Kommissionen understregede i sin anden strategiske energiredegørelse behovet for at identificere finansieringsbehovet og mulige finansieringskilder for energiprojekter. Ifølge Mario Monti-beretningen er EU nødt til at øge sin målrettede støtte til energiinfrastrukturer. I marts 2009 opfordrede Rådet Kommissionen til i begyndelsen af 2010 at fremlægge forslag til et nyt EU-instrument for energisikkerhed og -infrastrukturer. I henhold til Kommissionens arbejdsprogram agter Kommissionen at stille sit forslag om dette instrument i slutningen af november. Kommissionen bedes redegøre for indholdet i det kommende forslag til sikring af en tilstrækkelig finansiering af gennemførelsen af de nødvendige energiprojekter, navnlig de projekter, som vedrører virkeliggørelsen af det indre energimarked.

(EN) Yderligere integration af energinettene er en af Europas store politiske prioriteter og vil være det i en overskuelig fremtid, hvad enten det er inden for medlemsstaterne, mellem medlemsstaterne eller ligefrem ud over EU's grænser. For uden en tilstrækkelig energiinfrastruktur vil vi ikke nå de målsætninger, vi i fællesskab er blevet enige om, i form af markedsintegration, forsyningssikkerhed og klimaændringer.

Kommissionen forbereder en meddelelse, som, baseret på erfaringerne fra de nuværende politiske rammer for det Transeuropæiske Net på Energiområdet (TEN-E) og på baggrund af en ny lovgivningsmæssig og politisk kontekst (den tredje lovgivningspakke om det indre energimarked⁽¹⁾, 20-20-20-målene osv.), definerer de centrale spørgsmål og prioriteter for udvikling af energiinfrastruktur i tiår fremover. Denne meddelelse skal især give svar på, hvad EU kan gøre for at muliggøre og fremme etableringen af nye energinet for at gøre det lettere at opfylde EU-målene om markedsintegration, forsyningssikkerhed og klimaændringer.

Meddelelsen skal endvidere præsentere en ny metode til strategisk planlægning for at identificere og blive enige om konkrete projekter af europæisk interesse, ledsaget af en række værktøjer, som er nødvendige for at gennemføre disse projekter.

Meddelelsen vil også omhandle spørgsmålet om finansieringsbehovene for kommende infrastrukturinvesteringer. Den skal i 2011 følges op af et nyt EU-instrument for energisikkerhed og -infrastruktur. Målet med sidstnævnte er at fastlægge en måde at fylde investeringshullet på, baseret på en yderligere forbedring af såvel fordelingen af infrastrukturomkostninger som EU-instrumenternes effektivitet og bedre incitamenter, der kan virke som løftestang for offentlig og privat finansiering. Den vil også omhandle spørgsmålet om økonomisk støtte til projekter. En sådan finansiering vil vedrøre projekter, som ikke ville blive realiseret i det hele taget eller ikke ville blive overdraget til tiden, hvis det stod til markedet alene.

Investeringer i solcelleanlæg giver som følge af græsk lovgivnings prisgaranti for elproduktion en sikker gevinst, og dette har, i kombination med det lave økonomiske afkast på landbrugsjord, ført til en massiv interessetilkendegivelse fra de græske landbrugsorganisationer. Mener Kommissionen, at der er taget tilstrækkeligt hensyn til de socioøkonomiske og tekniske konsekvenser af at fremme sådanne investeringer, med tanke på de omkostninger, dette vil medføre for både det offentlige og forbrugerne (via indførelsen af en særlig afgift), samt sikringen af landets energiforsyning?

(EN) Direktivet om vedvarende energikilder⁽¹⁾sætter juridisk bindende mål for andelen af energi fra vedvarende energikilder for medlemsstaterne. Grækenland er således juridisk forpligtet til at sikre, at forbruget af vedvarende energi i Grækenland stiger fra ca. 8 % i dag til 18 % i 2020.

Faste afregningstariffer, som giver en garanteret pris for en fastlagt periode, er et meget velkendt støttemiddel, der skaber en stabil ramme om udvikling af vedvarende energi. Det er således et almindeligt værktøj, som mange medlemsstater anvender. Selv om Kommissionen bemærker, at Grækenlands tariffer er blandt de højeste i Europa, er det fortsat den græske regerings ansvar at gennemføre alle de politikker, som er nødvendige for at indfri det mål, der blev udstukket i dets nationale handlingsplan for vedvarende energi⁽²⁾, og at gøre det effektivt økonomisk. I denne henseende har direktivet skabt en "samarbejdsmekanisme" for at give medlemsstater mulighed for at hjælpe hinanden med at indfri deres mål på en omkostningseffektiv måde.

Kommissionen sponserer medlemsstaternes drøftelser om de mest effektive metoder til gennemførelse af direktivet gennem en samordnet aktion under programmet Intelligent Energi – Europa. Denne samordnede aktion vil også overveje medlemsstaternes støtteordninger og deres relative effektivitet. Den vil således hjælpe medlemsstaterne med at reformere deres ordninger for at sikre, at de fuldt ud tager højde for alle relevante økonomiske, sociale og tekniske faktorer og indvirkninger. Spørgsmål som disse vil også blive behandlet i Kommissionens forestående strategi for energipolitik, Energi 2020, og efterfølgende rapport om finansieringen af vedvarende energi.

Østersøregionen er for nylig blevet en af de mest aktive zoner for udvikling i atomkraftprojekter, som er blevet indberettet. Sikkerhedsgraden af disse projekter er meget afgørende for hele EU. Det ville være yderst beklageligt, hvis nabolandene tæt ved EU's østlige ydergrænse (Kaliningrad 12 km væk og Belarus 20 km væk og i en afstand af kun 55 km fra Vilnius, som er hovedstad i et EU-land) vælger at misligholde deres internationale forpligtelser under gennemførelsen af deres atomenergiprojekter. For øjeblikket indgiver atomkraftprojektudviklere i regionerne Belarus og Kaliningrad ikke omfattende information om metoder for forvaltning af BNPP-atomaffald, nedlukningsstrategier, andre potentielle risici forbundet med omfattende uheld, strategier for evakuering af befolkningen i tilfælde af et uheld – for at nævne et par stykker.

Hvordan mener Kommissionen, at man kan sikre passende sikkerhedsstandarder i nærheden af EU's ydre grænser (med tanke på de ovennævnte nukleare projekter)? Hvad vil der kunne gøres på EU-plan i forbindelse med EU's fælles energipolitik?

(EN) Kommission fortsætter med nøje at overvåge energisituationen i Østersøregionen og særligt de forskellige planer om nye atomkraftværker i Litauen, Kaliningrad, Belarus (og Polen). Der er behov for såvel bilaterale kontakter som samarbejde på internationalt plan, dvs. under Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA), for at sikre, at atomkraftværker i EU's nabolande opfylder høje sikkerhedsstandarder.

Rusland, Belarus, Euratom-fællesskabet og dets medlemsstater er kontraherende parter i konventionen om nuklear sikkerhed og andre relevante internationale konventioner indgået i regi af IAEA om f.eks. hurtig anmeldelse og bistand i tilfælde af atomkraftuheld. I henhold til konventionen om nuklear sikkerhed er en kontraherende part forpligtet til at høre andre kontraherende parter i nærheden af et foreslået atomkraftanlæg, i det omfang de sandsynligvis vil blive berørt af dette anlæg. Konventionen fastlægger rammen for de sikkerhedsstandarder, der skal anvendes af de kontraherende parter.

Rusland har indgivet en rapport til Kommissionen om miljøkonsekvensvurdering for Kaliningrads atomkraftværk, har præsenteret projektet inden for rammerne af energidialogen mellem EU og Rusland og har udtrykt sin vilje til at afholde høringer med EU. Spørgsmålet er også blevet drøftet med medlemsstaterne i Rådet, og Kommissionen vil fortsætte med at rejse det i sine kontakter til russiske myndigheder og fremhæve behovet for gennemsigtighed.

Kommissionen vil sikre, at spørgsmålet om Belarus' atomkraftprojekt bliver rejst og drøftet gennemgående inden for rammerne af energidialogen mellem EU og Belarus. Kommissionen har bedt Belarus om at holde Kommissionen underrettet om udvikling i forbindelse med ratificeringen og gennemførelsen af IAEA's tillægsprotokol om nuklear sikkerhedskontrol. Kommissionen har også erklæret sig rede til at samarbejde med de relevante belarussiske myndigheder for at oprette en uafhængig, gennemsigtig og effektiv reguleringsordning.

Effektiv sammenkobling af Østersøregionen blev identificeret som et af de seks prioriterede energiinfrastrukturprojekter i den anden strategiske energiredegørelse, som blev vedtaget af Kommissionen i november 2008. Planen for sammenkobling af det baltiske energimarked (BEMIP) blev lanceret i 2008 på kommissionsformandens initiativ. De to hovedmål med BEMIP-initiativet set i sammenhæng med EU's 20-20-20-mål er fuld integration af de tre baltiske lande i det europæiske energimarked ved at styrke sammenkoblingen med deres EU-nabolande.

Kan Kommissionen give sin vurdering af, hvorvidt den nyligt forhandlede aftale mellem Polen og Rusland, hvad angår udnyttelsen af Yamal-Europa gasledningen og hensigten om at underskrive kontrakten om udnyttelse indtil 2045 er i overensstemmelse med de kollektive bestræbelser i EU for at skabe en sammenhængende og levedygtig fælles energipolitik?

Hvor langt er man generelt nået med disse samlede bestræbelser, herunder Jacques Delors' og Jerzy Buzeks fælles forslag om at skabe et fælles europæisk energisamfund? Hvilke fremskridt er der gjort med hensyn til at slutte de nuværende "energi-øer", såsom de baltiske lande, til det europæiske energinetværk?

(EN) Kommissionen har formidlet sine bekymringer til de polske myndigheder om den polsk-russiske regeringsaftales overensstemmelse med bestemmelserne i EU-lovgivningen. Kommissionens bekymringer knytter sig bl.a. til forvaltningen af Yamal-gasledningen på baggrund af bestemmelserne om unbundling i den tredje liberaliseringspakke.

Den tredje liberaliseringspakke er en af hjørnestenene i EU's energipolitik. Et af dens hovedprincipper er, at alle de virksomheder, som er villige til at sælge gas i en hvilken som helst medlemsstat, skal have mulighed for at gøre det ved hjælp af en infrastruktur, som forvaltes uafhængigt og for rimelige afgifter. Åbne og konkurrencedygtige gasmarkeder med rørledninger, som er tilgængelige for alle leverandører, øger forsyningssikkerheden, fordi gas kan leveres, hvor efterspørgslen opstår. Regeringsaftaler, som ikke overholder bestemmelserne i denne pakke, underminerer klart en fælles energipolitik.

Reglerne for det indre marked finder anvendelse på aktører på EU-markedet fra såvel EU som tredjelande. At forsvare EU-markedets funktion er derfor et naturligt aspekt af en sammenhængende og levedygtig ekstern energipolitik.

Kommissæren for energi formidlede dette i sine samtaler med de polske myndigheder og rejste også spørgsmålene over for Rusland. Kommissionen vil fortsætte med at støtte Polen i disse forhandlinger. Medlemsstaterne kan ikke udsættes for et valg mellem gennemførelse af EU-lovgivning på deres territorium og gasforsyninger.

Hvad angår infrastruktur, der forbinder industrielle medlemsstater og regioner i EU, vil Kommissionen i november 2010 afgive en meddelelse om energiinfrastruktur, som skitserer de nødvendige udviklinger på dette område. Flere infrastrukturprojekter har endvidere modtaget støtte fra energiprogrammet under den europæiske genopretningsplan, også i de baltiske lande.

Desuden forventer Kommissionen næste år resultater af gasarbejdsgruppen under BEMIP, som mødes regelmæssigt for at fastlægge projekter af fælles interesse og identificere og overvinde barrierer for sådanne projekter. Klar politisk støtte til Polen-Litauen gasledningen er et positivt signal, da dette er et centralt projekt for at sætte en stopper for Østersøområdets isolation.

Kommissionen er enig i mange af hr. Buzek og hr. Delors' analyser og målsætninger i forslaget om at styrke den europæiske energipolitik. Kommissionen foretrækker ikke desto mindre, i hvert fald for øjeblikket, at etablere en sådan europæisk energipolitik på grundlag af de eksisterende traktater og retsakter, som ovenstående henviser til, i stedet for at indlede en ny institutionel forhandling. Kommissionen er overbevist om, at potentialet i Lissabontraktaten og særligt i artikel 194 vil gøre det muligt at gøre vidtrækkende fremskridt i denne retning, hvis det udnyttes fuldt ud.

Den 29. april offentliggjorde Kommissionen en Eurobarometer-rapport, der viser, at 82 % af borgerne i EU ønsker lovgivning om forvaltning af radioaktivt affald.

Er Kommissionen ved at udarbejde et direktiv om dette? Vil dette direktiv også pålægge operatørerne af kernekraftværker en pligt til at træffe forberedende foranstaltninger til lukning af kernekraftværkerne og oplagring og forvaltning af højradioaktivt affald?

Finder Kommissionen, at disse garantier ikke blot bør gives i forbindelse med planlagte nye kraftværker, men også for igangværende kraftværker, og at dette ansvar primært påhviler operatørerne, og ikke medlemsstaterne?

Hvordan ser Kommissionens tidsplan ud?

(EN) Et lovgivningsinitiativ fra Kommissionen vedrørende forvaltning af brugt brændsel og radioaktivt affald i EU er under forberedelse.

Kommissionens tiltag hviler på det grundlæggende princip om, at det endelige ansvar for sikkerheden på atomanlæg og for sikkerheden omkring brugt brændsel og radioaktivt affald påhviler medlemsstaterne (alle medlemsstater producerer sådant affald, f.eks. fra kernekraft, medicinsk radioisotopudstyr etc.), samt på princippet om licensindehaverens (operatørens) primære ansvar for sikkerheden under tilsyn af den kompetente nationale tilsynsmyndighed.

Forslaget til direktiv er udarbejdet på grundlag af den antagelse, at det skulle omfatte forvaltningen af alle former for brugt brændsel og radioaktivt affald, herunder det eksisterende affald og fremtidige perspektiver som f.eks. affald fra afviklingen af atomanlæg og fra fremtidige atomkraftværker.

Kommissionens ventes at vedtage et lovgivningsforslag om forvaltning af brugt brændsel og radioaktivt affald inden udgangen af 2010.

Der er blevet brugt en betydelig mængde tid på at drøfte, hvordan man på bedst mulig måde kan mobilisere EU-midler til fremme af forskning og udvikling og i sidste ende innovation i EU. Offentlige midler vil imidlertid altid kun udgøre en brøkdel af det samlede beløb, der afsættes til et så vigtigt område.

Hvordan agter Kommissionen at fremme, at der sker en stigning i forskning og udvikling og innovation i den private sektor op til de niveauer, som man bl.a. ser i USA og Japan? Jeg tænker her især på, at der foretages undersøgelser af bedste praksis i specifikke EU-medlemsstater – hvad er efter Kommissionens opfattelse den mest effektive foranstaltning/de mest effektive foranstaltninger, der kan træffes under anvendelse af de til rådighed værende redskaber til at udbrede bedste praksis på dette område i hele EU?

(EN) Erhvervslivets investeringsniveauer inden for forskning og innovation i EU er klart utilfredsstillende. Tag f.eks. den procentdel af forskning og udvikling (FoU), der finansieres af den private sektor, som ligger på 55 % i EU sammenlignet med 67 % i USA, 70 % i Kina og 78 % i Japan – og tallet for EU har været faldende i de seneste år. At se på bruttonationalproduktet (BNP) er lige så foruroligende. Firmaernes forskningsudgifter er stagneret på omkring 1,2 % af EU's BNP, sammenlignet med 2,1 % i USA. I Kina nærmer tallet sig hurtigt EU-niveau.

For at løse disse problemer arbejder Kommissionen på et kompleks af foranstaltninger vedrørende adgang til finansiering, som er en central flaskehals for især innovative nyetablerede virksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV'er).

Kommissionen undersøger, hvordan den kan tiltrække mere privat finansiering til innovative virksomheder med en betydelig styrkelse af finansielle instrumenter på EU-plan med henblik på at afhjælpe mangler på lån og risikovillig kapital på markedet, særligt i samarbejde med Den Europæiske Investeringsfond og Den Europæiske Investeringsbank. Den overvejer også foranstaltninger, der skal fremme udnyttelsen af samhørighedsmidler til støtte for forsknings- og innovationskapaciteter. Desuden skal rammebestemmelserne for statsstøtte revideres for at sikre, at alle former for innovation kan modtage hensigtsmæssig støtte.

Et yderligere kompleks af foranstaltninger under udarbejdelse vil sigte mod at skabe et indre marked for innovation.

Vi skal blive enige om EF-patentet i en fart, og Kommissionen undersøger alle muligheder for at sikre, at dette omsider lykkes. Hvad markeder for innovative varer og tjenesteydelser angår, vil Kommissionen foreslå screening og tilpasning af de involverede rammebestemmelser. Europas standardiseringsordning må revideres med sigte på at lukke hullet mellem forskning og standardisering med henblik på en bedre støtte til innovation. Og Kommissionen planlægger foranstaltninger for at fremme offentlige indkøb af innovative produkter og tjenesteydelser.

Ud over de foranstaltninger, som kan træffes eller koordineres på EU-plan, er nationale forsknings- og innovationsordninger essentielle for at etablere et indre marked for innovation. Disse vil være mere effektive, hvis de er fælles om nogle overordnede karakteristika, som anses som almindelige for velfungerende ordninger og repræsenterer bedste praksis. Kommissionen foreslår derfor sammen med medlemsstaterne at udvikle et begrænset antal politiske karakteristika for nationale forsknings- og innovationsordninger. Konstruktive drøftelser pågår allerede.

Denne udvikling af et sådant kompleks af politiske karakteristika bygger på de aktiviteter, som gennem mange år blev forvaltet under Udvalget for Videnskabelig og Teknisk Forskning med henblik på at støtte gensidig læring og udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne. Dette har været meget effektivt. Det fremgår af Kommissionens kontakter og overvågningsaktiviteter, at de nationale forsknings- og innovationspolitikker har udviklet sig betragteligt de seneste år mod mere effektive policy mixes, der dækker et bredere udvalg af målsætninger og foranstaltninger.

Kommissæren for erhvervsliv og iværksætteri og kommissæren for forskning og innovation leder arbejdet på et flagskibsinitiativ, "Innovation i EU", som vil foreslå dristige handlingsplaner for at takle disse spørgsmå på en alsidig måde. Dette initiativ skal efter planen vedtages af Kommissionen inden længe, og formanden for Kommissionen har til hensigt at præsentere det for Rådet i december 2010. "Innovation i EU"-initiativet vil fremme et helt kompleks af forslag for at rydde vejen fra idéer til markeder.

Kommissær Geoghegan-Quinn har tidligere udtalt, at klimaændringer er en af hendes topprioriteter. Efter hendes seneste meddelelse om, at 6,8 mia. EUR vil blive investeret i forskning og udvikling, bedes Kommissionen oplyse, hvilke foranstaltninger der vil blive truffet på forskningsniveau, og hvordan innovation vil imødegå de udfordringer, som klimaændringerne og deres økonomiske konsekvenser skaber, med særlig henvisning til Irland og de seneste oversvømmelser, der har fundet sted.

(EN) Klimaændringer er ganske rigtigt en topprioritet. Gennem de seneste år er klimaændringer i højere og højere grad blevet inkorporeret i dele af rammeprogrammerne. Det omfatter forskning, som bidrager til: 1) forståelsen af det fortidige, nutidige og fremtidige klimasystem og dets processer, 2) kvantitetsbestemmelse af klimaets indvirkning på mennesker og natur, 3) identificering og vurdering af valgmuligheder for modvirkning og tilpasning og 4) udvikling af teknologier og praksis, som fører til et lavemissions- og klimarobust samfund. I løbet af de første tre år af EU's syvende rammeprogram (RP7) har forskningskontrakter vedrørende klimaændringer oversteget 1,5 mia. EUR i EU-bidrag.

Den positive trend med at investere i forskning i klimaændringer fortsætter med de indkaldelser af forslag, som blev offentliggjort i juli 2010. Hvad angår de mest relevante temaer i de specifikke programmer "Samarbejde" og "Kapacitet" i RP7, nemlig Miljø (herunder klimaændringer), Transport (herunder luftfartsteknik), Energi, Fødevarer, Landbrug og fiskeri og bioteknologi og Forskningsinfrastruktur, beløber de samlede, tildelte midler i de relevante indkaldelser sig til ca. 1,2 mia. EUR. Blandt de indkaldelser, som blev offentliggjort i juli 2010, er ca. 55 % af alle emner, som bekendtgøres under disse temaer, rettet direkte mod klimaændringsspørgsmål eller har en komponent, som er relateret til klimaændringer. Ca. to tredjedele af alle disse klimaændringstemaer kræver en innovativ tilgang, innovative metoder, produkter, materialer, udstyr, modeller etc., som vil forbedre EU's evne til at håndtere store samfundsmæssige udfordringer, samtidig med at det øger dets konkurrenceevne. Det endelige beløb, der skal disponeres over til klimaændringsrelaterede forskningsbevillinger, vil først kunne beregnes efter evalueringsprocessens afslutning.

Dette viser klart Kommissionens proaktive holdning til innovation i relation til klimaændringsspørgsmål. Klimaændringer og forskning i udvikling af et lavemissionssamfund udgør en vigtig del af flagskibsinitiativet "Innovation i EU", der oprindeligt blev udstukket i Europa 2020-strategien, som Kommissionen vil fremlægge yderligere detaljer om i løbet af kort tid.

Kommissionen er overbevist om, at gennemførelsen af "Innovation i EU"-initiativet kan styrke de bestræbelser, som allerede er gennemført og planlagt angående udviklingen af et lavemissions- og klimarobust samfund.

Hvad angår oversvømmelser, kan klimaændringer øge frekvensen og intensiteten af klimarelaterede risici som f.eks. oversvømmelser og vil derfor øge naturens og menneskers sårbarhed. Forskning og teknologisk udvikling er afgørende for at vurdere forebyggende tiltag, som kunne reducere oversvømmelsesrisici og forhindre tab af menneskeliv. I den relevante indkaldelse vil forskning bidrage til at opbygge en samfundsmæssig robusthed over for katastrofer i Europa og vil supplere igangværende projekter om risikohåndtering af pludselige, voldsomme oversvømmelser, om tidlig varsling af oversvømmelser og om håndtering af oversvømmelser i byer.

På verdensplan fødes der nu 75 millioner børn årligt. I betragtning af denne befolkningsvækst, og fordi sikring af fødevareforsyningen udgør et stadig større internationalt problem, kan Kommissionen da oplyse om sine politikker inden for forskning, videnskab og teknologi, der sigter mod at behandle spørgsmålet om sikring af fødevareforsyningen? Samarbejder Kommissionen for tiden med tredjelande om dette vigtige politiske spørgsmål?

(EN) Hvad angår EU's politikker om fødevaresikkerhed, henviser Kommissionen i første omgang til sin meddelelse om fødevaresikkerhed, som blev vedtaget den 31. marts 2010⁽¹⁾.

Selv om meddelelsen foreslår, at EU skal give sig i kast med de fire søjler for fødevaresikkerhed (fødevaretilgængelighed, adgang til fødevarer, fødevarernes ernæringskvalitet og kriseforebyggelse og -styring), foreslår den specifikt at prioritere en "mærkbar forøgelse – med et mål på 50 % i 2015 – af støtten til efterspørgselsdreven landbrugsforskning" inden for udvikling, udbygning og innovation.

Det tematiske program for fødevaresikkerhed har støttet forskningsrelaterede aktiviteter med succes i sin første fase (2007-2010). Dette mål vil blive fulgt op af Kommissionen i anden fase af det tematiske program for fødevaresikkerhed (2011-2013).

Denne finansiering omfatter hovedsagelig støtte til programmer fra Den Rådgivende Gruppe for International Jordbrugsforskning (CGIAR), som gennemføres af CGIAR's 15 centre og deres gennemførelsespartnere, og støtte til regionale netværk som f.eks. Forum for landbrugsforskning i Afrika (FARA), Organisationen til fremme af landbrugsforskning i Øst-, Syd- og Centralafrika (ASARECA) og Det vest- og centralafrikanske råd for forskning og udvikling på landbrugsområdet (CORAF). De regionale netværk arbejder tæt sammen med de nationale landbrugsforskningsordninger i deres medlemsstater for at gennemføre regional forskning på afgrøder, husdyrbesætninger, fiskeri, bioteknologi og forvaltning af naturressourcer for at støtte målsætningerne om fødevaresikkerhed.

Hvad angår det internationale forskningssamarbejde med tredjelande, bør det bemærkes, at et sådant samarbejde aktivt støttes og opmuntres på alle forskningsområder i EU's rammeprogrammer for forskning, hvor alle emner potentielt set er åbne for samarbejde med tredjelande.

Faktisk har flere emner under hver af de årlige indkaldelser af forslag vedrørende fødevareproduktion siden opstarten af det syvende rammeprogram for forskning (RP7) været målrettet mod internationalt samarbejde med tredjelande, såvel industrialiserede lande som udviklingslande, med obligatorisk deltagelse af tredjelande.

På et topmøde i Lissabon i 2007 lancerede højtstående repræsentanter fra EU og Den Afrikanske Unions Råd (AUC) en fælles strategi for samarbejde. Efterfølgende blev området vand og fødevaresikkerhed udvalgt som et af de prioritetsprojekter, der skal gennemføres i RP7's arbejdsprogram for 2010.

Herefter offentliggjorde Kommissionen i 2010 en tværtematisk indkaldelse af forslag for Afrika, som dækker forskningssamarbejde inden for fødevarer og landbrug samt miljø og sundhed, med et samlet budget på 63 mio. EUR.

Indkaldelsen af forslag var en stor succes og mobiliserede forskersamfund i Afrika og Europa. Deltagelsen var over al forventning, dvs. at der blev indsendt 190 forslag (90 over udvælgelsestærsklen), og 23 blev godkendt til finansiering (for øjeblikket under forhandling).

Nærmere betegnet blev 11 forslag godkendt til finansiering på området for fødevarer, landbrug og miljø. Alle forskningsaktiviteter involverer afrikanske partnere med det formål at styrke Afrikas forskningskapaciteter. Udvalgte projekter vil omfatte bl.a. bedre tørkevarsling, bedre forvaltning af vand og jord, bæredygtig ernæringsforskning i Afrika, organisk landbrug og vedtagelsen af brugerdrevne innovationer.

Diabetes er en ødelæggende kronisk sygdom, der berører mere end 30 millioner mennesker i EU-medlemsstaterne. Det er alarmerende, at diabetes er i fremmarch i alle aldersgrupper, navnlig de unge, hvilket er særlig tragisk. En intens og koordineret forskningsindsats er nødvendig for at dæmme op for denne epidemi samt finde en kur mod diabetes og effektive midler til at forebygge den.

Kan Kommissionen oplyse Parlamentet om, hvorledes Generaldirektoratet for Forskning vil sikre, at Europa spiller en fremtrædende rolle i denne globale indsats for forskning i diabetes? Kan Kommissionen især redegøre for, hvilke foranstaltninger den agter at træffe for at give mulighed for bedre koordinering og vedvarende finansiering til diabetesforskning i overensstemmelse med den køreplan, der blev skitseret i det nyligt afsluttede DIAMAP-projekt under det syvende rammeprogram?

(EN) Kommissionen er fuldt ud bevidst om, at diabetes er i fremmarch i den europæiske befolkning, og om, hvor stort et problem det er for Europa, hvad angår menneskelig lidelse og økonomiske omkostninger og tab.

Diabetes er derfor et af de prioriterede emner for medicinsk forskning på europæisk niveau. EU investerer for øjeblikket 170 mio. EUR (32 projekter) i diabetesforskning gennem det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (RP7, 2007-2013). Kommissionen har endvidere som en del af sin nuværende indkaldelse af forslag⁽¹⁾ offentliggjort fire forskningsemner inden for diabetes med udsigt til yderligere ca. 63 mio. EUR i EU-midler til diabetesforskning. Dette kan omsættes til ca. 10 nye EU-finansierede projekter inden for diabetesforskning. En anden stor indsats gælder et EU-partnerskab med Den Europæiske Sammenslutning af Farmaceutindustriforeninger (EFPIA): Gennem initiativet vedrørende innovative lægemidler (IMI) afsættes 54 mio. EUR til at arbejde på en hurtigere og sikrere udvikling af behandlingstiltag ved diabetes som følge af den første IMI-indkaldelse af forslag. IMI's forskningsprioriteter for 2010 omfatter endvidere udviklingen af individuelle medicinske tilnærmelser ved diabetes.

Denne forskningsinvestering er rettet mod emner som genetik og epidemiologi, fysiopatologi, stofskifte og integreret fysiologi, kliniske forsøg og mikro- og makrovaskulære komplikationer. Der kan blive tilgang til yderligere forskning i diabetes ved kommende indkaldelser af forslag.

Kommissionen byder anbefalingerne i DIAMAP⁽²⁾-køreplanen velkommen, som ved at identificere nuværende fremskridt på området samt yderligere behov og mangler vil bidrage til at styrke europæisk forskning i diabetes og udarbejde en sammenhængende europæisk politik på dette område.

Køreplanen fremhæver bl.a. behovet for at styrke koordineringen af forskningsaktiviteter på nationalt og europæisk plan. Det er vigtigt at inddrage og støtte medlemsstaterne for at indfri dette mål.

Som et skridt i denne retning og med sigte på at bidrage til at overvinde fragmenteringen af forskningsaktiviteter, programmer og politikker over hele Europa på dette felt har Kommissionen som en del af sin indkaldelse af forslag på sundhedsområdet, FP7-ERA-NET-2011-RTD⁽³⁾, offentliggjort et ERA-NET om forebyggelse og behandling af diabetes. Dette ERA-NET skal føre nationale forskningsfinansierende agenturer engageret i diabetesforskning sammen og skabe synergier ved at samle kolossale mængder af data, ressourcer og knowhow.

Kommissionen vil naturligvis fortsætte med at udforske nye muligheder for formidling og forståelse af DIAMAP-køreplanen.

EU anerkender, at det er presserende nødvendigt hurtigt at løse store samfundsmæssige udfordringer såsom klimaændring, finde varige energikilder, demografiske ændringer såsom aldring og efterspørgslen efter stadig knappere ressourcer. For at sikre at der er overensstemmelse mellem teori og praksis, har vi brug for en bredt opbakket politik med passende finansiering. Samtidig med at alle disse spørgsmål bliver stadig mere presserende, mindskes de tildelte budgetter og i lyset af Europa 2020-strategien, udarbejdelsen af det ottende rammeprogram og den kommende meddelelse om oprettelsen af innovation i EU har jeg følgende to spørgsmål til kommissær Geoghegan-Quinn, nemlig: Sund aldring er blevet fastlagt som en vigtig prioritet af Kommissionen. Hvornår kan man forvente et detaljeret og specifikt politikforslag, og hvordan vil dette blive opbakket af europæiske, nationale eller regionale regeringspolitiske skridt og støtte? Hvad angår et helt andet emne, hvordan vil ressourceeffektivitet og erstatning af knappe højteknologiske materialer blive indføjet i området forskning og innovation?

(EN) Man har identificeret sundhed og aldring som udfordringer, der skal håndteres af flagskibsinitiativet "Innovation i EU" i meddelelsen om Europa 2020⁽¹⁾. Kommissionens forslag til gennemførelse af omtalte "Innovation i EU" skal efter planen vedtages om kort tid. Det vil omfatte en række politiske reformer og målrettede initiativer med det formål at tage fat på store udfordringer for samfundet, som også svarer til store muligheder på markedet for europæiske virksomheder.

Det er planlagt, at strategien skal definere innovationspartnerskaber, som har til formål at gribe fat om samfundsmæssige udfordringer. Innovationspartnerskaberne skal danne ramme om en ressourcepulje og sammenføring af alle hovedaktører (offentlige myndigheder, forskere og industri, såvel store virksomheder som højteknologiske, innovative SMV'er) samt relevante politikker og instrumenter, både på udbuds- og efterspørgselssiden, som omfatter indkøbs-, standardiserings- og reguleringsspørgsmål. Sund og aktiv aldring samt råstoffer er begge kandidater til innovationspartnerskaber.

Aldring, såvel som sund og aktiv aldring og et uafhængigt liv for de ældre, er emnet for en række EU-politikker, særligt folkesundhed, forskning, industri, informationssamfund og beskæftigelse. F.eks. har Kommissionen for nylig foreslået, at 2012 udnævnes til "det europæiske år for aktiv aldring". Et innovationspartnerskab om aktiv og sund aldring ville styrke alle disse bestræbelser og kunne bidrage til at sikre en sammenhængende gennemførelse af dem, mens man samtidig ville udnytte ressourcerne og aktiviteterne optimalt på nationalt og regionalt plan.

Kommissionen har allerede lanceret nogle initiativer inden for forskning og innovation for at støtte nuværende EU-politikker vedrørende råstoffer (nemlig råstofinitiativet) i tråd med det kommende Europa 2020-flagskibsinitiativ om "Innovation i EU", "Et ressourceeffektivt Europa" og "En industripolitik for en globaliseret verden". Et sikkert, økonomisk og miljøvenligt udbud af råstoffer er altafgørende for samfundet. Dette omfatter udbud af primære såvel som genanvendelige kilder og forskning i alternative stoffer eller processer. Følgelig er den nuværende indkaldelse af forslag under det syvende rammeprogram for forskning (RP7) den første række af handlingsplaner i den retning. Der er imidlertid i tillæg til denne forskning også behov for innovative løsninger, særligt på efterspørgselssiden, for at fremme genanvendelse og for at opnå et bedre samarbejde på tværs af grænserne (f.eks. mellem geologiske undersøgelser).

Under nanoteknologi, materialer og ny produktionsteknologi i RP7 er der allerede lanceret indkaldelse af forslag til håndtering af ressourceeffektivitet og erstatning af knappe råstoffer, særligt med henblik på:

netværkssamarbejde på medlemsstatsniveau om industriel håndtering af råstoffer;

at udvikle nye teknologier til ren, intelligent minedrift;

miljøvenligt design af nye produkter og miljøeffektiv og omkostningseffektiv produktionsmetode, og at finde erstatninger for nogle knappe højteknologiske råstoffer.

Der kan træffes beslutning om yderligere handlingsplaner på området inden for RP7 under skitseringen af udkastet til næste års arbejdsprogram.

Med henblik på næste rammeprogram har de indledende forberedelser endnu ikke berørt individuelle områder for forskning. Disse spørgsmål vil blive drøftet, når tiden er inde.

Råstoffer er også et område, hvor der kan udarbejdes et forslag til et innovationspartnerskab i fremtiden.

Kan Kommissionen gøre rede for, hvilke foranstaltninger den vil træffe på såvel kort som lang sigt for at forenkle ansøgningsproceduren i forbindelse med forskningsrammeprogrammet FP7?

Har Kommissionen fastsat nogen mål for, hvor mange kommercielle virksomheder, den håber vil opstå gennem dette program for mange milliarder euro?

(EN) I april 2010 vedtog Kommissionen en meddelelse om forenkling af gennemførelsen af rammeprogrammerne for forskning⁽¹⁾, hvori den foreslog en hel række foranstaltninger, herunder gradvise forbedringer, men også dybtgående ændringer, der kræver en revidering af retsgrundlaget for EU-forskning og en genoprettelse af balancen mellem tillid og kontrol og mellem det at løbe risici og undgå risici.

I meddelelsen præsenteres de forskellige elementer af forenklingen i tre hovedområder. Det første område indeholder foranstaltninger, som kan gennemføres nu, på det nuværende lovgrundlag, og til hvilke der allerede er mange elementer undervejs som en del af en kontinuerlig proces, der blev påbegyndt med det syvende rammeprogram for forskning og teknologisk udvikling (RP7, 2007-2013). Disse foranstaltninger omfatter forbedring af de vejledende dokumenter og støttetjenester for ansøgere, udvikling af brugervenlige it-værktøjer til indsendelse af forslag og forvaltning af projekter og en harmonisering af fortolkningen og gennemførelsen af reglerne hos alle Kommissionens tjenestegrene. Det andet område omhandler ændringer af reglerne, men uden at gå væk fra det nuværende udgifts- og indtægtsbaserede system. Dette omfatter f.eks. en bredere accept af metoder til udregning af gennemsnitlige omkostninger, mulighed for faste beløb for ejeren/lederen af små og mellemstore virksomheder (SMV'er) og en enklere behandling af renter af forfinansieringsbetalinger. Det tredje område præsenterer nye muligheder for indgående ændringer af finansieringsmodellen mod en resultatbaseret tilnærmelse ved brug af individuelle faste beløb for hele projekter. Disse muligheder er for øjeblikket underlagt drøftelser med interessenterne, Rådet og Parlamentet.

Forenkling vil være et nøgleelement under forberedelsen af det næste forskningsrammeprogram. Kommissionens forslag til det næste forskningsrammeprogram vil også omfatte en reducering af den generelle kompleksitet i EU's forskningsfinansieringslandskab med dets mangfoldighed af interventionsmekanismer, finansieringsordninger og gennemførelsesorganer. Flagskibsinitiativet "Innovation i EU" vil kræve klarhed over målsætninger og instrumenter, sammenhæng og stabilitet i reglerne og lethed og fart over administrative procedurer og processer.

Kommissionens forslag til det kommende rammeprogram vil også omfatte en reducering af den generelle kompleksitet i EU's forskningsfinansieringslandskab med dets mangfoldighed af interventionsmekanismer, finansieringsordninger og gennemførelsesorganer. Den europæiske plan for forskning og innovation og flagskibsinitiativet "Innovation i EU" vil kræve klarhed over målsætninger og instrumenter, sammenhæng og stabilitet i reglerne og lethed og fart over administrative procedurer og processer. I denne sammenhæng vil forenkling være et nøgleelement i udarbejdelsen af det kommende rammeprogram.

I mellemtiden er et betydeligt antal handelsorganisationer engageret i RP7-projekter. I marts 2010 deltog mere end 7 000 særskilte virksomheder, ud af hvilke 4 350 er SMV'er. Hvad angår procentdelen af RP7-finansiering på samme tid, blev 24 % af RP7-finansieringen tildelt disse 7 000 virksomheder.

Hvad angår oprettelsen af nye selskaber, er dette et afgørende element i den kontinuerlige samfundsmæssige og økonomiske innovationsproces, drevet af iværksætterånd og markedskræfter. Selv om forskningsrammeprogrammerne sigter mod at støtte denne proces over hele Europa, er oprettelsen af nye virksomheder ikke en af programmets dedikerede målsætninger og overvåges som sådan ikke. Vi har imidlertid opnået nyttige tilkendegivelser gennem dedikerede konsekvensanalyseundersøgelser. Et eksempel på en sådan undersøgelse er en analyse af konsekvensen af RP5-projekter (1998-2002) på ikt-området⁽²⁾. Undersøgelsen konkluderede, at ca. 137 ud af 1 000 deltagere i en spørgeundersøgelse erklærede, at deltagelse i programmet "direkte havde ført til eller i hvert fald lettet oprettelsen af en spin-off-virksomhed". Halvdelen af disse, vurderedes det, kunne henføres direkte til et bestemt projekt.

Rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation faciliterer nye virksomheders frembrud og vækst, særligt gennem finansielle instrumenter, erhvervs- og innovationsstøttetjenester via Enterprise Europe Network og støtte til et erhvervs- og innovationsvenligt miljø gennem politisk læring og samarbejde om klynger og andre temaer. Ved udgangen af marts 2010 havde ca. 68 000 SMV'er haft nytte af de finansielle instrumenter under rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation.

Den 14. maj 2010 trådte de nye regler for cabotagekørsel, som er fastsat i EU's forordning (EF) nr. 1072/2009⁽¹⁾, i kraft. En række transportvirksomheder i Irland har udtrykt bekymring over, hvordan reglerne fortolkes i andre medlemsstater. Kan Kommissionen oplyse, om de nye regler anvendes ens i samtlige medlemsstater? Er Kommissionen bekendt med, at nogle transportvirksomheder er blevet pålagt bøder og har fået beslaglagt lastvogne, når de har udført transport, som forud for gennemførelsen af EU's forordning (EF) nr. 1072/2009 var fuldstændig lovlig? Er Kommissionen endvidere klar over, at begrebet "kombineret transport" ikke fungerer for transport mellem Irland og Det Forenede Kongerige på grund af reglen om mindst 100 km søtransport og højst 150 km vejtransport? Er Kommissionen bekymret over forordningens indvirkning på det indre marked og den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser?

(EN) Forordning (EF) nr. 1072/2009⁽²⁾ ændrede ganske rigtigt ordningen for udførelse af cabotagekørsler som vejtransport. Pr. 14. maj 2010 skal udførelsen af cabotage, dvs. af national transport for fremmed regning, der udføres i en begrænset periode i en værtsmedlemsstat, knyttes til en forudgående international vejgodstransport. Den nye ordning indeholder endvidere klare og enkle regler, hvad angår tidsrammen for udførelse af cabotagekørsel. Disse nye regler er fastlagt i en forordning, hvilket betyder, at de finder umiddelbar anvendelse i alle medlemsstater.

Så vidt Kommissionen ved, er de nye cabotageregler, som fastlagt i forordning (EF) nr. 1072/2009, generelt påskønnet af transportsektoren, da de yder retssikkerhed med mindre risiko for at blive straffet for overtrædelse af reglerne. De tillader transportørerne at planlægge deres internationale kørsler bedre og giver dem muligheden for at reducere antallet af tomme returkørsler. Kommissionen er ikke bekendt med, at reglerne anvendes forskelligt i de forskellige medlemsstater, men vil naturligvis overvåge situationen og tage alle nødvendige initiativer, hvis der opstår problemer.

Det ærede medlem henviser også i sit spørgsmål til multimodal transport. Betingelserne for, hvornår en multimodal transport kan betragtes som kombineret transport, er fastlagt i direktiv 92/106/EØF⁽³⁾. I henhold til dette direktiv bør liberalisering kun vedrøre vejstrækninger af begrænset længde, for at kombineret transport skal kunne føre til, at presset på vejene lettes. Liberaliseringen af de indledende og afsluttende strækninger af en kombineret transport gælder kombineret transport ad søvejen, hvis den strækning, der tilbagelægges til søs, udgør en væsentlig del af denne kombinerede transport. Direktiv 92/106/EØF fastlægger derfor, at for at en vejtransport skal kunne betragtes som en indledende eller afsluttende strækning af en kombineret landevejs-/søtransport, skal den del af den kombinerede transport, der tilbagelægges ad søvejen, overstige 100 km, og distancen mellem den havn, hvor påhængsvognen afhentes, og det endelige bestemmelsessted for vejgodstransporten, ikke overstige 150 km. I dette tilfælde går den indledende eller afsluttende vejstrækning ikke ind under definitionen "cabotage" og er derfor ikke underlagt forordning (EF) nr. 1072/2009.

Den 24. juni 2010 ophørte den franske satellitudbyder Eutelsat med at sende Hamas’ tv-kanal Al-Aqsa TV fra sin satellit Atlantic Bird 4A. Dette skete, efter at det franske øverste råd for audiovisuelle medier (CSA) den 8. juni 2010 besluttede, at Al-Aqsa TV krænker fransk og europæisk lovgivning vedrørende audiovisuelle medietjenester og krævede, at Eutelsat ophørte med at sende Al-Aqsa TV. Ifølge rapporter fra medierne har Al-Aqsa TV omgået denne beslutning ved at omdøbe sin kanal hos Eutelsat til ”Seraj Al-Aqsa” (skrives også som ”Siraj Al-Aqsa”). Seraj Al-Aqsa sendes på nuværende tidspunkt af Eutelsat fra satellitterne Atlantic Bird 4A, Atlantic Bird 2 og Eurobird 2.

Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen umiddelbart træffe for at forhindre Al-Aqsa TV i at omgå CSA’s beslutning? Er den franske regering og CSA opmærksomme på denne situation, som er en direkte overtrædelse af CSA’s beslutning?

(EN) Kommissionen deler det ærede medlems bekymring med hensyn til programmer, som indeholder tilskyndelse til had, og som falder ind under en medlemsstats kompetence. Den arbejder tæt og aktivt sammen med og fremmer samarbejde mellem medlemsstaterne for at sikre fuld anvendelse af EU-lovgivningen på dette særligt følsomme område.

Efter at Al-Aqsa TV ophørte med at sende via Eutelsat, er det stadig tilgængeligt via satellitter uden for EU-kompetence som f.eks. Nilesat og Arabsat. Samtidig er der dukket en ny kanal op ved navn "Seraj Al-Aqsa" på forskellige Eutelsat-satellitter. Det aktuelle signal er forskelligt fra Al-Aqsa TV. Det forekommer således ikke at være den samme (dvs. en identisk) kanal.

Kommissionen er bekendt med påstandene om, at Seraj Al-Aqsa og Al-Aqsa TV sender det samme indhold. Indtil videre stammer disse påstande alle sammen fra kun én kilde og kan ikke verificeres af andre kilder. Kommissionen har ikke desto mindre videresendt denne information til det franske øverste råd for audiovisuelle medier (CSA). Det er op til de franske myndigheder, først og fremmest CSA, at vurdere, hvorvidt disse påstande er sande.

Den franske regering har informeret Kommissionen om, at CSA overvåger Seraj Al-Aqsa med henblik på at verificere, at kanalens indhold ikke overtræder fransk lov eller EU-lov og i særdeleshed forbuddet mod tilskyndelse til had. Kommissionen er endnu ikke bekendt med resultatet af vurderingen af disse optagelser.

Hvad koster det Kommissionen at besvare et spørgsmål?

(EN) Kommissionen vil gerne først og fremmest gentage, at den tillægger det at svare på parlamentariske spørgsmål stor betydning, da det er et vigtigt element i den demokratiske kontrol, som udøves af Parlamentet. Den eksponentielle øgning i antallet af parlamentariske spørgsmål gør det imidlertid meget vanskeligt at give svar i god tid og kræver flere og flere ressourcer.

Menneskelige ressourcer og den nødvendige tid til at forberede, oversætte og indhente kollegiets godkendelse af udkast til svar afhænger af et stort antal faktorer, bl.a. nødvendigheden af at forskellige af Kommissionens tjenestegrene arbejder sammen, øjeblikkelig adgang til information og behovet for indgående dataresearch. Af disse årsager er det vanskeligt at forsøge at fastslå en gennemsnitlig pris pr. spørgsmål.

Generelt kan man sige følgende: Der udnævnes mindst én koordinator for parlamentariske spørgsmål i alle kommissionsmedlemmernes kabinetter. Generalsekretariatet, som tilser, at proceduren forløber glat og videresender svaret til Parlamentet, har et helt departement til rådighed samt et lille antal edb-ansatte, der er ansvarlige for at udvikle og vedligeholde de computerværktøjer, som bruges til at forvalte parlamentariske spørgsmål. Hvert generaldirektorat har en eller flere tjenestemænd, som koordinerer og hjælper med at udarbejde udkast til svar på parlamentariske spørgsmål. I tillæg til disse fuldtidsansatte i staben bør tilføjes de tjenestemænd, der udarbejder eller bidrager på ad hoc-basis til udarbejdelsen af udkast til svar i hver af Kommissionens tjenestegrene og kabinetter, tjenestemændene fra Juridisk Tjeneste, der reviderer hvert udkast til svar, og de oversættere, som har til opgave at oversætte svaret.

Den enestående palmeskov i Preveli ved Rethymnon på Kreta er blevet mål for brandstiftere i Grækenland, og 70 % af den er brændt ned. Området, der er statens og de kompetente myndigheders ansvar, ejes af Preveli-klostret. Som det viste sig også i forbindelse med branden i Preveli, var beskyttelses- og brandslukningsforanstaltningerne yderst mangelfulde, hvilket førte til stor ødelæggelse. De love, der er blevet vedtaget af den nuværende PASOK-regering og den tidligere Ny Demokrati-regering, sammen med de helt utilstrækkelige ressourcer til brandbekæmpelse i skovene gør det nemt for jordspekulanter og de store bygge- og ejendomsselskaber at få ændret anvendelsen af jorden. Følgerne for arbejdstagere, beboere og miljøet i området er katastrofale. Profitjagten rammer befolkningens behov og ødelægger miljøet.

Kommissionen bedes oplyse, om den anser markedet, de forretningsmæssige interesser og de drastiske nedskæringer i brandslukningsforanstaltningerne for egnede til at beskytte skovene på Kreta.

(EN) Af mangel på bestemmelser for skovbrug i EU-traktaten henhører skovpolitik under medlemsstaternes kompetence. Kommissionen støtter dem gennem en række instrumenter.

På bekæmpelsessiden kan Grækenland nyde godt af støtte gennem EU's civilbeskyttelsesordning, som blev oprettet i 2001 for at støtte og koordinere implementeringen af medlemsstaternes naturaliebistand til katastroferamte lande. I de seneste år har Grækenland faktisk anmodet om international bistand i form af tungt luftbårent materiel til skovbrandsbekæmpelse gennem Kommissionens monitorerings- og informationscenter og modtaget øjeblikkelig støtte fra andre medlemsstater.

Kommissionen har også gentagne gange understreget betydningen af forebyggelse. I februar 2009 præsenterede Kommissionen en meddelelse om forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer, som foreslår yderligere bearbejdning af en række spørgsmål.

For det første vil Kommissionen på foranledning af Rådets konklusioner om en fællesskabsramme for katastrofeforebyggelse i EU inden udgangen af 2010 udarbejde EU-retningslinjer, der tager højde for arbejde på nationalt plan med metoder til kortlægning af farer og risici, vurdering og analyser. Særligt vil man i denne sammenhæng se på tilnærmelser til risikovurdering af skovbrande i en række medlemsstater.

For det andet lancerer Kommissionen et program for god praksis i katastrofeforebyggelse, som vil føre til vedtagelse af EU-retningslinjer om minimumsstandarder for katastrofeforebyggelse. Skovbrande samt andre former for katastrofer knyttet til ekstreme vejrforhold vil blive vigtige prioriteter i dette arbejde.

EU's programmer for udvikling af landdistrikterne kan støtte forebyggelse af skovbrande og tilbageføring af skov. I perioden 2007-2013 afsatte det græske program for udvikling af landdistrikter ca. 180 mio. EUR (hvoraf 135 mio. EUR kommer fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL)) til foranstaltninger, der sigter mod forebyggelse af skovbrand, forebyggelse af jorderosion og oversvømmelser som følge af brand og også mod genplantning af skov. Den samlede geografiske dækning af disse foranstaltninger strækker sig over en 190 000 hektarer.

Kommissionen driver Det Europæiske Informationssystem for Skovbrande (EFFIS)⁽¹⁾, som bl.a. bruges til at forudsige brandrisici og vurdere skader efter skovbrande. Den offentliggør en årsberetning om skovbrande i de sydlige medlemsstater, som også tjener som grundlag for omfattende udveksling mellem nationale myndigheder med kompetence i håndtering af skovbrande.

Med hensyn til økonomisk støtte gennem EU's Solidaritetsfond er der kun ét støttekriterium – skaden skal overstige en vis tærskel, som er fastlagt for hvert enkelt land baseret på dets økonomiske formåen. Grækenland må indsende en ansøgning inden for 10 uger efter den første skade.

Hvis vi ser på et mere langsigtet perspektiv, forpligtede Kommissionens hvidbog om tilpasning til klimaændringer den til at ajourføre EU's skovstrategi, hvad angår klimarelaterede aspekter. Endvidere lancerede Kommissionens grønbog om skovbeskyttelse og skovinformation i EU af 1. marts 2010 en debat om mulige valg, der skal indgå i EU's strategi. Rådet har allerede draget konklusioner af denne grønbog, og vi afventer ivrigt Parlamentets konklusioner.

Kommissionen understreger behovet for, at alle medlemsstater udsat for risiko for skovbrand etablerer effektiv forebyggelse og beredskabsforanstaltninger. Risikoen for skovbrand kan aldrig fuldstændigt elimineres. Men ved at samarbejde kan vi gøre mere for at forebygge, være beredte og handle. Kommissionen er rede til at støtte medlemsstaterne gennem alle de instrumenter, den har til sin rådighed.

Kommissionen søger at fremme de økonomiske forbindelser med Turkmenistan gennem undertegnelse af en partnerskabs- og samarbejdsaftale (PSA). I oktober 2008 meddelte den turkmenske præsident, at der var oprettet en stabiliseringsfond, hvortil indtægterne fra landets olie- og gaseksport ville blive indbetalt. Imidlertid er der i de næsten to år siden meddelelsen ikke blevet frigivet nogen oplysninger om fondens ledelse, og det er højst sandsynligt, i betragtning af Turkmenistans ry i denne henseende, at der ikke vil være nogen formelle tilsynsordninger. Der er derfor en alvorlig risiko for, at fremtidige betalinger fra EU til fonden vil kunne bruges til korrupte formål. Kommissionen har udtalt, at den agter at yde faglig bistand til Turkmenistan for at fremme god regeringsførelse, herunder bedre og gennemsigtig forvaltning af landets kulbrinteindtægter. Kan Kommissionen oplyse, om denne bistand vil behandle problemet med ledelsen af stabiliseringsfonden, og i bekræftende fald på hvilken måde, og er Kommissionen enig i ikke at undertegne samarbejdsaftalen med Turkmenistan, medmindre det internationale samfund ser en markant forbedring i Turkmenistans forvaltning af sine kulbrinteindtægter, herunder gennem stabiliseringsfonden?

Kommissionen vil gerne takke medlemmet for hans spørgsmål om EU's forbindelser med Turkmenistan og stabiliseringsfonden i Turkmenistan.

Som det uden tvivl vil være medlemmet bekendt, har EU gradvist genoperettet forbindelserne med Turkmenistan efter valget af præsident Berdymukhammedov i 2007. Interimsaftalen mellem EU og Turkmenistan om handel og handelsrelaterede anliggender trådte i kraft den 1. august 2010. Partnerskabs- og samarbejdsaftalen, som blev undertegnet i maj 1998, afventer nu ratificering (også i Parlamentet). Når aftalen er ratificeret, får EU nogle bedre rammer til at fremme sine værdier og interesser, også i forbindelse med følsomme sager.

I 2007-2010 udgjorde EU's bistand ca. 30 mio. EUR, et beløb, der vil stige til 39 mio. EUR for 2011-2013. Hovedvægten vil blive lagt på uddannelse og en reform af retssystemet, fremme af menneskerettigheder, kapacitetsopbygning, bæredygtig udvikling, udvikling af landdistrikter og samfundsøkonomiske reformer.

Kommissionen kan forsikre medlemmet om, at et af de områder, der vil blive fremmet ved hjælp af teknisk bistand, er god regeringsførelse, herunder bedre og gennemsigtig forvaltning af kulbrinteindtægterne i landet. Kommissionen er dog ganske klar over, at dette er et langsigtet mål. Turkmenistan gennemgår en vanskelig proces med økonomisk diversificering og politisk åbenhed. Visse betingelser skal være til stede, før landet kan opfylde kravene til en fuldt gennemsigtig forvaltning af sine kulbrinteindtægter såsom gode normer for virksomhedsledelse og offentlig ledelse samt eksistensen af et civilsamfund. Spørgsmålet om gennemsigtighed er ganske rigtigt et spørgsmål om ledelse af bredere regional og international relevans og skal behandles som led i en reform- og moderniseringsproces. Kommissionen håber, at EU's bistand til god regeringsførelse med den mere intense dialog og samarbejdet mellem EU og Turkmenistan i fremtiden vil frembringe de ønskede resultater og dermed hjælpe Turkmenistan til at opfylde internationale standarder. Selvom EU ikke bidrager til stabiliseringsfonden, vil vi gennem teknisk bistand og politisk dialog fremme principperne om bedre og gennemsigtig forvaltning af kulbrinteindtægterne i landet som nævnt ovenfor.

Med hensyn til EU's samarbejde med Turkmenistan på energiområdet vil Kommissionen gøre klart, at samarbejdet befinder sig på det helt indledende stadium. EU underskrev et aftalememorandum på energiområdet med Turkmenistan i maj 2008. Dette samarbejde er bredt og strækker sig fra fremme af diversificeringen af energiforsyningsruter, bæredygtig udvikling af energikilder, udveksling af knowhow af på det politiske, regulatoriske og tekniske område til indførelse og fremme af nye energikilder, især vedvarende energi.

Det er klart, at Turkmenistan kan komme til at spille en vigtig rolle med hensyn til at hjælpe EU med at sprede sin energiforsyning, idet landet kan bidrage til udviklingen af en sydlig energikorridor (bl.a. i form af Nabucco-projektet). I håndteringen af disse områder skal EU holde en omhyggelig balance mellem forsvar for egne interesser på energiområdet og pres for at fremme politiske og demokratiske reformer i Turkmenistan.

Til sidst kan Kommissionen forsikre medlemmet om, at dens tilgang til forbindelserne med Turkmenistan er omfattende og sigter mod at etablere et langsigtet, bredt funderet partnerskab til fordel for landet, for Europa og for alle vores borgere.

Ifølge de albanske myndigheder blev en etnisk græker, der var bosat i Himara i Albanien, den 12. august 2010 myrdet i det område, hvor han boede. Denne hændelse har sammen med indikationerne på, at gerningsmændene havde etniske motiver, forårsaget uro blandt Albaniens græske mindretal.

Følger EU det retslige efterspil i forbindelse med denne sag?

Er der taget nogen skridt for at sikre, at denne sag vil blive belyst fuldstændig?

Hvilke foranstaltninger agter EU at træffe for at sikre, at de, der dyrker nationalistisk had, fordømmes og isoleres?

(EN) Kommissionen er bekendt med den hændelse, som det ærede parlamentsmedlem nævner, og følger nøje enhver udvikling. Den påståede hovedgerningsmand har meldt sig selv til politiet, og sagen undersøges nu af de albanske retsmyndigheder. Kommissionen vil følge det retslige efterspil i forbindelse med sagen i henhold til menneskerettighedsprincipperne og retsstatsprincippet.

Kommissionen er nu i færd med at udarbejde sin udtalelse til Albaniens ansøgning om medlemsskab af EU. I denne udtalelse, som skal afgives i november 2010 som en del af den årlige udvidelsespakke, vil der være en analyse af, hvorvidt landet er klar til medlemsskab, med tanke på Københavnskriterierne, i hvilke respekt for menneskerettigheder og særlig beskyttelsen af rettigheder for personer, der tilhører mindretal, er af største betydning. Alle ansøgerlandene er klar over, hvor vigtigt det er at opfylde disse kriterier for fremskridt hen imod EU.

Konsolidering af menneskerettigheder og retsstatsprincippet er en vigtig komponent i den løbende politiske dialog med de albanske myndigheder. Endvidere yder EU gennem sit instrument til førtiltrædelsesbistand (IPA) udvikling og teknisk bistand til styrkelse af institutioner på dette område.

Det udelukkes ikke i forordningen om dyreforsøg til videnskabelige formål, at der kan gennemføres alternative forsøgsmetoder ved at bruge fosterstamceller. Dette giver anledning til væsentlige moralske kontroverser i mange EU-medlemsstater samt blandt borgere.

Kan Kommissionen redegøre for årsagen til denne afgørelse og oplyse, hvilke garantier der er for, at medlemsstaternes individuelle valg på dette område respekteres i henhold til nærhedsprincippet?

(EN) Anvendelsen af menneskelige fosterstamceller rejser etiske spørgsmål, og der er ingen konsensus i EU om, hvorvidt anvendelse af menneskelige fosterstamceller bør tillades eller ej. Kommissionen mener derfor, at anvendelsen af disse bedst reguleres på nationalt plan, og at EU-lovgivningen bør forholde sig neutral i denne henseende.

Direktiv 86/609/EØF om beskyttelse af dyr, der anvendes til forsøg og andre videnskabelige formål⁽¹⁾, blev revideret den 8. september 2010⁽²⁾. Anvendelsen af alternative forsøgsmetoder uden dyr, herunder spørgsmålet om menneskelige fosterstamceller, blev drøftet udførligt under forhandlingerne op til vedtagelsen, og der blev fundet en løsning på håndteringen af disse bekymringer, som blev indlemmet i den nye lovgivning. Den nye, reviderede tekst respekterer til fulde princippet om subsidiaritet.

Det reviderede direktiv overlader specifikt beslutningen om, hvorvidt anvendelsen af dem skal tillades, til hver enkelt medlemsstat i artikel 13, stk. 1, som fastslår, at: "Uden at dette berører national lovgivning, der forbyder visse typer af metoder, sikrer medlemsstaterne, at der ikke udføres forsøg, hvis der i henhold til EU-lovgivningen kan benyttes en anden metode eller forsøgsstrategi, der ikke medfører anvendelse af levende dyr, for at opnå de tilstræbte resultater."

Det er endvidere i denne forbindelse vigtigt at bemærke, at der for øjeblikket ikke er nogen metoder til anvendelse af menneskelige fosterstamceller, som anerkendes af EU-lovgivningen. Skulle sådanne metoder blive udviklet og godkendt i fremtiden, påhviler beslutningen om, hvorvidt de skal indlemmes i EU-lovgivningen, medlemsstaterne.

En epidemiologisk undersøgelse fra universitetet i Athen, ifølge hvilken dødeligheden af kræft blandt beboere i Inofíta i perioden 1999-2009 er steget med 14 % sammenlignet med de andre beboere i præfekturet Viotia, bekræfter tidligere undersøgelser og klager fra lokale beboere. Årsagen til det øgede antal kræfttilfælde (25 % af alle dødsfald i perioden) er den langvarige tilstedeværelse af hexavalent krom i vandet i Inofíta og den øgede dødelighed som følge af kræft i lever, nyrer og blære hos kvinder samt lungekræft. De græske regeringer har på trods af vedvarende, massive protester fra beboere og arbejdstagere ikke truffet nogen effektive foranstaltninger til at tvinge industrivirksomhederne til at holde op med at forurene – især Asopos-flodens vand og flodleje – med henblik på at genoprette skader på miljøet og forbedre vandkvaliteten i området.

Agter Kommissionen at vedtage strengere grænseværdier for hexavalent krom i drikkevandet? Holder Kommissionen fast på, at farerne ved hexavalent krom er i samme størrelsesorden som farerne ved trivalent krom, om end det er videnskabeligt bevist, at hexavalente kromforbindelser er klassificeret blandt de allerfarligste, som er tre gange så skadelige, da de er både mutagene, kræftfremkaldende og teratogene?

(EN) Det ærede parlamentsmedlems spørgsmål henviser til industriel forurening med stoffet hexavalent krom i Inofita kommune (præfekturet Viotia, Grækenland), som påvirker Asopos-floden og drikkevandskvaliteten i kommunen. Kommissionen kan oplyse følgende.

Relevante elementer i EU's miljølovgivning er:

Direktivet om farligt affald⁽¹⁾, der fastlægger krav om hensigtsmæssig planlægning og forvaltning af farligt affald; vandrammedirektivet⁽²⁾, der fastlægger miljømålsætningen om "god tilstand" for alt vand (floder, søer, grundvand og kystvande) som en bestemmelse senest i 2015, fastslår, at der senest den 22. december 2009 skal udarbejdes de nødvendige planer og programmer for at indfri miljømålsætningen; samt drikkevandsdirektivet⁽³⁾, der fastlægger kvalitetsstandarder for drikkevand.

Hvad angår forvaltningen af farligt affald, indbragte Kommissionen Grækenland for EF-Domstolen for fejlagtig gennemførelse af affaldslovgivningen⁽⁴⁾. I sin dom af 10. oktober 2009 fastslog Domstolen, at Grækenland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til direktiv 91/689/EØF, sammenholdt med direktiv 2006/12/EF⁽⁵⁾og 1999/31/EF⁽⁶⁾. Kommissionen gransker for øjeblikket håndhævelsen af denne dom. I henhold til de seneste overvågningsresultater er der nu ingen overskridelser af kromgrænseværdierne i drikkevand i Inofita kommune. To vandboringer med værdier, der overskrider grænseværdierne, er blevet lukket, og man har indgået en aftale med Attiki Water Company, som nu sikrer kommunens vandforsyning.

Hvad angår vandrammedirektivet, har Grækenland hidtil tilsidesat udarbejdelsen af de nødvendige planer og programmer for at opnå en god tilstand for alt vand, og at give Kommissionen meddelelse herom senest den 22. marts 2010. Som følge heraf har Kommissionen indledt en overtrædelsesprocedure mod Grækenland.

Drikkevandsdirektivet:

fastlægger bindende kvalitetsstandarder, som skal overholdes, hvor vandet tappes af forbrugeren; fastlægger en forpligtelse til regelmæssigt at overvåge drikkevandskvaliteten; og fastlægger en forpligtelse til at sikre, at forbrugerne har adgang til tilstrækkelige og ajourførte oplysninger om drikkevandets kvalitet.

Værdierne fastlægges på EU-niveau (artikel 4 og 5, bilag I)⁽⁷⁾ for en række parametre. Samtidig forpligter direktivet i sin artikel 5, stk. 3, medlemsstaterne til at fastsætte værdier for supplerende parametre, der ikke er opført i bilag I (f.eks. hexavalent krom), hvis sundhedshensyn på deres nationale territorium eller dele heraf gør det nødvendigt.

De græske myndigheder har i henhold til deres rapporteringsforpligtelser for vandforsyningssystemer, som betjener mere end 5 000 personer i perioden 2005-2007, hidtil ikke afsløret nogen manglende overholdelse af kvalitetsstandarden for krom (50 µg pr. liter), hverken i præfekturet Viotia eller i noget andet græsk præfektur. Mindre forsyninger, der betjener færre end 5 000 personer, skal ikke indrapporteres til Kommissionen. Forbrugeroplysning er imidlertid også en bindende forpligtelse for disse forsyningssystemer.

Med hensyn til en eventuel ændring af parametre og værdier overvejer Kommissionen for øjeblikket en revidering af drikkevandsdirektivet og vil basere sin vurdering på den seneste videnskabelige dokumentation, særligt Verdenssundhedsorganisationens resultater⁽⁸⁾.

I Europa findes grupper, som under dække af religion, misbruger religiøse institutioner for at indsamle penge til terroristiske aktiviteter og tilskynder til at støtte kontroversielle programmer som f.eks. Khalistan International, som hører under "Punjabi Pakistani Army".

Mener Kommissionen ikke, at det vil være hensigtsmæssigt nøjere at undersøge de religiøse eller halvreligiøse institutioners aktiviteter i Europa for at forhindre finansieringen af projekter, som er i modstrid med europæiske normer på menneskerettighedsområdet?

(EN) Kommissionen er bevidst om faren for misbrug af nonprofitorganisationer eller velgørende organisationer til finansiering af terrorvirksomhed. Som meddelt i handlingsplanen om gennemførelse af Stockholmprogrammet⁽¹⁾ forbereder Kommissionen i løbet af 2011 at præsentere en meddelelse om EU-retningslinjer for frivillig bekæmpelse af terrorfinansiering baseret på nonprofitorganisationer. Meddelelsen skal hjælpe medlemsstaterne med at overholde internationale standarder i denne forbindelse, som f.eks. særlig anbefaling VIII fra Den Finansielle Aktionsgruppe vedrørende Hvidvaskning af Penge og Finansiering af Terrorisme (FATF), som anmoder stater om at revidere hensigtsmæssigheden af love og administrative bestemmelser, der gælder for enheder, som kan misbruges til finansiering af terrorisme. Ligesom FATF er Kommissionen specielt bekymret for, at nonprofitorganisationer kan være sårbare over for misbrug i denne forbindelse.

Kommissionen har etableret en tæt dialog med nonprofitsektoren for at drøfte retningslinjer for sektoren for at forebygge misbrug til terrorfinansiering. Det planlægges at vedhæfte et sæt af sådanne retningslinjer som bilag til ovennævnte meddelelse.