Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 25. november 2010 - Strasbourg

12.2. Tibet – planer om at gøre kinesisk til det vigtigste undervisningssprog

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om seks forslag til beslutning om Tibet – planer om at gøre kinesisk til det vigtigste undervisningssprog⁽¹⁾.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, forslagsstiller. – (PL) Fru formand! Vi var i oktober vidne til tusindvis af tibetaneres fredelige protester mod de kinesiske myndigheders planer om at ændre uddannelsespolitik. Den nuværende tosprogede model, der giver etniske minoriteter mulighed for at få undervisning på deres eget nationale sprog sammen med kinesisk, erstattes af en model, hvor kinesisk skal være det grundlæggende undervisningssprog.

Sekretæren i det kinesiske kommunistparti i Qinghai-provinsen, Qiang Wei, udtalte i en avisartikel, at mandarin bliver det primære undervisningssprog i grundskolerne i 2015. Fordi tibetanere og repræsentanter for andre etniske grupper skal fungere effektivt på det kinesiske arbejdsmarked, skal de kunne uddanne sig på kinesisk, men ikke på bekostning af ikke at kunne få en hensigtsmæssig uddannelse på deres eget sprog.

Man bør huske på, at de rettigheder, tibetanerne kæmper for, fremgår af artikel 4 i den kinesiske forfatning og artikel 10 i loven om regional autonomi. Tibetanerne beder derfor om, at de rettigheder, de allerede har, bliver overholdt, og Parlamentet skal med eftertryk støtte dem i deres forsøg på at bevare deres egen kultur, hvor sproget udgør et grundlæggende element. Det lyder efter min mening helt rigtigt for os alle, når Dokru Choedaka, en forkæmper for det tibetanske sprog, siger, at skoler og sprog er grundkernen i den nationale identitet.

  Marietje Schaake, forslagsstiller. – (EN) Fru formand! Kultur og kulturelle udtryk underbygger menneskers værdier og identitet. Med Aristoteles' ord er formålet med kunst ikke at præsentere tingenes ydre, men deres indre betydning.

Kultur er, når den anvendes som et redskab til at påtvinge værdier og udviske mangfoldighed og ytringsfrihed, som et våben. Det er derfor en meget bekymrende udvikling, at mandarin er blevet indført som det primære undervisningssprog og sprog i officielle dokumenter for tibetanere. Hvis Kina har til hensigt at udviske den tibetanske kultur på denne måde, handler man imod sine egne erklærede intentioner om, at der skal være harmoni blandt de utallige kulturer, etniske grupper og identiteter, der er i landet. De kinesiske myndigheder skal også give udenlandske medier adgang til Tibet, uden at der skal indhentes særlige tilladelser, og tillade ucensureret kommunikation og adgang til information – også på internettet – i hele landet.

Ikke alene økonomisk udvikling, men også kulturel mangfoldighed og respekt for menneskerettighederne bidrager i lige så høj grad til velstand. EU skal hele tiden prioritere menneskerettighederne højt, især for etniske og kulturelle mindretal, i forbindelse med sine relationer med Kina.

  Ryszard Czarnecki, forslagsstiller. – (PL) Fru formand! De store europæiske lande er virkelig meget opsat på at forbedre de økonomiske, investeringsmæssige og forretningsmæssige forbindelser med Kina. Det indebærer, at Parlamentet skal spille en endnu større rolle med hensyn til at tale åbent om menneskerettigheder og om, at de bliver overtrådt. Jeg mener, at Parlamentet i dag skal lægge særdeles stor vægt på tibetanernes ret til deres eget sprog, til uhindret kontakt med den omkringliggende verden via internettet – vi lever immervæk i det 21. århundrede – og til at kunne tale med udenlandske journalister, fordi forbuddet mod, at udenlandske journalister besøger regionen, er beklageligt. Endelig vil jeg gerne sige, at jeg finder det dybt foruroligende, at man påtvinger Tibet det officielle kinesiske sprog.

  Heidi Hautala, forslagsstiller. – (FI) Fru formand! I stk. 4 i Folkerepublikken Kinas forfatning garanteres alle borgere og nationaliteter retten til at bruge og udvikle deres eget talte og skrevne sprog. I betragtning heraf er vi helt med rette bekymret over de nyheder, vi for kort tid siden fik, om, at det tibetanske sprogs status som undervisningssprog nok er ved at blive svækket. Jeg ved, at der er protester i dette kæmpestore land mod, at de former for det kinesiske sprog, der tales i Shanghai og Kanton, ligeledes er ved at forsvinde, og det er endnu en grund til bekymring.

Det er vigtigt, at Folkerepublikken Kina skal anerkende, at bevarelse af tibetansk kultur i helt afgørende grad er afhængig af sproget, og at det tibetanske sprog skal bevares som det primære undervisningssprog og også bruges på universiteter. Reel tosprogethed er naturligvis et vigtigt mål. Man skal erkendte, at det kun er fornuftigt, at tibetanerne også uddanner sig på kinesisk, men ved at gøre kinesisk til det primære undervisningssprog løber man givetvis ind i problemer, da det indebærer, at tibetansk kultur lider et knæk.

Det er også vigtigt, at Kina langt om længe ratificerer den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, som landet undertegnede for mange år siden, fordi det ville være med til at garantere beskyttelsen af etniske og religiøse mindretal og bevarelsen af deres sprog og kulturer.

  Thomas Mann, forslagsstiller. – (DE) Fru formand! Når vi tager ordet her i Parlamentet, kan vi gøre det på vores modersmål. Den kinesiske regering har planer om at fratage tibetanerne denne grundlæggende rettighed, hvormed de er i fare for at miste deres identitet. Tusindvis af tibetanere har ved fredelige protester på skoler og universiteter agiteret imod, at tosprogspolitikken evt. bringes til ophør. Den 27. oktober fik jeg foran parlamentsbygningen i Bruxelles en anmodning fra tibetanske skoleelever, som bad om vores solidaritet. Kinas ambassadør, hr. Song, understregede i går, at tosproget undervisning i Tibet var en vigtig foranstaltning med henblik på at understøtte tibetansk kultur. Godt nok hørte jeg på, hvad han havde på hjerte, men jeg er ikke sikker på, at jeg tror på ham. Han har, når det kommer til stykket, ikke dementeret den lange række af beretninger i medierne, hvoraf det fremgår, at mandarin skal være det primært brugte sprog på uddannelsesinstitutioner i Quinghai-regionen. Kantonesisk og Shanghai-kinesisk skal også erstattes af mandarin i hele uddannelsessystemet og selv i radioen – og dette på trods af at regeringen hævder, at mandarin kun tales af halvdelen af den kinesiske befolkning. I artikel 4 i forfatningen og artikel 10 i loven om regional autonomi understreges det, at alle etniske grupper har ret til at udvikle deres eget skrevne og talte sprog. Jeg vil kraftigt opfordre kommissær Lewandowski til at sikre, at denne bekymrende udvikling tages op i dialogen mellem EU og Kina. Der bør udsendes en ekspertgruppe til regionen på en undersøgelsesmission med henblik på at fastslå, hvor truslen mod tosprogssystemet ligger. Det tibetanske sprog kan suppleres med kinesisk, men kan bestemt ikke erstattes med kinesisk.

  Róża Gräfin von Thun und Hohenstein, for PPE-Gruppen. – (PL) Fru formand! Ingen kan i dag klage over manglende kendskab til eller oplysninger om, hvad der sker i Tibet, men alligevel gør vi stadigvæk næsten ingenting for at forsøge at hindre kineserne i at udslette tibetanerne som individuelt folkeslag og som samlet nation sammen med deres vidunderlige kultur og smukke, autentiske religiøsitet.

Vi taler i dag om, at det tibetanske sprog bliver udryddet, og at det skal erstattes med mandarin. Egentlig er der mange af os her i Parlamentet og mange af vores forfædre, der meget ofte har betalt en høj pris i kampen for deres nationale sprog mod en invasionsmagts eller diktators vilje, fordi vi var vidende om, at man, hvis man mister sit sprog, også mister det sidste håb om, at man en skønne dag vil kunne være herre i eget hus. Også på baggrund af disse erfaringer, som har været skæbnen for mange europæere, skal vi stille krav om, at de, der forhandler med Kina på vores vegne, hvor man taler om udviklingen af teknologi, investeringer, handel osv., ikke viger uden om spørgsmålet om de rutinemæssige menneskerettighedskrænkelser i Kina. Ved forhandlingerne med den kinesiske regering om menneskerettigheder, og her kan jeg tilslutte mig alle dem, der er kommet med opfordringer inden mig, anmoder jeg om, at spørgsmålet om menneskerettigheder ikke træder helt i baggrunden, uanset om vi i øjeblikket befinder os i en økonomisk krise eller ej.

  Kristiina Ojuland, for ALDE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Igennem hele Estlands historie har vi kæmpet for at bevare den oprindelige befolknings sprog. Efter generhvervelse af vores selvstændighed i 1991 nød vi endelig godt af friheden til at kunne tale vores sprog og værne om vores kultur og identitet. Det piner mig at se befolkningen i Tibet blive undertrykt og deres sprog, identitet, kultur og religion dømt til udryddelse.

Folkerepublikken Kina benytter den samme metode til at opnå marginalisering af tibetanere, som Sovjetunionen anvendte over for esterne. Kinesifiseringen af Tibet sker ligesom russificeringen af Estland under den sovjetiske besættelse ved at forflytte ikkeindfødte personer til det etablerede landområde, hvor den oprindelige befolkning bor.

Så længe den hankinesiske andel af befolkningen i Tibet bliver større, har tibetanerne al mulig ret til at føle sig skræmt. De kinesiske myndigheders plan om at indføre mandarin som det primære undervisningssprog i skolerne er i strid med den oprindelige tibetanske befolknings rettigheder. Jeg ser gerne, at overtrædelserne tages op og løses som et højt prioriteret punkt i forbindelse med EU's politik over for Folkerepublikken Kina.

  Reinhard Bütikofer, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Jeg er imod denne beslutning. Min gruppe har givet mig lov til at tale imod beslutningen, på trods af at størstedelen af mine kolleger har en anden mening end mig.

Som påpeget har den kinesiske ambassadør reageret på den fremførte kritik. Det kan godt være, at hans brev ikke giver svar på alle spørgsmål, men hvordan kan det være, at vi som det første ønsker at vedtage en beslutning frem for at forsøge at komme i dialog? Kan vi virkelig tage os selv alvorligt, hvis vi først vedtager et beslutningsforslag og derefter siger – sådan som den foregående taler udtrykte det – at vi nu sender nogen ud på en undersøgelsesmission for at finde ud af, hvordan tosprogetheden er truet.

Jeg mener ikke, det er plausibelt at tale om udryddelse af det tibetanske sprog. Det ligger ikke inden for Parlamentets kompetenceområde at træffe afgørelse om, hvor meget ungarsk der bliver undervist i på skoler i Slovakiet eller Rumænien, men alligevel mener Parlamentet sig berettiget til at bestemme, om matematikundervisningen skal foregå på tibetansk eller et andet sprog. Jeg ved ikke, om det er klogt.

Afslutningsvis mener jeg, det er en fejl at sammenkæde spørgsmålet om sprogpolitik med Dalai Lama, da de to spørgsmål intet har med hinanden at gøre. Jeg tror ikke, at vi ved et sådant tiltag vil medvirke til at sikre, at befolkningen ikke hindres i at bruge deres eget sprog.

  Joanna Katarzyna Skrzydlewska (PPE). – (PL) Fru formand! Sprog er den vigtigste identitetsskabende faktor og det mest betydningsfulde redskab til social kommunikation. Forhandlingen i dag drejer sig om, at regeringen i Folkerepublikken Kina forsøger at indføre kinesisk som det eneste obligatoriske sprog i undervisningssektoren i Tibet, hvilket er et overgreb mod denne nations kultur. Hidtil har tibetansk været det officielle sprog i Tibet og i de regioner i Kina, hvor tibetanere udgør den største etniske gruppe. For tibetanerne er anvendelse og udvikling af sproget en af de vigtigste måder, hvorpå man kan udøve de facto-autonomi. Behovet for også at kunne forstå kinesisk giver god mening for dem, der vil søge arbejde uden for Tibet, men det ville nok være en passende og hensigtsmæssig løsning at indføre kinesisk som et fag, der skulle undervises i, og ikke at erstatte tibetansk med kinesisk som undervisningssprog.

Vi bør derfor give udtryk for vores modstand mod forsøget på at fratage tibetanerne deres grundlæggende kommunikationsredskab. Ved at fratage tibetanerne muligheden for at lære deres eget sprog nedbryder kineserne langsomt, men sikkert Tibets autonomi og er årsag til, at landets kulturarv forsvinder.

  Cristian Dan Preda (PPE) (Stiller Reinhard Bütikofer et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8). – (RO) Fru formand! Jeg vil gerne stille vores kollega et spørgsmål, hvis han accepterer det. Hvorfor er den kinesiske ambassadørs holdning til dette emne mere relevant end vores ønske om at tale om, hvad der sker i Tibet? Hvis jeg har forstået tingene ret, er årsagen, at han mener, at vi skal lytte til, hvad den kinesiske ambassade siger, snarere end hvad vores egen overbevisning tilsiger os.

  Reinhard Bütikofer (Verts/ALE). – (DE) (Taleren besvarer et spørgsmål fra Cristian Dan Preda, jf. proceduren med blåt kort i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8).

Fru formand! Jeg er meget taknemmelig for, at min kollega stiller dette spørgsmål, da det giver mig lejlighed til at gentage det, jeg sagde lige før. Jeg sagde ikke, at man skal tro på den kinesiske ambassadør. Det, jeg sagde, var, at vi ville gøre klogt i at tage vores arbejde alvorligt og søge at komme i dialog og derefter drøfte et beslutningsforslag.

Det giver ingen mening at foreslå, at vi skal vedtage et beslutningsforslag nu og så sende eksperter til Kina for at finde ud af, om og præcist hvordan tosprogetheden er truet. Hvis vi gerne vil gøre noget for menneskerettighedernes gennemslagskraft, skal vi efter min mening ikke blot komme med velmenende hensigtserklæringer, men skal også involvere os i spørgsmålet for at undgå at gøre mere skade end gavn i en i forvejen vanskelig situation.

  Csaba Sógor (PPE). – (HU) Fru formand! Jeg støtter med glæde det fælles beslutningsforslag, da der klart gives udtryk for nogle principper, som jeg som repræsentant for et oprindeligt nationalt mindretal er helt og aldeles enig i. Jeg støtter derfor princippet om, at a) undertrykkelse af et mindretals sprog fundamentalt krænker frihedsretten for de borgere, der tilhører det pågældende mindretal, at b) undervisning på ens modersmål er den mest egnede indlæringsmetode, og at c) lokale myndigheder og samfund skal have juridisk beføjelse til at træffe beslutninger vedrørende undervisningssprog.

Jeg vil gerne gøre alle de medlemmer, der støtter forslaget, opmærksom på, at disse principper desværre heller ikke overholdes fuldt ud i visse EU-medlemsstater. Det kan bevidnes i kraft af den nugældende slovakiske sproglov og den rumænske undervisningslov, der giver mulighed for, at undervisning i visse fag kun sker på det officielle sprog. Jeg kunne nævne endnu flere EU-lande. Det vil jeg dog ikke gøre nu. Jeg er varm tilhænger af overvågning af rettighedskrænkelser uden for EU, men jeg mener samtidig, det er vigtigt at de former for praksis, der er til ulempe for nationale mindretal internt i EU, ikke skal forbigås i tavshed.

  Zuzana Brzobohatá (S&D). – (CS) Fru formand! Jeg vil i mit indlæg gerne nævne det ønske, som Folkerepublikken Kina har givet udtryk for, nemlig at der skal være harmoni mellem alle de 56 etniske mindretal, der bor inden for landets grænser. Jeg mener i den anledning helt bestemt, at det er nødvendigt at støtte bevarelsen af tibetansk, der er et af de fire ældste og mest originale asiatiske sprog, og som er en del af det fundamentale grundlag for tibetansk identitet, kultur og religion, og som sammen med tibetansk kultur som helhed også udgør en uerstattelig del af verdens kulturarv og er et vidnesbyrd om en historisk rig civilisation. Jeg stoler på, at Kina konsekvent vil gøre brug af artikel 4 i Folkerepublikken Kinas forfatning og artikel 10 i loven om regional national autonomi, der garanterer alle nationaliteters frihed til at anvende og udvikle deres egne talte og skrevne sprog.

Jeg mener bestemt, at hvert etnisk mindretal har ret til at bevare sit eget sprog og sin egen litteratur. Et retfærdigt tosproget uddannelsessystem vil bidrage til bedre samarbejde og forståelse, især hvis tibetanerne lærer kinesisk, og de hankinesere, der bor i det tibetanske områder, samtidig opfordres til at lære tibetansk. Da det fremsatte forslag til beslutning omfatter alle de netop nævnte punkter, har jeg besluttet at støtte det.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Fru formand! Kina er en økonomisk og militær stormagt, og den kinesiske administration har i forbindelse med sin adfærd over for landets borgere længe givet indtryk af, at de kulturelle, sociale og demokratiske principper, sådan som de anerkendes rundt om i verden, vil finde selektiv anvendelse i Kina og kun i det omfang, de passer administrationen, for så vidt angår kontrollen med landet.

Jeg mener ikke, at vores harme vil ændre den kinesiske regerings beslutsomhed med hensyn til at gennemføre regeringens egen uddannelsespolitik i landet. Jeg mener på trods heraf, at det er nødvendigt at komme med en alvorlig advarsel til vores kinesiske partnere om, at det tibetanske folk har ret til at bevare deres identitet og deres sprog, og at modersmålet spiller en uerstattelig rolle ved undervisning af børn.

Kina skal gøre det samme i Tibet, som Slovakiet gør for sit ungarske mindretal, hvor børn fra det ungarske mindretal kan få undervisning på ungarsk lige fra børnehaveklassen og op til grundskole- og gymnasieniveau. På den anden side vil jeg gerne over for hr. Sógor understrege, at slovakiske børn i Ungarn skal lære ungarsk lige fra børnehaveklassen og op til grundskole- og gymnasieniveau, og at de kun har slovakisk som fremmedsprog.

  Csanád Szegedi (NI). – (HU) Fru formand! Som repræsentant for Jobbik, Bevægelsen for et Bedre Ungarn, ser jeg positivt på og støtter Parlamentets forslag til beslutning imod Folkerepublikken Kinas planer om at gøre kinesisk til det officielle sprog i tibetanske skoler. Selv om den kinesiske besættelsesmagt garanterede Tibets autonomi, udelukker man i stigende grad det tibetanske sprog fra uddannelsessektoren og i officielle sammenhænge. Kinas dårlige omdømme med hensyn til menneskerettigheder udgør også en risiko for, at der kan opstå konflikter i Tibet på grund den påtvungne indførelse af det kinesiske sprog. Tibetanerne skal garanteres retten til at modtage undervisning på deres eget sprog og kunne få ordnet officielle anliggender på tibetansk. De grundlæggende menneskerettigheder skal garanteres, herunder forsamlingsretten og borgernes demonstrationsret.

Vi behøver desværre ikke bevæge os særlig langt væk for at finde tilsvarende situationer, da grove forsøg på assimilering også er et reelt og aktuelt problem i Europa. Vi behøver bare at tænke på den måde, hvorpå Rumænien behandler transsylvanske ungarere eller Csángó-ungarere, eller på den ekskluderende, diskriminerende slovakiske sproglov.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg mener, at tibetanerne skal have retten til at tale på deres modersmål, tibetansk. Det er en ret, som vi alle har. Ellers vil de miste deres kulturelle identitet. På baggrund af situationen i Tibet mener jeg, at tosprogethed, dvs. undervisning på tibetansk og kinesisk, er den mest hensigtsmæssige løsning.

Tosprogethed fremmer, når alt kommer til alt, børns udvikling på mange forskellige måder og skal bestemt støttes.

  Bogusław Sonik (PPE). – (PL) Fru formand! Det tibetanske sprog er en del af den lange historie i en nation, som i årevis har kæmpet for at bevare sin egen kultur, og det er et element, der giver samfundet sammenhængskraft. Det er derfor den eneste og bedste løsning at fastholde og bevare tosprogethed på alle niveauer i uddannelsessektoren i Tibet. Den kinesiske regering er medunderskriver af FN's erklæring om oprindelige folks rettigheder og har dermed forpligtet sig til at overholde de grundlæggende rettigheder hos de nationale mindretal i landet. Alle Kinas tiltag, der går ud på at forbyde anvendelse af tibetansk i skoler, bør fordømmes af det internationale samfund. Der skal efter min mening træffes foranstaltninger, som vil gøre det muligt at holde øje med, at de grundlæggende rettigheder hos tibetanerne i Kina overholdes effektivt.

  Sergio Paolo Francesco Silvestris (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Afskaffelse af tosprogssystemet i Tibet er en intolerant handling, der går stik imod respekten for et mindretals kulturelle identitet og respekten for menneskerettighederne.

Handelsaftaler eller forretningskontrakter med Kina kan ikke fungere som handelsvarer til at aflede Europas opmærksomhed fra den alvorlige diskrimination, som det tibetanske folk stadig er udsat for.

Tibetanerne har ret til fortsat i det mindste at være og føle sig som et folk, og for at kunne dette skal de have ret til at værne om deres egne traditioner samt deres historie og sprog, kort sagt at bevare deres egen identitet – og her spiller den sproglige identitet en afgørende rolle.

Planen om at udrydde den tibetanske kultur, som endnu ikke med held er blevet bragt til fald under hammer og segl-symbolet ved årtiers forfølgelse af det tibetanske folk og tibetanske munke, kan man ikke nu med et snuptag få sat en stopper for ved at udrydde det tibetanske sprog og påtvinge det kinesiske sprog.

  Janusz Lewandowski, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Vi drøfter en problemstilling, der findes i næsten alle lande, hvor der bor mindretal – nemlig bevarelsen af et sprog, en kultur og lige adgang til uddannelse. Det er et spørgsmål om at genbekræfte vores værdier, hr. Bütikofer.

Inden jeg går i gang med at tale om Tibet, vil jeg gerne have lov til at sige et par ord om vores bilaterale relationer med Kina. Vores strategiske partnerskab er stærkt, hvilket giver os mulighed for at tage fat på alle mulige spørgsmål, deriblandt de mest ømtålelige emner. Vi har opbygget en imponerende ramme af interaktioner på højt plan, hvor vi løbende tager fat på de globale udfordringer, som vores medborgere står over for, uden dog at forsømme de spørgsmål, hvor vores synspunkter måske divergerer. Den overordnede situation i Tibet er et af de områder, hvor vi ikke er enige.

Udspillet om at indføre kinesisk som det primære undervisningssprog i tibetanske områder rejser nogle komplicerede og ømtålelige spørgsmål. Kina er nødt til at finde den rette balance, så det er muligt at modtage effektiv undervisning på tibetansk og bevare det tibetanske sprog som et levende sprog til fortsat undervisning på tibetansk og som modersmål i tibetanske områder, samtidig med at undervisning på kinesisk sideløbende hermed giver tibetanske studerende anstændige muligheder for fremtidig beskæftigelse. De tibetanske områders fjerne beliggenhed gør ikke denne opgave nemmere.

Vi håber oprigtig talt, at Kina vil sikre, at tibetansk benyttes som det primære undervisningssprog i skolerne i tibetanske områder, og på samme måde sikre beskyttelse af mindretallenes sprog i andre dele af Kina. Ekspertrådgivning og antidiskrimination og ideologisk indflydelse er gode opskrifter på at komme videre. EU er parat til at dele ud af sin ekspertise, hvis Kina måtte ønske det. Vi håber – og her er mit direkte svar – at vi kan få en åbenhjertig drøftelse med de kinesiske myndigheder om lige netop dette spørgsmål ved den næste runde af menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina. Det er yderst vigtigt, at Kina giver lov til en åben offentlig høring for at give de personer, der er berørt af eventuelle ændringer af sprogpolitikken, mulighed for frit at give udtryk for deres holdninger, som man så skal tage højde for.

Vi har også dybt bekymret fulgt med i forlydender om tilbageholdelsen af en række tibetanske studerende og lærere, der i al fordragelighed demonstrerede i protest mod regeringens planer om en undervisningsreform. Vi opfordrer kraftigt Kina til at frigive de tilbageholdte og indlede drøftelser med det tibetanske civilsamfund om fordelene ved den foreslåede reform.

Til allersidst vil jeg gerne minde om EU's holdning gennem lang tid, for så vidt angår Tibet. Bevarelsen af Tibets unikke kultur, sprog, religion og traditioner og behovet for at få et system med meningsfyldt autonomi for Tibet inden for rammerne af den kinesiske forfatning har fortsat høj prioritet for EU. Det er emner, som vi igen og igen forsøger at gøre noget ved i forbindelse med vores politiske dialog med Kina.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted om lidt.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Roberta Angelilli (PPE), skriftlig. – (IT) Til trods for at mange af verdens ledere, institutioner og ngo'er konstant er involveret og engageret i at opfordre de kinesiske myndigheder til at undlade at bruge vold mod det tibetanske folk, virker det desværre til, at man taler for døve øren, hvilket dermed bringer de internationale relationer i fare. Parlamentet har i mange år tilkendegivet sin støtte til og solidaritet med Tibet, et land, der altid har kæmpet mod de kinesiske myndigheders undertrykkende og diskriminerende politikker, hvilket i årevis har udgjort en trussel for det tibetanske folks territoriale og kulturelle selvstændighed. Beijings seneste lov om undertrykkelse var beslutningen om at indføre kinesisk som det obligatoriske officielle sprog i Tibet, selv om folk taler tibetansk og anser mandarin for at være et fremmedsprog. Det kulturelle folkedrab foregår i dette øjeblik, fordi myndighedernes beslutning er udtryk for en klar intention om at udslette dette folk, ikke alene geografisk, men også kulturelt, ved at hindre yngre generationer i at lære om deres kultur og først og fremmest deres sproglige arv. Hvad angår Kinas urokkelige og ufleksible holdning til Tibet, vil jeg gerne opfordre Parlamentet til fortsat at indtage en uforsonlig holdning med hensyn til de alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne og mindretalsrettighederne fra de kinesiske myndigheders side og sikre, at befolkningen i Tibet ved, at vi står bag dem og er parate til at yde hjælp.

  Catherine Soullie (PPE), skriftlig. – (FR) Ved at vedtage denne beslutning sender Parlamentet, der er de europæiske borgeres og demokratiets talerør, et klart signal til de kinesiske myndigheder, nemlig at udryddelse af og undertvingelse af én kultur til fordel for en anden er en handling, der ikke er et virkelig fremtrædende og moderne land værdigt. Det tibetanske folk har en helt igennem legitim anmodning, nemlig at deres historie og sprog skal respekteres. Tibetansk kultur er ikke den eneste kultur, der er truet af myndighedernes urimelige beslutning – kantonesisk og andre sprog vil også bukke under for standardiseringspolitikken. Da den kinesiske forfatning specifikt anerkender hver enkelt borgers ret til at udtrykke sig på vedkommendes selvvalgte sprog, hvordan kan de politiske myndigheder så forsvare denne juridiske kovending? EU's motto opsummerer klart det budskab, det påhviler os at lade gå videre til de kinesiske myndigheder via den foreliggende beslutning: forenet i mangfoldighed.

(1) Se protokollen.