Formanden. – Det var med stor tilfredshed, at jeg modtog nyheden om, at Aung San Suu Kyi, lederen af den burmesiske opposition, var blevet løsladt fra sin husarrest. Fru Suu Kyi var en af de første modtagere af Sakharovprisen, som Parlamentet har uddelt siden 1988. Hun var imidlertid ikke i stand til at modtage den personligt for 20 år siden. Jeg vil gerne oplyse medlemmerne om, at jeg allerede har sendt en invitation til fru Suu Kyi om at besøge Parlamentet og tale på et af vores plenarmøder.
Den 25. november er det den Internationale dag for afskaffelse af vold mod kvinder, som FN stiftede for for 11 år siden. Hver dag udsættes kvinder verden over for voldtægt, ydmygelser og vold i hjemmet. En særlig grusomhed, der praktiseres i mange dele af verden, er omskæring af unge kvinder. Det vurderes, at 8 000 piger udsættes for dette hver eneste dag. For at vise Deres solidaritet med kampagnen mod dette barbariske ritual opfordrer jeg alle til at bære et rosenblad som symbol på vores modstand mod denne praksis. Jeg vil også gerne understrege, at Parlamentet i mange år har kæmpet for at stoppe fysisk og psykisk vold mod kvinder.