Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 19. oktober 2010 - Strasbourg

6. Udviklingsaspekter for den internationale dag for udryddelse af fattigdom - Mindsteindkomstens betydning for bekæmpelse af fattigdom og fremme af et samfund med plads til alle (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om fattigdomsspørgsmålet:

- redegørelser fra Rådet og Kommissionen: Udviklingsaspekter for den internationale dag for udryddelse af fattigdom og

- betænkning af fru Figueiredo for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om mindsteindkomstens betydning for bekæmpelse af fattigdom og fremme af et samfund med plads til alle (http://www.europarl.europa.eu/oeil/FindByProcnum.do?lang=en&procnum=INI/2010/2039" ) (A7-0233/2010).

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, kommissær, ærede medlemmer! Eftersom 2010 er det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, er vi naturligvis udmærket klar over, at den udfordring, som fattigdommen udgør, ikke stopper ved Unionens grænser og heller ikke udelukkende kan løses inden for disse grænser.

Den seneste række af globale kriser, der skal have berørt alle lande og have ramt de fattigste lande hårdest, har vist, hvor forbundet verden er. At fremme udvikling er derfor en integreret del af Europas svar på dagens globale udfordringer, og de næste fem år vil blive altafgørende for udviklingspolitikken i Europa og verden.

Vi værner om det i Lissabontraktatens artikel 208, og i den europæiske konsensus om udvikling fastslog vi klart, at det overordnede mål med EU's udviklingssamarbejde er udryddelse af fattigdom inden for rammerne af bæredygtig udvikling, herunder indfrielse af årtusindudviklingsmålene.

At indfri alle årtusindudviklingsmålene inden for rammerne af bæredygtig udvikling hører imidlertid ind under et kollektivt ansvar, hvor alle parter skal opfylde de forpligtelser, de har indgået. EU er overbevist om, at udviklingslandene også er ansvarlige for og herrer over deres egen udvikling, og at det frem for alt er op til dem at tage ansvar for at nå årtusindudviklingsmålene.

Det er derfor vigtigt at fremhæve den kendsgerning, at der er brug for globale strategier til at nå disse mål, herunder demokratisk statsforvaltning, beskyttelse af menneskerettighederne og retssikkerhed, fattigdomsorienteret økonomisk vækst, udvikling af den private sektor, handelsudvikling, menneskelig og social udvikling og miljømæssig bæredygtighed.

EU opmuntrer partnerlande til hurtigt at optrappe deres egne bestræbelser, særligt med henblik på reduceringen af fattigdom og ulighed samt indførelsen af partnerskaber med civilsamfundet, den private sektor og lokale myndigheder. EU vil tilbyde øget støtte til deres bestræbelser på at mobilisere indenlandske ressourcer til udvikling, særligt i forbindelse med en forbedring af den offentlige økonomiske forvaltning og styrken og effektiviteten i deres skatte- og toldsystemer.

Den 22. september dette år, efter vedtagelsen af det endelige dokument for topmødet om FN's årtusindudviklingsmål, fornyede FN-medlemslandene også deres forpligtelse til at samarbejde om at forbedre alle menneskers økonomiske og sociale vilkår og gøre alt, hvad der står i deres magt for at sikre, at årtusindudviklingsmålene indfries mellem nu og 2015.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Lad mig først takke Dem for denne lejlighed til at tale om udfordringen ved fattigdom, og om, hvad EU kan gøre på globalt plan gennem sin politik for udviklingssamarbejde. I anden del af denne redegørelse vil jeg også snakke om fru Figueiredos betænkning.

At udrydde fattigdom er vor tids mest presserende globale udfordring. Det er en udfordring, som skal tackles, ikke kun af indlysende grunde som solidaritet og pligt, men også af hensyn til verdensomspændende velfærd og stabilitet. Og det er i alles interesser. I 2000 samledes verdens ledere hos FN i New York og blev enige om en international udviklingsdagsorden for de kommende 15 år, årtusindudviklingsmålene. Blandt de forskellige mål, der er fastlagt i rammeværket, forpligtede verden sig til at reducere ekstrem fattigdom til det halve. Hvor står vi nu, fem år inden fristen i 2015?

Der er opnået opmuntrende fremskridt. Totalt set bevægede 120 mio. mennesker sig ud af fattigdommen mellem 2000 og 2005, hvilket svarer til et årligt fald på 2,4 %, men der er ingen tid til at hvile på laurbærrene. I dag lever 1,4 mia. mennesker stadig i ekstrem fattigdom, og der er kolossale skævheder mellem regioner, lande og befolkningsgrupper. Desuden er den seneste og nuværende globale krise – fra fødevare- og brændstofprischok til økonomisk ustabilitet og klimaændringer – en trussel for såvel tidligere resultater som fremtidige udsigter.

For to uger siden stadfæstede millenniumtopmødet verdens ambition om at kæmpe imod fattigdom. Medlemmer af Parlamentet med Gay Mitchell i spidsen ydede et vigtigt bidrag til dette topmøde, og jeg siger mange tak for deres deltagelse og støtte. Jeg vil også gerne takke Parlamentet for dets støtte under hele forberedelsesprocessen, som endte med vedtagelse af Cashman-betænkningen. Parlamentets stadige opmærksomhed på årtusindudviklingsmålene gav EU en stærk og ambitiøs position i New York. Jeg tror, at de parlamentsmedlemmer, der deltog i topmødet, blev beroliget af resultatet. Der var ingen mudderkastning. Samlingen gav snarere ny energi, drivkraft og håb, hvad angår indfrielse af målene. Den viste, at årtusindudviklingsmålene stadig står højt på den politiske dagsorden, med ca. 110 deltagende stats- eller regeringsoverhoveder på topmødet. EU var medvirkende til at gøre denne begivenhed til en succes ved at udforme og lægge stemme til et stærkt, fælles løsningsforslag blandt vores 27 medlemsstater.

Kampen mod fattigdom står også højt på vores dagsorden i EU. Det er en del af vores europæiske projekt. Det er en central målsætning for EU's udviklingspolitik, som fastlagt i Lissabontraktaten, og det er også noget, europæiske borgere støtter fast op om, hvilket er lige så vigtigt.

Som verdens førende giver har EU ydet et stort bidrag til indfrielsen af årtusindudviklingsmålene indtil nu. For bare at nævne to eksempler har Kommissionen alene hjulpet med at få 9 mio. flere piger og drenge i skole siden 2004, og vi har tilsluttet 31 mio. husholdninger til rent drikkevand. Jeg mener, det er noget at være stolt af, men vi er nødt til at gøre mere, og vi kan gøre mere.

I juni hjalp Europas ledere med at gøre årtusindudviklingsmålene stærkere ved at blive enige om en ambitiøs plan og et sæt foranstaltninger. Planen prioriterer handling mod de mål, hvor vi har gjort mindst fremskridt, og i de regioner og lande, som halter længst bagud, herunder dem, der oplever konflikt og struktursvaghed. Planen bekræfter også vores forpligtelse til at indfri målet om 0,7 % BNI senest i 2050, trods den vanskelige økonomiske og finansielle kontekst. For at opnå dette er vi nødt til at evaluere fremgangen heri hvert år.

At gøre årtusindudviklingsmålene – særligt målet om udryddelse af fattigdom – til årtusindudviklingsrealiteter senest i 2015 vil også fortsat være den overordnede prioritet for mine handlinger.

Vi ved alle, at bistand alene ikke vil være tilstrækkeligt til at nå årtusindudviklingsmålene. For at indfri målene er det også af største betydning, at vi er mere kreative til at øge effekten af vores bistand, til at fremme mere bæredygtig og mere inkluderende vækst og til at mobilisere andre og yderligere finansieringskilder til udvikling. Lige så vigtigt er kvaliteten og effektiviteten af bistanden, herunder gennem mere gennemsigtighed og ansvarlighed, samt sikring af, at politikker, der ikke vedrører bistand, støtter mere op om årtusindudviklingsmålene.

Udviklingsbistand skal forstås som en katalysator, ikke en kur. Intet land er nogensinde blevet ændret af bistand alene. Bæredygtigt fremskridt afhænger primært af at udvikle et lands evne til at skabe inkluderende og bæredygtig vækst. Udvikling kan kun komme fra udviklingslandene selv, ikke udefra, og det er derfor dette "selv", vi må fokusere vores udviklingsbestræbelser på. I sidste ende er det det, der menes med "ejerskabsprincippet".

I november har jeg planer om at lancere en grønbog og en offentlig høring for at indhente meninger om, hvordan vi forbedrer vores politikker og instrumenter for bedre at kunne arbejde med de faktorer, som er gunstige for bæredygtig og inkluderende vækst i partnerlande, og derved tackle de tilgrundliggende årsager til fattigdom og tilføre stærk merværdi til vores udviklingssamarbejde. Jeg tror, som sædvanlig, at Deres bidrag til denne debat vil være essentielt.

Jeg vil gerne takke fru Figueiredo for hendes betænkning om mindsteindkomstordninger. I selve hjertet af betænkningen ligger folks grundlæggende ret til at have tilstrækkelige ressourcer til, at de kan leve et værdigt liv. EU's charter om grundlæggende rettigheder værner om denne ret. Den har givet inspiration til adskillige initiativforslag på det seneste fra Kommissionen om aktiv integration, særligt Kommissionens henstilling af 2008 om aktiv integration, som blev undertegnet af Parlamentet og Rådet. Henstillingen udstikker integrerede, aktive strategier for integration baseret på tre søjler, nemlig inkluderende arbejdsmarkeder, tilgang til kvalitetsydelser og tilstrækkelig indkomststøtte. Kommissionen byder derfor denne betænkning velkommen.

Samtidig respekterer vi fuldt ud medlemsstaternes ansvarsområder, hvad angår udformning og funktion af sociale sikringsordninger i almindelighed og mindstelønsordninger i særdeleshed. En tilstrækkelig indkomst er en grundlæggende komponent i kampen mod fattigdom for mennesker, som ikke kan arbejde. Den udgør et nødvendigt tillæg til inkluderende arbejdsmarkeder for at bekæmpe fattigdom for mennesker, der kan arbejde.

Betænkningen bekræfter endnu en gang med rette det grundlæggende princip om indkomststøtte, som skal være såvel hensigtsmæssigt og kompatibelt med incitamenter. Medlemsstaterne er for øjeblikket ved at træffe finanspolitiske konsolideringsforanstaltninger for at sikre de offentlige finansers langsigtede bæredygtighed. Kommissionen deler det synspunkt, at disse foranstaltninger skal tage hensyn til behovet for at beskytte de mest sårbare medlemmer af samfundet.

Kommissionen vil inden udgangen af i år fremlægge en europæisk platform mod fattigdom, der udstikker konkrete foranstaltninger for at støtte medlemsstaterne i at nå målet med at bringe mindst 20 mio. europæiske borgere ud af fattigdommen inden 2020.

  Ilda Figueiredo, ordfører. – (PT) Fru formand! Fattigdom og social udstødelse er brud på menneskelig værdighed og grundlæggende menneskerettigheder, og alligevel løber vi, et godt stykke inde i det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, trist nok en risiko for at nå et rekordantal af mennesker, som lever i fattigdom.

Dette er et chokerende tilbageskridt for rige Europa, hvor finanssektorens og erhvervsgruppernes overskud fortsætter med at vokse og i det skjulte sluses bort til forskellige skattely. Som følge heraf er der en voksende bølge af indignation blandt millioner af arbejdstagere, kvinder, unge mennesker, ofre for lønnedsættelser og midlertidigt, dårligt betalt arbejde, samt de arbejdsløse og pensionerede med patetiske pensioner.

Ved udgangen af 2008 sagde Eurostat, at selv efter sociale bidrag ville omkring 85 mio. mennesker risikere fattigdom, men situationen ville blive så meget desto værre med yderligere nyliberale EU-politikker og de såkaldte spareforanstaltninger, som træffes af flere medlemsstater. Disse foranstaltninger omfatter lønnedsættelser og nedskæringer på offentlige sundhedstjenester, uddannelse og andre områder, reduktion af offentlig støtte og afgiftsforøgelser på nødvendige varer, herunder fødevarer, som det nu også sker i Portugal i kølvandet på Grækenland, Irland og andre lande.

Det er uacceptabelt, at Kommissionen og Rådet fortsætter med at lægge pres på medlemsstaterne på grund af de irrationelle kriterier i stabilitets- og vækstpagten. De ser kun på økonomiske, ikke sociale spørgsmål, idet de har givet alle offentlige støttemidler til bankerne og det finansielle system uden at tage det mindste hensyn til offentligheden. Værst af alt er, at de nu tvinger arbejdstagere og fattige til at betale for de offentlige hasteforanstaltninger i form af støttemidler, som regeringerne gav til bankerne med opbakning fra EU-lederne og bifald fra finanskoncerner.

Det er derfor nødvendigt at ændre politikker for at håndtere fattigdom og social udstødelse, som de millioner af demonstranter, vi har set over hele Europa, også her i Strasbourg, stiller krav om.

Målsætningerne og de vejledende principper for det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse må ikke bare være ord, der blæser i vinden. EU's forpligtelse om at indfri FN's millenniumsmålsætninger må ikke glemmes.

Politikker skal anerkende rettigheder og medansvar, fremme samhørighed og deltagelse af folk, der risikerer at leve eller lever i fattigdom, træffe konkrete foranstaltninger og gennemføre dem for effektivt at forebygge og udrydde fattigdom og integrere de hjemløse og indvandrere, for ikke at nævne handicappede, og de skal ikke sætte unge menneskers og børns fremtid på spil.

Desværre er Europa 2020-strategien begrænset til at antyde vejen ud af fattigdom for 20 mio. mennesker inden 2020, hvilket er et tilbageskridt fra de oprindelige målsætninger i den såkaldte Lissabonstrategi.

Fattigdommens og den sociale udstødelses flerdimensionelle karakter kræver en social dimension i de makroøkonomiske politikker som en integreret del af strategien til at overvinde krisen. Dette betyder en ændring i prioriteter og politikker, særligt pengepolitikker, som f.eks. stabilitets- og vækstpagten, finans- og skattepolitikker og konkurrencepolitikker og politikkerne om det indre marked. Vi er nødt til at prioritere økonomisk og social samhørighed og forsvar af menneskerettighederne. Det betyder, at der om ikke andet skal være en balance mellem økonomiske politikker, beskæftigelse, social- og miljøpolitikker og en retfærdig fordeling af rigdom og indkomst.

I den forbindelse er mindsteindkomstordninger et effektivt værktøj til at sørge for folks sikkerhed og reducere virkningerne af udstødelse og arbejdsløshed. Dette støtter adgangen til ordentligt arbejde, fordi det bekæmper usikkerheden og fattigdomslønninger, som fører til en større andel af fattige arbejdstagere. Disse mindsteindkomstordninger spiller en vigtig rolle i indkomstfordelingen, og de sikrer solidaritet og social retfærdighed, særligt i krisetider, da de fungerer på en konjunkturudlignende måde som sociale stabilisatorer ved at tilvejebringe yderligere ressourcer for at styrke efterspørgslen og forbruget på det indre marked og således bekæmpe recessionen.

Som følge heraf skal mindsteindkomstordninger baseret på mindst 60 % af gennemsnitsindkomsten i hvert land

være en integreret del af en strategi, målrettet mod social integration, som involverer både overordnede politikker og specifikke foranstaltninger for samfundets mest sårbare grupper i form af bolig, sundhedsvæsen, uddannelse og sociale ydelser. Dette ville hjælpe folk ud af fattigdom og fungere som et middel til social integration og adgang til beskæftigelse for alle dem, der er i stand til dette, med anstændige arbejdsvilkår, ikke moderne slaveri, som det er tilfældet med de ustabile og dårligt betalte jobs, som påvirker millioner af arbejdstagere, særligt kvinder og unge mennesker.

Den udfordring, som Kommissionen står over for, er at fremlægge et initiativ og en handlingsplan om mindsteindkomstordninger med henblik på at få børn, unge mennesker, voksne og ældre ud af fattigdom og sætte dem på sporet af social fremgang.

  Licia Ronzulli, for PPE-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Statistikkerne om global fattigdom er alarmerende, forstyrrende og nådeløse. Antallet af mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, stiger hele tiden, ligesom kløften mellem dem, der lever i armod, og dem med høj levestandard konstant udvider sig.

Ifølge den seneste FN-rapport om tilstanden i verdens byer, lever 827 mio. mennesker i slumkvarterer i dag, og det antal vil fortsætte med at vokse med gennemsnitligt 6 mio. om året. Som man allerede har understreget, er Europa ikke fremmed for dette. I dag lever næsten 80 mio. af vores borgere i fattigdom – 16 % af Unionens befolkning – og godt og vel 19 mio. af dem er børn.

2010 er blevet udnævnt til europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, og det danner baggrund for den betænkning, vi drøfter i dag. Jeg var fast besluttet på, at den endelige betænkning skulle analysere visse aspekter, som jeg betragter som yderst vigtige, og jeg takker fru Figueiredo for dette. Den nylige økonomiske krise har resulteret i en stigning i arbejdsløsheden. Desværre er det endnu en gang kvinder, der er blevet hårdest ramt. At bekæmpe fattigdom kræver først af alt politikker, som fremmer beskæftigelse, særligt for kvinder og unge mennesker.

Alle burde kunne nyde retten til at have penge nok til at sikre en anstændig levestandard. Det er en kendsgerning, at mindstelønnen kan spille en vigtig rolle i bekæmpelsen af fattigdom ved at give alle chancen for at tage aktivt del i det sociale, kulturelle og politiske liv. Den enkelte medlemsstat skal ikke desto mindre være fri til at beslutte, hvorvidt den skal vedtage en mindsteløn, det skal ikke være en beslutning, som er truffet på EU-plan.

For at opnå ægte social integration og bekæmpe situationer med fornedrelse og fattigdom skal vi ikke kun sætte vores lid til sociale sikringsforanstaltninger, vi er også nødt til at sigte højere. Lad os derfor kæmpe for bedre strukturreformer og arbejde i retning af mere markante beskæftigelsespolitikker for at opmuntre de svagere dele af samfundet til at slutte sig til arbejdsmarkedet.

  Thijs Berman, for S&D-Gruppen. – (NL) Fru formand! Fru Figueiredo formulerer det fremragende, og jeg vil bare gerne tilføje én ting. EU er grundlagt på den tanke, at fremgang for så mange mennesker som muligt er en garanti for økonomisk udvikling for alle europæere. Takket være fællesmarkedet, men også takket være strukturmidler – fordeling af velstanden – er levestandarden i de central- og østeuropæiske medlemsstater stigende, og gamle medlemsstater nyder godt af dette. Alle europæere har ret til et anstændigt liv, ligesom alle verdensborgere har det.

Det er derfor, fattigdomsbekæmpelse skitseres i Lissabontraktaten. Årtusindudviklingsmålene skal indfries, og vi kan følge akkurat den samme procedure på internationalt plan, som vi gør med nye medlemsstater. Fattige lande nyder større og større velstand som følge af respekt for retsstatsprincippet, da det giver erhvervslivet modet til at investere der i vished om, at deres kontrakter er sikre. Fordeling af velstanden over hele verden reducerer sociale spændinger og risikoen for vold og flygtningestrømme og øger vores potentielle markeder.

Det er derfor uforståeligt, at nogle regeringer i medlemsstater som f.eks. Nederlandene – mit hjemland – nu piller ved udviklingsbudgettet og også forsøger at pille ved disse målsætninger. De gør det ud fra en misforstået, kortsigtet egeninteresse. Fattigdomsbekæmpelse skal blive ved med at være EU's prioritet.

  Elizabeth Lynne, for ALDE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg mener, at den mindsteindkomstbetænkning, vi har stemt igennem i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, er den bedste vej fremad og vil opnå bredest støtte. Derfor opfordrer jeg Dem på det kraftigste til at forkaste ændringsforslag 1 og 2.

Jeg har altid været en passioneret tilhænger af mindsteindkomst i alle medlemsstater, og jeg har skrevet det ind i alle de betænkninger, jeg nogensinde har udarbejdet om social integration, men jeg mener, at den bedste måde at opnå dette på er gennem en udveksling af bedste praksis. Hvis vi forsøger at gå lovgivningsvejen, vil det efter min mening ikke lykkes os at få alle med, og vi vil ikke opnå det, vi alle ønsker – en anstændig levestandard for alle, samt at bringe folk ud af fattigdom og undgå hjemløshed.

I Beskæftigelsesudvalgets betænkning siger vi også, at den mest effektive vej ud af fattigdom er at give alle adgang til arbejdsmarkedet. En måde at opnå dette på er at sørge for, at beskæftigelsesdirektivet gennemføres effektivt i alle medlemsstater. Når vi formulerer politik om fattigdom og social integration, må vi lytte til mennesker der, hvor det foregår – med andre ord dem, der selv oplever fattigdom og hjemløshed. Vi må sørge for, at medlemsstaterne indfrier deres mål for fattigdomsbekæmpelse, som skitseret i Europa 2020-strategien.

Jeg vil også gerne påpege i denne forhandling, at vi taler om en mindsteindkomst – med andre ord, godtgørelser til folk uden arbejde og ikke lønninger.

  Karima Delli, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! 80 mio. mennesker lever i fattigdom i Europa, der er over 5 mio. hjemløse, der er millioner af mennesker med dårlige boligforhold, og hvert femte barn er offer for fattigdom, og hvad har vi i den anden ende af skalaen? Et stigende antal milliardærer.

Vi har netop den 17. oktober afholdt den internationale dag for udryddelse af fattigdom, og det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse vil snart nærme sig sin afslutning, men hvad vil vi have fået ud af dette? Hvilke konkrete løsninger vil Europa have tilbudt dem, der er de primære ofre for en krise, som de ikke er ansvarlige for? Hvilket håb kan vi tilbyde min generation, denne europæiske generation, som tager stødet for arbejdsløshed, usikkerhed og udstødelse, disse unge mennesker, som er mistroiske over for Europa, som forventer en masse af Europa, og derfor af Dem?

Det er vores pligt at møde deres daglige bekymringer og deres ængstelse over fremtiden. Lissabonstrategiens mission om at udrydde fattigdom er slået fejl. Vi kan ikke længere sidde med hænderne i skødet og lade tingene ske. Tiden er ikke længere til meningsløs retorik. Tiden er inde til at være dristig og vise lidt politisk mod. Alle de organisationer, der arbejder med ofre for fattigdommen, ATD - Fjerde Verden, Det Europæiske Antifattigdomsnetværk (EAPN), FEANTSA (den europæiske paraplyorganisation for ngo’er, der beskæftiger sig med hjemløshed) og Emmaus Europa har efterspurgt dette i 20 år!

Det er derfor, vi beder Kommissionen om et rammedirektiv, som sigter mod at fastsætte en passende mindsteindkomst. Dette rammedirektiv vil sikre betingelserne for berettigelse og adgang til en passende mindsteindkomst, så alle børn, voksne eller ældre, der lever i fattigdom, kan bryde ud af den, hvilket således sikrer dem deres umistelige ret til at leve et værdigt liv.

Tiden er ved at løbe ud, behovet for handling har aldrig været mere presserende. Sammen kan vi sætte en stopper for den uhyrlige skandale, som langvarig fattigdom er. Fattigdom, stop fattigdom, dette bør ikke bare være et slogan. Det er en realitet, og jeg håber, at vi sammen vil tage denne kamp op.

  Nirj Deva, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Efter min mening er denne forhandling nærmest latterlig. Jeg har nu hørt adskillige indlæg, og alle taler om at udrydde fattigdom uden overhovedet at nævne, hvordan vi skaber øget velstand. Man kan ikke udrydde fattigdom uden at skabe velstand. Indlæggene her i salen handler kun om at fordele fra den ene til den anden og ikke om at øge velstanden.

På internationalt plan er 880 mia. EUR forsvundet fra udviklingslandene gennem alle mulige former for korruption og andre aktiviteter, hvor man undgår registrering, beskatning og indskud på almindelige bankkonti. Dette er en skandale i finansverdenen i forhold til international udvikling. Disse 880 mia. EUR burde bruges på at skabe velstand i udviklingslandene.

I Europa øges fattigdommen, fordi vi overregulerer i forhold til at skabe velstand, nu hvor udfordringerne kommer fra Indien og Kina. Dette må vi ændre på.

  Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Fru formand! Ved dagens måde om fattigdom fokuserer vi på sammenhængen mellem den globale fattigdom og fattigdommen i EU's medlemsstater. Det er der imidlertid hundredtusindvis af mennesker, der har gjort før os. I de seneste uger og måneder er de i stadig større antal gået på gaden i Europa for at gøre opmærksom på dette, og den globale handlingsdag blev bevidst afholdt i nærheden af FN's topmøde om årtusindudviklingsmålene.

I modsætning til disse mennesker forbliver vi som EU-institutioner imidlertid vage og inkonsekvente i alle vores strategier, idet vi skaber rammebetingelser, der hæmmer bekæmpelsen af fattigdom. I både Lissabontraktaten og Europa 2020-strategien har vi i realiteten fjernet målene vedrørende fattigdom. Mange EU-medlemsstater bruger behovet for bæredygtige offentlige finanser til at retfærdiggøre nedskæringer i de sociale ydelser og omlægninger gennem beskæringer i sundhedsydelser og pensionsordninger, begrænsninger af arbejdsmarkedspolitiske redskaber og tjenesteydelser i forhold til arbejdsløse, børn og familier. Dette gør vi selv i de enkelte EU-medlemsstater, og her i Parlamentet agerer vi, som om vi blot behøver at slå til lyd for, at mennesker, der lever i fattigdom, ikke længere skal udstødes. Dette gør vi i kraft af den førte politik.

Jeg vil gerne pointere, at Europa 2020-strategien og EU's bæredygtighedsstrategi modsiger hinanden, hvilket gør det umuligt for os at bekæmpe global fattigdom.

  Derek Roland Clark, for EFD-Gruppen. – (EN) Fru formand! Fattigdommen, og navnlig antallet af borgere, der risikerer fattigdom, er øget i takt med, at EU er vokset, idet hver ny medlemsstat har bidraget til problemet, så det er ret indlysende, hvordan vi kan forhindre en yderligere forøgelse.

En af de muligheder, som vi har, er at indføre en minimumsindkomst. Jeg går ind for mindsteløn, men kun hvis den fastsættes af det enkelte land. En fælles mindsteløn for hele EU ville medføre skævvridning. I Skandinavien må opvarmning af hjemmet f.eks. være dyrere for alle indkomstgrupper end i Sydeuropa.

Jeg er modstander af en minimumsindkomst, da dette indebærer, at offentlige midler bruges til at supplere en lav løn, hvorved skatteyderne belastes yderligere i tider med økonomiske krise. Hvordan afholder man arbejdsgivere fra at betale mindre, end de bør, blot fordi de ved, at det offentlige udligner forskellen? Svaret er, at virksomhederne pålægges flere bestemmelser og mere bureaukrati, navnlig SMV'erne, som samlet beskæftiger halvdelen af arbejdsstyrken.

Og naturligvis vil en minimumindkomst, der harmoniseres i hele EU, blive efterfulgt af et harmoniseret skattesystem, hvorved det hele koges ned til en grå, amorf masse, som mangler Europas største aktiv, nemlig mangfoldigheden.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Fru formand! Det er foruroligende, at tusindvis af mennesker i EU lever på fattigdomsgrænsen trods det, at de har et fast arbejde. På den baggrund må vi glæde os meget over ethvert forsøg på at fastsætte en passende mindsteløn. Mindsteløn giver dog kun mening, hvis den kombineres med yderligere foranstaltninger. Hvis vi kun beskæftiger os med mindsteløn, kan det stille virksomhederne dårligere og øge antallet af arbejdsløse. Endelig vil de små og mellemstore virksomheder ikke have råd til at betale en lovbestemt mindsteløn, hvis skattetrykket forbliver det samme, og desuden indebærer højere lønninger naturligvis en risiko for højere priser på varer og tjenesteydelser. Det ville sætte gang i inflationsspiralen endnu en gang.

Vi må derfor rette fokus mod lettelser i forhold til arbejde. Det skal igen kunne betale sig for EU-borgerne at arbejde. En mindsteløn er bestemt en god idé, men den skal sikres som led i en fornuftig, overordnet pakke med skattelettelser til arbejdstagerne og Europas små og mellemstore virksomheder.

  Elisabeth Morin-Chartier (PPE). – (FR) Fru formand! Udryddelse af fattigdom er faktisk et årtusindudviklingsmål, men det er også en målsætning for os her i Europa.

Her har vi faktisk samlet set den højeste gennemsnitlige levestandard i verden, men ingen andre steder er der så stor forskel som inden for vores europæiske fællesskab og mellem Europa og Afrika. Vi har den største forskel i levestandard i verden, og det er vores opgave at mindske den.

I Europa har alt for mange europæere ikke adgang til et nærende måltid i op til to dage ad gangen. Alt for mange børn er fattige og oplever problemer i forhold til sundhed og uddannelse, der har rod i vedvarende fattigdom. Alt for mange kvinder må finde sig i lønforskelle og er marginaliserede, når det gælder beskæftigelse. De har ingen jobsikkerhed, og her er uddannelse det eneste middel til at bringe dem tilbage i samfundet og ud af fattigdommen. Alt for mange ældre, typisk kvinder, halter bagefter med hensyn til at få anstændige job og lønninger gennem hele deres arbejdsliv.

Der er for mange mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen i landdistrikterne. Mange af vores støtteforanstaltninger til bekæmpelse af fattigdom rettes mod byområderne. Vi må også hjælpe landdistrikterne med at bekæmpe fattigdom.

Derfor opfordrer jeg til, at vi i kampen mod fattigdom ...

(Formanden afbrød taleren)

  Frédéric Daerden (S&D). – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Ved dagens forhandling her i Parlamentet er det dominerende tema bekæmpelse af fattigdommen i verden. Det er vigtigt, men som fru Figueiredo understregede, er fattigdom også alt for udbredt her i Europa. Bekæmpelsen af dette fænomen er en af prioriteterne i 2020-strategien. Men selv om det er godt at opstille mål, som i øvrigt skulle have været mere ambitiøse, er det bedre at sikre, at de fornødne midler er til stede. Og en tilstrækkelig minimumsindkomst for alle i Europa er klart et af disse midler.

Vores kollegas udmærkede betænkning viser sit værd i denne kamp og sætter virkelig skub i tingene. Men uden lovgivningsinitiativer fra Kommissionen, hvor man også anerkender minimumsindkomstens rolle, frygter vi, at medlemsstaterne ikke kan indfri vores løfte om at bekæmpe fattigdom. Derfor må denne betænkning efterfølges af et rammedirektiv, hvor man tager hensyn til national praksis.

  Charles Goerens (ALDE). – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! I mine øjne er der tre vigtige ting at fokusere på ved denne forhandling.

For det første har globaliseringen øget uligheden i de enkelte lande, mens den har mindsket uligheden mellem nationerne, hvilket vi ser beviser på i vækstøkonomiernes succes. Dette blev understreget af en ekspert fra Den Internationale Valutafond ved Oslo-konferencen, hvor IMF gjorde fælles sag med Den Internationale Arbejdsorganisation.

Der er ganske vist stadig store forskelle blandt landene, men det ville være forkert at skyde skylden for den fortsatte fattigdom på globaliseringen alene, når det drejer sig om ulighederne i de enkelte lande.

For det andet er situationen i Europa helt særlig. Som påpeget af professor Fitoussi er vi det eneste store økonomiske område, der har vænnet sig til massearbejdsløshed i løbet af de seneste tre årtier.

2020-strategien rummer virkelig interessante perspektiver i forhold til, hvordan vi tackler den strukturelle arbejdsløshed, men det er i forbindelse med håndteringen af den aktuelle krise, at EU skal finde metoder til at øge beskæftigelsen.

Mange af os mener, at hvis vi går for vidt med hensyn til at strømline de offentlige finanser, risikerer vi, at målet om at mindske fattigdommen bliver en ønskedrøm.

For det tredje skal vores indsats i bekæmpelsen af fattigdom være både international og udadskuende. Med bæredygtig udvikling in mente har vi ikke længere råd til at favorisere den ene i forhold til den anden. En malthusiansk tilgang, hvor vi fremhæver, hvad vi bruger i solidaritetens navn, der ganske enkelt...

(Formanden afbrød taleren)

  Jean Lambert (Verts/ALE). – (EN) Fru formand! Jeg tror, at vi alle er klar over, hvor vigtige minimumsindkomstordningerne er i hele EU, selv om ikke alle medlemsstater har indført dem endnu. Vi ved også, at der er stor forskel på deres effektivitet, at der ofte ikke er noget klart grundlag for de udbetalte beløb, og at disse beløb ikke nødvendigvis holder trit med de stigende omkostninger. I nogle medlemsstater udnyttes ordningerne ikke særlig godt, så folk ikke får det, som de har ret til, og i nogle stater er der en tidsbegrænsning på ordningerne, hvilket synes meget bizart for noget, der er ment som et sikkerhedsnet.

Jeg er helt overbevist om, at vi har behov for fælles rammer i hele EU, hvor vi opstiller klare principper for, hvordan vi udvikler disse ordninger, og klare metoder til at arbejde med dem. Vi taler ikke om det samme ydelsesniveau i alle medlemsstater, og hvis man bliver ved med at sige det, fastholder man noget, som ganske enkelt ikke er sandt. Vi er nødt til at udvikle disse ordninger således, at alle i EU kan leve et værdigt liv.

  Tadeusz Cymański (ECR). – (PL) Fru formand! Vi afholder denne forhandling om fattigdom i det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Det er vigtigt, at både vores, de enkelte regeringers og ngo’ernes indsats fastholdes og ikke blot tager form af kampagner og propaganda. Af alle de foranstaltninger, der foreslås i den betænkning, som vi forhandler om, finder jeg det særlig vigtigt at fastsætte minimumsindkomsten i forhold til den gennemsnitlige indkomst. Der findes mange årsager til fattigdom, og de hænger ofte sammen med sociale problemer og udstødelse. Det er dog særlig slående og skamfuldt, at vi oplever fattigdom blandt arbejdstagere, hvoraf nogle endog kun har få eller slet ingen børn. Denne situation er uacceptabel, og derfor skal Europa-Kommissionens og Parlamentets foranstaltninger i denne henseende være særlig effektive, konsekvente og resolutte. Samtidig med, at vi hjælper mennesker på andre kontinenter og sender humanitær bistand i kølvandet på naturkatastrofer, skal vi foregå som et godt eksempel ved at udvise solidaritet med de borgere, der er berørt af fattigdom inden for EU.

  Niki Tzavela (EFD). – (EL) Fru formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne fremhæve et område, hvor vi må føre en præventiv politik, hvis vi vil undgå at skabe en ny generation af nyfattige i Europa. Nylige undersøgelser viser, at der er meget stor forskel på visse arbejdstagernes løn og de pensioner, som de engang får udbetalt. Der er tale om en "pensionsforskel", som automatisk vil placere dem blandt de nyfattige. På paneuropæisk plan skal arbejdstagerne opspare 2 mia. EUR om året for at udligne denne forskel i deres forsikringsdækning og sikre en anstændig levestandard, når de går på pension.

Jeg siger dette for at rette Deres opmærksomhed mod et meget alvorligt problem, som millioner af europæiske pensionister – Europas nyfattige – allerede oplever.

  Sari Essayah (PPE). - (FI) Fru formand! Betænkningen om minimumsindkomst er en fin afspejling af de vidtfavnende drøftelser, som vi i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender førte om bekæmpelse af fattigdom og udstødelse. Det er måske nok det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, men på grund af den økonomiske krise øges arbejdsløsheden og de sociale problemer stadig i mange medlemsstater.

Blandt særlige kendetegn ved fattigdommen i Europa er børnefattigdom, stigende ungdomsarbejdsløshed, manglende ligestilling af kvinder på arbejdsmarkedet, udelukkelse af indvandrere, de etniske minoriteters status, herunder romaernes, og situationen hos de arbejdsløse under pensionsalderen. Bekæmpelse af fattigdom er et af de centrale mål i Europa 2020-strategien, og der har været et ønske om at realisere disse ved at opstille kvantitative, bindende mål for medlemsstaterne. Og det er der god grund til, da vi stort set ikke har opnået nogen resultater af vores bestræbelser på at mindske fattigdommen i det seneste årti.

Et flertal i udvalget besluttede til sidst at foreslå, at medlemsstaterne skal fastsætte en minimumsindkomst svarende til 60 % af den gennemsnitlige indkomstgrænse, og nogle medlemmer har endog efterlyst en rammelovgivning om minimumsindkomst. Jeg støtter ikke disse ændringer af lovgivningen, da man ved at fastsætte en minimumsindkomst ikke tager hensyn til forskellene i medlemsstaterne, hvad angår de sociale sikkerhedssystemers opbygning. I nogle medlemsstater indgår anderledes opdelte og indkomstrelaterede sociale ydelser og universelle ydelser, der finansieres gennem skatten, også i det sociale sikkerhedssystem. Spørgsmålet om minimumsindkomst skal derfor behandles ud fra subsidiaritetsprincippet i medlemsstaterne, og løsningerne skal søges gennem udveksling af bedste praksis.

  Pervenche Berès (S&D). – (FR) Fru formand, hr. Chastel, kommissærer! Nu oven på den 17. oktober, som er aktionsdagen for bekæmpelse af fattigdom, ved vi her i året for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, at 17 % af EU's befolkning i 2007, altså før krisen, levede under fattigdomsgrænsen. Vi kender ikke det aktuelle tal, men vi ved alle, at det er højt, og at vi ikke kan tolerere denne situation.

Javel, vi er konsekvente i vores forpligtelser, og vi tror på det, som vi har vedtaget som grundlæggende lovgivning i artikel 1 i chartret, hvori det hedder, at alle har ret til værdighed, i Lissabontraktaten, hvor vi opstiller bekæmpelse af social udstødelse som en målsætning for EU, og i 2020-strategien, hvor bekæmpelse af fattigdom er en af de centrale målsætninger. På intet tidspunkt har vi dog udpeget midlerne til at gennemføre en sådan strategi, hvilket betyder, at vi vil fejle, og at vores medborgere vil blive desillusionerede.

Vi må tage et lovgivningsinitiativ vedrørende minimumsindkomst og tilrettelægge den finansiering ...

(Formanden afbrød taleren)

  David Casa (PPE). - (MT) Fru formand! Som allerede anført står emnet fattigdom højt på vores dagsorden. Vi kender alle statistikkerne, procentsatserne og retorikken vedrørende emnet. Det, at så mange borgere lever under fattigdomsgrænsen, er en alvorlig sag, som vi straks må tage hånd om. Det er dejligt at kunne bekæmpe fattigdom ved at skabe flere job og tilskynde til etablering af ordninger, der kan hjælpe os med at nå vores mål. Her tænker jeg bl.a. på en plan, som skal hjælpe EU-borgerne med at få den nødvendige uddannelse, som vil give dem et job og en indkomst. Vi har også behov for de fornødne midler til at yde støtte til de lande, som stadig halter bagud i denne henseende, så de også kan opfylde disse mål. Derfor er det indlysende, at vi skal opmuntre så mange som muligt til at træde ind på arbejdsmarkedet, navnlig kvinder. I denne betænkning gennemgås situationen grundigt, og jeg vil gerne takke ordføreren og lykønske hende med hendes meget nyttige arbejde. Dog må vi sørge for, at vi ikke stormer frem i blinde, for vi må fortsat respektere traktatens bestemmelser om subsidiaritetsprincippet. Det er ikke praktisk gennemførligt at anvende et standardkoncept for hele Europa. Endvidere har vi endnu ikke det fornødne retlige grundlag, som traktaten kræver i forhold hertil. Derefter skal medlemsstaterne frit kunne regulere ud fra disse krav efter eget behov og uden ekstra byrder.

  Regina Bastos (PPE). – (PT) Fru formand! Europa oplever i øjeblikket en periode med forandringer som følge af den økonomiske, finansielle og sociale krise. Den aktuelle krise er blevet forværret i visse medlemsstater, ligesom den sociale ulighed er øget, og denne situation har medført en stigning i antallet af mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen.

Der bliver flere og flere fattige i EU. Der er stadig flere mænd og kvinder med en indkomst på under 60 % af gennemsnitslønnen i det land, som de lever i. Vi står over for et alvorligt problem, som kræver konkrete og effektive foranstaltninger. 80 mio. europæere lever på eller under fattigdomsgrænsen. Selv om fattigdomsgrænsen varierer fra land til land i EU, er det sikkert, at dette fænomen er på fremmarch i EU, der har den mest avancerede sociale model i verden som udviklingsparadigme.

I Portugal lever eller risikerer 20 % af befolkningen at leve i fattigdom med en indkomst på under 360 EUR om måneden. Tallene for børnefattigdom i mit hjemland er rystende. Portugal er et af de otte lande med den højeste børnefattigdom.

Vi glæder os både over målet om at hjælpe 20 mio. mennesker ud af fattigdom i 2020 og bestræbelserne på at øge beskæftigelsen og den sociale integration. Jeg vil gerne ønske ordføreren tillykke med hendes bidrag og understrege, at en minimumsindkomst er ønskelig. Det skal overlades til de enkelte medlemsstater at fastsætte beløbet.

  Csaba Sógor (PPE). - (HU) Fru formand! I 1992 udråbte FN den 17. oktober til den internationale dag for udryddelse af fattigdom. I år 2000 satte organisationen sig som mål at halvere antallet af mennesker, som lever i alvorlig fattigdom inden for 15 år. To tredjedele af denne periode er allerede gået. Tallene er alarmerende, og vi halter bagefter indikatorerne på et tidspunkt, hvor kravene og forventningerne er meget høje. 73 % af EU-borgerne mener, at det største problem er den stadig mere udbredte fattigdom i deres hjemlande. 89 % af borgerne ønsker en hurtig indsats for at tackle problemet, og 74 % forventer, at EU vil spille en vigtig rolle i udryddelsen af fattigdom. På den anden side har 6 mio. EU-borgere mistet deres job inden for de seneste to år, og børnefattigdommen stiger.

Vi anfører ofte, at beskæftigelse er det bedste middel til at bekæmpe fattigdom, men Jean Monnets model med et socialt Europa er blevet overskygget af økonomiske interesser. Målet med økonomisk udvikling er at sikre borgernes velbefindende, men det nytter intet uden effektive sociale foranstaltninger og en drastisk nedbringelse af fattigdommens omfang. Det er indlysende, at ansvaret for socialpolitikken primært ligger hos medlemsstaterne. Men jeg mener alligevel, at vi må finde svarene på de mest påtrængende spørgsmål i fællesskab gennem øget brug af den åbne koordinationsmetode og ved at lette udvekslingen af bedste praksis.

  Ivo Belet (PPE). – (NL) Fru formand, hr. kommissær! Hver sjette indbygger i EU risikerer fattigdom. Navnlig unge i alderen op til 17 år er udsatte, men mange ældre er også sårbare. Fattigdommen øges, også blandt de europæere, som har et job. Derfor mener jeg også, at vi må tage et initiativ på europæisk plan.

Økonomisk vækst, bedre uddannelse og flere job er selvfølgelig noget, som vi går helhjertet ind for, men det står klart, at dette ikke er nok, og at vi har behov for en specifik politik til bekæmpelse af fattigdom. Som allerede anført her er dette faktisk et af flagskibene og de højt prioriterede emner i EU's nye 2020-strategi. Mere specifikt handler det om retten til at leve et værdigt liv. Det handler om fødevarer, boliger, tøj og andre basale ting, som der åbenbart ikke er nogen garanti for i vores velstående EU i 2010.

Derfor mener jeg, at der også skal træffes foranstaltninger på europæisk plan for at sikre en minimumsindkomst. Som fru Bastos allerede har sagt, er dette ikke et instrument, der skal udformes ens i hele EU. De enkelte medlemsstater skal have tilstrækkeligt råderum til at vælge deres egne løsninger. Vi må dog fortsat lægge yderligere pres på for at forhindre, at sårbare mennesker lades i stikken.

Derfor efterlyser vi udtrykkeligt, at der indføres en ordning med garanteret minimumsindkomst i alle lande i EU. Dette ville være et vigtigt signal om håb til alle de mest sårbare i Europa, som i dag berøres af fattigdom og social udstødelse.

  Milan Zver (PPE). - (SL) Fru formand! Det glæder mig, at vi også forsøger at tackle spørgsmålet om fattigdom og social udstødelse blandt EU-institutionerne. Det er meget vigtigt.

Den beslutning, som vi skal vedtage, har netop dette sigte. Situationen beskrives meget præcist i udkastet, men man har ikke haft så meget held med at finde en løsning på problemet.

Minimumsindkomsten kan udgøre en del af løsningen, og den findes jo allerede i en eller anden form i medlemsstaternes socialpolitikker. I udkastet er jeg dog også stødt på et forslag om en universel mindsteindkomst eller ubetinget indkomst for alle.

Dette vil jeg gerne sætte spørgsmålstegn ved, selv ud fra en synsvinkel med fokus på sociale rettigheder. Det er ikke en god idé at garantere alle en mindsteindkomst i et normalt livsforløb, for så ville vi have færre midler til dem, der virkelig har behov for social bistand.

Jeg håber, at vi ved dette plenarmøde…

(Formanden afbrød taleren)

  Vasilica Viorica Dăncilă (S&D). – (RO) Fru formand! Vi har ikke nået de målsætninger, som vi opstillede i Lissabonstrategien om at skabe flere job og udrydde fattigdom i 2010. Derfor skal vi i Europa fortsætte vores bestræbelser på at nå dem.

Jeg mener, at EU og medlemsstaterne skal rette særlig opmærksomhed mod programmer for livslang læring. De rummer midler til at bekæmpe fattigdom og social udstødelse og bidrager til at konsolidere beskæftigelsesegnetheden og muligheden for integration på arbejdsmarkedet.

Jeg mener også, at Kommissionen skal analysere de områder, hvor der er stadig større mangel på kvalificerede medarbejdere, for i fremtiden at kunne fremme foranstaltninger til at lukke dette hul.

Blandt mulige foranstaltninger kunne man desuden forestille sig, at man udvidede Erasmus-programmet, som i dag er rettet mod studerende, så det også omfatter andre socioøkonomiske grupper såsom unge uden universitetsuddannelse eller arbejdsløse, som inddrages i programmer vedrørende faglig efteruddannelse.

  Antonyia Parvanova (ALDE). – (BG) Fru formand! På baggrund af EU's grundlæggende princip om solidaritet og i lyset af det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse opfordrer jeg til, at der indføres en garanteret og tilstrækkelig minimumsindkomst i alle EU-medlemsstaterne, som hjælper folk med en utilstrækkelig indkomst, så vi kan konsolidere deres økonomiske og sociale integration og sikre dem et anstændigt liv.

Vi kan kun opnå væsentlige, effektive fremskridt i kampen mod fattigdom ved at vedtage konkrete foranstaltninger, som sigter mod at indføre minimumsindkomstordninger. Dette vil sætte os i stand til at garantere alle europæiske borgere en anstændig levestandard, herunder social sikring og lige adgang til sociale ydelser, der tilvejebringes af staten såsom velfærdsydelser, sundhedspleje og uddannelse.

Endelig vil jeg gerne understrege, at vi kun kan beskytte vores medborgere – navnlig kvinder og risikogrupper samt etniske minoriteter – mod social udstødelse ved hjælp af en lang række konkrete politiske løsninger, som sikrer, at der tilvejebringes ressourcer til social hjælp og beskyttelse.

  Elisabeth Schroedter (Verts/ALE). – (DE) Fru formand! Jeg vil endnu en gang appellere til Kommissionen om at sikre, at hvis den etablerer en platform til bekæmpelse af fattigdom, må den ikke blot lade det blive ved tomme ord, men derimod tage Parlamentets initiativer op. For det første er der et initiativ, som sigter mod at undersøge, om vi skal have et rammedirektiv for minimumsindkomst, så alle i EU sikres et værdigt liv. For det andet er der et initiativ, hvor man ikke nøjes med at bruge BNP ved forberedelse af strukturfondene, men også medtager Gini-koefficienten som et mål for indkomstmæssige uligheder ved vurderingen i de tilfælde, hvor der er ugunstigt stillede. Disse sager må De nu tage stilling til, hvis vi skal have nogen som helst chance for at gennemføre foranstaltningerne. Jeg anmoder derfor Kommissæren om at sætte disse to punkter fra plenarmødet på Kommissionens dagsorden og sikre, at Kommissionen finder et svar til Parlamentet i denne henseende.

  Elie Hoarau (GUE/NGL). – (FR) Fru formand! Vi har efterhånden i alt for mange år fejret den internationale dag for udryddelse af fattigdom uden særlig mange konkrete resultater, og vi risikerer også at komme til at fejre den sådan i mange årtier fremover, hvis vi fortsat fører den samme politik. På denne baggrund kan Europa og resten af den vestlige verden ikke blot vende blikket den anden vej.

Bekæmpelse af fattigdom indebærer, at vi kæmper for en retfærdig fordeling af velstanden, både inden for de enkelte medlemsstater og på internationalt plan. Det er også et spørgsmål om at respektere miljøet og princippet om lighed blandt alle mennesker. Hvis dagens forhandling ikke efterfølges af konkrete foranstaltninger baseret på det, som vi har hørt her i salen, frygter jeg, at vores erklæringer vil møde døve øren og blot være udtryk for gode hensigter uden reel indvirkning på fattigdommen og elendigheden i Europa og resten af verden.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Fattigdom og social udstødelse krænker den menneskelige værdighed og dermed grundlæggende menneskerettigheder. De mest udsatte er enlige forældre, børn og ældre. Kvinderne udgør en væsentlig andel af de medborgere, der risikerer fattigdom, hvilket skyldes dels den sædvanlige diskrimination, der stadig er meget udbredt i forbindelse med lønninger og pensioner, og dels deres typisk meget usikre arbejdsvilkår.

Vi er nødt til at træffe foranstaltninger, der stimulerer investeringer i arbejdsmarkedet, f.eks. med henblik på at skabe job, for at fremme fællesskabsprogrammer såsom programmet for livslang læring. Ganske vist skal vi sørge for en mindstesikring, men der skal være vidtrækkende kontrolsystemer og betingelser, så vi kan forhindre misbrug lige fra starten. Vi skal også sikre en minimumsindkomst, dog på den forudsætning, at den ikke under nogen omstændigheder må føre til en ny form for indirekte eller omvendt diskrimination.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Fru formand! Næsten 85 mio. mennesker i EU er truet af fattigdom, og i 2008 levede 17 % af EU's 500 mio. indbyggere under fattigdomsgrænsen.

Da fattigdom og social udstødelse har flere dimensioner, må vi systemisk indarbejde forebyggelsen af dem i andre politikker, så alle EU-borgere kan leve et anstændigt liv. Kampen mod fattigdom kræver ikke blot aktiv støtte til lønordninger og social beskyttelse, men også at vi skaber anstændige og permanente job til ugunstigt stillede grupper. Jeg vil gerne understrege, at vi generelt må betragte beskæftigelse som det mest effektive middel til beskyttelse mod fattigdom, og jobskabelse skal derfor være en klar prioritet for EU og medlemsstaterne. Vi må rette særlig opmærksomhed mod integration af unge og ældre i arbejdslivet.

  Proinsias De Rossa (S&D). – (EN) Fru formand! Sidste søndag mødte jeg en gruppe unge mennesker i Irland, som kæmper med at overleve i fattigdom. De spurgte mig, om jeg som parlamentsmedlem er på deres side eller på bankernes side. Så skarpt formulerede de det. De gav mig en række vidnesbyrd, som de bad mig give videre til Parlamentet. De påpegede, at de ikke længere er interesseret i at stemme, fordi de ikke kan se nogen udsigt til forandring ved fortsat at gøre det. De sagde, at de er dødtrætte af at blive overset, og at de føler, at de ikke har nogen værdi for samfundet.

Jeg mener, at vi er nødt til at være opmærksomme på disse unge menneskers overvejelser. De er vores fremtid. Jeg kan ikke se noget bevis på, at Kommissionen rent faktisk sikrer, at medlemsstaterne, som tilskyndes til at foretage finanspolitisk konsolidering, tager hensyn til, at vi ikke må drive disse mennesker, som allerede lider, ud i endnu større lidelser og tvinge folk, som i dag lever på grænsen, ud i fattigdom. Det er ekstremt vigtigt, at vi …

(Formanden afbrød taleren)

  Ilda Figueiredo, ordfører. – (PT) Fru formand! Jeg vil gerne takke alle mine kolleger samt Kommissionen, Rådet og det belgiske formandskab for det, som de har fremført her, men jeg vil også gerne understrege tre ting, som flere medlemmer også har fremhævet.

For det første er det ikke nok med fine ord og gode intentioner. Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse skal have en praktisk dimension. Der er behov for at ændre politikkerne. Mennesker må komme i første række. Vi må øge bevidstheden om, at det er arbejdstagerne, der skaber velfærden, og at de skal have en anstændig løn, men at vi for at kunne skabe mere velstand behøver flere job. Og her tænker jeg på flere job, hvor arbejdstagerne har rettigheder og får en rimelig løn. Vi har imidlertid også behov for en ny omfordeling af velstanden og indkomsten, og i disse bestræbelser er minimumsindkomstordningen et afgørende redskab. Vi skal sikre en minimumsindkomst, som kan variere fra land til land, men som i alle lande har et fælles mål...

(Formanden afbrød taleren)

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Fattigdom er en tragedie både for den enkelte og for samfundet. Fattigdom fører til vold, kriminalitet og konflikter. Jeg vil gerne takke Parlamentet for at have sat bekæmpelse af fattigdom så højt på dagsordenen, og dagens forhandling viser EU's beslutsomhed med hensyn til at tage hånd om denne udfordring. Europa 2020-strategien, fru Figueiredos betænkning og aktiviteterne i medlemsstaterne er alle skridt i den rigtige retning.

Jeg vil gerne understrege, at så længe der findes fattigdom i resten af verden – hvor 1,4 mia. mennesker har mindre end en dollar at leve for om dagen – kan vi heller ikke forvente at løse dette problem inden for EU. Derfor er politikken vedrørende årtusindudviklingsmålene også en politik, der har betydning for os.

Jeg mener, at vi forsøger at finde den rette løsning i form af integrerende økonomisk vækst i EU og hos vores partnerlande. Jeg ved, at integrerende økonomisk vækst lyder ret enkelt, men det er netop, hvad vi forsøger at opnå ved at ændre vores udviklingspolitik. EU's 2020-strategi sigter også i denne retning.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! I mit første indlæg fokuserede jeg bevidst på udviklingsaspektet ved bekæmpelsen af fattigdom. Jeg vil naturligvis også sige et par ord om EU. Det belgiske formandskab er fast besluttet på at udvikle instrumenter til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, navnlig gennem flagskibsinitiativerne i forbindelse med Europa 2020-strategien. Et af målene ved strategien, som Rådet godkendte den 7. juni 2010, er at fremme social integration, navnlig ved at mindske fattigdommen.

Målsætningen er, at mindst 20 mio. mennesker senest i år 2020 ikke længere må risikere fattigdom eller udstødelse. Dette skal sikres på basis af tre indikatorer, som er fremsat af Udvalget for Social Beskyttelse, nemlig risiko for fattigdom, materiel tilbagegang og det at leve i en husholdning uden job.

Desuden er målet med det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse at øge den offentlige bevidsthed om dette problem og sende det budskab, at fattigdom og udstødelse underminerer den sociale og økonomiske udvikling. Målet er også at sætte spørgsmålstegn ved det synspunkt, at bekæmpelse af fattigdom er en omkostning for samfundet, og at bekræfte vigtigheden af et kollektivt ansvar, ikke blot for de politiske beslutningstagere, men også for aktørerne i den offentlige og den private sektor.

Det belgiske formandskab har været meget opsat på at deltage i det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Jeg vil gerne nævne nogle af de initiativer og begivenheder, som er blevet organiseret. I september blev der afholdt konference om børnefattigdom. Formålet med denne konference var at give EU-debatten mere fylde i forhold til vedtagelse af en henstilling om børnefattigdom med henblik på at bryde den onde cirkel, hvor fattigdom går i arv fra generation til generation.

Som svar til hr. Daerden vil jeg sige, at der i dag er arrangeret en rundbordskonference i Bruxelles. Emnet bliver gennemførelsen af henstillingen i forhold til aktiv integration med dens tre søjler, nemlig minimumsindkomst, det rummelige arbejdsmarked og adgang til kvalitetsydelser.

Den 27. og 28. oktober afholdes en anden konference om den sociale økonomi, ligesom der afholdes én om hjemløshed den 9. og 10. december. Og endelig vil vi den 17. december i forbindelse med Rådets møde afholde det officielle møde, der markerer afslutningen på det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom, hvor vi vil præsentere eksempler på god praksis og beskrive årets vigtigste begivenheder.

Sådan har vi omsat det belgiske formandskabs intentioner om at sætte sociale spørgsmål øverst på EU's dagsorden i praksis.

  Anna Záborská (PPE). - (FR) Fru formand! Lad mig byde velkommen til en delegation af unge fra International Movement ATD Fourth World, som sidder på tilhørerpladserne. Jeg vil rose dem for alt det, som de gør for at bekæmpe ekstrem fattigdom, og jeg takker dem for at komme her i dag og deltage ved dette plenarmøde.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag den 20. oktober kl. 12.30.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Fattigdom er et meget alvorligt problem, der berører 85 mio. af vores europæiske medborgere, så ingen bør undlade at forholde sig til det. Løsningen af det skal fremhæves i vores prioriteter og fortjener en kollektive reaktion, der sikrer, at de europæere, som befinder sig i en situation med social sårbarhed, har et minimum af værdighed.

Dette udbredte problem berører de unge, de ældre og også i stigende grad arbejdstagerne, som er blevet ramt af tabet af 6 mio. job alene inden for de to seneste år og af en lav og ustabil løn, selv hvis de formår at fastholde deres job.

Vi har utvivlsomt behov for en systemisk tilgang, hvor vi tager hånd om og afklarer årsagerne til problemerne og fjerner spirende problemer ved roden. I øjeblikket kan vi imidlertid ikke fremkomme med hurtige reaktioner på deres konsekvenser. På denne baggrund er det ikke blot en nødvendighed at sikre, at de sårbare i vores samfund får en minimumsindkomst at leve for og hurtig hjælp, så de kan komme ud af denne situation. Det er også et krav, som vi skal bakke op om, og som der argumenteres godt for i denne betænkning.

  Elena Oana Antonescu (PPE), skriftlig. – (RO) I 2009 fik Europa den globale økonomiske krise at føle med fuld styrke. Krisen kunne faktisk ikke have gjort større skade på fattigdommen i EU, navnlig for de 17 % af EU-borgerne, der levede under fattigdomsgrænsen i 2008. Desværre er denne procentdel sandsynligvis steget.

Først nu i 2010 begynder vi at se et glimt af håb om, at den overordnede økonomiske situation kan være ved at blive bedre. Vores største indsats må målrettes mod de EU-borgere, der er hårdest ramt af krisen, navnlig da 2010 er det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

Med tanke på målsætningen om at udrydde absolut fattigdom og fattigdom blandt børn senest i 2015 og målet om at mindske den relative fattigdom væsentligt ønsker jeg også at understrege behovet for, at vi hurtigt indfører nationale grænser for minimumsindkomst på EU-plan. Disse vil beskytte borgerne mod risikoen for fattigdom og sikre social integration af alle EU-borgere.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. – (LT) Her hvor vi markerer den internationale dag for udryddelse af fattigdom og det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom, er der desværre allerede mere end 85 mio. mennesker i EU, der lever under fattigdomsgrænsen. Selv om arbejdsløshed er den primære årsag til fattigdom, er der også mange europæere i arbejde, som dagligt kæmper med fattigdom og ikke har mulighed for at leve livet fuldt ud. Det er absurd, at arbejdende menneskers indkomst ikke er tilstrækkelig til at sikre deres familier et værdigt liv. Økonomisk vækst har i sig selv ikke mindsket omfanget af fattigdom og social udstødelse, og de svære tider øger blot fattigdommen, men minimumsindkomstordninger gør det muligt for os at beskytte de mest sårbare. En garanteret minimumsindkomst er et vigtigt og effektivt middel til at overvinde fattigdom, og samtidig understøtter den social integration og adgang til arbejdsmarkedet, ligesom den giver folk mulighed for at leve under anstændige vilkår. Jeg vil gerne rette opmærksomheden mod den kendsgerning, at selv her under krisen bør en minimumsindkomst ikke blive betragtet som et element, der øger omkostningerne, men som et grundlæggende redskab til at bekæmpe krisen, for tidlige investeringer i bekæmpelse af fattigdom giver det største udbytte, da de mindsker de sociale udgifter på lang sigt. For at vi kan opfylde vores forpligtelse i Europa 2020-strategien om at fjerne truslen om fattigdom og udstødelse for mindst 20 mio. mennesker i EU, skal Europa-Kommissionen derfor træffe konkrete foranstaltninger og foreslå EU-lovgivning, som vil sikre en minimumsindkomst i hele EU med henblik på at bekæmpe fattigdom.

  Kinga Gál (PPE), skriftlig. – (HU) Her i den verdensomspændende økonomiske krise i det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse og tre dage efter Verdens Fødevaredag er det særlig vigtigt, at vi også retter opmærksomheden mod børnefattigdommen på EU-plan. Hvert sjette sekund dør et barn af sult her på Jorden. Der er flere millioner underernærede børn i Europa. Antallet af børn, der lever i fattigdom, og som ofte er ugunstigt stillet på flere områder, er 19 % på EU-plan, hvilket overgår tallet for befolkningen som helhed med 3 %. Behovet for særlig opmærksomhed underbygges også af tallene, og i strategien for børns rettigheder på EU-plan må vi også lægge den fornødne vægt på dette. Den økonomiske krise, som vi oplever i hele verden i dag, er ikke kun en byrde. Den rummer også muligheder for at tænke kreativt, for nye tilgange i erhvervslivet og for et paradigmeskifte i vores anskuelse af økonomi, samfund og miljø, som befolkningen er stadig mere lydhør over for.

Social solidaritet og lokale initiativer kan bidrage til at afbøde børnefattigdom og fejlernæring. Som et resultat af initiativet "Mad nok til alle børn!", som blev lanceret i Ungarn for nylig, kan flere tusinde børn nu få et varmt måltid hver dag. Samtidig har det initiativ, der blev iværksat af franciskanermunken Csaba Böjte, sikret, at næsten 2 000 børn i Transsilvanien får mad og passes ved 18 børnehjem og 40 dagplejecentre. Som anført af den internationale organisation Eurochild vil jeg også gerne fremhæve, at bekæmpelse af børnefattigdom ikke blot skal betragtes som en økonomisk udfordring, men også som et spørgsmål om børns rettigheder.

  Pascale Gruny (PPE), skriftlig. – (FR) For det første ser jeg det som et stort fremskridt, at man tager hensyn til bekæmpelse af fattigdom i 2020-strategien. Den økonomiske krise har forværret problemet med fattigdom i de senere år. EU skal kunne opmuntre medlemsstaterne til at tage hånd om dette problem.

For det andet er Den Europæiske Socialfond (ESF) et vigtigt redskab til bekæmpelse af fattigdom på EU-plan. Som ordfører for ESF går jeg ind for, at vi bruger fonden til at få de mennesker, der befinder sig længst væk fra arbejdsmarkedet, tilbage i arbejde. Dette har været fondens opgave, siden den blev oprettet under Romtraktaten, og den skal fortsat have beskæftigelse som sit primære mål.

For det tredje er jeg imod en minimumsindkomst, uden at modtageren bidrager med noget til gengæld, undtagen når der er tale om personer, som er uegnede til at arbejde. Beskæftigelse er afgørende for at mindske fattigdommen. Det er den eneste måde at sikre enhver et værdigt liv på.

For det fjerde har regeringerne i de enkelte medlemsstater et ansvar for at bekæmpe fattigdommen aktivt. EU står klar til at støtte dem og supplere det, som de foretager sig, men skal ikke overtage deres rolle. EU kan ikke løse alle problemer. Først og fremmest skal medlemsstaterne leve op til deres ansvar.

  Zita Gurmai (S&D), skriftlig. – (EN) Når vi taler om fattigdom, glemmer vi ofte de mennesker, som får en alt for lav betaling for deres arbejde. På dette punkt har fattigdommen stadig et kvindeligt ansigt i Europa. Kvindernes ugunstige situation er strukturbetinget. De arbejder mindre, da husholdningsarbejde ikke anerkendes som rigtigt arbejde. Og når de bidrager på arbejdsmarkedet, tjener de mindre på grund af forskelsbehandling og segregering. Jeg vil gerne minde om, at lønforskellen mellem kønnene alt i alt stadig ligger på over 17 % i Europa (kvinder arbejder altså 17 % mere end mænd for den samme løn). Og i sidste ende får kvinderne selvfølgelig også mindre i pension på grund af ovenstående forhold. Det er da dybt uretfærdigt.

Vi kan bryde denne onde cirkel ved at anerkende, at ubetalt arbejde faktisk er reelt arbejde, opfordre kvinder til at få et job og opnå økonomisk uafhængighed, tage hånd om de strukturelle årsager til kønsopdelingen af arbejdsmarkedet og være opmærksomme på kvindernes problemer ved reformer af vores pensionsordninger. Det bliver måske nok mere bekosteligt lige nu og her, men på længere sigt vil mindre ulighed og fattigdom også bidrage til at skabe balance i vores budgetter. Hvis vi løser problemet med fattigdom blandt kvinder, vil det gavne os alle – ikke blot kvinderne, men også mændene.

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL), skriftlig. – (CS) Jeg glæder mig over denne debat om brug af minimumsindkomst som et redskab i kampen mod fattigdom. Der er ingen tvivl om, at denne slags foranstaltning er helt på sin plads her i det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Det første spørgsmål, som jeg gerne vil stille, vedrører de muligheder for analyse, der ligger i de officielle ledighedstal, gennemsnitsindtægten, procentdelen af mennesker, der lever i fattigdom, og fastsættelsen af fattigdomsgrænsen. Gennemsnitsindtægten er en indikator, der er baseret på usandsynlige og måske endog direkte falske tal. Hvis man lægger de millioner, som udbetales til diverse ledere, og arbejdstagernes minimumsløn sammen, kan man med rette anse beløbet for at være meget upålideligt. Ved sammenligning af lønninger skal ledere og chefer betragtes separat. Desuden er der kun en meget begrænset sammenhæng mellem forholdet mellem borgernes indkomst – f.eks. målt som BNP pr. indbygger – og mindstelønnen. I Portugal og Den Tjekkiske Republik er borgernes indkomst målt i forhold til BNP nogenlunde den samme. Derimod varierer minimumsindkomsten med næsten 50 %. "Fattigdomsgrænsen" og "antallet af mennesker i risiko for fattigdom" er begreber, som jeg simpelthen har svært ved at fatte. Når jeg læser, at antallet af borgere i risiko for fattigdom er 12 % i Sverige, 9 % i Den Tjekkiske Republik, men 13 % i Luxembourg, kan jeg kun undres. Trods disse mangler er denne betænkning bestemt informativ.

  Ádám Kósa (PPE), skriftlig. – (HU) Hvad angår de fremførte problemstillinger vedrørende minimumsindkomst, finder jeg det vigtigt at understrege, at vi ikke kun skal træffe beslutninger, som vedrører i dag og i morgen, men også fremtiden på længere sigt. Manglende aktivitet er langt mere destruktiv, end mange af os aner. Ikke desto mindre er det netop det, som handicappede oplever dag efter dag. De har ikke behov for encifrede procentvise forøgelser af indkomsten, mens de er arbejdsløse. Det er aktivitetsniveauet, der skal øges og fremmes for enhver pris. Derudover skal vi støtte forskningen i alderdom og livsstil. Vi må fremme tidssvarende og innovative investeringer, der gør hverdagen bedre og letter tilpasning og adgang. Lad os ikke legalisere afhængigheden og derved øge antallet af afhængige og borgere i nød. Dette er også en selvforstærkende stigmatisering, som er uholdbar.

Det bliver stadig sværere at skaffe de ressourcer, der kræves til sociale ydelser, fra de svindende offentlige kilder (skatter). De mennesker, hvis situation bliver værre og værre, er dem med de reelle behov, som er uarbejdsdygtige og lever med alvorlige handicap. Vi ser bl.a. flere og flere eksempler på udbredt misbrug på området for invalidepension, som sænker ydelsernes standard. Hvad angår den aldrende befolkning, stiger antallet af afhængige ældre fortsat, og derfor vil værdien af de nuværende sociale ydelser falde, da der ikke er tilstrækkeligt mange erhvervsaktive borgere til at sikre et passende ydelsesniveau og en minimumsindkomst. Antallet af erhvervsaktive europæiske borgere vil falde med flere millioner bare inden for det næste årti. Det varsler om en forringet livskvalitet for dem, der har reelle behov, som vi ikke bør tolerere.

  Elżbieta Katarzyna Łukacijewska (PPE), skriftlig. – (PL) Ifølge statistikkerne berører problemet med fattigdom 16 % af EU's borgere. Blandt de primære årsager til stigningen i antallet af fattige i EU's medlemsstater kan nævnes mangel på tilstrækkelig uddannelse og tilpasning af kvalifikationer til behovene på arbejdsmarkedet. Fattigdom er også forbundet med en enorm psykologisk byrde og frygt, stress og manglende evne til at træffe de rette valg. Dette betyder, at mennesker, der berøres af fattigdom, meget ofte må kæmpe med endnu et problem, nemlig social udstødelse.

Børn af fattige familier berøves de muligheder, som børn af mere velstillede familier har. Unge, der vokser op i et sådant miljø, har hverken de muligheder eller de rollemodeller, der kan gøre det muligt for dem at slippe ud af denne fattigdommens onde cirkel. År 2010 er blevet erklæret det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Vi har således en unik mulighed for at præsentere hele det internationale samfund for de problemer, som de fattige og socialt udstødte lever med, og foreslå specifikke løsninger.

  Katarína Neveďalová (S&D), skriftlig. – (SK) I EU har vi dedikeret dette år til kampen mod fattigdom og social udstødelse. Men lad os spørge os selv, hvad vi i EU reelt gør for at bekæmpe fattigdom. Vi har i dag 80 mio. mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, hvilket svarer til 17 % af befolkningen. De mest udsatte i denne gruppe har længe været ikke blot ældre medborgere, men primært unge mennesker. Mens den samlede arbejdsløshed i EU i gennemsnit ligger på 10 %, er tallet dobbelt så højt blandt unge, nemlig 21 %, og i nogle lande såsom Spanien er det helt oppe på 40 %. Det er således primært de unge, der trues af fattigdom. Af hensyn til den fremtidige udvikling af EU er det derfor vigtigt at sikre ikke blot en mindsteløn, men bestemt også jobmuligheder for især de unge. Det er meget vanskeligt for de nyuddannede at finde et job. Vi taler måske nok om livslang læring, men denne proces har også et direkte sigte, nemlig at uddanne personer i et fag. Jeg appellerer derfor til EU's repræsentanter om, at vi vedtager foranstaltninger, som forbedrer vilkårene for unge mennesker, så vi kan fremme et sundt samfund i fremtiden. De unge er EU's og hele verdens fremtid.

  Wojciech Michał Olejniczak (S&D), skriftlig. – (PL) Fattigdom og social udstødelse koster menneskelig værdighed og krænker grundlæggende menneskerettigheder. Det primære mål med indkomststøtteordninger bør være at hjælpe mennesker ud af fattigdom og sætte dem i stand til at leve et værdigt liv. De seneste statistikker er skræmmende. I dag lever 1,4 mia. mennesker i verden i fattigdom, heraf omkring 85 mio. i EU. Parlamentet og medlemsstaterne skal træffe yderligere foranstaltninger for at skabe flere job, øge kvaliteten af disse jobs og hæve lønniveauet samt garantere rimelige pensioner og offentlige ydelser, herunder familieydelser. Det er afgørende at sikre, at alle har adgang til offentlige ydelser af høj kvalitet. Et af Parlamentets forslag går på at fastsætte en minimumsindkomst på mindst 60 % af den gennemsnitlige indkomst i en given medlemsstat. I Polen ligger minimumsindkomsten i dag på omkring 42 % af gennemsnitsindkomsten. Ved at øge mindstelønnen kan vi bidrage til at hjælpe voksne og ældre ud af fattigdom og give dem retten til et værdigt liv samt sikre alle børn mulighed for at fremme deres udvikling og få en uddannelse. Hvad angår uddannelse, er det særlig vigtigt at træffe effektive foranstaltninger, først og fremmest for at bekæmpe de faktorer, der medvirker til, at børn forlader uddannelsessystemet for tidligt, samt forbedre niveauet med hensyn til erhvervsuddannelse. Jeg mener, at vi må skabe grundlag for at gennemføre specifikke foranstaltninger og politiske strategier, som letter de unges adgang til uddannelse, for eksempel gennem stipendier eller studielån og -støtte.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) EU 2020-strategiens mål om at mindske antallet af europæere, der lever under fattigdomsgrænsen med 25 %, hvilket er mere end 20 mio. mennesker, skal bidrage til udformningen af nationale politikker, der beskytter borgerne mod risikoen for fattigdom.

Kvinderne udgør en stor del af den befolkningsgruppe, der trues af fattigdom på grund af arbejdsløshed (som steg fra 7,4 % i 2008 til 9 % i 2009), forpligtelser som eneforsørger, usikre og lavt betalte job, løndiskrimination og lave pensioner. I Rumænien lever 25 % af kvinderne i fattigdom (sammenlignet med et gennemsnit på 17 % i Europa), og det samme gør 33 % af børnene. Rumænien har EU's næsthøjeste procentdel af fattige, som ligger på 23 % af befolkningen. Minimumslønnen udgør knap 140 EUR, mens den gennemsnitlige bruttoløn ikke overstiger 460 EUR.

Jeg opfordrer medlemsstaterne til at træffe konkrete foranstaltninger, der rettes mod at skabe anstændige, bæredygtige job, og som fremmer en passende indkomst og socialsikringsordninger med henblik på at forebygge og mindske fattigdom, navnlig ekstrem fattigdom. Desuden opfordrer jeg dem til at udtænke strategier på mellemlang og lang sigt, hvor de tager hensyn til kønsaspektet og integrerer disse på alle relevante politikområder.

  Joanna Senyszyn (S&D), skriftlig. – (PL) I EU er år 2010 det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Hver sjette europæer, 17 % af befolkningen, lever under fattigdomsgrænsen. I Polen er der tale om ca. 6,5 mio. mennesker. Fattigdom kan ramme enhver, hvis man er så uheldig at miste sit job eller blive alvorligt syg. Blandt de fattige ser vi imidlertid flere og flere mennesker, som har et job. Fattigdom rammer oftest børn og ældre, unge faglærte arbejdstagere, nyuddannede, børnerige familier og mennesker, som tilbagebetaler lån.

Det er Parlamentets forpligtelse at udvise effektivitet med hensyn til at modstå og bekæmpe årsagerne til fattigdom. Vores målsætning er at mindske antallet af fattige med 20 millioner i år 2020. I de nationale strategier til bekæmpelse af fattigdom bør man primært fokusere på at sikre de fattige passende materiel støtte, lette deres adgang til arbejdsmarkedet og give dem muligheder for uddannelse samt sikre offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet til alle.

Lige så vigtigt er det at fremhæve de sociale og etiske spørgsmål. Fattigdom medfører også tab af værdighed og ydmygelse, og faktisk er et af de sværeste aspekter ved bekæmpelse af fattigdom netop det at ændre denne mentale indstilling. Her har vi behov for hurtig og effektiv psykologhjælp. De nationale strategier skal være i tråd med de initiativer, der støttes af Den Europæiske Socialfond og projekterne i EU's PROGRESS-program. Jeg håber, at år 2010 rummer mulighed for social dialog om at opnå ratificering af den europæiske socialpagt blandt alle EU's medlemsstater.

  Kathleen Van Brempt (S&D), skriftlig. – (NL) Her nogle få dage efter den internationale dag for udryddelse af fattigdom og godt to måneder før udgangen af det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse har Parlamentet mulighed for at give sin mening til kende klart og tydeligt. Vi skal nu vælge, om 2010 skal være kendetegnet ved fine ord og tomme løfter om bekæmpelse af fattigdom, eller om vi skal træffe specifikke foranstaltninger, der hjælper millioner af europæere. Parlamentet kan vælge den sidste løsning ved at kræve, at Kommissionen fremsætter et forslag til et rammedirektiv, som fastlægger princippet om en passende minimumsindkomst i Europa. Der er trods alt alt for store forskelle inden for EU i øjeblikket, og i nogle lande har man slet ikke nogen minimumsindkomst. Selv i de lande, som gør det forholdsvis godt, såsom Belgien, er den såkaldte integrationsindkomst imidlertid stadig ofte lavere end fattigdomsgrænsen. Jeg mener, at alle bør have lige rettigheder. Når folk skubbes ned under fattigdomsgrænsen, fratager man dem disse rettigheder, og det manifesterer sig på flere planer (bl.a. i forhold til sundhed, bolig og jobmuligheder). Hvis vi virkelig vil tage fat på arbejdet med at opnå EU's 2020-målsætninger, har vi simpelthen ikke råd til bare at svigte disse mennesker.

FORSÆDE: Jerzy BUZEK
Formand