Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2010/2963(RSP)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

O-0188/2010 (B7-0667/2010)

Forhandlinger :

PV 18/01/2011 - 17
CRE 18/01/2011 - 17

Afstemninger :

Vedtagne tekster :


Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Tirsdag den 18. januar 2011 - Strasbourg EUT-udgave

17. Affaldskrise i Campania (forhandling)
Video af indlæg
Protokol
MPphoto
 

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om:

– mundtlig forespørgsel af Margrete Auken og Eva Lichtenberger for Verts/ALE-Gruppen til Kommissionen om affaldskrise i Campania (O-0188/2010 – B7-0667/2010)

– mundtlig forespørgsel af Bairbre de Brún og Willy Meyer for GUE/NGL-Gruppen til Kommissionen om affaldskrise i Campania (O-0197/2010 – B7-0801/2010)

– mundtlig forespørgsel af Judith A. Merkies og Victor Boştinaru for S&D-Gruppen til Kommissionen om affaldskrise i Campania, Italien (O-0208/2010 – B7-0805/2010) og

– mundtlig forespørgsel af Mara Bizzotto og Lorenzo Fontana for EFD-Gruppen til Kommissionen om affaldskrise i Napoli og regionen Campania og anvendelse af EU-midler (O-0209/2010 – B7-0806/2010).

 
  
MPphoto
 

  Margrete Auken, stiller.(DA) Fru formand! Mange tak til kommissær Potočnik for, at der omsider ser ud til at komme lidt konsekvens fra Kommissionens side. Jeg vil meget opfordre til, at det også bliver synligt. Jeg har store forventninger til det svar, vi skal have i dag, fordi hvis ikke der sker noget klart nu, og der eventuelt gennemføres hårde bødeprocedurer over for Italien, så vil vi møde dette problem mange flere steder. Det er ikke kun i Italien, man har store affaldsproblemer. Hvis man rundt omkring får fornemmelsen af, at der ikke sker noget ved, at man udelukkende bruger lossepladser, så har vi en meget stor katastrofe. Så det svar ser jeg frem til.

Resten af min taletid vil jeg gerne bruge til at henvende mig til Italien. Jeg ved godt, at Italiens regering ikke er direkte repræsenteret her, men det er dog vigtigt, at Italien nu selv begynder at sige, at dette problem skal løses nu. Man har det vidunderlige land, og det er ved at drukne i affald, og mange konflikter opstår, og situationen er nærmest kun blevet værre. Italien skal ikke nu opleve en situation, hvor befolkningen pålægges yderligere byrder i form af bøder. Tværtimod skal man sørge for at sætte en plan i værk, der er troværdig, og så bruge de mange aktive borgere som en del af løsningen i stedet for hele tiden at gøre dem til skydeskive for kriminaliseringer osv. Vi kan ikke løse affaldsproblemet, hvis ikke vi har borgerne med os, og der er mange borgere, der vil kunne gøre et rigtigt godt stykke arbejde i Italien.

Brug så militær og politi – ikke til at knægte borgerne, ikke til at holde lokale myndigheder udenfor – men til at få fat på de rigtige forbrydere. Det er jo dels den store industri i Norditalien, som profiterer fedt på, at den bare kan komme af med affaldet på en billig måde i stedet for at betale, hvad det koster. Og det er dels gangsterne i mafiaen, der også har store fortjenester. Det må altså holde op nu, og jeg håber, at Italien vil begynde at tage det her rigtigt alvorligt!

 
  
MPphoto
 

  Søren Bo Søndergaard, stiller.(DA) Fru formand! Da en delegation fra Budgetkontroludvalget i efteråret besøgte Italien, mødtes vi med præsidenten for Campaniaregionen. Da vi så spurgte ham, hvorfor den katastrofale affaldssituation i Campania endnu ikke var løst, svarede han, at det var et politisk problem!

Det svar forklarer en del. For han kunne jo have sagt alt muligt andet – at det var et teknisk problem, at det var et logistisk problem, at det var et økonomisk problem. Men nej, problemet var politisk. Problemet er, at der mangler politisk vilje! Det er på grund af den manglende politiske vilje, at Italien har undladt at opfylde sine forpligtigelser i affaldsdirektivet. Det er på grund af manglende politisk vilje, at det i oktober kunne konstateres, at ingen af de forbedringer, som EU-Domstolen har krævet, er blevet gennemført. Og det er på grund af manglende politisk vilje, at EU ved årsskiftet stadig ikke havde modtaget en affaldssorteringsplan.

Til gengæld har vi set, at myndighederne har haft politisk vilje nok til at mørklægge skandalerne ved hjælp af sikkerhedsstemplinger. Det er derfor, vi fra vores gruppe har en klar holdning. Vi støtter alle de – og der er mange – gode italienske mænd og kvinder, som kæmper for åbenhed i denne sag og for at dem, der er ansvarlige for, at situationen kunne komme så langt ud, bliver stillet til ansvar. Men vores holdning er også, at før det er sket, må vi totalt afvise, at europæiske skatteborgere skal give så meget som en euro mere til affaldseventyret i Italien! Gode penge skal ikke kastes efter dårlige.

 
  
MPphoto
 

  Judith A. Merkies, spørger. – (NL) Fru formand, hr. kommissær! Sidste år besøgte vi Campania og Napoli sammen med Udvalget for Andragender, så vi kunne opleve affaldskrisen med vores egne øjne, en krise, som mange andragere har beskrevet som meget alvorlig. Også vi konstaterede, at situationen i området var meget alvorlig. Vi så en losseplads i et naturbeskyttelsesområde på toppen af Vesuv. Vi så mange ulovlige deponeringssteder og brændende affaldsdynger. Jeg fandt endda industriaffald på et bjerg, der ellers var angivet til at være en losseplads til husholdningsaffald, og vi så et nedbrudt forbrændingsanlæg, eller hvad der lignede et.

Én ting er sikker: Tingene fungerer ikke i øjeblikket i området, og jeg er enig med de forrige talere i, at der er betydelig politisk tovtrækkeri med hensyn til, hvem der egentlig er ansvarlig for denne situation. Vi har faktisk opfordret politikerne og borgerne i området til at lægge alle deres politiske forskelle til side og stå sammen for at løse problemet.

Siden da har jeg dog ikke set tegn på en løsning, og jeg har heller ikke set, at de har udarbejdet en plan – i hvert fald ikke offentligt – og jeg håber, De kan fortælles os, om der faktisk findes en plan. Befolkningen i Campania sagde det meget tydeligt til os sidste år: "Vi har appelleret til alle for at få hjælp og banket på snart sagt alle døre her i området og regionen, i hele Italien og hos den italienske regering, men alle steder måtte vi forlade tomhændede. EU er vores sidste håb, og da ingen andre lyttede til os, kom EU for at høre, hvad vi havde at sige".

De sætter deres lid til Dem og os i håbet om, at vi endelig kan hjælpe med at finde en løsning i deres region – på den ene eller den anden måde. De skal naturligvis selv løse situationen lokalt. Selv om vi desværre ikke kan selv kan rejse derned og fjerne affaldet med vores egne hænder, spiller vi en central rolle i dette. Kan De præcisere, om der findes en plan, og om det er en kvalitetsplan, hvis det er tilfældet. Hvis ikke, hvad agter De så at gøre ved det? Hvad er tidsfristerne? Hvornår skal den være gennemført, og hvor længe er De parat til at vente? Hvornår vil De endelig sikre, at EU-Domstolen pålægger sanktioner, og hvad sker der med strukturfondene, der stadig er indefrosset?

Dette er ikke kun en affaldskrise. Disse ting kan også skabe situationer, der er farlige for menneskers sundhed. Hvad er Kommissionens holdning til dette? Dette er muligvis ikke Deres område, men måske De alligevel kunne fortælle os, om De er begyndt at arbejde med det eller ej.

Mafiaen har selvfølgelig også tydeligvis en hånd med i spillet. Det skal dog siges, at det er hverken Kommissionens eller vores direkte opgave. Det eneste vi kan gøre, er at overvåge gennemførelsen af EU's direktiver. Hvordan kan vi yde mere støtte, f.eks. ved at dele bedste praksis? Hvordan kan medlemsstaterne hjælpe hinanden her? Er De enig i, at affald i dette tilfælde ikke skal ses som et problem, men som en mulighed? Campania kan tage et gigantisk skridt fremad på kort tid for at udvikle sig til et genanvendelsessamfund. Jeg mener, vi skal fremme et totalt forbud på europæisk plan mod dumpning af affald og et forbud mod lossepladser.

 
  
MPphoto
 

  Mara Bizzotto, spørger. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Desværre er alle nu klar over den situation, som Campania og navnlig byen Napoli har befundet sig i gennem en årrække, og EU har været nødsaget til at behandle dette emne mange gange.

På baggrund af denne nu paradoksale tredjeverdenssituation vil jeg spørge Kommissionen, hvilke konsekvenser Italien vil blive mødt med, og hvilke bødestraffe der kan pålægges, hvis affaldskrisen i Campania ikke endelig løses i nær fremtid.

Jeg vil også gerne vide, om Kommissionen kan forelægge tal for de fællesskabsmidler, der indtil videre er blevet bevilget til Campaniaregionen til etablering af en integreret affaldshåndterings- og bortskaffelsesordning. Når vi taler om kriser, taler vi nemlig normalt om tragiske, ekstreme situationer, hr. kommissær, men de løses alligevel inden for en rimelig tidsramme. Når en såkaldt "krise" varer mere end 15 år, er der tydeligvis noget, der går skævt.

I de senere år har den italienske regering forsøgt alt muligt for at løse det langvarige problem med affaldsindsamlingen og -bortskaffelsen. Men den kendsgerning, at Napolis gader i dag flyder med tonsvis og atter tonsvis af affald, skyldes først og fremmest de lokale myndigheder i Campania og deres totale inkompetence eller manglende vilje til at arbejde for at finde en løsning.

Det er klart – faktisk krystalklart – at forholdene i Napoli og Campania skyldes den ansvarsforflygtigelse, der har kendetegnet kommunen, provinsen og regionen i mange år, hvad angår affaldshåndtering. Det kan ikke bebrejdes den centrale regering, at særskilt indsamling, det første vigtige element af en effektiv affaldshåndteringsplan, ikke er blevet indført. Det kan tydeligvis ikke bebrejdes den centrale regering, at den var nødt til at udsende hæren for et par uger siden – men også ved andre tidligere lejligheder – for at erstatte hundredvis af renovationsarbejdere, der pludselig blev syge på samme tid.

Krisen har ramt Napoli, mens situationen er en helt anden i resten af Italien, f.eks. i min region, Veneto, for vi har haft særskilt indsamling uden problemer med en meget høj genanvendelsesprocent, og det betyder, at ansvaret for krisen ligger hos de campanianske politikere og embedsmænd, og at den frem for alt skyldes den alvorlige sammensværgelse med undergrundsøkonomien, der altid har efterstræbt og opnået enorme indtægter fra affaldsindustrien takket være camorras infiltration af de lokale politikere og lokalregeringen.

 
  
MPphoto
 

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg vil først og fremmest takke alle de medlemmer af Parlamentet, der henledte min og mine tjenestegrenes opmærksomhed på dette vigtige spørgsmål. Det glæder mig, at Parlamentet har indtaget en aktiv rolle i forbindelse med overvågningen af affaldshåndteringen i Campania, som det fremgår af den betænkning, som Udvalget for Andragender vedtog efter sit besøg i Campania i april sidste år. Parlamentet spiller bestemt en vigtig rolle her, og den har det påtaget sig fuldt ud.

Umiddelbart efter EU-Domstolens afgørelse den 4. marts 2010 skrev Kommissionen til de italienske myndigheder og forespurgte, hvilke foranstaltninger de havde planlagt eller iværksat for at overholde den. Derefter har Kommissionen haft flere kontakter og møder med de italienske myndigheder, senest under den mission til Napoli, der blev gennemført af en delegation fra Generaldirektoratet for Miljø den 22. og 23. november 2010.

Vi mener, at de italienske myndigheder stadig skal yde en stor indsats, inden de overholder afgørelsen. De skal for det første udvide og opgradere anlæggene til affaldshåndtering i hele regionen, og dernæst skal de udvikle en effektiv plan for håndteringen af byaffald i Campania, som bl.a. er i overensstemmelse med hierarkiet af EU's tiltag på affaldsområdet.

Kommissionen er ikke tilfreds med de foranstaltninger, som de italienske myndigheder har anmeldt siden Domstolens afgørelse, fordi de ikke omfatter en detaljeret tidsplan med milepæle for opførelsen af de nødvendige anlæg.

Vi mener, at affaldshåndteringsplanen for Campania skal være i fuld overensstemmelse med EU's miljølovgivning og skal prioritere reduktion, genbrug og genanvendelse af affald, sikre særskilt indsamling i hele regionen, sikre Campania den nødvendige komposteringskapacitet og fastlægge foranstaltninger for sikker bortskaffelse inden for en rimelig tidsperiode af mere end 7 mio. t affald i baller, der er lagret i forskellige byer i Campania, hvilket også betyder, at de italienske myndigheder skal gennemføre en analyse af affaldet i baller, de såkaldte "økoballer", inden de afgør, hvordan det bortskaffes på den sikreste måde.

Hvis der ikke er en tilstrækkelig og effektiv affaldshåndteringsplan, vil Kommissionen henvende sig til Domstolen igen og foreslå bødepålæg. Vi skal derfor nøje vurdere det udkast til en affaldshåndteringsplan, som myndighederne i Campania netop har indgivet til Kommissionen – og "netop" betyder virkelig "netop" – og nøje overvåge, at de faktisk vedtager og gennemfører planen. Beslutningen om, hvorvidt og hvornår proceduren, jf. artikel 260, skal indledes mod Italien, afhænger primært af indholdet af affaldshåndteringsplanen og tidsplanen for de foranstaltninger, der anvendes til omgående at løse problemet på en overbevisende måde.

Med hensyn til de eksisterende lossepladser har Kommissionen indledt en undersøgelse og anmodet de italienske myndigheder om at indgive rapporter om driften af lossepladserne i Terziano og Cicciano. Vi afventer stadig det italienske svar, og når vi har modtaget det, vil Kommissionen vurdere det.

I denne fase har Kommissionen ikke bevis for nogen overtrædelser af EU's miljølovgivning. At lossepladsen er beliggende i et naturbeskyttelsesområde, er ikke i sig selv en overtrædelse af EU-lovgivningen, naturligvis såfremt andre regler anvendes, og de kompetente nationale myndigheder gennemfører relevante miljøvurderinger samt de nødvendige afbødnings- og kompensationsforanstaltninger.

Hvad angår samfinansieringen af affaldshåndteringsforanstaltninger i Campania i programmeringsperioden 1994-1999, blev der afsat 88,1 mio. EUR til affaldshåndteringsprojekter, hvoraf næsten 49 % blev samfinansieret af EFRU. Kun 90 % af den samlede bevilling blev dog anvendt på grund af vanskeligheder i forbindelse med affaldshåndteringskrisen og de italienske myndigheders indførelse af ekstraordinær håndtering i 1994.

I programmeringsperioden 2002-2006 var en samlet bevilling på 140 mio. EUR, hvoraf 50 % igen blev samfinansieret af EFRU, koncentreret om affaldshåndteringsprojekter. Efter affaldshåndteringskrisen besluttede Kommissionen at iværksætte specifikke foranstaltninger med henblik på at sikre, at EFRU-bevillingerne til Campania blev anvendt korrekt.

Fra den 1. januar 2005 var forvaltning af udgifter ikke længere berettiget til samfinansiering. Dernæst meddelte Kommissionen efter den officielle meddelelse om iværksættelsen af en overtrædelsesprocedure vedrørende affaldshåndtering den 29. juni 2007 de italienske myndigheder, at yderligere samfinansiering ikke kunne godkendes for affaldshåndtering.

Det regionale operationelle program for Campania for perioden 2007-2013 omfatter en samlet investering på 270 mio. EUR, hvoraf 50 % igen samfinansieres af EFRU, til affaldshåndtering. Udbetalingen af EU-finansiering i affaldssektoren kræver dog navnlig, at de italienske myndigheder vedtager en regional affaldshåndteringsplan, som naturligvis skal godkendes af Kommissionen.

I morgen offentliggør vi Kommissionens beretning om gennemførelsen af en temastrategi for affaldsforebyggelse og -genanvendelse. I denne beretning påvises der betydelige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til effektivitet på affaldsområdet. Det påvises tydeligt, at deponering kan reduceres til nul med en effektiv affaldshåndteringsstrategi, og at forbrænding kan reduceres markant ved at øge kompostering og genanvendelse af affald. Bortset fra at omdanne affald til ressourcer skaber dette arbejdspladser og økonomisk aktivitet, samtidig med at affaldshåndteringens indvirkning på miljøet mindskes. Jeg håber virkelig, at denne krise i sidste ende omdannes til en mulighed af de kompetente myndigheder gennem lanceringen af målrettede ordninger for særskilt indsamling og genanvendelse i Campania.

Kommissionen håber kort sagt, at affaldshåndteringsplanen for Campania er overbevisende. Indtil vi er sikre på, at der gennemføres en effektiv plan, som etablerer en ordning med den nødvendige infrastruktur og rummer faste garantier for, at projekter gennemføres effektivt, er Kommissionens finansiering af relevante affaldshåndteringsprojekter i Campania suspenderet.

Jeg vil besvare nogle af de spørgsmål, De allerede har stillet, i mit afsluttende indlæg.

 
  
MPphoto
 

  Erminia Mazzoni, for PPE-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg takker kommissæren for at have påpeget, at Udvalget for Andragender har givet Parlamentet en aktiv rolle for at vise, at alle, der taler her, og de politiske grupper, de repræsenterer, på enhver måde er interesseret i at behandle denne sag på en ansvarlig måde, i at gøre alle procedurerne gennemsigtige og i at inddrage offentligheden i en dialog, der giver alle en form for ansvar.

Som det allerede er blevet sagt, har den regionale forvaltning, der jo først blev oprettet i maj 2010, udviklet en tæt dialog med Kommissionen i de seneste måneder, og har indledt en proces, som bestemt adskiller sig fra de tidligere års. Der er dog ikke sket nogen mirakler. Der er blot blevet påtaget et ansvar for en drastisk situation, der er blevet forværret over 15 år med en ineffektiv eller manglende indsats. Jeg vil minde om, at Italien blev dømt af EU-Domstolen i marts 2010, men for handlinger, der blev begået og behandlet i 2007.

Siden da har situationen ændret sig. Rådmanden for regionen har allerede været i Bruxelles tre gange og har allerede gennemført en god del af den arbejdsplan, der forelægges til høring i Udvalget for Andragender i juli. Jeg vil hurtigt løbe listen igennem: Han har godkendt den særlige affaldsplan. Han har afsluttet planen for fast byaffald, og den 31. december fremlagde han endnu en plan med de rettelser, Kommissionen havde ønsket, og der som annonceret vil blive godkendt inden den 30. april.

Planen er allerede blevet delvist gennemført. Anlægget til affaldsforbrænding er i drift. Udbudsprocedurerne for Salernoanlægget er blevet afsluttet. Kontrakten for anlægget i det østlige Napoli er blevet annonceret, og 182 områder til affaldssortering og -genanvendelse, syv genindvindingsanlæg, ni komposteringsanlæg, fire separeringsanlæg til forskellige materialer, et anlæg til behandling af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, to aerobe håndteringsanlæg, 34 godkendte platforme og fem lossepladser er nu i drift, og det glæder mig, at Kommissionen fører kontrol med dem.

Der er indgået en aftale med de fem provinser for at sikre bortskaffelsen af deres akkumulerede affald, og der er også indgået aftaler med fem regioner om at sikre midlertidig flytning af deres affald, indtil planen er endelig gennemført. Den ekstraordinære håndteringsproces er nu afsluttet, og der er anvendt nogle midler fra det regionale budget.

Som fru Bucella sagde under sin høring i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, varierer tidsfristen for overholdelsen af afgørelsen normalt fra 12-24 måneder, så vi overholder tidsplanen. Kommissionen kan dog vurdere, om tidsfristen skal forlænges, så den er realistisk i forhold til projekternes gennemførelse.

Svarene på alle de spørgsmål er efter min mening allerede givet, og som Kommissionen sagde, er der ikke baggrund for at indføre yderligere bødestraffe. Kommissionen er med rette årvågen, og jeg håber, at denne forhandling ikke vil blive udnyttet til yderligere at modarbejde institutionerne og de politiske partier.

Hvis dette er en seriøs forhandling, der har til formål at hjælpe Campaniaregionen og forsøge at finde en løsning på et langvarigt problem, så vil den beslutning, vi forventer at stemme om i februar, ganske givet være en fælles beslutning. Hvis ikke, er det igen spild af tid og vil forårsage endnu mere skade.

 
  
MPphoto
 

  Mario Pirillo, for S&D-Gruppen.(IT) Fru formand, mine damer og herrer! Det kan ikke undgås, at vi er bekymrede over den alvorlige affaldshåndteringskrise, som Campania har gennemlevet i årevis, navnlig når vi tænker på de alvorlige konsekvenser for lokalbefolkningens livskvalitet.

Som en europæisk institution har vi pligt til at gribe ind for at sikre, at denne situation ikke fortsætter for længe. Vi skal være på vagt og holde et vågent øje med de lokale myndigheder og uden tøven opfordre dem til at vedtage troværdige foranstaltninger, der kan hjælpe Campania med at standse denne alvorlige krise.

Sandheden er, at vi har talt længe om affaldskrisen uden at vide, hvordan det egentlig står til. Campaniaregionen forpligtede sig til at fremlægge en regional plan inden 2010, men den er nu udskudt til marts 2011. Situationen vil blive uhåndterlig, hvis der kommer yderligere forsinkelser. Risiciene for folkesundheden stiger, og den organiserede kriminelle opnår stadig gevinst af krisen.

Under lovdekret nr. 195/2009 erklærede den italienske regering krisen for afsluttet og uddelegerede ansvaret for affaldshåndtering til provinserne. Vi støtter ikke denne beslutning. Den vil være vanskelig at gennemføre i en provins, som f.eks. Napoli, hvor 52 % af Campanias befolkning lever.

Kommunerne skal være centrum i indsatsen, fordi de alene kan levere målrettede og effektive løsninger. Forskellige campanianske fagforeninger har indledt særskilt indsamling, yder en betydelig indsats og skaber markante resultater. De skal have de ressourcer, der allerede er blevet overført til regionen.

Det er vigtigere end nogensinde før, at vi lytter til de lokale myndigheder. De befinder sig i frontlinjen, og de har et reelt, omfattende overblik over deres egen region. Det er dem, der slår alarm om de fulde lossepladser. I de kommende år er der behov der nye lossepladser og nye forbrændingsanlæg, og de pågældende områder skal udpeges. Dette skyldes delvist udelukkelsen af Vitiello Quarry i Terzigno, som lokalsamfundet og Europa-Parlamentet ønskede for at undgå, at hele affaldsindsamlingsordningen for byen gik i stå.

Vi afventer Kommissionens svar vedrørende den plan, som Campaniaregionen har fremlagt.

 
  
MPphoto
 

  Sonia Alfano, for ALDE-Gruppen. – (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Trods den italienske regerings propaganda, som hurtigt blev afvist af Kommissionen, er affaldskrisen i Campania et strukturelt problem, der er alt andet end løst.

Bortset fra tvivlsomme lister skal vi erkende én ting, nemlig at befolkningen i Campania fortsat lever – og dør – omgivet af affald. De lokale, regionale og nationale politikere på højre- og venstrefløjen bærer et enormt ansvar. Vi kan ikke læsse opgaven med at løse problemet over på borgerne, som allerede lider under de meget usunde levevilkår. EU skal insistere på, at der findes en værdig løsning, ellers vil dets foranstaltninger være forgæves.

Opførelsen af forbrændingsanlæg, der i øvrigt finansieres som vedvarende energikilder og derved er i strid med den nuværende europæiske lovgivning, vil ikke løse problemet. Affaldet ville blive omdannet til aske og forårsage skadelige og dødelige emissioner. I henhold til affaldsdirektivet er forbrændingsanlæg den sidste mulighed i et hierarki af integrerede affaldssystemer, der omfatter effektive alternativer, som ikke har skadelig indvirkning på folkesundheden eller miljøet, men som i stedet skaber beskæftigelse.

Med hensyn til mafiainfiltrationen skal det efter min mening anerkendes, at det primært er et norditaliensk fænomen, som dog også optræder Syditalien, navnlig på affaldsområdet. Dette har særlig været tilfældet i de sidste par år.

Jeg har derfor tre spørgsmål til Kommissionen. Hvad agter Kommissionen at gøre for at sikre, at løsningen på problemet ikke påvirker befolkningens sundhed, og hvordan agter den at forhindre, at beslutninger pålægges offentligheden, og at områder i realiteten militariseres?

Finder Kommissionen, at omgående lancering af et cancerregister for hele regionen kan være en af betingelserne for at afslutte overtrædelsesproceduren?

Hvilken holdning har Kommissionen til lovdekret nr. 210 fra 2008 og navnlig artikel 9 om incitamenter til opførelse af forbrændingsanlæg, hvor EU's lovgivning om statsstøtte klart overtrædes?

 
  
MPphoto
 

  Eva Lichtenberger, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Efter eventyrfortællingerne fra de italienske medlemmer af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) kan vi måske vende tilbage til virkeligheden. Det er en kendsgerning, at der er indledt procedurer mod Italien – og det med rette. Domstolen gav ikke Italien medhold – og igen med rette. Italien overholdt ikke tidsfristen. Tilsyneladende indgav regeringen en plan, men den blev ikke indgivet til tiden. Vi kommer hele tiden tilbage til den samme situation. Det kan ikke undgås, at man får det indtryk, at de ansvarlige trækker tiden ud, indtil der opstår en nødsituation, så de derefter kan reagere og træffe beslutninger ved hjælp af Italiens hastelovgivning, der tilsidesætter alle andre standarder. Hvis der er meget affald i gaderne, og hvis dette også er blandet med industriaffald fra Nord- og Syditalien, kan det hurtigt ende på en usikret losseplads, uden at der er iværksat eller kan iværksættes de nødvendige forholdsregler. Til medlemmerne fra Italien vil jeg sige, at dette ikke er en italiensk forhandling. Det er en forhandling om, at den europæiske lovgivning ikke overholdes og ikke gennemføres.

Hvis denne praksis spredte sig til andre lande, ville det have følger for hele Europa. Det, der foregår dernede, er ikke en fornøjelig søndagsudflugt. Det er en skandale. Det handler ikke om hele tiden at udpege 536 nye steder og bruge vold til at få borgerne til at holde op med at protestere, fordi de ikke ønsker, at husholdningsaffald blandet med giftigt industriaffald dumpes foran deres gadedør. Det er ikke godt nok. Der skal være konsekvenser, og det skal være konsekvenser, der kan mærkes. Det er godt, at de finansielle ressourcer ikke længere kan anvendes i samme omfang som tidligere. Der er nok, som allerede er sivet bort. Vi skal indføre håndgribelige konsekvenser én gang for alle, fordi vi her taler om gennemførelsen af fornuftig, nødvendig og god europæisk lovgivning.

 
  
MPphoto
 

  Oreste Rossi, for EFD-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Den udarbejdede affaldshåndteringsplan skal gennemføres, så der sikres særskilt indsamling, genanvendelse og kun i sidste instans forbrænding.

Det ville være forkert at overveje indførelsen af yderligere sanktioner. Jeg vil endvidere minde Dem om, at skylden hverken kan placeres i nord eller hos andre politiske grupper. En af de tidligere ministre tilhørte endda Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, som De er medlem af, så tænk på, hvad De siger. I årtier har man talt om affaldskrisen i Napoli og Campaniaregionen. Selv om der er bevilget betydelige midler, er der stadig en krisesituation. Der er dog ingen undskyldning. Det er simpelthen usandt, at det nordlige Italien bærer ansvaret, eller – som min kollega sagde – at affald fra Norditalien i dag findes i Napolis gader.

Ansvaret ligger helt klart hos de tidligere lokale myndigheder, der på den ene side tillod organiserede forbrydere frit at handle med affald og på den anden side ikke sikrede passende og tilstrækkelig indsamlings- og bortskaffelsesområder.

Vi har brug for, at befolkningen i Campania er Napoli udviser mod og stemmer for at erstatte deres inkompetente embedsmænd, som det allerede er sket på regionalt plan.

 
  
MPphoto
 

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Affaldskrisen i byområdet Napoli har nu varet i hele 14 år.

De eksisterende lossepladser er overfyldte, mens opførelsen af nye anlæg blokeres af de berørte lokalsamfund. Den mistillid, som borgerne udviser over for alle affaldsprojekter, kan forklares ved den kendsgerning, at der er givet mange løfter på politisk plan, men næsten ingen af disse løfter er blevet indfriet.

I praksis er dette problem indtil videre blevet håndteret med kortsigtede og midlertidige løsninger. Der er nedsat særlige kommissioner, men disse er end ikke blevet pålagt at orientere de lokale myndigheder og borgerne om den aktuelle situation. På den anden side er engangsprodukter en del af dagligdagen i Italien. Det betyder, at den daglige produktion af affald er langt større end det europæiske gennemsnit, samtidig med at der lægges meget lidt vægt på affaldssortering og -genanvendelse.

Det triste resultat af denne manglende miljøbevidsthed på begge sider er, at Campania i dag er en region med store forurenede områder, og at cancerfrekvensen og frekvensen af respirationssygdomme blandt børn i Napoli er langt højere end gennemsnittet for Italien.

Der er derfor et omgående behov for at finde løsninger og gennemføre disse.

 
  
MPphoto
 

  Crescenzio Rivellini (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil takke hr. Seeber og alle mine kolleger for den opgave, jeg har fået betroet, men jeg vil gerne understrege, at der allerede er taget særdeles positive skridt i Campania.

Jeg mener dog, at påberåbelsen af artikel 260 i traktaten med henblik på at opnå bødestraffe, som nogle har gjort, er at udnytte situationen. Regionsrådet, der først blev oprettet for få måneder siden, har allerede udarbejdet planen for farligt affald og planen for det integrerede affaldssystem. Endvidere er der lanceret en politik for særskilt indsamling, og der er vedtaget initiativer, som har til formål at reducere den samlede mængde affald. Budgivningen i forbindelse med opførelsen af et forbrændingsanlæg i Salerno er undervejs, og procedurerne vedrørende offentliggørelsen af en udbudsprocedure for forbrændingsanlægget i det østlige Napoli er langt fremme.

Endelig sigter de vedtagne politikker ikke kun mod at rense byen, men også mod at udforme en integreret affaldsordning, der omfatter særskilt indsamling, en reduktion i affaldsmængden, opførelse af moderne anlæg – ikke mindst for at udrydde "økoballerne" eller enorme dynger af komprimeret affald – og sanering af gamle lossepladser.

De mennesker, der virkelig bærer skylden for det, der er sket i fortiden, bør straffes. De omfatter uden tvivl tidligere campanianske embedsmænd, der tilhører venstrefløjen og navnlig De Grønne, men bestemt også visse embedsmænd, der i det nordlige Italien brugte den lokale underverden til at dumpe det giftige affald, de producerede.

EU skal hjælpe Campania uden forbehold, og jeg opfordrer alle til at arbejde for og ikke imod – arbejd ikke imod blot for at leve op til mediebilledet af Deres parti eller Deres ideologi. Mener De virkelig, at krisen kan løses ved at pålægge Campania bødestraffe?

 
  
MPphoto
 

  Luigi de Magistris (ALDE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Efter de løgne, der blev fortalt af Berlusconiregeringen, som tiltrådte i 2008, om, at affaldsproblemet var blevet løst, gør EU nu det rigtige ved at afvise at yde støtte til Italien, indtil et miljøvenligt affaldssystem baseret på genanvendelse af affald og kompostering er blevet fremlagt.

Dette system er bestemt ikke omhandlet i hr. Caldoros plan, som igen er baseret på ukontrollerede lossepladser, som f.eks. lossepladserne i Chiaiano, Taverna del Re og Terzigno – Terzignolossepladsen ligger faktisk i naturbeskyttelsesområdet Vesuv – eller forbrændingsanlæg, der forårsager død, kræft og omfattende sundhedskriser. I de 13 år, som miljøkrisen har varet, har de offentlige midler i Campania styrket de kriminelle forbindelser mellem politikere på både venstre- og højrefløjen, forretningsfolk og camorra.

Miljøproblemer løses endvidere ikke ved at kriminalisere modstandere eller ved at kriminalisere lokalsamfund, familier og regionen, som den italienske regering har gjort ved at bruge politistave mod alle, der forsvarer miljøet og jorden.

 
  
MPphoto
 

  Francesco Enrico Speroni (EFD). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Europa kender ikke, centralistisk og bureaukratisk som det er, forskellene mellem regioner og administrative strukturer i medlemsstaterne.

Ansvaret for den katastrofale situation i Campania ligger primært hos befolkningen i Campania, og jeg afviser som indfødt i Padania disse beskyldninger og retter dem mod alle, der i Campania stemte for lokale embedsmænd, som ikke kunne løse problemet, og alle, der gentog deres fejl ved at genvælge dem ved efterfølgende valg. Padania er villig til at hjælpe befolkningen i Campania, men vi vil ikke acceptere de beskyldninger, der rettes mod os.

 
  
MPphoto
 

  Raffaele Baldassarre (PPE). – (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg ønsker med mit indlæg bestemt ikke at fornægte alvoren af en situation, som er det uundgåelige resultat af indlysende administrative og politiske fejl, der har truet og stadig truer med at begrave en hel by og dens omgivelser i affald.

Krisen i Campania, hr. Søndergaard og fru Lichtenberger, startede oprindeligt og udviklede sig derefter dramatisk på grund af den manglende evne hos et regionsråd, et venstreorienteret byråd i Napoli og rådmænd fra De Grønne til at træffe beslutninger – herunder upopulære og modige beslutninger – om at oprette et miljøvenligt affaldsindsamlings- og bortskaffelsessystem. Uansvarlighed, ubeslutsomhed, politiske vennetjenester, sammensværgelser og affald har kendetegnet en politisk og administrativ fase, der nu definitivt er afsluttet.

Jeg kan forsikre dem, der har stillet de mundtlige forespørgsler, og de politiske grupper, der har støttet dem, at den politiske situation er levedygtig og helt forandret. Den nationale regering og det nye regionsråd har påtaget sig deres ansvar og har den politiske vilje til at løse krisen. Gennem en dialog med de berørte befolkninger og med den nødvendige beslutsomhed overvinder de hindringer og indvendinger, der ofte skyldes Nimby-syndromet, dvs. idéen om, at folk ikke ønsker andres affald i baghaven.

Det betyder, at de har udformet en integreret plan for affaldsindsamling og -bortskaffelse, der snart tilvejebringer incitamenter til særskilt indsamling og opførelse af de nødvendige anlæg.

Det vil derfor være særdeles uretfærdigt, undergravende og udnyttende, hvis vi gør, som hr. De Magistris ønsker. Hvis vi pålægger hæmmende bødestraffe og foranstaltninger i dag, vil det skade de institutioner, der til fulde samarbejder med EU i forsøget på at afslutte dette frygtelige kapitel i Napolis og Campanias historie ved effektiv udnyttelse af europæiske og nationale ressourcer.

 
  
MPphoto
 

  Horst Schnellhardt (PPE). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Det er mit ønske – og jeg håber, det vil blive opfyldt – at dagens forhandling bliver startskuddet for en omfattende revision af affaldshåndteringen i Campania. EU-Domstolens kendelse eller afgørelse skal gennemføres én gang for alle, og de europæiske regler om affaldsindsamling og -bortskaffelse skal gennemføres i den pågældende region.

Dernæst skal der tages fat om den skade, de ulovlige lossepladser forårsager. Jeg ved, hvad jeg taler om. I Østtyskland kæmper vi i dag – 20 år efter genforeningen – stadig med den forurening, der blev forårsaget af ulovlig eller fejlagtig affaldsbortskaffelse.

Det vil dog ikke lykkes for os, medmindre vi tager fat om årsagen til problemet. Tal De blot om forvaltning. Kendsgerningen er, at der findes en mafiastruktur i området. Vi skal ødelægge dem, ellers vil dette ikke lykkes for os.

For at være ærlig vil jeg opstille fire betingelser. For det første skal der udformes en affaldshåndteringsplan. Det er tilsyneladende sket. Men Kommissionen skal også bidrage til dette. For det andet skal der tilvejebringes finansielle ressourcer til opførelsen af nye genanvendelses- og affaldsanlæg. For det tredje skal der være strengere sanktioner i tilfælde af ulovlig bortskaffelse, og – her henvender jeg mit til Kommissionen – Europol og Eurojust bør støtte det italienske politi og de italienske anklagere i deres kamp mod organiseret kriminalitet.

De ressourcer, der er til rådighed, skal blokeres, indtil disse betingelser er opfyldt. Så vil jeg med glæde stemme for, at ressourcerne frigives igen.

 
  
MPphoto
 

  Lara Comi (PPE). – (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Ved at bede om ordet ønsker jeg tydeligt at tilkendegive, at affaldssituation i Campania er bedre end tidligere og er ved at blive løst.

Situationen er meget kompleks. De omfatter forskellige typer problemer, og det vil tage tid at finde en passende og endelig løsning. De mundtlige forespørgsler, vi drøfter, opfordrer til anvendelsen af den procedure, der er omhandlet i traktatens artikel 260, men vedtagelsen af en bødestraf vil bestemt ikke være en løsning i Campania. Hvis vi fortsætter ad denne vej, risikerer vi at godkende et scenario, hvor en medlemsstat kendes skyldig i en overtrædelse på et fuldstændig objektivt grundlag, blot fordi den endnu ikke objektivt har opfyldt en forpligtelse i henhold til den europæiske lovgivning.

Der skal også tages hensyn til statens subjektive opførsel. Det kan bestemt ikke siges, at Italien ikke har opfyldt forpligtelsen til oprigtigt samarbejde, men Kommissionens tjenestegrene er, som kommissæren har bekræftet, i konstant kontakt med de nationale og regionale myndigheder i Italien og overvåger nøje udviklingen i situationen.

Den vilje og det engagement, som Italien udviser, kan bestemt ikke fornægtes. Det er vigtigt at understrege, at den operationelle rolle er flyttet fra regionerne til provinserne, så der kan udvikles en plan, som opfylder regionens forskellige krav. Europa skal vise solidaritet med Italien, idet begge parter skal samarbejde i perfekt synergi.

Til sidst vil jeg nævne, at regionsrådet i Campania også tidligere omfattede IDV (Værdiernes Italien), som måske har en kort hukommelse nu om stunder – for kort hukommelse til at huske, hvad det gjorde eller rettere ikke gjorde.

 
  
MPphoto
 

  Barbara Matera (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg taler ikke for at forsvare min region. Jeg ønsker i stedet at dele den italienske reaktion på overtrædelsen af EU-lovgivningen med Dem og påpege, at vi ønsker at forsvare borgernes og befolkningens interesser.

Campaniaregionen og generelt den italienske stat arbejder for at etablere et net af affaldsbortskaffelsesanlæg i overensstemmelse med den europæiske lovgivning. Jeg vil påpege, at de europæiske midler, der er øremærket til affaldsbortskaffelse i Campania, er blevet anvendt til foranstaltning 1.7 i det regionale operationelle program for Campania for perioden 2000-2006 og til mål 1.1 i det regionale operationelle program for 2007-2013.

Hvad angår det regionale operationelle program for 2000-2006, har Campaniaregionen gjort rede for den bevilgede finansieringspakke på 140 mio. EUR. Pengene er blevet brugt til at opføre oplagrings-, behandlings- og genindvindingsanlæg, anlæg til affaldsforbrænding og anlæg til våd- og tørseparering, til sikre lossepladser, til at opføre eller udvide anlæg til genindvinding af affald og til at gennemføre foranstaltninger vedrørende særskilt indsamling. Hvad angår det regionale operationelle program for 2007-2013, er 110 mio. EUR øremærket til opførelse af affaldsbehandlingsanlæg, og 50 mio. EUR er øremærket til finansiering af kommunale anlæg til særskilt indsamling.

De aktiviteter, der er gennemført under mål 1.1 i det regionale operationelle program for 2007-2013 under EFRU og foranstaltning 1.7 i det regionale operationelle program for 2000-2006, har i høj grad været begrænset af de udgiftsbetingelser, som er pålagt som følge af den overtrædelsesprocedure, der er iværksat i forbindelse med affaldshåndteringssituationen i Campania. Som følge deraf er der indtil videre afsat et beløb fra FAS (fonden for ikkeanvendte områder) til at sikre fortsættelsen af aktiviteterne med forbehold af det europæiske veto mod bevillingen af midler under det regionale operationelle program.

Endelig er det efter vores mening vigtigt at præsentere Kommissionen og Parlamentet for de reelle vanskeligheder ved hurtigt at imødekomme EU-Domstolens afgørelse.

 
  
MPphoto
 

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (LT) Fru formand! Jeg vil blot benytte lejligheden til at henlede opmærksomheden på andre problemer med affaldshåndtering i EU. Disse problemer kan først og fremmest tilskrives den skødesløse holdning blandt de offentlige institutioner på centralt og lokalt plan til affaldshåndtering. I en af Litauens byer vildleder forretningsfolk, der ønsker at opføre et forbrændingsanlæg, f.eks. offentligheden ved at påstå, at forbrænding af affald er det samme som eller bedre end andre affaldshåndteringsmetoder, f.eks. forebyggelse og sortering. De lokale offentlige institutioner og ledere undlader desværre i tilstrækkelig grad at henlede opmærksomheden på denne form for vildledning. Når Kommissionen behandler problemer med affaldshåndtering i EU, opfordrer jeg den derfor til at påpege sådanne overtrædelser, når prioriteter på affaldshåndteringsområdet, der er fastlagt i EU's affaldsdirektiv, ikke følges, og når der opfordres til ikke at følge dem.

 
  
MPphoto
 

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Fru formand! Som medlem af en delegation fra Udvalget for Andragender har jeg selv oplevet affaldshåndteringssituationen i Campania. Det må siges, at institutionerne i området står over for en meget vanskelig opgave. De skal ikke kun håndtere fortidens affaldshåndteringsproblemer – hvor økoballer er et særligt problem – men også de nuværende og fremtidige problemer. Mit indtryk fra turen var, at håndteringen af det aktuelle affald i vid udstrækning var blevet løst, da vi besøgte området, delvist gennem en militær indsats. Løst på den måde, at affald blev fjernet fra byen og deponeret på lossepladser – desværre nogle gange ulovlige lossepladser. Vi har brug for strategiske løsninger for fortiden, men først og fremmest for fremtiden.

EU's tilbud er godt, omfattende og retfærdigt. Når regionen fremlægger en sammenhængende affaldshåndteringsplan, frigiver EU midlerne. Vi bør også tilskynde de lokale myndigheder til at gøre dette. Jeg siger det igen: Jeg tror ikke, at hverken Kommissionen eller Parlamentet ønsker bødestraffe. Vi ønsker, at affaldsproblemer løses lokalt i Campania. Vi skal indgå denne aftale med hinanden og samarbejde.

 
  
MPphoto
 

  Crescenzio Rivellini (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! De midler, som EU vil blokere, er de midler, der specifikt er beregnet til grundforbedring.

Det undrer mig, hvordan man kan overveje at blokere disse midler, og jeg opfordrer navnlig de italienske medlemmer – som er valgt af befolkningen i Campania – til ikke at fare i ideologisk flint eller straffe deres medborgere.

Jeg opfordrer dem indtrængende til at repræsentere deres samfunds interesser og ikke deres egne.

 
  
MPphoto
 

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke medlemmerne for deres synspunkter.

Der er tre eller fire forhold, jeg vil understrege. Først et forhold, som mange har talt lidenskabeligt om. Situationen er kritisk. Der er ingen hurtige løsninger. Der har været nogle positive tiltag, men det er indlysende, at vi stadig mangler et systemisk svar på spørgsmålet. Det er ikke let, men det er mere end påkrævet. I den henseende er vores partner i indsatsen for at finde en løsning naturligvis Italien, men der er uden tvivl også brug for samarbejde fra de regionale myndigheders side.

Jeg ser virkelig frem til evalueringen af det nye udkast til en affaldshåndteringsplan, som forhåbentlig opfylder alle vores krav. Den evalueres af mine tjenestegrene, af eksperterne, og jeg kan forsikre Dem, at det vil blive gjort på en måde, som sikrer Italien den samme behandling som alle andre medlemsstater, fordi det er afgørende, at vi bevarer denne tillid mellem medlemsstaterne.

Når vi taler om at løse disse problemer, kan min tilgang faktisk sammenfattes i fire ord. Jeg vil være hjælpsom streng og streng hjælpsom. Idéen er bestemt ikke at pålægge bødestraffe. Som det blev nævnt af et medlem, er idéen at løse problemer, men ved at pålægge bødestraffe, hvis der ikke er andre muligheder for at løse problemerne, fordi det er min pligt.

Jeg gør virkelig alt i samarbejde med de italienske myndigheder, så vi kan finde effektive løsninger. Det er mit oprigtige håb. Når alt kommer til alt, taler vi om de italienske borgeres sundhed og det italienske miljø.

Det andet, jeg vil nævne, hænger samme med affaldsdirektivet. Det er et nyt direktiv, som blev vedtaget for nylig. Af dette direktiv fremgår det tydeligt, at hvert land skal indføre et affaldshierarki i sin lovgivning. Det betyder, at det bedste affald er intet affald. Der er genbrug, genanvendelse, energigenvinding og deponering, hvis der ikke er andre muligheder.

Det er billedet, som er hentet fra den rapport, der offentliggøres i morgen, af, hvor effektive EU's medlemsstater er. Den handler om tendenserne inden for deponering af kommunalt affald, fordi de bedste data, vi har til rådighed, vedrører kommunalt affald.

Tro det eller ej, så er der fem medlemsstater, hvor deponering udgør mindre end 5 % af det kommunale affald, men der er også syv medlemsstater, hvor deponering udgør mere end 80 %, så vi taler i sandhed om forskellige situationer i Europa, når vi drøfter disse programmer, og det er et problem, vi bestemt ønsker at tage fat om. Dette billede er af situationen mellem 1995 og 2007, og det viser om noget, at lande kan ændre sig, hvis de ønsker det. Hvis de organiserer sig på en ordentlig måde, kan de virkelig ændre sig.

Vi kan groft set opdele Europa i to dele, nemlig én del, der betragter affald som et problem, og én del, som betragter affald som en betydelig mulighed for at få adgang til ressourcer og også til økonomiske fordele, fordi sådan forholder det sig. Jeg har hørt mange historier om, at det er nødvendigt at afgøre, hvem der får lov til at håndtere affaldet i forbindelse med offentlige indkøb, fordi der er flere brugere, end der er behov for, som gerne vil have det for at bruge det. Til det formål skal affaldet dog vælges helt fra starten. Det er det grundlæggende og vigtigste krav.

Endelig vil jeg nævne det medlem, der sagde, at vi skulle være mere opmærksomme på affaldsproblemerne andre steder i EU. I overtrædelsesprocedurerne efter sektor tegnede affald sig for 19 % i 2009, vand 20 %, natur 19 %, luft 16 % og resten derunder. Vi undersøger horisontalt alle gennemførelsesproblemer, og det har vi pligt til. Jeg forsikrer Dem, at det vil vi også gøre i fremtiden.

Til sidst vil jeg sige, at vi virkelig skal gøre vores bedste, De som medlemmer af Parlamentet og jeg som kommissær for miljøet, for at sprede budskabet om affald som en fremtidig mulighed. Vi har desperat brug for dette budskab, når vi tænker på de mere og mere begrænsede ressourcer, vi råder over. Ressourceeffektivitet er navnet på problemet, og ressourceeffektivitet er kernen i vores fremtidige konkurrencedygtighed i Europa. Hvis De ikke tror mig, så spørg mig om 10 år. Jeg garanterer, at det vil være tilfældet.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted på det næste møde.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik