Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 24. november 2010 - Strasbourg

14. Forberedelser til klimakonferencen i Cancún (29. november – 10. december) (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om forberedelser til klimakonferencen i Cancún (29. november – 10. december).

  Joke Schauvliege, formand for Rådet. – (NL) Hr. formand, mine damer og herrer! Efter konferencen i København besluttede EU sig ret hurtigt for at indtage en trinvis, pragmatisk holdning i fremtiden. Det er ikke længere muligt at fokusere på en "alt eller intet"-holdning. Byggeklodserne til en ramme efter 2012 skal stilles op én efter én. Vi har indset, at fremskridtene i forhandlingerne om oprettelsen af en ambitiøs ordning til bekæmpelse af klimaændringer efter 2012 er sket meget langsomt. Deltagerne har meget forskellige synsvinkler, hvilket blev åbenlyst for kort tid siden under den seneste officielle forhandlingsrunde i Tianjin, hvor der blev gjort meget begrænsede fremskridt.

Det var med udgangspunkt heri, at Rådet (miljø) og Det Europæiske Råd lagde sidste hånd på EU's holdning til konferencen i Cancún. I denne forbindelse blev der taget højde for de øvrige institutioners holdninger og naturligvis også for Deres beslutningsforslag. Det ligger allerede fast, at Cancún ikke vil udmønte sig i en juridisk bindende ramme for perioden efter 2012. Da indholdet af foranstaltningspakken til Cancún endnu ikke er klart, omfatter EU's holdning, som også vil give de europæiske forhandlere den nødvendige fleksibilitet, flere forskellige elementer. Det er under alle omstændigheder klart, at pakken af foranstaltninger til Cancún skal være afbalanceret, hvilket betyder, at den skal indeholde elementer, der gør det muligt at tilgodese både udviklingslandene og de udviklede lande. Hvordan ser de væsentligste elementer af EU's holdning så ud?

For det første er der behovet for at opnå et afbalanceret resultat, at skabe balance mellem forhandlingsrettighederne i henhold til Kyotoprotokollen og konventionen på den ene side og rammerne på den anden side.

For det andet er der betingelserne for en anden forpligtelsesperiode i henhold til Kyotoprotokollen.

For det tredje er der udkastet til de væsentlige bestanddele af Balihandlingsplanen, nemlig en fælles vision, lettelse, tilpasning, teknologier og finansiering. EU fastholder, at et enkelt juridisk bindende instrument er den bedste måde at formgive rammen for perioden efter 2012 på. Da denne holdning sidste år gav anledning til en masse misforståelser, og da dette også er meget vigtigt i internationale forhandlinger, agter EU at indtage en fleksibel holdning. Fleksibel med hensyn til en anden forpligtelsesperiode, men underkastet opfyldelsen af visse betingelser. Hvilke betingelser? Alle de største økonomier skal være omfattet af denne ramme for perioden efter 2012. Rammen skal være ambitiøs og effektiv, den miljømæssige integritet skal sikres, og der skal gøres fremskridt med reformen af de aktuelle markedsmekanismer og med indførelsen af nye mekanismer. Derudover skal de udviklede lande vise, at de rent faktisk overholder deres finansielle forpligtelser, navnlig med hensyn til den hurtige opstartsfinansiering. EU og dets medlemsstater har forelagt den første tilbundsgående, gennemsigtige betænkning om gennemførelsen af disse finansielle forpligtelser og vil i 2010 have bidraget med 2,2 mia. EUR. Jeg håber, at denne betænkning vil være med til at genskabe tilliden blandt parterne.

Det belgiske formandskab er af den opfattelse, at der er behov for håndgribelige specifikke foranstaltninger for at leve op til parternes forventninger og sikre tilliden til den multilaterale proces inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC). Vi skal gøre en stor indsats for at bidrage til opnåelsen af EU's mål. I denne henseende sætter vi også vores lid til Dem, mine damer og herrer, og til, at De vil hjælpe med at formidle og naturligvis støtte dette budskab.

  Connie Hedegaard, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg er naturligvis helt enig i det, vi lige har hørt fra det belgiske formandskab. Jeg glæder mig også til at samarbejde med Dem i Cancún. Det er indlysende, at den retligt bindende aftale, som EU var parat til sidste år, og som vi stadig er parate til, desværre ikke vil blive opnået i Cancún – ikke på grund af os, men på grund af andre, som ikke er parate til den. Det er rigtigt, at vi bevæger os hen mod en pakke, der er afbalanceret, men også væsentlig og ambitiøs, vil jeg sige.

Vi var faktisk de første, der i dette forår – i februar/marts – fremlagde idéen om at benytte en trinvis tilgang for at bygge videre på Københavnsaftalen og sikre det momentum, der nu fortsætter i Cancún. Der er tilsyneladende enighed om, at det er det, vi skal have med hjem fra Cancún – en afbalanceret pakke – og vi kan nemt blive enige om, at det er, hvad alle parter gerne vil, men det er vanskeligere at blive enige om, hvad det så betyder.

Hvad er en væsentlig og afbalanceret pakke? Her vil jeg sige, at det fra et europæisk perspektiv er klart, at vi skal insistere på behovet for at forankre tilsagnene om afbødningsforanstaltninger, etablere et forbedret system til overvågning, rapportering og verifikation og fremme CO2-markederne. Vi skal naturligvis også træffe beslutninger om REDD+, tilpasning, teknologi, finansiering og kapacitetsudvikling. Alle disse elementer skal afspejles i en pakke, der er afbalanceret efter vores standarder.

Jeg vil gerne understrege, at vi, EU, fortsat skal være utvetydige, når det gælder vores betingelser for en anden forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen. Vi skal bruge disse betingelser til at hæve ambitionsniveauet og få de andre til at flytte sig. De betingelser, der er knyttet til en eventuel anden forpligtelsesperiode, er meget vigtige for den miljømæssige integritet og ambitionen om et fremtidigt klimasystem. EU alene under en anden forpligtelsesperiode er hverken nok eller troværdigt. Vi skal derfor holde fast i vores betingelser for at opnå positive svar fra vores partnere. Jeg må sige, at det er mit klare indtryk – også fra "pre-COP" – at vores argumenter i denne henseende vinder mere og mere anerkendelse.

Det beslutningsforslag, vi behandler i dag, omhandler alle de områder, jeg lige har nævnt. Kommissionen glæder sig i høj grad over de retningslinjer, der udstikkes af Parlamentet, selv om vi ikke kan følge dem alle.

Jeg vil nævne ét enkelt eksempel. Nogle af Dem foreslår, at vi indfører et andet mål end 2 °C-målet. En hovedprioritet for os i Cancún er ikke at påbegynde en genåbning af Københavnsaftalen eller begynde at bakke ud af det, vi allerede har.

Jeg vil også benytte lejligheden til at understrege, at EU skal opfylde sine tilsagn om hurtig opstart fra København. Jeg kan ærligt betro Dem én ting: Vi er der næsten. Men vi mangler stadig 200 mio. EUR fra medlemsstaterne for at nå derhen, hvor vi lovede at være i København. Jeg er sikker på, at De kan høre forskellen mellem at kunne sige: "Vi har opfyldt vores løfte" på vegne af EU i Cancún og "Vi har næsten opfyldt vores løfte". Vi skal efter min mening udnytte den sidste tid inden Cancún til at forsøge at opfylde alt det, vi lovede i København.

Jeg har ikke sagt noget om mål – ikke fordi de ikke er vigtige, hvilket de bestemt er, og EU vil i år ligesom sidste år sige, at vi stadig er parate til at gå op på 30 %, hvis alle de andre også opfylder deres løfter. Der er ingen ændringer her. Hvis mål ikke drøftes så intenst nu, skyldes det efter min mening, at mange andre parter ikke er særlig parate – af velkendte årsager – til at drøfte mål i Cancún. Det er vigtigt, at vi forankrer tilsagnene fra Københavnsaftalen i den formelle tekst. Ud fra det kan vi forbedre tingene.

Men jeg må også sige, at det – uanset resultaterne af Cancún – er afgørende, at vi efter Cancún fortsat har en intelligent klimapolitik med ambitiøse mål, samtidig med at vi tager fat om vores energiproblemer, som De netop har drøftet. Vi kan skubbe på for at skabe innovation og beskæftigelse, og vi kan fastlægge ambitiøse mål.

Endelig vil jeg fremhæve, at vi naturligvis arbejder for at sikre Lissabontraktatens gennemførelse, og jeg kan forsikre Dem, at vi i hver fase informerer Parlamentets delegation om fremskridtet i forhandlingerne. Vi vil naturligvis informere Parlamentets delegation dagligt, og vi vil forsøge at arbejde tæt sammen.

Vi glæder os meget over den støtte, Parlamentet tilkendegiver i beslutningsforslaget med henblik på at sikre, at EU taler med én stemme. Det er efter min mening én af de vigtigste udfordringer i Cancún. Uanset hvem der taler på vegne af EU, kan vores partnere uden for Europa være sikre på, at de vil blive mødt af de samme prioriteter og de samme budskaber. Det er sådan, vores prioriteter bedst vil blive hørt.

  Karl-Heinz Florenz, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, fru Schauvliege, fru kommissær! Hvis vi kan lære noget af København, hvor De, fru kommissær, naturligvis var formand, så må det være, at EU skal tale med én stemme på sådanne konferencer i fremtiden. Vi kan være uenige her om et eller to punkter, men hvis vi som europæere er splittet med hensyn til det, vi siger dér, fremstår vi ikke som troværdige, og hvis vi ikke er troværdige, vil de andre ikke følge os. Hvorfor skulle de det? De tal, vi vedtog under kansler Merkel, bør derfor grundlæggende fastholdes og bruges som udgangspunkt for denne forhandling. Jeg er enig med Dem i, at der ikke må sås alvorlig tvivl om det ambitiøse 2 °C-mål, og at vi ikke må overveje et betydeligt lavere mål, fordi det vil gøre det meget vanskeligere at opfylde målene, og fordi andre vil vende sig væk fra os.

Jeg er meget foruroliget over, at vi bringer vores intellektuelle ejendom i fare. Vores industri investerer penge og arbejdskraft i udvikling. Hvis vi nu slækker på forsvaret omkring denne intellektuelle ejendom og efterlader huller i det nuværende forsvar, vil vi miste elementer af stor værdi, nemlig vores intellektuelle ejendom. Jeg går helt ind for teknologioverførsel, men vores virksomheder skal også kunne se fornuften i at investere i den, og derfor må vi ikke udhule den intellektuelle ejendom.

Hvad angår tilsagn, skal vi efter min mening også kræve seriøse tilsagn fra vores partnere i hele verden. De skal dog være troværdige, og disse lande skal have mulighed for at gennemføre dem. Ellers vil de gøre det præcist modsatte af det, som vi ønsker, at de skal gøre – de vil med andre ord skabe afstand til os. Det er derfor vigtigt, at vi fremstår på en troværdig måde i Cancún. De vigtigste beslutninger vil så blive truffet senere i Johannesburg, men vi skal gøde jorden i Cancún. Jeg er landbruger. Hvis jorden ikke er gødet tilstrækkeligt, bliver der ingen høst. Lad os koncentrere os om at gøde jorden ordentligt.

  Marita Ulvskog, for S&D-Gruppen. – (SV) Hr. formand! Inden topmødet i København havde vi meget store forventninger. Resultatet var ikke så godt. Da vi forlod København, sneede det kraftigt, og der var meget koldt i mødelokalerne. Det er ikke kun København, der oplevede de isnende temperaturer, men hele miljødebatten. Det kan siges, at klimaet i dag ligger endnu længere nede på den politiske dagsorden end før København. Det er beklageligt, men det er vores opgave at sikre, at der opnås bedre resultater på topmødet, så vi kan tage fat om og forbedre resultatet af København. Hvordan skal vi gøre det? Det skal vi ved som repræsentanter for Europa at påtage os en førende rolle. Det er netop, hvad FN's klimachef, Christina Figueres, opfordrede til, da hun talte under en videokonference med os medlemmer af Parlamentet, der rejser til Cancún. Vi skal vise lederskab, og det skal vi gøre ved bl.a. at gennemføre alt, hvad vi lovede i København – ikke kun næsten alt, men absolut alt.

Derefter skal vi selvfølgelig sikre, at vi får flere med om bord. Sammen med andre konkrete beslutninger i Cancún om skovrydning, teknologioverførsel og vejen frem mod en anden forpligtelsesperiode under Kyoto kan dette bane vejen for en international klimaaftale i 2011. Vi bør ikke nære for lave forventninger inden Cancún.

  Chris Davies, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Der hersker ikke megen entusiasme for at håndtere den globale opvarmning i øjeblikket, snarere udbredt skepsis i befolkningen. I begyndelsen af året oplevede vi sne, men hvis vi ser på tallene, kan vi se, at de første seks måneder af året var de varmeste, der er registreret på jorden. Det er en simpel kendsgerning.

Jeg ønsker, at vi opnår en international aftale så hurtigt som muligt, men jeg har betænkeligheder ved karakteren af en sådan aftale. Sondringen mellem udviklede lande og udviklingslande forekommer mig mærkelig. Jeg gad nok vide, hvor lang tid der vil gå, inden nogle af udviklingslandene overhaler de fattigste lande i Europa. Tænk på klimakonferencerne og Saudi-Arabiens entusiasme med hensyn til forslaget om, at CO2-opsamling og -oplagring skal være omfattet af CDM (mekanismen for bæredygtig udvikling). Saudi-Arabien kan helt sikkert investere nogle af sine egne processer i dette. Hvorfor skal vi bidrage til det?

Jeg er bekymret for, at EU vil sakke bagud på grund af forandringernes tempo, og jeg mener, at klimaændringsinitiativer og vores evne til at håndtere den globale opvarmning udgør fantastiske muligheder. Kina planlægger at reducere sin CO2-intensitet med 45 % i løbet af det næste årti. Det betyder investering i nye kraftværker til erstatning for de gamle. Det betyder forbedring af landets energieffektivitet. Det udgør et reelt problem. Hvis vi ikke kan konkurrere med kineserne nu, hvordan skal vi så kunne konkurrere med et mere energieffektivt Kina i de kommende år?

Jeg mener, at vores mål skal skærpes. Lad os hæve det fra 20 % til 30 %. Jeg mener, at CO2-priserne skal hæves, så vi fremtvinger investeringer i lavemissionsløsninger i fremtiden. Jeg ville ønske, jeg kunne have mere tiltro til, at der i Kommissionen er enighed om, at dette skal overvejes og gennemføres. Jeg synes bare ikke, at det sker i øjeblikket. Jeg kender denne kommissærs entusiasme for emnet. Jeg er ikke sikker på, hun har Kommissionens fulde opbakning. Men måske vi har brug for et alternativ?

Vi har brug for et alternativ, og det skal grundlæggende bestå i at drive vores energieffektivitet frem. For få minutter side hørte vi kommissær Oettingers planer om at fremlægge lovgivning i det nye år. Den lovgivning skal være ambitiøs. Vi skal spare på ressourcerne. Vi skal blive mere konkurrencedygtige.

  Yannick Jadot, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg kunne have begrænset mit indlæg til blot at genkalde denne sommers billeder fra Rusland eller det sydlige Asien for at minde Dem om det absolut påtrængende behov for at bekæmpe klimaændringerne, og – eftersom vi taler om Europa – omgående eller så hurtigt som muligt vedtage et mål på 30 % inden 2020 for emissionen af drivhusgasser. Hvis vi ikke vedtager ændringer nu, vil vi i nå 19 %. Vi har praktisk talt nået det mål, vi satte for os selv, så vi kan ikke længere tale om europæiske ambitioner, hvis vi taler om 20 %.

For mit vedkommende er jeg ikke umiddelbart tilhænger af CO2-markedet, men hvis vi fastholder de 20 %, kan vi være sikre på, at vi vil behandle CO2-markedet som en udryddelsestruet art og ikke som en løftestang i kampen mod klimaændringer. Hvis vi vedtager 30 %, vil det kunne rejse 8 mia. EUR til de europæiske budgetter gennem handelen med emissionskvoter. Vi ved, at de 30 % kan nås. Et bindende mål for energieffektivitet på 20 % vil navnlig kunne skabe en million europæiske arbejdspladser. Det repræsenterer besparelser på 1 000 EUR pr. husstand i Europa, og – eftersom kommissær Oettinger nævnte Nabucco, så svarer det til 15 Nabuccoer.

Vil det så betyde lukning af europæiske virksomheder, hvis vi indfører 30 %? Nej, naturligvis ikke. Alle undersøgelser bekræfter det. Nogle sektorer risikerer at blive berørt, men midlerne findes, og indtil nu har de sektorer, som truer Europa med udryddelse, været de sektorer, som har nydt godt af den europæiske energipolitik. De har tjent milliarder af euro takket være den europæiske klimapolitik.

Hvis vi går op på 30 %, vil vi klart tilslutte os dem, der skaber forandringer, og dem, der skaber morgendagens verden. Jeg vil også gerne citere nogle tal. I henhold til Ernst & Young 2010 Barometer er Kina og USA de mest attraktive lande, når det gælder udvikling af vedvarende energi. I henhold til en nylig undersøgelse findes kun tre ud af de 50 virksomheder, som er verdens førende inden for grøn teknologi, i Europa. De øvrige findes i Asien og USA.

Det er derfor afgørende, at vi går op på 30 %, og jeg vil afslutte med at gentage Barack Obamas ord, nemlig at vi kan overgive fremtidens arbejdspladser til vores konkurrenter, eller vi kan udnytte århundredets mulighed, som de allerede er begyndt at gøre. Den nation, der går forrest med hensyn til fremtidens energi, vil gå forrest i det 21. århundrede. Han tabte valget. Lad os overtage førerskabet inden for energiomstilling og den nye økonomi.

  Miroslav Ouzký, for ECR-Gruppen. – (CS) Hr. formand! Selv om jeg er medunderskriver af beslutningen om den kommende klimakonference, har jeg visse kritiske bemærkninger og forbehold til beslutningen. Jeg glæder mig som bekendt over, at den optimisme, som vi har udbasuneret over for omverdenen inden alle de foregående konferencer, og som derefter er blevet vendt til enorm skepsis, ikke er så udbredt denne gang. Det glæder mig, at vi erkender, at denne konference ikke vil resultere i en global aftale, og alle i Parlamentet ved, at Europa alene og uden en global aftale ikke vil have den ringeste indflydelse på de globale klimaændringer, selv om vi ambitiøst fordoblede vores egne planer.

Den blinde skærpelse af vores standarder kan bringe Europa i en risikabel situation, og jeg må indrømme, at jeg er helt uenig i den skjulte indførelse af europæiske afgifter under det påskud, at de bidrager til bekæmpelsen af klimaændringer.

For ikke at være fuldstændig negativ nærer jeg større forhåbninger til det understøttende samarbejde med udviklingslandene, herunder navnlig beskyttelse af drikkevandet, og vores indsats for at sikre adgangen til drikkevand for alle mennesker, navnlig i udviklingslandene. Selv om jeg har kritiske forbehold, trækker jeg ikke min støtte tilbage, og jeg håber, at den kommende konference trods alt vil resultere i yderligere fremskridt.

  Bairbre de Brún, for GUE/NGL-Gruppen. – (GA) Hr. formand! Vi må ikke begå de samme fejl, som vi begik i København sidste år. Der er behov for reelt lederskab og reel politisk vilje, hvis temperaturgrænsen skal holdes på 1,5 °C. Dette mål er vigtigt.

EU skal handle ensidigt for at hæve målet for emissionsreduktion for 2020 og overtale de øvrige udviklede lande til at acceptere et overordnet mål for emissionsreduktion på 80 % til 95 % inden 2020. Det vil ikke kun bidrage til forhandlingen i Cancún, men også gavne os selv.

De udviklede lande skal også tilvejebringe tilstrækkelig klimafinansiering, og vi skal sikre hurtig startfinansiering sammen med et stærkt politisk engagement og fuld gennemsigtighed. Der er også brug for nye kilder til langsigtet finansiering. Det kan f.eks. være internationale afgifter og finansielle foranstaltninger samt finansiering fra den internationale fly- og skibsfart.

Jeg opfordrer Dem til at stemme imod de ændringsforslag, der ønsker et svagere budskab fra Parlamentet. Der er brug for et stærkt budskab. Den globale økonomiske krise kan ikke bruges som en undskyldning for ikke at gøre noget eller afvise klimaretfærdighed. Klimaændringer er et problem, der skal løses globalt, og det kan vi kun gøre, hvis vi skaber tillid mellem os.

  Oreste Rossi, for EFD-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Selv om jeg både i udvalget og i Parlamentet havde forudsagt, at klimakonferencen i København og det dokument, som Parlamentet havde fremlagt, ville blive en fiasko, har denne erfaring ikke lært os noget.

Hvis vi bliver ved med at opfordre Europa til ensidigt at reducere emissionerne med meget større mængder end dem, der er fastlagt i Kyotoprotokollen, vil det næste topmøde i Cancún – COP16 – også blive en fiasko, og endnu en gang vil Parlamentet se frygtelig ud.

Den beslutning, som udvalget har vedtaget, understreger ikke kun, at bidragene til vækstlandene ikke må være lavere end 30 mia. EUR om året inden 2020, men den opfordrer også EU til at lette oprettelsen af en grøn klimafond, der skal yde 100 mia. USD om året fra 2020.

I beslutningen angives det også, hvordan vi skal finde midlerne, nemlig ved at beskatte alle mulige kilder, herunder f.eks. afgifter på finansielle transaktioner, handel og flyrejser, så vi i bund og grund henter pengene direkte i borgernes og virksomhedernes lommer.

Der fremføres derefter utopiske anmodninger. Vi anmodes endda om at reducere CO2-emissionerne til atmosfæren med 30 % i stedet for 20 % inden 2020, og Kommissionen opfordres til at fremsætte et forslag, så EU ensidigt pålægger sig selv disse mål.

Kravet om, at vores befolkning og virksomheder skal yde sådanne ofre i en tid med økonomisk krise som den nuværende, er den seneste i en lang række europæiske tåbeligheder. Vi har samme holdning som Rådet, nemlig at EU kun kan overveje en anden forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen, hvis dette sker inden for en overordnet ramme, der omfatter alle de vigtigste økonomier, og som er forløberen for en global, retligt bindende aftale.

  Nick Griffin (NI). – (EN) Hr. formand! Det var et godt træk at vælge det solrige Mexico til COP16. Vi vil undgå en gentagelse af sidste års pinlighed, hvor de "globale opvarmere" rystede af kulde i Københavns koldeste december i årtier. Brugen af det svigagtig tvetydige ord "klimaændring" i stedet for "global opvarmning" kan ligeledes få et par britiske skatteydere til at overse ironien ved at afholde konferencen netop, som en usædvanlig kold sommer afløses af en tidlig isvinter. Et endnu bedre trick ville være at holde disse begivenheder i foråret: Se, det bliver varmere hver dag.

Hvor meget længere kan det fascistiske EU pålægge almindelige borgere endnu flere straffende afgifter og kontrolforanstaltninger under påskud af menneskeskabt global opvarmning, når et stadig stigende antal forskere afviser teorien som ubegrundet og modbevist? AGW er grundløs propaganda, en stor løgn i Josef Goebbels-skala fra den grønne industri, som ønsker massive overførsler fra de almindelige borgere til CO2-handlende skurke, som f.eks. Al Gore og Goldman Sachs. Det udnyttes af den venstreorienterede politiske elite til at fuldende afindustrialiseringen af vesten, fordi de skvattede konservative er for sønderskudte af hysteriet om global opvarmning til at rejse sig og fortælle den virkelige og uvelkomne sandhed: Menneskeskabt klimaændring er historiens mest svindelnummer.

Dette års Bilderberg-konference, der blev afholdt i Spanien i juni, omfattede et møde om farerne ved global afkøling. Hvornår vil den nye realisme blandt de mennesker, der reelt former den globale politik, liste sig ind her blandt de mennesker, der blot tror, de gør det?

  Richard Seeber (PPE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er i sandhed chokeret over de idéer, der fremføres her af personer som hr. Griffin i klimaændringernes navn. Hvordan fascisme kan kædes sammen med klimaændringer, er et komplet mysterium for mig. Det, som han siger her, er efter min mening skandaløst, og sådanne bemærkninger hører ikke hjemme i Parlamentet, fordi problemet er alt for alvorligt til det.

Jeg er også bekymret over, at mængden af drivhusgasemissioner rent faktisk er steget i vores atmosfære. Se på tallene fra Den Meteorologiske Verdensorganisation. Jeg er også chokeret over det lave niveau af erkendelse i befolkningen. Hr. Griffin rider også på denne bølge, og det er chokerende, at de største udledere, som f.eks. USA og Kina, ikke er parate til at indgå en international aftale af denne art.

Prøv at tænke tilbage på vores forhandling i Parlamentet sidste år inden København. Hvis vi ikke er for ambitiøse og har en realistisk holdning i disse forhandlinger, kan vi i Europa – en mindre vigtig udleder – stadig opnå noget.

Hvordan kan vi det? Jeg sætter pris på kommissærens entusiasme, men det er efter min mening afgørende, at vi kommunikerer med borgerne. De forstår ikke problemet. Hvorfor? Fordi Den Meteorologiske Verdensorganisations tal er klare – de er gennemsnitstal. Det er sandt, at Europa i øjeblikket er koldere end for få år siden, men generelt er temperaturen dog stigende i hele verden. Det skal vi formidle, og hvis vi ikke gør det, vil vi ikke vinde borgernes støtte, og det vil sætte mennesker, som f.eks. hr. Griffin, i stand til at knytte fascisme sammen med spørgsmålet om klimaændringer. Det er problemet. Derfor opfordrer jeg kommissæren til at forsøge at gennemføre forbedringer i denne henseende.

Lad os dernæst gennemføre omstillingen til vedvarende energi med de incitamenter, vi sætter pris på. Min kollega har fremlagt tallene. De bedste virksomheder er i Kina, og her i Europa er vi knap så gode. Vi skal derfor komme med idéer, der kan få vores virksomheder til rent faktisk at gennemføre denne omstilling. Er disse bindende mål i virkeligheden den mirakelkur, de altid hyldes for at være?

Vi skal naturligvis have ærlighed på markederne. De ting, der sker i forbindelse med mekanismen for bæredygtig udvikling – 60 % af midlerne går til Kina – bør ikke tillades. Det er ikke godt nok at gemme sig bag rent retlige argumenter i den henseende. Lad os gå ind i forhandlingen med ærlighed, fordi denne sag er for vigtig. De har vores støtte, fru kommissær!

(Taleren indvilligede i at besvare et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort i henhold til artikel 149, stk. 8)

  Lucas Hartong (NI). – (NL) Hr. formand! Hr. Seeber sagde, at borgerne ikke forstår klimadebatten. Jeg vil gerne spørge ham om følgende: Kan det være, at borgerne forstår den, men simpelthen har en anden holdning end min kollega?

  Richard Seeber (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg ved ikke, om jeg har forstået spørgsmålet korrekt. Det vigtige er blot, at vi fører denne debat med vores borgere åbent og – som jeg sagde – på grundlag af tallene fra Den Meteorologiske Verdensorganisation. De er gennemsnitstal for verden, der viser, at temperaturen stiger med 0,63 °C, men i Europa er vores værdier forskellige. Det skyldes, at vejret er et lokalt fænomen, og vi taler om klimaet, som er et langsigtet globalt fænomen. Lad os derfor træffe denne beslutning. Hvis vi siger, at det bliver koldere og koldere, og vintrene begynder tidligere, skal vi også formidle det korrekt. Min opfordring til styrket kommunikation er derfor vigtig.

  Jo Leinen (S&D). – (DE) Hr. formand, fru Schauvliege, fru kommissær! Det bekymrer mig, at vi går fra den ene yderlighed til den anden. Inden København var vi måske for ambitiøse, og nu er jeg bange for, at vi inden Cancún ikke er ambitiøse nok. Det er derfor godt, at Parlamentet i sin beslutning tager fat om alle de spørgsmål, der efter vores mening er nødvendige, hvis vi skal opnå fremskridt, og hvis vi skal opnå resultater i Cancún.

Vi har ét vigtigt krav, og det er, at EU skifter strategi. Inden København gjorde vi os afhængige af det, der blev gjort i USA, og måske det, der blev gjort i Kina. Det fungerede ikke dengang, og det vil heller ikke fungere i Cancún. Vi skal derfor iværksætte klimaforanstaltninger for at beskytte vores egne interesser. Derfor opfordringen fra flertallet i udvalget – og forhåbentlig fra flertallet på plenarmødet i morgen – til, at vi hæver vores mål fra 20 % til 30 %. Det vil under alle omstændigheder være nødvendigt i processen. Vi skal senest opnå dette mål, inden vi rejser til Sydafrika. Vi er efter min mening også stadig på det forkerte spor med hensyn til Kyoto. Her sætter vi også vores lid til alle andre. Vi skal tilbyde at oprette Kyoto II. Det vil ikke være noget problem. Vi kan gøre det.

Med hensyn til EU's evne til at tale med én stemme: Jeg så, hvordan det fungerede i Nagoya. Vi havde én mikrofon til EU. Forskellige personer kunne tale, men de skulle formidle det samme budskab. Det er, hvad jeg gerne vil se Rådet og Kommissionen gøre i Cancún.

  Corinne Lepage (ALDE). – (FR) Hr. formand, fru Schauvliege, fru kommissær! Der er i hvert fald én ting, som er sikker efter København, nemlig at den misinformationskampagne, der var iværksat inden København, mislykkedes, og at de oplysninger, vi har modtaget fra Det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer (IPCC), er blevet bekræftet fuldt ud af alle de eksperter, FN råder over. Det er det første punkt, jeg vil understrege.

Det viser vigtigheden og alvoren af det, som vi skal gøre. Vi skal tage konsekvenserne af det tilbageskridt, vi oplevede i København, og derfor er det absolut afgørende, at EU fastlægger mål for sig selv af egen uindskrænket fri vilje. Derfor er det afgørende – også af hensyn til klimaet, vores industrier og vores økonomi – at det mål på 30 %, der er omhandlet i beslutningen, vedtages i morgen.

Som en kollega lige har fremhævet, er målet på 20 % praktisk talt opnået. Hvis vi vil sætte skub i vores industrier, hvis vi vil forblive førende eller blive førende inden for de nye sektorer, uanset om det drejer sig om energieffektivitet eller vedvarende energi, er det afgørende, at vi vedtager dette mål for os selv i EU.

Det andet punkt vedrører troværdighed. Vi skal stå ved vores forpligtelser over for landene i syd, samtidig med at vi skelner mellem de forskellige kategorier af lande i syd, fordi vi ikke kan skære Kina og Afrika over én kam. Derfor er det efter min mening vigtigt – og det er en personlig holdning og ikke nødvendigvis hele gruppens, jeg nu fremsætter – at vi indfører en afgift på finansielle transaktioner, der vil sætte os i stand til at tilvejebringe de 100 mia. USD, vi har fastlagt for 2020.

Endelig håber jeg, at aftalen om reduktion af emissioner fra skovrydning og skovforringelse (REDD) i det mindste vil blive indgået i Cancún, fordi det virkelig ville være et stort fremskridt. Vi skal huske, at skovrydning tegner sig for 20 % af drivhusgasemissionerne.

  Satu Hassi (Verts/ALE). – (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er enig med alle, der har tilkendegivet deres støtte til en forhøjelse af målet for reduktion af emissionerne i EU til 30 %. Det handler ikke kun om menneskehedens fremtid. Det er i vores egen interesse, at vi er konkurrencedygtige i den energiteknologiske revolution, der er begyndt.

For at EU kan være en troværdig leder, skal det i Cancún fremme en ægte strategi for klimabeskyttelse og ikke skabe nye smuthuller. Desværre fungerer EU tilsyneladende på en anden måde, når det drejer sig om regnskabsregler for skove som dræn for CO2. EU godkender tilsyneladende fremtidsprognoser som benchmark for skove som dræn, hvilket uundgåeligt vil være vilkårligt. Det vil betyde mere besvær for de industrialiserede lande og er ikke en lille foranstaltning. Det besvær, jeg taler om, vil angiveligt svare til 3-5 % af deres samlede emissioner, hvilket er det samme som den kombinerede forpligtelse til reduktion af emissionerne for alle industrialiserede lande under Kyotoprotokollen inden 2012.

Et andet problem ved EU's politik er overførslen af emissionsreduktioner til udviklingslandene via mekanismen for bæredygtig udvikling. Det er både kortsigtet og uklogt, hvad angår retfærdig konkurrence, hvis vi bruger denne mekanisme til at støtte de industrielle sektorer i Kina, der f.eks. klager om risikoen for CO2-lækage. Projektbaserede kreditter skal begrænses til de fattigste udviklingslande.

  Zbigniew Ziobro (ECR). – (PL) Hr. formand! Kampen mod global opvarmning er uden tvivl blevet et af EU's vigtigste mål. En væsentlig faktor i den forbindelse er en rationel politik for reduktion af emissionen af CO2 og drivhusgasser til atmosfæren. En del af Parlamentets beslutningsforslag, som er udformet før Cancúnkonferencen, omhandler en væsentlig reduktion – med mere end 20 % – af medlemsstaternes CO2-emissioner. Når der foreslås en politik af denne art, tænker EU tilsyneladende slet ikke på konsekvenserne for medlemsstaternes økonomier.

Mens der er en så stor reduktion fra EU's side, er der en meget vag tilkendegivelse af EU's holdning til en reduktion af emissionerne i USA og de asiatiske lande. Det er en stor fejl. Nu hvor Europa oplever økonomisk nedgang, bør vi i højere grad koncentrere os om foranstaltninger, der kan styrke EU's økonomi, og som ikke skaber yderligere omkostninger. Det er ikke EU's medlemsstater, som er de største udledere, men de hurtigt voksende økonomier i udviklingslandene, som f.eks. Kina og Indien, og de agter ikke at reducere deres emissioner. Vi risikerer derfor, at industriel produktion og dermed arbejdspladser eksporteres til lande uden for EU. Vores økonomi vil blive svagere, og emissionerne vil ikke falde, men stige. Denne politik fører ikke til noget. Vi skal derfor genoverveje retningen for politikken for bekæmpelse af global opvarmning.

  Sabine Wils (GUE/NGL). – (DE) Hr. formand! Klimakonferencen i Cancún skal lægge positivt pres på vores lande med henblik på at skabe fremskridt i det internationale samarbejde og den nationale lovgivning vedrørende beskyttelse af klimaet. Som en del af en ansvarsalliance skal EU udvise politisk lederskab, uanset hvad USA gør, så EU kan blive vurderet efter princippet om klimaretfærdighed. Det betyder, at der skal være en anden forpligtelsesperiode for de industrialiserede lande under Kyotoprotokollen. Der skal tilvejebringes yderligere midler til finansiering af klimaforanstaltninger. Hvad angår langsigtet finansiering, skal EU lægge kortene på bordet i forhandlingerne. EU skal fremlægge ambitiøse mål for reduktion af drivhusgasserne. Den globale temperatur må under ingen omstændigheder stige med mere end 1,5 °C. Dette mål vil resultere i tekniske nyskabelser og skabe arbejdspladser i en tid med økonomisk krise.

  Anna Rosbach (EFD). – (DA) Hr. formand! I december drager alle, embedsmænd, politikere, journalister, aktivister og mange andre til topmøde i Mexico. Også dette Parlament deltager, om end der stadig er kaos om, hvor mange parlamentarikere, der får lov til at tage af sted.

Når vi tager til klimatopmødet, er der én vigtig ting, vi skal huske at tage med i bagagen. Realismen. Jeg ved godt, det ikke er så populært at sige det, men det er vigtigt, hvis verdens befolkninger skal tro på os. EU bør være "front runners", lyder det så flot – det vil sige gå forrest som et godt eksempel. Fint! Men vi må passe på, at vi ikke løber så meget foran, at ingen følger efter os. Det nytter ikke, at vi fører en politik, som kun få lande er villige til at følge eller kan følge. Derved opnår vi faktisk kun en ting, nemlig at flytte vore egne arbejdsintensive industrier ud af Europa til lande med en langt mere lempelig lovgivning, lavere lønninger og dårligere arbejdsforhold. Vi kommer til at mangle vores arbejdspladser, og det vil skade vores europæiske økonomier. Derfor bør vi arbejde for løsninger, som fremadstormende lande som Kina, Indien og det sydamerikanske kontinent kan være med i. Jeg håber, at vi tager ved lære af sidste års møde i København og i år går efter det opnåelige i stedet for at sigte efter det umulige.

  Lucas Hartong (NI). – (NL) Hr. formand! I næste uge afholdes FN's klimakonference i Cancún. Det er en komplet parodi, at EU deltager i konferencen, eftersom der ikke er noget galt med vores klima. Det, som vi oplever, er almindelige temperatursvingninger. Tillad mig at dvæle ved de reelle kendsgerninger bag denne overflødige konference. I næste uge flyver hundredvis af deltagere til Mexico, og det vil skabe CO2-emissioner. Hvad var målet med klimakonferencen? Nå ja – reduktion af CO2-emissionerne. I øjeblikket ryddes 11 000 hektarer mangroveskov i Cancún. Hvad var målet med klimakonferencen igen? Nå ja, beskyttelse af skovene. Må jeg give EU et beskedent råd? Overlad klimapolitikken til specialister, der reelt er uafhængige, eftersom alt dette koster skatteyderne enorme summer. Den har ikke skabt resultater i de sidste årtier med undtagelse af partiske rapporter fra Det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer (IPCC) og dets charlatanformand Rajendra Pachauri.

  Pilar del Castillo Vera (PPE). – (ES) Hr. formand, fru Schauvliege, fru kommissær! Jeg vil indlede med at sige, at både formanden for Rådet og kommissæren efter min mening i deres indlæg tilkendegav et meget anderledes perspektiv for Cancúnkonferencen end deres perspektiv for Københavnskonferencen. Det er et mere realistisk og meget mere levedygtigt perspektiv, og derfor er der også meget større chance for, at det er effektivt.

Hvis København var alt eller intet-topmødet – som formanden for Rådet sagde – så må Cancún blive det topmøde, der tilvejebringer en række levedygtige og effektive muligheder.

Kampen mod klimaændringer er grundlæggende kendetegnet ved to ting: Den skal for det første være global og involvere alle de største forurenere lige fra USA til Brasilien, Kina og Indien. Dernæst skal den omfatte en række foranstaltninger, der har en effektiv indvirkning på klimaændringerne. Indvirkningen skal kunne måles, og den må ikke skade den økonomiske vækst.

I den henseende skal vi være ydmyge nok til at anerkende, at den globale udfordring med at håndtere klimaændringerne giver en række teknologiske og politiske muligheder.

Der er og kan være bindende aftaler. Der er sektoraftaler, teknologioverførsel og støtte til forskning. Alle mulighederne skal bringes i spil sammen med en radikal forbedring af energieffektiviteten inden for alle dele af økonomien og samfundet. Det er vores eneste mulighed for effektivt at løse problemerne med klimaændringer. Hvis Cancún er det topmøde, der tilvejebringer en række levedygtige og effektive muligheder, vil det i den henseende blive en stor succes.

  Kriton Arsenis (S&D). – (EL) Hr. formand, fru kommissær! Jeg er enig med hr. Leinen i, at vi virkelig er gået fra den ene yderlighed til den anden. Vi havde meget høje forventninger til København, og vi bør måske nu have meget lave forventninger til Cancún.

Vores krav vedrører grundlæggende to områder, nemlig REDD-aftalen og finansiering. Hvis vi ikke opnår fremskridt på disse to områder, risikerer vi, at der ikke opnås fremskridt i forhandlingerne overhovedet, og de vil komme i fare. Hvis der ikke opnås fremskridt i Cancún, vil det bringe hele forhandlingsprocessen i fare. Derfor sætter vi vores lid til, at De med Deres indsats, EU's indsats, kan skabe fremskridt, selv om det kun sker inden for disse to områder, og holde forhandlingerne som helhed uden af risikozonen.

Adskillige medlemmer har sagt, at vi faktisk opnåede en reduktion af emissionerne i 2009 på 17,3 %. Målet på 20 % inden 2020 er inden for rækkevidde. Vi kan opnå det i løbet af et par år. Der er ingen grund til, at vi ikke skal gå op på 30 % eller mere, hvis vi ønsker at modernisere vores økonomi, skabe nye arbejdspladser og blive konkurrencedygtige igen.

Fru Hassi talte også om LULUCF. Hun har fuldstændig ret. EU's holdning – at vi ikke bør sammenligne reduktionerne af LULUCF-relaterede emissioner med 1990 og skal bruge den sædvanlige forretningsgang, uforholdsmæssige emissioner, og hvor meget mindre vi udleder, end målene ville have været – er en absurd holdning.

Vi sætter vores lid til, at De kan skabe resultater på disse to vigtige områder under forhandlingerne i Cancún.

  Bas Eickhout (Verts/ALE). – (NL) Hr. formand! Jeg vil takke kommissæren og den belgiske formand for Rådet for deres indledende bemærkninger, men jeg vil også minde Parlamentet om, at Københavnsaftalen var meget svag, og at aftalens indhold endda nogle gange glemmes. 2 ºC-målet eller endda 1,5 ºC-målet er omhandlet i Københavnsaftalen, og hvis vi vil opnå det, skal vi virkelig komme i gang med at reducere vores egne emissioner – med mere end 20 % – og også med at tilvejebringe midler til de første tre år. I Københavnsaftalen anføres det tydeligt, at disse midler skal komme fra nye og yderligere kilder. Kommissær Hedegaard siger, at vi næsten er der, men midlerne er ikke nye og yderligere, og derfor er der langt igen, inden vi er der. Lad os være ærlige på det punkt. Så er der spørgsmålet om EU's rolle, om lederskab. Dette er faktisk et spørgsmål til det belgiske formandskab: Hvordan skal vi gøre det i Cancún? Vi har nu fået et mandat fra Rådet, men der skal føres forhandlinger i Cancún. Hvis vi justerer dette, kræves der igen enstemmighed mellem alle medlemsstaterne, eller kan ændringer vedtages ved et kvalificeret flertal? Først derefter kan vi i sandhed gøre denne førende rolle til virkelighed. Flere ambitioner, flere midler og bedre forhandlinger – det er, hvad der er behov for.

  Peter van Dalen (ECR). – (NL) Hr. formand! Udfordringen for Cancún er kompleks, og det haster, og alligevel kan jeg se lys forude, idet resultatet af Nagoya efter min mening var håbefuldt og hjertevarmende. Der har været stor uenighed om, hvordan EU skal deltage i disse forhandlinger. Stræber vi efter en reduktion på 20 % i CO2 eller endda 30 %? Mindre CO2 er efter min mening ikke ensbetydende med mindre økonomisk aktivitet, og derfor kan vi fokusere på et reduktionsmål, der er højere end 20 %, da det vil skabe muligheder for flere grønne job, innovation og bæredygtig økonomisk vækst. Samtidig vil jeg opfordre Det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer (IPCC) til at tage kritikken af dets rapporter alvorligt og etablere en åben videnskabelig debatplatform, så alle relevante oplysninger tages i betragtning og ikke forsvinder ud i det blå. Hvis det ikke gør det, vil en atmosfære af mistillid fortsat omgive IPCC's rapporter, hvilket er unødvendigt og uønskværdigt efter min mening.

  Marisa Matias (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Jeg vil berøre nogle af de ting, der er blevet sagt her. Det er blevet nævnt, at Cancún forventes at blive et vigtigt mellemtrin i bekæmpelsen af klimaændringer, og at det ikke kan gå videre eller være mere ambitiøst København eller acceptere resultatet af Københavnstopmødet. Vi ved, at det var magert. Hvis de videnskabelige beviser og data, vi har til rådighed, ikke har ændret sig, er der alligevel efter min mening tale om en ændring i den politiske vilje og en mangel på mod her, og vi rejser til Cancún i frygt.

Tilbagetrækning fra en af de alvorligste kriser i vores tid er ikke en mulighed. Vi har mulighed for at afprøve os selv i Cancún inden for forskellige områder, der er nævnt her, og afprøve vores kapacitet til at omfordele og yde støtte til fattigere lande og de fattigste mennesker. Ved at reagere på miljøkrisen kan vi efter min mening samtidig reagere på den økonomiske og sociale krise, som vi oplever i øjeblikket, på en forenet og retfærdig måde. Se, sådan er man realistisk.

  Derek Roland Clark (EFD). – (EN) Hr. formand! Det glæder mig at læse dette indlæg på vegne af hr. Bloom, der – efter min mening uretfærdigt – har fået forment adgang til Parlamentet denne eftermiddag.

Vi oplevede en fiasko for et år siden i København, hvor 15 000 ukvalificerede mennesker, herunder medlemmer af Parlamentet og hele følget, flokkedes til byen og fordoblede dens CO2-aftryk i to uger, og hvor de blev håbløst indviklet i "climategate", som var omhyggeligt tilrettelagt med det formål at sætte en kæp i hjulet.

Ja, vi husker alle, at University of East Anglia blev udstillet for det, det er, nemlig et center for forfalsket forskning, der sprøjtes ud af købte og betalte forskere, hvis forskning og laboratorier finansieres af EU's Generaldirektorat for Forskning og FN's halvoffentlige superinstitution, og hvis lønninger betales af de britiske skatteydere. De blev afsløret som datasvindlere, som havde forfalsket klimamodeller, skjult ubelejlige data og gået i sammensværgelse med Obamas grønne håndlangere.

Skatteyderne opdagede med al ønskelig tydelighed, at EU og den globale grønne dagsorden kun handler om at hæve vores CO2-afgifter og skræmme os til at billige det.

Det vil naturligvis ikke være nær så skidt i Cancún. Der er meget varmere. Det er en dejlig vinter, og de sammensvorne vil være meget mere omhyggelige med at skjule deres dagsorden for global regeringsførelse i år. Men pas på! Vi, folket, holder øje med Dem.

  Francisco Sosa Wagner (NI). – (ES) Hr. formand, fru kommissær! Jeg deler Parlamentets forhåbninger. Jeg ønsker, at forslagene fra den europæiske delegation opnår den støtte, de fortjener i Cancún.

I forbindelse med denne forhandling er der behov for at fremme betydningen af byer, når det drejer sig om at bevare miljøet. Der er indgået en aftale mellem mere end 1 000 borgmestre i EU, og det viser, at problemet anerkendes af disse myndigheder, som skal handle, for at vi kan opnå succes. Vores fine ord er ikke noget værd, hvis vi ikke nyder godt af borgmestrenes samarbejde.

For at sikre dette samarbejde skal emissionerne offentliggøres, eftersom byerne producerer 80 % af drivhusgasserne. Emissioner offentliggøres ikke på nuværende tidspunkt, og hvad der er værre, så er der ingen fælles standard for målingen af dem.

Der er en ngo med navnet "CO2 disclosure project" (CO2-oplysningsprojekt), som indsamler oplysninger fra tusindvis af virksomheder, der efter min mening også kunne bruges af de lokale myndigheder. Uden samarbejde med de lokale myndigheder og borgmestrene vil miljøindsatsen være forgæves, og det er netop, hvad vi ønsker at undgå.

  Theodoros Skylakakis (PPE). – (EL) Hr. formand! En alvorlig miljøskandale er under opsejling, og den skal behandles på Cancúnkonferencen. 60 % af de CDM-rettigheder, der sælges i emissionshandelssystemet, vedrører destruktion af den industrielle drivhusgas, HFC-23, og sælges til en pris, der er 70 gange højere end den reelle pris, og det er især de europæiske elektricitetsforbrugere der må betale omkostningerne.

Indtil videre har vi spildt omkring 1,5 mia. EUR, og hvis denne situation fortsætter, vil vi spilde endnu 3,5 mia. EUR inden 2013, og det skal sammenlignes med den reelle værdi af destruktionen af gassen, som blot er 80 mio. EUR. Dette skaber massive uberettigede indtægter for få virksomheder i verden uden miljømæssig gevinst, eftersom mængden af HFC-23 i atmosfæren er steget i de seneste år.

Dette er en uacceptabel situation, der sår tvivl om integriteten af vores miljøpolitik og Kyotomekanismen. Europa skal rejse dette problem inden for rammerne af COP16, fordi en ændring af den internationale politik i forbindelse med dette problem vil skabe reel mulighed for drastisk og omgående at begrænse emissionen af drivhusgasser med meget lave omkostninger til følge, Det vil endvidere gøre det muligt at opfordre lande, som f.eks. Kina, der i øjeblikket pumper enorme mængder HFC-23 ud i atmosfæren, som kunne reduceres til nul, hvis Kina brugte nogle af de penge, landet får ind via afgifter på disse uberettigede indtægter, til at deltage mere aktivt i indsatsen for at bekæmpe klimaændringer.

Det er uacceptabelt at spilde over 4 mia. EUR af de europæiske skatteyderes penge. Det er vores opgave i Parlamentet at forsvare offentlighedens og forbrugernes interesser.

  Edite Estrela (S&D). – (PT) Hr. formand! Den internationale baggrund for denne konference er ikke gunstig. Der er den globale økonomiske krise, politisk og administrativ usikkerhed i USA og hårdknuden i forhandlingerne mellem USA og Kina. Forventningerne er derfor lave, men Cancúntopmødet skal alligevel ses som en lejlighed til at genskabe tilliden til den multilaterale proces og klimaændringer og til at konsolidere Københavnsaftalen. Det er det mindste, der kan gøres, og selv dét kræver beslutsomhed og politisk lederskab under forhandlingerne, og det kræver ambitioner i beslutningsprocessen. Der skal først og fremmest opnås fremskridt på de områder, der påvirker udviklingslandene, dvs. finansiering, teknologioverførsel og kapacitetsudvikling. Hvad angår afbødning, forventes der fremskridt dog især med hensyn til at fastlægge ambitiøse og bindende mål for reduktion af emissionerne og overførsel af processer, herunder navnlig overvågning, information og kontrol.

Uanset resultatet af de internationale aftaler bør EU forfølge målet om at reducere CO2-emissionerne med over 20 % med henblik på at skabe "grønne" job og økonomisk vækst. Resultaterne af Cancún bør kort sagt hjælpe med at fastlægge definitioner for tiden efter 2012 med henblik på at opnå en international aftale i 2011, som er retligt bindende og opfylder det globale mål om at begrænse den globale temperaturstigning til to grader.

  Roger Helmer (ECR). – (EN) Hr. formand! Jeg vil personligt minde medlemmerne af Parlamentet om, at offentligheden har mistet troen på den menneskeskabte globale opvarmning. Vælgerne er trætte af at blive bebrejdet for klimaændringerne og er ikke længere parate til at betale for dem.

Flere og flere forskere sætter offentligt spørgsmål ved de ortodokse klimateorier. IPCC's troværdighed er blevet sønderskudt. Nylige mindre klimaændringer er fuldstændigt i overensstemmelse med de veldokumenterede, langsigtede naturlige klimacyklusser. København var en fiasko af den samme grund, som Cancún vil blive en fiasko. USA vil med sit nye republikanske flertal i Repræsentanternes Hus ikke købe systemet med øvre grænser og handel. Indien og Kina vil ikke gå glip af fremskridt på grund af denne sortsynethed. Vores grønne politikker er sandsynligvis unødvendige og helt sikkert ineffektive og ruinerende dyre.

Hvis Europa handler alene, vil vi ødelægge vores økonomier og forarme vores børnebørn, mens det ikke hjælper klimaet. Vi vælger fattigdom i navnet af en omtvistet videnskabelig teori. Det er på tide, at vi ændrer kurs.

  Catherine Soullie (PPE). – (FR) Hr. formand, fru Schauvliege, fru kommissær! Enhed og realisme vil forhåbentlig være fremtrædende i morgen, når vi stemmer om vores beslutning om denne 16. partskonference om klimaændringer. Jeg håber derfor, at den ansvarlige kommissær vil være i stand til at fastholde de pragmatiske mål, som vi skal opfylde sammen, men også til at forsvare de tilknyttede betingelser, som Europa har fastlagt, og som absolut ikke kan forhandles.

Vi må i disse forhandlinger heller ikke glemme de forventninger om en retfærdig balance, som vores medborgere og industrier har. Det er verden, der skal bekæmpe klimaændringerne, ikke Europa alene.

Det er derfor afgørende, at vi anerkender vigtigheden af effektiv beskyttelse af intellektuel ejendom. Grønne teknologier skal gavne så mange som muligt, men det betyder ikke, at vi skal sælge vores nuværende og fremtidige viden billigt, heller ikke af hensyn til den vigtige kamp mod klimaændringer.

Det er ligeledes et legitimt krav og ikke forhandlingstaktik, når vi ønsker fælles metoder til at beregne emissioner samt verifikation og offentliggørelse af data, så alle udledende industrier vurderes efter samme skala.

Mere kontroversielle er endelig, og min kollega har netop rejst dette, smuthullerne i den nuværende mekanisme for bæredygtig udvikling, som også er blevet fremlagt. Vi er alle klar over, at den reelle forhandlingsmagt desværre ikke ligger hos Europa-Parlamentet. En række medlemmer, herunder undertegnede, ønsker at arbejde for og deltage i et positivt resultat af denne konference, og dette skal opmuntres og ikke ignoreres, hvilket vi ellers har følt i de sidste par dage. Hvis Europa ønsker at have en central placering i internationale dialoger, skal alle dets lovgivere have det samme.

  Rovana Plumb (S&D). – (EN) Hr. formand! Som et optimistisk menneske tror jeg, at vi kan opnå fremskridt i Cancún i form af en afbalanceret pakke, der vil sætte landene i stand til at iværksætte hurtigere og stærkere foranstaltninger på tværs af alle områder, der er berørt af klimaændringer. Det er derfor meget vigtigt, at vi genopretter Europas førende position i forbindelse med de internationale klimaforhandlinger ved at indføre princippet om klimadiplomati, og at EU og dets medlemsstater definerer og gennemfører princippet om klimaretfærdighed. De skal derfor slå til lyd for en billighedsklausul i fremtidige internationale klimaforhandlinger.

Jeg understreger vigtigheden af at oprette en mekanisme, der regulerer finansieringen af de finansielle aspekter af klimaændringer. Der er behov for nye innovative indtægtskilder, f.eks. en afgift på finansielle transaktioner, grønne fonde eller private kilder, for at rejse de midler, der er nødvendige for at gennemføre projekter, som kan tilpasse til og afbøde klimaændringerne, og for at skabe grøn vækst, som vil bidrage til et godt liv for borgerne, og retfærdig vækst. Vi må heller ikke glemme ligestillingsdimensionen i klimaændringspolitikken.

  Romana Jordan Cizelj (PPE). – (SL) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Kløften mellem forventningerne til og resultaterne af Københavnskonferencen var uacceptabel bred, og derfor skal vi gennemføre forskellige ændringer. Denne gang rejser vi til Cancún med meget mere realistiske og alligevel ambitiøse mål. De fortjener kredit for denne gang at have sikret, at EU drager mere velforberedt til klimakonferencen, fru kommissær, og det vil jeg gerne takke Dem for.

Jeg har dog en bemærkning til nogle af de stillede ændringsforslag. Den aftale, vi opnåede i København, har skabt betydelige resultater. Ét af dem er uden tvivl beslutningen om, at vi nu skal iværksætte foranstaltninger for at begrænse den globale temperaturstigning til under 2 °C. Vi skal fastholde dette mål, og tiden er ikke den rette til at ændre det, selv om det måtte betyde, at vi sigter efter et lavere mål. Vi skal forblive troværdige. Vi kan ikke ændre så vigtige beslutninger fra det ene år til det andet.

Jeg har også en bemærkning til forslaget om, at EU ensidigt skal reducere drivhusgasemissionerne med 30 %. Vi bør efter min mening ikke igen lægge afstand til tredjelande. Vi skal hæve dette mål, og det vil vi gøre, men først når omstændighederne er de rette. Vi skal dog sikre, at vi på forhånd fastlægger proceduren for at træffe den beslutning, og at Parlamentet naturligvis inddrages i beslutningsprocessen.

Vi skal også stimulere udviklingen og brugen af rene teknologier på globalt plan. Aftalen om teknologioverførsel er meget vigtig, men vi skal også indføre de nødvendige ordninger for at beskytte vores intellektuelle ejendom. Kun på den måde vil klimaændring blive en mulighed og ikke kun en byrde.

Med hensyn til finansieringen af indsatsen for at mindske indvirkningen af klimaændringerne på udviklingslandene vil jeg endelig understrege, at EU allerede har én finansiel mekanisme til det formål, nemlig EU's emissionshandelssystem (ETS). Vi skal sikre, at dette system fungerer korrekt og effektivt, og vi skal sikre gennemsigtig og målrettet udbetaling af midler. Det er efter min mening upassende at skabe nye finansielle byrder i en tid med finansiel og økonomisk krise.

  Justas Vincas Paleckis (S&D). – (LT) Hr. formand! Snart vil verden igen modtage gode eller – som det har været almindeligt på det seneste – dårlige nyheder om klimaændringer, denne gang fra Cancún. Langt de fleste forskere siger, at tiden er ved at rinde ud for menneskets mulighed for at standse klimaændringerne, men der er ikke sket et fald i det antal mennesker, som afviser alt eller nægter at gøre noget. EU var og skal forblive den drivkraft, der kan skabe fremskridt i forhandlingerne. I Cancún skal EU koordinere medlemsstaternes holdninger mere effektivt. Det er vigtigt, at vi laver vores hjemmearbejde og beviser, at der er muligt at have bæredygtig økonomisk udvikling og en miljøvenlig livsstil. Kun ved at ændre os selv kan vi opfordre andre til at følge vores eksempel.

Jeg støtter fuldt ud et ensidigt skridt fra EU's side med det formål at reducere drivhusgasemissionerne med 30 % inden 2020. Det er især vigtigt, at det nye princip om klimaretfærdighed indgår i overvejelserne i Cancún. Hvis klimaændringerne ikke standses eller i det mindste begrænses, vil de fattigste lande og de fattigste mennesker være de første, der forbrændes af vores overophedede planet.

Nogle mennesker, virksomheder og lande følger tilsyneladende det gamle, men omskrevne ordsprog: Efter mig – når jeg har fået et massivt overskud – kommer oversvømmelsen. Denne holdning må ikke vinde i Cancún.

  Elisabetta Gardini (PPE). – (IT) Hr. formand, fru Schauvliege, fru kommissær, mine damer og herrer! Europas ønske om at fastlægge ambitiøse mål inden den næste klimakonference er bestemt et tilsagn om at arbejde videre med ihærdighed, og resultaterne af dette vil være afgørende for jordens fremtid.

Men det er netop grunden til, at vi skal være realistiske og mere forsigtige i vores forventninger. Så vidt vi ved, lykkedes det under de indledende internationale forhandlinger inden Cancúnkonferencen ikke at opnå bemærkelsesværdigt fremskridt hen imod en global aftale, og varsomheden og modstanden mod de forpligtelser, der blev accepteret i København, blev også bekræftet.

Det er allerede nævnt, men jeg vil her gerne henvise til Kina. Kina tillader f.eks. sig selv at øge sine CO2-emissioner med 5 mia. t inden 2020, og det har konsekvenser, som kun kan opvejes, hvis Europas industrielle emissioner reduceres med 100 % inden samme år 2020 – og selv det er muligvis ikke nok.

Denne kendsgerning bevirker ikke kun, at forslaget om en ubetinget reduktion på 30 % er urealistisk – og vi tager på det kraftigste afstand fra dette forslag – den får også mange uafhængige observatører til at antage, at der vil ske en stigning, endda en betydelig stigning, i de globale emissioner inden den dato. I denne modstridende situation ville det som minimum være risikabelt og endda demagogisk at komme med tal og skitsere attraktive, men urealistiske scenarier, hvor de ukendte mængder uundgåeligt afspejles i omfanget af omkostninger.

Vi håber, at EU bringer et fælles, realistisk og bæredygtigt forslag med til Cancún, fordi en aftale, der skaber reelle, håndgribelige resultater, altid og under alle omstændigheder er bedre end forventninger, som uundgåeligt vil blive skuffet og få regeringernes indsats på miljøområdet til at fremstå endnu mere utroværdig i den internationale offentlighed, og det vil være særdeles vanskeligt at udbedre.

  Jolanta Emilia Hibner (PPE). – (PL) Hr. formand, fru Schauvliege, fru kommissær! Vedtagelsen af beslutningen om den 16. partskonference i Mexico er første skridt i en global forhandling. Den repræsenterer et meget vanskeligt kompromis for alle lande. Vi må ikke bilde os selv ind, at vi vil opnå omgående succes. Vi skal indgive et forslag, der er så vidtrækkende som muligt, men som også samler så mange af de lande, der deltager i konferencen, som muligt.

Den vigtigste målsætning, der er anført i beslutningen, er at opnå et kompromis om kampen mod klimaændringer og global opvarmning. Hvis vi vil opfylde denne målsætning, skal vi opnå støtte fra de største lande og de største udledere, herunder USA og Kina. Vi skal drøfte dette med dem og anmode dem om at overveje deres økonomiske muligheder. Vi skal koncentrere os om at opfylde de målsætninger, vi allerede har integreret i EU's miljøpakke. Nogle kolleger siger, at det er en beskeden pakke, fordi den kun omhandler en reduktion af drivhusgasserne på 20 %. Lad os først tage dette første skridt, og lad os derefter tale om det næste.

Det er også vigtigt at have forpligtelser, som alle lande kan acceptere. Hvis vi igen medtager forpligtelser, som ingen vil gennemføre, vil de ikke have nogen virkning og vil kun eksistere på papiret. Vi skal også være opmærksomme på de lande, der er svage med hensyn til økonomisk udvikling, og som har dårligt udviklede økonomier. Vores mål er dog, at der bestemt skal ydes midler til de fattigste lande. De skal have adgang til penge fra EU. På vegne af alle kolleger vil jeg sige, at vi alle krydser fingre for kommissæren. Også jeg erklærer mig parat til at yde omfattende assistance i forhandlingerne.

  Sirpa Pietikäinen (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil først takke kommissær Hedegaard for hendes særdeles gode og engagerede arbejde med disse klimaspørgsmål på europæisk og globalt plan.

Jeg er klar over, at forhandlinger i FN-regi om alle de internationale spørgsmål er vanskelige i øjeblikket, og derfor skal vi efter min mening udnytte den handlingsbaserede tilgang fuldt ud. Vi ved, at udfordringen ligger foran os globalt i alle lande, så indsatsen for at forhindre klimaændring vil altid være gunstig, både fra et miljømæssigt og økonomisk synspunkt.

En lang række undersøgelser viser, at EU kan reducere sine CO2-emissioner med 30 % eller endda 40 % inden 2020 på en måde, der vil være økonomisk levedygtig og profitabel. Det vil først og fremmest kræve, at der sættes en stopper for alle skadelige tilskud, som f.eks. de årlige 6 mia. EUR i Europa til fossile brændstoffer, og at der indføres strengere lovgivningsstøtte til ETS, ressourceeffektivitet, energieffektivitet og redskaber, som f.eks. det strengere direktiv om miljøvenligt design.

Kun ved at vise vejen frem kan vi overbevise andre om, (a) at vi er seriøse, (b) at dette er profitabelt, og (c) at vi gør det af hensyn til miljøet og den europæiske økonomis succes.

  Seán Kelly (PPE). – (GA) Hr. formand! Jeg takker min gruppe for at give mig mulighed for at sige et par ord om dette emne, som jeg er meget interesseret i.

(EN) Resultatet af Cancúnkonferencen er vigtigt for EU, både hvad angår optik og resultater. Vi skal fremstå realistiske, og vi skal tale med én stemme. Det skal tydeligt formidles, at global opvarmning er et globalt problem, der kræver en global løsning med globale og bindende mål.

Vi skal derfor holde fast i vores mål om 20 % inden 2020. Alt andet vil være undergravende. Det vil kunne forringe vores økonomi og ødelægge vores konkurrencedygtighed, mens udviklingslandene galoperer frem.

Hvis vi i 2015 eller der omkring har nået målet på 20 %, kan vi ændre det til 25 % eller 30 % – så vil det blive opfattet som en PR-succes. Alt andet – at gå efter 30 % og ikke opnå det – vil blive betragtet som en PR-katastrofe, som vi så med Lissabonstrategien. Det har vi haft nok af. Tiden er inde til at være smarte. Vi skal yde vores del, men samtidig sikre, at resten af verden gør det samme.

Endelig har jeg hørt, at nogle medlemmer af Parlamentet muligvis rejser til Cancún for at protestere. Det har de selvfølgelig ret til, men jeg håber, de gør det som privatpersoner og ikke som akkrediterede delegerede.

  Danuta Jazłowiecka (PPE). – (PL) Hr. formand! Mine kolleger har mange gange understreget behovet for én intern holdning til klimapolitikken. Jeg vil dog henlede opmærksomheden på den kendsgerning, at vi på den kommende klimakonference også bør udnytte vores største aktiv, der samtidig – som det viste sig sidste år – er vores største svaghed. Jeg tænker på de multilaterale forhandlinger og forsøget på at forstå vores partneres argumenter og også det kompetente forsøg på at opnå et tilfredsstillende kompromis. Lad os forsøge at bruge vores europæiske knowhow i klimapolitikken. Den isolation, som kommissæren talte om, afhænger af inddragelsen af USA, Kina, Brasilien, Rusland og Indien. Uden den vil der ikke være mening med nogen af de foranstaltninger, som EU gennemfører. Det skal også siges tydeligt, at vækstøkonomierne skal påtage sig større forpligtelser, når de nu ønsker at spille en større international rolle. BRIC-landene kan ikke altid appellere til deres behov for at indhente udviklingen som begrundelse for deres manglende accept af radikale foranstaltninger til beskyttelse af miljøet. Større myndighed medfører større ansvar.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE). – (PT) Hr. formand! Et vellykket resultat af Cancúnkonferencen om klimaændringer er afgørende for troværdigheden af forhandlingsprocessen i FN-regi. Det er afgørende, at der gives konkrete tilsagn og fastlægges realistiske mål. En aftale om aspekter, som f.eks. politikker vedrørende skovbeskyttelse, teknologioverførsel til udviklingslandene og finansiering, er vigtig.

Hvis vi ikke opnår en global aftale, bør Europa stadig være indstillet på at overveje en anden forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen, men med betingelser, herunder især med hensyn til protokollens miljøintegritet, ændring af mekanismen for bæredygtig udvikling og bekræftelse af tilsagn fra de største forurenere i verden, som f.eks. Kina og USA.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). – (HU) Hr. formand! I optakten til klimakonferencen i Cancún skal EU og dets medlemsstater endelig erkende, at fastlæggelse af flere og flere nye ensidige måltal ikke hjælper med at lægge pres på USA, Kina og Indien eller hjælper med at inddrage vækstøkonomierne i kampen mod klimaændringer. I lyset af det forekommer forpligtelsen til en ensidig reduktion af CO2-emissionerne på 40 %, som foreslås af Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance overdreven. Selv en ensidig forpligtelse på 30 % vil kun give mening, hvis den følges op af reelle foranstaltninger. Jeg er enig med fru Hedegaard i, at EU kun kan genvinde sin førende rolle, hvis det opnår konkrete resultater, investerer i forskning og udvikling, skaber grønne arbejdspladser, udvikler et intelligent energinet og fører en politik om bæredygtig grøn vækst.

  Karin Kadenbach (S&D). – (DE) Hr. formand, fru Schauvliege, fru kommissær! Parlamentet har allerede ved flere lejligheder klart forpligtet sig over for klimabeskyttelsesforanstaltningerne. Denne holdning er desværre tilsyneladende mindre udbredt blandt beslutningstagerne i medlemsstaterne. Miljøministrene, som ofte er meget ambitiøse, må i mange tilfælde klare sig selv. Finans- og økonomiministrene og dem, der er ansvarlige for økonomien, tænker forhåbentlig også i mere langsigtede baner. Foranstaltninger iværksættes dog oftest inden for et klart defineret tidsrum, nemlig det tidsrum, der leder op til det næste valg. Naturen kan dog ikke tage hensyn til de daglige politiske behov. Den reagerer på klimaændringer med de tilknyttede negative konsekvenser for mennesker og menneskeheden som helhed. Hvis det ikke lykkes for os at formidle den hastende karakter af denne sag og især det påtrængende behov for at handle, vil det være nødvendigt at bruge en betydelig del af vores midler til katastrofehjælp i den ikke alt for fjerne fremtid.

Under mottoet "én planet, én stemme" ønsker jeg Dem, fru kommissær, held og lykke i Cancún af hensyn til de kommende generationer.

  Sonia Alfano (ALDE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg sætter stor pris på kommissær Hedegaards tilstedeværelse og det standpunkt, hun har taget. Jeg vil takke Dem for Deres indsats for løbende at holde Parlamentet orienteret om optakten til Cancún.

Kampen mod klimaændringerne skal føres på globalt plan med alles deltagelse, men idéen om, at vores holdning skal afhænge af de andre landes, er uansvarlig og yder ikke retfærdighed til den rolle, som EU har defineret for sig selv, nemlig en førende rolle i kulturelle revolutioner på globalt plan, primært kampen mod klimaændringer.

Vi skal fastlægge stadig mere ambitiøse mål for os selv og sikre, at de opfyldes af de forskellige medlemsstater. Jeg takker derfor kommissæren, fordi hun for nylig har mindet Italien om, at det skal overholde dets løfte om at yde 200 mio. EUR til bekæmpelsen af klimaændringerne. Jeg må desværre oplyse Kommissionen, at den italienske regerings budget tilsyneladende ikke omfatter disse midler på nuværende tidspunkt.

Jeg opfordrer derfor Kommissionen til at benytte alle de midler, den har til rådighed, med henblik på at få medlemsstaterne til at opfylde deres løfter, navnlig når det handler om en så vigtig kamp for den umiddelbare fremtid for verdens befolkning ...

(Formanden afbrød taleren)

  João Ferreira (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! EU var medvirkende til fiaskoen i København og blokeringen af fremskridtet i de internationale forhandlinger. Det er ikke nok at erklære, at man er ambitiøs, og fastlægge mål for andre udviklede lande, selv om de ikke opfylder anbefalingerne fra Det Mellemstatslige Panel for Klimaændringer, hvis der ikke er fokus på de midler, der skal bruges til at gennemføre målene. Midlerne til at opnå målene er vigtigere end selve målene, som har været omdrejningspunktet i denne forhandling, og det er et centralt spørgsmål.

EU insisterer på en markedstilgang med markedsinstrumenter, der indtil videre har vist sig at være to ting, nemlig ineffektive og forkerte. Dette er manna for de finansielle spekulanter. Det er ikke længere kun mad, ikke længere kun de enkelte landes statsgæld, men også selve atmosfæren, den luft, vi indånder, som kan sikre en ny milliardærordning og skabe fiktive finansielle aktiver.

Vi kan, fru kommissær, spore årsagerne til klimaændringerne tilbage til urimeligheden ved dette økonomiske og sociale system. Vi vil finde løsningen ved at bryde med dette system.

  Iosif Matula (PPE). – (RO) Hr. formand! Klimaændringerne er uden tvivl den største udfordring for menneskeheden i dag.

Forventningerne til Cancúnkonferencen er desværre ret beskedne på baggrund af fiaskoen i København. I København forventedes de udviklede lande at støtte udviklingslandenes handlingsplaner for bekæmpelse af virkningerne af klimaændringerne med forskellige mider. Indvirkningen af den økonomiske krise, som især mærkes hårdt af EU's medlemsstater, tvinger os til også at fokusere på andre vigtige områder.

Det er afgørende, at vi opnår en aftale om reduktion af CO2-emissionerne. I Cancún skal EU tilkendegive sin fælles holdning til de mål, der skal opfyldes, og erindre, at den vellykkede gennemførelse af Europa 2020-strategien kræver, at klimamålet opfyldes. I den henseende vil jeg fremhæve den rolle, som partnerskaber spiller, når det drejer sig om at udvikle potentialet for vedvarende energi på regionalt plan og opmuntre regioner til at bruge vedvarende energi.

  Gilles Pargneaux (S&D). – (FR) Hr. formand, fru kommissær! Vi ved, hvor engageret De er, og vi ved, at De ønsker, at Europa i Cancún endelig vil tale med én stemme. Jeg vil derfor gerne høre Deres mening om to spørgsmål, to forslag, der er omhandlet i vores beslutning, som vi stemmer om i morgen. Jeg vil gerne offentligt høre Deres mening om disse to forslag inden afstemningen i morgen.

For det første om oprettelsen af en grøn fond, der endelig vil tilvejebringe 100 mia. USD om året fra 2020, som vi kan bruge til at hjælpe de fattigste lande.

Dernæst om indførelsen af en afgift på 0,01 % på finansielle transaktioner, der vil skabe en fond på 20 mia. EUR, som også skal bruges til at hjælpe de fattigste lande. Dette er efter min mening et vigtigt finansielt emne, som vil sætte os i stand til hurtigere at gå endnu videre.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Hr. formand! Formålet med klimakonferencen er at opnå enighed om en efterfølger til Kyotoprotokollen, som udløber i 2012. Vi skal omgående sikre fremskridt i bekæmpelsen af klimaændringerne. Generelt er EU godt på vej – relativt set – til at opfylde sine klimamål. Det er dog afgørende, at vi, EU, sammen med USA og Kina arbejder for at fastlægge de retlige forudsætninger for en global klimabeskyttelsesaftale. Især i disse vanskelige tider vil styrkelsen af miljøpolitikken skabe betydelige økonomipolitiske muligheder, f.eks. gennem investering i vedvarende energi og energieffektivitet.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Hr. formand! Gennem to årtier har drøftelserne om klimaændringer kørt i internationale fora. Trods den stigende bevidsthed om dette i sandhed globale problem må det fra et politisk perspektiv siges, at vi har spildt disse to årtier.

Kyotoprotokollen gælder ikke længere fra 2012, og sidste års fiasko på klimakonferencen i København levner intet håb om en snarlig ændring til det bedre. Klimaforhandlingerne i oktober bekræftede skismaet mellem de udviklede lande og udviklingslandene, og der vil derfor være meget at gøre i Cancún. Hvis vi ønsker, at Cancúnkonferencen skal blive vellykket, skal de rige lande grundlæggende skifte holdning. Vi skal for det første reducere mængden af interne emissioner betydeligt. Den såkaldte CO2-udligning er ingen løsning i den sammenhæng. Hvis de rige lande køber tillader fra de fattige lande for at blive ved med at producere emissioner, vil det ikke hjælpe klimaet på nogen måde.

  Kyriakos Mavronikolas (S&D). – (EL) Hr. formand! Det spørgsmål, vi skal besvare, er, om vi kan opnå fremskridt på klimaområdet i Cancún. Vores holdning og vores mål sætter efter min mening tempoet med hensyn til de ændringer, der er behov for, hvis vi skal undgå en miljøkatastrofe.

EU's holdninger er stadig de rigtige, og vi skal ikke kun præcisere dem på denne konference – vi skal kæmpe for at opnå meget bedre resultater end i København.

Desværre må vi, fru kommissær, stadig forvente, at det er vores opgave at overbevise de store lande, navnlig USA og Kina, om at deltage i den overordnede indsats for at bekæmpe klimaændringerne. Jeg er sikker på, at denne indsats vil bære frugt.

  Connie Hedegaard, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg troede, jeg kunne begrænse mig til tre grundlæggende bemærkninger efter denne livlige forhandling, men jeg vil først besvare et meget direkte spørgsmål fra hr. Pargneaux. Jeg tror, vi kan komme et godt stykke videre med arkitekturen for en grøn fond. For mange parter skal nogle af de meget specifikke finansieringskilder sandsynligvis undersøges nærmere, eftersom det kun er to uger siden, FN's højniveaupanel fremlagde disse forskellige bidrag.

Realistisk set bør vi opnå betydeligt fremskridt. Vi skal vide, hvad vi vil gøre med denne fond, og hvordan den skal etableres. Derefter er jeg sikker på, at vi hurtigt kan opfylde kravene til fonden. Vi skal nok gå gradvist frem, men vi ønsker virkeligt at gå videre med den grønne fond.

Nu til mine tre bemærkninger. For det første sagde Marita Ulvskog i begyndelsen af forhandlingen, at klimaspørgsmålet er gledet ned på den internationale dagsorden i år. Det er selvfølgelig rigtigt, men hvis vi sammenligner den nuværende situation med situationen for to – eller fem eller 10 – år siden, så kan vi se, at klimaet figurerer højt på dagsordenen i dag.

Hvis det ikke havde været for optakten til Københavnsaftalen, kan De så forestille Dem, at spørgsmålene om klimaændring, energieffektivitet og fremme af grøn vækst ville have overlevet den økonomiske krise? Næppe, vil jeg hævde. Klimaet figurerer stadig højt på vores dagsorden i EU, og dér skal det blive.

Hr. Ouzký nævnte, at Europa altid er for optimistisk, men måske det ikke altid er forgæves. Det er ikke pessimisterne, der skaber store resultater. Ved at fastlægge mål viste Europa vejen i 2008, og i optakten til København fulgte en række økonomier efter.

For to år siden var vi mere eller mindre de eneste, der fastlagde mål. I optakten til København fastlagde store økonomier, som f.eks. Indonesien, Mexico, Korea, Indien, Sydafrika med flere – listen er meget længere – interne mål. Alt andet lige er dette også meget vigtigt set fra det europæiske virksomheders side. Det var noget, som vi faktisk opnåede. I mange lande vil disse interne mål nu føre til et vist paradigmeskifte. Ja, det går langsomt på mange måder, men vi er faktisk nået ganske langt.

En taler nævnte vækstøkonomierne. Dette var tidligere ikke et spørgsmål, som angik vækstøkonomierne. For to år siden ville de have sagt, at klimaændringerne ikke var noget, de skulle håndtere. Det skulle de rige lande håndtere – de udviklede lande. I dag anerkender de – på grund af København – at de har et medansvar. Vi skal forsøge at bygge videre på det i Cancún, og det vil vi gøre.

Der var nogle spørgsmål om mekanismen for bæredygtig udvikling (CDM). Ja, den er et problem. Vi står over for nogle udfordringer i den henseende, og dette er en del af vores opgaveliste for Cancún. Vi skal forsøge at gå videre med de nødvendige reformer af CDM-systemet.

Til hr. Skylakakis vil jeg sige, at jeg med glæde kan oplyse, at Kommissionen i morgen vil stille sit forslag om begrænset anvendelse af visse industrigasser. Der har været et meget fint samarbejde med og deltagelse af Parlamentet, og det er nødvendigt, hvis vi skal opnå en vellykket aftale med medlemsstaterne. Vi fremlægger vores forslag i morgen, og det vil forhåbentlig imødegå mange af de bekymringer, Parlamentet har rejst.

Min sidste bemærkning er til hr. Leinen og hr. Arsenis, der begge sagde, at de frygtede, at Cancún i for høj grad bagatelliseres. At sige, at vi ønsker et ambitiøst, væsentligt og afbalanceret resultat – med alle de elementer, jeg har nævnt, og det belgiske formandskab har nævnt – er efter min mening ikke at bagatellisere tingene. Hvis vi virkelig opnår en beslutning om skovbrug, om tilpasning, om teknologi, om tilvejebringelse af finansiering til hurtig opstart, om, hvordan vi skal måle, rapportere og verificere CO2-markederne, og om de forskellige elementer, vi har nævnt her, så er det et betydeligt fremskridt.

Vi ved alle, hvorfor vi ikke kan opnå én af de ting, vi ønsker, nemlig den internationale retligt bindende aftale. En af årsagerne er det manglende fremskridt i det amerikanske Senat. Vi kender alle årsagen. Men hvis vi opretholder momentum, kan vi alligevel nå det europæiske mål så hurtigt som muligt, nemlig at få en international retligt bindende aftale.

Vi vil gøre vores bedste for at opnå et sådant fremskridt i Cancún. Alternativet er meget ringe. Det er meget grumt. Vi skal sikre dette, og jeg kan forsikre Dem, at den europæiske delegation i fællesskab vil gøre, hvad den kan for at opnå dette, og vi vil gøre det på en måde, så verden kan høre, at vi nu taler med den berømte "ene stemme". Jeg håber, det vil være den berømte "ene stemme", hvor vi alle siger det samme, hvor vi kommer med de samme prioriteter, uanset om vi er ministre, medlemmer af Kommissionen, eksperter eller medlemmer af Europa-Parlamentet.

Jeg glæder mig også til at samarbejde med Parlamentets delegation i Cancún.

  Joke Schauvliege, formand for Rådet. – (NL) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg kan naturligvis tilslutte mit kommissærens ord, og jeg vil takke alle medlemmerne af Parlamentet for deres mange bemærkninger, herunder de bekymringer, medlemmerne har rejst. Vi har under alle omstændigheder noteret dem og vil overveje dem. Jeg vil også takke Kommissionen og dens tjenestegrene for deres konstruktive samarbejde indtil videre. Jeg mener, vi skal fortsætte ad denne vej, og at dette vil blive afgørende i de kommende dage og uger, både i Cancún og på selve klimakonferencen. Kommissæren har været inde på mange punkter, men jeg vil også selv nævne et par enkelte aspekter.

Der var mange bemærkninger om troværdighed, om at tale med én stemme, og det skal vi naturligvis gøre. Jeg deltog i den 10. partskonference (COP 10) under konventionen om biologisk mangfoldighed (CBD) i Nagoya, så jeg ved af personlig erfaring, at det kan EU gøre, og at det er den eneste måde at opnå gode resultater på. Vi skal både inddrage erfaringerne fra Nagoya og sidste års dårlige erfaringer fra København og lære af disse. Det har Rådet netop gjort. Vi har selv vedtaget en klar holdning. Vi har vores konklusioner i Rådet, og med udgangspunkt i dem kan vi formidle EU's utvetydige budskab, også på internationalt plan.

Det siger sig selv, hr. Eickhout, at EU-koordination gælder, hvis EU skal henholde sig til Rådets konklusioner, som det altid har været almindelig praksis, og at der også i det tilfælde skabes yderligere enighed om det utvetydige budskab. Der var også en række bemærkninger om forhøjelsen af reduktionsmålet til 30 %. Rådet har som bekendt godkendt formandskabets rapport om dette spørgsmål, nemlig den rapport, der var baseret på Kommissionens meddelelse med en analyse af indvirkningen af forhøjelsen til 30 %. I denne rapport – og den er blevet vedtaget i Rådet – anmodede vi Kommissionen om yderligere at undersøge indvirkningen på medlemsstatsniveau. I den henseende vil der i foråret – på Rådets forårsmøde – blive afholdt en forhandling på grundlag af Kommissionens yderligere undersøgelse af forhøjelsen af reduktionsmålet på 30 %.

Flere medlemmer har med rette fremhævet vigtigheden af konferencen i Nagoya. Det handler ikke om at justere vores ambitioner. Vi skal være realistiske, men vi skal også yde enhver indsats for at sikre, at der opnås et godt resultat i Cancún – en afbalanceret pakke af foranstaltninger. Vi, det belgiske formandskab, vil gøre alt, hvad vi kan for at opnå dette resultat. Det vil vi gøre i samarbejde med alle medlemsstaterne, med Kommissionen og med Deres støtte. På den måde skal vi sikre, at vi med udgangspunkt i styrken af den tillid, der blev genskabt i Nagoya – hvor der gennem en indsats på multilateralt plan igen blev opnået enighed – kan fortsatte ad denne vej i Cancún og kan genoprette håbet for klimaet.

FORSÆDE: Roberta ANGELILLI
Næstformand

  Formanden. – Jeg har modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 25. november 2010.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  János Áder (PPE), skriftlig. – (HU) De har muligvis allerede hørt om HFC-23-skandalen, som blev afsløret på PPE-Gruppens pressekonference i går. Det er efter min mening fuldstændig skandaløst, at europæiske skatteydere skal betale omkring 70 gange mere for at destruere en drivhusgas, der er genereret ved produktionen af en kølegas, der allerede er ved at blive udfaset, og som skaber enorme overskud for få primært kinesiske og indiske virksomheder. Skandalen forstærkes, eftersom Kommissionen med investortillid som begrundelse ikke planlægger omgående at suspendere handelen med disse emissioner, inden 2013, og ændre denne ubæredygtige situation.

Dette er endnu mere skandaløst, eftersom Kommissionen i de internationale klimaforhandlinger gør alt, hvad den kan, for at forhindre, at nye tiltrædelseslande opretholder Kyotokvoter, der har betydning for deres nationale velstand. Det gør den, selv om der ligger faktiske emissionsreduktioner bag de kvoter, som tidligere socialistiske lande, herunder Ungarn, har ret til, og som de østeuropæiske lande har betalt en betydelig pris for siden systemskiftet. Hovedelementet i den skandale, der blev afsløret i går, er netop, at koncentrationen af HFC-23-gassen, som er 12 000 gange mere aggressiv end CO2, i atmosfæren er steget betydeligt i de sidste to årtier, mens de europæiske forbrugere indtil videre har betalt 1,5 mia. EUR for at destruere denne gas. Det bør derfor ikke overraske os, at EU med en sådan dobbeltmoral ikke vil indtage en fælles holdning i Cancún, ligesom det heller ikke gjorde i København.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg går ind for, at der på klimatopmødet, som indledes næste mandag i Cancún, vedtages en bindende aftale, der omfatter en international sanktionsordning. Det er klart, at en sådan aftale kun vil give mening, hvis den er bindende for de største udledere i verden, nemlig USA, Kina og Indien. EU har været førende i kampen mod klimaændringer og skal opfordres til at bygge videre på denne position, men vi må ikke glemme den fantastiske indsats, som vores industrier allerede har ydet for at gennemføre de obligatoriske emissionsreduktioner i Europa. Det skal derfor bemærkes, at EU tegner sig for ca. 15 % af de globale emissioner. Det anslås, at denne procentdel vil falde til 10 % inden 2030, mens USA, Kina og Inden tegner sig for halvdelen af de globale emissioner, og denne andel er stigende. Jeg er følgelig ikke enig i, at EU ensidigt skal reducere sine CO2-emissioner med 30 % i stedet for 20 %, hvis de andre lande, især USA, ikke reducerer deres emissioner tilsvarende. Det betyder ikke, at EU's ambitioner skal nedjusteres. Tværtimod skal vi, selv om de andre ikke følger med os, fortsat fokusere vores indsats på videnskabelig forskning, teknologisk innovation i forbindelse med energikilder, der ikke udleder CO2, energieffektivitet og skabelse af grønne arbejdspladser for at øge vores konkurrencedygtighed.

  Alajos Mészáros (PPE), skriftlig. – (HU) På vej mod en aftale efter Kyoto ... Den 16. partskonference under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer, som afholdes i december i Mexico, har endnu større betydning efter det mislykkede topmøde i København. Selv om København på det internationale plan kan betragtes som et skridt fremad, opfyldte topmødet langt fra vores forventninger. Kyotoprotokollen udløber i 2012, og derfor er det særdeles vigtigt, at vi har klart definerede globale mål, som alle kan forstå. Det er ikke nok, at der er relativ enighed om spørgsmålet inden for EU. Det er vigtigt, at USA og de største lande i Asien også vedtager vores mål. Hvis der ikke kan opnås enighed om tal og procentdele i Cancún, er det absolut afgørende, at parterne når til enighed om konkrete planer og tilsagn med henblik på at bane vejen for indgåelsen af en aftale efter Kyoto i Sydafrika i 2011. Der skal opnås enighed om spørgsmål, som f.eks. finansiering, overvågning og kontrol. EU skal fremstå som et godt eksempel ved at udvise enighed.

  Katarína Neveďalová (S&D), skriftlig. – (SK) Jeg vil først påpege, at klimakonferencen i Cancún er endnu en oplagt chance for at gøre noget for de kommende generationer og i det mindste delvist opveje det, der ikke lykkedes for os i København. Det er ikke længere muligt at fornægte klimaændringerne. Tilplantning af vinmarker i bjergområder og dyrkning af afgrøder, hvor de aldrig har været dyrket før, er eksempler på det, og det samme er de stadig hyppigere naturkatastrofer. Vi skal vedtage en ansvarlig og langsigtet løsning. Jeg er ikke miljøekspert, og teorierne varierer, men jeg mener, at vi skal gøre noget. Vi skal holde op med at diskutere, om klimaændringerne findes eller ej, og i stedet drøfte, hvordan vi bekæmper dem. Vi skal holde op med at diskutere, om klimaændringerne kan standses eller ej, og i stedet gøre noget. EU skal være førende i denne indsats, og det samme skal alle medlemsstaterne. Vi har et ansvar for hele verdens fremtid. Vi skal støtte en betydelig reduktion i produktionen af emissioner. Vi skal samle regioner, byer og landdistrikter i indsatsen for at beskytte miljøet. Vi skal forsøge at skabe flere grønne arbejdspladser, og vi skal støtte investeringer i forskning og udvikling. Det er os, der kan redde denne planet. Men vi skal stå fast, og vi skal stå sammen.

  Bogusław Sonik (PPE), skriftlig. – (PL) Klimaforhandlingerne i Cancún begynder om kun én uge. EU har vedtaget ambitiøse planer med hensyn til reduktion af emissioner, finansiering, skovbrug og teknologioverførsel. På den ene side er omhu en vigtig faktor i klimaforhandlingerne, men den må ikke tilsløre betydningen af de beslutninger, der faktisk træffes på konferencen. Der kan også drages konklusioner af de skuffende resultater af klimakonferencen i København, hvor der ikke blev truffet vigtige, konkrete beslutninger. Under den 16. partskonference skal EU derfor bidrage til en genopretning af tilliden til de internationale forhandlinger om klimaændringer. Forhandlingerne har allerede varet længe nok. I Cancún skal der udformes konkrete relevante foranstaltninger, som kan danne udgangspunktet for en omfattende international aftale i Sydafrika i 2011.

(1) Se protokollen.