Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 6. oktober 2010 - Bruxelles

13. Sociale bestemmelser i Lissabontraktaten (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen: erklæringer om sociale bestemmelser i Lissabontraktaten.

  Philippe Courard, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand! Tak, fordi De giver mig mulighed for at tale på vegne af vicepremierminister Onkelinx om de forskellige nye perspektiver vedrørende de sociale bestemmelser i Lissabontraktaten.

Jeg er fast overbevist om, at vi er nødt til at se på sociale fremskridt i europæisk lovgivning. Lissabontraktatens artikel 9 indeholder en horisontal social beskyttelsesklausul, der forpligter EU-institutionerne til at tage hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udelukkelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed.

Dette krav følger ordlyden i traktatens artikel 3, stk. 3, hvor det hedder, at det indre marked skal bygges op omkring politikker, der er baseret på en social markedsøkonomi med høj konkurrenceevne, hvor der tilstræbes fuld beskæftigelse og sociale fremskridt.

I overensstemmelse hermed hedder det i artikel 9, at der fremover skal tages hensyn til den sociale dimension i fastlæggelsen af alle europæiske politikker. Det handler om at genetablere en rimelig balance mellem aspekter, som vi skal gennemføre i praksis. Dette er en af de belgiske formandskabs prioriterede, tværgående målsætninger.

Så fremover skal vi tage større hensyn til den sociale indvirkning af de politikker, der udvikles på europæisk plan. Vi skal maksimere den økonomiske vækst i EU, men vi skal også tilskynde til en rimelig, retfærdig fordeling af frugterne af denne vækst, og vi skal især tage hensyn til de mest sårbare menneskers forhold.

Desuden skal vi tage hensyn til den sociale dimension i Europa 2020-strategien, der, som De ved, blev vedtaget af EU på Det Europæiske Råds møde i juni. Denne strategi, der er rettet mod beskæftigelse og vækst, omfatter de økonomiske, sociale, beskæftigelsesmæssige og miljømæssige dimensioner. Den er baseret på et begrænset antal talsatte målsætninger og enkelte retningslinjer.

Et af de fem fastlagte mål er specifikt dedikeret til bekæmpelse af fattigdom og social udelukkelse. Målet er, at mindst 20 millioner mennesker i EU skal ud af fattigdom inden 2020. Den udgør sammen med retningslinje 10 strategiens sociale søjle.

Selv om vi måske er skuffede over manglen på ambition, viser det alligevel et ønske om at nå et specifikt, klart defineret mål, hvilket er noget nyt på dette område, og der skabes en ny dynamik, som vi skal udnytte. Medlemsstaterne skal hvert år i deres nationale reformprogrammer rapportere om fremskridt med gennemførelsen af dette mål.

Det har altid været min holdning, at vi skal fokusere mere på den sociale dimension i EU 2020. Jeg vil gøre det belgiske formandskab til et socialt formandskab. I denne sammenhæng giver Europa 2020-strategien en mulighed for synlighed, nemlig en europæisk socialpolitik. Dette bliver en stor udfordring, fordi medlemsstaterne har travlt med at fastlægge deres egne reformplaner og dermed deres politikker til at nå de talsatte mål, og samtidig har de travlt med deres nationale budgetter, som begrænser deres økonomiske frihed.

Desuden er vi først for nylig kommet ud af den økonomiske krise, og genopsvinget kommer kun langsomt i gang. Vi skal derfor sikre, at den skattemæssige konsolidering ikke får en negativ indvirkning på beskæftigelses- og socialpolitikker. EU 2020-vækststrategien skal være bæredygtig og inkluderende. Den må ikke være karakteriseret ved vækst uden hob. Den skal vise et ønske om at bekæmpe jobusikkerhed. Kampen mod fattigdom skal således ligge os alle på sinde.

I Rådet arbejder det belgiske formandskab hårdt på at få denne dynamik til at virke, men vi ved også, at Kommissionen har en stor rolle at spille i denne sammenhæng. Vi opfordrer indtrængende Kommissionen til at være dynamisk i denne sammenhæng. Her tænker jeg på flagskibsinitiativerne, som den skal vedtage, især platformen for bekæmpelse af fattigdom og social udelukkelse, der skal have et bredere perspektiv på de sociale udfordringer, som Europa står over for.

Kommissionen skal bl.a. bruge denne metode til at stille forslag til, hvordan vi specifikt kan gennemføre den nye horisontale bestemmelse i Lissabontraktatens artikel 9.

Som De kan se, har det belgiske formandskab masser af ambitioner, men jeg er fast overbevist om, at det vil opfylde vores borgeres krav og behov. Uden den sociale dimension er det europæiske projekt dømt til fiasko. Også her spiller De en vigtig rolle for den fortsatte debat om denne strategi, ikke kun på europæisk plan, men også ved at understrege den sociale dimension i Deres respektive hjemlande.

  László Andor, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Den sociale bestemmelse i artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fastslår følgende: "Ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tager Unionen" bl.a. "hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse" og "bekæmpelse af social udstødelse". Kommissionen har forpligtet sig til at gennemføre denne bestemmelse ved at styrke vurderingen af den sociale indvirkning som led i det overordnede system til vurdering af indvirkninger.

I relation til den specifikke situation for sociale ydelser af almen interesse mener Kommissionen, at det er vigtigt at sikre retssikkerhed for de offentlige myndigheder i medlemsstaterne. Men Kommissionen mener ikke, at det på nuværende tidspunkt er nødvendigt at nedsætte en taskforce bestående af flere interessenter til at håndtere de problemer, som nogle leverandører af sociale ydelser af almen interesse oplever med fortolkningen af bestemmelserne vedrørende det indre marked.

Kommissionen er bekendt med, at et stort antal offentlige myndigheder og interessenter mener, at EU-reglerne for sociale ydelser er en hindring for tilrettelæggelsen og finansieringen af sådanne ydelser. Men høringer med offentlige myndigheder og interessenter viser, at de eksisterende bestemmelser i vid udstrækning tager hensyn til særtrækkene ved sociale ydelser af almen interesse. De indberettede problemer skyldes meget ofte manglende kendskab til og information om bestemmelserne eller tvivl om, hvordan de skal gennemføres.

Derfor har Kommissionen fastlagt en strategi, herunder en interaktiv informationstjeneste, et dokument med hyppigt stillede spørgsmål og et uddannelsesinitiativ for offentlige myndigheder. Kommissionen er ved at ajourføre dokumenterne med hyppigt stillede spørgsmål. Når de er færdige, vil Kommissionen fremlægge dem for medlemsstaterne og interessenterne i Udvalget for Social Beskyttelse.

Et andet diskussionsforum med medlemsstaterne er Det Vejledende Udvalg for Offentlige Aftaler. Vi har netop afsluttet en offentlig høring om pakken om sociale ydelser af almen økonomisk interesse, som skulle afklare og forenkle anvendelsen af statsstøttebestemmelser på disse ydelser. Kommissionen vil fremlægge sin vurdering af bidragene for Parlamentet, Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og medlemsstaterne. Som Kommissionen har sagt ved flere lejligheder, vil der blive taget behørigt hensyn til det særlige ved sociale ydelser, når pakken skal revideres.

Desuden har Kommissionen haft en frugtbar dialog med de vigtigste interessenter i løbet af de sidste par år om eventuelle tilpasninger til eksisterende EU-bestemmelser, især med Udvalget for Social Beskyttelse og den tværpolitiske gruppe om offentlige tjenester. I juli deltog Kommissionen i et seminar afholdt af det belgiske formandskab med medlemsstaterne og forskellige interessenter. Også her viste diskussionerne, at der er en kraftig, legitim interesse for finpudsning, men der var ikke noget reelt behov for at ændre den grundlæggende struktur i de eksisterende EU-bestemmelser for at tilpasse dem til de sociale ydelser af almen interesse. Kommissionen er bekendt med, at det belgiske formandskab har stillet nogle forslag til afklaring og tilpasning af de eksisterende bestemmelser. Kommissionen gennemgår nøje disse forslag.

Jeg minder også om, at der på det tredje forum om sociale ydelser af almen interesse, som afholdes den 26.-27. oktober under det belgiske formandskab, bliver lejlighed til at drøfte disse og eventuelt også andre forslag.

Til sidst vil jeg sige, at Kommissionen i Udvalget for Social Beskyttelse arbejder med nogle frivillige kvalitetsrammer for sociale ydelser. Kommissionen har arbejdet meget tæt sammen med de vigtigste interessenter, arbejdsmarkedets parter, lokale myndigheder, serviceleverandører og brugere om at udarbejde disse rammer.

Kommissionen arbejder for at gennemføre den nye horisontale sociale bestemmelse, herunder forholdet til sociale ydelser af almen interesse.

Som jeg har forklaret, findes der forskellige fora, hvor man kan drøfte og indgå i en dialog med interessenter inden for sociale ydelser af almen interesse. Kommissionen ser derfor ikke noget behov for at nedsætte en ekstra taskforce. Den er dog ned til at håndtere de problemer, som nogle leverandører af disse ydelser har med at fortolke bestemmelserne om det indre marked, herunder den kommende retsakt for det indre marked, som Kommissionen forventer at vedtage inden udgangen af oktober.

  Andreas Schwab, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Lissabontraktaten har ikke givet EU nogle grundlæggende nye beføjelser på det socialpolitiske område. Som Rådets repræsentant allerede har sagt, udvider artikel 9 de eksisterende beføjelser vedrørende grundprincippet for den sociale markedsøkonomi, som er meget vigtig for Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater), og som vi har fået med i Den Europæiske Konvent, der i alt væsentligt banede vejen for Lissabontraktaten.

Vores andet punkt er, at Kommissionen med rapporten fra tidligere kommissær Mario Monti, "Putting people at the heart of European action", kom med et interessant, værdifuldt bidrag til, hvordan det kan lykkes os at kombinere de store, positive impulser fra det indre marked og de sociale elementer i det fælles forbrugermarked. Derfor glæder vi os, kommissær Andor, til at se den såkaldte retsakt for det indre marked, som kommissær Barnier arbejder med. Vi mener virkelig, at dette kan supplere Monti-Kroes-pakken på en konstruktiv måde. Vi er dog skeptiske med hensyn til, om åbningen af direktiverne om offentlige indkøb og indførelsen af et koncessionsdirektiv i sidste instans virkelig vil sætte os i stand til at få det interne europæiske marked tilbage på sporet, da vi helt klart er imod enhver inflation af den offentlige sektor.

Rådets repræsentant har allerede nævnt dette, men det er så meget desto vigtigere, fordi vi, uanset hvor stor og betydningsfuld social konsolidering er – og det siger jeg som medlem af den yngre generation her i Parlamentet – medtager alle skyggebudgetter – professor Bernd Raffelhüschen fra Freiburg har sagt, at vi har en række skjulte budgetter med hensyn til pensionsgæld – når vi overvejer social konsolidering, og at vi fastlægger en politik, der også giver den yngre generation en rimelig chance i det kommende årti.

Derfor mener jeg som Rådets repræsentant, at vi sammen står over for store udfordringer, at Europa-Parlamentet og PPE-Gruppen har samme holdning til denne udfordring, og at vi skal gøre alt for at støtte Kommissionens indsats i henseende både til denne pakke med foranstaltninger for det indre marked og de sociale foranstaltninger, der skal supplere dette indre marked, på baggrund af den sociale markedsøkonomi. Derfor ser jeg frem til yderligere debat og takker Dem for Deres opmærksomhed.

  Proinsias De Rossa, for S&D-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Først tak til Rådet og Kommissionen for deres redegørelser i dag. Også tak til ALDE-Gruppen, Verts/ALE-Gruppen og GUE/NGL-Gruppen for deres støtte til at få sat denne sag på dagsordenen i dag.

De nye sociale bestemmelser vedrører ikke kun ydelser af almen interesse, som det fremgik af PPE-indlægget tidligere i dag, og med hensyn til sociale ydelser af almen interesse skal vi nå frem til nogle konklusioner om de spørgsmål, der er blevet kraftigt diskuteret i de forgangne år, i stedet for at trække de gamle argumenter af stalden igen.

Som ordfører for de fremtidige sociale ydelser af almen interesse glæder jeg mig til at arbejde med alle de grupper, der erkender behovet for en stærk social markedsøkonomi, og jeg håber at kunne fremsætte konkrete forslag for at løse de dilemmaer, som leverandørerne af disse ydelser står i.

Som De sikkert ved, nærer Europas borgere stort håb til udviklingen af en mere sammenhængende og dynamisk social dimension af europæiske politikker og lovgivning efter vedtagelsen af Lissabontraktaten. En af disse vigtige diskussioner i Irland under afstemningerne om Lissabon vedrørte netop de nye sociale bestemmelser, bl.a. artikel 3, artikel 9, artikel 14 og den sociale protokol, men også mange andre i relation til handicap og lighed.

Det er altid vigtigt, at vi lever op til borgernes forventninger. Det er dobbelt så vigtigt i en tid med økonomisk og social krise for mange millioner af vores borgere, som allerede har mistet deres arbejde, og endnu flere vil miste deres arbejde, deres hjem, deres opsparing, deres pension, deres offentlige sundhedsydelser, ja, endog uddannelsesmuligheder for deres børn på grund af krisen og det, man har gjort for at komme ud af den.

Det vil skabe stor uro i EU, hvis Kommissionen og Det Europæiske Råd ikke mener, at disse nye traktatartikler ikke ændrer noget, og de bare bliver ved med at behandle sociale målsætninger som underlagt markedsmålsætningerne. Hvis vi ikke lever op til vores ansvar, kan vi forvente ekstremt fremmedhadske og intolerante politiske partier, der er villige til at udnytte den vrede og utilfredshed, der findes i dag.

Min specifikke anmodning til Kommissionen og Rådet i dag er at acceptere, at vi har brug for en dynamisk proces for at kunne gøre fremskridt med ydelser af almen interesse og især de sociale ydelser.

Jeg beklager det, som kommissæren sagde i dag. Jeg håber i løbet af de kommende måneder at kunne overbevise ham om, at han tager fejl, at vi virkelig har brug for en dynamisk proces, at vi har brug for en taskforce bestående ikke blot af ham selv og andre GD'er, men af medlemmer fra civilsamfundet, fagforeninger, Rådet og Regionsudvalget.

Vi har brug for en mekanisme, der skal være drivkraft for de ændringer, som alle indser behovet for. Jeg har hørt kommissæren og hr. Barroso sige, at interessenterne åbenbart ikke mener, at der er noget reelt problem. Det er ikke, hvad jeg hører fra interessenterne. Dem har jeg mødt i snesevis af i det sidste halve år. De fortæller, at der er administrative problemer, og at der er juridiske problemer, og at de har brug for at få løst dem så hurtigt som muligt. Det bliver de ikke, er jeg bange for, ud fra hvad jeg har hørt fra Dem og fra Rådet i dag. Som jeg sagde, håber jeg, at De skifter mening i løbet af de kommende måneder. Der er et presserende behov for en mekanisme, en mekanisme på højt plan, som skal omfatte interessenter og sikre, at de beslutninger, der skal træffes, bliver gennemført.

Det er meget vigtigt, at Parlamentet kommer med i denne proces. Vi må huske på, at vi skal forholde os til bekymringerne og vise, at Europa tager det alvorligt og vil skabe en social markedsøkonomi og ikke et fællesmarked uden den sociale dimension.

  Marian Harkin, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg har her en slidt, kommenteret, understreget, æseløret, teplettet kopi af Lissabontraktaten. I et år var den min konstante rejsefælle, når jeg skulle overbevise de irske borgere om, at de skulle stemme ja Når de irske borgere spurgte, hvorfor de skulle stemme ja, var en af de fem vigtigste grunde, som jeg gav dem, at denne traktat ville skabe et mere socialt Europa.

For et år siden ratificerede vi traktaten, og nu skal vi som politikere leve op til vores løfter. Vi har talt om den nye horisontale sociale bestemmelse, artikel 9, som forpligter EU til at overveje de sociale følger af beslutninger i fastlæggelsen af sine politikker. Dette er et tværgående mål og giver os bedre mulighed for at være mere ambitiøse, når vi skriver, ændrer eller gennemfører EU-lovgivning, men artikel 9 sikrer ikke det ønskede politiske resultat. Den er et kraftfuldt værktøj, som vi nu kan bruge, men vi skal spørge os selv, om vi bruger den, eller om den blot er til pynt.

Socialpolitikken stod meget svagt i de oprindelige traktater, men nu er den efter min mening blevet meget stærkere i Lissabontraktaten. Ud over protokollen om ydelser af almen interesse er også artikel 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde blevet nævnt. Heraf fremgår det klart, at medlemsstaterne og EU deler ansvaret for ydelser af almen interesse. Til dato har EU anvendt bestemmelserne om det indre marked, men det hedder i artikel 14, at "Unionen og medlemsstaterne..." sørger for, at "sådanne tjenester ydes på grundlag af principper og vilkår, navnlig økonomiske og finansielle, der gør det muligt for dem at opfylde deres opgaver." Det er et skift i EU's politik og skal afspejles i Kommissionens meddelelser og forslag.

Og direktivet om forskelsbehandling blokeres stadig i Rådet. Det er en vigtig lov. Den skal vi have gennemført. Så de grundlæggende principper er fastlagt, og lovgivningen om socialpolitik er beskyttet i Lissabontraktaten, men den retning, som socialpolitikken skal gå i, er ikke endeligt fastlagt. Vi, dvs. Kommissionen, Rådet og Parlamentet, kan og skal bruge de værktøjer, der ligger i Lissabontraktaten.

  Karima Delli (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand, hr. Courard, hr. kommissær! Hovedformålet med EU, et formål, der også fremgår af Lissabontraktaten, er at udvikle en social markedsøkonomi, der tager sigte på fuld beskæftigelse og social fremgang. Derfor er der indført en horisontal social bestemmelse om fremme af et højt beskæftigelsesniveau, tilstrækkelig social beskyttelse og bekæmpelse af udelukkelse, som skal være retningsgivende i fastlæggelsen og gennemførelsen af alle EU-politikker.

Anerkendelse af sociale rettigheder og især af retten til ydelser af almen interesse er gjort bindende i chartret om grundlæggende rettigheder. Dette charter indeholder rettigheder og principper såsom retten til adgang til socialsikringsydelser, boligydelser og sociale ydelser.

Efter det tredje forum om sociale ydelser af almen interesse, der blev gennemført på Parlamentets initiativ, hvordan kan man da i forbindelse med anvendelsen af Lissabontraktatens bestemmelser påstå, at kun bestemmelserne om konkurrence og det indre marked skal finde anvendelse på disse sociale ydelser af almen interesse uden tilpasning til deres særlige måde at være tilrettelagt og finansieret på?

Er det f.eks. ikke korrekt, at der i tjenesteydelsesdirektivet sættes spørgsmålstegn ved sociale ydelser af almen interesse med et stærkt lokalt tilsnit bestående af samfundsmedlemmer, der ikke sigter mod økonomisk vinding? Hvornår vil De holde op med at begrave hovedet i sandet, hvornår vil De påtage Dem Deres ansvar som medlovgiver i medfør af bestemmelserne i den nye artikel 14 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde?

  Lothar Bisky, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg er nødt til at indrømme, at Lissabontraktaten og dens sociale forpligtelser er god læsning. Men vi må ikke glemme, at hundredtusindvis af mennesker gik i demonstration i Bruxelles og andre europæiske hovedstæder. De protesterede mod en fejlslagen, asocial politik over for krisen.

Næppe er vi begyndt at komme ud af denne, den værste af alle kriser, før vi allerede hører fra mange regeringer, at den nationale gæld skal bremses. Nødfaldskærmene i form af redningsplaner skal foldes sammen igen, siger de, og investeringsprogrammerne skal nedlægges. Kommissionen opfordrer til en stramning af stabilitets- og vækstpagten. Stater med fornuftige lønninger, hvor arbejdsmarkedet stadig følger reglerne, eller hvor socialsikringssystemerne er for "sociale", hvilket vil sige for dyre, skal straffes. Bankverdenen fortsætter, som om intet var hændt. Pensioner og lønninger skal ned, forbrugsafgifter måske op. Bidragene til socialforsikring stiger, mens ydelserne falder.

I lyset af EU-Domstolens dom i sagerne Viking, Laval og Rueffert er det ikke kun fagforeningerne, der frygter, at den sociale balance i EU er i fare. Fagforeningernes opfordring til at indføre en social beskyttelsesbestemmelser fortjener vores fulde støtte. Arbejdstagernes rettigheder, fagforeningernes rettigheder og den sociale beskyttelse skal have mindst samme vægt, ja, endog mere, end det indre marked og friheden til at levere tjenesteydelser. Dette skal klart fastlægges i primærlovgivningen. Jeg påpeger dette, fordi de relevante afsnit bare ser godt ud – i virkeligheden ændrer de ikke noget.

Den menneskelige værdighed kan ikke sikres uden minimale sociale standarder. En bestemmelse om social fremgang vil forbedre EU's hårdt ramte ry blandt borgerne og bidrage til at dæmme op for den sociale frygt.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! Vi er i EU vidne til en meget foruroligende udvikling, hvor flere og flere skubbes over i midlertidige stillinger, falsk arbejdsløshed og såkaldte McJobs, hvor arbejdstagernes sociale rettigheder ser ud til at blive skubbet i baggrunden. Ikke kun ser det ud til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol forringer arbejdernes beskyttelsesstandarder i sin retspraksis, men den har også forbudt forskelsbehandling af socialt engagerede iværksættere i tildelingen af offentlige kontrakter.

Lissabontraktaten ville gøre det hele meget bedre, fik vi at vide, men jeg personligt har ikke set meget til nogen social forandring. Der gøres f.eks. forsøg på at mindske de økonomiske og sociale forskelle mellem medlemsstaterne ved at bruge Den Europæiske Socialfond. Men hvis gennemførelsen af projekter skaber problemer i mange regioner, opfylder fonden ikke sin mission. I parentes bemærket er det indre markeds frihedsrettigheder kun alt for ofte lig med de multinationale selskabers rettigheder. De presser de lokale arbejdsgivere, dvs. de små og mellemstore virksomheder, ud af markedet.. Det skal der hurtigst muligt gøres noget ved.

  Jean-Paul Gauzès (PPE). – (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Lissabontraktaten giver utvivlsomt Europa nye sociale målsætninger. Bæredygtig udvikling i Europa er baseret på høj konkurrenceevne i den sociale markedsøkonomi, hvilket betyder fuld beskæftigelse og social fremgang, bekæmpelse af social udelukkelse og forskelsbehandling, fremme af retfærdighed og afskaffelse af fattigdom. Lissabontraktaten bekræfter arbejdsmarkedets parters funktion og fremmer social dialog mellem fagforeninger og repræsentanter for arbejdsgiverorganisationer på europæisk plan.

På de forskellige punkter er den faktiske situation bestemt ikke som den, mange talere har beskrevet. I dag kan vi dramatisere situationen. Det er korrekt, at nogle steder er situationen bekymringsvækkende, at krisen ikke er ovre endnu, og at den har følger. Men Europa har truffet foranstaltninger på dette område, hvilket vi skal forklare borgerne, for at skabe en vis orden i især finanssektoren, og her har EU været en af de første til at gøre en indsats for at organisere denne sektor, hvilket sker på grundlag af vores arbejde.

Tillad mig at komme med et par korte bemærkninger. Især vedrørende ydelser af almen interesse vil jeg sige højt og tydeligt, at vi skal tage hensyn til de specifikke nationale omstændigheder, for det er rigtigt, at nogle af vores borgere er ret nervøse, her tænker jeg f.eks. på franskmændene, når de med urette føler, at Europa er til fare for de offentlige ydelser, der er en fransk tradition. I relation til offentlige kontrakter skal vi på samme måde tage hensyn til de individuelle omstændigheder og især dem, der muliggør samarbejde mellem forskellige offentlige myndigheder.

Alligevel er socialpolitikken afhængig af økonomiens sundhed og af økonomisk vækst. Det er det primære mål for en social markedsøkonomi.

  Elizabeth Lynne (ALDE). – (EN) Hr. formand! Til forskel fra andre de andre talere mener jeg ikke, at Lissabontraktaten ændrer lige så meget på det socialpolitiske område som på andre områder.

Vi har nu i årevis haft den fælles beslutningstagning på beskæftigelsesområdet, men under afsnit II-bestemmelser med generel anvendelse er der i artikel 9 en henvisning til bl.a. fremme af menneskers sundhed. Et direktiv, der har betydning for sundheden, er direktivet om elektromagnetiske felter, og jeg ved, at Kommissionen har set på dette direktiv. Når vi tager direktivet om elektromagnetiske felter gennem hele proceduren med Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, skal vi sikre, og det håber jeg, at medlemsstaterne er enige i, at der kan bruges de mest avancerede MRI-scannere.

Artikel 10 under afsnit II handler om forskelsbehandling. Som flere andre talere har sagt, er det vigtigste, at vi sikrer, at det horisontale direktiv om adgang til varer og tjenesteydelser ikke længere blokeres i Rådet, og at de medlemsstater, der blokerer det, hæver deres forbehold, så vi kan få et ægte ikkeforskelsbehandlingsdirektiv om adgang til varer og tjenesteydelser.

  Patrick Le Hyaric (GUE/NGL) . – (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Vi er nødt til at erkende, at det, der dominerer i anvendelsen af Maastrichttraktaten, ikke er det, De beskriver. Det er hverken artikel 9 eller artikel 14 til beskyttelse af offentlige ydelser. Det er snarere principperne om konkurrence, ubegrænset frihandel, svækkelse af den sociale beskyttelse, ødelæggelse af pensioner og lønninger og afvisning af en rimelig harmonisering af skattesystemerne.

I år er f.eks. blevet udnævnt til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udelukkelse. Så lad os se på, hvad De helt nøjagtigt har gjort, som strider mod det, medlemmer af Kommissionen og Rådet. De beslutninger, der er truffet i de seneste par dage, skubber os i retning af superstramninger, og Kommissionen sætter sig selv op som en veritabel domstol, der skal gennemføre førnævnte. Dette strider mod alle former for sociale projekter. I stedet for at tro, at stramninger og social tilbagegang får EU ud af krisen, mener jeg, at vi skal tænke helt anderledes. Vi skal tænke det modsatte, faktisk. Social fremgang er en løftestang for at komme ud af krisen.

Derfor vil jeg stille Dem et forslag, som jeg beder om at drøfte yderligere. Forslaget går på at oprette et nyt system, hvor Den Europæiske Centralbank bl.a. ved at lave flere penge, som alle banker i verden gør for tiden, skal købe alle eller en del af medlemsstaternes gæld, hvis det er nødvendigt, for at oprette en europæisk fond for menneskelig, social og økologisk udvikling.

Med støtte fra Den Europæiske Centralbank og Den Europæiske Investeringsbank skal denne fond gøre det muligt at udvide offentlige ydelser eller offentlige ydelser af almen interesse kan vi også kalde det, og yde støtte til industri, forskning og uddannelse.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Kommissionens og de europæiske stormagters pres på lande med mere sårbare økonomier og højere fattigdomsniveau går stik imod alle principperne i økonomisk og social samhørighed, som det belgiske formandskab har talt om her på vegne af den såkaldte sociale bestemmelse i Lissabontraktaten, dvs. artikel 9.

Sandheden er, at det kun var muligt at gå væk fra stabilitets- og vækstpagtens irrationelle kriterier, da det blev nødvendigt for medlemsstaterne at støtte bankerne på grund af deres problemer med det giftige affald, de havde skabt. Nu da bankerne har suget milliarder af euro til sig i offentlig støtte, og den offentlige gæld i de lande, der har de største problemer, er steget til uanede højder, er presset for at reducere underskuddet vendt tilbage uden tanke for beskæftigelse, social integration eller den universelle ret til uddannelse, bolig, en løn, man kan leve af, og pensioner. Af hensyn til de offentlige finansers bæredygtighed påtvinges nogle lande som Grækenland og Portugal flere og flere kriseforanstaltninger, den sociale ulighed øges, arbejdsløsheden stiger, og fattigdom og social udelukkelse truer 120 millioner mennesker i EU.

Portugal ryger tilbage til krisen, hvis det nye kriseprogram, som den portugisiske regering netop har offentliggjort, bliver gennemført, og det rejser et par spørgsmål. Hvilken form for Europa er det? I det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udelukkelse, hvor er da den garanterede mindsteindkomst, som borgerne skal have for at kunne klare fattigdom? Hvor stopper integrationen af mål for social bæredygtighed og makroøkonomisk politik? Hvor er forsvaret for og fremmet af offentlige ydelser? Hvornår får vi en tværgående social retningslinje og en effektiv vurdering af den sociale indvirkning, af stabilitets- og vækstpagtens politikker, af konkurrencepolitikken, af det indre marked, af budget- og skattepolitikken og af valutapolitikken? Dét er målet for arbejdernes kampe, og dem får vi flere og flere af i hele Europa.

  Othmar Karas (PPE). – (DE) Hr. formand! De politiske mål er klare. Vi ønsker et Europa med en bæredygtig social markedsøkonomi, grundlæggende rettigheder, ingen forskelsbehandling, fuld beskæftigelse, en integreret social bestemmelse, social samhørig og ydelser af almen interesse, som skal fastlægges gennem subsidiaritet. Det er vores mål. Men vi har ikke instrumenter nok på europæisk plan til at nå dette mål. De fleste instrumenter skal findes på medlemsstatsplan. Vi skal have fundet en balance mellem den økonomiske politik, konkurrencepolitikken og de sociale instrumenter, hvis vi skal nå disse mål i hele Europa. Derfor skal vi udvide vores monetære union til en økonomisk og social union. Vi skal også klart melde ud, at vi har brug for mere solidaritet, og at uddannelse, opkvalificering af borgerne, vækst og beskæftigelse ikke er elementer, som skal spilles ud imod Europas sociale side. De er tværtimod en forudsætning, hvis vi skal bekæmpe fattigdom og udelukkelse og få sat en stopper for arbejderklassens lidelser.

  Marie-Christine Vergiat (GUE/NGL). – (FR) Hr. formand! Jeg kommer lige fra et møde i den tværpolitiske gruppe om offentlige tjenester. En gang imellem spørger jeg mig selv, om vi taler med de samme mennesker. For Dem er alting i orden. Flertallet af de involverede parter ved i bedste fald ikke noget om europæisk lovgivning, eller også ved de alt for meget om den.

De taler om at måle den sociale indvirkning af EU's politikker. Så jeg vil sige til Dem, at dét er et godt område at gøre noget mere ved, kom så i gang, hvis De tør! Hvis der, som De påstår, ikke er noget problem med de offentlige ydelser og især med lokale offentlige ydelser, så kan De jo love at foretage en ordentlig, tilbundsgående gennemgang af liberaliseringen af de offentlige ydelser i hele EU.

Fri, retfærdig konkurrence skulle jo sænke priserne. Jeg er fransk. Jeg vil blot komme med et par eksempler, som måske kan forklare, hvorfor franskmændene er en lille smule trætte af Europa på dette område. Priserne på postydelser, togtransport, lufttransport og vandtransport, som er blevet overdraget til private selskaber, er steget eksponentielt.

Begrebet universel tjeneste skulle sikre, at de mest grundlæggende ydelser var tilgængelige for alle. I virkeligheden er det ikke engang velgørenhed over for de fattigste, og vi får mere og mere forskelsbehandling. Hvad skete der med Deres fine omfordeling af velstand, når vi ved, at uligheden mellem de rigeste og de fattigste er konstant stigende i hele Europa?

Så ja, hr. kommissær, som mange medlemmer allerede har bedt Dem om, hvornår beslutter Kommissionen så at tage hensyn til følgerne af artikel 9 og 14 i traktaterne og til protokollen om sociale tjenesteydelser af almen interesse? Med andre ord, hvornår vil Kommissionen respektere Parlamentets rettigheder? Fortæl mig, hvad De er bange for?

  László Andor, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Hele Kommissionen mener som jeg, at vores mål er at udvikle en social markedsøkonomi. For mig og mine medarbejdere er ordet social i dette udtryk vigtigere end ordet marked. I sidste instans skal Kommissionen naturligvis fremlægge, repræsentere og gennemføre en meget afbalanceret tilgang. Men jeg har altid repræsenteret de sociale målsætninger, og dem har vi taget meget alvorligt.

Jeg noterede mig også under diskussionen, at den kommende retsakt for det indre marked vil blive modtaget med skuffelse i Parlamentet, hvis den ikke har en meget stærk social dimension. Det er netop, hvad vi har arbejdet hen imod. Vi har ønsket at sikre, at dette meget vigtige dokument får en stærk social dimension. Jeg har deltaget i den pågældende gruppe af kommissærer og har sikret, at f.eks. pensioner og andre områder, der er meget vigtige for styrkelsen af europæisk økonomis sociale dimension, kommer med.

Men der er også mange andre områder. Jeg vil bestemt protestere mod en tilgang, hvor der kun findes én bestemt form for løsning, f.eks. at nedsætte endnu et organ på højt niveau, der skal sikre, at vi medtager sociale spørgsmål.

Intet i mit svar tyder på, at jeg har indvendinger imod en dynamisk proces for sociale ydelser af almen interesse. Vi befinder os faktisk i en dynamisk proces for disse ydelser her i opløbet til det belgiske formandskabs konference i oktober. Jeg deltager i konferencens åbning og konklusioner og håber bestemt, at der her vil blive drøftet en række spørgsmål vedrørende sociale ydelser af almen interesse, som kan vise os, hvilken retning vi skal gå i.

Disse ydelser behandles meget seriøst i den kommende europæiske platform mod fattigdom, som vil blive offentliggjort inden årets udgang. Hr. Courard, der er minister for integration og fattigdomsbekæmpelse, nævnte også dette i sin indledning.

Jeg er klar til at tage flere skridt. Jeg vil dog først se, hvad disse begivenheder og dokumenter bringer af bidrag fra en bred vifte af europæiske interessenter. Jeg vil gerne understrege, at der ganske vist officielt er sket et vist genopsving, men vi befinder os stadig i en meget vanskelig fase af den økonomiske krise, og at ikke kun krisen selv, men også de foranstaltninger, der skal til for at komme ud af krisen, er meget smertelige.

Kommissionen har hele tiden opfordret til, at der tages hensyn til sociale ydelser og sårbare gruppers interesser. I de seneste uger har jeg holdt mange taler, og jeg har opfordret til forsigtighed i medlemsstaternes makroøkonomiske politikker.

Finanspolitisk konsolidering er uundgåelig, fordi landene har akkumuleret en stor gæld. Men stramninger og især bevidstløse stramninger og ensporede udgiftsnedskæringer kan vi godt undgå. Alle medlemsstater, selv de, der er under pres fra markederne, har mulighed for at overveje, hvordan de skal foretage en afmålt finanspolitisk konsolidering. Alle kan skabe balance mellem de forskellige muligheder, dvs. udgiftsnedskæringer eller indtægtsforøgelser, og de kan gøre det på en retfærdig måde. De kan tage hensyn til sårbare gruppers interesser. Det har Kommissionen opfordret til.

Selv i disse vanskelige tider opfordrer vi til social bevidsthed. Det er her, at det europæiske år har hjulpet os meget. Det har været en bevidsthedsskabende kampagne, og i den sammenhæng har den været en succes, fordi den har bidraget til at nå to meget vigtige mål i Europa 2020. Uden denne kampagne havde vi ikke kunnet nå de meget ambitiøse mål med at øge beskæftigelsen og reducere fattigdommen i Europa.

Ingen tror naturligvis, at det kan ske fra den ene dag til den anden. Vi skal have forbedret vores instrumenter. Jeg er enig i det, medlemmet sagde om Den Europæiske Socialfond (ESF). Den har ikke fungeret perfekt, men vi er ved at undersøge, hvor ESF kan forbedres i henseende til innovation, hvad ESF skal bruges til, og hvordan den kan bruges bedst. Det er alt sammen en del af processen. Der er en række konferencer, hvor disse spørgsmål kan drøftes, især i forbindelse med, hvordan vi kan håndtere situationen med romabefolkningen. Det belgiske formandskab afholder en konference specifikt om, hvordan ESF i højere grad kan være med til at mindske fattigdom.

Jeg er ikke overbevist om, at det er en god ide at oprette en ny fond. Jeg synes først, at vi skal undersøge, hvordan socialfonden kan bruges med de eksisterende instrumenter til at forbedre de sociale forhold. Her vil jeg understrege Den Europæiske Investeringsbanks rolle i udviklingen af infrastrukturen og ydelserne i Europa.

Ingen opfordrer til at privatisere de sociale ydelser. Disse henhører i overvejende grad under medlemsstaternes kompetence. Men hvis EU's bestemmelser om offentlige indkøb eller statsstøtte f.eks. anvendes korrekt, og der tages hensyn til alle vigtige parametre, kan de sikre kvalitet, omkostningseffektivitet og åbenhed. Det er meget vigtige målsætninger, og vi må ikke underminere disse vigtige målsætninger, især om åbenhed, i vores forsøg på at nå andre mål, uanset hvor vigtige eller relevante de måtte forekomme.

Jeg håber, at disse punkter er overbevisende, og at de kommende begivenheder, især konferencen om sociale ydelser af almen interesse og fattigdom, vil give os rig lejlighed til at drøfte, hvordan vi skal komme videre. Jeg kan forsikre Dem om, at reduktion af fattigdom og bedre sociale standarder i Europa i høj grad er i centrum for Kommissionens arbejde og ligger endog særdeles højt på min egen personlige dagsorden.

  Philippe Courard, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle medlemmerne for deres meget kvalificerede indlæg.

Rådet har bedt Kommissionen udvikle en platform, som ikke skal være begrænset til fattigdom, men virkelig skal indføre en bredere dynamik i kampen mod udelukkelse og det sociale velfærds rolle.

Jeg vil også sige, at det i forbindelse med de kriseforanstaltninger, som kommissæren netop har talt om, naturligvis er vigtigt at overveje, hvilke foranstaltninger der skal træffes for at sikre, at krisen ikke gør folk endnu fattigere. Kampen mod fattigdom må ikke blive glemt i dag.

Jeg vil også takke Kommissionen for dens indsats for at skabe større retlig sikkerhed for sociale ydelser af almen interesse og især i henseende til deres specifikke særtræk.

Det er vores dybtfølte ønske at fortsætte diskussionerne, især i Udvalget for Social Beskyttelse, og at forbedre dialogen med de forskellige interessenter, både institutionelle og ikkeinstitutionelle. Som hr. De Rossa understregede, er det klart, at Europa-Parlamentet fortsat skal inddrages intenst i drøftelserne om disse ydelser. Artikel 14 er også et vigtigt element, som vi skal bruge i drøftelserne om sociale ydelser af almen interesse. Det bliver et af de vigtigste emner på det tredje forum den 26.-27. oktober.

Endelig er drøftelser om sociale anliggender svære i Rådet på grund af budgetbegrænsninger, som De ved. Alligevel opfylder sociale ydelser nødvendige opgaver, uundværlige opgaver, som derfor kræver meget særlig opmærksomhed, så selv om vi anerkender deres specifikke særtræk, betyder dette, at vi skal behandle dem på en særlig måde.

Jeg vil slutte med at takke kommissær Andor for hans dynamik og ønske om at gøre fremskridt på alle områder, der har at gøre med sociale anliggender.

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Finanskrisen har i høj grad forværret den sociale situation for Europas borgere. Genopsvinget kommer kun langsomt på en baggrund af høj arbejdsløshed og svag økonomisk vækst. Europa 2020-strategien (EU 2020) skal gøre det lettere at skabe økonomisk vækst, der kan føre til højere beskæftigelse og bedre konkurrenceevne i EU. De initiativer, den omfatter, viser, hvilken retning vi skal gå i for at gøre Europa mere inkluderende for europæerne. Lissabontraktaten styrker Europas socialpolitiske dimension. Europa tilhører de europæiske borgere, og en del af EU's opgave er at fremme beskæftigelse og forbedre leve- og arbejdsvilkårene. Jeg vil understrege den afgørende betydning af dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og de små og mellemstore virksomheders funktion som økonomisk drivkraft. Vi skal virkeliggøre Lissabontraktatens mål vedrørende sociale anliggender gennem de specifikke forslag i EU 2020, f.eks. initiativer såsom "En industripolitik for en globaliseret verden" eller "En dagsorden for nye kvalifikationer og nye job". Europa skal være mere konkurrencedygtigt og kunne håndtere udfordringerne ved globaliseringen uden dog at afholde sig fra at være inkluderende. Samtidig skal Europa sikre social integration.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D), skriftlig. – (RO) Lissabontraktaten bekræfter medlemsstaternes pligt til at overholde de grundlæggende sociale rettigheder i den europæiske socialpagt fra 1961 og fællesskabspagten om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder fra 1989. Lissabontraktaten bekræfter, at EU arbejder for en bæredygtig udvikling i Europa. EU's økonomi er en social markedsøkonomi, som fremmer en høj grad af konkurrenceevne. Målsætningerne er fuld beskæftigelse, social fremgang og en høj grad af beskyttelse og forbedring af miljøets kvalitet. EU bekæmper social udelukkelse og forskelsbehandling og fremmer retfærdighed og social beskyttelse, lighed mellem kønnene, solidaritet mellem generationerne og beskyttelse af børns rettigheder.

I august var arbejdsløsheden i EU27 9,6 % og ungdomsarbejdsløsheden 20 %. Den økonomiske og finansielle krise har haft dramatiske følger for det sociale miljø, og de europæiske borgeres hovedbekymring i dag er arbejde og livskvalitet. EU handler primært om de 500 mio. borgere, hvilket er grunden til, at Europa skal have et socialt aspekt. Det sociale Europa skal give europæerne arbejde og en anstændig levefod, de unge skal have en uddannelse af høj kvalitet og kunne komme ind på arbejdsmarkedet, og pensionisterne skal have et anstændigt liv og sundhedsydelser af høj kvalitet.