Forhandlinger

Tirsdag den 14. december 2010 - Strasbourg

14. Parlamentets holdning til det nye forslag til budget 2011 som ændret af Rådet (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Sidonia Elżbieta Jędrzejewska og Helga Trüpel for Budgetudvalget om forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011, alle sektioner, som ændret af Rådet (17635/2010 – C7-0411/2010 – 2010/2290(BUD)) (A7-0369/2010).

  Sidonia Elżbieta Jędrzejewska, ordfører. – (PL) Hr. formand! Efter mange måneders forhandlinger, diskussioner og spænding er det endelig lykkedes os – i morgen håber jeg – at vedtage EU's 2011 budget her ved Europa-Parlamentets plenarmøde. Jeg vil gerne starte positivt med dem, jeg mener er de mest interessante og effektive af resultaterne med 2011-budgettet, og dem, der er af særlig betydning for de europæiske borgere.

Jeg er først og fremmest meget glad for, at det er lykkedes os at nå frem til en aftale i tide, at de vanskelige forhandlinger med medlemsstaterne og Kommissionen blev afsluttet inden udgangen af 2010, og at det lykkedes os at undgå farerne ved et midlertidigt 2011-budget, selv om begge parter naturligvis i en vis udstrækning måtte gå på kompromis. Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på adskillige værdifulde og interessante aspekter vedrørende de specifikke detaljer, som vi har fået forhandlet på plads.

Første og fremmest drejer dette sig om den fælles holdning, som vi udarbejdede, og den enstemmige vedtagelse af Parlamentets forslag fra oktober 2010 om Europa-Parlamentets prioriteringer med hensyn til budgetforpligtelser. Alle vores forslag vedrørende øget finansiering af budgetlinjerne, som er vigtige for ungdom, uddannelse, mobilitet, innovation, forskningsprogrammer og programmer vedrørende nøglespørgsmål inden for internationale anliggender, blev accepteret af Rådet og Kommissionen. Det er jeg glad for. Det skal også bemærkes, at Parlamentet var meget realistisk og disciplineret på sit møde i oktober. Det glæder mig, at Rådet og medlemsstaterne lagde mærke til denne disciplin og anerkendte de prioriteringer, vi foreslog, og som vi har henvist til siden marts.

Sammenfattende glæder dig mig, at denne trekant – ungdom, uddannelse og mobilitet – blev forstået og værdsat af Rådet. Jeg håber, at Kommissionen vil gøre alt, hvad den kan, for at sikre, at disse øgede midler anvendes korrekt i 2011.

Det glæder mig, at det lykkedes os at forstå vores egen frygt i så stor udstrækning. Men vores glæde over, at det lykkedes at nå frem til en forståelse, skæmmes i mange henseender af mange vigtige elementer. Først og fremmest så vi ved 2011-forhandlingerne i praksis, hvor vanskeligt det er at gennemføre Lissabontraktaten, hvor mange ukendte områder vi har foran os, og hvor meget fælles arbejde vi skal lægge i at udvikle praktiske, pragmatiske løsninger på grundlag af de rammer, som vi fungerer inden for. Denne proces er på ingen måde forbi.

Det er også blevet smerteligt klart, at medlemsstaterne udviser stadig mindre solidaritet, når de skal håndtere krisen, og det er netop europæisk solidaritet, der er den første værdi, der går tabt, når der skal spares på de nationale budgetter. Jeg beklager virkelig, at medlemsstaterne pludselig er blevet meget snæversynede, og at de netop ønsker at spare på den europæiske integration. Det er et ømtåleligt emne. Vi vender tilbage til denne diskussion senere, for den er på ingen måde overstået.

Jeg vil også gerne stille to ret vigtige spørgsmål til hr. Wathelet om emner, som jeg stadig ikke forstår. Jeg vil gerne vide, om Rådet har til hensigt at vedtage den fælles erklæring – vi har set udkastet, selv om jeg er usikker på dets status – om de flerårlige finansielle rammer. Desuden fremsatte Kommissionen i overensstemmelse med Parlamentets forventning en hel række erklæringer på en side hver, hvor man præciserede temaer som Lissabonisering, europæisk merværdi og egne indtægter. Jeg vil gerne spørge hr. Wathelet, som repræsenterer Rådet her, om Rådet kan forklare sin egen holdning i disse sager.

Endnu en gang vil jeg gerne takke mine kolleger i Europa-Parlamentet for deres bidrag og alle fra Kommissionen og Rådet for deres konstruktive tilgang, og jeg vil meget gerne have et svar på disse spørgsmål.

  Helga Trüpel, ordfører. – (DE) Hr. formand, hr. Wathelet, hr. kommissær, mine damer og herrer! Som ordfører for Parlamentets budget kan jeg helt sikkert tale om en politisk succes for denne del af budgettet. Parlamentets holdning efter afstemningen om budgettet i oktober er blevet accepteret næsten fuldstændig i Rådet. Min fremgangsmåde var at takle dette budget med en hel del ansvarlighed, med ambitioner i henhold til Lissabontraktaten, men også med selvdisciplin fra vores side, for vi forstår naturligvis alle den vanskelige situation, vi står i, men er ikke desto mindre engagerede europæere. Det var præcis den konflikt om målsætninger, som vi havde i forbindelse med Parlamentets budget og den almindelige del af budgettet. De forskellige institutioner, med andre ord vores eget Parlament, men også de andre små institutioner som Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse, Den Europæiske Ombudsmand og Revisionsretten har fået tildelt de stillinger, som de har så hårdt brug for – ikke så mange, som de oprindelig bad om, men et antal, der viser, hvad de virkelig har brug for. Parlamentets budget – og jeg mener, at dette er vigtigt – er blevet beskåret med 25 mio. EUR sammenlignet med det, Præsidiet oprindelig bad om. Med andre ord er dette endnu et klart tegn på selvdisciplin og tilbageholdenhed, men ikke selvbedrag.

Noget andet vigtigt for mig var, at vi skal bruge flere ressourcer på at gøre vores bygninger energieffektive. Der skal også være flere cykler her i Strasbourg, så vi ikke er afhængige af så mange biler, og det skal være muligt at give institutionernes ansatte kort til den offentlige lokaltransport i Bruxelles. Så det drejer sig også om at tage ansvar for miljøet. Løntilpasningen i henhold til Domstolens afgørelser er der taget højde for i budgettet, og den vil blive finansieret med overførsler fra andre dele af budgettet. Det betyder, at vi har nået et godt kompromis mellem Parlamentet og Rådet, og vi har samarbejdet godt.

Men nu vil jeg gerne give Dem min politiske vurdering af det almindelige budget som budgetkoordinator for Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance. Stigningen i betalingsbevillinger – 2,91 % – er meget beskeden, og det er et overgangsbudget på et tidspunkt med nødvendige stramninger i medlemsstaterne. Parlamentet ønskede imidlertid – og jeg mener stadig, at dette er en hensigtsmæssig anmodning – en klar aftale med Rådet om, hvordan Lissabontraktaten, som Rådet og Parlamentet vedtog sammen – vi er jo trods alt ikke modstandere i denne sag – rent faktisk kan gennemføres. Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at Parlamentet ikke bevæger sig ud over sine beføjelser i henhold til Lissabontraktaten. Vi kræver blot, at traktaten overholdes. Men vi opfordrer også Rådet til ikke at skjule sig bag resultaterne af Lissabontraktaten. Dette er efter min mening en risiko, og det er noget, som ethvert Parlamentet med respekt for sig selv, skal kritisere.

Fra De Grønnes side er vi ikke tilfredse med det, vi indtil videre har opnået. Der er nogle få vege erklæringer, men det er ikke, hvad vi oprindelig ønskede. Jeg mener, at hvis vi vedtager en ambitiøs strategi, som er virkelig velbegrundet, skal vi også holde fast i den og ikke opgive på forhånd. Som De Grønne glæder vi os over, at vi ikke i øjeblikket har pengene til fusionsreaktoren ITER, for vi opfatter ikke dette som en virkelig prioritering på nuværende tidspunkt, og set ud fra et miljøsynspunkt mener vi, at vi bør bruge flere penge på vedvarende energikilder og omstrukturering af miljøet i stedet for at bruge dem på projekter uden garanti for succes. Men vi vil nu utvivlsomt se, at forhandlingerne vil fortsætte til næste år. Jeg håber virkelig, at vi i en proeuropæisk ånd mellem Rådet og Parlamentet vil opnå større succes i fællesskab.

  Melchior Wathelet, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi har nu direkte kurs mod vedtagelsen af 2011-budgettet. Det har ikke været nogen let proces. Der har været faldgruber, men jeg håber, at vi endelig når vores mål i denne budgetprocedure, og at vi, som ordføreren sagde til Dem for et øjeblik siden, kan godkende et budget inden årets udgang.

Jeg mener, at det virkelig har været drivkraften for os alle i dag, og her har vi beviset for, at da alle budgetområder sagde, at de virkelig ønskede at nå en aftale, talte de sandt. Men vi skal måske også sige, at vi har opereret i nyt terræn og indviet en ny procedure, og jeg mener – som ordføreren sagde lige før – at alle har måttet gøre indrømmelser, alle har måttet gå på kompromis.

På den ene side har Europa-Parlamentet selv ændret Rådets forslag om forpligtelsesbevillinger betydeligt. Det er lykkedes at få adskillige projekter og forberedende aktioner med, det har indledt diskussioner og sat spørgsmålstegn ved finansieringen til en lang række politikker, og det har virkelig spillet sin rolle som budgetmyndighed fuldt ud. Det har også accepteret de begrænsninger, som Rådet indførte temmelig rigorøst, navnlig med hensyn til betalingsbevillinger.

Men der er også den fælles erklæring, som ordføreren henviste til, og som Rådet helt klart støtter, fordi det netop er en fælles erklæring. De er sikkert også klar over, at vi har modtaget en skrivelse fra den belgiske premierminister, den siddende formand for Rådet, adresseret til formanden for Europa-Parlamentet, hvori han fortæller, at repræsentanterne for de kommende fire seksmåneders formandskaber har bekræftet, at de ønsker at gennemføre proceduren for udarbejdelse af de kommende finansielle overslag i overensstemmelse med traktatens bestemmelser. Dette er på en måde den første anvendelse af den fælles erklæring, som vi har vedtaget i fællesskab vedrørende udarbejdelsen af de kommende finansielle overslag.

På den anden side har Europa-Parlamentet også fremlagt en liste med krav vedrørende dets egne ambitioner i proceduren for egne indtægter, og De har også selv haft mulighed for at se Kommissionens erklæring, som viste, at den gennem sin initiativret rent faktisk vil bevæge sig fremad med denne dagsorden og på denne måde anvende den nye budgetprocedure og de kommende finansielle overslag.

Med hensyn til selve 2011-budgettet er det korrekt, at det er et stramt budget med en stigning inden for betalingsbevillinger på 2,9 %. Til trods for dette skal vi imidlertid også sørge for, at Den Europæiske Tjeneste for EU's Optræden Udadtil kommer til at se dagens lys. Det er også lykkedes os at finansiere de tre nye finansielle tilsynsagenturer som led i denne beskedne finansieringsstigning på 2,91 %. Ved at mobilisere fleksibilitetsinstrumenterne er det også lykkedes os at tage højde for de politiske prioriteringer, som Parlamentet ønskede indført, idet der afsættes 105 mio. EUR til nye forberedende aktioner, ungdomsprojekter og mobilitetsprojekter. Som De har set, fru Trüpel, når vi taler om Parlamentets prioriteringer, bruger vi præcis de samme ord, som De har gentaget igen og igen, både i trilogerne og Deres seneste indlæg.

Det var nyt for os alle at gennemføre denne nye procedure inden for rammerne af Lissabontraktatens bestemmelser, og især for mig, må jeg ydmygst indrømme. Det er imidlertid rigtigt, at dette har givet os mulighed for at afholde en række møder og diskussioner – undertiden ophedede – men igen kan vi i dag sige, at vi er nået frem til en aftale.

Jeg vil sige, at jeg stadig står med en fornemmelse af, at der er sket for lidt, og jeg står desværre også med en lidt bitter smag i munden i forbindelse med muligheden for at flytte fleksibilitet fra enstemmighed til kvalificeret flertal. Jeg mener, at vores anstrengelser virkelig bragte os tæt på en aftale, og jeg frygter, at denne mulighed ikke kommer igen. Jeg mener, at det var en skam, at vi ikke greb chancen, enten vedrørende spørgsmålet om fleksibilitet som sådan eller vedrørende finansieringen af ITER.

Det er muligvis ikke nogen enkel procedure, men hvis begge sider har viljen til at opnå et resultat, vil det også kunne lade sig gøre. Lige nu vil jeg også gerne takke alle dem, der virkelig har bidraget til at sikre, at vi i morgen forhåbentlig kan stadfæste denne aftale: Parlamentets formand, hr. Buzek selv, som virkelig smøgede ærmerne op under denne budgetprocedure, men også hr. Lamassoure, ordførerne, fru Jędrzejewska og fru Trüpel, og naturligvis kommissær Lewandowski, som trods uenigheden hver gang vendte tilbage med nye forslag for at sørge for, at proceduren endelig kunne afsluttes.

Så her er beviset for, at vi kan nå frem til aftaler, og ligeledes beviset for, at denne nye Lissabonprocedure kan blive en succes. Til trods for de faldgruber og vanskeligheder, vi har stået over for, er det lykkedes os at nå frem til en aftale, og vi har dette budget, som er langt mere end bare et budget. Det vil også give konkrete resultater for borgerne med hensyn til mobilitet, ungdom, strukturfondsmidlerne, som kan frigives til de europæiske regioner, der virkelig har brug for dem, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og de finansielle agenturer.

Ja, takket være dette budget kan vi gennemføre politikker til gavn for de europæiske borgere. Det er det, der skal drive os fremad, og det er det, der har sørget for, at alle har indgået de kompromiser, der er nødvendige for at nå til en aftale.

  Janusz Lewandowski, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! På Kommissionens vegne glæder jeg mig over, at Parlamentet er indstillet på at stemme om 2011-budgettet, selv om ikke alle dele af den oprindelige pakke – der omfatter en forordning om flerårige finansielle rammer, en ny interinstitutionel aftale og finansiering af ITER – er på plads.

Ved at stemme udviser de to dele af budgetmyndigheden ansvarlighed og forsøger at undgå en budgetkrise på et tidspunkt, hvor Europa står over for alvorlige udfordringer, og adskillige medlemsstater står over for finansiel ustabilitet.

Jeg er nødt til at understrege det vigtige i, at Parlamentet stemmer på samme måde som i Rådet for at undgå endnu en forligsprocedure. Rådet har bestræbt sig på at medtage Parlamentets ønsker i forberedende aktioner, pilotprojekter, reserver og budgetbemærkninger. Jeg mener, at dette – at stemme på samme måde og undgå yderligere forsinkelser – er en prøve på vores vilje til at levere et budget, at levere resultater til de europæiske borgere, så vi kan gennemføre projekter og programmer, der kan og bør bidrage til at skabe flere arbejdspladser.

Værdien af de forpligtelsesbevillinger, der skal vedtages, er 141,8 mia. EUR, svarende til 1,13 % af BNI, hvilket efter min mening omfatter vigtige prioriteringer fra Parlamentets side, som er blevet medtaget med hensyn til ungdom, små og mellemstore virksomheder og forskning under afsnit 1a og 3b og til Palæstina i afsnit 4.

For at nå disse mål skal vi mobilisere fleksibilitetsinstrumentet til en værdi af 105 mio. EUR. Betalingsbevillingerne ligger på 126,5 mia. EUR svarende til 1,01 % af BNI. Dette er udtryk for forståelse for de budgetbegrænsninger, som medlemsstaterne står over for i øjeblikket.

Niveauet for betalingsbevillinger er fastsat på den betingelse – som er meget vigtig for Kommissionen – at man aftaler en fælles erklæring om at handle hurtigt, hvis dette er nødvendigt, for at stille yderligere betalingsbevillinger til rådighed gennem overførsler eller ændringsbudgetter for at undgå mangler inden for betalingsbevillingerne.

Med hensyn til de reserver, der formentlig vil blive vedtaget, må jeg gentage Kommissionens holdning og sige, at vi naturligvis stræber mod at opfylde de betingelser, som Parlamentet har opstillet, så hurtigt som muligt.

Det er meget vigtigt at have budgettet på plads, så vi kan komme videre med diskussionerne på de øvrige områder uden den yderligere komplikation at skulle arbejde under foreløbige tolvtedele. Det er virkelig vigtigt.

Så mangler vi finansieringen af ITER, og i forbindelse med finansieringen af ITER har vi det forenede Europas internationale troværdighed som partner i globale videnskabelige og teknologiske projekter. Hvis vi ikke bliver enige – og dette er sidste chance for at blive enige – mister vi omkring 570 mio. EUR af 2010-margenerne og dermed også manøvremulighederne med 2011-margenen. Så jeg mener, at det vil være en situation med lutter vindere, hvis vi stemmer for og bliver enige om ITER.

Så mangler vi også justeringen, omsætningen af Lissabontraktaten i form af de flerårige finansielle rammer og den nye interinstitutionelle aftale. Jeg må rose budgetordføreren, Reimer Böge, og minister Wathelet for deres indsats for at nå til enighed på netop dette område, som også omfatter en vis grad af fleksibilitet. Det er korrekt. Jeg hører under diskussionen her i Parlamentet, at dette er mere begrænset end det nuværende system, men dette er et kompromis, der i praksis garanterer den samme grad af fleksibilitet, som hidtil har været gældende. Derfor virker det acceptabelt i denne periode med finanspolitisk konsolidering i medlemsstaterne.

Vi skal fortsætte vores bestræbelser på at gennemføre Lissabontraktaten gennem vedtagelsen af de flerårige finansielle rammer og den nye interinstitutionelle aftale, da vi ellers, med dødvande og forsinkelser på disse områder, befinder os i ukendt terræn og på gyngende grund med hensyn til de juridiske betingelser for vores ønsker for fremtiden.

Dette var Lissabontraktaten, det blev afprøvet i praksis. Dette blev ikke demonstreret som oprindelig planlagt, som noget, der skulle gøre kompromiser og beslutningstagning lettere, men jeg håber, at vi kan udlede konklusioner af denne erfaring, og vi foregriber afstemningen i Parlamentet, idet vi allerede er gået i gang med forberedelserne til 2012-budgettet. Det er et tegn på vores optimisme. Jeg takker alle, der har deltaget i kompromismaskineriet for det årlige budget for 2011, Alain Lamassoure, Parlamentets formand, hr. Buzek, minister Wathelet og ordførerne.

  László Surján, for PPE-Gruppen. – (HU) Hr. formand! Nu afprøver vi virkningerne af Lissabontraktaten på os selv. Vi og overordnet set de europæiske medier har ofte sagt, at Parlamentets beføjelser er blevet styrket kolossalt som følge af denne traktat. Det er korrekt, at de to dele af budgetmyndigheden er omtrent lige stærke, men styrken hos denne del kan ikke rigtig bruges til noget, fordi traktaten har dømt os til enighed. Det eneste tilfælde, hvor Parlamentets beføjelser ville være mere omfattende, nemlig hvis Rådet skulle nedstemme sig selv på et senere tidspunkt, er fuldkommen umuligt at forestille sig. Vi må alle se i øjnene, at hvis vi fortsætter med tolvtedelene, kan vi kun snuble videre fra måned til måned og ikke skabe en Europæisk Union, og derfor mener Det Europæiske Folkepartis Gruppe, stort set i enighed med de øvrige grupper, at det er nødvendigt for EU med et gyldigt budget i løbet af i morgen.

Grundlaget for dette budget vil være det budget, som Kommissionen fremlagde i sommer, og som Parlamentet vurderede som velfunderet og solidt. Rådet var mere eller mindre af samme mening, for det ændrede ikke meget ved det og sænkede kun niveauet af betalingsbevillinger en smule på grund af den alvorlige krise. Det er en underlig krise, hvis den tilsyneladende kan løses med fire mia. sammenholdt med EU-medlemsstaternes indtægter. For at være ærlig kan nedskæringer af denne art kun betragtes som temmelig populistiske. I den endelige aftale glæder jeg mig over, at da Parlamentet vedtog denne nedskæring på fire mia., skar vi ikke i beløbene efter plæneklipperprincippet, men bevarede i stedet de vigtige områder, som Parlamentet lagde særlig vægt på som prioriterede områder.

Jeg mener personligt, at det er meget vigtigt, at man har gennemført en betydelig forøgelse på næsten 15 % i midlerne til støtte under samhørighedspolitikken. Det er også vigtigt, at vi indfører en række foranstaltninger, der gavner fremskridtet. Jeg forstår signalet, hr. formand, jeg er straks færdig, men jeg må lige sige, at Parlamentet begik en stor fejl ved slutningen af forhandlingsprocessen, og partipolitiske interesser gjorde det utrolig svært for os at nå alle vores mål.

  Martin Schulz, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne kommentere det, hr. Surján sagde. Vi opererer med en ny procedure, hvor de to dele af budgetmyndigheden, Rådet og Parlamentet, opererer på samme niveau. Jeg vil gerne sige noget til alle de kolleger fra Budgetudvalget, der har klaget over, at denne forhandling er blevet politiseret. Jeg vil gerne sige til Dem, at logikken i denne nye procedure kræver, at vi går ud over de budgettekniske spørgsmål og diskuterer rigtig budgetpolitik. Med denne budgetpolitik er det blevet klart, at der i de andre institutioner og i Det Europæiske Råd findes en hensigt om at udnytte budgetpolitikken til at skabe et anderledes EU. Derfor vil jeg gerne starte med rådsformandskabet – med Dem, hr. Wathelet.

Efter min mening står Parlamentet i gæld til det belgiske formandskab, fordi jeg mener, at det har bidraget til at nå noget, som jeg ikke troede muligt for tre uger siden. I Rådet var Det Forenede Kongeriges og Nederlandenes regeringer – vi skal også nævne dem ved navn her – ikke indstillede på at gå med til et kompromis om inddragelse af Parlamentet i de finansielle overslag. Det kompromis, vi ønskede med Rådet, blev forkastet. Helt indtil sidste øjeblik forsøgte de at nå frem til et kompromis, men disse to regeringer sagde "nej". En meget intelligent løsning – måske en belgisk løsning – blev fundet, nemlig at få de regeringer, der skal have formandskabet i de næste to år – Ungarn, Polen, Danmark og Cypern – til at fremsætte en erklæring om, at de vil inddrage Parlamentet i udarbejdelsen af målene. Jeg går ud fra, at dette vil foregå som hidtil, med andre ord på grundlag af den nuværende interinstitutionelle aftale. Dermed har fire regeringer i Det Europæiske Råd erklæret, at de har en anden holdning end den nederlandske og den britiske regering. Det er en vigtig sejr, fordi dette har gjort det klart, at Rådet ikke er en homogen helhed, der kan diktere et ensartet mål, men at der helt klart findes forskellige holdninger inden for Rådet, f.eks. lande som Ungarn eller Polen, der er bange for, at der skal foretages nedskæringer på et eller andet tidspunkt, idet finansieringen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, ITER og Galileo skal dækkes med de samme budgetressourcer, som vi har i dag, men med en fastfrysning af landbrugsudgifterne frem til 2013. Desuden vil der blive foretaget nedskæringer i forbindelse med samhørighedspolitikken. Så vi har allierede i Rådet, nemlig de lande, der ikke ønsker disse besparelser, og heriblandt finder man navnlig de to næste lande, der skal have formandskabet, Polen og Ungarn. I denne forbindelse har Parlamentet opnået en vigtig sejr.

Jeg er ikke enig med fru Trüpel i, at vi har givet køb – tværtimod! Med hensyn til vores andet vigtige politisk krav, fleksibilitet, opnåede vi ikke nogen aftale. Sagen er blevet udsat. Hr. Wathelet, De siger, at der nu er enstemmighed, og at De kan få kvalificeret flertal. Jeg vil vende det på hovedet og sige, at de, der ønsker ITER, også skal sikre, at der er enstemmighed i Rådet om at samarbejde om fleksibilitet, ellers får de ikke ITER.

Det har været hårde forhandlinger, og de er foregået på en meget kontroversiel måde. I sidste ende drejede det sig ikke om tal, men om politisk vilje.

Endelig vil jeg for det tredje sige, at i en barsk forhandling har Kommissionen placeret sig mellem Rådet og Parlamentet. I Rådet er der ikke en eneste regering, der er parat til at diskutere vores egne indtægter. Vi ønsker at diskutere vores egne indtægter. Kommissionen har taget stilling. I denne sag har den taget Parlamentets side. Så fællesskabsinstitutionerne er enige. Til foråret forventer jeg, at Kommissionen og De, hr. Lewandowski, fremsætter et tilsvarende forslag om ordningen for EU's egne indtægter. Medlemsstaterne – de 27 regeringer – vil så skulle tage stilling til dette.

Jeg er lidt overrasket over, at jeg er den eneste gruppeformand, der skal tage ordet ved denne forhandling. Jeg ville også gerne sige noget til mine kolleger i denne forbindelse. Der var en temmelig ophedet debat mellem os og budgeteksperterne. Jeg mener, at dette til sidst gik i en positiv retning. Jeg vil gerne takke budgetordførerne, fru Jędrzejewska og fru Trüpel. Gennem min stigende involvering i budgettet på politisk niveau har jeg lært, hvor vanskeligt dette område er. Jeg vil gerne give Dem en stor kompliment for Deres arbejde. Endelig vil jeg gerne undskylde over for alle de medlemmer af Budgetudvalget, der til tider har følt, at jeg har provokeret dem. Jeg må imidlertid sige, at jeg anså denne provokation for nødvendig.

  Anne E. Jensen, for ALDE-Gruppen. – (DA) Hr. formand! Jeg vil også indlede med at takke fru Jędrzejewska og fru Trüpel for det gode seriøse stykke arbejde, de gjort med budgettet, og måske ikke mindst fru Jędrzejewska, der har haft en utrolig svær opgave under den nye procedure. Jeg vil gerne takke det belgiske formandskab, som har ydet en fantastisk indsats, og jeg synes også, at vor formand, hr. Lamassoure, har gjort et godt stykke arbejde under denne forhandling, ligesom Kommissionen jo har prøvet at bidrage konstruktivt og især har gjort det her i den sidste fase.

Set fra ALDE-Gruppen er det et godt resultat for 2011-budgettet, vi er nået frem til. Vi har sikret de fornødne bevillinger til forskning, energi og uddannelse, og på udenrigsområdet fandt vi pengene til Palæstina og de bananproducerende lande uden at nedskære andre programmer. Denne budgetproces har vist, at den flerårige ramme er meget stram og meget ufleksibel. Vi har fortsat ikke løst problemet med finansiering af fusionsenergiprojektet ITER i de kommende år, som det er nævnt fra flere sider. Det ønsker vi fra ALDE-Gruppens side, at vi finder en løsning på. Hvis vi fortsat skal leve op til de ambitioner, der er formuleret i EU's energipolitik, står vi også i de kommende år over for svære budgetforhandlinger, medmindre vi får en aftale, der sikrer større fleksibilitet. Jeg håber, at det snart lykkes, og jeg vil jeg den forbindelse takke Reimer Böge for et utrætteligt arbejde for at sikre en god løsning.

  Isabelle Durant, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. Wathelet, hr. kommissær! For bare en måned siden greb de fire store politiske grupper, selv om vi stort set var nået til enighed om tallene for 2011-budgettet, meget højlydt og voldsomt ind og bad det belgiske formandskab om at forhandle med Rådet om ikke bare 2011-tallene, som der var enighed om, men også om en egentlig politisk aftale for næste fase, en politisk aftale, der vil give os mulighed for at samarbejde i form af et konvent eller lignende – det er nærmest lige meget – men også med de nationale parlamenter og regeringer, om de fremtidige finansielle rammer og om egne indtægter. Alle var enige.

Vi bad om det dengang, for bare en måned siden, fordi vi mente, at vi skulle sikre de europæiske finansers fremtid, fordi vi mente, at vi skulle komme medlemsstaternes budgetter til undsætning, fordi de alle er i problemer, og fordi EU skal have sine egne indtægter. Alle var enige, og jeg må sige, at det blev sagt med vægt bag ordene.

Hvor står vi så i denne sag en måned senere? Vi er rykket tilbage til start. 2011-budgettet skal snart vedtages. Der er intet om fleksibilitet og ITER. Jeg er, som De ved, ikke ked af det med ITER, men på den anden side putter det belgiske formandskab – selv om jeg indrømmer, at det har gjort sig kolossale anstrengelser – sukker i skeen i dag ved at foreslå, at vi nøjes med en erklæring fra Rådet, med Kommissionens visdom – selv om jeg håber, at den altid vil stå på Parlamentets side, for det er dens rette plads – og med brevet fra hr. Leterme, premierministeren, som rent faktisk foreslår, at vi overholder traktaterne. Det er altid noget, at han ikke foreslår det modsatte – det ville være forbavsende.

Derfor må De indrømme, at det er et noget letbenet forslag, og De skal være klar over, at vi er en smule frustrerede. Jeg er ikke engang sikker på, at det belgiske formandskab selv tror helt på, hvad det siger, men hvis denne "hyggelige spadseretur" havde varet lidt længere, hr. Wathelet, kunne vi måske være nået frem til en bedre aftale, en stærkere aftale for fremtiden, som kunne give os bedre mulighed for at levere de rette garantier for fremtiden.

De har fornemmelsen af, at dette her er for lidt, og jeg er enig. Alligevel vil vi handle korrekt, og vi vil derfor stemme for beslutningsforslaget med alle dets ulemper, og hvad resten angår er vi gået glip af en mulighed, men De kan være forvisset om, at vi vil være med ved næste møde, for diskussionen om overslagene er ikke forbi.

  Derk Jan Eppink, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg skal forsøge at gøre det kortere end de foregående talere. Min gruppe foreslår, at vi vedtager budgettet som godkendt af Rådet. Det giver en lille stigning, og det er et fornuftigt kompromis. Husk på, at EU's medlemsstater og borgere har skåret i deres budgetter. Desværre kom diskussionen om budgettet skævt i gang. Parlamentet krævede en stigning på 6 %, hvilket var latterligt og viste, at denne menighed havde mistet jordforbindelsen. Her blev diskussionerne endda endnu mere animerede på grund af brushoveder, der ønskede at kidnappe budgettet for at tiltvinge sig adgang til egne indtægter, med andre ord EU-beskatning. Det har vi altid modsat os. Det siges helt klart i Lissabontraktaten. Parlamentet har ret til at rådgive, ikke til at deltage i beslutningstagningen.

Parlamentet tabte denne kamp, som vi forudsagde. Nu bevæger det sig i en retning, som de europæiske Konservative har forsvaret hele tiden – et budget på 1 % af BNP. Brushovederne her må lige køle lidt ned, især De Grønne. Forestil Dem, at EU stod uden budget til næste år, hvor euroen styrtdykker ude af kontrol. Et det et billede, De ønsker at vise de finansielle markeder? Det ville de slet ikke blive glade for.

Jeg vil gerne lykønske regeringerne i Det Forenede Kongerige og Nederlandene med deres principfaste holdninger. Jeg takker den belgiske regering for dens rolle som en ærlig mægler, og jeg takker Kommissionen for dens vidende og klarsynede indsats.

  Miguel Portas, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Hr. formand! Med vedtagelsen af forslaget til 2011-budgettet når vi til vejs ende af en turbulent forhandlingsproces. Først et par ord om selve budgettet. Det er resultatet af indførelsen af regeringernes stigninger i form af restbeløb. Forslaget fra regeringerne, som vi skal stemme om i morgen, ligger et godt stykke over de grænser, vi blev enige om, da vi forhandlede om de finansielle overslag for perioden 2007-2013.

Min gruppe anfægtede dette synspunkt, fordi vi ikke er enige i kontinuitetsbudgetter i usædvanlige tider, og vi kan ikke acceptere budgetter, der er ude af stand til at løse den samfundskrise, som besparelsespolitikkerne har kastet vores lande ud i. Dette alene ville være tilstrækkeligt til, at vi ikke ville kunne stemme for dette budget. Men underfinansieringen har en anden konsekvens, nemlig at den vil kræve successive korrektioner gennem hele 2011, og regeringerne indrømmer det selv ved at underskrive en protokol, hvor man siger præcis dette.

Med hensyn til fremtiden håbede det flertal, der vil stemme for dette budget, at budgettet i det mindste ikke ville blive gentaget i 2012 og i 2013, men intet kan være mindre sikkert. På trods af vores kritik støttede min gruppe Parlamentets synspunkter gennem hele denne blindgyde for at undgå denne meget reelle risiko. Men den endelige aftale er meget svag. Jeg kan garantere Dem for, at vi i 2012 får en revideret og udvidet version af den diskussion, vi har haft i år, fordi et mindretal blandt regeringerne anført af Det Forenede Kongerige mener, at de nuværende europæiske budgetter er uforholdsmæssige. De ønsker mindre, ikke mere. De samme regeringer ønsker også mindre fleksibilitet. Det er disse regeringer, der holder af sanktioner og foragter solidaritet, det er disse regeringer, der ønsker barske stramninger og ikke sociale fremskridt. Det er grunden til, at dette Europa – et Europa, der afviser udstedelse af euroobligationer, et Europa, der afviser at beskatte finansielle transaktioner – er et Europa, som er fast besluttet på at ødelægge sit eget europæiske projekt. Det er ikke et Europa, som vi kan leve med, og derfor kan vi ikke stemme for dette budget.

  Marta Andreasen, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil fatte mig i korthed for at kompensere for den tid, som hr. Portas brugte. Mange medlemmer her i salen vil lykønske sig selv med at have opnået en 2,9 % stigning på EU-budgettet for 2011. Andre vil i stedet klage over, at det ikke er nok. Jeg er en af dem, der beklager, at Parlamentet ser stort på den krise, som europæerne befinder sig i, og kun ønsker at opfylde sine egne ambitioner. Jeg er en af dem, der beklager, at hr. Cameron godkender en sådan stigning og gennemfører samtidig kraftige nedskæringer på det britiske budget, en situation, der er begyndt at give anledning til uro i befolkningen.

Disse penge vil ikke forbedre økonomien i disse medlemsstater og vil heller ikke skabe job til de mennesker, der bliver arbejdsløse, men hvis de bliver i Storbritannien, kunne man undgå behovet for at hæve f.eks. gebyrerne på skolegang. Vi vil naturligvis ikke stemme for dette budget med disse forhøjelser.

  Lucas Hartong (NI). – (NL) Hr. formand! Her til formiddag har jeg modtaget en invitation pr. e-mail til et cocktailparty fra Budgetudvalgets sekretariat. De ønskede at fejre, at Europa-Parlamentet kunne øge sit budget for 2011.

Hvis det stod til Parlamentet og Kommissionen, ville der blive hentet langt flere penge op af borgernes lommer. EU-skatter: Det skal fejres med en cocktail! Medlemsstaterne mister deres vetoret over for budgettet: endnu en grund til at feste! Jeg kalder det at danse på borgerrettighedernes grav! Heldigvis er der én grund til at feste. Budgetstigningen er blevet begrænset efter hårdt pres fra medlemsstaterne.

Dette betyder desværre stadig ikke nogen reduktion, hvilket Det Nederlandske Frihedsparti (PVV) ønskede, men stigningen er ikke nær så stor, som Parlamentet ønskede. Vi får ikke nogen europæiske skatter til stor fortrydelse for Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet og Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater), og medlemsstaterne beholder deres vetoret. Så når jeg hæver glasset i dag, bliver det for at skåle for disse modige, stædige medlemsstater, som Nederlandene, der har nægtet at gå ind på Parlamentets krav. Længe leve medlemsstaterne, længe leve borgerne!

  Salvador Garriga Polledo (PPE). – (ES) Hr. formand! Fru Jedrzejewska, fru Trüpel, hr. Lamassoure, hr. Lewandowski og hr. Böge er navnene bag et 2011-budget, som efter min mening har vist sig at være beskedent og realistisk.

Budgetudvalget havde allerede udarbejdet et forslag, hvor forpligtelsesbevillingerne var helt i overensstemmelse med de finansielle restriktioner, mens betalingsbevillingerne var åbne for forhandling, for som Kommissionen sagde, var der og vil der fortsat være frygt for ændringer i betalingsbevillingerne i strukturfondene for næste år.

Desværre havnede vi efter afstemningen på plenum i oktober i politiske forhandlinger med Rådet, og siden da er alt gået skævt: "brevet fra De 12", stigningen på 2,9 % i betalingsbevillinger, som Rådet gennemtvang, presset på Parlamentet og dets medlemmer, og den endelige fiasko i form af aflysningen af mødet i Budgetudvalget, der skulle have fundet sted i går for at prøve at nå til enighed om fleksibiliteten og den fremtidige finansiering af den internationale termonukleare eksperimentalreaktor (ITER).

Skal vi udlede konklusioner af dette? Det mener jeg, at vi skal. Rådet skal udlede konklusioner, de følgende formandskaber skal udlede konklusioner, Kommissionen skal udlede konklusioner, og det samme skal vi.

Jeg vil give Dem en konklusion nu. Overlad forhandlingerne om EU-budgettet for andre år til specialisterne, dem, der har taget ordet i dag.

Jeg ville også gerne benytte lejligheden til at byde min kollega, hr. Schulz, velkommen til Budgetudvalget og minde ham om, at udvalget mødes i januar. Jeg håber, at De da vil komme med et alternativt forslag til finansieringen af ITER efter at have mistet 571 mio. EUR på 2010-budgettet.

  Göran Färm (S&D). – (SV) Hr. formand, mine damer og herrer! Det glæder mig, at Rådet og Parlamentet er nået til enighed om budgettet for 2011 i disse vanskelige tider. Budgettet er et godt kompromis, idet det er lykkedes os at fastholde en lav stigningstakt, men ikke desto mindre har vi fundet fornuftige ressourcer til vores prioriteringsområder. Jeg vil rette en stor tak til vores ordførere, fru Jędrzejewska og fru Trüpel, og til det belgiske formandskab, der har ydet et meget konstruktivt bidrag.

Jeg lægger vægt på de langsigtede perspektiver, for på lang sigt vil det være uklogt, hvis medlemsstaterne lægger nye opgaver over på EU uden at være enige om, hvordan de skal finansieres. Det bliver et stort problem i 2012 og 2013, og naturligvis mens vi forbereder os på de kommende finansielle rammer, fordi det nu er klart, at et mindretal af rige nettobidragydere, hvoraf nogle har euroskeptiske regeringer, ønsker at slanke EU-budgettet for enhver pris, uanset konsekvenserne. Det er en ufornuftig holdning, især fordi de selv presser hårdt på for at sikre øgede udgifter inden for visse områder, it-projektet f.eks., og ikke kan pege på, hvor der skal ske besparelser. Skal vi skære i landbrugsstøtten? Skal vi skære i strukturfondene? Nogle ønsker dette, men flertallet siger "nej".

De problemer, vi står over for fremover, er rent faktisk interne politiske problemer inden for Rådet og mellem medlemsstater med forskellige holdninger til EU og det fremtidige budget. Det mest kontroversielle er spørgsmålet om de fremtidige fleksibilitetsmekanismer. For os socialdemokrater står der to ting på spil her.

For det første er der det principielle i, at vi skal overholde en interinstitutionel aftale, som vi har haft siden 1999, og som har fungeret fantastisk godt. Intet parlamentet i verden ville acceptere mindre indflydelse, navnlig hvis der ikke er tvingende praktiske grunde til det. Rådet har ikke kunne fremlægge nogen praktiske begrundelser for mindre fleksibilitet. I Lissabontraktaten udelukker man ikke en ny aftale med samme indhold som den nuværende, men det er snarere et spørgsmål om medlemsstaternes politiske vilje.

For det andet vil behovet for fleksibilitet også øges, når margenerne bliver mindre ved slutningen af budgetperioden, når man samtidig tilføjer nye opgaver. Det påpegede Kommissionen i sin vurdering af de nuværende rammer. Til trods for, at alle argumenter taler for øget fleksibilitet, og at det skal være lettere at anvende fleksibilitet, er Rådet gået i den modsatte retning. Det er uacceptabelt. Vi ved nu, at der findes medlemsstater, der opfatter den aktuelle strid om mindre fleksibilitet som forberedelser til det store slag, der kan føre til drastiske beskæringer af EU-budgettet. Hvis det viser sig at være Rådets fremtidige linje, er jeg bange for, at vi kommer til at stå over for en mere permanent budgetkrise, for det vil vi ikke acceptere.

(Taleren accepterede et spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Lucas Hartong (NI). – (NL) Hr. formand! De har beskrevet, at det forhold, at en række medlemsstater er modstandere af stigningen på 2011-budgettet, og at det derfor bliver muligt at gennemføre færre projekter, som "alarmerende". Har De ikke overvejet muligheden af, at disse medlemsstater ikke mener, at der er noget behov for disse europæiske projekter?

  Göran Färm (S&D). – (EN) Hr. formand! Det forstår jeg naturligvis, men der er forskel mellem dem, der er nettobidragydere og nettomodtagere. Det skal vi forstå. De kan let sige, at Det Forenede Kongerige, Nederlandene, selv min egen medlemsstat, Sverige, vil vinde ved en beskæring af EU-budgettet.

Men se på de medlemsstater, der virkelig har problemer nu. Se på Grækenland, Portugal og Irland. De ville blive taberne, hvis EU-budgettet blev beskåret, fordi det rent faktisk yder et bidrag til deres økonomier – ikke mindst via strukturfondene og ligeledes andre dele af budgettet – så jeg mener ikke, at det er en rimelig handlemåde.

  Carl Haglund (ALDE). – (SV) Hr. formand! I det mindste får vi nu en rigtig debat med deltagelse af Rådets repræsentant. Denne forhandling om næste års budget har længe drejet sig om, hvem der har gjort hvad og hvorfor. I mange menneskers øjne har dette været en debat mellem institutionerne, hvilket på en måde er en skam, men samtidig kan vi måske lære noget til senere brug.

For en måned siden var jeg ret kritisk over for, hvordan De i Rådet ser på fremtiden og muligheden for at finansiere de prioriteringer, som De selv har fremlagt, især vedrørende Europa 2020-strategierne, med andre ord hvordan vi skal finansiere de ambitiøse mål, vi har i Europa. Min kritik gælder stadig, og derfor mener jeg, at det kan være interessant at se på det budget, vi nu har, i lyset af netop dette.

Vi er blevet enige om et budget med en stigning på 2,91 %, hvilket jeg personligt mener er en helt igennem fornuftig løsning. Hvis Rådet havde fået sin vilje, ville forskningsbevillingerne nu være blevet beskåret med omkring en halv mia. EUR sammenlignet med Kommissionens oprindelige forslag, og i den forbindelse har jeg endnu ikke helt forstået, hvad Rådet mener. Parlamentet rettede senere dette i sin egen version, hvilket er udmærket. Dette betyder, at vi på mange måder bevægede os i en bedre retning, og selv om disse tal er det samme, som Rådet ønskede, er indholdet betydelig bedre end Rådets 2,91 %. Jeg mener, at det er værd at bemærke, at selv om vi beholder de samme tal, er det sket betydelige ændringer i budgettet.

Hr. Färm var inde på fleksibilitet, og i den forbindelse skal Rådet overveje, hvordan det helt specifikt vil finde de penge, der er behov for til de fremtidige investeringer, som vi er blevet enige om, fordi det ikke vil være muligt at finde dem i de kommende år, hvis man fortsætter med den logik, man benytter sig af i øjeblikket.

  Martin Callanan (ECR). – (EN) Hr. formand! Det glæder mig naturligvis, at Parlamentet endelig er kommet til fornuft og har accepteret det, der for mange af os var uundgåeligt hele vejen igennem, nemlig en stigning på 2,9 %, selv om jeg må sige, at for mange af os er det ikke vidtgående nok. Mange af os ville gerne have set en fastfrysning – eller måske i vores vildeste optimisme en reduktion – i EU-budgettet, for jo færre penge, EU bruger, jo mindre griber man ind i den almindelige borgers hverdag.

Dette er er naturligvis et godt resultat for David Cameron, for Mark Rutte, men det er også en sejr for de hårdt pressede skatteydere i Europa, der skal betale regningen for alle EU-institutionerne. I krisetider med nedskæringer i de fleste medlemsstater var det faktisk det rene vanvid, at Parlamentet forsøgte at øge EU's udgifter med 6 %. Det glæder mig, at der har været i det mindste en beskeden grad af sund fornuft.

Til dem, der tror på det europæiske projekt, og som tror på europæisk integration – og dem hører jeg ikke til – vil jeg sige, at De skadede Deres sag mere, end nogen anden har gjort, ved at forsøge at insistere på denne latterlige forhøjelse af EU's udgifter, når alle andre, alle andre offentlige institutioner i Europa, må lide under nedskæringer. De har skadet Deres sag umådeligt.

  Bastiaan Belder (EFD). – (NL) Hr. formand! Under den sidste fase af budgetproceduren fremsatte Rådet og Kommissionen politiske erklæringer, navnlig med henblik på at involvere Europa-Parlamentet i finansieringen af EU på lang sigt. Jeg har to spørgsmål til dette.

Mit første spørgsmål er: Hvordan vil Rådet og Kommissionen konkretisere dette samarbejde? Vil Europa-Parlamentet få fælles beslutningsbeføjelser i denne proces? Det tvivler jeg meget på.

Mit andet spørgsmål vedrører EU-skatten. I juni 2011 vil Kommissionen fremsætte et forslag til finansieringen af EU for perioden 2014-2020. Mit spørgsmål om dette er: Er en EU-skat en del af dette? Hvis ja, betyder det, at listen over mulige afgifter, som Kommissionen offentliggjorde i oktober er blevet endnu længere. Hvis det drejer sig om en afgift på den finansielle sektor, skal de eventuelle indtægter efter min mening helt klart gå til medlemsstaterne, for det var i sidste ende dem, der måtte redde bankerne.

Endelig støtter jeg fuldt ud den nederlandske og britiske regerings position i denne konflikt.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne takke fru Jędrzejewska og fru Trüpel, der har varetaget budgetproceduren med stor ansvarlighed og et klart fokus på prioriteringerne.

Med hensyn til 2011-budgettet: Når man ser på EU-budgettet, skal vi altid huske på, at omkring 95 % af pengene går tilbage til og gavner borgerne. Det bedste eksempel på dette er Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen. Med 6 % er EU's administrative omkostninger lavere end i mange medlemsstater. I mange år var EU-budgettet på plus/minus 1 % af BNP. Dette finansierede udvidelsen fra 15 til 27 medlemsstater uden yderligere budgetressourcer. Som et resultat af Lissabontraktaten, har vi nu flere opgaver.

Budgetforhøjelser er altid vanskelige. Men med temaer som nye projekter og yderligere Lissabon-opgaver er 2011-budgettet også en investering i EU's fremtid og i institutionernes funktion.

  Alain Lamassoure (PPE). – (FR) Hr. formand! I lyset af den ekstraordinære begrænsning, vi står over for i år, er aftalen om forslaget til 2011-budgettet det bedst mulige kompromis. Så vi takker og lykønsker vores to ordførere, Kommissionen og det bemærkelsesværdige belgiske formandskab, som jeg gerne vil udtrykke særlig taknemmelighed over for.

Hr. Wathelet er lidt trist, for han har det indtryk, at der er sket for lidt. Han skal se på Parlamentets gestus med at give 570 mio. EUR til medlemsstaterne i stedet for til ITER som taknemmelighedshandling over for det belgiske formandskab.

Siden starten på disse forhandlinger har Parlamentet været ivrigt efter at vise sin ansvarsfølelse. Nu ved årets udgang, hvor EU's samhørighed endnu en gang drages i tvivl, anbefaler Budgetudvalget kategorisk, at vi afslutter usikkerheden om 2011-budgettet.

Men de grundlæggende problemer er der stadig. I modsætning til nogle af de nationale budgetter er EU's budget ikke truet af bankerot. Ifølge lovgivningen er det et budget i balance, men det står på randen af politisk fiasko. Europa finansierer sine ambitioner ved at give sig hen i ord. Men verbal inflation, inflationen i storladne og illusoriske målsætninger er lige så skadelig som økonomisk inflation.

EU har ikke længere midler til at finansiere de beslutninger, man allerede har truffet, eller de nye kompetencer i henhold til Lissabontraktaten. EU har heller ikke indført procedurer, det kan give den mulighed for at sikre, at man i mangel af fællesskabsfinansiering kan indarbejde vigtige fælles mål såsom Europa 2020 i de nationale budgetter.

Derfor lægger Parlamentet så stor vægt på aftalen med Kommissionen og de fremtidige formandskaber for at finde en måde at sikre finansieringen af de fremtidige politikker på via fællesskabsbudgettet, med nye ressourcer, som ikke længere dræner de nationale budgetter, og via de nationale budgetter som sådan, som er 20 gange større end det lille bitte EU-budget. I 2010 har EU omdefineret sin definition af finansiel solidaritet. 2011 skal være det år, hvor vi opfinder budgetsolidaritet på ny.

  Hynek Fajmon (ECR). – (CS) Hr. formand! Jeg vil gerne endnu en gang slå fast i dag, at EU har brug for et ordentligt budget for det kommende år. Der er ingen grund til, at vi skal have et foreløbigt budget. Der er heller ingen grund til, at Europa-Parlamentet skal gøre godkendelsen af budgettet afhængig af eventuelle yderligere krav. Alle europæiske lande gennemgår i øjeblikket en vanskelig periode rent økonomisk og har brug for sikkerhed i form af ordentlige budgetter, både på nationalt og europæisk niveau. Husholdninger, virksomheder og lokale myndigheder har også brug for denne sikkerhed.

Derfor kan jeg erklære på vegne af mine kolleger fra Det Borgerlige Demokratiske Parti fra Den Tjekkiske Republik og kollegerne fra De Europæiske Konservative og Reformister, at vi ved afstemningen i morgen vil støtte det kompromis, der er opnået mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet..

  Marian-Jean Marinescu (PPE). – (RO) Hr. formand! Morgendagens afstemning kan betyde afslutningen på den første vedtagelsesprocedure for det årlige budget i henhold til Lissabontraktaten. Forhandlingerne har naturligvis været vanskelige. Parlamentet har fremført ekstremt vigtige politiske overvejelser, men Rådet har nægtet at diskutere dem. Parlamentet frembød oprindelig en meget stærk fælles front og fastholdt sin position. Rådet stod splittet, men havde fordelen af enstemmighed og en blokeret forligsprocedure. I øjeblikket er vi ved at blive enige om tallene. Rådet og Kommissionen har accepteret, i form af erklæringer, langt størstedelen af Europa-Parlamentets krav. Det ville have været langt bedre med en interinstitutionel aftale, der ville have givet større sikkerhed for fremtiden. Desværre er Parlamentet ikke længere så enigt som ved forhandlingernes begyndelse. Dette betyder, at der mangler finansiering til ITER.

Jeg mener, at det er af afgørende betydning for os at give EU's budget de midler, der er behov for i denne kriseperiode. Vi har den tid, vi behøver, indtil de finansielle overslag for fremtiden er godkendt, til at nå frem til en aftale om de stadig uløste spørgsmål. Rådet skal forstå, at det ikke er gavnligt for EU, at de centrale EU-politikker skal godkendes gennem den fælles beslutningsprocedure, mens de finansielle ressourcer til gennemførelse af disse politikker fastsættes af kun den ene part i budgetsamarbejdet. Parlamentet skal inddrages på samme niveau i begge aspekter, politisk og økonomisk.

  Peter van Dalen (ECR). – (NL) Hr. formand! Mange medlemmer her udviser en hyklerisk holdning i deres udtalelser om budgettet. Hr. Schulz gør ikke meget for at lægge skjul på sin irritation over Rådet. Hr. Verhofstadt har tilsyneladende begrænset sit ordforråd til to sætninger: euroobligationer og EU-skatter. Hr. Daul foreslog endda, at Nederlandene lige så godt kunne forlade EU. Det er hårde ord, men det støtter kun den ene side af argumentet.

Når jeg foreslår, at vi skal finde løsninger for Parlamentets eget budget, lyttede disse herrer og deres grupper imidlertid ikke til mig. Jeg fik også en kold skulder, da jeg forslog, at medlemmerne skal være åbne om godtgørelserne af deres almindelige udgifter hver måned. Jeg fik heller ikke opbakning til mit forslag om, at vi skal ændre ved Parlamentets flåde af luksusbiler. Da jeg foreslog, at vi skal beskære Parlamentets luksuriøse informationskontorer, gav det tilsyneladende mange medlemmer hovedpine.

Det ville derfor være det mest hensigtsmæssige at stemme imod, men min gruppe og mit land har haft held til at forhindre en forværring af situationen, og derfor stemmer jeg hverken for eller imod. At stemme for en forhøjelse på 2,9 % i det nuværende klima ville være fuldstændig uacceptabelt.

  José Manuel Fernandes (PPE). – (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Ved at vedtage dette budget udviser Europa-Parlamentet en kolossal ansvarsfølelse. Sandheden er, at over for en økonomisk, finansiel og social krise, der kun langsomt er ved at slippe sit tag i os, ville det være skidt for EU og borgerne ikke at have et budget for 2011. Ingen ville have forstået, hvis EU's institutioner havde søgt at indgå brede aftaler om deres budgetter med medlemsstaterne og ikke var nået til en minimal grad af enighed om disse budgetter.

Men jeg mener, at selv om 2011-budgettet ikke er dårligt, kunne det have været bedre. Behovet for enstemmighed i Rådet på nogle områder gjorde forhandlingerne vanskeligere. Det var en forløber for de problemer, som Rådet kommer til at stå over for, når det skal nå til enighed om de næste flerårige finansielle rammer og om nye egne indtægter, hvilket jo kræver enstemmighed i Rådet.

Her vil jeg gerne fremhæve det fremragende arbejde, som fru Jędrzejewska som ordfører og fru Trüpel har udført, og ligeledes det belgiske formandskabs og Kommissionens indsats. De prioriteringer, vi har opstillet, er medtaget i dette budget. Jeg vil fremhæve styrkelsen af støtte til ungdom, uddannelse og innovation samt forskning. Jeg vil også gerne fremhæve den forberedende aktion "Dit første job i udlandet", som vil fremme unges mobilitet inden for EU på beskæftigelsesområdet. Jeg arbejdede personligt med dette forslag, og jeg håber, at denne forberedende aktion, når den har fået et retsgrundlag, vil føre til et program med betydelige budgetmidler. Et andet positivt aspekt var aftalen om, at Kommissionen senest ved udgangen af september 2011 skal fremlægge ajourførte tal for bevillinger til samhørighedspolitikken og til udvikling af landdistrikter og eventuelt hæve disse bevillinger.

  Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil især gerne takke Sidonia, vores ordfører, for at have håndteret nogle meget vanskelige forhandlinger fremragende på Parlamentets vegne. Det arbejde fortjener anerkendelse, og det samme gælder Rådets arbejde.

Jeg tager ordet som landbrugsordfører, og jeg vil gerne have ordet landbrug til at klinge gennem salen, fordi vi er bekymrede, ikke kun for tallene, men også for proceduren. Set fra mit synspunkt skal denne nye procedure finpudses. Vi kan og skal gøre vores arbejde bedre. Det siger jeg til mig selv, men også til Rådet og Kommissionen, og jeg mener, at vi skal undersøge og revidere, hvordan vi har arbejdet tidligere.

Vi har vundet lidt inden for landbruget. Ikke meget, men min bekymring gælder fremtiden. Jeg vil gerne have Kommissionen til at tale om de massive nedskæringer på op til 800 mio. USD, som tilsyneladende sker i finansieringen til udvikling af landdistrikter. Jeg håber, at det ikke bliver til virkelighed.

Jeg er bekymret over budgettet efter 2013 og muligheden af, at landbruget kan blive en sektor, hvor folk går på hugst efter midler til andre politikker, medmindre der er enighed om et tilstrækkeligt budget for alle politikker i EU.

  Zigmantas Balčytis (S&D). – (LT) Hr. formand! For første gang siden den nye Lissabontraktat trådte i kraft, har Europa-Parlamentet benyttet sine nye beføjelser til at deltage fuldt ud i sammensætningen af EU-budgettet. Det fejlslagne første forsøg på at nå frem til en aftale og medtage Europa-Parlamentets legitime krav er udtryk for en konflikt, der stadig findes mellem institutionerne, og den bør rent faktisk ikke eksistere, da den hindrer et effektivt interinstitutionelt samarbejde. Man kan formentlig ikke afvise, at målet for alle EU-institutioner er at sikre, at de aftaler, der er særligt vigtige for hele EU og EU's borgere, vedtages så smertefrit som muligt. For fremtiden skal der derfor ske grundlæggende ændringer i selve de principper, der styrer institutionernes handlemåde, og inddragelsen af Europa-Parlamentet i alle faser af forhandlingerne, navnlig vedtagelsen af budgettet, og dette skal betragtes som særlig vigtigt for gennemførelsen af princippet om repræsentativt demokrati.

  Riikka Manner (ALDE). – (FI) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne takke ordførerne for det hårde arbejde, det har krævet at nå frem til kompromis. Forhandlingerne har krævet en særlig stor indsats i skyggen af Lissabontraktatens ikrafttræden og de stramme budgetter, der gennemføres i medlemsstaterne. Derfor vil jeg gerne takke alle vores forhandlere.

Det er første gang, at EU's budget fastlægges efter én behandling, og om noget mener jeg, at denne proces yderligere har understreget behovet for en bedre dialog mellem de to budgetmyndigheder, hvilket Parlamentet har krævet længe. Der skal være fortsatte forhandlinger og en harmoniseret fremgangsmåde med hensyn til forligsproceduren om de årlige og flerårige budgetrammer, så institutionerne kan tale et og samme sprog omkring forhandlingsbordet.

Nu kan vi imidlertid formentlig være tilfredse med, at vi har budgettet for 2011 på plads. De usikre elementer skal holdes nede på et minimum i denne økonomiske malstrøm.

  François Alfonsi (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand! 2011-budgettet, som er resultatet af de talrige forligsprocedurer mellem vores Budgetudvalg, Rådet og Kommissionen, er ikke i overensstemmelse med den nye institutionelle balance, der fastsættes i Lissabontraktaten.

Denne balance har man ikke respekteret fra Rådets side og navnlig ikke fra repræsentanterne for en række regeringer. Det er navnlig uacceptabelt, at Parlamentets anmodning om at få en dialog om EU's fremtidige egne indtægter er løbet ud i sandet.

Parlamentet har nu fælles beslutningsbeføjelser i budgetanliggender. Det skal sikres, at dette respekteres, og der er noget, vi skal være klar over, nemlig at en virkelig afbalanceret forligsprocedure formentlig ikke bliver mulig, før disse fælles beslutningsbeføjelser udøves i form af en negativ stemmeafgivelse.

På et eller andet tidspunkt vil Europa-Parlamentet skulle vælge at stå fast på sin institutionelle position. Spørgsmålet om egne indtægter vil dukke op igen i de kommende måneder. Hvis vi ønsker at sejre, er vi nødt til at følge vores nye beføjelser til dørs.

  Diane Dodds (NI). – (EN) Hr. formand! Jeg kan ikke stemme for en forhøjelse af Parlamentets budget, og jeg tror, at mange i Det Forenede Kongerige vil kigge forbløffet på udviklingen her. I de nationale økonomier rundt om i Europa kan vi se spareforanstaltninger og budgetnedskæringer. Det er dagens orden, og det står vores befolkninger over for.

Euroen er i krise, og jeg vil gerne have, at Parlamentet bemærker, at selv om man ikke bruger euro i min valgkreds, har vi fælles grænse med Republikken Irland. Republikken udgør et kolossalt eksportmarked for os, så krisen rammer også vores befolkning. Ud over krisen har vi et forslag om en forhøjelse på 2,9 %, mindre end de 6 %, som Parlamentet ønskede tidligere, men på et budget, som Revisionsretten ikke har godkendt i mange år.

Det mest bekymrende er, at vi har et løfte fra Kommissionen om, at den inden juni 2011 vil fremsætte forslag om en EU-skat. Er der noget at sige til, at befolkningens euroskepsis er voksende?

  Michel Dantin (PPE). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil også gerne takke og lykønske dem, som det er lykkedes at gennemføre disse meget vanskelige forhandlinger.

Vi er ved at blive klar til at vedtage et budget i morgen, som er et stort fremskridt for mobilitetens og de unges Europa. Dette budget er frem for alt tegn på, at Parlamentet er fast besluttet på ikke at give afkald på storstilede europæiske investeringer i denne kriseperiode.

Men jeg vil gerne fortælle Dem om min bekymring over og utilfredshed med de valg, som nogle politiske grupper og navnlig Socialdemokraterne, hvis repræsentanter sad i regering i de centrale øjeblikke, har truffet i dag, og som bringer ITER, det eneste langsigtede grundforskningsprojekt i EU, hvor vi indtager en førerrolle, i fare.

Som De ved, forpligtede EU sig i juni til at bidrage med yderligere 1,3 mia. EUR til dette projekt, som er vigtigt for vores sikkerhed. Det er således Europas troværdighed i verden, der bringes i fare gennem dette afstemningsresultat. Denne indstilling har betydet, at vi har mistet næsten 600 mio. EUR af ubrugte midler i 2010, som kunne have været anvendt til ITER. Det er latterligt!

  Edit Herczog (S&D). – (EN) Hr. formand! Som medlem af Europa-Parlamentet føler jeg mig ansvarlig for, at vi har et budget. Som Socialdemokrat beklager jeg meget, at vi ikke kunne stemme for beskatning af finansielle transaktioner. Som ordfører for Udvalget om Industripolitik, Forskning og Energi vil jeg gerne understrege, at vi støtter ITER-projektet, men vi har ikke brug for en lappeløsning i et år. Vi har brug for en bæredygtig finansiel løsning for de kommende to årtier. Som ungarer glæder det mig meget, at det ungarske formandskab forhåbentlig ikke vil skulle tage sig af budgettet, men kun finde en løsning for ITER og for fleksibilitet under forhandlingerne.

  Janusz Lewandowski, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg skal fatte mig i korthed, da jeg allerede har opbrugt min taletid. Som svar til hr. Belder, som måske allerede er forsvundet, vil jeg sige, at Kommissionens forslag om samarbejdet mellem institutionerne var en direkte anvendelse af Lissabontraktatens artikel 312, 324 og navnlig artikel 311, idet den specifikke procedure vedrørende beslutningen om egne indtægter var i fuld overensstemmelse med medlemsstaternes finanspolitiske suverænitet.

Spørgsmålet om egne indtægter lå helt klart og udtrykkeligt inden for det mandat, som Kommissionen fik i december 2005, og som blev bekræftet af Parlamentet, om ikke kun at se på udgifterne, men også på budgettets indtægtsside, herunder den britiske rabat. Vi var fornuftige nok til ikke at berøre spørgsmålet om den britiske rabat i vores budgetrevision, og vores endelige valg for fremtiden går ud på ikke at øge udgifterne, men at ændre forholdet mellem de nationale direkte betalinger og egne indtægter i henhold til traktatens og traktaternes fædres visioner for EU.

Endelig en mere generel bemærkning. Hvis vi stemmer for i morgen, vil vores prøvelse i form af Lissabon forhåbentlig være overstået, og vi kan så udlede konklusioner. Det sender et godt signal til de europæiske borgere, at vi har et budget uden underskud eller gæld, og det viser, at vi ikke skal bruges som syndebuk for visse medlemsstaters fejlslagne politikker. Derfor skal vi nu med budgettet på plads fortsætte vores diskussion om de nærmere detaljer i det interinstitutionelle samarbejde under kraftigt forbedrede omstændigheder.

  Melchior Wathelet, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand! I lighed med kommissæren har jeg ikke det store at føje til denne diskussion.

Efter at have hørt nogle medlemmer sige, at de ønskede at stemme imod budgettet for at slå Parlamentets fælles beslutningsbeføjelser fast, vil jeg blot sige, at alle de europæiske institutioner har langt mere at vinde og vil styrke deres ry, hvis de rent faktisk kan føre EU videre ved at nå frem til et kompromis, i stedet for at alle blokerer for hinanden og ikke kommer videre med de europæiske projekter.

Jeg mener, at dette er et spørgsmål om logik, og i dag vil jeg gerne takke alle dem, der har valgt at opbygge Europa og bevæge sig fremad. Har Rådet fået alt, hvad det ønskede? Nej. Har Parlamentet fået alt, hvad det ønskede? Naturligvis ikke. Bevæger vi os fremad? Ja. Den fælles beslutningsprocedure har fungeret planmæssigt. Alle har skullet gå på kompromis. Alle har skullet givr indrømmelser.

Er der meget at gøre endnu? Naturligvis. Det er helt klart det, hele diskussionen om fleksibilitet og ITER drejer sig om. Jeg beklager, at vi ikke kunne nå frem til nogen aftale, og jeg har hørt nogen sige, at det fremsatte forslag var et tilbageskridt. Nej. Jeg gentager, at dette sker ved alle forhandlinger, og i dag er der enstemmighed. Hvis formålet er at bevæge sig i retning af kvalificeret flertal, mener jeg, at det belgiske formandskabs forslag skal tages op. Jeg mener, at dette er vigtigt i forbindelse med udarbejdelsen af 2012- og 2013-budgetterne. Jeg mener, at denne mekanisme bør fremmes, fordi den er i overensstemmelse med tidligere praksis, men den sikrer i det mindste, at 2012- og 2013-budgetterne ikke længere kan blokeres på grund af reglen om enstemmighed. Jeg mener virkelig, at De bør gribe denne mulighed.

Med hensyn til ITER viser den måde, hvorpå vi har anvendt fleksibilitetsmekanismen for ITER 2010, klart, at vi får brug for denne mekanisme, og at vi skal bruge det, vi står med i dag.

Jeg vil gerne rette en varm tak til alle de talere – og jeg vil ikke nævne dem alle – der har anerkendt det arbejde, som vi har udført i fællesskab for at komme videre. Jeg vil gerne takke alle, der foretrak fremskridtets logik frem for blokeringens logik. Jeg mener virkelig, at vi bør fremme denne logik.

Hr. Lamassoure, De talte om budgetsolidaritet. I Rådet havde vi næsten fuldstændig solidaritet, idet alle accepterede stigningen på 2,91 %. Vi er gået fra kvalificeret flertal til total enstemmighed i Rådet. Spøg til side, jeg mener, at alle de erklæringer, der er vedlagt dette 2011-budget – for det er korrekt, at et budget i sig selv også er politisk, hvilket Parlamentet viste med de politiske prioriteringer, der er med i budgettet – enten for egne indtægter, for europæisk merværdi, for Lissabonisering – Kommissionens erklæring – eller i forbindelse med denne fælles erklæring, som er vigtig, og som allerede er blevet fulgt op af et brev fra den belgiske premierminister, den nuværende formand for EU, jeg mener, at alle disse erklæringer viser, at alle faserne går i den rigtige retning. Det går bestemt ikke så hurtigt, som alle kunne ønske, men vi bevæger os hurtigt nok til, at vi kan sige, at maskinen fungerer, og at det er bedre at holde fast i fremskridtets logik frem for blokeringens logik.

  Sidonia Elżbieta Jędrzejewska, ordfører. – (PL) Hr. formand! Ud fra, hvad de foregående talere har sagt, er det klart, at vi alle glæder os over, at det bliver muligt at gennemføre EU's 2011-budget effektivt og uden unødvendige forsinkelser fra den 1. januar næste år. Men alle disse taler har også gjort det klart, at der stadig mangler visse ting. Der er mangel på diskussion og mangel på forståelse. Det står allerede klart for mig, at Lissabontraktaten åbner for et nyt og ukendt område for os, og at der venter os en meget vanskelig debat vedrørende EU's nye flerårige budget efter 2013.

Denne diskussion drejer sig om et grundlæggende spørgsmål, nemlig hvordan vi kan slå bro over den stadig større forskel mellem forventningerne til EU, eller med andre ord det, som EU formodes at gøre – og vi kan se, at medlemsstaterne og alle interesserede parter, herunder Europa-Parlamentet, forventer mere og mere af EU, eftersom EU forventes at tage sig af et stadigt stigende antal emneområder, og selv åbner for nye politikker, aktivitetsområder og giver sig selv nye opgaver – en forskel mellem førnævnte forventninger og en stadig ringere vilje til at finansiere disse nye projekter. Vi skal afholde fælles forhandlinger om denne stadig mere dramatiske forskel. Vi kan ikke undgå sådanne debatter, især ikke fordi vi i øjeblikket oplever en finansiel og økonomisk krise, og derfor er der ikke plads til tabuer med hensyn til finansieringen. Vi skal tale åbent om alle emnerne, om EU's egne indtægter, om, hvad EU skal lave, om, hvad EU måske ikke skal forsøge at gøre, om, hvad der virkelig er vigtigst for os, og hvordan disse prioriteringer skal finansieres.

Sammenfattende mener jeg, at det, der skete ved vedtagelsen af 2011-budgettet både er grundlaget for og starten på diskussionen, men på ingen måde en afslutning på diskussionen. Jeg takker for Deres vilje til at indgå i en diskussion, og jeg håber, at der vil være endnu større vilje til næste år.

  Helga Trüpel, ordfører. – (DE) Hr. formand! Det glæder mig, at jeg får det sidste ord i denne forhandling i dag. Jeg vil starte med at tage imod hr. Schulz' undskyldning med største fornøjelse. Han sagde, at han undertiden havde opført sig dårligt. Det er altid godt, når han lægger mærke til, at han nogle gange støjer for meget. Hans bemærkning om, at vi tidligere kun har behandlet budgettekniske spørgsmål og nu har erkendt, at dette er et spørgsmål om budgetpolitik, vil jeg gerne afvise på det kraftigste. Jeg har nu arbejdet i Budgetudvalget i seks år og også før det, og det har altid været et spørgsmål om budgetpolitik og ikke kun det tekniske aspekt. Hr. Schulz sagde, at han har læst en masse i løbet af de seneste par uger. Det glæder mig at høre. I så fald har han sikkert forstået det nu.

Jeg vil nu gå videre til de antieuropæiske toner, vi lige har hørt her i Parlamentet. Jeg vil gerne klart understrege endnu en gang, at hvis vi – som anført i Lissabontraktaten – har en målsætning om at diskutere nye egne indtægter for Europa, vil det ikke kun blive en yderligere skat for de europæiske borgere, men det vil også betyde, at betalingerne på grundlag af bruttonationalproduktet ville blive reduceret med et tilsvarende beløb. Vi vil med andre ord ikke pålægge borgerne større byrder, og vi vil også opnå et mere gennemsigtigt system for vores egne indtægter. Det skal vi diskutere. Jeg afviser forsøget på at manipulere opinionen ved at antyde, at det kun vil føre til yderligere byrder. Målet er snarere at finde frem til et intelligent finansieringssystem. Det skal Rådet og Parlamentet være parate til.

Min anden bemærkning skyldes, at tingene er blevet fremstillet, som om de europæiske skatteydere altid får noget taget væk af EU, og jeg vil sige, at der findes uddannelsesprogrammer for europæiske borgere, der er ny infrastruktur, der er nye sprog, og der er støtte til mælkebønderne. Det, vi gør her, er med andre ord i de europæiske borgeres interesse, og det har de forståelse for, og det skal siges højt og tydeligt.

Hvad er EU's rolle på verdensplan i de kommende år? Vi har succesfulde lande som Kina, Indien, Brasilien m.fl., som vi konkurrerer med på verdensplan. Hvis vi her i EU ønsker at være stærke og få nye produkter, der forhåbentlig også vil være bæredygtige, nye produktionsmetoder, der er miljøansvarlige, energiproduktion, der reelt er baseret på vedvarende energikilder, hvilket igen blev fastslået som et mål i Cancún, får vi også brug for hensigtsmæssige ressourcer, og vi har brug for et europæisk budget, der afspejler vores fælles interesser. Jeg håber, at vi vil bevæge os i denne retning i de kommende par år.

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS
Næstformand

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.30.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Elisabeth Köstinger (PPE), skriftlig. – (DE) Det glæder mig, at vi endelig er nået til enighed om 2011-budgettet. Det vil sikre finansiel sikkerhed for den sårbare landbrugssektor. EU's landbrugspolitik har behov for en stabil budgetramme, navnlig i vanskelige tider. Et budget med tolvtedele ville have forårsaget alvorlige økonomiske problemer for mange medlemsstater, der allerede har sendt landbrugsstøtten videre til landmændene. Landbruget er stærkt afhængigt af EU-tilskud. Landbofamilierne har brug for sikkerhed for at kunne planlægge fremtiden for deres virksomheder. Over hele EU udgør de direkte betalinger 40 % af landbrugsindkomsterne og skaber økonomisk sikkerhed i en situation med lave producentpriser, stigende produktionsomkostninger og udsving på markederne. De foranstaltninger, der udgør en del af programmet for udvikling af landdistrikterne, giver direkte fordele for landdistrikterne og stimulerer de regionale økonomier. Bedrifterne i Østrig har især gavn af foranstaltningerne under første og anden søjle. I alt 58 % af Østrigs årlige landbrugsbudget kommer fra EU. Landmændene i EU har en lang række ansvarsfulde opgaver, og der bliver stadig flere. De skal fremstille fødevarer i topkvalitet og overholde høje standarder for dyrevelfærd, mens de samtidig bidrager til at forebygge klimaændringer, beskytte miljøet og bevare biodiversiteten. For at kunne levere disse vigtige tjenester skal landmændene have en indtægt, de kan regne med, baseret på en fornuftig og stabil økonomisk politik i EU. Med hensyn til forhandlingerne om de finansielle rammer for 2014-2020 skal alle aspekter af landbruget have den samme grad af budgetfinansiering.

  Georgios Stavrakakis (S&D) , skriftlig. – (EL) Blindgyden i første fase af EU's 2011-budget, der skyldtes en stejl holdning hos et begrænset mindretal blandt medlemsstaterne, førte os næsten ud i en fiasko med tolvtedele og alt, hvad det system indebærer, både med hensyn til budgetterne for de økonomisk svage medlemsstater og risikoen for alvorlige forsinkelser med udbetalingerne af europæiske midler. For at undgå denne fiasko har Parlamentet udvist den nødvendige ansvarsfølelse og er parat til at acceptere et budget, selv om det ikke opfylder alle krav, hvilket den europæiske befolkning kan forvente, hvis vi skal løse den økonomiske krise. Men problemet med, hvordan budgetbehovene skal løses i den umiddelbare fremtid for 2012 og 2013, er stadig uløst, og jeg opfordrer dette lille mindretal af medlemsstater til at udvise ansvarsfølelse og til at samarbejde med Parlamentet om at finde en løsning, der kan give EU den nødvendige fleksibilitet til at opfylde sine behov og forhindre en ny budgetkrise.