Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 24. november 2010 - Strasbourg

6. Konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde om økonomisk styring (28.-29. oktober) (fortsat forhandling)

  Formanden. – Vi vil nu fortsætte forhandlingen om konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde om økonomisk styring (28.-29. oktober).

  Kathleen Van Brempt (S&D). – (NL) Hr. formand! Når jeg lytter til dagens forhandling, er der én ting, der springer i øjnene, og det er det store emne om økonomisk styring, der er vigtig for næsten alle de politiske grupper. Enigheden er kun overfladisk, da der er en enorm forskel på fortolkningen af den økonomiske styring. Når man betragter Rådets fortolkning, der også fremgår af dets konklusioner, ser man en ensidet fokus på det, som Rådet finder nødvendigt, nemlig besparelser, besparelser og atter besparelser. Det er næsten en ideologi, der er gjort til en økonomisk lov: Når bare man sparer nok, bliver alting godt. Det er ikke vores fortolkning af økonomisk styring. Der er tværtimod brug for noget helt andet, og det er ikke bare noget, som vores gruppe siger. Se på økonomerne, se på gårsdagens udgave af De Tijd, der ikke ligefrem er en socialistisk propagandaavis, og hvori der let omskrevet står, at "besparelser alene underminerer allerede skrantende økonomier og gør det vanskeligere at tilbagebetale gæld". Der er også behov for investeringer. Et meget fint og indlysende eksempel på det, der er brug for, er en stigning i beskæftigelsesfrekvensen, hvilket vil muliggøre en tilbagebetaling af gæld i alle vores medlemsstater. Ikke desto mindre kræves der mod til at investere i almen uddannelse og erhvervsuddannelse samt i balancen mellem arbejds- og familieliv. Når vi ser nærmere på besparelserne i de forskellige medlemsstater, er det netop disse investeringer, der bliver skåret ned på. Der er brug for en vision – et perspektiv for økonomisk politik – som et grundlag for at mobilisere ressourcerne til at gøre dette. Først da bør vi se på, hvordan vi bedst giver stabilitets- og vækstpagten form. Efter min mening er det den store forskel på vores og Rådets perspektiv for økonomisk styring.

  Paulo Rangel (PPE). – (PT) Hr. formand, hr. Van Rompuy, hr. Barroso! Jeg vil selvfølgelig gerne sige, at Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) har en klar holdning om, at det kun er muligt at løse den alvorlige krise, som Europa befinder sig i, gennem en udvidelse af den økonomiske styring og fællesskabsmetoden. Vi er ikke i tvivl om, at krisen kun kan løses med øget anvendelse af fællesskabsmetoden, mere økonomisk styring samt hensigtsmæssige instrumenter for en ægte fælles valuta i euroområdet. Det betyder imidlertid, at alle institutionerne – Rådet, Kommissionen og Parlamentet – skal vise offentligheden, at de er fuldt engageret i deres ansvarsområder. Det skal siges, at i det mindste de største grupper i Parlamentet er indstillet på et åbenlyst samarbejde gennem større anvendelse af fællesskabsmetoden, gennem indførelse af økonomisk styring og ved at give den fælles valuta de nødvendige forudsætninger for at løse krisen i Europa. Det er også klart i dag, at det samme gælder for Kommissionen og dens formand, der har vist, at han ikke står i et afhængighedsforhold til Rådet eller Parlamentet, men at han tjener de europæiske interesser i modsætning til det, som socialdemokraterne og fru Ferrerira påstår.

Rådet mangler fortsat at påtage sig sine forpligtelser i december måned. Vi regner med dette samt med hr. Van Rompuys utvetydige engagement i en europæisk dialog.

  Marietta Giannakou (PPE). – (EL) Hr. formand! Den permanente støttemekanisme er utvivlsomt et positivt fremskridt. Der er imidlertid en fortsat mangel på en strategisk planlægning, der skal omfatte en økonomisk union og selvfølgelig økonomisk styring.

EU blev oprettet takket være datidens stærke regeringer. Den økonomiske krise kunne bide sig fast takket være svage regeringer, der lod den økonomiske globaliserings økonomiske automatikker erstatte de politiske beslutninger, som Fællesskabet har brug for, hvis det fortsat skal fungere.

Europa har beskyttet 50 års velstand, og vi har nu en pligt til fortsat at sikre denne velstand for vores borgere. Det er derfor indlysende, at væksten skal fortsætte. Spørgsmålet er, hvilken vækst vi mener i en tid, hvor hele det globale system er under forandring? Hvad er Europa nu? Hvordan bliver det i fremtiden? Et område med industri, små og mellemstore virksomheder og tjenesteydelser, en eksportkatalysator? Vi har derfor brug for et stærkere Europa i stedet for de mistanker og den mellemstatslighed, der på det seneste har været på dagsordenen.

Visse lande har på groveste vis undgået at overholde stabilitetspagten, men som hr. Reinfeldt fortalte mig i sit svar på et spørgsmål i december måned sidste år, var der kun ét land, der til punkt og prikke overholdt stabilitetspagten. Ingen af de øvrige lande levede op til deres forpligtelser.

Følgelig skal vi alle samarbejde og støtte de lande, der i øjeblikket rider krisestormen af, for når alt kommer til alt, hvor ligger så de store landes styrke? Efter min mening ligger den i de små landes fælles tilstedeværelse via et europæisk system. Desuden vil omkostningerne ved ikke at have Europa være ubærlige for os alle.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Hr. formand! Nøglen til at komme igennem den økonomiske krise er at drage bindende konklusioner af den, da det først og fremmest er en tillids- og ansvarskrise. Tilliden bygger på en fornuftig afvejning af indtægter og udgifter.

I mere end 20 år har størstedelen af Europa været vant til at leve og forbruge i dag på bekostning af dagen i morgen og tilmed i overmorgen – på bekostning af de kommende generationer, hvis antal svinder kraftigt ind. For det andet har vi været vant til at behandle stabilitetsbaserede regler yderst liberalt. Hvis de store stater kan gøre det i tilfælde af et indenlandsk behov, er det lettere for de andre at følge trop. For at håndhæve princippet om budgetdisciplin og genoprette den for fuldt alvor, vil politikkerne for et afbalanceret budget være prøvesagen for Europas troværdighed.

For det tredje er der et åbenlyst behov for kontrolmekanismer. Jeg kan kun glæde mig over Rådets godkendelse af konklusionerne om europæisk økonomisk styring, aktiveringen af gældskriterierne og chancen for en tidlig interventionsmekanisme. Men det, som vi virkelig har brug for – og jeg kan kun støtte konklusionerne fra min kollega. hr. Verhofstadt – er ægte økonomisk styring og ægte automatiske sanktioner, der kan mærkes. Vi ser frem til Kommissionens rammeforslag om de fremtidige krisemekanismer i næste måned.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Hr. formand! Jeg glæder mig over den nye pakke med foranstaltninger om øget budgetdisciplin og en udvidet økonomisk overvågning. Efter min mening var de foreslåede foranstaltninger nødvendige på grund af forskellene mellem medlemsstaternes overholdelse af finans- og budgetpolitikkerne. Følgelig har den økonomiske krise skabt en bekymrende opfattelse af adskillige lande inklusive Rumænien.

Efter min mening er den vigtigste innovation oprettelsen af nye makroøkonomiske overvågningsrammer, der vil lette opdagelsen af begyndende ubalancer og risici.

Vedtagelsen af rapporten om økonomisk styring fra taskforcen under ledelse af hr. Van Rompuy markerede et vigtigt fremskridt. Dens gennemførelse vil derfor skabe en ny solid ramme for krisestyring.

Jeg vil også gerne nævne betydningen af forordningen om at sikre, at de nationale budgetter lever op til EU's skattemæssige standarder. I praksis betyder det, at de nationale budgetter ikke længere kan undgå EU's skattemæssige bestemmelser.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). – (HU) Hr. formand! Det kommende ungarske formandskab er nødt til at håndtere den betydelige udfordring om at gennemføre ændringen af Lissabontraktaten og snarest muligt indføre økonomisk styring. Medlemsstater uden for euroområdet ser forbløffede til, mens euroområdet brister på alle fronter. Vi er bundet af tiltrædelsestraktaten, og vores evne til at holde trit afhænger af, om Europas rigere halvdel stabiliseres, og om fællesskabssolidariteten kan fortrænge den nationale egeninteresse.

Vi betragter med bekymring og medfølelse den irske krise og problemerne i Grækenland, Portugal og Spanien, og vi venter spændt på at se, om euroområdet smuldrer. Skønt Rådets beslutning som sædvanlig var forsinket, var den i sidste ende den rigtige beslutning. Indførelse af økonomisk styring kan udmærket signalere en ny æra i den europæiske integrations historie, men dens gennemførelse kan også være upålidelig og fuld af komplikationer. Jeg stoler på, at det ungarske formandskab vil gøre sit yderste for at få et vellykket forløb.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Portugal oplever den største generalstrejke i de seneste 20 år. Denne protest følger efter lignende protester i adskillige EU-lande inklusive Grækenland og Frankrig. Hvad er svaret fra lederne af Rådet og Kommissionen? De ignorerer protesterne mod deres asociale politikker og insisterer på de politikker, der bidrog til at skabe den aktuelle situation. De dækker over det faktum, at euroens sårbarhed er et direkte resultat af deres politikker: liberalisering af kapitalmarkederne, ubegrænset finansiel spekulation og kravet om nominel konvergens gennem stabilitets- og vækstpagten. Samtidig forværres den ægte divergens mellem økonomierne, arbejdsløsheden og fattigdommen når utålelige niveauer, og de sociale spændinger øges. Hvor længe vil de insistere på at fortsætte ad denne vej? Hvad skal der gøres for at bryde med disse politikker og sikre et større engagement i produktion, job og påskønnelse af arbejde?

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! Det Europæiske Råds forhandlinger sidst i oktober måned fandt sted under vanskelige omstændigheder. Alle lande ændrer i øjeblikket deres økonomiske politikker med henblik på hurtigst muligt at slippe ud af den ugunstige økonomiske situation og sikre en eller anden form for økonomisk vækst.

Efter Grækenland og Irland står andre lande i euroområdet også over for en truende insolvens. Vi bør derfor gøre det klart, at stats- og regeringscheferne i en så vanskelig situation finder det meget svært at træffe beslutninger, hvor de giver afkald på deres muligheder for at udforme og fastsætte bestemmelser for den økonomiske styring af deres lande og overdrager nogle af deres beføjelser til at gennemføre økonomisk styring til EU-institutionerne.

Vi skal derfor have en fornuftig debat om vores fælles idéer om, hvordan vi så sikkert og hurtigt som muligt får Europa ud af den nuværende vanskelige situation, samtidig med at vi ikke undervurderer de enkelte regeringsrepræsentanters indsats for at løse problemerne i deres lande gennem deres egne indsatser og evner for at undgå at komme i konflikt med de europæiske interesser.

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Hr. formand! Det Europæiske Råd gentog det fortærskede slogan om behovet for at undgå alle former for protektionisme og valutakursbevægelser med henblik på at skabe en konkurrencefordel.

EU's omfavnelse af globalismen har gjort de europæiske lande udsatte for konkurrencen fra vækstøkonomier – specielt Kina – som vi ikke kan konkurrere med. Disse økonomier nærer foragt for internationale patent- og ophavsrettigheder, og de ansætter arbejdstagere til subsistens- eller slavelønninger. Kina har fastsat sin valuta på et kunstigt lavt niveau for at gøre sine varer endnu billigere.

De europæiske lande skal individuelt – min præference – eller kollektivt beskytte deres arbejdsgivere og arbejdstagere imod denne illoyale konkurrence. Valutakurserne skal ikke fastsættes på et kunstigt lavt niveau for at give en konkurrencemæssig fordel, men de skal heller ikke holdes på et kunstigt fælles niveau – euroen – til kollektiv ugunst for landene i euroområdet. Hvis det havde været muligt for valutaerne i de svage lande at falde i værdi, ville der have fulgt et opsving i deres kølvand.

  Jean-Pierre Audy (PPE). – (FR) Hr. formand, hr. Van Rompuy, hr. Barroso! Indledningsvis vil jeg gerne tale om de offentlige udgifter på EU-plan.

Mon ikke tiden i betragtning af de store udfordringer, der ligger foran os, er inde til en seriøs debat med vores nationale kolleger og Europa-Parlamentet om overførsel til EU-kompetence og pooling af vores offentlige udgifter? Jeg vil bruge hr. Lamassoures eksempel: Vi har 27 hære og ingen fjender; én toldunion og 27 forvaltninger; forskningsprogrammer, der er finansieret 15-20 gange uden koordinering; transeuropæiske net, der burde være sammenkædet; energinet; og listen bare fortsætter.

Jeg vil foreslå, at vi giver en uafhængig revisor til opgave at revidere de offentlige udgifter på følgende tre niveauer: europæisk niveau, nationalt niveau og lokalt niveau. Denne revision skal overgives til parlaments- og europaparlamentsmedlemmer og gøres til genstand for en væsentlig debat om offentlige udgifter, og den kan overdrages til Den Europæiske Revisionsret og de 27 nationale revisionsretter.

Dette er en idé, som jeg gerne vil foreslå for at sikre, at vores offentlige udgifter undersøges nøje og bliver genstand for en bedre forvaltning på EU-plan.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Hr. formand! Det Europæiske Råds møde var præget af forventninger til de europæiske lederes håndtering af problemerne som følge af den økonomiske afmatning. Som jeg efterhånden har sagt mange gange, er det ikke tilstrækkeligt at fokusere på budgetter. De strukturelle ubalancer, som krisen kun har forværret, er mere end blot gæld. Hvis ikke der vedtages en mekanisme, der også kan påvirke de øvrige aspekter, må man alvorligt betvivle dens succes.

Et andet emne var debatten om, hvorvidt budgetnedslaget som følge af pensionsreformerne vil føre til et underskud. På den ene side taler vi om en opstramning og systematisering af reglerne, men så laver vi straks undtagelser. Og hvis pensionsreformerne er så væsentlige, som de ser ud til at være – hvilket jeg ikke tror, at de er – kan der også findes andre eksempler på vellykkede programmer. Hvem skal så vurdere, hvad der er vigtigst, og hvorfor?

Jeg er overbevist om, at vi ikke skal indlede drøftelser om undtagelser, samtidig med at vi taler om systemændringer.

  John Bufton (EFD). – (EN) Hr. formand! Jeg har nogle få bemærkninger vedrørende det, der blev sagt her til morgen af både Det Europæiske Råds formand, Van Rompuy, og Kommissionens formand, Barroso. Det ser ud til, at de begge benægter – at de benægter det faktum, at euroområdet er i krise, og at vi er på randen af et sammenbrud. Der er mange folk derovre, der også benægter. Vågn for himlens skyld op.

Folk ser dette fra deres hjemlande, og de indser, at der alligevel ikke er mange mennesker her i mødesalen. Dette er den største krise, vi nogensinde har haft, og tro mig, det er alvorligt. Jeg vil bede hr. Barroso og hr. Van Rompuy om – når de kommer til orde om nogle få minutter – at fortælle mig, hvad deres plan B er. Der må være en plan B, eller agter De bare at lade dette fortsætte, indtil det synker i grus? Efter min mening er det den største krise, vi endnu har oplevet. Medlemsstaterne er ramt over en bred kam. De skylder befolkningen at have en plan B. Fortæl os venligst om den.

  Ildikó Gáll-Pelcz (PPE). – (HU) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne udtrykke min glæde over det faktum, at man anerkendte betydningen af systemiske pensionsreformer under høringsprocessen. Reformerne inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten giver imidlertid ikke lige muligheder for alle aktører.

Ungarn er også modstander af diskrimination og opfordrer EU til at overveje omkostningerne ved pensionsreformer i forbindelse med beregningen af nationale underskud. Hvis ikke man ønsker at diskriminere lande, der udnytter deres valgfrihed, skal der tages hensyn til indbetalinger til private pensionsfonde ved beregning af budgetunderskuddet. Det haster med at få løst dette problem. Det er godt nyt, at muligheden for at finde en tilfredsstillende løsning allerede bliver præsenteret på Rådets møde i december måned. Jeg vil bede Dem om at træffe en ikkediskriminerende politisk beslutning og snarest muligt sende den til Kommissionen, så lovgivningsprocessen snarest muligt kan starte og med tiden ende med et tilfredsstillende resultat for alle berørte parter.

  Antigoni Papadopoulou (S&D). – (EL) Hr. formand! Grækenland, Irland, Portugal og Spanien lider under følgerne af den økonomiske krise. Hesten er allerede løbet løbsk. Der er ingen vej tilbage, og der skal træffes foranstaltninger. Mistanke og euroskepsis vil ikke hjælpe os med genopretningen efter den internationale økonomiske krise.

Vi har tværtimod brug for fællesskabssolidaritet, politisk vilje, visioner, tillid til Europas dynamik samt først og fremmest samordnede indsatser, der skal give strukturomlægninger på både nationalt plan og EU-plan. Vi har brug for mere beskæftigelse, mere vækst, hurtige procedurer, flere job, gennemførelse af EU-strategien, rationalisering og omstrukturering af virksomhedsledelsen, gennemsigtighed i den økonomiske styring, kontrol af nationale statistikker og en permanent fælles krisestyringsmekanisme i EU, men udelukkende til gavn for europæiske statsborgere.

Krisen vedrører alle og ikke kun de lande, der lider under den. Vi har brug for både fællesskabssolidaritet og en samordnet indsats.

  Barry Madlener (NI). – (NL) Hr. formand! Euroområdet er ved at falde sammen, og Kommissionens formand skal føre tilsyn med dette sammenbrud. Når alt kommer til alt har de milliarder af euro, der i årevis er givet i støtte til lande som f.eks. Grækenland, Spanien, Portugal og Irland, ikke betydet, at disse svage økonomier er blevet i stand til at konkurrere med de stærke økonomier i Tyskland og Nederlandene. I stedet har disse milliarder i støtte resulteret i en uacceptabel opførsel hos socialdemokraterne. F.eks. er hver tredje græske arbejdstager tjenestemand. Tsunamien af ikkevestlige indvandrere til Europa har også kostet milliarder af euro for de enkelte lande, og indvandrerne sidder nu hjemme uden job. Det er opførslen hos folk, der primært er socialdemokrater. Husker De? Spanien, der legaliserede en million ulovlige indvandrere for et par år siden, står nu med en arbejdsløshed på 20 %. Nu skal vi fra de stærkere økonomier endnu en gang give disse lande milliarder af euro i støtte, men det bliver blot som et kortsigtet hæfteplaster. På lang sigt bliver det et spørgsmål, om vi er villige til fortsat at støtte de svage lande strukturelt med milliarder af skatteborgerkroner. Svaret er nej. Jeg vil derfor gerne stille følgende spørgsmål til hr. Barroso: Er en genindførelse af Grækenlands egen valuta, drakmen, og også Irlands, ikke den eneste langsigtede løsning, der vil løse disse problemer for os? Drøfter man seriøst denne løsning med de pågældende lande?

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Hr. formand! Som irsk medlem af Europa-Parlamentet er det ikke nogen fornøjelse for mig at komme her i dag og høre, at næsten alle talere nævner Irland på grund af vores økonomiske situation, specielt da vi for nogle få år siden nærmest blev betragtet som et mønstereksempel på økonomisk succes i EU.

Jeg mener ikke desto mindre, at der er en vilje i Irland til at rette op på tingene, og jeg tror, at langt størstedelen af befolkningen vil glæde sig over støtten fra vores europæiske venner og kolleger.

Der er nogle få lektier at lære. Jeg tror ikke, at hr. Farage var helt galt afmarcheret, da han sagde, at det skyldtes dumheden og grådigheden hos de irske politikere, der var en del af vennekapitalismen med bankerne og myndighederne, som resulterede i meget af dette. Vi er nødt til at lære lektien. Men det bliver også meget vigtigt, at den tilsynsstruktur, der indføres fra den 1. januar, fungerer, så stressprøverne med videre er tilstrækkelige til at overskue, hvad der sker i fremtiden, og til at få folk til at makke ret, hvis de bliver ustyrlige.

  Zigmantas Balčytis (S&D). – (LT) Hr. formand! Det er virkelig godt, at vi nu begynder at tale om meget vigtige emner, dvs. den fælles forvaltning af den fremtidige økonomi. Snart vil vi sikkert også diskutere et muligt fælles skattesystem. I dag kan vi også se den betydelige negative effekt af den styrkede eurovekselkurs i kombination med mange andre faktorer. I dag blev jeg skuffet over, at resultaterne af banktesten endnu ikke er bekræftet, skønt den blev gennemført for seks måneder siden. Det viser, at vi endnu en gang mangler pålidelige oplysninger i EU. Uden dem vil det ikke lykkes os at slippe ud af denne temmelig komplicerede situation. Derfor vil jeg gerne afslutningsvis opfordre Kommissionen til at fremsætte sine forslag langt mere aktivt i fremtiden, da situationen er indviklet og fortsat kræver en enorm indsats, enorme finansielle ressourcer samt måske en helt anderledes forståelse af økonomisk og finansielt tilsyn samt andre former for tilsyn.

  Milan Zver (PPE). – (SL) Hr. formand, hr. Van Rompuy, hr. Barroso! Tillad mig at deltage i denne forhandling med et kort indlæg. For mig at se er situationen relativt klar. Hvem er skyld i den store krise, vi befinder os i? Den del af banksektoren, der gjorde forretninger uden den fornødne sikkerhed, og som løb for mange risici. Men også andre – nogle europæiske regeringer, der opfordrede til et overdrevent forbrug og en slags fordelingsmentalitet blandt folk.

Vi har hørt to former for ræsonnement her i dag. Nogle medlemmer opfordrer til større solidaritet, som om de vil sige "hjælp os!", mens andre først og fremmest forsøger at appellere til større ansvarlighed, nu hvor vi er på vej ud af krisen. Det ville ikke være rigtigt, hvis de skyldige i denne store krise nu ledte efter opskrifter på at løse problemerne og finde en vej ud af krisen. De folk, der er kritiske over for betydelige besparelser, er bestemt på vildspor.

Under disse omstændigheder er det kun rimeligt, at man ikke lukker munden på skatteborgerne fra de lande, der har med den nuværende situation at gøre.

  Petru Constantin Luhan (PPE). – (RO) Hr. formand! Det glæder mig, at rapporten om økonomisk styring giver et nyt grundlag for indførelse af et levedygtigt system for vores funktion i denne henseende.

Efter min mening udgør henstillingerne i rapporten vedrørende mere solide institutioner til en mere effektiv økonomisk styring – f.eks. oprettelse på nationalt plan af en offentlig institution, der kan levere uafhængige analyser, vurderinger og forudsigelser vedrørende interne skattepolitiske spørgsmål – grundlaget for oprettelsen af et gennemsigtigt europæisk system.

Jeg finder det helt afgørende at tilbyde de enkelte medlemsstater muligheden for at bevise grundlaget for at analysere og vurdere de enkelte forslag til indenlandske afgiftsmæssige foranstaltninger, så der udvikles en strategi på basis af tillid og gensidig bevidstgørelse.

Jeg vil atter bekræfte behovet for at vedtage særlige foranstaltninger, der vil fremme den økonomiske styring på baggrund af en indgående og gennemsigtig viden, samt behovet for at indlede drøftelser om indenlandske foranstaltninger vedtaget i medlemsstaterne, som kan have en effekt på EU-plan.

  Elisa Ferreira (S&D). (Spørgsmål til hr. Rangel under blåt kort-proceduren i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8) – (PT) Hr. formand! Mange tak, fordi jeg fik ordet, men jeg bad om at få lov til at tale i henhold til blå kort-proceduren, fordi jeg blev direkte udfordret af hr. Rangel, og derfor ville jeg gerne have haft ordet tidligere.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at bede hr. Rangel om at forklare os alle, hvad han ser som de konkrete forskelle med hensyn til selvstændig gældsforvaltning mellem kansler Merkels og Kommissionens forslag, ligesom jeg vil bede ham om at fortælle os, hvorfor Kommissionens første forslag, der faktisk var europæisk, om selvstændig gældsforvaltning, blev kasseret uden diskussion eller offentlig debat, da man opdagede, at det ikke harmonerede med Tysklands interesser.

  Paulo Rangel (PPE). (Svar på spørgsmålet fra fru Ferreira under blå kort-proceduren i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8) – (PT) Jeg vil gerne ganske kort sige, at der ikke er nogen som helst tvivl om, at der i den europæiske proces selvfølgelig er konstante forhandlinger mellem institutionerne, men at Kommissionen konsekvent har haft den holdning, at den vil fastholde fællesskabsmetoden og slå til lyd for en videreudvikling af den fælles valuta. Selvfølgelig findes der medlemmer, der gerne udfører nationale politikker i Parlamentet, sådan som det er tilfældet med fru Ferreira.

  Diogo Feio (PPE). – (PT) Hr. formand! EU står over for en periode med store reformer. Det skal derfor finde et svar på krisen og bevare en fælles valuta, der har brug for egne regler, som gælder for alle medlemsstater. Parlamentet har allerede indtaget en førerposition med hensyn til økonomisk styring, hvorved det slår til lyd for et større samarbejde om vækst mellem de 27 medlemsstater, et fast standpunkt vedrørende gennemførelse af stabilitets- og vækstpakken samt solidaritet mellem medlemsstaterne, idet den har været den første institution, der har gjort opmærksom på behovet for en fond til gælden for de forskellige lande, der udgør EU. Vi vil derfor fortsat samarbejde med Kommissionen og byde dens formand velkommen, og vi håber også på at kunne samarbejde med Rådet. I øjeblikket drøfter vi seks rapporter, og vi vil indtage en meget klar holdning til dem.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil besvare to konkrete spørgsmål og fremsætte en generel bemærkning efter morgenens forhandling.

Først og fremmest stillede hr. Schulz et vigtigt spørgsmål om de irske stressprøver. Jeg vil gerne sige følgende. Den fælles metodologi i stressprøverne blev fastlagt på EU-plan. Den var meget streng med ugunstige makroøkonomiske scenarier. Disse prøver blev imidlertid gennemført under de nationale tilsynsmyndigheders ansvar. Gennemførelsen blev koordineret på EU-plan af CEBS, men den lå ikke inden for EU's kompetencer. Jeg vil gerne understrege, at EU indtil for nylig ikke havde denne form for ansvar. Det ændrer sig til januar. Til den tid vil vi have den nye finansforordnings- og tilsynsstruktur på plads efter Kommissionens forslag og i enighed med Rådet og Parlamentet.

Vi vil fortsat have tre europæiske mikrotilsynsførende for bankdrift, værdipapirer og forsikring samt det Europæiske Udvalg for Systemiske Risici for makrofinansiel stabilitet og de dermed forbundne risici. Og det vil give langt stærkere værktøjer og en styrket infrastruktur til at gennemføre prøverne næste gang på en mere ensartet, streng og sammenhængende måde. Derfor vil jeg gerne fremhæve dette punkt. Inden krisen havde vi ikke de instrumenter, vi opretter nu.

Så kommer jeg til det næste punkt vedrørende vores håndtering af nogle følsomme emner som f.eks. den permanente krisemekanisme. Jeg vil gerne gøre det klart, at jeg ikke havde til hensigt at tage dette spørgsmål op, men jeg er selvfølgelig nødt til at svare på et konkret spørgsmål.

Alle – og jeg gentager alle – stats- og regeringscheferne enedes om at bede om en permanent krisemekanisme med den private sektors mellemkomst. Jeg var en af dem, der advarede Det Europæiske Råd om risiciene ved at tage dette emne op uden ordentlig forberedelse og kommunikation. Men man tog emnet op og traf en beslutning, og nu er vi nødt til at håndtere det på ansvarlig vis. Derfor mener jeg, at nogle af dagens kommentarer har været virkelig nyttige.

Vi lever fortsat under meget vanskelige forhold. Efter min mening er der nu behov for mere handling og ikke flere kommentarer. Vi opererer med meget følsomme globale finansielle markeder. Nogle af kommentarerne har undertiden en selvopfyldende profetisk effekt. Derfor hjælper det ikke at begynde at tænke på, hvilke lande der kan være i fare. Vi er nødt til at bede disse lande om at gennemføre alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at skabe finansiel og budgetmæssig stabilitet.

Derfor vil jeg ikke tænke på en plan B. Sammen med Det Europæiske Råds formand, Van Rompuy, gør vi vores arbejde, og vi drøfter på ansvarlig vis spørgsmålene med vores medlemsstater. Med hensyn til Kommissionens rolle vil jeg atter være helt klar. Kommissionen – og det erkender de fleste medlemmer af Europa-Parlamentet – har altid stillet ambitiøse forslag. Vi går ind for en ambitiøs økonomisk styring af Europa.

Men i sidste ende er vi nødt til at være realistiske. Vi kan ikke gå ud over det, der er fastlagt ved fælles overenskomst med vores medlemsstater. Når der er en aftale – en aftale, som under alle omstændigheder repræsenterer fremskridt sammenlignet med tidligere – nytter det ikke at tale om ideelle løsninger, som man udmærket ved ikke bliver til noget.

Så Kommissionen spiller og vil også fremover spille sin rolle, ligesom den vil bede om større ambitioner med hensyn til fælles vilje, økonomisk styring og et stabilt euroområde – og ikke kun euroområdet.

Det vil jeg gerne gøre helt klart, da det efter min mening ikke skete under dagens forhandling. Nogle af talerne sagde, at problemerne findes i euroområdet. Jeg må desværre sige, at de ikke kun findes i euroområdet. Euroen har ikke været problemet. Jeg er helt overbevist om, at situationen havde været langt værre, hvis ikke vi havde haft euroen.

(Bifald)

Nogle af de tilstedeværende synes at glemme, at landene uden for euroområdet har præcis de samme problemer – og i nogle tilfælde endnu værre problemer med statsgæld – og at et land, der end ikke er medlem af EU, og som nu beder om et EU-medlemskab – Island – gik fallit uden at have euroen. Faktum er, at euroen ikke var årsagen til problemet. Det er intellektuelt og politisk uredeligt at antyde, at euroen er skyld i problemet.

(Bifald)

Nu skal vi anerkende de særlige træk ved situationen i euroområdet, tage fat på problemerne og bede alle medlemsstaterne om at engagere sig i et kollektivt samarbejde mellem medlemmerne af euroområdet og dem, der står udenfor. Jeg tror, at de alle har forstået, at det er i alles interesse at have en fælles tilgang til en løsning af krisen. Det agter Kommissionen at gøre på en ansvarlig måde, hvor den naturligvis stræber efter det højest mulige ambitionsniveau, men hvor den i sidste ende har et godt og loyalt samarbejde med alle institutionerne, med Europa-Parlamentet, hvilket vi allerede har haft, og med Rådet og Det Europæiske Råd. Det er den ansvarlige metode, vi skal følge.

I en periode med ekstremt nervøse markeder bør vi holde hovedet koldt og have en stærk ansvarsfølelse, selvfølgelig også med en stærk følelse af et fælles europæisk formål.

(Bifald)

  Herman Van Rompuy, formand for Det Europæiske Råd. – (FR) Hr. formand, ærede medlemmer! Tidligere sagde vi, at analysen fra Kommissionens formand var forskellig fra min, men det er første gang, hr. Schulz, at jeg er blevet anklaget for at foregive, at alt er godt, når det ikke er tilfældet. Det er første gang i min karriere.

Jeg kan forsikre Dem for, at jeg ikke på nogen måde undervurderer krisen, og at vi gennemlever en svær tid. Hvis ellers ikke nogle af mine kommentarer tages ud af sammenhængen, er jeg normalt en meget velovervejet mand, og efter min mening fremsættes alt for mange erklæringer – provokerende eller ej – i en EU-sammenhæng og ikke i Parlamentet. Nu skal vi tage den med ro og lade være med hele tiden at nævne krisens alvor. Den er vi allerede bekendt med. Nu er tiden inde til at handle.

Nogle af talerne sagde, at vi skal tage ved lære. Et fransk ordsprog siger, at "vores handlinger forfølger os". Da jeg tiltrådte mit embede, var der stabilitets- og vækstpagten, som blev gjort lidt mere fleksibel for et par år siden, og som ikke blev anvendt. Da jeg tiltrådte, arvede jeg Lissabontraktaten, der indeholder bestemmelser om visse procedurer vedrørende f.eks. sanktioner og de beslutninger, der skal træffes, når et land udsættes for proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Rådet træffer disse beslutninger i henhold til Lissabontraktaten. Da jeg tiltrådte, fandtes der ingen krisemekanisme, hvilket vi var nødt til at rette op på.

Vi vil derfor styrke stabilitets- og vækstpagten og for første gang indføre et system med makroøkonomisk tilsyn. Jeg kan forsikre Dem for, at hvis vi havde haft denne mekanisme for nogle få år siden, ville der aldrig være dukket sådanne problemer op, som nogle lande har oplevet. Vi ville have opdaget ejendomsboblerne. Vi ville have opdaget problemerne med konkurrenceevnen i visse lande. Derfor vil vi indføre mekanismen nu. Det er noget nyt og innovativt, der fuldt ud tager hensyn til de lektier, vi har lært af krisen.

Med hensyn til Lissabontraktaten agter vi at ændre den for at give den et retsgrundlag i nogle forfatningsdomstole – et retsgrundlag for en permanent krisemekanisme. Det er den eneste grund. Forhåbentlig risikerer vi ikke at starte endnu en livlig debat om institutionerne, da det efter min mening ikke vil føre til noget i det nuværende klima, men tværtimod vil fjerne endnu mere energi fra en løsning af krisen.

Tidligere havde vi ikke nogen krisemekanisme. Da vi stod med problemet med Grækenland, var vi nødt til at opfinde en mekanisme, da der ingen var. Da vi indførte endnu en foranstaltning – redningspakken på 750 mia. EUR – var vi nødt til at være kreative i vores fortolkning af Lissabontraktaten for at kunne anvende den.

Vi lærer derfor af krisen, og jeg vil gentage, at vores handlinger forfølger os. Vi havde en stabilitetspagt, der var svag, og som ikke fandt anvendelse; vi havde intet på området for makroøkonomisk tilsyn, og der var ingen krisemekanisme.

Har medlemsstaterne levet op til deres forpligtelser? Mange af dem har. De gennemfører reformer, der ofte er gået imod de store tendenser i den offentlige mening. De har ofte truffet meget modige foranstaltninger – ikke kun i landene med problemer, men også i andre lande. Vi lever op til vores forpligtelser.

Vi skal passe på ikke at tage fejl af, hvem fjenden er. Jeg har ofte indtryk af, at vi fokuserer for meget på regeringer og medlemsstaternes egne parlamenter. Lad os ikke tage fejl af, hvem fjenden er.

I dag taler folk ikke bare om Irland, men også om Portugal. Tillad mig at nævne nogle tal. Portugals offentlige underskud var på 9,3 % i 2009, og det bliver på 7,3 % i 2010 og 4,6 % i 2011. Den gennemsnitlige rente på den portugisiske statsgæld er på 3,6 %, hvilket er meget lavt. Portugal oplever ikke en ejendomskrise eller en ejendomsboble. Finanssektoren er ikke for stor for landet. Dets banker er velfinansierede. Lad os ikke tage fejl af, hvem fjenden er. Der er nogen, der siger, at krisen smitter, men de har ikke det økonomiske belæg eller det fornuftsmæssige grundlag for at gøre det. Jeg vil insistere på, at vi ikke skal tage fejl af, hvem fjenden er.

Jeg kan forsikre dem, der ønsker et større samarbejde mellem institutionerne, for, at formandskaberne gør deres yderste for at samarbejde. Rapporten fra taskforcen er vedtaget af dens medlemmer inklusive Kommissionens repræsentant, hr. Rehn. Vi samarbejder også på andre områder som f.eks. den permanente krisemekanisme.

Forhåbentlig vil vi se den samme samarbejdsånd i forbindelse med udarbejdelsen af budgettet for 2011. Jeg beklager, at vi endnu ikke er nået til enighed.

Jeg har imidlertid en kommentar vedrørende samarbejde. De er alle medlemmer af Europa-Parlamentet og af særlige politiske grupper. Jeg vil gerne nævne, at der nogle gange er stor forskel på det, jeg hører i Det Europæiske Råd fra premierministre og forskellige individer, og det jeg hører her i mødesalen fra de samme medlemmer af de samme politiske grupper. Det er ikke ment som en kritik. Man behøver ikke at være helt enig med sit politiske parti. I min karriere har jeg ofte set konflikter i mit eget parti. Jeg gør imidlertid, hvad jeg kan for at skabe konsistens og samarbejde mellem institutionerne. Jeg vil derfor sige, at vi er nødt til at samarbejde på alle politiske niveauer for at skabe en mere sammenhængende holdning, end vi har i øjeblikket.

Jeg er enig med dem, der siger, at vi har en streng politik, men at det ikke er nok til at få os ud af krisen. De har ret, men vi skal først gennemgå denne fase. Hvis vi havde været mere forsigtige med både makroøkonomien og budgetplanlægningen, ville vi ikke have befundet os i den aktuelle situation. Vi har imidlertid brug for en positiv politik for vækst og beskæftigelse. Trods alle de negative aspekter er jeg glad for, at den økonomiske vækst er vendt tilbage til Europa efter 11 måneders recession. Jeg har sagt det tidligere og også her i Parlamentet: Krisen i 30'erne, der også startede med en finanskrise, blev aldrig helt afsluttet.

Vi genfandt den positive vækst 11 måneder efter finanskrisens udbrud. I år ligger den gennemsnitlige vækst på ca. 1,5 %. I nogle lande – ikke i dem, der står over for førnævnte problemer – vil væksten ligge på omkring 2 %, og i andre lande kommer den helt op på 3 % eller 3,5 %. Vores gennemsnitlige beskæftigelsesniveauer i EU vil atter vokse fra 2011. Selvfølgelig er ledighedsprocenten for høj, men det glæder mig overmåde, at vores vækstforudsigelser i forhold til for seks måneder siden er langt bedre end forventet, og at væksten er mere stabil, end vi troede. Der er ikke kun tale om vækst baseret på lagerfornyelser, genopretningsprogrammer og eksport. Der er også tale om vækst som følge af en øget intern efterspørgsel.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg trods de mange problemer i nogle lande er overbevist om, at vi atter vil overvinde den aktuelle krise.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. – (FR) Det Europæiske Råds møde den 28.-29. oktober 2010 repræsenterede et nyt skridt i retning af at undertvinge lande og berøve dem deres suverænitet. Først og fremmest gennem pseudoøkonomisk styring, der i virkeligheden betyder en overtagelse af kontrollen med deres økonomier. Medlemsstaterne tvinges til at få deres budget forhåndsgodkendt af tjenestemænd i Bruxelles; til at få alle deres økonomiske politikker overvåget; til at indføre automatiske præventive sanktioner, selv inden de autoriserede grænser for gæld og underskud er overskredet; og til at acceptere en ophævelse af det skyldige lands stemmerettigheder. Alt dette gives som kompensation til Tyskland for at sikre den finansielle stabiliseringsfond. Denne mekanisme giver imidlertid blot lovkraft til medlemsstaternes og Kommissionens ret til at gældsætte sig eller til at udstede lånegarantier til markederne til fordel for medlemsstater, der er i knibe, fordi de er ofre for markedsspekulation mod deres nationale gæld. Og fordi de tilhører euroområdet. Det er ikke til at fatte. Det Europæiske Råd har også besluttet sig for at reformere traktaterne for at gennemføre krisestyringsmekanismen. Den forenklede revisionsprocedure bliver anvendt for første gang: Den antidemokratiske metode, der ikke giver mulighed for en parlamentsdebat. Det er ikke styring, det er diktatur.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Indtil 2007 var resten af Europa overrasket over den økonomiske udvikling i Irland, "den keltiske tiger", der skabte fantastiske økonomiske resultater gennem lav virksomhedsskat og en beskeden regulering. Men nu har virkeligheden ramt landet. Den keltiske tiger har vist sig at være en krøbling, som resten af Europa skal hjælpe på fode igen. 90 mia. EUR fra euro-redningspakken – det er 300 EUR pr. østrigsk indbygger – går nu til Irland. Det er ikke kun teoretiske statsgarantier, der efter det sorte får, Grækenland, nu går til Irland og derefter måske også til Spanien og Portugal; det er ægte skatteborgerpenge. Der er også tale om, at den monetære union tages et skridt videre hen imod en overførselsunion, hvor de europæiske lande, der forvalter deres økonomier godt, skal åbne deres kasser og betale for andre landes dårlige forvaltning. EU har været alt for længe om at tage fat på problemet, og vi har endnu ikke set, om Det Europæiske Råds beslutninger faktisk bliver ført ud i livet. Vi skal holde op med at spilde milliarder af skatteborgernes penge på spekulative banker samt stater, der forvalter deres økonomier dårligt. Der skal gøres en ende på overførselsunionen. Vi har brug for mekanismer, der gør det muligt at erklære konkursramte stater for insolvente og fjerne dem fra euroområdet. Vi kan ikke blive ved med at lappe på en skrantende monetær union. I stedet har vi brug for en stærk og central europæisk monetær union.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Både Grækenland og Irland har været nødt til at bede EU om hjælp. Der skal imidlertid skelnes mellem de to tilfælde: Det irske underskud eksploderede, fordi landet var nødt til at standse problemerne i banksektoren, der var i krise på grund af de indirekte følger af den globale finanskrise, der var blevet forværret af en bristet ejendomsboble. Denne intervention under den strukturbetingede krise betød, at de offentlige finanser ikke længere kunne bære en sådan situation. I Grækenland var årsagen til interventionen derimod den noget uforsvarlige forvaltning af de offentlige udgifter, hvilket nødvendiggjorde en kapitalindsprøjtning fra salget af statsobligationer. I lyset af reformen af den økonomiske styring er man nødt til at foretage følgende observation. Vi skal bestemt gennemføre skrappe budgetpolitikker for at føre tilsyn og sørge for, at der ikke opstår lignende situationer i fremtiden. Under alle omstændigheder viser disse to sager, hvor vigtigt det er at være opmærksom på alle faktorer vedrørende et lands finanser og soliditet og ikke kun på struktureret offentlig gæld. Dette kan kun repræsentere det endelige tal, men vi er nødt til at kontrollere elementerne og finde de årsager, der ligger til grund for hele situationen.

  Monika Smolková (S&D), skriftlig. – (SK) Stabilitets- og vækstpagten har hidtil omfattet sanktioner, men iværksættelsen af sanktioner kræver samtykke fra 2/3 af ministrene, og der har aldrig været den fornødne politiske vilje hertil. Jeg er skeptisk vedrørende antikrisemekanismen. Det Europæiske Råds formand, Van Rompuy, bør ikke ændre Lissabontraktatens artikel 125, ifølge hvilken alle lande er ansvarlige for deres egne forpligtelser. På den anden side bør han overveje at udvide artikel 122, der taler om solidaritet – og indføre gensidig bistand i tilfælde af naturkatastrofer eller energikriser. En ændring af denne artikel kan ophæve et grundlæggende princip i EU's funktion, nemlig solidaritet, hvilket kan føre til et tab af solidaritet. Hvis antikrisemekanismen blev drevet i henhold til artikel 122 om levering af finansiering til individuelle stater, ville Rådet træffe beslutninger på baggrund af et kommissionsforslag, og det ville kun informere Europa-Parlamentet. Vi risikerer at komme i en situation, hvor ansvarlige stater kommer til at betale for særlige staters uansvarlighed.