Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 24. november 2010 - Strasbourg

15. Fremtiden for det strategiske partnerskab Afrika-EU på tærsklen til det tredje topmøde Afrika-EU (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Rådet og Kommissionen om fremtiden for det strategiske partnerskab Afrika-EU på tærsklen til det tredje topmøde Afrika-EU.

  Olivier Chastel, formand for Rådet for næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg er først og fremmest taknemmelig for, at De giver mig lejlighed til at tale om det næste topmøde Afrika-EU, som er af stor interesse for mange af Dem, ved jeg.

Mens det første topmøde, som blev afholdt i Cairo i 2000, lancerede processen for det kontinentale samarbejde, definerede det andet, som fandt sted i Lissabon i 2007, det nye program for forholdet mellem EU og Afrika. Det tredje, som afholdes i Tripoli, skal efter planen konsolidere vores strategiske partnerskab og endelig skabe konkrete resultater.

Det er i forbindelse med spørgsmålene om fred og sikkerhed, at den ledende rolle, der spilles af Den Afrikanske Union er af allerstørste betydning. I Sudan indsatte Den Afrikanske Union som de første en fredsbevarende mission. I Darfur spiller Den Afrikanske Union takket være det panel, der ledes af hr. Mbeki, en førende global politisk rolle. Det fremskridt, der for nylig er opnået i forhandlingen om en rammeaftale mellem nord og syd, er et vigtigt skridt hen imod en fredelig overgang. EU's udsendelse af en valgobservationsmission viser endvidere tydeligt vores beslutsomhed, når det drejer sig om at sikre en fredelig overgang i Sudan. I Somalia er AMISOM, Den Afrikanske Unions mission i Somalia, den eneste aktør, der er til stede i selve Mogadishu.

Hvad angår statskup, sikrer Den Afrikanske Unions strenge nultoleranceregel beskyttelse, og den spiller en afgørende rolle i genetableringen af den forfatningsmæssige orden. Den Afrikanske Union er blevet den organisation, som fastlægger normer, ikke kun på dette område, men også med hensyn til politisk regeringsførelse, på det afrikanske kontinent og i den økonomiske integrationsproces. Den definerer de politiske rammer, som sætter medlemslandene og de regionale økonomiske fællesskaber i stand til at fremme intern afrikansk udveksling og transnationale infrastrukturer. Hele porteføljen i det nye partnerskab for Afrikas udvikling, herunder dets socioøkonomiske udviklingsprogram, er i øjeblikket fuldt integreret med Den Afrikanske Union.

Denne interne proces går hånd i hånd med de reformer inden for de internationale strukturer for regeringsførelse, der er iværksat med hensyn til afrikansk repræsentation. Den Afrikanske Union er i den henseende centralt placeret til at koordinere de afrikanske holdninger på den internationale scene. Med hensyn til f.eks. klimaændringer har Etiopiens premierminister fået mandat af Den Afrikanske Union til at tale på Afrikas vegne på den internationale scene.

Den Afrikanske Union er blevet uundværlig for EU i en række tilfælde, hvor vi har brug for løsninger og bidrag fra Afrika. Det gælder f.eks. i forbindelse med fredsbevaring, migration, narkohandel, klimaændringer og Den Internationale Straffedomstol. Afrika rummer også muligheder, som EU bør undersøge, herunder f.eks. samarbejde inden for energiforhold, traktaten om våbenhandel og de udsigter, den private sektor tilbyder, for blot at nævne nogle få. En særlig udfordring inden for rammerne af samarbejdet mellem EU og Den Afrikanske Union hænger tydeligt sammen med Den Internationale Straffedomstol. Vores afrikanske partnere medvirkede til dens oprettelse, og deres samarbejde er stadig afgørende for dens politiske målsætning, som er af grundlæggende betydning for EU. De har dog kritiseret den måde, som sagen med Sudans præsident, al-Bashir, er blevet håndteret på, og de har kritiseret, at Sikkerhedsrådet ikke iværksatte suspensionsproceduren. Den Afrikanske Union har derfor taget afstand fra domstolen. Hvad angår EU, er vi naturligvis stadig fortalere for domstolens uafhængighed, og vi kan kun overlade sagen til Sikkerhedsrådet med hensyn til en eventuel suspensionsprocedure. På det næste topmøde vil vi klart tilkendegive vores holdning, selv om vi erkender, at topmødet ikke vil ændre holdningen i Den Afrikanske Union, som også ligger helt fast.

Europa er Afrikas vigtigste partner. Det politiske, økonomiske, institutionelle og udviklingsmæssige samarbejde er konstant mere omfattende end andre regionale partnerskaber eller forhold til de nationale regeringer. EU må dog ikke undervurdere den hurtige vækst i vækstøkonomiernes deltagelse. EU skal glæde sig over disse nye rammer, men da de har en indvirkning på forholdet mellem EU og Afrika, ønsker vi også et fornyet fokus på de kendte elementer, der er vores trumfkort, og som skaber merværdi. Vi ønsker, at der sikres bedre koordination, og at situationer, som er fordelagtige for alle, prioriteres.

EU befinder sig i en institutionel situation uden sidestykke i resten af verden – to unioner, der har regional integration som mål, og som ønsker at bidrage til skabelsen af et multilateralt system af global regeringsførelse. Den Afrikanske Union overvåger med interesse oprettelsen af de nye institutioner, der indføres ved Lissabontraktaten. Et Afrika, der har det bekvemt, som tilbejles af flere partnere, og som for første gang – i hvert fald i lang tid – har udsigt til vækst, ønsker tydeligvis at blive behandlet som ligemand.

Forberedelsen til topmødet skrider derfor frem. Drøftelser med vores libyske værter og vores modstykker i Den Afrikanske Union har været nyttige. Et stort antal ledere fra både Europa og Afrika har bekræftet, at de vil deltage på højeste niveau. Hovedforhandlingerne på topmødet vil vedrøre det centrale tema: investering, økonomisk vækst og jobskabelse, samt en række tilhørende sekundære temaer. Vi håber, at disse forhandlinger vil føre til konkrete resultater.

Deltagerne i den politiske dialog på ministerniveau, der fandt sted i Malawi, godkendte erklæringen fra topmødet, Tripolierklæringen, og den fælles handlingsplan for 2011-2013. Sidstnævnte repræsenterer et solidt grundlag for vores fremtidige indsats ved at sikre en god balance mellem traditionelle udviklingsprioriteter, som f.eks. infrastruktur, millenniumudviklingsmålene, politiske temaer, som f.eks. fred og sikkerhed, demokratisk regeringsførelse og menneskerettigheder, migration, mobilitet og beskæftigelse, og nye lovende samarbejdsområder, som f.eks. vedvarende energi, klimaændringer, informationsteknologi og rummet, for blot at nævne nogle få.

Endelig vil jeg på vegne af formand Van Rompuy sige, at jeg varmt glæder mig over Parlamentets positive deltagelse i forhandlingerne om de fremtidige forbindelser mellem EU og Afrika, og jeg glæder mig over mødet mellem Europa-Parlamentet og Det Panafrikanske Parlament, som afholdes den 27. november i Tripoli umiddelbart inden topmødet. Dette møde vil være en enestående lejlighed til at udarbejde grundlæggende henstillinger til forhandlingen på plenarmødet, som finder sted i løbet af topmødet. Jeg glæder mig ligeledes over stemningen under forhandlingen i dag, og jeg imødeser Deres indlæg med interesse.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Det er sandt, at opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene og bekæmpelse af fattigdom stadig er kernen i Europa partnerskab med Afrika. Samtidig går vores forbindelser langt videre end det. Mulighederne for samarbejde mellem de to kontinenter er enorme.

Tidligere på måneden fremlagde Kommissionen forslag om, hvordan vores forbindelser kan konsolideres ved at styrke dem og ved at fokusere på inklusiv og bæredygtig vækst på lang sigt. Topmødet i Tripoli vil være en fremragende lejlighed til at drøfte, hvordan vi kan forbedre vores samarbejde i denne henseende.

Kommissionen mener, at der er behov for at forbedre den politiske dialog og politikdialogen, så den kommer videre end traditionelle udviklingsscenarier. EU og Afrika skal samarbejde bilateralt og også samarbejde på den internationale scene for at fremme vores fælles interesser, dvs. håndtering af klimaændringerne, opnåelse af fremskridt i opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene og fremme af fred og sikkerhed, demokratisk regeringsførelse og menneskerettigheder.

Målet er at sikre, at begge parter i fællesskab kan håndtere de globale udfordringer, som vil dominere dagsordenen for topmødet, og gøde jorden for et mere effektivt samarbejde, der er til fordel for begge parter.

På baggrund af topmødets fokus på investeringer, vækst og jobskabelse skal vi også nå til enighed om, hvordan vi vil arbejde sammen for at overvinde følgerne af den økonomiske og finansielle krise. Dette vil navnlig kræve fremme af et mere erhvervs- og investeringsvenligt miljø. Det vil være anledningen til at undersøge lovende områder, som f.eks. vedvarende energi, informations- og kommunikationsteknologi, forskning osv. Det er disse områder, hvor de afrikanske behov er enorme, og hvor Europa samtidig har meget at tilbyde. Vi kan bygge videre på de vellykkede resultater, vi har opnået indtil videre, nemlig fred og sikkerhed samt regional integration.

Denne ambitiøse dagsorden kræver, at vi bygger videre på de vellykkede resultater fra Lissabontopmødet i 2007 og på de resultater, der er opnået siden gennem den fælles Afrika-EU-strategi og dens første handlingsplan. Med udgangspunkt i de høstede erfaringer opfordrer meddelelsen også begge parter til at gøre mere for at overvinde den nuværende fragmentering af de politiske rammer og finansielle instrumenter. Der skal skabes bedre synergi mellem EU's politikker, navnlig med Afrika syd for Sahara og Middelhavsområdet, med henblik på at sikre reel samhørighed og øget effektivitet og synlighed. Bedre intern koordination med medlemsstaterne og aktiv inddragelse af alle berørte parter – Parlamentet, civilsamfundet og den private sektor – er også nødvendig.

For at skabe bedre resultater skal handlingsplanen for 2011-2013 prioritere alle aktiviteter, der har klar regional, kontinental eller global merværdi. Topmødet vil være en oplagt mulighed for at udstikke kursen fremad. Det vil også være nødvendigt med ændringer fra europæisk side, og det kræver, at vi forbedrer den måde, EU styrer sine forbindelser med Afrika på.

Vi skal fortsætte denne forhandling efter topmødet, men jeg glæder mig til dagens forhandling, så vi er velforberedte til topmødet.

  Filip Kaczmarek, for PPE-Gruppen. – (PL) Fru formand! De fælles udfordringer, som Afrika og EU står overfor, er klare og utvetydige. Både hr. Chastel og hr. Piebalgs har talt om det. Her kan vi uden tvivl medtage bekæmpelse af fattigdom, fred og sikkerhed, demokrati og menneskerettigheder, global regeringsførelse og klimaændringer. Vi har også fastlagt konkrete mål på internationalt plan – millenniumudviklingsmålene. Jeg er enig med hr. Piebalgs i, at det er afgørende, at vi opfylder millenniumudviklingsmålene – både for samarbejdet om udvikling og for Afrikas fremtid.

Vi har også formuleret en række yderligere mål, der er meget vigtige for de gensidige forbindelser mellem EU og Afrika. Disse er forbedring af den gode kvalitet af politisk regeringsførelse og effektiv, ærlig og bæredygtig forvaltning af naturlige og økonomiske ressourcer. Vi håber, at partnerskabet mellem EU og Afrika samt fælles strategier og foranstaltninger vil have en håndgribelig virkning. Vi håber f.eks., at den økonomiske vækst, som mange afrikanske lande oplever, vil fremme social integration, og at det vil mindske fattigdommen og de sociale uligheder. Vi ønsker derfor at skabe forudsætningerne for investering og handel og dermed for skabelsen af nye arbejdspladser. Vi håber også, at denne udvikling vil være bæredygtig, så den vil føre til udviklingen af en effektiv, økologisk og konkurrencedygtig økonomi.

Et aspekt, der med sikkerhed vil blive fremhævet på topmødet, er Afrikas enorme hidtil uudnyttede potentiale inden for vedvarende energi, herunder vandkraft, solenergi, vindenergi, geotermisk energi og biomasseenergi. Dette repræsenterer et vist potentiale, som indtil nu ikke er blevet udnyttet fuldt ud, og ligesom andre aspekter af Afrikas potentiale arbejdes der ikke altid til gavn for de mennesker, som bor der. Fokus på god regeringsførelse og udnyttelse af dette potentiale vil eller kan føre til kvalitativ forandring.

  Monika Flašíková Beňová, for S&D-Gruppen. – (SK) Fru formand! Det eneste interkontinentale partnerskab, som EU har indgået, er det strategiske partnerskab med Afrika.

Efter at have læst den tekst, som Kommissionen offentliggjorde forud for topmødet, kan jeg ikke undgå at føle, at den næsten var for positiv. Som om den var skrevet af en person med rosenrøde briller.

Virkeligheden er dog alt andet end rosenrød. Hvis vi vil overvinde problemerne, skal vi tale åbent om dem. På den afrikanske side hersker der stadig opløsning. Den Afrikanske Unions politiske mandat er svagt, og det afrikanske kontinent er stadig delt, også økonomisk.

De økonomiske partnerskabsaftaler mellem EU og de afrikanske lande fungerer ikke, og de afrikanske regionale økonomiske fællesskaber gør situationen endnu mere forvirret.

Det er kort sagt vanskeligt at tale om Afrika som én enhed. På den anden side har EU og medlemsstaterne ikke sammenhængende politikker vedrørende Afrika, og de benytter ofte en utilitaristisk eller patriarkalsk tilgang til partnerskab. Det ville derfor være ønskværdigt, hvis Kommissionen tog højde for disse aspekter i sin meddelelse.

  Charles Goerens, for ALDE-Gruppen. – (FR) Fru formand! Nutiden, som er mærket af krisen, efterlader kun begrænset plads til afprøvede og gennemtestede metoder og det, der er hørt før. Hvis topmødet mellem EU og Afrika ikke skal blive forgæves, skal det effektivt konfrontere reelle problemer. Det skal endvidere – og det er langt det vigtigste aspekt – skabe udsigter for det betydelige potentiale, det afrikanske kontinent rummer.

Fra Afrika forventer vi et klart budskab med hensyn til forbedring af dets regeringsførelse, dets kapacitet til at realisere merværdi og dets vilje til at standse plyndringen af dets ressourcer. Vi forventer også, at Afrika fremhæver de hindringer, som det stadig ikke er i stand til at udrydde ved hjælp af kontinentets egne ressourcer.

Fra Europa forventer vi, at det udvikler sin evne til at lytte, sin rolle i Afrikas fremtid, sin vilje til at frigøre det mørke kontinent fra politisk, økonomisk og kommercielt slaveri. Europa har været et overvældende ansvar på disse områder.

Hvis topmødet mellem EU og Afrika bidrager til at åbne vejen for en bedre repræsentation af Afrika i Sikkerhedsrådet og G20 og ruster det bedre til at bekæmpe fattigdom, vil topmødet ikke have været forgæves.

  Judith Sargentini, for Verts/ALE-Gruppen. – (NL) Fru formand! Forbindelserne mellem Europa og Afrika er under pres. Det skyldes efter min mening ikke kun den økonomiske krise, men også vores kortsigtede i stedet for langsigtede planlægning. Ønsker vi på kort sigt at se fri handel i hele Afrika og derefter gennemtrumfe europæiske partnerskabsaftaler med alle disse lande, eller ønsker vi en stabil og voksende økonomi i Afrika på lang sigt, så vi derefter kan handle mere generøst med disse lande? Ønsker vi, at Afrika skal beholde sine migranter nu, eller anerkender vi, at vores nationale befolkninger bliver ældre i fremtiden, og at vi så vil få brug for arbejdstagere? Ønsker vi at betale for den globale opvarmning og de problemer, den forårsager for Afrika, nu og senere stå over for et destabiliseret land – eller kontinent – og en stor gruppe flygtninge? Ønsker vi tilfældigt at indlede en konflikt med Kina for at få adgang til råvarer så hurtigt som muligt, eller ønsker vi også at kunne nyde godt af Afrikas rigdom længere ud i fremtiden? Og hvordan sikrer vi primært, at Afrika kan nyde godt af sine egne råvarer på lang sigt? Hvordan sikrer vi, at de afrikanske borgere kan drage de afrikanske ledere til ansvar? Når alt kommer til alt, har dette topmøde Afrika-EU i Tripoli også vist, at vi taler om ledere, der for længst burde have gået af: Bouteflika, dos Santos, Mugabe – man kunne overveje, om disse mænd har de bedste hensigter for deres befolkninger. Vi skal finde et svar på disse spørgsmål.

  Nirj Deva, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Afrika er det rigeste kontinent i verden, og dets indbyggere er de fattigste målt i indkomst pr. indbygger. Hvordan er det muligt? Jeg tror kommissær Piebalgs havde ret, da han sagde, at vi har brug for en konkret indsats på regionalt, kontinentalt plan.

For at nå dertil har vi ikke brug for mere bistand, som blot fastholder befolkningen i fattigdom. Vi skal skabe økonomisk vækst. Økonomisk vækst kan kun komme fra virksomheder og uddannelse, men uddannelse og virksomheder kan kun etableres, hvis der er instrumenter til at skabe økonomisk vækst. En stor del af Afrika har f.eks. ikke elektricitet, og derfor har Afrika ikke de nødvendige uddannelser, de nødvendige computere eller den nødvendige infrastruktur til økonomisk vækst. Vi skal sørge for mere elektricitet i Afrika, vi skal sørge for rent vand, og vi skal skabe fødevaresikkerhed. Det glæder mig, at Den Afrikanske Union nu følger en nultolerancepolitik over for statskup. Hurra, som Rådet sagde.

Vi skal nu se på Afrika som en moderne økonomisk væksttiger og sætte Afrika i stand til at blive udstyret endnu hurtigere, så det kan blive rigere.

(Taleren indvilligede i at besvare et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort i henhold til artikel 149, stk. 8)

  Richard Howitt (S&D). – (EN) Fru formand! Jeg takker hr. Deva for hans bidrag, men når han siger, at eurobistanden er forbi, vil jeg gerne spørge ham, om han ikke er enig i, at alle medlemsstaterne, herunder Det Forenede Kongerige, skal fastholde tidsplanen for opfyldelsen af FN's millenniumudviklingsmål, hvor 0,7 % af BNP øremærkes til udviklingsbistand inden 2013?

Hvis ikke, hvordan kan hans forhåbning om rent vand, fødevaresikkerhed og bekæmpelse af fattigdom opfyldes, uden at det internationale samfund opfylder sine løfter om støtteniveauer?

  Nirj Deva (ECR). – (EN) Fru formand! Jeg er meget taknemmelig for min kollegas spørgsmål. Jeg sagde til Parlamentet, at bistand alene ikke vil mindske fattigdommen.

Jeg støtter naturligvis millenniumudviklingsmålene, og jeg hylder den konservative regering, som har fredet og øget vores budget til udviklingsbistand med 27 %, selv om den har skullet beskære vores nationale budget med omkring 30 %, herunder vores undervisningsbudget.

Jeg er hr. Howitt taknemmelig, fordi han gav mig mulighed for at oplyse om denne ekstraordinære konsekvens og generøsitet fra koalitionsregeringen i London.

Men selv om budgettet øges med 27 %, og selv om vi opfylder millenniumudviklingsmålene, kan vi ikke udrydde fattigdommen i Afrika, medmindre vi hjælper afrikanerne med at vokse sig rigere.

Europa er ikke blevet det, som det er i dag, ved blot at udrydde fattigdommen og leve på eksistensminimum. Det voksede sig rigt ved at skabe velstand. Først når vi skaber velstand i Afrika, der kan fastholdes og ikke rives ned, vil vi opnå succes.

  Elie Hoarau, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Fru formand! EU portrætterer ofte de økonomiske partnerskabsaftaler som en mulighed for de afrikanske lande. Det efterstræber også at få disse aftaler underskrevet i en fart.

Det bekymrer os dog, at disse lande ikke står i kø for at underskrive disse aftaler, der ville være så fordelagtige for dem. Der er tydeligvis uenighed, hvad angår kvaliteten af disse aftaler, og så længe denne uenighed består, vil landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS) være tilbageholdende med at underskrive dem.

Bør vi ikke indgå i yderligere dialog og skabe forståelse ved at lytte til bekymringerne og forventningerne blandt AVS-landene? Disse lande ønsker at tale om udviklingsstrategi, mens Europa ofte kun svarer ved at tale om åbning af markeder.

Det er ved at lytte, at Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU arbejder. Jeg mener, at de øvrige europæiske institutioner burde arbejde på samme måde, hvis vi skal opbygge et reelt strategisk partnerskab mellem Afrika og EU.

  Giancarlo Scottà, for EFD-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Det tredje topmøde mellem EU og Afrika er en reel mulighed for at konsolidere forbindelserne mellem de to parter.

På dette møde vil vi tale om økonomisk vækst, bæredygtig udvikling og politisk regeringsførelse på baggrund af forskellige sager, herunder en undersøgelse af landbrugs- og fødevaresektoren inden for rammerne af millenniumudviklingsmålene.

For at garantere universel adgang til mad, bekæmpe fattigdom i landområder og forbedre kvaliteten af landbrugsproduktionen kræves det, at producentorganisationer og sektorsammenslutninger deltager, så de kan forpligtes og bevidstgøres, og så de kan forbedre fordelingen og forvaltningen af naturressourcer.

EU skal arbejde for at udnytte disse muligheder bedst muligt med det formål at intensivere dialogen og samarbejdet med henblik på at støtte den regionale integration i Afrika. Især ulighederne og korruptionen inden for samarbejdsinitiativer skal bekæmpes. Regeringernes ansvar må ikke dominere civilsamfundets, og det skal garanteres, at alle de involverede i strategier, som kan skabe bæredygtig økonomisk og social vækst, kan deltage.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Fru formand! Konkrete initiativer for vækst og beskæftigelse vil blive drøftet på topmødet Afrika-EU, og det er godt. Det er dog ikke godt, at et latterligt projekt som den transafrikanske supermotorvej bygges med EU-støtte, fordi de 500 km vej, der er planlagt for 2012, og som føres lige igennem Tanzania og Kenya, lige igennem det største vildreservat i verden, Serengeti, er et projekt, der burde forkastes. Hvert år vandrer millioner af vilde dyr gennem Serengeti til deres vandhuller i nord. Forskere advarer om den økologiske katastrofe, der truer. Hvis dyrene ikke kan få adgang til vand, vil økosystemet bryde sammen, biodiversitet vil gå tabt, og det vil skade den lokale turisme, som tegner sig for 23 % af Tanzanias indtægter. Jeg opfordrer derfor Rådet og Kommissionen til endeligt at forkaste dette projekt, som repræsenterer økologisk og økonomisk galskab. Lad os beskytte Afrikas sidste ressourcer. Lad os redde Serengeti for anden gang. Jeg vil opfordre Dem til at underskrive den skriftlige erklæring mod dette projekt, Serengeti Highway, som jeg har indgivet.

  Cristian Dan Preda (PPE). – (RO) Fru formand! Topmødet Afrika-EU, som afholdes i næste uge i Tripoli, giver os mulighed for at overveje, hvilken retning vi vil styre dette partnerskab i, idet det kæder os sammen med Afrika.

Jeg hilser Kommissionens meddelelse fra den 11. november velkommen. Jeg glæder mig navnlig over den betydning, der i denne meddelelse tillægges behovet for at supplere udviklingssamarbejdet med konkrete foranstaltninger, som kan udløse bæredygtig, inklusiv vækst i regionen.

Hvis vi ønsker, at landene i Afrika skal blive EU's reelle partnere, som tager kontrol over deres egen skæbne, kan det kun opnås, hvis vi fremmer økonomisk vækst. Jeg vil fremhæve tre punkter, jeg finder særlig vigtige i vores fremtidige forbindelser med Afrika:

– Hvis vi ønsker, at EU's stemme skal høres i Afrika, skal vi for det første sikre, at vi samarbejder med en partner, der er modtagelig over for vores budskab. Med det i baghovedet er det vigtigt, at vi styrker Den Afrikanske Union både institutionelt og operationelt.

– For det andet mener jeg, at partnerskab inden for fred og sikkerhed er den del af samarbejdet med Afrika, der fungerer bedst i øjeblikket, og det er begrundet i både Kommissionens og eksperters analyser. Jeg mener dog, at vi kan gøre mere end det. Vi skal efter min mening styrke konfliktforebyggelsen og mekanismerne til konsolidering af politikker, fordi både konflikter og den skrøbelige tilstand, som visse lande i regionen befinder sig i, klart påvirker opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene.

– Endelig vil jeg understrege, hvor vigtigt det er, at der skabes demokrati og respekt for menneskerettighederne. EU og Afrika er også uenige om disse forhold. Den politiske dialog skal derfor styrkes, og udvikling af demokrati i denne region skal prioriteres og systematisk rejses i alle forbindelser med Afrika.

  Joanna Senyszyn (S&D). – (PL) Fru formand! Opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene indtager en strategisk position i den nye plan for gennemførelsen af en fælles Afrika-EU-strategi. Et grundlæggende problem er bekæmpelsen af fattigdom, der er blevet værre som følge af krisen. Næsten 30 % af verdens befolkning lever i ekstrem fattigdom og skal leve af mindre end 1,25 USD om dagen. Næsten 100 mio. mennesker har ikke adgang til sikkert vand. Næsten 80 mennesker dør af sult hvert minut, heraf 60 børn. På årsplan er det 40 mio. mennesker, hvilket svarer til befolkningen i et stort europæisk land. Situationen er vanskeligst i Afrika og navnlig i Afrika syd for Sahara.

Ud over strategiske foranstaltninger kræver dette også en stigning i den umiddelbare støtte. De døende kan ikke vente. EU er den største donor af udviklingsbistand. Mere end halvdelen af den officielle bistand kommer fra os. Det skal vi være stolte af. Vi skal intensivere vores bistand til Afrika, og vi skal gøre den mere effektiv. Jeg støtter derfor Kommissionen i dens planer for at styrke udviklingssamarbejdet baseret på bæredygtig vækst og bæredygtige foranstaltninger for at forhindre social udstødelse.

  Louis Michel (ALDE). – (FR) Fru formand, hr. Chastel! I 2007 var vi afrikanere og europæere meget ambitiøse. Vores fælles strategi var baseret på en handlingsplan, der omfattede otte meget konkrete strategiske partnerskaber.

På Tripolitopmødet vedtages en anden handlingsplan. Jeg vil fra min side fremhæve fire krav, der skal opfyldes, hvis denne strategiske plan skal blive en virkelig succes. Jeg vil for det første insistere på større inddragelse af de nationale parlamenter, Europa-Parlamentet og Det Panafrikanske Parlament i gennemførelsen af denne fælles strategi.

Dernæst skal der være en bedre sammenkædning af den fælles strategi og Cotonouaftalen.

For det tredje skal Tripolitopmødet, som er målrettet mod investering, økonomisk vækst og jobskabelse, omgående behandle spørgsmålet om at forbedre klimaet for virksomheder, hvis det skal opnå gode resultater – jeg har hørt det nævnt i flere indlæg, men det er afgørende. Juridisk og retlig ukrænkelighed af private investeringer er en af nøglerne til Afrikas økonomiske og sociale udvikling. Der kommer ikke andre udviklingsstrategier, hr. Hoarau, end åbningen af markederne. Alt andet er velgørenhed, og indtil videre har det desværre ikke fungeret, i hvert fald ikke godt nok.

Endelig det sidste punkt: Jeg vil gerne opfordre kommissæren til at undersøge, om ikke det ville være fordelagtigt at drøfte dette hurtigt i Kommissionen og derefter udarbejde nogle forslag med henblik på at sikre, at de af vores virksomheder, som arbejder i udviklingslande og navnlig inden for naturressourcer, overholder eller arbejder i overensstemmelse med den "Dodd Act", som den amerikanske Kongres har vedtaget, fordi det ville være et gigantisk skridt i kampen mod plyndringen af naturressourcer og mod korruption.

(Taleren indvilligede i at besvare et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort i henhold til artikel 149, stk. 8)

  Nirj Deva (ECR). – (EN) Fru formand! I betragtning af hr. Michels meget anerkendte karriere som kommissær for udvikling og hans enorme erfaring i Afrika vil jeg spørge ham, om han kan forestille sig, at vi styrker og yder øget støtte til de afrikanske parlamenter – navnlig de udvalg i de afrikanske parlamenter, som gransker finanser og budgetter, så de faktisk kan spørge deres ministre og præsidenter, hvad der sker i forbindelse med lovhåndhævelsen, og så der skabes klarhed og ansvarlighed i lovgivnings- og budgetprocessen? Er De enig i, at dette kan være meget vigtigt, og at vi kan gøre det i praksis?

  Louis Michel (ALDE). – (FR) Fru formand! Det ville bestemt være muligt. Jeg må endvidere sige, at Kommissionen efterhånden i mange år har finansieret driften og udviklingen af de nationale parlamenter i udviklingslandene netop for at give dem midlerne til at udøve denne kontrol. De er også bekendt med, at vores kollega, Glenys Kinnock, i en anden valgperiode i en anden tid stillede forslag om, at strategiske dokumenter for hvert land og regionale dokumenter af nødvendighed – og jeg vil sige næsten som en proaktiv forholdsregel – skulle forhandles i de nationale parlamenter.

De er også bekendt med, at der kun kan ydes såkaldt budgetmæssig assistance, som er en handling, der viser tillid til institutionerne i et udviklingsland, hvis det nationale budget og dermed de formål, som udviklingsmidlerne bruges til, forhandles i det nationale parlament. Fra Kommissionens side er der, så vidt jeg ved, indført en hel række betingelser og en hel række metoder i den henseende.

  Charles Tannock (ECR). – (EN) Fru formand! Den Afrikanske Union har nogle gange vist sig at være en skuffelse, når det handler om at konfrontere Afrikas mange udfordringer. Den Afrikanske Union er alt for ofte tavs, når der er tale om autokrati, korruption, valgsvindel og ulovlige statskup.

Hvis EU og Afrika vil uddybe og intensivere det strategiske samarbejde i fremtiden, må vi ikke være bange for at udtrykke vores forventninger til Afrika på en fast og direkte måde. Det betyder i realiteten, at Den Afrikanske Union skal blive en ansvarlig og modtagelig organisation med ægte moral og politisk myndighed.

Når Afrika har brug for hjælp til at håndtere humanitære kriser, skal vi naturligvis fortsat tilvejebringe de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer. EU skal navnlig sikre, at forpligtelsen over for millenniumudviklingsmålene er så stærk som aldrig før. EU skal overveje de skader på de afrikanske økonomier, som EU's handelspolitikker og landbrugsstøtte forårsager.

Men i sidste ende kan kun afrikanerne løse Afrikas problemer. Vi skal erkende denne realitet, og den skal være kernen i vores tilgang til dette strategiske kontinent og vores forbindelser til det.

  Mariya Nedelcheva (PPE). – (FR) Fru formand! Der er ingen grund til at nævne, at en fælles strategi er en strategi, som fastlægger fælles prioriteter og mål. Vi har allerede denne strategi. Det, vi mangler i dag, er at tilvejebringe konkrete midler til at opnå disse mål.

Til det har vi brug for klare politiske linjer, sammenhængende økonomiske politikker og stabile sociale kriterier. På politisk niveau er respekt for demokratiske værdier og menneskerettigheder stadig vores rettesnor. I den sammenhæng vil jeg opfordre vores partnere til at ratificere det afrikanske charter om demokrati så hurtigt som muligt og sikre, at de tilsagn, der gives af begge parter, respekteres.

På økonomisk plan skal vi sikre tilstrækkelig og gennemsigtig finansiering af strategien og bekæmpelse af korruption på alle niveauer for yderligere at garantere den vellykkede gennemførelse af vores fælles aktiviteter. Det er også særdeles vigtigt, at vi fortsat arbejder for at etablere regionale markeder, hvor landbruget anerkendes.

På socialt plan skal dialogen med lokale ngo'er og alle aktørerne i civilsamfundet prioriteres. Vi skal hele tiden skubbe socialpolitikken op på et højere niveau. I den henseende skal vi sikre en særlig prioritet til uddannelse og mobilitet for unge, så der igen kan skabes en ny global dynamik. Vores to parlamenter, Europa-Parlamentet og Det Panafrikanske Parlament, skal indføre regelmæssig opfølgning af rapporter og årlige handlingsplaner med hjælp fra fælles eksperter. Vi står derfor over for flere udfordringer. For at imødegå dem skal vi bevæge os ud over forskellene mellem og inden for vores to kontinenter. Topmødet mellem EU og Afrika er en anledning til at foreslå effektive og fælles løsninger, og det er op til os at gribe denne mulighed.

  Norbert Neuser (S&D). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Tingene lover særdeles godt for topmødet Afrika-EU. Topmødet vil alene dreje sig om et ligeligt partnerskab for en bedre fælles fremtid. To måneder efter topmødet om millenniumudviklingsmålene i New York har vi en unik chance for at tage yderligere konkrete og bindende skridt i kampen mod fattigdom i Afrika.

Vi følger naturligvis med stor bekymring alle de vidtgående aktiviteter, som Kina gennemfører på det afrikanske kontinent for at sikre sin forsyning af råvarer. Det minder meget om kolonimagternes adfærd. EU skal derfor presse på for at sikre forhold, der fremmer almenvellet og det sociale fremskridt i de afrikanske lande. Det vil skabe bæredygtig beskæftigelse. Jeg glæder mig derfor meget over Kommissionens forslag om at indføre effektive kontrolforanstaltninger i forbindelse med forvaltningen af råvarer. Sammen med de afrikanske partnere skal vi støtte en strukturpolitik, der fremmer vækst og klimabeskyttelse, så det afrikanske folk kan undslippe fattigdomsfælden. Vi støtter Kommissionens forslag vedrørende social samhørighed, fordi de vil hjælpe med at skabe beskæftigelse. Vi skal bringe det afrikanske folk i en position, hvor afrikanerne kan tjene til livets ophold gennem deres eget arbejde.

Endelig vil jeg opsummere følgende prioriteter. Vi skal for det første styrke Den Afrikanske Union og dens repræsentation i alle internationale organer – Sikkerhedsrådet, G20 og Det Panafrikanske Parlament. Millenniumudviklingsmålene skal opfyldes i Afrika inden 2015 ved hjælp af yderligere initiativer. Vi skal sikre, at de sociale standarder, der er defineret af ILO, integreres og gøres bindende i alle økonomiske aftaler og handelsaftaler mellem EU og Afrika.

  Geoffrey Van Orden (ECR). – (EN) Fru formand! Handlingsplanen for det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU indeholder et afsnit om demokratisk regeringsførelse og menneskerettigheder, der betragtes som nøglen til bæredygtig udvikling. Vi har dog været særdeles dårlige til at gennemføre sådanne mål.

Et klart eksempel er den manglende sikring af reel forandring i Zimbabwe. I 2007 klagede vi i opløbet til det første topmøde mellem EU og Afrika bittert over EU's hykleri, når vi indførte rejseforbud og fastfrysning af aktiver for Mugabe og hans kumpaner med den ene hånd, mens vi med den anden inviterede ham til et topmøde i en europæisk hovedstad – Lissabon. Nu må vi igen konstatere, at Mugabe er inviteret til et topmøde mellem EU og Afrika, om end i Libyen, og vi følger bare med, som om det ikke betyder noget. At omgås Mugabe er en krænkelse af vores principper og i direkte strid med EU's egen offentlige holdning. Det kan bebrejdes vores diplomati, at afrikanske regeringer stadig udviser agtelse over for Mugabe.

Jeg vil gerne stille Rådet og Kommissionen to spørgsmål med forlov. Vil EU's repræsentanter i Libyen tilkende give deres modstand mod Mugabes tilstedeværelse? Hvad gør EU for det andet for aktivt at fremme god regeringsførelse? Uden god regeringsførelse er der ringe håb om en gunstig og demokratisk fremtid for Afrika.

  Enrique Guerrero Salom (S&D). – (ES) Fru formand, hr. kommissær! På blot få uger har EU spillet en ledende rolle på en række topmøder, først med Kina, så Asien og derefter USA og G20. Snart rejser vi til Cancún og i næste uge til topmødet Afrika-EU.

Vi kan betragte dette som blot endnu et punkt i vores kalender, en rutinemæssig serie af topmøder, som vi deltager i hvert år eller fra tid til anden.

Vi kan dog også betragte det som en serie af topmøder, hvor vi skal skabe fremskridt for områder, som vi skal gennemføre nødvendige reformer for med det formål at håndtere en verden, som er i forandring, hvad angår problemer, reaktioner og aktører.

Det er sådan, vi skal betragte det kommende topmøde mellem EU og Afrika. Der er 80 lande, som mødes, dvs. de repræsenterer en tredjedel af FN-landene og 1,5 mia. indbyggere, hvilket er hver fjerde. Vi kan desværre ikke sige, at vi har det samme proportionale BNP, eftersom de 53 afrikanske lande omfatter nogle af de fattigste lande i verden.

Hvad skal vi gøre for at forbedre de handlinger, vi iværksætter? Vi skal for det første fokusere på mere infrastruktur, bedre fødevaresikkerhed og mere støtte til regeringsførelse.

Dernæst skal vi fokusere vores støtteinstrumenter, støtte civilsamfundet, støtte private initiativer og styrke den rolle, som Europa-Parlamentet og Det Panafrikanske Parlament spiller. Endelig skal vi gå sammen med Afrika i en række strategiske forbindelser, f.eks. vedrørende internationale finansielle institutioner.

Reformen af Verdensbanken har givet vækstlandene mere magt, men den har fjernet magt fra Afrika. Præsidenten for Verdensbanken sagde i april, at begrebet "den tredje verden" nu hører hjemme i historiebøgerne. Det er desværre ikke sandt, men vi kan gøre noget for at sikre, at det snart bliver sandt.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Vi skal først og fremmest huske, at Afrika er den 10. verdensmagt, også i et år, hvor vi fokuserer på et vigtigt problem – fattigdom – som bestemt påvirker Afrika, ligesom den påvirker mange andre kontinenter.

Vi skal styrke associeringsaftalerne og arbejde for at sikre økonomisk bæredygtighed, navnlig via infrastruktur, uddannelse, sundhed og vandressourcer, med reelle kontrolforanstaltninger med hensyn til tilstrækkeligheden af de finansielle foranstaltninger, der vedtages for de afrikanske lande, idet vi skal huske, at der er stor forskel mellem de afrikanske regioner. Der er regioner med særlige behov, som f.eks. ofte giver anledning til strømme af illegale indvandrere. Vi skal i stedet tilpasse indvandringsstrømmene til arbejdsmarkedets reelle behov. En konstruktiv dialog kan beskytte grundlæggende rettigheder og støtte regeringsførelsen på dette meget vigtige kontinent.

  Ana Gomes (S&D). – (EN) Fru formand! På det kommende topmøde mellem EU og Afrika i Libyen mødes EU's ledere med Meles Zenawi, Etiopiens premierminister. Etiopien er ikke kun det næstmest befolkningsrige land i Afrika og hovedkvarter for Den Afrikanske Union, det er også den partner – hvad angår Cotonouaftalen – der har forhindret fremlæggelsen af EU's valgberetning fra Addis Ababa i 2005 og senest i 2010 for at undgå eksponeringen af uregelmæssigheder og manipulation under valget.

Hvad nytter samtalerne om demokrati, menneskerettigheder og god regeringsførelse, som EU vil føre med de afrikanske forhandlingspartnere, hvis Meles Zenawi, Etiopiens diktator, er forhandlingspartner for Afrika?

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Fru formand! Vi ved alle, at befolkningerne i mange afrikanske lande i dag er afhængige af humanitær bistand fra de udviklede lande. Vores bistand skal dog i fremtiden fokuseres på at stimulere den økonomiske udvikling i de befolkningsrige områder, så borgerne i de afrikanske lande ved egen indsats gradvist kan ændre deres landes karakter.

Mineralressourcer og menneskelige ressourcer giver de afrikanske lande mulighed for at undslippe tilbageståenhed og fattigdom, hvis de får velplanlagt bistand fra de industrialiserede lande. Hvis de afrikanske lande skal tiltrække arbejdspladser, knowhow og større investeringer, kræves der tydeligvis øget politisk stabilitet, normale retlige forhold og acceptable regler for iværksættere, som så vil være villige til at udvikle deres aktiviteter i de afrikanske lande på en ærlig måde.

En stor hindring for et sådant miljø er de brutale og autoritære regimer, hvis handlemåde afskrækker alle anstændige mennesker fra at indgå i nogen form for samarbejde. Det er efter min mening det alvorligste problem for det afrikanske kontinents udviklingsudsigter. Det er et problem, der skal løses.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Fru formand! Alle kender det afrikanske ordsprog: "Fattigdom er som en løve – hvis du ikke kæmper, bliver du spist". Hvis man ser på den nuværende udviklingsbistand og samarbejdet mellem Afrika og EU, kan man ikke undgå at tænke, at milliarder i øjeblikket kastes ud som mad til løven i stedet for at blive brugt til at hjælpe befolkningen.

Det afrikanske kontinent plages af en række problemer. Der er for det første adskillige væbnede konflikter, som vi ikke reelt har kunnet afslutte på en fredelig måde, og som i mange tilfælde finansieres af midler, der ydes til bistand, men ofte falder i de forkerte hænde. Dernæst er det problematisk, at økonomisk vækst ikke ledsages af en mindskelse af fattigdommen. I den henseende skal vi tage det alvorligt, at EU kritiseres for at presse de afrikanske lande til at åbne deres markeder, fordi det kan forværre fattigdom og sult. Dette skal drøftes i forhandlingerne om frihandelsaftaler på topmødet mellem EU og Afrika sammen med kritikken om, at billig fødevareeksport bringer hele befolkningsgruppers eksistensgrundlag i fare.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Fru formand! Det kommende topmøde Afrika-EU er en god anledning til at udforme en realistisk samarbejdsstrategi.

Hvad angår styrkelsen af forbindelserne mellem de to kontinenter, vil Kommissionens forslag efter min mening fremme vedtagelsen af en specifik handlingsplan på topmødet. De beslutninger, der træffes af stats- og regeringscheferne på dette møde, vil påvirke 1,5 mia. mennesker i 80 lande.

Bekæmpelse af fattigdom, menneskerettigheder og økonomisk regeringsførelse er fælles udfordringer, der kræver en fælles tilgang. Derfor er det vigtigt, at partnerskabet mellem EU og Afrika ikke forbliver et donor/modtager-forhold, men bliver et partnerskab mellem ligemænd.

Ligesom under forhandlingerne om bekæmpelse af fattigdom vil jeg understrege vigtigheden af, at vi opfylder millenniumudviklingsmålene. Der er navnlig brug for bedre koordination mellem de fire prioriterede indsatsområder, dvs. finansiering, fødevaresikkerhed, sundhed og uddannelse.

  Alf Svensson (PPE). – (SV) Fru formand! Det skal måske bemærkes, at Afrika faktisk selv har gennemført visse forbedringer på det seneste. Vi ved dog, at der stadig er meget at gøre.

Den økonomiske krise har gjort Europa usikker og gør det stadig. Vi analyserer dagligdagen, men vi er ikke særlig opmærksomme på det, der skete i udviklingslandene som følge af den globale økonomiske krise. Det er efter min mening af stor betydning, at vi gennemfører en sådan analyse. Hvordan er udviklingslandene blevet berørt af den økonomiske krise?

Jeg vil også understrege, at det er vigtigt, at vi letter – snarere end forbedrer – betingelserne for investeringer i udviklingslandene, herunder for europæiske investeringer i udviklingslandene. Der mangler ikke idéer og investeringer fra udviklingslandene selv, men der er behov for stabilitet. Det ville være særdeles positivt, hvis bistanden – eller hvad vi vil kalde den – kunne hjælpe med at skabe stabilitet for de idéer, projekter og investeringer, der faktisk kunne gennemføres internt i udviklingslandene.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Dette har været en særdeles værdifuld forhandling, og jeg vil blot understrege enkelte punkter som svar på nogle spørgsmål.

Det er en fejl, hvis vi ikke anerkender, at Afrika har forandret sig betydeligt. Afrika er blevet mere selvsikkert, og det har det god grund til. Der er økonomisk vækst, og Afrika har på en måde håndteret den økonomiske og finansielle krise bedre end Europa.

Afrika er meget mere organiseret og meget stærkere – endnu mere end Kommissionen – og har mere magt gennem Den Afrikanske Union. Samtidig er det forkert at sammenligne Den Afrikanske Union med EU, fordi det er forskellige typer unioner, og vi bør ikke sammenligne dem én til én. Det er dog meget tydeligt, at der er en Afrikansk Union.

Det er også vigtigt, at Afrika forstår sin magt på den internationale scene. De afrikanske lande søger repræsentation i overensstemmelse med deres politiske retning. Det betyder, at dette topmøde er et helt specielt topmøde. Det er bestemt ikke et topmøde mellem donor og modtager. Det er et topmøde, som måske ikke har en særlig stor profil, men vi skal få forbindelserne til at trives.

Vi skal tage fat om to kritiske områder. Det ene er mere simpelt, nemlig at opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene skal ske på en bæredygtig måde gennem inklusiv vækst. Derfor tager vi fat om energispørgsmålet. Derfor lægges der så stor vægt på bæredygtigt landbrug, fordi vores resultater med hensyn til opfyldelse af millenniumudviklingsmålene, bekæmpelse af fattigdom og sikring af øget stabilitet vil være i fare uden et bæredygtigt landbrug.

Det andet område er meget seriøs politisk forhandling. Ja, god regeringsførelse og menneskerettigheder er på dagsordenen. Men det foregår ikke længere ved, at den ene part lytter, og den anden siger sin mening. Det går i begge retninger. Det er på den ene side en udfordring, og på den anden side er det en chance. Menneskerettigheder og god regeringsførelse er for os den rygrad, som sikrer stabilitet i vores samfund. Det er ikke, hvad vi vil prædike. Vi mener dog, at vi ikke kan opfylde millenniumudviklingsmålene og udrydde fattigdom uden at tage fat om disse spørgsmål.

Det betyder, at god regeringsførelse er nøglen i alle de programmer, vi drøfter. I den forudgående procedure samarbejder vi ikke med regeringer, hvor vi ikke kan se noget håb om god regeringsførelse. Så vælger vi at samarbejde med ngo'er, og vi forsøger at støtte befolkningen på anden måde. I hvert eneste projekt fremhæver vi dog i stigende grad betydningen af god regeringsførelse og menneskerettigheder.

Bæredygtighed er også en fremtrædende del af vores politik. Vi finansierer f.eks. ikke Serengetiprojekterne. Der er ingen EU-penge involveret i projekter, der skader miljøet. Hvert projekt vurderes på grundlag af en vurdering af indvirkningen på miljøet. Vi benytter en meget bæredygtig tilgang til projekterne. Samtidig er det indlysende, at vi ikke kan forvente, at et kontinent, hvis befolkning vil blive fordoblet i løbet af meget kort tid, ikke vil have nogen indvirkning på miljøet.

Og igen skal vi i den nuværende situation arbejde for bæredygtig vækst. Vedvarende energi er nøglen til at skabe denne form for vækst.

Det er efter min mening et meget specielt topmøde. Det er et topmøde, der ikke i så høj grad handler om politiske sloganer, men mere om den tillid, der allerede findes. Den er ret skrøbelig. Vi kan opnå gavn af en stor del af disse forbindelser, men der kan også ske stor skade.

Dette topmøde vil have en varig indvirkning, fordi der efter min mening fokuseres på de rigtige områder. Vi ser på Afrikas politiske rolle fra Afrikas synspunkt. Vi har ydet betydelig støtte for at bringe Afrika til den position, det finder sig i nu, og vi ønsker at bringe Afrika videre med vores støtte og ved at tilskynde Afrika til at overtage ejerskabet over processerne i Afrika.

FORSÆDE: Silvana KOCH-MEHRIN
Næstformand

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! For at supplere det, som Kommissionen lige har sagt, og for at afslutte vil jeg blot sige, at det tredje topmøde Afrika-EU i Tripoli skal sende et vigtigt politisk signal med det formål at uddybe vores samarbejde med Afrika i de kommende år.

Det vil handle om bedre samarbejde om de udfordringer, de to kontinenter skal imødegå, om bedre udnyttelse af muligheder, som kombinationen af deres enorme potentiale giver, og om bedre koordination af vores holdninger på den internationale scene. De afrikanske og europæiske ledere vil finde pejlemærker, som viser den kurs, der skal følges. I denne forhandling har vi hørt en række specifikke pejlemærker, som vi naturligvis formidler videre. Alle bidrag, navnlig fra medlemmer af Parlamentet, er velkomne.

Jeg vil også besvare et enkelt spørgsmål. Flere medlemmer nævnte udtrykkeligt de økonomiske partnerskabsaftaler, som jo er et følsomt spørgsmål, og som allerede gav anledning til betydelig uenighed på Lissabontopmødet i 2007. I betragtning af den store modvillighed fra Afrikas side til at indgå økonomiske partnerskabsaftaler er det korrekt, at visse aktører har ønsket et politisk signal om, at vi tager hensyn til Afrikas holdning. Andre ønsker en meget mere proaktiv og positiv tilgang med hensyn til karakteren af vores forslag.

Vi er overbeviste om, at det på topmødet vil være bedst at forsøge at opnå enighed om at genåbne forhandlingerne på dette område.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted på næste møde i december.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU, som blev etableret i 2007 på Lissabontopmødet, gav de to kontinenter mulighed for at definere fælles interesser og strategiske målsætninger, som gik videre end EU's traditionelle udviklingspolitik. De fastlagte målsætninger blev ført ud i livet med vedtagelsen af den fælles Afrika-EU-strategi og handlingsplanen for 2008-2010, som omhandler otte indsatsområder, nemlig fred og sikkerhed; demokratisk regeringsførelse og menneskerettigheder; handel; regional integration og infrastruktur; millenniumudviklingsmålene; energi og klimaændringer; migration, mobilitet og beskæftigelse samt forskning, informationssamfundet og rummet. Det tredje topmøde Afrika-EU, som afholdes i Tripoli, Libyens hovedstad, får temaet "Investering, økonomisk vækst og jobskabelse" med det formål at udforme langsigtede fælles retningslinjer på disse områder, samtidig med at prioriteterne i Europa 2020-strategien sikres. Dette giver efter min mening de portugisiske handelsvirksomheder lejlighed til at styrke forbindelserne til det afrikanske marked som en del af deres forretningsnetværk, men spørgsmålene om manglende sikkerhed og de høje niveauer af kriminalitet, der begås af portugisiske grupper, navnlig madeirabefolkningen i Sydafrika, skal dog behandles. Det er derfor afgørende, at vi styrker og udvikler et konkret og samstemmende samarbejde og samtidig tilpasser det til de nye globale udfordringer.