Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 15. december 2010 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Jerzy BUZEK
Formand

(Mødet åbnet kl. 08.35)

2. Forelæggelse af Kommissionens arbejdsprogram for 2011 (indgivne beslutningsforslag): se protokollen

3. Fremtiden for det strategiske partnerskab Afrika-EU efter det tredje topmøde Afrika-EU (indgivne beslutningsforslag): se protokollen

4. Gennemførelsesforanstaltninger (forretningsordenens artikel 88): se protokollen

5. Forberedelse af Det Europæiske Råd (16.-17. december 2010) – Oprettelse af en permanent krisemekanisme for at sikre den finansielle stabilitet i euroområdet (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

– Redegørelser fra Rådet og Kommissionen om forberedelse af Det Europæiske Råd (16.-17. december 2010)

– Mundtlig forespørgsel (O-0199/2010) af Sharon Bowles, for ECON, til Kommissionen om oprettelse af en permanent krisemekanisme for at sikre den finansielle stabilitet i euroområdet (B7-0659/2010).

  Olivier Chastel, formand for Rådet. − (FR) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne på vegne af Rådet takke formanden, fordi jeg har fået mulighed for at fremlægge de problemstillinger, som vil blive drøftet af Det Europæiske Råd.

Det Europæiske Råd, der afholdes i morgen og i overmorgen, vil på alle måder blive afgørende for styrkelsen af Den Økonomiske og Monetære Unions økonomiske søjler. Det vigtigste punkt på dagsordenen bliver styrkelsen af den finansielle stabilitet. Vi lever i en usædvanlig tid, der har budt på og også fremover vil byde på betydelige udfordringer for både regeringer og borgere. Vi må gøre, hvad der kræves, for at sikre at den aktuelle finansielle krise overvindes, og at tilliden genskabes.

Siden krisens start har vi vist vores vilje til at træffe de nødvendige forholdsregler for at opretholde den finansielle stabilitet og genskabe den bæredygtige vækst. Krisen har i høj grad understreget behovet for et yderligere instrument til at sikre stabiliteten af euroområdet. Vi var nødsaget til at etablere en ad hoc-mekanisme, som vi lige har brugt til at støtte Irland. Vi har imidlertid brug for en permanent mekanisme på mellemlang sigt.

Til det formål og i tæt samarbejde med formanden for Det Europæiske Råd vil den belgiske regering på førstkommende møde i Det Europæiske Råd i morgen fremlægge et beslutningsforslag om at ændre traktaten for at etablere en mekanisme, der kan sikre den finansielle stabilitet i hele euroområdet gennem en ændring af artikel 136. Det Europæiske Råd vil blive bedt om at give sit samtykke til dette beslutningsforslag og om at iværksætte den forenklede revisionsprocedure i henhold til artikel 48, stk. 6, i EU-traktaten. Målet er den formelle vedtagelse af beslutningen i marts 2011 og dens ikrafttræden den 1. januar 2013.

Derudover er gennemførelsen af rapporten fra taskforcen om økonomisk styring, der blev godkendt af Det Europæiske Råd i oktober, et vigtigt skridt i retning af øget finanspolitisk disciplin, mere omfattende økonomisk overvågning og større koordination. Dette emne, som vi tillægger stor betydning, behandles for øjeblikket af både Parlamentet og Rådet og bør være afklaret inden næste sommer.

Endelig vil jeg gerne understrege vigtigheden af den nye Europa 2020-strategi for vækst og beskæftigelse, som spiller en vigtig rolle med hensyn til at hjælpe os ud af krisen. Det belgiske formandskab har arbejdet ihærdigt på denne strategi for at bane vejen for en bæredygtig økonomisk genopretning.

Ud over disse økonomiske emner vil jeg gerne fremhæve to yderligere punkter. Det Europæiske Råd vil drøfte EU's forbindelser til de strategiske partnere. Rådet for Udenrigsanliggender med Baroness Ashton som formand har udarbejdet opfølgningsrapporter om tre af partnerne, USA, Kina og Rusland. Derfor vil Det Europæiske Råd lytte nøje til Baroness Ashtons redegørelse om EU's forbindelser til sine strategiske partnere. Baroness Ashton vil ligeledes blive bedt om at udarbejde lignende rapporter om andre partnere, såsom Ukraine, Afrika, Indien og Brasilien, og om at fremlægge en betænkning i marts 2011 med en beskrivelse af situationen vedrørende hendes kontakt med vores partnere.

Mit sidste punkt er Montenegros ansøgning om tiltrædelse af EU. Rådet for Almindelige Anliggender hilste Kommissionens udtalelse om Montenegro velkommen. Landet har gjort fremskridt med hensyn til at opfylde de politiske kriterier, som Det Europæiske Råd fastsatte i København, og kravene vedrørende stabiliserings- og associeringsprocessen. Ikke desto mindre er der behov for en yderligere indsats, især i forbindelse med gennemførelsen af syv hovedprioriteter fastsat i Kommissionens udtalelse. Under hensyntagen til Kommissionens forslag anbefalede Rådet at give Montenegro status som kandidatland, og dette spørgsmål bliver undersøgt af Det Europæiske Råd.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. − (EN) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Denne uges Europæiske Råd har to primære punker på dagsordenen, nemlig at blive enige om de væsentligste faktorer i en fremtidig permanent europæisk stabilitetsmekanisme på euroområdet og den begrænsede traktatændring, som gør mekanismen juridisk gældende. Derfor håber og forventer jeg, at Det Europæiske Råd vil fokusere på at sikre, stabilisere og styrke enighed. Ved at nå til enighed sender Det Europæiske Råd også et signal om enhed, solidaritet og utvetydig støtte til det europæiske projekt, men det kommer til at kræve hårdt arbejde at nå dertil.

Vi er alle klar over, at der for øjeblikket står meget på spil for EU og især for euroområdet. Mange forventer svar fra EU. Markederne, vores partnere, men vigtigst af alt vores borgere. Hvad forventer de? Hvordan kan vi bedst berolige dem? Efter min opfattelse er svaret åbenlyst. Vi er nødt til at vise, at EU har kontrol over tingene, at vi har en handlingsplan, som vi holder os til, og at vi taler med én stemme og handler som en enhed. Vi har ikke brug for en skønhedskonkurrence blandt lederne, en kakofoni mellem divergerende scenarier eller erklæringer, der ikke følges op af handling.

Det er rigtigt, at vi står over for alvorlige udfordringer, men hvis De tager et skridt tilbage og ser på fakta, så takler EU i år de udfordringer med oprejst pande. Vi stod over for to helt specifikke problemer med Grækenland og Irland. I begge tilfælde traf vi de nødvendige beslutninger. Sandheden er, at EU i begge tilfælde var i stand til at handle, men vi er nødt til at gennemføre vidtrækkende reformer for at sikre, at sådanne situationer ikke opstår igen i fremtiden.

En forudsætning for dette er reel europæisk økonomisk styring. Pakken om økonomisk styring skal derfor ses som helt afgørende i et system, der giver europæerne og markederne tillid til, at de rette strukturer er på plads. Jeg håber, at Parlamentet vil fortsætte med at give Kommissionens forslag prioritet, så de kan være gennemført fuldt ud i midten af næste år.

Vores fremtidige system vil være baseret på en individuel og fælles indsats, ansvarlighed og solidaritet. Vi bevæger os hurtigt i den retning. Samtidig skal de offentlige finanser konsolideres. Der er brug for sunde offentlige finanser for at genoprette den tillid, som er så vigtig for væksten. I mange medlemsstater tynger den aktuelle finanspolitiske kurs de offentlige finansers langsigtede bæredygtighed og kræver afhjælpende foranstaltninger.

Vi er selvfølgelig nødt til at se ud over finanspolitisk konsolidering og i retning af at fremme vækst, og vi lægger lige nu kimen til Europas fremtidige vækst med Europa 2020-strategien. Den giver Europa et reelt vækstpotentiale. Jeg oplever, at flere og flere medlemsstater får større forståelse for potentialet i Europa 2020. Lad os bygge videre på det ved at fremskynde vækstfremmende reformer. Hvis Europa 2020 bliver taget alvorligt, kan den styre vores lokale, nationale og europæiske økonomier i retning af morgendagens kilder til vækst.

Vi arbejder hårdt på at kunne præsentere den første undersøgelse af den årlige vækst om en måneds tid. Jeg er sikker på, at den bliver et stort emne på Parlamentets dagsorden næste år. Lige som også EU's fremtidige budget, og hvordan dets store potentiale kan bruges til at fremme væksten og skabe job vil være det.

Vi er også nødt til at kigge på vores banksystem og træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at bankerne er i stand til at finansiere økonomien, og især de små og mellemstore virksomheder, hensigtsmæssigt. Vores hidtidige forsøg på at stabilisere økonomier har været ad hoc eller midlertidige. Et andet vigtigt element i vores tilgang til vidtrækkende reformer er en permanent stabilitetsmekanisme.

Det er målet med den europæiske stabilitetsmekanisme. Efter intense drøftelser, der gik rigtig godt, kunne vi præsentere et udkast til denne mekanisme i slutningen af forrige måned. Jeg er sikker på, at Det Europæiske Råd støtter udkastet i denne uge, selv om der skal arbejdes på de helt nøjagtige konturer i de kommende uger.

Mekanismen skal understøttes af en beslutning om at gå videre med en begrænset og fokuseret traktatændring. Nu, hvor medlemsstaterne er enige om en traktatændring, skal en sådan gennemføres hurtigt. Formålet med traktatændringen er meget specifikt. Det er en enkel, pragmatisk ændring for at opfylde et specifikt behov. Det kræver blot en simpel ændring at gennemføre. Så lad os modstå fristelsen til at overkomplicere eller skabe fejlagtige forbindelser til andre emner, og lad os ikke give os selv lov til at blive distraheret i forhold til den forestående opgave. Der er massiv politisk vilje bag euroen. Både den midlertidige og nu den permanente mekanisme er vigtige beslutninger, som viser, at medlemsstaterne er villige til at lægge deres vægt bag euroens stabilitet og integritet.

Alle disse elementer – økonomisk styring, finanspolitisk konsolidering, sikring af vækstfremmende reformer, effektive banker, den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet og dens efterfølger den europæiske stabiliseringsmekanisme – hænger sammen. De skal ses som et hele, der er blevet sat sammen for at give en sammenhængende respons på krisen og for at sikre, at noget lignende aldrig sker igen.

Den Europæiske Centralbanks aktiviteter er selvfølgelig et afgørende bidrag til at opnå dette mål.

Alle er enige om, at de handlinger, der er blevet foretaget i år, især i forbindelse med Grækenland og Irland, også har været i EU's og alle dens medlemsstaters bredere interesse. De hviler på grundlæggende principper om solidaritet, fælles ansvar, risikospredning og fælles støtte, når der er behov for det. Jeg ved, at disse principper ligger Parlamentet meget på sinde. De ligger også mig meget på sinde, så jeg har fuld forståelse for, at andre idéer er blevet fremsat for at forme disse principper gennem andre mulige mekanismer.

Lad mig udtrykke mig klart på dette punkt. Euroobligationer er i sig selv en interessant idé. Kommissionen fremlagde selv idéen tilbage i 2008, da ØMU'ens første ti år skulle vurderes, men vi befinder os i en krisesituation, og vi har allerede nu finansielle mekanismer på plads til at håndtere denne krise, som f.eks. den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet. Potentialet i disse mekanismer er langt fra udtømt og kan forbedres og tilpasses meget hurtigere end andre alternativer, hvor interessante de end måtte være.

Så selv om jeg har fuld forståelse for, at De ønsker at overveje alle mulige løsninger, er der behov for øjeblikkelig handling. Vi skal ikke begrave idéen for evigt, men bare lige nu koncentrere os om en løsning, som medlemsstaterne hurtigt kan opnå enighed om.

Lad os arbejde sammen om at afslutte dette år med et budskab om tillid til, at EU har en fælles vision for sin økonomi, som den er ved at gennemføre. Lad os gøre det med et klart mål for øje: et stærkt og stabilt euroområde i et endnu tættere EU.

  Formanden. – Jeg vil gerne takke formanden for Rådet, hr. Chastel, og formanden for Kommissionen, hr. Barroso, for deres introduktion til drøftelserne. Vi taler om noget meget vigtigt. En overvindelse af krisen og jobskabelse har førsteprioritet for vores borgere. I morgen og i overmorgen vil Det Europæiske Råd først og fremmest fokusere på dette emne.

  Joseph Daul, for PPE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Det Europæiske Råd, der starter sit møde i denne uge, finder sted i en helt særlig kontekst: spekulative angreb mod euroen, opblomstring af euroskepsissen og begyndende overvejelser om Europas finanser, samtidig med at Parlamentet forbereder en afstemning om budgettet for 2011.

Disse emner er naturligvis tæt forbundne. Eurokrisen og solidaritetsforanstaltningerne påvirker det europæiske folks købekraft, og de spekulerer på, om alle disse foranstaltninger kan betale sig, og om de fører til noget. Det er derfor, vi lige nu oplever euroskepsis i lande, der traditionelt set er pro-europæiske. Dette er et fænomen, der er blevet overtaget af populistiske og ekstremistiske politiske fraktioner, som lever af frygt og fristelsen til at trække sig ind i sig selv, men når de selv sidder i regering, har de ingen mirakelkure.

Lad mig starte med euroen, som vi må beskytte og styrke, mens vi samtidig stiller os selv nogle helt grundlæggende spørgsmål.

Mit første spørgsmål er, om Europa nogensinde har haft en valuta, der var lige så stabil som euroen? Til dem, der er nostalgiske i forhold til deres nationale valutaer, vil jeg sige, at det vil få katastrofale konsekvenser for Europa, hvis vi går tilbage til dem.

Mit andet spørgsmål er, hvem der står bag de seneste måneders angreb på euroen? Hvem står til at vinde på en sådan forbrydelse, hvis jeg kan tillade mig at kalde den det? Jeg er ikke konspirationsteoretiker, men i mine samtaler med politiske ledere og finansielle analytikere viser der sig et mønster, for så vidt angår kilden til vores problemer. Hvornår lærer vi det? Jeg tror, vi skal tale direkte med vores venner.

Mit tredje spørgsmål er, hvorfor euroen stadig handles til over 1,30 USD? Det svækker i alvorlig grad vores eksport, og alle siger, at euroen er færdig. Hvorfor er vores lande de eneste, der følger en streng politik, mens vores konkurrenter drager fordel af deres svage valutaer og dermed sætter skub i deres økonomier? Det er det, vores borgere spørger os om. Det er de spørgsmål, jeg er blevet stillet på møder med folkevalgte politikere i de seneste to uger.

Det, vi har brug for, er et budskab om tillid til, at vi overvinder krisen, foranstaltninger til genskabelse af vækst og konkrete foranstaltninger som dem, Barroso-Kommissionen iværksatte, for at relancere det indre marked eller for at gøre de finansielle markeder mere etiske. Det, vi har brug for, og det er præcis, hvad eurokrisen har vist os, er konvergens i vores social- og skattepolitikker. Det kræver mod. Jeg opfordrer både formanden for Rådet og formanden for Kommissionen til at gå endnu længere endnu hurtigere, for det vil løse en stor del af problemerne.

Vi får brug for at udvise en del mod i de kommende år, hvis vi ønsker at styrke vores lande i den globale konkurrence, og hvis vi skal bruge skatteydernes penge på den mest effektive måde. Indsatsen for at strømline udgifterne skal sættes ind på alle niveauer: lokalt, regionalt, nationalt og på europæisk niveau. EU's politiske og finansielle prioriteter skal tages op til genovervejelse, og Europas offentlige finanser skal helt grundlæggende revideres. Vi er nødt til at stille os selv reelle spørgsmål og afhængigt af svarene tilpasse vores budgetramme for perioden 2014-2020.

Det er denne meget vigtige debat, Parlamentet opfordrer til, og det er i de drøftelser, vi som repræsentanter for de 500 mio. vælgere, der har stemt på os, har tænkt os at deltage fuldt ud, også selv om dette ikke behager visse regeringer, der gerne vil nægte os den ret.

Jeg beder Det Europæiske Råd om at give os en aftale og om nødvendigt at stemme, sådan at de, der nægter os denne mulighed for at deltage i debatten, påtager sig deres ansvar. For os handler det ikke om magt, men om at bidrage til en altafgørende debat om fremtiden for den europæiske konstruktion. Vi må løse problemet ved at træffe de rette beslutninger, de nødvendige beslutninger, for at sikre, at det europæiske budget i stigende grad bliver et investeringsbudget.

Hvis vores medlemsstater med tanke på budgetbegrænsningerne kan investere mindre i uddannelse, forskning og innovation, så lad os handle på europæisk plan ved at kombinere vores ressourcer og dermed opnå stordriftsfordele.

Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) ønsker ikke, at debatten om Europas finanser udvikler sig til et skænderi mellem medlemsstater, der vil have deres penge tilbage. Tværtimod bør debatten genforene vores medborgere med Europa ved at vise dem den merværdi, som en samordnet og visionær europæisk handling kan resultere i.

Jeg besøger for øjeblikket hovedstæderne, og jeg kan fortælle Dem, at debatten vinder fodfæste. Gå ikke glip af denne mulighed. Eftersom vi nærmer os jul og nytår, og dette formandskab nærmer sig sin afslutning, vil jeg gerne takke det belgiske formandskab for det gode samarbejde med Parlamentet og hr. Barroso, som har haft mod nok til at fremlægge et dokument vedrørende kapitalkrav inden udgangen af juni. Det er min overbevisning, at vi sammen skal fortsætte i samme spor, og at stats- og regeringscheferne skal følge i vores retning. Vi er nødt til at vise dem vejen.

(Bifald)

  Martin Schulz, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Det er ikke ofte, vi har mødtes i slutningen af året, hvor grunden til bekymring har været større, end den er nu. Vi er dybt bekymrede, fordi Europa befinder sig midt i en voksende tillidskrise. Der er årsager til denne tillidskrise, og jeg vil i dag forsøge at beskrive nogle af dem. Jeg tror, vi står over for en dobbelt salamitaktik. På den ene side findes der dem, der prøver at skjule den reelle situation for borgerne. Folk mister tilliden, når deres regering siger til dem, at alt er fint, ingen problemer, vi har det hele under kontrol, for så pludselig at vende på en tallerken og sige, at nu har den brug for millioner af euro i støtte. Det er sket to gange nu. Jeg ved ikke, om en regering endnu en gang vil sige, at den har alt under kontrol og kan finansiere sine obligationer, selv om renten stiger, og så pludselig ændrer mening og siger: "Vi har brug for en redningspakke. Hjælp os!". Det må ikke ske. Vi har brug for en opgørelse over den faktiske nationale gæld og bankgæld. Jeg tror, det vil skabe tillid, hvis vi forklarer den reelle situation, uanset hvor dårlig den måtte være. Hvis alle kort lægges på bordet, er det nemmere for os at lede efter løsninger.

Der er også en anden salamitaktik. Det er den, hvor de stærke lande siger, at de ikke behøver at hjælpe. Vi kan høre den renationale besked om, at "vi er ikke villige til at betale for andre", på trods af at de lande, der siger det, ved, at vi i sidste instans alle er nødt til at stå sammen og betale. Salamitaktikken med ikke at fortælle folk sandheden, selv om man ved, at man i egen interesse er nødt til at betale, er simpelthen skadelig for tilliden.

Vi forbereder for øjeblikket Det Europæiske Råd. Hvad med de forskellige stemmer der? En er for euroobligationer, og en anden er imod. En siger, at redningspakken skal stabiliseres og opbygges, en anden siger, at det skal den ikke. Jeg undrer mig over logikken i at sige, at det drejer sig om midlertidige foranstaltninger, fordi vi har alt under kontrol, men at vi er nødt til at inkorporere de midlertidige foranstaltninger i traktaten, så de er tilgængelige på lang sigt. Alle kan se, at det er en modsigelse, og at det også nedbryder folks tillid. Det nedbryder tilliden, når en regering underkaster sine banker en stresstest om sommeren, for bare få måneder senere at indse, at den stresstest gjaldt euroen og ikke bankerne.

Vi står midt i en tillidskrise, og jeg må sige til hr. Barroso, at selv om det, han sagde i morges, muligvis er sandt, så efterlader det et indtryk af, at vi ikke søger at finde de bedste løsninger, men at vi i stedet vil diskutere det minimum af enighed, vi kan opnå på fredag. Det er ganske enkelt ikke nok. Det vil kun øge tillidskrisen. En politik, der pacificerer de nationale markeder på kort sigt, er ikke nok. Vi har brug for en politik, der stabiliserer markederne og euroen. Hvorfor taler ingen i Parlamentet eller i Det Europæiske Råd om euroens eksterne værdi? I dag handles euroen til 1,34 i forhold til den amerikanske dollar. Dens laveste værdi under krisen var 1,20, og da den blev indført, var den 1,15 værd. Euroen er en stabil valuta. I interkontinental konkurrence, hvor forskellige regioner i verden konkurrerer med hinanden økonomisk, er det ikke længere de individuelle nationale valutaer, der tæller, men hele regionens valutastruktur. Økonomisk og socialt set er euroområdet utvivlsomt den stærkeste region i verden. Den gøres udelukkende politisk svagere af politikere, der gennemfører politikker rettet mod at bekæmpe den nationale debat på kort sigt. Euroen er stærk og kunne blive meget stærkere, hvis de, der skaber de politiske rammer, og de, der er ansvarlige for den, endelig ville leve op til deres forpligtelser og træffe modige, konsekvente beslutninger på det sociale og økonomiske område, hvilket ville bringe tillidskrisen til ophør. Se bare, hvad der sker i London, i Paris og i Rom. Hvis vi ikke stopper tillidskrisen, vil vi få store problemer i de kommende år.

Derfor vil jeg gerne sige til Rådet, at jeg er for euroobligationer. Hvis der findes en anden egnet foranstaltning, så tag da den, men De er nødt til langt om længe at blive enige om at stabilisere euroen indadtil, for den er stærk nok udadtil.

  Guy Verhofstadt, for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Jeg tror, at der findes en regel i livet, som gælder alle steder, nemlig at når en gruppe bliver angrebet, må den reagere som en enhed og solidarisk. Der skete præcis det modsatte i 2010, da euroen blev angrebet, for siden krisen i Grækenland har vi ikke oplevet andet end uenighed i debatterne, og bestemt ikke enhed og i særdeleshed ikke solidaritet.

Vi er nødt til at udvise mod nu – og her taler jeg også til formanden for Kommissionen – og erkende, at alle de midlertidige foranstaltninger, vi har truffet, ganske enkelt ikke er nok. Det er ikke min analyse, men analysen fra Den Internationale Valutafond (IMF), fra OECD, fra hr. Trichet, der trods alt er leder af euroens monetære vogter, nemlig formand for Den Europæiske Centralbank, der siger, at alle de foranstaltninger, der er truffet, og alle de foranstaltninger, der ligger i støbeskeen, ikke er vidtrækkende nok.

Alle siger, at der skal handles på fire forskellige områder. For det første er der brug for en stabilitetspagt med reelle sanktionsmekanismer, for det andet en permanent, udvidet krisefond, og det er ikke min idé, men hr. Trichets, at den skal være udvidet, for stats- og regeringscheferne ønsker ikke at udvide den, men vi ønsker at genetablere tilliden på markederne, for det tredje reel økonomisk og finanspolitisk styring, en finanspolitisk og økonomisk union, og for det fjerde et indre marked for euroobligationer.

Det er de fire ting, der er brug for, for der findes ikke andre steder i verden, hvor en valuta ikke bliver bakket op af en regering, af en økonomisk strategi og af et obligationsmarked. Det forekommer simpelthen ikke andre steder i verden. Og hvad får vi så at vide her i dag? Vi får at vide, at "ja, det er en god idé, men vi er nødt til at vente lidt længere endnu". Vente på hvad? Måske skal vi vente på fuldstændigt kaos eller på, at euroen forsvinder.

Det er derfor blevet tid til, at den beslutning træffes, og det er ikke, fordi jeg forventer, at Kommissionen, formanden, i dag siger, at "ja, det bliver vanskeligt. Vi er nødt til at stoppe disse diskussioner om euroobligationer, for selv om det er en god idé, er tiden ikke den rette, for vi har en krisefond, som vi nu gør permanent". Den ene ting har ikke noget med den anden at gøre. Krisefonden er nødvendig nu for at bekæmpe angreb mod euroen, men euroobligationer er ligeledes vigtige for euroens stabilitet på mellemlang og lang sigt. De to ting er ikke i modstrid med hinanden. De er begge nødvendige, lige som de er det i resten af verden.

Derfor er det min overbevisning, at ud over at stats- og regeringscheferne under diskussionerne i morgen og i overmorgen vil sige, "ja, vi finpudser traktaten, og krisefonden, der normalt burde udvides – hvilket også er det, alle efterspørger – kan gøres permanent", så er tiden er inde for Kommissionen til hurtigst muligt at præsentere en pakke, der er langt mere vægtig, modig, global og sammenhængende, hvad angår den tilgang. Hvad angår stabilitets- og vækstpakken, der indeholder reelle sanktionsmekanismer, kan Parlamentet udføre sit arbejde, fordi pakken er her, og fordi vi vender tilbage til Kommissionens oprindelige forslag. Hvad angår de tre andre punkter, en udvidet krisefond, så foreslå det. Foreslå det! Tag et standpunkt, og sig, at krisefonden skal udvides. Hvorfor? Fordi en udvidet krisefond vil stoppe spekulationerne mod euroen. For det andet, så foreslå en global pakke vedrørende en finanspolitisk og økonomisk union, og vær ikke bange for som det tredje at foreslå et indre euroobligationsmarked. Vi ved, at når alt kommer til alt, så er det det, der vil stabilisere euroen på lang sigt.

  Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Der er nu noget mærkeligt i alt dette her. De talte om det næste topmøde, hr. Chastel. De kunne have fortalt os, at det hele ville komme lidt på slingrekurs før mødet. De kunne have fortalt os, at De ville begrænse nogle af debatterne.

Jeg mener ikke, at vi kan gøre fremskridt, hvis vi taler med uld i mund, hr. Barroso. Martin Schultz har ret. Vi er nødt til at beskrive krisens virkelighed og fortælle tingene, som de er, men vi skal også beskrive vores egen politiske magtesløshed og grundene til denne magtesløshed. Det nytter ikke bare at sige, at vi har truffet de rigtige beslutninger. De ved lige så godt som jeg og alle andre her, at vi altid har truffet dem for sent. Vi går et skridt frem og to tilbage. Jeg siger ikke, at det er Deres skyld. Tværtimod mener jeg, at Kommissionen endog har været en stabiliserende faktor i en tid, der ikke lige frem har været karakteriseret af klarsyn. Guy Verhofstadt stillede det rette spørgsmål – hvad skal vores strategi være i de kommende måneder?

Som jeg ser det, er strategien enkel. Kommissionen skal fremlægge en stabilitetspagt, som den allerede har udarbejdet, hvor den definerer den nødvendige stabilitet og derfor vores alles ansvar over for euroen, og en solidaritetspagt, hvor den definerer den solidaritet, vi har brug for. Vi kan ikke have stabilitet uden solidaritet. Disse diskussioner mellem fru Merkel og hr. Untel interesserer os ikke mere. Ja, den holdning, der er kommet til udtryk fra flere lande, bl.a. Tyskland, som siger, at vi skal have stabilitet, og at det, der er sket, aldrig må ske igen, er rigtig. Ja, hvis vi ikke samtidig siger, at solidaritet tvinger os til at skabe en mulighed for at beskytte euroen med euroobligationer for at investere, for at fortsætte den økologiske og økonomiske forandring. Vi skal investere, men det er bare ikke længere muligt på nationalt plan. Vi har en tosidet valuta med stabilitet på den ene side og solidaritet på den anden og ansvar i midten.

Jeg beder formanden for Kommissionen fremsætte forslag til at reformere EU's funktioner og dermed opnå stabilitet og solidaritet med euroobligationer på en sådan måde, at der ikke længere kan spekuleres imod nogle landes gæld, og med euroobligationer har vi mulighed for at investere på samme tid.

Hr. Oettinger fortæller, at han har brug for 1 000 mia. EUR til at reformere energisektoren, men hvor skal han få dem fra? Har han tænkt sig at spille i lotteriet eller hvad? Det er fuldkommen absurd at sige, at han skal bruge 1 000 mia. EUR uden at fortælle os, hvordan vi skal mobilisere de nødvendige midler til denne nødvendige økonomiske transformation.

Så strategien er enkel. Kommissionen foreslår, Parlamentet ændrer og beslutter, og der kommer en udtalelse fra Kommissionen og fra Parlamentet for eller imod Rådet, og Rådet skal reagere på denne fælles udtalelse. Sådan. Det er den eneste løsning på dagens forhandling. Hvis vi venter, til fru Merkel har besluttet sig for at træffe en beslutning, et kvarter før hun gør det, kan vi vente fra nu af og til evigheden. Inden hun gør det, er toget kørt. Naturligvis kan De så sige, at der altid kommer et andet tog, at det er lige meget, at vi altid kan tage det næste. Men det er ikke rigtigt. Gorbachev havde ret, da han sagde, at faren kun venter på dem, der ikke reagerer på livet.

(Formanden afbrød taleren)

Jeg ønsker ikke, at historien straffer Europa. Påtag Dem nu Deres ansvar. Vi påtager os vores, og vi skal vise Rådet, at vi har den politiske stabilitet, vi har brug for, her, i Kommissionen og i Parlamentet, og vi vil udfordre Rådets ustabilitet.

(Bifald)

  Timothy Kirkhope, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Også jeg håber, at Det Europæiske Råd vil vedtage foranstaltninger for at berolige markederne og genindføre stabilitet i euroområdet, for uanset om vi er medlem eller ikke, har vi alle en interesse i det.

Forud for mødet får vi at vide, at flere sanktioner bliver en central del af løsningen, men sanktioner skal være troværdige for at være effektive, og EU's resultatliste på det punkt er ikke imponerende. Automatiske sanktioner gør dem næppe mere troværdige, hvis der stadig er tiltro til, at der kan findes en politisk løsning for at undgå dem. Det, der kræves, er, at medlemmerne af euroområdet har den politiske vilje til at leve op til deres forpligtelser.

Vi hører rygter om, at en central del af løsningen er at få den private sektor til at tage sin del af ansvaret for retningsplanerne. Men det ville være et ubehageligt paradoks, hvis den væsentligste konsekvens af et sådant initiativ bliver at hæve låneomkostningerne for de lidt svagere medlemmer af euroområdet og bidrage til den næste krise.

Vi har lige gennemført en vigtig traktatreformproces, og nu får vi så at vide, at en reformpakke vil lukke muligheden for en traktatændring i en hel generation. Og her bare et par måneder efter er vi så åbenbart ved at gå om bord i endnu en traktatændring.

Vil bliver så beroliget, også af Kommissionens formand, om, at det kun bliver begrænsede ændringer, men det ser ikke ud til at være det, som den tyske regering mener. Den tyske finansminister, dr. Schäuble, ser ud til at have åbnet døren for en ny integrationsrunde, som fører til en finanspolitisk union og i sidste instans en politisk union.

Hvor skal det hele ende? Forhåbentlig da ikke med endnu et årti med fokus på de forkerte reformer? Europa har brug for økonomisk reform, offentlig finansdisciplin, udvidelse af det indre marked, ændringer i arbejdsmarkedslovgivningen for at sætte skub i beskæftigelsen og en pakke foranstaltninger, der skal sikre en vellykket gennemførelse af Europa 2020-programmet.

Det er de vigtigste reformer, som hr. Barroso dristigt foreslog i programmet for sin Kommission, men jeg er allerede nu bange for, at denne mulighed er ved at slippe os af hænde. Trods snakken om at opbygge Europa er den forfærdelige risiko, at det kan blive undermineret, og selv om vi håber på et stærkere Europa, vil den manglende evne til at løse de grundlæggende økonomiske problemer bare gøre det svagere.

Vi mener, at Det Europæiske Råd bør prioritere at få vedtaget et begrænset antal specifikke foranstaltninger, således at medlemmerne af euroområdet kan hjælpe hinanden ud af den øjeblikkelige krise uden at bebyrde de medlemsstater, som har valgt at forblive udenfor, og så derefter prioritere at håndtere den langsigtede krise, som vi står over for, nemlig risikoen for et permanent sammenbrud af vores økonomiske konkurrenceevne.

  Lothar Bisky, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi har nu i tre år talt om den globale økonomiske og finansielle krise. En af konklusionerne fra denne langvarige diskussion er, at vores foranstaltninger tydeligvis ikke angriber krisens rod, men kun behandler symptomer. Jeg vil gerne gentage endnu en gang, at beslutninger på EU-niveau ikke skal bestemmes af finansmarkederne.. Vi må ikke tillade bankerne at slippe uden om ethvert ansvar og fortsætte med deres spekulation og overlade det til medlemsstaterne at påtage sig ansvaret for de risikable transaktioner, som bankerne har indladt sig på. De barske krisepakker, som Grækenland og Irland har fået pålagt, kommer til at betyde, at det er borgerne, der kommer til at betale for en krise, som de ikke selv er skyld i. Det vil begrænse forbruget og hæmme det nødvendige økonomiske opsving. Drastiske spareforanstaltninger vil sætte andre lande, der i øjeblikket befinder sig i risikozonen såsom Portugal og Spanien, i samme situation som Grækenland og Irland.

Det er ikke nok bare at tilpasse de finansielle instrumenter eller opsætte sikkerhedsnet. En permanent mekanisme til at beskytte den finansielle stabilitet skal omfatte foranstaltninger, der regulerer markedernes aktiviteter. Det omfatter bl.a. indførelsen af en afgift for finansielle transaktioner og en pligt til at opfylde sociale minimumsstandarder. Det er også vigtigt, at vi ændrer Den Europæiske Centralbanks status, så den kan yde direkte finansiel hjælp til skrantende stater og dermed omgå bankerne.

Det er de første skridt, som vi bør tage, men det skulle vi have gjort for længe siden. For at gøre situationen helt klar, blokerer et snæversynet nationalt hensyn for de reguleringer, der er nødvendige for at sikre en effektiv kontrol med finansmarkederne. Stats- og regeringscheferne hindrer os i at gøre fremskridt i den rigtige retning. Og her tænker jeg også på den tyske kansler.

  Nigel Farage, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! 2010 vil blive husket som det år, hvor de dybe mangler ved europrojektet blev stillet til skue, og hvor den europæiske offentlighed vågnede op til ren dumhed hos deres ledere.

Så her har vi endnu et topmøde, endnu en krise, og tilliden til euroen forsvinder uge for uge. Det er som at se en bilulykke i slowmotion, og nu ønsker De så en permanent kriseplansmekanisme. De tror, at hvis De bare finder, lad os sige 1 mia. EUR, så bliver alt godt. Jamen, det gør det ikke. Euroens fald har intet at gøre med spekulation. Det har intet at gøre med markederne, hverken valuta- eller obligationsmarkedet, for det skyldes, at Nord- og Sydeuropa ikke, hverken i dag eller på noget andet tidspunkt, kan samles i en enkelt monetær union. Det kommer ikke til at fungere.

Og politisk er De naturligvis nødt til at ændre traktaten. Grunden er, at fire tyske professorer vinder i Karlsruhe og beviser, at Deres kriseplaner rent faktisk allerede var ulovlige under traktaterne.

På mange måder bifalder jeg denne traktatændring, for den kommer til at betyde, at der skal være en folkeafstemning i Irland. Og man ved jo aldrig, måske holder David Cameron sit løfte og afholder også en folkeafstemning i Det Forenede Kongerige. Jeg er sikker på, at De som demokrater alle vil bifalde en folkeafstemning om EU i Det Forenede Kongerige.

Vi bør også her ved udgangen af 2010 overveje ikke blot situationen i EU, men også i Belgien. I et halvt år har det belgiske formandskab fortalt os, at vi skal integreres mere og dybere. Sikken en farce. De har ikke haft en regering i Deres eget land siden juni. Her har vi et ikke-land, der forsøger at ødelægge vores land. Det er en total farce, men der er ingen, som tør indrømme det, for De nægter alle at se sandheden i øjnene. Belgien er et mikrokosmos for hele EU. Belgien er ved at falde fra hinanden, og resten følger efter. Rigtig glædelig Jul.

  Sharon Bowles, spørger. − (EN) Hr. formand! Igen overvejer vi bare at sætte et plaster på såret og spørger hinanden, om det nu er stort og stærkt nok til at dække såret. I juli sidste år spurgte jeg om, hvornår Kommissionen forventede at fremlægge lovgivningsforslag til en permanent krisestyringsmekanisme for nationalstaternes gæld, og hvilket retsgrundlag den ville få. Jeg stillede flere andre spørgsmål, bl.a. om den relative placering af de forskellige fonde, og efter hvilket forhold de ville blive brugt. Begivenhederne har vist os, at svaret var, at vi faktisk ikke ved det, og at vi løser problemerne, i takt med at de opstår.

Det kan jeg sådan set godt lide, for vi befinder os i ukendt land, og der skal laves nye planer. Men jeg vil gentage, at hvis der ikke kommer en fuldstændig opfølgning, uanset om det er fra Kommissionen eller Rådet, får vi ikke noget ud af konklusionerne. Svarene på mit spørgsmål fra juli kom kun om krisen i Irland, hvilket jeg beklager, ikke mindst når den mindste fond fra EU's budget bruges lige så meget som de større fonde. Parlamentet blev ikke hørt trods mit tidligere spørgsmål.

I dag står jeg her og beder om flere oplysninger efter konklusionerne fra oktober, hvor Kommissionen blev bedt om at arbejde i retning af en begrænset traktatændring for at få oprettet en permanent kriseløsningsmekanisme. De sagde også, at den private sektor ville blive inddraget, hvilket skræmte markedet, fordi det ikke fik oplysninger nok. Det understreger også det reguleringsproblem, jeg nævnte, med en nulrisikovægtning for statsgæld i euroområdet, som underminerede markedsdisciplinen og skabte negative incitamenter.

Så meddelte Eurogruppen, at den permanente mekanisme ville blive baseret på EU's finansielle stabilitetsfacilitet, og at den måske kom til at inddrage den private sektor fra sag til sag efter IMF's praksis. For det første: kan vi nu få mere nøjagtige oplysninger om traktatændringen og proceduren? Parlamentet skal vide, at det er tilstrækkeligt. Lidt mere sniksnak om artikel 136 er ikke et svar. For det andet: bliver det nye instrument baseret på en regeringstilgang, for det er sådan, EFSF fungerer, eller bliver det en fællesskabsbaseret tilgang, hvilket er, hvordan vi mener, at det skal gøres? For det tredje: hvad er de tekniske muligheder og betingelser? Det er bydende nødvendigt, at mekanismen baseres på den tekniske virkelighed og er solid, troværdig og holdbar – og hertil vil jeg gerne føje billig. For det fjerde: vil de medlemsstater, der endnu ikke er med i euroen, blive inviteret til at deltage i mekanismen? Det er navnlig relevant for dem, der opbygger gæld i euro.

Vi spurgte, hvornår det skal ske, og fik at vide, at det bliver til januar 2013, men hvilken rolle forventer Kommissionen, at Parlamentet kommer til at spille? Parlamentet og mit udvalg er fast besluttede på at spille hver vores rolle, så meget desto mere som vi har været foran med disse tanker i lang tid. Hvis vi ikke bliver hørt og informeret ordentligt, hvad så med de nationale parlamenter og borgere? Dette spørgsmål hænger uløseligt sammen med pakken for økonomisk styring. De foranstaltninger, der skal forbedre stabilitets- og vækstpagten, overvågning og det europæiske halvår sigter alle mod at forebygge en ny krise og mod at overvåge opsvinget efter den nuværende økonomiske krise.

Denne mekanisme er ikke en fortryllelse, som vi kan bruge til at afværge markedsdisciplin. Løsningen med euroen er, at vi erkender behovet for fuld politisk disciplin kombineret med fuld markedsdisciplin. Denne krise skyldes, at disse to er blevet undermineret i fortiden.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! Først tak til Sharon Bowles for hendes spørgsmål og også for udkastet til beslutning om den permanente mekanisme. Jeg vil forsøge at fremlægge Kommissionens syn på de fem spørgsmål i den mundtlige forespørgsel.

Det Europæiske Råd opfordrede på sit møde i oktober hr. Rompuy til at gennemføre høringer sammen med Kommissionen om en begrænset traktatændring, som er nødvendig for at få indført en permanent mekanisme til kriseløsning. Det er forståelsen, at en begrænset traktatændring indbefatter brug af den forenklede revisionsprocedure baseret på traktatens artikel 48.

Begrænsningerne for denne procedure er for det første, at den kun tillader traktatændringer, der ikke forøger EU's beføjelser, og for det andet er den begrænset til ændringer af traktatens del tre om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som er relateret til EU's politikker og interne aktiviteter.

Det ser ud til, at medlemsstaterne foretrækker en meget begrænset traktatændring, som sandsynligvis bliver baseret på artikel 136, hvis bestemmelser er specifikke for medlemsstater, der er medlem af euroområdet. Spørgsmålet vil naturligvis blive drøftet i Det Europæiske Råd i denne uge. Uanset hvilken ændring der foreslås, vil Parlamentet blive hørt formelt om den.

Efter Det Europæiske Råds beslutning i oktober vedtog Eurogruppen på sit ekstraordinære møde i november hovedprincipperne for en europæisk stabilitetsmekanisme, eller ESM. Ifølge Eurogruppens aftale bliver ESM en mellemstatslig mekanisme, der skal ledes efter modellen for den europæiske finansielle stabiliseringsfacilitet.

De konkrete detaljer i den finansielle mekanisme er endnu ikke fastlagt, men vil blive det i løbet af første kvartal af næste år. Finansieringen bliver naturligvis et centralt emne. Det fremtidige instrument skal være tilstrækkelig solidt og nyde stor troværdighed på markederne.

Enhver støtte fra ESM bliver baseret på strenge betingelser. Støtte til en medlemsstat, der er medlem af euroområdet, skal være baseret på et stramt program med en økonomisk og finanspolitisk vurdering og en grundig analyse af gældsbæredygtighed foretaget af Kommissionen sammen med IMF og i forbindelse med Den Europæiske Centralbank.

Selv om den finansielle del af mekanismen er af mellemstatslig karakter, bliver de politiske betingelser baseret på traktaten for at sikre fuld overensstemmelse med de fælles multilaterale overvågningsrammer, som hele Den Økonomiske og Monetære Union jo er baseret på.

For at besvare et af fru Bowles fem spørgsmål er der endnu ikke truffet nogen beslutning om, hvorvidt medlemsstater, der ikke er medlem af euroområdet, kan deltage i mekanismen. Det ser dog ud til, at de fleste medlemsstater foretrækker gennemsigtige, klare rammer, hvor medlemsstater, der ikke er medlem af euroområdet, bliver dækket af betalingsbalancemekanismen, mens medlemsstater, der er medlem af euroområdet, bliver dækket af den europæiske stabilitetsmekanisme.

Det skal dog stadig være muligt at få nogle af de medlemsstater, der ikke er medlem af euroområdet, tilknyttet en støtteoperation gennem bilaterale bidrag, som det allerede gælder i dag for Irland, Det Forenede Kongerige, Sverige og Danmark.

Og så nogle bemærkninger til diskussionen om euroobligationer. Lad os i forbindelse med indførelsen af de finansielle bagstoppere den 9. maj sidste år – Schuman-dagen – og den efterfølgende aften huske på, at Kommissionen stillede forslag til en europæisk finansiel stabilitetsmekanisme, et fællesskabsinstrument, som blev vedtaget med et budget på op til 60 mia. EUR, baseret på lån, der var garanteret med EU's budget under beslutningen om egne indtægter.

Ud over EU's budget foreslog vi, at mekanismen bliver baseret på lånegarantier fra medlemsstaterne, som skulle kanaliseres gennem denne mekanisme og ud til lande, som har brug for finansiel støtte på grund af finansiel ustabilitet i hele euroområdet.

Dette blev afvist af Rådet (Økofin) den 9. og 10. maj. Hvorfor? Fordi mange medlemsstater mente, at forslaget lignede euroobligationerne for meget.

Det førte så til oprettelsen af den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet, som er en mellemstatslig ordning, og nu bruger vi både mekanismen og faciliteten i forbindelse med Irland.

Så selv om euroobligationerne bestemt er et meget vigtigt emne, skal vi også tage hensyn til, at dette forslag for nylig er blevet forkastet i Rådet under diskussionerne i maj om den europæiske finansielle stabilitetsmekanisme.

Til sidst vil jeg understrege, at den fremtidige europæiske stabilitetsmekanisme kommer til at indgå i en omfattende indsats imod krisen for at stabilisere den europæiske økonomi, og ESM bliver et supplement til rammerne for en styrket økonomisk styring med fokus først og fremmest på forebyggelse og vil i betydelig grad mindske sandsynligheden for, at der opstår en krise i fremtiden.

Det er hovedformålet med det nye system for økonomisk styring, og jeg er meget taknemmelig for Deres støtte til Kommissionens forslag i den sammenhæng.

  Werner Langen (PPE). – (DE) Hr. formand! Hvis De har lyttet til den første runde af talere, vil De have fået et glimt af, hvem der er ansvarlige for tillidskrisen, og det er rigtigt, at det er, hvad det nu er blevet til. Først var det Kommissionen, dernæst spekulanterne, og til sidst Rådet og især fru Merkel. Det er alt sammen meget enkelt.

Heldigvis var der nogen – det var formanden for Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet – der påpegede, at euroen er stabil, ikke kun udadtil, men også indadtil, og har den laveste inflation. Spekulation kan ikke være årsagen til problemet. Euroen er en stabil valuta. Det var grundvilkårene i traktaten og tumulten i Rådet (Økofin). Og nu er der tumult på alle møder i Økofin.

Hr. Rehn har netop sagt, at Kommissionen har foreslået at bruge en europæisk mekanisme, men at det var Rådet ikke parat til at være med til. Nu siger vi, at Kommissionen ikke gjorde noget. Jeg er ikke en af dem, der altid tilbeder Kommissionen, men den gjorde det rigtige i 2008 med udarbejdelsen af en nøjagtig opgørelse, efter at euroen havde eksisteret i 10 år.

Den nævnte fire punkter, der skulle ændres: For det første indførelse af en konsekvent europæisk overvågningsmekanisme, for det andet konsekvent økonomisk styring, eller hvad man nu ønsker at kalde det, for det tredje en konsekvent repræsentation udadtil og for det fjerde en konsekvent krisemekanisme. Alt det ligger nu på bordet. Jeg vil gerne understrege, at det var andre, som ikke tog hensyn til dem. Hvis vi nu leder efter nogen at kaste skylden på, så er der en skyldig, vi ikke må glemme, og det er medlemsstaterne, som nu sidder i gæld til halsen og ikke har benyttet sig af fordelene ved at indføre euroen til at gennemføre reformer og sænke deres gældsniveau, men i stedet har levet over evne.

Jeg vil også understrege, at der er noget, som karakteriserer alle disse medlemsstater. Uanset hvem det er, har de alle haft socialdemokratiske regeringer i meget lang tid, nogle af dem helt op til i dag. Det gælder Portugal, Spanien, Det Forenede Kongerige, Ungarn og Letland. I Grækenland har de gjort de samme dumme ting i fire år. Her har vi resultatet. Hvis vi ikke taler åbent om hovedårsagen til de høje gældsniveauer i medlemsstaterne, kan vi ikke løse problemerne.

(Taleren indvilligede i at tage imod spørgsmålet efter Blå kort-proceduren (forretningsordenens artikel 149, stk. 8))

FORSÆDE: Libor ROUČEK
Næstformand

  Martin Schulz (S&D). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne sige til hr. Langen, at han roligt kan sætte sig ned igen. Hr. Langen, De har på veltalende vis gjort rede for Deres synspunkt. Jeg har et enkelt spørgsmål til Dem. Irland er ikke et sydeuropæisk land, så vidt jeg ved. Irland ligger i Nordeuropa, Irland har en enorm gæld. Kan De forklare os, hvor den irske gæld stammer fra? Vil De være så venlig at fortælle os, hvilket parti der har regeret Irland de sidste 30 år?

  Werner Langen (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne svare på spørgsmålet. Den irske regering begik den fejl at udstede garantier uden at kræve en reform af banksektoren. Det var uansvarligt, og derfor har den nu et budgetunderskud på 32 %. Det ved vi. Men De må ikke blande problemerne i andre stater sammen med Irlands. Irland er et helt anderledes tilfælde, fordi der er tale om anden omgang af bankkrisen og ikke om et strukturelt problem som i andre lande. Hr. Schulz, det ved De lige så godt som jeg. Vil De venligst lade være med at bortlede vores opmærksomhed.

(Taleren indvilligede i at tage imod spørgsmålet efter Blå kort-proceduren (forretningsordenens artikel 149, stk. 8))

  Victor Boştinaru (S&D). – (RO) Hr. formand! Det er menneskeligt at fejle, men skændigt at fremture. Ved De, hvem den græske premierminister var, hvis regering akkumulerede al denne enorme gæld, der har kastet Grækenland ud i krisen? Det var bestemt ikke hr. Papandreou. Kan De huske, hvilken politisk familie den premierminister tilhørte? Det var Karamanlis.

  Werner Langen (PPE). – (DE) Hr. formand! Efter fire år under Karamanlis … (Uro). Nej, de strukturelle problemer i Grækenland er af ældre dato. I 2000 forhandlede vi her i Parlamentet om Grækenlands optagelse i euroområdet. Socialdemokraterne, den tyske regering, havde opfordret til det. Med Deres hjælp var der et flertal på to tredjedele i Parlamentet for at optage Grækenland i euroområdet. Det er et faktum, og det har ikke noget at gøre med nationalisme.

Jeg vil gerne svare på hr. Schulz' spørgsmål om gæld i Tyskland og Spanien. Naturligvis er Spaniens nationale gældsniveau lavere end Tysklands. Spanien har ikke måttet finansiere en genforeningsproces. Men hr. Zapateros regering i Spanien har andre problemer. Den har ladet 6 mio. mennesker flytte til Spanien og givet 2 mio. af dem spansk statsborgerskab, og nu er arbejdsløsheden på over 20 %. Det er et strukturproblem, og det skyldes én person: Hr. Zapatero.

  Stephen Hughes (S&D). – (EN) Hr. formand! I Rådet og Kommissionen sidder mange, der mener, at vi kun kan klare os godt i den globale økonomi, hvis vi skærer ned på arbejdstagernes rettigheder, vores overenskomstforhandlinger og vores pensioner. Vi får med andre ord at vide, at vi bliver nødt til at udvande vores sociale model. De offentlige midler skal omdirigeres til udelukkende at nedbringe den offentlige gæld til en vilkårlig andel på 60 % af BNP, og underskuddene skal simpelthen væk.

Det er det samme Råd, som – hvis jeg husker ret – aftalte en Europa 2020-strategi, men som øjensynligt ikke bryder sig om, hvor pengene til at forfølge strategien skal komme fra. Hvis vi virkelig skal skære ned på det offentliges gæld år efter år, hvis vi skal undgå underskud på over 1 %, som Kommissionen foreslår, og hvis vi skal klare alt det i et miljø med lavvækst og høj arbejdsløshed, hvordan kan vi overhovedet opnå resultater med 2020-strategien?

Det er en forfejlet økonomisk strategi med omkostningskonkurrenceevne og en ekstremt stram finanspolitik, og den vil sende Europa på en nedtur på et afgørende tidspunkt i EU's historie. Formand Barroso er her ikke lige nu, men jeg tror, han bliver nødt til at fortælle Rådet, at det skal omdefinere sin politiske dagsorden på mindst tre områder.

Først må vi fuldføre Den Økonomiske og Monetære Union ved at oprette et europæisk stabilitetsagentur for de fælles euroobligationer, og jeg er glad for, at formand Barroso ikke udelukkede tanken om euroobligationer i dag. Det vil sætte en stopper for aggressive spekulationer, sende likviditet ud i markedet for statsgæld og nedbringe euroområdets samlede gældsomkostninger.

Dernæst må vi genoprette balancen i lovforslagene om økonomisk styring. Vi er enige om, at en stram finanspolitik kræver stærke regler og streng gennemførelse af dem, men vi må også afstemme denne del med en ordentlig gennemførelse af Europa 2020-målsætningerne i hvert land, og det skal man kunne se i lovgivningen.

Endelig har vi brug for nye kilder til offentlig finansiering. Krisen har udslettet virkningen af års budgetindsats. Der burde for længst være indført en afgift på finansielle transaktioner, og det er en skandale, at Rådet synes paralyseret og ude af stand til at træffe beslutning om denne beskatning. Det er disse reformer, vi har brug for nu.

  Sylvie Goulard (ALDE). – (FR) Hr. formand! Historisk set er det sjældent, at parlamenter får beføjelser. Når et parlament er blevet tilbudt flere beføjelser, har det normalt også taget imod dem. Efter forhandlingerne her til morgen tror jeg, at vi ordførere for pakken vedrørende økonomisk styring gør ret i at gå længere end indholdet af forslaget, fordi Kommissionen i bund og grund fortæller os, at "vi forsøgte, men det lykkedes ikke". Rådet fortæller os, at "vi ønsker ikke at gå længere". Men så er der jo Parlamentet. Desuden er det Rådet, som ønskede at udvide Parlamentets beføjelser, og ikke Parlamentet, der uretmæssigt udnytter sine beføjelser. I henhold til Lissabontraktaten er vi medlovgivere.

Så jeg har ganske enkelt fornøjelsen at bekendtgøre, at den betænkning, jeg fremlægger her til morgen, også omfatter euroobligationer, fordi forhandlingerne skal foregå her på plenarmødet. Jeg accepterer ikke, når hr. Barroso siger: "Uha, det er alt sammen meget kompliceret. Vi har allerede gjort mange dumme ting i Rådet, så nu må De altså virkelig stikke piben ind". Vi agter at gøre nøjagtig det modsatte. Vi vil tale om det i en demokratisk ramme.

Dernæst er der idéen om en europæisk monetær fond, fordi alle disse løsninger, der, som hr. Schulz sagde, faktisk er overgangsløsninger, ikke nødvendigvis er det, som vores borgere forventer. Man kan sidde og kigge ud på toget, der kører forbi, eller man kan gå på arbejde. Dette Parlament vil forsøge at gå på arbejde. Vi har ikke en grundtegning, vi hævder ikke, at vi sidder inde med den endegyldige sandhed, men jeg mener, det er fuldstændig uacceptabelt, at forhandlingerne foregår i Financial Times eller Die Zeit og ikke her i Parlamentet. Så vi vil gøre vores arbejde.

(Bifald)

  Philippe Lamberts (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand! Jeg hilser det særdeles velkomment, at hr. Schulz opfordrer til, at vi forsøger at genoprette vores borgeres tillid, hvilket indebærer, at vi skal sige sandheden og ikke forfalde til overforenklinger.

Den første overforenkling består i at sige, at euroobligationerne fratager medlemsstaterne deres ansvar. Det er åbenlyst vrøvl, fordi ingen nogensinde har bedt om, at medlemsstaterne samler al deres gæld. Under alle omstændigheder vil medlemsstaterne efter en euroobligationsordning stadig skulle gå direkte til markedet for at få dækket noget af deres gæld, og der vil de kunne få bedømt kvaliteten af deres underskrift, fordi den afspejles i den rente, de vil skulle betale. Det er en overforenkling, der må undgås.

Den anden overforenkling består i at sige: "Vi redder disse grækere, disse uduelige irere." Jeg vil imidlertid gerne påpege, at det, vi gør, er at låne dem pengene, at låne dem penge til rentesatser, som er særligt gunstige for långiverne. Vi gør gode forretninger på det grundlag. Og dermed er der to muligheder. Enten mener vi takket være vores udlån, at Grækenland og Irland ikke længere udgør en risiko, og at vi bør låne dem penge til et rente, der svarer til denne nulrisiko eller i det mindste en yderst begrænset risiko, eller også mener vi, at der er risiko for, at de ikke klarer den, og så må vi prikke hul på bylden og omstrukturere gælden og sætte en stopper for usikkerheden.

Jeg vil gerne slutte med at sige noget til vores tyske venner, især CDU. Hr. Langen, De talte om genforening, og De har ret. Da Tyskland blev genforenet, var det hele D-Mark-området, som Belgien tilhørte, og som Frankrig i sidste ende var loyal over for, som betalte for genforeningen i form af meget høje renter. Det var det rette at gøre. Det var både historisk rigtigt, fordi genforeningen af Tyskland betød genforening af Europa, som vi kender det, og økonomisk rigtigt, fordi alle i sidste ende ville nyde godt af den hastigere vækst, som det ville medføre.

Så i dag siger jeg til CDU: "Husk på det", og beder om, at Tyskland gør det samme.

(Bifald)

  Martin Callanan (ECR). – (EN) Hr. formand! Det forekommer i nogen grad ironisk passende, at Rådet drøfter en permanent krisemekanisme, for euroen synes bestemt at slingre fra krise til krise i øjeblikket. Selv om mange af os i Storbritannien altid har ment, at euroen var en historisk fejltagelse, både for vores eget land og for Europa som helhed, er vi jo på ingen måde glade for situationen. Vi ønsker den løst på EU-plan med en beslutsom tilbagevenden til en stram finanspolitik i hele EU.

Den bliver ikke løst gennem mere låntagning, hverken på EU-plan eller lokalt plan. Men lad os slå fast, hvor ansvaret for denne eurosituation ligger. Enhver medlemsstat i euroområdet har pligt til at opfylde sine forpligtelser over for dette område, og det er andre deltagende staters opgave at sikre, at de gør det. Det er en af de primære grunde til, at de holder et separat møde for ministre i euroområdet. Rent ud sagt påhviler den stabile forvaltning af euroområdet primært euroområdets medlemmer. Resten af os kan yde politisk støtte, men det er også det eneste, vi kan. Der kan ikke findes berettigelse for, at der skal lægges yderligere byrder eller sanktioner på de medlemsstater, som valgte ikke at begå den fejl at slutte sig til euroområdet oprindelig.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er nøjagtig et år siden, at den græske økonomi begyndte at bryde sammen, og Grækenland blev trukket ind i det katastrofale memorandum og støttemekanismen. Et år senere er landet på randen af bankerot. For det første samfundsmæssigt bankerot, idet arbejdsløsheden er på vej mod 15 % næste år, mens regeringen lige i går vedtog en lov om ophævelse af overenskomstforhandlingerne, og i dag strejker hele landet, og for det andet økonomisk bankerot og denne gang er underskuddet og gælden ikke blevet forøget af de "løgnagtige grækere" i PASOK og New Democracy, men af en flok alkymister af EU-kommissærer, der bruger Eurostat-statistikker efter forgodtbefindende for at øge de svages gæld og mindske de stærkes gæld.

Hvis der derfor vedtages en permanent krisemekanisme lige som den, der bruges til Grækenland, er vi stensikkert på vej mod konkurs. Hvis Rådet forbereder sådan en mekanisme, vil det sende flere lande ud i recession og afstedkomme arbejdsløshed og favorisere banker og store virksomheder. Jeg spekulerer på, om det mon er denne europæiske vision, som hr. Barroso, der nu er gået, talte om i begyndelsen.

  Timo Soini (EFD). – (FI) Hr. formand! Efter min mening er det enkelte land ansvarlig for sin egen økonomi. Landene er ikke ansvarlige for hinandens gæld. Det står også i artikel 125 i traktaten. Når det passer folk, overholder de traktaten, men når det ikke gør, ignorerer de den. Det har vi set i folkeafstemningerne. Frankrig sagde nej, Nederlandene sagde nej, og Irland sagde nej. To af disse resultater blev klaret af parlamentet og det sidste ved hjælp af endnu en folkeafstemning. Artiklerne i traktaten fortolkes, alt efter hvilken vej vinden blæser.

Den finske regering har pålagt de finske skatteydere den slags uretfærdige garantiforpligtelser, som vi i sidste ende bliver nødt til at indfri. Vi forstår ikke, hvorfor finske arbejdere og små virksomheder skal arbejde, så blodet springer fra neglene, for at betale spilleres og løgneres gæld. Det kan simpelthen ikke være rigtigt.

Da der var problemer i Sovjetunionen, ville de have mere socialisme. Folk samlede sig i Moskva og bad om mere socialisme. Når der er problemer i Europa, samles folk i Bruxelles og beder om mere integration. Slutresultatet bliver nøjagtig det samme. Det virker ikke.

Sunde samfund bygges fra bunden og op. Demokrati bygges fra bunden og op. Ikke nedad fra et eller andet elfenbenstårn højt oppe. Sådan er det bare. En fælles økonomisk politik for Europa virker ikke. Europa kan kun fungere som et økonomisk frihandelsområde, og det bør det blive igen.

Jeg vil blot sige et par ord om euroobligationer. Jeg tog til Mellunmäki i Helsinki for at tale om euroobligationer, og da jeg fortalte, hvad det var, greb kvinderne fastere om deres håndtasker, og mændene tjekkede, at de stadig havde deres tegnebog på sig. Det dur ikke.

  Hans-Peter Martin (NI). – (DE) Hr. formand! Vi har netop set en tragisk beskyldning blive fremsat mod Tyskland. Det er en ildevarslende påmindelse om de sene 1920'ere.

Som entusiastisk proeuropæer og stædig eurofan vil jeg gerne spørge Dem: Har De ikke lagt mærke til, at De kører EU, dette storslåede projekt for fred og økonomisk velstand, i sænk? Hr. Cohn-Bendit har med rette sagt, at vi altid reagerer for sent og altid med blikket fæstnet på bakspejlet. Nu må vi vende blikket mod fremtiden. Har De ikke set, hvad der foregår udenfor? Folk er ikke længere interesserede i mundhuggeriet mellem socialister og konservative, hverken i mit hjemland eller her i Parlamentet. De er interesserede i løsninger og i, om deres penge stadig står sikkert. Vi må ærligt sige til dem, at det ikke længere er tilfældet.

Vi må gå skridtet videre og indrømme, at vi skal have modet til at afskrive gælden, vi må omsider få bankerne til at betale, selv om det påvirker vores livsforsikringspolicer, og vi må rejse et nyt europæisk politisk projekt, som ikke er bebyrdet med problemerne i Lissabontraktaten.

Vi er fanget i en fælde. Hvis vi ændrer denne artikel, vil vi finde ud af, at Irland stemmer nej ved en folkeafstemning. Vi kan forvente samme resultat i mit hjemland. Derudover har vi et kæmpe problem i Det Forenede Kongerige. Mine damer og herrer, De må åbne øjnene og se, hvad der foregår.

  Corien Wortmann-Kool (PPE). – (NL) Hr. formand! I denne krisetid bør vi holde os for øje, at euroen gennem de sidste 10 år har givet os stor velstand og stabilitet og tillige mange arbejdspladser. Euroen er derfor værd at kæmpe hårdt for. Men det vil kræve et beslutsomt EU-topmøde og en hel del mere enhed. Der er desperat mangel på enhed, ikke kun med hensyn til den permanente krisemekanisme, men også når det gælder solid finansiel styring.

I denne forhandling synes euroobligationer at være trylleordet – som om de ville få de offentlige gældsproblemer til at forsvinde som dug for solen. Men de parlamentsmedlemmer, som kræver euroobligationer, bør også være klar over, at de indebærer betydelige forpligtelser og en striks budgetdisciplin, som rækker meget længere end forslagene til styrkelse af stabilitets- og vækstpagten, som nu ligger foran os.

Formand Trichet sagde "skatteunion". Er de parlamentsmedlemmer, der ønsker euroobligationer, klar til det? Jeg har mine tvivl.

Vi må lægge vores energi i de forslag, der nu ligger foran os, så vi kan styrke fundamentet under euroen. Det haster, og vi arbejder hårdt her i Parlamentet på at nå målet. Vi har også brug for en mere regelbaseret tilgang i den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten, fordi forebyggelse er bedre end helbredelse. Vi må også sikre en større grad af fælles ansvar hos medlemsstaterne, ikke kun af hensyn til fordelene, men også de forpligtelser, der stammer fra stabilitets- og vækstpagten.

  Udo Bullmann (S&D). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! I kritiske situationer har Europa altid fundet en vej ud af krisen. Ikke fordi man har handlet interesser af mod hinanden, men fordi vi har kombineret vores interesser, og det har givet os mulighed for at gå nye veje.

Jeg ville gerne have stillet hr. Barroso et spørgsmål, men desværre er han gået. Der vil naturligvis snart blive afholdt store pressekonferencer om, hvordan vi kan redde Europa ved hjælp af laveste fællesnævner, men kommissær Rehn kan måske give mit spørgsmål videre. Jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke vælger følgende vej. Euroobligationer er en fornuftig løsning. Hr. Schulz har sagt det på vegne af vores gruppe, og i Tyskland, hvor det er et kildent emne, siger mit parti det samme. Især den tyske regering er forbeholden, og der tages også forbehold i andre lande, som betaler mindre i rente. Hvorfor gør vi ikke følgende? Vi siger, at disse problemer kan løses. Vi planlægger nu at udstede euroobligationer, men vi sammensætter en fornuftig pakke. Hvad skal der til, for at EU kan handle? Hvordan kan vi få penge i kassen? Hvordan kan vi forøge beskatningspotentialet i en fornuftig langsigtet økonomi? Vi udsteder euroobligationer, og vi forbinder denne udstedelse med indførelsen af en afgift på finansielle transaktioner i EU. Denne pakke kunne resultere i en win-win-situation, så alle kunne få fordel heraf. Spørg fru Merkel på EU-topmødet, om hun er klar til det. Hvorfor er det ikke muligt? Hvorfor foreslår Kommissionen ikke noget i den stil? Det ville hjælpe alle og gøre det muligt at lade et stort nyt projekt for Europa opstå af krisen. Jeg venter på, at Kommissionen kommer med sådan et forslag.

De må holde op med at forsøge at tale Dem ud af det. Det er på tide, at De handler i EU-borgernes og medlemsstaternes interesse, så vi kan finde tilbage til et fornuftigt vækstspor. Vores skæbne ligger i Deres hænder, men De må have modet til at tage initiativet nu.

  Carl Haglund (ALDE). – (SV) Hr. formand! Jeg mener, at det seneste år viser, at en fælles mønt kræver klare, fælles regler, og det er tydeligt, at vi ikke har sådanne regler i øjeblikket. Det er også tydeligt, at euroområdet lider under en afgørende mangel på troværdighed i såvel befolkningens som finansmarkedernes øjne. Jeg er ikke enig med hr. Bullmann. Jeg mener snarere, at Kommissionen har gjort et godt stykke arbejde og har fremsat ambitiøse forslag. For så vidt angår udfordringerne, vi nu står over for, mener jeg ikke, at problemet ligger hos Kommissionen, men hos Rådet. Naturligvis har Rådet et temmelig vanskeligt møde foran sig de næste dage.

Jeg vil gerne udtrykke min glæde over, at Kommissionen nu også har fremlagt et forslag, som vil sætte os i stand til at korrigere de makroøkonomiske ubalancer i fremtiden. Hidtil har vi kun fokuseret på byernes finanser og underskud, og det er helt utilstrækkeligt, hvilket tilfældet Irland tydeligt viser.

Det, jeg er mindre glad for, er måden, hvorpå Rådet arbejder, demonstreret ved den studehandel, der er indgået af hr. Sarkozy og fru Merkel med henblik på at gøre Kommissionens sunde forslag mindre bindende, hvilket vil betyde, at forslaget ikke fører til nogen forbedringer. Vi bør huske på, hvad der skete i 2005, da stabilitets- og vækstpagten blev udvandet. Det var de samme lande, der skabte en situation, der på langt sigt kunne føre til det, der nu er sket i Grækenland. Jeg håber, at Rådet vil stramme sig an og indse, hvilken type beslutning vi har brug for – ellers kommer vi ikke ud af denne situation.

  Derk Jan Eppink (ECR). – (DE) Hr. formand! Den flamske politiker Bart De Wever sagde i et interview i magasinet Der Spiegel, at Belgien var blevet et overførselsland. Det var det, der var problemets kerne i Belgien, og ikke sprogstriden. Solidariteten gik kun én vej.

EU er på vej til at gøre nøjagtig det samme. Vi er ved at gøre et servicesamfund til et overførselssamfund, og euroen er et af midlerne. Den baner vej til billige penge i en række stater. Som formanden for Det Europæiske Råd hr. Van Rompuy har sagt, er den blevet en sovepude. Den underminerer de forskellige landes konkurrenceevne. Nu opfordrer mange europæiske politikere til at indføre endnu en sovepude, nemlig euroobligationer. De vil bare gøre forskellen endnu større. Hvis vi fortsætter på denne måde, vil EU om få år stå i samme situation, som Belgien gør nu. Et overførselssamfund, hvis politiske fundament smuldrer.

I julen vil jeg læse bogen "Rettet unser Geld" af Hans-Olaf Henkel, tidligere formand for BDI, Bundesverbandes der Deutschen Industrie. Måske skulle De gøre det samme, så De kan finde ud af, hvad tyskerne mener.

  Mario Borghezio (EFD). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Efter New York Times' afsløringer foretages der nu undersøgelser i USA af den hemmelige klub på ni banker – en af dem fra Europa – hvis direktører mødes hver onsdag for at aftale, hvad de skal gøre med derivaterne. Kriseudvalget var helt uvidende, og Europa er bare tilskuer.

Den amerikanske centralbank måtte gøre rede for de 13 bio. USD, den havde brugt for at redde bankerne. Vil De godt fortælle os, hvad den amerikanske centralbank forlangte for de europæiske bankredningspakker? Er det ikke den kritiske situation i bankerne – og ikke statens budgetter – som kræver, at summen til den europæiske redningsfond bliver fordoblet, og der skal forberedes en redningsplan til 2 000 mia. EUR?

Hvad hindrer os i at bede Den Europæiske Centralbank åbent og detaljeret gøre rede for sine handlinger, sådan som USA gjorde med deres centralbank? Det ville bestyrke mistanken om, at den handlede og fortsat handler efter eget skøn og ikke i EU-borgernes og skatteydernes interesse.

Hvorfor i al verden har vi aldrig drøftet vedtagelsen af foranstaltninger til reelt og effektivt at adskille forretningsbanker og spekulationsbanker som i Glass-Steagall-loven?

(Formanden afbrød taleren)

  Alfredo Pallone (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi er alle enige om, at der er behov for at skabe et instrument, hvormed vi kan gribe ind i krisesituationer. Dette instrument skal nødvendigvis være knyttet til stramme og nøjagtige budgetpolitikker i medlemsstaterne. Jeg håber, det vil betyde, at kriser som den, vi oplever i disse måneder, ikke gentager sig.

Dagens forhandling angår den bedste måde at finansiere instrumentet på. Som vi alle er klar over, var den private sektor delvis ansvarlig for krisen i visse lande, og i sådanne tilfælde er det fornuftigt, at de bærer noget af ansvaret, om end deres andel bør vurderes fra sag til sag.

Imidlertid tror jeg, at vi skal finde nye og innovative måder at finansiere antikriseinstrumentet på. Et eksempel kunne være euroobligationer, som nogle ser som en ny byrde på de nationale budgetter. Det er dog ikke tilfældet. Tværtimod kunne antikriseinstrumentet i kraft af udstedelsen af euroobligationer finansieres gennem markedet og dermed trække på udenlandsk kapital og interesserede investorer.

En mekanisme, der udelukkende er baseret på forholdsmæssige bidrag og simpel afsættelse af reserver, ville være en stor byrde for medlemsstaterne, som ville skulle finde ressourcer og kapital at indskyde, uden at indskuddene ville give afkast eller udbytte. I en situation som den nuværende, hvor medlemsstaterne bliver bedt om at gennemføre stramme budgetpolitikker for at nedbringe underskud og gæld foruden at betale bidrag til deltagelse i en antikrisefond, er der en reel risiko for et sammenbrud.

Den europæiske økonomi kan ikke genoplives, medmindre vi samtidig bruger euroens styrke på de internationale markeder og den deraf afledte bedre kreditvurdering til at helbrede den.

  Elisa Ferreira (S&D). – (PT) Hr. formand, hr. kommissær! De har hørt et meget klart budskab fra Parlamentet, en anmodning til Kommissionen om at handle, at gribe ind. Kommissionen anmodes om at undlade blot at gummistemple den mindst mulige enighed mellem staterne, hvilket er det samme som at sige, at Kommissionen skal holde op med at lade sig begrænse af de mest magtfuldes vilje. Kommissionen må påtage sig sit ansvar og sin pligt til at tage initiativet.

Jeg må desværre sige, at de konklusioner, som vi forventer af det næste topmøde, ikke vil føre til en løsning, først og fremmest fordi den forventede mekanisme til indgreb skal vedtages enstemmigt af alle medlemsstater, og vi har brug for en europæisk dimension frem for en dimension, som tillader alle typer forvridninger og nogle lande at kontrollere andre. På den anden side vil en revision af traktaten på nuværende tidspunkt åbne Pandoras æske, og jeg ville under alle omstændigheder gerne have haft et svar på spørgsmålet om, hvorvidt man med den nye mekanisme vil kunne købe statsobligationer.

Til kommissæren vil jeg sige, at det er nødvendigt med en dybdeborende gennemgang, og Kommissionen kan ikke ignorere den igangværende debat om euroobligationer og undlade at reagere på de initiativer, som diverse aktører tager i mellemtiden, nemlig Juncker, Mário Monti, nogle elementer her i Parlamentet og diverse tænketanke. Kommissionen skal fremlægge et forslag og skal kunne forsvare det.

En slutbemærkning: Euroområdet har ikke et overordnet problem – eller jo, det har et overordnet problem, men det handler om utilstrækkelig vækst frem for en ulige vækst indadtil. Hvor er de nødvendige midler, der skal til, sammen med økonomisk styring og straf, så 2020-strategien kan fremmes og udmøntes?

  Wolf Klinz (ALDE). – (DE) Fru formand! Hr. Schulz har ret. Vi er midt i en enorm tillidskrise, og Rådets medlemmer stikker borgerne blår i øjnene. De fortæller dem, at alt er under kontrol, at vi blot skal ændre traktaten en smule ved at indføre en permanent stabilitetsmekanisme, og så vil problemet være løst. Faktisk er situationen ikke under kontrol. Medlemsstaterne reagerer frem for at agere aktivt. De laver desperat brandslukning, men de kan ikke få bugt med flammerne. Markederne spørger sig selv, hvem der faktisk har kontrollen i Europa og i euroområdet.

EU står ved et vendepunkt. Hvis vi ikke vælger den rigtige vej nu, vil vi ikke en gang kunne opretholde status quo. I stedet vil vi gå baglæns. Det, vi har brug for, er fremskridt i retning af integration. Vi har brug for mere Europa. Vi må færdiggøre det indre marked, herunder servicesektoren. Sammen med den monetære union har vi brug for en økonomisk union, en budgetunion og en skatteunion. Vi har også brug for en stærk Kommission, som har ret og beføjelser til at kontrollere og overvåge denne økonomiske union og pålægge sanktioner automatisk i de situationer, hvor det er berettiget. Hvis vi tager disse skridt mod mere integration, kan vi tale om indførelse af euroobligationer. Så vil vi have lagt fundamentet til dem. Men undervejs må vi sikre, at vi kan finansiere de langsigtede investeringer, der er nødvendige, trods alle de berettigede stramningsforanstaltninger, så vi kan sikre EU's konkurrenceevne på mellemlangt og langt sigt.

Vi må til slut også fortælle borgerne sandheden. Vi har brug for løsninger uden skyklapper, vi må drøfte problemer uden at blande ideologi ind i det, og vi må holde op med at forsøge at klare os, som vi bedst kan. Det, vi er nødt til at sikre, er handling i det lange løb frem for kortsigtede reaktioner.

FORSÆDE: Dagmar ROTH-BEHRENDT
Næstformand

  Vicky Ford (ECR). – (EN) Fru formand! Lad os begynde med den gode nyhed. Jo, der er tegn på nogen bedring i dele af Europas økonomi i bred forstand. Men situationen trues af den forlængede usikkerhed, der risikerer at få finansieringskilderne til at tørre ud og investeringerne til at stagnere. Alle i Europa, også i Storbritannien, har interesse i, at euroområdets økonomi er stærk.

Solid og åben økonomisk planlægning til at kontrollere ødselhed fra regeringens side og uholdbare gældsniveauer er en central del af alt dette for alle 27 medlemsstater. Euroområdets lande har indset, at der er brug for en permanent kriseløsning, men der er mange spørgsmål, og nogle af dem besvares i denne beslutning fra Parlamentet.

Af hvilken art skal inddragelsen af den private sektor være? Jeg er glad for forslaget om at følge IMF's eksempel og beskytte offentlige midler ved hjælp af en status som privilegeret kreditor. Og hvilke traktatændringer taler vi om? Det spørgsmål skal afklares.

Endelig er den permanente krisemekanisme blevet beskrevet som et værktøj til at styrke euroområdet. De lande, der forsøger at slutte sig til euroen, bør få mulighed for at deltage, men de af os, der har valgt ikke at indføre euroen, bør ikke blive tvunget til at bidrage.

  Alain Lamassoure (PPE). – (FR) Fru formand! Europas borgere er lige så tyngede af tvivl som af bekymring over de finansielle markeder. Nu hvor europæerne har en fælles skæbne, er de da i stand til at se den i øjnene i solidaritetens ånd?

I dag manifesterer solidariteten sig i krisens dyb. Det er fint, men ikke nok. Når Europæerne står sammen i modgang, må de også vise, at de handler solidarisk, når de kortlægger vejen frem, for selv om krisen tyngede Europa i længere tid end andre kontinenter, skyldes det, at vores økonomi allerede har været svækket af ti års sløv vækst på blot 1 % om året i gennemsnit. De ti år med Lissabonstrategien var et tabt årti.

I forbindelse med Agenda 2020 udarbejdede de europæiske ledere en plan for genoplivning af vores økonomi, men de sagde ikke, hvordan den skulle finansieres og kontrolleres, eller hvori incitamenterne og de eventuelle sanktioner skulle bestå. Derfor er tiden kommet til at supplere stabilitets- og vækstpagten med en solidaritetspagt, som det allerede er nævnt her på plenarmødet.

Ordet solidaritet er anført 23 gange i traktaten. Lad os oversætte ordet til handling. Der er ved at blive udformet en procedure for koordinering af finanspolitikken for at garantere stabilitet gennem forebyggelse af underskud. Lad os udvide anvendelsesområdet herfor, lad os koordinere med hinanden for at garantere den fremtidige finansiering. Vi bliver nødt til at bruge mindre, men bruge pengene bedre, ikke den enkelte borger derhjemme under trusler om sanktioner, men vi alle på én gang. Hvis europæerne ønsker at undgå det værste, må de stå sammen for at være bedst muligt forberedt.

  Zoran Thaler (S&D). – (SL) Fru formand! Vi europæere lever i et interessant paradoks. På den ene side har euroen i sin 12 år lange levetid vist sig at være den mest stabile af alle verdens valutaer. Ifølge officielle tal fra Den Europæiske Centralbank i Frankfurt har den gennemsnitlige inflation i denne periode været 1,97 %, hvilket kun er 3 procentpoint under målet på 2 %. Euroens værdi over for den amerikanske dollar har hele vejen ligget højere, end den gjorde, da den blev skabt. På den anden side har vi dog hørt historier på det seneste om, at euroen måske er på randen af sammenbrud. Hvordan kan vi dog være havnet i den situation?

Det er en grotesk og uansvarlig opførsel forårsaget af populistiske politikker fra både venstre og højre, der har bragt os i den situation. Men vil vi virkelig for at forsvare vores valuta tillade, at demokratiet viser sig at være svagere end de forholdsvis autoritære regimer? Vi har brug for ansvarlig opførsel, vi har brug for at forankre fem gyldne regler for ansvarlig opførsel i vores politik. Lad os vedtage dem her i Parlamentet, lad os beslutte, hvordan vi skal måle graden af ansvarlig opførsel og opførsel, som er til fælles bedste ifølge politikkerne i vores medlemsstater.

Afgiften på finansielle transaktioner og euroobligationerne bør derfor være hovedhjørnestenen. Det er vores pligt i dag at vedtage sådanne politikker til forsvar for vores fælles mønt.

  José Manuel García-Margallo y Marfil (PPE). – (ES) Fru formand! Det, vi har brug for lige nu, er klare regler, og vi foretager os det stik modsatte. Jeg vil derfor komme med nogle forslag til at genskabe klarheden.

I Det Europæiske Semester ønsker Parlamentet at fokusere på en række diskussioner, som i øjeblikket ikke er fokuserede og ikke stemmer med folkeopinionen. Vi ønsker, at de politiske svar på de anbefalinger, som medlemsstaterne får gennem de næste seks måneder, skal tages i betragtning, når de straffe, der er lagt op til i lovpakken om økonomisk styring, skal udformes.

Min gruppe vil gerne gøre det klart, at der ikke findes magiske løsninger i lovpakken på vejen ud af krisen. Der er kun de velkendte metoder til udøvelse af budgetdisciplin og udførelse af strukturreformer for at opretholde konkurrenceevnen.

Med hensyn til krisemekanismen, som kommissæren sagde i går, lovede formand Barroso os her, at det ville blive en EU-mekanisme. I dag foreslår Rådet en mellemstatslig mekanisme. Er den europæisk – med hr. Barrosos ord – for det ser ud til, at fonden vil blive etableret i Europa og ikke på Cayman Islands, eller har Kommissionen tænkt sig at hjælpe os med at skabe en mekanisme efter EU-proceduren, hvor Parlamentet kan bidrage?

Med hensyn til euroobligationer siger Kommissionen, OECD og eksperterne, at det er en god idé, men at det er en umoden idé, og derfor er vi sent på den.

Jeg vil foreslå Kommissionen, at vi indleder en debat for at udstikke rammerne for et system med euroobligationer, der giver en rimelig finansiering til de lande, der gør det rigtige, og straffer dem, der ikke gør det, ved at tvinge dem til at gå til markederne og betale renter, som er reelt afskrækkende. Det er den eneste gangbare måde at kombinere en stram finanspolitik med økonomisk vækst.

Og kom nu ikke tilbage for at diskutere, om det er for tidligt eller for sent, for vi ved nu, at vi altid har været for sent på den. Lad os se, om vi for en gangs skyld kan være i god tid ved at ændre reglerne.

  Catherine Trautmann (S&D). – (FR) Fru formand! Euroen er vores fælles aktiv, og i dag fortalte fagforeningerne Parlamentet, at de var bekymrede over, at det er arbejdstagerne selv, der betaler prisen for krisen gennem en svag euro, en euro, der er under angreb, og ikke gennem en vækstfremmende, jobskabende euro.

Det er derfor afgørende, at vi ikke går efter en simpel teknisk revision af traktaterne, og at de to store funktionsforstyrrelser i euroområdet, som krisen afdækkede, afhjælpes.

Det første tiltag er at indføre euroobligationer, som vi har hørt. Euroobligationer vil ikke kun stabilisere euroens niveau, de vil også umiddelbart modvirke spekulationsangreb.

Den anden tilgang til at indføre skattemæssig retfærdighed og få finansmarkederne til at betale prisen for krisen er præcis at indføre en afgift på finansielle transaktioner, så det ikke er medarbejderne, der som følge af skattemæssig uretfærdighed betaler prisen for denne krise.

Endelig må der oprettes et europæisk gældsagentur, som skal kunne samle nogle af medlemsstaternes statsgældsposter.

Til sidst vil jeg også gerne støtte hr. Juncker og sige, at en forøgelse af stabilitetsfonden, som blev foreslået af generaldirektør for IMF Dominique Strauss-Kahn, er en god idé.

Tidlig indgriben – som vi har hørt – ikke at være for sent ude og vælge at blive stærk og ikke svag, det er elementer, som kan sætte os i stand til at udøve den styring, som ville genoprette tilliden, sådan som vores formand Martin Schultz har opfordret til.

(Bifald)

  Paulo Rangel (PPE). – (PT) Fru formand! Det første punkt, som jeg gerne vil gøre klart her, og som det er vigtigt, at vi styrker her i Parlamentet, er, at euroen – i modsætning til hvad vi sommetider høre i pressen og i visse europæiske lederes erklæringer – som valuta har været afgørende i vores reaktion på den nuværende krise. Uden euroen ville vi stå i en yderst vanskelig situation, hvor valutaer fra svagere lande står over for dramatiske devalueringer, og den tyske mark som følge heraf står over for en umulig værdistigning for at kunne understøtte den tyske og de europæiske økonomier. Euroen var derfor en stabiliserende faktor, ikke kun for lande i euroområdet, men også for valutaer i lande, som ikke har ønsket at deltage i euroområdet.

Så – fordi vi har brug for at forsvare dette fællesskab, som det bedre end nogensinde er lykkedes at reagere på en krise, og fordi vi f.eks. vil se, hvad der sker med dollaren og USA i fremtiden, vil vi også se, hvordan euroen faktisk har sine fordele.

Vi har nu ansvaret sammen med Rådet for at gøre alt, hvad vi kan for at forsvare euroen, nemlig skabe en stabiliseringsfond, som følger fællesskabsmetoden og kan bruges til at indføre henholdsvis ansvarlighed i de mest skrøbelige lande og solidaritet i de lande, der har opfyldt deres forpligtelser, men ikke altid har vist – i hvert fald ikke i deres erklæringer udadtil – at de har kunnet indtage en solidarisk holdning i forbindelse med euroområdet.

  Juan Fernando López Aguilar (S&D). – (ES) Fru formand! Året, der nærmer sig sin slutning – 2010 – er mere end én gang blevet beskrevet som det år, hvor vi levede livet farligt. Jeg mener derfor, at denne forhandling burde være gavnlig med hensyn til at belyse læren af 2010, så vi kan drage konklusionerne for 2011.

Den første konklusion vedrører de uholdbare ubalancer i finanssektoren i den europæiske økonomi og forvridningerne i realøkonomien.

Den anden er den uholdbare ubalance i den fælles mønt og behovet for at koordinere økonomi-, skatte- og budgetpolitikkerne, som stadig er i en skrøbelig forfatning.

Den tredje og primære konklusion vedrører ubalancen mellem krisens hastighed og reaktionstidens længde. Fra et økonomisk synspunkt betyder det, at Den Europæiske Centralbank skal være mere aktiv over for spekulationsangreb på statsgæld, og i 2011 må vi lægge fundamentet til et europæisk gældsagentur, som kan udstede euroobligationer.

Ligeledes skal der i henseende til stabilitets- og vækstpagten igangsættes en debat om den nødvendige beskatning, bankforretningsafgift og skat på spekulation, som er kortsigtede transaktioner i spekulationsøjemed, og behovet for egne ressourcer i EU.

Imidlertid er den debat, der er vigtig for Parlamentet, debatten om de politiske konsekvenser af krisen, fordi EU's motto – jeg understreger det endnu en gang – er "Forenet i mangfoldighed" og under ingen omstændigheder "Splittet af modgang". Parlamentet skal derfor konfrontere dem, der forsøger at stigmatisere visse medlemsstater i forhold til andre og splitter opinionen i Europa og sætter europæerne op mod hinanden.

Parlamentet repræsenterer 500 mio. europæere i en Union, der har 27 medlemsstater, og lige som på George Orwells gård er ingen mere lige end andre.

  Othmar Karas (PPE). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Vi taler om topmødet den 16. december. Det ville være godt, hvis Rådet efter topmødet kunne sige til os, at det erkender fejl og mangler, at det ved, hvor det har fejlet, og at det forstår traktatens begrænsninger.

Selvtilfredshed og beskyldninger, forsøg på at pynte på fejl og en overfladisk tilgang vil ikke løse problemer eller skabe tillid. Lad os holde op med at lege med Europa. Det her handler virkelig om Europa. Jeg er enig i alt, hvad hr. Klinz sagde.

Da der nu kun er nogle få dage til jul, vil jeg gerne opfordre til, at man tænder et stearinlys for beslutsomhed og fælles interesse, et lys, der repræsenterer den nye alvor, ærlighed og tillid til EU's fremtid. Tænd et lys for forandring i den politiske kurs i Europa, for en bevægelse væk fra krisen og hen mod konkurrenceevne, væk fra ånden i Deauville og hen mod politisk union, bort fra nedskæringer og hen mod investering og reform, væk fra monetær union og i retning af politisk union.

På grund af Tysklands forfatningsmæssige problemer er tilføjelsen til traktaten blot en politisk håndsrækning til videreudviklingen af redningspakken, hverken mere eller mindre. Det er ikke en løsning. Gør den endelig ikke til mere, end den reelt er. Stands den kortsigtede politikfastlæggelse og præsenter et fuldt udbygget koncept til afhjælpning af krisen, som vil føre os i retning af politisk union. Sæt en stopper for denne uenighed. Nu er det nok – nu er det ikke nok – og faktisk ved vi ikke, hvor det bærer hen. Vi må opfordre Kommissionen til at fremlægge et koncept til en økonomisk, social og finansiel union, så vi kan tage næste skridt i retning af integration mod slutningen af næste år og virkelig gøre arbejdet ordentligt.

  Anni Podimata (S&D). – (EL) Fru formand, hr. kommissær! I morgen holder Rådet et af de vigtigste møder i EU's historie i almindelighed og ØMU'ens historie i særdeleshed, og spørgsmålet er, om stats- og regeringslederne er opgaven voksen. Det tvivler vi meget på, fordi filosofien, som visse overhoveder har indført i Rådet, ikke er en filosofi om overvindelse af krisen på grundlag af solidaritet og ansvar, men en krisestyringsfilosofi, en filosofi, som fokuserer på og udelukkende handler om detaljerne i en permanent mekanisme. Rådet vil ikke kunne klare opgaven, fordi det ikke sender det budskab om økonomisk og politisk samhørighed, som er nødvendigt at sende, ikke kun for at overbevise markederne, men først og fremmest for at overbevise den fastlåste europæiske befolkning, som ser på hinanden med mistænksomhed, og som er begyndt at blive fremmedfjendske igen, overbevise dem om værdien af den europæiske vision og minde dem om, at der er mere, der binder os sammen, end der adskiller os.

  Gunnar Hökmark (PPE). – (EN) Fru formand! Jeg kan ikke forstå, hvorfor socialisterne prøver at flygte fra ansvaret for de socialistiske politikker. Det er rigtigt, at vi ser forskellige årsager til gælden i Europa. Det er imidlertid også sandt, at de socialistiske regeringer er kommet i budgetunderskudsproblemer, fordi de har ført en bevidst udgifts- og underskudsforøgende politik.

Vi havde denne drøftelse i Parlamentet i foråret 2009, og vi har haft den i en række medlemsstater. Jeg husker, at de svenske socialdemokrater kritiserede den svenske regering for ikke at øge underskuddet og udgifterne.

Siden har vi set, hvad der skete. Det er i mine øjne en grund til, at vi er nødt til have stabile regler for stabilitets- og vækstpagten, men også stabile regler for konsekvenserne. Vi kan ikke have en situation, hvor medlemsstater, der skaber problemer for de finansielle systemer og forårsager stigende rentesatser, får lov til at flygte fra konsekvenserne ved at lade andre borgere betale for disse renter.

Vi må have stabilitet, og euroobligationerne løser ikke det problem. Vi kan få euroobligationer af andre grunde. Måske. For så vidt angår den finansielle mekanisme, skal den finansieres og baseres på de risici, som medlemsstaterne skaber. Hvis man løber en større risiko, kører med større underskud, så er man også nødt til at finansiere den finansielle mekanisme lidt mere. Det er en måde at tage ansvar for en bevidst politik på. Glem ikke, at konsekvenserne, som vi nu ser i en række lande, er konsekvenserne af de debatter, vi havde i de nationale parlamenter og her i Parlamentet, da nogle af os gik ind for øgede udgifter. Nu ser vi de bitre resultater.

(Taleren indvilligede i at tage imod et Blå kort-spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Martin Schulz (S&D). – (DE) Fru formand! Jeg kan forstå, at hr. Hökmark er nødt til at holde en pæn tale for folk hjemme i Sverige. Men, hr. Hökmark, vil De godt svare på følgende spørgsmål: Hvilket land i EU har det højeste niveau af langfristet statsgæld, og hvilket parti sidder i dag i regering i det land?

  Gunnar Hökmark (PPE). – (Hr. Schulz fortsatte med at tale, men mikrofonen var slået fra) (EN) Fru formand! Jeg håber, jeg kan fortsætte uden yderligere afbrydelser. Først og fremmest går mit budskab i høj grad til Dem, hr. Schulz, fordi jeg ønsker, at De skal huske, hvad De gik ind for her i Parlamentet for to år siden. De sagde, at EU og medlemsstaterne burde øge deres udgifter. Problemet er, at nogle af medlemsstaterne har haft socialistiske regeringer, og i alle disse regeringer, i alle disse lande har vi set underskuddet vokse som et resultat af den politik, de anbefalede. Hr. Schulz, benægter De det?

(Taleren indvilligede i at tage imod et Blå kort-spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Martin Schulz (S&D). – (DE) Fru formand! Da min kollega ikke har besvaret mit spørgsmål, vil jeg svare for ham. Landet er Italien, og dets premierminister er Silvio Berlusconi. Kristendemokraterne har siddet på magten i Italien næsten uafbrudt siden 1946.

  Liisa Jaakonsaari (S&D). – (FI) Fru formand! Også jeg vil gerne spørge vores kollega, hvordan socialisterne i Irland og Grækenland skulle kunne sende deres land ud i gældsætning. Da De nu er det største politiske parti i Europa i øjeblikket, og Kommissionen hælder til højre, er det så ikke højrefløjens opgave nu at vise vejen ud af denne krise og ikke skyde skylden på tidligere regeringer?

  Gunnar Hökmark (PPE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne minde mine kolleger her om, at jeg sagde, at der en række forskellige grunde til de underskudsproblemer, vi har, men jeg sagde ganske vist også – og hverken hr. Schulz eller hans kolleger har benægtet det – at vi har været vidne til alle disse problemer under alle socialistiske regeringer, fordi det var en bevidst politik. Jeg er helt enig i, når vi taler om Irland f.eks., at der blev begået store fejl, men det interessante er, at det var en bevidst politik at øge udgifterne og underskuddene for at imødegå krisen og problemerne, og nu ser vi resultaterne. Det er budskabet til hr. Schulz og andre.

(Taleren indvilligede i at tage imod Blå kort-spørgsmålene i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Formanden. − For lige at samle op, så både taleren og alle kolleger ved, hvad der foregår, vil jeg nævne, at vi nu har tre mere, der gerne vil stille et Blå kort-spørgsmål. Da denne mulighed er indført af Arbejdsgruppen om Reform af Parlamentet, er jeg lydhør over for ønskerne, og vi har tid nok, men ikke desto mindre må jeg spørge taleren, om han vil tage imod alle disse spørgsmål. Så jeg vil spørge alle, om vi kan tage spørgsmålene først og så lade hr. Hökmark svare efterfølgende. Herefter afslutter vi den del af spørgetiden.

  Philippe Lamberts (Verts/ALE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne sige til hr. Hökmark, at det, han siger om socialistiske regeringer, meget vel kan være sandt i en vis udstrækning, men højrefløjsregeringer vælger i bund og grund at gøre det samme ved at ophobe privat gæld i stedet for offentlig gæld. Det er ikke bedre for økonomien og er faktisk en anden måde at gøre nøjagtig det samme på, hvilket ikke er holdbart.

  Werner Langen (PPE). – (DE) Fru formand! Jeg vil gerne spørge hr. Hökmark, da han har siddet her i nogen tid, om han husker, at Belgien, Grækenland og Italien har gæld, der beløb sig til over 130 % af deres nationalprodukt i begyndelsen af den monetære unions eksistens, og at tallet i Grækenland er steget, mens det i Belgien og Italien er faldet med over 30 % henholdsvis 25 %. Husker han det?

  Anni Podimata (S&D). – (EL) Fru formand! Jeg har et simpelt spørgsmål at stille hr. Langen og hr. Hökmark, som gerne vil idealisere gældskrisen og åbenlyst skyder skylden på de socialistiske regeringer under ét.

Har De nogensinde udspurgt Deres kolleger i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater), som regerede mit land indtil for et år siden, om det faktum, at de gav Dem og Kommissionen – De kan spørge hr. Rehn – officielle statistikker over, at Grækenlands underskud i 2009 var 6,9 % og ikke de 15 %, som for nylig blev bekræftet af Eurostat?

  Gunnar Hökmark (PPE). – (EN) Fru formand! Denne forhandling har klarlagt nogle af de ting, som vi er nødt til at huske på.

Lad os ikke glemme mit første punkt, som er – og det er interessant, at ingen af mine socialistiske kolleger benægter dette – at alle de socialistiske regeringer, der gennemførte socialistisk politik, er løbet ind i dybe underskudskriser. Vi ser nu krisen kradse i land efter land på grund af den bevidste politik, som hr. Schulz og andre forsvarede i Parlamentet for to år siden. Vi kan kigge i dette Parlaments protokoller og se, at det var nøjagtig det, som De, hr. Schulz, og Deres kolleger sagde i forhandlingerne her. Nu ser De de bitre resultater. Det ønskede jeg at understrege. Jeg noterer mig, at det eneste, De har at sige, er: "Ja, De har ret, men andre lande har også problemer". De argumenterer imidlertid ikke imod mit hovedsynspunkt, at Deres politikker skabte problemerne. Der er værd at huske. Jeg synes, det skal føres til protokols.

Hr. Lamberts henleder også opmærksomheden på disse problemer. Men det interessante er, at selv om det er sandt, at en række lande har problemer som følge af finanskrisen, er det også rigtigt – som jeg mener hr. Lamberts vil erkende og forstå – at regeringen i de fleste af de lande, der har et stabilt syn på offentlige finanser, ikke er socialistisk. Jeg tror ikke, at De eller nogen anden i Parlamentet kan udpege en socialistisk regering, som ikke er røget ind i underskudsproblemer.

  Ioannis Kasoulides (PPE). – (EN) Fru formand! Det, der tæller, er politikken, ikke hvem der gennemførte den. Lad den rene kaste den første sten, som man siger. Eurokrisen ender måske ikke med Irland, og vi har måske ikke en gang set det værste endnu.

Markedets rovdyr vil trods de pinefulde stramninger i alle medlemsstater aldrig endeløst angribe sårbare åbninger. Men hvis EU vinder dette slag og får held i modgangen ved at demonstrere beslutsomhed med hensyn til at gøre, hvad der er nødvendigt, i en solidarisk og fælles indsats for at imødegå lovgiverne og overbevise markederne, så ville det være en stor sejr for europæisk integration.

Det vil blive opnået som resultat af kollektiv klogskab. Lad os modbevise dem, der forudsiger, at euroens ende er nær, og at både stærke og svage lande vil trække sig ud af euroområdet. En stram finanspolitik, økonomisk styring og redning af euroen bliver ikke fuldført uden en gensidigt vedtagen EU-plan om at stimulere væksten. Engang reddede den amerikanske Marshallhjælp Europas økonomi. Udfordringen i dag er en pendant hertil – hjælp fra europæere til europæere.

  Gay Mitchell (PPE). - (EN) Fru formand! I dag vil der blive stemt i Dáil, det irske repræsentanternes hus, om den finansielle hjælpepakke fra EU-IMF. Det har været hårde tider i Irland med skattestigninger og udgiftsnedsættelser. Sidste uges budget gav blot en glimt af disse vanskeligheder, som så mange irere gennemgår i øjeblikket. Det kommer oven i lønnedskæringer på 14 % i både den offentlige og den private sektor.

Imidlertid er jeg overbevist om, at EU-IMF-pakken vil hjælpe Irland med at genoprette tilliden ved at få bankerne til at genopbygge kapital og begynde at låne penge ud igen og ved at reparere de offentlige finanser. Jeg er ikke nødvendigvis enig i alle detaljer af planen, men de overordnede tal støttes af Fine Gael. De underliggende økonomiske tendenser i Irland er ret gode. Det vil kræve god styring og overblik i Dáil at sikre, at vores finanser aldrig mere løber løbsk.

Det vil også kræve overvejelser i EU og ECB om de lave renters bidrag til inflationen i ejendomspriserne. Jeg stod alene i Parlamentet for to et halvt år siden, da jeg udspurgte hr. Trichet om netop dette problem. Med etableringen af en permanent afløser for den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme, som Irland låner 22,5 mia. EUR af, hvis den trækker på hele summen, er EU-IMF-pakken et positivt træk for euroområdet.

Lad mig også til slut sige, at der er mange her, som mener, at de er føderalister, og dog ønsker de at indføre en form for harmonisering af beskatningen. I USA er over 50 % af selskaberne i copyrightbranchen registreret i Delaware. Hvorfor mon det? Fordi skattesystemet i Delaware er gunstigt. Der fremsættes meget uvidende kommentarer her i Parlamentet af selviske personer, som ønsker at fremme deres egen nationale sag ved at komme med unøjagtige udtalelser, og de vil blive udfordret.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Fru formand! Finanskrisen har vist, at der er et endnu større behov for mere Europa. Den lære, vi skal drage, er, at det ikke hjælper nogen medlemsstat primært at handle i egen national interesse. I morgen er der således lejlighed til at gøre en fælles indsats, indføre finanspolitisk konsolidering og vedtage en stabilitetspagt med sanktioner.

Det vil også være tidspunktet at løse Europas gamle paradoks. EU bygger på det indre marked, men dette indre marked er stadig ikke fuldført. Nu er det på tide at åbne det indre digitale marked! Vi skal oprette en permanent krisestyringsmekanisme, helst gruppebaseret. Da der bør foregå en indsats for forebyggelse og tidlig indgriben, er der dernæst brug for at harmonisere betingelserne for tidlig indgriben og aktivering af krisestyringsmekanismerne bedre og samtidig naturligvis undgå overregulering. For det tredje bør formålet med krisestyringsfonde defineres klart. Deres mål er at sikre makrofinansiel stabilitet. De bør ikke anvendes til at løse andre aktuelle problemer. For det fjerde bør der defineres mere præcise tilsynsrettigheder på EU-plan, som f.eks. i tilfældet med eventuel indgriben i finansieringsinstitutternes aktiviteter, herunder retten til at standse udbetalingen af dividender eller aktiviteter, der udgør uberettigede risici.

  Jean-Paul Gauzès (PPE). – (FR) Fru formand, hr. minister, hr. kommissær! Jeg har lyttet til denne lange forhandling i min egenskab af borger.

Jeg vil gerne sige, at hr. Barrosos forslag var meget interessante. Vi vil gerne se dem udmøntet. En klar og forståelig politisk vilje og en sandfærdig tale er de nødvendige betingelser for genopretning af borgernes tillid. Det er altafgørende, at vi ikke slører realiteterne. Der er offentlige udgifter, som vi må dække eller skære ned på. Der er offentlig og privat gæld, som vi må betale tilbage.

Der er utallige eksperter, som har idéer om alt muligt. De, der ikke så krisen komme, flyder nu over af fremragende løsninger. Men det er en vanskelig situation, så lad os bruge sund fornuft. Lad os ikke i forvaltningen af de offentlige finanser gentage de fejl, der blev begået i den private sektor, og som førte til finans- og bankkrisen. Sofistikerede ordninger skaber ikke værdi og velstand. De skaber illusioner og gavner ofte kun spekulanterne.

Sagen er, at medlemsstaterne har levet over evne. Vi må have modet til at drage de nødvendige konklusioner og sikre, at genopretningsbyrden fordeles retfærdigt.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Fru formand! Først en klage. De sagde, at dette er en vigtig forhandling, og det er det. Jeg finder det temmelig uacceptabelt, at hr. Barroso og mange af de politiske ledere har forladt Parlamentet, så snart de har holdt deres tale. Det skal retfærdigvis siges, at hr. Schulz har været her fra start til slut, og det vil jeg gerne rose ham for.

Dernæst vil jeg gerne sige, at når alt kommer til alt, er en af de primære årsager til finanskrisen, at regeringerne ikke regerede, og de politiske ledere ikke udøvede lederskab. Heldigvis får vi nu den situation under kontrol med den nye tilsynsstruktur, som skal indføres fra 1. januar, kreditvurderingsbureauernes rapport, som vi behandlede i går, og den permanente finansielle stabilitetsmekanisme i dag. Det må alt sammen hilses velkomment.

Hvis hr. Barroso var her, ville jeg gerne spørge ham, om han kan garantere, at det ikke er nødvendigt med en folkeafstemning i Irland og andre steder for at foretage de minimale traktatændringer, han nævnte.

Endelig vil jeg gerne sige til dem, der har anmodet om, at medlemmerne underskriver en skriftlig erklæring, at dette er et direkte angreb på selskabsskatten i Irland. Det bør ikke ske.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). – (HU) Fru formand, mine damer og herrer! Der har udspundet sig en ideologisk debat her i Parlamentet, selv om vi kunne give mange eksempler på, hvordan Schröder-regeringen gennemførte en meget seriøs reformpolitik, eller hvordan den højreregering, der nu er kommet til magten i Ungarn, brugte alle midler til at forhindre den daværende venstrefløjsregering i at indføre en stram finanspolitik efter 2006. Debatter som denne fører ingen steder hen. Det, der er vigtigt, er, at EU endelig bør engagere sig i proaktive frem for reaktive politikker. Det ville være velkomment, hvis topmødet denne weekend kunne nå frem til en aftale om den europæiske stabilitetsmekanisme. Det ungarske formandskab, den ungarske regering, som overtager det roterende formandskab for EU i januar, vil gøre sit bedste for at sætte fart i ratificeringsprocessen og sikre, at EU kan tage sig af vægtige spørgsmål såsom at gøre Europa mere dynamisk.

  Ildikó Gáll-Pelcz (PPE). – (HU) Fru formand, ærede Råd, ærede Kommission! Medlemsstaterne forsøger at reagere på krisen, som de befinder sig i, gennem individuelle løsninger og egne svar. Efter at have udstukket en strategisk kurs bør Rådet og Kommissionen konsolidere og koordinere medlemsstaternes løsninger. Det betyder, at det ikke er nok at straffe medlemsstaterne, når det gælder økonomisk styring. Naturligvis ville det have været rart at se den konsekvens og strenghed, der er udvist i dag, tillige udvist af visse kommissærer, når de lukker øjnene for forfalskning af data. Jeg er overbevist om, at ansvaret for den manglende overholdelse af stabilitets- og vækstpagten ikke udelukkende ligger hos medlemsstaterne, da det var Kommissionen selv, der opblødte sine kontrolmekanismer. Vi må erkende, at sparepolitikken, der hidtil har været ført, ikke er lykkedes nogen steder. Dermed bliver De nødt til at stille med nye og klare svar. Innovative og motiverende løsninger. Jeg kan forsikre Dem om alle her om at det kommende ungarske formandskab vil udfylde denne koordinerende rolle.

  Proinsias De Rossa (S&D). – (EN) Fru formand! Irland er blevet nævnt mange gange i denne forhandling. Jeg vil gerne starte med at gøre det klart, at jeg støtter en udbygget økonomisk styring i en europæisk social markedsøkonomi. Vi bør takke Irlands partnere i Europa for deres solidaritet i denne krisetid – en krise, der primært er skabt af inkompetente konservative regeringer gennem mange år.

Det vil ikke være nogen overraskelse for Dem, at solidaritet af euroskeptikerne udlægges som et tab af Irlands uafhængighed. Den fordrejning forværres af Kommissionens og Rådets manglende vilje til at samarbejde med dette Parlament om aftalememorandummet med Irland. Hr. Rehn, hvornår bliver det aftalememorandum forelagt Parlamentet?

Kommissær Rehn, en af de værste betingelser og forpligtelser i aftalememorandummet er pligten til at skære mindstelønnen i Irland ned med 2 000 EUR om året. Den irske regering hævder, at De krævede den nedskæring hr. Rehn. Kan De oplyse Parlamentet om det?

Endnu et uforståeligt aspekt af denne aftale er den margin på 3 %, De har forlangt …

(Formanden afbrød taleren)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Fru formand! Det er ikke acceptabelt, at væsentlige foranstaltninger fortsat skal udskydes, foranstaltninger, der ikke tager hensyn til stigningen i arbejdsløsheden, fattigdommen, uligheden, forskellene og den økonomiske tilbagegang, som disse spareplaner vil forårsage, mens økonomiske og finansielle grupper fortsat har en stigende indtjening. Det fører til flere spørgsmål, f.eks.:

Hvorfor er Den Europæiske Centralbanks vedtægter og retningslinjer ikke blevet ændret med hensyn til lån, der ydes direkte til medlemsstaterne til en rente på 1 %, den samme som til private banker, som så opkræver tre, fire eller fem gange så høje renter og dermed øger statsgælden? Hvorfor er det ikke blevet besluttet at anvende en skat på kapitalbevægelser og ikke træffe de nødvendige foranstaltninger til udryddelse af skattely og derivatmarkeder, som ville bringe spekulation i statsgælden til ophør? Hvorfor ikke beslutte at øge EU-budgettet til en reel politik for økonomisk og social samhørighed med det formål at øge produktionen og skabe job med rettigheder ...

(Formanden afbrød taleren)

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Fru formand! Vi drøfter et forslag om et finansielt stabilitetsinstrument for euroområdet – et instrument, som bør hjælpe vores venner fra lande, som i øjeblikket ikke kan betale deres gæld.

Alle her taler om at skabe en fælles finansiel stabilitetsmekanisme, som skal garanteres af alle euroområdets medlemslande, og vi forventer, at de, der har kunnet holde deres gæld under kontrol, udviser solidaritet med dem, der ikke har kunnet.

Efter at have oplevet de løsninger, der hidtil er brugt til at hjælpe Grækenland, og det enkeltstående beskyttelsesbolværk, der blev opført sidste gang, tænker jeg på, hvad der ville ske, hvis de finansielle troldmænd fra markederne greb deres lommeregnere og begyndte at udregne den faktiske værdi af løsningen og fandt ud af, at dette ikke en gang var pålideligt nok til, at de var villige til at risikere at investere deres penge i området.

Jeg spekulerer på, om vi har de efterfølgende løsninger klar og har forberedt de næste skridt. Løsningens troværdighed er på nuværende tidspunkt ifølge dette scenarie meget lille.

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Fru formand! De fleste almindelige mennesker opfatter en krise som en tragedie. Eurokraterne ser den som en mulighed for at sende deres magtfangarme endnu længere ud. Rådet skal træffe beslutning om en permanent krisemekanisme til at beskytte den finansielle stabilitet i euroområdet som helhed, naturligvis støttet af traktatændringer. Vi får pålidelige oplysninger om, at disse kontroller og naturligvis traktatændringerne også vil gælde for lande uden for euroområdet.

Koalitionsregeringen i Det Forenede Kongerige har lovet at afholde en folkeafstemning i tilfælde af yderligere magtoverdragelse til EU. Men dette løfte vil blive holdt lige så pålideligt og ærligt som det konservative løfte om at afholde en folkeafstemning om Lissabontraktaten. For de konservative er løfter taktik, ikke forpligtelser.

  Czesław Adam Siekierski (PPE). – (PL) Fru formand! Året nærmer sig sin slutning. Det ville være en god idé at se nærmere på, hvad vi har opnået. Lad os se på, hvad vi har besluttet, og hvad vi har sagt, og lad os besvare spørgsmålet om, hvad vi har gjort ved det. Hver af os bør se nøje på egne beslutninger på områder, hvor vi har haft et ansvar. Det er godt, at vi ønsker at føje visse bestemmelser til traktaten, som kan disciplinere vores indsats. Men vi har dog trods alt stadig stabilitets- og vækstpagten, som fortsat er i kraft. Hvorfor overholdt vi ikke bestemmelserne i den? Hvorfor reagerede Kommissionen og dens tjenestegrene ikke tidligere over for krisen i Grækenland og Irland?

EU er en demokratisk institution, som omfatter mange medlemsstater. Den kan derfor ikke handle ensidigt på den måde, som den enkelte stat kan – jeg tænker her på f.eks. Kina, USA og andre lande. Derfor manglede der beslutningskraft til at beskytte euroen. Derfor er det nødvendigt at udvikle en ny tilgang til økonomisk styring, at skabe en sand økonomisk union, at forbedre samordningen og at harmonisere finans- og endda skattepolitikken.

  George Sabin Cutaş (S&D). – (RO) Fru formand! Som det også er blevet nævnt af de tidligere talere, har EU åbenbart ikke gjort tilstrækkelige fremskridt hidtil med hensyn til at sikre finansiel stabilitet på sine markeder. På baggrund af at spekulanter sætter den fælles valutas stabilitet på spil hver eneste dag ved at isolere og presse medlemsstaterne, kan løsningen kun virke ved at opretholde solidariteten på EU-plan. Oprettelsen af en permanent mekanisme til beskyttelse af euroområdets finansielle stabilitet er da også blevet en nødvendighed og vil skulle koordineres ved hjælp af fællesskabsmetoden.

Borgernes interesser varetages bedst, når EU-institutionerne er fuldt ud inddraget i beslutningsprocessen, og det fælles bedste kommer før interesserne. Samtidig må vi huske på, at det er afgørende for alle 27 medlemsstater at være involveret i denne fremtidige mekanisme som led i det indre marked. Andre valutaers ustabilitet vil altid have stor indflydelse på euroens stilling.

  Diogo Feio (PPE). – (PT) Fru formand! Det næste møde i Rådet er faktisk meget vigtigt. Vigtigt som svar på en krise, der er omfattende og international, vigtig tillige som svar på en specifik krise i de regeringer, der ikke har lavet deres hjemmearbejde i tide, som har brugt for mange penge, og som ikke gennemførte de nødvendige strukturreformer. Derfor stiller jeg op her for at støtte kravet om et stabilt instrument til forsvar af euroen.

Svaret kan og skal ikke gives fra sag til sag. Præcis derfor støtter jeg, at det gøres efter fællesskabsmetoden og ikke efter den mellemstatslige metode, der i sidste ende belønner regeringerne for ikke at have gjort, hvad de skulle, i tide. Jeg understreger behovet for en større rolle til Parlamentet i drøftelserne af disse anliggender, især med forhandlinger som den, vi har her i dag, der er livlig, rummer uenighed, men forsvarer en stærkere europæisk union og en stadig bedre euro.

  Zigmantas Balčytis (S&D). – (LT) Fru formand! Sandt at sige er jeg enig i alle de idéer, der fremsættes her i dag om oprettelse af en krisemekanisme og om yderligere foranstaltninger, som jeg mener, at både Rådet og Parlamentet vil drøfte i fremtiden. I dag har vi hørt mange modstridende vurderinger og måske også nogle beskyldninger om tidligere fejl. De kom fra alle sider. De kom fra medlemsstater, Kommissionen og Rådet samt forretningsbanker, hvis aktiviteter formentlig også vil blive nøje overvåget i fremtiden. Jeg vil gerne komme ind på et andet emne. Jeg kunne lide den idé, som formand Barroso fremsatte, om, at vi i denne vanskelige situation må arbejde sammen i enstemmighed, løfte i flok, og jeg ville virkelig gerne bede Dem, hr. kommissær, om at gøre alt, hvad De formår, for at sikre, at alle lande kan deltage i denne nyetablerede krisemekanisme, uanset om de er med i euroområdet eller ej. Da vi åbnede vores markeder ved optagelsen i EU, betalte vi samme beløb ind på budgettet og meget andet ved siden af.

  João Ferreira (GUE/NGL). – (PT) Fru formand! Der er ingen stabilitetsmekanisme, der kan fjerne de væsentligste årsager til ustabilitet i EU. De politikker, der bragte os ud i denne krise, er de samme som dem, politikerne nu vil føre videre og videreudvikle, nemlig en økonomisk og monetær union, der er skabt til gavn for nogen og til skade for andre, der løsner grebet om finansiel spekulation, med prioritering af den frie – dvs. uhindrede – bevægelighed for kapital, indførelse af markedsøkonomi i alle dele af samfundet, devaluering af arbejde som en kilde til velstand og – med samme begrundelse – til rettigheder.

I begyndelsen af det andet årti i det 21. århundrede er EU ikke i færd med at ryste forbindelsen til den største sociale nedtur af sig, som Europa har oplevet de seneste årtier som resultat af et hidtil uset angreb på folks rettigheder og levevilkår. Økonomiske og finansielle koncerner fortsætter med at opsamle enorme profitter, arbejdsløsheden breder sig fortsat, og millioner af arbejdstagere bliver fattigere, selv om de arbejder. Det er det budskab, der kan høres i protesterne gennem Europa, og det er på tide at lytte til det.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Fru formand! Borgernes tillid til Europa og til euroen er blevet alvorligt udhulet af finanskrisen og de politiske manøvrer. Europas borgere har brug for letfattelige, klare udsigter for deres valutas sikkerhed, som de kan stole på i det lange løb. Stabilitets- og vækstpagten definerer de øvre grænser for underskud og samlet gæld. Men den er forholds ineffektiv. Nye redningspakker vil kun vinde den nødvendige brede accept blandt borgerne, hvis de også rummer effektiv kontrol og sanktioner. Med hensyn til kontrol må Eurostat forstærkes yderligere, og sanktionsmekanismen skal kunne gennemføres let og effektivt. Det eksisterende system indeholder sanktionsmuligheder. De kommende redningspakker skal indeholde løbende kontrol, en hurtig og koordineret tilgang og effektive sanktioner.

  Jean-Pierre Audy (PPE). – (FR) Fru formand, hr. kommissær! Kommissionen vil foreslå at oprette denne permanente mekanisme i henhold til artikel 136. Jeg beklager, at De ikke har brugt artikel 122, som ville have givet os mulighed for at indbefatte alle medlemsstater, men vi sætter en politisk debat i gang, for så vidt som Parlamentet vil blive hørt i henhold til artikel 48 om de forenklede revisionsprocedurer, og jeg vil gerne fremsætte to politiske emner.

For det første er euroområdet ikke nok i sig selv. Som minimum bør vi inkludere alle de stater, der er forpligtede til uden forsinkelse at indføre euroen som deres valuta, og det er 25 medlemsstater.

Det andet emne vedrører den parlamentariske politiske kontrol. Det er ikke en nødmekanisme, det er en permanent mekanisme. Derfor bør der logisk set være en vis parlamentarisk politisk kontrol på hensigtsmæssige vilkår, som Kommissionen skal foreslå os, fordi det er parlamenternes opgave, især Europa-Parlamentet, at føre kontrol med den udøvende magt i henseende til denne bestemmelse.

  Edite Estrela (S&D). – (PT) Fru formand! Beskyldninger løser ikke vores problemer og afslører i visse tilfælde en mangel på viden om den pågældende situation. Vi har brug for foranstaltninger til at standse spekulationen i statsgæld. Der tales meget om situationen i Portugal, men i sin rapport denne måned konkluderede IMF, at Portugal havde været et af de lande, der havde gennemført flest reformer for at sikre de offentlige finansers og socialsikringens overledelse.

Før krisen i 2007 havde Portugal en økonomisk vækst på 2,4 % og et underskud på 2,6 %. Fra 2005 til 2010 var Portugal et af de lande, der øgede sin eksport mest. Det, vi har brug for, er mere enhed, mere ansvarlighed og mere solidaritet, så markederne kan falde til ro.

  Bogusław Liberadzki (S&D). – (PL) Fru formand! Vi koncentrerer os om euroområdet, men 150 mio. borgere er stadig uden for dette område, hvilket er en tredjedel af EU's borgere. Derfor er det vigtigt for os at have en sund euro og et sundt euroområde. Vi vil gerne udtrykke dette meget klart – mindre af de nationale regeringer og mere Union og Parlament.

I Polen er den tyske kanslers mening meget vigtigere end hr. Van Rompuys, og hr. Camerons højtrungende røst er vigtigere end hr. Barrosos mening. Vi har derfor brug for en stabiliseringspagt, en pagt for stabil europæisk solidaritet. Hr. Schultz gør ret i at ønske mere Europa i vores tankegang og nye værktøjer til vores arbejde, f.eks. en afgift på finansielle transaktioner, euroobligationer, banktilsyn og koordineret budgetdisciplin i medlemsstaterne.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand, mine damer og herrer! Lad mig først takke for en meget væsentlig og ansvarlig forhandling om Europas reaktion på den aktuelle krise. Den seneste fase af finanskrisen ser da også mere og mere ud til at være af systemisk art, hvilket kræver en ligeledes systemisk reaktion fra EU's side.

Derfor må Europas politiske svar være altdækkende, konsekvent og beslutsomt. Det vil nødvendigvis skulle rumme både brede foranstaltninger gældende for hele EU og specifikke foranstaltninger truffet af medlemsstaterne.

Hvad bør der gøres? I Kommissionens øjne har vi fire handlemuligheder. For det første har vi brug for en beslutsom fælles indsats for at opfylde de aftalte budgetforpligtelser. Hver medlemsstat bør holde sig til sine finanspolitiske mål. Det bedste forsvar mod smitte er at bygge en ringmur rundt om vores budgetstillinger. Således træffer f.eks. Spanien og Portugal meget overbevisende beslutninger i den henseende lige nu.

For det andet skal vi fremrykke næste runde af bankstresstesten og gennemføre den på en endnu mere altomfattende og stringent måde end sidste gang ved at bruge den nye europæiske struktur for finansiel regulering og tilsyn, som træder i kraft pr. januar 2011.

For det tredje har vi brug for effektive finansielle stopklodser, og derfor oprettede EU i maj den europæiske finansielle stabilitetsmekanisme og facilitet i en foreløbig periode på tre år. Snart oprettes den permanente europæiske stabiliseringsmekanisme, der skal træde i kraft medio 2013.

For at gå skridtet videre er der for nylig foreslået flere initiativer om euroobligationer. Euroobligationerne er et bredt begreb, der dækker en lang række anvendelsesmuligheder. Politikfastlæggelsen er, hvilket er både ret og rimeligt, koncentreret om at gøre den eksisterende europæiske finansielle stabilitetsfacilitet mere effektiv og smidig for at hjælpe os med den umiddelbare løsning på den nuværende fase af krisen.

Men vi skal bestemt fortsætte de analytiske diskussioner om disse rationelle alternativer, som kan hjælpe Europa med at overvinde den systemiske krise ved at forbedre obligationsmarkedets funktion, lette den finanspolitiske konsolidering gennem mere rimelige låneomkostninger, tilvejebringe et grundlag for bedre budgetkoordinering blandt medlemsstaterne og styrke incitamenterne til en stram finanspolitik i medlemsstaterne.

Det fjerde element af det altdækkende svar skal være strukturelle foranstaltninger, som det er beskrevet i Europa 2020-strategien. De er bestemt nødvendige for at øge vores potentielle vækst og skabe bæredygtig beskæftigelse. Vi må få det bedste ud af det indre marked, især for tjenesteydelser og energi, gøre skatte- og socialydelsessystemerne mere befordrende for beskæftigelsesvæksten, foretage mere fokuserede investeringer i viden og innovation og forenkle vores lovgivningsmiljø.

Det femte element, som er væsentligt i vores systemiske svar, og som vi i høj grad har kontrol over, er den hurtige og ambitiøse vedtagelse af lovpakken om skærpet økonomisk styring, som Kommissionen foreslog i september. Jeg er glad for, at Parlamentet og Rådet har givet tilsagn om at afslutte denne pakke inden næste sommer. Det er et spørgsmål om troværdighed for den økonomiske og monetære union i EU i det hele taget. Pakken er også en meget effektiv kriseforebyggelsesmekanisme, da den styrker den lang- og kortsigtede tillid til europæisk økonomi så vel som tilliden til den nærmeste fremtid.

Desuden er den – som svar til hr. Karas – også et væsentligt springbræt til fuldførelse af den økonomiske og monetære union, ved at den omsider supplerer den stærke monetære union med en sand og funktionsdygtig økonomisk union. Det er sandelig på høje tid, at der bliver pustet liv i Ø'et i ØMU'en gennem dannelse af en reel og effektiv økonomisk union som det sidste trin i den europæiske økonomipolitiske integration.

medlem af Kommissionen. – (FI) Fru formand! Jeg vil alligevel godt komme med et par kommentarer på finsk på grund af hr. Soinis tale. Måske er han nu kommet tilbage, efter at han gik fra mødet lige før. Vi har hidtil kunnet og bør også fortsat lytte til hr. Soinis taler med humoristisk sind, men da han på det seneste har opnået en vis støtte, skal de naturligvis tages mere alvorligt.

Først og fremmest mener jeg ikke, at det er særlig nyttigt at forklejne grækerne på den måde, som hr. Soini gør, ej heller professionelt passende. Grækenland indfører i øjeblikket vigtige, faktisk epokegørende reformer, som fortjener vores respekt og ikke vores foragt.

Jeg synes, hr. Soini skulle huske på det gamle finske ord, der lærer os at være bevidste om vores egen situation og samtidig respektere andres. Det er en langt bedre måde at opbygge et fredeligt Europa, der bygger på samarbejde.

For det andet synes jeg heller ikke, det er professionelt at sammenligne EU med Sovjetunionen, som hr. Soini gjorde. Folk uden humor kunne endda opfatte det som en fornærmelse. Frihed, demokrati og retsstaten var ikke Sovjetunionens varemærker, men de udgør EU's grundlæggende værdier, hvilket finnerne har forsvaret til alle tider, hr. Soini. Finnernes evne til at forstå bør heller ikke undervurderes, heller ikke dem, der støtter True Finns Party. Folk ved sandelig godt, at EU ikke er Sovjetunionen.

(Bifald)

  Hannes Swoboda (S&D). – (DE) Fru formand! Jeg antager, at De er enig med mig i, at det er meget uhøfligt, når nogle medlemmer stiller spørgsmål og så forlader salen. Jeg vil gerne underskylde over for hr. Rehn, for det må virkelig være frustrerende for ham at give detaljerede svar, efter af nogle af medlemmerne allerede er gået. Jeg mener, vi skal arbejde sammen om at sikre, at dette ikke længere sker eller i hvert fald ikke så tit.

  Formanden. − Hr. Swoboda, jeg er helt enig. Det er meget uhøfligt og respektløst. Hr. De Rossa, har De en bemærkning til forretningsordenen?

  Proinsias De Rossa (S&D). – (EN) Fru formand! På den anden side har kommissær Rehn ikke svaret på de spørgsmål, jeg stillede, og jeg er her stadig.

  Formanden. – Det var kun en bemærkning til forretningsordenen. Hr. Rehn, De behøver ikke svare. De kan naturligvis gøre det, men det er ikke spørgetid til Kommissionen. Den næste taler er hr. Chastel for Rådet.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg mener personligt, at Kommissionen har bidraget med mange svar i denne meget lærerige forhandling, så meget desto mere fordi Parlamentet er tæt involveret i reaktionen på denne krise. Lige som Kommissionen vil jeg gerne komme ind på to emner vedrørende det, der er på spil i morgen og i overmorgen på topmødet.

Først vil jeg gerne sige noget om økonomisk styring og inddragelse af Parlamentet. Som De ved, har formandskabet allerede kontaktet de ansvarlige for økonomisk styring i Parlamentet. Desuden ønsker formandskabet at opnå det bedst mulige samarbejde med dette Parlament, især gennem uformelle samråd, før den formelle fase af forhandlingerne indledes. I lyset af, hvor vigtigt dette emne er, og de potentielle følger for markederne har formandskabet som nævnt afgivet løfte om at hastebehandle det i overensstemmelse med Rådets ønsker. Desuden har formandskabet for at sætte skub i arbejdet nedsat en arbejdsgruppe, der kun skal beskæftige sig med dette emne. Denne gruppe indledte sit arbejde i slutningen af november og byggede videre på den opmærksomhed, som emnet fik fra Økonomi- og Valutaudvalget.

Det andet element, som vores stats- og regeringsledere vil rette blikket mod i morgen og i overmorgen, er den fremtidige permanente krisestyringsmekanisme. Jeg forstår, at der vil blive stillet en række spørgsmål om denne mekanisme og rækkevidden af løsningerne på krisen. I går middags i Rådet (almindelige anliggender) og i selskab med formand Van Rompuy havde mange af os stadig ubesvarede spørgsmål. Jeg kan bevidne, hvor meget medlemsstaterne ønsker at komme med løsninger på krisen, hvor bevidste de er om, at det, der er på spil i dag, er det overordnede europæiske marked og euroen, og at det ikke kun er et spørgsmål om det enkelte land og så de andre. Svaret skal være altdækkende, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at mindske usikkerheden, der præger dette marked.

Efter min mening må vi imidlertid også undgå at vække eller skabe forventninger, som ikke kan opfyldes for nuværende. Derfor har alle bidraget med deres egen nye idé til, hvordan vi skal løse krisen. Når vi ved, at vi skal have tilsagn fra en række medlemsstater til en ny idé, virker det ikke i dag til at være den bedste løsning. Jeg må fortælle Dem, at det, der bliver vigtigt i morgen, i overmorgen, fredag, når topmødet er slut, er først og fremmest, at vi kan sende et klart signal til markederne om medlemsstaternes vilje til at reagere på finanskrisen, på eurokrisen i dag. Dernæst, at vi kan bekræfte vores vilje til at oprette en enkel mekanisme til ændring af traktaterne. De ved jo, hvorfor det skal være en enkel mekanisme, og det er på grund af ratificeringerne, der skal foregå i de enkelte medlemsstater. Og endelig, at vi kan oprette denne fremtidige permanente krisestyringsmekanisme, som også skal være åben, fordi den skal være uangribelig, især for retten i Karlsruhe.

FORSÆDE: Diana WALLIS
Næstformand (forhandling)

  Formanden. − Jeg har modtaget et enkelt beslutningsforslag⁽¹⁾, der er fremsat i henhold til forretningsordenens artikel 115, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 16. december 2010.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (S&D), skriftlig. – (PL) På det forestående europæiske topmøde vil der sandsynligvis blive truffet beslutninger om, hvordan den permanente antikrisemekanisme, der skal beskytte den finansielle stabilitet i euroområdet efter 2013, skal se ud, og man vil indlede processen med at foretage ændringer i oprettelsestraktaterne. Selv om jeg forstår behovet for ekstraordinære foranstaltninger, som er opstået i kraft af den økonomiske krise, har jeg dog mine bekymringer over den fart, som ændringerne sker med, og den måde, hvorpå nogle af medlemsstaterne forsøger at pådutte andre stater bestemte løsninger. Nogle af idéerne – f.eks. euroobligationer – afvises uden nærmere overvejelser. Jeg mener, at selv om det er en usædvanlig situation, så skal beslutninger, der er vigtige for EU, træffes med ro og respekt for princippet om solidaritet og ligeret for alle medlemsstater. Jeg vil også gerne støtte den polske regerings holdning til ændringerne af den måde, hvorpå den offentlige gældsbyrde beregnes. Polen og 10 andre EU-medlemsstater har gennemført reformer af deres pensionssystemer, og disse reformer koster i øjeblikket betydelige summer på de nationale budgetter. I Polen blev reformerne nødvendiggjort af det gamle systems voksende ineffektivitet, hvilket var endnu dyrere. Den aktuelle gæld siger derfor ikke noget om mangel på forsigtighed, men er resultatet af ændringer, hvis langsigtede mål er at reducere budgetudgifterne til pensionsudbetalinger. Jeg håber, medlemsstaternes repræsentanter vil være enige i de ændringer, som Polen foreslår.

  Iliana Ivanova (PPE), skriftlig. – (EN) Etableringen af en permanent krisemekanisme for EU for at styrke den finansielle stabilitet er et skridt i den rigtige retning. Sammen med stærkere og mere koordineret økonomisk styring kunne og ville den permanente krisemekanisme garantere stabiliteten i euroområdet. Man bør også huske den specifikke situation i de nye medlemsstater, når mekanismen oprettes. Disse lande bør aktivt inddrages i debatten og gives mulighed for at deltage i mekanismen, hvis de gerne vil. Samtidig bør medlemsstaterne beholde deres nationale skattepolitik. Det er vigtigt at beholde skattekonkurrence som et værktøj til at lette samhørigheden og sætte skub i EU's økonomiske vækst. At ændre politik i retning af skatteharmonisering eller et fælles konsolideret beskatningsgrundlag vil kun yderligere gøre forskellene i økonomisk udvikling endnu større og hæmme samhørigheden. Medlemsstater, der skaber en større risiko ved at oparbejde underskud og stifte gæld, bør bidrage mere til aktiverne i krisemekanismen. Det ville afgjort give incitament til at føre en strammere finanspolitik og styrke merværdien af at have sin egen økonomi- og finanspolitik.

  Astrid Lulling (PPE), skriftlig. – (FR) Selv om begivenhederne de seneste måneder har krævet, at regeringerne træffer nødforanstaltninger og beslutninger, som kan anvendes direkte, skal etableringen af en permanent krisemekanisme til at beskytte den finansielle stabilitet i euroområdet bygge på et ubestridt retsgrundlag. Derfor er det indlysende, at Parlamentet skal gribe ind som medlovgiver for at gennemføre de grundlæggende reformer, som er blevet nødvendige for at stabilisere den økonomiske og monetære union. En rent mellemstatslig løsning kan ikke være det rette svar.

Reformen af ØMU'en er en afgørende opgave med betydelige konsekvenser. Vi er alle klar over værdien af den fælles mønt for EU. Men ØMU'ens aktuelle sårbarhed kræver modige og innovative løsninger.

I en sådan sammenhæng fortjener en løsningsmulighed som euroobligationer at blive undersøgt nærmere og debatteret og ikke at blive behandlet som et tabu. Ikke desto mindre er der mange forhindringer lige nu. Vi må være klar over betydningen på institutionelt, juridisk og finansielt plan af at indføre et sådant instrument, som ændrer arten af Den Europæiske Union. I modsætning til, hvad nogle af fortalerne mener, vil det betyde endnu mere disciplin og stramning.

  Ulrike Rodust (S&D), skriftlig. – (DE) Jeg vil gerne henlede Rådets opmærksomhed på et problem, som truer med at paralysere samarbejdet mellem de to institutioner om emnet fiskeripolitik. Det handler om forordningerne om langsigtede forvaltningsplaner. Disse forordninger står centralt i den fælles fiskeripolitik. Rådet og flertallet af medlemsstaterne accepterer ikke, at Lissabontraktaten har givet de europæiske parlamenter ret til at deltage i beslutningerne om disse forordninger. Ministrene handler i strid med Rådet og Rådets juridiske tjeneste, i strid med Kommissionens holdning og naturligvis i strid med Parlamentets vilje. Rådet har i øjeblikket to forvaltningsplaner, som ikke kan vedtages. Kommissionen kan ikke forelægge yderligere planer, som der er tvingende behov for af hensyn til vores fiskere og vores have, og som for længst er blevet færdiggjort og nu ligger i en skuffe. Det er uacceptabelt. Jeg opfordrer det belgiske formandskab og det kommende ungarske formandskab til at indlede forhandlinger med Parlamentet umiddelbart, så vi kan finde en løsning. Vi er rede til at indlede drøftelser.

  Edward Scicluna (S&D), skriftlig. – (EN) Lad os huske på, at krisen på euroområdet primært er en statsgældskrise, som er blevet forværret af to betydningsfulde begivenheder. Den ene er redningen af de private finansieringsinstitutioner, hvorved privat gæld blev konverteret til statsgæld, og den anden er stimuleringspakken, som regeringerne brugte til at bremse den økonomiske nedgang. Vi ignorerer disse to begivenheder og behandler alle lande, som om de var en gruppe hæmningsløse lykkeriddere på daseferie ved Middelhavet. I enhver mekanisme, vi indfører til at forebygge kriser og til genopretning, bør der tages hensyn til, at landene, da tiderne var normale, pligtskyldigt fulgte planerne om at reducere deres underskud og efterfølgende deres gæld. Vildfarne lande var undtagelsen og ikke reglen. Lad os endelig skærpe overvågningsmekanismen og indføre nogle rimelige sanktioner, men vi bør holde os for øje, hvad vi ønsker at opnå på mellemlangt sigt, nemlig vækst og beskæftigelse. Disse mål nås ikke ved hjælp af sanktioner og påbudte stramninger. Det vil først lykkes, når vi forstår, hvordan ubalancerne skabes og reduceres, og vi arbejder sammen om at nå disse mål. Det er det, borgerne i EU forventer af os.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D), skriftlig. – (RO) Rådet vil på sit møde den 16.-17. december drøfte og vedtage de foranstaltninger, der skal til for at styrke den økonomiske søjle i Den Økonomiske og Monetære Union og konsolidere EU's finansielle stabilitet. I denne forbindelse må vi også undersøge de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at det europæiske banksystem kan finansiere den europæiske økonomi, især SMV'erne.

Europas borgere forventer mere solide foranstaltninger fra EU-institutionerne med henblik på ikke blot finansiel stabilitet, men også og især en tilbagevenden til bæredygtig økonomisk vækst.

I 2008 blev 116 mio. EU-borgere udsat for risiko for fattigdom og social udstødelse. Antallet steg som følge af den økonomiske og finansielle krise, med unge og ældre som de mest udsatte grupper med hensyn til fattigdom og social udstødelse.

EU-borgernes primære bekymring er stadig, om de kan beholde deres job og sikre sig en anstændig indtægt. Den økonomiske og finansielle krise har haft stor indvirkning på de nationale budgetter og forårsaget nedskæringer i uddannelses-, sundheds- og socialsikringssystemerne. Det er på tide, at EU vedtager de nødvendige foranstaltninger til at sikre bæredygtig økonomisk vækst gennem investering i en industripolitik, der skaber job og garanterer konkurrenceevne, og gennem tilstrækkelige investeringer i forskning, uddannelse og sundhed.

(1) Se protokollen.

6. Borgerinitiativer (forhandling)

  Formanden. − Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A7-0350/2010) af Gurmai og Lamassoure for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om forslag til Europa-Parlamentet og Rådets forordning om borgerinitiativer (KOM(2010)0119 – C7-0089/2010 – 2010/0074(COD)).

  Zita Gurmai, ordfører. − (EN) Fru formand! Det europæiske borgerinitiativ er en enestående chance. Det er første gang, EU's borgere kan samle sig og fortælle os med én, kraftig stemme, om de mener, at vi, de europæiske beslutningstagere, ikke gør vores job ordentligt eller springer over vigtige spørgsmål.

Det har vi virkelig brug for. I dag, hvor kun 42 % af de vælgere, der har stemmeret til Europa-Parlamentsvalget, tager sig tid til faktisk at afgive deres stemme, er ethvert nyt europæisk instrument – især et som det europæiske borgerinitiativ – af stor betydning. Imidlertid er vi klar over, at de høje forventninger, der er til borgerinitiativet, kan give skuffelser og frustration. Det kan vi undgå med en forordning om sikker og effektiv udnyttelse heraf, og vi kan hjælpe med at bygge bro over den famøse kløft mellem os selv og Europas borgere. Jeg vil gerne byde velkommen til borgerne her også.

Hr. Lamassoure, fru Wallis, hr. Häfner og jeg var alle bevidste om det enorme ansvar, der lå på vores skuldre. Der blev rejst mange spørgsmål under drøftelserne, og vi måtte basere vores arbejde på alle deltageres stærke vilje til kompromis. Vi var heldige at have gode partnere, som udviste rimelig fleksibilitet og havde de samme mål som Parlamentets ordførere, nemlig at vi skulle nå frem til en aftale så snart som muligt og samtidig opretholde kvalitetsniveauet i vores arbejde og sikre os, at vi et år efter Lissabontraktaten har en forordning om den mest borgerbaserede bestemmelse i denne traktat.

Jeg vil gerne takke kommissær Šefčovič og det belgiske formandskab, især hr. Chastel, og deres medarbejdere. Vi bør heller ikke glemme det spanske formandskab, som bidrog til at fremme sagen ved starten af processen.

I dag præsenterer vi en kompromistekst for Dem, som støttes af Kommissionen og desuden er blevet vedtaget af Coreper. Hvis vi beslutter at støtte den, og Rådet vedtager den – hvilket vi håber – kan forordningen træde i kraft den 1. januar og finde anvendelse 12 måneder senere i 2012.

Vi er glade for at kunne sige, at Parlamentets vigtigste krav blev imødekommet under drøftelserne. Kontrollen af, om forslag til initiativer opfylder betingelserne for at kunne fremsættes, vil bygge på klare kriterier ved registreringen og ikke, efter at der allerede er indsamlet mange underskrifter. For at sikre, at initiativerne er velunderbyggede og har en europæisk dimension, bør initiativtagerne nedsætte en borgerkomité på mindst syv medlemmer fra syv medlemsstater for at kunne registrere et initiativ.

Ud over at reducere risikoen for useriøse initiativer giver borgerkomitéen også ubestridelige fordele for initiativtagerne. Hvis disse ikke er organiseret ordentligt i begyndelsen af processen, har de et netværk og mange sprogversioner af deres borgerinitiativ. De vil da have betydeligt lettere ved at indsamle en million underskrifter.

Det er klart, at selv om kravet om borgerkomitéen oprindelig forekommer at være en begrænsning, vil det i virkeligheden strømline resten af processen. Kommissionen vil hjælpe initiativtagerne ved at give brugervenlig vejledning og oprette et kontaktpunkt. Hvis et initiativ samler en million underskrifter, garanteres der en opfølgning, herunder en offentlig høring i Parlamentet.

Gennemgangen af forordningen har afgørende betydning, da dette værktøj er det første af sin slags. Ifølge vores forslag er det yderst nyttigt med hensyn til det vanskelige spørgsmål om, hvordan underskrifterne verificeres. Dette er medlemsstaternes ansvar, men vi opfordrede dem til at forlange så få personlige oplysninger som muligt. Medlemsstaterne får en del fleksibilitet med hensyn til at vælge, hvilke oplysninger der kræves i hvert land, men jeg er glad for at kunne sige, at mange af dem vælger færre data end oprindelig planlagt. Vi mener, at den forordning, der afspejles i kompromisteksten, er borgervenlig og ikke skaber besværlige forpligtelser for og frustration blandt initiativtagerne.

  Alain Lamassoure, ordfører. – (FR) Fru formand! I dag åbner EU for deltagelsesdemokrati. Det er endnu ikke direkte demokrati, borgerne kommer ikke til at træffe beslutningerne selv, men de får alligevel – direkte, i fuld offentlighed og i et enormt antal – ret til at udspørge beslutningstagerne i Europa, uden om deres egen regering og folkevalgte repræsentanter.

Fremover vil borgerne nyde den samme ret til politisk initiativ som den, der er tildelt Rådet og Parlamentet. Vi har, som fru Gurmai sagde, nydt godt af det glimrende forberedende arbejde, som kommissær Šefčovič og hans team har udført, og af den intelligente og effektive støtte fra det belgiske formandskab.

Fra Parlamentets side er teksten et resultat af fire ordføreres arbejde – firebanden – blandt dem De selv, fru formand. Vi er beærede over Deres tilstedeværelse.

Vi ønskede at udtænke den enkleste, mest borgervenlige procedure til offentligheden. Hvem kan deltage? Borgere, dvs. fysiske personer, alle borgere, herunder, eventuelt, folkevalgte repræsentanter, men kun europæiske borgere. Traktaten efterlader ingen tvivl om emnet.

Retten til at deltage i borgerinitiativet er nu endnu et af de privilegier, som borgere i hele Europa nyder. Hvem kan igangsætte initiativet? Der skal kun syv borgere til i en organisationskomité, ikke 300 000, som Kommissionen foreslog, heller ikke 100 000, som Rådet regnede med, men syv borgere fra syv forskellige lande, hvilket er en fjerdedel af medlemslandene.

Hvem skal man søge oplysning hos, hvis man vil igangsætte et initiativ? Kommissionen vil udgive en vejledning i borgerinitiativ og oprette et specialiseret kontaktpunkt. Hvordan er proceduren? Usædvanlig enkel. Blot en anmodning om at få registreret initiativet og få det kontrolleret med hensyn til, om det opfylder betingelserne. Og kriterierne for at opfylde betingelserne? Traktaten, hele traktaten, og intet andet end traktaten, herunder Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Hvilken form for støtte kan bruges til et initiativ? En hvilken som helst slags: politisk, finansiel, lokal, national, europæisk, international, lobbyer, ngo'er, kirker osv.

På én betingelse: fuldstændig åbenhed. De, der inviteres til at skrive under, ved, hvad der ligger bag initiativet. Så er det op til borgerne at påtage sig deres ansvar. Hvilke formalia er der ved indsamling af underskrifterne? Utroligt få. Underskrifter på papir eller via internettet. Naturligvis er det kun medlemsstaterne, der kan føre tilsyn med dem, men vi har, som fru Gurmai har sagt, været påpasselige med at sikre, at formalia harmoniseres i videst muligt omfang.

På langt sigt er det et ægte fælles EU-system, som skal vedtages i alle 27 lande, og en tredjedel af medlemsstaterne er allerede klar til det.

Hvad bliver endelig det politiske udbytte? Det er et punkt, hvor Parlamentet har været meget insisterende. Faktisk vil Kommissionen i henhold til traktaten være alene om at bedømme, om der skal følges lovgivningsmæssigt op på et succesrigt initiativ. Derfor må Kommissionen beskyttes mod politisk pres for at få indført flere love, nu hvor EU allerede regulerer for meget. Imidlertid må borgerne samtidig beskyttes mod risikoen for, at der ikke foregår nogen politisk opfølgning i de tilfælde, hvor Kommissionen finder supplerende lovgivning uhensigtsmæssigt. Der er derfor skabt to nye rettigheder til fordel for initiativtagerne til succesrige initiativer, nemlig retten til at møde frem og forelægge et lovforslag for Kommissionen og retten til en offentlig høring, som kan finde sted i selve Parlamentet.

Kort sagt har vi her en enkel, innovativ, demokratisk procedure. Nu er det borgernes tur til at tage ordet.

(Bifald)

  Gerald Häfner, ordfører for udtalelsen fra Udvalget for Andragender. – (DE) Fru formand! Som i al anden politik må vi i EU-politik heller ikke udelukke borgerne, beslutte hen over hovederne på dem eller gemme os bag dem. EU-politik skal laves af borgerne, for borgerne og gennem borgerne. Vi ønsker at fjerne skellet mellem borgere og politik og mellem borgerne og institutionerne. For at nå dette mål har vi brug for procedurer, som tillader borgerne at blive inddraget i beslutningstagningen og udtrykke deres holdninger. Det er lykkedes os at skabe mere demokrati i EU, men vi har ikke gjort nok for at sætte borgerne i stand til at deltage mere effektivt i beslutningerne og i EU-debatterne. Beslutningen i dag om indførelsen af det europæiske borgerinitiativ er midlet. Vi har været gennem hårde forhandlinger, og vi har opnået mange væsentlige forbedringer.

Kære kolleger, hvis De kigger i dokumentet, som vi stemmer om i dag, vil De se, at de steder, der er markeret med fed, og hr. Lamassoure har også netop henvist til dem, er de passager, som vi har foreslået til erstatning for resultaterne af forhandlingerne, det oprindelige udkast fra Kommissionen. De vil lægge mærke til, at vi har omskrevet omkring to tredjedele af teksten og indført betydelige forbedringer i dokumentet, som Kommissionen entusiastisk har fremsendt til os. Jeg vil blot nævne de vigtigste punkter. Vi har sænket grænserne væsentligt. Navnlig vil underskrifterne kun skulle indsamles i mindst en fjerdedel af medlemsstaterne og ikke en tredjedel. Naturligvis ville vi foretrække, at underskrifterne blev indsamlet i hele Europa, men vi taler her om minimumsgrænser. Vigtigst af alt er det lykkedes os næsten helt at fjerne den hindring, der helt fra starten truede med at blive en fiasko, og som bestod i en kontrol af, om betingelserne var opfyldt, efter at der var indsamlet over 300 000 underskrifter, førend borgerne måtte fortsætte indsamlingen. "Næsten helt" betyder, at vi har foreslået, at der nedsættes en komité af initiativtagere i begyndelsen for at sikre, at ikke enhver e-mail, som Kommissionen modtager med ordet "borgerinitiativ" i emnelinjen, skal igennem den fulde administrative procedure. Initiativerne skal være rimeligt seriøse. Med andre ord skal enhver, der ønsker at indsamle en million underskrifter, først finde mindst syv lande at inddrage i sit forslag.

Vi har indført større åbenhed og obligatorisk høring i slutningen af processen. Disse høringer finder sted i Parlamentet under tilstedeværelse af Parlamentets medlemmer og Kommissionen. De giver borgerne lejlighed til at gøre rede for deres bekymringer. Dette er et betydeligt fremskridt. Det har vi kæmpet for, ikke på egne vegne, men – og det må vi aldrig glemme – på vegne af Europas borgere, deres rettigheder og en mere effektiv og enkel procedure for inddragelse af borgerne i Europa.

Der er visse ting, vi ikke har opnået, og mange af dem er nu med i de ændringsforslag, der er fremlagt af venstrefløjen. Under alle omstændigheder er forhandlingerne nu afsluttet. Vi har en aftale med Rådet og Kommissionen. Vi har måttet give os på nogle punkter, men modparten har også givet store indrømmelser, og vi ved, at ændringsforslagene går mere på form end på indhold. Det betyder, at der ikke bliver lejlighed til at ændre resultaterne. Det vil vi imidlertid kunne under gennemgangen om ca. tre år.

Jeg vil gerne takke alle, der har været med, herunder medarbejdere, sekretariater, medordførere, Kommissionen og Rådet, for at have udført så effektivt et arbejde. Jeg mener, at denne type samarbejde på tværs af udvalg og grupper kunne danne skole i fremtiden. Overordnet set ville jeg gerne se et borgernes Europa, hvor borgerne anser sig selv for at være en del af Europa og bliver mere aktivt inddraget, end de blev førhen.

  Formanden. − Jeg vil blot gerne sige, at det var et kæmpe privilegium for mig at være med i Parlamentets team i det, som jeg anser for at være et meget imponerende stykke arbejde på vegne af Europas borgere.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer og især ordførerne! Et af de vigtigste løfter i Lissabontraktaten var at føre Europa tættere på borgerne.

Jeg mener ikke, at jeg behøver at remse eksempler op her – fra før og efter underskrivelsen af Lissabontraktaten i december 2009 – på, i hvor høj grad denne tilnærmelse er nødvendig. Derfor er det ikke overraskende, at enhver foranstaltning, der fremmer målet om at interessere og involvere borgerne i den europæiske integration, er en prioritet for alle institutioner, herunder Rådet.

Jeg er derfor særlig ivrig efter at kunne fortælle Dem om forordningen om gennemførelse af borgerinitiativet, som er flagskibet blandt Lissabontraktatens innovative aspekter, for så vidt angår bedre borgerdeltagelse i beslutningerne på EU-plan.

Denne forordning var naturligvis en af prioriteterne for det belgiske formandskab for Rådet, da det muligvis er dette borgerinitiativ, der er det mest velegnede symbol for den nye rolle, som borgerne i EU spiller efter indførelsen af Lissabontraktaten. Ved hjælp af et borgerinitiativ, som ordførerne allerede har nævnt, vil en million europæiske borgere kunne forelægge et lovforslag for Kommissionen med en iboende forpligtelse for denne til at undersøge forslaget og afgive en udtalelse om det.

Vi bør standse op et øjeblik for at anerkende denne nyskabelse, som vi indfører i dag, og som kun er første del, som hr. Lamassoure sagde, af deltagelsesdemokratiet på overnationalt plan. Derfor er det ikke kun en nyskabelse på EU-plan, det er simpelthen en nyskabelse på verdensplan.

Lad os vende tilbage til det lovgivningsspørgsmål, vi forhandler om i dag. Jeg er glad for det kompromis, vi nåede om denne forordning i løbet af forhandlingerne mellem de tre institutioner, og naturligvis er også jeg taknemmelig for den samarbejdsånd og kompromisvilje, som var fremherskende i de tre institutioner under alle forhandlingerne.

Jeg vil naturligvis gerne personligt takke ordførerne for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (AFCO) og Udvalget for Andragender (PETI), fru Gurmai selvfølgelig, hr. Lamassoure, fru Wallis og hr. Häfner for deres indsats og konstruktive bidrag til udarbejdelsen af denne forordning.

Jeg er derfor særlig glad for afstemningen mandag i AFCO, som bekræftede den tekst, der er godkendt af institutionerne. Hvis den forestående afstemning bekræfter den samme tekst, der er godkendt i AFCO, kan vi betragte denne aftale ved førstebehandlingen som et eksempel på hurtig og effektiv lovgivning på EU-plan. Hvordan kunne vi i så henseende undlade også at takke kommissær Šefčovič for hans tilgængelighed og proaktive indstilling.

Kort sagt mener jeg, at vi i denne sag alle har nydt godt af de mange meninger, der er kommet til udtryk ved forhandlingsbordet. EU-borgeren er vinderen af denne trepartsdrøftelse og denne aftale.

Jeg er overbevist om, at det kompromis, vi har nået blandt institutionerne, er godt, ikke kun i og med at hver institution har fået det, der lå dem på sinde, som vi netop var inde på, men også i og med at det vil resultere i en god forordning, som vil gøre det muligt at gennemføre borgerinitiativet fleksibelt og effektivt.

På vegne af Rådet hilser jeg det velkomment, at de øvrige to institutioner viser vilje til at tage hensyn til de behov og begrænsninger, der findes i medlemsstaterne med hensyn til at varetage den opgave, der er faldet i deres lod, nemlig at kontrollere underskrifterne, der indlysende nok skal være ægte, og at sikre, at der ikke foregår snyd eller manipulation, når de indsamles.

Desuden måtte medlemsstaterne have tid nok til at vedtage de nationale retlige foranstaltninger, som var nødvendige, for at forordningen kunne anvendes. Jeg forstår naturligvis Parlamentets interesse i at se borgerinitiativet gennemført snarest muligt, og den interesse deler jeg. På den anden side er det klart, at der skal findes nationale foranstaltninger, hvis dette initiativ skal udvikle sig i den rigtige retning, og derfor tid nok til, at medlemsstaterne kan vedtage dem i overensstemmelse med de eksisterende lovrammer.

Rådet har da også hele tiden ment, at borgerinitiativet som et element af borgerdeltagelse i EU's beslutninger, burde gå hånd i hånd med et andet element, nemlig valget til Europa-Parlamentet.

For endelig at opsummere vil jeg sige, at jeg er glad for det kompromis, der blev nået i forhandlingerne, og jeg kan naturligvis kun anbefale, at De vedtager det i dagens afstemning, og jeg ønsker borgerinitiativet al den succes, som det også forudsiges at få. Jeg bemærker, at de første initiativer allerede er under forberedelse, og jeg håber, at et stort antal initiativer vil sætte fornyet skub i og give nye idéer til europæisk integration.

Jeg vil gerne sige endnu en stor tak til alle for samarbejdet om dette spørgsmål.

(Bifald)

  Formanden. − Mange tak for Deres lederskab under formandskabet for at få dette igennem systemet.

  Maroš Šefčovič, næstformand i Kommissionen. − (EN) Fru formand! Jeg er også glad for at stå her i dag, fordi vi har gennemført gode ting sammen. Blot et år efter ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten drøfter vi den kommende vedtagelse af forordningen om borgerinitiativer. Som hr. Lamassoure sagde, indfører vi et helt nyt lag af deltagelsesdemokrati, som supplerer det repræsentative demokrati, vi arbejder med i EU.

Men for første gang tilbyder vi borgerne en innovativ måde at udtrykke deres ønsker på i et samspil med institutionerne og som medspillere i EU's dagsorden. Jeg mener, det er en meget vigtig ingrediens i udvidelsen af det europæiske rum. Den er meget vigtig med hensyn til at bringe flere europæiske emner til de nationale hovedstæder og skabe bred europæisk debat. Vi ved alle, at EU har meget brug for det.

For at realisere de potentielle fordele, som Lissabontraktaten og borgerinitiativet kan give os, skal vi fastlægge en klar procedure. Det fremgår meget klart af de offentlige høringer og samrådet med Parlamentet, at vi havde brug for en procedure, som ville være nem, forståelig, brugervenlig og velafbalanceret. Jeg mener, vi har nået dette mål. Det var faktisk takket være de dybdegående diskussioner, vi havde, meget ofte her i Parlamentet. Jeg vil gerne takke jer alle for at arrangere en række høringer, ikke kun i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (AFCO) og Udvalget for Andragender (PETI), men også i de fleste af de politiske grupper, fordi disse høringer har været meget vigtige for os alle. Jeg kan forsikre om, at de var en meget vigtig kilde til inspiration og nye kreative idéer, som i sidste ende hjalp os med at forbedre det oprindelige forslag fra Kommissionen.

Jeg sætter også pris på den nyskabende måde, hvorpå Parlamentet behandlede dette initiativ. Vi havde fire ordførere fra to forskellige udvalg. Alain Lamassoure kaldte dem firebanden. Jeg må sige, det var en meget flink bande. Det var en fornøjelse af arbejde sammen med dem alle. Det var en fornøjelse for mig at modtage deres nye kreative input til vores fælles tankegang, fordi hver af dem havde sin egen indgangsvinkel til emnet og brugte sin egen erfaring til at finde frem til, hvordan vi kunne forbedre Kommissionens oprindelige forslag. Det er jeg virkelig taknemmelig for.

Takket være denne nye innovative tilgang opnåede vi bred enighed i Parlamentet. Jeg er især glad for den meget klare afstemning i AFCO.

En af de vigtige idéer, der kom fra ordførerne, var den type opfølgning, vi bør give borgerinitiativet. Jeg mener, at idéen om, at en passende højtstående repræsentant for Kommissionen skal modtage initiativtagerne bag initiativet efter den succesrige gennemførelse af initiativet, kom fra Parlamentet. Tanken om at arrangere høringer som en obligatorisk fase, hvor vi kunne drøfte målene for initiativet mere bredt, kom også her fra Parlamentet.

Jeg vil gerne understrege, at vi er meget glade for og tilfredse med, at disse offentlige høringer bliver arrangeret på neutral grund, her i Parlamentet, fordi det vil sikre, at Kommissionen ikke kommer i den ubehagelige situation af være dommer og jury på samme tid. Kommissionen vil være repræsenteret ved disse høringer på et passende højt niveau, om muligt ved kommissæren eller generaldirektøren med ansvar for området, og følge debatten nøje.

Jeg vil gerne forsikre Dem og alle europæiske borgere gennem Dem om, at vi i Kommissionen er absolut bevidste om betydningen og værdien af en million borgere, der støtter et bestemt forslag. Vi vil behandle det med respekt og stor omhu.

Den eneste fortrydelse, jeg har i denne forhandling, er, at vi bliver nødt til at vente lidt, før borgerinitiativet kan udnyttes til fulde. Men vi må erkende, at hvis vi ønsker at tilbyde vores borgere en forbedret service, skal vi ændre nogle interne regler i medlemsstaterne, og vi skal udvikle softwaren til onlineindsamlingssystemet. Jeg er imidlertid sikker på, at vi klarer det på den afsatte tid, og EU's borgere vil få en chance for at udnytte dette initiativ snarest muligt.

Jeg er derfor meget taknemmelig for, at vi sigter mod en aftale ved førstebehandlingen, fordi det vil give vores borgere mulighed for at anvende det nye instrument meget hurtigere end oprindelig forventet.

Lad mig takke endnu en gang for det glimrende samarbejde med alle ordførerne fru Gurmai, vores formand fru Wallis, hr. Häfner og hr. Lamassoure. Som jeg sagde, bragte de alle meget nye og meget vigtige tanker med sig, som gjorde dette forslag bedre end Kommissionens oprindelige forslag.

Jeg vil også gerne takke Olivier Chastel personligt, fordi han udviste en enorm evne til konsensusdannelse. Jeg ved, hvor svært det var i Rådet, hvor megen uenighed der skulle overvindes, og takket være hans indsats og det belgiske formandskabs glimrende arbejde har vi nu dette brede konsensus i Rådet også.

  Róża Gräfin von Thun und Hohenstein, ordfører for udtalelsen fra Kultur- og Uddannelsesudvalget. – (PL) Fru formand! Jeg vil gerne sende en stor tak til ordførerne for at udarbejde den tekst, som vi skal stemme om i dag. Jeg håber, at vi vil lægge denne mekanisme i hænderne på borgerne i dag, og at den vil blive videreudviklet af Kommissionen. Jeg er naturligvis enig. Den er blevet gjort så enkel som mulig. Det, som vi skal stemme om i dag, er resultatet af et kompromis – sommetider et vanskeligt kompromis – og jeg forstår, at hr. Lamassoure og andre ordførere på vores vegne har opnået et resultat, som er praktiserbart og muligt at gennemføre. Personlig beklager jeg at måtte opgive den bestemmelse, der giver 16-årige ret til at tage et initiativ, men jeg vil støtte teksten i den forhandlede form, fordi jeg er vis på, at der ikke vil ske yderligere forsinkelser, og at initiativet bør overdrages til borgerne.

Jeg er sikker på, at vi faktisk skaber dette næste led i systemet for at kunne reagere på noget, der blev sagt mange gange i Parlamentet af afdøde Bronisław Geremek: Europa er forenet, og tiden er kommet til, at europæerne bliver aktive. I dag tager vi et konstruktivt skridt i denne retning. Vi skriver ikke biblen her. Om tre år kan de procedurer, der bliver foreslået i dag, blive gennemgået og forbedret på den betingelse, at de benyttes, hvilket jeg stærkt opfordrer folk til at gøre.

  Kinga Göncz, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. − (HU) Fru formand! Som en af repræsentanterne for LIBE vil jeg gerne slutte mig til dem, der lykønsker ordførerne, og jeg vil gerne takke Kommissionen for dens arbejde og hr. Šefčovič og hr. Chastel for deres indsats i Rådet, da de bidrog betragteligt til affattelsen af en fornuftig og holdbar tekst, som i sandhed er et fremskridt i retning af forenkling, og som jeg mener, vil vinde udbredt opbakning. Der var intense drøftelser, og der blev fremsat en hoben gode forslag. Det store antal gode forslag betød også, at de måtte konsolideres for at gøre det endelige forslag så brugervenligt som muligt. At indsamle en million underskrifter er et fantastisk resultat og kræver en enorm arbejdsindsats. Vi vil også gerne imødekomme dem, der ikke kan bidrage online, men hellere vil udtrykke deres mening på papir. Vi ville være glade, hvis vi kunne få feedback, og vi ville være glade, hvis vi kunne løse de problemer, der opstår i processen, så tidligt som muligt. Det er sikkert, at Europa vil få stor gavn af dette instrument.

  Cecilia Wikström, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. – (SV) Fru formand! Forud for beslutningen om at vedtage Lissabontraktaten talte politikerne varmt om de muligheder, som borgerinitiativet kunne tilvejebringe. Nu må vi sikre, at det bliver en reform, der giver demokratiet nye kræfter, og ikke en papirtiger.

Jeg var ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender F.eks. ønskede vi at få unge mennesker inddraget og foreslog derfor en aldersgrænse på 16 år for at tage et initiativ. Beslutningen blev en aldersgrænse på 18 år, som jeg beklager, men det er stadig unge, der er tale om. Vi udvidede også tidsfristen til 24 måneder. Nu er den endt på 12 måneder, men jeg er ikke desto mindre glad for at have et kompromis, fordi jeg i bund og grund er en positiv person.

På den anden side bemærker vi, at det bliver nødvendigt med en stor indsats fra dem, der indsender et initiativ, men jeg håber, vi tager den udfordring op at sikre, at borgerinitiativerne modtages med respekt og i en konstruktiv og positiv ånd i EU-institutionerne.

Endelig vil jeg gerne takke alle mine kolleger for deres glimrende samarbejde om dette vigtige initiativ.

  Íñigo Méndez de Vigo, for PPE-Gruppen. – (ES) Fru formand! Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) skal stemme entusiastisk for denne betænkning, og jeg vil gerne lykønske ordførerne, Kommissionen og Rådet med denne aftale.

I 1980'erne formulerede vi udtrykket "demokratisk underskud". Med det mente vi, at EU's beslutninger kun blev truffet af Rådet på forslag fra Kommissionen, og at Parlamentet kun blev hørt.

Parlamentet har siden 1980'erne kæmpet sig vej gennem Maastricht, Amsterdam og Nice, forfatningstraktaten og Lissabontraktaten for at lukke dette demokratiske hul, og jeg tror, at vi har nået målet med Lissabontraktaten, Europa-Parlamentets nye beføjelser og de nationale parlamenters deltagelse.

Vi bygger videre på det resultat i dag gennem dette borgerinitiativ, som i forbindelse med Konventets arbejde skyldtes det gode samarbejde mellem de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet. Jeg vil gerne nævne følgende navne i dag: Jürgen Meyer, vores tyske socialdemokratiske kollega, og Alain Lamassoure, der var ansvarlig for at fremlægge initiativet på Konventets plenarmøde og få det godkendt.

Jeg mener derfor, at vi har været hele vejen rundt. Jeg tror, at når vi i dag vedtager dette initiativ, har vi også underskrevet dødsdommen over begrebet "demokratisk underskud".

Nu er det op til os at handle ansvarligt, og i dag har vi også lejlighed til at gøre det. Ved at vedtage EU's budget vil vi udfylde den rolle, der forventes af os, nemlig at være et ansvarligt Parlament med beføjelser til fælles beslutningstagning.

Jeg synes, det er en god dag for Europa.

  Enrique Guerrero Salom, for S&D-Gruppen. – (ES) Fru formand! "Democracy: The Unfinished Journey" er titlen på en bog skrevet af en anerkendt analytiker af de teoretiske og praktiske forandringer, som nutidens demokratier gennemgår.

Vi er ganske rigtigt midt i en ufærdig rejse, hvor mange etaper er fuldført, men vi er inde i en periode med risici, usikkerhed og mange tvivlsspørgsmål. Mellem disse tvivlsspørgsmål gemmer sig dog et par ting, der er sikre.

Det første faktum er, at den struktur, der har holdt længst, er det repræsentative demokrati, dvs. vores institutioner. Uden frie parlamenter baseret på folkets vilje havde demokratiet aldrig overlevet.

Det er imidlertid også sandt, at demokratiet nu har brug for fornyelse, reformer og ændringer til at forbedre dets kvalitet, samtidig med at strukturerne, der har tjent os hidtil, og deres stærke fundament opretholdes.

Hvilken type ændringer har vi brug for? Vi har brug for at bevæge os i retning af en demokratimodel med et udvidet deltagerforum, så borgerne er mere end blot vælgere hvert fjerde eller femte år. Vi har brug for et demokrati, som giver mere plads til debat, hvor borgerne kan diskutere, argumentere og udveksle synspunkter, og et demokrati, der øger socialkapitalen, hvor borgerne ikke længere er isolerede, men kan integrere sig i samfundet. Vi har også brug for en europæisk dimension i denne demokratimodel.

Jeg mener, at vi er nået dertil ved at bringe dette borgerinitiativ op på lovgivningsplan. Der findes nu ikke længere to typer legitimitet, men to slags borgerstemmer, nemlig en her i Parlamentet og en anden i borgerinitiativet. Det vil give os et stærkere, mere deltagelsesbaseret og mere legitimt demokrati.

  Anneli Jäätteenmäki , for ALDE-Gruppen. – (FI) Fru formand! Jeg vil gerne takke alle for samarbejdet. Det har været en samarbejdsproces, der har været forbilledlig ligetil. Borgerinitiativet er en velkommen tilføjelse til aktivt medborgerskab. Jeg håber, det får betydning for igangsættelsen af den politiske debat. Ikke alle initiativer får tilstrækkelig støtte, men de kan give debatten nye perspektiver.

Parlamentet ønskede at gøre borgerinitiativet så brugervenligt som muligt, og det er hovedsagelig lykkedes. Jeg er særlig glad for, at Kommissionen og Parlamentet skal arrangere en offentlig høring, når der er indsamlet en million underskrifter. Det vil tvinge EU-institutionerne til faktisk at lytte til, hvad underskriverne har at foreslå. Samtidig vil Kommissionen været nødt til at komme med en fyldig begrundelse, hvis den indtager en negativ holdning til forslaget.

Jeg ville have været glad, hvis dette borgerinitiativ kunne have været underskrevet af ikke blot disse borgere, men også af de mennesker, der bor i hvert land, men det var der ikke tilstrækkelig opbakning til.

Vi ser først betydningen af borgerinitiativet, når det træder i kraft. Jeg håber, at det en dag vil igangsætte en bredere debat om EU-anliggender, end det har været tilfældet i dag.

  Indrek Tarand, for Verts/ALE-Gruppen. – (ET) Fru formand! Jeg er meget glad for, at der nu er fundet en løsning på denne tvist, der indtil for nylig syntes at være en uendelig historie. Ligesom foxtrotten med vores elskede Tjeneste for EU's Optræden Udadtil, der har varet for længe. En langsom foxtrot giver ondt i ryggen, og din partner kan ende med at være skuffet. Partneren her er ingen ringere end vores borgere. Jeg håber, at denne nye form for demokrati vil lykkes, og at vi ikke skuffer vores borgeres forventninger. For mig var det triste ved hele forløbet, at vi for ofte var vidne til mistro over for borgerne, frygten for, at borgerne ville fremsætte tomhjernede idéer. Den frygt var ubegrundet, det skal vi nok få at se.

Til kommissær Šefčovič vil jeg gerne sige, at jeg også gerne ser, at Kommissionen begynder at stole mere på sine borgere. Som repræsentant for Estland ønsker jeg også at takke Rådet, som har fastholdt muligheden for en digital underskrift, hvilket er afgørende for mit folk. Europa venter ivrigt på kreative idéer fra sine borgere.

  Emma McClarkin, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Det europæiske borgerinitiativ (ECI) er et højst tiltrængt tegn på engagement fra EU's side og en fantastisk lejlighed til at øge den demokratiske deltagelse i Europa og styrke forbindelserne mellem borgerne og politikerne.

Selv om den hæmmende forpligtelse til at opgive sit pasnummer fortsat findes i to tredjedele af medlemsstaterne, har jeg og andre medlemmer af ECR-Gruppen medvirket til at gøre dette borgerinitiativ mere brugervenligt ved at fjerne de frygteligt bureaukratiske dobbeltkontroller af, om initiativet opfylder betingelserne, sådan som Kommissionen har foreslået, og at sikre, at ECI blev gjort tilgængeligt for folkebevægelser og ikke kun store velorganiserede interessegrupper.

Nu har sande græsrodsinitiativer en chance for at komme igennem, selv om de ikke følger den europæiske føderale ånd. Det vigtigste er, at Kommissionen vil få pligt til at angive den nøjagtige begrundelse for at afvise et ECI og angive nøjagtig, hvordan den agter at følge op på et succesrigt initiativ. Åbenhed i denne proces er altafgørende.

Det er på tide, at EU begynder reelt at anerkende EU-borgernes synspunkter og lytte til folkets røst. Jeg sætter min lid til, at denne ordning vil medføre en større grad af demokrati og demokratisk ansvarlighed fra Kommissionens side og give inspiration til drøftelserne om EU's kurs fremover.

  Helmut Scholz, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Fru formand, hr. Šefčovič, mine damer og herrer! Det er allerede blevet klart her til morgen under forhandlingen om det forestående møde i Rådet, at vi har et problem i EU med legitimiteten. Grunden er primært, at politikken alt for ofte undgår borgernes hverdagsinteresser. De forventer med rette at blive mere inddraget i politikfastlæggelsen. Protesterne fra utallige EU-lande taler for sig selv. Indførelsen af det europæiske borgerinitiativ, som vi stemmer om i dag, betyder, at der for første gang i EU's historie findes et middel, som tillader Europas borgere at udtrykke deres forventninger og krav direkte, at tage umiddelbare initiativer, følge op på dem og deltage direkte i politikfastlæggelsen.

Den aktuelle forordning er god, men min gruppe mener, at den kunne og burde have været bedre. Om borgerne og indbyggerne i Europa virkelig vil benytte borgerinitiativet, vil i sidste ende afhænge af os her i Parlamentet. Hvor alvorligt tager vi vores selvpålagte forpligtelse til at støtte den nødvendige åbne tilgang? Vil vi være rede og i stand til om tre år at stå fast over for Rådet og Kommissionen med hensyn til videreudviklingen af initiativet? Emnerne er allerede fastlagt i den aktuelle forordning, og vi ønsker at stemme om disse punkter igen i dag. Værdien af borgerinitiativet vil ikke blive målt på det tværinstitutionelle kompromis, som Rådet og Kommissionen indgik, men på, om det reelt udnyttes. Det faktum, at dagens resultat er betydeligt bedre – og jeg vil gerne rette en særlig tak til fru Gurmai, fru Wallis, hr. Lamassoure og hr. Häfner for at arbejde tæt sammen om og gøre så gode fremskridt med finpudsningen af denne forordning – skyldes også de mange medlemmer af civilsamfundet, som har underkastet vores overvejelser og forhandlinger gentagne kontroller med hensyn til realisme og gennemførlighed. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke dem.

Jeg opfordrer Europas borgere til at tage initiativet.

  Morten Messerschmidt, for EFD-Gruppen. – (DA) Fru formand! Da Lissabontraktaten nu for et år siden trådte i kraft, blev der overført hidtil uset megen magt til EU’s institutioner, og vi har igennem det år, der er gået, kunnet se, hvordan især Parlamentet har været i stand til at udnytte situationen – trække enorme mængder af magt ud af medlemslandene.

Der var to lyspunkter, da Lissabontraktaten trådte i kraft. Det ene af de lyspunkter er borgerinitiativet. Det er også derfor, at jeg – både på vegne af mit parti i Danmark og gruppen her i Parlamentet – er gået ind i forhandlingerne om netop at få borgerinitiativet på plads som trods alt et lille lyspunkt i et ellers meget mørkt og meget føderalt EU.

Der har været områder, hvor vi har været uenige. Flere ordførere har allerede nævnt, at nogen ønsker at udbrede et borgerinitiativ til også at være en ret for folk, der ikke er borgere, at nogen ønsker at skulle bestemme, hvad valgretsalderen skal være i andre medlemslande osv. – noget, vi ikke har kunnet blive enige om. Men den ramme, der nu er enighed om, indeholder trods alt positive elementer, og derfor vil min gruppe i demokratiets ånd og for at fremme de trods alt positive elementer, der er i Lissabontraktaten, også støtte dette initiativ.

  Bruno Gollnisch (NI). – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Borgerinitiativet, som det foreslås i traktaterne og fastlægges i denne forordning, er en parodi på demokrati. For det første får det borgerne til at tro, at deres røst kan blive hørt af eurokraterne, trods det at disse systematisk nægtede at lytte til dem, da de gjorde det klart med deres folkeafstemningsresultater, at de ikke ønskede opbygningen af en europæisk superstat. Begynd derfor med at lytte til folk, når de siger "nej" eller "nu er det nok".

Det er også en parodi på demokrati med begrænsningerne på opfyldelsen af betingelser for registrering. Borgerinitiativet skal være i overensstemmelse med traktaterne og de såkaldte principper, de bygger på. Der vil derfor i henhold til traktaternes principper om fri bevægelighed ske en nådesløs afvisning af enhver anmodning om at beskytte vores økonomier, en afvisning af at slå bremsen i for den finansielle globalisering, hvis ødelæggende virkninger vi nu lider under, en afvisning af at afvende migrationsstrømmen. Ethvert initiativ til at forsøge at standse forhandlingerne med Tyrkiet vil sandsynligvis lide samme skæbne, for så vidt som vi kan anmode Kommissionen om at handle, men ikke kan anmode den om at holde op med at handle. Hvis et initiativ får tilstrækkeligt med underskrifter, er Kommissionen ikke forpligtet til at iværksætte det, kun til at begrunde sin beslutning. Det er virkelig en parodi på demokrati.

  Mariya Nedelcheva (PPE). – (FR) Fru formand! Først vil jeg gerne hylde ordførerne for den enorme arbejdsindsats, de har ydet. Der sker sommetider noget enestående i Parlamentet. I dag er sådan en dag. Vi ønskede at give borgerne en klar, enkel og effektiv måde at komme tættere på institutionerne på.

For det første må vi understrege den indsats, som er lagt i at forenkle proceduren. Registreringsfasen er nu hurtig og klar. Det er vores pligt at udbrede kriterierne for, at et initiativ kan blive registreret, nemlig overholdelse af U's værdier, overholdelse af Kommissionens beføjelser i henseende til anvendelsen af traktaterne.

For det andet vil jeg gerne henlede alles opmærksomhed på 12-måneders-fristen for medlemsstaterne. At de overholder denne frist og garanterer databeskyttelse, vil sende et stærkt signal til vores borgere.

For det tredje vil jeg gerne udtrykke min tilfredshed med fristen på tre måneder, de politiske og juridiske argumenter og proceduren, som Kommissionen skal følge for tilrettelæggelsen af offentlige høringer i fællesskab med Parlamentet. Det kan med disse tre punkter bestemt siges, at der snart bliver lagt et instrument i hænderne på den europæiske boger, som er enklere end forventet, mere gennemskueligt end det ser ud til ved første øjekast og formentlig mere effektivt.

Endelig skal jeg fortsat holde øjne og ører åbne for de eventuelle skadelige virkninger af politiske partiers finansiering af initiativet, og det er noget, som jeg stadig tror, at borgerne måske er i stand til at bebrejde os. Når det er sagt, stoler jeg på, at vi alle slår alarm ved de første tegn på, at det bruges til partipolitiske formål, fordi det først og fremmest er vores forpligtelse, og vi skal stemme for et instrument til deltagelsesdemokrati, der tilhører borgerne alene.

  Victor Boştinaru (S&D) . – (EN) Fru formand! Lad mig starte med at lykønske Dem med Deres bidrag som medordfører for vores Udvalg for Andragender.

Som De måske ved, var borgerinitiativet en vigtig prioritet for S&D-Gruppen. For det første vil jeg gerne lykønske alle fire medordførere fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og Udvalget for Andragender med deres fælles arbejde med at levere denne bemærkelsesværdige betænkning og den måde, hvorpå de forhandlede med Rådet og Kommissionen om at opnå så godt et resultat. Jeg vil også gerne nævne den helt særlige rolle, som næstformanden i Kommissionen, kommissær Šefčovič, spillede, og hans parathed, åbenhed og engagement med hensyn til at forhandle med både Rådet og Parlamentet.

Jeg er glad for at kunne stemme i dag – kun få måneder efter begyndelsen af proceduren – om dette enestående og afgørende middel til deltagelsesdemokrati i EU. Parlamentet har bidraget meget til denne tekst. To tredjedele af teksten kommer fra Parlamentet, hvilket atter beviser dets konstante engagement med hensyn til at inddrage EU-borgerne i den politiske debat og bringe EU tættere på dem.

Jeg mener, at dette dokument er velafbalanceret og bidrager til vores fælles mål, som er at forlene borgerinitiativet med en vigtig rolle i praktiseringen af det europæiske demokrati og styrke EU's borgeres kapacitet til at få indflydelse på EU's politikker. Dette instrument er bestemt beregnet til at fremme en dybdegående debat i hele civilsamfundet. Som vores gruppe har understreget fra begyndelsen, er dette instrument tilgængeligt og enkelt udformet samt tydeligt og detaljeret for at undgå at skabe frustration.

Jeg vil gerne takke ordførerne mange gange og ønske dem held og lykke i det videre forløb efter denne flotte start.

  Andrew Duff (ALDE). – (EN) Fru formand! I modsætning til visse talere er jeg af den formodning, at borgerinitiativet hele tiden har været beregnet til at kunne bruges af borgerne til at anmode Kommissionen om at foreslå en traktatændring.

Jeg er meget glad for, at den endelige ordlyd i forordningens artikel 2 blev en tro gengivelse af ordlyden i artikel 11, stk. 4, i selve traktaten. Et forslag fra Kommissionen om at ændre traktaterne er bestemt et eksempel på, at Kommissionen fungerer lovgivningsmæssigt inden for rammerne af sine beføjelser, og vi ved alle af erfaring, at det ofte er nødvendigt at ændre traktaterne for at kunne opfylde deres målsætninger.

Så borgerne bør skyde hjertet op i livet og til fulde udnytte dette fantastiske nye eksperiment i det postnationale demokrati.

  Marek Henryk Migalski (ECR). – (PL) Fru formand! Som fru McClarkin har sagt, vil vores politiske gruppe støtte denne ordning, fordi den er god og bør vedtages ved afstemningen. Jeg er glad for, at det var muligt under arbejdet med ordningen at fjerne flere bekymrende træk. Blandt andet er beskyttelsen af personoplysninger blevet skærpet, og minimumsalderen for at støtte et initiativ er forhøjet fra 16 til 18 år. Dette er et godt resultat.

Men jeg har flere kritiske bemærkninger. For det første, som min kollega fru McClarkin sagde, er det faktisk Kommissionen, der skal afgøre, om et initiativ skal accepteres, så folkets røst vil stadig afhænge af embedsmænd, selv om disse handler i god tro. En anden ting er, at det bør overvejes, om minimumsgrænsen ikke er sat for lavt ved 300 000 underskrifter og en fjerdedel af medlemsstaterne repræsenteret bag et initiativ. I Polen kræver et initiativ af denne art underskrifter fra 100 000 mennesker. I EU's meget større målestok – Polen rummer kun 8 % af EU's samlede befolkning – finder jeg det diskutabelt. Men trods disse betænkeligheder er ordningen værd at støtte, og De Europæiske Konservative og Reformister vil bestemt gå ind for den.

  Bairbre de Brún (GUE/NGL). – (GA) Fru formand! Jeg vil allerførst gerne takke både Dem og ordførerne. Ordførernes arbejde udgør en betydelig forbedring af Kommissionens forslag.

Jeg er dog skuffet over, at visse aspekter af forslaget vil føre til, at folk, der burde være med, bliver holdt ude. Jeg vil gerne bede Parlamentet alvorligt overveje de ændringsforslag, der er vedtaget af et stort flertal i Udvalget for Andragender, og som vi igen har fremlagt for plenarmødet – ændringsforslag 71, 72, 73 og 74. Vi bør især sikre, at vi ikke antyder over for folk, der bor i EU, men uden statsborgerskab, at deres synspunkter ikke er nødvendige eller velkomne. Ligeledes bør unge mennesker opmuntres til at deltage i de spørgsmål, der er knyttet til EU-politikkerne.

I den nuværende situation vil ikke alle EU-indbyggere – herunder fastboende udlændinge – kunne underskrive borgerinitiativet. Deltagelse er kun mulig for indbyggere med unionsborgerskab.

Formålet med ændringsforslag 72 og 73, der blev fremsat endnu en gang for plenarmødet, er derfor at sikre, at indbyggernes underskrifter bliver medregnet i den ene million underskrifter, som udgør en anmodning til Kommissionen om at handle.

  Daniël van der Stoep (NI). – (NL) Fru formand! Jeg er ikke sikker på, hvad jeg skal mene om borgerinitiativet. At inddrage borgerne mere i beslutningstagningen lyder pænt nok, om end det naturligvis ville være bedre at give præcis de samme borgere lov til at stemme om Lissabontraktaten ved en folkeafstemning.

At kalde en traktat, der er blevet trukket ned over hovedet på vores borgere, en dialog med borgerne er efter min mening både kynisk og ironisk. Jeg frygter, at borgerinitiativet blot vil vise sig at være én stor gang spil for galleriet. Kommissionen har carte blanche til at undlade at behandle forslagene. Tydeligvis vil den eurofile venstrefløjselite, der åbenbart repræsenterer en proeuropæisk holdning, få sine kæpheste accepteret.

Eller kan Kommissæren bortvejre disse bekymringer? Lad os sige, at der indløb borgerinitiativer om at standse forhandlingerne med Tyrkiet eller nedlægge Parlamentet – hvilket naturligvis ville være fantastisk. Vil Kommissionen så tage dem alvorligt? Jeg vil gerne høre, hvad kommissæren tænker.

Borgernes tillid i EU har allerede nået bunden. Jeg formoder, at dette borgerinitiativ kun kan gøre en meget beskeden forskel i den henseende, og det bekymrer mig faktisk ikke, for jo flere mennesker, der erkender EU's sammenbrud, jo bedre.

  Anna Maria Corazza Bildt (PPE). – (EN) Fru formand! Som skyggeordfører for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har jeg været meget engageret i at medvirke til udformningen af denne nye ret til at tage politisk initiativ, som Europas borgere får med det formål, at befolkningen reelt får flere beføjelser.

Jeg støtter det endelige kompromis og lykønsker hr. Lamassoure. Kompromisset gør initiativet brugervenligt, enkelt og tilgængeligt for borgerne. Jeg hilser især åbenheden velkommen med hensyn til både den politiske og den finansielle støtte. Jeg beklager imidlertid, at finansiering fra politiske partier og grupper er tilladt, og at nationale politikere kan være initiativtagere.

Jeg ønsker ikke at være lyseslukker, men lad os være realistiske. Der er en risiko for, at den demokratiske proces i Europa, ud over at få nye kræfter, også kunne køre af sporet, og borgerinitiativet kunne blive udnyttet eller ligefrem kapret af ekstremister og populister.

Jeg mener, at vi nu alle må påtage os vores fælles ansvar og sikre, at initiativet virkelig bruges i borgernes interesse. Jeg opfordrer de folkevalgte politikere i medlemsstaterne til at respektere, at de har det repræsentative demokrati til at udtrykke deres holdninger gennem, mens dette initiativ er forbeholdt borgerne. Jeg opfordrer Kommissionen til at informere borgerne ordentligt for at undgå at skabe falske forhåbninger og at være hård med hensyn til kriterierne for opfyldelse af betingelserne.

Jeg opfordrer medierne til at udfylde deres rolle og give korrekte oplysninger og medlemsstaterne til at respektere personoplysninger, så folk vil have tillid nok til at deltage. Jeg håber virkelig, at vi vil kunne give vores borgere chancen for at blive en del af denne debat og nyde at bruge dette instrument.

  Hannes Swoboda (S&D). – (DE) Fru formand! Jeg er ikke medlem af nogen af de direkte involverede udvalg, men ikke desto mindre har jeg givet vores ordfører, fru Gurmai, min fulde støtte, og jeg vil gerne takke alle ordførerne. Jeg mener, at vi har gjort et betydningsfuldt fremskridt med demokratiseringen af EU.

Jeg ved, at mange mennesker er bekymrede over eventuelt misbrug af instrumentet. Det er imidlertid vores opgave at tage hensyn til borgernes bekymringer og problemer i vores politikker, og så vil man ikke kunne misbruge borgerinitiativet. Det er vores opgave at bruge vores politikker til at yde borgerinitiativerne modstand, hvis vi mener, at de går i den forkerte retning. Modstand er bestemt mere nyttigt end at ignorere dem.

I modsætning til fru Corazza Bildt mener jeg, at der er opnået et godt kompromis. Jeg mener ikke, at politiske partier skal benytte initiativinstrumentet. De politiske partier og Parlamentet er der til det formål. Naturligvis er det helt rigtigt, at politikerne ikke bør udelukkes fra debatten. Jeg mener derfor, at dette instrument er et skridt i den rigtige retning.

Det er nu op til de politiske partier at gennemføre de rette politikker under vagtsom opmærksomhed fra borgerne, at modtage ønsker og bekymringer fra borgerne, at bringe dem videre til Parlamentet og at gå i dialog med borgerne i meget højere grad. Dette instrument tvinger også politikerne til at handle mere fornuftigt og forme Europa på en sådan måde, at det virkelig er tæt på borgerne og ikke et fjernt organ, hvilket mange mennesker med rette mener.

Endnu en gang vil jeg gerne sige tak til ordførerne for deres ihærdige indsats. Jeg mener, at det er et stort fremskridt for demokratiet i Europa, og det er i sidste ende det, som vi kæmper for i Parlamentet, nemlig et demokratisk Europa.

  Tadeusz Cymański (ECR). – (PL) Fru formand! Jeg vil gerne føje min støtte og billigelse af denne ordning til alle de øvriges. På den anden side er det ikke udtryk for mangel på opbakning, at der udtrykkes en vis skepsis og fremsættes kommentarer – det afspejler blot en bekymring om, hvorvidt ordningen vil blive brugt på den rigtige måde. Jeg vil gerne påpege her, at mange af de chancer, håb og også den frygt, som vi taler om her – hr. Migalski har bl.a. nævnt det – vedrører håbet om, at dette redskab, der er så hårdt brug for, og som vil bidrage så massivt til at styrke og udvide demokratiet, ikke bliver misbrugt i praksis.

Paradoksalt nok kan dette redskab let blive misbrugt i praksis og ikke kun af ekstremister, men også af meget stærke interessegrupper, og jeg siger det, fordi vi tror, at en tærskel på en million underskrifter ikke er en tilstrækkelig høj tærskel, når man sammenligner med EU's demografiske potentiale. Hvis vi påpeger, at en beslutning om at acceptere eller afvise et initiativ imidlertid i meget høj grad skal være afhængigt af en vilkårlig evaluering, kan dette også påkalde sig alvorlig kritik fra borgerne selv. For at opsummere mener jeg, vi bør fremskynde arbejdet med ordningen og opprioritere den, men vi har også brug for, at ordningen bliver underlagt en meget grundig, forsigtig og fornuftig analyse.

  Diane Dodds (NI). – (EN) Fru formand! Jeg står her som demokrat og som en, der tror på, at øget deltagelse i den demokratiske proces skal opmuntres. Lad os være ærlige. Der er ikke forbindelse mellem politikerne og borgerne. Det er derfor meget vigtigt, at den almindelige borgers røst høres.

ECI er i teorien et sundt begreb, og dog er min entusiasme behersket, fordi Kommissionen stadig har stor magt. Vi kan heller ikke ignorere, at mekanikken i at indsamle underskrifterne til et borgerinitiativ, selv med kravene til deltagelse sat ned til en fjerdedel af medlemsstaterne, kan betyde, at det er meget vanskeligt for nogen som helst andre end store lobbyorganisationer, som allerede er aktive på europæisk plan, at indsamle de krævede underskrifter. Dette skal virkelig være et borgerværktøj og ikke et ngo-instrument.

  Paulo Rangel (PPE). – (PT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, medlemmer af Rådet! Jeg ønskede at sige, at dette borgerinitiativ er et meget vigtigt skridt i retning af anerkendelse af EU's konstitutionelle karakter. Kun en konstitutionel enhed, uanset om den har en skriftlig forfatning, er i stand til at give sine borgere et instrument, som har denne egenskab, og jeg anerkender, at der i vores handling ligger en stor værdi, nemlig værdien af at give EU denne konstitutionelle karakter.

Jeg vil også gerne sige, at det er et meget vigtigt skridt for borgerne og solidariteten mellem dem. Ved at have en fjerdedel af landene som minimumskriterium for igangsætning af et initiativ skaber vi også en tværeuropæisk bevægelse, fordi det er meget sværere at blive overtaget af lobbyer eller særinteresser. I modsætning til det, der siges her, er det meget vanskeligere, når vi kræver, at borgere fra syv eller otte forskellige lande skal gå sammen om initiativet, og jeg er derfor overbevist om, at det også bliver en måde at øge solidariteten på mellem Europas stater, solidariteten mellem borgerne i disse stater, den solidaritet, som på dette tidspunkt, to dage inden topmødet her i december, som bliver så afgørende, er en solidaritet, som vi har mere brug for nu end nogensinde før.

  Roberto Gualtieri (S&D). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Procedurer er demokratiets væv, og derfor var gennemførelsen af borgerinitiativet ikke kun en teknisk øvelse, men pålagde os at træffe afgørende valg, som gjorde det muligt at gøre borgerinitiativet til et instrument, der ville være meget virksomt med hensyn til at opbygge et ægte europæisk politisk rum.

Parlamentet udøvede utvivlsomt sine prærogativer på eksemplarisk vis og forbedrede det oprindelige forslag betydeligt. De primære resultater er allerede blevet nævnt, og jeg behøver ikke minde om dem. Jeg vil dog gerne understrege endnu et resultat, som vores gruppe har ydet et væsentligt bidrag til, nemlig at europæiske politiske partier også vil kunne fremme et borgerinitiativ. Det er et resultat af stor betydning, fordi det europæiske demokratis skæbne er forankret her, eftersom der ikke kan findes ægte internationalt demokrati, førend Europas politiske partier påtager sig en effektiv rolle i den demokratiske proces. I dag tager vi et skridt i denne retning, og det er endnu en grund til, at det er en stor dag for europæisk demokrati.

  Erminia Mazzoni (PPE). – (IT) Fru formand, hr. kommissær, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke alle ordførerne for rettidigheden i det udførte arbejde og det gode kompromis, de har fundet. Som formand for Udvalget for Andragender vil jeg gerne rette en særlig tak til fru Wallis og hr. Häfner foruden skyggeordførerne – i alt en pæn flok – som formåede på rette vis at kanalisere alle de følelser og holdninger videre, der dukkede op under forhandlingerne i Udvalget for Andragender.

Jeg tror, vi arbejdede i fuld bevidsthed om betydningen af den opgave, vi var i gang med at udføre. Borgerinitiativet er sandelig et betydningsfuldt mål i opbygningen af et Europa for folket, et demokratisk Europa og et ægte deltagelsesbaseret Europa.

Vi i Udvalget for Andragender arbejdede med tanke herpå i samarbejdet med Udvalget om Konstitutionelle Anliggender og efter proceduren i forretningsordenens artikel 50. Som mange kolleger og ordførerne har understreget, sigtede vi mod at gøre proceduren så brugbar, nem, gennemskuelig og effektiv som muligt.

Vi arbejdede med tanke herpå for at pålægge Kommissionen forpligtelser og begrænse dens råderum for bedømmelse af de kriterier for opfyldelse af betingelserne, som vi har indført. Jeg vil gerne berolige mine kolleger, der rejste legitime og forståelige spørgsmål, som vi var inde på under forhandlingen, og som vi forsøgte at besvare mange af.

Til sidst vil jeg gerne – da dette emne ligger mig så meget på sinde – understrege betydningen af at indføre en offentlig høring om borgerinitiativer, som vil blive arrangeret af Kommissionen sammen med Parlamentet. Som formand for Udvalget for Andragender vil jeg gerne udtrykke min tilfredshed, fordi denne opgave i henhold til en aftale mellem de berørte parter sandsynligvis vil blive betroet det udvalg her i Parlamentet, som jeg er formand for.

  Matthias Groote (S&D). – (DE) Fru formand! For det første vil jeg gerne takke alle, som har gjort dette muligt, og navnlig tidligere næstformand Sylvia-Yvonne Kaufmann, som udførte meget af det forberedende arbejde i den foregående parlamentsperiode for at sikre, at den dag ville komme, hvor det europæiske borgerinitiativ ville blive til virkelighed.

Sommetider føler EU-borgerne det, som om Europa og dets institutioner er meget fjerne. Dette instrument, det europæiske borgerinitiativ, vil føre institutionerne tættere på borgerne. Det er et glimrende instrument, som vil styrke demokratiet, inddrage folk mere og sætte dem i stand til at tage initiativet. Jeg tror, at der bliver to vigtige opgaver i de kommende måneder. Den ene er at skabe adgang, herunder digital adgang til borgerinitiativet via internettet på en både nem og sikker måde. Den anden er, at et succesrigt borgerinitiativ skal følges op af en retsakt. Mit spørgsmål til Kommissionen er derfor, hvordan vi fremover skal beslutte, hvilke initiativer der skal munde ud i en retsakt, og hvilke der kun skal i høring. Måske kunne hr. Šefčovič forklare det. Jeg vil også gerne sige tak til kommissæren for hans indsats og for Rådets indsats.

  György Schöpflin (PPE). – (EN) Fru formand! Iværksættelsen af borgerinitiativet er ubestrideligt et af de vigtigste udviklingstiltag i den europæiske integrationsproces. Det udgør en kvalitativ omfordeling af magten inden for EU og har potentiale til at skabe betydelig fornyelse i europæisk politik.

At placere borgerne på samme niveau som Parlamentet og Rådet ved at tilbyde dem retten til at opfordre Kommissionen til at fremsætte lovforslag har vidtrækkende konsekvenser. For det første skaber denne nye institution plads til at sætte spørgsmålstegn ved et af de grundlæggende træk ved måden, hvorpå hele integrationsprocessen er udformet – nemlig at den lige fra begyndelsen har været anført af eliten. I mange henseender er dette lykkedes fint, men der er også kun ringe tvivl om nu, at uden borgernes aktive støtte vil integrationsprocessen støde på forhindringer. Der er da også flere og flere tegn på, at borgerne ser EU som fjern, kompleks og uigennemtrængelig. De har haft meget lidt grund til at komme i kontakt med EU, fordi der har manglet midler til at gøre det med.

Det er det, borgerinitiativet skal afhjælpe. Det danner et instrument, som har kapacitet til at bygge bro over kløften mellem EU og befolkningen. Det er i alles interesse, at instrumentet nu bør virke og virke så effektivt som muligt.

  Sylvie Guillaume (S&D). – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne først lykønske alle ordførerne og især min kollega og nabo fru Gurmai for det fremragende arbejde med denne sag.

Borgerinitiativet er en af de mest interessante nyskabelser i Lissabontraktaten. Efter min mening udgør det en ny lovgivningsmagt inden for EU-institutionerne, men lagt i borgernes hænder.

I en sammenhæng, hvor følelsen af at høre til EU stadig er for svag, og hvor valgdeltagelsen til især Europa-Parlamentsvalget er foruroligende lav, vil dette nye værktøj sætte EU-borgerne i stand til at blive fuldgyldige aktører i europæisk demokrati. Desuden giver emnet anledning til en enorm nysgerrighed og utvetydig interesse.

Derfor vil det sende et dårligt signal kun at fremhæve de risici, som borgerinitiativet kan afføde. Selv om det naturligvis er nødvendigt at håndtere dette instrument hensigtsmæssigt, må vi ikke være bange for de diskussioner, der kan opstå.

Kompromisset mellem Parlamentet og Rådet er i perfekt balance, og når teksten først er vedtaget, bliver det et spørgsmål om at sikre, at dette værktøj træder i kraft så hurtigt som muligt, fordi borgerne forventer det af os, og det er en betydningsfuld chance.

(Bifald)

  Carlo Casini (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Qua formand for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender har jeg primært taget ordet for at takke alle medlemmerne af mit udvalg for deres gode arbejde, især hr. Lamassoure og fru Gurmai, der bidrog stærkt til at nå målet om iværksættelse af en af de vigtigste ændringer i Lissabontraktaten.

Udvalget lyttede også til alle de nationale parlamenters og eksperters synspunkter under det tætte samarbejde med Kommissionen – som jeg takker kommissær Šefčovič hjerteligt for – og med Rådet, som viste vilje til at gå i dialog, hvilket jeg gerne vil takke hr. Chastel for.

Det virkede også godt at anvende forretningsordenens artikel 50, så vi kunne arbejde effektivt sammen med Udvalget for Andragender.

Jeg var personligt enig i, at der skulle være et års frist for forordningens ikrafttræden, og det var bestemt ikke for at forsinke dens anvendelse, men tværtimod for at sikre, at gennemførelsen af den fra begyndelsen blev så altomfattende og omhyggelig, at alle medlemsstater uden undtagelse kan opfylde kravene til forberedelse af deltagelsen og kontrol af instrumentet.

Jeg mener, at den største positive virkning af den nye ordning er, at den øger bevidstheden om EU-borgerskab, som nu er blevet beriget med beføjelsen til at deltage i lovgivningsprocessen, herunder at give input til den. Jeg er også sikker på, at mekanismen hertil vil garantere borgerne en nem deltagelse og samtidig hindre misbrug.

Endelig mener jeg, at vedtagelsen af denne forordning her op til julens festligheder er en flot gave til Europas borgere og Europa selv.

  Jo Leinen (S&D). – (DE) Fru formand! Jeg er glad for at kunne tale efter min efterfølger i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, for jeg støttede dette projekt for 10 år siden, og det europæiske borgerinitiativ blev indarbejdet i traktatteksten i næsten sidste sekund. Dengang var det medlemmerne af Parlamentet og de nationale parlamenter, der tog initiativet i Konventet. Dette åbner et nyt kapitel i forholdet mellem borgerne og de europæiske institutioner. Vi håber alle, at dette vil mindske afstanden mellem folket og den europæiske politik. Borgerinitiativet er ikke en mirakelkur, men det kan være en stor hjælp. Frem for alt vil jeg gerne se mere åbenhed i Europa i form af en grænseoverskridende debat om aktuelle emner, som interesserer borgerne. På mit område, miljøet, kan jeg komme i tanker om en række emner, som kunne sættes på EU's dagsorden ved hjælp af dette instrument og især Kommissionens dagsorden i dens egenskab af EU's regering eller udøvende magt. Jeg vil også gerne spørge Kommissionen om, hvordan den forbereder sig til disse fremtidige initiativer. Vi må ikke skuffe befolkningen.

Jeg vil gerne takke alle og især ordførerne fru Gurmai og hr. Lamassoure for deres glimrende arbejde.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (LT) Fru formand! Det er virkelig en glædelig og vigtig dag for Parlamentet. Jeg håber meget, at vi vil forbedre denne mekanisme, som skal tillade borgerne at deltage i skabelsen af EU's fremtid, ikke kun ved at stemme til Europa-Parlamentsvalget, men også aktivt deltage i skabelsesprocessen. Det er meget vigtigt, at borgernes røst bliver hørt. For nogle få år siden havde jeg selv lejlighed til at repræsentere titusindvis af EU-borgere, da jeg sendte et andragende til Parlamentet, og jeg er meget glad for, at Parlamentet dengang vedtog en beslutning på grundlag af mit andragende. Det er stort, når man som borger føler sig hørt af EU's institutioner. Der skal være en dialog mellem Kommissionen og Borgerne, og der må ikke være situationer, der kan demotivere borgerne. Dette er et skridt i retning af tættere samarbejde, ikke kun mellem institutionerne og borgerne, men mellem borgerne indbyrdes. Dette handler om anerkendelse og identificering af bestemte problemer og om at finde en fælles løsning på dem, men processen skal være sikker og åben, og vi skal anvende subsidiaritetsprincippet.

  Ioan Enciu (S&D). – (EN) Fru formand! Først ønsker jeg at lykønske fru Gurmai og hr. Lamassoure med denne betænkning. Jeg hilser borgerinitiativet særdeles velkomment. Det er et meget positivt græsrodsinitiativ. Det vil medvirke til at gøre det demokratiske underskud mellem folket og EU-institutionerne væsentlig mindre. Især giver det borgerne en platform, hvor de kan udtrykke og foreslå ideer til europæisk lovgivning. Behovet for, at mindst hver fjerde medlemsstat deltager i indsamlingen af underskrifter til initiativet, sikrer, at dette vil repræsentere et behov for lovforslag, der går på tværs af samfundet.

Endelig vil jeg gerne understrege, at det er vigtigt, at der er fuld åbenhed om initiativets ophav og kilderne til finansiel støtte til initiativtagerne.

  Izaskun Bilbao Barandica (ALDE). – (ES) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske ordførerne, fordi deres arbejde vil give europæiske mænd og kvinder lejlighed til at vende deres bekymringer til initiativer i Parlamentet.

I dag forbedrer vi demokratiet, bringer beslutningstagningen tættere på borgerne og gør dem mere åbne og rådgivende, hele tiden med blikket rettet mod befolkningen.

Denne forordning er en del af Europa 2020-politikken og et basalt værktøj til at håndtere den viden og den talentmasse, der er tilgængelig i samfundet. Vi bliver også nødt til at lære nye færdigheder, så vi kan være mere synlige som politiske ledere i virtuelle samfund, i informationssamfundet, og føre an på andre måder, der ligger tættere på folk og er mere menneskelige. Det er et skridt i retning af politisk fornyelse, som skal hjælpe os med at være mere åbne og genskabe folks tillid til politik.

Endelig er borgerinitiativet en lejlighed for regionerne til at afhjælpe manglen på anerkendelse, som de oplever i EU's nuværende institutionelle struktur. Jeg er sikker på, at regionerne med beslutsomhed og indlevelsesevne også vil bruge denne mekanisme til at fremlægge deres forslag direkte for Parlamentet.

  Oreste Rossi (EFD). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Indtil Lissabontraktaten var EU ikke åben over for anmodninger fra borgerne, dels fordi to af de primære EU-organer – Kommissionen og Rådet – er udpeget og ikke valgt lige som Parlamentet, dels fordi der ikke fandtes nogen bestemmelse om inddragelse af offentligheden.

Med den nye traktats ikrafttræden kan EU-borgerne indsende initiativer ved at indsamle et tilstrækkeligt antal underskrifter. Vi bakker i nogen grad forordningen op, fordi den forbedrer Kommissionens oprindelige forslag. Proceduren for kontrol af, om forslaget opfylder betingelserne, er kombineret med registreringsproceduren og efterfølges af indsamling og verificering af underskrifterne.

Desværre er betænkningen utilstrækkelig, fordi den mangler en mekanisme til at tjekke underskrifternes ægthed. Dette kunne føre til indsendelse af falske underskrifter og således forringe initiativets demokratiske værdi i befolkningens øjne.

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Fru formand! Borgerinitiativet antager mange skikkelser. Et det et andragende? Ja, men ikke et frit formuleret andragende. Andrageren får på forhånd at vide, hvad han må bede om, hvilket ligger inden for Kommissionens kompetence, og hvad han ikke må bede om, hvilket er, når Kommissionen bedømmer, at det ikke er seriøst nok eller i strid med de såkaldte europæiske værdier.

Et det en folkeafstemning? Absolut ikke. Borgerinitiativet er fejlagtigt blevet beskrevet som et eksempel på direkte demokrati. For der kommer ikke nogen folkeafstemning, der involverer alle borgere. Selv om der bliver indsamlet en million underskrifter, vil Kommissionen ikke være forpligtet til at handle efter det.

Det vil ikke en gang være et rigtigt borgerinitiativ. Det er ikke sandsynligt, at almindelige borgere vil organisere sig selv. Kun magtfulde interesser vil finde det let at mobilisere en folkestemning. Mest af alt vil det være semidemokratisk sminke til en udemokratisk institution.

Betyder det, at vi er imod? Nej. Jeg har tillid til, at bekymrede modstandere vil bruge ordningen til at opløse det europæiske projekt.

  Jarosław Leszek Wałęsa (PPE). – (PL) Fru formand! Det europæiske borgerinitiativ skal være et værktøj, som sætter borgerne i stand til at deltage mere fuldgyldigt i EU's liv, og det skal omvendt styrke den tydeligvis hæmmede kommunikation mellem EU og borgerne. Navn, adresse, nationalitet og underskrift – jeg er helt enig i, at det bør være tilstrækkelig til at sikre, at underskriveren findes og ikke har skrevet under to gange. At frafalde kravet om identifikation ved hjælp af id – en beslutning, som desværre ikke er truffet – kunne være meget virkningsfuld i henseende til at skabe et borgervenligt værktøj.

I dag hvor beskyttelse af personoplysninger giver anledning til særlig stor bekymring, kan indsamling af fortrolige personoplysning som cpr-numre få mange borgere til at afholde sig fra at underskrive et initiativ. De embedsmænd, der har arbejdet for at indføre en pligt til at fremvise id, har tydeligvis ikke forstået, hvad det handler om. At sætte europæiske borgere i stand til at indsende forslag til ny lovgivning vedrørende et emne af samfundsmæssig betydning er en uvurderlig del af demokratiet, og jeg føler mig beæret over at være en del af processen med at give indbyggerne i Europa dette værktøj.

  Kriton Arsenis (S&D). – (EL) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske ordførerne med deres glimrende arbejde. Vi besluttede at indarbejde borgernes ret til at anmode om fremsættelse af lovgivningsinitiativer fra Kommissionens side i vores europæiske forfatning Lissabontraktaten. Vores borgere har taget det til sig og har allerede sat det første initiativ i gang ved at indsamle over en million underskrifter. Det valgte emne er et emne, der i sandhed vedrører os alle, og som endda uden underskrifterne burde få Kommissionen til at tage initiativet. De har rejst spørgsmålet om EFSA's uafhængighed set i lyset af biotek-selskabernes interesser, et problem, som kommissær Dalli anerkendte, og de har anmodet om et moratorium om afgrøder, indtil der kan oprettes pålidelige kontrolmekanismer til bekræftelse af virkningen af modificerede organismer for menneskers sundhed, biodiversiteten og fødevaresikkerheden. Jeg opfordrer Kommissionen til at tage dette initiativ.

  Constance Le Grip (PPE). – (FR) Fru formand! Også jeg vil gerne takke vores fire ordførere, som har udført et fremragende stykke arbejde og skabt en betydelig værdiforøgelse fra Parlamentets side af den tekst, som Kommissionen oprindelig foreslog.

Borgerinitiativet, som vi i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) snart skal vedtage med stor fornøjelse, er et stort skridt fremad fra Lissabontraktaten. Lad os ikke tage fejl. Dette instrument kan i sandhed ændre det europæiske politiske landskab, så længe vi bruger det både fornuftigt og modigt. Det kan være med til at give Europas borgere mulighed for at deltage direkte i den europæiske politiske debat. Det kan bidrage til at afdække, hvad den europæiske befolkning mener, nemlig europæiske mænd og kvinder, som samles for at debattere, som vedtager en fælles holdning, og som mødes om ægte europæiske emner. Men lad os ikke skuffe vores borgere.

Lad os opfordre medlemsstaterne til at skynde sig at træffe gennemførelsesforanstaltninger, hvor det er nødvendigt, og lad os ikke skuffe borgerne, da styrkelsen af det europæiske demokrati afhænger af dem.

  Judith A. Merkies (S&D). – (NL) Fru formand! Også jeg vil gerne lykønske alle, især borgerne, og jeg ser frem til et konstruktivt samarbejde.

Det er bestemt sandt, at vi i særdeleshed skal sikre, at vi fastholder en lav tærskel, og det betyder, at alle får lov til at deltage i et borgerinitiativ. Det er derfor uheldigt, at unge under 18 er blevet nægtet denne mulighed, for det er lige netop dem, vi så gerne vil inddrage i politik.

Det er også uheldigt, at vi har overladt det til medlemsstaterne at beslutte, om de vil oprette onlineløsninger eller ikke. Man kan da ikke forvente, at vi stadig arbejder med papir i vore dage, når en onlineløsning har vist sig at være et meget effektivt værktøj til at organisere folk, både politisk og med hensyn til deres interesser.

Hvad er det nøjagtig, vi forventer at kunne opnå med borgerinitiativet? Jeg synes, at Kommissionen på et meget tidligt tidspunkt bør kunne afgøre, om visse forslag, så som dem, der er fremsat her, det om afskaffelse af Parlamentet, faktisk udgør et borgerinitiativ eller ikke. Hvad kan man gøre ved det? Hvem vil udvikle disse ting, og hvornår kan vi forvente et lovforslag?

Vi politikere bor i glashuse. Folk må gerne se ind, og de vil kan nu også kigge ind og deltage. Jeg glæder mig til et konstruktivt samarbejde.

  Formanden. − De parlamentsmedlemmer, der ønskede at deltage i forhandlingen efter catch the eye-proceduren, kan jeg desværre ikke imødekomme, men jeg vil gerne minde om, at man i henhold til forretningsordenen kan indgive en skriftlig erklæring, som vil blive vedlagt det fuldstændige forhandlingsreferat. Det kan jeg kun opfordre til.

  Maroš Šefčovič, næstformand i Kommissionen. − (EN) Fru formand! Først vil jeg gerne takke medlemmerne af Parlamentet for deres store opbakning til denne forordning. Jeg vil også gerne takke dem for den meget positive europæiske energi, der stråler ud fra Parlamentet under forhandlingen. Som vi hørte her til morgen, er det et ret udfordrende år for Europa, men jeg tror, denne forhandling har vist, at dagen i dag er en meget god dag for Europas borgere og en meget god dag for Europa. Jeg vil gene understrege, at Kommissionen ønsker, at dette vigtige initiativ skal blive en succes, og vi vil behandle det i en meget konstruktiv ånd.

Som svar på nogle spørgsmål, der er rejst af medlemmerne, vil jeg gerne forsikre om, at vi nok skal hjælpe initiativtagerne. Vi vil oprette kontaktpunkterne og den helpdesk, som skal hjælpe initiativtagerne med at finde ud af, hvad der er muligt, og hvad der ikke er, hvilke typer forordninger der er på vej, hvilke typer initiativer der er under udarbejdelse, og hvilke typer konkurrerende eller modstridende forslag vi har modtaget fra andre borgerkomitéer. Vi vil forsøge at være så brugervenlige og borgerinitiativvenlige som muligt.

Vi tager fru Corazza Bildts og hr. Casinis bekymringer meget alvorligt. Derfor vil vi under hele processen insistere på betydningen af at bevare den institutionelle balance i denne forordning og forbeholde Kommissionen dens initiativret, fordi Kommissionen er ansvarlig for alle borgere – ikke kun initiativtagerne, men også de almene europæiske interesser. Det skal vi også følge op på i denne proces.

Som svar til hr. Groote vil jeg gerne forsikre ham om, at når det europæiske borgerinitiativ en gang er blevet en succes, vil vi følge den procedure, der er fastlagt i forordningen. Vi vil modtage initiativtagerne på et passende niveau – kommissær- eller generaldirektørniveau – og så vil vi være til stede på højest mulige niveau ved høringerne i Parlamentet. Inden tre måneder vil vi angive meget præcise grunde i vores meddelelse om, hvorvidt vi ønsker at følge op med lovforslag, hvorvidt vi har brug for at undersøge spørgsmålet yderligere, eller hvorvidt vi i tilfælde af, at initiativet er for kontroversielt, ikke ønsker at gå videre i processen.

Jeg håber, at dette nye instrument vil hjælpe os til at få en bedre europæisk debat i Europa og flere europæiske emner i de nationale hovedstæder. Jeg håber, at ECI bliver et meget succesrigt projekt, og at vi ser dette bevist, når vi gennemgår det første gang. Tak for Deres opbakning.

(Bifald)

  Olivier Chastel, formand for Rådet. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Lad mig sige nogle få ord efter kommissær Šefčovič.

Som forhandlingen har vist, er det et fascinerende emne. Nogle spørgsmål er stadig ubesvarede, ikke al frygt er bortvejret. Se, det er et ægte kompromis.

Lad os bringe borgerinitiativet til verden. Lad os bedømme forordningen i det lange løb, da den naturligvis giver mulighed for at udvikle mekanismen.

Tak igen for samarbejdet. Jeg ønsker borgerinitiativet held og lykke.

  Zita Gurmai, ordfører. − (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke mine kolleger for alle deres bemærkninger. Jeg er meget glad for, at flertallet blandt os går ind for at lægge et nyt lag oven i vores europæiske demokrati.

Det er helt naturligt og kun forventeligt, at der forekommer frygt, men hvis vi forsøger os med noget helt nyt, kan vi ikke besvare alle spørgsmål og berolige alle de frygtsomme på forhånd Men jeg er sikker på, at forordningen, som vi præsenterer i dag, løser mange af de problemer, som vi forestillede os under forarbejdet til forordningen.

Vi bør ikke være bange for denne nye facet af demokratiet. Vi skal lytte mere opmærksomt til de europæiske borgeres røst, og vi må ikke være bange for den. Det er da et af de langsigtede mål, ikke sandt? Vi bør kun være bange for, at ECI ikke bruges i traktatens ånd eller ikke til det tiltænkte formål, at den misbruges eller slet ikke bruges.

Vi har gjort vores bedste for at reducere denne risiko i forordningen med hjælp fra fru Kaufmann, som udarbejdede den første betænkning om ECI i denne Parlamentsperiode. Jeg vil også gerne takke hr. Šefčovič og hr. Lamassoures team og vores andre kolleger. Jeg vil desuden takke det team, der har arbejdet for det ungarske formandskab for EU, for samarbejdet.

Jeg vil gerne understrege, at gennemførelsen af forordningen er afgørende vigtig, og i den forbindelse vil jeg gerne tilbyde det kommende ungarske formandskab min hjælp og mit samarbejde.

Jeg er sikker på, at afstemningen om en time vil understøtte det kompromis, vi er nået frem til mellem de europæiske institutioner. Det er den eneste måde, vi kan give EU's borgere en pæn julegave på, nemlig en solid forordning om det europæiske borgerinitiativ. Lad os ikke lade dem vente længere.

Idet jeg takker for opmærksomheden, vil jeg gerne ønske alle her, også borgere, der var vidne hertil, en glædelig jul og et godt nytår.

  Alain Lamassoure, ordfører. − (EN) Fru formand! Nu hvor alt er sagt, er jeg glad for at kunne overlade det sidste ord til Dem.

  Formanden. − Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted om lidt.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Elena Băsescu (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg ønsker at lykønske forfatterne til betænkningen med resultatet af afstemningen i udvalget. Borgerinitiativet har stor symbolværdi og er en af de mest effektive måder af styrke demokratiet på i EU. Borgerne skal synes, at det nye instrument er let at bruge, tilgængeligt og troværdigt. Jeg bør nævne, at Rumænien under forhandlingerne med Rådet formåede at finde en balance mellem kravene til opfyldelse af betingelserne for registrering af initiativet og fastlæggelsen af bestemmelser, der hindrer misbrug. Jeg mener, de seneste ændringsforslag indeholder en hurtigere afgørelse af forslagenes opfyldelse af betingelserne, en lavere tærskel for antallet af deltagende lande og en lettere procedure for underskrivelse af andragender. Jeg vil gerne understrege, hvor vigtigt det er at regulere dette instrument i hele Europa. Vi må finde en løsning, som tilskynder offentligheden til at involvere sig. Med tanke herpå spiller kommunikation og informationskampagner en vigtig rolle.

  Dominique Baudis (PPE), skriftlig. – (FR) Borgerinitiativet se endelig dagens lys. Denne utrolige demokratiske nyskabelse vil lægge grunden til et nyt europæisk borgerskab. Det bliver det instrument, som sætter den europæiske offentlighed i stand til at udtrykke deres bekymringer direkte vedrørende emner, som kan være afgørende for vores fælles fremtid. Mulighederne for intervention er lige så vigtige som EU's udvidede beføjelser. Parlamentet tilskynder til hurtig og effektiv gennemførelse. Dette initiativ blev indført med Lissabontraktaten, men det var op til EU-institutionerne at aftale de praktiske sider af det. Betingelserne for at tage et initiativ, som Parlamentet ønskede, skulle være fleksible (en million mennesker fra mindst en fjerdedel af medlemsstaterne, hvilket i dag er lig med syv medlemslande), vil give de berørte borgere alt, hvad de behøver for at kunne anmode Kommissionen om at foreslå en ny lovtekst. Det bliver en mulighed næste år.

  Piotr Borys (PPE), skriftlig. – (PL) Med Lissabontraktaten gav vi indbyggerne i EU en nationalitet. Næste skridt er at give EU's borgere borgerinitiativet. Det er et sjældent øjeblik, når en lovgivende myndighed eller en udøvende magt overfører nogle af sine beføjelser til borgerne. Det viser stor modenhed. Det er vores svar på det demokratiske underskud.

Vores arbejde bygger ikke kun på repræsentativt demokrati. Det bygger også på deltagelsesdemokrati. Tidligere har udviklingspolitikken og høringerne af borgerne i beslutningsprocessen ikke altid indfriet forventningerne hos EU's indbyggere. Borgerinitiativet, som er resultatet af et vanskeligt kompromis, har vi for det første givet fuld åbenhed. For det andet har vi forenklet hele systemet. Vi har også indført en fornyelse i form af muligheden for at indsende underskrifter online. I dag forestår der en stor indsats for at fremme borgerinitiativet, og den skal udføres af Kommissionen og Parlamentet foruden af medlemsstaterne. Vi bør også overveje, om åbenheden over for borgerinitiativet måske trues af demagogiske eller populistiske forslag. Jeg tror ikke, det vil ske. Ethvert initiativ, der fremsættes af borgerne, vil nødvendigvis medføre øget ansvar fra Kommissionens og Parlamentets side.

  Zuzana Brzobohatá (S&D), skriftlig. – (CS) Lissabontraktaten har lagt grunden til det nye europæiske borgerinitiativ, som hidtil har manglet i EU's beslutningsproces. Jeg hilser personligt denne nye mulighed velkommen. Den imødekommer den hyppige kritik af, at EU kører med demokratisk underskud i sine beslutningsprocesser. Dette nye værktøj sætter EU-borgerne i stand til at henvende sig direkte til Kommissionen og anmode den om at forelægge et lovforslag om et bestemt emne. Dette udbygger forholdet mellem EU-borgerne og EU-institutionerne, da det fjerner dette hyppigt kritiserede demokratiske underskud i beslutningsprocesserne og får borgerne direkte inddraget i beslutningstagningen. Efter min mening bringer ECI EU's institutioner tættere på borgerne, og det overholder dermed subsidiaritetsprincippet som grundprincip i beslutningstagningsmekanismen i EU. Jeg vil også gerne nævne, at Regionsudvalget har sagt, at lokale og regionale myndigheder har fattet interesse for ECI. Disse organer kunne inddrages i processen i egenskab af initiativtagere eller underskrivere. De er jo dog tættest på borgerne i EU. Det er blot en af de mange grunde til, at jeg støtter indførelsen af ECI.

  Jim Higgins (PPE), skriftlig. – (EN) Jeg var ivrig efter, at EU's borgere skulle få gavn af dette stærke instrument så hurtigt som muligt, og jeg er glad for at se enden på lovgivningsproceduren her et år efter Lissabontraktatens ikrafttræden. Borgerinitiativet er en stor nyskabelse i Lissabontraktaten. Det giver europæiske borgere en ny ret, hvorved en million borgere kan bede Kommissionen om at foreslå en ny EU-lov og dermed bringe Europa tættere på sine borgere. Borgerinitiativet er et værdifuldt redskab, som borgerne kan bruge til at nå ambitiøse resultater med gennem teamwork – det er essensen af det europæiske projekt. Dette initiativ vil sikre, at institutionerne arbejder videre på de spørgsmål, der ligger deres borgere mest på sinde, og samtidig tilskynde til grænseoverskridende debat om europæiske spørgsmål. Det er et arbejde, der skrider fremad, og Kommissionen vil forelægge en rapport hvert tredje år om gennemførelsen af initiativet.

  Martin Kastler (PPE), skriftlig. – (DE) Dagens afstemning om det europæiske borgerinitiativ er en milepæl for mere demokrati i Europa. Jeg hilser kompromisset velkomment, og jeg vil støtte det, fordi den betænkning, som hr. Lamassoure og fru Gurmai har udarbejdet, er første skridt i den rigtige retning. Vi må ikke være bange for at give borgerne flere chancer for at udtrykke deres vilje. Vi må give borgerne i Europa flere beføjelser i den fælles beslutningstagning, ikke kun hvert femte år, når der er valg til Parlamentet. Det kræver mod, udholdenhed og styrke. Mod til igen og igen at vende tilbage til dialogen. Udholdenhed, fordi beslutningerne ikke nødvendigvis kan træffes hurtigere, og styrke, fordi vores repræsentative demokrati endelig efter min mening indeholder flere elementer af deltagelse. Vores mål skal være at øge dialogen i Europa mellem borgerne og politikerne. Jeg er glad for, at vi nu kommer skridtet nærmere borgernes Europa i dag med det europæiske borgerinitiativ. Jeg er overbevist om, at vi europæere en dag vil træffe fælleseuropæiske beslutninger i form at borgerbeslutninger.

  Tunne Kelam (PPE), skriftlig. – (EN) Hvordan vi skal bringe Europa tættere på borgerne, og hvordan vi skal bringe borgerne tættere på Europa, er et af de primære spørgsmål, der har været drøftet, sandsynligvis siden begyndelsen af Det Europæiske Fællesskab. Konventet om Europas fremtid lagde grunden til den nugældende Lissabontraktat og også til mekanismen i borgerinitiativet. Dette ligger nu foran os i konkret form, og i den allernærmeste fremtid vil alle borgere i EU få mulighed for at henlede de europæiske beslutningstageres opmærksomhed på spørgsmål, der er vigtige for dem. Dette initiativ er en af de stærkeste foranstaltninger til forening af borgerne i Europa – et initiativ, som kræver en fælles indsats, samarbejde, koordinering og viljen til at arbejde sammen for et fælles europæisk mål. Hver stemme i samfundet tæller, men kun en forenet røst kan gøre en reel forskel. Jeg opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fremme dette initiativ og sikre, at det er let tilgængeligt for alle. Jeg er særlig glad for forslaget om fælles høringer i Kommissionen og Parlamentet. Det er meget vigtigt, at det direkte valgte Parlament er tæt inddraget og følger borgernes bekymringer og problemer.

  Ádám Kósa (PPE), skriftlig. – (HU) Det er meget vigtigt for borgerne at få lejlighed til hurtigst muligt, på en forud fastsat måde og inden for passende rammer at tage initiativer i forbindelse med spørgsmål, der har stor indflydelse på deres liv. Som bekendt er jeg formand for en af de ældste repræsentative grupper af handicappede i Ungarn, den over hundrede år gamle ungarske forening for døve og hørehæmmede. På baggrund af den erfaring, jeg har høstet i mit arbejde der, vil jeg driste mig til at sige allerede nu, at hr. Lamassoures og fru Gurmais arbejde vil få mærkbare resultater i form af borgerinitiativer. Jeg skal særlig beklage, at initiativet "million4disability", der blev igangsat i 2007 af det 80 millioner store handicapsamfund i EU, og som kastede 1,35 mio. ægte underskrifter af sig, fortsat ikke er kommet igennem. Dette initiativ ville nu få konsekvenser og give resultater, og jeg takker alle for deres arbejde i den henseende.

  Sirpa Pietikäinen (PPE), skriftlig. – (FI) Borgerinitiativet er en velkommen tilføjelse til aktivt medborgerskab. Sammen med det faktiske lovinitiativ vil det spille en vigtig rolle i igangsætningen af den politiske debat.

Borgerinitiativets anvendelsesområde er dog endnu ikke helt gjort færdigt. Det europæiske borgerinitiativ bør være en måde at få indført ændringer i EU-traktaterne på. Med Lissabontraktaten har selv Kommissionen ret til at fremsætte forslag herom. Derfor bør borgerinitiativet også have potentiale til formulering af initiativer. Man kunne få initiativer at se på f.eks. socialområdet, som kunne finde berettigelse i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Debatten om behovet for at ændre traktaterne bør derfor ikke slutte med en snæver fortolkning af borgerinitiativet, men det skal være mere fleksibelt, og der skal kunne tages hensyn til den offentlige mening.

  Cristian Dan Preda (PPE), skriftlig. – (RO) Igangsætningen af det europæiske borgerinitiativ beviser, at det er mere end blot en abstrakt tanke at bringe EU tættere på sine borgere, hvilket var et af de primære mål med gennemgangen af traktaterne, der mundede ud i vedtagelsen af Lissabontraktaten. Det europæiske borgerinitiativ vil være et betydningsfuldt bidrag til et mere demokratisk europæisk politisk system, da det danner en direkte forbindelse mellem medlemsstaternes borgere og EU-institutionerne. Parlamentets tekst opfylder kravene til, hvordan man giver borgerne et enkelt og let tilgængeligt instrument, og muligheden for at indsamle underskrifter online viser Parlamentets evne til at tilpasse sig det moderne samfunds virkelighed. Initiativet vil give EU's politiske partier chancen for at skifte fra at være strukturer, der samler nationale partier, og over til at udgøre organisationer, som mobiliserer borgerne og det, de vil, i fælles projekter. Imidlertid må virkningen af det europæiske borgerinitiativ måles ikke kun på en europæisk, men også en national skala. F.eks. vil det fremover være sådan, at mindst 24 750 rumænske borgere vil kunne slå sig sammen med andre borgere fra mindst en fjerdedel af medlemsstaterne om at foreslå sådanne initiativer, og dette faktum kan ikke adskilles fra et andet faktum, nemlig at der skal mindst 100 000 rumænske borgere ifølge den rumænske forfatning til for at foreslå et lovgivningsinitiativ i en strengt national sammenhæng.

  Algirdas Saudargas (PPE), skriftlig. – (LT) Jeg er glad for, at der nu ikke en gang et år efter Lissabontraktatens ikrafttræden er indgået aftale om forordningen om borgerinitiativer. Denne forordning er et flot resultat, der styrker de demokratiske principper i EU. Den ret til at igangsætte lovgivningsprocessen, som en million borgere kan benytte sig af, vil stimulere interessen for EU-politikkerne og deltagelsen i dem. Det er meget vigtigt, at Parlamentet formåede at forenkle procedurerne for indsendelse og organisering af initiativerne. Et initiativ bliver kun en succes, hvis det er let at gennemføre og tilgængeligt for alle. Det må være tydeligt og forståeligt, og borgerne må kunne deltage i det og ønske at gøre det. På den anden side er det også nødvendigt at sikre åbenhed i organisationen bag og finansieringen af initiativet, og initiativet skal fortsat være borgernes eget udtryk frem for et politisk eller andre gruppers ærinde. Jeg mener, at den endelige ordlyd i forordningen, som vi skal stemme om i dag, vil medvirke til at sikre denne balance. En af målsætningerne for Lissabontraktaten er at bringe borgerne tættere på Europa, og borgerinitiativet vil bidrage hertil, ved at det danner denne nye unikke form for borgerdeltagelse i politik.

  Olga Sehnalová (S&D), skriftlig. – (CS) Det var en kompleks forhandlings- og forligsproces at fastlægge betingelserne for, hvordan det europæiske borgerinitiativ skal fungere, og det omfattede adskillige forhandlinger i Parlamentet, Kommissionen og i Rådet. Nonprofitorganisationer blev også involveret. Under forhandlingen er visse problemområder blevet meget synlige, som hvorledes vi bevarer initiativets europæiske dimension og gennemsigtighed, metoden til indsamling af underskrifter og andre procedurespørgsmål. Det vigtigste spørgsmål er dog den generelle indstilling til borgerinitiativet. Hvis vi skal få mest muligt ud af denne nye ressource, så må vi ikke være bange for at afslutte den åbne forhandling og rent faktisk sætte det i værk. Ja, der vil komme populistiske og ømtålelige spørgsmål, men det er derfor, det er så vigtigt at få registreringsprocessen til et initiativ, før der samles nogen som helst underskrifter ind. Denne proces vil munde ud i en vurdering af, om forslag er forenelige med EU's grundlæggende værdier eller ej. Som skyggeordfører for Kultur- og Uddannelsesudvalget hilser jeg det aftalte forlig velkommen, særlig nedsættelsen af antallet af lande, der som minimum skal til for at registrere et initiativ, til en fjerdedel af medlemsstaterne og dét, at Parlamentet skal spille en aktiv rolle i forbindelse med offentlig høring af vellykkede initiativforslag. Jeg mener selvfølgelig, at valgte repræsentanter også skal have mulighed for at deltage i organisering af borgerinitiativer. Jeg er fuldt og fast overbevist om, at det europæiske borgerinitiativ i fremtiden vil blive et sandt udtryk for EU-borgerskab.

FORSÆDE: Jerzy BUZEK
Formand

7. Afstemningstid

  Formanden. – Vi går nu over til afstemning.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

  Jean-Pierre Audy (PPE). – (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne afbryde i henhold til forretningsordenens artikel 146 og 148 med en bemærkning om flersprogethed og forringelsen af flersprogetheden i Parlamentet.

Jeg vil benytte det faktum, at beslutningen om Kommissionens arbejdsprogram, plus ændringsforslag 19 til 28, ikke kl. 12.40 er blevet oversat til fransk, til at gøre opmærksom på den uacceptable forringelse af flersprogetheden i Parlamentet.

(Bifald)

  Formanden. – Tak. Vi vil huske dette fremover og være opmærksomme på problemet. Dette er meget, meget vigtigt.

7.1. Anvendelse af fleksibilitetsinstrumentet til programmet for livslang læring, til programmet for konkurrenceevne og innovation og til Palæstina (A7-0367/2010, Reimer Böge) (afstemning)

7.2. Forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011 som ændret af Rådet (afstemning)

– Før afstemningen om ændringsforslag 13:

  Martin Schulz (S&D). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne på vegne af vores gruppe forklare følgende om ændringsforslag 13. Det er et ændringsforslag, som min kollega hr. Färm på vegne af vores gruppe fremlagde over for Budgetudvalget. Vi har ikke fremsat ændringsforslaget igen, men Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance har genfremsat det med 40 underskrifter. Vi vil undlade at stemme om dette ændringsforslag. Vi er dog kommet frem til et kompromis med De Grønne om sagen, og vi er helt enige. Eftersom vi har sagt, at vi som gruppe ikke vil fremsætte nogen nye ændringsforslag, undlader vi at stemme. Jeg vil imidlertid gøre det helt klart, at vi støtter dette punkt, afgiften på finansielle transaktioner, og vi håber, at medlemmer fra Parlamentets anden side i den nærmeste fremtid vil støtte os i afstemninger.

7.3. Parlamentets holdning til det nye forslag til budget 2011 som ændret af Rådet (A7-0369/2010, Sidonia Elżbieta Jędrzejewska og Helga Trüpel) (afstemning)

– Før afstemningen:

  Sidonia Elżbieta Jędrzejewska (PPE). – (PL) Hr. formand! Jeg synes, vi skylder medlemmerne en forklaring. Vi stemmer om det forslag, som Rådet fremsatte over for os, uden ændringer, fordi dette forslag er nøjagtig det samme som den indstilling, Budgetudvalget vedtog i sidste uge. Det er i overensstemmelse med, hvad vi har forhandlet os frem til under de meget lange forhandlinger, der varede 10 måneder.

Jeg vil gerne her benytte lejligheden til specielt at takke de særlige ordførere fra Parlamentets udvalg. Jeg vil gerne takke dem for utrættelig tillid og støtte og for at gøre det muligt for os i dag at vedtage budgettet for 2011, så det kan træde i kraft med virkning lige fra 1. januar næste år.

– Efter afstemningen:

  Olivier Chastel, formand for Rådet. − (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Parlamentet har derfor godkendt Rådets holdning til budgetforslaget for regnskabsåret 2011 uden ændringsforslag. På Rådets vegne kan jeg kan naturligvis kun være tilfreds med vores fælles aftale om budgettet for 2011.

(Bifald)

  Formanden. – Jeg beder Dem lytte til det, der blev sagt. Det er vigtigt. Det er første gang i historien, vi har anvendt den procedure, der er fastlagt i Lissabontraktaten. Sidste år fulgte vi en forenklet procedure. Denne gang var det første gang, at hele den procedure, der er fastlagt i Lissabontraktaten, er blevet fulgt. Jeg vil derfor komme med en erklæring. Parlamentet har vedtaget Rådets holdning af 10. december 2010 om forslag til det almindelige budget, som blev fremsat af Kommissionen den 26. november 2010. Budgetproceduren er blevet gennemført i overensstemmelse med artikel 314 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. I overensstemmelse med denne artikel og punkt 4, a) deri, erklærer jeg budgettet for året 2011 for endelig vedtaget, og jeg vil nu officielt underskrive dokumentet.

Kære kolleger, her til slut vil jeg sige et par ord. Jeg vil gerne takke alle kollegerne i Parlamentets Forligsudvalg og rose dem, alle 27, for deres hårde arbejde, og lykønske dem med, at der i sidste ende er opnået et positivt resultat.

Jeg vil bede tre nøglepersoner komme herhen for at få taget et billede, nemlig Alain Lamassoure, formand for Budgetudvalget, og de to ordførere Sidonia Jędrzejewska og Helga Trüpel.

(Bifald)

Lad mig også udtrykke min taknemmelighed over for det belgiske formandskab for Rådet for dets fortrinlige samarbejde og aktiviteter, særlig over for premierminister Yves Leterme og statssekretær Melchior Wathelet, som ikke er til stede i øjeblikket. De var meget aktive på vegne af det belgiske formandskab.

Lad mig også takke kommissionsformand Barroso, som ikke er til stede, og kommissær Lewandowski for at have udarbejdet budgettet og for at bane vej for dagens aftale. Vær venlig at træde frem et øjeblik og få taget et billede.

(Bifald)

8. Overrækkelse af Sakharovprisen (højtideligt møde)

  Formanden. − Kære formand for Rådet, hr. Chastel, kære højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik i EU/næstformand i Kommissionen, Lady Ashton, kære gæster!

Sakharovprisen er et symbol, Parlamentet bruger i kampen for respekt for menneskerettigheder i hele verden. Den tomme stol, der står her midt i Parlamentet, vidner om, hvor stort behovet er for denne kamp, og om hvor nødvendigt det er at skabe opmærksomhed omkring de vigtigste eksempler på mennesker, som i dag kæmper for ytringsfrihed rundt om i verden. Jeg skrev til Cubas præsident og bad ham om at tillade hr. Fariñas at komme til Strasbourg, men det har desværre ikke givet det ønskede resultat. I fredags stod der på samme måde en stol tom i Oslo, som var til den fængslede kinesiske systemkritiker og modtager af Nobels fredspris Liu Xiaobo. Ved tidligere lejligheder har andre modtagere af Sakharovprisen – Hu Jia fra Kina og "Kvinderne i hvidt" fra Cuba – ikke personligt kunne modtage prisen. Oleg Orlov, som sidste år fik overrakt Sakharovprisen på vegne af Memorial, er ikke sammen med os i dag, selv om han er blevet inviteret til ceremonien.

Guillermo Fariñas er blevet tildelt prisen for sin kamp for at genindføre ytringsfrihed i Cuba. Han har i mange år aktivt været modstander af censur, han har risikeret liv og helbred og har sultestrejket 23 gange. Han har tilbragt 11 år i fængsel. For nylig var han under en sultestrejke tæt på at dø, men netop på det tidspunkt begyndte Cubas oppositionstilhængere og samvittighedsfanger at blive løsladt. Dette har vi i høj grad den katolske kirke at takke for. Ligesom det tidligere var tilfældet i mit land, udfylder kirken for Cubas folk rollen som civilsamfundsinstitution. Ulykkeligvis sidder 11 personer stadig fængslet, og blandt dem er ægtemændene til nogle af "Kvinderne i hvidt". Her og nu kræver jeg, på vegne af os alle sammen, at de omgående løslades.

(Kraftigt og vedvarende bifald)

Jeg henviser til den beslutning, vi vedtog i marts, hvori vi opfordrer den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og næstformand i Kommissionen og kommissæren for internationalt samarbejde til omgående at indlede og organisere en dialog med det cubanske civilsamfund og med dem, der støtter en fredelig overgang i Cuba. I dag har vi en forhandling om Andrikienė-betænkningen om menneskerettighederne i verden 2009 og EU's menneskerettighedspolitik på dagsordenen. Vi vil derfor finde ud af, hvilke planer fru Ashton har med henblik på at styrke EU's menneskerettighedspolitik.

På trods af at mennesker som Guillermo Fariñas forfølges og fængsles, må deres stemme ikke gøres tavs. Parlamentets rolle, og den rolle hver eneste af os har, er at styrke den stemme. Derfor er det mig en stor fornøjelse at fortælle, at vi om et øjeblik skal lytte til en kort tale, der er blevet optaget til os af dette års vinder af Sakharovprisen, Guillermo Fariñas. Dette tidspunkt skulle være øjeblikket, hvor certifikatet overrækkes til prisvinderen. Desværre er jeg nødt til at anbringe certifikatet på den tomme stol, men jeg tager mig den frihed, på vegne af os alle, at ønske vores prisvinder al styrke og sundhed, succes i kampen for frihed og, endelig, at han i fremtiden selv vil kunne komme til os her i Parlamentet og modtage sit certifikat og prisen. Tak skal De have.

(Kraftigt og vedvarende bifald)

  Guillermo Fariñas (PPE). – (ES) Et budskab til Europa-Parlamentet – Santa Clara, 14. december 2010

Kære hr. Jerzy Buzek, formand for Parlamentet, kære næstformænd, mine damer og herrer i dette multinationale demokratiske forum!

Desværre kan jeg – på grund af manglen på den tolerance, vi har så hårdt brug for på denne plagede klode, ikke være til stede som repræsentant for det cubanske folk, der er i oprør, og for de cubanske borgere, som ikke længere frygter den totalitære regering, der har undertrykt os på skammelig vis i 52 år, og hvis seneste offer er martyren Orlando Zapata Tamayo.

Uheldigvis for dem, som regerer så dårligt i mit hjemland, er det faktum, at jeg ikke frivilligt kan rejse til og fra øen, hvor jeg er født, i sig selv det mest uigendrivelige bevis på, at intet desværre er forandret i det autokratiske system, der regerer mit land.

Sådan som Cubas nuværende ledere ser det, er vi cubanske borgere akkurat ligesom de slaver, jeg nedstammer fra, der blev kidnappet i Afrika og tvunget til Nord-, Syd- og Mellemamerika med magt. For at jeg eller enhver anden almindelig borger skal kunne rejse udenlands, skal man bruge et "Carta de Libertad", dvs. et frihedskort, nøjagtig sådan som slaverne skulle. I dag hedder det bare et "Carta Blanca", et hvidt kort.

Mit største håb er, at De ikke vil lade Dem narre af sirenesangen fra et grusomt regime, der praktiserer "vild kommunisme", og hvis eneste ønske – efter på skrømt at have foregivet at ville indføre økonomiske reformer – er, at Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet vil ophæve den fælles holdning og lade regimet nyde godt af lån og investeringer, der bruges til at hjælpe tredjeverdenslande under Cotonou-aftalen.

Tidligere politiske fanger eller samvittighedsfanger, der i den senere tid er løsladt af den "vilde kommunisme", sidder nok hos Dem nu. Det ville være en fejl at tro, at de er sat i frihed. De og deres familier er underlagt "psykologisk forvisning", fordi deres nærmeste og kæreste er blevet sortlistet af den neostalinistiske cubanske regering.

Vi i den fredelige opposition i Cuba har en stoisk rationel indstilling til de materielle eller åndelige vanskeligheder, vi udsættes for, og til risikoen for at miste vores frihed og endda vores liv, eftersom vi tilhører den mindst velstillede del af befolkningen. Her, inde i Cuba, lider vi alle, men vi klager ikke. Derfor håber vi på at kunne regne med Deres støtte.

Kære medlemmer af Parlamentet! Jeg beder Dem om ikke at give efter for den cubanske regeringselites krav, medmindre følgende fem krav opfyldes:

For det første at man fortsætter med at løslade alle politiske fanger og samvittighedsfanger, uden at de forvises, og desuden offentligt forpligter sig til aldrig mere at fængsle ikkevoldelige politiske modstandere.

For det andet at man omgående ophører med den voldelige afklapsning og truende adfærd, der udøves af regimets militære og paramilitære tilhængere over for den fredelige opposition i landet

For det tredje at man meddeler, at alle cubanske love, der er i strid med verdenserklæringen om menneskerettigheder, skal gennemgås og ophæves.

For det fjerde at man i den daglige praksis bevilger de nødvendige midler til etablering af oppositionspartier, massemedier – som ikke er underlagt det "statssocialistiske" system, uafhængige fagforeninger og enhver anden form for fredelig social organisation.

For det femte at man offentligt accepterer, at alle cubanere, der har måttet forlade landet, har ret til at tage del i Cubas kulturelle, økonomiske, politiske og sociale liv.

I dette afgørende øjeblik i mit lands historie må De – sammen med alle velmenende mænd og kvinder over hele verden være meget opmærksomme på de fortsatte sociale udbrud og protester i Cuba, som er forårsaget af frustrationen over at stå over for en magtsyg regering, der er i stand til at give ordre til mord på mine landsmænd.

Jeg håber og beder til, at det ikke vil komme til en unødvendig borgerkrig mellem cubanere, fordi man blindt nægter at acceptere, at "statssocialismens" politiske model var og er en fejltagelse alle vegne, hvor der er gjort forsøg på at indføre den, hvilket selv den historiske leder af den såkaldte cubanske revolution erkender over for den udenlandske presse.

De gamle mænd, som styrer Cuba, ønsker – i deres daglige foragt for dem, de regerer over – ikke at forstå, at de skulle tjene offentligheden, og at alle ægte offentlige tjenere giver deres landsmænd mulighed for at udskifte dem eller støtte dem. Ingen person med magtbeføjelser bør søge at blive tjent af dem, han eller hun regerer over, som det er tilfældet i Cuba.

Med vores søstre og brødre i kampen, som deler vores demokratiske idealer, med dem som stadig sidder fængslet, de som tilsyneladende går frie omkring og med dem, der er draget i den barske landflygtighed, fortsætter vi vores ulige ikkevoldelige kamp mod Castrostyrets undertrykkere, og med Guds hjælp vinder vi kampen uden blodsudgydelser.

Hvis der er én ting, jeg gør i selskab med mine kolleger blandt systemkritikerne, er det at bandlyse enhver form for had mod mine politiske modstandere fra mit hjerte. Det forholder sig sådan – og det gør os til bedre mennesker og gør os bedre i stand til at klare opgaven med at genopbygge vores hjemland – at jeg i denne kamp har lært at lade mig lede af ordene fra den første, kendte systemkritiker, Jesus Kristus, nemlig "elsk jeres fjender".

Parlamentet skal have tak for ikke at glemme det cubanske folk i disse mere end 50 års kamp for demokrati. Når jeg accepterer Sakharovprisen 2010 for tankefrihed, som er blevet mig tildelt, så gør jeg det, fordi jeg føler mig som en lille del af den oprørske ånd, der kendetegner det folk, jeg er stolt af at tilhøre.

Jeg er Dem yderst taknemlig, mine damer og herrer, medlemmer af Parlamentet, for denne gestus viser, at De ikke har glemt de lidelser, vi gennemgår, og således bringer Deres gestus frihedens lys meget tættere på mit land.

Må Gud give, at vi – Hans børn i Cuba – snart må forsones, og at landet må blive velsignet med demokrati.

Guillermo Fariñas Hernández

Autoriseret psykolog

Bibliotekar og uafhængig journalist, har af politiske årsager været fængslet tre gange

(Bifald)

FORSÆDE: Stavros LAMBRINIDIS
Næstformand

9. Afstemningstid (fortsat)

  Nicole Sinclaire (NI). - (EN) Hr. formand! Selv om jeg sender mine bedste hilsner til hr. Fariñas og lykønsker ham med prisen, vil jeg gerne minde Parlamentet om, at vi for et år siden havde repræsentanter for Memorial til stede her, som i høj grad også fortjente prisen. Siden dengang er to af dem blevet arresteret, og alligevel har Rusland fået tildelt en prestigeombrust fodboldturnering – Verdensmesterskabet – i 2018, foran fem EU-lande.

Hvorfor udtrykte Parlamentet ikke sine betænkeligheder? Hvis denne pris skal have nogen betydning overhovedet, så må vi modsætte os disse krænkelser af menneskerettighederne.

9.1. Anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen: Noord Holland IKT/Nederlandene (A7-0353/2010, Barbara Matera) (afstemning)

9.2. Gennemførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (A7-0360/2010, Tadeusz Zwiefka) (afstemning)

– Efter afstemningen

  Tadeusz Zwiefka, ordfører. – (PL) Hr. formand! For et par måneder siden gav Parlamentet for første gang Rådet sit samtykke til at sætte gang i en procedure for udvidet samarbejde. For første gang i EU's historie. Det er et yderst vigtigt skridt, som åbner op for et helt nyt fundament for samarbejde mellem en gruppe EU-medlemsstater i situationer, hvor det ikke er muligt at opnå enighed mellem alle 27 medlemsstater. Det er en meget vigtig beslutning. Vi har i dag fået bekræftet, at proceduren fungerer godt.

Jeg vil gerne oprigtigt takke Rådet og særlig for den holdning, det vedtog som en del af sit arbejde med Parlamentet. Det er et eksempel på perfekt samarbejde mellem institutionerne. Under arbejdet med denne beslutning optrådte Parlamentet kun som et rådgivende organ, mens mødernes hyppighed og den inddragelse af Rådet, som gik igen i alle de forslag, der blev fremsat af Parlamentet og stemt om i Retsudvalget – og det forhold, at de blev medtaget i slutdokumentet – er et perfekt eksempel, som varsler en god fremtid for proceduren for udvidet samarbejde. Jeg takker også Rådet for dets stærke støtte til vores forslag om gennemførelse af en hurtig revision af Bruxelles IIa, som er afgørende for at kunne finde detaljerede løsninger, f.eks. på spørgsmål vedrørende behovet for en forum necessitatis-regel. En sådan vil gøre det muligt for medlemsstaterne at bevare sikkerheden for, at staternes nationale retssystemer fungerer, mens vi samtidig giver vores borgere håb om, at de i fremtiden frit vil kunne foretage ikke bare lovvalg, men også valg af domstol. Jeg takker også mine skyggeordførere fra Retsudvalget og ordførerne fra de udvalg, der blev bedt om en udtalelse.

9.3. Kreditvurderingsbureauer (A7-0340/2010, Jean-Paul Gauzès) (afstemning)

– Før afstemningen om ændringsforslag 81:

  Jean-Paul Gauzès, ordfører. – (FR) Hr. formand! Dette er en rent teknisk ændring, som skal tage højde for ikrafttrædelsesdatoen for forordningen om oprettelse af en europæisk værdipapirtilsynsmyndighed og det forhold, at denne forordning først kan træde i kraft på et senere tidspunkt.

Vi bør derfor tilpasse én betragtning og én artikel i den tekst, vi skal stemme om. I betragtning 22 bør vi fjerne den anden sætning, og i artikel to foreslår jeg ligeledes, at vi fjerner den anden sætning. Der er blevet informeret om dette mundtlige ændringsforslag, og der er opnået enighed om det hos de forskellige grupper, som har underskrevet forligsaftalen. Teksten, som vi skal stemme om i dag, er en færdiggørelse af lovgivningen om vurderingsbureauer og er en del af EU's politik til en forbedret regulering af finansiel virksomhed.

Jeg vil benytte lejligheden til at takke kommissær Barnier og det belgiske formandskab for deres store engagement i dette spørgsmål.

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

9.4. Ophævelse af direktiver vedrørende metrologi (A7-0050/2010, Anja Weisgerber) (afstemning)

9.5. Borgerinitiativer (A7-0350/2010, Zita Gurmai/Alain Lamassoure) (afstemning)

9.6. Forelæggelse af Kommissionens arbejdsprogram for 2011 (B7-0688/2010) (afstemning)

– Før afstemningen om ændringsforslag 7:

  Doris Pack (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne have en omformulering af dette ændringsforslag. Formuleringen er meget negativ, og jeg kunne tænke mig at skrive det på følgende måde:

Initiativet "Unge på vej" understreger vigtigheden af de overfor nævnte programmer.

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

– Før afstemningen om ændringsforslag 14:

  József Szájer (PPE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil bare gerne sige, at vi trækker ændringsforslag 14 tilbage.

– Før afstemningen om ændringsforslag 16:

  Hannes Swoboda (S&D). – (DE) Hr. formand! Dette drejer sig om Middelhavsunionen. Vi ved, at den på det seneste har været præget af stilstand, og at vi ønsker at genoplive den. Teksten udtrykker ikke dette klart nok, så vi ønsker at indsætte følgende tekst:

Det nuværende dødvande i Middelhavsunionen.

(DE) Jeg ved, der er en modsigelse her. Måske er det muligt at formulere det på en anden måde, men den formulering, vi foreslår, er:

Det nuværende dødvande i Middelhavsunionen.

(Parlamentet forkastede det mundtlige ændringsforslag)

9.7. Fremtiden for det strategiske partnerskab Afrika-EU efter det tredje topmøde Afrika-EU (B7-0693/2010) (afstemning)

– Før afstemningen om punkt 8:

  Michael Gahler (PPE). – (DE) Hr. formand! Dette drejer sig alene om det rigtige navn – om hvad der refereres til. Teksten skulle lyde som følger, nemlig gennemsigtighedsinitiativet for udvindingsindustrien. Det var det, der var galt med teksten.

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

– Efter afstemningen

  Paul Rübig (PPE). – (DE) Hr. formand! Kunne De fortælle os navnet på den person i sekretariatet, som er ansvarlig for fordelingen af siddepladser, og om han eller hun skulle være til stede i Parlamentet?

  Formanden. − Jeg har fået at vide, at siddepladserne fordeles af de politiske grupper på plenarmødet.

9.8. Grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union (2009) – Effektiv gennemførelse efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse (A7-0344/2010, Kinga Gál) (afstemning)

9.9. Reklamers indflydelse på forbrugeradfærd (A7-0338/2010, Philippe Juvin) (afstemning)

9.10. Handlingsplan for energieffektivitet (A7-0331/2010, Bendt Bendtsen) (afstemning)

10. Stemmeforklaringer

  Formanden. − Kære kolleger! Vi har mange stemmeforklaringer, så vi bliver nødt til at være yderst nøjeregnende med tiden. Jeg vil afbryde alle efter ét minut. Det undskylder jeg for, men det er sådan det bliver.

Mundtlige stemmeforklaringer

Forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011 som ændret af Rådet (afstemning)

  Ashley Fox (ECR). - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker at forklare, hvorfor jeg stemte imod 2011-budgettet. Jeg stemte imod det, fordi EU – i en sparetid – bør vise tilbageholdenhed. Vi burde skære ned på vores udgifter – ikke øge dem. Jeg synes, det var skammeligt, at Kommissionen startede med at foreslå en stigning på 6 %, og at Parlamentet støttede det forslag.

Jeg mener, at min premierminister, David Cameron, gjorde det godt, da han tvang stigningstakten ned til 2,9 %, men vi ved, at det var et kompromis. Det er ikke et kompromis, som de britiske konservative er særlig glade for, og jeg var stolt over at stemme imod ekstravagance i EU.

  Sirpa Pietikäinen (PPE). - (FI) Hr. formand! Det er betydningsfuldt, at Parlamentet for første gang havde en chance for at godkende budgettet. I forbindelse med den efterfølgende budgetpolitik mener jeg, at Parlamentet bør prioritere, at EU er i stand til at øge sit eget bidrag, at det – gennem unionens valg af sine politikker – inden for budgettet bliver muligt at fremme materialeeffektivt og klimapolitik, og at Europa 2020-strategien og en grønnere økonomi på denne måde opnås.

  Syed Kamall (ECR). - (EN) Hr. formand! Ligesom min kollega hr. Fox deler jeg også de betænkeligheder, som mange britiske konservative havde.

I en tid med besparelser, hvor regeringer i hele EU – og rent faktisk regeringer i hele verden – søger at spænde livremmen ind og styre forbruget, hvordan tør vi så bede skatteyderne om at betale mere? Det er klart et tidspunkt, hvor vi skal stramme op og være et godt eksempel. Vi skulle ikke have bedt om flere penge, vi skulle ikke engang have bedt om en fastfrysning, vi skulle have bedt om nedskæring i EU-budgettet, så skatteyderne i hele EU kan tage deres politikere alvorligt og vide, at vi forstår den smerte, de gennemgår i øjeblikket, og at vi deler den med dem – i stedet for at ligne en valgt elite, som er ligeglad med de mennesker, der har valgt den.

Betænkning: Sidonia Elżbieta Jędrzejewska, Helga Trüpel (A7-0369/2010)

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Hr. formand! Retten til at udarbejde et budget er et parlaments centrale rettighed. Det gælder også for Europa-Parlamentet. Ansvarlighed, tillid og partnerskab er de tre nøgleaspekter i samarbejdet mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet. I den henseende var høringsprocessen om 2011-budgettet ikke en tillidsskabende foranstaltning. Jeg opfordrer Kommissionen og særlig Rådet til at respektere Parlamentets rettigheder, for, som jeg allerede har sagt, rettigheden til at udarbejde budgettet er Parlamentets centrale rettighed.

  Daniel Hannan (ECR). - (EN) Hr. formand! I går spekulerede jeg på, om jeg var faldet gennem en krumning i rum-tidskontinuummet og var endt i 1970'erne. I dag spekulerer jeg på, om det er 1770'erne.

Lad mig nævne en observation, som Thomas Jefferson gjorde vedrørende forvaltning over afstande. Han sagde, at på en sådan afstand – og under deres vælgeres bevågenhed – er de valgte nødt til at vogte sig for "korruption, uforholdsmæssige opkrævninger og spild". Sikke en perfekt beskrivelse af det, der foregår i EU-budgettet med de ikkegodkendte konti, den fejlagtige tildeling af ressourcer og de konstant stigende beløb – på trods af de tilløb, de 27 medlemsstater gør til at tøjle deres udgifter. Det er det, der sker, når der ikke er forbindelse mellem beskatningen, de valgte repræsentanter og udgifterne, som når EU forventer ros for at bruge penge, men ikke ris for at skaffe dem.

Den eneste måde, hvorpå vi kan bringe beløbene tilbage på linje med, hvad offentligheden synes er i orden, vil være, at vi giver ansvaret for budgettet tilbage til de nationale parlamenter og til medlemmerne af de nationale parlamenter, der skal retfærdiggøre sig over for deres vælgere, som også er deres skatteydere.

Betænkning: Jean-Paul Gauzès (A7-0340/2010)

  Cristiana Muscardini (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi støtter tiltaget og takker ordføreren, som udtrykte sig meget præcist.

Vi mener imidlertid, at dette arbejde bør tvinge EU's institutioner til fortsat at overvåge den fremtidige udvikling inden for denne nye disciplin, for tidligere er der desværre alt for ofte opstået uafklarede situationer, hvilket har haft en negativ virkning på det finansielle system – til skade for erhvervslivet og for dem, der sparer op.

Vi anser det for at være meget vigtigt at få et nyt europæisk system for bureauer og at vejlede alle centralbankmyndigheder for at sikre, at vurderingerne rent faktisk passer til det moderne finansielle system og kan bruges af offentligheden.

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Hr. formand! Spørgsmålet er, hvem der fører tilsyn med tilsynsmyndighederne? Selv fodbolddommere skal underkaste sig en overvågning eller godkendelsesprocedure. Hvis det gælder for fodbold, så må det vel også gælde for finansielle markeder. Her er processen i forbindelse med evaluering af finansielle produkters, af bankers og endda af hele landes kreditværdighed og sundhed overladt til kreditvurderingsbureauer. Når disse bureauer imidlertid bliver til monopoler, og det lykkes dem at undgå enhver form for overvågning, så påtager de sig gudestatus, og vi ser, at de er blevet kult. Vi må ikke tillade, at dette sker. "I må ikke have andre guder end mig", står der i Bibelen. Med denne betænkning gøres der forsøg på at rette op på situationen ved at indføre tilsyn med kreditvurderingsbureauerne. På et passende tidspunkt bør Parlamentet spørge sig selv, om disse foranstaltninger reelt har været en succes.

Betænkning: Sidonia Elżbieta Jędrzejewska, Helga Trüpel (A7-0369/2010)

  Barbara Matera (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Dagens afstemning om budgettet for 2011 er en bekræftelse på gennemførelsen af en ny procedure, som, uanset hvor smertefuld den end har været, har demonstreret, at budgetmyndighederne er ansvarlige og standhaftige.

Selv om det er en kompromisløsning, der har krævet ofre fra både Parlamentet og Rådet, så har den forhindret indførelsen af et system med tolvtedele, der ville have haft alvorlige følger for finansieringen af EU's programmer.

I Parlamentet er vi tilfredse med de mål, der er nået. Dog må vi kritisere dem, der forhindrede, at aftalen om programmet for den internationale termonukleare forsøgsreaktor og om fleksibilitet, kunne blive en succes. Unionen har reelt mistet troværdighed hos sine internationale partnere og risikerer ikke at kunne skaffe finansiering til sine forpligtelser og ikke at kunne agere på de nye indsatsområder, der udspringer af Lissabontraktaten.

Fra januar 2011 må vi derfor fastlægge prioriteringerne og gøre dem finansielt bæredygtige i årene fremover.

Betænkning: Anja Weisgerber (A7-0050/2010)

  Mario Pirillo (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Behovet for en modernisering af målesystemerne, samtidig med at vi forbedrer lovgivningen, har ført til en ophævning af EU-direktiverne om metrologi.

Også jeg er overbevist om, at dette er første skridt mod radikale og mere præcise reformer på området. Der er heller ingen tvivl om, at vi er nødt til at aftale en tidsramme, der er tilstrækkelig til, at medlemsstaterne kan vurdere virkningerne på deres egen lovgivning af at ophæve disse bestemmelser, og til at der kan foretages de nødvendige tilpasninger.

Endelig stemmer beslutningen om at ophæve de forskellige direktiver meget fint overens med det behov for mere forenkling, som i særdeleshed opleves i alle sektorer. Vi håber dog, at kuren ikke viser sig at blive værre end sygdommen.

Betænkning: Zita Gurmai, Alain Lamassoure (A7-0350/2010)

  Clemente Mastella (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Med Lissabontraktaten er der indført en nyskabelse i måden, demokratiet i EU fungerer på, idet vi har fået dette nye praktiske redskab til borgerdeltagelse i EU-debatter og integration.

Reelt indebærer EU's borgerinitiativ, at der indføres en ny opfattelse af internationalt demokrati, og at EU får en ny form for participatorisk demokrati. Alle vores borgere kan direkte henvende sig til Kommissionen for at indgive et forslag til lovgivning.

Vi glæder os over Kommissionens forslag, eftersom inddragelse af civilsamfundet og formuleringen af politikker i forbindelse med beslutningstagning styrker vores institutioners demokratiske legitimitet og bringer EU nærmere på borgerne.

  Oriol Junqueras Vies (Verts/ALE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne for det første udtrykke min tilfredshed med vedtagelsen af det europæiske borgerinitiativ, som jeg var Kultur- og Uddannelsesudvalgets skyggeordfører for, og for det andet vil jeg beklage, at Parlamentet ikke har stemt om to aspekter, som jeg anser for at være meget vigtige, nemlig de over 16-åriges ret til at underskrive initiativet og afstemningen om indbyggere.

Vi ved, at disse initiativer ikke er omfattet af Lissabontraktaten, og det er en af grundene til, at vi er imod traktaten.

  Jens Rohde (ALDE). – (DA) Hr. formand! Venstre har i dag stemt for borgerinitiativet, fordi det fremmer borgernes mulighed for deltagelse og gør EU langt mere tilgængeligt. Vi har fra Parlamentets side sørget for at opregne nogle ensartede betingelser for at gøre borgerinitiativet tilgængeligt uanset medlemsstat, og for at instrumentet forbliver let at anvende. Men borgerne skal som minimum komme fra en fjerdedel af medlemsstaterne – antallet af borgere fra hver medlemsstat skal mindst svare til antallet af medlemmer af Europa-Parlamentet for hver medlemsstat ganget med en faktor på 750, og borgerne skal have en alder, der giver valgret til Parlamentet. De præmisser, synes vi, er vigtige for at sikre, at borgerinitiativet også får den validitet, som er forudsætningen for, at det opleves som et seriøst bidrag til demokratiudvikling.

  Hannu Takkula (ALDE). – (FI) Hr. formand! Jeg vil gerne sige et par ord om borgerinitiativet. Det er sandt, at vi med Lissabontraktaten gav os selv et nyt initiativ, som er en opmuntring til vores borgere om demokratisk deltagelse. Når en mio. borgere underskriver et andragende, skal Kommissionen tage sagen op, men er det det hele? I mine øjne er det et fremragende initiativ, men vi skal overveje, hvordan vi kan udvikle det.

Præmissen er, at vores borgere hovedsagelig ville deltage i den demokratiske proces ved at stemme til valgene. Det var en måde, hvorpå vi kunne komme frem med sager, som betyder noget for folk. Derfor vil dette nye initiativ helt klart måske styrke borgerinddragelsen, skønt jeg på den anden side mener, det kunne resultere i en situation, hvor Kommissionen nøjes med at besvare initiativer – uden at der kommer noget konkret ud af det. I det tilfælde bliver vi nødt til at genoverveje, hvordan vi virkelig tilskynder folk til at tage del i den politiske beslutningstagning.

  Morten Løkkegaard (ALDE) . – (DA) Hr. formand! Bare som en tilføjelse til det, der allerede er blevet sagt angående Venstres opbakning: det er som sagt et utrolig vigtigt initiativ. Det er også et eksperiment, som vi skal – og det skal være min opfordring – følge meget tæt, idet vi sørger for, at den treårsperiode, som der nu er afsat til dette initiativ, rent faktisk bliver fulgt op, og vi får at se, om det nu også er et rigtigt borgerinitiativ, eller om det – om jeg så må sige – bliver brugt med andre interesser for øje. Det er vigtigt for succesen – den succes, som vi alle håber på for initiativet – at det rent faktisk er borgere, som tager initiativer. Og så skal jeg i den anledning også udtrykke et personligt håb om, at det bliver nogle fremadrettede, konstruktive og positive emner, som borgerne vil tage op angående EU-projektet, så det ikke ender med at blive den evindelige nej-side, som altid tager patent på brugen af den slags initiativer.

  Sonia Alfano (ALDE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg har fulgt lovgivningsproceduren for det europæiske borgerinitiativ meget tæt, og jeg er – til dels på baggrund at Rådets og Kommissionens udtalelser – glad for, at de første andragender vil blive sat i gang om et år fra nu.

Jeg er også stolt over at kunne meddele Parlamentet, at der i Italien er poppet en bred græsrodsbevægelse af borgere, foreninger og grupper op i kølvandet på vedtagelsen af det uhyrlige direktiv om dyreforsøg. Den bevægelse vil ikke sidde på hænderne i år, men vil arbejde på at udforme et forslag til Kommissionen. Det bliver et forslag, der skal give EU moderne og civiliserede love, som indebærer et "nej" til forsøg på dyr – en grusom og videnskabeligt ineffektiv praksis, og samtidig indeholder en stærk tilskyndelse til alternative metoder.

At sige "nej" til vivisektion må være en målsætning for EU, eftersom det er EU-borgernes ønske.

  Ashley Fox (ECR). - (EN) Hr. formand! Jeg mener, at borgerinitiativet kan være nyttigt, fordi det gør det muligt for borgerne at henvende sig direkte til Kommissionen, men det er stadig et spørgsmål, hvordan Kommissionen vil reagere over for forslag, den ikke synes om.

Jeg tror, at vi kan vente en hel sværm af initiativer med opfordring til Kommissionen om at gøre mere, om mere Europa, og der er ingen tvivl om, at Kommissionen vil reagere med entusiasme på de anmodninger.

Men hvordan vil den reagere over for forslag om mindre Europa eller måske om, at EU skal gøre det bedre, eller om at ødsle mindre med pengene eller måske en erklæring om, at der aldrig skal komme en EU-beskatning? Jeg venter spændt på at se, hvordan Kommissionen reagerer på sådanne forslag. Vil den behandle de forslag med respekt? Hvis Kommissionen kun reagerer på de forslag, den kan lide, så vil dette initiativ være overflødigt.

  Seán Kelly (PPE). – (GA) Hr. formand! Jeg stemte med glæde for disse forslag, og jeg synes, at de to ordførere har gjort et godt stykke arbejde, ikke kun for EU, men for vores borgere generelt.

Borgerinitiativet var en meget vigtig del af Lissabontraktaten, der blev vedtaget i Irland for lidt over et år siden, men i et stykke tid så det ud til, at hele processen ville blive forpurret af komplikationer og lovgivning. Takket være ordførernes arbejde er processen blevet forenklet, og særlig god er idéen med, at et panel med syv medlemmer fra syv forskellige lande skal sætte gang i processen. Jeg mener, at denne og andre foranstaltninger vil sikre, at spørgsmål, der af gode grunde optager borgere, kan komme frem, hvorimod særinteresser forhåbentlig stoppes.

– (GA) Jeg vil derfor slutte med et ordsprog fra mit eget sprog, som siger, at godt begyndt er halvt fuldendt. Der er gjort en god begyndelse her.

  Nicole Sinclaire (NI). - (EN) Hr. formand! Er det her ikke bare skindemokrati? Det er sådan en skam, at Europas befolkninger ikke blev hørt før gennemførelsen af Lissabontraktaten, hvormed borgerinitiativet blev introduceret.

For at svare hr. Fox, der talte for lidt siden, vil jeg sige, at efter et initiativs første fase, kan Kommissionen beslutte, at det ikke er umagen værd at gå videre med det. Det er problemet med borgerinitiativet, for det har ikke et bindende mandat. Kommissionen kan bare se bort fra det. Endnu engang ser vi, at man i EU ikke tager hensyn til ønskerne hos EU's borgere. Altså! Så lyt dog til borgerne, for de ønsker ikke det her.

Beslutningsforslag (RC-B7-0688/2010)

  Jim Higgins (PPE). - (EN) Hr. formand! Jeg hilser Kommissionens arbejdsprogram for 2011 velkommen, og jeg stemte for det.

Finanskrisen er den store udfordring, og den skal konfronteres. Jeg ønsker det bedste for Kommissionen med hensyn til de målsætninger, den har fastlagt. Med hensyn til euroen er det – når vi taler om EU's integritet og samhørighed og om solidaritet inden for unionen – absolut afgørende, at vi har den fælles valuta, og at vi gør alt, hvad der er muligt, for at beskytte den.

Med hensyn til beskæftigelse og økonomi glæder jeg mig over, at Kommissionen i januar 2011 vedtager sin første undersøgelse af den årlige vækst. Undersøgelsen af den årlige vækst vil omfatte en analyse af EU's økonomiske situation, hvilket inkluderer en analyse af potentielle ubalancer og systemiske risici. Det er af afgørende betydning for, at EU kan blive til en intelligent og bæredygtig økonomi.

Sidst, men ikke mindst, er der dét, at vi er et fællesskab med 500 mio. indbyggere. Vi må gøre det bedre i europæisk sammenhæng og på den internationale verdensscene. Jeg ønsker Kommissionen alt vel i det nye år.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Jeg har stemt imod dette forslag af adskillige grunde, men det mest besynderlige punkt er det, der indeholder krav om, at medlemsstaterne – ifølge dette Parlament – skal bruge 0,7 % af deres bruttonationalindtægt på udviklingshjælp, og at Kommissionen skal sikre, at forpligtelsen overholdes.

Bortset fra, at man kan spørge, om udviklingshjælp gør en forskel eller ej, udgør dette også en grov krænkelse af subsidiaritetsprincippet. En anden mærkværdig ting er punkt 52, hvor Kommissionen opfordres til at holde gang i udvidelsesprocessen, som der står. Kan nogen fortælle mig, hvad der menes med at holde gang i? Tales der her om Tyrkiets konstante provokationer eller de massive krænkelser af menneskerettighederne i det land – for ikke at nævne den stadig stigende islamisering?

Beslutningsforslag (RC-B7-0693/2010)

  Philip Claeys (NI). - (NL) Der er bestemt et par gode ting i denne beslutning, som f.eks. fordømmelsen af præsident Mugabe, som er kriminel, deltagelsen i Lissabontopmødet og referencen til de skadelige følger af hjerneflugten fra det afrikanske kontinent.

I beslutningen fremhæves også med rette den afgørende betydning af at udvikle landbrugets kapacitet. På den anden side er vi virkelig nødt til at slippe af med den absurde regel om 0,7 %. Den udviklingshjælp på 1 mia. USD, der igennem 60 år er tilflydt Afrika, har kun skubbet kontinentet længere ud i elendighed. I stedet for hver gang at love mere hjælp skal vi gøre en indsats for at bekæmpe ulovlig kapitalflugt, bl.a., hvilket i øvrigt også fremhæves i denne beslutning.

Jeg var heller ikke på nogen måde imponeret over punktet om migration. Det var det, jeg i sidste ende stemte imod.

  Syed Kamall (ECR). - (EN) Hr. formand! Når vi ser den dårlige tilstand, mange afrikanske nationer er i, vil vi i EU og i EU's forskellige medlemsstater selvfølgelig alle ønske at hjælpe dem ud af fattigdommen, men jeg synes, vi bør bruge hjælpen mere fornuftigt. Når der sker en katastrofe, er det helt rigtigt, at hjælp spiller en vital rolle på kort sigt, men når vi ser på udviklingen på lang sigt, er vores hjælp til tider misallokeret.

Det er helt bestemt ikke i orden, når vores skatteydere i EU's forskellige medlemsstater sender penge til regeringer i Afrika, som ikke regerer deres lande på en anstændig måde, og pengene ikke når frem til dem, der virkelig har brug for dem. Den bedste måde at fremme udvikling på er ved at hjælpe iværksætterne i fattigere lande. De kan skabe velstand i deres egne lokalsamfund og kan trække deres egne venner og naboer ud af fattigdommen.

Lad os åbne vores markeder, lad os målrette vores hjælp til at fremme handel og udvikling i stedet for blot at uddele penge.

  Daniel Hannan (ECR). - (EN) Hr. formand! Sammen med flere af Parlamentets medlemmer deltog jeg for nylig i AVS-topmødet i Kinshasa, som officielt er nr. 2 på listen over de ringeste lande i verden. I FN's lykkeindeks står Den Demokratiske Republik Congo kun højere på listen end Zimbabwe. Men congoleserne kan selvfølgelig ikke, til forskel fra zimbabwerne, sige til sig selv, at tingene ville blive bedre, hvis bare de fik en anden regering, for de har haft flerpartivalg, deres forfatning er internationalt godkendt, osv..

Den Demokratiske Republik Congo er en overdreven og koncentreret version af Afrikas tragedie. Jeg tror, det i dette tilfælde i højere grad skyldes kolonitiden, end det gør i nabolandene, uden at vi behøver at gennemgå hele den frie stat Congos tragiske historie. Der er selvfølgelig naturressourcernes forbandelse, som ødelægger koblingen mellem beskatning og udgifter og gør politik til et slagsmål om ære og rigdom. Men frem for alt hersker der heterogenitet, mangel på nationalfølelse og mangel på fælles sproglige eller etniske formål. "Hvis du elsker dit land, så betal din skat" stod der på et ynkeligt skilt i Kinshasa. Det er der selvfølgelig ingen, der gør.

Jeg er sikker på, at alle kan gætte, hvorfor jeg nævner dette. Formanden for Det Europæiske Råd sagde, at patriotisme fører til krig. Tjah, jeg ville meget gerne tage ham med til et sted uden nogen form for patriotisme, så han kan se, hvad dét fører til.

Beslutningsforslag RC-B7-0688/2010

  József Szájer (PPE). – (HU) Hr. formand! Vi ved alle, at den statslige søjle af pensionssystemet, der giver en højere grad af sikkerhed, som følge af finanskrisen bliver stadig mere attraktiv i adskillige europæiske lande. Mange lande reviderer deres egne systemer og gør en indsats for at styrke det statslige pensionssystem. Skønt pensionssystemet i alt væsentligt falder ind under det nationale kompetenceområde, er retningen af forhandlingerne om disse emner i Europa fortsat vigtig. Derfor glæder det mig, at det i punkt 30 i beslutningen om Kommissionens arbejdsprogram, der er blevet vedtaget med støtte fra de tre største grupper i Europa-Parlamentet, fremhæves, at den statslige søjle af pensionssystemet skal styrkes. Mit hjemland Ungarn tog et vigtigt skridt i denne hensigtsmæssige retning med den lov, der blev vedtaget i går. Pensionsdebatten i EU vedrørende først hvidbøger og dernæst grønbøger skal fortsætte i denne ånd. Det er det, som Parlamentet nu opfordrer Kommissionen til at gøre, og jeg er derfor yderst tilfreds med dette forslag.

Betænkning: Kinga Gál (A7-0344/2010)

  Clemente Mastella (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det understreges af den nye institutionelle ramme, der blev indført med Lissabontraktaten, at effektiv beskyttelse og fremme af menneskerettigheder samt grundlæggende frihedsrettigheder understøtter demokratiet og retsstatsprincippet i EU.

Jeg støttede denne betænkning, fordi jeg er overbevist om, at der er brug for en ny intern menneskerettighedspolitik for EU, der er effektiv og omfattende, og som indeholder effektive ansvarliggørelsesmekanismer på både nationalt plan og EU-plan med henblik på bekæmpelse af de mange krænkelser, vi ser hver eneste dag.

Vi vil gerne understrege, at Lissabontraktatens ikrafttræden har ført til grundlæggende retlige ændringer af EU. Chartret om grundlæggende rettigheder har nu samme juridiske værdi som traktaterne og repræsenterer den mest moderne kodificering af grundlæggende rettigheder, skaber en god balance mellem rettigheder og solidaritet og omfatter borgerlige, politiske, økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder samt tredjegenerationsrettigheder.

  Antonello Antinoro (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg besluttede at stemme for denne betænkning, ikke kun fordi min politiske gruppe traf denne beslutning, men også fordi jeg er helt overbevist om, at denne betænkning har stor betydning på institutionelt plan og er nødvendig i en tid, hvor Parlamentets beføjelser er fastlagt, men tager tid at organisere.

Vi ønskede helt klart at gøre vores første godkendelse af budgettet under Lissabontraktatens vilkår til en markant begivenhed. Det var derfor nødvendigt, at vi alle nåede frem til en fælles holdning. Derfor var ordføreren opsat på at finde kompromisændringsforslag for at undgå de beslutninger, der kun vil få det til at tage længere tid at nå frem til en afgørende linje med hensyn til Lissabontraktatens anvendelse.

Jeg takker derfor fru Gál for hendes arbejde og håber, at denne betænkning vil resultere i en kollektiv forbedring af EU-institutionernes aktiviteter.

  Hannu Takkula (ALDE). – (FI) Hr. formand! Først vil jeg gerne lykønske fru Gál med denne udmærkede betænkning om grundlæggende rettigheder i EU. Det er imidlertid bare en betænkning. Vi skal huske, at der fortsat er meget at gøre i EU. Desværre gennemføres ikke alle grundlæggende rettigheder i praksis, selv om det i teorien er tilfældet. Jeg kan eksempelvis nævne den enorme romani-minoritet, hvis grundlæggende rettigheder ikke gennemføres i alle henseender.

Vi har også problemer med meningsfrihed. Det er af hensyn til meningsfriheden, at vi gav Sakharov-prisen til en cubansk dissident, men vi har også fortsat problemer i Europa. Det er ikke alle steder, at folk kan tale frit eller udtrykke deres mening. Vi har et konkret eksempel herpå hos en af vores kolleger her i Parlamentet, der konstant er omgivet af sikkerhedsvagter af hensyn til vedkommendes personlige sikkerhed. Vi skal forsvare de grundlæggende rettigheder i Europa og kæmpe for ytringsfrihed til alle i EU.

  Sonia Alfano (ALDE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er almindelig kendt, at den italienske regerings aktiviteter er en konstant krænkelse af chartret om grundlæggende rettigheder. Vi behøver bare at tænke på aftalen mellem Italien og Libyen, der krænkede snesevis af chartrets artikler, eller den foreslåede "bavaglio"-lov, der skal give pressen og retssystemet mundkurv på.

Vi taler om en regering, der støttes af et parlament, som er valgt på udemokratisk vis, uden at borgerne har haft mulighed for at udtrykke deres præferencer, en regering, der i går vandt et tillidsvotum med stemmer blandt oppositionens parlamentsmedlemmer, der offentligt indrømmede, at de var blevet tilbudt opstilling til fremtidige valg samt kontanter for deres stemmer.

(Taleren blev afbrudt af et andet parlamentsmedlem)

Der har bevisligt været tale om korruption. Det er vanlig praksis for bestikkeren. hr. Berlusconi, hvilket afsløres af de endelige domme i Mondadori- og Mills-sagen.

(Fortæl mig ikke, at Europa-Parlamentet nu giver adgang for fiskerkoner?)

Den 9. december fejrede Europa-Parlamentet den internationale antikorruptionsdag. I går introducerede det italienske parlament sin første dag til fordel for at legalisere bestikkelse af parlamentsmedlemmer.

  Formanden. − Fru Ronzulli! Vil De være så venlig at sætte Dem ned og tie stille. Det her er ikke passende i Europa-Parlamentets mødesal. De har ikke ordet, og De må ikke afbryde de andre talere på denne måde. Det vil jeg bede Dem respektere. De må gerne fortsætte, fru Alfano. Jeg giver Dem yderligere 30 sekunders taletid.

  Sonia Alfano (ALDE). – (IT) Hr. formand! Den 9. december fejrede Europa-Parlamentet den internationale antikorruptionsdag. I går introducerede det italienske parlament sin første dag til fordel for at legalisere bestikkelse af parlamentsmedlemmer.

  Formanden. − Fru Ronzulli! Det er sidste gang, jeg siger det til Dem. Hvis De én gang til rejser Dem op og afbryder mødet, vil jeg bede Dem forlade mødesalen. Er det klart nok? De skal ikke gøre det igen.

  Sirpa Pietikäinen (PPE). – (FI) Hr. formand! Med Lissabontraktatens vedtagelse er et af de vigtigste nye områder for borgernes trivsel – chartret om grundlæggende rettigheder – nu bindende for os alle. Som et næste skridt må de forskellige EU-institutioner nu fokusere på at overvåge og fremme de grundlæggende rettigheder inden for alle EU's politikker og i alle medlemsstater på en bindende og effektiv måde.

For at opnå dette er det vigtigt, at både mennesker og de forskellige institutioner arbejder på at sikre, at direktivet om ligebehandling, som på nuværende tidspunkt er grundstødt i Rådet, kommer videre, så vi kan få de retligt bindende midler til at gribe ind i tilfælde af diskrimination i medlemsstaterne.

Jeg vil også gerne sige, at det er yderst vigtigt at gribe ind i tilfælde af tavs såvel som højrøstet diskrimination. Den tavse diskrimination rammer f.eks. ældre mennesker.

  Philip Claeys (NI). – (NL) Hr. formand! Jeg har helt klart stemt imod denne politisk korrekte betænkning. Som flamsk nationalist finder jeg det helt uacceptabelt, at Europa-Parlamentet automatisk sidestiller nationalisme med fremmedhad og diskrimination.

Forslaget om at supplere overtrædelsesprocedurer mod medlemsstater med en procedure, der vil blokere visse politiske foranstaltninger, indtil Kommissionen beslutter, om der skal indledes formelle overtrædelsesprocedurer eller ej, er efter min mening yderst farligt. Det betyder reelt, at man vil føre kontrol med medlemsstaterne, hvilket er uacceptabelt.

Fremover vil Kommissionen kunne blokere for en effektiv udvisningspolitik, hvilket er en klar overskridelse af dens beføjelser. Gennemførelsen og anvendelsen af disse opgaver bør overlades til de enkelte medlemsstater og ikke til Kommissionen.

  Daniel Hannan (ECR). – (EN) Hr. formand! I et appendiks til "1984" skrev George Orwell et kapitel om "nysprog", og han talte om, hvordan sprog kunne forvanskes og ændres og dermed ændre vores tanker. Han gav et eksempel med ordet "fri". I nysprog kunne han kun forestille sig ordet "fri" anvendt i betydninger som "denne hund er fri for lus" eller "denne mark er fri for ukrudt". Derfor forsvandt begrebet intellektuel eller politisk frihed, fordi der ikke fandtes ord til at udtrykke det. Det var et uhyggelig forudseende eksempel, fordi det mere eller mindre er det, der er sket med ordet "fri" i vores levetid.

Tidligere betød det frihed over for statslig tvang: ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, trosfrihed. Ny betyder det en rettighed. Jeg har frihed til at arbejde, til at bruge det nationale sundhedssystem osv. Denne betænkning om menneskerettigheder har bevæget sig fra begrebet rettigheder som en garanti for personlig frihed til rettigheder som et krav over for alle andre. I stedet for at sikre vores rettigheder til at blive behandlet ens, forsvares vores rettigheder til at blive behandlet forskelligt. Der er ikke tale om en menneskerettighedskrise i Europa, men om en demokratikrise, og vi løser ikke denne krise ved at lade magten gå fra folkevalgte repræsentanter til ikkevalgte jurister.

***

  Licia Ronzulli (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg undskylder for det, der skete tidligere, men som italiener kan jeg ikke udstå en bestemt type holdning. Jeg har fået nok, fordi fru Alfano fortsat bruger minutter af vores stemmeforklaringstid til at fortælle løgne og til at fordreje, hvad der i virkeligheden sker i Italien. I går blev der enstemmigt vedtaget et tillidsvotum i det italienske parlament under helt demokratiske forhold. Jeg giver derfor afkald på min stemmeforklaring med en erklæring om, at jeg stemte for Juvin-betænkningen.

Betænkning: Philippe Juvin (A7-0338/2010)

  Mario Pirillo (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er også overbevist om den vigtige rolle, som reklamerne kan have for at øge forbrugernes udvalg, fordi reklamer stimulerer konkurrencen og konkurrenceevnen mellem virksomheder.

Europa skal ikke desto mindre anvende skrappere bestemmelser i en sektor, der ellers risikerer at få en stedse mere dominerende plads, specielt som følge af anvendelsen af nye teknologier. Det bliver faktisk mere og mere udbredt, at forbrugerne udleverer følsomme data uden at være opmærksomme på de potentielle følger deraf.

Derfor glæder jeg mig over betænkningen af Juvin, netop fordi den fokuserer på de mest sårbare personer som f.eks. børn, som ikke selvstændigt kan vurdere de kommercielle tilbud, det bliver præsenteret for gennem stadig mere aggressive reklamer.

  Sirpa Pietikäinen (PPE). – (FI) Hr. formand! Reklamer er ofte en nyttig kilde til information for forbrugerne, så de kan træffe fornuftige valg. Industrien har også gennemført udmærkede selvovervågningsprocedurer såsom koder om etik, der fastslår, hvilke former for reklamer der er tilladelige og gode.

I de seneste år er denne praksis imidlertid blevet mindre fremherskende, hvilket vi f.eks. kan se i den måde, hvorpå også børn udnyttes, også i reklamer, der er målrettet mod børn. Derfor mener jeg, at Europa-Parlamentet bør tage affære i denne sag og på et senere tidspunkt bruge denne udmærkede betænkning som et grundlag til at undersøge, om direktivet bør revideres og strammes op.

  Anna Maria Corazza Bildt (PPE). – (EN) Hr. formand! Reklamer er et vigtigt element af et velfungerende indre marked for at fremme konkurrencen og give forbrugerne valgmuligheder. Jeg stemte for betænkningen om reklamer. Den foreslår ikke en ny lovgivning eller regelmæssige reklamer eller kontrol med/begrænsning af internettet.

Betænkningen medvirker til at gøre opmærksom på behovet for ansvarlige reklamer for at bekæmpe urimelig handelspraksis i reklamer og respektere forbrugernes personoplysninger og privatliv.

Jeg opfordrer erhvervslivet til at påtage sig deres andel af ansvaret i form af selvregulering og frivillige aktioner for at undgå vildledende, skjulte og pågående reklamer. Jeg vil særlig opfordre til, at børn slipper for at være med i reklamer. Hold op med at bruge Batman, Spiderman og Bamse mod vores børn.

Betænkning: Bendt Bendtsen (A7-0331/2010)

  Jim Higgins (PPE). – (GA) Hr. formand! Jeg glæder mig over Bendtsen-betænkningen, og jeg stemte for den. Vi skal fremhæve energibesparelser som en metode til at nedbringe energiefterspørgslen og dermed sikre større energieffektivitet i hele EU. Vi diskuterer ofte vedvarende energikilder, men det er meget let at glemme vores elforbrug. Jeg stemte for denne betænkning, fordi den er utrolig vigtig. Jeg vil gerne lykønske ordføreren.

  Jens Rohde (ALDE). – (EN) Hr. formand! Det var nogle interessante angreb, der kom fra vores italienske kollega heroppe.

I sidste uge rejste mange mennesker langt for at komme til Cancún, men de bevægede sig ikke langt i kampen mod klimaændringer. Med dagens afstemninger om energieffektivitet har vi faktisk gjort fremskridt. Som denne betænkning med rette påpeger, er energieffektivitet den hurtigste og mest omkostningseffektive vej til en nedbringelse af CO2-udledningen. Ikke desto mindre er medlemsstaternes foranstaltninger langt fra tilstrækkelige. Hvis vi fortsætter vores nuværende indsats, vil vi kun nå halvdelen af de 20 % i 2020. Derfor har vi brug for bindende mål for energieffektivitet. Denne betænkning indeholder mange af løsningerne. Nu skal de gennemføres. Jeg vil gerne takke hr. Bendtsen og lykønske ham med denne fortrinlige betænkning.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (LT) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren hr. Bendtsen med denne meget vigtige betænkning om en revision af handlingsplanen for energieffektivitet. Jeg stemte for betænkningen, fordi den efter min mening er vigtig, ikke kun af økonomiske hensyn, men også i lyset af Cancún-konferencen. Det lykkedes os at nå til enighed om noget der, og det vigtigste er således at fortsætte EU's arbejde med at nedbringe CO2-udledning i EU. Energieffektivitet er en af de mest hensigtsmæssige metoder. Medlemsstaterne skal have effektive nationale handlingsplaner på dette område, også finansielle mekanismer. Der skal være enighed mellem medlemsstaterne og Kommissionen om specifik støtte. Alle europæere vil nyde godt af beslutninger som dem, der er truffet i dag, fordi der er tale om mange uafhængige områder: transport, nye teknologier og bygningers energieffektivitet samt fremstilling og overførsel af infrastruktur. Dette dokument er en samling af foranstaltninger, der ikke kun skal beskytte miljøet, men også hjælpe nationaløkonomierne.

  Hannu Takkula (ALDE). – (FI) Hr. formand! Jeg stemte også for hr. Bendtsens betænkning om energieffektivitet. I EU har Europa 2000-programmet også forpligtet os til energieffektivitet, energibesparelser og brug af vedvarende energikilder. Vi skal imidlertid huske på, at når vi opstiller sådanne mål for os selv, skal alle forpligte sig til at leve op til dem. Det har været et problem i hele Europa, at der har været gode mål, men medlemsstaterne har ikke forpligtet sig til at nå dem.

Vi må naturligvis håbe, at når vi taler om effektiv energiudnyttelse, så vil det ikke kun gælde for Europa, men også bredere. Vi kan naturligvis ikke lade energieffektivitet og besparelser udgøre en hindring for konkurrenceevnen. Vi skal også sikre os, at vi kan konkurrere på de globale markeder og skabe velstand og konkurrenceevne i Europa. Som jeg sagde før, er det vigtigt at leve op til vores forpligtelser.

  Sonia Alfano (ALDE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Efter min mening kan EU ikke opgive den energimæssige udfordring, der vil afgøre planetens skæbne.

Vi skal fordrive den myte, at et lands økonomiske udvikling er tæt forbundet med et stigende energiforbrug. Europa skal være banebrydende for en ny, bæredygtig økonomisk model baseret på et mindre forbrug af ressourcer, også energi, og med større produktivitet. Vi skal derfor bryde forbindelsen mellem økonomisk vækst og en forøgelse af den energi, der sælges til erhvervslivet og offentligheden, og i stedet kæde den sammen med en forøgelse i antallet af energiydelser, der skaber beskæftigelse og energieffektivitet.

Derfor mener jeg, at energieffektivitet bør være en prioritering for EU's fremtid både i økonomisk og miljømæssig henseende, og jeg håber, at Kommissionen straks vil træffe de nødvendige foranstaltninger for at gennemføre de bindende mål, som Parlamentet har opstillet i dag.

  Sirpa Pietikäinen (PPE). – (FI) Hr. formand! Jeg stemte for en mere bindende og ambitiøs politik i denne handlingsplan for energieffektivitet, og jeg er yderst tilfreds med Parlamentets endelige holdning i denne sag.

Vi kan ikke primært forhindre klimaforandringer alene gennem internationale forpligtelser eller erklæringer. Vi har brug for en praktisk løsning for at nå emissionsreduktionsmålene. Forbedret energieffektivitet er et meget afgørende, stort projekt i disse bestræbelser. Hvis det skal lykkes for os, har vi brug for en meget bred og omfattende politik om forbedret energieffektivitet; en bindende og om nødvendigt finansielt motiveret politik, der også omfatter sanktioner. Denne handlingsplan er et godt skridt i denne retning.

***

  Formanden. − Hr. Silvestris! Klapper De ad mig, eller beder De om ordet under stemmeforklaringerne? Det er da overraskende, men vær så god.

  Sergio Paolo Francesco Silvestris (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! De kan se, at jeg klapper, samtidig med at jeg benytter lejligheden til at tage ordet til forretningsordenen.

Jeg vil spørge formanden, om han agter at træffe foranstaltninger over for medlemmer, der er så heldige at kunne bruge deres taletid til at fornærme regeringerne i deres hjemlande?

I Deres nærværelse har en kollega netop fornærmet den italienske regering, der i går fik et tillidsvotum fra det italienske parlament, og som også har den italienske offentligheds tillid. Det pågældende medlem bryder sig måske ikke om dette, men det er hendes eget problem, som hun kan afklare med sine venner. Dette medlem udnyttede sin taletid til at fornærme regeringen i sit hjemland – der også er mit hjemland – i stedet for at forklare sin stemmeafgivelse.

Jeg vil gerne spørge formanden, om han agter at tolerere dette trods forretningsordenen, for hvis det er tilfældet, vil jeg fremover deltage i alle stemmeforklaringer for at rose den regering, der leder Italien på legitim vis og med opbakning fra landet og dets parlament.

  Formanden. − Forhåbentlig skønner De på, at jeg lod Dem tale, skønt De egentlig ikke havde en bemærkning til forretningsordenen. Det er ikke mit job at overvåge, hvad medlemmerne beslutter sig for at sige. Det er mit job at sørge for, at De taler, når De har tiden til det i stedet for at afbryde hinanden – måske tilmed på en temmelig ubehøvlet og højlydt måde. Så mange tak for Deres kommentar. Når jeg optræder som formand, vil jeg insistere på, at medlemmerne opfører sig civiliseret over for hinanden, ligesom jeg vil bestræbe mig på at overholde tiden. Hvad medlemmerne siger i mødesalen – et demokratisk lokale som dette – er deres sag, ikke min.

***

  Seán Kelly (PPE). – (GA) Hr. formand! Jeg har nogle få bemærkninger til dette emne.

I kampen mod klimaændringer har der hidtil været fokus på vedvarende energikilder, der selvfølgelig er meget vigtige. Men der kan gøres langt mere inden for energieffektivitet, og derfor hilser jeg denne betænkning velkommen.

På bygningsområdet kan der gøres langt mere – specielt vedrørende denne bygning, bygningerne i Bruxelles og mange andre offentlige bygninger. Det er meget vigtigt, at vi gør dem mere energieffektive. Det samme gælder for mange transportformer. Der findes mange enorme, dieselfrådsende motorer. Producenterne burde tvinges til at gøre dem mere energieffektive.

Jeg vil imidlertid gerne rose én gruppe. I mit eget hjemland gør skolerne et fantastisk arbejde med hensyn til det grønne flag. Det bør anerkendes og roses, for på den måde når de ind til børnene og deres forældre og skaber en positiv holdning.

Skriftlige stemmeforklaringer

Betænkning: Reimer Böge (A7-0367/2010)

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) EU's budgetpraksis overholder en række principper, også princippet om specialisering. Det betyder, at et beløb, der bevilges til en særlig politik, kun kan bruges til denne politik. Dette princip sikrer sammen med andre principper en god økonomisk forvaltning af EU. Det resulterer imidlertid også i en vis mangel på fleksibilitet i budgettet. Det årlige budget og i endnu højere grad de flerårige finansielle rammer kan ikke forudse alle EU's fremtidige udgifter. Derfor har der nu i nogle år været et "fleksibilitetsinstrument", der består af en finansiel reserve, som hvert år medtages på budgettet. Den gør det muligt at finansiere politikker og projekter, som det ikke har været muligt at forudse prisen på. I betænkningen fra min kollega hr. Böge anbefales det, at dette instrument bruges til finansiering af programmet for livslang læring, programmet for konkurrenceevne og innovation samt støtte til Palæstina. Da det er tre områder, hvor jeg tror på EU's positive særbehandling, tøvede jeg ikke med at stemme for teksten.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. − (LT) Jeg er enig i Europa-Parlamentets beslutning om at bevilge ekstra finansiel bistand til gennemførelsen af programmet for livslang læring og programmet for konkurrenceevne og innovation i 2011. Målsætningen i Lissabonstrategien om at gøre EU til en globalt konkurrencedygtig og videnbaseret økonomi på basis af en bæredygtig økonomisk udvikling og nye job, samtidig med at der stræbes efter en bedre social samhørighed, kan nås med gennemførelsen af disse programmer

For at øge EU's globale konkurrenceevne skal der være særlig opmærksomhed på de små og mellemstore virksomheder, der skal have den nødvendige bistand og økonomiske støtte. Investeringer i grøn innovation og udvikling af videnskabelig forskning vil også stimulere brugen af vedvarende energikilder, hvilket vil fremme oprettelsen af nye bæredygtige job i forskellige sektorer såsom energi, industri og transport.

  Bastiaan Belder (EFD), skriftlig. − (EN) Böge-betænkningen om brugen af fleksibilitetsinstrumentet får ikke min støtte. Kommissionens forslag mangler en passende begrundelse i spørgsmålet om, hvorfor denne ekstra finansiering er nødvendig. Desuden er jeg generelt meget kritisk over for brugen af fleksibilitetsinstrumentet. Det er ønskeligt at reducere andre budgetposter for at muliggøre en finansiering af budgetposter, hvor der opstår behov for berettiget ekstra finansiering.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Fleksibilitetsinstrumentet gør det muligt at finansiere nøje fastlagte udgifter, der ikke kan finansieres inden for de disponible lofter for et eller flere udgiftsområder i den flerårige finansielle ramme. Dets anvendelse under 2011-budgettet er kædet sammen med behovet for finansiering af programmet for livslang læring og programmet for konkurrenceevne og innovation – inden for rammerne af EU 2020-strategien – samt med finansiering af finansiel bistand til Palæstina, fredsprocessen og De Forenede Nationers Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Det Mellemste Østen (UNRWA). På grund af betydningen af disse programmer agter jeg at stemme for forslaget.

  Mario Mauro (PPE), skriftlig. − (IT) Parlamentet må utvivlsomt have et positivt syn på Böge-betænkningen om anvendelse af fleksibilitetsinstrumentet til finansiering af programmet for livslang læring, programmet for konkurrenceevne og innovation samt Palæstina. Jeg er enig i behovet for at bevilge midler til ekstraudgifter ud over loftet for udgiftsområde 1 og 4. I betragtning af den aktuelle økonomiske situation er disse udgifter ud fra forskellige synspunkter afgørende for bekæmpelsen af krisen samt for vores internationale troværdighed.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Det er uacceptabelt, at finansieringen af støtte til Palæstina, af europæiske almene uddannelser og erhvervsuddannelser og af den frie konkurrence skal medtages i en fælles tekst. Det er klart at se den onde hensigt. Denne kombination tvinger mig til at afstå fra at stemme. Jeg gentager min fulde støtte til det palæstinensiske folks sag.

  Willy Meyer (GUE/NGL), skriftlig. – (ES) Jeg stemte for denne betænkning for at sikre anvendelsen af EU-støttemidler på omkring 70 mio. EUR i alt i forpligtelses- og betalingsbevillinger fra EU's Solidaritetsfond til naturkatastroferne i Portugal, der søgte om midler i forbindelse med en katastrofe forårsaget af jordskred og oversvømmelser på øen Madeira, samt til Frankrig, der søgte om midler efter en katastrofe som følge af stormen Xynthia. Efter min mening skal vi støtte disse medlemsstater, så de kan håndtere og minimere konsekvenserne af disse naturfænomener. EU's Solidaritetsfond blev skabt for at vise EU's solidaritet med indbyggerne i katastroferamte regioner. Jeg stemte for denne betænkning, da den efter min mening taler for en anvendelse af midler til dette formål, hvilket vil være en korrekt anvendelse af den tilgængelige mekanisme.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) De beløb, der nævnes i denne betænkning, er helt urealistiske. Bortset fra, at den aktuelle finansielle ramme vil være utilstrækkelig til at dække disse mål, hvis der skulle blive tale om en stigning, er betydeligt mindre beløb blevet planlagt. En tilpasning af den finansielle ramme til forslagene i betænkningen vil ikke øge EU's fleksibilitet, men begrænse den. Derfor stemte jeg imod denne betænkning.

  Wojciech Michał Olejniczak (S&D), skriftlig. – (PL) Jeg vil først og fremmest udtrykke tilfredshed med, at Europa-Parlamentet og Rådet er blevet enige om finansieringen af programmet for livslang læring og programmet for konkurrenceevne og innovation. Jeg vil gøre særlig opmærksom på programmet for livslang læring. Det består af fire sektorprogrammer. Efter min mening er Erasmusprogrammet, der i høj grad fremmer udvekslingen af studerende, særlig vigtigt. Det er utrolig vigtigt både med hensyn til at få ny viden og nye færdigheder samt for at få nye bekendtskaber og møde medlemsstaternes forskellige kulturer. Comeniusprogrammet spiller en lignende rolle for unge i skolealderen.

Disse programmer er ikke kun gavnlige for den europæiske økonomi, men sikrer også en europæisk bevidstgørelse på basis af et supranationalt netværk af bekendtskaber. Disse programmer bør have høj prioritet uanset den budgetmæssige situation, da de er en investering, som vil gavne EU på mange områder – ikke kun økonomisk men også kulturelt og politisk. Beslutningen om støtte til Palæstina er vigtig af andre årsager, men den finder jeg også berettiget.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. − (IT) Kommissionen har stillet et forslag om at anvende fleksibilitetsinstrumentet som en del af den ny "budgetmanøvre" for 2011, efter at mæglingen slog fejl. Jeg stemte primært for betænkningen, fordi forhøjelsen berører to programmer, nemlig programmet for livslang læring og programmet for konkurrenceevne og innovation, der fortjener stor støtte og mange midler fra EU. Fleksibilitetsinstrumentet har hjemmel i den interinstitutionelle aftale om budgetdisciplin. Ifølge en aftale mellem de to budgetmyndighedsparter (Europa-Parlamentet og Rådet) muliggør den – ud over de i de finansielle overslag fastsatte lofter – finansiering af behov, der ikke kunne forudses ved udarbejdelsen af den flerårige finansielle ramme, op til et maksimumbeløb på 200 mio. EUR. Det er et vigtigt resultat for Europa-Parlamentet, fordi det markerer en succes i dialogen med Rådet om budgettet.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg påskønner den aftale, der blev indgået under samrådet vedrørende brugen af fleksibilitetsinstrumentet til finansiering af specielt programmet for livslang læring. Jeg finder det afgørende nødvendigt, at EU investerer i udviklingen af kvalitetsuddannelse og fremmer høje uddannelsesresultater. Kun konsekvens og kvalitetsundervisning kan gøre Europa mere konkurrencedygtig.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. − (EN) Den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 giver mulighed for at anvende fleksibilitetsinstrumentet til finansiering af nøje fastlagte udgifter, der ikke kan finansieres inden for de disponible lofter for et eller flere udgiftsområder i den flerårige finansielle ramme. For 2011-budgettet er der behov for at afholde yderligere udgifter ud over loftet for udgiftsområde 1a og 4. Det foreslås derfor at tage fleksibilitetsinstrumentet i anvendelse i overensstemmelse med punkt 27 i den interinstitutionelle aftale. Følgende beløb skal tilvejebringes: 18 mio. EUR til programmet for livslang læring under udgiftsområde 1a, 16 mio. EUR til programmet for konkurrenceevne og innovation under udgiftsområde 1a og 71 mio. EUR til Palæstina under udgiftsområde 4. Budgetmyndighedens to parter mindes om, at offentliggørelsen af afgørelsen om ovenstående i Den Europæiske Unions Tidende ikke må finde sted senere end offentliggørelsen af 2011-budgettet.

Forslag til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2011 som ændret af Rådet

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Fællesskabets budget for 2011 repræsenterer 141,8 mia. EUR på forpligtelsesdelen og 126,5 mia. EUR på betalingsdelen. Parlamentets prioriteter for dette budget kan ses som en bekræftelse og styrkelse af støtten til uddannelse og innovation. Under udgiftsområde 1a – konkurrenceevne for vækst og beskæftigelse – er der således en stigning på 18 mio. EUR til programmet for livslang læring, og under udgiftsområde 3b – EU-borgerskab – er der 3 mio. ekstra til programmet Aktive unge.

Jeg er glad for tilsagnet fra EU's kommende fire formandskaber (regeringerne i Ungarn, Polen, Danmark og Cypern) om at involvere Europa-Parlamentet i fremtidige drøftelser og forhandlinger om den næste flerårige finansielle ramme.

Jeg glæder mig over Kommissionens tilsagn om at stille et formelt forslag ved udgangen af juni 2011, der skal sikre, at forslagene vedrørende egne indtægter drøftes samtidig med den flerårige finansielle ramme. Europa-Parlamentets inddragelse i disse sager er også stipuleret i Lissabontraktaten (artikel 312, nr. 5, 324 og 311).

Jeg håber på enstemmighed i Rådet om vedtagelsen af den næste flerårige finansielle ramme, og at de nye egne indtægter ikke fører til blokering.

  Bogusław Liberadzki (S&D), skriftlig. – (PL) Rådet og Europa-Parlamentet er nået til enighed om budgettet for 2011. Jeg stemte for en vedtagelse af budgettet i betragtning af dets underliggende politiske og institutionelle principper, hvor det bl.a. foreslås at styrke Europa-Parlamentets rolle i forhandlingerne om den nye finansielle ramme efter 2013 samt at deltage i forhandlingen om nye indtægtskilder, herunder om en euroskat. Et ekstra aktiv ved budgettet er dets større fleksibilitet under uforudsete omstændigheder. Vi har undgået faren ved at operere på basis af et foreløbigt budget, hvilket i høj grad ville lamme EU's virke. En sådan situation ville være særlig skadelig i en tid, hvor der er behov for intensivt at bekæmpe den økonomiske krise og bringe Lissabontraktaten i anvendelse. En stor del af æren for dette skal tilskrives holdningen hos Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet.

  Bogusław Sonik (PPE), skriftlig. – (PL) Vedtagelsen af 2011-budgettet vidner om det faktum, at det er muligt at blive enige om et kompromis i EU. Forslaget til en finansieringsplan for 2011 blev accepteret og vedtaget ved afstemning takket være den gode vilje hos alle de institutioner, der medvirkede til at skabe den. Kompromiset bør specielt påskønnes, fordi der er tale om nye beslutningsprocedurer efter Lissabontraktatens ikrafttræden, og fordi Europa-Parlamentet for første gang i historien har truffet en fælles beslutning om udgifter på lige fod med Rådet og Kommissionen. Der er ikke tale om et ideelt budget, men efter min mening er udgifterne fornuftigt fordelt, og de dækker alle EU's prioriteter. Ud over at stemme for vedtagelsen af 2011-budgettet, støttede jeg også en videreudvikling samt tanken om europæisk integration.

Betænkning: Sidonia Elżbieta Jędrzejewska, Helga Trüpel (A7-0369/2010)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, da Fællesskabets budget for 2011, der blev præsenteret af det parlamentariske Budgetudvalg under mødeperioden, styrker finansieringen af Europa-Parlamentets prioriteringer såsom uddannelse, fornyelse, fredsprocessen i Mellemøsten og Palæstina, programmet for livslang læring, forskningsprogrammet "People" samt programmet for konkurrenceevne og innovation. Jeg lykønsker Parlamentet, Rådet og Kommissionen med også at være blevet enige om, at hvis der er yderligere finansieringsbehov for at kunne leve op til EU's juridiske forpligtelser, vil der være ændringsbudgetter gennem hele 2011, da det ikke er lovligt at have underskud på EU-budgettet. Ud over budgettet havde Parlamentet visse politiske krav vedrørende gennemførelsen af Lissabontraktatens regler om et nyt system af egne indtægter, og i forhold til disse er det godt at vide, at EU nu har bekendtgjort, at det ved udgangen af juni 2011 vil præsentere et formelt initiativ, der sikrer en drøftelse af forslag vedrørende dets egne indtægter samtidig med det finansielle overslags fremtid.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. − (EN) Jeg stemte for denne beslutning og støttede EU-budgettet for 2011. Jeg glæder mig over den aftale, der endelig er kommet i hus mellem Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet, og forhåbentlig bliver det et bæredygtigt budget, der kan gennemføres fuldt ud og på forudsigelig vis fra regnskabsårets begyndelse. Med vedtagelsen af denne beslutning sikrer vi i Europa-Parlamentet finansieringen og kontinuiteten af det budget, som Rådet og Budgetudvalget er enedes om. Jeg er overbevist om, at det var nødvendigt at bevilge flere midler til uddannelse, forskning og innovation, da EU er nødt til at øge sin effektivitet og konkurrenceevne for at komme ud af den finansielle og økonomiske krise. For at nå dette mål skal EU udarbejde en langsigtet strategi, som dette budget skal være en del af.

  Charalampos Angourakis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Europa-Parlamentets godkendelse af Fællesskabets budget for 2011 nogle få dage efter, at det var blevet forkastet, viser, at hele proceduren er et dårligt opstillet desorienteringsspil, der skal fjerne opmærksomheden fra essensen af budgettet, der går ud på at tjene storkapitalen bedre i bestræbelserne på at vælte byrden fra den økonomiske krise og øgede imperialistiske interventioner over på arbejdstagerne. Samtidig satte dette velgennemtænkte spil øget fokus på den alvorlige konkurrence mellem imperialisterne og det faktum, at fællesskabsorganer skubber på for at komme til bedst at tjene plutokratiets interesser efter vedtagelsen af Lissabontraktaten. Det er allerede et stykke tid siden, det blev vedtaget at reducere mindstebevillinger, der kunne have været brugt til fattige landmænd, arbejdstagere og selvstændige, og at øge bevillinger, der kanaliseres direkte til monopoler, til civil-militære interventioners tjenester og infrastrukturer samt til forfølgelse og undertrykkelse af arbejderklassen og græsrodsbevægelserne.

Kapitalens politiske talsmænd kan ikke redde sig selv fra bagtalelse med sådanne numre. Deres rolle bliver stadig mere klar for hver dag, der går. Arbejderklassen og græsrodsklassen øger kampen imod EU's og spidsborgerregeringernes politikker, hvormed de skaber nye perspektiver for en græsrodsøkonomi, der vil tjene deres og ikke kapitalens behov.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Udarbejdelsen af årsbudgettet for 2011 har givet anledning til ægte politiske forhandlinger mellem medlemmer af Europa-Parlamentet og medlemsstaternes regeringer. Under de aktuelle budgetnedskæringer ønskede Rådet, der repræsenterer medlemsstaternes regeringer, at få EU til at deltage i de spareforanstaltninger, som de europæiske lande pålægger sig selv. Til trods for, at både Europa-Parlamentet og Kommissionen tværtimod ønskede, at krisen skulle løses gennem frivillige politikker, tog de Rådets parti i en klar solidaritetstilkendegivelse over for medlemsstaterne. Til gengæld for denne indrømmelse ønskede Parlamentet en forhandling om EU's ressourcer og i særdeleshed om, hvorvidt det skal have egne midler, der er uafhængige af medlemsstaternes bidrag. Til at begynde med var Rådet ubøjeligt, men til slut gav det efter for vores legitime krav. Det er grunden til, at jeg og andre medlemmer af Europa-Parlamentet har kunnet støtte dette kortsigtede budget, der ikke desto mindre åbner muligheden for fremtidige EU-politikker.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for at afgive decharge for 2011-budgettet. Dette budget blev styrket af nye procedurer i medfør af Lissabontraktaten. De langtrukne og vanskelige forhandlinger om at nå til enighed om 2011-budgettet viser, at vi – når nye budgetprincipper træder i kraft – tvinges til at finde fornuftige institutionelle kompromiser om EU-politikkens vigtigste områder. For første gang siden den nye traktats ikrafttræden har Europa-Parlamentet brugt sine nye beføjelser til fuldt ud at deltage i sammensætningen af EU-budgettet. Det første forfejlede forsøg på at nå til enighed og medtage Europa-Parlamentets legitime krav er udtryk for en konflikt, der fortsat findes blandt institutionerne, og som ikke burde findes, da den hindrer et effektivt interinstitutionelt samarbejde. Det er alle EU-institutioners mål at sørge for så problemfri en vedtagelse af aftaler af særlig betydning for hele EU og dets borgere som muligt. Derfor mener jeg, at der fremover skal gennemføres grundlæggende ændringer i institutionernes funktionsprincipper, og at inddragelsen af Europa-Parlamentet i alle forhandlingsfaser – specielt i forbindelse med budgetforhandlinger – skal anses for at være særlig vigtig for gennemførelsen af princippet om et repræsentativt demokrati.

  Dominique Baudis (PPE), skriftlig. – (FR) EU skal give sig selv et budget, der svarer til dets ambitioner. Det må ikke lade sig rive med af krisen, men skal i stedet tage de nye udfordringer op. Med Lissabontraktaten deltager Parlamentet nu på lige vilkår med Rådet, og det har markeret sig som en proaktiv kraft. Jeg stemte for 2011-budgettet, da det er vores pligt som medlemmer af Europa-Parlamentet at give Europa en klar politisk retning. I 2011 vil Europa holde sine prioriteter for øje. Det kan opjustere sine finansielle behov for at gennemføre sine nye beføjelser. Trods vanskelige økonomiske betingelser har Parlamentet formået at få støtte fra medlemsstaterne.

På Parlamentets opfordring vil Kommissionen i 2011 indlede drøftelser om de forskellige typer af egne indtægter, dvs. indtægter, som Europa har brug for til at sikre sin fremtidige selvfinansiering. Det bekymrer mig imidlertid dybt, at Parlamentet ikke er nået til enighed om den ekstra finansiering, som ITER-projektet har brug for fra 2012. Den termonukleare forsøgsreaktor, der er et flagskibsprojekt for international forskning og europæisk videnskabelig dynamik, kunne have nydt godt af en uudnyttet overskudsportion af 2011-budgettet.

  Jean-Luc Bennahmias (ALDE), skriftlig. – (FR) Efter at have klaret sig pænt i forhandlingerne med Rådet om 2011-budgettet og om betingelserne for udarbejdelsen af den næste flerårige finansielle ramme samt i spørgsmålet om EU's egne indtægter, har Parlamentet tabt kampen. Med vedtagelsen af 2011-budgettet under mødeperioden i december viste vi, at Rådet havde ret. Vi bekymrede os ikke om tal, men derimod om politiske krav. Vi har ikke glemt vores syv krav, der blev vedtaget under den forrige mødeperiode. Det positive ved det er, at Kommissionen også præsenterer et forslag i foråret 2011 om egne indtægter. Parlamentet bliver medtaget i disse drøftelser samt i de nødvendige drøftelser i forbindelse med udarbejdelsen af finansielle overslag. Men betingelserne er endnu ikke defineret, og derfor er kampen for overholdelse af den fælles beslutningstagning på dette område først lige begyndt.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) Vedtagelsen af EU's 2011-budget viser, at når der skabes dialog mellem Kommissionen og lovgivningsmagten, kan tingene arrangeres til fordel for begge parter. Kommissionen har indset, at Europa-Parlamentet nu har mere at skulle have sagt med hensyn til EU's finanser, og efter nogen tid har den besluttet at respektere denne situation. I praksis ligger budgettet fortsat inden for de grænser, som Rådet har opstillet, men samtidig inkluderer det også nogle af lovgivningsmagtens prioriteter. Inden der blev skabt enighed, var vi i den løjerlige situation, at der var alle mulige strategier og programmer, der slet ikke optrådte på budgetplanerne for næste år. Disse strategier og programmer kan ikke bare blive på papiret, fordi de kun vil sætte fokus på inkonsekvens og manglende tillid til de love, der vedtages af EU.

Det er indlysende, at man ikke kan udvikle programmer, der støtter unge, innovation og forskning, og at man ikke kan hævde at være en aktiv aktør i den globale udenrigspolitik uden at have de nødvendige midler til at finansiere sådanne planer. Det er lykkedes Parlamentet at forklare Rådet om behovet for at gennemføre regelmæssige evalueringer af fordelene ved ny lovgivning og dens finansiering. Som repræsentanter valgt direkte af EU's borgere er det vigtigt, at skatteborgerne kan se, at deres penge bruges godt.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg er glad for, at budgettet er blevet godkendt i dag, da det fastholder de præferencelinjer, Parlamentet vedtog i oktober, og som styrker centrale områder såsom uddannelse, ungdom, forskning og innovation. Det er helt afgørende at give EU et bæredygtigt budget, der kan gennemføres fuldt ud og på overskuelig vis fra regnskabsårets start i modsætning til et system med foreløbige tolvtedele, der vil bringe gennemførelsen af dets politikker i fare. Det er også vigtigt at stræbe efter et budget, der er visionært i krisetider, og som styrker områder, der bidrager til økonomisk vækst samt til flere og bedre job såsom videnskab og innovation. Kun med et ambitiøst budget bliver det muligt at få et økonomisk opsving i Europa.

  Frédéric Daerden (S&D) skriftlig. – (FR) 2011-budgettet blev vedtaget med ansvarlighed, bitterhed og overbevisning. Ansvarlighed: Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet levede op til sit ansvar ved at stemme for budgettet for at undgå et institutionelt dødvande og henvisning til systemet med foreløbige tolvtedele. Bitterhed: Fælles beslutningstagning i budgetanliggender er en håbløs kamp. Trods Parlamentets indrømmelser er nogle medlemsstater, der modsat mig ikke tror på EU-budgettets merværdi, forblevet urokkelige. Overbevisning: EU's fremtid afhænger af nye egne indtægter og en skat på finansielle transaktioner. Vi har brug for Kommissionen, der fuldt ud skal støtte dette, hvis vi skal gøre dette grundlæggende mål til virkelighed. Vi har brug for en afgift på finansielle transaktioner samt et 2011-budget, og derfor afstod jeg fra at stemme om det genfremsatte ændringsforslag fra De Grønne om dette emne, der var symbolsk, men uansvarligt. En afgift på finansielle transaktioner er for vigtigt et emne at spøge med inden for de politiske strategier, der går ud på at stille ændringsforslag, som man ikke er den oprindelige forfatter til, med en budgetpost på nul. Det, der oprindelig var et socialistisk ændringsforslag, skulle egentlig fremme denne forhandling under budgetproceduren, men hvis det var blevet vedtaget i dag, ville det være ensbetydende med valget af et EU uden budget.

  Christine De Veyrac (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for et budget, der lå tæt på en nulvækst i forhold til 2010, for at vise, at Parlamentet kunne udvise modenhed og ansvarlighed under en økonomisk krise, der lammer de nationale regeringer. Det er ikke rimeligt at begynde at hæve 2011-budgettet i en tid, hvor de fleste medlemsstater går ind i en periode med stram budgetkontrol. Jeg er henrykt over, at de skrappe forhandlinger, der fandt sted mellem de forskellige institutioner om denne sag, endte med et kompromis, så vi nu har undgået en budgetkrise i 2011.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for betænkningen vedrørende det nye budgetforslag for 2011, fordi den styrker finansieringen inden for Europa-Parlamentets prioriterede områder såsom uddannelse, innovation, konkurrenceevne og samhørighed for vækst og beskæftigelse samt bevarelsen og forvaltningen af naturlige ressourcer.

  Göran Färm (S&D), skriftlig. − (SV) Vi svenske Socialdemokrater har i dag stemt for forslaget til EU's almindelige budget for regnskabsåret 2011. Det er et behersket budget, men det indeholder også vigtige investeringer i forskning, initiativer for unge samt nødvendige støtteinitiativer for Palæstina, og det muliggør en oprettelse af den nye tjeneste for EU's optræden udadtil samt nye myndigheder for finansielt tilsyn.

Vi afstod imidlertid fra at stemme om både teksterne og de foreslåede budgetposter vedrørende nye egne indtægter for EU. Vi går ind for en revision af EU's ordning for egne indtægter samt en undersøgelse af skat på finansielle transaktioner, men vi mener, at vi i øjeblikket har for få informationer til at kunne indtage en detaljeret holdning i denne sag.

Uanset udformningen af et nyt system for EU's indtægter vil vi gerne understrege, at det skal være budgetneutralt og respektere medlemsstaternes kompetence på beskatningsområdet.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) 2011-budgettet bliver det første, der vedtages efter Lissabontraktatens ikrafttræden. Skønt denne godkendelse, der fandt sted inden for rammerne af den nye fælles beslutningstagning, ikke tager fat på alle Europa-Parlamentets bekymringer, danner den grundlaget for en fælles forståelse med hensyn til EU's budgetmæssige prioriteringer. I lyset af de nye udfordringer, som EU står over for, er det blevet helt afgørende at indføre en facilitet, der gør det muligt for Kommissionen at indføre ændringer i budgettet, når den afsatte finansiering er utilstrækkelig til at nå de strategiske mål, dvs. inden for rammerne af de prioriteter, der er opstillet inden for EU 2020-strategien.

På samme måde bliver det Europa-Parlamentets og Rådets opgave at skabe enighed om en hurtig og effektiv reaktion, der skaber betingelserne for et mere egalitært og konkurrencedygtigt EU, der kan håndtere de nye udfordringer.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Resultatet af budgetforhandlingerne for 2011 var forudsigeligt i betragtning af ansvaret hos Rådet og de vigtigste politiske grupper i Parlamentet, uanset om det er i definitionen og accepten af den nuværende flerårige finansielle ramme eller i godkendelsen af de efterfølgende budgetter, der skal dækkes heraf.

Men denne godkendelse fjerner ikke, men snarere styrker de mange grunde til kritik af dette budget, som vi har udeladt. I betragtning af forværringen af den økonomiske og sociale krise, arbejdsløsheden og levevilkårene for millioner af mennesker – som EU's planer om ægte social terror over for medlemsstaterne i høj grad bidrager til – vil vi atter alle komme til at kende den sande betydning af den højt besungne europæiske solidaritet: et budget, der ikke går ud over 1 % af Fællesskabets bruttonationalindkomst (BNI), der ikke kan udføre opgaven med at omfordele velstand, som ikke kan sikre økonomisk og social samhørighed, og som utvivlsomt vil forværre de skadelige virkninger af EU's politikker. Vi vil atter gentage, at der er et alternativ til dette budget, og at det ikke kun er muligt, men absolut nødvendigt. Et alternativ, der vil omfatte en betydelig styrkelse af fællesskabsbudgettet baseret på rimelige bidrag fra medlemsstaterne i overensstemmelse med deres BNI.

  Pat the Cope Gallagher (ALDE), skriftlig. – (GA) Jeg glæder mig over aftalen mellem Europa-Parlamentet og regeringerne fra de 27 medlemsstater, specielt fordi en manglende aftale ville forsinke næste års udbetalinger til de irske landmænd.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (S&D), skriftlig. – (PL) Truslen om indførelsen af et foreløbigt budget for 2011 fik Europa-Parlamentet og Rådet til at intensivere drøftelserne, og resultatet heraf – det budgetforslag, der var til afstemning i dag – kan betragtes som et pragmatisk kompromis. Forhandlingerne mellem institutionerne førte til medtagelse af de fleste af de forslag, som Parlamentet slog til lyd for. Rådet har forsikret os om, at det er villig til at samarbejde under oprettelsen af den finansielle ramme for 2014-2020, der bliver en praktisk gennemførelse af Lissabontraktatens bestemmelser. Parlamentet er også nået til enighed i denne sag med statslederne fra Ungarn, Polen, Danmark og Cypern eller med andre ord med de medlemsstater, der har formandskabet for EU-Rådet i de kommende to år. Vi er også tilfredse med Rådets beslutning om at fastholde fleksibilitetsmekanismen i EU-budgettet på 0,03 % af EU's BNP. Disse midler vil gøre det muligt at finansiere vigtige udgifter, der ikke kunne forudses under forhandlingerne om den forrige finansielle ramme – eksempelvis tjenesten for EU's optræden udadtil og Galileo-systemet. En indrømmelse fra Parlamentets side er udskydelsen af forhandlingen om fremtidige finansieringskilder for EU, hvilket Kommissionen også har krævet. Forslaget om at lempe de nationale bidrag til EU-budgettet faldt på grund af determineret modstand fra en gruppe medlemsstater, der var bange for offentlighedens reaktion. Vi vil utvivlsomt vende tilbage til denne diskussion i sommeren 2011, når Kommissionen præsenterer adskillige nye muligheder for finansieringen af EU.

  Julie Girling (ECR), skriftlig. − (for den britiske konservative delegation) (EN) De britiske Konservative har i dag stemt imod en budgetstigning på 2,9 %, fordi vi ikke finder det passende for medlemmerne af Europa-Parlamentet at kræve en stigning i EU's udgifter, når de nationale regeringer prøver på at reducere deres egne underskud eller forbedre deres budgetmæssige situation. EU-budgettet kan ikke, sådan som nogle medlemmer af Europa-Parlamentet hævder, bruges som et supplement til de nationale budgetter i krisetider. Det bør snarere afspejle den vanskelige situation, som EU's medlemsstater befinder sig i. Derfor stillede de Konservative oprindelig et ændringsforslag om en langsigtet fastfrysning af udbetalingerne på 2010-niveauet, hvilket ville gøre meget for at forsikre borgerne om, at EU gør sit til at bringe de langsigtede offentlige udgifter under kontrol på et mere bæredygtigt niveau.

  Estelle Grelier (S&D), skriftlig. – (FR) Dagens vedtagelse af 2011-budgettet har udstillet Europa-Parlamentets dobbelte fiasko. Det vedtagne budget er for lille: +2,91 %, hvilket er langt mindre end tallet fra førstebehandlingen (+6 %) og Kommissionens oprindelige forslag (+5,8 %). De vedtagne beløb er præcis de samme, som de foreslåede beløb uden reelle forhandlingsmuligheder for Rådet, hvilket ikke er særlig betryggende, for så vidt angår mulighederne for at forhandle om kommende budgetter. Lige siden Lissabontraktatens ikrafttræden har Parlamentet handlet med Rådet i den fælles beslutningstagning om budgetanliggender. Ved ikke at få en præcis aftale til dato om den rolle, vi som medlemmer af Europa-Parlamentet kommer til at spille ved udarbejdelsen af den næste finansielle ramme, og om den nødvendige refleksion om nye egne indtægter risikerer vi at lade Rådet blive herre og mester over det europæiske projekts fremtid. I betragtning af visse medlemsstaters positionering er der således en reel risiko for, at dette projekt vil slå fejl. Det, der chokerer mig mest, er holdningen hos de europæiske højrepartier, der ved starten på forhandlingerne var fast besluttet på at falde fra, så snart telefonerne begyndte at ringe fra stats- og regeringscheferne. Alle vil gøre sig egne tanker om den politiske konsistens af et sådant omslag.

  Małgorzata Handzlik (PPE), skriftlig. – (PL) Jeg glæder mig over vedtagelsen af EU-budgettet for 2011 med et klart flertal af de afgivne stemmer. Med aftalen mellem Europa-Parlamentet og EU-Rådet undgår vi at anvende et foreløbigt budget, hvilket kunne underminere forfølgelsen af EU's samhørigheds- og landbrugspolitik. Det er særlig gode nyheder for de polske lokalforvaltninger, landmænd og forretningsfolk, der i stigende antal gør brug af EU-støttemidler, da udbetalingerne vil stige med 2,91 % i forhold til 2010 til trods for den økonomiske krise. Jeg er også tilfreds med stigningen i ressourcer til de prioriterede områder, som Parlamentet har vedtaget, inklusive unge, uddannelse, forskning og innovation.

  Constance Le Grip (PPE) , skriftlig. – (FR) Jeg stemte for det nye budget, og jeg er henrykt over, at EU-institutionerne omsider er blevet enige. Med denne afstemning ønsker Europa-Parlamentet at give EU et stabilt budget, der kan introduceres straks i begyndelsen af 2011, så man undgår brugen af foreløbige tolvtedele, hvilket ville have truet gennemførelsen af mange europæiske politikker. Jeg beklager imidlertid dybt den manglende fleksibilitet i dette nye budget samt beslutningen hos visse politiske grupper, i særdeleshed Socialdemokraterne, om at bringe ITER – det eneste fundamentale langsigtede forskningsprojekt, som EU spiller en ledende rolle for – i fare ved at udskyde afstemningen om dets finansiering. Ved at give afkald på kreditter for 600 mio. EUR, der var tilgængelige til finansiering af ITER på baggrund af en krise, hvor der er mangel på offentlige midler i Europa, har Socialdemokraterne vist deres uansvarlighed og inkonsekvens, samtidig med at de bringer et strategisk og jobskabende projekt i fare.

  Elżbieta Katarzyna Łukacijewska (PPE), skriftlig. – (PL) Det glæder mig, at det trods de mange komplikationer har været muligt at nå til enighed om og vedtage EU-budgettet for 2011 efter Rådets modifikationer. Det er meget vigtigt, ikke kun i betragtning af, at man har undgået et foreløbigt budget, men især fordi vi kan være sikre på programmeringen af udgifter vedrørende en samhørighedspolitik, der er utrolig vigtig for EU-borgerne samt først og fremmest for modtagere af EU-støttemidler. Jeg vil også gerne understrege, at ressourcerne for samhørighedspolitikken er øget med 10 %. Det er vigtigt, at vi er nået frem til en politisk aftale. Dermed har vi udvist europæisk solidaritet, hvilket giver os finansiel stabilitet i 2011.

  Véronique Mathieu (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for 2011-budgettet i dag. Efter lange forhandlinger er vi nået frem til en aftale, der tilfredsstiller Parlamentet. Parlamentet venter på gennemførelsen af Lissabontraktatens bestemmelser. Traktaten indeholder bestemmelser om, at vores institution skal involveres i forhandlinger om det næste langsigtede budget, og denne ændring skal accepteres på alle niveauer. Parlamentet ønskede også at bevare nogle reserver på 2011-budgettet. Et typisk tilfælde er de 425 000 EUR, der er afsat på 2011-budgettet til Det Europæiske Politiakademi (Cepol), og som nu kun kan frigives under særlige omstændigheder. Agenturet skal derfor gennemføre europaparlamentsmedlemmernes henstillinger, efter at Parlamentet har nægtet at validere gennemførelsen af agenturets budget, så der kan træffes beslutning om fuld tildeling af Cepol-budgettet i 2011.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) 2011-budgettet, der er det første, som Europa-Parlamentet har haft ret til at gennemgå kritisk, har kun tjent til at bevise, hvor lille magt vores forsamling har. Europa-Parlamentet nøjes ikke med at validere neoliberale modreformer og med at tjene finansmarkederne i stedet for de borgere, der valgte dem, men går tilmed så vidt som til at kapitulere i uopsættelighedens navn. Jeg vil ikke bruge min stemme til at gøre denne foragtelige øvelse lettere.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Efter intense forhandlinger var det omsider muligt at vedtage 2011-budgettet. Det var ikke et ideelt budget, men det er ikke desto mindre et dokument, der gør det muligt at nå de mål, som EU har foreslået. Dette EU-budget for 2011, der er vedtaget under dagens møde, styrker finansieringen af Europa-Parlamentets prioriteter som f.eks. uddannelse, innovation og fredsprocessen i Mellemøsten og Palæstina.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. − (EN) I betragtning af de utallige bureaukrater i Europa-Parlamentet og i Kommissionen bringer denne beslutning EU tættere på en velovervejet og effektiv fordeling af EU-midler i årenes løb. Jeg har omhyggeligt undersøgt andre tilkendegivelser i betænkningen, og jeg er glad for at opdage, at visse personer i Parlamentet forstår behovet for at bruge penge i tide og ikke, når det er for sent. Jeg stemte ja.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) Som det var tilfældet med det seneste forslag om at hæve budgettet for 2011, har jeg også været nødt til at stemme imod dette forslag af hensyn til borgerne i Europa. Det er umuligt at forstå, hvordan EU har råd til at hæve budgettet, når der indføres spareprogrammer overalt i Europa. Den seneste stigning begrundes med Lissabontraktatens ikrafttræden og de nye institutioner, som dermed er skabt – f.eks. tjenesten for EU's optræden udadtil. Med stor forudseenhed stemte Det Østrigske Frihedsparti imod Lissabontraktaten, der skabte nogle få fordele, men som primært skabte øget bureaukrati og større udgifter for borgerne. Jeg har derfor stemt imod budgettet for 2011.

  Elisabeth Morin-Chartier (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg støtter Europa-Parlamentets afstemning den 15. december 2010, der vedtog 2011-budgettet under mødet i Strasbourg efter tirsdagens forhandling. Det vedtagne budget omfatter øgede bevillinger til de fleste af Parlamentets prioriteter, samtidig med at Rådets overordnede grænser respekteres. Under dette års budgetforhandling indgik mine kolleger fra Europa-Parlamentet også aftaler med Rådet og Kommissionen om en række politiske krav vedrørende budgettet.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. − (IT) Budgetforslaget, der er ændret af Det Europæiske Råd, afspejler ikke fuldt ud de behov og krav, som Parlamentet har opstillet, men EU kan ikke stå uden et godkendt budget i de første måneder af 2011. Derfor fandt Kommissionen, Rådet og Parlamentet under trepartsmødet den 6. december frem til det rette kompromis for et budget, der kan gennemføres fuldt ud fra starten af regnskabsåret 2011. Jeg stemte ja til forslaget, fordi den ansvarlige holdning er forenelig med Parlamentets indsats for at giver EU's borgere tilstrækkelige finansielle midler, hvilket er bekræftet gennem godkendelsen af den fælles erklæring om betalingsbevillinger.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for Parlamentets beslutning, da jeg mente, at skønt budgetforslaget, der var ændret af Rådet, ikke fuldt ud levede op til det reelle behov for et bæredygtigt, sammenhængende og effektivt EU-budget, så tilfredsstillede det Parlamentets ønske om at give EU et budget, der kan gennemføres fuldt ud og på en forudsigelig måde fra regnskabsårets begyndelse.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for Parlamentets beslutning, da jeg mente, at skønt budgetforslaget, der var ændret af Rådet, ikke fuldt ud levede op til det reelle behov for et bæredygtigt, sammenhængende og effektivt EU-budget, så tilfredsstillede det Parlamentets ønske om at give EU et budget, der kan gennemføres fuldt ud og på en forudsigelig måde fra regnskabsårets begyndelse.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (FR) Det var et ganske særligt øjeblik i sidste måned, da alle de politiske grupper påtog sig at indgå en politisk aftale om den fremtidige finansiering af EU ud over 2011-budgettet. Så efter den megen ståhej, de skabte under forhandlingerne, gav de tre vigtigste politiske grupper op på opløbsstrækningen. Skønt Europa-Parlamentet trækker på sine nye beføjelser, har det netop forpasset chancen for at påtage sig en rolle som beslutningstager i budgetanliggender. Brevet fra den belgiske premierminister, som det belgiske formandskab har vist os, og som sikrer, at Traktaten bliver respekteret (sådan står der virkelig), og at Parlamentet bliver involveret i fremtidige forhandlinger, giver ingen garanti for et godt politisk resultat. Vores stemme afspejler denne fortabte mulighed og den rendezvousklausul, der vil følge efter.

Det bedste instrument for at nå dette består i med anvendelse af samme metode som konventionen at samle de europæiske og de nationale parlamenter, de nationale regeringer og Kommissionen. Hvad angår megaprojektet ITER, der kræver, og som fortsat vil kræve eksorbitante midler, er vi ikke kede af, at det er blevet udskudt. Vi vil atter forsøge at vise det økonomiske spild, det repræsenterer, så snart det er tilbage på bordet i Europa-Parlamentets Budgetudvalg.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Vi skal til at godkende EU's budget for 2011, hvilket for første gang sker i overensstemmelse med Lissabontraktaten. Jeg er glad for bekræftelsen på Europa-Parlamentets rolle i denne sag, og jeg støtter de vigtige prioriteter, der er fremhævet i det dokument, vi stemmer om i dag. I 2011 skal der rettes særlig opmærksomhed mod temaet "ungdom, uddannelse og mobilitet", hvilket kommer til udtryk i alle budgettets sektioner. Vi er nødt til at investere i vores unge og i uddannelse af alle europæiske statsborgere gennem programmet for livslang læring samt programmerne Erasmus Mundus og EURES.

Det er også vigtigt at fremme investeringer i forskning og innovation samt i SMV'ernes rolle som et redskab til at gøre vores økonomi mere dynamisk. I betragtning af samhørighedspolitikkens betydning som et overordnet element for alle europæiske politikker glæder jeg mig over dens planlagte medtagelse i det dokument, der er nøglen til en vellykket gennemførelse af denne politik. Af de opstillede årsager og fordi EU efter min mening gennemgår en periode, der kræver en større indsats for at gøre Europa stærkere og mere konkurrencedygtigt, samtidig med at man holder fast i behovet for at styrke den interinstitutionelle dialog, stemmer jeg for Parlamentets forslag.

  Thomas Ulmer (PPE), skriftlig. − (DE) Jeg stemte for betænkningen. Parlamentet viste tænder under forhandlingerne med Rådet. I fjor gav Rådet i forbindelse med Lissabontraktaten betydelige indrømmelser til Parlamentet. I denne budgetafgørelse har Parlamentet bevæget sig i retning af Rådets holdning. Dette kompromis synes at være brugbart.

  Derek Vaughan (S&D), skriftlig. − (EN) 2011-budgettet er blevet vedtaget i udfordrende og usikre tider. I en tid, hvor der skæres voldsomt i medlemsstaternes budgetter, er det vigtigere end nogensinde tidligere at sørge for, at Europa leverer ressourcerne til at håndtere virkningerne af krisen. Fordelene ved EU-støtten kan ses i hele min valgkreds, og der ydes hjælp til alle dem, der kommer til at lide under den nuværende "svedjebrugspolitik", der gennemføres i Det Forenede Kongerige.

Der er imidlertid visse dele af budgettet, som jeg ikke er enig i. Jeg finder det f.eks. ikke hensigtsmæssigt at stemme for ødsle landbrugssubsidier og stigende repræsentationsudgifter. Jeg finder det vigtigt i disse usikre økonomiske tider at udvise tilbageholdenhed i udgifterne. Derfor undlod jeg at stemme om 2011-budgettet.

  Glenis Willmott (S&D), skriftlig. − (EN) Labour-medlemmerne i Europa-Parlamentet har stemt imod budgetpakken, fordi vi ikke finder det passende med et stigende EU-budget i en tid, hvor der skæres voldsomt i de nationale offentlige udgifter.

Vi støtter bestemt ikke den måde, hvorpå mange regeringer risikerer deres økonomier ved at skære voldsomt i de offentlige udgifter. Men det betyder ikke, at vi automatisk støtter en stigning i EU's samlede udgifter.

EU kommer til at yde et vigtigt stykke arbejde næste år, hvor det i mange tilfælde yder støtte til de områder, der bliver hårdest ramt af indenlandske nedskæringer. Hvor der er behov for nye udgifter, mener vi imidlertid, at det ville have været muligt at gennemføre besparelser for at frigøre penge til vigtige projekter.

I betragtning af det aktuelle pres på de hjemlige økonomier kunne disse budgetforhandlinger have været en mulighed for at overtale EU's ledere til at håndtere ødsle EU-udgifter inden for f.eks. landbrugsstøtten, der ofte underminerer økonomierne i netop de lande, som EU's internationale støttebudget skulle hjælpe. Med denne budgetpakke er disse subsidier imidlertid stort set urørte.

Af disse årsager kunne Labour-medlemmerne i Europa-Parlamentet ikke stemme for en stigning i EU-budgettet.

Betænkning: Barbara Matera (A7-0353/2010)

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) I betragtning af, at Nederlandene har bedt om støtte på grund af 613 afskedigelser i to virksomheder, der er aktive inden for NACE (rev. 2), hovedgruppe 46 (engroshandel undtagen med motorkøretøjer og motorcykler) i NUTS II-regionen Noord Holland i Nederlandene, stemte jeg for beslutningen, fordi jeg er enig i Kommissionens forslag og i de respektive ændringsforslag fra Europa-Parlamentet. Jeg er også enig i, at funktionen af samt merværdien ved Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (Globaliseringsfonden) skal vurderes inden for rammerne af den generelle vurdering af programmerne samt forskellige andre instrumenter, der er skabt i medfør af den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 inden for rammerne af midtvejsrevisionsprocessen for den flerårige finansielle ramme 2007-2013.

  Mário David (PPE), skriftlig. – (PT) Støtten til arbejdstagere, der er afskediget på grund af omstruktureringer og virksomhedsflytninger bør være dynamisk og fleksibel, så den kan gennemføres hurtigt og effektivt. I lyset af strukturomlægninger inden for den internationale handel er det vigtigt, at den europæiske økonomi hurtigt kan iværksætte støtteinstrumenter for arbejdstagere, der rammes af sådanne ændringer, samtidig med at de erhverver de nødvendige færdigheder, der kan sikre dem en hurtig tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Der bør derfor ydes individuel finansiel bistand. Det er også vigtigt at understrege, at denne støtte ikke er en erstatning for det ansvar, der normalt ligger hos virksomhederne, og at den ikke skal ydes til finansiering og omstrukturering af virksomhederne. I betragtning af, at Nederlandene har bedt om støtte på grund af 613 afskedigelser i to virksomheder, der er aktive inden for NACE (rev. 2), hovedgruppe 18 (engroshandel undtagen med motorkøretøjer og motorcykler) i NUTS II-regionen Noord Holland i Nederlandene, stemmer jeg for denne betænkning eller med andre ord for en mobilisering af Globaliseringsfonden til støtte af Nederlandene.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Den aktuelle finansielle og økonomiske krise kombineret med de konstante ændringer på arbejdsmarkedet som følge af ændringer i den internationale handels struktur har resulteret i utallige ofre for en arbejdsløshed, der i mange tilfælde er langvarig. Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen blev oprettet som svar på sådanne situationer. I dette tilfælde taler vi om en anvendelse af lidt mere end 2,5 mio. EUR til Nederlandene til støtte af 613 afskedigede arbejdstagere fra to handels- og detailselskaber mellem den 1. maj 2009 og den 31. januar 2010. Da Kommissionen fandt ansøgningen relevant og i overensstemmelse med de opstillede bestemmelser og derfor anbefaler en godkendelse af anmodningen, stemte jeg ja.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) I betragtning af den sociale effekt af den globale økonomiske krise, der specielt påvirkede beskæftigelsen, har en hensigtsmæssig anvendelse af Globaliseringsfonden afgørende betydning for at hjælpe de mange europæiske borgere og familier og bidrage til deres sociale reintegration og faglige udvikling, samtidig med at der udbydes nye ressourcer, der opfylder virksomhedernes behov og sætter skub i økonomien. Det er i denne sammenhæng, at der opstilles denne interventionsplan for Nederlandene på grund af 613 afskedigelser i to virksomheder, der er aktive inden for NACE (rev. 2), hovedgruppe 46 (engroshandel undtagen med motorkøretøjer og motorcykler) i NUTS II-regionen Noord Holland i Nederlandene. Jeg håber derfor, at EU-institutionerne vil styrke deres forpligtelse til at gennemføre foranstaltninger, der skal fremme og forbedre anvendelsen af en så vigtig ressource som Globaliseringsfonden, der i øjeblikket har et meget lavt mobiliseringsniveau. I år er der kun blevet ansøgt om 11 % af de 500 mio. EUR, der er tilgængelige.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) EU er et solidaritetsområde, og Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen er en del heraf. Denne støtte er vigtig for at hjælpe de arbejdsløse og ofrene for de virksomhedsflytninger, der forekommer i en globaliseringstid. Et stigende antal virksomheder foretager udflytninger og udnytter billigere arbejdskraftomkostninger i en række lande – specielt Kina og Indien – hvilket har en skadelig effekt på de lande, der respekterer arbejdstagernes rettigheder. Globaliseringsfonden skal hjælpe arbejdstagere, der er ofre for virksomhedsudflytninger, og den har stor betydning for at lette adgangen til ny beskæftigelse. Globaliseringsfonden er tidligere blevet brugt af andre EU-lande, så det er relevant at støtte Nederlandene, der har søgt om anvendelse af Globaliseringsfonden på grund af 613 afskedigelser i to virksomheder, der er aktive inden for NACE (rev. 2), hovedgruppe 46 (engroshandel undtagen med motorkøretøjer og motorcykler) i NUTS II-regionen Noord Holland i Nederlandene.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) Arbejdstagere, der har mistet deres job på grund af den økonomiske og finansielle krise, bør have mulighed for hurtigt at vende tilbage til arbejdslivet. Medlemsstaterne er forpligtet til at træffe passende foranstaltninger for at støtte disse mennesker. Medlemsstaterne kan søge Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen om støtte til dette formål. Jeg stemmer for betænkningen, da Nederlandenes mobilisering af fonden er fuldt berettiget, og alle kriterierne er opfyldt.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) I betragtning af, at Nederlandene har bedt om støtte på grund af 613 afskedigelser i to virksomheder, der er aktive inden for NACE (rev. 2), hovedgruppe 46 (engroshandel undtagen med motorkøretøjer og motorcykler) i NUTS II-regionen Noord Holland i Nederlandene, stemte jeg for beslutningen, fordi jeg er enig i Kommissionens forslag og i de respektive ændringsforslag fra Europa-Parlamentet.

Jeg er også enig i, at:

– Globaliseringsfonden skal støtte den enkelte afskedigede arbejdstagers genindslusning på arbejdsmarkedet, og jeg vil gentage, at støtten fra Globaliseringsfonden ikke skal erstatte foranstaltninger, som det påhviler virksomhederne at gennemføre i henhold til national lovgivning eller kollektive overenskomster, ligesom den heller ikke skal finansiere foranstaltninger, der er rettet mod omlægning af virksomheder eller sektorer;

– Globaliseringsfondens funktionsmåde og merværdi bør evalueres i forbindelse med den generelle vurdering af programmerne og øvrige instrumenter, der er etableret i henhold til den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006;

Jeg glæder mig over Kommissionens forslag om oprettelse af en anden støttekilde end uudnyttede midler fra Globaliseringsfonden for at efterkomme Europa-Parlamentets hyppige påmindelser om, at det er nødvendigt at identificere relevante budgetmekanismer til overførsel af midler i betragtning af, at Globaliseringsfonden blev oprettet som et specifikt og særskilt instrument med egne mål og finansieringsperioder.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. − (IT) Jeg er helt enig med ordføreren fru Matera, der udtrykker tilfredshed med, at Kommissionen har fundet en anden kilde af betalingsbevillinger end de uudnyttede bevillinger under Den Europæiske Socialfond, hvilket er i overensstemmelse med hyppige anmodninger fra Europa-Parlamentet.

Jeg er også enig med ordføreren i, at alternativerne valgt i de seneste tilfælde (budgetpost til støtte for iværksættervirksomhed og innovation) ikke er tilfredsstillende i betragtning af de alvorlige vanskeligheder, som Kommissionen støder på, når den skal gennemføre programmer for konkurrenceevne og innovation. I en periode med økonomisk krise bør disse bevillinger faktisk tværtimod sættes op. Ordføreren opfordrer derfor Kommissionen til at fortsætte sine bestræbelser på fremover at finde mere passende budgetposter til betalinger.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Nederlandenes anmodning om støtte under Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (Globaliseringsfonden) på grund af 613 afskedigelser i to virksomheder, der er aktive inden for NACE (rev. 2), hovedgruppe 46 (engroshandel undtagen med motorkøretøjer og motorcykler) i NUTS II-regionen Noord Holland i Nederlandene, opfylder alle de retligt etablerede kriterier for støtteberettigelse. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 546/2009 af 18. juni 2009, der ændrede Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1927/2006 af 20. december 2006 og oprettede Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen, blev Globaliseringsfondens anvendelsesområde midlertidigt udvidet, da fonden forventedes at kunne finde anvendelse i sådanne situationer, hvis der som en direkte følge af den internationale finansielle og økonomiske krise var "mindst 500 afskedigelser i løbet af en ni måneders referenceperiode, specielt i små eller mellemstore virksomheder i en hovedgruppe i NACE (rev. 2) i en eller to sammenhængende regioner på NUTS II-niveau i en medlemsstat". Jeg stemte derfor ja til denne beslutning, og jeg håber, at anvendelsen af Globaliseringsfonden vil bidrage til disse arbejdstageres vellykkede tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. − (EN) Med denne afstemning vil Europa-Parlamentet: (1) opfordre de involverede institutioner til at tage de nødvendige skridt til at fremskynde anvendelsen af Globaliseringsfonden; (2) minde om institutionernes tilsagn om at sikre en velfungerende og hurtig procedure til vedtagelse af afgørelser om anvendelsen af Globaliseringsfonden og derved stille tidsbegrænset, individuel engangsstøtte til rådighed, beregnet på at yde støtte til arbejdstagere, der er blevet afskediget som følge af globaliseringen og den finansielle og økonomiske krise og understrege den rolle, Globaliseringsfonden kan spille for afskedigede arbejdstageres tilbagevenden til arbejdsmarkedet; (3) understrege, at det i overensstemmelse med artikel 6 i EGF-forordningen bør sikres, at Globaliseringsfonden støtter den enkelte afskedigede arbejdstagers genindslusning på arbejdsmarkedet; gentage, at støtte fra Globaliseringsfonden ikke skal erstatte foranstaltninger, som det påhviler virksomhederne at gennemføre i henhold til national lovgivning eller kollektive overenskomster, eller foranstaltninger, der er rettet mod omlægning af virksomheder eller sektorer.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for Europa-Parlamentets afgørelse om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (Globaliseringsfonden) til de arbejdstagere i informations- og kommunikationsteknologisektoren (IKT), der er blevet arbejdsløse i Noord Holland-regionen af Nederlandene.

Europas IKT-sektor er blevet ramt af både den internationale finansielle og økonomiske krise og strukturelle ændringer på det globale it-marked, specielt på grund af udflytningen af produktionen til Kina og Indien, hvilket også afspejles af IKT 5-indikatoren.

IKT 5-indikatoren er et sammendrag af de vigtigste forskningsresultater vedrørende konjunkturcyklen, omkostninger og budgetter til IKT-sektoren. Denne indikator for Vesteuropa er faldet fra en værdi på ca. 160 i august 2008 til ca. 30 i april 2009.

Nederlandene har udarbejdet en samordnet pakke af individualiserede tilbud til de 613 afskedigede arbejdstagere fra to virksomheder tilhørende Randstad-selskabet i form af f.eks. vejledning om overgangen fra et job til et andet, oprettelse af mobilitetscentre, anbringelse af afskediget personale, levering af faglig uddannelse og undersøgelse af beskæftigelsesegnetheden. Det samlede budget er på 3 934 055 EUR, og den 8. april 2010 indsendte Nederlandene en ansøgning om en medfinansiering på 2 557 135 EUR fra Globaliseringsfonden.

  Thomas Ulmer (PPE), skriftlig. − (DE) Jeg har stemt for forslaget til betænkning. Vi er endnu en gang i stand til at hjælpe EU-borgere, der er blevet afskediget, efter at deres virksomheder kom i problemer, med at finde nye job.

  Angelika Werthmann (NI), skriftlig. − (DE) Denne ansøgning er blot én af en lang række ansøgninger fra Nederlandene, der for nylig er blevet godkendt i Budgetudvalget. Jeg har selvfølgelig stemt for fru Materas betænkning om anvendelse af Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (Globaliseringsfonden) til at støtte afskedigede arbejdstagere i Noord Holland. Formålet med Globaliseringsfonden er at støtte individuelle arbejdstagere, der har mistet deres job som følge af globaliseringen. Under de seneste ugers budgetforhandlinger har den nederlandske regering udmærket sig ved sin stædige reaktion på de legitime holdninger fra Europa-Parlamentet, der altid er villig til at indgå et kompromis. Her vil jeg gerne sige, at det på den ene side synes at være foreneligt med det nationale perspektiv på politik, der finder anvendelse på snesevis af millioner euro i EU-støtte, mens det på den anden side kan bruges til at afvise en legitim debat om Parlamentets synspunkter.

Betænkning: Tadeusz Zwiefka (A7-0360/2010)

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne beslutning, fordi der efter min mening skal være et forstærket samarbejde i EU om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse eller separation. Efter min mening bør en EU-forordning på dette område finde universel anvendelse. Med andre ord kan det på baggrund af dets globale lovvalgsregler bestemmes, at enhver lov finder anvendelse – loven om deltagende medlemsstater, ikkedeltagende medlemsstater eller lande, der ikke er EU-medlemsstater. EU har sat sig selv et mål om at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. For at give ægtefællerne mulighed for at vælge en lov, som de har tæt tilknytning til, og for at sørge for, at denne lov finder anvendelse på deres skilsmisse- eller separationssag, når de ikke har truffet et sådant valg, bør den lov, som de har tæt tilknytning til, kunne anvendes, også når der ikke er tale om en deltagende medlemsstats lov. Det kræver både større fleksibilitet og større retssikkerhed at øge borgernes mobilitet, hvilket den nye EU-forordning kan styrke.

  Roberta Angelilli (PPE), skriftlig. − (IT) Behovet for at skabe klare og fuldstændige retlige rammer for lovvalg vedrørende skilsmisse og separation opstår ud af et presserende behov for at løse de problemer, der opstår i forbindelse med "internationale" skilsmisser. Hidtil har forskellene i de nationale regler ikke været med til at sikre ligestilling mellem ægtefællerne eller beskyttet de involverede børns tarv. De har tværtimod været med til at fremme et kapløb om at nå først til en domstol. Som Europa-Parlamentets ombudsmand for børn, der er genstand for kampe mellem forældre af forskellig nationalitet, og på baggrund af erfaringer fra mit arbejde, støtter jeg dette forslag til en forordning, der skal skabe retssikkerhed for de berørte par og sikre forudsigelighed og fleksibilitet.

En af de innovative idéer i forordningens tekst er muligheden for at konsultere en familiemægler inden, under og efter skilsmissesagen. Det er ikke kun fordi, denne person er god til at informere parret om de forskellige skilsmisseformer og -betingelser samt til at løse forskelle mellem dem, men også fordi et sådant arrangement beskytter rettighederne hos de involverede børn og hjælper parret med at træffe hensigtsmæssige og fredelige valg for at beskytte deres børns velfærd.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Når det handler om at forbedre sammenhængen mellem EU-reglerne om ægteskabssager, er det vanskeligt at skabe enighed mellem 27 parter. Heldigvis har det siden Amsterdamtraktaten i 1997 været muligt for interesserede medlemsstater at mødes for at gøre fremskridt på et særligt område gennem et "forstærket samarbejde", så en kerne af ledende stater kan mødes for at bringe EU videre. De problemer, som ægtefæller har med at få deres status anerkendt i de forskellige medlemsstater, specielt i forbindelse med en skilsmisse eller en separation, har fået nogle stater til at mødes for at forbedre koordineringen af de nationale bestemmelser. Jeg er virkelig ivrig efter at få gennemført dette forstærkede samarbejde, som Frankrig ønsker at blive en del af. Efter min mening vil dette initiativ bringe europæerne tættere sammen på et område, der berører os alle, og hvor retssikkerhed er af afgørende betydning. Jeg har derfor stemt for dette forslag til en forordning, der skal indføre et sådant forstærket samarbejde. Fremover bør det forstærkede samarbejde anvendes, hver gang det er nødvendigt.

  Izaskun Bilbao Barandica (ALDE), skriftlig. – (ES) Jeg stemte for denne betænkning, fordi formålet med forordningen er at skabe retssikkerhed for par fra forskellige medlemsstater, der ønsker at blive separeret eller skilt, så de sikres forudsigelighed og fleksibilitet.

I denne henseende repræsenterer det vedtagne initiativ et fremskridt, men det er beklageligt, at man har forpasset muligheden for at udvide anvendelsesområdet til anerkendelse af ægteskaber, omstødelser, forældremyndighed og arv. Det dækker heller ikke andre samlivsformer som f.eks. homoseksuelle par, der er anerkendt i nogle medlemsstater.

Det er også beklageligt, at kun 15 ud af de 27 medlemsstater er villige til at underskrive dette forstærkede samarbejde, hvilket bliver skadeligt for borgerne i de lande, der ikke skriver under.

Jeg håber og ønsker derfor, at anvendelsesområdet i fremtiden kan udvides, og at flere lande vil tilslutte sig dette forstærkede samarbejde af hensyn til de borgere, de repræsenterer.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for Europa-Parlamentets betænkning om et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation, fordi der skal oprettes et klart og udtrykkeligt retsgrundlag ifølge hvilket regler vil blive anvendt i henhold til den gældende lov. Jeg vil gerne pointere, at et af EU's primære mål er at bevare og udvikle et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor personers fri bevægelighed er sikret. Retsstillingen på EU-plan vedrørende lovvalg i forbindelse med skilsmisse og separation af ægtefæller af forskellig nationalitet er i øjeblikket meget forvirrende, fordi det er usikkert, hvilken lov der skal anvendes. Dette fører ofte til et kapløb om at nå først til en domstol, hvor en af ægtefællerne søger om skilsmisse før den anden for at få anvendt en lovgivning, der bedst tjener vedkommendes interesser. Jeg vil gerne understrege, at den nye forordning skulle skabe retssikkerhed for de berørte par og sikre forudsigelighed og fleksibilitet.

  Vito Bonsignore (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg vil gerne lykønske hr. Zwiefka med udarbejdelsen af denne betænkning, som jeg støtter. Formålet med denne foranstaltning er at skabe en tydelig og komplet juridisk ramme for den lovgivning, der finder anvendelse ved skilsmisser og separationer ved at give parterne en vis grad af selvbestemmelse. Den diversificerede natur af disse regler i medlemsstaterne kan faktisk skabe problemer i forbindelse med "internationale" skilsmisser.

Ud over den retlige usikkerhed i forbindelse med identificeringen af, hvilke love der skal finde anvendelse i de enkelte tilfælde, kan der også være tale om et kapløb om at nå først til en domstol for at få anvendt en lovgivning, der bedst beskytter den ene af ægtefællerne. EU skal derfor begrænse disse risici og mangler ved at gøre det muligt for parterne i fællesskab at vælge, hvilken lov der skal finde anvendelse. Jeg er derfor enig i, at det er nødvendigt at sikre parterne retfærdige og præcise informationer, så de hurtigst muligt bliver opmærksomme på deres valgmuligheder.

  Zuzana Brzobohatá (S&D), skriftlig. – (CS) Under Lissabontraktaten kan medlemsstaterne nu have et forstærket samarbejde inden for et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og mere specifikt i sager vedrørende skilsmisse og separation. Denne forordning definerer et forstærket samarbejde mellem visse medlemsstater (Østrig, Belgien, Bulgarien, Frankrig, Tyskland, Ungarn, Italien, Letland, Luxembourg, Malta, Portugal, Rumænien, Slovakiet og Spanien). Det primære formål med forordningen er at fjerne enhver forskelsbehandling på grund af køn, at sikre lige muligheder for begge ægtefæller og at prioritere børns velfærd. Ægtefæller "konkurrerer" ofte om at nå først til en domstol for at få anvendt en lovgivning, der bedst beskytter vedkommendes interesser. Formålet med denne forordning er at forbedre retssikkerheden for de pågældende par og samtidig sikre forudsigelighed og fleksibilitet i retssagerne. Jeg støttede forordningen, skønt den ikke i øjeblikket berører Tjekkiet. I det store og hele mener jeg, at indførelsen af denne forordning vil være et godt eksempel for andre medlemsstater inklusive Tjekkiet. Andre medlemsstater vil fremover kunne tilslutte sig forordningen og nyde godt af erfaringerne fra de banebrydende medlemsstater.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Dette forslag forsøger ikke at harmonisere den materielle ret, der finder anvendelse ved skilsmisse og separation, men at indføre harmoniserede regler til løsning af internationale jurisdiktionsbetingede konflikter. Det betyder, at vi er nødt til at arbejde inden for rammerne af den internationale privatret og ikke inden for de omfattende familieretlige rammer, hvor de enkelte stater fortsat vil have deres egne love.

Derfor er det f.eks. vigtigt at huske, at den foreslåede forordning med ændringen af artikel 7.º-A ikke kræver, at en stat skal anerkende en handling som en gyldig ægteskabsindgåelse – selv ikke med henblik på en skilsmissesag – hvis denne handling ikke anerkendes som gyldig i henhold til den pågældende stats lovgivning, eller hvis det er i modstrid med nærhedsprincippet. Det bliver imidlertid ikke muligt at begrænse rettighederne for folk, hvis forening ikke anerkendes i en stat, og der skal derfor findes en kompromisløsning herpå.

I lyset af ovenstående kan jeg kun betragte indførelsen af større retssikkerhed i forbindelse med løsning af konflikter under international kompetence inden for de familieretlige rammer og specielt i forbindelse med skilsmisse og separation som et vigtigt skridt i indførelsen af et område med frihed og retfærdighed, hvor personers frie bevægelighed er en realitet.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg er henrykt over vedtagelsen af denne betænkning, der skulle give par fra forskellige medlemsstater eller par, som er bosat i et fremmed land, mulighed for at vælge den lovgivning, der skal gælde for deres skilsmisse.

Der blev bevilget 1 mio. skilsmisser i EU i 2007, og i 13 % af tilfældene havde ægtefællerne hver sin nationalitet. Under skilsmissesagerne havde EU-borgere juridiske problemer, der påvirkede deres separation.

Jeg vil gerne påpege, at Portugal deltager i processen om et forstærket samarbejde, der kan skabe fremskridt i dette spørgsmål, og som blev blokeret i Rådet.

Jeg vil gerne understrege, at denne betænkning ikke skal kunne tvinge en medlemsstat til at anerkende en handling som gyldig ægteskabsindgåelse – selv ikke med henblik på en skilsmissesag – hvis denne handling ikke anerkendes som gyldig i henhold til den pågældende stats lovgivning, eller hvis den vil være i modstrid med nærhedsprincippet.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (S&D), skriftlig. – (PL) Jeg vil gerne lykønske ordføreren med den grundige behandling af spørgsmålet om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation. Hvor delikat denne sag er, kan ses af det faktum, at Rom II er det første eksempel i EU's historie på et forstærket samarbejde, der er udført i overensstemmelse med de procedurer, der er fastsat i traktaterne. Forordningens geografiske anvendelsesområde vil derfor blive begrænset til 14 af de 27 EU-medlemsstater. Polen er ikke blandt disse lande. Ved at indføre et princip, der gør det muligt for parterne at vælge, hvilken lovgivning, der skal gælde for deres skilsmisse, vil Rom III bidrage til større juridisk forudsigelighed og sikkerhed. I betragtning af forordningens begrænsede anvendelsesområde – den vil kun gælde for lovvalgsregler i forbindelse med internationale skilsmisser – er det også vigtigt at besvare spørgsmålet om, hvilken domstol der har retlig kompetence i en bestemt sag.

Dette problem behandles i en anden EU-forordning – Bruxelles IIa. Derfor finder jeg det ligesom ordføreren vigtigt, at denne forordning revideres hurtigst muligt for at introducere forum necessitatis-reglen. Denne regel vil fjerne mange medlemsstaters frygt for, at deres domstole risikerer at blive tvunget til at træffe afgørelser om skilsmisser for par, som deres retssystemer ikke betragter som værende gift, hvilket til gengæld vil tilskynde dem til at vedtage generelle EU-principper på området for internationale skilsmisser, hvilket utvivlsomt vil gøre livet lettere for mange EU-borgere.

  Nathalie Griesbeck (ALDE), skriftlig. – (FR) Hvis to mennesker af forskellig nationalitet eller blot to personer, der ikke længere bor i samme medlemsstat, planlægger en skilsmisse, bør de vide, hvilken domstol der har kompetencen, og i hvilket land. Fremover vil et sådant par kunne vælge, hvilket EU-retssystem, der skal regulere deres skilsmisse. Det er endnu et meget konkret fremskridt i den trinvise oprettelse af et "fælleseuropæisk retligt område", der finder direkte anvendelse i den enkelte borgers dagligliv. Jeg glæder mig over vedtagelsen af denne betænkning og anvendelsen for første gang af den såkaldte procedure for forstærket samarbejde, men jeg beklager, at det er nødvendigt at anvende denne procedure, og at der ikke kunne skabes enighed mellem alle EU's medlemsstater. Jeg håber, at andre medlemsstater snart bliver en del af dette samarbejde.

  Edvard Kožušník (ECR), skriftlig. – (CS) Tjekkiet er repræsenteret i Europa-Parlamentet. Tjekkiet underskrev ikke mekanismen for et forstærket samarbejde vedrørende forenelighed mellem medlemsstaternes regler om lovvalg. Det skyldes, at Tjekkiet ikke mener, at forslaget til en forordning er en nødvendig foranstaltning for det indre markeds tilfredsstillende funktion. Tjekkiet finder også forordningen tvivlsom i lyset af nærhedsprincippet, da den ikke giver nogen merværdi, der retfærdiggør dens krænkelse af medlemsstaternes familieretlige bestemmelser. Tjekkiet finder også forslaget problematisk i lyset af proportionalitetsprincippet, da den valgte juridiske form af foranstaltningen ikke er et passende værktøj til at sikre forenelighed mellem reglerne om lovvalg inden for den internationale familieret. Når det så er sagt, ønsker jeg ikke, at min stemme skal hæmme de stater, der har opteret for et forstærket samarbejde som et redskab til at sikre forenelighed mellem reglerne om lovkonflikter med hensyn til lovvalg i ægteskabssager, i at følge denne vej.

  Jiří Maštálka (GUE/NGL), skriftlig. – (CS) Forslaget til en forordning om et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation hjælper med at løse de hyppigt forekommende komplekse og følsomme problemer, der er forbundet med skilsmissesager for gyldige ægteskaber mellem folk af forskellige nationaliteter. Det tydeliggør tingene for dem, der skal skilles, og gør det muligt for dem at vælge, hvilken lov der skal finde anvendelse. Det øger også deres retssikkerhed helt fra starten. Da den vedtagne lov rækker ud over den gældende fællesskabsret, er mekanismen for et forstærket samarbejde et skridt, der gør det muligt for de deltagende medlemsstater at håndtere nogle af de lovgivningsmæssige problemer af det internationale samarbejde i forbindelse med opløsning af sådanne ægteskaber.

Det giver andre medlemsstater, der ikke deltager i den nuværende fase, rig mulighed for at vurdere de positive og negative effekter af dette forslag til en forordning over tid med henblik på eventuelt at tilslutte sig den. I flere år og i adskillige velbegrundede tilfælde har det været den fremmede ret, der har fundet anvendelse i sådanne ægteskabssager i Tjekkiet.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Den nye forordning vil gøre det muligt for internationale par (par af hver sin nationalitet, par, der lever i forskellige lande eller par, der lever sammen i et andet land end deres oprindelsesland) at vælge, hvilken national lovgivning, der skal gælde for deres skilsmisse, forudsat af den ene af parterne har forbindelse til det pågældende land, f.eks. i form af sædvanligt opholdssted eller nationalitet. De nye regler afklarer også, hvilken lov der er gældende, hvis ikke der er enighed mellem parterne. Den nye forordning vil f.eks. gøre det muligt for et spansk/portugisisk par, der bor i Belgien, at vælge, om deres skilsmisse skal være underlagt portugisisk, spansk eller belgisk lovgivning.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. − (EN) Skilsmisse er en alvorlig sag, der ganske ofte involverer smadrede tallerkener og bodeling. Jeg beundrer virkelig idealismen hos ordføreren, Tadeusz Zwiefka. Hvad sker der, hvis den tyske ægtemand ønsker at blive skilt i Tyskland, mens konen ønsker at blive skilt på Sicilien, fordi hendes mor er siciliansk? Hvordan deler man en støvsuger og en vaskemaskine, hvis ikke der er enighed? Tanken er god, men den skal finjusteres. 90 % af alle skilsmisser er tragedier og skandaler. Jeg "er med", men lad os se på detaljerne, når vi behandler sådanne dokumenter. Vi har brug for en lov, ikke regler.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) Separationer og skilsmisser er altid vanskelige, og de har en lang række retlige konsekvenser. Alt bliver ekstra problematisk, når manden og konen kommer fra forskellige lande. Vi har set frem til en løsning i EU, men vi har kun kunnet nå til enighed om et forstærket samarbejde, hvilket kun gør situationen lidt lettere for de berørte parter eller med andre ord for par, der kommer fra forskellige EU-medlemsstater, og som skal skilles. Procedurens anvendelsesområde er ikke nærmere beskrevet, og derfor er det heller ikke helt klart.

Selvfølgelig betyder et samarbejde ikke, at retsafgørelser – f.eks. i skilsmissesager – skal anerkendes i en medlemsstat, hvor der ikke er lovhjemmel for at gøre det. På samme måde skal proceduren ikke gøre det muligt ad bagdøren at tvinge medlemsstater til at anerkende partnerskaber mellem to personer af samme køn. Der har heller ikke været megen opmærksomhed på forældrenes rettigheder i tilfælde af grænseoverskridende skilsmisser. Derfor har jeg undladt at stemme.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. − (IT) Jeg stemte for betænkningen, fordi jeg finder det nødvendigt at indføre klare og omfattende lovgivningsmæssige rammer for lovvalg i forbindelse med skilsmisse og separation. For første gang får ægtefæller med indførelsen af artikel 3a mulighed for i fællesskab at foretage et lovvalg i forbindelse med skilsmissesager. Jeg synes også, at vi skal sikre os, at parterne træffer et kvalificeret valg, eller med andre ord at begge ægtefæller bliver ordentlig informeret om de praktiske konsekvenser af deres beslutning. I denne henseende er det nødvendigt at sikre sig, at oplysningerne er præcise og fuldstændige. Jeg finder det vigtigt at beskytte parrets forhold, så en separation kan foregå på en klar, gennemsigtig og konsensuspræget måde for begge parter, der således bliver ligeværdige beslutningstagere.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Portugal deltager sammen med 13 andre EU-lande (Spanien, Italien, Ungarn, Luxembourg, Østrig, Rumænien, Slovakiet, Bulgarien, Frankrig, Tyskland, Belgien, Letland og Malta) i det første forstærkede domstolssamarbejde i EU's historie. Dette forstærkede samarbejde anvendes inden for lovvalgsregler i forbindelse med skilsmisse og separation af mennesker og ejendom.

Jeg stemte for denne betænkning vedrørende forordningen, der opstiller klare regler om proceduren for internationale par (hvor ægtefællerne har hver sin nationalitet), der søger skilsmisse eller separation af mennesker eller ejendom i deres oprindelses- eller bopælslande. Det er et helt konsensuspræget emne, der vil gøre livet lettere for en masse europæere. Det er også et symbolsk øjeblik, da det er første gang, et forstærket samarbejde er blevet anvendt mellem EU's medlemsstater.

Formålet med disse bestemmelser er at styrke retssikkerheden og forudsigeligheden med hensyn til skilsmisse og separation af mennesker eller ejendom. Aftalen gælder kun for harmonisering af konfliktsituationer og ikke for harmonisering af grundlæggende nationale regler.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. − (IT) Det er en af EU's vigtigste opgaver at bevare og udvikle et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor personers fri bevægelighed er sikret. Retsstillingen på EU-plan vedrørende lovvalg i forbindelse med skilsmisse og separation af ægtefæller af forskellig nationalitet er i øjeblikket meget forvirrende, fordi det er usikkert, hvilken lov der skal anvendes. Dette fører ofte til et kapløb om at nå først til en domstol, hvor en af ægtefællerne søger om skilsmisse før den anden for at få anvendt en lovgivning, der bedst tjener vedkommendes interesser. Formålet med forslaget til en forordning er at skabe retssikkerhed for de berørte par og sikre forudsigelighed og fleksibilitet. Jeg er derfor forpligtet til at være enig med ordføreren hr. Zwiefka, der støtter substansen af lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Belgien, Bulgarien, Tyskland, Grækenland (trak sin anmodning tilbage den 3. marts 2010), Spanien, Frankrig, Italien, Letland, Luxembourg, Ungarn, Malta, Østrig, Portugal, Rumænien og Slovenien rettede en anmodning til Kommissionen, hvori de anførte, at de havde til hensigt at indføre et indbyrdes forstærket samarbejde om lovvalg i ægteskabssager, og de opfordrede Kommissionen til at forelægge Rådet et forslag herom. På den ene side kræver borgernes stadig stigende mobilitet større fleksibilitet, og på den anden side kræver den større retssikkerhed. For at nå dette mål bør denne forordning styrke partsautonomien i forbindelse med skilsmisse og separation ved at give ægtefællerne mulighed for at vælge, hvilken lov der skal finde anvendelse på deres skilsmisse eller separation.

Denne forordning gælder kun for opløsning af ægteskab eller ophør af ægteskabelige forpligtelser (separation), og den gælder ikke for spørgsmål vedrørende fysiske personers retlige status, eksistensen, gyldigheden eller anerkendelsen af et ægteskab, omstødelse af et ægteskab, ægtefællernes navn, de formueretlige virkninger af ægteskabet, forældreret, underholdspligt, båndlæggelse eller arv, selv om disse rejses som præjudicielle spørgsmål i forbindelse med skilsmisse- eller separationssager.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Det er en af EU's vigtigste opgaver at udvikle et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor personers fri bevægelighed er sikret. Jeg glæder mig derfor over dette forslag, der introducerer større retssikkerhed med hensyn til lovvalgsreglerne i forbindelse med nationale skilsmisser og separationer, og jeg vil ønske, at andre medlemsstater gør fælles sag for at sikre forenelighed med de nationale regler om retstvister på dette område.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. − (EN) Denne tekst giver sig f.eks. i kast med at løse følgende problemer. A og B er statsborgere i forskellige medlemsstater og har indgået ægteskab mellem to af samme køn i en af de medlemsstater, der har indført en lovgivning, som tillader sådanne ægteskaber. De har i tre år haft deres sædvanlige opholdssted i en medlemsstat, der ikke tillader ægteskaber mellem personer af samme køn, men som deltog i vedtagelsen af forordningen om lovvalgsregler under proceduren for forstærket samarbejde. A og B ønsker at opløse deres ægteskab.

I henhold til bestemmelserne i forordning nr. 2201/2003 om jurisdiktion er det kun retterne i den medlemsstat, på hvis område de har deres sædvanlige opholdssted, som i dette tilfælde har kompetence til at træffe en afgørelse. Det er åbenlyst urimeligt for det pågældende par, der vil få en masse bøvl og spilde en masse tid på at få deres skilsmissesag ind under en anden domstols jurisdiktion.

  Alf Svensson (PPE), skriftlig. − (SV) Da Europa-Parlamentet i går stemte om forslaget til Rådets forordning om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation, undlod jeg at stemme. Efter min mening er familieretten – eksempelvis bestemmelser vedrørende skilsmisser – et område, hvor nærhedsprincippet skal overholdes, og hvor alle medlemsstater skal træffe deres egne beslutninger. Det samarbejde, der diskuteres i betænkningen, er frivilligt for EU's medlemsstater, og i øjeblikket deltager 14 lande. Sverige er ikke et af dem. Efter min mening er det ikke passende for mig som svensk medlem af Europa-Parlamentet at vedtage en holdning om en lov, der udelukkende vedrører en form for samarbejde, som Sverige ikke er involveret i.

  Angelika Werthmann (NI), skriftlig. − (DE) Med 16 mio. ægteskaber mellem partnere af hver sin nationalitet i EU, hvoraf ca. 140 000 hvert år ender med skilsmisse, er det vigtigt med forhandlinger og en aftale om dette spørgsmål for at sikre den nødvendige retssikkerhed for borgerne. Efter at individuelle medlemsstater har nedlagt veto mod adskillige initiativer på dette område, har proceduren for forstærket samarbejde nu i det mindste givet 14 lande mulighed for at indføre de nødvendige kriterier.

Betænkning: Jean-Paul Gauzès (A7-0340/2010)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte ja til denne betænkning, fordi den globale finanskrise, som kreditvurderingsbureauerne også bidrog til, har vist et behov for at indføre en klassifikations- og tilsynsmekanisme for kreditvurderingsbureauerne. Jeg er enig i betænkningens tilskyndelse til på fællesskabsniveau at oprette et system for registrering af og tilsyn med kreditvurderingsbureauer, der udsteder vurderinger til brug i EU, samt i overvejelserne vedrørende betingelserne for brug i EU af vurderinger fra agenturer i tredjelande. Aftalen om den europæiske tilsynsstruktur, der træder i kraft den 1. januar 2011 muliggør nu et effektivt tilsyn af disse agenturer. Det er afgørende, at Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA) fra første færd er i stand til at udøve sine beføjelser, så den kan sikre et stærkt tilsyn med de aktive kreditvurderingsbureauer i EU såvel som med bureauer fra tredjelande, hvis vurderinger er autoriserede i EU, i fuldt samarbejde med deres nationale myndigheder. Det glæder mig endvidere, at USA også har besluttet at udarbejde skrappere tilsynsregler på dette område i betragtning af, at Kommissionen også overvejer at arbejde i retning af en yderligere international harmonisering.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne beslutning, fordi der efter min mening er behov for at indføre et system for tilsyn og overvågning af kreditvurderingsbureauer. Den globale finanskrise, som kreditvurderingsbureauerne har bidraget til, havde indflydelse på dette initiativ. Jeg er enig i Kommissionens forslag om at organisere akkrediteringen og overvågningen af kreditvurderingsbureauerne i Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA). Det er imidlertid helt afgørende, at ESMA fra første færd er i stand til at udøve sine beføjelser, så den kan sikre en god overvågning af kreditvurderingsbureauer i EU samt i de tredjelande, hvis vurderinger vil blive godkendt i EU.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) I princippet kommer kreditvurderingsbureauerne med uafhængige udtalelser om kreditværdigheden i en enhed, gæld, en finansiel forpligtelse eller et finansielt instrument. Disse agenturers meninger kan imidlertid undertiden alvorligt påvirke økonomien i de lande, hvis formelle finansielle regelmæssighed de vurderer. I 2009 vedtog EU forordning (EF) nr. 1060/2009, der har til formål at regulere agenturernes aktiviteter for at beskytte investorer og europæiske finansmarkeder imod risikoen for forsømmelser. Den opstiller betingelserne for udstedelse af kreditvurderinger såvel som reglerne for registrering af og tilsyn med kreditvurderingsbureauer. Ikke desto mindre konkluderede et ekspertpanel i en rapport, at rammerne for tilsyn skal forbedres for at reducere risikoen for fremtidige finanskriser og deres strenghed. Forordningen om Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA) oprettede den europæiske tilsynsmyndighed. For at sikre, at denne myndighed kører problemfrit og integreres ordentligt i de overordnede rammer for finansiel regulering, blev det nødvendigt at ændre forordning (EF) nr. 1060/2009. Jeg stemte for denne betænkning, da den forbedrer kontrollen med kreditvurderingsbureauer.

  Jean-Pierre Audy (PPE), skriftlig. – (FR) På baggrund af betænkningen fra min fortræffelige kollega og ven Jean-Paul Gauzès fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) stemte jeg for forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af 2009-forordningen om kreditvurderingsbureauer og om at give den helt nye Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA) kontrolbeføjelser over disse enheder. Jeg støtter ordførerens forbedringer – især overførslen af nye beføjelser til ESMA som Kommissionen ønskede at have for sig selv specielt med hensyn til sanktioner. Jeg finder det vigtigt, at ESMA kan uddelegere dele af sine funktioner til de nationale myndigheder. Jeg er ked af, at betænkningen ikke nævner (skønt dette reguleringsmæssige ændringsforslag nok ikke er det rette medium) vurderingen af stater og det særlige tilsyn, der skal være på plads i forbindelse med vurdering af stater. Jeg vil foreslå, at der oprettes et europæisk offentligt agentur for vurdering a stater, hvilket vil sikre den nødvendige teknikalitet og uafhængighed.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. − (LT) Den globale finanskrise har vist behovet for at indføre en mekanisme for tilsyn og overvågning af kreditvurderingsbureauer. Der er brug for et integreret tilsyn med kreditvurderingsbureauer og en fælles kontrol af deres produkter på tværs af EU. Jeg stemte ja til dette vigtige dokument. I 2009 vedtog EU forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer. Med denne forordning blev det muligt at oprette et europæisk system for registrering og overvågning af kreditvurderingsbureauer, der udsteder vurderinger til brug i EU. Forordningen fastlægger også betingelserne for brugen i EU af vurderinger udstedt af agenturer i tredjelande. Det er nødvendigt med et pålideligt overvågnings- og kontrolsystem, og jeg støtter derfor ændringsforslagene, der vil styrke Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed. Denne institution skal introduceres for at føre tilsyn med kreditvurderingsbureauer, der opererer i EU, og den skal kunne udøve sine beføjelser på effektiv vis.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi den økonomiske og finansielle krise, der har påvirket hele verden, viste et behov for at indføre et system for tilsyn og overvågning af kreditvurderingsbureauer. Derfor fremlagde Kommissionen et forslag om at organisere Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndigheds (ESMA) godkendelse af og tilsyn med kreditvurderingsbureauer. Det er væsentligt, at denne myndighed får sine egne tilsynsbeføjelser, men også undersøgelsesbeføjelser, og at den kan sanktionere manglende anvendelse af denne forordning. Jeg er enig i Europa-Parlamentets holdning om, at der er behov for et integreret tilsyn med kreditvurderingsbureauerne og en fælles kontrol af deres produkter på tværs af EU. Europa-Parlamentet foreslår endvidere, at der fokuseres på indførelsen af ESMA i tilsynet med agenturer samt på definitionen af de nye opgaver og beføjelser. Det er afgørende, at ESMA umiddelbart efter oprettelsen er i stand til at udøve sine beføjelser for at sikre en god overvågning af kreditvurderingsbureauer i EU samt i de tredjelande, hvis vurderinger vil blive godkendt i EU.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Jeg undlod at stemme om betænkningen om kreditvurderingsbureauer. Disse kreditvurderingsbureauer tjener åbenlyst de internationale spekulanters interesser. De har spillet en negativ rolle fra krisens start og gør det stadig. Deres målrettede og vilkårlige degradering af landenes kreditvurderinger både i og uden for EU sender de berørte lande ud i en ond cirkel af spekulation og låntagning. De stigende forskelle øger landenes økonomiske problemer og beriger markederne på deres bekostning. Specielt i euroområdet har kreditvurderingsagenturernes rolle og praksis også en negativ indvirkning på euroens stabilitet. EU har et stort politisk ansvar, i og med at det har givet agenturerne retten til at vurdere medlemsstaternes selskaber og økonomier. Efter min mening skal der øjeblikkeligt træffes foranstaltninger for at gøre en ende på kreditvurderingsbureauernes spekulative natur samt for at gennemføre en radikal ændring af forordning (EF) nr. 1060/2009. Betænkningen indeholder nogle positive, men desværre svage forslag, og den tager kun spæde skridt i denne retning.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Behovet for at gå i denne retning stammer fra behovet for at tilpasse forordning (EF) nr. 1060/2009 til den nye europæiske tilsynsstruktur og fra indførelsen af en ny mekanisme for centraliseringen af kreditvurderingsbureauernes drift.

Til dette formål vil Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed – ESMA) få sine egne beføjelser til at føre tilsyn, foretage undersøgelser og gennemføre sanktioner. Vi skal nu sikre, at ESMA kan udøve sine beføjelser og sikre en stærkt tilsyn med de aktive kreditvurderingsbureauer i EU såvel som med bureauer fra tredjelande, hvis vurderinger er autoriserede i EU.

  Pat the Cope Gallagher (ALDE), skriftlig. – (GA) Denne betænkning er en teknisk ændring af det eksisterende direktiv, og den vil overdrage beføjelser til den nye tilsynsmyndighed ESMA fra januar 2011 og fremefter. Vi skal huske, at der forventes at ske en mere omfattende forbedring af kreditvurderingsbureauerne i foråret 2011.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. – (FR) Kreditvurderingsbureauernes aktiviteter er i teorien allerede overvåget og reguleret på europæisk plan. Men har det sat spørgsmålstegn ved dominansen fra de tre amerikanske agenturer, der har det afgørende ord med hensyn til de europæiske markeder, statspapirer og dermed de renter, som europæiske stater kan låne til? Jeg er bange for, at svaret er nej. Det afholdt ikke Standard & Poor fra for ganske nylig at true med at nedklassificere Belgiens kreditvurdering, eller Moody fra at true Spanien, eller Fitch fra at true Irland.

Ingen af disse agenturer er blevet straffet af deres kunder eller med at få deres ry plettet, fordi de ikke har gjort deres arbejde ordentligt under Enron- eller subprimekrisen. De hævder nu at spille en politisk rolle: Truslen mod Belgien er et forsøg på at presse en regerings sammensætning; den manglende trussel mod Frankrig for kunstigt at forhindre en fragmentering af euroområdet. Sandheden er den, at de kun har magt, fordi markederne ikke er regulerede, og de aktuelle tekster – som jeg ikke desto mindre har stemt ja til – gør ikke meget for at forbedre tingene.

  Takis Hadjigeorgiou (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Forordningen dækker både Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndigheds (ESMA) tilsyn med kreditvurderingsbureauer og individuelle enheders tilsyn med brugen af kreditvurderinger på nationalt plan. De nationale tilsynsmyndigheder vil fortsat være ansvarlige for at føre tilsyn med disse individuelle enheders brug af kreditvurderinger. De nationale myndigheder vil imidlertid ikke have beføjelser til at træffe tilsynsforanstaltninger over for kreditvurderingsbureauer, der krænker forordningen. Det er netop på dette punkt, at forslaget undersøges med hensyn til overholdelse af proportionalitetsprincippet. Forslaget indfører et kontrolsystem, men inden for rammerne af det aktuelle neoliberale miljø er der ingen bestemmelser om en ægte og væsentlig anvendelse af det. Det er blot en psykologisk ny indsats, der primært er rettet mod offentligheden.

Det er ikke designet til at erstatte et tidligere system; det er designet til at indføre et nyt kontrolsystem, der ikke tidligere har eksisteret, selv i denne form, hvilket oprindelig gav kreditvurderingsbureauerne mulighed for at køre på. I denne forstand er det måske bedre at have dette system end slet ikke at have noget system.

  Jiří Havel (S&D), skriftlig. – (CS) Jeg stemte for betænkningen om indførelse af et centralt tilsyn med kreditvurderingsbureauer. Jeg er helt enig i indholdet af Gauzès' betænkning om forslaget til en forordning, der opstiller en model for Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndigheds (ESMA) centrale tilsyn med kreditvurderingsbureauer, specielt i betragtning af den store mobilitet af kreditvurderingsbureauernes tjenester og deres øjeblikkelige indvirkning på de finansielle markeder. Et centralt tilsyn kan give øget gennemsigtighed i kreditvurderingsbureauernes verden og fremme konkurrencen mellem de forskellige bureauer. Derfor stemte jeg for denne betænkning. Det bekymrer mig imidlertid, at den foreslåede periode, i hvilken alle ændringerne vedrørende overførslen af beføjelser og pligter fra de relevante tilsynsmyndigheder i medlemsstaterne til ESMA skal finde sted, er for kort, og jeg mener derfor, at den skal udvides.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. − (LT) Jeg stemte ja til denne betænkning, fordi den globale finanskrise, som kreditvurderingsbureauerne har bidraget til, har vist behovet for at etablere et system for tilsyn og overvågning af kreditvurderingsbureauer. Det var formålet med vedtagelsen i 2009 af forordningen om kreditvurderingsbureauer. Forordningen har gjort det muligt at skabe et europæisk system til registrering og overvågning af kreditvurderingsbureauer, der udsteder vurderinger, som anvendes i EU. Den fastsætter også betingelserne for anvendelsen i EU af vurderinger, der er udstedt af bureauer i tredjelande. Aftalen om arkitekturen for europæiske tilsyn, som træder i kraft den 1. januar 2011, sørger for, at ESMA vil udøve sine egne kontrolbeføjelser, navnlig af kreditvurderingsbureauer. Det er derfor nødvendigt at ændre forordningen om kreditvurderingsbureauer for at organisere Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndigheds (ESMA) godkendelse af og tilsyn med kreditvurderingsbureauer. Denne myndighed vil få sine egne tilsynsbeføjelser, men også undersøgelsesbeføjelser, og den kan sanktionere manglende anvendelse af denne forordning. Bøder vil blive opkrævet af medlemsstaterne.

  Bogusław Liberadzki (S&D), skriftlig. – (PL) Det er nødvendigt at indføre en mekanisme for tilsyn med og overvågning af kreditvurderingsbureauer. Vi skal huske på, at kreditvurderingsbureauerne medvirkede til krisen. I 2011 vil vi modtage et forslag fra Kommissionen om forskellige supplerende foranstaltninger vedrørende vurderinger, og indførelsen af sådanne foranstaltninger vil være mulig efter vedtagelsen af denne betænkning. Ovenstående hensyn fik mig til at stemme ja til betænkningen, fordi jeg er overbevist om, at den hurtigt vil træde i kraft og give positive resultater.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Private kreditvurderingsbureauer har fået nye rettigheder til at fastsætte standarder for og løfter om de offentlige myndigheders delegation af beføjelser. Deres afhængighed af private partnere kender ingen grænser. Det gør deres vilkårlige natur heller ikke. De offentlige myndigheder har givet op. Det er skammeligt.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Der er behov for at indføre denne ændring, så forordning (EF) nr. 1060/2009 kan tilpasses den nye europæiske tilsynsstruktur, og der kan indføres en ny mekanisme for centraliseringen af kreditvurderingsbureauernes virksomhed. Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed – ESMA) vil således få sine egne beføjelser til at føre tilsyn, foretage undersøgelser og gennemføre sanktioner. Det er helt afgørende, at ESMA kan udøve sine beføjelser og sikre et stærkt tilsyn med de aktive kreditvurderingsbureauer i EU.

  Willy Meyer (GUE/NGL), skriftlig. – (ES) Jeg kunne ikke støtte denne betænkning, for skønt jeg sympatiserer med mange af punkterne og de generelle forslag om øget gennemsigtighed og forbedret oplysning og tilsyn for kreditorganisationer og andre finansielle enheder, vil dette forslag gavne investorer, der er fagfolk langt væk fra det, der er beskrevet som "realøkonomien", idet det vil give dem større retssikkerhed. Så skønt jeg finder det nødvendigt – som det er beskrevet i forslaget – at arbejde hårdt for at sikre gennemsigtighed og retten til tydelige informationer i det finansielle system, finder jeg det mere nødvendigt at gøre en ende på økonomiske spekulationer og arbejde for at få en forordning, der vil anbringe de finansielle markeder under medlemsstaternes tilsyn. Betænkningen arbejder hen imod gennemsigtighed, oplysning og en vis grad af tilsyn med finansielle agenter, men den gør det varsomt og ud fra et prokapitalistisk perspektiv, der søger at tilfredsstille den finansielle industri, hvilket jeg hverken bifalder eller støtter.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. − (EN) Det er et meget vigtigt instrument at informere EU-borgerne om situationen i virksomhederne og bankerne, men også at sammenligne konkurrenceevnen for forskellige mærkevarer og artikler. Jeg stemte ja. Jeg håber også, at denne forordning fremover vil blive kompletteret med kontroller af graden af politiske partier og massemedier for at forhindre en manipulation af den offentlige mening for penge. Kreditvurderingsbureauerne arbejder ikke hårdt for at indhente og analysere oplysninger. De er parate til at vise et passende resultat til dem, der betaler. Alle de, der manipulerer den offentlige mening, og dermed bedrager samfundet, fortjener at blive straffet.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) Mere end noget andet har finanskrisen gjort det klart for os, at kreditvurderingsbureauerne har et farligt monopol, og at deres vurderinger ikke altid er tilstrækkelige, men at de undertiden er yderst betænkelige. Derfor er det vigtigt at indføre en mekanisme for tilsyn med og overvågning af kreditvurderingsbureauer. Da de udgør et meget kompliceret system af finansielle markeder, besluttede man at indføre et dobbeltsystem til dette formål. Endvidere fastlægger betænkningen betingelserne for anvendelsen i EU af vurderinger, der er udstedt af bureauer i tredjelande.

Det er selvfølgelig vigtigt, at kontrolsystemet gør det muligt at indføre sanktioner. Fremtiden vil vise, i hvilket omfang sådanne sanktioner faktisk vil blive anvendt. Det faktum, at der nu er oprettet adskillige EU-kontrolorganer, hvilket medfører øget administration og øgede udgifter, er ikke godt for de europæiske skatteborgere. Det har jeg taget hensyn til under min stemmeafgivelse.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for Parlamentets beslutning, da jeg er enig i, at:

– registrering og permanent tilsyn med kreditvurderingsbureauer i EU udelukkende skal være et ansvarsområde for Den Europæiske Tilsynsmyndighed (ESA), nemlig Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA), der bør have enebeføjelser til at underskrive samarbejdsaftaler om udveksling af informationer med de relevante myndigheder i tredjelande;

– ESA (ESMA) skal være ansvarlig for at registrere og føre permanent tilsyn med kreditvurderingsbureauer med ret til gennem en enkel forespørgsel eller en beslutning at indhente alle nødvendige informationer fra kreditvurderingsbureauer, enkeltpersoner, der er involveret i kreditvurderingsaktiviteter, organisationer, der er genstand for vurderinger, samt tilknyttede tredjeparter, tredjeparter, der arbejder som underleverandører for kreditvurderingsbureauer, og alle andre former for enkeltpersoner, der er tæt og væsentligt knyttet til kreditvurderingsbureauer eller -aktiviteter;

– registreringen af et kreditvurderingsbureau, der er godkendt af en relevant myndighed, skal være gyldig i hele EU efter overførslen af tilsynsmyndigheden fra de relevante myndigheder til ESA (ESMA).

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. − (IT) Den globale finanskrise, som kreditvurderingsbureauerne har bidraget til, har vist behovet for at etablere et system for tilsyn og overvågning af kreditvurderingsbureauer. Det var formålet med vedtagelsen i 2009 af forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer.

Forordningen har gjort det muligt at skabe et europæisk system til registrering og overvågning af kreditvurderingsbureauer, der udsteder vurderinger, som anvendes i EU. Den fastsætter også betingelserne for anvendelsen i EU af vurderinger, der er udstedt af bureauer i tredjelande, gennem anvendelse af et dobbeltsystem til ækvivalens og validering af vurderinger. Jeg stemte derfor ja og støtter ordføreren hr. Gauzes, der foreslår at fokusere på indførelsen af Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed i tilsynet med agenturer, samt på definitionen af de nye opgaver og beføjelser. Det er nemlig afgørende, at ESMA umiddelbart efter oprettelsen er i stand til at udøve sine egne beføjelser for at sikre en god overvågning af kreditvurderingsbureauer i EU samt i de tredjelande, hvis vurderinger vil blive godkendt i EU.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for Parlamentets beslutning, da jeg er enig i, at gennemsigtigheden af informationer fra udstederen af et finansielt instrument, der er vurderet af et udpeget kreditvurderingsbureau, potentielt kan repræsentere en væsentlig merværdi for markedets funktion og beskyttelse af investorerne.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. − (EN) Den globale finanskrise, som kreditvurderingsbureauerne har bidraget til, har vist behovet for at etablere et system for tilsyn og overvågning af kreditvurderingsbureauer. Dette var formålet med vedtagelsen i 2009 af forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer. Forordningen har gjort det muligt at skabe et europæisk system til registrering og overvågning af kreditvurderingsbureauer, som anvendes i EU. Den fastsætter også betingelserne for anvendelsen i EU af vurderinger, der er udstedt af bureauer i tredjelande, gennem anvendelse af et dobbeltsystem til ækvivalens og validering af vurderinger. Under drøftelserne forud for vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1060/2009 understregede ordføreren behovet for et integreret tilsyn med kreditvurderingsbureauer og en fælles kontrol af deres produkter på tværs af EU.

Princippet blev accepteret, og Kommissionen forpligtede sig til at udarbejde et lovforslag i denne retning. Aftalen om arkitekturen for europæiske tilsyn, som træder i kraft den 1. januar 2011, muliggør en effektiv gennemførelse af tilsyn med kreditvurderingsbureauer. Det understreges i forordningen om oprettelse af ESMA, at denne myndighed skal udøve sine egne kontrolbeføjelser, navnlig af kreditvurderingsbureauer.

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Forordningen dækker både Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndigheds (ESMA) tilsyn med kreditvurderingsbureauer og individuelle enheders tilsyn med brugen af kreditvurderinger på nationalt plan. De nationale tilsynsmyndigheder vil fortsat være ansvarlige for at føre tilsyn med disse individuelle enheders brug af kreditvurderinger. De nationale myndigheder vil imidlertid ikke have beføjelser til at træffe tilsynsforanstaltninger over for kreditvurderingsbureauer, der krænker forordningen. Det er netop på dette punkt, at forslaget undersøges med hensyn til overholdelse af proportionalitetsprincippet.

Forslaget indfører et kontrolsystem, men inden for rammerne af det aktuelle neoliberale miljø er der ingen bestemmelser om en ægte og væsentlig anvendelse af det. Det er blot en psykologisk ny indsats, der primært er rettet mod offentligheden. Det er imidlertid ikke designet til at erstatte et tidligere system; det er designet til at indføre et nyt kontrolsystem, der ikke tidligere har eksisteret, selv i denne form, hvilket oprindelig gav kreditvurderingsbureauerne mulighed for at køre på. I denne forstand er det måske bedre at have dette system end slet ikke at have noget system.

  Thomas Ulmer (PPE), skriftlig. − (DE) Jeg var glad for at stemme for denne betænkning. Den gradvise proces med at regulere de finansielle markeder begynder at tage form. Beskyttelsen af investorerne er forbedret, og gennemsigtigheden er øget. Bestemmelserne er nu mere vidtfavnende og omfattende, og de giver derfor bedre beskyttelse af de involverede parter.

  Angelika Werthmann (NI), skriftlig. − (DE) Den globale finanskrise, der til dels skyldtes kreditvurderingsbureauerne, har gjort det nødvendigt at etablere et system for tilsyn og overvågning af disse bureauer. Derfor oprettes Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA) den 1. januar 2011.

Samtidig gør den fortsatte krise og de konstante nye opdagelser vedrørende markedsmekanismer det nødvendigt konstant at justere og om nødvendigt udvide dette organs opgaver og beføjelser. Derfor glæder jeg mig meget over de detaljerede specifikationer og afklaringer vedrørende ESMA's myndighed i forbindelserne med de relevante nationale organer. Derfor stemte jeg ja til betænkningen.

Betænkning: Anja Weisgerber (A7-0050/2010)

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette dokument, fordi det bidrager til en nødvendig forenkling af EU's retsgrundlag. Efter min mening er de otte nugældende direktiver inden for metrologi til mere skade end gavn for arbejdet på dette område. Samtidig giver jeg ordføreren ret i, at medlemsstaterne skal have mere tid til at undersøge, om en ophævelse af direktiverne vil resultere i retlig usikkerhed, hvilket vil nødvendiggøre en harmonisering af reglerne på europæisk plan. Jeg mener derfor, at der skal findes en løsning, der ophæver direktiverne, men som også levner tilstrækkelig tid til at analysere de mulige konsekvenser i forbindelse med den bredere revision af basisretsakten på området.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Metrologi er målevidenskab. Siden gammel tid har europæerne vedtaget en række målesystemer inden for alle områder (længde, rumfang, alkoholbestemmelse mv.) Vedtagelsen af det metriske system resulterede f.eks. i et forbedret samarbejde mellem de forskellige økonomiske operatører på kontinentet og derefter globalt. Der findes imidlertid en lang række mål og målesystemer inden for mange områder. Med et ønske om at fjerne disse hindringer for et samarbejde mellem europæerne har EU en mangeårig politik med at harmonisere målesystemer. Direktiv 2004/22 var et vigtigt skridt i denne retning. Når vi forbereder en revision af denne lovgivning, forekommer en række instrumenter at være forældede, og de bør fjernes for at gøre dokumentet mere læseligt. Jeg støttede denne tekst, der indebærer en kærkommen justering af loven om metrologi.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg er enig i, at der er behov for at forenkle den gældende fællesskabsret og opdatere de direktiver, der ikke længere finder anvendelse. De pågældende direktiver er forældede og bidrager ikke til en bedre lovgivning. Kommissionen mener ikke, at det er nødvendigt at harmonisere lovgivningen om metrologi, da der efter dens opfattelse er et tilstrækkeligt samarbejde mellem medlemsstaterne samt en tilfredsstillende situation med den fælles anerkendelse af regler baseret på de forskellige medlemsstaters internationale parametre. Man skal imidlertid tage med i beregningen, at det vil være skadeligt at have et tomrum i lovgivningen om dette emne, og at vi ikke skal medvirke til at skabe retsusikkerhed.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) I den aktuelle betænkning nævnes muligheden for at ophæve op til otte direktiver vedrørende metrologi i seks sektorer med henblik på at forenkle den gældende fællesskabsret på dette område: koldtvandsmålere, for så vidt angår vand, der ikke er rent (direktiv 75/33/EØF), alkoholmetre og alkoholometriske tabeller (direktiv 76/765/EØF og 76/766/EØF), lodder i den midterste toleranceklasse og lodder i nøjagtigere klasser end den midterste toleranceklasse (direktiv 71/317/EØF og 74/148/EØF), manometre til motorkøretøjsdæk (direktiv 86/217/EØF), måling af hektolitervægten for korn (direktiv 71/347/EØF) og udmåling af skibstanke (direktiv 71/349/EØF).

I sin vurdering af de forskellige muligheder vedrørende disse otte direktiver, der er til behandling – fuld ophævelse, ophævelse med betingelser, ingen foranstaltninger – konkluderede Kommissionen, at der ikke er nogen valgmulighed, der klart må foretrækkes. Med målsætningen om bedre lovgivning for øje går Kommissionen imidlertid ind for fuld ophævelse af samtlige direktiver, dvs. at den foretrækker en ny lovgivning vedrørende måleinstrumenter.

Jeg støtter Kommissionens valg af hensyn til lovgivningsmæssige fortræffeligheder, skønt medlemsstaterne efter min mening skal have tilstrækkelig tid til at analysere de mulige konsekvenser i forbindelse med en bredere revision af basisretsakten på området, nemlig direktivet om måleinstrumenter (direktiv 2004/22/EF).

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) En enkel og opdateret fællesskabsret er et af EU's mål. Det giver ingen mening at holde fast i helt forældede regler. Med hensyn til metrologi er det opfattelsen, at der ikke er behov for at gå videre med en harmonisering, da den aktuelle lovgivning er en fælles anerkendelse af regler baseret på de forskellige medlemsstaters internationale parametre. Det er imidlertid vigtigt, at der ikke skabes en kløft i lovgivningen om dette emne, så der ikke skabes retlig usikkerhed.

  Willy Meyer (GUE/NGL), skriftlig. – (ES) Jeg stemte for forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ophævelse af otte rådsdirektiver om metrologi, da jeg ligesom ordføreren støtter det generelle mål om en bedre lovgivning. Jeg støtter også synspunktet om, at "medlemsstaterne bør gives mere tid til at undersøge, om ophævelsen af direktiverne vil give anledning til retlig usikkerhed". Efter min mening bør disse direktiver om måleinstrumenter ophæves og forenkles gennem en revision af retsgrundlaget for metrologi: direktivet om måleinstrumenter. I almindelighed finder jeg det positivt at forenkle EU-lovgivningen, da det vil forbedre borgernes adgang til lovgivningen og gøre det muligt at arbejde mere effektivt på dette område.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) I øjeblikket dækker otte EU-direktiver metrologiområdet inden for seks forskellige områder. Af hensyn til bedre lovgivning foreslår Kommissionen derfor en ophævelse af direktiverne. Ifølge Kommissionen er en harmonisering unødvendig, fordi den nuværende fremgangsmåde med gensidig anerkendelse af de nationale regler fungerer tilfredsstillende. Ordføreren mener imidlertid, at medlemsstaterne skal have mere tid til at undersøge, om en ophævelse af direktiverne vil give anledning til retlig usikkerhed. Jeg har stemt for betænkningen, da ordføreren vil tage hensyn til problemerne med retlig usikkerhed.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. − (IT) En ophævelse af EU-direktiver giver et lovgivningsmæssigt tomrum i EU-systemet, men en modernisering af et system som f.eks. direktiverne om metrologi er bestemt et skridt i retning af et bredere og mere ajourført fælles system. Derfor stemte jeg for betænkningen om ophævelse af otte rådsdirektiver om metrologi. Det fælles princip for Rådet og Kommissionen er ikke desto mindre skrøbeligt afbalanceret, fordi den enkelte medlemsstat skal sætte sin lid til gensidig anerkendelse af nationale standarder for at undgå at skabe problemer for virksomheder i den sektor, der er afhængig af reglerne vedrørende metrologi, indtil revisionen af direktivet om måleinstrumenter, der vil harmonisere den relevante lovgivning på europæisk plan, er vedtaget.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg er enig med ordføreren, der slår til lyd for en forbedret lovgivning vedrørende metrologi.

Kommissionen foretrak en fuld ophævelse af alle otte direktiver vedrørende metrologi. Ordførerens holdning er imidlertid mere afbalanceret, da han vil give medlemsstaterne mere tid til at undersøge, om ophævelsen af direktiverne vil give anledning til retlig usikkerhed, hvilket vil nødvendiggøre en harmonisering af reglerne vedrørende metrologi på europæisk plan. Der indføres således en overgangsperiode for at analysere de mulige konsekvenser af direktivernes ophævelse og af behovet for at revidere grunddirektivet på dette område (direktiv 2004/22/EF).

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. − (IT) Jeg er enig med ordføreren fru Weisgerber, der går ind for det overordnede mål om en forbedret lovgivning. Med hensyn til dette forslag er det imidlertid ikke indlysende, hvad den bedste løsning vil være. Kommissionen konkluderer i sin konsekvensanalyse i forbindelse med behandlingen af de forskellige valgmuligheder vedrørende de otte metrologidirektiver (fuld ophævelse, ophævelse med betingelser, ingen foranstaltninger), at "der ikke er nogen valgmulighed, der klart må foretrækkes".

Med målsætningen om bedre lovgivning for øje går Kommissionen imidlertid ind for fuld ophævelse af samtlige direktiver (hvilket forudsætter gensidig anerkendelse af de nationale regler) frem for harmonisering i form af omarbejdning af direktivet om måleinstrumenter. Jeg giver ordføreren ret i, at medlemsstaterne skal have mere tid til at undersøge, om ophævelsen af direktiverne vil give anledning til retlig usikkerhed, hvilket vil nødvendiggøre en harmonisering af reglerne på europæisk plan.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Ophævelsen af alle otte direktiver vil sandsynligvis føre til yderligere administrative byrder, da medlemsstaterne kan indføre nationale bestemmelser vedrørende de måleinstrumenter, som er omfattet af de direktiver, der ophæves. Det generelle forbrugerbeskyttelsesniveau vil ikke blive forbedret gennem ophævelse eller bevarelse af direktiverne, men kun gennem en tilpasning af dem. Medlemsstaterne bør gives mere tid til at undersøge, om ophævelsen af direktiverne vil give anledning til retlig usikkerhed, hvilket vil nødvendiggøre en harmonisering af reglerne på europæisk plan. Jeg støtter også ordførerens plan om, at processen skal være færdig senest den 1. maj 2014. Jeg stemte derfor ja til denne betænkning, da den opterer for en løsning, hvor direktiverne bliver ophævet, men hvor der også gives den fornødne tid til at analysere de mulige konsekvenser i forbindelse med en bred revision af basisretsakten på området, nemlig direktivet om måleinstrumenter (2004/22/EF).

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg er enig i den generelle målsætning om bedre lovgivning inden for metrologi. Jeg mener imidlertid, at det vil være tilrådeligt med en bedre refleksion, da en forhastet standardisering kan give anledning til sammenbrud og retlig usikkerhed snarere end til fordele.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. − (EN) Med denne afstemning viser Europa-Parlamentet, at det støtter den generelle målsætning om en bedre lovgivning. Hvad angår det foreliggende forslag, er det imidlertid ikke indlysende, hvad den bedste løsning vil være. Kommissionen konkluderer i sin konsekvensanalyse i forbindelse med behandlingen af de forskellige valgmuligheder vedrørende de otte metrologidirektiver (fuld ophævelse, ophævelse med betingelser, ingen foranstaltninger), at der ikke er nogen valgmulighed, der klart må foretrækkes. Med målsætningen om bedre lovgivning for øje går Kommissionen imidlertid ind for fuld ophævelse af samtlige direktiver (hvilket forudsætter gensidig anerkendelse af de nationale regler) frem for harmonisering i form af omarbejdning af det generelle direktiv. Europa-Parlamentet mener, at medlemsstaterne bør gives mere tid til at undersøge, om ophævelsen af direktiverne vil give anledning til retlig usikkerhed, hvilket vil nødvendiggøre en harmonisering af reglerne på europæisk plan.

Vi foretrækker derfor en løsning, hvor direktiverne ophæves, og der samtidig gives tilstrækkelig tid til at analysere de mulige konsekvenser i forbindelse med den bredere revision af basisretsakten på området, nemlig direktivet om måleinstrumenter (2004/22/EF).

  Thomas Ulmer (PPE), skriftlig. − (DE) Jeg har stemt for denne betænkning, fordi den vil være stærkt medvirkende til at reducere bureaukratiet, hvilket der konstant opfordres til, og fordi den giver mulighed for at ophæve mere end 20 direktiver, der er forældede eller unødvendige. Det er den rette tilgang til at få et enklere og mere trimmet Europa.

Betænkning: Zita Gurmai, Alain Lamassoure (A7-0350/2010)

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. − (LT) Jeg stemte ja til denne vigtige beslutning, fordi jeg er overbevist om, at det europæiske borgerinitiativ vil være et stærkt, dagsordensættende instrument, der vil fremme større grænseoverskridende debatter inden for EU. Borgerinitiativet giver de europæiske borgere ret til at fremsætte et lovgivningsforslag. Hvis det skal være effektivt, skal ophavsmændene til et europæisk borgerinitiativ oprette en borgerkomité bestående af borgere fra forskellige medlemsstater. Dette vil sikre, at de spørgsmål, der rejses, virkelig er europæiske, samtidig med at det vil lette underskriftsindsamlingen lige fra begyndelsen. Det er mit indtryk, at borgerinitiativet kun vil lykkes, hvis det reguleres på en borgervenlig måde, der ikke skaber unødige forpligtelser for og frustrationer blandt initiativtagerne. Det er også afgørende at sikre, at processen er i overensstemmelse med EU's databeskyttelsesregler og fuld gennemsigtig fra start til slut. Det europæiske borgerinitiativ er et nyt deltagelsesdemokratisk instrument i en kontinental størrelsesorden, og derfor skal man også være særlig opmærksom på vigtigheden af kommunikation og informationskampagner for at skabe øget opmærksomhed om europæiske borgerinitiativer.

  Charalampos Angourakis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Kompromiset mellem Europa-Parlamentet og Rådet om forordningen om det såkaldte borgerinitiativ, der er ledsaget af en latterlig triumferende snak om styrkelsen af EU's demokratiske institutioner, er blot et fornærmende forsøg på at manipulere og narre borgerne. Det vildledende benævnte borgerinitiativ er ikke bare ubrugeligt, men kan også vise sig farligt for borgerne. Bortset fra vedtagne procedurekrav om at indsamle 1 000 000 underskrifter, der anmoder Kommissionen om at tage et lovgivningsinitiativ, er situationen i bund og grund den samme: Kommissionen er ikke forpligtet til at fremsætte lovgivningsinitiativet, og den er ikke bundet af dets indhold.

Tværtimod kan denne type "borgerinitiativ", der er styret og manipuleret af mekanismerne i det kapitalistiske og bedsteborgerlige politiske system, bruges af EU-organer til at præsentere EU's og monopolernes mest græsrodsfjendtlige og reaktionære valg som en tilsyneladende "folkelige anmodninger". Denne form for "initiativ" vil også blive brugt til at sætte underskrifter, notater og anmodninger op imod de organiserede græsrødder og arbejderbevægelser, massedemonstrationer og kampe samt forskellige stridsformer. Forskellige "borgerinitiativer" kan hverken skjule EU's reaktionære ansigt eller ændre eskaleringen i klassekampen og græsrodskampen.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Borgerinitiativet var et løfte i Lissabontraktaten og bliver nu endelig gennemført. Denne nye måde at deltage i formuleringen af EU's politikker på giver Europas borgere mulighed for direkte at bede Kommissionen om at fremsætte forslag på områder af interesse for dem, forudsat at de hører under EU's beføjelser. Der mangler kun at blive indført en forretningsgang, før denne nye europæiske borgerret kan blive til virkelighed. Det er nu sket, og jeg støttede forslaget ved afstemningen. En borgerkomité bestående af personer fra mindst syv medlemsstater kan indsende et initiativ til Kommissionen. Herefter kan processen med at indsamle underskrifter på nettet begynde. Den million underskrifter, der kræves, skal stamme fra mindst en fjerdedel af EU's medlemsstater og skal indsamles inden for 12 måneder. Medlemsstaterne skal bekræfte støtteerklæringerne. Alle underskrifterne skal stamme fra EU-borgere, der er gamle nok til at kunne stemme ved valgene til Europa-Parlamentet. Og sluttelig vil Kommissionen som traktaternes vogter i sidste ende vurdere, om den foreslåede lovgivningsprocedure skal iværksættes.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. − (LT) Jeg støtter den beslutning, Parlamentet har vedtaget, om retten til at fremsætte lovforslag under det europæiske borgerinitiativ. Man mener, at indførelsen af initiativet vil etablere en direkte forbindelse mellem borgerne og institutionerne og dermed bygge bro over kløften mellem dem og sikre, at EU's institutioner tager hånd om de konkrete problemer, der betyder noget for dem. Gennem borgerinitiativet kan EU's borgere direkte anmode Kommissionen om at tage initiativ til en retsakt. Det vil blive op til Kommissionen at beslutte, hvordan der skal følges op på et vellykket borgerinitiativ. Parlamentet vil kunne bidrage til opnåelsen af disse mål ved at organisere offentlige høringer eller vedtage beslutninger. Eftersom der er tale om et nyt initiativ, ville det være nyttigt, hvis Kommissionen hvert tredje år fremlagde en rapport om gennemførelsen af det og efter behov foreslog en revision af forordningen. For at sikre effektiv anvendelse af initiativet bør komplicerede administrative procedurer undgås. Det er også nødvendigt at sikre, at processen er i overensstemmelse med EU's databeskyttelseskrav.

  Jean-Luc Bennahmias (ALDE), skriftlig. – (FR) Efter indgåelsen af et kompromis om reglerne for det europæiske borgerinitiativ blev betænkningen vedtaget med meget stort flertal med 628 stemmer for, kun 15 imod og 24, der undlod at stemme. Afstemningsresultatet glæder mig, fordi det fra 2012 skaber mulighed for, at Europas borgere bedre kan blive hørt. Det er et simpelt koncept, en form for underskriftindsamling på europæisk plan. En borgerkomité bestående af personer fra mindst syv medlemsstater har et år til at indsamle en million underskrifter om et emne af offentlig interesse, der kræver Kommissionens opmærksomhed. Kommissionen skal derefter inden for tre måneder beslutte, om den mener, at et lovforslag om emnet er passende, og den skal begrunde sin beslutning. Vi er måske nok imod nogle af de betingelser, medlemsstater har fået indført, f.eks. kravet om, at man skal være borger og ikke kun indbygger i EU for at kunne underskrive et initiativ, eller staternes mulighed for at bede om at se en persons id-kort for at kunne kontrollere deres underskrifter. Ikke desto mindre er borgerinitiativet en positiv idé og et skridt i retning af aktivt demokrati, som vi nu skal udmønte i praksis.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi det europæiske borgerinitiativ, der blev indført med Lissabontraktaten, er et kæmpe skridt i retning af tættere forbindelser mellem EU og Europas borgere. Det nye initiativ vil give borgerne samme ret til at tage politiske initiativer, som Rådet og Parlamentet allerede nyder. Desuden vil det give borgerne adgang til at blive hørt ved at sætte dem i stand til at henvise sager af interesse til de europæiske institutioner. En sådan tovejsproces er til gavn for begge parter. Med indførelsen af initiativet bliver der garanti for, at EU's institutioner vil gøre noget ved de konkrete problemer, der betyder noget for borgerne. Desuden vil Parlamentet kunne hjælpe borgerne med at opnå disse mål ved at benytte alle de midler, det har til rådighed, til at støtte de borgerinitiativer, det vælger, ved at arrangere offentlige høringer eller vedtage beslutninger.

Men EU må sikre, at processen er i overensstemmelse med EU's databeskyttelsesbestemmelser, og at den er fuldstændig gennemsigtig fra start til slut. Kun ved at garantere et sikkert miljø, hvor borgerne kan komme med forslag, vil vi kunne vinde deres tillid og fremme deres interesse i EU's arbejde.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) Borgerinitiativet, der giver en million europæere lovgivningsinitiativret, indfører aktivt demokrati i EU, som det faktisk er foreskrevet i Lissabontraktaten. Det er et nyt, vigtigt skridt for EU, som vil medføre, at Parlamentet vil få feedback fra de borgere, det repræsenterer, om, hvorvidt det gør et godt stykke arbejde. Jeg hilser med tilfredshed, at Parlamentet så vidt muligt har bestræbt sig på at gøre proceduren for lovgivningsinitiativer for EU-borgere så enkel og nem at anvende som mulig, for det er dem, der skal bruge den. Der er ikke brug for en kompliceret procedure, der kun ville have frustreret EU's borgere.

Parlamentets centrale krav er blevet accepteret, herunder at den retlige kontrol af forslaget udføres i starten, i stedet for efter at de første 300 000 underskrifter er indsamlet. Jeg anser det for en sejr for Parlamentet og EU's borgere, at det mindste antal medlemsstater, som underskriverne skal indsamles fra, er en fjerdedel og ikke en tredjedel, som det oprindeligt var foreslået. Jeg håber, at der bliver fremsat så mange initiativer som muligt, når Parlamentets beslutning træder i kraft i 2012.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Jeg stemte for betænkningen om borgerinitiativet vel vidende, at det ganske enkelt er en udtryksform for Europas borgeres vilje, ikke en effektiv måde at deltage i eller ændre kursen for nuværende politikker på. Kommissionen forsøgte til det sidste at begrænse denne specifikke borgerrettighed, og derfor afspejler den endelige tekst ikke de virkelige ambitioner. Den indfører f.eks. særlige indviklede procedurer for at udøve denne ret. Desværre blev vigtige ændringsforslag fra Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre forkastet, og som følge deraf kan initiativer ikke underskrives af beboere i EU, som ikke er statsborgere i en medlemsstat, hvilket forhindrer indbyggere i at deltage på lige fod uanset deres nationalitet, ligesom der ikke er garanti for, at underskrifterne vil svare til underskrivernes id-numre.

På trods heraf er den endelige tekst en meget bedre version end det oprindelige forslag, derved at det fastlægger minimummet til en fjerdedel af medlemsstaterne, foreslår, at initiativer skal registreres med det samme, og kræver, at Kommissionen skal arrangere en offentlig høring for hvert vellykket initiativ og garantere, at finansieringen af hvert initiativ er fuldstændig gennemsigtig.

  Carlos Coelho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg har altid betragtet dette initiativ som en af Lissabontraktatens vigtigste nyskabelser. Muligheden for, at en mio. borgere fra et betydeligt antal medlemsstater kan fremsætte et lovgivningsinitiativ, burde bidrage til at styrke civilsamfundet på EU-plan gennem europæisk samfundssind. Jeg har understreget betydningen af dette nye initiativ, i betragtning af at medlemmer af Parlamentet ikke har lovgivningsinitiativret. Jeg håber, at den praktiske anvendelse af dette lovgivningsinitiativ ikke viser sig at være alt for bureaukratisk, hvilket ville afskrække borgerne fra at bruge det nye instrument.

  Cornelis de Jong (GUE/NGL), skriftlig. − (EN) Selv om jeg fuldt ud støtter det europæiske borgerinitiativ, stemte jeg imod den endelige lovgivningsmæssige beslutning, fordi jeg er skuffet over, hvor lidt der i sidste ende blev opnået med dette lovende instrument. Jeg er især uenig i bestemmelsen om, at underskrivere i størstedelen af medlemsstaterne skal oplyse deres personnumre. Jeg er også imod at begrænse deltagelsen i borgerinitiativet til EU-borgere.

  Marielle De Sarnez (ALDE), skriftlig. – (FR) Vedtagelsen af de grundlæggende regler for borgerinitiativet som fastlagt i Lissabontraktaten markerer endnu et skridt i retning af direkte demokrati i Europa. I fremtiden skal Kommissionen tage udarbejdelsen af en ny europæisk lov op til overvejelse, hvis en million borgere fra mindst en fjerdedel af alle medlemsstater forlanger det. Dermed giver dette nye instrument Europas borgere evnen til virkelig at påvirke lovgivningsprocessen ved at bringe et krav eller en bekymring, der ligger borgerne på sinde, på bane på europæisk plan. Det er en sejr for vores bevægelse, der konsekvent har opfordret til at bringe EU tættere på borgerne ved at opbygge et mere solidt, mere gennemsigtigt og mere tilgængeligt Europa.

  Christine De Veyrac (PPE), skriftlig. – (FR) Det glæder mig, at jeg sammen med et meget stort flertal i Parlamentet stemte for betænkningen om borgerinitiativet, der indfører en hidtil uset dosis folkelig deltagelse i EU's lovgivningsproces. Ved at give en mio. borgere politisk initiativret går Parlamentet forrest som et godt eksempel på aktivt demokrati. Det er nu vejen frem for EU. Det må komme stadig tættere på sine borgere.

  Martin Ehrenhauser (NI), skriftlig. − (DE) Der er sket nogle små forbedringer i forhold til det oprindelige udkast. Derfor stemte jeg for betænkningen. Ikke desto mindre vil jeg gerne sige, at der selv med dette tandløse borgerinitiativ eksisterer et bemærkelsesværdigt demokratisk underskud i EU, som ikke har nogen form for direkte demokrati. Som følge deraf må næste skridt være indførelsen af obligatoriske folkeafstemninger for succesfulde initiativer. Indførelsen af obligatoriske offentlige høringer for initiativtagerne til underskriftindsamlinger, der inddrager Kommissionen og Parlamentet, er en rigtig god ting. Nu skal medlemsstaterne gennemføre borgernes initiativ hurtigt uden at spilde tid eller indføre for meget bureaukrati.

Lokale myndigheder har ikke behov for at kontrollere id-kort på samme måde som ved nationale underskriftindsamlinger om folkeafstemninger for at kunne vurdere støtteerklæringerne. De nationale valgmyndigheder bør holde sig til stikprøver, som Parlamentet har foreslået.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for betænkningen om udkastet til Parlamentets og Rådets forordning om borgerinitiativ, en af de mest relevante bestemmelser i Lissabontraktaten, i henhold til hvilken en mio. borgere kan anmode Kommissionen om at fremsætte bestemte lovforslag. De forslag, Parlamentet har vedtaget, burde gør det muligt at gøre reglerne for borgerinitiativet tydeligere, enklere og nemmere at gennemføre.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Borgerinitiativet, som blev vedtaget i dag, er endnu et skridt på vejen mod etableringen af et Europa indrettet for mennesker af mennesker. Det gør Europa mere demokratisk og gennemsigtigt og tilskynder Europa til at bevæge sig tættere på sine borgere og på et aktivt og interesseret civilsamfund præget af deltagende borgere. Fra nu af vil det være muligt for europæiske borgere at anmode om, at Kommissionen fremsætter et lovforslag om et givet emne, forudsat at der kan dokumenteres et minimumsantal af underskrivere fra mindst en femtedel af medlemsstaterne.

Jeg må dog udtrykke en vis forundring over, at kollektive instanser og organisationer ikke kan fungere som "initiativtagere" (artikel 2, punkt 3), idet jeg især tænker på ikkestatslige organisationer og politiske partier, der er grundlaget for repræsentativt demokrati, og over den valgte terminologi – "borgerkomitéer" – som udtryk for en gruppe af initiativtagere.

Jeg undrer mig også over forsøget på at fastsætte minimumsalderen for underskrivere til 16, når retten til at stemme, aktivt eller passivt, i de fleste medlemsstater opnås med myndighedsalderen, 18 år. Det burde være målestokken som foreslået af Kommissionen i betragtning 7 og i artikel 3, stk. 2.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg glæder mig over vedtagelsen af betænkningen om det europæiske borgerinitiativ, der blev indført med Lissabontraktaten, og som har som formål at give borgerne samme politiske initiativret som dem, Rådet og Parlamentet nyder i øjeblikket.

Hvert initiativ har 12 måneder til at samle en mio. underskrifter, som skal stamme fra mindst en fjerdedel af medlemsstaterne, hvilket i øjeblikket svarer til syv. Det mindste antal underskrivere pr. land varierer fra 74 250 i Tyskland til 3 750 i Malta. I Portugals tilfælde vil det mindste antal underskrivere, der kræves for at støtte et initiativ, være 16 500.

Gyldigheden af støtteerklæringerne skal kontrolleres af medlemsstaterne. I Portugal skal der bruges et id-kort-nummer, et pasnummer eller et borgerkortnummer. Underskrivere skal være EU-borgere og gamle nok til at stemme ved valgene til Parlamentet (18 i Portugal).

Det er derefter op til Kommissionen at analysere initiativet og inden for tre måneder at beslutte, om den vil fremsætte et europæisk lovforslag om emnet. Fællesskabets udøvende magt skal derefter meddele "eventuelle foranstaltninger, den agter at træffe, og grundene til, at den har valgt at træffe eller eventuelt ikke at træffe foranstaltninger." Begrundelsen offentliggøres.

  Carlo Fidanza (PPE), skriftlig. − (IT) Jeg hilser med tilfredshed hr. Lamassoures og fru Gurmais betænkning om borgerinitiativet. Afstemningen har godkendt og er med til at fastlægge principperne for, hvordan det europæiske borgerinitiativ, som Lissabontraktaten indeholder bestemmelser om, skal fungere.

En borgerkomité bestående af personer fra mindst syv medlemsstater kan indsende et initiativ og begynde at indsamle den mio. underskrifter, der kræves, på papir eller online, når Kommissionen har gennemført en retlig kontrol af forslaget. Dette eksempel på aktivt demokrati har stort potentiale, fordi det inddrager borgerne på første hånd og på en vis måde sætter dem i stand til at deltage i vores arbejde.

De to medordføreres fælles arbejde har vist, at selv ideologiske forskelle kan overvindes, når der arbejdes effektivt og i borgernes interesse. Denne underliggende holdning er typisk for Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater), som altid er proaktiv og åben over for dialog og samarbejde, men samtidig fast forankret i solide og urokkelige værdier.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Dette er tydeligvis et demagogisk initiativ, propaganda fra EU, som kun har til formål at forsøge at skjule den udhuling af demokratiet, der finder sted, og få os til at glemme, at det er dem, der bestemmer i Europa, som har forhindret en afstemning om selve Lissabontraktaten, der ligger til grund for det såkaldte borgerinitiativ.

I mellemtiden fastlægger Traktaten om Den Europæiske Union selv begrænsninger for sådanne borgerinitiativer, idet der i artikel 11 stilles krav om en mio. underskrifter fra et betydeligt antal medlemsstater og videre står, at borgerne kun kan henstille til Kommissionen, at den fremsætter et passende forslag om sager, som de mener, kræver et juridisk EU-instrument for at overholde traktaterne.

Efter alt arbejdet med at indsamle underskrifter og leve op til de krav, udkastet til forordning fastlægger, er der med andre ord ingen garanti for, at borgernes ønsker bliver taget i betragtning. Den betænkning, Parlamentet har vedtaget, forbedrer dog en smule på Kommissionens forslag, men den skal overholde de vilkår, traktaten udstikker, hvilket fra starten rent faktisk begrænser enhver udvidelse af borgerinitiativet. Det er grunden til, at vi undlod at stemme.

  Pat the Cope Gallagher (ALDE), skriftlig. – (GA) Et borgerinitiativ skal underskrives af over en mio. EU-borgere fra en fjerdedel af EU's medlemsstater. Det var det vigtigste element i denne forordning. Den irske regering har til hensigt at bekræfte underskrifter fra Irland ved at kontrollere landets valglister for valg til Europa-Parlamentet.

  Robert Goebbels (S&D), skriftlig. – (FR) Jeg undlod at stemme om forordningen om gennemførelse af det europæiske borgerinitiativ. Efter min mening er Parlamentet på galt spor i sit ønske om at fremme disse initiativer mest muligt, især når det reducerer antallet af medlemsstater, som underskrifterne skal stamme fra. Jeg går fortsat ind for repræsentativt demokrati. Borgerinitiativer vil ikke være med til at løse EU's økonomiske, sociale, miljømæssige og samfundsmæssige problemer. Det, der kaldes borgerinitiativer, vil dybest set være til gavn for ekstremistiske politiske kræfter, der vil udnytte disse instrumenter til at føre kampagne for genindførelsen af dødsstraffen, mod opførelse af minareter, mod den "snigende islamificering" af Europa og andre populistiske emner.

  Nathalie Griesbeck (ALDE), skriftlig. – (FR) Siden Lissabontraktaten trådte i kraft sidste år, har vi alle ventet på forordningen om borgerinitiativet, der fastlægger procedurerne for gennemførelsen af det og reglerne og de grundlæggende procedurer for det, og som frem for alt endelig vil muliggøre brugen af dette instrument. Fra nu af kan en mio. EU-borgere, dvs. kun 0,2 % af EU's befolkning, anmode Kommissionen om at fremsætte forslag på bestemte områder. Det er et vigtigt skridt i retning af aktivt demokrati, der burde muliggøre og tilskynde til grænseoverskridende debatter i Europa, eftersom initiativerne skal foreslås af borgere bosat i forskellige medlemsstater, Et betydeligt fremskridt i forhold til at samle Europas borgere i håbet om, at dette nye instrument faktisk vil blive brugt af Europas borgere, at det vil være effektivt, og at Kommissionen vil kunne følge borgernes forslag.

  Sylvie Guillaume (S&D), skriftlig. – (FR) Det europæiske borgerinitiativ er en af de mest interessante innovationer i Lissabontraktaten. Det er en europæisk underskriftindsamling, der vil gøre det muligt for en mio. europæiske borgere fra et repræsentativt antal EU-medlemsstater at tvinge en sag på Kommissionens dagsorden. Det markerer med andre ord etableringen af en reel lovgivningsbemyndigelse for europæiske borgere, idet Kommissionen vil være forpligtet til at reagere på dette borgerinitiativ ved at iværksætte en undersøgelse eller foreslå et direktiv. I en situation, hvor borgernes tilhørsforhold til EU stadig er for svagt, og hvor stemmeprocenten ved valg til Europa-Parlamentet er særlig bekymrende, vil dette nye instrument sætte Europas borgere i stand til at blive fuldgyldige aktører i det europæiske demokrati. Derfor finder jeg det beklageligt at høre snak om de risici, der er forbundet med borgerinitiativet. Det kompromis, der er indgået med Rådet, er fuldstændig fair, og kriterierne for, om et projekt kan gennemføres, vil sikre, at urimelige initiativer aldrig får gang på jord. Vi bør ikke frygte debatter skabt af borgere, der benytter sig af dette instrument. Jeg stemte for betænkningen.

  Salvatore Iacolino (PPE), skriftlig. − (IT) Det europæiske borgerinitiativ udgør et grundlæggende skridt i processen med at opbygge et Europa baseret på borgerrettigheder. Strenge kriterier for, om et forslag kan fremsættes, gennemsigtige og enkle procedurer og repræsentativitet for medlemsstaterne udgør de centrale søjler i et instrument, der genopretter værdien af aktivt demokrati.

I overensstemmelse med EU's værdier giver Lissabontraktaten mindst en mio. borgere fra mindst en fjerdedel af medlemsstaterne en reel mulighed for effektiv inddragelse af borgerne i at udforme regler i overensstemmelse med det europæiske folks forventninger. Vi håber, at dette instrument vil styrke borgernes rettigheder, og at vi snart når et tidspunkt, hvor vi kan vurdere de opnåede resultater positivt og efter behov foretage nødvendige justeringer af hensyn til borgerne for at gøre dette virkelig innovative projekt endnu mere strømlinjet og fleksibelt. Derved bliver et EU baseret på euroen koordineret med et Europa, der er afhængigt af det europæiske folks ret til statsborgerskab.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi det europæiske borgerinitiativ er et nyt instrument, der støtter aktivt demokrati på hele kontinentet. Det er et instrument, der bør bruges af borgerne selv, og målet med det er at styrke det direkte demokrati, aktivt medborgerskab og europæiske borgeres indflydelse på EU's politikker. Initiativet blev først indført i forfatningstraktaten for Europa og derefter i Lissabontraktaten med henblik på at give borgerne samme politiske initiativret, som Rådet og Parlamentet allerede nyder. Det glæder mig, at betænkningen fremmer brugen af moderne teknologier som et hensigtsmæssigt instrument i det aktive demokrati. Indførelsen af initiativet vil etablere en direkte forbindelse mellem borgerne og institutionerne og dermed bygge bro over kløften mellem dem og sikre, at EU's institutioner tager hånd om de konkrete problemer, der betyder noget for dem.

  Peter Jahr (PPE), skriftlig. − (DE) Borgerinitiativet, som er blevet vedtaget i dag, er et vigtigt skridt hen imod at bringe EU tættere på borgerne. Det giver endelig EU's borgere lejlighed til at deltage aktivt i politiske begivenheder. Desuden sætter det dem i stand til ikke kun at engagere sig i politik, men også til direkte at opfordre Kommissionen til at gribe til handling.

Det er vigtigt at sikre, at initiativet er så borgervenligt og ligetil som muligt uden at åbne for misbrug. Uanset hvor brugervenligt borgerinitiativet er, vil det miste sin værdi, hvis det bliver brugt for meget. Borgerinitiativet vil skabe mere demokrati og vil i betydelig grad bidrage til at gøre Europa mere moderne og levende for borgerne. Jeg vil gerne endnu en gang opfordre Parlamentet og Kommissionen til at sikre, at Udvalget for Andragender gives en passende rolle i denne proces.

  Jarosław Kalinowski (PPE), skriftlig. – (PL) Et af hovedmålene med det europæiske borgerinitiativ er at bringe de europæiske institutioner tættere på borgerne og at gøre det nemmere for almindelige europæere at udøve deres rettigheder og beføjelser. Det vil bestemt forbedre livet for indbyggerne i medlemsstaterne og hjælpe med at give EU et prosocialt image. Forfatterne af forslaget har også bestræbt sig på at finde den enkleste model for at arrangere møder og indsamle underskrifter som led i initiativet. Hvis europæerne ønsker at give udtryk for deres holdninger i sager, som de betragter som vigtige, er det vores pligt at sikre, at de bliver hørt, og at deres anmodninger bliver taget op til overvejelse. Det er trods alt, hvad ægte demokrati betyder.

  Sandra Kalniete (PPE) , skriftlig. – (LV) I dag har Parlamentet truffet en historisk beslutning, der giver civilsamfundet lejlighed til at engagere sig meget mere aktivt i beslutningsprocessen. Et aktivt civilsamfund, der deltager i den politiske beslutningsproces, er en af hjørnestenene i et demokrati. Det er et af de grundlæggende krav for politik af høj kvalitet, hvilket gennem mange år har gjort det muligt for EU's medlemsstater at nå et højt niveau for demokrati, menneskerettigheder og velfærd og for Europa som helhed at blive verdens mest udviklede region. Civilsamfundets opgave består ikke alene af at deltage i valg. Borgerne må også engagere sig i den daglige beslutningsproces og give udtryk for deres holdninger til specifikke beslutninger eller begivenheder på den politiske dagsorden. Det er i deres interesse at engagere sig i den demokratiske kontrol med myndighederne og at kritisere politikere for de ting, de gør. Uden et aktivt civilsamfund havde det ikke været muligt at genetablere de baltiske staters uafhængighed og sikre vores tilbagevenden til Europa. Derfor stemmer jeg for borgerinitiativet med stor overbevisning.

Indtil nu har europæisk lovgivning ikke indeholdt tilstrækkelig udviklede og tydelige mekanismer til, at europæere kunne engagere sig i beslutningsprocessen, og til at henlede de europæiske institutioners opmærksomhed på det, borgerne var optaget af. Jeg mener, at borgerinitiativet vil styrke folks tillid til EU og legitimiteten af de beslutninger, der bliver truffet.

  Tunne Kelam (PPE), skriftlig. − (EN) Jeg stemte for Parlamentets ændringsforslag til borgerinitiativet, fordi jeg mener, at de gør initiativet stærkere og sætter flere mennesker i stand til at deltage. Det er et historisk øjeblik, hvor Europas borgere får adgang til en konkret foranstaltning til at bringe vigtige spørgsmål og sager på bane på EU-plan. Jeg opfordrer indtrængende Kommissionen til at bemærke sig ændringsforslaget, der opfordrer til nemme procedurer og gennemsigtig information til borgerne. Det er én ting at oprette en sådan mekanisme, men den skal også være tilgængelig og forståelig for EU's borgere for at sætte dem i stand til at udnytte den fuldt ud. Parlamentet tilstræber en lempelse af kriterierne for underskrivere ved at anmode om, at de skal stamme fra mindst en femtedel i stedet for en tredjedel af medlemsstaterne.

Det opfordrer også til oprettelsen af et nemt tilgængeligt og gratis onlinesystem til indsamling af underskrifter. Jeg vil især gerne understrege behovet for at nedsætte borgerkomitéer til at organisere initiativer. Borgerkomitébevægelsen var en af de vigtigste faktorer, der førte til, at Estland genvandt sin uafhængighed i 1991. Det er et tydeligt tegn på, at borgere i fællesskab kan overvinde store forhindringer.

  Elisabeth Köstinger (PPE), skriftlig. − (DE) Jeg støtter Parlamentets beslutning om at indføre et borgerinitiativ for EU's borgere. Det nye underskriftindsamlingssystem for hele EU er en vigtig måde at give borgerne mulighed for at engagere sig mere på, som vil sikre mere direkte demokrati. Traktaten om Den Europæiske Union som helhed forbedrer EU's demokratiske virke. Borgerne kan deltage i EU's demokratiske liv og henvende sig direkte til Kommissionen. Borgerinitiativet giver borgerne en initiativret i stil med Parlamentets og Rådets. For at sikre, at borgerinitiativet gennemføres korrekt, kræves der mindst en mio. underskrifter fra mindst en femtedel af alle medlemsstater. Desuden anbefaler Parlamentet i sin beslutning foranstaltninger, der vil gøre borgerinitiativet nemmere at bruge.

F.eks. bør Kommissionen overveje at bruge de eksisterende programmer, der fremmer mobilitet og aktivt medborgerskab, og nye former for kommunikation såsom sociale netværk, der tilskynder til offentlig debat. Jeg hilser med tilfredshed, at repræsentationer og kontorer i medlemsstaterne vil fungere som kontaktflader og rådgivende organer.

  Sabine Lösing og Sabine Wils (GUE/NGL), skriftlig. − (DE) Trods de forbedringer i det europæiske borgerinitiativ, der skyldes kompromiset mellem Kommissionen og Parlamentet, er der fortsat unødvendige bureaukratiske hindringer forbundet med det. Desuden er der risiko for, at det vil blive brugt som værktøj af f.eks. store selskaber og organisationer, for selv om der er garanti for gennemsigtighed, er der ingen grænse for donationer fra virksomheder. Af bl.a. disse grunde undlod vi at stemme ved den endelige afstemning.

Nogle af vores kritikpunkter er:

1. Virksomheder er ikke udelukket fra initiativet.

2. Der er ikke truffet beslutning om, hvorvidt yngre borgere kan deltage, når de er fyldt 16. Det afhænger i stadet af nationale valglove.

3. Statsborgere fra tredjelande bosat i EU kan ikke deltage.

4. Der ydes ikke godtgørelse for over 100 000 underskrifter (0,005 EUR pr. underskrift). Det betyder, at initiativet bliver meget dyrt for initiativtagerne og dermed ikke lige tilgængeligt for alle.

5. Der er ikke noget forbud mod donationer fra virksomheder til støtte for borgerinitiativer, og de har ingen øvre grænse.

6. Der gives ingen konkrete informationer om muligheder for at klage til EU-Domstolen, hvis et initiativ bliver afvist.

7. Hvis Kommissionen forkaster et relateret lovforslag, er den ikke forpligtet til at begrunde sin afgørelse.

  Petru Constantin Luhan (PPE), skriftlig. – (RO) Borgerinitiativet vil etablere en direkte forbindelse mellem borgerne og institutionerne og derved bygge bro over den nuværende kløft og få EU-institutionerne til at gøre noget ved de væsentlige problemer, som borgerne står over for. Jeg vil gerne understrege et par pointer, som ikke må overses.

1. Borgerinitiativet vil kun blive vellykket, hvis den tilhørende forordning er nem for borgerne at forstå og anvende uden at pålægge initiativtagerne uforholdsmæssig store forpligtelser.

2. Efter forhandlingerne med Kommissionen og Rådet har vi en fælles forståelse, der fastlægger behovet for, at personer, der støtter et borgerinitiativ, skal fremlægge visse former for id, og for måder, hvorpå medlemsstaterne kan bekræfte dem. Men det er afgørende at sikre, at processen overholder EU's lovgivning inden for databeskyttelse. Enhver organisation, der støtter et borgerinitiativ, skal sikre fuld gennemsigtighed i forhold til den ydede støtte, så underskriverne er klar over, hvem der står bag de initiativer, de vælger at støtte.

3. Parlamentets informationskontorer i medlemsstaterne og Kommissionens informationsnetværk såsom Europe Direct og Borgernes Vejviserservice skal inddrages i at stille al nødvendig information om borgerinitiativet til rådighed.

  Elżbieta Katarzyna Łukacijewska (PPE), skriftlig. – (PL) Det glædede mig at høre resultatet af dagens afstemning om borgerinitiativet. Ved at indføre borgerinitiativet er Lissabontraktaten blevet et lovgivningsmæssigt instrument for EU's borgere, men vi må huske, at det ikke er nok at indsamle en mio. underskrifter for at få indført en ny lov. Processen skal følge hele EU's normale lovgivningsprocedure, og som medlemmer af Parlamentet må vi sikre, at procedurerne forenkles for at undgå skuffelser. Jeg synes, vi skal gennemføre en god informationskampagne i medlemsstaterne om dette instrument, så de spørgsmål, der tages op under det europæiske borgerinitiativ, lever op til det, der står i traktaterne, og er i overensstemmelse med EU's værdier.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Takket være dette vigtige initiativ fra Parlamentet kan en mio. EU-borgere anmode Kommissionen om at fremsætte et lovforslag på et givet område. Ifølge de regler, der gennemfører borgerinitiativet, og som blev vedtaget i dag af Parlamentet, skal underskrivere stamme fra mindst syv medlemsstater. I Portugals tilfælde kræves der mindst 16 500 underskrivere for at støtte et initiativ. Sammen med Lissabontraktaten blev der skabt en initiativret for borgerne, ifølge hvilken en mio. EU-borgere kan anmode Kommissionen om at fremlægge bestemte lovforslag. Den forordning, der blev vedtaget på plenarmødet i dag, udstikker de nødvendige betingelser for at foreslå borgerinitiativer i fremtiden.

  Willy Meyer (GUE/NGL), skriftlig. – (ES) Jeg stemte for denne betænkning om forslag til Parlamentets og Rådets forordning om borgerinitiativet, for selv om den kun i ringe grad tilfredsstiller min gruppes holdning, i kraft af at den ignorerer vigtige spørgsmål som at tillade initiativer, der foreslår ændringer til traktaterne, eller at forlænge perioden til indsamling af underskrifter fra de foreslåede 12 måneder til 18 måneder, mener jeg ikke desto mindre, at betænkningen er en betydelig, om end utilstrækkelig forbedring af den tekst, Kommissionen har fremlagt. Borgerinitiativet er en mekanisme for offentlig deltagelse fastlagt i Lissabontraktaten for at gøre det muligt for borgerne og civilsamfundet at spille en rolle i udarbejdelsen af europæisk politik. Jeg har støttet den fremlagte tekst, fordi den fremmer oprettelsen af mekanismen og dens kombinerede procedure. Den forenkler f.eks. registreringsprocessen for initiativer og reducerer antallet af medlemsstater, der skal være repræsenteret blandt borgerne (fra en tredjedel til en fjerdedel). Den repræsenterer også fremskridt i forhold til Kommissionens forslag, idet den forbedrer gennemsigtigheden i forhold til finansiering af kampagner til indsamling af underskrifter.

  Louis Michel (ALDE), skriftlig. – (FR) Det europæiske borgerinitiativ bliver et effektivt værktøj til at forme EU's dagsorden med. Initiativet blev indført med Lissabontraktaten og vil give 1 mio. EU-borgere mulighed for at opfordre Kommissionen til at fremsætte forslag om sager, der hører under dens beføjelser. Dette initiativ giver EU-borgere ret til at give deres mening til kende og tildeler dem dermed en initiativret i stil med den, som Parlamentet og Rådet besidder.

Borgerinitiativer burde også fremme en bredere debat på tværs af grænserne, idet de skal udarbejdes af borgere fra flere forskellige medlemsstater. Initiativerne vil dog kun kunne gennemføres, hvis de lever op til bestemte procedurekrav eller krav om overholdelse af EU's grundlæggende værdier, for at forhindre, at instrumentet bliver brugt til udemokratiske formål. Disse krav sikrer initiativets pålidelighed og dermed effektivitet. Det er også afgørende at sikre, at processen overholder EU's databeskyttelseskrav og er fuldstændig gennemsigtig fra start til slut.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. − (EN) Jeg deler ikke holdningen hos min kollegaer fra S&D-Gruppen, og derfor har jeg undladt at stemme. Det betyder ikke noget, hvem der skriver dette vrøvl. At gentage det er tåbeligt. Borgerinitiativet er nødvendigt, ingen tvivl om det, men det er tåbeligt at indsamle en mio. underskrifter for at blive hørt. Jeg kunne tænke mig at spørge ordførerne, om de nogensinde selv har indsamlet underskrifter. Hvis de har, ville de vide, at det koster mindst 20 EUR at få bekræftet hver underskift af en notar. Det betyder, at det koster 20-30 mio. EUR at indføre en ny lov. Hvem skal betale for det? Det er kun store virksomheder i stand til, ikke almindelige mennesker. Så er det her ikke rent snyd? Vi skal lige huske, at vi som medlemmer af Parlamentet også repræsenterer disse mennesker.

  Gay Mitchell (PPE), skriftlig. − (EN) Der blev givet løfte om dette initiativ under Lissabonprocessen, så det glæder mig, at der nu sker noget.

Det er helt afgørende, at borgerinitiativet ikke kan udsættes for manipulation fra erhvervslivet eller fra politisk eller anden side. Det skal overlades til reelle initiativer fra borgere og ikke manipuleres med en skjult dagsorden. Det skal være åbent og gennemsigtigt.

For at få gang i processen bør Kommissionen offentliggøre de aftalte betingelser for et initiativ, når der opnås enighed om dem.

Ville det ikke være rimeligt i forbindelse med opstarten af processen, at Kommissionen arrangerer en form for konkurrence uden favorisering i hele EU for at stikke en finger i jorden og finde ud af, på hvilke ti områder borgerne helst ser initiativer iværksat sammen med deres medborgere?

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) Det europæiske borgerinitiativ er det første, lille skridt i den rigtige retning. Jeg stemte for, fordi det er det første instrument for direkte demokrati i EU. Men generelt er borgerinitiativet blot en tynd facade af direkte demokrati, der får borgerne til at tro, at de har medbestemmelsesret på visse emner i EU. Borgerinitiativet har ingen konsekvens, uanset hvor mange der skriver under. Ligheden med systemet med underskriftindsamlinger for folkeafstemninger i Østrig er tydelig. I Østrig bliver disse underskriftindsamlinger som regel bare proppet ned i en skuffe, og stort set det samme vil ske med EU's borgerinitiativer. Desuden har man tilsyneladende gjort sig umage med at sikre, at alternative holdninger kan undertrykkes. Kommissionen foretager den endelige retlige kontrol af, om et borgerinitiativ opfylder betingelserne for at kunne fremsættes. I det virkelige EU vil magthaverne ikke kun fastsætte lovgivningen og direktiverne, de vil også kontrollere borgernes vilje.

Men i det mindste giver det europæiske borgerinitiativ alternative bevægelser og partier mulighed for at udvikle deres idéer. I fremtiden bliver det muligt at føre kampagner på EU-plan ligesom i Østrig og at vise borgerne, at der er ruter til et anderledes og bedre Europa, der fører væk fra blindgyderne i Bruxelles.

  Vital Moreira (S&D), skriftlig. – (PT) Selv om jeg naturligvis støtter forordningen om borgerinitiativet, støtter jeg ikke, at medlemmer af Parlamentet eller af nationale parlamenter kan deltage i initiativerne, eller at de kan finansieres af politiske partier eller offentlige organer.

Jeg mener, at begge løsninger er imod ånden i den nye mekanisme, som sigter mod at give almindelige borgere og civilsamfundet mulighed for at deltage i EU's politiske liv. Jeg er også imod de beføjelser, Kommissionen får, så den kan indføre visse tekniske specifikationer som forudsætning for anvendelsen af loven ved hjælp af en "eksekutivhandling". Foranstaltninger til almen anvendelse, der er tildelt Kommissionen med henblik på anvendelse af retsakter, bør ikke betragtes som gennemførelsesretsakter, som er under medlemsstaternes kontrol, men som delegerede retsakter, der er under lovgiverens direkte kontrol.

På samme måde giver det efter Lissabontraktaten ingen mening at fortsætte med at anvende forskriftsproceduren under det traditionelle udvalgssystem, idet den tydeligvis vedrører sager, der i øjeblikket er omfattet af lovgivningsproceduren eller af proceduren for delegerede retsakter. De omtalte bestemmelser er derfor i modstrid med Lissabontraktaten. Bortset fra disse specifikke forbehold mener jeg overordnet, at dette er en fortrinlig lov, der yder den politiske og konstitutionelle vigtighed af denne nye mekanisme for aktivt demokrati i EU retfærdighed.

  Justas Vincas Paleckis (S&D), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for Parlamentets holdning til det europæiske borgerinitiativ, fordi jeg fuldt ud støtter denne borgerret, som Lissabontraktaten indeholder bestemmelser om. Som optimist føler jeg, at det kan blive et vigtigt instrument til at bringe EU's institutioner tættere på almindelige mennesker. I sidste ende vil en samfundsmæssigt aktiv del af befolkningen kunne få direkte indflydelse på beslutninger på EU-plan. Det skal anerkendes, at på et tidspunkt, hvor offentligheden ser ganske kritisk på mange europæiske initiativer, er borgerinitiativet fra starten i det store hele blevet mødt med positive holdninger og støtte. Jeg håber, at vi vil ende med at have klare regler, der ikke tynges af unødvendige bureaukratiske krav, og som vil hjælpe det europæiske samfund med at give udtryk for sine holdninger.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. − (IT) Denne betænkning lever helt op til mine forventninger, især på tre punkter. For det første er minimumsalderen for at støtte et lovgivningsinitiativ blevet fastsat til 18 år, hvilket er minimumsalderen for at stemme ved valgene til Europa-Parlamentet og deltage i instrumenter for direkte demokrati såsom folkeafstemninger. For det andet behovet for at bede om legitimation af herboende europæiske borgere, som ønsker at støtte initiativer med deres underskrift, for at udgøre den kontrol, som forordningen indeholder bestemmelse om, i overensstemmelse med gældende lov. Sluttelig behovet for at tillade en periode på 12 måneder til indførelse af forordningen efter dens ikrafttræden med henblik på at give de kompetente nationale myndigheder – hvoraf mange skal håndtere et instrument af denne type for første gang – mulighed for at forberede alle nødvendige juridiske, administrative og finansielle foranstaltninger.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Det er med stor tilfredshed, at jeg stemme for denne betænkning om borgerinitiativet, en af de store nyskabelser i Lissabontraktaten. Dette nye juridiske instrument kan blive en måde at styrke europæiske borgeres deltagelse på. Det at give millioner af borgere mulighed for at anbefale Kommissionen at lovgive om et givet område er faktisk et meget positivt skridt på vejen til at bringe Europa tættere på borgerne. Jeg gratulerer ordførerne med deres arbejde for at forenkle borgerinitiativet og fjerne bureaukratiske hindringer og derved gøre det så tilgængeligt som muligt.

Jeg er enig i størstedelen af Parlamentets henstillinger, især at den retlige kontrol af, om et initiativ opfylder betingelserne for at kunne fremsættes, skal ske ved dets fremlæggelse og ikke efter at der er indsamlet 300 000 underskrifter, hvilket kunne skabe forventninger hos de borgere, der har skrevet under. Jeg støtter reduktionen i det minimumsantal af medlemsstater, der skal være repræsenteret ved underskrivelsen af et initiativ. Det oprindelige forslag var, at underskriverne skulle repræsentere mindst en tredjedel af medlemsstaterne, og Parlamentet og Rådet indgik aftale om, at mindst en fjerdedel af medlemsstaterne skulle være repræsenteret.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg støtter initiativet fra ordførerne fru Gurmai og hr. Lamassoure, som går ud på, at initiativtagerne til et europæisk borgerinitiativ skal slå sig sammen i en borgerkomité bestående af personer fra forskellige medlemsstater. Det vil sikre, at de emner, der bliver taget op, virkelig er europæiske, og vil samtidig byde på en ekstra fordel i form af hjælp med indsamling af underskrifter fra starten.

Jeg støtter ordførernes tanke om, at det europæiske borgerinitiativ er et nyt instrument, der støtter aktivt demokrati på hele kontinentet. Derfor er den foreliggende forordning muligvis ikke perfekt, og der vil måske opstå nye udfordringer for Europas beslutningstagere i praksis. Derfor er jeg enig med ordførernes opfordring til, at Kommissionen hvert tredje år skal fremlægge en rapport om forordningens gennemførelse og efter behov foreslå en revision af den.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Borgerinitiativet, som blev indført med Lissabontraktaten, er udarbejdet med henblik på at give borgerne ret til at deltage i EU's demokratiske liv. Dets mål er at give borgerne adgang til at blive hørt ved at sætte dem i stand til at henvise sager af interesse til EU's institutioner. Det kan være vanskeligheder, som de oplever i deres dagligdag, og som de ikke føler, får tilstrækkelig opmærksomhed og støtte fra fagforbund, politiske institutioner eller andre af de sædvanlige parter fra institutionerne. Borgerinitiativet vil formelt etablere en direkte forbindelse mellem borgerne og institutionerne og derved få EU-institutionerne til at gøre noget ved de konkrete, væsentlige problemer, som borgerne står over for. Med borgerinitiativet følger behovet for at overholde visse administrative krav, men også for at respektere bl.a. EU's grundlæggende værdier. Dette sikrer dets pålidelighed og effektivitet, hvilket vil være nøglen til dets succes.

Det er nødvendigt at sikre, at processen overholder EU's anvendelsesmuligheder inden for databeskyttelse og garanterer fuldstændig gennemsigtighed. Enhver organisation, forening eller endda politisk parti vil have mulighed for at støtte de borgerinitiativer, de ønsker, forudsat at der er fuld gennemsigtighed i forhold til den ydede støtte, så underskriverne er klar over, hvem der står bag de initiativer, de vælger at støtte.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Vedtagelsen af denne betænkning glæder mig, fordi den repræsenterer et meget vigtigt skridt i bekræftelsen af EU's forfatningsmæssige natur ved at give borgerne en mekanisme til tilgængelig og effektiv deltagelse i demokratiet, hvilket utvivlsomt vil bidrage til større involvering og engagement fra borgernes side i Europas politiske liv og en styrkelse af de solidariske bånd mellem medlemsstaterne.

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. – (FR) Aktivt demokrati oplever et triumftog i Europa med vedtagelsen af denne betænkning om det europæiske borgerinitiativ, et af de store fremskridt som følge af Lissabontraktaten. En mio. europæiske borgere kan nu henvende sig til Kommissionen og forlange, at den skal udtale sig om et emne af interesse for samfundet, forudsat at det hører under Kommissionens beføjelser. En mio. borgere, som skal stamme fra mindst en fjerdedel af medlemsstaterne og have nået valgretsalderen, med andre ord kun 0,2 % af EU's befolkning. Underskrifterne skal indsamles skriftligt eller via internettet og skal bekræftes. Det skal være kendt, hvem initiativtagerne er, hvad de går ind for, og hvem de arbejder for. Det er et potentielt kæmpe fremskridt for EU's demokratiske legitimitet. Det er et skridt i retning af at bringe borgerne tættere på et EU, som de med rette eller urette ofte betragter som værende lysår væk fra deres hverdagsbekymringer.

Men risikoen for, at initiativet kan udnyttes af visse ikkestatslige organisationer (ngo'er) eller af et bestemt udsnit af erhvervslivet, må ikke ignoreres. Hvis det skal blive en succes, skal initiativet virkelig udspringe fra borgerne. Det må være med til at føre debatten fremad, forene borgerne med EU og bidrage til udviklingen af et europæisk civilsamfund.

  Crescenzio Rivellini (PPE), skriftlig. − (IT) I dag har vi stemt om det europæiske borgerinitiativ på plenarmødet. Dette initiativ blev indført af Lissabontraktatens artikel 11 med henblik på at give borgerne den samme politiske initiativret, som Rådet og Parlamentet allerede nyder. Borgerinitiativet er et nyt instrument til støtte for aktivt demokrati på hele kontinentet.

Den 31. marts 2010 fremlagde Kommissionen sit forslag til en forordning, og den 14. juni godkendte Rådet den overordnede tilgang til borgerinitiativet. Parlamentets Udvalg om Konstitutionelle Anliggender godkendte betænkningen i november, hvilket inkluderede et forhandlingsmandat. Under trepartsforhandlingerne, der fandt sted den 30. november, nåede man til enighed om forskellige ændringsforslag. De vigtigste punkter i aftalen handler om at kombinere registrering og retlig kontrol, antallet af underskrifter, der skal stamme fra mindst en fjerdedel af medlemsstaterne, etablering af en borgerkomité, minimumsalderen for at kunne støtte et initiativ samt onlinesystemet til indsamling af underskrifter.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (FR) Vores borgere har ventet på dette nye instrument, som vil give dem en vis indflydelse på EU's politik. De har allerede vist, at de ved, hvordan de kan bruge det til at komme til orde i den lovgivningsmæssige debat. Se f.eks. anmodningen om et moratorium for genetisk modificerede organismer (gmo'er), som Greenpeace og Avaaz har iværksat, og som i sidste uge blev sendt til kommissionsformand Barroso. Desværre var borgerne hurtigere end lovgiverne, og anmodningen ankom, inden forretningsgangen, som vil få borgerinitiativet til at fungere fra starten af 2012, var blevet udarbejdet.

Det er derfor op til os som medlemmer af Parlamentet at videreføre og støtte anmodningen, som næsten 1,2 mio. mennesker støtter, og at sikre, at der bliver fulgt ordentligt op på den. Det lykkedes Parlamentet at udnytte sin indflydelse under drøftelserne med Rådet og Kommissionen til at gøre initiativet så tilgængeligt og effektivt som muligt og at bane vejen. Der er nu intet, der forhindrer borgerne i at deltage direkte i EU's aktiviteter.

  Debora Serracchiani (S&D), skriftlig. – (IT) Med dagens afstemning er der givet grønt lys for det første eksempel på aktivt europæisk demokrati. Det europæiske borgerinitiativ er en af de mest nyskabende bestemmelser i Lissabontraktaten og første skridt i retning af direkte demokrati.

Initiativet er et instrument, der giver borgere mulighed for at opfordre Kommissionen til at fremsætte et lovforslag om et emne, som de betragter som værende i deres interesse, ved at indsamle 1 mio. underskrifter, hvilket repræsenterer 0,2 % af EU's befolkning. Sager vedrørende miljøet, sociale spørgsmål og katastrofer som følge af finanskrisen er nogle af de mest følsomme emner, der kan mobilisere borgerne til at opfordre EU til at lovgive om disse emner.

  Czesław Adam Siekierski (PPE), skriftlig. – (PL) Med forslaget om borgerinitiativet, der blev vedtaget i dag, har vi virkeliggjort et vigtigt element af Lissabontraktaten, takket være hvilket borgerne vil kunne deltage direkte i debatter om EU. Det er særlig vigtigt for Parlamentet, som vælges af befolkningen. Vores rolle er nu at tage dette instrument alvorligt, som åbner mulighed for endnu større demokratisering af det offentlige liv i Europa. Det ville ikke være godt, hvis det blev en bestemmelse, der kun eksisterer på papiret, og borgerne fik det indtryk, at vi kun giver dem en teoretisk mulighed for at deltage i et lovgivningsmæssigt initiativ. For de europæiske institutioner bliver det en vigtig test af, i hvor vid udstrækning de faktisk tjener borgerne og ikke dem selv. Det er godt, at efter at denne lov har været i kraft i tre år, vil vi kunne revidere bestemmelser, der har vist sig at være for ineffektive, så der virkelig bliver tale om et system, der garanterer demokratisk debat.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. – (NL) Jeg har stemt for vedtagelsen af det europæiske borgerinitiativ. Parlamentet har opnået tilstrækkeligt under sine forhandlinger med Rådet. Borgerinitiativet giver EU's indbyggere mulighed for at få et forslag på den europæiske politiske dagsorden. Når en mio. underskrifter er indsamlet, er Kommissionen forpligtet til at tage forslaget op til overvejelse og angive årsager til, hvorfor den vil eller ikke vil omsætte det til et officielt lovforslag. EU insisterede på, at underskrifterne skal indsamles fra mindst ni forskellige medlemsstater, men det lykkedes Parlamentet at få sænket grænsen til syv. Desuden vil initiativtagere, for hvem det lykkes at indsamle et tilstrækkeligt antal underskrifter, få lov til at forklare deres forslag personligt for Kommissionen og Parlamentet. Det er en skam, at Parlamentet ikke var i stand til at overvinde reglen om, at 18 lande må forlange, at deres borgere skal angive nummeret på deres id-kort, når de underskriver et borgerinitiativ. Det vil skræmme folk væk. Nogle vil frygte identitetstyveri. Der er lande, der ikke vil bede om nummeret på folks id-kort. Det vil skabe ulighed for loven i EU. Hvor alvorligt europæiske borgere vil blive taget, bliver nu primært et spørgsmål for Kommissionen.

  Ernst Strasser (PPE), skriftlig. − (DE) Dagens afstemning om det europæiske borgerinitiativ har etableret et nyt element af direkte demokrati næsten præcis et år efter Lissabontraktatens ikrafttræden. Jeg påtog mig mit hverv i Parlamentet med det mål at få det østrigske folks problemer på dagsordenen i Bruxelles. Det princip er jeg engageret i, og derfor er det afgørende for mig, at folkets bekymringer bliver hørt på europæisk plan. Det europæiske borgerinitiativ skal ses som en lejlighed til at inddrage folk tættere i EU's beslutningsproces. EU's borgere har nu for første gang mulighed for at fremsætte lovgivningsinitiativer for Kommissionen og som følge heraf aktivt at påvirke EU's politik.

Efter lange forhandlinger kan det betragtes som en succes, at grænsen for at kunne fremsætte et forslag er blevet sænket fra 300 000 underskrifter og antallet af medlemsstater til en fjerdedel. Et særligt træk ved Østrig er, at unge mennesker kan deltage i borgerinitiativer, fra de er 16. Det viser igen, at det er vigtigt for Østrig at inddrage de unge i EU-projektet, fordi det i sidste ende er dem, der skal føre den europæiske ånd videre.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Det europæiske borgerinitiativ er et instrument til fremme af offentlighedens deltagelse, der har til formål at afhjælpe det demokratiske underskud og derved reducere den afstand, Europas borgere føler, der er mellem dem og de europæiske institutioner. Institutionaliseringen af dette initiativ, som Lissabontraktaten indeholder bestemmelser om, gør det muligt for Europas borgere indirekte at bede Kommissionen om at fremsætte bestemte lovgivningsinitiativer, forudsat at de falder ind under dens beføjelser.

Denne betænkning, som Parlamentet fremlægger, definerer kriterierne for at gennemføre denne europæiske initiativret for at gøre den enklere, mere tilgængelig, hurtigere, mere gennemsigtig og mere ensartet i alle medlemsstaterne. Etableringen af et egentligt europæisk offentligt rum vil være muligt takket være dette initiativ, som vil styrke den borgerlige dialog og civilsamfundets involvering. Jeg mener, at alle initiativer, der sigter mod at reducere afstanden mellem borgere og det europæiske projekt bør fremhæves, gennemføres og realiseres fuldt ud.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for betænkningen om borgerinitiativet. De nye bestemmelser, der blev indført med Lissabontraktaten, styrker det aktive demokrati og markerer et vigtigt skridt i retning af at fremme samfundsånden. 42 % af Europas borgere har tillid til EU's institutioner. En af årsagerne hertil kunne være, at Europas borgere kun hører om få af de europæiske initiativer og politikker, der vedrører dem. Det er netop derfor, at borgerinitiativet ikke kun giver Europas borgere lejlighed til at deltage direkte i beslutningsprocessen, men også bemyndiger dem til at bidrage til den europæiske dagsorden. Derfor vil borgerinitiativet være med til at gøre den europæiske lovgivende magt opmærksom på Europas borgeres største bekymringer og ønsker. Dette er ikke et nyt koncept. I 2007 foreslog vi at indsamle en mio. underskrifter for at opfordre Kommissionen til at fremlægge et direktiv om at integrere handicappede i samfundet.

Der blev kun indsamlet omkring 700 000 underskrifter dengang, men lovforslagene blev forelagt Kommissionen. Med henblik på at leve op til vores forpligtelser over for Europas borgere bliver det derfor afgørende vigtigt, at vi sikrer, at de anmodninger, der fremlægges via borgerinitiativet, bliver forvandlet til love, der vil forbedre situationen for disse borgere.

  Derek Vaughan (S&D), skriftlig. − (EN) Jeg hilser denne betænkning velkommen som en måde at tilskynde borgerne til at engagere sig i Europa på ved at gøre det muligt for dem at foreslå love, der kunne få indflydelse på deres dagligdag. Borgerne vil kunne lade EU vide, hvad de mener om dets arbejde. Med en mio. underskrifter, der skal stamme fra mindst en fjerdedel af EU's medlemsstater, sender dette initiativ noget af magten tilbage i folkets hænder. Proceduren er blevet forenklet af Parlamentet for at sikre brugervenlighed og maksimere borgernes deltagelse i initiativet. Når alle underskrifterne er bekræftet, vil Kommissionen inden for tre måneder beslutte, om der kan foreslås en ny lov, og den skal offentliggøre sine begrundelser.

  Anna Záborská (PPE), skriftlig. – (SK) Her i Parlamentet omtaler vi ofte EU's borgere, hvis interesser vi repræsenterer. Samtidig har netop disse borgere længe betragtet ikke kun Parlamentet, men alle de europæiske institutioner som for langt væk fra og for ufølsomme over for deres problemer.

Det kan det europæiske borgerinitiativ ændre på. Det vil gøre det muligt for borgerne direkte at sige: "Det her ønsker vi, det her ønsker vi ikke, og det her må ændres."

Vi kan også godt lide at tale om europæisk integration. Men hvad forener folk fra forskellige lande mere end behovet for at finde en fælles holdning, formulere et fælles forslag og forsøge at vinde støtte hos folk, der taler en række forskellige sprog? Gennemførelsen af borgerinitiativet vil i praksis betyde, at borgere fra forskellige medlemsstater vil tale med én stemme om de sager, der er vigtige for dem. Et fælles initiativ og en fælles interesse vil blive den jord, hvorfra en ægte europæisk identitet kan spire.

Jeg tror fuldt og fast på, at denne praktiske fornemmelse af europæiskhed meget snart vil begynde at opstå. Jeg tror, at den i modsætning til udtrykkene i de europæiske institutioners brochurer vil blive livlig og levedygtig, fordi borgeren selv vil være kilden til den nye europæiske identitet og den nye europæiskhed.

Derfor hilser jeg med tilfredshed det fremlagte udkast til forordning om gennemførelse af borgerinitiativet, og jeg er klar til at gøre alt, hvad der skal til, for at sikre, at borgerens stemme ikke kun bliver hørt, men også respekteret.

Beslutningsforslag RC-B7-0688/2010

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg betragter Kommissionens arbejdsprogram for 2011 som ambitiøst med europæisk økonomisk genopretning som det primære mål gennem EU 2020-strategiens politiske prioriteter sammen med budgettet inden for den flerårige finansielle ramme for 2011, med sine nye finansierings- og udgiftsforanstaltninger, med en ny beslutning om "egne ressourcer", der demonstrerer bekymringen for, at betinget finansiering kan forværre situationen for de svagere nationale økonomier og uden at få den positive effekt af EU 2020-strategien, nemlig at genstarte økonomien. Jeg mener, at strukturfondene er afgørende for europæiske regioners økonomiske genopretning og konkurrenceevne, for i krisetider kan konditionalitet i tillæg til spareforanstaltninger have yderligere negative konsekvenser for EU's interne udvikling. Der må lægges vægt på reform af den fælles landbrugs- og fiskeripolitik og samhørighedspolitikken, idet det altid er nødvendigt at tage højde for forskellige regioners forskellige udgangspunkter, hvilket omfatter foranstaltninger tilpasset til de forskellige realiteter. Små og mellemstore virksomheder bør spille en ledende rolle, og tilgangen med internationalisering af SMV'er i de globale handelsrelationer og indsatsen for at modernisere dem og styrke deres konkurrenceevne, som arbejdsprogrammets prioriteter fastlægger, fortjener ros.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. − (EN) Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på visse meget vigtige emner, som mangler i Kommissionens arbejdsprogram for næste år. De vedrører spørgsmål i forbindelse med menneskerettigheder, Har Kommissionen til hensigt at iværksætte specifikke initiativer inden for eller lovgivning om menneskerettigheder i løbet af næste år?

Vi har hørt, at næstformand i Kommissionen og Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik Baroness Ashton har til hensigt at lægge særlig vægt på menneskerettigheder i sin embedsperiode. Men hidtil har menneskerettigheder ikke fået den store opmærksomhed i hendes aktiviteter og erklæringer. Det var også meningen, at Udenrigstjenesten skulle styrke EU's initiativer inden for menneskerettigheder, men nu hvor der ikke er noget EU-budget for 2011, vil Udenrigstjenesten ikke fuldt ud kunne påtage sig sine pligter pr. 1. januar 2011.

Kan kommissionsformanden fortælle, hvad hans plan B er, og hvordan han har tænkt sig at styrke EU's troværdighed i forhold til at forsvare og fremme menneskerettigheder i verden?

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Parlamentet blev opfordret til at udtrykke sin holdning til Kommissionens erklæring om Kommissionens arbejdsprogram for 2011. Jeg stemte for denne beslutning, som henleder opmærksomheden på behovet for ordentligt samarbejde mellem Kommissionen og Parlamentet og på Kommissionens rolle som traktaternes vogter og vogter af EU's almene interesser. Beslutningen lægger særlig vægt på Europa 2020-målene, som er vækst for job, og hilser med tilfredshed det europæiske halvår, der sigter mod mere effektiv forvaltning af de offentlige finanser. Denne vækst skal være intelligent (den skal fremme digital teknologi, forskning og udvikling samt uddannelse), bæredygtig (med et mål på 20 % højere energieffektivitet) og inklusiv (ved at bekæmpe forskelsbehandling mellem arbejdstagere og gennem bedre industrielle forbindelser). Kommissionen må se nærmere på det indre marked, området med frihed, sikkerhed og retfærdighed og sin udenrigspolitik, som stadig er i sin vorden.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne fælles beslutning fra Parlamentet, fordi den drøfter og vurderer prioriteterne for Kommissionens initiativer i 2011 og fremtidige udfordringer. I Parlamentets seneste mødeperiode i Strasbourg fremlagde kommissionsformand Barroso Kommissionens arbejdsprogram for det kommende år. Derfor mener Parlamentet, at det er meget vigtigt at etablere en dialog med Kommissionen og at være særlig opmærksom på grundlæggende strategiske EU-mål. Endvidere opfordrer Parlamentet Kommissionen til at sikre en realistisk og tydeligere tidsplan for væsentlige forslag, der skal fremsættes, og som skal være effektive, udmøntes i praksis og gennemføres bedre end hidtil. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at selv om Kommissionen havde til hensigt at skabe nye arbejdspladser og gennemføre EU 2020-målene hurtigst muligt, er der inden for beskæftigelse og sociale anliggender ingen konkrete forslag om oprettelse af nye arbejdspladser af høj kvalitet i Kommissionens program for det kommende år. Endnu en gang fremsætter Kommissionen de samme lovgivningsinitiativer om udstationering af arbejdstagere og arbejdstid, som den gjorde i arbejdsprogrammet for det foregående år, og lover at forbedre vandrende arbejdstageres rettigheder i EU. Fuld økonomisk genopretning forudsætter en fælles europæisk strategi for bæredygtig vækst og jobskabelse støttet af de nødvendige beføjelser og ressourcer.

  Mário David (PPE), skriftlig. – (PT) I lyset af at den aktuelle krise, som Europa er blevet kastet ud i, fortsat påvirker medlemsstaternes økonomier, er der akut behov for betydelige justeringer både på nationalt plan og i EU. Idet jeg er opmærksom på den fundamentale vigtighed, som 2011 vil have for EU's fremtidige succes, og den udfordring, som dette udgør for Kommissionen og generelt for hele EU, stemmer jeg for dette beslutningsforslag. Jeg vil desuden gerne fremhæve alle de forslag, der afslører Kommissionens hensigt om at udnytte det indre markeds vækstpotentiale. Jeg mener, at det kunne have en vægtstangsvirkning på den europæiske økonomi at maksimere det indre markeds potentiale ved at integrere markederne bedre og styrke europæiske virksomheders og forbrugeres tillid. Men jeg mener, at Kommissionen kunne være gået længere på dette punkt ved at fremlægge mere ambitiøse og konkrete forslag til at gøre noget ved markedsaktørernes behov.

  Luigi Ciriaco De Mita (PPE), skriftlig. – (IT) Kommissionens arbejdsprogram for 2011 har brug for en dosis EU-ånd og mere mod i forhold til at imødegå EU's store politiske og institutionelle problemer, især i lyset af Lissabontraktatens ikrafttræden og i overensstemmelse med den. De sager, der skal tages hånd om, omfatter: 1. Større respekt for Parlamentets rolle i formuleringen af forslag, behørigt hensyn til dets standpunkter i sine udtalelser og forslag til initiativer. 2. Tættere og interinstitutionelt mere afbalanceret samarbejde om budgettet og om finansielle perspektiver. 3. Større mod til at formulere forslag om effektiv anvendelse af EU's ressourcer, der gør det muligt at opnå bindende mål og konkrete benchmarks. 4. Effektiv og kritisk EU-forvaltning af økonomien og finanserne samt finansiel deltagelse fra medarbejderes side i selskabets succes, hvilket muliggør mere en udbredt, afbalanceret og inklusiv økonomisk og social udvikling. Selv om Kommissionens arbejdsprogram for 2011 kun dækker nogle af disse punkter, anser jeg det som nødvendigt at støtte det.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for beslutningen om Kommissionens arbejdsprogram for 2011, som er det første, der bliver vedtaget inden for rammen af den nye programmeringsperiode, og som burde bidrage til en styrkelse af dialogen mellem Parlamentet og Kommissionen med henblik på at forbedre forholdet mellem politiske og budgetmæssige prioriteter på EU-plan.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Kommissionen har fremlagt et ambitiøst arbejdsprogram for 2011, der indeholder følgende grundelementer: (1) inklusiv vækst, (2) bæredygtig vækst og (3) tilsyn med den finansielle sektor. Hvad angår inklusiv vækst, understreger Kommissionen bæredygtigheden af sociale sikringsordninger og kampen mod fattigdom, og jeg går ind for at finde en præcis balance mellem sparsommelighed og social støtte og for at finde ud af, i hvilken retning reformerne af de europæiske sociale sikringsordninger skal bevæge sig.

I forhold til bæredygtig vækst er det vigtigt at forstå, hvordan man vil skabe balance mellem den nødvendige miljøbeskyttelse og fremtidige reformer af den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik. Sluttelig med hensyn til tilsyn med den finansielle sektor og styrkelse af den økonomiske styring må ethvert skridt til at gøre det europæiske banksystem mere robust og modstandsdygtigt over for krisescenarier og til at styrke medlemsstaternes budgetpolitikker og deres økonomiske koordination betragtes som havende topprioritet, eftersom de store udfordringer i 2011 bliver at slippe ud af krisen og skabe grundlag for en vækstpolitik.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vi stemte imod Parlamentets udkast til en beslutning om Kommissionens arbejdsprogram for 2011, fordi den på de grundlæggende områder støtter sine egne holdninger og ignorerer det reelle behov for at bryde med de neoliberale, militaristiske og antisociale politikker, som Kommissionen går ind for.

Selv om Kommissionen er blevet kritiseret for ikke at have leveret de svar, som Parlamentet søgte, har den faktisk gjort det, da den gratulerede sig selv med at have prioriteret økonomisk reform ved at prioritere et bæredygtigt budget og sætte social bæredygtighed i anden række, eller da den insisterede på at favorisere en udvidelse af det indre marked, eller da den insisterede på at gennemføre Doharunden og de tilknyttede frihandelsaftaler hurtigst muligt.

Det, flertallet i Parlamentet dermed ønsker, er at fortsætte med samme politik, som går ud på at fremme førnævnte spareplaner i flere medlemsstater på trods af den voksende arbejdsløshed, fattigdom, ulighed, skævhed og økonomiske recession, som disse spareplaner vil forårsage, mens økonomiske og finansielle grupperinger fortsat opnår stadig større profitter. Af alle disse årsager ser vi ingen anden mulighed end at stemme imod.

  Pat the Cope Gallagher (ALDE), skriftlig. – (GA) I 2011 vil Kommissionen offentliggøre forslag om at ændre den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik. Disse to initiativer er yderst vigtige for Irlands landmænd og fiskere.

  Elisabeth Köstinger (PPE), skriftlig. − (DE) I 2011 vil Kommissionen fremlægge sit forslag til den flerårige finansielle ramme for 2013-2020. Det er tydeligt for mig, at landbrug og udvikling af landdistrikter skal have samme grad af finansiering, som området har nu, og at Europas befolknings fødevaresuverænitet skal garanteres. Produktionen af fødevarer og genoplivelse af landdistrikter som økonomiske og rekreative områder i bekvem afstand af byerne skal være en af Europas topprioriteter i fremtiden. Kommissionens engagement i bæredygtig og helhedsskabende vækst tager miljø- og klimamålene for 2020 med i betragtning og forudsætter investering i grønne teknologier, som igen vil skabe nye arbejdspladser.

Jeg hilser med tilfredshed Parlamentets opfordring til, at den nye flerårige finansielle ramme efter 2013 skal tage højde for udvidelsen af EU's ansvarsområder. Planerne for EU's handelspolitik er meget vigtige. Kommissionen er forpligtet til at føre WTO-forhandlingerne frem til et godt resultat. Vi må anlægge en meget kritisk tilgang til den forøgede fokus på bilaterale handelsaftaler, især forhandlingerne med Mercosur, som vil fortsætte til næste år.

  Thomas Mann (PPE), skriftlig. − (DE) Jeg har netop stemt for Kommissionens arbejdsprogram for 2011, men med forbehold. Det indeholder ikke længere den lovede meddelelse fra Generaldirektoratet for Erhvervspolitik (ENTR) om virksomheders sociale ansvar (VSA). I stedet har Generaldirektoratet for det Indre Marked og Tjenesteydelser (MARKT) indledt en høring online om virksomheders fremlæggelse af ikkefinansielle oplysninger. Det er alarmerende og tyder på en mulig politikændring. MARKT spørger ikke længere, om der er behov for EU-regulering inden for VSA, men om, hvordan den skal struktureres. ENTR har afholdt flere workshopper om gennemsigtighed, hvor det kom frem, at næsten alle arbejdsgivere og fagforeninger var stærkt imod obligatorisk VSA. Siden har ENTR haft den overordnede kontrol, idet VSA-initiativer repræsenterer virksomheders bidrag til et bæredygtigt samfund som led i deres forretningsmæssige aktiviteter. De er resultatet af et erhvervsmæssigt engagement og bygger på individuelt initiativ og ansvar. Der er konsensus om dette grundlæggende koncept, som er blevet udviklet gennem en årrække i flere forskellige multiaktørfora.

ENTR besidder den institutionelle viden til at udøve kontrol over disse processer. Jeg opfordrer Kommissionen til at overlade ansvaret for at administrere og strukturere VSA til ENTR. Jeg er fortsat imod tanken om obligatorisk rapportering om VSA, da det vil føre til mere bureaukrati og afskrækker virksomheder fra at afgive yderligere frivillige tilsagn.

  Arlene McCarthy (S&D), skriftlig. − (EN) Den finansielle krise har skadet økonomierne i alle EU's medlemsstater alvorligt. I denne beslutning opfordrer vi til en stærk og beslutsom reaktion fra Kommissionen med henblik på at styrke væksten og sikre en stærk og varig genopretning til gavn for alle Europas borgere. Vi støtter opfordringen til en revision af ordningen for egne indtægter med henblik på at skabe en ordning, der er fair, tydelig, gennemsigtig og neutral i forhold til skattebyrden. Vi er åbne over for overvejelser om muligheder, der ville reducere borgernes udgifter til EU, f.eks. ved at rette op på den nuværende underbeskatning af finanssektoren.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Kommissionens nye arbejdsprogram for 2011 bygger på tre elementer: (1) rummelig vækst, (2) bæredygtig vækst og (3) tilsyn med den finansielle sektor. Derfor må vi arbejde for bæredygtige sociale sikringsordninger i kampen mod fattigdom og samtidig opnå økonomisk vækst, der også tager hensyn til miljøet, styrkelse af den økonomiske styring, et stærkere europæisk banksystem, der er mere modstandsdygtigt mod fremtidige krisescenarier, og en styrkelse af medlemsstaternes budgetpolitikker, idet den primære udfordring i 2011 bliver at slippe ud af krisen og fortsætte en vækstpolitik.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. − (EN) Tillykke. Endelig har nogen bemærket forskellen mellem Kommissionen og guderne. Tiden er inde til at erstatte tom snak med egentligt arbejde. Kommissionen bør ikke ignorere spørgsmål fra medlemmer af Parlamentet. Deres pligt er at gennemføre Parlamentets beslutninger. Det ser ud, som om nogle kommissærer har glemt det. For hvad er der ellers sket med beslutningen om den generelle tilsynsrapport, som Parlamentet vedtog den 11. marts 2004, og som tog fat på spørgsmålet om udlændinge i Letland? Den forsvandt bare fra dagsordenen. Hvem har ansvaret? Hvem fik en lønreduktion? Hvem fik en reprimande? Ingen. Længe leve Rådet!

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for beslutningen om Kommissionens arbejdsprogram for 2011, fordi jeg er enig med dens hovedmål. Det er en kendsgerning, at hovedprioriteten for 2011 skulle være at presse på med økonomisk genopretning. I Kommissionens arbejdsprogram ville jeg som noget positivt fremhæve styrkelsen af den økonomiske styring og gennemførelsen af reformen af finanssektoren ved hjælp af foranstaltninger, der gør det muligt at genoprette væksten for at skabe arbejdspladser. Effektiv, bæredygtig og inklusiv vækst i økonomien er afgørende for at genskabe tilliden og optimismen i EU. Investeringer i forskning og udvikling, energisikkerhed og horisontale arbejdsmarkedspolitikker, der reelt muliggør arbejdstageres bevægelighed, er derfor grundpillerne i et arbejdsprogram, der er orienteret mod vækst. Målet med at etablere et fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed skal også fremhæves.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Kommissionens arbejdsprogram for 2011 afspejler ikke i tilstrækkelig grad de væsentlige begivenheder, der har påvirket Europa siden 2008, og heller ikke Europas borgeres håb og forventninger. Det er yderst beklageligt, at dette program ikke i højere grad fokuserer på tabet af 7 mio. arbejdspladser som følge af finanskrisen, hvilket i realiteten garanterer konstant arbejdsløshed i de kommende år. Det er en af de grundlæggende udfordringer, EU står over for i 2011. Kommissionen må derfor finde en måde, hvorpå dens initiativer og forslag vil skabe tilstrækkelig mange anstændige job til almindelige borgere. Kommissionen må lytte til arbejdsmarkedets parters synspunkter i forhold til pensioner og sikre, at den kommende hvidbog afspejler interessenternes forventninger, som omfatter en styrkelse af den første søjle, hvilket er den offentlige søjle.

Jeg hilser med tilfredshed reformen af EURES-portalen med information om arbejdspladser og rådgivning rettet mod unge arbejdstagere, der har til formål at gøre den mere tilgængelig for dem. Men jeg beklager, at dette forslag er blevet udsat til 2012, når de unge har brug for det nu. Kommissionen program omtaler ikke spørgsmålet om lighed mellem kønnene. Derfor er der brug for et EU-direktiv, der kan gøre noget ved lønforskellen på 17,4 % mellem kvinder og mænd, samt et direktiv om at udrydde vold mod kvinder.

  Britta Reimers (ALDE), skriftlig. − (DE) Eftersom afstemningslisten blev ændret med kort varsel, havde jeg ikke tid nok til at undersøge indholdet og beslutte mig for et af synspunkterne.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. − (EN) De Grønne har støttet det fælles beslutningsforslag og mange af de fremlagte ændringsforslag. Det glæder mig, at henvisningen ikke er blevet ændret, hvor vi siger, at Parlamentet indtrængende opfordrer Kommissionen til at fremlægge dristige og nytænkende forslag til en gennemgribende revision af ordningen med egne ressourcer.

  Joanna Senyszyn (S&D), skriftlig. – (PL) Jeg støttede beslutningen om Kommissionens arbejdsprogram for 2011. I et tidligere indlæg har jeg omtalt behovet for at udarbejde et udkast til direktiv om vold mod kvinder, hurtig og effektiv gennemførelse af Stockholmprogrammet og inddragelse af sport i næste års budget. Det er også afgørende at genoptage arbejdet på direktivet om ikkeforskelsbehandling. Jeg opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at tage beslutsomme skridt i denne retning i 2011.

Mens EU-borgere utålmodigt afventer dette direktiv, fortsætter visse medlemsstater med at stille spørgsmålstegn ved det fornuftige ved at vedtage det. Det er svært at forstå den manglende opmærksomhed på behovet for at have en enkelt lov om ikkeforskelsbehandling, som ville sikre ligebehandling af alle mennesker, ikke kun af udvalgte befolkningsgrupper. De økonomiske argumenter, der lægger vægt på de høje udgifter forbundet med at gennemføre direktivet i forhold til handicappede, overbeviser mig ikke. Selv under en krise må Europa fortsætte med at behandle alle borgere ens.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Kommissionen har fremlagt sit arbejdsprogram for 2011 på et særlig følsomt tidspunkt for EU. Genopretningen efter den økonomiske krise er stadig ikke fuldstændig sikker, så programmet for næste år skal fortsat fokusere på dynamikken i genopretningen af den europæiske økonomi. 2011 skulle være året, hvor EU 2020-strategien bliver integreret i EU's aktiviteter med henblik på at forfølge målene om smart, bæredygtig og integreret vækst.

Jeg gentager vigtigheden af at genetablere jobskabende vækst ved at fremskynde EU 2020-reformprogrammet. Inden for denne kontekst vil jeg fremhæve den rolle, der spilles af flagskibsinitiativerne Innovation i EU, den digitale dagsorden for Europa, nye kvalifikationer og nye job samt platformen mod fattigdom. Jeg mener, det er afgørende at sikre strukturreform for at forbedre den europæiske konkurrenceevne og sætte fart på den økonomiske vækst, især gennem en samhørighedspolitik, der tilskynder til investeringer i realøkonomien. Enhver fremtidig samhørighedspolitik skal også sikre, at nye flerårige finansielle rammer rettes mod at opfylde EU 2020-strategiens mål og europæiske politikker inden for rammen af Lissabon. Det skal Parlamentet tage aktiv del i, og det er afgørende, at Kommissionen hurtigst muligt udarbejder en model for interinstitutionelt samarbejde på dette område.

Beslutningsforslag RC-B7-0693/2010

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne beslutning, fordi EU og Den Afrikanske Union (AU) i fællesskab må tage hånd om væsentlige spørgsmål af fælles interesse for at gennemføre partnerskabet mellem Afrika og EU, som bygger på en gensidig interesse i at udnytte deres kombinerede potentiale. Demokratisk regeringsførelse og menneskerettigheder er forudsætninger for tættere samarbejde, men desværre var Robert Mugabe inviteret til og deltog aktivt i det 3. topmøde mellem Afrika og EU. Derfor opfordrer jeg alle aktører til at indtage en mere markant politisk holdning i fremtiden for at sende et klart signal om EU's faste tro på retsstatsprincippet og demokrati.

Det er også vigtigt, at alle AU's medlemsstater ratificerer AU's charter om demokrati, valg og regeringsførelse og fuldt ud støtter Den Internationale Straffedomstol. Det ville sikre de demokratiske principper, retsstatsprincippet og respekten for menneskerettighederne og samtidig skabe muligheder for effektivt samarbejde på det økonomiske, sociale, kulturelle og andre områder.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Siden topmødet mellem EU og Afrika i Kairo i 2000 har EU iværksat en yderst vidtrækkende udenrigspolitik over for Afrika. I 2005 lancerede EU sin strategi for Afrika. To år senere var holdningen en anden, og denne gang endte topmødet mellem EU og Afrika i Lissabon med oprettelsen af et strategisk partnerskab med Afrika. Det tredje topmøde mellem Afrika og EU endte for nylig. Det var ikke nogen entydig succes. Eksempelvis var vi ikke tilfredse med diktatoren Robert Mugabes tilstedeværelse, og omvendt havde vi gerne set, at en repræsentant for Sudan var til stede. Jeg stemte for Parlamentets beslutning om partnerskabets fremtid. Den nye handlingsplan bygger på otte nye nøgletemaer: (1) fred og sikkerhed, (2) demokratisk regeringsførelse og menneskerettigheder, (3) samhandel, regional integration og infrastruktur, (4) årtusindudviklingsmålene, (5) energi, (6) klimaforandringerne, (7) migration, mobilitet og beskæftigelse, og (8) videnskab, informationssamfundet og rummet.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne beslutning. Det er nødvendigt yderligere at udvikle det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU for sammen at kunne imødegå fælles udfordringer, fremme bæredygtig økonomisk vækst og udvikle samarbejdet inden for energi, samhandel og klimaforandringerne. I forbindelse med udviklingen af samarbejdet er det nødvendigt at yde betydelig støtte til kampen mod fattigdom, beskyttelse af menneskerettigheder, herunder sociale, økonomiske og miljømæssige rettigheder, og at gøre noget ved udfordringerne i forhold til fred og sikkerhed i Afrika. Jeg hilser med tilfredshed Afrika-EU -programmet for samarbejde om vedvarende energi og de tilsagn, der er givet om at give afrikanerne adgang til moderne og bæredygtige energitjenester, forøge brugen af vedvarende energi i Afrika og forbedre energieffektiviteten i alle sektorer i Afrika. EU og Afrika bør forene deres indsats for at reducere udledninger fra skovrydning og skovforringelse og iværksætte effektive foranstaltninger til bekæmpelse af klimaforandringerne. De nødvendige midler til at gennemføre de omtalte initiativer bør bevilges under effektivt parlamentarisk tilsyn med brugen af EU's økonomiske bistand.

  Mário David (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte med glæde for dette fælles beslutningsforslag om konklusionerne fra det tredje topmøde mellem EU og Afrika. I lyset af Afrikas behov for at diversificere sine investeringspartnerskaber, især til lande i Asien og Latinamerika, er den foreslåede strategiske handlingsplan for EU og Afrika for 2010-2013 særlig relevant derved, at den kan tilføre merværdi til Middelhavsunionen og Cotonouaftalen. Jeg mener, at den regionale integration af afrikanske lande gennem Den Afrikanske Union og samhandel og investeringer i denne forbindelse vil få afgørende betydning for den politiske og økonomiske stabilitet og for bæredygtig vækst i Afrika. Derfor håber jeg, at afrikanske og europæiske ledere ikke kun vil overholde Tripoli-aftalen, men også anerkende dette strategiske partnerskab som bl.a. et værdifuldt instrument til at fremme interregional afrikansk samhandel. Jeg deler også kommissionsformand Barrosos overbevisning om, at vedvarende energi er afgørende for Afrikas økonomiske og sociale udvikling, og støtter hans opfordring til en revolution for grøn energi i Afrika.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for beslutningen om fremtiden for det strategiske partnerskab mellem EU og Afrika inden det tredje topmøde mellem EU og Afrika, fordi jeg mener, at det partnerskab, der blev etableret mellem de to kontinenter for tre år siden under Portugals formandskab for EU, fortsat bør styrkes, så vi sammen kan imødegå fælles udfordringer og fremme bæredygtig udvikling, fred og menneskerettigheder.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg var i Lissabon i december 2007 under det første topmøde mellem EU og Afrika, der etablerede grundlaget for en permanent dialog mellem Europa og Afrika, som vi er knyttet til af yderst vigtige historiske, kulturelle, økonomiske og handelsmæssige bånd, og banede vejen for samarbejde, der førte europæiske og afrikanske ledere til Tripoli 3 år senere.

Jeg mener, at et varigt og sundt partnerskab mellem EU og Afrika er grundlæggende for udvikling og fremskridt, og derfor mener jeg, at den investering, som begge parter har foretaget i at styrke deres forbindelser, er helt berettiget. Vi lever i en tid, hvor traditionel samarbejdspolitik, der alene gennemføres ved hjælp af humanitær bistand, ikke længere lever op til udviklingslandes behov, især lande i Afrika.

Derfor mener jeg, at fremtiden for samarbejdet på en meget definitiv måde vil bevæge sig i retning af at etablere handelsmæssige forbindelser og økonomiske partnerskaber og en effektiv udveksling inden for forskning, innovation og uddannelse, områder, hvor samarbejdet mellem EU og Afrika må styrkes.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Det tredje topmøde mellem EU og Afrika fandt sted i Tripoli den 29. og 30. november 2010. Jeg beklager, at Afrikas og EU's fælles strategi ikke kunne etablere en ny strategisk forbindelse.

Jeg gentager mit håb om en udbytterig aftale ved det næste topmøde og bæredygtige mål for begge parter med henblik på at bekæmpe fattigdom og sikre en rimelig indkomst og støtte og at overholde grundlæggende menneskerettigheder, herunder sociale, økonomiske og miljømæssige rettigheder, i Afrika.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Afrikas lande står over for enorme udfordringer i lyset af den alvorlige krise, verdensøkonomien befinder sig i. Krisen, der fremstilles som finansiel, har endelig afsløret grænsen for økonomisk vækst, som kapitalismen forstår den, nemlig tilgængeligheden af frugtbar jord til produktion af fødevarer og andre organiske råmaterialer og geologiske reserver til udvinding af mineralske råmaterialer og energi til at drive industrien med.

Denne situation fremskynder kapløbet om Afrika, et kontinent, der er umådeligt rigt i naturressourcer. Målet er dominans over markeder og naturressourcer. EU's politik over for Afrika skal forstås på baggrund af afpresning om underskrivelse af såkaldte økonomiske partnerskabsaftaler, støtte til Sydsudans løsrivelse, støtte til og finansiering af den afrikanske freds- og sikkerhedsarkitektur, der har til formål at positionere dets hære på en måde, som undertrykker dets folk, for at tjene EU's og dets økonomiske og finansielle grupperingers interesser. Dette er blot nogle få eksempler.

Beslutningen handler derfor om neokolonialisme. De bånd, der tvinger landene i denne region til at underkaste sig interesser, der er fremmede for deres befolkninger, må løsnes, så der kan etableres et ægte samarbejde, og de kan få hjælp til at konsolidere deres uafhængighed og suverænitet med henblik på økonomisk og samfundsmæssig udvikling og fremskridt i disse lande.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Der er gået tre år siden det sidste topmøde mellem Afrika og EU, der indledte en dialog, som er blevet tilstræbt mellem Europa og Afrika. Dette partnerskab er grundlæggende for udvikling og fremskridt, og det er vigtigt, at begge parter arbejder på at styrke deres indbyrdes forbindelser. Partnerskaberne bør ikke kun dreje sig om bistand fra Fællesskabet, der skal også etableres handelsmæssige relationer og økonomiske partnerskaber med udveksling af erfaringer inden for forskning, innovation og uddannelse, hvilket vil styrke de fremtidige forbindelser.

  Louis Michel (ALDE), skriftlig. – (FR) Det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU er EU's eneste værktøj, der har med interkontinentale forbindelser at gøre. Det markerer en ændring i forbindelserne mellem EU og Afrika på den måde, at de er ved at blive reelle partnere, der behandler hinanden på lige fod, og inddrager en lang række emner af fælles interesse i deres dialog. Det er ikke længere et forhold mellem donorer og støttemodtagere. Det er en strategisk vigtig forbindelse, der skal genoplives og styrkes, hvis både Europa og Afrika skal kunne håndtere de udfordringer, der ligger foran os. Jeg henviser til gennemførelsen af årtusindudviklingsmålene, fødevarekrisen, den økonomiske og finansielle krise, klimaforandringerne osv. Temaet for topmødet i Tripoli, investering, økonomisk vækst og jobskabelse, er en påmindelse om, at fred og sikkerhed, økonomisk og politisk styring og respekt for menneskerettighederne er forudsætninger for udvikling. Juridisk og retslig beskyttelse af private investeringer er en af nøglerne til Afrikas økonomiske og sociale udvikling. Der kan ikke ske nogen samfundsmæssig, menneskelig eller økonomisk udvikling uden velstand.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. − (EN) Fremtiden ser sløj ud, især her aftenen før topmødet mellem Afrika og EU. Den bedste måde at sikre den på er ved at finansiere offentlige uddannelsesprogrammer. Folk, der kan få en uddannelse på sekundærtrinnet, foretrækker at bo i deres egne lande frem for at tigge i Europa. Vi må støtte de regeringer, der retter deres indsats mod at gøre deres lande attraktive for deres egne borgere. Jeg stemte for.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) Det er vigtigt for EU at blive tæt involveret med de afrikanske stater og at tackle eksisterende og fremtidige udfordringer ved hjælp af en fælles strategi. De omfatter især at bringe demokrati til Afrika, at forbedre leveforholdene for befolkningen der og bæredygtig udnyttelse af råmaterialerne, hvilket er til gavn for begge parter. Et andet problem, der skal løses, er korruption. Det forhindrer mange afrikanske stater i at udvikle sig på en måde, der ville forbedre deres borgeres velfærd. Desværre forsvinder der stadig millioner af euro i støtte fra EU som følge af korruption. De kunne bruges konstruktivt til direkte gavn for borgerne. Vi må benytte princippet om at hjælpe folk til at hjælpe sig selv. Det tager beslutningen desværre ikke hensyn til. Den bygger ganske enkelt på en fortsættelse af eksisterende praksis.

Fattigdom er en af hovedårsagerne til, at folk emigrerer fra Afrika og kommer til Europa. I stedet for at stille spørgsmålstegn ved den europæiske praksis med eksportsubsidier, som i voldsom grad påvirker visse afrikanske staters evne til at overleve, bliver vi ved med at finde på flere og flere tomme ord. Man går let hen over de negative konsekvenser af migration, og derfor følte jeg mig forpligtet til at stemme imod denne beslutning.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Forbindelserne mellem EU og Afrika er tydeligvis meget vigtige. Derfor glæder jeg mig over vedtagelsen af den strategiske handlingsplan for 2010-2013 og over de etablerede partnerskaber. Blandt dem vil jeg pege på den, der omhandler fred og sikkerhed, sammen med EU's indsats for at levere forudsigelig og bæredygtig finansiering af afrikanske fredsbevarende operationer og på behovet for at skabe lokal myndiggørelse, ukuelighed og beslutsomhed for at beskytte civile under væbnede konflikter. Jeg vil også fremhæve indsatsen for samarbejde på områder af fælles interesse såsom demokratisk regeringsførelse og menneskerettigheder, samhandel, regional integration og infrastruktur samt årtusindudviklingsmålene. Inden for konteksten af dette sidste aspekt bør EU's medlemsstaters løfte om at forny deres tilsagn om at afsætte 0,7 % af deres bruttonationalprodukt til udviklingsstøtte senest i 2015 understreges. Denne indsats er afgørende for at opfylde årtusindudviklingsmålene, især i forhold til specifikke politikker vedrørende mødres, nyfødtes og børns sundhed, sex, uddannelse, landbrugspolitik, bæredygtig udvikling, adgang til vand og sanitet.

  Crescenzio Rivellini (PPE), skriftlig. − (IT) Jeg beklager tilstedeværelsen af Zimbabwes præsident, hr. Mugabe, under topmødet i Tripoli den 30. november og fraværet af flere europæiske stats- og regeringschefer. Jeg bemærker også, at USA's nye lov om "konfliktmineraler" er et kæmpe fremskridt i kampen mod ulovlig udnyttelse af mineraler i Afrika.

Derfor opfordrer jeg Kommissionen og Rådet til at fremlægge lignende forslag for at garantere sporbarheden af mineraler, der importeres til EU's marked, og Den Afrikanske Union til at samarbejde om bæredygtig udnyttelse af råstoffer.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. − (EN) Blandt de fælles punkter, som flere grupper, heriblandt vores, var enige om, var følgende: 1. glæder sig over vedtagelsen af den strategiske handlingsplan for 2010-2013 og dennes partnerskaber og håber, at den kommer til at bidrage med merværdi i forhold til Cotonouaftalen og Middelhavsunionen, og at den er udtryk for en ambitiøs tilgang til de interkontinentale forbindelser, 2. understreger, at de grundlæggende principper i den fælles Afrika-EU-strategi bør udformes på en måde, så den fremmer udviklingslandenes bæredygtige behov for at bekæmpe fattigdom og sikrer en anstændig indtægt og et anstændigt eksistensgrundlag samt overholdelsen af de grundlæggende menneskerettigheder, herunder sociale, økonomiske og miljømæssige rettigheder, 3. håber, at der vil blive taget ved lære af de vanskeligheder, der opstod i forbindelse med gennemførelsen af den første handlingsplan (2008-2010), og håber, at de intentioner, der principielt gives udtryk for i stats‑ og regeringschefernes sluterklæring, bliver fulgt op af handling, 4. bemærker med interesse, at der kan åbnes op for langt mere effektive bidrag til strategien fra både den private sektor og civilsamfundet, navnlig i Afrika, end det hidtil har været tilfældet.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. − (NL) En amerikansk lov har allerede sat grænser for ulovlig udnyttelse af "konfliktmineraler". Den fælles beslutning om den fremtidige EU-Afrika-strategi opfordrer EU til at gøre det samme. Mineraler, der importeres til EU, må kunne spores. I dag er ulovlig udnyttelse alt for ofte årsag til borgerkrige og konflikter i regionen, mens denne rigdom faktisk kunne være drivkraft for bæredygtig økonomisk udvikling.

Det er afgørende med handling inden for kapacitetsopbygning, god regeringsførelse, infrastrukturudvikling og investering. En politik, som er karakteriseret ved deltagelse, som er socialt og miljømæssigt ansvarlig, og som er befolkningen til gavn, er uundværlig. Landbruget er også drivkraft for udviklingen. Derfor er vi nødt til at styrke landbrugs- og fiskerisektorerne på en bæredygtig måde, især i forhold til små landbrug og fiskere.

Debatten om landbrugsjord og ejerskab til jord bør være tilbundsgående. Cancúnaftalen er afgørende for at tackle fattigdom i Afrika i lyset af det enorme potentiale for naturressourcer – solskin, vind, floder og tidevand – som afrikanske lande ofte besidder til overflod. Beslutningen undgår ikke de kontroversielle emner, og jeg har derfor stemt for.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) På det 3. topmøde mellem Afrika og EU, som fandt sted i Libyens hovedstad, Tripoli, forsøgte man at styrke samarbejdet mellem de to kontinenter. I forhold til vækst, investering og jobskabelse understregede man på topmødet behovet for at skabe økonomisk vækst, der kan generere beskæftigelse, foruden bæredygtig samfundsudvikling.

Afrika-EU-strategien bliver udmøntet i praksis på linje med den handlingsplan, der er vedtaget for perioden 2010-2013, og som fokuserer på otte prioriterede områder, der allerede blev fastlagt under Lissabontopmødet i 2007. Konkrete foranstaltninger i forhold til privat iværksætteri, økonomisk integration og sociale spørgsmål, til fred og sikkerhed i Afrika, til respekt for menneskerettighederne og gennemførelse af årtusindudviklingsmålene blev alle nævnt i den endelige Tripoli-erklæring.

Først og fremmest roser jeg dette partnerskab mellem de to kontinenter, som har demonstreret merværdi for begge parter og vigtigheden af fortsat at styrke den regionale og globale integration af Afrika. Men jeg mener, det er vigtigt for Parlamentet at indtage en mere aktiv rolle i partnerskabet, og at der bliver udarbejdet en finansieringsplan for effektiv gennemførelse af handlingsplanen for 2010-2013.

Betænkning: Kinga Gál (A7-0344/2010)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Vigtigheden af at beskytte og fremme menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder er et centralt punkt i EU's demokratiske værdier. Jeg er enig i, at lokale og regionale myndigheder kunne spille en afgørende rolle for udbredelsen af disse værdier, og jeg foreslår en nedefra og op-metode. Lissabontraktatens ikrafttræden bør ses som en styrkelse på flere planer af systemet til beskyttelse af menneskerettigheder, herunder chartret. Det er blevet nødvendigt at reflektere over udviklingen i beskyttelsen af disse rettigheder efter Lissabontraktatens ikrafttræden, idet man skal huske, at chartret har samme juridiske kraft som traktaterne og skal indarbejdes i EU's primære ret. De nye horisontale forpligtelser, der blev etableret med Lissabontraktaten, skal hilses velkommen, og indsatsen mellem institutionerne skal koordineres bedre af hensyn til deres effektivitet. Man skal også huske, at der er oprettet en ny portefølje for retlige anliggender, grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab i Kommissionen, og at der må forventes nye tiltag fra Kommissionens side inden for rammerne af dette scenarie. Der kan forventes håndgribelige resultater af Kommissionens nye meddelelse "Strategi for Den Europæiske Unions effektive gennemførelse af chartret om grundlæggende rettigheder".

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) I meget lang tid bestod europæisk integration ganske enkelt af at arbejde på at etablere det indre marked. Men gennem de sidste ti år er EU's lovgivere blevet ramt af et hidtil uhørt behov for at efterligne. I begyndelsen var der en automatisk, stiltiende fordeling af arbejdet mellem Europarådet, der var ansvarlig for sager vedrørende individuelle frihedsrettigheder, og det uudviklede indre marked, der var Det Europæiske Fællesskab. Men der gik ikke længe, før medlemsstaternes nationale domstole var nødt til at håndtere tvistigheder, der udfordrede fællesskabsretten i forhold til menneskerettigheder. Det er grunden til, at chartret om grundlæggende rettigheder efter at have været længe undervejs blev vedtaget i 2000 og trådte i kraft sidste år sammen med Lissabontraktaten. Med chartret har EU-Domstolen et enkelt juridisk grundlag for at beskytte europæiske borgeres grundlæggende rettigheder. Men dette nye system er kun ved at komme i gang. Derfor støttede jeg teksten, som minder alle relevante europæiske parter, herunder medlemsstater og institutioner, om deres forpligtelser i henhold til chartret og om behovet for at udvikle en ægte kultur af borgerlige rettigheder og effektivt samarbejde om emnet.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne betænkning. Effektiv beskyttelse og fremme af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder er kernen i demokratiet og retsstatsprincippet i EU. Derfor støtter jeg Lissabontraktatens styrkelse af forpligtelsen til at sikre beskyttelsen af grundlæggende menneskerettigheder, bekæmpelse af social udstødelse og forskelsbehandling og fremme social retfærdighed og beskyttelse. Selv hvis det opnås, er det nødvendigt at sikre samarbejde mellem EU og nationale institutioner, så der etableres et effektivt interinstitutionelt samarbejde om at overvåge menneskerettighedssituationen i EU. Kommissionen skal vedvarende overvåge gennemførelsen af lovgivning inden for beskyttelse af menneskerettighederne på nationalt plan og i tilfælde af huller fremlægge forslag til specifikke foranstaltninger. Det ville være nyttigt, hvis der blev udgivet en årlig rapport om situationen for grundlæggende rettigheder i EU for at sikre, at EU's borgere er ordentligt informeret om arkitekturen af de nye grundlæggende rettigheder. Endvidere bør EU's institutioner styrke samarbejdet med internationale organisationer om beskyttelse af menneskerettigheder.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. − (LT) Det glæder mig, at vi siden Lissabontraktatens ikrafttræden har opnået betydelige resultater i forhold til menneskerettigheder, for det første fordi EU's charter om grundlæggende rettigheder er blevet juridisk bindende, og for det andet fordi EU er forpligtet til at tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention. Jeg stemte for betænkningen, fordi hvad EU's strategi for børns rettigheder angår, er det meget vigtigt at udvikle praktiske foranstaltninger til bekæmpelse af misbrug af børn, seksuel udnyttelse og børnepornografi, fremme mere sikker brug af internettet og eliminere børnearbejde og fattigdom blandt børn. Bekæmpelse af menneskehandel, især af kvinder og børn, er en anden presserende udfordring. Selv om der allerede er vedtaget utallige EU- og nationale love på dette område, handles flere hundrede tusinde mennesker hvert år til eller i EU, og derfor er der akut behov for at tage det foreslåede EU-direktiv om bekæmpelse af menneskehandel i anvendelse.

  Carlos Coelho (PPE), skriftlig. – (PT) Effektiv beskyttelse af grundlæggende rettigheder og respekt for menneskelig værdighed, frihed, demokrati, lighed og retsstatsprincippet burde være et globalt mål for alle europæiske politikker og en grundlæggende forudsætning for konsolideringen af det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Året 2009-2010 havde stor betydning i denne forbindelse med Lissabontraktatens ikrafttræden, hvormed chartret om grundlæggende rettigheder blev juridisk bindende, hvilket forvandlede grundlæggende værdier til konkrete rettigheder, der kan håndhæves direkte af europæiske og nationale domstole.

Det skal sikres, at alle nye lovforslag overholder chartret, og ifølge samme logik at alle allerede eksisterende instrumenter bliver kontrolleret. Det er vigtigt, at samarbejdet og sammenhængen mellem de forskellige ansvarlige organer styrkes på europæisk og nationalt plan med henblik på at kontrollere og anvende denne nye overordnede ramme, som blev etableret med Lissabontraktaten, for at sikre, at den bliver anvendt effektivt. Jeg håber også, at Kommissionen hurtigst muligt gennemfører EU's tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, som vil blive endnu en mekanisme til sikring af respekt for menneskerettighederne.

Det glæder mig meget, at borgerne og beskyttelse af deres rettigheder endelig har fået plads i centrum af Europas arkitektur.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for betænkningen om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union (2009) – effektiv gennemførelse efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse, fordi jeg mener, den er nødvendig for at fremme en kultur af grundlæggende rettigheder i EU og medlemsstaterne. Beskyttelse af grundlæggende rettigheder bør være et mål for alle europæiske politikker, især udenrigspolitikken, med henblik på at fremme fred, menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Lissabontraktatens ikrafttræden skaber et nyt paradigme inden for grundlæggende rettigheder i EU og gør chartret om grundlæggende rettigheder juridisk bindende. Vi har en forpligtelse til at positionere EU som et fællesskab, der beskytter grundlæggende rettigheder, både internt og eksternt.

Der sker stadig alt for mange angreb på ytringsfriheden, som jeg har rapporteret om flere gange, f.eks. tilfældene for nylig i Saudi-Arabien og Aserbajdsjan. I denne beslutning påpeger ordføreren flere situationer, der er mere hastende og hyppige, både i medlemsstater og i EU som helhed. Udfordringen er nu at reagere på disse spørgsmål og at indføre de strateger og foranstaltninger, der er nødvendige for at kunne løse disse problemer.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Lissabontraktatens ikrafttræden skabte en ny situation i EU i forhold til menneskerettigheder ved at gøre chartret om grundlæggende rettigheder juridisk bindende og ved at give EU status som juridisk person, hvilket sætter det i stand til at underskrive internationale traktater.

Effektiv beskyttelse og fremme af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder er grundlaget for demokrati og retsstatsprincippet i EU og en vigtig betingelse for konsolidering af det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som forudsætter handling på flere planer (internationalt, europæisk, nationalt, regionalt og lokalt). I denne kontekst er det værd at nævne den vigtige rolle, som regionale og lokale myndigheder kan udfylde i forhold til konkret anvendelse og fremme af disse rettigheder.

Jeg glæder mig også over opfordringen til Kommissionen om at udnævne 2013 til det europæiske år for medborgerskab for at styrke debatten om europæisk medborgerskab og informere Europas borgere om deres nye rettigheder efter Lissabontraktatens ikrafttræden.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. – (FR) Som sædvanlig har betænkningen om situationen for grundlæggende rettigheder i EU givet anledning til to forkvaklede tendenser, dels at der stilles krav om flere og flere rettigheder til alle mulige former for mindretal til skade for rettighederne for flertallet af vores medborgere, og dels at patriotiske politiske bevægelser kritiseres skarpt og overdænges med de samme gamle venstreorienterede, injurierende fornærmelser, mens man forsøger at rejse tvivl om legitimiteten af deres valgsejre og begrænse deres ytringsfrihed. Denne militante xenofili og antipatriotisme er meget opslidende. De er ikke i stand til at vurdere resultaterne af demokratiske valg afholdt i demokratiske lande. Sejrene for nylig for nationale partier i Frankrig, Ungarn, Østrig, Sverige, Nederlandene og andre steder er ikke et tegn på en eller anden bekymrende afvigelse.

De er tegn på, at Europas borgere er træt af Deres politikker, Deres efterladende holdning over for indvandring, Deres svaghed i forhold til at forsvare vores nationers økonomiske interesser, Deres selvtilfredshed over for de magtfuldes økonomiske interesser og Deres underminering af vores sociale velfærdssystemer. Det er Dem, der konstant krænker deres rettigheder, især retten til sikkerhed, beskæftigelse, en rimelig løn, bevarelse af deres kultur og til at afgøre deres egen fremtid.

  Jarosław Kalinowski (PPE), skriftlig. – (PL) I Parlamentet har vi behandlet spørgsmål om krænkelser af menneskerettigheder, principperne for demokrati og forskelsbehandling af nationale mindretal mange gange, og vi gør det fortsat. Vi uddeler Sakharovprisen, vi støtter humanitære foranstaltninger, og vi tilstræber at sikre rettigheder og privilegier ikke kun for Europas folk, men for hele verdens. Men jeg beklager dybt, at vi stadig ikke er i stand til at håndhæve respekten for grundlæggende menneskerettigheder i EU's medlemsstater.

Det polske nationale mindretal i Litauen, som udgør næsten 7 % af hele befolkningen, lider stadig under forskelsbehandling, og dets rettigheder krænkes åbenlyst. Endnu en gang appellerer jeg til medlemmerne af Parlamentet, som er samlet her i salen, og til formanden for Parlamentet, Kommissionen og Rådet om at tage effektive skridt til at sikre, at Litauens regering overholder de demokratiske principper og respekterer sine borgeres værdighed.

  Timothy Kirkhope (ECR), skriftlig. − (EN) ECR-Gruppen er standhaftige støtter af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Vi mener, at EU har en rolle at spille i forsvaret af grundlæggende rettigheder, men det er medlemsstaterne, der har det primære ansvar i overensstemmelse med deres demokratiske traditioner og retsstatsprincippet. Det er vores holdning, at Gál-betænkningen bestemt indeholder gode elementer, men overordnet betragtet lægger den for stor vægt på EU's rolle på områder, som vi mener, er medlemsstaternes eksklusive kompetence såsom indvandring og retssystemerne. Derfor har vi været nødsaget til at undlade at stemme om denne betænkning.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Lissabontraktatens ikrafttræden har skabt flere ansvarsområder for EU i forhold til at skabe en kultur for at forsvare grundlæggende rettigheder i EU og medlemsstaterne. Det er afgørende, at EU fremmer beskyttelsen af grundlæggende rettigheder ikke kun herhjemme, men i hele verden, hvor de desværre fortsat er udsat for kraftige angreb. Kun på denne måde kan fred, menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder hjælpes frem.

  Willy Meyer (GUE/NGL), skriftlig. – (ES) Som der står i betænkningen, beklager jeg, at hverken Rådet eller Kommissionen har fulgt henstillingerne fra betænkningen fra 2007 om CIA's brug af europæiske lande til transport og ulovlig tilbageholdelse af fanger, og at de ikke har delt oplysninger herom med Parlamentet. Jeg støtter den overordnede vurdering angående behovet for, at EU skal intensivere sin indsats for at forhindre krænkelser af grundlæggende menneskerettigheder, som indvandrere og statsborgere fra tredjelande, der bor i EU, i for mange tilfælde har måttet lide under. Selv om jeg ikke er enig med en del af betænkningens vurdering af EU's rolle i verden som beskytter af menneskerettigheder og EU-Udenrigstjenestens rolle, idet den er uklar i forhold til denne rolles kompatibilitet med behovet for at respektere princippet om ikkeindblanding i andre staters interne forhold, stemte jeg for betænkningen, fordi jeg støtter dens generelle ånd i forhold til behovet for, at EU respekterer menneskerettighederne i alle aspekter af sit virke.

  Louis Michel (ALDE), skriftlig. – (FR) Beskyttelse og fremme af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder er centrale for demokratiet og retsstatsprincippet i EU. EU's tiltrædelse til den europæiske menneskerettighedskonvention vil bidrage med endnu en mekanisme til opretholdelse af menneskerettighederne, nemlig muligheden for at indbringe sager for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er også vigtigt, at EU's institutioner og medlemsstaterne intensiverer deres oplysningsindsats for at sikre, at borgerne er klar over disse grundlæggende rettigheder, hvilket vil sikre, at disse rettigheder er bedre beskyttet. Der er også behov for et mere effektivt samarbejde med de internationale organisationer, der arbejder for at beskytte grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder.

EU må udtænke en strategi for børns rettigheder gennem praktiske foranstaltninger til bekæmpelse af misbrug, seksuel udnyttelse og børnepornografi og til fremme af sikker brug af internettet og udryddelse af børnearbejde og fattigdom blandt børn. Bekæmpelse af menneskehandel, især med kvinder og børn, hvilket udgør en utålelig form for slaveri, skal fortsat prioriteres højt.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) Menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder spiller en central rolle for demokratiet og retsstatsprincippet. Derfor er det vigtigt at sikre, at disse grundlæggende værdier beskyttes i EU. Retten til ytrings-, religions-, forsamlings- og foreningsfrihed er sammen med retten til fri bevægelighed og respekten for menneskelig integritet og værdighed hjørnestenene i et frit samfund. Jeg stemte ikke for betænkningen, fordi den ikke fokuserer på kristne værdier og de begrænsninger på indbyggerne, som skyldes indvandring.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. − (DE) EU's tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention som foreskrevet i Lissabontraktaten er problematisk. Det overfører kontrollen med grundlæggende rettigheder i EU til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Bortset fra de juridiske problemer, som EU-Domstolens dommerne også advarer imod, er det tydeligt, at en domstol, som afsiger dom imod tilstedeværelsen af kors i klasseværelser, ikke er egnet til at være besluttende organ for EU. Korset er symbol på kristendommen, et af grundlagene for Europa og en af vores grundlæggende værdier. Menneskerettighedsdomstolen har også for nylig skabt opmærksomhed med sine domsafsigelser, herunder forsøget på at forhindre overførsler under Dublin II-forordningen fra Østrig til Grækenland. Menneskerettighedsdomstolen lader til at mene, at de medlemsstater, der har de bedste sociale systemer, skal bære hele flygtningebyrden i EU. Denne dom fra Menneskerettighedsdomstolen vil ikke føre til bedre integration af flygtninge, og det er ikke en effektiv måde til at løse de udfordringer på asylområdet, som EU står over for. Desuden er der ingen garanti for neutraliteten af Menneskerettighedsdomstolens afgørelser. En af dommerne har indrømmet, at han ville undersøge appeller fra asylsøgere mere omhyggeligt end andre sager. Særbehandling til visse parter, der indgiver appeller, er upassende. Desuden stammer en af dommerne ved Menneskerettighedsdomstolen fra Tyrkiet, hvor menneskerettighederne ikke bliver respekteret, og som holder områder af EU under militær besættelse. For mig er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol hverken europæisk eller en menneskerettighedsdomstol. Derfor stemte jeg imod denne betænkning.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. − (IT) Hjertet i demokratiet og retsstatsprincippet er beskyttelsen af menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder. Efter vedtagelsen af Lissabontraktaten sidste år blev chartret om grundlæggende rettigheder juridisk bindende. Det udstikker en ny europæisk juridisk ramme, inden for hvilken de universelle værdier, der udtrykkes i chartret, endelig bliver håndgribelige rettigheder. Jeg stemte for fru Gáls betænkning, fordi den godkender den effektive gennemførelse af grundlæggende rettigheder i EU efter Lissabon. Det er ikke kun et internt skridt foretaget af EU, men også et eksternt standpunkt om sikring og beskyttelse af menneskerettigheder og fremme af fred til gavn for borgerne i en atmosfære, hvor loven garanterer ro i sindet, sikkerhed og retfærdighed.

  Georgios Papanikolaou (PPE), skriftlig. – (EL) Jeg stemte for betænkningen om grundlæggende rettigheder i EU i dag. Betænkningen leverer merværdi ved at afklare den rolle, som EU's institutioner vil spille i forhold til grundlæggende rettigheder i den nye europæiske arkitektur, især efter Lissabontraktaten, ved at fremme større gennemsigtighed, demokratisk kontrol og adgang til dokumenter mellem EU's organer. Hvad angår chartret om grundlæggende rettigheder, som nu er bindende og omfatter en bred vifte af rettigheder, er Kommissionen blevet opfordret til at udarbejde en årlig rapport om overholdelse af charterets bestemmelser med en vurdering af anvendelsen af de forskellige rettigheder.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Denne rapport understreger de forpligtelser, der opstår i kraft af Lissabontraktaten i forhold til bekæmpelse af social udstødelse og forskelsbehandling og fremme af retfærdighed og social beskyttelse, ligestilling mellem mænd og kvinder, solidaritet mellem generationerne og beskyttelse af børns rettigheder. Understregningen af disse ting kombineret med den eksplicitte reference til personer, der hører til mindretal, endnu en grundlæggende værdi ved EU, var årsagen til, at jeg stemte for. Jeg støtter Parlamentets holdning i anmodningen til Kommissionen om at fuldføre forhandlingerne og de tekniske konsultationer, så EU uden yderligere ophold kan tiltræde den europæiske menneskerettighedskonvention.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. − (EN) Med denne betænkning understreger Parlamentet endnu en gang, at effektiv beskyttelse og fremme af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder udgør kernen i demokratiet og retsstatsprincippet i EU og er en afgørende forudsætning for konsolideringen af det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og at det forudsætter initiativer på forskellige planer (internationalt, europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan). Parlamentet understreger desuden den rolle, som regionale og lokale myndigheder kan spille i den konkrete gennemførelse og fremme af disse rettigheder, og opfordrer derfor alle EU's institutioner og medlemsstaternes regeringer og parlamenter til at bygge videre på den nye institutionelle og juridiske ramme, som Lissabontraktaten har skabt, med henblik på at skabe en omfattende intern menneskerettighedspolitik for EU, der skal sikre effektive ansvarlighedsmekanismer på både nationalt og EU-plan for at tage hånd om krænkelser af menneskerettighederne.

  Joanna Senyszyn (S&D), skriftlig. – (PL) Jeg støttede Gál-betænkningen om grundlæggende rettigheder i EU (2009). Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på punkt 13, som opfordrer til fuld og konsekvent gennemførelse af Stockholmprogrammet. I september i år forsikrede hr. Barroso os om det ihærdige arbejde, som Kommissionen udførte på dette område. Det er vigtigt at bibeholde tidsplanen for dette arbejde og sikre, at det fortsat kan skride problemfrit frem. Alle europæere må kunne drage fordel af samme rettigheder. I det 21. århundredes Europa er der ikke plads til forskelsbehandling.

Jeg vil gerne bede de ungarske og polske formandskaber om at redegøre for, hvilke initiativer de har til hensigt at iværksætte for at få gennemført Stockholmprogrammet på effektiv vis. Vi må overholde vores forpligtelser over for borgerne og gennemføre den lovgivning, vi vedtager. Jeg vil også gerne understrege, at i henhold til betænkningens punkt 39 skal medlemsstaterne sørge for løbende uddannelse af nationale dommere i grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, herunder de nye aspekter på området efter Lissabontraktaten. Selv den bedste lov vil ikke ændre noget, hvis den ikke bliver fortolket og gennemført korrekt.

Betænkning: Philippe Juvin (A7-0338/2010)

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne beslutning, fordi det er nødvendigt at iværksætte foranstaltninger til at standse urimelig handelspraksis inden for reklamering, hvilket frem for alt har en negativ indflydelse på forbrugere. For at opnå håndgribelige resultater er det vigtigt at optrappe det europæiske samarbejde om at bekæmpe urimelig handelspraksis vedrørende onlinereklamer, og de mest sårbare grupper såsom børn og unge, ældre osv. har brug for særlig beskyttelse. Det skal påpeges, at der mangler information om forbrugeres rettigheder i forhold til reklamer, og derfor støtter jeg forslaget om at tage skridt til at skabe nemmere adgang til informationer og gøre reklamer mere gennemsigtige. Det er også afgørende at udvikle en kritisk holdning over for kvaliteten af medieindhold, for veloplyste forbrugere befinder sig i en stærkere position. Jeg mener, at vi i lyset af den manglende viden om reklamer burde indføre et særligt uddannelsesprogram rettet mod børn og unge, der har til formål at give dem kundskaber om reklamer ved at styrke deres forståelse af reklamer og lære dem, hvordan de skal fortolke dem.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) For EU er det et spørgsmål om ære at beskytte forbrugere på det indre marked. Det handler ikke kun om etik, men om politisk strategi. Større forbrugertillid til det udvalg af produkter, der myldrer frem på markedet, stimulerer efterspørgslen. I den forbindelse har reklamer en ambivalent rolle. Det er et effektivt værktøj til at udvikle efterspørgslen med, men på grund af tvivlsomme praksisser kan det også nogle gange være en negativ faktor for markedernes måde at fungere på. Disse krænkelser forekommer hyppigere med reklamer på internettet, og de primære ofre er de svageste blandt os. Jeg stemte for denne beslutning, der ved afslutningen af en høring og en undersøgelse, som Parlamentet allerede har iværksat, opfordrer Kommissionen til at iværksætte de nødvendige foranstaltninger til at reformere de aktuelle bestemmelser. Hvis der bliver gjort noget ved disse svigagtige praksisser, vil det være endnu et skridt i retning af et indre marked, der respekterer enkeltpersoner.

  Liam Aylward (ALDE), skriftlig. – (GA) Jeg stemte for denne betænkning om reklamers påvirkning på forbrugernes adfærd. Vildledende og aggressiv reklamering bekymrer forbrugere og virksomheder, og betænkningen indeholder gode forslag til at gøre noget ved det.

Europæiske forbrugere og virksomheder skal beskyttes mod selskaber, der benytter vildledende reklamer. Derfor skal EU's befolkning og virksomheder oplyses om direktivet om urimelig handelspraksis og direktivet om vildledende og sammenlignende reklame, så de kan forstå deres rettigheder. Varer som alkohol og spil på nettet skal kontrolleres, så sårbare forbrugere kan beskyttes.

Jeg hilser med særlig tilfredshed, at denne betænkning opfordrer Kommissionen til at undersøge aggressiv reklamerings påvirkning af sårbare forbrugere og til at anvende de relevante love om beskyttelse af børn korrekt.

Det, der giver anledning til bekymring, er adfærdsbetinget reklamering og den opdukkende praksis med aggressiv reklamering såsom brugen af sociale netværk og at læse e-mails for at indhente oplysninger til brug for reklamering. Kommissionen må gøre noget ved disse angreb på forbrugernes privatliv.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. − (LT) Med den hurtige udvikling i reklameteknologier og udbredelsen af reklamer via internettet, mobiltelefoner og sociale netværk er det nødvendigt at iværksætte effektive foranstaltninger til beskyttelse af forbrugerne mod virkningerne af uønskede og vildledende reklamer. Vi skal være særlig opmærksomme på de mest sårbare grupper, herunder børn og unge. Samarbejdet mellem medlemsstaterne om bekæmpelse af urimelig handelspraksis vedrørende onlinereklamer bør intensiveres for at undgå konsekvenserne af forvridning af det indre marked og urimelig handelspraksis. Endvidere er der behov for at stille mere information om forbrugernes rettigheder i forhold til reklamering til rådighed for dem og for, at denne information er lettere tilgængelig og mere gennemsigtig. Kommissionen bør konstant overvåge og vurdere anvendelsen af lovgivningen om urimelig handelspraksis i medlemsstaterne og udarbejde betænkninger om gennemførelse af lovgivningen. Eftersom der stadig mangler information om reklamers sociopsykologiske virkninger på forbrugere, er det nødvendigt at iværksætte undersøgelser af disse virkninger.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi den omhandler urimelig handelspraksis vedrørende reklamer og koncentrerer sig om spørgsmål, der opstår som følge af udviklingen af nye reklamemetoder og -teknologier. Jeg vil gerne påpege, at reklamer har stor indflydelse på ligestilling mellem kønnene, især da reklamer ofre kommunikerer diskriminerende og/eller uværdige budskaber baseret på alle former for kønsrollefordomme, hvilket hæmmer ligestillingsstrategier. Derfor er jeg enig i, at Parlamentet bør opfordre Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at medierne og reklamefolk garanterer respekt for menneskers værdighed og gør alt, hvad de kan for at bekæmpe forskelsbehandling og tilskyndelse til had baseret på køn, race, etnisk oprindelse, alder, religiøse eller andre overbevisninger, seksuel orientering, handicap og social status. Hvad angår beskyttelse af sårbare grupper, bør Kommissionen studere effekterne af vildledende og aggressiv reklamering på sårbare forbrugere. Jeg vil gerne understrege, at især børn, teenagere og ældre har brug for særlig beskyttelse mod reklamers negative virkninger.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) Reklamering er forbundet med urimelig praksis og påtrængende adfærd i offentlige og private rum og med at gøre en række målgrupper sårbare. Reklamer på internettet er et område, der har oplevet betydelig vækst de senere år, og som i øjeblikket genererer en værdi på over 14 mia. EUR alene på det europæiske marked. Det er vigtigt for os at optrappe det europæiske samarbejde om at bekæmpe urimelig handelspraksis vedrørende onlinereklamer i lyset af succesen med "sweeps", dvs. systematiske, samtidige kontroller af hjemmesider udført af medlemsstater, som indtil videre har været begrænset til tre sektorer, nemlig flybilletter, ringetoner til mobiltelefoner og elektroniske apparater. Disse kontroller foretages langt hyppigere, og deres anvendelsesområde udvides. Selvregulering af nationale markeder tager hånd om den hurtige udvikling i reklamebranchen med fokus på at indgyde ansvarlige holdninger hos aktørerne og formidle god praksis.

Selvregulering skal tilskyndes på EU-plan for at etablere en tradition med selvdisciplin og ansvarlig kommunikation. Direktivet om urimelig handelspraksis, som behandler aspekterne vedrørende onlinereklamer som led i forbindelserne mellem selskaber og forbrugere, er blevet utilstrækkeligt, fordi onlinereklamer som område udvikler sig dagligt. Sociale netværk har udviklet sig i en grad, ingen havde forudset for et par år siden.

  Vito Bonsignore (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for denne betænkning om reklamers påvirkning på forbrugernes adfærd. I betragtning af den indflydelse, som reklamer har på forbrugere og økonomien, er det faktisk mere nødvendigt end nogensinde at gribe til handling for at forhindre visse former for urimelig handelspraksis vedrørende reklamer i at påvirke og betinge handelsmæssige beslutninger.

Udbredelsen af nye kommunikationssystemer såsom internettet betyder, at der er behov for endnu større opmærksomhed på forbrugere, især de mere sårbare samfundsgrupper såsom børn og unge. Det er vores pligt at bekæmpe udbredelsen af usand og vildledende information og frem for alt bestemte praksisser såsom spam, der invaderer folks private tilværelser og privatliv.

Jeg er enig med ordføreren, hr. Juvin, når han opfordrer til, at initiativerne skal rettes mod undertrykkelse af urimelig handelspraksis vedrørende reklamer ved at udvide det ikraftværende direktivs anvendelsesområde. Jeg mener, at den foranstaltning, vi har stemt om i dag, byder på en passende balance mellem ytringsfrihed og forbrugerbeskyttelse.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Reklamer er et grundlæggende instrument for eksistensen af et fungerende marked og for konkurrence og i sidste ende for forbrugerne, eftersom de, hvis de reguleres ordentligt, sikrer et mere informeret valg. Men nye teknologier, der står til rådighed for reklamering, åbner et nyt udviklingsområde for ny, urimelig reklamepraksis, hvilket berettiger en ændring i direktivet om urimelig handelspraksis.

Hvis reklamering skal opfylde sine grundlæggende funktioner i et frit og konkurrencepræget marked, skal den være ordentligt reguleret, og handelspraksisser, der forvrider markedet, skal straffes behørigt. Det er særlig vigtigt for former for onlinereklamer via internettet og telefonen, som ofte sendes uopfordret til offentligheden og rejser vigtige spørgsmål om bl.a. urimelige praksisser og brug af personlige data uden godkendelse. Derfor betragter jeg det som et fortrinligt initiativ, der har fortjent min støtte.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Denne betænkning omhandler urimelig handelspraksis vedrørende reklamer som defineret i direktivet om urimelig handelspraksis, og den behandler de problemer, der naturligt følger med udviklingen af nye reklamepraksisser og -teknologier. Betænkningen behandler ikke forholdene mellem virksomheder (B2B), som behandles særskilt i direktiv 2006/114/EF.

Urimelig praksis vedrørende reklamer forekommer i mange former, f.eks. invasion af det offentlige rum og fokus på folk, der er særlig sårbare, såsom børn. Eftersom børn og unge er den gruppe, der er mest udsat for reklamer på nettet, går jeg ind for at udvikle en integreret europæisk politik til bekæmpelse af ureguleret brug af internettet og andre kommunikationsmidler.

For at gøre det foreslår jeg oprettelsen af et nyt obligatorisk område, der er særlig rettet mod at lære om risiciene i forbindelse med brug af internettet og andre kommunikationsmidler, især i forhold til urimelig handelspraksis vedrørende reklamer rettet mod skolebørn, og et obligatorisk fag i det sidste studie- eller undervisningsår for lærere i grundskolen og pædagoger for at lære dem at forberede børn til sikker og ansvarlig brug af internettet og andre kommunikationsmidler sammen med løbende undervisning til fagfolk i undervisning inden for dette område.

  Elisabetta Gardini (PPE), skriftlig. − (IT) Udviklingen af kommunikationsmidler og internettet har bidraget til udbredelsen af skjulte reklamebudskaber og urimelig handelspraksis vedrørende reklamer, der ofte invaderer forbrugernes privatliv.

Det er afgørende at overveje nøje, hvilke konsekvenser det kan få for de mest sårbare grupper, som må beskyttes mod skader fra og en ukontrolleret, konstant strøm af reklamer. Vi må heller ikke glemme, at reklamer nogle gange formidler sociale fordomme vedrørende f.eks. en overdrevet skødesløs holdning til seksualitet og vold eller upassende budskaber, der kan have en negativ indflydelse på letpåvirkelige børn og unge, der endnu ikke besidder de nødvendige kritiske evner.

Det er derfor nødvendigt at opdatere den ikraftværende lovgivning på området og sikre bedre gennemførelse og fortolkning af direktivet om urimelig handelspraksis. Sluttelig vil jeg gerne fremhæve, at det er afgørende, at forbrugere informeres ordentligt om, hvordan indsamlede data anvendes og behandles, især i tilfælde, hvor dataene forlanges af dem til gengæld for prisreduktioner og andre salgsfremmende tilbud. Derfor ville det være nyttigt at fremme effektive informationskampagner om relevante forbrugerrettigheder og dermed søge at kompensere for den manglende viden om emner med forbindelse til brugen af persondata.

  Louis Grech (S&D), skriftlig. − (EN) Jeg stemte for betænkningen om reklamers indflydelse på forbrugeres adfærd, fordi jeg er enig med ordføreren i, at i den digitale tidsalder har reklamer fået en ny dimension, der nødvendiggør – som ordføreren anbefaler – gennemførelsen af et EU-mærkningssystem for hjemmesider baseret på den europæiske datasikkerhedsmærkning (European Privacy Seal), der bekræfter en hjemmesides overholdelse af databeskyttelsesloven. Forbrugere har brug for information, der er tydelig, ikkemanipulerende og objektiv for at kunne træffe intelligente beslutninger. Sofistikerede og aggressive marketingteknikker har gennem årene forhindret forbrugere i at træffe informerede valg om varer og tjenesteydelser. Det gælder især borgere, der er særlig sårbare, f.eks. børn. Vi er nødt til at anlægge en mere disciplineret tilgang, der virkelig sikrer borgernes interesser.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. − (LT) Jeg støtter denne betænkning, fordi den omhandler urimelig handelspraksis vedrørende reklamer som defineret i direktivet om urimelig handelspraksis og koncentrerer sig om spørgsmål, der opstår som følge af udviklingen af nye reklamemetoder og -teknologier. Reklamer er et værktøj, der er til gavn for både det indre marked, fordi de smører tandhjulene i økonomien ved at stimulere konkurrence, konkurrenceevne, innovation og kreativitet, og for forbrugere ved at give flere valgmuligheder og sænke priserne. Reklamebranchen er en væsentlig økonomisk sektor. Markedet for onlinereklamer i EU alene har en værdi på over 14 mia. EUR. Men det må ikke idealiseres. Reklamer kan også involvere urimelige praksisser, trænge ind i offentlige rum med f.eks. plakattavler og private rum med uønskede e-mails, være rettet mod sårbare grupper såsom børn og folk i stor gæld, skabe potentielle adgangsbarrierer for det indre marked, fordi udgifterne bliver for store, forvride det indre marked ved at få forbrugerne til at købe varer eller serviceydelser, de ikke normalt ville have købt, og forårsage enorme tab. Som følge af disse og andre problemer, der er opstået på grund af brugen af nye teknologier, foreslår ordføreren en række foranstaltninger til beskyttelse af forbrugerne. Selv om personaliseringen af reklamer, f.eks. tilbud om produkter eller tjenesteydelser, der er skræddersyet til forbrugerens smag, ikke i sig selv er et problem, må det ikke føre til udviklingen af påtrængende reklamer baseret på kortlægning af forbrugere, da det bryder reglerne for databeskyttelse og beskyttelse af privatlivets fred.

  Peter Jahr (PPE), skriftlig. − (DE) Vi ønsker, at forbrugerne skal være ansvarlige, velinformerede og i en position til at træffe fornuftige beslutninger. Vores mål er at forsyne forbrugere med alle de informationer, de behøver for at kunne træffe de rigtige økonomiske beslutninger. Reklamer udgør også et vigtigt bidrag til oplysning af forbrugerne. Men de skal indeholde objektive, pålidelige og relevante oplysninger, ellers vil det, der skulle være forbrugeroplysning, hurtigt føre forbrugerne på afveje eller endda føre til, at de bliver vildledt. Formålet med politikken er at sikre et rimeligt og sikkert handelsmiljø, så forbrugere kan være aktive på markedet på lige fod. Men det er også vigtigt for mig, at forbrugerne ikke bliver ofre. Ved at træffe beslutninger om køb kan de udøve en hel del indflydelse, men de må sikre, at de udnytter den godt.

  Jarosław Kalinowski (PPE), skriftlig. – (PL) Reklamer er et væsentligt værktøj, der sikrer, at det frie marked fungerer ordentligt. De medfører betydelige fordele, ikke kun for økonomien, men også for forbrugere, som takket være reklamer er sikret flere produkter at vælge imellem. Desværre medfører den konstante udvikling af nye teknologier, især på internettet, at virksomheder stadig hyppigere anvender uetiske og uærlige reklamemetoder.

Som ordføreren påpeger, regulerer den eksisterende lovgivning ikke alle områderne i tilstrækkelig grad. Det er afgørende at tage skridt til at beskytte europæiske forbrugere effektivt og at uddanne dem om de rettigheder, de har krav på. De grupper, der er i størst fare på grund af uetiske metoder, f.eks. børn, unge og ældre, bør ydes særlig beskyttelse. Derfor er jeg enig med ordførerens forslag.

  Elisabeth Köstinger (PPE), skriftlig. − (DE) Nye medier, især sociale netværks hjemmesider og blogs, åbner nye muligheder for kommunikation og reklamering. Mulighederne for markedsføring på internettet stiller yderligere krav til forbrugerbeskyttelseslovgivningen. Det nuværende direktiv om urimelig handelspraksis i forbindelse med virksomheders salg til forbrugere på det indre marked behandler ikke disse nye reklamemetoder. Unge forbrugere og især teenagere og børn benytter i udstrakt grad de nye teknologier og kan blive udsat for vildledende og aggressiv reklamering. Undersøgelsen "EU kids online" viser, at en tredjedel af internetbrugerne på mellem ni og 10 år bruger internettet dagligt, mens tallet for de 15-16-årige er 77 %. Det gør det så meget vigtigere straks at iværksætte foranstaltninger på området, herunder at indføre restriktioner og samtidig sørge for uddannelse og information. Jeg støtter beslutningen om at give forbrugere mere information om de nye tekniske kommunikationsmuligheder og de risici, de indebærer.

  Edvard Kožušník (ECR), skriftlig. – (CS) Jeg kan godt være enig med mange af de bemærkninger og forslag, materialet indeholder. Men jeg kan ikke identificere mig med nogle af påstandene og forslagene, som hælder imod at give yderligere beføjelser til staten under dække af forbrugerbeskyttelse. Efter min mening burde betænkningen lægge større vægt på uddannelse af brugere om deres adfærd på nettet, på, hvordan de sikrer deres computer, og på, hvordan og til hvem de bør give deres personlige oplysninger. Det er ikke op til staterne at levere teknologiske løsninger, der skal indføres under påskud af forbrugerbeskyttelse. En computer er lige så sårbar som enhver anden elektronisk enhed, der er forbundet til internettet via et elektronisk kommunikationsnetværk. Politikere og stater bør påtage sig at lære borgerne, at privatlivet er noget, der skal beskyttes. Ligesom man skal låse og sikre sit hjem, er det i dag lige så vigtigt at sikre vores elektroniske enheder og deres måder at kommunikere med verden på. Politikere skal også påtage sig at indføre strenge straffe for dem, der misbruger personlige oplysninger eller krænker privatlivets fred. I sidste ende er det lige meget, om det sker via internettet eller på anden måde.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Baseret på titlen af denne initiativbetænkning troede jeg, at Parlamentet endelig ville undersøge den samfundsmodel, som annoncører sælger til os uden at være blevet bedt om noget. Men bortset fra et par interessante punkter om f.eks. at kontrollere målrettede reklamer og forskelsbehandling i reklamer samt opfordringen til færre reklamer i tv rettet mod børn lever teksten slet ikke op til, hvad vi kunne have forventet. Den stiller sig tilfreds med at kritisere ulovlig reklamering, som angiveligt udgør en hindring for vores ukrænkelige konkurrencefrihed, og kundgør fordelene ved reklamer for borgerne, som den kalder forbrugere, og for medierne. Det bliver uden min velsignelse. Jeg er imod denne betænkning.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Urimelig handelspraksis vedrørende reklamer må bekæmpes. Vi nærmer os et alvorligt fænomen med personlig gæld. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at forhindre problemet i at blive værre. Reklamering kan og bør være et vigtigt værktøj for virksomheder, der fungerer som en indtægtskilde, stimulerer konkurrenceevnen, sikrer sund konkurrence og fremmer kreativiteten. Vi ved alle, at der er sårbare personer, f.eks. børn, som er et særligt mål for reklamekampagner. Derfor er jeg enig i, at dette emne fortjener særlig opmærksomhed, så vi kan opbygge et samfund, der fungerer bedre på et økonomisk og socialt plan. Derfor stemte jeg, som jeg gjorde.

  Alajos Mészáros (PPE), skriftlig. − (HU) Hvad reklamers påvirkning af forbrugernes adfærd angår, er reklamer gavnlige for det indre marked på samme måde, som de er gavnlige for forbrugerne. De fremmer konkurrence, forøger konkurrenceevnen og stimulerer innovation og kreativitet. De repræsenterer også en vigtig økonomisk sektor, idet markedet for onlinereklamer i sig selv omsætter for 14 mia. EUR. Men vi må også være opmærksomme på den anden side af medaljen. Mange reklamer forsøger at manipulere sårbare målgrupper såsom børn og folk med meget stor gæld. Jeg mener, at det er vigtigt at styrke et fælles europæisk samarbejde om bekæmpelse af urimelig praksis vedrørende reklamer.

Vi betragter fremkomsten af diskriminerende kønsstereotyper, som kan være hindrende for ligestilling mellem kønnene, som uacceptabel. Med passende metoder må vi sikre, at medier og reklamefolk respekterer menneskelig værdighed, og opponere imod direkte eller indirekte forskelsbehandling eller forudfattede fremstillinger.

  Willy Meyer (GUE/NGL), skriftlig. – (ES) Jeg stemte for denne betænkning om reklamers påvirkning af forbrugernes adfærd, fordi den tydeligt peger i retning af en forbedring i den eksisterende juridiske ramme for beskyttelse af forbrugere mod reklamer og behovet for en revision af denne ramme under hensyntagen til nye reklamemedier, der endnu ikke er reguleret. Jeg støttede også betænkningen, fordi den tilstræber bedre harmonisering mellem medlemsstaterne for at forhindre huller i lovgivningen, der giver virksomheder mulighed for at anvende vildledende reklamepraksis i EU's medlemsstater. Jeg synes, at henvisningen til "skjulte" reklamemekanismer, der er opstået på internettet og nu anvendes der, er passende. I mange tilfælde er denne reklamering forklædt som holdninger eller kommentarer på sociale netværks hjemmesider, fora eller blogs. Det glæder mig også, at betænkningen udtrykker bekymring over for Rådet og Kommissionen om den reelle risiko, som virksomheder, der både er indholdsudbydere og reklamesælgere, udgør. Det er nogle af årsagerne til, at jeg stemmer for denne betænkning.

  Louis Michel (ALDE), skriftlig. – (FR) Der er reklamer alle vegne, på gaderne, i aviser, i tv, i radioen, på internettet, og uanset om vi bryder os om det eller ej, har de enorm indflydelse på forbrugeres adfærd. Det er en kommunikationskanal. Reklameringens informative rolle er afgørende for, at det indre marked fungerer effektivt, men forbrugerne har ret til at blive informeret og beskyttet. Derfor er betænkningen om urimelig handelspraksis vedrørende reklamer og problemerne knyttet til udviklingen af nye teknologier og praksisser i forhold til reklamering meget vigtig. Kontrol med reklamer er altafgørende, hvis den fortsat skal være ordentlig og sandfærdig. Det er afgørende at styrke det europæiske samarbejde på området, ligesom det er gavnligt at tilskynde til fælles regulering. Sluttelig er onlinereklamer ofte aggressive og påtrængende. Det skal der ses nærmere på.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. − (EN) Jeg stemte for af flere årsager:

1. Tiden er inde til at anerkende alle massemedier på internettet.

2. Falsk information og bagvaskelse bør ifalde strafferetligt ansvar.

3. For at begrænse adgangen til sårbare grupper som børn.

4. For at rense internettet for spam og straffe dem, der rundsender det.

5. For at tilskynde til meget strenge regler for annoncer.

6. For at pålægge Parlamentet at etablere en særlig struktur til at søge efter konspiratorer og hackere og holde dem ansvarlige.

Lad os komme i gang og få det gjort.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) Reklamering er et effektivt værktøj for erhvervslivet, som i nogle tilfælde kan bruges til at påvirke underbevidstheden med. Formålet med reklamer er at påvirke forbruger- og købsadfærd. Men brugen af uhæderlige forretningsmetoder må forhindres. Den vigtigste opgave er at beskytte offentlige rum, sårbare personer og privatlivets fred. Det er naturligvis yderst tidskrævende at vurdere, om reklamer har overskredet disse grænser. På følsomme områder, der involverer lovlige stoffer såsom alkohol og cigaretter, har der længe været strenge bestemmelser i kraft.

Andre områder vil fortsat blive underkastet selvregulering i medlemsstaterne som supplement til lovbestemmelserne. Der er noget at indhente, ikke kun i forhold til reklamer på nettet, men også f.eks. i tilfælde, hvor yderligere omkostninger tilsløres, og hvor brugen af nye teknologier og reklamemetoder såsom de sociale netværks hjemmesider eller blogs repræsenterer nyt territorium. Eftersom det er vigtigt at beskytte forbrugere mod "skjult" reklame og lignende problematiske reklametaktikker, har jeg stemt for betænkningen.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE), skriftlig. − (LT) Det er længe siden, moderne reklamering overhalede den lovgivningsmæssige ramme på området. Reklamer på internettet – i søgemaskiner og e-mails og på sociale netværk og internet-tv – og på mobiltelefoner præsenteres ofte for forbrugerne uden deres samtykke, og hvad værre er, under anvendelse af deres data, der nogle gange indsamles uden deres viden eller fulde opmærksomhed. Desuden er der utallige smuthuller i lovgivningen vedrørende denne type reklamer. Selv om reklamer for alkohol f.eks. er forbudt på tv, kan mindreårige stadig se dem på internettet. På den anden side kan reklamer på internettet meget nemt krydse landegrænser. Derfor må initiativet til at stramme bestemmelserne for denne type reklamer og dermed beskytte forbrugerne, deres privatliv og persondata mod uautoriseret eller uforholdsmæssig brug i høj grad hilses velkommen.

  Wojciech Michał Olejniczak (S&D), skriftlig. – (PL) Som ordføreren har understreget, er reklamer en vigtig økonomisk sektor. Men med dem følger mange farer. Jeg støtter fuldt ud udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, der påpeger nødvendigheden af at eliminere diskriminerende reklameindhold. Det er også yderst vigtigt – som ordføreren har udtalt – at beskytte grupper, der er særlig sårbare over for manipulation ved hjælp af reklamer, såsom børn, teenagere og ældre. Jeg støtter ordførerens forslag om at gennemføre et undervisningsprogram i EU rettet mod børn med henblik på at hjælpe dem med at forstå de metoder, der bruges i reklamer. Vi bør også overveje at etablere lignende programmer rettet mod de andre to grupper, der er sårbare over for manipulation, nemlig teenagere og ældre. Det kunne også være en god idé at udvide denne form for uddannelse til folk i andre aldersgrupper. I lyset af disse bemærkninger stemte jeg for denne betænkning om reklamers påvirkning på forbrugernes adfærd.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. − (IT) Reklamers påvirkning af forbrugerne har ofte enormt omfang, der kan føre til risiko for urimelig handelspraksis. Min beslutning om at stemme for betænkningen skyldes den måde, hvorpå reklamer bruges i markedet. De fungerer som et værktøj, der er til gavn for både det indre marked – de smører tandhjulene i økonomien – og forbrugere. Men det er frem for alt en vigtig økonomisk sektor. Vi må naturligvis også tage de negative aspekter, reklamer kan have, i betragtning, f.eks. urimelig praksis, indtrængen i det offentlige og private rum, påvirkning af de mest sårbare grupper af mennesker, etablering af potentielle adgangsbarrierer for markedet og forvridning af det indre marked, Derfor er det vigtigt at styrke det europæiske samarbejde i kampen mod urimelig praksis vedrørende reklamer ved hjælp af samregulering, der kan forbedre foranstaltningers effektivitet og anvendelighed. Efter min mening er det også afgørende at beskytte de mest sårbare kategorier og styrke uddannelse og information for derved at forøge gennemsigtigheden af reklamer. Det ville være en særdeles god idé at gennemføre informationskampagner om forbrugerrettigheder ved hjælp af uddannelsesmaterialer.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Reklamers indflydelse på forbrugers adfærd er en kendsgerning, der ikke må fejes ind under gulvtæppet, og det gør denne betænkning heller ikke. Denne betænkning, som jeg stemte for, omhandler urimelig handelspraksis vedrørende reklamer som defineret i direktivet om urimelig handelspraksis og behandler de problemer, der naturligt følger med udviklingen af nye reklamepraksisser og -teknologier.

Reklamer er et positivt værktøj, både for det indre marked og for forbrugere. Men det er vigtigt at bekæmpe forskellige typer misbrug, blandt hvilke jeg ville fremhæve urimelig praksis, indtrængen i det offentlige og private rum med f.eks. uønskede e-mails, urimelig fokusering på de mest sårbare grupper og mulig forvridning af det indre marked, dvs. køb af varer og tjenesteydelser, som forbrugerne ikke normalt ville købe.

Analysen af den nuværende lovgivning og forslag om at revidere eller forbedre den bør fokusere på en vurdering af disse forvridninger. Jeg støtter ordføreren i hans ønske om at intensivere det europæiske samarbejde om bekæmpelse af urimelig praksis vedrørende reklamer, enten ved at udvide anvendelsesområdet eller hyppigheden.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. − (IT) Jeg er enig med ordføreren, hr. Juvin, om, at det er vigtigt at optrappe det europæiske samarbejde om at bekæmpe urimelig handelspraksis vedrørende onlinereklamer i lyset af succesen med "sweeps" (systematiske, samtidige kontroller af hjemmesider udført af medlemsstater), som indtil videre har været begrænset til tre sektorer, nemlig flybilletter, ringetoner til mobiltelefoner og elektroniske apparater. Jeg er enig med ordføreren, som foreslår at udvide anvendelsesområdet og forøge hyppigheden af sådanne sweeps og tilskynde til samregulering, hvorved de forskellige aktører inddrages i udviklingen af lovgivningen, så de resulterende foranstaltninger er mere effektive og nemmere kan indføres.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Denne betænkning omhandler urimelig handelspraksis vedrørende reklamer som defineret i direktivet om urimelig handelspraksis og koncentrerer sig om spørgsmål, der opstår som følge af udviklingen af nye reklamemetoder og -teknologier. Den omhandler ikke B2B-forhold, som især behandles i direktiv 2006/114/EF. Reklamer er et værktøj, der er til gavn for både det indre marked ved at smøre tandhjulene i økonomien (ved at stimulere konkurrence, konkurrenceevne, innovation og kreativitet) og for forbrugere (ved at give flere valgmuligheder og sænke priserne). Det er en vigtig økonomisk sektor, idet onlinereklamer alene har en værdi af over 14 mia. EUR på det europæiske marked. I en periode, hvor der mangler information om forbrugeres rettigheder i forhold til reklamer, må der tages skridt til at skabe nemmere adgang til informationer og gøre reklamer mere gennemsigtige.

Eftersom offentligheden ikke engang er opmærksom på problemer i forbindelse med brug af persondata og de værktøjer, de har til rådighed til at tage hånd om dem, er der behov for hyppige informationskampagner om forbrugeres rettigheder i forhold til reklamer, især hvad angår brugen af persondata, uanset om de stilles til rådighed frivilligt, eller om de indsamles automatisk. Det er også nødvendigt at udarbejde undervisningsmaterialer for at informere internetbrugere (f.eks. teknologier til at administrere spor efterladt på internettet og ressourcer til beskyttelse af privatlivets fred).

  Crescenzio Rivellini (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg vil gerne gratulere hr. Juvin med hans fremragende arbejde. Direktivet om urimelig handelspraksis fra 2005 garanterer ikke en passende juridisk ramme for bekæmpelse af vildledende og aggressiv reklamering, og nye og mere overbevisende former for reklamer udvikler sig på internettet. Beslutningen sætter europæiske forbrugere i stand til at være bedre informerede om de nye, påtrængende former for reklamer på internettet, opfordrer til større beskyttelse af sårbare forbrugere og understreger reklamers rolle i forhold til at fremme positive rollemodeller.

Jeg vil gerne udtrykke særlig bekymring over den rutineprægede brug af adfærdsbetinget reklamering og udviklingen af pågående reklameformer (læsning af indholdet af e-mails, brug af sociale netværk og geolokalisering, målretning af reklamer), hvilket udgør angreb på privatlivets fred i forhold til forbrugerne. Derfor opfordrer jeg Kommissionen til at gøre det obligatorisk at indsætte den letlæselige bemærkning "adfærdsbetinget reklame" i de pågældende onlinereklamer.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. − (EN) Denne betænkning omhandler urimelig handelspraksis vedrørende reklamer som defineret i direktivet om urimelig handelspraksis og koncentrerer sig om spørgsmål, der opstår som følge af udviklingen af nye reklamemetoder og -teknologier. Den omhandler ikke B2B-forhold, som bl.a. behandles i direktiv 2006/114/EF. Reklamer er et værktøj, der er til gavn for både det indre marked (de smører tandhjulene i økonomien ved at stimulere konkurrence, konkurrenceevne, innovation og kreativitet) og forbrugere (ved at give flere valgmuligheder og sænke priserne).

Det er en væsentlig økonomisk sektor. Markedet for onlinereklamer i EU alene har en værdi af over 14 mia. EUR. Men det må ikke idealiseres. Reklamer kan også involvere urimelige praksisser, trænge ind i offentlige rum (f.eks. i form af plakattavler) og private rum (f.eks. i form af uønskede e-mails), være rettet mod sårbare grupper (såsom børn og folk i stor gæld), skabe potentielle adgangsbarrierer for det indre marked (fordi udgifterne bliver for store) og forvride det indre marked (ved at få forbrugerne til at købe varer eller serviceydelser, de ikke normalt ville have købt).

  Olga Sehnalová (S&D), skriftlig. – (CS) Jeg vil især gerne understrege spørgsmålet om beskyttelse af data online i hr. Juvins betænkning. Det er nødvendigt at sikre, at forbrugere får klar og omfattende information om, hvordan deres personoplysninger indsamles, behandles og bruges. Men i stedet for at regulere internettet ville jeg foretrække en løsning, der involverer uddannelse af internetbrugere og kun i begrænset omfang benytter sig af regler eller begrænsninger. Indførelsen af censur vil kun føre til andre, mere avancerede svigagtige metoder og fiduser, der altid vil være et skridt foran loven. Aktiviteter, der oplyser og uddanner brugere, er vigtige, og det samme er det at give internetbrugere flere muligheder i forhold til behandlingen af deres persondata. Det er vigtigt, at Kommissionen begynder at udarbejde oplysningskampagner om forbrugernes grundlæggende rettigheder i forhold til reklamer, især hvor de indebærer brugen af deres personoplysninger. Jeg ville også se med tilfredshed på udviklingen af EU-uddannelsesprogrammer, der lærer børn og andre sårbare grupper, hvordan de skal forstå faldgruberne i reklamer. Jeg hilser ligeledes med tilfredshed betænkningens fokus på beskyttelse af sårbare grupper af forbrugere og garantien for respekt for menneskelig værdighed i reklamer.

Reklamer kan effektivt udfordre og konfrontere stereotyper. De kan have en positiv indflydelse imod racisme, kønsdiskrimination, forskelsbehandling osv. Men de kan også have en negativ indflydelse, der bidrager til vold, afhængigheder såsom rygning og alkoholisme, eller spiseforstyrrelser såsom nervøs spisevægring og bulimi. Betænkningen nævner også andre vigtige faktorer, der kræver opmærksomhed. Derfor stemte jeg for betænkningen.

  Angelika Werthmann (NI), skriftlig. − (DE) Onlinereklamer tilpasser sig til brugernes adfærd. Baseret på en brugerprofil kan annoncører målrette deres reklamer og undgå folk uden for deres målgruppe. Men undersøgelser viser, at brugere i det store hele er imod personlig reklame, som ofte betragtes som påtrængende. Mange føler endda, at de bliver overvåget. I alt 62 % af dem, der deltog i undersøgelsen, er bekymrede over, at databeskyttelse ignoreres i forbindelse med personlig reklame, og eksperter i databeskyttelse har også betænkeligheder, fordi personoplysninger gemmes, sammenlignes med og knyttes til andre data. I teorien kan alle brugere slå denne funktion fra. Men linket er ikke nemt at finde, og derfor forslår betænkningen, at det skal være nemmere for forbrugere at sige nej til alle e-mail-reklamer ved hjælp af et direkte fungerende link.

Desuden sætter betænkningen forbrugere i stand til at modtage tydelige, tilgængelige og omfattende oplysninger om, hvordan deres data bliver indsamlet, behandlet og anvendt. Deres data skal opbevares fuldstændig separat fra data, der indsamles i forbindelse med reklamering. Indholdet af private e-mails må under ingen omstændigheder misbruges til reklameformål, og computersystemers standardindstillinger skal beskytte privatlivets fred på internettet ("privacy by design").

Betænkning: Bendt Bendtsen (A7-0331/2010)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg er enig i de overordnede mål for denne handlingsplan, som skal sikre en bedre informationsstrøm på lokalt plan eller oprettelsen af en enstrenget kontakt, der tager hensyn til den reducerede brug af midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til foranstaltninger med forbindelse til energieffektivitet, mens medlemsstater og regioner overgår til en horisontal tilgang til energieffektivitet i forbindelse med udviklingen af dem, eftersom dette repræsenterer en profitabel måde at stimulere den økonomiske konkurrenceevne og reducere brændstofmangel på. Jeg er også enig i, at Kommissionen bør konsultere lokale og regionale repræsentanter for at definere retningen af udviklingen i energipolitikken og yde økonomisk støtte til lokale og regionale projekter gennem innovative programmer, der benytter eksisterende energiressourcer og strukturfonde. Inden for denne ramme af mulige initiativer foreslås det, at der oprettes væsentlige incitamenter for regioner, der indtil nu har spillet en rolle over gennemsnittet i forhold til energieffektivitet, for at fremme deres energiuafhængighed og på den anden side tilskynde til deling af god praksis mellem disse regioner og dem, der kun har oplevet begrænset udvikling på dette område.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne beslutning, fordi vi er forpligtet til at respektere miljøet, finde økonomiske måder at producere energi på og bekæmpe klimaforandringerne. Der er behov for at sikre bæredygtig udvikling, men økonomisk udvikling er også vigtigt. Disse to dimensioner må afstemmes med hinanden. Det er umuligt at bekæmpe klimaforandringer uden at tage energieffektivitet i betragtning. Derfor må der opstilles omfattende og realistiske mål og sanktioner, så energieffektivitet ikke blot baseres på økonomiske fordele. Energieffektivitet vedrører primært bygninger, fordi der er et enormt potentiale for energieffektivitet i bygninger. Derfor støtter jeg ordførerens udtalelse om, at fokus bør være på renovering af eksisterende bygninger, eftersom nybyggeriet i EU er i konstant tilbagegang, og mange gamle bygninger kan bidrage væsentligt til energieffektiviteten, hvis de renoveres ordentligt.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Spørgsmålet om energi er en væsentlig udfordring for Europa. Vi er nødt til at huske, i hvor høj grad Europas udvikling bygger på den relative nemme adgang til energi, som europæiske lande har nydt godt af i over 100 år. Der er nu blevet føjet et nyt aspekt til spørgsmålet om energi. Brugen af fossile brændstoffer hører i højere og højere grad fortiden til. Det dobbelte pres fra den globale opvarmning og den uvægerligt voksende vanskelighed ved at skaffe olieforsyninger og i den senere tid også gas tvinger os til at tænke i nye retninger. Handlingsplanen for energieffektivitet, som omhandler to bestemte aspekter af effektivitet, har eksisteret siden 2006. For at økonomisere på en måde, der vil gøre EU mindre afhængig af sine internationale partnere, må det tackle effektivitet i forhold til både produktion og forbrug, dvs. bygninger, der bruger mindre energi, mere økonomiske maskiner, men også mere strømlinjede produktionsteknologier, der vil sætte os i stand til at kombinere konkurrencedygtighed og innovation med stordriftsfordele. Det siger sig selv, at jeg støttede denne vigtige tekst (herunder det bindende mål om yderligere 20 % energieffektivitet fra nu og indtil 2020), som sikrer EU en position blandt de fremmeligste på disse områder.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. − (LT) Der er opnået meget siden vedtagelsen af handlingsplanen for energieffektivitet i 2006, men den politiske og økonomiske kontekst har ændret sig meget siden da. Derfor er der tydeligt behov for at revidere EU's energieffektivitetspolitik for at afstemme den med de aktuelle prioriteter og udviklinger. Energieffektivitet er den mest omkostningseffektive og hurtigste måde at reducere udledningerne af CO2 og andre stoffer på. Fordelene er enorme i forhold til både økonomisk vækst og jobskabelse. Jeg mener, at der bør iværksættes en grundig vurdering af resultaterne af og manglerne i handlingsplanen for energieffektivitet fra 2006 som grundlag for revideringen af EU's energieffektivitetspolitik. Det bliver stadig tydeligere, at EU ikke vil få opfyldt sit mål om 20 %. Derfor er det nødvendigt at iværksætte mere effektive foranstaltninger til fremme af energieffektivitet. Det er nødvendigt at være særlig opmærksom på renoveringen af eksisterende bygninger, da der indtil nu ikke er sket store fremskridt på dette område. Nybyggeriet i EU er i konstant tilbagegang, og mange gamle bygninger har det største potentiale for forbedret effektivitet, hvis de renoveres korrekt. Det ville fremme en reduktion i EU's overordnede energiafhængighed.

  Jean-Luc Bennahmias (ALDE), skriftlig. – (FR) Bendt Bendtsens initiativbetænkning, der blev vedtaget med stort flertal, sender et positivt politisk signal om spørgsmålet om energi nogle dage efter afslutningen af topmødet i Cancún og to måneder før energitopmødet den 4. februar 2011. Energiafhængighed er uden tvivl et af de kritiske punkter i vores kamp for at beskytte miljøet. Energibesparelser og -effektivitet er de mest omkostningseffektive og hurtigste måder at reducere udledningen af CO2 og forbedre forsyningssikkerheden på. I denne betænkning opfordrer vi til en fornyet indsats for at opnå målet om 20 % bedre energieffektivitet senest i 2020. Men jeg beklager, at ændringsforslaget, der opfordrer Kommissionen til at iværksætte et initiativ til tilbundsgående renoveringer af eksisterende bygninger næste år, ikke fik det nødvendige flertal. Betænkningen nævner kun nye bygninger og ikke spørgsmålet om forvaltning af eksisterende bygninger. Men bygninger er ansvarlige for omkring 40 % af energiforbruget og omkring 36 % af drivhusgasudledningerne i EU.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi der er behov for at iværksætte konkrete foranstaltninger i forhold til gennemførelsen af handlingsplanen for energieffektivitet, især eftersom det bliver stadig tydeligere, at EU ikke vil opfylde sit mål om en reduktion på 20 % i udledningen af drivhusgasser. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at energieffektivitet er den mest omkostningseffektive måde at reducere udledningerne af CO2 og andre stoffer på. Desuden repræsenterer det en enestående lejlighed til at støtte og skabe job og samtidig reducere afhængigheden af importeret energi. Parlamentet opfordrer dermed Kommissionen til at udarbejde den nye handlingsplan for energieffektivitet under hensyntagen til sårbare energiforbrugeres behov. Desuden opfordrer det medlemsstaterne til at indføre passende foranstaltninger og effektive politikker såsom nationale handlingsplaner eller målrettede sociale foranstaltninger med henblik på at reducere energifattigdom og til med jævne mellemrum at rapportere om deres initiativer på området. Kommissionen bør også pålægges at fremlægge statistikker om udviklingen inden for alle væsentlige elementer i EU's energipolitik.

  Vito Bonsignore (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg vil gerne gratulere hr. Bendtsen for denne vigtige og aktuelle betænkning om energieffektivitet. Jeg stemte for betænkningen, fordi jeg mener, at god energieffektivitet kan hjælpe os med at reducere udledningerne af CO2 i betydelig grad.

Der kan opnås flere fordele ved denne type politisk initiativ. For det første ville der blive skabt nye arbejdspladser, men det ville også være muligt i højere grad at engagere små og mellemstore virksomheder, bindevævet i Italiens og EU's økonomier, som kunne tilbydes innovative udviklingsmuligheder. For at gøre det ville det være nødvendigt at arrangere hensigtsmæssige finansielle instrumenter til styrkelse af erhvervsuddannelser, forskning og adgang til information. Derfor er jeg enig i behovet for at revidere EU's politikker om energieffektivitet og gennemføre konkrete planer til styrkelse af konkurrenceevnen.

Hvad bygninger og miljøvenligt design angår, er jeg enig i, at hovedvægten bør ligge på at renovere eksisterende bygninger, eftersom de byder på et meget stort potentiale for energieffektivitet, hvis de renoveres korrekt. For at opfylde disse mål er det derfor nødvendigt at fremme foranstaltninger, instrumenter og støtte til finansiering fra både medlemsstater og på europæisk plan, f.eks. ved at indføre ad hoc-fonde.

  Jan Březina (PPE), skriftlig. – (CS) Betænkningen om energieffektivitet opfordrer med rette til større vægt på innovative løsninger såsom intelligente net og målere, mere fleksibel integration af vedvarende energikilder og oprettelse af en global strategi for varmeproduktion. Her skal man bemærke, at målet er, at 50 % af alle hjem skal være udstyret med smarte målere senest i 2015, hvilket skal stige til 80 % senest i 2020. Det glæder mig, at der ikke var nogen forslag om fremlæggelse af lovforslag om energifattigdom. I stedet blev det formuleret sådan, at det er tydeligt, at det er medlemsstaterne, der bedst er i stand til at håndtere problemet med energifattigdom, og derfor er det et problem, der bør løses på medlemsstatsplan. Muligheden for at bruge 15 % af Den Europæiske Fond for Regionaludvikling til programmer for energieffektivitet burde også være med til at forbedre energieffektiviteten. Men jeg mener, at energieffektivitet bør gøres til en horisontal europæisk prioritet, der finansieres fra andre kilder end strukturfondene.

Jeg mener, det var rigtigt at afvise forslag om at indføre en paneuropæisk energi- eller kulafgift, hvilket kun ville have ført til større energiomkostninger og ville have ramt lavindkomstgrupper hårdest. Det er også min holdning, at mål om energieffektivitet ikke bør være juridisk bindende, og at vi ikke bør indføre en overfladisk konditionalitet for at yde støtte fra strukturfondene baseret på energieffektivitet.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Energieffektivitet er afgørende for at styrke forsyningssikkerheden, forbedre luftkvaliteten, reducere udledningerne af drivhusgasser og forøge samfundets konkurrenceevne. Energieffektivitet vil sige at gøre mere med færre ressourcer. Denne betænkning udstikker en ambitiøs vision for energieffektivitet ved f.eks. at indføre individuelle mål og positive incitamenter. Der indføres vigtige elementer i forhold til modernisering af energiinfrastrukturen såsom intelligente net, energieffektivitet i bygninger og transport, brugen af IKT og udvikling af den videnskabelige forskning inden for energi. Denne betænkning understreger behovet for at fordoble midlerne til videnskabelig forskning, teknologisk udvikling og demonstration på energiområdet. I forhold til finansiering tilskynder betænkningen også til brugen af strukturfonde til støtte for energieffektivitet, hvilket vil blive en prioritet i EU's budget efter 2013. I lyset af alt dette vil jeg gerne gratulere ordføreren, hr. Bendtsen, for hans fortrinlige arbejde og for den opnåede balance, og jeg vil opfordre alle til at støtte denne vigtige betænkning.

  Marielle De Sarnez (ALDE), skriftlig. – (FR) Bygninger er ansvarlige for omkring 40 % af energiforbruget og omkring 36 % af drivhusgasudledningerne i EU. Energieffektive bygninger bør være en prioritet ved næste revidering af handlingsplanen for energieffektivitet. I dag er 30 % af eksisterende hjem i Europa usunde og har høje energiregninger. Derfor er det vigtigt ikke kun at fremme nye bæredygtige bygninger, men også at renovere eksisterende bygninger på en bæredygtig måde. Derfor må medlemsstaterne øjeblikkeligt iværksætte et program for tilbundsgående renoveringer af den eksisterende bygningsmasse med henblik på næsten at opnå energineutralitet i bebyggede omgivelser senest i 2050. Der er også en forbindelse mellem energieffektivitet og energifattigdom. Derfor opfordrer vi Kommissionen til at udarbejde en ny handlingsplan for energieffektivitet, der skal tage hensyn til sårbare forbrugeres behov.

  Ioan Enciu (S&D), skriftlig. − (EN) Jeg vil gerne hilse denne betænkning om energieffektivitet velkommen, idet den vil forøge energisikkerheden og være med til at skabe samfundsmæssige og økonomiske fordele for EU's økonomi. S&D-Gruppen har påpeget, at energiressourcer ikke er ligeligt fordelt blandt medlemsstaterne. Vi må altid tage højde for europæisk solidaritet, når vi lovgiver om energieffektivitet. Det er blevet sagt, at energibesparelser er en af de hurtigste måder at opnå energieffektivitet på. Fremme af energieffektivitet vil skabe beskæftigelse og årligt spare medlemsstaternes regeringer for milliarder til opvarmning.

Jeg hilser med stor tilfredshed etableringen af et samfund med mindre CO2-udledninger, men vi må sørge for at finde den rette balance mellem medlemsstater ud fra deres muligheder og ressourcer. Det bekymrer mig, at det forventes, at medlemsstater som Rumænien skal præstere på lige vilkår med andre medlemsstater som Sverige, som allerede har opnået gode resultater inden for energieffektivitet. Finansielt overslag 8 vil blive et afgørende finansieringsinstrument til at tilskynde til og fremme energieffektivitet fra 2014 til 2020.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning om handlingsplanen for energieffektivitet, fordi den fremsætter vigtige forslag om miljøet og økonomien, nærmere bestemt præsentationen af europæisk lovgivning, der fastlægger bindende mål for reduktion af energiforbruget.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) I 2008 forpligtede Europa sig til senest i 2020 at opnå en reduktion i energiforbruget på 20 % og at sikre, at 20 % af energiforbruget stammer fra vedvarende kilder. Dette mål er afgørende for at hjælpe Europa med at opfylde sit mål om at reducere CO2-udledningerne og afhængigheden af fossilt brændsel, men det bør forblive netop det, et mål, som medlemsstaterne frivilligt kan vælge at overholde.

Hvis det skal ske i stedet for, at der indføres en bindende grænse, er det vigtigere, at medlemsstaterne bliver enige om løsninger, der åbner mulighed for større energieffektivitet og mindre energispild uden at påvirke udviklingen, og uden at det bliver alt for dyrt for europæiske industrier og producenter, især i økonomiske krisetider som nu.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Denne betænkning fokuserer på energieffektivitetspolitikken i EU. I den forbindelse støtter jeg behovet for at opstille bindende mål. I Kommissionens grønbog (KOM(2005) 0265 endelig) om energieffektivitet anslås det, at der direkte eller indirekte kunne skabes omkring en mio. nye arbejdspladser i Europa. I henhold til denne meddelelse drager især SMV'er fordel af energieffektivitetsforanstaltninger, og en gennemsnitlig husstand kunne spare i gennemsnit 1 000 EUR om året ved hjælp af energieffektivitetsforanstaltninger.

Obligatoriske energieffektivitetsforanstaltninger er også afgørende for at reducere energiunderskuddet, der skyldes import af olie og gas fra Golfen og Rusland.

Vi har allerede bindende mål for at forøge kvoten af vedvarende energi i EU til 20 %. Inden for den nuværende ramme kan vi kun opnå halvdelen af potentialet uden bindende mål for energieffektivitet. Det er også et spørgsmål om retssikkerhed og et vigtigt signal i forhold til kanalisering af nye investeringer.

For EU og Portugal ser jeg flere fordele end ulemper med dette bindende mål. Og hvis Europa 2020-målene ikke rækker længere end simple intentioner, vil vi ikke opnå noget som helst med denne strategi.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Der afgives masser af løfter om at forøge energieffektiviteten, men EU risikerer ikke at opfylde de foreslåede mål om 20 % senest i 2020. De seneste data peger i retning af et faktisk gennemsnit på kun 9 % på trods af det bidrag, en forøgelse af energieffektiviteten kunne yde til at reducere udledninger, forbrug og energiafhængighed.

Betænkningen indeholder en lang række elementer, der ganske fyldestgørende behandler det omfattende emne energieffektivitet, selv om den angiver ruter, der kunne gøre det vanskeligt at opfylde de mål, den opstiller.

Men der er aspekter, vi er uenige i, f.eks. den påståede forbindelse mellem energieffektivitet og det, der kaldes EU 2020-strategien, som foreskriver oprettelsen af et indre marked for energi, at markedsbaserede instrumenter fremmes, at EU's emissionshandelsordning skjuler nogle af indtægterne fra energieffektivitet, og at man ignorerer behovet for at forsvare en stærk offentlig sektor på energiområdet, som hver stat må fremme.

Selv om vi er enige i behovet for, at der skal stilles fællesskabsmidler til rådighed for opnåelse af målene, har vi fortsat vores tvivl om, hvorvidt det er praktisk muligt at bruge op til 15 % af EFRU eller at bruge Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne til energieffektivitet, eftersom det burde være medlemsstaterne, der afgør deres behov og prioriteter for fordeling af disse midler.

  Françoise Grossetête (PPE), skriftlig. – (FR) Der kan indføres utallige foranstaltninger, der byder på uudnyttede muligheder for at forbedre energieffektiviteten i nøglesektorer såsom transport og bebyggede omgivelser.

Men det er urealistisk at opsætte et bindende mål for forbedring af energieffektiviteten med mindst 20 % senest i 2020, for der findes ingen måde at evaluere det på, og der er ingen fælles indikatorer. I stedet burde vi fokusere på specifikke mål for bestemte sektorer såsom tilsagnet om at reducere energiforbruget i eksisterende bygninger med 38 %.

Den manglende finansiering er en betydelig hindring for renoveringen af bygninger i sektorerne boliger og SMV'er. I stedet for at kaste sig ud i en kamp for urealistiske mål burde Kommissionen i stedet udarbejde innovative løsninger og stimulere offentlig-private partnerskaber, for denne kreative økologi er en kilde til arbejdspladser.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. − (LT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi den sigter mod at forøge energieffektiviteten med mindst 20 % senest i 2020 og dermed fremme overgangen til en bæredygtig og grøn økonomi. Fordelene er enorme i forhold til både økonomisk vækst og jobskabelse. De nye job vil blive skabt i både landdistrikter og byområder. Det er velkendt, at der er enormt potentiale for energieffektivitet i bygninger. Derfor bør fokus være på renovering af eksisterende bygninger, eftersom nybyggeriet i EU er i konstant tilbagegang, og mange gamle bygninger har det største potentiale for forbedret effektivitet, hvis de renoveres korrekt. I cleantech-industrien er der behov for at bygge bro over kløften mellem USA og Kina på den ene side og EU på den anden. Begge lande er langt mere progressive end EU, når det kommer til at vedtage lovgivningsmæssige foranstaltninger til fremme for energieffektive løsninger. Derfor bør foranstaltninger og instrumenter til at styrke finansieringen støttes af EU og medlemsstaterne. Etableringen af nationale energieffektivitetsfonde, der støtter kontrakter om energiydelser, bør støttes med incitamenter gennem et finansielt instrument på europæisk plan. Kontrakter om energiydelser, hvor en kunde køber en garanteret energibesparelse, skaber en løftestangseffekt, idet investeringen betales tilbage over en periode på 2-15 år. En sådan model skaber arbejdspladser i SMV'er, forbrugerne sparer penge på energiregningen, og udledningerne reduceres.

  Eija-Riitta Korhola (PPE), skriftlig. − (FI) Når jeg ligesom flertallet i min gruppe stemte imod det obligatoriske mål om energibesparelser på 20 %, var det ikke udtryk for en holdning til vigtigheden af at spare på energien, men til den måde, det forsøges fremmet på. Vigtigheden af at spare mere på energien er ubestridelig. Ikke desto mindre er forsøgene på at løse EU's klima-, energisikkerheds- og forsyningsproblemer efter min mening hverken bæredygtige eller fornuftige.

I den berygtede 20-20-20-klima- og energipakke var målet for energibesparelser det eneste, der ikke var bindende, eftersom man formodede, at det ville blive trappet op i takt med andre obligatoriske mål som dem for nedskæringer i udledninger og vedvarende energikilder. Målet for energibesparelser blev ikke gennemført på den måde, vi ønskede, men i stedet for at bebyrde Fællesskabet med endnu et bindende mål, der overlapper med andre bindende mål, og uden at vide, hvordan det skal opnås, bør vi undersøge, om disse andre mål er fastsat på et passende niveau til at begynde med.

Når vi indfører nedskæringer i udledninger og mål for vedvarende energikilder, lægger vi pres på medlemsstaterne og deres virksomheder, og fristelsen til at etablere kortsigtede løsninger, der ikke er bæredygtige, bliver overvældende. Hvis vi oven i købet indfører endnu en begrænsning, havner vi i en situation, hvor EU bogstavelig talt saver den gren over, det sidder på, og samtidig forårsager en enorm overførsel af indtægter uden yderligere fordele for klimaet, miljøet eller vores energisikkerhed.

I forsøget på at gøre noget godt har vi opnået det stik modsatte. Industrien bliver mindre lønsom i hele verden, vi brænder træ i den vedvarende energis navn, hvilket ikke er bæredygtigt, og samtidig bliver selve problemet, udledningerne af CO2, stadig mere alvorligt uden for vores grænser.

Tiden er inde til at iværksætte fornuftige og bæredygtige initiativer og ikke ty til kortsigtet tvangsfodring uden nogen rationelle, håndgribelige resultater.

  Elisabeth Köstinger (PPE), skriftlig. − (DE) Forøgelsen i energieffektivitet i hele EU er et centralt element i en bæredygtig europæisk energistrategi. Det vil gøre det muligt at reducere CO2-udledningerne og samtidig forbedre energisikkerheden på den hurtigste og mest omkostningseffektive måde. Jeg hilser med tilfredshed, at betænkningen fremhæver større investeringer i energieffektivitet i bygninger, hvilket vil skabe nye arbejdspladser i byggebranchen og i SMV'er og medføre potentielle årlige energifordele på op til 1 000 EUR pr. husstand. Betænkningen henviser også til behovet for at forøge energieffektiviteten i hele transportsystemet ved at skifte fra energiintensive transportformer såsom biler og lastbiler til energibesparende transportformer såsom jernbaner. Jeg hilser med tilfredshed de aspekter af betænkningen, der opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at give energieffektivitet den opmærksomhed, området fortjener, og samtidig sikre, at de utallige lovgivningsmæssige bestemmelser på området, der allerede findes på EU- og nationalt plan, overholdes.

  Bogusław Liberadzki (S&D), skriftlig. – (PL) Ved dagens afstemning støttede jeg vedtagelsen af Bendtsen-betænkningen om revidering af handlingsplanen for energieffektivitet. Der er ingen tvivl om, at forøgelse af energieffektiviteten er den mest omkostningseffektive og hurtigste måde at reducere CO2-udledningerne på. Bygninger repræsenterer omkring 40 % af energiforbruget og omkring 36 % af drivhusgasudledningerne i EU. Derfor mener jeg, at en af de vigtigste ting, der skal gøres, er at forøge bygningers energieffektivitet, og det skal ske ved at iværksætte renovering af eksisterende udstyr og ved at installere en mere effektiv fælles infrastruktur i bygninger og varmesystemer. Jeg stemte for at finansiere isolering af bygninger fra strukturfondene.

  Marian-Jean Marinescu (PPE), skriftlig. – (RO) Betænkningen om energieffektivitet er yderst vigtig med henblik på at vedtage EU's handlingsplan på området for de kommende år. Det vil have enorm indflydelse på de metoder, der bruges til at reducere CO2-udledninger, på økonomisk vækst og på jobskabelse på områder som it, byggeri og tjenesteydelser. Jeg stemte for mere effektiv beskyttelse af sårbare forbrugere. Disse forbrugere må få størst fordel af de forbedringer i energieffektiviteten, der gennemføres. Men der er behov for flere økonomiske ressourcer for at gennemføre de nødvendige investeringer. Desuden stemte jeg for at etablere energieffektivitetsfonde på nationalt, regionalt og lokalt plan. Disse fonde kunne spille en nøglerolle for udviklingen af SMV'er og virksomheder, der udbyder serviceydelser inden for energieffektivitet. Jeg stemte imod at fastsætte det juridisk bindende mindstemål for energibesparelser på 20 % senest i 2020, eftersom dette element af tvang på EU-plan kunne have negativ indflydelse på det indre marked. Jeg tror, at overgangen til en bæredygtig grøn økonomi vil skride frem selv uden at indføre overdrevne lovgivningsmæssige foranstaltninger.

  Mario Mauro (PPE), skriftlig. − (IT) I denne betænkning om revidering af handlingsplanen om energieffektivitet påpeger hr. Bendtsen med rette, at nationale politikker stadig ikke fuldt ud udnytter potentialet inden for energieffektivitet. Derfor må vi styrke EU's strategier i denne retning. Jeg stemte for forslaget.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Denne betænkning fremmer princippet om energieffektivitet og slår til lyd for energimærkning. Det er fint, selv om man kunne have ønsket, at diskussionen også havde omfattet forsigtig omgang med energiressourcer og miljømærkning. Den omhandler også energifattigdom. Det er godt nyt. Derfor er det også en skam, at den gør disse ting til instrumenter for grøn kapitalisme, at den går ind for fri konkurrence, opfordrer til intervention fra finansielle mellemmænd og forherliger fordelene ved CO2-markedet. Den udsletter de fremskridt, den lover.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) En handlingsplan, der lever op til den europæiske energipolitik, må tage hånd om udviklingen hen imod et energisystem med lave CO2-udledninger og sikringen af energiforsyningen, af EU's forbedrede konkurrenceevne og af energiforsyningen til alle forbrugere til overkommelige priser. Det vil kræve en betydelig finansiel og menneskelig indsats at opfylde disse mål.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. − (EN) Her er 10 principielle retningslinjer for energieffektivitet:

1. energieffektive teknologier, 2. transportteknologier, 3. effektiv anvendelse af energi, 4. sikkerheden i energidistributionsnet, 5. indsamling og oplagring af varer, der bruges til energiproduktion, 6. energiudnyttelse i lande – hos leverandører, 7. skabelse og distribution af energiressourcer, 8. programmer til bekæmpelse af monopoler inden for energiforbrug og -forsyning, 9. nanoteknologier i energiforsyningssektoren og dennes udvikling, 10. effektiv energilovgivning.

Desværre behandles disse aspekter ikke i den foreliggende betænkning. Jeg stemte for i betragtning af, at hovedopgaven kun lige er begyndt.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. − (DE) Energieffektivitet er et område med stort potentiale for fremtiden, hvor EU allerede har en vis erfaring. Desuden huser EU's medlemsstater mange førende teknologiske virksomheder. Sammen med de åbenlyse fordele for miljøet tilbyder denne sektor også muligheder for at styrke den økonomiske vækst og for jobskabelse. Men med tiden er det blevet tydeligt, at EU ofte udstikker ambitiøse mål for sig selv og derefter har problemer med at opfylde dem eller slet ikke kommer i nærheden. Det kunne være tilfældet med bygninger, som naturligvis byder på enormt potentiale for at spare energi.

Det er betydelig enklere at gennemføre foranstaltninger af denne type i nye bygninger end i eksisterende, ældre bygninger. Fredede bygninger udgør et særligt problem. Sidst, men ikke mindst må vi ikke tillade, at situationen kommer ud af kontrol ved at indføre foranstaltninger til forbedring af energieffektiviteten, som er så dyre at gennemføre, at leveomkostningerne næsten bliver uoverkommelige. Jeg stemte i overensstemmelse hermed.

  Wojciech Michał Olejniczak (S&D), skriftlig. – (PL) Man kan kun være enig i ordførerens standpunkt om, at energieffektivitet er den mest omkostningseffektive og hurtigste måde at reducere udledningen af CO2 og andre stoffer på. Initiativer til forbedring af energieffektiviteten bidrager desuden til økonomisk vækst og jobskabelse. Dette fænomen kan f.eks. observeres i de nye medlemsstater, hvor omfanget af de udfordringer, man står over for, er enormt.

Det er også værd at bemærke, at EU's støtte til isolering af bygninger er et af de mest synlige resultater af samhørighedspolitikken. Moderniserede bygninger er et af de bedste tegn på EU i regionen. På den baggrund støtter jeg betænkningens forslag om at forøge forbruget til at forbedre energieffektiviteten.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. − (IT) Jeg stemte for handlingsplanen for energieffektivitet, fordi jeg mener, at det er vigtigt at presse EU til at gøre fremskridt i retning af en grøn og bæredygtig fremtid. Det mål, Europa har udstukket i den nye handlingsplan, som Kommissionen vil fremlægge til februar, er at reducere energiforbruget ved hjælp af systeminnovationer i energiinfrastrukturerne og byudvikling. Jeg mener også, at målene ikke skal være bindende, for hvis vi fremskynder tidsplanen, risikerer vi at udsætte virksomheder og personer for økonomisk fare. Handlingsplanens foranstaltninger skal hænge sammen med nationale planer for at danne en fælles metodologi til at værdiansætte målene for energieffektivitet.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) I sin gennemgang af handlingsplanen for energieffektivitet fremsætter ordføreren, som er medlem af PPE-Gruppen, et afbalanceret forslag om at nå det mål for energibesparelser på 20 %, som Rådet udstak i 2007.

Den pragmatiske måde at gennemføre en energieffektivitetspolitik på, som ordføreren har foreslået, gennem individuelle mål og uden at indføre juridisk bindende mål virkede på mig som den mest hensigtsmæssige metode i den aktuelle økonomiske og politiske situation til at opfylde målene. Men en løsning, der indebærer indførelsen af obligatoriske mål for energireduktioner på mindst 20 %, et ændringsforslag, der blev vedtaget ved hjælp af Socialdemokraternes, De Liberales og De Grønnes stemmer, blev vedtaget i Udvalget om Industri, Forskning og Energi.

I betænkningen, som jeg stemte for, ville jeg fremhæve de forskellige initiativer på fællesskabs- og medlemsstatsplan til støtte for energieffektivitet, herunder anvendelse af eksisterende lovgivning på området, energieffektiv byudvikling, opførelse af energieffektive bygninger og finansiering af disse og andre foranstaltninger ved oprettelse af nationale energieffektivitetsfonde.

Det skal understreges, at denne betænkning fra Parlamentet er et vigtigt bidrag til den revision af handlingsplanen for energieffektivitet, der finder sted i Kommissionen.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. − (IT) Til dels som følge af flere forbedringer i den oprindelige plan er jeg enig med hr. Bendtsen i, at energieffektivitet er den mest omkostningseffektive måde at reducere udledningerne af CO2 og andre stoffer på, og at det repræsenterer en enestående mulighed for at støtte og skabe arbejdspladser og samtidig reducere afhængigheden af importeret energi. Han bemærker, at ifølge Kommissionen kunne værdien af energibesparelser beløbe sig til over 1 000 EUR pr. husstand pr. år.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Energieffektivitet er den mest omkostningseffektive og hurtigste måde at reducere udledningerne af CO2 og andre stoffer på. Fordelene er enorme i forhold til både økonomisk vækst og jobskabelse inden for it, byggeri og tjenesteydelser. Disse job vil blive skabt i både landdistrikter og byområder, ofte i SMV'er, og de vil være lokale arbejdspladser, der ikke kan outsources. Kommissionen vil fremlægge en ny, revideret plan i starten af 2011, og den skal indeholde følgende elementer: Bindende EU-mål for en forøgelse af energieffektiviteten på mindst 20 % senest i 2020, foranstaltninger til bekæmpelse af energifattigdom skal indføres i alle energipolitikker, revidering af direktivet om energitjenester i 2011, tilskyndelse til investeringer i intelligente net og medlemsstaternes overholdelse af kravet fra den tredje lovpakke om det indre marked om at installere intelligente målere i 80 % af husstandene senest i 2020, at medlemsstaterne skal opsætte årlige mål for renovering af bygningsmassen, at Kommissionen skal fremlægge politikker til at opnå næsten energineutrale bygninger senest i 2050, og at Kommissionen skal se på innovative finansieringsmodeller såsom revolverende fonde for at opfylde sektorens mål.

  Teresa Riera Madurell (S&D), skriftlig. – (ES) Jeg stemte for denne betænkning, fordi jeg mener, at det er vigtigt, at målet om 20 % i forhold til energieffektivitet er obligatorisk, ikke kun af hensyn til reduktionen i CO2, men også af sociale årsager. En stor andel af europæiske husholdnings udgifter går til energiregninger. Indførelse af effektiviseringsforanstaltninger, der reducerer energispild og er med til at reducere energifattigdom, er et mål for Socialdemokraterne.

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. – (FR) Indtil den dag, hvor den skøre udfordring med solenergi fra rummet bliver til virkelighed, og hele verden kan høste fordelene af denne næsten uudtømmelige elektriske manna, har EU intet andet valg med sin aktuelle energipolitik end at få sin energiforsyning fra så mange kilder som muligt og at gå efter energieffektivitet. Det er en væsentlig prioritet i den europæiske strategi for næste årti, som fremhæves i hr. Bendtsens betænkning, der blev vedtaget her i eftermiddag af et flertal af medlemmerne af Parlamentet. Jeg hilser med særlig tilfredshed vedtagelsen af de bindende mål for energibesparelser på 20 % senest i 2020, hvilket ville sætte EU i stand til at spare ca. 100 mia. EUR. For at opnå det vil det tydeligvis være nødvendigt at gøre mere på så forskellige områder som energitjenester, transport (hvornår får vi en ramme for standardisering af elektriske køretøjer?) og bygninger. Sidstnævnte kræver særlig opmærksomhed, for vi ved, at de er ansvarlige for omkring 40 % af energiforbruget og omkring 36 % af drivhusgasudledningerne i EU. Der er f.eks. betydeligt potentiale for energibesparelser i offentlige bygninger, hvilket ville fremme overgangen til en stabil, grøn økonomi.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. − (EN) Denne betænkning er en stærk påmindelse på rette tid til Kommissionen og Rådet om vigtigheden af et bindende mål for energibesparelser forud for det vigtige energitopmøde den 4. februar 2011, og mens Kommissionen forbereder sin handlingsplan om energieffektivitet. Ambitiøse EU-foranstaltninger for energibesparelser og -effektivitet er afgørende, hvis Europa skal kunne reagere på de udfordringer, som energisikkerhed og klimaforandringer udgør. De er også økonomisk fornuftige, skaber job og sparer forbrugerne penge på deres energiregninger. Indtil nu har medlemsstaterne svigtet deres løfter om at reducere energiforbruget med 20 % senest i 2020 ved at gøre for små fremskridt. Hvis målet var bindende, ville det hjælpe (som i tilfældet med vedvarende energi) med at sikre, at EU's regeringer faktisk udnytter dette potentiale.

Betænkningen opfordrer også til mere effektive foranstaltninger for bygningers energiforbrug, primært ved at renovere den eksisterende bygningsmasse. Eftersom bygninger udgør 40 % af energiforbruget i EU er det afgørende at tackle denne sektor direkte. De Grønne håber, at EU's energitopmøde også vil tage fat på dette vigtige emne.

  Czesław Adam Siekierski (PPE), skriftlig. – (PL) Handlingsplanen for energieffektivitet er en omkostningseffektiv måde at forøge økonomiens konkurrenceevne og EU's energiforsyningssikkerhed på. Planen om at begynde at forbedre energieffektiviteten er også en perfekt lejlighed for små og mellemstore virksomheder til at udvikle sig. Bendtsen-betænkningen henleder med rette opmærksomheden på måder at udnytte energi effektivt på uden behov for at reducere forbruget, for det fortsætter med at vokse i medlemsstaterne. Brugen af nye energiteknologier inden for byggeriet og transport giver mulighed for betydelige besparelser i hele EU. Men hvis disse metoder skal kunne tages i brug, er der både behov for en informationskampagne for borgerne og en reduktion i udgifterne til energibesparende teknologier. Det er faktisk den høje pris på innovativt udstyr, der er den største hindring for ibrugtagningen af det. Vedtagelse af bindende mål for 2020 er vanskeligt for mange medlemsstater.

Men vi må huske, at hver af medlemsstaterne befinder sig på forskellige energipolitiske udviklingsstadier. Et bindende mål for vedvarende energi på 20 % af det endelige energiforbrug senest i 2020 kan vise sig at være for stor en udfordring, især for de 12 nye medlemsstater.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. − (NL) Det glæder mig, at Parlamentet har erklæret, at det går ind for et obligatorisk mål for energibesparelser på 20 % i 2020. Forudsigelser peger på, at Europa med den nuværende politik kun vil nå en energibesparelse på 11 %. I mellemtiden spilder husholdninger for 1 000 EUR energi om året, og vi eksporterer årligt ikke mindre end 350 mia. EUR af vores europæiske velstand til olierige lande. Bedre isolering til huse, mere effektiv energitransport og mere effektive apparater sænker energiregningen for forbrugere og virksomheder.

Der er ofte hindringer i vejen for, at man indfører disse effektive foranstaltninger, f.eks. høje investeringsudgifter eller usikkerhed om fordelene. Hvis de europæiske ministre støtter dette forslag, må regeringer optrappe deres støtte til energibesparende foranstaltninger. Disse foranstaltninger vil i sidste ende kaste penge af sig, fordi energiregningen vil være lavere.

Energibesparelse er den billigste måde for os at nå vores klimamål på, og det vil medføre 560 mio. t mindre CO2-udledninger. Derfor gør energibesparelser det endnu nemmere for os at hæve vores klimamål lidt. Desværre er vi stadig håbløst bagud. Ifølge en rapport, der blev offentliggjort for nylig, er vi nødt til at tredoble det europæiske mål, hvis vi skal nå en energibesparelse på 20 %. Derfor er det vigtigt, at dette mål gøres bindende for alle EU's medlemsstater.

  Konrad Szymański (ECR), skriftlig. − (EN) ECR-Gruppens medlemmer af Parlamentet mener, at energieffektivitet spiller en afgørende rolle i forhold til at hjælpe EU med at nå sine mål for vedvarende energi og reduktioner af udledninger. Det spiller også en afgørende rolle for at sikre vores energisikkerhed og bidrage til vores økonomiske konkurrenceevne. Vi støtter en stor del af indholdet i betænkningen, f.eks. dens fokus på intelligente net og målere, finansiering fra Den Europæiske Investeringsbank og den private sektor samt potentialet for at forbedre energieffektiviteten ved hjælp af F&U. ECR-Gruppens medlemmer af Parlamentet støtter dog ikke bindende mål for energieffektivitet. Vi mener, at EU og medlemsstaterne allerede har tilstrækkelige incitamenter til at gennemføre energieffektivitetspolitikker ved hjælp af mål for vedvarende energi og emissionsreduktioner foruden målene for energibesparelser i direktivet om energitjenester. ECR-Gruppens medlemmer undlod derfor at stemme om denne betænkning.

  Thomas Ulmer (PPE), skriftlig. − (DE) Jeg har stemt imod Bendtsen-betænkningen, fordi tallene igen er blevet ændret, og målene er restriktive. Det er ganske vist en ikkelovgivningsmæssig betænkning, men virkningerne af direktivet om miljøvenligt design har vist, hvor nøje disse sager skal håndteres. Som følge af forbuddet mod elektriske pærer har jeg været nødt til at rømme et værelse, efter at en energisparepære indeholdende kviksølv gik i stykker, for at undgå skader på folks helbred. Det er præcis den slags, der skal sættes en stopper for i rette tid.

  Hermann Winkler (PPE), skriftlig. − (DE) Jeg stemte imod denne betænkning. Jeg hilser med tilfredshed den tilgang, som betænkningen anlægger i forhold til handlingsplanen om energieffektivitet. Men jeg mener, at det er forkert at pålægge obligatoriske mål for energieffektivitet "ovenfra" og fastsætte obligatoriske mål for modernisering og renovering af private og offentlige bygninger såsom skoler. På et tidspunkt, hvor budgetterne er stramme i delstaterne, kommunerne og i private husholdninger, vil disse urealistiske krav lægge for stort pres på dem. F.eks. måtte Kommissionen, hvis bygninger er omfattet af de nye effektivitetskriterier, for nylig indrømme, at den ikke kunne leve op til de ekstra krav om energirenovering af sine bygninger. EU må ikke forlange af andre, hvad det ikke selv er i stand til at gøre.

For de mange mellemstore virksomheder og især små underleverandører i Sachsen går disse foranstaltninger alt for langt. De vil overbebyrde virksomheder og vil tydeligvis betyde mistede arbejdspladser og større udgifter for forbrugere. Efter min mening er vi nødt til at anlægge en kritisk tilgang til især opfordringen til, at der indføres kriterier for energieffektivitet for det offentliges indkøbspolitik. Den rigtige måde at spare energi på indebærer at uddanne Europas borgere og etablere systemer med skattebegunstigelser.

  Joachim Zeller (PPE), skriftlig. − (DE) Jeg er imod denne betænkning. Selv om den indeholder visse forslag, der er en overvejelse værd, ser jeg ikke positivt på den type signalpolitik, der opfordrer til restriktive foranstaltninger, som er næsten umulige at gennemføre i praksis. Kravene over for lokale og regionale myndigheder og private boligejere om at udføre energirenoveringer af deres ejendomme er særlig meningsløse i lyset af den finansielle situation for alle involverede parter. Selv Kommissionen måtte indrømme, at den ikke kunne leve op til de omfattende krav til energirenovering af sine bygninger. Desuden har vi endnu ikke set noget bevis for påstanden om, at energirenoveringer medfører direkte omkostningsbesparelser. Som følge af investeringer i produktion og vedligeholdelse af infrastrukturen og i faciliteter til produktion af vedvarende energi vokser energipriserne hurtigere, end de mulige besparelser som følge af energieffektivitetsforanstaltninger kan kompensere for. EU's eksisterende direktiv om energieffektivitet fra 2002 er blevet gennemført på meget forskellige måder i de forskellige medlemsstater, hvilket betyder, at Europa ikke har en fælles tilgang på området. Det er upassende at insistere på en langt større mobilisering af strukturfondene for at betale for energieffektivitetsforanstaltninger i lyset af de igangværende finansielle drøftelser. Jeg går i høj grad ind for en debat om energieffektivitet, der bygger på bred konsensus på alle politiske niveauer, og som involverer alle de relevante aktører og etableringen af incitamentssystemer. Men jeg er imod reguleringer, der pålægges "ovenfra", og som andre skal betale for.

11. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen

(Mødet udsat kl. 14.45 og genoptaget kl. 15.05)

FORSÆDE: Roberta ANGELILLI
Næstformand

12. – Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

13. Økonomisk styring og artikel 9 i Lissabontraktaten (forhandling)

  Formanden. − Næste punkt er forhandlingen under ét om

mundtlig forespørgsel (B7-0660/2010) af Stephen Hughes, Pervenche Berès og Udo Bullmann for S&D-Gruppen til Rådet om økonomisk styring og artikel 9 i Lissabontraktaten (O-0200/2010) og

mundtlig forespørgsel (B7-0661/2010) af Stephen Hughes, Pervenche Berès og Udo Bullmann for S&D-Gruppen til Kommissionen om økonomisk styring og artikel 9 i Lissabontraktaten (O-0201/2010).

  Pervenche Berès, forespørger. − (FR) Fru formand, hr. rådsformand, hr. kommissær! Både Rådet og Kommissionen har gjort et stort stykke arbejde inden for økonomisk styring, og i dag drøfter Parlamentet Kommissionens seks forslag om økonomisk styring.

I dag er vi underlagt Lissabontraktatens artikel 9, i henhold til hvilken Unionen ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter tager hensyn til – og jeg citerer – "de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed". Denne artikel er bindende for alle Unionens institutioner og politikker.

Kommissionen har imidlertid endnu ikke gennemført en konsekvensanalyse af den "pakke om økonomisk styring", som Parlamentet skal drøfte. Disse konsekvensanalyser ligger Kommissionen meget på sinde, når det f.eks. gælder gennemførelse af lovgivning om sygdomme, der skyldes elektromagnetisk stråling.

Det er godt, men vi så gerne, at der blev udvist samme iver i forbindelse med økonomisk styring. Hvad ser vi ellers? Vi ser i dag kommissær Rehn forklare os, at der skulle være tre søjler i denne strategi, nemlig dels vækst, dels økonomisk styring og endelig overvågning af de finansielle markeder. Men hvis højre hånd ikke ved, hvad venstre hånd foretager sig, vil EU's aktiviteter blive usammenhængende, og EU-lovgivningen i henhold til artikel 9 vil ikke blive overholdt.

Vi vil derfor på det kraftigste opfordre Kommissionen til at analysere de sociale konsekvenser inden for beskæftigelse, finansiering af pension, social beskyttelse og finansiering af offentlige tjenester af de foranstaltninger, som Kommissionen har til hensigt at træffe.

Hvilken indflydelse vil kampen mod fattigdom få på målet med Kommissionens Europa 2020-strategi, når vi i dag på grundlag af tal fra 2008 hører, at 116 mio. borgere i EU er truet af fattigdom eller social udstødelse?

Virkeligheden er, at Kommissionen lader til at anvende et hemmeligt mandat og – som svar på visse medlemsstaters bekymringer i Rådet – anmoder Parlamentet om at reformere stabilitets- og vækstpagten for at gøre den mere bindende og indføre forebyggende og korrigerende sanktioner, imens den samtidig ignorerer den nødvendige investeringsstrategi, når det gælder det, som Kommissionen selv har vedtaget, nemlig Europa 2020-strategien.

Når det gælder jobskabelse, ved vi, at situationen, når det gælder vækstudsigterne, i de kommende år vil blive mere vanskelig end i de foregående.

Vi er ikke imod en tilbagevenden til scenarier med offentlige finanser, men vi er imod en vækststrategi uden finansielle midler med spareplaner, som kan få store sociale følger med potentielle konsekvenser i form af ulighed, og hvor ingen af ulighederne, når det gælder fordelingen af velstand, tackles.

Det kan ikke være ånden i Lissabontraktaten, som vi kæmpede så hårdt for, og som rådsformanden og kommissæren har pligt til at gennemføre.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. − (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg er glad for, at offentligheden er til stede. Det er godt.

Jeg vil naturligvis gerne takke Parlamentet for at have sat dette spørgsmål på dagsordenen for denne mødeperiode. Det giver os mulighed for at drøfte et vigtigt spørgsmål, som Rådet har arbejdet meget med i de seneste måneder.

Jeg er naturligvis bevidst om den betydning, som Parlamentet tillægger økonomisk styring og denne styrings forbindelse med sociale spørgsmål i bredere forstand som fastlagt i artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Forpligtelsen i henhold til artikel 9 skal overholdes i forbindelse med fastlæggelsen og gennemførelsen af alle Unionens politikker og aktiviteter og således også alt arbejde med økonomisk styring fremover.

Jeg vil først understrege, at betydningen af gennemførelsen af artikel 9 under de almindelige bestemmelser er blevet nævnt ofte under det belgiske formandskab. Jeg vil derfor minde om Rådets konklusioner fra den 6. december om den sociale dimension i forbindelse med en integreret Europa 2020-strategi. I disse konklusioner opfordres Kommissionen til at styrke og fremme brugen af den eksisterende ordning for analyse af de sociale konsekvenser. Rådet opfordres til at udarbejde en rapport om den måde, hvorpå artikel 9 gennemføres i arbejdet og i de europæiske politikker gennem den åbne koordinationsmetode. Derudover opfordres Kommissionen til at finde metoder til at gennemføre integrering af den sociale dimension i EU's politikker og således også artikel 9 som led i dens flagskibsinitiativ om den europæiske platform mod fattigdom, der bør blive offentliggjort inden for de kommende dage.

For så vidt angår nærmere bestemt den nye mekanisme for makroøkonomisk overvågning og samordning, opfatter Rådet ikke blot beskæftigelse og social beskyttelse som resultater, der påvirkes af den nye makroøkonomiske overvågningsramme, hvis konsekvenser skal undersøges, men også som faktorer, der stimulerer makroøkonomisk og skattemæssig vækst på kort og mellemlang sigt. Det er vigtigt, hvis vi ønsker at undgå en uafbalanceret makroøkonomisk ramme og bevare den institutionelle balance, der efterstræbes i traktaterne.

Rådets vilje til at fremme artikel 9 i praksis fremgår også af det europæiske halvår, der med en integreret strategi skal afspejle en balance mellem Europa 2020-strategien og stabilitets- og vækstpagten. Principperne i artikel 9 skal derfor finde anvendelse på alle disse dokumenter og lovgivningsmæssige foranstaltninger, således at de bliver en integreret helhed.

Med dette for øje udførte Rådet sit arbejde i to faser. Først bestod Rådets arbejde i at udvikle en europæisk beskæftigelsesstrategi som fastlagt i traktaten og den nye ramme for økonomisk styring. I sine konklusioner af 21. oktober definerede Rådet den økonomiske beskæftigelsesstrategis placering i den økonomiske styring.

I den anden fase på Det Europæiske Råds møde den 6. december vedtog Rådet et nyt instrument for multilateral overvågning af beskæftigelsespolitikker og sociale politikker, den fælles vurderingsramme, som vil sikre bedre overvågning af medlemsstaternes politikker for beskæftigelse og social integration og således sikre, at disse dimensioner i højere grad tages i betragtning på europæisk niveau.

Disse nye instrumenter vil skulle mobiliseres i den forebyggende fase af den makroøkonomiske overvågning, således at der rettes tilstrækkelig opmærksomhed mod situationen på arbejdsmarkedet og mod sociale problemer, der risikerer at bringe Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) i fare. De vil naturligvis også være centrale instrumenter i den tematiske overvågning af Europa 2020-strategien.

Rådet mindede endvidere om, at den havde til hensigt at bidrage til både den tematiske overvågning på basis af de fem hovedmål i Europa 2020-strategien og til den makroøkonomiske overvågning, da disse rammer er tæt forbundne. Som svar på anmodningen fra det belgiske formandskab afgav Udvalget for Social Beskyttelse en udtalelse om den sociale dimension i Europa 2020-strategien, hvori det understregede behovet for synergi mellem prioriteterne i Europa 2020-strategien og den samlede helhed, som Det Europæiske Råds mål udgør.

Jeg skal endvidere bemærke, at Rådet har henvist til artikel 9 i andre konklusioner, nemlig konklusionerne om pensioner og konklusionerne om socialydelser af almen interesse.

Vores drøftelse her til eftermiddag giver os mulighed for at drøfte spørgsmål vedrørende økonomisk styring og især de sociale aspekter heraf. Som formand for Rådet vil jeg naturligvis lytte opmærksomt til medlemmernes indlæg, og jeg ser frem til en frugtbar drøftelse, som vil hjælpe os alle i de efterfølgende forhandlinger.

  Janusz Lewandowski, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Artikel 9 i Lissabontraktaten, som medlemmerne henviser til, definerer virkelig de specifikke træk i den europæiske sociale økonomiske model. Når medlemmerne læser vores Europa 2020-strategi, kan de se, at den eksplicit styrker denne specifikke europæiske model ved at samle indsatsen for at forbedre resultaterne inden for deltagelse på arbejdsmarkedet, livslang læring, tilpasningsevne på arbejdsmarkedet og mobilitet og social inddragelse.

Det er imidlertid ikke et tilstrækkeligt svar i denne tid med alvorlige udfordringer, hvor krisen i Europa har negative eller endda dramatiske konsekvenser for realøkonomien, de offentlige finanser, arbejdsmarkedet og livskvaliteten i Europa. Med henblik på at løfte de udfordringer, som krisen har givet anledning til, har Kommissionen iværksat flere politiske initiativer. For at styrke stabiliteten i vores finansielle system er EU nået til enighed om en ny struktur i den økonomiske styring. Det er blevet drøftet i Parlamentet. For det andet har Kommissionen med henblik på at løfte de udfordringer, der er forbundet med offentlige finanser og makroøkonomiske ubalancer, foreslået en omfattende styrkelse af den økonomiske styring i EU, nemlig den lovgivningspakke, som medlemmerne henviser til i deres forespørgsel.

Pakken omfatter, som medlemmerne ved, forslag om at tage den for store offentlige gæld mere alvorligt end hidtil ved at definere en tilfredsstillende hastighed for nedbringelse af gælden. Den foreslår endvidere mindstekrav til nationale skattemæssige rammer med henblik på at sikre, at de er i tråd med forpligtelserne i traktaten, samt et overvågningssystem for makroøkonomiske ubalancer, såsom store underskud på betalingsbalancens løbende poster eller bobler på ejendomsmarkedet. Den understreger forebyggelse og forsigtighed med henblik på at sikre bedre beredskab i tider med økonomisk recession. Med henblik på at sikre troværdigheden i den nye ramme foreslår Kommissionen en lang række sanktioner, der bør iværksættes på et tidligt stadie.

Filosofien bag den foreslåede lovgivning er, at den bør hjælpe medlemsstaterne med at følge disciplinerede politikker og lægge fundamentet for stabile langsigtede vækstresultater, hvilket er afgørende for de europæiske borgeres velfærd, idet den samtidig i høj grad bidrager til at forebygge kriser fremover.

I betragtning af den nuværende økonomiske situation er det virkelig vigtigt at få denne ramme for økonomisk styring på plads så hurtigt som muligt. For så vidt angår konsekvensanalysen, blev regeringsreformerne forberedt i vidtrækkende analyser i EMU@10-undersøgelsen i 2008. I forbindelse med udarbejdelsen og opfølgningen af Kommissionens meddelelser om de nye styringsstrukturer i det såkaldte europæiske halvår, der blev vedtaget i maj og juni 2010, drøftede Kommissionen sit forslag med mange interesserede parter samt Parlamentet og Rådet og tilskyndede til indgående, bredt baserede drøftelser af emnet. Og vi udarbejdede naturligvis forslagene i lyset af tidligere resultater og erfaringer.

Hvad er de vigtigste erfaringer? Den vigtigste erfaring er, at forebyggende foranstaltninger er langt mere værdifulde end indførelse af korrigerende sanktioner over for en stat, der allerede er i vanskeligheder. Vi fokuserer derfor på på en positiv måde at øve indflydelse på den nationale politiksammensætning, der er ansvarlig – og her er det reelle ansvar – for afvejningen mellem på den ene side reel økonomisk genopretning og vækst og på den anden side besparelser og konsolidering af de offentlige finanser.

Europa har brug for begge dele.

  Elisabeth Morin-Chartier, for PPE-Gruppen. – (FR) Fru formand, hr. rådsformand, hr. kommissær! I kølvandet på fru Berès' forespørgsel vil jeg gerne fokusere på den økonomiske model, som vi støtter os til i PPE-Gruppen, nemlig den sociale markedsøkonomi. Det vil sige, at vi skal gøre vores yderste ikke blot for at standse krisen og bekæmpe fattigdom, men endnu vigtigere for at sikre den sociale inddragelse af visse af vores europæiske medborgere, der i dag lades i stikken.

Denne sociale inddragelse skal håndteres i dag, dels for at sikre, at disse modborgere kan komme i arbejde, hvilket indebærer, at der skal skabes job for at bekæmpe krisen, og dels – og det er ekstremt vigtigt – for at sikre, at vi i de kommende år har uddannelsesprogrammer – grunduddannelsesinitiativer og initiativer inden for livslang læring – i de enkelte medlemsstater, hvilket vil gøre det muligt for vores europæiske medborgere at tilpasse sig til fremtidens job, til de nye kvalifikationer, der kræves, og til det stigende kvalifikationsniveau, der forventes i Europa 2020-strategien.

På grundlag af artikel 9 kan vi derfor klart se, at bag alt det, der gøres inden for det finansielle system, er der også et ekstremt vigtigt bidrag i at sikre, at vores medborgere uddannes og fuldt ud bliver aktører i samfundet, fordi de er aktive i samfundet, og aktive betyder uddannede og klar til at varetage fremtidens job.

Jeg opfordrer derfor Kommissionen til at indføre politikker, der stemmer overens med dette mål, ellers vil vi tabe målet om et Europa med stærk social samhørighed af syne.

  Antolín Sánchez Presedo, for S&D-Gruppen. – (ES) Fru formand, hr. rådsformand, hr. kommissær, mine damer og herrer! I de seneste 50 år er vores økonomiers gensidige afhængighed steget sammen med vores økonomiske politikkers indbyrdes afhængighed.

Borgernes øjne hviler på EU, og de ved, at den europæiske integrationsproces har lagt mange aspekter af deres liv i EU-institutionernes hænder. Mange beslutninger træffes i fællesskab.

Mange af medlemsstaternes traditionelle instrumenter har bevæget sig over på europæisk niveau, og alle erkender, at økonomiske politikker er et spørgsmål af fælles europæisk interesse. EU er derfor brændpunktet i krisen. Alles øjne hviler på EU.

Vi befinder os ikke i et efterkrisescenarium, som nogen hævder. Vi befinder os højst i et efterrecessionsscenarium. Det forudses, at væksten for dette år vil være lav og ujævn, og problemet er, at væksten ifølge prognoserne for det kommende år stadig vil falde en smule. Antallet af arbejdsløse i EU er på nuværende tidspunkt 23 mio. Krisen har skabt et betydeligt socialt skel, og den har desuden lagt pres på de offentlige finanser og endda truet euroens fremtid.

Det er afgørende, at vi styrker den økonomiske styring i EU med henblik på at reagere på krisen og sikre EU-projektets fremtid. Hvis vi skal løfte disse fælles udfordringer, er vi nødt til at genoprette væksten og beskæftigelsen, ændre den økonomiske model og fremme global bæredygtig udvikling, og vi skal gøre det, samtidig med at vi sikrer fremtiden for den europæiske sociale model.

Af den første økonomiske krise i 1929 lærte vi, at de offentlige myndigheder har en pligt til at genoprette vækst og beskæftigelse; af den anden økonomiske krise, som var genopbygningen af Europa efter anden verdenskrig, lærte vi, at det ny Europa skulle bygges på social retfærdighed. Ingen af disse erfaringer må glemmes, og de skal begge spille en integreret rolle i fremtiden for et bæredygtigt Europa.

I henhold til artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde tager Unionen ved fastlæggelsen og gennemførelsen af sine politikker og aktiviteter "hensyn til de krav, der er knyttet til fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed".

Det er derfor ikke blot et spørgsmål om opstramninger. Opstramninger kan få økonomien til at gå i stå. Vi har brug for politikker, der også fremmer vækst, med andre ord ansvarlige politikker. Det er heller ikke et spørgsmål om vækst først og fordeling senere. Vi har lært, at fordeling bidrager til vækst. Det handler heller ikke om først at sikre fremskridt og senere opfylde borgernes grundlæggende behov. Vi har lært, at uddannelse, sundhed, social sikring og offentlige tjenester er afgørende for at sikre fremskridt i samfundet. Hvis de ikke er på plads, bliver de udgifter, der skaber en byrde for vores samfunds fremtid, og det er ikke muligt at have en sund økonomi i et sygt samfund.

Vi rejser derfor følgende spørgsmål. Skal den kommende lovgivningsmæssige ramme for økonomisk styring være i tråd med modellen for et socialt Europa og artikel 9 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde? Findes der en reel konsekvensanalyse? Endelig vil jeg spørge, om det, vi virkelig ønsker, er, at kommissionsformand Barroso opfylder sine forpligtelser til at gennemføre en analyse af de sociale konsekvenser og klart siger, at Europa har brug for en ny social pagt, både inden for skattemæssige standarder og beskæftigelsesstandarder, en model, der sikrer beskæftigelse, retfærdighed, miljøansvar og global udvikling. En hvilken som helst anden reform vil være utilstrækkelig.

  Marian Harkin, for ALDE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Da jeg arbejdede for et "ja" til Lissabontraktaten, gav jeg de irske borgere ti grunde til at stemme ja til traktaten. En af dem var den sociale bestemmelse, artikel 9.

Ved flere lejligheder i Parlamentet og andre steder har jeg anmodet Kommissionen og Rådet om nu at anvende artikel 9 i deres forslag om økonomisk styring og naturligvis i deres reaktion på den nuværende økonomiske krise, der er en reel prøve på deres engagement i den sociale bestemmelse. I Irland ser vi tegnene på denne reaktion, hvor mindstelønnen er blevet sat ned med en euro i timen i sidste uge, og hvor invaliditetsydelserne og ydelserne til blinde også er blevet reduceret. Hvad betyder "bekæmpelse af social udstødelse" eller "sikring af passende social beskyttelse" i henhold til artikel 9 nu for disse borgere?

Man kan naturligvis sige, at det er en intern sag for Irland, men det er det ikke. Parametrene for opstramningerne i Irland blev fastlagt af EU, og vores regering vil sende månedlige rapporter til EU. Vil Kommissionen og Rådet minde dem om artikel 9, når rapporterne om nedskæringerne af mindstelønnen kommer? Hvorfor er det sket? Det er sket, fordi de irske banker og de europæiske banker kastede sig ud i ansvarsløs lånoptagelse og långivning under Den Europæiske Centralbanks næse.

De renter, der nu kræves af Irland for långivning, er ifølge dagens aviser 3 % højere end det, som blev krævet af Letland, Rumænien og Ungarn. Repræsentanter for Revisionsretten siger, at der ikke er nogen præcedens for, at EU kræver en sådan margen på lån. Jeg vil anmode Kommissionen og Rådet om at bekræfte eller benægte denne situation. Hvis det passer, vil Kommissionen og Rådet da forklare mig, så jeg kan forklare de irske borgere, hvordan den sociale bestemmelse virker for dem? Situationen er specifik for Irland, men hvis det er en skabelon for andre medlemsstater i vanskeligheder, er artikel 9 død.

  Philippe Lamberts, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Fru formand! Jeg vil fatte mig i korthed. Hvis vi ser på de politikker, der bliver gennemført i dag, er udgifterne generelt set blevet reduceret med 80 %, og der er sket en stigning på 20 % i nye indtægter, og jeg mener, at det er generøst.

Alle ved, at når de offentlige udgifter nedskæres med 80 %, er de første, der betaler prisen, de mest udsatte personer i vores samfund. Jeg vil derfor gerne dele min harme med medlemmerne ved at fremhæve to kontraster. Den første er den kontrast, som jeg ser mellem økonomisk styring på den ene side og Europa 2020-strategien på den anden side.

Økonomisk styring kræver hårde, umiddelbare tiltag og strenge, bindende regler. Der er ganske vist gode intentioner i Europa 2020-strategien, særlig om at nedbringe fattigdom, men der er tale om en blød, frivillig mulighed, og regeringerne vil kun efterkomme den, hvis de virkelig ønsker det og har tiden. Der er intet bindende i noget af det. Jeg mener, at det er en uacceptabel kontrast, som er i strid med ånden i artikel 9.

Den anden kontrast er mellem spørgsmålet om økonomisk styring på den ene side og spørgsmålet om offentlige udgifter på den anden side. De offentlige udgifter skal reduceres hurtigt, ellers er vi på vej mod en katastrofe. Gælden skal reduceres inden for højst 20 år og om muligt endnu tidligere, men i fravær af en konsekvensanalyse tænker vi ikke meget over det.

Når det drejer sig om at generere nye indtægter – eftersom et budget under alle omstændigheder består af både indtægter og udgifter – med afgifter på finansielle transaktioner, energiafgifter og et konsolideret selskabsskattegrundlag, siger vi, "Vent! Der er brug for en analyse, vi skal overveje konsekvenserne, og vi må ikke gøre for meget. Lad os tænke over det, lad os tage vores tid, lad os analysere …". Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor vi på den ene side skal skynde os uden at bekymre os om konsekvenserne, mens vi på den anden side arbejder langsomt og tager tid til at tænke, mens befolkningen i mellemtiden betaler prisen.

Disse kontraster demonstrerer efter min mening over for alle, at artikel 9 ikke har lige så stor vægt som artiklerne om økonomisk konvergens i EU's traktater, og det er en kontrast, som vi efter min mening skal fjerne, hvis vi ønsker at genvinde borgernes tillid.

  Proinsias De Rossa (S&D). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne spørge Kommissionen, om den vil give Parlamentet en nøjagtig definition af, hvordan den agter at gennemføre artikel 9. Vi hører konstant om makroøkonomisk overvågning. Men vi hører aldrig Kommissionen tale om makrosocial overvågning af, hvad medlemskaberne gør for at gennemføre de europæiske sociale politikker og målsætninger.

Jeg vil gerne have Kommissionen til at fortælle Parlamentet, om den har til hensigt udelukkende at bruge artikel 9 som en konsekvensanalyse, dvs. at den håber, at dens tiltag ikke vil få nogen sociale konsekvenser. Det er ikke godt nok, da artikel 9 har til formål at fremme EU's mål som fastlagt i traktatens artikel 3. Det er ikke godt nok, at der blot ikke er konsekvenser – der skal være positive konsekvenser. Det er Kommissionens pligt, og den skal gennemføre traktaterne.

Jeg vil også gerne rejse spørgsmålet om socialydelser af almen interesse, som jeg er ordfører for. Der er overhovedet ingen tvivl om, at den strategi for at komme ud af krisen, som Kommissionen anvender på nuværende tidspunkt, vil ødelægge socialydelser af almen interesse i medlemsstaterne. Man kan blot se på det aftalememorandum, som Kommissionen har indgået med den irske regering, for at få demonstreret det. Det anføres på side 2, at en nedbringelse af de nuværende udgifter i 2011 med lige over 2 mia. EUR vil blive gennemført, herunder nedskæringer i udgifter til social beskyttelse, en nedskæring af antallet af offentligt ansatte, en progressiv nedskæring af de eksisterende pensioner for offentligt ansatte, andre besparelser på udgifter på over 1 mia. EUR og en nedskæring på op imod 2 mia. EUR i offentlige kapitaludgifter i forhold til eksisterende planer for 2011.

Hvilke andre konsekvenser kan det have end at ødelægge forsyningspligtydelser og navnlig socialydelser af almen interesse? Hvor er da artikel 9? Hvor var artikel 9, da Kommissionen forhandlede denne aftale på plads med en konservativ irsk regering, der var på randen af et kollaps?

Jeg vil gerne spørge Kommissionen, hvornår den vil præsentere det aftalememorandum, som den har indgået med den irske regering, for Parlamentet. Den er forpligtet til at gøre det i henhold til Lissabontraktaten. Hvornår får vi det at se? Hvornår får vi muligheden for at drøfte det her?

Et andet aspekt i denne aftale, som jeg nævnte her til morgen, er, at Kommissionen insisterer på, at mindstelønnen i Irland skal reduceres med 2 000 EUR om året. Jeg gentager. Mindstelønnen. I henhold til Lissabontraktaten skal vi sikre passende social beskyttelse, vi skal tilskynde borgerne til at blive på arbejdsmarkedet, vi skal udrydde fattigdom osv., og samtidig reducerer vi mindstelønnen med 2 000 EUR om året. Hvad vil vi opnå med det andet end at drive flere borgere ud af arbejdsmarkedet og ind i den relativt set sikre afhængighed af velfærdsydelser?

Det er disse spørgsmål, som Kommissionen skal besvare. Vi vil ikke have mere udenomssnak. Ikke mere smiger. Ikke mere eurosnak. Vi ønsker klare svar på, hvordan Kommissionen vil anvende traktatens artikel 9 i forbindelse med økonomisk styring og navnlig i forbindelse med de aftaler, den indgår med medlemsstater, når det gælder strategien for at komme ud af krisen.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Fru formand, hr. rådsformand, hr. kommissær! Der er ingen tvivl om, at fortsat opmærksomhed på spørgsmålet om økonomisk styring er et helt rigtigt og korrekt mål for Parlamentet.

Artikel 9, som nævnes i forespørgslen, er helt i overensstemmelse med behovet for i høj grad at tage alt vedrørende den enkelte borger i betragtning.

I dag for ikke mere end et par timer siden blev en vigtig retsakt vedtaget, som anerkender borgernes ret til at tage lovgivningsinitiativer med henblik på at fremme deres borgerrettigheder.

Større stabilitet betyder øget kontrol, hurtige og effektive indgreb og størst mulig udnyttelse af konkurrencedygtigheden. Hårdhed skal kombineres med effektivitet og substans. Social beskyttelse er tæt forbundet med en reel vilje til at skabe job i en situation som vores med særlige vanskeligheder.

Vi er derfor nødt til at tale om det – og tale om det på en meningsfuld måde – med alle interesserede parter.

  Kyriakos Mavronikolas (S&D). – (EL) Fru formand! Jeg må sige, at spørgsmålet om økonomisk styring og målene herunder, særlig i henhold til Lissabontraktaten, rejser specifikke spørgsmål om, hvorvidt der anvendes en social korrekt politik, om der anvendes en økonomi, der skal fremme grøn vækst, og om der anvendes en økonomi, der forebygger arbejdsløshed, særlig blandt unge.

Jeg vil gerne henvise til Cypern, der på nuværende tidspunkt er under observation. De trufne foranstaltninger gør alt andet end at tilbyde en udvej frem imod en reel social politik og et socialt standpunkt, særlig de foranstaltninger, der er i strid med interesserne for de unge generationer, der vokser op på øen.

  Nikolaos Salavrakos (EFD). – (EL) Fru formand! Den nye rapport om beskæftigelse i Europa i 2010 fremhæver den kendsgerning, at unge har båret den byrde, der er forbundet med krisen, og at unge står over for flere og flere problemer, idet arbejdsløsheden hovedsagelig rammer de 15-24-årige. Det er ikke nok at fastslå, at der er et problem. Vi skal løse det. Vi har 3 mio. arbejdsløse i EU. Vil kommissæren oplyse, hvad vi gør ved det? Jeg mener, at Kommissionens indsats for at registrere problemet er positiv, men problemet skal løses, og Kommissionen har en historisk rolle at spille. Det, der er bekymrende for Grækenland – det land, jeg kommer fra – er, at arbejdsløsheden blandt unge op til 24-årsalderen er nået op på 27,5 %, hvilket er et overraskende og meget farligt tal. Det, der er mest bekymrende, er, at arbejdsløsheden ikke falder, efterhånden som der erhverves flere formelle kvalifikationer. Arbejde er, som medlemmerne ved, ikke blot et levebrød, det er grundlaget for den menneskelige værdighed. Vi er nødt til at give vores unge værdighed.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Fru formand! Der har for nylig været forlydender i medierne om, at direktørerne i den skandaleramte tyske bank HRE er berettigede til enorme pensioner efter kun at have arbejdet i banken i to år og på basis af kontrakter, der blev udarbejdet, efter at banken allerede havde modtaget massive statsstøttebeløb. Det bekræfter EU-borgernes overbevisning om, at penge bare smides efter bankerne, mens de almindelige borgere pålægges strenge besparelsesprogrammer.

Artikel 9 i Lissabontraktaten henviser til "et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse". For dem i Europa, som er hårdt ramt af den finansielle og økonomiske krise, og som nu tvinges til at gøre besparelser, er det at føje spot til skade. Når pensionsreformen i Ungarn afvikles, og borgerne er nødt til at vende tilbage til det offentlige pensionssystem eller miste 70 % af deres pensionsrettigheder, står det f.eks. klart, at en kold vind blæser over EU. I forbindelse med drøftelserne i plenarforsamlingen om fremtiden for euroområdet forklarede rådsformanden, at begivenhederne i Dublin havde understreget betydningen af en kontrolmekanisme for økonomisk politik i EU. Efter min mening er det modsatte tilfældet. Vi har for stor centralisme og for stor overensstemmelse.

  Janusz Lewandowski, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! For at forsvare det, der kaldes den europæiske sociale økonomiske model, skal vi tilpasse den europæiske model til virkeligheden, nemlig de globale udfordringer og krisen i Europa. Hvis vi ønsker at forsvare modellen, må den ikke forblive den samme.

En vigtig antagelse, der allerede er blevet nævnt, er – og det er en grundlæggende filosofi – at konsolidering og genoprettelse af tilliden på markederne er grundlaget for stabil, bæredygtig vækst og jobskabelse. Det er afgørende for de europæiske borgeres velfærd i fremtiden.

Jeg vil specifikt henvise til fru Harkins og hr. De Rossas forespørgsel – hr. De Rossas er rettet mod Irland – og sige, at vi i denne henseende fastsætter samme sats som IMF. Vi er ikke forpligtede til at offentliggøre vores aftalememorandum med den irske regering. Jeg må sige, at der ikke findes noget mindre socialt end at producere underskud og gæld, der efterfølgende vil ligge de kommende generationer af EU-borgere til byrde. Der er intet mindre ansvarligt end bankpraksisser, der overfører bankproblemerne til statsgældsproblemerne. Der er tale om asociale, uansvarlige handlinger, og vi kan ikke bebrejde Kommissionen for dem.

Vi erkender, at der er en klar spænding mellem de besparelser, der foretages i så mange lande, og deres konsekvenser for den sociale inddragelse og fattigdomsniveauet. Vi erkender det, og derfor er der brug for konsekvensanalyser og drøftelser. En sådan drøftelse er blevet gennemført her i Parlamentet.

Vores grundlæggende filosofi er igen, at forebyggelse er vigtig. Forebyggelse betyder, at vi bør øve indflydelse på politiksammensætningen på nationalt plan. Politiksammensætningen på nationalt plan er overvejende ansvarlig for afvejningen mellem besparelser og vækst. Det er hovedansvaret, men vi skal øve indflydelse på denne politiksammensætning på nationalt plan på en sådan måde, at landene afskrækkes fra at bygge Europas fremtid på gæld og underskud, da det ikke fører nogen vegne.

  Olivier Chastel, formand for Rådet. − (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Som det fremgik af mit første indlæg, er Rådet fuldt ud bevidst om forpligtelserne i henhold til traktatens artikel 9 vedrørende behovet for at tage hensyn til det generelle aspekt af de krav, der er forbundet med at sikre et højt beskæftigelsesniveau, sikre passende social beskyttelse og bekæmpe social udstødelse samt opnå et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed. Disse forpligtelser bliver og vil blive respekteret i alt Rådets arbejde.

Da denne forpligtelse har universel karakter, finder den også anvendelse på økonomisk styring. Den finder anvendelse på resultaterne i rapporten fra taskforcen under hr. Van Rompuys formandskab, som Det Europæiske Råd fuldt ud støttede på sit møde i oktober. Den finder også anvendelse på de seks forslag til retsakter, der kom ud af taskforcens arbejde, og som blev indgivet af Kommissionen den 29. september.

Overholdelsen af forpligtelserne i artikel 9 kræver imidlertid ikke en formel social konsekvensanalyse. Vores forpligtelse, som finder anvendelse på både Rådet og Parlamentet, navnlig fordi det er op til vores institutioner at fastlægge Unionens politikker og arbejde ved at vedtage lovgivning på området, er at tage hensyn til disse krav. Det er, hvad Rådet vil gøre.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Fru formand! Pakken om økonomisk styring, som Kommissionen har foreslået, fastlægger strengere disciplin i stabilitets- og vækstpagten samt budgetmæssigt tilsyn ved at foreslå sanktioner over for "udisciplinerede" medlemsstater. Med andre ord er det en værre version af den opskrift, der førte EU ind i krisen og recessionen og forværrede de sociale problemer, der var forbundet hermed, betydeligt. Den vej, som Kommissionen vil følge med kravet om institutionelle ændringer, forværrer de sociale og regionale uligheder. De meget beklagelige sociale konsekvenser, som mine kolleger nævner i deres forespørgsler, er således en kendsgerning. Derudover ser vi allerede disse konsekvenser i praksis, og arbejdstagerne betaler for dem, ikke blot i visse lande i Sydeuropa, men i hele EU. Parlamentet skal tage et standpunkt imod denne politik, der ud over at omfatte strenge besparelsesforanstaltninger og fratage arbejdstagerne deres rettigheder, underminerer Parlamentets og de nationale parlamenters rolle. Med andre ord underminerer den de valgte repræsentanters rolle i EU-institutionerne, som dog bør udvise større bevidsthed om borgernes kamp i deres krav.

14. Menneskerettighederne i verden 2009 og EU's menneskerettighedspolitik (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt er betænkning (A7-0339/2010) af Laima Liucija Andrikienė for Udenrigsudvalget om årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2009 og EU's menneskerettighedspolitik (2010/2202(INI)).

  Laima Liucija Andrikienė, ordfører. − (LT) Fru formand, fru højtstående repræsentant! Jeg er meget glad for at se den højtstående repræsentant deltage i denne særlig vigtige drøftelse her i dag. Særlig fordi den er den første politiske drøftelse, som Baroness Ashton har deltaget i siden lanceringen af den nye Tjeneste for EU's Optræden udadtil.

Årsberetningen om menneskerettighederne i verden, som blev vedtaget af Rådet, og EU's menneskerettighedspolitik danner grundlag for drøftelsen og for Parlamentets beslutningsforslag, som vi skal stemme om i morgen. Vi kan ikke holde Baroness Ashton ansvarlig for de tiltag, der drøftes i årsberetningen, som omhandler perioden 2008-2009, fordi hun på daværende tidspunkt endnu ikke havde tiltrådt stillingen som højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. Vi forstår det store ansvar, som hun har, både nu og i fremtiden, og jeg vil gerne forsikre hende om, at vi i Parlamentet vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at EU's mål for udenrigspolitikken nås.

Lissabontraktaten har været i kraft i et år, og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil blev sat i drift for knap 14 dage siden. I sin betænkning i dag sender Parlamentet et klart signal til alle EU-institutionerne. Parlamentet har klart givet udtryk for sin holdning om, at det primære fokus for den nye Tjeneste for EU's Optræden Udadtil bør være opbygning af demokrati og beskyttelse af menneskerettighederne verden over, og at det bør komme til udtryk i både tjenestens struktur og finansiering. Der bør være et direktorat for menneskerettigheder og demokrati, et direktorat for folkeret eller en struktur med et andet navn, men med samme indhold. Det, vi bør undgå, er marginaliseringen af menneskerettighedsspørgsmålene eller deres udelukkelse fra EU's primære dagsorden og tjenestens struktur.

Med samme mål for øje foreslår Parlamentet at oprette særlige repræsentanter for menneskerettigheder i tjenestens regi, som skal arbejde i specifikke lande eller regioner, særlig hvor EU ikke har diplomatiske repræsentationer. Disse særlige repræsentanter skal have et klart mandat til at forsvare menneskerettighederne i de lande, hvor de arbejder.

Jeg vil også gerne på ny fremhæve behovet for en arbejdsgruppe om menneskerettigheder (COHOM) med base i Bruxelles, især i lyset af at et absolut flertal af EU-medlemsstaterne støtter denne tanke. Den betænkning, som vi skal stemme om i morgen, her i Parlamentet, behandler og vurderer EU's politik samt arbejdet i hele EU og i EU-institutionerne og dækker en lang række emner og spørgsmål, herunder afskaffelse af dødsstraf, kampen mod terrorisme, menneskerettigheder, børns rettigheder, bekæmpelse af vold mod kvinder, situationen for menneskerettighedsforkæmpere i forskellige lande i verden og religions- og trosfrihed. Vi drøfter og vurderer EU's funktionsmåde i internationale fora, såsom FN og FN's Menneskerettighedsråd, og EU's samarbejde med Den Internationale Straffedomstol.

Mine kolleger i Parlamentet spillede en aktiv rolle i udarbejdelsen af den betænkning, som vi drøfter, og den blev vedtaget i Udenrigsudvalget med overvældende flertal, nemlig 50 for, ingen imod og to hverken/eller. Den er som bilag vedhæftet en liste over specifikke menneskerettighedskrænkelser, som Parlamentet har henledt opmærksomheden på. Der er tale om navne, lande, menneskeskæbner og tabte liv. Jeg vil derfor gerne afslutte mit indlæg ved at nævne et par specifikke alvorlige tilfælde af menneskerettighedskrænkelser.

Eftersom Baroness Ashton deltog i ceremonien, er hun naturligvis klar over, at Parlamentet i dag skulle have uddelt Sakharov-prisen for tankefrihed til den cubanske systemkritiker Guillermo Fariñas. Vi var ude af stand til at gøre det, fordi repræsentanter for den cubanske regering nægtede hr. Fariñas at besøge Parlamentet. Vi regner med, at hun under udøvelse af sit ansvar vil tage dette i betragtning og finde en metode til at give udtryk for vores holdning til, vores skuffelse og beklagelse over og vores modstand mod denne sag over for den cubanske regering.

Jeg vil også gerne henlede Baroness Ashtons opmærksomhed på en anden smertelig sag, som vi drøfter i betænkningen. Ruslands Khamovinicheskii-domstol skulle afsige dom i en af sagerne i dag, men af uklare årsager udsatte den domsafsigelsen til månedens udgang. Det drejer sig om retssagen mod Mikhail Khodorkovskii og Platon Lebedev, der efter min mening afspejler den rådne tilstand i retssystemet og fraværet af retsregler i Rusland. Jeg vil gerne opfordre Baroness Ashton til ikke at glemme disse sager og bestræbe sig på at sikre, at retfærdighed i Rusland bliver reglen frem for undtagelsen. Jeg mener, at den aktuelle åbning af Rusland og Præsident Medvedevs mål om at modernisere Rusland er en meget god mulighed for at opnå gennemførelsen af dette mål.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. − (EN) Fru formand, mine damer og herrer! I fredags fejrede vi den internationale menneskerettighedsdag. Årets tema understregede enkeltpersoners og organisationers arbejde verden over for at bekæmpe menneskerettighedskrænkelser, særlig forskelsbehandling.

I årets løb har jeg mødt nobelpristager Shirin Ebadi for at drøfte Iran og frontlinepristager, Afghanistans menneskerettighedskommissær for kvinder, dr. Soria Sabhrang, og andre menneskerettighedsforkæmpere i verden, og det vil jeg fortsætte med.

Som jeg tidligere har givet udtryk for, forventer jeg fuldt ud, at mine kolleger i Bruxelles og lederne af vores EU-delegationer gør det samme.

For seks måneder siden stod jeg foran Parlamentet for at præsentere en første vision for, hvordan EU skulle føre sin menneskerettighedspolitik. I dag ønsker jeg at forklare, hvordan arbejdet er skredet frem siden hen, og hvordan jeg opfatter vejen frem nu med støtte fra Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

Men først og fremmest er jeg meget taknemmelig over for fru Andrikienė for hendes betænkning om EU's årsberetning om menneskerettighederne, som fastlægger Parlamentets vision for, hvordan vi kan gribe menneskerettighederne i EU an på en mere effektiv måde. Det er en ambition, som jeg fuldt ud deler. De EU-tiltag og -udfordringer, som vi står over for, kommer fint til udtryk i årsberetningen, nemlig angreb på menneskerettighedsforkæmpere, seksuel vold og anvendelse af nye teknologier til at begrænse ytringsfriheden, for blot at nævne nogle få. Jeg vil gerne lykønske fru Andrikienė med at have samlet over 400 ændringsforslag i denne imponerende, informative og ekstremt nyttige betænkning.

Betænkningen dækker et stort område, og jeg vil gerne tage fat i tre vigtige udviklinger i de seneste måneder. For det første har EU arbejdet hårdt for at fremme menneskerettigheder på den multilaterale scene.

I en vellykket session i FN's Menneskerettighedsråd fastholdt EU en fælles holdning til resolutioner, der potentielt kan skabe splittelse, vedrørende "Free Gaza"-konvojen og Goldstone-rapporten. I forbindelse med Generalforsamlingens 3. Komité nåede EU også sine hovedmål, nemlig resolutioner om Burma, Den Demokratiske Folkerepublik Korea og dødsstraf, som alle blev alle vedtaget med større flertal – ligesom den canadiske resolution om Iran – og EU's resolution mod religiøs intolerance blev igen mødt med konsensus.

For det andet er arbejdet med at revidere EU's menneskerettighedspolitik, som blev annonceret i juni, påbegyndt. Det har været en inklusiv proces, hvor jeg har søgt input fra medlemmer af medlemsstaternes parlamenter, navnlig fru Hautala og Underudvalget om Menneskerettigheder, og civilsamfundets ngo'er og akademikere. Jeg vil i de kommende måneder anmode tjenesten og mit ledelseshold om at overveje de nøgletemaer, der opstår af disse høringer, og hvordan vi bedst kan omsætte dem i praksis. Jeg vil regne med Parlamentets fortsatte støtte i disse bestræbelser.

For det tredje er arbejdet påbegyndt med at strømline de mange forskellige politikker, der er opstået i de seneste ti år, og som udgør retningslinjerne for EU's menneskerettighedspolitik, nemlig værktøjssæt, andre instrumenter og vores retningslinjer for fremme og beskyttelse af menneskerettigheder. Der er gode grunde til, at politikken er vokset på en så organisk måde, men det lader til at være på tide at gøre status og sikre fremskridt, og i forbindelse med det løbende arbejde med revisionen ser jeg tre arbejdsområder.

For det første er det nødvendigt, at Europa fortsat forsvarer menneskerettighederne på den internationale scene. Vi arbejder på at styrke vores aktiviteter i FN og bekæmpe forsøg på at udvande ensartede standarder, som er grundlaget for vores tiltag. Vi er nødt til at finde innovative metoder til at samarbejde med tredjelandspartnere for at fremme vores fælles værdier, som vi har gjort det med succes i forbindelse med afstemningen i FN's Generalforsamling om resolutionen om dødsstraf. Vi undersøger også, om vores egen situation kan klare en kontrol.

For det andet er vi nødt til at tilpasse vores tilgang til de enkelte situationer. Det betyder, at vi skal fastlægge lokale menneskerettighedsstrategier for hvert enkelt land, idet vi reviderer vores prioriteter og den mest effektive anvendelse af vores forskellige redskaber, f.eks. ved at dele erfaringer om beskyttelse af børn på internettet, eller hvordan man bedst tackler børnearbejde.

For det tredje bør menneskerettigheder være synlige som centrum for EU's optræden udadtil. Det betyder, at menneskerettigheder skal indarbejdes i aktiviteterne i alle dele af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil samt i hele EU's optræden udadtil, dvs. inden for handel, udvikling, FSFP osv., og på alle niveauer. Det vil blive bygget ind i strukturen i hovedkvartererne samt i alle delegationer med henblik på at overvåge menneskerettighedssituationen og fremme en effektiv gennemførelse af målene i EU's menneskerettighedspolitik.

Menneskerettigheder er centrale for vores EU-identitet, og de er centrale i alt, hvad vi gør verden over. Vi har udviklet stærke mekanismer for fremme af disse værdier i forskellige sammenhænge med forskellige partnere; i den multilaterale sammenhæng og gennem støtte til civilsamfundet; i finansieringen af specifikke menneskerettighedsprojekter i over 100 lande. Her næsten ti år efter den allerførste EU-meddelelse om menneskerettigheder og med etableringen af den nye tjeneste ønsker jeg at sikre, at vores menneskerettighedspolitik er effektiv, innovativ og målrettet og bliver den røde tråd, der går gennem hele vores optræden udadtil, og en guldstandard for vores udenrigspolitik.

Derfor bifalder jeg især bidraget i betænkningen i dag, og jeg vil desuden afslutte mit indlæg med at lykønske Guillermo Fariñas med Sakharov-prisen for tankefrihed.

  Inese Vaidere, for PPE-Gruppen. – (LV) Fru formand, fru Ashton! Jeg vil først og fremmest takke fru Andrikienė for hendes vellykkede betænkning, der blev vedtaget stort set enstemmigt i Udenrigsudvalget. Jeg vil også gerne takke fru Ashton for hendes forsigtige indlæg. Betænkningen om menneskerettighederne i verden viser den kritiske situation i selv de lande, hvormed EU i mange år har ført en dialog og høringer om menneskerettigheder. Eksempelvis understreges det i betænkningen, at Rusland hidtil kun har opfyldt det første af de seks punkter, der indgår i landets våbenhvileaftale med Georgien. 500 000 personer kan stadig ikke vende tilbage til deres hjem i Sydossetien og Abkhasien. EU skal løse sådanne situationer på en seriøs måde, hvilket er årsagen til, at jeg vil opfordre den højtstående repræsentant til at rette særlig opmærksomhed mod løsningen af de spørgsmål, som jeg har henvist til. Det ville være uacceptabelt for EU at bruge enorme ressourcer i form af tid og midler på menneskerettighedsdialogen og ikke opnå fornuftige resultater. Det er derfor klart, at der skal gøres væsentlige forbedringer i EU's menneskerettighedspolitik. For det første ved at gennemføre en præcis menneskerettighedsstrategi, der definerer ikke blot opgaver, men også struktur, og som sikrer løbende evaluering af resultaterne og en revision af den operationelle taktik. For det andet skal EU's evaluering af menneskerettighedssituationen udelukkende baseres på erfaringer og definerede kriterier. Vi må ikke ændre holdning under pres fra et tredjeland eller under påvirkning af økonomiske interesser. For det tredje skal vi etablere løbende høringer med ngo'er på EU-niveau. Sikring af menneskerettigheder og demokrati skal være prioriteten for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og et utvetydigt kriterium i bilaterale aftaler med tredjelande. Tak.

  Véronique De Keyser, for S&D-Gruppen. – (FR) Fru formand! Betænkningen er virkelig omfattende, en enorm opgave. Den udtømmer på det nærmeste spørgsmålet om menneskerettigheder, og samtidig har den kvalitetsmæssige fejl; dvs. at den er tætpakket og undertiden kan tage lang tid at læse. Det er ganske givet ikke ordførerens fejl, men skyldes nærmere de 423 ændringsforslag, som hun måtte tygge sig igennem. Det er derfor en bedrift, hvormed vi må lykønske fru Andrikienė.

Betænkningen understreger imidlertid også den kendsgerning, at menneskerettigheder, som er et centralt element i de europæiske politikker, er et komplekst spørgsmål med mange facetter. Når Europa-Parlamentet anmoder fru Ashton om en særlig ordfører om menneskerettigheder, et generaldirektorat for menneskerettigheder, særlig uddannelse af EU-delegationernes personale i udlandet og blandt dette personale en person, der specifikt er ansvarlig for at overvåge menneskerettighederne i det pågældende land, er det ikke for at gøre dette område mere bureaukratisk, men nærmere fordi der skal udføres et stort stykke arbejde.

Betænkningen overser ikke de alvorlige problemer og krænkelser, der fortsat ryster verden, men den er heller ikke et rædselskabinet. På den positive side understreger den med rette den indsats, der er gjort, og den tøver ikke med at anbefale tiltag og emner, der kan drøftes.

Jeg vil konkludere, at den virkelig afspejler betydningen af og substansen i det arbejde, som EU udfører. EU har udviklet et sæt redskaber, der virkelig kan bidrage til at fremme demokrati i verden. Unionen har dog endnu ikke overbevist sine samarbejdspartnere om, at respekt for menneskerettighederne ikke hæmmer vækst og international handel, og at den ikke er en hæmsko i forbindelse med de eksterne forbindelser, men nærmere sikrer merværdi i form af stabilitet og velstand.

Baroness Ashton har på fornuftig vis gjort sig til fortaler for menneskerettighederne og sat sit præg på dette første år efter Lissabontraktatens ikrafttræden.

  Leonidas Donskis, for ALDE-Gruppen. – (LT) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren og alle de medlemmer, der indgav ændringsforslag og deltog i drøftelserne, for deres interesse i og indsats for at forbedre denne betænkning om menneskerettighederne i verden og EU's menneskerettighedspolitik.

Jeg mener, at ordføreren og kollegerne fra Underudvalget om Menneskerettigheder og Udenrigsudvalget løftede udfordringen på en glimrende måde. De idéer og den bistand, som vi modtog fra repræsentanter fra ngo'er, bidrog også til at forbedre betænkningen. Jeg vil derfor opfordre alle medlemmerne til at stemme for betænkningen, der efter langvarige drøftelser, ændringsforslag og diskussioner nøjagtigt afspejler Parlamentets holdning til menneskerettighedsspørgsmålet.

For så vidt angår de indgivne ændringsforslag, vil jeg på det kraftigste opfordre mine kolleger til ikke at komme nærmere ind på spørgsmål, der allerede er blevet drøftet indgående på udvalgsniveau. Det er rigtigt, at der er mange menneskerettighedsproblemer, og der er også mange lande, der kan nævnes og opfordres til handling. Betænkningens værdi ligger imidlertid i dens kortfattethed. Uendelig udvidelse af betænkningen vil gå ud over dens effektivitet, og visse af de ændringsforslag, der drøftes, virker således unødvendige for mig.

Samtidig vil jeg gerne henlede kollegernes opmærksomhed på nogle vigtige ændringsforslag, der ikke fremgik af den foregående version af betænkningen. Det drejer sig om ændringsforslag fra min gruppe om natriumpentotal, hvori der opfordres til forsikringer om, at produktionen og markedsføringen af dette stof, der kan anvendes til henrettelser, kun tillades til medicinske formål. Vedtagelsen af dette ændringsforslag ville være et vigtigt skridt i kampen mod dødsstraf i hele verden. Jeg vil også på det kraftigste opfordre medlemmerne til at støtte et andet ændringsforslag, der er indgivet af vores gruppe, hvori Kommissionen opfordres til at træffe yderligere foranstaltninger med henblik på gennemførelse af forpligtelserne i henhold til årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2007 til at styrke indsatsen for at bekæmpe vold.

Dette dokument er ikke blot et sæt retningslinjer for Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne, men også et meget stærkt, klart budskab til EU's naboer, partnere og andre lande, hvor menneskerettighederne ikke respekteres og forsvares i tilstrækkeligt omfang. Jeg håber, at alle interesserede lande og institutioner vil rette behørig opmærksomhed mod denne betænkning og følge dens værdifulde anbefalinger.

  Heidi Hautala, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne byde den højtstående repræsentant velkommen i Parlamentet i dag. Jeg vil også varmt lykønske fru Andrikienė med hendes arbejde. Der var tale om et fremragende holdarbejde, hvilket er årsagen til, at betænkningen kunne vedtages stort set enstemmigt i Udenrigsudvalget.

Jeg var så heldig at være blevet inviteret til i efteråret at deltage i drøftelserne mellem medlemsstaterne om, hvordan EU's menneskerettighedspolitik kunne gøres mere effektiv og mere sammenhængende. Jeg mener, at vi, som fru Ashton har anført, nu har en historisk mulighed for at revidere vores menneskerettighedspolitik. Mit forslag er, at denne proces skal være så inklusiv og åben som muligt. Jeg vil i høj grad anbefale, at fru Ashton rettidigt – og naturligvis ikke for sent – sender en meddelelse til Parlamentet og Rådet, således at vi kan opnå drøftelser og engagement på højt plan.

I dag er det meget vigtigt at blive mindet om, at Lissabontraktaten sætter respekt for menneskerettighederne i centrum for Unionens udenrigspolitik. Derfor er vi nødt til at have de rette strukturer på plads. Vi ved, at den højtstående repræsentant ønsker strukturer for menneskerettigheder og demokrati i hovedkvarterne. Vil den højtstående repræsentant forklare, hvad det betyder i praksis? Kan vi få samme tilsagn fra den højtstående repræsentant, som hun gav Parlamentet i sommer? Jeg vil også på det kraftigste opfordre hende til at gå videre med beslutningen om at etablere COHOM, som er Rådets arbejdsgruppe om menneskerettigheder, med base i Bruxelles. Hvis der er brug for større sammenhæng – hvilket der er – er vi helt sikkert nødt til at have denne permanente struktur på plads.

Endelig vil jeg gerne takke den højtstående repræsentant for hendes indsats for at samle medlemsstaterne sidste fredag i Oslo til uddelingen af Nobels fredspris. Jeg har grund til at tro, at det ikke var sket, hvis det ikke havde været for fru Ashtons indsats. Det er et godt grundlag for vores arbejde med menneskerettighederne, således at Unionen får en tydeligere, højere og mere effektiv stemme i verden.

  Konrad Szymański, for ECR-Gruppen. – (PL) Fru formand! Jeg vil også gerne give udtryk for taknemmelighed over for ordføreren. Vi havde et fremragende samarbejde, som har resulteret i det, jeg opfatter som en rigtig god betænkning. Jeg mener, at et aspekt, der skal understreges, er, at kristne stadig er den mest forfulgte religiøse gruppe i verden, og at de udsættes for forskelsbehandling, angribes og endda ofte dræbes i stort set alle dele af verden. Samtidig forbliver verden tavs. Vi – EU– gør stadig for lidt.

Jeg er meget taknemmelig over fru Ashtons reaktion i mange individuelle sager for nylig, men dette spørgsmål skal gentages løbende. Lande i vores nærområde, såsom Egypten og Algeriet, bør føle, at vi ikke kan fortsætte vores politiske dialog uden at inddrage spørgsmålet om religiøse mindretal i disse lande. Lande som Sudan og Irak skal i klare vendinger gøres klart, at vi ikke vil udvikle bistandsprogrammer eller frihandelsaftaler, før den grundlæggende ret til religiøs frihed respekteres i disse lande.

Meget har ændret sig til det bedre inden for dette spørgsmål i de seneste år, men vi skal konstant være engageret i at forsvare den religiøse frihed i verden, da ingen vil gøre det for os. I de sidste par dage har vi i Parlamentet kunnet møde biskopper, der er kommet hertil fra Irak, fra Mosul og Bagdad, for at dele deres erfaringer. Jeg mener, at vi ikke blot skal give dem en følelse af solidaritet, men en garanti for sikkerhed i fremtiden, således at de føler, at de har nogen, som de kan bede om hjælp. Ellers risikerer vi vores egen troværdighed, fordi vi, hvis vi ikke er i stand til at tage os af vores venner, mister troværdighed over for resten af verden.

  Marie-Christine Vergiat, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Fru formand! Vores møde lader til i høj grad at være fokuseret på menneskerettigheder.

Her til morgen vedtog vi Gál-betænkningen. Vi vedtog endvidere en betænkning om menneskehandel og en anden betænkning om den europæiske beskyttelsesordre; med andre ord om ofres rettigheder. Jeg vil sætte afvisningen af den kombinerede tilladelse, hvormed Parlamentet afviste et forslag, der var alt for diskriminerende mod udlændinge, i samme kasse.

Jeg vil ikke nævne Sakharov-prisen igen. Jeg har allerede givet udtryk for min holdning. For mig falder denne betænkning imidlertid ind under samme vision med to hastigheder, den samme snævre synsvinkel, som visse af mine kolleger desværre anvender på menneskerettighederne.

Jeg vil give nogle få eksempler. Jeg forsvarer religionsfrihed lige så vel som friheden til at tro eller ikke at tro. Mange ikke-troende forfølges også i verden. Vores ordfører afviste ændringsforslag om at indføre begrebet tankefrihed, trosfrihed og religionsfrihed, selv om det findes i folkeretten. Hvorfor er der 15 punkter om religionsfrihed, der primært fokuserer på kristne, og kun seks punkter om ytringsfrihed? Fagforeningsfolk nævnes ikke. Hvorfor er der denne dobbeltmoral, der består i altid at nævne de samme lande, nemlig Irak, Iran, Rusland, Belarus eller Cuba, når situationen i mange afrikanske lande stort set aldrig nævnes, og navnlig ikke i Maghreb, hvor dem, der støtter menneskerettigheder og demokrati, i høj grad forfølges, især i Libyen og Tunesien, i et klima af stort set universel ligegyldighed? Colombia bliver heller ikke nævnt.

Jeg håber, at denne drøftelse vil gøre det muligt for os at sikre fremskridt. Jeg mener, at vi ved at afbalancere vores holdninger og tilpasse det, vi siger og gør, vil sikre fremskridt hen imod en reelt universel opfattelse af menneskerettigheder. Der skal stadig gøres meget, og jeg har lyttet opmærksomt til Baroness Ashton.

  Fiorello Provera, for EFD-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! For det første vil jeg gerne takke ordføreren, fru Andrikienė, for at have accepteret visse af mine ændringsforslag om religiøs frihed, og jeg vil gerne lykønske hende med den vellykkede udarbejdelse af betænkningen.

Mere og mere tragiske begivenheder finder sted, som vedrører friheden for troende i hele verden. Antallet af hindringer for friheden til andagt samt antallet af angreb og mord stiger år for år. Disse kriminelle handlinger vedrører troende inden for alle religioner, særlig kristne. Paradoksalt bliver religiøs frihed et stadig mere følsomt emne i stedet for at være en af de mest naturlige og ubestridelige friheder.

Af alle disse årsager gentager jeg det forslag, der allerede blev fremsat tidligere, om at indføre en specifik og nøjagtig årlig betænkning fra Parlamentet om overvågning af status for religiøs frihed verden over. Denne betænkning skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for at planlægge hensigtsmæssige og forebyggende politisk indgreb.

  Nicole Sinclaire (NI). - (EN) Fru formand! Generationer af sovjetiske skolebørn voksede op med den lærdom, at Stalin havde opfundet forbrændingsmotoren. Det lader til, at europæiske skolebørn vil vokse op med den lærdom, at EU forsvarer menneskerettighederne – men hvad har EU reelt gjort ud over retorikken?

Ordføreren fremhæver svagheden i EU's politik over for den burmesiske junta, en svaghed, der ligner eftergivenhed. Ordføreren fortæller os, at EU er meget bekymret over menneskerettighedskrænkelser uden for EU – men hvad med de tvungne deportationer af romaer fra Belgien i 1999 under den tidligere statsminister Guy Verhofstadt, der nu sidder her i Parlamentet? Hvad med de tvungne deportationer af romaer fra Frankrig i år?

Men måske er ord alt, hvad vi kan forvente af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. I Bruxelles i sidste uge gav Amnesty International udtryk for bekymring over manglen på en menneskerettighedsenhed under Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Det er meget godt med ord, men handling kunne måske være mere nyttig for de undertrykte og lidende folk i verden.

I sidste uge i udvalget beskyldte jeg det belgiske formandskab for at være et spøgelsesformandskab. Til min forundring var formandskabet enigt og sagde, at det var nøjagtigt, hvad det ønskede at være. Jeg vil således opfordre Baroness Ashton til at deltage i det næste møde i Underudvalget om Menneskerettigheder – og ikke blot i ånden – den 10. januar, hvor hun kan deltage i en drøftelse om menneskerettigheds- og demokratinetværk og forklare os, hvad ordet "optræden" præcis betyder for hende.

  Filip Kaczmarek (PPE). – (PL) Fru formand! Jeg vil gerne takke fru Andrikienė, som er ordfører for årsberetningen om menneskerettighederne i verden 2009. Det var ikke nogen let opgave, da respekten for menneskerettighederne desværre stadig kræver vores opmærksomhed og engagement. I vores betænkning opfordrede vi gentagne gange forskellige lande og institutioner til at træffe specifikke foranstaltninger med henblik på at øge graden af respekt for menneskerettighederne. Det ser for mig ud til, at vi oftere bør kontrollere, hvorvidt disse institutioner rent faktisk gennemfører, hvad Parlamentet har opfordret til. Ellers vil vi om et års tid skulle gentage mange af de bemærkninger, der er blevet fremsat i dag.

Vi har ret i at opfordre til respekt for de grundlæggende rettigheder, men det er stadig ikke nok. Vi skal være effektive – vi skal kunne overtale udøvende myndigheder til på en effektiv måde at gennemføre vores instrukser. Jeg støtter ordførerens forslag om, at Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal have et direktorat for menneskerettigheder og demokrati, og om at oprette stillingen som højtstående repræsentant for menneskerettigheder. Hovedprincippet i en konsekvent EU-udenrigspolitik bør være fremme af demokratiske værdier og menneskerettigheder. Det er måske det vigtigste politiske budskab i betænkningen. Hvis det skulle vise sig, at det er muligt at opnå det, ville de successive årsberetninger om menneskerettighederne i verden blive kortere år for år – og jeg håber, at det bliver tilfældet.

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Fru formand! Jeg vil gerne takke for muligheden for at tage ordet. Vi analyserer i dag materiale, der tydeligvis består af to dele eller to områder. Det første område er et forsøg på at evaluere respekten for menneskerettighederne i 2009, og det andet er EU's menneskerettighedspolitik. Vi skal nemlig konstatere, om der blev gjort fremskridt i verden sidste år, når det gælder respekten for menneskerettighederne. Svaret på det spørgsmål er desværre ikke bekræftende. I 2009 skete der helt sikkert ikke fremskridt, når det gælder respekten for de grundlæggende rettigheder. Jeg tænker her på den kendsgerning, at der stadig anvendes dødsstraf, og at der stadig anvendes tortur i mange lande. Jeg tænker på anvendelsen af vold mod kvinder og på den kendsgerning, at flere hundrede millioner børn i verden stadig tvinges til at arbejde som slaver.

Det andet spørgsmål handler om Unionen. Der er ingen diskussion om vores værdier eller mål. Den grundlæggende diskussion og det, som vi er bekymrede over, er, at vi ønsker, at Unionens arbejde inden for beskyttelse af menneskerettighederne skal være mere effektivt. Jeg er enig i alle forslagene herom i betænkningen. Hvis vores anbefalinger blev ført ud i livet, ville Unionens arbejde inden for beskyttelse af menneskerettighederne helt sikkert være noget mere effektivt.

  Charles Goerens (ALDE). – (FR) Fru formand! Fru Andrikienės betænkning er et bemærkelsesværdigt referencedokument for alle dem, der slår til lyd for menneskerettigheder. Det er godt at dele erfaringer med vores partnere i resten af verden inden for menneskerettigheder.

Selv om visse lande stadig lever i middelalderen, når det gælder respekt for menneskerettigheder, ville det være bedst, hvis Europa undlod at indtage et for arrogant standpunkt.

EU's kritik af myndighederne i lande, der fortsat krænker menneskerettighederne, ville være mere troværdig, hvis vores 27 medlemsstater kunne nå til enighed om uden undtagelse at håndhæve alle domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Hvad er vores holdning til dette? Er det ikke på tide at give et formelt tilsagn med henblik på at undgå at så den mindste tvivl om vores ønske om at respektere autoriteten for de organer, som vi selv har oprettet?

  Barbara Lochbihler (Verts/ALE). – (DE) Fru formand, Baroness Ashton! EU har en bred vifte af foranstaltninger, der kan bruges til at forbedre menneskerettighedspolitikken i en række lande. EU er en regional magt, der i multilaterale fora bør opfordre til, at der gennemføres menneskerettighedspolitikker, og sikre, at der bliver større fokus på at sikre fremskridt på området. Vil vi efter lanceringen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil benytte lejligheden til at overveje, hvorvidt EU's menneskerettighedspolitik har den ønskede virkning? Det håber jeg, og jeg bifalder revisionen af den eksisterende menneskerettighedspolitik, som Baroness Ashton annoncerede.

Jeg er imidlertid meget bekymret for, at det ikke vil være muligt at gøre hensigtsmæssig brug af de strukturer, der er planlagt for menneskerettighedsaktiviteter i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Der er en reel risiko for, at der vil være endnu færre ressourcer til rådighed, end der har været hidtil, og at vi ikke vil have en synlig, hørbar eller effektiv menneskerettighedspolitik. Den menneskerettighedsafdeling, der bliver etableret, risikerer at blive en rent symbolsk afdeling, hvis menneskerettighedspolitikken ikke på nogen måde er repræsenteret på det højeste niveau. Integrering af menneskerettigheder i alle politikområder vil ikke i sig selv skabe de ønskede resultater.

Vi har brug for en betydelig gruppe af eksperter med forbindelser på højeste niveau og krav om, at alle tager spørgsmålet alvorligt. Kun på den måde vil det være muligt at integrere menneskerettigheder i alle politikområder og på centralt beslutningstagningsniveau. Det ville være helt uforståeligt, uprofessionelt og et tilbageskridt udelukkende at fokusere på at integrere menneskerettigheder i alle politikområder. Dem, der lider under krænkelser af deres mest grundlæggende rettigheder, forventer en ny og effektiv menneskerettighedspolitik af EU og ikke blot anvendelse af administrative procedurer på området.

  Charles Tannock (ECR). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren, Laima Andrikienė, med hendes afbalancerede og fornuftige tilgang til betænkningen.

Min gruppe, ECR, er fuldt ud engageret i at fremme menneskerettigheder i hele verden. Vi anerkender imidlertid også, at menneskerettigheder ofte skal afvejes mod realpolitik. Hvorfor ville EU ellers udvikle et strategisk partnerskab med Kina, hvis regering udviser begrænset hensyn til de friheder, som vi opfatter som grundlæggende? EU har også en moralsk pligt til at levere udviklingsbistand og humanitær bistand til udviklingslandene, selv til dem med sørgelige resultater inden for respekt for menneskerettighederne såsom Pakistan, hvor især kvinder og religiøse mindretal lider under institutionaliseret forskelsbehandling.

Jeg er dog tilfreds med, at betænkningen fremhæver lande, der i løbet af min karriere har bekymret mig i særlig grad – Vietnam, Cuba, Venezuela, Iran, Zimbabwe og Nordkorea. Spørgsmålet om straffrihed i Rusland for krænkelser af menneskerettighederne rejses også, hvilket er berettiget. Det centrale tema, der løber gennem betænkningen, er, at demokrati, menneskerettigheder og økonomisk frihed går hånd i hånd.

Jeg har dog mine tvivl, når Parlamentet påberåber sig folkeretten, når det gælder om at fordømme visse smagløse praksisser, når retsgrundlaget herfor langt fra er klart. Jeg ser f.eks., at pryglestraf i Malaysia i et forslag til beslutning, der skal drøftes i morgen, erklæres ulovlig i henhold til folkeretten, men en sådan erklæring er juridisk tvivlsom. Vi skal holde os til kendsgerningerne for fortsat at være troværdig som institution.

  Bastiaan Belder (EFD). - (NL) Fru formand! Vores engagement i respekten for de grundlæggende rettigheder betyder ikke meget uden personligt engagement, og det er, hvad fru Andrikienės interessante betænkning klart opfordrer til. Min specifikke bekymring i denne henseende er "religiøs frihed".

Jeg vil gerne nævne tre aktuelle krænkelser af den grundlæggende ret til religiøs frihed med henblik på at opfordre Rådet og Kommissionen, som er til stede kombineret i én person, nemlig den højtstående repræsentant, til at give en stemme og således et ansigt til disse og alle andre forfulgte borgere, der er fanget i den diplomatiske dagsorden.

For mig er der tre hastesager. 1. Dr. Fan Yafeng, en fremtrædende kristen menneskerettighedsadvokat og præst i Beijing-hjemmekirken, som har været i husarrest siden den 1. november 2010, og som i ugevis er blevet udsat for den kinesiske efterretningstjenestes chikane og rænkespil. Europa bør sørge for at få ophævet Fan Yafengs husarrest.

2. Aisha Bibi, en pakistansk kristen, som er dømt til døden i henhold til Pakistans blasfemilovgivning på grundlag af meget tvivlsomme anklager. I en personlig samtale med mig for nylig i San Francisco ville den pakistanske udenrigsminister ikke gå med til mere end en grundig politiefterforskning af anklagerne på grundlag af blasfemilovgivningen. Europa bør sikre Aisha Bibis løsladelse og ophævelsen af blasfemilovgivningen i Pakistan.

3. Yusuf al-Qaradawi, leder af en hjemmekirke i Iran, som er dømt til døden på grundlag af anklager om "apostasi". Europa bør sørge for løsladelsen af denne præst og for permanent statslig overvågning af hjemmekirker i Iran.

Der mangler desværre ikke hjemmearbejde til medlemmerne, Rådet, Kommissionen og den højtstående repræsentant.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Fru formand! Når Kina opfordrer til at boykotte uddelingen af Nobels fredspris, og regeringerne i både Irak og Afghanistan, der kom til magten med hjælp fra det vestlige militær, begge følger denne opfordring, er det for mig et åbenlyst eksempel på de problemer, som islamiske regimer har med menneskerettighederne. I den sammenhæng er den stigende forfølgelse af kristne mindretal i Mellemøsten og tilfælde af forskelsbehandling af og manglende tolerance over for kristne i Europa meget bekymrende. Vi kan ikke længere ignorere de stigende problemer i muslimske samfund i EU med tvangsægteskaber, æresdrab, vold mod kvinder og opfordringen til sharialovgivning.

Efter min mening bør vi også på det kraftigste modsætte os den type kulturrelativisme, der under påskud af at respektere fremmede kulturer og traditioner tolererer den kendsgerning, at personers ret til frihed, lighed og medbestemmelse begrænses i visse dele af de muslimske kulturområder.

  Vittorio Prodi (S&D). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Generelt er fru Andrikienės betænkning en fremragende betænkning, som S&D-Gruppen har arbejdet hårdt på med henblik på at fremlægge idéer af stor værdi. Menneskerettigheder har været en af de grundlæggende søjler i EU, siden Unionen blev stiftet, og respekt for menneskerettighederne er et afgørende spørgsmål, som Parlamentet skal fremme hver dag.

Bredere accept af menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder, globalisering og ændringer i vores samfund kræver et nyt og anderledes perspektiv, der ikke passer ind i vores eksisterende system. Det bliver derfor afgørende at sikre lige adgang til naturressourcer som en af de grundlæggende rettigheder for hvert enkelt individ.

I de kommende år vil klimaændringer føre til, at et enormt antal flygtninge flygter fra verdens fattigste områder, og det er vores pligt at begynde at tage disse potentielle migrationsstrømme i betragtning, således at vi kan indføre hensigtsmæssige politikker, der vil sikre respekt for disse personers værdighed.

Udtrykket "klimaflygtning" er endnu ikke blev en del af den aktuelle folkerets ordforråd. Vi er naturligvis fortsat engagerede i både kampen imod ørkendannelse og i tilpasning til klimaændringer. Det er de emner, jeg har forsøgt at tilføje til betænkningens tekst, således at vi kan indlede en alvorlig drøftelse herom.

  Marietje Schaake (ALDE). - (EN) Fru formand! Vi fejrer en vigtig dag med uddelingen af Sakharov-prisen i dag, men vi har meget mere arbejde end det. Jeg vil gerne fremhæve nogle få elementer i denne omfattende og gennemarbejdede betænkning.

Der er brug for at kæmpe for retfærdighed i forbindelse med straffrihed, uanset om det sker gennem Den Internationale Straffedomstol eller på anden vis. Det er ikke blot vigtigt at sikre, at de ansvarlige retsforfølges, da det ofte er en lang proces, men i mellemtiden vil det at begynde at holde individuelle menneskerettighedskrænkere ansvarlige for dem, der frygter at krænkelser af menneskerettighederne går ubemærket hen eller reelt tolereres af liberale demokratier, være en erkendelse af lidelserne og af vores troværdighed i EU.

I betænkningen anmoder vi om sanktioner over for de russiske embedsmænd, der var ansvarlige for hr. Magnitskys død, og over for de iranske embedsmænd, der var involverede i systematiske tilfælde af censur, voldtægt, forfølgelse og henrettelser af borgere, som ikke har gjort andet end at agere i henhold til deres umistelige og universelle menneskerettigheder.

  Peter van Dalen (ECR). - (NL) Fru formand! Vi har i de seneste par årtier set, at menneskerettighedssituationen har forbedret sig i en række steder i verden. Jeg tænker på Sydamerika og Østeuropa, hvor det har været forbundet med demokratisering og øget velstand.

Desværre har vi ikke set fremskridt i lande, hvor Islam er dominerende – tværtimod. I Egypten, Irak, Iran, Pakistan, Somalia og andre lignende lande bliver flere og flere kristne og andre religiøse mindretal ofre for undertrykkelse.

I disse lande anvender ekstremisterne alle midler. Anklager om blasfemi, forbud mod konvertering til kristendommen, daglig chikane, mord – alt det foregår. Ofte er aktionerne rettet mod samfund, der har levet i disse lande meget længere end muslimerne.

Fire ud af fem, der forfølges på grund af deres tro, er kristne, og situationen er værst i de muslimske lande.

Jeg opfordrer EU og medlemsstaterne til at gøre mere for at bekæmpe denne religiøse forfølgelse, og jeg spørger specifikt fru Ashton, hvilken politik hun vil føre i denne henseende.

  Nikolaos Salavrakos (EFD). – (EL) Fru formand! Jeg vil lykønske fru Andrikienė med den integrerede betænkning, som hun har indgivet. Jeg vil minde alle om, at de gamle grækere for 2 500 år siden sagde, at "mennesket er altings målestok". To århundreder senere sagde romerne, at "mennesket er som en ulv mod et andet menneske". Jeg vil gerne se, om de gamle grækeres ordsprog er filosofisk retorik, eller om vi har skabt fremskridt. Vi har helt sikkert skabt fremskridt, men vi har ikke nået de ønskede resultater inden for beskyttelse af menneskerettighederne, og desværre har den økonomiske og finansielle krise, der brød ud i Europa og verden, skabt et enormt problem og hovedsagelig ramt de fattige dele af samfundet og hermed berøvet dem den grundlæggende ret til selvrespekt. Vi er nødt til at gå længere end ord, vi er nødt til at handle, vi er nødt til at træffe foranstaltninger med henblik på at opnå social beskyttelse, bekæmpe social udstødelse og frem for alt finde beskæftigelse til unge. Jeg vil igen minde om, at beskæftigelse ikke blot er et levebrød; det giver selvrespekt og værdighed og danner grobund for fred i Europa.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Fru formand! En civilisation måles ikke blot på dens tekniske fremskridt og velstand, men i stigende grad på dens respekt for menneskerettighederne. Det er et citat fra et program om menneskerettigheder i det 21. århundrede og bør tjene som advarsel for os. EU's troværdighed på dette område bør ikke tages for givet, og vores politikker er ikke immune over for at blive vurderet på grundlag af forskellige målestokke.

Tjenesten for EU's Optræden Udadtil giver os muligheden for at lade de ord, som vi godkender senest hver torsdag eftermiddag, følge af handlinger. Menneskerettigheder skal være afspejlet i alle områder af EU's udenrigspolitik. Jeg bifalder den omfattende revision af effektiviteten inden for alle EU-instrumenter på området, fordi vi tydeligvis ikke mangler politisk vilje til at stille strenge krav, men blot viljen til at gennemføre dem.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Fru formand! EU er baseret på værdier som frihed, demokrati, lighed, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne.

Hvis EU også ønsker at spille en rolle i at fremme respekt for menneskerettigheder i verden, er det imidlertid afgørende, at Unionen udvikler en sammenhængende udenrigspolitik, hvortil alle medlemsstater bør yde et fast bidrag. Lissabontraktatens ikrafttræden er en unik mulighed for betydelige fremskridt inden for menneskerettigheder og demokrati, der fremover bør være et centralt element i forskellige områder inden for især udenrigspolitikken.

Beslutningen om at inddrage menneskerettigheder i strukturerne inden for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil er derfor af klar og afgørende betydning. Jeg tror dog fuldt og fast på, at oprettelsen af en særlig repræsentant for menneskerettigheder ville bidrage til større samhørighed og frem for alt den nødvendige synlighed i EU's optræden udadtil inden for dette område.

Jeg vil gerne slutte af med at lykønske ordføreren, fru Andrikienė, med hendes fremragende arbejde med EU's årsberetning om menneskerettighederne i verden 2008-2009, som giver en detaljeret sammenfatning af EU's forskellige aktiviteter inden for menneskerettigheder og demokrati i verden.

  Michael Cashman (S&D). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke ordføreren for at have udarbejdet en fremragende betænkning. Jeg er meget glad for, at Baroness Ashton nu er tiltrådt, da hun har vist, at hun absolut ikke tøver med at forsvare folk, der ikke har nogen stemme, og hvis rettigheder er blevet frataget dem.

Menneskerettigheder har naturligvis ikke nationale grænser. De har ingen nationale grænser. De er universelle. Der mangler dog universel respekt for menneskerettighederne i verden. Vi har aftaler med lande som AVS-landene, hvor lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle (LGBT) kriminaliseres. De respekteres ikke, og selv i forbindelse med Cotonouaftalen stilles der spørgsmålstegn ved, om lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelles rettigheder skal respekteres.

Derfor har vi brug for et stærkt direktorat for menneskerettigheder under Tjenesten for EU's Optræden Udadtil med henblik på at sikre politisk sammenhæng mellem udvikling, handel og udenrigspolitik – som fru Ashton sagde i sit indlæg.

Vi har frihandelsaftaler, hvor artikel 2, menneskerettighedsklausulen, reelt aldrig er blevet håndhævet. Parlamentet fremsætter henstillinger, og jeg er bange for, at Rådet bakker ud. Vi skal derfor rette blikket mod fru Ashton, som skal føre an i kampen for at forsvare menneskerettighederne i alle de lande, som vi har forbindelser med.

Jeg vil også gerne lykønske Rådet med vedtagelsen af LGBT-værktøjssættet i 2009. Dette værktøjssæt gør det muligt for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil at arbejde for de grundlæggende rettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle. Jeg ønsker fru Ashton alt godt, jeg stoler på hende, og Parlamentet har stor tillid til hende.

  Edward McMillan-Scott (ALDE). - (EN) Fru formand! Jeg taler som Parlamentets næstformand for demokrati og menneskerettigheder og vil gerne takke fru Andrikienė for hendes fremragende betænkning.

I sit indlæg talte fru Ashton om de nye strukturer inden for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil – eller hun talte i det mindste ikke om dem. Da jeg oprettede Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder for mange år siden, mente jeg, at det var nødvendigt at have en struktur til forsvar af demokrati og menneskerettigheder. Det eksisterer stadig. Kommissionen ønskede i øvrigt at ophæve det og integrere menneskerettigheder og demokrati i alle programmer for eksterne forbindelser. Fru Ashton talte ikke om integrering i sit indlæg, men jeg frygter, at hun, når hun taler om en rød tråd, der er så tynd, at den risikerer at blive revet over ved det første pres, taler om en slags skrøbelig udenrigspolitik. Jeg mener, at vi har brug for mere end det. Vi så gerne – som andre har sagt i Parlamentet – et direktorat for menneskerettigheder og demokrati under Tjenesten for EU's Optræden udadtil og muligvis en særlig repræsentant.

Som fru Hautala var jeg i Oslo i sidste uge, og jeg vil blot nævne ét punkt. Omkring tusind deltagere – jeg sad lige bag fru Pelosi – var samlet på tværs af Atlanten, nemlig politikere, diplomater, embedsmænd og ngo'er, i skøn forening omkring EU. Når der var stående bifald, var det enstemmigt – ingen bølge, ingen opsplittet tilgang. Alle stod op, fordi vi som det vestlige civilsamfund stod bag et sæt principper. Så når EU i fremtiden anvender sin bløde magt, skal det også anvende principper. Vi regner med, at Baroness Ashton kan fremme sådanne principper.

  Tomasz Piotr Poręba (ECR). – (PL) Fru formand! Fru Andrikienės betænkning er ganske vist lang, men det er min faste overbevisning, at betænkningen ikke udtømmer alle spørgsmål vedrørende respekt for menneskerettigheder i verden i 2009. Den afsætter en temmelig begrænset mængde plads til det stigende fænomen med forfølgelse af kristne, som nu ikke blot finder sted i tredjelande, men også i Europa. EU har nok politiske og diplomatiske instrumenter til både at forhindre disse fænomener og give udtryk for kategorisk og fast fordømmelse heraf.

Et andet spørgsmål, hvor EU ikke bør forblive tavs, er spørgsmålet om respekt for menneskerettigheder i Rusland. For mig ser det ud til, at den samarbejdsaftale, der på nuværende tidspunkt er under forhandling med Rusland, er det perfekte tidspunkt til på en fast og specifik måde at rejse spørgsmålet om respekt for menneskerettigheder i dette land. For vi må ikke glemme dem, der forfølges i Rusland – politikere, repræsentanter for ngo'er og forretningsfolk, der forfølges, blot fordi de har modet og styrken til at bede om sandheden om ledelsen af deres land.

  David Campbell Bannerman (EFD). - (EN) Fru formand! Mens vi alle samles i vores fordømmelse af åbenlyse krænkelser af menneskerettighederne i lande som Iran og Kina, skal vi begynde at skelne disse fra den overdrevne EU-inspirerede menneskerettighedsindustri. Offentligheden snydes af denne menneskerettighedsfest. Chartret om grundlæggende rettigheder er inddraget i Lissabontraktaten; der er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som forsøger at give britiske fanger stemmeret – selv mordere og pædofile. Der er overdrevne EU-arbejdstagerrettigheder og amerikansk inspirerede rettigheder i forbindelse med erstatningskrav og national lovgivning som Det Forenede Kongeriges katastrofale Human Rights Act, der gør det muligt for udenlandske terrorister og kriminelle at blive i Det Forenede Kongerige, fordi deres rettigheder nu opfattes som vigtigere end rettighederne for de anstændige borgere, som de truer.

Sandheden er, at menneskerettighedernes ædle sag alt for ofte skæmmes af rige advokater, der bliver rigere af at forsvare terroristernes, de kriminelles og de grådiges falske rettigheder. Der må sættes en stopper for det.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Fru formand! Den kendsgerning, at EU øger sine aktiviteter på menneskerettighedsområdet, og at spørgsmålet om forfølgelse og forskelsbehandling af kristne mindretal er nævnt specifikt i disse betænkninger, er et skridt i den rigtige retning. De kristne bliver alvorlig forfulgt i mange lande, hvoraf nogle har tætte kontakter med EU. Eksempler herpå omfatter Egypten, Iran, Irak og naturligvis Tyrkiet, hvor kristne i nogle tilfælde må kæmpe for bare at overleve, både økonomisk og rent fysisk. Vi behøver ikke nogen ny stilling som f.eks. den påtænkte særlige repræsentant for menneskerettigheder for at tvinge disse lande til at udvise mere tolerance og beskytte deres mindretal. Det vil betyde unødige omkostninger, uden at det nødvendigvis er effektivt, fordi vi i forvejen har tilstrækkelige måder, hvorpå vi kan udøve pres. Vi skal træffe nogle konkrete foranstaltninger. Vi skal sikre, at der ikke undertegnes nogen traktater med EU, og at der ikke ydes økonomisk støtte uden et tilsagn om, at man overholder menneskerettighederne og beskytter mindretallene, især de kristne.

Økonomiske argumenter er meget slagkraftige, specielt når humanitære argumenter ikke virker. Og frem for alt er det et sprog, man forstår overalt i verden.

  Kinga Gál (PPE). – (HU) Fru formand, Baroness Ashton! Først og fremmest vil jeg gerne rose min kollega fru Laima Andrikienė for hendes glimrende stykke arbejde. Antallet af ændringsskrivelser, der var rekordstort, satte hende på en hård prøve, som hun bestod med bravur, og resultatet er en usædvanlig god betænkning. Det glæder mig at sige, at der i betænkningen lægges vægt på de mest sårbare grupper, der har brug for den største grad af beskyttelse, som f.eks. børn, oprindelige folkeslag og nationale mindretal. Jeg håber inderligt, at man tager imod vores budskab i betænkningen med et åbent sind, for så vidt angår Udenrigstjenestens struktur og den kommende højtstående repræsentant for menneskerettigheder. Vi forventer, at den højtstående repræsentant, Baroness Ashton, sikrer, at menneskerettighederne får en særlig placering i den nye struktur, og at hele indsatsen i Udenrigstjenesten ud over at tilvejebringe de fornødne organisatoriske rammer skal finde inspiration ved inddragelse af menneskerettighedsaspektet.

Ånden i Lissabontraktaten har skabt et nyt øjeblik – et øjeblik, der kræver, at vi ligeledes optræder mere konsekvent på dette område, og manglende opmærksomhed omkring denne ånd må ikke få lov til at undergrave EU's troværdighed. Som ordfører for betænkningen om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union glæder jeg mig specielt over, at denne forhandling samtidig har været ført i plenarforsamlingen, og at den betænkning om grundlæggende rettigheder i Den Europæiske Union, der blev vedtaget i dag, samt den betænkning om menneskerettigheder, som i øjeblikket bliver drøftet, sender det signal, at det efter vores mening er lige så vigtigt i og som uden for EU, at man beskytter og konsekvent håndhæver de grundlæggende rettigheder og menneskerettighederne samt undgår dobbeltmoral.

  Marek Henryk Migalski (ECR). – (PL) Fru formand! Der er to ting, som glæder mig. For det første er menneskerettighederne blevet en integreret del af arbejdet i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, og det er rigtig godt. Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal netop bruges til dette formål – at fremme menneskerettighederne og beskytte menneskerettighedsforkæmpere overalt i verden. Som medlem af Delegationen til Det Parlamentariske Samarbejdsudvalg EU-Rusland glæder det mig for det andet at se, at der i den foreliggende betænkning er flere afsnit, som handler om respekt for menneskerettighederne i Rusland, og at menneskerettighedsforkæmpere er nævnt med navns nævnelse. Denne støtte fra Bruxelles og Strasbourg til mennesker, der kæmper for menneskerettighederne i Rusland, er særdeles vigtig, og jeg mener, at den foreliggende betænkning fortjener støtte – alene fordi man udviser så stor respekt over for disse mennesker. Jeg mener, vi skal gå videre i denne retning, og jeg opfordrer fru Ashton til at gøre dette.

  Bogusław Sonik (PPE). – (PL) Fru formand! Forhandlingen om betænkningen om menneskerettighederne i verden sker samtidig med triste begivenheder, der bekræfter, at menneskerettighederne til stadighed bliver krænket. Vinderen af Nobels fredspris – Liu Xiaobo – og vinderen af Sakharov-prisen – Guillermo Fariñas – kunne ikke modtage deres priser, fordi de ikke fik tilladelse fra de regimer, hvor de bor, til at rejse ud af deres respektive lande. Besøget i går i Parlamentet af biskopper fra Irak er bevis for, at vi stadig har et enormt problem med forfølgelse af religiøse grupper. Forfølgelsen af kristne i Mellemøsten, herunder det nylige terrorangreb på domkirken i Baghdad, viser, at der opstår nye metoder til krænkelse af de grundlæggende rettigheder, og at EU bør reagere hensigtsmæssigt og effektivt.

Jeg vil gerne tilslutte mig anmodningen fra Parlamentets formand, Jerzy Buzek, om at prioritere problemet med de kristnes sikkerhed i Irak højt. Vi kan ikke leve med, at de kristne bliver behandlet som andenrangsborgere. Hvordan kan vi også fortsætte tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet, hvis det eneste kristne præsteseminarium i landet fortsat er lukket? Efter Lissabontraktatens ikrafttræden giver EU's diplomatiske tjeneste mulighed for at forbedre EU's indsats på menneskerettighedsområdet. Denne indsats skal koncentrere sig om at styrke det internationale samarbejde og øge sikkerhedsniveauet. Fremme af demokratiske værdier og menneskerettigheder skal være det primære princip i en konsekvent EU-udenrigspolitik.

  Iva Zanicchi (PPE). – (IT) Fru formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! Som næstformand i Udviklingsudvalget beskæftiger jeg mig med problemerne i mange lande, især i Afrika, hvor menneskerettighederne rutinemæssigt krænkes og trædes under fode, hvis man da ikke af og til glemmer alt om dem.

Jeg vendte så sent som sidste søndag hjem fra en tjenesterejse til Den Demokratiske Republik Congo, hvor jeg ud over mine sædvanlige institutionelle møder gerne ville møde repræsentanter fra ngo'er i landet og besøge en række af de centre, hvor de arbejder. Jeg må sige, at de virkelig gør et stort stykke arbejde. Jeg mødte ofrene i et land, hvor voldtægt anses for at være et krigsredskab, og hvor væbnede grupper fortsat udøver massevoldtægter og andre systematiske forbrydelser mod civilsamfundet, især mod kvinder, ældre mennesker og børn.

Jeg ville gerne nævne eksemplet med Den Demokratiske Republik Congo, fordi det var noget, jeg havde oplevet for ganske nylig. Generelt vil jeg dog gerne opfordre til, at der er behov for på det kraftigste og vedvarende at fordømme de brutale krænkelser af kvinders rettigheder. Verdenssamfundet skal markant øge finansieringen af kampagner til beskyttelse af kvinder mod voldtægt og andre former for vold såsom kønslig lemlæstelse, der også er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne og kvinders fysiske integritet.

  Barbara Matera (PPE). – (IT) Fru formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! Oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil er en historisk mulighed for at tage fat på spørgsmålene i forbindelse med menneskerettigheder og demokrati. Tjenesten skal navnlig sikre, at respekt for og fremme af menneskerettighederne er centrale elementer i de forskellige dele af EU's udenrigspolitik.

Det ville være godt med større synergi mellem EU's delegationer og medlemsstaternes ambassader med det formål at få indført én menneskerettighedsstrategi pr. land, eftersom de specifikke detaljer er meget forskellige fra land til land.

Dødsstraffen, der praktiseres i mange dele af verden, er en af de mest inhumane former for retshåndhævelse.

Anvendelse af dødsstraf er et problem i Belarus, der er det eneste land i Europa, som fortsat anvender dødsstraf.

Det er vigtigt at standse de former for menneskerettighedskrænkelser, som kvinder er udsat for, deriblandt kønslig lemlæstelse. Alle politiske midler skal også tages i brug for at støtte FN's Generalforsamlings resolution, hvor man opfordrer til et internationalt moratorium for kønslig lemlæstelse af kvinder.

Jeg slutter af med at opfordre til, at Kommissionen og Rådet gør en større indsats for at rundsende EU's årsberetning om menneskerettigheder.

  Csaba Sógor (PPE). – (HU) Fru formand, Baroness Ashton! Jeg vil gerne understrege, at selv om EU har opnået en hidtil uset grad af integration mellem medlemsstaterne på en række områder, ligger vi med hensyn til kodificering af menneskerettighederne markant bag efter andre internationale organisationer. Jeg støtter fuldt ud den udtalelse, hvor man opfordrer medlemsstaterne til at undertegne og ratificere alle grundlæggende menneskerettighedskonventioner fra FN og Europarådet samt de valgfrie protokoller hertil. Af disse vil jeg gerne fremhæve Europarådets rammekonvention for beskyttelse af nationale mindretal og den europæiske pagt om regionale sprog eller mindretalssprog, hvor EU's kommende underskrivelse af konventionen om menneskerettigheder kunne tjene som et godt eksempel. Jeg mener, at en bedre samordning af det arbejde, de internationale organisationer, som har kompetence på menneskerettighedsområdet, udfører, er af tilsvarende betydning og kan være den eneste garanti for håndhævelse af de formulerede rettigheder og forpligtelser.

  Maria Eleni Koppa (S&D). – (EL) Fru formand! EU forsvarer menneskerettighederne i verden i overensstemmelse med sine principper og værdier. Der skal imidlertid gøres en del, og Lissabontraktaten har forbedret vores effektivitet på dette område. Alle her i Parlamentet er overbeviste om, at indsatsen til fordel for menneskerettighedsforkæmperne skal fortsætte. Hvis man anvender de instrumenter, der allerede findes, korrekt, kan det måske tilvejebringe nogle rammer til beskyttelse af menneskerettighederne. Det skal have højeste prioritet at ratificere alle internationale konventioner mod tortur og enhver anden form for umenneskelig behandling. Indarbejdelse af en menneskerettighedsklausul i alle handelsaftaler med tredjelande og kontrol med, op den bliver overholdt, er en grundlæggende måde, hvorpå man kan udøve pres, og det skal vi insistere på. Jeg mener, der skal være en speciel henvisning til den helt afgørende beskyttelse af kvinders og pigers rettigheder, herunder beskyttelse af deres seksuelle og reproduktive sundhed.

  Antonyia Parvanova (ALDE). – (EN) Fru formand! Som led i vores forhandling i dag om menneskerettighederne i EU's interne og eksterne politikker vil jeg gerne komme med en særlig kommentar til kvinders situation i konfliktzoner, og især i Congo, Gaza og Iran, hvor dette spørgsmål ikke længere bør forbigås i tavshed.

Kvinder samt børn er de grupper, der er hårdest ramt af de katastrofale konsekvenser af konfliktsituationer. Vi må ikke lade de brud på menneskerettighederne, der vedrører kvinder, blive en biting, idet EU skal prioritere forsvaret for kvinders rettigheder i sine udenrigspolitiske og humanitære politikker. Hensynet til menneskerettighederne – særlig kvinders situation – må i en lang række tredjelande vige af hensyn til nogle EU-medlemsstaters økonomiske interesser. Vi har brug for, og vi stiller i dag krav om, passende og konkrete tiltag med henblik på at gøre EU's principper i aktiviteterne internt i og uden for EU til et værktøj, der virkelig fremmer menneskerettighederne – og med særlig fokus på kvinders rettigheder.

  Rui Tavares (GUE/NGL). – (PT) Fru formand! Hvordan mon fru Ashton har det, når regeringer som den franske og portugisiske holder demonstrationer tilbage, når højtstående personer fra Kina besøger deres hovedstæder, således at de pågældende personer ikke kan se demonstrationerne under deres besøg? Var det ikke idéen med at have en højtstående repræsentant i EU, at Europa kunne tale med én stemme vedrørende menneskerettigheder i udlandet, f.eks. i Kina? Kan man ikke godt sige, at man i disse situationer taler med mere end én stemme?

Af nysgerrighed vil jeg også gerne vide, hvorfor fru Ashton altid sidder ved siden af Rådet. Hvad er filosofien eller den konstitutionelle teori bag dette valg? Som et tredje punkt vil jeg gerne have, at vores europæiske diplomater på daglig basis har menneskerettighederne som deres første prioritet, ikke som deres anden, tredje eller fjerde prioritet, men som deres første prioritet. Hvad vil fru Ashton gøre for at sikre, at nogle af vores diplomater betragter arbejdet med menneskerettighederne som deres fuldtidsbeskæftigelse hver dag? Ville det ikke, sådan som adskillige kolleger allerede har foreslået, være godt at have et direktorat, der var fuldt beskæftiget med dette område?

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Fru formand! Da vi hørte optagelsen med hr. Fariñas fra Cuba her til formiddag var jeg imponeret over, at han identificerede sig selv og sine kolleger som en "ikkevoldelig" opposition mod det cubanske styre. Jeg mener, det er særdeles vigtigt at respektere rettighederne hos de mennesker, der hverken begår vold eller tilskynder andre til vold.

Inden vi i den anledning bliver alt for selvretfærdige, må vi imidlertid se i øjnene, at mennesker i nogle EU-lande som f.eks. hr. Geert Wilders i Nederlandene bliver retsforfulgt for at have afvigende politiske meninger eller kætterske holdninger til akademiske spørgsmål uden den mindste skygge af opmuntring til vold. Desuden er et politisk parti uden nogen som helst voldelige forbindelser blevet forbudt i Belgien. Et forsøg på at forbyde et parti i Tyskland slog fejl ved forfatningsdomstolen – men kun fordi det viste sig, at bevismaterialet var blevet fabrikeret af statslige agenter. I Det Forenede Kongerige har et statsligt organ ført en civil retssag mod vores eget parti med det udtrykkelige formål at få partiet opløst.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Fru formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! Menneskerettighederne og EU's politik står ved en korsvej. Fru Andrikienės betænkning bør bestemt fremmes og støttes, da der specifikt tages stilling til, hvilke konkrete forholdsregler der fortsat mangler at blive truffet. EU-Udenrigstjenesten kan udføre sine aktiviteter effektivt, idet man desuden er afhængig af den følsomhed, medlemsstaterne har udtrykt, men vi har brug for en helhedsorienteret og resolut politik, der har det nødvendige bid, når det er nødvendigt.

Vi skal virkelig beskytte menneskerettighederne. De unge, kvinderne, de ældre, de handicappede, mennesker med særlige religiøse og politiske overbevisninger og mennesker med en anden seksuel orientering skal beskyttes, og præcis det samme gælder for menneskers rettigheder til frit at give udtryk for deres egne tanker. I dag har Parlamentet imidlertid gennemført en række vigtige foranstaltninger, og vi mener derfor, at ethvert program, der virkelig tager sigte på at beskytte menneskerettighederne kun kan udvikles reelt og effektivt gennem en stærk, konkret dialog med tredjelande.

  Kyriakos Mavronikolas (S&D). – (EL) Fru formand, Baroness Ashton! Det er en fornøjelse at lytte til den højtstående repræsentant for EU's udenrigspolitik, som i klare vendinger siger, at vi går ind for at anvende de grundlæggende frihedsrettigheder og menneskerettighederne, og at vi som EU skal gøre vores yderste for at sikre, at man anvender de principper og frihedsrettigheder, som er fælles i hele verden, således at vi kan spille en positiv rolle.

Vores holdning jo kendt, nemlig at vi desperat ønsker os en særlig tjenestegren for menneskerettigheder og helt konkret overvågning og repræsentanter. Jeg vil dog sige til Baroness Ashton, at vi også er nødt at gribe i egen barm. Da jeg kommer fra Cypern, vil jeg gerne påpege, at vi har 200 000 græskcypriotiske flygtninge, der er frataget deres grundlæggende menneskerettigheder (adgang til deres hjem), og at vi har en tyrkiskcypriotisk befolkningsgruppe, der undertrykkes af den tyrkiske besættelsesmagt. Sørg for at etablere den pågældende tjenestegren. Og så lige et godt råd og en bøn: Send den første repræsentant til Republikken Cypern.

  Olle Schmidt (ALDE). – (SV) Fru formand! En af kandidaterne til Sakharov-prisen, Dawit Isaak, sidder stadig i fængsel uden rettergang i Eritrea. Han har nu været fængslet i 3 370 dage. Tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention vil give EU bedre mulighed for også for alvor at vise sit engagement i forhold til og forsvar for menneskerettighederne uden for EU's grænser.

Jeg opfordrer Baroness Aston til at benytte denne lejlighed til at øge presset på Eritrea med hensyn til at løslade den europæiske samvittighedsfange Dawit Isaak. Vi skal nu vise, at vi mener det alvorligt, og vi skal sende et klart signal til præsidenten i Eritrea. Det skal være et ufravigeligt krav, at alle de forhandlinger, som føres med Eritrea, resulterer i, at Dawit Isaak bliver løsladt. Jeg har tillid til Dem, Baroness Ashton. Som hr. Cashman lige sagde:

(EN) Jeg tror, jeg stoler på Dem, Baroness Ashton.

  Andrzej Grzyb (PPE). – (PL) Fru formand! Jeg vil for det første gerne sige tak til fru Andrikienė for hendes betænkning. Jeg vil også gerne sige, at situationen vedrørende menneskerettighederne er en anden efter Lissabontraktaten. Spørgsmålet er, hvordan vi vil gøre brug af dette instrument. Vi skal ikke alene gøre dette ved direkte at tale om menneskerettighederne, men ved at inkludere dem i andre sammenhænge som f.eks., når vi taler om handelspolitik med en lang række lande. Er disse menneskerettigheder vigtige for vores partnere? Jeg mener, at reaktionerne på det, Parlamentet siger, eller f.eks. på dagens uddeling af Sakharov-prisen viser, at Parlamentets synspunkter er vigtige, fordi der bliver lyttet til dem.

Jeg vil også gerne tale om de kristnes rettigheder i verden. Der ser efter min opfattelse nu ud til at være så mange eksempler på forfølgelse af de kristne, at vi skal reagere med beslutsomhed. Jeg mener også, det er vigtigt at samarbejde med bl.a. Europarådet, FN, Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa og ombudsmændene og menneskerettighedsrepræsentanterne både i Europarådet og i en lang række medlemsstater, fordi der er mange, virkelig gode eksempler på, hvordan deres arbejde påvirker holdningen til menneskerettigheder.

  Kristiina Ojuland (ALDE). – (EN) Fru formand! Selv om betænkningen omfatter mange væsentlige spørgsmål, vil jeg blot gerne nævne sagen om Sergej Magnitskijs død. Hans tragedie er udtryk for en lang række lignende sager, som vi endnu ikke har fået kendskab til.

Det er uhyre vigtigt at gøre det meget klart over for de russiske myndigheder, at sådanne hændelser skal undersøges i overensstemmelse med retsstatsprincippet. I stedet er de efterforskere og anklagere, der var involveret i Sergej Magnitskijs død, blevet forfremmet og belønnet.

En sådan fremgangsmåde er ganske enkelt en utrolig perverteret form for retfærdighed, og EU og medlemsstaterne må ikke lukke øjnene for dette. Vi må huske på de internationale forpligtelser, som Den Russiske Føderation har indgået. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at støtte ændringsforslag 25, hvor det foreslås at indføre sanktioner over for 60 russiske embedsfolk, der er indblandet i sagen, indtil der er foretaget en ordentlig undersøgelse af Sergej Magnitskijs død.

  Jacek Protasiewicz, (PPE). – (PL) Fru formand! Som medlem af Underudvalget om Menneskerettigheder vil jeg gerne sige fru Andrikienė hjertelig tak for at have udarbejdet et virkelig godt udkast til betænkning. Desuden vil jeg som formand for Europa-Parlamentets Delegationen for Forbindelserne med Belarus også gerne udtrykke min store tilfredshed med, at betænkningen indeholder henvisninger til situationen i dette land. Jeg tænker især på henvisningerne til, hvordan foreningsfriheden permanent er begrænset i Belarus, herunder foreningsfriheden for nationale og etniske mindretal, og også hvordan religiøse organisationers arbejdsmuligheder er begrænset.

Det glæder mig også, at det i betænkningen også nævnes, at der er begrænset adgang til internettet, og at Belarus på dette område har en form for beskæmmende førerposition i Europa. Jeg håber også, at fru Ashton, der er til stede i dag ved denne forhandling, vil sætte alt ind på at sikre, at den dialog om menneskerettigheder, der blev indledt med Belarus sidste år, fører til håndgribelige resultater, især med hensyn til at få gjort en ende på undertrykkelsen af menneskerettighedsforkæmpere og uafhængige belarussiske journalister.

  Heidi Hautala (Verts/ALE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne tale om et spørgsmål, mange kolleger har taget op, nemlig undertrykkelse af de kristnes rettigheder. For at være konsekvent ville jeg rigtig gerne have, at mine kolleger ville være lige så interesseret i undertrykkelsen af rettighederne hos repræsentanter for andre religioner, fordi andre lande meget ofte siger, at vi er ensidige og subjektive, så jeg mener, at det er et spørgsmål om reel konsekvens og troværdighed.

Jeg vil gerne have, at ledetråden for EU's udenrigspolitik med hensyn til menneskerettigheder er, at man undgår enhver form for dobbeltmoral, og jeg håber, at Parlamentet på dette punkt vil stå fast.

Endelig vil jeg gerne spørge Baroness Ashton, om hun har tænkt sig at svare på de mange spørgsmål, som vi har omkring de nye strukturer i EU-Udenrigstjenesten vedrørende menneskerettighederne, da disse vil antage deres form i den allernærmeste fremtid.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke alle for alle bidragene til denne forhandling. De var efter min mening særdeles nyttige.

Lad mig blot sige, at jeg nu sidder sammen med Rådet, men at jeg sad sammen med Kommissionen tidligere i dag. Jeg skifter plads mellem de to, og vi holder faktisk regnskab med det for at sikre, at jeg nu også skifter plads, så man må bare fange mig, når jeg er her.

Igen vil jeg gerne sige hjertelig tak til fru Andrikienė for det arbejde, hun har gjort, og gratulere hende med betænkningen, som har været overordentlig nyttig.

Jeg vil gerne forholde mig til tre specifikke punkter. Jeg vil begynde med det spørgsmål, som fru Hautala stillede her til allersidst, og som en række kolleger har nævnt.

Lad mig begynde med at slå det fast med syvtommersøm: Jeg taler om mainstreaming, fordi jeg alt for ofte i mit liv har set, at menneskerettighederne forvises til et hjørne i en organisation og så senere føres ud i livet på en måde, der ikke kommer til at gøre nogen forskel. Jeg antyder ikke, at det er det, EU har gjort tidligere. Jeg antyder, at jeg er fast besluttet på at sikre, at det ikke sker igen. Som det fremgår strukturen, når vi får lagt sidste hånd på den – og det har vi ikke gjort endnu – vil menneskerettighederne være fuldt anerkendt i strukturen, og vi vil sikre, vi har den ekspertise, som parlamentsmedlemmerne her har anmodet om i strukturen. Men jeg har ikke lyst til bare at sidde i et hjørne. Jeg vil gerne være en del af alt det, vi gør: En sølvtråd, ikke en supertynd tråd, men en sølvtråd, der er stærk, og som skinner og alle kan se. Det er det, jeg gerne vil opnå i min embedstid, og jeg føler mig 100 % engageret i forsøget på at opnå dette.

Det vil tage tid, og der vil være ting, vi ikke kan gøre lige så godt, som jeg gerne ville, men vi vil absolut gøre vores bedste. Det har imidlertid betydning for mig, at Parlamentet forstår, hvad jeg prøver at gøre, og at jeg forsøger at sikre, at det er alles ansvar. Ja, der skal overvågning til – og ja, vi har brug for ekspertise, men det er ikke bare op til nogle få personer i EU-Udenrigstjenesten. Det er et ansvar, der påhviler os alle. Det er det første, jeg vil sige. Det andet er, at man i løbet af kort tid vil kunne ane strukturerne, og det er med dér. Det er der, så alle kan følge med i, hvad vi har tænkt os at gøre.

Vi vil over for formændene for arbejdsgrupperne fremsætte vores forslag til udnævnelser. Jeg vil udnævne formanden for den arbejdsgruppe, der vil få ansvaret for menneskerettigheder, og det vil give dem mulighed for at følge op på punktet om, hvorvidt hovedstæderne skal have folk fra hovedstæderne, eller om det skal ligge i Bruxelles. Vi vil følge op på det punkt i forbindelse med den dialog.

Afslutningsvis har vi med hensyn til strukturer allerede udarbejdet uddannelsesprogrammet for nye delegationsledere, og et af møderne handlede om menneskerettigheder. De har en meget klar holdning til deres ansvarsområder og omkring min og Parlamentets forventninger i den henseende. Så man bedes acceptere, at det er en del – og en central del – af strukturen, men jeg er fast besluttet på at gøre det til alles ansvar.

Det andet punkt drejede sig om bredden af spørgsmålene. Jeg anerkender det, en række personer har sagt omkring religiøs tro, og jeg erkender, at dette er et vigtigt spørgsmål. Det var faktisk ligeledes et led i vores drøftelser i Rådet for udenrigsanliggender i denne uge.

Nogle parlamentsmedlemmer har også nævnt behovet for at tage sig af rettighederne for kvinder og børn samt lesbiske, bøsser, trans- og biseksuelle. Jeg tolker alt det, der blev nævnt om de forskellige mennesker og de forskellige lande, som det grundlæggende princip for menneskerettighederne, hvilket er, at man, for at de skal gælde for én selv, ganske enkelt skal være menneskelig og her. Det er kriterierne for menneskerettigheder, og det er igen den tilgang, vi vil anvende i Udenrigstjenesten. Rettighederne gælder for alle.

Det tredje, jeg gerne vil sige, er nogle få ord om nogle af de ting, vi begynder at se ske, og hvor vi spiller en rolle. Det gælder i særdeleshed for nogle af de arbejdsopgaver, vi udfører internationalt. For Den Internationale Straffedomstols vedkommende var der i år fire lande, som anerkendte og ratificerede statutten. Det er særdeles vigtigt, fordi vi spillede en rolle, idet jeg personlig skrev til ministrene i hvert enkelt land, som endnu ikke havde ratificeret statutten, med anmodning om at gøre dette. Det var lande, der reagerede direkte over for os, og som nu har ratificeret statutten.

Ligeledes vil jeg gerne nævne betydningen af, at man i udvalget under FN's Generalforsamling forsøger at forlænge moratoriet for dødsstraf. Jeg mener, det er en central og grundlæggende del af det arbejde, vi skal udføre. Det er universelt, det er noget, vi alle tror på, og det er vejen frem, at vi skal være praktiske i det, vi gør.

Så der er tre områder. For det første skal man sikre, at strukturerne er rigtige, og at folk ved og forstår den centrale arbejdsindsats, de skal gøre. For det andet skal man sørge for, at vi dækker alle i det arbejde, vi gør vedrørende menneskerettigheder, og for det tredje skal man afdække de måder, hvorpå vi kan gøre en forskel.

Det sidste punkt, jeg gerne vil komme ind på, er, hvordan vi efter min mening mere end noget andet, er nødt til i forbindelse med revisionen at søge efter praktiske og innovative måder, hvorpå vi kan komme igennem med vores budskaber. Jeg vil gerne have, at vi er rigtig kreative med hensyn til at samarbejde med folk på stedet i forskellige lande, hvor vi møder menneskerettighedsforkæmpere – og det gør jeg, uanset hvor jeg tager hen. Jeg vil gerne have, at vi er innovative og kreative med hensyn til at finde nye måder, hvorpå vi kan tage disse menneskerettighedsspørgsmål op, nye måder ud over det, der er så vigtigt i en hvilken som helst sammenhæng, dvs. de erklæringer, jeg kommer med, de erklæringer, vi kommer med som 27 medlemsstater, og de erklæringer, vi kommer med som EU-institutioner. Det handler om at finde måder, hvorpå vi kan gøre mest muligt for at gøre noget ved problemerne. Det handler om enkeltpersoner, organisationer og den fælles vilje til at være i stand til at gøre en reel forskel.

FORSÆDE: Isabelle DURANT
Næstformand

  Laima Liucija Andrikienė, ordfører. – (EN) Fru formand! For det første har jeg fået at vide, at tolkningen til engelsk af mit indlæg ikke var korrekt, og det beklager jeg meget. Umiddelbart efter denne drøftelse vil jeg selv oversætte mit indlæg til engelsk og sende det til alle de pågældende kolleger og også til den højtstående repræsentant.

For det andet vil jeg gerne takke alle de kolleger, der deltog i forhandlingen i dag, for deres positive vurdering og for deres kritiske bemærkninger. For så vidt angår mine kolleger hr. Obermayr og hr. Poręba, der talte om kristne mindretal i forskellige lande og sagde, at dette spørgsmål ikke var behandlet i betænkningen, vil jeg gerne henlede deres opmærksomhed på bl.a. punkt 126. Vi har et kapitel, der handler om religionsfrihed, og kristne mindretal er også nævnt i en række specifikke punkter.

Afslutningsvis vil jeg gerne forsikre Baroness Ashton om, at Parlamentet fortsat vil følge arbejdet i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil nøje og vil kritisere mangel på handling eller manglende effektive tiltag på menneskerettighedsområdet. Vi har i betænkningen i år givet klart udtryk for, at vi ikke er tilfredse med, at EU stadig ikke har klare referencemærker med henblik på at bedømme, hvorvidt tiltagene vedrørende menneskerettigheder har givet resultater. Vi har også givet udtryk for vores skuffelse over de udeblevne fremskridt i forbindelse med menneskerettighedsdialogerne og -høringerne.

Parlamentet er nået langt med hensyn til at finde fælles fodslag vedrørende menneskerettighedsspørgsmål, navnlig de mest ømtålelige punkter. Det viser, at Parlamentet står samlet med hensyn til at fremme demokrati og beskytte menneskerettighederne i verden. Det viser også, at de dage, hvor Parlamentet blot uddelte ros til Kommissionen eller Rådet, er talte. Parlamentet er nu en seriøs medspiller på menneskerettighedsområdet. Alle aktører på dette område må skrive sig dette bag øret.

Jeg vil gerne takke alle dem, der har deltaget i denne forhandling.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) Den kendsgerning, at EU ønsker at øge sine aktiviteter på menneskerettighedsområdet, og at spørgsmålet om forfølgelse og forskelsbehandling af kristne mindretal er nævnt specifikt i den foreliggende betænkning, er et væsentligt skridt i den rigtige retning.

De kristne er stadig den dag i dag udsat for alvorlig forfølgelse i mange lande, hvoraf nogle har tætte kontakter med EU. For blot at give et par eksempler kæmper de kristne i Egypten, Iran, Irak og Tyrkiet for bare at overleve, både økonomisk og rent fysisk.

Vi behøver ikke at oprette en ny stilling som f.eks. den påtænkte særlige repræsentant for menneskerettigheder for at tilskynde eller endog tvinge disse lande til at udvise mere tolerance og beskytte deres mindretal. Det vil betyde unødige omkostninger, uden at det nødvendigvis er et effektivt middel.

Vi har tilstrækkelige måder, hvorpå vi kan udøve pres, for så vidt angår erhvervsinteresser og internationale handelsforbindelser. Vi skal træffe nogle konkrete foranstaltninger. Vi skal sikre, at der ikke undertegnes nogen traktater med EU, og at der ikke ydes økonomisk støtte uden et tilsagn om, at man overholder menneskerettighederne og beskytter mindretallene, især de kristne.

Økonomiske argumenter er blandt de mest slagkraftige argumenter, og det er et sprog, man forstår i hele verden.

  Joanna Senyszyn (S&D), skriftlig. – (PL) Respekt for menneskerettighederne er en af demokratiets grundpiller og er den vigtigste værdi, hvorpå selve idéen om EU bygger. Menneskerettighederne indtager derfor en særlig plads i arbejdet i EU og i Parlamentet. Parlamentet understreger i sin årsberetning om menneskerettigheder sin forpligtelse til at beskytte disse rettigheder i hele verden. Parlamentet har siden 1988 uddelt Sakharov-prisen til personer og organisationer, der har gjort noget helt særligt i kampen for menneskerettigheder. Vi vil blive præsenteret for vinderen af dette års pris i denne uge.

I forbindelse med betænkningen for 2009 opfordrer jeg medlemsstaterne til at undertegne og ratificere alle de vigtigste konventioner fra FN og Europarådet om respekt for menneskerettighederne. For at være effektive i kampen mod krænkelser af menneskerettighederne rundt om i verden er vi nødt til at handle i fællesskab og i overensstemmelse med de retsstatsprincipper, som er internationalt anerkendt på dette område. Det er derfor vigtigt for EU, som fører an med hensyn til at forsvare menneskerettighederne, at medlemsstaterne overholder de internationale forpligtelser på dette område.

Den manglende respekt for forsvarsløse børns rettigheder er særlig utiltalende. Jeg går derfor ind for et definitivt forbud mod børnearbejde og for yderligere tildeling af midler til kampen mod, at børn bliver brugt som arbejdskraft. Det er gruopvækkende, at der i det 21. århundrede er 215 mio. børn i verden, som er tvunget til at arbejde, deriblandt ca. 115 mio., som skal udføre hårdt slavearbejde. Vi må ikke lade den økonomiske krise gøre situationen for disse børn værre.

  Indrek Tarand (Verts/ALE), skriftlig. – (FR) Det glæder mig, at Parlamentet i dag har indført de fornødne sanktioner over for de russiske embedsfolk, der er indblandet i retssagen om Magnitskijs død. Rusland, der ikke er en stat med retsstatslige principper, og hvor menneskerettighederne daglig trædes under fode, fortjener ikke den opmærksomhed, som Frankrig viser. Jeg fordømmer derfor på det kraftigste Frankrigs salg af et krigsskib af Mistral-klassen til Rusland og beklager denne handling.

  Traian Ungureanu (PPE), skriftlig. – (EN) Fru Andrikienės betænkning er et skridt i den rigtige retning. Forholdet mellem EU og Rusland er ganske rigtigt noget særligt og skal vedblive med at være noget særligt, men ikke noget ganske særligt. Rusland er bundet af sine egne forpligtelser til at beskytte menneskerettighederne og forsvare sine borgere mod statslige overgreb. Sagen om Magnitskijs død, som nævnes i betænkningen, følger efter mordene på Politkovsaya, Estemirova og Barburova. Dette er et mønster, ikke en stribe af tragiske ulykker, der ligger uden for det russiske retsvæsenets rækkevidde. Og alligevel fortæller de russiske myndigheder mord for mord, at de skyldige denne gang helt sikkert vil blive fundet og straffet. Hvad er resultatet? Nul og niks! Den russiske Statsduma beskyldte oven i købet Europa-Parlamentet for at blande sig i Ruslands indre anliggender og fyrede en bunke løgne af for at kaste smuds på fru Andrikienės betænkning. Hvis Europa skal opretholde sin troværdighed som forsvarer af demokrati og menneskerettigheder, bør fru Andrikienės betænkning vedtages i den nuværende form uden særlige bestemmelser vedrørende Ruslands konstante overgreb. I det canadiske parlament har man allerede besluttet at indføre et indrejseforbud og vedtaget en indefrysning af konti tilhørende de embedsfolk, der er indblandet i sagen om Magnitskijs død. Vi skal følge efter og sende Rusland et klart og resolut signal. Nok er nok!

  Jarosław Leszek Wałęsa (PPE), skriftlig. – (EN) EU's fortsatte beskyttelse af menneskerettighederne har på verdensplan i stor udstrækning lønnet sig, og vi skal forstærke vores indsats her i globaliseringens tidsalder. Dette er ganske vist en træg og nogle gange langsommelig proces, men det er vigtigt, at vi udbygger vores mål og ser på scenarier i den virkelige verden med henblik på at udvikle effektive strategier. Desuden vil jeg gerne give min opbakning til beskyttelse af menneskerettighedsforkæmpere og politikker, der sikrer den fortsatte udbredelse af demokrati til de lande, der endnu ikke har gennemgået denne forandring. Som vi har set med de seneste vindere af Nobels fredspris og Sakharov-prisen, er beskyttelse af disse menneskerettighedsforkæmpere af allerstørste betydning, og disse foranstaltninger er et skridt i retning af dette mål. Parlamentets indsats for at udbrede demokratiet og beskytte menneskerettighederne går fortsat fremad, og i nutidens globaliserede verden bliver vi hurtigere bekendt med uretfærdigheder. Denne adgang til informationer gør det lettere for os at holde øje med og reagere på situationer rundt om i verden. Vi skal derfor drage fordel af dette og fortsætte vores indsats for at sikre, at alle mennesker får de grundlæggende rettigheder, som vi har arbejdet så hårdt på at bevare.

15. Parlamentets sammensætning: se protokollen

16. En ny strategi for Afghanistan (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning af hr. Arlacchi for Udenrigsudvalget om en ny strategi for Afghanistan (2009/2217(INI))(A7-0333/2010).

  Pino Arlacchi, ordfører. – (EN) Fru formand! Den betænkning, som vi har behandlet i dag, er nærmest blevet vedtaget enstemmigt i Udenrigsudvalget. Det er resultatet af ét års arbejde i et team, jeg har ledet, og bygger på omfattende høringer i Kabul og Bruxelles.

Den foreliggende betænkning er et forsøg på at forklare et paradoks: Hvorfor er der opnået så lidt i Afghanistan på trods af ni års internationalt engagement? Siden 2001 har militære operationer i landet kostet mere end 300 mia. EUR og flere tusinde menneskeliv, og der er yderligere brugt mindst 40 mia. EUR på civile opgaver, dvs. i alt mere end 30 gange det nuværende afghanske BNP.

På trods af denne enorme indsats er Afghanistan stadigvæk den førende producent af narkotika. Det er stadigvæk et af de fattigste lande i verden, hvor livet – for hovedparten af den afghanske befolkning – er kort, brutalt og hæsligt, sådan som det var på vores kontinent for 500 år siden. Der er i Afghanistan flere ofre for moderdødelighed alene end for krigen, nemlig over 20 000 om året i modsætning til 2 300. Reaktionen på denne paradoksale situation er ikke så ligetil. Der skal tages højde for opiumproblemet og oprørskræfternes styrke samt den illusion, der var dominerende i de første år af den internationale tilstedeværelse, om en hurtig militær sejr. Desuden er centralforvaltningens legitimitet blevet overvurderet, og det samme gælder for effektiviteten af den internationale hjælp til genopbygning af landet.

Det er med den foreliggende betænkning ikke hensigten at forsimple alle disse ting. Der er fuld erkendelse af udfordringen, og dette dokument er et forsøg på at foreslå nye veje for vores politikker. Der anlægges i betænkningen en europæisk synsvinkel på situationen. Det betyder, at den afghanske krise betragtes ud fra en vinkel, som ikke blot er en afspejling af den amerikanske opfattelse. Europæiske værdier og principper spiller en rolle. De påvirker den måde, hvorpå de europæiske borgere ser på det afghanske problem, og de tror i princippet ikke på en militær løsning, fordi vi for mere end 65 år siden opgav idéen om, at krig og besættelse af fremmede lande er nogen god løsning.

EU af i dag bygger på en aversion mod krig, og den foreliggende betænkning afspejler denne holdning. Vedrørende den specifikke problemstilling i Afghanistan støtter EU-borgerne på det kraftigste en civil tilgang som et alternativ til brugen af magt. Vores tilgang er ikke naiv. Den er ikke, som det er blevet sagt, Venus' eftergivenhed over for Mars' styrke. Den er i stedet baseret på fornuft, på menneskelig solidaritet – og finder anvendelse i en krise som den afghanske, der ikke kan løses med en forsimplet løsning og mentalitet.

Den foreliggende betænkning indeholder et forslag til en strategi, der ikke udelukker begrænset anvendelse af tvangsforanstaltninger. Det afghanske folks sikkerhed i forhold til terrorister og kriminelle overgreb er en forudsætning for landets udvikling, og Parlamentet mener, at kombinationen af fredsbevarende interventioner, multilateralt diplomati, interne fredsforhandlinger, effektive fattigdomsbekæmpelsesforanstaltninger, etablering af demokratiske institutioner og beskyttelse af kvinders rettigheder er grundpillerne i en ny vinderstrategi i bl.a. Afghanistan.

Jeg håber, at den strategi, der er redegjort for her, vil blive gennemført omhyggeligt af det nye system, og jeg benytter lejligheden til at opfordre Baroness Ashton til at gøre fælles sag med Parlamentet med hensyn til disse bestræbelser.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne begynde med at hylde eftermælet efter Richard Holbrooke, der var en engageret diplomat, en fredsforkæmper og en mand, jeg var stolt over at kunne kalde for min ven. Jeg vil gerne udtrykke min store anerkendelse over for hr. Arlacchi for den omfattende betænkning og for det arbejde, jeg ved, han har gjort, og som har afstedkommet en udbytterig drøftelse her i Parlamentet i de sidste par måneder. For mit eget vedkommende ser jeg frem til at arbejde tæt sammen med ham og andre parlamentsmedlemmer i de kommende måneder, når vi kommer ind i det, jeg vil beskrive som en afgørende fase i vores engagement i Afghanistan.

Som hr. Arlacchi sagde, vedrører de problemer, som Afghanistan står over for, i en vis forstand os alle. Voldelig ekstremisme rækker ud over regionen. Narkotika, der dyrkes og produceres i Afghanistan, finder vej til Europas gader. Vores engagement er ansporet af behovet for at hindre Afghanistan i at blive et fristed for terrorisme og kriminelle aktiviteter. Men det er lige så vigtigt, at vi fremmer en bedre, mere sikker og blomstrende fremtid for befolkningen i Afghanistan. Uden denne fremgang kommer der ikke nogen løsning.

På baggrund af disse udfordringer vil jeg gerne begynde med at sige, sådan som jeg har sagt det mange gange før i andre sammenhænge, at EU's tilstedeværelse i Afghanistan er langsigtet. Vi har et bistandsprogram op til 2013 – og jeg er sikker på, det vil fortsætte – og vi har nu øget grundlinjen for vores bistand til 200 mio. EUR om året, hvilket er en stigning i forhold til det tidligere beløb på 150 mio. EUR om året.

Med den finansiering er vi i stand til fortsat at støtte sundheds- og socialvæsenet samt god regeringsførelse og retsstatsprincippet, og på trods af at sikkerhedsmæssige problemer ligger os alle meget på sinde, har vi efter min mening gjort nogle mærkbare fremskridt på centrale sociale områder.

Jeg har allerede her i Parlamentet nævnt sundhedssektoren, hvor der f.eks. i 80 % af landet nu er en eller anden form for adgang til primær sundhedspleje sammenlignet med under 10 % i 2001. Det er også sandt, at helbredsindikatorerne i Afghanistan stadig er blandt de allerdårligste i verden, så vi har lang vej endnu. Når det så er sagt, ved vi fra FN's tal, at der i forhold til 2001 dør 40 000 færre spædbørn hvert år i Afghanistan, og det skyldes væsentlig forbedret pleje under svangerskabet.

Vi bliver også ved med at kanalisere en så stor del af vores bistand som muligt via de afghanske statslige strukturer for at sikre, at vi får afghansk lederskab af reformprocessen. Ca. 50 % af vores bistand går enten via nationale programmer eller via trustfonde, der direkte støtter den afghanske regering. Dette er godt for donorkoordinering, godt for opbygning af lokal kapacitet og godt for styrkelse af afghansk ejerskab. Det statuerer også et godt eksempel for mange andre bidragydere.

Men der er altid plads til forbedringer af den internationale koordinering. Vi er nødt til at gøre mere, og vi er nødt til at gøre det bedre. Men hvis man kigger på, hvad EU gør, synes jeg, vi har gjort reelle fremskridt, og resultatet er i høj grad blevet forbedret, efter at EU's nye særlige repræsentant og delegationsleder, Vygaudas Ušackas, tog til Afghanistan i april.

Vores politiske budskab er mere sammenhængende, og vi forbedrer samordningen af vores udviklingsindsats internt i EU via den handlingsplan for Afghanistan og Pakistan, som Ministerrådet godkendte i oktober sidste år.

Handlingsplanen bringer de instrumenter, som anvendes kollektivt og af de enkelte medlemsstater, i overensstemmelse med vores politiske prioritering – især på de områder, der var resultatet af Kabulkonferencen, som jeg var med til i juli.

Det er et centralt punkt i planen, at vi afstemmer vores indsats og vores tilgang. Der er i planen angivet nogle områder, hvor vi i EU mener, at vores indsats vil være mest effektiv. Faktisk drøftede EU's udviklingsministre med mig som formand lige netop disse spørgsmål i sidste uge i Bruxelles.

Det bringer mig på en måde hen til det hovedbudskab, jeg gerne vil komme med i dag, nemlig at gennemførelsen af vores eksisterende strategier skal have høj prioritet. De strategiske rammer er på plads på både det militære og det civile område.

Sammen med begge formænd deltog jeg sidste måned i ISAF-mødet i Lissabon, hvor der blev opnået enighed om overdragelsen af sikkerhedsansvaret i henhold til NATO-overgangsplanen. Jeg har truffet general David Petraeus tre gange i de sidste par måneder, og selv om der stadig er meget, som skal gøres, er jeg fortrøstningsfuld med hensyn til, at den nuværende strategi så småt får en reel indvirkning.

Hvad det civile område angår, havde vi den vellykkede Kabulkonference. Den afghanske regering skal have ros for tilrettelæggelsen af og omdrejningspunktet ved arrangementet i juli. Det var ikke den sædvanlige liste med anmodninger og donorløfter. Tværtimod handlede dagsordenen primært om, hvordan man bedst prioriterer vores eksisterende ressourcer og forpligtelser og kan indarbejde vores indsats i vedtagne nationale programmer, som er blevet udviklet af afghanerne selv.

Disse nationale prioritetsprogrammer banede vejen for overgangen på en lang række forskellige områder, og vi er nødt til at støtte dem, hvilket præcis er det, vi gør med vores handlingsplan. Vi ved alle, at der ikke kan blive tale om nogen holdbar militær exit fra Afghanistan uden en civil ramme for stabilitet, som kan holde sammen på landet. Mere effektive statsinstitutioner, bedre regeringsførelse, adgang til grundlæggende serviceydelser, domstolsadgang og retsstatsprincippet er lige så vigtige punkter som "hård sikkerhed".

Vi vil således styrke vores indsats for at styrke den afghanske kapacitet og vil arbejde sammen med den afghanske regering for at fremme effektive og ansvarlige statsinstitutioner, især på det regionale plan. Faktisk vil vi på alle de områder, vi er engageret i – udvikling af landdistrikterne, retshåndhævelse, grænseforvaltning og kampen mod narkotikahandel – arbejde på at opbygge lokale afghanske institutioner, idet vi lægger vægt på at fremme retsstatsprincippet og god regeringsførelse samt kampen mod korruption.

Vedrørende spørgsmålet om afghanske institutioner vil jeg gerne slutte med et par ord om afghanske forpligtelser. Vores indsats på udviklingsområdet vil kun bære varig frugt, når den afghanske regering bliver mere ansvarlig og rummelig. Vi er nødt til at opfordre dem til at anlægge en sådan langsigtet holdning. I øjeblikket er halvdelen af den menneskelige kapacitet i landet marginaliseret, og ikke desto mindre har vi set andre eksempler i verden på, at inddragelse af kvinder i regerings- og udviklingsprocesserne er af grundlæggende betydning. Det slog mig, hvor uudnyttet dette potentiale var, da jeg i juli mødtes med kvindegrupper i Kabul. Dette vil fortsat være et centralt aspekt ved vores engagement i Afghanistan, det være sig i form af politisk støtte til kvindelige medlemmer i det nye afghanske parlament eller via vores støtte til kvinders deltagelse i lokale udviklingsprojekter som f.eks. det bredt anerkendte nationale solidaritetsprogram, som vi siden 2002 har finansieret gennem Verdensbanken.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke hr. Arlacchi for, at han i den foreliggende betænkning har kastet lys over så mange væsentlige spørgsmål. Betænkningen kommer efter min mening på et virkelig belejligt tidspunkt, hvor der står så meget på spil med hensyn til både vores militære og vores civile forpligtelser.

  Charles Goerens, ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget. – (FR) Fru formand! Afghanistan har ikke længere så mange valgmuligheder.

For det første er status quo ikke længere nogen realistisk mulighed, i og med at NATO-styrkerne én for én bebuder, at de trækker sig ud af Afghanistan, men ikke desto mindre ved vi stadig ikke, om landet kan garantere for sin egen sikkerhed.

For det andet kan man spørge, om en tilbagevenden til situationen inden 2000 er en mulighed. Desuden ville vi, hvis vi skaber et fristed for terroristnetværk, atter udsætte landet for en styrkeprøve med de fremmede militærstyrker.

For det tredje er det et spørgsmål, om der skal overdrages magt til de moderate Taliban-tilhængere. Jeg kan ikke sige, hvad jeg synes om denne mulighed, for der er ingen, som kan fortælle, hvad en moderat Taliban-tilhænger er. Lad os spørge de afghanske kvinder, der er undsluppet fra helvede og netop har genfundet noget af deres frihed.

For det fjerde er det, der udestår, at man forfølger indsatsen for at konsolidere det, der er blevet opnået, og fortsætter kampen for mere demokrati og større udvikling. Karzai, der forsøger at personificere den valgmulighed, er stødt på en væsentlig forhindring, nemlig hans egen person. Indtil der er fundet et troværdigt alternativ, er det den eneste valgmulighed, vi har.

  Ioannis Kasoulides, for PPE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Vores standpunkt i den foreliggende betænkning er oprørsbekæmpelsesstrategien i EU's handlingsplan, og jeg takker hr. Arlacchi for at have forstået dette.

Denne strategi skal have tid til at virke ifølge den tidsplan, som præsident Obama har fastlagt, og hvor 2014 er fristen for fuldstændig "afghanisering" af militær- og politiaktiviteter. Den afsluttende fase vil afgjort være politisk, hvor man via forhandling skal nå til enighed med samtlige afghanske parter i konflikten.

Kontakt med Taliban er et afghansk anliggende, men det skal man gå i gang med, når oprørerne ikke længere føler sig styrkemæssigt overlegne. Uddeling af bistand og anvendelse af private leverandører skal genovervejes, således at det kommer den lokale befolkning til gode – og så afgjort uden at der betales beskyttelsespenge til lokale oprørere for adgang til forsyningsruterne.

Der skal også – sammen med sikkerhedsspørgsmålet – af hensyn til de unge i Europa lægges lige så stor vægt på narkotikaområdet. Vi er stærke modstandere af punkt 71, der fordømmer anvendelse af droner – hvilket er et nøgleelement i oprørsbekæmpelsesstrategien. Hvad vil de europæiske soldater i felten ikke tænke, hvis Parlamentet fordømmer et så effektivt våben i deres kamp mod oprørerne? Jeg opfordrer kraftigt mine kolleger til at stemme imod den tredje del af punkt 71.

  Norbert Neuser, for S&D-Gruppen. – (DE) Fru formand, Baroness Ashton! EU er inddraget i en række missioner i Afghanistan på baggrund af FN-resolutioner. Alt for mange unge soldater fra Europa har mistet livet i Afghanistan. Et stort antal er blevet alvorlig såret eller lider af psykisk stress som følge af militærtjeneste. Tusindvis af civile hjælpearbejdere fra Europa sætter hver dag deres liv på spil for at være med til at skabe en bedre fremtid i Afghanistan. Alle disse personer og alle vi andre har ret til at vide, hvordan Europas engagement i Afghanistan kan bringes til en vellykket og varig afslutning, og hvor længe vi fortsat vil have en militær tilstedeværelse i landet.

Hvad skal gøres anderledes eller forbedres, og hvad er målene i den nye EU-strategi for Afghanistan? Vi skal gøre en større indsats vedrørende civil genopbygning. Vi skal langt om længe gøre fremskridt med hensyn til at efteruddanne den afghanske politistyrke og personalet i retssystemet. Vi ved, at der ikke kommer nogen militær løsning, og vi skal derfor øge vores indsats med at gennemføre en politisk løsning på konflikten ved hjælp af EU og en fælles udenrigspolitik.

Vi skal vise beslutsomhed og presse på med den interne forsoningsproces i Afghanistan og inkludere moderate medlemmer af Taliban. Vi er nødt til at iværksætte specifikke initiativer, især på regionalt plan, for at stabilisere situationen. Det indebærer navnlig effektive midler til bekæmpelse af narkotikaproduktion og -handel. Vores strategi indeholder nogle gode forslag. Vi opfordrer den afghanske regering til at vise, at den har viljen til at indføre en bedre styreform uden korruption.

Den nye EU-strategi kan imidlertid kun blive en succes, hvis den ikke længere spiller en passiv rolle, men aktivt inddrager nabolandene. Vi knytter vores håb til Dem, vi sætter vores lid til Dem, og De har vores fulde opbakning, Baroness Ashton.

  Ivo Vajgl, for ALDE-Gruppen. – (SL) Fru formand! Tak for hyldesten til ambassadør Richard Holbrooke. Det er med rette, at vi mindes ham i dag, nu hvor vi taler om Afghanistan, i taknemmelighed for det, han gjorde for at fremme freden.

For hele verden, for EU og for os alle er Afghanistan et problem, som vi forholdsvis hurtigt og effektivt kunne løse, hvis tiderne og metoderne var anderledes. Det er indlysende i dag, at dette problem, nu hvor vi undersøger andre løsningsmuligheder, ikke kan løses med militære midler. Den foreliggende betænkning, der blev udarbejdet af professor Pino Arlacchi, som er en lydhør ekspert i afghanske forhold og i verdenspolitikkens skyggesider, er med til at gøre disse andre løsninger mulige. Ikke desto mindre ser vi, at der er nye dødsofre hver dag, både blandt civilbefolkningen og de uniformerede krigere.

Betænkningen giver indsigt i oplysninger om forspildte investeringsmuligheder, uregelmæssigheder i forbindelse med og misbrug af humanitær bistand, profitter til netværk bag international narkotikahandel og de illusioner, som de militære ledere har næret. Det står i dag klart, at Al-Qaedas tilstedeværelse i Afghanistan ikke længere er det centrale problem. Det er imidlertid et problem, der vil eksportere kampen mod international terrorisme til nabolandene og -regionerne, lige så længe som kampene i Afghanistan fortsætter.

Der advares i betænkningen om, at reelle og langsigtede løsninger i Afghanistan som f.eks. de tiltag, der forbedrer menneskerettighedssituationen og kvindernes stilling samt giver børnene nogle fremtidsudsigter, der minder mere om den standard, vi kender, kun kan lade sig gøre, hvis de afghanske myndigheder, religiøse ledere og civilsamfundet inddrages på en aktiv og markant måde. Vi skal være mere overbeviste end tidligere om, at de formår at opbygge et samfund og en stat på et grundlag, som ligger tæt på deres definition af frihed og deres traditioner og værdier.

Den foreliggende betænkning er et velfunderet forsøg på at definere de centrale problemer og mulige løsninger for Afghanistan. Betænkningen er et incitament til en ansvarlig og kreativ EU-politik i Afghanistan.

  Nicole Kiil-Nielsen, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Fru formand, fru Ashton! Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at takke hr. Arlacchi for den konstruktive stemning, der har hersket omkring arbejdet.

Den foreliggende betænkning giver en meget ærlig, meget fair analyse af minusserne ved den internationale indsats i Afghanistan siden 2001. Vi bifalder hovedbudskabet, nemlig at der ikke findes nogen militær løsning. Krigen har nogle enorme omkostninger. Krigen koster menneskeliv både blandt soldaterne og i befolkningen, og krigen tjener blot til at styrke Taliban.

Den eneste løsning er af politisk karakter. Det, afghanerne venter på, er reel investering i deres lands udvikling, i støtte til god regeringsførelse og i etablering af et retssystem. Problemet med grundlæggende rettigheder, frem for alt kvinders rettigheder, er fortsat uløst.

Den ganske nye rapport fra FN's mission i Afghanistan viser den afghanske regerings manglende evne til fuldt ud at sikre kvinders og pigers rettigheder. Jeg citerer: "Så længe kvinder og piger er udsat for forskellige former for praksis, der skader dem, nedværdiger dem og fratager dem deres rettigheder, kan der ikke ske de store væsentlige eller varige fremskridt i Afghanistan".

For at sikre de afghanske kvinders rettigheder har vi ikke alene brug for skriftlige juridiske og forfatningsmæssige garantier, men nok så vigtigt, at de på hurtig og passende vis bringes i anvendelse.

Det nationale parlament har ringe indflydelse på landet, idet magten for størstedelens vedkommende er koncentreret i præsident Karzais hænder. Hvis det ikke er for sent, skal EU yde urokkelig støtte til de forskellige institutioner og især til det nyvalgte parlament med henblik på at befæste demokratiet og retsstaten.

  Struan Stevenson, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg har i det forgangne år fungeret som personlig stedfortræder for formanden for OSCE Kasakhstan og har udarbejdet en detaljeret rapport om de centrale miljøspørgsmål, der vedrører Centralasien. Jeg har sendt en kopi af min rapport til Dem, Baroness Ashton.

Et af de nøglepunkter, der vedrører hele Centralasien, er naturligvis spørgsmålet om vandudnyttelse på tværs af grænserne. Som bekendt er der store og konstante spændinger vedrørende vandressourcerne mellem nationerne i Centralasien, alt efter om de ligger op ad eller ned ad en given flod.

Men et aspekt af denne problemstilling, der kom frem ved min undersøgelse, er efter min mening blevet overset af mange beslutningstagere i Vesten. Fundamentet for den afghanske økonomi er landbruget, og enhver genopbygning af økonomien i Afghanistan efter konflikten vil indebære enorme investeringer i landbruget, hvor man f.eks. tilskynder landbrugerne til at gå over til at dyrke granatæbler i stedet for opiumvalmuer. Det vil til gengæld medføre en kæmpestor yderligere udnyttelse af de i forvejen knappe vandressourcer. Ved at være med til at løse den nuværende konflikt i Afghanistan kan man med andre ord uforvarende komme til at skabe en række mini-Afghanistan'er længere nede ad floderne, idet den akutte mangel på vand forværres.

Vi skal sørge for, at alle nye kunstvandingsprojekter er godt gennemarbejdet, og at der anvendes betonstøbte kanaler og bassiner samt drypvandingsanlæg svarende til dem, der benyttes af landbrugerne i Spanien. Desuden skal alle større energiprojekter, der omfatter vandkraftværker, projekteres og konstrueres med omhu for at sikre, at de ikke giver nogen ulemper for vandbrugerne længere nede ad floderne i nabolandene.

  Joe Higgins, for GUE/NGL-Gruppen. – (EN) Fru formand! Den krig, USA og NATO fører i Afghanistan, er en komplet katastrofe for det afghanske folk, hvoraf der alene sidste år skønsmæssigt blev dræbt 30 000. Det er også en katastrofe for de unge mænd og kvinder, som tvinges til at være med og kæmpe i landet i NATO's og USA's styrker, hvoraf der i år nok allerede er blevet dræbt 500 personer.

Som det meget tydeligt fremgår af hr. Arlacchis betænkning er den økonomiske og sociale situation i Afghanistan efter ni år særdeles alvorlig. Antallet af mennesker, der lever i fattigdom, er steget markant. Sikken en skandale det er, i betragtning af at 300 mia. USD i den periode er blevet sjoflet væk på masseødelæggelsesvåben og krig og gået tabt til korruption. Den amerikanske invasion i Afghanistan skete ikke for at fremme det afghanske folks interesser, men af hensyn til USA's geostrategiske interesser i Centralasien, hvor der jo er masser af energi, olie og gas.

De fremmede tropper skal trækkes ud af landet, og den rigdom, der findes i Afghanistan, skal fratages Karzais regering, korrupte jordbesiddere og krigsherrer og på demokratisk vis overdrages til organisationer bestående af landarbejdere, arbejdere og de fattige med henblik på virkelig at udnytte disse ressourcer og arbejde videre med dem til gavn for folket.

  Bastiaan Belder, for EFD-Gruppen. – (NL) Fru formand! Som ordfører med ansvar for formuleringen af EU's holdning til Iran har jeg i forbindelse med beslutningen om Afghanistan fokuseret på den islamiske republiks rolle på den afghanske krigsskueplads.

I beslutningen kommer man imidlertid kun meget perifert og efter min mening også med ringe hensyntagen til fakta ind på den interessante indflydelse, Iran har. I mellemtiden står vi tilbage med det afgørende spørgsmål om, hvordan EU vurderer Irans reelle indflydelse på Afghanistan, og hvilke politiske konsekvenser EU forudser som følge deraf. Jeg vil derfor stille den højtstående repræsentant tre spørgsmål, og jeg vil gerne have fru Ashton til at besvare dem skriftligt. Jeg vil også foretrække at få nogle konkrete svar.

1. I hvilket omfang har Irans masseudvisning af afghanske flygtninge en destabiliserende indvirkning på det vestlige Afghanistan? Jeg tænker her på Nimruz og Herat.

2. Er De enig i den officielle afghanske udlægning, nemlig at Iran forsøger at infiltrere landet med udenlandske terrorister under dække af disse udvisninger?

3. Hvilken form for bistand yder EU til de afghanske myndigheder med hensyn til at modtage et stort antal flygtninge fra Iran for at forhindre Teheran i politisk at misbruge denne ømtålelige humanitære problemstilling og i at instrumentalisere den med henblik på at gøre Kabul uafhængig og udøve et politisk pres.

  Nick Griffin (NI). – (EN) Fru formand! Den foreliggende betænkning gør en ende på den britiske politiske klasses løgne om krigen i Afghanistan. Jeg kender ikke navnene på nogen af de uskyldige afghanske ofre for denne ondsindede krig, men jeg ved, at den intet har med britiske interesser at gøre. Og jeg kender navnene på de 18 tapre unge mænd fra min valgkreds, der alene i det seneste år har betalt for dette vanvid med deres liv.

Korporal Simon Hornby, Liverpool, chefsergent David Markland, Lancashire, menig Sean Dawson, Stalybridge, korporal Harvey Holmes, Hyde, korporal Terry Webster, Chester, underkorporal Andrew Breeze, Manchester, marineinfanterist Steven Birdsall, Warrington, marineinfanterist Paul Warren, Preston, sergent Steven Darbyshire, Wigan, menig Alex Isaac, Wirral, menig Douglas Halliday, Wallasey, oversergent Martyn Horton, Runcorn, menig Thomas Sephton, Warrington, sergent David Monkhouse, Cumbria, ingeniørsoldat Darren Foster, Carlisle, underkorporal Jordan Bancroft, Burnley, menig Darren Deady, Bolton, civilgardist Christopher Davies, St Helens.

Sikken et forbryderisk spild af tapre unge menneskers liv!

Det kommer naturligvis ikke EU ved, hvilke krige Storbritannien skal eller ikke skal udkæmpe. Det er op til det britiske folk og vores folkevalgte repræsentanter i vores parlament i Westminster at beslutte, ligesom det vil være op til os en skønne dag at beslutte at lægge sag an mod Tony Blair, Gordon Brown og David Cameron for krigsforbrydelser, fordi krigen i Afghanistan fuldstændig som krigen i Irak er en forbryderisk krig.

  Mario Mauro (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg er enig med ordføreren i forestillingen om, at de enorme problemer, der den dag i dag stadig er i Afghanistan, skal håndteres på en ny måde, dvs. med en anden definition af indsatsområder i forhold til tidligere.

Jeg deler hans glæde over, at den afghanske præsident, hr. Karzai, har sat året 2014 som mål for indledningen af den periode, hvor de afghanske nationale sikkerhedsstyrker alene vil gennemføre militære operationer i alle de forskellige provinser, og den afghanske regerings forpligtelse til en gradvis overgang til fuld myndighed over sikkerheden i landet.

Alt dette bør dog ikke betyde, at verdenssamfundet afskriver Afghanistan. Partnerskabet med Afghanistan bør i stedet styrkes på alle mulige måder. For det første skal vi fremme investeringerne i økonomien, fordi det i virkeligheden indebærer, at man investerer i landets stabilitet. Dette skal ske på den rigtige måde, dvs. ved at udarbejde en samarbejdsmodel på baggrund af en dialog, der er åben for alle sociale organisationer og lokale institutioner.

Som der ganske rigtigt står i betænkningen, er det springende punkt imidlertid, at der ikke kommer stabilitet eller fred i Afghanistan, uden at staten kan stå på egne ben og frem for alt garantere befolkningens sikkerhed.

I den forbindelse opfordrer jeg ordføreren, hr. Arlacchi, til om muligt, evt. ved hjælp af et mundtligt ændringsforslag, at revidere punktet om anvendelse af droner i felten og gøre det mere operationelt. Det er med andre ord én ting at sige, at det er forbudt at anvende droner, mens det er noget helt andet at sige, at vi så vidt muligt vil begrænse anvendelsen af dette teknologiske instrument og derefter måske tilføje, at det er for ikke at ramme civilbefolkningen. Jeg er sikker på, at vi kan nå frem til et kompromis. Hr. Arlacchi har efter min mening indsigten og handlekraften til at gøre dette. Vi vil med glæde støtte ham i forbindelse med dette arbejde.

  Kristian Vigenin (S&D). – (BG) Fru formand! Det, vi drøfter i dag, er formentlig en af de vigtigste betænkninger om udenrigspolitik og sikkerhed i 2010. Jeg vil gerne rose hr. Arlacchi for hans indsats og de resultater, han er nået frem til. Vi kan bedømme resultaterne af vores nuværende Afghanistanpolitik ud fra de chokerende tal for stigende spædbørnsdødelighed, faldende forventet levetid og voksende analfabetisme og fattigdom. Til sammenligning koster fem dages krig det samme, som det ville koste at udrydde fattigdommen, og en uges krig koster det samme som 6 000 skoler. Jeg er godt klar over, at den slags sammenligninger ikke er så ligetil, men de giver os begreb om det dilemma, vi i øjeblikket befinder os i. Samtidig har en lang række rapporter vist, at der er alvorlige brist, bedrageri og korruption i forbindelse med uddeling af international hjælp. Siden 2002 har alene EU og medlemsstaterne hældt over 8 mia. EUR i landet uden nogen håndgribelige resultater.

Lige så foruroligende er det, at udvælgelsen og uddannelsen af nye folk til det afghanske politikorps slet ikke lever op til minimumsstandarderne, idet 90 % af de ansatte i politikorpset består af analfabeter, og en femtedel af dem er narkotikamisbrugere. Jeg nævner dette, fordi vi ikke kan tale om en ny strategi for Afghanistan, medmindre vi ser realiteterne i øjnene. Der findes ingen nemme løsninger eller opskrifter, men vi understreger kraftigt, at alle skal være klar over, at den eneste løsning er af politisk karakter, nemlig en løsning, hvor man understreger et stærkt engagement fra de afghanske institutioners og borgeres side i deres eget lands udvikling, hvilket kan få den langsigtede virkning, at der skabes stabile forudsætninger for at få standset opiumproduktionen og udryddet fattigdommen.

  Carl Haglund (ALDE). – (SV) Fru formand! Først vil jeg gerne takke hr. Arlacchi, der har gjort et fremragende stykke arbejde med denne strategi. Jeg synes, den på en fantastisk måde viser de udfordringer, vi står over for, men også de fejl, vi indtil nu har begået. Vi kan forhåbentlig lære noget af dette dokument med henblik på at forbedre vores indsats i Afghanistan.

Der er et par punkter, det er værd at overveje nærmere. For det første er der den på sin vis vidtgående, men vigtige tanke om faktisk at føre seriøse forhandlinger med de såkaldte moderate Taliban-medlemmer. Det er sikkert den eneste udvej. Samtidig mener jeg, at mange af os ville have svært ved præcis at definere, hvad et moderat Taliban-medlem egentlig er, og hvem det er. Jeg tror derfor, at vi har grunde til at føre drøftelser på dette område, og begivenheder i den seneste tid har efter min mening vist, at dette ikke rigtig står klart for os alle.

Et andet spørgsmål, jeg gerne vil berøre, er spørgsmålet om bistandspenge, og hvordan man arbejder videre med dem. Jeg synes, det er positivt, at vi fremover tør kanalisere dem via den afghanske regerings budget. Det er trods alt nok den eneste måde at håndtere det på, selv om jeg mener, at det skal gøres med eftertanke. Vi har grund til at vise vælgere i vores egne medlemsstater, at vi holder øje med dette, og at misbruget af bistandspenge ikke bliver for stort.

Sidst, men ikke mindst synes jeg, det er godt, at Pakistans rolle nævnes, fordi det også er af helt afgørende betydning. Det er vi vist alle sammen enige om, og her spiller verdenssamfundet en betydningsfuld rolle ved at lægge pres på Pakistan for at få pakistanerne til at gøre det, de bør gøre.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at jeg kommer fra et land, hvor debatten om Afghanistan, som tingene ser ud lige nu, udelukkende handler om, hvorvidt de finske tropper skal blive der eller ej, og det er ikke synderlig konstruktivt. Man debatterer ikke sagens kerne, men kun om tropperne skal være der eller ej. Det samme gælder f.eks. vores naboland Sverige, og derfor er sådanne initiativer som denne her seriøse strategi et godt indlæg i debatten for fremtiden.

  Ryszard Czarnecki (ECR). – (PL) Fru formand! For fire år siden var jeg observatør ved valget til Den Palæstinensiske Myndighed, og jeg mener Den Palæstinensiske Myndighed. Jeg mindes den uvirkelige udtalelse fra en af de mere fremtrædende personligheder i Parlamentet. Vedkommende sagde til mig: "Hold da op, hvor folk fra Hamas i bund og grund er pæne, kultiverede, venlige mennesker. Vi burde måske forhandle med dem." I dag hører jeg det samme. Jeg hører i dag, at vi måske bør forhandle med de moderate tilhængere af Taliban. Der opstår så bare spørgsmålet om, hvem de moderate tilhængere af Taliban er – og er dette begreb ikke også alt for fleksibelt? Jeg vil mane til forsigtighed med at indtage en sådan holdning.

Det er klart, at rigtig mange soldater er blevet dræbt i Afghanistan – herunder soldater fra mit hjemland, fra Polen – alt for mange af disse soldater er blevet dræbt, vores strategi koster alt for mange penge, og NATO's strategi er også tvivlsom. Jeg vil dog ikke kaste barnet ud med badevandet, og jeg advarer imod dialog med mennesker, der i virkeligheden har mål, som er fuldstændig anderledes end vores mål.

  Philippe Juvin (PPE). – (FR) Fru formand! Jeg er klar over, at hr. Arlacchi, kender Afghanistan godt. Af medlemmerne her i Parlamentet er han antagelig en af dem, der kender dette land og den komplekse region bedst.

Men lad os sige det uden omsvøb, at denne tekst i sin nuværende formulering udgør et alvorligt problem. Jeg er ikke enig med alle de parlamentsmedlemmer, der er begejstret og klapper sig selv på skulderen over dette tekstforslag. Jeg skal fortælle hvorfor.

Jeg synes, at dette tekstforslag for det første har den store skavank, at man for enhver pris ønsker at vi her i Vesten skal stilles til ansvar for de dårligdomme, der rammer Afghanistan. Jeg vil give tre eksempler. For det første skriver hr. Arlacchi, at sundhedssituationen – næsten som ved et rent tilfælde – er blevet værre, siden vi kom til landet. Det er overraskende. Fru Ashton sagde lige det modsatte. Ingen tog notits af dette.

Mit andet punkt er, at de vestlige styrker i betragtning B – læs det, kære kolleger – omtales som besættelsesstyrker. De medlemsstater, der er repræsenteret her i Parlamentet, og som har levet under besættelser, ved, hvad et ord som dette betyder.

Mit tredje punkt vedrører punkt 71, som handler om spørgsmålet om dronerne. Jeg var for to år siden officer i Afghanistan som militærlæge. Jeg behandlede tyske, britiske, polske, italienske, franske, allierede afghanske soldater. Jeg behandlede endda Taliban-krigere. Jeg kan sige, at hvis man i morgen sagde til vores soldater, at man ikke må bruge droner, ville det svare til at sige til dem, at man skulle tage kontakt til fjenden og påtage sig nogle risici. Jeg ved ikke, om det er vores ansvar som politikere at sige det til vores soldater.

Jeg undervurderer ikke, hvor kompleks situationen er. Jeg ved, at krig er grusom, men vi skal efter min mening holde op med denne antimilitarisme, denne forsimplede antiamerikanske holdning, denne selviscenesatte afstraffelse af de vestlige styrker, hvilket gør dem til årsagen til alle dårligdomme i Afghanistan.

Jeg tror, at det hele er meget mere ligetil end som så. Fjenden er Taliban, ikke amerikanerne og ikke de vestlige styrker. Det er alt sammen meget kringlet, men vi skal være påpasselige med, hvordan vi fremlægger tingene.

  Thijs Berman (S&D). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne tilslutte mig Baroness Ashton og hylde Richard Holbrooke. Jeg beundrede ham for Dayton-aftalen og traf ham en gang til en yderst interessant middag i Bruxelles, og han gjorde virkelig indtryk på mig.

– (NL) Fru formand! Ingen strategi, der primært er af militær karakter, har nogen som helst chance for at blive en succes i Afghanistan. Antallet af vores tropper i landet er steget fra 20 000 i 2001 til 150 000 nu, og alligevel er usikkerheden kun blevet større.

Vi ser flere civile ofre, flere døde soldater og en koalitionshær, som, hvis min kollega hr. Juvin vil have mig undskyldt for at udtrykke det på den måde, et stigende antal afghanere nu i realiteten ser som en besættelsesstyrke.

Strategien skal have fokus på at genopbygge landet, lokalforvaltningen, retsvæsenet, uddannelsessystemet, sundhedsvæsenet, herunder også for kvinder, og udvikle landdistrikterne, men uden opiumdyrkning. Koalitionen skal tage sine egne principper alvorligt. Vi har hørt en række fine ord om bekæmpelse af korruption, men der er intet gjort vedrørende korruptionen i og omkring præsidentpaladset. Det er ved at gøre afghanerne desillusioneret, og det skal der laves om på.

EU skal styrke indsatsen mod korruption i det afghanske politikorps, og EU skal i gang med at få indsat offentlige anklagere. Afghanistan kan ikke undvære et pålideligt forvaltningsapparat.

  Zbigniew Ziobro (ECR). – (PL) Fru formand! Det vil ikke være muligt at etablere et effektivt bistandsprogram for Afghanistan, uden at den interne situation i landet bliver mere stabil. Det vigtigste punkt i forbindelse med disse foranstaltninger skal være at garantere sikkerhed og sejr i kampen mod oprørsstyrkerne. Til dette formål er det nødvendigt at udvide engagementet for de europæiske stater, som er en del af NATO-missionen, og styrke Europols styrker, der som bekendt endnu ikke er nået op på det antal, der blev stillet i udsigt. Det er også uhyre vigtigt at afskære Taliban-styrkerne fra deres baser i Pakistan og Peshawar.

Det amerikanske udenrigsministerium har i sine rapporter vist, at handel med narkotika er en væsentlig kilde til finansiering af guerillaernes aktiviteter. Det er endnu et område, hvor EU skal gribe ind, og hvor EU burde stille flere midler til rådighed for at motivere landbrugerne til at holde op med at dyrke valmuer. Jeg mener ikke, at idéen i betænkningen om at støtte general Petraeus' program er berettiget. Der skal skaffes midler regionalt, men myndigheden skal være central. En yderligere opsplittelse af Afghanistan kan føre til en "somalisering" og en opdeling af landet blandt de stammer, der bekriger hinanden.

  Marietta Giannakou (PPE). – (EL) Fru formand! Situationen i Afghanistan er et yderst interessant emne for verdenssamfundet, ikke alene fordi der er militære styrker til stede, men også fordi der er og fremover vil blive indsat kræfter dér, som vil iværksætte terrorangreb og skabe problemer for verdenssamfundet. Sagens kerne er, og det må vi acceptere, at der har været kræfter som disse, dvs. fundamentalister og terrorister, i Afghanistan siden det 14. århundrede.

For 24 år siden vedtog Parlamentet en betænkning fra Undersøgelsesudvalget om Narkotika, som indeholdt et særligt afsnit om Afghanistan og nogle forudsigelser om den nuværende situation, der desværre har vist sig at holde stik. Narkotikaproblemet kan ikke holdes nede ved hjælp af andre afgrøder. FN's afgrødeprogram er i praksis slået fejl. Opium fra Afghanistan, der (ifølge specialisterne) anses for at være den bedste, finansierer alle aktiviteter i bl.a. Afghanistan og Pakistan.

Dyrkning af opium skal derfor udryddes, men nok så vigtigt er der som nævnt brug for en udviklingsindsats – en indsats på sundhedsområdet og for at nedbringe spædbørnsdødeligheden. Vi er med andre ord nødt til at vise disse mennesker en model, som de vil synes om, og som de vil elske og ønske af hensyn til deres livskvalitet fremover, og som de kan integrere i deres livsopfattelse. En model som denne vil naturligvis gøre det nemmere for kvinderne, fordi den tilstand, som Taliban hensatte kvinderne i, er en kolossal stor problemstilling. Kvinderne befinder sig i forvejen i en forfærdelig situation og er under frygtelig stort pres i muslimske lande. Her er tingene endnu værre. EU skal blive i landet, Baroness Ashton, og Deres indgreb skal være af vedvarende karakter og fortsat være med europæisk fingeraftryk, sådan som De præcis selv sagde.

  Ana Gomes (S&D). – (PT) Fru formand! Richard Holbrooke, som jeg også gerne vil hylde af hele mit hjerte, sagde, inden han døde, at vi må standse krigen i Afghanistan. Kendsgerningen er, at dette land er af vital betydning for Europas og den globale sikkerhed, og vi skal derfor, som Pino Arlacchi så udmærket præciserer i sin betænkning, rette op på de enorme fejltagelser, der er begået i forbindelse med udspillet om at investere i en "afghanisering" og sætte den afghanske befolknings menneskelige sikkerhed i første række, hvilket indebærer et ansvar for at beskytte de tilstedeværende fremmede styrker.

Lad os ikke narre os selv. Retsstatsprincippet og demokratiske institutioner kan ikke opbygges af korrupte krigsherrer, som i folkets øjne er bragt i miskredit. En afslutning på krigen i Afghanistan afhænger også af den kontrol, som den demokratisk valgte regering har over den militære magt i nabolandet Pakistan, der er en atommagt, som står uden for traktaten om ikke-spredning af kernevåben. Forudsat at man holder op med at føre en politik, hvor man stikker hovedet i busken, for så vidt angår disse grundlæggende politiske spørgsmål, kan europæerne i EU og NATO måske medvirke til at standse krigen i Afghanistan og også derouten mod helvede i Pakistan.

  Carlo Fidanza (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil også gerne mindes Richard Holbrooke.

Hvis min egen politiske gruppe havde haft ansvaret for at udarbejde den foreliggende betænkning, havde vi uden tvivl grebet tingene an på en helt anden måde end hr. Arlacchi, om end jeg siger ham tak for den ihærdighed, hvormed han i så lang tid har arbejdet med betænkningen om Afghanistan.

Til dels på grund af de utallige og særdeles vigtige ændringsforslag fra vores politiske gruppes side er den foreliggende betænkning nu mindre præget af ideologi, og der er bestemt taget højde for de kritiske punkter, der er dukket op i løbet af de ni år, samt de positive punkter og de mest effektive udviklingsmæssige linjer, der skal følges som et bidrag til at nå frem til, at de afghanske myndigheder igen har den fulde suverænitet.

Godt nok er det rigtigt, at det ikke er nok alene med en militær indsats, men vi må endnu en gang med eftertryk gentage, at der på den ene side i de sidste par måneder har været markante militære succeshistorier – vi behøver bare at tænke på operationerne i områderne Almondo og Kogahar – men på den anden side er det også en afgørende forudsætning at berolige de Taliban-styrker, som vi gerne vil have med til forhandlingsbordet, at der gribes hårdere ind over for oprørerne.

Vi kan kun være stolte over dette militære engagement, hvor tusindvis af unge soldater i den internationale sikkerhedsstyrke har måttet lade livet, heriblandt mange europæere og mange unge mennesker fra mit hjemland, for det er ikke blot et militært engagement, men også et engagement med hensyn til at genopbygge landet. Vi bringer skoler, broer og bygge- og anlægskonstruktioner til disse ulykkeligt stillede egne, hvilket vil medvirke til at udvikle de ødelagte områder.

Til trods for de opnåede kompromiser er der efter min mening stadig nogle punkter i betænkningen, man kan kritisere, især det allerede nævnte punkt om anvendelse af droner. Jeg mener, det er en alvorlig fejl uden forbehold at fratage sig selv muligheden for at anvende dette redskab, der viser sig at være særdeles nyttigt i en række områder i den nordøstlige del af landet, hvor det er sværere at udrydde og besejre Taliban-styrkerne.

Jeg håber, at ordføreren finder det passende at genoverveje dette punkt, for ellers vil jeg sammen med min gruppe stemme imod betænkningen.

  Zoran Thaler (S&D). – (SL) Fru formand! Jeg vil gerne rose hr. Arlacchi for hans dristige betænkning.

Lad mig i dag, hvor vi med rette mindes diplomaten hr. Holbrooke og det, han gjorde for freden, især på Balkan, citere hans udsagn om de penge, der bliver brugt på bekæmpelse af narkotikahandel i Afghanistan (1,61 mia. USD). Citat begynd:

(EN) "Det mest uøkonomiske og ineffektive program, jeg har set, det være sig i min tid i regering eller i opposition"'.

– (SL) Citat slut.

Det svarer til alt det, der er sket i disse skæbnesvangre ti år med krig i Afghanistan. Jeg har ikke tid til at komme ind på, hvorfor vi gik i Bush-regeringens fælde, men det er en kendsgerning, at vores medborgere forventer, at vi omsider stopper dette vanvid, som har kostet os over 300 mia. EUR og utallige menneskeliv. Selv om der tilbage i 2001 var nogle, som var overivrige efter at komme i krig, er det nu på tide at løbe den besværlige risiko, som freden udgør. Vores medborgere forventer det af os. De forventer også en politisk løsning og vil have os til at stole mindre på en militær løsning.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Fru formand! Det glæder mig, at man nåede frem til bred enighed om den foreliggende betænkning i de politiske grupper i Udenrigsudvalget. Det deraf følgende tekstforslag er meget mere overbevisende end det oprindelige forslag.

Situationen i Afghanistan kræver stadigvæk betydelige forbedringer efter ni års international indsats. Samfundsøkonomiske og sikkerhedsmæssige indikatorer er ikke i synlig grad blevet bedre, og der træffes ofte beslutninger uden tilstrækkelig afghansk inddragelse. Jeg mener derfor, at det hverken er nogle rammer eller instrumenter, vi mangler. Faktisk har vi brug for en strategisk plan, der er i overensstemmelse med de forpligtelser, man har indgået over for Afghanistan. EU skal sammen med NATO påtage sig sin rolle med hensyn til at lede en international indsats, der vil have som mål at behandle Afghanistan som en suveræn stat. Jeg skal understrege, at den eneste politiske og diplomatiske løsning er at øge den afghanske regerings deltagelse. Jeg mener i den sammenhæng, at en af betænkningens centrale elementer er støtten til den nye oprørsbekæmpelsesstrategi.

På topmødet i Lissabon skitserede man udspillet vedrørende overgangsfasen, der indebærer en gradvis overdragelse af ansvaret for sikkerheden til de afghanske styrker inden 2014. I overensstemmelse med den forpligtelse, som man indgik helt fra missionens begyndelse, trækker mit hjemland ikke sine tropper ud, før det afghanske territorium er helt sikkert. Jeg skal her også nævne det vigtige bidrag fra Ruslands side med hensyn til at indvillige i, at vores tropper og udstyr i transit krydser dets territorium.

Jeg vil gerne slutte af med at understrege behovet for – når overgangsfasen er godt i gang – at ISAF-tropperne, der vil gøre operationen færdig, skal flyttes til de områder, hvor sikkerhedssituationen fortsat vil være usikker. Dette tiltag er af overordentlig stor betydning for de rumænske tropper, der er udstationeret i det sydlige Afghanistan. Der vil fortsat være ustabile forhold i regionen på trods af den succes, ISAF-operationerne har været.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Cristian Dan Preda (PPE). – (RO) Fru formand! Jeg vil først og fremmest gerne sige, at jeg støtter den holdning, som min kollega hr. Juvin tidligere gav udtryk for, og jeg vil gerne begynde mit indlæg med at nævne, at jeg beklager, at betænkningens titel ikke indeholder ordene "Den Europæiske Union". Jeg mener ikke, at vi skal udtale os på vegne af hele verdenssamfundet, men kun på vegne af EU. Jeg har derfor bestræbt mig på ligeledes at fremhæve dette i de ændringsforslag, jeg har stillet. Det betyder selvsagt ikke, at vi skal se bort fra samarbejdet med vores allierede, navnlig, som min kollega hr. Juvin nævnte, med USA.

Jeg mener ikke, der er det store behov for, at vi lige nu skal satse på en helt ny strategi. Jeg mener, det er bedre at gennemføre den strategiske vision, der blev opstillet på NATO-topmødet i Bukarest for to år siden. Jeg mener i den forbindelse ikke, at det drejer sig om at udtænke en ny strategi, men om at være konsekvent i forhold til denne strategiske vision.

På den anden side skal vi så afgjort erkende og tage ved lære af de fejl, som den militære koalition har begået i Afghanistan. Men vi skal undgå den faldgrube, det er at se situationen inden interventionen i et rosenrødt skær. Som det allerede er blevet understreget, er det vigtigt for os at fremhæve, at et af de vigtigste mål med vores strategi i Afghanistan er at få fjernet Taliban-grupperne fra landet.

Vi skal dog også fremhæve de positive aspekter ved interventionen, især i forbindelse med Petraeus' plan. Nu om stunder er Afghanistan et land, hvor kvinder har flere rettigheder, og flere børn går i skole, samt hvor der bliver åbnet flere fabrikker og bygget flere veje. Dette kan tilskrives den måde, hvorpå vi har gebærdet os i landet. Integrationen af civile foranstaltninger såsom uddannelsesprogrammer og programmer til fattigdomsudryddelse samt genopbygning og udvikling er et helt afgørende skridt i retning af at sikre fred i Afghanistan.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege behovet for en pragmatisk indgangsvinkel som foreslået af min politiske gruppe. Vi må ikke glemme, at der blev stillet mere end 400 ændringsforslag til hr. Arlacchis betænkning.

  Marielle De Sarnez (ALDE). – (FR) Fru formand! Jeg vil gerne kort sige tre ting.

For det første mener jeg i modsætning til det, der er blevet sagt, at EU burde have sin egen strategi. I Afghanistan har vi mænd, soldater, tropper, der er i kamp, vi har ressourcer, betydelige ressourcer, som vi har bidraget med, og vi er nødt til at have vores egen opfattelse af tingene.

For det andet et det efter min mening strengt nødvendigt, at verdenssamfundets penge kommer afghanerne til gode. Det har desværre ikke været tilfældet i 10 år, og det er noget, vi kan se i det daglige på stedet. Det er efter min mening nok delvist ngo'ernes og de humanitære organisationers ansvar. Men – og det nævnes nok ikke i tilstrækkelig grad i betænkningen – jeg er bange for, at det også i vid udstrækning skyldes regeringskorruption, og det skal også siges, at regeringen ikke er særlig retfærdig og heller ikke særlig effektiv.

For det tredje er der spørgsmålet om politisk dialog. Der har faktisk i en årrække været gjort forsøg på at komme i dialog med Taliban. Det er ikke nyt. Jeg mener personlig, at dialog er en nødvendighed. Men jeg mener, at det bliver meget vanskeligt, fordi det på et tidspunkt, hvor vi befinder os i en svag position på stedet, og tilbagetrækningen af tropper er i en fremskreden fase, naturligvis bliver særdeles kompliceret at føre en dialog.

  Giovanni Collino (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Nu hvor en række ændringsforslag er blevet vedtaget, er vi enige i indholdet i hr. Arlacchis betænkning og i de prioriteringer, der blev lagt vægt på i betænkningen vedrørende Afghanistans fremtidige udvikling. Navnlig en gennemsigtig ordning til økonomisk støtte, uddannelsen af nationale politistyrker, bekæmpelsen af narkotikahandel og koordineringen af den internationale hjælp er de hovedpunkter i den politiske og militære strategi, som er blevet yderligere styrket.

Det er vigtigt på ny at understrege behovet for at sikre kontrol med og stabilisering af området med henblik på at svække Taliban-styrkernes aktiviteter og puste nyt liv i fredsprocessen. Jeg vil slutte af med at fremhæve det bidrag, som Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) har ydet med hensyn til at nå frem til en fælles tekst, og jeg vil også gerne vise ære og respekt over for den indsats og de ofre, soldaterne i den internationale sikkerhedsstyrke har bidraget med ved deres tilstedeværelse i felten for at forsvare friheden og de lokale befolkningsgrupper.

  Katarína Neveďalová (S&D). – (SK) Fru formand! Hære kan efter min mening ikke bringe fred og fremgang, og det gælder også i Afghanistan.

Vi bør tænke noget over, at mens nogle af vores kolleger, hovedsagelig fra EPP, bekymrer sig om, hvorvidt vi skal støtte anvendelsen af et bestemt type fly – jeg er ikke militærekspert, og aner ikke, hvad denne problematik går ud på – så mener jeg, vi skal koncentrere os meget mere om det, hr. Arlacchi taler om i den foreliggende betænkning, da det er særdeles vigtigt. Han taler om situationen for kvinder og børn i landet. Vi skal helt bestemt fokusere mere på at støtte ikke-forskelsbehandling af kvinder og bekæmpe forskelsbehandling. Vi skal også fokusere på, at mange børn i Afghanistan f.eks. ikke har mulighed for at gå i skole, og mange lever under fattigdomsgrænsen.

Vi kommer efter min mening ingen vegne, hvis vi undlader at støtte projekter vedrørende uddannelse og sundhed, og hvis vi fortsætter med at investere i militære løsninger på denne konflikt.

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Fru formand! Hr. Arlacchis betænkning er veldokumenteret og informativ. Et lille kritikpunkt fra min side er, at han tilsyneladende er ked af, at Afghanistan ikke er et liberalt demokrati, der ledes af en koalition af De Grønne og Liberaldemokraterne i Brighton.

Skrækscenariet i Afghanistan har medført, at 346 britiske soldater, mange flere allierede soldater og tusindvis af uskyldige afghanere er blevet dræbt. I den pågældende periode er spædbørnsdødeligheden og moderdødeligheden steget drastisk, og den forventede levetid er faldet. Han skriver, at der i 2001 ikke blev dyrket valmuer i Afghanistan, hvorimod Afghanistan nu efter ni års konflikt og allieret indsats leverer mere end 90 % af den heroin, der er i Europa.

Når det påpeges, at der er en vis form for forskelsbehandling af kvinder, er det lidt ude af proportioner. Svaret er at støtte vores tropper ved at standse krigen og bringe dem hjem, så de kan beskytte vores egen befolkning mod terrorister, der er opvokset i Storbritannien, men er "importeret" udefra.

  Norica Nicolai (ALDE). – (RO) Fru formand! Selv om både kvinder og børn uden tvivl er et vigtigt emne, et det vigtige ved hr. Arlacchis betænkning dog, at den er så klar. Jeg mener hermed, at den beskriver legitimiteten af den internationale indsats i Afghanistan og ikke stiller spørgsmålstegn ved den. Det er imidlertid et naturligt og politisk set ansvarligt skridt at drøfte effektiviteten af denne indsats. Grunden er, at en indsats, der varer i 10 år – bortset fra de følelser, der er involveret, kan kaste en komplet skygge over effektiviteten af den politiske beslutning, der træffes om spørgsmålet. Jeg mener, at hver enkelt af os er ansvarlig over for dem, der har valgt os, med hensyn til at komme med et svar på dette spørgsmål.

Jeg glæder mig også over, at den foreliggende betænkning er så klar, fordi der står ting, som vi af en række grunde almindeligvis undgår at drøfte. Det er efter min mening en betænkning, der blot giver et udgangspunkt. Vi skal have modet til at foretage en regelmæssig analyse og vurdering af vores aktiviteter, indrømme, hvor vi har begået fejl, og når vi har begået dem, skal vi finde andre løsninger. Det er selve kernen i at handle på både ansvarlig og demokratisk vis.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Fru formand! Erfaringsmæssigt ved vi, at bistand via udefrakommende indgriben virker, hvis størstedelen af befolkningen går ind for den udefrakommende støtte. Efter flere års indsats i Afghanistan ser vi, at afghanerne ikke forstår os, ikke ønsker vores hjælp og ikke forstår vores civilisation eller vores kulturelle værdier.

I Slovakiet har vi en talemåde, der hedder, at den, som ikke vil tage imod et råd, ikke kan få hjælp. Jeg ønsker ikke at sige, at afghanerne ikke kan få hjælp, men jeg kan ikke stemme for metoder, som utvetydigt er voldsomme og voldelige. Vi skal frem for alt fokusere på, hvordan vi kan ændre vores bistand, og hvordan vi kan strukturere den, således at den opfylder den afghanske befolknings behov.

Jeg tror, det er strengt nødvendigt, at vi efterhånden trækker vores militærstyrker ud og overdrager magten til de lokale myndigheder og lokalpolitikerne og derefter hjælper befolkningen i Afghanistan via lokalpolitikerne på en sådan måde, at de kan identificere sig med værdierne i vores civilisation og forstå os – og derefter vil de måske være villige og i stand til at acceptere vores hjælp.

  Ioan Mircea Paşcu (S&D). – (EN) Fru formand! Vores engagement med hensyn til et stabilt selvkørende Afghanistan, der er i stand til at hindre, at landet igen bliver et tilflugtssted for terrorister, er stærkt og langsigtet, hvilket både EU og NATO har slået fast. Men netop fordi vores engagement er langsigtet, kan jeg forudse mindst tre store udfordringer.

Den første er, at den type statsmodel, vi åbner mulighed for i Afghanistan, ikke passer til de afghanske traditioner. Når afghanerne bliver nødt til at tilpasse sig, skal vi også gøre det og hjælpe dem med at få en realistisk statsmodel, hvor man kombinerer modernitet med de afghanske traditioner.

Den anden udfordring er, at sikkerhedssituationen meget vel fortsat kræver vores internationale militære engagement også efter 2014, når afghanerne overtager ledelsen. Vi skal være rede til seriøst at tænke over enten at forlænge fristen eller se konsekvenserne i øjnene.

Og den tredje udfordring vil bestå i, at offentlighedens tålmodighed slipper op, hvilket kan tvinge os til at fremskynde vores nuværende tidsplan for at undgå det alternativ, at man simpelthen erklærer sig for sejrherre og tager hjem. Det ville ødelægge vores troværdighed.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Fru formand! Jeg vil blot gerne komme med et par afsluttende bemærkninger.

Først og fremmest vil jeg gerne takke Parlamentet. Det har været en interessant og nuanceret forhandling, og jeg roser parlamentsmedlemmerne for den fortsatte interesse og energi, der bliver lagt for dagen vedrørende vores engagement i Afghanistan. Det er kommet meget godt til udtryk via drøftelsen i dag.

Som jeg nævnte i indledningen, mener jeg, at Afghanistan er af betydning for os alle og for vores medborgere, og at EU ganske med rette fortsat skal spille en afgørende rolle. Jeg håber, at jeg fra begyndelsen gjorde det klart, hvilke prioriteringer og planer der er i den kommende periode, samtidig med at man erkender den balance, som skal skabes mellem at kanalisere ressourcerne gennem den afghanske regering og anerkende betydningen af at sikre, at vi bekæmper korruption hensigtsmæssigt med henblik på at passe på de ressourcer, vi har.

Vi er fortsat involveret i de centrale sektorer, dvs. i sundhedssektoren (som jeg har beskrevet), politiet, retssystemet, udvikling af landdistrikterne og de regionale regeringer – og retsstatsprincippet er naturligvis af afgørende betydning. Desuden er det, sådan som jeg har beskrevet, et centralt punkt i alle disse programmer, at det sikres, at vi opbygger kapacitet i de lokale afghanske strukturer, og at regeringen i sine prioriteringer fortsat har fuld opmærksomhed på at bekæmpe narkotikaindustrien og korruptionen.

Jeg påpegede også i mit indlæg, hvor vigtigt det er at inddrage og involvere kvinder på alle niveauer af det afghanske samfund og så sandelig også i de politiske strukturer. Jeg har taget hr. Stevensons rapport til efterretning og er enig i, at vand og kunstvanding som i så mange dele af verden stadig hyppigere er et problem.

Jeg kan love hr. Belder, at jeg vil svare ham skriftligt, sådan som han specifikt bad om.

Jeg vil slutte af med igen at takke hr. Arlacchi for betænkningen. Jeg glæder mig rigtig meget til fortsat at drøfte de pågældende hovedpunkter i betænkningen og længere frem. Til sidst vil jeg gentage det, der er blevet sagt om ambassadør Richard Holbrooke, og at hans sidste ord, inden han for sidste gang skulle opereres, handlede om Afghanistan. Det er meget typisk for ham. Hvor jeg dog kommer til at savne ham.

  Pino Arlacchi, ordfører. – (EN) Fru formand! Dette har været en yderst interessant og livlig forhandling. Jeg vil blot gerne komme med et par konstateringer.

For det første er jeg meget glad for, at der ikke har været nogen kritik fra nogen side af de fire hovedpunkter i betænkningen. Der anmodes i betænkningen om, at man reformerer den internationale hjælp, udrydder dyrkningen af opiumvalmuer, forbedrer koordineringen af politiuddannelsen og støtter fredsprocessen. Alle kommentarerne har drejet sig om andre spørgsmål, og jeg er glad for, at mine kolleger efter ét års drøftelse i Udenrigsudvalget har bekræftet deres støtte til strukturen i betænkningen – der ikke er "Arlacchi-betænkningen". Efter at den var godkendt af Udenrigsudvalget, er dette den betænkning, som er blevet vedtaget næsten enstemmigt – med 60 stemmer for, og én stemme imod. Betænkningen indeholder også en række kompromiser, som alle de politiske grupper blev enige om, så det er også særdeles vigtigt at henvise til den virkelige tekst i betænkningen, der er den endelige tekst.

Til hr. Juvin vil jeg gerne sige, at der ikke er omtalt nogen besættelsesstyrker i Afghanistan. Det stod i den oprindelige tekst. I den endelige tekst står der: "koalition af internationale styrker" i Afghanistan. Denne del af betænkningen er blevet ændret via ændringsforslagene.

Det vigtigste spørgsmål drejer sig om droner. Dette er ikke en betænkning om droner. Der er kun to linjer om et kompromis mellem de politiske grupper om spørgsmålet vedrørende anvendelse af droner. Jeg tror, at vi på et tidligere tidspunkt kunne være nået til enighed om dette punkt, men jeg har tillid til mine samtalepartnere og alle de forskellige holdninger, og jeg har tillid til det kompromisforslag, vi nåede frem til. Der er i betænkningen ingen opfordring til at forbyde anvendelse af droner. Dette punkt møder moderat kritik, men der kan efter min mening opnås enighed mellem grupperne.

Jeg takker mine kolleger, og jeg takker også Baroness Ashton. Jeg håber, hun vil tage fuld højde for indholdet i betænkningen, der er en meget konkret betænkning, og opfordrer til at udarbejde en exitstrategi for Afghanistan.

  Csanád Szegedi (NI). – (HU) Fru formand! Jeg beklager, at mit indlæg teknisk set kommer så sent, og mit spørgsmål er ikke rettet til hr. Arlacchi, idet jeg blot gerne med al respekt vil komme med en lille reminder eller et spørgsmål til Dem, fru formand. Jeg er løsgænger, og vi har meget få muligheder for at tage ordet. I dag havde jeg ikke engang mulighed for at komme til orde. Jeg mødte op én time inden denne forhandling, gik meget pænt ned ad trappen og tilkendegav over for medarbejderne der, at jeg gerne ville have ordet. Jeg accepterer dette, det er forståeligt, at der ikke var tid til dette i dag eller i forbindelse med denne forhandling, og jeg vil naturligvis indgive mit indlæg i forbindelse med mødet i dag på skrift. Det, jeg gerne så, og det, jeg gerne vil bede formanden om, er at rette mere opmærksomhed mod og udvise større empati over for løsgængere, der desværre kun har denne beskedne mulighed for at komme til orde. Jeg takker formanden, og jeg ønsker alle held og lykke med arbejdet.

  Arnaud Danjean (PPE). – (FR) Fru formand! For at korrigere det, der er blevet sagt, har hr. Arlacchi fuldkommen ret. Den endelige tekst, vi har fået, indeholder i betragtning B ikke længere ordet "besættelsesstyrke". Det forholder sig ganske enkelt sådan, at oversættelserne og især den franske oversættelse ikke var rigtige i den seneste udgave, og den franske oversættelse indeholdt stadig indtil her i morges ordet "besættelsesstyrke", hvilket gav anledning til indlægget fra min kollega hr. Juvin.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Corina Creţu (S&D), skriftlig. – (RO) Den strategi, der blev fremlagt og godkendt i Lissabon, indebærer en gradvis overdragelse af kontrollen over området region for region fra ISAF-ansvar til afghanske militærstyrker. Om dette bliver en succes, afhænger af, hvad Pakistan, der er en del af problemet og uvægerlig også udgør en del af løsningen, har tænkt sig at gøre. Jeg mener desuden ikke, vi kan se bort fra Irans stadig mere åbenlyse engagement i Afghanistan. De seneste hændelser i tilknytning til dette engagement giver anledning til ængstelse.

Jeg mener, at denne strategi skal iværksættes sideløbende med store, mere højtprofilerede civile projekter, hvilket vil støtte udviklingen af disse regioner, hvor fattigdommen er allestedsnærværende, og tilstedeværelsen af ISAF's og USA's styrker ikke har medført nogen fundamentale ændringer. Vi kan efter vores tilbagetrækning ikke efterlade de samme problemer, der medførte, at Taliban har siddet på magten i de sidste ti år. Jeg håber, at denne nye strategi vil virke og gøre det muligt at genvinde fred og stabilitet i Afghanistan.

  Krzysztof Lisek (PPE), skriftlig. – (PL) Den strategi, man hidtil har fulgt i Afghanistan, har ikke givet de forventede resultater. Jeg var glad for at høre, at der var udarbejdet en tidsplan for NATO's engagement i Afghanistan, og at der på NATO-topmødet i Lissabon blev undertegnet en erklæring om langsigtet partnerskab med landet. EU anlægger også en mere konsekvent og bedre samordnet synsvinkel vedrørende regionen, hvor der tages højde for civile aspekter og betydningen af regionalt samarbejde.

Vi skal fortsætte med at støtte reformer, der har til formål at bekæmpe fattigdommen, forskelsbehandlingen af kvinder og produktionen af opium. Vores indsats skal koncentrere sig om at øge respekten for menneskerettighederne samt lov og orden, opbygge en retsstat og integrere Afghanistan helt og fuldt i verdenssamfundet. Indsatsen skal også omfatte opbygning og reform af forvaltningen og hele den offentlige servicesektor ved hjælp af uddannelsesprogrammer, hjælp med bygning og anvendelse af eksisterende infrastruktur og rådgivning fra EU.

Afghanistan bør deltage i at fastsætte og gennemføre prioriteringerne, hvilket vil være med til at opbygge civilsamfundet og sikre, at afghanerne påtager sig ansvaret for landet. Samtidig skal vi huske at sørge for sikkerheden for dem, vi sender til Afghanistan, dvs. de lærere og militæransatte, hvis arbejde det er at sørge for, at disse planer bliver omsat i virkelighed. Vi kan ikke gå med til, at man holder op med at anvende fjernstyrede fly, da dette ville resultere i betydelig ringere sikkerhed for de pågældende personer. Vores strategi skal tilgodese både behovet for sikkerhed for indbyggerne i Afghanistan og for vores repræsentanter, der arbejder med at udvikle landet.

  Helmut Scholz (GUE/NGL), skriftlig. – (DE) Der tegnes i betænkningen om en ny strategi for Afghanistan et helt nødvendigt kritisk billede af situationen i landet. Det fremgår klart af betænkningen, at NATO-strategien med at løse de komplekse politiske og militære problemer med militære midler er slået fejl. Der opfordres derfor udtrykkelig til en ny strategi fra verdenssamfundets side med fokus på civil genopbygning. Det glæder mig, at Parlamentet i modsætning til mange parlamenter i medlemsstaterne med den foreliggende betænkning sender et klart signal om, at konflikten skal bringes til ophør, og at der er brug for en ændret politik for at nå en vedvarende politisk, økonomisk og demokratisk udvikling i Afghanistan. Vi skal støtte det grundlæggende budskab i den foreliggende betænkning. Jeg er dog uenig i vurderingen af, at den Afghanistanstrategi, der blev udarbejdet på det seneste NATO-topmøde, kan skabe et godt resultat. Jeg opfordrer til at trække de fremmede tropper ud af Afghanistan. EU's politimission (EUPOL) er slået fejl og skal ikke forlænges eller videreudvikles. AN-afstemningerne om afsnittene om en række af disse spørgsmål har givet mig mulighed for at give udtryk for, at jeg er uenig i betænkningens indhold. Det ærgrer mig også, at der i betænkningen ikke anlægges mere kritisk synsvinkel vedrørende tendensen til at give militære strategier forrang i forhold til civil genopbygning, og at der ikke er nok fokus på menneskerettighedssituationen, især for så vidt angår kvinder.

17. Resultatet af NATO's topmøde i Lissabon (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om resultatet af NATO's topmøde i Lissabon.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Fru formand! NATO's topmøde i Lissabon var en succes for NATO og helt klart også for NATO's generalsekretær. Jeg er meget glad for at have deltaget i nogle af drøftelserne.

Jeg vil redegøre for, hvad der efter min mening er de vigtige resultater, der blev opnået, idet jeg især fokuserer på forbindelserne mellem EU og NATO og ikke kommer ind på NATO-spørgsmål af mere intern karakter.

Stats- og regeringscheferne blev i Lissabon enige om et nyt strategisk koncept, en vision for alliancen i de næste ti år. NATO holdt fast i sine centrale opgaver i form af kollektivt forsvar og afskrækkelse og erkendte betydningen af krisestyring og kooperativ sikkerhed. Lissabon banede også vejen for vigtige beslutninger for NATO på en række centrale områder som f.eks. missilforsvar, cyberforsvar, NATO-reformer og NATO's bidrag til stabilisering og genopbygning.

Vedrørende Afghanistan, som vi lige har drøftet, og som også er et vigtigt område, hvor EU og NATO skal samarbejde, blev der truffet beslutninger om partnerskab både i overgangsfasen og på lang sigt. Jeg vil fokusere på, hvordan Lissabon i mine øjne vil forbedre forbindelserne mellem EU og NATO. Dette punkt var også på dagsordenen for forsvarsministrenes møde, som jeg stod i spidsen for i sidste uge, og som NATO's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, også var med til.

NATO er en afgørende strategisk partner for EU. Jeg glæder mig over den anerkendelse, som NATO-landenes stats- og regeringschefer har givet udtryk for i forbindelse med det væsentlige bidrag, EU yder til sikkerheden og stabiliteten. Jeg vil gerne understrege det stærke politiske engagement med hensyn til at styrke det strategiske partnerskab mellem EU og NATO, som alle gav udtryk for, navnlig præsident Obama.

Jeg har meget aktivt været i kontakt med medlemsstaterne og de allierede lande samt NATO's generalsekretær med henblik på at styrke forbindelserne mellem EU og NATO. Min deltagelse i adskillige NATO-møder på højt plan, herunder den udenrigspolitiske middagssammenkomst på NATO's topmøde i Lissabon, hvor der også var fokus på forbindelserne mellem EU og NATO, har i den forbindelse været til stor nytte.

Jeg tog tidligere i år initiativ til at sende NATO en beskrivelse af et sæt konkrete foranstaltninger, der kan styrke samarbejdet mellem EU og NATO. Mange af disse foranstaltninger er allerede blevet gennemført i EU med støtte fra NATO's generalsekretær. Dette gav mulighed for uformelle drøftelser om spørgsmål af fælles interesse samt en mere EU-politisk dialog med alle de NATO-allierede lande.

Det er min ambition at bane vejen for, at der kan ske endnu flere fremskridt. Jeg fik mandat hertil på mødet i Det Europæiske Råd den 16. september. I Lissabon fik Anders Fogh Rasmussen et tilsvarende mandat til at samarbejde med mig om at styrke forbindelserne mellem EU og NATO.

Ét område, hvor der er sket fremskridt, er i samarbejdet mellem EU og NATO om kapacitetsudvikling, hvilket er et område, hvor vi ser lovende resultater, især vedrørende den militære kapacitetsudvikling, der er nødvendig for både at forbedre den militære kapacitet og få mest muligt ud af pengene. Mere end nogensinde før er vi nødt til at sikre komplementaritet og undgå overlapning.

EU's forsvarsministre bifaldt den 9. december med begejstring den udvikling, der er sket med hensyn til at styrke samarbejdet med NATO. Vi har allerede arbejdet sammen, f.eks. om helikoptertilgængelighed, og vi har nu fastlagt de elementer, der skal til i forbindelse med C-IED-udstyr ("counter improvised explosive devices") og lægehjælp. Begge områder er absolut vigtige arbejdsområder med reelle operationelle konsekvenser for vores tropper i felten.

Bare lige for at give nogle få konkrete eksempler. Vedrørende helikoptertilgængelighed har vi allerede haft to øvelser i Frankrig og i Spanien. Der er planlagt tilsvarende øvelser inden for de næste fire år. I den forbindelse har vi uddannet 114 besætninger, der råder over 1 300 medarbejdere med 58 helikoptere. Som et øjeblikkeligt resultat heraf blev 63 uddannede besætninger sendt til Afghanistan. Et andet eksempel vedrørende bekæmpelse af vejsidebomber er C-IED-udstyr, hvor Det Europæiske Forsvarsagentur er i den afsluttende fase med hensyn til køb af et kriminalteknisk laboratorium, som næste år kan sendes til Afghanistan.

Vi har også fortsat forbedret samarbejdet via produktiv interaktion mellem Det Europæiske Forsvarsagentur og den allierede kommandoenhed, der har ansvaret for omstillingen.

Overordnet set er mit mål fortsat udviklingen af et sandt organisationsbaseret forhold mellem EU og NATO. Mødet mellem forsvarsministrene i sidste uge banede vejen for, at vi kan komme videre mod dette mål.

I afventning af mere omfattende løsninger er det afgørende, at vi kan regne med faste aftaler mellem os, når vi optræder på den samme globale scene. Det skylder vi vores mandskab. Det er også af afgørende betydning fortsat at kunne arbejde effektivt med hensyn til at støtte medlemsstaterne og de allierede lande for at udvikle den kritiske militære kapacitet, der bygger på det vellykkede arbejde vi allerede har sat i gang. Jeg vil hævde, at dette er endnu vigtigere i den nuværende økonomiske situation.

Vi får alle brug for fleksibilitet for at kunne komme videre og finde løsninger. Jeg vil arbejdere videre på en konkret og pragmatisk måde på vegne af samtlige 27 medlemsstater.

  Elmar Brok, for PPE-Gruppen. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! NATO's topmøde har vist, at samarbejdet mellem NATO og EU, der blev drøftet på mødet, er yderst vigtigt. NATO er fortsat af afgørende betydning for Europas fælles sikkerhed, og det er et vigtigt middel, hvormed man kan få USA koblet ind. Topmødet har gjort det klart, at missilforsvarssystemet, der nu beskytter hele Europa som led i et fælles NATO-projekt, er et vigtigt skridt i retning af et yderligere samarbejde. Det blev imidlertid også klart, og forhandlingerne om Afghanistan er et eksempel herpå, at der er en høj grad af civilt og militært samarbejde på et område, hvor EU kan yde et væsentligt bidrag. Vi er efter min mening nødt til at arbejde videre med dette i henhold hertil. Vi er dog nødt til at forstå, at der ikke er sket fremskridt på ét afgørende område, fordi NATO's partner Tyrkiet nedlagde veto mod det fornødne samarbejde, der skal struktureres meget mere effektivt. Jeg mener, det er særdeles vigtigt at tage fat på dette spørgsmål i forbindelse med tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Vi skal ikke gøre NATO og samarbejdet mellem NATO og EU til et instrument, i en strid med en EU-medlemsstat, der ikke er medlem af NATO. Jeg mener derfor, det er en afgørende svækkelse af vores handlekraft, når Tyrkiet endnu ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger. Det glæder mig naturligvis, at spørgsmålet om våbensamarbejde viser, at der godt kan være et samarbejde med Det Europæiske Forsvarsagentur, idet navnlig cyberspacespørgsmålet er af stor betydning for agenturet.

  Adrian Severin, for S&D-Gruppen. – (EN) Fru formand! På NATO's topmøde i Lissabon erkendte man de nye realiteter, udfordringer og ikkekonventionelle trusler i verden efter den kolde krig. Man forsøgte på den baggrund at skabe en ny balance mellem alliancens regionale og globale engagement. Et globalt NATO eller et NATO med en global rolle er et must – og det har visse konsekvenser.

For det første skal EU forberede sig på at påtage sig et større ansvar, for så vidt angår europæisk sikkerhed og forsvar. Det indebærer ikke alene udvikling og opdatering af vores europæiske sikkerheds- og forsvarskoncept, men også udvikling af vores militære kapacitet. For det andet har EU en forpligtelse til at forberede sig selv på at imødegå de globale udfordringer og optræde som en virkelig global aktør. Heraf følger, at vi er nødt til at redefinere vores globale interesse og mål samt øge vores militære kapacitet i et omfang, der vil sætte os i stand til på ordentlig vis at bære byrderne i forbindelse med det globale forsvar sammen med vores amerikanske allierede. For det tredje har vi en forpligtelse til i vores strategier vedrørende forbindelserne med andre globale aktører at medtage idéer, der vil føre hen imod et forsvarspartnerskabssystem med mulighed for, at man samles i en global forsvarspagt.

Ved håndteringen af alle disse opgaver bør EU ikke alene bevare sin strategiske forbindelse med NATO, men bør også kunne yde sit intellektuelle og politiske bidrag med hensyn til at opretholde NATO's evne til at afskrække og sin evne til at forsvare medlemsstaterne mod enhver aggression i en helt anden sammenhæng end den, der var baggrunden for, at alliancen kom til verden.

  Norica Nicolai, for ALDE-Gruppen. – (RO) Fru formand! Jeg tror, at topmødet i Lissabon er det første siden 1999, som har givet sig udslag i et positivt bidrag med hensyn til en strategisk vision for alliancen. En ting, man i dette århundrede efter min mening skal tænke nærmere over, er, at ikke alene de eksisterende trusler og sikkerhedsinteresser, men også især muligheden for via forsvarsbudgetterne at komme med effektive militære løsninger bringer spørgsmålet om en todelt verden op til diskussion.

Tiden var inde til en bred analyse af, i hvilken retning alliancen skal gå – og så afgjort om forenelighed med Rusland er et aspekt heraf. Jeg må dog understrege, at forenelighed med det europæiske sikkerhedsprojekt i mine øjne også er af helt afgørende betydning for NATO. Afghanistanspørgsmålet har tilsyneladende givet et tilstrækkelig stort løft til alliancen, og det glæder mig at konstatere, at Rusland har indvilliget i at blive inddraget i NATO's indsats i Afghanistan. Jeg håber ikke, at denne komplekse problematik med Afghanistan vil være en af grundene til, at der er betænkeligheder vedrørende denne alliances fremtidige effektivitet.

Det glæder mig også, at EU har taget spørgsmålet om antimissilteknologi op til diskussion. Vi skal efter min mening på EU-plan drøfte effektiviteten af dette antimissilskjold.

  Reinhard Bütikofer, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Fru formand, Baroness Ashton! NATO's topmøde i Lissabon er af stor betydning for EU og for Parlamentet, fordi vi kun kan håndtere europæisk sikkerhed med succes i fremtiden, hvis NATO, EU og andre organisationer som f.eks. Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) hver især yder et bidrag og samarbejder effektivt. Indtil nu er resultaterne af topmødet i Lissabon dog hovedsagelig blevet beskrevet i rosenrøde vendinger. Jeg vil gerne med et stænk ironi sige, at selv om NATO har en ny strategi, ved organisationen stadigvæk ikke, hvor den vil hen. De fantasier om NATO som verdens politibetjent, der var helt ude af proportioner, har man opgivet, og det er bestemt et vist fremskridt. Man er nu lidt mere beskeden, men der er stadig ikke tilstrækkelig klarhed.

Lad mig vise dette ved hjælp af nogle eksempler.

1. Ét eksempel er våbenudgifter. EU-medlemsstaterne vil gerne reducere deres våbenudgifter ved hjælp af et varigt, struktureret samarbejde, men NATO udsteder dækningslæse checks vedrørende missilforsvar. Generalsekretæren siger, at beløbet udgør 200 mio. EUR, men alle eksperter mener, at missilforsvarssystemet snarere koster mellem 40 mia. EUR og 70 mia. EUR, og vi ved ikke engang, hvordan det skal styres.

2. Et andet eksempel er atomnedrustning. Præsident Obamas "Global Zero"-vision i Prag var imponerende, og vi var glade for initiativet. I Europa var der ikke længere enighed selv på konferencen om ikke-sprednings-traktaten, men NATO er opsat på at klamre sig til organisationens atomare afskrækkelse, ligesom en blind klamrer sig til en lygtepæl. Især tidligere verdensmagter finder tydeligvis deres atomvåben meget mere attraktive end en ambitiøs europæisk politik for atomnedrustning.

3. Det tredje eksempel er fredsskabelse og civil konfliktløsning. EU har opnået en del på dette område. Og så kommer NATO på banen og vil også være med. Det næste, NATO vil udtrykke interesse for, bliver udviklingspolitikken.

Man lider desværre af sikkerhedspolitisk personlighedsspaltning. Lad os sætte en stopper for dette. Lad os sørge for, at vi om et år udarbejder en hvidbog, hvoraf det klart fremgår, hvilken type sikkerhedspolitik vi ønsker i Europa.

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! NATO er fortsat et grundlæggende element i Europas fælles sikkerhed, og det samme gælder for det brohoved, som NATO er til USA. På topmødet i Lissabon redefinerede NATO sin plads i centrum af den europæisk-atlantiske sikkerhedsarkitektur for det nye strategiske koncept.

Min rolle som viceformand for Parlamentets delegation til NATO's parlamentariske forsamling har mere end nogensinde før overbevist mig om værdien af NATO og af EU's samarbejde med organisationen. Jeg er fuld af beundring for det arbejde, NATO's ISAF-tropper gør i Afghanistan, men beklager, at en række af vores allierede med restriktive forbehold vedrørende militære engagementer ikke er med i en situation, hvor det, hvis NATO stikker af fra det hele for tidligt, ville få uoverskuelige konsekvenser for Vestens sikkerhed og for varig fred i regionen – hvilket især ville destabilisere Pakistan. Selv i en krisetid, hvor mange medlemsstater skærer ned i deres forsvarsbudgetter, skal det prioriteres højt at vinde i Afghanistan.

Jeg var også for nylig i Kosovo, hvor jeg med mine egne øjne var vidne til NATO-troppernes værdifulde indsats i KFOR. NATO's operation "Ocean Shield" fungerer godt ud for Somalias kyst til bekæmpelse af pirateri, selv om der er risiko for overlapning i forhold til den store fælles sikkerheds- og forsvarspolitiske EU-mission Atalanta. Jeg ser gerne, at man samordner de to initiativer.

Jeg støtter også en NATO-udvidelse til Georgien og Ukraine en skønne dag. Den kolde krig er nu forbi, og de trusler, vi står over for, bliver stadig mere asymmetriske og globale. Jeg glæder mig over nytænkningen i NATO, hvor man anlægger et bredere perspektiv lige fra internetsikkerhed til trusler i forbindelse med klimaændringer og fødevaresikkerhed, men rationalet for NATO er lige så stærkt i dag, som det var, da organisationen blev etableret for 61 år siden.

  Marisa Matias, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Fru formand! NATO's topmøde fandt sted i Lissabon, og jeg vil derfor gerne sige et par ord om, hvad der skete i mit hjemland i forbindelse med dette topmøde.

De portugisiske myndigheder nægtede EU-borgere indrejse i landet af en eneste grund, nemlig at disse borgere medbragte skriftligt materiale, der var kritisk over for alliancen. Det mindste, vi kan sige om disse begivenheder, er, at det, der skete i Portugal, var udtryk for et egenrådigt styre, et reelt tankepoliti. Et system, der var så specielt, at det fik den portugisiske regering til at købe for fem mio. euro udstyr til brug under optøjer, og som ikke engang ankom i tide inden topmødet. Det er prioriteringerne i en regering, der står over for en enorm social krise.

I det Europa, vi drømmer om, er ytringsfriheden en grundlæggende værdi. Det Europa, vi drømmer om, bøjer sig ikke i støvet for militære organisationer, der skriver deres historie med blod.

NATO's topmøde har gjort det legitimt med militær intervention overalt på kloden. Det har også resulteret i, at EU bliver underlagt Nordamerikas militære strategi og interesser. For det tredje har det konsolideret militariseringen af adgang til energikilder. Endelig har det militære forsvar indført en udviklingsmodel, der skaber miljømæssig uligevægt og påvirker den sociale krise negativt.

Jeg vil derfor gerne sige, at vi med dette topmøde efter min mening mistede demokratiet, vi mistede friheden, og vi tabte, således at nogle kan vinde ved hjælp af krig.

  David Campbell Bannerman, for EFD-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne sige tak til formanden for at have anvendt mit fulde navn. Jeg synes, vi skal fejre, at NATO's topmøde i Lissabon har styrket beskyttelsen af vores fred og demokrati i direkte modsætning til Lissabontraktaten, der allerede gør det stik modsatte. Men NATO er truet af de voldsomme nedskæringer i de europæiske militærstyrker.

Disse nedskæringer er yderst farlige. Det er utilgiveligt, at Det Forenede Kongeriges regering skærer udgifterne ned til under det basisniveau på 2 %, som hvert NATO-medlemsland skal opfylde. Det er også en forkert økonomi, fordi forsvarsudgifterne bringer gode arbejdspladser med sig. I dag bliver de britiske Harrier-jetmaskiner taget ud af drift. Denne måned mistede vi hangarskibet HMS Ark Royal før tiden og tog dermed afsked med 6 000 engagerede medarbejdere.

USA kan ikke forventes at bære denne byrde med et mindre og mindre bidrag fra vores side. Vi skal være på det rene med, at amerikanerne kan trække sig ud af NATO, sådan som Francis Richard Dannatt, en højtstående britisk general, har advaret om, og overlade os til en mere modig russisk bjørn, der stadig er rede til at iværksætte et internetangreb på Estland og systematisk føle det britiske forsvar til havs og i luften på tænderne med foruroligende mindelser om den kolde krig.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Fru formand! Der er talt om et historisk gennembrud på NATO's topmøde. Selv om striden mellem Tyskland og Frankrig om atomnedrustning er blevet bilagt, er det en kendsgerning, at vi ikke vil kunne undvære atomvåben i fremtiden. Dette ville blotlægge NATO-landene for afpresning fra Teheran eller Pyongyang. En verden uden atomvåben og endog uden diktatoriske regimer vil fortsat være en illusion, samtidig med at en række stater først tages alvorligt, når de slutter sig til rækken af potentielle eller faktiske atommagter.

Det er også beklageligt, at det på topmødet lykkedes at undgå emnet om, hvad der vil ske i Mellemøsten efter den planlagte tilbagetrækning af de amerikanske styrker fra Irak, hvilket er et ubehageligt emne for USA. Den ofte citerede ændring af den udenrigspolitiske udviklingstendens i Rusland har ved nærmere eftersyn vist sig blot at være et smart taktisk træk. Der var hensigtserklæringer vedrørende terrorisme og cyberkrig frem for reelle koncepter. NATO's topmøde var efter min mening så langt fra noget gennembrud.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE). – (ES) Fru formand! Det nye strategiske koncept for NATO, der var resultatet af mødet i Lissabon, blev udarbejdet for at forsøge at reagere og tilpasse sig – først og fremmest i forhold til en ny sammenhæng, dvs. blokadesystemets endeligt og den kolde krigs ophør. For det andet blev det udarbejdet for at tilpasse sig til det nye trusselsbillede og især til globaliseringen og den kendsgerning, at vores styrker ikke står over for nogen tydelige fjender, og vores fjender ikke har nogen hær.

På baggrund af dette nye strategiske koncept er der, samtidig med at man skal tage Washingtontraktatens artikel 5 om gensidig bistand i betragtning, tre aspekter, jeg er interesseret i.

Hvordan skal vi for det første forme denne strategiske alliance med Europa? Jeg vil gerne spørge Baroness Ashton om, hvorvidt hun mener, at Tyrkiet bør deltage mest muligt i aktiviteterne og udviklingen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

For det andet vil jeg gerne, hvad angår ratifikationen af START-traktaten i Kongressen i USA, spørge, om hun mener, at dette nye strategiske koncept vil blive påvirket, hvis traktaten ikke bliver ratificeret.

Endelig vil jeg gerne høre, hvad hendes tanker er omkring antimissilskjoldet. Mener hun, at dette begreb på nogen måde kompromitterer målet om at reducere atomarsenalerne. Det ser ud til, at der på dette punkt er divergerende opfattelser blandt medlemsstaterne.

  Roberto Gualtieri (S&D). – (IT) Fru formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! Det nye strategiske koncept, som NATO har udarbejdet, indeholder vigtige, positive ændringer med henblik på at kunne imødegå udfordringerne i det 21. århundrede på en måde, der stemmer overens med værdierne i Atlantpagten.

Vi ser især positivt på genoplivningen af det strategiske partnerskab med Rusland, det udtrykkelig formulerede mål om en verden uden atomvåben, anerkendelsen af betydningen af et stærkere europæisk forsvar, genbekræftelsen af princippet om kollektivt forsvar og samtidig erklæringerne om, at NATO ikke betragter noget land som værende sin modstander.

Der er dog stadig problemer og modsigelser, som dette langt fra nye koncept på ingen måde rydder af vejen. For det første er der ingen klar og utvetydig forpligtelse til at afskaffe de taktiske atomvåben, som stadig er opstillet i Europa, selv om de strategisk set er utidssvarende og økonomisk set i stadig større grad er uholdbare. For det andet er EU's rolle i det strategiske koncept stadig ikke tilstrækkelig stor, og den planlagte civile krisestyringskapacitet risikerer til ingen nytte at overlappe EU's indsats.

Vi kender godt til de politiske problemer, der forhindrer en styrkelse af effektiviteten i samarbejdet mellem EU og NATO, men dette må ikke stå i vejen for, at man udvikler et operationelt perspektiv, komplementaritet og synergier, som passer sammen med vores ambitioner. Helikoptere, lægehjælp og sprængstoffer udgør betydelige fremskridt, men det slår ikke til, idet vi er nødt til at have en vision og en aktiv forpligtelse og vi opfordrer Baroness Ashton til at udfolde begge dele med styrke og klarhed.

  Kristiina Ojuland (ALDE). – (EN) Fru formand! Anders Fogh Rasmussen, NATO's generalsekretær, sagde, at NATO-Rusland-Rådets topmøde i Lissabon var et historisk incitament til en forbedring af forbindelserne mellem NATO og Rusland, hvilket jeg glæder mig særdeles meget over.

Selv om stats- og regeringscheferne i NATO-Rusland-Rådet blev enige om en fælles trusselsvurdering vedrørende ballistiske missiler og besluttede at genoptage samarbejdet om et missilforsvar, bebudede præsident Medvedev efter topmødet, at Rusland kun vil deltage i det påtænkte fælles missilforsvarssystem som ligeværdig og fuldt kvalificeret partner, der inddrages i informationsudvekslingen og løsningen af de problemer, der måtte opstå.

Jeg vil gerne påpege, at ligeværdige partnere skal påtage sig ens ansvarsområder. Der er en række betydelige forskelle mellem NATO og Rusland vedrørende definition af sikkerhed. Mens Rusland henregner klassiske militære trusler som sikkerhedsspørgsmål, fremhæver NATO på den anden side manglende demokrati og krænkelse af menneskerettighederne som en sikkerhedsmæssig trussel. For at Rusland kan blive nærmere involveret i de fælles projekter i tilknytning til NATO, forventer jeg, at Rusland får integreret demokratiet, menneskerettighederne, de borgerlige rettigheder og retsstatsprincippet. For at få et ligeværdigt partnerskab skal NATO og Rusland se ens på de pågældende ting.

  Franziska Katharina Brantner (Verts/ALE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne byde Baroness Ashton velkommen her. Vi har lyttet til hendes kommentarer til andre problemstillinger, og jeg mener, at emnerne hænger meget tæt sammen. Det virker nok mærkeligt nu at være meget specifik, men jeg vil gerne nævne videreudviklingen af FSFP i forbindelse med det generelle samarbejde med NATO. Jeg mener virkelig, vi trænger til en ekstern gennemgang af det, der er sket indtil videre.

Menneskerettighederne blev nævnt – og at tiden er inde til at gøre status og komme videre. Jeg mener, vi har brug for akkurat det samme vedrørende de missioner, vi har haft indtil videre. Jeg tror, der er mulighed for at starte på en frisk. Man kan se tilbage og få en ekstern ekspertvurdering og en gennemgang med henblik på at præcisere, hvad vores prioriteringer i virkeligheden er, og hvilken kapacitet vi mangler. Jeg vil blot gerne nævne, at vi har overordnede mål for 2010, men at vi nu er ved udgangen af 2010, og vi er langt fra at have nået dem, herunder på det civile område. Spørgsmålet er, hvordan vi skal komme videre, og det vil efter mening være godt at få en vurdering.

For det andet opfordrer jeg virkelig kraftigt til, at man gør brug af den synergibringende stilling, der forhåbentlig nu bliver oprettet i forbindelse med af etableringen af udenrigstjenesten for at styrke den civile ledelseskapacitet i denne tjenestegren. Vi har ikke haft mulighed for at oprette nye stillinger, men skal i det mindste bruge dem til at styrke dette område.

Mit sidste punkt er meget kort sagt, at der nu er en debat om krisestyring og national katastrofestyring. Jeg mener, at vi på det punkt skal være varsomme og holde fast i, at EU's humanitære indsats skal være neutral, selv om det nogle gange er vanskeligt i kriseområder. Jeg mener, at dette er et vigtigt spørgsmål.

  Konrad Szymański (ECR). – (PL) Fru formand! NATO står efter topmødet i Lissabon faktisk i en stærkere position. Artikel 5 er blevet genoplivet og udelukker ikke muligheden for at iværksætte et forsvar mod et ballistisk angreb. Bestemmelserne i den nye strategi skal nu føres ud i livet. Handlingsplanen for arkitekturen for det transatlantiske missilforsvar skal være færdig senest i midten af 2011. Dette skal også følges op med bevillinger, herunder fra de europæiske partnere i NATO. Ruslands undertegnelse af en nye START-traktat må ikke medføre restriktioner på opbygningen af NATO's antimissilarkitektur. Desuden må samarbejdet med Rusland på dette område ikke medføre en svækkelse af forsvaret af Centraleuropa.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Fru formand! Som nævnt i konklusionen fra NATO's topmøde i Lissabon, fastslås det, at NATO er en militær alliance, en atomar militær alliance, der er fast besluttet på at gribe ind hurtigt og i stort omfang i en hvilken som helst del af verden, på et hvilket som helst tidspunkt og under et hvilket som helst påskud, idet man gør gældende, at man har et fælles og robust, politisk og militær kapacitet og formår at håndtere en hvilken som helst type krise – det være sig inden, under og efter konflikter.

Som foruroligende global trussel nævner NATO, at man påvirkes af, og at man kan påvirke, de politiske og sikkerhedsmæssige udviklingstendenser uden for medlemslandenes egne landegrænser, og at man derfor bliver aktivt involveret i at forbedre den internationale sikkerhed via partnerskaber med de relevante lande og andre internationale organisationer. Det er en påstand, der viser to mål. På den ene side vil man gerne hævde sig selv som en slags centrum, hvorfra afhængighedsforhold udstråler, hvilket muliggør organisationens tilstedeværelse, pres og indgriben via dens styrker overalt på kloden. På den anden side vil man styrke den interventionistiske tilgang og sammensmeltningen mellem international sikkerhed og staternes interne sikkerhed, hvormed man sigter på at tilintetgøre folkeretten, hvilket er en direkte hån mod FN's rolle i forbindelse med internationale sikkerhedsspørgsmål.

Under kommando fra et af de magtfulde lande, USA, er det også formålet at befæste den europæiske dimension, EU, der anses for at være en enkelt og uhyre vigtig NATO-partner. Så det NATO, der var resultatet af mødet i Lissabon, var en større, mere magtfuld, farligere og mere fordækt organisation, men truslen er markant, og det portugisiske folks reaktion var mere end 30 000 mennesker, der marcherede gennem Lissabons gader og kæmpede imod samt krævede en opløsning af denne organisation, der anses for at være af så afgørende betydning for bevarelse af freden.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Fru formand! Også selv om forhandlingerne mellem NATO-medlemsstaternes repræsentanter i Lissabon har løst en række alvorlige spørgsmål vedrørende de sikkerhedsmæssige risici i verden af i dag, vil betydningen af nogle af konklusionerne og beslutningerne helt sikkert få en mere dramatisk indvirkning på den nuværende politiske situation.

De forbeholdne nye forsøg på samarbejde mellem NATO og Rusland med hensyn til at udvikle et missilforsvarssystem i Europa udgør lige præcis en sådan sikkerhedspolitisk ændring, hvilket viser, at både USA og Europa kan finde en stærk ny partner i Rusland, der muligvis også bliver klar over, at terrorgrupper og militærstyrer bygget på ekstremistiske ideologier er blevet den største trussel mod civiliserede demokratiske borgeres fredelige og respektable liv.

Det ville være godt, hvis vi også kunne få omsat præsident Obamas ord, da han sagde, at han så Rusland som en partner og ikke en fjende, til en positiv ny drivkraft vedrørende økonomisk samarbejde. I en tid, hvor det europæiske erhvervsliv kæmper med problemer vedrørende manglende afsætningsmuligheder for dets produkter, kunne et åbent marked og et betalingsdygtigt publikum i Den Russiske Føderation frembyde muligheder, som ville være til gavn for begge partnere – Rusland og Europa – i forbindelse med deres interne økonomiske problemer.

  Michael Gahler (PPE). – (DE) Fru formand! Hvad vil EU's ansvarsområder være vedrørende sikkerhed og forsvar i forbindelse med NATO's nye strategiske koncept? EU's forsvarsministre har ramt et ømt punkt. EU har ikke tilstrækkelig kapacitet og evne. Finanskrisen og budgetstramningerne øger imidlertid presset internt i EU og NATO for at koncentrere den militære kapacitet. Udtrykkene "i fællesskab" og "pooling" beskriver, hvad der nu er brug for. Så snart medlemsstaterne har undersøgt, hvad der er muligt, skal Det Europæiske Forsvarsagentur være det vigtigste omdrejningspunkt i den fælles kapacitetsudvikling. Desuden skal Kommissionen udvide sit samarbejde med Det Europæiske Forsvarsagentur, så EU-finansierede forsknings- og udviklingsprojekter er omfattet. Er De enig i min opfattelse?

Da jeg ikke havde nogen taletid vedrørende det foregående emne, vil jeg gerne stille et spørgsmål angående fremme af demokratiet. Jeg vil gerne vide, hvor mange penge der rent faktisk er blevet brugt på demokrati- og menneskerettighedsinstrumentet uden samtykke fra de pågældende landes regeringer.

Jeg vil også sige lidt om valgobservatører. På dette område er vi ikke konsekvente og nogle gange oven i købet feje. Efter at dele af Kommissionen og en række medlemsstater havde presset på for en valgobservationsmission i Etiopien, og rapporten fra lederen af missionen ikke kunne fremlægges i Addis Abeba, blev det fuldstændig tiet ihjel i Bruxelles. Jeg vil gerne vide, hvor den officielle protest er blevet af. De har nu lejlighed til at sige noget desangående.

  Ioan Mircea Paşcu (S&D). – (EN) Fru formand! Både i det nye strategikoncept og erklæringen fra topmødet står der faktisk højt og tydeligt, at EU er en væsentlig og altså uundværlig partner for alliancen. De nuværende internationale udfordringer, NATO og EU står over for, deres samtidige tilstedeværelse på en række indsatssteder og desuden den stigende komplementaritet mellem deres respektive roller kræver, at relationerne mellem de to organisationer styrkes.

I den henseende og i betragtning af det nødvendige samarbejde på indsatsstederne og – nødvendigvis – revisionen af "Berlin Plus"-aftalerne forventer begge organisationer mere konkrete resultater af drøftelserne mellem næstformanden i Kommissionen/den højtstående repræsentant og generalsekretæren i overensstemmelse med deres respektive mandater, og i den henseende er tiden inde til at være kreativ med hensyn til at finde det rigtige politiske kompromis, der gør det muligt at komme ud af det nuværende refleksbetingede dødvande og lade begge organisationer udfolde deres sande samarbejdspotentiale.

  Willy Meyer (GUE/NGL). – (ES) Fru formand! Som Baroness Ashton udmærket ved, er min parlamentsgruppe imod NATO.

Min gruppe er bl.a. fuldstændig imod organisationens eksistens, fordi vi ikke går ind for, at nogen stat i verden – og heller ikke nogen gruppe af stater som f.eks. NATO's militære alliance – kan bruge magt uden et udtrykkeligt mandat fra FN's Sikkerhedsråd.

I 1999 godkendte NATO på sit topmøde i Washington i sit strategiske koncept, at man kan anvende magt uden mandat fra Sikkerhedsrådet. Det er et tilbageskridt og er på kollisionskurs med folkeretten, som det var så krævende at få etableret efter de to verdenskrige.

Vi er derfor ikke enige i denne filosofi. Vi er ikke enige med NATO eller nogen som helst stat, der påberåber sig ret til at anvende magt uden dette udtrykkelige mandat.

Desuden har det en direkte indflydelse på det, der var civile løsninger på problemer, som skaber usikkerhed, dvs. organiseret kriminalitet, terrorisme osv. Det har aldrig været forhold, der kræver militære løsninger, men snarere en civil løsning via internationalt politimæssigt og retligt samarbejde. Vi mener derfor ikke, at de kræver en militær løsning, og der er heller ikke en dermed forbundet risiko for naturressourcerne og ukontrolleret massemigration. Dette er ikke forhold, der kræver en militær løsning.

De største dødsårsager i verden er sult og fattigdom – dvs. det værste masseødelæggelsesvåben – og det kan en militærmagt som f.eks. NATO ikke bekæmpe.

  Jacek Saryusz-Wolski (PPE). – (EN) Fru formand! Spørgsmålet er, hvorvidt vi er tilfredse med resultatet i Lissabon, og jeg har meget blandede følelser. Resultatet er ikke godt nok, selv om det er et skridt i den rigtige retning. Kunne vi have forventet mere? Ja, det synes jeg, men hvis man sammenligner med, hvor vi var for to, tre eller fire år siden, er det langt bedre.

Der er helt klart et uudnyttet potentiale i relationerne mellem de to organisationer, men der er mere tale end handling, og vi har brug for mere handling end tale. Der snakkes i øjeblikket en del om forsoning, men der er tale om erklæringer snarere end konkrete initiativer.

Samtidig er der stigende komplementaritet mellem de to organisationer. Der er en vis ekspertise, og der er kapacitet fra EU's side. EU specialiserer sig mere i blød magt, og NATO mere i hård magt, dvs. militær magt, men begge parter udvikler sig. EU har bevæget sig et langt stykke, siden man i Saint Malo-erklæringen bekræftede EU's rolle med hensyn til sikkerhed og forsvar, og NATO har til gengæld erkendt behovet for at udvide sit rent militære domæne via en dimension af mere blød karakter og har allerede truffet beslutningerne. Det vil altså sige, at man nærmer sig hinanden, og at komplementariteten således bliver større. Hvorfor ikke udnytte dette?

Den virkelig store knast er forholdet mellem Tyrkiet og Cypern og det uløste problem med Cypern. Det er EU's rolle at tage føringen, gennemføre nogle initiativer, foreslå NATO nogle fremgangsmåder vedrørende et tættere samarbejde og sætte handling bag ordene, og jeg tager det eksempel på det nylige brev fra hhv. den polske, tyske og franske udenrigsminister, som Baroness Ashton reagerede på, som et godt skridt i den rigtige retning.

Tættere samarbejde mellem EU og NATO via politisk vilje fra begge parters side og en styrkelse af FSFP, men der er også en opgave for, og der ligger et arbejde og venter på at blive gjort i, hovedstæderne i både NATO's og EU's medlemsstater.

  Ana Gomes (S&D). – (PT) Fru formand! Det, der er indeholdt i NATO's strategiske koncept, og som blev vedtaget i Lissabon, vedrørende doktrinen om atomar afskrækkelse er ikke noget nyt, men noget gammelt. Alliancen har besluttet at holde fast i atomvåben som det endegyldige afskrækkelsesvåben. Dette er ironisk nok i modstrid med præsident Obamas opfordring til en verden uden atomvåben og den nedrustning, der blev lovet ved den seneste konference vedrørende en revision af ikke-sprednings-traktaten.

Alliancen skal gå foran med et godt eksempel. Det vil imidlertid ikke hindre spredningen af atomvåben, men tragisk nok fremme den. Og i finansielle krisetider bliver der færre nødvendige ressourcer til andre trusler, som vi står over for. Hvad nytte er atombomber til imod terrorisme uden modtager- eller afsenderadresse, imod pirateri i Det Indiske Ocean, imod organiseret kriminalitet, internetangreb eller kemiske og biologiske angreb?

Rådet fremlagde i denne uge en redegørelse om behovet for at øge vores indsats mod spredning af atomvåben. Hvilke planer har fru Ashton om at spille ud med dette kort over for NATO, hvor 21 ud af de 28 allierede også er medlemmer af EU? Og hvad har hun at sige til de to atommagter, der er medlem af EU, og som også har været mest afvisende med hensyn til NATO-strategirådets forsøg på ændringer i forbindelse med dette eksistentielle spørgsmål for hele menneskeheden?

  Takis Hadjigeorgiou (GUE/NGL). – (EL) Fru formand, Baroness Ashton! Vi lever efter min mening i en absurd verden, og vi er blevet valgt til at spille en rolle i den for at begrænse denne irrationelle absurditet. Som alle har bemærket, har krigen i Afghanistan kostet over 300 mia. USD. Udgifterne til at udrydde fattigdommen i Afghanistan svarer til udgifterne til fem dages krig. Udgifterne til bare én uges militæraktiviteter er nok til at drive 6 000 skoler for. 300 mia. USD kunne have været anvendt til at bygge 200 000 skoler for. Det samme beløb kunne have været anvendt til at bygge 30 000 hospitaler. Prøv at regne efter, og man vil forstå min pointe. Jeg tænker her på hospitaler, der hver især koster 10 mio. USD.

Har vi brug for flere oplysninger for at forstå, at vi lever i en absurd verden? Hvis vi delte disse penge ud til alle de familier i Europa, der lever under fattigdomsgrænsen, ville der være penge nok til hver familie. Er der nogen, som tror på det? 20 355 euro til hver enkelt af 27 mio. familier.

Hvor fører denne absurde vej hen? Den fører til ΝΑΤΟ. Jeg opfordrer derfor Baroness Ashton, der har en ledende stilling i EU, til at fungere som katalysator, således at denne organisation bliver opløst indefra.

  Arnaud Danjean (PPE). – (FR) Fru formand! Jeg er enig med Baroness Ashton i hendes holdning til topmødet i Lissabon, hvor der blev fremlagt et nyt strategisk koncept, der stort set er tilfredsstillende. Ikke desto mindre skal vi dog ganske ærligt erkende, at "taberen" i dette tekstforslag – i betragtning af potentialet for dette strategiske partnerskab – er forholdet mellem EU og NATO, idet ambitionerne burde være meget større.

Baroness Ashton gjorde med rette opmærksom på succesen og fremskridtene med hensyn til kapacitetsudvikling. Hun gjorde selvsagt opmærksom på succesen, for så vidt angår Afghanistan, hvor det lykkes os at nå frem til kompromiser på det praktiske niveau. Det er dog utilfredsstillende, at vi ikke har en struktureret politisk dialog med NATO, bortset lige fra det enkeltstående tilfælde med Bosnien. Vi ved alle, at problemet er Tyrkiet. Vi bliver nødt til at gøre noget alvorligt ved det – uden tvivl på en pragmatisk måde – og jeg håber, at Baroness Ashtons anstrengelser i forhold til generalsekretæren, Anders Fogh Rasmussen, bærer frugt.

Jeg vil gerne kort sige, at problemet med overlapning ofte nævnes for at fremhæve EU's svagheder og begrænse EU's bestræbelser på at være ambitiøs. Det er et kunstigt problem, for der er ikke to hære i vores medlemsstater, en NATO-hær og en EU-hær. Der er en væbnet styrke i hvert enkelt land, og det er op til landet at vælge, om man vil placere sine tropper under NATO's flag eller EU's flag. Lad os holde op med denne skrækkampagne vedrørende overlapning.

Jeg vil gerne sige et par ord om komplementaritet. Det er et afgørende punkt, og det skal ske på en intelligent måde. Jeg har ikke lyst til at se komplementaritet som en bydende nødvendighed, hvor EU bliver til en slags Røde Kors for det, der ville være en væbnet NATO-styrke. EU skal bevare sin militære kapacitet, holde fast i sine militære ambitioner og bibeholde sine ambitioner, for så vidt angår FSFP som påpeget i brevet fra de tre parter Frankrig, Tyskland og Polen.

  Teresa Riera Madurell (S&D). – (ES) Fru formand! Topmødet i Lissabon tjente bestemt til at modernisere NATO og tilpasse organisationen til de nye sikkerhedsmæssige udfordringer.

Vi skal glæde os over, at det nye strategiske koncept tilføjer nye udfordringer som f.eks. terrorisme, bekæmpelse af den hastige udbredelse af masseødelæggelsesvåben, cyberforsvar og energiforsyningssikkerhed.

Man skal også glæde sig over, at det i det nye koncept fremhæves, at der er behov for at styrke det strategiske forhold mellem NATO og EU. Der skal imidlertid aftales en opgavefordeling, så man i krisetider er effektiv og undgår overlapning.

Lissabontraktaten var et fremskridt med hensyn til den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, og dette skal vi nu konsolidere. Målet er klart: EU skal kunne mobilisere den nødvendige civile og militære kapacitet for at kunne påtage sig sit internationale ansvar, og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik skal være et væsentligt bidrag til den nordatlantiske sikkerhed.

Der mangler dog stadig en afklaring på, hvordan dette samarbejde med alliancen skal organiseres, for at det kan blive virkelig effektivt. Det ville være af stor betydning, hvis Baroness Ashton kunne fortælle os noget mere om dette.

  Krzysztof Lisek (PPE). – (PL) Fru formand, fru Ashton! Der er faktisk i løbet af drøftelsen i dag blevet spurgt om, hvorfor vi her i Parlamentet – en EU-institution – taler om NATO's topmøde. Svaret er indlysende. De fleste af EU's medlemsstater er medlem af NATO, så EU betyder os, og i de fleste tilfælde betyder NATO også os.

Man skal derfor være opmærksom på, at udviklingen af samarbejdet mellem EU og NATO for NATO var et af de vigtigste spørgsmål, der blev drøftet på topmødet i Lissabon. Beslutningerne på NATO-topmødet og også erklæringerne fra f.eks. USA's præsident bekræfter, at NATO ikke modsætter sig den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, men tværtimod forsøger at finde en samarbejdsmåde, der er gavnlig for begge institutioner. Vi skal derfor også stræbe efter at arbejde sammen i stedet for at give os i kast med meningsløs konkurrence og kostbar overlapning med hensyn til strukturerne, især i finansielle krisetider. Jeg håber, at de beslutninger, som blev truffet på NATO's topmøde, og det brev fra udenrigsministrene i Frankrig, Tyskland og Polen, som er blevet nævnt her, vil få os – her i EU – til at indlede en seriøs forhandling vedrørende den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik.

Polen – jeg er valgt i Polen – vil med sikkerhed støtte fru Ashton i forbindelse med dette arbejde under det polske formandskab. Vi skal anvende de mekanismer og muligheder, som Lissabontraktaten giver os. Det er en stor udfordring for os. Til sidst vil jeg gerne sige, at jeg glæder mig over NATO's erklæring om åbenhed vedrørende samarbejde med Rusland, hvilket er en erklæring, der også understreger NATO's villighed til at være åben og optage nye stater som f.eks. Georgien.

  Kyriakos Mavronikolas (S&D). – (EN) Fru formand! EU er en unik og uhyre vigtig partner for NATO. Som der står i et dokument om det nye strategikoncept, kan og skal NATO og EU supplere og gensidigt styrke hinanden med hensyn til at støtte international fred og sikkerhed.

Et aktivt og effektivt EU bidrager til den overordnede sikkerhed i det europæisk-atlantiske område. Der skal derfor etableres mere gunstige forhold, som styrker det strategiske partnerskab i en ånd om fuld gensidig åbenhed, gennemsigtighed, komplementaritet og respekt for begge organisationers autonomi og institutionelle integritet.

Vi bør også påpege, at et tæt samarbejde mellem EU og NATO er af helt afgørende betydning, og det bør udvikles, uden at det berører princippet om selvstændig beslutningstagning og under hensyntagen til den atomstatus, som nogle EU-medlemsstater har.

  Ernst Strasser (PPE). – (DE) Fru formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! NATO's topmøde var et klart fremskridt. Det er godt, at det bliver drøftet her. Nye strategiske elementer som f.eks. civil krisestyring og cyberforsvar er skridt i den rigtige retning. Især for små, neutrale lande som Østrig er en styrkelse af det strategiske partnerskab mellem NATO og EU af afgørende betydning. Det vil hjælpe alle, men navnlig de små medlemsstater, at der udvikles en militær kapacitet ved hjælp af større synergieffekt, at man får mindre overlapning, og at man forbedrer våbensamarbejdet.

Der er stadig temmelig meget, som skal gøres, især for vores vedkommende. Man bør fra europæisk side stille sig selv nogle opgaver og sikre, at de bliver løst. Initiativet fra de franske, tyske og polske udenrigsministre er et skridt i den rigtige retning. På mellemlang sigt er der behov for en europæisk forsvarsarkitektur, som fremmer det militære samarbejde mellem EU's medlemsstater, hvilket forener det civile og militære samarbejde mellem EU, FN og NATO, og som hen ad vejen kan udvikle sig til nogle europæiske forsvarsstrukturer. Det skal være vores mål at blive en væsentlig sikkerhedspartner i verden. Vi er nødt til at arbejde på dette.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Fru formand! På topmødet i Lissabon blev der skitseret nogle nye perspektiver vedrørende alliancens sikkerhedsstrategi. Rent praktisk nåede man frem til tre store mål. Man vedtog et nyt strategisk koncept, man anlagde en ny indgangsvinkel vedrørende Afghanistan, og ikke mindst kom der ny fremdrift vedrørende forbindelserne med Den Russiske Føderation.

Det vigtigste resultat var efter min mening, at antimissilskjoldet blev indarbejdet i det nye strategiske koncept. Rumænien har siden topmødet i Bukarest i 2008 slået til lyd for, at missilskjoldet skulle gennemføres. Dette viser, at mit hjemland havde et fornuftigt syn på tingene og vil yde et væsentligt bidrag til gennemførelse af forsvarssystemet. Samtidig har Rumænien støttet den åbne dørs politik med det særlige mål at styrke NATO's forbindelser med Georgien og Ukraine.

Det glæder mig også, at NATO igen bekræftede Sortehavsregionens strategiske betydning i lyset af de sikkerhedsrisici, som er så dominerende i dette område. Det drejer sig navnlig om de uløste konflikter i Transdnestrien og Georgien. Jeg mener i den henseende, at alliancen fortsat skal stå sammen vedrørende udmeldingerne over for Rusland. Den Russiske Føderation skal i handling bevise landets udsagn om, at man har gode hensigter, idet man har et urokkeligt ansvar over for den østlige grænse til Rumænien og NATO. Jeg skal understrege, at NATO som følge af den politiske erklæring, som er blevet vedtaget, har påtaget sig en forpligtelse vedrørende den territoriale integritet af Republikken Moldova og Georgien.

  Georgios Koumoutsakos (PPE). – (EL) Fru formand! Det skelsættende NATO-topmøde i Lissabon var et vendepunkt for alliancens fremtid. 28 allierede traf vigtige beslutninger, vedtog en ny forsvarsdoktrin, lagde fundamentet for et tættere samarbejde med Rusland, afklarede spørgsmålet om antimissilskjoldet, vedtog en handlingsplan for Afghanistan og bekræftede betydningen af samarbejdet med EU.

Dette er imidlertid en generel og optimistisk opfattelse af tingene. Vi må ikke glemme, at disse tekster som følge af, at der skulle opnås bred enighed, er udtryk for den laveste fællesnævner med hensyn til holdninger og synspunkter. Vi ved alle, at man i tiden efter den kolde krig ikke ser ens på truslerne og vurderer trusselsbilledet forskelligt. De østeuropæiske lande ser anderledes på forbindelserne med Rusland, og Tyrkiet har en divergerende opfattelse af Irans atomprogram. Vi ved også, at Ankara førte en diplomatisk krig for at forhindre enhver henvisning til dette i Lissabonteksten. Ankara har også en anden tilgang til samarbejdet om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, fordi man ønsker at udelukke samarbejde med én europæisk partner og medlemsstat i EU. Alt dette giver den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik endnu større betydning – naturligvis inden for rammerne af et samarbejde mellem EU og NATO.

Jeg mener derfor, at EU fuldt ud skal udnytte de nye muligheder, vi har i kraft af Lissabontraktaten, ved at bibeholde uafhængige beslutningsbeføjelser. Vi skal højne EU's internationale profil og styrke EU's internationale tilstedeværelse. Vi har brug for et stærkere Europa, således at vi kan få en stærkere atlantisk alliance.

  Marietta Giannakou (PPE). – (EL) Fru formand! Jeg er enig i den højtstående repræsentants opfattelse af topmødet i Lissabon. Det var vitterlig et betydningsfuldt vendepunkt og et betydningsfuldt øjeblik. De transatlantiske forbindelser er afgørende for den globale sikkerhed og udvikling, men på den anden side skal EU, hvor det måtte være nødvendigt, tale med sin egen stemme og have sine egne strukturer. De tidligere omtalte besparelser vil blive en følge af dette samarbejde, både med hensyn til udstyr og civile beslutninger uden behov eller mulighed for at ændre på NATO-alliancen. Europa bør have sit eget forsvars- og sikkerhedssystem og tale med sin egen stemme, fordi EU kun da vil kunne gøre noget ved problemerne som f.eks. problemet med Tyrkiet eller de øvrige problemer med lande, der er eller ikke er medlem af NATO, og som har en anden indfaldsvinkel til Rusland. Jeg mener i øvrigt ikke, at problemstillingen med Rusland er nogen vanskelig problemstilling. Jeg mener, det er en problemstilling, som Europa overordnet set kan håndtere, samtidig med at man fra amerikansk side håndterer den. Europa kan muligvis endda håndtere den mere effektivt.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Fru formand! En udvidelse af NATO kan man betragte som en af de få reelle succeshistorier efter den kolde krig. Fremdriften vedrørende udvidelse er imidlertid svækket. NATO kvier sig fortsat noget ved at lade Georgien eller Makedonien komme med. De militære bidrag er i foruroligende grad aftaget. Meget få NATO-medlemmer opfylder kravet om 2 % til forsvarsudgifter, og alliancen har i mere end 10 år ikke gennemført seriøse militærøvelser. Den sidste sådanne store øvelse som bevis på, at USA hurtigt kan foretage troppebevægelser i Europa, fandt sted for 17 år siden. Det er sandt, at Sovjetunionen er brudt sammen. Men NATO's troværdighed og potentiale beror stadig på USA's militære magt. Det er af helt afgørende betydning, at NATO's militære institutioner fortsat er velintegreret, og at de militære øverstbefalende fra Amerika og Europa har mulighed for fælles øvelser.

Kun under omstændigheder med et langt tættere og mere målbevidst transatlantisk samarbejde vil EU og NATO kunne sætte en demokratisk international dagsorden i de næste ti år over for udfordringerne i en multilateral verden.

Jeg vil også gerne sige lidt om konklusionerne af NATO-Rusland-Rådets møde. Der opfordres til et moderniseret partnerskab, som bygger på gensidig tillid, gennemsigtighed og forudsigelighed. Man kan betragte det som en goodwillerklæring. Imidlertid ved vi, at man ifølge Ruslands militærdoktrin stadig ser en NATO-udvidelse i Ruslands nabolag som en aggression, og man er berettiget til at foretage forebyggende militære angreb og en militær landgang på fremmede områder.

Store militærøvelser i efteråret 2009 i det nordvestlige Rusland tæt på de baltiske lande var en forberedelse på at kunne invadere disse stater som et modangreb, formodentlig til gengæld for NATO-aktioner. Det positive er, at de baltiske lande omsider har fået NATO-beredskabsplaner for deres forsvar som også afsløret af WikiLeaks.

Georgien blev invaderet af Rusland, og to af dets autonome områder blev i praksis annekteret. For ganske nylig blev der opstillet russiske missiler i disse løsrivelsesregioner, og Rusland bliver i stor stil ved med at spionere i alle vestlige lande. Når disse spioner bliver afsløret, er det Vesten, der føler sig pinligt berørt, ikke Rusland, som ganske åbent dekorerer sine spioner med de højeste statslige æresbevisninger.

Det er derfor for tidligt at efterkomme Ruslands krav om lighed i forbindelserne med NATO og en vis form for fælles beslutningsproces, og det ville indebære en risiko for et russisk veto mod NATO's beslutninger og yderligere udvidelser.

  Katarína Neveďalová (S&D). – (SK) Fru formand! NATO bekræftede på topmødet i Lissabon sin rolle som garant for sikkerheden i det europæisk-atlantiske område, og man erkendte også, at man står over for nogle nye udfordringer.

Det bedste instrument, hvormed man kan udfylde denne rolle, er et bredt netværk af strategiske partnerskaber, det være sig med stater eller med internationale organisationer. NATO skal derfor være rede til at indlede en politisk dialog med alle potentielle partnere, der vil være med i vores fælles indsats for fred og sikre internationale relationer.

Det vigtigste strategiske partnerskab er efter min mening samarbejdet med Rusland, hvor NATO skal styrke det praktiske samarbejde for at kunne imødegå nutidens trusler i form af international terrorisme, pirateri samt menneske- og narkotikahandel. NATO har brug for tilstrækkelige finansielle, militære og menneskelige ressourcer for at kunne opfylde sin mission. Det er imidlertid nødvendigt, at disse ressourcer bliver anvendt så effektivt som muligt – og fortrinsvis til at sikre freden.

  Ivo Vajgl (ALDE). – (SL) Fru formand! Det glæder mig at have fået ordet inden hr. Goerens, min kollega fra Luxemburg, fordi det ellers ville have svækket min grundlæggende pointe, nemlig at talerne i den sidste halve times tid hovedsagelig har været fra Sydøsteuropa. Det siger jo noget om, at spørgsmålet om sikkerhed, NATO og NATO's forhold med EU for os er af lidt større betydning end for repræsentanter fra andre lande.

Jeg vil præcis af den grund gerne sige, at de personer, der deltog i topmødet i Lissabon har forsømt en mulighed for at indtage en klarere og mere principfast og resolut holdning til ønskerne fra to lande i Sydøsteuropa, Makedonien og Bosnien-Hercegovina, om at styrke deres sikkerhed ved i det mindste at komme med i enten EU eller NATO.

Da vi i Slovenien nærmede os medlemskab af disse to institutioner, sagde vi, at det ville slå til med medlemskab af enten EU eller NATO. NATO har mulighed for at korrigere de fejl, som EU begår. Det er vi efter min mening nødt til tage højde for.

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Fru formand! Mange tak for muligheden for at få ordet. Drøftelsen i dag drejer sig om samarbejdet mellem NATO og EU. Fru Ashton har her givet os en positiv vurdering, men jeg vil gerne sige, at det efter min mening er en vurdering, der stærkt overdrevet. Mine kolleger fra Polen hr. Saryusz-Wolski og hr. Lisek har allerede haft ordet, og jeg vil gerne gøre det klart, at jeg er enig i deres vurdering.

Det er kun begyndelsen, og det er begyndelsen på en meget lang rejse. I den forbindelse vil jeg gerne gøre opmærksom på tre pragmatiske aspekter, hvor vi kan se fælles fremskridt. Det første område drejer sig om den fælles forsvarsplanlægning i NATO og EU – og det står her klart, at der kan gøres mere. Det andet område vedrører samarbejde mellem efterretningstjenesterne – og her kan der også ske fremskridt. Det tredje og sidste område angår aktiviteterne i kampgrupperne – og her skal man sætte spørgsmålstegn ved, om de i dag giver nogen merværdi.

  Charles Goerens (ALDE). – (FR) Fru formand! Jeg vil gerne stille et spørgsmål til Baroness Ashton vedrørende den fælles forsvarspolitik og også NATO.

Lissabontraktaten giver EU-medlemsstaterne mulighed for at samarbejde nærmere på forsvarsområdet, hvis de måtte ønske det naturligvis. Dette kaldes enten et "struktureret samarbejde" eller "udvidet samarbejde" – det gør vist ingen forskel.

Kan Baroness Ashton fortælle mig, om et samarbejde af denne karakter allerede er blevet overvejet af en gruppe lande, og kan hun i bekræftende fald sige mig, hvilke kriterier man i givet fald skal opfylde for at være kvalificeret til denne type samarbejde?

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne atter sige tak til alle, der har bidraget til en forhandling, hvor vi kommer vidt omkring. Jeg vil med forlov forsøge at samle op på nogle af hovedpunkterne og i det mindste tage fat på at sige noget om disse punkter.

Det første, jeg vil sige, er, at jeg er engageret i at forsøge at komme videre vedrørende forholdet mellem EU og NATO, men jeg undervurderer ikke de politiske problemstillinger, der er centrale for dette spørgsmål. Det er mit mål at finde praktiske og pragmatiske måder, hvorpå et styrket samarbejde kan være med til at støtte vores folk på det praktiske niveau. Folk, der er i felten, og folk, der deltager i operationer, er dem, der mest er i mine tanker, når jeg ser på, hvordan vi kan arbejde sammen. Men jeg gør det velvidende, at Tyrkiet spiller en betydningsfuld rolle, og jeg gør det velvidende, at jeg repræsenterer 27 medlemsstater, og jeg arbejder tæt sammen med de medlemsstater, der er mest interesseret og berørt af det pågældende spørgsmål.

Vi arbejder os fremad for at forsøge at opnå dette så hurtigt, vi overhovedet kan. Men jeg undervurderer ikke udfordringerne, og jeg kigger altid på og interesserer mig for idéer om, hvordan vi kan gøre dette.

Jeg erkender, at vi også gerne vil se meget nøje på, hvad vi selv gør, og drage omsorg for, at det, vi gør, supplerer andres arbejde, så der ikke er tale om overlapning. Faktisk fungerer de områder, som vi arbejder på, så sandelig som et væsentligt supplement. Det eksempel, der blev givet tidligere, vedrørte "Operation Ocean Shield" ud for Somalias kyst og den indsats, vi gør med "Operation Atalanta".

De parlamentsmedlemmer, der har besøgt området, ved, at det er et enormt havområde, hvor der er masser af plads til supplerende aktiviteter og meget lidt risiko for overlapning, og faktisk arbejder enhederne meget godt sammen. Generalmajor Buster Howes, der har ansvaret for "Operation Atalanta" på nuværende tidspunkt, talte med forsvarsministrene, idet han gjorde det meget klart, at der ganske rigtigt var en masse kommunikationsmæssige forbindelsesmuligheder, men at der er en hel masse, som på tilfredsstillende vis kan gøres i fællesskab.

Hr. Gahler nævnte en række punkter, der ikke havde noget med denne forhandling at gøre, og jeg vil bare gerne foreslå ham, at han skriver en kort besked om disse spørgsmål, og jeg vil med glæde vende tilbage til ham, men jeg har ikke lyst til at bruge Parlamentets tid her i aften på spørgsmål, der ikke drejer sig om denne forhandling.

Med hensyn til spørgsmål om missilforsvar, skete der, så vidt jeg kan se, det, at man fandt en balance under disse forhandlinger om NATO's nye strategiske koncept mellem spørgsmålet om missilforsvar og NATO's holdning på atomområdet. Det er oplagt, at NATO gerne vil bevare atomafskrækkelsesvåbnene, samtidig med at man går ind for en verden uden atomvåben.

Det er den strategi, vi følger i dag, men vi deltager jo af præcis de grunde, som man forstår så godt her i Parlamentet, ikke i alle NATO-aspekter. Vi deltog f.eks. ikke i møderne i NATO-Rusland-Rådet, så jeg kan ikke udtale mig om, hvad der skete der. Jeg kan kun, sådan som jeg allerede har gjort, udtale mig om de ting, der kom ud af mødet.

Med hensyn til START er det positivt med de fremskridt, vi har set mellem USA og Rusland vedrørende demilitarisering, og som efter min mening baner vejen for bedre samordning med NATO, hvilket givetvis var det mål, generalsekretæren havde sat sig selv.

Endelig er der det strukturerede samarbejde. Vil det komme i gang, og hvad bliver der gjort? Det er helt klart op til medlemsstaterne at komme med nogle idéer. Der er allerede eksempler, hvor medlemsstater såsom Det Forenede Kongerige og Frankrig eller man i det brev, jeg har modtaget fra Weimartrekanten, har set på måder, hvorpå de kan styrke samarbejdet, til dels også via Det Europæiske Forsvarsagentur, hvor vi har mulighed for at forsøge efter behov at arbejde videre med disse synergier.

Jeg håber og forventer at se mere af den slags fremover. Jeg forventer det især med de kommende formandskaber, særlig når Polen, som har gjort forsvarsspørgsmål til et ønsket fokusområde, er formand. Jeg kan ikke give det pågældende medlem nogen eksempler, som tyder på, at der er mulighed for at tilslutte sig, men jeg håber, at der dukker nogle mål op, som forbedrer mulighederne for i denne økonomiske krise at kunne anvende vores ressourcer så effektivt som muligt.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Ágnes Hankiss (PPE), skriftlig. – (HU) På mødet mellem ministrene fra NATO's medlemsstater i oktober 2008 sagde general John Craddock, den øverstbefalende for NATO's styrker i Europa, at Ruslands militære indgreb i Georgien fik NATO til at revidere sin grundlæggende antagelse vedrørende medlemsstaternes sikkerhed. Gælder dette udsagn stadig nu efter topmødet i Lissabon? Aftalen med Rusland er et hensigtsmæssigt politisk initiativ, der kan betyde en styrkelse af vores sikkerhed. Men det stiller ligeledes uvægerlig nogle alvorlige moralske og strategiske spørgsmål. Har NATO af samarbejdsmæssige hensyn i sinde at give efter med hensyn til at repræsentere og beskytte de demokratiske idéer, som den europæisk-atlantiske alliance bygger på, og som på en række punkter står i skærende kontrast til den russiske demokratiopfattelse?

Det er nok ikke nødvendigt særskilt at minde om intimideringen af og overgrebene mod befolkningen samt de uklare detaljer vedrørende dødsfald blandt journalister og advokater i Rusland. Det vil også være vanskeligt ikke at tolke Ruslands seneste indstilling af grundlæggeren af WikiLeaks, Julian Assange, til Nobels fredspris som en provokation. Vil det forringe chancerne for de lande, der gerne vil med i NATO, hvis Rusland ikke bifalder deres kommende medlemskab? Vi står over for spørgsmålet om, hvorvidt NATO's ledere tager hensyn til visse medlemsstaters sårbarhed samt deres åbne og uafklarede spørgsmål med Rusland, der findes den dag i dag. De historiske skridt i retning af skabelse af fred og enighed skal under alle omstændigheder ses som noget positivt. Vi skal imidlertid klart erkende NATO's historiske ansvar med hensyn til, hvilken stormagt man legitimerer som følge af den indgåede aftale om missilforsvarsprogrammet, og hvad man på det kraftigste modsætter sig i troskab over for vores fælleseuropæiske værdier.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) NATO's topmøde, der blev afholdt i Lissabon, gjorde en ende på det strategiske sikkerhedskoncept, som havde været gældende siden den kolde krig. Gennemførelsen af denne nye sikkerhedsstrategi er et skridt væk fra det traditionelle forsvar af medlemslandene i den atlantiske alliance og til et koncept om global sikkerhed i det 21. århundrede.

De udfordringer, som understreges af det nye strategiske sikkerhedskoncept, indebærer et tæt samarbejde med en række internationale institutioner, både på statsligt og ikkestatsligt niveau, og en styrkelse af partnerskaberne, især med Rusland. Ud over etableringen af politiske kanaler er de operationelle spørgsmål vedrørende kapacitet og strukturen i selve NATO blevet tilpasset til de nye globale trusler. Det er også vigtigt at fremhæve, at NATO har vedtaget en missionsovergangsplan for Afghanistan med henblik på, at de afghanske myndigheder tager førerskabet i spørgsmål vedrørende den nationale sikkerhed. Jeg mener, at denne nye strategiske vision, hvormed man udarbejder nogle retningslinjer, hvorpå de internationale relationer mellem medlemsstaterne skal bygge, er særdeles vigtig.

  Niki Tzavela (EFD), skriftlig. – (EN) For første gang siden Anden Verdenskrig er Rusland blevet opfordret til at tilslutte sig missilskjoldsforsvaret, hvilket kun kan betegnes som en milepæl for alliancen. Ruslands svar står fortsat hen i det uvisse, og der er potentielt et reelt partnerskab med USA, hvorved begge parter ville skulle sætte sig til forhandlingsbordet med engagement. Desuden skal der til dette projekt bruges mange EU-midler, og det bliver ikke let med europæiske forsvarsnedskæringer.

Endelig vil Afghanistan blive den store politiske test for NATO i de kommende år. USA reagerede hurtigt for at berolige Rusland med, at missilerne faktisk slet ikke var rettet mod dem. Det var særdeles vigtigt for USA ikke at ærgre Rusland, og de viste, at de ikke havde sådanne intentioner ved også at invitere Rusland til at deltage i missilskjoldssystemet. For det andet var man i USA klog nok til ikke at nævne navnet Iran – eller rettere sagt man efterkom ønskerne i Tyrkiet, der truede med at bakke ud, hvis nabolandet Iran blev nævnt. Problemet er, at kun 21 ud af EU's 27 medlemsstater er med i NATO, hvilket udgør en trussel mod udviklingen af et europæisk forsvar.

18. Situationen i Côte d'Ivoire (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om situationen i Elfenbenskysten.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Fru formand! Situationen i Elfenbenskysten er særdeles ustabil, idet der står menneskeliv på spil – både ivorianske borgeres liv, men det gælder også de mange europæiske borgere, som bor og arbejder i landet.

Der står efter min mening nogle vigtige ting på spil, ikke alene den rolle, som Elfenbenskysten spiller i Afrika, men også den meget store indsats, verdenssamfundet har gjort i de forgangne 10 år for at finde en løsning på krisen og øge stabiliteten. Præsidentvalget skulle have været afholdt for flere år siden. I sidste instans skal æren for, at valget omsider kunne finde sted, tilskrives det ivorianske folk, FN's indsats og opbakningen fra verdenssamfundet og især, må jeg sige, fra EU og mægleren, præsident Blaise Compaore fra Burkina Faso.

Alle kandidater var på forhånd enige om valgets spilleregler, bl.a. at FN-generalsekretærens særlige repræsentant, hr. Choi Young-jin, skulle spille en særlig rolle med hensyn til at bekræfte valgresultaterne. Der blev sendt en europæisk valgobservationsmission til landet under ledelse af parlamentsmedlem hr. Cristian Preda. Jeg takker ham for hans indsats, og jeg tror, at han vil tage ordet om lidt. Det blev konkluderet, at valget blev afholdt under demokratiske forhold. Jeg siger tak til hr. Preda og hans team og vil rose dem for deres mod og den glimrende arbejdsindsats, de ydede under vanskelige omstændigheder.

Resultaterne blev bekendtgjort af den uafhængige valgkommissionen og bekræftet af FN-generalsekretærens særlige repræsentant. Kommissionens formand, hr. Barroso, og jeg var blandt de første til at lykønske præsident Ouattara med hans sejr. Verdenssamfundet har samstemmigt anerkendt ham. ECOWAS og Den Afrikanske Union har været absolut klare i mælet. Alassane Dramane Ouattara er den retmæssige præsident i Elfenbenskysten. Den 3. december var Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU lige så utvetydig i sin erklæring.

Vi opfordrer alle politiske kræfter i Elfenbenskysten til at respektere valgresultatet, udvise ansvar og afholde sig fra enhver form for voldshandling. Alle bestræbelser skal nu rettes mod at opnå en fredelig magtoverdragelse. FN's resolutioner indeholder bestemmelser om målrettede foranstaltninger mod dem, der står i vejen for en fredelig overgang og spænder ben for valget.

Afrikanske organer har allerede indført sanktioner mod Elfenbenskysten. EU er rede til at påtage sig sit ansvar vedrørende målrettede foranstaltninger, og det har vi i denne uge klart sagt på rådsmødet med EU's udenrigsministre, men vi er også parate til at træffe foranstaltninger for at støtte de lovligt valgte myndigheder.

Udviklingen i Elfenbenskysten følges på nært hold af mange aktører og af offentligheden, især i Afrika og navnlig i nabolandene, hvor mange også befinder sig i efterdønningerne efter konfliktsituationer og er i en vanskelig demokratisk overgangsfase. Resultatet af den nuværende forfatningskrise i Elfenbenskysten vil have en markant signalværdi for alle magtbaser på det afrikanske kontinent, både for dem, der går ind for demokrati, og for dem, der er imod.

EU's reaktion på denne krise er af helt afgørende betydning. Som væsentlig aktør i verdenssamfundet vil vores rolle blive styrket og vores troværdighed som global forkæmper for demokrati forbedret, hvis vores tiltag kan medvirke til en fredelig magtoverdragelse i overensstemmelse med den ivorianske befolknings vilje, sådan som den kom klart til udtryk ved et frit og retfærdigt valg.

  Cristian Dan Preda, for PPE-Gruppen. – (FR) Fru formand, Baroness Ashton! Jeg var ganske rigtigt i Elfenbenskysten for at lede EU's valgobservationsmission.

Jeg vil begynde med at omtale modet og engagementet hos observatørerne fra 26 lande, nemlig mere end 100 mennesker, 120 observatører, der var ude i marken, og som gjorde et fantastisk stykke arbejde. De konstaterede især, at borgerne i Elfenbenskysten mere eller mindre fra alle sider sagde, at de var trætte. Det var det ord, der gik igen, og det omkvæd, som faktisk betød, at valget blev betragtet som enden på en politisk krise. Alle ville gerne have, at alt det fik en ende med dette valg.

Der er dog én undtagelse, nemlig den afgående præsident Gbagbo, der nægtede at afgive magten, og som gav sig selv midlerne til at forhindre denne krise i at finde sin afslutning ved at oprette et forfatningsråd, der ikke var uvildigt, og som ganske enkelt annullerede de resultater, der var positive for hans modstander. Det betyder, at der i dag i stedet for ro og i stedet for en ende på krisen er en endnu mere kompliceret krise med en i forvejen særdeles uholdbar balance, og at det nu trækker op til en konfrontation.

Jeg vil desuden gerne sige, at det nu virkelig er meget vanskeligt at undgå en konfrontation. Man behøver bare at se på, hvad der skete ved stemmeafgivningen på kasernerne i første og anden valgrunde. Vi står desværre over for en yderst ømtålelig situation.

Jeg vil ikke slutte af uden at udtrykke min påskønnelse af Baroness Ashtons engagement med hensyn til at løse dette spørgsmål.

Jeg vil gerne stille hende et spørgsmål, idet jeg har bemærket, at Rådet har meddelt, at der snart indføres restriktive foranstaltninger. Kan man sige, hvornår disse restriktive foranstaltninger vil blive iværksat?

  Véronique De Keyser, for S&D-Gruppen. – (FR) Fru formand! Først vil jeg gerne rose min kollega hr. Preda og hans team for det fremragende stykke arbejde, de har gjort. Jeg vil også gerne rose Baroness Ashton, EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, for den beslutsomhed, hun har udvist over for hele verdenssamfundet i forbindelse med overvågningen af disse valg. For dem af os, der helhjertet støtter valgobservationsmissioner, som er et usædvanligt redskab til fremme af demokrati i et land, varmede det vores hjerter, at der var en så hurtig og viljefast opfølgning efter forsøget på uretmæssigt at tilrane sig magten, og vi håber, at dette kan gentage sig i andre sammenhænge, hvis situationen uheldigvis skulle kræve det.

Jeg vil også gerne sige – for det har man ofte nok sagt til mig – at præsident Ouattara ikke er Europas kandidat. Hele verdenssamfundet blev mobiliseret, hvilket er helt usædvanligt, og Den Afrikanske Union, Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS), FN, EU osv. talte med én stemme – og det er en skelsættende milepæl.

Med hensyn til spørgsmålet om hr. Ouattara, som gerne vil sende sine krigere ud på gaden, er jeg naturligvis noget foruroliget, fordi jeg ikke kan se nogen som helst fredelig løsning på gadeplan i forbindelse med de modsatrettede kræfter. Jeg vil gerne nævne et dokument, der er ved at blive udarbejdet i AVS-landene, og som allerede er blevet drøftet i Kinshasa på det seneste AVS-møde, som nogle af os deltog i. Titlen er helt usædvanlig: "Udfordringer for fremtidens demokrati og respekt for det konstitutionelle system". En afrikansk og en europæisk repræsentant har ansvaret for at udarbejde dokumentet. Der er en masse juridiske ting i teksten, og tre sider handler om magtdeling, hvis en af parterne forsøger at skaffe sig magten på uretmæssig vis. Disse tre sider med gode råd beskriver den vej, man skal gå for at forhindre situationen i at blive til et blodbad. Det er måske ikke i gaderne, men muligvis via forhandlinger med det formål at dele en vis form for magt, at man sandsynligvis vil kunne hindre et blodbad. Der skal naturligvis først lægges pres på parterne for at sikre, at valgets vinder bliver anerkendt.

Jeg anbefaler, at man læser dette dokument. Det er særdeles informativt, og det viste mig, at selv om man i afrikansk politisk kultur ikke ved så meget om demokrati, ved man bestemt en masse om, hvordan man forhandler.

  Marielle De Sarnez, for ALDE-Gruppen. – (FR) Fru formand! Det er bare et par timer siden, at Ouattaras krigere nåede frem til regeringsbygningen og den ivorianske radio- og tv-stations hovedkontor, og jeg vil gerne give udtryk for min bekymring, fordi risikoen for sammenstød og konfrontation tydeligvis er særdeles stor og helt reel.

Vores primære ansvar her i aften er at opfordre til ro og dialog. Men dette er også et ansvar, der påhviler de mest markante ledere i Elfenbenskysten. Både den afgående præsident og den nyvalgte præsident skal gøre deres yderste for at hindre, at volden på ny bryder ud i et land, der har i årevis været udsat for alt for meget. Det er det første budskab.

Det andet budskab er, at verdenssamfundet, Europa naturligvis, men også Den Afrikanske Union, lige fra begyndelsen har talt med én stemme. De mobiliserede sig for at sikre, at valgresultatet blev respekteret. Dette pres skal opretholdes, og der skal indføres sanktioner. Laurent Gbagbo skal acceptere sit nederlag. Alassane Ouattara skal utrætteligt arbejde for forsoning blandt sit folk. Det er for vores vedkommende bydende nødvendigt, at vi ikke svækker vores indsats, før situationen har stabiliseret sig.

Jeg vil gerne på forhånd takke den højtstående repræsentant for at viderebringe disse budskaber, især denne aften.

  Isabelle Durant, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Fru formand! I lighed med de foregående talere beklager jeg dybt den alvorlige situation i dag, den akutte politiske krise og også risikoen for sammenstød, som meget vel kan bryde ud i de kommende timer. Jeg ser derfor naturligvis positivt på den entydige holdning, som hele verdenssamfundet har, og jeg mener, at vi ud over behovet for at håndhæve demokratiet har et ansvar ikke alene for at redde det ivorianske folk, men også sende et klart signal om, at et magtskifte i Afrika kan lade sig gøre. Ud over spørgsmålet om selve det ivorianske folk, deres sikkerhed og de spændinger, der berører landet, og som kan berøre det i de kommende dage og måneder, vedrører spørgsmålet også nabolandene. Der skal være valg i nogle af nabolandene, hvor spørgsmålet om udskiftning af en afgående præsident med en ny præsident kan opstå.

Jeg mener, det er særdeles vigtigt, at man i Elfenbenskysten uden på nogen måde på forhånd at dømme om resultatet på fredelig vis og via forhandlinger kan træffe afgørelse om spørgsmålet om et demokratisk magtskifte med opbakning fra verdenssamfundet og som modspil til alle dem, der ved denne lejlighed ville fremkalde et blodbad eller i hvert fald tage civilbefolkningen som gidsel. Det er vigtigt, ikke alene fordi disse mennesker allerede har lidt tilstrækkeligt, men også fordi det vil tjene til skræk og advarsel for nabolandene, og jeg tænker her naturligvis på Congo, der uden tvivl vil afholde valg i det kommende år, i 2011.

Jeg glæder mig over Deres udsagn om, hvordan man i de kommende måneder vil overvåge situationen samt presse på og bibeholde presset for at bevare freden.

  Elie Hoarau, for GUE/NGL-Gruppen – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Vi er alle sammen bekymret over den alvorlige krise i Elfenbenskysten.

Beslutningen fra forfatningsrådet i landet om i strid med valgreglerne at gøre indsigelser mod de valgresultater, der formelt blev bekendtgjort af den uafhængige valgkommission, fordømmes naturligvis enstemmigt af verdenssamfundet.

EU, FN, Den Afrikanske Union, Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS) og med sikkerhed snart Europa-Parlamentet kræver respekt for den officielle bekendtgørelse af valgresultaterne og indsættelsen af den nye præsident i republikken, der er blevet anerkendt af den uafhængige valgkommission, der jo er et organ, som er godkendt af FN.

Alle de politiske grupper i Parlamentet har i en fælleserklæring givet udtryk for, at de er enige vedrørende disse særdeles vigtige spørgsmål. De har også opfordret til at gøre en indsats for at begrænse enhver optrapning af de spændinger i landet, som kan føre til borgerkrig, hvilket ville være en menneskelig, social og økonomisk katastrofe for Elfenbenskysten, og som naturligvis for enhver pris skal afværges.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Fru formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! Demokrati er en værdi, man ikke kan forhandle om, ligesom resultaterne af en folkelig konsensus ikke er til forhandling. Medbestemmelse, repræsentation og folkesuverænitet er mål for, hvor modent et demokratisk system er. De begivenheder, der finder sted i Elfenbenskysten, og som observatører har aflagt objektiv beretning om, volder alvorlig skade for en valgproces, der burde have været overstået på nuværende tidspunkt.

Folkets valg var tydeligt og utvetydigt, men alligevel er den afgående, men stadigvæk fungerende regeringsleder hr. Gbagbo endnu ikke blevet afløst af den tiltrædende leder hr. Ouattara. Dette er uacceptabelt for Parlamentet, ligesom det er uacceptabelt for alle, der tror på retfærdighed.

Via politiske manipulationer bekræftede forfatningsrådet, at den afgående leder kunne blive siddende, og han optræder desværre fortsat som repræsentant for Elfenbenskysten. Alt dette truer med at give næring til spændinger og uroligheder, som ikke er nemme at styre. Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) kan ikke acceptere, at folkets stemmeafgivning underkendes ved hjælp af disse intriger.

Vi anmoder derfor om, at borgerne, der frit har givet udtryk for deres mening via bred enighed, kan komme i en position, hvor de kan leve under ledelse af den person, de alle har valgt i enighed. FN bakker os op i denne proces. Vi anmoder naturligvis om, at denne problematiske krise på rimelig kort tid bringes til ophør, og vi sætter vores lid til en myndig indgriben fra Baroness Ashtons side, således at Europa kan tale med autoritet og anseelse via EU's højeste embede, for så vidt angår internationale relationer.

  Kader Arif (S&D). – (FR) Fru formand, højtstående repræsentant, mine damer og herrer! Valget i Elfenbenskysten har lige fundet sted.

Verdenssamfundet affandt sig med, at Laurent Gbagbos styre udsatte det år efter år. De efterfølgende rapporter foruroligede en del af os med hensyn til de vanskeligheder, vi i øjeblikket befinder os i, men dybt i vores indre håbede vi, at den demokratiske ånd ville få overtaget i et land, der har lidt ganske meget som følge af ukonstruktive og uacceptable konfrontationer, som især har drejet sig om begrebet ivoriansk nationalitet.

Verdenssamfundet og især EU via Baroness Ashton og via min kollega hr. Preda mobiliserede sig for at sikre, at valget blev afholdt under de bedst mulige vilkår – på en gennemsigtig måde og uden vold. Det fortjener ros.

I betragtning af den ro, der herskede, og en atmosfære præget af gensidig respekt blandt kandidaterne gav valgkampen os håb om, at resultatet ville blive accepteret af samtlige partier. Desværre er det demokratiske resultat, der kom ud af valghandlingen, i dag blevet forkastet af den afgående præsident.

I lighed med mine kolleger vil jeg derfor i morgen stemme for, at man opfordrer hr. Gbagbo til at acceptere, at det, der for ham virker som en skæbnesvanger drejning eller en sammensværgelse, faktisk ganske enkelt er udtryk for hovedparten af hans medborgeres vilje. Han kan ikke klynge sig til magten, uden at der sættes spørgsmålstegn ved hans egen militante historie, der, mens han boede i Europa, skulle give indtryk af en mand, som havde gennemført den for nylig genvundne frihed og demokratiet i hans land.

FN's repræsentant i Elfenbenskysten påtog sig modigt sin rolle og bekendtgjorte resultaterne af valget.

Som første næstformand i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU vil jeg også gerne påpege, at der blev vedtaget en erklæring ved vores samling den 3. december i Kinshasa, hvor man på det kraftigste fordømte afgørelsen i det ivorianske forfatningsråd, som underkendte valgresultaterne.

Denne erklæring kommer i forlængelse af den klare og utvetydige holdning hos ledere i medlemsstaterne i Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater (ECOWAS) og i Den Afrikanske Union. Hr. Gbagbos styre sidder ikke efter ønske fra landets borgere, og støttes heller ikke af nabolandene og accepteres ej heller af verdenssamfundet. Det er derfor på tide, at han accepterer Alassane Ouattara som valgets sejrherre, dvs. den demokratisk valgte præsident for Elfenbenskysten, der hurtigst muligt skal kunne påtage sig det ansvar, hans folk har betroet ham.

Jeg vil gerne slutte af med at anmode om, at EU påtager sig sin rolle ved hjælp af de til rådighed stående midler med hensyn til at overtale Laurent Gbagbo og hans illegitime regering til at acceptere, at spillet er ude. Vi vil ikke lade hans stædighed føre til kaos i Elfenbenskysten.

  Charles Goerens (ALDE). – (FR) Fru formand! Hvis det ikke var for hr. Gbagbos ego, kunne Elfenbenskysten være en inspirationskilde for alle udviklingslande, der sukker efter demokrati.

Faktisk udviste den ivorianske befolkning stor politisk modenhed ved det seneste valg. Desuden er de internationale organer, begyndende med FN, ikke det mindste imponeret over de sidste rænkespil fra en dårlig taber. Hr. Gbagbo skal gå sin vej. Der er ingen anden måde, hvorpå han kan bevare den smule værdighed, han har tilbage.

Indtil nu har EU reageret på en passende måde, især vedrørende indførelse af sanktioner. Sanktioner skal ikke ramme folket, der har udtrykt sig eksemplarisk, men hr. Gbagbo og hans nærmeste.

Mit spørgsmål til Baroness Ashton er følgende: Hvilke foranstaltninger agter De at træffe, hvis situationen skulle forværres, og brugen af magt bliver en trussel for både de ivorianske borgere og de udenlandske borgere, der bor i Elfenbenskysten? Mener De i øvrigt, at ECOWAS og Den Afrikanske Union har tilstrækkelig kapacitet til at håndtere dette problem?

  Niccolò Rinaldi (ALDE). – (IT) Fru formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! Situationen i Elfenbenskysten er en principsag og en principsag, som vi er nødt til at vinde.

Dette gælder frem for alt EU, fordi vi på ingen måde kan anerkende en sejr, man har tilranet sig, men vi kan heller ikke på nogen måde holde inde med at udøve det størst mulige pres på de ivorianske ledere over dette kolossale svindelnummer. Desuden kan det ikke accepteres, at en eneste euro fra de europæiske skatteydere ender i eller selv går igennem en illegal regering, der lader hånt om endog de mest elementære demokratiske spilleregler. Dette skal Elfenbenskysten have at vide.

Elfenbenskysten er nu også en principsag for Den Afrikanske Union, der håndterer situationen på en meget interessant måde, idet man indtil videre udviser en grad af beslutsomhed og enighed, der ville have været utænkelig for bare 10 eller 15 år siden. Dette er et tegn på, at begivenhederne i Elfenbenskysten ikke må udnyttes til at genoplive de gamle stereotype forestillinger om, at det sorte Afrika er uforeneligt med demokrati.

Selv om vi er på randen af en situation med udbredt vold, der ville være en katastrofe, har det ivorianske samfund indtil videre også klaret denne vanskelige situation. Reformkandidaten hr. Ouattara fik flertal, og man har tilsyneladende taget ved lære af den store ivorianske forfatter Ahmadou Kourouma, der i 1998 udgav en bog med den rammende titel "En attendant les votes des bêtes sauvages" ("Mens vi venter på, at vilddyrene skal stemme"), hvor lige præcis denne historie bliver fortalt ud fra en demokratisk og meget ivoriansk synsvinkel.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Fru formand! Valget i Elfenbenskysten har resulteret i en situation uden lige, idet begge kandidater til præsidentembedet erklærede sig som sejrherre, og begge udpegede en premierminister. Der er kun én legitim præsident, nemlig præsident Ouattara. Alle politiske kræfter skal efter min mening respektere folkets vilje som udtrykt i kraft af resultatet af valget den 28. november. Der er så meget desto mere grund til dette, idet FN, valgkommissionen og en lang række europæiske stater har anerkendt oppositionslederen som den retmæssige vinder.

Samtidig er det beklageligt, at der blev begået intimiderende handlinger imod EU's observatører, hvilket medførte, at missionen måtte ophøre. Den politiske ustabilitet har allerede en væsentlig indvirkning. Den Afrikanske Union besluttede for kort tid siden at suspendere landet fra alle organisationens aktiviteter. Desuden er der risiko for en genopblussen af borgerkrigen, som fandt sted i 2002.

Elfenbenskysten har derfor to veje at vælge imellem, idet den ene vej bevarer demokratiet og giver fortsat fremskridt, og den anden betyder isolation fra det afrikanske fællesskab.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Fru formand! Jeg vil gøre det kort, fordi jeg mener, at alt det, man kunne have lyst til at sige, er blevet udtrykt så ganske udmærket. Jeg vil igen gerne takke hr. Preda og hans team for deres mod og arbejdsindsats ved valget. Jeg har kun ros tilovers.

Der er to punkter, jeg hurtigt vil nævne. Jeg har naturligvis været i kontakt med Ban Ki-moon i hele forløbet. Han og jeg talte sammen helt fra begyndelsen på denne krise, og vi drøftede, hvor oprørende situationen var, og vi var enige om at samarbejde meget tæt. Ligeledes har jeg sørget for, at der drages omsorg for EU-repræsentanterne på stedet, idet vi, som man kunne forvente, har udarbejdet beredskabsplaner for deres sikkerhed.

Jeg vil også gerne besvare det specifikke spørgsmål, som blev stillet vedrørende sanktionerne. Jeg forventer, at listen er færdig i løbet af de næste par dage. Vi vil gerne i gang med dette hurtigst muligt og opretholde presset så meget som muligt. Der er reel fare for vold, og der er reel fare for flertydighed omkring det, der sker. Vi er nødt til at være meget håndfaste og meget klare i mælet og arbejde så samarbejdsorienteret som muligt med verdenssamfundet om at opretholde presset så intenst, vi overhovedet kan, samt gøre de ting, der er nødvendige for at få en tilfredsstillende løsning. Jeg er yderst taknemmelig for opbakningen her i Parlamentet til den arbejdsindsats, vi yder.

  Formanden. Jeg har modtaget seks forslag til beslutning⁽¹⁾ som er fremsat i henhold til forretningsordenens artikel 110, stk. 4.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted kl. 12.00 torsdag den 16. december 2010.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Katarína Neveďalová (S&D), skriftlig. – (SK) To præsidentkandidater erklærede sig som sejrherrer og aflagde ed den 4. december. Men det kan jo ikke lade sig gøre, at der efter et præsidentvalg er to vindere i det samme land. Situationen i Elfenbenskysten er derfor særdeles farlig, da vi alle udmærket er klar over, at landet, der er præget af mange års konflikter og vold, er særdeles sårbart med hensyn til indgreb, der kan føre til en gentagelse af den borgerkrig, der brød ud i 2002 efter et voldeligt statskup.

De indgreb, verdenssamfundet, som for vores vedkommende er repræsenteret gennem EU, foretager, skal derfor overvejes nøje og ikke udsættes indtil en bestemt senere dato, fordi de vil have en afgørende indvirkning på livet for landets indbyggere.

Jeg er fuldstændig enig i det, Baroness Ashton sagde. Indførelse af sanktioner er én mulig løsning, som EU kan anvende til at straffe dem, der blokerer for en fredelig overgang for de politiske eliter. Sanktionerne skal gøre det nemmere at gennemtvinge folkets vilje i Elfenbenskysten. Vi må dog ikke glemme lokalbefolkningen, og vi skal forsøge at hjælpe med at forbedre deres sikkerhed, således at de kan leve i et frit og demokratisk land.

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

(1) Se protokollen.

19. Medlemsstaternes kontrol af Kommissionens udøvelse af sine gennemførelsesbeføjelser (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A7-0355/2010) af hr. Szájer for Retsudvalget om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (KOM(2010)0083 – C7-0073/2010-2010/0051(COD)).

  József Szájer, ordfører. – (EN) Hr. formand! Det er kun ca. et år siden, Lissabontraktaten trådte i kraft, hvor der lægges op til betydelige ændringer i Parlamentets og Rådets uddelegering af beføjelser til Kommissionen.

For et par måneder siden drøftede vi her i Parlamentet min betænkning om delegerede retsakter. Delegerede retsakter er, når Parlamentet og Rådet uddelegerer beføjelser, men fra nu af kan vi i forhold til tidligere når som helst tilbagekalde dem. Vi kan fastsætte en frist, vi kan ændre tingene, og vi kan nedlægge veto, hvis Kommissionens holdning ikke er i tråd med det, lovgiveren ønskede.

For så vidt angår den foreliggende forordning, vi drøfter i medfør af traktatens artikel 291, taler vi om gennemførelsesretsakter. For så vidt angår gennemførelsesretsakter, forholder det sig lidt anderledes. Her er det medlemsstaterne, der udøver deres rettigheder med hensyn til, hvordan man skal gennemføre de forskellige EU-retsakter. Så der er en klar forskel.

Den nye forordning og det nye system for delegerede retsakter giver os meget udstrakte beføjelser. Set ud fra Parlamentets synspunkt ændrer det vores indflydelse markant, især på visse lovgivningsmæssige områder.

Vedrørende gennemførelse har vi imidlertid som parlament, som lovgiver, ret til at fastsætte bestemmelser om, hvordan gennemførelsesproceduren i medlemsstaterne skal forløbe.

Jeg mener, at Parlamentet gjorde ret i efter lange forhandlinger at indtage det standpunkt, at vi gerne ville bekræfte og få klare tilsagn fra både Rådet og Kommissionen med hensyn til, at Parlamentets rettigheder bliver overholdt. Efter meget lange forhandlinger har vi gjort meget betydelige fremskridt på dette område, hvilket har indflydelse og indvirkning ikke alene – og især ikke alene – på området vedrørende gennemførelsesretsakter, men også på delegerede retsakter.

Selv for så vidt angår gennemførelsesretsakter, fik og bevarede Parlamentet indsigelsesret, hvilket betyder, at vi på baggrund af aftalen med de øvrige institutioner har en procedure, som vi kan anvende.

Min første prioritet var, at vi kunne holde fast i disse væsentlige standpunkter. Der er også et andet spørgsmål her, nemlig at der er andre igangværende drøftelser i Parlamentet via andre udvalg – navnlig Udvalget om International Handel, Udviklingsudvalget og Udenrigsudvalget – og også mellem Parlamentet og Rådet om lovgivningen vedrørende finansielle instrumenter og om spørgsmålet om, hvorvidt og hvordan de skal reguleres.

Mit mål i den forbindelse var, at denne forordning ikke bør foregribe denne drøftelse. Vi vil gerne hjælpe vores kolleger, der kæmper for vores standpunkt i en væsentlig drøftelse med Rådet, således at vi omsider kan ende med at få samarbejdet med Rådet på plads.

Min taletid er forbi, så til sidst vil jeg gerne takke både Kommissionen og Rådet for deres fleksibilitet under forhandlingerne. Jeg forstår, at det var særdeles vanskeligt at få en aftale i Rådet. Jeg mener, at dette er den aftale, som Parlamentet ønskede sig, og alle medlemmer kan være tilfredse med denne aftale, især fordi det ikke kun drejer sig om den tekst, vi drøfter her og nu, men vi forventer, at både Kommissionen og Rådet deler den fælles opfattelse vedrørende disse vigtige spørgsmål. Vi forventer også nogle udtalelser, der gør det klart, at der er en klar forpligtelse fra Kommissionens side vedrørende tilpasningen af den resterende del af den gældende fællesskabsret. Det tekstforslag, der er vedlagt min betænkning, burde stille alle medlemmer i Parlamentet tilfreds.

  Maroš Šefčovič, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Her til formiddag havde vi en virkelig god forhandling om borgernes initiativ, og i aften drøfter vi det særdeles vigtige spørgsmål om komitologi. Jeg synes, det er et rigtig godt tegn, at vi her efter Lissabontraktatens ikrafttræden faktisk lægger sidste hånd på de vigtigste elementer af den lovgivning, der er nødvendig for den fulde gennemførelse af traktaten.

Forordningen om gennemførelsesretsakter vil få en væsentlig indvirkning på den måde, hvorpå Kommissionen gennemfører europæisk lovgivning fremover. Den vil få en særdeles stor indflydelse på EU's evne til af hensyn til borgerne at føre sine politikker ud i livet. Da vi fremlagde vores forslag, opstillede vi hovedformålet, nemlig at man via nogle nye regler skulle iværksætte et system til vedtagelse af gennemførelsesretsakter i Kommissionen, som ville være enklere, mere effektivt og mere gennemsigtigt – og i fuld overensstemmelse med traktaten.

Hvordan nåede vi så målene i de forslag, vi er ved at drøfte? Som tidligere er kontrolmekanismen ifølge forordningen baseret på komitologi, hvilket vil sige udvalg bestående af repræsentanter fra medlemsstaterne, hvortil Kommissionen fremsender forslag til foranstaltninger, men i modsætning til det nuværende system vil der som sådan ikke være mulighed for intervention fra Rådets side.

Som det klart fremgår af traktaten, kan kun medlemsstaterne og ikke Rådet kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Desuden fremgår det af forordningen, at alle særlige procedurer vil forsvinde, og at alle gennemførelsesforanstaltninger, herunder vedrørende handel – dvs. forskellige foranstaltninger såsom antidumping- eller udligningsforanstaltninger – vil være omfattet af forordningen. Dette vil virkelig være en omvæltning inden for handelspolitikken.

Vi vil gerne have enklere procedurer, så ikke alene vil den nye forordning indeholde bestemmelser om blot to procedurer – rådgivnings- og undersøgelsesproceduren – i stedet for fire, men den vil også indeholde en bestemmelse om en automatisk tilpasning af de eksisterende komitologiprocedurer. De nye procedurer vil finde anvendelse på al gældende lovgivning fra dag ét. Dette er naturligvis uden, at det berører karakteren af de beføjelser, der tillægges Kommissionen i basisretsakterne.

Kommissionen har i en erklæring forpligtet sig til at revidere hele regelværket for at tilpasse det så meget, som juraen kræver det til systemet for delegerede retsakter, og jeg ved, hvor vigtigt dette punkt er for Parlamentet. Vi har indtil videre fundet frem til 153 retsakter, der ikke var underkastet den fælles beslutningsprocedure inden Lissabontraktaten, og som tillægger Kommissionen beføjelser, som er blevet til delegerede beføjelser. Desuden er der 299 retsakter, der tidligere var tilpasset til forskriftsproceduren med kontrol, og som nu skal revideres på baggrund af traktatens bestemmelser om delegerede retsakter. Men det er vores mål, at alle eksisterende retsakter, inden Parlamentets nuværende valgperiode er slut, er fuldt i overensstemmelse med den nye bestemmelse i Lissabontraktaten.

Dette indebærer fuld tilpasning. Dette er jo et ambitiøst mål, og jeg er derfor overordentlig glad for, at den belgiske minister hr. Chastel venligt har bedt mig om over for Parlamentet at fremlægge formandskabets tilsagn og redegørelse.

Det fremgår, at formandskabet er bevidst om Kommissionens ambitiøse hensigter i denne henseende. Man ser positivt herpå og bakker op om målene. Det kan bekræftes, at formandskabet er rede til at gøre sit yderste for at drage omsorg for, at denne tilpasning afsluttes snarest muligt, når forslagene fra Kommissionen er blevet fremlagt. Formandskabet er parat til at samarbejde loyalt med Parlamentet og Kommissionen om at nå disse mål.

Vi ville naturligvis gerne have denne erklæring nedfældet i et officielt dokument, men jeg tror, vi er nødt til at glæde os over den meget samarbejdsvillige ånd og kollegiale indfaldsvinkel fra det belgiske formandskabs side.

Vi vil gerne have et system, der er mere effektivt, og derfor er de nye regler fuldt ud udtryk for Kommissionens rolle i henhold til traktaterne – blot med én beklagelig undtagelse, som jeg vender tilbage til senere – fordi kun en afstemning med kvalificeret flertal i det udvalg, der er imod udkastet til gennemførelsesretsakt, kan hindre Kommissionen i at vedtage den.

Den ene undtagelse, jeg lige nævnte, hvor Kommissionen udtrykkelig er nødt til at have en positiv udtalelse fra udvalget, inden man har lov til at vedtage udkastet til gennemførelsesretsakt, vedrører endelige multilaterale handelsbeskyttelsesforanstaltninger. Selv om der kun er indført et begrænset antal retsakter på dette område, var vi af institutionelle grunde imod disse undtagelser, da vi ville have foretrukket en fuld tilpasning til de nye regler.

Jeg ville gerne komme med denne institutionelle pointe her, om end det i sidste ende var det eneste mulige grundlag for en kompromisløsning for lovgiveren, og vi er tilfredse med løsningen. Vi vil gerne have et system, der er mere gennemsigtigt. Hele proceduren vil blive gennemført med fuld gennemsigtighed.

Alle dokumenter, der fremlægges i udvalget, sendes samtidig til Parlamentet og til Rådet. Disse to institutioner vil have indsigelsesret på fuldstændig lige vilkår. De kan på et hvilket som helst tidspunkt under proceduren tilkendegive over for Kommissionen, at de mener, at udkastet til gennemførelsesretsakt overskrider dens beføjelser. Hvis vi overskrider vores beføjelser, har man ret til at gøre os det fuldstændig klart.

Afslutningsvis vil jeg sige, at tekstforslaget alt i alt er udtryk for et virkelig godt resultat for Europa. Der er en klar styrkelse af fællesskabsmetoden, og der er en klar udvidelse af Parlamentets kontrolbeføjelser til samtlige områder.

F.eks. fremgår det af den nye forordning, at Kommissionen i nogle tilfælde kan være forpligtet til at drøfte sagen i et klageudvalg. Dette udvalg vil dog være et normalt komitologiudvalg med Kommissionen som formand og under iagttagelse af de samme regler, dvs. at kun et kvalificeret flertal imod Kommissionens udkast kan hindre Kommissionen i at vedtage det.

Hvis den nye komitologiforordning i dag vedtages af Parlamentet, træder den i kraft i løbet af kort tid, allerede den 1. marts 2011, og dette er faktisk en rigtig god nyhed. Vi skal have de nye retlige rammer til at fungere så hurtigt som muligt, og jeg håber også, at vi sideløbende hermed kan begynde i fællesskab at reflektere over skillelinjen mellem Kommissionens delegerede beføjelser og gennemførelsesbeføjelser. Vi har brug for denne afklaring ikke alene for at undgå yderligere konflikter, når vi drøfter forslag til den nye lovgivning, men også for at strømline tilpasningsprocessen.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Szájer, for alt det arbejde, han har gjort i hele forhandlingsforløbet og også alle de politiske grupper for deres samarbejde og den fleksibilitet, de udviste. En sidste tak skal gå til det belgiske formandskab, der ydede et bemærkelsesværdigt stykke arbejde ved at få denne sag gennem Rådet og ved at finde frem til dette meget vanskelige kompromis. Jeg mener, at det, vi er ved at drøfte og forhåbentlig i morgen vedtager, er rigtig gode nyheder for Europa.

  Gay Mitchell, ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke ordføreren, hr. Szájer, for hans indsats og for hans betænkning.

Efter Lissabontraktatens ikrafttræden vil de nuværende komitologibestemmelser, sådan som det er blevet forklaret, blive erstattet af delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter ifølge artikel 290 og 291, men jeg er rigtig bekymret over Kommissionens rolle med hensyn til at gennemføre de beslutninger, der bliver truffet i forbindelse med Lissabontraktaten.

Jeg synes, jeg lige hørte kommissæren sige, at deres mål er at gøre dette inden afslutningen på Parlamentets valgperiode. Det er der tre et halvt år til, og de har det kun som "mål"! Dette er ikke nogen beboerforening, dette er Europa-Parlamentet! Hvis Rådet er involveret, er Parlamentet involveret. Som parlamentsmedlem – og det huer mig ikke at sige dette – ser det for mig ofte ud til, at Kommissionen i stedet for at optræde som en oprigtig mægler mellem Rådet og Parlamentet er alt for tæt på Rådet, mens Parlamentet, der jo er så stort, let bliver splittet og nogle gange alt for let fremmer det, der er en fælles holdning, som Rådet og Kommissionen er nået frem til.

Jeg må først understrege, at Parlamentet efter min opfattelse ikke burde være under noget pres med hensyn til helt og fuldt at tilslutte sig det ved førstebehandlingen foreslåede tekstforslag i den henseende. Det vigtigste er, at vi når frem til et rimeligt kompromis, der er den bedst opnåelige mulighed for Parlamentet og for de borgere, vi repræsenterer, samtidig med at man tager højde for det, som vores kollega hr. Szájer sagde. Hvis det betyder, at man må vente på en aftale ved andenbehandlingen, ja, så må det være sådan. Som sagt må reglen være, at hvis Rådet er involveret, er Parlamentet involveret. Vi er også med til at træffe beslutninger, og vi er på dette punkt medlovgivere.

Som ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget mener jeg, det er overordentlig vigtigt, at vi gør Parlamentets selvstændige status gældende, og at Kommissionen respekterer begge institutioner. Jeg er ikke sikker på, at man med dette "kompromis" opnår dette.

  Saïd El Khadraoui, ordfører for udtalelsen fra Transport- og Turismeudvalget. – (NL) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at takke ordføreren for hans arbejde med det, der er et kompleks og meget teknisk dossier, men som ikke desto mindre spiller en særdeles vigtig rolle for vores fremtidige aktiviteter.

Den gamle komitologiprocedure med fire forskellige muligheder var ikke ukendt for os i Transport- og Turismeudvalget, og vi har i lang tid været bekendt med, hvordan man håndterer gennemførelsesbeslutninger. Med hensyn til de tilpasninger, der skal til ifølge Lissabontraktaten, vil jeg dog gerne sige, at vi støtter de kompromiser, som ordføreren har aftalt med Rådet. Der er ikke desto mindre to ting, som man efter vores mening skal være opmærksom på.

For det første vil vi gerne have den størst mulige informationsstrøm til Parlamentet og også den størst mulige inddragelse af Parlamentet ved udarbejdelse af udvalgets beslutninger.

For det andet vil jeg gerne understrege betydningen af en god indstilling til overgangsperioden, og i den henseende anmoder vi Kommissionen om at være large over for Parlamentet, når man reviderer komitologiproceduren som fastlagt i EU's regelsæt til de nye delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter, hvis valget mellem de to procedurer kan være omdiskuteret.

Dette gælder derfor ikke alene reformen, men også anvendelsen af det nuværende regelværk forud for en eventuel reform.

  Danuta Maria Hübner, ordfører for udtalelsen fra Regionaludviklingsudvalget. – (EN) Hr. formand! Jeg er bekymret over, at man ved at afvise at inkludere delegerede retsakter i finansielle instrumenter måske skaber en farlig præcedens for andre politikker. Det skaber også interinstitutionel mistillid, og vi er alle foruroliget over denne situation.

De kommende forslag om lovpakken for regionalpolitik efter 2013 kan kræve anvendelse af gennemførelsesretsakter, men kan også kræve delegerede retsakter. Vi kan ikke acceptere, at man på forhånd udelukker delegerede retsakter. Dette skal medlovgiverne forhandle om fra gang til gang.

Dette standpunkt er i mine øjne udtryk for politisk og juridisk konsekvens, og jeg tror, at Rådet og Kommissionen tydeligvis vil være enige med Parlamentet. Vi har uden tvivl nogle vanskelige år foran os. Det er vores pligt som EU-institutioner at få det bedst mulige ud af vores politikker, og ved at undgå unødige konflikter og procedurer kan vi være mere effektive i forbindelse med denne fælles opgave.

  Paolo De Castro, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Som formand for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter er jeg af adskillige grunde dybt skuffet over indholdet i hr. Szájers betænkning, som vi stemmer om i morgen.

For det første blev der ikke taget højde for nogen af de ændringsforslag, som mit udvalg enstemmigt vedtog – og jeg understreger enstemmigt vedtog – selv om den fælles landbrugspolitik er en af de politikker, der har de fleste retsakter, som er vedtaget ifølge komitologiproceduren, og derfor også et af de områder, der påvirkes mest af tilpasningen af de lovgivningsmæssige retsakter ifølge Lissabontraktaten.

For det andet får Parlamentet ifølge teksten i artikel 10 ingen magt til at udøve pres eller noget spillerum til at forhandle med Rådet om tilpasning af lovgivningen for den fælles landbrugspolitik til den nye traktat.

Vi er sådan set klar over, at Rådet allerede har tilkendegivet sin uvilje mod at vedtage retsakter, der er uddelegeret til Parlamentet, og med vedtagelsen af denne forordning vil Rådet ikke have nogen som helst interesse i at gå videre med forhandlinger, fordi den automatiske tilpasning – der udelukker delegerede retsakter og kun omfatter gennemførelsesretsakter – ingen tidsfrist har, da det er en overgangsforanstaltning.

Jeg stillede derfor sammen med andre parlamentsmedlemmer et ændringsforslag, der gør den automatiske tilpasning til noget virkelig midlertidigt, og jeg opfordrer alle til at støtte det for at styrke Parlamentets rolle. Der er egentlig ingen grund til at indgå en aftale ved førstebehandlingen om en så ømtålelig sag, hvor reglerne for, hvordan traktaten skal gennemføres i de kommende år, fastlægges. Det er grunden til, dvs. på grund af denne altafgørende sag, at vi har ret til – og jeg vil endda gå så vidt at sige pligt til – at forbedre teksten mest muligt og derfor gå videre til en andenbehandling uden at give efter for afpresning fra Rådet, der truer med ikke at udvise bevægelighed vedrørende denne sag for at tvinge os til at acceptere denne negative aftale.

Næst efter budgettet tror jeg, at dette er den vigtigste sag, vi skal stemme om, fordi man rokker ved magtbalancen mellem EU's institutioner. Vi skal her i Parlamentet med stor energi stå vagt om de beføjelser, Parlamentet, der er blevet demokratisk valgt og repræsenterer de europæiske borgere, har.

  Antolín Sánchez Presedo, ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget. – (ES) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Lissabontraktaten medfører væsentlige ændringer af processen med at udvikle og gennemføre EU's lovgivning, idet der skelnes mellem delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter. Den tidligere primære ret gav kun mulighed for gennemførelsesforanstaltninger.

Nærværende forordning er af afgørende betydning af hensyn til en ordentlig overgang fra det gamle system til det nye system og af hensyn til en hensigtsmæssig anvendelse af de gennemførelsesbeføjelser, Kommissionen tildeles ifølge Lissabontraktaten. Man styrker det demokratiske princip, fordi man anerkender Parlamentets ret til at udøve kontrol, øger gennemsigtigheden ved hjælp af årsberetningen og indføjer en revisionsklausul for – på baggrund af erfaringer – at gøre forordningen mere fuldendt. Den opfylder derfor de ønsker, som Økonomi- og Valutaudvalget havde fremsat i den henseende.

Med hensyn til finansielle tjenesteydelser vil den være med til at øge retssikkerheden og gøre lovgivningen mere effektiv. Den supplerer formålet med omnibusdirektivet med hensyn til at begrænse de beføjelser, der overdrages til Kommissionen i det gamle regelsæt, og som er forenelige med det nuværende regelsæt, til en periode på tre år efter den nye traktats ikrafttræden, og den indeholder bestemmelser om, at de tekniske gennemførelsesstandarder, som er en del af den nye tilsynsstruktur og sektorforordningerne vedrørende finansielle tjenesteydelser, kan indføres senere.

Som ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget ser jeg derfor positivt på betænkningen, og jeg vil gerne ønske hr. Szájer tillykke med den.

Jeg vil gerne takke formanden for at have været så large og overbringe ham mine bedste ønsker for den forestående højtid og det kommende år.

  Klaus-Heiner Lehne, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er behov for en række forklaringer, bl.a. her i mødesalen, vedrørende de vildledende drøftelser, som har fundet sted i grupperne, på Udvalgsformandskonferencen og i nogle tilfælde i udvalgene.

Først og fremmest handler denne forordning ikke om at beslutte, hvad delegerede retsakter er i henhold til betingelserne i artikel 290, og hvad gennemførelsesretsakter er i henhold til betingelserne i artikel 291. Nærværende forordning vil med sikkerhed ikke resultere i en beslutning desangående. Dette er fastlagt i basisretsakten. Dvs. at der i loven selv træffes afgørelse om bemyndigelsen i henhold til artikel 290 eller artikel 291, hvis man har taget højde for dette. Forordningen omfatter kun proceduren, for så vidt angår artikel 291.

Mit andet punkt drejer sig om kritikken af artikel 10. Denne artikel vedrører også kun proceduren og intet andet. Kommissionen har i den forbindelse endnu en gang klart præciseret, at den naturligvis agter at revidere alle de eksisterende retsakter fra tiden før Lissabontraktaten som led i tilpasningen og fremlægge nye forslag for begge lovgivende organer, dvs. Parlamentet og Rådet. Dette er endnu en gang blevet underbygget i sammenligning med den tidligere tværinstitutionelle aftale.

Det eneste, der virkelig er nyt, er proceduren for udenrigshandel. Jeg medgiver, at det kompromisforslag, som det belgiske formandskab er kommet med, er temmelig bureaukratisk. Det er der ingen tvivl om. Men i betragtning af de to blokerende mindretal i Rådet var dette den eneste mulige løsning.

Dette spørgsmål handler for mig udelukkende om at afveje fordele og ulemper. Vi skal, som ordføreren sagde, også foretage en afvejning af, hvad Parlamentet har forhandlet sig frem til. Vi har en procedure til gennemgang af gennemførelsesretsakter, der ikke er omhandlet i traktaten. Det er et meget vigtigt skridt i den rigtige retning, især vedrørende Parlamentets inddragelse, der går videre end det, som fremgår af traktaten. Når fordele og ulemper afvejes, står det derfor klart, at dette forhandlingsresultat fortjener vores støtte. Jeg går således ind for betænkningen i dens nuværende form, dvs. uden ændringsforslag. Vi vil ikke kunne opnå mere under førstebehandlingen, end vi ville kunne opnå i en senere forligsfase efter et ikke nærmere angivet tidsrum.

  Eva Lichtenberger, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Den forordning, der bliver drøftet i dag, har igennem længere tid ikke haft nogen af udvalgenes interesse. Men nogle her i Parlamentet er nu vågnet op, når processen er ved at være slut, og når resultaterne ligger på bordet. Nogle af dem er desværre ikke mødt op til forhandlingerne, hvilket er en skam, da det ville have været særdeles interessant at høre deres mening.

Som tidligere medlem står den ånd, der var på konventet, klart i min erindring. Man krævede åbent, at Parlamentet skulle have bestemte rettigheder på en række områder for at sikre, at det fortsat var troværdigt i forbindelse med institutionerne og over for borgerne.

Til trods for konventets krav, skete der intet. De meget barske forhandlinger, som det belgiske formandskab havde med Rådet, var det, der skulle til, for at der skete betydelige fremskridt. Jeg minder om det, hr. Lehne sagde. Det var et spørgsmål om at have permanent mulighed for at undersøge, om Kommissionen havde overskredet sine beføjelser.

Nogle af forordningerne er jo ikke just ideelle såsom aftalen om international handel, men jeg er ikke desto mindre enig i resultatet. Jeg vil gerne takke det belgiske formandskab. Man har gjort sig alle mulige anstrengelser for at sikre, at der skete noget. Jeg vil også gerne takke ordføreren, der har forhandlet med hjerte og hjerne.

  Raffaele Baldassarre (PPE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Når vi stemmer om hr. Szájers betænkning i morgen, giver vi grønt lys for ét af de nye instrumenter – gennemførelsesretsakter – ifølge Lissabontraktaten.

Det vil forenkle det gamle komitologisystem. Det er en foranstaltning, der vil sikre større gennemsigtighed ved vedtagelse af lovgivningsmæssige retsakter, idet det fastlægges, hvordan medlemsstaterne kan kontrollere udøvelsen af beføjelser, der er tillagt Kommissionen. Den grundlæggende betydning, forordningen har, har gjort lovgivningsproceduren kompliceret både på interinstitutionelt niveau og i Parlamentet, hvor det imidlertid forhåbentlig på grund af inddragelsen – om end meget sent – af alle udvalg kan lade sig gøre at vedtage forslaget ved førstebehandlingen.

Jeg roser derfor ordføreren, hr. Szájer, for, at det er lykkedes ham at nå det primære mål for Parlamentet, og jeg tænker her på garantierne for at tilpasse de nuværende komitologiprocedurer til den nye procedure, Parlamentets og Rådets indsigelsesret, oprettelse af et klageudvalg med Kommissionen i formandsstolen og indføjelse af en revisionsklausul, der vil gøre det muligt at vurdere, hvor effektiv proceduren er.

Lad mig komme med en sidste kommentar om det, der var den sidste hindring for forhandlingerne, nemlig indføjelse af den fælles handelspolitik i den kommende forordning. Selv om den endelige aftale vil give mulighed for at anvende et valgsystem med simpelt flertal ved vedtagelse af antidumpinglovgivning i en overgangsperiode på 18 måneder, vil foranstaltninger derefter blive vedtaget med kvalificeret flertal. Denne løsning var resultatet af et vanskeligt kompromis, men det er min klare holdning, at løsningen opfylder både erhvervslivets og EU-ledelsens behov, idet man undgår risikoen for, at beslutninger af teknisk karakter bliver genstand for farlig politisering.

  Gianluca Susta (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er totalt uenig med de sidste talere. Personlig synes jeg, at denne foranstaltning er til skade for Parlamentets prioriteringer og imod Lissabontraktatens ånd.

Vi kommer til at afslutte 70 % af aftalerne ved førstebehandlingen med Rådet, men jeg begriber ikke hastværket med at indgå en aftale om en så ømtålelig foranstaltning som denne ved førstebehandlingen, da det drejer sig om gennemførelse af Lissabontraktaten, som har udvidet vores beføjelser, især vedrørende handelspolitik. Lige fra påbegyndelsen af antidumpingprocedurerne går vi fra objektiv retssikkerhed over til en indgriben fra medlemsstaternes side, der risikerer at være resultatet af en forhandling mellem Kommissionen og medlemsstaterne.

Jeg mener derfor, det er et tilbageskridt, og det samme gælder for automatisk tilpasning uden nogen frister fra det gamle komitologisystem til det nuværende system på landbrugsområdet, hvilket styrker Parlamentets rolle.

Jeg mener derfor ikke, det er klogt at haste en aftale med Rådet igennem ved førstebehandlingen, fordi vi også løber en risiko for tvister ved EU-Domstolen.

  Maroš Šefčovič, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle for alle bidragene, der er udtryk for, hvor komplekst et spørgsmål vi har med at gøre.

Lad mig reagere på nogle af kommentarerne. Vedrørende revision og vores forpligtelse dertil i forbindelse med alle de pågældende retsakter har vi her en særdeles ambitiøs plan, og jeg har drøftet den med hr. Lehne under vores rammeaftaledrøftelser. Vi har således 299 plus 153 retsakter, der skal tilpasses. Hvis vi siger, vi gerne vil gøre dette i denne valgperiode, er det efter min mening en meget ambitiøs plan. Hvis jeg siger, det er "vores" ambition, tænker jeg på alle tre institutioner, for det kræver tydeligvis, at vi alle samarbejder loyalt.

Jeg vil gerne forsikre hr. Mitchell om Kommissionens fulde respekt for Parlamentet.

Jeg vil gerne fremhæve ét afsnit i det udkast til redegørelse fra Kommissionen, der er vedlagt forslaget. Jeg vil blot læse det op: "Kommissionen vil under tilpasningsprocessen holde Europa-Parlamentet regelmæssigt orienteret om udkast til gennemførelsesforanstaltninger vedrørende disse instrumenter, der i fremtiden bliver delegerede retsakter." Så vores forpligtelse til gennemsigtighed og klarhed er helt og aldeles åbenlys. Jeg vil også gerne her i Parlamentet bekræfte, at vi vil give Parlamentet den størst mulige mængde oplysninger. Parlamentet vil få alle oplysninger samtidig med udvalgene, så vi vil gøre vores yderste for at holde Parlamentet orienteret også vedrørende denne procedure.

Jeg tror, jeg må sige tak til hr. Lehne for at have afklaret situationen under forhandlingen. Det, vi drøfter i dag, er gennemførelsesretsakter, og den nærværende forordning foregriber på ingen måde, om vi fremover skal anvende delegerede retsakter eller gennemførelsesretsakter.

Vedrørende spørgsmålet om tilpasning tror jeg ikke, at hr. De Castro var her, da jeg læste den redegørelse, der var enighed om, fra det belgiske formandskab op, hvor man fuldt ud forpligter sig til et loyalt samarbejde for at opnå dette ambitiøse mål om fuld tilpasning i de kommende år. Jeg tror, der er en beroligelse her om, at det ikke alene er i Parlamentets interesse, men også i Kommissionens og Rådets interesse meget hurtigt at komme videre. Jeg mener, dette er meget oplagt, og jeg er sikker på, at vi vil leve op til denne aftale.

Vedrørende spørgsmålet om politisering af antidumping- og udligningsforanstaltninger mener jeg egentlig, at vi vil se det modsatte, fordi man ved, hvordan systemet er i dag, dvs. at et simpelt flertal af medlemsstaternes repræsentanter kan blokere for et forslag fra Kommissionen. Dette bliver langt vanskeligere fremover, fordi man er nødt til at have et kvalificeret flertal af medlemsstaternes repræsentanter for at blokere et givet forslag. Så jeg mener, at vi her faktisk styrker EU-tilgangen og styrker Kommissionens position i forhandlinger om samhandel – netop som foreskrevet og forudset i Lissabontraktaten.

Jeg vil med forlov gerne slutte af med at understrege, hvor vigtig retssikkerheden er i denne sag, fordi vi jo, når vi har med ømtålelige spørgsmål som handel såsom antidumpinglovgivning og udligningsforanstaltninger at gøre, skal have meget veletablerede procedurer, og vi skal have en klar fordeling af roller og ansvarsområder. Parlamentet har brug for den meget klare indsigelsesret, som det har fået ifølge Lissabontraktaten, og vi har brug for retssikkerheden for at kunne agere på dette særdeles vigtige lovgivningsmæssige område, fordi disse foranstaltninger jo ofte er til diskussion i diverse internationale fora.

Jeg vil derfor appellere til parlamentsmedlemmerne om at støtte disse forslag uden ændringsforslag, da de efter min mening er virkelig gode for EU's position på den globale scene.

  József Szájer, ordfører. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle for deres bidrag, både nu og i løbet af de sidste ni måneder, hvor vi har arbejdet med dette spørgsmål.

For det første er der en proceduremæssig ting. Mange kolleger har udtrykt deres bekymring over, at vi haster en aftale igennem ved førstebehandlingen under pres fra Rådet. Både Kommissionen og Rådet og en række kolleger, der var med i forhandlingerne, kan bekræfte, at presset var den anden vej rundt. Det var Parlamentet og mig selv, der sagde til Rådet, at hvis man ikke nåede til enighed, kunne det hele falde på gulvet.

Vi fik et meget klart tilsagn fra de to andre institutioner, fordi de ligesom Parlamentet, sådan som hr. Šefčovič netop nævnte, går ind for stabiliteten i Lissabontraktaten. Jo senere vi godkender, og jo senere vi vedtager denne type forordning, desto længere tid fortsætter den gamle komitologiprocedure – som vi ikke bryder os om på grund af dens mange problemer. Set i det perspektiv er ni måneder ikke kort tid og kunne også godt omfatte en andenbehandling. Der har været fuld gennemsigtighed, og adskillige kolleger kan bevidne dette.

Jeg har været med til Udvalgsformandskonferencen seks gange i løbet af de ni måneder og har også haft møde med skyggeordførere og koordinatorer fra alle udvalgene. Det var mig, der besluttede at gå efter en aftale, fordi vi ville få alt det, jeg gerne ville have. Måske bryder Rådet og Kommissionen sig ikke om det, men vi fik det hele.

Hvad gør en ordfører, når alt det, jeg og de forskellige udvalg bad om, er der, om end det nok ikke er i den form, vi gerne ville? Hr. De Castro har ret. Hans anmodninger er ikke med i teksten i nærværende forordning, men det handler om gennemførelsesretsakter, og de er med i Kommissionens tilsagn. Jeg har foretaget denne tilpasning – omnibusretsakten – før, og hvor Kommissionen afgav samme tilsagn, som den så indfriede med meget små undtagelser. I den forstand mente jeg, at jeg kunne regne med dette løfte, og hvis Kommissionen ikke opfylder det, vil jeg rejse mig op og bede om at få det opfyldt, sådan som hr. De Castro gør.

På en måde er der ikke noget pres. Presset kom fra min side. Ved at have et godt samarbejde under de mange vanskelige forhandlinger blev vi enige om noget, som jeg uden forbehold kan fremlægge til godkendelse her i Parlamentet.

Mange tak til alle, især til de kolleger, der deltog i denne meget vanskelige proces. Jeg undskylder over for den brede befolkning, der ikke forstår et ord af det, vi drøfter, men jeg kan med sikkerhed sige, at gennemsigtighed og Parlamentets kontrol med EU-spørgsmål bliver meget bedre, efter at nærværende forordning er vedtaget.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Vital Moreira (S&D), skriftlig. – (PT) Dette lovgivningsinitiativ om kontrol med "den udøvende myndigheds redskaber" fra Kommissionen er en nødvendig udløber af Lissabontraktaten, hvor dette er nævnt under Parlamentets lovgivningsmæssige beføjelser. Det er alt i alt unægtelig også en positiv retsakt, hvor der tages hensyn til den eksisterende situation.

Men flere aspekter lever ikke fuldt ud op til Lissabontraktaten. Blandt disse negative aspekter springer to punkter i øjnene. For det første er der intet ophørstidspunkt for den obligatoriske tilpasning af de utallige eksisterende situationer til det nye system og til Lissabontraktaten. Det var derfor, jeg stillede et ændringsforslag med en sådan bestemmelse. For det andet – og primært – er de undtagelser, der findes i tilfælde af handelsbeskyttelsesinstrumenter (navnlig antidumping- og antitilskudsforanstaltninger samt beskyttelsesforanstaltninger), hvorefter medlemsstaterne vil få mere nærgående kontrol med Kommissionen, uacceptable, da de vil gøre det vanskeligere at anvende disse foranstaltninger og vil føre til politisering deraf. Disse foranstaltninger er af afgørende betydning for at kunne beskytte europæiske virksomheder mod konkurrence i form af importvarer, hvor man nyder godt af sådanne ulovlige fordele.

Der er intet konstitutionelt eller politisk grundlag for denne diskriminerende behandling af handelsbeskyttelsesforanstaltninger, hvilket undergraver Kommissionens (og EU's) mulighed for at forsvare det europæiske erhvervsliv mod illoyal konkurrence fra lande uden for EU's indre marked.

20. Dagsorden for næste møde: se protokollen

21. Hævelse af mødet

(Mødet hævet kl. 20.50)