Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 20. oktober 2010 - Strasbourg

10. Stabilitetsinstrumentet – Instrument til finansiering af udviklingssamarbejde – Finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan – Instrument til finansiering af samarbejdet med industrialiserede lande – Instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger:

– betænkning af Franziska Katharina Brantner for Udenrigsudvalget Betænkning om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1717/2006 om oprettelse af et stabilitetsinstrument (KOM(2009)0195 – C7-0042/2009 – 2009/0058(COD)) (A7-0066/2009),

– betænkning af Gay Mitchell for Udviklingsudvalget om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde og om ændring af forordning (EF) nr. 1889/2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (KOM(2009)0194 – C7-0043/2009 – 2009/0060A(COD)) (A7-0078/2009),

– betænkning af Kinga Gál og Barbara Lochbihler Udenrigsudvalget om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde og om ændring af forordning (EF) nr. 1889/2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (KOM(2009)0194 – C7-0158/2009 – 2009/0060B(COD)) (A7-0188/2010),

– betænkning af Helmut Scholz, for Udvalget om International Handel om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1934/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af samarbejdet med industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier (KOM(2009)0197 – C7-0101/2009 – 2009/0059(COD)) (A7-0052/2010) og

– betænkning af Charles Goerens for Udviklingsudvalget om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (KOM(2010)0102 – C7-0079/2010 – 2010/0059(COD)) (A7-0285/2010).

  Franziska Katharina Brantner, ordfører. – (DE) Hr. formand! Vi har en række finansieringsinstrumenter, som vi skal behandle i dag. Vi har allerede drøftet et aspekt her til formiddag, men jeg vil begynde med at tale om stabilitetsinstrumentet. Dette instrument blev indført i 2006 og er det mest velfinansierede instrument på områderne ikkespredning af masseødelæggelsesvåben, konfliktforebyggelse, civil katastrofehjælp, civile fredsskabende foranstaltninger og ligeledes til retsvæsen og politiarbejde inden for terrorbekæmpelse. Til trods for dette er finansieringen af en forholdsvis beskeden størrelse. Indtil videre udgør den kun 1,4 mia. EUR i de finansielle overslag. Det er ikke ret mange penge, men det er gode penge, fordi de kan anvendes ret fleksibelt. Man har flere gange overvejet at beskære beløbet, men hidtil er det altid lykkedes os at sikre, at budgettet ikke er blevet beskåret. Hvad drejer midtvejsrevisionen af dette instrument sig om? Hvad skal der forhandles om? Det er en række mindre punkter, men nogle af dem har et vigtigt indhold. Først og fremmest er de langsigtede foranstaltninger under artikel 4, stk. 3, beregnet på at gøre det muligt at indføre foranstaltninger for at fremme kvindernes stilling i politiske processer, navnlig med hensyn til medierne. Det, vi rent faktisk taler om her, er derfor overførslen af et allerede meget vellykket område til artikel 4, stk. 3. Hidtil har man ydet støtte til, at afghanske kvinder, der stiller op til parlamentsvalget, kan komme i medierne. Vi vil gerne have dette indarbejdet i de langsigtede foranstaltninger i stedet for kun de kortsigtede, således at disse kvinder fortsat kan støttes på denne måde på længere sigt.

For det andet ønsker vi at se fredsopbygningspartnerskabet nævnt udtrykkelig i direktivet, ikke kun for at belønne etableringen af en formel dialog med det civile samfund, men også for at bringe begrebet ind i den nye æra med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Det må ikke få lov til at forsvinde, og derfor anser vi det for vigtigt, at det nævnes specifikt her.

For det tredje stemmer vi for en forøgelse af andelen af finansiering af langsigtede foranstaltninger i henhold til artikel 4, stk. 3, fra 5 til 10 %. Men jeg vil gerne endnu en gang erindre den højtstående repræsentant om, at Udenrigsudvalget støttede denne forhøjelse i sidste øjeblik, fordi vi blev lovet, at man fremover vil gennemføre omfattende foranstaltninger inden for rammerne af instrumentet i kampen mod landminer, klyngebomber og efterladt ammunition. Med andre ord blev denne forhøjelse i de langsigtede foranstaltninger fra 5 % til 10 % af den samlede budgetkonto aftalt på visse betingelser, og vi forventer, at De, Baroness Ashton, og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil vil holde denne aftale, og at dette kommer til at fremgå af strategidokumentet for 2012/2013. Dette er med andre ord vigtigt for os. Det ville stride mod ånden i aftalen at gøre det på andre måder.

Hvis Parlamentet og Kommissionen sejrer, vil den største nyskabelse i tekstens indhold ved midtvejsrevisionen blive den udtrykkelige udvidelse af dækningsområdet til at omfatte håndskydevåben og lette våben. Her vil jeg gerne endnu en gang opfordre formandskabet til at godtage denne idé. Den Europæisk Unions Domstol har afsagt en positiv kendelse om dette. Jeg ved, at det stadig piner nogen at acceptere dette, men jeg håber, at vi med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil nu måske vil kunne løse denne strid mellem Rådet og Kommissionen og nå frem til en aftale om, hvordan vi skal komme videre i spørgsmålet om håndskydevåben og lette våben. Det er efter min mening et meget vigtigt punkt.

Mit sidste punkt drejer sig om spørgsmålet delegerede retsakter. Vi har allerede drøftet dette spørgsmål her til formiddag. Jeg mener, at vi har behov for en politisk løsning på dette og ikke en juridisk, som ville blive en blindgyde. Et sidste ganske kort punkt. Med hensyn til stabilitetsinstrumentet og programmering inden for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil er vi helt overbeviste om, at planlægningen og programmeringen fortsat skal ligge hos de personer, der hidtil har haft ansvaret for dette, og at disse mennesker ikke skal degraderes til "finansiel forvaltning", men i stedet skal blive ved med at stå for den indholdsmæssige planlægning.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne give udtryk form min utilfredshed med, at når vi her i dag behandler vigtige emner som finansiering, udviklingsbistand og demokratisk principper, er kun 14 medlemmer – jeg tror, jeg har talt rigtigt – mødt op, åbenbart på grund af en konkurrerende eller dårligt planlagt begivenhed, fordi alle andre har været disciplinerede nok til at deltage i den anden begivenhed. Det er urimeligt over for dem, der skal fremlægge deres indlæg og fungere som ordførere i dag, og ligeledes for kollegerne, og jeg vil så ikke en gang nævne Kommissionens medarbejdere og repræsentanter, der skal sidde her i en tom sal.

  Formanden. – Kære kolleger! Dette er ikke et indlæg til forretningsordenen. Det er et interessant punkt, og det kan være, at det kommer i lokal-tv et sted, men det er ikke et indlæg til forretningsordenen. Jeg vil bede Dem undlade at afbryde mødet med den slags indlæg.

  Iva Zanicchi, ordfører. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Ordføreren fra Udviklingsudvalget, hr. Mitchell, har bedt mig overtage hans fremlæggelse, fordi han ikke kan være til stede i dag. Jeg vil gerne takke ham for det arbejde, han har udført med sin sædvanlige grundighed og for kvaliteten af hans forslag, der blev vel modtaget – faktisk vedtaget enstemmigt – i Udviklingsudvalget. Af de grunde, jeg skal komme ind på, men frem for alt på grund af det arbejde, hr. Mitchell har udført indtil i dag, er jeg overbevist om, at betænkningen kan vedtages med stort flertal.

Og nu til betænkningen. I løbet af 2009 fremlagde Kommissionen forslag til ændringer af forordning 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde. Gennem dette forslag bad Kommissionen Parlamentet vedtage en ændring, således at ikkestatslige organisationer kunne opnå skattefritagelse for deres arbejde i udviklingslandene. Vi accepterede denne anmodning.

Men forordningen om udviklingssamarbejde indeholder også gennemførelsesbestemmelser for EU's udviklingspolitik. I henhold til disse regler skal Kommissionen følge komitologiprocedurerne, når den godkender finansiering. Dette betyder, at Parlamentet kan gennemgå disse finansieringsforslag, og hvis Kommissionen overskrider sine beføjelser, kan Parlamentet vedtage beslutningsforslag for at bede Kommissionen ændre de pågældende beslutninger.

Alene mellem 2006 og i dag har Parlamentet ment, at Kommissionen har overskredet sine udøvende beføjelser i mindst 12 tilfælde, men kun i tre af disse har Kommissionen rent faktisk ændret sit forslag til beslutning eller trukket det tilbage. Efter Lissabontraktatens ikrafttræden har Udviklingsudvalget foreslået, at man benytter proceduren for delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Indførelsen af denne procedure ville betyde, at Parlamentet ville få en større rolle, i det mindste ved de strategiske finansieringsbeslutninger, som Kommissionen skal vedtage. I henhold til Lissabontraktaten kan Parlamentet i visse veldefinerede tilfælde uddelegere beføjelserne til at træffe strategiske beslutninger til Kommissionen, men hvilke beslutninger kan der være tale om? Efter vores mening har den lovgivende myndighed ansvaret for at beslutte, hvilke lande EU skal yde udviklingsbistand.

Så er der spørgsmålet om, hvilke sektorer man skal prioritere at yde finansiering til. Uddannelse, sundhed, miljøbeskyttelse, kapacitet til forsvarlig regeringsførelse eller udvikling af små virksomheder? Og hvordan sikrer vi gennemsigtighed i forvaltningen af udviklingsbistanden?

Det er de valg og de områder, hvor Europa-Parlamentet skal spille en større rolle end tidligere. Inden for disse sektorer er det den lovgivende magt, der udsteder præcise anvisninger til den udøvende magt. I sidste ende tror jeg på, at dette også er i henhold til de europæiske borgeres ønsker. Jeg håber virkelig, at der vil være den størst mulige enighed om hr. Mitchells betænkning.

  Kinga Gál, ordfører. – (HU) Hr. formand, hr. kommissær, fru Ashton, mine damer og herrer! Det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder er det finansieringsinstrument, der støtter menneskerettigheder, retsstatsprincippet, beskyttelse af demokratiet og forebyggelse af konflikter rundt om i verden. Modtagerne under dette finansieringsinstrument er i første række civilsamfundets organisationer, de organisationer og enkeltpersoner i civilsamfundet, der kæmper for menneskerettigheder under de vanskeligste betingelser i tredjelande. Den store fordel ved dette finansieringsinstrument i modsætning til andre geografiske instrumenter er, at udbetalingerne kan ske uden samtykke fra regeringen i det land, der modtager bistanden. Derfor spiller det en stor rolle. Men for dette instrument har det ikke været muligt at finansiere udgifterne til momsbetaling på Fællesskabets midler. Derfor foreslog man i Kommissionens initiativ en ændring, der ville have hjulpet de organisationer fra civilsamfundet, der arbejder og fungerer i tredjelande med disse midler. Eftersom disse organisationer er af stor betydning for fremme af menneskerettigheder i disse lande og for den udviklingspolitiske pluralisme, er det meget vigtigt ikke at gøre arbejdet for disse organisationer, der allerede befinder sig i vanskelige situationer, endnu vanskeligere. Derfor hilser vi Kommissionens initiativ velkommen, og med støtte fra min ordførerkollega, fru Lochbihler, vil vi give det vores fulde støtte. Men det er kun den ene side af sagen.

På den anden side har vi sagens politiske betydning. Spørgsmålet om det finansielle instrument er blevet en del af den interinstitutionelle kamp, der nu har varet i et år. Det er netop, fordi instrumentet for finansiering af menneskerettigheder er af central betydning for civilsamfundets organisationer, at det er vigtigt for Europa-Parlamentet at deltage i udformningen af de strategiske og flerårige rammeprogrammer. Det, vi kæmper for, er, at Europa-Parlamentet skal have noget at skulle have sagt, hvis det finder det nødvendigt, i forbindelse med udarbejdelsen af strategiske planer for finansieringsinstrumentet gennem årlige gennemgange snarere end med syv års mellemrum i forbindelse med budgetcyklerne. Det er formålet med ændringsforslaget, som vi hermed ønsker at støtte. I Lissabontraktaten bekræftede man Europa-Parlamentets tilsynsret, hvilket rent faktisk er indførelsen af en delegeret retsakt, som mine kolleger allerede har nævnt, og som vi efter vores mening er nødt til at håndhæve og gennemføre i dette tilfælde. Den foreliggende sag er rent faktisk det første eksempel på Europa-Parlamentets styrkede rolle siden den 1. december 2009.

Efter vores hidtidige diskussioner og forhandlinger i parlamentet er vi, ordførerne for finansieringsinstrumenterne, nået frem til den fælles konklusion, at sagen bør sendes til andenbehandling, og vi sender et seriøst politisk budskab til institutionerne, for i dag, siden Lissabontraktaten trådte i kraft, skal vi handle i traktatens ånd. Vi mener, at det netop er i forbindelse med disse instrumenter, at det er vigtigst, at Parlamentet virkelig udøver sin demokratiske tilsynsret.

  Barbara Lochbihler, ordfører. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder er et meget nyt instrument. Men man kan allerede sige, at det opfylder en betydningsfuld og vigtig mission. Det fremgår af alle de tilbagemeldinger, vi får fra repræsentanter for civilsamfundet, både inden for og uden for EU. Det er også et meget positivt supplement til vores menneskerettighedspolitik i Europa-Parlamentet og i EU som helhed.

Arbejdet med menneskerettigheder foregår ofte under meget vanskelige betingelser. Derfor er det særligt vigtigt, at disse instrumenter giver EU mulighed for at yde økonomisk støtte til organisationer i civilsamfundet, uden at den pågældende regering skal give sit samtykke, og eventuelt uden at EU behøver at underrette den om den pågældende økonomiske bistand. Vi bør understrege ofte, at denne bistand skal bevares og – om nødvendigt – udbygges.

I lighed med min medordfører, fru Gál, kan jeg støtte Kommissionens forslag om, at der bør indføres afgiftsfritagelse i de lande, hvor udbetalinger fra dette finansieringsinstrument stadig beskattes. Det ville lette arbejdet for de pågældende ngo'er betydeligt.

Men jeg opfatter det som en konstant udfordring i arbejdet med dette finansieringsinstrument, og vi på den ene side også får klager eller negative tilbagemeldinger i denne forbindelse, der gør det helt klart, at dette kan føre til yderligere bureaukrati for de organisationer fra det civile samfund, der søger om støtte fra dette instrument. På den anden side findes der naturligvis et behov for gennemsigtighed med hensyn til, hvad pengene bruges på, samt hvorvidt og hvordan de bruges. Men vi skal tage de gentagne klager fra de små organisationer alvorligt, navnlig at de afskrækkes fra at udnytte denne støtte, og det er et spørgsmål, som vi er nødt til at løse nu.

I samme boldgade ser jeg det som en udfordring, at det er vanskeligt at nå en lang række lokale organisationer på landet, ikke i de store byer på den sydlige halvkugle, med andre ord at gøre dem opmærksom på, at der findes et finansieringsinstrument af denne art, og hvordan de administrere det. Forestil Dem følgende situation: I et landdistrikt, hvor der ikke altid er elektricitet, er dokumentation måske snarere undtagelsen end reglen – som gør det nødvendigt at fokusere særligt på at gennemføre disse initiativer. Jeg ser en mulighed i at udvide EU's ambassader på stedet i denne forbindelse – og det er naturligvis klart, at der også skal være ansvar og personale til rådighed i de enkelte lokale EU-ambassader, der kan kæmpe for menneskerettigheder og demokrati – hos disse embedsmænd – som jeg nu vil omtale som menneskerettighedsagenter – der engagerer sig kraftigt i netop denne rolle som mæglere og opgaven med at stille information og kommunikation til rådighed og ligeledes at nå igennem til de lokale initiativer, der måske ikke kan kommunikere på engelsk, fransk, spansk eller andre EU-sprog.

Det er stadig alt for tidligt at foretage en omfattende evaluering af instrumentet. Tidsforløbet har været alt for kort – resultaterne ville ikke se særlig godt ud. Men om nogle år skal vi beskæftige os intenst med en omfattende evaluering af denne art. Med evaluering mener jeg ikke kun at se tilbage på det, der er gået godt, men også overveje, hvilke nye idéer vi kan tage til os, og hvordan vi kan videreudvikle finansieringsinstrumentet.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle ordførerne – fru Brantner, fru Gál og fru Lochbihler samt hr. Mitchell, hr. Scholz og hr. Goerens.

Det foreliggende forslag er et resultat af midtvejsrevisionen, som Kommissionen gennemførte i 2009 på Parlamentets anmodning. Ved revisionen konkluderede man, at instrumenterne fungerer fint. Dette er meget positivt, og det sikrer os stabile rammer for vores forbindelser udadtil frem til 2013. I nogle tilfælde foreslår Kommissionen kun tekniske ændringsforslag for at bringe dem i overensstemmelse med de andre instrumenter. Vi er glade for Deres støtte i disse tekniske spørgsmål.

Det store spørgsmål, som blev identificeret ved revisionen, var Parlamentets indsigelser mod bistand under instrumentet for udviklingssamarbejde, som ikke kan anses for at være officiel udviklingsbistand. Her tog Kommissionen fuldt ud hensyn til Parlamentets synspunkter. Vi fremlagde et forslag, hvor vi udvidede instrumentet for industrialiserede lande til at dække aktiviteter, der ikke er berettigede til officiel udviklingsbistand. Det drejer sig om at indgå aftaler med vigtige bilaterale partnere og globale aktører, med hvem EU har interesse i at fremme diversificerede forbindelser, såsom Indien, Kina eller Brasilien. Disse lande er også interesserede i økonomiske, akademiske, forretningsmæssige og videnskabelige udvekslinger med EU.

Det ændrede instrument, som kaldes ICI +, er en kortsigtet løsning i tre år. Vi foregriber ikke den fremtidige revision af de finansielle instrumenter for foranstaltningerne udadtil for perioden efter 2013. Parlamentet har allerede vedtaget et budget for dette instrument i 2010. For at kunne gennemføre budgettet for 2010 skal instrumentet vedtages nu, så jeg glæder mig virkelig over det arbejde, som ordførerne har udført for at nå frem til en bred aftale.

Med hensyn til stabilitetsinstrumentet har Kommissionen foreslået at medtage EU-foranstaltninger mod spredningen af håndskydevåben og lette våben i henhold til Domstolens dom fra 2008. Vi diskuterer det spørgsmål, der blev taget op i Rådet, og skal nå frem til en forhandlingsløsning. Jeg kan også forsikre Dem for, at finansiering til civilsamfundet under komponenten for kriseberedskab inden for stabilitetsinstrumentet vil blive udvidet yderligere i år.

Desuden skal finansieringen til fredsopbygningspartnerskabet efter planen fordobles i perioden 2011-2013. Dette vil give gode muligheder for finansiering af foranstaltninger over for civilsamfundet. Endnu vigtigere er andelen på 22 % af budgettet til finansiering af civilsamfundet som reaktion på krisen siden 2007. Dette viser ngo'ernes kapacitet inden for fredsopbygning og reaktioner på krisen. Det er et fremragende eksempel på den merværdi, som stabilitetsinstrumentet har betydet for de omfattende EU-foranstaltninger i skrøbelige og konfliktramte lande verden over.

Siden forslaget om midtvejsrevisionen blev et andet ændringsforslag til instrumentet om udviklingssamarbejde fremlagt den 17. marts 2010. De såkaldte ledsageforanstaltninger for AVS-bananer har et klart formål, nemlig at støtte tilpasningen i 10 bananeksporterende AVS-lande til EU's ændrede importtold på bananer.

Bananer var genstand for verdens længste handelsstrid. EU måtte finde en løsning og indgå en aftale i overensstemmelse med WTO-reglerne. Ledsageforanstaltningerne for AVS-bananer er en integrerende del af aftalen, og toldsatserne er allerede blevet sænket.

Jeg vil gerne endnu en gang takke ordføreren for hans meget konstruktive indstilling. Jeg mener, at vi nu har et effektivt program, der kan gå i gang, så snart vi har vedtaget det. Taksterne er allerede på plads, og AVS-landene ser meget frem til den økonomiske støtte, som EU lovede under forhandlingerne.

Nu kommer vi frem til det mest diskuterede spørgsmål. Udvalget har alle vedtaget ændringsforslag om, at strategidokumenter og flerårige programmer skal behandles som delegerede retsakter under den nye traktatprocedure i artikel 290. Som De ved, deler hverken Kommissionen eller Rådet dette synspunkt. Vi mener ikke, at disse strategidokumenter og flerårige programmer falder inden for rammerne for artikel 290, eftersom de ikke supplerer eller ændrer visse ikkecentrale aspekter af retsakten.

Men vi er helt enige i, at det er nødvendigt at sikre Parlamentet et stærkt engagement i de overordnede strategiske beslutninger. Det er også i alles interesse at sikre, at programmeringen kan udføres på en praktisk og fleksibel måde. Hidtil har Parlamentet været involveret gennem den demokratiske procedure med kontrol, der blev indført i 2006 for strategidokumenter og flerårig programmering. Gennem disse procedurer indgår Kommissionen i en dialog med Parlamentet om strategiernes indhold. Denne høringsproces går langt videre end komitologiens grænser.

Jeg vil gerne slå det helt fast, at vi helt klart har behov for at finde en løsning nu. Kommissionen er indstillet på at føre diskussioner med Parlamentet for at finde en udvej, der tager højde for Parlamentets ønsker. De tre formænd i sidste uge sendte en indbydelse til et uformelt møde mellem den styregruppe, der har ansvaret for dette spørgsmål i Parlamentet, Kommissionen og Rådet.

Vi hilser denne indbydelse velkommen. Den højtstående repræsentant, en repræsentant fra Rådet og jeg selv mødtes med styregruppen her til morgen. Det var et meget frugtbart møde, og det bekræftede ganske tydeligt, at det er nødvendigt at finde en løsning hurtigst mulig for at gennemføre Lissabontraktaten fuldt ud ved også at tage højde for presserende praktiske problemer, ikke mindst hvad angår budgettet.

Jeg har tillid til, at vi kan finde en løsning, hvis vi samarbejder.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand, Baroness Ashton, kommissær Piebalgs, mine damer og herrer! På Rådets vegne vil jeg naturligvis også gerne takke ordførerne for deres arbejde og deres engagement. Jeg vil gerne tilføje noget til kommissær Piebalgs’ bemærkninger, som Rådet naturligvis støtter fuldt ud.

Kommissæren henledte helt korrekt opmærksomheden på det vigtigste spørgsmål, der stadig er uløst, nemlig Parlamentets ønske om, at strategidokumenterne og de flerårige programmer skal behandles som delegerede retsakter. Jeg skal ikke komme med nogen detaljeret præsentation af Rådets holdning her i eftermiddag, men jeg vil blot sige, at formandskabet naturligvis er meget end tilfreds med at nå frem til en aftale, der stiller de tre institutioner tilfreds, og som giver os mulighed for at vedtage finansieringsinstrumenterne så hurtigt som mulig. Jeg indrømmer, at jeg i denne forbindelse tænker mere specifikt på de tidligere omtalte ICI Plus og ledsageforanstaltningerne for AVS-bananer.

Jeg glæder mig over formiddagens møde med Baroness Ashton, kommissær Piebalgs og ordførerne. Vi mener, at dette møde er et klart vidnesbyrd om vores tre institutioners ægte vilje til at nå frem til en aftale, og formandskabet tror jo på, at den aktuelle diskussion om finansieringsinstrumenterne bør holdes adskilt fra de igangværende forhandlinger mellem Parlamentet og Rådet vedrørende udvalgsproceduren og de delegerede retsakter.

I øjeblikket er De klar over, at Rådet stadig er i gang med at undersøge disse to spørgsmål, og at enhver mulig løsning skal have Parlamentets opbakning. Derfor skal vi i lyset af det tvingende behov for at vedtage finansieringsinstrumenterne tage det usædvanlige skridt at etablere en løsning, der er skræddersyet til dem.

Det belgiske formandskab ønsker for sin del at sikre, at det arbejde, der skal udføres som følge af formiddagens møde, kan skride hurtigt fremad og skabe konkrete resultater, der vil give os mulighed for hurtigst mulig at nå frem til en aftale. Formiddagens møde giver os anledning til at tro, at Parlamentet fuldt ud deler denne holdning.

  Barbara Lochbihler, ordfører for udtalelsen fra Udenrigsudvalget. – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne tale om ICI+-instrumentet. Instrument for samarbejde med industrialiserede og andre højindkomstlande og territorier (ICI) blev lanceret i den foregående valgperiode. I en udtalelse bad Udenrigsudvalget om, at man oprettede et finansieringsinstrument for eksterne anliggender, der ikke var knyttet til udviklingsbistand, men var rettet mod landene i Latinamerika, Asien og Mellemøsten. Kommissionen oprettede derefter det lille instrument, som ICI-instrumentet er. Desværre betragtede Kommissionen dette som en midlertidig løsning. Det gav midler til landene inden for instrumentet for udviklingssamarbejde, men det førte ellers ikke til noget nyt og blev behandlet som et handelsinstrument. Udenrigsudvalget fremsatte derfor et ændringsforslag til titlen på instrumentet, hvori man præciserede den oprindelige hensigt om at identificere det som et udenrigspolitisk instrument. Den nye titel er "et instrument til finansiering af samarbejdet med lande i Mellemøsten, Asien, Nord- og Sydamerika og Sydafrika". Vi beder Dem støtte dette. Det ville være mere end beklageligt, hvis EU stod uden noget udenrigspolitisk finansieringsinstrument, der også bar denne betegnelse.

  Nirj Deva, ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget. – (EN) Hr. formand! Vi skal kigge på, hvordan finansieringsinstrumenter – DCI, stabilitetsinstrumenterne og menneskerettighedsinstrumenterne – er vigtige for den bløde magt, som EU udøver rundt om i verden. Denne bløde magt er i fremgang, hvilket fremgår af vores overvågning af valg, observationsmissioner, demokratikampagner osv.

Parlamentet gav afkald på 16 kontrolinstrumenter, da det oprettede DCI. Vi havde 16 centrale beslutningsbeføjelser, som vi overlod til Kommissionen for at styre DCI-instrumentet og lette et bedre samarbejde. Det fungerer fint. Nu har vi et stabilitetsinstrument til udviklingen efter krisen. Det skal forstærkes med en betydelig sum penge, for der findes mange civile kriser, kriser for borgerne og militære kriser rundt om i verden. I øjeblikket er der 36 civile konflikter.

På samme måde mener jeg, at menneskerettighedsinstrumentet skal være slagkraftigt. Det er ikke nok, at vi bare taler og taler. Vi skal have folk ud på stederne, instrumenter, så vi kan observere ved valg, forsvarlig forvaltning og alle de andre ting, som vi ønsker midler til. Jeg støtter dette med stor fornøjelse.

  Ivailo Kalfin, ordfører for udtalelsen fra Budgetudvalget. – (BG) Hr. formand! Jeg vil gerne først sige, at jeg er fuldstændig enig i konklusionerne i hr. Goerens' betænkning om, at det er nødvendigt, at instrumentet for udviklingssamarbejde (DCI) og dets fordele for EU's politikker skal fortsætte.

Jeg er også enig i, at EU skal finde en måde, hvorpå vi fortsat kan støtte de bananproducerende lande, også efter af Verdenshandelsorganisationen forbød indførelsen af bløde betingelser først på året. Kommissionen har i øvrigt underligt nok ikke mellem 1994 og i dag foretaget en vurdering af bistandens indvirkning på disse 12 lande, og det er noget, der må laves om for fremtiden.

Det punkt, som Budgetudvalget insisterer på, og som vi ikke er enige i, er, at der hentes ressourcer fra andre politikker for at kunne bevilge de 190 mio. EUR for de kommende tre år. Dette er et princip, som vi insisterer på at fastholde, nemlig at nye politikker skal finansieres med nye ressourcer. Dette betyder, at denne nye politik, selv om den kan finansieres inden for Kommissionens finansielle rammer, skal medtages på budgettet og ikke finansieres på bekostning af andre programmer.

  Tunne Kelam, for PPE-Gruppen. – (EN) Hr. formand, fru højtstående repræsentant, hr. kommissær! Først vil jeg gerne hilse kommissær Piebalgs' detaljerede og positive erklæring om situationen og hans konklusioner om, at de finansielle instrumenter fungerer fint, velkommen.

Jeg mener, at stabilitetsinstrument har været meget nyttigt til løsning af konflikter og kriser, og derfor bør vi i højere grad fokusere på forebyggelse og opfølgning. Dette betyder også massiv støtte til opbygning af civilsamfundet. Også her skal meddelelsen om en betydelig forøgelse af midlerne til fredsopbygning hilses velkommen.

Vi glæder os ligeledes over nyheden om og forstår behovet for, at loftet for foranstaltningerne under artikel 4, stk. 1, hæves fra 7 % til 10 %. Samtidig er det vigtigt at sikre, at de forskellige EU-instrumenter og -programmer bruges sammenhængende og ud fra en forståelse for komplementariteten.

Lissabontraktaten skal gøre EU mere sammenhængende og effektiv. Her i Parlamentet har vi forstået behovet for tekniske ændringer. Spørgsmålet drejer sig snarere om den politiske løsning, hvilket også er blevet påpeget. Det drejer sig om delegerede retsakter og Europa-Parlamentets kontrolrettigheder.

I dag bliver jeg opmuntret over åbenheden i udtalelserne fra både Rådet og Kommissionen. Det er et tegn på, at De er parat til at nå frem til enighed så hurtigt som mulig. Jeg håber virkelig, at vi kan nå frem til en sådan aftale, der sikrer den korrekte balance mellem de tre EU-institutioner.

  Gianluca Susta, for S&D-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Først og fremmest vil jeg gerne ønske hr. Scholz tillykke med at have udarbejdet denne betænkning, hvorved der oprettes et finansieringsinstrument for samarbejdet med industrialiserede lande. Det er det rigtige, at dette instrument forvaltes af Udvalget om International Handel, for det drejer sig frem for alt om samarbejde med industrialiserede lande og vækstøkonomier, så der er en vis forskel i forhold til andre instrumenter.

Først og fremmest mener jeg, at det er nødvendigt at understrege Parlamentets rolle. Vi har spildt for meget tid i tovtrækkeriet med Rådet og Kommissionen om et indlysende spørgsmål efter Lissabontraktaten. Vi skal forsvare Parlamentets centrale rolle, både med hensyn til delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. For det andet er det vigtigt at understrege den strategiske betydning af hele dette spil og for det tredje behovet for at intensivere samarbejdet med udviklingslande og nye vækstlande uden at tage penge fra de fattigste lande.

Vi skal gøre en indsats inden for EU's budget for at afsætte flere ressourcer til de fattigste lande, idet vi husker på, at problemerne med nye vækstlande især drejer sig om regler og ikke så meget om finansiering. Under alle omstændigheder skal der også ydes støtte til innovation, men det skal ske med supplerende ressourcer, der ikke tages fra de fattigste lande.

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, for ALDE-Gruppen. – (NL) Hr. Chastel, Baroness Ashton, mine damer og herrer! I dag diskuterer vi forskellige finansielle instrumenter, som giver EU mulighed for at agere i udenrigsanliggender. Alle disse instrumenter er af forholdsvis ny dato og er desuden ret originale. Vi har ikke haft noget lignende tidligere, og andre steder i verden eller i overnationale institutioner findes der rent faktisk meget få eksempler på den type instrumenter, som EU er i færd med at udvikle. På grund af disse instrumenters banebrydende karakter er vi blevet enige om, at vi ville evaluere dem efter bare nogle få år og om nødvendigt tilpasse dem. Det er det, vi beskæftiger os med her i eftermiddag.

Men der er indtruffet andre vigtige ændringer i mellemtiden. I dag har vi en højtstående repræsentant, der også er næstformand for Kommissionen. På dette møde er vi blevet bedt om at godkende de grundlæggende tekster for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, der så at sige er EU's diplomatiske arm. Det er også en meget vigtig nyskabelse.

Sidst, men ikke mindst er Parlamentets beføjelser blevet udvidet betydeligt. Vi har hidtil haft gode muligheder for at udnytte disse beføjelser, og sådan plejer det at være med unge institutioner. Man presser på, så meget man kan for at udnytte de nye beføjelser maksimalt. Derfor diskuterer vi i øjeblikket med de andre institutioner, præcis hvor grænserne skal gå.

Det glæder mig også, hvad både kommissær Piebalgs og rådsformanden har sagt om, at der er vilje til at nå frem til en aftale. Da jeg tidligere har været en del af den udøvende magt i mit eget land i et tidligere liv, forstår jeg alle sider af argumenterne, og jeg håber, at vi kan nå frem til en aftale. Jeg håber også, at Parlamentet ikke vil overspille sin rolle.

Her til sidst vedrørende stabilitetsinstrumentet – jeg har stadig et par andre ting – vil jeg gerne sige, at jeg virkelig glæder mig over det, kommissær Piebalgs sagde om, at hensigten er, at vi bl.a. skal koncentrere os om kampen mod smugling af håndskydevåben og lette våben. At det er hensigten at inddrage ngo'erne tættere i arbejdet med stabilitetsinstrumentet og gøre fuld brug af den endnu mere banebrydende gruppe af instrumenter til fredsopbygning. Hvis det bliver virkelighed, vil De kunne regne med fuld støtte fra vores gruppe.

  Franziska Keller, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne tale om instrumentet for udviklingssamarbejde, hvor jeg og mine kolleger i Udviklingsudvalget ser et tvingende behov for at styrke Parlamentets kontrolbeføjelser. Det skyldes, at Parlamentet har pligt til at kontrollere, hvor Kommissionen bruger pengene, og om de bruges efter hensigten, i dette tilfælde på officiel udviklingsbistand.

Vi har tidligere fundet dårlige eksempler på, at pengene ikke er blevet brugt i overensstemmelse med kriterierne for den officielle udviklingsbistand, eller hvor vi konstaterede, at målsætningen om fattigdomsbekæmpelse ikke var overholdt. Da vi kun havde ret til at blive hørt, blev vores forslag og idéer ikke taget op. Dette viser klart, at vi er nødt til at stå stærkere. Vi har brug for beføjelser til at være med i beslutningerne om, hvor pengene skal hen.

Ikke bare Kommissionen, men også vi her i Parlamentet har en forpligtelse med hensyn en sammenhængende udviklingspolitik. Vi skal også sørge for, at pengene går i den rigtige retning, og at andre politikområder også arbejder for fattigdomsbekæmpelse.

Parlamentet har også et ansvar over for borgerne i EU. Vi skal have bedre styr på, hvor pengene bruges, nemlig til fattigdomsbekæmpelse. De europæiske borgere er tilhængere af udviklingsbistand. De er endda tilhængere af at yde mere i udviklingsbistand – hvilket undersøgelser har vist – men vi skal også vise helt klart, hvordan vi bruger den, og at den bruges til gavn for de fattige.

Derfor opfordrer Udviklingsudvalget og jeg Dem til at acceptere delegerede retsakter for instrumentet for udviklingssamarbejde.

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! EU er verdens største multilaterale donor af udviklingsbistand og humanitær bistand. EU spiller også en vigtig politisk rolle med hensyn til at støtte fremme af menneskerettigheder og demokrati i tredjelande.

Min gruppe, ECR-Gruppen, tror fuldt og fast på, at korrekt strukturerede finansielle EU-instrumenter derfor er af stor betydning. De sikrer, at EU-skatteydernes penge bruges mere effektivt, og giver Parlamentet, navnlig efter Lissabon, mulighed for at undersøge udgifterne og den strategiske politik på en mere åben og gennemsigtig måde.

Denne demokratiske ansvarlighed er at vital betydning, navnlig på et tidspunkt, hvor medlemsstaterne selv foretager kraftige beskæringer i deres nationale udgifter. Investering og udvikling, demokrati og menneskerettigheder er potentielt en vigtig måde, hvorpå man navnlig gennem blød magt kan støtte EU's bredere udenrigspolitiske mål og dermed også reducere indvandringspresset på EU's ydre grænser. Stærke mekanismer til forebyggelse af korruption og misbrug af EU-midler er imidlertid af grundlæggende betydning, og vi skal være omhyggelige med ikke at tvinge vores vestlige liberale værdier, de såkaldte forplantningsrettigheder, ned over hovedet på andre, der ikke er i stand til eller ikke ønsker at overtage dem, forklædt som menneskerettigheder.

  Sabine Lösing, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Det er vigtigt at gøre det klart her og nu, at med hensyn til EU's udenrigspolitiske finansieringsinstrumenter blev Europa-Parlamentets kontrolrettigheder afskaffet med Lissabontraktaten. Da dette skete blev kompetencen for disse finansieringsinstrumenter fuldt ud overført til Kommissionen og til den højtstående repræsentant og med hende til Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Jeg finder det totalt uacceptabelt, at Parlamentet og Rådet ignoreres, selv om det, sagen drejer sig om, er EU's vidtrækkende udenrigspolitiske foranstaltninger og gennemførelsen af disse.

Vi støtter Parlamentets bestræbelser på tværs af grupperne for at genindføre den parlamentariske kontrol med finansieringsinstrumenterne. Derfor vil vi støtte ændringsforslaget til de delegerede retsakter i denne henseende, hvilket naturligvis også blev drøftet tidligere. Jeg vil gerne slutte med at give udtryk for min store bekymring, navnlig vedrørende stabilitetsinstrumentet det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder, fordi jeg mener, at disse instrumenter bruges på en udemokratisk og uigennemsigtig måde og i nogle tilfælde mod de pågældende landes vilje, hvilket giver dem karakter af en interventionistisk EU-udenrigspolitik.

  William (The Earl of) Dartmouth, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Der går en anekdote i basarerne i Karachi, og den lyder mere eller mindre sådan: En tyv holder den pakistanske præsident op og siger: Giv mig dine penge. Den pakistanske præsident siger: Jeg er præsident Zardari, din præsident. Så siger tyven: Så giv mig MINE penge!

Dette er relevant for dagens diskussion, fordi det understreger det vigtige. Kommissionen har ingen penge. Alle Kommissionens penge kommer fra medlemsstaternes skatteydere eller nærmere bestemt fra skatteyderne i de 14 medlemsstater, der er nettobidragydere. Selv om Kommissionen får sine egne indtægter på et tidspunkt som følge af afstemningerne tidligere på dagen, virker det deprimerende sandsynligt, at de penge, som Kommissionen bruger, stadig vil være skatteydernes penge.

Derfor vil jeg slutte med at bede Dem nøje overveje følgende spørgsmål: Tror De virkelig, at de hårdt pressede europæiske skatteydere og Det Forenede Kongeriges skatteydere, navnlig i den nuværende situation, virkelig ønsker, at der skal bruges 2 mia. EUR ekstra – for det ligger der i disse forslag – bare for at EU-kommissæren kan spankulere rundt i verden?

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! Som altid giver finansieringen af EU's organer visse problemer. Det er vanskelig at opnå økonomisk støtte på grund af dens kompleksitet, idet tilsynssystemerne fortsat er udformet alt andet end optimalt. Et eksempel på dette er førtiltrædelsesbistand, der jo ydes til potentielle kandidatlande, men som det kun giver mening at udbetale, hvis de pågældende lande får styr på deres korruptionsproblemer, eller hvis de nødvendige strukturer rent faktisk kommer på plads. Jeg håber, at EU i denne forbindelse har taget ved lære af sin forhastede udvidelse i 2007. Med hensyn til stabilitetsinstrumentet og udviklingssamarbejde er budgetmidlerne alt for ofte ikke eller kun til dels nået ud til de institutioner, som de var beregnet til. Dette skyldes til dels de svage institutioner i modtagerlandene, men det skyldes også fejlbehæftede incitamentsstrukturer og mangel på dokumenteret ansvarlighed. Der er noget at tænke over, eftersom de offentlige udgifter i 33 lande ifølge en IMF-undersøgelse er mere end 50 % afhængig af international udviklingsbistand. Når det gælder økonomisk bistand fra EU, uanset arten, skal kontrollen skærpes.

  Godelieve Quisthoudt-Rowohl (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne først og fremmest sige tak til ordføreren, hr. Scholz, for det positive og åbne samarbejde, vi har haft. Især under trilogen var der ikke altid enighed, men vi havde en konstruktiv atmosfære ved vores diskussioner.

En udvidelse af finansieringsinstrumentet for samarbejde med industrialiserede og andre højindkomstlande og territorier vil give EU mulighed for at etablere et samarbejde med de vigtige nye vækstøkonomier og udviklingsøkonomier på samme vilkår. Dette omfatter udvekslingsprogrammer inden for undervisningssektorer under Erasmus Mundus-ordningen og støtte til iværksætter- eller kultursamarbejde, og det er noget, jeg virkelig hilser velkommen. Der er et punkt, som jeg gerne vil henlede Deres opmærksomhed på, og det er, at i lyset af EU's aktuelle økonomiske situation – og det gælder også i de enkelte medlemsstater – finder Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) det ikke acceptabelt at kræve finansiering, der ikke er til rådighed i øjeblikket, til de netop beskrevne foranstaltninger. Der skal ske en økonomisk udligning med finansieringsinstrumentet til udviklingssamarbejde, hvis ressourcer kun var beregnet til alle de nye vækstøkonomier og udviklingsøkonomier. Derfor har jeg stillet et ændringsforslag for PPE-Gruppen, der gør det muligt at nå frem til en sådan økonomisk ligevægt.

En hurtig bemærkning om delegerede retsakter. Dette er et vigtigt spørgsmål – det er allerede blevet nævnt to gange her til formiddag. Der er for mig at se ingen tvivl om, at Parlamentet skal have kontrol- og vetoret over hele pakken med finansiering af udenrigssamarbejdet, som i øjeblikket diskuteres, ved hjælp af delegerede retsakter. Lissabontraktatens ånd skal være tydelig her. Der må ikke gås på kompromis i spørgsmålet om, hvorvidt delegerede retsakter skal medtages i finansieringsinstrumenterne eller ej.

  Ana Gomes (S&D). – (EN) Hr. formand! Det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder er vigtigt for en EU-udenrigspolitik, der lægger stor vægt på at fremme demokrati, retsstatsprincippet og menneskerettigheder verden over. Det er det eneste instrument, som vi nu kan mobilisere for at hjælpe dem, der kæmper for demokrati og menneskerettigheder i lande, hvor de grundlæggende friheder er begrænsede. Vi kan gøre det uden deres respektive regeringers accept. Det er klart, at et så værdifuldt instrument skal være under Europa-Parlamentets tilsyn, og derfor har vi krævet proceduren med delegerede retsakter anvendt.

Men vi skal være klar over, at dette instrument er ret begrænset med hensyn til finansieringen, og en betydelig del af det betaler rent faktisk for EU's valgobservationsmissioner, nemlig 22 % i perioden 2011-2013. Dette betyder, at budgettet for det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder skal sættes betydeligt i vejret.

Jeg vil gerne benytte denne mulighed for at pege på et nyt redskab, som Europa-Parlamentet bør bidrage til at skabe, og som dette instrument kan finansiere for at yde mere effektiv og mere fleksibel hjælp til de mennesker, der ofte risikerer deres liv i kampen for demokrati, retsstaten og menneskerettigheder i lande med diktaturer eller undertrykkende regimer og i lande, der søger at indføre demokrati, men hvor de møder voldelige antidemokratiske kræfter, og hvor de har behov for langt mere bistand med henblik på at opbygge kapacitet til at bekæmpe disse antidemokratiske kræfter.

Det, der er behov for, er en ikkepartipolitisk, ikkestatslig europæisk fond i lighed med National Endowment for Democracy, som den amerikanske Kongres har oprettet.

(Taleren accepterede et spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Heidi Hautala (Verts/ALE). – (EN) Hr. formand! Tak for ordet. Mit spørgsmål til fru Gomes vedrørende hendes fremragende forslag er at spørge hende, om hun mener, at vi rent faktisk kan lære noget af de amerikanske modeller for denne type mere fleksible og lad os sige mindre bureaukratiske finansiering af demokratisering og menneskerettigheder.

  Ana Gomes (S&D). – (EN) Hr. formand! Skønheden ligger netop i fleksibiliteten. Med et fundament på tværs af partierne vil vi kunne identificere særlige tilfælde, som vi ud fra et bredt grundlag kan se har brug for særlig bistand, omgå genstridige regeringer eller myndigheder eller styrker, for at opbygge kapacitet for dem, der kæmper for menneskerettigheder. Jeg mener, at eksemplet med NED i USA er meget opmuntrende, og vi bør ikke være bange for at følge de ting, der virker i andre dele af verden, i dette tilfælde vores amerikanske partnere.

Vi har allerede fundamentet med de forskellige parter, der arbejder rundt om i Europa, men de har ofte forskellige dagsordener, og der er bestemt mange tilfælde, hvor de burde samordnes og dermed blive mere effektive til at yde bistand til dem, der kæmper for demokrati og menneskerettigheder.

  Formanden. – Du snød mig der, Ana. Jeg troede, at du var ved at være færdig, og så fortsatte du pludselig med at tale, så jeg vidste ikke, om jeg skulle slå med hammeren eller ej. Inden for proceduren med blåt kort har spørgeren 30 sekunder og den, der svarer, har kun 30 sekunder.

  Louis Michel (ALDE). – (FR) Hr. formand! Jeg er meget beskæmmet, for jeg ville gerne have deltaget i denne diskussion. Jeg tvivler meget på, at den amerikanske model er mere effektiv end den europæiske. Den amerikanske model er centralt selektiv på menneskerettighedsområdet og tjener udelukkende sig selv, for i virkeligheden drejer den amerikanske model sig først og fremmest om aktiv bilateralisme.

Jeg vil gerne lykønske min kollega, Charles Goerens, med hans arbejde, for det er lykkedes ham at styrke udviklingsdimensionen i metoden, og jeg vil naturligvis gerne takke kommissær Piebalgs for at have været velvilligt indstillet over for denne anmodning.

Jeg for min del har tre korte bemærkninger. For det første vil det have dramatiske konsekvenser i nogle AVS-lande, der stadig eksporterer bananer, hvis vi afvikler Fællesskabets præferencessystem for hurtigt. Nogle af disse konsekvenser vil direkte påvirke AVS-landenes mulighed for at fremme en bæredygtig udvikling. Derfor vil jeg gerne gøre mig til fortaler for en fornuftig og lidt fleksibel fortolkning af kriterierne for tildeling at bistand. Bistanden bør i første række tildeles de AVS-lande, der ønsker at bevare deres banansektor på grund af dennes betydning for en bæredygtig udvikling i landet. I denne henseende ville det have været nyttigt – det bad man om, men det blev ikke imødekommet – at have fået en forudgående konsekvensvurdering af situationen i de bananeksporterende lande.

Jeg har to andre generelle bemærkninger, og jeg vil bestemt vende tilbage til dem i de følgende uger. Jeg mener, at den bedste måde at kanalisere denne støtte på uden tvivl er ved generel budgetstøtte, når det er muligt, og sektorbistand, når det er ønskeligt. Det ville måske også have været nyttigt med en diskussion af bistandens størrelse og om opfyldelse af de løfter, medlemsstaterne afgav i 2005. Dette er centralt for debatten. Det, jeg har hørt fra nogle af mine kolleger, er desuden dybt bekymringsvækkende. Det er tydeligt, at egoismen råder. Jeg må sige, at det er temmelig overraskende.

Endelig vil jeg også for at besvare en række spørgsmål genoplive tanken om at medtage Den Europæiske Udviklingsfond på budgettet, eftersom dette naturligvis vil give os mulighed for at overvåge Kommissionens politiske foranstaltninger direkte.

  Catherine Grèze (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Goerens for at have taget hensyn til de internationale standarder vedrørende arbejdstagernes sundhed og sikkerhed og de internationale miljøstandarder, navnlig dem, der vedrører eksponering for pesticider.

Denne betænknings forsvar for de små producenter er efter min mening vigtig, fordi de jo kun modtager 1,5 % af den pris, som den endelige forbruger betaler. Det er værd at huske, at hvert år tvinges millioner af små landmænd til at flytte til slumbyer.

Nu hvor kampen mod pesticider og storstilet eksponering for pesticider er blevet drøftet her i salen, er det efter min mening vigtigt at anvende de samme krav over for Fransk Vestindien, hvor man anvender chlordecon, og over for de ultraperifere regioner. Jeg opfordrer Kommissionen til at gøre netop dette.

Afslutningsvis glæder jeg mig over de fremskridt, der er sket, men jeg vil gerne gentage, at det grundlæggende problem med bananhandelen, helt åbenbart er landbrugsmodellen, som bør tænkes om, fordi den kun er gearet til eksport. Landbrugsmodellen skal ændres for at sikre en højere grad af selvforsyning.

  Marek Henryk Migalski (ECR). – (PL) Hr. formand! Jeg er helt enig med fru Gomes i, at spørgsmålet om menneskerettigheder er et af de vigtigste spørgsmål, som vi kan beskæftige os med, og derfor forstår jeg overhovedet ikke fru Lösings udtalelse om, at de penge, der bruges på menneskerettigheder undertiden, om ikke ofte, bruges forgæves. Menneskerettigheder er vores grundlag om ikke den vigtigste opgave for Fællesskabet.

Jeg vil også gerne henvise til et af instrumenterne til støtte for demokrati og menneskerettigheder over hele verden, og til erklæringen, om at disse instrumenter bør indføres og gøres operationelle, uanset om tredjeparter og andre offentlige myndigheder har givet deres godkendelse. Dette er efter min mening en central udtalelse, der illustrerer vores pligt. Vi skal undertiden hjælpe med til at opbygge demokrati og styrke menneskerettigheder på trods af regeringerne i nogle lande. Jeg mener, at det er umagen værd og navnlig de steder, hvor ytringsfriheden er undertrykt. Det er vores pligt.

  Joe Higgins (GUE/NGL). – (EN) Hr. formand! Der hersker en aura af uvirkelighed over store dele af denne forhandling. Alle disse betænkninger om fremme demokrati og menneskerettigheder verden over og finansieringsinstrumenter til udviklingssamarbejde skal ses i sammenhæng med den skrækkelige udtalelse, som FN's generalsekretær kom med i går i netop denne sal. Han sagde, at 65 mio. mennesker vil havne i ekstrem fattigdom i verden alene i år.

Det er de barske realiteter, der modsiger de fine erklæringer fra regeringerne og Kommissionen. Uden for denne sal finder man kæmpestore bannere med EU-logoer, hvor der står: Brems fattigdommen. Samtidig gennemtvinger Kommissionen – og ligeledes de store grupper her i Parlamentet – neoliberale økonomiske politikker, hvor man beskærer budgetter og offentlige tjenester, ødelægger almindelige menneskers levestandard, mens man samtidig overfører massive ressourcer i form af redningsplaner til banker og spekulanter.

Med hensyn til finansiering af udviklingssamarbejde lykønsker Kommissionen sig selv med de nye toldnedsættelser for bananer, som man har aftale med de latinamerikanske bananproducenter, men i virkeligheden er dette nye ordning til gavn for de mægtige multinationale selskaber. De store bananeksportører som Chiquita og Del Monte vil tjene tykt på det, men landene og småproducenterne i Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet vil blive ødelagt. Naturligvis skal støtten til de små bananproducenter, der trues af ruin på grund af den nye aftale, ikke komme fra de eksisterende socialfonde, men fra andre steder i EU-budgettet. Handelen skal være til gavn for småproducenterne og den arbejdende befolkning – flertallet – ikke de store multinationale selskaber.

  Nikolaos Salavrakos (EFD). – (EL) Hr. formand! Jeg er bange for, at EU-budgettet for 2011 er på vildspor, både med hensyn til bestemmelserne for revisionen på mellemlangt sigt og gennem indførelsen af direkte indtægter fra nye skatter, som i sidste ende vil blive betalt af slutbrugerne, med andre ord de europæiske borgere. Jeg mener ikke, at tiden er inde til at opkræve disse skatter, nu hvor Europa er på vej ud i recession, og arbejdstagerne mister deres job, deres købekraft og endnu vigtigere deres forsikringsrettigheder. I stedet for at give til de europæiske forbrugere tager vi fra dem. Det lader til, at vi endnu en gang i vores stræben efter budgetdisciplin har tilsidesat vores vækstplaner, og at vi ved at anvende økonomisk teori har glemt den politiske teori.

Vi skal overbevise de europæiske borgere om, at vi tager os bedst mulig af dem, ved at vise det gode eksempel. Ved denne skillevej må vi derfor ikke opføre os som Marie-Antoinette. Derfor har jeg to specifikke forslag. For det første skal vores løn som medlemmer af Europa-Parlamentet beskæres med 1 000 EUR i 2011, og vi skal hver især bruge disse penge til at ansætte en ung arbejdsløs fra vores eget land. For det andet bør vi begrænse vores rejseudgifter ved at flyve på økonomiklasse.

  Nick Griffin (NI). – (EN) Hr. formand! Som det så ofte sker med EU-forslag, indeholder disse finansielle instrumenter foranstaltninger, der i høj grad appellerer til følelserne. Alle anstændige mennesker som vi ønsker at stoppe narkotikasmugling, menneskesmugling og leverancer af håndskydevåben til konfliktområder, men det er meget nemt at være følelsesladede og generøse for andre menneskers penge.

Så mens almindelige mennesker i Grækenland, Frankrig, Irland og Storbritannien får deres samfund flået i stykker af nedskæringer og bliver tynget ned af skatter, ønsker man med Scholz-betænkningen at føje 176 mio. EUR til de 172 mio. EUR, der allerede er bevilget til at hjælpe kapitalisterne i den tredje verden med at opsuge endnu flere af vores arbejdspladser. Goerens-betænkningen fyrer 190 mio. EUR af, herunder 17,4 mio. EUR til en facilitet til hurtig reaktion på de hastigt stigende fødevarepriser i udviklingslandene. Det er måske undgået Deres opmærksomhed, men fødevarepriserne eksploderer også i vores valgkredse.

Men det værste af det hele er imidlertid Brantner-betænkningen. Her på side ni taler man om økonomiske bevillinger på 2 062 mia. EUR i 2013. Det er naturligvis en trykfejl. Jeg håber ved Gud, at det er en trykfejl, men det faktum, at en så latterlig fejl kan slippe forbi alle eksperterne og medlemmer af Parlamentet, der har læst denne betænkning, er meget sigende for EU's skødesløse omgang med pengene.

Pengene vokser ikke på træerne. De kommer ikke fra en gigantisk tandfe. Det er ikke Kommissionens penge, og det er ikke medlemmernes penge. Det er skatteydernes penge og en helt uforholdsmæssig del af dem er de britiske skatteydernes penge.

  Maurice Ponga (PPE). – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! I mange år har EU opretholdt et særligt og stærkt forhold til AVS-landene. Dette særlige forhold har navnlig ført til indførelsen af toldpræferencer. Det er tilfældet inden for banansektoren, hvor AVS-landene har nydt godt af en præferencehandelsordning for deres eksport til EU.

Denne præference er blevet anfægtet af WTO, navnlig af de latinamerikanske lande, der er storeksportører af bananer. Så for at overholde WTO-reglerne og for at bringe en lang strid til ophør, accepterede EU at sænke sine toldsatser inden for banansektoren i december 2009.

Som følge af det privilegerede partnerskab, som EU har bevaret med AVS-landene, ønskede man alligevel at hjælpe de bananproducerende AVS-lande med at klare den øgede konkurrence. Derfor har EU afsat 190 mio. EUR frem til 2013 til at hjælpe de bananproducerende AVS-lande med at tilpasse sig, at blive konkurrencedygtige og omstrukturere deres sektor, hvis det er nødvendigt.

I betænkningen, som vi skal stemme om i morgen, bekræfter Europa-Parlamentet på ny sit engagement over for og sin støtte til de bananproducerende AVS-lande, og det hilser jeg virkelig velkommen. Derfor har vi bl.a. foreslået, at EU kan indføre supplerende foranstaltninger efter 2013, hvis det er nødvendigt.

  Thijs Berman (S&D). – (EN) Hr. formand! Vi har brug for maksimal gennemsigtighed og ansvarlighed på budgettet, eftersom det i høj grad vil bidrage til legitimiteten for EU's politik udadtil.

Vi taler om betydelige summer, der bruges på grundlag af forordninger, som giver Kommissionen en betydelig manøvremargen. Det er helt i orden, men vi er nødt til at udøve vores fulde kontrol med strategidokumenterne, de flerårige vejledende programmer og lignende, fordi de er af almen karakter og supplerer de finansielle instrumenter ved at definere prioriterede områder og mål.

Kommissionen skal fremvise resultaterne i en årlig rapport til Parlamentet med særligt fokus på berettigelsen til officiel udviklingsbistand for alle projekter. Programmeringen og planlægningen skal udføres af de samme eksperter, som gør dette nu, men Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal have flere eksperter i udvikling og menneskerettigheder for at forstå og arbejde med disse instrumenter i Bruxelles og i EU-delegationer i tredjelande.

  Takis Hadjigeorgiou (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne ganske kort komme ind på spørgsmålet om demokrati og finansiering til støtte for demokratiet i udlandet. Vi mener, at demokrati er en gevinst for menneskeheden, der skal sikres. Men er demokratiet, som vi kender det, noget vi ønsker at – og skal – eksportere? Jeg er helt sikker på, at det første, vi bør gøre, er at forbedre demokratiet hjemme. Når vi har et land, hvor mindre end 50 % ønsker at stemme, hvordan kan vi så tale om demokrati? Når millioner af mennesker er arbejdsløse, kan vi så tale om demokrati? Når demokratiet i stedet for at blive udtrykt gennem folkevalgte repræsentanter, men i stedet især udtrykkes gennem og samtidig kontrolleres af medierne, hvad kan vi da sige? Er det den slags demokrati, vi kan være stolte af og ønske at eksportere?

Jeg mener, at det virkelig findes nationer, der har brug for hjælp, for at deres rettigheder skal opnå den rette støtte og accept fra deres regeringer. Det er imidlertid også sikkert, at dette skal gøres med forsigtighed efter en grundig undersøgelse af mulige negative snarere end positive resultater. Kan nogen sige, at finansieringen af demokrati i Afghanistan har bragt demokratiet nærmere? Jeg mener, at der er langt mere, vi kan gøre, for at vores demokrati kan blive et eksempel til efterfølgelse, i stedet for at betale folk for at kopiere os.

  Alf Svensson (PPE). – (SV) Hr. formand! Med Lissabontraktaten og den nye Tjeneste for EU's Optræden Udadtil har vi mulighed for at være mere til stede på verdensplan. Dermed følger der naturligvis også et større ansvar.

Vi har et særligt ansvar i alle typer af forbindelser med lande, der ikke er demokratier, både i forbindelse med bistand og handel. Europa og EU må og skal gå i spidsen. EU skal vise vejen. Blandt de finansieringsinstrumenter, som vi nu diskuterer, har vi byggesten, der kan give os de nødvendige forudsætninger for virkelig at gøre en forskel. Forudsætningerne er til stede, men det betyder ikke automatisk, at det vil lykkes for os. Vi ved, at for at hver eneste euro i bistand skal virke optimalt, skal vores udviklingsarbejde konstant være gennemsyret af initiativer til fremme af demokrati og opinionsdannelse. Det virker måske selvindlysende, men det er det ikke for alle.

I FN er det EU, der tager teten. Det er EU, der kæmper i forhandlingerne mod totalitære regimer, og det er os, der konsekvent og uden at tøve står på de svages side, og sådan skal det naturligvis være. Derfor er det skuffende at se, at udviklingen globalt ikke går i den retning, som vi kunne ønske, når det drejer sig om demokrati og menneskerettigheder, og jeg har en følelse af, at nogle medlemmer af Parlamentet ikke fuldt ud sætter pris på demokratiets betydning som den vigtigste og mest grundlæggende byggesten for udvikling.

I Udviklingsudvalget oplever vi regelmæssigt forsøg på at udarbejde tekster, hvor man meget subtilt mellem linjerne eller endda helt åbent giver visse indrømmelser til totalitære regimer. F.eks. hævdede man for nylig, at det største problem i diktaturer er, at der er risiko for en privatisering af sundhedsplejen. At der aldrig er forekommet udbredt sult i et demokrati gør man sjældent opmærksom på.

Denne indstilling er ganske enkelt uholdbar. Hvis vores finansieringsinstrumenter inden for bistandsbudgettet skal fungere optimalt, skal vi sætte fremme af demokrati i centrum for alle vores forbindelser udadtil, og dette skal ikke kun ske i formelle sammenhænge og med ord, uden at der også gennemføres praktiske foranstaltninger.

  Patrice Tirolien (S&D) . – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil fokusere på hr. Goerens' betænkning, der drejer sig om ledsageforanstaltninger vedrørende AVS-landenes bananeksport.

Jeg kommer selv fra en af de eneste europæiske regioner, der producerer bananer, så jeg kan kun udvise solidaritet med de pågældende AVS-producenter. Solidaritet, især fordi EU er knyttet til disse lande med en stærk historisk forbindelse, og vi skal gøre vores yderste for at sikre, at de også kan opnå de maksimale fordele ved globalisering, som de ofte er de primære ofre for.

Solidaritet, også fordi de handelsmæssige indrømmelser, som Kommissionen så generøst er kommet med over for WTO risikerer at give denne landbrugssektor i vores AVS-partnerlande dødsstødet. Solidaritet, men helt klart ikke naivitet, fordi forslaget til en forordning om ledsageforanstaltninger til bananeksporten, som Kommissionen har fremlagt, er for fokuseret på aspektet med økonomisk diversificering.

I lyset af at toldpræferencen faldt væk i og med WTO-aftalen, er hovedmålet med dette program helt klart at sikre bæredygtighed i AVS-landenes bananeksport og derved bidrage til at gøre dem konkurrencedygtige.

Endelig skal vi også være ærlige og sige, at de midler, der er afsat til ledsageforanstaltningerne til AVS-bananer, på ingen måde er tilstrækkelige og ikke dækker en tilstrækkeligt lang periode til, at der kan foregå en diversificering.

Endelig vil jeg gerne tilføje, at hvis vi er klar over situationens alvor, kan vi acceptere, at disse ledsageforanstaltninger finansieres gennem de omfattende omlægninger under udgiftsområde IV på budgettet. Rådet skal være ansvarligt og arbejde på at finde en holdbar løsning for den flerårige finansiering af dette program.

  Lena Kolarska-Bobińska (PPE). – (PL) Hr. formand! Det europæisk instrument for demokrati og menneskerettigheder er efter min mening et instrument, der anvendes på en alt for teknisk måde i øjeblikket. Det burde i højere grad være et politisk redskab for EU, fordi det rummer et kolossalt potentiale for at støtte og fremme demokratiet. Men dette ville kræve ændringer af den måde, hvorpå dette europæisk finansielle instrument anvendes. Hidtil er spørgsmålet om at støtte demokratiet blevet overskygget af spørgsmålet om menneskerettigheder. De er naturligvis også kolossalt vigtige, men jeg mener, at støtte til selve demokratiet, som er en anden sag, bør tildeles en langt højere status og langt større vægt.

Derfor skal vi også styrke ikkestatslige institutioner i lande med autoritære regeringer. Vi skal fokusere på græsrodsdemokrati i disse lande og opbygge det nedefra og op. Dette betyder fokusering på civilsamfundets organisationer, der tilbyder innovative metoder til at give befolkningen plads. Hvis dette skal lykkes, skal vi først indføre regelmæssig overvågning af virkningerne for de organisationer, der modtager EU-finansiering. Vi skal også, og det er organisationerne selv enige i, etablere et forum, der skal afholde regelmæssige møder for at lette kommunikationen mellem donorer og modtagere, og ikke kun donorer fra EU, men også fra andre steder. Vores ansøgningsformularer skal forenkles. I øjeblikket kan mange ganske enkelt ikke forstå dem. Endelig skal Kommissionen arbejde på en lempelse af finansforordningen.

  Kader Arif (S&D). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Titlen på denne forhandling vil formentlig skabe en vis optimisme, for i teorien drejer den sig om at definere procedurer, der kan hjælpe de bananproducerende AVS-lande. Virkeligheden er noget anderledes, og jeg må sige, at den måde, man har behandlet dem på gennem hele denne betænkning, ganske enkelt er uacceptabel. Vi skal først og fremmest huske på, at banansektoren er af vital betydning i mange lande i Afrika og Vestindien.

Men på trods af dette har de forsøgt at acceptere en aftale i WTO, der sænker den europæiske toldsats til 114 EUR pr. t for at bringe den langvarige strid med de latinamerikanske producentlande til ophør. Men Kommissionen har tilsyneladende glemt at underrette dem om de igangværende bilaterale forhandlinger med de samme lande om en langt lavere sats på 75 EUR pr. t. De kommercielle konsekvenser af disse aftaler vil med andre ord blive meget mærkbare i en situation, hvor størstedelen af det europæiske bananmarked allerede beherskes af multinationale selskaber med base i Latinamerika.

I denne situation enedes alle medlemmer på det seneste plenarmøde i Den Parlamentariske Forsamling AVS-EU på Tenerife om at vedtage en erklæring, hvor man opfordrer til støtte til den øjeblikkelige gennemførelse af foranstaltninger, der er skræddersyet til producenterne.

Tilbage i Bruxelles og Strasbourg kan jeg desværre – og det kommer ikke som nogen overraskelse – se, at man trækker i land og endda modsætter sig enhver henvisning til denne erklæring. Jeg er træt af dette dobbeltspil, men frem for alt er jeg bange for, at denne træthed kan genfindes hos vores historiske partnere, som ikke længere tror på vores vilje til at støtte deres udvikling.

  Richard Howitt (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig over midtvejsrevisionen af det europæiske initiativ om demokrati og menneskerettigheder, vil gerne rose ordførerens arbejde og hilse ændringerne om tilladelse til skattebetaling velkommen. To tredjedele af menneskerettighedsorganisationerne har været ude af stand til at opnå lokale fritagelser, så dette smuthul, der har begrænset projekternes faktiske virkninger, vil nu blive lukket.

Til Kommissionen vil jeg sige, at jeg glæder mig over det strukturerede samarbejde, der har givet Parlamentet mulighed for at blive hørt om Deres årlige programmer, og jeg støtter de yderligere ændringsforslag i dag om delegerede retsakter. Jeg minder Dem også om behovet for at indarbejde oplysningerne fra valgobservationsmissionerne i opfølgningen i landet.

Og til medlemsstaterne vil jeg sige, at De ikke må føle Dem fristet til at skære i det europæiske initiativ om demokrati og menneskerettigheder ved de næste finansielle overslag. Det har været forsøgt før og er slået fejl, og Parlamentet her vil sørge for, at det vil slå fejl igen.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Hr. formand! Jeg vil gerne fremhæve anvendelsen af det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder i den separatistiske regionen Transnistrien i Republikken Moldova. Transnistrien begår alvorlige krænkelser inden for demokrati og respekten for menneskerettigheder. I den forbindelse giver brugen af dette instrument en god mulighed for at fremme demokrati, retsstatsprincippet og respekten for menneskerettigheder i denne region.

Der er blevet iværksat projekter som en del af instrumentet, herunder projektet fra 2009 om kapacitetsopbygning og fremme af menneskerettigheder og demokratiske institutioner i Moldovas Transnistrien-region. Det betød, at regionens civilsamfund blev inddraget i den demokratiske proces. Men erfaringerne har vist, at dette instrument ikke er blevet udnyttet maksimalt, idet der hyppigt er sket forsinkelser ved gennemførelsen og har været problemer med gennemsigtigheden. Jeg vil gerne understrege behovet for at revidere dette instrument med henblik på at udforme effektive gennemførelsesstrategier i denne region.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Hr. formand! Med sit på budget på 1,1 mia. EUR for perioden 2007-2013 yder det europæiske instrument for fremme af demokrati og menneskerettigheder et betydeligt bidrag til at bevare og fremme menneskerettigheder og styrke demokratiet i hele verden.

Det glæder mig at se, at de yderligere ændringer og tilføjelser tager hensyn til og samtidig åbner mulighed for at gennemføre de ændringer der følger af Lissabontraktaten ved at styrke Parlamentets kontrolrettigheder på dette område. Jeg ser også den udtrykkelige omtale af muligheden for at protestere mod den delegerede retsakt inden for en periode på to måneder fra datoen for meddelelsen som et vigtigt aktiv for Parlamentet. Jeg tror, at styrkelsen af Parlamentets autoritet vil bidrage til at gøre dette instrument mere fleksibelt, sikre overholdelsen af de nye krav i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og give os bedre mulighed for at løse udfordringerne med beskyttelse af menneskerettigheder og demokrati verden over.

  Corina Creţu (S&D). – (RO) Hr. formand! Fællesnævneren for de tre betænkninger, som vi diskuterer i øjeblikket, er faktisk, at man heri undersøger instrumenter, der skal anvendes til finansiering af udviklingssamarbejdet og foranstaltningerne til fremme af demokrati og menneskerettigheder verden over.

Jeg mener, at det er naturligt for os at gennemføre sådanne evalueringer af instrumenter til finansiering af udviklingssamarbejde, og jeg mener ligeledes, at det er naturligt for os at udøve vores kontrolret som led i komitologiproceduren og fremhæve en række problemer med den måde, hvorpå Kommissionen har gennemført instrumentet og fortolket nogle af dets grundlæggende bestemmelser.

Jeg vil gerne udtrykke min støtte til forslaget fra Udviklingsudvalget, som vil supplere de ledsageforanstaltninger, som Kommissionen har foreslået, navnlig inden for banansektoren. På den anden side vil jeg gerne erindre alle om, at formålet med EU's udviklingspolitik er at nedbringe og på langt sigt fjerne fattigdommen. Jeg mener også, at vi ud over menneskerettigheder og fremme af demokrati ikke må glemme det grundlæggende mål om at fjerne fattigdommen.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! Kommissionens forslag om ændring og supplering af instrumentet om samarbejde med industrialiserede lande drejer sig om udvidelsen af det geografiske dækningsområde fra de oprindelige 17 lande med yderligere 46 lande, for hvilke finansieringsinstrumenter for udviklingssamarbejde hidtil har været anvendt.

Det glæder mig, at EU har besluttet at udvide samarbejdet i overensstemmelse med programmet for instrumentet om samarbejde med industrialiserede lande ved at tilføje flere lande. Men jeg forstår ikke begrundelsen for at medtage nogle af landene på denne liste. Jeg beundrer indbyggerne i Folkerepublikken Korea for at have udholdt og modstået de lange årtier med overgreb fra militærregimet, men jeg forstår ikke de tjenestemænd i Kommissionen, der i det foreliggende forslag indirekte anbefaler, at vi hjælper Kim Jong-Il med at forbedre det teknologiske grundlag for hans militærindustri, så han kan true sine nabolande mere effektivt. Jeg mener virkelig ikke, at moderniseringen af Folkerepublikken Koreas hær bør være en prioritering, som EU's borgere skal yde økonomisk støtte til, og at Folkerepublikken Korea endnu ikke tilhører den liste over lande, der foreslås af Kommissionen i bilaget.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! Inden jeg går i gang vil jeg gerne takke Dem for den konstruktive måde, De leder vores møde på, og for deres retfærdighedssans, når De beslutter, hvem der skal tale, og hvem der ikke skal.

OECD-landene pumper over 100 mia. USD om året ud i udviklingsbistand. Det betyder, at de står for 90 % af den offentligt finansierede udviklingsbistand i verden. EU er verdens største donor af udviklingsbistand. Men hvert år går bistand til en værdi af 3 mia. EUR tabt på grund af kvalitetsproblemer. Hvad kan man gøre ved det? Fremover forventer vi en overvågning, der sikrer, at midlerne anvendes på en sporbar og bæredygtig måde.

Vi forventer også, at modtagerlandene mindes om deres forpligtelser, f.eks. med hensyn til samarbejdet om tilbagesendelse af ulovlige indvandrere. Det er absolut muligt at bruge udviklingsbistanden som et middel til at lægge pres på for at få indgået tilbagesendelsesaftaler. Ikkesamarbejdsvillige lande, der er oprindelseslande for millioner af ulovlige indvandrere, må ikke blive ved med at kunne se frem til millioner i udviklingsbistand. Jeg forventer klar tale ved det kommende topmøde mellem EU og Afrika i november.

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

  Mariya Nedelcheva (PPE). – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Finansieringsinstrumenterne for udviklingssamarbejde og til fremme af demokrati og menneskerettigheder skal være fleksible for at forhindre fastlåste situationer af den slags, vi allerede har oplevet mange gange.

EU frigør rent faktisk betydelige midler. Disse midler må ikke gøres utilgængelige, fordi procedurerne er for komplicerede. Ud over fleksibiliteten ved disse instrumenter vil jeg imidlertid også gerne understrege betydningen af at sikre, at også små organisationer og strukturer kan nyde godt af denne bistand, for i dag står vi desværre alt for ofte i situationer, hvor det kun er store ngo'er, der kan få del i midlerne og kun i en kortere periode.

Jeg tror, at man ved at prioritere små ngo'er over længere perioder kan opnå langt bedre resultater. I dag udfører mange af disse små græsrodsorganisationer et fremragende stykke langsigtet arbejde på lokalt plan. De er de virkelige forandringsvektorer, og derfor skal de også kunne nyde godt af denne bistand.

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Hr. formand! At give penge af egen lomme er en generøs handling. At give penge fra andres lommer, skatteydernes lommer, er både mindre generøst og mindre ærligt. De yderligere 176 mio. EUR vil ikke kun blive givet til de fattigste lande, men også til de nye vækstøkonomier, hvis eksport allerede i stadig stigende grad ødelægger vores produktionsgrundlag og skatteydernes arbejdspladser.

EU's ønske om at fremme demokrati og menneskerettigheder i den tredje verden ville være meget prisværdigt, hvis ikke landene i EU kunne fængsle mennesker, der ikke har begået hverken vold eller tyveri, men simpelthen har udtrykt kætterske eller afvigende holdninger til politiske eller akademiske spørgsmål, og rent faktisk også gør det.

EU-landene kan forbyde politiske partier ganske åbent og gør det også i Belgien og Tyskland eller ad bagdøren gennem civile søgsmål som i Det Forenede Kongerige. Hvis vi ønsker at udbrede demokrati og menneskerettigheder på verdensplan, ville det være mere effektivt og billigere at gøre det ved at foregå med et godt eksempel.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Dette har været en fascinerende forhandling. Den passer på en måde ganske fint med generalsekretær Ban Ki-moons tale her i går, hvor han klart sagde, at EU og FN deler et ansvar i verden i kampen mod fattigdom, kampen mod klimaændringer og kampen mod atomvåbenspredning. Det er en fælles udfordring, vi står over for.

I det hele taget er vores borgere i dag ikke alt for bekymrede over spørgsmål, for de mener, at vi tager os af dette spørgsmål og fremmer ligeledes vores værdier. Transnistrien blev nævnt. Det ligger ikke tusindvis af kilometer fra os, men meget tæt på. Med hensyn til fred og sikkerhed er det korrekt, at vi ikke har så mange konflikter, men det skyldes, at vi har en utrolig aktiv politik udadtil for at forhindre enhver konflikt, så snart den opstår.

Jeg mener, at vi har erfaringer, vi kan være stolte af. Finansielle instrumenter hjælper os helt klart med at løse disse udfordringer. Jeg mener at dagens forhandling grundlæggende var meget positiv med hensyn til vores erfaringer med de finansielle instrumenter. Samtidig vil jeg gerne understrege, at vi har det fulde ansvar, og at det er skatteydernes penge. Når vi starter et projekt, udføres der forudgående kontroller, og der udføres efterfølgende kontroller bagefter. Vi har EU's Revisionsret, der ikke kun kigger på, om pengene bliver brugt korrekt, men også det politiske grundlag for dette. Budgetkontroludvalget er ret barsk over for Kommissionens udgifter, så jeg kan forsikre Dem om, at skatteydernes penge virkelig værdsættes og bruges korrekt.

Vi diskuterer altid, hvordan vi kan blive mere effektive, men jeg kan forsikre Dem om, at vi forfølger politiske mål, der er aftalt med Parlamentet. Dagens forhandling har allerede sat gang i den næste forhandling, fordi ambitionerne for revisionen af de finansielle instrumenter har været ret beskedne indtil nu. Vi ønskede bare at vedtage dem frem til 2013 med nogle særlige træk.

Nogle af Dem var inde på udfordringen for lande, der får særlige problemer på grund af vores aftale om bananhandelen. Det er nødvendigt at vedtage ledsageforanstaltninger for AVS-bananer hurtigst mulig. Det er ikke kun vores troværdighed, der er på spil, for landene står virkelig over for en udfordring. Det er begrundelsen bag dette. Jeg mener, at Parlamentet i høj grad bakkede op om det. Vi er begyndt at diskutere, hvad der sker efter 2013, og jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på, at dette er begyndelsen på denne diskussion. Vi foregriber ikke, hvad der sker efter 2013. Budgetrevisionen blev vedtaget af Kommissionen i går, og den vil blive behandlet her i Parlamentet.

Jeg ønsker at diskutere grønbogen om modernisering og udviklingspolitik inden for Kommissionen. Jeg tror også, at mine kolleger har spørgsmål. Vi skal blive enige om politiske prioriteringer og ligeledes om finansielle instrumenter på forhånd, så vi ikke bliver nødt til at foretage justeringer senere, hvis vi finder ud af, at der ikke er penge nok i ét instrument, og vi forsøger at dække nogle af prioriteringerne gennem omfordeling af midler.

Jeg ved, at dette ikke er den bedste løsning, men det betyder, at vi forud for en justering af de finansielle rammer skal blive enige om, hvad vi gerne vil opnå, hvilke instrumenter der skal anvendes, og hvilket område det skal dække.

Jeg vil gerne understrege, at som kommissær har jeg to budgetmyndigheder. Den ene er helt klart Parlamentet, men den anden er Rådet. Jeg mener, at dette betyder, at vi ved alle undersøgelser, som vi ønsker at foretage, og som vi skal være enige om, er nødt til at følge Lissabontraktatens bestemmelser med den politiske vilje til at finde det rette kompromis, så vi kan fremhæve den demokratiske kontrol og vise, at den er effektiv og hurtig.

Dette er præcis, hvad vi har diskuteret i dag på det møde, jeg nævnte i mit første indlæg. Jeg har al mulig grund til at tro, at vi kan nå frem til det nødvendige kompromis. Det bliver ikke nemt, og det vil kræve en hel del politisk vilje. Fra Kommissionens side vil vi helt klart have den politiske vilje, for jeg ved, hvad der står på spil, navnlig for nogle af foranstaltningerne, hvor vi har brug for at få denne proces afsluttet hurtigt.

Mange tak skal De have. Jeg vil gerne rose ordførernes arbejde. Vi har sat stor pris på det fra vores side.

  Franziska Katharina Brantner, ordfører. – (EN) Hr. formand! Hvad sker der efter 2013?

Med hensyn til stabilitetsinstrumentet har vi set, at det er fantastisk, fordi det er mere fleksibelt end andre instrumenter, men det fører undertiden også til misbrug til fødevarekriser samt til humanitære katastrofer og naturkatastrofer. Dette skal stoppes, og vi bør præcisere, at i perioden efter 2013 er det virkelig er til konfliktsituationer, og så måske tilføje mere fleksibilitet til andre instrumenter for at tage højde for flere nødsituationer.

Så er der endnu en ting, som jeg gerne vil fremhæve. I den seneste britiske gennemgang af forsvarsanliggender sætter man konfliktforebyggelse i centrum for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Det anser jeg for ret interessant og korrekt. Jeg mener, at den rigtige vej frem er at sige, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal blive omdrejningspunktet for konfliktforebyggelse af hensyn til den indre sammenhæng. Det skal blandt andre værktøjer omfatte stabilitetsinstrumentet. Jeg kan også foreslå andre som en mæglingsfunktion, der oprettes inden for de hensigtsmæssige strukturer. Jeg mener, at vi skal bygge videre på dette, når vi kigger på perioden efter 2013 og spørger, hvad vi har brug for af penge og ressourcer for virkelig at blive til en drivkraft inden for konfliktforebyggelse.

  Iva Zanicchi, ordfører. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil først og fremmest ønske kommissær Piebalgs hjertelig tillykke og anmode ham om at deltage aktivt i de foranstaltninger, vi skal stemme om i morgen. Jeg tror, at han vi gøre det, for det er et spørgsmål af stor betydning for Europa-Parlamentet, som vil få flere beføjelser efter Lissabontraktaten. Tak, kommissær Piebalgs.

Jeg vil også gerne takke alle de talere, der har udtrykt deres støtte under dagens forhandling. Jeg håber virkelig, at vi vil opnå et meget stort flertal ved morgendagens afstemning, måske endda enstemmighed, så vi kan sikre en stor sejr for betænkningen af hr. Mitchell, netop fordi det er vigtigt, at Europa-Parlamentet har større beføjelser efter Lissabontraktaten.

  Kinga Gál, ordfører. – (HU) Hr. formand! Jeg vil gerne takke mine kolleger for deres deltagelse i denne forhandling. Deres bemærkninger har rent faktisk henledt opmærksomheden på de samme spørgsmål, som vi, ordførerne, har bakset med i den forgangne tid. Jeg vil gerne takke kommissæren for hans konstruktive fremgangsmåde ved denne forhandling. Det, vi har set i dag, er, at – som næsten alle talere har givet udtryk for – det europæiske finansieringsinstrument for demokrati og menneskerettigheder er et meget vigtigt og måske det eneste instrument i EU til demokratisering af tredjelande og forsvaret for menneskerettigheder, der er udformet på en sådan måde, at civilsamfundets organisationer kan modtage midlerne direkte. Bistanden kan udbetales direkte til organisationer, der arbejder inden for området, uden godkendelse fra tredjelandet. Derfor er det vigtigt, og vi mener, at det er nødvendigt at fremme alle tekniske faciliteter, der kan give disse organisationer adgang til den bistand, der ofte er bestemmende for deres overlevelse.

Samtidig og af samme grund og eftersom programmet vedrører et så prioriteret område, og vi taler om et instrument, der er direkte beregnet til disse ngo'er civilsamfundets organisationer, er det vigtigt, at Parlamentet bliver inddraget i udarbejdelsen af strategien og det langsigtede program, og det er vigtigt, at Parlamentet kan se, hvordan disse midler bruges, og ikke kun ved udgangen af de syvårige finansielle rammer. Derfor anser vi det for vigtigt at understrege Parlamentets demokratiske ret til kontrol og ret til at blive inddraget. Jeg tror, at vi vil finde en fælles løsning, navnlig efter mødet i formiddags med både fru Ashton og kommissær Piebalgs, og jeg tror virkelig også, at hvis den politiske vilje er til stede, kan vi klare de juridiske forhindringer. Dette skal være vores indfaldsvinkel, når vi kigger frem imod de kommende uger.

  Barbara Lochbihler, ordfører. – (DE) Hr. formand! Samarbejdet mellem Kommissionen og Parlamentet om instrumentet for demokrati og menneskerettigheder var udmærket, og forholdet var rent faktisk meget samarbejdsbetonet. Nogle gange blev Parlamentets medlemmer indbudt til at deltage i en diskussion mellem Kommissionen og civilsamfundet om specifikke programmer. Forhandlingen har også vist, at der stort set ikke er problemer med at administrere instrumentet. Det betyder dog ikke, at vi kan udelukke, at der vil opstå problemer med anvendelsen fremover. Derfor er Parlamentets kontrolret meget vigtig. Men det ene punkt, som vi hidtil ikke er nået til enighed om, er indførelsen af en bindende kontrolret for Parlamentet, hvilket Lissabontraktaten giver mulighed for. Derfor slutter jeg mig til de mange andre, der har udtrykt håb om, at vi kan nå frem til et kompromis – med andre ord en politisk løsning – hurtigt, en løsning, der fuldt ud tager hensyn til Parlamentets rettigheder.

  Helmut Scholz, ordfører. – (DE) Hr. formand, kommissær Piebalgs, mine damer og herrer! Forhandlingen er ved at være afsluttet, og jeg vil gerne endnu en gang sige mange tak til skyggeordførerne og til fru Lochbihler for det konstruktive og resultatorienterede samarbejde, der strækker sig mere end et år tilbage.

Dagens forhandling har vist, at finansielle spørgsmål, anvendelsen af budgetressourcer, planlægning og spørgsmålet om den politiske kontrol med instrumenterne er særdeles politiske spørgsmål. For at afslutte forhandlingen vil jeg derfor gerne sammenfatte, hvilken form instrumenterne skal have. Hvordan vi udformer dem, har stor betydning for, hvordan de europæiske borgere opfatter EU og dermed også med, hvordan anvendelsen af ressourcer til det ene eller andet instrument vinder borgernes accept. Derfor kan jeg kun gentage det, jeg sagde til Baroness Ashton og til Dem, hr. kommissær, i formiddag under briefingen i styringsudvalget for arbejdsgruppen om delegerede retsakter, og det var, at jeg mener, at der findes et tvingende behov for, at vi hurtigt når frem til en løsning vedrørende delegerede retsakter, idet vi samtidig fastholder lovgiverens og Kommissionens juridiske og politiske ansvar. Instrumentet for samarbejde med industrialiserede og andre højindkomstlande og territorier ændres grundlæggende i denne valgperiode. Vi har planer om at frigive op til 348 mio. EUR til samarbejde inden for områderne videnskab, akademisk udveksling, Erasmus Mundus-programmet, kultur, miljøbeskyttelse og vedvarende energikilder samt stimulering af bilaterale handelsforbindelser. Målet er, at de små og mellemstore virksomheder skal vies særlig opmærksomhed.

Jeg vil gerne sige følgende til de tomme stole foran mig, også fordi hr. Griffin ikke længere er til stede. Jeg mener, at dette bliver et meget vigtigt bidrag til EU's åbenhed over for resten af verden og for accepten af EU, både hos vores egne borgere og i andre lande, som vi har udvekslinger med.

Sammenfattende har vi sat dette finansieringsinstrument i søen gennem vellykkede kompromisforhandlinger mellem Rådet og Parlamentet og forsøgt at tilpasse det til fremtidens udfordringer og nå til enighed om indholdet. Jeg håber, at Parlamentet med afstemningen i morgen vil tage et afgørende skridt fremad.

  Charles Goerens, ordfører. – (FR) Hr. formand! Jeg vil ikke lægge skjul på, at bestemmelserne i ledsageforanstaltningerne for AVS-bananer er hasardspil med fremtiden af forskellige årsager.

For det første vil den generelle tendens med at indskrænke handelspræferencerne, som AVS-landene har nydt godt af indtil nu, ikke ændre sig i den nærmeste fremtid. De igangværende forhandlinger sigter alle mod toldsatser tæt på 75 EUR pr. t bananer, mens vi her arbejder ud fra 114 EUR pr. t.

For det andet havde Kommissionen intet andet valg end at forhandle en aftale om toldnedsættelse på plads med de lande, der konkurrerer med de bananeksporterende AVS-lande. Alternativet ville have betydet, at tvistbilæggelsesorganet skulle have løst problemet. Personligt mener jeg, at en forhandlingsløsning er det mindste onde for AVS-landene, og det er i den ånd, at vi skal fremme ledsageforanstaltningerne på bananområdet, eftersom de ikke ville have været det selvklare udfald af en kendelse fra tvistbilæggelsesorganet.

For det tredje går verden jo ikke under i 2013, som er det år, hvor ledsageforanstaltningerne inden for banansektoren vil ophøre, så vi mener fortsat, at det er vigtigt at begynde at forberede sig på perioden efter 2013 allerede nu.

Toldsatsen på 114 EUR, der betales ved EU's grænser, på hvert ton bananer, vil allerede snart blive overhalet i praksis. Jeg sagde indledningsvis, at vi allerede taler om 75 EUR pr. t.

Derfor er det efter min mening klogt – og dette er mit fjerde punkt – at bevare Europa-Parlamentets kontrolbeføjelser. Vi skal sikre os, at retten til at kontrollere strategidokumenter i henhold til artikel 290 ikke bliver illusorisk. Jeg mener, at vi med sikkerhed kan sige, at i denne sag har vores samarbejde med Kommissionen været fantastisk frugtbart. Parlamentet er ikke ude på ballade, tværtimod. Vi ønsker at berige debatten og hjælpe Kommissionen med at komme videre i sagen.

Endelig har jeg en personlig betragtning, hr. formand, men jeg fremsætter den alligevel som ordfører. Vi er endnu en gang vidne til en strid mellem nye vækstlande på den ene side og de mindst udviklede lande på den anden. Hvis ikke EU handlede som de svagestes allierede for at afbøde de sandsynlige virkninger af en handelsaftale i al dens grusomhed, ville de mindst udviklede lande føle sig endnu mere isolerede.

Jeg opfordrer Kommissionen til allerede nu at begynde at overveje perioden efter 2013, for jeg tror, at de foranstaltninger, der besluttes nu, og som forhåbentlig vil træde i kraft inden længe, vil være tilstrækkelige til at gøre bananproduktionen bæredygtig i de pågældende lande. Jeg håber, at disse foranstaltninger kan bidrage til at sikre banansektorens langsigtede overlevelse, og at de, der ikke kan blive ved med at producere, kan finde alternativer.

Jeg mener som sagt, at efter 2013 vil vandet fortsat flyde under broerne over Rhinen, og problemerne med banansektoren vil fortsat eksistere. Vi skal allerede nu begynde at overveje strategien for perioden efter 2013.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen, torsdag den 21. oktober 2010, kl. 12:00.