Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2009/0076(COD)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A7-0239/2010

Indgivne tekster :

A7-0239/2010

Forhandlinger :

PV 21/09/2010 - 10
CRE 21/09/2010 - 10

Afstemninger :

PV 22/09/2010 - 5.6
CRE 22/09/2010 - 5.6
Stemmeforklaringer
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P7_TA(2010)0145
P7_TA(2010)0333

Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Tirsdag den 21. september 2010 - Strasbourg EUT-udgave

10. Markedsføring og anvendelse af biocidholdige produkter (forhandling)
Video af indlæg
Protokol
MPphoto
 

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Klaß for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om markedsføring og anvendelse af biocidholdige produkter (KOM(2009)0267 – C7-0036/2009 – 2009/0076(COD)) (A7-0239/2010).

 
  
MPphoto
 

  Christa Klaß, ordfører. – (DE) Hr. formand, hr. Tajani, mine damer og herrer! Vi har i mere end et år drøftet Kommissionens forslag til revision af direktivet om markedsføring af biocidholdige produkter, der blev indført i 1998. Vi ser nu positivt på det foreliggende forslag, især fordi vi ændrer et direktiv til at være en forordning. EU må påtage sig sit ansvar. Det indebærer også, at områderne vedrørende det indre marked skal reguleres via klare forordninger.

Biocidholdige produkter er en del af vores civilisation, og vores levestandard afhænger af dem. De kan ikke undværes, hvis man skal opretholde den høje sundhedsmæssige og hygiejnemæssige standard, vi vil have. Når de bruges som desinfektionsmidler og pesticider, beskytter de os mod farlige sygdomme eller deres bærere. I betragtning af den høje befolkningstæthed i vores samfund har vi brug for bestemte former for hygiejne for at forhindre kim og sygdomme i at blive overført. Vores internationale mobilitet gør det imidlertid muligt, at sygdomme, virus og bakterier hurtigt kan komme rundt i verden. Det er vigtigt, at infektioner ikke får lov til at sprede sig på sygehuse. Vaskerierne skal kunne kontrollere og udrydde alle de kim, der bliver slæbt med ind.

Biocider anvendes også til at beskytte træ, tekstiler, læder, gummi og murværk og er en bestanddel i væsker til metalforarbejdning. Biocider dræber svampe, kim og skadedyr og yder os beskyttelse imod dem. Produkterne skal være effektive, og som følge heraf kan de være farlige, hvis de ikke bliver anvendt korrekt. Vi er derfor nødt til at have en streng regulering. Fordelene og ulemper skal omhyggeligt vejes op imod hinanden. Først og fremmest må man ikke anvende biocider helt uhæmmet. Vi skal sikre, at de bliver håndteret og behandlet på en ansvarsbevidst måde. Hvis man bruger en lille smule, er det såre effektivt, men hvis man bruger for meget, kan det skade.

Vi har altså brug for en strategi for bæredygtig brug af biocider med oplysninger om alternativer. Vi skal være klar over en ting. Det handler ikke primært om beskyttelse mod biocider, men om den beskyttelse, biocider giver. Hvis nogen får lus i håret, skal man kunne bekæmpe problemet. Men man skal først og fremmest bruge en tættekam. Hvis det ikke hjælper, kan man bruge et biocid til behandling af hovedlus.

Da nanoteknologi er et nyt udviklingsområde, skal dette område kontrolleres særdeles omhyggeligt, fordi nanopartikler kan komme ind under huden og blive optaget direkte i vores vandforsyninger. Vi skal støtte forskning og innovation og ikke lægge hindringer i vejen. Der skal gennemføres flere undersøgelser vedrørende biocider i vand, da der på nuværende tidspunkt kun findes meget få data.

Målet med nærværende forordning er at harmonisere det indre marked og indføre en strømlinet procedure for godkendelse af aktivstoffer og produkter. Biocider vil for første gang være omfattet af krav om registrering. Det er nærliggende og rigtigt at organisere og forvalte dette korrekt på europæisk plan. Dette giver reelle fordele for det indre marked og for forbrugerne. Parlamentet opfordrer til, at man fra 2017 godkender alle produkter på EU-plan, og vi støtter på det kraftigste denne opfordring i dag. Hvis vi begynder at udarbejde en ny forordning nu, skal vi gøre det korrekt og omsætte den i praksis inden for den foreskrevne frist.

Biocidmarkedet omfatter en lang række forskellige former for produkter og specialiteter, som ofte kun kommer på markedet i mindre mængder. Vi har brug for disse mange forskellige produkter for at kunne bekæmpe de mange forskellige skadelige organismer. Hvis vi reducerer antallet af aktivstoffer, vil resistensen blandt parasitter og insekter stige – med fatale konsekvenser til følge. Vi må derfor sikre, at udgifterne til registrering og godkendelse holdes inden for nogle rimelige grænser, især for så vidt angår de mange små og mellemstore producenter. Der er brug for strenge udelukkelseskriterier, og det er helt på sin plads, at de bliver indført. Parlamentet foreslår meget klare udelukkelseskriterier og definerer nogle begrænsede undtagelser for at kunne opfylde kravene med hensyn til folkesundheden og miljøet.

Vi mener også, at forbrugeroplysning er vigtig. Materialer, som er blevet behandlet med biocider, skal derfor også være omfattet af forordningen. I fremtiden må materialer, der sælges i EU, kun være behandlet med biocider, som er godkendt her. De alvorlige sundhedsproblemer som følge af brugen af svampedræbende midler i Det Fjerne Østen på sko og møbler, som opstod sidste år, har vist, at vi har brug for strengere lovgivning og frem for alt strengere importkontrol. Det vil beskytte forbrugerne og hindre konkurrenceforvridning. Vi har på dette grundlag arbejdet sammen om at nå frem til et kompromis. Jeg vil bede mine kolleger om at give deres opbakning til dette kompromis.

 
  
MPphoto
 

  Antonio Tajani, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne sige tak til Parlamentet og navnlig ordføreren, fru Klaß, skyggeordførerne og medlemmerne af Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed for deres betydelige arbejdsindsats.

De 330 ændringsforslag, der blev vedtaget i Udvalget om Miljø, og det globale kompromis, som blev vedtaget i sidste uge, vidner om deres engagement og interesse i dette dossier. Disse ændringsforslag falder i tråd med det generelle hovedindhold i Kommissionens forslag.

Lad mig dvæle lidt ved det, der efter vores mening er de vigtigste udestående punkter.

Første punkt drejer sig om at udvide EU's godkendelsessystem og de dermed forbundne procedurer. For at nå til enighed om dette dossier er det altafgørende, at vi når frem til et kompromis om undersøgelsen af EU's godkendelsessystem og de dermed forbundne procedurer, især den rolle, Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) skal spille.

Selv om Kommissionen i princippet kan støtte en udvidelse af EU's godkendelsessystem til en større gruppe biocidholdige produkter, kan den kun gøre dette på to betingelser.

For det første skal ECHA og Kommissionen have tilstrækkelige ressourcer til at kunne påtage sig den yderligere arbejdsbelastning. Uden tilstrækkelige ressourcer vil der opstå forsinkelser, hvilket vil reducere fordelene ved EU's godkendelsessystem.

For det andet skal vi udforme en mekanisme, der er egnet til, at man lidt efter lidt kan udvide omfanget af systemet, f.eks. ved at forskyde indførelsen af produkttyper eller ved at anvende horisontale kriterier som f.eks. tilsvarende anvendelsesbetingelser.

For så vidt angår procedurer vedrørende EU-godkendelse, kommer ECHA til at spille en uhyre vigtig rolle med hensyn til systemets drift. Vi skal sikre, at ECHA's ressourcer anvendes til arbejde, der bringer merværdi, for så vidt angår harmonisering, eller som ikke kan udføres mere effektivt af medlemsstaterne. Jeg vil også gerne tilføje, at bestemmelserne skal udformes med henblik på, at man kan håndtere den udvidede anvendelse af EU's godkendelsessystem.

Det andet punkt drejer sig om undtagelser fra udelukkelseskriterierne. Med hensyn til det problematiske spørgsmål om undtagelser fra udelukkelseskriterierne bemærker jeg mig, at man i kompromisforslaget giver mulighed for, at der kan findes en rimelig balance mellem på den ene side målet om at garantere et højt beskyttelsesniveau for miljøets og folkesundhedens skyld og på den anden side behovet for at åbne mulighed for en vis grad af fleksibilitet i tilfælde, hvor der ikke findes nogen erstatningsløsning.

Det tredje punkt drejer sig om de nationale undtagelser i forbindelse med gensidig anerkendelse. Selv om vi erkender, at nationale undtagelser i forbindelse med gensidig anerkendelse kan være berettiget under visse omstændigheder, mener vi, at Kommissionen skal gennemgå disse undtagelser fra gang til gang. Hvis disse undtagelser godkendes, uden at der åbnes mulighed for kontrol fra Kommissionens side, indebærer det en risiko for, at det påvirker det indre marked for biocidholdige produkter negativt, og formålet med forordningen er jo netop at fremme det indre marked.

Det fjerde punkt drejer sig om definitionen af lavrisikoprodukter. For så vidt angår definitionen af lavrisikoprodukter, er vi nødt til at gøre os anstrengelser for at fastlægge en pragmatisk definition som en sine qua non-betingelse for en effektiv politik vedrørende sådanne produkter. Der skal tilsyneladende stadig gøres en indsats, inden man kan nå frem til en klar definition af de kriterier, der skal anvendes for lavrisikoprodukter.

Det femte punkt drejer sig om behandlede genstande. Med hensyn til behandlede genstande støtter vi de ændringsforslag, hvoraf det fremgår, at kontrolforanstaltningerne skal tage udgangspunkt i indholdet af aktivstoffer. Med hensyn til mærkning af sådanne genstande støtter vi den generelle strategi med at anvende forskellige regler, afhængigt af om genstandene har en intern eller ekstern virkning, f.eks. afhængigt af om produktet bevidst blev kasseret eller kom i kontakt med mennesker eller miljøet.

Det sjette punkt drejer sig om "free-riders". Selv om vi støtter kompromisforslaget om "free-riders", har vi alvorlige betænkeligheder omkring en række andre ændringsforslag i forbindelse med idéen om indføjelse efter virksomhed.

Det syvende punkt drejer sig om nanomaterialer. Vedrørende nanomaterialer har Kommissionen rettet sig efter sin politik om at træffe en beslutning på grundlag af videnskabelige faktorer og dens ønske om at forbedre kendskabet til disse materialer og godkender behovet for at definere nanomaterialer og om nødvendigt princippet om, at de skal vurderes separat.

Endelig er der dyreforsøg. Selv om Kommissionen støtter målet om at reducere omfanget af dyreforsøg, bør dette efter Kommissionens mening ikke ske på bekostning af et højt beskyttelsesniveau for miljøet og folkesundheden.

Jeg vil nu nøje følge med i forhandlingen her i Parlamentet om forslaget og de foreslåede ændringsforslag og kan i mine afsluttende kommentarer evt. bidrage med at få afklaret nogle punkter.

 
  
MPphoto
 

  Amalia Sartori, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne sige tak til ordføreren, fru Klaß, for det udbytterige samarbejde med hende, som gav mig mulighed for at forbedre hendes betænkning med en hel del vigtige punkter fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse.

Jeg håber også, hun støtter visse ændringsforslag, jeg har stillet med henblik på afstemningen i morgen, og som går ud på at undgå dobbeltvurderingen af risici i forbindelse med produkter, der allerede er blevet godkendt og derfor vurderet, medmindre der modtages nye oplysninger, som kan retfærdiggøre, at der skal ske en ny kontrol.

Det glæder mig også, at der, selv om det vil ske lidt efter lidt, vil blive mulighed for en central godkendelse, der kommer til at omfatte alle produktkategorier. Jeg vil i den forbindelse gerne spørge kommissær Tajani – selv om han allerede har nævnt nogle af disse ting i hans rapport – hvordan og i hvilket omfang det vil være nødvendigt at forsyne Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) med nogle redskaber, hvormed man problemfrit og effektivt kan håndtere det store antal sager, som vil blive indgivet.

 
  
MPphoto
 

  Richard Seeber, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne rose ordføreren, fru Klaß, og også fru Sartori rigtig meget for den måde, hvorpå de med så stor succes har arbejdet sammen med hinanden og med skyggeordførerne med henblik på at udarbejde en pakke, der efter min vurdering er politisk acceptabel for alle grupperne. Det er vigtigt at huske, at biocider ikke er noget mål i sig selv. De gør rent faktisk stor nytte i vores moderne samfund, og fru Klaß har givet nogle eksempler herpå.

Begrundelsen for at anvende biocider er ønsket om at opfylde forbrugernes krav om øget fødevaresikkerhed og bedre sundhed. Der er mange områder, hvor man anvender biocider, og samtidig er producentmarkedet yderst fragmenteret. Jeg vil gerne især fokusere på situationen for producenterne og også på, at det gamle direktiv ikke kunne opfylde kravene hverken med hensyn til bedre sundhed for forbrugerne eller med hensyn til et velfungerende indre marked for producenterne. Et af de største problemer er, at vi ikke har et EU-godkendelsessystem for biocider. Det er også vigtigt at præcisere, at vi har brug for dette EU-godkendelsessystem for så mange grupper af biocider som muligt, for ellers vil lovgivningen bare være et stykke værdiløst papir. Jeg vil gerne forsvare det indgåede kompromis vedrørende artikel 33, som har gjort det muligt for alle de politiske grupper at blive enige om, at den nye forordning skal indføres lidt efter lidt, og samtidig får medlemsstaterne mulighed for at gøre undtagelser, for så vidt angår særlig farlige stoffer.

Arbejdet med at udarbejde pakken med kompromisløsninger har efter min mening været meget grundigt. Jeg vil gerne bede alle mine kolleger om at stemme for pakken.

 
  
MPphoto
 

  Dan Jørgensen, for S&D-Gruppen. – (DA) Hr. formand! Når man hører Kommissionen tale, når man hører mine borgerlige kolleger fra PPE-Gruppen tale, så skulle man næsten tro, at dette bare handler om at lave løsninger, der er så nemme og så effektive rent bureaukratisk som muligt. Det handler det selvfølgelig også om. Selvfølgelig handler det også om, at industrien skal kunne markedsføre varer og handle på tværs af grænser. Det er bare ikke det vigtigste. Det vigtigste for os socialdemokrater har været – og det går vi ikke på kompromis med – miljø og sundhed.

Næsten hver dag kommer der nye forskningsresultater, som viser, at det samlede kemikalietryk, som vi mennesker er udsat for, og som vores miljø er udsat for, stiger. Vi ser unge piger, der kommer i puberteten som ti/elleveårige. Vi ser kræft, der spreder sig. Vi ser nye kræftformer, der opstår. Vi ser par, der ikke kan få børn. Mange af disse ting skyldes de kemikalier, der er omkring os.

Kemikalier har også mange gavnlige effekter, det anerkender vi. Men når vi ved, at der er kemikalier, som har meget skadelige effekter, og vi ved, at der findes alternativer til mange af kemikalierne, så skal vi selvfølgelig udskifte de farlige med de sikre alternativer. Det gælder også for biocider. Derfor har det vigtigste for os været – og det synes vi i nogen grad at have opnået med dette kompromis – at få skiftet de farlige stoffer ud med sikre alternativer.

Derudover har vi insisteret på, at hvis vi går med til en centraliseret proces for godkendelse, hvilket kan være fornuftig, da det kan føre til mindre bureaukrati osv., så skal de enkelte lande også have mulighed for at sige nej, hvis der er specielle forhold i et enkelt land der gør, at man bliver nødt til at forbyde eller lave restriktioner for et kemikalie i det land. Vi har også sagt, at det ikke kun handler om, hvilke stoffer der kommer på markedet, men også om hvordan man bruger dem. Derfor har vi insisteret på, at der i nær fremtid skal udarbejdes ny lovgivning, nemlig et rammedirektiv for, hvordan man bruger biocider.

Endelig har vi insisteret på så få dyreforsøg som muligt. Der bliver i dag brugt for mange dyreforsøg. Der findes alternativer. Det har også været en af vores målsætninger, som vi synes er lykkedes.

 
  
MPphoto
 

  Corinne Lepage, for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Takket være alles arbejdsindsats, især ordførerens indsats, har vi i hvert fald nået ét mål. Vi er efter meget vanskelige drøftelser nået til enighed om et centralt punkt i godkendelsesproceduren.

Vores holdning til dette spørgsmål gik i den rigtige retning. For det første var der behov for at kunne garantere, at systemet kunne gennemføres, dvs. at Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) ikke pludselig blev oversvømmet af anmodninger, som man var ude af stand til at reagere på, og for det andet var der behov for at fremme et system, som tilskynder til brug af lavrisikoprodukter. Der er opnået et velafvejet kompromis vedrørende dette punkt. Det giver os tid, idet der gives fire år til at få systemet på plads, og der er en bonus til de mindst farlige produkter.

Hvad det øvrige angår, afviser vi, selv om vi støtter de ændringsforslag, der skal gøre systemet fleksibelt, som f.eks. rammeformuleringer, at tillade indførelse heraf for enhver pris. Toksiciteten af visse produkter såsom pesticider er åbenlys, og jeg støtter helt og fuldt udtalelserne fra vores kollega hr. Jørgensen om en række produkters indvirkning på sundheden og miljøet.

Vi afviser af den grund enhver bestemmelse, der kan rejse tvivl om kvaliteten af produktvurderinger eller forringer det system, som fremmer erstatning af de stoffer, der vækker størst bekymring, og derfor er en række ændringsforslag, der lige er blevet stillet, helt og aldeles uafvejede, og vi kan ikke støtte dem.

Lad os ikke bedrage os selv. Dette er resultatet af en holdning, der giver forrang til kortfristede interesser i forhold til beskyttelse af sundheden og miljøet. Vi må aldrig glemme, at sundheden og miljøet ikke alene er værdier, som vi forsvarer. Det er også i hele samfundets økonomiske interesse at forsvare dem.

 
  
MPphoto
 

  Michèle Rivasi, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Jeg mener, at der er sket fremskridt i dette tekstforslag, bl.a. vedrørende to grundlæggende aspekter, nemlig behovet for mærkning, hvis der findes nanopartikler i et produkt, og nok så vigtigt at hvert af disse nanostoffer også vil kræve en separat vurdering, hvilket ikke er tilfældet på nuværende tidspunkt. Der er også sket fremskridt med hensyn til muligheden for at udelukke hormonforstyrrende stoffer fra de stoffer, der anvendes, med specifikke og korrekt gældende udelukkelseskriterier.

Men – for der er et men – vi er uenige i de faktiske ressourcer til Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), fordi agenturets mission skal være at vurdere og godkende biocidholdige produkter.

Vi har imidlertid lige udvidet ECHA's mission. Så langt, så godt, men når man udvider missionen, skal ECHA også have ressourcerne til virkelig at kunne gøre sit arbejde. Vi kan ikke bede ECHA om at skulle gøre meget mere og reducere sagsbehandlingstiden for vurdering af stoffer, samtidig med at man skærer ned på ressourcerne. I så fald risikerer vi at ende med forenklede vurderinger, der måske nok er blevet behandlet hurtigt, men som vil være overfladiske og derfor utilstrækkelige.

Jeg opfordrer derfor fru Klaß til at genoverveje hendes budgetforslag vedrørende ECHA's missioner på dette område. Som det ser ud nu, må jeg sige, at forslaget ikke er seriøst, og det vil påvirke arbejdsstandarden i den EU-institution, der er af afgørende betydning for sikkerheden for de europæiske borgere og forbrugere.

Det er et vigtigt anliggende. Man kan ikke forlange mere, hvis ressourcerne ikke er til stede, for ellers vil ECHA bare blive til et administrativt agentur, der reagerer på vink fra industriens lobbyister.

 
  
MPphoto
 

  Julie Girling, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke fru Klaß. I de 60 sekunder, jeg har til rådighed, kan jeg kun nævne to spørgsmål i forbindelse med dette vigtige og komplekse dossier. Det første er spørgsmålet om PBT-stoffer – persistente, bioakkumulerende og giftige stoffer. Biocider er af natur giftige, idet de dræber noget, sædvanligvis noget væmmeligt, der udgør en fare for folkesundheden og ofte dyresundheden. Så hvis nogen føler sig fristet til at stemme for ændringsforslag 61, der vil gøre toksicitet til de eneste kriterier for substitution, så pas på, for man går dermed på tværs af hele rationalet for at beskytte folkesundheden og miljøet.

Dette bringer mig til mit andet punkt, nemlig stoffet difenacoum. Formålet med ændringsforslag 243 er at begrænse anvendelsen, så dette rodenticid kun anvendes af fagfolk. Et hurtigt blik i min lokale butik i weekenden bekræftede, at dette aktivstof findes i omtrent halvdelen af de produkter, man kan købe, og alle havde en præcis brugsanvisning. Rodenticider skaber resistens, så man er nødt til at anvende dem på skift, for at de fortsat er effektive. Hvis man fjerner ét produkt, vil det forstyrre denne balance og kan føre til en større katastrofe for folkesundheden. Jeg beder så mindeligt mine kolleger om ikke at medvirke til dette.

 
  
MPphoto
 

  Sabine Wils, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Biocider er en bestanddel i mange rengøringsprodukter, desinfektionsmidler, insektmidler på spraydåse og andre dagligdagsprodukter, som folk kommer i kontakt med i det daglige. Der findes i øjeblikket over 50 000 biocidholdige produkter i EU. Jeg vil gerne gøre det helt klart for alle, at biocider fortrinsvis anvendes af private borgere. Biocider er ofte ikkebiologisk nedbrydelige, i nogle tilfælde kræftfremkaldende, yderst giftige stoffer og kan volde skade på mennesker, dyr og miljøet, når de bliver brugt og bortskaffes. Mennesker og især småbørn er i særlig stor fare, når der anvendes biocider i hjemmet, f.eks. i form af træbeskyttelsesmidler og insektmidler på spraydåse.

Ganske vist siger producenterne, at deres produkter ikke er farlige, hvis de anvendes korrekt. Men eftersom de private husholdninger i EU hvert år køber og anvender 400 000 t biocider, er det vigtigt, at man tager højde for, at midlerne anvendes forkert, og at der sker ulykker. Da dette endnu ikke har været tilfældet, har jeg stillet et ændringsforslag desangående, og jeg vil bede mine kolleger om at stemme for det. Det er ændringsforslag 352.

Skal formålet med nærværende forordning være at øge den frie omsætning af biocidholdige produkter inden for EU, sådan som Kommissionen har foreslået? Eller er Parlamentet mere optaget af at beskytte mennesker og miljøet? Det er afgørende, at vi indfører et strengt forbud mod særlig farlige stoffer. Vi skal træffe en beslutning, hvor vi bakker op om forbrugerne, for ellers sætter vi folkesundheden på spil.

 
  
MPphoto
 

  Oreste Rossi, for EFD-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Udtrykket "biocidholdigt produkt" anvendes til at betegne de aktivstoffer eller blandinger indeholdende ét eller flere aktivstoffer, der er i en form, hvor de sælges til brugeren, og som er beregnet til at aflive, afskrække, uskadeliggøre, hindre virkningen af eller på anden måde udøve en kontrollerende virkning på skadelige organismer ved hjælp af kemiske eller biologiske midler. For at få en bedre forestilling om, hvad vi her taler om, er næsten alle de frugter og grøntsager, der når frem til vores bord, blevet behandlet.

Skønt disse produkter nu er uundværlige, da de fleste dyre- og planteparasitter bliver stadig mere resistente over for deres virkninger, skal de holdes under kontrol, fordi de ofte har bivirkninger for mennesker. Nogle af dem bliver efter kontakt med fødevarer f.eks. først nedbrudt efter et bestemt tidsrum, og man skal derfor anvende klart definerede typer på specifikke årstider.

Hvis man undlader at overholde disse tidsfrister, får det alvorlige konsekvenser for mennesker, der indtager behandlede produkter – lige fra pludselige allergiske reaktioner til reaktioner forbundet med langtidspåvirkning, der kan omfatte alvorlige sygdomme eller forstadierne dertil. Ægte giftstoffer som f.eks. rodenticider, der er i fri handel til husholdningsbrug, betragtes også som biocider. Selv om der desværre nok er en risiko forbundet med at tillade fri handel med disse produkter, kan vi ikke forestille os at forbyde anvendelse deraf i en tid, hvor vi ser en betydelig stigning i parasit- og gnaverangreb i europæiske byer.

Der skal også især fokuseres på de frie varebevægelser inden for EU, på anvendelsen af forskellige former for biocider, uanset om de er tilladt eller ej, i de forskellige medlemsstater og navnlig på importen af varer fra tredjelande, hvor der endnu ikke er nogen regulering af disse stoffer. Vi skal på EU-plan garantere, at disse produkter anvendes med størst mulige seriøsitet og i streng overholdelse af den tidsfrist, der er nødvendig, for at toksiciteten bliver nedbrudt.

 
  
MPphoto
 

  Catherine Soullie (PPE).(FR) Hr. formand! Som vores ordfører, fru Klaß, understregede, spiller biocidholdige produkter en helt afgørende rolle, det være sig i husholdningen – og altså hos private – eller på offentlige steder. Biocider sikrer daglig vores hygiejne og sundhed.

Det er vigtigt, at vi når frem til en sammenhængende fællesskabstekst. Den skal først og fremmest hænge sammen med den øvrige EU-lovgivning. REACH-lovgivningen må og skal f.eks. ikke komme på tværs af forordningen om biocider. Det er vigtigt at slippe af med det administrative og lovgivningsmæssige bureaukrati, der strangulerer og kvæler vores virksomheder.

Jeg vil i den anledning gerne give udtryk for min støtte til det kompromisforslag, vores ordfører, fru Klaß, er nået frem til vedrørende det problematiske spørgsmål om udelukkelseskriterier og substitutionskandidater. På tilsvarende måde er rammeformuleringsstrategien for alle biocidholdige produkter et uhyre vigtigt element i forordningen. Det vil i høj grad gøre EU's godkendelsessystem mere effektivt.

Det er altså en fællesskabstekst. Det er to indledende positive skridt i retning af en harmonisering af det europæiske marked for biocidholdige produkter, når man indfører begrebet centraliseret godkendelse i EU, og når man forenkler proceduren og reducerer godkendelsestiderne for visse test i forbindelse med forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Endelig må vi ikke miste vores ambitioner vedrørende dette tekstforslag af syne, dvs. beskyttelse naturligvis, men opbygningen af vores fællesskabsmarked og europæisk innovation skal også være en integreret del af vores indfaldsvinkel.

 
  
MPphoto
 

  Jo Leinen (S&D).(DE) Hr. formand, hr. Tajani, mine damer og herrer! Sammen med industrikemikalier og landbrugskemikalier udgør husholdningskemikalier den tredje store gruppe af stoffer, som er af betydning for miljøet og folkesundheden, og vi indfører nu bestemmelser, der dækker disse produkter, i forordningen om biocider. Vi har efter min mening gjort betydelige fremskridt siden det gamle direktiv, der stammer helt fra 1998. Flere andre talere har allerede nævnt dette. Vi indfører nu en omfattende forordning, der ikke alene gælder for produkter fremstillet i EU, men også for importerede produkter. Dette er særdeles vigtigt. Vi forbedrer derfor mærkningen af disse stoffer og, som hr. Jørgensen har sagt, opfordrer vi til, at dyreforsøg med disse produkter erstattes med alternative metoder. Vi ser gerne, at dyreforsøg reduceres til et minimum eller endda bliver helt afskaffet på dette område. Vi ser desuden gerne, at særlig farlige stoffer erstattes med stoffer, som er mindre farlige.

Alle disse foranstaltninger er fremskridt, og vi kan forklare borgerne i Europa, at tiltagene vil gavne folkesundheden og miljøet. Jeg var overrasket over, at der var så stor uenighed om, hvorvidt Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) i Helsinki skal have ansvaret for overvågning og godkendelse af disse produkter. Vi ønsker, at man anvender de samme standarder i hele Europa, og vi ønsker, at man kan sælge disse produkter på det europæiske marked. Det er derfor helt rigtigt, at ECHA får ansvaret for dette område. Jeg vil gerne spørge hr. Tajani om, hvorvidt ECHA har tilstrækkelige midler og den rigtige organisationsform til at kunne påtage sig denne opgave.

Jeg vil gerne sige tak til fru Klaß og til skyggeordførerne for at være nået frem til bred enighed på dette område.

 
  
MPphoto
 

  Frédérique Ries (ALDE).(FR) Hr. formand! I mine øjne opsummeres det i ændringsforslag 18 til artikel 1 udmærket, hvad der bør være vores filosofi, nemlig at vi skal sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers og dyrs sundhed og miljøet og samtidig forbedre det indre markeds funktion.

Det er klart, at der ikke er nogen her i Parlamentet, som vil anfægte anvendelsen af biocider, som er særdeles nyttige til bekæmpelse af gnavere, kakerlakker, lus – jeg kan forstå, at det er ved at være årstiden for lus i skolerne – og skadedyr i al almindelighed. Udfordringen ligger faktisk et andet sted. Den består i, at antallet efter min mening bliver større og større, idet producenterne sender stadig flere produkter på markedet, men stejler ved tanken om sikrere løsninger. Som ordføreren nævnte, kan for meget være til skade.

Den anden store udfordring består i at finde nogle risikoreducerende politikker, hvilket regeringerne alt for ofte udskyder, når de er ambitiøse, men det er alligevel uhyre vigtigt, fordi brugerne er tilbøjelige til at glemme, at biocider måske nok er kendte stoffer, men immervæk er farlige at anvende. Parlamentet skal også sprede budskabet om, at man skal tage sine forholdsregler.

 
  
MPphoto
 

  James Nicholson (ECR).(EN) Hr. formand! Jeg vil også sige tak til ordføreren for hendes intensive arbejdsindsats. Forordningen om biocider og biocidholdige produkter kræver en afbalanceret tilgang, hvor man på den ene side tilgodeser producenternes interesser og på den anden side forbrugernes velfærd og sikkerhed og vores miljø.

Jeg vil gerne sige et par ord om et aspekt af den foreliggende betænkning. Jeg var meget foruroliget over det oprindelige forslag fra Kommissionen, som kunne have ført til et forbud mod rodenticider. Disse stoffer er de mest anvendte produkter til bekæmpelse af gnaverangreb og er et tvingende nødvendigt redskab i landbrugs- og landbrugsfødevaresektoren.

Jeg har haft besøg af mange repræsentanter for landbrugere og offentlige instanser i min valgkreds samt andre berørte parter, der er lodret uenige i et sådant forbud, idet man argumenterer med, at det ville får alvorlige negative konsekvenser for de respektive erhvervssektorer. Godt nok er landbrugets interessegrupper måske ikke 100 % tilfredse med forordningen i dens nuværende form, men jeg blev beroliget ved at se, at Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed vedtog en række ændringsforslag, der i en vis udstrækning forhåbentlig vil garantere, at disse rodenticider bliver undtaget. Jeg vil i den sammenhæng kraftigt opfordre mine kolleger til at godkende udvalgets indstilling og stemme for de pågældende ændringsforslag under forhandlingen i morgen.

 
  
MPphoto
 

  Paul Nuttall (EFD).(EN) Hr. formand! Jeg må sige, at man da bliver ganske henrykt over at se, at der er så mange parlamentsmedlemmer, som behandler dette forum med samme foragt, som jeg selv gør. Ud af 736 medlemmer er færre end 30 til stede – hvilket er under 5 % – og klokken er halv fire en tirsdag eftermiddag.

Som sædvanlig løber det helt løbsk med hensyn til EU's regler og forordninger. Men det er for intet at regne i forhold til de rotter og mus, der kommer til at løbe omkring, når EU fjerner almindelig rottegift fra almindelige husholdninger. Det er det, som ændringsforslag 243 i den foreliggende betænkning går ud på. Denne tåbelige lovgivning vil sikre, at kun fagfolk vil få lov til at udlægge rottegift, der kan købes frit i butikkerne. Så hvis der er rotter i forhaven, som spreder sygdomme og æder rub og stub, vil de almindelige britiske husholdninger være tvunget til at vente på kommunens rottefænger, eller de må betale for Rentokil.

Vi får i forvejen at vide, at man aldrig er mere end ca. 20 m væk fra en rotte, når man står midt i en by i Det Forenede Kongerige. Denne vanvittige lovgivning vil kun gøre tingene værre. For at sætte tingene i perspektiv er dette nogle bureaukratiske regler om en rottegift, som på sikker vis er blevet brugt af almindelige mennesker i de sidste 30 år – ikke alene i Det Forenede Kongerige, men overalt i Europa og i USA.

Jeg vil slutte af med at stille et spørgsmål. Hvorfor gør man dette? Har man lyst til flere skadedyr? Har man lyst til flere sygdomme? Eller handler det bare om kontrol og EU's sygelige optagethed af at forsøge at få styr på hvert eneste aspekt af vores liv?

 
  
MPphoto
 

  Horst Schnellhardt (PPE).(DE) Hr. formand, hr. Tajani, mine damer og herrer! Forhandlingen i dag har vist, at dette var en meget kompleks betænkning, og at vi nu er nået frem til et godt kompromis. Jeg vil gerne sige tak til ordføreren og til skyggeordførerne.

Kompromisforslaget retter op på manglerne i det eksisterende direktiv. Man standardiserer godkendelsesprocesserne, hvilket jeg mener, er særdeles vigtigt, og man sørger for omfattende beskyttelse af folkesundheden og miljøet.

På andre måder går bestemmelserne imidlertid ikke langt nok. Det er under forhandlingen i dag blevet helt klart, at disse produkter er særdeles vigtige for vores miljø, for landbrugssektorens vækst og for fødevarebranchen. Jeg vil blot gerne nævne eksemplet med rodenticider. Produkter til bekæmpelse af rotter og mus er absolut nødvendige i landbruget og fødevareindustrien. Jeg har set beviserne på de problemer som følge af mus og rotter, som landbrugerne må slås med på deres marker. Disse skadedyr resulterer i betydelige indtægtstab. Alle, der her siger, at alle de produkter, som hjælper i denne situation, skal forbydes, skal nøje overveje, hvordan man så skal beskytte vores fødevareforsyninger.

Den foreliggende betænkning er en effektiv løsning, fordi den er et tiltag mod farlige stoffer. Hvis der findes erstatningsstoffer, skal de naturligvis anvendes. Det er jo helt oplagt.

Jeg vil gerne bede Kommissionen om at fokusere mere indgående på den nye form for nanoteknologi i sine undersøgelser og gøre mere brug af dem. Det vil give os mulighed for at finde stoffer, som er mindre farlige og mere effektive.

 
  
MPphoto
 

  Mario Pirillo (S&D).(IT) Hr. formand, hr. kommissær Tajani, mine damer og herrer! Det forslag om en forordning om biocider, som vi analyserer, har til formål at forenkle godkendelses- og fornyelsesprocedurerne for markedsføring af biocidholdige produkter.

Denne forenkling vil medføre en reduktion af omkostningerne og de administrative pligter for virksomhederne, især for de små og mellemstore virksomheder, uden at omfanget af miljøbeskyttelse og af menneskers og dyrs sundhed bliver reduceret. Det var særdeles vanskeligt at opretholde en balance mellem disse to aspekter, men nogle af de kompromisændringsforslag, der er fremsat af ordføreren og skyggeordførerne, som jeg gerne vil sige tak for deres intensive arbejdsindsats, udgør efter min mening et væsentligt fremskridt.

Netop i forlængelse af opfordringen til forenkling, bør den sammenlignende vurderingsprocedure, der på nuværende tidspunkt er påkrævet for alle biocider, efter min mening ikke være påkrævet for biocider, som er blevet påvist at være sikre i brug. Jeg håber, at det ændringsforslag i denne stil, der er stillet i plenarsalen, vil blive vedtaget af mine kolleger.

 
  
MPphoto
 

  Chris Davies (ALDE).(EN) Hr. formand! Det er godt at høre, at UK Independence Party bekræfter, at de ikke bekymrer sig en disse om dyremishandling, og at de har det fint med, at verden bliver behandlet som et gigantisk kemisæt. Talidomid og DDT ville stå på alles morgenbord, hvis de fik deres vilje.

Der er her taget en problemstilling op, som vi har kunnet læse om i de britiske aviser, nemlig om virkningen af at forbyde antikoagulerende rodenticider og spørgsmålet om, hvorvidt det vil føre til rotteangreb i byerne. Vi har arbejdet sammen med Kommissionen, vi har taget de spørgsmål op, som fagfolk har gjort os opmærksom på, og i samarbejde med Kommissionen er der blevet lavet nogle ændringer. De fremgår nu af artikel 5, og jeg tror, Kommissionen støtter dem. Det burde løse den store problemstilling, der var blevet givet udtryk for.

Men der er det spørgsmål, som fru Girling har taget op, nemlig artikel 44 om difenacoum. Jeg vil gerne bede Kommissionen om at præcisere, om den støtter ændringsforslag 243, fordi det efter min opfattelse på nogle måder er i modstrid med de foreslåede ændringer af artikel 5.

 
  
MPphoto
 

  Struan Stevenson (ECR).(EN) Hr. formand! Det glæder mig, at forsøgene på at forbyde alle antikoagulerende midler og rodenticider er slået fejl. Havde et sådant forbud vundet støtte hos flertallet, ville det have ført – som vi allerede har hørt – til en eksplosion af rotter og mus i hele Europa med deraf følgende storstilet skade på opmagasinerede afgrøder, landbrugsbedrifter og beboelsesejendomme.

Det skønnes, at 7 % af alle brande i huse og 50 % af alle brande i landbrugsbedrifter skyldes gnavere, som gnaver i de elektriske ledninger. Desværre indførte miljøudvalget et specifikt forbud mod et meget anvendt antikoagulerende andengenerationsrodenticid. Som vi har hørt, hedder dette rodenticid difenacoum. Jeg håber, at Parlamentet vil stemme imod ændringsforslag 243, så der er mulighed for, at denne effektive rottegift fortsat kan anvendes, især fordi midlet allerede har været igennem en streng videnskabelig vurdering og har været igennem en korrekt og detaljeret lovgivningsproces.

 
  
MPphoto
 

  Anna Rosbach (EFD). (DA) Hr. formand! Flere hidtil ukendte allergier. Mennesker med fertilitetsproblemer. Sjældne sygdommes opblomstring. Forgiftede fisk og skaldyr, og mad fra dyr fyldt med medicinrester er nogen af de ting, der bekymrer den europæiske befolkning. Stadig flere kemiske substanser fylder vores hverdag for at gøre livet nemmere for os og få dagligvarerne til at syne meget mere attraktive. Har vi godt af denne kemi? Nej, vel har vi ej. Alligevel skal vi her nu med denne betænkning finde en lovgivningsmæssig balance mellem det, at drive konkurrencedygtig virksomhed på en fornuftig måde, samtidig med at borgernes sikkerhed og miljøet skal være i højsædet.

Balancegangen er svær. Jeg savner, at sikkerheden både for mennesker og miljø kommer mere i fokus. Derfor kan jeg kun anbefale, at vi stemmer for de ændringsforslag, der sætter de højeste beskyttelsesgrænser. Positivt vil det dog være, hvis vi kan få styrket muligheden for at sikre, at EU-landene ikke importerer varer fra dele af verden, som ikke lever op til vore sikkerhedskrav.

 
  
MPphoto
 

  Pavel Poc (S&D).(CS) Hr. formand! Vi er nødt til at indse, at biocidholdige produkter, selv om vi nok ikke kan undgå at bruge dem, simpelthen er giftstoffer, som vi daglig kommer i kontakt med. Som sådan udgør de ganske enkelt en risiko for folkesundheden og er en belastning for miljøet. Det er derfor logisk nødvendigt at holde sig til de højeste beskyttelsesniveauer for folkesundhedens, dyrenes og naturens skyld. Alt for stor fleksibilitet udgør en betydelig risiko, fordi risikoen ikke alene vedrører disse materialer, men også de måder, hvorpå man anvender dem, og misbrug med hensyn til de mængder, hvori de trænger ind i fødevarekæden. Jeg vil anse det for at være en væsentlig succes at få et fuldstændigt forbud mod særdeles farlige biocidholdige produkter, herunder mutagene og kræftfremkaldende stoffer og stoffer, som er giftige set i en reproduktionsmæssig sammenhæng. Den nye lovgivning er og skal være ambitiøs, og ECHA er efter min mening fuldt ud i stand til at begynde at udstede fælles europæiske godkendelser af biocidholdige produkter i 2015 frem for at vente indtil 2017.

 
  
MPphoto
 

  Holger Krahmer (ALDE).(DE) Hr. formand! Det er godt, at vi interesserer os for biocider, fordi der er tale om farlige, giftige stoffer. Jeg undrer mig imidlertid over, hvorfor vi ikke bygger hver lovgivning om kemikalier, vi gennemfører, på det samme system, som ved REACH. Vi har vedtaget den mest omfattende lovgivning om kemikalier i verden. Principperne ligger fast, idet vi skal indsamle data, vurdere dem og godkende produktet. Hvorfor anvender vi nu et andet system til den efterfølgende lovgivning om kemikalier og definerer nye udelukkelseskriterier, der i sidste instans medfører, at kemikalier, som vi har brug for, og hvor der i en række tilfælde, ikke er nogen alternativer, bliver trukket tilbage fra markedet?

Vi ender efter min mening i en blindgyde, hvis vi udarbejder vores politik vedrørende kemikalier udelukkende set ud fra perspektivet om giftige stoffer. Skadedyrsangreb kan være langt farligere, især for småbørn på grund af risikoen for overførsel af sygdomme, end de få milligram biocider, som vi bruger til at bekæmpe dem med. Jeg vil gerne se tingene i en bredere sammenhæng, og jeg vil frem for alt gerne se nogle bestemmelser, der ikke alene kan anvendes af store virksomheder, som har ressourcerne til at gå i dialog med godkendelsesorganerne, men også af mindre virksomheder, der leverer nyttige produkter til nichemarkeder.

 
  
MPphoto
 

  Ashley Fox (ECR).(EN) Hr. formand! Formålet med nærværende forordning er at beskytte folkesundheden og miljøet. Det nuværende godkendelsessystem er for trægt og bureaukratisk. Vi skal sikre, at godkendelsen af nye produkter bliver mere effektiv, både tids- og pengemæssigt.

Skadedyrskontrol er af central betydning for beskyttelse af folkesundheden. Jeg ser positivt på de ændringsforslag, der forbedrer tilgængeligheden til en række produkter, der slår gnavere ihjel, men som allerede beskrevet er der fortsat et problem med difenacoum. Dette er et effektivt og meget anvendt rodenticid. Det skal klassificeres som et godkendt stof. Det spiller en afgørende rolle for effektiv kontrol med rotter og mus. Hvis Kommissionen fjerner det fra bilag I, er det ganske enkelt irrationelt, og jeg opfordrer Kommissionen til at præcisere, hvorfor det er blevet sådan. Produktgodkendelser skal altid ske på grundlag af resultatet af en videnskabelig vurdering, ikke af politikere, der gerne vil på avisernes forsider.

 
  
MPphoto
 

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D).(HU) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske fru Klaß, der har udarbejdet en velafvejet betænkning om et særdeles kompliceret emne, selv om der opstod debat her i Parlamentet, fordi nogle medlemmer tager spørgsmålet om forordningen om biocider alvorligt, mens andre ønsker at reducere den til en kamp mod gnavere. Jeg vil gerne understrege, at dette er et meget alvorligt emne, og betænkningen udmærker sig ved, at der på samme tid tages fat på miljøbeskyttelse, forbrugerbeskyttelse og betænkeligheder i forbindelse med den kemiske industri. De nye forordninger om biocider giver en større beskyttelse og beskytter husmødre og husassistenter, men ikke skadedyr. Vi er derfor efter min mening nødt til at bakke op om Klaß-betænkningen, og den frygt, der kommer til udtryk på den anden fløj i Parlamentet, savner grundlag. Ja, der er behov for øget beskyttelse, og agenturet i Helsinki vil kunne klare denne opgave lige til ug. 2017 passer Ungarn og de nye medlemsstater fint.

 
  
MPphoto
 

  Jarosław Kalinowski (PPE).(PL) Hr. formand! På den ene side gør biocidholdige produkters kemiske sammensætning dem ganske farlige, især for de mennesker, der er forholdsvis overfølsomme som f.eks. børn eller gravide kvinder. Men på den anden side er de absolut nødvendige og simpelthen uundværlige til beskyttelse af folkesundheden.

Det er derfor nødvendigt at fastlægge – og dette sker rent faktisk også – nogle standarder, som er fælles for samtlige EU-medlemsstater, så folk føler sig sikre, og de virksomheder, der producerer disse stoffer, har nogle helt klare standarder, der ikke betyder, at deres konkurrenceevne bliver forringet. Harmoniseringen af lovgivningen skal omfatte disse produkters fuldstændige livscyklus, lige fra produktion til affaldshåndtering, så de ikke udgør en trussel for miljøet eller folkesundheden. Dette skal helt klart have højt prioritet. Dette betyder ikke, at vi ikke skal være optaget af at opretholde nogle gode vilkår for den moderne industri.

 
  
MPphoto
 

  John Bufton (EFD).(EN) Hr. formand! Vedtagelsen af betænkningen af fru Klaß vil utvivlsomt føre til en eksplosion i rottepopulationen, hvilket vil bringe de sanitære forhold i boliger og på landbrugsbedrifter i fare.

Rotter bærer sygdomme som f.eks. E. coli og salmonella og kan volde betydelig skade på ejendom, hvilket i nogle tilfælde fører til elektriske brande. Især landbrugsbedrifter bliver angrebet af rotter, uden at skadedyrene bliver udryddet effektivt. Antikoagulerende midler er den mest anvendte fremgangsmåde til forgiftning af rotter og er helt klart den mest effektive, der tegner sig for ca. 95 % af bekæmpelsen af gnavere.

I maj rettede jeg en skriftlig forespørgsel til Kommissionen med anmodning om formel anerkendelse af virkningerne af et forbud og bad om nogle rammebestemmelser for støtte til de berørte samt en tilkendegivelse med hensyn til eventuelle alternative former for skadedyrskontrol.

Kommissionen tilkendegav, at man var indstillet på at drøfte sagen med det formål at finde nogle fornuftige løsninger. Hvilken form for løsning foreslår Kommissionen? Er der foretaget en konsekvensanalyse af forbuddet mod antikoagulerende midler som rodenticider? Kommer der nogle gennemførlige rammebestemmelser for støtte, og har man fundet frem til alternative rodenticider?

 
  
MPphoto
 

  Antonio Tajani, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Lad mig begynde med endnu en gang at understrege, hvor meget Kommissionen påskønner parlamentsmedlemmernes engagement og interesse vedrørende dette dossier.

Selv om det er et yderst kompliceret forslag, indeholder det flere vigtige og følsomme aspekter rent politisk. De bemærkninger, der lige er kommet, og de spørgsmål, som er blevet stillet, illustrerer akkurat, hvor godt medlemmerne af Parlamentet har forstået de forskellige facetter af dette spørgsmål.

Jeg skal også gentage Kommissionens betænkeligheder med hensyn til ændringsforslaget angående omfanget af EU's godkendelsessystem. Selv om Kommissionen i princippet kan støtte en udvidelse af EU's godkendelsessystem til en større gruppe biocidholdige produkter, mener vi, at dette skal ledsages af tilstrækkelige ressourcer til Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) og Kommissionen samt nogle mekanismer til gradvis gennemførelse. Det er kun, hvis disse to betingelser er opfyldt, at vi kan gennemføre et effektivt system, hvilket er vores fælles mål.

Med hensyn til det spørgsmål, fru Sartori og hr. Leinen stillede om, hvordan man sikrer, at ECHA vil kunne påtage sig denne arbejdsbelastning fremover, er det en af Kommissionens største betænkeligheder i forbindelse med forslagene om at udvide omfanget af EU's godkendelsessystem, at man sikrer, at de ressourcer, der står til rådighed for ECHA, er tilstrækkelige.

Vi arbejder sammen med branchen om mere præcist at få styr på antallet af biocidholdige produkter, der på nuværende tidspunkt kan købes på det europæiske marked. De forskellige skøn går fra 9 000 til 60 000 produkter. Det er derfor særdeles vanskeligt at lave et overslag over den yderligere arbejdsbelastning det vil indebære for ECHA, at man medtager et større antal produkter i det centraliserede system. Det generelle mål med forslaget om en forordning er at forbedre den måde, hvorpå det indre marked for biocidholdige produkter fungerer, samtidig med at man sikrer et højt beskyttelsesniveau for miljøet og folkesundheden.

Jeg vil endda svare hr. Schnellhardt vedrørende nanomaterialer. Kommissionen er enig i, at vi har brug for en definition af nanomaterialer. Vi venter på resultatet af den offentlige undersøgelse, der blev arrangeret af en af vores videnskabelige udvalg, og håber i den nærmeste fremtid at kunne fremlægge en definition, der opfylder kriterierne.

For så vidt angår ændringsforslag 243, vil jeg svare hr. Davies. Kommissionen kan ikke støtte dette ændringsforslag, fordi der sættes spørgsmålstegn ved bilag I, som tager udgangspunkt i en tilbundsgående konsekvensundersøgelse, og som netop er trådt i kraft.

Jeg er derfor tilfreds med, at vi har udført et godt stykke arbejde. Vi skal fortsætte den konstruktive dialog mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen ved andenbehandlingen.

 
  
  

FORSÆDE: Isabelle DURANT
Næstformand

 
  
MPphoto
 

  Christa Klaß, ordfører. – (DE) Fru formand! Jeg vil gerne sige tak til alle mine kolleger for forhandlingen i dag. Men nogle gange synes jeg ikke rigtig, vi ved, hvad vi taler om. Jeg vil gerne endnu en gang sige, at vi her taler om produkter, som vi og vores levestandard er afhængige af, som gør det nemmere for os at opfylde vigtige hygiejnestandarder, som bekæmper sygdomme og parasitter, og som yder beskyttelse for opmagasinerede varer. Alle disse ting er omfattet af udtrykket biocid. De er af afgørende betydning for os og også for vores fremtid. De vigtigste prioriteringer i alle vores drøftelser var miljøet og sundhedsstandarder. Det står klart, at vi arbejder på at nå frem til klare udelukkelseskriterier, begrænsede undtagelser og objektive informationer til forbrugerne.

Jeg er ikke fuldt ud tilfreds med hr. Tajanis svar vedrørende Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA). ECHA har ressourcerne, det har hardwaren, det kan forvalte REACH-systemet, og det kan i fremtiden med sikkerhed gøre en del med hensyn til biocider. Det, vi har brug for nu, er ganske enkelt en række smarte idéer. Vi har tid til dette i denne indfasningsperiode. Lad os anvende denne tid til sammen at komme med nogle intelligente idéer. Man kan ikke bare sige, at vi ikke har nogen penge, og at vi ikke kan gøre det. Hvis vi gerne vil gøre det rigtige for det indre marked, ligger fremtiden i en godkendelsesproces på EU-plan. Jeg opfordrer alle til at deltage, og jeg anmoder også Kommissionen om dens støtte.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

 
  
MPphoto
 
 

  Elżbieta Katarzyna Łukacijewska (PPE), skriftlig. – (PL) Omsætningen på markedet for biocidholdige produkter i Europa skønnes at være ca. 890 mio. EUR om året, dvs. ca. 27 % af det globale marked. Biocider anvendes daglig i husholdningen og i industrien. Disse materialer anvendes som desinfektionsmidler, konserveringsstoffer, insektdræbende midler og rodenticider. Når man anvender biocider, bør man imidlertid være særlig opmærksom på forbrugernes sikkerhed, for det er vigtigt, at anvendelsen af biocider ikke udgør nogen trussel mod menneskers eller dyrs sundhed eller liv. Vi skal derfor foretage en grundig gennemgang af alle biocider, der importeres til EU, og af deres omsætning på markedet, navnlig for produkter, der er indført for nylig. Forsigtighed er også et nøgleord, når vi køber biocidholdige produkter, og det system, der udarbejdes i EU, skal munde ud i fuld harmonisering af lovgivningen. Inden for EU's rammer er der desuden et program på bedding, hvor man ser nærmere på de aktivstoffer, der anvendes i biocidholdige produkter. EU skal for at dække alle medlemsstater udarbejde en fælles liste over nanomaterialer, der bliver testet, og som derefter vil kunne anvendes i kemiske produktionsprocesser. Dette vil indebære, at nanomaterialer, som kan have en stor indvirkning på den teknologiske udvikling, ikke vil blive udelukket fra markedet, og at miljøet og forbrugernes sundhed ikke bliver bragt i fare.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik