Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Onsdag den 6. oktober 2010 - Bruxelles EUT-udgave

3. Erklæringer fra formanden
Video af indlæg
Protokol
MPphoto
 

  Formanden. – I mandags oplevede Ungarn den værste katastrofe i landets historie. Yderst giftigt rødt slam fra et reservoir har kostet mindst tre mennesker livet. Hundredvis af mennesker er kommet til skade. På Europa-Parlamentets vegne vil jeg gerne udtrykke vores solidaritet med familierne til de døde og dem, der er blevet ramt.

I morgen er en vigtig årsdag, nemlig fireårsdagen for mordet på Anna Politkovskaya. Vi husker alle, at hun viede sit liv til at afsløre sandheden om situationen i Nordkaukasus. Vi ved, hvor vigtig uafhængig journalistik er i alle samfund. Vi har hædret fru Politkovskaya for hendes stålsatte kamp for ytrings- og pressefrihed ved at opkalde et af lokalerne i vores pressecenter i Bruxelles efter hende. Vi husker på det offer, hun gav, men glemmer heller ikke, at også andre har givet det samme offer, såsom menneskerettighedsadvokaterne Natalia Estemirova og Anastasia Baburova samt Stanislav Markelov og Sergei Magnitsky og mange andre. De, der er ansvarlige for deres død, er endnu ikke blevet pågrebet. Vi opfordrer de russiske myndigheder til at gøre alt for at sikre retsstatens eksistens og få sat en stopper for det klima med lovløshed og straffrihed, der hersker i Nordkaukasus.

(Bifald)

Den 10. oktober er verdensdagen mod dødsstraf. Jeg gentager Europa-Parlamentets appel om at indføre et moratorium for brug af dødsstraf i alle lande i verden. Døden kan aldrig være en retfærdighedens handling. Vi glæder os over de ændringer, der er foretaget i lande som Rusland, Burundi og Togo, men desværre eksekveres dødsstraffen stadig i Japan og USA.

Vi mener, at offentlig debat i disse demokratiske lande kan bidrage til at ændre denne situation. Vi er dog mest bekymrede over alle de dødsstraffe, der bliver gennemført i lande som Kina og Iran. Vi appellerer til regeringer og myndigheder i disse lande om at standse denne praksis.

(Bifald)

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik