arbejdstagere. Dette er rent faktisk en forpligtelse, der bør tages meget seriøst i forbindelse med EU 2020-strategien. Da krisen har betydet, at antallet af arbejdsløse i Europa er steget fra 16 mio. i 2008 til 23 mio. i 2010, skal enhver exitstrategi omfatte genopretning af beskæftigelsen. Dette er kun muligt, hvis der fokuseres klart på innovation, fleksibelt arbejde og nye modeller for arbejde og uddannelse af flere unge til et stadig mere konkurrencepræget marked.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. − (PT) Baggrunden for de nye retningslinjer for beskæftigelse i 2020 er den økonomiske krise, hvis følger fortsat vil påvirke arbejdsmarkedet negativt i de kommende år. Vi har problemer her og nu med arbejdsløshed og samtidig flere langsigtede udfordringer såsom specifikt de demografiske ændringer, globaliseringen og indførelsen af nye teknologier med lav CO2-udledning. Derfor er det meget vigtigt, at vi får en europæisk beskæftigelsesstrategi, der løser de mest presserende problemer, som skyldes krisen, og også de mellem- og langsigtede udfordringer.

Anvendelsen af principper som flexicurity, kvalitetsuddannelser, livslang læring og bekæmpelse af strukturel arbejdsløshed er uundværlige forudsætninger for at nå fælles mål og delmål for økonomisk vækst og social velfærd. Gennemførelsen af Europa 2020-strategien bør derfor iværksættes nu. EU's strukturfonde og samhørighedsfonden for indeværende programmeringsperiode bør allerede nu gennemføres efter denne strategi. Det er vigtigt at lægge vægt på landbrug og landbrugssamfundet i denne strategi. Mål for samhørighed skal opfyldes, og der skal skabes synergi mellem samhørighedspolitikken og andre sektorpolitikker.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vi stemte imod denne betænkning, da den ser bort fra hovedårsagerne til arbejdsløshed, jobusikkerhed og fattigdom, og fordi de forslag, som vi genfremsatte her i Parlamentet, blev forkastet. De omfattede:

– Kommissionen bør erkende, at det er nødvendigt at ændre de eksisterende makroøkonomiske politikker ved at suspendere stabilitets- og vækstpagten og sætte en stopper for privatiseringen og liberaliseringen med henblik på prioritering af oprettelsen af job af høj kvalitet med rettigheder for alle arbejdstagere og bedre lønninger, idet fattigdomsniveauerne nedbringes, mens social inklusion og fremskridt øges.

– Sort arbejde bør tages op gennem strengere kontrol fra arbejdstilsynets side sammen med skattemæssige foranstaltninger for folk med lave indkomster.

– Rådet bør acceptere et kompromis på EU-plan om at udrydde hjemløshed inden 2015 og udarbejde integrerede politiske foranstaltninger, der sikrer prisoverkommelig adgang til boliger af god kvalitet med en passende energiforsyning for alle.

Vores forslag til et nyt direktiv om ligestilling blev også forkastet. Dette slog til lyd for, at medlemsstaterne skulle øge kvindernes beskæftigelse samtidig med, at de fuldt ud respekterer kvinders rettigheder og fjerner alle uligheder gennem specifikke ligestillingsmål, kønsorienteret integration og specifikke politiske aktioner.

  Nathalie Griesbeck (ALDE), skriftlig. – (FR) I en tid, hvor arbejdsløsheden når helt op på 9,8 % i Europa, i en tid, hvor situationen på arbejdsmarkedet bliver stedse værre, i en tid, hvor vi endnu ikke har mærket alle følgerne af den økonomiske krise, skal EU gennemføre en ambitiøs beskæftigelsesstrategi i Europa. Parlamentet har derfor som led i EU 2020-strategien vedtaget retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker. 10 retningslinjer for jobskabelse, jobkvalitet, ungdomsbeskæftigelse, beskæftigelse af personer fra sårbare grupper, bekæmpelse af social udelukkelse og vigtigheden af at anvende ESF bedst muligt. Det er måske meget ambitiøse mål, men der er først og fremmest tale om retningslinjer, som skal gennemføres nu og fremover af medlemsstaterne, og samtidig er det et stærkt budskab fra Parlamentet til medlemsstaterne i en tid, hvor beskæftigelsen er den største bekymring for vores medborgere.

  Sylvie Guillaume (S&D), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for Őry-betænkningen om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik som led i gennemførelsen af Europa 2020-strategien. I teksten er der lagt stor vægt på vigtigheden af at prioritere bekæmpelse af arbejdsløshed i en tid med økonomisk og social krise. Teksten fokuserer på flere punkter, herunder at beskæftigelsen skal op på 75 % i hele EU inden for de næste 10 år, og at der skal gøres en særlig indsats for at få de mest sårbare grupper ud på arbejdsmarkedet, nemlig unge, ældre, uuddannede kvinder, handicappede og personer med indvandrerbaggrund, da det oftest er i disse grupper, man finder ansættelses- og beskæftigelsesrelateret forskelsbehandling. I teksten understreges også grundlæggende begreber som anstændigt arbejde og bekæmpelse af fattigdom.

  Małgorzata Handzlik (PPE), skriftlig. – (PL) Retningslinjerne for beskæftigelsespolitikken for de kommende 10 år viser, at servicesektoren vil være et af de områder, hvor der vil blive skabt flest job. For at disse job kan skabes, må der findes gunstige betingelser for virksomhederne i relation til de tjenesteydelser, de tilbyder, og dette omfatter grænseoverskridende tjenesteydelser. Derfor vil jeg understrege, at servicedirektivet kan støtte beskæftigelsespolitikken, hvis blot medlemsstaternes gennemførelse af dette forbedres.

Direktivet skaber nye muligheder for virksomheder, men hvis det anvendes korrekt, vil det også have en gavnlig virkning på arbejdsmarkedet. Jeg støtter derfor de forslag, der findes i betænkningen. Servicesektoren vil få brug for mobile arbejdstagere, som er ordentligt forberedt og kvalificeret, og derfor har vi behov for ændringer af uddannelses- og erhvervsuddannelsessystemerne og af beskæftigelsespolitikken.

  Elie Hoarau (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for denne betænkning. Som valgt repræsentant for en oversøisk region har jeg et rigtig godt kendskab til politikker til fremme af beskæftigelsen og bekæmpelse af fattigdom, da de franske oversøiske departementer har den laveste beskæftigelsesgrad i Frankrig (43,9 % for eksempel på Réunion sammenlignet med 62,3 % i alle EU-medlemsstaterne).

En forøgelse af dette tal med 10 % i 2014 og en yderligere forøgelse til 75 % i 2020 er noget, jeg har kæmpet for, navnlig fordi det hovedsageligt vedrører unge med problemer, kvinder og handicappede. Forslaget ser også på fattigdom og sigter mod at nedbringe antallet af borgere, der lever under fattigdomsgrænsen, med 25 %. Disse mål bør mobilisere alle sociale og politiske kræfter, både franske og europæiske, så staten kan mobilisere de nødvendige ressourcer til at nå dem inden for de fastsatte frister.

  Alan Kelly (S&D), skriftlig. − (EN) Jeg støttede denne beslutning, fordi det er meget vigtigt, at EU's medlemsstater sikrer en ordentlig mindsteindtægt, der ligger over fattigdomsgrænsen. Det er også vigtigt at styrke lige behandling og lige løn for lige arbejde over alt, hvor det er muligt.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. − (PT) Den aktuelle økonomiske krise er en vigtig variabel, der skal med i vores overvejelser over de nye retningslinjer for beskæftigelsen i 2020, da den får stor indvirkning på arbejdsmarkedet i de kommende år. Selv om visse data peger i retning af et opsving for nogle aktiviteter i EU, er den økonomiske situation i de fleste medlemsstater stadig yderst sårbar.

På den anden sider kender vi endnu ikke den nuværende krises fulde indvirkning på arbejdsløsheden, så i tusindvis af arbejdstager vil miste deres arbejde på grund af den. Det betyder, at de store nye udfordringer er den demografiske ændring, globaliseringen og indførelsen af nye teknologi, herunder teknologi med lave CO2-udledninger. Europas beskæftigelsesstrategi for de næste ti år skal derfor ikke blot håndtere de mest presserende problemer, der skyldes krisen, men også de problemer, der opstår på mellemlang og lang sigt. Jeg stemte derfor, som jeg gjorde.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (LV) Jeg er fuldstændig enig med ordføreren, hr. Őry, og derfor støttede jeg denne lovgivningsmæssige beslutning. Jeg glædede mig navnlig over Rådets ændringsforslag nr. 12, hvoraf det fremgår, at det er vigtigt at bekæmpe hændelser, der sinker den økonomiske vækst, herunder bureaukratiske byrder og høje skatter. Jeg kan ikke mindes, at Parlamentet tidligere har talt om den bureaukratiske byrde og høje skatter.

Der er kun få mennesker, der har tænkt på, at irrationelle og ulogiske skatter kan gøre ethvert økonomisk system ineffektivt. I dag har skattesystemet i et land som Letland ført til en krise. Takket være et bureaukratisk og forkludret skattesystem har Letland mistet over 10 mia. EUR. Jeg støttede denne lovgivningsmæssige beslutning i håbet om, at den vil indlede den store opgave med at optimere skatterne på EU's område.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Beskæftigelsespolitikken er vigtig for såvel økonomien som den sociale fred. Det er derfor i alle landes interesse, at de træffer deres egne beslutninger om hensigtsmæssige foranstaltninger. De store forskelle mellem de enkelte lande umuliggør imidlertid en standardpakke af foranstaltninger. En arbejdsmarkedsdeltagelse på omkring 75 % i nogle medlemsstater som f.eks. Polen, Malta og Ungarn, der i dag har et niveau på under 60 %, er ren og skær fantasi. Også for Østrig, som har en sats på omkring 70 %, er det yderst tvivlsomt, om en højere arbejdsmarkedsdeltagelse er forenelig med det frie valg, der findes i forbindelse med opdragelse af børn eller beskyttelse af hjemlige arbejdstagere mod løndumping fra billige udenlandske arbejdstagere. Derfor besluttede jeg at stemme imod betænkningen.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. − (DE) Tanken om, at det er muligt at bekæmpe arbejdsløsheden effektivt i et ultraliberalt EU, er en illusion. Derfor stemte jeg imod Öry-betænkningen.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for hr. Örys betænkning, da jeg er enig i budskabet og tilgangen heri.

I forslaget understreges vigtigheden af at øge antallet af aktive på arbejdsmarkedet og dermed nedbringe arbejdsløsheden og fokusere på livslang læring. Uddannelse spiller en særlig rolle, og de nuværende uddannelsessystemer skal forbedres og de unge tilskyndes til at tage videregående uddannelser. Der vil blive taget mange nye tiltag i de kommende år for at fremme social inddragelse og bekæmpe fattigdom mere effektivt.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. – (IT) Den 27. april 2010 fremlagde Kommissionen et forslag til Europa 2020 integrerede retningslinjer, som fastlægger rammerne for den nye strategi og de reformer, der skal gennemføres i medlemsstaterne.

Forhandlingen om de nye Europa 2020-beskæftigelsesretningslinjer finder sted midt i en økonomisk krise, som uden tvivl vil have stor indflydelse på arbejdsmarkedet i adskillige år fremover. Til trods for nogle opmuntrende tegn på, at væksten er ved at vende tilbage, er økonomien fortsat skrøbelig i de fleste medlemsstater. Derfor har vi endnu ikke mærket krisens direkte virkninger på arbejdsløsheden fuldt ud. Derfor bør der gøres alt, hvad der er muligt for at sikre et bæredygtigt genopsving og for at styrke det europæiske økonomiske jobskabelsespotentiale og for at hjælpe folk i beskæftigelse.

Det er derfor meget vigtigt, at en europæisk beskæftigelsesstrategi for det kommende tiår håndterer og finder en balance mellem de presserende umiddelbare udfordringer, krisen medfører, og udfordringerne på mellemlang og lang sigt.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Som en del af EU's 2020-strategi har Rumænien sammen med andre medlemsstater forpligtet sig til at nå op på en beskæftigelsesgrad på 75 % i 2020. Som følge af dette overordnede mål skal der nås en beskæftigelsesgrad på 69-70 % i Rumænien i 2020. Jeg skal nævne, at beskæftigelsesgraden i Rumænien i 2010 er 63,6 %, hvor det europæiske gennemsnit ligger på 67,4 %.

På denne baggrund opfordrer jeg medlemsstaterne til at udarbejde reformprogrammer, der vil bidrage til:

– en arbejdsmarkedsdeltagelse via politikker, som fremmer ligestilling og ligeløn, med det formål at mindske lønforskellene mellem mænd og kvinder til 0-5 % i 2020;

– forøgelse af beskæftigelsesgraden via foranstaltninger, der fremmer deltagelsen i arbejdslivet, navnlig for etniske minoriteter, herunder romaer;

– vedtagelsen af strenge foranstaltninger, der har til formål at forhindre en økonomi baseret på sort arbejde, som forårsager talrige bivirkninger for det europæiske arbejdsmarked, i stedet for at fremme foranstaltninger, der kun sigter mod at beskytte arbejdsmarkedet internt i medlemsstaterne;

– en fuldstændig åbning af arbejdsmarkederne for arbejdstagere fra de nye medlemsstater.

  Robert Rochefort (ALDE), skriftlig. – (FR) Selv om vi endnu ikke har mærket den økonomiske krises fulde virkninger på arbejdsløshedssatserne, er gennemførelsen af en ambitiøs europæisk beskæftigelsesstrategi afgørende.

Jeg kan tilslutte mig det mål, som Rådet har fastsat for at øge arbejdsmarkedsdeltagelsen på 75 % for den europæiske befolkningen frem til 2020, men der skal gøres mere. Vi kunne f.eks. fastsætte et mål om at øge beskæftigelsesgraden blandt de mere sårbare grupper, såsom unge mellem 15 og 25 år, ældre arbejdstagere, ufaglærte erhvervsaktive kvinder eller handicappede. Eller vi kunne nedbringe frafaldsprocenten i skolerne til under 10 %.

Hvad mere er, mener jeg, at særlige politikker bør fokusere på de problemer, som langtidsledige støder på, når de skal ud på arbejdsmarkedet, og jeg opfordrer Rådet til at finde ressourcerne til at nedbringe disse med mindst 10 % over de kommende 10 år. For at nå dette mål som foreslået i Őry-betænkningen skal mindst 25 % af de langtidsledige deltage i aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger i form af avanceret erhvervsuddannelse, uddannelse og/eller faglig omskoling.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Den betænkning, vi vedtog i dag, er en milepæl for EU's beskæftigelsesretningslinjer. Medlemmerne af Europa-Parlamentet har stemt for, at der for første gang medtages et reelt socialt element i retningslinjerne, herunder foranstaltninger til at håndtere fattigdom og arbejdende fattige, til at håndtere ungdomsarbejdsløshed og integrere marginaliserede og sårbare grupper på arbejdsmarkedet. EU's regering og det belgiske formandskab skal notere sig det budskab, Parlamentet har sendt i dag, og forpligte sig til at gøre beskæftigelsespolitikkerne mere socialt inklusive.

De nationale regeringer skal navnlig følge op på Parlamentets krav om, at der træffes foranstaltninger til at forbedre balancen mellem arbejde og privatliv og ligestilling. Der er behov for en enorm indsats i denne henseende for at øge kvindernes deltagelse på arbejdsmarkedet til 75 % i 2020.

  Licia Ronzulli (PPE), skriftlig. – (IT) Den betænkning, vi har vedtaget i dag, er et vigtigt instrument til fremme af nye beskæftigelsespolitikker under Europa 2020-strategien.

Det er vigtigt at understrege, at teksten opfordrer medlemsstaterne til at træffe beslutsomme foranstaltninger for at øge beskæftigelsesniveauet, og navnlig for at fremme mobiliteten blandt unge. Målet om at skabe nye og bedre job, nedbringe arbejdsløsheden og øge beskæftigelsesgraden for den erhvervsaktive befolkning til 75 % skal være det mål, der skal nås i de kommende år. Den erhvervsaktive befolkning skal være det centrale element i enhver økonomisk udviklingspolitik for EU. Uden arbejde bliver enhver form for plan for fremtiden – såsom rejser, køb af hus eller at få børn – en drøm, der sandsynligvis ikke vil gå i opfyldelse.

  Oreste Rossi (EFD), skriftlig. – (IT) Vi kan ikke tilslutte os denne betænkning, for den søger at tilskynde til gennemførelse af foranstaltninger, som skal fremme adgangen til beskæftigelse for visse grupper, navnlig romaer.

Vi kan ikke acceptere, at vi i stedet for at forsvare de rettigheder, som den befolkning, der bor i deres eget land, har, bør lette situationen for mennesker, som i mange tilfælde blot er gæster. I krisetider må alle medlemsstater lette situationen for deres egne borgere, måske med projekter, der er rettet mod dem, som befinder sig i en vanskelig situation eller er uden arbejde.

  Joanna Senyszyn (S&D), skriftlig. – (PL) Jeg tilsluttede mig betænkningen om retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitikker: Del II i de integrerede retningslinjer for Europa 2020. Eftersom arbejdsløshedssatsen i EU er på 9,6 %, er det tvingende nødvendigt at intensivere og rationalisere beskæftigelsespolitikken for at skabe nye job. I Polen er støtten fra EU kommet tusindvis af mennesker til gode, som nu er i beskæftigelse. Pengene hertil anvendes ikke altid klogt. Manglen på ordentligt fastsatte retningslinjer betyder, at mange projekter gennemføres på ad hoc-basis. Som et resultat heraf tilpasses uddannelsesforløb ikke altid til den reelle situation, og de samme mennesker deltager ofte flere gange. Derfor kan jeg tilslutte mig Kommissionens initiativ på dette område. Disse retningslinjer, som er udviklet under krisen, skal stå deres prøve i de kommende få år. Det vil afhænge af disse retningslinjer, om EU vil overvinde krisen, og om de nye job, der skabes, lever op til arbejdsmarkedets nuværende og fremtidige behov.

Det er også vigtigt at overvåge retningslinjernes effektivitet ved at indsamle særskilte statistiske oplysninger om effektiviteten af foranstaltninger, der træffes på grundlag af disse retningslinjer. Kun på denne måde vil vi se den reelle indflydelse, som EU's finansielle ressourcer har på nedbringelsen af arbejdsløsheden i EU. Dette vil igen muliggøre ændringer, som kan være nødvendige på dette område. Jeg opfordrer også til, at der lægges særlig vægt på støtte til mobilitet og beskæftigelse blandt kvinder, unge, ældre og handicappede.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. – (NL) Til trods for visse opmuntrende signaler, der tyder på fornyet vækst, er den økonomiske situation fortsat skrøbelig. Europa må derfor sikre et bæredygtigt genopsving, styrke de europæiske økonomiers jobskabelsespotentiale og hjælpe folk i arbejde. Rådet i betænkningen om beskæftigelsesretningslinjerne er klart. Flere kvinder, ældre borgere og unge i arbejde, mindre fattigdom og bedre uddannelse. Det er, hvad EU ønsker at opnå inden 2020. Derfor støtter jeg betænkningen. Den indeholder retningslinjer, der gør det muligt for folk bedre at forene arbejde og plejeansvar f.eks. via fleksibel arbejdstid og børnepasningsmuligheder. Det er en konkret politik og en politik, som vil hjælpe kvinder ud på arbejdsmarkedet. Parlamentet ønsker også, at EU-landene forbedrer deres socialsikringssystemer og sikrer en anstændig indkomst, så fattigdommen kan nedbringes, og folk kan finde ud af, at det kan betale sig at komme i arbejde. Endelig vil en fortsat forfølgelse af målene i samhørighedspolitikken fjerne socioøkonomiske forskelle mellem medlemsstaterne og regionerne. Hvis Kommissionen nu kraftigt sikrer, at medlemsstaterne virkelig baserer deres politikker på retningslinjerne, vil Europas planer for 2020 ikke blot være tomme ord.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Debatten om de nye beskæftigelsesretningslinjer i 2020 kommer på et tidspunkt, hvor tusindvis af familier over hele Europa står over for tragedien med arbejdsløshed som en del af den økonomiske krise. Disse retningslinjer, der udgør en del af Europa 2020-strategien, omfatter overordnede retningslinjer for såvel den økonomiske politik som beskæftigelsespolitikken.

Den betænkning, vi stemte om i dag, og som jeg støttede, er bragt på linje med Kommissionens forslag, selv om ordføreren har været omhyggelig med at sikre, at disse retningslinjer er klare og nyttige for medlemsstaterne ved udarbejdelsen af deres politik. Fremme af beskæftigelsen vil ske automatisk via bæredygtig økonomisk vækst, virksomhedernes og arbejdstagernes tilpasningsevne til nye situationer, realisering af høje uddannelsesniveauer, navnlig blandt unge, videreuddannelse, der lever op til virksomhedernes behov, og inddragelse af arbejdsmarkedets parter i alle disse processer.

Dette er, hvad ordføreren har forsøgt at gøre ved at fastsætte mål for at øge og forbedre beskæftigelsen, øge uddannelsesniveauerne, forene arbejde og familieliv og nedbringe frafaldsprocenten i skolerne og den del af befolkningen, der lever i fattigdom.

  Georgios Toussas (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Kommissionens beskæftigelsesretningslinjer og den tilknyttede betænkning fra Parlamentet udgør EU's antigræsrodsstrategi, EU 2020-strategien og dens "integrerede retningslinjer". De udgør en enkelt ramme for EU's antiarbejdskraftpolitik, som allerede udbredes og skal fremmes endnu mere beslutsomt og på en koordineret måde i alle EU-medlemsstater.

De fokuserer på monopolkapitalens bestræbelser på at nedsætte udgifterne til arbejdskraft til de lavest mulige grænser som en forudsætning for at sikre profit under den aktuelle kapitalistkrise. For at nå dette mål fremmer EU, de borgerlige regeringer og kapitalens politiske kræfter i medlemsstaterne og Parlamentet stort set følgende beskæftigelsesretningslinjer. Et længere arbejdsliv, en forhøjelse af pensionsalderen, idet den demografiske aldring og de nationale forsikringssystemers "levedygtighed" anvendes som et påskud, "flexicurity" og fleksibelt, midlertidigt arbejde, deltidsarbejde som normen, hvorved alle de erhvervede arbejdstagerrettigheder fejes bort, tilpasning af uddannelsessystemerne til uddannelse af arbejdstagere, der kan ansættes for at opfylde kapitalens behov, en gruppe af billig videnskabelig arbejdskraft/betalte intellektuelle til virksomheder og et nyt netværk, så fattigdomsgrænserne flyttes til ekstreme tilfælde af fattigdom for at forhindre social opstand som følge af brutal udnyttelse.

  Viktor Uspaskich (ALDE), skriftlig. – (LT) Det fremgår med rette af denne betænkning, at det er vigtigt at øge beskæftigelsesniveauet og arbejdsmarkedsdeltagelsen. Det er vigtigt både for vores økonomi og for vores samfund. Det er også vigtigt ikke at ofre kvalitet for kvantitet ved ikke at tackle situationen for arbejdende fattige hverken på nationalt plan eller på EU-plan. Der er en stor gruppe, som arbejder, men hvis disponible indkomst er utilstrækkelig til, at de kan undslippe fattigdom. Den økonomiske recession har gjort dette til et problem for hele Europa, og situationen er særlig vanskelig i Litauen.

Disse tendenser afspejles ganske godt i de mindstelønninger, som arbejdstagerne modtager, og den omfattende lønreduktion som en streng økonomisk foranstaltning. Mennesker uden en højere uddannelse er særlig sårbare. Ifølge EU-statistikkerne er risikoen for fattigdom for en person i arbejde uden højere uddannelse på 16 % – det dobbelte af gennemsnittet i Litauen og otte gange mere end for en arbejdstager med en universitetsuddannelse. Desværre er denne kløft langt større i Litauen end noget andet sted i EU. Spørgsmålet om fattigdom blandt arbejdende personer er ikke blevet drøftet tilstrækkeligt i medlemsstaterne, herunder i mit land. Vi har brug for flere undersøgelser af dette problem og af specifikke foranstaltninger til nedbringelse af fattigdommen blandt arbejdstagere.

Beslutningsforslag RC-B7-0494/2010

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for det fælles beslutningsforslag om menneskerettighedssituationen i Iran. Det gjorde jeg, fordi jeg mener, at den dødsdom ved stening, som Sakineh Ashtiani er idømt er en klar overtrædelse af Irans internationale forpligtelser. Uanset omstændighederne kan denne form for straf aldrig berettiges eller accepteres. Tortur, ulovlig tilbageholdelse, fysisk og seksuel vold og straffrihed for de statsansatte er fortsat en udbredt praksis i mange lande. Dette rejser alvorlig tvivl om retssagernes upartiskhed og gennemsigtighed i disse lande. Den fortsatte forfølgelse af etniske og religiøse minoriteter og den vedvarende kriminalisering af frie seksuelle forhold mellem voksne er uacceptabel.

I denne situation er det op til os som europæiske forsvarere for de menneskerettigheder og demokratiske værdier, der udgør grundlaget for vores institutioner, at lægge ethvert tænkeligt pres på de iranske myndigheder for at få dem til at tage sager som denne op til fornyet overvejelse. Dette pres har allerede båret frugt, da den iranske regering har meddelt, at den har suspenderet Sakineh Ashtianis dødsdom ved stening. Jeg må hylde det mod, som alle iranske mænd og kvinder, der kæmper for at forsvare deres grundlæggende frihedsrettigheder, udviser.

  Charalampos Angourakis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Europa-Parlamentet har haft travlt med at erklære sin støtte til Israels, USA's og NATO's imperialistiske planer i Mellemøsten og deres åbenlyse militære trusler mod Iran. Under påskud af den barbariske dødsdom ved stening, som Sakineh Mohammad-Ashtiani er blevet idømt, og den uacceptable forfølgelse af græsrodsbevægelsen har alle politiske grupper i Parlamentet i en sjælden enstemmighed vedtaget en beslutning om at øge den imperialistiske indgriben i Iran. Det græske kommunistiske parti støttede ikke beslutningen, fordi den ikke har noget at gøre med den solidaritet, der er nødvendig i arbejderklassens kamp mod det reaktionære og bagudskuende styre, som tværtimod styrkes af sanktioner og sådanne beslutninger. Det er meget sigende, at forhandlingerne i Parlamentet blev besluttet umiddelbart efter indsigelser fra den israelske ambassade i Bruxelles, der ikke opfordrede til drøftelse af overtrædelser af menneskerettighederne i Israel, men til i stedet at vende opmærksomheden mod Iran.

Parlamentets følsomhed over for menneskerettighedsspørgsmålet er et figenblad for EU's aggressive udenrigspolitik og dets forbrydelser mod arbejdstagere, indvandrere og folk. Kampen mod NATO, EU og imperialistiske unioner bliver mere og mere nødvendig, hvis folk skal vinde rettigheder og frihedsrettigheder og bestemme over deres egen skæbne.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Sakineh Mohammadi Ashtiani, en 43-årig iransk kvinde, risikerer at blive stenet til døde for utroskab og sammensværgelse om at myrde sin eksmand. Som medlem af Parlamentet og formand for sammenslutningen Femmes au Centre (Kvinder i centrum) er jeg oprørt over denne dom, som alle siger er vilkårlig. Dommen er en krænkelse af de mest grundlæggende rettigheder og en overtrædelse af retten til et forsvar og menneskelig værdighed. Selv i dag findes der to parallelle retssystemer i nogle lande, et, hvor kvinder dømmes og torteres, hvor deres grundlæggende rettigheder overtrædes, og et, hvor det er mændene, der har al magt. Det glæder mig, at Parlamentets beslutning, hvor vi opfordrer det iranske regime til at skifte mening med hensyn til denne dom, blev vedtaget næsten enstemmigt, da det giver den stor vægt. Nu forventer vi, at der gøres reelle fremskridt med menneskerettighederne i Iran.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne beslutning. Iran er stadig det land, der eksekverer flest henrettelser hvert år. Derfor støtter jeg fuldt og helt Parlamentets kraftige fordømmelse af dødsstraffen og opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til at ophøre med denne praksis, ophøre med alle former for tortur og andre brutale, umenneskelige eller nedværdigende former for behandling samt ophøre med at forfølge menneskerettighedsforkæmpere. Jeg støtter EU's mål med at fremme menneskerettigheder i hele verden og gennemføre dermed forbundne støtteprogrammer såsom det EU-finansierede Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder. Dette instrument, hvis budget er på 1,1 mia. EUR for 2007-2013, sigter mod at sikre respekt for menneskerettigheder og demokrati i hele verden. Kommissionen og Rådet bør derfor sammen med andre internationale organisationer fortsat aktivt arbejde for indførelsen af flere støtteinstrumenter for aktivt at forsvare menneskerettighedsaktivister i Iran.

  Mara Bizzotto (EFD), skriftlig. – (IT) Den fælles beslutning har min fulde støtte som politisk repræsentant, men endnu mere som kvinde. Iran er i dag et land, der symboliserer det radikale islams vold og fanatisme mod kvinder og deres grundlæggende rettigheder. Med denne beslutning opfordrer vi med rette Den Islamiske Republik og dens ledere til at respektere internationale menneskerettighedskonventioner, som Iran er juridisk bundet til at respektere. Sagen om Sakineh bekræfter sammen med andre sager omfattet af den tekst, vi har stemt for, at Teheran i dag måske ikke blot er i fuldstændig opposition til moderne politiske og kulturelle værdier, men også overtræder internationale standarder, undlader at leve op til bindende aftaler om ratificering af konventionen om barnets rettigheder og den internationale konvention om civile og politiske rettigheder. Beslutningen er fast, med rette fast på et tidspunkt, hvor vi bør lade Iran føle hele den styrke og det pres, som denne institution er i stand til at frembyde, så den internationale bevægelse for at stoppe Den Islamiske Republiks bøddel opnår den ønskede virkning. Derfor stemte jeg helt klart for.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) Det internationale samfund har vundet en lille sejr, som har givet et lille håb i sagen om kvinden i Iran, der er dømt til døden ved den barbariske steningsmetode. Dommen er i øjeblikket blevet suspenderet, men den er i sidste ende meningsløs. Derfor må indsatsen fra alle medlemmer af det internationale samfund fortsætte med det formål at få dødsdomme forbudt i lande som Iran, hvor folks liv er i forkvaklede og forældede loves vold.

EU må fortsat fordømme og lægge pres på stater, hvor der ikke vises nogen respekt for menneskeliv, og hvor menneskerettigheder ikke betyder noget. Der er mennesker i Iran, som sætter deres liv og personlige sikkerhed på spil hver dag i kampen for større frihed og flere demokratiske rettigheder. Internationale sammenslutninger og organer viser deres støtte til disse mennesker. Når de står over for et undertrykkende styre fanget i en tidslomme som styret i Teheran, er kampen imidlertid vanskelig og langvarig. Ingen bør betale med deres frihed, fordi de åbent har givet udtryk for deres syn på et styre eller nogle ledere. EU må aktivt engagere sig i sin rolle som eksportør af frihed og respekt for mennesker og deres rettigheder.

  Andrew Henry William Brons (NI), skriftlig. – (EN) Jeg har afholdt mig fra at stemme om dette beslutningsforslag. Jeg ville dog have stemt for beslutningsforslag B7-0499/2010. Jeg er naturligvis enig i, at stening til døden (eller enhver anden dødsstraf) for utroskab er fuldstændig uacceptabel selv for muslimske lande, som måtte ønske at forbyde en sådan adfærd ved lov. Jeg går ikke ind for at bruge straffeloven til at håndhæve moralsk adfærd mellem voksne, der samtykker, men respekterer jeg andre landes ret til at indtage en anden holdning, når blot de ikke anvender uforholdsmæssige og grusomme straffe. Jeg er også foruroliget over brugen af straffeloven over for politisk uenighed både i Iran og i de lande i EU, der gør sig skyldige heri.

Alle sagsøgte, der står over for alvorlige kriminelle anklager, skal have ret til juridisk repræsentation, og der bør findes beskyttelse mod upassende politiadfærd forud for retssagen. Jeg mener ikke, at EU bør fortælle Iran, at det aldrig må bruge dødsstraf under nogen omstændigheder. Hvis dette beslutningsforslag ikke skal virke imod hensigten, skal det være velgennemtænkt og appellere til reformvenlige medlemmer af et meget konservativt samfund. Dette beslutningsforslag vil fornærme selv iranere, der går ind for reform.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Sakineh Ashtiani personificerer henrettelserne i Iran og er symbol på uretfærdigheden i landets retssale og landets overtrædelse af de grundlæggende rettigheder. Jeg vil gerne tilslutte mig de internationale solidaritetsbevægelser, der kræver, at dommen omstødes, og at Sakineh Ashtiani løslades med det samme. At kræve frihed for hende er også at kæmpe for lige rettigheder for kvinder, ytringsfrihed og frihed til at deltage aktivt i et frit samfund. Jeg støtter kraftigt bestemmelserne om ikkeforskelsbehandling og især om de iranske kvinder. Jeg vil her fremhæve Sakineh Ashtiani, der går forrest i kampen for demokrati, lighed og rettigheder i Iran. De iranske kvinders mod og beslutsomhed er en inspiration for os alle.

  Carlos Coelho (PPE), skriftlig. – (PT) Det teokratiske diktatur i Iran sår had og prædiker intolerance. Denne betændte retorik til fordel for ødelæggelse af Israel og dets nukleare program, der fortsat er uden kontrol eller internationalt tilsyn, udgør trusler mod verdensfreden. De islamiske domstole anvender barbariske love, der i sig selv ikke indebærer retfærdighed, og som reelt bringer kvinder i en slavelignende situation.

Desværre er sagen mod Sakineh Mohammadi-Ashtian ikke enestående, og vi må støtte alle de andre kvinder, der er dømt til døden uden respekt for menneskelig værdighed, kvinderettigheder og menneskerettigheder. Jeg vil gerne endnu en gang fastslå min modstand mod dødsstraf og opfordrer de iranske myndigheder til i overensstemmelse med FN resolution 62/149 og 63/138 om at indføre et stop for henrettelser, indtil dødsstraffen kan ophæves. Jeg fordømmer anholdelsen af Zahra Bahrami og opfordrer indtrængende til en øjeblikkelig løsladelse af hende. Hun er nederlandsk statsborger og var rejst til Iran for at besøge sin familie. Hun blev tilbageholdt under Ashura-protesterne den 27. december 2009 og er blevet tvunget til at tilstå anklagerne mod hende i fjernsynstransmitterede optagelser.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for den fælles beslutning om menneskerettigheder i Iran, som jeg satte mit navn på, fordi jeg føler, at det er etisk nødvendigt at lægge pres på de iranske myndigheder for at få dem til at afstå fra at begå denne afskyelige forbrydelse. Jeg er stolt over at være født i et land, der er ført an i ophævelsen af dødsstraffen. Sakineh Mohammadi-Ashtiani har ikke begået nogen forbrydelse, og alligevel er hun blevet arresteret og dømt til døden ved stening, og hun ydmyges og piskes konstant. Jeg vil gerne give udtryk for min store bekymring over de konstante rapporter om de iranske myndigheders forfølgelse af politiske modstandere og fortalerne for menneskerettigheder, særlig af kvinder og unge studerende. Det er en klar overtrædelse af FN's universelle menneskerettighedserklæring og misbrug af dommerembeder.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Ubegrundet og uforholdsmæssig vold er ikke blot en fornærmelse mod vores europæiske tanker, da det kolliderer frontalt med det værdisæt og de rettigheder, der har deres oprindelse i Vesten og i dag heldigvis er en del af verdens kulturarv. Blandt disse sager viser der sig sagerne om vold mod kvinder, som i nogle samfund ofte anvendes som et våben eller krigsbytte, som dekorative genstande eller som væsener uden rettigheder eller muligheden for at handle selvstændigt, dømt til at være en afvigende og uforsvaret minoritet.

Desværre findes der stadig stater og lande, som fortsat accepterer frygtelige handlinger mod kvinder og pålægger dem grusomme, brutale og klart uproportionale straffe. De bidrager til kulturer, der undertrykker, vanærer og ydmyger kvinder, blot fordi de er kvinder. Netop fordi jeg tror på, at de to køn supplerer hinanden på grund af deres naturlige forskelle og lige rettigheder, kan jeg kun fordømme disse foragtelige handlinger i de stærkest mulige vendinger.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vi er imod dødsstraf i alle lande, uanset om det er USA, Iran eller ethvert andet land i verden. Vi er også imod alle former for tortur, uanset hvor den finder sted, herunder i Iran og i CIA-kontrollerede fængsler. Derfor opfordrer vi indtrængende Iran til at skåne Sakineh Ashtianis liv og ophøre med at stene kvinder, unge og andre. Vi stemte derfor for denne beslutning.

Vi vil dog gerne understrege, at når det gælder kampen for respekt for demokratiet i Iran, kan forsvar for de rettigheder, som de mennesker, der fortsat kæmper for social retfærdighed, fremskridt og demokrati i landet, har, under ingen omstændigheder bruges mod Irans suverænitet, territoriale integritet og dets kompetence til at træffe beslutning om dets fremtid. De kan endnu mindre bruges som berettigelse for indgriben og indblanden, som ikke respekterer landets territoriale suverænitet.

  Pat the Cope Gallagher (ALDE), skriftlig. – (GA) Dødsstraf ved stening bør aldrig accepteres eller støttes. Jeg opfordrer de iranske myndigheder til at omstøde dommen mod Sakineh Mohammadi-Ashtiani og til tage sagen op igen.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (S&D), skriftlig. – (PL) Der er stadig tre måneder tilbage af 2010, og retssystemet i Den Islamiske Republik Iran har allerede afsagt 2 000 dødsstrafdomme. Hvis vi optimistisk antager, at der i det sidste kvartal ikke afsiges en eneste sådan dom, og hvis vi antager, at vi har kendskab til alle sådanne domme, betyder det, at fem iranske borgere hver dag får at vide, at de snart skal miste livet. Om morgenen kan det være Sakineh Mohammadi-Ashtiani, som i 2006 blev dømt til døden ved stening for utroskab. Til middag kan det være Mohammad Mostafaei, den menneskerettighedsadvokat, som flygtede fra Iran af frygt for arrestation og undertrykkelse. Om eftermiddagen kan det iranske styres næste offer være Nasrin Sotoudeh, som kæmper for en nedbringelse af antallet af dødsstraffe til mindreårige, mens den næste person, der arresteres om aftenen for at have deltaget i en gadedemonstration, er den nederlandske statsborger Zahra Bahrami.

Endelig og som den femte tager de iranske myndigheder deres næste offer – som er os ubekendt – under en hemmelig razzia om natten.

Derfor kræver vi kategorisk en ophævelse af dødsstraffen i Iran, en omstødelse af steningsdommen mod Sakineh Mohammadi-Ashtiani og løsladelse af Zahra Bahrami. Vi vil også gerne fastslå, at Iran har underskrevet den internationale konvention om civile og politiske rettigheder, der i artikel 18 bestemmer: "Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed".

  Sylvie Guillaume (S&D), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for beslutningen om menneskerettigheder i Iran, særlig sagerne Sakineh Mohammadi-Ashtiani og Zahra Bahrami, da disse to kvinders situation er tragisk. Sakineh Mohammadi Ashtiani, som den iranske regering har dømt til døden, trues hver dag med at blive henrettet ved hjælp af den utrolig barbariske rituel stening. Hvilket land kan her i det 21. århundrede skrive sort på hvidt i deres straffelov, hvor store de sten skal være, som skal kastes på en dømt fange for at dræbe vedkommende? Det kan Iran. Gennem de sidste par år har kun det internationale og politiske samfunds indblanding kunnet forhindre steninger, og ingen andre vil kunne få den iranske regering til at give sig. Som politikere, som borgere, som mennesker har vi pligt til at forhindre det, der ganske enkelt er mord.

  Eija-Riitta Korhola (PPE), skriftlig. – (FI) Jeg stemte for beslutningsforslag RC-B7-0494/2010 om menneskerettighedssituationen i Iran, fordi jeg mener, at EU må gøre det klart for verden, at en anstændig tilværelse for et menneske, politiske rettigheder og en retfærdig behandling, er grundlæggende rettigheder for alle, uanset hvilket land de tilfældigvis er født i. Efter at have læst beslutningen vil enhver med en sund samvittighed kunne se, hvorfor emnet fremkalder stærke følelser i Europa, så jeg tror ikke, det er nødvendigt at begynde at se på de nærmere enkeltheder i denne gennemgang.

Selv om situationen i Iran i øjeblikket er et fremragende eksempel på dårlige menneskerettigheder, et eksempel, der bør tjene som en advarsel til alle, bør den ikke få os til at se bort fra den omstændighed, at der er tilsvarende og endog endnu alvorligere problemer næsten overalt i den tredje verden. Der er navnlig systematisk undertrykkelse i stor stil i regioner berørt af sharialovgivningen.

Jeg er klar over, at EU's og den vestlige verdens holdning til menneskerettigheder har været alment kendt i nogen tid nu, dog uden at der er sket væsentlige fremskridt på området. Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at EU fortsat i fremtiden lægger pres på Iran og andre problemlande i spørgsmål om menneskerettigheder.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. − (PT) Hvad der sker i Iran med hensyn til menneskerettigheder, er fuldstændig uacceptabelt, og EU kan som forsvarer af menneskerettigheder i hele verden ikke forholde sig afventende, men må vise sin fulde og hele afsky for de forskellige dødsdomme ved stening, der er blevet eksekveret i dette land i adskillige år. EU skal sende et klart signal om, at den form for praksis ikke må finde sted i et land, der ønsker at blive respekteret og ønsker at opretholde normale diplomatiske forbindelser med alle EU's medlemsstater. Jeg stemte derfor, som jeg gjorde.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (LV) Jeg stemte for den fælles beslutning om menneskerettighedssituationen i Iran, fordi jeg helhjertet støtter substansen i den. Ahmadinejads diktatur har trukket statssystemet og statsmagten i Iran tilbage til Middelalderen. Vi må huske det iranske styre på, at den universelle menneskerettighedserklæring ikke blot er smukke ord. Jeg stemte for denne beslutning, fordi de islamistiske fanatikere ikke vil forstå betydningen af folkeretten. Vi må sikre en ophævelse af dødsstraffen i Iran og redde Sakineh Mohammadi-Ashtiani og Zahra Bahrami fra de religiøse terroristers greb, som har perverteret loven til et terrorinstrument mod deres eget folk.

  Claudio Morganti (EFD), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for beslutningen i håbet om, at dette barbari vil ophøre, og menneskerettighederne for alle kvinder og mænd involveret i situationen omkring Sakineh Mohammadi-Ashtiani vil blive respekteret. Jeg vil gerne understrege, at det, vi oplever, stammer fra anvendelse af fundamentalistisk islamisk lov, som nogle mennesker også gerne så, at vi indførte i vores demokratiske Europa.

Dødsstraf ved stening er rent faktisk en form for tortur. I de senere år er hundredvis af kvinder blevet stenet til døde i Iran for utroskab, og mindst 40 mennesker er fængslet og afventer samme skæbne. For ikke at nævne de tusindvis af kvinder, der arresteres af politiske årsager, og som ofte tortureres og henrettes.

  Cristiana Muscardini (PPE), skriftlig. Alle de ord, der siges her i Parlamentet, bør være som en sten, der lægges for fødderne af dem, der udfører stening, så vi kan bygge en skammens mur omkring dem og fjerne dem fra det menneskelige samfund.

Sakineh skal reddes, og med hende de kvinder og mænd rundt omkring i verden, som stadig er ofre for denne barbariske ondskab, som er uhørt selv blandt de vildeste og mest primitive dyr. Det er djævlen, der i dag bevæger de uværdige lederes og falske hellige mænds hænder og læber, som den Almægtige allerede har fordømt uden nogen chance for benådning. De bør gøre sig klart, at hvis de ikke stopper nu, så vil deres tid være mærket, og der vil ikke være nogen fred for dem nu eller nogensinde.

derfor, som jeg gjorde.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette udkast til beslutning, og det glæder mig, at Parlamentet vedtog det næsten enstemmigt. Det er lejligheder som denne, der viser demokratiets overbevisende kraft.

Vi bør fuldt ud støtte mobiliseringen af mennesker i hele Europa og især i Italien til støtte for Sakineh, og jeg håber, at situationen i Iran bliver bedre. Jeg opfatter en af Parlamentets fremmeste funktioner som værende et håbets lys for alle ofre for overtrædelser af menneskerettigheder. Jeg håber, at den iranske regering vil genoverveje sin politik, få større respekt for kvinder og indføre et mere gennemsigtigt og mindre middelalderligt retssystem.

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. – (FR) Ord er nogle gange ikke nok, når vi oplever barbari, skændsel og åbenlys foragt for de mest grundlæggende menneskelige værdier. Når vi konfronteres med mørkemændenes tunge sten, påhviler det verdens demokrater at redde Sakineh Mohammadi-Ashtiani.

Siden mullaherne genindførte stening i 1979, er 300 mennesker blevet massakreret – der er ikke noget andet ord for det – som følge af falske retssager, for ikke at nævne hængning af mindreårige, homoseksuelle og politiske modstandere. Disse omfatter Baha'i-tilhængere, hvis eneste forbrydelse er, at de ikke deler den samme religion som dem, der er ved magten i Teheran.

Her er vægten af vores ord, vægten af denne internationale mobilisering, som Parlamentet netop har givet sin stemme her i eftermiddag. Sakinehs smukke ansigt er nu symbolet på kampen for kvinders rettigheder i Iran og endvidere for beskyttelse af alle ofre for undertrykkelse.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (ES) Den beslutning, vi netop har vedtaget, tydeliggør vores kraftige afstandtagen fra dødsstraf ved stening af den iranske borger Sakineh Mohammadi-Ashtiani. Uanset hvilke handlinger, hun er anklaget for, er det umuligt at berettige eller acceptere en dødsdom ved stening. Desuden opfordrer medlemmerne af Parlamentet de iranske myndigheder til at ophæve dommen og tage sagen op igen.

Den tekst, der blev vedtaget med 658 stemmer for, 1 imod og 22 blanke, opfordrer også den iranske regering til at genoverveje Zahra Bahramis sag og "omgående giver hende adgang til en advokat og konsulær bistand, løslader hende eller giver hende en behørig rettergang". Medlemmerne af Parlamentet opfordrer ligeledes Teheran til at indstille henrettelsen af Ebrahim Hamid, en 18-årig, som er anklaget for sodomi.

Parlamentet giver udtryk for sin bestyrtelse over, at "Iran fortsat befinder sig i den gruppe af meget få lande – bestående af Afghanistan, Somalia, Saudi-Arabien, Sudan og Nigeria – der stadig praktiserer stening som straf". I denne henseende opfordrer Parlamentet det iranske Parlament til at vedtage lovgivning, der forbyder "den grusomme og umenneskelige praksis med stening". Desuden bør den iranske regering indføre et stop for henrettelser, mens man afventer ophævelsen af dødsstraf.

8. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen

Dermed er afstemningen slut.

(Mødet blev afbrudt kl. 13.10 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Gianni PITTELLA
Næstformand

9. Meddelelse fra formanden

  Formanden. – Mine damer og herrer! Mødet er nu genoptaget. Det er mig en overordentlig stor glæde at komme med en meddelelse, som jeg har fået fra visse nyhedsbureauer, nemlig at den iranske udenrigsminister har udskudt henrettelsen af Sakineh Mohammadi Ashtiani. For et par timer siden udtrykte Parlamentet en klar, fælles udtalelse herom med et flertal, der næsten var enstemmigt. Det glæder os, men kampen går videre, for nu er det vigtigt at opfordre til, at sagen bliver genoptaget. Parlamentet skal spille sin rolle og gøre det, vi altid har gjort, nemlig forsvare menneskerettigheder i hele verden.

10. Godkendelse af protokollen fra foregående møde: se protokollen

11. Våbeneksport (forhandling)

  Formanden. – Det næste punkt på dagsordenen er forhandling om mundtlig forespørgsel til Rådet af Arturs Krišjānis Kariņš, Tunne Kelam, Vytautas Landsbergis, Gunnar Hökmark, Bendt Bendtsen, Jacek Saryusz-Wolski, Ville Itälä, Sandra Kalniete, Inese Vaidere, Michael Gahler, José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra og Laima Liucija Andrikienė, for PPE-Gruppen om våbeneksport (O-0076/2010 - B7-0320/2010).

  Arturs Krišjānis Kariņš , spørger. – (LV) Hr. formand, hr. minister! De har modtaget forespørgslen. I dag vil jeg tale om baggrunden for forespørgslen. Et 200 meter langt helikopterhangarskib, der på en og samme tid kan laste 16 tunge helikoptere, 40 tanks, 900 personer, et landgangsfartøj, og som er udstyret med et militærhospital. Frankrig ønsker at sælge fire sådanne aggressive krigsskibe til Rusland uden at rådføre sig med andre EU-medlemsstater. Jeg vil gerne minde om, at Rusland for 18 måneder siden angreb nabolandet Georgien og stadig ikke har levet op til den våbenstilstand, som den franske præsident fik forhandlet på plads. Desuden udførte Rusland sidste efterår militærøvelser ved Estlands grænse med henblik på besættelse af de baltiske lande. Jeg vil gerne stille alle her et spørgsmål. Hvad er EU, og hvorfor har vi brug for det? I foråret, hvor Grækenland blev alvorligt ramt af finanskrisen, havde Europa et valg – at hjælpe eller lade Grækenland gå til bunds. I en opvisning i solidaritet besluttede de europæiske lande at hjælpe Grækenland, for der var en fælles forståelse blandt medlemsstaterne for, at en forværring af den finansielle situation i Grækenland også ville medføre en forværring i andre EU-medlemsstater. Det eksterne sikkerhedsområde er ingen undtagelse. Vi har bundet os selv gennem aftaler til at handle solidarisk også på dette område. Mange EU-medlemsstater nærer alvorlig bekymring for, hvor og med hvilket formål Rusland ville udstationere sådanne aggressive krigsskibe. Arbejdspladser i Frankrig er vigtige. De kan dog ikke skabes på bekostning af andre EU-medlemsstaters sikkerhed. Mine damer og herrer, jeg opfordrer Dem til ikke at tillade salg af våben af nogen art til tredjelande, før spørgsmålet er blevet drøftet i Rådet, og der er absolut vished for, at en sådan transaktion vil tjene til at styrke og ikke til at svække sikkerhedssituationen i EU.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er glad for den mulighed, vi har her i eftermiddag for at fokusere på kontrol med våbeneksporten.

Da baronesse Ashton ikke kan deltage i dette møde, har hun bedt formandskabet om at vikariere for hende under denne forhandling, og jeg vil derfor bestræbe mig på at besvare nogle af de spørgsmål, vi har modtaget om dette emne.

Som bekendt har EU nu i nogle år spillet en førende rolle i kontrollen med våbeneksporten både regionalt og internationalt, og vores mål er klart: Vi ønsker at forhindre eksport af militærteknologi, der kan anvendes til uønskede mål såsom intern undertrykkelse eller international aggression.

For over 10 år siden vedtog Rådet en EU adfærdskodeks for våbeneksport, hvori fastsattes en række kriterier for eksport af konventionelle våben. Denne kodeks blev i 2008 erstattet af en fælles holdning, hvormed der blev indført en række nye elementer, som resulterede i, at EU har det bedste kontrolsystem i verden i forbindelse med våbeneksport. Den fælles holdnings juridisk bindende bestemmelser har til formål at sikre, at medlemsstaterne eksporterer våben på en ansvarlig og gennemsigtig måde.

Formålet med den fælles holdning er effektivt at koordinere de nationale politikker for kontrol med våbeneksport navnlig via meddelt afslag og en høringsmekanisme. Denne mekanisme betyder, at en medlemsstat, når den planlægger at give en eksportlicens, som tidligere er blevet afslået af en anden medlemsstat for en hovedsageligt identisk transaktion, skal høre denne medlemsstat og underrette samtlige medlemsstater om dens endelige beslutning. Med andre ord skal den medlemsstat, der giver licens til en transaktion, som er blevet afvist af en anden medlemsstat, fremkomme med en detaljeret forklaring på sin beslutning til alle de andre medlemsstater.

Som svar på spørgsmålet om høringer er situationen således klar: Den fælles holdning kræver naturligvis en systematisk høring, når en licens til en identisk transaktion tidligere er blevet afslået.

Generelt udveksler medlemsstaternes delegationer inden for de kompetente strukturer i Rådet regelmæssigt og ofte oplysninger om våbenkontrol, og navnlig om såkaldte "følsomme" destinationer. Medlemsstaterne beder ofte om en udtalelse fra de andre medlemsstater i Rådet om enhver destination, der kan give anledning til bekymring, eller som de er i tvivl om. Denne regelmæssige udveksling af oplysninger udgør en central søjle i EU's politik for kontrol med våbeneksport.

Til orientering vedrørte høringerne mellem medlemsstaterne i 2009 i alt 14 tredjelandedestinationer. Medlemsstaterne oplyste derefter, hvad der foranledigede dem til at beslutte at indrømme eller give afslag på eksportlicenser til disse destinationer.

Det er sådan, vi gør med hensyn til oplysninger, kontrol og interaktivitet mellem medlemsstaterne, for at give et indtryk af, hvordan vi tillader våbeneksport.

Jeg vil meget gerne besvare alle andre spørgsmål, der måtte blive rejst under eftermiddagens forhandling.

  Roberto Gualtieri, for S&D-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! En styrkelse af det industrielle og teknologiske grundlag for Europas forsvar udgør en vigtig del af udviklingen af et fælles forsvarssystem.

Det, der er behov for, er imidlertid fælles regler og en samordnet strategi for at forbedre udviklingen af den europæiske forsvarsindustri og dens konkurrencedygtighed og samtidig sikre, at denne udvikling er i overensstemmelse med Europas principper og internationale forpligtelser. I denne forbindelse var den fælles holdning fra december 2008, der fastlagde procedurerne og kriterierne for militæreksport til tredjelande, sammen med direktivet om det indre marked på forsvarsområdet et vigtigt skridt fremad.

Som bekendt omfatter disse procedurer ikke en generel høringsmekanisme. Den fælles holdning omfatter dog en rettidig henvisning til behovet for at forbedre samarbejdet og konvergensen på dette område inden for rammerne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Indtil de fremskridt, der forhåbentlig vil ske på dette område, og indtil etableringen af et fælles forsvarssystem gør det muligt at vedtage endnu mere bindende mekanismer, bør det samarbejde og den konvergens, der henvises til i artikel 7, ikke blot forblive ord på papiret, og årsrapporten om militæreksport bør stilles til rådighed for Parlamentet.

Det spørgsmål, som medlemmerne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) har fremsat, ser ud til implicit – selv om det nu er blevet gjort eksplicit – ikke at begrænse sig til spørgsmål af generel art. Selv om det ville have været bedre at kalde tingene ved deres rette navn helt fra starten, ser det ikke ud til, at salget af franske skibe til Rusland er i strid med den fælles holdning fra 2008. Tværtimod kunne en sådan eksport styrke båndene mellem Europa og Rusland og samarbejdet på sikkerhedsområdet og gøre dem mere bindende. Disse bånd bør imidlertid fjernes fra den bilaterale sfære og helt og holdent tages op, drøftes og forvaltes på europæisk plan.

  Elmar Brok, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne fremsætte et par bemærkninger. Dette vedrører det gamle spørgsmål om europæisk kompetence. På forfatnings- og regeringskonferencerne var vi ikke i stand til at medtage våbenhandel i det overordnede europæiske kompetenceområde. Jeg mener, at det ville være fornuftigt fortsat at forsøge at opnå dette, så adfærdskodeksen og de bestemmelser, som Rådet indførte i 2008, kan gøres mere bindende. Parlamentet bør arbejde i retning heraf.

For det andet forekommer det mig indlysende, at det ikke bør være muligt i denne forbindelse, at der er så lidt kontakt mellem medlemsstaterne, at de enkelte medlemsstater føler, at våbeneksport til tredjelande sker på deres bekostning og truer deres sikkerhed. Om dette er rigtigt eller forkert er næsten irrelevant. Derfor mener jeg, at vi bør finde frem til mere effektive europæiske løsninger.

For det tredje mener jeg, at der bl.a. er behov for et større europæisk samarbejde af industripolitiske hensyn f.eks. via Det Europæiske Forsvarsagentur med hensyn til eksport, forskning, planlægning, produktion og indkøb, for når et land har sin egen våbenindustri, hænger dette sammen med dets uafhængighed. Hvis et land ikke har sin egen våbenindustri og må købe alt sit militærudstyr fra tredjelande, afhænger dets sikkerhed af andre lande. Dette berører vores frihed og hænger ikke blot sammen med økonomiske faktorer, selv om jeg ikke kan nægte, at disse også spiller en rolle.

Vi må sætte alt ind i den rette sammenhæng, og så vil vi være i stand til at give dette område en langt større fællesskabsfølelse, uden at der opstår misforståelser blandt medlemsstaterne som den, der forståeligt nok for nylig opstod blandt de baltiske lande.

  Johannes Cornelis van Baalen, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne slå fast, at det helt klart er tilladt at forsvare sig selv. Andre lande kan forsvare sig selv. Så våbeneksport er ikke forbudt. Det er ALDE-Gruppens holdning.

Vi bør dog ikke eksportere til regioner med spændinger eller krig. Vi bør begrænse os selv, og hvis vi ikke har en reel, juridisk bindende ordning for våbeneksport, betyder det, at EU's 27 lande ikke vil have ens spilleregler. De vil konkurrere og kæmpe om ordrer, og der vil ikke være nogen reel høring.

Så jeg mener, at den eneste måde at løse dette spørgsmål på, er at have en bindende ordning, og jeg kan også tilslutte mig min kollega, hr. Broks, bemærkninger om dette spørgsmål.

  Indrek Tarand, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Dette er et vigtigt spørgsmål, og jeg vil gerne takke kollegerne for deres forståelse for det problem, som min region har med en bestemt fransk beslutning om Mistral-platforme.

EU's adfærdskodeks, som har været juridisk bindende siden 2008, er et godt skridt, men det er ikke nok, sådan som vores liberale kollega også nævnte. Vi bør fortsætte arbejdet med en våbenhandel på globalt plan, fordi EU har et stort ansvar. Vi tegner os for en tredjedel af våbenhandlen.

Hvis holdningen er, at Rusland er vores strategiske partner, og vi kan samarbejde om militæranliggender med Rusland, er det for mig et spørgsmål om logik. Hvorfor har vores ven behov for et angrebsvåben? For at deltage i en indsats for at indføre en eller anden form for god regeringsførelse i Afghanistan? Nej, Moskva har ingen hensigt om at deltage i den operation. For at beskytte menneskerettigheder og minoritetsrettigheder i Kirgisistan? Nej, og i begge tilfælde er Mistral ikke til nogen hjælp, for det kan ikke komme i nærheden af disse lande omgivet af andre lande. Det vil ændre situationen i Sortehavet – ikke til det bedre, men til det værre – og også berøre de otte EU-medlemsstater omkring Østersøen. Sikkerhedssituationen i disse lande – fra Polen og Tyskland til Estland, Letland og Litauen – vil forværres.

Jeg er enig med hr. Gualtieri i, at samarbejde med vores strategiske partner er en god ting, men tro mig, der er andre metoder til samarbejde med Rusland end højteknologiske våbensystemer. Tænk på biler – dette er noget, som den russiske industri også kæmper med. Tænk på samarbejde mellem brandvæsener. De russiske brandmænd havde problemer i sommer, da et skovområde svarende til Belgien i størrelse brændte.

Ceterum censeo. Salget af Mistral bør indstilles.

  Geoffrey Van Orden, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Min gruppe lægger stor vægt på vores suveræne nationers ret til at afgøre, om de ønsker at udstede en våbeneksportlicens eller ej i henhold til de kriterier, der er fastlagt i EU's fælles holdning. Dette er helt klart ikke et spørgsmål, hvor EU træffer afgørelse, og det bør det heller ikke være. I den fælles holdning opfordres de eksporterende medlemsstater til bl.a. at tage hensyn til opretholdelse af regional fred, sikkerhed og stabilitet.

I den sag, der ser ud til at være det centrale i denne forhandling, skal vi være opmærksomme på den følsomme situation i både den baltiske region og Sortehavsregionen. Hvad angår Sortehavet bør vi huske på den seneste konflikt i Georgien og den omstændighed, at af de seks lande, der grænser op til Sortehavet, er tre, nemlig Bulgarien, Tyrkiet og Rumænien, medlemmer af NATO, og to andre, nemlig Georgien og Ukraine, er NATO-partnere og er kandidater til medlemskab. Vi kan derfor sætte spørgsmålstegn ved salget af amfibieangrebsfartøjer til det sjette land, nemlig Rusland.

Der findes dog veletablerede mekanismer, som omfatter spørgsmål i tilknytning til våbeneksport. I EU-sammenhæng er dette Rådets arbejdsgruppe om eksport af konventionelle våben – COARM – som træder formelt sammen hver sjette uge i Bruxelles. Da det er en mellemstatslig arbejdsgruppe, er den det rette forum for drøftelse af våbeneksport. Det er et plenarmøde i Strasbourg ikke. Vi bør lade COARM komme videre med sit arbejde.

  Sabine Lösing, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! I 2000 fastslog EU klart i Lissabonstrategien sit mål om at blive den førende økonomiske magt i verden i 2010. Vi har ikke nået dette mål på mange områder, men vi har nået det med hensyn til våbeneksport fra EU.

I perioden fra 2005 til 2009 overhalede EU-medlemsstaterne USA og blev verdens førende våbeneksportører. Jeg finder denne udvikling yderst tvivlsom. Adfærdskodeksen om våbeneksport, der aldrig var juridisk bindende, og som omfattede en restriktiv eksportlicenspraksis, var åbenbart blot tomme ord. Derfor glæder jeg mig i højeste grad over, at adfærdskodeksen om våbeneksport i december 2008 blev omdannet til en fælles holdning.

Vi har dog stadig ingen effektive sanktionsmekanismer. For eksempel anså Tyskland længe inden 2008 adfærdskodeksen for at være juridisk bindende. Til trods herfor er Tyskland nu den tredjestørste våbeneksportør i verden og leverer våben til kriseregioner såsom Saudi Arabien og Pakistan. Desuden er de rapporter om våbeneksport, som medlemsstaterne fremsender til Rådet, ikke ensartede, og de er ofte ikke gennemsigtige. Der er et presserende behov for standardisering på dette område, så alle de relevante våbeneksporter er sporbare og kan underlægges en kritisk evaluering. Desværre gøres der næsten ingenting for at standardisere disse rapporter. Under alle omstændigheder tvivler jeg på, at det er muligt at indføre et system med en etisk acceptabel våbeneksport. En ting er dog sikker, og det er, at EU i øjeblikket er meget langt fra dette mål.

(Taleren accepterede et spørgsmål i henhold til blå kort-proceduren i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Geoffrey Van Orden (ECR). – (EN) (begyndelsen af talen uhørlig) … Kommissionen, fordi fru Lösing gik i en fælde, hvilket vi ofte hører her i Parlamentet og andre steder i Unionen, når talen falder på EU's våbeneksport.

EU eksporterer ikke våben til noget land. EU har ikke en forsvarsindustri. EU har ikke nogen væbnede styrker. Disse tilhører alle EU-medlemsstaterne, så vi bør ikke bruge udtryk som "EU's våbeneksport". Sådan noget findes ikke.

  Sabine Lösing (GUE/NGL). – (DE) Hr. formand! Jeg sagde landene i Den Europæiske Union.

  David Campbell Bannerman, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! EU's interesse for eksport af våben er tydeligvis en del af den øgede militarisering af EU i tiden efter Lissabon.

For blot nogle få dage siden sagde selveste Tony Blair til journalister, at han ønskede, at EU udviklede en "militær karakter". En stor del af spørgsmålet bliver, hvem EU får sine våben fra, og hvem det sælger disse våben til.

Det siges allerede, at udstyr produceret til EU-hæren ikke bliver interoperabelt med amerikansk udstyr. Den skøre ide om, at briterne skulle dele et hangarskib med Frankrig, ville betyde, at briterne ville miste adgangen til amerikansk Stealth-teknologi fra den ene dag til den anden.

Det ville også lukke det britiske marked for amerikansk import og lukke det amerikanske marked for britisk eksport, hvilket ville koste job på begge sider af Atlanten.

Forsvarseksporten tegner sig for 7 mia. GBP om året i den britiske økonomi, dvs. det samme som Det Forenede Kongeriges årlige nettobidrag til EU. Vi bør gå imod alle sådanne foranstaltninger.

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Hr. formand! Alle våbenproducerende lande står i et dilemma i spørgsmålet om våbeneksport. De faste omkostninger er i sagens natur uundgåeligt høje, hvilket gør det uøkonomisk for de fleste – hvis ikke alle – lande at fremstille våben til eget brug alene. Det ville være fristende for nogle våbenproducerende lande simpelthen at have en politik om at eksportere våben til alle andre lande end dem, som det har grund til at tro, kunne finde på at angribe det selv eller dets interesser. Det ville maksimere interesserne for det våbenproducerende land. Det ville imidlertid i bedste fald være en amoralsk politik og i værste fald en gennemført umoralsk politik.

Der er opstillet mange forskellige kriterier i det oprindelige spørgsmål for beslutningen om, hvorvidt man skal eksportere våben. Der kunne gælde forskellige kriterier for forskellige former for våben. Lande med dårlige menneskerettighedsforhold såsom Iran – og for den sags skyld de EU-lande, der spærrer folk inde på grund af politisk uenighed eller kætterske synspunkter, dvs. halvdelen af landene i EU – bør nægtes håndvåben, overvågningssystemer og artikler til tvangsforanstaltninger, men måske ikke våben til beskyttelse mod eksterne angreb.

Lande, som er tilbøjelige til at føre aggressive krige, men respekterer deres egne borgeres rettigheder, kunne man måske sælge håndvåben og mekanismer til tvangsforanstaltninger, men ikke masseødelæggelsesvåben. Især USA – der velsagtens er det mest aggressive land på kloden, idet det har ført talløse destabiliserende og ulovlige angrebskrige – bør nægtes enhver teknologi, som kan bruges til masseødelæggelsesvåben.

Iran har imidlertid, uanset hvor meget vi beklager landets menneskerettighedssituation – og det gør jeg helt bestemt – ikke foretaget noget angreb på sine naboer. Iran var f.eks. ikke aggressoren i krigen mellem Iran og Irak. Men landet kan blive genstand for aggression og et planlagt angreb, muligvis fra USA og muligvis fra Israel. Måske ønsker vi ikke, at Iran har våben, der kan bruges til at iværksætte et angreb – og det gør jeg bestemt ikke – men vi kunne måske godt ønske, at det havde adgang til et atomskjold, der kan forhindre, at det bliver angrebet.

  Charles Tannock, (ECR) . – (EN) Hr. formand! Jeg griber normalt ikke ind og slet ikke i en debat med et parlamentsmedlem fra det britiske National Party, men når man faktisk anklager medlemsstater for at spærre folk inde for deres politiske holdninger og synspunkter! Jeg kan være kritisk over for EU, men jeg kender ikke til nogen EU-medlemsstat, der spærrer nogen inde på grund af deres politiske synspunkter, hvorfor i alverden skulle nogen ellers lade ham komme ind i Parlamentet?

Udbrud: "Ungarn".)

Gennemført vrøvl! Kan De sætte navn på de lande, der spærrer folk inde på grund af deres politiske holdninger?

(Udbrud fra flere medlemmer, bl.a. hr. Brons, der fik tilbudt ordet)

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Hr. formand! Jeg har sagt, at Ungarn under det tidligere styre spærrede flere mennesker inde alene på grund af politisk uenighed. Der er mange lande i EU, som spærrer mennesker inde på grund af kættersk akademisk holdning. Uanset hvor forkert den akademiske holdning måske er, er det ikke nogen grund til at spærre folk inde for holdninger, der ikke indebærer tilskyndelse til vold.

  Michael Gahler (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil ikke gøre den forrige taler den ære at henvise til hans tale, men i begyndelsen sagde han noget, som var korrekt. Han sagde, at det var meget dyrt for mange individuelle stater med håndvåbenindustrier at producere våben omkostningseffektivt. Naturligvis er den konklusion, jeg drager heraf, en anden end hans, nemlig den, at vi inden for EU bør fremstille det nødvendige militære udstyr billigere via Det Europæiske Forsvarsagentur og via fælles indkøbsprogrammer.

Jeg vil dog først gerne takke formanden for Rådet for hans erklæring. Jeg synes, det politisk set er meget vigtigt, at vi her kan erklære, at vi har de mest moderne juridisk bindende kriterier for våbeneksport i verden. Efter min mening bør EU være stolt af det.

I den forbindelse har jeg et spørgsmål til formanden for Rådet. De har forklaret, i hvilken typer af sager der finder høring sted, og det sker naturligvis kun, når en identisk ansøgning fra en stat er blevet afvist, og en anden stat har til hensigt at imødekomme en eksportansøgning. Var drøftelserne om dette emne begrænset til Rådets arbejdsgruppe, eller – og det er mit andet spørgsmål – er det allerede blevet drøftet på politisk niveau i ministerrådet? I denne sammenhæng er det et andet spørgsmål, der interesserer mig.

  Justas Vincas Paleckis (S&D). – (LT) Hr. formand! Nogle kolleger i Parlamentet har allerede nævnt, at det spørgsmål, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) har stillet, dækker over gåder og mummespil, fordi det ikke tydeligt forklares, hvorfor og hvordan problemet er opstået. Det ville have været nyttigt at have større klarhed, når dette spørgsmål tages op. På den anden side må vi erkende, at nogle central- og østeuropæiske lande er specielt følsomme og føler sig mindre sikre end de gamle EU-medlemsstater. Rådet opstillede i sin fælles holdning af 8. december 2008 nogle retningslinjer for våbeneksport. Eksperter anerkender, at det land, vi taler om i dag – Frankrig – ikke overskred grænserne for disse retningslinjer, men det betyder ikke, at vi, når vi i stadig stigende grad gennemfører sikkerheds- og forsvarspolitikken i praksis, ikke bør forbedre og revidere disse retningslinjer og regler. Jeg er helt enig med min kollega, Elmar Brok, om, at vi skal samarbejde mere på våbenområdet. For så vidt angår våbeneksport, skal vi sikre, at der er mere tillid og mindre mistro, som undertiden er velbegrundet og undertiden udbredes uden grund. Sidstnævnte sætter store og små, gamle og nye EU-medlemsstater op imod hinanden, hvilket er farligt. Vi har brug for mere tillid og solidaritet, og det kommer ikke af sig selv. Vi må tale mere, indgå i konstruktive konsultationer og undgå ophedede anklager og kunstige paralleller med begyndelsen eller midten af det 20. århundrede, hvor princippet om, at "magt er ret", dominerede Europa. Vi må forbedre konsultationsmekanismen i EU for at nå et konkret resultat. Så vil denne diskussion også have ført til noget positivt.

  Ryszard Czarnecki (ECR). – (PL) Hr. formand! Der siges smukke ord her om samarbejde og tillid, men jeg har indtryk af, at politikken om at eksportere uden for EU faktisk er en fuldbyrdet kendsgerning, og beslutningen er truffet af Frankrig. De største og rigeste medlemsstater gør, hvad de vil, og er ligeglade med standarder og regler, som der tales så meget om i dag. Så sent som i de sidste par dage har vi endnu en gang hørt, at Frankrig har solgt Mistral-angrebsfartøjer til Rusland. Denne sag er ganske vist endnu ikke er afsluttet, men det skyldes kun, at Rusland har iværksat særlige udbudsprocedurer, men vi ved under alle omstændigheder, at man vil gå videre med overførslen. I mellemtiden har en russisk admiral for nylig sagt om det russiske angreb mod Georgien, at, hvis Rusland havde haft Mistral-angrebsfartøjer, ville krigen mod Georgien ikke have varet fire eller fem dage, men kun to timer. Skal EU's medlemsstater virkelig sælge sådanne våben, når det er kendt, at køberlandene ikke vil bruge våbnene til forsvars-, men til angrebsformål. I mellemtiden har Georgien ikke kunnet købe forsvarsvåben fra EU-medlemsstaterne i årevis, fordi der gælder en særlig embargo mod køb af disse våben. Det er dobbeltmoral, og det bør undgås.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand! Da jeg læste den fælles holdning og de kriterier, de våbeneksporterende lande skal opfylde, så jeg billedet af Israel for mig. Israel er en stat, der ikke overholder international lov, der tramper på menneskerettighederne, og som har invaderet Gaza, og jeg vil gerne på dette tidspunkt sige til dem, der stillede spørgsmålet, at jeg ikke har hørt én person hæve stemmen efter de seneste begivenheder og opfordre til, at man håndhæver forbuddet mod eksport af militært udstyr og våben og iværksætter andre sanktioner mod Israel, der ikke opfylder disse kriterier. En sådan håndhævelse blev i øvrigt berørt i den fælles holdning.

Den første taler omtalte Grækenland i forbindelse med politisk solidaritet i Europa. Må jeg minde om, at det i kriterium 8 i den fælles holdning hedder, at når en EU-medlemsstat ønsker at eksportere våben til en anden, skal den vurdere den økonomiske situation i det land, det eksporterer til. I Grækenlands tilfælde lægger Frankrig og Tyskland pres på det for at købe deres våben med henblik på at sikre deres politiske støtte og gør det på et tidspunkt, hvor Grækenland er i svare finansielle vanskeligheder og er genstand for talløse kontroller, på et tidspunkt, hvor der bliver skåret ned på pensioner, lønninger osv. i landet.

Denne holdning er hyklerisk og viser, at det i henhold til denne filosofi er våbenindustriernes profit, der bliver det vigtigste, og ikke princippet om fred, som EU burde anvende i stedet for at løse uoverensstemmelser med militære midler.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! De største producenter af forsvarsudstyr har hovedkvarterer og operationelle lokaliteter i mange EU-lande. Mange andre stater i hele verden er meget interesserede i deres specifikke produkter. Imidlertid er handel med den slags materiel en særlig aktivitet, som adskiller sig fra handlen med andre varer på grund af de sikkerheds- og udenrigspolitiske restriktioner, der indgår i evalueringen af de kommercielle foretagender og specifikke kommercielle tilfælde.

Den pågældende aktivitet kan kun udføres på grundlag af en tilladelse udstedt af staten i form af en tilladelse til at handle med militært udstyr eller en licens til import, eksport eller transport af militært udstyr inden for Fællesskabet. Hele processen gennemføres i overensstemmelse med meget præcise regler og er omfattet af en streng kontrol af de enkelte lande, der er forpligtede til at handle i henhold til deres udenrigspolitiske forpligtelser. På baggrund af hver enkelt transaktions særlige og unikke karakter bør denne aktivitet efter min mening kun koordineres af Rådet i hver enkelt sag og for det meste generelt med særlig vægt på at vurdere de mulige specifikke udenrigspolitiske konsekvenser.

  Arnaud Danjean (PPE). – (FR) Hr. formand! Jeg vil fremsætte tre korte bemærkninger om dette emne. Må jeg for det første, eftersom der er tale om Frankrigs holdning i forbindelse med salget af Mistralen, minde om, at der ikke er indgået en fast aftale, at Mistralen er et fartøj, et skib, der ville blive solgt ubevæbnet – og det er faktisk et af de grundlæggende spørgsmål i forhandlingerne med Rusland – og at Rusland ikke kun har indledt forhandlinger med Frankrig om at købe denne type udstyr. Så lad mig sætte tingene i perspektiv. Jeg forstår, at der er en hel del følelser omkring det her i nogle lande, men følelser er en ting, kendsgerninger er noget helt andet.

For det andet, og som ministeren understregede, har vi i EU en adfærdskodeks for våbeneksport, der blev til en fælles holdning under det franske formandskab i 2008. Denne adfærdskodeks er en af de strengeste i verden. Vi er mere end eksemplariske i den sag, og vi har ud over adfærdskodeksen, som en af vores kolleger mindede os om, en gruppe, der mødes jævnligt som led i den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik for at drøfte ikke blot gennemførelsen af denne kodeks, men også medlemsstaternes nationale våbeneksportpolitikker. Der er derfor fora, hvor Mistralspørgsmålet kan blive behandlet ganske fyldestgørende.

Lad mig til sidst sige, at hvis vi taler om europæisk solidaritet i forbindelse med våbeneksport, og hvis vi ser på behovet for at få en fælles strategi og en fælles forsvarspolitik, må vi se på hele cyklussen for handel med våben og forsvarsudstyr. Den involverer også importen og naturligvis forsvarsindustrien. Set ud fra den synsvinkel mener jeg, at mange lande også har langt igen med hensyn til at sikre, at Europa kan bevare teknologier, job, knowhow og en reel strategisk kapacitet i vores militærindsatser.

  Zoran Thaler (S&D). – (SL) Hr. formand! Eksport af moderne franske krigsskibe til Rusland har en europæisk og en politisk dimension. Det handler også om solidaritet eller mangel på samme, fordi denne eksport bekymrer vores medlemsstater fra den baltiske region såvel som vores partnere i østpartnerskabet, dvs. Georgien, Aserbajdsjan, Ukraine osv.

Vi ved, at Frankrig intervenerede i den russisk-georgiske krig, og at Rusland på det tidspunkt påtog sig og underskrev visse internationale forpligtelser. Men har det opfyldt dem? Har det f.eks. ladet EU-observatører komme ind i Sydossetien og Abkhasien? Jeg er bange for, at det ikke har gjort det endnu.

Vi ved, at Rådets fælles holdning fra 2008 er meget klar. Importlandet skal opfylde sine internationale forpligtelser og menneskerettighederne, og det skal opretholde fred, sikkerhed og stabilitet i regionen. Men gør Rusland noget af det?

Mit sidste spørgsmål til Dem er: Kan Frankrig, eller rettere præsident Sarkozy, til gengæld for sit tvivlsomme salg af angrebsfartøjer til Rusland opnå, at Rusland forpligter sig til ærligt at begynde at overholde sine internationale forpligtelser?

  Charles Tannock, (ECR) . – (EN) Hr. formand! Den konventionelle våbenindustri er en vigtig bidragyder til mange medlemsstaters økonomi, også min egen, Det Forenede Kongerige. I en ustabil og farlig verden har EU-medlemsstaterne brug for kapacitet til at forsvare sig selv, deres interesser og deres allierede rundt omkring i verden.

I de seneste år har EU imidlertid gennem en enstemmig mellemstatslig aftale i Rådet gjort en imponerende indsats for og fremskridt med at begrænse produktion og distribution af visse våben og endda forbyde levering af våben til visse repressive styrer. Vi kan med rette være stolte over vores forsvar for Ottawatraktaten om forbud mod antipersonelminer globalt. Konventionen om klyngeammunition, der trådte i kraft i sidste måned, vil forhåbentlig være et andet skridt mod efterhånden at fjerne disse modbydelige våben – selv om jeg noterer mig, at mindst seks EU-medlemsstater stadig mangler at ratificere den.

I EU's nabolande arbejder vi hårdt under MPI for at overvåge våbenproduktionen og ødelægge atomvåbenlagre, og det bør fortsætte og endog intensiveres.

Vi skal altid være opmærksomme på terroristernes bestræbelser for at erhverve våben fra lande, hvor slutbrugerlicensordninger og våbeneksport ikke bliver kontrolleret og håndhævet så strengt.

Endelig bør EU opretholde sit forbud mod at eksportere våben til Kina af to årsager. For det første på grund af den sørgelige menneskeretssituation for styrets egne borgere og for det andet for at vise vores støtte til vores demokratiske allierede Taiwan, der ligger som de potentielt første i Kinas skudlinje.

  Inese Vaidere (PPE). – (LV) Hr. formand, mine damer og herrer! Våben og militært udstyr er ikke bare almindelige handelsvarer, de udgør en særlig sektor, der direkte påvirker den nationale sikkerhed. Eksport af våben og militært udstyr til tredjelande, især lande med tvivlsomme demokratier, hvor menneskerettigheder krænkes, og som samarbejder med lande, hvor der kan ses tegn på terrorisme, kan udgøre en alvorlig trussel, ikke bare mod EU, men også mod tredjelande. Det er præcis derfor, det skal anses for en vigtig del af EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hvordan kan vi tale om en fælles forsvarspolitik, som hr. Barroso gjorde i går, hvis hvert land kan gennemføre sin egen separate våbenhandel. Frankrigs beslutning om at sælge et Mistral-krigsskib udgør en direkte overførsel af militær teknologi til et tredjeland, der ikke har en militær alliance med Europa. Vi må erkende, at teknologioverførsel ganske afgjort ikke i sig selv betyder, at det relevante land er blevet eller bliver mere venligt stemt over for EU, som den franske Europaminister, hr. Lelouch, og nogle medlemmer har hævdet det i dagens forhandling. Ingen EU-strategi vil lykkes, hvis den ikke følger de principper, vi har vedtaget i fællesskab. Det gælder ligeledes for solidaritet mellem EU-landene og anerkendelsen af fælles interesser i beslutningsprocessen. Både traktaten om Den Europæiske Union og Rådets fælles holdning om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr understreger betydningen af solidaritet. Individuelle kortsigtede økonomiske interesser må ikke stå i vejen for EU's fælles prioriteter og mål. Beslutninger, som har indvirkning på EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik, skal træffes i fællesskab i samråd med alle EU-medlemsstater, og der må opstilles en tilstrækkelig og juridisk bindende mekanisme, der sikrer, at alle de mulige følger analyseres i overensstemmelse med de i fællesskab udviklede kriterier for dem.

  Marietta Giannakou (PPE). – (EL) Hr. formand! Det spørgsmål, der er stillet til Rådet i dag, giver lejlighed til at rejse et andet vigtigt spørgsmål, som mange af os støttede under EU-konventet og i forbindelse med regeringskonferencen, nemlig det overordnede spørgsmål om forsvar og sikkerhed i Europa og oprettelsen af et våbenagentur og et fælles forsvarsagentur.

Vi må ikke glemme, at der i USA fremstilles tanks på kun én produktionslinje, mens de i Europa fremstilles på 16 forskellige produktionslinjer. Derfor vil vi kunne opnå stordriftsfordele. Når vi ser på Rådets fælles holdning fra 2008 om kontrol med våbeneksport, må vi imidlertid indrømme, at der ikke er nogen reel kontrol. Jeg taler ikke om Frankrig, jeg taler om ethvert land i Europa, ligesom der ikke foretages nogen reel kontrol med henblik på at fastslå, om de lande, vi eksporterer til, herefter reeksporterer til tredjelande, dvs. er mellemled, som vi aldrig ville give våben.

Jeg får indtryk af, at den gruppe, der er nedsat inden for rammerne af FUSP, ikke er i stand til at kontrollere medlemsstaterne for at fastslå, hvor de præcist eksporterer våben hen. Hvis det kan lykkes os at anvende denne fælles holdning, og hvis der er specifikke restriktioner, vil vi have foretaget et vellykket skridt. Det vil imidlertid kun virkelig lykkes os at kontrollere våbeneksporten, hvis vi kan skabe et reelt fælles forsvarsagentur og våbenagentur, der sikrer, at vi kan nedbringe omkostningerne og samtidig støtte vores principper og værdier og demonstrere dem i praksis i tilfælde af våbenproduktion og -eksport.

  Alf Svensson (PPE). – (SV) Hr. formand! Da Kommissionens formand holdt sin tale i går, understregede han, at EU skal forsvare en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Det er noget, vi har hørt mange gange. Hr. Barroso taler også om fælles forsvar. Efter min mening hænger politikken dog ikke sammen, hvis vi ikke også inkluderer forsvarsindustrien og våbeneksporten. Som det er blevet sagt, omfatter EU-traktaten – og det skal naturligvis være en forudsætning – princippet om solidaritet og et krav til, at medlemsstaterne hører hinanden i Rådet og Det Europæiske Råd i alle udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Kan det siges tydeligere?

I Rådets fælles holdning af 8. december 2008 fastlægges der fælles regler for kontrol af militærteknologi og -udstyr. Hvad er der blevet af disse fælles holdninger? Er de ikke nået frem til Frankrig? Er de måske ikke engang nået frem til os? EU-medlemsstaterne Litauen, Estland og Polen og også Georgien hævder, at salget af Mistral-krigsskibet til Rusland har mindsket disse landes sikkerhed. Den øverstkommanderende for den russiske flåde, admiral Vladimir Vysotsky, har sagt, at hvis Rusland havde haft et skib i Mistralklassen på tidspunktet for konflikten med Georgien, ville den russiske sortehavsflåde have klaret sin operation på 40 minutter i stedet for 26 timer.

De store medlemsstater skal ikke have lov til at tage sig friheder. Vi ved, at store lande meget gerne vil have monopol på våbeneksport, hvilket naturligvis er helt uacceptabelt. Det bør være formandskabslandet Belgiens opgave at indlede drøftelser i EU med det formål at opnå klare fælles bestemmelser om våbeneksport.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Hr. formand! Denne forhandling drejer sig om bilateralisme kontra fælles politikker og solidaritet. Faktisk er borgere i flere medlemsstater blevet alvorligt bekymrede over den nært forestående eksport af moderne militærteknologi til tredjelande.

For bare et år siden afholdt Rusland militære øvelser i det nordøstlige Europa med scenarier, der var målrettet de Baltiske stater som mål for militær invasion. Vi har de berømte ord fra den øverstkommanderende for den russiske flåde om, at hvis den havde haft Mistral-hangarskibe til rådighed i august 2008, ville den have kunnet fuldføre sin operation på tre timer i stedet for på tre dage.

Jeg glæder mig over minister Chastels erklæring, som efter min mening er en meget positiv reaktion på vores bekymringer, og over udtalelsen fra vores kollega hr. Danjean om, at der ikke vil blive solgt militærteknologi. Russerne har imidlertid insisteret – og vil fortsat insistere – på at købe præcis den militærteknologi.

Der mangler stadig at blive besvaret et spørgsmål, og det er, hvorfor vi ikke har høringer og normale forhandlinger i Rådet i tilfælde, hvor en medlemsstat er parat til at sælge militærteknologi til et tredjeland? Det er vores budskab til Rådet. Vi vil gøre opmærksom på, at det er nødvendigt rutinemæssigt at drøfte eksport af militærudstyr til tredjelande i Det Europæiske Råd.

  Krzysztof Lisek (PPE). – (PL) Hr. formand! Produktion og eksport af våben og militærteknologi var, er og bliver emnet for megen debat og vil fortsat være et vanskeligt emne at drøfte på grund af dets kontroversielle og omtvistede karakter. Der har altid været, og kan stadig være, mistanker om, at man opildner til konflikter og destabilisering af regioner. Det er også vanskeligt at føre tilsyn med eksport af våben, som tidligere talere har understreget. På den anden side er våbenindustrien en vigtig del af økonomien for mange af EU's medlemsstater. Våben eksporteres af Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Polen, Den Tjekkiske Republik og mange andre medlemsstater og også af USA, Rusland og andre lande uden for EU. Vi er derfor meget langt fra en situation, hvor produktion og eksport af våben kan blive et EU-politisk emne. I dag har medlemsstaterne en høj grad af autonomi på dette område, men de skal harmonisere deres regler i overensstemmelse med Rådets fælles holdning fra 2008.

En kort kommentar om Mistral – kollegerne fra Frankrig burde forstå de Baltiske staters og Polens bekymring. Russiske generaler siger, at disse fartøjer måske bliver placeret i Østersøen. Østersøen er et hav, der bortset fra Rusland, kun er omgivet af EU-medlemsstater.

  Andrzej Grzyb (PPE). – (PL) Hr. formand! Det spørgsmål, som blev stillet af hr. Kariņš, er helt berettiget, og det blev stillet flere gange på mødet i Udvalget om Udenrigsanliggender. Medlemmerne fik ikke et tilfredsstillende svar. I den forbindelse må Rådet træffe særlige foranstaltninger til at tilfredsstille dem, der har stillet spørgsmålet, så meget mere fordi spørgsmålet indgår i en kontekst, som er blevet nævnt her flere gange, både af hr. Kelam og af hr. Czarnecki. Jeg henviser til den måde, hvorpå militære ledere i Rusland behandler denne type våben og især til, at Mistral-angrebsfartøjer er et offensivt våben. Dette må antyde, at det ikke blot drejer sig om at gennemføre et salg, men også bør give anledning til spørgsmål om, hvilke konsekvenser det salg kunne få. Vi er helt klar over, at 2008-direktivet er i kraft, men vi må også acceptere, at livet undertiden er mere end bestemmelserne i et direktiv og eksisterende forordninger. Tilfældet med kontrol af konflikten i Georgien, som EU er interesseret i, og som endnu ikke er blevet løst, viser, at der er brug for en sådan beslutning her.

  Kyriakos Mavronikolas (S&D). – (EL) Hr. formand! EU er i dag virkelig ved at opbygge en fælles udenrigspolitik, en forsvarspolitik, og der bør uden tvivl være visse protokoller, der regulerer våbenindustriernes adfærd over for tredjelande. Emnet for denne forhandling giver imidlertid anledning til mit spørgsmål, og jeg føler, der er behov for at stille det på plenarmødet i dag.

Hvordan kan vi retfærdiggøre, at våbenindustrien, især i Det Forenede Kongerige, gennemfører en handelsembargo mod Republikken Cypern og mod de væbnede styrker i Cypern, som er en EU-medlemsstat, mens man samtidig lader Tyrkiet modernisere, flytte og transportere militært og andet udstyr inden for området af det besatte Cypern.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE). – (ES) Hr. formand! Jeg var Parlamentets ordfører i flere år, hvor Parlamentet praktisk talt enstemmigt opfordrede til, at 1998-kodeksen, som blev vedtaget i 2008, blev gjort til en bindende fælles holdning. Dengang sagde vi imidlertid, at dette skulle være et yderligere, om end ikke definitivt skridt, et skridt, der var nødvendigt, men ikke nok, hvilket er blevet klart under dagens forhandling.

Jeg vil også gerne minde Parlamentet om, at alle EU-medlemsstater støtter den internationale traktat om kontrol med våbeneksport i FN, og at det er det, det drejer sig om.

At eksportere våben er ikke det samme som at eksportere køleskabe. Det har meget alvorlige konsekvenser, fordi våben dræber, de ødelægger samfund og gør dem fattige. EU bidrager netop til det, når det eksporterer våben til Israel, når det eksporterer våben til Colombia, når det eksporterer våben til Afghanistan. Det er ud fra den ansvarsfølelse, vi bør handle.

Som følge heraf mener jeg, at det er nødvendigt at minde Parlamentet om, at det i behandlingen af dette spørgsmål ikke blot drejer sig om det indre marked, om handel eller om sikkerhed, men snarere helt tydeligt handler om internationalt ansvar, og jeg er bange for, at det ikke er det, vi er i færd med.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE). – (EN) Hr. formand! Med Lissabontraktaten har vi yderligere forbedret den politiske samordning og solidariteten på mange områder, bl.a. det udenrigs- og sikkerhedspolitiske. Traktaten indeholder også en bestemmelse om gensidig hjælp i tilfælde af, at en medlemsstat bliver truet militært.

På baggrund af det forekommer Frankrigs planer om at sælge fire Mistral-krigsskibe til Rusland og dele noget af skibsbygningsteknologien meget alarmerende. Hvad værre er, så er Mistral-krigsskibene klart offensive - jeg understreger offensive og ikke defensive.

Så før vi faktisk begynder at gøre noget ved de bestemmelser om solidaritet, der er forudsat i Lissabontraktaten, bør vi sikre, at vi ikke mindsker andre EU-medlemsstaters eller vores naboers sikkerhed.

Jeg anmoder indtrængende Rådet om at gøre alt, hvad der står i dets magt for at indlede brede drøftelser inden for EU om behovet for at udvikle en fælles definition og opdateret tilgang til våbensalg til tredjelande.

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at eksport af våben altid hænger sammen med EU's sikkerhedspolitik. Eksport af våben sker ikke selvstændigt eller isoleret. Den slags ting er ikke bare begrænset til det militære eller finansielle univers, for bag eksporten ligger de involverede virksomheders profit, og den hænger altid sammen med politik. Derfor vil jeg gerne støtte dem, der foreslår, at der bliver afholdt en drøftelse på et møde i hele Rådet om EU's politik for eksport og militært samarbejde. F.eks. har vi mange bemærkninger og megen tvivl med hensyn til eksporten af Mistral-angrebsfartøjer til Moskva, men hvis vi betragter det på en anden måde og f.eks. tænker på opbygningen af et europæisk antimissilforsvarssystem, tror jeg, det vil være i vores interesse at inddrage Rusland. Med andre ord er disse ting kort sagt ikke så indlysende, som de måske ser ud.

  Katarína Neveďalová (S&D). – (SK) Hr. formand! Jeg er ikke på nogen måde ekspert i forsvarsmateriel eller lignende, men jeg står afgjort her i dag som pacifist, og jeg vil gerne betragte dette problem ud fra en almindelig EU-borgers synsvinkel. Når man tænker på, at EU i øjeblikket producerer våben nonstop, og at der er næsten 30 krige rundt om i verden samt talløse andre konflikter, både regionale og lokale, bør vi også forstå, at vi producerer våben, som direkte har til formål at ødelægge og dræbe.

Måske bør vi også tænke lidt på, om vi ville foretrække, at de penge, vi hvert år bidrager med til enkeltstaters budgetter, så de kan bevæbne eller udstyre individuelle hære, på en eller anden måde blev overført til uddannelse, som faktisk ville være langt mere nyttigt end våben i en økonomisk krisetid. Det ville også interessere mig rigtig meget at høre, hvordan de tilstedeværende måske ville besvare følgende spørgsmål: Hvor mange medlemsstater har skåret ned på deres forsvarsbudgetter i en økonomisk krisetid og med hvor meget? Måske burde vi alle tænke lidt over det, for jeg tror ikke, vi sætter et godt eksempel for de yngre generationer ved at tro, at f.eks. skydning, der faktisk er en form for ødelæggelse, skal ophøjes til at være en olympisk sportsgren.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand! Det var en meget interessant forhandling, og jeg vil gerne vende tilbage til to begreber og behandle dem lidt mere detaljeret.

For det første vil jeg gerne sætte ansvarsbegrebet ind i en lidt anden ramme. I artikel 4, stk. 2, i den fælles holdning bestemmes det, at beslutningen om at overføre eller nægte at overføre militærteknologi eller -udstyr fortsat er op til hver medlemsstats nationale skøn. Derfor ligger ansvaret først og fremmest på nationalt niveau, og det ansvar fjerner den fælles holdning helt klart ikke fra medlemsstaterne, men der indføres dog en bred vifte af bestemmelser for at sikre en effektiv samordning og informationsudveksling mellem dem.

Det andet begreb, jeg gerne vil vende tilbage til, er begrebet åbenhed. Det fastlægges i den fælles holdning, at medlemsstaterne skal udarbejde en årsberetning om deres våbeneksport. En EU-beretning udarbejdet på grundlag af de nationale beretninger skal offentliggøres hvert år med oplysninger om den finansielle værdi af de bevilgede tilladelser fordelt på destination og kategori af militærudstyr samt antal afviste tilladelser og evt. efterfølgende konsultationer med medlemsstaterne.

Bortset fra EU's årsberetning skal medlemsstaterne i henhold til den fælles holdning offentliggøre nationale beretninger om eksport af militærteknologi og -udstyr. Målet med den ønskede åbenhed ifølge den fælles holdning gælder derfor både på EU-niveau og på nationalt niveau, men det er rigtigt, at EU bør sætte et godt eksempel i den forbindelse.

Jeg vil også gerne sige, at den fælles holdning – som flere har fremhævet – repræsenterer et stort fremskridt sammenlignet med adfærdskodeksen. Den fælles holdning blev vedtaget i december 2008, dvs. for under to år siden. Det er rimeligt at give de nye bestemmelser, der blev indført med den fælles holdning, tid til at virke, før vi iværksætter en revision af sådan et nyt system, selv om det måske efter at have lyttet til, hvad der er blevet sagt og også forstået, hvad der er blevet sagt, kunne være fristende at gøre det mere restriktivt eller knytte et system af sanktioner hertil.

For at opklare et helt specielt spørgsmål vil jeg endelig gerne berolige Dem med, at den fælles holdning er blevet drøftet mange gange på politisk plan, især i Rådet, navnlig i forbindelse med våbenembargoen mod Kina.

  Frédérique Ries (ALDE). – (FR) Hr. formand! Jeg kan ikke henvise til nogen bestemmelse i forretningsordenen. Jeg ønskede blot at fortælle denne meget vigtige nyhed: Den iranske udenrigsminister har netop meddelt, at han har suspenderet dødsdommen ved stening mod fru Mohammadi-Ashtiani.

Alle vi her i Parlamentet har kæmpet, og de demokratiske kræfter i verden kæmper i øjeblikket for at opnå meget mere end en suspension, nemlig, en ophævelse af hendes straf. Det er en begyndelse, og vi skal fortsat handle. Jeg beklager, men jeg synes, at denne oplysning skulle ud.

  Formanden. – Tak, fru Ries. Det var netop, hvad jeg sagde ved åbningen af dette møde, da jeg overbragte nyheden, og det glæder mig, at De bekræfter den. Vi fortsætter kampen for, at retssagen kan gå om og generelt for, at menneskerettighederne kan blive respekteret overalt i verden.

12. Lovforslag om israelske ngo'er (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel med forhandling af Franziska Katharina Brantner og Nicole Kiil-Nielsen for Verts/ALE-Gruppen, Annemie Neyts-Uyttebroeck, Alexandra Thein, Ivo Vajgl, Baroness Sarah Ludford og Leonidas Donskis for ALDE-Gruppen, Véronique De Keyser for S&D-Gruppen og Marie-Christine Vergiat for GUE/NGL-Gruppen til Kommissionen: Udkast til lovforslag om israelske ngo'er (O-0046/2010 - B7-0319/2010).

  Franziska Katharina Brantner, forslagsstiller. – (EN) Hr. formand! Jeg er her som ven af demokratiet, og jeg er her også som ven af det israelske demokrati. Det er, fordi jeg er bekymret for det israelske demokrati, at vi før sommer fremsatte et spørgsmål om en lov, der skulle gælde israelske ngo'er, som lignede nogle af de love, vi kender fra andre mindre demokratiske dele af verden. En del af loven handlede om at inkludere ngo'er i registret over politiske partier og fjerne deres skattefritagelsesstatus. Det var dybt bekymrende for os.

Heldigvis bemærkede vi, at det er blevet ændret og fjernet, men desværre skal der i henhold til loven stadig laves et lovudkast for yderligere at øge åbenheden med hensyn til penge, der kommer fra udenlandske politiske enheder. Der kræves ikke det samme fra private donorer, hvilket vi finder meget bekymrende, og EU behandles specifikt som en af donorerne, når det drejer sig om personer, der støtter den lov.

EU er et af målene for den nye lov, fordi en masse mennesker i Israel, som ikke nødvendigvis bryder sig om demokrati eller menneskerettigheder, tror, at EU støtter projekt-ngo'er, der går imod Israels interesser, uden faktisk at definere, hvad disse interesser går ud på.

Vi er dybt bekymrede, og vi vil gerne vide, hvad De mener, det vil betyde for EU-støtten. Hvordan synes De, vi bør reagere på det? Og kan vi ikke i det mindste forvente de samme åbenhedsregler for alle donorer – private eller offentlige, fra EU eller ethvert andet land – når det drejer sig om ngo'er i Israel?

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, forslagsstiller. – (EN) Hr. formand! Siden jeg var medunderskriver på den mundtlige forespørgsel til Kommissionen om det nye israelske lovforslag om gennemsigtighed for ngo'er – som det omtales af den israelske ngo, der kalder sig NGO Monitor – er lovforslaget blevet mildnet betragteligt, som Franziska Brantner netop har forklaret. Min gruppe og jeg hilser disse ændringer velkommen. Det forlanges ikke længere, at alle modtagere af udenlandske midler til politisk aktivitet i Israel, opføres i registret over politiske partier. Det ser ud til, at disse organisationer ikke længere er i fare for at miste deres skattefritagelsesstatus, og potentielle lovbrud vil blive straffet med bøde.

Som jeg sagde, skal disse ændringer hilses velkommen. De israelske myndigheder og en række israelske ngo'er, har måske ikke sat vores reaktion i forbindelse med det oprindelige lovforslag, men, som vi har set, har vores aktioner virket.

Når det er sagt, giver målet med det nuværende udkast stadig anledning til bekymring. For det første ser det ud til at have til formål at intimidere EU og EU-medlemsstaterne. I baggrundsnotatet, som vi modtog fra den ngo, jeg allerede har nævnt (det israelske NGO Monitor), læste vi følgende, citat: "EU og medlemsstaterne kanaliserer millioner af euro årligt til en snæver gruppe af stærkt politiserede israelske ngo'er gennem uigennemsigtige procedurer. Den grad, hvormed europæiske stater udnytter ngo-midler til at påvirke israelske politiske og offentlige debatter, har ikke sin lige i relationer mellem demokratier. Derfor er en større åbenhed om udenlandske statsmidler central for den demokratiske proces i Israel og for offentlighedens ret til at vide besked."

Man behøver ikke sige, at en række af disse påstande er helt igennem usande, men de er meget afslørende. De afslører, hvor stærk mistilliden er mellem en række israelske meningsdannere og EU, og det er vi nødt til at gøre noget. De afslører også, hvor kampberedte store dele af den israelske offentlighed føler sig. Det er også bekymrende. Begge elementer gør en fredelig løsning i Mellemøsten endnu vanskeligere, end den allerede er. Mit spørgsmål til kommissæren er: Hvad vil De gøre ved det for at forbedre situationen?

  Véronique De Keyser, forslagsstiller. – (FR) Hr. formand! Goldstone-rapporten fik et uventet resultat.

Hensigten var at fastslå sandheden om mulige krigsforbrydelser under "Operation Cast Lead" i december 2008, og det udløste faktisk et ramaskrig i Israel. Dommer Goldstone blev udsat for personlige angreb, og ngo'er, der havde mod nok til at vidne, blev mål. Kort efter denne mediestorm blev der fremlagt en række lovforslag med det formål yderligere at kontrollere ngo'er og svække enhver opposition mod regeringens politik.

Blandt disse var et lovforslag om ngo'er, der oprindelig sigtede mod at betragte dem som politiske organisationer, som derfor ikke var fritaget for skat.

For det andet et lovforslag om kriminalisering af boykotten af israelske varer, selv varer fra bosættelserne, herunder boykotter iværksat af en regering, en organisation eller en borger af udenlandsk oprindelse. For at sige det lige ud, hvis en franskmand på internettet opfordrer til boykot af varer fra bosættelserne, kan han blive straffet, og hvis Den Palæstinensiske Myndighed gør det, vil den få samme behandling.

For det tredje et lovforslag om universel jurisdiktion, som giver Israel kompetence til at træffe afgørelser i den slags sager.

Forskellige andre lovforslag om begrænsning af ytrings- eller bevægelsesfrihed er under udarbejdelse. Det er ikke muligt at lave en liste over dem, men de følger alle de samme principper, og de er bekymrende. De udgør et direkte angreb på ytringsfriheden, som er en umistelig menneskeret og en naturlig konsekvens af demokratiet.

At Knesset har ændret loven om ngo'er, så det næsten er blevet acceptabelt for ngo'erne selv, er en god ting. Man må håbe, at de andre lovforslag vil få samme skæbne, især loven om boykot, som bliver fremlagt i Knesset til førstebehandling den 15. september.

Jeg ønsker at gøre Kommissionen opmærksom på følgende punkt. Hvis vi ikke længere må sige, at varer, der i henhold til vores aftaler er importeret ulovligt, ikke må købes i Europa, er det som at forbyde rådgivning mod køb af f.eks. forfalskede varer eller stjålne urer fra en markedsbod. Parlamentet vil overvåge dette nøje.

I den forbindelse vil jeg gerne spørge Europa: Hvad gør vi i Europa i den israelsk- palæstinensiske fredsproces? Hvor var vores højtstående repræsentant? Hvor er vi henne i den proces, der er så vigtig?

  Marie-Christine Vergiat, forslagsstiller. – (FR) Hr. formand! I begyndelsen af året fik den israelske regering vedtaget et lovforslag, der direkte sætter spørgsmålstegn ved de midler, EU bevilger til ngo'er i Israel.

Jeg er selv medunderskriver af denne forespørgsel, og det glæder mig, at det giver os mulighed for at vurdere det fortræffelige arbejde, der gøres af de israelske ngo'er, som dagligt kæmper for fred, demokrati og, mere generelt, for menneskerettigheder på Staten Israels område. Disse ngo'er bliver alt for ofte glemt i den israelsk-palæstinensiske konflikt, selv om de gør en bemærkelsesværdig indsats, som jeg allerede har sagt, og de bliver udsat for megen chikane.

Den israelske regering har foretaget et let tilbagetog som følge af pres, især fra os, men uden at ændre sin politiske retning. De israelske myndigheder søger nemlig at etablere et veritabelt arsenal af love med henblik på at forhindre enhver kritik af deres politik, også fra udlandet.

Jeg fokuserer også på de bestemmelser, der har til formål at forbyde boykotaktiviteter og, endnu værre, en bestemmelse, der sætter spørgsmålstegn ved princippet om universel jurisdiktion, som er fastsat i mange internationale traktater, som Israel har underskrevet. Desværre ved vi imidlertid, at den israelske regering undertiden indtager en "variabel geometrisk" holdning til folkeretten. Faktisk ved vi, at disse forslag udgør den israelske regerings reaktioner på Goldstone-rapporten.

Unionen har oprettet et privilegeret partnerskab med Israel, som intet ser ud til at kunne sætte spørgsmålstegn ved. Det forekommer os imidlertid her i Parlamentet, at der er grænser. Vi må sætte en stopper for den israelske regerings chikane af de ngo'er, der kritiserer dens politik, og uden forbehold forlange, at den trækker disse forslag tilbage, som er uværdige for en stat, der hævder at være et demokrati.

Kan kommissæren forsikre os om, at EU fortsat vil yde ubetinget økonomisk støtte til disse ngo'er i Israel, uanset om denne lovgivning vedtages, selv om jeg håber, at det ikke sker. Kan De fortælle os, hvad Kommissionen har til hensigt at gøre for at overbevise regeringen om, at den skal trække disse foranstaltninger tilbage og beskytte retten til foreningsfrihed, som er demokratiets grundpille? Kan De forsikre os om, at der vil blive udpeget kontaktpersoner med ansvar for menneskerettigheder i Israel som led i processen med at oprette EU's Udenrigstjeneste, således at ngo'erne har forhandlere på stedet?

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Civilsamfundsorganisationerne spiller en afgørende rolle i åbne og demokratiske samfund. Israel har en ubestridelig tradition for, at et frit, åbent og levende civilsamfund spiller en positiv rolle i mange sektorer, også når det gælder overvågning af menneskerettigheder, både i Israel og i de besatte palæstinensiske områder, og med hensyn til at sætte fokus på miljømæssige og kulturelle spørgsmål.

EU har samarbejdet med israelske ngo'er i mange år og har stor interesse i at fortsætte dette frugtbare samarbejde, især eftersom mange israelske ngo'er har ry for faglig dygtighed på deres felter. Derfor fulgte vi med bekymring debatten i Knesset om lovforslaget om "offentliggørelse af midler fra udlandet". Vi har ved mange lejligheder klart givet udtryk for disse bekymringer over for de israelske myndigheder.

Som det udtrykkeligt er anført i Kommissionens situationsrapport om den europæiske naboskabspolitik, indeholdt den første udgave af lovforslaget fra februar i år nye krav til civilsamfundets aktiviteter, som – hvis de blev vedtaget – ville have vanskeliggjort ngo-arbejdet i Israel betydeligt.

En ny og væsentligt revideret version af lovforslaget blev drøftet i løbet af sommeren af medlemmerne af Knesset, regeringen og civilsamfundets repræsentanter. I august blev et nyt udkast vedtaget ved førstebehandlingen i Knesset.

I det seneste lovforslag er bestemmelserne om at fjerne skattefritagelse for ngo'er og indføre en forpligtelse til at inkludere ngo'er i registret over politiske partier blevet lagt på hylden. Det er bestemt meget positive ændringer.

Efter vores mening bliver de rapporteringsforpligtelser, der pålægges ngo'er, dog stadig unødvendig strenge, ikke mindst fordi de nuværende administrative krav til ngo'er i Israel allerede sikrer tilstrækkelig åbenhed om offentlige midler. Endvidere vil disse nye åbenhedskriterier kun dække offentlige midler fra udlandet, mens private udenlandske kilder ikke ville skulle offentliggøres – som det ganske rigtigt er blevet understreget. Den metode ville diskriminere dem, der arbejder med udenlandske offentlige midler, også fra EU.

I ENP-handlingsplanen er Israel og EU blevet enige om at indlede en regelmæssig dialog om civilsamfundsspørgsmål og at fremme forbindelserne mellem Israel og EU på civilsamfundsplan. Den seneste arbejdsgruppe mellem EU og Israel om menneskerettigheder mødtes den 2. september og drøftede spørgsmålet om ngo-støtte i detaljer.

Lovforslaget vil blive drøftet og behandlet yderligere i Knesset i de kommende måneder. Vi vil fortsat følge udviklingen tæt.

  Hans-Gert Pöttering, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. Füle, mine damer og herrer! Lovforslaget om ikkestatslige organisationer (ngo'er) i Israel har givet os alle anledning til stor bekymring. Vi var bekymrede for, om de israelske ngo'ers handlemuligheder ville blive begrænset væsentligt.

Da en delegation af udvalgsformænd fra Europa-Parlamentet, som jeg deltog i som formand for arbejdsgruppen om Mellemøsten, var på besøg i Jerusalem, udtrykte vi vores bekymring over for vores kolleger i Knesset, især på et meget positivt møde med vicepremierminister Dan Meridor. Jeg kunne godt tænke mig, at dygtige realistiske mennesker som Dan Meridor spillede en langt mere fremtrædende offentlig rolle i stedet for f.eks. udenrigsministeren, hvis holdning vi overhovedet ikke er enige i.

Som talerne har sagt, omfatter udkastet visse forbedringer. Jeg ser meget positivt på det, hr. Füle har sagt, men der er stadig nogle spørgsmål, der skal besvares. Når der pålægges restriktioner i menneskeretsorganisationers og andre ngo'ers opgaver og indflydelsessfære, skal vi altid lade vores stemme høre. Lovgivningen er endnu ikke blevet vedtaget, og der forventes en beslutning i løbet af Knessets møde i oktober. Vi vil fortsat overvåge situationen meget nøje.

Som ægte ven af Israel vil jeg gerne sige, at den israelske regering og det israelske parlament skal behandles på samme måde som enhver anden regering eller ethvert andet parlament. Israel hævder med rette at være et demokrati. Derfor må landet også acceptere kritik, når vi føler, at det er på sin plads at fremsætte den.

Jeg vil gerne tilføje, at jeg ikke forstår, hvorfor den israelske ambassade i Bruxelles udsendte en erklæring til pressen i går om, at vi drøfter et ikkeeksisterende emne i dag, og at forhandlingen ikke burde finde sted på grund af fredsprocessen i Mellemøsten.

Jeg vil gerne sige til den israelske regering og gøre det helt klart, at vi er imod alle den iranske præsidents udtalelser om Israels sikkerhed, at vi er imod terrorisme af enhver slags, og at vi vil udsende en stærk fordømmelse, når israelere bliver dræbt i Hebron. Vi må imidlertid også sige til Israel, at etableringen af bosættelser ikke må begynde igen efter den 26. september. I stedet skal Israel lægge grunden til en fortsættelse af fredsprocessen. Israel har et stort ansvar på dette område, og vi håber meget, at der bliver en stabil og varig fred, hvor både Israel og den palæstinensiske stat har sikre grænser. Både israelernes og palæstinensernes værdighed er vigtig.

(Bifald)

  Richard Howitt, for S&D-Gruppen. – (EN) Hr. formand! I en uge, hvor de direkte fredsforhandlinger genoptages, og på en dag, der markerer begyndelsen af det jødiske nytår – og jeg ønsker alle jøder i Europa og i verden shana tova – beklager jeg dybt, at det israelske parlament Knesset stadig har til hensigt at pålægge alle menneskerettighedsorganisationer, der modtager udenlandske midler, herunder midler fra EU, kostbare og uacceptable oplysningsrestriktioner.

Vi har både i vores arbejdsgruppe om Mellemøsten og i Parlamentets underudvalg for menneskerettigheder hørt fra de berørte ngo'er, at de udfører et redeligt arbejde for menneskerettighederne, men at de bliver intimideret og chikaneret og anklaget for politisk skævvridning.

Sådanne restriktioner på international støtte til menneskerettighedsngo'er findes i lande som Burma, Tunesien og Rwanda. De bør ikke indføres i et land som Israel, og de strider imod Israels forpligtelser til at støtte foreningsfrihed i henhold til ILO's konventioner.

Der er for få stemmer for fred og menneskerettigheder på begge sider af konflikten i Mellemøsten. De, som faktisk lukker munden op, bliver ofte overmandet af andre, der søger voldens vej.

Pluralistiske demokratiske samfund, der fungerer under fredelige og stabile betingelser, sætter pris på civilsamfundet, selv om dets budskab undertiden kan være vanskeligt. Som George Orwell sagde, "frihed er retten til at fortælle andre det, de ikke ønsker at høre".

  Chris Davies, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg henviser til brevet fra den israelske ambassadør, hr. Curiel, til formanden for Parlamentets underudvalg for menneskerettigheder.

Det var min hensigt at se positivt på hans erklæring om, at vi skulle være parate til at støtte princippet om åbenhed om finansieringen af organisationer, og endda støtte det. Det ville vi forvente her, så hvorfor ikke også i Israel?

Så fik jeg øje på et af de sidste afsnit i hans brev, hvor han udtrykte vrede over en evt. sammenligning mellem det pluralistiske israelske civilsamfund og visse andre lande. Han skriver følgende: "Når man slår ind på en så forkert vej, kan det få os alle til at dvæle ved Europas egne meritter, tidligere og nuværende". Hvis det ikke er en hentydning til holocaust, så ved jeg ikke, hvad det er. Betydningen er klar. I europæere har ikke ret til at kritisere Israel på grund af jeres fortid. I har blod på hænderne.

Jeg var ikke ansvarlig for nazisternes handlinger. Jeg var ikke født på det tidspunkt, de fleste af os her var ikke født dengang, og EU blev oprettet for at prøve at sikre, at den form for ondskab aldrig skulle forekomme igen. Det krænker mig, at vi – alt for ofte – skal vende det blinde øje til Israels rystende adfærd – i Gaza, den økonomiske blokade, besættelsen af palæstinensisk område og krænkelserne af menneskerettighederne.

Det krænker mig, at vi skal tvinges til ikke at spørge, hvorfor et folk, der har lidt så meget i tidligere århundreder, nu skal volde det palæstinensiske folk den lidelse i dag.

(Bifald)

  Nicole Kiil-Nielsen, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Nogle mennesker siger, at dagens forhandling ikke længere er aktuel. Men mens pressionsgrupper har angrebet EU-støtte til israelske ngo'er siden 2005, er arbejdsbetingelserne for civilsamfundet i Israel blevet stadig værre.

Siden offentliggørelsen af Goldstone-rapporten er mange organisationsrepræsentanter blevet svinet til, intimideret og arresteret. Fjorten lovforslag bliver drøftet i øjeblikket. De har alle til formål at begrænse uafhængigheden og foreningsfriheden. Jeg vil gerne minde om, at israelske menneskerettighedsforkæmpere ikke længere må komme ind i de besatte områder uden tilladelse fra hæren.

Israelske demokrater og pacifister, der har kunnet nyde godt af Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder, er bekymrede, fordi dette lovforslag, selv i en ændret form, er specifikt rettet mod finansieringen fra internationale organisationer, mens privat støtte ikke bliver påvirket.

Vi vil ikke længere acceptere, at de mennesker, der har modet til at sige fra over for de daglige ydmygelser, palæstinenserne udsættes for, udsættelse af familier, nedrivning af huse, konfiskering af jord og fratagelse af vand, skal bringes til tavshed.

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Som alle suveræne stater har Israel en absolut ret til i et omfang, det finder passende, at føre tilsyn med, overvåge og regulere de aktiviteter, som gennemføres på landets område af nationale og internationale ngo'er, især hvis de er af politisk art og måske støtter terrorisme eller kommer fra stater, der støtter terrorisme.

Israel er et parlamentarisk demokrati med et levende civilsamfund, hvor alle nuancer af ikkevoldelige meninger kan repræsenteres og diskuteres åbent. Ngo'er, der opererer i Israel, har en frihed, som der ikke findes magen til i Mellemøsten, der generelt er et repressivt sted for civilsamfundet. Rusland har vedtaget en drakonisk lovgivning mod ngo'er til trods for, at det er medlem af Europarådet, men Rusland er stor og har olie og gas, mens Israel er lille og ressourcefattig, hvilket måske forklarer, hvorfor Rusland i stor stil slipper for undersøgelser på det område.

Dagens forhandling ligner derfor i mistænkelig grad de sædvanlige mistænktes nedrakning af Israel, som Europa-Parlamentet alt for ofte giver efter for – uanset at der er foretaget betydelige ændringer og forbedringer af det lovforslag, der er fremsat i Knesset. Nu hvor de direkte forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne netop er blevet genoptaget, risikerer vi i Europa-Parlamentet at blive dømt irrelevante på grund af forhandlinger som denne, der ikke er til nogen hjælp.

  Kyriacos Triantaphyllides, for GUE/NGL-Gruppen. – (EL) Hr. formand! Lovforslaget er i overensstemmelse med den bredere strategi for at delegitimere kampen for at forsvare menneskerettigheder i Israel ved at lukke munden på afvigende stemmer i landet og supplere med intimidering såsom anholdelser ved demonstrationer mod krigen i Gaza ligesom før i tiden.

I maj sidste år konstaterede Generaldirektoratet for Eksterne Forbindelser, at ngo'ernes forhold i Israel var blevet værre. Siden da har EU imidlertid ikke en eneste gang offentligt fordømt beslutningerne om den foreslåede lovgivning og har heller ikke offentligt opfordret Israel til at respektere israelske borgeres ytringsfrihed. EU kan ikke erklære sig tro mod retsstaten og erkende farerne og alligevel vende det blinde øje til, når menneskerettighederne ikke bliver overholdt. Det skal tage offentligt stilling og opfordre Israel til at trække lovforslaget tilbage.

På et tidspunkt, hvor ngo'er, der modtager støtte fra EU, er under angreb, og deres finansielle støtte fra Fællesskabet bliver undermineret, kan EU ikke fortsætte med at styrke forbindelserne til Israel. Det må fastsætte betingelser for at fortsætte handlen og suspendere associeringsaftalen, indtil Staten Israel respekterer ytringsfrihed og partnerskab. Endvidere skal Israel overholde associeringsaftalens artikel 2 om menneskerettigheder og trække lovforslaget tilbage.

FORSÆDE: Stavros LAMBRINIDIS
Næstformand

  Bastiaan Belder, for EFD-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Det her er på mere end én måde en underlig forhandling. Hvis man skal opsummerer den i én sætning, drøfter vi på grundlag af forældede parlamentariske forespørgsler en aktuel israelsk retlig procedure, der skal sikre, at israelske ngo'er er så finansielt gennemsigtige som muligt. Husk venligst på, at det lovforslag, der sættes spørgsmålstegn ved, er udtryk for en omhyggelig afvejning af organisationers ret til at fungere frit i et demokrati mod israelske borgeres ret til at vide, hvem der finansierer de pågældende ngo'ers aktiviteter. I mange år har åbenhed været et politisk valgsprog i Europa. Er der nogen grund til, at dette så ofte praktiserede princip ikke skulle anvendes sobert på en situation, hvor EU og EU-medlemsstaterne bevilger betydelige beløb til israelske ngo'er? Hvis Parlamentet er imod det, er det efter min mening en ynkelig forestilling, både her i Parlamentet og i den jødiske stat. Med en så politisk suspekt holdning vil man uden tvivl frastøde rettænkende borgere i Europa, dvs. skatteyderne.

  Diane Dodds (NI). – (EN) Hr. formand! Jeg er dybt foruroliget over indholdet og tonen i nogle af indlæggene i dagens forhandling. Eftersom de direkte forhandlinger mellem Israel og Den Palæstinensiske Myndighed så småt er ved at komme i gang, vil jeg indtrængende bede Parlamentet om at være forsigtig med sine bemærkninger på et tidspunkt, hvor følsomheden i Mellemøsten er stor.

På baggrund af erfaringerne fra min egen valgkreds i Nordirland, kan jeg bevidne, at sådanne forhandlinger er skrøbelige. Indblanding udefra virker ofte modproduktivt og destabiliserer processen. Det bliver gjort endnu mere akut af det tilfældige angreb i sidste uge, hvor fire israelske borgere blev dræbt. Jeg er sikker på, at medlemmerne vil tilslutte sig en fordømmelse af det angreb og rose Israel for dets engagement i forhandlingerne.

Hvis vi går over til den lovgivning, det drejer sig om, bør vi anerkende, at den israelske regering har arbejdet med sit parlament for at imødegå bekymringerne. Det lovforslag, der skal igennem Knesset, er blevet ændret væsentligt. De ændringer viser, at det israelske demokrati fungerer, og at det er modtageligt for rimelig og afbalanceret kritik. De resterende foranstaltninger sigter mod at anvende principperne for åbenhed, ansvarlighed og gennemsigtighed på ngo-sektoren. Ngo'er overalt i verden slår jævnligt til lyd for disse som centrale principper for et sundt offentligt liv i et demokratisk samfund.

Endvidere kan kravet om, at udenlandsk statsstøtte skal oplyses i offentlige reklamekampagner og på websteder, sammenlignes med kravet om, at det skal oplyses, at man har modtaget EU-støtte. Jeg synes, at det gør modstanden mod disse forslag fra ngo'erne – og fra visse personer i Europa-Parlamentet – både ulogisk og hyklerisk.

Den forhandling er indblanding i anliggender i en stat uden for EU, og det i et spørgsmål, som man allerede er i gang med at løse. Mange i Israel vil konkludere, at motivet hertil udspringer af antiisraelske følelser, når vi på et tidspunkt med fredsforhandlinger burde være en kilde til opmuntring for forhandlerne.

  Chris Davies (ALDE). – (EN) Hr. formand! Jeg takker fru Dodds. Medlemmet bedes acceptere, at hun er relativt ny i Parlamentet. Nogle af os, der allerede har været her bemærkelsesværdigt længe, forekommer det, har faktisk været igennem en række israelsk-palæstinensiske direkte fredsforhandlinger og har konstateret, at det ikke nødvendigvis på nogen måde bidrager til processen at tie stille.

  Diane Dodds (NI). – (EN) Hr. formand! Jeg vil naturligvis acceptere, at jeg er relativt ny i Parlamentet, men jeg forventer også, at medlemmet anerkender, at jeg ikke er ny, når det drejer sig om konfliktsituationer eller om at takle en situation med terrorisme i min egen valgkreds i Nordirland.

Jeg har faktisk personlig erfaring med den slags terrorisme, og efter at have deltaget i de forhandlinger, der førte til en mere fredelig og demokratisk fremtid for mit folk i Nordirland, er det min erfaring, at indblanding udefra, og navnlig meget forvrænget indblanding udefra, både er forkert og lidet formålstjenlig.

  Róża Gräfin von Thun und Hohenstein (PPE). – (EN) Hr. formand! Når jeg lytter til denne forhandling, vil jeg gerne fortælle, at jeg i mange år var generaldirektør for en polsk ngo, der arbejdede for Polens medlemskab af EU, støttede et "ja" i folkeafstemningen og ledede mange programmer om politisk uddannelse, demokrati osv.

Vi havde også vores sponsorer i Polen og i udlandet. Det var privatpersoner, virksomheder og politiske fonde samt forskellige EU-programmer, og naturligvis var vi forpligtede til at opgive kilderne til de pengebeløb, vi modtog. Det gjaldt også for alle de penge, vi fik fra EU-budgettet. Det ville aldrig falde mig ind at se det som en form for forskelsbehandling eller som en måde at genere os på.

Hvis vi ser på denne diskussion, er jeg ked af at sige, at vi fortaber os i forhandlinger, der bygger på forældede dokumenter. Vi mister overblikket, og det er det, vi virkelig har brug for. Det handler om standarder, det handler om demokrati, demokrati baseret på aktive borgere, der ofte er organiseret i levende dynamiske ngo'er.

Åbenhed er et mål for demokratiet, og et lovforslag eller et juridisk dokument, som kræver åbenhed for privat eller offentlig støtte, bør roses og ikke fordømmes her i Europa-Parlamentet.

Måske skulle vi i stedet også fremme oplysning om private donorer. Hvorfor skulle åbenhed genere aktivitet, svække ngo'ernes situation, diskriminere? Hvorfor har vi brug for åbenhed? Det er de spørgsmål, vi burde stille os selv for enhver organisation i verden, som vi støtter.

Israel er en demokratisk stat. Der var en livlig diskussion i Knesset om dette lovforslag, der førte til lovforslaget fra august i år. Så tak til kommissær Füle for alle de oplysninger, han gav os, jeg kan kun ønske ham, Kommissionen og alle os andre en fortsat videreudvikling af et godt samarbejde mellem EU og Israel.

  Proinsias De Rossa (S&D) . – (EN) Hr. formand! Må jeg først og fremmest svare på påstanden om, at indblanding udefra på en eller anden måde er skadelig for fredsprocesser. Hvis man skulle følge den logik, skulle EU og faktisk hele verden vende ryggen til hver eneste konflikt rundt omkring i verden og lade som om, det ikke kom os ved. Det er et forvrøvlet argument, og jeg opfordrer indtrængende fru Dodds til at revidere sit syn på det.

Det er helt legitimt for Europa-Parlamentet at undersøge potentielle trusler mod ytrings- og foreningsfriheden i enhver stat, som vi har handelsrelationer med. I henhold til vores traktater skal vi deltage i handel på et etisk grundlag. Israel, som har et meget tæt handelssamkvem med EU, kan ikke fritages for en nøje undersøgelse i den forbindelse.

Jeg ser positivt på de ændringer, Knessets lovudvalg indtil nu har foretaget i lovforslaget, hvilket uden tvivl skyldes det internationale pres, der er lagt, men det er stadig kun på første trin. Det skal stadig tilbage til udvalget og igennem en anden- og tredjebehandling. Vi ved endnu ikke, hvordan den endelige version vil se ud.

Som lovforslaget ser ud nu, er det dog fortsat et drakonisk og ubalanceret forslag, som vil diskriminere til fordel for private donationer fra udenlandske enheder, hvor man ikke vil skulle oplyse om kilden til eller formålet med disse donationer. Enten er det en lov om åbenhed eller også er det ikke. Hvis det er, så skal det være fuldstændig åbenhed.

Jeg er skeptisk med hensyn til det endelige resultat og mener, at Parlamentet, Kommissionen og Rådet skal opretholde deres opmærksomhed og gøre det klart, at det vil have konsekvenser for vores forhold, hvis der vedtages en lovgivning, som går ud over afbalancerede krav om åbenhed.

Jeg vil gerne kort kommentere lovforslaget om boykot, hvor man forsøger at kriminalisere alle, der støtter en boykot af salg i Europa af varer, som er fremstillet ulovligt i de ulovlige bosættelser. Jeg vil anse det for at være et brud på retten til politisk virksomhed.

(Taleren accepterede at tage et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort, i henhold til art. 149, stk. 8)

  Bastiaan Belder (EFD). – (NL) Hr. formand! Lige for et øjeblik siden sagde min kollega, hr. De Rossa, at en forhandling om det lovforslag, der protesteres imod, allerede havde fundet sted, og at der var blevet foretaget ændringer i forslaget. Må jeg fremhæve, at den debat stadig er i gang? Som formand for Israel-delegationen fik jeg det oplyst tidligere på ugen, men det, der har slået mig – og det er her, jeg har et spørgsmål – er, at der bliver sagt, at de ændringer skyldes pres udefra. Antyder De, at vores kolleger i Knesset ikke har lov til at skifte mening, som formanden for det pågældende udvalg gjorde, da han foreslog, at private donorer også skulle være omfattet af åbenhedsloven? Det er da det modsatte af eksternt pres. Tror De med andre ord, at pres udefra er det eneste, der kan få medlemmer af det israelske Knesset til at skifte mening? Jeg finder den opfattelse ganske forudindtaget.

  Proinsias De Rossa (S&D) . – (EN) Hr. formand! Jeg ville ikke fremsætte den forvrøvlede udtalelse, at kun pres udefra kan få parlamentarikere til at skifte mening, men det er indlysende, at internationalt pres faktisk kan hjælpe folk til at skifte mening. Jeg ved, at det er tilfældet i Irland. I fredsprocessen i Irland hjalp det med til at få IRA og Sinn Féin til at skifte mening. Naturligvis lagde vi også i Irland internt pres på dem, men internationalt pres er naturligvis også en vigtig del af den demokratiske proces. Vi er, når alt kommer til alt, én verden.

  Frédérique Ries (ALDE). – (FR) Hr. formand! Jeg er somme tider forbløffet over indholdet af nogle af vores forhandlinger her i Parlamentet. Det er jeg i dag.

Hvad taler vi om? Hvad er der på dagsordenen? Ikke Goldstone-rapporten. Ikke bosættelserne. Ikke operation "Cast Lead". Nej, overskriften på forhandlingen er "Lovforslag om israelske ngo'er", et lovforslag, som stadig bliver forhandlet i Knesset, der endnu ikke har stemt om det.

Europa-Parlamentet forlangte derfor tilbage i april at forhandle dette emne, straks efter at det var blevet taget op af den israelske regering, og endda før de israelske parlamentsmedlemmer kunne forhandle om det. Det er så meget mere nedladende – jeg beklager, men det er det eneste ord for det – da lovforslaget som nævnt, nu er blevet ændret væsentligt. Det er virkelig en fornærmelse mod vores kolleger i Knesset at tro, at det var vores mundtlige forespørgsel her i Europa-Parlamentet, der ændrede noget. Det viser en total mangel på forståelse af israelsk mentalitet og vitaliteten i den demokratiske proces, af ngo'erne og de israelske parlamentsmedlemmer.

Hr. Pöttering nævnte, at han lige havde besøgt Israel. Jeg er også lige vendt tilbage fra Israel, jeg kom tilbage i lørdags. Jeg mødte valgte repræsentanter fra Kadima, fra Labour og nogle fra Likud, og jeg kan forsikre om, at de har arbejdet sammen med ngo'erne i månedsvis om dette spørgsmål. De har ikke ventet på os. Så jeg forstår det ikke. Hvert eneste demokrati i verden – og det er også blevet sagt – bevæger sig i retning af mere åbenhed, etisk adfærd og ansvarlighed hos offentlige aktører. Det gælder for regeringer, politiske partier – naturligvis – den offentlige forvaltning, også medlemsstaterne, Kommissionen og Europa-Parlamentet. De følger alle den samme åbenhedsproces, en proces, som er så meget mere nødvendig og forståelig, når det drejer sig om en region med så mange problemer, der følger af den tragiske konflikt, vi ser der.

(Taleren accepterede at tage et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort, i henhold til art. 149, stk. 8)

  Nicole Kiil-Nielsen (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand! Jeg vil bare gerne spørge fru Ries – da hun nu ikke tror, der har været nogen påvirkning af Knesset eller de israelske myndigheder – om hun kan forklare det kommuniké fra den israelske ambassade, som vi netop talte om, og forklare visse e-mails, vi har modtaget i løbet af de sidste par dage.

  Frédérique Ries (ALDE). – (FR) Hr. formand! Jeg sagde ikke, at de ikke var blevet påvirket, ligesom hr. De Rossa sikkert heller ikke mente, at det var vores arbejde, og vores arbejde alene, der havde ændret begivenhedernes gang i det land. Det, jeg siger, er – eftersom jeg drøftede sagen med de israelske parlamentsmedlemmer så sent som i sidste uge – at de havde indledt processen med at drøfte og ændre lovforslaget længe før og uafhængigt af vores indlæg. Jeg synes, at nogle af de bemærkninger, vi fremsætter her, er særdeles nedladende, og jeg ville være meget tilbageholdende med at tale for ambassadøren, der sendte kommunikéet i går. Jeg synes ikke, det er min opgave.

  Heidi Hautala (Verts/ALE). – (EN) Hr. formand! Jeg har brugt meget af min politiske karriere på at fremme åbenhed i den politiske beslutningstagning, men jeg kan også ret let se, at dette lovforslag er meget selektivt i sine forsøg på at skabe åbenhed.

I underudvalget om menneskerettigheder havde vi faktisk ngo'er fra Israel på besøg i juni, og vi spurgte dem ud om denne lov. De var bekymrede. Vi hørte også andre synspunkter, og jeg havde personligt en korrespondance med den israelske EU-ambassadør om lovforslaget.

Så jeg vil sige, at det arbejde, vi har gjort i Parlamentet med denne mundtlige forespørgsel i underudvalget, har bidraget til at skabe betingelserne for en forsvarlig offentlig debat, som vil have en virkning.

Men det, der frem for alt gjorde indtryk på mig i høringen i underudvalget, var den gode ånd i samarbejdet mellem de israelske og palæstinensiske ngo'er. Jeg synes, vi skal finde nye måder, hvorpå vi kan støtte deres samarbejde, for det kunne spille en meget vigtig rolle i fredsprocessen.

  Fiorello Provera (EFD). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Denne forhandling bekræfter mange fordomme om Israel, som fortsat påvirker EU's mellemøstpolitik.

I dag drøfter vi et lovforslag i Knesset, der faktisk ikke længere findes, eftersom det er blevet ændret væsentligt. Ifølge det nye lovforslag ønskes fuldstændig åbenhed om midler fra udlandet til ikkestatslige organisationer (ngo'er), der virker i Israel, og hvoraf nogle sandt at sige er mere involveret i politik end i humanitærhjælp.

Dette ønske om åbenhed forekommer mig ikke at begrænse folks foreningsfrihed, men i dag diskuterer vi det, som om det gjorde. Vi bør derfor ikke blive overraskede over de israelske politikeres usikkerhed over for EU, og det kan være årsagen til, at vi ikke sidder med ved det israelsk-palæstinensiske forhandlingsbord, selv om vi er den største donor i regionen.

Vi bør i stedet drøfte, hvordan vi kan forbedre åbenheden og sporbarheden i vores procedurer for støtte til ngo'er og FN-agenturer, der arbejder i regionen. Herved kan vi fjerne al tvivl om vores politiske holdninger.

Jeg vil slutte af med et forslag. I stedet for at diskutere dette lovforslag kunne vi så ikke afholde en debat om den voksende antisemitisme i Europa, især efter hr. De Guchts erklæringer?

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! I februar 2010 vedtog Knesset en lov om ophævelse af skattefritagelse for alle organisationer, der arbejder med udenlandske grupper. Det blev fulgt op i april af et lovforslag, som sigter mod at forbyde alle ikkestatslige organisationer (ngo'er), som er involveret i retssager i udlandet mod israelske tjenestemænd. Det er indlysende, at kritik af systemet snart bliver offentlig fjende nr. et i Israel. New Israel Front bliver offentligt anklaget for at have ødelagt grundlaget for den israelske stat, bare fordi den hjalp til med at udarbejde Goldstone-rapporten.

EU må indtage en klar holdning til denne voksende intolerance. I Israel og i den palæstinensiske stat er ngo'er en vigtig del af borgernes engagement i politik, og de fortjener derfor beskyttelse som led i et demokratisk system. Vi forventer, at ethvert land, der – som Israel – ønsker at indgå i en tættere forbindelse med EU, spiller efter EU-regler og respekterer EU-standarder.

  Ria Oomen-Ruijten (PPE). – (NL) Hr. formand! Jeg har til min forbløffelse hørt, at Israel har forsøgt at holde dette spørgsmål uden for den europæiske dagsorden. Jeg følger altid det princip, at man ikke være bange for debat, hvis man tror på sin egen lovgivning, og at debat kan skabe et klima, hvor ngo'er – som det drejer sig om her – kan arbejde i Israel uden hindringer. Derfor kan en forhandling i Europa-Parlamentet kun bidrage til at fjerne bekymringerne.

Det glæder mig at høre, at der er sket en hel del fra den 27. april, hvor Heidi Hautala fremsatte den mundtlige forespørgsel, til dagens forhandling. Jeg kan forstå af ambassadørens brev og oversættelsen af lovforslaget, at der er sket betydelige ændringer. Det glæder mig, at det er tilfældet. Det, der bekymrer mig, er imidlertid, hvordan den nye lovgivning vil blive håndhævet, og hvorvidt den vil blive håndhævet selektivt eller ej. Efter min mening er åbne ngo'er en uløseligt forbundet del af ethvert demokrati, og det er derfor vigtigt, at også Israel sikrer, at der ikke foreligger urimelige hindringer for deres aktiviteter. Jeg vil gerne stille hr. Füle følgende spørgsmål: Har vi garantier for, at alle ngo'er i Israel vil blive behandlet lige, og at den nye lovgivning ikke vil føre til restriktive foranstaltninger for ngo'er, som helt eller delvist finansieres fra udlandet?

Mit tredje punkt vedrører åbenhed, der bruges som argument – og det er alt sammen udmærket – men hvad jeg ikke forstår, er, hvorfor private donationer ikke kommer ind under denne lovgivning. Som jeg ser det, er det en væsentlig udeladelse.

Med hensyn til alt det andet er jeg enig i den bemærkning, min kollega, hr. Pöttering, fremsatte om bosættelsespolitikken.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Hr. formand! Jeg må sige, at jeg er overrasket over tonen i denne diskussion. I dag formodes vi at diskutere vores forslag og vores synspunkter om et lovforslag, der stadig bliver ændret, og hvor vi måske kunne give vores kolleger fra det israelske Knesset, der er lige så folkevalgte, som vi er i Europa-Parlamentet, nogle gode råd eller vores værdifulde erfaringer med at vedtage den type lov.

Desværre har denne diskussion udviklet sig til en form for kamp, hvor den ene del af Parlamentet er imod Israel generelt. Vi bør huske på, at Israel befinder sig i en meget vanskelig position og i en vanskelig situation, at det er den eneste demokratiske stat i regionen, og at det står over for angreb fra næsten alle sine naboer. Det er det første, og for lige at udrydde eventuelle tvivl var jeg i sidste valgperiode næstformand for Europa-Parlamentets delegation for forbindelserne med Israel. Jeg har derfor en vis erfaring, og også meget gode erfaringer må jeg sige, med kolleger fra det israelske Knesset, og jeg havde aldrig følelsen af, at de, når vi besøgte Israel og havde spørgsmål, som måske ikke var så behagelige for dem, ikke ønskede at besvare de spørgsmål. Endelig arbejdede mange af deltagerne i denne forhandling sammen med mig i delegationen eller arbejder endda stadig i den i dag. Så lad os komme videre, lad os komme frem med nogle gode forslag, så vil vores kolleger i Knesset efter min mening tage imod de forslag og være glade for at vedtage loven på den måde.

  Margrete Auken (Verts/ALE). – (DA) Hr. formand! Det sidste indlæg her fik mig til at tænke på en mail, som vi modtog for nogen tid siden vist nok fra en amerikansk-israelsk venskabsorganisation, som sagde, at det nu var på tide, at man begyndte at behandle Israel som et demokrati. Det mindede mig om den berømte historie om Gandhi, som jo engang blev spurgt, hvad han mente om vestlig civilisation, og svarede: ”That would be a good idea”. Jeg synes, vi skal behandle Israel, som om det er et demokrati, og stille de krav, der følger med til at være et godt demokrati.

Det er blevet sagt tydeligt her i dag: Vi kan ikke nøjes med kun at have transparens på de offentlige midler, når vi ikke har det på de private, selvom alle ved, hvor de store private midler kommer fra. Vi kan ikke behandle Israel seriøst, når de påberåber sig jødeforfølgelse og holocaust som en undskyldning for at behandle andre dårligt! Denne trivialisering af jødernes lidelse synes jeg måske er noget af det allermest beskæmmende, vi har oplevet i denne debat. De voldsomme ting, der er sket, må ikke blive brugt som en absurd undskyldning for ikke at leve op til demokratiets vigtige spilleregler. Vi skal stille ordentlige krav til Israel og ikke behandle dem som en svagbørnskoloni eller give dem handicapservice.

  Zuzana Roithová (PPE). – (CS) Hr. formand! Dette spørgsmål til Kommissionen fra medlemmerne på venstrefløjen er faktisk uvedkommende og derfor meningsløst. Det skyldes ikke bare, at det lovforslag, Knesset skal stemme om i næste måned, nu har en anden form. Det er min faste overbevisning, at et demokratisk fungerende land som Israel har ret til at vedtage love, så længe de ikke strider mod folkeretten, og det var ikke tilfældet, heller ikke med det oprindelige regeringsforslag. Jeg vil gerne minde om, at det i mit land er normal praksis, at frivillige organisationer opgiver deres kilder, herunder udenlandske kilder og private sponsorer.

EU medfinansierer ngo'er i hele verden, og vi er ikke altid sikre på, hvad støtten i sidste ende bliver brugt til. Derfor bør vi bifalde, at den israelske regering og det israelske parlament prøver at sikre større åbenhed om de beløb, der fra udlandet tilflyder politiske bevægelser og politisk aktive ikkestatslige organisationer. Vi burde snarere være bekymrede for, at nogle af dem bruger ressourcer fra terrororganisationer i udlandet til at underminere fredsbestræbelserne og true israelske borgeres sikkerhed.

Jeg er ked af, at nogle medlemmer på venstrefløjen er foruroligede over idéen om gode forbindelser mellem Israel og EU. Vores hovedprioritet er imidlertid fredelig sameksistens mellem Israel og den fremtidige palæstinensiske stat og ikke udbredelsen af fordomme og sladder. Det generer mig dog, at Kommissionen ikke er blevet inviteret med til de mellemstatslige forhandlinger, og mit spørgsmål til Kommissionen lyder derfor: Kan De ændre den situation?

  Pier Antonio Panzeri (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Nogen kunne sikkert have indvendinger imod årsagerne til, at Europa-Parlamentet drøfter og bedømmer et lovforslag, som et demokratisk valgt parlament som det israelske Knesset er ved at vedtage.

Disse indvendinger er forståelige, men der er mindst to grundlæggende årsager til, at denne forhandling er nødvendig. Den første er, at situationen i Mellemøsten er den eneste af sin art med en konflikt, der har varet for længe og ikke kun omfatter Israel. Den anden er, at ikkestatslige organisationer (ngo'er) spiller en vigtig rolle i området, både med hensyn til humanitærhjælp og i forbindelse med udviklingssamarbejdspolitikker. Desuden bør de israelske myndigheder selv omhyggeligt vurdere den rolle, for uden det arbejde alle ngo'erne udfører, ville spændingerne i regionen være større og langt mere alvorlige.

Af den grund vil det være helt naturligt at foreslå Knesset, når det agter at lovgive om dette emne, at det fastsætter to klare mål ud over de ændringer, der allerede er foretaget. At sikre åbenhed om midler, der uden forudindtagethed skal gælde for alle, også organisationer som f.eks. bosætternes ngo'er, og at gøre det praktisk muligt for alle ngo'er at arbejde, eftersom deres arbejde er vigtigt, ikke mindst for selve fredsforhandlingernes fremtid.

  Sari Essayah (PPE). – (EN) Hr. formand! Princippet i lovforslaget er, at der skal være fuld åbenhed om udenlandske statsmidler til ngo'er.

Har vi et problem med åbenhed? Forhåbentlig ikke. I de fleste EU-lande har vi lovgivning om ngo-støtte og åbenheden herom, og det gælder også støtte til politiske partier. I Finland har vi f.eks. lige vedtaget en lov om støtte til politiske partier, hvorved vi ønskede at forbyde alle former for udenlandsk støtte undtagen fra europæiske søsterpartier. Vi ønsker ikke, at udenlandske kræfter skal kunne købe indflydelse på det politiske liv i Finland.

Alle vi politikere ville blive meget forbløffede, hvis en anden EU-medlemsstats regering begyndte at støtte vores nationale ngo'er med henblik på politiske kampagner. I det mindste ville vi gerne vide, hvor pengene kom fra og de mulige motiver.

Kvartettens repræsentant Tony Blair fremhævede i sin tale i Herzliva sidste uge den dobbeltmoral, der så ofte gør sig gældende i europæiske holdninger til Israel. Han sagde: Lad være med at anvende regler over for Israels regering, som I aldrig ville drømme om at anvende i jeres eget land.

Derfor bør Europa-Parlamentet støtte de israelske lovgivere med at sikre åbenhed i stedet for at angribe med falske anklager og blande sig i en demokratisk lovgivningsproces.

Er vi som europæere helt klar over, at EU-støttede ngo-projekter ikke altid fremmer fred, men snarere går imod gensidig forståelse og skaber mere mistillid og fjendskab mellem israelere og palæstinensere?

Derfor er denne nye lovgivning også vigtig for europæiske skatteydere, således at vi kan få at vide, hvordan vores penge bliver brugt i det område.

  Marek Siwiec (S&D). – (PL) Hr. formand! Det siges, at man, før man indgår en aftale med en bank, skal læse det, der står nederst med småt. I det spørgsmål, vi drøfter i dag, er det vigtigt at læse det, der står allersidst i spørgsmålet. Forslagsstillerne spørger, hvordan denne lovgivning vil påvirke de fremtidige forbindelser mellem EU og Israel? Mit svar er, at det vil have en meget gunstig indvirkning, fordi vi i dag siger, at vi har en partner i Mellemøsten, som er et demokrati, og at der er mennesker der, som ønsker at være omhyggelige med de europæiske penge og ønsker at passe på, hvordan pengene bliver brugt. Det er det eneste land i regionen, hvor de er så omhyggelige med europæiske penge. Ikke langt fra det land forsvinder millioner af euro sporløst, og vi ved ikke, hvordan de penge bliver brugt. Hvis vi i dag kan være lidt tilfredse, er det, fordi vi fremmer demokrati i Israel. Vi siger, at det er et demokratisk land, og at det opbygger et demokrati i overensstemmelse med vores standarder. Europa-Parlamentet har opnået noget usædvanligt under denne forhandling. I god tro har vi forsvaret ikkestatslige organisationer i Israel – organisationer, der ikke føler, de er i fare – og vi beskytter dem mod lovgivning, som endnu ikke er trådt i kraft. Jeg vil gerne have, at vi opfatter det som et godt budskab fra denne forhandling.

  Zoran Thaler (S&D). – (SL) Hr. formand! Tendensen til restriktiv lovgivning i Israel peger på en stadig bredere kløft mellem Israels ideal om at være det eneste virkelige demokrati i Mellemøsten, som vi med stolthed holder af at fremhæve, og den faktiske situation, der til trods for alt dette ubestridelige demokrati også omfatter undertrykkelse af den palæstinensiske nabobefolknings legitime rettigheder til selvbestemmelse og til deres eget land og frihed.

Eftersom det er den israelske regerings politik, bliver enhver, der går imod den, hvad enten det er en enkeltperson eller en ngo, før eller senere en fjende af dets diktatur. Det er vanskeligt, umuligt, at være et demokrati bag høje mure, mens man samtidig undertrykker andre. Det er en illusion.

Derfor vil Israel skulle foretage et valg mellem at forblive et demokrati og udvikle sig demokratisk – hvilket vil sige at anerkende sin nabobefolkning, palæstinenserne, og tillade dem at udøve deres demokratiske rettigheder – og at opretholde sin nuværende politik med at underminere de rettigheder og fra tid til anden skride ud i en udemokratisk opførsel, manglende åbenhed, snæversynethed, fremmedhad og undertrykkelse af sit civilsamfund. Desværre vil prisen for en sådan politik mod palæstinenserne uundgåeligt blive ødelæggelse af Israels eget demokrati.

  Ulrike Lunacek (Verts/ALE). – (EN) Hr. formand! Tak til kommissær Füle for det, han meget klart sagde om det israelske civilsamfund – der som bekendt er meget levende – men også for hans kritik af den lov, der er blevet ændret.

En af de ting, jeg fandt meget positiv i den igangværende proces, er, at nogle af de meget dårlige dele af loven faktisk er blevet ændret. Der er dog stadig nogle spørgsmål, som kunne trænge til, at medlemmerne af Knesset gransker dem nøjere. De nævnte et af dem – nemlig at privat støtte ikke indgår i loven om åbenhed. Vi ved udmærket – også i vores egne lande – at der er privat støtte, og der bør være åbenhed. En anden sagde, at politiske partier bør være åbne om, hvilke privatpersoner, virksomheder osv. der støtter dem. I mit eget land er der problemer med det.

Det er en ting, som jeg i al venskabelighed med Israel og Knesset håber, stadig vil blive ændret, således at civilsamfundet i Israel bliver lige så åbent, som det meste af det alligevel er, men også i fremtiden vil arbejde for fred i regionen.

  Ivo Vajgl (ALDE). – (SL) Hr. formand! Der er ingen tvivl om, at Israel er en demokratisk stat, men ingen demokratisk stat er immun over for udemokratiske aktioner eller pres.

I dette tilfælde, som vedrører det pres, der lægges på ngo'er i Israel, har vi at gøre med udemokratiske aktioner, og vi blev faktisk advaret om, at de fandt sted, da vi besøgte Israel med delegationen. Nu hvor jeg har talt med en række kontakter i Bruxelles, er det endvidere min faste overbevisning, at de faktisk fandt sted.

I dag drøfter vi her en bestemt lov. Imidlertid er der faktisk tre love, som hver på sin måde sætter ngo'er og alle, der samarbejder med dem, i en usikker situation. Det er ikke godt for noget demokrati. Da vores forhandling også vil påvirke fredsforhandlingerne, må jeg sige, at den største skade, fredsforhandlingerne har lidt indtil nu, blev forårsaget af den israelske udenrigsminister Liebermans udtalelse om, at Israel ville fortsætte med at etablere bosættelser i de besatte områder.

  Alexandra Thein (ALDE). – (DE) Hr. formand! For det første vil jeg gerne takke Israel for at tage de mange bekymringer om dets foreslåede lovgivning alvorligt og for i det mindste at svække bestemmelserne lidt.

Ikkestatslige organisationer (ngo'er) har i mange år helt åbent skullet oplyse deres finansieringskilder og har endda skullet offentliggøre disse oplysninger på deres websteder. Den planlagte lovgivning, selv i sin udvandede form, sigter i sidste instans kun mod bestemte ngo'er, for det første mod menneskerettighedsorganisationer og for det andet mod dem, der modtager offentlig støtte. Det vil f.eks. sige offentlig støtte fra USA eller EU. I modsætning hertil er grupper eller ngo'er på den yderste højrefløj, der modtager privat støtte, og f.eks. støtter etablering af ulovlige bosættelser, ikke underlagt nogen juridiske restriktioner og skal ikke offentliggøre deres støttekilder. Problemet med den foreslåede lovgivning ligger i denne ulige behandling.

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Forhandlingen i dag har endnu en gang vist, hvor stor betydning vi alle i EU tillægger civilsamfundet. Et frit og aktivt civilsamfund understøtter udviklingen af et sundt demokrati.

Jeg har noteret mig de mange bemærkninger, der er fremsat i dag, og jeg vil overbringe dem til vores israelske partnere. Jeg vil også finde en måde, hvorpå jeg kan informere den højtstående repræsentant og næstformand om visse aspekter i vores forhandling, eftersom hun er vores repræsentant i Kvartetten og effektivt sikrer, at EU fortsat spiller en meget vigtig rolle i fredsprocessen i Mellemøsten.

Før jeg slutter af, vil jeg gerne komme med to meget vigtige pointer. Den første er, at vi fortsat skal støtte ngo'er og støtteberettigede projekter, der lever op til vores mål. For det andet skal vi fortsætte dialogen med de israelske myndigheder inden for rammerne af de eksisterende politiske aftaler. Dialogen med denne meget vigtige partner skal forblive åben på alle niveauer og gennem alle kanaler.

Lad mig afslutningsvis forsikre Dem om, at Kommissionen fortsat vil følge dette spørgsmål og fortsat over for vores israelske partnere vil slå til lyd for behovet for at fremme og yderligere lette arbejdet for en aktiv ngo-sektor i stedet for at begrænse det.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Olga Sehnalová (S&D), skriftlig. – (CS) Frivillige organisationer er en legitim og væsentlig bestanddel af civilsamfundet i et normalt demokratisk land. Det er imidlertid lige så legitimt at kræve åbenhed med hensyn til deres finanser, både for offentlige og private kilder. Det spørgsmål, vi skal se på, er derfor, på hvilket niveau og med hvilken specifik lovgivning denne åbenhed kan sikres. Det vil derfor være godt at se lidenskabsløst og fordomsfrit på spørgsmålet og have en vis tillid til det arbejde, vores demokratisk valgte kolleger i det israelske Knesset udfører.

13. Jordanflodens tilstand, herunder navnlig området omkring Jordanflodens nedre løb (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er mundtlig forespørgsel med forhandling af Paolo De Castro, Véronique De Keyser, Jo Leinen og Adrian Severin, for S&D-Gruppen til Kommissionen om situationen ved Jordanfloden, især vedrørende området ved flodens nedre løb (O-0092/2010 - B7-0452/2010).

  Paolo De Castro, forslagsstiller. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jordanfloden er et stort aktiv med ikke kun miljømæssig, men også landbrugsmæssig og økonomisk betydning for Jordan, Israel og De Palæstinensiske områder, og den nedbrydning, den er udsat for, kan ikke andet end bekymre os.

Det er vigtigt at understrege, at omkring 98 % af de 1,3 mia. m3 naturligt ferskvand i flodens nedre løb hvert år omledes, og lange strækninger af floden er i fare for at tørre ud. Det er ødelæggende ikke kun for biodiversiteten, men frem for alt for lokalsamfundenes adgang til vandressourcer. Flere internationale aktører, bl.a. Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet og USA's Senat, har taget problemet op med den svære nedbrydning af Jordanfloden.

Også vi må kræve indgreb ikke kun fra de lokale regeringer og myndigheder, men også fra Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne, så der ydes teknisk og økonomisk bistand til rehabilitering af floden. Som det er anført i den fælles beslutning, der er underskrevet af alle politiske grupper – som jeg gerne vil takke for deres helhjertede støtte – må vi navnlig bede Kommissionen om at indsætte en klar og konkret henvisning til dette projekt i ENP's handlingsplaner med Israel, Jorden og Den Palæstinensiske Myndighed.

Et indledende skridt kunne være at iværksætte en fælles undersøgelse af situationen vedrørende Jordanflodens tilstand. Vi er alle udmærket klar over, at vand er et dyrebart umisteligt aktiv, så jeg vil gerne understrege, at en retfærdig fordeling af vandet betyder, at der tages lige meget hensyn til behovene hos alle lokalsamfund i regionen. Det er en sag af allerstørste betydning, hvis vi vil opnå varig fred og stabilitet i Mellemøsten.

Vi har med et vist håb set fredsforhandlingerne mellem israelere og palæstinensere blive genoptaget i de seneste dage, eftersom forvaltning af vandressourcer er blevet fastsat som et af de væsentlige punkter i disse forhandlinger. Vi håber, at regeringer, lokalsamfund og civilsamfundsorganisationer i de involverede lande og områder snarest muligt vil begynde at samarbejde effektivt for at redde det nedre område af Jordanfloden. Det er en pligt, ikke kun på grund af flodens høje symbolværdi, men frem for alt for at forbedre levevilkårene for lokalsamfundene.

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! Tak for denne lejlighed til at drøfte den kritiske vandsituation i Mellemøsten.

EU anser vand for at være et alvorligt problem i regionen, og jeg deler fuldt ud parlamentsmedlemmernes bekymringer, eftersom regionen er præget af vandknaphed, overforbrug af vand og ødelæggelse af vandkvaliteten, hvilket følgerne af klimaforandringerne formentlig vil forværre yderligere.

Vi er klar over, hvilke følger dette kan have for menneskene i regionen, miljøet og den regionale sikkerhed. EU mener, at vand er en fredsprioritet i regionen, og denne regionale udfordring kræver en regional løsning.

Som De ved, har EU arbejdet for at fremme hasteforanstaltninger for at opnå en omfattende fredsaftale mellem Israel og palæstinenserne, hvor vand er et af punkterne i den endelige status, som skal løses sammen med grænser, flygtninge, Jerusalem og sikkerhed.

EU anerkender den særlige situation omkring Jordanflodens nedre løb og behovet for en mere effektiv vandforvaltning, der omfatter dens bifloder. Vi er derfor engageret i en række aktiviteter på national, subregionalt og regionalt plan med alle parter, der grænser op til floden. Vi støtter vandreformer og -politikker, som fremmer anvendelsen af bæredygtig vandforvaltning.

Gennem den europæiske naboskabspolitik og andre foranstaltninger støtter EU tillidsskabende foranstaltninger, fremmer grænseoverskridende samarbejde og samler vandressourcefællesskaber, som nærer de samme bekymringer for vandet.

EU's aktiviteter er målrettet kapacitetsopbygning for forskellige vandmyndigheder og -brugere, indsamling og deling af data, adgang til renset spildevand, vandbeskyttelsesforanstaltninger, bl.a. vandforsyningsnet, og effektive vandingsanlæg.

EU's indsats gælder både vandsektorens udbuds- og efterspørgselsside og fastlægger betingelserne for en integreret forvaltning af vandressourcer i fremtiden.

EU er ikke alene med sine bestræbelser. Medlemsstaterne og andre donorer er aktive, og vi samordner nøje vores aktiviteter med dem for at sikre komplementaritet.

  Rodi Kratsa-Tsagaropoulou, for PPE-Gruppen. – (EL) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Europa-Parlamentet tager et meget positivt skridt med at fremhæve den udfordring, Jordanfloden repræsenterer i dag. Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavssamarbejdet har udarbejdet en særlig undersøgelse af Jordanfloden og Jordandalen og har i sine beslutninger opfordret til, at de bliver beskyttet, fordi Jordanfloden er et monument over vores globale arv, et religiøst og kulturelt symbol for millioner af mennesker i verden og en økologisk, turistmæssig og økonomisk ressource for området.

Målet i dag er derfor at sætte fokus på Jordanflodens problemer og behovet for en indsats for at beskytte den, at optrappe EU's bestræbelser – Kommissionen omtalte disse bestræbelser, og vi har berørt dem ved andre lejligheder under arbejdet med den fælles holdning – og at opfordre til regionalt samarbejde om retfærdig adgang for befolkningerne i landene langs Jordanfloden og til fælles ansvar for flodens beskyttelse.

Beslutningsforslaget fremhæver også god praksis, f.eks. den særlige generalplan, Israel har udarbejdet, hvori der efterlyses en udveksling af god praksis og af ekspertise, fordi Jordanfloden er et kollektivt anliggende for området. Vigtigt nok bliver der også sat fokus på de reelle risici, Ikke kun manglen på vand, ikke kun forurening, men også tabet af biodiversitet og risikoen for, at floden tørrer ud, med mindre der gøres noget.

Med henblik på at fremhæve dette internationale og regionale samarbejde indeholder beslutningen forslag til et særligt udvalg for Jordandalen, hvor de lande, der er direkte berørt af Jordanfloden (Israel, De Palæstinensiske Områder og Jordan), kan deltage sammen med andre lande i området, hvor Jordanfloden udspringer, som også har deres del af ansvaret såsom Libanon og Syrien. Jeg mener, at denne beslutning vil få opbakning på plenarmødet, og det budskab, Europa-Parlamentet sender ud, bliver et godt, målrettet og stærkt budskab.

  Véronique De Keyser, for S&D-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Som det er blevet sagt, er situationen vedrørende Det Døde Hav og Jordanfloden ekstremt bekymrende, eftersom det forudses, at floden simpelthen vil tørre ud, hvis der ikke sker ændringer i 2011.

Hvis der ikke på internationalt og regionalt plan træffes foranstaltninger til at standse denne udvikling, vil situationen medføre et særdeles stort tab for kulturarven, for biodiversiteten – som fru Kratsa-Tsagaropoulou nævnte – og også for regionens sikkerhed og økonomi.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på en ngo, der har taget et efter min mening helt igennem bemærkelsesværdigt initiativ. Ngo'en Jordens Venner Mellemøsten har besluttet at bringe palæstinensiske, jordanske og israelske borgmestre, der bor langs floden, sammen for at få dem til at tænke over, hvad de kan gøre for at forbedre situationen lidt.

Foreningen og borgmestrene har foretaget nogle interessante undersøgelser af, hvilke foranstaltninger hvert land kunne træffe, og hvilke indvirkninger de foranstaltninger ville få. De går lige fra tørklosetter til ændringer i landbrugsmetoder og ændringer i, hvilke typer afgrøder der dyrkes, fordi de absorberer for meget vand osv. Der kan træffes en bred vifte af foranstaltninger. Så dette er ikke en politisk forhandling, selv om vi alle er udmærket klar over, at tingene bliver politiske, lige så snart vi taler om vand i regionen.

Jeg tror, at alle kan støtte det, og jeg kunne godt tænke mig, om EU og Kommissionen kunne lade sig inspirere af de meget klare konklusioner på denne rapport i de relationer, de har med disse lande, især gennem handlingsplanerne.

Imidlertid er der et kort punkt, som jeg lægger meget vægt på – pkt. E – hvori det hedder, at de israelske bosættere overudnytter vandet. Det er sandt. Det er blevet bekræftet af rapporter fra Verdensbanken og Amnesty International. Det bringer os tilbage til den politiske kerne, men det er en sandhed, som undertiden skal fortælles. Vi har ikke gjort det til beslutningens kerne, men vi lægger meget vægt på det.

  Antonyia Parvanova, for ALDE- Gruppen. – (EN) Hr. formand! Som næstformand i udvalget for energi, miljø og vand under Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavsområdet havde jeg lejlighed til at se den konkrete og dramatiske økologiske virkelighed for området ved Jordanfloden under et kontrolbesøg på stedet i februar i år.

Den særlige rapport om situationen i Jordandalen, som jeg var ordfører for, satte fokus på det forhold, at alle de berørte parter – især Israel, Den Palæstinensiske Myndighed og Jordan, men også Libanon og Syrien – skal finde en fælles løsning på de to mest presserende problemer. En ligelig fordeling af vand, som respekterer behovet hos alle mennesker i regionen, og et sundt og beskyttet miljø for generationer fremover.

Det første skridt, der er anført i vores rapport, er, at Israel og De Palæstinensiske Myndigheder sammen skal blive enige om fælles data vedrørende tilgængeligt vand til fordeling og demografiske forhold som udgangspunkt for yderligere forhandlinger, eftersom de to sider indtil nu har fremlagt forskellige tal, og det samme gælder uafhængige rapporter.

En af vores hovedkonklusioner var, at det for at løse vandproblemet gennem samarbejde er nødvendigt at gennemføre planer for fælles administration og beslutningsproces på lige fod samt fælles forvaltning af vandressourcerne i regionen. Jeg mener, at henstillingerne i vores rapport svarer til områder, hvor EU har en reel ekspertise og kan komme med som en aktiv spiller, der kan bane vejen for fremtidigt partnerskab mellem de involverede parter.

Selv om der gøres bestræbelser på at genoptage drøftelserne hen imod en samlet fredsaftale, vil jeg afslutningsvis gerne minde om, at vi har ansvaret for ikke at udnytte situationen i Jordandalen til politiske og ideologiske formål.

Jeg håber, at vores forhandling i dag vil tjene alle parter i regionen og føre til konkrete og objektive konklusioner for EU's aktive engagement i retning af fremtidige bæredygtige løsninger.

  Margrete Auken, for Verts/ALE-Gruppen. – (DA) Hr. formand! Jeg er fuldstændig enig med de to foregående talere, men vil så benytte lejligheden til at sige, at jeg tror rigtig mange her overser, hvor umuligt det er at insistere på, at palæstinenserne skal bære deres del af ansvaret. For de har ikke lejlighed til at gøre det. Hvor mange herinde er klar over, at siden 1967 er 50 % af bredden til Jordan på Vestbredden blevet optaget af israelske bosættelser. 50 %! Oven i det er 45 % beslaglagt til militærområder og naturreservater. De er simpelthen udelukket! Og det frygtelige med palæstinenserne – ikke mindst i Jordandalen – er, at fordi vi ikke fra dem har set voldelig modstandskamp, så bliver de bare glemt! Hvis ikke der er militære aktioner, hvis ikke der sker et eller andet dramatisk, så bliver de bare glemt!

Det er jo en frygtelig lektie, vi her lærer ikke mindst de arme palæstinensere. At de bliver nødt til at gøre - endog støjende - opmærksom på sig selv. Dette problem skal løses. Men vi må ikke glemme, at de palæstinensiske lidelser om muligt - om muligt – er endnu værre i dette område end på resten af Vestbredden, og at de ikke har chancen, sådan som situationen er i øjeblikket, for at leve op til det ansvar, de burde have. Så der skal findes en samlet løsning, og derfor er man nødt til også at inddrage det politiske billede. Det er ikke kun Israel, og det er ikke kun Syrien, og det er ikke kun Jordan – nej! Men palæstinenserne kan ikke komme med, så længe de ikke har mulighed for det.

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Vand er bestemt et følsomt og potentielt brandfarligt emne i Mellemøsten. Højtstående delegationer fra Israel og Den Palæstinensiske Myndighed drøfter i øjeblikket vandrettigheder som led i den sammenhængende ramme for fred.

Som medlem af Kvartetten støtter EU en tostatsløsning som den endelige garanti for fred og stabilitet i regionen. Vi skal derfor være meget forsigtige med ikke at skade de vanskelige forhandlinger, der i øjeblikket er i gang i Washington. Hvis vi især lægger skylden for overforbrug af vand på de israelske bosættere, som fru De Keyser synes at gøre, sender vi netop det forkerte signal til den israelske befolkning – vores demokratiske allierede – om EU's erklærede position som uvildig mægler.

Beskyttelse af Jordanflodens afvandingsområde er en vigtig regional sag, som naturligvis ikke kun er begrænset til Israel og palæstinenserne, selv om Israels modstandere i Europa-Parlamentet og andre steder åbenlyst søger at udnytte denne sag som led i deres kampagne for at underminere den jødiske stat.

Hvis vi igen giver efter for denne antiisraelske dagsorden, risikerer vi, at israelerne opfatter EU som uværdig til den privilegerede rolle som partner for fred.

  Willy Meyer, for GUE/NGL-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Der er ingen problemer i, at fru De Keyser foretager en særlig vurdering, slet ikke. Sagen er imidlertid, at det ifølge den fredstraktat, som Israel og Kongeriget Jordan indgik i 1994, blev aftalt at samarbejde om økologisk genopretning af Jordanfloden langs de fælles grænser og om beskyttelse af flodens vandressourcer.

Det var en aftale, som Israel i lighed med andre aftaler, det undertegnede i 1994, ikke overholder. Det er det problem, vi har med Israel. Det overholder ikke de aftaler, det indgår.

Derfor er det ekstremt vigtigt, at præsident Chiracs opfordring fra 2008 til oprettelse af et initiativ for Jordandalen, får indhold og bliver støttet af EU.

Vi finder det meget vigtigt, at der bliver oprettet en kommission for Jordandalen som et trilateralt forum, der skal samarbejde om genopretning af floden ved at udarbejde og gennemføre vandbevarings- og genopretningspolitikker. Det er rigtigt, at palæstinenserne, da de ikke har overholdt fredsaftalen fra 1994, er blevet udelukket fra det israelske sikkerhedsområde, som er etableret på Vestbredden langs Jordanflodens nedre løb, og at bosætterne ulovligt holder land besat, som ikke tilhører dem. Eftersom besættelsen ledsages af ureglementeret og ulovlig vandudnyttelse, bliver der tilføjet et nyt problem ud over det politiske, nemlig problemet med miljømæssig bæredygtighed.

Da det er besluttet, at nye spildevandsanlæg skal sættes i drift i 2011, håber jeg, at EU vil støtte og fremme oprettelsen af den kommission for Jordandalen.

  Cristian Dan Preda, (PPE). – (RO) Hr. formand! Dagens forhandling om situationen vedrørende Jordanfloden er særdeles vigtig for den gruppe, jeg tilhører, og jeg vil gerne udtrykke min glæde, navnlig her i Parlamentet, over vores kollega og næstformand i Europa-Parlamentet Rodi Kratsas engagement i denne sag.

Jeg vil også gerne understrege, som alle udmærket ved, at miljøbeskyttelsesorganisationer længe har advaret om Jordanflodens kritiske økologiske tilstand. Det er en flod, som ser ud til at være ved at dø af noget, der tangerer generel ligegyldighed.

På den anden side har jeg læst i pressen, at kristne, især ortodokse, fortsat bliver døbt i Jordanfloden til trods for de særdeles kritiske forhold.

Der er imidlertid fare for, at floden vil tørre ud i 2011, hvilket vil have dramatiske følger for regionens allerede skrøbelige økosystem, især for Det Døde Hav. Det betyder, at i hundredtusindvis af palæstinensere, jordanere og israelere vil blive ramt af en økologisk katastrofe.

Men bortset fra det økologiske aspekt – som andre af mine kolleger også har fremhævet her i Parlamentet – og som er et aspekt, der afgjort skal løses hurtigt med EU's hjælp, er Jordanflodens situation også særdeles vigtig til at fremme regionalt samarbejde.

Jeg mener, vi må undgå en situation, hvor vandet udnyttes ensidigt uden hensyntagen til regionens vandforsyningssikkerhed.

Samarbejde mellem de stater, der grænser op til floden og lokalsamfundene, er derfor altafgørende for genopretning af denne ressource, som er en betingelse for den økonomiske udvikling. Det kan sikre, at Jordanfloden igen bliver et symbol på samarbejde og sameksistens, også set under en kulturel synsvinkel, hvis der er en stærk politisk vilje hertil.

Endelig er Jordanflodens situation også vigtig i forbindelse med genoptagelsen af de direkte palæstinensisk-arabiske forhandlinger, idet kontrol af vandressourcer er blandt de uløste problemer.

  Proinsias De Rossa (S&D) . – (EN) Hr. formand! Må jeg sige til hr. Tannock, at det overhovedet ikke hjælper at se bort den virkelighed, at bosætterne bevidst vælger steder, hvor de har god vandforsyning, og at det derefter fratager palæstinenserne deres vandforsyning. De er ikke det eneste problem i forbindelse med vand i området, men de spiller bestemt en rolle.

Jordanfloden bliver desværre berøvet noget i retning af 98 % af sine vandressourcer, fordi de er blevet omledt af andre stater, bl.a. Israel. Det er en grænseoverskridende flod, og der grænser sådan noget som fire stater, bl.a. Den Palæstinensiske Vestbred, op til floden. Hvis det håndteres rigtigt, og hvis Europa spiller sin rolle i området tilfredsstillende, kan det potentielt blive en kilde til forsoning gennem fremme af fælles forvaltning af det, som er en vigtig kulturel, religiøs og også økonomisk ressource for regionen.

Hvis man indtager hr. Tannocks holdning og siger, at alt, hvad der involverer den mindste kritik af Israel, på en eller anden måde er et angreb på Israel, ser man ganske enkelt bort fra realiteterne. Der er også andre, som har omledt vand. Jordens Venner understregede f.eks. på et seminar for nylig, som blev afholdt af min gruppe, Socialdemokraterne, at Jordanfloden engang førte gennemsnitligt 1,3 mia. m3 ferskvand til Det Døde Hav. Det er nu blevet reduceret til 20-30 mio. årligt. Ved udgangen af næste år er det måske en udtørret flod, hvis ikke vi gør noget.

  Alexandra Thein (ALDE). – (DE) Hr. formand! For det første ønsker jeg at afvise de mange anklager udefra og i nogle tilfælde også fra Parlamentet om, at vi drøfter dette emne på et forkert tidspunkt, efter at fredsforhandlingerne er indledt. Den parlamentariske forespørgsel, som jeg hjalp med at udarbejde, blev fremsat på et tidspunkt, hvor ingen af os troede, at direkte fredsforhandlinger ville begynde igen. Jeg har arbejdet med dette område siden begyndelsen af 1990'erne, og dette emne er blevet diskuteret i Parlamentet længe.

Det handler i sidste ende om at forhindre, at Jordanflodens nedre løb tørrer ud. Den nedre del af floden er allerede blevet reduceret til en ubetydelig strøm. Det indeholder kun spildevand og slet ikke noget ferskvand. Alle forskere er enige om, at Jordanflodens nedre løb vil være så godt som død om et eller to år.

Jeg finder det foruroligende, at Israel, Jordan, Syrien og Den Palæstinensiske Myndighed i beslutningen omtales på samme måde. Jordanflodens nedre løb er i sin helhed beliggende i område C, hvilket betyder, at Den Palæstinensiske Myndighed end ikke har adgangsret til området, for slet ikke at tale om administrative rettigheder eller nogen indflydelse over det overhovedet. Det er allerede blevet sagt, at Den Palæstinensiske Myndighed ikke kan gøre noget i dette område. Derfor bør beslutningen rettes mod andre lande.

Når et land, i dette tilfælde Israel, bruger 75 % af det vand, der er til rådighed i Jordanflodens nedre løb, selv om en del af vandet allerede er blevet taget af andre lande, og næsten ikke efterlader noget vand, palæstinenserne kan leve af, er det et politisk problem. Dette problem skulle forestille at være løst i Oslo II-aftalen, og vi har ikke gjort fremskridt siden da.

Den særlige vanskelighed i øjeblikket er, at palæstinenserne konstant forsøger at bore brønde, som omgående bliver ødelagt, og også at den israelske vandmyndighed, der er et monopol, ikke borer brønde til palæstinenserne, men kun til ulovlige bosættelser.

  Nicole Kiil-Nielsen (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne lige begynde med at hylde den koalition af økologer, som vi for nogle måneder siden tog imod i Bruxelles, en sammenslutning af israelere, jordanere og palæstinensere. Den har udarbejdet nogle glimrende rapporter om situationen i regionen, om Jordanflodens tilstand og om risikoen for, at den forsvinder.

EU, som bevilger betydelige midler til udviklingsprojekter i Mellemøsten, må spille en større rolle med at udarbejde og gennemføre en redningsplan for floden, hvor alle parter i regionen inddrages. De lande, der grænser op til floden, såsom Syrien, Jordan og Israel, omleder størsteparten af den, mens palæstinenserne – som en eller anden lige sagde - kun får omkring 5 % af ressourcen.

I Jordandalen forbruger de israelske bosættere seks gange mere vand end palæstinenserne, især gennem det forurenende intensive landbrug med henblik på eksport af landbrugsprodukter til Europa. Udvidelsen af disse bosættelser med deres frodige vegetation må stoppe, og det gælder også ødelæggelsen af beduinlejre og deres vandtanke, som det skete igen i sommer, for nogle uger siden. Det er vanvid!

Bevarelsen og den retfærdige fordeling af vand i regionen skal være en prioritet for os.

  Mário David (PPE). – (PT) Hr. formand! Den miljøkatastrofe, vi diskuterer i dag, berører os alle som europæere, selv om den sker uden for EU's område.

Begrebet bæredygtig udvikling, som vi tror på, indebærer ikke administrative grænser eller religiøse trosretninger. Her opfattes kloden som et hele, ikke som en sum af sine dele. Derfor er Jordanfloden et problem for hele menneskeheden, ikke kun de mennesker og samfund, der er direkte berørt af vandmangel eller dårlig vandkvalitet. Vores sunde fornuft tilsiger os at "tænke globalt og handle lokalt". Det er det, vi er her for at gøre i dag, at tænke globalt.

Som EU må vi bidrage til den lokale handling, fordi det er en måde, hvorpå vi kan minimere og vende den fortsatte nedbrydning af Jordanflodens løb og kvalitet. EU har allerede en lovgivningsmæssig og institutionel ramme og værktøjer til rådighed med henblik på at handle eller hjælpe med at handle. Jeg taler om Middelhavsunionen, dens sekretariat og lånefaciliteten for investeringer og partnerskab mellem EU og Middelhavsområdet (FEMIP), som forvaltes af Den Europæiske Investeringsbank. Det er naturligvis en sag, Parlamentets delegation, som jeg er formand for, vil følge tæt i vores forbindelser med landene i Mellemøsten.

Det er klart, at enhver foranstaltning, der fører til løsningen af denne miljøtragedie, i første omgang bør træffes af stater og lokale myndigheder, hvis befolkning vil få direkte gavn af den. På den baggrund vil jeg gerne understrege to idéer, der er anført i beslutningen. Den første er oprettelsen af en kommission, der kan forvalte hele Jordandalen, bestående af repræsentanter for de stater eller myndigheder, som bruger vandet. Europa kan hjælpe her, f.eks. ved at dele erfaringerne fra Den Internationale Kommission for Beskyttelse af Rhinen. For det andet kan god praksis støttes og formidles om fælles EU-projekter, der inddrager jordanere, israelere og palæstinensere, især dem, der bakkes op af Jordens venner i Mellemøsten, som hr. De Rossa allerede i dag har opfordret til at hjælpe med en effektiv og hensigtsmæssig forvaltning af vandressourcerne i Jordandalen.

Endelig vil jeg gerne – og i en bredere sammenhæng – fremhæve det eksempel på samarbejde og fredelig sameksistens, som denne plan viser. På et tidspunkt, hvor vi glæder os over, at den nye proces med direkte dialog mellem Israel og Den Palæstinensiske Myndighed er kommet i gang igen, og fremmer den, selv om vi beklager, at EU er fraværende i processen, hilser vi den direkte inddragelse af begge parter velkommen.

  Olga Sehnalová (S&D). – (CS) Hr. formand! Udtørringen af Jordanfloden er uden tvivl et alvorligt regionalt miljøproblem, som påvirker økosystemet i hele området og indbyggernes liv og sundhed. Langvarig og overdreven vandudvinding sammen med forurening og tørke samt manglende evne til at sikre effektiv vandforvaltning er hovedårsagerne til situationen.

Som nogle medlemmer allerede har sagt, udvindes over 90 % af flodløbet til drikkevandsforsyning og især til kunstvanding i landbruget og til industri. Den årlige vandføring er faldet fra et tidligere niveau på 1,3 mia. m3 til omkring 100 mio. m3. Den politiske konflikt gør det klart vanskeligere at løse dette miljøproblem.

Vand behøver dog ikke være en kilde til konflikt. Det kan også være et eksempel på positivt praktisk samarbejde i regionen og kan spille en central rolle i opbygningen af gensidig tillid. Fred baseret på dagligt samarbejde og fælles værdier har en større chance end nogen løsning fra et forhandlingsbord.

  Malika Benarab-Attou (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Den gradvise udtørring af Jordanfloden er en direkte følge af den tragedie, Palæstina oplever. Vand er et stærkt politisk problem. Det må vi ikke glemme.

Lad os få nogle kendsgerninger på bordet. Verdensbanken fortæller os, at de 1,5 mio. indbyggere i Gazastriben i to år har været uden klorin, som er væsentlig til desinficering af vand. 50 % af husholdningerne havde ikke adgang til vand før bombningerne i januar 2009, så forestil Dem, hvordan det er nu. Læger uden Grænser siger, at 90 % af det vand, indbyggerne forsynes med efter den israelske hærs angreb på infrastrukturen, er uegnet til konsum. Hver dag bliver 80 mio. liter spildevand, der ikke kan renses, ledt ud i Middelhavet, fordi infrastrukturen i Gaza er ødelagt.

Ganske vist har Baroness Ashton besøgt Gaza ved flere lejligheder, men hvor er det politiske mod til stille de samme krav til Israel, som vi har i Europa? Skal rent vand, ligesom jorden, monopoliseres af de israelske bosættere? Derfor må EU suspendere associeringsaftalen med den nuværende israelske regering, som vender det døve øre til alle vores krav, mens besættelsen og bosættelserne, som er ulovlige, består. Uden retfærdighed bliver der ingen fred.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Hr. formand! Som vi har hørt mange gange i dagens forhandling, og vi kommer sikkert til at høre det igen, er Jordanfloden af uvurderlig kulturel, miljømæssig og økonomisk betydning, og naturligvis også af politisk og strategisk betydning. Udnyttelsen og misbruget af floden er derfor uacceptabel. Siden 1964 er dens løb blevet omledt til Israel og også til andre lande, til Jordan, Libanon, Syrien og andre lande, som er blevet nævnt her. Mange af disse lande ødelægger floden og forurener den. Ifølge miljøforkæmpere har misbruget af Jordanfloden næsten ødelagt hele flodens økosystem. En genopretning fra dens nuværende tilstand vil tage mange år.

Ifølge skøn er Jordanfloden et af de hundrede – miljømæssigt set – mest truede steder i verden. Naturligvis skyldes det også en situation, hvor Israel og de omliggende arabiske stater er ude af stand til at blive enige om at bevare og beskytte floden, og jeg er derfor overbevist om, at EU må og skal engagere sig meget aktivt i processen ved at yde finansiel bistand til udviklingsprojekter i mellemøstlige områder, som er afhængige af f.eks. en genopretning af flodens nedre løb.

  Richard Howitt (S&D). – Hr. formand! Konkurrence om vand kan forværre – eller endog starte – en konflikt, hvad enten det er gletsjerne i Jammu og Kashmir, der trækker sig tilbage, spændingerne mellem centralasiatiske lande over den reducerede Aralsø, rivaliserende stammer, der strides om det samme vand mellem Sudan og Somalia, eller, som vi ser det her i denne forhandling, om Jordanflodens nedre løb.

Genopretningen af Jordanfloden og det samarbejde, der er nødvendigt for at sikre den, kunne måske også styrke udsigterne til fred. Den flod er blevet udødeliggjort i jødedommens, kristendommens og islams hellige skrifter med henvisninger, der knytter den til profeterne Moses og Elias, og som gravplads for fire af profeten Muhammeds følgesvende. Israelitterne krydsede Jordanfloden under Joshua, og det var her miraklet skete, hvor Jesus gik på vandet.

Vi burde ikke have brug for et andet mirakel, for at vandet kan blive beskyttet til gavn for befolkningerne i regionen i dag, og for at fremtidige generationer kan leve der i fred og velstand.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Hr. formand! Jeg mener, at en forudindtaget beslutning eller tilgang til situationen omkring Jordanfloden er uhensigtsmæssig i forbindelse med genoptagelsen af fredsforhandlingerne mellem Israel og Den Palæstinensiske Myndighed.

Vandressourcer er et ømtåleligt emne i Mellemøsten og bør drøftes hen imod slutningen af forhandlingerne for at undgå at skade fredsprocessen. EU skal undgå – helt unødvendigt – at gøre det til et politisk problem og tilskynde til underskrivelse af en regional aftale om genopretning af Jordanfloden.

Da jeg betragter Jordanfloden som et regionalt spørgsmål, ser jeg positivt på det fortsatte samarbejde mellem israelske og palæstinensiske myndigheder om vandforvaltningen. Det fælles bidrag fra begge stater har ført til den seneste godkendelse af 61 ud af 96 projekter, som blev foreslået med henblik herpå. Ikke desto mindre er problemet med utilstrækkelige vandressourcer stadig uløst.

  Ioan Enciu (S&D). – (RO) Hr. formand! Genopretningen af Jordanfloden er et mangesidet problem, da den er af universel historisk og religiøs betydning. Problemerne vedrører økologiske og humanitære spørgsmål samt international sikkerhed, og de er alle indbyrdes forbundet.

Jeg mener, at den aktuelle debat hovedsagelig skal handle om, hvordan floden kan reddes fysisk, og ikke skal gå ud på at kritisere den ene eller anden af de involverede parter. Hvis redningsprojektet lykkes, kan det have en positiv indvirkning på alle de andre aspekter. I den forbindelse synes jeg ikke, at pkt. E i beslutningsudkastet hænger direkte sammen med emnet, hvilket kan skabe uønsket forvirring.

EU må og skal bidrage betydeligt til at foregribe de negative virkninger, det kan få, hvis den berømte flod bliver ødelagt helt og i sidste instans forsvinder. EU må indtage en langt mere aktiv rolle i forhandlingerne mellem de involverede parter og hjælpe med at sikre en vis balance.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! Vi ved, at Jordanfloden spiller en vigtig rolle i mellemøstlig politik på grund af sin beliggenhed langs forskellige landes grænser. Skønt floden har hjulpet med til at skabe fred mellem Israel og Jordan som følge af traktaten, der giver Jordan lov til at udvinde større mængder vand, er situationen med hensyn til Syrien omvendt. Det er en åben hemmelighed, at Israels frygt for, at dets vand skal blive taget af Syrien, er den virkelige årsag til, at Israel nægter at give Golanhøjderne tilbage.

Hvis Jordanfloden virkelig er blevet et spildevandsløb på grund af konstant vandudvinding – og det er sandsynligvis den pris, der skal betales for at gøre ørkenen grøn – vil situationen i Mellemøsten utvivlsomt blive værre i den nærmeste fremtid, især da nogle ledere af Hamas taler om, at befrielsen af hele regionen mellem Middelhavet og Jordan er en moralsk og religiøs pligt.

Imidlertid har vandmanglen i Jordanfloden også videre følger, for i takt med at Jordanfloden tørrer ud, bliver mængden af vand, der når Det Døde Hav, også mindre. Derfor vil potentialet for konflikt og selve konfliktområdet øges. Det bør vi tage højde for i vores mellemøststrategi.

  Véronique De Keyser (S&D). – (FR) Hr. formand! Tak, fordi jeg må tydeliggøre et punkt, som jeg åbenbart ikke fik behandlet overbevisende lige før.

Vedrørende spørgsmålet om vandudnyttelsen og bosættelsernes overudnyttelse af vand vil jeg gerne henvise mine kolleger til den særlige rapport om situationen i Jordandalen af Den Parlamentariske Forsamling for Euro-Middelhavs-samarbejdet. Den indeholder mange citater fra beretningen fra Verdensbanken med titlen "Assessment of restrictions on Palestinian Water Sector Development" og fra Amnesty Internationals rapport med titlen "Troubled Waters" osv. I disse rapporter sættes der præcise tal på denne udnyttelse, som er fire til fem gange større blandt israelerne. Jeg har tal fra en til seks. Så det er kendsgerningerne, jeg beklager, men de er ikke dokumenteret af mig.

  Mariya Nedelcheva (PPE). – (BG) Hr. formand! EU er en ansvarlig partner og deler ansvaret for de begivenheder, der sker over hele kloden, gennem sin udenrigspolitik. Som donor, der er involveret i finansieringen af udviklingsprojekter i Mellemøsten, og som aktiv deltager i fredsprocessen i Mellemøsten må EU og navnlig Europa-Parlamentet anlægge deres strategi for et muligt bidrag til genopretningen af Jordanfloden, så den bevarer sin betydning som kilde til liv for regionen.

For bare nogle få måneder siden advarede ngo'en Jordens Venner i Mellemøsten om, at Jordanfloden kan tørre ud om et år, hvis landene i regionen ikke gør noget ved det. Faldet i vandstanden i floden har også konsekvenser for hele klimaet og landskabet i regionen. Situationen udgør en reel trussel for eksistensgrundlaget for befolkningen i regionen, hvor kunstig vanding er vanskelig. Bortset fra det rent pragmatiske aspekt af disse problemer må vi ikke glemme, at Jordanfloden er et stærkt åndeligt symbol.

Et af EU's særlige kendetegn er balancen mellem værdier og pragmatisme. Lad os derfor fortsætte med at være ansvarlige politikere og endnu en gang vise vores enestående EU-tilgang gennem vores bekymring for Jordanfloden.

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Grænseoverskridende udfordringer kræver en fælles indsats. Europa-Parlamentet har med rette gjort opmærksom på behovet for en samarbejdsstrategi på dette område. EU fremmer den samarbejdsånd, der er nødvendig for at løfte Mellemøstregionens alvorlige vandudfordringer, og arbejder for at behandle problemerne ved kilden og ikke kun de efterfølgende symptomer.

Lad mig slutte af med at bekræfte, at EU vil fortsætte med at bidrage til indsatsen for at afhjælpe vandunderskuddet i denne region og sikre forsyningen af rene vandressourcer under bevarelse af miljøet og beskyttelse af drikkevandet for regionens befolkning. EU vil fortsat støtte aktiviteter, der kan føre til en fremtidig genopretning af Jordanfloden og til en mulig etablering af fælles og integreret forvaltning af flodområdet i fremtiden, hvis det er det, landene i regionen vælger.

EU vil fortsat støtte dialog og fremme grænseoverskridende samarbejde om vandspørgsmål mellem de forskellige naboer i regionen og bidrage til opbygningen af tillid. Der er behov for seriøse bestræbelser og politisk engagement fra naboerne selv for at skabe balance mellem de tilgængelige ressourcer og efterspørgslen. Det gælder ikke kun regeringer, men også civilsamfundet. Som i Europa må enkeltpersoner, virksomheder og lokale myndigheder bidrage til den bæredygtige forvaltning af vandressourcerne. Det er en udfordring, vi alle står over for.

  Formanden. – Jeg har modtaget fem forslag til beslutning⁽¹⁾, som er fremsat i henhold til forretningsordenens artikel 115, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted den 9. september 2010.

(Mødet udsat kl. 17.55 og genoptaget kl. 18.00)

FORSÆDE: Diana WALLIS
Næstformand

(1) Se protokollen.

14. Spørgetid (Spørgsmål til Rådet)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er Spørgetid (B7-0454/2010).

Vi behandler en række spørgsmål til Rådet.

Spørgsmål 1 af Vilija Blinkeviciute (H-0355/10)

Om: Handicappede og EU 2020-strategien

EU's strategi for vækst og beskæftigelse i det kommende årti, som er blevet vedtaget af Det Europæiske Råd, har til formål at hjælpe Europa med at overvinde krisen og, gennem en indsats til fremme af konkurrenceevnen, produktiviteten og den sociale samhørighed, at styrke Europas gennemslagskraft på EU-plan og internationalt plan. Det er imidlertid yderst beklageligt, at handicappede personer, der på nuværende tidspunkt udgør mere end 12 % af EU's befolkning, er blevet glemt i denne strategi. Selv om Rådet vedvarende har opfordret til, at der sættes øget fokus på integrationen af handicappede i forbindelse med handicapspørgsmål, er der i EU 2020-strategien ikke fastsat nogen opgaver, mål eller forpligtelser, der kan danne grundlag for bestræbelserne på at forbedre tilværelsen for de mere end 65 mio. handicappede europæere. Næsten 78 % af de handicappede er ikke integreret på arbejdsmarkedet og har ingen muligheder for selv at tjene til føden. De fleste er afhængige af understøttelse, og denne er på grund af krisen desværre også er blevet skåret ned.

Hvordan vil Rådet sikre beskæftigelse for handicappede og deres mulighed for at deltage i arbejdsmarkedet på lige vilkår? Er Rådet enig i, at det er nødvendigt at vedtage specifikke retningslinjer for handicappolitikken i løbet af det kommende årti eller en målrettet strategi med klart formulerede mål og forpligtelser?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand! Rådet er forpligtet til at øge jobmuligheder og mulighederne for at deltage i arbejdsmarkedet for alle borgere, også mennesker med handicap.

Nogle af de centrale mål i EU 2020-strategien, som Det Europæiske Råd godkendte den 17. juni 2010, er specifikt rettet mod handicappede. De er udformet med det formål at skabe beskæftigelse, forbedre uddannelsesniveauet og fremme social integration, ikke mindst ved at mindske fattigdommen.

EU 2020-strategien omhandler også specifikt personer med et handicap i flagskibsinitiativet "en europæisk platform mod fattigdom". Initiativet vil have en indvirkning både på EU-niveau i form af forslag og programmer fra Kommissionen til bekæmpelse af forskelsbehandling, herunder forskelsbehandling af personer med handicap, og på nationalt niveau. Medlemsstaterne vil skulle definere og gennemføre målrettede foranstaltninger for specifikke risikogrupper såsom handicappede.

I overensstemmelse med Det Europæiske Råds konklusioner i juni 2010 skal medlemsstaterne gøre noget nu for at gennemføre disse prioriteter på nationalt plan. Alle de fælles politikker skal også støtte strategien. Denne helhedsprægede tilgang skal mindske den sociale udstødelse af mennesker med handicap, et mål, der også er anført i resolutionen om en ny EU-ramme på handicapområdet, som Rådet vedtog i juni. I resolutionen opfordres medlemsstaterne og Kommissionen til at integrere handicapspørgsmål i alle flagskibsinitiativer under EU 2020-strategien og til at udnytte handicappedes menneskelige kapital, ikke mindst gennem udvikling af passende uddannelses- og beskæftigelsesforanstaltninger.

I sin resolution opfordrede Rådet også Kommissionen til i samarbejde med de handicappede og deres repræsentative organisationer at udarbejde en ny EU-handicapstrategi for det kommende tiår, som bygger på EU 2020-strategien og andre centrale dokumenter.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D). – (LT) Fru formand, hr. minister! Tak for Deres svar, men jeg vil alligevel gerne sige, at EU's 65 mio. handicappede stadig ikke bliver hørt nok. Derfor vil jeg også gerne spørge, om vi ikke burde fremskynde vedtagelsen af direktivet om bekæmpelse af forskelsbehandling i alle EU-medlemsstater med henblik på at sikre, at handicappede personer kan leve som fuldgyldige borgere? Så mit spørgsmål er: Hvad er status for direktivet om bekæmpelse af forskelsbehandling?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand! Rådets arbejdsgruppe om sociale spørgsmål er i øjeblikket ved at gennemgå Kommissionens forslag til et nyt direktiv til gennemførelse af princippet om ligebehandling uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Direktivet skal vedtages enstemmigt af medlemsstaterne. En række formandskaber har lagt en hel del arbejde i dette forslag, og på nuværende tidspunkt kan formandskabet ikke forudsige, hvor længe drøftelserne vil fortsætte, eller hvad resultatet bliver.

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Fru formand! Jeg vil gerne takke for oplysningerne, men desværre var de af meget generel art. Ministeren talte om lovmæssige forhold, men jeg vil gerne stille et specifikt spørgsmål. Er der planlagt ekstra midler til uddannelse af handicappede, og hvor mange penge vil der blive stillet til rådighed? Uden ekstra midler, uden finansiel bistand på EU-plan, bliver det meget vanskeligt at hjælpe disse mennesker.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Fru formand! Jeg vil gerne spørge, hvad tidshorisonten er, og hvad Rådets hensigter er med hensyn til forordningen om passagerers rettigheder ved busrejser. Jeg taler især om mennesker med handicap og bevægelseshæmmede.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand! Med hensyn til finansiering bliver der en generel budgetforhandling, hvor man ser på, hvordan fremtidige budgetter kan omfatte forskellige flagskibsinitiativer og den lovgivning, der vedtages som led i EU 2020-strategien. Eftersom strategien indeholder flere nye politikker til gavn for mennesker med handicap, vil vi skulle overveje, hvordan de budgetmæssige ressourcer kan følge disse nye politikker.

Med hensyn til den lovgivningsmæssige udvikling må vi overveje, hvilken rolle Kommissionen kan spille i forhold til den eksisterende lovgivning. Rådet ønsker simpelthen at yde aktiv beskyttelse til mennesker med handicap i overensstemmelse med sine kompetencer i henhold til traktaterne. F.eks. vedtog Rådet for 10 år siden et direktiv om forbud mod forskelsbehandling på arbejdspladsen bl.a. på grund af handicap. Rådet har naturligvis til hensigt fortsat at arbejde på dette spørgsmål.

  Formanden. – Spørgsmål 2 af Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (H-0358/10)

Om: Finanspolitisk tilpasning og privat gæld

Bestræbelserne for økonomiske reformer i Europa tager sigte på at forbedre de offentlige finanser og den finanspolitiske tilpasning i medlemsstaterne. Sideløbende bliver der truffet foranstaltninger med henblik på at rydde op i finanssektoren i bred forstand, navnlig i banksektoren, der er direkte forbundet med realøkonomien. Disse bestræbelser undersøger imidlertid kun situationen for den offentlige gæld, og ikke den private, som er det andet element i et lands samlede gæld. Hvilken betydning har den private gæld for den sociale situation i hvert enkelt land, og på hvilken måde er den forbundet med den offentlige gæld? Hvilke foranstaltninger agter Rådet at træffe, hvis den private gæld: a) er højere end den offentlige gæld, eller b) er stigende? Hvordan agter Rådet at takle en sådan tendens, med tanke på at spørgsmålet om privat gæld ikke indgår i stabilitets- og vækstpagten?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand! De aktuelle makroøkonomiske og finanspolitiske overvågningsprocedurer, der er fastlagt i artikel 121 og 126 i traktaten er hjørnestenen i samordningen af den økonomiske politik.

Det Europæiske Råd i marts 2010 oprettede en taskforce under ledelse af Rådets formand og bestående af alle medlemsstater, Europa-Kommissionen og Den Europæiske Centralbank. Taskforcen fik til opgave at analysere, hvilke foranstaltninger der var nødvendige for at skabe en forbedret kriseløsningsramme og bedre budgetdisciplin ved at udforske alle muligheder for at styrke de lovgivningsmæssige rammer.

Taskforcen fremlagde en statusrapport for Rådet i juni. I rapporten fremhævedes behovet for en styrket finanspolitisk overvågning, navnlig med større vægt på gældsniveauer og -tendenser, men også under hensyntagen til gældens overordnede bæredygtighed på baggrund af stabilitets- og vækstpagten.

Taskforcen arbejdede også for at få indført mere effektive makroøkonomiske overvågningsprocedurer med henblik på at afdække makroøkonomiske ubalancer på et tidligere tidspunkt og herefter fremsætte henstillinger med det formål at forhindre, at situationen blev værre, og undgå eventuelle afledte følger.

Til sidst vil vi skulle definere specifikke indikatorer, skønt privat gæld utvivlsomt bliver et centralt punkt. Rådet godkendte taskforcens retningslinjer på sit møde den 8. juni og på Det Europæiske Råd den 17. juni. Taskforcen skal fremlægge sine resultater og den endelige rapport på Det Europæiske Råds møde i oktober. Vi vil så kunne begynde at vedtage ny EU-lovgivning eller ændre eksisterende lovgivning efter behov. Formandskabet vil afgjort prioritere sådanne initiativer højt.

  Rodi Kratsa-Tsagaropoulou (PPE). – (EL) Fru formand! Tak til ministeren, fordi han prøver at besvare mit spørgsmål, men desværre var der noget, jeg ikke forstod i det, De sagde som svar på mit spørgsmål. Bliver privat gæld inddraget i de nye planer – jeg henviser til de planer, der blev besluttet i oktober – og er der inden for rammerne af den planlagte økonomiske styring plads til en ny fortolkning af stabilitetspagten, anvendelsesmetoderne og privat gæld? Jeg ville være taknemmelig for et svar på mit spørgsmål.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand! Som jeg sagde, er processen blevet sat i gang, taskforcen har holdt møder og mødtes faktisk for to dage siden. Der skal holdes et eller to møder mere før Rådet i oktober, og det er for tidligt at begynde at diskutere detaljer om, hvordan gældskriterierne vil blive gennemført i fremtiden sammen med vækst- og stabilitetspagten. Når vi sidder med konklusionerne fra taskforcen om økonomisk styring, som fremlægger sin rapport for Rådet i oktober, vil vi kunne begynde processen med at vedtage eller ændre EU-lovgivning i overensstemmelse hermed, og her kan indgå foranstaltninger i forbindelse med privat gæld.

  Formanden. – Spørgsmål 3 fra Silvia-Adriana Ţicău (H-0361/10)

Om: Revision af TEN-T

Den 7.-8. juni 2010 blev der i Zaragoza (Spanien) afholdt en ministerkonference, der var organiseret af Europa-Kommissionen, og som havde til formål at gennemføre en revision af TEN-T. Denne proces vil primært finde sted i anden halvdel af dette år og i begyndelsen af næste år og vil fokusere på at udvikle metoder til at definere kernen i TEN-T og dets knudepunkter til sammenkobling af transportinfrastruktur i EU-nabostaterne Efter denne proces vil hver transportform skulle øge sit bidrag til transeuropæisk transport, intermodaliteten mellem de forskellige transportformer vil skulle sikres, og der vil skulle fastsættes passende finansieringsmekanismer.

I betragtning af at denne proces i høj grad vil overlappe med det belgiske EU-formandskab, bedes Rådet oplyse, hvilke tidsplaner og foranstaltninger det belgiske formandskab har planlagt for revisionen af TEN-T.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand! Rådet så i sine konklusioner i juni 2009 positivt på offentliggørelsen af Kommissionens grønbog om revision af TEN-T-politikken med henblik på bedre integration af det transeuropæiske transportnet til fordel for den fælles transportpolitik og opfordrede Kommissionen til at fremsætte et forslag til institutionerne om ændring af retningslinjerne for TEN-T.

Det væsentligste forslag til nyskabelse er konceptet om en planlægningstilgang i to lag. Som TEN-T's "basislag" opretholdes et forholdsvis fintmasket forbindelsesnet af jernbaner, veje, indre vandveje, havne og lufthavne, som udgør det "samlede net", og som i vid udstrækning består af de tilsvarende nationale net. Dette "hovednet" overlejrer det "samlede" net og konkretiserer derved et ægte europæisk planlægningsperspektiv, der tilsigter at frembringe en systemisk forbedring af transportsystemets ressourceudnyttelse og en betydelig samlet nedbringelse af drivhusgasemissioner fra transport.

I juni noterede Rådet sig oplysningerne fra formandskabet og Kommissionen om resultaterne af "TEN-T Days", en årlig ministerkonference om det transeuropæiske transportnet, der blev afholdt i Zaragoza den 8.-9. juni 2010. Drøftelserne fokuserede primært på, hvordan man kunne omarbejde planlægnings- og gennemførelsesrammerne for det fremtidige TEN-T, og hvordan midlerne kunne mobiliseres effektivt.

Kommissionen er i øjeblikket i gang med en offentlig høring om den fremtidige transeuropæiske transportnetpolitik med henblik på at udvikle kriterier og betingelser for den samlede og centrale netplanlægning. Høringsproceduren bliver afsluttet den 15. september, og resultaterne bliver fremlagt for TEN-T finansudvalget den 30. september.

Planlægningsmulighederne vil herefter blive drøftet både bilateralt – af Kommissionen og den berørte medlemsstat – og multilateralt på udvalgsmøder med henblik på at drøfte en revision af retningslinjerne for TEN-T.

I begyndelsen af 2011 iværksætter Kommissionen en konsekvensanalyse af den foreslåede revision af retningslinjerne for TEN-T. Udkastet til retningslinjerne for TEN-T ventes at foreligge i maj eller juni 2011.

Da udkastet til retningslinjer endnu ikke er blevet fremlagt, og i lyset af den nuværende offentlige høringsproces og de multilaterale og bilaterale drøftelser, der er planlagt til slutningen af 2010, kan det belgiske formandskab naturligvis ikke på nuværende tidspunkt gøre fremskridt med revisionen af TEN-T.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Fru formand! Et af målene med revisionen af TEN-T er at integrere det transeuropæiske net med transportinfrastrukturen i nabolandene.

Jeg synes, det er vigtigt for os at fremskynde denne proces, fordi midtvejsevalueringen skal foretages i år og i begyndelsen af næste år, og det er også vigtigt for os at kunne bevilge finansielle ressourcer frem til 2013 og, naturligvis, at kunne planlægge de fremtidige finansielle overslag.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand! Den problemstilling, De rejser, er naturligvis vigtig og vil uden tvivl indgå i de overvejelser, der skal forbinde den nuværende undersøgelse og de planer, der gennemføres med hensyn til, hvordan nettene skal omdannes, tilpasses og konstrueres.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL). – (EL) Fru formand, hr. minister! Et brev fra formanden for Europa-Parlamentets Transport- og Turismeudvalg blev offentliggjort for nylig, hvori formanden skriver, at den græske regering i forbindelse med de udgiftsnedskæringer, som Grækenland har fået pålagt i henhold til aftalememorandummet med Den Internationale Valutafond og EU, har til hensigt at lukke en række jernbanelinjer, der indgår i TEN-T-nettet og for nylig fik midler fra strukturfondene med henblik på modernisering.

Da denne beslutning ikke er i orden af miljømæssige årsager, af årsager, der vedrører nedbringelse af landevejstrafikken, og fordi den indebærer en overtrædelse af EU-lovgivningen, vil jeg gerne spørge, om Rådet agter at undersøge de klager, udvalgsformanden har fremsat, og om det agter at anmode om, at beslutningen bliver tilbagekaldt.

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Fru formand! Jeg vil gerne henvise til det spørgsmål, der blev stillet for et øjeblik siden. Anlæg af TEN-T-nettet er af grundlæggende betydning for europæisk integration. Det er meget dyrt. Derfor skal det udføres meget konsekvent.

I den forbindelse har jeg et spørgsmål. Er der i de foreløbige budgetoverslag for 2014-2020 planlagt en forhøjelse af midlerne til dette formål?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand! Med hensyn til det første spørgsmål om Grækenlands forringede evne til at investere i nettene på den ene side tror jeg, at Kommissionen har kompetence til at takle sagen, men det kan vi finde ud af. På den anden side har jeg ikke noget specifikt svar på, hvordan vi kan reagere på Grækenlands forringede evne. Vi kan dog kontakte Kommissionens tjenestegrene for at se, hvordan vi kan reagere mere specifikt på dette spørgsmål.

Med hensyn til bekymringen for sammenhængen og de finansielle midler, der skal til, henviser jeg til de finansielle rammer for 2014-2020, og jeg henviser dette spørgsmålet til Parlamentet. De vil også blive bedt om at fremsætte en udtalelse om emnet i overensstemmelse med princippet om den fælles beslutningsprocedure i budgetanliggender, og jeg regner med, at De vil sætte fremtidige budgetdiskussioner på dagsordenen vedrørende de midler, som kan gøre det muligt for os at realisere denne berømte sammenhæng i forbindelse med transportmålene.

  Formanden. – Spørgsmål 4 af Georgios Papanikolaou (H-0362/10)

Om: Evaluering af den åbne koordinationsmetode

I år 2000 indførte Rådet begrebet den åbne koordinationsmetode på områder, der hører under medlemsstaternes kompetencer (beskæftigelse, social beskyttelse, social integration, undervisning, unge og uddannelse), for at forbedre samarbejdet mellem de førnævnte stater og udveksle erfaringer gennem bedste praksis og således harmonisere de forskellige staters politikker.

Rådet bedes derfor svare på følgende spørgsmål:

Mener Rådet, at denne strategi er en succes? Kan Rådet fremføre konkrete resultater?

Vurderer formandskabet, at det er nødvendigt at evaluere eller revidere begrebet om den åbne koordinationsmetode?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand! I sine konklusioner af 30. november 2009 nævnte Rådet, at den åbne koordinationsmetode har bidraget aktivt til, at arbejdsmarkederne har fungeret gnidningsløst, samt til social integration. Udvekslingen af bedste praksis på beskæftigelsesområdet har vist sig særdeles nyttig og vil også gøre det i fremtiden. Det vil kræve effektiv overvågning af beskæftigelsesretningslinjerne, som snart vil blive vedtaget af Rådet efter udtalelse fra Parlamentet – som De i øvrigt har fremsat i dag – og vil kræve, at Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) (EPSCO) spiller en central rolle i forbindelse med den nye styring, som Det Europæiske Råd ventes at træffe beslutning om, især inden for rammerne af det europæiske halvår.

Da Rådet sidste år vedtog en ny strategisk ramme for europæisk samarbejde på uddannelsesområdet, erkendte de nye medlemmer endvidere, at det krævede en effektiv anvendelse af den åbne koordinationsmetode at nå de vigtigste strategiske mål, der var defineret i rammen, hvilket beviser, at de fortsat støtter denne særdeles nyttige metode på områder, som henhører under deres nationale kompetence.

Rådets og Kommissionens seneste fælles statusrapport fra 2010 om gennemførelse af arbejdsprogrammet for uddannelse og erhvervsuddannelse 2010 fremhæver de betydelige fremskridt, der takket være den åbne koordinationsmetode er gjort med europæisk samordning af uddannelse og erhvervsuddannelse.

På samme måde gjorde Rådet i sine konklusioner af 7. juni 2010 opmærksom på den interesse, der kom til udtryk i de generelle drøftelser om EU 2020-strategien, for at videreudvikle den integrerede tilgang gennem fælles arbejde på EU-plan på områderne social beskyttelse og integration under anvendelse af de fælles rammer, den åbne koordinationsmetode giver, som en mekanisme, der har bevist sit betydelige potentiale.

Over for de nye udfordringer og perspektiver, der især ligger i gennemførelsen af EU 2020-strategien med hensyn til overvågning af gennemførelsen af de mål, Det Europæiske Råd har vedtaget om fattigdomslempelse og de sociale aspekter af beskæftigelsesretningslinjerne, især retningslinje 10, opfordrede formandskabet imidlertid på det uformelle møde mellem socialministrene den 9. juli medlemsstaterne til at iværksætte en refleksionsproces om styrkelse af den åbne koordinationsmetode.

I sin resolution fra november 2009, hvori der fastlægges en fornyet ramme for europæisk samarbejde på ungdomsområdet 2010-2018, har Rådet allerede fastlagt et vist antal generelle principper, der skal overholdes i alle politikker og aktiviteter vedrørende unge mennesker inden for rammerne af en fornyet og mere integreret koordinationsmetode. Med henblik herpå afholder formandskabet en konference den 14. september, og Rådet (EPSCO) den 21. oktober ventes på formandskabets initiativ endnu en gang at debattere dette spørgsmål og nå frem til nogle konklusioner om emnerne beskæftigelse og social integration.

  Georgios Papanikolaou (PPE). – (EL) Tak for Deres svar, men jeg vil bede Dem uddybe følgende for mig. Det er korrekt, at den åbne koordineringsmetode i vigtige sektorer – som De også nævnte, nemlig uddannelse, beskæftigelse, undervisning og forhold vedrørende unge – er et meget vigtigt redskab, som vi har til rådighed inden for rammerne af subsidiaritetsprincippet og EU's beføjelser.

Mit spørgsmål er: Kan vi fra tid til anden få en rapport om denne metode, så vil kan udveksle synspunkter, og så vi også orienteres på politisk plan? Hvordan kan Parlamentet deltage mere aktivt i denne procedure, så vi bedre kan fremhæve den?

  Olivier Chastel , formand for Rådet. – (FR) Jeg vil henvise til den sidste del af mit svar. Som jeg sagde, vil Rådet for beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik drøfte spørgsmålet igen den 21. oktober på formandskabets initiativ og vil nå frem til konklusioner om spørgsmålet om beskæftigelse og social integration, som naturligvis vil blive forelagt Dem.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D). – (LT) Tak for Deres svar, hr. minister, vedrørende betydningen af den åbne koordineringsmetode, men jeg vil gerne understrege, at 2010 var udråbt til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom, og det er en kendsgerning, at vi er nødt til at bekæmpe fattigdom, når der er så stor arbejdsløshed i hele EU og voksende social udstødelse. Hvor stor indvirkning har den åbne koordineringsmetode efter Deres mening på bekæmpelsen af fattigdom, og er det tilstrækkeligt, hvis vi f.eks. udveksler eksempler på god praksis og ser, hvordan de skandinaviske lande yder en stor indsats for at bekæmpe fattigdom og social udstødelse? Vil det reducere fattigdommen i de baltiske lande?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Mere effektiv gensidig koordinering og erfaringsudveksling vil bestemt have en positiv effekt. De har netop fremhævet ét af aspekterne med hensyn til opnåelse af de fælles målsætninger på det sociale område. Generelt er det i forbindelse med vækst, beskæftigelse og bekæmpelse af fattigdom – som prioriteres i 2010 – korrekt, at aktive integrationspolitikker ikke blot kan mindske fattigdommen, men også kan øge udbuddet af arbejdskraft. Reformerne af pensionssystemerne kan også øge beskæftigelsesniveauerne og sikre bæredygtige offentlige finanser. Det samme gælder for sundhedssystemerne.

Jeg mener derfor, at vi i løbet af 2010, som har særligt fokus på bekæmpelsen af fattigdom, vil kunne gennemføre denne gensidige koordinering og erfaringsudveksling.

  Formanden. – Spørgsmål nr. 5 af Nikolaos Chountis (H-0366/10)

Om: Aftalememorandummet om gensidig forståelse mellem Grækenland, EU og IMF samt inflationsspiralen

I det memorandum, som Grækenland har underskrevet sammen med Den Internationale Valutafond (IMF) og EU, står det udtrykkeligt, at en af den græske regerings forpligtelser er at nedbringe inflationen til under gennemsnittet for euroområdet med henblik på at gøre økonomien mere konkurrencedygtig. I maj måned nåede inflationen i Grækenland imidlertid 5,4 %, sammenlignet med 1,6 % for euroområdet, hvilket yderligere udhuler græske lønmodtageres disponible indkomst og markant underminerer konkurrenceevnen i den græske økonomi. Denne enorme stigning i inflationen skyldes dels øgede direkte og indirekte skatter, som EU og IMF selv har pålagt Grækenland, dels den fortsatte uhæmmede og ukontrollerede spekulation. Rådet bedes oplyse følgende: Er det enig i, at de skattemæssige foranstaltninger, som EU og IMF har pålagt Grækenland, i høj grad har bidraget til denne inflationsspiral, som yderligere underminerer konkurrenceevnen i den græske økonomi? Hvilke strukturelle foranstaltninger vil det anbefale den græske regering at træffe med henblik på at reducere inflationen?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Rådet har ofte understreget den græske økonomis langsigtede strukturelle problemer i forskellige multilaterale tilsynsforanstaltninger. Sammen med proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud anbefalede Rådet den 16. februar 2010, at Grækenland skulle gennemføre en række foranstaltninger med henblik på at forbedre driften af råvaremarkederne og forholdene for erhvervslivet, fastholde væksten i produktiviteten og beskæftigelsen, forbedre effektiviteten og absorptionsraten for EU's strukturmidler, udbedre landets uforholdsmæssigt store underskud og sikre den langsigtede levedygtighed af dets offentlige finanser.

Grækenland fremlagde sin første rapport om gennemførelsen af disse foranstaltninger den 16. marts og den anden i maj. I juni gennemførte Kommissionen og Den Internationale Valutafond en foreløbig analyse inden for rammerne af den finansielle stabiliseringsordning, der beløber sig til 110 mia. EUR, og som blev ydet til Grækenland af euroområdets medlemmer og IMF i fællesskab. Analysen blev afsluttet i august, men Kommissionens endelige rapport er endnu ikke formelt blevet forelagt Rådet.

Kommissionen har orienteret euroområdets medlemmer om de foreløbige resultater af analysen, og hvis økonomien udvikler sig i overensstemmelse med de projektioner, der danner grundlaget for det justeringsprogram, som støtter den finansielle stabiliseringsordning, vil stigningen efter Kommissionens vurdering have en negative indvirkning på råvaremarkederne. Rådet vil derfor nøje overvåge situationen og fortsat iværksætte de nødvendige foranstaltninger for at hjælpe de græske myndigheder med at fremme økonomisk vækst og fastholde en sund budgetpolitik.

Hvis Kommissionen mener, at ændringerne i økonomien er i overensstemmelse med de projektioner, der danner grundlaget for det justeringsprogram, som støtter den finansielle stabiliseringsordning, vil stigningen, som jeg sagde, sandsynligvis have en negativ indvirkning på markederne. Det samme gælder budgetsituationen, som Rådet vil overvåge nøje.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL). – (EL) Jeg er bange for, at De ikke besvarede det spørgsmål, jeg stillede Dem, hr. minister. De foranstaltninger, der er pålagt Grækenland under aftalememorandummet – den procedure, som De beskrev i aftalememorandummet med Den Internationale Valutafond og EU – er kontradiktoriske. I et forsøg på at skabe indtægter for staten indføres der på den ene side skatter, men de kan ikke inddrives, fordi arbejdstagerne ikke har nogen indtægt, og det har de små virksomheder heller ikke, og samtidig med at der tales om at reducere inflationen, planlægges der nye skatter, som kan øge indtægterne gennem forhøjelse af momsen på luksusvarer og brændselsolie.

Jeg vil gerne spørge Dem om følgende: I henhold til mine kilder blev Grækenland på gårsdagens møde i Økofin-Rådet opfordret til at indføre nye indtægtsgivende skatter, og disse foranstaltninger vil bevirke, at inflationen ryger i vejret. Jeg vil derfor spørge Dem, om Økofin-Rådet drøftede, og om EU foreslog udbedrende foranstaltninger med henblik på at forhindre stigende inflation i Grækenland frem for indtægtsgivende skatter?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Jeg kan ikke præcist fortælle Dem, hvilken beslutning Økofin-Rådet har truffet i de sidste par timer, men Rådet har bestemt gentagne gange kritiseret den græske økonomis langsigtede strukturelle problemer i forbindelse med forskellige multilaterale tilsynsforanstaltninger. I sine anbefalinger vedrørende medlemsstaternes gennemførelse af de brede økonomiske retningslinjer for 2009 bemærkede Rådet, at Grækenland skal intensivere indsatsen for at udligne de makroøkonomiske skævheder og udbedre de strukturelle svagheder i landets økonomi i overensstemmelse med Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse.

Rådet anbefaler, at Grækenland øger sin konkurrenceevne i sektoren for professionelle tjenesteydelser og sine investeringer i forskning og udvikling, bruger strukturfondene mere effektivt, reformerer den offentlige forvaltning og iværksætter en række foranstaltninger på arbejdsmarkedet inden for rammerne af en integreret strategi for "flexicurity".

Jeg kan kun sige, at de græske myndigheder har bekræftet, at de har prioriteret en række planlagte strukturreformer på adskillige områder, og at de fuldt ud forstår de vanskeligheder, dette vil skabe i landet.

  Georgios Papanikolaou (PPE). – (EL) Min ærede ven, hr. Chountis, siger i sit spørgsmål, at inflationen var 5,4 % i juli og i henhold til rapporterne 5,5 % i august, og at det med de nye foranstaltninger, som iværksættes vedrørende – som min ærede ven med rette sagde tidligere – luksusvarer, vil være meget vanskeligt at reducere inflationen. Samtidig fortæller De os, at Rådet igen drøfter foranstaltninger og nye skatter.

Mit spørgsmål er: Vi har flere konkrete foranstaltninger med henblik på at stimulere vækst både fra Rådets, EU's og støtteordningens side, og også fra Grækenlands side. Har vi en konkret tidsplan?

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Jeg erkender, at inflation skaber en række problemer, og at en række finansielle ordninger skal justeres igen, hvis denne inflation fortsætter, men jeg kan kun sige Dem, at Grækenland er medlem af euroområdet, og det bærer derfor sammen med de øvrige medlemsstater ansvaret for at sikre, at euroområdet er stabilt, og at Grækenlands økonomiske politik ligesom alle de andre medlemsstaters økonomiske politik vedrører hele EU. Alle medlemsstater sk