Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 21. september 2010 - Strasbourg

11. Den flerårige finansielle ramme for 2007-2013 (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Böge for Budgetudvalget om forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2007-2013 (KOM(2010)0072 – 2010/0048(APP)) (A7-0248/2010).

  Reimer Böge, ordfører. – (DE) Fru formand, hr. Lewandowski, mine damer og herrer! Vi står i øjeblikket midt i en vanskelig opgave med at konsolidere de offentlige budgetter i EU, og det må nødvendigvis smitte af på vores drøftelser.

I henhold til vilkårene i artikel 81 i forretningsordenen fremlægger vi i dag en interimsrapport om forslaget til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2007-2013. Jeg vil gerne præcisere over for Rådet, at vi er yderst utilfredse, fordi der endnu ikke har fundet nogen forhandlinger sted vedrørende tilpasningen af den flerårige finansielle ramme på grundlag af Lissabontraktaten. Denne tilpasning, der bygger på punkt 4 i den nuværende tværinstitutionelle aftale, går ud på følgende: Hvis en traktat ændres med virkning for budgettet, foretages de tilpasninger af den eksisterende tværinstitutionelle aftale, der som følge heraf er nødvendige. Dette skal ske i form af konsensus mellem institutionerne.

Desuden hedder det i artikel 6, stk. 4, i Lissabontraktaten, at: "Unionen tilvejebringer de nødvendige midler for at nå sine mål og gennemføre sin politik".

Med hensyn til det offentlige budget i EU er dette emne ikke særlig vellidt i den offentlige debat. De fleste er ikke klar over, at vi ikke har lov til at stifte gæld. De fleste glemmer, at der i perioden 2000-2008 var en årlig stigningstakst på 4,4 % i budgetterne i de 27 medlemsstater. I denne periode var stigningen i EU's budget på 4,5 %, hvilket næsten er det samme. Men i denne periode skulle vi også tilpasse den finansielle udvidelse af EU fra 15 til 27 medlemsstater. Selv i dette finansielle overslag har vi altid holdt os et godt stykke under den øvre grænse i den flerårige finansielle ramme, både med hensyn til vores forpligtelser og især i de budgetter, som er blevet vedtaget vedrørende vores betalinger. I 2010-budgettet lå vi ca. 12 mia. EUR under det flerårige budgetoverslag. Man behøver altså ikke at belære os om fornuftig og tilbageholdende budgetpolitik.

Kommissionen og Rådet foretrækker at betragte de fornødne tilpasninger i forbindelse med Lissabontraktaten som værende af teknisk karakter. Men skal vi lade os binde på hænder og fødder, uden at der sker de nødvendige politiske ændringer? Det mener jeg ikke, vi skal. Vi vil gerne se de fornødne politiske tilpasninger gennemført for at sikre, at EU har handlekraft både internt og eksternt i de nærmeste år.

Som vi alle ved, har Lissabontraktaten betydet nye opgaver for EU, lige fra Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til rumfartspolitik. Vi ser i øjeblikket også på ekstrafinansieringen af ITER-projektet. Desuden har Rådet truffet afgørelse om en finansiel stabiliseringsmekanisme, der går uden om budgetmyndigheden. Samtidig afgiver Rådet hele tiden løfter om, at agenturer, bananer og ITER vil blive finansieret. De har sat et virvar af tal sammen, som ingen kan gå med til.

Vi er i denne interimsbetænkning kommet til den overordnede konklusion, at der er brug for en ændring af den flerårige finansielle ramme, herunder fleksibilitetsmekanismen i de eksisterende bestemmelser. Det må også være helt indlysende, at der ikke kan blive tale om nogen nye agenturer uden tilsvarende ekstrafinansiering. Vi bør gøre det klart, at der ikke behøver at finde nogen forhandlinger sted uden et minimum af budgetfleksibilitet. Dette vil give os mulighed for at sikre, at der er fleksible flertalsbeslutninger, på samme måde som der var inden Lissabontraktaten, for så vidt angår den første fase af revisionen af en finansiel programmering på under 0,03 % af bruttonationalindkomsten. Overordnet set mangler vi en større grad af fleksibilitet og etablering af tilstrækkelige reserver for hvert udgiftsområde.

Jeg vil gerne bede Rådet om ikke at se så skeptisk på tingene. Det ændrer ikke ved, at vi skal indgå en aftale i løbet af den årlig tilbagevendende budgetprocedure. Men alternativerne for Rådet med hensyn til alle disse flerårige projekter og nye indsatsområder er i sidste ende som følger: Vil vi gerne tre år i træk strides og føre vanskelige forhandlinger om det samme spørgsmål? Det er virkelig spild af menneskelige ressourcer. Eller vil vi gerne finde en fornuftig samlet løsning på de spørgsmål, jeg har taget op? Jeg opfordrer til, at man på baggrund af traktaterne indleder virkelig seriøse politiske forhandlinger mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg har noteret mig Parlamentets beslutningsforslag om Kommissionens forslag til en forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2007-2013.

Jeg vil under alle omstændigheder gerne sige til Parlamentet i dag, på nuværende tidspunkt, at jeg ikke vil gøre andet – og det kommer ikke som nogen overraskelse – end at informere eller informere endnu en gang om Rådets holdning på dette område. Jeg vil derfor gerne tilkendegive, at Rådet mener, at den såkaldte Lissabonlovpakke på det budgetmæssige område – som omfatter nærværende forordning – udelukkende skal være begrænset til en teknisk gennemførelse af Lissabontraktaten. Gennemførelsen af den nuværende flerårige finansielle ramme i en forordning bør ikke udgøre mere end en simpel gennemførelse af det eksisterende finansielle overslag. Kommissionens forslag følger netop disse linjer, og Rådet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at drøfte en revision af den flerårige finansielle ramme.

Når det så er sagt – og man vil forstå, at vi står ret langt fra hinanden – er jeg imidlertid overbevist om, at vi i de kommende uger og måneder vil indgå en aftale om nærværende forordning, især senest under vores forhandlinger om budgetforliget, der skal være afsluttet inden udgangen af november.

  Janusz Lewandowski, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand, mine damer og herrer! Kommissionen glæder sig over betænkningen og håber, at dette er et skridt i retning af reelle forhandlinger og en endelig aftale om Lissabonbudgetpakken.

Den forordning, vi drøfter i dag, er kun en del af en pakke, jf. traktatens artikel 312, med henblik på at indarbejde forordningen om den flerårige finansielle ramme i Rådets forordning, der efter godkendelse i Parlamentet skal vedtages ved enstemmighed. Det, der står tilbage, er en tiloversbleven tværinstitutionel aftale og revisionen af finansforordningen. Alt i alt er dette Lissabonbudgetpakken, og jeg mener, det er et sammenhængende regelsæt.

Vi skal nu nå til enighed om pakken, og jeg tror, at den kommende forligsfase i oktober/november er den bedste lejlighed til at bygge vores budgetmæssige procedurer på fast grund i overensstemmelse med Lissabontraktaten.

Hovedbudskabet i Parlamentets betænkning som gentaget af hr. Böge er meget klart. Parlamentet vil gerne have flere politiske drøftelser ved denne lejlighed, mens Kommissionen har valgt at gøre dette til en gennemførelse af regler, idet der skal ske det antal ændringer, der er behov for ifølge den nye traktats tilpasningsmetodik, for ikke at skabe yderligere problemer ved denne lejlighed. Dette var et bevidst valg.

Jeg er enig med ordføreren i, at der er nye ansvarsområder for de forskellige institutioner som følge af Lissabontraktaten, og de budgetmæssige konsekvenser skal vurderes omhyggeligt, således at Kommissionen, hvis det skulle føre til behov for yderligere bevillinger, er parat til at fremlægge forslag som for ITER's vedkommende. Dette kan man eventuel drøfte.

Vi glæder os meget over Parlamentets positive holdning med hensyn til fleksibilitet, der mindst skal være på samme niveau som hidtil. Det er tiltrængt, sådan som det viste sig ved vores procedure, så jeg mener, at begge grene af budgetmyndigheden bør gå stærkt ind for en løsning, der ikke kan anfægtes rent juridisk, og som respekterer institutionernes rolle.

Jeg er naturligvis som sædvanlig parat til at forpligte mig til kompromisforslaget. Jeg må gentage, at forligsfasen i oktober/november bør være den rigtige anledning, idet vi virkelig er nødt til at fortsætte videre på det solide grundlag, de nye procedurer udgør, da det er juridisk uomtvisteligt og i overensstemmelse med Lissabontraktaten.

  Salvador Garriga Polledo, for PPE-Gruppen. – (ES) Fru formand, hr. Chastel, hr. kommissær! Jeg vil gerne begynde med at give et godt råd til rådsformanden. Jeg tror ikke, det er særlig politisk tilrådeligt at sætte så stor lid til samrådsproceduren i oktober og november, når man, sådan som kommissæren giver udtryk for her i Parlamentet, som udgangspunkt står i hver sin lejr. Der bliver ærlig talt meget lidt manøvrerum til at indgå en aftale, når holdningen er sådan, som kommissæren lige har lagt for dagen.

Under alle omstændigheder – og i forlængelse af min kollega hr. Böges argumenter – har man i Rådet i alle disse år haft den uheldige vane at fastlægge politiske målsætninger uden at se på de budgetmæssige rammer. Det har medført, at vi måtte gennemføre en hel del finansielle fiksfakserier med hensyn til Galileo, den europæiske økonomiske genopretningsplan, fødevarefaciliteten og for nylig den finansielle stabiliseringsmekanisme og den internationale termonukleare forsøgsreaktor, hvilket ligger et langt stykke væk fra den parlamentariske overvågning og gennemsigtighed, medlemmerne af Rådet i regeringssammenhæng kræver i forbindelse med statsbudgetterne. EU's budget fortjener præcis samme opmærksomhed som statsbudgetterne. Hvis man glemmer det, er man sikker på at løbe ind i problemer.

Vi har ikke ingen margener, vi kender ikke de reelle forventninger til gennemførelse af en lang række programmer, og vi afviser, at man generelt anvender ombudgettering som et alternativ til at udnytte disse margener fuldt ud.

Ombudgettering sparer ikke penge på budgettet, men er snarere er et eksempel på dårlig budgetpraksis og total mangel på planlægning.

En reel mellemfristet budgetrevision bør, som kommissæren siger, resultere i overvejelser vedrørende fleksibilitet og nogle tal. Efter en forsinkelse på to år er dette det mindste, som Parlamentet fortjener og er indstillet på at acceptere.

  Eider Gardiazábal Rubial, for S&D-Gruppen. – (ES) Fru formand! I dag mødes vi endnu en gang her i Parlamentet for at minde Kommissionen og Rådet om noget, de har vidst siden 2006, hvor vi indførte den nuværende finansielle ramme for EU, nemlig at der ikke er penge nok på EU's budget til at finansiere de politikker, som Rådet og Kommissionen har truffet afgørelse om, og som vi i Parlamentet også har støttet.

Det vidste vi alle, da vi vedtog den finansielle ramme for 2007-2013. Vi vidste, at budgettet var underfinansieret på højt prioriterede områder, men vi vedtog det for at undgå en drøftelse i Rådet, som der ikke fandtes nogen løsning på. Betingelsen for at vedtage det var dog, at den finansielle ramme ville blive taget op til revision i 2008 og 2009, og til trods for disse aftaler er vi nu nået frem til 2010 uden nogen forslag fra Kommissionen.

De har til tider givet os den undskyldning, at der var økonomisk krise, men de penge, vi bad om, var lige netop møntet på at genoplive den europæiske økonomi. Jeg sagde i juni, at vi drøftede så vigtige spørgsmål som Europa 2020-strategien. Dette var for at forhindre os i at sakke agterud med hensyn til forskning, udvikling og innovation, jobskabelse, global konkurrenceevne og miljøet. Jeg vil gerne igen spørge Dem om, hvorvidt De virkelig tror, at vi vil kunne opfylde alle disse målsætninger uden at øge EU's budget, eller om vi i stedet endnu en gang ikke kommer længere end at fremsætte erklæringer, der lyder godt. Jeg har stadig ikke hørt noget svar på dette spørgsmål.

F.eks. arbejder vores stats- og regeringschefer i dag i New York på at sikre, at årtusindudviklingsmålene bliver opfyldt, og Parlamentet bakker kraftigt op om dem. Men desværre er vores opbakning ikke nok, og de ministre, der har ansvar for budgetterne, skal vi have til at påtage sig disse forpligtelser og indvillige i at stille de nødvendige ressourcer til rådighed for EU.

Vi har brug for disse penge nu til dette års og næste års budget og f.eks. til finansiering af den internationale termonukleare forsøgsreaktor, uden at vi bliver nødt til at skære ned i et program, der allerede er blevet besluttet som f.eks. rammeprogrammet for forskning og teknologisk udvikling.

Forhandlingen om det næste budget kan blive forgiftet, hvis Rådet insisterer på sin modstand mod en revision af den finansielle ramme, sådan som det i dag tilsyneladende gør endnu en gang. Den budgetprocedure, der er fastlagt i Lissabontraktaten, kan blive et alvorligt konfliktpunkt mellem Rådet og Parlamentet, hvis vi ikke trækker på samme hammel.

Af alle disse grunde beder vi Kommissionen og Rådet om at arbejde sammen med Parlamentet om en revision af den nuværende finansielle ramme, således at vi kan finansiere alle de initiativer, der allerede er blevet navngivet. Uden denne revision vil EU ikke kunne opfylde eller reagere på offentlighedens forventninger. Vi vil ikke kunne opfylde vores forpligtelser med hensyn til konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse eller EU's eksterne forbindelser.

Vi beder Dem derfor om at tænke over de problemer, vi har haft i forbindelse med vedtagelse af alle budgetterne ifølge den nuværende finansielle ramme. Vi har måttet bruge de tilgængelige margener og fleksibilitetsinstrumentet for at finansiere så vigtige indsatsområder som Galileo, fødevarefaciliteten og den europæiske økonomiske genopretningsplan.

Vi beder Dem om fleksibilitet, ikke alene for at kunne håndtere de aktuelle krav, men også så vi har tilstrækkelige margener til de kommende behov. Vi beder Dem kort sagt om at udvise engagement og ambitioner, at gøre fælles sag, at mobilisere ressourcer og at skride til handling for virkelig at give EU det løft, der er brug for.

  Anne E. Jensen, for ALDE-Gruppen – (DA) Fru formand! Tak til hr. Lewandowski og til Rådet for at stille forskellen mellem jeres synspunkt og vores synspunkt meget skarpt op. I modsætning til den foregående taler vil jeg godt understrege, at det, vi beder om i vores betænkning, ikke først og fremmest er flere penge, men det er, at EU undgår rod og kaos. For rod og kaos er lige præcis det, vi får, hvis vi ikke holder os til indgåede aftaler og traktatens tekst. Det gælder punkt 4 i den nuværende interinstitutionelle aftale, og det gælder traktatens artikel 311 og 312.

Flere har allerede nævnt, at Lissabontraktaten giver nye områder, som f.eks. udenrigspolitik, rumpolitik, energipolitik, og vi har over de seneste år set, hvordan nye behov er opstået, som der skulle findes finansiering til. Der har også været nævnt Galileo, fødevarefaciliteten og den europæiske genopretningsplan. Parlamentet bakkede op om disse nye tiltag, men det var ikke os, som fandt på dem. Det var jer - i Kommissionen og Rådet. Og jeg må sige, at Rådets og Kommissionens modvilje mod den nødvendige revision af den finansielle ramme står i skærende kontrast til det faktum, at I hele tiden kommer med nye forslag og kræver nye ressourcer som f.eks. med bananaftalen og nu for fusion til energiprojektet ITER.

Oven i købet ser vi en bekymrende tendens til, at medlemsstaterne godt vil betale fælles projekter, bare det er uden om EU-budgettet. Det giver ekstra bureaukrati, og det sikrer ikke den demokratiske kontrol med midlernes anvendelse. Derfor kan jeg trygt sige, at denne debat ikke bare handler om flere eller færre penge til EU, den handler om ordentlig styring og om at undgå rod og kaos.

  Helga Trüpel, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Jeg tror, at vi skal holde de forskellige problemer adskilt fra hinanden. Da vi vedtog det nuværende finansielle overslag, lovede Rådet os, at der ville blive foretaget en tilpasning eller en revision, og at vi sammen ville tage en detaljeret drøftelse af problemerne med dette budget. Der er to problemområder. Ordningen for EU's egne indtægter, hvor man fastsætter, hvor pengene til EU's budget skal komme fra, er ikke så opdateret eller så fremadrettet, som den burde være. Vi ønsker ikke nogen nye EU-skatter, der belaster borgerne i EU yderligere. I Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance ønsker vi i stedet en ordning for egne indtægter med flere miljøafgifter og en skat på finansielle transaktioner, hvilket medfører, at medlemsstaternes nuværende betalinger bliver reduceret. Dette er efter min mening særdeles vigtigt. Vi opfordrer derfor ikke til bare at indføre EU-skatter, der ville belaste borgerne ydereligere. Vi kigger i stedet på en ny, mere retfærdig og mere miljøvenlig finansieringsmodel.

Der blev på det pågældende tidspunkt lovet noget andet, fordi vi jo alle ved, at det nuværende budget er for ufleksibelt. Der er for få muligheder for omfordeling på budgettet. Vi står over for nye politiske udfordringer, og EU's budget er ikke i øjeblikket i stand til at reagere hensigtsmæssigt på dem. Rådet og Kommissionen foreslår derfor konstant nye ting, der skal finansieres, og som der ikke er plads til inden for budgettet. Vi skal finde en vej ud af denne forkludrede situation, og Rådet har endnu ikke vist, at det virkelig er rede til at gøre dette. Det er efter min mening et stort politisk problem for EU, fordi vi ikke kan skabe kontakt til borgerne i Europa på denne måde.

Der er i modsætning hertil ting, vi er nødt til at gøre, os som også har med Lissabontraktaten at gøre. Vi vil gerne gøre mere på europæisk plan med hensyn til energipolitikken, vi skal mere aktivt gøre noget ved klimaændringerne, og vi vil gerne gøre mere for rumfarten, turismen og udenrigspolitikken. Men hvis vi gerne vil gøre alt dette og tage det alvorligt, skal vi tilpasse vores EU-budget tilsvarende. Rådet skal tage nogle resolutte initiativer desangående. Det vil ikke bare sige flere penge, men mere fleksibilitet inden for budgettet og et nyt strategisk fokuspunkt, der vil sikre, at europæisk politik virkelig er fremsynet, og som vil sætte os i stand til at finansiere de ting, vi gerne vil opnå med Europa 2020-strategien. Det kan vi i øjeblikket ikke gøre med det nuværende budget. Vi har derfor brug for nye strategiske beslutninger med henblik på at få EU klædt på til fremtiden. Som medlemmer af Parlamentet vil vi naturligvis gerne bevare vores beføjelser, og vi vil gerne gøre brug af de beføjelser, vi har fået ifølge Lissabontraktaten, hvilket betyder, at Parlamentet altid skal inddrages i passende grad. Det er det, vi opfordrer til.

  Jacek Włosowicz, for ECR-Gruppen. – (PL) Fru formand! EU befinder sig i et farligt sving på den finansielle landevej. Opretholdelsen af finansiel stabilitet er som aldrig før i EU's historie i fare. Vi skal præcisere de ressourcer, der vil blive brug for til at fortsætte de EU-projekter, som allerede er påbegyndt, samt andre ressourcer, som vil gøre det muligt at gennemføre en effektiv overgang til at kunne udfylde de nye roller, som vi har fået ifølge Lissabontraktaten. Vi skal også medtage ressourcer til nye situationer, som vi var ikke i stand til at forudse på forhånd.

Budgetdisciplin er én ting, men virkeligheden er noget andet. Den aktuelle økonomiske situation får os til at genoverveje vores prioriteringer for at sikre korrekt overholdelse af budgetdisciplinen. Vi skal huske på EU's grundlæggende principper. Jeg tænker her f.eks. på at fjerne forskellene mellem de gamle og nye medlemsstater, hvilket er en skillelinje, som desværre fortsat findes. Min opfordring til Rådet og kommissæren er, at vi ikke må glemme det grundlag, som blev fastlagt af EU's grundlæggere, samt de resultater, EU har opnået gennem mere end 50 år. Lad os fjerne barriererne, forenkle procedurerne og gøre livet lettere for borgerne i Europa, idet vi passer på hver eneste euro, der bliver brugt via det fælles budget.

  Miguel Portas, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Fru formand! Jeg synes, rådsformanden var ganske klar i mælet. Frem for alt vil han helst ikke drøfte revisionen af den flerårige finansielle ramme. Det skal dog siges, at det stod fuldstændig klart tilbage i maj 2006, hvor de interinstitutionelle aftaler om den finansielle ramme blev vedtaget, at der på daværende tidspunkt skulle være garanti for en midtvejsrevision, hvilket der faktisk også var.

Formålet med denne revision var at tilskynde til en ny forhandling og en fornyet undersøgelse af Europas globale image, og den skulle omfatte alle aspekter af EU's udgifter og ressourcer.

Men mellem 2006 og 2010 kom så krisen, men vores budgetter afspejlede ikke de presserende nye behov eller de nye prioriteringer. De nye traktater trådte også i kraft, men regeringerne forsøgte ikke at tage konsekvenserne heraf med ind i overvejelserne rent budgetmæssigt. Selv den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme er kommet til, hvormed 50 % af EU's budget omdannes til en garanti for forpligtelser over for tredjemand, men der er ikke draget nogen konklusioner om, hvad man stiller op ved manglende overholdelse.

Pointen er, at regeringerne ganske enkelt ikke er interesseret i nogen revision, om end de har lovet, at der skulle være en, men de vil gerne have Parlamentet til uden at blinke at godkende en forordning, der blot forlænger status quo.

I den betænkning, vi drøfter, afvises dette forsøg på at fratage Parlamentet nogle beføjelser, og jeg håber virkelig, at Parlamentet vil stå fast.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Budgettet for 2011 ligger indhyllet i tåge. Der er efter min opfattelse to punkter, som er vigtige. På den ene side kræves det i Lissabontraktaten, at EU skal tilvejebringe de nødvendige midler med henblik på at gøre brug af de beføjelser, der er overdraget, og nå sine mål. Dette er præciseret i artikel 311 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Dette sikrer, at den årlig tilbagevendende budgetprocedure vil forløbe gnidningsløst. På den anden side er det vigtigt at fastlægge indsatsområderne på baggrund af den aktuelle økonomiske situation og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at processen med at vedtage den flerårige finansielle ramme fungerer effektivt.

Jeg vil gerne fremhæve endnu en problemstilling set i lyset af den nuværende økonomiske situation. Jeg forstår ikke, hvorfor der sker drastiske nedskæringer på områderne uddannelse, livslang læring og sociale serviceydelser. Der kan f.eks. spares penge på de administrative områder, hvor det er muligt at indkredse og udnytte eksisterende synergier med hjemlandene. De deraf følgende besparelser kan derefter f.eks. anvendes til at finansiere vækst og beskæftigelse.

Endelig vil jeg gerne tage et punkt op, som kan være genstand for en grundlæggende drøftelse. Det er af afgørende betydning for medlemsstaterne at sikre, at der er en udstrakt grad af gennemsigtighed vedrørende deres udgifter til EU. Det vil sætte os, dvs. Parlamentet og Kommissionen, i stand til at få så meget kontrol med og så meget medindflydelse på den fælles beslutningsprocedure som muligt og vil gøre det muligt for os at nå det nødvendige effektivitetsniveau.

  José Manuel Fernandes (PPE). – (PT) Fru formand! Jeg synes, det er meget let at bevise, at der er hårdt brug for en revision af den nuværende flerårige finansielle ramme. Jeg synes, det er let at bevise, at den snarest muligt skal være mere fleksibel. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan udføre EU's missioner og opfylde vores mål samt de forhåbninger, som befolkningen i Europa har til os.

Jeg håber ikke, at Rådet vil stå i vejen. Jeg håber ikke, at Rådet vil spænde ben for udviklingen og skuffe forventningerne i EU.

Mellem 2007 og 2009 blev maksimumsgrænserne for den finansielle ramme nået eller overskredet. Vigtige projekter som f.eks. Galileo, fødevarefaciliteten og den europæiske økonomiske genopretningsplan kunne kun iværksættes ved at bruge de eksisterende margener op. Disse margener er i forvejen ubetydelige for resten af perioden, og de vil alligevel blive endnu mindre, fordi der er vedtaget forpligtelser, som endnu ikke er taget med i budgettet.

Vi er alle sammen klar over, at Lissabontraktaten gav os nye beføjelser og nye agenturer inden for områderne EU's optræden udadtil, sport, klimaændringer, energi, turisme og civilbeskyttelse. Det medfører, at EU skal tilvejebringe tilstrækkelige midler til at gennemføre sine politikker og nå sine mål.

Vi er nødt til at bekæmpe krisen. Til det formål og for at reducere arbejdsløsheden har vi brug for proaktive, tværeuropæiske politikker, og det indebærer, at budgetmyndigheden skal præcisere og prisfastsætte de deraf følgende tiltag og prioriteringer, samtidig med at man skal holde sig merværdien ved EU's budget for øje.

Vi må desuden ikke glemme Europa 2020-strategien, som nu er blevet vedtaget. Det er hensigten at skabe intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, der skal begynde med det samme, og der skal finansielle midler til for at opnå det.

  Göran Färm (S&D). – (SV) Fru formand! Jeg vil gerne rette en stor tak til hr. Böge, som har taget de øvrige gruppers idéer til sig og udarbejdet en udmærket betænkning. Jeg tror, vi alle er enige i, at Lissabontraktaten indebærer krav om en del tekniske forandringer, men det vigtige er, at problemet ikke bare handler om teknisk tilpasning. For os i Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet er det nu, det viser sig, om vi tror på Europa eller ej.

EU-samarbejdet er ikke noget tilbageværende punkt, efter at de nationale politikker er blevet fastlagt. Hvis vi mener det alvorligt med Lissabontraktaten, skal der skaffes midler til nye opgaver. Hvis vi mener det alvorligt med, at Europa skal blive førende på verdensplan med hensyn til forskning og udvikling, klima, energi og grønne arbejdspladser og have en mere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, kan vi ikke bare stryge denne type udgifter, så snart der er problemer med statsbudgettet. Projekter som f.eks. ITER, klimapolitik, en ny fælles udenrigspolitik, de stolte flagskibsprojekter inden for EU 2020 eller en kommende udvidelse – alt dette kan ikke finansieres inden for de nuværende rammer.

Udgifterne på EU's budget er ikke blot en omkostning, idet de tilfører en afgørende merværdi for medlemsstaterne. Hvis vi benytter os af de potentielle muligheder, kan de endda reducere presset på statsbudgetterne, og derefter kan EU's budget blive til en mulighed, ikke bare et problem. Det er derfor helt nødvendigt, at Kommissionen og Rådet nu har mod til at gennemføre midtvejsrevisionen af lofterne i EU's nuværende langsigtede budget, hvilket er noget, de har lovet i lang tid, men endnu ikke har gjort.

Jeg vil faktisk gerne afslutte med et spørgsmål til både Rådet og Kommissionen. Jeg vil virkelig gerne have en god forklaring på, hvordan man simpelthen kan lade hånt om en tværinstitutionel aftale, hvor der forlanges en ambitiøs midtvejsrevision af det langsigtede budget. Det er ikke tillidsvækkende for de kommende forhandlinger. Hvordan har man ræsonneret, når man ganske enkelt lader hånt om den internationale aftale? Det er mit spørgsmål.

  Carl Haglund (ALDE). – (SV) Fru formand! Jeg vil faktisk begynde der, hvor min kollega fra Sverige slap. Jeg havde nemlig tænkt mig at begynde med at sige, at det er ufatteligt, at det forholder sig, som det gør, og jeg havde tænkt mig at stille samme spørgsmål, så jeg ser også frem til et svar. Som nyt parlamentsmedlem er jeg også forbavset over, at det er foregået på denne måde.

Jeg vil i den sammenhæng også gerne understrege, at det ikke alene er den revision, som hr. Färm netop nævnte, der er forsinket, men set i et længere perspektiv er flere andre rapporter også forsinket, f.eks. interimsbetænkningerne, de foreløbige evalueringsrapporter for forskningsprogrammet. I det lange løb påvirker dette det overordnede billede med hensyn til det arbejde, som vi har påbegyndt for 2014 og fremefter, men det påvirker også, hvordan vi kan arbejde med dette nu, og hvordan vi kan foretage revision af det, som kommer til at ske i de næste par år, for der er ganske lang tid til 2014.

I nogle tidligere indlæg var der en del glimrende snak om de udfordringer, vi står over for med hensyn til Europa 2020, og det vil faktisk kræve en ambitiøs revision af den nuværende finansielle ramme. Der er meget, som skal gøres her, og jeg forstår, at Kommissionen ikke har nogen nem opgave at løse i den henseende. Men hvis vi skal tage de udfordringer op, som vi står over for, vil det være klogt at se på dette i et meget længere perspektiv, end vi har gjort hidtil, og vi har derfor nu brug for en ordentlig revision. Jeg ser også frem til nogle fornuftige initiativer fra Kommissionens side.

  Hynek Fajmon (ECR). – (CS) Fru formand, mine damer og herrer! Parlamentet er valgt af befolkningerne i EU-medlemsstaterne, og vi må dele skæbne med dem. Hvis økonomien i de fleste europæiske lande befinder sig i en krise, og folk er nødt til at spænde livremmen ind, kan Parlamentet ikke gå i den modsatte retning og kræve en stigning i sine egne udgifter og i EU's samlede udgifter. En sådan politik vil underminere Parlamentets seriøsitet og myndighed i vælgernes øjne. I Böge-betænkningen, som vi drøfter i dag, slår man til lyd for, at EU skal have flere penge, idet der henvises til Lissabontraktaten og andre aftaler. Personlig kan jeg ikke være enig i dette. Ja, Lissabontraktaten giver EU nye beføjelser og nye ansvarsområder, men EU kan og skal favne disse beføjelser på en måde, så det overordnede beløb, der omfordeles, forbliver uændret. Jeg mener bestemt, at EU's finanser skal baseres på det godkendte budgetoverslag op til 2013, og hvis det er nødvendigt med nogen korrektioner, bør de kun være sådan, at de afspejler den europæiske økonomis tilstand og den økonomiske krise, vi befinder os i.

  Monika Hohlmeier (PPE). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg kan konstatere, at Rådet ikke ønsker at forhandle om den flerårige finansielle ramme. Må jeg fortælle Rådet, at Parlamentet meget gerne ville forhandle om den, og at Rådet ikke kan opføre sig som i børnehaven og sige, at det ikke vil svare på vores spørgsmål eller udtale sig om vores forslag.

For det andet må jeg i den forbindelse spørge Rådet, om man så vil have Lissabon eller ej. Lissabon er ikke en rent teknisk tilpasning, idet der pålægges flere kompetenceområder, og det betyder, at der er flere opgaver, som skal løses – og det omfatter løsning af relaterede finansielle spørgsmål. Desuden har Rådet truffet nogle afgørelser, der medfører nye finansielle udgifter. Det er blevet nævnt af mange af mine kolleger. Hvis Rådet gerne vil gøre dette, og hvis det ikke ønsker, at der skal bruges flere penge, skal det også helt specifikt tilkendegive, hvor og hvordan det ønsker, at der skal spares, hvor præcist skal disse midler tages fra – og ikke blot foreslå nogen generelle procentuelle omlægninger, samtidig med at man lader Parlamentet og Kommissionen stå med den ubehagelige opgave at bestemme, hvor pengene skal tages fra, især da vores muligheder for omlægning og budgetrevision er yderst begrænsede.

De yderligere ansvarsområder, vi er blevet pålagt, er så udfordrende, at det ikke er småpenge, det drejer sig om – jeg vil blot nævne den finansielle solidaritet med vores medlemsstater og de tilsvarende finansielle problemer. Hvis det program skal gennemføres, taler vi ikke om småbeløb, som kan omlægges uden yderligere overvejelser. Det samme gælder for ITER, det samme gælder for anliggender vedrørende intern sikkerhed, det samme gælder for væsentlige spørgsmål i forbindelse med forskning, og det samme gælder også for spørgsmål vedrørende Parlamentets højt prioriterede områder som f.eks. ungdomsuddannelse og forskning. Det er ikke alene et spørgsmål om manglende gennemførelse, men også om manglende gennemsigtighed ved udbetaling af midler. Vi er nødt til helt konkret at forhandle og arbejde os igennem alle disse spørgsmål, og Rådet kan ikke blot forholde sig tavst.

  Estelle Grelier (S&D). – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Hvad er Kommissionens forslag i korte træk udtryk for?

For det første en åbenlys mangel på ambitioner. Kommissionen har støttet af Rådet afvist at tage den flerårige finansielle ramme op til revision, og har dulmet sin samvittighed ved blot at foreslå nogle tekniske tilpasninger – tilpasninger, der under alle omstændigheder var uundgåelige, eftersom de vedrører gennemførelsen af Lissabontraktaten.

For det andet et brud på de løfter, Parlamentet fik. Faktisk, og det skal frem i lyset, accepterede Parlamentet i 2006, om end halvhjertet, det, vi allerede og helt med rette var klar over var en utidssvarende finansiel ramme uden manøvrerum – dvs. kort sagt en finansiel ramme præget af resignation. Parlamentets støtte var derfor betinget af, at der blev givet garanti for en tilbundsgående revision af den flerårige finansielle ramme (MFF) på halvvejen. En fin demonstration af den manglende betydning, som Kommissionen og Rådet tillægger Parlamentets beslutninger, i og med at man overhovedet ikke tager hensyn til dem – Parlamentet, som jo ellers er suverænt og repræsenterer folket.

For det tredje blotlægger det foreliggende forslag et paradoks, nemlig et paradoks, der involverer større beføjelser, som er overdraget fra staterne til EU, storstilede projekter, der fortrinsvis er europæiske, inden for nogle budgetmæssige rammer, som Rådet og Kommissionen ikke vil lade udvikle sig, selv om de ved, at rammerne ikke fungerer efter hensigten. De foretrækker at opfordre til omlægninger – en mirakelkur i deres øjne, men i mine er det en snæversynet indgangsvinkel til det europæiske projekt.

Og hvad mere er, hvordan kan vi så uden at rødme forklare befolkningerne i Europa, at centrale projekter trods stor mediedækning enten slet ikke er finansieret – som f.eks. den finansielle stabiliseringsmekanisme – eller er finansieret – som f.eks. den internationale termonukleare forsøgsreaktor (ITER) – ved at tage midler fra udgiftsområde 1a, der er beregnet til konkurrencedygtighed, vækst og beskæftigelse, som alle er politikker der opfylder befolkningens forventninger?

Vi er ved at gå ned med flaget, mens vi slår et slag på klokken. Parlamentet ved det godt, og det er et af de positive træk ved betænkningen af hr. Böge, at han ikke lægger skjul på det.

  Ivars Godmanis (ALDE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne sige tre ting. Hvis vi taler om den næste finansielle ramme, er det virkelig nødvendigt at forstå, hvordan vi strukturerer merværdien, fordi vi ved at undlade at analysere, om budgettet i dette finansielle overslag blev opfyldt, ikke får noget godt resultat i det næste overslag.

Der er tre punkter. Punkt nummer et. Vi er nødt til at se på anvendelsen af strukturfondene, fordi vi hidtil har haft et system for midlerne i strukturfondene, der ikke er opfyldt i budgettet. Disse penge anvendes til andre behov. Det er ikke et godt planlægningssystem, og det gør det ikke nemmere for os at udarbejde det næste strukturelle system til det næste finansielle overslag.

Punkt nummer to er situationer, som når der f.eks. tages penge og betalinger fra landbruget vedrørende udvikling af landdistrikterne i 2009, og pengene bruges på en genopretningsplan, hvorefter man nu forsøger at betale denne gæld tilbage.

Til slut vil jeg blot gerne sige en ting. En analyse af strukturfondene fra Generaldirektoratet for Regionalpolitik viser endda, at merværdien ved at anvende strukturfondene i nogle tilfælde er negativ, og den samme analyse er også blevet foretaget af landbruget selv. Det må vi se på bagefter – er det, vi giver nu i årene 2007-2013, realistisk set merværdi i betragtning af de midler, der er i systemet?

  Giovanni La Via (PPE). – (IT) Fru formand, hr. Chastel, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg mener, at denne drøftelse, hr. Böge har sat gang i med betænkningen i dag, er en vigtig lejlighed til klart at reflektere over EU's fremtid.

Vi kan ikke blive ved med at mene, at forskellige og stadig bredere foranstaltninger kan gennemføres med nogle ressourcemæssige rammer, der dybest set er som hugget ud i sten. Den betænkning, vi her drøfter, har derfor min fulde støtte, og jeg vil gerne rose hr. Böges udspil.

Det står klart, at den tværinstitutionelle aftale ikke er blevet overholdt af Rådet og Kommissionen. Man må spørge sig selv om, hvorfor denne midtvejsrevision ikke er blevet planlagt, og hvorfor vi fortsat arbejder på denne måde, sådan som vi gør med projektet med den internationale termonukleare forsøgsreaktor (ITER), sådan som vi har gjort tidligere – sidste år – med den europæiske økonomiske genopretningsplan, og sådan som vi har gjort førhen med Galileo og andre projekter. I stedet for at foretage en seriøs revision af den finansielle ramme, blev margenerne brugt.

Vi har i dag en yderligere udfordring, idet vi har de beføjelser, som bliver overdraget til EU fra medlemsstaterne i henhold til Lissabontraktaten. Jeg mener virkelig ikke, vi kan fortsætte på denne måde. Vi er nødt til at holde op med at arbejde på simple omlægninger af de nuværende ressourcer og på anvendelse af de fleksibilitetsmekanismer, der i øjeblikket findes.

Jeg vil derfor argumentere for, at det vil være mere produktivt at gøre en indsats i den modsatte retning. Dvs. en indsats, hvor målet er at etablere reserverer og margener, der vil give EU mulighed for at reagere i praksis, ikke alene på de nuværende behov, men også – og frem for alt – på de kommende behov, både med hensyn til selve den finansielle ramme og de enkelte udgiftsområder på budgettet.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege betydningen af forhandlingen om den del af betænkningen, hvor der opfordres til at gøre sig yderligere tanker vedrørende den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme. Der skal fokuseres på analyse og budgettering og derfor på regulering af den virkning, det kunne få på EU's budget.

  Georgios Stavrakakis (S&D). – (EL) Fru formand! Jeg bakker også kraftigt op om den betænkning, vi drøfter. Under den aktuelle lavkonjunktur har den nuværende flerårige finansielle ramme gentagne gange vist sig at være utilstrækkelig, når det drejer sig om finansiering af en lang række vigtige politiske målsætninger.

Det er i fremtiden nødvendigt med en revision af den finansielle ramme og større fleksibilitet for EU, hvis vi vitterlig gerne vil, at EU kan give borgerne garantier i en tid, hvor næsten 25 mio. er arbejdsløse.

Det er typisk, at både Kommissionen og Rådet har været langsomme til at påtage sig deres ansvar. Vi nærmer os udgangen af 2010, og Parlamentet venter stadig på, at de to andre institutioner skal opfylde den forpligtelse, de burde have opfyldt sidste år.

Den finansielle og sociale krise har tvunget hele Europa i knæ. Den eneste mulige reaktion er derfor en europæisk reaktion via et EU-budget, hvor alle de fornødne midler er til rådighed.

  Ingeborg Gräßle (PPE). – (DE) Fru formand, hr. Chastel, hr. kommissær! Rådet og Kommissionen har gjort det let for os igen i dag – så tak for det – fordi det er sjældent, at Parlamentet i den grad har en fælles holdning. Den særlige arrogance, man har udvist, har bidraget til, at vi står i samlet trop. Som politiker er jeg ikke sikker på, om jeg skal ønske tillykke med det, fordi det næppe er udtryk for nogen genistreg. Jeg er faktisk ganske godt tilfreds med, at plenarsalen er temmelig tom, fordi jeg mener, at vores medborgere er bedre tjent end at se på disse narrestreger. Ergo synes vi, at Rådet og Kommissionen bør genoverveje deres holdning.

Brudte løfter – man har ikke holdt ord, og det er en alvorlig sag. Kommissionen har ikke sine meningers mod. En smule mere mod fra hr. Lewandowskis side ville være godt. Vi vil ikke så gerne snakke om penge overhovedet eller om flere penge – og det bør vi heller ikke gøre. Vi bør tale om indhold. Hvis man f.eks. ser på situationen i strukturfondene, hvor den tilbageværende likviditet akkumuleres for at nå svimlende højder og alligevel bliver ved med at løbe op, så er det på høje tid, at vi for alvor får styr på tingene i stedet for at spilde vores tid med sådan en gang nonsens.

Kommissionen er nu temmelig fortvivlet, fordi pengene jo slet ikke kan udbetales. Alene af den grund har vi jo udviklet nye instrumenter – Rådet og Kommissionen har udviklet nye instrumenter – og det er kun af den grund, at denne forhandling overhovedet kan lade sig gøre. Det utrolige ved dette forløb er, at slutresultatet, hvis disse løfter blev holdt, ville være, at vi kunne afhjælpe de omstændigheder, som intet nationalt parlament ville affinde sig med i dets budget.

Hvad gør vi nu? Jeg vil gerne bede Rådet om at holde ord og også Kommissionen om at holde ord. Vi har besluttet os for en fremgangsmåde, og denne fremgangsmåde skal man holde sig til. For det andet vil jeg gerne, at vi kommer tilbage til indholdet. Hvis Rådet og Kommissionen ikke gør alt dette, ved vi godt, hvordan vi kan gøre modstand. Det eneste, vi så kan gøre, er at lægge dossierer på is. Gidseltagning er ikke et legitimt politisk redskab, men hvis vi ikke har noget andet valg, bliver vi nødt til at overveje det meget alvorligt.

  Cătălin Sorin Ivan (S&D). – (RO) Fru formand! Jeg vil også gerne udtrykke min støtte til ordføreren og mine kolleger med hensyn til at understrege den vanskelige situation, som EU står i, og som hverken Rådet eller Kommissionen tilsyneladende forstår. De fire år, som er gået af denne den flerårige finansielle ramme, den økonomiske krise og den nye traktats ikrafttræden er alt sammen udfordringer for EU. Det er således soleklart for enhver, at vi har brug for større budgetmæssig fleksibilitet.

Jeg mener derfor ikke, at en rent teknisk revision af den flerårige finansielle ramme, sådan som Rådet foreslår, ikke løser noget, men nærmere udskyder den reform, som EU har brug for og har vigtige drøftelser om i dag, i endnu et par år. Vi skal desuden huske på, at denne flerårige finansielle ramme og denne revision af rammerne skal gøde jorden for drøftelserne om den nye flerårige finansielle ramme, der træder i kraft i 2014.

  Paul Rübig (PPE). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Den finansielle ramme er en udfordring i krisetider. Hvor bør vi udvise mere energi, bedre målsætninger, mere engagement? Hvor skal vi spare, hvor skal vi rationalisere, hvor trænger der til en aktivitetsreform? Et af de vigtigste emner er, hvordan vi får tilpasset vores aktiviteter på EU-plan til de foreliggende behov. Navnlig på investeringsområdet – når man tænker på de transeuropæiske net, forskning, uddannelse. Dette er centrale udfordringer i en krisetid. Vi er forhåbentlig blot lige startet på en frisk og er i gang med at blive styrket på ny. Men her har EU et ganske særligt ansvar.

Når man ser, at rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation skal skæres med 60 % i 2011-budgettet, at der er nedskæringer på forskningsområdet, hvor vi kan blive mere effektive end vores globale konkurrenter inden for et kort tidsrum i forbindelse med projekter, der først vil kunne svare sig rent økonomisk om måske 30-50 år, så er vi nødt til at genoverveje, hvor man skal rationalisere, og overveje, hvor forvaltningen kan blive bedre – og frem for alt hvor vi kan reagere hurtigere og mere effektivt. Tiden er ved at løbe fra os, og administrationen er derfor nødt til hurtigt at komme på omgangshøjde med tingene.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (S&D). – (PL) Fru formand! Næsten et år efter Lissabontraktatens ikrafttræden står EU over for et budgetmæssigt paradoks. Medlemmerne i Rådet, der tidligere arbejdede hårdt på at få traktaten ratificeret, synes i dag ikke at tage notits af, at de deri nedfældede politikker er alvorligt underfinansieret. Og hvad værre er, giver Rådet endda ikke mulighed for en mere rundhåndet finansiering af EU's flagskibsinitiativer såsom Galileoprogrammet eller Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

Det er værd at huske på, at den nuværende finansielle ramme blev forhandlet for mere end fem år siden, da europæisk diplomati f.eks. var ren og skær politisk fiktion. Revision af den flerårige finansielle ramme er af afgørende betydning, og hvis man skal finansiere vigtige politikker udelukkende fra reserverne, vil man ikke kunne omsætte tankerne i Lissabontraktaten til virkelighed. For at den nye traktat skal bære frugt, skal der foretages en revision af den nuværende finansielle ramme og de instrumenter, der er aftalt med Rådet til gennemførelse af traktatens budgetmæssige bestemmelser, og for fremtiden skal vi være mere forsigtige med at indgå nye forpligtelser, således at de midler, der bliver anvendt til at finansiere en bestemt politik, bliver præciseret fra gang til gang. Et ambitiøst EU-budget kræver med andre ord ikke nedskæringer, men større fleksibilitet. Vi kan ikke få mere Europa for færre penge.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Fru formand! Jeg tror, at de to ord, som er mest relevante for drøftelsen her i aften, er fleksibilitet og merværdi. Hvis vi kan få det, vil vi kunne gøre fremskridt.

Der er tydeligvis nogle enorme udfordringer, specielt hvis vi skal indfri målene i 2020-strategien, og derfor skal der gøres et rigtig stort stykke arbejde. Der er ikke desto mindre nogle store muligheder. For det første giver Lissabontraktaten os mulighed for at markere os på den verdenspolitiske scene via EU-Udenrigstjenesten, hvilket vi ikke har kunnet gøre førhen. Det skal man tage med i beregningerne.

De nye bank- og forsikringsmyndigheder er også af helt afgørende betydning, hvis vi skal markere os i Europa, tage ved lære af lavkonjunkturen og få en vis kontrol over et område, hvor der var totalt kaos.

Jeg vil dog gerne anmode om, at vi ved udarbejdelse af de finansielle pakker for disse virksomheder modstår enhver fristelse til at tage bonusser med i betragtning. De har været roden til alt ondt, og man bør spørge en person, der forventer sig en bonus, om, hvilke arbejdsopgaver vedkommende ville undlade at udføre, hvis vedkommende ikke fik nogen bonus.

  Zigmantas Balčytis (S&D). – (LT) Fru formand! Lissabontraktaten, der trådte i kraft for nylig, har givet EU mange nye og væsentlige beføjelser vedrørende EU's optræden udadtil, klimaændringer, energi, turisme og andre vigtige områder. Dette tvinger os til at indføre de nye instrumenter, der er nødvendige for at gennemføre de budgetmæssige bestemmelser i Lissabontraktaten og tage det nuværende finansielle overslag op til revision.

Der er brug for større budgetmæssig fleksibilitet end i den nuværende flerårige finansielle ramme, hvis vi ønsker, at EU skal kunne gennemføre de indgåede forpligtelser og reagere mere effektivt på presserende og uventede hændelser.

Med hensyn til fremtidsperspektiverne er det nødvendigt at tage de budgetmæssige prioriteringer op til revision, sikre tilstrækkelig finansiering af højt prioriterede områder og sørge for tilstrækkelige budgetmidler til at støtte de langsigtede investeringer, der er en forudsætning for EU's økonomiske opsving og vækst.

  Alain Cadec (PPE). – (FR) Fru formand! Ifølge Lissabontraktaten tildeles EU beføjelser på nye områder. Den indeholder bestemmelser om, at EU selv skal bevilge de nødvendige midler for at nå sine mål og gennemføre sin politik.

Men lige fra begyndelsen af den nuværende flerårige finansielle ramme har det ikke været muligt at udarbejde årlige budgetter uden at ty til de eksisterende margener. Som ordføreren understreger, er den disponible margen blevet markant mindre og vil ikke blive større før 2013 – krisen har ramt os. Dette åbner så ikke mulighed for at reagere på uforudsete behov. En sådan situation er farlig om ikke uholdbar.

Det er derfor strengt nødvendigt at tage den flerårige finansielle ramme op til revision for at garantere de ressourcer, der er nødvendige for at udøve de nye beføjelser ifølge Lissabontraktaten. Det er også vigtigt at gøre det muligt at finansiere de politiske indsatsområder i Europa 2020-strategien, sådan som hr. Kelly netop nævnte.

Jeg vil gerne understrege over for kommissæren, at Lissabontraktaten gav Parlamentet lige så store beføjelser som Rådet i budgetmæssige spørgsmål. Parlamentet skal derfor gøre sine synspunkter gældende i budgetforhandlingen, sådan som hr. Böge foreslår, og jeg lykønsker ham endnu en gang med hans betænkning.

  Pat the Cope Gallagher (ALDE). – (EN) Fru formand! Den betydning, EU's budget har i forbindelse med landbrugsstøtte i landdistrikterne i Irland, er enorm. Irske landbrugere, deres familier, lokalsamfundene og den irske fødevarebranche vil fortsat nyde godt af tæt på 2 mia. EUR om året i perioden 2010-2013.

I denne uge meddelte vores landbrugsminister, Brendan Smith, at den irske regering havde anmodet om en forskudsudbetaling af enkeltbetalingerne pr. bedrift med henblik på at maksimere cashflowet til landbrugerne fra nu af og til årets udgang. Dette er en meget positiv og meget pragmatisk udvikling. Jeg forstår, at en anmodning fra regeringen vil blive vedtaget af Rådet – eller er måske blevet forbedret af Rådet på nuværende tidspunkt i dag – og det forventes, at udbetalingerne vil begynde den 18. oktober, og der kommer en yderligere portion den 1. december.

De mange midler, landbrugssektoren i mit hjemland får tildelt hvert år, understreger, hvor vigtige disse forhandlinger er for Irland og især for landdistrikterne i Irland.

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Fru formand! Jeg vil gerne sige tak for oplysningerne fra kommissæren. Jeg er dog bekymret over noget andet. Jeg tænker på problemet med EU's indtægter op til 2013. Hvis vi skal have en revision, så lad os gøre det ordentlig, og hermed mener jeg, at dette ikke blot er en drøftelse af udgifter, og hvorvidt de nu er velbegrundet, men vi skal efter min mening også tale om, hvorvidt de planlagte indtægter for EU op til 2013 er realistiske indtægter, og om det er indtægter, vi kan være sikre på.

Det budget, der blev vedtaget, blev immervæk vedtaget i en helt anden økonomisk og finansiel situation. Vi har i to år set et væsentligt og markant fald i BNP i EU's medlemsstater. I den forbindelse vil jeg gerne spørge kommissæren, om han har nogen detaljerede budgetoverslag over, hvorvidt EU's budgetindtægter frem til 2013 måske bliver lavere end de indtægter, der på nuværende tidspunkt er planer om.

  Janusz Lewandowski, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Det stod mig meget klart, mens jeg lyttede til forhandlingen, at Parlamentet og Rådet står temmelig langt fra hinanden. Dette kan gå hen og blive et problem, efterhånden som vi med hastige skridt nærmer os forligsfasen.

Det, der kommer på forhandlingsbordet – ikke bare tallene for 2011, da dette er omfattet af Lissabonpakken – vil blive lige så flerdimensionalt, som drøftelsen i dag var. Det handlede ikke alene om regulering, hvor Helga Trüpel benyttede denne mulighed til at anfægte europæisk skattepolitik. Helga ved jo godt, at dette ikke er indeholdt i mandatet. Vi skal kigge på indtægtssiden med neutrale øjne og ikke alene på udgifterne og intet andet – en neutral undersøgelse uden på forhånd at vurdere, om vi har brug for nye egne indtægter eller ej.

Der var en meget klar kritik af, at vi er rigtig meget forsinket med revisionen af det finansielle overslag. Dette var en bevidst beslutning fra Rådets side. Jeg mener, det var en klog beslutning, og den var demokratisk forankret. Sagsansvaret blev overdraget til den nye kommission. Kommissionen fokuserer nu rigtig meget på økonomisk styring, som er noget, krisen har lært os meget om. Vi nærmer os oktober måned, hvilket også bekymrer mig, da det ikke er godt at være så sent på den med revisionen.

Det gennemgående budskab i drøftelsen var, at vi i betragtning af de nye ansvarsområder har brug for en reel revision af budgettet. Ingen er mere bevidst om de nye behov og ansvarsområder end jeg, fordi de normalt kanaliseres hen til mig via Kommissionen. Vi fokuserer sædvanligvis på policy-mix, når vi står over for nye behov eller nye store projekter, og dette policy-mix vil blive fremlagt i Parlamentet med henblik på rådgivning, med henblik på forhandlinger.

Jeg er optimist og tror, at forligsfasen i november/oktober – til trods for min fornemmelse af, at holdningerne ligger meget langt fra hinanden – vil føre til et positivt resultat.

FORSÆDE: Diana WALLIS
Næstformand

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg har ganske tydeligt hørt en række parlamentsmedlemmer insistere på, at det er nødvendigt at tage budgettet op til revision, især for så vidt angår EU's nye ansvarsområder. Det er en vigtig forhandling, hvilket jeg skal være den første til at indrømme.

Jeg udtrykte mig måske ikke helt klart i mit første indlæg. Jeg sagde ikke, at Rådet aldrig nogensinde ønskede at forhandle om budgettet, men jeg mener oprigtig talt, at det er en langsigtet forhandling, vi skal føre, og til det formål afventer vi, sådan som nogle har nævnt, Kommissionens dokument om budgetrevisionen.

Det vil dreje sig om den første fase af revisionsprocessen for EU's budget. Rådet afviser ikke dette – Rådet er ikke imod at indlede en forhandling med særlig fokus på det næste finansielle overslag.

Lad mig et øjeblik vende tilbage til de specifikke forslag fra Kommissionen om at opfylde de supplerende behov i forbindelse med den internationale termonukleare forsøgsreaktor (ITER). Rådet har faktisk helt klart noteret sig den finansieringsplan for ITER for 2012 og 2013, som Kommissionen fremlagde i slutningen af juli måned, og den undersøger i øjeblikket disse forslag omhyggeligt.

  Reimer Böge, ordfører. – (DE) Fru formand! Jeg vil begynde med ITER. Det, der foregår der, er mærkværdigt. Rådet har truffet en beslutning – vedtaget en holdning – om, at der er brug for yderligere 1,4 mia. EUR indtil 2013, og nu bliver der udøvet stort pres, fordi man gerne vil have, at budgetmyndigheden inden udgangen af september skal gøre sin holdning klar, så man kan overholde sine internationale forpligtelser. ITER-Rådet har allerede sagt, at disse midler vil blive stillet til rådighed med forbehold af budgetmyndighedens tilladelse. Sådan behandler man ikke budgetmyndigheden, og sådan behandler man ikke Parlamentet.

Jeg forventer af hr. Chastel, at vi sammensætter en samlet pakke til ITER og ikke, som Kommissionen foreslår, fordeler 540 mio. EUR i løbet af de næste fem år. Vil vi bruge tre år på at skændes om ITER, eller vil vi arbejde sammen for at sætte det, der måske kan blive et banebrydende internationalt forskningsprojekt, ordentlig på skinner? Vi kan forhåbentlig finde fælles fodslag her.

Den betænkning, vi stemmer om i morgen, og forhandlingen har sendt et meget klart signal. Kommissionen skal forsøge at forbedre de eksisterende forslag til en tilpasning af den tværinstitutionelle aftale på grundlag af denne forhandling. Det vil være godt, hvis der kan rokkes ved Rådets holdninger ved det første trepartsmøde i begyndelsen af oktober.

Jeg har indtrykket af, at der nogle gange i Rådet og i medlemsstaterne er en tendens til at vende tilbage til tiden inden Lissabontraktaten og ikke indse, at der er en ny magtbalance nu, og at vi står over for nye politiske udfordringer.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted ved middagstid i morgen (onsdag den 22. september 2010).

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Edit Herczog (S&D), skriftlig. – (HU) Vi må indrømme, at vi i de seneste fire år af den nuværende finansielle ramme, selv inden indførelsen af de nye krav ifølge Lissabontraktaten, kun kunne vedtage de årlige budgetter ved at ty til ekstraordinære finansielle instrumenter. Det er således forståeligt, at en revision af den flerårige finansielle ramme ikke længere kan udskydes, og det er nødvendigt med supplerende midler til de initiativer, der ikke kunne forudses på det tidspunkt, hvor de nuværende rammer blev vedtaget. EU's finansielle beslutningstagere har pligt til at tilvejebringe de nødvendige midler for at nå EU's mål og gennemføre EU's politikker under hensyntagen til de nye indsatsområder i Lissabontraktaten såsom EU's optræden udadtil, sport, rumfart, klimaændringer, energipolitik, turisme og civilbeskyttelse. Vi skal desuden tænke på den europæiske merværdi ved EU's budget, der udviser solidaritet og effektivitet ved, at man samler og i fællesskab gør brug af finansielle midler, som er spredt på nationalt, regionalt og lokalt niveau. Størstedelen går til støtte til langsigtede investeringer, der stimulerer EU's økonomiske vækst. Der skal træffes alle nødvendige foranstaltninger for, at der stilles yderligere midler til rådighed for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og til andre højt prioriterede områder i Lissabontraktaten, især til de initiativer, der hører ind under underudgiftsområde 1a, "Konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse", som skaber merværdi for EU og gør det muligt at opfylde EU's forpligtelser og indfri EU-borgernes forventninger.

  Elisabeth Köstinger (PPE), skriftlig. – (DE) Parlamentet tager sit demokratiske tilsyn alvorligt, og i den foreliggende betænkning opfordres Rådet og Kommissionen til at foretage en omfattende revision af den flerårige finansielle ramme. Jeg støtter alle henstillingerne i den foreliggende betænkning, som vil gøre det lettere at planlægge og vil føre til større effektivitet ved anvendelse af EU's finansielle midler. Alt for ofte stiller Kommissionen uventet nye forslag til anvendelse af ubrugte midler. Det franske ITER-projekt er bare et eksempel på, hvor penge – i det aktuelle tilfælde fra kassen med landbrugsstøtte – på forhånd omdirigeres til anvendelse på andre områder. Landbrugsmidler, der ikke er blevet anvendt, eller som ikke afsættes til nødsituationer i landbruget, skal ikke blot anvendes på andre områder. I landbrugssektoren er det specielt vigtigt at opbygge reserver. Fleksibilitet er vigtig, men det bør under alle omstændigheder ske inden for det pågældende politikområde. Anvendelse af reserver bør på forhånd defineres lige så nøjagtigt og under alle omstændigheder være til rådighed for den pågældende sektor.