Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 6. oktober 2010 - Bruxelles

18. Sundhedssystemer i Afrika syd for Sahara og global sundhed (kortfattet forelæggelse)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning af fru De Keyser for Udviklingsudvalget om sundhedssystemer i Afrika syd for Sahara og global sundhed (2010/2070(INI) (A7-0245/2010).

  Véronique De Keyser, ordfører. – (FR) Fru formand, hr. kommissær! Tak, fordi De er blevet her så længe. Denne betænkning er faktisk et svar på en meddelelse fra Kommissionen om global sundhed, men vi ønskede at benytte en tilgang, der var ganske undtagelsesvis, og som koncentrerede sig mere om de gensidige ordninger, der allerede trives i Afrika. Tillad mig at komme ud på et sidespor.

Sundhedstilstanden i Afrika er faktisk ganske forfærdelig trods den internationale hjælp, og det skyldes en lang række faktorer – det være sig klimaændring, finanskrisen, krig, dårlig regeringsførelse i visse lande eller den grådighed, der fremprovokeres af de rigdomme, der findes i Afrika. Føj til dette de alvorlige pandemier, som f.eks. aids, malaria, tuberkulose osv. Alt dette betyder, at vi står over for en sand katastrofe.

Jeg vil derfor først og fremmest hylde det arbejde, som ngo'erne og visse kirker yder. De yder et bemærkelsesmæssigt stykke arbejde i nødsituationer og i konfliktområder, men det er ikke en langsigtet indsats, og det er heller ikke en bæredygtig indsats.

Der er de såkaldte vertikale fonde, som er blevet nævnt, og som bruges til at bekæmpe udbredte sygdomme, som f.eks. aids, malaria og tuberkulose. De tiltrækker mange penge og er ganske attraktive for private hjælpeorganisationer, fordi mange føler, at de yder til en sag, der er under effektiv kontrol. Disse organisationer, som bestemt også opfylder deres formål, dækker dog kun en lille del af problemet, fordi flere mennesker desværre dør i dag som følge af manglen på ordentlige sanitære forhold, manglen på vand – børn dør af dysenteri – eller manglen på lokale apoteker end af aids eller malaria.

Der gøres derfor opmærksom på de initiativer, der er iværksat i løbet af 1990'erne med henblik på etablering af sygesikringssystemer, men først og fremmest fællesskabsbaserede systemer – sygekasser, som er dukket op næsten over alt i de forskellige afrikanske lande. Målet med disse fællesskabsbaserede sygekasser er naturligvis at inddrage befolkningen i forvaltningen af deres egen sundhed. Vi må ikke lukke øjnene. De kan ikke klare sig selv, de kan ikke finansiere pleje eller adgang til medicin, men sammen med andre fonde med andre tilskud kan de alligevel levere sundhedstjenester og medicin, og oven på den form for deltagelse har en slags social dynamik slået rod.

Der er hundredvis af dem. De findes i forskellige lande og forskellige sektorer. Der er sygekasser for kvinder, sygekasser for caféejere osv. Udfordringen for os er nu at støtte denne sociale dynamik, finansiere den og koordinere den, samtidig med at vi minder os selv om, at den en dag vil kunne klare sig selv, men ikke endnu.

Selv om disse sygekasser kan eksistere, kan de kun gøre det, hvis der parallelt med dem findes såkaldte horisontale systemer. Hvorfor forsikre sig selv eller betale for et sygdomstilfælde eller en operation, hvis der ikke findes hospitaler, læger eller medicin? Som en naturlig følge af dette mener vi derfor, at EU ikke kun skal støtte, koordinere og opretholde disse sygekasser, men også lægge hårdt pres på de horisontale systemer, på grundlæggende sundhedspleje, selv om det indebærer en opfordring til de vertikale fonde om at finansiere denne "horisontale" pleje, dette element af grundlæggende pleje, der er nødvendigt, og som sikrer den balance, der sætter sygekasserne i stand til at eksistere.

Det er de problemer, som betænkningen omhandler. Jeg har ikke mere tid, men jeg kan måske svare medlemmer, der har betænkeligheder med hensyn til reproduktiv sundhed, der nævnes i betænkningen, og som er et spørgsmål, jeg lægger stor vægt på.

  Niccolò Rinaldi (ALDE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Fru De Keyser har allerede sagt næsten alt, hvad der er at sige. Jeg vil gerne dedicere dette minut til en dreng – et spædbarn, jeg mødte den 1. december 2009 i Luanda, da vi var i Angola i forbindelse med Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU. Den lille dreng var ved afslutningen af sit liv. Han var ved at dø af fejlernæring i sin mors arme på Divine Providence Hospital i Luandas centrum i nærheden af det sted, hvor vi gjorde vores arbejde, og nær det stadion, der var blevet bygget til de afrikanske mesterskaber. Han var med andre ord omgivet af velstand.

Men dette var ikke et enestående tilfælde. Hver dag i Luanda dør børn stadig af sult og fejlernæring i armene på deres unge mødre, der ikke har lært noget om ernæring, og som ofte må klare sig selv.

For en kristen er sådanne syn en synd – en alvorlig synd. For en politiker er de et tegn på vores politikkers fiasko. For den styrende klasse i landet, Angola, er de også et tegn på grådighed og den uretfærdige fordeling af velstanden. Årsagerne til, at denne dreng havde sådan en kort tid her på jorden, gav os stof til eftertanke, og jeg håber, at min beretning vil bidrage til sådanne overvejelser.

  Anna Záborská (PPE). – (SK) Fru formand! Selv om jeg har visse forbehold mod denne betænkning, vil jeg først lykønske fru De Keyser. Hun har som så mange før vist sit gode greb om udviklingspolitikken, og hvordan hun bekymrer sig for levevilkårene i forskellige dele af verden.

Niveauet af sundhedspleje i Afrika syd for Sahara er frygteligt. Jeg er dog bekymret over, at fru De Keyser ikke har accepteret i det mindste nogle af mine ændringsforslag. Det kan ikke være rigtigt, at vi taler positivt om slutdokumenterne fra Cairo og Beijing, og når jeg så henviser til dem, accepteres de ikke. Den eneste grund til det er, at visse afsnit i henhold til nogle medlemmer måske ikke er i overensstemmelse med den europæiske politik om reproduktiv sundhed. Det er beklageligt, at vi ikke er i stand til at respektere vigtigheden af særlige nationale og regionale kendetegn og den historiske, kulturelle og religiøse forskellighed i Afrika syd for Sahara. Det kan kun skade de lokale indbyggeres sundhed.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Fru formand! Den universelle erklæring om menneskerettighederne anerkender sundhed som en af de grundlæggende menneskerettigheder. Jeg mener personligt, at denne rettighed skal ses i tæt sammenhæng med den faktiske ret til livet.

I Afrika syd for Sahara indgår disse rettigheder i en meget specifik og ømtålelig kontekst, og jeg vil derfor understrege behovet for, at EU benytter en ansvarlig og menneskelig tilgang, når det gælder sundhedspleje. Jeg vil for det første nævne, at EU ikke bør fremme svangerskabsafbrydelse som en ret, eftersom denne såkaldte ret ikke er anerkendt i noget internationalt dokument som en såkaldt grundlæggende menneskerettighed. Tværtimod bør EU som forkæmper for menneskerettigheder i hele verden handle progressivt for at støtte programmer, der har til formål at støtte mødre med børn, i sine udviklingspolitikker og fremme resultater, som er forenelige med retten til liv og beskyttelsen af det ufødte barn. Dernæst vil jeg igen understrege, at EU og medlemsstaterne ikke bør medtage bestemmelser om beskyttelse af intellektuel ejendom i handelsaftaler, der forhindrer fattigdomsramte mennesker i udviklingslandene i at få adgang til grundlæggende lægemidler, og som bidrager til den høje dødelighed i disse regioner.

  Michel Barnier, medlem af Kommissionen. – (FR) Fru formand! Min kollega, hr. Piebalgs, kunne desværre ikke være her personligt, og det er på hans vegne, jeg fremsætter en række kommentarer og bemærkninger. For at sige det ærligt er Kommissionen altid til Parlamentets disposition, og det glæder mig meget at have hørt fru De Keyser og de andre talere tale om et emne, jeg personligt har interesseret mig for i lang tid. I mit embede som kommissær med ansvar for det indre marked og finansielle tjenesteydelser er det desuden, fru De Keyser, ikke tilfældigt, at jeg – bortset fra mine rejser hver uge til hver af hovedstæderne i EU, og efter min første rejse til USA, eftersom næsten alle vores transaktioner af transatlantiske – glædede mig til at foretage min anden rejse uden for EU til Addis Ababa for at mødes med Den Afrikanske Union ved udgangen af juli. Det er, fordi vores skæbner er indbyrdes forbundet, og jeg har i mange år været fortaler for en ny partnerskabspolitik mellem vores to store kontinenter.

Med hensyn til de mange problemer i forbindelse med krisen, der under alle omstændigheder vedrører eller har relation til vores egne forhold – f.eks. samarbejdet mellem vores markeder, bekæmpelsen af hvidvask af penge, finansiel regulering, den kamp mod overdreven spekulation i landbrugsvarer, som jeg vil føre utrætteligt, navnlig i Afrika, hvor mange lande er afhængige af importerede fødevarer – besluttede mine kolleger og jeg efter dette besøg at tage samarbejdet op og intensivere det.

Jeg vil lykønske Dem på vegne hr. Piebalgs og fra min egen side med kvaliteten af Deres betænkning, hvor De beskriver situationen for sundhedsplejen i udviklingslandene, men jeg vil dog tilføje, at vi ikke kun taler om Afrika. For få uger siden var jeg i Haiti for at følge op på de besøg, mine kolleger, Baroness Ashton, fru Georgieva og hr. Piebalgs, havde aflagt, og det var klart, at der selv uden for Afrika er udfordringer, som skal overvindes, med hensyn til forebyggelse af sygdomme og folkesundhed i de fattigste lande.

Som hr. Rinaldi sagde, dør næsten 30 mio. mennesker for tidligt hvert år i udviklingslandene af årsager, der kunne behandles med de penge, som bruges i EU eller USA alene til kæledyrsmad, eller med ca. 2 % af det globale militærbudget, hvis vi benytter en anden sammenligning. Denne situation er efter min mening ganske uacceptabel.

Levedygtige socialpolitikker, herunder for sundheden, skal være kernen i en stats grundlæggende funktioner inden for en ramme af bæredygtig og inklusiv vækst. Sundhed er ikke kun en universel ret, det er også en del af den økonomiske udvikling. Sundhedssystemer, der er baseret på en udgift pr. indbygger på mindre end 30 EUR om året, hvilket er 50 gange mindre end EU-gennemsnittet, vil aldrig være nok til at holde sundhedsmedarbejdere på posten, sikre tilgængeligheden af vigtig medicin eller tilbyde befolkningen lige adgang til pleje.

På det punkt vil jeg på vegne af hr. Piebalgs sige, at vi fortsat skal insistere på, at EU overholder sine forpligtelser med hensyn til niveauet og kvaliteten af offentlig udviklingsstøtte til de tredjelande, der har størst behov. Hvad angår Kommissionen, er støtten til sundhedssystemer stadig en prioriteret forpligtelse i vores udenrigspolitik og en stærk del af vores politiske dialog med tredjelande. Jeg vil gentage fru Záborskás indvending – tredjelande er faktisk ikke alle i samme båd. Der er, som De sagde, stor forskel mellem f.eks. udviklingslandene og de mindre udviklede lande i Afrika.

Vi forsøger endvidere at fremme denne opfattelse gennem Kommissionens aktive deltagelse i globale initiativer, som f.eks. den globale fond for bekæmpelse af hiv/aids, tuberkulose og malaria, og gennem interaktion med andre offentlige og private aktører på dette område. Fru De Keyser roser med rette ngo'ernes arbejde, som efter min mening er eksemplarisk. For få dage siden så jeg i Haiti, at de spiller en både bemærkelsesværdig og afgørende rolle i de administrative og offentlige aspekter af de forskellige aktioner, der gennemføres af EU, sponsorer eller Verdensbanken.

Tilstrækkelige social- og sundhedspolitikker er afgørende, hvis vi skal opnå konkrete resultater i Europa, og det gælder i lige så høj grad i udviklingslandene. Det er ikke nok, at vi sikrer, at der afsættes betydelige ressourcer til støtte af vores europæiske partnere. Vi skal også sikre, at vores interne politikker er overensstemmende, herunder f.eks. politikken om sundhedspersonales migration eller handel med medicin, så den globale indvirkning af de interne politikker også vil være til gavn for eller i det mindske ikke til skade for dem, der har mest brug for dem i verden.

Inden for mit eget kompetenceområde har jeg to bemærkninger, som kan være af interesse for Dem, fru De Keyser. I forslaget til lov om det indre marked, som vi forbereder til den 27. oktober, agter jeg at prioritere den vigtige socialsektor og arbejde hen imod en statut for den Europafonden. Blandt alt dette er der de tilskyndelser, som vi her i Europa skulle give til strukturer, ngo'er og sociale foretagender, der kan støttes i deres arbejde for at hjælpe de fattigste lande eller udviklingslandene, navnlig på sundhedsområdet.

Dernæst er der et andet område, som jeg er optaget lige nu, og det er varemærkeforfalskning. Den plan om bekæmpelse af varemærkeforfalskning og piratkopiering, som jeg forelægger Parlamentet i efteråret, omhandler i forskellige forhold, som vi vil finansiere og støtte, herunder f.eks. teknologi til detektering af forfalskede varer, kommunikation med den europæiske offentlighed og uddannelse af personale i toldvæsenet og ved EU's ydre grænser.

Jeg vil dog også gerne have et afsnit – og jeg har spurgt mine kolleger om dette – om samarbejde med de lande, som de forfalskede varer kommer fra, og hvor de kan forårsage alvorlige sundhedsskader, navnlig når det drejer sig om forfalskede lægemidler. Vi vil komme tilbage til dette emne, når det er relevant.

På grundlag af den analyse, jeg hurtigt har skitseret for Dem, har EU vedtaget konklusionerne om EU's rolle for den globale sundhed. De er vores referencepunkt, når vi griber ind i sundhedsforhold. Som jeg sagde, er ressourcerne til officiel udviklingsstøtte ikke tilstrækkelige, og der er ét punkt, hvor analysen i Deres betænkning viser, hvor vigtigt det er. I Europa har vi adskillige kilder til finansiering af sundhedstjenesterne, og hver har sine styrker og svagheder. Der er ikke én perfekt løsning, som passer til alle lokale omstændigheder. Det er klart, at en sikringsordning, der alene er frivillig og baseret på privat finansiering, ikke er tilstrækkelig til at sikre lige og universel adgang til sundhedspleje. Derfor den afgørende rolle, som offentlige myndigheder skal spille i forbindelse med reguleringen og finansieringen af sundhedstjenester for at skabe eller sikre principperne om retfærdighed og inklusion.

Vi sætter stor lid til Parlamentets bidrag til denne indsats med det formål at styrke og udvide solidariteten blandt EU's borgere og andre EU-aktører på dette område, navnlig ngo'er. EU har efter min mening meget at lære, men også meget at dele med resten af verden, og vi kan tilbyde merværdi på dette område. Vi skal tydeligvis omsætte alt dette til den sundhedspolitiske tilgang, vi benytter over for udviklingslandene, og jeg er fra min side glad for at kunne besvare Dem og få lejlighed til at udtrykke mit personlige engagement i disse spørgsmål.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Den manglende evne i de afrikanske lande – som ofte er svage lande, der for nylig har været i konflikt, eller som mangler tilstrækkelig robuste institutioner eller tilstrækkelige ressourcer – til at gennemføre effektive folkesundhedspolitikker og navnlig garantere adgang til tilstrækkelige sundhedstjenester er en stor udfordring og et globalt ansvar. Det er afgørende, at EU har en global vision for sundhed med vejledende principper, der anvendes i forbindelse med alle relevante strategiske sektorer. Investering i uddannelse og kapacitetsopbygning vil have positiv indvirkning på sundheden i hele verden, og jeg opfordrer EU til aktivt at støtte uddannelsen af kvalificeret sundhedspersonale. Det er vigtigt, at EU's medlemsstater sikrer, at deres migrationspolitikker ikke betyder, at tredjelande ikke har rådighed over sundhedspersonale. Jeg opfordrer til, at de forpligtelser, der er vedtaget under EU's handlingsstrategi for krisen i menneskelige ressourcer på sundhedsområdet i udviklingslandene, opfyldes. EU skal fremme cirkulær migration som en metode til at reducere hjerneflugten fra lande, som er i vanskeligheder.

  Corina Creţu (S&D), skriftlig. – (RO) Befolkningens sundhedstilstand i Afrika syd for Sahara er en af de alvorligste udfordringer for EU's humanitær- og udviklingspolitik. Tragedien i situationen illustreres bedst af den kendsgerning, at indbyggerne i denne region har en forventet levetid, der er ca. halvdelen af en europæisk borgers. Betænkningen beskriver tydeligt årsagerne til dette og understreger, hvad der kræves for at afhjælpe problemerne, og vores andel af ansvaret for dette. De internationale midler, som er afsat til sundhedspleje, svarer til ca. halvdelen af det beløb, der er afsat til uddannelse. Uden på nogen måde at nedvurdere uddannelse afspejler denne skævhed en fejl, som skal korrigeres i fremtiden.

De udviklede landes tilskyndelse til flugten af læger og sygeplejersker fra de afrikanske lande betyder endvidere, at katastrofen fortsætter. Bedre dømmekraft, især fra EU-landene i forbindelse med rekruttering af specialister inden for lignende nøgleområder, vil i høj grad bidrage til indsatsen for at forbedre Afrikas sundhedssystem.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Den universelle ret til sundhedspleje er desværre langt fra en realitet. Millioner af mennesker har stadig ikke adgang til grundlæggende sundhedspleje, den forventede levetid i mange lande er stadig skandaløs lav, og millioner af børn dør stadig af sygdomme, der kan forebygges eller helbredes. Situationen er så meget desto mere alvorlig, fordi politiske beslutninger bestemmer, om den skal fortsætte eller bringes til ophør. Den dominerende kraft i disse beslutninger har været store økonomiske og finansielle gruppers interesser. De multinationale lægemiddelselskaber forhindrer fortsat billigere produktion af lægemidler, der ville kunne redde millioner af menneskeliv. Internationale finansielle institutioner pålægger fortsat såkaldte "strukturelle tilpasninger" ved at fastholde udviklingslandenes frygtelige udlandsgæld og indføre besparelser og privatiseringer for sundhedssektoren, hvor manglerne allerede er enorme. Et reelt bidrag, som kan forbedre sundhedssystemerne i disse lande, vil for det første kræve omgående forkastelse af de såkaldte "økonomiske partnerskabsaftaler", hvis gennemførelse – på den måde, som EU ønsker det – vil forværre afhængighedsforholdene og have en endnu større indvirkning på disse landes prioriteter, og for det andet afskaffelse af deres udlandsgæld og en egentlig politik for udviklingsstøtte og -samarbejde.