Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 15. december 2010 - Strasbourg

13. Økonomisk styring og artikel 9 i Lissabontraktaten (forhandling)

  Formanden. − Næste punkt er forhandlingen under ét om

mundtlig forespørgsel (B7-0660/2010) af Stephen Hughes, Pervenche Berès og Udo Bullmann for S&D-Gruppen til Rådet om økonomisk styring og artikel 9 i Lissabontraktaten (O-0200/2010) og

mundtlig forespørgsel (B7-0661/2010) af Stephen Hughes, Pervenche Berès og Udo Bullmann for S&D-Gruppen til Kommissionen om økonomisk styring og artikel 9 i Lissabontraktaten (O-0201/2010).

  Pervenche Berès, forespørger. − (FR) Fru formand, hr. rådsformand, hr. kommissær! Både Rådet og Kommissionen har gjort et stort stykke arbejde inden for økonomisk styring, og i dag drøfter Parlamentet Kommissionens seks forslag om økonomisk styring.

I dag er vi underlagt Lissabontraktatens artikel 9, i henhold til hvilken Unionen ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tager hensyn til – og jeg citerer – "de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed". Denne artikel er bindende for alle Unionens institutioner og politikker.

Kommissionen har imidlertid endnu ikke gennemført en konsekvensanalyse af den "pakke om økonomisk styring", som Parlamentet skal drøfte. Disse konsekvensanalyser ligger Kommissionen meget på sinde, når det f.eks. gælder gennemførelse af lovgivning om sygdomme, der skyldes elektromagnetisk stråling.

Det er godt, men vi så gerne, at der blev udvist samme iver i forbindelse med økonomisk styring. Hvad ser vi ellers? Vi ser i dag kommissær Rehn forklare os, at der skulle være tre søjler i denne strategi, nemlig dels vækst, dels økonomisk styring og endelig overvågning af de finansielle markeder. Men hvis højre hånd ikke ved, hvad venstre hånd foretager sig, vil EU's aktiviteter blive usammenhængende, og EU-lovgivningen i henhold til artikel 9 vil ikke blive overholdt.

Vi vil derfor på det kraftigste opfordre Kommissionen til at analysere de sociale konsekvenser inden for beskæftigelse, finansiering af pension, social beskyttelse og finansiering af offentlige tjenester af de foranstaltninger, som Kommissionen har til hensigt at træffe.

Hvilken indflydelse vil kampen mod fattigdom få på målet med Kommissionens Europa 2020-strategi, når vi i dag på grundlag af tal fra 2008 hører, at 116 mio. borgere i EU er truet af fattigdom eller social udstødelse?

Virkeligheden er, at Kommissionen lader til at anvende et hemmeligt mandat og – som svar på visse medlemsstaters bekymringer i Rådet – anmoder Parlamentet om at reformere stabilitets- og vækstpagten for at gøre den mere bindende og indføre forebyggende og korrigerende sanktioner, imens den samtidig ignorerer den nødvendige investeringsstrategi, når det gælder det, som Kommissionen selv har vedtaget, nemlig Europa 2020-strategien.

Når det gælder jobskabelse, ved vi, at situationen, når det gælder vækstudsigterne, i de kommende år vil blive mere vanskelig end i de foregående.

Vi er ikke imod en tilbagevenden til scenarier med offentlige finanser, men vi er imod en vækststrategi uden finansielle midler med spareplaner, som kan få store sociale følger med potentielle konsekvenser i form af ulighed, og hvor ingen af ulighederne, når det gælder fordelingen af velstand, tackles.

Det kan ikke være ånden i Lissabontraktaten, som vi kæmpede så hårdt for, og som rådsformanden og kommissæren har pligt til at gennemføre.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. − (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg er glad for, at offentligheden er til stede. Det er godt.

Jeg vil naturligvis gerne takke Parlamentet for at have sat dette spørgsmål på dagsordenen for denne mødeperiode. Det giver os mulighed for at drøfte et vigtigt spørgsmål, som Rådet har arbejdet meget med i de seneste måneder.

Jeg er naturligvis bevidst om den betydning, som Parlamentet tillægger økonomisk styring og denne styrings forbindelse med sociale spørgsmål i bredere forstand som fastlagt i artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Forpligtelsen i henhold til artikel 9 skal overholdes i forbindelse med fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter og således også alt arbejde med økonomisk styring fremover.

Jeg vil først understrege, at betydningen af gennemførelsen af artikel 9 under de almindelige bestemmelser er blevet nævnt ofte under det belgiske formandskab. Jeg vil derfor minde om Rådets konklusioner fra den 6. december om den sociale dimension i forbindelse med en integreret Europa 2020-strategi. I disse konklusioner opfordres Kommissionen til at styrke og fremme brugen af den eksisterende ordning for analyse af de sociale konsekvenser. Rådet opfordres til at udarbejde en rapport om den måde, hvorpå artikel 9 gennemføres i arbejdet og i de europæiske politikker gennem den åbne koordinationsmetode. Derudover opfordres Kommissionen til at finde metoder til at gennemføre integrering af den sociale dimension i EU's politikker og således også artikel 9 som led i dens flagskibsinitiativ om den europæiske platform mod fattigdom, der bør blive offentliggjort inden for de kommende dage.

For så vidt angår nærmere bestemt den nye mekanisme for makroøkonomisk overvågning og samordning, opfatter Rådet ikke blot beskæftigelse og social beskyttelse som resultater, der påvirkes af den nye makroøkonomiske overvågningsramme, hvis konsekvenser skal undersøges, men også som faktorer, der stimulerer makroøkonomisk og skattemæssig vækst på kort og mellemlang sigt. Det er vigtigt, hvis vi ønsker at undgå en uafbalanceret makroøkonomisk ramme og bevare den institutionelle balance, der efterstræbes i traktaterne.

Rådets vilje til at fremme artikel 9 i praksis fremgår også af det europæiske halvår, der med en integreret strategi skal afspejle en balance mellem Europa 2020-strategien og stabilitets- og vækstpagten. Principperne i artikel 9 skal derfor finde anvendelse på alle disse dokumenter og lovgivningsmæssige foranstaltninger, således at de bliver en integreret helhed.

Med dette for øje udførte Rådet sit arbejde i to faser. Først bestod Rådets arbejde i at udvikle en europæisk beskæftigelsesstrategi som fastlagt i traktaten og den nye ramme for økonomisk styring. I sine konklusioner af 21. oktober definerede Rådet den økonomiske beskæftigelsesstrategis placering i den økonomiske styring.

I den anden fase på Det Europæiske Råds møde den 6. december vedtog Rådet et nyt instrument for multilateral overvågning af beskæftigelsespolitikker og sociale politikker, den fælles vurderingsramme, som vil sikre bedre overvågning af medlemsstaternes politikker for beskæftigelse og social integration og således sikre, at disse dimensioner i højere grad tages i betragtning på europæisk niveau.

Disse nye instrumenter vil skulle mobiliseres i den forebyggende fase af den makroøkonomiske overvågning, således at der rettes tilstrækkelig opmærksomhed mod situationen på arbejdsmarkedet og mod sociale problemer, der risikerer at bringe Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) i fare. De vil naturligvis også være centrale instrumenter i den tematiske overvågning af Europa 2020-strategien.

Rådet mindede endvidere om, at den havde til hensigt at bidrage til både den tematiske overvågning på basis af de fem hovedmål i Europa 2020-strategien og til den makroøkonomiske overvågning, da disse rammer er tæt forbundne. Som svar på anmodningen fra det belgiske formandskab afgav Udvalget for Social Beskyttelse en udtalelse om den sociale dimension i Europa 2020-strategien, hvori det understregede behovet for synergi mellem prioriteterne i Europa 2020-strategien og den samlede helhed, som Det Europæiske Råds mål udgør.

Jeg skal endvidere bemærke, at Rådet har henvist til artikel 9 i andre konklusioner, nemlig konklusionerne om pensioner og konklusionerne om socialydelser af almen interesse.

Vores drøftelse her til eftermiddag giver os mulighed for at drøfte spørgsmål vedrørende økonomisk styring og især de sociale aspekter heraf. Som formand for Rådet vil jeg naturligvis lytte opmærksomt til medlemmernes indlæg, og jeg ser frem til en frugtbar drøftelse, som vil hjælpe os alle i de efterfølgende forhandlinger.

  Janusz Lewandowski, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Artikel 9 i Lissabontraktaten, som medlemmerne henviser til, definerer virkelig de specifikke træk i den europæiske sociale økonomiske model. Når medlemmerne læser vores Europa 2020-strategi, kan de se, at den eksplicit styrker denne specifikke europæiske model ved at samle indsatsen for at forbedre resultaterne inden for deltagelse på arbejdsmarkedet, livslang læring, tilpasningsevne på arbejdsmarkedet og mobilitet og social inddragelse.

Det er imidlertid ikke et tilstrækkeligt svar i denne tid med alvorlige udfordringer, hvor krisen i Europa har negative eller endda dramatiske konsekvenser for realøkonomien, de offentlige finanser, arbejdsmarkedet og livskvaliteten i Europa. Med henblik på at løfte de udfordringer, som krisen har givet anledning til, har Kommissionen iværksat flere politiske initiativer. For at styrke stabiliteten i vores finansielle system er EU nået til enighed om en ny struktur i den økonomiske styring. Det er blevet drøftet i Parlamentet. For det andet har Kommissionen med henblik på at løfte de udfordringer, der er forbundet med offentlige finanser og makroøkonomiske ubalancer, foreslået en omfattende styrkelse af den økonomiske styring i EU, nemlig den lovgivningspakke, som medlemmerne henviser til i deres forespørgsel.

Pakken omfatter, som medlemmerne ved, forslag om at tage den for store offentlige gæld mere alvorligt end hidtil ved at definere en tilfredsstillende hastighed for nedbringelse af gælden. Den foreslår endvidere mindstekrav til nationale skattemæssige rammer med henblik på at sikre, at de er i tråd med forpligtelserne i traktaten, samt et overvågningssystem for makroøkonomiske ubalancer, såsom store underskud på betalingsbalancens løbende poster eller bobler på ejendomsmarkedet. Den understreger forebyggelse og forsigtighed med henblik på at sikre bedre beredskab i tider med økonomisk recession. Med henblik på at sikre troværdigheden i den nye ramme foreslår Kommissionen en lang række sanktioner, der bør iværksættes på et tidligt stadie.

Filosofien bag den foreslåede lovgivning er, at den bør hjælpe medlemsstaterne med at følge disciplinerede politikker og lægge fundamentet for stabile langsigtede vækstresultater, hvilket er afgørende for de europæiske borgeres velfærd, idet den samtidig i høj grad bidrager til at forebygge kriser fremover.

I betragtning af den nuværende økonomiske situation er det virkelig vigtigt at få denne ramme for økonomisk styring på plads så hurtigt som muligt. For så vidt angår konsekvensanalysen, blev regeringsreformerne forberedt i vidtrækkende analyser i EMU@10-undersøgelsen i 2008. I forbindelse med udarbejdelsen og opfølgningen af Kommissionens meddelelser om de nye styringsstrukturer i det såkaldte europæiske halvår, der blev vedtaget i maj og juni 2010, drøftede Kommissionen sit forslag med mange interesserede parter samt Parlamentet og Rådet og tilskyndede til indgående, bredt baserede drøftelser af emnet. Og vi udarbejdede naturligvis forslagene i lyset af tidligere resultater og erfaringer.

Hvad er de vigtigste erfaringer? Den vigtigste erfaring er, at forebyggende foranstaltninger er langt mere værdifulde end indførelse af korrigerende sanktioner over for en stat, der allerede er i vanskeligheder. Vi fokuserer derfor på på en positiv måde at øve indflydelse på den nationale politiksammensætning, der er ansvarlig – og her er det reelle ansvar – for afvejningen mellem på den ene side reel økonomisk genopretning og vækst og på den anden side besparelser og konsolidering af de offentlige finanser.

Europa har brug for begge dele.

  Elisabeth Morin-Chartier, for PPE-Gruppen. – (FR) Fru formand, hr. rådsformand, hr. kommissær! I kølvandet på fru Berès' forespørgsel vil jeg gerne fokusere på den økonomiske model, som vi støtter os til i PPE-Gruppen, nemlig den sociale markedsøkonomi. Det vil sige, at vi skal gøre vores yderste ikke blot for at standse krisen og bekæmpe fattigdom, men endnu vigtigere for at sikre den sociale inddragelse af visse af vores europæiske medborgere, der i dag lades i stikken.

Denne sociale inddragelse skal håndteres i dag, dels for at sikre, at disse modborgere kan komme i arbejde, hvilket indebærer, at der skal skabes job for at bekæmpe krisen, og dels – og det er ekstremt vigtigt – for at sikre, at vi i de kommende år har uddannelsesprogrammer – grunduddannelsesinitiativer og initiativer inden for livslang læring – i de enkelte medlemsstater, hvilket vil gøre det muligt for vores europæiske medborgere at tilpasse sig til fremtidens job, til de nye kvalifikationer, der kræves, og til det stigende kvalifikationsniveau, der forventes i Europa 2020-strategien.

På grundlag af artikel 9 kan vi derfor klart se, at bag alt det, der gøres inden for det finansielle system, er der også et ekstremt vigtigt bidrag i at sikre, at vores medborgere uddannes og fuldt ud bliver aktører i samfundet, fordi de er aktive i samfundet, og aktive betyder uddannede og klar til at varetage fremtidens job.

Jeg opfordrer derfor Kommissionen til at indføre politikker, der stemmer overens med dette mål, ellers vil vi tabe målet om et Europa med stærk social samhørighed af syne.

  Antolín Sánchez Presedo, for S&D-Gruppen. – (ES) Fru formand, hr. rådsformand, hr. kommissær, mine damer og herrer! I de seneste 50 år er vores økonomiers gensidige afhængighed steget sammen med vores økonomiske politikkers indbyrdes afhængighed.

Borgernes øjne hviler på EU, og de ved, at den europæiske integrationsproces har lagt mange aspekter af deres liv i EU-institutionernes hænder. Mange beslutninger træffes i fællesskab.

Mange af medlemsstaternes traditionelle instrumenter har bevæget sig over på europæisk niveau, og alle erkender, at økonomiske politikker er et spørgsmål af fælles europæisk interesse. EU er derfor brændpunktet i krisen. Alles øjne hviler på EU.

Vi befinder os ikke i et efterkrisescenarium, som nogen hævder. Vi befinder os højst i et efterrecessionsscenarium. Det forudses, at væksten for dette år vil være lav og ujævn, og problemet er, at væksten ifølge prognoserne for det kommende år stadig vil falde en smule. Antallet af arbejdsløse i EU er på nuværende tidspunkt 23 mio. Krisen har skabt et betydeligt socialt skel, og den har desuden lagt pres på de offentlige finanser og endda truet euroens fremtid.

Det er afgørende, at vi styrker den økonomiske styring i EU med henblik på at reagere på krisen og sikre EU-projektets fremtid. Hvis vi skal løfte disse fælles udfordringer, er vi nødt til at genoprette væksten og beskæftigelsen, ændre den økonomiske model og fremme global bæredygtig udvikling, og vi skal gøre det, samtidig med at vi sikrer fremtiden for den europæiske sociale model.

Af den første økonomiske krise i 1929 lærte vi, at de offentlige myndigheder har en pligt til at genoprette vækst og beskæftigelse; af den anden økonomiske krise, som var genopbygningen af Europa efter anden verdenskrig, lærte vi, at det ny Europa skulle bygges på social retfærdighed. Ingen af disse erfaringer må glemmes, og de skal begge spille en integreret rolle i fremtiden for et bæredygtigt Europa.

I henhold til artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde tager Unionen ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter "hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed".

Det er derfor ikke blot et spørgsmål om opstramninger. Opstramninger kan få økonomien til at gå i stå. Vi har brug for politikker, der også fremmer vækst, med andre ord ansvarlige politikker. Det er heller ikke et spørgsmål om vækst først og fordeling senere. Vi har lært, at fordeling bidrager til vækst. Det handler heller ikke om først at sikre fremskridt og senere opfylde borgernes grundlæggende behov. Vi har lært, at uddannelse, sundhed, social sikring og offentlige tjenester er afgørende for at sikre fremskridt i samfundet. Hvis de ikke er på plads, bliver de udgifter, der skaber en byrde for vores samfunds fremtid, og det er ikke muligt at have en sund økonomi i et sygt samfund.

Vi rejser derfor følgende spørgsmål. Skal den kommende lovgivningsmæssige ramme for økonomisk styring være i tråd med modellen for et socialt Europa og artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde? Findes der en reel konsekvensanalyse? Endelig vil jeg spørge, om det, vi virkelig ønsker, er, at kommissionsformand Barroso opfylder sine forpligtelser til at gennemføre en analyse af de sociale konsekvenser og klart siger, at Europa har brug for en ny social pagt, både inden for skattemæssige standarder og beskæftigelsesstandarder, en model, der sikrer beskæftigelse, retfærdighed, miljøansvar og global udvikling. En hvilken som helst anden reform vil være utilstrækkelig.

  Marian Harkin, for ALDE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Da jeg arbejdede for et "ja" til Lissabontraktaten, gav jeg de irske borgere ti grunde til at stemme ja til traktaten. En af dem var den sociale bestemmelse, artikel 9.

Ved flere lejligheder i Parlamentet og andre steder har jeg anmodet Kommissionen og Rådet om nu at anvende artikel 9 i deres forslag om økonomisk styring og naturligvis i deres reaktion på den nuværende økonomiske krise, der er en reel prøve på deres engagement i den sociale bestemmelse. I Irland ser vi tegnene på denne reaktion, hvor mindstelønnen er blevet sat ned med en euro i timen i sidste uge, og hvor invaliditetsydelserne og ydelserne til blinde også er blevet reduceret. Hvad betyder "bekæmpelse af social udstødelse" eller "sikring af passende social beskyttelse" i henhold til artikel 9 nu for disse borgere?

Man kan naturligvis sige, at det er en intern sag for Irland, men det er det ikke. Parametrene for opstramningerne i Irland blev fastlagt af EU, og vores regering vil sende månedlige rapporter til EU. Vil Kommissionen og Rådet minde dem om artikel 9, når rapporterne om nedskæringerne af mindstelønnen kommer? Hvorfor er det sket? Det er sket, fordi de irske banker og de europæiske banker kastede sig ud i ansvarsløs lånoptagelse og långivning under Den Europæiske Centralbanks næse.

De renter, der nu kræves af Irland for långivning, er ifølge dagens aviser 3 % højere end det, som blev krævet af Letland, Rumænien og Ungarn. Repræsentanter for Revisionsretten siger, at der ikke er nogen præcedens for, at EU kræver en sådan margen på lån. Jeg vil anmode Kommissionen og Rådet om at bekræfte eller benægte denne situation. Hvis det passer, vil Kommissionen og Rådet da forklare mig, så jeg kan forklare de irske borgere, hvordan den sociale bestemmelse virker for dem? Situationen er specifik for Irland, men hvis det er en skabelon for andre medlemsstater i vanskeligheder, er artikel 9 død.

  Philippe Lamberts, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Fru formand! Jeg vil fatte mig i korthed. Hvis vi ser på de politikker, der bliver gennemført i dag, er udgifterne generelt set blevet reduceret med 80 %, og der er sket en stigning på 20 % i nye indtægter, og jeg mener, at det er generøst.

Alle ved, at når de offentlige udgifter nedskæres med 80 %, er de første, der betaler prisen, de mest udsatte personer i vores samfund. Jeg vil derfor gerne dele min harme med medlemmerne ved at fremhæve to kontraster. Den første er den kontrast, som jeg ser mellem økonomisk styring på den ene side og Europa 2020-strategien på den anden side.

Økonomisk styring kræver hårde, umiddelbare tiltag og strenge, bindende regler. Der er ganske vist gode intentioner i Europa 2020-strategien, særlig om at nedbringe fattigdom, men der er tale om en blød, frivillig mulighed, og regeringerne vil kun efterkomme den, hvis de virkelig ønsker det og har tiden. Der er intet bindende i noget af det. Jeg mener, at det er en uacceptabel kontrast, som er i strid med ånden i artikel 9.

Den anden kontrast er mellem spørgsmålet om økonomisk styring på den ene side og spørgsmålet om offentlige udgifter på den anden side. De offentlige udgifter skal reduceres hurtigt, ellers er vi på vej mod en katastrofe. Gælden skal reduceres inden for højst 20 år og om muligt endnu tidligere, men i fravær af en konsekvensanalyse tænker vi ikke meget over det.

Når det drejer sig om at generere nye indtægter – eftersom et budget under alle omstændigheder består af både indtægter og udgifter – med afgifter på finansielle transaktioner, energiafgifter og et konsolideret selskabsskattegrundlag, siger vi, "Vent! Der er brug for en analyse, vi skal overveje konsekvenserne, og vi må ikke gøre for meget. Lad os tænke over det, lad os tage vores tid, lad os analysere …". Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor vi på den ene side skal skynde os uden at bekymre os om konsekvenserne, mens vi på den anden side arbejder langsomt og tager tid til at tænke, mens befolkningen i mellemtiden betaler prisen.

Disse kontraster demonstrerer efter min mening over for alle, at artikel 9 ikke har lige så stor vægt som artiklerne om økonomisk konvergens i EU's traktater, og det er en kontrast, som vi efter min mening skal fjerne, hvis vi ønsker at genvinde borgernes tillid.

  Proinsias De Rossa (S&D). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne spørge Kommissionen, om den vil give Parlamentet en nøjagtig definition af, hvordan den agter at gennemføre artikel 9. Vi hører konstant om makroøkonomisk overvågning. Men vi hører aldrig Kommissionen tale om makrosocial overvågning af, hvad medlemskaberne gør for at gennemføre de europæiske sociale politikker og målsætninger.

Jeg vil gerne have Kommissionen til at fortælle Parlamentet, om den har til hensigt udelukkende at bruge artikel 9 som en konsekvensanalyse, dvs. at den håber, at dens tiltag ikke vil få nogen sociale konsekvenser. Det er ikke godt nok, da artikel 9 har til formål at fremme EU's mål som fastlagt i traktatens artikel 3. Det er ikke godt nok, at der blot ikke er konsekvenser – der skal være positive konsekvenser. Det er Kommissionens pligt, og den skal gennemføre traktaterne.

Jeg vil også gerne rejse spørgsmålet om socialydelser af almen interesse, som jeg er ordfører for. Der er overhovedet ingen tvivl om, at den strategi for at komme ud af krisen, som Kommissionen anvender på nuværende tidspunkt, vil ødelægge socialydelser af almen interesse i medlemsstaterne. Man kan blot se på det aftalememorandum, som Kommissionen har indgået med den irske regering, for at få demonstreret det. Det anføres på side 2, at en nedbringelse af de nuværende udgifter i 2011 med lige over 2 mia. EUR vil blive gennemført, herunder nedskæringer i udgifter til social beskyttelse, en nedskæring af antallet af offentligt ansatte, en progressiv nedskæring af de eksisterende pensioner for offentligt ansatte, andre besparelser på udgifter på over 1 mia. EUR og en nedskæring på op imod 2 mia. EUR i offentlige kapitaludgifter i forhold til eksisterende planer for 2011.

Hvilke andre konsekvenser kan det have end at ødelægge forsyningspligtydelser og navnlig socialydelser af almen interesse? Hvor er da artikel 9? Hvor var artikel 9, da Kommissionen forhandlede denne aftale på plads med en konservativ irsk regering, der var på randen af et kollaps?

Jeg vil gerne spørge Kommissionen, hvornår den vil præsentere det aftalememorandum, som den har indgået med den irske regering, for Parlamentet. Den er forpligtet til at gøre det i henhold til Lissabontraktaten. Hvornår får vi det at se? Hvornår får vi muligheden for at drøfte det her?

Et andet aspekt i denne aftale, som jeg nævnte her til morgen, er, at Kommissionen insisterer på, at mindstelønnen i Irland skal reduceres med 2 000 EUR om året. Jeg gentager. Mindstelønnen. I henhold til Lissabontraktaten skal vi sikre passende social beskyttelse, vi skal tilskynde borgerne til at blive på arbejdsmarkedet, vi skal udrydde fattigdom osv., og samtidig reducerer vi mindstelønnen med 2 000 EUR om året. Hvad vil vi opnå med det andet end at drive flere borgere ud af arbejdsmarkedet og ind i den relativt set sikre afhængighed af velfærdsydelser?

Det er disse spørgsmål, som Kommissionen skal besvare. Vi vil ikke have mere udenomssnak. Ikke mere smiger. Ikke mere eurosnak. Vi ønsker klare svar på, hvordan Kommissionen vil anvende traktatens artikel 9 i forbindelse med økonomisk styring og navnlig i forbindelse med de aftaler, den indgår med medlemsstater, når det gælder strategien for at komme ud af krisen.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Fru formand, hr. rådsformand, hr. kommissær! Der er ingen tvivl om, at fortsat opmærksomhed på spørgsmålet om økonomisk styring er et helt rigtigt og korrekt mål for Parlamentet.

Artikel 9, som nævnes i forespørgslen, er helt i overensstemmelse med behovet for i høj grad at tage alt vedrørende den enkelte borger i betragtning.

I dag for ikke mere end et par timer siden blev en vigtig retsakt vedtaget, som anerkender borgernes ret til at tage lovgivningsinitiativer med henblik på at fremme deres borgerrettigheder.

Større stabilitet betyder øget kontrol, hurtige og effektive indgreb og størst mulig udnyttelse af konkurrencedygtigheden. Hårdhed skal kombineres med effektivitet og substans. Social beskyttelse er tæt forbundet med en reel vilje til at skabe job i en situation som vores med særlige vanskeligheder.

Vi er derfor nødt til at tale om det – og tale om det på en meningsfuld måde – med alle interesserede parter.

  Kyriakos Mavronikolas (S&D). – (EL) Fru formand! Jeg må sige, at spørgsmålet om økonomisk styring og målene herunder, særlig i henhold til Lissabontraktaten, rejser specifikke spørgsmål om, hvorvidt der anvendes en social korrekt politik, om der anvendes en økonomi, der skal fremme grøn vækst, og om der anvendes en økonomi, der forebygger arbejdsløshed, særlig blandt unge.

Jeg vil gerne henvise til Cypern, der på nuværende tidspunkt er under observation. De trufne foranstaltninger gør alt andet end at tilbyde en udvej frem imod en reel social politik og et socialt standpunkt, særlig de foranstaltninger, der er i strid med interesserne for de unge generationer, der vokser op på øen.

  Nikolaos Salavrakos (EFD). – (EL) Fru formand! Den nye rapport om beskæftigelse i Europa i 2010 fremhæver den kendsgerning, at unge har båret den byrde, der er forbundet med krisen, og at unge står over for flere og flere problemer, idet arbejdsløsheden hovedsagelig rammer de 15-24-årige. Det er ikke nok at fastslå, at der er et problem. Vi skal løse det. Vi har 3 mio. arbejdsløse i EU. Vil kommissæren oplyse, hvad vi gør ved det? Jeg mener, at Kommissionens indsats for at registrere problemet er positiv, men problemet skal løses, og Kommissionen har en historisk rolle at spille. Det, der er bekymrende for Grækenland – det land, jeg kommer fra – er, at arbejdsløsheden blandt unge op til 24-årsalderen er nået op på 27,5 %, hvilket er et overraskende og meget farligt tal. Det, der er mest bekymrende, er, at arbejdsløsheden ikke falder, efterhånden som der erhverves flere formelle kvalifikationer. Arbejde er, som medlemmerne ved, ikke blot et levebrød, det er grundlaget for den menneskelige værdighed. Vi er nødt til at give vores unge værdighed.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Fru formand! Der har for nylig været forlydender i medierne om, at direktørerne i den skandaleramte tyske bank HRE er berettigede til enorme pensioner efter kun at have arbejdet i banken i to år og på basis af kontrakter, der blev udarbejdet, efter at banken allerede havde modtaget massive statsstøttebeløb. Det bekræfter EU-borgernes overbevisning om, at penge bare smides efter bankerne, mens de almindelige borgere pålægges strenge besparelsesprogrammer.

Artikel 9 i Lissabontraktaten henviser til "et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse". For dem i Europa, som er hårdt ramt af den finansielle og økonomiske krise, og som nu tvinges til at gøre besparelser, er det at føje spot til skade. Når pensionsreformen i Ungarn afvikles, og borgerne er nødt til at vende tilbage til det offentlige pensionssystem eller miste 70 % af deres pensionsrettigheder, står det f.eks. klart, at en kold vind blæser over EU. I forbindelse med drøftelserne i plenarforsamlingen om fremtiden for euroområdet forklarede rådsformanden, at begivenhederne i Dublin havde understreget betydningen af en kontrolmekanisme for økonomisk politik i EU. Efter min mening er det modsatte tilfældet. Vi har for stor centralisme og for stor overensstemmelse.

  Janusz Lewandowski, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! For at forsvare det, der kaldes den europæiske sociale økonomiske model, skal vi tilpasse den europæiske model til virkeligheden, nemlig de globale udfordringer og krisen i Europa. Hvis vi ønsker at forsvare modellen, må den ikke forblive den samme.

En vigtig antagelse, der allerede er blevet nævnt, er – og det er en grundlæggende filosofi – at konsolidering og genoprettelse af tilliden på markederne er grundlaget for stabil, bæredygtig vækst og jobskabelse. Det er afgørende for de europæiske borgeres velfærd i fremtiden.

Jeg vil specifikt henvise til fru Harkins og hr. De Rossas forespørgsel – hr. De Rossas er rettet mod Irland – og sige, at vi i denne henseende fastsætter samme sats som IMF. Vi er ikke forpligtede til at offentliggøre vores aftalememorandum med den irske regering. Jeg må sige, at der ikke findes noget mindre socialt end at producere underskud og gæld, der efterfølgende vil ligge de kommende generationer af EU-borgere til byrde. Der er intet mindre ansvarligt end bankpraksisser, der overfører bankproblemerne til statsgældsproblemerne. Der er tale om asociale, uansvarlige handlinger, og vi kan ikke bebrejde Kommissionen for dem.

Vi erkender, at der er en klar spænding mellem de besparelser, der foretages i så mange lande, og deres konsekvenser for den sociale inddragelse og fattigdomsniveauet. Vi erkender det, og derfor er der brug for konsekvensanalyser og drøftelser. En sådan drøftelse er blevet gennemført her i Parlamentet.

Vores grundlæggende filosofi er igen, at forebyggelse er vigtig. Forebyggelse betyder, at vi bør øve indflydelse på politiksammensætningen på nationalt plan. Politiksammensætningen på nationalt plan er overvejende ansvarlig for afvejningen mellem besparelser og vækst. Det er hovedansvaret, men vi skal øve indflydelse på denne politiksammensætning på nationalt plan på en sådan måde, at landene afskrækkes fra at bygge Europas fremtid på gæld og underskud, da det ikke fører nogen vegne.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. − (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Som det fremgik af mit første indlæg, er Rådet fuldt ud bevidst om forpligtelserne i henhold til traktatens artikel 9 vedrørende behovet for at tage hensyn til det generelle aspekt af de krav, der er forbundet med at sikre et højt beskæftigelsesniveau, sikre passende social beskyttelse og bekæmpe social udstødelse samt opnå et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed. Disse forpligtelser bliver og vil blive respekteret i alt Rådets arbejde.

Da denne forpligtelse har universel karakter, finder den også anvendelse på økonomisk styring. Den finder anvendelse på resultaterne i rapporten fra taskforcen under hr. Van Rompuys formandskab, som Det Europæiske Råd fuldt ud støttede på sit møde i oktober. Den finder også anvendelse på de seks forslag til retsakter, der kom ud af taskforcens arbejde, og som blev indgivet af Kommissionen den 29. september.

Overholdelsen af forpligtelserne i artikel 9 kræver imidlertid ikke en formel social konsekvensanalyse. Vores forpligtelse, som finder anvendelse på både Rådet og Parlamentet, navnlig fordi det er op til vores institutioner at fastlægge Unionens politikker og arbejde ved at vedtage lovgivning på området, er at tage hensyn til disse krav. Det er, hvad Rådet vil gøre.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Fru formand! Pakken om økonomisk styring, som Kommissionen har foreslået, fastlægger strengere disciplin i stabilitets- og vækstpagten samt budgetmæssigt tilsyn ved at foreslå sanktioner over for "udisciplinerede" medlemsstater. Med andre ord er det en værre version af den opskrift, der førte EU ind i krisen og recessionen og forværrede de sociale problemer, der var forbundet hermed, betydeligt. Den vej, som Kommissionen vil følge med kravet om institutionelle ændringer, forværrer de sociale og regionale uligheder. De meget beklagelige sociale konsekvenser, som mine kolleger nævner i deres forespørgsler, er således en kendsgerning. Derudover ser vi allerede disse konsekvenser i praksis, og arbejdstagerne betaler for dem, ikke blot i visse lande i Sydeuropa, men i hele EU. Parlamentet skal tage et standpunkt imod denne politik, der ud over at omfatte strenge besparelsesforanstaltninger og fratage arbejdstagerne deres rettigheder, underminerer Parlamentets og de nationale parlamenters rolle. Med andre ord underminerer den de valgte repræsentanters rolle i EU-institutionerne, som dog bør udvise større bevidsthed om borgernes kamp i deres krav.