Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 18. oktober 2010 - Strasbourg

15. Medlemsstaternes overførsel af data til USA på grundlag af aftalememoranda (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt er forhandlingen under ét om:

– mundtlig forespørgsel af Sophia in 't Veld og Alexander Alvaro for ALDE-Gruppen og Birgit Sippel for S&D-Gruppen til Kommissionen om medlemsstaternes overførsel af data til USA på grundlag af aftalememoranda (O-0149/2010 – B7-0555/2010),

– mundtlig forespørgsel af Rui Tavares og Marie-Christine Vergiat for GUE/NGL-Gruppen til Kommissionen om medlemsstaters dataoverførsler til USA på grundlag af aftalememoranda (O-0160/2010 – B7-0558/2010) og

– mundtlig forespørgsel af Jan Philipp Albrecht for Verts/ALE-Gruppen til Kommissionen om medlemsstaters dataoverførsler til USA på grundlag af aftalememoranda (O-0168/2010 – B7-0561/2010).

  Sophia in 't Veld, forespørger. – (EN) Fru formand! Jeg skal gøre det kort. Jeg mener, at den mundtlige forespørgsel er ret tydelig. Vi arbejder i øjeblikket på en PNR-pakke. Kommission har udarbejdet tre udkast til mandater for forhandlingerne med USA, Canada og Australien. Samtidig forhandler medlemsstaterne imidlertid på bilateralt niveau med USA om overdragelse af personoplysninger eller rettere giver USA adgang til europæiske databaser, herunder passagerdata.

Inden Parlamentet kan tage stilling til PNR-forslag eller en PNR-aftale, er vi nødt til at vide, hvad situationen er. Hvis medlemsstaterne bilateralt træffer aftale med USA om overdragelse af PNR-data, undrer jeg mig over, hvad vi gør her i Parlamentet.

Jeg har fået at vide – men det kan ikke bekræftes, fordi de bilaterale aftaler og de bilaterale forhandlinger er hemmelige – at det kan angå PNR-data for ikke-EU-borgere eller EU-borgere på flyvninger med andre destinationer end USA, og de er derfor ikke omfattet af en eventuel aftale mellem EU og USA. Det skal vi have klarlagt, inden vi indleder drøftelserne om PNR.

Endelig faldt jeg i sidste weekend over et andet spørgsmål, som vi ikke er blevet underrettet om, og som kan være relevant for drøftelserne. Det drejer sig om et program med titlen "One-Stop Security", som Kommissionen angiveligt forhandler med United States Transport Security Authority, og som ville involvere en ophævelse af sikkerhedskontroller for amerikanske rejsende, der kommer til Europa og omvendt.

Jeg synes, at det er mærkeligt, at sikkerhedskontroller for europæiske borgere, der rejser til USA, bliver mere og mere strenge – vi skal endda betale for vores ESTA-ansøgning (Electronic System for Travel Authorisation) – mens Kommissionen samtidig forhandler om en ophævelse af sikkerhedskontroller for amerikanske statsborgere, der rejser til Europa.

Det er på tide, at Kommissionen underretter os fuldt ud om dette program og om status for forhandlingerne, og jeg vil gerne – her til sidst – vide, om det er sandt, at USA fastlagde de sikkerhedsstandarder, der ville gøre dette program muligt.

FORSÆDE: STAVROS LAMBRINIDIS
Næstformand

  Birgit Sippel , forespørger. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Lissabontraktaten er blevet nævnt mange gange i dag. Jeg vil gerne sige noget positivt om den for en gangs skyld. De fleste af vores borgere mener, at det er godt, at vi kan rejse i Europa uden grænser, og at vi kan bevæge os frit i Europa med henblik på uddannelse, arbejde og fritidsaktiviteter. Når vi gør det, efterlader vi imidlertid et dataspor bag os. I lang tid er vores data ikke blot blevet lagret i én medlemsstat, men er blevet spredt ud i hele EU. Netop derfor er det godt, at vi har fået større beføjelser på europæisk niveau inden for dette område – som angår beskyttelse af data om europæiske borgere – fordi vores borgere med rette forventer, at deres data beskyttes godt overalt i Europa, og de forventer ikke, at store mængder data overdrages uden grund, muligvis endda til tredjelande.

Hvordan skal vi som EU – og jeg vil sige det klart, som Parlamentet og Rådet, med andre ord sammen med medlemsstaterne – kunne sikre denne beskyttelse, hvis vi, mens vi som EU forhandler med tredjelande om overførsel af data – om hvilke data der er brug for, de formål de skal bruges til, og de sikkerhedsforanstaltninger der er nødvendige for at beskytte disse data – samtidig som individuelle medlemsstater forhandler med tredjelande om data? Navnlig fordi vi ikke engang ved, hvilke data de taler om, hvilke sikkerhedsstandarder der anvendes, om kopierede data eventuelt overføres, eller endda om der overføres data, som vi ikke ville tillade overførsel af på europæisk niveau.

Der er også et andet aspekt, som medlemsstaterne måske ikke tager hensyn til i tilstrækkeligt omfang. Hvis en medlemsstat forhandler med et tredjeland, hvordan kan jeg da sikre – hvordan kan og vil de enkelte medlemsstater sikre – at kun data om den pågældende medlemsstats egne borgere overføres, hvis der da overhovedet overføres data? Vi har nu databaser i EU, der indsamler data om alle typer borgere på et centralt sted, og hvortil mange myndigheder i de europæiske lande har adgang. Med andre ord hvis mine data lagres et sted i land A, og land A beslutter at overføre data, vil mine data da også blive overført til et tredjeland? Det kan ikke være den merværdi i EU, der var hensigten, da vi af god grund indledte forhandlingerne om Lissabontraktaten. Medlemsstaterne skal også tage hensyn til den nye magtbalance mellem institutionerne, de skal agere i overensstemmelse hermed og overholde de bestemmelser, der gør databeskyttelse til et europæisk anliggende. Vi skal på europæisk niveau sikre, at så få data som muligt overføres og kun til snævert definerede formål, og at alt dette ikke undermineres af bilaterale initiativer.

  Rui Tavares, forespørger. – (PT) Hr. formand, mine damer og herrer! Ved mange lejligheder gennem de seneste år har vi drøftet forskellige spørgsmål vedrørende databeskyttelse og beskyttelse af europæiske borgeres privatliv, og vi har sagt, at vi for at sikre rejsende – f.eks. flyrejsende – fysisk sikkerhed bør beskytte europæiske borgeres persondata. Det drejer sig om en udveksling, der har både juridiske og politiske konsekvenser, som Parlamentet bør overveje nøje.

Vi ved, at det svarer til at bygge et hus oppefra og ned. Hver gang der opstår et problem, forsøger vi at løse det. Først havde vi Secure Widespread Identities for Federated Telecommunications (SWIFT), og nu har vi passagerlister (PNR). Men vi glemmer at bygge huset fra fundamentet og opefter. Med andre ord fastlægger vi ikke først, hvad den generelle holdning er til databeskyttelse i Europa og anvender denne tankegang over hele linjen på alle spørgsmål og alle internationale partnere, det være sig USA i dag eller Kina, Sydkorea eller Saudi-Arabien i fremtiden, dvs. en hvilken som helst af de internationale partnere, der anmoder om den type data.

Når vi arbejder på denne fragmenterede måde, er det indlysende, at vi allerede har at gøre med ekstremt vanskelige rammer, og Parlamentet har forsøgt at finde hoved og hale i det. Vi ved dog alle, at tingene burde være anderledes. Situationen er allerede uhensigtsmæssig, men den bliver endnu værre, hvis vi får bekræftet forlydender om, at visse medlemsstater har forhandlet med USA om aftalememoranda, som muliggør direkte overførsel af data om passagerer, der rejser fra de pågældende medlemsstater til USA.

Jeg vil gerne gøre det klart, at jeg ikke overvejende er utilfreds med USA. USA er en af vores internationale partnere. Det er et land med mange beundringsværdige kvaliteter, og hvormed vi har fælles interesser. Jeg er imidlertid utilfreds med de medlemsstater, der går uden om de forhandlinger, som vi burde have på europæisk niveau. Det viser de pågældende medlemsstaters manglende loyalitet og underminerer ikke blot de kommende forhandlinger med USA, men også den indbyrdes forståelse mellem institutionerne i EU. Det underminerer også muligheden for, at vi på et senere tidspunkt kan indgå en aftale med USA – en rammeaftale om databeskyttelse med hr. Albrecht som ordfører.

Det er også den slags holdninger, der kan få uforudsigelige konsekvenser, for hvis USA nu forhandler med individuelle medlemsstater, hvad vil så forhindre landet i senere at udveksle borgeres data med de enkelte luftfartsselskaber eller endda med en direkte tilgang håndtere dem enkeltvis, når de køber en billet?

Nogen er nødt til at forsvare de 500 mio. europæiske borgeres rettigheder. Parlamentet har gjort det på dette niveau. Det er vigtigt, at Kommissionen, medlemsstaterne og USA er klar over, at Parlamentet har fingeren på aftrækkeren, når det gælder PNR. Derudover har Parlamentet allerede i forbindelse med SWIFT vist, at det ikke er bange for at anvende sine beføjelser, uanset om det drejer sig om at afbryde en foreløbig aftale eller afvise en permanent aftale, der ikke lever op til garantier for databeskyttelse og sikkerhed for europæiske borgere.

  Jan Philipp Albrecht , forespørger. – (DE) Hr. formand, kommissionsmedlemmer! Jeg vil opfordre til, at vores forespørgsel tages ekstremt alvorligt, da det, vi har at gøre med her, er et grundlæggende spørgsmål – som det netop er blevet nævnt – om, hvorvidt der er nogen grund til at arbejde med bestemmelser om databeskyttelse, hvis der samtidig forhandles aftaler bag Parlamentets ryg eller måske endda bag de nationale parlamenters ryg, som underminerer disse standarder.

Tæt transatlantisk samarbejde om sikkerhedsspørgsmål – et hvilket som helst transatlantisk samarbejde – er meget vigtigt, især når det drejer sig om at skabe et område med frihed og retfærdighed. Vi må imidlertid ikke tillade, at det fører til, at fælles sikkerhedsinteresser styrkes, mens individuelle frihedsrettigheder og grundlæggende rettigheder forsømmes. Det gælder navnlig databeskyttelse i internationalt samarbejde.

Som parlament har vi gennem mange år gentagne gange gjort det klart, at vi opfatter det som vigtigt, at alle disse foranstaltninger – uanset om det drejer sig om overførsel af PNR-data eller adgang til SWIFT-bankdata – omfatter principper for databeskyttelse, som finder generel anvendelse, og som også kan gennemføres på individuelt niveau. Det er et område, der konstant forsømmes. Derfor har vi også som parlament gjort det klart, at vi ønsker generelle standarder, der finder anvendelse i hele EU, og som derefter aftales med USA. Jeg var ordfører for EU's rammeaftale med USA, og jeg føler mig forpligtet til at sige, at det er meget vigtigt, at den ikke blot finder anvendelse på EU-aftaler, men også medlemsstaternes aftaler. Det er indlysende, at det er et område med delte beføjelser, med andre ord vil bilaterale aftaler mellem medlemsstaterne og USA altid eksistere parallelt. Det er der ikke noget galt i, forudsat for det første at sådanne aftaler ikke sænker eller underminerer de standarder, som man er nået til enighed om på europæisk niveau – hvilket er emnet for drøftelserne – og for det andet at de holder sig inden for de gældende retlige rammer.

Her efter Lissabontraktatens ikrafttræden har vi ikke blot den situation, at Parlamentet helt korrekt er blevet involveret i området, men vi har også retlige rammer, i henhold til hvilke det i forbindelse med delte beføjelser gælder, at hvis lovgivningen er vedtaget på EU-niveau – hvilket er tilfældet for bestemmelserne om PNR-data – ligger området uden for medlemsstaternes kompetence. Efter min mening må medlemsstaterne derfor ikke indlede deres egne forhandlinger med USA på dette område, da det ganske enkelt underminerer vores forhandlingsposition inden for databeskyttelse.

Jeg opfordrer derfor på det kraftigste Kommissionen til at gribe ind over for medlemsstaterne på området og gøre det klart for rådsformandskabet, at disse forhandlinger skal standses, og frem for alt at det retsgrundlag, der er gældende efter Lissabontraktatens ikrafttræden, skal klarlægges. Det er klart for Parlamentet, at EU skal tale med én stemme under forhandlingerne, og Kommissionen – hvis forslag jeg i mange tilfælde opfatter som korrekte – bør også have at vide, at følgende klare princip skal finde anvendelse på alle områder, nemlig at vi kun skal forhandle med én stemme og ikke konstant gennemføre nye forhandlinger på bilateralt niveau.

  Maria Damanaki, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg sætter i høj grad pris på spørgsmål fra medlemmer af Parlamentet. Jeg vil gerne med det samme sige, at Kommissionen deler medlemmernes bekymringer om beskyttelse af personoplysninger om vores borgere.

Jeg vil behandle dette spørgsmål fra begyndelsen. Medlemmerne ved måske, at det ikke er et nyt emne. I august 2007 moderniserede USA visumfritagelsesprogrammet ved at tilføje visse betingelser, der skulle forbedre sikkerheden yderligere. Vi må indrømme, at disse betingelser påvirker alle medlemsstaterne, uanset om de er en del af visumfritagelsesprogrammet eller ej. I henhold til disse betingelser skal et land for at komme ind i eller fortsat være en del af visumfritagelsesprogrammet indvilge i at samarbejde med USA om retshåndhævelsesspørgsmål. Det vil navnlig skulle udveksle oplysninger om retshåndhævelse.

Denne nye lovgivning fik EU til at anvende en tostrenget løsningsmodel som allerede nævnt. På EU-niveau startede forhandlingerne mellem EU og USA vedrørende visse betingelser for adgang til det amerikanske visumfritagelsesprogram, som henhører under EU's kompetence. EU behandlede tilbagesendelsespolitik for alle statsborgere, sikkerhed i forbindelse med rejsedokumenter og sikkerhed i lufthavnene. Disse spørgsmål henhører under EU's kompetence.

Det bilaterale niveau, der stadig eksisterer mellem USA og individuelle medlemsstater, blev anvendt med henblik på at leve op til USA's krav om samarbejde om tiltag i forbindelse med terrorbekæmpelse og udveksling af oplysninger. For medlemsstater, der endnu ikke deltager i visumfritagelsesprogrammet, er indgåelse af aftaler om disse spørgsmål en forudsætning for at blive en del af visumfritagelsesprogrammet. Det er vi nødt til at tage os af.

For medlemsstater, der allerede deltager i visumfritagelsesprogrammet, vil sådanne forhandlinger finde sted på et senere tidspunkt, hvilket betyder, at det er meget nemmere for dem. Ifølge de oplysninger, som Kommissionen har indhentet fra medlemsstaterne, er det den eneste tilgang til spørgsmålet. Otte medlemsstater har undertegnet aftalememoranda med USA, hvori de har lovet at samarbejde med USA om disse spørgsmål. Der er tale om Tjekkiet, Estland, Grækenland, Letland, Litauen, Ungarn, Malta og Slovakiet. Det var det problem, som de forsøgte at løse. På den måde kunne disse otte medlemsstater deltage i visumfritagelsesprogrammet, hvilket er årsagen til, at de gjorde det.

Kommissionen forstår, at disse aftalememoranda ikke i sig selv havde til formål at udgøre retsgrundlaget for udvekslingen af data mellem USA og de pågældende medlemsstater. De er ganske enkelt en hensigtserklæring fra de to parters side om at træffe specifikke foranstaltninger og indgå aftaler, som skal regulere udvekslingen af data. Det er det, de handler om.

Jeg må understrege, at medlemsstaterne selv ligger inde med oplysningerne om det præcise indhold i disse aftalememoranda. Det omfatter de kategorier af data, der er omfattet af aftalerne. Hvis Parlamentet ønsker yderligere oplysninger, må det anmode de pågældende medlemsstater herom.

Kommissionen har – og jeg kommer nu til vores ansvar – imidlertid sikret, at USA ikke vil anmode om bilaterale aftaler med medlemsstaterne om udvekslingen af PNR-data, eftersom dette område henhører under EU's kompetence i henhold til den relevante PNR-aftale mellem EU og USA. Det er det, vi har gjort.

Endelig var der under forhandlingerne om aftalen mellem EU og USA en brevveksling, hvoraf det fremgik, at USA's juridiske krav for fortsat deltagelse i visumfritagelsesprogrammet var opfyldt for spørgsmål, der henhører under EU's kompetence. I den sammenhæng gjorde Kommissionen det klart, at brevvekslingen, som er en del af igangværende forhandlinger, ikke kan give adgang til EU-databasen.

  Carlos Coelho, for PPE-Gruppen. – (PT) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg har lyttet til svarene, og jeg må indrømme, at jeg er forvirret, fordi Kommissionen på den ene side siger, at hvis vi ønsker yderligere oplysninger, må vi spørge medlemsstaterne. Det kan kun fortolkes på én måde, nemlig at Kommissionen siger, at den ikke har nogen mulighed for at lægge pres på medlemsstaterne eller gribe ind på området. På den anden side siger Kommissionen efterfølgende, at den har opfordret den amerikanske regering til ikke at anmode om data, der underminerer adgangen til europæiske databaser. Jeg forstår ikke, hvorfor Kommissionen mener, at det er nemmere at spørge den amerikanske regering end at etablere kontakt med medlemsstaterne og regeringerne i EU-medlemsstaterne.

Jeg må indrømme, at jeg kun kan se én forklaring på det, nemlig at Kommissionen befinder sig i en svag position, hvilket betyder, at de bekymringer, som Parlamentet har givet udtryk for i sagen, er berettigede. Vi er primært bekymrede over den kendsgerning, at USA har anvendt en "del og hersk"-strategi, tilsyneladende uden konsekvenser. For det andet er vi bekymrede over den kendsgerning, at flere medlemsstater har besluttet at anvende bilaterale forbindelser og forhandlinger, hvilket viser en vis mangel på europæisk solidaritet. Vi er imidlertid også bekymrede over den resignation og tendens til at frasige sig ansvar fra de europæiske institutioners side, som ikke giver os større magt i en forhandlingssituation.

Europa skal have indflydelse på området. Vi må sikre, at der ikke gives adgang til databaser gennem bilaterale aftaler. Derudover er det hemmelighedskræmmeri, der omgiver forhandlingerne, den kendsgerning, at visse repræsentanter for medlemsstaterne eller nationale parlamenter har afsløret indholdet i aftalememoranda, og den kendsgerning, at Parlamentet fortsat mangler oplysninger om spørgsmålet, grundlæggende årsager til at bakke op om vores bekymringer, og problemet er ikke blevet løst med de svar, som Kommissionen netop har givet.

  Alexander Alvaro, for ALDE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissæren, som besvarer dette spørgsmål for sin kollega, fru Malmström. Det sætter vi stor pris på. Men ærligt talt tror jeg ikke, at vi arbejder ud fra samme data. Det handler grundlæggende ikke blot om anvendelsen af DNA-databaser. Mine kolleger har undgået at nævne følgende elementer eksplicit, nemlig anmodning om DNA-data, anmodning om fingeraftryk, anmodning om data om straffedomme – og alle via det system, som vi har skabt med Prümaftalen. Hvad det angår, taler vi om en grundlæggende del af den europæiske politik.

Det er helt ærligt ikke det, der bekymrer mig her. Det er noget, vi kan tale om, som vi kan drøfte, vi kan finde og drøfte metoder og midler, hvis vi mener, at det er det, vi bør gøre. Det, der irriterer mig, er, at hverken Rådet eller Kommissionen har rygrad nok til at meddele USA, at landets adfærd er uacceptabel. Man kan ikke udnytte visumfritagelsesprogrammet til at afpresse medlemsstater – i dette tilfælde Østrig, som næppe kan betegnes som en ny medlemsstat – ved at sige, at man vil fratage det visumfritagelsesprogrammet, hvis det ikke er villig til at udlevere disse oplysninger. Det, der er interessant at bemærke, er, at en EU-medlemsstat ikke unilateralt kan trække sin visumfritagelse tilbage fra USA – så at sige som gengæld – fordi det i henhold til vores aftale er EU som helhed, der giver visumfritagelse. Det er tonen, der irriterer mig, og den kendsgerning, at ingen har rygrad til at sige til USA, at om end vi ønsker at samarbejde med landet og have et transatlantisk partnerskab, så er gode manerer og respekt i et hvilket som helst godt forhold – som i et hvilket som helst godt ægteskab – vigtige elementer i at få det til at fungere. Det er netop det, vi forventer af vores forbindelser med det amerikanske folk og med amerikansk politik, og vi ønsker, at Kommissionen og Rådet i højere grad lægger vægt på det.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! Så snart SWIFT-aftalen var forhandlet på plads, stod det klart, at det, vi havde fået at vide om databeskyttelse, rent faktisk var et pinligt tilfælde af, at europæerne havde narret sig selv. Nu er min holdning blevet officiel, nemlig at EU's eget overvågningssystem – som jeg havde mistanke om – har vist sig at være et placebo, et beroligende middel til kritikerne, ikke inden for nogle få år, men nærmere inden for nogle få måneder.

Det er tydeligt, at USA er fuldstændigt ligeglad med aftaler. Igen har USA vist, at det ikke er interesseret i partnere, men i bedste fald i stater, der siger ja og amen til hver eneste handling fra det almægtige USA's side. Vi har måttet bide det i os og erkende, at USA i årevis har fået udleveret europæiske bankdata, og at USA, da vi insisterede på europæiske standarder for databeskyttelse i en aftale og indførte et EU-overvågningssystem, gladelig gik med til det, fordi landet stadig ville have ubegrænset adgang til data ad den bilaterale bagdør.

Efter min mening bør vi ikke vente på den næste omgang transatlantiske drøftelser, men standse dette mareridt med det samme.

  Ernst Strasser (PPE). – (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne støtte det, en af de tidligere talere sagde. Vi sætter stor pris på, at kommissæren kommer her personligt og afgiver en erklæring. Jeg er klar over, at det ikke er kommissærens specialistområde. Jeg føler mig dog forpligtet til at sige, at Kommissionens erklæring er ekstremt utilfredsstillende. Der er sket noget her, som jeg virkelig er nødt til at henlede medlemmernes opmærksomhed på.

Alle de store grupper i Parlamentet ønsker at drøfte princippet. Vi er for at sige det mildt rystede over, at Kommissionen ikke tager affære. Det var det samme med SWIFT. I forbindelse med det sidste plenarmøde var vi nødt til at gøre Kommissionen opmærksom på indrejseafgiften på 14 USD. I dag har min kollega med rette spurgt, hvad Kommissionen foretager sig. Hvad foretager medlemsstaterne sig? Nu hører jeg endda, at der er tale om at give amerikanere fortrinsbehandling i forhold til europæere!

Vi er nødt til at gøre det helt klart, at vi ønsker en meget alvorlig drøftelse med Kommissionen om de grundlæggende aspekter. De grundlæggende aspekter omfatter som minimum gensidighed. Det betyder, at frem for at give adgang til europæiske data, skal sådanne data indhentes ved en procedure, hvor USA anmoder herom. Det er de principper, der nu i endnu højere grad er nødvendige. Det samme gælder borgerrettigheder – navnlig at borgerne har ret til at vide, hvilke data om dem der anvendes hvor, og hvordan de anvendes, og det bør naturligvis være baseret på et europæisk koncept. Det, vi hører i dag, er, at Kommissionen reelt svækker vores forhandlingsposition med USA for det første ved ikke at gå til medlemsstaterne og samordne den, og for det andet ved ikke selv at tage affære.

Hvornår indledes forhandlingerne? Hvornår vil der blive truffet foranstaltninger? I forbindelse med SWIFT medførte pres fra Parlamentet, at det pludselig skete inden for en måned. Vi har brug for samme handlekraft i forbindelse med PNR og data generelt.

  Zuzana Roithová (PPE). – (CS) Hr. formand! Selv om det er nødvendigt at bekæmpe terror indædt med alle tilgængelige midler, er det ikke som led i det internationale samarbejde på området muligt at omgå de demokratiske standarder, der gør sig gældende i nationerne i det transatlantiske område. Jeg er derfor meget skuffet over, at Kommissionen og medlemsstaterne i det seneste tilfælde af kontraktuelle forbindelser mellem Unionen og USA ikke har lært af tidligere fejltagelser og indgår aftaler bag Parlamentets og de nationale parlamenters ryg. På grund af den hurtige aftale, der lader til i højere grad at være tilpasset den amerikanske valgkamp, bestrider de dens legitimitet, gennemsigtighed og demokratiske kontrol. Desuden kommer alt dette på et tidspunkt, hvor USA har pålagt Unionen et gebyr for visumfritagelsesprogrammet, der blev undertegnet på basis af den offentlige mening i Europa. Personligt har jeg ikke noget problem med at overføre udvalgte persondata om europæiske borgere, f.eks. flypassagerer, til udviklede demokratiske lande, men det skal ske i overensstemmelse med alle retlige bestemmelser på en sådan måde, at det kan undersøges af et uafhængigt organ, såsom medlemmerne af Parlamentet eller dommere.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Hr. formand! Overførsel af borgeres personoplysninger er altid et følsomt emne, uanset om man ser det fra det borgerlige synspunkt eller menneskerettighedssynspunktet.

Overførsel af oplysninger om borgere i EU-medlemsstaterne til USA er berettiget, navnlig i lyset af vores indsats for terrorbekæmpelse og vores fælles interesse i vores borgeres sikkerhed. Det er helt sikkert en ædel sag, men undertiden har jeg en fornemmelse af, at vi med krigen mod terror som undskyldning i stigende grad berøver vores borgere privatlivets fred. Jeg ønsker ikke at nedvurdere forhandlingerne mellem EU og USA, og jeg er fortsat overbevist om, at USA er vores nærmeste allierede. På den anden side taler den kendsgerning, at USA forhandler bilateralt med medlemsstaterne og ikke blot med EU som helhed, for sig selv.

Afslutningsvis vil jeg gerne støtte de medlemsstater, der allerede har indgået et aftalememorandum. Det er sket, fordi de pågældende lande har haft et visumbaseret forhold til USA, og fordi EU ikke talte med én stemme, havde disse lande ikke andet valg end at undertegne de bilaterale memoranda. Jeg mener dog, at EU fremover vil indtage en mere fremtrædende rolle end de enkelte medlemsstater.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! Jeg er fuldt ud overbevist om, at vi skal fortsætte vores indsats for at bekæmpe terror, der fortsat udgør en stor trussel mod den civiliserede verden.

Men håndteringen af rejsende europæeres personoplysninger under påskud af terrorbekæmpelse lader til at være ukoordineret og uorganiseret. Det er USA, der er den største indsamler af personoplysninger, og som indsamler data om EU-borgere både på grundlag af aftaler med EU og på grundlag af bilaterale aftaler med de enkelte lande. Jeg mener, at denne tostrengede tilgang ikke bør accepteres længere. Vi bør ændre håndteringen af personoplysninger om EU-borgere på en sådan måde, at det forhindres, at retten til beskyttelse af personoplysninger krænkes i forbindelse med halvlovlige procedurer i medlemsstaterne. I vores forbindelser med USA skal vi derfor anvende gensidighed og fuldt ud sikre, at bestemmelserne også er acceptable for europæere, og at europæiske data eller oplysninger om EU-borgere udveksles i overensstemmelse med de gældende regler i EU.

  Formanden. – Jeg giver undtagelsesvis fru Morvai ordet. Jeg skal gøre opmærksom på, at indlæg af kun et minuts varighed ikke kan tillades i sidste øjeblik. Hvis medlemmerne ønsker at deltage i processen, anmoder jeg dem om at række hånden op i god tid. Jeg gør en undtagelse, fordi der ikke er mange på listen denne gang.

  Krisztina Morvai (NI). – (EN) Hr. formand! Mange tak. Det må være en formildende omstændighed, at der åbenbart ikke er stor begejstring og interesse for dette vigtige emne, og at jeg således ikke spilder mange medlemmers tid.

En hvilken som helst databeskyttelsesproces eller en hvilken som helst procedure, der krænker de grundlæggende databeskyttelsesrettigheder, skal være forbundet med et klart identificerbart mål og skal kunne opnå netop dette berettigede mål. Hvad er ifølge USA det berettigede mål, og hvordan vil overførslen af personoplysninger bidrage til at nå det mål? Hvordan vil USA med andre ord bruge disse oplysninger? Det er mit første spørgsmål til Kommissionen.

Jeg vil også gerne spørge, hvorfor USA anvender to forskellige kontrolniveauer – et for de "gamle" medlemsstater og et for de "nye" medlemsstater, herunder mit eget land, Ungarn. Hvorfor skulle en ungarsk borger være mere farlig i en terrorsammenhæng end en borger fra en af de "gamle" medlemsstater? Blev dette spørgsmål drøftet under forhandlingerne, eller vil det blive drøftet?

  Sophia in 't Veld, forespørger. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke for muligheden for at anmode om at få præciseret to punkter.

Jeg var temmelig overrasket over at høre Kommissionen sige, at spørgsmålet om visumfritagelsesprogrammet kun vedrører medlemsstaterne – det er i det mindste det, jeg hørte kommissæren sige. I 2007 sagde Kommissionen oprindeligt, at den havde enekompetence på området, og den blev til sidst nødt til at overdrage kompetence til medlemsstaterne. Har jeg ret i, at Kommissionen nu har ændret holdning til sine egne kompetencer?

Kommissæren siger for det andet, at der ikke i nogen af aftalememorandaene henvises til overførsel af PNR-data. Jeg kan imidlertid forelægge et eksemplar af et af disse aftalememoranda, hvori der henvises til PNR. Betyder det, at Kommissionen ikke engang selv ved, hvad der foregår?

Jeg vil nu præcisere noget for kommissæren. Parlamentet har besluttet at udsætte afstemningen om to PNR-aftaler, fordi vi følte, at vi kunne stole på, at Kommissionen ville være en lige så ansvarlig EU-institution som Parlamentet. Jeg spekulerer nu på, om Kommissionen gør sig fortjent til denne tillid. Jeg håber ikke, at Kommissionen vil skuffe os.

(Bifald)

  Maria Damanaki, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg finder denne drøftelse meget interessant, og at jeg er her for at give medlemmerne forklaringer, men jeg kan ikke acceptere påstandene om, at Kommissionen ikke bekymrer sig om at beskytte oplysninger om EU-borgere, og jeg kan heller ikke acceptere påstanden om, at jeg udelukkende er her som erstatning for min kollega uden at have kendskab til emnet eller til, hvad der foregår. Vi ved alle i Kommissionen – i høj grad endda – hvad der foregår, og jeg kan fortælle medlemmerne, at jeg virkelig går op i at beskytte vores borgere oplysninger.

Lad os nu tage fat i kendsgerningerne. Skal vi respektere Lissabontraktaten eller ej? Hvad foreslår Parlamentet? At ignorere Rådet? Jeg har hørt medlemmerne sige, hvilket er meget nemt, at de ønsker, at Europa taler med én stemme inden for dette område. Jeg er enig med medlemmerne. Det vil jeg også gerne have.

Hvad ønsker medlemmerne? Vil de bede Kommissionen om fuldstændigt at ignorere Rådet? Jeg vil gerne oplyse medlemmerne om – og her taler jeg om kendsgerninger, ikke drømme – at vi allerede har spurgt Rådet, hvilket medlemmerne ved, da det ikke er noget nyt. Vi foreslog i maj 2010 Rådet, at hvis den kommende rammeaftale mellem EU og USA henviser til personoplysninger, bør dette også finde anvendelse på medlemsstaternes data. Vi foreslog det, som medlemmerne har talt om her.

Hvis der er enighed om det, vil vi arbejde hen imod det. Sådan er kendsgerningerne. Men hvis vi ikke når til enighed med Rådet herom, hvad foreslår Parlamentet da, at vi gør? Skal vi gå til medlemsstaterne og sige, at vi ikke kan foretage os yderligere? Jeg kunne forstå, at det er medlemmernes forslag, og mit svar er meget enkelt. Vi skal respektere Lissabontraktaten.

Jeg vil nu gå over til nogle andre meget interessante emner. Jeg har hørt meget om den europæiske database og om Prümdatabasen. Mit svar er, at hvis medlemsstaterne har aftalememoranda og bilaterale aftaler, kan de muligvis overføre data om deres egne statsborgere. Men de kan ikke overføre data fra EU-databasen eller Prümdatabasen, og jeg var meget klar på det punkt. Jeg gjorde det også meget klart, at vi har anmodet USA – og vi har sendt skrivelser og forhandler stadig om det – om at indvilge i, at de bilaterale aftaler ikke må omhandle PNR-data. Det betyder ikke, at medlemsstater ikke har forsøgt at forhandle med USA, men det er Kommissionens holdning.

Jeg forstår medlemmernes bekymringer, men vi er nødt til at bevæge os fremad for at forhandle på en bedre måde – den bedst mulige måde – med USA og forsøge at opstille bindende regler for medlemsstaterne som led i denne aftale, da det er eneste måde, hvorpå vi kan opnå det, Parlamentet ønsker. Det er det, vi kan gøre, og Kommissionen arbejder på det. Vi forhandler nu med USA og forsøger at opnå en aftale, der er bindende for medlemsstaterne.

Det er årsagen til, at vi har henvendt os til Rådet og anmodet det om at sikre, at hvis vi når til enighed, og hvis vi kan beskytte data på vores niveau – niveauet mellem EU og USA – skal Rådet gøre det samme. Har medlemmerne andre forslag, der ligger inden for den retlige ramme, som vi skal respektere? Hvis det er tilfældet, vil jeg meget gerne høre om det. Hvis der ikke er flere forslag, vil jeg anmode Parlamentet om at forstå, at vi også tager stor hensyn til borgernes data og forsøger at beskytte dem, men vi forsøger også at respektere medlemsstaterne og Rådet.

Emnet er ikke afsluttet. Jeg har hørt medlemmernes bekymringer, og jeg vil forsøge at tage hensyn til dem alle. Det, som Kommissionen kan gøre, er at gå til Rådet og opfordre det til at holde op med at tale med andre lande. Det, vi kan sige, er, at vi vil forhandle og efterfølgende forsøge at binde dem til vores linje. Det er sådan, vi kan gøre tingene.

  Formanden. – (EN) Fru kommissær! Jeg vil blot, fordi jeg har kendskab til emnet, understrege, at snart sagt alle politiske grupper i Parlamentet har givet udtryk for stor bekymring, som kommissæren har hørt. Vi har en PNR-aftale, der er under genforhandling og undervejs. Det er ekstremt vigtigt for Parlamentet, at Kommissionen tager bekymringerne meget alvorligt, og at vi ikke får den fornemmelse af at blive kørt ud på et sidespor, som vi f.eks. havde med SWIFT-aftalen.

Vi har også for nylig i drøftelserne påpeget de gråzoner, der er meget farlige. Hvis alle medlemsstater f.eks. gav tredjelande de data, som de registrerer i europæiske databaser – f.eks. Schengendatabasen – risikerer man, at tredjelandet indsamler alle de data, der er i Schengendatabasen. Selv om tredjelandet ikke får dem fra Schengendatabasen, får det dem individuelt fra de enkelte medlemsstater.

I denne henseende – som kommissæren ganske rigtigt nævnte – er vi taknemmelige for den styrke, hvormed Kommissionen beskytter fællesskabssøjlen i denne situation. Jeg vil gerne opfordre kommissæren til at sikre, at det sker på den bedst mulige måde.

  Maria Damanaki, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg er enig i, at vi skal tage alle bekymringerne til efterretning, og jeg er enig i, at der er et område, hvor der er grund til bekymring.

Det er noget, jeg har gjort klart helt fra starten, og det vil jeg gerne have, at medlemmerne forstår.

I Kommissionen forsøger vi at finde lovlige metoder til under hensyntagen til traktaterne at løse dette problem, at beskytte data og søge at forbedre fællesskabssøjlen i denne situation.

Det er imidlertid ikke den eneste søjle. Medlemmerne skal huske, at jeg har forstået alle bekymringerne. Jeg vil gerne have, at medlemmerne forstår, at vi har anmodet om et tilsagn fra Rådet. Hvis det lykkes os at sikre reel beskyttelse af personoplysninger i vores aftale, har vi opfordret Rådet til at forpligte sig i denne henseende.

Det er den eneste lovlige metode til at sikre fremskridt.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.