Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand! Jeg vil lige komme med nogle oplysninger, som jeg netop har modtaget.
I de seneste uger er der sket noget nyt og hidtil uset omkring visse store besatte byer i Vestsahara, hvor over 12 000 mænd, kvinder og børn forlader deres byer og flytter ind i telte i nærheden af Laayoune, Smara og Boujdour.
Disse folkebevægelser, som er stadigt stigende i omfang, ser ud til at være en ny måde at protestere mod den ubærlige politiske og socioøkonomiske situation for de indfødte i disse områder.
Dette siger jeg her og nu, fordi problemet med de mange voldelige overgreb fra den marokkanske regimes side kan blive meget værre i løbet af weekenden. Derfor opfordrer jeg Parlamentet til at være klar til at reagere, afhængigt af hvordan situationen udvikler sig.
Formanden. − Det vil jeg notere mig. Det var naturligvis til forretningsordenen, og situationen i Vestsahara og situationen i Marokko er ikke, hvad vi formodes at drøfte her i eftermiddag. Men jeg vil notere mig, hvad De sagde.