Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 15. december 2010 - Strasbourg

17. Resultatet af NATO's topmøde i Lissabon (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om resultatet af NATO's topmøde i Lissabon.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Fru formand! NATO's topmøde i Lissabon var en succes for NATO og helt klart også for NATO's generalsekretær. Jeg er meget glad for at have deltaget i nogle af drøftelserne.

Jeg vil redegøre for, hvad der efter min mening er de vigtige resultater, der blev opnået, idet jeg især fokuserer på forbindelserne mellem EU og NATO og ikke kommer ind på NATO-spørgsmål af mere intern karakter.

Stats- og regeringscheferne blev i Lissabon enige om et nyt strategisk koncept, en vision for alliancen i de næste ti år. NATO holdt fast i sine centrale opgaver i form af kollektivt forsvar og afskrækkelse og erkendte betydningen af krisestyring og kooperativ sikkerhed. Lissabon banede også vejen for vigtige beslutninger for NATO på en række centrale områder som f.eks. missilforsvar, cyberforsvar, NATO-reformer og NATO's bidrag til stabilisering og genopbygning.

Vedrørende Afghanistan, som vi lige har drøftet, og som også er et vigtigt område, hvor EU og NATO skal samarbejde, blev der truffet beslutninger om partnerskab både i overgangsfasen og på lang sigt. Jeg vil fokusere på, hvordan Lissabon i mine øjne vil forbedre forbindelserne mellem EU og NATO. Dette punkt var også på dagsordenen for forsvarsministrenes møde, som jeg stod i spidsen for i sidste uge, og som NATO's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, også var med til.

NATO er en afgørende strategisk partner for EU. Jeg glæder mig over den anerkendelse, som NATO-landenes stats- og regeringschefer har givet udtryk for i forbindelse med det væsentlige bidrag, EU yder til sikkerheden og stabiliteten. Jeg vil gerne understrege det stærke politiske engagement med hensyn til at styrke det strategiske partnerskab mellem EU og NATO, som alle gav udtryk for, navnlig præsident Obama.

Jeg har meget aktivt været i kontakt med medlemsstaterne og de allierede lande samt NATO's generalsekretær med henblik på at styrke forbindelserne mellem EU og NATO. Min deltagelse i adskillige NATO-møder på højt plan, herunder den udenrigspolitiske middagssammenkomst på NATO's topmøde i Lissabon, hvor der også var fokus på forbindelserne mellem EU og NATO, har i den forbindelse været til stor nytte.

Jeg tog tidligere i år initiativ til at sende NATO en beskrivelse af et sæt konkrete foranstaltninger, der kan styrke samarbejdet mellem EU og NATO. Mange af disse foranstaltninger er allerede blevet gennemført i EU med støtte fra NATO's generalsekretær. Dette gav mulighed for uformelle drøftelser om spørgsmål af fælles interesse samt en mere EU-politisk dialog med alle de NATO-allierede lande.

Det er min ambition at bane vejen for, at der kan ske endnu flere fremskridt. Jeg fik mandat hertil på mødet i Det Europæiske Råd den 16. september. I Lissabon fik Anders Fogh Rasmussen et tilsvarende mandat til at samarbejde med mig om at styrke forbindelserne mellem EU og NATO.

Ét område, hvor der er sket fremskridt, er i samarbejdet mellem EU og NATO om kapacitetsudvikling, hvilket er et område, hvor vi ser lovende resultater, især vedrørende den militære kapacitetsudvikling, der er nødvendig for både at forbedre den militære kapacitet og få mest muligt ud af pengene. Mere end nogensinde før er vi nødt til at sikre komplementaritet og undgå overlapning.

EU's forsvarsministre bifaldt den 9. december med begejstring den udvikling, der er sket med hensyn til at styrke samarbejdet med NATO. Vi har allerede arbejdet sammen, f.eks. om helikoptertilgængelighed, og vi har nu fastlagt de elementer, der skal til i forbindelse med C-IED-udstyr ("counter improvised explosive devices") og lægehjælp. Begge områder er absolut vigtige arbejdsområder med reelle operationelle konsekvenser for vores tropper i felten.

Bare lige for at give nogle få konkrete eksempler. Vedrørende helikoptertilgængelighed har vi allerede haft to øvelser i Frankrig og i Spanien. Der er planlagt tilsvarende øvelser inden for de næste fire år. I den forbindelse har vi uddannet 114 besætninger, der råder over 1 300 medarbejdere med 58 helikoptere. Som et øjeblikkeligt resultat heraf blev 63 uddannede besætninger sendt til Afghanistan. Et andet eksempel vedrørende bekæmpelse af vejsidebomber er C-IED-udstyr, hvor Det Europæiske Forsvarsagentur er i den afsluttende fase med hensyn til køb af et kriminalteknisk laboratorium, som næste år kan sendes til Afghanistan.

Vi har også fortsat forbedret samarbejdet via produktiv interaktion mellem Det Europæiske Forsvarsagentur og den allierede kommandoenhed, der har ansvaret for omstillingen.

Overordnet set er mit mål fortsat udviklingen af et sandt organisationsbaseret forhold mellem EU og NATO. Mødet mellem forsvarsministrene i sidste uge banede vejen for, at vi kan komme videre mod dette mål.

I afventning af mere omfattende løsninger er det afgørende, at vi kan regne med faste aftaler mellem os, når vi optræder på den samme globale scene. Det skylder vi vores mandskab. Det er også af afgørende betydning fortsat at kunne arbejde effektivt med hensyn til at støtte medlemsstaterne og de allierede lande for at udvikle den kritiske militære kapacitet, der bygger på det vellykkede arbejde vi allerede har sat i gang. Jeg vil hævde, at dette er endnu vigtigere i den nuværende økonomiske situation.

Vi får alle brug for fleksibilitet for at kunne komme videre og finde løsninger. Jeg vil arbejdere videre på en konkret og pragmatisk måde på vegne af samtlige 27 medlemsstater.

  Elmar Brok, for PPE-Gruppen. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! NATO's topmøde har vist, at samarbejdet mellem NATO og EU, der blev drøftet på mødet, er yderst vigtigt. NATO er fortsat af afgørende betydning for Europas fælles sikkerhed, og det er et vigtigt middel, hvormed man kan få USA koblet ind. Topmødet har gjort det klart, at missilforsvarssystemet, der nu beskytter hele Europa som led i et fælles NATO-projekt, er et vigtigt skridt i retning af et yderligere samarbejde. Det blev imidlertid også klart, og forhandlingerne om Afghanistan er et eksempel herpå, at der er en høj grad af civilt og militært samarbejde på et område, hvor EU kan yde et væsentligt bidrag. Vi er efter min mening nødt til at arbejde videre med dette i henhold hertil. Vi er dog nødt til at forstå, at der ikke er sket fremskridt på ét afgørende område, fordi NATO's partner Tyrkiet nedlagde veto mod det fornødne samarbejde, der skal struktureres meget mere effektivt. Jeg mener, det er særdeles vigtigt at tage fat på dette spørgsmål i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Vi skal ikke gøre NATO og samarbejdet mellem NATO og EU til et instrument, i en strid med en EU-medlemsstat, der ikke er medlem af NATO. Jeg mener derfor, det er en afgørende svækkelse af vores handlekraft, når Tyrkiet endnu ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger. Det glæder mig naturligvis, at spørgsmålet om våbensamarbejde viser, at der godt kan være et samarbejde med Det Europæiske Forsvarsagentur, idet navnlig cyberspacespørgsmålet er af stor betydning for agenturet.

  Adrian Severin, for S&D-Gruppen. – (EN) Fru formand! På NATO's topmøde i Lissabon erkendte man de nye realiteter, udfordringer og ikkekonventionelle trusler i verden efter den kolde krig. Man forsøgte på den baggrund at skabe en ny balance mellem alliancens regionale og globale engagement. Et globalt NATO eller et NATO med en global rolle er et must – og det har visse konsekvenser.

For det første skal EU forberede sig på at påtage sig et større ansvar, for så vidt angår europæisk sikkerhed og forsvar. Det indebærer ikke alene udvikling og opdatering af vores europæiske sikkerheds- og forsvarskoncept, men også udvikling af vores militære kapacitet. For det andet har EU en forpligtelse til at forberede sig selv på at imødegå de globale udfordringer og optræde som en virkelig global aktør. Heraf følger, at vi er nødt til at redefinere vores globale interesse og mål samt øge vores militære kapacitet i et omfang, der vil sætte os i stand til på ordentlig vis at bære byrderne i forbindelse med det globale forsvar sammen med vores amerikanske allierede. For det tredje har vi en forpligtelse til i vores strategier vedrørende forbindelserne med andre globale aktører at medtage idéer, der vil føre hen imod et forsvarspartnerskabssystem med mulighed for, at man samles i en global forsvarspagt.

Ved håndteringen af alle disse opgaver bør EU ikke alene bevare sin strategiske forbindelse med NATO, men bør også kunne yde sit intellektuelle og politiske bidrag med hensyn til at opretholde NATO's evne til at afskrække og sin evne til at forsvare medlemsstaterne mod enhver aggression i en helt anden sammenhæng end den, der var baggrunden for, at alliancen kom til verden.

  Norica Nicolai, for ALDE-Gruppen. – (RO) Fru formand! Jeg tror, at topmødet i Lissabon er det første siden 1999, som har givet sig udslag i et positivt bidrag med hensyn til en strategisk vision for alliancen. En ting, man i dette århundrede efter min mening skal tænke nærmere over, er, at ikke alene de eksisterende trusler og sikkerhedsinteresser, men også især muligheden for via forsvarsbudgetterne at komme med effektive militære løsninger bringer spørgsmålet om en todelt verden op til diskussion.

Tiden var inde til en bred analyse af, i hvilken retning alliancen skal gå – og så afgjort om forenelighed med Rusland er et aspekt heraf. Jeg må dog understrege, at forenelighed med det europæiske sikkerhedsprojekt i mine øjne også er af helt afgørende betydning for NATO. Afghanistanspørgsmålet har tilsyneladende givet et tilstrækkelig stort løft til alliancen, og det glæder mig at konstatere, at Rusland har indvilliget i at blive inddraget i NATO's indsats i Afghanistan. Jeg håber ikke, at denne komplekse problematik med Afghanistan vil være en af grundene til, at der er betænkeligheder vedrørende denne alliances fremtidige effektivitet.

Det glæder mig også, at EU har taget spørgsmålet om antimissilteknologi op til diskussion. Vi skal efter min mening på EU-plan drøfte effektiviteten af dette antimissilskjold.

  Reinhard Bütikofer, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Fru formand, Baroness Ashton! NATO's topmøde i Lissabon er af stor betydning for EU og for Parlamentet, fordi vi kun kan håndtere europæisk sikkerhed med succes i fremtiden, hvis NATO, EU og andre organisationer som f.eks. Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) hver især yder et bidrag og samarbejder effektivt. Indtil nu er resultaterne af topmødet i Lissabon dog hovedsagelig blevet beskrevet i rosenrøde vendinger. Jeg vil gerne med et stænk ironi sige, at selv om NATO har en ny strategi, ved organisationen stadigvæk ikke, hvor den vil hen. De fantasier om NATO som verdens politibetjent, der var helt ude af proportioner, har man opgivet, og det er bestemt et vist fremskridt. Man er nu lidt mere beskeden, men der er stadig ikke tilstrækkelig klarhed.

Lad mig vise dette ved hjælp af nogle eksempler.

1. Ét eksempel er våbenudgifter. EU-medlemsstaterne vil gerne reducere deres våbenudgifter ved hjælp af et varigt, struktureret samarbejde, men NATO udsteder dækningslæse checks vedrørende missilforsvar. Generalsekretæren siger, at beløbet udgør 200 mio. EUR, men alle eksperter mener, at missilforsvarssystemet snarere koster mellem 40 mia. EUR og 70 mia. EUR, og vi ved ikke engang, hvordan det skal styres.

2. Et andet eksempel er atomnedrustning. Præsident Obamas "Global Zero"-vision i Prag var imponerende, og vi var glade for initiativet. I Europa var der ikke længere enighed selv på konferencen om ikke-sprednings-traktaten, men NATO er opsat på at klamre sig til organisationens atomare afskrækkelse, ligesom en blind klamrer sig til en lygtepæl. Især tidligere verdensmagter finder tydeligvis deres atomvåben meget mere attraktive end en ambitiøs europæisk politik for atomnedrustning.

3. Det tredje eksempel er fredsskabelse og civil konfliktløsning. EU har opnået en del på dette område. Og så kommer NATO på banen og vil også være med. Det næste, NATO vil udtrykke interesse for, bliver udviklingspolitikken.

Man lider desværre af sikkerhedspolitisk personlighedsspaltning. Lad os sætte en stopper for dette. Lad os sørge for, at vi om et år udarbejder en hvidbog, hvoraf det klart fremgår, hvilken type sikkerhedspolitik vi ønsker i Europa.

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! NATO er fortsat et grundlæggende element i Europas fælles sikkerhed, og det samme gælder for det brohoved, som NATO er til USA. På topmødet i Lissabon redefinerede NATO sin plads i centrum af den europæisk-atlantiske sikkerhedsarkitektur for det nye strategiske koncept.

Min rolle som viceformand for Parlamentets delegation til NATO's parlamentariske forsamling har mere end nogensinde før overbevist mig om værdien af NATO og af EU's samarbejde med organisationen. Jeg er fuld af beundring for det arbejde, NATO's ISAF-tropper gør i Afghanistan, men beklager, at en række af vores allierede med restriktive forbehold vedrørende militære engagementer ikke er med i en situation, hvor det, hvis NATO stikker af fra det hele for tidligt, ville få uoverskuelige konsekvenser for Vestens sikkerhed og for varig fred i regionen – hvilket især ville destabilisere Pakistan. Selv i en krisetid, hvor mange medlemsstater skærer ned i deres forsvarsbudgetter, skal det prioriteres højt at vinde i Afghanistan.

Jeg var også for nylig i Kosovo, hvor jeg med mine egne øjne var vidne til NATO-troppernes værdifulde indsats i KFOR. NATO's operation "Ocean Shield" fungerer godt ud for Somalias kyst til bekæmpelse af pirateri, selv om der er risiko for overlapning i forhold til den store fælles sikkerheds- og forsvarspolitiske EU-mission Atalanta. Jeg ser gerne, at man samordner de to initiativer.

Jeg støtter også en NATO-udvidelse til Georgien og Ukraine en skønne dag. Den kolde krig er nu forbi, og de trusler, vi står over for, bliver stadig mere asymmetriske og globale. Jeg glæder mig over nytænkningen i NATO, hvor man anlægger et bredere perspektiv lige fra internetsikkerhed til trusler i forbindelse med klimaændringer og fødevaresikkerhed, men rationalet for NATO er lige så stærkt i dag, som det var, da organisationen blev etableret for 61 år siden.

  Marisa Matias, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Fru formand! NATO's topmøde fandt sted i Lissabon, og jeg vil derfor gerne sige et par ord om, hvad der skete i mit hjemland i forbindelse med dette topmøde.

De portugisiske myndigheder nægtede EU-borgere indrejse i landet af en eneste grund, nemlig at disse borgere medbragte skriftligt materiale, der var kritisk over for alliancen. Det mindste, vi kan sige om disse begivenheder, er, at det, der skete i Portugal, var udtryk for et egenrådigt styre, et reelt tankepoliti. Et system, der var så specielt, at det fik den portugisiske regering til at købe for fem mio. euro udstyr til brug under optøjer, og som ikke engang ankom i tide inden topmødet. Det er prioriteringerne i en regering, der står over for en enorm social krise.

I det Europa, vi drømmer om, er ytringsfriheden en grundlæggende værdi. Det Europa, vi drømmer om, bøjer sig ikke i støvet for militære organisationer, der skriver deres historie med blod.

NATO's topmøde har gjort det legitimt med militær intervention overalt på kloden. Det har også resulteret i, at EU bliver underlagt Nordamerikas militære strategi og interesser. For det tredje har det konsolideret militariseringen af adgang til energikilder. Endelig har det militære forsvar indført en udviklingsmodel, der skaber miljømæssig uligevægt og påvirker den sociale krise negativt.

Jeg vil derfor gerne sige, at vi med dette topmøde efter min mening mistede demokratiet, vi mistede friheden, og vi tabte, således at nogle kan vinde ved hjælp af krig.

  David Campbell Bannerman, for EFD-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne sige tak til formanden for at have anvendt mit fulde navn. Jeg synes, vi skal fejre, at NATO's topmøde i Lissabon har styrket beskyttelsen af vores fred og demokrati i direkte modsætning til Lissabontraktaten, der allerede gør det stik modsatte. Men NATO er truet af de voldsomme nedskæringer i de europæiske militærstyrker.

Disse nedskæringer er yderst farlige. Det er utilgiveligt, at Det Forenede Kongeriges regering skærer udgifterne ned til under det basisniveau på 2 %, som hvert NATO-medlemsland skal opfylde. Det er også en forkert økonomi, fordi forsvarsudgifterne bringer gode arbejdspladser med sig. I dag bliver de britiske Harrier-jetmaskiner taget ud af drift. Denne måned mistede vi hangarskibet HMS Ark Royal før tiden og tog dermed afsked med 6 000 engagerede medarbejdere.

USA kan ikke forventes at bære denne byrde med et mindre og mindre bidrag fra vores side. Vi skal være på det rene med, at amerikanerne kan trække sig ud af NATO, sådan som Francis Richard Dannatt, en højtstående britisk general, har advaret om, og overlade os til en mere modig russisk bjørn, der stadig er rede til at iværksætte et internetangreb på Estland og systematisk føle det britiske forsvar til havs og i luften på tænderne med foruroligende mindelser om den kolde krig.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Fru formand! Der er talt om et historisk gennembrud på NATO's topmøde. Selv om striden mellem Tyskland og Frankrig om atomnedrustning er blevet bilagt, er det en kendsgerning, at vi ikke vil kunne undvære atomvåben i fremtiden. Dette ville blotlægge NATO-landene for afpresning fra Teheran eller Pyongyang. En verden uden atomvåben og endog uden diktatoriske regimer vil fortsat være en illusion, samtidig med at en række stater først tages alvorligt, når de slutter sig til rækken af potentielle eller faktiske atommagter.

Det er også beklageligt, at det på topmødet lykkedes at undgå emnet om, hvad der vil ske i Mellemøsten efter den planlagte tilbagetrækning af de amerikanske styrker fra Irak, hvilket er et ubehageligt emne for USA. Den ofte citerede ændring af den udenrigspolitiske udviklingstendens i Rusland har ved nærmere eftersyn vist sig blot at være et smart taktisk træk. Der var hensigtserklæringer vedrørende terrorisme og cyberkrig frem for reelle koncepter. NATO's topmøde var efter min mening så langt fra noget gennembrud.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE). – (ES) Fru formand! Det nye strategiske koncept for NATO, der var resultatet af mødet i Lissabon, blev udarbejdet for at forsøge at reagere og tilpasse sig – først og fremmest i forhold til en ny sammenhæng, dvs. blokadesystemets endeligt og den kolde krigs ophør. For det andet blev det udarbejdet for at tilpasse sig til det nye trusselsbillede og især til globaliseringen og den kendsgerning, at vores styrker ikke står over for nogen tydelige fjender, og vores fjender ikke har nogen hær.

På baggrund af dette nye strategiske koncept er der, samtidig med at man skal tage Washingtontraktatens artikel 5 om gensidig bistand i betragtning, tre aspekter, jeg er interesseret i.

Hvordan skal vi for det første forme denne strategiske alliance med Europa? Jeg vil gerne spørge Baroness Ashton om, hvorvidt hun mener, at Tyrkiet bør deltage mest muligt i aktiviteterne og udviklingen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

For det andet vil jeg gerne, hvad angår ratifikationen af START-traktaten i Kongressen i USA, spørge, om hun mener, at dette nye strategiske koncept vil blive påvirket, hvis traktaten ikke bliver ratificeret.

Endelig vil jeg gerne høre, hvad hendes tanker er omkring antimissilskjoldet. Mener hun, at dette begreb på nogen måde kompromitterer målet om at reducere atomarsenalerne. Det ser ud til, at der på dette punkt er divergerende opfattelser blandt medlemsstaterne.

  Roberto Gualtieri (S&D). – (IT) Fru formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! Det nye strategiske koncept, som NATO har udarbejdet, indeholder vigtige, positive ændringer med henblik på at kunne imødegå udfordringerne i det 21. århundrede på en måde, der stemmer overens med værdierne i Atlantpagten.

Vi ser især positivt på genoplivningen af det strategiske partnerskab med Rusland, det udtrykkelig formulerede mål om en verden uden atomvåben, anerkendelsen af betydningen af et stærkere europæisk forsvar, genbekræftelsen af princippet om kollektivt forsvar og samtidig erklæringerne om, at NATO ikke betragter noget land som værende sin modstander.

Der er dog stadig problemer og modsigelser, som dette langt fra nye koncept på ingen måde rydder af vejen. For det første er der ingen klar og utvetydig forpligtelse til at afskaffe de taktiske atomvåben, som stadig er opstillet i Europa, selv om de strategisk set er utidssvarende og økonomisk set i stadig større grad er uholdbare. For det andet er EU's rolle i det strategiske koncept stadig ikke tilstrækkelig stor, og den planlagte civile krisestyringskapacitet risikerer til ingen nytte at overlappe EU's indsats.

Vi kender godt til de politiske problemer, der forhindrer en styrkelse af effektiviteten i samarbejdet mellem EU og NATO, men dette må ikke stå i vejen for, at man udvikler et operationelt perspektiv, komplementaritet og synergier, som passer sammen med vores ambitioner. Helikoptere, lægehjælp og sprængstoffer udgør betydelige fremskridt, men det slår ikke til, idet vi er nødt til at have en vision og en aktiv forpligtelse og vi opfordrer Baroness Ashton til at udfolde begge dele med styrke og klarhed.

  Kristiina Ojuland (ALDE). – (EN) Fru formand! Anders Fogh Rasmussen, NATO's generalsekretær, sagde, at NATO-Rusland-Rådets topmøde i Lissabon var et historisk incitament til en forbedring af forbindelserne mellem NATO og Rusland, hvilket jeg glæder mig særdeles meget over.

Selv om stats- og regeringscheferne i NATO-Rusland-Rådet blev enige om en fælles trusselsvurdering vedrørende ballistiske missiler og besluttede at genoptage samarbejdet om et missilforsvar, bebudede præsident Medvedev efter topmødet, at Rusland kun vil deltage i det påtænkte fælles missilforsvarssystem som ligeværdig og fuldt kvalificeret partner, der inddrages i informationsudvekslingen og løsningen af de problemer, der måtte opstå.

Jeg vil gerne påpege, at ligeværdige partnere skal påtage sig ens ansvarsområder. Der er en række betydelige forskelle mellem NATO og Rusland vedrørende definition af sikkerhed. Mens Rusland henregner klassiske militære trusler som sikkerhedsspørgsmål, fremhæver NATO på den anden side manglende demokrati og krænkelse af menneskerettighederne som en sikkerhedsmæssig trussel. For at Rusland kan blive nærmere involveret i de fælles projekter i tilknytning til NATO, forventer jeg, at Rusland får integreret demokratiet, menneskerettighederne, de borgerlige rettigheder og retsstatsprincippet. For at få et ligeværdigt partnerskab skal NATO og Rusland se ens på de pågældende ting.

  Franziska Katharina Brantner (Verts/ALE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne byde Baroness Ashton velkommen her. Vi har lyttet til hendes kommentarer til andre problemstillinger, og jeg mener, at emnerne hænger meget tæt sammen. Det virker nok mærkeligt nu at være meget specifik, men jeg vil gerne nævne videreudviklingen af FSFP i forbindelse med det generelle samarbejde med NATO. Jeg mener virkelig, vi trænger til en ekstern gennemgang af det, der er sket indtil videre.

Menneskerettighederne blev nævnt – og at tiden er inde til at gøre status og komme videre. Jeg mener, vi har brug for akkurat det samme vedrørende de missioner, vi har haft indtil videre. Jeg tror, der er mulighed for at starte på en frisk. Man kan se tilbage og få en ekstern ekspertvurdering og en gennemgang med henblik på at præcisere, hvad vores prioriteringer i virkeligheden er, og hvilken kapacitet vi mangler. Jeg vil blot gerne nævne, at vi har overordnede mål for 2010, men at vi nu er ved udgangen af 2010, og vi er langt fra at have nået dem, herunder på det civile område. Spørgsmålet er, hvordan vi skal komme videre, og det vil efter mening være godt at få en vurdering.

For det andet opfordrer jeg virkelig kraftigt til, at man gør brug af den synergibringende stilling, der forhåbentlig nu bliver oprettet i forbindelse med af etableringen af udenrigstjenesten for at styrke den civile ledelseskapacitet i denne tjenestegren. Vi har ikke haft mulighed for at oprette nye stillinger, men skal i det mindste bruge dem til at styrke dette område.

Mit sidste punkt er meget kort sagt, at der nu er en debat om krisestyring og national katastrofestyring. Jeg mener, at vi på det punkt skal være varsomme og holde fast i, at EU's humanitære indsats skal være neutral, selv om det nogle gange er vanskeligt i kriseområder. Jeg mener, at dette er et vigtigt spørgsmål.

  Konrad Szymański (ECR). – (PL) Fru formand! NATO står efter topmødet i Lissabon faktisk i en stærkere position. Artikel 5 er blevet genoplivet og udelukker ikke muligheden for at iværksætte et forsvar mod et ballistisk angreb. Bestemmelserne i den nye strategi skal nu føres ud i livet. Handlingsplanen for arkitekturen for det transatlantiske missilforsvar skal være færdig senest i midten af 2011. Dette skal også følges op med bevillinger, herunder fra de europæiske partnere i NATO. Ruslands undertegnelse af en nye START-traktat må ikke medføre restriktioner på opbygningen af NATO's antimissilarkitektur. Desuden må samarbejdet med Rusland på dette område ikke medføre en svækkelse af forsvaret af Centraleuropa.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Fru formand! Som nævnt i konklusionen fra NATO's topmøde i Lissabon, fastslås det, at NATO er en militær alliance, en atomar militær alliance, der er fast besluttet på at gribe ind hurtigt og i stort omfang i en hvilken som helst del af verden, på et hvilket som helst tidspunkt og under et hvilket som helst påskud, idet man gør gældende, at man har et fælles og robust, politisk og militær kapacitet og formår at håndtere en hvilken som helst type krise – det være sig inden, under og efter konflikter.

Som foruroligende global trussel nævner NATO, at man påvirkes af, og at man kan påvirke, de politiske og sikkerhedsmæssige udviklingstendenser uden for medlemslandenes egne landegrænser, og at man derfor bliver aktivt involveret i at forbedre den internationale sikkerhed via partnerskaber med de relevante lande og andre internationale organisationer. Det er en påstand, der viser to mål. På den ene side vil man gerne hævde sig selv som en slags centrum, hvorfra afhængighedsforhold udstråler, hvilket muliggør organisationens tilstedeværelse, pres og indgriben via dens styrker overalt på kloden. På den anden side vil man styrke den interventionistiske tilgang og sammensmeltningen mellem international sikkerhed og staternes interne sikkerhed, hvormed man sigter på at tilintetgøre folkeretten, hvilket er en direkte hån mod FN's rolle i forbindelse med internationale sikkerhedsspørgsmål.

Under kommando fra et af de magtfulde lande, USA, er det også formålet at befæste den europæiske dimension, EU, der anses for at være en enkelt og uhyre vigtig NATO-partner. Så det NATO, der var resultatet af mødet i Lissabon, var en større, mere magtfuld, farligere og mere fordækt organisation, men truslen er markant, og det portugisiske folks reaktion var mere end 30 000 mennesker, der marcherede gennem Lissabons gader og kæmpede imod samt krævede en opløsning af denne organisation, der anses for at være af så afgørende betydning for bevarelse af freden.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Fru formand! Også selv om forhandlingerne mellem NATO-medlemsstaternes repræsentanter i Lissabon har løst en række alvorlige spørgsmål vedrørende de sikkerhedsmæssige risici i verden af i dag, vil betydningen af nogle af konklusionerne og beslutningerne helt sikkert få en mere dramatisk indvirkning på den nuværende politiske situation.

De forbeholdne nye forsøg på samarbejde mellem NATO og Rusland med hensyn til at udvikle et missilforsvarssystem i Europa udgør lige præcis en sådan sikkerhedspolitisk ændring, hvilket viser, at både USA og Europa kan finde en stærk ny partner i Rusland, der muligvis også bliver klar over, at terrorgrupper og militærstyrer bygget på ekstremistiske ideologier er blevet den største trussel mod civiliserede demokratiske borgeres fredelige og respektable liv.

Det ville være godt, hvis vi også kunne få omsat præsident Obamas ord, da han sagde, at han så Rusland som en partner og ikke en fjende, til en positiv ny drivkraft vedrørende økonomisk samarbejde. I en tid, hvor det europæiske erhvervsliv kæmper med problemer vedrørende manglende afsætningsmuligheder for dets produkter, kunne et åbent marked og et betalingsdygtigt publikum i Den Russiske Føderation frembyde muligheder, som ville være til gavn for begge partnere – Rusland og Europa – i forbindelse med deres interne økonomiske problemer.

  Michael Gahler (PPE). – (DE) Fru formand! Hvad vil EU's ansvarsområder være vedrørende sikkerhed og forsvar i forbindelse med NATO's nye strategiske koncept? EU's forsvarsministre har ramt et ømt punkt. EU har ikke tilstrækkelig kapacitet og evne. Finanskrisen og budgetstramningerne øger imidlertid presset internt i EU og NATO for at koncentrere den militære kapacitet. Udtrykkene "i fællesskab" og "pooling" beskriver, hvad der nu er brug for. Så snart medlemsstaterne har undersøgt, hvad der er muligt, skal Det Europæiske Forsvarsagentur være det vigtigste omdrejningspunkt i den fælles kapacitetsudvikling. Desuden skal Kommissionen udvide sit samarbejde med Det Europæiske Forsvarsagentur, så EU-finansierede forsknings- og udviklingsprojekter er omfattet. Er De enig i min opfattelse?

Da jeg ikke havde nogen taletid vedrørende det foregående emne, vil jeg gerne stille et spørgsmål angående fremme af demokratiet. Jeg vil gerne vide, hvor mange penge der rent faktisk er blevet brugt på demokrati- og menneskerettighedsinstrumentet uden samtykke fra de pågældende landes regeringer.

Jeg vil også sige lidt om valgobservatører. På dette område er vi ikke konsekvente og nogle gange oven i købet feje. Efter at dele af Kommissionen og en række medlemsstater havde presset på for en valgobservationsmission i Etiopien, og rapporten fra lederen af missionen ikke kunne fremlægges i Addis Abeba, blev det fuldstændig tiet ihjel i Bruxelles. Jeg vil gerne vide, hvor den officielle protest er blevet af. De har nu lejlighed til at sige noget desangående.

  Ioan Mircea Paşcu (S&D). – (EN) Fru formand! Både i det nye strategikoncept og erklæringen fra topmødet står der faktisk højt og tydeligt, at EU er en væsentlig og altså uundværlig partner for alliancen. De nuværende internationale udfordringer, NATO og EU står over for, deres samtidige tilstedeværelse på en række indsatssteder og desuden den stigende komplementaritet mellem deres respektive roller kræver, at relationerne mellem de to organisationer styrkes.

I den henseende og i betragtning af det nødvendige samarbejde på indsatsstederne og – nødvendigvis – revisionen af "Berlin Plus"-aftalerne forventer begge organisationer mere konkrete resultater af drøftelserne mellem næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant og generalsekretæren i overensstemmelse med deres respektive mandater, og i den henseende er tiden inde til at være kreativ med hensyn til at finde det rigtige politiske kompromis, der gør det muligt at komme ud af det nuværende refleksbetingede dødvande og lade begge organisationer udfolde deres sande samarbejdspotentiale.

  Willy Meyer (GUE/NGL). – (ES) Fru formand! Som Baroness Ashton udmærket ved, er min parlamentsgruppe imod NATO.

Min gruppe er bl.a. fuldstændig imod organisationens eksistens, fordi vi ikke går ind for, at nogen stat i verden – og heller ikke nogen gruppe af stater som f.eks. NATO's militære alliance – kan bruge magt uden et udtrykkeligt mandat fra FN's Sikkerhedsråd.

I 1999 godkendte NATO på sit topmøde i Washington i sit strategiske koncept, at man kan anvende magt uden mandat fra Sikkerhedsrådet. Det er et tilbageskridt og er på kollisionskurs med folkeretten, som det var så krævende at få etableret efter de to verdenskrige.

Vi er derfor ikke enige i denne filosofi. Vi er ikke enige med NATO eller nogen som helst stat, der påberåber sig ret til at anvende magt uden dette udtrykkelige mandat.

Desuden har det en direkte indflydelse på det, der var civile løsninger på problemer, som skaber usikkerhed, dvs. organiseret kriminalitet, terrorisme osv. Det har aldrig været forhold, der kræver militære løsninger, men snarere en civil løsning via internationalt politimæssigt og retligt samarbejde. Vi mener derfor ikke, at de kræver en militær løsning, og der er heller ikke en dermed forbundet risiko for naturressourcerne og ukontrolleret massemigration. Dette er ikke forhold, der kræver en militær løsning.

De største dødsårsager i verden er sult og fattigdom – dvs. det værste masseødelæggelsesvåben – og det kan en militærmagt som f.eks. NATO ikke bekæmpe.

  Jacek Saryusz-Wolski (PPE). – (EN) Fru formand! Spørgsmålet er, hvorvidt vi er tilfredse med resultatet i Lissabon, og jeg har meget blandede følelser. Resultatet er ikke godt nok, selv om det er et skridt i den rigtige retning. Kunne vi have forventet mere? Ja, det synes jeg, men hvis man sammenligner med, hvor vi var for to, tre eller fire år siden, er det langt bedre.

Der er helt klart et uudnyttet potentiale i relationerne mellem de to organisationer, men der er mere tale end handling, og vi har brug for mere handling end tale. Der snakkes i øjeblikket en del om forsoning, men der er tale om erklæringer snarere end konkrete initiativer.

Samtidig er der stigende komplementaritet mellem de to organisationer. Der er en vis ekspertise, og der er kapacitet fra EU's side. EU specialiserer sig mere i blød magt, og NATO mere i hård magt, dvs. militær magt, men begge parter udvikler sig. EU har bevæget sig et langt stykke, siden man i Saint Malo-erklæringen bekræftede EU's rolle med hensyn til sikkerhed og forsvar, og NATO har til gengæld erkendt behovet for at udvide sit rent militære domæne via en dimension af mere blød karakter og har allerede truffet beslutningerne. Det vil altså sige, at man nærmer sig hinanden, og at komplementariteten således bliver større. Hvorfor ikke udnytte dette?

Den virkelig store knast er forholdet mellem Tyrkiet og Cypern og det uløste problem med Cypern. Det er EU's rolle at tage føringen, gennemføre nogle initiativer, foreslå NATO nogle fremgangsmåder vedrørende et tættere samarbejde og sætte handling bag ordene, og jeg tager det eksempel på det nylige brev fra hhv. den polske, tyske og franske udenrigsminister, som Baroness Ashton reagerede på, som et godt skridt i den rigtige retning.

Tættere samarbejde mellem EU og NATO via politisk vilje fra begge parters side og en styrkelse af FSFP, men der er også en opgave for, og der ligger et arbejde og venter på at blive gjort i, hovedstæderne i både NATO's og EU's medlemsstater.

  Ana Gomes (S&D). – (PT) Fru formand! Det, der er indeholdt i NATO's strategiske koncept, og som blev vedtaget i Lissabon, vedrørende doktrinen om atomar afskrækkelse er ikke noget nyt, men noget gammelt. Alliancen har besluttet at holde fast i atomvåben som det endegyldige afskrækkelsesvåben. Dette er ironisk nok i modstrid med præsident Obamas opfordring til en verden uden atomvåben og den nedrustning, der blev lovet ved den seneste konference vedrørende en revision af ikke-sprednings-traktaten.

Alliancen skal gå foran med et godt eksempel. Det vil imidlertid ikke hindre spredningen af atomvåben, men tragisk nok fremme den. Og i finansielle krisetider bliver der færre nødvendige ressourcer til andre trusler, som vi står over for. Hvad nytte er atombomber til imod terrorisme uden modtager- eller afsenderadresse, imod pirateri i Det Indiske Ocean, imod organiseret kriminalitet, internetangreb eller kemiske og biologiske angreb?

Rådet fremlagde i denne uge en redegørelse om behovet for at øge vores indsats mod spredning af atomvåben. Hvilke planer har fru Ashton om at spille ud med dette kort over for NATO, hvor 21 ud af de 28 allierede også er medlemmer af EU? Og hvad har hun at sige til de to atommagter, der er medlem af EU, og som også har været mest afvisende med hensyn til NATO-strategirådets forsøg på ændringer i forbindelse med dette eksistentielle spørgsmål for hele menneskeheden?

  Takis Hadjigeorgiou (GUE/NGL). – (EL) Fru formand, Baroness Ashton! Vi lever efter min mening i en absurd verden, og vi er blevet valgt til at spille en rolle i den for at begrænse denne irrationelle absurditet. Som alle har bemærket, har krigen i Afghanistan kostet over 300 mia. USD. Udgifterne til at udrydde fattigdommen i Afghanistan svarer til udgifterne til fem dages krig. Udgifterne til bare én uges militæraktiviteter er nok til at drive 6 000 skoler for. 300 mia. USD kunne have været anvendt til at bygge 200 000 skoler for. Det samme beløb kunne have været anvendt til at bygge 30 000 hospitaler. Prøv at regne efter, og man vil forstå min pointe. Jeg tænker her på hospitaler, der hver især koster 10 mio. USD.

Har vi brug for flere oplysninger for at forstå, at vi lever i en absurd verden? Hvis vi delte disse penge ud til alle de familier i Europa, der lever under fattigdomsgrænsen, ville der være penge nok til hver familie. Er der nogen, som tror på det? 20 355 euro til hver enkelt af 27 mio. familier.

Hvor fører denne absurde vej hen? Den fører til ΝΑΤΟ. Jeg opfordrer derfor Baroness Ashton, der har en ledende stilling i EU, til at fungere som katalysator, således at denne organisation bliver opløst indefra.

  Arnaud Danjean (PPE). – (FR) Fru formand! Jeg er enig med Baroness Ashton i hendes holdning til topmødet i Lissabon, hvor der blev fremlagt et nyt strategisk koncept, der stort set er tilfredsstillende. Ikke desto mindre skal vi dog ganske ærligt erkende, at "taberen" i dette tekstforslag – i betragtning af potentialet for dette strategiske partnerskab – er forholdet mellem EU og NATO, idet ambitionerne burde være meget større.

Baroness Ashton gjorde med rette opmærksom på succesen og fremskridtene med hensyn til kapacitetsudvikling. Hun gjorde selvsagt opmærksom på succesen, for så vidt angår Afghanistan, hvor det lykkes os at nå frem til kompromiser på det praktiske niveau. Det er dog utilfredsstillende, at vi ikke har en struktureret politisk dialog med NATO, bortset lige fra det enkeltstående tilfælde med Bosnien. Vi ved alle, at problemet er Tyrkiet. Vi bliver nødt til at gøre noget alvorligt ved det – uden tvivl på en pragmatisk måde – og jeg håber, at Baroness Ashtons anstrengelser i forhold til generalsekretæren, Anders Fogh Rasmussen, bærer frugt.

Jeg vil gerne kort sige, at problemet med overlapning ofte nævnes for at fremhæve EU's svagheder og begrænse EU's bestræbelser på at være ambitiøs. Det er et kunstigt problem, for der er ikke to hære i vores medlemsstater, en NATO-hær og en EU-hær. Der er en væbnet styrke i hvert enkelt land, og det er op til landet at vælge, om man vil placere sine tropper under NATO's flag eller EU's flag. Lad os holde op med denne skrækkampagne vedrørende overlapning.

Jeg vil gerne sige et par ord om komplementaritet. Det er et afgørende punkt, og det skal ske på en intelligent måde. Jeg har ikke lyst til at se komplementaritet som en bydende nødvendighed, hvor EU bliver til en slags Røde Kors for det, der ville være en væbnet NATO-styrke. EU skal bevare sin militære kapacitet, holde fast i sine militære ambitioner og bibeholde sine ambitioner, for så vidt angår FSFP som påpeget i brevet fra de tre parter Frankrig, Tyskland og Polen.

  Teresa Riera Madurell (S&D). – (ES) Fru formand! Topmødet i Lissabon tjente bestemt til at modernisere NATO og tilpasse organisationen til de nye sikkerhedsmæssige udfordringer.

Vi skal glæde os over, at det nye strategiske koncept tilføjer nye udfordringer som f.eks. terrorisme, bekæmpelse af den hastige udbredelse af masseødelæggelsesvåben, cyberforsvar og energiforsyningssikkerhed.

Man skal også glæde sig over, at det i det nye koncept fremhæves, at der er behov for at styrke det strategiske forhold mellem NATO og EU. Der skal imidlertid aftales en opgavefordeling, så man i krisetider er effektiv og undgår overlapning.

Lissabontraktaten var et fremskridt med hensyn til den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, og dette skal vi nu konsolidere. Målet er klart: EU skal kunne mobilisere den nødvendige civile og militære kapacitet for at kunne påtage sig sit internationale ansvar, og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik skal være et væsentligt bidrag til den nordatlantiske sikkerhed.

Der mangler dog stadig en afklaring på, hvordan dette samarbejde med alliancen skal organiseres, for at det kan blive virkelig effektivt. Det ville være af stor betydning, hvis Baroness Ashton kunne fortælle os noget mere om dette.

  Krzysztof Lisek (PPE). – (PL) Fru formand, fru Ashton! Der er faktisk i løbet af drøftelsen i dag blevet spurgt om, hvorfor vi her i Parlamentet – en EU-institution – taler om NATO's topmøde. Svaret er indlysende. De fleste af EU's medlemsstater er medlem af NATO, så EU betyder os, og i de fleste tilfælde betyder NATO også os.

Man skal derfor være opmærksom på, at udviklingen af samarbejdet mellem EU og NATO for NATO var et af de vigtigste spørgsmål, der blev drøftet på topmødet i Lissabon. Beslutningerne på NATO-topmødet og også erklæringerne fra f.eks. USA's præsident bekræfter, at NATO ikke modsætter sig den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, men tværtimod forsøger at finde en samarbejdsmåde, der er gavnlig for begge institutioner. Vi skal derfor også stræbe efter at arbejde sammen i stedet for at give os i kast med meningsløs konkurrence og kostbar overlapning med hensyn til strukturerne, især i finansielle krisetider. Jeg håber, at de beslutninger, som blev truffet på NATO's topmøde, og det brev fra udenrigsministrene i Frankrig, Tyskland og Polen, som er blevet nævnt her, vil få os – her i EU – til at indlede en seriøs forhandling vedrørende den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Polen – jeg er valgt i Polen – vil med sikkerhed støtte fru Ashton i forbindelse med dette arbejde under det polske formandskab. Vi skal anvende de mekanismer og muligheder, som Lissabontraktaten giver os. Det er en stor udfordring for os. Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg glæder mig over NATO's erklæring om åbenhed vedrørende samarbejde med Rusland, hvilket er en erklæring, der også understreger NATO's villighed til at være åben og optage nye stater som f.eks. Georgien.

  Kyriakos Mavronikolas (S&D). – (EN) Fru formand! EU er en unik og uhyre vigtig partner for NATO. Som der står i et dokument om det nye strategikoncept, kan og skal NATO og EU supplere og gensidigt styrke hinanden med hensyn til at støtte international fred og sikkerhed.

Et aktivt og effektivt EU bidrager til den overordnede sikkerhed i det europæisk-atlantiske område. Der skal derfor etableres mere gunstige forhold, som styrker det strategiske partnerskab i en ånd om fuld gensidig åbenhed, gennemsigtighed, komplementaritet og respekt for begge organisationers autonomi og institutionelle integritet.

Vi bør også påpege, at et tæt samarbejde mellem EU og NATO er af helt afgørende betydning, og det bør udvikles, uden at det berører princippet om selvstændig beslutningstagning og under hensyntagen til den atomstatus, som nogle EU-medlemsstater har.

  Ernst Strasser (PPE). – (DE) Fru formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! NATO's topmøde var et klart fremskridt. Det er godt, at det bliver drøftet her. Nye strategiske elementer som f.eks. civil krisestyring og cyberforsvar er skridt i den rigtige retning. Især for små, neutrale lande som Østrig er en styrkelse af det strategiske partnerskab mellem NATO og EU af afgørende betydning. Det vil hjælpe alle, men navnlig de små medlemsstater, at der udvikles en militær kapacitet ved hjælp af større synergieffekt, at man får mindre overlapning, og at man forbedrer våbensamarbejdet.

Der er stadig temmelig meget, som skal gøres, især for vores vedkommende. Man bør fra europæisk side stille sig selv nogle opgaver og sikre, at de bliver løst. Initiativet fra de franske, tyske og polske udenrigsministre er et skridt i den rigtige retning. På mellemlang sigt er der behov for en europæisk forsvarsarkitektur, som fremmer det militære samarbejde mellem EU's medlemsstater, hvilket forener det civile og militære samarbejde mellem EU, FN og NATO, og som hen ad vejen kan udvikle sig til nogle europæiske forsvarsstrukturer. Det skal være vores mål at blive en væsentlig sikkerhedspartner i verden. Vi er nødt til at arbejde på dette.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Fru formand! På topmødet i Lissabon blev der skitseret nogle nye perspektiver vedrørende alliancens sikkerhedsstrategi. Rent praktisk nåede man frem til tre store mål. Man vedtog et nyt strategisk koncept, man anlagde en ny indgangsvinkel vedrørende Afghanistan, og ikke mindst kom der ny fremdrift vedrørende forbindelserne med Den Russiske Føderation.

Det vigtigste resultat var efter min mening, at antimissilskjoldet blev indarbejdet i det nye strategiske koncept. Rumænien har siden topmødet i Bukarest i 2008 slået til lyd for, at missilskjoldet skulle gennemføres. Dette viser, at mit hjemland havde et fornuftigt syn på tingene og vil yde et væsentligt bidrag til gennemførelse af forsvarssystemet. Samtidig har Rumænien støttet den åbne dørs politik med det særlige mål at styrke NATO's forbindelser med Georgien og Ukraine.

Det glæder mig også, at NATO igen bekræftede Sortehavsregionens strategiske betydning i lyset af de sikkerhedsrisici, som er så dominerende i dette område. Det drejer sig navnlig om de uløste konflikter i Transdnestrien og Georgien. Jeg mener i den henseende, at alliancen fortsat skal stå sammen vedrørende udmeldingerne over for Rusland. Den Russiske Føderation skal i handling bevise landets udsagn om, at man har gode hensigter, idet man har et urokkeligt ansvar over for den østlige grænse til Rumænien og NATO. Jeg skal understrege, at NATO som følge af den politiske erklæring, som er blevet vedtaget, har påtaget sig en forpligtelse vedrørende den territoriale integritet af Republikken Moldova og Georgien.

  Georgios Koumoutsakos (PPE). – (EL) Fru formand! Det skelsættende NATO-topmøde i Lissabon var et vendepunkt for alliancens fremtid. 28 allierede traf vigtige beslutninger, vedtog en ny forsvarsdoktrin, lagde fundamentet for et tættere samarbejde med Rusland, afklarede spørgsmålet om antimissilskjoldet, vedtog en handlingsplan for Afghanistan og bekræftede betydningen af samarbejdet med EU.

Dette er imidlertid en generel og optimistisk opfattelse af tingene. Vi må ikke glemme, at disse tekster som følge af, at der skulle opnås bred enighed, er udtryk for den laveste fællesnævner med hensyn til holdninger og synspunkter. Vi ved alle, at man i tiden efter den kolde krig ikke ser ens på truslerne og vurderer trusselsbilledet forskelligt. De østeuropæiske lande ser anderledes på forbindelserne med Rusland, og Tyrkiet har en divergerende opfattelse af Irans atomprogram. Vi ved også, at Ankara førte en diplomatisk krig for at forhindre enhver henvisning til dette i Lissabonteksten. Ankara har også en anden tilgang til samarbejdet om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, fordi man ønsker at udelukke samarbejde med én europæisk partner og medlemsstat i EU. Alt dette giver den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik endnu større betydning – naturligvis inden for rammerne af et samarbejde mellem EU og NATO.

Jeg mener derfor, at EU fuldt ud skal udnytte de nye muligheder, vi har i kraft af Lissabontraktaten, ved at bibeholde uafhængige beslutningsbeføjelser. Vi skal højne EU's internationale profil og styrke EU's internationale tilstedeværelse. Vi har brug for et stærkere Europa, således at vi kan få en stærkere atlantisk alliance.

  Marietta Giannakou (PPE). – (EL) Fru formand! Jeg er enig i den højtstående repræsentants opfattelse af topmødet i Lissabon. Det var vitterlig et betydningsfuldt vendepunkt og et betydningsfuldt øjeblik. De transatlantiske forbindelser er afgørende for den globale sikkerhed og udvikling, men på den anden side skal EU, hvor det måtte være nødvendigt, tale med sin egen stemme og have sine egne strukturer. De tidligere omtalte besparelser vil blive en følge af dette samarbejde, både med hensyn til udstyr og civile beslutninger uden behov eller mulighed for at ændre på NATO-alliancen. Europa bør have sit eget forsvars- og sikkerhedssystem og tale med sin egen stemme, fordi EU kun da vil kunne gøre noget ved problemerne som f.eks. problemet med Tyrkiet eller de øvrige problemer med lande, der er eller ikke er medlem af NATO, og som har en anden indfaldsvinkel til Rusland. Jeg mener i øvrigt ikke, at problemstillingen med Rusland er nogen vanskelig problemstilling. Jeg mener, det er en problemstilling, som Europa overordnet set kan håndtere, samtidig med at man fra amerikansk side håndterer den. Europa kan muligvis endda håndtere den mere effektivt.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Fru formand! En udvidelse af NATO kan man betragte som en af de få reelle succeshistorier efter den kolde krig. Fremdriften vedrørende udvidelse er imidlertid svækket. NATO kvier sig fortsat noget ved at lade Georgien eller Makedonien komme med. De militære bidrag er i foruroligende grad aftaget. Meget få NATO-medlemmer opfylder kravet om 2 % til forsvarsudgifter, og alliancen har i mere end 10 år ikke gennemført seriøse militærøvelser. Den sidste sådanne store øvelse som bevis på, at USA hurtigt kan foretage troppebevægelser i Europa, fandt sted for 17 år siden. Det er sandt, at Sovjetunionen er brudt sammen. Men NATO's troværdighed og potentiale beror stadig på USA's militære magt. Det er af helt afgørende betydning, at NATO's militære institutioner fortsat er velintegreret, og at de militære øverstbefalende fra Amerika og Europa har mulighed for fælles øvelser.

Kun under omstændigheder med et langt tættere og mere målbevidst transatlantisk samarbejde vil EU og NATO kunne sætte en demokratisk international dagsorden i de næste ti år over for udfordringerne i en multilateral verden.

Jeg vil også gerne sige lidt om konklusionerne af NATO-Rusland-Rådets møde. Der opfordres til et moderniseret partnerskab, som bygger på gensidig tillid, gennemsigtighed og forudsigelighed. Man kan betragte det som en goodwillerklæring. Imidlertid ved vi, at man ifølge Ruslands militærdoktrin stadig ser en NATO-udvidelse i Ruslands nabolag som en aggression, og man er berettiget til at foretage forebyggende militære angreb og en militær landgang på fremmede områder.

Store militærøvelser i efteråret 2009 i det nordvestlige Rusland tæt på de baltiske lande var en forberedelse på at kunne invadere disse stater som et modangreb, formodentlig til gengæld for NATO-aktioner. Det positive er, at de baltiske lande omsider har fået NATO-beredskabsplaner for deres forsvar som også afsløret af WikiLeaks.

Georgien blev invaderet af Rusland, og to af dets autonome områder blev i praksis annekteret. For ganske nylig blev der opstillet russiske missiler i disse løsrivelsesregioner, og Rusland bliver i stor stil ved med at spionere i alle vestlige lande. Når disse spioner bliver afsløret, er det Vesten, der føler sig pinligt berørt, ikke Rusland, som ganske åbent dekorerer sine spioner med de højeste statslige æresbevisninger.

Det er derfor for tidligt at efterkomme Ruslands krav om lighed i forbindelserne med NATO og en vis form for fælles beslutningsproces, og det ville indebære en risiko for et russisk veto mod NATO's beslutninger og yderligere udvidelser.

  Katarína Neveďalová (S&D). – (SK) Fru formand! NATO bekræftede på topmødet i Lissabon sin rolle som garant for sikkerheden i det europæisk-atlantiske område, og man erkendte også, at man står over for nogle nye udfordringer.

Det bedste instrument, hvormed man kan udfylde denne rolle, er et bredt netværk af strategiske partnerskaber, det være sig med stater eller med internationale organisationer. NATO skal derfor være rede til at indlede en politisk dialog med alle potentielle partnere, der vil være med i vores fælles indsats for fred og sikre internationale relationer.

Det vigtigste strategiske partnerskab er efter min mening samarbejdet med Rusland, hvor NATO skal styrke det praktiske samarbejde for at kunne imødegå nutidens trusler i form af international terrorisme, pirateri samt menneske- og narkotikahandel. NATO har brug for tilstrækkelige finansielle, militære og menneskelige ressourcer for at kunne opfylde sin mission. Det er imidlertid nødvendigt, at disse ressourcer bliver anvendt så effektivt som muligt – og fortrinsvis til at sikre freden.

  Ivo Vajgl (ALDE). – (SL) Fru formand! Det glæder mig at have fået ordet inden hr. Goerens, min kollega fra Luxemburg, fordi det ellers ville have svækket min grundlæggende pointe, nemlig at talerne i den sidste halve times tid hovedsagelig har været fra Sydøsteuropa. Det siger jo noget om, at spørgsmålet om sikkerhed, NATO og NATO's forhold med EU for os er af lidt større betydning end for repræsentanter fra andre lande.

Jeg vil præcis af den grund gerne sige, at de personer, der deltog i topmødet i Lissabon har forsømt en mulighed for at indtage en klarere og mere principfast og resolut holdning til ønskerne fra to lande i Sydøsteuropa, Makedonien og Bosnien-Hercegovina, om at styrke deres sikkerhed ved i det mindste at komme med i enten EU eller NATO.

Da vi i Slovenien nærmede os medlemskab af disse to institutioner, sagde vi, at det ville slå til med medlemskab af enten EU eller NATO. NATO har mulighed for at korrigere de fejl, som EU begår. Det er vi efter min mening nødt til tage højde for.

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Fru formand! Mange tak for muligheden for at få ordet. Drøftelsen i dag drejer sig om samarbejdet mellem NATO og EU. Fru Ashton har her givet os en positiv vurdering, men jeg vil gerne sige, at det efter min mening er en vurdering, der stærkt overdrevet. Mine kolleger fra Polen hr. Saryusz-Wolski og hr. Lisek har allerede haft ordet, og jeg vil gerne gøre det klart, at jeg er enig i deres vurdering.

Det er kun begyndelsen, og det er begyndelsen på en meget lang rejse. I den forbindelse vil jeg gerne gøre opmærksom på tre pragmatiske aspekter, hvor vi kan se fælles fremskridt. Det første område drejer sig om den fælles forsvarsplanlægning i NATO og EU – og det står her klart, at der kan gøres mere. Det andet område vedrører samarbejde mellem efterretningstjenesterne – og her kan der også ske fremskridt. Det tredje og sidste område angår aktiviteterne i kampgrupperne – og her skal man sætte spørgsmålstegn ved, om de i dag giver nogen merværdi.

  Charles Goerens (ALDE). – (FR) Fru formand! Jeg vil gerne stille et spørgsmål til Baroness Ashton vedrørende den fælles forsvarspolitik og også NATO.

Lissabontraktaten giver EU-medlemsstaterne mulighed for at samarbejde nærmere på forsvarsområdet, hvis de måtte ønske det naturligvis. Dette kaldes enten et "struktureret samarbejde" eller "udvidet samarbejde" – det gør vist ingen forskel.

Kan Baroness Ashton fortælle mig, om et samarbejde af denne karakter allerede er blevet overvejet af en gruppe lande, og kan hun i bekræftende fald sige mig, hvilke kriterier man i givet fald skal opfylde for at være kvalificeret til denne type samarbejde?

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne atter sige tak til alle, der har bidraget til en forhandling, hvor vi kommer vidt omkring. Jeg vil med forlov forsøge at samle op på nogle af hovedpunkterne og i det mindste tage fat på at sige noget om disse punkter.

Det første, jeg vil sige, er, at jeg er engageret i at forsøge at komme videre vedrørende forholdet mellem EU og NATO, men jeg undervurderer ikke de politiske problemstillinger, der er centrale for dette spørgsmål. Det er mit mål at finde praktiske og pragmatiske måder, hvorpå et styrket samarbejde kan være med til at støtte vores folk på det praktiske niveau. Folk, der er i felten, og folk, der deltager i operationer, er dem, der mest er i mine tanker, når jeg ser på, hvordan vi kan arbejde sammen. Men jeg gør det velvidende, at Tyrkiet spiller en betydningsfuld rolle, og jeg gør det velvidende, at jeg repræsenterer 27 medlemsstater, og jeg arbejder tæt sammen med de medlemsstater, der er mest interesseret og berørt af det pågældende spørgsmål.

Vi arbejder os fremad for at forsøge at opnå dette så hurtigt, vi overhovedet kan. Men jeg undervurderer ikke udfordringerne, og jeg kigger altid på og interesserer mig for idéer om, hvordan vi kan gøre dette.

Jeg erkender, at vi også gerne vil se meget nøje på, hvad vi selv gør, og drage omsorg for, at det, vi gør, supplerer andres arbejde, så der ikke er tale om overlapning. Faktisk fungerer de områder, som vi arbejder på, så sandelig som et væsentligt supplement. Det eksempel, der blev givet tidligere, vedrørte "Operation Ocean Shield" ud for Somalias kyst og den indsats, vi gør med "Operation Atalanta".

De parlamentsmedlemmer, der har besøgt området, ved, at det er et enormt havområde, hvor der er masser af plads til supplerende aktiviteter og meget lidt risiko for overlapning, og faktisk arbejder enhederne meget godt sammen. Generalmajor Buster Howes, der har ansvaret for "Operation Atalanta" på nuværende tidspunkt, talte med forsvarsministrene, idet han gjorde det meget klart, at der ganske rigtigt var en masse kommunikationsmæssige forbindelsesmuligheder, men at der er en hel masse, som på tilfredsstillende vis kan gøres i fællesskab.

Hr. Gahler nævnte en række punkter, der ikke havde noget med denne forhandling at gøre, og jeg vil bare gerne foreslå ham, at han skriver en kort besked om disse spørgsmål, og jeg vil med glæde vende tilbage til ham, men jeg har ikke lyst til at bruge Parlamentets tid her i aften på spørgsmål, der ikke drejer sig om denne forhandling.

Med hensyn til spørgsmål om missilforsvar, skete der, så vidt jeg kan se, det, at man fandt en balance under disse forhandlinger om NATO's nye strategiske koncept mellem spørgsmålet om missilforsvar og NATO's holdning på atomområdet. Det er oplagt, at NATO gerne vil bevare atomafskrækkelsesvåbnene, samtidig med at man går ind for en verden uden atomvåben.

Det er den strategi, vi følger i dag, men vi deltager jo af præcis de grunde, som man forstår så godt her i Parlamentet, ikke i alle NATO-aspekter. Vi deltog f.eks. ikke i møderne i NATO-Rusland-Rådet, så jeg kan ikke udtale mig om, hvad der skete der. Jeg kan kun, sådan som jeg allerede har gjort, udtale mig om de ting, der kom ud af mødet.

Med hensyn til START er det positivt med de fremskridt, vi har set mellem USA og Rusland vedrørende demilitarisering, og som efter min mening baner vejen for bedre samordning med NATO, hvilket givetvis var det mål, generalsekretæren havde sat sig selv.

Endelig er der det strukturerede samarbejde. Vil det komme i gang, og hvad bliver der gjort? Det er helt klart op til medlemsstaterne at komme med nogle idéer. Der er allerede eksempler, hvor medlemsstater såsom Det Forenede Kongerige og Frankrig eller man i det brev, jeg har modtaget fra Weimartrekanten, har set på måder, hvorpå de kan styrke samarbejdet, til dels også via Det Europæiske Forsvarsagentur, hvor vi har mulighed for at forsøge efter behov at arbejde videre med disse synergier.

Jeg håber og forventer at se mere af den slags fremover. Jeg forventer det især med de kommende formandskaber, særlig når Polen, som har gjort forsvarsspørgsmål til et ønsket fokusområde, er formand. Jeg kan ikke give det pågældende medlem nogen eksempler, som tyder på, at der er mulighed for at tilslutte sig, men jeg håber, at der dukker nogle mål op, som forbedrer mulighederne for i denne økonomiske krise at kunne anvende vores ressourcer så effektivt som muligt.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Ágnes Hankiss (PPE), skriftlig. – (HU) På mødet mellem ministrene fra NATO's medlemsstater i oktober 2008 sagde general John Craddock, den øverstbefalende for NATO's styrker i Europa, at Ruslands militære indgreb i Georgien fik NATO til at revidere sin grundlæggende antagelse vedrørende medlemsstaternes sikkerhed. Gælder dette udsagn stadig nu efter topmødet i Lissabon? Aftalen med Rusland er et hensigtsmæssigt politisk initiativ, der kan betyde en styrkelse af vores sikkerhed. Men det stiller ligeledes uvægerlig nogle alvorlige moralske og strategiske spørgsmål. Har NATO af samarbejdsmæssige hensyn i sinde at give efter med hensyn til at repræsentere og beskytte de demokratiske idéer, som den europæisk-atlantiske alliance bygger på, og som på en række punkter står i skærende kontrast til den russiske demokratiopfattelse?

Det er nok ikke nødvendigt særskilt at minde om intimideringen af og overgrebene mod befolkningen samt de uklare detaljer vedrørende dødsfald blandt journalister og advokater i Rusland. Det vil også være vanskeligt ikke at tolke Ruslands seneste indstilling af grundlæggeren af WikiLeaks, Julian Assange, til Nobels fredspris som en provokation. Vil det forringe chancerne for de lande, der gerne vil med i NATO, hvis Rusland ikke bifalder deres kommende medlemskab? Vi står over for spørgsmålet om, hvorvidt NATO's ledere tager hensyn til visse medlemsstaters sårbarhed samt deres åbne og uafklarede spørgsmål med Rusland, der findes den dag i dag. De historiske skridt i retning af skabelse af fred og enighed skal under alle omstændigheder ses som noget positivt. Vi skal imidlertid klart erkende NATO's historiske ansvar med hensyn til, hvilken stormagt man legitimerer som følge af den indgåede aftale om missilforsvarsprogrammet, og hvad man på det kraftigste modsætter sig i troskab over for vores fælleseuropæiske værdier.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) NATO's topmøde, der blev afholdt i Lissabon, gjorde en ende på det strategiske sikkerhedskoncept, som havde været gældende siden den kolde krig. Gennemførelsen af denne nye sikkerhedsstrategi er et skridt væk fra det traditionelle forsvar af medlemslandene i den atlantiske alliance og til et koncept om global sikkerhed i det 21. århundrede.

De udfordringer, som understreges af det nye strategiske sikkerhedskoncept, indebærer et tæt samarbejde med en række internationale institutioner, både på statsligt og ikkestatsligt niveau, og en styrkelse af partnerskaberne, især med Rusland. Ud over etableringen af politiske kanaler er de operationelle spørgsmål vedrørende kapacitet og strukturen i selve NATO blevet tilpasset til de nye globale trusler. Det er også vigtigt at fremhæve, at NATO har vedtaget en missionsovergangsplan for Afghanistan med henblik på, at de afghanske myndigheder tager førerskabet i spørgsmål vedrørende den nationale sikkerhed. Jeg mener, at denne nye strategiske vision, hvormed man udarbejder nogle retningslinjer, hvorpå de internationale relationer mellem medlemsstaterne skal bygge, er særdeles vigtig.

  Niki Tzavela (EFD), skriftlig. – (EN) For første gang siden Anden Verdenskrig er Rusland blevet opfordret til at tilslutte sig missilskjoldsforsvaret, hvilket kun kan betegnes som en milepæl for alliancen. Ruslands svar står fortsat hen i det uvisse, og der er potentielt et reelt partnerskab med USA, hvorved begge parter ville skulle sætte sig til forhandlingsbordet med engagement. Desuden skal der til dette projekt bruges mange EU-midler, og det bliver ikke let med europæiske forsvarsnedskæringer.

Endelig vil Afghanistan blive den store politiske test for NATO i de kommende år. USA reagerede hurtigt for at berolige Rusland med, at missilerne faktisk slet ikke var rettet mod dem. Det var særdeles vigtigt for USA ikke at ærgre Rusland, og de viste, at de ikke havde sådanne intentioner ved også at invitere Rusland til at deltage i missilskjoldssystemet. For det andet var man i USA klog nok til ikke at nævne navnet Iran – eller rettere sagt man efterkom ønskerne i Tyrkiet, der truede med at bakke ud, hvis nabolandet Iran blev nævnt. Problemet er, at kun 21 ud af EU's 27 medlemsstater er med i NATO, hvilket udgør en trussel mod udviklingen af et europæisk forsvar.