Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 20. september 2010 - Strasbourg

18. Aftale om tilbagetagelse mellem EF og Pakistan – Fællesskabets tilbagetagelsesaftaler med tredjelande (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om:

– forslag af Sógor for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Pakistan om tilbagetagelse af personer, der er bosiddende uden tilladelse (KOM(2009)0106 – C7-0264/2009 – 2009/0036(NLE)) (A7-0231/2010),

– forespørgsel til mundtlig besvarelse til Kommissionen (O-0104/2010) af Guillaume og Moraes for Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet, Flautre og Sargentini for Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, Ernst, Tavares og Vergiat for Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre og Benarab-Attou om EU-tilbagetagelsesaftaler med tredjelande (B7-0453/2010) og

– forespørgsel til mundtlig besvarelse til Kommissionen (O-0116/2010) af Griesbeck og Renate Weber for Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa om EU-tilbagetagelsesaftaler med tredjelande (B7-0461/2010).

  Csaba Sógor, ordfører. – (HU) Fru formand! Dette er den første tilbagetagelsesaftale siden Lissabontraktatens ikrafttræden, som også kræver Parlamentets godkendelse. Den 18. september 2000 bemyndigede Rådet Kommissionen til at forhandle om de tilbagetagelsesaftaler, der skal indgås mellem Fællesskabet og Pakistan. Næsten 10 år senere og efter flere forhandlingsrunder underskrev Fællesskabet og Pakistan aftalen i Bruxelles den 26. oktober 2009.

Som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden er EU retsefterfølger til Det Europæiske Fællesskab, hvilket indebærer, at Parlamentet efter Lissabontraktatens ikrafttræden også skal godkende den foreslåede aftale. Udenrigsudvalget vurderede den foreslåede aftale positivt, og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender godkendte den.

Målet med aftalen er at forbedre samarbejdet mellem den anmodende og den anmodede stats administrative organer med henblik på at gøre tilbagetagelsesprocessen hurtigere. I den forbindelse fastlægger aftalen forpligtelsen til tilbagetagelse af egne statsborgere, tredjelandsstatsborgere og statsløse ud fra princippet om fuld gensidighed, ligesom den indeholder de nødvendige tekniske bestemmelser for tilbagetagelsesproceduren. Aftalen skal fungere som et vigtigt instrument til bekæmpelse af ulovlig indvandring til EU og styrke borgernes sikkerhed inden for EU's grænser. Pakistan er en vigtig kilde til eller transitland for immigranter, som ikke eller ikke længere opfylder de relevante betingelser for indrejse, ophold eller bopæl på en EU-medlemsstats territorium.

Den med Pakistan indgåede aftale har også regional betydning, idet den vil støtte EU's bestræbelser på at optrappe samarbejdet med andre lande i regionen. Aftalen indeholder en neutralitetsklausul i forhold til international lovgivning og databeskyttelsesregulering. Den fysiske tilbagesendelse af personer forbliver i sin helhed den kompetente medlemsstats eller pakistanske myndigheds opgave. Følgelig må de overholde bestemmelserne i international lovgivning. Aftalen opfordrer til, at der nedsættes et fælles tilbagetagelsesudvalg, som kan godkende forretningsgangen. I lyset af at kun én europæisk institution, nemlig Kommissionen, vil deltage i det fælles tilbagetagelsesudvalg, opfordrer Parlamentet Kommissionen til med jævne mellemrum at oplyse om det fælles udvalgs aktiviteter. Aftalen vil træde i kraft den første dag i den anden måned efter den dag, hvor parterne underrettede hinanden om gennemførelsen af ratificeringsproceduren.

Jeg vil gerne takke Kommissionen for dens erklæring og mine kolleger i Parlamentet for deres kritiske bemærkninger. Ud fra hvad der er blevet sagt, forventer jeg, at Parlamentet vil godkende aftalen.

  Claude Moraes, spørger. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke hr. Sógor for hans arbejde. Men S&D-Gruppen stemte imod denne aftale i udvalget af to meget grundlæggende årsager, som begge har med beskyttelsen af menneskerettigheder at gøre.

Vi mener ikke, at respekten for internationale konventioner er fuldt ud garanteret i denne aftale. Ikke mindst er Pakistan ikke signatar af Genèveflygtningekonventionen af 1951, hvilket skaber en ustabil situation. Det virker logisk for os og vores gruppe, at underskrivelsen af grundlæggende internationale konventioner som disse burde være en forudsætning for at underskrive tilbagetagelsesaftaler. EU er i øjeblikket signatar af 11 tilbagetagelsesaftaler og forhandler om yderligere syv, hvoraf to – Pakistan og Georgien – er lige ved at blive afsluttet, mens en, Tyrkiet, skal underskrives om ganske kort tid.

Det er altså ikke noget, som Parlamentet kun skal have op til overvejelse en enkelt gang ved denne lejlighed. I betragtning af Parlamentets godkendelsesbeføjelser må Kommissionen tage Parlamentets bekymringer om menneskerettigheder i betragtning, når den forhandler om disse aftaler. Man kan ikke forvente, at vi fungerer som gummistempel for disse aftaler, når der stadig kan stilles spørgsmålstegn ved grundlæggende rettigheder. Så for vores gruppe er det afgørende, at Parlamentet har adgang til samtlige oplysninger, inden det godkender sådanne aftaler. Men på trods af at den første aftale af denne type trådte i kraft i 2004, er der ikke sket nogen bevisbaseret evaluering af sådanne instrumenters effektivitet og af konsekvenserne af indførelsen af dem.

Derfor opfordrer S&D-Gruppen kommissæren til at gennemføre en sådan evaluering snarest muligt. Vi tror på disse tilbagetagelsesaftaler, men de må baseres på grundlæggende menneskerettigheder og garantier. Pakistan er et af de få lande, der ikke har underskrevet Genèveflygtningekonventionen, og det skaber i vores øjne en vanskelig situation.

  Hélène Flautre, spørger. – (FR) Fru formand! Jeg finder det meget uklogt, at vores ordfører beder os medlemmer af Parlamentet om at ratificere og godkende en aftale, der faktisk er yderst problematisk. For det første vedrører den Pakistan, som ikke bare er et eller andet tilfældigt land. Pakistan modtager allerede flere flygtninge end noget andet land i verden. Og hvad vil vi primært bede landet om at gøre? Tage pakistanere tilbage, naturligvis, men også de afghanere, der er i Europa på flugt fra en krig, som vi udkæmper i Afghanistan. Jeg synes, vi nærmer os uanstændighed her.

Det er en kendsgerning, at Pakistan ikke har ratificeret Genèvekonventionen, og at Europarådets Parlamentariske Forsamling beder os nøjes med at ratificere tilbagetagelsesaftaler med lande, der giver en række garantier i forhold til ret til asyl og international beskyttelse, hvilket ikke er tilfældet med Pakistan.

Desuden er der utrolig mange spørgsmål. Hvis jeg skulle sige ja i morgen, ville jeg ikke engang vide, hvad jeg sagde ja til. Hvis man ser nøje på de forskellige artikler, kan følgerne af denne artikel være hvad som helst fra 20, det kan være hvad som helst fra 100 til 20 000 og måske mere. Hvorfor? Fordi ingen siger, hvad reaktionen vil være på alt, der vedtages i tilbagetagelsesudvalget. Hvem er ansvarlig for at bevise, at en person er ankommet, efter at aftalen er ratificeret?

Hvem vil være ansvarlig for at bevise, at personen ankom til EU direkte fra Pakistan? Hvad vil der ske efter de 30 dage, hvis Pakistan ikke reagerer og ikke udsteder rejsedokumentation? Skal vi, som medlemmer af Kommissionen foreslår, acceptere dette underlige EU-passerseddelinstrument?

Jeg har ikke nogen svar, og det har fru Malmström heller ikke. Jeg ved, at De ikke vil kunne give mig nogen svar. Jeg har spurgt den pakistanske ambassadør, og han har heller ingen svar. At det bliver begravet i tilbagetagelsesudvalget.

Eftersom vi ikke er i stand til at sige, hvad de faktiske følger af denne aftale vil blive, kan jeg ikke sige, at jeg godkender den. Alt afhænger af svarene på disse spørgsmål.

Jeg synes, vi skal sige nej i morgen.

  Rui Tavares, spørger. – (PT) Fru formand! Vedrørende denne tilbagetagelsesaftale med Pakistan mener jeg, at der er en række forskellige analyseområder, der skal tages i betragtning på nuværende tidspunkt.

For det første, eftersom det er den første aftale af denne type, som Parlamentet har stemt om siden Lissabontraktaten, føler jeg, den kunne danne præcedens. Derfor mener jeg, at når denne type aftale er på bordet, skal den underkastes meget mere detaljeret og tilbundsgående parlamentarisk kontrol.

Derfor er det min holdning, at Parlamentet ville gøre klogt i at give udtryk for sin tvivl og især håbe på langt bedre afklaring. Man må også håbe, at når fremtidige aftaler lig dem, der er på bordet i øjeblikket, skal godkendes af Parlamentet, vil de indeholde langt bedre muligheder for at overvåge og bekræfte bevisbyrden, som skal pålægges de rette personer, nemlig myndighederne, ikke indvandrerne, de fattige eller flygtningene.

Jeg nærer også alvorlig tvivl om denne aftale, fordi den er med Pakistan. For det første er der spørgsmålet om, hvorvidt det ikke er en aftale om tilbagetagelse af pakistanere, men om tilbagetagelse af afghanere ad bagdøren. Som nogle af mine kolleger allerede har nævnt, er det tydeligvis et land, der ikke er signatar af Genèveflygtningekonventionen af 1951, og EU kan ikke være i syv sind om dette emne. Enten respekterer vi menneskerettighederne 100 % ved at overholde de konventioner, vi har underskrevet, eller også respekterer vi dem ikke i 90 % eller 80 % af tilfældene og giver derved efter for folk, der måske ikke respekterer menneskerettighederne.

Der er mange tilfælde af udvisning og forfølgelse af pakistanske kvinder og religiøse og etniske mindretal, og vi kan bestemt ikke arbejde med de pakistanske myndigheders manglende gennemsigtighed på området.

Sluttelig vil jeg gerne opsummere ved at minde om, at for kun to uger siden drøftede vi oversvømmelserne i Pakistan. De har ført til 21 mio. fordrevne, herunder flygtninge og syge, foruden tusindvis af døde. Jeg mener, at Parlamentet udviser en vis ligegyldighed, når det blot to uger senere er ved at godkende en aftale, der dybest set indebærer at sende folk, som er flygtet fra en situation, der er så alvorlig som den, der eksisterer der i øjeblikket, tilbage til Pakistan.

  Nathalie Griesbeck, spørger. – (FR) Fru formand, fru kommissær! Lad mig først og fremmest på vegne af Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa bekræfte, at vi naturligvis går ind for tilbagetagelsesaftaler som vigtige instrumenter i kampen mod ulovlig indvandring. De lader også til at være meget mere effektive end en masse bilaterale aftaler.

Jeg vil gerne fremhæve tre ting. Inden for rammerne af det nye lovgrundlag, som vi har nu, burde Parlamentet systematisk og jævnligt blive informeret om forhandlingerne om og gennemførelserne af disse aftaler, eftersom vi er en af de fælles beslutningstagere.

For det andet er der indtil nu vedtaget 11 aftaler, og vi forhandler om yderligere syv. Men aftalerne er aldrig blevet vurderet, og jeg ville have anset det for afgørende, at de tidligere aftaler blev vurderet, inden der indgås yderligere aftaler.

Sluttelig vedrører mit tredje punkt menneskerettigheder og den glimrende pointe, som mine kolleger netop har fremført, nemlig hvilken garanti Kommissionen kan give i det specifikke tilfælde med tredjelande, der ikke er signatar af Genèvekonventionen?

Jeg gentager, at selv om jeg personligt og min gruppe går ind for en tilbagetagelsesaftale med Pakistan, er der stadig mange gråzoner, der ikke er blevet afklaret, selv om fru Malmström – som jeg takker – med sit indlæg har givet garantier i forhold til overvågning og hårde forhandlinger med Pakistan om at få landet til at underskrive de grundlæggende internationale instrumenter, som det endnu ikke har underskrevet, og selv om hun har givet garanti for, at ikkestatslige humanitære organisationer ville kunne deltage i overvågningsudvalget på stedet.

Det står fast, at vi bør gøre aftalen betinget af, at Pakistan underskriver Genèvekonventionen, for vi må passe meget på ikke at glemme den nødvendige balance, der skal være mellem vores kollektive sikkerhed og respekt for og beskyttelse af menneskerettighederne, uanset hvilken del af verden, det handler om. Det er grundlaget for vores værdier i EU.

  Cecilia Malmström, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand, mine damer og herrer! Der har ganske rigtigt været stor fokus på Pakistan i den sidste måneds tid, og vi beklager naturligvis alle det forfærdelige tab af menneskeliv og de mange fordrevne. Som De ved, lægger både Kommissionen og Rådet stor vægt på at forsøge at afhjælpe situationen ved at finde måder at forøge samhandelen på og genopbygge landet og hjælpe det med at forhindre flere katastrofer. Det blev også drøftet på Rådsmødet i sidste uge.

Hvad angår dagens emne, vil jeg gerne takke Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og ordføreren, hr. Sógor, for deres meget konstruktive arbejde og for den støtte, Kommissionen fik, da De vedtog Deres udtalelse i juli.

Tilbagetagelsesaftalen har i mange år været et vigtigt værktøj i håndteringen af migrationsstrømme, og Lissabontraktaten nævner udtrykkeligt tilbagetagelsesaftaler.

Hvis vi ønsker, at migrations- og asylpolitikken skal virke troværdig for Europas borgere, skal den baseres på princippet om, at dem, der ikke har juridisk ret til at opholde sig her, skal sendes tilbage. Det er her, tilbagetagelsesaftaler kommer ind i billedet. De fremmer tilbagesendelse af personer, der opholder sig ulovligt i oprindelses- eller transitlandet, og de er aftaler mellem myndighederne, der fastlægger de procedurer, der skal følges.

I tidens løb er tilbagetagelsesaftaler også blevet knyttet til visumpolitikken. En række tilbagetagelsesaftaler er blevet uundværlige elementer, når der forhandles om visumlempelsesaftaler.

Kommissionen er fast besluttet på at gå videre med disse forhandlinger under det nuværende eller et kommende mandat.

Lad mig nævne et par af de bekymringer, som er blevet nævnt i form af forespørgsler til mundtlig besvarelse. Kommissionen vil fuldt ud overholde sine forpligtelser i henhold til artikel 218 i traktaten om øjeblikkeligt og fuldt ud at informere Parlamentet på alle trin i forhandlingerne og om indgåelse af tilbagetagelsesaftaler. Vi vil overholde disse forpligtelser og fuldt ud tage Parlamentets rolle i vedtagelsesproceduren i betragtning, det vil sige kravet om, at det godkender indgåelsen af fremtidige tilbagetagelsesaftaler.

Vi vil fremlægge al nødvendig information under hensyntagen til foranstaltninger, der sikrer fortrolighed i tilfælde af igangværende forhandlinger, og i overensstemmelse med præcise foranstaltninger inden for den fremtidige ramme for forbindelserne mellem Parlamentet og Kommissionen.

I mellemtiden har generaldirektøren, hr. Manservici, allerede for lukkede døre i LIBE-udvalget den 12. juli givet Dem den første overordnede opdatering om de igangværende forhandlinger. Fru Griesbeck nævnte også Kommissionens erklæring, og vi vil naturligvis følge det meget tæt og informere Dem i overensstemmelse hermed. Vi bør også i fællesskab undersøge, hvordan vi yderligere kan optimere dette samarbejde.

For at gå videre til aftaler med lande, der ikke er signatar af Genèvekonventionen, så vi naturligvis gerne, at Pakistan underskrev den, og vi er dybt involveret i at forsøge at overbevise dem og i disse forhandlinger, for Kommissionen er – ligesom alle Dem – nært knyttet til værdierne i internationale instrumenter om menneskerettigheder og international beskyttelse, og ordentlig anvendelse af disse instrumenter skal være en del af kernen i EU's politikker.

Derfor har vi udviklet EU's lovgivning om international beskyttelse – kvalifikations- og asylproceduredirektiverne – som også omfatter beskyttelse af menneskerettigheder i EU's tilbagesendelsespolitik, nemlig tilbagesendelsesdirektivet. Desuden er alle EU's medlemsstater bundet af Genèvekonventionen om flygtninges retsstilling og den europæiske menneskerettighedskonvention.

Disse standarder garanterer, at ingen person må udvises fra en medlemsstat eller underkastes tilbagetagelsesprocedurer, før risikoen for, at den pågældende, når vedkommende er sendt tilbage, udsættes for forfølgelse, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende straf, er blevet grundigt evalueret og udelukket.

Det er især et krav ifølge EU's asylinstrument, at medlemsstater vurderer hver ansøgning om asyl individuelt og garanterer, at ansøgeren forbliver i landet, indtil myndighederne har truffet beslutning om den pågældende ansøgning, hvorefter de skal give adgang til et effektivt retsmiddel ved en domstol eller et ankenævn.

Disse standarder er afgørende for respekten for non-refoulement-princippet og er på ingen måde begrænset af nogen tilbagetagelsesaftale, hvilket er en meget, meget vigtig pointe.

Alle EU's tilbagetagelsesaftaler indeholder neutralitetsklausulen, der udtrykkeligt forlanger, at disse standarder respekteres. Vi må heller ikke glemme, at disse tilbagetagelsesaftaler kan spille en vigtig rolle i forhold til at underminere menneskesmuglernetværkenes aktiviteter. En rapport, som FN's Kontor for Bekæmpelse af Narkotika og Kriminalitet udgav tidligere i år, og som vurderer migration fra Pakistan, der finder sted med ulovlig hjælp, vurderede, at denne såkaldte industri hvert år tjener, hvad der svarer til 1,25 mia. USD. Rapporten anbefalede bl.a., at Pakistan indleder operations- og samarbejdsaftaler med nøglepartnere, herunder overordnede aftaler om gensidig juridisk hjælp og udvisninger.

Hvad angår visumlempelsesaftaler, findes der ingen liste over kriterier, der udgør en forudsætning for at indlede sådanne forhandlinger, men indgåelse af eller aktive forhandlinger om tilbagetagelsesaftaler, målene for de eksterne forbindelser, historikken i forhold til gennemførelse af eksisterende bilaterale aftaler og fremskridt på relaterede områder inden for retlige og indre anliggender – herunder grundlæggende rettigheder – indgår i EU's overvejelser.

Det skal bemærkes, at for alle lande, som EU har indgået visumlempelsesaftaler med, har Kommissionen fremlagt et udkast til forhandlingsmandat for Rådet som opfølgning på Rådets konklusioner, der lægger op til styrkelse af de mellemfolkelige forbindelser med det pågældende land.

Tilbagetagelsesaftaler overvåges af de fælles tilbagetagelsesudvalg, som nedsættes i henhold til hver aftale. Endvidere indsamler vi relevante oplysninger om gennemførelsen af den ikraftværende aftale. Indtil videre er der ikke rapporteret om alvorlige problemer, ikke engang fra ikkestatslige organisationer, der er aktive på disse områder, på trods af at nogle af de lande, hvor sådanne aftaler er fuldt ud i operation, har været meget følsomme.

Under alle omstændigheder må ingen person sendes tilbage i henhold til en tilbagetagelsesaftale, hvis det ville indebære en risiko for, at den pågældende ville blive udsat for forfølgelse, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling.

Hvis det skulle ske, er det ikke en konsekvens af tilbagetagelsesaftalen, men af en ulovlig beslutning truffet af den pågældende medlemsstat, som skal underkastes retlig prøvelse ved de nationale domstole. Desuden vil Kommissionen, som Det Europæiske Råd anmodede om i Stockholmprogrammet, inden årets udgang fremlægge en fuld evaluering af EU's tilbagetagelsesaftaler i form af en meddelelse til Parlamentet og Rådet. Inden for rammerne af førnævnte evaluering vil Kommissionen overveje Deres forslag om, at muligheden for hjælp med reintegration af de tilbagesendte skal nævnes udtrykkeligt. Under alle omstændigheder yder vi allerede støtte til forskellige projekter, og tilbagesendelsesfonden åbner mulighed for øjeblikkelig modtagelse i returlandet ved ankomst.

Der er måder, hvorpå dette kan støttes. Vi vil gennemføre evalueringer, vi har direktiver på plads. Kommissionen vil følge situationen meget nøje, og jeg vil så vidt muligt holde Dem informeret som anført i den overordnede aftale mellem os og i LIBE-udvalgets meddelelse fra juli. Dermed håber jeg, at De kan vedtage aftalen.

  Gabriele Albertini, ordfører for udtalelsen fra Udenrigsudvalget. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Otte år efter at forhandlingerne mellem Kommissionen og Pakistan indledtes, er der endelig indgået en aftale om en tilbagetagelsesprocedure for personer, der opholder sig i EU uden tilladelse.

Udenrigsudvalget bad om tilladelse til at udarbejde en udtalelse om denne meget vigtige aftale, især i lyset af udviklingen i regionen omkring Pakistan og spørgsmålet om menneskerettigheder.

Vi havde en længere drøftelse i udvalget, og flere bekymringer blev bragt på bane, bl.a. den ustabile situation for og gentagne krænkelser af menneskerettighederne i Pakistan samt at forhandlingerne med Pakistan ikke garanterede rettigheder og sikkerhed for personer, der sendes tilbage til Pakistan. Det bekymrede os også, at der endnu ikke er foretaget en evaluering af de 11 tilbagetagelsesaftaler, der allerede er i kraft.

Til sidst konkluderede medlemmerne af Udenrigsudvalget, at en klar ramme for samarbejde med Pakistan om tilbagetagelse var at fortrække frem for en situation, hvor der er risiko for, at medlemsstater udviser ulovlige immigranter fra Pakistan på ad hoc-basis og uden tilsyn baseret på respekt for menneskerettighederne.

Artikel 16 vil sikre, at EU kan udføre dette tilsyn, så jeg gentager opfordringen fra Udenrigsudvalget til en evaluering af de hidtil indgåede aftaler, og jeg støtter dens vedtagelse.

  Manfred Weber, for PPE-Gruppen. – (DE) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Hvad angår Pakistan, drøfter vi dette emne i en for Pakistan vanskelig periode, og jeg tror, vi alle går ind for fuldstændig solidaritet med de mennesker, der lider under katastrofen. Hr. Sógor har allerede talt specifikt om aftalen. Derfor vil jeg gerne fremføre et par bemærkninger om spørgsmålene vedrørende EU's tilbagetagelsesaftaler med tredjelande generelt.

For det første giver disse aftaler god mening, og de er nødvendige, for vi har lovgivning i Europa, der regulerer immigration. Men hvis vi har lovgivning, der regulerer immigration, vil der også være mennesker, der opholder sig her ulovligt. Deraf følger det logisk, at der må kunne ske hjemsendelse. I forhold til mange af de principper, jeg lige har nævnt, er venstrefløjen – Socialdemokraterne – ofte på vores side, men når det handler om konkrete beslutninger om rent faktisk at indgå en sådan aftale, nægter de at godkende den. Derfor mener jeg, at vi på trods heraf er nødt til at forblive konsekvente.

For det andet skal de almindelige menneskerettigheder respekteres. Alternativet til en sådan aftale er naturligvis ikke, at vi får højere menneskerettighedsstandarder. Enhver, der forkaster denne aftale, accepterer, at vi får 27 forskellige juridiske standarder i EU, som ikke overvåges lige så tæt, som tilfældet ville være på EU-plan.

Det tredje og for mig vigtigste spørgsmål er, hvordan vi faktisk kan gøre partnerskaber med tredjelande attraktive i fremtiden. Jeg vil bede Kommissionen om at arbejde mere sammenhængende i fremtiden. Hvis vi åbner de europæiske markeder under verdenshandelsforhandlingerne, må tredjelandene også give os lejlighed til at tale om hjemsendelse eller, hvad angår spørgsmålet om lovlig indvandring, tredjelandene må være i en position, hvor de kan give os indrømmelser i forbindelse med hjemsendelse. Med andre ord er en mere sammenhængende måde at arbejde på vigtig her.

  Sylvie Guillaume, for S&D-Gruppen. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Den katastrofale humanitære situation, som Pakistan oplever i øjeblikket, har gjort det nødvendigt at udsætte afstemningen om tilbagetagelsesaftalen mellem EU og Pakistan i 14 dage, hvilket jeg må indrømme, er en ringe trøst.

Nu står vi med en kritisk beslutning. Hvordan kan vi rent faktisk godkende denne aftale, når så mange spørgsmål stadig ikke er besvaret, og så mange bekymringer stadig ikke er afklaret? Det er meningsløst at lave en detaljeret gennemgang af Pakistans sørgelige historik i forhold til respekt for menneskerettighederne, men jeg vil gerne stadig støtte, hvad andre medlemmer allerede har sagt, nemlig at det land hverken er signatar af Genèvekonventionen om flygtninges retsstilling eller af konventionen om statsløse personers retsstilling.

Situationen er så meget mere bekymrende, fordi denne aftale primært og tydeligvis er rettet mod afghanere, og erklæringerne fra Kommissionen, som begrænser sig til at bede Pakistan underskrive konventionen om flygtninges retsstilling, gør intet for at ændre situationen. Derfor må vi på forhånd gøre vores holdning klar i forhold til, at underskrivelse af konventionen om flygtninges retsstilling og andre tekster med relevans for beskyttelsen af grundlæggende rettigheder er en forudsætning for enhver forhandling.

Denne situation er kombineret med en kronisk mangel på præcision omkring gennemførelsen af den aftale, dagens forhandling omhandler, hvis anvendelsesområde, struktur, mål og tekniske arrangementer både i forhold til selve tilbagetagelsesproceduren og til udvekslingen af personlige oplysninger jeg kun kan beskrive som uklare. Det er ikke kun gennemførelsen af denne aftale, der er problemet, det er også hele forhandlingsprocessen og tilbagetagelsesaftaler generelt.

Vi har ved adskillige lejligheder bedt Kommissionen fremlægge en vurdering af de hidtil indgåede aftaler. Det har vi ikke modtaget, og det, De fortæller os i dag, er ikke tilstrækkeligt. Hvordan skulle vi med rimelighed og god samvittighed kunne godkende denne aftale, når vi ikke har set en vurdering? Jeg kan tilføje, at det også er resultatet af den undersøgelse, som Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har anmodet om, og som er blevet overdraget til os. Parlamentet vil ikke fuldt ud kunne udøve sine beføjelser, hvis det ikke informeres behørigt under forhandlingerne om og gennemførelsen af disse aftaler.

Eftersom Parlamentet nu er medlovgiver, må det hævde sin position. Derfor vil jeg understrege, at afstemningen i morgen vil have stor symbolsk betydning for dets rolle. På et tidspunkt hvor der forhandles om partnerskabsaftaler med stater som f.eks. Libyen, er det vores rolle at forkaste denne aftale og dermed demonstrere Parlamentets bekymring for menneskerettigheder og ønske om større gennemsigtighed i forhandlingerne.

  Cecilia Wikström, for ALDE-Gruppen. – (SV) Fru formand, fru kommissær! Ligesom mange af mine kolleger i Parlamentet mener jeg, at det efter de katastrofale oversvømmelser i august kan opfattes som et uheldigt tidspunkt at drøfte tilbagetagelsesaftalen mellem EU og Pakistan på. Vi husker alle stadig de forfærdelige billeder af ofrene, og vi deler deres lidelser.

Men lad os ikke gå i den fælde, det er at blande forskellige sager. Tilbagetagelsesaftalen er ganske enkelt en måde at afklare de juridiske aspekter mellem EU og Pakistan på. Jeg mener, at aftalen skal ses i en større sammenhæng, hvor vi handler for at tilskynde til lovlig migration og samtidig kontrollere ulovlig migration. Jeg vil gerne takke Kommissionen for de garantier, den har givet i forhold til overvågning af aftalen. Kommissæren sagde, at der vil blive lagt pres på Pakistan i forhold til at underskrive Genèvekonventionen, og at Kommissionen giver tilsagn om at informere Parlamentet om resultaterne af gennemførelsen af alle trin.

Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, som jeg repræsenterer i dag, støtter betænkningen om tilbagetagelsesaftalen, og vi vil også gerne opfordre Kommissionen til at give os en positiv respons på spørgsmålet om indførelsen af en evalueringsmekanisme for alle tilbagetagelsesaftaler snarest muligt. Pakistans manglende underskrivelse af Genèvekonventionen komplicerer bestemt sagen, men lad os huske, at alle vores medlemsstater er bundet af konventionen og af EU's traktater og ville begå en alvorlig overtrædelse af dem, hvis de sendte folk tilbage til lande, hvor der er risiko for, at deres rettigheder bliver krænket. Det er det, der kaldes non-refoulement-princippet, og det gælder, uanset om Pakistan har tiltrådt Genèvekonventionen eller ej. Indirekte non-refoulement findes også, og jeg vil blot gerne sige, at denne aftale er afgørende, fordi den regulerer vores samarbejde med Pakistan.

  Judith Sargentini, for Verts/ALE-Gruppen. – (NL) Fru formand! Det er en kendsgerning at en human asylpolitik forudsætter en udvisningspolitik. Asylsøgere, hvis ansøgninger er blevet afvist, må tage et andet sted hen. Men det er ikke det samme som at jonglere med mennesker. Europa har på en eller anden måde fundet på, at hvis en person ikke kan udsendes til vedkommendes oprindelsesland, vælger vi ganske enkelt det nærmeste land eller det land, som personen rejste igennem, inden vedkommende ankom til Europa. Det er det, jeg kalder at jonglere med mennesker.

Vi går allerede så langt som at forsøge at jage folk af sted til Libyen og at vaske vores hænder, hvis Libyen forsøger at sende folk tilbage til Eritrea. Vi forsøger tilsyneladende at sende sorteper videre, når det handler om mennesker fra andre lande – i dette tilfælde afghanere, der udvises til Pakistan. Jeg har hørt en af mine kolleger fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) sige noget i retning af, hvordan vi kan gøre disse tilbagetagelsesaftaler mere attraktive for de andre lande. Det lyder ikke for mig som en human måde at behandle folk på eller som den rigtige måde at opnå en god europæisk asylpolitik på.

Vi går jo alle ind for en god europæisk asylpolitik. At sende folk videre til et land som f.eks. Tyrkiet – som rigtig mange asylansøgere trods alt rejser igennem – betyder, at disse mennesker ikke kan starte et nyt liv, fordi de hverken er, hvor de gerne vil være, eller et sted, hvor de er velkomne, og det kan intet pengebeløb ændre på.

  Cornelis de Jong, for GUE/NGL-Gruppen. – (NL) Fru formand! Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre er imod den foreslåede tilbagetagelsesaftale med Pakistan. Det er det forkerte instrument på det forkerte tidspunkt.

Ifølge FN er Pakistans infrastruktur – veje, jernbaner, broer osv. – så alvorligt påvirket af oversvømmelserne, at dens tilstand nu svarer til situationen for flere årtier siden. I Pakistan er millioner af mennesker på flugt fra vandet, eller de vender tilbage og opdager, at alt, hvad de engang ejede, er forsvundet. Man ville have troet, at Europas hovedprioritet under disse omstændigheder ville være at hjælpe folk. Derfor er det ubehageligt at bemærke, at vi netop nu skal træffe en beslutning om en tilbagetagelsesaftale, der uvægerligt vil betyde, at Europa kan sende ulovlige og afviste asylansøgere tilbage til Pakistan. Er det et eksempel på de fælles værdier, som EU er så stolt af?

Desuden indeholder aftalen ikke tilstrækkelig beskyttelse af menneskerettighederne. Pakistan er ikke et stabilt land i øjeblikket. Derfor er mit spørgsmål til Kommissionen og ikke mindst til Rådet følgende: Hvad er grundlaget for Deres tiltro til, at Pakistan – som ikke har ratificeret Genèvekonventionen, men alligevel byder store antal af flygtninge velkommen – rent faktisk vil tilbyde flygtninge beskyttelse i den nuværende situation?

Man ville forvente, at aftalen indeholdt beskyttelsesforanstaltninger, der yder det ansvar retfærdighed, som lande påtager sig, når de udviser en person til et andet land. Det eneste, vi egentlig har hørt om dette spørgsmål, er, at Kommissionen skal sørge for, at medlemsstaterne lever op til deres forpligtelser i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention og Genèvekonventionen.

Men jeg vil gerne spørge kommissæren, hvordan Kommissionen har tænkt sig at gøre det? Vil De sende embedsmænd med til Pakistan, når folk bliver sat på et fly, og hvor længe vil De fortsætte med at overvåge disse menneskers skæbne – eller vil De blot fremlægge en rapport, når det allerede er for sent for dem? Aftalen indeholder for få garantier og kommer på det helt forkerte tidspunkt. Derfor er dommen fra min gruppe, at den bør fejes af bordet.

  Philip Claeys (NI). – (NL) Fru formand! Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på det problem, vi har med Tyrkiet. Som De ved, har Kommissionen i årevis arbejdet på at indgå en tilbagetagelsesaftale med Tyrkiet, men er systematisk blevet modarbejdet af landet.

Denne situation er uacceptabel af to årsager. For det første ville man forvente, at et kandidatland udviste samarbejdsvilje i stedet for modvilje. For det andet er Tyrkiet ikke bare nabo til EU, vi har også en meget lang fælles grænse. Endvidere er Tyrkiet et af de største og vigtigste oprindelses- og transitlande for ulovlige indvandrere. Jeg kan i denne forbindelse også henvise til et nyligt notat fra Europol, Eurojust og Frontex, som beskrev Tyrkiet som et af de primære transitlande for heroinhandelen fra Afghanistan, Pakistan og Balkan. Spørgsmålet her er ikke kun narkohandelen, men også organiseret kriminalitet generelt.

Angiveligt er forhandlingerne om tilbagetagelsesaftalen med Tyrkiet forløbet noget bedre end i de seneste år, og alligevel bemærker vi, at den tyrkiske regering nu begynder at indføre betingelser, der er fuldstændig uacceptable. Når EU taler om visumlempelse, begynder den tyrkiske regering at tale om at åbne grænserne og om fri bevægelighed for personer fra Tyrkiet – hvilket naturligvis kun forværrer problemet i stedet for at tilbyde en løsning til de eksisterende problemer.

  Carlos Coelho (PPE). – (PT) Fru formand! Jeg gratulerer min kollega hr. Sógor med hans betænkning. Vigtigheden af denne betænkning og af forhandlingerne illustreres udmærket af, at det har taget 10 år at nå til enighed.

Aftalen er vigtig, ikke kun for Pakistan, men også for vores forbindelser til andre lande i regionen. Disse aftaler er en positiv faktor i kampen mod ulovlig indvandring, men hjemsendelse af ulovlige indvandrere kan kun ske med udgangspunkt i en individuel beslutning og under fuld overholdelse af vores forpligtelser og ansvar i henhold til folkeretten med særlig vægt på non-refoulement-princippet.

Pakistan er uden tvivl et vigtigt oprindelses- eller transitland for ulovlige indvandrere. Men det er beklageligt, at landet endnu ikke har ratificeret hverken den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder eller FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Det rejser alvorlig tvivl om, hvorvidt hjemsendelser dertil kan foregå sikkert, især fordi aftalen ikke indeholder skrappe beskyttelsesforanstaltninger og mekanismer til sikring af grundlæggende rettigheder.

Selv om det er langt mindre, end hvad man kunne ønske sig, er det trods alt positivt at eliminere risikoen for, at medlemsstater begynder at hjemsende folk på ad hoc-basis. Det er også positivt, at der bliver etableret en tydelig ramme for samarbejde med Pakistan, der åbner mulighed for, at EU kan føre tilsyn med menneskerettighederne.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Fru formand! Vi taler her om tilbagetagelsesaftaler, og mange af os er bekymrede over det grundlæggende spørgsmål om, hvordan vi kan sikre udviste personers rettigheder og sikkerhed.

Erfaringen tyder på, at tilbagetagelsesaftaler ikke i tilstrækkelig grad tager højde for dette spørgsmål. Man antager normalt, at hvis to stater indgår en aftale, vil de arbejde for det mål, aftalen udstikker. Men sådan fungerer tingene ikke altid, og det er tilbagetagelsesaftaler et godt eksempel på. Stater indgår dem ofte inden for rammerne af et bredere samarbejde, der omfatter andre og – i hvert fald for de berørte parter – vigtigere områder såsom energisikkerhed eller kampen mod terrorisme, politisamarbejde eller samhandel. Derfor udgør tilbagetagelsesaftaler kun en lille del af pragmatiske bilaterale forbindelser.

Lad os være ærlige. For mere udviklede lande repræsenterer tilbagetagelsesaftaler også en mere elegant måde officielt at slippe af med ulovlige indvandrere på med det mindre udviklede oprindelseslands samtykke. Oprindelseslandet kompenseres så til gengæld gennem f.eks. indgåelse af et strategisk handelspartnerskab.

Lad os tale om det, sagen virkelig handler om. Bare fordi et mindre udviklet oprindelsesland samtykker, er det på ingen måde et tegn på, at det har den politiske vilje eller juridiske eller institutionelle ressourcer til at håndtere en tilstrømning af egne borgere for slet ikke at tale om at beskytte deres menneskerettigheder. For os medlemmer af Parlamentet, som er involveret i beskyttelse af menneskerettighederne, er det afgørende at anerkende denne skjulte sammenhæng i forbindelse med tilbagetagelsesaftaler, så vi må insistere på, at menneskerettigheder og gennemsigtighed prioriteres højt, når der indgås tilbagetagelsesaftaler.

  Nicole Kiil-Nielsen (Verts/ALE). – (FR) Fru formand! I 2005 skrev Kommissionen, at individuelle udsendelsesforanstaltninger iværksat af medlemsstaternes kompetente myndigheder skal overholde Genèvekonventionen af 1951, protokollen af 1967 samt internationale traktater. "Ingen må udsendes, udvises eller udleveres til en stat, hvor der er en alvorlig risiko for at blive idømt dødsstraf eller udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende straf eller behandling."

Sagen er, at alvorlige menneskerettighedskrænkelser finder sted i Pakistan, f.eks. dødsstraf, tortur, dødsfald under varetægtsfængsling, tvungne forsvindinger, æresforbrydelser. Som det allerede er blevet nævnt, er der flere internationale aftaler, som landet ikke har underskrevet. Hvordan kan vi være sikre på, at tilbagetagne personer og deres sikkerhed er beskyttet?

Der findes ingen garantier for etniske eller religiøse minoriteter eller for kvinder. Aftalens konsekvenser for afghanske flygtninge omtales ikke, ligesom der ikke findes planer for, at gennemførelsen af aftalen skal overvåges af EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder. I menneskerettighedernes og den menneskelige værdigheds navn må Parlamentet forkaste denne aftale.

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Fru formand! Det siger sig selv, at argumentet for at sende ulovlige pakistanske indvandrere tilbage til deres oprindelsesland er gyldigt. Det centrale spørgsmål er, hvorfor det skulle være nødvendigt at have en aftale med Pakistan, for at de kan få lov at rejse ind i deres eget land. Jeg burde være overrasket, men det er jeg ikke.

Der er dem, der er imod, at de bliver sendt tilbage, selv med Pakistans tilladelse. Deres modstand bunder tilsyneladende i, at Pakistan ikke overholder de relevante menneskerettighedsstandarder. Det er ganske rigtigt. Men det gælder også for de fleste tredjeverdenslande – og nogle europæiske, for den sags skyld. Foreslår de, at alle ulovlige indvandrere fra lande med kritisable menneskerettighedsstandarder skulle have lov at blive? Hvis de virkelig mener det, må vi spørge, hvorfor de ikke har noget imod, at resten af befolkningen i disse farlige lande bliver der? Burde vi ikke invitere hele befolkningen fra Pakistan, Kina, Afghanistan, Mellemøsten, Latinamerika og Afrika til at flytte til EU? Det er den logiske absurditet ved deres holdning.

  Ernst Strasser (PPE). – (DE) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Denne aftale er berettiget og nødvendig, og det er takket være Kommissionen, at vi nu har opnået et resultat. Det er naturligvis en grundlæggende del af enhver tilbagetagelsesaftale, at oprindelseslandets humanitære minimumsstandarder tages i betragtning. Det er en forudsætning for at indgå en hvilken som helst aftale af denne type.

Det handler ikke om asylsøgere – og nu taler jeg til De Grønne og GUE/NGL. Læs aftalen! Det handler ikke om dem, der har behov for beskyttelse, men om folk, der opholder sig her ulovligt. Det er den gruppe, vi taler om her. Asylsøgere og udvisning af folk, der har behov for beskyttelse, er ikke ting, der hører ind under en tilbagetagelsesaftale.

Det, vi skal gøre nu, er at sikre – og i denne forbindelse er jeg taknemmelig for den evaluering, De netop har givet i Deres indlæg – at hjemsendelsesbeslutninger også bliver gennemført, eftersom antallet af faktiske hjemsendelser er betydelig lavere end antallet af hjemsendelsesbeslutninger. Jeg står med tallene fra 2008, som nævner 609 000 personer med ulovligt ophold og 608 000 hjemsendelsesbeslutninger, og 214 000 personer blev faktisk hjemsendt. Der er brug for en fælles europæisk strategi her, men for at gennemføre den har vi også brug for en fælles strategi med tredjelandene.

  Rita Borsellino (S&D). – (IT) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Dagens forhandling om tilbagetagelsesaftaler kan ikke slippe uden om det ømtålelige spørgsmål om aftalen mellem EU og Libyen.

Vi ved, at en del af aftalen handler om kampen mod ulovlig indvandring. Vi er bekymrede, for indtil nu har Kommissionen ikke fortalt os meget om det spørgsmål, på trods af at Lissabontraktaten forpligter Kommissionen til straks at informere Parlamentet.

Som vi ved, er Libyen ikke signatar af Genèvekonventionen om menneskerettigheder, ligesom landet indtil videre ikke har vist, at det har indført standarder for adfærd, der er i overensstemmelse med folkeretten. Jeg tænker på sagen om de eritreiske immigranter, der tilbageholdes under umenneskelige forhold i den libyske by Brak, og lukningen af FN's Højkommissær for Flygtninges kontorer. Men frem for alt tænker jeg på sidste uges begivenheder, hvor en libysk patruljebåd åbnede ild mod en italiensk fiskerbåd fra Mazara del Vallo i internationalt farvand, fordi, påstod man, der var ulovlige indvandrere om bord. Det er en ekstremt bekymrende forklaring, der får mig til at tænke på aftalen mellem Libyen og Italien. Den indeholder bl.a. bestemmelser om hjemsendelse af immigranter til Libyen, men ikke om ret til at søge om asyl eller individuel vurdering fra sag til sag af situationen, og den tillader også brugen af skydevåben for at standse indvandrere.

I lyset af, at en del af aftalen også er hemmelig i dette tilfælde, spekulerer jeg på, om Kommissionen er klar over dens indhold, og om den i det foreliggende tilfælde mener, at det er nødvendigt at bede om forklaringer angående de libyske myndigheders mulighed for at åbne ild mod både, hvis de mistænker, at de har ulovlige indvandrere om bord. For hvis det er tilfældet …

(Formanden afbrød taleren)

  Agustín Díaz de Mera García Consuegra (PPE). – (ES) Fru formand! Asyl er et præcist og veldefineret juridisk begreb, der intet har at gøre med tilbagetagelsesaftalen.

Aftalen med Pakistan er et EU-instrument, der indgår i kampen mod ulovlig indvandring, ikke i international beskyttelse eller asyl.

Der er ingen tvivl om aftalens formål, som er tilbagetagelse af pakistanske statsborgere, der ikke opfylder eller ikke længere opfylder gældende krav for indrejse, ophold eller bopæl i en medlemsstat, eller af tredjelandes statsborgere eller statsløse, der har visum eller opholdstilladelse udstedt af pakistanske myndigheder, og som ulovligt er rejst ind i en medlemsstat direkte fra Pakistan.

Respekt for grundlæggende menneskerettigheder under hjemsendelsesprocessen skal garanteres ved at kræve, at folkeretten overholdes, især non-refoulement-princippet og den europæiske menneskerettighedskonvention.

Kort sagt gælder aftalens bestemmelser kun for personer, som er ulovligt i EU, og de påvirker ikke andre, som har fået asyl, eller hvis ansøgning for international beskyttelse er under behandling.

Derfor kan og må vi efter min mening ikke blande forskellige ting sammen, der kunne forhindre, at der indgås en aftale, som er grundlæggende for udviklingen af EU's fælles immigrationspolitik.

Derfor støtter vi aftalen, men forlanger garantier fra Pakistan.

  Emine Bozkurt (S&D). – (NL) Fru formand! Oversvømmelserne i Pakistan er de alvorligste i 80 år, og i øjeblikket er der ingen ende i sigte. Millioner af mennesker er ramt. Mange er blevet hjemløse, og hungersnød truer. Skal vi sende folk tilbage på samme fly, som vi bruger til at sende humanitær hjælp til Pakistan?

En aftale mellem EU og Den Islamiske Republik Pakistan ville være uansvarlig. Vi kan ikke se bort fra menneskerettighedssituationen i Pakistan, som lader meget tilbage at ønske. Pakistan har ikke engang underskrevet Genèvekonventionen om flygtninges retsstilling. Vi bør indgå aftaler under passende betingelser, f.eks. krav om underskrivelse af Genèvekonventionen eller andre aftaler, der sikrer grundlæggende rettigheder.

Derfor er jeg også meget nysgerrig om de aftaler, som EU forhandler om med andre lande. Det vigtige er, at vi har adgang til dem, så vi kan sikre, at aftalerne er forsvarlige. Hvad er f.eks. situationen med tilbagetagelsesaftalen med Tyrkiet? Efter sigende er forhandlingerne så godt som fuldført. Et par medlemsstater har stadig indvendinger mod den endelige tekst.

Kunne kommissæren fortælle os, hvad knasterne i forhandlingerne handler om? Hvad foretager Kommissionen sig for at opnå et positivt resultat? Og når aftalen er færdig, vil Kommissionen da langt om længe tage næste skridt? Vil tyrkiske forretningsfolk og studerende endelig kunne rejse visumfrit til Europa? Det er trods alt skandaløst, at EU gennemfører politikker om visumfri rejser med en bred vifte af lande, men ikke med et af sine kandidatlande.

  Birgit Sippel (S&D). – (DE) Fru formand! I sit indlæg sagde ordføreren, at Parlamentet nu er nødt til at støtte aftalen. Måske var det en fejloversættelse, men ikke desto mindre vil jeg gøre det helt klart, at jeg ikke er nødt til at støtte denne aftale, og at jeg bestemt ikke vil støtte den.

Denne første aftale efter Lissabontraktatens ikrafttræden vil især sende et meget vigtigt signal. Men hvilken form for signal sender vi til EU og andre lande? Når jeg ser, hvem der støtter aftalen, ser jeg først og fremmest, at der er et bibelsk princip på færde, for vi vasker vores hænder for at illustrere vores manglende ansvar – vi har jo en traktat. Men vi har overhovedet ingen idé om, hvad der sker med de mennesker i disse lande, når vi sender dem tilbage. Jeg havde gerne set større følsomhed over for spørgsmålet om behandlingen af flygtninge og respekt for menneskerettighederne. Vedtagelsen af denne aftale vil i alvorlig grad bringe vores troværdighed i fare i spørgsmål om demokrati og menneskerettigheder. Derfor vil jeg endnu en gang opfordre alle mine kolleger i Parlamentet til ikke at støtte denne aftale.

FORSÆDE: Libor ROUČEK
Næstformand

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! Kombinationen af EU's restriktive grænsekontrolforanstaltninger ved de ydre grænser og streng anvendelse af tilbagetagelsesaftaler kan dæmme op for strømmen af ulovlige indvandrere. Det beviser eksemplet med Lampedusa efter min mening ganske tydeligt. Mens folk i titusindvis årligt stormede Italiens kyst frem til 2008, er der nu synligt færre i de overfyldte modtagelseslejre. Derfor bør Parlamentet støtte Kommissionens hurtige forhandling om yderligere aftaler, f.eks. med Tyrkiet.

Men i den forbindelse må vi blankt afvise absurde krav som det fra Libyens statschef, oberst Gaddafi, som mener, at EU bør betale Afrika mindst 5 mia. EUR om året for at bekæmpe ulovlig indvandring. I stedet skal EU's mange økonomiske tilskud såsom udviklingsbistand knyttes til staternes villighed til virkelig at samarbejde med EU om at bekæmpe ulovlig indvandring. Vi er også nødt til at bekæmpe misbrug af asylsystemet og falske asylsøgere i hele EU og styrke grænsekontrolagenturet Frontex på en virkelig effektiv vis.

  Georgios Papanikolaou (PPE). – (EL) Hr. formand, mine damer og herrer! Omkring 80 % af de ulovlige indvandrere ved EU's ydre grænser findes i Grækenland. Der blev anholdt omkring 126 000 ulovlige indvandrere i Grækenland i 2009. Heraf var omkring 5 000 (4 852, for at være nøjagtig) fra Pakistan, og 36 472 var fra Tyrkiet.

Herudfra drager jeg følgende konklusion: Aftalen med Pakistan er meget vigtig og har faktisk været længe undervejs. Der er gået 8 år. Artikel 16 indeholder bestemmelser om beskyttelse af menneskerettighederne, og vi forventer os meget af denne aftale.

Jeg vil gerne minde Parlamentet om, at Spanien, Malta og Italien modtager et begrænset antal ulovlige indvandrere takket være sådanne aftaler. Jeg forventer, at aftalen med Tyrkiet ikke vil tage endnu 8 år, fru kommissær. De har mange gange fortalt os, at vi er i slutfasen. Men der er ikke sket nogen bekendtgørelse. Jeg forventer, at der ikke sker yderligere forsinkelser. Der er ingen tid at spilde.

  Franziska Keller (Verts/ALE). – (EN) Hr. formand! Et punkt til afklaring, der ikke lader til at stå særlig klart her, er, at folk, der har status som ulovlig, ikke nødvendigvis er rejst ulovligt ind i EU. De kan meget vel være asylsøgere, hvis ansøgninger er blevet afvist, eller folk, der er rejst hertil på turistvisum og er blevet her længere, end visummet gælder, så de er ikke ligesom dem, der er rejst ind ved hjælp af kriminelle handlinger på en meget ulovlig måde.

Fru Malmström sagde, at hun ønsker at leve op til Europas borgeres forventninger. Det, vores borgere forventer, er et EU med menneskerettigheder og respekt for mennesker. Disse forventninger bør opfyldes. Jeg undrer mig over, hvordan De vil overvåge folk, der bliver sendt tilbage, for at sikre, at de ikke bliver forfulgt og tortureret. Hvordan vil De undersøge det? Hvordan vil det se ud rent praktisk?

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! Den høje grad af eufori i forbindelse med de demokratiske fremskridt i Tyrkiet som følge af den seneste folkeafstemning skal sættes i perspektiv, for det er indtil nu ikke lykkedes Tyrkiet at samarbejde med EU om tilbagesendelse af flygtninge og migranter. I den forbindelse er Tyrkiet ikke kun oprindelsesland, men også ofte transitland for flygtninge fra Mellemøsten, Irak og Iran. Men samarbejde i vores fælles kamp mod flygtninge er afgørende. Selv om Frontex kan hjælpe med tekniske spørgsmål, betyder det naturligvis ikke, at EU skal afholde de generelle udgifter til Tyrkiets grænsekontrol. EU kan ikke være Ankaras pengeautomat, og under alle omstændigheder er førtiltrædelsesstøtten yderst gavmild. Tyrkiet må derfor overholde Genèvekonventionen om flygtninges retsstilling, og manglende grundlæggende rettigheder må ikke bruges som undskyldning for at afvise tilbagesendelse af flygtninge. Det er uacceptabelt, at Ankara på den ene side skubber på for at opnå tættere forbindelser til Bruxelles, men på den anden sender rigelige mængder af flygtninge til det eldorado, man mener, EU er. Derfor må en tilbagetagelsesaftale gennemføres hurtigst muligt.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Hr. formand! I forbindelse med forhandlingen vil jeg gerne nævne et af tredjelandene, nærmere bestemt Republikken Moldova.

I 2007 ratificerede Parlamentet tilbagetagelsesaftalen mellem Moldova og Fællesskabet. Men denne politik har visse mangler. Der blev ikke foretaget tilstrækkelig vurdering af dens virkninger for Moldova, og forhandlingen om aftalen og dens gennemførelsesprocedurer var ikke tilstrækkelig gennemsigtige. Mens kommunisterne var ved magten fra 2001 til 2009, migrerede over 600 000 mennesker fra Moldova til EU. En af årsagerne var den manglende respekt for menneskerettighederne. Menneskerettighedsdomstolens mange fordømmelser af Moldova er et eksempel herpå.

For at løse disse problemer må EU sørge for hensigtsmæssige handelspolitikker og større udviklingsbistand. På den baggrund mener jeg, at EU's initiativ til at yde økonomisk støtte til Moldova skal videreføres.

  Harlem Désir (S&D). – (FR) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! I morgen vil Parlamentet for første gang blive bedt om at godkende en tilbagetagelsesaftale. Det er et meget vigtigt ansvar, som jeg mener, Parlamentet må behandle seriøst, for de påvirker de involverede personers sikkerhed.

Pakistan er en stat, der hverken har underskrevet eller ratificeret Genèveflygtningekonventionen eller konventionen om statsløse personers retsstilling. Denne aftale kunne påvirke ikke alene pakistanske statsborgere, men også borgere fra andre lande, som flygter fra krig og uroligheder, og her tænker jeg især på afghanere, der som følge af denne aftale meget vel kunne blive sendt til en stat, der ikke yder nogen garantier overhovedet.

Derfor er Parlamentets primære – og efter min mening mest legitime – anmodning, at vi får en vurdering af de tidligere tilbagetagelsesaftaler, for det har Kommissionen trods alt lovet.

For det andet opfordrer vi Pakistan til at underskrive disse Genèvekonventioner, før man begynder at overveje en aftale.

For det tredje – og det er det absolut mindste, vi forventer – beder vi om, at Parlamentet kan deltage i det fælles tilbagetagelsesudvalg, med andre ord at det også kan overvåge de betingelser, som fremtidige aftaler skal gennemføres på.

Som tingene ser ud lige nu, synes jeg ikke, vi skal give vores godkendelse i morgen.

  Cecilia Malmström, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg ville med glæde diskutere Tyrkiet, Libyen og Moldova med Dem, men vi er ved at løbe tør for tid, så jeg vil holde mig til emnet for forhandlingen. Men jeg kommer gerne tilbage for at diskutere disse spørgsmål med Dem ved en senere lejlighed.

Hvad angår Pakistan, har vi, som nogle talere nævnte, diskuteret denne tilbagetagelsesaftale med dem i mange år. Jeg tror, De alle er enige i, at det er langt bedre at have en europæisk aftale med Pakistan end flere mere eller mindre obskure bilaterale aftaler. Som europæisk aftale kan den overvåges, den kan underkastes kontrol, den er meget mere gennemsigtig, vi kan drøfte den her i plenum, vi kan lægge større pres på spørgsmål som grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder, og vi har større juridisk klarhed.

Jeg vil gerne understrege det, jeg allerede sagde under mine indledende bemærkninger, nemlig at gældende EU-ret på asylområdet stiller krav om, at medlemsstaterne yder en statsborger fra et tredjeland eller en statsløs person international beskyttelse, hvis det efter individuel behandling af asylansøgningen konstateres, at den pågældende har behov for international beskyttelse. Direktivet om anerkendelse af ret til asyl – og De ved alle, at jeg ønsker at styrke dette direktiv, og forhandlingerne er i gang – specificerer relative kriterier i den forbindelse, og ingen tilbagetagelsesaftale kan fritage medlemsstater fra den grundlæggende forpligtelse og opgave.

Den erklæring, vi er blevet enige om i forhold til at rapportere til Parlamentet og til forøget gennemsigtighed, er meget vigtig, og Kommissionen kan give tilsagn om at følge den. Som sagt vil der ske en evaluering af alle tilbagetagelsesaftaler. Denne evaluering vil udgøre grundlaget for en fremtidig strategi om kommende tilbagetagelse, og det vil jeg med glæde drøfte med Dem.

Hvad angår spørgsmålet om, hvordan vi kan kontrollere, hvad der sker med disse mennesker, kan Kommissionen naturligvis ikke tjekke op på alle disse enkeltpersoner. Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at gøre det. De er ikke forpligtede til at rapportere til Kommissionen, men i lyset af den kommende evaluering vil vi se på sagen og se, hvordan vi kan udvide samarbejdet – medlemsstater, ikkestatslige organisationer, dem, der arbejder i marken – for at komme videre.

Så evalueringen er meget vigtig. Den vil definere den fremtidige tilbagetagelsespolitik, men det bør ikke forhindre os i at opnå fremskridt i forhold til den aftale, der er på bordet.

Denne aftale er vigtig for, at vi kan administrere vores migrationspolitik ordentligt, og med løftet om at vende tilbage til Dem hurtigst muligt med evalueringen vil jeg indtrængende opfordre Dem til at stemme for tilbagetagelsesaftalen i morgen.

  Csaba Sógor, ordfører. – (HU) Hr. formand! Jeg håber, De ikke vil være alt for streng over for mig, for jeg brugte kun tre minutter og 20 sekunder af mine første fire minutter. Tilgiv mig, hvis jeg bruger lidt længere tid denne gang.

Det, der skete i Pakistan under oversvømmelserne, rørte os dybt, og vi er stadig meget bekymrede over alle de menneskerettighedskrænkelser, der finder sted, både i Pakistan og andre steder i verden. Men det bekymrer os endnu mere, når menneskerettighederne endda krænkes i lande, der har underskrevet Genèvekonventionen om flygtninges retsstilling. Og vi er endnu mere bekymrede over, at nogle af de medlemmer af Parlamentet, der støtter befolkningen i Pakistan – og med god grund – og siger fra over for menneskerettighedskrænkelser, måske ikke anerkender nationale mindretal i deres egen medlemsstat.

Jeg vil gerne gentage, hvad jeg allerede har sagt under forhandlingen: Spørgsmålet om menneskerettigheder er ganske vist vigtigt, men denne aftale handler ikke primært om spørgsmål om menneskerettigheder. Den handler også om EU-borgere og medlemsstater, der vender sig til os for at opnå sikkerhed. Tillad mig at nævne et tilfælde, der fandt sted i Det Forenede Kongerige i maj 2010. To pakistanske studerende, Abid Nasser og Ahmad Faraz Khan, blev anholdt, mistænkt for terrorisme. Den britiske domstol afsagde kendelse om, at det kunne bringe de to studerendes liv i fare, hvis de blev sendt tilbage til Pakistan, så de fik lov at blive i Det Forenede Kongerige. Så når vi taler om at sende folk tilbage, har vi naturligvis enhver ret til at holde Pakistan ansvarlig for krænkelser af menneskerettighederne, men vi bør primært have tillid til dommerne og domstolene i vores medlemsstater, og vi kan måske sørge for, at enkeltpersoners menneskerettigheder ikke krænkes.

På mange måder lever Pakistan ikke op til kriterierne, men vi må ikke glemme, at det har haft et ministerium for minoriteter siden 2004, og i år, måske også som følge af Deres kritiske bemærkninger, ratificerede landet to internationale aftaler, nemlig den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf af 1984. Jeg må sige, at de måske har ændret det, fordi De var kritisk over for denne aftale og ratificerede den, men måske kan jeg også sige, at hvis De stemmer nej i morgen, betyder Deres stemme, at De ikke stoler på domstolene i Deres egen medlemsstat. Derfor opfordrer jeg alle til at give Pakistan chancen for at fortsætte ad denne vej efter næsten 10 års forhandlinger og aftaler, og forhåbentlig vil landet også underskrive Genèvekonventionen.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen (tirsdag den 21. september 2010) kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Krzysztof Lisek (PPE), skriftlig. – (PL) Som led i forhandlingen om aftalen om tilbagetagelse mellem EF og Pakistan – Fællesskabets tilbagetagelsesaftaler med tredjelande vil jeg gerne henlede opmærksomheden på spørgsmål i forbindelse med arbejdet på en aftale mellem EU og Georgien om tilbagetagelse af personer, der opholder sig ulovligt. I denne sag styres vi i princippet af ønsket om at styrke samarbejdet mellem EU og Georgien for at muliggøre en mere effektiv kamp mod ulovlig indvandring og koncentrerer os derfor gensidigt om at udarbejde hensigtsmæssigt hurtige og effektive procedurer, der vil gøre det muligt at fastslå identiteten af og sikre sikker hjemsendelse og transit i overensstemmelse med lovens krav for personer, som ikke eller ikke længere opfylder betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl på Georgiens eller en EU-medlemsstats territorium. Efter min mening bør en sådan aftale træde i kraft hurtigst muligt, for i dette tilfælde behandler vi ikke utallige kontroversielle spørgsmål, ligesom vi gør i forbindelse med Pakistan. Tværtimod – Georgien respekterer menneskerettighederne – landet er signatar af konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder af 4. november 1950 og af konventionen om flygtninges retsstilling af 28. juli 1951 som ændret af protokollen vedrørende flygtninges retsstilling af 31. januar 1967. Endvidere er landet medlem af Europarådet.

  Cristian Dan Preda (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg vil starte med at understrege den symbolske betydning af denne første tilbagetagelsesaftale underskrevet af EU som en enhed. Desuden er Pakistan en vigtig partner for EU, især i kampen mod terrorisme. Den generelle konsensus er, at EU må forbedre sin strategi og engagere sig mere i dette land. Jeg mener, at der er behov for en tydelig, velstruktureret samarbejdsramme med Pakistan i forhold til tilbagetagelse. Uden denne aftale udsætter vi os selv for risikoen for, at medlemsstater vil hjemsende ulovlige indvandrere til dette land uden for enhver europæisk juridisk ramme og på ad hoc-basis. Baseret på denne formodning ville EU ikke have noget at skulle have sagt, og det ville især ikke have lejlighed til at bede om garantier i forhold til respekt for grundlæggende rettigheder. Det skal understreges, at EU vil blive repræsenteret i det fælles tilbagetagelsesudvalg, der nedsættes i henhold til aftalens artikel 16, hvilket vil sætte det i stand til at overvåge respekten for grundlæggende rettigheder i forbindelse med tilbagetagelse. Endvidere tager neutralitetsklausulen i artikel 16 hånd om bekymringerne for respekten for menneskerettighederne i Pakistan.