Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 21. september 2010 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Jerzy BUZEK
Formand

(Mødet åbnet kl. 09.05)

2. Kommissionens reaktion på Parlamentets beslutninger: se protokollen

3. Naturgasforsyningssikkerhed ***I (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Vidal-Quadras for Udvalget om Industri, Forskning og Energi om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden og ophævelse af direktiv 2004/67/EF (KOM(2009)0363 - C7-0097/2009 - 2009/0108(COD)) (A7-0112/2010).

  Alejo Vidal-Quadras, ordfører. – (ES) Hr. formand! I de seneste år har vi set gentagne eksempler på medlemsstaternes sårbarhed i forbindelse med energianliggender, især vedrørende gasforsyningen.

Forsyningsafbrydelser i de nordlige og østlige EU-lande i vinteren 2005-2006 og 2008-2009 blev et sandt mareridt. Efter de sidste par års stride vintre i Europa påhviler det os i endnu højere grad at gøre alt, hvad der står i vores magt, for at undgå, at noget lignende sker i fremtiden.

Størstedelen af EU's energiforsyning er importeret, og derfor kan diplomatiet spille en vigtig rolle på dette strategiske område. Vi ved alle, hvor stor en indsats Kommissionen har gjort på dette område, og den sætter vi utrolig stor pris på, men vi er nødt til at give os selv mere direkte effektive mekanismer.

Vi skal huske på, at i den forsyningskrise, vi har oplevet, forhindrede nationale markedsregler og manglen på sammenkoblinger fuldt ud tilfredsstillende hjælp til de ramte medlemsstater.

Den forordning, vi skal stemme om, er tænkt som et stort skridt i retning af at løse dette problem. Vi har brugt lang tid på at gøre fremskridt på dette område og på at håndtere de vanskeligheder, der er opstået på baggrund af de forskellige nationale perspektiver. Det har været en lang og hård forhandlingsproces.

Den aftale, vi skal stemme om i dag, viser, at medlemsstaterne har set ud over deres egne interesser og accepteret et meget mere europæisk fokus. Når forordningen er blevet vedtaget, vil vi have et stærkt instrument, som kan øge gasforsyningssikkerheden i EU som helhed.

Forordningen blev enstemmigt vedtaget af Udvalget om Industri, Forskning og Energi efter det gode resultat af trepartsmøderne med Rådet.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke alle skyggeordførerne for deres fremragende arbejde, der på behørig vis er afspejlet i teksten, samt alle udvalgsmedlemmerne, som gav deres meninger til kende og dermed bidrog til, at en række vigtige ændringer blev indarbejdet i teksten.

Jeg vil også gerne takke Kommissionen for dens værdifulde støtte til medlovgiverne og anerkende det gode samarbejde med det spanske formandskab for Rådet, som holdt os opdateret vedrørende fremskridtene i det arbejde, der blev udført.

Denne forordning garanterer sikkerheden for alle europæiske borgere, der fra dette øjeblik er bedre beskyttet i tilfælde af en krise. Derudover giver det medlemsstaterne mere fleksibilitet, så deres gruppe af beskyttede kunder kan udvides til også at omfatte offentlige tjenester.

Medlemsstaternes helt berettigede iver efter at beskytte forbrugere på det nationale marked skal afvejes mod solidaritet med borgere i andre EU-medlemsstater.

Hvis der opstår en krise, forpligter forordningen gasforsyningsselskaber til at forsyne beskyttede kunder uafbrudt i en minimumsperiode på 30 dage. Ydermere skal medlemsstater enten opbygge eller opgradere deres infrastruktur, så integrationen af det indre energimarked forbedres, og eksistensen af energiøer reduceres.

Et af de vigtigste resultater af denne forordning er, at der dermed er indført et krav om tilbagegående gasstrømme på alle medlemsstaters gassammenkoblinger, hvorved kriterier såsom behov og bæredygtighed overholdes. Tilbagegående gasstrømme, ved hjælp af investeringer på kort sigt og til en acceptabel pris, vil muliggøre en hidtil uset forsyningsdiversificering i Europa. I denne sammenhæng er Yamal-rørledningen et godt eksempel, i og med at den forsyner Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Tyskland via Belarus.

Et andet af Parlamentets resultater er den vigtige rolle, som Kommissionen har fået i form af vetoret vedrørende konkrete foranstaltninger, hvis Kommissionen vurderer, at disse skader forsyningssikkerheden for andre medlemsstater.

Derudover kommer Kommissionen til at spille en afgørende rolle i koordinationen mellem medlemsstaterne i enhver krisesituation via gaskoordinationsgruppen. Denne forordning er en reel løsning på et reelt problem. Med forordningen styrkes gasforsyningssikkerheden, og alle markedsinteressenter forpligter sig til at samarbejde om alvorlige forsyningsproblemer i fremtiden.

Et ordentligt og velfungerende marked, opbygningen af sammenkoblinger samt diversificering af leverandører og ruter er det bedste forsvar mod fremtidige kriser.

Forordningen om gassikkerhed repræsenterer en yderst kvalitativ ændring, hvor medlemsstaterne tilsidesætter rent nationale ordninger og fuldt ud tilslutter sig en ambitiøs europæisk tilgang.

Det er sandt, at det har taget to kriser med farlige konsekvenser at vække EU-samvittigheden hos visse medlemsstater, men deres tilslutning hilses velkommen, hvis den er lige så stor som deres modstand.

Endelig repræsenterer forordningen en historisk milepæl i vejen mod gasforsyningssikkerhed i EU og er et uomtvisteligt bevis på værdien at vores fremragende integrationsprojekt. Korrekt og hurtig anvendelse af denne forordning sender et meget stærkt signal til vores leverandører, som vi normalt er på god fod med, om, at hvad angår gasforsyning i EU, så gælder udtrykket "enhver er sin egen lykkes smed" ikke længere. Det er blevet erstattet af "en for alle, og alle for en".

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Gas spiller en vigtig rolle i vores energipolitik, og strategien på dette område er klar. Vi har først og fremmest brug for effektiv europæisk lovgivning for at sikre gasforsyningssikkerheden. For det andet skal vi diversificere vores forsyningskilder og ruter i forbindelse med importeret gas. Vi er også nødt til at videreudvikle og konsolidere den nødvendige infrastruktur og have en fælles europæisk indgangsvinkel, når vi håndterer vores energipartnere og transitlandene. Alt dette skal være baseret på et velfungerende indre marked.

Gaskrisen i januar sidste år, og den udvikling, der fandt sted i juni mellem Moskva og Minsk, bekræftede, at vi er på rette spor, når det gælder vores gasstrategi. Derfor er jeg glad for, at forhandlingerne i Parlamentet og med medlemsstaterne på grundlag af Kommissionens forslag mundede ud i en konstruktiv konklusion inden for bare et år. Det er gode nyheder for erhvervslivet og borgerne i EU. Jeg vil gerne i særdeleshed takke Parlamentet og hr. Vidal-Quadras for deres engagement i sagen. De var sikre på, at resultaterne kunne opnås og er årsagen til, at man er nået frem til den overbevisende konklusion. Jeg vil også gerne udtrykke min taknemmelighed over for medlemsstaterne for deres villighed til at afgive noget af deres magt og blive en del af en europæisk ramme.

Dette forslag til forordning er den første lovgivning, der er baseret på den omfattende artikel om energi i den nye Lissabontraktat. De betræder nyt land og gør brug af Deres nyligt opnåede udvidede beføjelser. Ingen kan garantere, at der ikke vil være afbrydelser af gasforsyningen. Det gør det endnu mere vigtigt for os at tage de nødvendige forholdsregler. Vi tror på, at et tæt samarbejde med medlemsstaterne på gasområdet er endnu vigtigere, end det har været tidligere. Vi opfordrer for øjeblikket Polen til helt fra starten at sikre, at landets nye gasforsyningskontrakt med Rusland er forenelig med europæisk lovgivning og ikke kræver officielle brud på kontraktprocedurerne.

Vi hilser opfordringen fra Parlamentet om en fælles europæisk indgangsvinkel, hurtigere forebyggende foranstaltninger, nye tekniske muligheder, såsom kapacitet til at lede gasstrømmene tilbage, udvidelsen af infrastrukturen og en fælles europæisk ekstern energipolitik velkommen. Vi støtter også Parlamentets forslag om at overvåge og etablere et indre marked. De obligatoriske minimumsstandarder for hver enkelt private husholdning er et tegn på den solidaritet og ansvarsfølelse, Europa har i forhold til dets borgere. I hele Europa skal der oplagres gas til dækning af 30 dages forbrug til imødegåelse af ekstreme situationer såsom svigt i infrastrukturen, temperatursvingninger eller spidsefterspørgsel. 30 dages sikkerhed er ikke noget reelt sikkerhedsnet, men et udgangspunkt, der sikrer, at vi kan gå vinteren og eventuelle fremtidige kriser i møde med større tiltro.

Vi skal i højere grad tale med én stemme, danne vores holdning internt, som vi gør det lige nu, og stå sammen over for omverdenen.

Mange af de tiltag, der indgår i forordningen, er allerede blevet gennemført, herunder dem der angår gasinfrastrukturen og kapacitet til at lede gasstrømme tilbage. Vi støtter for øjeblikket 31 gasprojekter med midler afsat af Parlamentet. I alt 1,4 mia. EUR har sat skub i både offentlig og privat finansiering. I de seneste måneder har vi opnået en række af de ting, som forordningen har til formål at gennemføre. Men der er stadig lang vej igen. Jeg er sikker på, at denne forordning ikke er det sidste ord, der bliver sagt om dette emne. Derfor ser jeg gerne en foreløbig undersøgelse og en eventuel fortsættelse af denne forordning samt en finjustering og udvidelse af de tilsvarende planer inden for to til tre år.

Vi ser gerne denne forordning anvendt hurtigt efter vedtagelsen. Kommissionen ønsker at skride tidligt til handling for at sikre, at vi har en fælles indgangsvinkel til vores eksterne energirelationer. Gaskoordinationsgruppen, som ledes af Kommissionen og mødes hver måned, kommer til at spille en større rolle i kraft af forordningen. Vi glæder os over, at der ikke kun vil foregå samarbejde på europæisk niveau, men også på regionalt niveau. Et eksempel på det er pilotprojektet, der involverer de tre baltiske stater, Estland, Letland og Litauen, som en del af planen for sammenkobling af det baltiske energimarked (BEMIP). Vi har kort sagt brug for regionale løsninger inden for den overordnede europæiske dimension.

Jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen ønsker en bred debat om infrastruktur. Infrastrukturpakken, som vi har tænkt os at præsentere for Dem til november, repræsenterer sammen med den næste finansieringsperiode den rette mulighed for dette.

(Bifald)

  Bogusław Sonik, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed. – (PL) Hr. formand! De europæiske borgere forventer tiltag og beslutninger fra EU, der tydeligt og specifikt udtrykker vores ønske om en overnational infrastruktur, som håndteres i fællesskab. Med denne forordning bliver de forventninger opfyldt. Dette angår især transport og evnen til hurtigt at rejse til en hvilken som helst europæisk destination via jernbane, vej og luftforbindelse, og det angår ligeledes sikkerhed, herunder energisikkerhed.

Vi har i mange år sagt i Parlamentet, at energiforsyningen skal behandles som et strategisk politisk emne. Europa skal ikke være afhængig af en enkelt leverandør, som det er tilfældet i Central- og Østeuropa, der får de fleste af sine forsyninger fra Rusland. Gazprom har gentagne gange vist, at de ser gas som et strategisk våben til at øge Moskvas politiske indflydelse ved at skabe vanskeligheder med gasforsyningen. Vi har som polakker og som polske medlemmer af Parlamentet gjort opmærksom på egoismen i forbindelse med den nordeuropæiske gasrørledning, en investering, der blev foretaget uden at rådføre sig med EU's medlemsstater.

Dagens forordning om gassolidaritet er et udtryk for en europæisk opmærksomhed på, at vi kun kan opbygge et effektivt og gensidigt fordelagtigt system til indkøb og distribution af gas, hvis vi står sammen. Et system, hvor intet land overlades til sig selv, hvis det fratages gas. For at gennemføre bestemmelserne i forordningen har vi imidlertid brug for politisk vilje fra regeringernes side og penge fra EU.

  Sandra Kalniete, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. – (LV) Hr. formand! Jeg vil gerne sige tak. Dette er en meget vigtig betænkning, og jeg er glad for at se, at Parlamentets beslutning afspejler bekymringen hos de medlemsstater, som er isoleret på energiområdet, fordi de i høj grad er afhængig af forsyninger fra tredjelande og mangler den infrastruktur, som kan forbinde dem med andre EU- medlemsstater. Jeg håber, at vedtagelsen af denne forordning muliggør udviklingen af fælles energipolitikprojekter. På vegne af Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse er jeg glad for at se de forskellige punkter, hvor Parlamentet har forbedret dette forslag. For det første er de forbrugerklasser, som garanteres gasforsyninger i ekstreme situationer, blevet mere præcist og klart defineret. For det andet er arbejdet med det europæiske solidaritetsprincip blevet styrket og gjort mere specifikt med vægt på regionalt samarbejde og udvidelsen af Kommissionens beføjelser og ansvar. Endelig er de markedsbaserede instrumenter blevet utvetydigt prioriteret frem for ikkemarkedsmekanismer ved løsning af problemer med forsyningsafbrydelser. De skal kun anvendes i tilfælde, hvor markedet ikke kan garantere forsyninger til beskyttede forbrugere. Endelig vil jeg gerne takke hr. Vidal-Quadras for et fremragende samarbejde.

  Jacek Saryusz-Wolski, ordfører for udtalelsen fra Udenrigsudvalget. – Hr. formand! Energisikkerhed er et af de centrale elementer til sikring af fremtiden. Det er et offentligt gode, som EU har pligt til at tilbyde sine borgere. Spørgsmålet er ikke om, men hvordan, EU skal agere for at sikre medlemsstaterne på energiområdet. Til det formål er to elementer påkrævet: for det første ordentlige lovgivningsmæssige instrumenter og for det andet politisk vision og vilje til at gennemføre de instrumenter.

Hvad angår lovgivningspakken, som er blevet forhandlet meget effektivt af ordføreren, hr. Vidal-Quadras, er det min vurdering, at man sammenlignet med de oprindelige ambitioner har opnået to tredjedele af målet om at give energisikkerhed til hele EU. Med pakken opnås ambitiøse regler om infrastruktur, systemet for Fællesskabets reaktion på nødsituationer introduceres, og solidaritetsprincippet indarbejdes som fastsat i traktatens artikel 194 som en bindende bestemmelse.

Der er imidlertid visse vigtige udeladelser, især i forbindelse med den eksterne dimension af EU's energipolitik. I forordningen udelades den højtstående repræsentants rolle, og der henvises kun i svage vendinger til den sydlige korridor, Nabucco og samarbejdet med vores ENP-partnere.

Den overordnede tekst repræsenterer dog store fremskridt, eller vil i hvert fald gøre det, hvis den gennemføres korrekt.

(Formanden afbrød taleren)

  Herbert Reul, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil først og fremmest gerne takke medlemmerne her i Parlamentet, som har arbejdet så hårdt på dette projekt, og især hr. Vidal-Quadras. Det beviser, at det europæiske politiske system kan reagere på kriser og levere nyttige løsninger.

Vi har set forsyningssikkerhedssituationer af denne art mange gange. Derfor er problemet med forsyningssikkerhed blevet meget mere tydeligt. Vi er blevet tvunget til at handle, og vi har truffet de nødvendige beslutninger. Vi har fundet løsninger, der ikke har været lette, som involverer nye instrumenter, og – og det er det mest interessante for mig – som ikke alene fastlægger infrastrukturstandarderne i Europa, ikke alene skaber fælles regler for forebyggelses- og nødplaner, ikke alene sikrer, hvilket hr. Oettinger helt berettiget har gjort opmærksom på, at vi kan give vores borgere 30 dages sikkerhed i fremtiden, men som også viser, at vi kan indgå kompromiser, der skaber bæredygtige resultater. Processen var anstrengende, men det står nu klart, at fokus er på den rolle og det ansvar, som de virksomheder, der opbygger og håndterer netværkene, har. Det er også vigtigt at sikre, at politikkerne er fleksible, og at gøre det klart, at vi ikke stiller krav, der ikke kan betale sig, og som ikke længere er intelligente eller giver mening, f.eks. ved at indbygge fleksibilitet i kapaciteten til at lede gasstrømme tilbage. Vi siger ikke, at alting skal gennemføres for enhver pris, men vi giver os selv plads til at evaluere de enkelte sager og forbedre samarbejdet i regionerne.

Noget af det, der er ligeså vigtigt, er det faktum, at selv om medlemsstaterne skal være bevidste om deres egne ansvarsområder, så får Kommissionen en ekstra opgave, hvis det ikke lykkes dem at finde de rigtige løsninger. Kommissionens rolle er blevet styrket, men Kommissionen er ikke den eneste beslutningstager. Den er ansvarlig for at træffe beslutninger, når andre løsninger ikke længere er mulige, og den har ligeledes det sidste ord. Vi har brug for fleksibilitet og for systemer, som holder byrderne på et fornuftigt niveau. Sidst men ikke mindst, skal vi sikre, at løsningerne er på plads. Det er de gode nyheder fra Bruxelles til borgerne i Europa.

  Hannes Swoboda, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg vil naturligvis gerne starte med at takke hr. Vidal-Quadras varmt for hans positive betænkning og først og fremmest for det produktive samarbejde mellem ham og hans skyggeordførerne. Jeg vil også gerne udtrykke min tak til udvalgsformanden, der afholdt møderne med det spanske formandskab.

Vi har opnået et godt resultat. Det hele handler selvfølgelig om solidaritet på europæisk niveau, hvilket er det centrale punkt, om den samlede udvikling af rørledninger, om kapacitet til at lede gasstrømmene tilbage og allervigtigst om at beskytte udsatte forbrugere. Alt dette er, som det tidligere er blevet sagt, omfattet af direkte lovgivning. Nogle har været kritiske over for dette, men det er meget vigtigt, fordi det gør det muligt for os at sende et klart signal.

Hr. Oettinger er allerede begyndt at kigge ud i fremtiden og har sagt, at dette ikke er enden på historien. Dette vil jeg gerne støtte ham i. Vi skal gå et skridt videre. Delors-gruppen udsendte for nylig en rapport om muligheden for at etablere et europæisk energifællesskab. Jeg ved, at vores formand i høj grad går ind for dette. Jeg er glad for, at det er hans holdning, for jeg mener, at det vil være et vigtigt bidrag til fremskridt og fortsættelse af den europæiske harmoniseringsproces, hvis vi etablerer et europæisk fællesskab vedrørende energispørgsmål uden at ændre traktaten. Det er også vigtigt, at vi ikke kører fast i diskussioner om at ændre traktaten. Solidaritet må have førsteprioritet.

Mit andet punkt vedrører vores fælles front både internt og eksternt. Hvad mener jeg med "internt"? Med det mener jeg, hvor megen yderligere infrastruktur, vi har behov for, og det nævnte hr. Oettinger også. Jo mere vi bevæger os ind på solenergi- og vindenergiområdet, desto mere er vi nødt til at udvikle vores infrastruktur, for ud over en øget lagerkapacitet bliver vi også nødt til at sikre, at andre energiproducenter kan træde til, når der ikke er nok tilgængelig sol- eller vindenergi. Derfor er det fælles infrastrukturnetværk i Europa meget vigtigt.

Vi er selvfølgelig også nødt til at danne fælles front i forhold til andre lande. Vi har i stigende grad et fælles marked, hvor andre lande ikke har det. Rusland har ikke et fælles, åbent marked. I stedet har det statsmonopoler. Hvis vi ønsker at gøre op med det system, må vi gøre det sammen på grundlag af en fælles europæisk ekstern energipolitik, men måske også på grundlag af en fælles indgangsvinkel blandt europæiske gasselskaber med henblik på at opnå bedre priser og bedre betingelser og selvfølgelig på grundlag af udviklingen af infrastrukturen såsom Nabucco. Det er for mig argumentet for i dag at bevæge os i retning af en fælles europæisk energipolitik.

  Adina-Ioana Vălean, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne lykønske ordføreren, hr. Vidal-Quadras, for hans fremragende arbejde med denne vigtige betænkning. Hver eneste vinter bliver vi mindet om, at Europa er afhængig af gasforsyningen fra Rusland, Ukraine og andre lande. Energiforsyningssikkerhed er blevet en prioritet for EU, og det hilser jeg meget velkommen.

Denne lovgivning er et positivt skridt i retning af at mindske Europas sårbarhed og forsikre vores borgere om, at der vil blive leveret gas på trods af eventuelle alvorlige afbrydelser, at priserne vil være overkommelige, og at solidariteten vil sejre. Men der må gøres mere endnu. Vi skal blive ved med at diversificere energiruter og forsyningskilder. Energiforsyningssikkerhed har en forskellig betydning, afhængig af om man er rumæner, hollænder eller finsk. Vores forskellige geopolitiske situationer kræver en europæisk indgangsvinkel, og den europæiske indgangsvinkel kræver fuld gennemførelse af energimarkedet.

Det er ingen nyhed, at der stadig er mange protektionistiske hindringer inden for EU. Protektionisme skader markedet og dermed forbrugerne, fordi den holder priserne høje og underminerer vores forsyningssikkerhed. Men det er en stor nyhed, hvis en politiker siger, at politikken ikke bør have noget at gøre med energipolitikken, og det er det, jeg siger højt og tydeligt. Vi hører hver dag om tvetydige kontrakter, aftaler indgået bag lukkede døre, monopoler og politiske aftaler.

I Rumænien ligger udformningen af vores energipolitik i hænderne på de få mennesker i Sikkerhedsrådet, der styres af præsidenten. Ansvarlighed? Ikke for rumænerne. Demokrati? Ikke for rumænerne. Og alligevel får de rumænske borgere konsekvenserne af denne politik at føle, når de modtager de høje gasregninger i slutningen af året.

Det er på tide at forlange mere gennemsigtighed, ansvarlighed og demokrati i medlemsstaternes håndtering af energipolitikken. Ellers vil vi ikke kunne forbedre situationen for forbrugerne. Lad det frie marked regulere priserne, hvilket det helt sikkert vil kunne gøre bedre end politikerne. Vi har brug for, at Kommissionen nedbryder de protektionistiske hindringer og adfærdsmønstre.

  Claude Turmes, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne ønske hr. Vidal-Quadras og alle involveret i forhandlingerne tillykke. Jeg vil også gerne lykønske det spanske formandskab, der virkelig har været medvirkende til, at vi har kunnet gøre så hurtige fremskridt på dette område. Vi har opnået en god balance mellem det indre marked og fremadrettet planlægning og mellem det regionale niveau og Europa som en helhed. Jeg er også glad for, at det område, hvor vi har gjort størst fremskridt, kapaciteten til at lede gasstrømmene tilbage, spiller en fremtrædende rolle i forordningen.

Jeg vil gerne nævne tre punkter vedrørende fremtidsudsigterne. For det første vil vi, hvad angår infrastrukturen, opleve et potentiale for at udvikle nord-syd-forbindelserne, især i Polen, Ungarn og Slovakiet. Det er meget vigtigt for os at have flere nord-syd-forbindelser. I tilfælde af gasoplagring er vi nødt til at tage stilling til de spørgsmål, hr. Swoboda, har sat fokus på. Hvis der kommer mere gas på elektricitetsmarkedet, virker det sandsynligt, at vi har brug for hurtige lagre. Vi skal evaluere vores infrastruktur for at identificere, om vi har langsom eller hurtig oplagring, fordi vi skal fokusere endnu mere på hurtig oplagring.

For det andet mangler vi efter min mening gode data som baggrund for at kunne evaluere den fremtidige gasefterspørgsel. Hvilken indflydelse har EU's bygningsdirektiv? Hvilken effekt har det, at et land som Tyskland siger, at fra 2050 vil alle dets bygninger, både nye og gamle, være nulenergibygninger? PRIMES-modellen er hverken detaljeret eller uafhængig nok, fordi den blev udarbejdet af samme mand, som udarbejdede scenarierne for EURELECTRIC. Det betyder, at vi skal have bedre data for at undgå spildte investeringer.

For det tredje mødes stats- og regeringscheferne den 4. februar 2011. Inden det vigtige topmøde den 4. februar mener jeg, at Kommissionen bør give os et dokument med en revurdering af det globale gasmarked. Fundet af skifergas i USA har øget mængden af flydende gas. Hvad vil det betyde for os, hvis vi finder skifergas i Europa? Vi har brug for et dokument fra Kommissionen, hvori stats- og regeringscheferne gives en vurdering af den nuværende situation på det globale gasmarked. Efter min mening er situationen meget mere positiv, end den var for to eller tre år siden.

  Konrad Szymański, for ECR-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Det er sandelig på sin plads at ønske tillykke, for hr. Vidal-Quadras er ikke alene den bærende kraft i det kompromis, vi er blevet enige med Rådet om, men han er også den bærende kraft i den overordentlig brede konsensus blandt de politiske kræfter i Parlamentet. Det er meget vigtigt. De Europæiske Konservative og Reformister støtter dette kompromis, på trods af at Parlamentet oprindelig foreslog foranstaltninger, der var langt mere ambitiøse, især vedrørende opbygningen af infrastruktur, men også på området for politisk engagement fra EU' side i forbindelse med kriseløsning, herunder kriser med en international dimension.

Man kan sige, at den oprindelige beslutning gav både virksomheder og medlemsstater flere forpligtelser. Det, vi har på bordet i dag, indeholder langt flere muligheder. Vi kan så bare håbe på, at dette ikke bliver endnu et påskud for at fortsætte ligegyldighedspolitikken, både fra medlemsstaternes og virksomhedernes side, i forhold til russernes misbrug af gasvåben i Centraleuropa. Forhåbentlig står Kommissionen fast i bekæmpelsen af Gazproms misbrug af sin monopolistiske position, fordi Gazprom har politiske grunde til at ønske at bevare ikke alene den fulde kontrol over gasrørledninger, herunder dem der befinder sig på EU's område, men også fuld kontrol over råmaterialet, også efter salg på EU-markedet. Dette sker på bekostning af fællesmarkedet, på bekostning af konkurrence og forbrugerrettigheder, og det sker på bekostning af udviklingen af moderne teknologier i gasindustrien.

Forordningen kunne selvfølgelig være bedre, men den er stadig den mest betydelige mulighed og den mest betydelige garanti for EU's energipolitik, når vi står over for en gasforsyningskrise, og derfor skal den ved afstemningen i dag her i Parlamentet støttes i videst mulig udstrækning.

  Jacky Hénin, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Er vi nødt til at sikre energisikkerhed og -uafhængighed? Ja, vi er. For at kunne sikre fuld sikkerhed og uafhængighed er det dog afgørende, at vi tager gas og andre energikilder ud af ligningen med de alvorlige problemer, der skyldes spekulative markeder, udnævner dem til offentlige aktiver og indgår tarifaftaler, hvori befolkningen i produktionslandene respekteres, og hvori de europæiske forbrugere sikres. Dette kunne være målet for et europæisk agentur for energi under ledelse af Parlamentet og Rådet.

EU skal ikke fungere som repræsentanter for multinationale gas- og olieselskaber, især ikke efter den katastrofe vi lige har oplevet ud for Floridas kyst. Multinationale virksomheder er ligeglade med forbrugerinteresser. De bekymrer sig kun om deres aktionærer og har ikke andet end foragt til overs for den ret, der tilfalder de borgere, der bor i gasproducerende lande, til at gøre, hvad de vil med ressourcerne i deres egen undergrund.

I modsætning til ordføreren er jeg ikke overbevist om, at gasmarkedets og virksomhedernes frie indvirkning vil sikre gasforsyningerne til EU. For at garantere gasforsyninger til alle EU-borgere er vi nødt til at nationalisere de store gasselskaber og ud fra disse enheder skabe en europæisk interessegruppe under multinational og først og fremmest offentlig kontrol.

  Niki Tzavela, for EFD-Gruppen. – (EL) Hr. formand, hr. Vidal-Quadras! Jeg vil gerne ønske ordføreren tillykke med en fremragende betænkning, der skaber orden på vores indre marked. Jeg vil dog gerne præcisere følgende, nemlig at Europa, uanset hvordan man ser på det, hverken har sikret eller løst det største problem med alternative gasleverandører.

Tværtimod virker det, hvis man kigger på de leverandører, der er nødvendige for at sikre bæredygtigheden for de gasrørledninger, vi planlægger i Europa, for mig som om, der stadig kun er én leverandør. For at give Dem en idé om, hvor effektivt den leverandør har slået ring om os, har Rusland indgået gasforsyningsaftaler med alle potentielle europæiske leverandører, selv Iran. Det har jeg ikke noget imod, men der må fremsættes et forslag om handelsbånd på grundlag af fælles interesser med Rusland formuleret i samarbejde med hr. Tajani, hvis vi også skal få noget ud af det økonomisk.

Mit spørgsmål er følgende: Har De overvejet at fremskynde LNG-handlingsplanen? Der er leverandører i Nordafrika og i Golfen. Har De tænkt Dem at øge antallet af LNG-terminaler i Middelhavet? Der findes alternative leverandører, og jeg vil gerne bede Dem give dette område behørig opmærksomhed.

  Béla Kovács (NI). – (HU) Hr. formand, mine damer og herrer! Den globale udvidelse og internationalisering af naturgashandel har medført den risiko, at konflikter, uanset om de er internationale, politiske eller økonomiske, får direkte eller indirekte indvirkning på det fælles gasmarked og dermed udgør en fare for dets aktiviteter og for forsyningssikkerheden. En hvilken som helst gasmarkedsmodel kan pr. definition kun håndtere kortsigtede kapacitets-, udbudsregulerings, prisudsvingsproblemer samt tekniske/teknologiske problemer og forsøge at minimere serviceomkostningerne som helhed. Forsyningssikkerhed skal derfor defineres som en garanti for, at forbrugere, som har brug for uafbrudt forsyning, konstant har den nødvendige gas tilgængelig til rimelige priser. Når forsyningssikkerhedspolitikken formuleres, skal der være særlig fokus på temperaturafhængige husholdninger, der ikke kan skifte til andre energikilder. Disse forbrugere er ikke i stand til at kæmpe for deres egen forsyningssikkerhed. På nutidens fuldstændig liberaliserede gasmarked er det statens, regeringens og de lovgivende myndigheders pligt at sikre, at den almindelige servicekontrakt omfatter alle acceptable krav til servicen.

  Arturs Krišjānis Kariņš (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Vi er alle afhængige. I Europa er vi afhængige af energileverandører fra tredjelande. Vi er især afhængige i gassektoren, og vi er navnlig direkte afhængige af et leverandørland, nemlig Rusland. Vi ved, at Rusland som leverandør kan være problematisk. F.eks. modtog mange af EU's medlemsstater ingen forsyninger i januar 2009 som et resultat af striden mellem Rusland og Ukraine. Hvad er løsningen? Løsningen er naturligvis dobbelt. For det første en forsyningsdiversificering, som mange talere har været inde på. For det andet udvikling et indre marked med sammenkoblinger. Så når vi rent faktisk taler om en fælles europæisk energipolitik, mener vi nødvendigheden af at udvikle et fungerende indre marked, der kan beskytte os. Hvad er problemet? Problemet er, at i Europa er der for øjeblikket flere lande og regioner, som er helt isoleret fra resten af EU. De baltiske lande er især helt isoleret og fuldstændig afhængige af gasforsyninger fra Rusland. Det har f.eks. resulteret i, at forbrugere i de baltiske lande for øjeblikket betaler 30 % mere for naturgas end forbrugerne i Tyskland. Derfor tror jeg fuldt og fast på, at denne forordning, som Kommissionen har taget initiativ til, og som hr. Vidal-Quadras har fuldendt, er et skridt i den rigtige retning. Det er den rigtige retning, men vi er nødt til at afslutte det. Vi må sætte en stopper for isolationen af forskellige medlemsstater gennem investeringer i infrastruktur, således at vi kan få et indre marked, og således at vi har forudsætningerne for et frit indre marked som garanti for gasforsyningssikkerhed.

  Teresa Riera Madurell (S&D). – (ES) Hr. formand, hr. kommissær! Parlamentet er i dag blevet mindet om, at krisen i januar 2009 afslørede mere end vores energiafhængighed. Vi lærte, at en væsentlig del af problemet ligger inden for vores grænser. Trods det, at f.eks. Spanien har ressourcer, kan landet ikke hjælpe nye medlemsstater, der er berørt af situationen.

Selv om det måske synes indlysende, vil jeg gerne minde Dem om, at intern solidaritet fordrer, at gas nemt kan transporteres i hele Unionen uden hverken tekniske eller kontraktuelle hindringer og frem for alt via grænseoverskridende sammenkoblinger, der langt fra er de bedste i øjeblikket.

Heri ligger værdien af denne forordning, der tydeligt sammenkæder bygning af sammenkoblinger med forsyningssikkerhed, samtidig med at behovet for at sprede kilder og afskaffe energiøer fremhæves.

Jeg vil gerne afslutte min tale med at lykønske Kommissionen, hr. Vidal-Quadras og det spanske formandskab for på rekordtid at have bidraget til at lægge substans bag solidariteten på energiområdet.

  Jorgo Chatzimarkakis (ALDE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil allerførst gerne takke hr. Oettinger og lykønske hr. Vidal-Quadras med hans betænkning. Med det spanske formandskabs hjælp har det været muligt at frembringe et rigtig godt dokument. Naturgas er vigtig, og dens betydning stigende. I sin tale sagde hr. Turmes, at vi skal ændre vores syn på situationen. I det land, jeg repræsenterer, er halvdelen af alle privatkunder afhængige af naturgas, men 40 % af den kommer fra Rusland.

Derfor er det vigtigt at føje lovgivning til det eksisterende direktiv. Det er også det rigtige at gøre. Det vil give os forebyggelsesplaner, forebyggende foranstaltninger og planer for nødsituationer med tre kriseniveauer. Vi ønsker ikke at se en gentagelse af billederne fra gaskrisen i vinteren 2009. Vi ønsker ikke at se vores EU-partnere og EU's nabolande fryse. Derfor udgør denne betænkning en del af vores fælles ansvar i Europa, og det gælder ikke kun for EU-medlemsstaterne, men også nabolandene.

Lovgivningen er god, men vi er også nødt til at finde andre veje. Derfor bifalder jeg hr. Oettingers meddelelse om, at alle infrastrukturforanstaltninger, hvoraf nogle er nævnt her i dag, herunder Nabucco, North Stream og South Stream, vil blive støttet. Det vil betyde, at vi kan sprede kilderne, og sikre, at vi ikke er afhængige af én enkelt forsyningskilde. Det, vi har brug for, er lagerfaciliteter. Vi har afgjort brug for mere lagerkapacitet. I Tyskland har vi forsyninger til 70 dage, og det er ikke tilfældet i alle lande. Vi skal øge standarden i alle lande, hvad dette angår. Det andet spørgsmål er energisammensætningen. Det er stadig vores største udfordring, som vi skal arbejde sammen om at tackle. Jeg håber, den nye lovgivning vil blive en succes.

  Evžen Tošenovský (ECR). – (CS) Hr. formand, hr. kommissær! I januar 2009 vred Europa sig under problemet med begrænsede gasleverancer fra Rusland. Vi kalder det gaskrisen i januar 2009. Vi skal imidlertid være meget forsigtige, idet denne situation langt fra berørte hele Europa, og undersøgelser har vist, at det i højere grad var et strukturelt problem. Vi bør derfor ikke bevidstløst give os i kast med overdreven lovgivning, for et stort og endog alt for stort antal lagerfaciliteter eller forordninger i relation til forsyningerne ville medføre højere gaspriser og kunne selvfølgelig forværre situationen for slutbrugerne såvel som underminere konkurrenceevnen.

Efter min opfattelse indeholder betænkningen en meget fornuftig konklusion i forhold til at fastholde en fleksibel helhedsløsning. Jeg er også meget glad for kommissær Oettingers holdning med hensyn til, at det med tiden vil blive nødvendigt at vurdere betænkningens indflydelse på gaspriserne og bedømme de samlede virkninger af tiltagene på gasmarkedet.

  Fiorello Provera (EFD). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Gasproduktionen i Europa falder støt, og efterspørgslen efter energi vil stige, frem for alt i den nærmeste fremtid, og være sammenfaldende med det økonomiske opsving, vi alle venter på.

Det er således meget vigtigt at gennemføre omfattende og sikre forsyningspolitikker, særligt i kritiske situationer, hvor gasforsyningerne afhænger af eksterne geopolitiske faktorer.

Med denne forordning vil koordineringen mellem interessenterne i gassektoren blive kraftigt forbedret, og man vil forebygge en gentagelse af situationer som dem, der opstod under den russisk-ukrainske krise, uden dog at så tvivl om de enkelte medlemsstaters suveræne rettigheder på energiområdet.

Jeg lykønsker ordfører Vidal-Quadras og takker ham for at have taget nogle af de ændringsforslag i betragtning, som er så vigtige for os. Jeg bemærker også med glæde kommissærens opfordring til et større og tættere regionalt samarbejde i sektoren og takker ham for hans interesse for sagen.

  Nick Griffin (NI). – Hr. formand! Advokater jagter ambulancer. Når der sker et uheld, strømmer parasitter til for at profitere på andres ulykke. EU's fortalere er ambulancejægere par excellence. Ved alt lige fra forestillingen om menneskeskabt global opvarmning til jordskælv og skovbrande bruger man enhver krise som undskyldning for at tiltage sig endnu mere magt.

Den russisk-ukrainske gaskrise var et kunstigt problem forårsaget af neokonservativ indblanding i østeuropæisk politik. Svaret herpå er at ophøre med at "fodre bjørnen" og at lade de europæiske nationer frit købe den gas, som Rusland har brug for at sælge til os. I stedet bruges krisen som en undskyldning for EU til at erobre kontrollen med gasforsyningerne og fange os alle i et spind af gensidig afhængighed, der er beregnet på at gennemtvinge den Union, som vælgerne aldrig ville godkende.

Dette handler ikke om gasforsyninger. Det er et snigende tyranni i en socialistisk superstat, som anvender bedrag for at få fat i det, den ikke kan få på demokratisk vis. Når den smider masken, hvad angår rimelig nødvendighed, vil dens nye fascisme blive indført, ikke med amerikansk olie, men med dødelig kulde. Derfor vil frihedselskere stemme imod denne betænkning.

  Amalia Sartori (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke hr. Vidal-Quadras for hans fremragende betænkning og hans store og anerkendte evne til at mægle, hvilket har medført, at vi stemmer om en bredt støttet forordning ved dens første og eneste behandling.

Også jeg vil sammen med min delegation og min gruppe med glæde stemme for denne forordning, fordi den absolut markerer væsentlige fremskridt i sammenligning med de politikker, der er ført hidtil, også selv om den blot er ét vigtigt skridt på den vej, hvor vi hele tiden skal engagere os i nye og ambitiøse politikker, som kommissæren allerede har tilkendegivet.

Jeg bifalder, at Parlamentet offentligt og officielt har valgt en solidaritetspolitik i det indre marked. Det tjener også som advarsel til dem, der for tit har spekuleret på dette område i de seneste år. Vi bør dog sprede korridorer, kilder og ressourcernes kvalitet. I den henseende mener jeg, at man kunne have fokuseret med større mod på spørgsmålet om den sydlige korridor.

Jeg støtter og er helt enig i den påstand, at markedet er den eneste sande garanti for, at man kan bekæmpe forsyningsrelaterede risici. Der vil altid være et marked, så vi skal bestræbe os på at garantere et konkurrencedygtigt marked og derfor indføre forordninger, direktiver, finansiering, en vrimmel af net og mange slags forsyningskilder for at sikre, at der ikke længere findes et monopol inden for denne sektor, hvad angår både kilder og net.

  Marek Siwiec (S&D). – (PL) Hr. formand! Gasforsyningssikkerhed er et ganske særligt og strategisk emne. I alt fire udvalg har arbejdet med det. De siger, at udvalgene har arbejdet i kort tid, men i alt har det varet meget længe – der er afgivet udtalelser og udvekslet synspunkter. Det har været et ganske særligt emne, fordi det vedrørte geopolitik, teknologi og ingeniørvidenskab, men vigtigst af alt vedrørte det også den europæiske solidaritets væsen. Hvor langt ønsker vi at gå med hensyn til at opbygge et fælles marked på dette område? Hvor langt ønsker vi at gå med hensyn til at handle i fællesskab? Hvor langt er de store og de gode parate til at gå for at tage de svage og de uforberedte under deres vinger i en krisesituation?

Der er indgået et kompromis, der er velkomment, som alle kompromiser er det. Det er godt, at der foreligger et kompromis. Men når jeg genkalder mig de første ambitiøse intentioner, husker jeg, at vi ønskede at gå længere. For Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet er det vigtigste ord i betænkningens titel "sikkerhed". Det er imidlertid sikkerhed med lille s, sikkerheden for almindelige mennesker, som betaler deres regninger, læser aviserne og finder ud af, at nogen ganske enkelt ville kunne lukke for deres gas. Jeg tror, at set ud fra deres interesser, fra bange menneskers synspunkt – mennesker, som hver vinter er bange for, at nogen vil lukke for deres gas, eller at de skal betale mere – mindskes deres frygt en smule med denne betænkning, og det er rigtig godt, at den er blevet udarbejdet på denne måde.

Vi må dog åbent sige, at da det blev drøftet, hvem der kan erklære en nødsituation i relation til gasforsyning og under hvilke betingelser, var der ikke enighed. Det blev foreslået, at ét land, der er i risiko, kan gøre det. Da man i det første forslag sagde, at to lande kan gøre det, faldt også dette forslag. I dag har vi en upræcis definition, hvori det hedder, at ikke nærmere angivne myndigheder vil drøfte dette emne. Så alt i alt er det et lille skridt, men i den rigtige retning.

  Norica Nicolai (ALDE). – (RO) Hr. formand! Jeg vil gerne understrege blot to ting, nemlig betydningen af gasforsynings- og transitlande. Samtidig lykønsker jeg ordføreren for at give os lejlighed til at drøfte dette emne og for den måde, han har grebet det an på.

Som ordfører for Turkmenistan mener jeg, at dette land er en af de væsentligste leverandører til EU på grund af sine reserver og mulighederne for at åbne op over for EU, ligesom det har gjort i forhold til andre lande i Asien, navnlig Kina. Jeg tror, at alle de europæiske projekter, inklusive Nabucco og White Stream-ledningen, er afhængige af forbindelser med dette land. I den sammenhæng finder jeg det yderst nyttigt at forbedre forbindelserne med leverandørlande, idet man samtidig opretholder de standarder, EU har pålagt. Det engagement, disse lande udviser, er et ikke blot økonomisk, men også demokratisk strategisk partnerskab med EU, et partnerskab, der skal plejes i EU's udenrigspolitik.

For det andet vil jeg gerne understrege mit hjemland, Rumæniens, betydning som transitland. Jeg tror, at både Rumænien og Bulgarien kan spille en stabiliserende rolle.

  Adam Bielan (ECR). – (PL) Hr. formand! Energisikkerhed er i dag en af de vigtigste forudsætninger for suverænitet. Derfor må og skal EU nå frem til en konsekvent politik på dette område hurtigst muligt. Gaskrise-direktivet fra 2004, som er gældende i dag, er fuldstændig utilstrækkeligt i forhold til de aktuelle risici, for det giver ingen beskyttelse til landene, navnlig landene i Central- og Østeuropa, mod begrænsninger i gasforsyningerne, der kan vare mange uger. Selv om det var en pinefuld erfaring, fandt vi under de to gaskriser mellem Rusland og Ukraine i 2008 og 2009 ud af, netop hvor alvorlig en trussel dette er.

Vi kunne måske sige "bedre sent end aldrig". Det skal hilses velkomment, at vi med vedtagelsen af den nye forordning langt om længe begynder at opbygge en fælles energipolitik. Denne forordning skulle kunne bidrage til at skabe mekanismer, der kan muliggøre koordination af foranstaltninger i tilfælde af en ny gaskrise, såvel som til at forbedre netinfrastrukturen, der vil forbinde medlemsstaternes gassystemer. Det kompromis, der er forhandlet med Rådet, er bestemt ikke ideelt. Efter min opfattelse var de foranstaltninger, der i første omgang blev foreslået af Parlamentet, væsentlig bedre. På trods heraf, og når man tager lovgivningens nuværende og ufuldkomne tilstand i betragtning, mener jeg, at de stillede forslag bør støttes.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! Forordningen om naturgasforsyningssikkerhed er et svar på det problem, vi fik inden for dørene med energi- og gaskrisen i begyndelsen af sidste år.

I Kommissionens udkast til standardforordning foreslås der en lang række foranstaltninger med det ambitiøse mål at opnå en større energiforsyningssikkerhed for hele EU. I udvalgene i Parlamentet har vi imidlertid været nødt til at specificere eller forbedre den oprindelige ordlyd i mange af de spørgsmål, forslaget omhandler. Parlamentet har måttet specificere virksomhedernes rolle med hensyn til at tackle nødsituationer, lave nyt udkast vedrørende spændvidde for anvendelse af tilbagegående gasstrømme og løse spørgsmålet om fordeling af omkostninger til nye investeringer i infrastruktur på tværs af grænserne. Parlamentet har specificeret betingelserne for fællesskabsmekanismen for at erklære en nødsituation og herunder kædet det sammen med medlemsstaternes forebyggende planer og nødplaner. Parlamentet har også foreslået en ordning til håndtering af følsomme kommercielle informationer for at forhindre misbrug heraf. Trods både ordførerens og parlamentsudvalgenes kolossale anstrengelser er mange spørgsmål dog stadig ubesvarede. De omfatter hovedsagelig en definition af beskyttede kunder og anvendelse af N-1-standarderne for infrastruktur. Vi er nødt til at tage fat på disse spørgsmål igen, når direktivet er vedtaget.

  Romana Jordan Cizelj (PPE). – (SL) Hr. formand! I dag forhandler vi om, hvad der sandsynligvis er et af de vigtigste dokumenter på dette plenarmøde. Mange af vores borgere frøs i den koldeste del af vinteren 2009, fordi deres radiatorer forblev kolde. Det er netop i sådanne nødsituationer, hvor naturgasforsyningen i Europa lider under alvorlige afbrydelser, at vi kan vise europæisk solidaritet.

Den forordning, vi forhandler om, er et bevis på, at vi sætter den enkelte borgers velfærd i centrum for vores arbejde. I forordningen defineres alle privatkunder, der er tilsluttet et gasdistributionsnet, som "beskyttede kunder". Ifølge denne forordning vil der også skulle træffes foranstaltninger til at garantere dem tilstrækkelige forsyninger i nødsituationer. Det betyder, at vi skal styrke infrastrukturen både i og mellem medlemsstaterne. Vi skal sikre, at gaskredsløbene fungerer ordentligt, og det betyder tilbagegående gasstrømme. Vi skal også udarbejde en effektiv plan for forebyggende foranstaltninger i tilfælde af nødsituationer.

Jeg vil gerne tilskynde Kommissionen til at henstille til medlemsstaterne at overholde forordningskravene rettidigt. Jeg bemærker med tilfredshed, at ordføreren har lyttet til argumenterne fra enkelte medlemsstater og taget deres særlige omstændigheder i betragtning. Disse løsninger er således også relevante for Slovenien, hvor det eksisterende net, der samler gasforsyninger fra Rusland og Algeriet, er tilstrækkeligt til at dække den normale efterspørgsel trods N-1-standardens utilstrækkeligheder.

Endelig vil jeg også gerne lykønske ordfører Alejo Vidal-Quadras, som behændigt har ledet forhandlingerne i Parlamentet og mellem institutionerne. Han har virkelig udført et fremragende arbejde, og jeg håber, det vil blive bakket op af et stort stemmeflertal.

  Anni Podimata (S&D). – (EL) Hr. formand! Må jeg begynde med at lykønske hr. Vidal-Quadras med hans væsentlige bidrag til det detaljerede kompromis, der blev indgået med Rådet ved førstebehandlingen.

Med den nye forordning vil man gøre noget ved de alvorlige og iboende svagheder i sikkerheden af naturgasforsyningen til EU ved at optrappe foranstaltningerne på EU-niveau, ved at give gaskoordinationsgruppen større beføjelser, ved at vedtage kriterier for tidlige advarsler og alarmberedskab og naturligvis ved at indføre paragraffer, der sikrer forbrugerne beskyttelse og bedre service, især de mest sårbare i samfundet, som vi skal prioritere allermest.

Jeg vil imidlertid gerne påpege, som Parlamentet gentagne gange har understreget, at vi er nødt til at få bugt med den fragmentariske tilgang til spørgsmålet om vores energiforsyningssikkerhed og vedtage en sammenhængende energipolitik i EU, hvor vi begynder med at styrke det regionale samarbejde og fremme projekter til spredning af energikilder og -kanaler, som f.eks. Nabucco- og ITGI-rørledningerne, der kompletterer snarere end modarbejder hinanden, og som kan fungere som katalysatorer i EU's forsyningssikkerhed.

  Ivo Strejček (ECR). – (CS) Hr. formand! Sidste års energikrise var ubehagelig, men den var ikke tegn på et strukturelt markedssvigt. Det er derfor ikke nødvendigt med nogen form for overdreven regulering af gasmarkedet eller gasforsyningsmarkedet, som i sidste ende blot ville medføre højere gaspriser for slutbrugerne. Jeg har tre kommentarer i den sammenhæng. For det første er det nødvendigt at definere kategorien af såkaldt beskyttede forbrugere meget omhyggeligt for at undgå en alt for bred definition, der afgjort ville medføre højere gaspriser for slutbrugerne. For det andet skal vi gå meget forsigtigt frem med hensyn til at fastlægge den obligatoriske periode for leverandørers gasforsyninger, og den bør ikke være 60 dage, men måske blot 30, da enorme lagerfaciliteter naturligvis ville skulle bygges, og det ville få en indvirkning på priserne for slutbrugerne. For det tredje er det naturligvis nødvendigt med en præcis definition af den såkaldt koldeste periode.

  Bogdan Kazimierz Marcinkiewicz (PPE). – (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne udtrykke min respekt for ordfører Vidal-Quadras, som for et år siden stod over for den ualmindeligt svære udfordring at skulle udarbejde en betænkning om energisikkerhedsspørgsmål inden for sikring af naturgasforsyninger til EU. Både Parlamentet og Rådet er fuldt ud indforstået med den aftale, man sammen er kommet frem til. Forordningen om naturgasforsyningssikkerhed skal være et instrument, Kommissionen, medlemsstaterne og deres myndigheder og også naturgasselskaberne vil skulle bruge som baggrund for at reagere i tilstrækkelig god tid for at forebygge virkningerne af en afbrydelse af naturgasforsyningerne. Som vi har hørt ordføreren sige i dag, er det en retsakt som svar på et reelt problem, EU står over for.

Jeg vil gerne referere til den aktuelle situation og sige, at en ny krise måske er under opsejling lige nu. Det angår det, der foregår på grundlag af en kontrakt mellem Polen og Rusland. Det er en ny udfordring for Kommissionen. Aktuelt er Polen blevet en kampplads, hvor Kommissionen og Den Russiske Føderation strides om gennemførelsen af den tredje liberaliseringspakke inden for gasmarkedet. Hvis Kommissionen ønsker at undersøge situationen, bør den gøre det på basis af et eksempel med et land, der har en diversificeret gasforsyningsstruktur, og ikke Polen, hvor denne form for struktur er meget begrænset. Polen er i øjeblikket i fare for at opleve en alvorlig energikrise i form af et gasforsyningsunderskud på 1,7 mia. m3. Der er derfor risiko for, at den polske økonomi vil kollapse. Vi forventer, at Kommissionen bidrager til at løse de problemer, der er opstået. Det skal siges, at Polen er en transitstat og ikke endestationen for det russiske system. Jeg håber, at situationens udvikling på EU's østlige grænse vil få de fleste medlemsstater til at erkende betydningen og vigtigheden af at sikre naturgasforsyningssikkerheden.

  George Sabin Cutaş (S&D). – (RO) Hr. formand! EU kan ikke tillade sig selv at være afhængig af naturgasforsyninger fra eksterne monopolforetagender. Gaskrisen mellem Rusland og Ukraine i 2009 viste os, hvor sårbare vi er uden en ordentlig og fælles strategi i EU.

Konsekvenserne heraf var tydelige at se i form af påvirkningen af den europæiske økonomi og de forbrugergrupper, der var sårbare i forvejen. Denne eksterne EU-krise satte ligeledes den gensidige afhængighed blandt medlemsstaterne i relief. Derfor mener jeg, at der skal udtænkes en fælles strategi, hvor man fremmer en spredning af ruter og EU's naturgasforsyningskilder, så der skabes tilstrækkelig kapacitet til at klare en krise.

Solidaritet mellem medlemsstaterne, et velkendt princip i Lissabontraktaten, er afgørende vigtigt for at etablere en naturgasforsyningsmekanisme i EU. Nabucco-projektet antager en væsentlig strategisk betydning som en del af denne mekanisme. Det skal især støttes af EU, fordi det er det eneste realistiske alternativ til Ruslands energimonopol.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Paweł Robert Kowal (ECR). – (PL) Fru formand! Jeg vil gerne takke ordføreren mange gange for at have opnået et kompromis, noget, der er særlig vanskeligt i energianliggender. Jeg vil også gerne takke hr. Oettinger for hans deltagelse i aftalen om naturgasforsyninger mellem Polen og Rusland. Vi sætter stor pris på, at Kommissionen spiller en grundlæggende rolle i dette spørgsmål.

I dagens Europa er energi den faktor, der afgør mange staters uafhængighed, og derfor er det med forbløffelse, jeg hører stemmer her i Parlamentet sige, at vi kun taler om energi, at det kun handler om økonomi, og at vores forhandling kun drejer sig om disse ting. Nej – mange lande i Europa behandler energispørgsmålet som den faktor, der afgør deres uafhængighed, og det med rette, for det er faktisk tilfældet. Hvis der er nogen, der har brug for at blive overbevist om det, behøver de blot læse et hvilket som helst russisk dokument om emnet.

Hvad energispørgsmål angår, har russerne indtaget to forskellige holdninger. Den ene relaterer udelukkende til økonomi, og den anden relaterer direkte til politiske og sikkerhedsmæssige spørgsmål. Hvis vi derfor mangler noget i dag, er det et større engagement, og det indbefatter et engagement fra de agenturer under Kommissionen, som er ansvarlige for de eksterne forbindelser, således at vi også kan anvende to holdninger i spørgsmålet.

  András Gyürk (PPE). – (HU) Fru formand! Jeg er enig med de medlemmer, som mener, at vi mere effektivt vil kunne forebygge afbrydelser i naturgasforsyningen med en forordning om naturgasforsyning. Jeg takker ordføreren herfor. Jeg finder bestemmelserne vedrørende beskyttede forbrugere særlig vigtige. Jeg er glad for, at man i stedet for at anvende den oprindelige, restriktive definition også vil lade fjernvarmenet og SMV'er nyde særlig beskyttelse. Det er næppe et ubetydeligt antal forbrugere, vi har med at gøre. Alene i Ungarn er 600 000 privatkunder afhængige af fjernvarmenet. Det er også vigtigt at beskytte SMV'er, for som vi så de første dage af 2009, kan disse virksomheder let komme til at befinde sig tæt på en konkurs, hvis der sker afbrydelser af naturgasforsyningen.

Lad mig minde Dem om, at selv om det at vedtage forordningen om naturgasforsyning er et væsentligt skridt, kan den ikke erstatte energiinvesteringer. I sidste uge sendte fire nye medlemsstater et brev til energikommissær Günther Oettinger, hvori de på vegne af Visegrad-gruppen anmodede EU om at styrke de økonomiske ressourcer til energiinvesteringer, særlig med henblik på den næste syvårs økonomiske plan. Vi kan kun være enige i brevets indhold. Vejen mod at sikre en tilfredsstillende gasforsyning er afgjort, at EU begynder at opbygge alternative forsyningsruter. Og denne hensigt bør efter min mening langt om længe også afspejles i budgettallene.

  Eija-Riitta Korhola (PPE). – (FI) Fru formand! Jeg takker oprigtigt min kollega, hr. Vidal-Quadras, for det fremragende arbejde, han har udført. Uanset om vi kan lide det eller ej, bliver Europa mere og mere afhængigt af gas for at fungere, og det er Rusland, der forsyner os med den gas. Derfor er det ikke nok, at EU's forbindelser med dets gasleverandør er i orden. Vi har også brug for ændringer i EU's interne infrastruktur og lovgivning, så vi kan være forberedte på krisesituationer, vi ikke selv har fremkaldt. Medlemsstaterne skal definere alle markedsaktørers roller og ansvarsområder med hensyn til at garantere forsyningssikkerhed. De seneste erfaringer har vist, at der er behov for det.

Europas grad af afhængighed er foruroligende. Importen af naturgas udgør nu over 40 % af forbruget i Europa, og i prognoser anslås det, at denne afhængighed kan vokse til 70 % inden 2020. Konsekvensen vil blive både økonomisk og politisk afhængighed, og det er ikke sundt. Situationen vil måske blive forbedret fremover i takt med produktionen af flydende naturgas, hvis pris er faldet, såvel som den nyere produktion af skifergas, en gas, der er fundet i forskellige egne af verden, herunder Polen. Forhåbentlig vil disse gastyper bidrage til at forbedre forsyningssikkerheden og give flere valgmuligheder med hensyn til køb af gas. Udvikling af effektive former for vedvarende energi vil også hjælpe.

Uenighederne for nylig mellem Rusland og dets nabolande viste, netop hvor prekær situationen var i forhold til vores interne forsyningssikkerhed. Derfor er det vigtigt med konkrete handlinger som f.eks. at sikre, at gassen også strømmer i den modsatte retning mellem medlemsstaterne, eller at sikre, i henhold til solidaritetsprincippet, at der i krisesituationer også er tilstrækkelig gas i vores egne reserver til vores naboer. Det er også vigtigt, at vi er klar over og anerkender medlemsstaternes forskellige forhold.

  Zigmantas Balčytis (S&D). – (LT) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren med udarbejdelsen af dette meget væsentlige dokument. Den stigende afhængighed af importeret energi, navnlig gas, er en af de nye sikkerhedspolitiske udfordringer, EU står over for, og at tackle den vil kræve en samlet indsats fra EU's side og fra os alle sammen.

Kommissionen skal spille en særlig betydningsfuld rolle, ikke kun i krisesituationer, men generelt når EU's energipolitik fastlægges, og især når der tales om en gasforsyningskontrakt med leverandører i tredjelande.

Jeg vil bestemt ikke bryde mig om, at betingelserne i kontrakten mellem Polen og Rusland om Yamal-gasrørledningen eller den måde, hvorpå den blev underskrevet, bliver et dårligt eksempel til efterfølgelse for alle nye og fremtidige energistrategier i sammenhæng med det dokument, vi forhandler om i dag, hr. kommissær. Kun ved at tale med én stemme, ved at koordinere alle EU-medlemsstaternes handlinger og ved at vise solidaritet kan vi bidrage til at skabe det ønskede interne energimarked, som er sikkert, samvirkende og retfærdigt i forhold til forbrugerne.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Fru formand! Dagens forhandling viser, at Europa har taget ved lære af de gentagne forsyningskriser. Estlands første erfaring med hensyn til uafhængighed kom i december 1992, da Rusland lukkede af for alle gas- og olieforsyninger. Det gjorde os ikke desto mindre stærkere.

I dag har vi et opløftende samarbejde først og fremmest mellem Parlamentet og Kommissionen. Jeg vil gerne takke kommissær Oettinger for den energiske og ansvarlige tilgang til disse udfordringer. Det er et lovende forsøg på at omsætte solidaritet i praktiske EU-mekanismer. Hvad der er nok så vigtigt, vil vi sørge for et fælles sæt standarder for infrastruktur og forsyning, hvor Kommissionen i højere grad tager ansvar og koordinerer. Men frem for alt har vi stadig brug for et integreret forsyningsnet i EU. Jeg vil gerne gøre opmærksom på hr. Turmes' forslag om at forbedre vores nord-syd-forbindelser og sørge for lagerfaciliteter til fremtiden.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). – (HU) Fru formand! Det er vigtigt for EU at reagere på fællesskabsniveau af hensyn til energisikkerheden, men de medlemsstater, der endnu ikke har normaliseret deres bilaterale politiske forhold til Rusland, skal også træffe foranstaltninger. 80 % af Ungarns gasimport kommer fra Rusland, så de ungarske forbrugeres afhængighed er ekstrem. Fjernevarmebrugere er særlig sårbare. Af den grund ville Ungarn afgjort gerne sprede både forsyningskilder og transportruter. Vi støttede og støtter fortsat entydigt bygning af både Nabucco- og South Stream-rørledningerne, sammen med udnyttelse af EU-kilder. Den billigste løsning for os ville dog være en betryggende og stabil transitløsning via Ukraine. Vi beder Kommissionen sikre, at EU handler på fællesskabsniveau, at EU mægler mellem Rusland og Ukraine og kræver en række garantier i forbindelse med den ukrainske transitrute.

  Reinhard Bütikofer (Verts/ALE). – (DE) Fru formand! Jeg vil gerne fremhæve to punkter for hr. Oettinger. De er allerede nævnt af andre medlemmer under forhandlingen. For det første understregede hr. Turmes spørgsmålet om forudsigelighed i forhold til gasefterspørgsel. Når vi taler om gasforsyning, betragter vi kun dette spørgsmål fra én synsvinkel.

Jeg vil gerne spørge Dem, hvordan De regner med at indarbejde dette andet og grundlæggende perspektiv i strategien, når De kigger fremad, hr. Oettinger. For det andet vil jeg, idet jeg følger op på en bemærkning fra hr. Swoboda, gerne tage fat i idéen om et energifællesskab i EU. I Notre Europe-tænketanken, der blev grundlagt af hr. Delors, satte man for nylig fokus på dette spørgsmål, ligesom tidligere kommissær Michaele Schreyer gjorde det for adskillige år siden. Betragter De dette som et sikkert mål for Deres arbejde, hr. Oettinger?

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Fru formand! I denne forhandling om naturgasforsyningssikkerhed vil jeg gerne understrege, at de globale naturgasforsyninger allerede er meget spredte. Det bør man afgjort behørigt anerkende.

Et vigtigere spørgsmål, hvad angår fremtiden, er imidlertid den forventede oliekrise. På grund af denne bør EU aktivt fremme udskiftning af raffinerede olieprodukter i sin transportflåde, og den bedste erstatning for disse er naturgas.

Ikke desto mindre skal det ikke glemmes, at der findes naturgas af ikke-fossil oprindelse, nemlig biomethan, der er produceret af affald. Faktisk produceres det af flere europæiske lande, navnlig Sverige og Schweiz, og selv Spanien, så vidt jeg ved. Det er en vej, der bør dyrkes mere intensivt, hvad EU-investeringer angår, og vi bør holde os dette spørgsmål stærkt for øje i denne forhandling.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Fru formand! Størsteparten af gasleverandørerne har annonceret betydelige prisstigninger som følge af den stigende efterspørgsel efter gas. Man taler om en fordobling af engrosprisen på gas. Derfor er det efter min mening sandsynligt, at Moskva vil fremprovokere endnu en gaskrise her i vinter. Førhen har EU sikkert ikke været tilstrækkelig pågående i sin rolle som mægler. I sammenhæng med de aktuelle uenigheder om ansvarsområder mellem de nye ledende EU-repræsentanter vil de medlemsstater, der berøres, igen føle, at de er blevet ladt i stikken.

En svag krisestyring i EU har imidlertid andre konsekvenser. Kernekraftværker, der er blevet lukket, bliver sat i drift igen, og i Polen er der planer om at investere i en terminal til flydende gas, som vil konkurrere direkte med den baltiske rørledning. Selv om det indkøbsselskab, der blev annonceret i går, kan synes at være en fornuftig løsning, ændrer det ikke ved det grundlæggende problem. Når den næste gaskonflikt opstår, vil vi få at se, om EU's system for tidlige advarsler på energiområdet er det papir værd, det er skrevet på, og om forvirringen med hensyn til ansvarsområder efter Lissabontraktaten kan opløses. Det er et faktum, at vi ikke bare kan gøre en ende på vores afhængighed af den russiske gas, og selv Nabucco-projektet vil ikke gøre nogen større forskel i situationen.

  Andrzej Grzyb (PPE). – (PL) Fru formand! Hr. Oettinger sagde, at dette er det første dokument om energispørgsmål, siden Lissabontraktaten trådte i kraft. Solidaritet på energiområdet var faktisk hovedformålet for mange lande, herunder mit eget land, Polen, i forbindelse med Lissabontraktaten. Gaskriserne, navnlig krisen i 2009, men også tidligere kriser, har dog vist, at uden et energimarked, uden infrastruktur, herunder sammenkoblinger, nye net og nye forsyningskilder, uden Kommissionens koordinerende rolle og, frem for alt – hvilket er noget, jeg gerne vil understrege kraftigt – uden politisk vilje fra både Kommissionens, Rådets og medlemsstaternes side kan vi ikke forebygge gaskriser. I øjeblikket skal Polen stadig indgå en kontrakt om levering af ca. 2,5 mia. m3 gas.

Denne forordning kunne være bedre, tættere på det ideelle, især hvad angår forpligtelser hos bl.a. Kommissionen, og hvad angår de roller, Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik samt medlemsstaterne har. Hr. Oettinger har bekræftet, at det om to-tre år vil være nødvendigt at foretage en form for evaluering af denne forordning for at vurdere dens effektivitet. Det vidner også om, at vi ikke har inkluderet alt i den.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Fru formand! EU's energisikkerhed afhænger af en spredning af energiforsyningskilder og -ruter. Jeg mener, at EU bør investere mere i energiinfrastruktur og energieffektivitet. For så vidt angår energiinfrastrukturen i gassektoren – jeg refererer her til konstruktionen af nye gasrørledninger, og jeg vil gerne understrege nu, hvor vigtigt Nabucco-projektet er for EU's energisikkerhed – ville det være et vigtigt skridt for EU at investere i nye gasdepoter, i forbedring af sammenkoblinger mellem medlemsstaterne, i forsyning af medlemsstaterne med tilbagegående gasstrømme samt i produktionsfaciliteter til produktion af gas fra vedvarende energikilder.

Jeg vil gerne understrege, at der med Lissabontraktaten er skabt nye rammer for at fremme solidariteten mellem medlemsstaterne i tilfælde af en energikrise. Jeg ønsker også at rose ordfører Vidal-Quadras for hans indsats, for denne forordning markerer faktisk et fremskridt med hensyn til at øge EU's energisikkerhed.

  Alajos Mészáros (PPE). – (HU) Fru formand! Hr. Vidal-Quadras og kommissær Oettinger fortjener tak for at muliggøre denne vigtige betænkning. Denne forordning vil blive hilst særlig velkommen i de centraleuropæiske lande, hvoraf nogle er 100 % afhængige af import af gas fra Rusland. Det skaber ikke blot en afhængighedstilstand, men er også farligt som politisk redskab. Sammenlignet med fossile brændstoffer udsender gas mindst CO2, og den spiller således en vigtig rolle i Europas kamp mod klimaændringerne. Begrebet EU-nødsituation skal dog genvurderes, eftersom det er bundet til en importreduktion på 10 %. Det kunne faktisk udgøre hele gasimporten i en medlemsstat som f.eks. Slovakiet. Det ville være mere rimeligt, om en EU-nødsituation blev erklæret for en specifik geografisk region. At sikre gasforsyninger uden afbrydelser til en acceptabel pris skal prioriteres selv i en krisesituation. Efter min opfattelse kan denne betænkning i høj grad bidrage til at nå dette mål.

  Ioan Enciu (S&D). – (RO) Fru formand! Allerførst vil også jeg gerne ønske hr. Vidal-Quadras til lykke med hans store indsats ved udarbejdelsen af denne vigtige betænkning. Vi er alle klar over, hvor vigtig energiforsyningen er for EU. Kommissionen og kommissær Oettinger skal fortsat være aktivt involveret i at løse de spørgsmål, som er afgørende for fremgangen i projekterne i forbindelse med spredning af gasforsyningskilder, og tilvejebringe både politiske løsninger og de gunstigste økonomiske ressourcer.

Nøglen til at sikre Europas energiforsyningssikkerhed ligger i at forbedre energiinfrastruktur, sammenkoblinger, kapacitet for tilbagegående gasstrømme samt lagerfaciliteter og, vigtigst af alt, overvågning og forvaltning baseret på solidaritet mellem medlemsstaterne. Det ville også være vigtigt at fortsætte forhandlingerne om det fremtidige europæiske energifællesskab.

  Danuta Jazłowiecka (PPE). – (PL) Fru formand! Den forordning, vi stemmer om i dag, er en milepæl i opbygningen af en fælles energipolitik. De bestemmelser, der omhandler energisolidaritet, vidner entydigt herom. De bidrager til at garantere, at retsakter fungerer og danner basis for fælles handling i nødsituationer. Den tekst, vi skal stemme om, er ganske vist forskellig fra den ambitiøse vision, der var foreslået af Parlamentet, men den giver dog forhåbninger om, at en nødmekanisme kan fungere effektivt fremover. Selve det faktum, at vi hurtigt nåede frem til en aftale med Rådet, hvor medlemsstaternes forskellige interesser var modsatrettede, bør ses i et positivt lys.

Jeg vil gerne takke vores ordfører, hr. Vidal-Quadras, som lige fra begyndelsen har været åben over for de tiltag, kolleger har foreslået, og indstillet på at nå frem til et kompromis, alle kunne acceptere. Forordningen viser også, at Parlamentet spiller en nøglerolle i interinstitutionelle konflikter og er dristigt nok til at kæmpe for tiltag, der ofte synes urealistiske på grund af manglende enighed blandt medlemsstaterne.

  Edit Herczog (S&D). – (HU) Fru formand! Jeg lykønsker kommissæren og Parlamentet med samarbejdet om udarbejdelsen af dette omfattende dokument. Det er et skridt i den rigtige retning, men det er også tydeligt, at lovgivning kun er en forudsætning for investeringer. At skabe motivation for europæiske investeringer kan også hjælpe os igennem krisen. Denne forordning kan også være et positivt bevis på, at samarbejde ikke betyder at give afkald på national suverænitet, men at EU-borgernes frihed udvides. I Ungarn foregår der store debatter. Vi ungarske socialdemokrater er opsatte på at skaffe energisikkerhed i Europa. For et år siden lovede den ungarske regeringsleder at gøre landet helt uafhængigt, hvad energi angår. Som socialdemokratiske parlamentsmedlemmer er vi glade for, at han ændrede mening, og at han også ser en fremtid med energisikkerhed og samarbejde i EU.

  Ioan Mircea Paşcu (S&D). – Fru formand! Siden 2006, hvor den første afbrydelse af gasforsyningerne fra Rusland fandt sted, er energisikkerhed blevet et toppunkt på dagsordenen i EU. Emnet er af ikke blot økonomisk, men også yderst politisk karakter, fordi det har en stærk indvirkning på EU's udenrigspolitik og dermed dets internationale status. På trods af, at dette i praksis er bredt anerkendt, er EU ude af stand til at standse sin stigende afhængighed af energiforsyninger fra aktører med stærke politiske dagsordener, som ikke tøver med at udnytte EU's stigende sårbarhed. Det skyldes modstand hos nogle nye og vigtige medlemmer.

Afslutningsvis vil det dog være forkert at sige, at der ikke er noget energisikkerhedssystem i øjeblikket, for det findes. Det er blot på et individuelt og ikke kollektivt plan, hvor hvert EU-land ønsker at beskytte sig selv via præferenceforbindelser med individuelle leverandører, hvis velvilje de undertiden er parat til at konkurrere intenst om.

  Niki Tzavela (EFD). – (EL) Fru formand! Da flere af os her i Parlamentet har refereret til Nabucco-rørledningen som et projekt, der er meget vigtigt for energisikkerheden i Europa, vil jeg gerne spørge kommissæren, om han om muligt kan fortælle os, hvor langt man er nået, og hvilke fremskridt der er sket i Nabucco-projektet.

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Denne forhandling, som begyndte med emnet gas og gasoplagring, har antaget en mere generel karakter og er udvidet til at dække energipolitikken som helhed. Det er selvfølgelig sandt, at vi er afhængige af gas. Det gælder dog ikke kun for gas, men også for andre energikilder, herunder olie i helt det samme omfang, kul fra verdensmarkedet og råmaterialer til kernekraft. Selv hvad angår vedvarende energi vokser vores afhængighed af lande med oplagringsfaciliteter, som f.eks. Schweiz og Norge. Europa er afhængigt af andre stater. Af den grund vil spørgsmålet om energieffektivitet, dvs. at vi bruger vores energi på en mere målrettet måde og ikke ødsler med den, blive stadig vigtigere. I de kommende måneder vil vi drøfte vores konklusioner indgående med Dem.

Emnet energifællesskab er også blevet fremført, og jeg mener, at EU skal blive et mere effektivt energifællesskab baseret på solidaritet. Hr. Delors' tilgang viser os, hvilken retning vi bør bevæge os i. Mit råd er dog, at vi bør bruge de nye instrumenter i løbet af de næste få år. Med andre ord bør vi gøre aktiv brug af artikel 194 som vores retsgrundlag samt udnytte andre muligheder, således at det indre marked kan gennemføres. Vi har endnu ikke et egentligt indre marked for el og gas. I medlemsstaterne, i nogle mere end andre, holder man fine taler om det indre marked, men de gør faktisk ikke noget ved det og fokuserer i stedet på deres egne, nationale industripolitikker. De burde bruge disse nye instrumenter. Om fire-fem år vil vi så på en troværdig baggrund kunne tale til medlemsstaterne og offentligheden i almindelighed om en yderligere udvikling af vores retsgrundlag.

For så vidt angår energifællesskabet, mener jeg, at Schweiz, Norge, Serbien, Kroatien – og landene i det tidligere Jugoslavien generelt – sammen med Marokko, Maghreblandene, Mellemøsten, Georgien, Moldova og Ukraine hører sammen i et sammentømret energifællesskab, med tilføjelse af navnlig Tyrkiet.

Der har været krav om en prognose for energi- og gasmarkedet. Vi ønsker at fremlægge en række alternativer som en del af 2050-køreplanen. Det er klart, at så længe energisammensætningen i hovedsagen er medlemsstaternes anliggende, er vi afhængige af tallene fra medlemsstaternes politikere for at kunne forudse, hvor meget gas der vil blive brugt til elproduktion, og hvor stort vores behov for gas er. Vi får ikke eneansvaret på dette område. Ikke desto mindre ønsker vi at komme med et forslag angående vores brug af gas i de næste årtier. I øjeblikket bruger vi mere end 400 mia. m3 gas. I 2030 eller 2040, vil det tal da være steget til 500 eller 600 mia. eller faldet til 300 mia.? Det er et meget vigtigt spørgsmål, når det handler om at forudse både kravene til vores infrastruktur og vores afhængighed af andre lande.

Hvad angår afhængighed, skal vi huske, at vi stadig selv har betydelige gasforekomster. De vil imidlertid løbe tør i løbet af 15-20 år. Nederlandene er et typisk eksempel i den henseende. Det er sandt, at vi i hovedsagen er afhængige af Rusland, som for indeværende dækker 25 % af det europæiske gasmarked. En fjerdedel af vores gas kommer fra russiske forekomster. Det er en stor andel, men den er dog håndterbar. Det står dog klart, at de tilsvarende tal for Letland, Litauen, Bulgarien, Polen og Rumænien er på noget over 50 % og op til 100 %, mens tallet for Portugal er nul. Vi har en øst-vest-opdeling, der afhænger af det enkelte lands beliggenhed i forhold til gasforekomsterne i Sibirien. Vi modtager betydelige forsyninger fra Algeriet og fra Norge, og vi bør også fremhæve forsyningerne af flydende naturgas (LNG), som kommer fra Qatar i Mellemøsten med skib eller via terminaler.

Hvad angår vores afhængighed af Rusland, betragter jeg Rusland som en partner, på trods af alle landets problemer. Energidialogen mellem EU og Rusland, der foregår hvert 10. år, finder sted i november. Det er et faktum, at vi er gensidigt afhængige. Hvordan det? Eftersom russerne er ansvarlige for mere end 50 % af finansieringen af North Stream-rørledningen, hvilket betyder en investering på mere end 4 mia. EUR, er det i deres interesse, at gassen strømmer igennem den, ellers ville investeringen ikke være rentabel for dem. Desuden ønsker russerne at sælge os gas. Dermed får de europæisk valuta til køb af biler, industrianlæg, maskiner, højteknologiske varer og ekspertise, så den russiske økonomi kan udvikles. Derfor mener jeg, at hvis vi handler i fællesskab, vil vi befinde os i en situation med gensidig afhængighed snarere end at udsætte os for afpresning.

Det næste område, vi skal kigge på, er spredning og reduktion af vores afhængighed af andre lande. På den ene side er vi nødt til at sikre, at de eksisterende rørledninger renoveres, så vores tekniske afhængighed ikke øges. På den anden side skal vi fokusere på nye områder. Jeg mener, at vi bør være afhængige af russerne, hvad angår russisk gas. Russerne bør være vores partnere, når det drejer sig om at sælge og handle med deres egen gas, men ikke når det drejer sig om gas fra tredjelande. De største gasforekomster findes i den kaspiske region. Mens jeg finder, at den russiske gas er tæt forbundet med vores partner Rusland, mener jeg ikke, at vores gasforsyning fra den kaspiske region bør nå os via Rusland. Russerne burde sælge os deres egen gas, men ikke handle med gas fra tredjelande. Gas fra Algeriet og fra Norge leveres ikke til os via Rusland. EU skal derfor etablere en direkte tilslutning til den kaspiske region, som er så kort som mulig, ikke gør omveje og ikke gør os unødvendigt afhængige af det russiske handelssystem. For at opnå dette har vi imidlertid brug for solidaritet. Jeg vil derfor gerne spørge alle medlemsstaterne, inklusive Østrig, Ungarn, Rumænien, Bulgarien og Polen, om vi er parate til at arbejde sammen om at finde en løsning i den sydlige korridor, som er i Europas interesse? Eller er vi splittede? Det er det springende punkt. Hvis vi står sammen og er parate til ikke at tage imod tilbud, som i vidt omfang ikke er i Europas interesse, kan vi opnå et gennembrud i den kaspiske region. Vi arbejder meget hårdt på Nabucco-projektet. Vi holder arbejdsmøder hver uge, og den 1. oktober vil et topmøde med Turkmenistan og Aserbajdsjan finde sted. Vi kan ikke træffe beslutningen selv. Den vil blive truffet af investorerne. Men vi kan gøre alt, hvad der er muligt for at sikre, at vi agerer som mæglere i den beslutning, der involverer medlemsstaterne og vores nabolande, herunder Tyrkiet, Aserbajdsjan og Georgien. Jeg er stadig af den opfattelse, at Nabucco er på rette vej.

De siger, at vi er nødt til at investere mere. Det er måske rigtigt, men jeg kan forsikre Dem om, at vi gør fornuftig brug af hver eneste euro, der tildeles af Parlamentet og medlemsstaterne i EU-budgettet til samfinansieret infrastruktur, på områder, hvor det ikke ville være rentabelt for os at stå alene. De vil skulle træffe beslutning for finansieringsperioden i nærmeste fremtid. I den sammenhæng er vi nødt til at tale om prioriteringer. Hvis vi ønsker at bruge flere penge på infrastruktur, er vi nødt til enten at få flere penge ind, hvilket jeg ikke tror meget på, eller at bruge færre penge på andre områder. Det vil blive interessant at se, hvordan denne proces mellem de forskellige arbejdsområder, herunder også dem i Parlamentet, vil fungere.

Tak endnu en gang for Deres støtte. De har gjort fremskridt på dette område, og sammen har vi overbevist medlemsstaterne. Jeg er glad for at kunne sige til Dem alle, at vi hurtigt vil gennemføre forordningen, og i den rapport, der planlægges udfærdiget om ca. fire år, vil vi analysere forordningens stærke og svage punkter og fremlægge vores endelige konklusioner om, hvorvidt det vil være fornuftigt at udbygge forordningen og dens indhold.

(Bifald)

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen vil finde sted i dag torsdag den 21. september kl. 12:00.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Elena Băsescu (PPE), skriftlig. – (RO) Med vedtagelsen af denne betænkning sker der en betragtelig udbygning af lovrammerne for EU's energisikkerhedspolitik. Spredning af energikilderne er et prioriteringsområde på grund af den energikrise, Europa har stået over for. Jeg finder det afgørende at støtte alternative, troværdige projekter inden for gasforsyningssektoren i den kaspiske region. Eftersom det først vil være muligt at udnytte Nabucco-gasrørledningens fulde kapacitet i 2018, er AGRI-projektet mere end nødvendigt. Denne rørledning vil forbinde det europæiske marked med gasressourcerne i den kaspiske region via energikorridoren Aserbajdsjan-Georgien-Rumænien. De politiske ledere fra de fire deltagende stater underskrev Baku-erklæringen i sidste uge. De første gasleverancer fra Aserbajdsjan forventes at finde sted om blot tre år, navnlig fordi man i Rumænien allerede har indledt en forundersøgelse af terminalen i Constanta. Desuden er gennemførelsesomkostningerne det halve af, hvad Nabucco-gasrørledningen koster. Når man tænker på de garantier for energisikkerhed, der opnås med denne aftale, håber jeg, at EU vil ofre aftalen den opmærksomhed, den fortjener.

  George Becali (NI), skriftlig. – (RO) Dagens forhandlingsemne er gasforsyningssikkerhed. Vi forhandler om det, netop som vinteren nærmer sig. I januar 2009 viste naturgaskrisen mellem Rusland og Ukraine tydeligt, at importafhængigheden var øget i hele Europa. Denne gang er de risici, der er forbundet med forsyning og transit, også øget. Derfor har vi stadig brug for investeringer i infrastruktur i Europa. Hvor lang tid vil det tage at gennemføre disse infrastrukturer? Afgjort adskillige år. Har vi råd til at vente så længe, når hver vinter betyder en ny gaskrise? Hvor mange indrømmelser vil vi igen skulle give Ukraine og Rusland indtil da? Jeg mener, at vi bør klarlægge og forberede os på at vælge en alternativ løsning, hvad angår ikke kun en kilde, men også et net, hvori både interne og eksterne forhold vil blive kombineret. Når jeg siger "alternativ", tænker jeg på, hvad eksperterne kalder White Stream-rørledningen, der går gennem Aserbajdsjan, Georgien, Sortehavet, Rumænien og Bulgarien. Desuden bør alle foranstaltninger, der skal bidrage til at sikre, at det indre energimarked fungerer ordentligt, ledsages af et aktivt energidiplomati.

  Jolanta Emilia Hibner (PPE), skriftlig. – (PL) Jeg vil gerne udtrykke min agtelse for hr. Vidal-Quadras, hans arbejde og hans engagement i forbindelse med forordningen om gasforsyningssikkerhed. Jeg er glad for, at det har været muligt at opnå så godt et kompromis i dette yderst vigtige dokument. Alle medlemsstaternes interesser er blevet afbalanceret på de vigtigste punkter, og takket være dét vil EU kunne reagere hurtigt og solidarisk, når det står over for afbrydelser i gasforsyningen. I betænkningen dækkes de vigtigste forhold angående beskyttelse af medlemsstaterne mod eventuelle afbrydelser af gasforsyningen samt et godt samarbejde om forebyggende tiltag og nødforanstaltninger i EU.

En væsentlig ændring er, at Kommissionen og medlemsstaterne er forpligtet til at samarbejde på fællesskabsniveau om at forebygge nødsituationer. I medfør af forordningen vil Kommissionen nu kunne erklære en nødsituation i regioner, der berøres af afbrydelser af gasforsyningen, efter blot ét lands anmodning. Det foreslåede kompromis styrker Kommissionens rolle i kraft af nye, hurtige indsatsværktøjer. I denne udformning udgør forordningen en garanti for gasforsyningssikkerhed endog i særligt følsomme regioner. Det er dog altafgørende at investere i infrastrukturudvikling, så de bestemmelser, forordningen indeholder, ikke kun eksisterer på papiret.

  Lena Kolarska-Bobińska (PPE), skriftlig. – (PL) Vi taler en hel del om Lissabontraktatens ikrafttræden i sammenhæng med EU-Udenrigstjenesten. Det er imidlertid værd at gøre opmærksom på de tiltag, der gøres på det energipolitiske område. I artikel 194 i Lissabontraktaten er der fastlagt klare prioriteringer på dette område, nemlig at der skal etableres et fælles energimarked og sikres gasforsyningssikkerhed, energieffektivitet og energibesparelser, samt at der skal ske fremme af sammenkoblinger af energinet og af foranstaltninger til reduktion af afhængigheden af energiimport. Vidal-Quadras-betænkningen om gasforsyningssikkerhed er et vigtigt skridt hen imod at nå traktatens mål. Det afspejler ånden i den europæiske solidaritet, som er så vigtig i dag. Dokumenter af denne art er et særlig vigtigt signal til borgerne i en tid, hvor der siges meget om nationale interesser og decentraliseringstendenser, som splitter Unionen. Betænkningen viser, at Parlamentet i samarbejde med Kommissionen omsætter de europæiske samarbejds- og solidaritetsværdier i praksis. Det næste skridt i denne retning er Kommissionens dokument med titlen "Frem mod en ny energistrategi for Europa 2011-2020". Det er yderligere et skridt hen imod en vidtspændende energipolitik i forbindelse med EU 2020-strategien, men det er også et yderligere skridt hen imod at nå målene i Lissabontraktaten. Den betænkning, jeg har lavet udkast til, og som jeg nu arbejder på i Parlamentet, viser også, at fællesskabsmetoden er særlig vigtig på energiområdet.

  Marian-Jean Marinescu (PPE), skriftlig. – (RO) Forsyningssikkerheden vil i fremtiden afhænge af udviklingen af brændselssammensætningen, udviklingen af produktionen i EU og i tredjelande, der leverer til EU, samt af investeringer i lagerfaciliteter og af diversificering af forsyningsruter og -kilder i og uden for EU. Jeg er glad for, at Parlamentet kunne ændre forslaget til forordning, så det indeholder en artikel specielt om Nabucco-gasrørledningsprojektet. Med denne handling bekræftes det, at EU's institutioner også fremover vil tillægge Nabucco-gasrørledningsprojektet en særlig betydning i henseende til de politiske aspekter ved og finansieringen af projektet. Sagt specifikt garanteres det med denne forordning, at de europæiske privatkunder vil blive forsynet med gas selv under kriser, således at man undgår situationer som den i januar 2009, hvor en række medlemsstater overhovedet ikke fik leveret nogen gas. Kommissionen vil skulle koordinere disse eventuelle nødsituationer og sikre, at alle medlemsstater beskyttes.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (LV) Det er indlysende, at EU ikke bør være afhængigt af, hvilket ben Ukraines eller Belarus’ præsident får ud af sengen om morgenen. Det er indlysende, at EU ikke bør være afhængigt af intriger fra overflødige mellemmænd, som ønsker at tjene på spekulation og manipulation på gasområdet. Det er indlysende, at gasforsyning ikke kan blive et politisk våben for forfølgelse af snævre nationale interesser. Men hvordan skal vi forholde os til den omstændighed, at naturgas i Letland koster tre gange så meget som i Tyskland? Letland og Tyskland, der begge er EU-medlemsstater, har forskellige muligheder for at udvikle deres økonomier. Den omstændighed, at Republikken Letland oplever en alvorlig krise, og at dets BNP pr. indbygger er en tiendedel af Tysklands, rejser spørgsmålet om, hvorvidt medlemsstaterne har de samme udviklingsbetingelser. Det er vigtigt at få løst dette spørgsmål hurtigt i det mindste med hensyn til ens gaspriser for alle EU-medlemsstater. Sker dette ikke, bliver kombinationen af ordene "forenet Europa" tvivlsom.

  Algirdas Saudargas (PPE), skriftlig. – (LT) Jeg er enig med mine kolleger og glæder mig over, at en så vigtig forordning kan vedtages på så kort tid. Dette beviser blot endnu en gang, at Europa er i stand til at handle hurtigt og effektivt, når der er et reelt problem.

Forordningen om gasforsyningssikkerheden styrker princippet om solidaritet mellem medlemsstaterne, og dette er et nyt skridt i retning af en fælles energipolitik. Vi håber alle, at krisen i 2009 ikke vil indtræffe igen, og at vi ikke vil få brug for at benytte de mekanismer, der er fastsat i forordningen, men det, der sker i virkeligheden, er noget helt andet. For ikke så længe siden, i juni måned, blev Litauens gasforsyning halveret på grund af uoverensstemmelser med Rusland og Belarus, og det overbeviste os om, at timingen i denne forordning er rigtig.

Jeg har ofte påpeget, at denne forordning kun vil være effektiv på isolerede gasmarkeder, der er afhængige af en enkelt leverandør, som vi f.eks. er i de baltiske lande, når disse markeder er samlet i et fælles gasnetværk for hele EU. Private investeringer er ofte utilstrækkelige i forbindelse med nedlægning af de nye gasrørledninger, og der er derfor behov for ekstra finansiering.

Jeg vil gerne takke mine kolleger, som har forstået dette og har taget dette i betragtning under forhandlingerne om denne forordning, og Kommissionen, som officielt har forpligtet sig til at løse problemet med energiøer i energiinfrastrukturpakken. Tilbage står blot at opfordre medlemsstaterne til at gennemføre denne forordning korrekt.

  Joanna Katarzyna Skrzydlewska (PPE), skriftlig. – (PL) Vedtagelsen af forordningen om gasforsyningssikkerheden baner vejen for oprettelse af et fælles gasmarked på EU-plan i fremtiden. Blandt de vigtigste bestemmelser i dette dokument er indførelsen af en forpligtelse til at opstille forebyggende handlingsplaner og nødplaner i alle medlemsstater, forpligtelsen til at erklære en nødsituation på Fællesskabsplan, når to medlemsstater har erklæret en nødsituation, og anvendelse af kriteriet om geopolitisk risiko i den samlede evaluering af risikoen i tilknytning til spørgsmålet om gasforsyningssikkerhed i EU. Som følge af anskaffelsen af kapacitet til at transportere gas i begge retninger, vil et land, der er i fare for at komme til at mangle energiforsyning, få den nødvendige bistand fra et andet land, som har tilstrækkelige gasreserver på det pågældende tidspunkt. Dette er uden tvivl begyndelsen på anvendelsen af foranstaltninger baseret på tanken om samarbejde og solidaritet. Henvisningen til spørgsmålet om spredning af energikilderne vil muliggøre en intensivering af medlemsstaternes aktiviteter på dette område og vil hjælpe projekter, der allerede er sat i gang, f.eks. Nabucco-projektet. Alt i alt er vi nu takket være de foranstaltninger, der foreslås i betænkningen, og intensive investeringer i infrastruktur i stand til at beskytte os selv eller til at sikre os selv mere effektivt mod situationer som den, der indtraf i Ukraine i 2008. Det er en illusion, at vi skulle blive helt uafhængige af russiske gasforsyninger, men vi kan i det mindste styrke vores forhandlingsposition over for Rusland. Jeg vil gerne takke alle dem, der har bidraget til udarbejdelsen af et kompromis i et spørgsmål, der er så vigtigt for hele EU.

  Rafał Trzaskowski (PPE), skriftlig. – (PL) Det kompromis, som Parlamentet har forhandlet sig frem til, er et reelt skridt i retning af gennemførelse af Lissabontraktatens bestemmelser. Det skaber de indledende betingelser for den praktiske anvendelse af medlemsstaternes solidaritet i tilfælde af afbrydelser af gasforsyningerne, og vi regner det for at være vores succes. Bestemmelserne om transmissionsinfrastruktur, systemet af krisereaktioner på EU-plan, den fælles risikovurdering og på grundlag heraf opstilling af forebyggende handlingsplaner og nødplaner samt medtagelsen af det geopolitiske aspekt ved vurderingen er ikke blot et udtryk for Parlamentets medlemmers forhandlingssucces, men skaber også grundlaget for at gøre energipolitikken mere fællesskabsorienteret, hvilket er noget Parlamentet allerede havde forsøgt at opnå i den foregående valgperiode.

  Vladimir Urutchev (PPE), skriftlig. – (BG) Det er kun 18 måneder, siden gasforsyningerne langs Rusland-Ukraine-EU-ruten blev afbrudt i januar 2009. Bulgarien var det land, der var hårdest ramt dengang, men hele EU erkendte, hvor sårbar især de central- og østeuropæiske lande er med hensyn til gasforsyningssikkerhed. Derfor glæder jeg mig over vedtagelsen af Vidal-Quadra-betænkningen, som er en paneuropæisk lovgivningsreaktion på forekomsten og følgerne af sådanne gaskriser. Ud over den lovgivningsmæssige beslutnings detaljerede karakter vil jeg gerne fremhæve følgende aspekter, nemlig etablering af et integreret EU-gasnetværk med en gasstrøm i begge retninger mellem de enkelte lande, sikring af grænseoverskridende adgang til oplagringsfaciliteter og opretholdelse af grænseoverskridende transmission af gas i de tilfælde, hvor det højeste kriseniveau "nødsituation" udløses. Hvad angår mit land, Bulgarien, betyder opfyldelse af disse krav i sidste ende, at der etableres forbindelser med nabolande, at Bulgarien får flere muligheder for at lagre gas på sit område, og at der nu findes et alternativ til vores afhængighed af en enkelt ekstern gasleverandør. Denne nye EU-lovgivning sætter reelt en stopper for GAZPROM's monopol på leverancer til vores land, hvilket skal ske inden for de kommende fire år.

  Artur Zasada (PPE), skriftlig. – (PL) Jeg vil gerne lykønske ordføreren med et meget veludarbejdet dokument. Efter langvarige og vanskelige forhandlinger har det været muligt at nå frem til et kompromis på EU-plan. Blandt de vigtigste elementer i aftalen er efter min mening forpligtelsen til inden for to år at opstille forebyggende handlingsplaner og nødplaner i alle medlemsstater og forpligtelsen til at erklære en krisesituation i EU, hvis to lande erklærer en krisesituation. Et andet vellykket resultat af forhandlingerne er forpligtelsen til at muliggøre strømme i begge retninger i gasrørledninger inden for tre år efter datoen for forordningens ikrafttræden. Jeg vil gerne endnu en gang lykønske ordføreren. Det dokument er et skridt i retning af et ægte europæisk energifællesskab.

4. EU-Kina topmødet den 6. oktober (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er Rådets og Kommissionens erklæringer om EU-Kina topmødet den 6. oktober 2010 [2010/2862(RSP)].

  Karel De Gucht, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg er glad for at være her i dag for at drøfte forberedelserne til det 13. EU-Kina topmøde. Topmødet er særlig vigtigt i år, fordi vi fejrer 35-året for etablering af diplomatiske forbindelser mellem EU og Kina, ligesom det er første gang, vi anvender den strategi, der er opstillet i Lissabontraktaten.

På Det Europæiske Råds møde i sidste uge drøftede stats- og regeringscheferne de udfordringer og muligheder, som EU står over for i forbindelserne med strategiske partnere som Kina. Dette var blevet forberedt på det uformelle Gymnich-møde mellem EU's udenrigsministre, som jeg deltog i sammen med den højtstående repræsentant/næstformand Ashton og adskillige andre kommissærer weekenden før. Der er behov for og vilje til at handle på en mere integreret og sammenhængende måde. Vi har brug for at vide, hvad vi ønsker fra strategiske partnere, og vi må sende det samme budskab med 27 stemmer.

Forbindelserne mellem EU og Kina er vokset enormt i de seneste 35 år, navnlig på det økonomiske område. Vi er vigtige handelspartnere for hinanden. De europæiske virksomheder nyder godt af en fortsat vækst i Kina, men der skal gøres mere for at åbne det kinesiske marked yderligere og for at forbedre gennemførelsen af regler, f.eks. inden for offentlige indkøb og intellektuelle ejendomsrettigheder.

Dette 13. EU-Kina topmøde er det første under strukturen efter vedtagelsen af Lissabontraktaten. Vi ønsker at indtage en fremadskuende holdning og handle som partnere om løsningen af globale udfordringer som f.eks. klimaændringer, behovet for at opretholde åbne markeder og lige adgang til råstoffer, international stabilitet og retsstatsforhold.

Vi vil se på den rolle, som forskellige politiske dialoger og sektordialoger mellem EU og Kina spiller. Partnerskabs- og samarbejdsaftalen vil blive drøftet, navnlig dimensionen i den om, at den skal danne en retlig og institutionel ramme om en yderligere udvikling af vores partnerskab.

Menneskerettighederne er den røde tråd i EU's udenrigspolitik. Selv om der fortsat findes betydelige forskelle, er det vigtigt, at vi drøfter menneskerettighederne og retsstatsforhold på det kommende topmøde. Vi kan også bygge på nogle konkrete positive eksempler som f.eks. det juridiske fakultet EU-Kina.

Det 13. EU-Kina topmøde finder sted nogle få uger inden to betydningsfulde internationale begivenheder, nemlig G20-topmødet i Seoul i november og klimatopmødet i Cancún i december. Et vigtigt mål med dette topmøde er at finde fælles fodslag med Kina for at koordinere deres position med vores prioriteter.

Det er også vigtigt at rydde misforståelser af vejen og at etablere forbindelser mellem befolkningerne. Der vil derfor for første gang blive afholdt et kulturelt forum i tilknytning til topmødet. Derfor vil 2011 også blive udpeget til europæisk-kinesisk ungdomsår med det formål at styrke den gensidige forståelse mellem den europæiske og den kinesiske ungdom og at fremme tværkulturel dialog. Dette fokus fortsætter i 2012 med det europæisk-kinesiske år for tværkulturel dialog.

Topmødet følger i kølvandet på et meget begivenhedsrigt år i form af politisk dialog med adskillige møder på højt niveau tidligere på året, herunder kollegiets besøg ledet af Kommissionens formand Barroso og Cathy Ashtons besøg i Kina i forbindelse med første runde af den strategiske dialog i starten af september. Der er planlagt et møde i den højtstående økonomiske og handelsmæssige dialog i november. Kommissær Almunia, kommissær Rehn og jeg selv vil lede EU-delegationen bestående af adskillige kommissærer.

Vi deler alle målet om yderligere udvikling af Kina, så landet bliver mere åbent og gennemsigtigt, tilslutter sig internationale menneskerettighedsstandarder, tager imod internationale og europæiske virksomheder på lige vilkår og samarbejder om globale udfordringer. For at nå dette må vi fortsætte og uddybe vores samarbejde. Dette vil gøre det muligt for os at udvikle forbindelserne og – under processen – tage vanskelige spørgsmål for os og Kina op.

Oktobertopmødet giver os en ny mulighed for at gøre status over vores forbindelser og for at drøfte, hvor vi ønsker, det skal føre hen i de kommende år.

  Ioannis Kasoulides, for PPE-Gruppen. – (EN) Fru formand! En globaliseret multilateral verden og udfordringerne i forbindelse med klimaændringerne, energiforsyningssikkerheden, ikkespredning af kernevåben, Iran og Nordkorea, kollektive sikkerhedsspørgsmål såsom terrorisme og pirateri og fredsbestræbelser i ustabile regioner som Mellemøsten, kræver et strategisk partnerskab mellem Kina og EU.

EU er Kinas største handelspartner, og Kina er EU's næststørste handelspartner. Kina er den største kilde til forarbejdet import. Handelsunderskuddet i Kinas favør skyldes til dels problemer med at få adgang til kinesiske markeder. Højt på dagsordenen i bestræbelserne på at forbedre partnerskabs- og samarbejdsaftalen er ikke-toldbaserede handelshindringer, intellektuelle ejendomsrettigheder og adgang til offentlige indkøb.

I vores forbindelser med Kina forfølger vi vores gensidige interesser, men også vores værdier. I forbindelse med den politiske dialog og på lige fod tilskynder EU til Kinas overgang til et åbent samfund baseret på retsstatsforhold og respekt for menneskerettigheder. Vi slår til lyd for menneskerettigheder for folk i Tibet og andre kinesiske provinser, men med fuld respekt for Kinas territoriale integritet. Vi glæder os over de seneste aftaler med Taiwan, men med respekt for den kinesiske politik. Den globale økonomiske krise har vist, at der er en global indbyrdes afhængighed.

Vi glæder os over Kinas økonomiske fremskridt og genopsving som en stabilitetsfaktor, og vi tilskynder på det kraftigste til en opskrivning af renmimbien af hensyn til den monetære orden i verden uden forvridninger.

  Libor Rouček, for S&D-Gruppen. – (CS) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! EU's medlemsstater og Kina står over for mange af de samme globale udfordringer og problemer, nemlig overvindelse af den økonomiske krise, klimaændringer, terrorisme, spredningen af masseødelæggelsesvåben, ukontrolleret migration og mange andre udfordringer. Vi kan ikke løse nogen af disse udfordringer eller nogen af disse problemer alene. Vi må samarbejde, vi må søge partnere for fælles løsninger og på dette område er EU og Kina naturlige strategiske partnere. Vi forventer derfor, at begge partnere på det kommende topmøde vil være sig deres globale ansvar bevidst og vil foreslå konkrete skridt og konkrete løsninger i det mindste i forbindelse med nogle af disse udfordringer og problemer.

I dag, hvor det globale topmøde om fattigdom finder sted i New York under FN's forsæde, tror jeg, det er værd at nævne, at EU og Kina også er særlig velegnede partnere, når det gælder problemet med udryddelse af global fattigdom. Medlemmerne af Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet forventer også, at de europæiske repræsentanter vil fremkomme med nogle klare erklæringer om visse bilaterale problemer på EU-Kina-topmødet den 6. oktober, nemlig erklæringer om udvikling af og støtte til gensidig handel, om adgang for europæiske varer og tjenesteydelser til det kinesiske marked, herunder naturligvis offentlige kontrakter, om beskyttelse af copyright, beskyttelse af beskæftigelsesstandarder, om menneskerettigheder, udvikling af turisme, udveksling mellem studerende og unge og så videre.

  Niccolò Rinaldi, for ALDE-Gruppen. – (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Et topmøde mellem Kina og EU er et godt eksempel på to venner, der begge har grund til at være tilfredse. I visse henseender går de langt tilbage, for Europa og Kina har begge bidraget til en mere sikker og fremgangsrig verden.

Handelspolitikken er en afgørende faktor i denne fælles indsats, selv om noget ikke virker ordentligt, og selv om det europæiske handelsunderskud er blevet tredoblet i de seneste fem år. Dette er ikke bæredygtigt for EU, men måske uundgåeligt på grund af Kinas konstante sociale og miljømæssige dumping, dets verdensrekord inden for forfalskede lægemidler, dets marked, som er lukket for tjenesteydelser, dets uvilje mod at tage del i antipiratkopieringsaftalen (ACTA), og dets instinktivt lukkede politik, selv når det gælder menneskerettigheder, lige fra undertrykkelse af Tibet, som er kulturelt, åndeligt og etnisk undertrykt, til denne stædige nægten af at anerkende Taiwans de facto-suverænitet, undertrykkelsen af ytringsfriheden i medierne og på internettet og den skammelige systematiske anvendelse af dødsstraf.

Alt dette er gammel politik for os – og vi er nødt til at sige dette til vores kinesiske venner – for hvorfor skulle vi fornærme intelligensen hos et folk, hvis civilisation altid har fulgt med tiden? Der er ikke meget, vi kan lære Kina. Tværtimod. Hele Kinas konkurrencemæssige slagkraft, herunder inden for handelspolitikken, skyldes, at Kina har 1,5 mia. indbyggere og én udenrigsminister, 15 mia. indbyggere og én skattepolitik, 1,5 mia. indbyggere og én valuta, og Europa 27 + 1, som hele tiden vakler i sine kontakter med Kina, har stadig meget at lære og må genvinde sin enhed.

  Reinhard Bütikofer, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Jeg er enig i hr. De Guchts grundlæggende udgangspunkt, nemlig at EU skal arbejde i retning af et strategisk partnerskab med Kina. Men, hvis vores næste skridt næsten altid er endnu en gang at tale om de kinesiske markeder, når vi har sagt det, tror jeg, vi indskrænker vores horisont i vores tilgang til dette strategiske forhold. Vi undervurderer Kina og vores eget europæiske ansvar.

Derfor vil jeg gerne se på nogle spørgsmål, der går videre end det ganske rigtigt meget vigtige økonomiske forhold mellem os og Kina. Under et besøg for kort tid siden til Vietnam, kom USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, med et overraskende udspil med hensyn til sikkerheden i Det Sydkinesiske Hav, og hun har indtaget en holdning, der burde appellere til europæerne. Det indebærer indførelse af en multilateral konflikthåndteringsstrategi i dette komplekse område, som også er af økonomisk betydning for os. Har Europa en holdning hertil? Deler vi denne strategi, eller har vi ikke nogen holdning?

Det næste klimatopmøde vil inden længe blive afholdt i Cancún. På det foregående topmøde spillede Kina ikke nogen særlig hjælpsom rolle, og jeg siger dette med blid ironi. Vi kunne også have været mere selvkritiske i denne henseende. Findes der en europæisk strategi for samarbejde med kineserne om at få tingene på gled i Cancún og fremover? Det er indlysende, at det amerikanske bidrag til dette spørgsmål er stort set ikke eksisterende i øjeblikket som følge af interne politiske problemer.

Vi må naturligvis også se på økonomipolitiske spørgsmål. Når vi snakker om råstoffer og sjældne jordtyper, ville Parlamentet være interesseret i at høre om strategien på dette område. Ønsker vi at true Kina med sanktioner fra Verdenshandelsorganisationen (WTO). Mener man, at dette er den rette fremgangsmåde? Søger vi en samarbejdsstrategi, som f.eks. vil indebære en hjælp til Kina med at løse deres problemer på dette område via teknologioverførsel. Jeg kunne godt tænke mig, at vi ikke kun taler om strategisk partnerskab, men også om strategien og de strategiske europæiske mål, som vi vil benytte for at nå det.

  Jaromír Kohlíček, for GUE/NGL-Gruppen. – (CS) Fru formand, mine damer og herrer! I over 30 år nu har udenlandske observatører konstant været overrasket over vækstraten i den kinesiske nationaløkonomi. I denne periode har et udviklingsland, i hvilket størstedelen af dets borgere er afhængige af ikkemekaniseret landbrug, rådet bod på århundreders halten bagefter verdens udviklede lande gennem en økonomisk udviklingsrate, der ikke er set i mange, mange år. Nogle statsmænd og politiske kommentatorer glemmer, at vi stadig taler om et udviklingsland, hvor omkring 70 % af befolkningen stadig ernærer deres familier via ikkemekaniseret landbrug, hvilket betyder, at familierne spiser, når høsten er god, men når den ikke er god, sulter de. Kinas udviklingstrin på nuværende tidspunkt kan derfor sammenlignes med de industrialiserede landes i anden halvdel af det 19. århundrede. Kun ved at holde os denne grundlæggende faktor for øje, vil vi være i stand til at nå gensidigt fordelagtige aftaler på topmødet uden at bevæge os ud på den nyere histories tynde is for ikke at nævne at presse vores partnere til at tage et kæmpe spring på nogle af de områder, der drøftes. I dette tilfælde vil den kinesiske side være yderst uvillig til at give efter for pres fra EU. Alle, der husker konsekvenserne af det kæmpespring, vi foretog i 1960'erne, vil helt sikkert forstå, hvad jeg taler om.

  Bastiaan Belder, for EFD-Gruppen. – (NL) Fru formand! Det kinesiske marked er attraktivt for de europæiske virksomheder. Vi har dog en jungle af ofte ændrede regler, der finder anvendelse med tilbagevirkende kraft, som blokerer de europæiske virksomheders vej til dette fristende marked.

Dokumentet fra det europæiske handelskammer i Beijing offentliggjort i starten af september – altså for ganske nylig – gør dette helt klart på de 647 sider og i de 380 henstillinger til den kinesiske regering. Jeg forventer derfor, at Rådet og Kommissionen sikrer, at dette dokument, der er afgørende for en forbedring af forholdet mellem EU og Kina, sættes på dagsordenen for det kommende topmøde mellem EU og Kina. Det europæiske handelskammer kræver med rette en enkelt, klar, europæisk stemme af Rådet og Kommissionen, som rent faktisk vil repræsentere og forsvare de europæiske virksomheders interesser i dette land.

  Lucas Hartong (NI). - (NL) Fru formand! Jeg vil gerne på det kraftigste henlede opmærksomheden på Kinas rolle, når det gælder Nordkorea. Under diktator Kim Jong-ils nylige besøg i Kina, erklærede den kinesiske præsident, Hu Jintao, at han ønskede at gennemføre mere handel med Nordkorea. Dette er en kilde til stor bekymring for min gruppe, det nederlandske frihedsparti.

Kina understøtter rent faktisk Nordkorea, mens vi ønsker at se dette umenneskelige styre væltet snarest muligt. I øjeblikket bor der nogle meget bange nordkoreanere og især kristne nordkoreanere i Kina som flygtninge. Når det kinesiske politi opdager dem, sendes de øjeblikkelig tilbage til Nordkorea og anbringes i arbejdslejre, og der er mange børn blandt dem. På et tidspunkt, hvor Nordkorea udfører nukleare forsøg og sulter sin egen befolkning, modtager det politisk støtte fra Kina.

Jeg vil gerne høre Kommissionens bemærkninger til, om EU bør opretholde sine handelsforbindelser med et Kina, som har nedtrampet menneskerettighederne sådan, og som ikke er ophørt med at sende nordkoreanske flygtninge hjem. I denne henseende vil jeg også på det kraftigste opfordre EU til at sætte Nordkorea øverst på den politiske dagsorden for de kommende forhandlinger.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE). – (ES) Fru formand! Forhandlingerne i dag rejser helt klart spørgsmålet om, hvordan vi kan opbygge et strategisk partnerskab med Kina baseret på dets økonomiske potentiale og på vores værdisystem, særlig med hensyn til menneskerettigheder, som skal være universelle.

Garton Ash, en fremragende britisk analytiker, har sagt, at forholdet til Kina indebærer fire problemer, nemlig handel, Taiwan, Tibet – og her vil jeg gerne minde Parlamentet om aflysningen af topmødet mellem EU og Kina i 2008 – og endelig Tiananmen med henvisning til menneskerettighederne.

Som hr. Kasoulides har sagt, kan ingen af de udfordringer, som verden står over for i øjeblikket, såsom globalisering, digital økonomi, reform af det finansielle system, sikkerhedsspørgsmålet, kampen mod spredning af kernevåben – se blot på Iran – bevarelse af miljø og naturressourcer eller energiforsyningssikkerhed, løses uden Kinas medvirken.

USA har haft held til at etablere et struktureret forhold til Kina, dog ikke uden problemer. Præsident Bush overrakte Dalai Lama kongressens guldmedalje. Ikke desto mindre fungerer forbindelserne mellem de to lande stadig.

Hr. kommissær, når man holder sig Kinas betydning på verdensscenen, i FN's Sikkerhedsråd, i G20 og i BRIK-landene for øje, vil EU så være i stand til at opbygge og konsolidere dette forhold? Og vigtigere endnu vil vi fra EU være i stand til at bane vejen til frihed i lyset af det ret enestående system, som den kinesiske statslige kapitalisme er?

Jeg tror, dette er det vigtigste spørgsmål, og jeg vil gerne bede kommissæren om at forsvare vores værdisystem på det kommende topmøde, samtidig med at han udviser en vis pragmatisme.

  Henri Weber (S&D). - (FR) Fru formand! Jeg kunne godt have tænkt mig, at baronesse Ashton eller i det mindste et medlem af Rådet havde været til stede ved en så vigtig forhandling.

Godt for Kina! Det har besluttet at føre an inden for grøn teknologi. 38 % af dets massive genopretningsplan er blevet investeret i disse nye industrier. Det er allerede den største producent og eksportør af solpaneler og vindturbiner i verden.

Vi ville kun glæde os over denne nye retning, som kan bidrage til at nedbringe forureningsniveauerne i Kina og på verdensplan, hvis produktionen foregik i overensstemmelse med WTO-reglerne. Dette er dog ikke tilfældet.

Kinesiske eksportvirksomheder modtager massiv støtte fra statslige banker og lokale myndigheder. Selv om nogle grønne teknologimarkeder er åbne for udenlandske virksomheder og udenlandsk investering, er mange begrænset af kvoter, og nogle er endog lukkede. Vores europæiske industrier er truede stillet over for en sådan unfair konkurrence.

Hr. kommissær, Kina har underskrevet WTO-aftalerne. EU må sikre, at det lever nøje op til reglerne.

  Marielle De Sarnez (ALDE). – (FR) Fru formand! Jeg mener, det er på høje tid, at vi overvejer spørgsmålet om Europas forbindelser med Kina og endog fastlægger en ny strategi. Jeg har tre forslag.

For det første er der, som formanden for Rådet sagde, behov for gensidighed. De kinesiske myndigheder kan f.eks. ikke fortsætte med at handle i Europa, når europæiske virksomheder nægtes adgang til deres offentlige marked. Der skal foretages et valg. Jeg forventer, at der træffes foranstaltninger i denne henseende.

For det andet kan EU ikke længere tolerere dumping med hensyn til velfærd, sundhed og miljø, uden at reagere på det, da det er direkte ansvarligt for alt for mange overflytninger af produktion uden for Europa. Desuden bør de latterligt lave udgifter til arbejdskraft og elendige arbejdsvilkår ikke længere af Kommissionen betragtes som "naturlige konkurrencefordele". På dette punkt må jeg insistere på, at Kommissionen ændrer sin doktrin.

Og for det det tredje kan vi ikke længere vende det blinde øje til spørgsmålet om menneskerettigheder, og Beijings åbenlyse støtte til f.eks. Iran, Nordkorea eller Burma er naturligvis et problem. EU's mål har altid været at tilskynde til demokratier og fremme af demokratier. Vi bør derfor ikke give os en millimeter i dette spørgsmål.

  Heidi Hautala (Verts/ALE). - (FI) Fru formand! Det er blevet meget tydeligt på det seneste, hvor forvirret EU har været over Kinas voksende styrke. Dette afspejles også i menneskerettighedsdialogen. Jeg vil gerne sige, at den menneskerettighedsdialog, vi har indledt med Kina, befinder sig i en form for krise, en krise, som vi må finde en løsning på.

Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på den omstændighed, at premierministeren i denne stadig stærkere aktør i verdenspolitikken for nylig sagde, at Kinas økonomiske resultater kan være spildt, hvis ikke der gennemføres politiske reformer. Han gik så langt som til at sige, at borgerne bør have ret til adgang til information, de skal have ret til at deltage i beslutningstagningen, de skal have ret til at gøre deres synspunkter gældende, og de skal også kunne overvåge regeringsmagten.

Jeg kunne godt tænke mig, at disse spørgsmål drøftes seriøst igen på topmødet mellem EU og Kina. Eftersom vi altid hører fra repræsentanter for Kina, at landet handler i overensstemmelse med flertallets behov, må vi kunne vise, at nogle modige personer, hvoraf en hel del nu er i fængsel på grund af deres synspunkter, rent faktisk er de samme mennesker, som taler for flertallet af befolkningen, da de gør alle opmærksomme på de overtrædelser, der finder sted. Her er der f.eks. tale om mælkeskandalen, de dårligt byggede skoler og hiv/aids-skandalen. På denne måde kunne vi måske etablere en ny menneskerettighedsdialog med Kina.

Vi kunne også anerkende, at der er blevet gennemført nogle positive reformer i Kinas retssystem, og at flere og flere er imod tortur. På denne måde kunne vi få løst dette alvorlige problem. Vi bør også påpege, at der i Kina for ganske nylig har været et fald i antallet af lovovertrædelser, der medfører dødsstraf. Alt dette giver os større grund til at videreføre en solid menneskerettighedsdialog med Kina.

  Joe Higgins (GUE/NGL). – (EN) Fru formand! De europæisk baserede transnationale koncerner, som ønsker større fleksibilitet til at høste større profit af deres operationer i Kina – større profit opnået gennem udnyttelse af kinesiske arbejdstagere, hvoraf mange millioner udnyttes på det groveste, som migranter i deres eget land uden menneskerettigheder eller arbejdstagerrettigheder, og som kun koster de store virksomheder 2,7 % af omkostningerne til deres amerikanske modparter, anser topmødet mellem EU og Kina for at være meget vigtigt.

Topmødet er også vigtigt for det kinesiske styre, som ønsker at intensivere sin handel med EU. Se bort fra handelskommissærens diplomatiske sprog. Dette er et ondt, undertrykkende styre, som rutinemæssigt træder menneskerettigheder, politiske rettigheder og arbejdstagerrettigheder under fode. De kinesiske arbejdstagere kæmper dog nu for frie og uafhængige fagforeninger, som skal kæmpe for deres virkelige interesser.

I de senere måneder har navnlig unge kinesiske arbejdstagere ført an i en bølge af strejker over hele landet og har meddelt styret og de store vestlige virksomheder, at de ikke længere vil behandles som navnløse små hjul i de store vestlige virksomheders ubarmhjertige kapitalistiske produktionssystem og profittilranelse. Måtte de europæiske arbejdstagere støtte dem hele vejen i deres kamp for retfærdighed.

  Daniel Caspary (PPE). – (DE) Fru formand! Jeg støtter alle de foregående talere, der har talt om værdier, frihed og menneskerettigheder i forbindelse med det kommunistiske diktatur i Kina. I dag vil jeg dog gerne fokusere på økonomiske spørgsmål. Kina er ikke længere et udviklingsland. Det er nu den næststørste økonomi i verden.

I 2009, året med økonomisk krise, nåede Kinas økonomiske vækst op på 9 %, og i første halvdel af 2010 steg den til over 11 %. Derfor må vi tage en række spørgsmål op, fordi de økonomiske forbindelser mellem EU og Kina fortsat overskygges af de eksisterende handelshindringer, navnlig på det kinesiske marked. I de seneste uger og måneder har jeg modtaget et stigende antal henvendelser fra forretningsfolk, som klager over forværringen af forretningsklimaet i Kina. Mange markeder f.eks. inden for bygge- og anlægssektoren eller den finansielle sektor er fortsat lukkede. Der er problemer med direkte investeringer, og der er stadig alt for lidt beskyttelse af intellektuel ejendomsret. Der findes mange ikke-toldmæssige handelshindringer, og tvungen kinesisk certificering f.eks. på it-området gør livet vanskeligt for europæiske virksomheder. Den manglende adgang til det offentlige indkøbssystem, den manglende frie markedsadgang til råstoffer og et voksende antal antidumpingsager, eksportstøtte, eksportrestriktioner og tilfælde af produktpirateri og forfalskning er yderligere eksempler på den utilfredsstillende karakter af vores nuværende samarbejde med Kina.

Kina er imidlertid en partner på lige fod og skal tage ansvar for at sikre, at den globale økonomi fungerer effektivt. Kina må ikke få lov til at lukke det kinesiske marked for udenlandske virksomheder. Hr. De Gucht, i udvalget sagde De til os, at EU bør være "åbent, men ikke naivt åbent". Jeg er helt enig med Dem, og jeg vil gerne meget kategorisk sige, at jeg godt kan lide, at De ofte udtrykker Dem meget klart. Vær venlig at tale på denne måde i Kina.

Kommissionen må overvåge de europæiske virksomheders interesser nøjere og repræsentere dem mere effektivt. Desuden må Kommissionen tvinge Kina til endelig at leve op til dets forpligtelser som medlem af Verdenshandelsorganisationen. Jeg har en stor interesse i at opnå et godt partnerskab mellem Kina og Europa. For at nå dette mål må begge sider dog opføre sig som partnere.

  Emilio Menéndez del Valle (S&D). – (ES) Fru formand, hr. kommissær! Kina befinder sig i en eksport- og investeringsoffensiv på næsten alle kontinenter. Handel og investeringer er vokset betydeligt. Prognoserne siger, at Kina i 2014 vil overhale Europa og blive det næststørste marked for latinamerikansk eksport, mens Latinamerika i 2015 vil købe mere fra Kina end fra Europa.

Efter min mening skal der dog tages et ganske interessant forbehold, nemlig at EU kan afværge dette, hvis vores partnerskabsaftaler med Centralamerika, flerpartshandelsaftalen mellem EU, Peru og Colombia og den fremtidige aftale med Mercosur fremmer bilateral handel mellem EU og Latinamerika.

På det seneste topmøde mellem EU og Kina i 2009 bakkede begge parter op om en trepartsdialog mellem EU, Kina og Afrika og blev enige om at udforske mulige samarbejdsområder. Mener Kommissionen desuden ikke i Rådets fravær, at en tilsvarende dialog mellem EU, Kina og Latinamerika bør fremmes på det kommende topmøde?

  Charles Goerens (ALDE). – (FR) Fru formand! Kina er nu et fantastisk rigt land med en økonomisk vækstrate, der år efter år ligger mellem 8 og 15 %. Dets økonomiske resultater har givet det titlen af verdens workshop, mens USA nu i nogle tiår har påtaget sig rollen som den ultimative forbruger.

Kina producerer og sælger, stimulerer det amerikanske forbrug takket være den omstændighed, at det sammen med de solgte varer yder USA forbrugerkredit. Kina, der stimulerer det amerikanske forbrug mere end dets eget, står derfor nu over for anmodninger fra resten af verden.

Det strategiske indbyrdes afhængighedsforhold mellem USA og Kina er af en sådan karakter, at enhver reel ændring i dette mærkelige partnerskab vil have indflydelse på mere end blot disse to lande. Forholdet mellem EU og Kina er meget vigtigt, men de har naturligvis mindre tilfælles, når det gælder vigtigere områder.

Så længe det er i Kinas og USA's interesse, at den europæiske eksport begrænses af en yderst stærk euro, står vi i en svag position. Samtidig er Kina også, siden landet blev medlem af FN's sikkerhedsråd med vetoret blevet en magt, man skal regne med i de internationale forbindelser.

Landet, som i løbet af i år er blevet den næststørste militærmagt, kræver vores opmærksomhed på mere end en måde. Stabiliteten afhænger nu også af Kina. Af alle disse årsager og alle disse spørgsmål vil jeg også tilføje, at vi har et presserende behov for en europæisk strategi for eksterne forbindelser.

  Crescenzio Rivellini (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Mange vigtige emner vil blive taget op på topmødet mellem EU og Kina. Jeg mener, at et af de vigtigste emner er fremme af fri og fair handel og i sidste ende en gradvis integrering af Kina på verdens økonomiske scene som en ansvarlig og pålidelig partner.

Selv om det er næsten 10 år siden, at Kina blev optaget i WTO, helt nøjagtigt den 11. november 2001, og har høstet store fordele heraf, har der ikke været nogen gensidighed og forbedringer for at lette internationale investorers adgang til visse sektorer på landets marked.

Navnlig problemer med åbning af markedet for offentlige indkøb, intellektuelle ejendomsrettigheder og piratkopiering, eksportstøtte og støtte til valutamarkedet har ikke undergået nogen væsentlige ændringer, og problemerne for internationale virksomheder er fortsat næsten de samme, selv om det er mange år siden Kina blev optaget i WTO.

Det kinesiske marked vokser konstant. Kinas aggressive politikker med hensyn til eksportstøtte, den instrumentale brug heraf, der lettes af værdien af landets valuta, og safarier til Afrika for at plyndre råstoffer er elementer, der bekymrer dem, som frygter en global økonomisk ubalance, der kan underminere verdensfreden.

Tiden er derfor inde til at stille os selv nogle spørgsmål, nemlig om det var en god idé at lade Kina tilslutte sig WTO den 11. november 2001 uden først at aftale, hvilke forpligtelser landet skulle have? Vil handelskommissæren besvare følgende spørgsmål. Hvad skete der med forhandlingerne om en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale, der blev truffet beslutning om i december 2005, indledt i januar 2007 for så, så vidt jeg kan se, ikke at komme videre med hensyn til de økonomiske aspekter?

Kan mødet den 6. oktober 2010 være en lejlighed til at indgå aftaler, som giver internationale virksomheder fri adgang til markedet? Vil det på det kommende være muligt at drøfte certificering af licenser for adgang til det kinesiske marked, navnlig for offentlige kontrakter og udbud, uden at internationale virksomheder skal overdrage deres knowhow?

Jeg ser frem til at få nogle specifikke svar på alle disse spørgsmål fra handelskommissæren og til at høre hans syn på det kommende møde.

  Derek Vaughan (S&D). – (EN) Fru formand! Dette topmøde vil have stor betydning for EU. Vi må sikre os, at det også er vigtigt for Kina. Jeg er ikke i tvivl om, at Kina ønsker et stærkt, integreret Europa. Det ønsker en multipolær – ikke en bipolær – verden, og det bør vi hilse velkommen.

Vi må derfor sikre, at EU har en stærk, koordineret strategi i mange vigtige spørgsmål – f.eks. for handelsforbindelser og intellektuelle ejendomsrettigheder – som kan hjælpe os til at få adgang til det enorme og voksende kinesiske marked, men også for klimaændringer og energi. Navnlig energi er et vigtigt spørgsmål for både EU og Kina. Jeg mener derfor, at samarbejde om ting som ren energiteknologi er et vigtigt emne at drøfte. Vi bør drøfte udveksling af teknologi såsom CO2-opsamling og -lagring. Dette vil hjælpe os til at forbedre vores miljø og vil være godt for vores energipolitik.

  Elmar Brok (PPE). – (DE) Fru formand, hr. De Gucht! Et strategisk partnerskab indebærer, at de to partnere taler med en stemme. Den ene af de to partnere, nemlig EU, er desværre ikke nået til dette punkt på mange områder, navnlig med hensyn til økonomiske spørgsmål. Vi ved, at fælles ansvarlighed mellem de to partnere udgør en del af et strategisk partnerskab. Derfor er spørgsmålet om partnerskab i eksterne og sikkerhedspolitiske spørgsmål, inden for regional sikkerhed og med hensyn til spørgsmål som f.eks. Nordkorea af enorm betydning. På de sidste to områder er der sket ting, der har foranlediget Kina til at påtage sig et øget ansvar.

Vi må dog også se fælles ansvar for handel og økonomiske standarder, for universelle menneskerettigheder og for miljøspørgsmål og sociale spørgsmål. Jeg mener, at Kina ikke må gemme sig bag udviklingslandene i disse spørgsmål, da det bliver stærkere i både politisk og økonomisk henseende. Den enorme økonomiske vækst i Kina siden 1980 er beundringsværdig. I det 18. århundrede havde Kina et bruttonationalprodukt, som beløb sig til en tredjedel af det globale BNP, og hvis vi skal være ærlige over for os selv, er det på vej til genvinde denne position. Det gælder i øjeblikket 8 % af befolkningen. Det er en dramatisk ændring af situationen, som vil resultere i et økonomisk magtskifte i politisk henseende. Finanskrisen har gjort dette meget klart.

Dette betyder dog også, at tingene kun vil fungere, når Kina er parat til reelt at åbne sine markeder. Det må ophøre med at indtage en holdning til offentlige indkøb og udstedelse af licenser, der udelukker andre, det må begynde at anvende lovgivningen om ophavsret og anvende den korrekt, og det må ophøre med den praksis, at det kun indgår kontrakter, der indebærer den nødvendige videnoverførsel fra et kinesisk synspunkt.

Jeg mener, at det er vores opgave på dette topmøde at forsøge at definere Kinas status med hensyn til markedsøkonomien, fordi jeg ser dette som nøglespørgsmålet i videreudviklingen af forholdet.

  Edite Estrela (S&D). – (PT) Fru formand! Dette topmøde må udnyttes, så EU og Kina kan nå frem til en aftale om vores fælles holdninger på klimakonferencen i Cancún. Det er vigtigt at tage ved lære af begivenhederne i København. Det er uforståeligt, at USA har forhandlet en minimalistisk aftale med Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika, og at EU's ambitiøse forslag er blevet ignoreret.

Europa må tage føringen igen i kampen mod klimaændringer og på en positiv måde påvirke dets strategiske partnere. Kina er vigtig i denne kamp, ikke blot fordi det er verdens folkerigeste nation og har en blomstrende økonomi, men også fordi det allerede er verdens største udleder af drivhusgasser og konsument af kul.

Kina foreslår at nedbringe CO2.emissionerne i 2020, mens det øger brugen af vedvarende energi og øger sit skovbeplantede areal. Det er en start, men det er ikke nok. Vi må være mere ambitiøse, hvis vi ønsker at redde vores planet.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). - (HU) Fru formand, mine damer og herrer! EU har defineret visse mål korrekt. Der er andre, som er anakronistiske, og jeg mener, at den manglende anerkendelse af Kina som en markedsøkonomi er et af dem. Adskillige talere har nævnt betydningen af markedsadgang. Jeg vil gerne henlede kommissær De Guchts opmærksomhed på den omstændighed, at de fleste europæiske fødevarer kun kan finde vej til det kinesiske marked via Hong Kong. Det ville være godt, om Kommissionen tog skridt på dette område også. Adskillige talere har nævnt spørgsmålet om samarbejde på klimaområdet. Ja, manglende samarbejde bidrog også til det fejlslagne topmøde i København. Endelig er der spørgsmålet om menneskerettigheder. Det er rigtigt, at vi taler for tibetansk selvstændighed, for minoriteterne, men lad os ikke glemme, at 700 mio. indbyggere i landdistrikter og 200 mio. gæstearbejdere ikke har nogen sygesikring, ingen social sikring og ingen pension, og deres børns skolegang er ikke blevet løst.

  Victor Boştinaru (S&D). – (EN) Fru formand! I dag vil jeg gerne endnu en gang gentage noget, som jeg har sagt altid. Forholdet mellem EU og Kina er yderst vigtigt for begge parter og for hele verden. Det gælder i endnu højere grad i dag, hvor Kina fortsætter sin hurtige vækst, og EU stadig kæmper med krisen.

EU har brug for Kina, og Kina har brug for EU. Indtil nu er der ikke indgået nogen strategisk aftale mellem EU og Beijing. Det er mit håb, at det kommende topmøde endelig vil være den rette mulighed for, at vi kan tale med en stemme og etablere en strategisk tilgang til vores forhold til Kina.

Da dagsordenen nu er så tæt pakket og så vigtig, er følgende spørgsmål vigtige inden for det strategiske partnerskab her i efteråret og til næste forår. For det første skal Europa og Kina inden for G20 opbygge et stærkt og effektivt partnerskab. For det andet er der Cancún med de erfaringer, der kan drages af EU's fejlslagne strategi på klimatopmødet i København. For det tredje er der spørgsmålet om international bistand og udvikling – ikke blot til Afrika – med henblik på samarbejde for at realisere årtusindudviklingsmålene, frem for at de blot bliver et helligt løfte.

  Reinhard Bütikofer (Verts/ALE). – (DE) Fru formand! Jeg vil gerne rejse et spørgsmål. Jeg har hele tiden håbet, at Rådet måske ville dukke op. Nu er forhandlingen næsten færdig, og Rådet har desværre glimret ved sit fravær. Betyder dette, at Rådet ikke finder det nødvendigt at drøfte det strategiske partnerskab med Kina, eller hvordan skal vi tolke dette? Hvordan kan vi gøre det klart over for Rådet, at Parlamentet har ret til at spille en rolle i disse strategiske forbindelser.

  Elmar Brok (PPE). – (DE) Fru formand! Jeg vil gerne endnu en gang fremhæve aftalen mellem Parlamentet og den højtstående repræsentant/næstformand i Kommissionen. Det fremgår af denne, at kommissæren fuldt ud kan repræsentere næstformanden og tale på hendes vegne, herunder i spørgsmål af blandet betydning i hendes egenskab af formand for Rådet (udenrigsministrene). Jeg antager, at det er det, hr. De Gucht har gjort. Dette betyder ikke, at vi endnu en gang indfører ordningen med dobbeltkasketter i Rådet. Jeg betragter hr. De Gucht som baronesse Ashtons repræsentant i hendes fulde kapacitet.

  Petru Constantin Luhan (PPE). – (RO) Fru formand! Vi er alle klar over, at EU ikke er ene om at erkende de muligheder, som en intelligent, grøn økonomi indebærer med hensyn til at opnå større konkurrenceevne og velstand.

Kina er et af de lande, der har tilsvarende prioriteter, og som investerer i vækstindustrier, grøn teknologi, informations- og kommunikationsteknologi og intelligente netværk. Ud over et tæt samarbejde inden for disse økonomiske sektorer, mener jeg, at et andet prioriteret område, der skal ses på, er handel. Denne er en af drivkræfterne bag vækst, beskæftigelse og investering i såvel EU som Kina. Vi må træffe foranstaltninger som en del af det bilaterale samarbejde for at sikre, at barrierer, der forhindrer handels- og investeringsstrømmen, sænkes, og for at fremme handel baseret på klart definerede standarder.

Vi bør også styrke de økonomiske og politiske bånd, vi har etableret med Kina, en af vores vigtigste strategiske partnere.

  Katarína Neveďalová (S&D). – (SK) Fru formand! Kina er en vigtig forretnings- og handelspartner for EU.

Jeg går naturligvis ind for et tættere strategisk partnerskab, men det skal være baseret på tillid og gensidighed. Vi må dog ikke glemme de sociale forhold i Kina i kampen for at etablere gode handelsforbindelser, fælles forskning, fælles foranstaltninger inden for miljøbeskyttelse eller andre ting. Kinas befolkning udgør næsten en fjerdedel af Jordens befolkning, og til trods for at de sociale ændringer i Kina i de seneste 20 år har ført til forbedringer, må vi ikke glemme, at der er behov for indgriben, hvis Kina skal blive et virkelig åbent og demokratisk samfund.

Vi taler om 1,5 mia. mennesker, som fortjener en garanti for basale menneskerettigheder og frihedsrettigheder. Vi må dog huske på, at næste år er ungdomsåret inden for rammerne af forbindelserne mellem EU og Kina, og i EU vil det være frivilligåret. Jeg finder det derfor nødvendigt, at vi sigter mod at etablere projekter, der hænger så nøje sammen som muligt, og mod at støtte udvekslinger af især unge, da den yngre generation repræsenterer fremtiden for os alle. Hvis vi fastlægger vilkårene for samarbejde nu, desto bedre vil det være i fremtiden.

  Charles Tannock (ECR). – (EN) Fru formand! Folkerepublikken Kina er et skånselsløst kommunistisk diktatur, men hver dag slår det kapitalistiske Kina en ny økonomisk rekord. Det står for at overhale Japan som verdens næststørste økonomi og er allerede – yderst forbavsende – Brasiliens allerstørste handelspartner, da Kina reelt er blevet globalt.

Vi kender alle til landets massive jagt på naturlige ressourcer i Afrika og dets skammelige opbakning til præsident Bashir i Sudan, der er anklaget for krigsforbrydelser, og til Mugabes diktatur i Zimbabwe. Jeg er bekymret over risikoen for en stedfortræderkrig i Sudan, hvor Kina støtter den nordlige del og amerikanerne den sydlige del i den sydlige dels krav om selvstændighed.

På dette topmøde håber jeg, at ratificeringen af den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og reformen af de berygtede Laogai arbejdslejre også vil blive rejst. En god nyhed i mine øjne – og jeg taler her som formand for venskabsgruppen mellem Europa-Parlamentet og Taiwan – er, at det kommunistiske Kina, Folkerepublikken Kina, nu behandler Taiwan med langt større respekt, og der er langt større afspænding hen over strædet.

  Roberta Angelilli (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Kommissæren har med rette beskrevet Kina som en strategisk partner, men lad os være ærlige. Dette forhold er ensrettet!

Europa er strategisk for Kina, således at forstå, at Kina har en klar og meget aggressiv holdning over for os. Det ved, hvad det ønsker af Europa, og det får, hvad det ønsker. Kina laver reglerne, så de passer til dets ønsker.

Vi er reelt underlagt dets vilje. Vi har valgt ikke at foretage et valg, ikke at fastsætte reelle og langsigtede betingelser for økonomien, handelen og endnu mindre med hensyn til menneskerettigheder. Vi trækker et barmhjertigt slør over menneskerettighedsspørgsmålene, så vi ikke behøver se de faktiske forhold i Tibet, verdensrekorden i dødsstraf og menneskerettighedsrekorden generelt i øjnene. Selv om vi forsigtigt fastlægger visse betingelser, lader vi systematisk Kina nedtrampe dem fuldstændigt.

Jeg vil gerne slutte med at sige – kommissæren formulerede det meget bedre end jeg ved at stille det grundlæggende spørgsmål – hvad ønsker vi af Kina? Hvad ønsker Europa af Kina? Måske er tiden inde til, at vi seriøst stiller os selv dette spørgsmål!

  Enrique Guerrero Salom (S&D). – (ES) Fru formand, hr. kommissær! Inden for de kommende få uger, vil EU afholde tre afgørende topmøder, nemlig det første med Kina, det andet med USA og det tredje med Afrika. Samtidig vil der være gået et år, siden Lissabontraktaten trådte i kraft, og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil vil inden længe påbegynde sit arbejde.

Tiden er inde til, at Europa spiller sin rolle som en global aktør på verdensscenen, og ikke blot indgår økonomiske partnerskaber, men også politiske partnerskaber vedrørende spredning af kernevåben, klimaændringer, sikkerhed og Kinas rolle i Afrika og Latinamerika.

Derfor er tiden inde til, at vi afholder et topmøde, der er anderledes end de tidligere topmøder. Dette er det trettende topmøde, men det er det første, hvor Europa må handle med én stemme.

  Rachida Dati (PPE). – (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! For det første er jeg enig i min kollegas holdning til Rådets fravær fra dette møde i Parlamentet. Jeg må sige, at jeg finder det lidt skødesløst fra Rådets side.

Nu hvor det kommende topmøde den 6. oktober nærmer sig, må Kina og EU absolut forsøge at tage fælles skridt i spørgsmålet om klimaændringer. På dette tidspunkt sidste år havde vi her i Parlamentet allerede travlt med at tilskynde Europa til at gøre alt, hvad det kunne for at nå en ambitiøs og bindende aftale i København. Vi har set, at resultaterne ikke levede op til vores håb og forventninger. Der er gået et år, og bekymringerne er fortsat de samme, om ikke mere alvorlige.

Hvis vi skal kunne tvinge eller overtale vores partnere, må vi vise, at vi fortsat er fuldt beslutsomme, vise f.eks. at vi vil gøre, hvad der skal til for at leve op til vores forpligtelser over for alle landene i syd. Med henblik herpå er indførelse af innovativ finansiering – og ja, jeg hørte præsident Sarkozys tale til FN i går – det indlysende svar.

For eksempel bør indførelsen af en kulstofafgift ved vores grænser ikke udelukkes. Den skulle fungere som et incitament for lande, der ikke går langt nok i deres forpligtelser på klimaområdet. Det ville rent faktisk være langt mere end en trussel, da den ville hjælpe os til at beskytte vores arbejdspladser og vores virksomheder og hjælpe os til bedre at håndtere perioden efter krisen.

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Fru formand! I de første tre måneder sidste år importerede Det Forenede Kongerige for over fire gange så meget fra Kina, som det eksporterede til landet.

EU som helhed står over for en lignende trussel fra en voksende kinesisk økonomi. I 2009 importerede EU varer til en værdi af 215 mia. EUR fra Kina, men eksporterede kun varer til en værdi af 82 mia. EUR. Vi kunne have forventet at kompensere for dette handelsunderskud med et overskud på handelen med tjenesteydelser, men det overskud var blot på sølle 5 mia. EUR. Vi tillader kineserne at ødelægge industrier og arbejdspladser i Europas nationalstater ved at acceptere globaliseringen og åbne vores markeder for varer produceret til lave lønninger, som vi ganske enkelt ikke kan konkurrere med. Vi må ophøre med at importere varer, der ødelægger vores industrier og ødelægger vores befolkningers arbejdspladser.

  Czesław Adam Siekierski (PPE). – (PL) Fru formand! Forberedelserne til det kommende topmøde er meget vigtige, fordi de emner, der drøftes, vil være afgørende for, hvilken retning politikken tager, og for prioriteterne for den kommende samarbejdsperiode. Det er meget vigtigt at tilslutte sig kravene om kvalitetsstandarder inden for miljøbeskyttelse, som omfatter klimabeskyttelse, men også i sociale og sociopolitiske spørgsmål og endelig i tilknytning til problemet med respekt for menneskerettighederne.

Det er nødvendigt at foretage en meget seriøs analyse af problemerne med at få adgang til det kinesiske marked og med respekt for intellektuelle ejendomsrettigheder og de principper for offentlige indkøb, som den kinesiske regering anvender. Dialogen og samarbejdet inden for kultur og det europæisk-kinesiske ungdomsår bør hilses velkommen. I vores strategi over for Kina er der behov for større enhed mellem medlemsstaterne. Kun da vil vores politik være effektiv.

  Josefa Andrés Barea (S&D). – (ES) Fru formand! Europa står over for en stor udfordring i dets forbindelser med vækstlande. Vores forbindelser skal struktureres.

EU har en kommerciel, politisk, strategisk og humanitær interesse i dets vigtigste partner, nemlig Kina.

Spanien eksporterer for 500 mio. EUR og importerer for 580 mio. EUR fra Kina. Den selvstyrende region Valencia eksporterer for 60 mio. EUR og importerer for 25 mio. EUR fra Kina. Dette repræsenterer en positiv balance på 240 %.

Den selvstyrende region Valencia er en stor eksportør til Kina og tegner sig for 12 % af Spaniens samlede eksport. Den importerer fodtøj, legetøj og elektriske apparater. Kina er den selvstyrende region Valencias tredjestørste kunde. Det importerer lædervarer, fodtøj og plasticvarer.

Derfor er det nødvendigt at forsøge at åbne markedet, forbedre kvaliteten af importgarantier, forbedre eksporten, hjælpe vores forretningsfolk i handels- og beskæftigelsesspørgsmål sammen med det, der skal tilføjes en aftale, nemlig forbedringer af miljøet, menneskerettighederne og bekæmpelsen af fattigdom.

  Hans-Peter Martin (NI). – (DE) Fru formand, hr. De Gucht, hr. kommissær! Jeg er i vid udstrækning enig i det, som formanden for Delegationen for Forbindelserne med Folkerepublikken Kina, hr. Rivellini, sagde. Trods al kritikken af EU's arbejde, som jeg altid mener er konstruktiv, mener jeg, at topmøderne med Kina er af central betydning, og at vi altid bør huske på, hvad der skete under Helsinkiprocessen. Der så vi, hvordan tilnærmelse kan medføre ændringer. Der er stadig vigtige områder vedrørende handel og spørgsmål vedrørende Verdenshandelsorganisationen (WTO), hvor jeg mener, vi har forskellige holdninger. Jeg vil imidlertid gerne bede Dem om at lægge særlig vægt på Afrikaspørgsmålet. Desværre forsøger kineserne forsætligt at undergrave menneskerettighedsstandarderne i forbindelse med byggearbejder på store projekter i Afrika. Jeg håber, De kan belyse dette spørgsmål.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Fru formand! Kina er bestemt en vigtig handelspartner for EU og dets medlemsstater, og handelsforbindelserne er blevet uddybet i de senere år som følge af den kinesiske økonomis bemærkelsesværdige vækst.

For yderligere forbindelser mellem EU og Kina er det vigtigt at skabe et egentligt partnerskab baseret på accept, men også på fælles værdier. EU forsvarer menneskerettighederne internationalt og skal derfor aktivt fremme sin menneskerettighedsdagsorden og konsekvent presse på for at sikre, at menneskerettighederne og værdierne respekteres.

Jeg mener personligt, at vi inden for dette område bør undgå at indgå kompromiser med den begrundelse, at vi risikerer at forstyrre handelen. EU har en moralsk pligt til at lægge pres på den kinesiske regering for at få den til at påtage sig forpligtelser, der udmønter sig i en drastisk forbedring af menneskerettighedssituationen i landet, og til frem for alt omgående og betingelsesløst at acceptere et moratorium om dødsstraf, som stadig misbruges med henblik på at udrydde politiske modstandere i Kina.

  László Tőkés (PPE). – (EN) Fru formand! Som vi ved, er EU Kinas største handelspartner, og vi støtter Kina i deres økonomiske reformer, men vi må ikke glemme, at det ikke er muligt at komme videre med disse reformer, hvis ikke der gennemføres reformer inden for området respekt for menneskerettighederne.

Europa fik med succes sat en stopper for dets knap 50 års erfaringer med den kommunistiske totalitarisme, der fratog mennesker deres identitet og forvrængede så mange menneskers naturlige livsforløb. Derfor skal vi i vores dialog med Kina og under det forestående topmøde kontinuerligt fokusere på det kommunistiske Kinas manglende overholdelse af menneskerettighederne.

Vores udtalelser skal afspejle en stærkere og mere klar fælles holdning med henblik på at opnå et meningsfuldt engagement inden for områder som presse- og religionsfrihed, forskelsbehandling af etniske mindretal, Tibetspørgsmålet, uighurerne og dødsstraf. Jeg anmoder derfor EU's repræsentanter om at sørge for, at menneskerettighedsspørgsmålene integreres bedre i forbindelserne mellem EU og Kina.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Fru formand! Inden det forestående topmøde mellem EU og Kina er det vigtigt, at Kommissionen og Rådet forstår arten af forholdet mellem disse to aktører ud fra et internationalt politisk perspektiv.

Ud fra et europæisk perspektiv ses Kinas tiltagende indflydelse mere og mere som en trussel og ikke som en mulighed, og vi kan nu med skuffelse se, hvordan det ikke er lykkedes os at nå vores oprindelige mål om at påvirke Kinas interne udvikling og internationale adfærd.

Ud fra et kinesisk perspektiv ses EU frem for alt som en økonomisk og teknologisk magt, og Kina har ingen ambitioner om at gribe ind i EU's aktiviteter, selv om landet er modtageligt for EU-repræsentanternes udtalelser om den retning, det burde gå i. Hele den spændte dynamik i forbindelserne mellem EU og Kina skyldes, at ud over de gensidige pragmatiske, strategiske og geopolitiske interesser forsøger EU at påvirke Kina som en normativ magt. EU har således ikke blot brug for Kina på grund af dets sikkerhedsmæssige og økonomiske interesser, men har også brug for, at Kina støtter og gennemfører EU's idéer om internationale forbindelser og menneskerettigheder.

  Helga Trüpel (Verts/ALE). – (DE) Fru formand! Kina er i stærk vækst og er fuldt af modsigelser. Det er et land, der får mere og mere magt på globalt plan.

Det er rigtigt, at vi har brug for vores egen europæiske strategi til at fastlægge de foranstaltninger, vi skal iværksætte. Vi skal slå vores interesser fast og forklare, at vi ønsker flerpolede, globale forbindelser. Vi er interesserede i at finde en løsning på de klimapolitiske problemer. Vi ønsker overordnet bæredygtighed, men vi ønsker ikke en koloniagtig debat. I stedet vil vi gerne have forbindelser med Kina på lige vilkår. Jeg vil dog også gerne gøre det klart, at menneskerettighederne er universelle. Kina overholder stadig ikke menneskerettighedsstandarderne, og der er ingen pressefrihed i landet. Derfor skal vi blive ved med at give udtryk for vores kritik af den kinesiske regering. Jeg mener ikke, at vi skal hæve våbenembargoen. Vi skal fordømme Laogai-lejrene eller de tvungne arbejdslejre. Vi skal opfordre til, at fagforeningsforbuddet ophæves, og til, at de mange mindretal, navnlig tibetanerne og uighurerne, får kulturel selvstændighed.

  Seán Kelly (PPE). – (GA) Fru formand! Jeg glæder mig over de drøftelser på højt plan, der efter planen vil blive afholdt mellem Kina og EU, og jeg håber, de bliver yderst vellykkede.

Jeg mener, at vi ignorerer Kina for egen risiko, og at vi ville være de største tabere. Der er gode muligheder for at få skabt lighed, navnlig med hensyn til de gensidige handelsordninger med Kina, hvilket vores virksomheder og borgere har så hårdt brug for.

Jeg ved, der er problemer vedrørende menneskerettighederne, arbejdstagernes rettigheder, Nordkorea osv., men det er kun ved at engagere sig i lande, at man kan påvirke dem. Hvis ikke man engagerer sig, bliver man irrelevant. Jeg mener, det er en særdeles god anledning for os til at vise, at Europa kan tale med én stemme – en kraftig stemme. Hvis man ser det på det forestående topmøde, vil det blive bemærket jorden rundt, og EU som sådan vil blive langt mere relevant og få langt større indflydelse.

Det glædede mig at være til stede under Beijing-legene for to år siden. Kina er et dejligt sted, og kineserne er skønne mennesker. Jo mere vi engagerer os, jo bedre er det for dem og for os.

  Olga Sehnalová (S&D). – (CS) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Et ordentligt forhold mellem EU og Kina baseret på gensidig respekt må gøre det muligt at integrere og forstå forskellene mellem vores to kulturer. Nøglen hertil er at gøre et ærligt og ikkeoverfladisk forsøg på at skabe gensidig anerkendelse. Det er personlig erfaring og udvikling af menneskelige egenskaber, herunder fjernelse af sprogbarriererne, en væsentlig forudsætning for. Jeg glædede mig derfor over den fælles erklæring fra det 12. topmøde mellem EU og Kina i Nanjing i november 2009, som handlede om styrket samarbejde inden for områderne uddannelse, talentstøtte, fælles forskning og støtte til sprogundervisning, herunder en forpligtelse til at gøre en stor indsats for at øge udvekslingen af studerende markant. Da jeg ikke ved, hvorvidt og i hvilket omfang der er gjort konkrete fremskridt i denne forbindelse fra EU's eller Kinas side, vil jeg gerne endnu en gang opfordre til, at disse områder grundlæggende styrkes, og sige, at det er en væsentlig forudsætning for en effektiv multikulturel dialog.

  Ioan Mircea Paşcu (S&D). – (EN) Fru formand! Det er nu en kendsgerning, at Kina, der allerede er verdens andenstørste økonomiske magt og eksportør, bevæger sig i retning af en status som supermagt og tvinger USA til i højere og højere grad at tage landet med i deres overvejelser. Det betyder, at Europa snart skal konkurrere med Kina om USA's gunst, mens dets tiltrækningskraft daler.

Under disse omstændigheder tillægges EU's egne forbindelser med Kina endnu større betydning, ikke blot handelsmæssigt og økonomisk, men også politisk og måske endda militært. Hvis dette skal ske, skal vi imidlertid overkomme den åbenlyse arbejdsopdeling mellem EU-institutionerne, der ofte fremstår som "the bad cop" i forbindelserne med Kina, og de enkelte medlemsstater, der kæmper om rollen som "the good cop" i deres forbindelser med denne voksende supermagt.

  Formanden. – I forlængelse af en besked, jeg har fået fra Rådet, skal jeg lige gøre det klart, at kommissær De Gucht taler på vegne af Lady Ashton, og at Lady Ashton efter aftale med Europa-Parlamentet repræsenterer både Kommissionen og Rådet. Denne forklaring er en reaktion på medlemmernes bemærkninger om Rådets fravær.

  Karel De Gucht, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! De skal have tak for, at De gjorde det klart, at jeg i dag faktisk har to hatte på (jeg har i øvrigt mindst to hatte – en til om vinteren i mørkebrun fløjl og en til om sommeren, en panamahat). De sagde, at dette var efter aftale med Parlamentet. Det er rent faktisk resultatet af Lissabontraktaten. For at undgå misforståelser, når jeg tager ordet i en sådan forhandling, er det vigtigt, at De angiver "HR/VP" i stedet for "medlem af Kommissionen". Det ville gøre min – eller en hvilken som helst andens – specifikke egenskab klar for samtlige medlemmer i forhandlinger af denne art. Når det er sagt, skal det også siges, at dette rent faktisk var en meget righoldig forhandling. Jeg skal i de resterende minutter, inden De går i gang med afstemningen, forsøge at besvare nogle af spørgsmålene.

Lad mig lægge ud med klimaændringerne, som hr. Bütikofer nævnte. Det er meget vigtigt, at vi når frem til en fælles forståelse med Kina om klimaændringerne. Dette er på dagsordenen for det topmøde, der løber af staben den 6. oktober.

Dette fører mig videre til en noget mere generel bemærkning om det strategiske partnerskab. Mange medlemmer af Parlamentet har spurgt, hvad dette strategiske partnerskab egentlig betyder. For mig betyder det, at Kina – som er en af verdens førende økonomier, verdens største land, en supermagt, medlem af FN's Sikkerhedsråd, et økonomisk dynamisk centrum og en større og større militærmagt – sammen med EU, USA og flere andre har et fælles ansvar for verdens forretningsanliggender. Det er det, jeg mener, det bør betyde. Det handler ikke kun om politik, økonomi, klimaændringer og råvarer, men om et fælles ansvar for at føre verdens forretninger. Det er vi villige til at gøre sammen med dem.

Der blev endvidere nævnt adskillige eksisterende problemer i den økonomiske sektor. Hr. Belder henledte f.eks. opmærksomheden på det europæiske handelskammer, der – og det er i øvrigt ikke første gang, de gør det, det gør de hvert år – har fremlagt en rapport om handelsirritationsmomenter. Der findes også en kortere version end den fuldstændige 627-siders version, som giver et sammendrag. Vi har mange kontakter med dem. Da jeg for nylig var i Kina, havde vi en tilbundsgående diskussion med dem. Vi deltog endvidere i et møde med de kinesiske ledere, hvor også de europæiske forretningsfolk kunne stille de kinesiske ledere spørgsmål. Så vi holder os meget vel orienteret om, hvad der sker i denne henseende. Der er problemer, navnlig obligatorisk certificering, problemet med indenlandsk innovation og det meget omfattende problem med råvarer, som ikke blot vedrører udvindingsindustrien, men også bomuld, papir osv. Det er et omfattende emne, som vi skal blive ved med at følge meget nøje. Det bliver et af de vigtigste emner for den økonomiske dialog på højt plan, som vi skal have med Kina i november.

Der blev stillet enkelte specifikke spørgsmål med hensyn til gensidighed, bl.a. af fru De Sarnez. Vi er i færd med at udarbejde en meddelelse om handel, som vil blive offentliggjort i slutningen af oktober. I den vil vi foreslå en ny foranstaltning på linje med de handelspolitiske beskyttelsesforanstaltninger, hvorved det på grundlag af en rapport er muligt at gribe ind på en sådan måde, at – og det er ikke specifikt rettet mod Kina, men mod alle – hvis et land lukker sine markeder for offentlige indkøb af for vores produkter og vores virksomheder, kan vi gøre gengæld ved at gøre nøjagtig det samme med vores markeder og lukke dem af for dem. Jeg er en ivrig tilhænger af åbenhed, men åbenhed indebærer også gensidighed. Kommissionen vil iværksætte foranstaltninger i den henseende – og jeg gentager, at de ikke er specifikt rettet mod Kina, men at Kina bestemt ligger inden for deres virkefelt.

Dumping blev også nævnt. Vi har ikke set nogen markant stigning i dumpingaktiviteterne eller antidumpingprocedurerne, men vi følger sagen meget nøje. Vi vil træffe de nødvendige forholdsregler, hvis det bliver nødvendigt. I sidste uge iværksatte vi f.eks. en foranstaltning vedrørende aluminiumhjul, og vi bliver ved med at overvåge dette meget nøje.

Hr. Brok stillede et spørgsmål om den markedsøkonomiske status. Det er bestemt et meget interessant emne. Et af de spørgsmål, vi burde stille os selv, er, hvorvidt vi skal ændre vores tilgang til den markedsøkonomiske status. Den markedsøkonomiske status er i virkeligheden en teknisk vurdering baseret på opfyldelsen af fem kriterier. Markedsøkonomisk status har altid været et af Kinas centrale krav til os, og der har været nogen tendens til at bruge den markedsøkonomiske status som lokkemad for at presse på for EU's offensive interesser. Men Kina har aldrig oplyst, hvad landet er villig til at give i bytte for den markedsøkonomiske status. Det er klart, at det ikke er i vores interesse at give dem den gratis. Vi oplever tiltagende problemer i Kina inden for områder som markedsadgang, investeringsmuligheder for vores virksomheder, offentlige indkøb og adgang til råvarer. Vi bliver nødt til at se forbedringer inden for disse områder, hvis vi nogensinde skal ændre vores holdning til den markedsøkonomiske status. Lad mig tilføje, at som følge af deres indtræden i WTO fra og med 2016 får de automatisk markedsøkonomisk status.

Der var også et spørgsmål om partnerskabs- og samarbejdsaftalen, bl.a. fra hr. Rivellini. Forhandlingerne fortsætter. På handelsfronten var vi i Beijing i sidste uge. På den politiske front har vi indsnævret problemerne til menneskerettigheder, Taiwan og migration. Dette er i øvrigt en løbende proces, og ligesom hr. Rivellini ville jeg glæde mig over en rettidig afslutning.

Lad mig slutte af med et par ord om menneskerettighederne, et spørgsmål, som mange medlemmer af Parlamentet har rejst. Menneskerettighedsspørgsmålene rejses i forbindelse med vores regelmæssige politiske kontakt, og især i forbindelse med vores menneskerettighedsdialog med de kinesiske myndigheder, som senest fandt sted den 29. juni i Madrid. På det 12. topmøde i Nanjing blev de f.eks. rejst både under forhandlingerne og på pressekonferencen. Menneskerettighederne og retsstatsprincipperne vil naturligvis også blive drøftet på Bruxellestopmødet.

EU anerkender, at Kina har gjort fremskridt med hensyn til økonomiske og sociale rettigheder. Vi værdsætter de kinesiske lederes resultater, idet de har forbedret den økonomiske situation for millioner af borgere, hvilket kan ses af den måde, hvorpå Kina håndterede den økonomiske afmatning. Denne forbedring matches imidlertid ikke af tilsvarende fremskridt inden for de borgerlige og politiske rettigheder. I lyset af Kinas globale rolle og landets forpligtelser i medfør af verdenserklæringen om menneskerettigheder er der store internationale forventninger om, at Kina lever op til de internationalt anerkendte standarder inden for alle menneskerettighedsanliggender. Vi opfordrer på det kraftigste Kina til at ratificere den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, hvilket ville være det mest markante tegn på Kinas indsats for at respektere menneskerettighederne.

Endelig respekterer EU vedrørende Tibet Kinas – herunder Tibets – suverænitet og integritet, men menneskerettighederne er universelle, og situationen i Tibet bekymrer legitimt det internationale samfund. Vi er bekymrede over, at et stort antal tibetanske intellektuelle og forfattere for øjeblikket står over for kriminelle anklager. Vi opfordrer på det kraftigste Kina til at give det tibetanske folk lov til at udøve deres grundlæggende politiske, religiøse, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder fuldt ud på linje med den kinesiske forfatning og de kinesiske lovbestemmelser om lokal selvstændighed.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

(Mødet udsat et par minutter)

FORSÆDE: Jerzy BUZEK
Formand

5. Afstemningstid

  Formanden. – Vi går nu over til afstemning.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

5.1. Forslag til ændringsbudget nr. 5/2010: OLAF og revision af egne indtægter (A7-0249/2010, László Surján) (afstemning)

5.2. Endelig gennemførelse af det indre marked for e-handel (A7-0226/2010, Pablo Arias Echeverría) (afstemning)

– Før afstemningen:

  Bernd Posselt (PPE). – (DE) Hr. formand! Undskyld. Jeg har glemt mit kort i Udenrigsudvalgets mødelokale. Der er en, der henter det for mig. Der er så få afstemninger, og jeg har været her siden den første. Det ville jeg bare lige forklare.

5.3. Undersøgelse og forebyggelse af flyvehavarier og flyvehændelser inden for civil luftfart (A7-0195/2010, Christine De Veyrac) (afstemning)

5.4. Naturgasforsyningssikkerhed (A7-0112/2010, Alejo Vidal-Quadras) (afstemning)

5.5. Aftale om tilbagetagelse mellem EF og Pakistan (A7-0231/2010, Csaba Sógor) (afstemning)

– Før afstemningen:

  Csaba Sógor, ordfører. – (HU) Hr. formand! Jeg vil gerne have lov til at sige tak for Kommissionens redegørelse, som vil blive vedlagt aftalen mellem Den Europæiske Union og Den Islamiske Republik Pakistan, som vi skal til at stemme om, vedrørende forslaget til Rådets afgørelse om tilbagetagelse af personer, der er bosiddende uden tilladelse.

5.6. Økonomiske og handelsmæssige forbindelser med Tyrkiet (A7-0238/2010, Metin Kazak) (afstemning)

– Før afstemningen:

  Dimitar Stoyanov (NI). – (BG) Hr. formand! Jeg tager ordet i henhold til forretningsordenens artikel 175, stk. 2, og jeg anmoder om, at denne betænkning henvises til fornyet udvalgsbehandling.

Grunden er, at der er en interessekonflikt for ordføreren, hr. Kazak, da han tog sin højere uddannelse på Sorbonne for den tyrkiske regerings regning. I lyset heraf mener jeg ikke, at den betænkning, han har udarbejdet, er upartisk, og jeg mener, den bør henvises til fornyet udvalgsbehandling, og at der bør udpeges en ny ordfører, som kan udarbejde en upartisk og nøjagtig betænkning.

Derfor anmoder jeg mine kolleger om at støtte mig i denne anmodning om at henvise forslaget til fornyet udvalgsbehandling.

  Formanden. – Tak. En anmodning af denne art kan kun indgives af en politisk gruppe. I dette tilfælde fremsættes anmodningen ikke på behørig vis. Vi kan ikke tage den til følge.

– Før afstemningen om ændringsforslag 2, del 2:

  Dimitar Stoyanov (NI). – (BG) Hr. formand! I stk. 2 står der: "En politisk gruppe eller mindst 40 medlemmer kan endvidere anmode om henvisning til fornyet udvalgsbehandling". Vil De venligst spørge, om mit forslag støttes af 40 medlemmer, og så kan vi se, om vi skal gå videre med denne betænkning.

(Parlamentet forkastede henvisning til fornyet udvalgsbehandling)

5.7. EU-lovgivning om bevarelse af biodiversitet (A7-0241/2010, Esther de Lange) (afstemning)

– Før afstemningen om punkt 67:

  Esther de Lange, ordfører. – (EN) Hr. formand! Jeg vil blot anmode Dem om at afholde den endelige afstemning – afstemningen om beslutningen som helhed – som en afstemning ved navneopråb.

  Formanden. – Fremsætter De denne anmodning for en politisk gruppe?

  Esther de Lange, ordfører. – (EN) Hr. formand! Ja, og vi har ligeledes drøftet sagen med skyggeordførerne.

  Formanden. – Det er lidt sent, men vi kan afholde en afstemning ved navneopråb, hvis ingen har noget imod det. Er der nogen, der har noget imod det? Har De noget imod det, hr. Batten?

  Gerard Batten (EFD). – (EN) Hr. formand! Ja, jeg har noget imod det. Ikke fordi jeg har noget imod at afholde en afstemning ved navneopråb, men – som jeg har sagt det så mange gange tidligere her i salen – vi bør have et sæt regler, der gælder for alle. Hvis en af os rejste os og spurgte, om vi kunne få en afstemning ved navneopråb om noget andet, ville anmodningen blive forkastet. Hvis vi har regler, skal vi også følge dem.

(Parlamentet forkastede anmodningen)

– Efter afstemningen:

  Esther de Lange, ordfører. – (EN) Hr. formand! Undskyld, men jeg er ikke enig. Vi har haft denne procedure før. Vi kan godt anmode om en afstemning ved navneopråb under afstemningen. Hvis 40 medlemmer er imod det, tager vi ikke afstemningen ved navneopråb, men hidtil har jeg kun set én.

  Formanden. – Jeg vil gerne forklare dette uden at bringe sindene i kog. Den procedure, De taler om, vedrører mundtlige ændringsforslag, da der ikke er nogen frist for mundtlige ændringsforslag. Hvis De anmoder om en afstemning ved navneopråb, er det et andet princip, der finder anvendelse, og ingen i Parlamentet kan modsætte sig anmodningen. I det foreliggende tilfælde var der fastsat en frist for ændringsforslag, og De fremsatte ikke Deres anmodning inden for den fastsatte frist. Disse principper fastlægges i vores forretningsorden. Når der er fastsat en frist for ændringsforslag, kan ingen modsætte sig den. Beslutningen er vedtaget. Jeg vil gerne takke fru de Lange for hendes arbejde med denne beslutning.

5.8. Forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer (A7-0227/2010, João Ferreira) (afstemning)

5.9. Fattigdomsbekæmpelse og jobskabelse i udviklingslande (A7-0192/2010, Eleni Theocharous) (afstemning)

– Før afstemningen om punkt 84:

  Eleni Theocharous , ordfører. – (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne stille følgende mundtlige ændringsforslag, som er udarbejdet på engelsk.

(Taleren fortsatte på engelsk)

, ordfører. – (EN) Lad mig læse den engelske tekst: "opfordrer EU og G-20 til at træffe konkrete foranstaltninger for at hindre misbrug af skattely, skatteunddragelse og ulovlig kapitalflugt fra udviklingslandene og at bidrage til, at disse ressourcer bliver investeret i udviklingslandene". Efter de første to ord vil vi gerne tilføje "og G-20", og vi vil erstatte ordene "give mulighed for" med "at bidrage til".

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

  Formanden. – Om et øjeblik vil De få tilsendt oplysninger om torsdag pr. e-mail.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

6. Stemmeforklaringer

Mundtlige stemmeforklaringer

Betænkning: Pablo Arias Echeverría (A7-0226/2010)

  Alajos Mészáros (PPE). – (HU) Fru formand! E-handelen er nu blevet en integreret del af internettet, men der er desværre fortsat omfattende mangler, navnlig med hensyn til grænseoverskridende handel. De frie varebevægelser i EU hindres i alvorlig grad af fragmenterede nationale regelsæt. Ifølge undersøgelser købte en ud af tre europæiske forbrugere i 2009 mindst én artikel online, men kun 7 % af de europæiske forbrugere gjorde det i en anden medlemsstat. En anden undersøgelse viser klart, at 60 % af forbrugernes forsøg på at købe artikler på tværs af EU-grænserne mislykkes, idet leverandøren enten afslår at gennemføre handelen eller nægter at sende varerne. Europa kan måske nok prale af sine 500 mio. forbrugere, men de gør ikke deres tilstedeværelse gældende på internettet. Vi er nødt til at gøre vores bedste for også at skabe betingelserne for et forenet, velfungerende elektronisk marked. Derfor støttede jeg betænkningen.

  Syed Kamall (ECR). – (EN) Fru formand! Tak for, at De har givet mig mulighed for at forklare min holdning under denne afstemning. Jeg tror, vi alle er enige om, at dette er meget vigtigt. Der er fortsat alt for mange hindringer for e-handel. Det er vigtigt, at vi er i stand til at købe både digitale og fysiske varer via internettet over hele EU. Jeg glæder mig over ethvert initiativ, der nedbryder barriererne i EU for at opnå dette. Det er nok en af de positive ting ved EU.

På samme tid er der imidlertid så meget mere handel, der involverer resten af verden, og jeg håber ikke, at vi forsøger at lovgive på globalt plan, men at vi vil sikre en bedre koordinering mellem forskellige jurisdiktioner for at sikre, at vi nedbryder barriererne, og at EU-borgerne kan drage fordel af lavere priser i resten af verden og kan købe produkter, varer og tjenesteydelser fra resten af verden via internettet.

På samme tid bør vi erkende, at eftersom der findes båndbredde, oplagringsplads og data i overflod, vil priserne nærme sig nul, og med tiden vil priserne på bestemte digitale produkter komme helt ned på nul.

  Daniel Hannan (ECR). – (EN) Fru formand! Mine vælgere inden for forretningsverdenen vil se på en betænkning som denne med kedsommelig resignation. Her har vi alle de fortærskede klichéer, som vi forbinder med EU-direktiver: "E-handel er en af internettets store forcer", "en vigtig katalysator med henblik på at opfylde målsætningerne i EU 2020-strategien" og "det er vigtigt, at alle berørte parter samarbejder". Dette gør ikke noget for at lette den faktiske handel og frie udveksling. Det er ikke nødvendigt med direktiver og forordninger for at give virksomhederne mulighed for at købe af og sælge til hinanden. Det er det, de lever af, uden at det nødvendigvis udtrykkeligt skal legaliseres.

Når en af mine vælgere sælger over internettet til et firma på den anden side af jorden, i Australien eller New Zealand, gør de det uden EU's indre markeds lovgivningsmæssige superstruktur. Faktisk gør de det ofte med langt færre problemer, end når de forsøger at forhandle deres vej igennem virvaret af europæiske regler, og det forklarer måske også, hvorfor vores handel i de år, vi har været medlem af EU, har været i overskud med alle kontinenter i verden bortset fra Europa. Det forklarer måske, hvorfor mine vælgere med den teknologiske revolutions opblomstring genopdager deres globale kald.

Betænkning: Christine De Veyrac (A7-0195/2010)

  Alfredo Antoniozzi (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Som det klart fremgår af denne betænkning, er lufttrafikken steget konstant igennem adskillige år. Trods væsentlige forbedringer på sikkerhedsområdet indebærer denne stigning uundgåeligt større risiko for flyvehavarier.

Den europæiske lovgivning om efterforskning af flyvehavarier er et direktiv fra 1994, der blev udarbejdet, inden Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) blev oprettet. Jeg støtter derfor fuldt ud ordførerens ønske om at oprette en klar lovgivningsramme gennem en ny forordning, der gør EASA til hovedaktør i luftfartssikkerheden i Europa.

  Izaskun Bilbao Barandica (ALDE). – (ES) Fru formand! Forordningen forbedrer sikkerhedsundersøgelser af, hvordan man kan undgå havarier i fremtiden, koordinering ved oprettelse af netværket og bistand til ofre og deres familier, men jeg er skuffet over, at to emner ikke er blevet taget op. For det første princippet om en åben rapporteringskultur, så personalet ikke sanktioneres for beslutninger truffet i overensstemmelse med deres erfaring og uddannelse, uden at alvorlig uagtsomhed, forsætlige overtrædelser og ødelæggende handlinger dog under nogen omstændigheder tolereres. For det andet ønsket om en selvregulerende kodeks for at undgå offentliggørelse af følsomme oplysninger, der måtte komme i mediernes besiddelse, og dermed undgå, at familier lider unødigt.

  Oldřich Vlasák (ECR). – (CS) Fru formand! Vi ved, at det eksisterende fællesskabssystem for efterforskning af flyvehavarier inden for civil luftfart ikke er så godt, som det kunne være. Gennem de senere år er der sket en drastisk transportstigning, EU er blevet udvidet kraftigt, og der findes bedre efterforskningsmetoder. Formålet med denne forordning er derfor at reagere på den situation, der er opstået, og at sikre en mere effektiv forebyggelse af havarier.

Forslaget til forordning vil gøre det muligt at inddrage EASA-agenturet – der blev oprettet i 2002 og er ansvarligt for certificering af luftfartøjer – i havariundersøgelsesprocessen, at oprette et europæisk netværk af undersøgelsesorganer inden for civil luftfart og at foreslå ændringer til arten og omfanget af de indsendte undersøgelsesrapporter, herunder et krav om, at lister over de passagerer, som er om bord på luftfartøjer, der er involveret i havarier, gøres tilgængelige. Den tekst, der er under forhandling, er et resultat af et kompromis mellem Parlamentet og Rådet. Tjekkiet tilsluttede sig kompromiset i Rådet. Betænkningen er af teknisk art og vil bidrage til at øge sikkerheden inden for luftfarten. Jeg har derfor stemt for betænkningen.

  Bogusław Liberadzki (S&D). – (PL) Fru formand! Vulkanudbruddet i Island i april viste, at hele det europæiske kontinent faktisk er afhængig af luftfarten. For øjeblikket er der ikke noget alternativ. Hverken jernbanetransporten eller andre transportformer var i stand til at erstatte luftfarten, og deraf kommer så spørgsmålet om dens sikkerhed og pålidelighed. I forbindelse med flyvehændelser – og det er det, vi er interesserede i – og flyvehavarier er det absolut afgørende at kunne bestemme årsagerne effektivt, så det i første omgang er muligt at fastlægge ansvaret. Endnu mere vigtigt er det imidlertid at kunne forebygge hændelser, især kollisioner på tæt hold, og havarier inden for denne ekstremt vigtige transportform.

Jeg vil gerne takke både ordføreren og skyggeordførerne for, at de har dækket en lang række spørgsmål. De har belyst ansvarsområder og måder at løse problemer på. Det er en god forordning. Jeg stemte for den.

Betænkning: Alejo Vidal-Quadras (A7-0112/2010)

  Alfredo Antoniozzi (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Inden for de seneste år har mange medlemsstater oplevet gentagne afbrydelser af deres gasforsyninger, hvilket viser, at EU's voksende afhængighed af ekstern energiforsyning kan være til skade for medlemsstaternes langsigtede økonomiske og politiske interesser.

Jeg støtter fuldt ud den idé, at energisikkerhed skal ses som en afgørende del af EU's overordnede sikkerhed, og at garantien for opretholdelse af gasforsyningerne i EU, navnlig i krisetider, til gengæld skal ses som et strategisk mål.

Derfor stemte jeg for denne betænkning, og ligesom ordføreren håber jeg, at forordningen bliver gennemført hurtigt.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Fru formand! Gaskrisen mellem Rusland og Ukraine sidste vinter havde en negativ indvirkning på de europæiske borgere og den europæiske økonomi og afslørede, i hvor høj grad EU er sårbart og afhængigt af forsyninger udefra.

EU burde opbygge sin egen energipolitik i en ånd af solidaritet og dermed sikre energiforsyningssikkerheden i hele EU i overensstemmelse med dets nye beføjelser i henhold til Lissabontraktaten. Med hensyn til pludselige afbrydelser af gasforsyningen er jeg enig med ordføreren, som har styrket bestemmelserne i artiklen om muligheden for at erklære en nødsituation på fællesskabsniveau for et afgrænset geografisk område, med andre ord i et land, der f.eks. oplever en krise, hvor gassen afbrydes 100 %, også selv om faldet ikke når over tærsklen på 10 % på EU-niveau. Jeg mener ligeledes, det er rigtigt at etablere en specifik fællesskabsmekanisme, som gennemføres på regionalt niveau.

  Jarosław Kalinowski (PPE). – (PL) Fru formand! Gasforsyningssikkerheden var og er og vil i lang tid blive ved med at være et anliggende, som er afgørende for den internationale politiske situation, men som frem for alt er afgørende for at sikre de europæiske borgere ordentlige leveforhold ved at garantere de rigtige mængder af denne vigtige naturressource. De idéer, som ordføreren for betænkningen fremsætter, såsom at forbedre systemet for erklæring af nødsituationer ved at knytte kriterierne til et bestemt geografisk område, at fastsætte klare tærskler, som giver medlemsstaterne mulighed for at gribe ind i markedet, og at centralisere og styrke beskyttelsen af oplysninger vedrørende forsyning og kommercielt følsomme oplysninger vil uden tvivl forbedre forsyningssikkerheden og sikre dens kontinuitet. Dette problem er særdeles stort for økonomier, der er baseret på gas som energikilde, og dem har vi mange af i Europa. Jeg stemte naturligvis for betænkningen.

  Czesław Adam Siekierski (PPE). – (PL) Fru formand! Vi har vedtaget en vigtig betænkning om gasforsyningssikkerhed. De foranstaltninger, der foreslås i betænkningen, er et skridt i den rigtige retning, men de giver hverken samfundet eller økonomien en fuldstændig følelse af sikkerhed. De seneste års hændelser har vist, at en række medlemsstater har handlet i egen interesse og ikke har forsøgt at opbygge en ægte, koordineret og gensidigt fordelagtig europæisk politik på dette område.

Vi bør bestræbe os på at få adskilt udvinding fra transmission, og vi bør ophæve monopolerne og fjerne gas fra den internationale politiske scene. Diversificering af gasforsyningskilder og -veje, infrastrukturudvikling, samarbejde mellem enheder, der har at gøre med gas, og samarbejde på overnationalt plan er vigtige skridt, der bør tages. Dette dokument er efter min opfattelse starten på en fælles energipolitik.

  Inese Vaidere (PPE). – (LV) Fru formand! Tak skal De have. Gasforsyningssikkerhed er et af de vigtigste aspekter af Europas økonomiske og strategiske sikkerhed. Evnen til at tale med én stemme med energileverandørerne i energipolitiske anliggender er et af vores centrale mål. Jeg sætter stor pris på det, kommissær Oettinger har opnået, men jeg mener, at de fem eller syv år, som han nævnte, hvor der vil blive ført drøftelser med medlemsstaterne, er for lang tid. Behovet for en fælles energipolitik er presserende. Det er afgørende at sikre mangfoldigheden af forsyningskilder, især fra de baltiske lande, eftersom en enkelt udbyder – Rusland – udnytter sin monopolstilling til at blande sig i det politiske liv i de stater, der er afhængige af landet. Der skal oprettes gasforsyningssammenkoblinger i Europa baseret på solidaritetsprincippet, som er fundamentet for EU-politikkerne. Vi ville ikke kunne tolerere en situation med diversificerede gasleverandører, men hvor gassen stadig skulle føres igennem Rusland. Europa skal udvikle et direkte samarbejde med de centralasiatiske og transkaukasiske stater, og det skal søge efter "tight gas"- og "shale gas"-projekter og alternative energikilder. Tak.

  Vito Bonsignore (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg stemte også for denne foranstaltning. Tiden er inde til, at EU klart regulerer energisikkerheden og energiforsyningen. Sidste års strid viste, hvor stor vores afhængighed af energi fra tredjelande er.

Den forordning, som Parlamentet har vedtaget, tager endelig fat på dette problem i et forsøg på at forebygge flere kriser og er et vigtigt skridt fremad på energisikkerhedsområdet. Medlemsstaterne opfordres til at garantere passende energidækning for familier og beskyttede kunder, med andre ord for væsentlige strukturer og tjenester. De opfordres endvidere til at udarbejde forebyggende handlingsplaner og nødplaner.

Vi gør derfor fremskridt i retning af subsidiaritetsprincippet, der er så vigtigt for EU og for min parlamentariske gruppe. Jeg støtter især ændringsforslag 62. Endelig vil jeg gerne have lov til at henlede Deres opmærksomhed på mit lands fremsynethed, idet det har åbnet en række kommunikationskanaler med lande, der ejer store gasreserver.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (LT) Fru formand! I dag har Europa-Parlamentet vedtaget en forordning om opretholdelse af gasforsyningssikkerheden. Det er et meget vigtigt skridt i retning af gennemførelsen af en fælles europæisk energipolitik. Det er et skridt i retning af energisolidaritet mellem EU's medlemsstater og øget regionalt samarbejde.

Jeg stemte for dette dokument, da jeg mener, at denne forordning vil give os mulighed for at sikre, at EU's energiøer, som f.eks. de baltiske lande, stadig har gas, når dem, der ensidigt monopoliserer forsyningen, lukker for hanerne.

Denne forordning baner ligeledes vejen for EU-finansiering af energiinfrastrukturprojekter, som er med til at afhjælpe energiisolation. De bestemmelser i forordningen, der vedrørte strengere kontrol med tredjelandsleverandører som Gazproms aktiviteter, frem for alt på konkurrenceområdet, blev imidlertid forkastet, og forordningen begrænser sig til generelle bestemmelser.

Et andet, lige så vigtigt aspekt er miljøbeskyttelsen. Da forordningen indeholder bestemmelser om, at tredjelandsprojekter kan finansieres med EU-midler, håber jeg, at Kommissionen vil skynde sig at gennemføre det uafhængige instrument til vurdering af projekters indvirkning på miljøet.

Betænkning: Csaba Sógor (A7-0231/2010)

  Clemente Mastella (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Formålet med denne aftale er at styrke samarbejdet mellem forvaltningerne i de berørte lande med henblik på at gøre processen for tilbagetagelse af personer, der er bosiddende uden tilladelse, hurtigere og at gøre dette ved klart at opstille alle de nødvendige tekniske bestemmelser (tilbagetagelsesanmodninger, beviser, frister, tilbagesendelsesprocedurer og befordringsmåder).

Jeg stemte for, da jeg er overbevist om, at denne aftale er nødvendig som et vigtigt instrument i kampen mod illegal indvandring i EU.

Aftalen indeholder en neutralitetsklausul, for så vidt angår anden international lovgivning og regler om databeskyttelse. Staterne skal overholde de relevante forpligtelser i henhold til folkeretten, såsom non-refoulement-princippet, og de vil blive holdt ansvarlige for udvisninger over for de nationale domstole.

Non-refoulement-princippet har også proceduremæssige følger, da staterne er forpligtet til at foretage en vurdering af risikoen for mishandling, herunder i tilfælde af indirekte tilbagesendelse til et transitland.

Ved aftalen – og jeg skal slutte af her – nedsættes der et blandet tilbagetagelsesudvalg, og her vil jeg gerne understrege, at Europa-Parlamentet desværre ikke deltager i dette udvalg. Jeg opfordrer derfor Kommissionen til løbende at melde tilbage til os om dets aktiviteter.

  Joe Higgins (GUE/NGL). – (EN) Fru formand! Hvor er det ironisk, at Europa-Parlamentet i dag stemmer om en aftale om at få sparket stakkels fattige pakistanske borgere ud af EU og tilbage til et hjemland, som er hærget af katastrofale oversvømmelser. Pakistans fattige, bønder og arbejdere, der har lidt længe, lider mere end nogensinde før, nu hvor 20 % af deres land er ødelagt af oversvømmelser, hvor afgrøderne er ødelagt, deres kvæg er omkommet, deres børn går sultne rundt, og op mod 20 mio. mennesker er blevet påvirket af oversvømmelserne.

Det ville være langt mere passende, hvis vi drøftede, hvordan vi kan tage fat på, lindre og afskaffe fattigdommen i Pakistan, f.eks. ved at tvinge Den Internationale Valutafond til at eftergive Pakistan den knusende gæld, der tynger landet, at slette arbejderne og de fattige folk i Pakistans personlige gæld ved at eftergive dem denne og at øge støtten for at lindre lidelserne, uden at en sådan støtte kanaliseres gennem en korrupt regering, men ydes under demokratisk kontrol af bønderne, arbejderne og de fattige, som er de virkelige ofre for denne situation. Det ville være en langt mere passende reaktion på det pakistanske folks lidelser.

  Gerard Batten (EFD). – (EN) Fru formand! Jeg undlod at stemme om aftalen mellem Den Europæiske Union og Pakistan. Aftalen synes at styrke nationalstaternes – medlemsstaternes burde jeg sige – mulighed for at sende illegale indvandrere tilbage til Pakistan. Umiddelbart synes det at være ønskværdigt for Det Forenede Kongerige, men det burde kun være Storbritannien, der som en uafhængig suveræn nationalstat kan beslutte, hvem der må og ikke må rejse over landets grænser.

At stemme for denne aftale er det samme som at give denne rettighed til EU, hvilket er noget, jeg ikke på nogen måde kunne finde på at gøre. Storbritannien skal bevare kontrollen over landets indvandringspolitik – legal og illegal indvandring – og ikke overgive den til EU.

  Jens Rohde (ALDE). – (EN) Fru formand! Det, jeg gerne vil sige, er, at de danske liberale er meget tilfredse med dagens afstemning om tilbagetagelsesaftalen mellem EU og Pakistan. Endelig, efter års forhandlinger mellem Kommissionen og Pakistan, er der blevet indgået en aftale, som muliggør tilbagetagelse af indvandrere, der ikke længere opfylder betingelserne for indrejse eller ophold i nogen af EU-medlemsstaterne.

Denne aftale er et vigtigt instrument i kampen mod illegal indvandring til EU, ikke mindst fordi Pakistan er en vigtig kilde til og et vigtigt transitland for indvandrere. Med denne aftale accepterer Pakistan at tage sine egne statsborgere tilbage og også under visse betingelser tredjelandsstatsborgere. Denne aftale vil øge sikkerheden på det europæiske territorium.

Betænkning: Metin Kazak (A7-0238/2010)

  Cristiana Muscardini (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg stemte for Kazak-betænkningen om forbindelserne mellem EU og Tyrkiet, som den blev vedtaget i Udvalget om International Handel og i Parlamentet. Selv om Tyrkiet for nogen tid siden indførte en toldbarriere med Europa, findes der fortsat mange handelshindringer og -barrierer mellem de to parter.

Selv om vi ønsker at bidrage til en specifik og positiv stigning i handelen, skal Tyrkiet tage hensyn til Parlamentets holdning og dermed sikre en større grad af overensstemmelse mellem den tyrkiske lovgivning og den gældende fællesskabslovgivning med hensyn til frihandel, landet skal gennemføre specifikke procedurer til bekæmpelse af efterligninger – som også gælder sektorer, der er vigtige for den offentlige sundhed, herunder lægemiddelprodukter – og det skal sikre den frie bevægelighed for varer på toldområdet ved at afskaffe de besværlige importprocedurer, som skader den europæiske industri for forarbejdede landbrugsprodukter.

Det skal endvidere undlade at praktisere forskelsbehandling over for europæiske virksomheder i forbindelse med offentlige indkøb og overholde WTO's aftaler.

  Dimitar Stoyanov (NI). – (BG) Fru formand! Jeg stemte naturligvis imod Kazak-betænkningen i lyset af de argumenter, jeg forelagde Parlamentet. Jeg kan ikke stemme for en betænkning udarbejdet af en ordfører, der praktisk talt har fået hele sin uddannelse, som kostede enorme summer, finansieret direkte af den tyrkiske regering. Dette udgør efter min opfattelse en interessekonflikt. For mig betyder det, at betænkningen ikke kan være udarbejdet upartisk, og derfor stemte jeg imod den.

Jeg vil gerne komme med endnu en bemærkning. Vi kan se, at denne betænkning indeholder punkter, som ikke har noget som helst at gøre med hverken handel eller økonomi. I betænkningen nævnes og roses de seneste ændringer af den tyrkiske forfatning, som jeg blot ser som muslimernes sejr over dem, der ønsker et verdsligt Tyrkiet. Det var desværre militæret, der – sammen med retssystemet, kunne man tilføje – sikrede, at Tyrkiet blev verdsligt.

Tyrkiet slingrede og slingrer fortsat længere og længere ud ad den islamiske sti, og jeg stemte imod betænkningen, fordi jeg ikke kan acceptere, at vi billiger denne situation.

  Clemente Mastella (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Tyrkiet har i de seneste år indtaget en stadig større rolle som aktør på den globale handelsscene, og landet udnytter i højere grad sin unikke geopolitiske position.

Oprettelsen af toldunionen med EU i 1996 gav grobund for en udvidelse af de økonomiske forbindelser. Der er siden da opnået en væsentlig markedsintegration, ikke mindst hvad angår varernes frie bevægelighed. De to seneste fremskridt mod større integration har været vedtagelsen af den nye tyrkiske toldkodeks og den generelle præferenceordning.

Vi kan ikke nægte, at Tyrkiet er blevet en af EU's vigtigste handelspartnere i de senere år. Faktisk er Tyrkiet EU's syvende største importmarked og det femtestørste eksportmarked.

Landet er blevet et investeringsobjekt for europæiske virksomheder, således at landet integreres mere og mere i EU's forsynings- og produktionskæde, ofte med hensyn til meget værdiforøgende segmenter.

Jeg stemte for denne betænkning, da jeg er enig i, at vi først skal gøre toldunionen mere funktionel. Jeg støtter derfor disse forbindelser mellem Tyrkiet og EU.

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Fru formand! Der findes omfattende handelsforbindelser mellem EU og Tyrkiet. Siden 1996 har der endvidere været en toldunion, og på trods af alt dette findes der stadig en række handelshindringer. Derfor glæder det mig meget, at Parlamentet i dag har opfordret Republikken Tyrkiet til at afskaffe de besværlige importprocedurer og tilpasse sit system med toldfrie kontingenter for forarbejdede landbrugsprodukter, som ikke er i overensstemmelse med toldunionen.

Dernæst skal vi også arbejde sammen om at sikre, at de landbrugsprodukter, der importeres fra Republikken Tyrkiet, opfylder de samme standarder som dem, der produceres i EU.

Jeg stemte for betænkningen i dag, men det er rigtigt, at der stadig er lang vej igen. Så lad os komme i gang!

  Vito Bonsignore (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke ordføreren for hans arbejde og frem for alt for hans tilgang til dette emne, da vi har forhandlet med Tyrkiet om dets tiltrædelse af EU gennem mange år. Derfor er dette et kritisk øjeblik.

Det siger sig selv, at Tyrkiet er en fremragende handelspartner for Europa, hjulpet af dets favorable beliggenhed som et naturligt forbindelsesled til Asien. EU er Tyrkiets vigtigste handelspartner. Statistikkerne er gode. De er beroligende.

Disse handelsforbindelser skal forbedres, og jeg er derfor enig i punkt 16 og 20, hvor Tyrkiet opfordres til at fjerne importlicenser og ophæve forbuddet mod import af visse lægemiddelprodukter.

Endelig er jeg også enig i, at toldunionen skal gøres stærkere og mere omfattende med henblik på at gøre handelen endnu mere fordelagtig.

  Peter van Dalen (ECR). – (NL) Fru formand! Jeg har stemt for Kazak-betænkningen, da den vil forbedre de økonomiske og handelsmæssige forbindelser med Tyrkiet. Den vil styrke nabobåndet mellem EU og Tyrkiet. Det er lige nøjagtig det, vi har brug for, hverken mere eller mindre.

Jeg afholdt mig fra at stemme om ændringsforslag 1 fra Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati. Jeg er enig med dem i, at Tyrkiet ikke bør tiltræde EU, men Kazak-betænkningen omhandlede ikke dette spørgsmål. Derfor afholdt jeg mig fra at stemme om dette ændringsforslag, og derfor stemte jeg for betænkningen, for vi har, når alt kommer til alt, brug for at opretholde gode naboforbindelser med Tyrkiet.

  Czesław Adam Siekierski (PPE). – (PL) Fru formand! På trods af de forbedrede forbindelser mellem EU og Tyrkiet er der fortsat problemer i form af toldmæssige og ikketoldmæssige handelshindringer, der sammen med andre formaliteter og procedurer skal forenkles. Der er problemer på begge sider. Disse omfatter den manglende håndhævelse af de intellektuelle ejendomsrettigheder og problemet med forfalskede produkter fra vores partners side.

Vi vil gerne indgå i et partnerskab med Tyrkiet, så vi bør undersøge årsagerne til handelsforstyrrelserne meget nøje, før de bliver til et mere alvorligt problem. Det er muligt, at Tyrkiet nu på grund af de mange års venten på, at EU skal vedtage en fælles holdning om landets EU-medlemskab, begynder at se sig om efter alternative allierede. Forbindelserne mellem EU's og Tyrkiets økonomier bør analyseres i lyset af den demografiske struktur på begge sider og fremtidsudsigterne.

  Philip Claeys (NI). – (NL) Fru formand! Jeg har naturligvis stemt for ændringsforslaget fra Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati og imod Kazak-betænkningen, fordi det udmærket er muligt at opretholde optimale handelsforbindelser med Tyrkiet, uden at landet tiltræder EU.

Det virker som om, ordføreren har gået rundt med lukkede øjne, eftersom han skriver, at resultatet af den nyligt afholdte folkeafstemning vil fremme demokratiseringen af landet. Tværtimod! Det er hævet over enhver tvivl, at islamisterne fra AKP definitivt har vundet magten i deres parti over på deres side. Efter at have islamiseret dagligdagen på gaderne og socialt har de nu banet vejen for fuldstændig islamisering af de tyrkiske offentlige institutioner. Der er ingen tvivl. De ændringer af den tyrkiske forfatning, der er blevet vedtaget, er hverken mere eller mindre end et direkte angreb på hæren og forfatningsdomstolen som de sidste verdslige institutioner i Tyrkiet.

Betænkning: Esther de Lange (A7-0241/2010)

  Licia Ronzulli (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Den betænkning, der er blevet vedtaget i dag, er et skridt i den rigtige retning for bevarelsen af biodiversitet og økosystemer. Biodiversitetsprincippet er endelig blevet knyttet sammen med princippet om ansvarlig forvaltning.

Vi skal øjeblikkeligt vedtage gennemførelsespolitikker for miljøkompatibilitet, hvis vi skal redde vores planet og hjælpe de kommende generationer. Efter vores manglende evne til at nå målet om at indstille tabet af biodiversitet inden 2010 skal vi bruge denne 10-års forlængelse til en seriøs bevidstgørelse af stater og institutioner.

EU's miljøarv, der går lige fra maki til nåletræsskove, kan bryste sig af en praktisk talt unik rigdom af flora og fauna i biodiversitetshenseende. Indstillingen af tabet af denne miljøarv – jeg er næsten færdig – er en opgave, vi skylder os selv og de kommende generationer at udføre.

  Romana Jordan Cizelj (PPE). – (SL) Fru formand! Jeg har stemt for betænkningen om gennemførelsen af EU-lovgivning til bevarelse af biodiversitet.

Betænkningen indeholder mange positive krav, men dens centrale konklusion er, at resultaterne ikke er blevet nået på grund af den manglende politiske vilje. Det er også grunden til, at lovgivningen ikke er blevet gennemført ordentligt. Der mangler data, overvågningen og støttemidlerne er utilstrækkelige, og integrationen i sektorpolitikkerne er dårlig.

Vi har brug for langt klarere rapportering, både om god praksis og om de lande, der ikke har haft succes på dette område. Her bør Kommissionen ikke spille en politisk, men en rent faglig rolle. Vi skal beskytte naturen og menneskehedens fremtid, ikke regeringerne i de enkelte medlemsstater.

  Clemente Mastella (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Det er af uvurderlig betydning for samfundet, at biodiversiteten og økosystemerne bevares, og at det forhindres, at de forringes yderligere. Det er ikke blot vores moralske pligt at standse tabet af biodiversitet – det er også en politisk og økonomisk pligt at bevare vores planet på en måde, så den også kan bære fremtidige generationer.

Som det er almindeligt i forbindelse med europæisk miljøpolitik, tillader disse direktiver den nødvendige fleksibilitet til at skræddersy gennemførelsesforanstaltningerne efter de lokale forhold. Denne tilgang er uden tvivl berettiget ud fra subsidiaritets- og proportionalitetsprincipperne, men forskellene mellem medlemsstaterne er ofte så store, at resultatet bliver, at direktivernes effektivitet lider skade.

Jeg er enig med ordføreren, når hun siger, at som et resultat af bl.a. en ofte sektoropdelt tilgang til biodiversitet er der også tale om en stærkt opdelt finansiering af biodiversitets- og økosystemforanstaltninger via EU-budgettet.

På den ene side kan opdelt finansiering have den positive virkning, at flere kilder kan udnyttes. På den anden side er det f.eks. resultatet af obligatorisk samfinansiering og "frit valg" inden for landdistrikts- og strukturpolitik, at kun medlemsstater, der bevidst foretager et sådant valg, virkelig anvender disse midler til biodiversitetsformål.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Fru formand! I EU er 42 % af pattedyrene, 43 % af fuglene, 30 % af padderne, 45 % af krybdyrene og 52 % af fiskene udryddelsestruede, og tabsraten forventes at blive 10 gange højere inden 2050.

Desværre forstår de europæiske borgere ikke, at situationen er presserende, og Kommissionen har en lunken holdning til disse tal. Dette fremgår af den manglende beslutsomhed, når det gælder om konsekvent og behørig gennemførelse af miljødirektiverne, og den manglende vilje til at indlede procedurer mod de medlemsstater, der overtræder bestemmelserne. Hvis vi virkelig gerne vil give vores børn og de kommende generationer et miljø, der i det mindste delvist svarer til det, vi har i dag, kan vi ikke udsætte sagen eller undlade at gribe ind. Jeg støtter derfor de foreslåede foranstaltninger, som måske kan hjælpe med at forhindre, at der gøres uoprettelig skade på miljøet.

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Fru formand! Mangfoldigheden af plante- og dyrearter er en forudsætning for, at man kan forsyne den voksende verdensbefolkning med føde- og råvarer. Det er endvidere vigtigt, at vores indsats tilpasses klimaændringerne. Biodiversiteten er truet i hele verden, og truslen er især mennesket. Vi skal derfor indstille tabet af biodiversitet og forsøge at afhjælpe de skader, der er blevet forvoldt. Den bedste måde at beskytte biodiversiteten på er ved at anvende den på bæredygtig vis. Det betyder, at i denne sag skal de europæiske landmænd være vores allierede og ikke vores modstandere. Vi bør i højere grad se dem som vores allierede i fremtiden.

Lad mig dog slutte af i en positiv tone. I det område, som jeg repræsenterer, nemlig fristaten Sachsen, har vi med succes genindført ulven efter 200 års fravær. Det er et godt eksempel og skal følges op af andre gode eksempler.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Fru formand! Miljøet og dets biodiversitet står over for et særligt problem for øjeblikket med produktionsmetoder og en livsstil, der kun ser naturen som en vare og et middel til at tilfredsstille menneskets behov.

Selv om vi nu desværre ser stort på biodiversitetens etiske og økologiske betydning, bør vi i det mindste være konsekvente og værdsætte den. Naturens økonomiske værdi afspejles slet ikke – eller kun i meget begrænset omfang – i det aktuelle prisfastsættelsessystem. For at undgå finansielle og andre tab bør vi vedtage hensigtsmæssige love og samtidig øge EU-borgernes bevidsthed om biodiversitetens betydning. De fleste borgere betragter uden tvivl tabet af biodiversitet som et alvorligt anliggende, men de tror desværre ikke, at de vil blive personligt berørt heraf. En af de væsentligste grunde til de almindelige borgeres manglende indsats for at bekæmpe tabet af biodiversitet er deres manglende viden om, hvad der kan gøres.

Derfor stemte jeg for den indgivne betænkning, og jeg er endvidere enig med ordføreren i, at der i høj grad er brug for en bevidstgørelseskampagne på dette område.

  Jarosław Kalinowski (PPE). – (PL) Fru formand! Naturens rigdomme er den største formue, menneskeheden besidder. Desværre gør vi som mennesker ganske meget, der gør, at vi mister denne rigdom. Oprettelsen af programmer som f.eks. Natura 2000 er et af de skridt, vi har taget for at beskytte naturen mod os selv. Der bør også lægges vægt på strengere lovgivning og høje bøder til folk og virksomheder, der bevidst er med til at ødelægge mangfoldigheden af Europas naturrigdomme.

Jeg støtter endvidere den del af de Lange-betænkningen, der handler om, at den fælles landbrugspolitik bør belønne landmænd, der leverer ekstra økosystemtjenester. Landmændene elsker jorden, og de elsker og beskytter naturen, og de beskytter den endda, selv om de ikke modtager ekstra bonusser. Den finansielle bistand er dog afgørende, så landmændene ikke selv skal afholde alle de udgifter, der er forbundet med at bevare biodiversiteten.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (LT) Fru formand! Bevarelsen af den biologiske diversitet er knyttet til mange andre EU-politikker. I denne forbindelse har fiskeri-, energi- og landbrugssektorerne alle indvirkning på Østersøens foruroligende tilstand. Ifølge forskningsresultaterne er dette hav, som praktisk talt er en indre sø i EU, et af de mest forurenede have.

Kommissionen er bekymret over den faldende biodiversitet, men på samme tid er den indsats, der gøres for at bekæmpe de faktorer, der ligger til grund for denne proces, utilstrækkelig. På EU-plan er der formodentlig behov for at sige, at de enkelte EU-medlemsstater skal læse på lektien. De skal hver især gøre en indsats for at sikre en bæredygtig fiskeripolitik og et velfungerende Natura 2000-netværk med henblik på at mindske forureningen, både CO2-emissionerne og forureningen med kloakspildevand, og reducere antallet af pesticider og fosfater.

Det er lige nøjagtig disse faktorer, der i dette tilfælde i høj grad bidrager til den eutrofiering af Østersøen, som forårsager tabet af biodiversitet. Den uansvarlige gennemførelse af såkaldt kommercielle energiprojekter i Østersøen og den manglende kritik af deres gennemførelse bidrager i høj grad til denne forurening.

Betænkning: João Ferreira (A7-0227/2010)

  Giommaria Uggias (ALDE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Vores afstemning om denne betænkning var meget afvekslende og rig på idéer til, hvordan vi kan forbedre vores indsats for at forebygge miljøkatastrofer.

Betænkningen tager udgangspunkt i den betragtning, at de aktuelle forebyggende foranstaltninger desværre har vist sig ikke at være egnede, eller ikke er blevet gennemført. Det betyder, at vi står over for et dobbelt behov, nemlig behovet for at gennemføre visse forbedrede nationale og europæiske foranstaltninger med et krav om at ændre betingelserne for adgang til Solidaritetsfonden, og det lige så vigtige behov for, at regionerne og de lokale myndigheder lægger større vægt på katastrofeforebyggelse. I denne betænkning opfordres de til at forbedre indlemmelsen af katastrofeforebyggelse i programmeringsinstrumenter og operationelle programmer. Det er et skridt i den rigtige retning – et af de mange, vi gør for at forbedre vores jordbeskyttelsespolitikker.

  Mario Pirillo (S&D). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Affolkningen af landdistrikterne, ørkendannelsen og det stigende antal katastrofer – voldsomme regnskyl, tørke, hagl, brande osv. – tvinger medlemsstaterne til at gribe ind med begrænsede ressourcer og begrænsede midler. Det vigtigste emne, som jeg gerne vil understrege her, er landbrugets overlevelse, idet landbruget ofte rammes af naturkatastrofer, der får landbrugernes indkomst til at falde drastisk.

Kommissionen skal derfor påtage sig at etablere en europæisk offentlig landbrugsforsikringsordning for på denne måde at forbedre imødegåelsen af de risici og den indkomstusikkerhed, som landbrugerne oplever i forbindelse med naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer, som det fremgår af punkt 37 i hr. Ferreiras forslag, som jeg netop har stemt for.

Betænkning: Eleni Theocharous (A7-0192/2010)

  Jarosław Kalinowski (PPE). – (PL) Fru formand! En af EU's vigtigste opgaver er at hjælpe de fattigste. Det er der ingen tvivl om, og jeg vil gerne takke betænkningens ordfører for, at hun har taget dette spørgsmål op. Som medlem af Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter er jeg imidlertid nødt til at gøre opmærksom på punkt 54 i betænkningen, hvor ordføreren anbefaler en ændring af subsidiepolitikken under den fælles landbrugspolitik.

Jeg er enig i, at støttesystemet bør ændres, men vi kan ikke tillade en gentagelse af den situation, som reformen af sukkermarkedet afstedkom. Den reform skulle støtte de fattigste producenter i tredjelandene, men det var de store jordejere i Sydamerika, der nød godt af den, og ikke ejerne af de mindste plantager. Vi skal derfor være forsigtige og foretage nøjagtige analyser, før vi træffer en beslutning om at gennemføre en reform. Jeg stemte imod punkt 54, men stemte for betænkningen som helhed.

  Frank Vanhecke (NI). – (NL) Fru formand! Den foreliggende betænkning er faktisk ganske afbalanceret, men jeg stemte ikke desto mindre imod den. Selv om betænkningen er afbalanceret, er den baseret på den forudsætning, at hvis vi bare bliver ved med at give flere og flere penge og mere og mere støtte til Afrika, især de afrikanske lande syd for Sahara, så vil kontinentet på et eller andet tidspunkt modtage støtten. Det er måske den politisk korrekte ting at sige, men jeg er bange for, at den ikke afspejler virkeligheden.

Når vi ser på, hvor mange midler vi siden 1940'erne har investeret i de afrikanske lande syd for Sahara, kan vi se, at vi taler om mange hundrede milliarder dollars eller euro, og resultatet i dag er blot endnu mere fattigdom og endnu større elendighed. Jeg mener, vi skal blive ved med at udvikle nødhjælpen, og at vi i andre henseender systematisk bør skære ned i sådan langsigtet bistand.

Vi skal frem for alt sikre, at vi systematisk søger at forhindre kapitalflugt fra Nordafrika til de rige lande. Den ulovlige kapitalflugt i de seneste 40 år beløber sig til omkring 1,8 billioner amerikanske dollars! De kan slet ikke forestille Dem, hvad vi kunne gøre for de afrikanske lande syd for Sahara med disse midler.

  Vito Bonsignore (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke ordføreren for hendes arbejde. EU har altid lagt vægt på at hjælpe udviklingslandene, og den betænkning, vi har stemt om i dag, minder os om, at der stadig er meget lang vej igen.

For at forbedre vilkårene i disse lande skal vi fremme udviklingen af arbejdsretlige standarder, af arbejdssikkerhedsstandarder, og i denne forbindelse vil jeg gerne understrege, at jeg glæder mig over punkt 38, i hvilket det påpeges, at ligestilling mellem kønnene er vigtig for landenes økonomiske fremgang. Vi skal nemlig sikre kvinder retfærdig adgang til arbejdsverdenen.

Som ordføreren med rette understreger i punkt 37, skal EU gøre sit yderste for omgående at yde en dedikeret indsats for at udrydde børnearbejde, som er en af de største hindringer for fattigdomsbekæmpelsen. Denne betænkning dækker en række omfattende og vigtige punkter. Derfor stemte jeg for betænkningen.

  Syed Kamall (ECR). – (EN) Fru formand! Jeg tror, der er enighed i Parlamentet. Jeg tror ikke, at nogen kan være imod idéen om fattigdomsbekæmpelse og jobskabelse i udviklingslandene.

For et par år siden var jeg leder af en workshop i Côte d’Ivoire, hvor jeg talte med unge afrikanske politikere. Jeg spurgte, hvordan vi fra EU kan hjælpe dem. De gav mig en række prioriteringer. For det første sagde de, at vi bør sikre os, at den støtte, vi sender dem, ikke er med til at holde korrupte regeringer ved magten. Det er alt for ofte problemet.

For det andet sagde de, at vi bør fremme åbne markeder og liberalisering og sikre os, at de kommer væk fra statsmonopoler, der yder dem dårlig service. For det tredje bør vi reformere den fælles landbrugspolitik – eller afskaffe den – og afskaffe de subsidier, der gør, at landmænd i EU kan underbyde landmænd i udviklingslandene. De sagde endvidere, at vi bør skaffe os af med idéerne om grænsetilpasningsforanstaltninger, som i bund og grund er grøn imperialisme, der har til formål at lukke import fra udviklingslandene ude.

Endelig drøfter vi direktivet om forvaltere af alternative investeringsfonde. PPE, Socialdemokraterne og De Grønne vil have indført et forbud mod investeringer i udviklingslandene. Vi bliver nødt til at tackle denne form for økonomisk sludder.

  Seán Kelly (PPE). – (GA) Fru formand! Jeg stemte med glæde for denne betænkning, og den viser, at vi ikke glemmer de fattige i verden på trods af den økonomiske afmatning.

På samme tid må jeg sige, at jeg for flere år siden arbejdede i Afrika som frivillig. Jeg købte en avis hver dag og blev forundret over antallet af artikler, der kritiserede ngo'erne. Det var ikke fordi, de ikke gjorde et godt stykke arbejde, men fordi de forsøgte at få folk til at forstå deres egen kultur, deres egne perspektiver og holdninger til verdenen og påtvinge lokalbefolkningen disse.

Tiden er inde til, at vi drøfter sagen. Som led i denne drøftelse skal vi ikke blot skabe kontakt til regeringerne i disse lande. Endnu vigtigere er det, at vi taler med de lokale ledere, de sociale organisationer, ministrene, præsterne osv., og at vi gør noget godt med de penge, vi bruger i disse fattige lande.

Skriftlige stemmeforklaringer

Betænkning: László Surján (A7-0249/2010)

  George Becali (NI), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for denne betænkning for at sikre, at der stilles finansielle ressourcer til rådighed til at dække ændringen af stillingsfortegnelsen for OLAF, og for at sikre, at denne tilpasning opføres på 2010-budgettet.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) har gjort et prisværdigt stykke arbejde for at bekæmpe svig på europæisk plan. Forøgelsen af de midler, kontoret har til rådighed, og af dets arbejdsstyrke berettiger en stigning i dets budget, som jeg med glæde støtter. Jeg havde naturligvis foretrukket, at dette ikke var nødvendigt, og at OLAF havde flere midler og mere personale til rådighed nu, så det var bedre i stand til at varetage sin vigtige opgave. Et stærkere, mere uafhængigt og aktivt OLAF er vigtigt for et EU, der ønsker at blive mere gennemsigtigt og forståeligt for den europæiske befolkning.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Forslaget til ændringsbudget nr. 5 til budgettet for 2010 (FÆB 5/2010) omfatter ændringer i stillingsfortegnelsen for OLAF og en revision af overslaget over traditionelle egne indtægter, moms- og BNI-grundlagene, opførelse af de relevante korrektioner for Det Forenede Kongerige og finansieringen heraf samt en revision af finansieringen af reduktionerne af Nederlandenes og Sveriges BNI-baserede bidrag i 2010. Disse faktorer medfører en ændring af den måde, hvorpå bidragene til de egne indtægter på EU's budget fordeles på medlemsstaterne. Reglerne for beregning af disse egne indtægter er fastsat i detaljer i den relevante lovgivning. For så vidt angår OLAF, foreslår Kommissionen yderligere 20 faste AD-stillinger, da kontoret nu har mulighed for at få afsluttet tilpasningen af sin stillingsfortegnelse ved at ansætte et større antal af disse egnede ansøgere i faste stillinger.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Jeg vil gerne her give udtryk for, at jeg er stærkt uenig i den måde, OLAF fungerer på for øjeblikket. Der er ingen tvivl om, at svig skal tackles, men det skal gøres på en måde, der er til gavn for de europæiske borgere, altså på en uafhængig og effektiv måde, der beskytter alle borgeres personoplysninger.

Som det ser ud nu, opfylder OLAF ikke disse krav. I denne tekst henvises der dog specifikt til omdannelsen af tidsbegrænsede arbejdskontrakter til tidsubegrænsede arbejdskontrakter. Ingen arbejdstagere, uanset hvor de arbejder, bør fratages retten til en anstændig kontrakt. Jeg skal derfor afholde mig fra at stemme.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) har til opgave at beskytte EU's finansielle interesser og at bekæmpe svig, korruption og andre uregelmæssigheder, herunder embedsmisbrug i EU's institutioner. I lyset af den vigtige rolle, kontoret spiller, skal det have stillet de materielle og menneskelige ressourcer til rådighed, der er nødvendige for at nå dets mål. Trods den krise, som EU oplever, er vedtagelsen af dette ændringsbudget berettiget med henblik på at give OLAF de midler, der er nødvendige for, at det kan fungere ordentligt.

  Claudio Morganti (EFD), skriftlig. – (IT) Jeg afholdt mig fra at stemme, for selv om jeg er for oprettelsen af yderligere 20 faste stillinger til det personale, der er ansat i midlertidige stillinger i Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, mener jeg ikke, at Det Forenede Kongeriges budgetubalance stadig skal korrigeres i dag. Rabatten blev tildelt Det Forenede Kongerige i 1984, fordi det blev opfattet som et kriseramt område. Derudover mener jeg ikke, det er retfærdigt, at Tyskland, Nederlandene, Sverige og Østrig siden 2002 kun har betalt 25 % af det, de skylder.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. – (IT) Med Rådets forordning (EF) nr. 2007/2000 gav EU privilegeret toldfri adgang til EU's marked for næsten alle produkter, der kommer fra de lande og territorier, der deltager i stabiliserings- og associeringsprocessen, med henblik på at genoplive økonomierne i det vestlige Balkan. Denne forordning blev efter en række ændringer kodificeret ved Rådets forordning (EF) nr. 1215/2009.

Handelspræferencerne blev givet for en periode, der udløber den 31. december 2010, og gælder for øjeblikket for alle produkter fra Bosnien-Hercegovina, Serbien og Kosovo, der er omfattet af ovennævnte forordning. Handelspræferencernes ophør ville fratage de begunstigede en objektiv økonomisk fordel i deres handel med EU.

I denne forbindelse er formålet med dette forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning at ændre Rådets forordning (EF) nr. 1215/2009 med henblik på at forlænge dens gyldighed til den 31. december 2015 og at foretage visse tilpasninger som følge af ikrafttrædelsen af stabiliserings- og associeringsaftalerne med Bosnien-Hercegovina og Serbien.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Det er en vigtig afstemning, den om budgettet. Rådets holdning til forslag til ændringsbudget nr. 5/2010 omfatter ændringer i stillingsfortegnelsen for OLAF uden yderligere bevillinger og en revision af overslaget over traditionelle egne indtægter (dvs. told og sukkerafgifter), moms- og BNI-grundlagene, opførelse af de relevante korrektioner for Det Forenede Kongerige og finansieringen heraf samt en revision af finansieringen af reduktionerne af Nederlandenes og Sveriges BNI-baserede bidrag i 2010. Disse faktorer medfører en ændring af den måde, hvorpå bidragene til de egne indtægter på EU's budget fordeles på medlemsstaterne. Formålet med forslag til ændringsbudget nr. 5/2010 er formelt at opføre denne budgetmæssige tilpasning i 2010-budgettet. Rådet vedtog sin holdning den 13. september 2010. Vi noterede os forslag til ændringsbudget nr. 5/2010 og godkendte Rådets holdning til forslag til ændringsbudget nr. 5/2010 uden ændringer og pålagde vores formand at bekendtgøre, at Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. x/2010 er endeligt vedtaget, og drage omsorg for, at det blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

  Angelika Werthmann (NI), skriftlig. – (DE) Kommissionen foreslår yderligere 20 faste AD-stillinger til Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), da kontoret nu har mulighed for at få afsluttet tilpasningen af sin stillingsfortegnelse ved at ansætte et større antal af disse egnede ansøgere i faste stillinger.

I de senere år har Europa-Parlamentet gentagne gange og senest den 5. maj 2010 givet udtryk for det synspunkt, at OLAF gradvist bør bevæge sig i retning af omfattende og ubegrænset institutionel uafhængighed med henblik på at sikre, at kontorets aktiviteter ikke forsætligt eller uforsætligt kan begrænses som følge af, at dets personale og ledelse er omfattet af Kommissionens struktur.

Betænkning: Pablo Arias Echeverría (A7-0226/2010)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, da jeg ikke mener, at e-handelen skal blive ved med at befinde sig i yderkanten af det indre marked, da det er en vigtig, fremadrettet sektor for økonomisk vækst i Europa.

E-handel kan bidrage til den videnbaserede økonomi, tilføje værdi og muligheder til de europæiske forbrugere og virksomheder og forbedre konkurrenceevnen i EU's økonomi inden for rammerne af Europa 2020-strategien, herunder udvikling og fremme af nye former for iværksætterkultur i små og mellemstore virksomheder. Sidste år købte en ud af tre forbrugere i EU mindst én artikel online, men kun 7 % af de europæiske forbrugere har haft mod til at gøre det i en anden medlemsstat.

Vi skal have vendt denne tendens, og ordførerens idé om at indføre et europæisk tillidsmærke kunne bidrage hertil. Udviklingen af en sikker og innovativ online betalingsmetode kunne også være med til at øge de europæiske forbrugeres tillid til e-tjenester i andre medlemsstater. Internetadgangen skal naturligvis udvides og demokratiseres i EU. Det er Kommissionens opgave at arbejde for at forhindre, at mangfoldigheden af forbrugerbeskyttelsesregler bliver en hindring for udviklingen af e-handel i Europa.

  Liam Aylward (ALDE), skriftlig. – (GA) Eftersom det er afgørende for opfyldelsen af målsætningerne i EU's Europa 2020-strategi, at e-handelen bliver udbredt i hele Europa, støtter jeg det, der står i betænkningen om gennemførelsen af foranstaltninger for at fremme og styrke e-handelen på det indre marked.

E-handel er af særlig betydning for iværksættere og SMV'er. E-handel og et europæisk indre onlinemarked vil hjælpe iværksætterne og de små virksomheder med at tilvejebringe innovative, forbrugervenlige tjenesteydelser af høj kvalitet, hvilket styrker deres konkurrenceevne i den globale økonomi.

Bredbåndsmålsætningen skal nås, og alle i EU skal have adgang til grundlæggende bredbåndstjenester senest i 2013. Jeg glæder mig over det, der står herom i betænkningen.

Jeg støtter endvidere det, den siger om reklamering for e-handel og om at opfordre kunderne til at informere sig om deres rettigheder. Det er vigtigt, at de europæiske kunder har tillid til systemet, når de køber online.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for betænkningen. Potentialet for e-handel i det indre marked er af mange årsager endnu ikke helt indfriet. Forbrugerne har ikke tillid til sikkerheden på det elektroniske marked, og mange af dem køber ikke varer online, fordi forbrugerbeskyttelsesreglerne og beskyttelsesniveauet varierer betydeligt. Jeg mener, at vi skal øge forbrugernes tillid til onlinemarkedet ved at informere dem om deres rettigheder, etablere sikre betalingsmetoder og sikre forbrugerbeskyttelse med hensyn til sikkerhed og beskyttelse af personoplysninger.

Jeg er enig i forslaget om indførelse og anvendelse af et europæisk tillidsmærke, som vil give købere større tillid til internettet. Nogle virksomheder undlader endvidere at udnytte det økonomiske marked på grund af en række upraktiske forhold. Vi skal derfor udvikle initiativer, som skal tilskynde erhvervsdrivende til e-handel ved at forbedre de betalingsmekanismer, der anvendes på internettet, f.eks. forenkling af momsindberetningskravene, harmonisering af forsendelses- og bankomkostninger og forbedring af mekanismerne til løsning af konflikter mellem leverandører og forbrugere.

  Regina Bastos (PPE), skriftlig. – (PT) Situationen for e-handel ændrer sig konstant i øjeblikket. Det er ikke længere en ny teknologi, men en stadig mere udbredt realitet. E-handel er et meget vigtigt middel til fremme af grænseoverskridende handel, idet der sikres øget adgang til et større udvalg af bedre produkter og mere konkurrencedygtige priser.

Ikke desto mindre udvikler e-handel på tværs af grænserne her 10 år efter vedtagelsen af direktivet om e-handel sig ikke så hurtigt som e-handelen på hjemmemarkedet, idet 60 % af forbrugernes forsøg på at købe artikler på tværs af grænserne mislykkes af tekniske og juridiske årsager.

Jeg stemte for betænkningen, fordi den identificerer de problemer, der påvirker den europæiske e-handel, og viser vejen for oprettelsen af et reelt indre onlinemarked for Europa. Hvis vi skal opnå det, kræver det, at vi sikrer bedre gennemførelse af EU-lovgivningen til fordel for alle europæiske forbrugere og detailhandlere, øger indsatsen for at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau inden for e-handel, giver brugerne tilliden til at udnytte hele det indre markeds potentiale og informerer dem om deres rettigheder og om, hvordan de håndhæves.

  George Becali (NI), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for betænkningen på grund af de fordele, den sikrer for små og mellemstore virksomheder og udviklingen af det digitale samfund, og fordi den modvirker opsplitningen af markedet og standardiserer bestemmelserne.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) Etableringen af et reelt indre onlinemarked for Europa er en af de store udfordringer, som vi står over for på nuværende tidspunkt. Især i den aktuelle økonomiske krise bliver det mere og mere vigtigt for Europa at gøre en indsats for at fjerne de barrierer, der forhindrer e-handel. EU er i dag et marked med 500 mio. forbrugere. Denne situation kommer imidlertid ikke til udtryk i antallet af onlinetransaktioner. Det skyldes ikke, at europæiske forbrugere ikke bryder sig om e-handel, men at de, når de har besluttet at købe en vare online, støder på alle mulige forskellige problemer, og i sidste ende viser det sig, at transaktionen ikke kan gennemføres. Tallene i betænkningen om e-handel er relevante i denne henseende.

Der er i øjeblikket for mange forskelle mellem medlemsstaterne, når det gælder e-handel, hvilket kun kan skabe utilfredshed blandt forbrugerne. Eftersom denne type handel i henhold til betænkningen sammen med innovative tjenester og miljøbranchen besidder det største vækst- og beskæftigelsespotentiale for fremtiden og derfor repræsenterer en ny front for det indre marked, skal de tiltag, som Kommissionen har foreslået, suppleret af dem, der foreslås af Parlamentet, gennemføres snarest.

  Alain Cadec (PPE), skriftlig. – (FR) E-handel udgør et vigtigt bidrag fra internettets side til den økonomiske aktivitet. Det er derfor vigtigt at fjerne hindringer for det indre marked i denne sektor, da fragmenterede nationale regelsæt begrænser vitaliteten i denne rentable sektor. Jeg er enig med ordføreren, der fremhæver manglerne inden for e-handel, når det gælder forbrugerne. Det er beklageligt, at 61 % af de grænseoverskridende transaktioner ikke kan gennemføres, fordi onlineforretningerne ikke leverer til kundens land. Hertil kommer bekymringer fra brugerens side, for så vidt angår sikkerheden i forbindelse med betalinger. Evnen til at gennemføre onlinekøb afhænger sædvanligvis af internetforbindelsens kvalitet. Det bør prioriteres at øge antallet af internetbrugere, særlig ved at forbedre internetforbindelsernes kvalitet og ved at gøre priserne mere attraktive. Det er også nødvendigt at øge forbrugertilliden til onlinehandel. Som ordføreren støtter jeg indførelsen af et europæisk tillidsmærke og mere overvågning af nettet, navnlig for så vidt angår beskyttelse af personoplysninger. Der bør endvidere gøres en særlig indsats for at beskytte mindreårige, som bruger internettet.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Det indre marked for e-handel er afgørende for Europa, navnlig hvis vi skal nå målene i Europa 2020-strategien. Der er imidlertid stadig problemer, der skal løses. I betænkningen foreslås der tiltag med netop det formål. De forslag, der efter min mening er særlig interessante, er kontrol med krænkelser af ophavsretten på internettet og udviklingen af et sikkert og innovativt onlinebetalingssystem, som ikke er forbundet med gebyrer, der kan udhule eller begrænse valgmulighederne. Det vil således blive nemmere at bekæmpe forfalskning, tilskynde virksomheder til at tilbyde e-handel og fremme brugeradgang og forbrugertillid til internettet.

  Carlos Coelho (PPE), skriftlig. – (PT) E-handel er et marked med afgørende betydning for EU i det 21. århundrede, ikke mindst for forfølgelsen af målene i Europa 2020-strategien. Vi står over for den enorme udfordring med at skabe et reelt indre onlinemarked for Europa, der vil gøre det muligt for EU at konkurrere på verdensmarkedet. De europæiske virksomheders og forbrugeres tillid til det digitale område er begrænset som følge af unødvendige hindringer for e-handel, herunder opsplitningen af det europæiske marked, manglen på sikkerhed for forbrugerne, manglen på sikkerhed i forbindelse med transaktioner, manglen på klagemekanismer osv. Det er afgørende at forenkle de grænseoverskridende bestemmelser og finde praktiske løsninger på spørgsmål som ophavsret, forbrugerbeskyttelse, mærkning og sektorspecifikke bestemmelser, e-affald og genbrugsafgifter og onlineindberetning og -fakturering.

Det er afgørende, at den gældende lovgivning, herunder servicedirektivet, gennemføres fuldt ud. Samtidig skal Kommissionen afslutte sin vurdering af den EU-lovgivning, der finder anvendelse på det indre digitale marked, og forelægge de initiativer, som måtte være nødvendige for at fjerne de største forhindringer. Jeg støtter Kommissionens 13 anbefalinger til udvikling af politikker og praksis inden for e-handel på tværs af grænserne.

  Lara Comi (PPE), skriftlig. – (IT) E-handel er afgørende for udviklingen af det indre marked. Det fjerner informationsbarrierer og bringer os nærmere idealet om perfekt konkurrence til fordel for forbrugerne. E-handel kan udvide det potentielle marked for små indenlandske producenter, der ellers ikke ville kunne handle i andre EU-lande, hvilket ville beskytte dem og fremme jobskabelse i fremstillingssektoren.

Derudover reduceres afstanden mellem centrale områder og yderområder, hvilket vil forbedre livskvaliteten i landdistrikterne som følge af øget produktforsyning, og ensartede standarder for de solgte produkter fremmes som følge af markedsføringen af samme produkt på flere markeder. Det er derfor afgørende at håndtere og fjerne de største hindringer for anvendelse af internettet til salg af varer, nemlig sikkerhed og garantier. Denne opgave skal i betragtning af manglen på fysiske grænser henhøre under de relevante overnationale organer, hvilket på vores territorium er de europæiske institutioner.

Betænkningen giver forhandlerne regelsæt for drift og planlægning af deres investeringer, den giver forbrugerne sikkerhed, for så vidt angår deres rettigheder, og den sætter producenterne et skridt foran i forbindelse med håndteringen af krisen. Endelig!

  Corina Creţu (S&D), skriftlig. – (RO) Som følge af niveauet for svig inden for e-handel, som stadig er relativt højt, er der fortsat en høj grad af mistillid til e-handel. Derfor stemte jeg for beslutningen, hvori Kommissionen opfordres til at etablere et europæisk system til tidlig varsling, herunder en database, som skal sætte en stopper for ulovlig handelspraksis og bekæmpe bedragerisk virksomhed samt øge forbrugersikkerheden i forbindelse med onlinetransaktioner, herunder vedrørende beskyttelse af personoplysninger. Efter min mening skal der rettes særlig opmærksomhed mod aftaler om fjernsalg med henblik på at beskytte forbrugernes rettigheder på et tidspunkt, hvor handelen med af varer og tjenesteydelser online stiger, herunder i turist- og transportsektorerne.

  Mário David (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for betænkningen. I det indre marked, hvor der er over 500 mio. forbrugere, vil større fleksibilitet inden for e-handel og øget forbrugertillid til onlinetransaktioner ikke blot gøre det muligt at udnytte det økonomiske potentiale i det digitale indre marked, men også fremme udviklingen af nye markedsnicher for SMV'er og således potentielt skabe arbejdspladser. Forskellene mellem den indenlandske og grænseoverskridende e-handel betyder, at forbrugere, navnlig dem, der bor i afsides eller fjerntliggende områder, og forbrugere med nedsat mobilitet, forhindres i at drage fordel af e-handelen og hermed adgang til et bredt udvalg af varer og tjenesteydelser. Jeg vil imidlertid gerne understrege, at der er et presserende behov for korrekt gennemførelse af servicedirektivet – det redskab, der kan sikre den endelige gennemførelse af det indre marked for e-handel – i alle medlemsstaterne, navnlig er der behov for, at det i højere grad håndhæves, for så vidt angår ikkeforskelsbehandling af kunder på grund af deres nationalitet. Jeg vil gerne understrege, at "kvikskranke"-ordningen skal være fuldt ud operationel, hvis det indre digitale marked for e-handel skal gennemføres. Lige så vigtige er dog foranstaltninger til harmonisering af forsendelses- og bankgebyrer i EU, forenkling af momsangivelsen i forbindelse med fjernsalg eller flere registreringer af .eu-domænenavne.

  Cornelis de Jong (GUE/NGL), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for betænkningen, da jeg generelt kan støtte den. Jeg var især tilfreds med, at de fleste af mine ændringsforslag blev vedtaget i udvalget. På den måde vil SMV'er blive støttet med henblik på at blive mere aktive aktører på markedet for e-handel. Samtidig tager betænkningen – hvilket efter min mening er unødvendigt – spørgsmålet om en liberalisering af postmarkedet op, hvilket jeg har protesteret imod i udvalget. Jeg fastholder min protest og er fortsat imod opfordringen til liberalisering, idet jeg på ny på det kraftigste opfordrer Kommissionen til et stop for liberaliseringen af posttjenesterne.

  Ioan Enciu (S&D), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for betænkningen. Som skyggeordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi støtter jeg udviklingen af e-handel, som er en integreret del af europæisk e-business. Fremover vil gennemførelsen af det indre marked på ikt-området i EU bidrage til at løse de problemer, der er forbundet med e-handel på nuværende tidspunkt. Europa skal være en vigtig global aktør inden for denne sektor. Med henblik på at nå dette mål skal de aktuelle vanskeligheder løses omgående på en ensartet måde.

Jeg henviser i denne henseende til de forskellige momssatser, forbrugerbeskyttelseslovgivningen og frem for alt eliminering af den forskelsbehandling af kunder, der benytter sig af e-handel, i en række medlemsstater, som visse forhandlere og tjenesteudbydere gør sig skyldige i. Europa skal støtte de borgere, der ønsker at blive aktivt involverede i den digitale verden ved at give dem nem adgang til undervisningsprogrammer og europæiske midler, der specifikt er rettet mod køb af hardware, software og internetadgang.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for betænkningen om endelig gennemførelse af det indre marked for e-handel. Et af målene i Europa 2020-strategien er at fremme den videnbaserede økonomi. For fuldt ud af nå dette mål er Kommissionen nødt til at forelægge tiltag, der skal øge bredbåndshastigheden og i højere grad rationalisere tjenesteudbydernes priser i EU. Det er nødvendigt at indføre ensartede bestemmelser og praksisser for at sikre, at fjernsælgere kan nå andre markeder end dem, der ligger inden for deres egne nationale grænser.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) I sin meddelelse af 19. maj 2010 om en digital dagsorden for Europa demonstrerede Kommissionen sit ønske om at gøre onlinetransaktioner enklere og i højere grad i stand til at vække tillid til den digitale teknologi. I henhold til tallene i betænkningen har en tredjedel af europæerne købt varer online, men kun 7 % af forbrugerne tør vælge grænseoverskridende transaktioner, og kun 12 % har tillid til denne type transaktioner. Det er derfor vigtigt at styrke forbrugernes sikkerhed (eller deres opfattelse heraf) i forbindelse med disse transaktioner med henblik på at fremme udviklingen af et marked med enormt potentiale med transaktioner, der er nemmere, mere bekvemme og i mange tilfælde billigere for forbrugeren. Hvis der skal være tale om et reelt indre marked for e-handel, er det vigtigt, at forbrugerne føler sig sikre, når de køber varer online, og at virksomheder forstår det enorme potentiale i e-handel, at tilgængeligheden af varer online øges, og at hindringerne for handel på tværs af grænserne fjernes.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) De frie varebevægelser i Europa hindres i alvorlig grad af fragmenterede nationale regelsæt. Tal for e-handelen i EU viser, at en ud af tre forbrugere i EU i 2009 købte mindst én artikel online, men kun 7 % af de europæiske forbrugere har haft mod til at gøre det i en anden medlemsstat. Skjulte undersøgelser af e-handelspraksis, som EU har foretaget, viser, at 60 % af forbrugernes forsøg på at købe artikler på tværs af EU-grænserne mislykkes, idet sælgeren afslår at gennemføre handelen eller sende varerne, selv om køberen kunne have sparet mindst 10 % ved e-handel i udlandet (selv når forsendelsesomkostningerne medregnes) i halvdelen af de 11 000 undersøgte tilfælde. Jeg skal derfor fremhæve behovet for omfattende retlige og lovgivningsmæssige rammer, der kan fjerne hindringerne for grænseoverskridende handel, give øget merværdi og regulere risiciene inden for en aktivitet, der konstant ændrer sig og næsten altid skrider fremad. Der er derfor brug for konstant opmærksomhed og overvågning og for at prioritere meddelelsers og transaktioners pålidelighed. Hvis vi skal konsolidere e-handelen, er det afgørende, at vi gør en indsats for at øge virksomhedernes og forbrugernes tillid, navnlig for så vidt angår betalinger og forsendelse samt returservice.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Betænkningen om e-handel indeholder visse modsætninger og en overdreven insisteren på at skabe et indre marked. Vi anerkender betydningen af e-handel, men der mangler stadig meget, hvis vi skal sikre, at den ikke skaber nye problemer.

Som vi fremhævede under drøftelserne, er det vigtigt at præcisere mange spørgsmål, nærmere bestemt beskyttelse af ophavsret, beskyttelse af børns rettigheder, forbrugerrettigheder og sikkerhed.

Det er rigtigt, at der i betænkningen stilles en række forslag, der skal øge tilliden hos alle aktørerne i e-handelen, men ikke alle er så hensigtsmæssige, som de kunne være, og ikke alle tager alle de interesser og rettigheder, der er på spil, i betragtning i tilstrækkeligt omfang i en proces, der kunne vise sig at være meget kompleks.

Det er rigtigt, at det er nødvendigt at gøre forsyningskæden inden for e-handel mere gennemsigtig, således at forbrugerne altid kender leverandørens identitet, firmanavn, fysiske adresse, kontaktoplysninger og skatteregistreringsnummer. Børns og unges rettigheder og rettighederne for personer med forskellige behov skal dog beskyttes til enhver tid.

  Pat the Cope Gallagher (ALDE), skriftlig. – (GA) E-handel skaber markedsmuligheder, navnlig for SMV'er. E-handel spiller en vigtig rolle i at forbedre den irske og den europæiske økonomis konkurrenceevne.

  Tunne Kelam (PPE), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for betænkningen, som er en milepæl, fordi den er et betydeligt skridt imod den endelige gennemførelse og integration af det indre marked. I en tid med globalisering og digitalisering kan EU ikke tillade sig at sakke agterud i bestræbelserne på at oprette et effektivt indre marked for e-handel, som også bør blive konkurrencedygtigt på internationalt niveau. Forhåbentlig vil betænkningen blive fulgt af yderligere tiltag til stimulering af oprettelsen af et europæisk digitalt marked. Denne udvikling vil også bidrage til en omtænkning og relancering af de helt afgørende forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Det, vi først og fremmest har brug for, er at overvåge og følge gennemførelsen af betænkningen om e-handel for at sikre, at EU-borgere får lettere adgang til e-handel, både som virksomheder og kunder. Foranstaltningerne i betænkningen bør gøre det væsentlig nemmere at handle på tværs af medlemsstaternes grænser, forudsat at de nationale regeringer begynder at gøre reelle fremskridt hen imod en harmonisering af bestemmelserne om kontrakter og løser problemet med modstridende lovgivning.

  Alan Kelly (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg bifalder opfordringen til fremme af e-handel inden for EU's grænser. EU skal dog opfordre til, at det sker under hensyntagen til den europæiske lovgivning, og det er afgørende, at der sikres et højt niveau af forbrugerbeskyttelse.

  Eija-Riitta Korhola (PPE), skriftlig. – (FI) Jeg vil gerne takke min kollega, hr. Echeverría, for hans fremragende betænkning, som jeg med glæde kunne stemme for. E-handel er en ny og international sektor, og derfor skal EU indtage en vigtig rolle i harmoniseringen af standarder og praksisser. Jeg vil især gerne nævne de punkter i betænkningen, hvori vi tilskyndes til at sikre, at omfattende bredbåndsforbindelser af god kvalitet er tilgængelige i hele Unionen. Dette mål er afgørende, hvis e-handelen skal fungere.

Bredbånd til alle EU-borgere inden 2013 og ekstremt hurtigt bredbånd inden 2020 er ambitiøse mål, men de er afgørende for at forbedre borgernes livskvalitet. Jeg vil også gerne takke ordføreren for hans betragtninger om forbrugerbeskyttelse og retten til privatlivets fred inden for e-handel. Det er et spørgsmål, der kræver omhyggelig undersøgelse i fremtiden, navnlig for så vidt angår tjenester for børn.

  Edvard Kožušník (ECR), skriftlig. – (CS) Selv om internettet i dag er den hurtigst voksende detailkanal, og antallet af køb via internettet stiger hvert år, stagnerer antallet af grænseoverskridende transaktioner mellem medlemsstaterne desværre. Man kan næsten sige, at der ikke er noget indre marked i EU inden for B2C. Efter min mening ville fuld harmonisering af forbrugerlovgivningen og ophævelse af nationale undtagelser sammen med en liberal tilgang til forbrugerbeskyttelse skabe et vigtigt incitament til grænseoverskridende salg af varer via internettet. Jeg ser dog et stort problem i visse landes begrænsning af adgangen til onlinetjenester på basis af IP-adresse. Principielt er der ingen lovgivningsmæssige barrierer på dette område, og alligevel er det elektroniske indre marked begrænset inden for dette segment.

Jeg er enig i, at Kommissionen bør anvende alle sine redskaber som udøvende myndighed inden for dette spørgsmål og gribe ind imod skabelsen af kunstige barrierer i det indre marked i form af blokering af IP-adresser. Betænkningen henviser også til mål for 2020 inden for adgang til bredbåndsforbindelser. Personligt er jeg ikke fortaler for så åbenlyse mål, særlig inden for en sektor, der er inde i en rivende udvikling, og hvor det derfor er vanskeligt at forudsige, hvordan den vil udvikle sig i de kommende ti år. Til trods for denne kritik mener jeg, at betænkningen er afbalanceret, og jeg har derfor stemt for den.

  Giovanni La Via (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for hr. Arias Echeverrías betænkning, da jeg mener, at e-handel er et nøglemarked i EU's politik, hvor der i et vist omfang kan og skal gribes ind for at øge den europæiske økonomis konkurrenceevne som led i Europa 2020-strategien.

Jeg mener da også, at vi for at drage fuld fordel af de muligheder, som det indre marked giver, yderligere bør udvikle e-handelen, som potentielt kan få positiv indflydelse på både forbrugere og på virksomheders konkurrenceevne. Tilsvarende støtter jeg inddragelsen i betænkningen af et europæisk tillidsmærke, som er nødvendigt for at garantere pålideligheden og kvaliteten af varer, der markedsføres på det grænseoverskridende elektroniske marked.

I en tid med krise og finansielle vanskeligheder som den, vi befinder os i på nuværende tidspunkt, skal vi støtte instrumenter, som kan få en positiv, betydelig virkning på beskæftigelse og vækst, herunder e-handel. Jeg føler derfor i denne henseende, at den betænkning, vi har vedtaget i dag, er et positivt resultat, ikke blot for virksomheder og SMV'er, men også og frem for alt for forbrugerne.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Gennemførelsen af det indre marked har altid været et af de store mål for EU. I dag kan grænseoverskridende e-handel i væsentlig grad bidrage til, at det indre marked udvikler sig yderligere. Køb af varer online er allerede blevet bredt accepteret af forbrugere på indenlandsk niveau, men det samme gælder ikke for e-handel mellem medlemsstaterne, hovedsagelig på grund af en mangel på gensidig tillid mellem køber og sælger. For at udvikle det europæiske marked for e-handel er det derfor afgørende at øge alle aktørers tillid. Den europæiske lovgivning på området skal gennemføres med henblik på at skabe et mere tillidsfuldt klima. Det er årsagen til, at jeg stemte, som jeg gjorde.

  Claudio Morganti (EFD), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for betænkningen, fordi jeg mener, at e-handel og fjernelsen af de barrierer, der stadig forhindrer udviklingen heraf, har afgørende betydning for økonomien. De frie varebevægelser i EU hindres i alvorlig grad af fragmenterede nationale regelsæt, og 60 % af forbrugernes forsøg på at købe artikler på tværs af EU-grænserne mislykkes.

Målet er at oprette et reelt europæisk indre marked. Takket være et ændringsforslag fra EFD-Gruppen indeholder betænkningen en henvisning til de vanskeligheder, som folk i bjerg- og øområder støder på, for så vidt angår internetforbindelse.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) Betænkningen udnyttes til at presse en mere omfattende harmonisering af skattelovgivningen igennem samt prisudsving i post- og finanssektoren i EU. Jeg stemte derfor imod teksten.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Kommissionens nye meddelelse identificerede strategier for fremtiden, der skal reducere fragmenteringen og stimulere væksten inden for e-handel.

E-handel er faktisk på vej frem på nationalt niveau, men niveauet for grænseoverskridende handel er stadig lavt og nåede kun op på 7 % i 2009. De vigtigste forhindringer er sprog samt praktiske og juridiske problemer.

Jeg er enig i tilgangen i betænkningen, som identificerer fem prioriteter, der skal give sektoren incitamenter, nemlig forbedret adgang til internettet, eliminering af fragmenteringen af onlinemarkedet, øget forbrugertillid, tilskyndelse til, at virksomhederne skal markedsføre deres produkter på internettet, og garanti for børns sikkerhed, når de bruger internettet. Alt dette bør finde sted i en tydelig og ensartet juridisk sammenhæng, der frem for alt skal tjene forbrugerne. Jeg er overbevist om, at det grundlæggende incitament vil komme i form af offentlighedens tillid, der bør støttes og øges.

  Georgios Papanikolaou (PPE), skriftlig. – (EL) Internettet er blevet den mest udbredte form for fjernsalg. Ifølge Kommissionens oplysninger som svar på min forespørgsel (E-4964/2010) brugte en tredjedel af EU's forbrugere (37 %) sidste år internettet til at købe eller bestille varer og tjenesteydelser til privat brug. Det svarer til en stigning på fem procentpoint i forhold til 2008 og ti procentpoint i forhold til 2006. Ikke desto mindre har forbrugere stadig ikke tilstrækkelig tillid til grænseoverskridende handel, og fragmenterede nationale regelsæt afskrækker virksomhederne fra at investere i handel på tværs af grænserne. Der er således væsentlige forskelle i udbredelsen af fjernsalg mellem medlemsstaterne. Stigningen i denne type handel er imidlertid afgørende i den nuværende recession. Denne specifikke betænkning sigter mod at håndtere fragmenteringen af det indre marked for e-handel ved at stille forslag, herunder om vedtagelse af harmoniserede regler og praksisser, der vil give fjernsælgere mulighed for at sælge deres varer på tværs af grænserne. På et tidspunkt, hvor de traditionelle kommercielle transaktioner er stagneret, kan de nye teknologier og de muligheder, de giver, vise sig at være værdifulde i forbindelse med udvikling af nye og alternative kommercielle initiativer, og derfor stemte jeg for betænkningen.

  Miguel Portas (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Jeg undlod at stemme om betænkningen, selv om jeg mener, at det er vigtigt at fremme e-handel og nødvendigt at udvide gode internetnetværk og -tjenester til at omfatte hele befolkningen, selv i de mest isolerede områder.

Jeg er også enig i, at det er afgørende at bekæmpe den forskelsbehandling, som mange borgere, der ønsker at købe varer online, udsættes for, ikke mindst på grund af den medlemsstat, som de bor i, eller den e-mailadresse, som de bruger til at gennemføre transaktionen.

Jeg er enig i mange af de forslag, der stilles i betænkningen. Jeg kan dog ikke beklage, at servicedirektivet ikke er blevet gennemført fuldt ud i visse medlemsstater, jeg støtter ikke Kommissionens politik for sektoren for posttjenester, og jeg bifalder ikke Europa 2020-strategien. Disse grundlæggende valg er i vid udstrækning ansvarlige for den vanskelige sociale situation, som EU kæmper sig igennem i dag.

De fremtidige modeller for kommunikationssektoren og selv for e-handel vil helt sikkert blive udformet på en bedre måde med et perspektiv, der i højere grad fokuserer på borgerne og deres rettigheder og ikke blot på kommercielle interesser.

  Robert Rochefort (ALDE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for hr. Arias Echeverrías betænkning om e-handel. E-handel er en af de sektorer, der har størst indflydelse på væksten og beskæftigelsen i de kommende årtier, og EU skal udnytte dets potentiale til fulde.

Vi må huske på, at e-handel letter og fremmer udviklingen af nye nichemarkeder for visse små og mellemstore virksomheder, der ellers ikke ville eksistere.

Jeg støtter desuden tanken om, at vi i forbindelse med udviklingen af vores politikker og lovgivningsmæssige rammer for e-handel i særlig grad fokuserer på behovene hos sårbare forbrugere, der ellers ikke ville have adgang til det enorme udvalg af forbrugsvarer. Jeg tænker på de borgere, der er isolerede eller har nedsat mobilitet, borgere med lav indkomst eller personer, der bor i mindre tilgængelige, afsidesliggende eller perifere områder.

Endelig ændrede jeg teksten i udvalget med henblik på at understrege behovet for at udvikle undervisningsværktøjer for onlineforbrugere. Vi skal øge de digitale færdigheder hos så mange som muligt og gøre dem bevidste om deres rettigheder og forpligtelser (nøgleforbrugerrettigheder på internettet, e-handel og navnlig regler for beskyttelse af oplysninger).

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) I denne vigtige betænkning om e-handel understreger vi bl.a. betydningen af at øge tilliden til grænseoverskridende internetbetalingssystemer (f.eks. kredit- og betalingskort samt e-punge) ved at fremme en række betalingsmetoder, som styrker interoperabiliteten og fælles standarder, tackler tekniske hindringer, støtter de mest sikre teknologier for elektroniske transaktioner, harmoniserer og styrker lovgivningen om privatlivets fred og sikkerhedsspørgsmål, bekæmper svig samt oplyser og uddanner offentligheden.

  Oreste Rossi (EFD), skriftlig. – (IT) Vi er fuldt ud bevidste om antallet og arten af ulemper, der især i Italien er tale om for dem, der bor i bjerg- eller øsamfund. Skabelsen af et indre marked for e-handel ville lette adgangen til internettet og forbedre kvaliteten i EU-lande og -regioner uden gode forbindelser.

Det er vigtigt at udvikle initiativer, der skal tilskynde virksomheder til at markedsføre produkter via internettet og samtidig beskytte brugere, navnlig børn, med garantier, der er tilstrækkelige til at sikre sikkerhed. Vi må ikke tillade uærlige forhandlere at snyde potentielle brugere. Derfor er der brug for målrettet og hyppig kontrol.

  Rafał Trzaskowski (PPE), skriftlig. – (PL) Jeg håber, at betænkningen er et klart signal til Kommissionen om at træffe yderligere foranstaltninger for at øge e-handelen i EU. Vi opfordrer til harmonisering og forenkling af administrative procedurer, der i deres nuværende form forhindrer os i at købe varer på udenlandske hjemmesider, selv hvis de har interessante tilbud. Vi ønsker også garanti for, at der sikres bredbåndsadgang i hele EU senest i 2013. Dette forslag ophørte med at være fri fantasi for længe siden. Det er ikke blot i stadig stigende grad en mulighed. Det er heller ikke nødvendigt at overbevise nogen om de gavnlige effekter, som universel internetadgang ville have på det indre marked.

  Marie-Christine Vergiat (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Jeg kunne ikke få mig selv til at stemme for betænkningen, selv om den indeholder en række positive elementer, navnlig beskyttelse af forbrugerinteresser og anerkendelse af SMV'ers interesser på markedet for e-handel.

Jeg fordømmer især dem, der lykønsker Kommissionen for at gennemføre det tredje postdirektiv, som vil skade posttjenesterne i EU yderligere og ikke som anført i betænkningen sikre lavere priser og bedre service.

Jeg kan heller ikke beklage den kendsgerning, at visse medlemsstater endnu ikke har gennemført servicedirektivet, da jeg ønsker, at Kommissionen hurtigst muligt udarbejder en rapport om de klimamæssige konsekvenser af gennemførelsen af denne tekst.

Jeg beklager, at teksten i vid udstrækning giver udtryk for åbenhed over for konkurrence, hvilket vi fordømte, da vi afviste Lissabontraktaten.

Betænkning: Christine De Veyrac (A7-0195/2010)

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for betænkningen, fordi den sigter mod at forbedre forebyggelsen af flyvehavarier og bistanden til ofrene og deres pårørende. Jeg støtter ordførerens opfordring til en analyse af hændelser på europæisk niveau uden forbehold. Der er aldrig tidligere foretaget en sådan analyse. I betænkningen foreslås der endvidere forbedringer af bistanden til ofrene og deres pårørende, herunder en frist på to timer, inden hvilken pårørende skal oplyses om navnene på de ombordværende personer. Initiativet ligger nu hos transportministrene, der forhåbentlig vil vedtage denne retsakt så hurtigt som muligt.

  Liam Aylward (ALDE), skriftlig. – (GA) Jeg stemte for betænkningen. Lufttrafikken er stadig stigende, og risikoen for havarier er også øget til trods for forbedringer af sikkerhedsstandarderne, og derfor skal den europæiske lovgivning om undersøgelser af havarier ændres og opdateres.

Jeg bifalder udtalelserne i betænkningen om ofrenes og deres pårørendes rettigheder. Et offers pårørende har ret til relevante oplysninger så hurtigt som muligt. Luftfartsselskaberne skal have en effektiv beredskabsplan i tilfælde af en krise. En vigtig praktisk foranstaltning vil være at forpligte luftfartsselskaberne til at udnævne en referent til koordineringsformål med ansvar for kontakt og oplysninger og for bistand til passagerernes pårørende.

De praktiske foranstaltninger, der opfordres til i betænkningen, vil være til hjælp i forbindelse med havarier, særlig foranstaltningerne vedrørende bistand til ofrene og deres pårørende og grupper, der handler på deres vegne. Der skal sikres høje sikkerhedsstandarder i den europæiske sektor for civil luftfart, og vi skal gøre vores bedste for at reducere antallet af ulykker.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg støtter forslaget. Det gældende EU-direktiv om undersøgelse af flyvehavarier og flyvehændelser inden for civil luftfart blev vedtaget i 1994. Markedet og situationen inden for luftfart har imidlertid ændret sig, og vi er derfor nødt til at vedtage en ny forordning, der passer til den aktuelle situation. For det første er der brug for et netværk af sikkerhedsundersøgelsesorganer. Det ville omfatte nationale regeringer og EU-institutioner (Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA)), som ville være ansvarlige for at forbedre undersøgelsernes kvalitet samt klassificeringen og analysen af oplysninger, fremme samarbejde mellem nationale regeringsinstitutioner og bidrage til at forbedre luftfartssikkerheden. Derudover skal passagernes og deres pårørendes rettigheder defineres tydeligere.

Forordningen sigter mod at udvide kravet om, at luftfartsselskabet skal stille en liste til rådighed over alle passagerer hurtigst muligt, men senest to timer efter en ulykke, til ikke blot at finde anvendelse på luftfartsselskaber, der flyver til EU, men også luftfartsselskaber med flyvninger i EU. Den skal indføre en pligt for luftfartsselskaberne til ved reservationen at tilbyde passagerne at anføre en kontaktperson i tilfælde af havari. Vi bør skabe betingelser, som giver de pårørende adgang til privilegeret information om sikkerhedsundersøgelsens forløb.

  George Becali (NI), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for betænkningen, fordi den foreslår løsninger på de problemer, der er opstået for nylig i forbindelse med havarier, ikke blot fra et teknisk perspektiv, men også især med henblik på at yde bistand til ofrenes pårørende. Den præciserer endvidere EASA's og de nationale myndigheders rolle i den rimelige og uvildige undersøgelse af årsagerne til havarier.

  Vito Bonsignore (PPE), skriftlig. – (IT) Lufttrafikken stiger konstant, og til trods for sikkerhedsmæssige fremskridt henviser betænkningen stadig til en vedholdende stigning i antallet af flyvehavarier. Det er på tide, at EU regulerer denne sektor på en mere præcis måde.

Jeg støtter derfor på det kraftigste ordførerens målsætning om at forhindre beklagelige flyvehavarier og forbedre efterforskningen heraf. Den relevante lovgivning blev faktisk vedtaget helt tilbage i 1994, hvor Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) endnu ikke var oprettet.

Jeg stemte derfor for betænkningen, der skal give EASA en førende rolle, når det gælder luftfartssikkerhed, og jeg er helt enig i målet om at give generel adgang til følsomme oplysninger.

  Alain Cadec (PPE), skriftlig. – (FR) Der har i de seneste år været en voldsom stigning i lufttrafikken. Til trods for adskillige teknologiske forbedringer er risikoen for ulykker steget. Det er således vigtigt, at vi justerer EU-lovgivningen om dette spørgsmål. Jeg bifalder derfor fru De Veyracs forslag om at tilpasse 1994-direktivet om forebyggelse af havari til den nuværende situation på luftfartsmarkedet. Ved at skabe et netværk af nationale sikkerhedsundersøgelsesorganer vil det være muligt at begrænse forskellene mellem medlemsstaterne, især ved at samle ressourcer og udveksle bedste praksis. Ofrenes og deres pårørendes rettigheder skal også beskyttes. Jeg støtter ordførerens anmodning om, at luftfartsselskabernes pligt til at stille en liste til rådighed over alle passagerer senest en time efter en meddelelse om, at et luftfartøj er havareret, ikke blot skal finde anvendelse på EU-luftfartsselskaber, men også på alle luftfartsselskaber med flyvninger i Europa. Endelig bifalder jeg ordførerens forslag om, at Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur skal beskrives som en "rådgiver" i sikkerhedsundersøgelser. Det er vigtigt, at forordningen ikke giver agenturet beføjelser til både at være dommer og jury i sikkerhedsundersøgelser.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Det er afgørende at sikre sikkerhed inden for sektoren for civil luftfart i Europa og reducere antallet af havarier og hændelser ved hjælp af undersøgelses- og forebyggelsesprocedurer. Jeg stemte for forordningen, da jeg mener, at den fremmer et klima, der tilskynder til spontan indberetning af hændelser ved at opfordre til, at sikkerhedsundersøgelser inden for europæisk luftfartssikkerhed skal være effektive, hurtige og af høj kvalitet. Jeg er enig i, at undersøgelserne bør gennemføres af en national myndighed eller andre myndigheder med ansvar for sikkerhedsundersøgelser. Jeg mener desuden, at det er vigtigt at oprette et europæisk netværk af myndigheder med henblik på at forbedre kvaliteten af undersøgelsesmetoder og uddannelse af undersøgelsesledere. Et andet punkt, som jeg opfatter som vigtigt, er, at der bør fastsættes standarder for rettidig tilrådighedsstillelse af oplysninger om personer og farligt gods om bord på tidspunktet for et havari, og at bistanden til ofrene og deres pårørende bør forbedres.

  Carlos Coelho (PPE), skriftlig. – (PT) Intensiveringen af lufttrafikken har øget risikoen for flyvehavarier. Til trods for at der er indført sikkerhedsmæssige forbedringer, er der stadig huller i den nuværende ordning for undersøgelse af havarier. Sikkerhedssystemet på området bygger på tilbagemeldinger og erfaringer fra havarier og hændelser. Det er vigtigt at styrke samordningen mellem de myndigheder, der er ansvarlige for sikkerhedsundersøgelser, nærmere bestemt ved at oprette et europæisk netværk. Med henblik på at identificere potentielle sikkerhedsbrister og de foranstaltninger til udbedring heraf, der skal indføres, skal netværket sikre fuld uafhængighed i forbindelse med undersøgelserne samt et højt niveau af effektivitet, omhu og kvalitet.

Det er vigtigt at sikre effektive forebyggende tiltag og et højt sikkerhedsniveau inden for civil luftfart i Europa og gøre alt for at reducere antallet af havarier og hændelser med henblik på at sikre, at borgerne har tillid til lufttransporten. Ud over sikkerhedsundersøgelser bør der også rettes særlig opmærksomhed mod spørgsmålet om bistand til ofre for flyvehavarier og deres pårørende, for hvilken alle europæiske luftfartsselskaber skal have en krise- og beredskabsplan.

  Corina Creţu (S&D), skriftlig. – (RO) Vi hører til vores forfærdelse løbende om nye flystyrt. Jeg håber, at den nye forordning om undersøgelse og forebyggelse af flyvehavarier og flyvehændelser inden for civil luftfart vil opfylde behovet for passagersikkerhed i form af en mere målrettet foranstaltning end direktiv 94/56/EF, som den erstatter. Jeg mener, at hovedfokus skal være på kontroller, samarbejde og udveksling af oplysninger med henblik på forebyggelse. Derudover bør resultater af efterforskninger af flyvehavarier opbevares centralt og analyseres med henblik på at forbedre luftfartssikkerheden og håndtere kritiske situationer mere effektivt. I forbindelse hermed mener jeg, at europæiske passagerer skal have mulighed for at udnævne en referent i tilfælde af et havari – en praksis, der er almindelig i USA. Sidst, men ikke mindst, mener jeg, at der er brug for øget samordning og tilsyn med beredskabet i forbindelse med indgreb og bistand til ofre og deres pårørende.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for betænkningen om forslag til en forordning om undersøgelse og forebyggelse af flyvehavarier og flyvehændelser inden for civil luftfart, fordi den indfører nye bestemmelser, der vil gøre det muligt at styrke forebyggelsen af havarier samt undersøgelsernes gennemsigtighed og hastighed i tilfælde af et havari.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Eftersom antallet af flyvninger og passagerer inden for civil luftfart er steget støt i årevis, og selv om denne stigning har været ledsaget af et fald i antallet af flyvehavarier og flyvehændelser, skal sikkerhed fortsat være en grundlæggende overvejelse både nu og fremover. Da det direktiv, der regulerer efterforskningen af flyvehavarier, desuden blev vedtaget helt tilbage i 1994, og da meget har ændret sig inden for den civile luftfart siden da, er der efter min mening et presserende behov for at revidere forordningen.

Jeg er enig med ordføreren om behovet for øget samordning og integration af undersøgelserne af flyvehavarier. Med en stadig mere integreret Union, og i lyset af at konsekvenserne af et flyvehavari ikke kun påvirker én medlemsstat, giver det ingen mening, at der stadig kun er begrænset kontakt mellem de nationale luftfartsmyndigheder.

I denne sammenhæng mener jeg, at Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur kan tildeles en ny rolle.

Endelig er det efter min mening et af de områder, hvor det er afgørende, at EU agerer på en samordnet og integreret måde med henblik på at garantere sikkerheden for alle passagerer i det europæiske luftrum.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Lufttransport spiller i dag unægtelig en afgørende rolle i folks mobilitet og den globale økonomis dynamik. Dens betydning og konsekvenser vil fortsætte med at vokse i et samfund, der i stadig stigende grad er defineret af globalisering og den kendsgerning, at det prioriteres at udnytte tid og rum effektivt. I det nuværende klima med en global krise og stærkt pres for at skære ned på omkostninger og forbrug er der brug for en effektiv forordning og ramme for inspektion med henblik på at beskytte brugernes interesser. Sikkerhed er det område, som er vigtigst for brugerne, og har betydelig indflydelse på fastsættelsen af priserne. Jeg vil derfor fremhæve det bidrag, som denne betænkning udgør for kvaliteten og uafhængigheden af undersøgelser af havarier og hændelser inden for civil luftfart, idet den harmoniserer medlemsstaternes undersøgelseskapacitet og samtidig sikrer, at den europæiske lovgivning på området er tilpasset og ajourført i forhold til de ændringer, der sker i sektoren, og fremkomsten af nye aktører, såsom Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur. Jeg vil dog gerne understrege, at forebyggelse af havarier bør prioriteres, og at det bør styre undersøgelserne som et redskab til identificering af problemer og til løsning heraf.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vi stemte for betænkningen, fordi vi anerkender betydningen af undersøgelse og forebyggelse af flyvehavarier og flyvehændelser inden for civil luftfart.

Vi opfatter det som positivt, at medlemsstaterne spiller en aktiv rolle, nærmere bestemt gennem deres respektive havariundersøgelsesorganer, som sammen vil udgøre det europæiske netværk af nationale myndigheder inden for området. Netværket forelægges som et netværk med konkrete målsætninger, nemlig formulering af forslag til de kompetente nationale myndigheder, udveksling af oplysninger om undersøgelsesmetoder, koordinering og arrangering af uddannelse for de enkelte medlemsstaters undersøgere, udvikling af en europæisk metodologi for sikkerhedsundersøgelser og udvikling og forvaltning af en ramme for deling af materiel.

Vi vil overvåge netværket i fremtiden, da vi mener, at dets operationer skal holdes nøje inden for grænserne af førnævnte målsætninger og inden for rammerne af medlemsstaternes ordning for deltagelse i henhold til forslaget gennem de kompetente nationale myndigheder.

  Nathalie Griesbeck (ALDE), skriftlig. – (FR) Mere uafhængige sikkerhedsundersøgelser i tilfælde af flyvehavarier, forbedret bistand til ofrenes pårørende og optimal beskyttelse af data og privatlivets fred under en undersøgelse er alle foranstaltninger, som vil forbedre luftfartssikkerheden, og faktorer, der overbeviste mig om at stemme for betænkningen. Jeg var glad for at kunne stemme for denne tekst, der fastlægger, at luftfartsselskaber skal stille passagerlisten til rådighed senest to timer efter et havari, således at de pårørende kan blive underrettet. Derudover er oprettelsen af et europæisk netværk af den civile luftfarts sikkerhedsundersøgelsesorganer en rigtig god idé, der vil gøre det muligt at fremlægge anbefalinger om luftfartspolitik og -forordninger og endnu vigtigere vil give mulighed for udveksling af ressourcer og bedste praksis. Det er en vigtig tekst, og jeg bifalder dette betydelige fremskridt i bestræbelserne på at sikre stadig højere standarder for passagersikkerhed.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Mængden af lufttrafik er steget støt i de seneste år. Det øger naturligvis risikoen for havarier, og det er afgørende at fastlægge hensigtsmæssige procedurer for at minimere denne risiko. Betænkningen er et skridt i den rigtige retning mod at forbedre de lovgivningsmæssige rammer, og jeg stemte derfor for betænkningen.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg støtter betænkningen, fordi lufttrafikken stiger støt år for år. Det vigtigste mål er flysikkerhed og luftfartssikkerhed. I dag bliver det stadig vigtigere at sikre flysikkerhed for passagerer, at beskytte passagerer, besætning, lufthavnspersonale, offentligheden og ejendom mod flyvehavarier og garantere luftfartøjers sikkerhed. I tilfælde af flykatastrofer skal havarier undersøges uafhængigt med henblik på at afdække eventuelle sikkerhedsmæssige svagheder, således at der kan træffes afhjælpende foranstaltninger. Forskellene i medlemsstaternes undersøgelseskapacitet skal mindskes. Den gældende lovgivning vedrørende undersøgelser af havarier er et EU-direktiv fra 1994. Derfor blev det, efterhånden som luftfartsmarkedet ændrede sig og blev mere komplekst, nødvendigt at forelægge ny lovgivning om nye organer, såsom Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA). I den nye forordning skal der fastlægges en klar retlig ramme for agenturets deltagelse i sikkerhedsundersøgelserne. Samtidig bør oprettelsen af et netværk af nationale undersøgelsesbureauer gøre det muligt at mindske forskellene i undersøgelseskapacitet i EU. Det kan også forbedre undersøgelsernes kvalitet og danne en retlig ramme for samarbejdet mellem de nationale sikkerhedsundersøgelsesorganer. Det er også vigtigt og nødvendigt på europæisk plan at gennemføre eventuelle forslag om forbedring af flysikkerheden eller undersøgelsesprocedurerne. Det vigtigste er at sikre luftfartssikkerhed og rettidig og hensigtsmæssig bistand til ofre for flyvehavarier og deres pårørende. Det vil være til stor støtte for ofrenes pårørende, som ofte føler sig fortabt over for en lang række forskellige aktører og procedurer, når de i forvejen lider under det smertelige tab af en nærstående person.

  Alan Kelly (S&D), skriftlig. – (EN) Med oprettelsen af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) vil der blive opnået bedre struktur mellem de nationale sikkerhedsundersøgelsesmyndigheder. Det vil hjælpe agenturerne i Europa med at samle deres ressourcer og resultater og forhåbentlig bidrage til at forhindre havarier fremover.

  Giovanni La Via (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg støttede fru De Veyracs betænkning, da jeg mener, at civil luftfartssikkerhed i Europa er et af de vigtigste emner på EU's dagsorden i dag. De mål, som vi fastsætter for os selv med den nye forordning, er at nedbringe antallet af flyvehavarier til et minimum, forbedre sikkerhedsstandarden, beskytte borgerne og samtidig sikre, at de er trygge ved lufttransport.

En vigtig del af tiltaget, hvorpå jeg vil henlede medlemmernes opmærksomhed, er efterforskninger af flyvehavarier, der skal gennemføres uden nogen form for pres med henblik på at give de kompetente myndigheder mulighed for at træffe deres afgørelse fuldstændig uvildigt. Derudover er jeg enig i beslutningen om at inddrage en række bestemmelser om omgående information om alle personer (og farligt gods) om bord på et luftfartøj, der er havareret, både af sikkerhedsårsager, men også for at forbedre bistanden til ofrene og deres pårørende. Endelig giver teksten også mulighed for, at passagerer kan anføre en kontaktperson i tilfælde af havari.

  Petru Constantin Luhan (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for betænkningen, fordi jeg mener, at den endelige version er et fremragende kompromis. Rettighederne for og bistanden til ofrene og deres pårørende vil blive sikret som følge af, at hver medlemsstat skal opstille en beredskabsplan for havari og sikre, at samtlige luftfartsselskaber, der er registreret på deres territorium, har en plan for bistand til ofre for flyvehavarier inden for civil luftfart. Den nye lovgivning vil sikre, at efterforskninger af flyvehavarier gennemføre uden pres fra lovgivnings- eller certificeringsmyndighederne, luftfartsselskabet eller andre myndigheder, der kan have en interessekonflikt. Udtalelser fra undersøgelsesmyndigheden og optagelser af stemmer eller billeder taget i cockpittet eller af flyveledere vil udelukkende blive anvendt af undersøgere, medmindre det tjener et formål at videregive disse oplysninger til de retlige myndigheder. Det vil gøre det muligt for de pågældende personer at tale ærligt med undersøgerne. Jeg bifalder ordførerens indsats i sagen, og jeg håber, at EU fremover også vil indgå aftalen om civil luftfartssikkerhed med tredjelande.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Den gældende EU-lovgivning om undersøgelse af flyvehavarier blev indført i 1994. Da der er sket mange ændringer i sektoren inden for de seneste år, opfylder lovgivningen ikke længere de aktuelle behov. Til trods for de store forbedringer af luftfartssikkerheden, der er sket i de seneste år, indebærer den konstante stigning i lufttrafikken en risiko for, at flyvehavarier kan forekomme. Det er derfor nødvendigt at øge investeringerne ikke kun i sikkerhed, men også i forebyggelse, og kræve af luftfartsselskaberne – særlig lavprisselskaberne – at fortjenesten ikke må sikres på bekostning af sikkerheden. Det er også meget vigtigt at prioritere behovet for bistand til ofrene og deres pårørende. Det er årsagen til, at jeg stemte, som jeg gjorde.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (LV) Det er et meget vigtigt initiativ, hvilket er årsagen til, at jeg støttede det. Jeg håber, efterhånden som projektet udvikles, at hændelser, der ikke førte til et havari eller en katastrofe, også vil blive taget i betragtning. Jeg tænker på ekstraordinære situationer, hvor passagerer bringes i fare som følge af en menneskelig faktor. Jeg var selv øjenvidne til en sådan hændelse, da et Air Baltic-fly, som jeg var passager på, i januar 2010 forsøgte at lette fra lufthavnen i Riga tre gange. Efter tredje forsøg blev flyet omdirigeret med henblik på "yderligere kontrol". Vi skal indføre et redskab i forordningen, hvormed passagerer kan indgive klager over hændelser, hvor luftfartsselskaber ønsker at skjule skader på fly eller ekstraordinære situationer.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) I disse dage bliver luftrummet mere og mere overfyldt. Som følge heraf forekommer flyvehavarier og flyvehændelser stadig mere hyppigt. Denne type hændelser bør afhjælpes fuldt ud og frem for alt hurtigt i EU.

Vi skal også tænke på ofrenes pårørende, der førhen ofte er blevet ladt alene med deres sorg. Jeg har stemt for betænkningen, fordi det er vigtigt at sikre et effektivt samarbejde mellem alle EU-medlemsstaterne om luftfartssikkerhed og afhjælpning af hændelser.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) Oprettelsen af et netværk af nationale undersøgelsesorganer skal gøre det muligt at mindske forskellene i undersøgelseskapaciteten i EU. Hensigten er, at vi sammen vil kunne forbedre undersøgelsernes kvalitet og danne en retlig ramme for samarbejdet mellem de nationale sikkerhedsundersøgelsesorganer med henblik på at forbedre den civile luftfartssikkerhed. Disse foranstaltninger bør bidrage til at forbedre luftfartssikkerheden. Jeg stemte derfor for betænkningen.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for fru De Veyracs betænkning, fordi jeg mener, at den er et væsentligt fremskridt inden for denne sektor. Formålet med forslaget til en forordning om undersøgelse og forebyggelse af flyvehavarier inden for civil luftfart er at øge gennemskueligheden af de oplysninger, der stilles til rådighed for de nationale civilluftfartsmyndigheder. Det er også en uundværlig opdatering af de standarder, der finder anvendelse i dag, og som blev indført helt tilbage i 1994.

Foranstaltningerne til oprettelse af et effektivt kommunikationssystem mellem de nationale myndigheder med henblik på at fremme koordinering og bedre udveksling af indsamlede data er også bemærkelsesværdige. Adgangen til følsomme oplysninger reguleres for at gøre det muligt for de kompetente myndigheder at opfordre alle dem, der har været involveret i hændelser og havarier, til at samarbejde.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. – (IT) Lufttrafikken er steget støt i årevis, men til trods for væsentlige sikkerhedsforbedringer, har denne stigning blot øget risikoen for havarier. I en sådan situation er det afgørende at sikre, at havarier underkastes uafhængige undersøgelser, der kan fastlægge sikkerhedsmangler med sikkerhed og gøre det muligt at udbedre dem.

Den gældende EU-lovgivning vedrørende undersøgelser af havarier er et direktiv fra 1994. Trafikken har udviklet sig og er blevet mere kompleks, siden den tekst blev indført. Derudover har oprettelsen af nye organer, såsom Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA), understreget forskellene i medlemsstaternes undersøgelseskapacitet og gjort det nødvendigt at indføre ny og mere hensigtsmæssig lovgivning.

Oprettelsen af et netværk af nationale undersøgelsesbureauer bør gøre det muligt at mindske forskellene i undersøgelseskapaciteten i EU. Det kan også forbedre undersøgelsernes kvalitet og danne en retlig ramme for samarbejdet mellem de nationale organer. Jeg tror, at et tiltag af denne art kan bidrage effektivt til forbedring af luftfartssikkerheden.

  Robert Rochefort (ALDE), skriftlig. – (FR) Jeg støttede fru De Veyracs betænkning, der sigter mod at forbedre standarderne for civil luftfartssikkerhed. Det er på denne grundlæggende baggrund, at de præcise årsager til hændelser og havarier bør bringes frem i lyset. Til dette formål skal der sikres uafhængige undersøgelser, med andre ord skal undersøgelserne gennemføres uden pres fra lovgivnings- eller certificeringsmyndighederne, som kan bære en del af ansvaret for det, der skete. Oprettelse af netværk af de myndigheder, der er ansvarlige for standarderne for civil luftfartssikkerhed i Europa, vil endvidere gøre det muligt af fremme bedste praksis via udveksling af information, og netværkets anbefalinger vil forbedre den europæiske lovgivning inden for sektoren. Endelig indeholder teksten bestemmelser, der skal forbedre behandlingen af ofrenes pårørende i forbindelse med et havari, herunder krav om, at luftfartsselskaber skal stille en fuld passagerliste til rådighed senest to timer efter havariet, og et forbud mod at offentliggøre listen, indtil de pårørende er underrettet og kun, hvis de ikke har nogen indsigelser. Der er tale om to vigtige fremskridt, og jeg bifalder dem.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Verts/ALE-Gruppen indgav adskillige ændringsforslag i Transport- og Turismeudvalget, herunder forslag om en bedre definition af "foreløbige rapporter", mere uafhængige undersøgelser, også af finansielle interesser, bedre tilgængelighed af flight data rekorderinger, bedre information af ofrenes pårørende, en revision af forordningen inden for en nær fremtid, herunder retsvæsenets adgang til følsomme oplysninger og bedste praksis i medlemsstaterne og undersøgelsesorganerne. De fleste af ændringsforslagene blev vedtaget, men ordlyden blev svækket i de indgåede kompromisændringsforslag. Da der ikke er sket større ændringer under afstemningen i Parlamentet, fastholder vi vores positive holdning til både den lovgivningsmæssige beslutning og det ændrede forslag.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Der er sket en voldsom stigning i lufttrafikken, siden direktivet om undersøgelse af flyvehavarier blev indført i 1994. Selv om der er sket væsentlige sikkerhedsmæssige forbedringer, har stigningen naturligvis ført til, at der er øget risiko for havarier. Den er også blevet ledsaget af større teknologisk kompleksitet og oprettelsen af nye aktører, såsom Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur.

Det er afgørende for mig, at flyvehavarier underkastes uafhængige og gennemsigtige undersøgelser med det formål at afhjælpe sikkerhedsmæssige svagheder og beskytte passagerne. Oprettelsen af et europæisk netværk af nationale undersøgelsesorganer kan også bidrage til at mindske forskellene i undersøgelseskapacitet mellem medlemsstaterne.

Bistanden til ofrene og deres pårørende skal også være en prioritet for alle lande, hvilket gør det afgørende at sikre, at alle luftfartsselskaber i alle lande har beredskabsplaner. Jeg er tilfreds med det arbejde, som ordføreren fra Transport- og Turismeudvalget har gjort, og med den aftale, der blev indgået med Det Europæiske Råd i udgangen af juni, og jeg har derfor stemt for betænkningen.

  Marie-Christine Vergiat (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for betænkningen, da den skal sikre større uafhængighed og gennemsigtighed i forbindelse med undersøgelser af flyvehavarier og flyvehændelser.

Jeg er meget glad for, at teksten er blevet vedtaget. Det bør fremskynde undersøgelsesprocessen og forbedre den information, der gives til ofrenes pårørende, idet privatlivets fred sikres takket være disse fornuftige tiltag. Teksten vil således gøre det muligt at svare på forespørgsler fra ofrenes pårørende, der konfronteres med undersøgelser, som ofte efterlader dem med en følelse af magtesløshed.

Den nye EU-lovgivning bør give mulighed for at sikre bedre underretning af de pårørende til ofre for havarier. Bestemmelserne vil i højere grad beskytte privatlivets fred, eftersom oplysningerne skal gives til de pårørende først og senest to timer efter havariet, og luftfartsselskaberne (både fra EU og tredjelande) skal sende passagerlisten til myndighederne.

Den vedtagne tekst vil også bidrage til at forbedre og fremskynde undersøgelserne uden pres fra lovgivnings- og certificeringsmyndighederne i luftfartssektoren. Det skyldes adgangen til forskellige flydokumenter og den nu obligatoriske endelige undersøgelsesrapport, der skal foreligge senest 12 måneder efter havariet eller hændelsen.

  Artur Zasada (PPE), skriftlig. – (PL) Jeg var glad for at høre resultatet af dagens afstemning om fru De Veyracs betænkning. Jeg støttede selvfølgelig vedtagelsen af dokumentet. Det nuværende system for efterforskning af havarier inden for civil luftfart har nu 16 år på bagen. I dette tidsrum er lufttrafikken i det europæiske luftrum øget betydeligt. Risikoen for havarier er også øget. Undersøgelseskommissioner bør sikres frihed fra indblanding fra interesserede parter og fra tidspres, politisk pres samt pres fra mediernes og de retlige myndigheders side. Førsteprioriteten bør være at finde årsagen til havariet og redskaber til at forhindre lignende hændelser i fremtiden og ikke at finde en syndebuk.

Det er også uvurderligt fra et sikkerhedsperspektiv at undersøge årsagerne til havarier, der potentielt kunne have fundet sted. Det er derfor vigtigt så hurtigt som muligt at indføre ICAO's sikkerhedsstyringssystemer og Just Culture-programmer, som omfatter frivillig og straffri indberetning fra piloter, besætning, flyveledere og lufthavnspersonale af uregelmæssigheder, som de måtte blive bekendt med. Af frygt for disciplinære eller strafferetlige sanktioner afsløres mange alvorlige problemer og hændelser desværre aldrig.

Betænkning: Alejo Vidal-Quadras (A7-0112/2010)

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Vi husker alle gaskriserne i 2006, 2008 og 2009. De resulterede i afbrydelse af gasforsyningen til millioner af europæere, som blev fanget i krydsilden mellem Rusland og Ukraine. Jeg bifalder medlemmernes arbejde inden for dette emne. Beslutningen gør det muligt at sammenkoble netværk og sikre bedre kriseledelse. Efter min mening er det et fremragende eksempel på, hvad europæisk solidaritet kan gøre. Sammen – skulder mod skulder – er vi tydeligvis meget stærkere.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (LT) Forbruget af naturgas er steget voldsomt i Europa i det seneste årti. Med en reduktion af mængden af indenlandsk udvinding af gas og en stigende efterspørgsel er afhængigheden af importeret gas også stigende. I september 2009, da jeg talte i Udvalget om Industri, Forskning og Energi i forbindelse med forelæggelsen af forslaget til forordning, understregede jeg, at det vil være umuligt at skabe et sikkert og fælles energimarked, så længe der er lande i EU, der i energimæssig henseende befinder sig i en ø-lignende situation, og som er fuldt ud afhængige af én enkelt gasleverandør fra et tredjeland og ikke har adgang til den europæiske infrastruktur. Spørgsmålet om gasforsyningssikkerhed vil fortsat være relevant i fremtiden. Jeg stemte derfor for betænkningen, der sigter mod at forbedre gasforsyningssikkerheden for de enkelte medlemsstater og EU som helhed. Det er især vigtigt, at dokumentet påpeger, at visse medlemsstater er ved at blive såkaldte "gasøer", fordi der mangler infrastrukturelle sammenkoblinger med andre medlemsstater, og det forhindrer gennemførelsen af et reelt fungerende indre marked for gas. Jeg mener, at vi med dette dokument har taget et første skridt imod reel europæisk integration på energiområdet, idet det fokuserer på opbygningen af grænseoverskridende sammenkobling, varierende energiforsyningskilder og -ruter og gennemførelse af tiltag inden for energieffektivitet.

  George Becali (NI), skriftlig. – (RO) EU har brug for et bæredygtigt gasmarked, diversificering af netværk, et gennemsigtigt, støttende indre marked og pålidelig overvågning af forsyningen fra tredjelande.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) EU's energisikkerhedspolitik bør gøre det muligt at forudse krisesituationer som gaskrisen i 2009 og ikke blot at reagere på dem. EU's voksende afhængighed af eksterne energikilder, der hovedsagelig stammer fra politisk ustabile lande med en uforudsigelig adfærd, kan påvirke medlemsstaternes økonomiske interesser. Som følge af EU's sårbarhed på energiområdet bør der vedtages en global energipolitik, der skal kombinere interne og eksterne aspekter. Alle de foranstaltninger, der skal sikre, at det indre marked for energi fungerer korrekt, bør ledsages af aktivt diplomati, som skal styrke samarbejdet med de vigtigste producent-, transit- og forbrugerlande.

Det bør være et fælles strategisk mål at sikre en konstant gasforsyning til EU-medlemsstaterne, navnlig i krisesituationer. Det er helt afgørende at udarbejde nationale planer med forebyggende foranstaltninger og nødforanstaltninger. Koordinering af disse planer på EU-plan ville sikre, at de er effektive. På mellemlang sigt vurderes et omfattende, konkurrencedygtigt indre marked med veludviklede forbindelser og infrastrukturer som den mest effektive metode til beskyttelse mod afbrydelser af gasforsyningen.

  Alain Cadec (PPE), skriftlig. – (FR) Gasforsyningssikkerhed i EU er en afgørende faktor i den nødvendige udvikling af en europæisk energistrategi. I den nuværende situation med energiafhængighed er det vigtigt at samle producenter, distributører, forbrugere og offentlige myndigheder, således at de kan tale med én stemme og sikre, at Unionen ikke bliver det svage led i energigeopolitikken.

I denne henseende bifalder jeg ligesom ordføreren forslaget til forordning om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden. Forordningen vil sammen med lovgivningen om det indre energimarked bidrage til at mindske EU's sårbarhed over for eksterne afbrydelser af gasforsyningen. Det vil også styrke europæiske gasselskabers førende rolle i verden.

Ordføreren understreger den afgørende rolle, som virksomheder spiller i håndteringen af gaskriser. Jeg støtter hans anmodning om at styrke deres rolle som led i et varslingssystem. For så vidt angår erklæring af en nødsituation på fællesskabsniveau, deler jeg ordførerens synspunkt om, at tærsklen på 10 %, som Kommissionen foreslår, ikke dækker det mulige scenario med en 100 % afbrydelse af gasforsyningen i visse områder. Det bør derfor være muligt at erklære en nødsituation på fællesskabsniveau for en given geografisk region.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Forordningen er et bidrag til håndteringen af gasforsyningskrisen i Europa. Det er afgørende at fastlægge bestemmelser om sikring og forbedring af forvaltningen af gasforsyningen i Europa. Jeg mener, at det med henblik på at forbedre håndteringen af nødsituationer på fællesskabsniveau er afgørende at opnå øget kapacitet i sammenkoblingerne mellem medlemsstaterne samt bedre koordination af foranstaltningerne. Jeg er også enig i den betydning, som forordningen tillægger medlemsstaternes og Kommissionens gennemførelse af forebyggende planer og nødplaner. Reaktionen på nødsituationer bør sikre større fleksibilitet, således at Unionen er i stand til at håndtere kriser af forskellig varighed eller intensitet.

  Corina Creţu (S&D), skriftlig. – (RO) Spørgsmålet om EU's gasforsyning er en strategisk prioritet, særlig i en tid, hvor afhængigheden af import er steget betydeligt. Gaskrisen mellem Rusland og Ukraine og den fortsat høje grad af uforudsigelighed i disse østeuropæiske partneres adfærd tvinger EU til at træffe foranstaltninger til at diversificere sine gasforsyningskilder og transitruter. Desværre er nøgleprojekter, såsom Nabucco, til trods for adskillige drøftelser om emnet, stadig i deres indledende fase, hvilket betyder, at EU fortsat er afhængig og dermed sårbar på dette område. Jeg håber, at forordningen, der er mere effektiv end direktiv 2004/67/EF, som den erstatter, fordi den kan anvendes direkte, vil sætte fart i Nabucco-projektet og de andre alternative løsninger, idet der samtidig sikres kapacitet til at reagere prompte på en velkoordineret og effektiv måde i tilfælde af afbrydelser af gasforsyningen.

  Marielle De Sarnez (ALDE), skriftlig. – (FR) Det bør være en af de vigtigste prioriteter i den fælles energipolitik at mindske EU's energiafhængighed. Vi ved alle, hvad der skal gøres for at opnå dette, og det hænger sammen med de tilsagn, vi har givet i forbindelse med bekæmpelse af klimaændringer, nemlig at foretage energibesparelser på 20 %, hovedsagelig ved at øge vores energieffektivitet, og øge andelen af vedvarende energikilder til 20 % senest i 2020 og samtidig diversificere vores energikilder. EU skal også garantere solidaritet med hver af sine medlemsstater inden for energisektoren ved at forbedre forvaltningen af gas- og olielagre i medlemsstaterne og træffe foranstaltninger med henblik på at opbygge infrastrukturer til kanalisering af energi mod lande, der står over for knaphed. Vi har brug for en europæisk offentlig politik, der finansieres af EU og medlemsstaterne i fællesskab, hvis vi skal kunne løfte udfordringerne på energi- og miljøområdet og bidrage til at generere vækst i de kommende årtier.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for betænkningen om forslag til en forordning om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden, fordi jeg mener, at der er brug for flere koordinerede foranstaltninger på europæisk niveau, således at potentielle fremtidige kriser kan håndteres på en bedre måde.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Gas repræsenterer på nuværende tidspunkt over en fjerdedel af energiforsyningen til EU, og over halvdelen kommer fra leverandører uden for EU. I 2020 vil over 80 % af den anvendte gas være importeret, og allerede i dag er visse medlemsstater 100 % afhængige af gasimport.

Det rejser det alvorlige spørgsmål om forsyningssikkerhed, som krisen for nylig har demonstreret. Denne situation gør det naturligvis nødvendigt at træffe foranstaltninger på EU-niveau med henblik på at sikre, at der er tilstrækkelig infrastruktur og beredskab til at forhindre og håndtere pludselige afbrydelser af gasforsyningen. Det er også vigtigt at få set på de problemer, der opstår for så vidt angår naturgasforsyningssikkerheden i Europa, og risiciene i forbindelse med transit.

Forslaget bygger – med rette – på tre grundlæggende forhold, hvilket berettiger min stemme for betænkningen, nemlig (i) den nye forordnings umiddelbare anvendelighed, (ii) opstilling af forebyggende handlingsplaner og nødplaner i tilfælde af forsyningsafbrydelser og (iii) styrkelse af Kommissionens rolle i at koordinere nødforanstaltninger og erklære en nødsituation på fællesskabsniveau eller regionalt niveau, idet der stilles krav om solidaritet mellem medlemsstaterne.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Forordningen om gasforsyningssikkerhed og om ophævelse af direktiv 2004/67/EF er en konkret reaktion på et reelt problem, som Unionen står over for. Denne situation blev klar under gaskrisen mellem Rusland og Ukraine sidste vinter, hvor millioner af europæere og vores økonomi blev alvorligt påvirket. Energiforsyningssikkerheden, navnlig for så vidt angår gas, er afgørende for den økonomiske og sociale stabilitet og velfærd. I lyset af den krise, som vi har været vidne til i Europa, og som sædvanligvis forekommer på tidspunkter, hvor borgerne har størst brug for energi med henblik på at håndtere koldt vejr, sikrer denne nye EU-lovgivning et beredskab, der er koordineret på EU-niveau, både med henblik på at håndtere leveringen af tjenester til forbrugere og med henblik på at tackle afbrydelser af den eksterne forsyning. Gennemførelsen af forordningen vil således i høj grad bidrage til at mindske EU's sårbarhed over for afbrydelser af den eksterne energiforsyning og vil endvidere styrke de europæiske gasselskabers førende rolle på verdensplan og Unionens geopolitiske linje som en global strategisk aktør. Jeg bifalder desuden kravet om forebyggende handlingsplaner.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vi anerkender bekymringerne, for så vidt angår gasforsyningssikkerheden, hvori medlemsstaterne skal spille en aktiv rolle, nærmere bestemt gennem deres respektive kompetente myndigheder, men vi mener, at spørgsmålet om gas fra Rusland overdrives. Hvis man frygter problemer, er løsningen at forhandle og diversificere forsyningskilderne og produktionen og ikke at bruge det som et påskud for at integrere Europa yderligere og øge centraliseringen af beslutningstagningen, ikke mindst i forbindelse med infrastrukturprojekter, der støtter integrationen af det indre gasmarked.

Som det er blevet nævnt i forbindelse med drøftelserne, er det vigtigste emne for fremtiden den forventede oliekrise, som bør få EU til aktivt at fremskynde erstatningen af raffinerede olieprodukter i sine flåder, og den bedste erstatning er naturgas.

Derudover må vi ikke glemme, at der findes ikkefossil naturgas, nemlig biometan, der fremstilles på basis af affald. Faktisk produceres det allerede i flere europæiske lande, navnlig Sverige, Schweiz og Spanien. Det er en løsning, der bør fremmes med EU-investeringer.

  Pat the Cope Gallagher (ALDE), skriftlig. – (GA) Nøglespørgsmålene i betænkningen var regional gennemsigtighed, solidaritet og samarbejde. Gasforsyningssikkerheden skal sikres af hensyn til Europas økonomiske udvikling og politiske stabilitet.

  Adam Gierek (S&D), skriftlig. – (PL) Gasforsyningssikkerheden afhænger af diversificeringen af forsyningsruter og -kilder med henblik på at bryde tredjelandes monopolstilling og udnytte markedsmekanismerne samt afbøde virkningerne af nedbrudte forsyningsruter. Det er nødvendigt at foretage en klar sondring mellem forskellige brugere af gas, nemlig husholdninger, gasdrevne kraftværker og industrien. I forordningen lægges der vægt på muligheden for hurtig brændselsomlægning hos store brugere. Vi skal dog huske på, at gasturbiner ikke gør det nemt at bruge andre typer brændsel. Et andet problem er manglen på klarhed, for så vidt angår forholdet mellem solidaritet og markedsprincipper.

Det er et presserende behov for at præcisere principperne for fastsættelse af gaspriser i tilfælde af nødforsyning. EU har ikke meget gas selv, men bevæger sig over til denne type brændsel, mens kul, som EU rent faktisk besidder, snart ikke længere vil blive anvendt – selv i den slags situationer – som følge af Kommissionens tro på den usandsynlige hypotetiske situation med en menneskeskabt virkning af kul på klimaet. Rusland bekymrer sig ikke om det og tilpasser sit eget energisystem til kul og atomkraft, idet landet regner med stor ekstern efterspørgsel. Jeg støttede forordningen, men vi er nødt til at forstå, at den kun løser en lille del af energisikkerhedsproblemet.

De skadelige bestemmelser i klima- og energipakken vil uundgåeligt føre til, at mit land, Polen, vil miste sin nuværende energisikkerhed. Polen vil måske snart mangle op imod 10 % af sit energibehov.

  Małgorzata Handzlik (PPE), skriftlig. – (PL) Forordningen om gasforsyningssikkerhed er et vigtigt skridt imod omsætningen i praksis af princippet om solidaritet mellem medlemsstaterne i forbindelse med spørgsmålet om en politik for gasforsyningssikkerhed. Især vores region, der i vid udstrækning er afhængig af én leverandør, vil nyde godt af foranstaltningerne i forordningen. Spørgsmålet har også afgørende betydning for det indre markeds funktion. Forordningen vil bidrage til at forhindre og løse gaskriser og dermed sikre, at det indre marked kan fungere korrekt og fortsat udvikle sig. Polen vil nyde godt af en fælles gaspolitik.

I henhold til bestemmelser i forordningen vil Polen kunne regne med Unionens støtte i nødsituationer, og endnu vigtigere vil Polen komme til at deltage i EU's politik på området takket være foranstaltninger som de forebyggende handlingsplaner og nødplaner, der vil blive opstillet i de enkelte medlemsstater. Særlig betydning har bestemmelserne om pligten til at erklære en nødsituation på fællesskabsniveau (hvis to medlemsstater erklærer en nødsituation) og inddragelsen af kriteriet om geopolitiske risici i den overordnede risikovurdering i forbindelse med gasforsyningssikkerhed.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg er enig i betænkningen, da sikringen af en diversificeret, uafbrudt gasforsyning og forbrugerbeskyttelse i dag bliver mere og mere vigtig. Millioner af europæiske borgere og EU's økonomi led i høj grad under gaskrisen mellem Rusland og Ukraine. Energisikkerhed er en af EU's vigtigste prioriteter. For at opnå energisikkerhed skal der være en fælles holdning til EU-politikken og koordinerede foranstaltninger. Der skal derfor være regionalt og grænseoverskridende samarbejde, og beslutningerne skal træffes på en fleksibel måde. Endelig skifter energipolitikken, som hidtil udelukkende har været baseret på nationale interesser, til europæisk niveau. Energifællesskabet skal være baseret på konkurrencedygtighed, bæredygtighed og især forsyningssikkerhed. Forordningen vil i betydelig grad mindske EU's sårbarhed over for eksterne afbrydelser af forsyningerne og endvidere styrke europæiske gasselskabers førende rolle i verden samt EU’s geopolitiske rolle. Samtidig skal Litauen bestræbe sig på at diversificere energikilderne. Drøftelserne om opførelse af et nyt atomkraftværk skal være velfunderede ikke forblive tom snak, da kraftværket uden tvivl også påvirker energibroerne mod vest og opførelsen af LNG-terminaler. Jo flere alternative energikilder, der etableres, jo mere sikkert vil Litauen være. Vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at vi fremover ikke er forbrugere af russisk energi, men forretningspartnere, der tilbyder energikanaler fra øst mod vest.

  Alan Kelly (S&D), skriftlig. – (EN) Eftersom der kun er en begrænset mængde naturgas i verden, er det afgørende, at der er forsyningssikkerhed for dem, der har mest brug for den. Med denne beslutning kan der erklæres en nødsituation på EU-niveau for specifikke berørte geografiske områder. Det vil hjælpe dem, hvis gasforsyning påvirkes pludseligt, og som er sårbare energiforbrugere.

  Giovanni La Via (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for hr. Vidal-Quadras' betænkning om forslaget til en forordning, da jeg mener, at indsatsen for at udvide medlemsstaternes koordinering for at træffe foranstaltninger til opretholdelse af gasforsyningssikkerheden er nyttig.

Gasforbruget i EU er steget hastigt i det seneste årti, og da den indenlandske produktion er faldende, og gasimporten derfor er steget, er der opstået et behov for at træffe koordinerede foranstaltninger inden for denne sektor. Kommissionen mente – i denne nye situation – at det var nødvendigt at udvide bestemmelserne i direktiv 2004/67/EF, der er gældende på nuværende tidspunkt, med henblik på opnå en højere grad af harmonisering af medlemsstaternes lovgivning.

Jeg er enig i den grundlæggende tanke bag forordningen, som sigter mod at garantere virksomheder og kunder gasforsyningssikkerhed, herunder i tilfælde af en afbrydelse af forsyningen, ved at tilskynde til investeringer, ikke mindst i infrastruktur.

Jeg mener, at det er afgørende at sikre en tilstrækkelig og diversificeret gasinfrastruktur, navnlig i de regioner, der er isoleret fra energiforsyningskilder. Endelig vil jeg gerne fremhæve behovet for at opstille nationale nødplaner og identificere solidaritetsmekanismer, der skal aktiveres i tilfælde af nødsituationer på EU-niveau.

  Petru Constantin Luhan (PPE), skriftlig. – (RO) I en verden, der på det seneste har været præget af olieprisudsving og afbrydelser af naturgasforsyningen, er der i EU stigende bekymring over den manglende energiforsyningssikkerhed. Vi bliver stadig mere bevidste om, hvor sårbare vi er over for disse afbrydelser. Der skal derfor træffes konkrete foranstaltninger for at indføre en effektiv energipolitik.

Jeg stemte for betænkningen, fordi jeg mener, at energisikkerhed skal opfattes som en central del af EU's sikkerhed som helhed, og at sikringen af en konstant gasforsyning er et strategisk mål for EU. Der skal træffes forebyggende foranstaltninger og nødforanstaltninger som led i nationale planer, idet der samtidig henvises til behovet for at koordinere disse planer på EU-niveau.

Derudover støtter jeg forslaget om en forordning om gasforsyningssikkerheden og ophævelse af direktiv 2004/67/EF. Fuld og omgående gennemførelse af en sådan forordning sammen med lovgivning om det indre marked vil i betydelig grad mindske omfanget af EU's globale sårbarhed.

  Marisa Matias (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) EU's gasforsyningssikkerhed bør sikre, at alle europæere har adgang til energi til opfyldelse af deres grundlæggende behov, såsom madlavning og opvarmning, og adgang til afgørende offentlige tjenester, såsom hospitaler og skoler. Den bør også garantere bevarelsen af arbejdspladser.

Det skal prioriteres, og der er brug for offentlige politikker til gennemførelse heraf. Den offentlige sikkerhed må ikke sættes over styr for markedets skyld eller som følge af kampen om kontrollen med ressourcer. I denne henseende er forebyggelse afgørende, og det samme er solidaritet mellem medlemsstaterne i energikrise- eller katastrofetider.

Energisikkerheden viser, hvor vigtigt det er at decentralisere, diversificere og samle produktionsprocesserne samt integrere de nationale netværk. Mikroproduktion opfattes derfor som den bedste garanti for energiforsyningssikkerhed til opfyldelse af befolkningens behov.

  Mario Mauro (PPE), skriftlig. – (IT) Hr. Vidal-Quadras' betænkning, som fastlægger ny EU-lovgivning om gasforsyningssikkerhed, er helt sikkert et effektivt redskab i bestræbelserne på at undgå den stigende risiko for, at gasforsyningen afbrydes i tilfælde af en krise.

Det er en mekanisme, der vil sikre familier en høj grad af beskyttelse uden at skabe forvridninger på markedet, som fortsat vil styre forsyningen. Betænkningen fortjener også en positiv stemme for den præcise måde, hvorpå den behandler visse hidtil uklare punkter. Jeg henviser til de forebyggende foranstaltninger og til det system, der finder anvendelse i nødsituationer. Leverandører, der udnytter svaghederne i vores system i krisetider, vil fremover skulle forcere langt større forhindringer.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Teksten gør naturgas til en dagligvare. Det er ikke en dagligvare. Det er en energiressource og derfor et fælles aktiv. Det udmærker sig ved at være et fossilt brændstof. Af disse to årsager skal det anvendes med den selvbeherskelse, der er nødvendig for at beskytte vores økosystem, og i overensstemmelse med de europæiske borgeres og menneskehedens overordnede interesser.

Det er ren galimatias at udsætte naturgas for det indre gasmarkeds konkurrenceprægede og spekulative logik og forsøge at øge antallet af entry- og exitpunkter, og det vil udelukkende være til gavn for gasaktionærerne. Men at forsøge at lade denne logik gælde selv i tilfælde af afbrydelser af forsyningen er at gøre nar af de europæiske borgere. Det er på høje tid, at vi skaber et offentligt energicenter til fordel for de europæiske borgere.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Gas er en stadig mere vigtig energikilde i EU. Hændelser i fortiden har demonstreret betydningen af gasforsyningssikkerhed, eftersom EU i høj grad er afhængig af gas fra Østeuropa, navnlig Rusland. Der er derfor brug for konkrete foranstaltninger med henblik på at indføre det indre gasmarked og effektiv konkurrence på dette marked, således at EU kan opnå det højeste forsyningssikkerhedsniveau i alle medlemsstaterne. For at nå dette mål skal vi vedtage en fælles, effektiv tilgang til gasforsyningssikkerhed, som skal bygge på bestemmelser om gennemsigtighed, solidaritet og politikker, der er kompatible med det indre marked. Det er årsagen til, at jeg stemte, som jeg gjorde.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (LV) Jeg stemte for beslutningen, fordi EU ikke bør være tvunget til at være afhængig af det humør, som lederne af transitlandene, Ukraine og Belarus, måtte være i. Jeg er overbevist om, at vi med denne afstemning udsender et klart signal til dem, der ønsker at sikre yderligere fortjeneste af kulbrinter i transit gennem spekulation og afpresning. Jeg ser også gerne, at spørgsmålet om en fælles oliepris for alle EU-medlemsstater undersøges som led i forordningen. På nuværende tidspunkt modtager Tyskland gas for en tredjedel af den pris, som Letland betaler.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) Det er vigtigt, at EU opnår en vis uafhængighed i gasforsyningen fra tredjelande, og derfor er det vigtigt at samarbejde i Unionen, der hvor det giver mening. På den anden side bør de grundlæggende kompetencer, for så vidt angår energipolitikken, forblive på nationalt niveau, og i denne henseende går betænkningen for vidt på nogle punkter. Jeg undlod derfor at stemme.

  Justas Vincas Paleckis (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for betænkningen, fordi jeg er enig i det synspunkt, at EU skal lære af nyere historie og være klar, hvis gasforsyningskrisen gentager sig. Som vi kan se, vil nationale foranstaltninger alene ikke altid bidrage til at håndtere afbrydelser af forsyningen.

EU-medlemsstaterne skal opstille og koordinere kriseledelsesplaner både på regionalt niveau og fællesskabsniveau. Desværre er visse EU-medlemsstater samtidig afhængige af kun én gasleverandør. I tilfælde af en krise ville situationen være særlig farlig for de regioner, der ikke er tilkoblet det tværeuropæiske transportnet for naturgas. Især disse "energiøer" har brug for finansiel fællesskabsstøtte for at forbinde gasnettene til det fælles EU-system.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg støtter helhjertet hr. Vidal-Quadras' betænkning. Gasforsyningen og dermed energiforsyningen er afgørende for EU og for Unionens udvikling og velfærd.

Det er derfor afgørende at vedtage en europæisk tilgang og strategi. Der er for meget på spil, og vi kan ikke overlade det til de enkelte nationale systemer at håndtere dette spørgsmål. Jeg støtter en fælles energistrategi med det formål at etablere et klart og bæredygtigt energisystem, der kan styrke den potentielle forsyning.

En fælles tilgang må dog ikke betyde kun én leverandør. Vi har set, hvilken rolle energispørgsmålet spiller på den geopolitiske scene, og hvordan det kan påvirke forholdet mellem stater. Jeg mener derfor, at det med henblik på at forebygge kriser og nødsituationer er tilrådeligt at forhandle om og anvende alle forsyningskanaler fra øst, fra Kaukasus eller Middelhavets modsatte kyst. Det ville forhindre EU i på ny at blive sårbar ud fra et energimæssigt synspunkt, og vores internationale geostrategiske rolle ville blive bekræftet.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Gas er det af alle fossile brændstoffer, der udsender mindst CO2, og som sådan spiller den en central rolle i Europas overgang til et lavkulstof-energisystem. I dag tegner gas sig for en fjerdedel af Europas primære energiforbrug, og næsten 60 % af denne gas importeres. Selv om EU's mål for 2020 for vedvarende energikilder, energieffektivitet og reduktion af drivhusgasemissioner ville bidrage til stabilisering af den voksende efterspørgsel efter gas, kunne den faldende hjemlige produktion stadig føre til en situation, hvor EU's afhængighed af gasimport ville stagnere eller vokse yderligere. Den russisk-ukrainske gaskrise i januar 2009, hvor 30 % af Europas import blev afbrudt i to uger, gjorde det klart, at det eksisterende direktiv om gasforsyningssikkerhed under de nuværende omstændigheder kendetegnet ved stigende importafhængighed og voksende forsynings- og transitrisiko ikke længere er tilstrækkeligt og trænger til en revision, og gennemførelsen af et afreguleret indre energimarked bør afsluttes, hvilket gør det nødvendigt med det samme at vedtage tiltag, som vil styrke gasforsyningssikkerheden i EU.

  Robert Rochefort (ALDE), skriftlig. – (FR) Vi husker alle afbrydelsen af gasforsyningen fra Rusland til Ukraine i vinteren 2008/2009, som medførte, at 17 medlemsstater ikke havde nogen gasforsyning, hvilket efterlod mange borgere uden varme, mens temperaturerne udendørs var lavest. Vi skal gøre vores bedste for at forhindre det i at ske igen. Jeg stemte for betænkningen af min kollega, hr. Vidal-Quadras, om forslaget til en forordning om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden i Europa. Jeg bifalder inddragelsen i den nye lovgivning af en garanti om forsyningssikkerhed for beskyttede kunder (til hjem og essentielle tjenester, såsom hospitaler) i 30 dage i tilfælde af en krise. Der er tale om et reelt fremskridt. Desuden vil muligheden for, at Kommissionen kan erklære en nødsituation på fællesskabsniveau eller på regionalt niveau fremme gennemførelsen af hurtige, koordinerede foranstaltninger med henblik på at løse eventuelle kriser i fremtiden så hurtigt som muligt.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Den lovgivning, som vi har vedtaget her i dag, er et velkomment om end sent skridt imod en håndtering af de periodiske afbrydelser af vores gasforsyning. Den endelige tekst går langt videre, end det oprindeligt var planen. Det, der er afgørende, er, at den gør Kommissionen ansvarlig for koordineringen af EU-foranstaltninger i nødsituationer. Derudover opfylder den de enkelte forbrugeres behov ved at sikre, at der er en minimumsgasreserve til 30 dage for alle europæiske husholdninger i tilfælde af afbrydelser af forsyningen, og den stiller krav om teknologi til "tilbagegående gasstrømme" for alle sammenkoblingspunkter, hvilket vil gøre det muligt at reagere fleksibelt i krisetider. Desværre mangler EU en sammenhængende strategi for rollen for gas i den europæiske energipolitik.

Gas vil helt klart spille en rolle i EU's overgang til en økonomi baseret på vedvarende energikilder, og EU skal have en mere strategisk tilgang hertil. Landskabet for gas ændrer sig, uanset om det skyldes nye forsyningskilder og -ressourcer (såsom skifergas) eller nye tiltag, der har indflydelse på efterspørgslen, såsom EU-lovgivning om bygningers energimæssige ydeevne. Verts/ALE-Gruppen mener, at Kommissionen skal gøre status over disse udviklinger og foretage en egentlig analyse af gasforsyningen og rollen for gas forud for EU's energitopmøde i februar 2011.

  Oreste Rossi (EFD), skriftlig. – (IT) Vi støtter betænkningen om gasforsyningen, da den skal mindske EU's sårbarhed og samtidig opretholde gasforsyningen til husholdninger, små og mellemstore virksomheder og essentielle sociale tjenester, selv i vanskelige situationer.

Teksten fremhæver også spørgsmålet om gennemsigtighed, da det kun vil være muligt at træffe effektive beslutninger, hvis der stilles relevante oplysninger til rådighed. Endelig understreges den solidaritet, der er nødvendig for at sikre, at alle medlemsstater har adgang til en tilstrækkelig mængde gas til deres kunder i tilfælde af en krise. Det er også den tilgang, som præsident Buzek anvendte, da han arrangerede mødet mellem de 27 nationale parlamenter i Unionen og Europa-Parlamentet om oprettelse af et europæisk energifællesskab.

  Derek Vaughan (S&D), skriftlig. – (EN) I de seneste år har der været en række afbrydelser af gasforsyningen i EU som følge af konflikter mellem leverandører og transitlande, herunder gaskrisen mellem Rusland og Ukraine i januar 2009. Disse afbrydelser demonstrerer, at der er et presserende behov for, at EU diversificerer sin gasforsyning. Jeg bifalder især opfordringen i betænkningen til en vurdering af fordelene ved LNG-installationer. I Wales har vi en topmoderne facilitet i South Hook, Milford Haven, der i høj grad kunne bidrage til at mindske EU's afhængighed af import af gas, der ofte kommer fra ustabile og udemokratiske dele af verden.

Betænkning: Csaba Sógor (A7-0231/2010)

  Roberta Angelilli (PPE), skriftlig. – (IT) Vi er alle bevidste om den miljøkatastrofe, der ramte Pakistan for nylig, de massive skader på jorden, de ødelagte afgrøder og de over 10 mio. fordrevne personer og tusindvis af døde. Vores opgave er at hjælpe dette land og udvikle solidaritetsbaserede og koordinerede initiativer, der skal fremme en hurtig genopretning.

Vi må dog ikke glemme behovet for at gøre det europæiske område et sikkert sted, for det er desværre blevet bragt i fare som følge af år med løbende strømme af ulovlige indvandrere og ulovlig handel. Aftalen om tilbagetagelsesprocedurer, der blev indgået efter otte års forhandlinger mellem Kommissionen og Pakistan, fastlægger tydeligere rammer for samarbejde og fælles ansvar og opfattes som et middel til at forhindre ulovlig handel og menneskehandel. Aftalen ville forhindre situationer med hjemsendelser uden for EU's overvågning.

Medlemsstaterne vil først skulle overholde relevante forpligtelser i henhold til folkeretten, såsom non-refoulement-princippet, hvilket vil få proceduremæssige konsekvenser, eftersom staterne skal gennemføre en vurdering af risikoen for mishandling i oprindelseslandet.

Vi vil også garantere Pakistan vores varige samarbejde, og vi vil sikre incitamenter til programmer for teknisk bistand og programmer inden for økonomisk og social udvikling og bekæmpelse af arbejdsløshed og social udstødelse.

  Mara Bizzotto (EFD), skriftlig. – (IT) Indgåelsen af en aftale med Pakistan er et positivt skridt, som Europa skal tage, imod en målrettet politik til håndtering af ulovlig indvandring. I dag opfordrer europæerne os til strengere sikkerhedsforanstaltninger og en streng politik til kontrol af de migrationsstrømme, der rammer vores lande. Enhver tekst, der som denne letter procedurerne for hjemsendelse af personer, som ikke er lovgivningsmæssigt berettiget til at blive på EU's territorium, bør i høj grad hilses velkommen som Europas fælles reaktion på vores borgeres krav.

For så vidt angår de bemærkninger, som visse af medlemmerne fremsatte, om de levevilkår, som hjemsendte til Pakistan kunne ende i, mener jeg, at det, selv om det er et vigtigt spørgsmål, ikke bør hindre indgåelsen af en aftale, der under alle omstændigheder omfatter et tilsagn fra EU's side om at opnå de nødvendige minimumsgarantier fra Pakistan, for så vidt angår menneskerettigheder og behandling af flygtninge fremover. Europa vil være nødt til at rette sin diplomatiske og politiske indsats imod dette, men det betyder ikke, at EU skal afholde sig fra på sit eget territorium at garantere det, som borgerne beder om, nemlig sikkerhed og respekt for loven. Jeg stemte derfor for betænkningen.

  Marielle De Sarnez (ALDE), skriftlig. – (FR) Parlamentet har godkendt en aftale mellem EU og Pakistan om tilbagetagelse, der vil lette udvisningen af et stort antal pakistanske statsborgere, der er bosiddende i Europa uden tilladelse. Selv om vi har brug for aftaler med tredjelande, som fastlægger tilbagetagelsesprocedurerne for personer, der er bosiddende i Europa uden tilladelse, er Pakistan et særligt tilfælde. Den pakistanske regering har faktisk endnu ikke ratificeret Genèvekonventionen af 1951 om flygtninges retsstilling. Aftalen finder også anvendelse på personer i transit via Pakistan, hvoraf mange er afghanske statsborgere, som nu nemmere vil kunne sendes tilbage til det krigshærgede land, som de flygtede fra. Det er uacceptabelt. Derudover kastede oversvømmelserne i sommer Pakistan ud i en af de værste kriser i landets historie. Den nuværende situation er sådan, at sikker tilbagevenden til landet, der allerede har problemer med den enorme tilstrømning af fordrevne personer, ikke er mulig. Formuleringen af en human og fornuftig indvandringspolitik er en af de grundlæggende samfundsmæssige udfordringer og bør ske med respekt for retsstatsprincipperne. Det er årsagen til, at jeg – indtil Pakistan ratificerer Genèvekonventionen – ikke kan støtte aftalen om tilbagetagelse.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Det er velkendt, at Pakistan er oprindelsesland for mange ulovlige indvandrere. Det er derfor fornuftigt at etablere hurtige og effektive redskaber til at kontakte landets myndigheder.

Jeg er bevidst om de forbehold, som medlemmerne til venstre for midten i Parlamentet har over for aftalen, men jeg mener, at de forveksler ulovlig indvandring med retten til asyl og gode personlige følelser med god offentlig politik.

Jeg er enig i indholdet i beslutningen. Aftalen mellem EU og Pakistan handler ikke blot om, hvad tilbagetagelse er. Det er godt at se, at det også er en bilateral aftale, der sigter mod udlevering eller, hvis vi ønsker det, udvisning af ulovlige indvandrere fra deres respektive territorier.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Formålet med aftalen er at forbedre samarbejdet mellem EU-medlemsstaternes og Pakistans regeringer med henblik på at fremskynde tilbagetagelsesprocessen. Til dette formål opstiller aftalen en forpligtelse til på et fuldt gensidigt grundlag at tilbagetage egne statsborgere og, på visse betingelser, tredjelandsstatsborgere og statsløse personer. Den indeholder endvidere de fornødne tekniske bestemmelser vedrørende tilbagetagelsesproceduren. Pakistan er et vigtigt oprindelses- eller transitland for indvandrere, som ikke eller ikke længere opfylder de gældende betingelser for indrejse i eller ophold eller bopæl på en EU-medlemsstats område. Selv om det har krævet 10 års forhandlinger, bifalder jeg vedtagelsen af denne aftale, der er at foretrække frem for de tidligere ad hoc-aftaler om spørgsmålet, og som vil få positiv betydning ikke kun for forholdet mellem EU og Pakistan, men for hele regionen.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vores stemme mod undertegnelsen af aftalen om tilbagetagelse af personer, der er bosiddende uden tilladelse, skyldes først og fremmest, at det vil skabe en situation med retlig usikkerhed. Den mere vigtige årsag er imidlertid vores kritik af EU's indvandringspolitik.

Dens retlige kompleksitet garanterer ikke respekten for indvandrernes rettigheder, den gør dem til kriminelle, hvilket er blevet fordømt af mange organisationer, den forpligter Pakistan til at modtage sine statsborgere, der er bosiddende uden tilladelse, og den søger at gøre Pakistan ansvarlig for at modtage afghanske statsborgere, der er rejst gennem landet.

For det andet er aftalen endnu et åbenlyst eksempel på det hykleri, der præger beslutningerne fra EU, som ønsker at vaske sine hænder, hvad angår sit ansvar i forværringen af situationen for både det afghanske folk siden den amerikanske invasion og under NATO's fortsatte besættelseskrig og det pakistanske folk i den krig, der nu er blevet udvidet til at omfatte Pakistan.

For EU er de personer, der flygter fra krig, hungersnød og elendighed i deres søgen efter anstændige levevilkår for dem selv og deres familier, ulovlige indvandrere eller endog terrorister. For EU er de indvandrere, der flygter fra NATO's forbrydelser, narres af kriminelle bander og udnyttes som billig arbejdskraft under vilkår, der nærmer sig slaveri, ulovlige indvandrere og skal udvises. Denne holdning er uacceptabel.

  Sylvie Guillaume (S&D), skriftlig. – (FR) Jeg stemte imod tilbagetagelsesaftalen mellem EU og Pakistan. Aftalen er den tolvte af sin slags, men den første, der skal godkendes af Parlamentet. Til trods for adskillige opfordringer har Kommissionen ikke leveret nogen evalueringer eller rapporter om tidligere aftaler, der ellers ville have givet os en klar idé om de vilkår, som denne type aftaler gennemføres under. Navnlig i Pakistans tilfælde, hvor den politiske situation er ekstremt skrøbelig, giver aftalen anledning til indsigelser på flere punkter. Pakistan, som ikke er kendt for sin samvittighedsfulde respekt for menneskerettighederne, er ikke part i de internationale konventioner om flygtninge og statsløse. Det burde have været et ufravigeligt krav i forhandlingerne. Derudover er der stadig adskillige gråzoner i aftalen. Der er ingen garanti for, at mindreårige er udelukket fra dens anvendelsesområde, og procedurerne og fristerne er temmelig uklare. Ved at godkende denne aftale skaber Parlamentet en uheldig præcedens og har ikke formået at udnytte muligheden for at præsentere et image som en institution, der bekymrer sig om respekten for menneskerettighederne og kræver større gennemsigtighed i denne type aftaler.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Jeg stemte imod denne anbefaling. Selv om Pakistan modtager flere flygtninge end noget andet land i verden, har det ikke undertegnet Genèvekonventionen om flygtninge. EU skal ikke give sig af med at deportere mennesker uden hensyntagen til deres grundlæggende rettigheder. Vi må sikre, at menneskerettighederne bliver overholdt.

  Marisa Matias (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Jeg stemte imod denne betænkning, fordi tilbagetagelsesaftalen mellem EU og Pakistan vil gøre det muligt at sende folk tilbage til et land, der ikke har underskrevet Genèvekonventionen fra 1951, som ikke respekterer menneskerettighederne, og hvis aktuelle situation ikke giver de tilbagevendte den nødvendige sikkerhed.

EU vil heller ikke overholde asylretten, hvis vi sender pakistanske borgere fra andre lande tilbage – f.eks. Afghanistan – som er kommet til EU via Pakistan. Det kunne bevirke, at en borger bliver genstand for en række udvisninger fra land til land, som EU ikke har kontrol over. Desuden omfatter tilbagetagelsesaftalen ingen garantier eller overvågningsmekanismer. Den er fuld af juridiske smuthuller og tvetydigheder. Og den sikrer ikke tilstrækkelig beskyttelse af persondata.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Parlamentet har fordømt Pakistan ved adskillige lejligheder for landets diskriminerende politik og forfølgelserne, der foregår der, særligt af de afghanske flygtninge. For blot en måned siden gjorde de forfærdelige oversvømmelser millioner af pakistanere hjemløse.

Denne aftale er en hån mod enhver menneskelig virkelighed. Aftalen er ikke alene i strid med artikel 13 i verdenserklæringen om menneskerettigheder, som alle andre aftaler af samme type, den er endda også i strid med principperne om beskyttelse af flygtninge. En stemme for denne tekst vil kaste vrag på international ret og humanisme, som EU ellers påstår at stå inde for. Jeg stemte imod.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Bekæmpelse af illegal indvandring har altid været højt prioriteret fra EU's side. Forhandlingen om aftalen med Pakistan, der netop er vedtaget, har varet i mange år, og det forekommer mig at være et afbalanceret dokument, der sigter mod kun at udvise personer, som opholder sig ulovligt i EU. Aftalen omhandler derfor ikke asylsøgere og andre, der har som mål at bosætte sig i EU og i den hensigt ansøger værtslandets myndigheder om at få bragt deres situation i orden. Vi kan ikke forveksle illegale indvandrere med folk, der har til hensigt at bosætte sig lovligt i EU. Det er derfor meget vigtigt at fortsætte med at lægge pres på Pakistan for at få landet til at ratificere Den Internationale Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder og FN's konvention mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Kampen mod illegal indvandring bør være en selvfølge for enhver stat frem for en pressionsmetode. Tilbagetagelsesaftaler er væsentlige for at sikre, at tilbagesendelsesprocedurerne er klare, når en asylansøgning afvises. Erfaringen viser, at det ellers kan føre til årelange tvister, og de illegale indvandrere kan udnytte denne forsinkelse til at gå under jorden og forsvinde. Vi bliver nødt til at bekæmpe misbruget af asylsystemet og falske asylsøgere i hele EU og give grænsebevogtningen under Frontex skærpede beføjelser. Økonomiske migranter skal sendes tilbage til deres oprindelsesland, hvilket betyder, at der skal udarbejdes og iværksættes et sammenhængende europæisk hjemsendelsesprogram. Jeg støtter aftalen med Pakistan som endnu et skridt på vejen mod at dæmme op for den ukontrollable strøm af økonomiske migranter med deres lyserøde drømme om et paradis på jord.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) Tilbagetagelsesaftaler med tredjelande er et vigtigt instrument i kampen mod illegal indvandring i EU og som hjælp til at skaffe sikkerhed på EU's område. Pakistan er et vigtigt oprindelses- eller transitland for migranter, som ikke eller ikke længere opfylder de gældende betingelser for indrejse, ophold eller bopæl i EU. Formålet med aftalen er at styrke samarbejdet mellem forvaltningerne i den anmodende stat og den stat, som anmodningerne rettes til, for at gøre tilbagetagelsesprocessen hurtigere og mere effektiv. Jeg stemte derfor for denne betænkning.

  Miguel Portas (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Jeg stemte imod denne betænkning, fordi tilbagetagelsesaftalen mellem EU og Pakistan vil gøre det muligt at sende folk tilbage til et land, der ikke har underskrevet Genèvekonventionen fra 1951, som ikke respekterer menneskerettighederne, og hvis aktuelle situation ikke giver de tilbagevendte den nødvendige sikkerhed. EU vil heller ikke overholde asylretten, hvis vi sender pakistanske borgere fra andre lande tilbage – f.eks. Afghanistan – som er kommet til EU via Pakistan. Det kunne bevirke, at en borger bliver genstand for en række udvisninger fra land til land, som EU ikke har kontrol over. Desuden omfatter tilbagetagelsesaftalen ingen garantier eller overvågningsmekanismer. Den er fuld af juridiske smuthuller og tvetydigheder. Og den sikrer ikke tilstrækkelig beskyttelse af persondata.

De nylige oversvømmelser i landet er endnu en grund til bekymring for de tilbagesendte og deres skæbne. For kun to uger siden udtrykte Parlamentet sin bekymring over den humanitære situation i Pakistan som følge af katastrofen. Højrefløjens hykleri bliver tydeligt, hvis denne uacceptable tilbagetagelsesaftale vedtages. Det bliver ikke med min stemme.

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. – (FR) Lige som 385 af mine kolleger stemte jeg for tilbagetagelsesaftalen mellem EU og Pakistan, som regulerer tilbagesendelsen af personer, der opholder sig ulovligt i EU.

Efter otte års forhandlinger mellem Kommissionen og Pakistan supplerer denne aftale nu de 11 andre tilbagetagelsesaftaler, som udgør en betydeligt styrkelse af den asyl- og indvandringspolitik, som EU vil udforme. Det er derfor en retlig ramme, som bygger på international ret og navnlig non-refoulement-princippet om, at en person ikke må udvises til en stat, hvor vedkommendes frihed vil være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, medlemskab af særlige samfundsgrupper eller politik overbevisning.

Til aftalens kritikere vil jeg sige, at denne aftale i det mindste udmærker sig ved at være konsekvent og virksom på EU-plan, fordi der ikke er noget i den, der hindrer medlemsstaterne i at indgå bilaterale aftaler. Vores migrationspolitik er bred og omfatter kampen mod illegal indvandring, som vi ved enhver given lejlighed må forsøge at afskrække folk fra.

Det er den bedste måde, hvorpå vi kan beskytte potentielle indvandrere, der ønsker at nå frem til det europæiske Eldorado og som oftest er ofre for skrupelløse smuglere, menneskehandlere af alle slags og økonomisk udnyttelse.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (FR) Jeg beklager dybt, at jeg stemte for denne aftale. Pakistan er det land, der allerede huser det største antal flygtninge i verden, og det har ikke engang underskrevet Genèvekonventionen om flygtninge. Med denne aftale har medlemsstaterne primært fokuseret på afghanske borgere. Det er topmålet af kynisme og uanstændighed at tilbagesende ofrene for en krig, som medlemsstaterne deltager i.

Dertil kommer, at Kommissionen lige som de pakistanske myndigheder ikke har kunnet forklare os, om aftalen kunne gennemføres, og hvilken virkning den vil få. Ingen har nogen anelse om det. Det er uansvarligt af mine parlamentskolleger at give afkald på vores nye beføjelser, som Lissabontraktaten har givet os, og blindt acceptere Kommissionens tredjerangsgarantier for en aftale, der potentielt udløser overtrædelser af menneskerettighederne.

  Oreste Rossi (EFD), skriftlig. – (IT) Vi går ind for betænkningen om indgåelsen af en aftale mellem EU og Pakistan om tilbagetagelsen af personer, der opholder sig ulovligt i EU. Aftalen hjælper med at styrke kampen mod illegal indvandring i EU, letter processen med at udvise pakistanske borgere, der bor ulovligt i EU, og deres tilbagesendelse til oprindelseslandet. Vores mål bør være at udbrede denne type aftale til andre lande, hvorfra der også ofte kommer illegale indvandrere.

I de midlertidige asylcentre spilder man ofte tid på at opnå hjemsendelsestilladelser fra oprindelseslandet, når den ulovligt bosiddende persons statsborgerskab er blevet klarlagt, og det fører til, at den maksimale opholdstid overskrides. Aftaler som den, vi har vedtaget i dag, vil reducere ventetiden, og det vil derfor blive lettere og mindre bekosteligt at forvalte hjemsendelsen af de illegale indvandrere.

  Marie-Christine Vergiat (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Det er første gang, siden Lissabontraktaten trådte i kraft, at Parlamentet har stemt om en tilbagetagelsesaftale. Disse aftaler er symboler på den indvandringspolitik, som danner et fort Europa og uddriver folk, som er tvunget af fattigdom og krig til at søge asyl på vores område.

Parlamentet har nu redskaberne til at tvinge Rådet og Kommissionen til at omsætte deres ord i handling.

Den aftale, der er forelagt os, har utallige mangler og omfatter ingen garanti for den situation, som folk vil blive sendt tilbage til i Pakistan. Vi ved kun alt for godt, hvordan menneskerettigheder overholdes i Pakistan, som ikke engang har undertegnet Genèvekonventionen fra 1951.

Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre opfordrer til en evaluering af de eksisterende tilbagetagelsesaftaler, da det ville sætte fokus på de ødelæggende virkninger af disse politikker, som er en hån mod mennesker, der ikke har haft det held at være født på EU's område.

Parlamentet forbedrer ikke sin status med denne afstemning. Det er nu gået glip af lejligheden til at give sin mening til kende om, hvordan menneskerettighedsretorikken skal udmøntes i praksis.

Betænkning: Metin Kazak (A7-0238/2010)

  William (The Earl of) Dartmouth (EFD), skriftlig. – (EN) Ændringen giver de mange mennesker i EU og de parlamentsmedlemmer, der repræsenterer dem, mulighed for at signalere deres utilfredshed med og modstand mod tyrkisk EU-medlemskab og den sideløbende politiske union. Imidlertid ønsker vi ikke, at det skal ske på bekostning af opbakningen til den frie handel med Tyrkiet, også uden toldskranker, så store dele af betænkningen er uændrede. Mange valg er uheldige, idet frihandelsaftalerne tillader toldskranker. Toldunioner fjerner dem internt, men fortsætter med at tillade dem og opbygger dem endda udadtil. Og naturligvis begrænser og forbyder toldunioner medlemmernes frihed til handelsmæssige forhandlinger. Trods disse bekymringer over toldunionerne som begreb accepterer vi på baggrund af Tyrkiets omstændigheder den pågældende del af betænkningens indhold om toldunionen, fordi den giver modstanderne af fuldt tyrkisk medlemskab af EU mulighed for at afgive deres stemme. Det skal bemærkes, at kun 38 parlamentsmedlemmer ud af 736 stemte imod Tyrkiets indtræden i en politisk union.

  Roberta Angelilli (PPE), skriftlig. – (IT) Tyrkiet gør store fremskridt i retning af en åben og demokratisk udvikling i landet, ikke kun i økonomisk og handelsmæssig henseende, men i henseende til at overholde retsstatsprincipperne.

Tyrkiet er en central økonomisk partner og handelspartner for EU, er EU's syvendestørste importmarked og femtestørste eksportmarked. Trods sin enestående geopolitiske placering og rolle i verdenshandelen holder Tyrkiet fast i at opretholde tekniske handelshindringer og gør overdreven brug af beskyttelsesforanstaltninger.

Der skal stadig gøres en stor indsats i kampen mod forfalskninger, i arbejdet for at gøre offentlige kontrakter mere gennemsigtige og åbne for udenlandske virksomheder og for at tillade varernes frie bevægelighed. Der skal også gøres en indsats på menneskerettighedsområdet. Faktisk udøves der stadig en diskriminerende politik over for det kurdiske mindretal, og kvinders og fagforeningers rettigheder overtrædes også fortsat. Principperne for overholdelse af de universelle og udelelige menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder har derfor høj prioritet, og der mangler meget arbejde endnu på dette område.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) På baggrund af Tyrkiets og EU's toldunion siden 1996 har de to parter opnået højtudviklede økonomiske og handelsmæssige forbindelser. Tyrkiet er EU's syvendestørste handelspartner, mens EU er Tyrkiets femtestørste handelspartner. Vi skal styrke samhandelen. Men handelen skal fortsat være rentabel for begge parter. Derfor stemte jeg for de ændringer, som min gruppe Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) fremlagde forslag om for at opnå større gensidighed. Tyrkiet skal standse brugen af antidumping til protektionistiske formål, se kritisk på sine tekniske handelshindringer og forbedre anvendelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder.

  George Becali (NI), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for denne betænkning, fordi Tyrkiet er blevet EU's syvendestørste handelspartner, mens EU er Tyrkiets største handelspartner. Tyrkiet udgør et forbindelsesled mellem Middelhavet, Mellemøsten, Asien, Sortehavet og Kaukasus og har en toldassocieringsaftale tilbage fra 1963.

  Mara Bizzotto (EFD), skriftlig. – (IT) Det omhandlede emne er tydeligvis af handelsmæssig og økonomisk art, men vi kan trods alt ikke se bort fra, at vi taler om et land, der venter på at blive medlem af EU, og hvis indtræden har mødt modstand.

Det, der overbeviser mig om mit nej til denne betænkning, trods det at jeg forstår de positive aspekter ved at udbygge samhandelen med et højvækstland, er ikke desto mindre det politiske aspekt. Bedre økonomiske forbindelser med et land må ikke – og det frygter jeg, kunne være tilfældet her – blive til en trojansk hest som et middel til at skubbe en stat ind i EU.

Jeg er bange for, at Parlamentets anerkendelse af den nylige folkeafstemning om en forfatningsændring i Tyrkiet kan ses som en politisk opmuntring til den tyrkiske regering. Jeg mener imidlertid, at vi bør begrænse os strengt til at knytte handelsforbindelser med Tyrkiet, om end vi skal tage behørigt hensyn til virkningerne for vores landbrug og faren for, at Europa bliver oversvømmet af forfalskede varer (i hvilken kunst Tyrkiet kun overgås af Kina).

I dag udgør Tyrkiet imidlertid en større fare end nogensinde for Europas identitet og politiske solidaritet, og vi bør alle være overbeviste om, at det er langt at foretrække og også kun naturligt for dette land at forblive uden for Europas grænser.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) Statistikkerne viser, at EU er langt den største handelspartner, Tyrkiet har. Imidlertid er handelsmængderne gået ned de senere år til fordel for ulandene. Med tanke på denne mængde og de stabile bånd mellem Tyrkiet og EU bør de handelsmæssige og økonomiske forbindelser få behørig opmærksomhed.

På denne baggrund bør der træffes de nødvendige foranstaltninger til at udbygge disse forbindelser yderligere. Toldunionen, som blev oprettet mellem Tyrkiet og EU for 14 år siden, og som stadig er ufuldstændig, skal være mere effektiv. Derfor skal der straks gøres noget ved de uløste problemer, mens Tyrkiet og EU bør afstemme deres handelspolitik yderligere, især med hensyn til frihandelsaftaler og regional handel. Disse tiltag kunne skabe en gunstig situation, som begge økonomier vil kunne få gavn af. Det er især vigtigt, at EU i højere grad retter sin opmærksomhed mod Tyrkiet, da dette lands rolle er vokset de senere år, især gennem en yderligere styrkelse af dets enestående geopolitiske placering, hvor det optræder som forbindelsesled mellem Middelhavet, Mellemøsten, Asien, Sortehavet og Kaukasus.

  Lara Comi (PPE), skriftlig. – (IT) Tyrkiet er en strategisk partner for EU. Bortset fra den ganske vist vigtige direkte handel mellem Tyrkiet og EU-landene ligger det umiddelbart uden for vores sydøstlige grænser, det er medlem af samme forsvarsalliance som størstedelen af EU's medlemsstater, og det giver os adgang til energikilder og råmaterialer. Desuden er den nylige folkeafstemning om en forfatningsændring et skridt i retning af overtagelsen af EU-regelværket og fortjener behørig anerkendelse.

Denne betænkning har den store fordel, at den retter fokus mod det vigtigste aspekt for EU og understreger den centrale betydning heraf sammen med de positive elementer. Navnlig viser den, hvordan forbindelserne med dette land udfoldes på mange niveauer. Det er vanskeligt at opsummere deres kompleksitet i en enkel beslutning, som disse institutioner træffer for eller imod antagelighed.

Alle disse betragtninger danner grundlag for anlæggelsen af Tyrkiets vej mod Europa og for tilvejebringelsen af en grund til at se på Tyrkiet som værende meget tættere på end det, som traktaterne kan forlede os til at tro. Jeg mener, at det er hensigtsmæssigt at følge den linje, som ordføreren har skitseret, til gavn for begge parter.

  Robert Dušek (S&D), skriftlig. – (CS) I betænkningen om handelsforbindelserne med Tyrkiet påpeges de største succeser og vanskeligheder i handelen mellem EU og Tyrkiet. Tyrkiet har siden 1963 haft en associeringsaftale med EU. Den førte til dannelsen af en toldunion i 1996. Oprettelsen af toldunionen bidrog til en større markedsintegration, og Tyrkiet er blevet en central handelspartner for EU. F.eks. eksporterede Tyrkiet i 2009 varer for 33,6 mia. EUR til EU og importerede varer fra EU i størrelsesordenen 40,4 mia. EUR. Trods disse succeser ville en udvidelse af toldunionen til også at omfatte tjenesteydelser og offentlige kontrakter og en fjernelse af de aktuelle problemer såsom manglerne i Tyrkiets anvendelse af den intellektuelle ejendomsret bidrage til en videreudvikling af de handelsmæssige og økonomiske forbindelser mellem EU og Tyrkiet.

Ifølge betænkningen hindrer Tyrkiets kandidatur til EU-medlemskab en gennemgribende reform af toldunionen. Det er derfor nødvendigt at overveje, hvilken af de førnævnte muligheder for integration og samarbejde der ville være mest gavnlig for begge parter og mest nyttig i økonomiske krisetider. Efter min mening har ordføreren dækket alle de væsentligste spørgsmål, og betænkningen er som helhed ikke ensidig. Derfor har jeg stemt for betænkningen.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning om handelsmæssige og økonomiske forbindelser med Tyrkiet. Den fulde gennemførelse af toldunionen mellem EU og Tyrkiet, som har eksisteret siden 1996, skal foregå gennem fjernelse af de resterende bureaukratiske hindringer sammen med toldmæssige og ikketoldmæssige handelshindringer. Jeg mener, at det er lige så vigtigt for Tyrkiet at placere kvinders beskæftigelse i centrum for landets økonomiske og sociale politik, idet kvindernes arbejdsmarkedsdeltagelse er meget lav.

  Nigel Farage (EFD), skriftlig. – (EN) Ændringen giver de mange mennesker i EU og de parlamentsmedlemmer, der repræsenterer dem, mulighed for at signalere deres utilfredshed med og modstand mod tyrkisk EU-medlemskab og den sideløbende politiske union. Imidlertid ønsker vi ikke, at det skal ske på bekostning af opbakningen til den frie handel med Tyrkiet, også uden toldskranker, så store dele af betænkningen er uændrede. Mange valg er uheldige, idet frihandelsaftalerne tillader toldskranker. Toldunioner fjerner dem internt, men fortsætter med at tillade dem og opbygger dem endda udadtil. Og naturligvis begrænser og forbyder toldunioner medlemmernes frihed til handelsmæssige forhandlinger. Trods disse bekymringer over toldunionerne går vi på baggrund af Tyrkiets omstændigheder ind for toldunionen, fordi den giver modstanderne af tyrkisk medlemskab mulighed for at sige deres mening.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) EU og Tyrkiet har allerede været vigtige handelspartnere i mange år. Dette partnerskab, som er til gensidig gavn, er løbet ind i en række forhindringer i Tyrkiet, som har forsøgt at begrænse europæiske varers adgang til sit marked ved at indføre administrative og bureaukratiske betingelser.

Jeg håber, at disse hindringer bliver fjernet, at Tyrkiet vil gøre en beslutsom indsats for at bekæmpe forfalskning af europæiske varer og forsvare ophavsmændenes legitime ret til provenuet af deres opfindelsesproces, og at de handelsmæssige og økonomiske forbindelser mellem EU og Tyrkiet vil vokse og blive stærkere.

Som jeg allerede har haft lejlighed til at sige, håber jeg – uanset hvordan forbindelserne mellem EU og Tyrkiet ser ud i fremtiden – at parterne vil mødes og følge dialogens og det effektive samarbejdes vej, og at Tyrkiet fortsætter den rejse, det har påbegyndt mod frihed og demokrati efter vestligt forbillede.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) I 1963 underskrev Tyrkiet og EØF en associeringsaftale, som gav plads for en toldunion i 1996. Denne retsakt muliggjorde udbygningen af den økonomiske forbindelse via toldunionen. Varerne, der var omfattet af toldunionen, var alle industrivarer og forarbejdede landbrugsprodukter. I 2009 øgedes Tyrkiets eksport til EU til 33,6 mia. EUR og importen fra EU til 40,4 mia. EUR. Ifølge Verdensbankens statistikker blev Tyrkiet også verdens syttendestørste økonomi og Europas sjettestørste økonomi. Landet var den tyvendestørste modtager af udenlandske direkte investeringer. Toldunionen fra 1996 dækker ikke landbrugsprodukter og områder som offentlige indkøb. Hvad angår de offentlige kontrakter, tilbyder Tyrkiet stadig 15 % rabat til tyrkiske tilbudsgivere. Jeg opfordrer indtrængende Tyrkiet til at forenkle de bureaukratiske procedurer og fjerne de resterende toldmæssige og ikketoldmæssige handelshindringer og de unødvendige hindringer for samhandelen mellem EU og Tyrkiet.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Denne betænkning er et forsøg på at konsolidere et økonomisk og handelsmæssigt forhold til Tyrkiet, som sandt at sige sigter mod at underlægge landet EU's interesser. Henvisningerne er udtrykkelige, og der er mange af dem. De resterende toldmæssige og ikketoldmæssige hindringer mellem EU og Tyrkiet skal fjernes, åben handel og investeringsordninger skal opretholdes, Tyrkiets evne til at modstå fristelsen til at være protektionistisk indadtil skal styrkes, og toldunionen skal udvides til at omfatte landbrugsprodukter, tjenesteydelser og offentlige indkøb.

Udviklingen af disse økonomiske og handelsmæssige forbindelser gavner kun de store monopoler i EU og Tyrkiet og er til klar ulempe for arbejderne, som ville miste rettigheder til fordel for konkurrenceevnen, og for smv'erne og landmændene, som får større produktionsomkostninger og lavere priser for deres varer.

Det pres, der lægges på Tyrkiet for at få landet til at overholde de indgåede aftaler, er imidlertid positivt. Det gælder bl.a. normaliseringen af forbindelserne med alle EU-lande, herunder Cypern. Økonomiske og handelsmæssige forbindelser må ikke prioriteres imod befolkningens interesser, og ethvert fremskridt i forholdet til Tyrkiet skal være betinget af, at Tyrkiet ophører med sin besættelse af den nordlige del af Cypern.

  Lorenzo Fontana (EFD), skriftlig. – (IT) Efter min mening indeholder denne betænkning en slående unøjagtighed, fordi det hedder, at den tyrkiske økonomi er Europas sjettestørste. Denne påstand imødegås under alle omstændigheder kategorisk af geografien, fordi næsten hele Tyrkiet ligger på det asiatiske kontinent.

Ændringen, ifølge hvilken Parlamentet udtaler sin glæde over resultatet af den nylige folkeafstemning i Tyrkiet, underminerer også forholdets neutralitet, idet den giver det flere politiske konnotationer og tager afsæt i en udelukkende økonomisk vurdering. Af disse grunde er jeg bange for, at jeg ikke kan støtte vedtagelsen af hr. Kazaks betænkning.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. – (FR) Vi stemte for beslutningsforslaget, som Gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati havde fremlagt, selv om det er utilfredsstillende. I forslaget fastholdes imidlertid klart, at udbygningen af de eksisterende forbindelser mellem EU og Tyrkiet vil betyde, at landets tiltrædelse af EU erstattes og forældes.

Dog skal enhver fremtidig udbygning af forbindelserne mellem Tyrkiet og EU være nøje betinget af Tyrkiets anerkendelse af Cypern, hvis eksistens Tyrkiet fortsat benægter, og af hvis nordlige del Tyrkiet opretholder en ulovlig militær besættelse. Tyrkiet, et stolt land og en tidligere allieret imod truslen fra kommunisterne, udgør et brohoved mellem Europa og Asien. Det er en bro, men det er ikke et europæisk land i geografisk, demografisk, historisk eller kulturel henseende.

Endelig må vi erkende, at løfterne, der blev givet i 1963 i Ankara midt under den kolde krig og af strategiske grunde, ikke længere er relevante, og at vi – både europæere og tyrkere – ville spilde mindre tid, hvis vi overvejede et privilegeret partnerskab frem for medlemskab, som vores borgere ikke ønsker, og som mange tyrkere også er imod.

  Elisabeth Köstinger (PPE), skriftlig. – (DE) Tyrkiet er en vigtig handelspartner for EU. I en direkte sammenligning er Tyrkiet EU-27's syvendestørste importland og det femtestørste eksportland. I 2009 var den samlede handelsværdi oppe på næsten 80 mia. EUR. Set fra Tyrkiets synspunkt er EU landets stærkeste handelspartner med hensyn til både import og eksport og ligger langt foran lande som Rusland, Kina og USA. Disse sunde økonomiske og handelsmæssige forbindelser skal fortsætte og udbygges yderligere. Dannelsen af en fælles toldunion i 1996 var et vigtigt skridt i denne retning. Ikke desto mindre må vi fjerne uoverensstemmelserne, f.eks. antidumpingforanstaltningerne og diskriminationen af udenlandske virksomheder fra Tyrkiets side, som strider mod de gældende aftaler. Selv med hensyn til håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder mangler der stadig noget, før traktaterne overholdes. Jeg støtter helt bestemt hr. Kazaks initiativbetænkning, som afslører problemområderne i vores handelssamkvem med Tyrkiet, og hvori man opfordrer til, at disse fjernes.

  Jean-Marie Le Pen (NI), skriftlig. – (FR) Hr. Kazak vil med sin betænkning have os til at tro, at toldunionen, der blev oprettet i henhold til associeringsaftalen mellem EØF og Tyrkiet i 1963, er en succes med hensyn til økonomisk og handelsmæssig integration mellem nutidens EU og Tyrkiet, at den bl.a. har gjort det muligt at understøtte europæisk vækst og derfor fransk vækst. Ud over den kendsgerning, at Tyrkiet kun i meget begrænset udstrækning har overholdt sine forpligtelser i denne proces, har vi gennem årtierne siden lagt mærke til, at der er foregået udflytning og tabt mange arbejdspladser. Dette er set i et internationalistisk allianceperspektiv langt fra at være et økonomisk og samfundsmæssigt aktiv for vores land og vores europæiske naboer. I stedet for at erkende dette går man imidlertid så langt i betænkningen som til at kritisere anvendelsen af nationale tekniske regler og standarder som et middel til at beskytte nationale markeder – standarder, som ordføreren anser for at være overdrevne antidumpingforanstaltninger, som derfor begrænser den tyrkiske handel med Europa. Alt dette er naturligvis beregnet til at styrke Tyrkiets proces mod EU-medlemskab og denne gang med tanke på de industrielle og handelsmæssige fordele, som de profithungrende EU-tilhængere, internationalister og ultraliberalister har øje på. Vi er naturligvis imod alt, hvad der ligner.

  Morten Løkkegaard (ALDE), skriftlig. – (DA) Jeg vil gerne understrege min tilfredshed med, at vi i Parlamentet kan blive enige om at opfordre til endnu tættere økonomisk samarbejde med Tyrkiet, trods stor skepsis i store dele af den europæiske befolkning med hensyn til en øget integration mellem EU og Tyrkiet. Denne skepsis er fuldt forståelig. Tyrkiet har gennem mange år haft mere end svært ved at leve op til de krav, som EU med rette stiller for medlemskab. Alligevel skal Europa fortsætte med at presse på for fremtidig tyrkisk medlemskab.

For med sine omkring 75 mio. indbyggere er Tyrkiet et kæmpe marked for europæiske eksportvirksomheder og er allerede Europas syvende største handelspartner. Tyrkiet aftager en stor del af EU's eksport, hvilket skaber vækst og jobs i Europa. Og vi aftager billige varer fra Tyrkiet, hvilket giver vore forbrugere et billigere og mere alsidigt udvalg på supermarkedshylderne. Tyrkiet er med andre ord vigtig for Europas økonomi.

Det er dog kun på handelen med varer, at EU og Tyrkiet har integreret sig dybere. Serviceområdet halter efter, og derfor herfra en opfordring til, at serviceområdet inkluderes i handelsaftalen. Samtidig må der lægges pres på Tyrkiet, således at landet fjerner de barrierer for ikke mindst den frie bevægelighed for varer, der kræves, for at tiltrædelsesforhandlingerne kan fortsætte. Sker det ikke, er det svært at forestille sig et stadigt tættere samarbejde med Tyrkiet. Tyrkiets medlemskab af EU er fortsat det langsigtede mål. Derfor er det vigtigt, at vi kan løse gensidige problemer fælles, og at Tyrkiet lever op til sine forpligtelser i tiltrædelsesaftalen.

Jeg håber, at vi trods skepsis om tyrkisk medlemskab af EU i store dele af den europæiske befolkning kan formå at bevare Tyrkiet som tæt handelspartner og samarbejdspartner, og at vi ikke skræmmer dem væk med de talrige afvisninger fra store EU-landes ledere af, at Tyrkiet i fremtiden kan blive en del af EU.

For vi har brug for Tyrkiet, og ikke kun på det økonomiske område. Tyrkiet er en vigtig regional spiller i Mellemøsten og en vigtig samarbejdspartner for NATO. Så lad os ikke skubbe Tyrkiet fra os, men lad os udbygge vores samarbejde, ikke mindst gennem et stærkt økonomisk samarbejde.

  Marisa Matias (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Denne betænkning er en sand ode til toldunionen og ubetinget frihandel, til frihandelsaftaler mellem Tyrkiet og tredjelande, til WTO-aftalerne og til gennemførelsen af Nabuccoprojektet. Vi kan ikke støtte en betænkning, hvis struktur er uforenelig med vores vision, trods nogle forbedringer, der hidrører fra de ændringer, der er foreslået af venstrefløjen, især af den samfundsøkonomiske situation, arbejdsløsheden blandt unge og kvinder og fagforeningernes rettigheder samt den positive henvisning til Tyrkiets forpligtelser med hensyn til tillægsprotokollen til associeringsaftalen. De ønsker at gøre Tyrkiet til den 28. stat i det frie marked uden at give landet en EU-medlemsstats fulde ansvar og tilhørende forpligtelser. Vi er imod denne nye udskydelsesstrategi.

  Mario Mauro (PPE), skriftlig. – (IT) For Tyrkiet er EU den førende handelspartner. Selv om handelsmængderne således er meget store, tøver man ikke i betænkningen med at beskrive problemerne i vores samhandel.

Et af problemerne, som vi absolut ikke må overse, er det forhold, at Tyrkiet for femte år i træk ikke opfylder forpligtelsen til at anvende tillægsprotokollen til associeringsaftalen og ikke har fjernet alle hindringer for varernes frie bevægelighed. F.eks. er der stadig lukket for varer fra Cypern.

Disse og andre anliggender, som i vidt omfang belyses gennem ændringsforslagene fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater), har gjort det muligt at tilføre mere ligevægt til en betænkning, som under alle omstændigheder med rette ikke indeholder henvisninger til tættere bånd af politisk art mellem EU og Tyrkiet.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Tyrkiet er som alle stater en suveræn stat og skal som sådan respekteres. Det er uacceptabelt for EU at tage sig den frihed at true landet med at suspendere forhandlingerne om det, der desuden er en temmelig uønskelig tiltræden set ud fra den sociale og skattemæssige top-down-harmonisering, der kræves.

Parlamentet vil være uværdigt til at modtage det venskab, som det tyrkisk folk viser det, hvis det stemte for en betænkning, som forpligter tyrkerne til at ødelægge arbejdspladser i deres landbrug (50 % af samtlige arbejdspladser i Tyrkiet) på grund af fjernelsen af alle skatter på landbrugsvarer, der fremmer investorernes rettigheder på bekostning af befolkningens. Jeg stemmer imod betænkningen.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Det er velkendt, at Tyrkiet er en af EU's vigtigste handelspartnere. Dette forhold er gammelt og stammer tilbage fra 1963. Det blev udbygget gennem dannelsen af en toldunion i 1993 i kraft af den oprindelige aftale. Trods alt er der stadig mange bureaukratiske hindringer, der har hindret handelen og de økonomiske forbindelser i at være mere fordelagtige for begge parter. Tyrkiet skal derfor gøre en ekstra indsats for at bekæmpe disse hindringer til fælles bedste.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (LV) Jeg ser gerne, at den tyrkiske regering opfatter denne beslutning som en slags fremskridt, og derfor stemte jeg for. Hvis Tyrkiet i fremtiden ikke samarbejder med EU's strukturer om det cypriotiske og det armenske spørgsmål, vil jeg stemme imod enhver lempelse til Tyrkiets fordel. Tyrkiets manglende anerkendelse af det armenske folkemord i begyndelsen af forrige århundrede, da millioner af uskyldige mennesker blev myrdet, er ikke normalt. Den aktuelle tyrkiske blokade af Armenien sender et dårligt signal til EU. Forskuddet er udbetalt. Nu må vi vente på de positive ændringer fra Tyrkiets side.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Spørgsmålet om EU-medlemskab er et spørgsmål, der i princippet end ikke burde stilles på grund af divergerende kulturelle og religiøse holdninger, som allerede truer med at sætte den sociale fred i EU på spil. EU-medlemskab handler ikke kun om økonomiske forbindelser. Det handler også om politiske og kulturelle spørgsmål og om vejen ind i EU for netop de religiøse og samfundspolitiske holdninger, som er uforenelige med et Europa, der er kendetegnet ved en vestlig, kristen tradition. På baggrund af at Tyrkiet har modtaget 1,3 mia. EUR i EU-tilskud alene fra 1996 til 2005, må det være muligt at komme i forhandlinger om et strategisk partnerskab. Det er spild af tid at overveje at indføre en mere funktionsdygtig toldunion for at forbedre de handelsmæssige forbindelser med Tyrkiet, så længe den tyrkiske regering ikke opfylder de gældende forpligtelser i så henseende over for Cypern. Derfor stemte jeg imod betænkningen i dag.

  Claudio Morganti (EFD), skriftlig. – (IT) Jeg stemte imod betænkningen, fordi hr. Kazak studerede i Frankrig takket været et stipendium fra den tyrkiske stat, og der derfor består en klar interessekonflikt.

Jeg finder det derfor mere hensigtsmæssigt at henvise beslutningen til udvalget og udskifte ordføreren. Den indeholder også en beskrivelse af den tyrkiske økonomi som en europæisk økonomi i stedet for en asiatisk økonomi. Jeg bryder mig ikke om tanken om, at en forøgelse af samhandelen mellem EU og Tyrkiet kunne bruges som undskyldning for tyrkisk medlemskab af EU. Vi ønsker ikke et Eurabia!

  Paul Nuttall (EFD), skriftlig. – (EN) Ændringen giver de mange mennesker i EU og de parlamentsmedlemmer, der repræsenterer dem, mulighed for at signalere deres utilfredshed med og modstand mod tyrkisk EU-medlemskab og den sideløbende politiske union. Imidlertid ønsker vi ikke, at det skal ske på bekostning af opbakningen til den frie handel med Tyrkiet, også uden toldskranker, så store dele af betænkningen er uændrede. Mange valg er uheldige, idet frihandelsaftalerne tillader toldskranker. Toldunioner fjerner dem internt, men fortsætter med at tillade dem og opbygger dem endda udadtil. Og naturligvis begrænser og forbyder toldunioner medlemmernes frihed til handelsmæssige forhandlinger. Trods disse bekymringer over toldunionerne som begreb accepterer vi på baggrund af Tyrkiets omstændigheder den pågældende del af betænkningens indhold om toldunionen, fordi den giver modstanderne af fuldt tyrkisk medlemskab af EU mulighed for at afgive deres stemme. Det skal bemærkes, at kun 38 parlamentsmedlemmer ud af 736 stemte imod Tyrkiets indtræden i en politisk union.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) De seneste måneder har EU's medlemsstaters visumpolitik for tyrkiske forretningsfolk været et vigtigt spørgsmål. Efter at have opnået en lempelse af de franske visumkrav underskrev Istanbuls handelskammer også en aftale med Italien i februar i år. Ifølge denne aftale vil forretningsfolk få et Schengenvisum, som er gyldigt i fem år, hvis de kan fremlægge et referencebrev fra Istanbuls handelskammer. Dette visum giver dem lov til at rejse ind i alle Schengenlande. Tyskland er efterfølgende blevet kritiseret – med urette – for sin restriktive visumpolitik. EU burde i stedet tage Tysklands tvivl med hensyn til denne visumliberalisering alvorligt. I EU er Tyskland det land, der bærer den største byrde af tyrkiske indvandrere. Risikoen for, at det såkaldte forretningsmandsvisum vil føre til permanent ophold ad bagdøren, er høj. Det er ikke det tyrkiske handelskammer, men indrejselandet, der burde beslutte i det enkelte tilfælde, hvorvidt et visum bør udstedes til forretningsmæssige formål. Problemet er blot, at den liberale visumpolitik i Frankrig og Italien også har åbnet døren til resten af Schengenområdet. Det er et alvorligt brud på national suverænitet. Kommissionen burde i al hast se nærmere på dette problem i forbindelse med udviklingen af handelsforbindelserne med Tyrkiet.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) I betænkningen hedder det i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne med EU, at toldunionen med Tyrkiet først skal udbygges. Derfor skal toldunionen udvides til landbrugs- og servicesektoren f.eks. og til offentlige indkøb. De igangværende forhandlinger gælder ikke kun økonomiske forhold. De handler også om politiske og kulturelle spørgsmål og divergerende religiøse og samfundspolitiske synspunkter, som er uforenelige med et Europa, der er kendetegnet ved en vestlig, kristen tradition. I årevis har Tyrkiet modtaget milliarder i tiltrædelsesstøtte, som er mere end tilstrækkeligt til at fremme et strategisk og handelsmæssigt partnerskab. Det er tvingende nødvendigt, at udbygningen af toldunionen med Tyrkiet ledsages af fremskridt i Tyrkiets forhold til Cypern, menneskerettigheder og demokrati samt med hensyn til religionsfrihed og ytringsfrihed. Tyrkiet mangler stadig meget på disse områder. Jeg stemmer derfor imod betænkningen, som repræsenterer endnu et skjult skridt i retning af Tyrkiets kommende fulde medlemskab af EU.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for betænkningen, fordi den indeholder visse punkter, jeg finder vigtige. Det er nu femte år i træk, at Tyrkiet ikke fuldt ud gennemfører tillægsprotokollen til partnerskabsaftalen, og det har heller ikke fjernet hindringerne for varernes frie bevægelighed.

Ankara må også skærpe beskyttelsen af de intellektuelle ejendomsrettigheder og anvende europæiske standarder for at bekæmpe forfalskninger. Endelig er det nødvendigt med en væsentlig nedbrydning af handelsbarriererne, især for landbrugsprodukter. Hvis Tyrkiet rent faktisk ønsker at fortsætte drøftelserne og forhandlingerne om EU-medlemskab, må landet først overholde visse grundlæggende ting, især i Cypernspørgsmålet og med hensyn til handelsgarantier og -regler.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. – (IT) Tyrkiets rolle i verdenshandelen er blevet forstærket, fordi landet optræder som forbindelsesled mellem Middelhavsområdet og naboregionerne.

I denne forbindelse har toldunionen gjort det muligt for os at opnå en betydelig grad af integration mellem EU's markeder og Tyrkiet. Toldunionen omfatter alle industrivarer og forarbejdede landbrugsvarer, og dens succes afspejles i statistikkerne, idet Tyrkiet ligger på syvendepladsen blandt EU's største importmarkeder og femtepladsen blandt eksportmarkederne. Imidlertid kan toldunionen endnu ikke beskrives som fuldendt og synes at lide under problemer som de resterende tekniske handelshindringer og overdreven brug af beskyttelsesforanstaltninger.

I denne sammenhæng og under indtryk af betydningen af forbindelserne mellem Tyrkiet og EU sigter man med dette forslag mod mere opmærksomhed til de handelsmæssige og økonomiske forbindelser mellem de to parter, ved at der vedtages de fornødne initiativer til at styrke kvaliteten af forbindelserne yderligere og gøre toldunionen mere funktionsdygtig. Disse tiltag kan være gensidigt gavnlige for de to økonomier.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for denne betænkning på grund af den store handelsmængde og de stabile bånd, der består mellem Tyrkiet og EU. Tyrkiet er blevet en central handelspartner for EU, er EU's syvendestørste importmarked og femtestørste eksportmarked. Med to tredjedele af de samlede udenlandske direkte investeringer, der kommer fra EU, er Tyrkiet blevet et investeringsgrundlag for europæiske virksomheder med stigende integration i EU's forsynings- og produktionskæde, ofte i segmenter med høj værditilvækst. I 2009 eksporterede Tyrkiet varer for 33,6 mia. EUR til EU og importerede varer for 40,4 mia. EUR fra EU. Jeg hilser det velkomment, at smv'erne udgør 99 % af Tyrkiets virksomheder og rummer 70 % af arbejdspladserne i Tyrkiet. Tyrkiet må tage initiativet ved hurtigt at gennemføre den mellemstatslige Nabuccoaftale, definere en fælles ekstern energistrategi og åbne forhandlinger om energikapitlet, hvilket ville fremme samarbejdet på energiområdet yderligere. Jeg mener, at de handelsmæssige og økonomiske forbindelser mellem Tyrkiet og EU må vises den opmærksomhed, de fortjener.

  Miguel Portas (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Denne betænkning er en sand ode til toldunionen og ubetinget frihandel, til frihandelsaftaler mellem Tyrkiet og tredjelande, til WTO-aftalerne og til gennemførelsen af Nabuccoprojektet. Vi kan ikke støtte en betænkning, hvis struktur er uforenelig med vores vision, trods nogle forbedringer, der hidrører fra de ændringer, der er foreslået af venstrefløjen, især af den samfundsøkonomiske situation, arbejdsløsheden blandt unge og kvinder og fagforeningernes rettigheder samt den positive henvisning til Tyrkiets forpligtelser med hensyn til tillægsprotokollen til associeringsaftalen. De ønsker at gøre Tyrkiet til den 28. stat i det frie marked uden at give landet en EU-medlemsstats fulde ansvar og tilhørende forpligtelser. Vi er imod denne nye udskydelsesstrategi.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Afstemningen i dag om denne betænkning understreger, at der på baggrund af den store handelsmængde og dybt forankrede forbindelser mellem Tyrkiet og EU bør gives den rette opmærksomhed til de handelsmæssige og økonomiske forbindelser og i så henseende de nødvendige skridt til yderligere at forbedre disse forbindelser. Der er adskillige tekniske spørgsmål, der fortsat ikke er løst, og der bør træffes øjeblikkelige foranstaltninger til at afhjælpe problemet. Toldunionen skal gøres mere funktionsdygtig, udestående problemer kræver øjeblikkelig handling, og Tyrkiet og EU bør yderligere samstemme deres handelspolitik, især i forbindelse med frihandelsaftalerne og den regionale samhandel. Disse tiltag vil sandsynligvis føre til en win-win-situation, som vil være til gavn for begge økonomier.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. – (NL) Jeg stemte for denne betænkning om handelsmæssige og økonomiske forbindelser med Tyrkiet. Betænkningen viser, hvor vigtig handelen mellem EU og Tyrkiet er. I 2008 beløb den sig til ikke mindre end 100 mia. EUR. I betænkningen sætter man fingeren på et svagt sted og påpeger med rette den kendsgerning, at der stadig er vældig mange problemer, der skal løses. I denne betænkning har man upartisk nævnt dem alle. Man citerer også med rette, at EU med sin politik tilstræber at fremme "(…) demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettighedernes og de grundlæggende frihedsrettigheders universalitet og udelelighed (…)". Tyrkiet bør desuden gøre en indsats for fuldt ud at respektere fagforeningernes rettigheder i overensstemmelse med EU's standarder og ILO-konventionerne, især med hensyn til foreningsfriheden, strejkeretten og retten til overenskomstforhandlinger.

EU må imidlertid påtage sig sit ansvar for visumliberalisering, ikke kun for lastbilchauffører, men også for forretningsfolk, turister, studerende og ældre. Vores forhold til Tyrkiet skal være fair, retfærdigt og oprigtigt. Det betyder, at vi må fortsætte med at gentage budskabet højt og tydeligt om, at EU vil overholde sit løfte om at optage Tyrkiet som medlem af EU, så snart det overholder alle Københavnskriterierne.

  Rui Tavares (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Denne betænkning er en sand ode til toldunionen og ubetinget frihandel, til frihandelsaftaler mellem Tyrkiet og tredjelande, til WTO-aftalerne og til gennemførelsen af Nabuccoprojektet. Vi kan ikke støtte en betænkning, hvis struktur er uforenelig med vores vision, trods nogle forbedringer, der hidrører fra de ændringer, der er foreslået af venstrefløjen, især af den samfundsøkonomiske situation, arbejdsløsheden blandt unge og kvinder og fagforeningernes rettigheder samt den positive henvisning til Tyrkiets forpligtelser med hensyn til tillægsprotokollen til associeringsaftalen. De ønsker at gøre Tyrkiet til den 28. stat i det frie marked uden at give landet en EU-medlemsstats fulde ansvar og tilhørende forpligtelser. Vi er imod denne nye udskydelsesstrategi.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for beslutningen om handelsmæssige og økonomiske forbindelser med Tyrkiet, fordi det ikke blot er et land på vej mod optagelse i EU, men også en strategisk partner for EU. Toldunionen med Tyrkiet er en af de tætteste og mest avancerede handelsmæssige forbindelser, som EU kan have med et tredjeland. EU står for 88 % af værdien af alle direkte udenlandske investeringer i Tyrkiet. På grund af sin geostrategiske placering er Tyrkiet et af de lande, der yder et vigtigt bidrag til diversificeringen af EU's energiforsyningskilder og -veje. I den henseende ønsker jeg at understrege betydningen af Nabuccoprojektet, og vi opfordrer Tyrkiet til at gennemføre den mellemstatslige Nabuccoaftale. Vi opfordrer også Tyrkiet til at investere i det enorme potentiale, der ligger i landets vedvarende energikilder. Sortehavsregionen er af særlig geostrategisk betydning for EU's energiforsyningssikkerhed og -diversificering på grund af beliggenheden tæt ved Det Kaspiske Hav, Mellemøsten og Centralasien. EU er desuden blevet en vigtig aktør i regionen efter Rumæniens og Bulgariens tiltrædelse af EU. I denne forbindelse mener jeg, at EU bør udforme en Sortehavsstrategi, hvori Tyrkiet også får en vigtig rolle at spille.

Betænkning: Esther de Lange (A7-0241/2010)

  Roberta Angelilli (PPE), skriftlig. – (IT) Bevarelsen af biodiversiteten og økosystemerne er en hastesag, som vi ignorerer eller snarere ikke giver den opmærksomhed, den fortjener.

Visse undersøgelser synes at vise, at velfærdstabet som følge af tabet af biodiversitet i øjeblikket beløber sig til ca. 50 mia. EUR om året, men det er først og fremmest et økologisk og ikke et økonomisk anliggende. FN har erklæret 2010 for biodiversitetsår og understreger dermed emnets internationale karakter og dets afgørende betydning, navnlig med hensyn til at nå millenniumudviklingsmålene. EU har også forpligtet sig til at sikre, at bevarelsen af biodiversiteten er integreret i mange EU-politikker. Desuden har EU vedtaget habitatdirektivet, som giver mulighed for at danne et økologisk netværk af særligt beskyttede områder kendt som Natura 2000.

Jeg mener, at alle medlemsstater skal forbedre forvaltningen af og respekten for biodiversiteten, bevaringen af landskaber og beskyttede områder, opretholdelsen og udviklingen af kontinuiteten mellem beskyttede landområder, havområder eller landbrugsområder af høj naturværdi. EU skal også yde flere tilskud til undersøgelser og nye initiativer og være mere opmærksom på at garantere overholdelse af alle EU's forordninger og direktiver, især med hensyn til bevarelse af biodiversiteten.

  Alfredo Antoniozzi (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for fru de Langes betænkning, fordi jeg tror på, at vi stadig kan gøre meget for at bevare biodiversiteten. Jeg støtter især den passage i betænkningen, hvori det hedder, at "en vellykket indsats på de tre problemområder fødevaresikkerhed, biodiversitetstab og klimaændringer forudsætter en sammenhængende tilgang og en fremtidig EU-strategi for biodiversitet, som er fuldt ud integreret med strategierne for henholdsvis bekæmpelse af fattigdom og sult samt modvirkning af og tilpasning til klimaændringerne".

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) I denne initiativbetænkning fra Parlamentet beklager man de manglende fremskridt med beskyttelsen af biodiversiteten. På grund af manglende politisk vilje, finansiering, omsætning af EU-lovgivningen osv. er den absolut minimale målsætning for 2010 om at "standse tabet af biodiversitet" ikke blevet opfyldt og derfor udskudt til 2020. I denne betænkning fremlægges en liste over foranstaltninger, der skal gennemføres for at sikre, at dette påtrængende mål nås. Da jeg er bekymret over miljøets tilstand og støtter den tilgang, som ordfører de Lange foreslår, stemte jeg for betænkningen.

  George Becali (NI), skriftlig. – (RO) Jeg støttede denne betænkning og stemte for den med fuldstændig overbevisning. Vi må handle for at standse det menneskeskabte biodiversitetstab. Vi beklager alle, at hverken Gøteborgdagsordenen eller Natura 2000 har sikret opfyldelsen af målsætningerne. Jeg tror, at landmændene spiller en vigtig rolle i indsatsen for at nå biodiversitetsmålene. Jeg mener desuden, at der skal findes ekstra finansielle ressourcer til brug for programmerne til bevaring af biodiversiteten.

  Alain Cadec (PPE), skriftlig. – (FR) Biodiversitetstabets nuværende hastighed er alarmerende. Ordføreren vurderer faktisk, at udryddelsen af arter sker i et tempo, der er 50-1 000 gange højere end normalt. På europæisk plan har Natura 2000-nettet haft som mål at bidrage til opretholdelsen af biodiversiteten gennem bevaring af naturtyper og vilde dyr og planter. Ordføreren beklager ikke desto mindre med rette forskellene mellem medlemsstaterne med hensyn til omsætning og fortolkning af direktiverne om Natura 2000. Fragmenteringen af finansieringen på biodiversitetsområdet er også problematisk. Faktisk deles ELFUL, den fælles fiskeripolitik, samhørighedspolitikken og det syvende rammeprogram for forskning om at dække størstedelen af udgifterne. Synergierne skal findes i den næste flerårige finansielle ramme. Endelig hilser jeg Kommissionens nylige meddelelse om en langsigtet strategi for biodiversiteten velkommen. Det ville hjælpe, hvis denne meddelelse og den tilhørende høring gav anledning til at formulere præcise politiske målsætninger og indføre passende foranstaltninger på EU-plan.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) De mangler, der konstateres i kampen for biodiversiteten, kræver en hurtig reaktion fra EU, og jeg tror, at denne beslutning bidrager til denne reaktion. Jeg er derfor glad for den klare holdning om, at standsningen af biodiversitetstabet er den mindst mulige ambition, vi kan have for 2020. Der er brug for forskellige foranstaltninger for at nå målet, og beslutningen rummer nogle af dem, hvoraf jeg vil understrege det øgede grænseoverskridende samarbejde og værdiansættelsen af biodiversiteten, ikke mindst set fra et miljømæssigt og biologisk synspunkt. På dette område vil jeg først og fremmest understrege betydningen af biodiversiteten og økosystemernes modstandsdygtighed for mindskelsen af klimaforandringernes virkninger og tilpasningen til dem. For det andet tror jeg, at det er vigtigt, at det i denne beslutning erkendes, at bæredygtig økonomisk udvikling og bevaring af naturen ikke må skilles ad. Jeg tror også, at det er vigtigt for udviklingen af miljøinfrastrukturen at demonstrere jobskabelsespotentialet.

  Lara Comi (PPE), skriftlig. – (IT) EU nyder godt af enorme naturressourcer i form af skove, træarter, landdyr og havdyr, alt sammen næret af en bred vifte af klimatiske forhold og hæmmet af adfærd, der ikke altid er hensigtsmæssig. Heldigvis blev der fastsat visse grænser for noget tid siden, og de faktorer, der hindrer bevaringen af denne enorme rigdom, er blevet reduceret.

Det er ikke desto mindre værd at overveje, om biodiversiteten udgør en ideel gensidig kontrolmekanisme mellem dyrene, planterne og mineralerne i naturen. Den tillader bevaringen af de balancer, som befordrer næringsvariationen, hindrer visse naturkatastrofer og hjælper i kampen mod klimaforandringerne og drivhuseffekten. Jeg går ind for en vedtagelse af betænkningen, fordi det er det første skridt væk fra principerklæringer, som naturligvis bakkes næsten enstemmigt op, og over i retning af konkrete handlinger til beskyttelse af biodiversiteten.

  Marielle De Sarnez (ALDE), skriftlig. – (FR) Tallene for udviklingen i biodiversiteten er yderst bekymrende. Fra nu og til 2050 kan den fart, hvormed vi mister arter, stige med en faktor 10. I Europa er 42 % af pattedyrene, 43 % af fuglene, 45 % af sommerfuglene, 30 % af padderne, 45 % af krybdyrene og 52 % af ferskvandsfiskene truet af udryddelse. Denne situation er uacceptabel, ikke kun set fra et etisk synspunkt, men også fra et miljømæssigt og økonomisk synspunkt. Derfor skal Kommissionen sikre, at biodiversiteten integreres bedre i dens forskellige virkefelter, især landbrug, regionaludvikling, erhverv, udviklingssamarbejde og forskning og udvikling. EU skal også sigte mod at styrke den internationale indsats for at standse tabet af biodiversitet og dermed bidrage til at nå millenniumudviklingsmålene inden 2015. Parlamentet har næsten enstemmigt vedtaget denne betænkning, og det vil blive nødt til at handle derefter, når vi forhandler om reformen af den fælles landbrugspolitik, den fælles fiskeripolitik eller det nye finansielle overslag.

  Anne Delvaux (PPE), skriftlig. – (FR) Det er ikke blot vores moralske pligt at standse tabet af biodiversitet – princippet om ansvarlighed tvinger os til at bevare vores planet på en måde, så den også kan bære fremtidige generationer. Dette er også økologisk og økonomisk fornuftigt. Nylige undersøgelser har vist, at de økonomiske omkostninger ved biodiversitetstabet i øjeblikket beløber sig til ca. 50 mia. EUR om året (eller lidt mindre end 1 % af EU's BNP), og at de vil kunne stige til 14 000 mia. EUR eller 7 % af det anslåede årlige BNP i 2050. Det er afgørende for EU at kunne spille en aktiv rolle i beslutninger, der træffes på globalt plan om visionen og målsætningerne for biodiversiteten efter 2010. Det var derfor nødvendigt, som det er bestemt i betænkningen, vi stemmer om i dag, at skabe en vision og fastlægge målsætninger for bevaring og bæredygtig udnyttelse af biodiversiteten efter 2010 i EU.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for betænkningen om gennemførelsen af EU-lovgivning til bevarelse af biodiversitet, fordi der er brug for ambitiøse foranstaltninger, der kan gøre det muligt at standse tabet af biodiversitet og genoprette økosystemer, nærmere bestemt gennem en tilgang, der går på tværs af EU's forskellige sektorpolitikker, og hvorved man anerkender biodiversitet som et grundlæggende element i modvirkningen af og tilpasningen til klimaforandringerne.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) For at citere ordføreren er tabet af biodiversitet en trussel for vores fødevareforsyning, muligheder for fritidsaktiviteter og turisme, evne til at håndtere klimaændringer samt kilder af træ, medicin og energi. Jeg er derfor enig i behovet for, at EU som helhed og særlig alle de områder, der er omfattet af EU-politikken, finder en bæredygtig strategi til at beskytte biodiversiteten og bevare økosystemerne. Jeg tror på, at det er særlig vigtigt på landbrugs- og fiskeriområdet, hvorfor jeg særligt nøje overvåger reformerne af den fælles fiskeripolitik og den fælles landbrugspolitik, som er under udarbejdelse. Det er, fordi den tilstrækkelige og bæredygtige bevarelse af biodiversiteten, selv om den er nok så afgørende og ønskelig, ikke må bremse bæredygtigheden og udviklingen af landbruget og fiskeriet.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) FN har erklæret 2010 internationalt biodiversitetsår. Desværre vil EU ikke nå sit biodiversitetsmål for 2010. Tabet af biodiversitet fortsætter med en alarmerende hast. Det er blevet beregnet, at tabsgraden stiger mod et niveau, der vil være ti gange så højt som det nuværende inden 2050. I Europa er 42 % af pattedyrene, 43 % af fuglene, 45 % af sommerfuglene, 30 % af padderne, 45 % af krybdyrene og 52 % af ferskvandsfiskene truet af udryddelse. I sin midtvejsevaluering af gennemførelsen af EU's biodiversitetshandlingsplan i 2008 bemærkede Kommissionen, at 50 % af arterne og hen imod 80 % af levestederne af bevarelsesbetydning for EU havde en ugunstig status. Tabet af biodiversitet er uacceptabelt, ikke kun set fra et etisk synspunkt, men også i et økologisk og økonomisk perspektiv, eftersom vi fratager de kommende generationer muligheden for at nyde godt af en sund biodiversitet. EU-politikkerne om beskyttelse af biodiversitet skal koordineres og integreres i andre sektorpolitikker, særligt landbrugs-, skovbrugs- og fiskeripolitikken, samt politikker om forebyggelse af naturkatastrofer for at sikre maksimal biodiversitetsbeskyttelse.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Denne betænkning henleder opmærksomheden på flere betydningsfulde emner. F.eks. ufuldstændig gennemførelse af lovgivning, ufuldstændig og dårlig integrering i sektorpolitikker, utilstrækkelig videnskabelig knowhow og manglende data, manglende politisk vilje, utilstrækkelige støttemidler, mangel på supplerende effektivitetsstyrede instrumenter til løsning af specifikke problemer som invasive ikkehjemmehørende arter.

Generelt deler vi de bekymringer og krav, som udtrykkes i betænkningen. Vi anser det for positivt, at der i flere af dens kapitler er indarbejdet forslag, som vi fremlagde under debatten i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, især de forslag om finansiering og integrering af biodiversiteten i de relevante sektorpolitikker.

Imidlertid må vi påpege og blankt afvise indlemmelsen i betænkningen af henvisningen til eventuelle innovative ordninger for betaling af økosystemtjenester, selv om dette blot indgår som et forslag til overvejelse. Det er en uacceptabel kommercialisering af naturen. Tabet af biodiversitet udgør en af konsekvenserne af et system – kapitalismen – som bygger på udnyttelse og kommercialisering af naturen og dens ressourcer, uanset deres naturlige kapacitet til regenerering.

Det vil ikke være muligt at finde en løsning, der er retfærdig og virksom for dette eller andre miljøproblemer inden for dette system.

  Françoise Grossetête (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for denne initiativbetænkning, fordi EU skal gøre alt, der står i dens magt, for at standse tabet af biodiversitet frem til 2020 og for at genoprette økosystemer. Jeg skal stærkt beklage, at målsætningen om at standse biodiversitetstabet inden 2010 ikke er nået. Kommissionen skal sikre, at biodiversiteten integreres bedre i EU's andre virkefelter, især landbrug, skovbrug, fiskeri, regionaludvikling, samhørighedspolitik, erhverv, udviklingssamarbejde og forskning og udvikling.

Offentlige tilskud vil ikke i sig selv gøre det muligt for os at opfylde EU's primære målsætning, hvorfor virksomhedernes samfundsansvar også skal integreres i dette aspekt af biodiversiteten.

  Elie Hoarau (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) 80 % af biodiversiteten i Den Franske Republik findes i de oversøiske territorier (fjernområderne og OLT). 42 % af øen Reunions areal er netop blevet klassificeret af UNESCO som verdensnaturarv. Det er de objektive grunde til, at EU bør gøre en særlig indsats for at beskytte biodiversiteten, og for at det reelle potentiale kan fremmes i fjernområderne og OLT. I øjeblikket er de franske fjernområder og de europæiske OLT ikke støtteberettigede i henhold til programmerne Natura 2000 og Life+. Vi må afhjælpe denne mangel.

Derfor foreslog jeg, at der skulle være en specifik budgetpost i budgetforslaget for 2011. Denne budgetpost vil dække oprettelsen af et specifikt program kaldet BEST for fjernområderne og OLT'erne med det formål at beskytte og fremme biodiversiteten. Programmet blev præsenteret ved afslutningen af konferencen på Reunion og fik støtte af Rådet under det franske formandskab. Det er på tide at omsætte dette initiativ i konkrete handlinger.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Emnet for denne betænkning er enormt, og bevarelsen af biodiversiteten rækker på tværs af en bred vifte af politikområder. Mange miljøspørgsmål er af en art, der berettiger indgriben på EU-plan. Ligeledes forvaltes mange emner bedst på et mere lokalt plan, og subsidiaritetsprincippet må overholdes fuldt ud. Denne betænkning er en opfordring til klar handling på en række områder, og det er vigtigt, at både Kommissionen og medlemsstaterne noterer sig det.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg er enig i denne betænknings indhold, fordi biodiversitetstabet er en alvorlig trussel. Biodiversiteten, som har central betydning for en afbalanceret udvikling og bekæmpelse af fattigdom, er væsentlig for vores klode, menneskers velbefindende, overlevelse og kulturelle integritet. Lige nu forsvinder biodiversiteten imidlertid for menneskets hånd i et hidtil uset tempo. Det ville være muligt at vende denne tendens, hvis lokalbefolkningen kunne nyde godt af bevarelsen af biodiversiteten og en afbalanceret udnyttelse af den. Det er bemærkelsesværdigt, at sektorerne hovedsagelig forårsager biodiversitetstab, fordi der tages for lidt hensyn til aspekterne af biodiversiteten i sektorpolitikken, herunder bevarelsen af naturressourcer, landbrug, fiskeri, regionaludvikling og fysisk planlægning, skovbrug, energi og transport, turisme, udviklingssamarbejde og økonomisk samarbejde. Det er navnlig relevant og nødvendigt at standse biodiversitetstabet i Europa. Forskellige politikker på nationalt og europæisk plan og EU-plan bidrager til at nå dette mål. Mange af disse er møntet på særlige foranstaltninger til beskyttelse af primære arter og levesteder, men for at bevare biodiversiteten er det allervigtigst at tage hensyn til biodiversitetens behov ved at foreslå og gennemføre politikken i de respektive sektorer. Jeg er glad for målet om at standse biodiversitetstabet og økosystemtjenesterne i EU inden 2020, genoprette dem så vidt muligt og optrappe EU's bidrag til et hindre det globale biodiversitetstab.

  Elisabeth Köstinger (PPE), skriftlig. – (DE) 2010 er biodiversitetsår. Med fru de Langes betænkning drager Parlamentet positive konklusioner for bevarelsen af biodiversiteten. Jeg støtter denne fremtidsorienterede betænkning, fordi jeg er sikker på, at initiativerne til bevarelse af biodiversitet er afgørende for at undgå konflikter i fremtiden. Et sundt miljø, biodiversitet, beskyttelse af frugtbare jorder og rene vandområder er desuden de grundlæggende forudsætninger for sikker fødevareforsyning til de kommende generationer på Jorden. Men uden landmænd er biodiversiteten utænkelig. Landbruget yder allerede et stort bidrag til beskyttelsen af miljøet og klimaet f.eks. gennem CO2-lagring i jorden. For at opretholde denne landbrugstjeneste i offentlighedens interesse er der fremover brug for tilstrækkelig anerkendelse og støtte. På baggrund af stigende asfaltering og betonbelægning af landbrugsland til veje, byggeri og industrianlæg har vi brug for foranstaltninger til at beskytte landbruget i hele Europa.

  Giovanni La Via (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for beslutningsforslaget, for jeg mener, at kampen mod biodiversitetstabet og den fortsatte nedbrydning af økosystemerne gennem en strategi for bæredygtig udvikling må være en af hovedhjørnestenene i EU's lovgivningsaktiviteter. Biodiversitet er en grundlæggende kilde til menneskehedens eksistens på Jorden og for de kommende generationers velbefindende. Derfor stemte jeg for beslutningsforslaget.

Ifølge alle de data, jeg er i besiddelse af, vil naturen være blevet udpint i et uopretteligt omfang, hvis ikke de nødvendige foranstaltninger træffes til at standse det menneskeskabte biodiversitetstab inden 2050. EU har sat sig selv det mindstemål at standse biodiversitetstabet inden 2020 ved hjælp af en strategi, som er i tråd med og integreret i strategierne til bekæmpelse af fattigdom og sult og modvirkning af klimaforandringerne. Vi har også opfordret Kommissionen til at garantere biodiversiteten en mere fremtrædende placering i de øvrige EU-politikker.

Bortset fra LIFE-programmet må vi også identificere nye instrumenter, som fungerer i synergi med andre politikker på hver sit område såsom fiskeri, landbrug og miljøet generelt. Til sidst erklærer jeg mig absolut enig i gennemførelsen af en omfattende oplysningskampagne om dette emne blandt borgerne i EU.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Det omsiggribende menneskeskabte biodiversitetstab er foruroligende. Biodiversiteten bør ses som det mest pålidelige barometer for miljøets tilstand. Da EU står over for alarmerende biodiversitetstab, hvor 42 % af pattedyrene, 43 % af fuglene, 45 % af sommerfuglene, 30 % af padderne, 45 % af krybdyrene og 52 % af ferskvandsfiskene er truet af udryddelse, mener jeg, at den lovgivning, der netop er gennemført, er væsentlig og afgørende for bevarelsen af biodiversiteten og endda for styrkelsen af den. Derfor stemte jeg, som jeg gjorde.

  Wojciech Michał Olejniczak (S&D), skriftlig. – (PL) Jeg er fuldstændig enig med forfatterne til betænkningen i, at opretholdelsen af biodiversiteten ikke kun er en etisk pligt, men også har økologisk og økonomisk værdi og er af afgørende betydning for modvirkningen af klimaforandringerne. Jeg tror, at forslagene til ændring af Natura 2000-programmet er det, der skal til.

Det gælder især dem, der lægger vægt på at skabe modstandsdygtige økosystemer, der kan reagere på stress, og som udfylder værdifulde økosystemfunktioner, og ikke kun dem, der koncentrerer sig om at beskytte levesteder og arter i programmet. Man skal også forstå at se tingene fra medlemsstaternes perspektiv, når de anlægger store infrastrukturprojekter. Udarbejdelsen af et fornuftigt kompromis mellem miljøbeskyttelse og infrastrukturudvikling er det, der er brug for lige nu. Udviklingen må ikke ske på bekostning af naturen. Naturen må på den anden side heller ikke hindre udvikling.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg støtter fru de Langes betænkning, fordi den omhandler et emne, der er følsomt, vigtigt og grundlæggende for klodens overlevelse og dermed de kommende generationer. Behovet for at bevare og beskytte den biologiske mangfoldighed mod udryddelse understøtter også politikkerne om tilpasning til klimaforandringerne og den globale kamp mod sult og støtte til fødevaresikkerhed.

Parlamentet skal derfor virkelig tage fat i dette område, særligt i lyset af den manglende opfyldelse af målsætningen om at standse biodiversitetstabet inden 2010, som nu er udskudt til 2020 i overensstemmelse med Rådets og Kommissionens retningslinjer. Jeg er enig i advarslen, som ordføreren sender ud til alle institutioner, herunder medlemsstaterne, om at de bør gå i spidsen for indførelsen af seriøse lokale politikker til gennemførelse af EU's retningslinjer.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg modtager med stor glæde denne betænkning om gennemførelsen af EU-lovgivning til bevarelse af biodiversitet. Den er et produkt af den betydning, som vi alle anerkender, at den har på det miljømæssige, økonomiske og sociale område og i sektorer så forskellige som landbrug, fiskeri og turisme, og den understreger denne betydning.

I dag vil jeg gerne understrege en anden sag, som ikke har fået nok opmærksomhed, om end den ikke helt er udeladt af forhandlingerne. Jeg hentyder til biodiversitetens iboende værdi og den moralske pligt, som vi har til at beskytte og forsvare den. Det er op til menneskeheden, som med det største magt over biodiversiteten også har det største ansvar for at bevare den og videreføre denne arv, den har modtaget, til kommende generationer, så de kan have fornøjelse af den og pleje den. EU udfører således sin pligt ved at lovgive om bevarelse af biodiversiteten. Denne sag fortjener min uforbeholdne støtte.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. – (IT) Tabet af biodiversitet fortsætter med alarmerende hast. Verden over skønnes det, at den nuværende globale artsudryddelsesrate er 50-1 000 gange højere end den naturlige baggrundsrate. Kommissionen har anført, at 50 % af arterne og hen imod 80 % af levestederne af bevarelsesbetydning for EU forsvinder.

Målet om at standse tabet af biodiversitet er meget vigtigt i klimaforandringsøjemed, idet terrestriske og marine økosystemer optager ca. halvdelen af de menneskeskabte CO2-udledninger. Efter min mening har de internationale og europæiske initiativer og aftaler, der skulle standse biodiversitetstabet, desværre ikke givet ordentligt resultat, og den europæiske offentlighed synes ikke at være tilstrækkeligt oplyst på det punkt.

I år er der foreslået nye initiativer med det formål at standse nedbrydningen af økosystemerne, og Kommissionen har præsenteret fire politiske valgmuligheder, som også omfatter genopretning af biodiversiteten på globalt plan. Inden udgangen af 2010 håber jeg, der bliver offentliggjort et forslag til en ny EU-strategi for biodiversitet, som også omfatter nogle lovforslag. I sine konklusioner af 15. marts bifaldt Rådet det nye overordnede mål at standse nedbrydningen af økosystemerne i EU inden 2020.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) 2010 er blevet udnævnt til biodiversitetsår. Biodiversitet er som verdens naturkapital afgørende for menneskets eksistens på Jorden og samfundenes velbefindende, både direkte og indirekte gennem økosystemtjenesterne, den leverer. Jeg ønsker, at understrege betydningen af biodiversitetens bevarelse i gennemførelsen af Europa 2020-strategien, ikke kun på grund af det beskæftigelsespotentiale, den kan generere, men også på grund af det bidrag, den kan yde til en effektiv og bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne. Jeg er bekymret over, at vi ikke kunne nå det globale mål om at reducere tempoet i biodiversitetstabet inden 2010, som det blev defineret på verdenstopmødet om bæredygtig udvikling i 2002, og for, om vi kan nå 2015-målsætningen om at reducere fattigdom og sult og forbedre sundheden og menneskers velbefindende i overensstemmelse med millenniumudviklingsmålene. Jeg mener, at den primære årsag til de europæiske borgeres manglende indsats i kampen mod tabet af biodiversitet er deres manglende viden, som det understreges af en nylig Eurobarometerundersøgelse, der viser, at kun 38 % af europæerne er bekendt med udtrykket "biodiversitet", 28 % kender ordet, men ikke dets betydning, og kun 17 % mener, at nedgangen i biodiversiteten påvirker dem allerede.

  Robert Rochefort (ALDE), skriftlig. – (FR) De menneskelige aktiviteter forårsager en nedgang i biodiversiteten, der foregår i et hidsigt tempo. I Europa er næsten halvdelen af alle pattedyr udryddelsestruede, og situationen er den samme for fuglene. Hvis denne tendens fortsætter med samme hast som i de seneste årtier, vil den efterlade et naturligt miljø, som har lidt uoprettelig skade. Da jeg er dybt bekymret over den aktuelle situation, og da kampen mod biodiversitetstabet ikke er sat højt nok på den internationale politiske dagsorden, støtter jeg min kollega fru de Langes betænkning. Betænkningen rummer flere forskellige forslag til intensivering af kampen mod biodiversitetstabet i Europa og en opfordring til at indføre særlige politikker til støtte for både offentlige og private investeringer, der har en positiv indvirkning på biodiversiteten, og til afskrækning af de investeringer, der er til skade for den. Det er klart, at denne indsats fra EU's side for at være reelt virksom skal ledsages af internationale tiltag, og det er altafgørende, at Kommissionen og medlemsstaterne støtter integrationen af biodiversitetsbeskyttelsen i de globale processer som f.eks. millenniumudviklingsmålene.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (FR) EU skal påtage sig ansvaret for den sørgelige fiasko med 2010-strategien for bekæmpelse af biodiversitetstabet. Fremover påhviler det alle beslutningstagere at sørge for ikke at gentage fejlene i den kommende periode frem til 2020 og at lægge hensigtserklæringerne bag sig og skride til handling i stedet. Derfor opfordrer Parlamentet navnlig til en uopsættelig gennemførelse af tre nøgleforanstaltninger: vedtagelse af en integreret tilgang i alle sektorpolitikker (landbrug, fiskeri, transport, erhverv osv.), stop for medlemsstaternes overtrædelser af EU's miljølovgivning og tildeling af 0,3 % af BNP til foranstaltninger til beskyttelse af biodiversiteten.

Parlamentets afstemning om denne betænkning er en glimrende begyndelse. Det er nu op til Rådet og Kommissionen at gribe bolden og uden flere omsvøb bryde det dødvande, som jordrammedirektivet er havnet i, sikre tilstrækkelig finansiering af forvaltningen af Natura 2000-lokaliteterne og gennemføre et system for kobling af statsstøtte til bestemte biodiversitetskrav. Lad os ikke skjule, at visse områder stadig er inde i et dødvande, fordi det kræver en grundig revision af vores model for økonomisk udvikling, hvis en strategi til modvirkning af biodiversitetstab skal lykkes.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. – (NL) Jeg gik stærkt ind for beslutningsforslaget om biodiversitet og dyre- og plantearternes mangfoldighed, fordi det vil anspore regeringslederne til handling. 2010 er biodiversitetsår. Gennem de seneste 40 år er biodiversiteten skrumpet ind med en tredjedel. Næsten halvdelen af alle pattedyr og fugle er udryddelsestruede. Parlamentet ønsker, at nedgangen i biodiversiteten standses inden 2020.

Derfor må vi fremover teste alle europæiske tilskud og politikker for deres virkning på biodiversiteten, så midlerne kan kanaliseres ud til de foranstaltninger, der vil have en positiv indvirkning på miljøet. Den tiende konference om konventionen om biologisk mangfoldighed finder sted midt i oktober. Problemet er, at de europæiske miljøministre fastlægger EU's holdning, blot fire dage før biodiversitetskonferencen begynder. Så tidligt som medio marts 2010, da CITES-konferencen fandt sted, var det åbenlyst, at det virkelig var nødvendigt med en mere omfattende forberedende høring. At afklare EU's fælles holdning fire dage før begyndelsen af en konference er virkelig for sent til, at der kan skabes alliancer med ligesindede lande. Biodiversitetsproblemet må højere op på den europæiske prioriteringsliste. Beskyttelsen af biodiversiteten skal integreres i vores landbrugs- og fiskeripolitik, og der skal stilles tilstrækkeligt med finansielle midler til rådighed for beskyttelsen af naturen.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Pligten til at beskytte biodiversiteten i vores natur er etisk på baggrund af den voksende trussel mod økosystemerne og risikoen for uoprettelige skader på miljøet. Bekymringerne for bevarelsen af biodiversiteten har også en social og økonomisk baggrund, fordi bæredygtig udvikling er forbundet med økonomisk stabilitet. Det er derfor væsentligt at integrere målsætningen om at beskytte biodiversiteten i forskellige indsatsområder på EU-plan, ikke mindst i kampen mod klimaforandringerne, målene i Europa 2020-strategien og målsætningen om jobskabelse. Den nødvendige finansiering må stilles til rådighed.

Jeg kan ikke undlade at bemærke den centrale rolle, som fiskeriet har i lande som Portugal, og derfor tilråder jeg, at den fælles fiskeripolitik letter overholdelsen af den lovgivning, der gælder biodiversiteten og er rettet mod sektorens bæredygtighed. På andre indsatsområder som landbrug, skovbrug, turisme, forskning og udvikling, som er centrale i fjernområderne, kræver jobskabelsespotentialet, at der udvikles en bæredygtig økonomi og økologiske hensyn med politikker til effektiv udnyttelse af ressourcerne og bæredygtigt forbrug og produktion.

  Derek Vaughan (S&D), skriftlig. – (EN) Det er beklageligt, at EU ikke har nået sine mål om at standse biodiversitetstabet inden 2010, da beskyttelsen af vores biodiversitet er af stor betydning af etiske, økologiske og økonomiske årsager.

Det er et problem, der ikke kun kan løses med offentlige udgifter, men også bør være en del af CSR-strategierne i hele EU for at standse enhver yderligere ødelæggelse af økosystemerne og genoprette dem, hvor det er muligt. Jeg har støttet forslaget om at standse biodiversitetstabet inden 2020, især da min valgkreds Wales har så rigt varierede økosystemer.

Jeg mener også, at EU ved at nå dette mål kan føre an globalt i sine bestræbelser på at beskytte og bevare vores biodiversitet og demonstrere vores engagement i 2015-millenniumudviklingsmålene over for ulandene.

  Marie-Christine Vergiat (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) 2010 skulle være året, hvor EU endelig skulle til at bekymre sig om biodiversiteten. Man må sige, at EU's strategi på området er en sørgelig fiasko trods de løfter, EU gentagne gange har afgivet siden 2001, især om at tage fat på udryddelsestruslen mod et stort antal arter.

Jeg støtter derfor fru de Langes betænkning, som Parlamentet vedtog den 21. september. I betænkningen fordømmes det middelmådige resultat, som EU har opnået, og Kommissionen og medlemsstaterne opfordres til omsider at føje handling til ord.

Der er især vedtaget tre nøgleforanstaltninger, og der opfordres til uopsættelig gennemførelse af dem. Det drejer sig om en integreret tilgang i alle sektorpolitikker (landbrug, fiskeri, transport osv.), medlemsstaternes anvendelse og overholdelse af EU's miljølovgivning og en forøgelse af støtten til foranstaltninger på området ud over LIFE-tilskuddene. Medlemsstaterne giver imidlertid i øjeblikket ikke tilstrækkelig støtte til LIFE-projekterne.

Først og fremmest skal vores borgere oplyses om den tilstand, som biodiversiteten er i, og de alvorlige risici, der truer vores økosystemer. Kun 17 % af borgerne i Europa er klar over, at biodiversiteten er i alvorlig nedgang.

Betænkning: João Ferreira (A7-0227/2010)

  Roberta Angelilli (PPE), skriftlig. – (IT) I sommer modtog vi utallige nyheder om to miljøkatastrofer, der ramte to forskellige lande, Rusland og Pakistan.

Det er rigtigt, at der er tale om naturkatastrofer, der ikke kan forudses eller kontrolleres, men det er også sandt, at menneskelige aktiviteter sommetider bidrager til at forværre nedbrydningen af miljøet. Forurening, syreregn, industriforurening, jordskred forårsaget af problemer med at forene by- og landplanlægning og ørkendannelse i visse områder er blot nogle af konsekvenserne af vores udfoldelser.

I betragtning af at naturkatastrofer ødelægger økosystemer og biodiversitet, påvirker den bæredygtige udvikling og sætter den sociale samhørighed på spil, er det afgørende at finde frem til de forebyggende metoder og højne bevidstheden om den lokale geografiske, økonomiske og sociale sammenhæng.

Det er også vigtigt at kortlægge farer og risici på EU-plan, opfordre til brug af gode, bæredygtige landbrugs- og erhvervsteknikker og styrke samspillet mellem de forskellige tidlige varslingssystemer. Jeg mener også, at det er nødvendigt at overveje at mobilisere EU's aktuelle solidaritetsfond på en hurtigere og mere fleksibel måde og yderligere at forenkle de administrative regler, så naturkatastrofesituationer kan håndteres så hurtigt som muligt.

  Elena Oana Antonescu (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for hr. Ferreiras betænkning, som er et vigtigt skridt i forvaltningen af naturkatastrofer, fordi den kombinerer forebyggelsen af disse katastrofer, årsagerne og de faktorer, der øger sårbarheden over for dem, samt oprettelsen af en fælles EU-fond. Vi ved, at forebyggelse er bedre end helbredelse. Derfor mener jeg, at en nedsættelse af risikoen for katastrofer vil hjælpe med at redde liv.

Derfor har jeg foreslået en ændring, som jeg har fået opbakning til, og hvori jeg beder om at få indrettet finansieringsmetoder til støtte for indsatsen for forebyggelse af katastrofer, evaluering og nedbringelse af risici, før en katastrofe indtræffer, og som vil være rettet mod at tilvejebringe en mikrofinansieringsfacilitet og en makroforsikring for lavindkomstgrupper.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Stormen Xynthia, oversvømmelser på Madeira, skovbrande i Grækenland – europæerne udsættes jævnligt for prøvelser i form af naturkatastrofer med uberegnelige menneskelige og økonomiske konsekvenser. Parlamentets initiativbetænkning minder os om, at "det er mere effektivt og mindre bekosteligt at handle proaktivt, end det er blot at reagere på katastrofer", og giver os en liste over mulige tiltag. Jeg stemte for denne betænkning, fordi jeg mener, at den er meget nyttig, og at Kommissionen bør lade sig inspirere af den snarest muligt, især i forbindelse med forebyggelsen af skovbrande. For mig er næste skridt nu at oprette en europæisk civilbeskyttelsesstyrke, som kan hjælpe medlemsstaterne med at håndtere de betydelige naturkatastrofer.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for denne betænkning. I de senere år har EU's medlemsstater været udsat for en betydelig række katastrofer. Derfor må vi styrke betydningen af forebyggelse. Siden medlemsstaterne primært og hovedsagelig er ansvarlige for beskyttelsen af deres borgere og for katastrofeforebyggelse, er det helt berettiget at øge samarbejdet på forebyggelsesområdet, forbedre samordningen af indsatsen og forstærke solidariteten og den gensidige bistand. Jeg er enig i betænkningens forslag om, at det er nødvendigt at oprette en egnet finansiel ramme på EU-plan for forebyggelse af naturlige og menneskeskabte katastrofer, som kunne understøtte og forbinde eksisterende instrumenter, herunder instrumenterne i samhørighedspolitikken, regionalpolitikken og politikken for udvikling af landdistrikter. Det er af afgørende betydning for medlemsstaterne, at de øger deres forsknings- og udviklingskapacitet på området for katastrofeforebyggelse og -håndtering og forbedrer samordningen og samarbejdet mellem medlemsstaterne på dette område.

  George Becali (NI), skriftlig. – (RO) Denne betænkning er tæt forbundet med biodiversitetsbetænkningen, og jeg stemte naturligvis for den. Katastrofer har en grænseoverskridende dimension. Vi er derfor nødt til at have et europæisk netværk, hvori nationale, regionale og lokale myndigheder kan samarbejde. Jeg har med min stemme støttet tanken om, at solidaritetsfonden trænger til en gennemgang. Jeg stemte også for en fælles metode til kortlægning af risici og farer.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) Da tallene viser en ekstremt hurtig stigning i antallet af naturkatastrofer i de senere år sammen med deres enorme økonomiske og sociale omkostninger, er det blevet tvingende nødvendigt for medlemsstaterne at være mere opmærksom på forskning og udvikling for at forebygge lignende katastrofer i fremtiden og nedbringe deres antal. Med tanke på det samme skal medlemsstaterne igangsætte specifikke samordnings- og samarbejdsmekanismer. Derfor er det vigtigt på den ene side at styrke de tidlige varslingssystemer i medlemsstaterne, skabe nye og konsolidere eksisterende forbindelser mellem de forskellige tidlige varslingssystemer og på den anden side at undersøge og udforme både by- og landrelaterede tilpasningsforanstaltninger på baggrund af den øgede hyppighed af ekstreme vejrbegivenheder. Omfanget af katastroferne og deres gentagne opdukken forværres ofte af politikker, der forårsager et mangelfuldt forhold mellem menneske og miljø.

Forebyggelsen af disse katastrofer skal indarbejdes i de vigtige sektorpolitikker for at fremme en afbalanceret udnyttelse af jorden og en økonomisk udvikling, der er i overensstemmelse med naturen. Der skal skabes en finansiel ramme på EU-plan til forebyggelse af katastrofer, som skal supplere eksisterende instrumenter, herunder instrumenterne i EU-politikkerne.

  Alain Cadec (PPE), skriftlig. – (FR) Gennem de seneste seks år har EU's solidaritetsfond modtaget 62 ansøgninger om finansiel bistand. Næsten en tredjedel af disse vedrørte naturkatastrofer betegnet "større katastrofer".

Jeg er f.eks. glad for bidraget fra solidaritetsfonden til min region Bretagne efter stormen Xynthia. Europæisk solidaritet er væsentlig for den bedst mulige forvaltning af de økonomiske, sociale, miljømæssige og menneskelige konsekvenser af naturkatastrofer.

Ordføreren minder os om, at forebyggelse af katastrofer skal være en prioritet for samarbejdet mellem medlemsstaterne på dette område. Der er således fremsat forslag om at oprette et netværk af nationale, regionale og lokale myndigheder til at udveksle god praksis for forebyggende foranstaltninger. Jeg tilslutter mig også ordføreren i dennes opfordring til at oprette en finansiel ramme på EU-plan beregnet til forebyggelse af naturkatastrofer for at styrke og samordne de aktuelle instrumenter.

Samhørighedspolitikken spiller en væsentlig rolle i forebyggelsen af katastrofer. Den bidrager til at reducere forskellene mellem regionerne på området, især ved at forbedre kapaciteten i de regioner, der er særligt udsatte for risiko.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Vi er vidner til naturkatastrofernes destruktive kræfter med stadig større hyppighed. I denne beslutning, som jeg stemte for, påpeges forskellige vigtige tiltag. Heraf vil jeg understrege samarbejdet mellem medlemsstaterne om udveksling af praktisk viden om katastrofehåndtering med særlig vægt på forebyggelse. Nationale undersøgelses- og udviklingsagenturer bør også have mekanismer for samordning på dette plan.

Jeg ser også med glæde på anerkendelsen af de naturbestemte egenskaber og begrænsninger i regioner, der er isolerede, mere sparsomt befolkede eller under affolkning, bjergrige, og som ligger langs grænser, samt randområder og fjernområder. Faktisk bør disse regioner få særlig opmærksomhed.

  Carlos Coelho (PPE), skriftlig. – (PT) Der har været en skarp stigning i de seneste årtier i antallet og omfanget af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer i EU. Ifølge data fra FN er tendensen, at denne sårbarhed fortsat vokser, f.eks. på grund af klimaforandringer, intensiv dyrkning af jorden og industriel og bymæssig udvikling.

Der er allerede forskellige EU-instrumenter, der dækker flere aspekter af forebyggelse. Disse instrumenter har imidlertid vist sig utilstrækkelige, og til tider har gennemførelsesgraden ladet meget tilbage at ønske, hvilket sår tvivl om anvendelsen af en ægte strategisk tilgang til katastrofeforebyggelse fra EU's side.

Mens civilbeskyttelse og forebyggelse af katastrofer primært påhviler medlemsstaterne, er der her tale om fænomener, som ikke respekterer nationale grænser og i de fleste tilfælde er af transnational størrelse. Som sådan er det væsentligt at fremme en virkningsfuld, solidaritetsbaseret tilgang på EU-plan. Jeg er ikke i tvivl om, at en proaktiv tilgang vil skabe resultater med større virkning og mindre spild end en strategi, hvor man kun reagerer på en indtruffet katastrofe.

Vi må være særlig opmærksomme på problemet med tvungen migration fra regioner, der er blevet påvirket af miljønedbrydningen, idet disse klimaflygtninge kræver beskyttelse og hjælp til genbosættelse.

  Vasilica Viorica Dăncilă (S&D), skriftlig. – (RO) Jeg mener, at der er brug for, at repræsentanter for landbrugssektoren spiller en rolle i katastrofeforvaltningsmekanismerne med henblik på at evaluere og træffe afhjælpende foranstaltninger, der er tilpasset den aktuelle situation i sektoren. Det er nødvendigt af hensyn til en mere effektiv samordning af de eksisterende ressourcer, som kan bidrage til at konsolidere EU's katastrofeberedskabspolitik.

  Marielle De Sarnez (ALDE), skriftlig. – (FR) Efter tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004, jordskælvet på Haiti i januar 2010 og stormen Xynthia i februar spørger jeg, hvor mange flere tragedier der skal til, førend vi endelig har en samfundsforankret tilgang til forebyggelse af naturkatastrofer. Naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer bliver mere og mere hyppige, og derfor må vi sikre, at de nationale foranstaltninger er mere effektive og bedre samordnet, og at EU's foranstaltninger er mere fleksible. Foruden forebyggelse vil jeg gerne atter påpege, at vi siden 2006 har haft en rapport liggende fra hr. Barnier om oprettelse af en hurtig udrykningsstyrke til håndtering af naturkatastrofer. Hvad hindrer os i at vedtage den? Hvad hindrer os i at bruge den?

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Det står klart, at der forekommer hyppigere naturkatastrofer i Europa i øjeblikket, som stiller krav om forebyggelse, reaktion og samordnede løsninger på EU-plan. Jeg mener, at komplementariteten mellem de forskellige niveauer af reaktion på disse svøber skal være en forudsætning for denne samordning. Jeg mener også, at det er vigtigt at vurdere solidaritetsfonden og gennemgå, hvordan den mobiliseres, så den kan blive mere fleksibel og tilpasset de egenskaber og forskelle, der hersker blandt de regioner, den er bestemt for.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Et stigende antal naturkatastrofer har påvirket EU's medlemsstater, heraf mange i stort omfang. Det er bemærkelsesværdigt, at EU's solidaritetsfond gennem de sidste seks år har fået 62 anmodninger om finansiel bistand fra 21 forskellige lande. Disse naturkatastrofer ødelægger biodiversiteten, påvirker bæredygtig udvikling og sætter den sociale samhørighed på spil. Flugten fra landet og ørkendannelsen er blandt årsagerne til disse katastrofer, og de forstærkes samtidig af katastroferne. Klimaforandringerne vil gøre naturkatastroferne endnu værre. Løsningen omfatter forebyggelse og støtte til de mest sårbare områder. Denne forebyggelse skal være led i en logik med samarbejde og samordning på EU-plan og en styrkelse af den europæiske solidaritet. Jeg anbefaler derfor en egnet finansiel ramme for katastrofeforebyggelse. Denne ramme skal styrke og tilskynde til sammenknytning af de nuværende instrumenter og samhørighedspolitikken, politikken for udvikling af landdistrikter, regionalpolitikken, solidaritetsfonden, det syvende rammeprogram og Life+-programmerne. De næste finansielle overslag må tydeligt afspejle dette mål. Jeg vil også hævde, at der er brug for at gennemgå solidaritetsfondens regler og tilpasse støtteberettigelseskriterierne til hver regions og katastrofes særlige træk.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vedtagelsen af denne betænkning er af særlig betydning i et år, hvor flere europæiske lande blev ramt af katastrofer, der har fået dyb indvirkning på deres befolkning, territorium, økonomi og miljø. Dette har bidraget til bedre offentlig forståelse for betydningen af katastrofeforebyggelse og en kollektiv bevidsthed om vigtigheden af at styrke den. Vi har fået nye erfaringer under disse katastrofer foruden en analyse af årsagerne til dem og følgerne af dem, hvilket er vigtige elementer i denne betænkning.

Vi forsøgte at indarbejde en lang række retningslinjer og henstillinger i denne betænkning, som kan anvendes på forskellige typer katastrofer. Det indiskutable signal, der udgår fra den brede konsensus, der tegnede sig for denne betænkning under forhandlingen og afstemningen, betyder, at det nu er nødvendigt for Kommissionen og Rådet at træffe de foranstaltninger, der foreslås, og udmønte dem i praksis.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg vil gerne takke parlamentsmedlem Ferreira for hans initiativ til at fremsætte et forslag til en parlamentsbeslutning om dette emne af så vidtrækkende relevans og betydning. Som polak har jeg set og erfaret de traumatiske virkninger af naturkatastrofer – navnlig oversvømmelser – for min nations generelle velbefindende. Desuden anerkender jeg som EU-borger betydningen af en solidaritetsbaseret forebyggelsesmekanisme på EU-plan. Lad mig også benytte mig af denne lejlighed til at understrege, at vi har konkrete instrumenter, der forpligter medlemsstaterne til at udvikle mekanismer til forebyggelse af naturkatastrofer, især oversvømmelsesdirektivet.

Det nylige eksempel med Polen illustrerer konsekvenserne af manglende korrekt gennemførelse af denne retsakt. Naturkatastrofer gør ikke forskel, og det bør forebyggelses- eller reaktionsindsatsen heller ikke. Det er min overbevisning, at når der står menneskeliv på spil sammen med miljø, økonomi og nationens eller regionens sikkerhed, bliver problemet mindre politisk og mere moralsk. Det er på denne baggrund, at jeg gerne vil tilslutte mig mine kollegers ja til dette beslutningsforslag.

  Nathalie Griesbeck (ALDE), skriftlig. – (FR) Brande i Portugal, oversvømmelser i Sachsen, skovbrande i Grækenland, Xynthia i det vestlige Frankrig – de seneste år har vist, hvor nødvendigt det er at have en ægte europæisk strategi for håndtering af naturkatastrofer, og hvor gavnligt det ville være med en strategi for forebyggelse, men også en strategi for EU's indsats- og reaktionskapacitet over for sådanne katastrofer. Jeg stemte derfor for denne betænkning, der kræver en europæisk tilgang til problemet, som er EU-baseret, overordnet, samordnet og afbalanceret i overensstemmelse med det væsentlige princip om europæisk solidaritet. Jeg håber inderligt, at Kommissionen hurtigt vil fremsætte specifikke forslag til at styrke samarbejdet og udvekslingen af god praksis mellem medlemsstaterne på dette område, befordre en bedre kommunikation mellem de kompetente myndigheder, forbedre procedurerne, sætte fart i mobiliseringen af EU's solidaritetsfond og frem for alt sikre, at katastrofeforebyggelse indarbejdes i EU's næste finansielle overslag.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) I hr. Ferreiras betænkning sættes der fokus på de utallige mulige årsager til naturkatastrofer, heriblandt dem, der potentielt er mest alvorlige på langt sigt, nemlig ulykker med nukleart materiale. Store områder af EU lider i dag stadig under virkningerne af Tjernobylkatastrofen, og det er min overbevisning, at sikker atomenergi ikke findes. En række regeringer på tværs af EU har til hensigt at bygge nye atomkraftværker, hvorved de blot øger risikoen for nukleare katastrofer i fremtiden. Mit parti og den skotske regering står fast på den holdning, at vores energibehov ikke må dækkes af atomkraft.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg var enig i denne betænkning, fordi EU's medlemsstater i de seneste år er blevet ramt af en række katastrofer, som har haft en betydelig og vedvarende virkning for miljøet og de berørte befolkningers økonomi. Skaden er ofte vanskelig at måle, når man taler om tab af menneskeliv. I betænkningen understreges behovet for at revidere solidaritetsfondens regler og for at skabe en egnet finansiel ramme for katastrofeforebyggelse med tilstrækkelige finansielle midler til forebyggelse og håndtering af katastrofer. Det ville styrke og sammenknytte de nuværende instrumenter såsom samhørighedspolitikken, politikken for udvikling af landdistrikter, regionalpolitikken, solidaritetsfonden, det syvende rammeprogram og Life+-programmerne. I betænkningen opfordres Kommissionen til at vurdere mulighederne for at foreslå en mere systematisk samling af de tilgængelige ressourcer for at øge virkningen af de forebyggende mekanismer i hele EU. Jeg er glad for, at det endelig anerkendes, at der skal oprettes en europæisk offentlig landbrugsforsikringsordning. Kommissionen bør fremsætte et forslag til et europæisk offentligt forsikringssystem med henblik på bedre risikohåndtering og indkomststabilitet for landmændene i forbindelse med naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer. Dette system bør være mere ambitiøst end den nuværende model for at undgå mange forskellige forsikringssystemer på samme tid i EU, der kan skabe store ubalancer mellem landmændenes indtægter. Jeg mener, der er et påtrængende behov for en minimumskompensationsordning for naturkatastrofer eller menneskeskabte katastrofer, der også gælder for landmænd i alle medlemsstater.

  Alan Kelly (S&D), skriftlig. – (EN) Den europæiske katastrofeforebyggelsesramme ville være meget nyttig for forebyggelsen af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer. Det sydlige og vestlige Irland har oplevet mange katastrofer sidste år. Dette initiativ er af vital betydning. Jeg glæder mig over det fokus, der ville komme på uddannelse og folkeoplysning og planerne om at styrke de tidlige varslingssystemer. Denne betænkning har sat en stor streg under forebyggelse og vigtigheden af de nationale, regionale og lokale myndigheders rolle i forebyggelsen. Det er jo de myndigheder, der er tættest på indsatsen, hvor der er sket naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer, og derfor bør de have en central rolle i forebyggelsesarbejdet.

  Marisa Matias (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vores lande har været udsat for katastrofer med ødelæggende virkninger for lokalsamfundene og økosystemerne. Omfanget af katastroferne afspejles i den mere og mere hyppige forekomst af ekstreme klimafænomener for ikke at nævne menneskelige fejl i en uafbalanceret regional planlægning. Ved at anerkende den afgørende betydning af forebyggelse fra EU's side peger betænkningen i den rigtige retning. Det gælder også for understregningen af behovet for samarbejde og samordning mellem medlemsstaterne.

Ikke desto mindre er det vigtigt at styrke EU's kapacitet til en specifik indsats, nemlig gennem en forpligtelse til at bruge instrumenter til at forebygge og bekæmpe katastrofer på EU-plan, som er forbundet med medlemsstaternes instrumenter og strategierne på lokalt plan og i lokalsamfundene. Hvis vi ønsker at opnå de bedste resultater med den mest intelligente ressourceudnyttelse, må der ikke ses bort fra et eneste reaktionsniveau, og indsatserne skal være komplementære.

  Mario Mauro (PPE), skriftlig. – (IT) Betænkningen om Kommissionens meddelelse om en fællesskabsstrategi til forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer er værd at godkende uden kommentarer. En løbende gensidig udveksling af information og god praksis ville bestemt give en forbedring af den videnskabelige knowhow og forbedre enhvers mulighed for indgriben.

Grænseoverskridende samarbejde på makroregionale eller regionale niveauer ville øge effektiviteten af de eksisterende forebyggelsesmetoder. Det er også afgørende at understrege betydningen af frivillige aktiviteter, og derfor må medlemsstaternes samarbejde udbygges.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Forebyggelse af naturkatastrofer og i forlængelse heraf menneskeskabte katastrofer bør være en af EU's prioriteter, selv om det ikke er nogen nem opgave. Det hævdes i stigende grad, at bl.a. den intensive udnyttelse af jorden, ukontrolleret industriel og bymæssig vækst, flugt fra land til by, ørkendannelse og den stadig hyppigere forekomst af ekstreme klimafænomener har gjort medlemsstaterne mere sårbare over for både naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer. Det er derfor vigtigt for os alle at forene kræfterne for at bekæmpe førnævnte faktorer, så disse katastrofer ikke forekommer så ofte med deres store skader på ejendom og tab af liv.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (LV) Jeg stemte for denne betænkning, fordi jeg mener, at forebyggelsen af menneskeskabte katastrofer er ekstremt vigtig. Det er absolut afgørende at øge finansieringen af programmerne for bevarelse af naturressourcerne i Europa. Skove, søer, floder – de er alle blevet forretningsaktiver. Vi må udarbejde en fælles EU-ramme i tillæg til denne beslutning og nøje tøjle denne ligeglade forbrugerattitude til naturressourcerne.

Jeg har mødt denne attitude i min hjemegn Latgale, hvor skovene barbarisk fældes. Den lettiske regering saboterer EU's projekter vedrørende bevaring af søer og floder. Den lettiske lovgivning tillader udryddelse af sjældne fiskearter, og ingen har ansvaret for det. Jeg stemte for i håb om, at dette signal fra EU vil nå den lettiske regering.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Den stigende forekomst af ekstreme vejrforhold forårsager alvorlige naturkatastrofer i EU, som rammer landbefolkningen særlig hårdt. Det er medlemsstaternes ansvar at skyde flere midler i katastrofebistand og forebyggelsesarbejde.

Det er især vigtigt at sikre, at ofrene for disse katastrofer modtager hurtig hjælp, herunder finansiel bistand, når de er i vanskeligheder. Den ideelle løsning ville være et samarbejde mellem alle EU's medlemsstater om at udveksle ekspertise og praktisk hjælp. Jeg har afholdt mig fra at stemme, fordi betænkningen efter min mening er for bredt formuleret og ikke indeholder en specificering af den indsats, der faktisk skal gøres.

  Rareş-Lucian Niculescu (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for denne betænkning, fordi oversvømmelserne, der berørte næsten hele Europa i foråret og i sommer, for ikke at nævne de oversvømmelser, der rammer visse medlemsstater hvert år, har vist, hvor vigtig katastrofeforebyggelse er. Jeg stemte også for denne betænkning, fordi forholdet mellem naturkatastrofer og landbruget får tildelt en nøglerolle, idet der foreslås basale løsninger på nogle af de problemer, vi står over for.

  Wojciech Michał Olejniczak (S&D), skriftlig. – (PL) EU's medlemsstater har de senere år oplevet naturkatastrofer med tragiske resultater. For flere måneder siden blev Polen og andre lande i Centraleuropa ofre for en ødelæggende oversvømmelse. Ikke en måned går, uden at medierne rapporterer om en katastrofe, der har ramt indbyggere et sted i Europa. Vi må imidlertid gøre os den anstrengelse at tænke over, hvilke skridt vi bør tage for at kunne forebygge naturkatastrofer.

Betænkningen viser med rette, at den grundlæggende årsag til naturkatastroferne er menneskehedens mangelfulde forhold til det omgivende naturlige miljø. Jeg støtter også forslaget i betænkningen om at skabe en egnet finansiel ramme på EU-plan for beskyttelse mod menneskeskabte katastrofer. Jeg mener også, at forslaget om at styrke samarbejdet mellem nationale, regionale og lokale myndigheder på området for bekæmpelse af naturkatastrofer er velbegrundet.

  Georgios Papanikolaou (PPE), skriftlig. – (EL) Jeg stemte i dag på plenarmødet i Parlamentet for betænkningen om forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer i EU. Dette er et særlig vigtigt initiativ, som vil række langt i retning af at forebygge begivenheder som skovbrande, oversvømmelser, ekstreme vejrbegivenheder og teknologiske og industrielle ulykker. Den grundlæggende målsætning er at skabe en egnet finansiel ramme for katastrofeforebyggelse, som er integreret i det finansielle overslag for 2014-2020, og hvor vægten især er lagt på støtte til de meste isolerede og sparsomt befolkede regioner. Med betænkningen søger man primært at skabe en afbalanceret politik for udvikling af landdistrikter ved at skabe en europæisk offentlig landbrugsforsikring beregnet til at forebygge problemer som følge af de mange forskellige forsikringssystemer i EU. Samtidig skal alle landmænd i medlemsstaterne have en mindstekompensation, hvis de skal kunne genoprette de skader, der er sket ved sådanne katastrofer.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Vi må huske på, at katastrofer har det med i større udstrækning at berøre dem, der er mindre heldigt stillet, dem, der ikke har midlerne til at beskytte sig selv, deres familie eller deres ejendom. Jeg stemte for denne betænkning, fordi det er relevant og nødvendigt at oprette en egnet finansiel ramme på EU-plan for forebyggelse af naturlige og menneskeskabte katastrofer, som kan konsolidere og forbinde eksisterende instrumenter, herunder instrumenterne i samhørighedspolitikken, regionalpolitikken og politikken for udvikling af landdistrikter. EU-midlerne bør primært gå til en række forebyggende foranstaltninger, der skal iværksættes af medlemsstaterne og generelt er beregnet til at genoprette situationer, der potentielt kan medføre en risiko, beskytte beboede områder, overvåge sikkerheden ved større infrastrukturer og udarbejde og revidere byggesikkerhedsregler og arealanvendelsesbestemmelser.

  Miguel Portas (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vores lande har været udsat for katastrofer med ødelæggende virkninger for lokalsamfundene og økosystemerne. Omfanget af katastroferne afspejles i den mere og mere hyppige forekomst af ekstreme klimafænomener for ikke at nævne menneskelige fejl i en uafbalanceret regional planlægning. Ved at anerkende den afgørende betydning af forebyggelse fra EU's side viser betænkningen i den rigtige retning. Det gælder også for understregningen af behovet for samarbejde og samordning mellem medlemsstaterne.

Ikke desto mindre er det vigtigt at styrke EU's kapacitet til en specifik indsats, nemlig gennem en forpligtelse til at bruge instrumenter til at forebygge og bekæmpe katastrofer på EU-plan, som er forbundet med medlemsstaternes instrumenter og strategierne på lokalt plan og i lokalsamfundene. Hvis vi ønsker at opnå de bedste resultater med den mest intelligente ressourceudnyttelse, må der ikke ses bort fra et eneste reaktionsniveau, og indsatserne skal være komplementære.

  Robert Rochefort (ALDE), skriftlig. – (FR) I de senere år har EU's medlemsstater været ofre for en betydelig mængde naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer som brande, storme, oversvømmelser og tørke. De menneskelige, økonomiske og sociale omkostninger ved disse katastrofer, der som oftest rækker ud over nationale grænser, er dramatiske. Da jeg tror på, at det er afgørende at vælge en europæisk tilgang til forebyggelse af disse katastrofer, støtter jeg min kollega hr. Ferreiras betænkning. Selv om vi skal udbygge samarbejdet mellem medlemsstaterne og samle deres ressourcer for at øge effektiviteten af de forebyggende mekanismer i hele EU, må vi også sikre, at der tages bedre hensyn til forebyggelsen af sådanne katastrofer på tværgående vis i EU's forskellige politikker. Desuden må vi fremme bedre samordning og samarbejde mellem medlemsstaterne om forskning og udvikling i forbindelse med forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Hos De Grønne har vi støttet denne betænkning, da det hedder, at naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer kan have meget alvorlige konsekvenser for den økonomiske og sociale udvikling i regionerne og medlemsstaterne, og det påpeges, at det primære formål med katastrofeforebyggelse er at beskytte menneskeliv, den enkeltes sikkerhed og fysiske integritet, grundlæggende menneskerettigheder, miljøet, økonomiske og sociale infrastrukturer, herunder basale fornødenheder, bolig, kommunikation, transport og kulturarv. Det understreges i betænkningen, at en proaktiv tilgang er mere effektiv og mindre bekostelig end en, der kun drejer sig om at reagere på katastroferne, idet det hævdes, at viden om lokale geografiske, økonomiske og sociale forhold er grundlæggende for at forebygge naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer.

  Oreste Rossi (EFD), skriftlig. – (IT) Ud over det forhold, at medlemsstaterne først og fremmest er ansvarlige for civilbeskyttelse og katastrofeforebyggelse, er jeg enig med ordføreren i dennes krav om bedre samordning og øget samarbejde mellem lokale, regionale og nationale myndigheder i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet.

I en EU-strategi bør det centrale fokus rettes mod en indskrænkning af forskellene mellem regionerne og medlemsstaterne på dette område. Det er også afgørende at betragte forebyggelse fra et tværgående perspektiv i henseende til de forskellige EU-politikker, herunder gennem indførelse af en egnet finansiel ramme.

  Joanna Senyszyn (S&D), skriftlig. – (PL) Jeg støttede beslutningen om Kommissionens meddelelse om en fællesskabsstrategi til forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer. Vi har i år haft perioder med meget streng frost, oversvømmelser, tropiske hedebølger og tornadoer i Europa. Flere millioner europæere er blevet ramt. Der kommer til at ske lignende ting fremover. I betragtning af de stadig flere katastrofer er det ikke længere nok med det valgfrie samarbejde mellem medlemsstaterne og den midlertidige EU-hjælp til forebyggelse af, reaktion på og håndtering af konsekvenserne af disse katastrofer. Vi har brug for en global EU-strategi, og som led deri vil der blive indført en protokol om ensartede foranstaltninger for bestemte former for naturkatastrofer, især de former, der er hyppigt tilbagevendende (skovbrande, oversvømmelser og tørkeperioder).

Solidaritet landene imellem er uhyre vigtig, og der skal især fokuseres på regioner, som er dårligt stillet med hensyn til geografisk beliggenhed, befolkningstæthed og økonomiske og sociale betingelser. Strategien skal afspejles i den nye finansieringsramme for 2014-2020. Det er i den forbindelse vigtigt at kombinere de eksisterende støtteinstrumenter som f.eks. samhørighedspolitikken, politikken for udvikling af landdistrikterne, regionalpolitikken, EU's Solidaritetsfond, det syvende rammeprogram og Life+. I henhold til Parlamentets tidligere beslutninger skal det overvejes at oprette et europæisk tørkeobservatorium og tage et særligt initiativ vedrørende skovbeskyttelse og forebyggelse af brande. Jeg gentager også min opfordring til Parlamentet og Kommissionen om øjeblikkelig at fremsætte et nyt forslag, som har til formål yderligere at forenkle de administrative regler og gøre EU's Solidaritetsfond mere fleksibel.

  Rui Tavares (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vores lande har været plaget af katastrofer med meget voldsomme konsekvenser for lokalsamfundene og økosystemerne. Omfanget af disse katastrofer afspejles i, at der stadig hyppigere sker ekstreme klimarelaterede begivenheder, for ikke at tale om menneskelige fejl i forbindelse med afbalanceret regional planlægning.

Betænkningen er et skridt i den rigtige retning, fordi det anerkendes, hvor stor betydning EU har i forbindelse med forebyggelse. Det er også et fremskridt, at man insisterer på, at der er behov for samarbejde og koordinering medlemsstaterne imellem.

Det er ikke desto mindre også vigtigt at styrke EU's specifikke katastrofeberedskab, dvs. ved at forpligte sig til at anvende nogle instrumenter for at forebygge og bekæmpe katastrofer på EU-plan, som hænger sammen med medlemsstaternes instrumenter samt de lokale og EU's strategier. Hvis vi gerne vil have de bedste resultater med den mest intelligente ressourceudnyttelse, skal man tage højde for alle indsatsniveauer, og de forskellige former for indsats skal gå op i en højere enhed.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Hvis det er rigtigt, at hovedansvaret for at forebygge og håndtere naturkatastrofer ligger hos hver enkelt medlemsstat, skal EU's institutioner efter min mening tilskynde til et samarbejde mellem medlemsstaterne ved at systematisere og optimere de tilgængelige ressourcer og få tiltagene på både EU-niveau og regionalt niveau til at supplere hinanden bedre.

Formålet med denne strategi skal være at reducere ulighederne mellem regionerne med hensyn til deres evne til at beskytte deres befolkninger samt deres investering i forskning, forebyggelse, imødegåelse og løsning af disse fænomener med særlig fokus på regionerne i den yderste periferi. I tilfælde af en katastrofe bør de naturgivne begrænsninger i disse regioner, der ofte ligesom Madeira står over for en kombination af risici, give mulighed for, at man kan anvende de forskellige finansielle instrumenter i henhold til samhørighedspolitikken, og betingelserne for at kunne aktivere disse instrumenter skal gøres mere fleksible.

Det er efter min opfattelse klart, at EU's Solidaritetsfond skal tages op til revision, så man hurtigere kan mobilisere den, og kriterierne for støtteberettigelse bliver mere fleksible. Der gives i den foreliggende betænkning, som jeg støtter, udtryk for disse problemer. Jeg vil gerne mindes ofrene for den voldsomme naturkatastrofe, der fandt sted i Madeira i februar 2010, samt deres familiemedlemmer og gentage, hvor ekstremt meget det haster med at få aktiveret EU's Solidaritetsfond til genopbygningen i Madeira.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for Parlamentets beslutning om fællesskabsstrategien til forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer, fordi det efter min mening er uhyre vigtigt, at EU tager nogle initiativer på dette område. Det er nødvendigt at investere i foranstaltninger til katastrofeforebyggelse, da udgifterne til forebyggende foranstaltninger som regel er meget mindre i forhold til udgifterne til afhjælpende foranstaltninger.

I betragtning af at katastrofer rammer på tværs af grænserne som f.eks. oversvømmelserne i 2002, skovbrandene i 2007 og oversvømmelserne i sommer, har vi brug for et sæt effektive instrumenter med henblik på at forebygge og gribe ind ved katastrofer samt tage initiativ til at modvirke katastrofernes konsekvenser. De specifikke foranstaltninger, Kommissionen har i tankerne, sigter på indkredsning af risikoområderne og genetablering af naturlige flodlejer, genopretning og beskyttelse af vandløbsoplande, vådområder og hermed forbundne økosystemer, renholdelse og omlægning af skove, fremme af genplantning af skov, beskyttelse og forsvar af kystlinjen, forebyggelse og modvirkning af virkningerne af jordskælv samt udarbejdelse af en liste over bedste praksis med det formål at fremme udvekslingen af oplysninger aktørerne imellem.

Et vigtigt tiltag, hvormed man kan forbedre, hvor effektive instrumenterne i forbindelse med den nuværende katastrofeforebyggelsespolitik er, skal være en større fleksibilitet med hensyn til de pågældende procedurer og en hurtigere adgang til EU's Solidaritetsfond, således at de udbedte ressourcer hurtigst muligt når frem til de berørte.

Betænkning: Eleni Theocharous (A7-0192/2010)

  Elena Oana Antonescu (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for den foreliggende betænkning. Jeg mener, det er nødvendigt at lægge større vægt på socialsikringsordninger for at forhindre fattigdom og håndtere sociale problemer – og ad den vej være med til at stabilisere økonomien samt fastholde og fremme beskæftigelsesmulighederne. Tiltag, der har til formål at være med til at opfylde basale sociale behov, fremme beskyttelsen af børn og sårbare kvinder, som er hårdt ramt af krisen, samt udsatte unge, lavtlønnede, ufaglærte og vandrende arbejdstagere, ansatte i landbrugssektoren og handicappede, skal prioriteres højt.

  Liam Aylward (ALDE), skriftlig. – (GA) Jeg støtter opfordringen i betænkningen til, at alle udviklingslande tilslutter sig Den Internationale Arbejdsorganisations dagsorden for anstændigt arbejde, og at retten til frihed fra tvangsarbejde og fra børnearbejde sikres uden undtagelse.

Det skønnes, at der på verdensplan er 218 mio. børn, som arbejder. Af dem er 126 mio. beskæftiget med farligt arbejde. Fattigdom vil være skæbnen for de børn, der ikke har adgang til uddannelsessystemet og mod deres vilje bliver sendt på arbejde. Der skal iværksættes nogle markante tiltag for at bekæmpe børnearbejde, skabe nye arbejdspladser for voksne i stedet og give børn mulighed for at få en ordentlig uddannelse.

Det internationale samfund skal helhjertet forpligte sig til at gøre sit yderste for at komme børnearbejde til livs, og der skal indføres nogle specifikke foranstaltninger for at opfylde denne forpligtelse.

Jeg støtter også det, der står i betænkningen om, at de grundlæggende behov hos mennesker i udviklingslandene skal dækkes, og om, at der specielt skal fokuseres på fødevaresikkerhed og adgang til rent drikkevand.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg er enig i synspunkterne i den foreliggende betænkning. For at begrænse fattigdommen i udviklingslandene er det ikke alene nødvendigt at skabe beskæftigelse, men også at skabe nye vedvarende job. For at kunne gøre dette er det nødvendigt at træffe foranstaltninger med henblik på at samordne den makroøkonomiske politik og fokusere på en stabil realproduktion, stabile realindkomster og stabil beskæftigelse. Små og mellemstore virksomheder, især i landbrugssektoren, har behov for effektiv økonomisk støtte som f.eks. adgang til mikrokredit, mikroforsikring og offentlig økonomisk støtte. Kommissionen og donorlandene skal grundigt undersøge de eksisterende muligheder med hensyn til supplerende og innovative finansieringskilder til udviklingsprojekter og finde nye finansieringskilder, som gør det muligt for udviklingslandene at diversificere deres indtægtskilder og gennemføre effektive, konkrete og operative udgiftsprogrammer. Desuden skal der lægges særlig vægt på at løse et af de største problemer i udviklingslandene – bekæmpelse af børnearbejde og mulighed for, at alle børn kan få grundskoleundervisning. Dette kan opnås ved at gennemføre retten til frihed fra tvangsarbejde.

  George Becali (NI), skriftlig. – (RO) Jeg støttede også den foreliggende betænkning. EU-traktaten omfatter forpligtelser vedrørende bekæmpelse af fattigdom. Udviklingslandene står med nogle kæmpestore sociale udfordringer. Jeg er enig i tanken om, at regeringerne skal prioritere beskyttelsen af børn, sårbare kvinder, ansatte i landbrugssektoren og handicappede højt. Jeg stemte også for, at mindst 20 % af udviklingslandenes budgetter og EU's udviklingsbistand afsættes til sundhed og grundskoleundervisning.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for den foreliggende betænkning, fordi Parlamentet deri opfordrer til fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene, hvor sult, fejlernæring og manglende adgang til fødevarer og grundlæggende offentlige tjenesteydelser rammer flere millioner indbyggere i disse lande.

Det andet kæmpestore problem for udviklingslandene er, at de fleste indbyggere ikke har tilstrækkelig socialsikring, selv om socialsikringsordninger har vist sig at være virkningsfulde instrumenter til fattigdomsbekæmpelse og social samhørighed.

Jeg vil gerne understrege problemet med børnearbejde, fordi det er en af de største hindringer for at sikre, at alle gennemfører grundskoleundervisningen, og reducere fattigdommen, og fordi det skader disse børns sunde opvækst og nødvendige skolegang.

Jeg er derfor enig i Parlamentets opfordring til at fremme uddannelsesbistand og gennemføre politikken for børnearbejde ved at styrke den globale taskforce for børnearbejde og uddannelse. Det er endvidere yderst vigtigt, at det internationale samfund, alle berørte stater og EU forpligter sig til at gøre deres yderste for hurtigst muligt at udrydde børnearbejde. Desuden skal der i alle udviklingsstrategier tages særligt hensyn til de mest sårbare og marginaliserede, navnlig kvinder, børn, ældre og handicappede.

  Alain Cadec (PPE), skriftlig. – (FR) Nu hvor der i New York er et internationalt topmøde om, hvordan man når årtusindudviklingsmålene, og Parlamentet har vedtaget betænkningen om fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene, synes jeg, det er vigtigt at understrege den rolle, som mikrokredit kan spille i forbindelse med at nå disse mål. Mikrokredit indebærer almindeligvis, at der ydes små lån til erhvervsdrivende, som ikke har adgang til konventionelle banklån. Det betyder, at man i udviklingslandene kan få realiseret en lang række økonomiske mikroprojekter, der fremmer velstanden og som følge deraf udviklingen. Grundlæggende finansiering af projekter er med til at skabe et økonomisk netværk i de pågældende lande og involverer små lokale aktører. Mikrokredit giver således mulighed for, at disse aktører kan gøres ansvarlige for deres egen udvikling, og at de i mindre grad bliver afhængige af konventionel udviklingsbistand. Ved at indvirke på så forskelligartede sektorer som landbruget, mindre håndværksvirksomheder og socialøkonomien kan mikrokreditter således fremme en konkret indvirkning på den lokale udvikling. Jeg opfordrer derfor Kommissionen og medlemsstaterne til tage dette ansvarlige middel til udviklingsbistand alvorligt.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) For at kunne reagere på fattigdommens svøbe i udviklingslandene er det nødvendigt, at disse lande befinder sig i en tilstrækkelig god økonomisk situation. Det fremhæves i den foreliggende betænkning, hvor vigtigt det er at gøre processerne mindre bureaukratiske, tilskynde til fremme af opsparing og adgang til kredit samt styrke den regionale integration. Det nævnes også, hvor meget det haster med at fremme, at civilsamfundets organisationer bliver inddraget i at formulere og kontrollere de grundlæggende retsprincipper, samt med at styrke de pågældende repræsentative organisationers rolle og styrke kvinders retlige og sociale status. Jeg mener også, at beskæftigelsespolitikken som nævnt i betænkningen skal omfatte investering i "grønne arbejdspladser" og i grøn industri, f.eks. udvikling af vedvarende energi og energieffektivitet. Med hensyn til udfordringerne for donorlandene understreges det desuden i betænkningen, at bistandsprocedurerne skal forenkles, og der skal findes innovative finansieringskilder. Jeg mener, at disse punkter er særdeles vigtige.

  Lara Comi (PPE), skriftlig. – (IT) De statistikker, de ansvarlige institutioner sender rundt om fattigdom og fejlernæring, er mere end blot tal. Bag ved disse procentandele og absolutte talværdier, gemmer der sig personer, som kæmper for at få pengene til at slå til eller lider af alvorlige sygdomme på grund af en ringe eller dårlig kost.

Forpligtelsen til at reducere fattigdommen bør man påtage sig med største ansvar, og det kan ikke koges ned til en række slagord og tankeløse udtryk. Vi skal undersøge problemerne omhyggeligt og finde løsninger, der forener udviklingslandenes og industrilandenes interesser, virksomhedernes og forbrugernes interesser samt også erhvervsfolks og landbrugernes interesser – og for alle involverede kategorier. Vi har bestemt ikke tænkt os at lade andre kunne flyve ved at stække vores egne vinger, men ved at bære i flok i forhold til vores egen styrke og evne. Det er derfor vigtigt at vise den bedste praksis ved markedsøkonomien og fremme mekanismer til vækst og udvikling, samtidig med at man tilvejebringer de rette incitamenter og den rette undervisning til at kunne komme ud af fattigdomsfælden.

  Corina Creţu (S&D), skriftlig. – (RO) For første gang i verdenshistorien er der en mia. mennesker, som er ramt af sult. Alene i år er der kommet yderligere 64 mio. mennesker i den skare, som i forvejen lider af ekstrem sult. Dette faktum tvinger os til at fokusere på jobskabelse i udviklingslandene, da dette er den mest effektive måde, hvorpå man kan bekæmpe fattigdom og social udstødelse. Der er på den baggrund brug for mere konsekvent bistand for at støtte uddannelsesindsatsen og få stoppet udvandringen af arbejdstagere med gode kvalifikationer. Den nylige krise vedrørende fødevarepriser har afdækket spændingerne som følge af den manglende fødevaresikkerhed i de fattige lande. Der skal derfor fokuseres mere målrettet på landbrug i en tid, hvor denne sektor er den eneste vej til livets udkomme for hovedparten af befolkningen i udviklingslandene, hvor 75 % bor i landdistrikterne.

  Proinsias De Rossa (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg støtter den foreliggende betænkning, der giver et overblik over de vigtigste udfordringer med hensyn til jobskabelse og fattigdomsbekæmpelse i tiden, indtil årtusindudviklingsmålene skal være nået. EU-medlemsstaterne opfordres igen til at opfylde deres støtteforpligtelser. Der fokuseres desuden især på global ledelse og kapacitetsopbygning, samtidig med at man skal forsøge at fremme større aktørers medvirken. Der fokuseres også på at gøre det nemmere for små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i udviklingslandene ved at sørge for infrastruktur og teknologioverførsel. Det er ikke alene nødvendigt at skabe beskæftigelse, men at skabe kvalitetsarbejdspladser. Alle udviklingslandene skal undertegne Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO's) dagsorden for anstændigt arbejde og FN's grundlæggende socialsikringsinitiativ for at sikre tilfredsstillende arbejdsstandarder og et højt niveau af omfattende socialsikringsdækning, der omfatter de fattigste og de mest marginaliserede grupper. Der skal helt klart også lægges særlig vægt på bekæmpelse af børnearbejde. I den foreliggende betænkning opfordrer man til gratis og fuld adgang til uddannelsessystemerne for alle, dvs. både grunduddannelse og højere uddannelse samt erhvervsuddannelse, således at lokalbefolkningen kan blive faguddannede arbejdstagere, da børn uden uddannelse er dømt til et liv i fattigdom, og økonomien er dømt til at stagnere.

  Anne Delvaux (PPE), skriftlig. – (FR) I den betænkning, vi stemte om i dag, fremhæves det, hvor vigtigt det er, at udviklingslandene anvender internationale arbejdsstandarder, sørger for tilstrækkelige midler til mikrovirksomheder, navnlig i landbrugssektoren, bekæmper korruption og giver arbejdsmarkedets parter en interesse i økonomisk udvikling.

Det præciseres også, at alle skal have adgang til uddannelse, da udviklingen af menneskelige ressourcer skal være en del af alle udviklingsstrategier og er afgørende med hensyn til jobskabelse. Hvad angår donorlandene, opfordres der i betænkningen til, at man indfrier løftet om at give 0,7 % af BNP i udviklingsbistand fra nu af og til 2015, samt at man samordner udviklingspolitikken mellem Kommissionen og EU's medlemsstater.

Som en reminder skønnede Verdensbanken tilbage i 2005, at 1,4 mia. mennesker levede i yderste fattigdom, dvs. for mindre end 1,25 USD om dagen. Det drejer sig fortrinsvis om Afrika syd for Sahara (51 %). Dernæst er der også befolkningen i Sydasien (40,3 %). Og så er der vel at mærke 2,5 mia. mennesker, som stadig lever i såkaldt moderat fattigdom, dvs. for mindre end 2 USD om dagen.

  Harlem Désir (S&D), skriftlig. – (FR) I går begyndte FN's topmøde om gennemførelse af årtusindudviklingsmålene. Også selv om der er sket fremskridt, er vi langt fra målsætningerne vedrørende fattigdomsbekæmpelse i tidsrummet fra nu af og til 2015.

For at kunne nå dem er det for det første bydende nødvendigt, at der skabes arbejdspladser i udviklingslandene, da der ifølge en nylig fælles rapport fra IMF og ILO er over 210 mio. arbejdsløse i verden i 2010, idet krisen har betydet et tab af 30 mio. arbejdspladser siden 2008. ILO opfordrer til, at beskæftigelse ikke længere skal betragtes som et resultat af andre politikker, men som et primært mål og en hjørnesten i forbindelse med vækststrategier.

Bæredygtig udvikling, støtte til arbejdspladser og støtte til anstændigt arbejde kræver støtte til diversificering af økonomien, overholdelse af ILO's standarder, et sæt socialsikringsrettigheder for alle, investering i offentlige tjenesteydelser og varetagelse af grundlæggende behov som f.eks. adgang til vand, til sundhed og til fødevaresikkerhed. Mere beskæftigelse vil også være en forudsætning for stabiliteten og styrkelsen af demokratiet. Det er hovedindholdet i Theocharous-betænkningen.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for den foreliggende betænkning, da man deri slår til lyd for en styrkelse af kvinders retlige og sociale status med det formål at hindre forskelsbehandling og udnytte kvinders potentiale med hensyn til økonomisk og social udvikling i udviklingslandene. Fremme af ligestilling mellem kønnene i disse lande er også en investering med henblik på at sikre bedre økonomiske resultater. Det er også vigtigt for at sikre, at grundskoleundervisning og folkesundhed fortsat danner grundlag for udviklingspolitikken. Den aktuelle økonomiske krise kan ikke retfærdiggøre nogen som helst nedskæring i den internationale hjælp til disse sektorer.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Man kan ikke behandle dette emne uden at nævne EU's førerposition med hensyn til at yde bistand til udviklingslandene. Til trods for den indsats, der allerede gøres, må man være klar over, at der fortsat skal gøres meget på dette område, og at fattigdom og arbejdsløshed ganske naturligt bliver ved med at være en sand plage i disse lande. Efter at have opnået selvstændighed havde mange af lederne travlt med at tale dårligt om Europa. Sådanne tirader er naturligvis stort set gået af mode i dag. De oplysninger, der når frem til os om, hvordan det forholder sig med korruption og respekten for menneskerettighederne, frihedsrettighederne og retsgarantierne i udviklingslandene, lader desværre meget tilbage at ønske.

EU gør ret i at fastholde støtteniveauet og kæmpe for indførelse af bedste praksis. EU må ikke slække på sine krav og skal bestemt ikke forhandle med dem, der udnytter andre menneskers elendighed.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) For at bekæmpe fattigdom og social udstødelse skal man nødvendigvis have en klar forpligtelse til at udvikle mennesker fuldt ud og sætte økonomien og magtrelationerne ind i en moralsk sammenhæng. Man skal fremme en bredere definition af fattigdom, der omfatter afsavn, social udstødelse og manglende deltagelse, sådan som det fremgår af FN's rapport om den sociale situation på verdensplan i 2010, "Rethinking poverty – Report on the World Social Situation 2010". Regeringerne i udviklingslandene skal diversificere deres økonomier, følge en bæredygtig vej til udvikling, gøre det lettere at etablere virksomhed – navnlig små og mellemstore virksomheder – og bekæmpe bureaukrati og korruption. Donorer og partnerlande skal sikre, at landbruget, navnlig små landbrug samt små og mellemstore miljøvenlige landbrugsfødevareindustrier, kommer højere op på udviklingsdagsordenen. De skal forpligte sig til at tilvejebringe uddannelse og erhvervsuddannelse, bekæmpe børnearbejde og fastlægge tilfredsstillende arbejdsstandarder og en høj grad af omfattende socialsikringsdækning. Børnearbejde udgør en hindring for at få gennemført grundskoleundervisning for alle og få fattigdommen bragt ned. Samordningen og tilpasningen agenturerne imellem vedrørende bistand til uddannelsessektoren og politikken om børnearbejde skal styrkes. Jeg går også ind for at intensivere indsatsen for at sikre ligestilling mellem kønnene.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Den endelige udgave af den foreliggende betænkning indeholder positive og negative punkter, der er i modstrid med hinanden.

Man lægger helt forkert ud, når erhvervslivets behov er overordnet i forhold til en stærk og bæredygtig økonomisk vækst. Årsagen til økonomisk vækst skal være folket. Det er arbejderne, der skaber velstand og økonomisk vækst, og produktionen skal tilrettelægges af hensyn til dem og for at opfylde sociale behov og ikke af hensyn til profitmaksimering. Når den materielle produktion tilrettelægges af hensyn til profitmaksimering snarere end af hensyn til menneskers behov, skaber det fattigdom og arbejdsløshed, mens det påståede formål med den foreliggende betænkning netop er at bekæmpe dette.

Vi kan også finde positive punkter, især hvor betænkningen handler om en nytænkning af privatiseringspolitikken i forbindelse med f.eks. vandforsyning, spildevandsbehandling og tjenesteydelser af almen interesse, støtten til offentlige tjenesteydelser og behovet for at få afskaffet skattely.

Vi mener for vores vedkommende, at det foreslåede mål kun kan nås, hvis de økonomiske og kommercielle relationer omstruktureres ved øjeblikkelig at bryde med neoliberalismen, aftalerne om handelsliberalisering i Verdenshandelsorganisationens regi og de frihandelsaftaler, der allerede er forhandlet eller er ved at blive forhandlet på plads, og hvis der slås en streg over udviklingslandenes udlandsgæld og gældstilbagebetaling, samt hvis man afskaffer de strukturtilpasningspolitikker, som de internationale finansieringsinstitutioner har pålagt de pågældende lande.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Blandt de mange gode punkter i den foreliggende betænkning om udviklingslandene, er der en opfordring til en nytænkning af privatiseringspolitikken, især på områder som f.eks. vand og spildevand. Jeg mener, at en sådan nytænkning i lige så høj grad skal finde sted i de industrialiserede lande, og mener, at vandforsyning er af så grundlæggende betydning, at denne sektor udelukkende burde være et offentligt gode og ikke kunne resultere i privat profit.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for betænkningen, fordi fattigdomsbekæmpelse og jobskabelse er de største problemer, verden i dag står over for, og er en forudsætning for afbalanceret udvikling og økonomisk vækst, især i udviklingslandene. Det glæder mig, at der er en opfordring til en nytænkning af privatiseringspolitikken, især i forbindelse med f.eks. spildevandsbehandling, vand- og varmeforsyning, ejendomsvedligeholdelse og andre socialt vigtige tjenesteydelser. Levering af offentlige tjenesteydelser skal være under streng kontrol fra kommunerne eller staten. Tjenesteydelserne skal være tilgængelige for alle og af samme kvalitet for alle, uanset hvilken indtægt en borger har, eller hvilken socialgruppe vedkommende tilhører. Den øgede privatisering af institutioner, der leverer offentlige tjenesteydelser, f.eks. i Vilnius, volder stor bekymring. Det er let at ødelægge eksisterende tjenesteydelser og leverandørernes infrastruktur. Men hvad sker der, hvis en virksomhed holder op med at levere en bestemt tjenesteydelse eller leverer den til en helt ublu pris? Det vigtigste mål for de berørte parter er at vise, at staten eller kommunen ikke kan levere tjenesteydelser lige så effektivt som de private virksomheder kan – og derefter privatiseres tjenesteydelserne så. Hvem kan sige sig fri for at have været ude for det? Levering af offentlige tjenesteydelser er for følsomt og vigtigt et område for befolkningen til at opgaven uden omtanke kan placeres hos private. Sikring og udvikling af sådanne tjenesteydelser skal prioriteres højt.

  Alan Kelly (S&D), skriftlig. – (EN) I den foreliggende betænkning skitserer man de vigtigste udfordringer i forbindelse med jobskabelse og fattigdomsbekæmpelse set i lyset af finanskrisen. Man opfordrer EU-medlemsstaterne til at indfri deres bistandsforpligtelser som aftalt i henhold til årtusindudviklingsmålene. Man anbefaler desuden, at de berørte parter i større grad skal eje små grundstykker, og fokuserer på, at der skal ydes hjælp til små og mellemstore virksomheder (SMV'er) i udviklingslandene ved at etablere infrastruktur og teknologioverførsel.

  Elisabeth Köstinger (PPE), skriftlig. – (DE) EU opfordres til at sætte skub i den globale bekæmpelse af fattigdom og sult, idet der er ca. 1,4 mia. mennesker, som lever i yderste fattigdom. Det er der mange grunde til. Den triste kendsgerning er, at udviklingslandene på grund af politiske omstændigheder, utilstrækkeligheder i forhold til demokrati og retsstatsprincippet samt ugunstige geografiske forhold er begrænset med hensyn til, hvad de selv kan gøre. For at få rigtig gode resultater med at yde udviklingsbistand er man nødt til at tage de rigtige initiativer, der er rettet mod den grundlæggende årsag til problemet. I den foreliggende betænkning understreges det, hvor vigtigt det er, at udviklingslandene udvikler deres fremstillingssektor og får gjort noget ved det alt for store bureaukrati og korruptionen, fremmer uddannelse, indfører internationale social- og produktionsstandarder og stiller finansieringsmuligheder til rådighed for mikrovirksomheder, især i landbrugssektoren. Fødevaresikkerhed er af helt afgørende betydning for et land og dets befolkning. Hvis et land i høj grad er selvforsynende med fødevarer, øger det sin uafhængighed og reducerer konfliktpotentialet. Den grundlæggende forudsætning for dette er opretholdelse og fremme af landbrugsproduktion og beskyttelse af jord og vand.

  Petru Constantin Luhan (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for den foreliggende betænkning, fordi jeg mener, at det for at reducere fattigdommen ikke alene er nødvendigt at skabe beskæftigelse, men også at skabe kvalitetsarbejdspladser. Små virksomheder og mikrovirksomheder, især i landbrugssektoren, skal have passende finansieringsmuligheder og mikrokreditter for at bevare eksisterende arbejdspladser og skabe nye arbejdspladser.

Jeg støtter i den forbindelse opfordringen til Kommissionen og medlemsstaterne om, at de skal øge den offentlige økonomiske støtte til små virksomheder og mikrovirksomheder samt til landbrugere i udviklingslandene, sådan som opfordringen lyder i Den Internationale Arbejdsorganisations globale jobpagt.

  Mario Mauro (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg støtter betænkningen om fattigdomsbekæmpelse og jobskabelse i udviklingslandene, især opfordringen til at anerkende socialøkonomiens (f.eks. kooperativers) bidrag til jobskabelse og fremme af anstændige arbejdspladser i udviklingslandene og til at medtage socialøkonomien i EU's udviklingsprogrammer og samarbejdsstrategier.

Det er også vigtigt, at udviklingslandene undertegner ILO's dagsorden for anstændigt arbejde, således at arbejdstagerne i disse lande langt om længe kan nyde godt af hensigtsmæssige arbejdsstandarder.

Vi skal snarest muligt stoppe det meningsløse kapløb om at udnytte børnearbejde og i stedet fremme uddannelse som et fundament for fremtiden for de nye generationer.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Den foreliggende betænkning er acceptabel. Selv om der ikke sættes spørgsmålstegn ved handelsliberaliseringen, og man sætter sin lid til WTO, kan et betydeligt antal af de foreslåede foranstaltninger sikkert nok forbedre levevilkårene for indbyggerne i landene mod syd.

Fremme af socialsikringsordninger, integration af socialøkonomien i samarbejdsaftaler, forsvaret for et højkvalitativt sundhedsplejesystem for alle og gratis adgang for alle til grundlæggende, højere og erhvervsfaglige uddannelser, forsvaret for adgang til drikkevand og opfordringer fra EU's side til at respektere de valg, som en befolkning træffer ved en valghandling, er blandt de mange punkter, der er positive ved den foreliggende betænkning.

Der er oven i købet en opfordring til at oprette uafhængige parlamenter med reelle lovgivningsmæssige beføjelser, budgetmæssige beføjelser og kontrolbeføjelser. Hvis disse anbefalinger bliver fulgt, kan det måske give mulighed for, at de prisværdige intentioner i denne initiativbetænkning bliver opfyldt.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Da EU er et område med solidaritet, hersker der åbenlys bekymring omkring fattigdom og jobskabelse i udviklingslandene. Vi ved alle, at dette mål kun vil kunne nås med solid og bæredygtig vækst i et stabilt miljø. Det er derfor nødvendigt, at udviklingslandene diversificerer deres økonomier ved at udvikle deres forarbejdningssektorer, samtidig med at de også forsøger at skære ned på det alt for store bureaukrati, så små og mellemstore virksomheder bliver et lokomotiv for beskæftigelse og vækst. Hvis det lykkes at overføre disse værdier til udviklingslandene, vil EU komme til at spille en afgørende rolle i forbindelse med fattigdomsbekæmpelse og jobskabelse i disse lande. Jeg stemte derfor, som jeg gjorde.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (LV) Vi er nødt til at tage del i en proces, der har til formål at lære udviklingslandene selv at skabe deres eget BNP, og i den forbindelse tilskynde til økonomisk udvikling i disse lande. Vi vil dermed kunne standse migrationen til Europa af hele etniske grupper. Det er vigtigt at gøre befolkningen i udviklingslandene klart, at de skal opbygge deres egne hjemlande og ikke søge efter paradiset i Europa. Vi skal gøre det nemmere for vores brødre i udviklingslandene at lære, hvordan man bliver uafhængig og får fremgang. Vi skal efter min mening dele ud af vores viden og erfaringer, og jeg stemte derfor for denne beslutning.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Betænkningen fra Udviklingsudvalget om fattigdomsbekæmpelse og jobskabelse i udviklingslandene tager det rette udgangspunkt. De vestlige industrilande skal iværksætte foranstaltninger, der giver de mindre udviklede lande mulighed for at opfylde deres egne behov og opbygge deres egne stærke nationale økonomier. Kapaciteten til at fremstille fødevarer nok til deres egen befolkning spiller i den henseende en væsentlig rolle. Disse lande skal også have mulighed for at diversificere deres økonomier, så de ikke er afhængige af import.

For at opnå dette er der især brug for små og mellemstore virksomheder, som skaber arbejdspladser. Vi er nødt til at se kritisk på og, om nødvendigt, fjerne nogle af eksportsubsidierne i EU, der støtter landbrugserhvervet i Europa, men som er med til at ødelægge landbrugserhvervet i udviklingslandene. Skattely skal også afskaffes. Til trods for de mange positive tiltag i betænkningen har jeg undladt at deltage i afstemningen, fordi disse tiltag selvsagt ikke er obligatoriske i forbindelse med fastlæggelse af, hvilken retning udviklingsbistanden skal bevæge sig i. Hensigtserklæringer rykker ikke rigtig noget, og mange bistandsmidler vil fortsat forsvinde på grund af korruption.

  Wojciech Michał Olejniczak (S&D), skriftlig. – (PL) I forbindelse med spørgsmålet om fattigdomsbekæmpelse i udviklingslandene bør Parlamentet lægge vægt på socialstandarder, der vedrører levestandarden for de mennesker, som bor i disse lande. EU forpligter sig til at bekæmpe børnearbejde og tvangsarbejde. Man skal også huske på, at den grundlæggende indtægtskilde til livets ophold for millioner af mennesker, der bor i udviklingslandene, er landbrug.

Jeg bakker også fuldt ud op om forslaget i betænkningen om at støtte små landbrug. Det er også værd at understrege, at betænkningen indeholder en opfordring til at respektere de lokale traditioner for brug af fælles jord til landbrug, hvilket i århundreder har sikret folk en forholdsvis god levestandard.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) EU har det privilegium at lovgive om og fokusere på de behov og krav, der er i dets eget territorium, men man kan ikke og må ikke glemme ansvaret for resten af verden, især i forhold til udviklingslandene.

Betænkningen af fru Theocharous har netop dette til formål. Fattigdomsbekæmpelse og jobskabelse i udviklingslandene er af stor betydning for befolkningen i disse lande, men de er også vigtige for vores egne medborgere. I de fleste tilfælde er det faktisk fattigdom og jagten på arbejde, der driver tusindvis af desperate mennesker til at rejse ud i håbet om at finde en bedre fremtid.

Jeg mener derfor, at en strategi, der sigter på at skabe visse lokale forudsætninger på stedet, skal støttes, og er et aktiv for modtagerlandene og for EU, der støtter den.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Emnet for den foreliggende betænkning er yderst aktuelt og presserende såvel som vigtigt og af strategisk betydning. Det er aktuelt og presserende, i og med at det er almen viden, at fattigdommen har været stigende rundt om i verden, og det samme gør sig gældende for kløften mellem rige og fattige, der er blevet større. Det er vigtigt og af strategisk betydning, fordi europæiske investeringer i fattigdomsbekæmpelse og jobskabelse i udviklingslandene spiller en afgørende rolle rent socialt ved at fremme social trivsel, rent økonomisk ved at sætte gang i økonomien og rent moralsk ved at give udtryk for de værdier, vi tror på.

Min støtte til den foreliggende betænkning i dens nuværende form svækker dog ikke behovet for også at gennemføre de samme ønskemål i Europa. Jeg slår til lyd for dette ikke alene af ovenstående grunde, der gør sig gældende for udviklingslandene, men i kraft af et rationale og en fornemmelse af, at vi skylder hinanden en stærkere solidaritetsforpligtelse, og også fordi det er min klare holdning, at vi europæere ikke kan hjælpe andre, hvis vi ikke selv har det godt.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Stærk, bæredygtig økonomisk vækst i et stabilt miljø gør det nemmere at skabe velstand og kvalitetsarbejdspladser og er dermed den sikreste og mest holdbare vej ud af fattigdom. Sult, fejlernæring og millioner af menneskers manglende adgang til fødevarer og grundlæggende offentlige tjenesteydelser er konsekvenserne af den fejlslagne økonomi-, landbrugs- og handelspolitik, man har fremmet og gennemført i disse lande. Der skal i udviklingsstrategier særlig fokuseres på de mest sårbare og marginaliserede, navnlig kvinder, børn, de ældre og handicappede.

Jeg mener derfor, at udviklingslandene skal lægge større vægt på bekæmpelse af børnearbejde med henblik på at skabe højkvalitative, vedvarende job for voksne i stedet og give børnene mulighed for at få passende uddannelse, opprioritere tiltag, der bidrager til at opfylde grundlæggende sociale behov, og fremme beskyttelse af børn og sårbare kvinder, der har været hårdt ramt af krisen, samt udsatte unge, lavtlønnede, ufaglærte og vandrende arbejdstagere, ansatte i landbrugssektoren og handicappede.

  Miguel Portas (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne beslutning, fordi der bl.a. lægges vægt på bekæmpelse af børnearbejde, EU opfordres til at anerkende socialøkonomiens bidrag, udviklingslandene opfordres til at udvide ejendomsretten til jord blandt de fattige og dem, der har fået frataget deres jord, ved eksempelvis at give besættere i slumkvarterer retten til den jord, de lever på, man forsvarer foreningsfriheden for fagforeninger og retten til at føre kollektive forhandlinger, der tages afstand fra forskellige former for forskelsbehandling, og der opfordres til en nytænkning af privatiseringspolitikken, især i forbindelse med f.eks. vandforsyning, spildevandsbehandling og tjenesteydelser af almen interesse samt fornyet overvejelse af staternes samfundsmæssige rolle i udviklingsstyringen, herunder statsejede virksomheders rolle som arbejdsgivere og leverandører af sociale ydelser.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Vores manglende deltagelse i afstemningen i sidste ende skyldes, at den oprindelige tekst i punkt 94 er blevet vedtaget, idet man der opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at "fastlægge en sammenhængende indfaldsvinkel, som respekterer grundprincipperne for det frie marked og sikrer gensidighed på handelsområdet".

  Oreste Rossi (EFD), skriftlig. – (IT) Selv om dette er en positiv betænkning, hvor man fastslår, at indfaldsvinklen med, at "hjælpen begynder på hjemmefronten" er den bedste måde, hvorpå man kan støtte fattige befolkninger overalt i verden, går man længere og opfordrer til skatteindberetning land for land, yderligere midler til bekæmpelse af virkningerne af klimaændringerne og en gennemgang af landbrugsstøtteordningerne.

Parlamentet vedtog også et ændringsforslag, hvor man giver den støtte til europæiske landbrugere, der bevilget af EU, skyld for at ødelægge markedet i udviklingslandene. Selv om jeg går ind for størstedelen af forslagene i beslutningen, hvor man også fremhæver behovet for at koordinere bistanden globalt, stemte jeg imod.

  Joanna Senyszyn (S&D), skriftlig. – (PL) Jeg stemte for betænkningen om fattigdomsbekæmpelse og jobskabelse i udviklingslandene. Bekæmpelse af fattigdom er det vigtigste indsatsområde i 2020-strategien, der fastlægger, i hvilken retning EU's indsats skal gå i de nærmeste år. Det mål gælder også for de 120 mio. europæere, der lever i fattigdom. For at kunne bekæmpe fattigdommen i udviklingslandene effektivt skal den udryddes i Europa.

Det uddannelsesmæssige aspekt er i den forbindelse vigtigt. Uddannelse og bedre kvalifikationer er de bedste midler til at finde arbejde samt ligeledes at bryde ud af et liv præget af fattigdom og nød. Det er i udviklingslandene særdeles vigtigt at sikre adgang til uddannelse for børn uanset køn. Selv i lande, hvor indkomsten pr. indbygger er forholdsvis høj, er visse socialgrupper – nationale mindretal og piger – forment adgang til uddannelse. I de fattigste lande er det kun omtrent halvdelen af alle børn, der går i skole.

EU skal gøre mere i sine bistandsprogrammer for at sikre gratis uddannelsesmaterialer, måltider og skolebusser. Det er ligeledes af afgørende betydning at have en lovgivning om uddannelse og social omsorg for børn og støtte til studerendes muligheder for at uddanne sig i udlandet, samtidig med at man udarbejder interessante programmer med henblik på at motivere de unge til at vende tilbage til deres hjemland, således at de efter at have fået bedre kvalifikationer arbejder til gode for deres eget samfund. Det er også vigtigt at føre en kampagne med henblik på at øge bevidstheden om problemet med tvunget børnearbejde.

  Marie-Christine Vergiat (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Jeg undlod at deltage i afstemningen om den foreliggende betænkning, der indeholder nogle bestemmelser som mildest talt er selvmodsigende.

På den ene side opfordrer man til en nytænkning af privatiseringspolitikken, navnlig i forbindelse med offentlige tjenesteydelser, støtter investeringstiltag til gavn derfor, bekræfter, at besættere og socialøkonomien indvirker positivt på udviklingen, og konstaterer, at det er nødvendigt at gennemføre ILO's konventioner om internationale arbejdsstandarder.

Men samtidig har et flertal i Parlamentet vedtaget et punkt, som jeg synes, er uacceptabelt, hvor man opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at respektere grundprincipperne for det frie marked.

7. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen

(Mødet udsat kl. 13.20 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS
Næstformand

8. Godkendelse af protokollen fra foregående møde: se protokollen

9. Lægemiddelovervågning (ændring af forordning (EF) nr. 726/2004) – Lægemiddelovervågning (ændring af direktiv 2001/83/EF) (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om:

– betænkning af McAvan for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 726/2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærlægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur, for så vidt angår overvågning af humanmedicinske lægemidler (KOM(2008)0664 – C6-0515/2008-2008/0257(COD)) (A7-0153/2010), og

– betænkning af McAvan for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2001/83/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler (KOM(2008)0665 – C6-0514/2008-2008/0260(COD)) (A7-0159/2010), for så vidt angår lægemiddelovervågning.

  Linda McAvan, ordfører. – (EN) Hr. formand! Jeg er sikker på, at alle i dette lokale på et eller andet tidspunkt eller flere gange har haft brug for lægemidler. Det er af altafgørende betydning for folkesundheden, at disse produkter er sikre.

På et møde i sidste uge, hvor eksperter skulle tale om denne nye lovgivning, blev vi mindet om, at talidomid i 2010 kan fejre sit 50-års-jubilæum. Alle på min alder vil bestemt kunne huske, hvad talidomid betød: billeder af børn født uden lemmer. Der blev taget ved lære af denne episode, og i årenes løb fik regeringerne udarbejdet lægemiddelovervågningssystemer med henblik på at overvåge lægemiddelsikkerheden, fordi det stod klart, at kliniske forsøg alene aldrig kunne være tilstrækkelige til at sikre, at vi, når vi sætter lægemidler i almen cirkulation, ville kende alle bivirkningerne på forhånd.

Der er sket forbedringer. Eksperterne sagde i sidste uge, at der med de forbedringer, vi allerede har gjort, faktisk kun skulle nogle ganske få talidomidsager til for at finde frem til problemet. I 1960'erne skulle der 2 000 sager til, inden man opdagede problemet.

I de seneste år har vi på EU-plan arbejdet med at udvikle et sammenhængende system mellem medlemsstaterne og Det Europæiske Lægemiddelagentur i London om lægemiddelovervågning. Det er helt åbenlyst, at vi er nødt til at arbejde sammen. Med en samlet befolkning på 500 mio. mennesker er det meget lettere og hurtigere at opdage en bivirkning, end når man arbejder på nationalt plan.

Etableringen af Det Europæiske Lægemiddelagentur, der er et netværk af agenturer i hvert enkelt land, og som hviler på EU-lovgivning, har gjort det nemmere for os at gøre disse fremskridt. De praktiske redskaber, vi har udarbejdet – såsom EudraVigilance-databasen, der er den største i verden – gør det nemmere for os at reducere det tidsrum, der er nødvendigt til at identificere bivirkninger.

Men der skal flere forbedringer til. Siden talidomidsagen i 1960'erne har vi set problemer med lægemidler som Vioxx og på det allerseneste med Avandia, der er et lægemiddel mod diabetes. Den lovpakke, som parlamentsmedlemmerne og Rådet er blevet enige om, og som er blevet forhandlet ved førstebehandlingen og forelægges for Parlamentet i morgen, er efter min mening en rigtig god lovpakke og gør lægemiddelovervågningen i EU endnu bedre.

Hvad er så de vigtigste ændringer? For det første er der etableringen af Udvalget for Risikovurdering inden for Lægemiddelovervågning, der er et styrket sikkerhedsudvalg, hvor medicinsikkerhed adskilles fra lægemiddelgodkendelse. Udvalget vil omfatte eksperter, ikke bare fra nationale regeringer, men også fra grupper af patienter og sundhedspersoner. Vi forbedrer patientinformationen, videreformidler patientindberetninger til de nationale myndigheder og skriver på indlægssedlerne, at man opfordres til at indberette eventuelle bivirkninger.

Der kommer til at være et sort symbol på nye produkter. Sundhedspersoner ved det i øjeblikket godt, når de udleverer et nyt produkt til en patient. De ved, at de især skal holde øje med bivirkningerne, men som patient ved man det ikke.

Der kommer bedre information til offentligheden, idet der bliver oprettet en fælles webportal vedrørende lægemidler, hvor man sammenstiller alle de forskellige oplysninger om medicinsikkerhed, oplysninger fra indlægssedlen – dvs. den type information, man i øjeblikket kan bruge timer på at stykke sammen. Der vil være fordele for virksomhederne i forbindelse med en strømlining af procedurerne, afskaffelse af dobbeltindberetninger og frigørelse af ressourcer til vigtigere forskningsopgaver. Dette er ændringerne, som jeg mener, vil forbedre det samlede lægemiddelovervågningssystem i Europa markant.

Endelig vil jeg gerne takke de mennesker, der har medvirket til, at vi er kommet så langt som vi er i dag, samt mine skyggeordførere. Det er et meget kompliceret dossier, og vi var så heldige at have nogle ekspertkolleger blandt os. Dolores Montero fra det spanske formandskab for Rådet er til stede her i dag. Hun gjorde sammen med sit team et fremragende stykke arbejde, og det samme gjorde Parlamentets sekretariat, Jo Wood fra Den Socialdemokratiske Gruppe og min egen researcher, Kiri Hanks, der har været stærkt medvirkende til at få spørgsmålene afklaret og frem i lyset og har været til stor hjælp.

Jeg vil også gerne takke hhv. Kommissionens og Rådets sekretariat samt de mange organisationer, der indsendte oplysninger, og som gjorde det nemmere for os at forstå spørgsmålene set fra deres synspunkt – patientorganisationer, farmaceutsammenslutninger, læger, virksomheder og de nationale tilsynsmyndigheder.

Dette har været en stor holdindsats, og vi må nu arbejde sammen for at gennemføre lovgivningen efter hensigten.

  Antonio Tajani, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Kommissær Dalli er desværre forhindret i at være til stede i aften og selv tale om dette spørgsmål, hvilket han beklager.

Jeg har imidlertid den fornøjelse at være her i stedet i forbindelse med den formelle vedtagelse af en aftale ved førstebehandlingen om lægemiddelovervågning, der jo er et vigtigt emne. Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at takke alle dem, der utrætteligt har arbejdet for at nå frem til denne aftale, navnlig ordførerne, medordførerne og skyggeordførerne, især fru McAvan, ordføreren for det korresponderende udvalg. Takket være det forslag, der kommer til afstemning i Parlamentet i morgen, er patienter fremover bedre beskyttet mod bivirkninger ved lægemidler.

Faktisk bliver systemet til overvågning af humanmedicinske lægemidler i EU styrket og moderniseret. Det vil ikke alene betyde en bedre beskyttelse af folkesundheden, idet systemet også giver mulighed for, at det indre marked kan fungere efter hensigten, og at de nuværende bestemmelser og procedurer kan rationaliseres. Lovgivningen vil desuden øge gennemsigtigheden og patientmedindflydelsen med hensyn til lægemiddelovervågning.

Endelig vil Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) med det nye videnskabelige udvalg for lægemiddelovervågning, der etableres i EMA's regi, give adgang til den mest specialiserede videnskabelige og lægelige ekspertise, der findes, med henblik på at vurdere lægemiddelsikkerheden og anbefale nogle foranstaltninger med hensyn til risikobegrænsning.

Kommissionen glæder sig over, at institutionerne var i stand til at nå frem til en på forhånd forhandlet fælles holdning inden sommerferien og støtter fuldt ud hovedindholdet i den indgåede aftale. Inden for rammerne af denne aftale er det foreslåede ændringsforslag om at genetablere stillingen som chef i EMA blevet slettet, og Kommissionen kan meddele følgende:

"I forlængelse af anmodningen fra Europa-Parlamentet og Rådet om indplaceringen af chefen for Det Europæiske Lægemiddelagentur påtager Kommissionen sig for ikke at forsinke vedtagelsen af dette vigtige forslag at genopslå stillingsopslaget for den næste chef for Det Europæiske Lægemiddelagentur med lønklasse AD 15 i stedet for AD 14.

Kommissionen mener, at det rette sted til at behandle dette spørgsmål er de igangværende horisontale drøftelser om EU-agenturernes rolle i den interinstitutionelle arbejdsgruppe vedrørende agenturer. Drøftelserne om dette aspekt er indledt i den interinstitutionelle arbejdsgruppe, og hvis disse drøftelser fører til andre konklusioner vedrørende den passende lønklasse i opslaget, kan denne indplacering tages op til fornyet overvejelse ved fremtidige opslag."

  Michèle Rivasi, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi. – (FR) Hr. formand! Jeg vil lige bruge et minut, og derefter vil jeg tale i yderligere et minut. Jeg vil gerne først tage ordet som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi og takke ordføreren, fru McAvan, for den foreliggende betænkning.

Jeg vil gerne sige, at det i denne sektor er særdeles vigtigt at give patienter bedre beskyttelse og bedre information, men også at kæmpe imod kvælertaget fra medicinalindustrien, der gerne ville have indsamlet indberetningerne om bivirkninger og analyseret og fortolket resultaterne.

I Udvalget om Industri, Forskning og Energi – og desuden også i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed – har vi derfor formået at sikre, at det for så vidt angår indsamling af indberetninger, vil være læger og patienter, der kan indberette bivirkninger til de nationale myndigheder.

Med hensyn til analyse og fortolkning er det medlemsstaternes ansvar at opdage og overvåge bivirkninger ved lægemidler. Det viste sig i forbindelse med udbruddet af H1N1-influenzaen, at det var de svenske nationale myndigheder, der omtalte narkolepsi, selv om H1N1-vaccinen indtil da ikke var blevet forbundet med sådanne bivirkninger. Dette har stor betydning. På den anden side er jeg særdeles skuffet over, at vi ikke har opnået finansiel uafhængighed fra de nationale myndigheder.

Endelig er der med hensyn til kontrolforanstaltninger sket reelle fremskridt i forbindelse med dette lægemiddelovervågningsudvalg, der er adskilt fra Udvalget for Humanmedicinske Lægemidler, og patienterne vil forhåbentlig også få adgang til flere oplysninger, enten på indlægssedlerne eller i form af yderst skærpet overvågning.

  Claude Turmes, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. – (FR) Hr. formand! Lægemiddelbranchen er jo en branche, der omsætter for flere mia. euro, og det var derfor et dossier, der tiltrak sig mange lobbyister. Det var et meget positivt punkt i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, at det lykkedes os at holde det indre marked åbent. Vi arbejdede med alle aspekter af overvågningen af bivirkninger som forklaret af mine kolleger, og det lykkedes os frem for alt, uagtet lægemiddelindustriens lobbyister, at sikre, at kontrolforanstaltningerne i forbindelse med markedsføring ikke udvandes, og at der skal udarbejdes indlægssedler. En af de idéer, der cirkulerede, var faktisk, at man skulle udarbejde brochurer eller produktresuméer, hvilket ville have været en rigtig dårlig idé.

Jeg beklager, at en idé, jeg havde nævnt i min betænkning, nemlig idéen om også at afprøve den terapeutiske merværdi af nye lægemidler, ikke blev vedtaget. Vi ser i dag, at de store virksomheder har en strategi om, at de, når et patent udløber, ændrer lidt på molekylesammensætningen og lancerer en kæmpe reklamekampagne. Mange virksomheder bruger i dag mere på markedsføring end på forskning, og vi får derfor nye lægemidler, der koster en masse penge og næsten ikke har nogen merværdi sammenlignet med eksisterende billigere lægemidler.

Vi skal virkelig kulegrave dette område ved næste revision. Sundhedssektoren i de respektive EU-lande er ved at bryde sammen på grund af udgifterne, og vi skal træffe alle de foranstaltninger, som kan være til hjælp. Den kendsgerning, at der ikke er nogen pligt til at teste for terapeutisk merværdi er virkelig et smuthul i vores lovgivning.

  Pilar Ayuso, for PPE-Gruppen. – (ES) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil først og fremmest gerne fremhæve den indsats, som ordføreren, fru McAvan, har gjort, ikke alene vedrørende indholdet i betænkningen, men også med hensyn til hendes metoder, fordi hun har arbejdet sammen med alle skyggeordførerne. Jeg vil også gerne takke eksperterne fra den spanske regering for deres bidrag til denne aftale.

Formålet med dette lægemiddelovervågningssystem i EU er at styrke overvågningen, gennemsigtigheden og kommunikationen vedrørende sikkerheden ved lægemidler, når de først er kommet på markedet, især for så vidt angår deres risikoprofil og de bivirkninger, de kan medføre.

Det er vigtigt at understrege, at der bliver etableret et udvalg for lægemiddelovervågning, som vil vurdere sagerne og udarbejde henstillinger til Det Europæiske Lægemiddelagentur vedrørende de sikkerhedsspørgsmål, der måtte opstå i forbindelse med lægemidler solgt i EU. Det er meget vigtigt, at man er nået frem til en løsning, hvor både medlemsstaterne og de markedsføringsansvarlige i medicinalvirksomhederne skal indberette det til EudraVigilance-databasen, hvis man har mistanke om bivirkninger.

EudraVigilance vil være den eneste informationskilde, men de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvori man har mistanke om, at en patient har haft en bivirkning, vil samtidig blive orienteret, hvilket er særdeles vigtigt.

Det er også vigtigt at fremhæve den mulighed, forbrugerne får for at kunne indberette eventuelle bivirkninger, og i den forbindelse vil det være med til at forbedre befolkningens kendskab til sikkerheden ved de lægemidler, de tager, når agenturet får udarbejdet og vedligeholder en europæisk webportal for lægemiddelsikkerhed, hvor der også skal være links til portalerne i de enkelte medlemsstater.

Endelig må vi ikke glemme, at vi, eftersom lægemiddelovervågning spiller en grundlæggende rolle i forbindelse med beskyttelse af folkesundheden, efter vedtagelse af dette direktiv og denne forordning kommer til at yde et betydeligt bidrag til denne beskyttelse ved ikke alene at forbedre de nuværende procedurer, men også samordningen af initiativer mellem de forskellige medlemsstater.

  António Fernando Correia De Campos, for S&D-Gruppen. – (PT) Hr. formand! Den kendsgerning, at der er en stigende tendens til, at sikkerhedsprofilen for nye lægemidler først kendes fuldt ud, efter at de er blevet markedsført, indebærer, at vi har behov for et mere effektivt lægemiddelovervågningssystem, end vi hidtil har haft.

Vi står over for et typisk risikostyringsproblem, men vi har nu gjort det mere tilgængeligt for folk på makroniveau og overnationalt niveau.

I de seneste årtier har nye lægemidler spillet en helt afgørende rolle for folkesundheden og i forbindelse med fremskridtene inden for sundhedsplejen. Bivirkninger ved lægemidler er imidlertid fortsat den femtehyppigste årsag til hospitalsdødsfald.

De fremlagte forslag betyder, at lægemidler kan bidrage endnu mere til den moderne folkesundhed via et lægemiddelovervågningssystem på EU-plan, hvormed samordningen og gennemsigtigheden bliver bedre. Formålet er, at bivirkninger skal overvåges, påvises tidligt, indberettes og vurderes.

Nye lægemidler vil blive mærket med et symbol, hvoraf det fremgår, at de stadig bliver undersøgt. Brugerne vil blive opfordret til at tage del i overvågningen af dem, effektivitetsundersøgelser vil blive fremmet på nationalt plan, der vil komme en ny bevidsthed om miljøvirkninger, og EU's tilsynsorganer vil blive styrket i form af Udvalget for Risikovurdering inden for Lægemiddelovervågning (PRAC).

Jeg ser derfor positivt på forslagene. Jeg vil gerne rose ordføreren og også Kommissionen for deres samarbejdsånd samt rose det spanske formandskab. Jeg glæder mig derfor over forslagene i denne lovpakke og er glad for at støtte den endelige version, der kommer til afstemning i Parlamentet i morgen.

  Antonyia Parvanova, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Lad mig først sige tak til Linda McAvan for den utrolige skarpsindighed, hvormed hun har håndteret dette meget teknisk orienterede dossier, samt til skyggeordførerne, Kommissionen og Rådet for det frugtbare samarbejde, som har været særdeles vigtigt for, at vi ved førstebehandlingen kan nå frem til denne aftale, der baner vejen for et mere sikkert, mere effektivt og mere gennemsigtigt lægemiddelovervågningssystem i Europa. Som skyggeordfører for ALDE-Gruppen ser jeg særdeles positivt på denne aftale, der blev indgået under det spanske formandskab, og på, at Parlamentets holdning fortsat skinner klart igennem i det endelige tekstforslag.

Man kan måske sige, at vi i dag behandler et mindre spændende dossier i lægemiddelpakken, men lægemiddelovervågning er faktisk særdeles vigtig med henblik på at sikre overholdelse af en række af de centrale principper, som har været vejledende for ALDE-Gruppens holdning til patienters tillid til brug af lægemidler. Det er et stort fremskridt i retning af at sikre, at risici i forbindelse med brug af lægemidler bliver vurderet behørigt og rettidigt, når EudraVigilance, hvor man skal indsamle oplysninger om bivirkninger på EU-plan, bliver udviklet og fungerer problemfrit, samt når samordningen med nationale myndigheder og medicinalvirksomheder bliver bedre.

Patientsikkerheden vil også blive styrket, idet myndighederne får mulighed for at anmode om effektivitetsundersøgelser, efter at et produkt er blevet godkendt til at blive markedsført. Vi vil her for første gang være i stand til at anvende en sundhedsteknologisk vurdering for at undgå at sætte patienters liv på spil.

Gennemsigtighed har været et af Parlamentets vejledende principper under forhandlingerne. Samtidig med at man skal undgå ethvert misbrug af de tilgængelige oplysninger, vil en mere gennemsigtig kommunikation om lægemiddelovervågningsaktiviteterne styrke patienternes tillid til behandlingen – og også til de myndigheder, der garanterer for sikkerheden.

Endelig skal ændringerne af lægemiddelovervågningssystemet i EU være et redskab, hvormed man kan styrke de europæiske borgeres tillid til og viden om de lægemidler, de tager. Jeg ser i den sammenhæng særdeles positivt på opfordringen til en fuldstændig kulegravning af området vedrørende indlægssedler. Vi har et folkesundhedsmæssigt ansvar med hensyn til at garantere det højeste niveau af sikkerhed, effektivitet og gennemsigtighed i det fremtidige europæiske lægemiddelovervågningssystem, der skal gennemføres.

  Michail Tremopoulos, for Verts/ALE-Gruppen. – (EL) Hr. formand! Jeg vil også gerne takke ordføreren, fru McAvan, for hendes gennemarbejdede betænkning og min kollega i Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance fru Rivasi for hendes detaljerede arbejde.

Vores oprindelige betænkeligheder var, at dette forslag underbygger en tendens til, at lægemidler i al hast kommer på markedet uden detaljerede kliniske forsøg og i henhold til en "fast track"-godkendelsesprocedure, hvor tankegangen er, at der vil være et forstærket system til lægemiddelovervågning og risikoanalyse samt til indberetning af bivirkninger.

Vi var i starten imod dette, og i overensstemmelse med krav fra civilsamfundet opfordrede vi til strenge godkendelsesprocedurer, inden et lægemiddel kan markedsføres, og i den sammenhæng ville der blive fremlagt en rapport om resultaterne af komparative kliniske forsøg sammen med bevis for produktets terapeutiske merværdi.

Jeg mener, at man med dette kompromisforslag forsøger at komme omkring dette spørgsmål ved at styrke Udvalget for Risikovurdering inden for Lægemiddelovervågning i Det Europæiske Lægemiddelagentur og ved at styrke proceduren for indberetning fra befolkningen.

Det andet punkt, jeg gerne vil tage op, drejer sig om miljøpåvirkningen og risikoen ved lægemidler, hvor vi i sidste instans ikke kunne nå frem til et kompromis. Kommissionen bør via lægemiddelovervågningssystemet indføre en standardforpligtelse til, at miljøpåvirkningen skal overvåges og indberettes, og at disse data skal sammenlignes med resultaterne af forsøgsresultater, som virksomhederne har fremlagt under godkendelsesproceduren for nye lægemidler.

Det eneste, det desværre lykkedes os at få med i kompromisforslaget, var en opfordring til medlemsstaterne om at overveje det næste trin til overvågning af miljøpåvirkningen og til Kommissionen om at forelægge en rapport med en analyse af problemets omfang og en vurdering af, om den nuværende lovgivning skal ændres eller ej.

  Milan Cabrnoch, for ECR-Gruppen. – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil også gerne sige tak til ordføreren for det arbejde, hun har udført ved udarbejdelse af den foreliggende betænkning, samt til alle mine kolleger for den opmærksomhed, dette arbejde har fået.

Direktivet om lægemiddelovervågning er ikke ændret af betydning i næsten 10 år, og jeg vil derfor gerne påpege, at der for længst burde være sket en omfattende revidering af direktivet. Jeg går fuldt ud ind for, at patienter altid skal informeres bedre, og at de skal være fuldgyldige partnere i dialogen med deres læge. I forbindelse med den meningsudveksling spiller det utvivlsomt en altafgørende rolle, at patienterne har adgang til oplysninger, og at de pågældende oplysninger også omfatter informationer om lægemidler samt deres virkninger og bivirkninger.

Centraliseringen af oplysningerne om lægemidlers virkninger på ét sted vil på samme måde som en fornuftig, problemfri informationsudveksling mellem de nationale computersystemer på dette område føre til større forståelse og større tillid til lægemidler fra borgernes side og kan måske være med til at forhindre fatale konsekvenser, f.eks. ved at usikre lægemidler hurtigt trækkes tilbage fra markedet. Disse foranstaltninger vil derfor være med til at forbedre sundheden og kvaliteten og sikkerheden i forbindelse med sundhedspleje.

  Jiří Maštálka, for GUE/NGL-Gruppen. – (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi drøfter et alvorligt emne, der drejer sig om lægemidler. Lægemidler redder liv, men de kan også gøre voldsom skade. Som allerede nævnt her har bivirkningerne ved lægemidler vist sig at være den femtehyppigste årsag til dødsfald blandt hospitalspatienter. Det er derfor af afgørende betydning at have et stærkt, gennemsigtigt og proaktivt lægemiddelovervågningssystem, der sikrer patientsikkerhed.

Jeg mener bestemt, at vi i fællesskab har fået teksten forbedret markant og er nået frem til en bedre patientbeskyttelse under forhandlingerne om disse lovgivningsmæssige forslag.

Jeg ser særdeles positivt på systemet til direkte indberetning, hvorved patienter overalt i Europa direkte kan indberette bivirkninger. Dette system vil gøre det muligt, at man på et tidligere tidspunkt opdager bivirkninger, og patienterne vil kunne indberette de virkninger, de måtte have svært ved at tale med deres læge om, f.eks. fordi det drejer sig om psykiske eller seksuelle aspekter. Patienterne vil også kunne fremsende oplysninger både via internettet og ved hjælp af andre fremgangsmåder, der er gode for folk, som ikke har nogen computer.

Vi har styrket patienternes ret til information ved at forbedre adgangen til information via udarbejdelse af en europæisk webportal og oprettelse af en europæisk database om lægemiddelovervågning. Der blev på dette område især fokuseret på beskyttelse af personoplysninger. Vi har opnået nogle gode resultater, men der er meget, som skal gøres bedre: større gennemsigtighed i beslutningsprocessen hos de kompetente myndigheder, sikring af essentielle ressourcer for disse myndigheder, så de kan udføre deres arbejde, idet man skal sikre, at de er uafhængige, og at de har bæredygtige budgetter, og sidst, men ikke mindst vedtagelse af strenge krav i forbindelse med interessekonflikter for at garantere, at beslutninger vedrørende patientsikkerhed ikke påvirkes af kommercielle interesser. Afslutningsvis vil også jeg gerne sige tak til ordføreren for det fremragende samarbejde.

  Peter Liese (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. Tajani, mine damer og herrer! Jeg vil også gerne sige tak til ordføreren fru McAvan og ligeledes til fru Ayuso, skyggeordføreren for Det Europæiske Folkepartis Gruppe (De Kristelige Demokrater), og udtrykke min anerkendelse af hendes intensive arbejdsindsats. Fru McAvan og skyggeordførerne er nået frem til nogle gode resultater, som vi vil stemme om i morgen. Patienternes sikkerhed vil blive forbedret markant, og efter min mening er det vigtigste fremskridt, vi har gjort, at give patienterne væsentlig bedre informationer – i det store og hele uden nogen større kontroverser.

Databasen og webportalen, der vil blive indført i alle medlemsstater på de respektive sprog, vil være en forbedring af de oplysninger, der står til patienters rådighed og vil især være til gavn for patienter, der rejser. Alle, der rejser i Europa i dag, og som får en indlægsseddel på et fremmedsprog, kommer endnu mere til kort end den gennemsnitspatient, der ikke kan forstå indlægssedlen. Hvis man kan finde informationerne på de respektive sprog via denne webportal, vil det givetvis være en stor hjælp.

Det foreliggende forslag, som er blevet godkendt næsten uden bemærkninger, vil forbedre informationsniveauet væsentlig mere end forslaget fra hr. Verheugen med titlen "Patientinformation". Det er det, vi arbejder med, og jeg har haft en meget positiv drøftelse med ordføreren, hr. Fjellner. Vi må naturligvis tilføje det, der er kommet ud af arbejdet vedrørende lægemiddelovervågning, men fru McAvan og skyggeordførerne har ikke desto mindre gjort vældig store fremskridt.

Endelig ser jeg også positivt på, at indlægssedlerne skal revideres. Jeg mener også, at Kommissionen skal gøre sig nogle anstrengelser på dette område og hurtigt tage nogle initiativer. Jeg er temmelig nedslået over, at vi ikke kunne komme til nogen konklusion vedrørende resuméet af indholdet i indlægssedlerne. Kommissionen gjorde den fejl at foreslå en sort firkant, men folk syntes, at den sorte firkant virkede skræmmende. Måske skal vi endnu en gang overveje, om det er muligt at udarbejde et resumé af de vigtigste punkter i en egnet form. Det er også et emne, vi må tage op i fremtiden. Jeg vil gerne endnu en gang sige tak til alle, der har bidraget til at nå frem til disse positive resultater.

  Karin Kadenbach (S&D). – (DE) Hr. formand, hr. Tajani! Jeg vil også gerne takke fru McAvan rigtig meget – og ligeledes skyggeordførerne, der har bidraget til betænkningen.

Jeg vil allerførst gerne rette en appel til patienter og den europæiske sundhedssektor. Vi må tage os tid til at forklare patienterne om de lægemidler, de får ordineret, så de virkelig ved, hvad det er, de tager, og forstår de eventuelle bivirkninger. På den anden side skal vi desuden opfordre patienter til at være fuldstændig ærlige over for deres læge eller den apoteker, der udskriver lægemidlerne. Det er den eneste måde, hvorpå det, vi opfordrer til, vil fungere i virkeligheden, dvs. sikre, at lægemidlerne er så sikre som muligt.

Jeg glæder mig rigtig meget over den foreliggende betænkning, fordi den er et yderligere skridt i retning af at få registreret bivirkninger i hele Europa på en sådan måde, at både sundhedspersoner og medicinalindustrien hurtigst muligt kan undersøge og reagere på disse bivirkninger. Nogle af medlemsstaterne har i forvejen rigtig gode systemer til dette formål. Det næste skridt er at standardisere og kombinere disse systemer. Man siger, at helheden er mere end summen af de enkelte dele, og det gælder også i dette tilfælde. Det vil glæde mig meget, hvis direktivet bliver vedtaget i mødesalen med et absolut flertal.

  Corinne Lepage (ALDE). – (FR) Hr. formand! Jeg vil også gerne rose vores ordfører, fru McAvan, for hendes arbejdsindsats. Det er ikke længere særlig populært her i Parlamentet at indgå aftaler ved førstebehandlingen, fordi de, hvis sandheden skal frem, ofte begrænser Parlamentets beføjelser, men dette er uden tvivl en rigtig god aftale ved førstebehandlingen. Jeg må også sige, at vores skyggeordfører, fru Parvanova, har gjort et fremragende stykke arbejde.

Der er sket betragtelige fremskridt, navnlig vedrørende et aspekt, som ligger mig nært, nemlig gennemsigtighed. Gennemsigtighed skal efter min opfattelse være reglen, og begrænset adgang skal være undtagelsen. Det er af helt afgørende betydning, hvis man gerne vil så i retning af den modekspertise, der er ved at udvikle sig. Det bør ikke være muligt at udøve retten til at holde oplysninger om ejendomsrettigheder hemmelige på bekostning af oplysninger om sundhed og miljø. Jeg har af den grund stillet en række ændringsforslag med henblik på at garantere en høj grad af gennemsigtighed. Jeg havde gerne set, at vi var gået endnu længere, men det resultat, vi har, er tilfredsstillende.

Vedrørende selve teksten er der én bestemmelse, som er vigtig – hvilket måske virker anekdotisk, men formentlig ikke er det: Jeg tænker her på opfordringen til Kommissionen om at tage fat på spørgsmålet om vand- og jordforurening som følge af lægemiddelrester og om nødvendigt at vurdere virkningen af denne lovgivning.

  Martin Callanan (ECR). – (EN) Hr. formand! Marina Yannakoudakis, vores skyggeordfører, beklager, at hun er forhindret i at være i Strasbourg i denne uge, men hun har bedt mig om at udtrykke stor anerkendelse over for Linda McAvan for den meget udbytterige og samarbejdsorienterede måde, hvorpå hun har arbejdet sammen med de andre grupper ved udarbejdelse af denne lovgivning.

Formålet med lovgivningen er at styrke EU's lægemiddelovervågningssystem for humanmedicinske lægemidler, og vi mener bestemt, at vi er nået frem til en aftale, der for det første vil sikre et mere robust risikovurderingssystem, for det andet et bedre system vedrørende markedsføringstilladelser og sikkerheden efter godkendelse og effektivitetsundersøgelser, for det tredje en bedre og mere effektiv måde til indberetning af bivirkninger og for det fjerde naturligvis også større gennemsigtighed og medicinsk sikkerhed.

Patienter vil også via webportaler få bedre adgang til oplysninger om potentielle bivirkninger, og disse foranstaltninger vil efter vores mening først og fremmest være til gavn for europæiske patienter og borgere, men vil også skabe klarhed over og forenkle den rolle, som hhv. Kommissionen, medlemsstaterne samt risikovurderingsudvalgene og medicinalvirksomhederne spiller med henblik på at sikre den størst mulige grad af patientsikkerhed i hele EU.

  Marisa Matias (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne begynde med at takke og rose ordføreren samt alle de parlamentsmedlemmer, der har været inddraget i dette forløb.

Bivirkninger er som bekendt den femtehyppigste årsag til hospitalsdødsfald – det kan ikke nævnes for ofte – og det er absolut nødvendigt at have et stærkt, gennemsigtigt lægemiddelovervågningssystem. Vi har nu mulighed for at forbedre sikkerheden ved de lægemidler, som allerede er på markedet, ved at kunne gå ud over laboratorieundersøgelser, hvor man ikke altid opdager problemerne, inden de opstår.

Hvis det var nødvendigt med konkrete eksempler for at retfærdiggøre betydningen af et nyt system, behøver man kun at se på det, der skete med H1N1-influenza-vaccinen. Vaccinen blev nemlig i al hast sendt på markedet, men de bivirkninger, der blev påvist, var ikke undersøgt med passende omhu og forsinker stadigvæk en fuld undersøgelse.

Vi er derfor nødt til fortsat at forbedre disse foranstaltninger. Det foreliggende direktiv sikrer, at både sundhedspersoner og patienter vil blive mere aktivt involveret i at identificere problemer. Et samarbejde mellem de respektive lande og EU kan faktisk være en win-win-situation.

  Françoise Grossetête (PPE). – (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Vi drøfter lægemiddelovervågning. Dette er en væsentlig bestanddel i den lægemiddelpakke, vi har arbejdet på i en rum tid, og denne aftale ved førstebehandlingen vil give patienter bedre beskyttelse mod de risici, der er forbundet med brug af lægemidler. Denne aftale er derfor et stort fremskridt for patientsikkerheden, fordi sjældne mønstre kan opdages hurtigere, og usikre lægemidler kan, når det er nødvendigt, trækkes tilbage fra markedet.

Vi er sådan set ikke i færd med at genopfinde lægemiddelovervågningen. Vi forbedrer blot situationen på grundlag af forbedret viden om de risici, der er forbundet med lægemidler, takket være større samarbejde mellem de kompetente myndigheder. Formålet med den foreliggende forordning er at forbedre vores viden om bivirkninger ved hjælp af Det Europæiske Lægemiddelagenturs udvikling af EudraVigilance-databasen, der bliver det fælles knudepunkt for modtagelse og formidling af alle medicinrelaterede oplysninger. Det vil gøre det nemmere at få en bedre kommunikation mellem de kompetente myndigheder.

De nationale myndigheder vil også bedre kunne revurdere risk-benefit-balancen ved at reagere hurtigt og indtaste og indarbejde alle nye "signaler" eller nye oplysninger samt tilpasse oplysningerne til hhv. sundhedspersoner og patienter. Vi skal dog også drage omsorg for ikke at skræmme patienterne med alt for voldsomme advarsler. Hvis man giver alt for mange oplysninger, kan det nemlig i sidste instans vise sig at gøre skade.

Lægemidler er komplekse produkter. Vi er nødt til at komme med forklaringer og give ordentlige oplysninger, men vi skal frem for alt ikke skabe overdreven angst. Det er i dag oplagt, at indlægssedler ikke længere er så relevante. De er nogle gange vanskelige at læse. Det er nu sammen med alle aktørerne nødvendigt at finde ud af, hvordan de skal se ud fremover, så patienterne får en større forståelse, og de frem for alt får tillid til lægemidler.

  Bernadette Vergnaud (S&D). – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Lægemiddelovervågning, der indebærer, at man analyserer bivirkningerne ved lægemidler og anmoder om tilbagetrækning fra markedet, når der slås alarm, vakte ikke den store interesse midt i forhandlingerne om lægemiddelpakken. Det er imidlertid et uhyre vigtigt punkt for sikkerheden og kvaliteten i vores sundhedssektor, og selv om det glæder mig at se kommissær Tajani, beklager jeg, at hr. Dalli ikke kunne være her.

Jeg var forfærdet over Kommissionens forslag, der bragte lægemiddelovervågningssystemerne i fare til fordel for medicinalvirksomhederne. Takket være arbejdsindsatsen i Parlamentet og Rådet er situationen heldigvis blevet noget forbedret. Det vil således ikke være muligt at indhente forhåndstilladelser til markedsføring af nye lægemidler som på samlebånd. Vi kan også være tilfredse med fremskridtene med hensyn til gennemsigtighed.

Jeg mener dog, at denne aftale er udtryk for en forspildt chance for at forbedre lægemiddelovervågningen, og jeg er først og fremmest foruroliget over, at der mangler garantier vedrørende systemets uafhængighed. Selv om Udvalget for Risikovurdering inden for Lægemiddelovervågning skal spille en større rolle, er udvalget således ikke totalt uafhængigt af det europæiske udvalg, der udsteder markedsføringstilladelser. Vi ved erfaringsmæssigt, at dette udvalg ikke er så indstillet på at omgøre sine beslutninger. Hvad angår nationale rammer, står der absolut intet om dette spørgsmål. Jeg beklager også, at medlemsstaterne ikke behøver at indberette eventuelle interessekonflikter hos eksperter i det europæiske udvalg.

Endelig, og dette er det mest graverende punkt, siger man i denne aftale god for at afslutte den bedste garanti for uafhængighed, nemlig offentlig finansiering af lægemiddelovervågningsaktiviteter, idet de fleste udgifter fremover bliver finansieret via private gebyrer.

Jeg vil gerne rose fru McAvan for at have forbedret Kommissionens oprindelige forslag, men da der er en række problematiske ting, sætter jeg spørgsmålstegn ved formålet med at afslutte dette dossier ved førstebehandlingen. Hvis vi havde taget os tid til det, kunne vi have styrket patienternes tillid til sikre, højkvalitative lægemidler.

  Frédérique Ries (ALDE). – (FR) Hr. formand! Lægemiddelovervågning skal i forhold til lægemidler svare til det, blodovervågning er i forhold til blod, og organovervågning er i forhold til organer, dvs. en omfattende forsikringspolice. Når det så er sagt, bør jeg faktisk sige en knap så omfattende forsikringspolice, fordi vi – som tidligere sagt – ved, at det ikke er uden bivirkninger at indtage lægemidler, selv i streng overensstemmelse med indlægssedlen.

Nogle gange er resultatet oven i købet fatalt. Der sker nemlig 197 000 dødsfald om året, sådan som vores ordfører, fru McAvan, understregede i sin begrundelse, ligesom hun også her i eftermiddag påpegede de tragiske episoder, som op gennem tiderne har været kendetegnende for denne branche.

Disse statistikker er uacceptable. Der skal ske nogle markante reduktioner ved hjælp af mere effektivt samarbejde mellem alle led i kæden. Jeg bakker derfor op om alle de forslag, der går i den retning, dvs. bedre samordning via EudraVigilance-databasen, bedre patientinformation og som tidligere sagt bedre information i begge retninger – fru Rivasi og hr. Turmes forklarede dette – samt reel gennemsigtighed i arbejdet i det nye europæiske udvalg for risikovurdering inden for lægemiddelovervågning.

Afslutningsvis vil jeg sige, at uafhængige eksperter – og jeg vil komme tilbage til dette punkt igen og igen – er alfa og omega for alle vores politikker. Det er af helt afgørende betydning her med henblik på at styrke patienternes tillid.

  Elżbieta Katarzyna Łukacijewska (PPE). – (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne starte med at lykønske fru McAvan og alle dem, der har arbejdet med direktivet og forordningen om lægemiddelovervågning. De spørgsmål, der behandles i disse dokumenter, er særdeles vigtige for sundhedssektoren, men de er frem for alt vigtige for patienternes sikkerhed. Statistikken viser, at der hvert år dør næsten 200 000 mennesker af bivirkningerne ved de lægemidler, de har taget, ca. 50 % af patienterne tager ikke lægemidlerne som angivet i de lægelige anbefalinger, og over 70 % af patienterne vil gerne kunne skaffe sig pålidelige oplysninger om lægemidler og procedurer på internettet. Det er derfor indlysende, at det sammen med ændringen af principperne for lægemiddelregistrering er blevet absolut nødvendigt at indføre et system, hvor man – ved hjælp af internettet – vil kunne få pålidelige oplysninger om lægemidler.

Men hvis ikke det sundhedsfaglige personale, patienterne og medicinalvirksomhederne foretager korrekt indberetning af alle bivirkninger, bliver der ikke nogen god overvågning af sikkerheden ved farmakoterapi. For det er først nødvendigt at bemærke sig visse "signaler", som kan indikere, at der er potentielle problemer og skride til handling på dette grundlag. Dette er et nyt skridt i retning af fuldstændig åbenhed og gennemsigtighed om oplysninger vedrørende farmakologi.

Det er et vigtigt element ved lægemiddelovervågning, at der er oplysninger om lægemidler på internettet på alle EU's officielle sprog og i en form, der gør det muligt for alle patienter at forstå indholdet. Man bør dog være opmærksom på, at internettet udover at være en rigtig god informationskilde også kan indeholde urigtige oplysninger. Det er derfor helt afgørende at foretage en fortløbende overvågning og ajourføring af systemet, fordi det er altafgørende, at systemet er effektivt.

Forslagene om at skabe større gennemsigtighed i EU's overvågningssystem ved at afholde offentlige høringer til indsamling af oplysninger om bivirkninger er også af stor betydning. Dette er et nyttigt redskab til overvågning, især hvis hele samfundet og ikke bare en lille gruppe specialister vil kunne deltage i processen, og det vil med sikkerhed øge patienternes tillid til lægemidler.

  Nessa Childers (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne rose min kollega Linda McAvan for hendes betænkning. I betragtning af at næsten 200 000 dødsfald om året i EU skyldes bivirkninger ved ordinerede lægemidler, glæder jeg mig over det nye system på EU-plan til overvågning af sikkerheden vedlægemidler, som allerede er blevet godkendt til lægebrug Bivirkninger er den femtehyppigste årsag til hospitalsdødsfald i Europa.

Den foreliggende lovgivning vil omfatte regler og bestemmelser for overvågning af lægemidlers sikkerhedsprofil, når de først er blevet godkendt og bliver markedsført. De nye beføjelser vil også sætte de nationale og EU's myndigheder i stand til at slå ned på det omsiggribende problem med forfalskede lægemidler, der udgør en enorm trussel for folkesundheden. Jo mere ajourførte oplysninger der findes for sundhedssektoren og de enkelte patienter om lægemiddelsikkerheden i al almindelighed, jo bedre er det for sundheden og sikkerheden for alle europæiske borgere.

Jeg glæder mig derfor over den europæiske webportal om lægemidler, der bliver udarbejdet, og hvor der bliver links til de tilsvarende nationale webportaler i hver enkelt medlemsstat – og patienterne vil her kunne finde oplysninger om sikkerheden ved den medicin, de tager.

  Paolo Bartolozzi (PPE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Denne foranstaltning har til formål at styrke og rationalisere lægemiddelovervågningssystemet i EU. Sådan lyder de ambitiøse mål i McAvan-betænkningerne, der tager sigte på at ændre hhv. forordning (EF) nr. 726/2004 og direktiv 2001/83/EF.

Takket være et tæt og effektivt arbejdsfællesskab mellem Rådet og Parlamentet samt mellem de parlamentsudvalg, der har ansvaret for dette område, er vi nået frem til, at vi i dag kan drøfte et forslag, der har til formål at forbedre EU's lægemiddelovervågningssystem, og afslutte den ihærdige arbejdsindsats, som EU har ydet på dette område i mere end ti år.

Forenkling, gennemsigtighed og rationalisering kan anses for at være hovedpunkterne i disse to betænkninger, hvor man foreslår foranstaltninger, der har til formål at garantere den bedst mulige beskyttelse af folkesundheden på grundlag af standarder, som harmoniseres i hele Europa.

Der omtales en omfattende række tiltag, lige fra bedre fastlæggelse af de vigtigste nationale og internationale aktørers roller og ansvarsområder, idet man tilstræber at sikre en ny, bedre informeret og aktiv inddragelse af patienter, der kommer til at spille en grundlæggende rolle i systemet, og helt til større gennemsigtighed for oplysninger om lægemiddelsikkerhed og forenkling af aktiviteterne i forbindelse med formidling, registrering og vurdering af formodede bivirkninger.

Det nuværende lægemiddelovervågningssystem skal også forbedres gennem et tættere samarbejde på europæisk, nationalt og regionalt plan. Effektiv medvirken på alle disse tre niveauer vil faktisk sikre en nyttig informationsudveksling om bivirkningerne ved lægemidler.

Efter omorganiseringen som et netværk og med internetadgang vil det nye lægemiddelovervågningssystem kunne sikre et højt niveau af informationsudveksling og sikkerhed til gavn for patienter, nationale myndigheder og sundhedspersoner.

  Marian-Jean Marinescu (PPE). – (RO) Hr. formand! Medicinalindustrien er en central branche for EU, både fordi den har med alle personers helbredstilstand at gøre, og fordi det økonomiske potentiale er så stort. Det direktiv og den forordning, vi drøfter, vil efter min mening medvirke til at forbedre overvågningssystemet. Det vil gøre det lettere at udveksle oplysninger mellem de nationale og europæiske myndigheder, der vil være i konstant kontakt med patientorganisationer og repræsentanter fra medicinalindustrien. Oplysninger om bivirkninger skal ikke alene være tilgængelige for myndighederne og sundhedspersoner, men også for patienter. Patienter skal informeres om alle de karakteristiske egenskaber ved de lægemidler, de tager, og disse oplysninger skal stå tydeligt på indlægssedlerne.

Patienter skal nemt kunne identificere nye lægemidler, der er blevet godkendt på et tidspunkt, hvor alle bivirkningerne endnu ikke er kendt, og som indeholder nye aktivstoffer. Der skal regelmæssig foretages en overvågning, og der skal regelmæssig aflægges rapport, mindst hvert femte år, om sikkerheden ved de pågældende lægemidler. Selv 30 år efter, at et lægemiddel er blevet godkendt til markedsføring, kan der vise sig voldsomme bivirkninger. Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne understrege den indbyrdes afhængighed, der er mellem investeringer i lægemiddelforskning og innovative medicinske teknologier og patientsikkerhed og væksten inden for medicinalindustrien.

  Licia Ronzulli (PPE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær Tajani, mine damer og herrer! Hovedformålet med dette forslag til forordning er at få efterprøvet sikkerheden ved lægemidler, når de først er blevet godkendt til almen brug.

Der kan aldrig være for mange kontroltrin og vurderinger af positive virkninger og bivirkninger. Det skønnes, at 197 000 dødsfald pr. år i EU skyldes bivirkninger. Kliniske forsøg giver ofte ikke et retvisende billede af bivirkninger, hvis de er sjældne, kun optræder efter lang tids anvendelse eller involverer interaktion med andre lægemidler.

Registrering af brug af lægemidler og indberetning af bivirkninger er og skal fortsat være et højt prioriteret område for EU's folkesundhedspolitik. Et godt lægemiddelovervågningssystem skal sætte sundhedspersoner, virksomheder og patienter i stand til selv at indberette bivirkninger og også give mulighed for, at "signaler", der tyder på potentielle problemer, bliver påvist.

Man skal derefter følge op på disse "signaler" i form af initiativer, som kan omfatte ændringer af den måde, hvorpå et lægemiddel ordineres, bedre information om, hvordan det skal bruges, eller – hvis typen af bivirkning er alvorlig – fuldstændig tilbagetrækning af lægemidlet.

Forslaget om at styrke samarbejdet med hensyn til lægemiddelovervågning kan måske give en lang række fordele i det omfang, at der kommer en større samling af oplysninger om indberettede bivirkninger, hvilket vil sige, at mere sjældent forekommende mønstre også bliver opdaget hurtigere.

Usikre lægemidler kan altså om nødvendigt hurtigere trækkes tilbage fra markedet. Alle medlemsstaterne skal fortsat være nøgleaktører i EU's lægemiddelovervågningssystem.

Jeg vil gerne slutte med at understrege, hvor stor betydning det har, at lade patienterne foretage direkte indberetning af bivirkninger. I øjeblikket er der desværre kun nogle få medlemsstater, hvor man accepterer direkte indberetning, men jeg kan heldigvis sige, at de steder, hvor det findes, har systemet ikke overbelastet den kompetente myndighed.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (LT) Hr. formand! De to vigtigste elementer i det samlede dokument er efter min mening, at patienterne er en del af informationssystemet, og at alle oplysninger, pålidelige oplysninger, vil være tilgængelige på et centralt sted. Tallene er virkelig rystende – ca. 200 000 dødsfald om året som følge af bivirkninger ved lægemidler.

En anden problemstilling er, at registreringen af tilfælde med bivirkninger er meget uensartet i medlemsstaterne. Lad os sige, at der i mit hjemland er ca. 170 tilfælde, men i andre lande er der i hvert fald mange gange dette antal. Grunden hertil er, at patienterne ikke var direkte involveret i at give oplysninger. Læger er ofte bange for at indberette relevante oplysninger, velsagtens fordi de frygter, at de kan blive beskyldt for upassende adfærd.

Det glæder mig navnlig, at patienter, der er bekymret over deres helbred, vil kunne informere de nationale myndigheder om negative bivirkninger ved lægemidler.

En anden ting er, at myndighederne i EU's medlemsstater kraftigt opfordres til at være mere aktive med hensyn til at reagere på de pågældende indberetninger. Situationen er i øjeblikket sådan, at omtrent halvdelen af medlemsstaterne er langsomme til at formidle information om bivirkninger. Det er glimrende, at producenter, forbrugere og kontrolmyndigheder for fremtiden alle sammen er involveret i kontrolsystemet vedrørende medicinsikkerhed. Det er nødvendigt med en fælles holdning, der bygger på ansvar, ikke frygt.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Hr. formand! Formålet med lægemiddelovervågning er at sikre, at patienter og dermed de relevante myndigheder indberetter alle og ikke bare de alvorlige bivirkninger til EudraVigilance-databasen. Alle oplysninger om bivirkninger vil dermed for første gang være samlet et centralt sted og være et værdifuldt forskningsredskab. Man kan derefter indføre foranstaltninger vedrørende grundlaget herfor som f.eks. ændrede fremgangsmåder ved ordinering af medicin, bedre formidling af information om brug af lægemidler og selv tilbagetrækning af lægemidler fra markedet.

Jeg støtter forslag, der går ud på at motivere informerede patienter, der får adgang til alle de relevante oplysninger om et lægemiddel via den vedlagte indlægsseddel. Systemet skal ikke alene informere patienterne, men også motivere dem til at indberette eventuelle bivirkninger. Producenterne må ikke holde eventuelle bivirkninger ved et produkt skjult, sådan som det f.eks. var tilfældet for hormonale svangerskabsforebyggende midler. Begge fru McAvans betænkninger er udtryk for fremskridt og vil være til gavn for alle patienter i og med, at der bliver adgang til sikrere lægemidler i EU og tilvejebringes et lovgrundlag for de kompetente myndigheder.

  Anja Weisgerber (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil allerførst gerne takke ordføreren og skyggeordførerne rigtig meget for deres glimrende arbejdsindsats. Effektiv overvågning af lægemidler beskytter borgerne i Europa og giver samtidig mere magt til ansvarsfulde patienter.

Der er efter min opfattelse især to punkter, som er særdeles vigtige, nemlig webportalen for lægemiddelsikkerhed og indlægssedlen. Den positive nyhed er, at vi med beslutningen i morgen får indført webportaler for lægemiddelsikkerhed i alle medlemsstaterne, hvor bl.a. informationerne på de godkendte indlægssedler skal offentliggøres. Dermed får vi gjort op med en uholdbar situation. I mange medlemsstater kan man ikke offentliggøre indlægssedler på nettet. Men det er ikke i overensstemmelse med den reelle verden for mange borgere, der gør brug af retten til fri bevægelighed inden for EU. De vil nu kunne downloade indlægssedler fra nettet på deres eget sprog hvor som helst i Europa. Det vil også være praktisk for patienter, der har mistet deres indlægsseddel.

Samtidig ser jeg gerne, at indlægssedlerne bliver forbedret, og er godt tilfreds med beslutningen om at opfordre Kommissionen til at fremsætte lovforslag i den henseende.

  Michèle Rivasi (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne vende tilbage til lægemidlers påvirkning af miljøet.

Siden 1965 har EU haft krav til, hvordan man opnår markedsføringstilladelser. Der er tre krav, nemlig vedrørende virkning, sikkerhed og lægemidlets farmaceutiske kvalitet, men der er ingen krav vedrørende lægemidlers påvirkning af miljøet. Som bekendt ændrer de østrogener, der findes i vandet i floderne, fiskenes køn. Som det ligeledes er bekendt, finder man et højt niveau af restkoncentrationer af lægemidler i renseanlæg og i hospitalsspildevand.

Man har drøftet disse ting temmelig meget. Der har været en forhandling, og i direktivet om lægemiddelovervågning er der endelig taget højde for dette punkt i form af en betragtning, hvor man opfordrer Kommissionen til på grundlag af data fra Det Europæiske Lægemiddelagentur, Miljøagenturet og medlemsstaterne at fremlægge en rapport om problemets omfang og en vurdering af, hvorvidt det ville være hensigtsmæssigt eller nyttigt at ændre EU's lovgivning om lægemidler eller på andre områder.

Det, jeg gerne vil have fra Kommissionen, er en ordentlig rapport på baggrund af disse data, fordi det indirekte påvirker folkesundheden, i og med at det i en lang række tilfælde er forbruget af vand, der har forårsaget de konstaterede bivirkninger.

  Herbert Dorfmann (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. Tajani, mine damer og herrer! Det er efter min mening vigtigt, at vi drøfter dette spørgsmål her i dag, og jeg vil især gerne gøre opmærksom på et område, nemlig at informationerne – og først og fremmest indlægssedlerne – skal forefindes på mange forskellige sprog. Jeg tilhører et sprogligt mindretal, og jeg bor i et af de mest populære turistområder i EU. I hvert land får man sammen med lægemidlerne en indlægsseddel på landets officielle sprog. I min region er resultatet f.eks., at en væsentlig andel af befolkningen simpelthen ikke forstår indlægssedlen. Det er ikke bare irriterende, men også farligt.

Vi skal med dette direktiv nu gøre det muligt, at patienterne hjemmefra via nettet får adgang til oplysningerne på indlægssedlerne, og at de samme oplysninger også kan fås på apotekerne. Hvis vi også kan få disse oplysninger præsenteret i en kort, opsummeret form, kan resuméet trykkes på selve indlægssedlerne på flere forskellige sprog, uden at man skal vedlægge hele brochurer.

  Oreste Rossi (EFD). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi støtter ordførerens indfaldsvinkel, fordi hun understreger betydningen af at kontrollere lægemiddelsikkerheden og forbedre gennemsigtigheden vedrørende lægemiddelovervågning.

Lega Nord har fokuseret på følgende aspekter: Patienter skal have direkte adgang til EU's database over indberetninger om formodede bivirkninger, det skal efter medlemsstaternes skøn være muligt at indføre gebyrer for lægemiddelovervågningsvurderinger, og man skal have defineret sammensætningen af og beføjelserne i Udvalget for Risikovurdering med det formål at give medlemsstaterne, sundhedspersoner og patienter mulighed for at spille en rolle.

I et Europa, hvor der er større og større bevidsthed om og opmærksomhed på forventet levetid og livskvalitet, er det desværre let at misbruge lægemidler. Der kan opstå negative interaktioner mellem medicinske produkter og produkter mod plantesygdomme brugt til medicinske formål, og hos overfølsomme personer kan dette række lige fra de simpleste allergiske reaktioner til virkelig helbredstruende lidelser.

En sådan lidelse, der endnu ikke er fuld klarhed over, og som desværre er vanskelig at helbrede, er duft- og kemikalieoverfølsomhed, og de personer, der er ramt, kan ikke føre et normalt liv, fordi de ikke længere kan tåle kontakt med kemikalier overhovedet.

Det er derfor vigtigt, at EU skrider til handling og instruerer og uddanner befolkningen i informeret lægemiddelbrug.

  Horst Schnellhardt (PPE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Hvis vi ser tilbage på, hvordan vi tog hul på drøftelserne af dette problem sidste år i sidste valgperiode, kan vi kun være fulde af beundring over de resultater, ordførerne har opnået. Det, de er nået frem til ved at kunne afslutte forløbet ved førstebehandlingen, er fremragende. Godt gået! Dette er, som mange allerede har sagt i dag, et vigtig instrument. Jeg var mest overrasket over, at medlemsstaterne uden indsigelse var enige i, at der skulle etableres en database med links til baser i hele Europa.

Jeg vil gerne nævne et yderligere punkt. Vi skal gøre bedre brug af de muligheder, som Det Europæiske Lægemiddelagentur og EudraVigilance-databasen giver, og jeg opfordrer Kommissionen til at sørge for dette med henblik på at forbedre og fremme sundhedsplejekvaliteten og produktkvaliteten i Europa. Dette er et vigtigt skridt i den rigtige retning.

Jeg har imidlertid ikke lyst til, at der bliver fokuseret alt for meget på privatpersoners indberetninger om bivirkninger. Vi må sørge for, at dette ikke kommer til at ske. Indberetningerne skal først lægges ind i databasen, efter at de er blevet gennemgået af eksperter. Bare fordi nogen retter kritik mod et produkt, giver det dem ikke nødvendigvis ret til at få deres kritik dokumenteret i databasen.

  Dominique Riquet (PPE). – (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne tage ordet kort – først og fremmest for at lykønske alle, der har arbejdet med denne sag, og derefter give udtryk for min overraskelse over, at man ikke desto mindre har overset et punkt, nemlig tværgående lægemiddelovervågning.

Vertikalt set, dvs. vedrørende hvert enkelt produkt, er betænkningen faktisk særdeles udtømmende, og den arbejdsindsats, der er lagt for dagen, er bemærkelsesværdig. Ikke desto mindre skyldes de fleste problemer lægemidlers kumulative virkning, idet patienterne i 92 % af tilfældene får flere former for behandling samtidig. Et lægemiddel, der vertikalt set ikke har nogen synderlige bivirkninger, kan have yderst giftige bivirkninger, hvis det bruges samtidig med et andet lægemiddel.

Det er af helt afgørende betydning, at vi har adgang til en database med oplysninger om lægemidlers krydseffekter, og den skal desuden også være tilgængelig for både fagfolk og patienter. Det er så meget desto mere nødvendigt, da mange patienter tager receptpligtige lægemidler og derefter også foretager selvmedicinering uden generelt at have nogen som helst oplysninger om potentialet for yderst giftige krydseffekter.

Man har efter min mening berørt dette spørgsmål, men man har ikke taget hånd om det, hvilket er en stor skam.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil først og fremmest gerne rose fru McAvan og de respektive ordførere samt det spanske formandskab og Kommissionen for arbejdet med at nå frem til denne velafvejede aftale, der er så ekstremt vigtig for samtlige patienter i EU.

Dette dossier er faktisk et udtrykkeligt eksempel på europæisk merværdi i vores medborgeres liv, og gennemførelsen af disse bestemmelser vil uden tvivl betyde, at vi kan nedjustere antallet af medicinrelaterede sager som følge af bivirkninger, hvilket den dag i dag, sådan som vi er blevet mindet om det her, er en af de primære dødsårsager, især på sygehuse. Vi har al mulig grund til at glæde os over denne afstemning, ved førstebehandlingen, om disse klare og effektive nye bestemmelser for lægemiddelovervågningen.

Jeg håber også, at vi inden udgangen af det belgiske formandskab vil kunne glæde os over en aftale om de øvrige sagsområder i lægemiddelpakken. Formandskabet har faktisk i samarbejde med Parlamentet og Kommissionen taget initiativ til at fremme de sagsområder, der er af helt afgørende betydning både for vores medborgere og især de europæiske patienter og for lægemiddelbranchen.

  Antonio Tajani, næstformand i Kommissionen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg tror, at den forhandling, vi har haft i dag med deltagelse af så mange parlamentsmedlemmer, viser betydningen af den aftale, man er nået frem til EU-institutionerne imellem.

Kommissionen, Rådet og Parlamentet sender et kraftigt signal til borgerne i EU, og dette vil også blive forstærket af de faktablade, som forhåbentlig vil blive godkendt hurtigt, om forfalskede lægemidler og de oplysninger, der skal gives til patienter. Jeg har også samme betænkeligheder som udtrykt under forhandlingerne vedrørende dødsfald som følge af lægemidler, der ikke overholder bestemmelserne, sådan som fru Ronzulli var inde på. Jeg vil også gerne sige tak til hende for at møde op i Parlamentet i dag med hendes lille datter. Det er et godt tegn, at unge europæere vokser op med en proeuropæisk indstilling.

Jeg er også enig i det, hr. Dorfmann sagde, og jeg mener kun det er helt på sin plads, at vi hver især kan udtrykke os på vores eget modersmål og kan forstå, hvad de standarder, der garanterer vores sikkerhed, betyder på vores eget sprog, herunder for så vidt angår lægemidler. Jeg er stor tilhænger af flersprogethed inden for alle sektorer, deriblandt de områder, jeg normalt har med at gøre.

Jeg vil også gerne berolige fru Vergnaud med hensyn til hendes bekymringer. Jeg takker hende på vegne af hele Kommissionen, selv om kommissær Dalli desværre var forhindret i at komme i dag. Han skal nok få nyhederne om disse forhandlinger at høre, og jeg vil informere ham om alle bemærkningerne fra alle de parlamentsmedlemmer, der deltog i mødet i dag.

Kommissionen siger hjertelig tak til Parlamentet, fordi vi sammen har kunnet sende et kraftigt signal til vores medborgere i EU.

(FR) Med hensyn til det spørgsmål, fru Rivasi stillede om stærkere bestemmelser vedrørende de miljømæssige risici ved lægemidler, mener vi også, at det er vigtigt at tage højde for miljøbeskyttelsesaspektet, og vi accepterer Parlamentets forslag om, at Kommissionen, hvor dette er relevant, skal fremlægge en rapport sammen med et forslag til retsakt om de miljømæssige risici ved lægemidler.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at minde parlamentsmedlemmerne om, at de miljømæssige aspekter allerede er taget med som et indsatsområde i den meddelelse fra Kommissionen om lægemiddelbranchens fremtid, der blev vedtaget forud for det foreliggende forslag til retsakt inden for rammerne af lægemiddelpakken, der blev fremlagt i december 2008.

Bilag – Kommissionens holdning

Forslag til Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2001/83/EF om oprettelse af en fællesskabskodeks for humanmedicinske lægemidler, for så vidt angår lægemiddelovervågning, (KOM(2008)0665 – C6-0514/2008 – 2008/0260(COD))

Ændringsforslag:

Direkte vedtagelse: ændringsforslag 74 (teksten i sin helhed, blok nr. 1, kompromisændringsforslag). Kommissionen går ind for vedtagelse af kompromisteksten som udarbejdet af medlovgiverne.

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 726/2004 om fastlæggelse af fællesskabsprocedurer for godkendelse og overvågning af human- og veterinærlægemidler og om oprettelse af et europæisk lægemiddelagentur, for så vidt angår overvågning af humanmedicinske lægemidler, (KOM(2008)0664 – C6-0515/2008 – 2008/0257(COD))

Ændringsforslag:

Direkte vedtagelse: ændringsforslag 41 (teksten i sin helhed, blok nr. 1, kompromisændringsforslag). Kommissionen går ind for vedtagelse af kompromisteksten som udarbejdet af medlovgiverne.

  Linda McAvan, ordfører. – (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne svare på nogle af de punkter, der er blevet taget op.

Nogle kolleger talte om gennemsigtighed. Jeg mener, at det, vi er nået frem til, er et stort gennembrud med hensyn til gennemsigtighed. Den mængde informationer, der vil blive gjort tilgængelige via netportalerne, er en enorm udvidelse i forhold til situationen nu.

Med hensyn til graden af uafhængighed i forbindelse med arbejdet med lægemiddelovervågning var det med ændringsforslaget fra Parlamentet, at man nu har fået adskilt godkendelsesproceduren fra lægemiddelovervågningen og sikret, at det er lægemiddelovervågningsudvalget, der kommer med henstillingen, som kun kan tilsidesættes, hvis der er en meget væsentlig grund. Så vi har gjort et stort stykke arbejde med hensyn til at få etableret denne uafhængighed og forbedre den.

Til Kommissionen vil jeg sige, at den har en masse at gå i gang med, efter at denne lovgivning er vedtaget i morgen. Jeg tror, vi får et stort flertal i Parlamentet. Der skal gøres en masse vedrørende indlægssedlerne, idet der er en del utilfredshed fra patientorganisationers og enkeltpatienters side desangående. Man forsøgte at finde en løsning i Kommissionen. Det var ikke en løsning, der vandt gehør. Men vi vil gerne arbejde sammen med Kommissionen om, at indlægssedlerne bliver gode.

Indlægssedlerne kan ikke indeholde oplysninger om alt muligt mellem himmel og jord, som kan ske for en patient, for det gør indlægssedlerne ubrugelige set med gennemsnitpatientens øjne. Indlægssedlerne skal give mening. Man skal prioritere, hvilke oplysninger der skal med. Vi er nødt til at arbejde sammen med Kommissionen om dette.

Kommissionen går i gang med at undersøge lægemidlers indvirkning på miljøet. Det er særdeles vigtigt, og vi ser gerne det sorte symbol. Vi ser gerne, at man får udviklet dette symbol. Det skulle da helst ikke forsvinde, ligesom det skete for lægemidlerne til børn, dvs. de pædiatriske lægemidler. Vi vil gerne snart se dette symbol.

For medlemsstaternes vedkommende udestår der en hel masse arbejde vedrørende netportalerne. Vi ser gerne, at de kommer op at køre, og at der er en tidsplan for, hvornår de bliver oprettet. Det er, som Kommissionen har sagt, af helt afgørende betydning, at folk får informationer på deres eget sprog, og medlemsstaterne skal også indføre deres systemer til direkte indberetning. Det betyder meget arbejde for de nationale agenturer.

For EMA's vedkommende bliver der en større arbejdsbelastning, og vi skal sørge for de rette ressourcer til dette agentur. Under forhandlingerne drøftede vi dette meget længe, og vi vil gerne se resultater.

Endnu en gang vil jeg gerne sige tak til alle de involverede. Jeg håber, vi får et stort flertal i morgen, og derefter kan det reelle arbejde begynde med hensyn til at gøre en helt konkret forskel for menneskers liv.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Sergio Berlato (PPE), skriftlig. – (IT) Lægemidler bidrager i uhyre stor grad til EU-borgernes sundhed. Der kan dog nogle gange være tale om alvorlige bivirkninger, som ifølge Kommissionen er skyld i ca. 5 % af hospitalsindlæggelser og -dødsfald. Der er i de seneste år registreret eksempler med lægemidler, der har givet anledning til langt fra ubetydelige bivirkninger hos patienter, til trods for at de er blevet markedsført efter den fornødne kontrolprocedure. Denne situation understreger behovet for, at EU benytter sig af en effektiv lægemiddelovervågningspolitik med det formål at beskytte de europæiske borgeres sundhed. Et effektivt lægemiddelovervågningssystem skal efter min mening give mulighed for, at man rettidigt kan indberette bivirkninger ved lægemidler til de kompetente myndigheder, og frem for alt at man, når det er nødvendigt, hurtigt kan trække farlige lægemidler tilbage fra markedet. Jeg støtter også de forslag i den betænkning, vi drøfter, der har til formål at forbedre samarbejdet om lægemiddelovervågning medlemsstaterne imellem og stramme kriterierne for udstedelse af tilladelse til markedsføring af nye lægemidler. Endelig opfordrer jeg Kommissionen til at overveje at revidere oplysningerne på indlægssedlerne med det formål også at forbedre oplysningerne om anvendelse af et givet lægemiddel.

  Elisabetta Gardini (PPE), skriftlig. – (IT) Mange sygdomme kan nu om stunder behandles uden at måtte ty til sygehusindlæggelse, og selv kræftpatienter kan behandles med lægemidler, der gør behandling i hjemmet mulig. Kontrol af lægemiddelkæden kræver derfor rationelle og klare bestemmelser, der forbedrer formidlingen af oplysninger og gennemsigtigheden af indholdet, idet man præcist skal afgrænse, hvilke roller og ansvarsområder de primære involverede parter har. Jeg støtter fuldt ud oprettelsen af et centralt dataindsamlings- og vurderingssystem, hvormed man kan integrere de nationale lægemiddelovervågningsnetværk, samtidig med at man opretholder konsistente data. Det ville faktisk ikke have været muligt at udelukke filteret bestående af nationale netværk, som er det eneste instrument, hvormed man kan garantere objektiviteten ved valideringen, kvaliteten af datakodningen, forholdet mellem kausalitet og relationerne med dem, der har ansvaret for indberetningen. Dette er endnu mere nødvendigt, når vi giver patienter og sundhedspersoner en yderligere mulighed for at skaffe sig direkte information, og de vil nu hurtigt kunne give værdifuld feedback til lægemiddelovervågningssystemet. I den forbindelse må jeg fremhæve muligheden for uddannelsesforanstaltninger for sundhedsaktører og en oplysningskampagne rettet mod patienter for mere effektiv anvendelse af dette instrument.

  Louis Grech (S&D), skriftlig. – (EN) Det er nødvendigt at forbedre det nuværende lægemiddelovervågningssystem for at få et system, der fungerer hurtigt og effektivt med henblik på bedre at beskytte forbrugerne. Overvågningen af lægemiddelsikkerheden kan være afgørende med hensyn til at redde liv og afværge kritiske situationer for folkesundheden. Det er nødvendigt med yderligere integration af lægemiddelovervågning på europæisk plan, fordi der dermed kommer flere indberetninger fra forbrugerne om bivirkninger. Ved at forøge den samlede indberetning af bivirkningsmønstre, kan de vurderes hurtigere, så lægemidler med bivirkninger hurtigere kan trækkes tilbage fra markedet, eller der kan skrives advarsler på lægemidlerne. Jeg støtter de ændringsforslag, der har til formål at beskytte forbrugerne yderligere ved at give offentligheden og sundhedspersoner fuld adgang til den centrale europæiske EudraVigilance-database. Denne base giver alle medlemsstaterne adgang til de samme oplysninger om bivirkninger. Jeg er enig i, at medicinalvirksomheder skal udelukkes fra processen med lægemiddelovervågning. I betragtning af de faktiske forhold giver det, når man tager medicinalvirksomhederne ud af processen, mulighed for en mere ærlig indberetning af bivirkninger, idet man fjerner de interessekonflikter, der er helt naturlige i forbindelse med selvregulering.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE), skriftlig. – (FI) WHO har skønnet, at forfalskede lægemidler tegner sig for helt op til 10 % af handelen med lægemidler i verden. Forfalskede lægemidler er et spørgsmål om folkesundhed og velfærd, og problemstillingen er således foruroligende. Det er positivt, at der nu sker forbedringer med hensyn til patienters adgang til information om lægemidler og deres bivirkninger. Oplysningerne vil i fremtiden være lettere tilgængelige, f.eks. på nye nationale og europæiske websteder, der specielt vedrører lægemiddelsikkerhed. Afslutningsvis vil jeg gerne erklære min støtte til ordførerens forslag om, at Kommissionen skal anmodes om at udarbejde en rapport over lægemidlers miljøpåvirkning og vurdere, om der er behov for yderligere ændringer af EU's lovgivning om lægemidler i den nærmeste fremtid.

  Siiri Oviir (ALDE), skriftlig. – (ET) Lægemiddelovervågning spiller en særdeles stor rolle for folkesundheden. Bivirkningerne ved lægemidler har ofte negative konsekvenser for patienternes liv og helbred. Mange retssager har vist, at medicinalvirksomheder af handelsmæssige årsager forsøger at skjule de uønskede bivirkninger ved lægemidler i ganske lang tid. Det er derfor positivt, at vi via vedtagelse af de foreslåede lovgivningsmæssige retsakter vil stramme op på de kriterier, der sikrer større pålidelighed med hensyn til markedsføringstilladelser eller støtter den udbredte anvendelse af den såkaldte hasteprocedure. Jeg bakker op om de foranstaltninger, der skal sikre datakvaliteten i lægemiddelovervågningssystemet, og vi skal garantere, at der er ressourcer til effektiv national lægemiddelovervågning. Hele systemet skal være gennemsigtigt for patienterne.

  Daciana Octavia Sârbu (S&D), skriftlig. – (EN) Den foreliggende betænkning er et vigtigt tiltag med hensyn til at få et mere koordineret og effektivt overvågningssystem for lægemidler. Ved at øge det antal patienter, der overvåges, får man flere oplysninger om nye lægemidler, hvilket giver myndighederne og producenterne mulighed for hurtigere at identificere potentielle problemer. Der er mange aspekter af den foreliggende betænkning, som vil være til gavn, men jeg glæder mig især over opfordringen til videre forskning i lægemidlers indvirkninger på miljøet, og de eventuelle indvirkninger på f.eks. grundvandet. Hver gang vi drøfter sundhedsmæssige spørgsmål, er det efter min mening altid vigtigt at understrege værdien af forebyggende medicin og betydningen af princippet om, at det er bedre at forebygge end at helbrede. Simple, sundhedsbevidste beslutninger omkring livsstil, herunder motion og kost, kan forhindre de lidelser og omkostninger, der er forbundet med den type alvorlige sygdomme, som kan forebygges. Vi skal holde os dette for øje, når vi drøfter ethvert sundhedspolitisk aspekt.

  Richard Seeber (PPE), skriftlig. – (DE) Det er for patienter af afgørende betydning at have let adgang til faktuelle og uafhængige baggrundsoplysninger om lægemidler, og det spiller også en vigtig rolle i forbindelse med forskning af bivirkninger og markedssikkerheden for receptpligtige lægemidler. Det nye direktiv og den nye forordning om lægemiddelovervågning vil skabe væsentlig større gennemsigtighed og give bedre adgang til sådanne informationer. Grundlaget for og forklaringerne på eventuelle bivirkninger vil nu blive indsamlet fra hele Europa via Det Europæiske Lægemiddelagentur. Lagringen og behandlingen af disse data og oprettelsen af webportaler for at lette adgangen til dataene vil gøre det betydelig nemmere for patienterne at finde oplysninger om lægemidler og deres bivirkninger. Især når de europæiske borgere er på rejse, vil de ikke længere være afhængige af bestemte websteder, men kan om nødvendigt skaffe sig objektive oplysninger på deres eget sprog. For at garantere uafhængighed og objektivitet skal oplysningerne dog godkendes af de relevante godkendelsesmyndigheder. På den anden side vil dette også garantere, at man undgår reklamer med hensyn til disse oplysninger. I det nye firkantede felt med lægemiddelfakta vil der stå, hvilke aktivstoffer der er blevet godkendt for første gang. Alle disse tiltag vil øge gennemsigtigheden og gøre det lettere for patienterne at finde oplysninger om lægemidler på en klar og ukompliceret måde.

  Olga Sehnalová (S&D), skriftlig. – (CS) Lægemiddelovervågning er et væsentligt element i det system, der beskytter patienters helbred, idet man reducerer risiciene og øger fordelene ved lægemidler. Det er især vigtigt at vurdere og overvåge lægemiddelsikkerheden i de første år efter markedsføringen. I tilknytning til godkendelsesprocessen, inden lægemidlerne rent faktisk kommer på markedet, vurderer man først og fremmest oplysningerne fra prækliniske og kliniske undersøgelser. Men mange mulige bivirkninger opdager man måske først, efter at et lægemiddel er kommet på markedet. Det er i den forbindelse patienter samt sundhedspersoner, der spiller en vigtig rolle med hensyn til at identificere bivirkningerne eller mistanken om sådanne virkninger. Det er dog lige så vigtigt at have en ekspertvurdering af disse oplysninger, især i betragtning af det ofte kausale forhold mellem en bivirkning og anvendelsen af et lægemiddel. Jeg støtter derfor det nye element, som befæster patienternes stilling ved at sætte dem i stand til aktivt at blive involveret i at indberette bivirkninger og få et højkvalitativt vurderingssystem. I Den Tjekkiske Republik har patienterne allerede denne mulighed på netportalen hos det statslige institut for lægemiddelkontrol, hvilket efter min mening er et eksempel på god praksis for de medlemsstater, hvor man endnu ikke har denne mulighed.

  Bogusław Sonik (PPE), skriftlig. – (PL) Statistikken viser, at helt op til hver anden patient ikke tager sine lægemidler i overensstemmelse med den lægelige vejledning, og omtrent tre fjerdedele af patienterne vil gerne have nem adgang til pålidelige oplysninger om lægemidlers virkning og eventuelle bivirkninger. Forslaget om overvågning af lægemiddelsikkerheden styrker patienternes sikkerhed og garanterer dem retten til bedre information om anvendelse og virkning af et givet lægemiddel. Projektet med at gå i gang med et internetbaseret dokumentationssystem er et vigtigt skridt i retning af gennemsigtighed vedrørende oplysninger om lægemidler, både på europæisk og nationalt niveau. De nationale websteder vil være forbundet med EU's websted og skal indeholde en beskrivelse af karakteristikaene for hvert enkelt produkt, en gengivelse af indlægssedlen og en vurdering af produktets indvirkning på folkesundheden. Det Europæiske Lægemiddelagentur skal i samarbejde med medlemsstaterne og Kommissionen overvåge denne database, hvor man vil indsamle og sammenligne oplysninger som led i arbejdet med farmakologisk overvågning. Jeg mener, dette er et vigtigt skridt i retning af at sikre patienter retten til bedre, pålidelige og objektive oplysninger om lægemidler.

10. Markedsføring og anvendelse af biocidholdige produkter (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Klaß for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om markedsføring og anvendelse af biocidholdige produkter (KOM(2009)0267 – C7-0036/2009 – 2009/0076(COD)) (A7-0239/2010).

  Christa Klaß, ordfører. – (DE) Hr. formand, hr. Tajani, mine damer og herrer! Vi har i mere end et år drøftet Kommissionens forslag til revision af direktivet om markedsføring af biocidholdige produkter, der blev indført i 1998. Vi ser nu positivt på det foreliggende forslag, især fordi vi ændrer et direktiv til at være en forordning. EU må påtage sig sit ansvar. Det indebærer også, at områderne vedrørende det indre marked skal reguleres via klare forordninger.

Biocidholdige produkter er en del af vores civilisation, og vores levestandard afhænger af dem. De kan ikke undværes, hvis man skal opretholde den høje sundhedsmæssige og hygiejnemæssige standard, vi vil have. Når de bruges som desinfektionsmidler og pesticider, beskytter de os mod farlige sygdomme eller deres bærere. I betragtning af den høje befolkningstæthed i vores samfund har vi brug for bestemte former for hygiejne for at forhindre kim og sygdomme i at blive overført. Vores internationale mobilitet gør det imidlertid muligt, at sygdomme, virus og bakterier hurtigt kan komme rundt i verden. Det er vigtigt, at infektioner ikke får lov til at sprede sig på sygehuse. Vaskerierne skal kunne kontrollere og udrydde alle de kim, der bliver slæbt med ind.

Biocider anvendes også til at beskytte træ, tekstiler, læder, gummi og murværk og er en bestanddel i væsker til metalforarbejdning. Biocider dræber svampe, kim og skadedyr og yder os beskyttelse imod dem. Produkterne skal være effektive, og som følge heraf kan de være farlige, hvis de ikke bliver anvendt korrekt. Vi er derfor nødt til at have en streng regulering. Fordelene og ulemper skal omhyggeligt vejes op imod hinanden. Først og fremmest må man ikke anvende biocider helt uhæmmet. Vi skal sikre, at de bliver håndteret og behandlet på en ansvarsbevidst måde. Hvis man bruger en lille smule, er det såre effektivt, men hvis man bruger for meget, kan det skade.

Vi har altså brug for en strategi for bæredygtig brug af biocider med oplysninger om alternativer. Vi skal være klar over en ting. Det handler ikke primært om beskyttelse mod biocider, men om den beskyttelse, biocider giver. Hvis nogen får lus i håret, skal man kunne bekæmpe problemet. Men man skal først og fremmest bruge en tættekam. Hvis det ikke hjælper, kan man bruge et biocid til behandling af hovedlus.

Da nanoteknologi er et nyt udviklingsområde, skal dette område kontrolleres særdeles omhyggeligt, fordi nanopartikler kan komme ind under huden og blive optaget direkte i vores vandforsyninger. Vi skal støtte forskning og innovation og ikke lægge hindringer i vejen. Der skal gennemføres flere undersøgelser vedrørende biocider i vand, da der på nuværende tidspunkt kun findes meget få data.

Målet med nærværende forordning er at harmonisere det indre marked og indføre en strømlinet procedure for godkendelse af aktivstoffer og produkter. Biocider vil for første gang være omfattet af krav om registrering. Det er nærliggende og rigtigt at organisere og forvalte dette korrekt på europæisk plan. Dette giver reelle fordele for det indre marked og for forbrugerne. Parlamentet opfordrer til, at man fra 2017 godkender alle produkter på EU-plan, og vi støtter på det kraftigste denne opfordring i dag. Hvis vi begynder at udarbejde en ny forordning nu, skal vi gøre det korrekt og omsætte den i praksis inden for den foreskrevne frist.

Biocidmarkedet omfatter en lang række forskellige former for produkter og specialiteter, som ofte kun kommer på markedet i mindre mængder. Vi har brug for disse mange forskellige produkter for at kunne bekæmpe de mange forskellige skadelige organismer. Hvis vi reducerer antallet af aktivstoffer, vil resistensen blandt parasitter og insekter stige – med fatale konsekvenser til følge. Vi må derfor sikre, at udgifterne til registrering og godkendelse holdes inden for nogle rimelige grænser, især for så vidt angår de mange små og mellemstore producenter. Der er brug for strenge udelukkelseskriterier, og det er helt på sin plads, at de bliver indført. Parlamentet foreslår meget klare udelukkelseskriterier og definerer nogle begrænsede undtagelser for at kunne opfylde kravene med hensyn til folkesundheden og miljøet.

Vi mener også, at forbrugeroplysning er vigtig. Materialer, som er blevet behandlet med biocider, skal derfor også være omfattet af forordningen. I fremtiden må materialer, der sælges i EU, kun være behandlet med biocider, som er godkendt her. De alvorlige sundhedsproblemer som følge af brugen af svampedræbende midler i Det Fjerne Østen på sko og møbler, som opstod sidste år, har vist, at vi har brug for strengere lovgivning og frem for alt strengere importkontrol. Det vil beskytte forbrugerne og hindre konkurrenceforvridning. Vi har på dette grundlag arbejdet sammen om at nå frem til et kompromis. Jeg vil bede mine kolleger om at give deres opbakning til dette kompromis.

  Antonio Tajani, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne sige tak til Parlamentet og navnlig ordføreren, fru Klaß, skyggeordførerne og medlemmerne af Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed for deres betydelige arbejdsindsats.

De 330 ændringsforslag, der blev vedtaget i Udvalget om Miljø, og det globale kompromis, som blev vedtaget i sidste uge, vidner om deres engagement og interesse i dette dossier. Disse ændringsforslag falder i tråd med det generelle hovedindhold i Kommissionens forslag.

Lad mig dvæle lidt ved det, der efter vores mening er de vigtigste udestående punkter.

Første punkt drejer sig om at udvide EU's godkendelsessystem og de dermed forbundne procedurer. For at nå til enighed om dette dossier er det altafgørende, at vi når frem til et kompromis om undersøgelsen af EU's godkendelsessystem og de dermed forbundne procedurer, især den rolle, Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) skal spille.

Selv om Kommissionen i princippet kan støtte en udvidelse af EU's godkendelsessystem til en større gruppe biocidholdige produkter, kan den kun gøre dette på to betingelser.

For det første skal ECHA og Kommissionen have tilstrækkelige ressourcer til at kunne påtage sig den yderligere arbejdsbelastning. Uden tilstrækkelige ressourcer vil der opstå forsinkelser, hvilket vil reducere fordelene ved EU's godkendelsessystem.

For det andet skal vi udforme en mekanisme, der er egnet til, at man lidt efter lidt kan udvide omfanget af systemet, f.eks. ved at forskyde indførelsen af produkttyper eller ved at anvende horisontale kriterier som f.eks. tilsvarende anvendelsesbetingelser.

For så vidt angår procedurer vedrørende EU-godkendelse, kommer ECHA til at spille en uhyre vigtig rolle med hensyn til systemets drift. Vi skal sikre, at ECHA's ressourcer anvendes til arbejde, der bringer merværdi, for så vidt angår harmonisering, eller som ikke kan udføres mere effektivt af medlemsstaterne. Jeg vil også gerne tilføje, at bestemmelserne skal udformes med henblik på, at man kan håndtere den udvidede anvendelse af EU's godkendelsessystem.

Det andet punkt drejer sig om undtagelser fra udelukkelseskriterierne. Med hensyn til det problematiske spørgsmål om undtagelser fra udelukkelseskriterierne bemærker jeg mig, at man i kompromisforslaget giver mulighed for, at der kan findes en rimelig balance mellem på den ene side målet om at garantere et højt beskyttelsesniveau for miljøets og folkesundhedens skyld og på den anden side behovet for at åbne mulighed for en vis grad af fleksibilitet i tilfælde, hvor der ikke findes nogen erstatningsløsning.

Det tredje punkt drejer sig om de nationale undtagelser i forbindelse med gensidig anerkendelse. Selv om vi erkender, at nationale undtagelser i forbindelse med gensidig anerkendelse kan være berettiget under visse omstændigheder, mener vi, at Kommissionen skal gennemgå disse undtagelser fra gang til gang. Hvis disse undtagelser godkendes, uden at der åbnes mulighed for kontrol fra Kommissionens side, indebærer det en risiko for, at det påvirker det indre marked for biocidholdige produkter negativt, og formålet med forordningen er jo netop at fremme det indre marked.

Det fjerde punkt drejer sig om definitionen af lavrisikoprodukter. For så vidt angår definitionen af lavrisikoprodukter, er vi nødt til at gøre os anstrengelser for at fastlægge en pragmatisk definition som en sine qua non-betingelse for en effektiv politik vedrørende sådanne produkter. Der skal tilsyneladende stadig gøres en indsats, inden man kan nå frem til en klar definition af de kriterier, der skal anvendes for lavrisikoprodukter.

Det femte punkt drejer sig om behandlede genstande. Med hensyn til behandlede genstande støtter vi de ændringsforslag, hvoraf det fremgår, at kontrolforanstaltningerne skal tage udgangspunkt i indholdet af aktivstoffer. Med hensyn til mærkning af sådanne genstande støtter vi den generelle strategi med at anvende forskellige regler, afhængigt af om genstandene har en intern eller ekstern virkning, f.eks. afhængigt af om produktet bevidst blev kasseret eller kom i kontakt med mennesker eller miljøet.

Det sjette punkt drejer sig om "free-riders". Selv om vi støtter kompromisforslaget om "free-riders", har vi alvorlige betænkeligheder omkring en række andre ændringsforslag i forbindelse med idéen om indføjelse efter virksomhed.

Det syvende punkt drejer sig om nanomaterialer. Vedrørende nanomaterialer har Kommissionen rettet sig efter sin politik om at træffe en beslutning på grundlag af videnskabelige faktorer og dens ønske om at forbedre kendskabet til disse materialer og godkender behovet for at definere nanomaterialer og om nødvendigt princippet om, at de skal vurderes separat.

Endelig er der dyreforsøg. Selv om Kommissionen støtter målet om at reducere omfanget af dyreforsøg, bør dette efter Kommissionens mening ikke ske på bekostning af et højt beskyttelsesniveau for miljøet og folkesundheden.

Jeg vil nu nøje følge med i forhandlingen her i Parlamentet om forslaget og de foreslåede ændringsforslag og kan i mine afsluttende kommentarer evt. bidrage med at få afklaret nogle punkter.

  Amalia Sartori, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne sige tak til ordføreren, fru Klaß, for det udbytterige samarbejde med hende, som gav mig mulighed for at forbedre hendes betænkning med en hel del vigtige punkter fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse.

Jeg håber også, hun støtter visse ændringsforslag, jeg har stillet med henblik på afstemningen i morgen, og som går ud på at undgå dobbeltvurderingen af risici i forbindelse med produkter, der allerede er blevet godkendt og derfor vurderet, medmindre der modtages nye oplysninger, som kan retfærdiggøre, at der skal ske en ny kontrol.

Det glæder mig også, at der, selv om det vil ske lidt efter lidt, vil blive mulighed for en central godkendelse, der kommer til at omfatte alle produktkategorier. Jeg vil i den forbindelse gerne spørge kommissær Tajani – selv om han allerede har nævnt nogle af disse ting i hans rapport – hvordan og i hvilket omfang det vil være nødvendigt at forsyne Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) med nogle redskaber, hvormed man problemfrit og effektivt kan håndtere det store antal sager, som vil blive indgivet.

  Richard Seeber, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne rose ordføreren, fru Klaß, og også fru Sartori rigtig meget for den måde, hvorpå de med så stor succes har arbejdet sammen med hinanden og med skyggeordførerne med henblik på at udarbejde en pakke, der efter min vurdering er politisk acceptabel for alle grupperne. Det er vigtigt at huske, at biocider ikke er noget mål i sig selv. De gør rent faktisk stor nytte i vores moderne samfund, og fru Klaß har givet nogle eksempler herpå.

Begrundelsen for at anvende biocider er ønsket om at opfylde forbrugernes krav om øget fødevaresikkerhed og bedre sundhed. Der er mange områder, hvor man anvender biocider, og samtidig er producentmarkedet yderst fragmenteret. Jeg vil gerne især fokusere på situationen for producenterne og også på, at det gamle direktiv ikke kunne opfylde kravene hverken med hensyn til bedre sundhed for forbrugerne eller med hensyn til et velfungerende indre marked for producenterne. Et af de største problemer er, at vi ikke har et EU-godkendelsessystem for biocider. Det er også vigtigt at præcisere, at vi har brug for dette EU-godkendelsessystem for så mange grupper af biocider som muligt, for ellers vil lovgivningen bare være et stykke værdiløst papir. Jeg vil gerne forsvare det indgåede kompromis vedrørende artikel 33, som har gjort det muligt for alle de politiske grupper at blive enige om, at den nye forordning skal indføres lidt efter lidt, og samtidig får medlemsstaterne mulighed for at gøre undtagelser, for så vidt angår særlig farlige stoffer.

Arbejdet med at udarbejde pakken med kompromisløsninger har efter min mening været meget grundigt. Jeg vil gerne bede alle mine kolleger om at stemme for pakken.

  Dan Jørgensen, for S&D-Gruppen. – (DA) Hr. formand! Når man hører Kommissionen tale, når man hører mine borgerlige kolleger fra PPE-Gruppen tale, så skulle man næsten tro, at dette bare handler om at lave løsninger, der er så nemme og så effektive rent bureaukratisk som muligt. Det handler det selvfølgelig også om. Selvfølgelig handler det også om, at industrien skal kunne markedsføre varer og handle på tværs af grænser. Det er bare ikke det vigtigste. Det vigtigste for os socialdemokrater har været – og det går vi ikke på kompromis med – miljø og sundhed.

Næsten hver dag kommer der nye forskningsresultater, som viser, at det samlede kemikalietryk, som vi mennesker er udsat for, og som vores miljø er udsat for, stiger. Vi ser unge piger, der kommer i puberteten som ti/elleveårige. Vi ser kræft, der spreder sig. Vi ser nye kræftformer, der opstår. Vi ser par, der ikke kan få børn. Mange af disse ting skyldes de kemikalier, der er omkring os.

Kemikalier har også mange gavnlige effekter, det anerkender vi. Men når vi ved, at der er kemikalier, som har meget skadelige effekter, og vi ved, at der findes alternativer til mange af kemikalierne, så skal vi selvfølgelig udskifte de farlige med de sikre alternativer. Det gælder også for biocider. Derfor har det vigtigste for os været – og det synes vi i nogen grad at have opnået med dette kompromis – at få skiftet de farlige stoffer ud med sikre alternativer.

Derudover har vi insisteret på, at hvis vi går med til en centraliseret proces for godkendelse, hvilket kan være fornuftig, da det kan føre til mindre bureaukrati osv., så skal de enkelte lande også have mulighed for at sige nej, hvis der er specielle forhold i et enkelt land der gør, at man bliver nødt til at forbyde eller lave restriktioner for et kemikalie i det land. Vi har også sagt, at det ikke kun handler om, hvilke stoffer der kommer på markedet, men også om hvordan man bruger dem. Derfor har vi insisteret på, at der i nær fremtid skal udarbejdes ny lovgivning, nemlig et rammedirektiv for, hvordan man bruger biocider.

Endelig har vi insisteret på så få dyreforsøg som muligt. Der bliver i dag brugt for mange dyreforsøg. Der findes alternativer. Det har også været en af vores målsætninger, som vi synes er lykkedes.

  Corinne Lepage, for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Takket være alles arbejdsindsats, især ordførerens indsats, har vi i hvert fald nået ét mål. Vi er efter meget vanskelige drøftelser nået til enighed om et centralt punkt i godkendelsesproceduren.

Vores holdning til dette spørgsmål gik i den rigtige retning. For det første var der behov for at kunne garantere, at systemet kunne gennemføres, dvs. at Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) ikke pludselig blev oversvømmet af anmodninger, som man var ude af stand til at reagere på, og for det andet var der behov for at fremme et system, som tilskynder til brug af lavrisikoprodukter. Der er opnået et velafvejet kompromis vedrørende dette punkt. Det giver os tid, idet der gives fire år til at få systemet på plads, og der er en bonus til de mindst farlige produkter.

Hvad det øvrige angår, afviser vi, selv om vi støtter de ændringsforslag, der skal gøre systemet fleksibelt, som f.eks. rammeformuleringer, at tillade indførelse heraf for enhver pris. Toksiciteten af visse produkter såsom pesticider er åbenlys, og jeg støtter helt og fuldt udtalelserne fra vores kollega hr. Jørgensen om en række produkters indvirkning på sundheden og miljøet.

Vi afviser af den grund enhver bestemmelse, der kan rejse tvivl om kvaliteten af produktvurderinger eller forringer det system, som fremmer erstatning af de stoffer, der vækker størst bekymring, og derfor er en række ændringsforslag, der lige er blevet stillet, helt og aldeles uafvejede, og vi kan ikke støtte dem.

Lad os ikke bedrage os selv. Dette er resultatet af en holdning, der giver forrang til kortfristede interesser i forhold til beskyttelse af sundheden og miljøet. Vi må aldrig glemme, at sundheden og miljøet ikke alene er værdier, som vi forsvarer. Det er også i hele samfundets økonomiske interesse at forsvare dem.

  Michèle Rivasi, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Jeg mener, at der er sket fremskridt i dette tekstforslag, bl.a. vedrørende to grundlæggende aspekter, nemlig behovet for mærkning, hvis der findes nanopartikler i et produkt, og nok så vigtigt at hvert af disse nanostoffer også vil kræve en separat vurdering, hvilket ikke er tilfældet på nuværende tidspunkt. Der er også sket fremskridt med hensyn til muligheden for at udelukke hormonforstyrrende stoffer fra de stoffer, der anvendes, med specifikke og korrekt gældende udelukkelseskriterier.

Men – for der er et men – vi er uenige i de faktiske ressourcer til Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA), fordi agenturets mission skal være at vurdere og godkende biocidholdige produkter.

Vi har imidlertid lige udvidet ECHA's mission. Så langt, så godt, men når man udvider missionen, skal ECHA også have ressourcerne til virkelig at kunne gøre sit arbejde. Vi kan ikke bede ECHA om at skulle gøre meget mere og reducere sagsbehandlingstiden for vurdering af stoffer, samtidig med at man skærer ned på ressourcerne. I så fald risikerer vi at ende med forenklede vurderinger, der måske nok er blevet behandlet hurtigt, men som vil være overfladiske og derfor utilstrækkelige.

Jeg opfordrer derfor fru Klaß til at genoverveje hendes budgetforslag vedrørende ECHA's missioner på dette område. Som det ser ud nu, må jeg sige, at forslaget ikke er seriøst, og det vil påvirke arbejdsstandarden i den EU-institution, der er af afgørende betydning for sikkerheden for de europæiske borgere og forbrugere.

Det er et vigtigt anliggende. Man kan ikke forlange mere, hvis ressourcerne ikke er til stede, for ellers vil ECHA bare blive til et administrativt agentur, der reagerer på vink fra industriens lobbyister.

  Julie Girling, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke fru Klaß. I de 60 sekunder, jeg har til rådighed, kan jeg kun nævne to spørgsmål i forbindelse med dette vigtige og komplekse dossier. Det første er spørgsmålet om PBT-stoffer – persistente, bioakkumulerende og giftige stoffer. Biocider er af natur giftige, idet de dræber noget, sædvanligvis noget væmmeligt, der udgør en fare for folkesundheden og ofte dyresundheden. Så hvis nogen føler sig fristet til at stemme for ændringsforslag 61, der vil gøre toksicitet til de eneste kriterier for substitution, så pas på, for man går dermed på tværs af hele rationalet for at beskytte folkesundheden og miljøet.

Dette bringer mig til mit andet punkt, nemlig stoffet difenacoum. Formålet med ændringsforslag 243 er at begrænse anvendelsen, så dette rodenticid kun anvendes af fagfolk. Et hurtigt blik i min lokale butik i weekenden bekræftede, at dette aktivstof findes i omtrent halvdelen af de produkter, man kan købe, og alle havde en præcis brugsanvisning. Rodenticider skaber resistens, så man er nødt til at anvende dem på skift, for at de fortsat er effektive. Hvis man fjerner ét produkt, vil det forstyrre denne balance og kan føre til en større katastrofe for folkesundheden. Jeg beder så mindeligt mine kolleger om ikke at medvirke til dette.

  Sabine Wils, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Biocider er en bestanddel i mange rengøringsprodukter, desinfektionsmidler, insektmidler på spraydåse og andre dagligdagsprodukter, som folk kommer i kontakt med i det daglige. Der findes i øjeblikket over 50 000 biocidholdige produkter i EU. Jeg vil gerne gøre det helt klart for alle, at biocider fortrinsvis anvendes af private borgere. Biocider er ofte ikkebiologisk nedbrydelige, i nogle tilfælde kræftfremkaldende, yderst giftige stoffer og kan volde skade på mennesker, dyr og miljøet, når de bliver brugt og bortskaffes. Mennesker og især småbørn er i særlig stor fare, når der anvendes biocider i hjemmet, f.eks. i form af træbeskyttelsesmidler og insektmidler på spraydåse.

Ganske vist siger producenterne, at deres produkter ikke er farlige, hvis de anvendes korrekt. Men eftersom de private husholdninger i EU hvert år køber og anvender 400 000 t biocider, er det vigtigt, at man tager højde for, at midlerne anvendes forkert, og at der sker ulykker. Da dette endnu ikke har været tilfældet, har jeg stillet et ændringsforslag desangående, og jeg vil bede mine kolleger om at stemme for det. Det er ændringsforslag 352.

Skal formålet med nærværende forordning være at øge den frie omsætning af biocidholdige produkter inden for EU, sådan som Kommissionen har foreslået? Eller er Parlamentet mere optaget af at beskytte mennesker og miljøet? Det er afgørende, at vi indfører et strengt forbud mod særlig farlige stoffer. Vi skal træffe en beslutning, hvor vi bakker op om forbrugerne, for ellers sætter vi folkesundheden på spil.

  Oreste Rossi, for EFD-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Udtrykket "biocidholdigt produkt" anvendes til at betegne de aktivstoffer eller blandinger indeholdende ét eller flere aktivstoffer, der er i en form, hvor de sælges til brugeren, og som er beregnet til at aflive, afskrække, uskadeliggøre, hindre virkningen af eller på anden måde udøve en kontrollerende virkning på skadelige organismer ved hjælp af kemiske eller biologiske midler. For at få en bedre forestilling om, hvad vi her taler om, er næsten alle de frugter og grøntsager, der når frem til vores bord, blevet behandlet.

Skønt disse produkter nu er uundværlige, da de fleste dyre- og planteparasitter bliver stadig mere resistente over for deres virkninger, skal de holdes under kontrol, fordi de ofte har bivirkninger for mennesker. Nogle af dem bliver efter kontakt med fødevarer f.eks. først nedbrudt efter et bestemt tidsrum, og man skal derfor anvende klart definerede typer på specifikke årstider.

Hvis man undlader at overholde disse tidsfrister, får det alvorlige konsekvenser for mennesker, der indtager behandlede produkter – lige fra pludselige allergiske reaktioner til reaktioner forbundet med langtidspåvirkning, der kan omfatte alvorlige sygdomme eller forstadierne dertil. Ægte giftstoffer som f.eks. rodenticider, der er i fri handel til husholdningsbrug, betragtes også som biocider. Selv om der desværre nok er en risiko forbundet med at tillade fri handel med disse produkter, kan vi ikke forestille os at forbyde anvendelse deraf i en tid, hvor vi ser en betydelig stigning i parasit- og gnaverangreb i europæiske byer.

Der skal også især fokuseres på de frie varebevægelser inden for EU, på anvendelsen af forskellige former for biocider, uanset om de er tilladt eller ej, i de forskellige medlemsstater og navnlig på importen af varer fra tredjelande, hvor der endnu ikke er nogen regulering af disse stoffer. Vi skal på EU-plan garantere, at disse produkter anvendes med størst mulige seriøsitet og i streng overholdelse af den tidsfrist, der er nødvendig, for at toksiciteten bliver nedbrudt.

  Catherine Soullie (PPE). – (FR) Hr. formand! Som vores ordfører, fru Klaß, understregede, spiller biocidholdige produkter en helt afgørende rolle, det være sig i husholdningen – og altså hos private – eller på offentlige steder. Biocider sikrer daglig vores hygiejne og sundhed.

Det er vigtigt, at vi når frem til en sammenhængende fællesskabstekst. Den skal først og fremmest hænge sammen med den øvrige EU-lovgivning. REACH-lovgivningen må og skal f.eks. ikke komme på tværs af forordningen om biocider. Det er vigtigt at slippe af med det administrative og lovgivningsmæssige bureaukrati, der strangulerer og kvæler vores virksomheder.

Jeg vil i den anledning gerne give udtryk for min støtte til det kompromisforslag, vores ordfører, fru Klaß, er nået frem til vedrørende det problematiske spørgsmål om udelukkelseskriterier og substitutionskandidater. På tilsvarende måde er rammeformuleringsstrategien for alle biocidholdige produkter et uhyre vigtigt element i forordningen. Det vil i høj grad gøre EU's godkendelsessystem mere effektivt.

Det er altså en fællesskabstekst. Det er to indledende positive skridt i retning af en harmonisering af det europæiske marked for biocidholdige produkter, når man indfører begrebet centraliseret godkendelse i EU, og når man forenkler proceduren og reducerer godkendelsestiderne for visse test i forbindelse med forsknings- og udviklingsaktiviteter.

Endelig må vi ikke miste vores ambitioner vedrørende dette tekstforslag af syne, dvs. beskyttelse naturligvis, men opbygningen af vores fællesskabsmarked og europæisk innovation skal også være en integreret del af vores indfaldsvinkel.

  Jo Leinen (S&D). – (DE) Hr. formand, hr. Tajani, mine damer og herrer! Sammen med industrikemikalier og landbrugskemikalier udgør husholdningskemikalier den tredje store gruppe af stoffer, som er af betydning for miljøet og folkesundheden, og vi indfører nu bestemmelser, der dækker disse produkter, i forordningen om biocider. Vi har efter min mening gjort betydelige fremskridt siden det gamle direktiv, der stammer helt fra 1998. Flere andre talere har allerede nævnt dette. Vi indfører nu en omfattende forordning, der ikke alene gælder for produkter fremstillet i EU, men også for importerede produkter. Dette er særdeles vigtigt. Vi forbedrer derfor mærkningen af disse stoffer og, som hr. Jørgensen har sagt, opfordrer vi til, at dyreforsøg med disse produkter erstattes med alternative metoder. Vi ser gerne, at dyreforsøg reduceres til et minimum eller endda bliver helt afskaffet på dette område. Vi ser desuden gerne, at særlig farlige stoffer erstattes med stoffer, som er mindre farlige.

Alle disse foranstaltninger er fremskridt, og vi kan forklare borgerne i Europa, at tiltagene vil gavne folkesundheden og miljøet. Jeg var overrasket over, at der var så stor uenighed om, hvorvidt Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) i Helsinki skal have ansvaret for overvågning og godkendelse af disse produkter. Vi ønsker, at man anvender de samme standarder i hele Europa, og vi ønsker, at man kan sælge disse produkter på det europæiske marked. Det er derfor helt rigtigt, at ECHA får ansvaret for dette område. Jeg vil gerne spørge hr. Tajani om, hvorvidt ECHA har tilstrækkelige midler og den rigtige organisationsform til at kunne påtage sig denne opgave.

Jeg vil gerne sige tak til fru Klaß og til skyggeordførerne for at være nået frem til bred enighed på dette område.

  Frédérique Ries (ALDE). – (FR) Hr. formand! I mine øjne opsummeres det i ændringsforslag 18 til artikel 1 udmærket, hvad der bør være vores filosofi, nemlig at vi skal sikre et højt beskyttelsesniveau for menneskers og dyrs sundhed og miljøet og samtidig forbedre det indre markeds funktion.

Det er klart, at der ikke er nogen her i Parlamentet, som vil anfægte anvendelsen af biocider, som er særdeles nyttige til bekæmpelse af gnavere, kakerlakker, lus – jeg kan forstå, at det er ved at være årstiden for lus i skolerne – og skadedyr i al almindelighed. Udfordringen ligger faktisk et andet sted. Den består i, at antallet efter min mening bliver større og større, idet producenterne sender stadig flere produkter på markedet, men stejler ved tanken om sikrere løsninger. Som ordføreren nævnte, kan for meget være til skade.

Den anden store udfordring består i at finde nogle risikoreducerende politikker, hvilket regeringerne alt for ofte udskyder, når de er ambitiøse, men det er alligevel uhyre vigtigt, fordi brugerne er tilbøjelige til at glemme, at biocider måske nok er kendte stoffer, men immervæk er farlige at anvende. Parlamentet skal også sprede budskabet om, at man skal tage sine forholdsregler.

  James Nicholson (ECR). – (EN) Hr. formand! Jeg vil også sige tak til ordføreren for hendes intensive arbejdsindsats. Forordningen om biocider og biocidholdige produkter kræver en afbalanceret tilgang, hvor man på den ene side tilgodeser producenternes interesser og på den anden side forbrugernes velfærd og sikkerhed og vores miljø.

Jeg vil gerne sige et par ord om et aspekt af den foreliggende betænkning. Jeg var meget foruroliget over det oprindelige forslag fra Kommissionen, som kunne have ført til et forbud mod rodenticider. Disse stoffer er de mest anvendte produkter til bekæmpelse af gnaverangreb og er et tvingende nødvendigt redskab i landbrugs- og landbrugsfødevaresektoren.

Jeg har haft besøg af mange repræsentanter for landbrugere og offentlige instanser i min valgkreds samt andre berørte parter, der er lodret uenige i et sådant forbud, idet man argumenterer med, at det ville får alvorlige negative konsekvenser for de respektive erhvervssektorer. Godt nok er landbrugets interessegrupper måske ikke 100 % tilfredse med forordningen i dens nuværende form, men jeg blev beroliget ved at se, at Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed vedtog en række ændringsforslag, der i en vis udstrækning forhåbentlig vil garantere, at disse rodenticider bliver undtaget. Jeg vil i den sammenhæng kraftigt opfordre mine kolleger til at godkende udvalgets indstilling og stemme for de pågældende ændringsforslag under forhandlingen i morgen.

  Paul Nuttall (EFD). – (EN) Hr. formand! Jeg må sige, at man da bliver ganske henrykt over at se, at der er så mange parlamentsmedlemmer, som behandler dette forum med samme foragt, som jeg selv gør. Ud af 736 medlemmer er færre end 30 til stede – hvilket er under 5 % – og klokken er halv fire en tirsdag eftermiddag.

Som sædvanlig løber det helt løbsk med hensyn til EU's regler og forordninger. Men det er for intet at regne i forhold til de rotter og mus, der kommer til at løbe omkring, når EU fjerner almindelig rottegift fra almindelige husholdninger. Det er det, som ændringsforslag 243 i den foreliggende betænkning går ud på. Denne tåbelige lovgivning vil sikre, at kun fagfolk vil få lov til at udlægge rottegift, der kan købes frit i butikkerne. Så hvis der er rotter i forhaven, som spreder sygdomme og æder rub og stub, vil de almindelige britiske husholdninger være tvunget til at vente på kommunens rottefænger, eller de må betale for Rentokil.

Vi får i forvejen at vide, at man aldrig er mere end ca. 20 m væk fra en rotte, når man står midt i en by i Det Forenede Kongerige. Denne vanvittige lovgivning vil kun gøre tingene værre. For at sætte tingene i perspektiv er dette nogle bureaukratiske regler om en rottegift, som på sikker vis er blevet brugt af almindelige mennesker i de sidste 30 år – ikke alene i Det Forenede Kongerige, men overalt i Europa og i USA.

Jeg vil slutte af med at stille et spørgsmål. Hvorfor gør man dette? Har man lyst til flere skadedyr? Har man lyst til flere sygdomme? Eller handler det bare om kontrol og EU's sygelige optagethed af at forsøge at få styr på hvert eneste aspekt af vores liv?

  Horst Schnellhardt (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. Tajani, mine damer og herrer! Forhandlingen i dag har vist, at dette var en meget kompleks betænkning, og at vi nu er nået frem til et godt kompromis. Jeg vil gerne sige tak til ordføreren og til skyggeordførerne.

Kompromisforslaget retter op på manglerne i det eksisterende direktiv. Man standardiserer godkendelsesprocesserne, hvilket jeg mener, er særdeles vigtigt, og man sørger for omfattende beskyttelse af folkesundheden og miljøet.

På andre måder går bestemmelserne imidlertid ikke langt nok. Det er under forhandlingen i dag blevet helt klart, at disse produkter er særdeles vigtige for vores miljø, for landbrugssektorens vækst og for fødevarebranchen. Jeg vil blot gerne nævne eksemplet med rodenticider. Produkter til bekæmpelse af rotter og mus er absolut nødvendige i landbruget og fødevareindustrien. Jeg har set beviserne på de problemer som følge af mus og rotter, som landbrugerne må slås med på deres marker. Disse skadedyr resulterer i betydelige indtægtstab. Alle, der her siger, at alle de produkter, som hjælper i denne situation, skal forbydes, skal nøje overveje, hvordan man så skal beskytte vores fødevareforsyninger.

Den foreliggende betænkning er en effektiv løsning, fordi den er et tiltag mod farlige stoffer. Hvis der findes erstatningsstoffer, skal de naturligvis anvendes. Det er jo helt oplagt.

Jeg vil gerne bede Kommissionen om at fokusere mere indgående på den nye form for nanoteknologi i sine undersøgelser og gøre mere brug af dem. Det vil give os mulighed for at finde stoffer, som er mindre farlige og mere effektive.

  Mario Pirillo (S&D). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær Tajani, mine damer og herrer! Det forslag om en forordning om biocider, som vi analyserer, har til formål at forenkle godkendelses- og fornyelsesprocedurerne for markedsføring af biocidholdige produkter.

Denne forenkling vil medføre en reduktion af omkostningerne og de administrative pligter for virksomhederne, især for de små og mellemstore virksomheder, uden at omfanget af miljøbeskyttelse og af menneskers og dyrs sundhed bliver reduceret. Det var særdeles vanskeligt at opretholde en balance mellem disse to aspekter, men nogle af de kompromisændringsforslag, der er fremsat af ordføreren og skyggeordførerne, som jeg gerne vil sige tak for deres intensive arbejdsindsats, udgør efter min mening et væsentligt fremskridt.

Netop i forlængelse af opfordringen til forenkling, bør den sammenlignende vurderingsprocedure, der på nuværende tidspunkt er påkrævet for alle biocider, efter min mening ikke være påkrævet for biocider, som er blevet påvist at være sikre i brug. Jeg håber, at det ændringsforslag i denne stil, der er stillet i plenarsalen, vil blive vedtaget af mine kolleger.

  Chris Davies (ALDE). – (EN) Hr. formand! Det er godt at høre, at UK Independence Party bekræfter, at de ikke bekymrer sig en disse om dyremishandling, og at de har det fint med, at verden bliver behandlet som et gigantisk kemisæt. Talidomid og DDT ville stå på alles morgenbord, hvis de fik deres vilje.

Der er her taget en problemstilling op, som vi har kunnet læse om i de britiske aviser, nemlig om virkningen af at forbyde antikoagulerende rodenticider og spørgsmålet om, hvorvidt det vil føre til rotteangreb i byerne. Vi har arbejdet sammen med Kommissionen, vi har taget de spørgsmål op, som fagfolk har gjort os opmærksom på, og i samarbejde med Kommissionen er der blevet lavet nogle ændringer. De fremgår nu af artikel 5, og jeg tror, Kommissionen støtter dem. Det burde løse den store problemstilling, der var blevet givet udtryk for.

Men der er det spørgsmål, som fru Girling har taget op, nemlig artikel 44 om difenacoum. Jeg vil gerne bede Kommissionen om at præcisere, om den støtter ændringsforslag 243, fordi det efter min opfattelse på nogle måder er i modstrid med de foreslåede ændringer af artikel 5.

  Struan Stevenson (ECR). – (EN) Hr. formand! Det glæder mig, at forsøgene på at forbyde alle antikoagulerende midler og rodenticider er slået fejl. Havde et sådant forbud vundet støtte hos flertallet, ville det have ført – som vi allerede har hørt – til en eksplosion af rotter og mus i hele Europa med deraf følgende storstilet skade på opmagasinerede afgrøder, landbrugsbedrifter og beboelsesejendomme.

Det skønnes, at 7 % af alle brande i huse og 50 % af alle brande i landbrugsbedrifter skyldes gnavere, som gnaver i de elektriske ledninger. Desværre indførte miljøudvalget et specifikt forbud mod et meget anvendt antikoagulerende andengenerationsrodenticid. Som vi har hørt, hedder dette rodenticid difenacoum. Jeg håber, at Parlamentet vil stemme imod ændringsforslag 243, så der er mulighed for, at denne effektive rottegift fortsat kan anvendes, især fordi midlet allerede har været igennem en streng videnskabelig vurdering og har været igennem en korrekt og detaljeret lovgivningsproces.

  Anna Rosbach (EFD). – (DA) Hr. formand! Flere hidtil ukendte allergier. Mennesker med fertilitetsproblemer. Sjældne sygdommes opblomstring. Forgiftede fisk og skaldyr, og mad fra dyr fyldt med medicinrester er nogen af de ting, der bekymrer den europæiske befolkning. Stadig flere kemiske substanser fylder vores hverdag for at gøre livet nemmere for os og få dagligvarerne til at syne meget mere attraktive. Har vi godt af denne kemi? Nej, vel har vi ej. Alligevel skal vi her nu med denne betænkning finde en lovgivningsmæssig balance mellem det, at drive konkurrencedygtig virksomhed på en fornuftig måde, samtidig med at borgernes sikkerhed og miljøet skal være i højsædet.

Balancegangen er svær. Jeg savner, at sikkerheden både for mennesker og miljø kommer mere i fokus. Derfor kan jeg kun anbefale, at vi stemmer for de ændringsforslag, der sætter de højeste beskyttelsesgrænser. Positivt vil det dog være, hvis vi kan få styrket muligheden for at sikre, at EU-landene ikke importerer varer fra dele af verden, som ikke lever op til vore sikkerhedskrav.

  Pavel Poc (S&D). – (CS) Hr. formand! Vi er nødt til at indse, at biocidholdige produkter, selv om vi nok ikke kan undgå at bruge dem, simpelthen er giftstoffer, som vi daglig kommer i kontakt med. Som sådan udgør de ganske enkelt en risiko for folkesundheden og er en belastning for miljøet. Det er derfor logisk nødvendigt at holde sig til de højeste beskyttelsesniveauer for folkesundhedens, dyrenes og naturens skyld. Alt for stor fleksibilitet udgør en betydelig risiko, fordi risikoen ikke alene vedrører disse materialer, men også de måder, hvorpå man anvender dem, og misbrug med hensyn til de mængder, hvori de trænger ind i fødevarekæden. Jeg vil anse det for at være en væsentlig succes at få et fuldstændigt forbud mod særdeles farlige biocidholdige produkter, herunder mutagene og kræftfremkaldende stoffer og stoffer, som er giftige set i en reproduktionsmæssig sammenhæng. Den nye lovgivning er og skal være ambitiøs, og ECHA er efter min mening fuldt ud i stand til at begynde at udstede fælles europæiske godkendelser af biocidholdige produkter i 2015 frem for at vente indtil 2017.

  Holger Krahmer (ALDE). – (DE) Hr. formand! Det er godt, at vi interesserer os for biocider, fordi der er tale om farlige, giftige stoffer. Jeg undrer mig imidlertid over, hvorfor vi ikke bygger hver lovgivning om kemikalier, vi gennemfører, på det samme system, som ved REACH. Vi har vedtaget den mest omfattende lovgivning om kemikalier i verden. Principperne ligger fast, idet vi skal indsamle data, vurdere dem og godkende produktet. Hvorfor anvender vi nu et andet system til den efterfølgende lovgivning om kemikalier og definerer nye udelukkelseskriterier, der i sidste instans medfører, at kemikalier, som vi har brug for, og hvor der i en række tilfælde, ikke er nogen alternativer, bliver trukket tilbage fra markedet?

Vi ender efter min mening i en blindgyde, hvis vi udarbejder vores politik vedrørende kemikalier udelukkende set ud fra perspektivet om giftige stoffer. Skadedyrsangreb kan være langt farligere, især for småbørn på grund af risikoen for overførsel af sygdomme, end de få milligram biocider, som vi bruger til at bekæmpe dem med. Jeg vil gerne se tingene i en bredere sammenhæng, og jeg vil frem for alt gerne se nogle bestemmelser, der ikke alene kan anvendes af store virksomheder, som har ressourcerne til at gå i dialog med godkendelsesorganerne, men også af mindre virksomheder, der leverer nyttige produkter til nichemarkeder.

  Ashley Fox (ECR). – (EN) Hr. formand! Formålet med nærværende forordning er at beskytte folkesundheden og miljøet. Det nuværende godkendelsessystem er for trægt og bureaukratisk. Vi skal sikre, at godkendelsen af nye produkter bliver mere effektiv, både tids- og pengemæssigt.

Skadedyrskontrol er af central betydning for beskyttelse af folkesundheden. Jeg ser positivt på de ændringsforslag, der forbedrer tilgængeligheden til en række produkter, der slår gnavere ihjel, men som allerede beskrevet er der fortsat et problem med difenacoum. Dette er et effektivt og meget anvendt rodenticid. Det skal klassificeres som et godkendt stof. Det spiller en afgørende rolle for effektiv kontrol med rotter og mus. Hvis Kommissionen fjerner det fra bilag I, er det ganske enkelt irrationelt, og jeg opfordrer Kommissionen til at præcisere, hvorfor det er blevet sådan. Produktgodkendelser skal altid ske på grundlag af resultatet af en videnskabelig vurdering, ikke af politikere, der gerne vil på avisernes forsider.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). – (HU) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske fru Klaß, der har udarbejdet en velafvejet betænkning om et særdeles kompliceret emne, selv om der opstod debat her i Parlamentet, fordi nogle medlemmer tager spørgsmålet om forordningen om biocider alvorligt, mens andre ønsker at reducere den til en kamp mod gnavere. Jeg vil gerne understrege, at dette er et meget alvorligt emne, og betænkningen udmærker sig ved, at der på samme tid tages fat på miljøbeskyttelse, forbrugerbeskyttelse og betænkeligheder i forbindelse med den kemiske industri. De nye forordninger om biocider giver en større beskyttelse og beskytter husmødre og husassistenter, men ikke skadedyr. Vi er derfor efter min mening nødt til at bakke op om Klaß-betænkningen, og den frygt, der kommer til udtryk på den anden fløj i Parlamentet, savner grundlag. Ja, der er behov for øget beskyttelse, og agenturet i Helsinki vil kunne klare denne opgave lige til ug. 2017 passer Ungarn og de nye medlemsstater fint.

  Jarosław Kalinowski (PPE). – (PL) Hr. formand! På den ene side gør biocidholdige produkters kemiske sammensætning dem ganske farlige, især for de mennesker, der er forholdsvis overfølsomme som f.eks. børn eller gravide kvinder. Men på den anden side er de absolut nødvendige og simpelthen uundværlige til beskyttelse af folkesundheden.

Det er derfor nødvendigt at fastlægge – og dette sker rent faktisk også – nogle standarder, som er fælles for samtlige EU-medlemsstater, så folk føler sig sikre, og de virksomheder, der producerer disse stoffer, har nogle helt klare standarder, der ikke betyder, at deres konkurrenceevne bliver forringet. Harmoniseringen af lovgivningen skal omfatte disse produkters fuldstændige livscyklus, lige fra produktion til affaldshåndtering, så de ikke udgør en trussel for miljøet eller folkesundheden. Dette skal helt klart have højt prioritet. Dette betyder ikke, at vi ikke skal være optaget af at opretholde nogle gode vilkår for den moderne industri.

  John Bufton (EFD). – (EN) Hr. formand! Vedtagelsen af betænkningen af fru Klaß vil utvivlsomt føre til en eksplosion i rottepopulationen, hvilket vil bringe de sanitære forhold i boliger og på landbrugsbedrifter i fare.

Rotter bærer sygdomme som f.eks. E. coli og salmonella og kan volde betydelig skade på ejendom, hvilket i nogle tilfælde fører til elektriske brande. Især landbrugsbedrifter bliver angrebet af rotter, uden at skadedyrene bliver udryddet effektivt. Antikoagulerende midler er den mest anvendte fremgangsmåde til forgiftning af rotter og er helt klart den mest effektive, der tegner sig for ca. 95 % af bekæmpelsen af gnavere.

I maj rettede jeg en skriftlig forespørgsel til Kommissionen med anmodning om formel anerkendelse af virkningerne af et forbud og bad om nogle rammebestemmelser for støtte til de berørte samt en tilkendegivelse med hensyn til eventuelle alternative former for skadedyrskontrol.

Kommissionen tilkendegav, at man var indstillet på at drøfte sagen med det formål at finde nogle fornuftige løsninger. Hvilken form for løsning foreslår Kommissionen? Er der foretaget en konsekvensanalyse af forbuddet mod antikoagulerende midler som rodenticider? Kommer der nogle gennemførlige rammebestemmelser for støtte, og har man fundet frem til alternative rodenticider?

  Antonio Tajani, næstformand i Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Lad mig begynde med endnu en gang at understrege, hvor meget Kommissionen påskønner parlamentsmedlemmernes engagement og interesse vedrørende dette dossier.

Selv om det er et yderst kompliceret forslag, indeholder det flere vigtige og følsomme aspekter rent politisk. De bemærkninger, der lige er kommet, og de spørgsmål, som er blevet stillet, illustrerer akkurat, hvor godt medlemmerne af Parlamentet har forstået de forskellige facetter af dette spørgsmål.

Jeg skal også gentage Kommissionens betænkeligheder med hensyn til ændringsforslaget angående omfanget af EU's godkendelsessystem. Selv om Kommissionen i princippet kan støtte en udvidelse af EU's godkendelsessystem til en større gruppe biocidholdige produkter, mener vi, at dette skal ledsages af tilstrækkelige ressourcer til Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) og Kommissionen samt nogle mekanismer til gradvis gennemførelse. Det er kun, hvis disse to betingelser er opfyldt, at vi kan gennemføre et effektivt system, hvilket er vores fælles mål.

Med hensyn til det spørgsmål, fru Sartori og hr. Leinen stillede om, hvordan man sikrer, at ECHA vil kunne påtage sig denne arbejdsbelastning fremover, er det en af Kommissionens største betænkeligheder i forbindelse med forslagene om at udvide omfanget af EU's godkendelsessystem, at man sikrer, at de ressourcer, der står til rådighed for ECHA, er tilstrækkelige.

Vi arbejder sammen med branchen om mere præcist at få styr på antallet af biocidholdige produkter, der på nuværende tidspunkt kan købes på det europæiske marked. De forskellige skøn går fra 9 000 til 60 000 produkter. Det er derfor særdeles vanskeligt at lave et overslag over den yderligere arbejdsbelastning det vil indebære for ECHA, at man medtager et større antal produkter i det centraliserede system. Det generelle mål med forslaget om en forordning er at forbedre den måde, hvorpå det indre marked for biocidholdige produkter fungerer, samtidig med at man sikrer et højt beskyttelsesniveau for miljøet og folkesundheden.

Jeg vil endda svare hr. Schnellhardt vedrørende nanomaterialer. Kommissionen er enig i, at vi har brug for en definition af nanomaterialer. Vi venter på resultatet af den offentlige undersøgelse, der blev arrangeret af en af vores videnskabelige udvalg, og håber i den nærmeste fremtid at kunne fremlægge en definition, der opfylder kriterierne.

For så vidt angår ændringsforslag 243, vil jeg svare hr. Davies. Kommissionen kan ikke støtte dette ændringsforslag, fordi der sættes spørgsmålstegn ved bilag I, som tager udgangspunkt i en tilbundsgående konsekvensundersøgelse, og som netop er trådt i kraft.

Jeg er derfor tilfreds med, at vi har udført et godt stykke arbejde. Vi skal fortsætte den konstruktive dialog mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen ved andenbehandlingen.

FORSÆDE: Isabelle DURANT
Næstformand

  Christa Klaß, ordfører. – (DE) Fru formand! Jeg vil gerne sige tak til alle mine kolleger for forhandlingen i dag. Men nogle gange synes jeg ikke rigtig, vi ved, hvad vi taler om. Jeg vil gerne endnu en gang sige, at vi her taler om produkter, som vi og vores levestandard er afhængige af, som gør det nemmere for os at opfylde vigtige hygiejnestandarder, som bekæmper sygdomme og parasitter, og som yder beskyttelse for opmagasinerede varer. Alle disse ting er omfattet af udtrykket biocid. De er af afgørende betydning for os og også for vores fremtid. De vigtigste prioriteringer i alle vores drøftelser var miljøet og sundhedsstandarder. Det står klart, at vi arbejder på at nå frem til klare udelukkelseskriterier, begrænsede undtagelser og objektive informationer til forbrugerne.

Jeg er ikke fuldt ud tilfreds med hr. Tajanis svar vedrørende Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA). ECHA har ressourcerne, det har hardwaren, det kan forvalte REACH-systemet, og det kan i fremtiden med sikkerhed gøre en del med hensyn til biocider. Det, vi har brug for nu, er ganske enkelt en række smarte idéer. Vi har tid til dette i denne indfasningsperiode. Lad os anvende denne tid til sammen at komme med nogle intelligente idéer. Man kan ikke bare sige, at vi ikke har nogen penge, og at vi ikke kan gøre det. Hvis vi gerne vil gøre det rigtige for det indre marked, ligger fremtiden i en godkendelsesproces på EU-plan. Jeg opfordrer alle til at deltage, og jeg anmoder også Kommissionen om dens støtte.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Elżbieta Katarzyna Łukacijewska (PPE), skriftlig. – (PL) Omsætningen på markedet for biocidholdige produkter i Europa skønnes at være ca. 890 mio. EUR om året, dvs. ca. 27 % af det globale marked. Biocider anvendes daglig i husholdningen og i industrien. Disse materialer anvendes som desinfektionsmidler, konserveringsstoffer, insektdræbende midler og rodenticider. Når man anvender biocider, bør man imidlertid være særlig opmærksom på forbrugernes sikkerhed, for det er vigtigt, at anvendelsen af biocider ikke udgør nogen trussel mod menneskers eller dyrs sundhed eller liv. Vi skal derfor foretage en grundig gennemgang af alle biocider, der importeres til EU, og af deres omsætning på markedet, navnlig for produkter, der er indført for nylig. Forsigtighed er også et nøgleord, når vi køber biocidholdige produkter, og det system, der udarbejdes i EU, skal munde ud i fuld harmonisering af lovgivningen. Inden for EU's rammer er der desuden et program på bedding, hvor man ser nærmere på de aktivstoffer, der anvendes i biocidholdige produkter. EU skal for at dække alle medlemsstater udarbejde en fælles liste over nanomaterialer, der bliver testet, og som derefter vil kunne anvendes i kemiske produktionsprocesser. Dette vil indebære, at nanomaterialer, som kan have en stor indvirkning på den teknologiske udvikling, ikke vil blive udelukket fra markedet, og at miljøet og forbrugernes sundhed ikke bliver bragt i fare.

11. Den flerårige finansielle ramme for 2007-2013 (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Böge for Budgetudvalget om forslag til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2007-2013 (KOM(2010)0072 – 2010/0048(APP)) (A7-0248/2010).

  Reimer Böge, ordfører. – (DE) Fru formand, hr. Lewandowski, mine damer og herrer! Vi står i øjeblikket midt i en vanskelig opgave med at konsolidere de offentlige budgetter i EU, og det må nødvendigvis smitte af på vores drøftelser.

I henhold til vilkårene i artikel 81 i forretningsordenen fremlægger vi i dag en interimsrapport om forslaget til Rådets forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2007-2013. Jeg vil gerne præcisere over for Rådet, at vi er yderst utilfredse, fordi der endnu ikke har fundet nogen forhandlinger sted vedrørende tilpasningen af den flerårige finansielle ramme på grundlag af Lissabontraktaten. Denne tilpasning, der bygger på punkt 4 i den nuværende tværinstitutionelle aftale, går ud på følgende: Hvis en traktat ændres med virkning for budgettet, foretages de tilpasninger af den eksisterende tværinstitutionelle aftale, der som følge heraf er nødvendige. Dette skal ske i form af konsensus mellem institutionerne.

Desuden hedder det i artikel 6, stk. 4, i Lissabontraktaten, at: "Unionen tilvejebringer de nødvendige midler for at nå sine mål og gennemføre sin politik".

Med hensyn til det offentlige budget i EU er dette emne ikke særlig vellidt i den offentlige debat. De fleste er ikke klar over, at vi ikke har lov til at stifte gæld. De fleste glemmer, at der i perioden 2000-2008 var en årlig stigningstakst på 4,4 % i budgetterne i de 27 medlemsstater. I denne periode var stigningen i EU's budget på 4,5 %, hvilket næsten er det samme. Men i denne periode skulle vi også tilpasse den finansielle udvidelse af EU fra 15 til 27 medlemsstater. Selv i dette finansielle overslag har vi altid holdt os et godt stykke under den øvre grænse i den flerårige finansielle ramme, både med hensyn til vores forpligtelser og især i de budgetter, som er blevet vedtaget vedrørende vores betalinger. I 2010-budgettet lå vi ca. 12 mia. EUR under det flerårige budgetoverslag. Man behøver altså ikke at belære os om fornuftig og tilbageholdende budgetpolitik.

Kommissionen og Rådet foretrækker at betragte de fornødne tilpasninger i forbindelse med Lissabontraktaten som værende af teknisk karakter. Men skal vi lade os binde på hænder og fødder, uden at der sker de nødvendige politiske ændringer? Det mener jeg ikke, vi skal. Vi vil gerne se de fornødne politiske tilpasninger gennemført for at sikre, at EU har handlekraft både internt og eksternt i de nærmeste år.

Som vi alle ved, har Lissabontraktaten betydet nye opgaver for EU, lige fra Tjenesten for EU's Optræden Udadtil til rumfartspolitik. Vi ser i øjeblikket også på ekstrafinansieringen af ITER-projektet. Desuden har Rådet truffet afgørelse om en finansiel stabiliseringsmekanisme, der går uden om budgetmyndigheden. Samtidig afgiver Rådet hele tiden løfter om, at agenturer, bananer og ITER vil blive finansieret. De har sat et virvar af tal sammen, som ingen kan gå med til.

Vi er i denne interimsbetænkning kommet til den overordnede konklusion, at der er brug for en ændring af den flerårige finansielle ramme, herunder fleksibilitetsmekanismen i de eksisterende bestemmelser. Det må også være helt indlysende, at der ikke kan blive tale om nogen nye agenturer uden tilsvarende ekstrafinansiering. Vi bør gøre det klart, at der ikke behøver at finde nogen forhandlinger sted uden et minimum af budgetfleksibilitet. Dette vil give os mulighed for at sikre, at der er fleksible flertalsbeslutninger, på samme måde som der var inden Lissabontraktaten, for så vidt angår den første fase af revisionen af en finansiel programmering på under 0,03 % af bruttonationalindkomsten. Overordnet set mangler vi en større grad af fleksibilitet og etablering af tilstrækkelige reserver for hvert udgiftsområde.

Jeg vil gerne bede Rådet om ikke at se så skeptisk på tingene. Det ændrer ikke ved, at vi skal indgå en aftale i løbet af den årlig tilbagevendende budgetprocedure. Men alternativerne for Rådet med hensyn til alle disse flerårige projekter og nye indsatsområder er i sidste ende som følger: Vil vi gerne tre år i træk strides og føre vanskelige forhandlinger om det samme spørgsmål? Det er virkelig spild af menneskelige ressourcer. Eller vil vi gerne finde en fornuftig samlet løsning på de spørgsmål, jeg har taget op? Jeg opfordrer til, at man på baggrund af traktaterne indleder virkelig seriøse politiske forhandlinger mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg har noteret mig Parlamentets beslutningsforslag om Kommissionens forslag til en forordning om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2007-2013.

Jeg vil under alle omstændigheder gerne sige til Parlamentet i dag, på nuværende tidspunkt, at jeg ikke vil gøre andet – og det kommer ikke som nogen overraskelse – end at informere eller informere endnu en gang om Rådets holdning på dette område. Jeg vil derfor gerne tilkendegive, at Rådet mener, at den såkaldte Lissabonlovpakke på det budgetmæssige område – som omfatter nærværende forordning – udelukkende skal være begrænset til en teknisk gennemførelse af Lissabontraktaten. Gennemførelsen af den nuværende flerårige finansielle ramme i en forordning bør ikke udgøre mere end en simpel gennemførelse af det eksisterende finansielle overslag. Kommissionens forslag følger netop disse linjer, og Rådet ønsker på nuværende tidspunkt ikke at drøfte en revision af den flerårige finansielle ramme.

Når det så er sagt – og man vil forstå, at vi står ret langt fra hinanden – er jeg imidlertid overbevist om, at vi i de kommende uger og måneder vil indgå en aftale om nærværende forordning, især senest under vores forhandlinger om budgetforliget, der skal være afsluttet inden udgangen af november.

  Janusz Lewandowski, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand, mine damer og herrer! Kommissionen glæder sig over betænkningen og håber, at dette er et skridt i retning af reelle forhandlinger og en endelig aftale om Lissabonbudgetpakken.

Den forordning, vi drøfter i dag, er kun en del af en pakke, jf. traktatens artikel 312, med henblik på at indarbejde forordningen om den flerårige finansielle ramme i Rådets forordning, der efter godkendelse i Parlamentet skal vedtages ved enstemmighed. Det, der står tilbage, er en tiloversbleven tværinstitutionel aftale og revisionen af finansforordningen. Alt i alt er dette Lissabonbudgetpakken, og jeg mener, det er et sammenhængende regelsæt.

Vi skal nu nå til enighed om pakken, og jeg tror, at den kommende forligsfase i oktober/november er den bedste lejlighed til at bygge vores budgetmæssige procedurer på fast grund i overensstemmelse med Lissabontraktaten.

Hovedbudskabet i Parlamentets betænkning som gentaget af hr. Böge er meget klart. Parlamentet vil gerne have flere politiske drøftelser ved denne lejlighed, mens Kommissionen har valgt at gøre dette til en gennemførelse af regler, idet der skal ske det antal ændringer, der er behov for ifølge den nye traktats tilpasningsmetodik, for ikke at skabe yderligere problemer ved denne lejlighed. Dette var et bevidst valg.

Jeg er enig med ordføreren i, at der er nye ansvarsområder for de forskellige institutioner som følge af Lissabontraktaten, og de budgetmæssige konsekvenser skal vurderes omhyggeligt, således at Kommissionen, hvis det skulle føre til behov for yderligere bevillinger, er parat til at fremlægge forslag som for ITER's vedkommende. Dette kan man eventuel drøfte.

Vi glæder os meget over Parlamentets positive holdning med hensyn til fleksibilitet, der mindst skal være på samme niveau som hidtil. Det er tiltrængt, sådan som det viste sig ved vores procedure, så jeg mener, at begge grene af budgetmyndigheden bør gå stærkt ind for en løsning, der ikke kan anfægtes rent juridisk, og som respekterer institutionernes rolle.

Jeg er naturligvis som sædvanlig parat til at forpligte mig til kompromisforslaget. Jeg må gentage, at forligsfasen i oktober/november bør være den rigtige anledning, idet vi virkelig er nødt til at fortsætte videre på det solide grundlag, de nye procedurer udgør, da det er juridisk uomtvisteligt og i overensstemmelse med Lissabontraktaten.

  Salvador Garriga Polledo, for PPE-Gruppen. – (ES) Fru formand, hr. Chastel, hr. kommissær! Jeg vil gerne begynde med at give et godt råd til rådsformanden. Jeg tror ikke, det er særlig politisk tilrådeligt at sætte så stor lid til samrådsproceduren i oktober og november, når man, sådan som kommissæren giver udtryk for her i Parlamentet, som udgangspunkt står i hver sin lejr. Der bliver ærlig talt meget lidt manøvrerum til at indgå en aftale, når holdningen er sådan, som kommissæren lige har lagt for dagen.

Under alle omstændigheder – og i forlængelse af min kollega hr. Böges argumenter – har man i Rådet i alle disse år haft den uheldige vane at fastlægge politiske målsætninger uden at se på de budgetmæssige rammer. Det har medført, at vi måtte gennemføre en hel del finansielle fiksfakserier med hensyn til Galileo, den europæiske økonomiske genopretningsplan, fødevarefaciliteten og for nylig den finansielle stabiliseringsmekanisme og den internationale termonukleare forsøgsreaktor, hvilket ligger et langt stykke væk fra den parlamentariske overvågning og gennemsigtighed, medlemmerne af Rådet i regeringssammenhæng kræver i forbindelse med statsbudgetterne. EU's budget fortjener præcis samme opmærksomhed som statsbudgetterne. Hvis man glemmer det, er man sikker på at løbe ind i problemer.

Vi har ikke ingen margener, vi kender ikke de reelle forventninger til gennemførelse af en lang række programmer, og vi afviser, at man generelt anvender ombudgettering som et alternativ til at udnytte disse margener fuldt ud.

Ombudgettering sparer ikke penge på budgettet, men er snarere er et eksempel på dårlig budgetpraksis og total mangel på planlægning.

En reel mellemfristet budgetrevision bør, som kommissæren siger, resultere i overvejelser vedrørende fleksibilitet og nogle tal. Efter en forsinkelse på to år er dette det mindste, som Parlamentet fortjener og er indstillet på at acceptere.

  Eider Gardiazábal Rubial, for S&D-Gruppen. – (ES) Fru formand! I dag mødes vi endnu en gang her i Parlamentet for at minde Kommissionen og Rådet om noget, de har vidst siden 2006, hvor vi indførte den nuværende finansielle ramme for EU, nemlig at der ikke er penge nok på EU's budget til at finansiere de politikker, som Rådet og Kommissionen har truffet afgørelse om, og som vi i Parlamentet også har støttet.

Det vidste vi alle, da vi vedtog den finansielle ramme for 2007-2013. Vi vidste, at budgettet var underfinansieret på højt prioriterede områder, men vi vedtog det for at undgå en drøftelse i Rådet, som der ikke fandtes nogen løsning på. Betingelsen for at vedtage det var dog, at den finansielle ramme ville blive taget op til revision i 2008 og 2009, og til trods for disse aftaler er vi nu nået frem til 2010 uden nogen forslag fra Kommissionen.

De har til tider givet os den undskyldning, at der var økonomisk krise, men de penge, vi bad om, var lige netop møntet på at genoplive den europæiske økonomi. Jeg sagde i juni, at vi drøftede så vigtige spørgsmål som Europa 2020-strategien. Dette var for at forhindre os i at sakke agterud med hensyn til forskning, udvikling og innovation, jobskabelse, global konkurrenceevne og miljøet. Jeg vil gerne igen spørge Dem om, hvorvidt De virkelig tror, at vi vil kunne opfylde alle disse målsætninger uden at øge EU's budget, eller om vi i stedet endnu en gang ikke kommer længere end at fremsætte erklæringer, der lyder godt. Jeg har stadig ikke hørt noget svar på dette spørgsmål.

F.eks. arbejder vores stats- og regeringschefer i dag i New York på at sikre, at årtusindudviklingsmålene bliver opfyldt, og Parlamentet bakker kraftigt op om dem. Men desværre er vores opbakning ikke nok, og de ministre, der har ansvar for budgetterne, skal vi have til at påtage sig disse forpligtelser og indvillige i at stille de nødvendige ressourcer til rådighed for EU.

Vi har brug for disse penge nu til dette års og næste års budget og f.eks. til finansiering af den internationale termonukleare forsøgsreaktor, uden at vi bliver nødt til at skære ned i et program, der allerede er blevet besluttet som f.eks. rammeprogrammet for forskning og teknologisk udvikling.

Forhandlingen om det næste budget kan blive forgiftet, hvis Rådet insisterer på sin modstand mod en revision af den finansielle ramme, sådan som det i dag tilsyneladende gør endnu en gang. Den budgetprocedure, der er fastlagt i Lissabontraktaten, kan blive et alvorligt konfliktpunkt mellem Rådet og Parlamentet, hvis vi ikke trækker på samme hammel.

Af alle disse grunde beder vi Kommissionen og Rådet om at arbejde sammen med Parlamentet om en revision af den nuværende finansielle ramme, således at vi kan finansiere alle de initiativer, der allerede er blevet navngivet. Uden denne revision vil EU ikke kunne opfylde eller reagere på offentlighedens forventninger. Vi vil ikke kunne opfylde vores forpligtelser med hensyn til konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse eller EU's eksterne forbindelser.

Vi beder Dem derfor om at tænke over de problemer, vi har haft i forbindelse med vedtagelse af alle budgetterne ifølge den nuværende finansielle ramme. Vi har måttet bruge de tilgængelige margener og fleksibilitetsinstrumentet for at finansiere så vigtige indsatsområder som Galileo, fødevarefaciliteten og den europæiske økonomiske genopretningsplan.

Vi beder Dem om fleksibilitet, ikke alene for at kunne håndtere de aktuelle krav, men også så vi har tilstrækkelige margener til de kommende behov. Vi beder Dem kort sagt om at udvise engagement og ambitioner, at gøre fælles sag, at mobilisere ressourcer og at skride til handling for virkelig at give EU det løft, der er brug for.

  Anne E. Jensen, for ALDE-Gruppen – (DA) Fru formand! Tak til hr. Lewandowski og til Rådet for at stille forskellen mellem jeres synspunkt og vores synspunkt meget skarpt op. I modsætning til den foregående taler vil jeg godt understrege, at det, vi beder om i vores betænkning, ikke først og fremmest er flere penge, men det er, at EU undgår rod og kaos. For rod og kaos er lige præcis det, vi får, hvis vi ikke holder os til indgåede aftaler og traktatens tekst. Det gælder punkt 4 i den nuværende interinstitutionelle aftale, og det gælder traktatens artikel 311 og 312.

Flere har allerede nævnt, at Lissabontraktaten giver nye områder, som f.eks. udenrigspolitik, rumpolitik, energipolitik, og vi har over de seneste år set, hvordan nye behov er opstået, som der skulle findes finansiering til. Der har også været nævnt Galileo, fødevarefaciliteten og den europæiske genopretningsplan. Parlamentet bakkede op om disse nye tiltag, men det var ikke os, som fandt på dem. Det var jer - i Kommissionen og Rådet. Og jeg må sige, at Rådets og Kommissionens modvilje mod den nødvendige revision af den finansielle ramme står i skærende kontrast til det faktum, at I hele tiden kommer med nye forslag og kræver nye ressourcer som f.eks. med bananaftalen og nu for fusion til energiprojektet ITER.

Oven i købet ser vi en bekymrende tendens til, at medlemsstaterne godt vil betale fælles projekter, bare det er uden om EU-budgettet. Det giver ekstra bureaukrati, og det sikrer ikke den demokratiske kontrol med midlernes anvendelse. Derfor kan jeg trygt sige, at denne debat ikke bare handler om flere eller færre penge til EU, den handler om ordentlig styring og om at undgå rod og kaos.

  Helga Trüpel, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Jeg tror, at vi skal holde de forskellige problemer adskilt fra hinanden. Da vi vedtog det nuværende finansielle overslag, lovede Rådet os, at der ville blive foretaget en tilpasning eller en revision, og at vi sammen ville tage en detaljeret drøftelse af problemerne med dette budget. Der er to problemområder. Ordningen for EU's egne indtægter, hvor man fastsætter, hvor pengene til EU's budget skal komme fra, er ikke så opdateret eller så fremadrettet, som den burde være. Vi ønsker ikke nogen nye EU-skatter, der belaster borgerne i EU yderligere. I Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance ønsker vi i stedet en ordning for egne indtægter med flere miljøafgifter og en skat på finansielle transaktioner, hvilket medfører, at medlemsstaternes nuværende betalinger bliver reduceret. Dette er efter min mening særdeles vigtigt. Vi opfordrer derfor ikke til bare at indføre EU-skatter, der ville belaste borgerne ydereligere. Vi kigger i stedet på en ny, mere retfærdig og mere miljøvenlig finansieringsmodel.

Der blev på det pågældende tidspunkt lovet noget andet, fordi vi jo alle ved, at det nuværende budget er for ufleksibelt. Der er for få muligheder for omfordeling på budgettet. Vi står over for nye politiske udfordringer, og EU's budget er ikke i øjeblikket i stand til at reagere hensigtsmæssigt på dem. Rådet og Kommissionen foreslår derfor konstant nye ting, der skal finansieres, og som der ikke er plads til inden for budgettet. Vi skal finde en vej ud af denne forkludrede situation, og Rådet har endnu ikke vist, at det virkelig er rede til at gøre dette. Det er efter min mening et stort politisk problem for EU, fordi vi ikke kan skabe kontakt til borgerne i Europa på denne måde.

Der er i modsætning hertil ting, vi er nødt til at gøre, os som også har med Lissabontraktaten at gøre. Vi vil gerne gøre mere på europæisk plan med hensyn til energipolitikken, vi skal mere aktivt gøre noget ved klimaændringerne, og vi vil gerne gøre mere for rumfarten, turismen og udenrigspolitikken. Men hvis vi gerne vil gøre alt dette og tage det alvorligt, skal vi tilpasse vores EU-budget tilsvarende. Rådet skal tage nogle resolutte initiativer desangående. Det vil ikke bare sige flere penge, men mere fleksibilitet inden for budgettet og et nyt strategisk fokuspunkt, der vil sikre, at europæisk politik virkelig er fremsynet, og som vil sætte os i stand til at finansiere de ting, vi gerne vil opnå med Europa 2020-strategien. Det kan vi i øjeblikket ikke gøre med det nuværende budget. Vi har derfor brug for nye strategiske beslutninger med henblik på at få EU klædt på til fremtiden. Som medlemmer af Parlamentet vil vi naturligvis gerne bevare vores beføjelser, og vi vil gerne gøre brug af de beføjelser, vi har fået ifølge Lissabontraktaten, hvilket betyder, at Parlamentet altid skal inddrages i passende grad. Det er det, vi opfordrer til.

  Jacek Włosowicz, for ECR-Gruppen. – (PL) Fru formand! EU befinder sig i et farligt sving på den finansielle landevej. Opretholdelsen af finansiel stabilitet er som aldrig før i EU's historie i fare. Vi skal præcisere de ressourcer, der vil blive brug for til at fortsætte de EU-projekter, som allerede er påbegyndt, samt andre ressourcer, som vil gøre det muligt at gennemføre en effektiv overgang til at kunne udfylde de nye roller, som vi har fået ifølge Lissabontraktaten. Vi skal også medtage ressourcer til nye situationer, som vi var ikke i stand til at forudse på forhånd.

Budgetdisciplin er én ting, men virkeligheden er noget andet. Den aktuelle økonomiske situation får os til at genoverveje vores prioriteringer for at sikre korrekt overholdelse af budgetdisciplinen. Vi skal huske på EU's grundlæggende principper. Jeg tænker her f.eks. på at fjerne forskellene mellem de gamle og nye medlemsstater, hvilket er en skillelinje, som desværre fortsat findes. Min opfordring til Rådet og kommissæren er, at vi ikke må glemme det grundlag, som blev fastlagt af EU's grundlæggere, samt de resultater, EU har opnået gennem mere end 50 år. Lad os fjerne barriererne, forenkle procedurerne og gøre livet lettere for borgerne i Europa, idet vi passer på hver eneste euro, der bliver brugt via det fælles budget.

  Miguel Portas, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Fru formand! Jeg synes, rådsformanden var ganske klar i mælet. Frem for alt vil han helst ikke drøfte revisionen af den flerårige finansielle ramme. Det skal dog siges, at det stod fuldstændig klart tilbage i maj 2006, hvor de interinstitutionelle aftaler om den finansielle ramme blev vedtaget, at der på daværende tidspunkt skulle være garanti for en midtvejsrevision, hvilket der faktisk også var.

Formålet med denne revision var at tilskynde til en ny forhandling og en fornyet undersøgelse af Europas globale image, og den skulle omfatte alle aspekter af EU's udgifter og ressourcer.

Men mellem 2006 og 2010 kom så krisen, men vores budgetter afspejlede ikke de presserende nye behov eller de nye prioriteringer. De nye traktater trådte også i kraft, men regeringerne forsøgte ikke at tage konsekvenserne heraf med ind i overvejelserne rent budgetmæssigt. Selv den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme er kommet til, hvormed 50 % af EU's budget omdannes til en garanti for forpligtelser over for tredjemand, men der er ikke draget nogen konklusioner om, hvad man stiller op ved manglende overholdelse.

Pointen er, at regeringerne ganske enkelt ikke er interesseret i nogen revision, om end de har lovet, at der skulle være en, men de vil gerne have Parlamentet til uden at blinke at godkende en forordning, der blot forlænger status quo.

I den betænkning, vi drøfter, afvises dette forsøg på at fratage Parlamentet nogle beføjelser, og jeg håber virkelig, at Parlamentet vil stå fast.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Budgettet for 2011 ligger indhyllet i tåge. Der er efter min opfattelse to punkter, som er vigtige. På den ene side kræves det i Lissabontraktaten, at EU skal tilvejebringe de nødvendige midler med henblik på at gøre brug af de beføjelser, der er overdraget, og nå sine mål. Dette er præciseret i artikel 311 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Dette sikrer, at den årlig tilbagevendende budgetprocedure vil forløbe gnidningsløst. På den anden side er det vigtigt at fastlægge indsatsområderne på baggrund af den aktuelle økonomiske situation og træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at processen med at vedtage den flerårige finansielle ramme fungerer effektivt.

Jeg vil gerne fremhæve endnu en problemstilling set i lyset af den nuværende økonomiske situation. Jeg forstår ikke, hvorfor der sker drastiske nedskæringer på områderne uddannelse, livslang læring og sociale serviceydelser. Der kan f.eks. spares penge på de administrative områder, hvor det er muligt at indkredse og udnytte eksisterende synergier med hjemlandene. De deraf følgende besparelser kan derefter f.eks. anvendes til at finansiere vækst og beskæftigelse.

Endelig vil jeg gerne tage et punkt op, som kan være genstand for en grundlæggende drøftelse. Det er af afgørende betydning for medlemsstaterne at sikre, at der er en udstrakt grad af gennemsigtighed vedrørende deres udgifter til EU. Det vil sætte os, dvs. Parlamentet og Kommissionen, i stand til at få så meget kontrol med og så meget medindflydelse på den fælles beslutningsprocedure som muligt og vil gøre det muligt for os at nå det nødvendige effektivitetsniveau.

  José Manuel Fernandes (PPE). – (PT) Fru formand! Jeg synes, det er meget let at bevise, at der er hårdt brug for en revision af den nuværende flerårige finansielle ramme. Jeg synes, det er let at bevise, at den snarest muligt skal være mere fleksibel. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan udføre EU's missioner og opfylde vores mål samt de forhåbninger, som befolkningen i Europa har til os.

Jeg håber ikke, at Rådet vil stå i vejen. Jeg håber ikke, at Rådet vil spænde ben for udviklingen og skuffe forventningerne i EU.

Mellem 2007 og 2009 blev maksimumsgrænserne for den finansielle ramme nået eller overskredet. Vigtige projekter som f.eks. Galileo, fødevarefaciliteten og den europæiske økonomiske genopretningsplan kunne kun iværksættes ved at bruge de eksisterende margener op. Disse margener er i forvejen ubetydelige for resten af perioden, og de vil alligevel blive endnu mindre, fordi der er vedtaget forpligtelser, som endnu ikke er taget med i budgettet.

Vi er alle sammen klar over, at Lissabontraktaten gav os nye beføjelser og nye agenturer inden for områderne EU's optræden udadtil, sport, klimaændringer, energi, turisme og civilbeskyttelse. Det medfører, at EU skal tilvejebringe tilstrækkelige midler til at gennemføre sine politikker og nå sine mål.

Vi er nødt til at bekæmpe krisen. Til det formål og for at reducere arbejdsløsheden har vi brug for proaktive, tværeuropæiske politikker, og det indebærer, at budgetmyndigheden skal præcisere og prisfastsætte de deraf følgende tiltag og prioriteringer, samtidig med at man skal holde sig merværdien ved EU's budget for øje.

Vi må desuden ikke glemme Europa 2020-strategien, som nu er blevet vedtaget. Det er hensigten at skabe intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst, der skal begynde med det samme, og der skal finansielle midler til for at opnå det.

  Göran Färm (S&D). – (SV) Fru formand! Jeg vil gerne rette en stor tak til hr. Böge, som har taget de øvrige gruppers idéer til sig og udarbejdet en udmærket betænkning. Jeg tror, vi alle er enige i, at Lissabontraktaten indebærer krav om en del tekniske forandringer, men det vigtige er, at problemet ikke bare handler om teknisk tilpasning. For os i Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet er det nu, det viser sig, om vi tror på Europa eller ej.

EU-samarbejdet er ikke noget tilbageværende punkt, efter at de nationale politikker er blevet fastlagt. Hvis vi mener det alvorligt med Lissabontraktaten, skal der skaffes midler til nye opgaver. Hvis vi mener det alvorligt med, at Europa skal blive førende på verdensplan med hensyn til forskning og udvikling, klima, energi og grønne arbejdspladser og have en mere fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, kan vi ikke bare stryge denne type udgifter, så snart der er problemer med statsbudgettet. Projekter som f.eks. ITER, klimapolitik, en ny fælles udenrigspolitik, de stolte flagskibsprojekter inden for EU 2020 eller en kommende udvidelse – alt dette kan ikke finansieres inden for de nuværende rammer.

Udgifterne på EU's budget er ikke blot en omkostning, idet de tilfører en afgørende merværdi for medlemsstaterne. Hvis vi benytter os af de potentielle muligheder, kan de endda reducere presset på statsbudgetterne, og derefter kan EU's budget blive til en mulighed, ikke bare et problem. Det er derfor helt nødvendigt, at Kommissionen og Rådet nu har mod til at gennemføre midtvejsrevisionen af lofterne i EU's nuværende langsigtede budget, hvilket er noget, de har lovet i lang tid, men endnu ikke har gjort.

Jeg vil faktisk gerne afslutte med et spørgsmål til både Rådet og Kommissionen. Jeg vil virkelig gerne have en god forklaring på, hvordan man simpelthen kan lade hånt om en tværinstitutionel aftale, hvor der forlanges en ambitiøs midtvejsrevision af det langsigtede budget. Det er ikke tillidsvækkende for de kommende forhandlinger. Hvordan har man ræsonneret, når man ganske enkelt lader hånt om den internationale aftale? Det er mit spørgsmål.

  Carl Haglund (ALDE). – (SV) Fru formand! Jeg vil faktisk begynde der, hvor min kollega fra Sverige slap. Jeg havde nemlig tænkt mig at begynde med at sige, at det er ufatteligt, at det forholder sig, som det gør, og jeg havde tænkt mig at stille samme spørgsmål, så jeg ser også frem til et svar. Som nyt parlamentsmedlem er jeg også forbavset over, at det er foregået på denne måde.

Jeg vil i den sammenhæng også gerne understrege, at det ikke alene er den revision, som hr. Färm netop nævnte, der er forsinket, men set i et længere perspektiv er flere andre rapporter også forsinket, f.eks. interimsbetænkningerne, de foreløbige evalueringsrapporter for forskningsprogrammet. I det lange løb påvirker dette det overordnede billede med hensyn til det arbejde, som vi har påbegyndt for 2014 og fremefter, men det påvirker også, hvordan vi kan arbejde med dette nu, og hvordan vi kan foretage revision af det, som kommer til at ske i de næste par år, for der er ganske lang tid til 2014.

I nogle tidligere indlæg var der en del glimrende snak om de udfordringer, vi står over for med hensyn til Europa 2020, og det vil faktisk kræve en ambitiøs revision af den nuværende finansielle ramme. Der er meget, som skal gøres her, og jeg forstår, at Kommissionen ikke har nogen nem opgave at løse i den henseende. Men hvis vi skal tage de udfordringer op, som vi står over for, vil det være klogt at se på dette i et meget længere perspektiv, end vi har gjort hidtil, og vi har derfor nu brug for en ordentlig revision. Jeg ser også frem til nogle fornuftige initiativer fra Kommissionens side.

  Hynek Fajmon (ECR). – (CS) Fru formand, mine damer og herrer! Parlamentet er valgt af befolkningerne i EU-medlemsstaterne, og vi må dele skæbne med dem. Hvis økonomien i de fleste europæiske lande befinder sig i en krise, og folk er nødt til at spænde livremmen ind, kan Parlamentet ikke gå i den modsatte retning og kræve en stigning i sine egne udgifter og i EU's samlede udgifter. En sådan politik vil underminere Parlamentets seriøsitet og myndighed i vælgernes øjne. I Böge-betænkningen, som vi drøfter i dag, slår man til lyd for, at EU skal have flere penge, idet der henvises til Lissabontraktaten og andre aftaler. Personlig kan jeg ikke være enig i dette. Ja, Lissabontraktaten giver EU nye beføjelser og nye ansvarsområder, men EU kan og skal favne disse beføjelser på en måde, så det overordnede beløb, der omfordeles, forbliver uændret. Jeg mener bestemt, at EU's finanser skal baseres på det godkendte budgetoverslag op til 2013, og hvis det er nødvendigt med nogen korrektioner, bør de kun være sådan, at de afspejler den europæiske økonomis tilstand og den økonomiske krise, vi befinder os i.

  Monika Hohlmeier (PPE). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg kan konstatere, at Rådet ikke ønsker at forhandle om den flerårige finansielle ramme. Må jeg fortælle Rådet, at Parlamentet meget gerne ville forhandle om den, og at Rådet ikke kan opføre sig som i børnehaven og sige, at det ikke vil svare på vores spørgsmål eller udtale sig om vores forslag.

For det andet må jeg i den forbindelse spørge Rådet, om man så vil have Lissabon eller ej. Lissabon er ikke en rent teknisk tilpasning, idet der pålægges flere kompetenceområder, og det betyder, at der er flere opgaver, som skal løses – og det omfatter løsning af relaterede finansielle spørgsmål. Desuden har Rådet truffet nogle afgørelser, der medfører nye finansielle udgifter. Det er blevet nævnt af mange af mine kolleger. Hvis Rådet gerne vil gøre dette, og hvis det ikke ønsker, at der skal bruges flere penge, skal det også helt specifikt tilkendegive, hvor og hvordan det ønsker, at der skal spares, hvor præcist skal disse midler tages fra – og ikke blot foreslå nogen generelle procentuelle omlægninger, samtidig med at man lader Parlamentet og Kommissionen stå med den ubehagelige opgave at bestemme, hvor pengene skal tages fra, især da vores muligheder for omlægning og budgetrevision er yderst begrænsede.

De yderligere ansvarsområder, vi er blevet pålagt, er så udfordrende, at det ikke er småpenge, det drejer sig om – jeg vil blot nævne den finansielle solidaritet med vores medlemsstater og de tilsvarende finansielle problemer. Hvis det program skal gennemføres, taler vi ikke om småbeløb, som kan omlægges uden yderligere overvejelser. Det samme gælder for ITER, det samme gælder for anliggender vedrørende intern sikkerhed, det samme gælder for væsentlige spørgsmål i forbindelse med forskning, og det samme gælder også for spørgsmål vedrørende Parlamentets højt prioriterede områder som f.eks. ungdomsuddannelse og forskning. Det er ikke alene et spørgsmål om manglende gennemførelse, men også om manglende gennemsigtighed ved udbetaling af midler. Vi er nødt til helt konkret at forhandle og arbejde os igennem alle disse spørgsmål, og Rådet kan ikke blot forholde sig tavst.

  Estelle Grelier (S&D). – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Hvad er Kommissionens forslag i korte træk udtryk for?

For det første en åbenlys mangel på ambitioner. Kommissionen har støttet af Rådet afvist at tage den flerårige finansielle ramme op til revision, og har dulmet sin samvittighed ved blot at foreslå nogle tekniske tilpasninger – tilpasninger, der under alle omstændigheder var uundgåelige, eftersom de vedrører gennemførelsen af Lissabontraktaten.

For det andet et brud på de løfter, Parlamentet fik. Faktisk, og det skal frem i lyset, accepterede Parlamentet i 2006, om end halvhjertet, det, vi allerede og helt med rette var klar over var en utidssvarende finansiel ramme uden manøvrerum – dvs. kort sagt en finansiel ramme præget af resignation. Parlamentets støtte var derfor betinget af, at der blev givet garanti for en tilbundsgående revision af den flerårige finansielle ramme (MFF) på halvvejen. En fin demonstration af den manglende betydning, som Kommissionen og Rådet tillægger Parlamentets beslutninger, i og med at man overhovedet ikke tager hensyn til dem – Parlamentet, som jo ellers er suverænt og repræsenterer folket.

For det tredje blotlægger det foreliggende forslag et paradoks, nemlig et paradoks, der involverer større beføjelser, som er overdraget fra staterne til EU, storstilede projekter, der fortrinsvis er europæiske, inden for nogle budgetmæssige rammer, som Rådet og Kommissionen ikke vil lade udvikle sig, selv om de ved, at rammerne ikke fungerer efter hensigten. De foretrækker at opfordre til omlægninger – en mirakelkur i deres øjne, men i mine er det en snæversynet indgangsvinkel til det europæiske projekt.

Og hvad mere er, hvordan kan vi så uden at rødme forklare befolkningerne i Europa, at centrale projekter trods stor mediedækning enten slet ikke er finansieret – som f.eks. den finansielle stabiliseringsmekanisme – eller er finansieret – som f.eks. den internationale termonukleare forsøgsreaktor (ITER) – ved at tage midler fra udgiftsområde 1a, der er beregnet til konkurrencedygtighed, vækst og beskæftigelse, som alle er politikker der opfylder befolkningens forventninger?

Vi er ved at gå ned med flaget, mens vi slår et slag på klokken. Parlamentet ved det godt, og det er et af de positive træk ved betænkningen af hr. Böge, at han ikke lægger skjul på det.

  Ivars Godmanis (ALDE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne sige tre ting. Hvis vi taler om den næste finansielle ramme, er det virkelig nødvendigt at forstå, hvordan vi strukturerer merværdien, fordi vi ved at undlade at analysere, om budgettet i dette finansielle overslag blev opfyldt, ikke får noget godt resultat i det næste overslag.

Der er tre punkter. Punkt nummer et. Vi er nødt til at se på anvendelsen af strukturfondene, fordi vi hidtil har haft et system for midlerne i strukturfondene, der ikke er opfyldt i budgettet. Disse penge anvendes til andre behov. Det er ikke et godt planlægningssystem, og det gør det ikke nemmere for os at udarbejde det næste strukturelle system til det næste finansielle overslag.

Punkt nummer to er situationer, som når der f.eks. tages penge og betalinger fra landbruget vedrørende udvikling af landdistrikterne i 2009, og pengene bruges på en genopretningsplan, hvorefter man nu forsøger at betale denne gæld tilbage.

Til slut vil jeg blot gerne sige en ting. En analyse af strukturfondene fra Generaldirektoratet for Regionalpolitik viser endda, at merværdien ved at anvende strukturfondene i nogle tilfælde er negativ, og den samme analyse er også blevet foretaget af landbruget selv. Det må vi se på bagefter – er det, vi giver nu i årene 2007-2013, realistisk set merværdi i betragtning af de midler, der er i systemet?

  Giovanni La Via (PPE). – (IT) Fru formand, hr. Chastel, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg mener, at denne drøftelse, hr. Böge har sat gang i med betænkningen i dag, er en vigtig lejlighed til klart at reflektere over EU's fremtid.

Vi kan ikke blive ved med at mene, at forskellige og stadig bredere foranstaltninger kan gennemføres med nogle ressourcemæssige rammer, der dybest set er som hugget ud i sten. Den betænkning, vi her drøfter, har derfor min fulde støtte, og jeg vil gerne rose hr. Böges udspil.

Det står klart, at den tværinstitutionelle aftale ikke er blevet overholdt af Rådet og Kommissionen. Man må spørge sig selv om, hvorfor denne midtvejsrevision ikke er blevet planlagt, og hvorfor vi fortsat arbejder på denne måde, sådan som vi gør med projektet med den internationale termonukleare forsøgsreaktor (ITER), sådan som vi har gjort tidligere – sidste år – med den europæiske økonomiske genopretningsplan, og sådan som vi har gjort førhen med Galileo og andre projekter. I stedet for at foretage en seriøs revision af den finansielle ramme, blev margenerne brugt.

Vi har i dag en yderligere udfordring, idet vi har de beføjelser, som bliver overdraget til EU fra medlemsstaterne i henhold til Lissabontraktaten. Jeg mener virkelig ikke, vi kan fortsætte på denne måde. Vi er nødt til at holde op med at arbejde på simple omlægninger af de nuværende ressourcer og på anvendelse af de fleksibilitetsmekanismer, der i øjeblikket findes.

Jeg vil derfor argumentere for, at det vil være mere produktivt at gøre en indsats i den modsatte retning. Dvs. en indsats, hvor målet er at etablere reserverer og margener, der vil give EU mulighed for at reagere i praksis, ikke alene på de nuværende behov, men også – og frem for alt – på de kommende behov, både med hensyn til selve den finansielle ramme og de enkelte udgiftsområder på budgettet.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege betydningen af forhandlingen om den del af betænkningen, hvor der opfordres til at gøre sig yderligere tanker vedrørende den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme. Der skal fokuseres på analyse og budgettering og derfor på regulering af den virkning, det kunne få på EU's budget.

  Georgios Stavrakakis (S&D). – (EL) Fru formand! Jeg bakker også kraftigt op om den betænkning, vi drøfter. Under den aktuelle lavkonjunktur har den nuværende flerårige finansielle ramme gentagne gange vist sig at være utilstrækkelig, når det drejer sig om finansiering af en lang række vigtige politiske målsætninger.

Det er i fremtiden nødvendigt med en revision af den finansielle ramme og større fleksibilitet for EU, hvis vi vitterlig gerne vil, at EU kan give borgerne garantier i en tid, hvor næsten 25 mio. er arbejdsløse.

Det er typisk, at både Kommissionen og Rådet har været langsomme til at påtage sig deres ansvar. Vi nærmer os udgangen af 2010, og Parlamentet venter stadig på, at de to andre institutioner skal opfylde den forpligtelse, de burde have opfyldt sidste år.

Den finansielle og sociale krise har tvunget hele Europa i knæ. Den eneste mulige reaktion er derfor en europæisk reaktion via et EU-budget, hvor alle de fornødne midler er til rådighed.

  Ingeborg Gräßle (PPE). – (DE) Fru formand, hr. Chastel, hr. kommissær! Rådet og Kommissionen har gjort det let for os igen i dag – så tak for det – fordi det er sjældent, at Parlamentet i den grad har en fælles holdning. Den særlige arrogance, man har udvist, har bidraget til, at vi står i samlet trop. Som politiker er jeg ikke sikker på, om jeg skal ønske tillykke med det, fordi det næppe er udtryk for nogen genistreg. Jeg er faktisk ganske godt tilfreds med, at plenarsalen er temmelig tom, fordi jeg mener, at vores medborgere er bedre tjent end at se på disse narrestreger. Ergo synes vi, at Rådet og Kommissionen bør genoverveje deres holdning.

Brudte løfter – man har ikke holdt ord, og det er en alvorlig sag. Kommissionen har ikke sine meningers mod. En smule mere mod fra hr. Lewandowskis side ville være godt. Vi vil ikke så gerne snakke om penge overhovedet eller om flere penge – og det bør vi heller ikke gøre. Vi bør tale om indhold. Hvis man f.eks. ser på situationen i strukturfondene, hvor den tilbageværende likviditet akkumuleres for at nå svimlende højder og alligevel bliver ved med at løbe op, så er det på høje tid, at vi for alvor får styr på tingene i stedet for at spilde vores tid med sådan en gang nonsens.

Kommissionen er nu temmelig fortvivlet, fordi pengene jo slet ikke kan udbetales. Alene af den grund har vi jo udviklet nye instrumenter – Rådet og Kommissionen har udviklet nye instrumenter – og det er kun af den grund, at denne forhandling overhovedet kan lade sig gøre. Det utrolige ved dette forløb er, at slutresultatet, hvis disse løfter blev holdt, ville være, at vi kunne afhjælpe de omstændigheder, som intet nationalt parlament ville affinde sig med i dets budget.

Hvad gør vi nu? Jeg vil gerne bede Rådet om at holde ord og også Kommissionen om at holde ord. Vi har besluttet os for en fremgangsmåde, og denne fremgangsmåde skal man holde sig til. For det andet vil jeg gerne, at vi kommer tilbage til indholdet. Hvis Rådet og Kommissionen ikke gør alt dette, ved vi godt, hvordan vi kan gøre modstand. Det eneste, vi så kan gøre, er at lægge dossierer på is. Gidseltagning er ikke et legitimt politisk redskab, men hvis vi ikke har noget andet valg, bliver vi nødt til at overveje det meget alvorligt.

  Cătălin Sorin Ivan (S&D). – (RO) Fru formand! Jeg vil også gerne udtrykke min støtte til ordføreren og mine kolleger med hensyn til at understrege den vanskelige situation, som EU står i, og som hverken Rådet eller Kommissionen tilsyneladende forstår. De fire år, som er gået af denne den flerårige finansielle ramme, den økonomiske krise og den nye traktats ikrafttræden er alt sammen udfordringer for EU. Det er således soleklart for enhver, at vi har brug for større budgetmæssig fleksibilitet.

Jeg mener derfor ikke, at en rent teknisk revision af den flerårige finansielle ramme, sådan som Rådet foreslår, ikke løser noget, men nærmere udskyder den reform, som EU har brug for og har vigtige drøftelser om i dag, i endnu et par år. Vi skal desuden huske på, at denne flerårige finansielle ramme og denne revision af rammerne skal gøde jorden for drøftelserne om den nye flerårige finansielle ramme, der træder i kraft i 2014.

  Paul Rübig (PPE). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Den finansielle ramme er en udfordring i krisetider. Hvor bør vi udvise mere energi, bedre målsætninger, mere engagement? Hvor skal vi spare, hvor skal vi rationalisere, hvor trænger der til en aktivitetsreform? Et af de vigtigste emner er, hvordan vi får tilpasset vores aktiviteter på EU-plan til de foreliggende behov. Navnlig på investeringsområdet – når man tænker på de transeuropæiske net, forskning, uddannelse. Dette er centrale udfordringer i en krisetid. Vi er forhåbentlig blot lige startet på en frisk og er i gang med at blive styrket på ny. Men her har EU et ganske særligt ansvar.

Når man ser, at rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation skal skæres med 60 % i 2011-budgettet, at der er nedskæringer på forskningsområdet, hvor vi kan blive mere effektive end vores globale konkurrenter inden for et kort tidsrum i forbindelse med projekter, der først vil kunne svare sig rent økonomisk om måske 30-50 år, så er vi nødt til at genoverveje, hvor man skal rationalisere, og overveje, hvor forvaltningen kan blive bedre – og frem for alt hvor vi kan reagere hurtigere og mere effektivt. Tiden er ved at løbe fra os, og administrationen er derfor nødt til hurtigt at komme på omgangshøjde med tingene.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (S&D). – (PL) Fru formand! Næsten et år efter Lissabontraktatens ikrafttræden står EU over for et budgetmæssigt paradoks. Medlemmerne i Rådet, der tidligere arbejdede hårdt på at få traktaten ratificeret, synes i dag ikke at tage notits af, at de deri nedfældede politikker er alvorligt underfinansieret. Og hvad værre er, giver Rådet endda ikke mulighed for en mere rundhåndet finansiering af EU's flagskibsinitiativer såsom Galileoprogrammet eller Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

Det er værd at huske på, at den nuværende finansielle ramme blev forhandlet for mere end fem år siden, da europæisk diplomati f.eks. var ren og skær politisk fiktion. Revision af den flerårige finansielle ramme er af afgørende betydning, og hvis man skal finansiere vigtige politikker udelukkende fra reserverne, vil man ikke kunne omsætte tankerne i Lissabontraktaten til virkelighed. For at den nye traktat skal bære frugt, skal der foretages en revision af den nuværende finansielle ramme og de instrumenter, der er aftalt med Rådet til gennemførelse af traktatens budgetmæssige bestemmelser, og for fremtiden skal vi være mere forsigtige med at indgå nye forpligtelser, således at de midler, der bliver anvendt til at finansiere en bestemt politik, bliver præciseret fra gang til gang. Et ambitiøst EU-budget kræver med andre ord ikke nedskæringer, men større fleksibilitet. Vi kan ikke få mere Europa for færre penge.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Fru formand! Jeg tror, at de to ord, som er mest relevante for drøftelsen her i aften, er fleksibilitet og merværdi. Hvis vi kan få det, vil vi kunne gøre fremskridt.

Der er tydeligvis nogle enorme udfordringer, specielt hvis vi skal indfri målene i 2020-strategien, og derfor skal der gøres et rigtig stort stykke arbejde. Der er ikke desto mindre nogle store muligheder. For det første giver Lissabontraktaten os mulighed for at markere os på den verdenspolitiske scene via EU-Udenrigstjenesten, hvilket vi ikke har kunnet gøre førhen. Det skal man tage med i beregningerne.

De nye bank- og forsikringsmyndigheder er også af helt afgørende betydning, hvis vi skal markere os i Europa, tage ved lære af lavkonjunkturen og få en vis kontrol over et område, hvor der var totalt kaos.

Jeg vil dog gerne anmode om, at vi ved udarbejdelse af de finansielle pakker for disse virksomheder modstår enhver fristelse til at tage bonusser med i betragtning. De har været roden til alt ondt, og man bør spørge en person, der forventer sig en bonus, om, hvilke arbejdsopgaver vedkommende ville undlade at udføre, hvis vedkommende ikke fik nogen bonus.

  Zigmantas Balčytis (S&D). – (LT) Fru formand! Lissabontraktaten, der trådte i kraft for nylig, har givet EU mange nye og væsentlige beføjelser vedrørende EU's optræden udadtil, klimaændringer, energi, turisme og andre vigtige områder. Dette tvinger os til at indføre de nye instrumenter, der er nødvendige for at gennemføre de budgetmæssige bestemmelser i Lissabontraktaten og tage det nuværende finansielle overslag op til revision.

Der er brug for større budgetmæssig fleksibilitet end i den nuværende flerårige finansielle ramme, hvis vi ønsker, at EU skal kunne gennemføre de indgåede forpligtelser og reagere mere effektivt på presserende og uventede hændelser.

Med hensyn til fremtidsperspektiverne er det nødvendigt at tage de budgetmæssige prioriteringer op til revision, sikre tilstrækkelig finansiering af højt prioriterede områder og sørge for tilstrækkelige budgetmidler til at støtte de langsigtede investeringer, der er en forudsætning for EU's økonomiske opsving og vækst.

  Alain Cadec (PPE). – (FR) Fru formand! Ifølge Lissabontraktaten tildeles EU beføjelser på nye områder. Den indeholder bestemmelser om, at EU selv skal bevilge de nødvendige midler for at nå sine mål og gennemføre sin politik.

Men lige fra begyndelsen af den nuværende flerårige finansielle ramme har det ikke været muligt at udarbejde årlige budgetter uden at ty til de eksisterende margener. Som ordføreren understreger, er den disponible margen blevet markant mindre og vil ikke blive større før 2013 – krisen har ramt os. Dette åbner så ikke mulighed for at reagere på uforudsete behov. En sådan situation er farlig om ikke uholdbar.

Det er derfor strengt nødvendigt at tage den flerårige finansielle ramme op til revision for at garantere de ressourcer, der er nødvendige for at udøve de nye beføjelser ifølge Lissabontraktaten. Det er også vigtigt at gøre det muligt at finansiere de politiske indsatsområder i Europa 2020-strategien, sådan som hr. Kelly netop nævnte.

Jeg vil gerne understrege over for kommissæren, at Lissabontraktaten gav Parlamentet lige så store beføjelser som Rådet i budgetmæssige spørgsmål. Parlamentet skal derfor gøre sine synspunkter gældende i budgetforhandlingen, sådan som hr. Böge foreslår, og jeg lykønsker ham endnu en gang med hans betænkning.

  Pat the Cope Gallagher (ALDE). – (EN) Fru formand! Den betydning, EU's budget har i forbindelse med landbrugsstøtte i landdistrikterne i Irland, er enorm. Irske landbrugere, deres familier, lokalsamfundene og den irske fødevarebranche vil fortsat nyde godt af tæt på 2 mia. EUR om året i perioden 2010-2013.

I denne uge meddelte vores landbrugsminister, Brendan Smith, at den irske regering havde anmodet om en forskudsudbetaling af enkeltbetalingerne pr. bedrift med henblik på at maksimere cashflowet til landbrugerne fra nu af og til årets udgang. Dette er en meget positiv og meget pragmatisk udvikling. Jeg forstår, at en anmodning fra regeringen vil blive vedtaget af Rådet – eller er måske blevet forbedret af Rådet på nuværende tidspunkt i dag – og det forventes, at udbetalingerne vil begynde den 18. oktober, og der kommer en yderligere portion den 1. december.

De mange midler, landbrugssektoren i mit hjemland får tildelt hvert år, understreger, hvor vigtige disse forhandlinger er for Irland og især for landdistrikterne i Irland.

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Fru formand! Jeg vil gerne sige tak for oplysningerne fra kommissæren. Jeg er dog bekymret over noget andet. Jeg tænker på problemet med EU's indtægter op til 2013. Hvis vi skal have en revision, så lad os gøre det ordentlig, og hermed mener jeg, at dette ikke blot er en drøftelse af udgifter, og hvorvidt de nu er velbegrundet, men vi skal efter min mening også tale om, hvorvidt de planlagte indtægter for EU op til 2013 er realistiske indtægter, og om det er indtægter, vi kan være sikre på.

Det budget, der blev vedtaget, blev immervæk vedtaget i en helt anden økonomisk og finansiel situation. Vi har i to år set et væsentligt og markant fald i BNP i EU's medlemsstater. I den forbindelse vil jeg gerne spørge kommissæren, om han har nogen detaljerede budgetoverslag over, hvorvidt EU's budgetindtægter frem til 2013 måske bliver lavere end de indtægter, der på nuværende tidspunkt er planer om.

  Janusz Lewandowski, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Det stod mig meget klart, mens jeg lyttede til forhandlingen, at Parlamentet og Rådet står temmelig langt fra hinanden. Dette kan gå hen og blive et problem, efterhånden som vi med hastige skridt nærmer os forligsfasen.

Det, der kommer på forhandlingsbordet – ikke bare tallene for 2011, da dette er omfattet af Lissabonpakken – vil blive lige så flerdimensionalt, som drøftelsen i dag var. Det handlede ikke alene om regulering, hvor Helga Trüpel benyttede denne mulighed til at anfægte europæisk skattepolitik. Helga ved jo godt, at dette ikke er indeholdt i mandatet. Vi skal kigge på indtægtssiden med neutrale øjne og ikke alene på udgifterne og intet andet – en neutral undersøgelse uden på forhånd at vurdere, om vi har brug for nye egne indtægter eller ej.

Der var en meget klar kritik af, at vi er rigtig meget forsinket med revisionen af det finansielle overslag. Dette var en bevidst beslutning fra Rådets side. Jeg mener, det var en klog beslutning, og den var demokratisk forankret. Sagsansvaret blev overdraget til den nye kommission. Kommissionen fokuserer nu rigtig meget på økonomisk styring, som er noget, krisen har lært os meget om. Vi nærmer os oktober måned, hvilket også bekymrer mig, da det ikke er godt at være så sent på den med revisionen.

Det gennemgående budskab i drøftelsen var, at vi i betragtning af de nye ansvarsområder har brug for en reel revision af budgettet. Ingen er mere bevidst om de nye behov og ansvarsområder end jeg, fordi de normalt kanaliseres hen til mig via Kommissionen. Vi fokuserer sædvanligvis på policy-mix, når vi står over for nye behov eller nye store projekter, og dette policy-mix vil blive fremlagt i Parlamentet med henblik på rådgivning, med henblik på forhandlinger.

Jeg er optimist og tror, at forligsfasen i november/oktober – til trods for min fornemmelse af, at holdningerne ligger meget langt fra hinanden – vil føre til et positivt resultat.

FORSÆDE: Diana WALLIS
Næstformand

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg har ganske tydeligt hørt en række parlamentsmedlemmer insistere på, at det er nødvendigt at tage budgettet op til revision, især for så vidt angår EU's nye ansvarsområder. Det er en vigtig forhandling, hvilket jeg skal være den første til at indrømme.

Jeg udtrykte mig måske ikke helt klart i mit første indlæg. Jeg sagde ikke, at Rådet aldrig nogensinde ønskede at forhandle om budgettet, men jeg mener oprigtig talt, at det er en langsigtet forhandling, vi skal føre, og til det formål afventer vi, sådan som nogle har nævnt, Kommissionens dokument om budgetrevisionen.

Det vil dreje sig om den første fase af revisionsprocessen for EU's budget. Rådet afviser ikke dette – Rådet er ikke imod at indlede en forhandling med særlig fokus på det næste finansielle overslag.

Lad mig et øjeblik vende tilbage til de specifikke forslag fra Kommissionen om at opfylde de supplerende behov i forbindelse med den internationale termonukleare forsøgsreaktor (ITER). Rådet har faktisk helt klart noteret sig den finansieringsplan for ITER for 2012 og 2013, som Kommissionen fremlagde i slutningen af juli måned, og den undersøger i øjeblikket disse forslag omhyggeligt.

  Reimer Böge, ordfører. – (DE) Fru formand! Jeg vil begynde med ITER. Det, der foregår der, er mærkværdigt. Rådet har truffet en beslutning – vedtaget en holdning – om, at der er brug for yderligere 1,4 mia. EUR indtil 2013, og nu bliver der udøvet stort pres, fordi man gerne vil have, at budgetmyndigheden inden udgangen af september skal gøre sin holdning klar, så man kan overholde sine internationale forpligtelser. ITER-Rådet har allerede sagt, at disse midler vil blive stillet til rådighed med forbehold af budgetmyndighedens tilladelse. Sådan behandler man ikke budgetmyndigheden, og sådan behandler man ikke Parlamentet.

Jeg forventer af hr. Chastel, at vi sammensætter en samlet pakke til ITER og ikke, som Kommissionen foreslår, fordeler 540 mio. EUR i løbet af de næste fem år. Vil vi bruge tre år på at skændes om ITER, eller vil vi arbejde sammen for at sætte det, der måske kan blive et banebrydende internationalt forskningsprojekt, ordentlig på skinner? Vi kan forhåbentlig finde fælles fodslag her.

Den betænkning, vi stemmer om i morgen, og forhandlingen har sendt et meget klart signal. Kommissionen skal forsøge at forbedre de eksisterende forslag til en tilpasning af den tværinstitutionelle aftale på grundlag af denne forhandling. Det vil være godt, hvis der kan rokkes ved Rådets holdninger ved det første trepartsmøde i begyndelsen af oktober.

Jeg har indtrykket af, at der nogle gange i Rådet og i medlemsstaterne er en tendens til at vende tilbage til tiden inden Lissabontraktaten og ikke indse, at der er en ny magtbalance nu, og at vi står over for nye politiske udfordringer.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted ved middagstid i morgen (onsdag den 22. september 2010).

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Edit Herczog (S&D), skriftlig. – (HU) Vi må indrømme, at vi i de seneste fire år af den nuværende finansielle ramme, selv inden indførelsen af de nye krav ifølge Lissabontraktaten, kun kunne vedtage de årlige budgetter ved at ty til ekstraordinære finansielle instrumenter. Det er således forståeligt, at en revision af den flerårige finansielle ramme ikke længere kan udskydes, og det er nødvendigt med supplerende midler til de initiativer, der ikke kunne forudses på det tidspunkt, hvor de nuværende rammer blev vedtaget. EU's finansielle beslutningstagere har pligt til at tilvejebringe de nødvendige midler for at nå EU's mål og gennemføre EU's politikker under hensyntagen til de nye indsatsområder i Lissabontraktaten såsom EU's optræden udadtil, sport, rumfart, klimaændringer, energipolitik, turisme og civilbeskyttelse. Vi skal desuden tænke på den europæiske merværdi ved EU's budget, der udviser solidaritet og effektivitet ved, at man samler og i fællesskab gør brug af finansielle midler, som er spredt på nationalt, regionalt og lokalt niveau. Størstedelen går til støtte til langsigtede investeringer, der stimulerer EU's økonomiske vækst. Der skal træffes alle nødvendige foranstaltninger for, at der stilles yderligere midler til rådighed for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og til andre højt prioriterede områder i Lissabontraktaten, især til de initiativer, der hører ind under underudgiftsområde 1a, "Konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse", som skaber merværdi for EU og gør det muligt at opfylde EU's forpligtelser og indfri EU-borgernes forventninger.

  Elisabeth Köstinger (PPE), skriftlig. – (DE) Parlamentet tager sit demokratiske tilsyn alvorligt, og i den foreliggende betænkning opfordres Rådet og Kommissionen til at foretage en omfattende revision af den flerårige finansielle ramme. Jeg støtter alle henstillingerne i den foreliggende betænkning, som vil gøre det lettere at planlægge og vil føre til større effektivitet ved anvendelse af EU's finansielle midler. Alt for ofte stiller Kommissionen uventet nye forslag til anvendelse af ubrugte midler. Det franske ITER-projekt er bare et eksempel på, hvor penge – i det aktuelle tilfælde fra kassen med landbrugsstøtte – på forhånd omdirigeres til anvendelse på andre områder. Landbrugsmidler, der ikke er blevet anvendt, eller som ikke afsættes til nødsituationer i landbruget, skal ikke blot anvendes på andre områder. I landbrugssektoren er det specielt vigtigt at opbygge reserver. Fleksibilitet er vigtig, men det bør under alle omstændigheder ske inden for det pågældende politikområde. Anvendelse af reserver bør på forhånd defineres lige så nøjagtigt og under alle omstændigheder være til rådighed for den pågældende sektor.

12. Forslag til ændringsbudget nr. 7/2010: sikkerhedsstillelse, som Den Europæiske Union yder i overensstemmelse med artikel 122 i TEUF – finansiel støtte til medlemsstaterne (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Surján for Budgetudvalget om Rådets holdning til forslag til Den Europæiske Unions ændringsbudget nr. 7/2010 for regnskabsåret 2010, sektion III – Kommissionen (13476/2010 – C7-0261/2010 – 2010/2120(BUD)) (A7-0250/2010).

  László Surján, ordfører. – (HU) Fru formand, ærede repræsentanter for Rådet, kommissær Lewandowski, mine damer og herrer! Kommissionen foreslog og Rådet vedtog det syvende ændringsforslag til 2010-budgettet. Hvad er essensen i dette ændringsforslag?

Ja, hvis vi godt ville lave lidt spas, ville dette være et godt emne. Vi har oprettet en p.m.-post, en ny post i budgettet, hvor vi ikke vil indsætte en eneste cent, for slet ikke at tale om milliarder af euro. Samtidig nyder journalisterne det virkelig at berette, at det drejer sig om 60 mia. EUR. Disse 60 mia. EUR er, som teksten indikerer, intet andet end en sikkerhedsstillelse, og Kommissionen mener, at chancen for at den kommer i anvendelse, at man faktisk skal betale, er lig nul.

Nuvel, vi bryder os ikke altid om den værst tænkelige situation, men det vigtigste er, at der er meget lille sandsynlighed for, at der skal flyttes faktiske pengebeløb ind under denne overskrift. Så hvorfor har vi den overhovedet? Og hvorfor allerede nu i 2010-budgettet? Fordi det, vi taler om, faktisk er et led i den plan, EU har for at løse finanskrisen i lande, der løber ud i problemer fremover.

Dette er det punkt, der primært refererer til Parlamentets og EU's budget, og har en øvre grænse, der ikke må overstige 60 mia. EUR for perioden indtil udgangen af 2014. Disse 60 mia. er en fast øvre grænse. Hvorfor skal vi gøre dette nu? Vi skal gøre det, fordi det sender et signal. Et signal til markedet. Et signal til dem, der tvivler på, at vi ønske at redde de lande, som kan løbe ind i problemer fremover. Der er i øjeblikket ikke noget behov for dette, så det giver ingen mening at sætte nogle penge ind, men det er værd at tilføje posten for at give os mulighed for at reagere omgående, hvis der fremover bliver brug for det.

Denne p.m.-post er også et signal til de medlemsstater, der er bekymret over, om vi tager flere penge fra dem, for at berolige dem om, at dette ikke er tilfældet her. Denne historie handler ikke om Grækenland. Det drejer sig først og fremmest om fremtiden. Det er derfor ikke rigtigt af en medlemsstat at forsøge at unddrage sig solidaritetsforpligtelsen ved at henvise til grækernes formodede eller faktiske fejltrin. Det forslag, vi drøfter, er en plan om solidaritet blandt medlemsstaterne, og uden solidaritet findes der ikke noget EU.

  Janusz Lewandowski, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Forslag til ændringsbudget nr. 7 er en opfølgning på beslutningen om at etablere den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme, der så igen er en reaktion på den dramatiske udvikling på finansmarkederne i marts, april og maj. Den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme – op til 60 mia. EUR – er derfor blevet etableret ud som supplement til den allerede eksisterende betalingsbalancestøtte med mere eller mindre samme filosofi.

Som svar på spørgsmålet fra László Surján bør dette under normale ønskede omstændigheder, selv hvis en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme bliver mobiliseret, ikke få konsekvenser for EU's budget. Under normale omstændigheder, dvs. når det modtagerland, der optager lånet, tilbagebetaler det, aktiveres mekanismen som en sikkerhedsstillelse, men uden nogen finansielle konsekvenser for budgettet.

I den yderst usandsynlige situation – sandsynligheden er desværre ikke nul, men er særdeles ringe – at en medlemsstat misligholder sine forpligtelser, må vi sikre, at EU er klar til i tide at opfylde sine juridiske forpligtelser over for långiverne.

Så vi bør være forberedt på denne usandsynlig ubehagelige situation. Det er kort fortalt det, der i en vis forstand ligger bag forslaget til ændringsbudget nr. 7. Ligesom med betalingsbalancestøtten foreslog vi altså at skabe en struktur for den nye budgetkonto på udgiftssiden i budgettet og en tilsvarende ny budgetkonto på indtægtssiden i budgettet. Dette er p.m.-poster – ligesom for betalingsbalancestøtten – og der ligger samme logik bagved. Filosofien bag dette er, at vi for alle eventualiteters skyld bør være forberedt.

Jeg er derfor glad for, at forslag til ændringsbudget nr. 7 er blevet drøftet og allerede er blevet formelt vedtaget af Rådet den 13. september. Vi håber nu på den samme beslutning fra Parlamentets side.

  Francesca Balzani, for S&D-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Det ændringsbudget, vi drøfter i dag, og som vi stemmer om i de kommende dage, er et vigtigt dokument. Det markerer det sidste skridt i forbindelse med gennemførelse af den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme, der var hårdt tiltrængt i maj for at få lagt en dæmper på det voldsomme stormvejr, euroen og dermed EU kom ud i.

Én ting stod fast, efter at stormvejret var drevet over, nemlig at der ikke længere er individuelle medlemsstatsproblemer, fordi de individuelle problemer uundgåeligt bliver til problemer for dem alle, og det er derfor nødvendigt med en fælles reaktion. Europa har fundet modet og styrken til at tilvejebringe denne fælles reaktion, som vi sådan set drøfter her i dag.

Den nye budgetpost markerer en klar grænse. Det er første skridt i retning af en ny fælles tilgang til de finansielle politikker og også fremover til de økonomiske politikker i medlemsstaterne, for så vidt angår EU's budget. Det er det første skridt i retning af det integrerede forløb, hvor budgetbeslutningerne i de enkelte medlemsstater og EU's budget vil blive sammenlignet nærmere.

Budgettet er derfor endnu en gang et instrument – hvilket altid har været den grundlæggende gennemførelse af EU's politikker – som indtager en central plads og viser sig at være et grundlæggende hjælpemiddel til opbygning af Europa også efter Lissabontraktaten. Frem for alt får det os til at fokusere på betydningen af sund og ansvarlig forvaltning af offentlige midler som forudsætning for reel udvikling og for en fremtid med reel vækst i EU.

  Isabelle Durant, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Fru formand! Vi taler jo her ganske stille og roligt om en tilpasning af 2010-budgettet og om at indsætte en p.m.-post i et ændringsbudget, der siges at være "teknisk". Vi ved dog alle sammen godt, at den ro, der præger denne forhandling i forhold til tidligere forhandlinger – som forløb lidt mindre roligt – også skyldes en modig og gensidig understøttende beslutning, der blev truffet, da spændingen var på sit højeste i euroområdet i maj sidste år.

Det var faktisk en weekend, hvor stats- og regeringscheferne etablerede den fremragende europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme, der giver EU mulighed for at optage lån på kapitalmarkederne for under visse forudsætninger at yde lån til medlemsstater, som er kommet ud i problemer.

Det er i virkeligheden denne solidaritetsånd, der gør det muligt, at der kan stilles garantier til gavn for Europa som helhed, og som bibringer EU's budget reel merværdi. Der er et godt eksempel herpå.

Det nuværende loft for egne indtægter, der er sat til 1,23 % af bruttonationalproduktet, har desværre ikke været nok til at skabe en mekanisme, der kan hvile i sig selv. Budgettets andel udgør ikke mere end 60 mia. EUR, og resten – 444 mia. EUR – skaffes via en mellemstatslig ordning med navnet "special purpose vehicle", der garanteres af medlemsstaterne i euroområdet – en ordning, som Slovakiet i øvrigt for nylig har trukket sig ud af.

Den ro, der hersker i dag, giver os derfor bestemt mulighed for at drøfte tingene, men det forpligter os frem for alt til at gå videre og gøre mere inden for rammerne af det kommende finansielle overslag. Det er i den henseende, at jeg mener, vi skal hæve loftet for egne indtægter, således at vi kan sørge for, at EU's budget kommer til at spille en reel makroøkonomisk rolle, hvilket samtidig ville tilvejebringe en buffer eller europæiske investeringsplaner og/eller flere sikkerhedsstillelsesmekanismer – alt efter den europæiske økonomis tilstand.

Vi bør også udforme nye finansielle instrumenter. I den forbindelse ville f.eks. euroobligationer, i partnerskab med Den Europæiske Investeringsbank, være et rigtig godt redskab.

Endelig skal vi hurtigst muligt indføre nye egne indtægter såsom skatten på finansielle transaktioner, CO2-afgiften eller en virksomhedsskat, hvilket ville gøre det muligt for os både at reducere de BNP-baserede bidrag fra medlemsstaterne og slippe for den famøse diskussion om nettobidragydere.

Så det er den enorme opgave, der ligger foran os, især i det særlige udvalg, men til kommissæren vil jeg sige, at dette også er ting, som vi alle skal være parate til at engagere os i.

  Marta Andreasen, for EFD-Gruppen. – (EN) Fru formand! Vi skal i morgen stemme om forslag til ændringsbudget nr. 7, der omfatter den sikkerhedsstillelse, som EU er blevet bedt om at tilvejebringe til den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme. Denne mekanisme, der gør det muligt for EU at låne midler på kapitalmarkedet og derefter låne dem ud til de medlemsstater, der er kommet i finansielle vanskeligheder, indebærer, at EU's budget vil blive brugt til at dække gælden, hvis en medlemsstat ikke kan tilbagebetale sit lån.

Jeg vil gerne gøre mine kolleger opmærksom på, at kautionisterne for denne finansielle stabiliseringspakke ret beset er medlemsstaterne, hvoraf mange befinder sig midt i en finanskrise. Vi taler om 60 mia. EUR. Dette er ikke bare en symbolsk p.m.-post. Hvor har vi tænkt os at finde pengene, hvis sikkerhedsstillelsen skal indfries?

Hvordan kan vi stemme for et sådant ændringsbudget, når Kommissionen ikke har prioriteret udgifterne i budgettet i tilfælde af, at EU anmodes om at opfylde sikkerhedsstillelsen? Hvis vi handler ansvarligt for at forsvare vælgernes interesser, bør vi – selv om vi får at vide, at risikoen er lav – stemme imod denne beslutning.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Fru formand! Den hjælp, der blev givet til Grækenland, blev solgt til os som en undtagelse fra "no bail out-reglen", jf. artikel 136. Artikel 136 giver imidlertid ikke mulighed for at yde kredit til Grækenland, da den kun giver mulighed for foranstaltninger i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i traktaterne. Ikke alene er disse ikke fastsat i TEUF; de er faktisk udtrykkelig forbudt. Bestemmelsen giver derfor ikke grønt lys for yderligere foranstaltninger, og det var også det, Centre for European Politics eller CEP konkluderede i sin rapport desangående. Finansministrene i euroområdet besluttede at hjælpe Grækenland ved at stille kredit til rådighed til en gennemsnitlig rente på 5 %. Men CEP's eksperter har påvist, at kredit, der ydes til en politisk motiveret rente, som ligger under markedsrenten, er et ulovligt tilskud. Den hjælp, Grækenland fik, var således særdeles kontroversiel set ud fra et juridisk synspunkt, hvis ikke fuldkommen ulovlig.

For så vidt angår de faktiske konsekvenser, vil jeg gerne lade den vurdering, som den tyske økonomiekspert Joachim Starbatty er kommet med, og som jeg frygter, desværre er rigtig, gå videre til kommissæren: Hvis landene i euroområdet fortsat skal stå inde for andre medlemsstaters gæld, vil euroen ikke længere findes om ca. 10 år. Vi er nødt til at få bugt med sygdommen og ikke bare komme salve på såret. De lande i euroområdet, som ikke længere kan betale af på deres gæld, er nødt til at blive konkurrencedygtige igen ved at forlade den monetære union. Ellers har euroen efter min mening ingen fremtid.

  Reimer Böge (PPE). – (DE) Fru formand! Rådet har allerede taget flugten – muligvis på grund af den skarpe kritik vedrørende det foregående punkt, selv om indholdet i hr. Surjáns betænkning har gjort noget for at rette op på det, der blev besluttet af Rådet i løbet af denne vanskelige, lange nat om stabiliseringspakken. Nu har kommissæren talt om den usandsynlige hændelse, at der bliver brug for denne sikkerhedsstillelse i forbindelse med EU's budget. Hvis vi er optimister, accepterer vi indtil videre denne grundantagelse.

Vi skal ikke desto mindre huske på, at vi med hensyn til sikkerhedsstillelse allerede har tre usandsynlige tilfælde i EU's budget, nemlig en udlånsfond til investeringsbanken med en sikkerhedsstillelse på godt 100 mio. EUR. Inden euroen blev indført, havde vi en situation, hvor alle medlemsstaterne kunne få bistand til støtte for deres betalingsbalance, på daværende tidspunkt med et loft på 16 mia. EUR. Efter euroens indførelse blev denne ordning begrænset til lande, der ikke er med i eurosamarbejdet, og i kølvandet på finanskrisen i 2009 blev loftet for sidstnævnte medlemsstater forhøjet til 50 mia. EUR, hvoraf ca. 9-10 mia. EUR i øjeblikket bliver anvendt som sikkerhedsstillelse.

Med Lissabontraktaten har vi nu en situation, hvor artikel 143 udtrykkelig vedrører lande, der ikke er med i euroen. Artikel 352 ville uden tvivl have været det mest hensigtsmæssige retsgrundlag, men det ville have betydet, at Parlamentet – samt en række nationale parlamenter – blev involveret, og det var derfor formentlig vanskeligt at benytte sig af den ved de vanskelige forhold i forbindelse med beslutningen. Artikel 122 var i den sammenhæng bestemt ikke det mest korrekte retsgrundlag, men det var det politisk set mest hensigtsmæssige retsgrundlag og det simpleste, uden at Parlamentet skulle inddrages.

Der var tydeligvis et hul i vores regler her, men dette resulterede ikke i, at EU ikke kunne reagere i en krisetid. Det kan jeg godt acceptere. Ikke desto mindre betyder Rådets beslutning på dette vanskelige retsgrundlag, at man – om nødvendigt – må gøre brug af den margen, der er mellem grænsen for EU's egne indtægter og maksimumsgrænsen for den flerårige finansielle ramme.

I traktatens artikel 310 står der tydeligt, at der ikke vedtages nogen retsakter, som overstiger grænsen for EU's egne indtægter eller den flerårige finansielle ramme. I så fald skal der en revision til. Rådet selv tog på dette punkt et kæmpestort skridt uden at inddrage budgetmyndigheden, for så vidt angår den kommende forhandling om spørgsmålet om, hvad den øvre grænse for et finansielt overslag er. Så lad mig sige, at den kommende øvre grænse for den flerårige finansielle ramme vil være grænsen for EU's egne indtægter og intet andet.

Vi bør vedtage betænkningen ud fra et argument om politisk klogskab, men vi bør opmuntre til og kæmpe for at sikre, at vi i fremtiden forhandler ordentlig med hinanden om de huller i lovgivningen, der tydeligvis findes, samt hvordan man inddrager Parlamentet, og hvordan man lukker disse huller. Dette bør også være en del af den fælles tværinstitutionelle aftale om budgettet ifølge Lissabontraktaten.

  Jacek Włosowicz (ECR). – (PL) Fru formand! Vi taler i dag om en mekanisme til finansiel stabilisering i Europa, og vi taler om et ændringsbudget. Hensigten med disse foranstaltninger er så afgjort at øge sikkerheden og pålideligheden for finanssystemet i Europa. Disse foranstaltninger er bestemt nødvendige i øjeblikket, således at vi ikke kommer ud i endnu større finansielle vanskeligheder fremover. De foranstaltninger, vi taler om i dag vil forhåbentlig være effektive og vil i lighed med tidligere være som en medicin og vil behandle symptomerne. Men denne medicin vil med sikkerhed ikke fjerne årsagerne, og det er dem, der har været hovedproblemet i de seneste måneder. Uden grundlæggende ændringer af den europæiske finansieringsordning kan de foranstaltninger, vi nu overvejer, kun være til midlertidig hjælp.

Vi er derfor begyndt at foretage grundlæggende ændringer, så Europas finanser bliver mere stabile og gennemsigtige, og så vi her i Parlamentet ikke så tit skal bruges som brandfolk, man ringer efter for at slukke en ildebrand. Disse foranstaltninger kan kun være en hjælp og ikke grundlaget for varige tiltag fremover.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! For at sikre finansiel stabilitet i euroområdet iværksættes der nu en pakke af foranstaltninger. Det spørgsmål, der optager mig i forbindelse med denne budgetpost, er, hvor disse penge rent faktisk skal komme fra i tilfælde af, at en medlemsstat mod forventning måtte indgive en sådan ansøgning.

Kommissæren tale om forsigtighed. For at dette tilfælde fortsat blot skal være en hypotetisk situation vil jeg virkelig gerne kraftigt opfordre Kommissionen til at vedtage foranstaltninger, der er tilstrækkelig afskrækkende til at sikre, at medlemsstaterne for alvor gør deres absolut yderste for at sikre, at de aldrig kommer i denne situation.

  Janusz Lewandowski, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Nogle små præciserende bemærkninger til fru Andreasen om selve dette spørgsmål. Forslag til ændringsbudget nr. 7 drejer sig ikke om medlemsstaternes sikkerhedsstillelse; det er for den anden del. Det, der garanteres af medlemsstaterne, er 440 mia. EUR i bilaterale lån. Med hensyn til budgettets struktur er det en kopi af betalingsbalancestøtten, og igen er dette et spørgsmål, som allerede er blevet stillet.

Dette er en typisk ordning for budgetposter, der vedrører udlånsaktiviteter uden nogen specifik kvantificeret garantifond. Det er derfor en p.m.-post. Hvis der opstår behov for ny finansiering – hvilket indtil videre er sket for betalingsbalancestøtten for Ungarns, Letlands og Rumæniens vedkommende op til et beløb på 14,6 mia. EUR – vil Kommissionen fremsætte et forslag om de fornødne bevillinger ved hjælp af en overførsel eller et ændringsbudget.

Sådan er systemet, men det er der ikke noget nyt i – det er blot en udvidelse af en eksisterende betalingsbalancestøtte til medlemslandene i eurozonen – og jeg er enig med hr. Reimer i, at dette er en meget fleksibel fortolkning af Lissabontraktaten.

  László Surján, ordfører. – (HU) Fru formand! Først og fremmest skylder jeg en tak til de politiske grupper, der støtter den foreliggende betænkning, og betænkningen gavner efter min mening virkelig sikkerheden. Men de kritiske bemærkninger om, at vi har en pakke på 800 mia. EUR, hvoraf Parlamentet kan behandle 60 mia., er også berettiget.

Dette giver til dels indtryk af, at Parlamentet ikke handler inden for rammerne af Lissabontraktaten eller slet ikke findes endnu. Men vores opgave består i at arbejde med disse 60 mia. EUR, og jeg vil i den henseende gerne atter slå fast, at forpligtelserne kun påhviler medlemsstaterne i euroområdet. Så hvis ordene fra en taler, der stemmer nej, idet han beskytter sine vælgeres interesser, kan tages til indtægt for, at Det Forenede Kongerige snart tilslutter sig euroen, fortjener denne dag at blive fejret med maner og skrevet med flammeskrift i EU's annaler.

Fordi jeg i modsætning til mange andre tror på euroområdet og gerne ser, at mit hjemland også snart påtager sig det nødvendige finansielle ansvar i denne redningsplan. Jeg håber virkelig, at sandsynligheden for, at dette løfte skal indfries, er lig nul eller næsten nul, da medlemsstaten løber en enorm risiko, hvis den ikke opfylder sine finansielle forpligtelser efter redningen.

Om jeg husker ret, giver Lissabontraktaten endda mulighed for eksklusion under visse omstændigheder. Manglende overholdelse af finansielle forpligtelser ville være en så alvorlig fejl, at selv denne sanktion ville skulle overvejes. Jeg tror, det er den garanti, som en anden taler bad om. Afslutningsvis vil gerne endnu en gang takke for opmærksomheden, og jeg anmoder mine kolleger om at støtte den foreliggende betænkning i morgen. Lad dette blive endnu en kilde til sikkerhed for borgerne i Europa!

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted ved middagstid i morgen (onsdag den 22. september 2010).

(Mødet udsat kl. 18.35 og genoptaget kl. 19.00)

FORSÆDE: Edward McMILLAN-SCOTT
Næstformand

13. Spørgetid (spørgsmål til Kommissionen)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B7-0462/2010).

Følgende spørgsmål er stilet til Kommissionen.

Første del

Spørgsmål 21 af Vilija Blinkevičiūtė (H-0405/10)

Om: EU's nye foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod kvinder

Kommissionen blev i Stockholmprogrammet, der blev godkendt af Europa-Parlamentet i 2009, og i Europa-Parlamentets beslutning om bekæmpelse af vold mod kvinder opfordret til at træffe yderligere foranstaltninger for at bekæmpe vold mod kvinder og være særlige opmærksomme på forebyggelse og på en større bevidstgørelse i befolkningen. Kommissionen blev opfordret til at fremlægge resultaterne af en undersøgelse og af forskningsarbejdet inden for dette område og til at begynde forberedelsen af et nyt direktiv om bekæmpelse af vold mod kvinder.

Hvornår forventes det, at resultaterne af denne undersøgelse og forskning står til rådighed, og hvilke umiddelbare planer har Kommissionen vedrørende udarbejdelsen af det kommende direktiv?

  László Andor, medlem af Kommissionen. – (EN) Vold mod kvinder udgør en krænkelse af grundlæggende rettigheder, og Kommissionen kan bekræfte sit engagement med hensyn til at sikre, at respekten for grundlæggende rettigheder er et centralt punkt i vores aktiviteter.

Vold mod kvinder kan ikke retfærdiggøres ud fra skikke, traditioner eller religiøse hensyn. Kommissionen bekræfter sit store engagement med hensyn til at bekæmpe vold mod kvinder. Det fremgår af Kommissionens meddelelse fra april 2010 om Stockholmprogrammet, hvor man lægger vægt på at beskytte ofre for forbrydelser, herunder kvinder, som er ofre for vold og kønslemlæstelse.

I overholdelse af forpligtelserne i vores handlingsplan til gennemførelse af Stockholmprogrammet arbejder Kommissionen for tiden på sin strategi om at bekæmpe vold mod kvinder. I første halvdel af 2011 agter Kommissionen at vedtage en strategi til bekæmpelse af vold mod kvinder. Forebyggelse og en større bevidstgørelse i befolkningen vil være et centralt punkt i Kommissionens strategi.

I marts sidste år bestyrkede Kommissionen sin forpligtelse til at fremme ligestillingen mellem kønnene og bekæmpe vold mod kvinder ved at fremlægge et kvindecharter. Som drøftet på Parlamentets plenarmøde den 15. juni foreslås det i chartret at etablere nogle samordnede og effektive politiske rammer med henblik på at bekæmpe vold mod kvinder.

Vi er fast besluttet på at styrke vores indsats med både lovgivningsmæssige og bløde foranstaltninger for at udrydde vold mod kvinder, herunder kønslemlæstelse af kvinder, og at gøre brug af alle midler inden for EU's kompetenceområde. Næstformanden i Kommissionen, fru Reding, offentliggjorde i dag strategien om ligestilling mellem kvinder og mænd. En omfattende indsats for at bekæmpe vold mod kvinder er et af de centrale punkter i den strategi.

Kommissionen ser en stærk forbindelse mellem de to sagsområder vold mod kvinder og pakken om ofrenes rettigheder. Beskyttelse af kvindelige voldsofre vil være til meget stor gavn for alle foranstaltninger i pakken om ofrenes rettigheder.

Kommissionen har med tilfredshed noteret sig, at Parlamentet har vedtaget beslutninger om hhv. vold mod kvinder og ligestilling mellem kvinder og mænd, herunder Parlamentets beslutning om afskaffelse af vold mod kvinder. Kommissionen har noteret sig Parlamentets forslag til direktiv om bekæmpelse og forebyggelse af vold mod kvinder. En af de igangværende undersøgelser er en gennemførlighedsundersøgelse til vurdering af mulighederne og behovet for lovgivning mod kønsbaseret vold og vold mod børn på EU-plan. Resultaterne af denne undersøgelse og af andre igangværende undersøgelser vil blive fremlagt på konferencen på højt plan om vold mod kvinder, der i samarbejde med det belgiske formandskab afholdes af Kommissionen den 25. og 26. november 2010 i Bruxelles.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D). – (LT) Tak for Deres detaljerede svar på mit spørgsmål, men der mangler stadigvæk tilstrækkelig pålidelige og sammenlignelige oplysninger på både nationalt plan og EU-plan for at kunne vurdere den nuværende reelle situation vedrørende vold mod kvinder.

Har Kommissionen truffet beslutning om en handlingsplan om indsamling af disse statistiske data og håndteringen af de statistiske date med henblik på at skaffe sammenlignelige oplysninger om vold mod kvinder i hele EU? Hvis vi ikke kender den reelle situation, vil situationen i medlemsstaterne givetvis ikke ændre sig.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Kvinder tier ofte om overfald i hjemmet af frygt. Det er velkendt, at det er et stigende problem i islamiske lande som især Tyrkiet. Amnesty International skønner, at 30-50 % af samtlige kvinder i dette land er udsat for fysisk vold i familien.

Mit spørgsmål går på, hvorvidt man ved udarbejdelse af denne undersøgelse har gjort sig tanker om at kigge ud over EU's grænser, og om der i den forbindelse er kastet lys over problemerne med vold i hjemmet i Tyrkiet.

  László Andor, medlem af Kommissionen. – (EN) Jeg er helt enig i, hvor vigtigt det er at indsamle pålidelige data og udarbejde hensigtsmæssige indikatorer på dette område. Jeg kan forsikre medlemmet om, at indsamling af data og udarbejdelse af hensigtsmæssige indikatorer vil være med i den strategi, jeg talte om i mit indledende svar.

Jeg kan også forsikre parlamentsmedlemmerne om, at vi tager fat på både interne og eksterne spørgsmål, når vi taler om bekæmpelse af vold mod kvinder. Vi har især store muligheder for virkelig at tage disse spørgsmål op med de lande, som Kommissionen fører tiltrædelsesforhandlinger med eller har andre intensive kontaktformer med.

  Formanden.

– Spørgsmål nr. 22 af Marian Harkin (H-0414/10)

Om: Forordning (EF) nr. 1083/2006

Under hensyntagen til forordning (EF) 1083/2006⁽¹⁾ og virkningerne af den nuværende økonomiske krise kombineret med virkningerne af globaliseringen på beskæftigelsen i hele EU, hvilke konkrete foranstaltninger eller kontrol har Kommissionen truffet for at sikre, at virksomheder, der foretager afskedigelser i én medlemsstat, ikke har modtaget støtte fra Strukturfonden i de sidste fem år i en anden medlemsstat?

  László Andor, medlem af Kommissionen. – (EN) Jeg vil gerne sige medlemmet tak for hendes spørgsmål. Strukturfondene som f.eks. Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Den Europæiske Socialfond er jo omfattet af delt forvaltning.

Den forvaltningsmyndighed, der er udpeget af medlemsstaten, har ansvaret for at forvalte og gennemføre de operationelle programmer. Forvaltningsmyndighederne er der for at sikre, at der vælges operationer til samfinansiering i overensstemmelse med kriterierne i det operationelle program og medlemsstaternes og EU's regler.

Der er to henvisninger til udflytning i forordning nr. 1083/2006 om almene bestemmelser om Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond og Samhørighedsfonden.

Den første er i betragtning 42, hvor der står: "I forbindelse med vurdering af større produktionsfremmende investeringsprojekter bør Kommissionen råde over alle de fornødne oplysninger for at afgøre, om fondenes finansielle bidrag bevirker et betydeligt tab af arbejdspladser andre steder i EU, for at sikre, at fællesskabsmidler ikke støtter flytning inden for EU".

Den anden henvisning er i artikel 57, hvor det anføres, at forvaltningsmyndighederne eller medlemsstaterne skal sørge for, at samfinansierede investeringer bibeholdes i mindst fem år efter operationens afslutning.

Hvis en operation ikke lever op til det krav, skal EU-bidraget inddrives. Forvaltningsmyndighederne informerer i deres årlige gennemførelsesrapporter Kommissionen om aktiviteter, der ikke har opfyldt kravene vedrørende bibeholdelse af investeringer, jf. ovennævnte artikel, og Kommissionen underretter de andre medlemsstater.

Kommissionen og medlemsstaterne skal sørge for, at virksomheder, som er eller har været genstand for en inddrivelsesprocedure, ikke modtager bidrag fra fondene efter overførsel af en produktionsaktivitet mellem regionerne inden for en medlemsstat eller til en anden medlemsstat.

Kommissionen bistås i overvågningen af omstruktureringsaktiviteterne af Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene med European Restructuring Monitor. For så vidt angår statsstøtteordninger, er der også et krav om, at investeringen skal bibeholdes i en periode på fem år for regional investeringsstøtte og beskæftigelsesstøtte. Kommissionen har etableret et webbaseret søgeværktøj vedrørende statsstøtte, hvor man kan finde oplysninger om eksempler på statsstøtte og om registrerede eksempler på gruppefritagelse.

Endelig skal medlemsstaterne, der har delt forvaltning af EU-midler, i overensstemmelse med kravene om offentliggørelse fremlægge en liste over støttemodtagerne og de tilsvarende beløb, der er givet som offentlig støtte.

Oplysninger om ESF-modtagere kan findes på Den Europæiske Socialfonds hjemmeside. Her er links til Den Europæiske Socialfonds hjemmesider i medlemsstaterne.

  Marian Harkin (ALDE). – (EN) Tak, hr. kommissær, for det særdeles fyldestgørende svar. Det er vigtigt, at vi har sammenhæng i vores industripolitik.

Jeg har lige et specifikt spørgsmål. De talte om betragtning 42 og nævnte, at fællesskabsmidler ikke ville gå til udflytning, og at samfinansierede investeringer skal bibeholdes i fem år. Men findes der nogen som helst kontrol med hensyn til, hvad der sker, efter at der er ydet finansiering, for at sikre, at den konkrete virksomhed ikke foretager afskedigelser i andre af de øvrige 26 medlemsstater? Er der nogen som helst kontrol af, om det sker, og hvad er i så fald konsekvenserne deraf?

  László Andor, medlem af Kommissionen. – (EN) Jeg kan sige, at der er mekanismer, og der er overvågning. Den Europæiske Socialfond er til stede i hver medlemsstat, og de forskellige kontorer kommunikerer med hinanden. Man har derfor mulighed for samtidig at overvåge, hvad der sker i forskellige medlemsstater, og hvis der er nogen uregelmæssigheder, kan man sende oplysninger desangående og om nødvendigt foretage korrektioner.

  Formanden. – Da spørgeren ikke er til stede, bortfalder spørgsmål nr. 23.

Anden del

Spørgsmål nr. 24 af Marc Tarabella (H-0404/10)

Om: Følgerne af liberaliseringen af energimarkedet for forbrugerne

I løbet af sidste "Borgerforum for energi" engagerede Kommissionen sig offentligt i at forbedre servicen for forbrugerne. Alle de undersøgelser, der for nyligt er blevet offentliggjort, viser imidlertid, at markedet virkelig mangler gennemsigtighed for forbrugerne, og at der er registreret prisstigninger, der er helt uforenelige med en sund konkurrence.

Hvilke foranstaltninger agter Kommissionen at træffe for endelig at gøre energiregningerne gennemskuelige og gøre det muligt for borgerne at sammenligne priserne?

Hvorfor afviser Kommissionen at pålægge energisektoren at overholde strenge og klare mål i en overenskomst, som vil kunne reducere det astronomiske antal klager, der er blevet fremsat af ofrene for liberaliseringen?

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen. – (DE) Der er en række grunde til at se på energipriserne og analysere den generelle stigning, der har været i den seneste tid. Inden for rammerne af europæisk konkurrenceret har Kommissionen til stadighed truffet en række foranstaltninger, senest for de tyske virksomheder E.ON og RWE vedrørende elektricitet og gas, for GDF vedrørende gas og for de svenske virksomheder vedrørende forbindelsesledninger. Vi tror, at dette vil have en afdæmpende virkning på energipriserne i Europa.

I begyndelsen af måneden havde jeg lejlighed til over for energiministrene at understrege, at man i bestemmelserne angående det indre energimarked opstiller forbrugerbeskyttelse som et specifikt mål, og at vi vil gøre alt for klart at få defineret de fælles forpligtelser med hensyn til kvalitet og priser på en gennemsigtig, ikkediskriminerende og reproducerbar måde.

Faktureringen af forbrugerne sker som regel i henhold til nationale bestemmelser, så medlemsstaterne har ansvaret for indholdet i regningerne, deres udseende og struktur, og de kan udforme dem i overensstemmelse hermed. Spørgsmålet om fakturering har været drøftet i Borgernes Energiforum med henblik på benchmarking og udveksling af bedste praksis. Vi har etableret en arbejdsgruppe for at undersøge de bedste løsninger på spørgsmålene om fakturering. Den pågældende rapport er frit tilgængelig.

Den tredje pakke om det indre energimarked indeholder også nye bestemmelser om, hvor hyppigt målerne skal aflæses, og om intelligent måling. Begge dele er noget, vi gerne vil fremme. Der blev for tre år siden indledt en offentlig høringsproces med titlen "Vejen til et europæisk charter for energiforbrugernes rettigheder". Forbrugernes rettigheder reguleres og gøres juridisk bindende i en række direktiver samt i en lang række nationale gennemførelsesforanstaltninger. Vi vil arbejde videre med dette område i samarbejde med energiministrene.

  Formanden. – Jeg vil blot gerne sige, at vi er nødt til at afslutte mødet kl. 20.30. Vi vil derfor nok kunne nå spørgsmålene fra hr. Tarabella, fru Ţicău, hr. Chountis og hr. Iacolino, men jeg tvivler på, at vi kan nå de øvrige.

  Marc Tarabella (S&D). – (FR) Det fremgår af en undersøgelse, der blev offentliggjort i går af den belgiske nationalbank, at elpriserne i Belgien er ekstremt svingende, men det viser sig også, at der er alvorlige problemer i forbindelse med den manglende prisgennemsigtighed for forbrugerne. Det bekræfter til fulde de utrolig mange problemer, der er opstået med producenterne efter liberaliseringen. Den belgiske føderale tilsynsmyndighed har offentligt givet udtryk for sin bekymring over den manglende konkurrence på dette marked.

Alt dette understreger blot det presserende behov for et charter for energiforbrugerne – hvilket De lige har meddelt har været år undervejs – således at liberaliseringen langt om længe ikke lader døren stå på vid gab for alle mulige former for misbrug til skade for forbrugerne. Tør vi håbe på, at De vil træffe beslutning om at fremskynde udarbejdelsen af dette charter for forbrugerne?

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Jeg vil gerne nævne gennemsigtigheden af europæiske husholdningers energiregninger og spørge Dem, om De agter at etablere nogle fælles rammer og udarbejde nogle henstillinger om de oplysninger, der som minimum skal fremgå af en energiregning, således at forbrugerne ikke alene finder dem letforståelige, men også tilstrækkelig tydelige.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Det er naturligvis fint, at De fokuserer på gennemsigtighed – eller rettere sagt, at der gøres noget ved den manglende gennemsigtighed, for uden gennemsigtighed er der ikke nogen sund konkurrence, og uden sund konkurrence er der ikke tilfredse forbrugere. Og nu til mit spørgsmål. Nogle gasnetoperatører nægter at stille deres maksimale kapacitet til rådighed for at gøre det vanskeligere for bl.a. konkurrenter at komme ind på markedet. Agter Kommissionen at træffe forholdsregler for at stoppe dette, og hvilken form kunne de i så fald tænkes at antage?

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen. – (DE) Alle Deres spørgsmål er velbegrundede og vigtige, og understreger, at vi endnu ikke har nået vores mål. Liberaliseringen af energimarkedet giver kun mening, hvis der er konkurrence, hvis der er gennemsigtighed, og hvis der er adgang til forbindelsesledningerne fra produktionsstedet til forbrugsstedet. Med vores pakker vedrørende det indre marked er vi derfor på rette spor. En række overtrædelsesprocedurer viser medlemsstaterne, hvor de endnu ikke har opfyldt deres gennemførelsesforpligtelser. Vi håber, at vi med den anden pakke vedrørende det indre marked når vores mål inden for en overskuelig fremtid. Med hensyn til den tredje pakke om det indre marked venter vi til næste forår, hvor alle medlemsstaterne skal angive, hvordan og hvornår gennemførelsen vil være afsluttet.

Det er blevet nævnt, at nogle eksisterende ledninger ikke anvendes fuldt ud til trods for, at behovet er der, dvs. at nogle parter udelukkes fra at benytte dem. Vi ville være taknemmelige for specifikke oplysninger om dette. For så vidt angår tredjeparts adgang til ledningsnettet, vil vi indædt forfølge enhver, der lægger hindringer i vejen for vores fælles bestræbelser på at gøre hver ledning frit tilgængelig for alle på de samme betingelser. Det gælder også på gasområdet, hvor der er meget at indhente med hensyn til ledningsnettene.

I øvrigt fremlægger vi tidligt næste år en statusrapport om det indre marked, der beskriver, hvor langt vi er kommet, og hvor vi vil hen, således at alle – det være sig i de pågældende virksomheder, i det nationale politiske liv eller i Parlamentet – er klar over, at der med hensyn til gas og elektricitet godt nok bliver prædiket en masse om det indre marked, men at dette i praksis har en tendens til at blive dementeret i ugens løb og ikke blive gennemført.

Gennemsigtighed ved fakturering – det er nøjagtig det, vi gerne vil have. Vi er afhængige af, at medlemsstaterne gennemfører dette, og det vil vi arbejde på. Ud over det indre marked er det efter min mening også vigtigt at fokusere på bl.a. forbrugeruddannelse og -information samt viden om hjemmeteknologi for forbrugerne, herunder den centrale idé om intelligent måling. Alle disse tre ting – vedvarende overvågning i hjemmet, passende kompetence og konkurrence – er de tre faktorer, der vil give os mulighed for at opfylde forbrugernes interesser på det indre marked.

  Formanden.

– Spørgsmål nr. 25 af Silvia-Adriana Ţicău (H-0417/10)

Om: Regionalt samarbejde på energiområdet

Kommissionen har meddelt, at den i 2010 vil udsende en meddelelse indeholdende anbefalinger og bedste praksis vedrørende initiativer om regionalt samarbejde på energiområdet. I år vil Kommissionen også offentliggøre en rapport om gennemførelsen af den europæiske økonomiske genopretningsplan, der bl.a. skal indeholde en vurdering af status for gennemførelse af projekter på energiområdet.

Kommissionen bedes oplyse, om initiativerne vedrørende regionalt samarbejde på energiområdet også vil omfatte udvikling af "intelligente" energiinfrastrukturer (smart grids) på makroregionalt plan og derved bidrage til at reducere energiforbruget og tillade anvendelse i et decentraliseret system af vedvarende energikilder?

Med tanke på at medlemsstaterne vil kunne tilpasse deres operationelle programmer i 2010, bedes Kommissionen oplyse, hvornår denne meddelelse vil blive vedtaget af kollegiet?

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen. – (DE) Vi noterer med tilfredshed Deres interesse i udvikling af en intelligent energiinfrastruktur eller "smart grids". Vores praktiske erfaringer med smart grids er for i øjeblikket begrænset, og resultaterne af vores undersøgelser skal derfor tolkes med forsigtighed. I en undersøgelse, som Kommissionen støttede for to år siden, kom man til den konklusion, at smart grids om 10 år kan reducere det primære energiforbrug på EU's energimarked med næsten 9 %. Med udgangspunkt i vores gennemsnitlige elpriser vil dette medføre en besparelse på næsten 7,5 mia. EUR om året. Derudover ser vi fordele for markedet og for forbrugerne med hensyn til teknologi og sikkerhed. Smart grids gør det ved hjælp af intelligent overvågning kan man spore elektricitetsstrømme mere præcist, hvorved man kan reducere nettabet og øge forsyningssikkerheden og driftssikkerheden. Det giver også forbrugerne mulighed for at kontrollere og styre deres eget energiforbrug mere effektivt.

Disse fordele har deres pris. Det er derfor nødvendigt med massive investeringer – både offentlige og private. En række medlemsstater har allerede taget de første skridt i retning af at etablere disse net. F.eks. har man i Sverige og Italien allerede forsynet næsten alle kunder med intelligente målere. Pilotprojekter er på vej i Frankrig, Tyskland, Nederlandene, Spanien og Det Forenede Kongerige.

Kommissionen fremmer omfattende indførelse af intelligent måling og udviklingen af tilsvarende net ud over det, der er fastlagt i det nye direktiv. Med dette formål for øje etablerede vi i november sidste år en arbejdsgruppe vedrørende smart grids. Repræsentanter fra erhvervslivet, tilsynsmyndigheder og forbrugersammenslutninger undersøger, hvor egnet nettene er til formålet, vi ser på incitamenter og krav og undersøger, hvor der er behov for lovgivning, og vi ser på, om det vil være nyttigt med yderligere teknologiske standarder. Resultaterne fra arbejdsgruppen vil blive fremlagt i Parlamentet til næste år.

Den meddelelse om regionale initiativer, som medlemmet nævnte, indeholder en række målsætninger, og der fokuseres ikke blot på smart grids. Formålet med den kommende meddelelse fra Kommissionen om dette er at høre, hvad tilsynsmyndighederne i medlemsstaterne og de øvrige aktører mener om Kommissionens synspunkter vedrørende regionale elektricitets- og gasnet. Vi vil med andre ord gerne nå frem til nogle hensigtsmæssigt afvejede mål, opgaver, omfattede regioner og forvaltning af regionale initiativer. Vi skal i den forbindelse fremhæve den arbejdsindsats, som ACER, Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder, har ydet. Agenturet påbegynder sit hverv til næste forår.

Alt i alt vil vi gerne nå de europæiske energimål ikke alene i hele Europa, men også i regionale partnerskaber. Dette støtter vi udtrykkelig med vores foranstaltninger.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Eftersom intelligente energinet også vil bidrage markant til at øge energieffektiviteten og gøre det nemmere at indkredse områder, hvor energiforbruget er stort, og hvor energiinfrastrukturen ikke er udviklet i tilstrækkelig grad, hvis den overhovedet findes, vil jeg gerne spørge Dem om, hvilke investeringsmuligheder De overvejer. Jeg tænker her ikke alene på midtvejsrevisionen, men også på de finansielle fremtidsudsigter.

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen. – (DE) Ressourcer til dette er som bekendt indeholdt i den SET-plan, der blev vedtaget her i Parlamentet. Kommissionen skal i de kommende uger træffe afgørelse – først i forbindelse med revisionen og derefter i forbindelse med overslaget – om, hvorvidt og til hvad vi vil foreslå finansiering i budgettet for investeringer i energisektoren, og vi skal derefter afholde en høring om dette og indhente godkendelse her i Parlamentet og fra medlemsstaterne. Uden at tage noget for givet kan jeg generelt sige, at jeg mener, at den finansiering, der er opstillet i SET-planen og i genopretningsplanerne skal fortsættes på de områder, hvor den har vist sig nyttig. Jeg vil med andre ord kæmpe for at sikre, at vi får løbende finansiering af investeringer i infrastruktur – ikke alene vedrørende tværeuropæiske investeringer, men også investeringer til eftermontering af udstyr lokalt og i hjemmene – og jeg regner med Parlamentets støtte til dette.

  Formanden. – Vi går nu videre til spørgsmål nr. 26 af hr. Chountis, som stiles af hr. Hadjigeorgiou. Vi kan sandsynligvis også nå hr. Iacolinos spørgsmål, men jeg er bange for, at spørgsmål nr. 28, 29, 30 og 31 vil blive besvaret skriftligt. Jeg beklager på forhånd over for de kolleger, der er her, eller som sidder og venter på deres kontor.

Spørgsmål nr. 26 af Nikolaos Chountis (H-0419/10)

Om: Liberalisering af energimarkedet i Grækenland

Under et nyligt besøg i Grækenland for at vurdere gennemførelsen af memorandummet mellem Grækenland, EU og IMF krævede embedsmænd fra Kommissionen, at den græske regering privatiserede 40 % af det offentlige elektricitetsselskab DEI's brunkuls- og vandkraftanlæg, og at der blev foretaget en ejerskabsmæssig adskillelse af transportnettet. Dette blev begrundet med gennemførelse af planerne om liberalisering af engrosmarkedet for elektrisk energi og indledning af en mere rationel fakturering til forbrugerne.

Hvad menes der med "mere rationel fakturering til forbrugerne"? Mener Kommissionen, at DEI fastsætter lave priser?

Er Kommissionens krav om salg af DEI's elproduktionsanlæg inden for rammerne af dens kompetencer og beføjelser?

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen. – (DE) De taler om det græske energimarked og omstruktureringen deraf. Man kan formode, at en åbning af markedet for konkurrence vil give mulighed for, at ressourcerne bliver distribueret mere effektivt, hvorved man kan sikre vækst og beskæftigelse på energimarkedet, og at dette også vil smitte af på andre områder af økonomien. Det er op til Grækenland at fastsætte den bedste måde, hvorpå man kan omstrukturere energimarkedet inden for rammerne af EU's lovgivning om det indre energimarked. Ejerskabsmæssig adskillelse af elnettene og omstruktureringen deraf er et effektivt middel til at fremme konkurrencen. Der kan i den nuværende situation måske også være budgetmæssige grunde til, at Grækenland privatiserer nettet helt eller delvis. Det samme gælder salg af en del af det statslige elektricitetsselskabs brunkuls- og vandkraftanlæg. Det handler som nævnt tidligere om indtægter og konkurrence. Det er op til den græske stat, hvordan dette gøres på grundlag af EU-lovgivningen.

Det handler bl.a. om velegnede foranstaltninger til at kompensere for, at Public Power Corporation som eneoperatør i øjeblikket nyder godt af kraftværkernes fordele. Med hensyn til brunkulskraftværker er Grækenland nu bagefter i gennemførelsesprocessen og skal og vil opfylde sine forpligtelser som følge af Kommissionens beslutninger i konkurrencesagerne. Vi har en god dialog med den græske regering om dette. Det er efter min mening vigtigt. Regeringen er for tiden ved at efterkomme nogle markante påbud vedrørende budgetter og valuta, hvilket gør det så meget desto mere nødvendigt at sikre, at der er et godt partnerskab mellem EU-lovgivningen og Kommissionen på den ene side og den græske regering på den anden side.

Hvad forbrugerpriserne angår, har regeringen fastlagt en lang række tarifkategorier. Disse er ikke ensartede, og der tages i mange tilfælde ikke hensyn til engrospriser – dvs. omkostningerne i forbindelse med elproduktion. Det pågældende ministerium arbejder derfor i øjeblikket på at rationalisere tarifstrukturen. Forbrugerpriserne bør efter vores mening generelt være baseret på omkostningerne ved at give forbrugerne incitamenter til at spare på energien og tilskynde forsyningsselskaberne til at foretage de rigtige investeringer. Elpriserne i Grækenland er i øjeblikket særdeles lave, til dels på grund af omkostningseffektiv produktion i brunkulsfyrede kraftværker, billig vandkraftenergi takket være voldsomme nedbørsmængder i de to foregående år og mindre efterspørgsel som følge den økonomiske krise. Der vil i de kommende år være andre faktorer som f.eks. øget brug anvendelse af dyrere brændstoffer såsom gas og større miljøomkostninger, så priserne i Grækenland vil stige. År med normale nedbørsmængder vil formindske vandkraftværkernes kapacitet, og som følge heraf vil priserne også stige. Disse faktorer vil drive priserne opad uanset liberaliseringen af markedet.

Set i lyset af de strukturelle prisaccelererende faktorer, er det så meget desto vigtigere, at systemerne gøres så effektive som muligt, og at eventuelle prisstigninger for virksomheder og private husholdninger holdes på et minimum.

  Takis Hadjigeorgiou (GUE/NGL). – (EL) I det ajourførte IMF/EU-memorandum for Grækenland nævnes det, at regeringen skal indføre en ordning for at sikre, at elektricitetsregningerne, der reguleres i henhold dertil, i perioden fra nu af og indtil senest juni 2013 efterhånden skal afspejle engrosmarkedsprisen.

Vi opfordrer altså den græske regering til at øge elektricitetsprisen på bekostning af forbrugerne, især de socialt udsatte i samfundet, og økonomien.

Hvilke konsekvenser vil disse foranstaltninger have på produktionen og væksten i Grækenland? Vil disse foranstaltninger, vil højere regninger, få Grækenland ud af krisen og få gjort en ende på overvågningen fra Den Internationale Valutafonds side?

Endelig, så sent som i sidste uge, modtog vi et svar fra hr. Rehn om en galopperende inflation, som er nået op på 5,6 %. Hvilke konsekvenser vil disse foranstaltninger få for inflationen?

  Anni Podimata (S&D). – (EL) De henviste i Deres svar til, at transmissionssystemerne skulle adskilles. Jeg vil gerne have Dem til, hvis De kan, at bekræfte, at det står Grækenland ligesom alle andre EU-medlemsstater frit for på grundlag af ånden og ordlyden i direktiv 72/2009/EF at vælge en af de tre ligeværdige modeller for adskillelse af transmissionssystemerne, og at det ikke er op til Kommissionen at foreslå medlemsstaterne, hvilken af de tre modeller, de skal vælge at indføre.

  Georgios Papanikolaou (PPE). – (EL) Hellenic Public Power Corporation er en overskudsgivende og forholdsvis sund virksomhed til trods for et betydeligt fald i overskuddet i år hovedsagelig på grund af lavkonjunkturen og et nedsat forbrug.

Jeg har et meget konkret spørgsmål: Blev der, inden Kommissionen kom med disse forslag, gennemført nogen undersøgelser af de konsekvenser, som et sådant forslag ville få med hensyn til virksomhedens position på energimarkedet og med hensyn til indvirkningen på beskæftigelsen og virksomhedens rentabilitet?

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen. – (DE) Jeg følger udviklingen i Grækenland med stor interesse og også med respekt: Respekt for en regering, der ser fremad fra sin nuværende position, der har truffet omfattende foranstaltninger – besparelser, udgiftsnedskæringer, reformer – og som i partnerskab med Kommissionen og med både europæiske og globale myndigheder gør sit yderste for at konsolidere landets budget og dermed bidrage til en stabil euro.

Vi ser naturligvis på det overordnede billede, men det er klart, at vi ikke kan suspendere de bestemmelser, der gælder for alle på det indre marked eller indføre et moratorium i et par år. Det er derfor ikke min ret, men snarere min pligt at fremme udviklingen i retning af det indre marked – fra monopol i retning af liberalisering og konkurrence og ad den vej styrke forbrugernes stilling. Bestemmelserne vedrørende det indre marked eksisterede, længe inden jeg tiltrådte Kommissionen. Adskillelse har været på programmet i en hel del år. Jeg må forfølge politikken i henhold hertil.

Jeg er bestemt indstillet på at fortolke dette aftalememorandum pragmatisk snarere end restriktivt; dvs. give den græske regering så meget manøvrerum som muligt, da man udvikler markedet og gør en indsats. For så vidt angår f.eks. adskillelse, siger vi ikke, at nettene skal sælges eller afhændes. Vi kræver gennemsigtighed og vi kræver, at tidligere ejere af net, der fortsat er aktive på energimarkedet, ikke længere får lov til at gribe ind i et netdatterselskabs driftsmæssige aktiviteter, for at sikre, at nettet er tilgængeligt for enhver, der ønsker at anvende det – herunder konkurrenter på gas- og elektricitetsmarkedet.

Alt i alt forsøger Kommissionen at være fair i forhold til de overordnede interesser, i forhold til Grækenlands behov. Det gælder ikke alene budgettet, men også energimarkedet.

  Formanden.

– Spørgsmål nr. 27 af Salvatore Iacolino (H-0420/10)

Om: Olieboringer i Middelhavet

Få måneder efter hændelsen i Den Mexicanske Golf og efter en aftale, der blev indgået i 2007, er selskabet British Petroleum tilsyneladende i færd med at træffe forberedelser til at starte boringer efter fem nye oliekilder i libysk territorialfarvand ca. 600 km fra Siciliens, Maltas og Grækenlands kyster. I betragtning af den overordentligt store biodiversitet i Middelhavet og den omstændighed, at det er et lukket hav med begrænset vandfornyelse, bedes Kommissionen besvare følgende:

Vil Kommissionen indføre strengere kontrol med boringer i havet, og i givet fald hvordan? Vil det være muligt at indføre et moratorium for boringer i Middelhavet? Vil Kommissionen indtrængende opfordre Libyen til at tage hensyn til de grænseoverskridende virkninger af disse operationer?

Vil Kommissionen overveje at indføre overtrædelser af miljømæssig karakter på europæisk plan for at afskrække fra farlige aktiviteter i områder tilhørende medlemsstaterne?

Vil Kommissionen undersøge muligheden af at forpligte olieselskaber i Europa til at overholde en streng kodeks, der vil beskytte offentligheden og miljøet, samt fremtidige virksomhedsaktiviteter af den slags, der nu gennemføres på vellykket vis i Middelhavsregionen?

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen. – (DE) Dette emne står fortsat meget højt på min dagsorden. Den 7. juli drøftede vi senest her i mødesalen fem centrale indsatsområder, der skal sikre den bedst mulige sikkerhed på verdensplan for offshoreaktiviteter i Europa og de tilstødende regioner. Vi er nu ved at undersøge, hvilke foranstaltninger der er nødvendige og passende. Ét aspekt er diverse kontrolforanstaltninger. Vi vil gerne sikre, at de højeste sikkerhedsstandarder hele tiden finder anvendelse inden for EU. Det kræver et tæt samarbejde – tættere end i øjeblikket – med og mellem de nationale reguleringsmyndigheder i medlemsstaterne, der i øjeblikket bærer et væsentligt ansvar, og som har ansvaret for inspektioner samt for forskrifterne og overholdelsen deraf.

Vi vil gerne sikre, at medlemsstaterne vedrørende offshoreaktiviteter tager nogle ensartede kontrolforanstaltninger i anvendelse, som er lige skrappe i hele Europa. Ifølge den nuværende lovgivning hører godkendelse af offshoreaktiviteter også ind under medlemsstaternes beføjelser. Forud for denne sommer var mit råd at udvise forsigtighed i forbindelse med offshoreaktiviteter og at gøre dette spørgsmål til genstand for en løbende indsats eller udstedelse af tilladelser, især når der arbejdes under ekstreme forhold og omstændigheder. Nogle EU-medlemsstater, herunder Italien, har besluttet at anlægge denne forebyggende tilgang. Kommissionen vil derefter træffe foranstaltninger for at sikre et højt sikkerhedsniveau på verdensplan. Vi taler indtil videre om europæiske regioner, navnlig ved Middelhavet. Vi har en fælles interesse i miljøet her, fordi et uheld i EU-farvande hurtigt kan få katastrofale konsekvenser for den sydlige kyst af Middelhavet og omvandt. Vi har derfor været i kontakt med de ansvarlige ministerier i Algeriet og Libyen og har foreslået ministrene, at vi aktivt samarbejder på dette område. Den miljømæssige kvalitet af Middelhavet kan man ikke opdele.

Kommissionen arbejder på at foreslå høje sikkerhedsstandarder på verdensplan. Vi er derfor i drøftelse og i kontakt med de amerikanske myndigheder og med Kongressen. Europæisk lovgivning skal efter min mening omfatte klare regler vedrørende ansvar. Der kan ske forbedringer på dette område, især udvidelse af det geografiske omfang af den eksisterende miljøret, for at give mulighed for større dækning af aspekter som f.eks. biologisk mangfoldighed og deraf følgende ødelæggelse. Direktivet om miljøbeskyttelse via straffelovgivningen træder i kraft ved årets udgang. Vi vil om nødvendigt foreslå yderligere lovgivning.

For så vidt angår en adfærdskodeks for virksomheder, der er aktive i Middelhavet, vil og skal vi og medlemsstaterne sikre, at industrien tager alle mulige forholdsregler for at forbedre sikkerheden, at gennemføre det højeste forebyggelsesniveau og at udarbejde katastrofeplaner. Dette skal ikke kun gøres for europæiske farvande, men for samtlige farvande – herunder i områder, der støder op til EU. Vi skal kontrollere dette aspekt i godkendelsesprocedurerne og stille krav om bevis for, at operatøren har den tekniske formåen til at kunne håndtere kritiske situationer. Vi skal desuden stille krav om dokumentation for finansiel kapacitet, dvs. at en operatør er i stand til at klare omkostningerne i forbindelse med ødelæggelserne som følge af en "worst case scenario". Dette kunne eventuelt være omfattet af et krav om forsikring.

Om et par uger vil Kommissionen fremlægge en meddelelse vedrørende sikkerhed ved olie- og gasboring i offshorebranchen indeholdende foranstaltninger som f.eks. de ovenfor beskrevne for at sikre den højeste grad af sikkerhed for de europæiske borgere og miljøet. Vi vil også fremsende denne meddelelse til Udvalget om Industri, Forskning og Energi i Parlamentet, hvor vi med glæde går ind i en dybere drøftelse på dette område.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Jeg vil gerne komme med en præcisering: De garantier for sikkerhed, kommissæren har fremsat, er tydeligvis blevet vel modtaget, og det må jeg udtrykke anerkendelse for. Men mener De ikke, hr. kommissær, at der skal træffes yderligere foranstaltninger med hensyn til de libyske myndigheder, således at dette moratorium, vi har drøftet, virkelig kan træde i kraft, og mener De ikke også, at denne effektive samordning kunne udvikles i endnu større grad i henhold til handlingsplanen for Middelhavet?

  Paul Rübig (PPE). – (DE) Hvilke internationale instrumenter har vi til rådighed, som kan gøre det muligt for os at gennemføre et konkurrencesystem og en godkendelsesprocedure på verdensplan, der giver alle lige muligheder, men også de samme risici og omkostninger? Vi har set, at vi i forbindelse med mange godkendelsesprocedurer simpelthen ikke længere er i stand til at skabe de nødvendige strukturer. Vi er derfor opsat på, at vi skal have effektive og hurtige, men alligevel grundige og ordentlige godkendelsesprocedurer, men også at vi har tiden til at gennemføre projekter. Det er specielt vigtigt.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (LT) Jeg får ikke mulighed for at stille mit spørgsmål, men jeg er også meget interesseret i det foregående spørgsmål. Jeg ser positivt på Kommissionens bestræbelser på at etablere et tilstrækkelig styrket lovgivningsmæssigt system vedrørende miljøbeskyttelse og spørgsmål i forbindelse med olieudvinding i EU.

Spørgsmålet er meget identisk: Hvilken type problem står Middelhavet over for? Mit spørgsmål angår Østersøen og har også forbindelse med tredjelande, som ikke er med i EU. Jeg regner med, at EU internt vil håndtere sine målsætninger selv, men hvordan sikrer vi dialog med tredjelande, og kan Kommissionen på en eller anden måde hjælpe enkeltlande med at samarbejde med nabolande?

  Günther Oettinger, medlem af Kommissionen. – (DE) Det er først og fremmest et spørgsmål om at gøre de højeste standarder som er teknisk gennemførlige på verdensplan til vores egne, enten via medlemsstaterne eller på europæisk plan. Jeg kan måske her nævne, at Det Forenede Kongerige har høje standarder og en stor grad af knowhow. Det samme gør sig gældende for vores partnerland Norge. I meddelelsen er det tanken at foreslå medlemsstaterne, at de højeste standarder vedrørende hhv. godkendelse, operationel sikkerhed, beredskabsplanlægning, personaleuddannelse og videreuddannelse skal anerkendes som generelt bindende i hele Europa.

For det andet vil vi bringe dette emne på bane i forbindelse med vores kontakter til tredjelande vedrørende energimarkedet. Vi har allerede gjort dette med Libyen, og vi vil om nødvendigt komme ind på emnet på ny. Alt dette kan også indarbejdes i andre dialoger, f.eks. vedrørende Sortehavet og Østersøen, med partnerskabslande som Rusland.

For det tredje vil vi gerne gøre vores indflydelse gældende over for de europæiske aktører. Hvis vi forudsætter, at en virksomhed som Shell eller Total eller BP har standarder, som man pålægger sig selv, og som vi vil fastsætte som bindende for dybhavsboring i EU's område, mener jeg, at de samme standarder som finder anvendelse i Nordsøen og er mulige dér både rent teknisk og omkostningsmæssigt, også er mulige i Libyen. Vi vil med andre ord ikke gøre det muligt for europæiske virksomheder at sænke deres standarder, når de er aktive i andre dele af verden. Vi vil derfor forsøge at sikre, at europæiske virksomheder eksporterer de tekniske standarder, som de mener, er mulige i Europa, og ad den vej bidrager til beskyttelsen af Middelhavet og andre områder.

  Formanden. – Jeg beklager vedrørende spørgsmål nr. 28 til 32, men de vil blive besvaret skriftligt. Som jeg sagde i starten, er vi under et vist tidspres i aften. Vi kommer nu til spørgsmål til hr. Geoghegan-Quinn. Vi begynder med spørgsmål nr. 33 af hr. Tsoukalas. Jeg forventer, at vi kan nå frem til i hvert fald spørgsmål nr. 35, og så må vi se, hvordan vi kommer videre.

Spørgsmål nr. 33 af Ioannis A. Tsoukalas (H-0401/10)

Om: Nødvendigheden af en gennemgribende omstrukturering af EU's rammer for finansiering af forskning

De komplicerede og lange procedurer, som finansiering af forskningen kræver, ansporer ikke ligefrem forskerne til at søge om støtte fra Unionen. Kommissionens seneste udtalelser vedrørende forenklingen af rammeprogrammet for forskning synes at bygge på et forslag om gradvis forbedring. Det, der er behov for, er en sand administrativ revolution af den måde, hvorpå Unionen planlægger, finansierer og administrerer forskningen.

Hvilke forslag fremsætter Kommissionen for at forenkle rammeprogrammet for finansiering af forskning? Hvordan stiller Kommissionen sig til idéen om at lade finansieringen afhænge af de forventede resultater? Hvordan ser Kommissionen på en eventuel oprettelse af en fælles administrativ og logistisk forvaltningsramme på både europæisk og nationalt plan? Hvilke konkrete foranstaltninger foreslår Kommissionen for at fremme højrisikoforskningen i Europa? Hvad agter Kommissionen at gøre for at vende den konstante bølge af hjerneflugt?

  Máire Geoghegan-Quinn, medlem af Kommissionen. – (EN) I april i år vedtog Kommissionen en meddelelse om forenkling af gennemførelsen af forskningsrammeprogrammerne, hvor der blev foreslået en hel række foranstaltninger, herunder gradvise forbedringer, men også omfattende ændringer, der kræver en revision af retsgrundlaget for EU's forskning og en genafvejning af tillid og kontrol samt risikovillighed og risikoundgåelse.

En af de muligheder, Kommissionen har fremlagt med henblik på yderligere drøftelser med de øvrige institutioner og aktører, vedrører overgangen til en resultatorienteret tilgang ved hjælp af engangsbeløb for hele projekter. Denne tilgang vil fjerne forpligtelsen til at udarbejde detaljerede omkostningsopgørelser ved at indføre engangsbeløb for hele projekter og udelukkende forbinde betalingerne til indberetningen om videnskabelig teknisk udvikling. Kommissionen er dog klar over, at en sådan tilgang har potentielle ulemper, f.eks. at forhandlingsprocedurerne varer lang tid, og den opfattes forskelligt af forskellige aktører.

Kommissionen foreslår derfor, at man skal undersøge alle gennemførelsesdetaljer og potentielle virkninger grundigt, inden man udarbejder konkrete lovgivningsmæssige forslag. Det gennemsnitlige tidsforløb inden opnåelse af et legat i det syvende rammeprogram, FP7, er i størrelsesordenen 340 dage, ca. 1 måned kortere end i det sjette rammeprogram, FP6. Selv om Kommissionen erkender, at der er plads til yderligere forbedringer af de pågældende processer, viser benchmarking med nationale finansieringskilder, at det for projekter med en sammenlignelig kompleksitet bestemt ikke er usædvanligt med et tidsforløb på 1 år inden opnåelse af et legat.

I bestræbelserne på at skabe et europæisk forskningsrum er den administrative harmonisering mellem nationale og europæiske forskningsfinansieringsordninger et langsigtet mål, som Kommissionen også har. ERA-NETS i FP6 og FP7 bidrager til dette mål, og de fælles programmeringsinitiativer vil bringe flere fremskridt.

Som et yderligere tiltag blev der for nylig etableret en aktørplatform for fælles principper for ekstern finansiering i ERA. Der forventes især at komme højrisikable, højtindtjenende projekter i IDEAS-særprogrammet, der gennemføres af Det Europæiske Forskningsråd. Foreløbige analyser viser, at den selektionsproces, som Det Europæiske Forskningsråd har udarbejdet, er en succes med hensyn til at udfordre finansieringen af disse højrisikable, højtindtjenende projekter.

Marie Curie-ordningen er et centralt instrument med henblik på at vende den konstant tiltagende hjerneflugt blandt forskere. Siden 1994 har Marie Curie gjort det muligt at udarbejde ca. 50 000 nye forskerstillinger i Europa på alle karrieretrin og med attraktive lønninger. Med et samlet budget på 4,7 mia. EUR i FP7 vil ca. 50 000 forskere, herunder 10 000 ph.d.-kandidater, via Marie Curie få innovative kompetencer, der vil øge deres karrieremuligheder i både den offentlige og den private sektor og vil gøre dem forberedt på fremtidens arbejdspladser.

Endelig er Marie Curie-legaterne til reintegration blevet omstruktureret og forenklet til et enkelt karriereintegrationsstipendium, der specifikt afhjælper problemet med hjerneflugt.

  Ioannis A. Tsoukalas (PPE). – (EL) Tak til kommissæren for hendes svar. Formålet med mit spørgsmål var at gøre opmærksom på at, Europa til trods for sine svulstige og højtflyvende planer endnu mangler at nå de Lissabonmål, der blev fastsat helt fra begyndelsen. Som følge heraf har de asiatiske lande og landene i Stillehavsregionen en andel af bibliometrimarkedet i år på 30 %, sammenlignet med 28 % for USA og med Europa som bagtroppen.

Måske skulle de høje standarder, som hr. Oettinger krævede for boringer, også gælde for forskning.

  Paul Rübig (PPE). – (DE) Den finansielle ramme for forskning har for nylig været genstand for heftig debat i lyset af ITER-projektet. Nedskæringerne i det syvende rammeprogram for forskning og i CIP-programmet drøftes intenst, og alle grupperne i Parlamentet afviser nedskæringer på dette område. Kan kommissæren forudse en ny finansiel ramme for ITER, der også er genforhandlet på internationalt plan?

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Mit spørgsmål vedrører kvotetildelingen på f.eks. 15 % af forskningsmidlerne til blot konkurrence mellem SMV'er, fordi SMV'er ofte ikke har mulighed for at sikre samfinansiering eller konkurrere med store virksomheder om samfinansiering. Jeg vil også gerne spørge Dem, om De overvejer at etablere fælles regelsæt for forskellige kilder til finansiering af forskning, således at universiteter nemmere kan få adgang til disse midler.

  Máire Geoghegan-Quinn, medlem af Kommissionen. – (EN) Jeg vil gerne takke de medlemmer, der har stillet spørgsmål. Faktisk vil et af dem – det sidste – dukke op to spørgsmål længere fremme. Så måske vil medlemmet lade mig svare på spørgsmålet til den tid.

Det er vigtigt at understrege den politiske pointe, at vi faktisk har brug for en tværinstitutionel aftale vedrørende driften af EU's forskningsprogrammer. Vi arbejder derfor meget tæt sammen med de to pågældende udvalg i Parlamentet – Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Budgetkontroludvalget – og også sammen med Revisionsretten om at iværksætte en fælles politik vedrørende disse særdeles vigtige spørgsmål.

De bestemmelser, der skal regulere den måde, hvorpå EU's forskningsprogrammer fungerer, skal være klart defineret og skal, hvilket er meget vigtigt, være ensartede. Parter, der ansøger om midler ifølge forskningsprogrammerne – det være sig uddannelsesinstitutioner på universitetsniveau, forskningscentre eller private virksomheder – skal vide præcist, hvordan EU's forskningsfinansierede initiativer kommer til at virke rent praktisk for dem.

Vi har derfor i Kommissionen en politik vedrørende forenkling og kommunikation, der nu er under forhandling og drøftelse – meget intens drøftelse – fordi vi forstår, at vi er nødt til at forenkle de politikker, som vi har på dette område, endnu mere. En forenkling af disse programmer er et centralt politisk indsatsområde for os – for mig og for Kommissionen som helhed – og vi er nødt til at arbejde på en meget klar, stålsat måde og i partnerskab med Parlamentet for at kunne nå frem til denne yderligere forenkling.

Vedrørende ITER-spørgsmålet er dette en problemstilling, der på en måde har plaget os – og ikke kun Kommissionen i dag, men også Kommissionen førhen. Det er en problemstilling, der kræver et omfattende svar. Kommissionen har lavet et forslag. Det forslag er under drøftelse, og jeg er udmærket klar over Parlamentets indstilling med hensyn til, hvor finansieringen skal komme fra i forbindelse med ITER, men det er et projekt, der er banebrydende og kan bringe utrolig store fordele med sig – ikke bare for Europa, men for hele verden – hvis det bliver en succes. Det er også et projekt, der jo ikke kun involverer EU, men hvor vi har internationale partnere.

Så vi arbejder meget omhyggeligt, ihærdigt og på en sammenhængende måde med vores internationale partnere, så vi kan sikre fremdrift for dette projekt. Jeg er ikke i tvivl om, at vi vil kunne gøre dette med Parlamentets samarbejde og opbakning.

  Formanden. – Som nævnt helt fra begyndelsen er vi under et vist tidspres, og jeg vil kl. 20.15 gå videre til spørgsmål til hr. Hahn. Jeg er bange for, hr. Kelly, at vi ikke når Deres spørgsmål nr. 36 og slet ikke de efterfølgende spørgsmål, dvs. spørgsmål nr. 37, 38, 39, 40 og 41.

Spørgsmål nr. 34 af Georgios Papanikolaou (H-0407/10)

Om: Vurdering af Det Europæiske Forskningsråds arbejde

Det Europæiske Forskningsråds arbejde blev officielt påbegyndt den 27. februar 2007 i Berlin. Det Europæiske Forskningsråd, hvis primære formål er at finansiere avancerede forskningsprogrammer, har et budget på 7,5 mia. EUR indtil 2013 som led i det syvende rammeprogram. Dette initiativ har som sit primære mål at fremme opfindsomheden – og i sidste ende nye produkter og tjenester – således at Den Europæiske Unions økonomi bevarer sin konkurrenceevne på verdensplan.

Kommissionen bedes derfor svare på følgende spørgsmål: Under henvisning til, at Det Europæiske Forskningsråd allerede har eksisteret i tre år, hvilke konkrete resultater har det givet indtil nu med henblik på at styrke Europas konkurrenceevne? Har Det Europæiske Forskningsråds arbejde ført til en øget opfindsomhed og innovation i Europa?

  Máire Geoghegan-Quinn, medlem af Kommissionen. – (EN) Formålet med Europa 2020-strategien er at skabe intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Det Europæiske Forskningsråd (ERC) spiller en rolle med hensyn til at nå alle tre ting. Det er jo helt klart, at intelligent vækst betyder udvikling af en økonomi, der bygger på viden og innovation. Det kræver, at vi styrker alle led i innovationskæden, lige fra stærkt risikobetonet forskning til markedsføring.

Omdrejningspunktet for Europas fremtidige velstand er idérigdom og evnen til at omsætte idéerne til produkter, processer og tjenester, som folk i hele verden har lyst til at købe.

For at det kan lykkes at skabe en innovationsunion, er den første betingelse, der skal opfyldes, at vi styrker vores videnbase og fremmer ekspertise, og det er lige netop det, ERC i forvejen gør.

ERC har på bemærkelsesværdig kort tid høstet global anerkendelse som et forskningsfinansieringsagentur i verdensklasse. Det blev bekræftet i den uvildige gennemgang, som et panel bestående af seks prominente eksperter foretog i juli 2009, og selv om de første projekter først blev påbegyndt i andet halvår 2008, er der allerede mange eksempler, der udviser yderst lovende resultater, som kan udnyttes kommercielt.

F.eks. offentliggjorde forskere på Imperial College i London banebrydende resultater om kvaliteten af knoglelignende materialer, der er dyrket i laboratorier, og som kan implanteres med ægte knogler for at gøre det nemmere at reparere dem. De har etableret en nystartet virksomhed, der udvikler bioaktive materialer, som kan anvendes i stedet for knoglevæv til transplantation til behandling af knoglesygdomme og vanskelige frakturer.

Et forskerhold på universitetet i Frankfurt offentliggjorde betydningsfulde resultater, der viser, hvordan man kan forbedre blodcirkulationen ved at blokere visse genetiske fragmenter. Dette har enormt potentiale for nye terapiformer for hjerteanfald, og forskerne har ansøgt om patent på deres fremgangsmåde.

Så med projekter, hvor formålet er at finde svar på grundforskningsmæssige spørgsmål, udvikler man de radikalt nye idéer, som vil drive ny innovation og også er nødvendige med hensyn til at løse de helt store udfordringer i samfundet.

Sidst, men ikke mindst har ERC også haft succes med hensyn til at fungere som benchmark for konkurrenceevnen for nationale innovationsordninger. ERC har været katalysator i forbindelse med reformer af de nationale finansieringsordninger i en række lande som f.eks. Frankrig, Polen, Portugal og Sverige. Ved at fastlægge benchmarks for ekspertise i verdensklasse i forbindelse med CRC's kollegiale ekspertevalueringer ("peer reviews") og den forskning, man finansierer, vil agenturet sikre større status, synlighed og attraktionsværdi for europæisk grænsebrydende forskning.

  Georgios Papanikolaou (PPE). – (EL) Jeg vil gerne takke kommissæren for hans svar. Forskning er ganske rigtigt direkte forbundet med innovation, og innovation er en forudsætning for vækst. I forlængelse af det, De sagde, vil jeg gerne spørge Dem om følgende: De henviste til London, Polen, Sverige, hvis jeg husker ret, og af landene i Sydeuropa henviste De kun til Portugal.

Findes der nogen oplysninger, især i forbindelse med landene i Sydeuropa, om perspektivrige nye idéer og om benyttelsen af fællesskabsmidler til forskning? På baggrund af, at disse landes økonomiske nøgletal er meget ringe, lægger vi så hovedvægten på vækst? Jeg tænker naturligvis på Grækenland, Spanien og andre lande i Sydeuropa.

  Máire Geoghegan-Quinn, medlem af Kommissionen. – (EN) Jeg har desværre ikke de specifikke oplysninger, som medlemmet bad om vedrørende landene i Sydeuropa. Men jeg må sige, at Det Europæiske Forskningsråd udelukkende baser sin behandling af ansøgningerne på ekspertise. Man interesserer sig ikke for, hvilket land eller hvilket forskningscenter, der er tale om – ingen af disse spørgsmål kommer i betragtning, når man træffer beslutning om, hvem der skal tildeles støtte. Man ser på tingene ud fra et rent ekspertisemæssigt synspunkt.

Det er, fornemmer jeg, grunden til, at de har skaffet sig et så godt internationalt ry meget hurtigt, fordi det anerkendes, at deres beslutninger udelukkende er baseret på ekspertise. Det er noget, vi skal fremme og arbejde videre med. Det Europæiske Forskningsråd skal også fortsat samarbejde mere med europæiske virksomheder.

Jeg bør sige, at Det Europæiske Forskningsråd næste år vil introducere en "proof of concept"-finansieringsmulighed, hvor formålet er at rette op på manglen på finansiering i de tidligste faser af innovationsforløbet, hvis f.eks. et potentielt kommercielt koncept skal verificeres via prøvning eller prototyper eller endog via identifikation af et passende marked eller via skabelse af en intellektuel ejendomsrettighed, der kan beskyttes. Det er bestemt særdeles vigtigt at opfordre Det Europæiske Forskningsråd til at udvikle sig og fungere som denne katalysator i hele verden.

Det er også interessant at se, at en række medlemsstater, herunder i Sydeuropa, nu kigger på konceptet med Det Europæiske Forskningsråd i forbindelse med en beslutning om, at de måske selv burde overveje at oprette et forskningsråd i deres eget land.

  Formanden.

– Spørgsmål nr. 35 af Pat the Cope Gallagher (H-0409/10)

Om: SMV'ers deltagelse i EU's forskningsprogrammer

Kan Kommissionen oplyse, hvad den gør for at øge små og mellemstore virksomheders deltagelse i EU's forskningsprogrammer?

  Máire Geoghegan-Quinn, medlem af Kommissionen. – (EN) Kommissionen går stærkt ind for at øge små og mellemstore virksomheders deltagelse i EU's forskningsprogrammer og at hjælpe dem med til sidst at bringe frugterne af deres innovative anstrengelser på markedet. Dette er et højt prioriteret anliggende for Kommissionen og vil fortsat være det i resten af dens mandatperiode.

For det første er Kommissionen fast besluttet på at gøre programmerne så tilgængelige som muligt for SMV'er ved at forenkle procedurerne mest muligt, samtidig med at man selvfølgelig sikrer, at der er en sund økonomisk forvaltning. Der er i den sammenhæng allerede truffet en række konkrete foranstaltninger som f.eks. en reduktion af behovet for revisionscertifikater, færre forudgående kontroller af finansiel kapacitet og beskyttende foranstaltninger samt strømlinet projektindberetning. Men der er brug for mere.

Kommissionen har fremlagt en meddelelse om forenkling, der blev formelt videresendt til Parlamentet og Rådet den 29. april i år, og hvor der foreslås en række nye kortfristede og langfristede tiltag, herunder indførelse af engangsbeløb til dækning af personaleomkostninger for aktive virksomhedsejere i SMV'er.

Kommissionen vil fremlægge disse tiltag så hurtigt som muligt og om nødvendigt foreslå ændringer af de retlige rammer.

For det andet har Kommissionen i det seneste syvende rammeprogram, der blev offentliggjort den 20. juli sidste år, indført en række foranstaltninger, som navnlig er målrettet mod SMV'er, herunder øremærkede budgetter.

SMV'ers andel i budgettet anslås at stige fra de nuværende 14,7 % til 15,7 % af samarbejdsprogrammet, lidt over målet på 15 % i lovgivningen om rammeprogrammet. Der er naturligvis stadigvæk plads til forbedring, og Kommissionen vil fortsat nøje overvåge forløbet for disse nye foranstaltninger.

For det tredje er der et andet udspil, som ligeledes støtter SMV'er, nemlig Eurostars, der er et fælles forsknings- og udviklingsprogram med Eureka, der involverer 26 medlemsstater og seks associerede lande. Målgruppen er SMV'er, der foretager forskning og udvikling i markedsnære projekter.

For det fjerde har SMV'er adgang til forskellige tjenesteydelser via Enterprise Europe-netværket, der blev etableret i 2008 inden for konkurrenceevne- og innovationsprogrammet, idet man opfordrer SMV'er til at deltage i FP7.

Nærmere bestemt bistår dette netværk, sammen og i fuld komplementaritet med de nationale kontaktsteder, SMV'er – idet man yder støtte til oplysningskampagner, kapacitetsopbygning til deltagelse i FP7, engagerer sig i nye SMV'er og FP7-forslag, partnersøgning, fælles tiltag møntet på SMV'er og foretager høringer med henblik på indføjelse af SME-relaterede emner vedrørende støtteanmodninger i arbejdsprogrammerne.

Via disse foranstaltninger og tiltag forventes det, at ca. 20 000 SMV'er vil nyde direkte godt af FP7, inden programmet er afsluttet.

Endelig planlægges det, at en e-learning-platform, der er specialudviklet til SMV'er, bliver sat i søen i 2011. Målet er at gøre SMV'ers adgang til forsknings- og udviklingsprojekter lettere og fremme udnyttelsen af resultaterne ved at stille gratis onlineundervisning, skræddersyede oplysninger og et kommunikationsforum til rådighed.

  Pat the Cope Gallagher (ALDE). – (GA) Tak, hr. kommissær, for det omfattende svar. Små virksomheder og små foretagender udgør rygraden i EU's økonomi. Støtte til denne sektor er som bekendt af helt afgørende betydning, hvis EU skal forbedre den økonomiske situation fremover.

Med Europa 2020 placerer vi forsknings- og iværksætteraktiviteter centralt i Europas økonomiske strategier.

Er det imidlertid ikke rigtigt, at det er særdeles vigtigt at øge omfanget af SMV'ers deltagelse i det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling? Jeg vil derfor gerne spørge kommissæren om, hvad ellers Kommissionen kan gøre for at fremme kapaciteten i denne sektor til at opnå midler i henhold til EU's årlige forskningsprogrammer.

  Brian Crowley (ALDE). – (EN) Tre punkter springer umiddelbart i øjnene: 90 % af de nye produkter, som udspringer af forskningsorienterede programmer, kommer fra små og mellemstore virksomheder, men alligevel er et af de største problemer, de står over for, hele området vedrørende beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder.

Er der planer eller er der samordning mellem Deres direktorat og andre direktorater med henblik på at gøre noget ved dette? Ser man for det andet også specifikt på nye områder inden for kvantefysik og lagring af tekniske data som nye muligheder for finansiering af forskning og udvikling?

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Allerførst kunne kommissæren efter min mening godt have nået at komme til mit spørgsmål, men det gør ikke noget, for det er relateret til dette spørgsmål.

Det er kommet tidligere end forventet.

Mit spørgsmål er som følger: Hvor ser De mulighed for hurtige gevinster med hensyn til resultater af det store arbejde, De gør, og den foretagsomhed, De udviser med hensyn til at opfylde Deres jobbeskrivelse, således at folk kan se, at det arbejde, De gør, er gavnligt, og naturligvis således at vi så hurtigt som muligt kan skabe nye arbejdspladser og industrier?

  Máire Geoghegan-Quinn, medlem af Kommissionen. – (GA) For det første vil jeg gerne sige til hr. Gallagher, at det glæder mig, at han i forbindelse med mit første besøg i spørgetiden her i Parlamentet har givet mig mulighed for at besvare et spørgsmål på mit modersmål.

Man kan forvente, at Forvaltningsorganet for Forskning, der fik selvstændig status i juni 2009, vil bidrage markant til hastigheden og effektiviteten af beslutningsprocessen, og at det vil forbedre de tjenesteydelser i rammeprogrammet, der falder inden for agenturets kompetenceområde. Det gælder selvsagt især for bemyndigelsesprogrammet for SMV'er.

Specifikke nye politikker er blevet gennemført ifølge 2011-samarbejdsdagsordenen, og disse politikker skal få små og mellemstore virksomheder og deres forskningspartnere til at deltage. Udviklingen af disse politikker vil blive overvåget nøje, og denne indsats vil fortsætte ifølge dagsordenen for hhv. 2012 og 2013.

Yderligere mulige måder til forenkling af reglerne og procedurerne fremgår af meddelelsen om forenkling af den 30. april – hvilket jeg jo allerede har nævnt for et stykke tid siden. Visse politikker kan anvendes med det samme i henhold til det nuværende retsgrundlag, "Forskningsdeltagerportalen", som den kaldes; hvor man f.eks. omsætter dette i praksis, forbedrer strukturen og timingen for erhvervene og omstrukturerer konsortier, for så vidt angår størrelse.

Kommissionen selv er i øjeblikket ved at undersøge et andet sæt politikker såsom eventuelle ændringer af Kommissionens regler med mulighed for bredere gennemsnitlige personlige omkostninger, anvendelse af fælles principper snarere end specifikke regler og en gennemgang af reglerne om ublu afregninger.

Hr. Crowley har naturligvis ret, når han taler om det store antal nye projekter, der kommer i gang, og siger, at et af de mange problemer, SMV'er står over for, drejer sig om de intellektuelle ejendomsrettigheder.

Jeg er formand i en gruppe i Kommissionen om innovation, og en af mine kolleger er jo kommissær Barnier, der er særlig involveret i hele dette område. Vi har arbejdet meget tæt sammen – som De forhåbentlig vil kunne se, når flagskibsprojektet vedrørende innovationspolitik offentliggøres i begyndelsen af oktober – for at forsøge at finde en løsning på de mange problemer, som SMV'er – og faktisk også andre virksomheder – har, navnlig i forbindelse med intellektuelle ejendomsrettigheder.

Vedrørende lagring af tekniske data er der naturligvis, som De sagde, mange muligheder, der kan udnyttes, og der er helt klart mange private virksomheder, som fornemmer, at dette er et område, hvor de har mulighed for at udnytte mulighederne. Vi vil gerne, når flagskibsprojektet vedrørende innovationspolitik er offentliggjort, se et seriøst forsøg fra Kommissionens side på at fremsætte dristige og modige forslag – som jo så selvfølgelig derefter skal drøftes – men hvor man direkte håndterer og imødegår disse spørgsmål og problemer og barrierer.

Jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til, at de virksomheder, som er interesseret i disse ting, vil indse, at Kommissionen er rede til at reagere på en positiv måde, og vi skal have dem med om bord med henblik på at støtte os.

Hr. Kelly nævnte de hurtige gevinster og levering af resultater. Ja, de hurtige gevinster med hensyn til gennemførelse vil komme fra flagskibsprojektet vedrørende innovation. Jeg tror, at man her vil se, at emner som bl.a. standarder, forskrifter, intellektuel ejendomsret og patenter er omfattet. Jeg tror, at De, når flagskibspolitikken faktisk er offentliggjort, vil synes, at vi har løst alle de spørgsmål – herunder risikovillig kapital, hvilket i øjeblikket er en meget vanskelig problemstilling for mange små virksomheder – vi har drøftet med forskningscentre, universiteter, offentlige og private virksomheder og medlemmer i Parlamentet i forhold til, hvad flagskibsprojektet burde omfatte.

Fremlæggelse af en politik løser dog ikke tingene. Vi skal derefter overvåge situationen, vi skal yde støtte, vi skal sikre, at dem, der gøre brug af politikkerne, er indstillet på at gå i dialog med os, og det omfatter i rigtig stor grad medlemmerne af Parlamentet.

  Formanden.

– Spørgsmål nr. 42 af Bernd Posselt (H-0400/10)

Om: Donaustrategi og euroregioner

Hvilken rolle spiller Bayern og Østrigs samarbejde med Den Tjekkiske Republik for Donaustrategien, og hvordan går det med den kulturelle og turismepolitiske dimension i forbindelse med EU's støtte til de pågældende euroregioner?

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (DE) Tak for Deres spørgsmål. Udsigten til et partnerskab mellem Bayern og Østrig og Den Tjekkiske Republik er faktisk en fremragende mulighed for at videreudvikle denne region, der i alt huser 5 mio. mennesker. De kultur- og turismepolitiske aspekter kan især spille en enestående rolle med hensyn til at fremme denne euroregion. Denne region spiller også en særlig rolle i Donaustrategien. Der har allerede været afholdt høringer som led i udarbejdelsen af strategien. Der har været særlig stor fokus på turisme i denne region. Der har også været interessante forslag vedrørende kulturelt samarbejde – f.eks. vedrørende spørgsmålet om interkulturel dialog.

For så vidt angår bistand til disse regioner, er der forskellige samarbejdsprogrammer for regionen bestående af Den Tjekkiske Republik, Østrig og Bayern, som har fået tildelt næsten 430 mio. EUR i støtte i den nuværende periode. Det er et pænt beløb, og det er nu op til de pågældende regioner at få det bedste ud af pengene. Tanken om at etablere en EGTS-struktur i den nærmeste fremtid er efter min opfattelse en god måde, hvorpå man kan udvide dette tværnationale samarbejde.

  Bernd Posselt (PPE). – (DE) Jeg er meget taknemmelig for kommissærens rigtig gode svar. I mellemtiden er der sket noget nyt. I 2015 vil Pilsen nemlig sandsynligvis blive den europæiske kulturhovedstad. Jeg vil blot gerne spørge, om den kulturelle dimension af euroregionen også kan styrkes specifikt, og om De betragter euroregionen som værende den rette platform for sådanne aktiviteter.

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (DE) Ja bestemt, hr. Hahn. Jeg er 100 % overbevist om, at især kulturelt samarbejde kræver regionalt samarbejde på tværs af landegrænserne, fordi kulturområder går på tværs af de administrative grænser i regionerne. Jeg vil derfor glæde mig særdeles meget over det, hvis dette blev et af fokuspunkterne for det regionale samarbejde i Donau-Vltava-euroregionen. Hvis Pilsen bliver udnævnt som europæisk kulturhovedstad, giver det et yderligere incitament, hvilket kun kan ses som værende positivt.

Spørgsmål nr. 43 af Brian Crowley (H-0412/10)

Om: Anmodning fra den irske regering om bistand i forbindelse med oversvømmelse

Hvad er status for anmodningen til Den Europæiske Solidaritetsfond om bistand i forbindelse med oversvømmelse, som den irske regering fremsendte i januar 2010?

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (DE) Det glæder mig at kunne fortælle, at Kommissionen for nogle få dage siden kunne komme med en positiv udmelding om dette spørgsmål i og med, at der foreslås en finansiel støtte i en størrelsesorden på godt 13 mio. EUR – jeg siger foreslås, fordi det som bekendt nu kræver samtykke ikke bare fra Parlamentet, men også fra Rådet.

Jeg vil gerne give et meget kort resumé af hændelsesforløbet. De første skader blev indberettet og skete den 19. november 2009. Ansøgningen blev modtaget den sidst mulige dato, den 27. januar 2010, dvs. lige akkurat inden fristen på ti uger. Der skulle derefter foretages forskellige undersøgelser. Den 24. marts sendte Kommissionen derfor en forespørgsel til de irske myndigheder, og den blev besvaret på korrekt vis den 15. juni. Problemet var, at de samlede konstaterede skader ikke nåede op på tærskelværdien for en national katastrofe. Det var derfor et spørgsmål om at se, hvorvidt den kunne klassificeres som en regional katastrofe. Det krævede yderligere undersøgelser og vurderinger, som nu er blevet foretaget.

Vi har som sagt nu et positivt udfald af alt dette. Vi kunne fremsende det foreliggende forslag den 14. september, ifølge hvilket der med forbehold af Parlamentets og Rådets tilladelse vil blive stillet et beløb på godt 13 mio. EUR til rådighed fra EU til at dække omkostningerne for det offentlige i kølvandet af denne katastrofe.

  Brian Crowley (ALDE). – (EN) Jeg vil også gerne takke kommissæren for hans svar. Et af de største problemer, man står over for, er efter min mening de løbende udgifter som følge af skaderne, fordi der var en række yderligere oversvømmelser, lige efter at katastrofen i november var på dagsordenen og blev drøftet. I mit egen hjemby Bandon, som har en befolkning på 5 000 indbyggere, har 19 virksomheder endnu ikke kunnet åbne igen som følge af problemer efter oversvømmelsen og de efterfølgende skader. Så vi skal måske se på langsigtede forvaltningsplaner samt finansiering her og nu.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Jeg siger tak til kommissæren for Deres svar og også for de midler, der blev ydet på trods af, at vi ikke var nået op på den nationale tærskelværdi.

Vil De på den baggrund overveje at ændre kriterierne for den nationale tærskelværdi, fordi et forholdsvis lille land, når man har samme kriterier for hvert land, alt efter katastrofens omfang naturligvis ville være i en helt anderledes situation end et forholdsvis stort land?

  Pat the Cope Gallagher (ALDE). – (EN) Jeg vil blot gerne takke kommissæren, hans forgænger og hans embedsmænd, der har arbejdet meget tæt sammen med de irske embedsmænd både i Bruxelles og i Dublin, og især den irske finansminister, der trak sig ud, som De sagde, næsten i sidste øjeblik.

Selv om beløbet er lille, er det særdeles påskønnet. 30 mio. EUR, som vi ellers ikke havde fået. Men jeg vælger også at tro, at De vil foreslå Deres kolleger, at vi eventuelt bør ændre tærskelværdien, fordi tærskelværdien i Irland er næsten 1 mia. EUR, og vi var naturligvis langt under det beløb.

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (DE) Tak for Deres anerkendende ord, som jeg med stor glæde vil lade gå videre til mine kolleger, der har arbejdet så hårdt på dette. Ifølge reglerne i EU's Solidaritetsfond er tærskelværdien på 0,6 % af bruttonationalindkomsten, hvilket for Irlands vedkommende på nuværende tidspunkt ville svare til 935 mio. EUR. Der er også dækning for skader til en værdi af 3,5 mia. EUR, hvilket især gælder fire af de fem største medlemsstater, der ellers kun ville være dækket for skader i en helt anden størrelsesorden. Det er bl.a. derfor, at Kommissionen i 2005 foreslog, at EU's Solidaritetsfond skulle tilpasses, først og fremmest på to områder. Det første område var, at tærskelværdien eller -værdierne skulle gøres mere ensartede, således at der både skete en sænkning af den nationale tærskelværdi og også skete en kombination af de to kategorier – nationale og regionale katastrofer. Jeg har ikke i sinde at lægge skjul på, at vi i gennemsnit modtager dobbelt så mange ansøgninger om kompensation, end vi er faktisk er i stand til at imødekomme – ikke af finansielle grunde, men fordi vurderingen er, at EU ikke kan deltage i refusion af de påløbne omkostninger. Som følge deraf var det vores mål at forenkle processen, og dette bør også sætte skub i den.

Som De har set – bl.a. i den foreliggende sag med Irland – kan det tage otte, ni eller ti måneder. I det pågældende tilfælde vil det formentlig tage nogle få uger mere, inden beløbet faktisk bliver udbetalt, så der vil komme til at gå et helt år. Det har til dels noget at gøre med, at EU's Solidaritetsfond er en fond uden for budgettet.

Vores andet mål var at udvide kriterierne for en katastrofe. I øjeblikket dækker EU's Solidaritetsfond kun naturkatastrofer. Det er tanken at udvide omfanget til også at omfatte teknologiske katastrofer.

Disse forskellige forslag blev forkastet af Rådet i 2005. På grund af det uheldige antal katastrofer, der er sket, har jeg nu givet mig i kast med et nyt udspil. Min tjenestegren udarbejder et revideret forslag, der også tager højde for erfaringerne i de sidste fem år. Jeg håber, at nogle af de lande, der i de sidste par måneder har nydt godt af denne europæiske solidaritetsbistand, nu vil nu bistå med eventuelle ændringer, og at man med EU's Solidaritetsfond derefter favner bredere og frem for alt kan reagere hurtigere i Europa fremover.

  Formanden.

– Spørgsmål nr. 44 af Richard Howitt (H-0445/10)

Om: Mangel på kontanter for lokale grupper, der er afhængige af EU's regionale midler

Den britiske regerings afgørelse om at nedlægge Det Forenede Kongeriges regionaludviklingsagenturer (RDA) betyder, at metoden for udbetaling af EU-midler gennem Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og Den Europæiske Socialfond og programmer for udvikling af landdistrikterne, der i min valgkreds i East of England hidtil er blevet udbetalt via East of England Development Agency, nu skal udbetales på en alternativ måde i Det Forenede Kongerige.

Eftersom mange ændringer i systemet for forvaltning og kontrol med EU-programmer skal godkendes af Kommissionen, bedes Kommissionen besvare følgende: Hvilke høringer har allerede fundet sted med den britiske regering om dette spørgsmål? Kan Kommissionen bekræfte, hvorvidt EU-udbetalinger kan blive udsat, mens man afventer Kommissionens godkendelse af eventuelle ændringer af forvaltnings- og kontrolsystemet? Hvilke midlertidige ordninger vil kunne indføres for at sikre, at lokalbefolkningen og lokale samfundsgrupper, der nyder godt af disse EU-midler i min egen eller andre britiske regioner, ikke vil komme til at lide af mangel på kontanter som følge af den britiske regerings afgørelse om at afskaffe regionaludviklingsagenturerne?

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (DE) Den nye britiske regering støtter helhjertet en økonomisk model med et stærkt lokalt fokuspunkt. Det står dog endnu ikke klart, hvilken form de nye strukturer vil antage. Jeg kan derfor ikke på nuværende tidspunkt give Dem nogen endegyldige svar. Vi vil se, hvilken form de nye strukturer – forvaltningsmyndighederne – antager, og de pågældende programmer vil om nødvendigt skulle tilpasses i henhold dertil. Jeg har en del betænkeligheder, men jeg håber ikke, at det vil medføre alt for store forsinkelser med hensyn til at gennemføre projekter.

  Richard Howitt (S&D). – (EN) Tak, hr. formand, fordi De som altid er særdeles upartisk og støtter denne demokratiske proces. Jeg vil gøre det kort og også overholde tidsfristen.

I mit spørgsmål til Dem, hr. kommissær, spurgte jeg om, hvilke høringer der allerede havde fundet sted mellem Kommissionen og Det Forenede Kongeriges regering om deres nye planer. Dette er et særdeles faktuelt spørgsmål. Har der overhovedet været nogen som helst høring, og hvad var i så fald resultatet? Det synes jeg godt, De kunne forholde Dem til.

Vil De i dag her i Parlamentet acceptere, at kravene i bestemmelserne i strukturfonden, både med hensyn til additionalitet og partnerskab, er grundlæggende, og at De uden tøven vil sikre, at de vil blive overholdt i en eventuel ny struktur?

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (DE) Svaret er ganske ligetil: Der har til dato ikke været nogen kontakt på dette område. Begrebet samfinansiering – hvis det er det, De mente – skal fortsat finde anvendelse fremover.

  Formanden. – Spørgsmål, som af tidsmæssige årsager ikke er blevet besvaret, vil blive besvaret skriftligt (se bilag).

Spørgetiden er dermed afsluttet.

(Mødet udsat kl. 20.30 og genoptaget kl. 21.00)

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

(1) EUT L 210 af 31.7.2006, s. 25.

14. Europæisk strategi for den økonomiske og sociale udvikling af bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om den europæiske strategi for den økonomiske og sociale udvikling af bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed.

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (DE) Hr. formand! Man skulle næsten tro, at Europa var en alpin ø. Det glæder mig dog, at Parlamentet konstant bekymrer sig om den økonomiske og sociale udvikling i områder med særlige behov, især områder som f.eks. bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed.

Lissabontraktaten styrker betydningen af territorial samhørighed. I artikel 174 er det anført som et af målene i EU. Kommissionen fremlagde derfor grønbogen om territorial samhørighed for at indlede en omfattende forhandlingsproces. Et af de vigtigste resultater af denne høring var, at det ikke nødvendigvis er nye og supplerende finansielle midler, der er behov for, men vi skal snarere understrege betydningen af integrerede koncepter for territorial udvikling og tage større hensyn til de forskellige regioners stærke sider.

I mine øjne kan de specifikke særpræg i en region i bund og grund være en styrke. Sådanne regionale særheder – uanset om det er et område, der har status som en ø, er et bjergområde, eller det er et område med lav befolkningstæthed – skaber altså ikke automatisk problemer eller kræver mere bistand, især da disse områder på ingen måde er ensartede. Der kan derfor ikke blive tale om nogen "one size fits all"-løsning for de områder, der tilsyneladende hører sammen.

Kommissionen mener, det er af allerstørste betydning at sikre harmonisk fælles vækst i regionerne. Det ligger mig derfor på sinde, at vi gennemfører vores fælles Europa 2020-strategi i alle regioner frem for at anvende forskellige strategier på forskelligt strukturerede regioner – hvilket kunne bringe vores fælles indsats i fare snarere end at understøtte den. Vi mener derfor ikke, at der er behov for en separat politik vedrørende regioner med særlige vilkår. Derimod må vi styrke den integrerede tilgang i vores politik i forbindelse med andre politikker, og regionerne skal mere ihærdigt forsøge at udarbejde programmer, som er tilpasset til deres specifikke behov. Vi er nødt til at styrke den måde, hvorpå den territoriale dimension bliver udarbejdet samt gennemført på samtlige politikområder.

Dette giver anledning til fire indsatsområder. Det første er at bringe regionalpolitikken tættere på borgerne og ind i regionerne. For at fremme vores mål om territorial samhørighed er vi nødt til at forstærke sammenhængen mellem politikområderne på de forskellige niveauer. Det indebærer også, at man virkelig tager strategien med forvaltning på flere niveauer alvorligt og inddrager alle de relevante aktører, når vi udarbejder og gennemfører vores politikker. Men det betyder også, at der skal gøres mere intensiv brug af de eksisterende muligheder for samarbejde i form af interregionale, multiregionale og multinationale partnerskaber med henblik på at tage større hensyn til de udfordringer, der er fælles for visse områder som f.eks. store bjergområder som Alperne eller Pyrenæerne.

For det andet er vi nødt til at koordinere politikkerne bedre for regionerne. Territorial samhørighed indebærer også, at man tager større hensyn til komplementariteten og sammenhængen mellem regionalpolitikken og sektorpolitikken. Vi skal have klarhed over, hvordan hver enkelt politik vil påvirke regionerne. Kommissionen har derfor etableret en tværtjenestelig gruppe til behandling af spørgsmål om territorial samhørighed, der omfatter repræsentanter fra de forskellige generaldirektorater. Gruppens vigtigste opgave er at analysere de enkelte sektorpolitikker og deres indvirkninger på regionerne og især på regioner med særlige geografiske udfordringer.

For det tredje er der brug for territorialt samarbejde for at styrke den europæiske integration. Samarbejde er af særlig betydning for regioner med særlige geografiske udfordringer. Det er et spørgsmål om at finde tværnationale løsninger på fælles udfordringer, det være sig i form af makroregionale strategier som f.eks. Østersøstrategien, interregionale netværk eller udveksling af god praksis.

Endelig skal vi også gøre større brug af regionale kompetencer. Hvis vi skal nå frem til en målrettet regionaludviklingspolitik, der er baseret på nærhedsprincippet, og ad den vej støtte målene i Europa 2020, er vi nødt til at vide mere om situationen i regionerne, og hvordan politiske foranstaltninger virker. Vi har brug for et endnu bedre overvågningssystem, der også bedre kan behandle de eksisterende data, og vi har brug for målrettede indikatorer for at sikre, at vores politikker er rigtige. Det kan kun ske i fællesskab med regionerne, med det regionale erhvervsliv og med borgerne.

Vi har brug for en stærk regionalpolitik for alle regionerne, hvor der tages hensyn til de forskelligartede behov og særpræg i alle regioner. Det glæder mig, at der snart bliver lejlighed til at føre forhandlinger med Parlamentet om fremtidens regionalpolitik, herunder de specielle områder, på grundlag af den femte samhørighedsrapport.

  Jan Olbrycht, for PPE-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Vi indleder i dag en drøftelse af situationen for de regioner, som har meget specielle og specifikke særpræg. Det er de regioner, hvor mange aktiviteter indebærer ekstraomkostninger. Øer samt bjergområder er belastet af ekstraomkostninger, som skyldes geografiske faktorer. Drøftelsen i dag er også vigtig i en anden forstand, der er særdeles vigtig for de yderligere foranstaltninger, kommissæren har nævnt. Jeg tænker her på, at vi med forhandlingen i dag tager hul på en drøftelse af samhørighedspolitikken efter 2013.

Den beslutning, vi taler om i dag, drejer sig ikke så meget om at udtrykke viljen til at støtte bestemte områder – det er nemlig indeholdt i traktaten – men drejer sig om helt specifikke foranstaltninger og rejser specifikke spørgsmål om, hvordan vi skal tilrettelægge samhørighedspolitikken efter 2013. Man skal være opmærksom på, at der i beslutningen primært fokuseres på, hvordan man integrerer regionalpolitikken med andre politikker. Spørgsmålet om indikatorer og begrundelsen for at anvende samhørighedspolitik og bruttonationalprodukt er også nævnt. Der står, at andre politikker også skal anvendes til at støtte disse regioner, herunder – vi taler ikke om dette punkt her, men vi skal have det in mente – landbrugspolitikken. Der står noget om territorialt samarbejde og bedre anvendelse af Den Europæiske Gruppe for Territorialt Samarbejde, som vi arbejdede på i den tidligere finansielle ramme. Vi befinder os med andre ord i den første fase af en seriøs drøftelse af fremtidens samhørighedspolitik. Vi indleder denne drøftelse med specifikke regioner, men det er en indledning, der viser, at samhørighedspolitikken er og fortsat skal være en af EU's centrale politikker.

  Georgios Stavrakakis, for S&D-Gruppen. – (EL) Hr. formand! For det første vil jeg gerne takke kommissæren for hans tilstedeværelse.

Alle bjergområder og øer er områder, hvor samordning både med hensyn til politisk planlægning og programgennemførelse er af afgørende betydning. Det er områder, hvor forskellige politikker som f.eks. vedrørende landdistrikter, regioner, transport, miljø, fiskeri og beskæftigelse skal bruges til at løse kombinationer af mangesidede problemer.

EU har udviklet en lang række tiltag for disse områder i henhold til forskellige politikker. Det, der efter min mening mangler, er samordning. For et land som Grækenland, hvor det meste af landet er bjergrigt, og der er over 200 beboede øer, er det let at se, at den sociale og økonomiske samhørighed ikke kan blive bedre, medmindre der sker en samordning på alle niveauer.

EU vil dermed få en dobbelt fordel. På den ene side undgår vi at finansiere identiske tiltag via forskellige programmer, og på den anden side fremmer vi væksten ved at give borgerne flere fordele, uanset hvor de bor.

At der er brug for en helhedsorienteret tilgang til politisk planlægning og gennemførelse for bjergområder og øer i EU, burde være en helt indlysende udmelding og ikke bare ønsketænkning.

  Riikka Manner, for ALDE-Gruppen. – (FI) Hr. formand, hr. kommissær! Den kompromistekst, vi er nået frem til i denne beslutning, er fremragende, så jeg vil gerne sige tak til alle mine kolleger, som var inddraget.

Det skal være en af vores primære prioriteringer at rette op på situationen i de områder, der er ramt af finanskrisen, og det gælder også for regionalpolitikken. Disse områder er ganske rigtigt nordlige områder med lav befolkningstæthed, bjerg- og grænseområder samt øer. Denne beslutning vil tjene som en meget kraftig henstilling fra Parlamentet til Kommissionen om også i de kommende finansielle rammer og den næste programmeringsperiode at fokusere særlig på områder, hvor man må leve med naturbetingede ulemper af permanent art.

Støtte til områder med lav befolkningstæthed vil være særdeles vigtig i den kommende samhørighedspolitik, hvis den skal fortsætte som en virkelig helhedsorienteret politik. Jeg vil også gerne over for mine kolleger, der støtter beslutningerne, understrege, at de skal sikre, at dette mål også bliver gennemført rent praktisk – ikke blot ved at stemme for denne beslutning, men også ved at sørge for, at der rent faktisk afsættes midler til disse specielle områder i de kommende finansielle rammer.

Det glæder mig, at man i dokumentet fremhæver betydningen af at udnytte det potentiale, som disse regioner har at byde på. Det er vigtigt, at vi også kaster et blik på de særdeles værdifulde ressourcer, der findes i disse områder, og ikke bare tænker på deres problemer. Kun ved at udnytte deres sande potentiale kan vi gøre reelle fremskridt med hensyn til deres udvikling. Deres traditionelle kilder til livets underhold, energi og fokusområderne i Europa 2020-strategien såsom forskning og udvikling er særdeles vigtige punkter for disse særlige områder.

Jeg ser med interesse frem til Kommissionens femte samhørighedsrapport. Det bliver spændende at se, hvordan Kommissionen rent faktisk tager højde for målene i Europa 2020, og hvordan de særlige kompetenceklynger i disse særlige områder udnyttes i hele i Europa.

  François Alfonsi, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Udarbejdelse af en europæisk strategi for den økonomiske og sociale udvikling af bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed er virkelig af afgørende betydning.

I artikel 174 i Lissabontraktaten fastslås det langt om længe, at EU skal være opmærksom på de områder, som har ulemper af permanent art, der skal overvindes. Så fra nu af skal Kommissionen foreslå specifikke strategier, der er egnet til at garantere befolkningen i disse områder ligestilling med andre europæiske borgere, således at de effektivt kompenseres for de ulemper, de må leve med i deres dagligdag samt i forbindelse med deres økonomiske aktiviteter.

I den forbindelse er bruttonationalproduktet pr. indbygger, som jo hele tiden er det højt prioriterede kriterium for støtte fra strukturfondene, ikke tilstrækkeligt i sig selv. Disse regioner er ramt af affolkning og på grund af denne befolkningstilbagegang kunne den tilbageværende befolkning endda opnå et endnu højere BNP pr. indbygger. Vi skal derfor anvende en mere avanceret fremgangsmåde for disse områder, og vores gruppe ønsker at holde fast i dette punkt.

I artikel 174 i Lissabontraktaten anerkender man disse områders særlige karakter. Vi skal derfor iværksætte specifikke tiltag med henblik på at udvikle og behandle specifikke problemer. Disse tiltag skal opfylde betingelserne for strukturfondene, især hvis problemerne antager en særlig akut form som f.eks. indvirkningen af den globale opvarmning på f.eks. øerne og bjergene, energiforsyning, tilgængelighed, transportproblemer osv.

Vi opfordrer også Kommissionen til at stille specifikke midler til rådighed for disse områder i det næste finansielle overslag, der vil omfatte programmeringsperioden 2014-2020. Vi ser også gerne, at instrumenter som f.eks. Den Europæiske Gruppe for Territorialt Samarbejde følges op og finder meget større anvendelse ved at insistere på at få fjernet de hindringer for tværnationalt samarbejde, som er indført.

  Oldřich Vlasák, for ECR-Gruppen. – (CS) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det er over to år siden, vi drøftede spørgsmålet om de ugunstigt stillede, mere fjerntliggende regioner i Parlamentet. Da jeg genlæste mit oprindelige indlæg fra dengang, måtte jeg indrømme, at det absolut stadig var helt på sin plads, og at jeg ikke ville ændre et eneste ord. Desværre må jeg på vegne af De Europæiske Konservative og Reformister sige, at vi ikke støtter det fælles beslutningsforslag, og det er der fire grunde til.

For det første er vi imod tanken om social manipulation og overdreven indblanding fra myndighedernes side. Vi er nødt til at forstå, at nogle af de problemer, som øer, bjergområder eller områder med lav befolkningstæthed har, er uløselige. Det drejer sig om specifikke problemer i forbindelse med deres geografiske og strukturelle særpræg, som vi ikke kan ændre på.

For det andet er vi ikke er enige i tanken om, at alle øer, bjergområder eller områder med lav befolkningstæthed udgør en homogen masse med fælles træk. Hvad har det franske bjergområde i Chamonix til fælles med den græske ø Lefkada eller den finske region nord for polarcirklen i området Rovaniemi?

For det tredje er grænseregionerne gledet helt ud af billedet i forslaget og i den nuværende forhandling. Jeg behøver jo ikke at minde nogen her om, at der i henhold til artikel 174 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde inden for rammerne af samhørighedspolitikken skal lægges særlig vægt på landdistrikter, områder i en industriel overgangsproces og områder, som er alvorligt og permanent ugunstigt stillet som følge af naturbetingede eller demografiske forhold. Mens en ø altid vil være en ø, og et bjerg altid vil være et bjerg, kan landegrænser eller i hvert fald administrative grænser forsvinde. Det er derfor vigtigt at lægge større vægt på grænseregionerne.

For det fjerde mener vi, det er for tidligt at drøfte specifikke nye lovgivningsmæssige foranstaltninger, regionaludviklingsprogrammer og finansielle midler for disse områder. Det er klart, at forhandlingen om EU-midler og anvendelsen deraf efter 2013 er begyndt at spidse til. Det er tydeligt, at enkelte stater, regioner og områder inden for rammerne af denne forhandling forsøger at gøre opmærksom på deres respektive problemer og de behov, de gerne vil have finansieret via europæiske kilder. Det står hævet over enhver diskussion, at ugunstigt stillede regioner er berettiget til andre vilkår med hensyn til samfinansiering, bestemmelser om offentlig støtte og forordningen om det indre marked via anvendelse af toldregler. De europæiske rammer skal også afspejle dette, idet det skal være muligt at bevare disse regioners specifikke karakter, samtidig med at man afhjælper de begrænsninger, de er underlagt.

Men det handler om, i hvilket omfang komplicerede europæiske programmer er effektive i dette tilfælde. Europæisk strukturpolitik bør snarere drives af idéen om, at finansielle midler primært skal gå til de fattigste regioner, hvor der er mest brug for dem. Det skal gælde, uanset om det drejer sig om en ø, et bjergområde eller et område med lav befolkningstæthed.

  João Ferreira, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Hr. formand, hr. kommissær! Selv om man tager nogle ædle principper med i traktaterne og i EU's forskelligartede lovgivning, er det som bekendt ingen garanti for, at de rent faktisk bliver udmøntet i praksis. Territorial samhørighed er – ligesom faktisk også økonomisk og social samhørighed – et meget slående eksempel på dette. Det, disse mål mangler mere end beslutninger og strategier, er nogle almindelige politiske og makroøkonomiske rammer samt konkrete foranstaltninger til at fremme og gennemføre dem.

De politikker, som EU har forfulgt, har desværre ikke skabt samhørighed, men større asymmetri – både økonomisk, socialt og også territorialt. Der er en meget reel risiko for, at denne asymmetri endda bliver endnu større i fremtiden som følge af den endnu mere restriktive gennemførelse af instrumenter såsom stabilitets- og vækstpagten og de alvorlige begrænsninger, det betyder. Dette er en meget reel risiko i betragtning af, at EU's budgetter ikke slår til, idet de slet ikke kan dække det, der er behov for, når man skal omsætte territorial samhørighed og økonomisk og social samhørighed i praksis. Og hvad værre er, bliver disse midler også ofte fordelt uretfærdigt.

Selv om bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed er forskellige fra hinanden på hver sin måde, er man alle steder oppe imod en række problemer af permanent art, som man har til fælles. Nogle fælles politikker har, jeg gentager, forværret disse problemer i stedet for at løse eller begrænse dem. Det gælder også for den fælles landbrugspolitik og de efterfølgende reformer, hvis dybt negative konsekvenser man skal gøre noget ved og rette op på. De specifikke træk ved den samfundsøkonomiske struktur i disse områder og deres produktionssystemer gør dem sårbare for den markedsliberalisering, som EU har forfulgt.

Vi har stillet en række forslag for at afhjælpe denne situation og fremme den økonomiske og sociale udvikling i disse områder. Vi er nødt til at hjælpe med at mobilisere deres indbyggede udviklingspotentiale ved at støtte den lokale produktion, ved at stimulere lokale og regionale markeder og ved at stimulere og øge de offentlige og private investeringer i produktive aktiviteter for at fastholde jobmulighederne og skabe flere arbejdspladser med tilknyttede rettigheder og rimelige lønninger.

Vi må heller ikke glemme, at nogle af disse regioner som f.eks. øregionerne ofte supplerer hinanden, for så vidt angår deres produktion og markeder. Vi skal lære at gøre god brug af en sådan komplementaritet og styrke den. Vi skal desuden erkende de yderligere problemer, man står over for med at få adgang til EU's programmer og finansiering på områder som f.eks. forskning og udvikling. Vi skal gøre brug af positiv forskelsbehandling for disse regioner for at forbedre deres adgang.

Et emne, der er drøftet her i dag – forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer – er også relevant. Vi må erkende, at disse regioner er mere udsatte for katastrofer, og at katastrofeforebyggelsen skal styrkes, sådan som det påpeges i den betænkning, vi vedtog her i dag.

Vi sender endnu en gang et advarselssignal, sådan som vi har gjort det adskillige gange før. Disse regioner, især regionerne i den yderste periferi, skal fortsat være en del af konvergensmålene, så man ikke forværrer den række af strukturelle ulemper, som størstedelen af dem stadig må leve med – som i de autonome regioner Madeira og Azorerne i Portugal.

  Fiorello Provera, for EFD-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Afstemningen i morgen er vigtig for de over 90 mio. europæere, der bor i bjergområder. I artikel 174 i Lissabontraktaten erkender man betydningen af bjergområder og særlige regioner. Men denne artikel skal gennemføres ved hjælp af en specifik politik. Vi er nødt til at skride fra ord til handling. Bjerge handler ikke kun om ren luft, natur og ferier. Ud over det er der nogle reelle problemer, som de mennesker, der bor i bjergområder, må leve med hver dag og med stort besvær til følge.

Den manglende infrastruktur gør det vanskeligere for mennesker og varer at bevæge sig rundt, og adgangen til tjenesteydelser er vanskeligere på grund af ekstraomkostninger for virksomhederne og borgerne. For at undgå affolkning af bjergområder skal vi garantere, at de mennesker, som bor der, har rimelige levevilkår med moderne tjenesteydelser og tilstrækkelig sundhedspleje, præcis som alle andre europæiske borgere.

Bjergområder frembyder også en stor mulighed for ren energiproduktion, energibesparelser og kvalitetslandbrug, der er miljøvenligt. For at opnå alt dette skal der investeres penge i et rammeprogram, der omfatter ethvert aspekt af livet i bjergområderne. Dette udspil støttes af alle de politiske grupper og af de europæiske bjergområdeorganisationer såsom Euromontana og den europæiske forening af valgte repræsentanter fra bjergområder (AEM, "Association Européenne des élus de Montagne"). Det opfylder også et ønske, som Kommissionens formand, hr. Barroso, selv har udtrykt.

Det er nu op til Kommissionen at gennemføre denne anmodning hurtigt og inddrage regionerne i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Jeg vil gerne slutte af med specifikt at foreslå, at der udnævnes en fungerende kommissær for bjergområder og særlige områder for at samordne denne nye europæiske politik effektivt.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! Ca. 18 % af EU's samlede befolkning bor i bjergområder. Disse områder er kendetegnet ved fælles fokus på landbrug og skovbrug samt naturligvis også på turisme. Landbrugerne i bjergområder arbejder meget hårdt for en forholdsvis lille indkomst. De bidrager imidlertid markant til at bevare alperegionen – og dermed til bæredygtigheden. Vi må ikke lade alperegionen blive til en gold steppe. Vi ønsker tværtimod, at den fortsat er et velbevaret kulturlandskab. EU-støtte skal tildeles under hensyntagen til bjergområders topografiske, klimatiske og også kulturelle særpræg. Det giver ingen mening at anvende en ensartet skabelon hele vejen lige fra Gibraltar til Nordkap.

Hvad er det, vi har brug for? Vi har brug for et arealtilskud og et tilskud til dyreopdræt for også at støtte landbrugerne i deres arbejdsindsats vedrørende opdræt af passende dyrearter efter 2013. Vi har brug for forhøjet investeringsstøtte, hvor der tages hensyn til, at omkostningerne er højere end i dalområder, og har brug for, at højkvalitative levnedsmidler fra alperegionen bliver mærket, beskyttet og certificeret.

EU skal derfor komme på banen nu for at sikre, at bjerglandbrugerne og således hele alperegionen kan få en anstændig fremtid efter 2013.

  Lambert van Nistelrooij (PPE). – (NL) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne takke kommissæren for at have svaret på vores spørgsmål. Når alt kommer til alt, var formålet med spørgsmålet at få genbehandlet den politik, vi tidligere har skitseret, nu, hvor den nye traktat er faldet helt på plads. Det er faktisk rigtigt, at regionalpolitikken med alle dens facetter kan bringe os tættere på vores medborgere og på realiteterne i deres liv.

For det andet udgør territorial samhørighed faktisk den nye dimension, og vi har rapporter der bekræfter dette. Territorial samhørighed har også en hel mase at gøre med, hvordan vi bør håndtere fuldstændig forskelligartede situationer i lande som Frankrig eller Spanien. Det handler ikke blot om at tildele stadig flere specifikke midler. Nej, der er en klar tendens til større samhørighed og mere ligevægt mellem nationalstaterne. Hvis vi derefter ser på den nye finansielle ramme, dvs. den nye politiske ramme efter 2013, kan vi se de ting, som driver dette fremad, og Europas merværdi.

I den forbindelse er det godt, at vi tager dette initiativ i dag. Jeg føler mig med en vis tøven nødsaget til at understrege, at vi skal have flere midler, men det er måske for tidligt. Dette kan måske nok være en specifik politik, men det skal helt sikkert også være muligt at opnå dette via reallokering inden for f.eks. de enkelte medlemsstater. Det Europæiske Folkepartis Gruppe (De Kristelige Demokrater), på hvis vegne jeg taler, vil også bede om en delt afstemning. Vi må vente og se, hvad der sker efter det, uanset om vi erklærer, at vi går ind for vores egne finansielle og retlige rammer.

Lad mig afslutningsvis tilføje, at jeg er fra Nederlandene. Vi har ingen bjerge eller områder med lav befolkningstæthed, men vi har nogle øer. Jeg vil gerne stille følgende spørgsmål til kommissæren: Nu hvor vores kongerige har gennemgået forandringer, og øerne Saba, St. Eustatius og Bonaire har fået fuldt selvstyre inden for Nederlandene, kan det så fremskyndes, at disse øer erklæres for at være regioner i den yderste periferi? Vi har i lang tid set frem til dette.

  Teresa Riera Madurell (S&D). – (ES) Hr. formand, hr. kommissær! Hvis vi gerne vil nå det mål om territorial samhørighed, der blev indført i den nye traktat, skal man i alle områder i EU kunne nyde godt af de samme rettigheder og frihedsrettigheder.

Vi bør derfor være meget stolte over den aftale, der er indgået i Parlamentet, om at fremme tilpasningen af europæiske politikker til de specifikke behov for øer, bjergområder og områder med lav befolkningstæthed, således at disse områder kan udvikle deres fulde potentiale og konkurrere på lige vilkår.

Der er i den henseende et særdeles vigtigt punkt, som jeg gerne vil understrege. Nogle øregioner får på nuværende tidspunkt ikke midler til tværnationale samarbejdsprojekter, ganske enkelt fordi de ligger mere end 150 km væk. Dette er et irrationelt og uretfærdigt kriterium, der øger deres isolation, og som vi foreslår at fjerne.

Som hr. Schulz så rigtigt sagde, bor jeg på en europæisk, ø og jeg ved af egen erfaring, at det har sin pris at være en ø. Vi har som lovgivere en forpligtelse til at gøre denne pris mindre. Som kommissæren med rette påpegede, giver traktatens artikel 174 os mulighed for at gøre dette.

  Niccolò Rinaldi (ALDE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Når vi drøfter problemerne i områder med lav befolkningstæthed og på øerne i den yderste periferi her i Parlamentet – især set i lyset af min parlamentariske forpligtelse over for bjergområder – er det et første skridt i retning af at etablere et netværk for at bevare disse regioner, hvor de europæiske borgere bor under fuldstændig enestående forhold og ofte på lave indkomster. Det er områder med lav befolkningstæthed, og hvor man oplever aldrende befolkninger, fordi de unge ofte forlader områderne, og procentdelen af indbyggere med en universitetsuddannelse er under det nationale gennemsnit.

Disse kriterier – især BNP, men der er også andre – skal inspirere til en europæisk støttestrategi for bjergområder, som har færre tjenesteydelser, har infrastrukturproblemer, og som er særlig udsatte på grund af landbrugskrisen og klimaændringerne. Bjerge er steder, hvor mennesker lever, og som bliver udforsket, og de skal nu også blive til et politisk laboratorium, fordi de er en vældig stor ressource for udvikling med hensyn til kultur, ren energi og højkvalitativt landbrug samt for den livskvalitet, der er absolut nødvendig for at kunne garantere en større trivsel blandt bybefolkningerne.

Ud over Kommissionens, medlemsstaternes og de lokale myndigheders ansvar er det også lokalsamfundenes ansvar at forstå, hvordan man kan kontrollere sin egen skæbne i det 21. århundrede i Europa med en helhedsorienteret tilgang og især en aktiv medvirken i beslutningsprocessen.

Jeg taler af erfaring, når jeg siger, at det i bjergområder er bedre at arrangere 10 lokale sportsbegivenheder end én eneste World Cup, og dette bør være arbejdsmetoden for enhver. Vi skal øge antallet af udbredte initiativer og udvise større politisk kreativitet, idet man skal begynde med, at der i kommissærkollegiet etableres en særlig delegation for bjergområder og øer.

  Alyn Smith (Verts/ALE). – (EN) Hr. formand! Jeg erklærer min interesse som næstformand i Den Tværpolitiske Gruppe om Bjergområder, Øer og Områder med Lav Befolkningstæthed.

Jeg vil gerne rose de kolleger i hele Parlamentet, der har arbejdet så hårdt på at få dette emne på dagsordenen, fordi selv om jeg glæder mig særdeles meget over kommissærens tilstedeværelse her og ser positivt på hans udmelding, er alle initiativerne med hensyn til faktisk at sætte fart på gennemførelsen af artikel 174 og udmønte den i praksis taget her i Parlamentet. Kommissæren har en meget entusiastisk partner med hensyn til at omsætte artikel 174 i praksis for vores medborgere, fordi artiklen giver os en udfordring med hensyn til at vise, at EU tilfører en reel merværdi for nogle af de mest forskelligartede og uensartede lokalsamfund, vi har i EU.

Jeg lægger vægt på ordet lokalsamfund, fordi det er vigtigt at erkende, at det er lokalsamfundene, som vi forsøger at hjælpe. Selve geografien – det være sig en ø, det være sig bjergområder, det være sig områder med lav befolkningstæthed – er for så vidt irrelevant. Vi taler om et fælles problem som følge af forskellige geografiske specifikke forhold. Det er her, vi skal sikre, at vores klassifikationer nu også passer – og det gør de ikke i øjeblikket. De regler, vi opererer med, passer ikke til de specifikke forhold i de lokalsamfund, vi taler om, og det giver ofte nogle helt forkvaklede resultater. Det er her, vi havde et specifikt problem med dokumentet fra Generaldirektoratet for Regionalpolitik "Territories with specific geographic features" ("Områder med specifikke geografiske særpræg"). Jeg håber, man tager kritikken i punkt 2 i beslutningsforslaget fra Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance til sig, fordi vi mener det faktisk. Vi har brug for et bedre klassifikationssystem, end det vi har.

Det drejer sig ikke om at give flere penge til de fattige, ugunstigt stillede områder. Der er mere end nok dynamik, spænding og entusiasme på vores øer i Skotland, bjergområderne og forskellige andre steder til at hjælpe dem med at helbrede sig selv. Men vi er nødt til navnlig at sikre, at statsstøtten udgør et bidrag til snarere end en hindring for deres liv og, hvis vi fejer hindringerne af banen, kan vi arbejde sammen om at gøre deres liv bedre.

  Marisa Matias (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand, hr. kommissær! Et EU uden økonomisk og social samt territorial samhørighed er ikke nogen union. Bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed har deres egne vanskelige udfordringer, som skal overvindes af hensyn til et befolkningernes Europa. Vi er dog nødt til at komme videre end hensigtserklæringer, for ellers får vi den modsatte virkning og forstærker ulighederne.

Disse regioner er et kæmpestort reservoir af vigtige ressourcer. Biologisk mangfoldighed, skove, vådområder og landdistrikter udgør et uhyre vigtigt gode for alle, men alligevel må man leve med de deraf følgende begrænsninger på regionernes økonomier. Vi er nødt til at give noget tilbage. Vi skal alle tilbyde de mennesker, der bor i disse regioner, vores solidaritet og opbakning.

Jeg vil gerne komme med to forslag. Det første drejer sig om deres potentielle bidrag vedrørende videnskab og udvikling. Naturrigdommene i mange af disse regioner gør dem til ægte friluftslaboratorier, men de har ikke lige adgang til forskningsmidler. Hvorfor forsyner vi dem så ikke med fremragende forskningscentre, således at der skabes kvalitetsarbejdspladser, og deres økonomi bliver genoplivet?

Mit andet forslag drejer sig om energi. Disse regioner kan og skal fungere som pilotprojekter, der kan vise potentialet for bæredygtighed og selvforsyning med energi, især via mikroanlæg, hvor man benytter sig af lokale energikilder. Det ville reducere afhængigheden, øge ligheden og skabe nye arbejdspladser.

Til slut vil jeg gerne påpege, at det, når man anvender bruttonationalproduktet som den eneste eller vigtigste indikator for tildeling af støttemidler, kun kan føre til yderligere uretfærdigheder. Det er derfor afgørende at gøre brug af supplerende oplysninger, især oplysninger om de socioøkonomiske realiteter i disse regioner.

Og her må jeg lige sige et par særlige ord om befolkningen på hhv. Azorerne og Madeira samt i bjergområderne og de affolkede områder inde i Portugal. De bidrager med deres indsats i stor stil til udviklingen og livskvaliteten for samtlige borgere i Europa.

Disse områder og alle andre områder har deres egen sammenhæng. Social, økonomisk og territorial samhørighed skal ikke betragtes som godgørenhed. Det drejer sig om, hvorvidt vi vil have en reel europæisk omfordelingspolitik eller ej. Jeg mener af alle disse grunde, at denne beslutning er et vigtigt tiltag, men blot det første af mange.

  Timo Soini (EFD). – (FI) Hr. formand! Finland er et stort land med et areal, der næsten er lige så stort som Storbritanniens, men der bor kun 5,3 mio. mennesker. Det er efter min mening noget, der beriger vores liv enormt, idet jorden ikke længere bliver udstykket nogen steder. Verden og Europa bliver overbefolket, men rent vand og natur er en helt afgørende nødvendighed. Der opkræves skatter fra folk langt ude på landet, så alle har ret til grundlæggende serviceydelser. Områder med lav befolkningstæthed er lige så vigtige som byerne, fordi alle og hvert liv har sin værdi.

I mit hjemland, Finland, er Lapland, Östra Finland og de centrale dele af landet tyndt befolket, men de bidrager alle til landets infrastruktur og er en del af Finland som helhed, et land, hvor vi desuden har kunnet og kan gå ind i kommercielt bæredygtige aktiviteter. Vi i EU, som jeg ser med skepsis på, skal også kunne se, at aktiviteter skal være økonomisk realistiske. Der skal desuden også ske en udvikling i disse regioner.

Vi er også nødt til at sikre, at vi ikke er med til at affolke landdistrikterne som følge af EU's lovgivning. Det er med afsæt i dette punkt, at jeg ser særlig kritisk på det kommende direktiv om posttjenester. De høje herrer ville gøre ret i at tage ud til disse områder med lav befolkningstæthed og kontrollere, hvad tid posten kommer. Det er sådanne ting, jeg gerne vil understrege, og hvis vi kan gøre nogen som helst fremskridt, bliver jeg måske endda knap så kritisk.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Som østriger er jeg primært optaget af, hvad der står i den foreliggende betænkning om situationen for dem, der bor i bjergområder. Som allerede konstateret i erklæringen er landbrug en økonomisk nøglesektor i disse områder. Statistikken viser, at 13 landbrugere hver dag må dreje nøglen om i Østrig. Små landbrug er specielt udsatte. Alt i alt har vi nu kun halvdelen af det antal landbrug, vi havde i 1950. Bjerglandbrugere har den yderligere ulempe, at de ikke kan være nær så produktive som landbrug i dalområderne. Deres produkter kan knap nok konkurrere på markedet på grund de høje transportudgifter som følge af geografisk beliggenhed. Tradition forpligter.

Landbrugernes og deres familiers liv er et vidnesbyrd om, hvordan generationer har levet og arbejdet sammen. Det er i vores nuværende samfund noget ret unikt, og det er noget, vi ikke må lade gå tabt.

  Danuta Maria Hübner (PPE). – (EN) Hr. formand, hr. kommissær! Territorial mangfoldighed er et aktiv for Europa. Det er vores forpligtelse som EU's institutioner at sikre, at vilkårene for dette aktiv fungerer af hensyn til Europa, dets kultur og dets økonomi.

I traktaten kræves det, at EU i sine politikker tager hensyn til områder med specifikke særpræg, som indebærer særlige udviklingsmæssige udfordringer, både med hensyn til problemer, der skal løses, og muligheder, der kan udnyttes. Lad mig i den forbindelse tage tre spørgsmål op.

For det første er der territorial konsekvensanalyse. Dette spørgsmål har i årevis stået på den europæiske dagsorden. Jeg vil gerne opfordre Kommissionen til at inkludere det territoriale aspekt i konsekvensanalyseproceduren for europæiske initiativer. Territorial konsekvensanalyse kunne være et fremragende horisontalt redskab, hvormed man på en effektiv måde kan tage fat på de specifikke behov i områderne. Jeg vil derfor gerne på det kraftigste støtte tanken om regionalisering af konsekvensanalyseinstrumentet. Det kan måske være til hjælp her, hvis man kunne gøre noget via modellen for strategisk miljøvurdering.

For det andet talte kommissæren om Fællesgruppen vedrørende Territorial Samhørighed. Det er min klare holdning, at der stadig er potentiale i Kommissionen til at øge bevidstheden på mange relevante politikområder vedrørende de udviklingsmæssige udfordringer i specifikke områder. Via Generaldirektoratet for Regionalpolitiks arbejde med alle andre relevante tjenestegrene skal den territoriale følsomhed for alle europæiske politikker identificeres. Jeg mener især, at transport- og energipolitikkerne skal være "regionalpolitisk forsvarlige". "Regionalpolitisk forsvarlighed" burde være en del af god praksis i EU.

For det tredje vil jeg gerne bede Kommissionen om at se omhyggeligt på EU 2020 og især flagskibsinitiativerne med henblik på at foretage en prioritering af punkter, der har særlig betydning for disse områder med særlige udviklingsmæssige karaktertræk.

Lad mig afslutningsvis benytte denne lejlighed til mere generelt at sige, at de det kan komme de europæiske borgere til gode, at flagskibsinitiativerne i EU 2020 bringes ud på lokalt og regionalt niveau.

  Juan Fernando López Aguilar (S&D). – (ES) Hr. formand, hr. kommissær! For første gang i den europæiske integrations historie har man i Lissabontraktaten indføjet det regionale aspekt og territorial samhørighed som et afgørende mål i EU.

Jeg deltager i denne forhandling ligesom et andet parlamentsmedlem fra en øregion, nemlig De Kanariske Øer, der er omfattet af traktatens artikel 174, hvor der specifikt henvises til øer, og artikel 349, da øgruppen er en region i den yderste periferi. Jeg gør dog dette velvidende, at øerne ud over deres territoriale fragmentering, da øer altid er EU's ydre grænse, er specielt sårbare med hensyn til energi, transport og infrastrukturstrategier og frem for alt strategier vedrørende EU's indre og ydre sikkerhed over for trusler og navnlig over for ulovlig menneskesmugling.

Jeg beder derfor om stor opbakning til denne beslutning og frem for alt til dens udmøntning til konkrete politikker – hvormed den bør blive fyldt med indhold, og som vi ikke kan drøfte i detaljer – og især til overførslen til det finansielle overslag for 2014-2020. Vi skal have et budget, der matcher målene og giver økonomisk støtte til ambitionen om at give de europæiske borgere, der bor på EU's øer, fulde og lige rettigheder og muligheder ligesom dem, der bor på fastlandet i dette meget store område med europæisk integration.

  George Lyon (ALDE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil også gerne bifalde den betænkning, vi drøfter i dag. Som øbo, der lever på vestkysten i Skotland, er jeg udmærket godt klar over de udfordringer, mange af vores yderste områder og faktisk også vores øregioner står over for. Den grundlæggende udfordring, som øerne og faktisk også vores bjergområder står over for, er naturligvis transportomkostningerne. Det gør, at vi ikke er konkurrencedygtige, medfører, at der er for få muligheder og mangler arbejdspladser i disse områder, samt i sidste ende at de unge flytter væk.

I punkt seks i betænkningen henvises der til behovet for at gøre områderne mere konkurrencedygtige, hvilket der for mig er den grundlæggende udfordring for den regionale samhørighedspolitik fremover, når man skal gøre noget ved de problemer, som øboerne og beboerne i bjergområder har.

Lad mig bringe et særligt spørgsmål på bane, som jeg gerne ville tage op med Kommissionen og gøre kommissæren opmærksom på. Vi havde for tre år siden i Skotland et nyttigt initiativ fra den skotske regerings side, hvor man forsøgte sig med lavere færgetakster til øerne for at se, om det gav et løft til de pågældende øer. Pilotprojektet løb i tre år og er nu afsluttet. Nogle af øerne fik gavn af støtten – andre gjorde ikke. Vi forventede, at programmet efter endt evaluering skulle bredes ud til alle øer i Skotland.

Den skotske regering har valgt at brede programmet ud igen, men desværre kun til de vestlige øer, og resten får ingen støtte.

Borgerne i min valgkreds i Argyll synes ikke, at det er retfærdigt, og nogle af dem mener, at det udelukkende er valgflæsk. Hvis jeg skriver til kommissær Hahn og kommissæren for transport, vil de forhåbentlig reagere på problemerne og undersøge den uretfærdige situation, som mange af borgerne i min valgkreds står i.

  Malika Benarab-Attou (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Alperne er et af de tættest bebyggede bjergområder i Europa. De rummer de vigtigste vandressourcer, men deres nuværende økonomiske situation gør dem sårbare for den globale opvarmning.

Alperne kunne spille en grundlæggende rolle ved at blive CO2-neutrale inden 2050 som fastlagt af de fire miljøministre i de tysktalende Alpelande i juni i år. Det kunne blive den foretrukne region for etablering af vedvarende energi og bidrage til at nå målet om en CO2-reduktion på 20 % inden 2020.

(Taleren afbrød)

  Giancarlo Scottà (EFD). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! I Lissabontraktaten lægges der særlig vægt på regioner med alvorlige ulemper af permanent art. Jeg støtter af den grund hr. Proveras initiativ vedrørende den landbrugsmæssige, miljømæssige og kulturelle genopbygning af disse regioner. Jeg opfordrer derfor Kommissionen til hurtigst muligt at gå i gang med arbejdet med at gennemføre en politik for bjergområder, hvormed man får gjort noget ved problemerne, det faldende befolkningstal og opgivelsen af bjergområder med den miljømæssige nedbrydning, det indebærer.

Det er særdeles vigtigt at sørge for landbrugsaktiviteterne, livskvaliteten og kulturarven for dem, der bor under ugunstige vilkår, og det er grundlæggende at sikre, at Kommissionens, medlemsstaternes og de regionale og lokale myndigheders tiltag er i harmoni med hinanden.

Et grundlæggende princip i EU er nærhedsprincippet, der er et instrument, som er afgørende for at fremme udviklingen af ugunstigt stillede regioner via varige og målrettede foranstaltninger som respons på regionale forslag. Dette er en betydelig udfordring, og opgaven vil være at holde på folk i disse regioner eller endnu bedre at tilskynde dem til at tage tilbage dertil.

  Nuno Teixeira (PPE). – (PT) Hr. formand, hr. kommissær! Målet om territorial samhørighed, der nu er nedfældet i Lissabontraktaten, symboliserer værdien af europæisk solidaritet og medlemsstaternes og EU's forpligtelse til at reducere de nuværende forskelle mellem de forskellige regioner.

Det er dog ikke nok, at de mål, vi gerne vil nå, står i traktatteksterne. Der er regioner i EU, som må leve med ulemper af permanent art, som begrænser deres økonomiske og sociale udvikling markant. Særprogrammer skal derfor udmøntes i praksis for fuldt ud og effektivt at overvinde den manglende udvikling i disse regioner ved at tilpasse deres udviklingsmodeller til deres respektive potentiale og ressourcer, således at det bliver nemmere at nå EU 2020-målene.

Incitamentet til disse regioner skal ikke alene komme fra regionalpolitiske midler, via strukturtilpasningsinstrumenter såsom Samhørighedsfonden og de fire strukturfonde, men også ske via en ændring i anvendelsen af de forskellige sektorpolitikker, som har en betydelig territorial indvirkning i hver af regionerne og derfor kan sætte skub i deres økonomi.

Vi bør så afgjort holde fast i bruttonationalproduktet (BNP) som den vigtigste indikator til bestemmelse af berettigelse til EU-støtte til disse regioner. I betragtning af deres naturgivne ulemper bør der dog også anvendes andre målelige kriterier såsom ledighedsprocent, befolkningstæthed eller uddannelsesniveau for at tilvejebringe et mere realistisk billede af deres udviklingsniveau. Det er den eneste måde, hvorpå man kan få et mere fuldstændigt billede af de komplekse realiteter i de ugunstigt stillede regioner.

Vi bør i den henseende bemærke os situationen i regionerne i den yderste periferi, hvis status anerkendes i den nye traktat. De udgør en gruppe af EU-regioner, der har specifikke særpræg og også er berettiget til særbehandling. Men selv om regionerne i den yderste periferi er forbundet med hinanden på grund af deres særlige karaktertræk, er deres respektive udviklingsniveau også forskelligt. Disse regioner kræver også, at man anvender andre indikatorer end BNP, der kan tilvejebringe en mere fuldstændig beskrivelse af deres specifikke realiteter og således bidrage til en mere præcis vurdering af deres udviklingsniveau.

  Luís Paulo Alves (S&D). – (PT) Hr. formand! Jeg ser positivt på dette beslutningsforslag, hvor man påpeger behovet for en europæisk strategi, som kan udmønte princippet om territorial samhørighed – som vi opnåede med Lissabontraktaten – til muligheder, der sætter beboerne i de områder, der er belastet af forskellige naturbetingede ulemper af permanent art, i stand til at deltage i det europæiske projekt.

Jeg kommer fra en region, Azorerne, hvor disse ulemper er mange og er mere akutte, sådan som det er tilfældet i andre områder, der kaldes regioner i den yderste periferi i Europa i henhold til artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Efter Kommissionens meddelelse i 2008 "Regionerne i den yderste periferi: Et aktiv for Europa" og den udvidede forhandling, hvor regionerne i den yderste periferi selv spillede en aktiv rolle, forventer vi nu vores egen udgave af denne strategi, hvor man ikke alene skal tage højde for vores ulemper men frem for alt også vores potentiale.

Jeg opfordrer derfor Kommissionen til hurtigt at fremlægge dens forslag, således at vi på forhånd kan fastlægge den bedste strategi for forhandlingen om den nye finansielle ramme, fordi vi først skal fastlægge indholdet af vores politikker, inden man afsætte de fornødne midler til at gennemføre dem, sådan som det er sket med de EU-politikker, som nu er under revision.

  Pat the Cope Gallagher (ALDE). – (EN) Hr. formand! Som mange kolleger har sagt, omhandler traktatens artikel 174 territorial samhørighed som et nyt mål i EU. EU skal derfor lægge større vægt på de økonomiske og sociale behov hos folk der bor i bjergområder, på små øer og i fjerntliggende områder. Jeg mener virkelig, at EU nu skal reagere ved inden længe at indføre konkrete foranstaltninger.

Jeg foreslog, at der i beslutningen burde lægges større vægt på de vigtige økonomiske sektorer, som disse lokalsamfund er yderst afhængige af. Jeg er især bekymret over de fiskere, der bedriver deres erhverv fra små fartøjer ud for vores kyster og øer. Disse små fartøjer er af ekstrem stor betydning for de perifere områder, hvor der ikke er nogen alternative beskæftigelsesmuligheder.

I Irland er de fleste af disse fartøjer under 15 meter lange og fanger masser af fisk, hvilket ikke har nogen væsentlig indvirkning på fiskebestandene. Men de skal indordne sig efter bestemmelser, der er udarbejdet for større både, som de små både slet ikke kan sammenlignes med.

Jeg opfordrer Kommissionen til ved revisionen af den fælles fiskeripolitik at se disse kendsgerninger i øjnene og indsætte et afsnit i den nye politik om de kyst- og øområder, der er afhængige af fisk.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! Politikken for bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed skal være helhedsorienteret, integreret og velafvejet, og man skal anerkende disse områders mangfoldighed og den tilsvarende ret til en specifik metode til udvikling i lokal, regional eller national lovgivning. Ved udarbejdelse af politikken skal man tage bestik af de ugunstige forhold, som beboerne samt de lokale myndigheder og virksomheder må leve med, og man skal fastlægge særlige tiltag med henblik på at bevare de traditionelle beskæftigelsesformer, støtte flerårige komplekse programmer med sigte på at opgradere de traditionelle produktionsformers kapacitet, støtte de mangfoldige økonomiske aktiviteter blandt befolkningen ved at udvikle faciliteter til besøgende eller turister som supplement til traditionelle former for underhold, bevare og forbedre adgangen til tjenesteydelser og teknisk infrastruktur, gennemføre foranstaltninger for at dæmme op for, at de unge rejser væk, bevare den specifikke identitet og de kulturværdier, som er specifikke for hver homogen region, og sidst, men ikke mindst naturligvis bevare den biologiske og miljømæssige balance.

Når man skal gøre noget for disse regioner, kræver det en specifik tilgang, og at de valgte foranstaltninger bliver gennemført med usædvanlig stor finfølelse. Dette er vejen frem for disse specifikke europæiske regioner.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Hr. formand! Under krisen med vulkanasken tog det mig to dage at komme hjem til mit hjemland, fordi der ikke er nogen landforbindelse eller tunnel mellem Irland og England. Det overbeviste mig om, at de mennesker, der lever på øer uden nogen forbindelse til hovedlandet, har det specielt vanskeligt. Det samme gælder for dem, der bor i tyndt befolkede bjergområder og andre områder med ugunstige forhold. Det ville for mit vedkommende gøre sig gældende i det sydlige Irland og hele vejen op langs vestkysten til Pat the Cope's Donegal. Der skal helt bestemt tages så stort hensyn til disse områder som muligt.

Jeg vil gerne fremhæve tre punkter. For det første påpegede Nuno Teixeira, at medlemsstaterne i henhold til punkt 3 kan afsætte midler ud fra andre hensyn end BNP. Det er noget, vi bør opfordre til for disse regioners vedkommende, fordi de er noget særligt.

For det andet er disse regioner de rigeste i hele Europa med hensyn til biologisk mangfoldighed, miljøbeskyttelse og levering af offentlige goder. Det er noget, man i allerhøjeste grad skal tage højde for i de kommende forhandlinger om den fælles landbrugspolitik.

For det tredje har EU nu i henhold til Lissabontraktatens artikel 195 en vis kompetence vedrørende udviklingen af turisme. Disse regioner kan byde på store muligheder for udviklingen af en stærk og bæredygtig turisme. Der er tale om naturskønne områder, og der er en god traditionel levevis og en meget venlig befolkning. Hvis vi, især her på EU-plan, gør en indsats for at hjælpe dem, hjælper vi dem ikke alene med at overleve, men det er også hjælp til selvhjælp. Det er vel i sidste ende den bedste støtte, vi kan give dem.

  Alan Kelly (S&D). – (EN) Hr. formand! Ærlig talt så har de områder, vi taler om i aften, i mange generationer været hårdt ramt – både rent økonomisk og socialt – og nu står de på grund af virkningerne af den moderne globalisering over for nogle endnu større udfordringer.

Jeg repræsenterer et område, der har mange øer, og som har det største bjergområde i Irland. Ligesom de foregående to talere, mine kolleger fra Irland, kender jeg godt de områder, som har været hårdt ramt i mange generationer. Befolkningen flytter til byområder, og der mangler økonomiske muligheder for de unge – vi kunne blive ved hele dagen med at tale om de problemstillinger, de står over for.

Jeg mener, det er på tide, at vi erkender, at samhørighedspolitikken til trods for mange succeshistorier og en meget ædel indsats ikke fuldt ud har formået at skabe økonomisk udvikling i hele EU, især for disse områder. Jeg håber, at EU's reaktion på dette problem vil føre til reelle, konkrete forskelle i og med, at der bliver taget fat om roden til denne ulighed, og allervigtigst at man tilpasser sig til de moderne behov som f.eks. på telekommunikationsområdet og især vedrørende lynhurtige bredbåndsforbindelser, hvilket efter min mening er en kæmpestor problemstilling. Adgang til telekommunikation bliver den næste store udfordring. Det er en enorm udfordring her og nu.

Det er på tide at sikre, at vi giver disse lokalsamfund en økonomisk livline. Jeg vil gerne understrege, at vi i henhold til alle traktaterne er forpligtet til at gøre dette.

  Vladko Todorov Panayotov (ALDE). – (BG) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Der findes bjergområder i de fleste af EU's medlemsstater, hvilket gør bjerge til en integreret del af EU's geografi. I Bulgarien er bjergegne næsten lige så folkerige som de flade områder. Derfor vil det være hensigtsmæssigt, at EU's lovgiver foretager en nøje undersøgelse af det store antal miljømæssige, sociale og territoriale problemstillinger, der vedrører disse regioner.

Fra et miljømæssigt synspunkt giver Europas bjerge med deres økosystem, mangfoldighed og imponerende areal de ideelle betingelser for udvikling og bevarelse af den enestående biologiske mangfoldighed. Bjergenes skrøbelige økosystemer er imidlertid særlig sarte og sårbare over for ændringer forårsaget af menneskeskabte handlinger.

EU skal lære at anvende bjergområdernes økonomiske og miljømæssige aktiver på den bedste og mest ansvarlige måde. Disse målsætninger kan nås ved at finansiere og fremme miljøeffektive aktiviteter, som f.eks. landbrug i bakkede områder, traditionelt husdyropdræt i Alpeområderne og integreret skovressourceforvaltning.

Efter min mening vil disse foranstaltninger give mange positive resultater med hensyn til EU's territoriale og økonomiske samhørighed.

  Iosif Matula (PPE). – (RO) Hr. formand! Bæredygtig økonomisk vækst og social udvikling opnås ved at udnytte de forskellige territoriale aktiver, der er til rådighed. Denne idé er et af hovedpunkterne i grønbogen om territorial samhørighed. Dette samhørighedsprincip er blevet styrket med forordningerne om strukturfondene for perioden 2007-2013, og det er en af EU's centrale målsætninger, der blev indført med Lissabontraktaten. Bestemmelserne i artikel 174 bør udmøntes i særlige udviklingsstrategier og konkrete foranstaltninger, der har til formål at overvinde bjergområdernes, øernes og områderne med lav befolkningstætheds hindringer og udnytte deres potentiale. Dette kunne opnås ved hjælp af en europæisk politisk ramme og kunne skabe merværdi som følge af udnyttelsen af de forskellige lokale aktiver.

Forsknings- og udviklingspolitikker ville medføre en bedre anvendelse af disse regioners umådeligt store naturpotentiale, hvilket ville få direkte indvirkning på f.eks. bæredygtig energi og turisme. Dette ville gøre det muligt for os at vende særlige geografiske forhold til fordele.

Et væsentligt aspekt, som vi skal fokusere på, er demografiske forandringer. Vi skal tilskynde til særlige demografiske politikker, som er målrettet indbyggerne i disse regioner, og som omfatter forskellige faciliteter, der er tilpasset områdets særlige forhold. De ugunstigt stillede bjergområder i mit hjemland, som oplever, at befolkningstallet støt falder, forventer foranstaltninger, som kan forbedre deres økonomiske situation, således at deres indbyggere tilskyndes til at blive boende i disse bebyggelser og bidrage til deres udvikling.

Jeg har en anden og overordentlig vigtig bemærkning. Efter min mening skal BNP fortsat bruges som hovedkriteriet for at fastslå, om man er berettiget til regionalpolitisk bistand. Indførelsen af andre indikatorer ville vanskeliggøre og på lang sigt ødelægge den aktuelle udviklingsproces i disse områder samt samhørighedspolitikken som helhed. Medlemsstaterne kan imidlertid anvende disse indikatorer til at omfordele midlerne mellem regionerne indtil grænserne for de pakker, som de fik tildelt, med henblik på kun at tilgodese de nævnte områder.

  Spyros Danellis (S&D) . – (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Bjergområderne, øerne og de fjerntliggende områder er en kilde til styrke og velstand i Europa. Der skal i den europæiske politik vedrørende disse områder fokuseres på en styrkelse af deres positive aspekter og på en afhjælpning af deres negative aspekter, således at der ikke er nogen steder, hvor de europæiske borgere føler, at de er afskåret fra deres medborgere, og således at mennesker har lige muligheder for velstand, uanset hvor i Europa de bor.

Et områdes bruttonationalprodukt giver ikke et retvisende billede af denne mangfoldighed. Der findes det, som forekommer at være rige øer og bjergområder uden et produktionsgrundlag, som er låst fast i servicesektorer, der er på sammenbruddets rand, og som derfor har behov for investeringer. Desuden yder gennemsnit for øer med forskellige vækstrater generelt ikke nogen af dem retfærdighed.

Andre vigtige faktorer, som f.eks. arbejdsmarkedet og et områdes tilgængelighed, den høje pris på person- og godstransport og de nødvendige infrastrukturer og netværk, er elementer, der skal tages i betragtning inden for rammerne af en mere global strategi for regionerne, både med hensyn til regionalpolitik og udgangspunktet for fastlæggelsen af bredere kriterier.

  Tamás Deutsch (PPE). - (HU) Hr. formand, hr. kommissær! Som det ganske rigtig påpeges i beslutningen, står bjergregioner, øer og de tyndest befolkede områder over for alvorlige udfordringer, og der er derfor behov for særlige regionaludviklingsprogrammer og støtte. Det foreslås at benytte BNP som en indikator. I denne forbindelse er det vigtigt at understrege, at vi skal fortsætte med at benytte BNP som målestok for en medlemsstats berettigelse til regionalpolitisk støtte ved fordelingen af EU-midler. BNP er en vigtig målestok for udvikling, fremskridt og virkningen af regionalpolitiske tiltag, og det er en indikator, der ligeledes kan ses i sammenhæng med andre målestokke.

Alt dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at vi kan se bort fra de sociale og miljømæssige konsekvenser af økonomiske beslutninger, da vækst kun kan bibringe fordele, hvis den kobles sammen med social udvikling og øget livskvalitet. På medlemsstatsplan kan de enkelte landes beslutningstagere tage andre indikatorer i betragtning i forbindelse med bevillingen af udviklingsmidler mellem regionerne, som f.eks. ved fastlæggelsen af medlemsstaternes støtte til bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed. Jeg ønsker ligeledes at henlede Kommissionens opmærksomhed på, at vi på EU-plan fortsat skal anvende BNP som en grundlæggende indikator for støtteberettigelse for at sikre, at mindre udviklede medlemsstater fortsætter med at anvende støtten effektivt.

  Derek Vaughan (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg kommer fra Wales, som har bjerge, øer, områder med lav befolkningstæthed og meget mere. Jeg glæder mig derfor over forslagene i beslutningsforslaget.

I mit korte indlæg ønskede jeg at fokusere på lokal- og regionalregeringernes rolle, da det er tydeligt, at uanset hvilke strategier, projekter eller programmer der fastlægges, vil disse blive udarbejdet, gennemført, leveret og forvaltet af de regionale og lokale myndigheder.

Det er rigtigt, fordi det er det regeringsniveau, der er mest jordnært og tættest på befolkningen. Derfor er det også rigtigt at inddrage dem i alle faser af ethvert program eller initiativ.

Jeg håber således, at Kommissionen vil huske på dette og iværksætte mekanismer, som sikrer, at lokal- og regionalregeringerne bliver inddraget fuldt ud, og jeg er sikker på, at de til gengæld vil sikre udviklingen af vores samfund og regioner.

  Joachim Zeller (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær Hahn, mine damer og herrer! Jeg har et problem med en del af disse forhandlinger. Når jeg hører nogle af indlæggene vedrørende bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed, får jeg indtryk af, at disse områder ikke hører under nogen lande og er direkte underlagt EU. Det er imidlertid ikke tilfældet. Hvert enkelt af disse områder henhører under en suveræn medlemsstat. I henhold til nærhedsprincippet er det medlemsstaternes opgave at gennemføre EU's beslutninger, afgørelser og målsætninger.

På EU-plan har vi altid været særlig opmærksomme på netop disse regioner – bjergområder, områder med lav befolkningstæthed og øer – i Kommissionens meddelelser helt indtil Lissabontraktaten. Også her i Parlamentet er der blevet vedtaget mange beslutninger til støtte for disse regioner. Når jeg hører så mange her i Parlamentet klage over, at disse områder stadig er så ringe stillet, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv, hvad medlemsstaterne har gjort med de initiativer, som vi har banet vejen for på EU-plan? Hvad har regionerne selv gjort med dem? Hvordan har de forvaltet den EU-bistand, der er tilvejebragt? Det, der er nødvendigt her, er en ny strategi, og jeg har ondt af de tjenestemænd i Generaldirektoratet for Regionalpolitik, som skal koge alle øernes, bjergområdernes og områderne med lav befolkningstætheds problemer ned til én strategi. Samtidig er der gået så meget inflation i strategierne – tænk bare på strategierne for Donau, Østersøen, Sortehavet, klimaændringerne og deslige – at vi snart får brug for en strategi for strategierne, hvis vi skal bevare overblikket over dem alle.

Spøg til side. Det, som det virkelig handler om, er, som det glædeligvis er blevet sagt af kommissær Hahn i dag, at vi bliver nødt til at kæmpe for at sikre, at vi stadig har en samhørighedspolitik og en regionalpolitik på europæisk plan efter 2013. Det er det, vi skal fokusere på i vores arbejde, og vi bliver nødt til at overbevise medlemmerne herom. Bjergregionerne, øerne og andre områder vil alle blive omfattet af en fortsat politik om samhørighed og regionalpolitik efter 2013. Det er formålsløst at spilde vores tid på enkeltstående beslutninger om dette emne.

  Patrice Tirolien (S&D) . – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg glæder mig meget over denne dags forhandlinger. De viser igen, at det er nødvendigt, at EU værdsætter og får mest muligt ud af sin regionale mangfoldighed.

I denne tid, hvor vi forhandler om de nye rammeprogrammer for 2014-2020, mener jeg, at det er vigtigt at fremhæve de ændringsforslag, som skal tilgodese særlige regioner. Kontinuitet og territorial samhørighed skal være omdrejningspunktet for vores overvejelser.

Udviklingen af bjergområderne, øerne og områderne med lav befolkningstæthed kræver imidlertid mere end blot en række undtagelser. Vi skal vedtage en horisontal tilgang. Vi skal fastlægge instrumenter, som gør det muligt at få EU's tiltag på alle områder til at eksistere side om side i synergi og derved øge deres merværdi.

I min egenskab af repræsentant for en region i et yderområde ser jeg frem til EU's nye strategi om de mest afsidesliggende regioner, som Kommissionens tjenestegrene har stillet i udsigt for begyndelsen af 2011.

  Damien Abad (PPE). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Vores Europa er med hensyn til mangfoldigheden et symbol på EU, nemlig en mangfoldighed af afstande, af kulturer, af tilgange og ligeledes vores landes og regioners mangfoldighed.

Selv om EU består af helt forskellige elementer, skal målsætningerne om territorial, økonomisk og social samhørighed fortsat lægges til grund for alle vores tiltag, og dette er ydermere anerkendt udtrykkeligt i Lissabontraktaten. I denne forbindelse skal vi derfor være særligt opmærksomme på bjergområderne, øerne og områderne med lav befolkningstæthed.

Jeg er blevet valgt i den store sydøstlige region, som også omfatter øer, og her tænker jeg på Korsika, samt Savoyen og Ain-departementet, hvor en række områder har lav befolkningstæthed, og i det praktiske arbejde ser jeg, at det tydeligvis er bydende nødvendigt for os at forsone Europa med disse regioner.

For at dette kan lykkes, skal vi først og fremmest kortlægge disse regioners vanskeligheder. Jeg tænker f.eks. på tjenesteydelser af almen interesse, herunder sociale tjenesteydelser af almen interesse. Hvordan kan vi tilrettelægge tingene, så vi kan sikre alle borgere, uanset hvor de bor, et minimum af social beskyttelse?

Vi skal ligeligt udvikle hele potentialet i disse regioner, således at de kan drage fordel af det indre marked og økonomisk udvikling. Desuden er det meget tydeligt, at EU's politikker for øer eller bjergregioner for øjeblikket ikke anvendes effektivt.

Dels har man forsømt at tage særlige lokale og regionale forhold i betragtning, og dels er der en risiko for, at disse regioner bliver overladt til sig selv, hvis de helt overses, uden at få nogen form for bistand til at bekæmpe affolkning, miljøtrusler eller økonomisk krise. Det er nøjagtig i denne henseende, at EU under nøje overholdelse af nærhedsprincippet kunne tilføre merværdi.

Jeg regner mig selv blandt dem, der mener, at Europa skal fastsætte særlige mål for disse regioner. Formålet med dette skulle først og fremmest være at vurdere de forskellige EU-politikker, der berører disse regioner, for at indarbejde en horisontal bestemmelse, som gør det muligt at tage disse særlige forhold i betragtning. Jeg mener også, at der ud over regionalpolitikken skal foretages en vurdering af den fælles fiskeripolitik, som skal omfatte beskyttelsesforanstaltninger for små og lokale fiskere, landbruget og udviklingen af landdistrikterne, og som i højere grad er målrettet produktion i mindre omfang med en øget direkte støtte, hvorefter vi skal anvende samme procedure på transport- og energiområdet.

Afslutningsvis ønsker jeg at gøre opmærksom på, at hvor der er vilje, er der ikke nødvendigvis vej. Ambitioner bør ikke begrænses til fine ord. Om et par måneder får vi en afgørende mulighed, som vi skal udnytte, nemlig forhandlingerne om de næste finansielle overslag.

  Vasilica Viorica Dăncilă (S&D). – (RO) Hr. formand, hr. kommissær! EU skal bruge sin samhørighedspolitik til at rette særlig opmærksomhed mod de regioner, der er berørt af naturlige og demografiske handicap, såsom regionerne i den nordlige del af kontinentet, områder med lavere befolkningstæthed eller øer, grænseområder og bjergregioner.

Disse regioner står mere end nogen anden region i EU over for særlige udfordringer i kraft af vanskelige adgangsforhold, klimaændringer, regional integration og demografiske ændringer. Desuden har de en række fællesnævnere, som kræver, at der bliver udarbejdet og gennemført særlige regionaludviklingsprogrammer, og at indikatorerne for bevilling af midler bliver tilpasset, da det er nødvendigt, at der i disse indikatorer tages højde for hver enkelt regions særlige forhold. Der hersker ingen tvivl om, at det skal tages i betragtning, at der er en lav befolkningstæthed og vanskelig adgang til faglige uddannelsesprogrammer, der efterfølgende gør det muligt for befolkningen at trænge ind på arbejdsmarkedet og sænke arbejdsløsheden i disse områder.

Befolkningen i disse områder skal ikke leve af bistandsprogrammer som led i nationale offentlige ordninger. Disse områder skal have de ressourcer og de kvalifikationer, der er nødvendige for en bæredygtig udvikling og for adgangen til tjenesteydelser af almen interesse.

  Richard Seeber (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Med Lissabontraktaten har vi fået et nyt retsgrundlag, og særlig artikel 174 giver os til opgave at fremme den territoriale samhørighed. Hvad dette konkret betyder for regionalpolitikken og for kommissæren for regionalpolitik, er, at han skal værne om dette politiske område og også de områder, som har særlige topografiske egenskaber, som f.eks. bjergregioner og øer. Vi skal derfor udarbejde en særlig politik for denne gruppe. Som anført af hr. Zeller skal dette ikke blot medføre, at vi står tilbage med et væld af programmer og formidler penge hertil, men nærmere, at vi får indarbejdet den nødvendige fleksibilitet i EU-programmerne. Dette gælder de indikatorer, der skal tilvejebringes, men frem for alt også de politikker, som vi særlig ønsker at fremme.

Det er imidlertid ikke blot op til kommissær Hahn at presse en anstændig politik igennem på dette område, for politikker for bjergregioner spiller en rolle inden for alle områder af EU's politik. Landbrugspolitik er allerede blevet nævnt. Også her indebærer bjergregionernes særlige forhold, at det er nødvendigt med bistand eller afbalancering ved hjælp af særlige foranstaltninger. De spiller en rolle i transportpolitikken. Selv kommer jeg fra et land med særlige udfordringer og problemer i forbindelse med international godstransport. Også her forsøger vi at indarbejde de nødvendige undtagelser i Eurovignette-direktivet. Det finske medlem nævnte direktivet om posttjenester. Hvis han havde læst det omhyggeligt, ville han have opdaget, at vi allerede indarbejdede meget gode løsninger på disse problemområder i sidste valgperiode.

Som repræsentant for disse regioner har kommissær Hahn et særligt ansvar for at sikre, at disse særlige egenskaber giver genlyd inden for alle EU's politikområder. Først når det er tilfældet, vil vi kunne sikre, at vores mål om territorial samhørighed som fastlagt i traktaten faktisk er nået.

  Rosa Estaràs Ferragut (PPE). – (ES) Hr. formand! Jeg ønsker først og fremmest at takke alle dem, der støttede dette beslutningsforslag, der i høj grad bifaldes af Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) og Spanien, som er det land, vi repræsenterer.

Vi har lovgrundlaget i form af Lissabontraktatens artikel 174, stk. 3. Vi har også territorial samhørighed, som er den nye søjle, der er fastsat i denne traktat, og vi har derfor det retsgrundlag, der er nødvendigt for at gå ud og hjælpe disse regioner, dvs. bjergregionerne, øerne og områderne med lav befolkningstæthed.

For så vidt angår bjergregioner, taler vi, som det tidligere er blevet anført her, om ca. 90 mio. indbyggere. På øerne bor der 21 mio. borgere fordelt på 14 lande, og mange flere millioner bor i bjergregioner.

Alle disse borgere har mange ens problemer med hensyn til kultur, uddannelse, transport og miljø. Der er særlig én ulempe, der samler os alle, og det er transport. Jeg kommer fra Balearerne, hvor ekstraudgiften til transport er blevet beregnet til 20 %. Dette har utvivlsomt indvirkning på vores industri, landbrug, strategiske sektorer, turisme og i det hele taget på hele erhvervssektoren, altså hele det økonomiske lokomotiv. Det påvirker derfor vores konkurrenceevne.

Hvis vi derfor fokuserer på ressourcer, som f.eks. drikkevand eller jord, der er begrænset, eller råvarer, såsom energi eller boligarealerne i disse områder, vil vi se, at disse uden tvivl resulterer i mangler og manglende økonomisk spredning.

Vi anmoder derfor om, at der i de nye finansielle overslag tages højde for de særlige forhold i disse områder, og om at vi bevæger os fra ord til handling, som det også er blevet sagt her, hvilket bør afspejle sig i budgetterne og således i større territorial samhørighed.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE). – (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! EU's fjerntliggende områder, særlig de afsidesliggende regioner (inklusive Azorerne, som er den region, jeg repræsenterer i Parlamentet), bjergområderne, øerne og områderne med lav befolkningstæthed, lider under naturlige og geografiske handicap, som er vanskelige at afhjælpe, og som indebærer høje sociale omkostninger.

Jeg kunne f.eks. nævne vanskelige adgangsmuligheder, de høje udgifter til tilvejebringelse af grundlæggende offentlige tjenesteydelser, energiforsyning osv.

Vi bør ligeledes huske, at kun 7 % af EU's borgere bor i byerne, og at 14 mio. europæere bor på øer.

Et EU, der er grundlagt på og tilrettelagt på basis af værdier, som f.eks. solidaritet og social retfærdighed, har en politisk og moralsk pligt til at fremme den økonomiske og sociale udvikling i sine fjerntliggende områder. Territorial samhørighed og økonomisk og social konvergens er nemlig selve kernen i EU's samhørighedspolitikker.

Det forhold, at territorial samhørighed bliver medtaget som et nyt mål for EU, afspejler således blot EU's naturlige udviklingsproces, og de økonomiske og sociale konvergensstrategier udgør forudsætninger for EU's vækst.

EU besluttede for lang tid siden at anlægge denne strategi, og dette har givet særdeles positive resultater i mange regioner, da de er rykket fra at være mål 1 til mål 2. Selv før disse regioner når mål 2, og selv mens udviklingsniveauet i disse af EU's fjerntliggende områder ligger under det europæiske gennemsnit, og de mangler forholdsmæssig støtte, bidrager de faktisk stadig i et uerstatteligt omfang til Europas store mangfoldighed, hver region med sine egne særlige forhold.

Disse fjerntliggende områder i EU har en pligt til at gøre bedst mulig brug af alle de udviklingsinstrumenter, de har til rådighed, ved især at fokusere på deres egne særlige aktiver. Det er EU's pligt at sikre en effektiv integration og samhørighed inden for alle sine områder, ellers vil der blive sået tvivl om selve EU's vækstprojekt.

I denne forbindelse skal Kommissionen tage de tiltag, som dette forslag indeholder, i behørig betragtning som et værdifuldt bidrag til det europæiske integrationsprojekt, som vi alle er fælles om.

  Sari Essayah (PPE). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær! Strukturfondene er et af EU's finansielle instrumenter, som er af central betydning for at nå 2020-målene. De er særlig vigtige i de nordlige regioner med lav befolkningstæthed, og jeg ønsker at gøre opmærksom på de følgende fire punkter. For det første vil disse særlige områder være de første, der bliver berørt af en lang række problemer, og de vil være dem, der bliver ramt hårdest heraf. Da den erhvervsaktive befolkning i mange tilfælde er flyttet for at søge arbejde, vil mange områder med lav befolkningstæthed blive de første, der kommer til at stå over for problemet med en aldrende befolkning.

Det er indlysende, at jeg bedst kender til situationen i Finland, og jeg kan fortælle, at det østlige og nordlige Finland inden længe vil have områder, hvor over halvdelen af indbyggerne er pensionister. Inden 2020 vil forholdet mellem ældre borgere og den erhvervsaktive befolkning, dvs. den såkaldte forsørgerkvote, være mest kritisk i Østfinland, Italien og det østlige Tyskland. Graden af polarisering mellem regionerne vil blive voldsomt forøget, og antallet af områder, hvis forsørgerkvote ligger mere end 25 % over EU-gennemsnittet, vil stige til 40 inden 2020. Det er derfor vigtigt at tage højde for de demografiske kriterier, der er forbundet med en aldrende befolkning i regional- og strukturpolitikken, og ikke blot lade BNP være den eneste væsentlige faktor.

For det andet må disse regioner ikke længere kunne miste deres erhvervsaktive befolkning. Det, der i stedet er nødvendigt, er et fokus på konkurrenceevnen i disse områder for at løfte dem ud af den økonomiske krise og for, at disse områder kan nå EU's 2020-mål. Det, der er nødvendigt, er at der udvikles innovation og ekspertise og en øget konkurrenceevne. De bliver nødt til at opnå mere med færre midler. Udvælgelseskriterierne for finansiering til innovation bør være virkelig gode resultater. Det er nødvendigt at fokusere på emner, der fremmer konkurrenceevnen og beskæftigelsen bedst inden for hvert enkelt område, og der er også behov for nye innovationer inden for det sociale område og området for tjenesteydelser.

For det tredje har vi brug for regionalprogrammer, som samler strukturfondsforanstaltninger, og hvis resultater er målbare og kan evalueres. Den administrative byrde som følge af administrations- og inspektionssystemer i medlemsstaterne skal stå i forhold til omfanget af de midler, der er til rådighed. Finansieringen skal være betinget af resultater og knyttet til strukturreformer i økonomien og en ansvarlig økonomisk politik.

Endelig omhandler min fjerde bemærkning behovet for et grænseoverskridende samarbejde mellem regionerne, særlig hvor det drejer sig om projekter i forbindelse med erhverv, industri og miljø. Der er f.eks. en god mulighed i forbindelse med makroregionerne Østersøen og Donau, der allerede er blevet nævnt tidligere i forhandlingerne her. Det er nødvendigt med samarbejde mellem EU's naboer, men i Østersøområdet er det f.eks. nødvendigt, at Rusland også deltager i det regionale samarbejde. Europas eneste indfødte befolkning...

(Formanden afbrød taleren)

  Jean-Pierre Audy (PPE). – (FR) Hr. formand! Som indbygger i Massif Central i Auvergne, Limousin, ønsker jeg at takke kommissæren for hans indsats i form af meddelelsen. Tak til alle de politiske grupper, der har støttet beslutningen, og som desuden har gjort det muligt at nedsætte den tværpolitiske gruppe om bjergregioner og øer. Tak til vores partnere, Euromontana, og sammenslutningen af folkevalgte i bjergområder.

Endelig anføres ordet "bjergområder" i en europæisk traktat i artikel 174. Vi skal få mest muligt ud af vores aktiver, nemlig landbruget, skovene, turismen og industrianlæggene. Jeg ønsker at lægge særlig vægt på landbruget, hr. kommissær. Vi har kvalitetsprodukter, der er fine og nyttige. De kan drøfte dem med Deres kollega, hr. Cioloş. Vi skal give lige muligheder med hensyn til alle former for infrastruktur, motorveje, højhastighedstog, energi, uddannelse, sundhed og digital teknologi.

Hr. formand! I krige har vi lige pligter. Som indbyggere i bjergområder tror vi også på lige rettigheder.

  Zigmantas Balčytis (S&D). – (EN) Hr. formand! EU's harmoniske udvikling er en forudsætning for dens bæredygtige vækst og sociale velstand. Princippet om territorial samhørighed forpligter EU til at fremlægge konkrete foranstaltninger til afhjælpning af eksisterende handicap og til udnyttelse af disse regioners potentiale.

Det ville være meget nyttigt med en ramme for EU's politikker, og denne ville tilføre merværdi på lang sigt for dårligt stillede regioner og bidrage til at forme og tilpasse enestående udviklingsmodeller, som ville gøre disse regioner mere konkurrencedygtige og sætte dem i stand til at håndtere udfordringer.

  Izaskun Bilbao Barandica (ALDE). – (ES) Hr. formand! Den bedste måde at sikre bevarelse af områder med lav befolkningstæthed er at fastholde befolkningen der. I strategien bliver ordet "udvikling" benyttet, men jeg ønsker at fremhæve tre principper.

For det første skal de forretningsmodeller, der skaber udvikling i disse områder, være målrettet rentabilitet og produktion af høj kvalitet, og de nye aktiviteter, der er forbundet med en økonomi med lav CO2-udledning, er måden, hvorpå disse skal fremmes.

For det andet er den sociale økonomi den bedste strategi til at forbinde disse befolkninger med fælles projekter, som vedrører deres velfærd.

For det tredje skal de borgere, der bor i disse områder, have et folkesundheds- og uddannelsesniveau samt en transportinfrastruktur, som svarer til det, resten af befolkningen har. Det er bedre at investere i dette end at investere i produktionstilskud.

Det er, hvad jeg ønsker for Euskadi, og det vil kun være muligt, hvis Europa regner med regionerne og lokalregeringerne, hvis EU fastlægger tydelige mål for midlerne, hvis EU vurderer virkningen heraf, og hvis EU tager højde for områdernes forskellige situation, hr. kommissær.

  Rareş-Lucian Niculescu (PPE). – (RO) Hr. formand! En række medlemmer har allerede nævnt nødvendigheden af at have en god overensstemmelse mellem samhørighedspolitikken og den fælles landbrugspolitik. Jeg ønsker også at understrege dette forhold samt den væsentlige rolle, som EU's midler til udvikling af landdistrikterne spiller i den økonomiske og sociale udvikling af bjergregionerne. De igangværende forhandlinger omhandler fremtiden for den fælles landbrugspolitik. Vi skal huske, at denne reform skal gennemføres på en måde, som vil medføre, at bjergregionernes udviklingspotentiale udnyttes og sågar, at disse regioners bidrag til den økonomiske vækst optimeres.

Mangfoldigheden af lokale produkter og turistaktiviteter kunne f.eks. være en kilde til velstand for mange regioner. For at udmønte dette i praksis skal de pågældende regioner have adgang til offentlige tjenesteydelser, infrastruktur og transport. Der bør i kraft af den fælles landbrugspolitiks anden søjle fortsat sikres adgang til disse tjenesteydelser, og samtidig skal betingelserne ...

(Formanden afbrød taleren)

  Ricardo Cortés Lastra (S&D). – (ES) Hr. formand, hr. kommissær! Emner såsom arbejdsløshed, udvikling af landdistrikter, landbrug, fiskeri, transport, fremme af vedvarende energiformer og miljøbeskyttelse er af afgørende betydning for vores øer, bjergområder og områder med lav befolkningstæthed.

Vi har behov for en integreret og samordnet strategi for at yde et vedvarende bidrag til deres udvikling. Disse områder har et enormt potentiale med hensyn til økonomisk og social udvikling, som vi ikke kan lade gå tabt.

For at gøre dette muligt skal vi samtidig kompensere for de ulemper, der følger af deres særlige geografiske eller demografiske situation. I denne forbindelse er en fjernelse af nogle af begrænsningerne på deltagelsen i grænseoverskridende samarbejdsprogrammer, som f.eks. kravet om, at der højst må være en afstand på 150 km mellem grænseregioner, hvilket er en hindring for et øget samarbejde mellem øregioner og tilgrænsende regioner ved havet, en foranstaltning, som er nødvendig i regionalpolitisk henseende.

  Gabriel Mato Adrover (PPE). – (ES) Hr. formand, hr. kommissær! Når man taler om territorial samhørighed, skal man også tale om øer, bjergregioner og ligeledes de afsidesliggende områder. Det indebærer, at vi skal tale om deres problemer og vanskeligheder, deres naturlige ulemper og deres strukturelle handicap. Grundlæggende indebærer det imidlertid også, at vi skal tale om, hvordan vi kan fjerne de hindringer, der ligger i vejen for deres udvikling. Det betyder, at vi skal tale om strategier for at vende disse ulemper til muligheder. En forbedring af forbindelsesmulighederne, en passende naboskabspolitik og stabilitet i politikkerne og i strukturfondene er emner, som vi er nødt til at håndtere omgående på grundlag af to gennemgående principper, nemlig territorial samhørighed og solidaritetsprincippet.

Der findes mennesker, der ikke tror på strategier. Jeg tror på dem, og denne beslutning skal være et synligt bevis på Parlamentets engagement i disse regioner og på dets krav til Kommissionen om at træffe politiske beslutninger, hvori der tages højde for behovene i disse sårbare områder, hvis problemer i høj grad bliver endnu tydeligere i økonomiske krisetider som dem, vi oplever for øjeblikket.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Hr. formand! Selv om klokken er 23.30, taler vi stadig om dette interessante og vigtige emne, da bjergområderne stadig halter bagud og får for lidt opmærksomhed på trods af deres tydelige potentiale i form af naturressourcer og enestående dyre- og planteliv.

I disse regioner er der behov for særlige foranstaltninger og særligt tilpassede udviklingsstrategier, som kan gøre det muligt for dem at afhjælpe vedvarende ulemper og udnytte deres naturlige potentiale, mens en færdiggørelse af vej- og jernbaneinfrastrukturen er et spørgsmål om overlevelse og velstand for dem. På denne baggrund støtter jeg fuldt ud oprettelsen af en særlig, europæisk integreret ramme for løsning af bjergregioners problemer i overensstemmelse med princippet om territorial samhørighed, som er en af EU's hovedmålsætninger, men jeg ønsker imidlertid at fremhæve behovet for at supplere den politiske ramme med en konkret juridisk dimension, som er forbundet med frigørelsen ...

(Formanden afbrød taleren)

  Bogusław Sonik (PPE). – (PL) Hr. formand! Konkurrenceevne og velstand afhænger af borgernes evne i et bestemt område og dette områdes virksomheders evne til at udnytte områdets ressourcer fuldt ud. EU's politikker burde stimulere aktiviteter af denne art, idet der burde lægges særlig vægt på at mindske misforholdet mellem udviklingsniveauerne i regioner med særlige naturlige og geografiske forhold. Hensigten med støtte til en harmonisk udvikling er at styrke EU's økonomiske, sociale og territoriale samhørighed.

Indsatsen bør målrettes udviklingen af styrker og undersøgelsen af potentielle områder med konkurrencemæssige fordele i bjergregioner og på øer. Dette er en særlig form for brobygning mellem økologisk stabilitet, økonomisk effektivitet og social samhørighed, som har til formål at sikre udviklingsmuligheder for alle i disse vanskeligt stillede regioner. Med Lissabontraktatens ikrafttræden er EU forpligtet til at finde sådanne løsninger.

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (DE) Hr. formand! Jeg ønsker også at sige tak, og jeg ønsker ligeledes at takke medlemmerne. Der har været 47 indlæg, for jeg har talt dem, som både vidner om Parlamentets vitalitet og om dette emnes betydning. Jeg glæder mig særlig over, at kun en enkelt af disse 47 indlæg var negativ, og det omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet giver mening at have en samhørighedspolitik. Dette bør bestyrke os i, at det er et meget væsentligt politikområde og et område, som Europas borgere kan føle er relevant, og som kan gøre EU synlig, selv, og måske især, i de regioner, som dagens drøftelser og forhandlinger omhandler. Da det endnu ikke er blevet nævnt, ønsker jeg at påpege, at vi i denne nye periode nu har mulighed for at anvende en modulopbygget samfinansieringsordning for at skabe balance inden for regionerne. Med hensyn til det, som hr. Zeller og andre har sagt, har vi skabt mulighed for på lokalt plan og i høj grad i overensstemmelse med nærhedsprincippet at håndtere særlige behov baseret på de ansvarliges viden. Vi har også en række meget forskellige muligheder på området for statstilskud, f.eks. på området for konkurrencepolitik, og vi bør benytte os af disse muligheder i de pågældende borgeres interesse.

Mange af indlæggene vedrørte spørgsmålet om indikatorer, der er noget, vi ofte støder på i forhandlingerne om regionalpolitik. Jeg er enig med hr. Deutsch og andre, der mener, at BNP fortsat skal anvendes som en central indikator. Jeg er imidlertid helt indforstået med, at der er et behov for og et ønske om at anvende supplerende indikatorer. Der findes allerede flere projekter, f.eks. inden for rammerne af ESPON. Et af disse projekter er EUROISLANDS, som handler om at definere supplerende indikatorer, der hovedsagelig og særlig er udformet med henblik på at gøre det muligt for os at udarbejde bedre politikker i disse regioner i samarbejde med dem, der bærer det primære ansvar. Disse hverken bør eller kan anvendes hovedsagelig til at udvikle nye finansielle indikatorer, men har til formål at gøre det muligt for os at skræddersy vores politikker i disse regioner mere præcist og mere nøjagtigt efter borgernes behov.

Jeg ønsker navnlig at takke de talere, som nævnte regionernes skjulte potentiale, og det, der stadig kan gøres inden for områder som forskning og udvikling. Vi har nogle regioner, der har en helt usædvanlig geografisk placering, og hvor der gennemføres meget konkrete forskningsaktiviteter. Tænk eksempelvis på De Kanariske Øer og deres observatorier, for den forskning, der udføres der, kan ikke udføres noget andet sted, fordi ingen andre steder har netop disse geografiske, topografiske og klimatiske betingelser. Vi skal blive bedre til at udnytte disse faktorer, herunder på området for vedvarende energi. Jeg vil også tilslutte mig det kor, der konkret har nævnt internetadgang. Dette er bestemt noget, som vi skal være særlig opmærksomme på fremover, fordi det skal anerkendes, at der stadig er et stort uudnyttet potentiale i denne henseende.

Endnu en gang vil jeg sige tak for alle bidragene til forhandlingerne. På regionalpolitisk plan ligger der et meget stort stykke arbejde forude, og det består ikke blot i at skabe balance i regionernes forskelle, men ligeledes at opfylde det behov, som vi ved, at otte ud af 10 personer har for at have udsigt til at få arbejde i den region, hvor de er født, og overordnet set at blive gammel der. Vi bør og skal derfor føre en politik, hvori netop disse behov tages i betragtning, og det er det, vi gør. Vores politik tager udgangspunkt i borgerne og deres behov, og vi håber at nå ud til dem på denne måde. Det er en endeløs opgave, som kræver nye impulser igen og igen. I denne forbindelse udgør dagens forhandlinger og frem for alt denne betænkning et væsentligt bidrag til vores beslutningsgrundlag. Jeg kan forsikre Parlamentet om, at vi i Kommissionen ikke blot anser det for at være en pligt og et ansvar at arbejde ihærdigt med disse spørgsmål, men derimod også en fornøjelse.

(Bifald)

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Formanden. Jeg har modtaget seks forslag til beslutning, som er fremsat i henhold til forretningsordenens artikel 110, stk. 2⁽¹⁾.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen, onsdag den 22. september kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Marie-Thérèse Sanchez-Schmid (PPE), skriftlig. – (FR) Dette forslag til beslutning, som bliver sat til afstemning i Parlamentet i morgen, bidrager til at gøre institutionelle aktører opmærksomme på disse regioners vanskeligheder, og det glæder jeg mig over. Jeg vil fremhæve tre væsentlige aspekter af denne betænkning, som er min væsentligste bekymring, og som i sig selv er en begrundelse for, at jeg støtter betænkningen. Da jeg kommer fra en bjergrig region, Pyrenæerne, er jeg opmærksom på de problemer, der er i disse former for områder. I kraft af deres geografiske og demografiske begrænsninger forudsætter bjergområderne "særlige regionaludviklingsprogrammer", og jeg håber, at der vil blive taget højde herfor i samhørighedspolitikken efter 2013. Forsvaret for og fremme af Den Europæiske Gruppe for Territorialt Samarbejde (EGTC) er centralt for min politiske kamp. Jeg håber, at EGTC's succes i min region, der vedrører Puigcerdá-hospitalet, kan fungere som et incitament for andre projekter af samme art i Europa. Endelig er opgivelsen af 150 km-kravet for øer et væsentligt forslag, som mange lokale interesserede parter har anmodet om. Det forholder sig faktisk sådan, at nogle øer stadig ikke kan drage fordel af grænseoverskridende programmer, fordi de er afsidesliggende. De er derfor ramt af en endnu mere åbenlys form for isolation, og det skal vi afhjælpe.

  Edward Scicluna (S&D), skriftlig. – (EN) Det glæder mig at se, at Parlamentet og Kommissionen forhandler om spørgsmålet vedrørende bjergregioner og øer. Da jeg er fra Malta og repræsenterer to øer, dvs. Malta og Gozo, som hver har færre end 500 000 indbyggere, ligger dette emne mig naturligvis meget på sinde. Der kan ikke herske tvivl om, at øer og små regioner fortjener at blive behandlet på EU-plan i henhold til deres særlige behov. Der er f.eks. væsentlige økonomiske forskelle mellem øen Gozo og resten af Malta, idet Maltas nationale statistikkontor har anført, at Gozos BNP pr. indbygger nu ligger under 75 % af Maltas. I disse tilfælde bør Kommissionen give Gozo særlig anerkendelse og indrømme støtteberettigelse vedrørende aspekter af EU's regionalpolitik, ud over midler, der endnu ikke er blevet udbetalt. Naturligvis har bjergområder, øer og områder med lav befolkningstæthed i EU fællesnævnere, der adskiller dem fra andre regioner. De har tendens til at lide under ringe transportforbindelser, hvilket resulterer i manglende beskæftigelsesmuligheder og tilgængelighed. Statistisk set har de også større risiko for at blive fattigere end resten af den medlemsstat, de hører under. Vi har ikke råd til at se bort fra dem.

(1) Jf. protokollen.

15. Inddragelse af luftfartsaktiviteter i ordningen for handel med drivhusgasemissionskvoter i Fællesskabet (forhandling)

  Formanden. – Det næste punkt er forhandlingen om den mundtlige forespørgsel af Peter Liese og Mathieu Grosch for PPE-Gruppen, Saïd El Khadraoui, Kathleen Van Brempt og Matthias Groote for S&D-Gruppen, Chris Davies og Holger Krahmer for ALDE-Gruppen, Martin Callanan for ECR-Gruppen, og Satu Hassi for Verts/ALE-Gruppen, til Kommissionen: Inddragelse af luftfartsaktiviteter i ordningen for handel med drivhusgasemissionskvoter i Fællesskabet (O-0127/2010 - B7-0463/2010).

  Peter Liese, forslagsstiller. – (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! I 2008 besluttede vi efter intense forhandlinger at inddrage luftfarten i ordningen for handel med emissioner. Jeg var den daværende ordfører, og nogle af skyggeordførerne er også til stede i dag. Vi gjorde det ikke for at genere luftfartsindustrien eller tredjelande. Vi gjorde det, fordi vi står med et stort problem. Der er sket en voldsom stigning i drivhusgasser, og drivhusgasemissionerne fra luftfartsindustrien er fordoblet siden 1990. I 1997 uddelegerede det internationale samfund opgaven med at reducere disse drivhusgasser til ICAO i Kyotoprotokollen. Det er med beklagelse, at jeg må sige, at ICAO indtil videre ikke har frembragt nogen konkrete resultater.

Under udarbejdelsen af lovgivningen mente vi, at det var vigtigt at inddrage alle luftfartsselskaber, der afgår fra eller ankommer til Europa. Det gør ingen forskel, om luftfartsselskaberne er europæiske, amerikanske eller kinesiske. Alle skal inddrages. Det er vigtigt for klimaet, og det er naturligvis også vigtigt for at sikre retfærdig konkurrence. Alt dette blev vedtaget ved fælles beslutningstagning, og Parlamentet indgik omfattende kompromiser, hvis man sammenholder med Parlamentets oprindelige forslag. Det er derfor vigtigt at videregive disse oplysninger til tredjelande. Disse kompromiser er vanskelige at ændre, idet de blev vedtaget som led i den fælles beslutningsprocedure.

Forslaget blev naturligvis allerede dengang mødt med modstand fra tredjelande, og dette bliver nu udtrykt i optakten til ICAO's generalforsamling, som indledes næste uge. Med hensyn til det juridiske aspekt mener jeg, at vi er på meget sikker grund, for i min egenskab af ordfører var jeg gentagne gange meget omhyggelig med at sikre, at retsgrundlaget var i orden. Som alt andet er det imidlertid også et politisk spørgsmål. Vi har derfor brug for politisk støtte til vores hovedforhandlere ved ICAO, til kommissær Kallas og til det belgiske formandskab.

Efter min mening er især USA's holdning usikker. Sidste uge havde jeg et møde med USA's hovedforhandler og spurgte hende, om hun egentlig var klar over, at den klimalovgivning, som er vedtaget af Repræsentanternes Hus, og som præsident Obama konstant udtrykker sin støtte til, også vil blive berørt, hvis det lykkes for USA at få ICAO til at tillade en ordning, der er baseret på gensidig anerkendelse. Dette ville indebære, at Waxman-Markey-loven blev gjort lovstridig. USA havde ikke noget svar på dette spørgsmål, så det kan være, at dette er metoden til at stoppe dem i deres forehavende. Præsident Obama bør ikke blot tale om at beskytte klimaet, men bør derimod faktisk gøre noget for det.

  Matthias Groote, forslagsstiller. – (DE) Fru formand, hr. kommissær! Vi er samlet her i dag på dette sene tidspunkt kort før midnat for at deltage i forhandlingerne om klimaændringer. Det er et emne, der er gledet noget i baggrunden. Vi har haft en finansiel og økonomisk krise, og faktisk befinder vi os stadig i den, men ikke desto mindre er dette emne vigtigt. Det er også derfor, medlemmerne har spurgt Kommissionen om, hvilken linje den agter at lægge i de kommende forhandlinger i ICAO-regi.

Som netop anført af hr. Liese, har vi her i Parlamentet længe kæmpet for at opnå et kompromis om inddragelse af luftfarten i ordningen for handel med emissioner. Vi har ført vanskelige forhandlinger med Rådet. Jeg mener, at vi også bliver nødt til at gøre dette klart for omverdenen, og her mener jeg især internationalt. For så vidt angår ICAO, og for så vidt angår reduktionen af CO2-emissioner fra luftfartsindustrien, føler jeg, at der indtil videre er blevet brugt meget tid på dette, men at det kun har udmøntet sig i meget få resultater. Vi bliver derfor nødt til at forsvare vores forslag på den internationale scene på samme måde, som vi forsvarede den her i Parlamentet, da det blev vedtaget med et stort flertal.

Den europæiske ordning træder i kraft i 2012, og vi har inddraget tredjelande i det. Dette betyder, at et luftfartøj, der afgår fra Washington og ankommer til EU, bliver omfattet af EU's ordning for handel med emissioner.

Klimaændringer er et globalt problem, og det er følgelig et problem, der skal håndteres globalt. Hvis vi er seriøse i denne henseende, bliver vi nødt til at udvikle skattemæssige foranstaltninger. Vi har pålagt afgifter på små køretøjer, som f.eks. biler og varevogne. Desværre er det ikke muligt for os at fastlægge ens skatte- og afgiftssatser i Europa. Jeg nærer derfor ingen illusioner om, at det er muligt at fastlægge en international CO2-afgift. Den næstbedste løsning er derfor handel med emissionskvoter, ideelt set på verdensplan, med regler, der omfatter tredjelande. Disse regler vedrørende tredjelande skal ligeledes forsvares med næb og kløer af Kommissionen og Rådet, der desværre ikke er til stede på dette sene tidspunkt.

USA er en medspiller på den internationale scene. Obama-regeringen satte oprindelig overliggeren højt med hensyn til klimalovgivning. Imidlertid er dette hidtil ikke blevet fulgt op af handling. Bolden ligger nu hos USA, når det drejer sig om at få sat skub i klimalovgivningen og harmonisere og finjustere den på internationalt plan. Det er meget vigtigt.

FN's klimakonference i København var en fiasko, som vi alle ved. Den blev ikke kronet med succes. Jeg frygter, at ICAO og bilag 16 til ICAO-aftalen om miljøforanstaltninger også bliver en fiasko. Mit spørgsmål til Kommissionen er derfor som følger: Hvis der ikke nås en aftale om inddragelse af luftfartsindustrien i ordningen om handel med emissionskvoter denne gang, er Kommissionen da faktisk indstillet på at fortsætte forhandlingerne inden for rammerne af ICAO? Er der en plan B i dette tilfælde? Hvordan vil Kommissionen og ligeledes Rådet reagere, hvis dette bliver tilfældet?

  Holger Krahmer, forslagsstiller. – (DE) Fru formand! Jeg beklager at måtte sige, at disse forhandlinger omhandler en mislykket strategi. Allerede da vi vedtog direktivet, kunne man høre nogle advarsler om, hvorvidt det virkelig var gennemtænkt at inddrage tredjelandene i handelen med emissionskvoter uden at gennemføre høringer. Selv i dag vender vi det blinde øje til den internationale situation. Vi forestiller os, at vi kan nøjes med at skære tænder, for at alt derefter vil falde i hak i København, på efterfølgende konferencer og i ICAO. Det er dog ikke så enkelt endda. Ikke desto mindre har vi et EU-direktiv, der skal gennemføres. Jeg anmoder Kommissionen om at fortælle mig, hvordan den agter at gøre dette. Jeg har fire konkrete spørgsmål, der vedrører dette, og jeg afventer svarene med spænding.

For det første ønsker jeg at vide, hvilke skridt Kommissionen planlægger at tage, hvis tredjelande eller tredjelandes luftfartsselskaber nægter at deltage i EU's ordning for handel med emissionskvoter? For det andet ønsker jeg at vide, hvilke foranstaltninger der er planlagt for at få succes med at inddrage luftfartsindustrien i handelen med emissionskvoter? For det tredje anmoder jeg om svar på, om det er korrekt, at Kommissionen er i færd med at undersøge eller planlægge ophævelse af EU-flytilladelser fra de luftfartsselskaber eller tredjelande, der nægter at deltage i ordningen for handel med emissionskvoter? For det fjerde ønsker jeg oplyst, hvordan Kommissionen, hvis disse flyveforbud bliver nedlagt, forventer, at de pågældende tredjelande reagerer?

Jeg tillader mig at erindre om, at tredjelande har anlagt sager ved Domstolen, da de ganske enkelt nægter at blive inddraget i EU's ordning for handel med emissionskvoter. Det er på høje tid, at vi tager nøje bestik af den regning, der vil komme i 2012. Jeg ønsker at vide, hvad der så vil ske. Hvad vil vi gøre, når den tid kommer?

Lige nu er det knap så vigtigt for mig at forhandle om, hvilken holdning vi skal indtage på ICAO-mødet. Når alt kommer til alt, er ICAO intet mere end en forsamling af verdens regeringer, der handler ud fra nøjagtig de samme interesseforskelle, som det var tilfældet i København, og som jeg formoder vil være tilfældet i Cancún.

Mit spørgsmål til Kommissionen er derfor som følger: Hvordan kan vi slippe ud af dette dilemma? Vi forsøger at gennemføre en lov, der allerede findes, men som faktisk ikke kan gennemføres.

  Satu Hassi, forslagsstiller. – (FI) Fru formand, mine damer og herrer! Emissionerne fra lufttrafik er steget hurtigere end i nogen anden større erhvervssektor. Hr. Liese har allerede sagt, at emissionerne er blevet fordoblet på 20 år. Hvis samfundet som helhed reducerede drivhusgasemissionerne, som det skulle, men emissionerne fra luftfarten fortsatte opad i det nuværende tempo, ville lufttrafikken om 20-30 år tegne sig for hele den emissionskvote, der er tildelt EU. Der ville ikke være noget som helst tilbage til andre formål.

I Kyoto fik ICAO til opgave at fastlægge en international ordning for begrænsning af flyemissionerne. Det gjorde ICAO imidlertid ikke. Tværtimod. ICAO konkluderede, at luftfartsselskaberne havde ret til at trække frinummer. Netop derfor besluttede EU at fastlægge sin egen ordning for handel med flyemissioner. Naturligvis er vores egentlige mål en global ordning, men EU's ordning for handel med flyemissioner vil i sig selv også få global indvirkning. Fly, der afgår fra og ankommer til Europa, tegner sig for en stor del af alle verdens flyemissioner.

Vi må ikke bukke under for pres fra USA nu. Vi bliver tværtimod nødt til at fordømme dette pres i bestemte vendinger. Der hersker ingen tvivl om, at de fleste af os har utrolig stor sympati for præsident Obama. Vi har forståelse for hans vanskeligheder med at få en klimalovgivning igennem i den amerikanske kongres, men vi kan ikke acceptere en situation, hvor USA's regering forsøger at blokere EU's tiltag på området for klimaændringer. Vi kan så afgjort ikke give USA vetoret med hensyn til vores egne skridt i retning af en begrænsning af flyemissionerne.

Kommissionen og formandskabet har udelukkende mandat til at overholde det direktiv, som vi i fællesskab har vedtaget. Der er et tilsvarende problem med hensyn til emissioner fra international skibsfart, og jeg erindrer Kommissionen om det, vi er blevet enige om i forbindelse med EU's egen klimalovgivning.

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (DE) Fru formand! Jeg ønsker at sige tak for det meget relevante spørgsmål på vegne af mig selv og min kollega, fru Hedegaard, der allerede har gjort vores holdning meget klar med hensyn til dette emne. Desværre kan fru Hedegaard ikke være her i dag, da hun for øjeblikket er i New York i embeds medfør i forbindelse med de igangværende klimaforhandlinger.

Som bekendt afholdes ICAO's generalforsamling i perioden 28. september-8. oktober, og klimabeskyttelse står grundlæggende øverst på dagsordenen. ICAO-rådet holdt møde i sidste uge for at udarbejde en resolution om luftfart og klimabeskyttelse, men jeg beklager at måtte meddele, at det ikke lykkedes.

Den ensidige forpligtelse, som EU frivilligt har fastlagt med henblik på at mindske CO2-udledningerne til 20 % under 1990-niveauet, omfatter ligeledes luftfartsemissioner. Disse emissioner er hidtil ikke blevet inddraget i noget andet internationalt reduktionsmål, og det er det, vi ønsker at ændre. Luftfartsemissionerne er næsten blevet fordoblet siden 1990 og vil efter al sandsynlighed fortsætte med at stige. Den aktuelle antagelse lyder på, at niveauet i 2020 igen vil være 70 % højere end i 2005. Inden 2050 forventes det, at niveauet vil være steget med mellem 400 % og 500 %, hvis man sammenligner med 2005.

EU's foranstaltninger til modvirkning af luftfartens indvirkninger på klimaet har været et fokusområde, siden Parlamentet og Rådet i 2008 besluttede at inddrage luftfartsemissionerne i EU's ordning for handel med emissioner med virkning fra 2012. Dette berører alle flyvninger ind i og ud af EU. Luftfartsselskaber i hele verden er allerede begyndt at forberede sig på dette. Alle disse selskaber skal bidrage til klimabeskyttelsen i EU's ordning for handel med emissioner, medmindre deres hjemlande anerkender tilsvarende ordninger med henblik på at reducere emissioner fra international luftfart.

EU's holdning i de kommende ICAO-forhandlinger blev bekræftet af Rådet i begyndelsen af september og er som følger: ICAO skal fastlægge et reduktionsmål for drivhusgasser for international luftfart på 10 % inden 2020 i forhold til niveauet i 2005 og skal fastlægge en fælles ramme for støtte til markedsbaserede foranstaltninger med henblik på at reducere luftfartsemissionerne. EU er indstillet på at fritage flyvninger fra tredjelande fra ordningen for handel med emissioner på bilateral basis, hvis de pågældende lande træffer tilsvarende klimabeskyttelsesforanstaltninger med hensyn til luftfart.

Som bekendt stemmer vores holdning til luftfartsemissioner ikke overens med USA's og de øvrige ICAO-medlemmers holdning. USA's krav om en gensidig aftale, dvs. en gensidig anerkendelse af klimabeskyttelsesforanstaltninger, har direkte til formål at hindre gennemførelsen af EU's foranstaltninger. Vi må imidlertid ikke lade vores partnere underminere EU-lovgivningen, og især ikke når vi er overbevist om, at denne foranstaltning, der vil omfatte en tredjedel af verdens samlede luftfartsemissioner, udgør et centralt bidrag til bekæmpelsen af klimaændringer. Vi kan ikke acceptere, at dem, der ønsker at gøre mere for at modvirke klimaændringerne, bliver nødt til at få tilladelse fra dem, der ønsker at gøre mindre. Der er ingen vetoret mod andre staters klimabeskyttelseslovgivning.

Vi må imidlertid heller ikke lade egentlige klimabeskyttelsesforanstaltninger resultere i en konkurrencemæssig ulempe. Hvis vi blot skulle anvende EU-bestemmelser på europæiske luftfartsselskaber, ville dette udgøre forskelsbehandling på grundlag af nationalitet. Det ville også skade bekæmpelsen af klimaændringer og ville være formålsløst økonomisk set.

Gensidig anerkendelse er bare en måde at tilsløre en fortsat passivitet med hensyn til bekæmpelsen af luftfartsemissioner og klimaændringer. EU skal og vil stå fast i de kommende forhandlinger. Vi kan ikke acceptere et resultat, der ville være i strid med den EU-lovgivning, der er vedtaget af Rådet og Parlamentet. Hvis vi derimod skal opnå en varig reduktion af emissioner fra luftfarten på lang sigt, er det nødvendigt med fælles fodslag og et globalt reduktionsmål.

  Saïd El Khadraoui, for S&D-Gruppen. – (NL) Fru formand, hr. kommissær! Indledningsvis vil jeg takke Dem for Deres tydelige svar og Deres meget klare synspunkter. Som Parlament skal vi sende et meget klart budskab, og det budskab skal være, at vi støtter Kommissionen.

Uanset om vi nu mener, at direktivet er for vidtrækkende eller ikke er vidtrækkende nok, at det er kommet for sent eller lidt for tidligt, forholder det sig sådan, at et flertal her i Parlamentet sammen med Rådet og Kommissionen vedtog noget, der nu er retskraftigt, og som skal gennemføres. Kommissionens opgave er at sikre en utvetydig gennemførelse af denne lovgivning. For så vidt angår tydelighed, lader denne lov intet tilbage at ønske. Den indeholder omfattende henvisninger, og jeg vil atter gentage, at fra 1. januar 2012 vil alle flyvninger med afgang fra eller ankomst til en lufthavn i en medlemsstat være omfattet af direktivet. Dette vil derfor også omfatte flyvninger fra tredjelande, uanset om det gælder udrejsen eller indrejsen.

Det er vigtigt at fremhæve det sidste punkt, da der er nogle luftfartsselskaber, der sår tvivl om dette. Vi kan ikke have en situation, hvor tredjelande bliver opkrævet betaling for kun halvdelen af deres flyvninger, nemlig enten udrejsen eller rejsen tilbage. Dette ville fordreje konkurrencen mellem de europæiske luftfartsselskaber på den ene side og de øvrige luftfartsselskaber på den anden. Det er klart, at dette ikke kan være den rigtige fortolkning.

Tredjelande, som er utilfredse med denne lovgivning, skal igen orienteres om, at deres luftfartsselskaber kan blive undtaget fra dette direktivs bestemmelser, hvis de pågældende lande træffer deres egne foranstaltninger for at reducere CO2-emissionerne i denne sektor. Vi har med andre ord ikke til hensigt at sikre en potentiel fortjeneste. Tværtimod. Hvis alle gjorde det, som vi gør, ville vi uden tvivl få færre penge ud af det, men vi ville bestemt nå vores miljømål, og det er kernen i denne lovgivning.

Som følge heraf ville vores amerikanske venner og andre, der forsøger at hindre det uundgåelige ad juridisk vej eller ved hjælp af alle former for manøvrer inden for rammerne af ICAO, Organisationen for International Civil Luftfart, få mere ud af at udarbejde konstruktive forslag, så vi kan vedtage en international aftale, der på den ene side ville medføre fælles spilleregler for alle, hvilket vi alle ønsker, og på den anden side ville give en mere bæredygtig luftfart.

Desuden bør jeg tilføje, at USA i den anden luftfartsaftale mellem EU og USA, der blev afsluttet sidste forår, og som nu er i godkendelsesfasen, indirekte anerkendte, at det burde være muligt at skabe markedsbaserede instrumenter vedrørende emissioner. I artikel 15 i denne aftale anføres det navnlig, at det fælles udvalg kan udarbejde henstillinger med henblik på at fjerne eventuelle potentielle overlapninger eller uoverensstemmelser og at undgå eventuelle dobbelte foranstaltninger og omkostninger.

Der hersker således ingen tvivl om, at den aftale, som de to luftfartsblokke har forhandlet sig frem til, vil bane vejen for gensidig anerkendelse af denne form for ordning for handel med emissioner. Jeg vil følgelig gentage min kraftige opfordring til fortsat at være på vagt, at kommunikere meget tydeligt og at gøre det klart, at der ikke er nogen vej tilbage.

  Michael Cramer, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Mange tak for Deres tydelige erklæringer. Jeg håber, at De vil kunne få dette igennem i forhandlingerne. Når alt kommer til alt, var en af årsagerne til, at København blev sådan en fiasko og en katastrofe, at EU ikke havde nogen mål. Det var lige som et spil mikado, hvor den første, der rører på sig, taber. Det er lige netop det, der skete, og det bliver vi nødt til at ændre. EU's holdning skal derfor være meget klar.

For lige at sammenfatte situationen forholder det sig sådan, at ordningen med handel med emissioner blev indført og accepteret af de fleste luftfartsselskaber for at undgå en brændstofafgift. Vi ved imidlertid også, at de europæiske skatteborgere hvert år giver luftfartsselskaberne 30 mia. euro i form af afkald på moms og brændstofafgift. Dette betyder, at hvis luftfartsselskaberne og de øvrige lande ikke ønsker at deltage i handelen med emissioner, bliver vi nødt til at indføre en brændstofafgift. Denne regning vil blive meget dyrere, og det er det, det i bund og grund handler om.

Ikke desto mindre ved vi, at luftfart er behæftet med stor fare, og at emissionerne i luften er tre eller fire gange så skadelige som dem på jorden. På trods af dette støttes luftfarten kraftigt af de europæiske skatteydere. Der findes ingen afgifter for adgang til luftrummet. De findes kun over Sibirien. Hvorfor ikke det? Jernbanerne skal også betale afgifter for sporbenyttelse. Billetpriser, kompensationsrettigheder for passagererne – på togene får man sine penge tilbage eller en del af dem efter blot en time. Ved flyvninger er det først efter tre timer. Desuden har vi ikke glemt, at 85 % af certifikaterne i handelen med emissioner udstedes til luftfartsselskaber uden beregning. Jernbanerne får intet foræret. De bliver nødt til at købe hvert eneste certifikat. Disse uretfærdige rammebetingelser skal ændres, ellers kan vi glemme alt om vores klimamål. Det er der ingen, der ønsker.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Fru formand! Den globale økonomi bliver stadig mere afhængig af lufttransport. Det fremgår af statistikker udarbejdet af Det Europæiske Miljøagentur, at 20 % af alle kuldioxidemissioner i 2005 stammede fra lufttransport.

Forskning i nye motorer og nye brændstoftyper vil naturligvis kunne mindske disse emissioner. I henhold til en nylig undersøgelse er energieffektiviteten for en motor til flytypen A380 tre liter brændstof pr. 100 km/passager, hvilket er et ideelt grundlag for sammenligning med standarden for en moderne dieselbil.

EU forhandler rammeaftaler med tredjelande om visse aspekter af luftfartstjenester med henblik på at kunne åbne markedet for luftfartstjenester. Et eksempel herpå er den aftale, der for nylig blev indgået mellem EU og Canada. Efter min mening skal disse aftaler indeholde udtrykkelige bestemmelser om reduktion af luftfartens miljøvirkninger.

Det fastslås i artikel 25a, stk. 1, i direktiv 2008/101/EF, at hvis et tredjeland træffer foranstaltninger til at mindske klimapåvirkningen fra flyvninger, der afgår fra det pågældende tredjeland og ankommer til Fællesskabet, overvejer Kommissionen, hvilke muligheder der er for at skabe optimalt samspil mellem fællesskabsordningen og det pågældende lands foranstaltninger. Jeg anmoder Kommissionen om eksempler på et sådant vellykket samspil.

På samme måde nævnes det i artikel 25a, stk. 2, i direktiv 2008/101/EF, at Fællesskabet og dets medlemsstater fortsat skal søge at nå til enighed om globale foranstaltninger til reduktion af drivhusgasemissionerne fra luftfarten. På baggrund af en sådan enighed overvejer Kommissionen, om det er nødvendigt at foretage ændringer i dette direktiv. Overvejer Kommissionen sådanne ændringer, hr. kommissær?

  Keith Taylor (Verts/ALE). – (EN) Fru formand! Jeg ønsker at støtte denne mundtlige forespørgsel, da jeg mener, at det er fuldstændig uacceptabelt, at USA, Canada og Mexico forsøger at hindre inddragelsen af luftfarten i EU's ordning for handel med emissioner. Under alle omstændigheder mener mange mennesker, at disse betingelser for luftfarten, som træder i kraft i 2012, er beskedne i forhold til det, som vi skulle og kunne have været i stand til at opnå.

Denne sektor får f.eks. stadig ret til adgang til kulstofkvoter fra andre industrier, og loftet over luftfartsemissioner er overhovedet ikke så lavt som det, der er fastsat for andre sektorer. En inddragelse af luftfarten her er i det mindste et skridt i den rigtige retning og sætter en stopper for det lovgivningsmæssige tomrum, som luftfarten har nydt godt af alt for længe, da det er den kilde til kulstofemissioner, som vokser hurtigst. Der hersker ingen tvivl om, at princippet om at forureneren betaler, aldrig har været mere på sin plads end i dette tilfælde.

Afslutningsvis vil jeg sige, at vi ikke må lade tredjelande stikke en kæp i hjulet for EU's allerede vedtagne beslutninger. Jeg opfordrer kraftigt Kommissionen og Rådet til tydeligt at anføre, at de agter at overholde den behørigt vedtagne EU-lovgivning til fulde i forbindelse med de kommende ICAO-drøftelser.

  Zigmantas Balčytis (S&D). - (LT) Fru formand! EU har forpligtet sig til at omlægge sin økonomi for at anvende energien effektivt og reducere mængden af drivhusgasemissioner. Inddragelsen af luftfartssektoren i EU's ordning for handel med emissionskvoter for drivhusgas er et vigtigt skridt i retning af en reduktion af luftfartøjernes negative indvirkning på klimaændringerne. Det er særlig vigtigt, at dette direktiv ikke kun finder anvendelse på EU's luftfartsselskaber, men ligeledes på de selskaber, der er registreret i tredjelande, og som har flyvninger til lufthavne i EU. Dette vil gøre det lettere at hindre konkurrencefordrejninger og øge miljøeffektiviteten. EU's grundlæggende forpligtelser til f.eks. at bekæmpe klimaændringer forudsætter utvivlsomt, at EU iværksætter samordnede og sammenhængende tiltag. Aftalen med tredjelandenes luftfartsselskaber skal fremme et optimalt samspil mellem EU's ordning og de foranstaltninger, der træffes af disse lande, for at sikre retfærdig konkurrence og en reduktion i forurenende stoffer. Det ville derfor være gavnligt for Kommissionen, hvis den ikke blot spillede en koordinerende rolle, men ligeledes sikrede, at de foranstaltninger, som tredjelandene måtte iværksætte, er i overensstemmelse med kravene i direktivet.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Fru formand! Det, som jeg har lagt øre til her i aften, er ret forbløffende og til en vis grad deprimerende. Stigningen i emissioner fra luftfarten i de sidste mange år og sandsynligheden for, at dette vil fortsætte, især i takt med udviklingen i lande som Brasilien, Indien, Kina, Rusland og en forøgelse af middelklassen, hvilket fører til flere rejser og mere handel og alt det, der følger med, og sågar i takt med vores egne politikker om unge på vej, arbejdskraftens frie bevægelighed, udviklingen inden for turisme og en aldrende befolkning, der flytter mere osv.

Det spørgsmål, som jeg især ønsker at stille er, hvilke planer vi har på europæisk plan med henblik på at reducere emissioner gennem forskning og innovation, som vi har gjort eller forsøger at gøre med elbiler, energieffektive bygninger osv.? Disse planer er løsningen på det problem, vi har på lang sigt.

  Marian-Jean Marinescu (PPE). – (RO) Fru formand! Inddragelsen af luftfart i EU's ordning for handel med emissioner er et stort skridt i retning af at bekæmpe klimaændringerne, da disse ændringer sker på globalt plan, og den gældende lovgivning skal finde anvendelse på dette plan. Anvendelsen af direktivet i den nuværende form fra 2012 vil lette denne opgave.

Det eneste, der opnås med kravet til ICAO fra nogle tredjelande om kun at deltage i ordningen på frivillig basis, er at blokere fremskridtet inden for dette område. Hvis man imødekom denne anmodning, ville det ikke blot indebære en forringelse af de europæiske luftfartsselskabers konkurrenceevne, men ligeledes en hindring af bekæmpelsen af klimaændringer. Det vil også udgøre en hindring for EU's forsøg på at opnå en global forståelse i sektoren med henblik på at reducere luftfartssektorens drivhusgasemissioner.

Jeg opfordrer Kommissionen og Rådet til at inddrage Parlamentet i forhandlingerne med tredjelandene, således at luftfartsselskaberne fra disse lande forpligtes til at blive inddraget i ordningen for handel med emissioner. Dette vil også hindre en negativ indvirkning på det fremskridt, der er opnået med lanceringen af det fælles europæiske luftrum, som vil mindske antallet af flyruter, hvilket igen vil fremme et mindre brændstofforbrug.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Fru formand! Jeg er enig i, at emissionerne fortsat skal reduceres, og hvis vi har bestemmelser, som vil bidrage til, at dette sker, så lad os forsøge at gennemføre disse bestemmelser behørigt.

Hvis vores amerikanske venner ikke vil acceptere vores løsning, bliver vi nødt til at føre en tålmodig og faktuel dialog med dem og finde kreative løsninger, der vil føre til det fastlagte mål. Inddragelsen af luftfart i ordningen for handel med emissionskvoter er virkelig ikke en større byrde, end lufttransporten må slå sig til tåls med, og hindrer ikke udviklingen inden for lufttransport. Man er nødt til at indse, at andre transportformer også bliver pålagt forskellige restriktioner som er forbundet med nødvendigheden af at reducere emissionerne, og vi forventer derfor, at luftfarten bærer en rimelig del af ansvaret for reduktion af emissionerne.

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Disse forhandlinger har vist, at Parlamentet støtter, at EU indtager en tydelig holdning i ICAO-forhandlingerne. Det er jeg taknemmelig for, selv om jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, ikke havde forventet andet. Jeg vil videregive meddelelsen om Parlamentets støtte samt om de forskellige aspekter, der er blevet taget op under forhandlingerne, til fru Hedegaard og til hr. Kallas, da det trods alt er deres tjenestegrene, der kommer til at repræsentere Kommissionen ved generalforsamlingen i ICAO.

Med hensyn til de spørgsmål, der blev stillet, vil jeg give følgende svar i det omfang, jeg er i stand til at give et svar med det samme: Selvfølgelig vil Kommissionen overholde den EU-lovgivning, som Parlamentet og Rådet har vedtaget. EU-lovgivningen omfatter alle operatører uden forskelsbehandling på grundlag af nationalitet, og det betyder, at operatører fra tredjelande, dvs. sågar USA, også kan ansøge om vederlagsfrie certifikater. Det direktiv, som Parlamentet og Rådet har vedtaget, indeholder bestemmelser om flyveforbud som den sidste udvej, hvis operatører ikke overholder lovgivningen. I dette tilfælde ville Kommissionen naturligvis støtte medlemsstaterne i den pågældende gennemførelse af et sådant forbud. Vi er også sikre på, at Domstolen vil bekræfte vores lovgivning i overensstemmelse hermed, da vi undersøgte direktivets juridiske aspekter meget grundigt.

Lad mig afslutningsvis tydeligt gentage, at Kommissionen ikke vil acceptere noget resultat, der underminerer EU-lovgivningen om inddragelse af luftfart i EU's ordning for handel med emissioner, som blev vedtaget af Parlamentet i 2008 med et overvældende stort flertal på 640 stemmer. Det er vores pligt, og den vil vi handle i overensstemmelse med.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  András Gyürk (PPE) , skriftlig. – (HU) Organisationen for International Civil Luftfart har skabt en konfliktsituation. ICAO yder kraftig modstand mod EU's melding om at udvide sine bestemmelser om handel med emissioner til ligeledes at omfatte flyvninger foretaget af luftfartsselskaber, der ikke har hjemsted i EU. Denne inddragelse af lufttransport i ordningen for handel med emissioner er et rigtigt skridt, forudsat at det ikke kun kommer til at berøre EU's luftfartsselskaber. EU skal derfor være konsekvent med hensyn til gennemførelsen af princippet om geografisk neutralitet. De miljøforskrifter, der beskytter det europæiske luftrum, skal ligeledes finde anvendelse på tredjelandes flyvninger. Hvis de strenge standarder kun fandt anvendelse på europæiske virksomheder, ville tredjelandes luftfartsselskaber få en uberettiget konkurrencefordel. Dette ikke uvæsentlige konkurrencemæssige handicap ville resultere i tabet af tusindvis af arbejdspladser i luftfartssektoren. Vi kan heller ikke se bort fra de miljømæssige konsekvenser. Med en ensidig lovgivning ville vi fortsat skulle være afhængige af frivillige tilsagn fra branchen, som hidtil ikke har givet de ønskede resultater. Det er indlysende, at de famøse tilsagn om forbedringer af brændstofeffektiviteten betyder meget lidt, hvis lufttrafikken i mellemtiden mangedobles flere gange. ICAO anslår, at brændstofforbruget vil være firedoblet inden 2050, og det tal taler meget for sig selv. EU skal følgelig tage målrettede skridt for at gøre direktivet om ordningen for handel med emissioner bindende for alle flyvninger i det europæiske luftrum. I modsat fald vil EU forpasse chancen for at gå foran med et godt eksempel og anspore andre områder til at træffe strenge klimabeskyttelsesforanstaltninger inden for luftfartsindustrien.

16. Anvendelse af EF-varemærker i det indre marked (forhandling)

  Formanden. – Det næste punkt er Kommissionens redegørelse om anvendelsen af EF-varemærker i det indre marked.

  Michel Barnier, medlem af Kommissionen. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Varemærker er af stor betydning i den moderne handel. De gør det muligt at identificere produkter og tjenesteydelsers oprindelse, de sikrer et konstant kvalitetsniveau, og de giver et billede af virksomheden. Adgangen til EF-varemærket er et spørgsmål om udvikling af vores virksomheder og om bekæmpelse af forfalskninger.

De nærer bekymring om de beslutninger, der træffes af visse nationale varemærkekontorer. Formålet med disse beslutninger er at begrænse anvendelsen af EF-varemærket ved at gøre et krav gældende, hvorefter anvendelsen af et EF-varemærke i kun en enkelt medlemsstat ikke vil udgøre en egentlig brug heraf. Jeg takker de medlemmer, som har henledt Kommissionens opmærksomhed på dette spørgsmål, som vi følger meget nøje.

Den store fordel ved EF-varemærket er faktisk, at det er en måde, hvorpå alle virksomheder, herunder små og mellemstore virksomheder, effektivt kan beskytte deres varemærker på europæisk plan. Hidtil har brugerne altid anset reglen om, at enhver egentlig brug, som ejeren af et EF-varemærke gør, er tilstrækkeligt, uanset hvor i EU, det anvendes, for at være et af de største fordele ved EF-varemærket. Denne regel er i overensstemmelse med EF-varemærkets enhedskarakter. Det er også i overensstemmelse med selve det indre markeds princip. Enhver ny begrænsning af anvendelsen af EF-varemærket kunne derfor medføre alvorlige konsekvenser for bekæmpelsen af forfalskninger, som, hvilket jeg igen påpeger for Parlamentet, vil være et af de særlige emner i udkastet til retsakten for det indre marked og for Kommissionens støtte til en handlingsplan mod piratkopiering og forfalskning.

Hvilke konsekvenser er der tale om? For det første, indførelsen af et nyt krav, der kunne bremse bekæmpelsen af krænkelser af varemærker. EF-varemærket er som sagt et effektivt våben i bekæmpelsen af forfalskninger, da det er ensbetydende med en konstant beskyttelse i hele EU og ved alle EU's ydre grænser. Det er uundværligt som redskab til at konfiskere forfalskede varer, som for øjeblikket indføres i store mængder fra tredjelande, i henhold til EU's toldbestemmelser ved EU's ydre grænser.

Desuden kunne indførelsen af dette krav vanskeliggøre små og mellemstore virksomheders og nystartede virksomheders adgang til EF-varemærket. Disse virksomheder drives ofte på nationalt plan og begynder ikke at eksportere og udvide deres aktiviteter ud over landegrænsen, før deres virksomhed har vist sig at være velfungerende. Det kunne således blive vanskeligere for disse virksomheder at vokse, hvis de ikke længere var i stand til at opnå og anvende et EF-varemærke, før de udvidede deres aktiviteter. Dette ville også være i strid med en række af vores politikker, som med rette sigter mod at tilskynde til udvikling af små og mellemstore virksomheder, der, som Parlamentet ved, udgør 95 % af alle de europæiske virksomheder.

Jeg ønsker derfor at bekræfte over for medlemmerne eller at forsikre medlemmerne om, at mine tjenestegrene vil følge denne udvikling i medlemsstaterne meget nøje. På nuværende tidspunkt er vi sikre på, at de nationale domstole ikke vil stadfæste disse beslutninger, som vi ikke mener, er i overensstemmelse med EF-varemærkets enhedskarakter eller med principperne for det indre marked, som jeg allerede har nævnt.

  Małgorzata Handzlik, for PPE-Gruppen. – (PL) Fru formand! Jeg er utrolig glad for, at vi på trods af det sene tidspunkt i dag har mulighed for at høre Kommissionens redegørelse om anvendelsen af EF-varemærker i det indre marked. Det var min politiske gruppe, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater), der tog initiativet til denne. Som bekendt er dette emne af særlig stor betydning for medlemmerne af Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og Retsudvalget.

PPE-Gruppen har altid været overbevist om, at det indre marked tog udgangspunkt i idéen om at fjerne barrierer mellem medlemsstaterne, og vi har gjort det til vores mål at kæmpe for fjernelsen af flere af disse barrierer. Dette var også den idé, der lå til grund for etableringen af EF-varemærket. Fordelen ved denne ordning er bl.a. at garantere virksomheder ensartet beskyttelse i hele EU. I denne sammenhæng bør geografiske forskelle kun spille en lille rolle. Virksomhederne arbejder, når alt kommer til alt, i Europas indre marked. Derfor har vi med nervøsitet set de beslutninger, som nogle nationale kontorer for ophavsretsbeskyttelse har truffet.

Jeg glæder mig derfor over kommissærens redegørelse om, at Kommissionen mener, at disse beslutninger er i strid med de beslutninger, som fællesmarkedet bygger på. Min politiske gruppe vil følge situationens videre udvikling og vil støtte foranstaltninger, der er baseret på en EU-tilgang og tjener virksomhedernes interesse. Jeg ønsker endelig at spørge kommissæren om, hvilke muligheder der er, hvis medlemsstaternes domstole ikke er enige i Kommissionens holdning. Kunne det efter Deres mening være af afgørende betydning at revidere Rådets forordning om EF-varemærket og direktivet om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om varemærker for at præcisere situationen?

  Marc Tarabella, for S&D-Gruppen. – (FR) Fru formand, hr. kommissær! EF-varemærket, der blev etableret for efterhånden 16 år siden, har gjort det muligt for os at føre en effektiv kamp mod forfalskede varer og at give forbrugerne garanti for et kvalitetsprodukt i hele EU.

EF-varemærkebeskyttelsen er ens i alle lande i EU, uanset om vi taler om beskyttelse af selve varemærket, af produkter og tjenesteydelser med hensyn til, hvilke der gøres en rettighed gældende, eller af ejeren. Hvad mere er, er det en ideel løsning for det indre marked, da udgifterne hertil er lave, og da det især er velegnet til små og mellemstore virksomheder, hvilket De præciserede, hr. kommissær.

Det er derfor virkelig et skridt fremad, da kun et EF-varemærke kan sikre en virkelig omfattende beskyttelse i det indre marked. Desuden gør den forenklede administration og gunstige pris EF-varemærket til det ideelle instrument for udvidet beskyttelse i Europa. På samme måde er det et vigtigt stykke værktøj for markederne og for toldmyndighederne.

Den 14. september fandt Domstolen, at et symbol, der bestod af formen på de varer, der var nødvendige for at opnå et teknisk resultat, ikke kan registreres som et EF-varemærke. Det var Domstolens svar på en anmodning indgivet af virksomheden Lego, der havde fremsat krav om registrering af sin legetøjsklods som et EF-varemærke. Domstolen afviste derfor virksomhedens appel og viste således, at anvendelsen af EF-varemærket skal kontrolleres stramt.

Denne domstolsafgørelse afspejler de nye udfordringer, som skal håndteres i forordning (EF) nr. 40/94 om EF-varemærket. Ville det ikke være fornuftigt, hvis Kommissionen ajourførte denne forordning i lyset af den nye teknologiske udvikling, herunder især udviklingen af internettet og globaliseringen? Man kan ikke for ofte gentage, at hovedformålet med denne forordning frem for alt er garantien til forbrugerne for et kvalitetsprodukt og for fuldstændige, præcise og omfattende oplysninger i hele EU.

  Cecilia Wikström, for ALDE-Gruppen. – (SV) Fru formand, hr. kommissær! Jeg glæder mig over, at disse forhandlinger kan finde sted i aften på trods af det sene tidspunkt. En af EU's største fordele er, at EU har givet og fortsat giver os vidtstrakte muligheder for at nedsætte tærsklerne og åbne for handelen mellem landene i Europa. Dette vil skabe den velstand og vækst, som EU så desperat har brug for, især efter den økonomiske krise.

Europa bliver ikke stærkt i det 21. århundrede som følge af initiativer fra os politikere. Vi bliver i højere grad nødt til at acceptere den sandhed, at vækst skabes af virksomheder og iværksættere. Europa kan kun få styrke fra iværksættere og ved at give dem gode muligheder for at etablere virksomheder, der kan vokse, ansætte medarbejdere og være lønsomme. Den særlige ordning med EF-varemærket er en meget effektiv metode til at rive handelsbarrierer ned og skabe vækst. Navnlig for så vidt angår små og mellemstore virksomheder, som vi ønsker skal kunne vokse og blive større, er varemærkebeskyttelse i hele EU uden ulemper og bureaukrati af afgørende betydning.

Jeg ser derfor med stor bekymring på de oplysninger, jeg har modtaget, om at medlemsstater, så vidt jeg kan bedømme, fuldstændig i strid med deres forpligtelser forsøger at indføre et krav om, at et EF-varemærke kun skal indrømmes, hvis det anvendes i flere lande. Det bør naturligvis være tilstrækkeligt, at et varemærke anvendes i en medlemsstat, for at dette varemærke kan nyde beskyttelse i hele EU.

Disse medlemsstaters tiltag er en alvorlig trussel mod ordningen med EF-varemærket, og jeg håber, at Kommissionen vil tage sagen op med de medlemsstater, der forsøger at indføre dette nye krav og bringer chancerne for at få en effektiv varemærkebeskyttelse i hele EU i fare.

  Malcolm Harbour, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! På vegne af min gruppe og ligeledes formanden for Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse ønsker jeg at takke kommissæren meget for at gøre det fuldstændig klart, at de pågældende to varemærkekontorers adfærd (i Benelux og i Ungarn) er fuldstændig uacceptabel.

Jeg understreger dette meget tydeligt, da dette klart er et angreb på de grundlæggende principper for det indre marked. Jeg glæder mig over, at alle de tilstedeværende kolleger har talt for de beslutninger, som kommissæren vil træffe. Først og fremmest vil jeg ud fra et praktisk synspunkt sige, at det er et bemærkelsesværdigt sammenfald, at begge disse varemærkekontorer hører hjemme i henholdsvis det nuværende formandskabs og det kommende formandskabs land.

Det første, som mit udvalg agter at gøre, og jeg vil sikre mig, at det bliver gjort, er, at når ministeren for det indre marked (og fra januar især den ungarske minister) deltager i møder i mit udvalg, vil vi sikre os, at vi stiller dette spørgsmål og anmoder dem om at gå direkte til deres varemærkekontorer og sige, at dette er uacceptabelt.

Hvorfor er denne adfærd uacceptabel? Fordi det er et grundlæggende angreb på det grundlæggende princip for det indre marked om, at der ikke skal udøves forskelsbehandling af nogen art over for virksomheder, uanset hvor de driver virksomhed i et indre, fælles enhedsmarked. I dette tilfælde er det endnu værre, da dette forslag eller rettere disse foreslåede tiltag, hvis de blev opretholdt, faktisk udgør forskelsbehandling over for små virksomheder i stedet for over for store virksomheder. Det er de små virksomheder, der vil blive mest berørt af dette, da de kan registrere et nyt varemærke for et produkt i hele EU og således drage fordel af en fantastisk revolution på det indre marked og af en meget omkostningseffektiv metode til beskyttelse af deres ophavsret. Det kan tage dem over fem år at få det pågældende produkt på markedet, og hvad ville de så opleve? Hvis de kom ind på markedet i Ungarn, ville de opleve, at det ungarske varemærkekontor havde givet deres varemærke til en anden. Dette er fuldstændig uacceptabelt.

Det er mig ubegribeligt, hvorfor vi efter al den tid, vi har haft Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (varemærkekontoret), pludselig finder disse to varemærkekontorer, der gør dette. Måske er det, fordi prisen på registrering af et EF-varemærke er faldet, fordi de arbejder så effektivt.

Naturligvis vil disse to varemærkekontorer i deres forsøg på at lægge vægt på disse indvendinger mod at lade personer registrere varemærker kræve, at de pågældende virksomheder lader sig registrere i deres egne retskredse. Dette er et udtryk for disse organisationers pleje af egne interesser i den mest åbenlyse form. Der skal sættes en stopper for det. Det er grundlæggende i strid med EU's principper og underminerer endvidere også, som korrekt anført af kommissæren, en af Kommissionens vigtigste prioriteringer, nemlig innovation, lancering af nye produkter på markedet og en bedre funktion af det indre marked.

  Zuzana Roithová (PPE). – (CS) Fru formand! Jeg glæder mig meget over, at Kommissionen inden for et år vil modernisere EU's forordning om varemærker med henblik på at forenkle og sænke udgifterne til registrering af varemærker, dvs. beskyttelse af virksomheders handelsnavne, produktnavne osv. Dette er et yderligere redskab til bekæmpelse af forfalskninger.

Personlig sætter jeg pris på, at Kommissionen har forpligtet sig til at inddrage forslaget om at oprette en europæisk varemærkebeskyttelse i forordningen, da jeg i nogle år har støttet dette. I dag er det muligt at misbruge certificerede produktkvalitetsmærker og sikkerhedsmærker ustraffet. I tredjelande sætter forhandlere f.eks. vores CE-varemærke på produkter til deres hjemmemarked, selv om disse produkter slet ikke opfylder vores standarder.

Det er nødvendigt at beskytte certificerede mærker. Vi garanterer produktstandarder for forbrugerne, og vi beskytter ikke kun virksomhederne mod uretfærdig konkurrence, men åbner ligeledes for muligheden for at udvide vores standarder ved at meddele licens til andre virksomheder. Denne beskyttelse er mulig uden yderligere udgifter og institutioner, fordi det er muligt blot at udvide de registreringsbeføjelser, der er tildelt Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked i Alicante, således at det også kommer til at omfatte certificerede mærker.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Fru formand! Jeg har bemærket, at vi er ret enige i det, der er blevet sagt. Det er indlysende, at udviklingen af EF-varemærker er en naturlig forlængelse af udviklingen af det indre marked, og det giver SMV'erne en stor mulighed for at udvikle handelen, idet det bidrager til at stoppe forfalskninger og piratkopiering m.v. Det er således vanskeligt at se, hvordan nogen kan være imod det. Der skal lægges alle former for politisk pres og eventuelt sanktioner på de medlemsstater, der ikke er tilhængere af det, for at få dem til at komme til fornuft i denne henseende.

I det bredere perspektiv vil jeg også sige, at EF-varemærker og tilsvarende initiativer bidrager til at tilnærme EU borgerne og gør det mere relevant for udviklingen af virksomheder i EU.

Endelig vil jeg gerne lige sige, at jeg også ser frem til udviklingen af EU-patentet, og jo før, det sker, jo bedre.

  Michel Barnier, medlem af Kommissionen. – (FR) Fru formand! Som fru Wikström nævnte, er det et temmelig sent tidspunkt at drøfte dette emne på, men i lighed med de øvrige talere mener jeg ikke desto mindre, at det er et vigtigt emne.

Formanden, hr. Harbour, erindrede os om, i hvilket omfang EF-varemærket har været en form for identifikation og en kilde til beskyttelse for virksomheder. Det har også beskyttet innovation.

Jeg er enig med det, hr. Kelly lige har sagt, om at vi skal gå endnu videre i retning mod andre former for beskyttelse, og derfor skal vi i samarbejde med det belgiske formandskab handle målrettet for endelig at afslutte projektet med det europæiske patent.

Til hr. Harbour kan jeg derfor sige, at af alle de grunde, som han og andre har påpeget, vil Kommissionen ikke lade et af hovedelementerne i det indre marked blive opløst. Som hr. Harbour også sagde, ville det være de små og mellemstore virksomheder, der ville blive de første ofre, hvis vi tillod denne opløsning, som ville være baseret på et eller andet lands i store træk protektionistiske fristelser.

Vi står derfor fast på et nej til disse fristelser af alle de årsager, der er nævnt. I denne forbindelse ønsker jeg at takke fru Handzlik og hendes gruppe for at have udvist årvågenhed og for at have udtrykt denne årvågenhed ved at stille dette spørgsmål.

Fru Wikström erindrede os i lighed med hr. Tarabella om, hvad EF-varemærket betyder for virksomhederne, og om, på hvilken måde det er i overensstemmelse med det indre marked. Jeg kan på hr. Tarabellas anmodning bekræfte, at vi inden for rammerne af dette revisionsmål går i retning af en modernisering af den nuværende ordning.

Efter Lego-afgørelsen, som hr. Tarabella henviste til, er det klart, at forordningen om EF-varemærket skal ajourføres. Vi går i denne retning og vil i denne forbindelse tage højde for de af hr. Tarabella nævnte konsekvenser af de moderne teknologiske hjælpemidler og naturligvis af internettet i forbindelse med denne revision, eller rettere, denne ajourføring. Det er i denne ånd, vi skal ajourføre og revidere denne forordning.

Jeg ønsker ligeledes at takke fru Roithová for at have nævnt konkurrence, hvilket jeg også selv gjorde. Konkurrencen ville endvidere blive skærpet, hvis vi igen skulle bevæge os i retning af en opsplitning af varemærker. Vi skal yde modstand, vi skal kunne slå ned på eller hindre indførslen af produkter. I denne forbindelse vil den handlingsplan, som jeg fremlægger om et par uger om forfalskninger og piratkopiering omfatte dette ønske om at uddanne personale fra de forskellige medlemsstater ved EU's ydre grænser og at styrke de tekniske hjælpemidler, som vi har til rådighed, med henblik på at bekæmpe forfalskninger og piratkopiering.

Jeg mener ligeledes, at der skal ydes en bilateral indsats, især for så vidt angår de lande, som disse forfalskede varer kommer fra, og den handlingsplan, som jeg vil fremlægge for Parlamentet, vil derfor komme til at indeholde flere positive foranstaltninger til et samarbejde med visse tredjelande og til at bidrage til, at disse lande vedtager deres egen politik om varemærker og politikker om bekæmpelse af forfalskninger.

Afslutningsvis stillede fru Handzlik et vigtigt spørgsmål, nemlig om, hvad der ville ske, hvis de nationale domstole stadfæstede deres nationale varemærkekontorers afgørelse? På nuværende tidspunkt er vi endnu ikke nået dertil. Vi skal først og fremmest vente og ikke foregribe udfaldet af sager, der behandles ved de nationale retter. Desuden har jeg som sagt tillid til, at disse retter selv vil rette op på situationen. Muligheden for overtrædelsesprocedurer, som netop blev nævnt, vil blive taget op til overvejelse, men først når vi har set udfaldet af de appelsager, der er anlagt.

Dette er svarene på dette vigtige problem, der er et af de centrale elementer i det indre marked, hvilket jeg vil sige på dette tidspunkt, hvor vi i samarbejde med Parlamentet og Rådet forbereder os på at sætte skub i det indre marked, at styrke det og at fastlægge en mere konkret strategi for det indre marked til gavn for små og mellemstore virksomheder og for EU's borgere.

Det er så afgjort ikke på dette tidspunkt, vi skal acceptere denne opløsning på grundlag af spørgsmålet om EF-varemærket.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

17. Dagsorden for næste møde: se protokollen

18. Hævelse af mødet

(Mødet hævet kl. 23.40)