Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 18. januar 2011 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Silvana KOCH-MEHRIN
Næstformand

(Mødet åbnet kl. 09.00)

2. Debat om krænkelse af menneskerettighederne, demokratiet og retsstatsprincippet (meddelelse om indgivne beslutningsforslag): se protokollen

3. Stabiliserings- og associeringsaftale EF/Serbien – Stabiliserings- og associeringsaftale mellem EF og Serbien (forhandling)

  Formanden. – Første punkt på dagsordenen er forhandling under et om aftalen mellem EF og Serbien

– Stabiliserings- og associeringsaftale EF/Serbien. Henstilling af Jelko Kacin for Udenrigsudvalget (A7-0362/2010). Henstilling om forslag til Rådets og Kommissionens afgørelse om indgåelse af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Serbien på den anden side [15619/1/2007 - C7-0341/2010 - 2007/0255(NLE)]

– Stabiliserings- og associeringsaftale mellem EF og Serbien. Redegørelser fra Rådet og Kommissionen [2010/2980(RSP)]

  Jelko Kacin, ordfører. – (SL) Fru formand! Stabiliserings- og associeringsaftalen mellem EU og Serbien blev underskrevet i april 2008, og overgangsordningen med en midlertidig handelsaftale med Serbien er med succes blevet gennemført siden februar 2010.

Ratificeringsprocessen startede i september 2008, da det serbiske parlament først ratificerede aftalen.

Aftalen opstiller politiske, juridiske og økonomiske rammer for et samarbejde mellem EU og Serbien, og Serbien kunne ikke fortsætte den europæiske integrationsproces uden en iværksættelse af ratifikationsprocessen.

I 2009 var der ingen betænkninger om Serbien på Europa-Parlamentets dagsorden, fordi ratifikationsprocessen i medlemsstaterne gik i stå, da Serbien ikke formåede fuldt ud at samarbejde med Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende Det Tidligere Jugoslavien (ICTY), der har hjemme i Haag. Til dato har 11 medlemsstater ratificeret denne aftale, og derfor opfordrer jeg i dag de øvrige medlemsstater til snarest muligt at gøre det samme.

Hvis vi i dag ratificerer aftalen i denne høje forsamling, udsender vi en stærk og synlig støtteerklæring til Serbiens europæiske indsats. Det vil imidlertid ikke alene kunne sikre en vellykket gennemførelse af ratifikationsprocessen.

Beslutningen om Serbien, som vi stemmer om i morgen, er netop udtryk for en sådan støtteerklæring. Vi er nødt til at støtte Serbien i landets lange og vanskelige vej mod et EU-medlemskab.

Som et land, der længe har været isoleret, og som er forblevet uden for den moderne strøm af europæisk politik og økonomi, står Serbien over for mange udfordringer.

I de seneste to år har vi kunnet se, at den politiske scene i Serbien er blevet mere proeuropæisk. De serbiske ledere vil give de bedste beviser på deres klare bekendelse til europæiske værdier og europæisk livsstil, hvis det lykkes dem at løse problemerne og gennemføre alle de nødvendige reformer.

Vi har allerede set nogle positive udviklinger. Vi har glædet os over Serbiens kompromisvilje og FN's Generalforsamlings vedtagelse af en fælles beslutning om Kosovo i september 2010.

Den 1. januar 2011 afskaffede Serbien den tvungne værnepligt, og generationer af unge serbiske statsborgere har fået en ny mulighed for at lære, studere og udvikle sig. Den civile kontrol med de væbnede styrker er også øget.

På den anden side er Serbiens vej mod et EU-medlemskab i høj grad blevet vanskeliggjort af det faktum, at to personer, som ICTY har sigtet for krigsforbrydelser, fortsat er på fri fod.

Ratko Mladić har været på flugt i mere end 15 år efter folkedrabet i Srebrenica, der er den største forbrydelse på europæisk jord siden Anden Verdenskrig.

Vi glæder os over den serbiske regerings erklæring om, at den prioriterer samarbejdet med Domstolen i Haag. Som ICTY's hovedanklager har sagt, opfordrer vi imidlertid de serbiske myndigheder til i betydelig grad at reducere kløften mellem deres politiske vilje og de konkrete resultater.

Tiden er inde til, at Serbien lukker dette smertefulde kapitel og tager et nyt skridt imod en forsoning i regionen.

Serbien kan ikke sikre sig status som kandidatland, førend det viser, at det samarbejder fuldt ud med Domstolen i Haag, sådan som det fremgår af Rådets konklusioner af den 25. oktober 2010.

Det mest overbevisende vidnesbyrd herpå ville være en arrestation og udlevering af de tiltalte. Serbiens hidtidige indsats på dette område har ikke givet resultater og er fortsat utilstrækkelig.

Der er gennemført betydelige ændringer i de regionale forbindelser på det vestlige Balkan, hvilket mest tydeligt fremgår af forbindelserne mellem Serbien og Kroatien. Vi glæder os over indstillingen hos den serbiske præsident, hvis nye tilgang har sat fornyet skub i en varig forsoning i området.

Trods dette er der flere udfordringer. Beograd skal være konstruktiv i den kommende dialog med Priština, og trods spørgsmålet om Kosovos status skal forholdet mellem Beograd og Priština blive til et partnerskab, så hele regionen lettere kan nærme sig Europa.

Det gælder også for Serbiens forbindelser med Bosnien og Hercegovina. Beograd skal støtte de reformer, der vil sætte Bosnien og Hercegovina i stand til som et land med egne institutioner at forhandle om et EU-medlemskab. I øjeblikket er det endnu ikke tilfældet.

  Enikő Győri, formand for Rådet. – (EN) Fru formand! Det er mig en stor ære og et stort privilegium at vende tilbage til Europa-Parlamentet i min nye egenskab af repræsentant for Ungarns roterende formandskab for Rådet for Den Europæiske Union. Forhåbentlig kan jeg som tidligere medlem af Europa-Parlamentet forvisse Dem om, at det ungarske formandskab vil være venligt stemt over for Europa-Parlamentet.

Jeg ser frem til at samarbejde med alle medlemmerne i de resterende 5,5 måneder af formandskabet, og nu vil jeg slå over i mit modersmål.

formand for Rådet. – (HU) Fru formand, mine damer og herrer! Det er mig en stor ære og fornøjelse at deltage i denne forhandling forud for Parlamentets afstemning om godkendelsen af den stabiliserings- og associeringsaftale, der er underskrevet med Republikken Serbien. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at udtrykke min taknemlighed over for Europa-Parlamentets ordfører, hr. Jelko Kacin, der udarbejdede en udmærket betænkning om dette emne, samt til at hilse beslutningen om Serbiens europæiske integrationsproces hjertelig velkommen. I lighed med andre lande i regionen har også Serbien nydt godt af udsigten til et EU-medlemskab, og landet har gjort betydelige fremskridt i denne retning i de seneste år. I denne forbindelse er stabiliserings- og associeringsaftalen et vigtigt fremskridt for Serbien på vejen mod EU.

Aftalen styrker de allerede tætte forbindelser mellem EU og Serbien og skaber et kontraktuelt forhold mellem de to parter. Aftalen skaber nye rammer for en politisk dialog. Den skaber et frihandelsområde og styrker de bilaterale økonomiske forbindelser, der skal give Serbien økonomiske fordele. Denne aftale fremmer reformprocesser, der vil bidrage til at styrke Serbiens økonomi og hjælpe landet med at udvikle en fuldt funktionsdygtig markedsøkonomi. Endvidere vil aftalen lægge grunden til et fremtidigt øget samarbejde mellem EU og Serbien på adskillige områder – ikke mindst om kampen mod organiseret kriminalitet og ulovlig grænseoverskridende handel og om en forbedring af de aktuelle miljøbeskyttelsesforordninger.

Rådet startede ratifikationsprocessen for aftalen den 14. juni 2010. Til dato har 11 medlemsstater – selvfølgelig inklusive Ungarn – underskrevet aftalen via deres parlamenter. Vi er overbevist om, at alle medlemsstater snart vil ratificere aftalen. Rådet vil sætte pris på, at stabiliserings- og associeringsaftalen træder i kraft inden udgangen af 2011 og senest i starten af 2012. Det vil betyde, at Serbien vil indgå i et ambitiøst kontraktuelt forhold med EU, netop når der indledes mere intensive tiltrædelsesforberedelser. Deres stemmer vil gøre endnu mere for at fremme denne proces på grund af den enstemmige støttetilkendegivelse fra alle politiske kræfter på Udenrigsudvalgets møde den 1. december. Serbien udtrykte sit engagement i EU med dets anmodning om tiltrædelse i december 2009. I oktober 2010 bad Rådet Kommissionen om at komme med en udtalelse, og en sådan kan forventes i anden halvdel af 2011.

Vi ved alle, at den europæiske integrationsproces har mange fordele for Serbien. Samtidig skal Serbien fortsat gennemføre store reformer inklusive en yderligere indsats inden for offentlige myndigheder og retsstatsprincipper, domstolsreformer, kampen mod korruption og organiseret kriminalitet samt et samarbejde med Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det tidligere Jugoslavien.

Som det også fremgår af Kacin-betænkningen, fremmes integrationsprocessen af fremskridtet på dette område. Det glæder mig, at der allerede er skabt mange resultater. Samtidig vil jeg også benytte lejligheden til at påpege, at Serbien i fjor tog historiske skridt i retning af fred med dets naboer i regionen. Jeg glæder mig også over Serbiens tætte samarbejde med EU i sommeren 2010 og den deraf resulterende FN-resolution, der banede vejen for en dialog mellem Beograd og Priština. Rådet støtter fuldt ud den højtstående repræsentant, fru Ashton, i hendes arbejde på dette område. Det er en stor udfordring, men muligheden for at starte en dialog giver både Kosovo og Serbien en chance for at komme tættere på EU.

Til slut vil jeg gerne dele en afsluttende tanke med Dem. Jeg er overbevist om, at EU skal bevare troværdigheden i udvidelsesprocessen. Det er op til os at gøre det. Hvis det lykkes at få en vellykket afslutning på tiltrædelsesforhandlingerne med Kroatien under det ungarske formandskab, vil det efter min mening også sende et meget positivt signal til Serbien om, at processen lever, og at balkanlandene har en plads i EU-familien.

For Serbien bliver 2011 et vigtigt år, der både vil bringe udfordringer og muligheder. Jeg glæder mig over den mulighed, som denne nye aftale giver Serbien, så vi sammen kan bygge en fælles fremtid i et fredeligt Europa.

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Det er mig en stor ære og fornøjelse at tale til Europa-Parlamentet i dag i forbindelse med afstemningen om stabiliserings- og associeringsaftalen med Republikken Serbien. Jeg vil også takke ordføreren for Serbien, Jelko Kacin, for hans betænkning om Serbiens europæiske integrationsproces.

Stabiliserings- og associeringsaftalen er et vigtigt fremskridt for Serbien i dets vej mod EU. Det grundlæggende mål med denne aftale er at bane vejen for mere europæisk integration og reformer samt at forberede Serbien til et EU-medlemskab. Denne vigtige milepæl vil tjene som en opmuntring til Serbien, der har øget indsatsen for at fremme forsoning i regionen.

Stabiliserings- og associeringsaftalen opstiller omfattende institutionelle rammer gennem stabiliserings- og associeringsaftalerådet og stabiliserings- og associeringsaftaleudvalget, nye rammer for politisk dialog samt et net af underudvalg, der i vid udstrækning dækker de fleste EU-politikområder. Det opretter naturligvis også et specifikt organ mellem Europa-Parlamentet og det serbiske parlament i form af Det Blandede Parlamentariske Udvalg.

Ud fra et økonomisk synspunkt forudser stabiliserings- og associeringsaftalen en gradvis oprettelse af et frihandelsområde og en gradvis integrering af Serbien i EU's indre marked med tilhørende fordele for både EU og Serbien. Som det var tilfældet i Centraleuropa i 1990'erne, vil aftalen fremme investeringer – navnlig de indirekte investeringer. Den bliver et nøglebidrag til væksten i den serbiske økonomi og vil hjælpe Serbien med indførelsen af en velfungerende markedsøkonomi.

EU vil også få store fordele af denne aftale. Serbiens marked er nu blevet åbnet for EU's eksportører. Tidlige tiders relativt høje toldsatser vil blive helt afskaffet i løbet af få år med undtagelse af nogle få meget følsomme landbrugsprodukter.

En gradvis integrering af Serbien i det indre marked vil også give mere stabile og forudsigelige forhold for investorerne. Reglerne vedrørende konkurrence og statsstøtte rettes ind efter EU's regler. Beskyttelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder bliver også gradvis bragt up på EU-niveau. Det betydelige serbiske marked for offentlige indkøb bliver også gradvis åbnet for europæiske tilbudsgivere.

Oprettelsen af tættere forbindelser med Serbien giver en række andre fordele for specielt EU, da sådanne forbindelser vil fremme et samarbejde inden for områder som f.eks. retfærdighed, frihed og sikkerhed, miljø, transport og told, hvilket vil medvirke til at gøre EU's politik i det sydøstlige Europa mere troværdig og effektiv.

Endelig er det særlig bemærkelsesværdigt, at Serbien fremskyndede gennemførelsen af interimsaftalen. Den trådte officielt i kraft i februar 2010, men Serbien besluttede at anvende den kort efter underskrivelsen i april 2008. Serbien har dermed bekendt sig til dets økonomiske integration med EU, og hidtil har der været gode resultater.

Siden den 14. juni 2010, hvor Rådet besluttede at iværksætte ratifikationsprocessen for denne aftale, har ni medlemsstater indgivet ratifikation, og to andre medlemsstater har sikret godkendelse fra deres parlamenter. Dagens afstemning i Europa-Parlamentet bør derfor sætte ekstra fart i processen gennem en enstemmig støtte fra alle politiske grupper. Forhåbentlig vil de resterende medlemsstater snart ratificere aftalen.

Afslutningsvis vil jeg gerne tale om beslutningsforslaget om den europæiske integrationsproces vedrørende Serbien som et velforberedt bidrag til dagens politiske debat. Jeg er derfor taknemlig over for ordføreren, Jelko Kacin. Beslutningen sender både et budskab til Serbien om støtte til forbedring af forbindelserne mellem EU og Serbien og et budskab om forventningerne til de væsentligste udfordringer vedrørende Serbiens vej mod et EU-medlemskab. Det er særlig aktuelt i forbindelse med forberedelserne af udtalelsen om Serbiens ansøgning om medlemskab.

I november 2010 besøgte jeg Beograd for at overrække et detaljeret spørgeskema til premierministeren og vicepremierministeren for europæisk integration. De serbiske myndigheder arbejder i øjeblikket hårdt med deres svar, som vi regner med at modtage sidst på måneden. Det glæder mig, at den serbiske regering den 30. december vedtog en handlingsplan som opfølgning på Kommissionens situationsrapport. Kommissionen vil grundigt analysere svarene på spørgeskemaerne samt de serbiske myndigheders indsats i de kommende måneder med henblik på at afslutte vurderingen og udsende en udtalelse i andet halvår af 2011.

Som min ungarske kollega sagde, er 2011 et vigtigt år for Serbien: et år med krævende udfordringer samt et mulighedernes år. Vejen er banet, og målene er velkendte, så nu er det op til Serbien at følge vejen og opfylde kriterierne for derefter at indlede forhandlinger med EU. Jeg er overbevist om, at Serbien med vores fælles støtte fortsat vil træffe de rigtige europæiske valg og fortsætte integrationsbestræbelserne. Det vil udsende et positivt budskab til hele regionen i en tid, hvor vi har brug for at få bekræftet dens europæiske perspektiv for at konsolidere freden og fremme den økonomiske velstand i det vestlige Balkan.

  György Schöpflin, for PPE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Efter min mening er betænkningen om Serbien fortrinlig, og jeg lykønsker ordføreren, Jelko Kacin.

For mig ser det ud til, at Serbien endelig har besluttet, at det virkelig ønsker en europæisk fremtid. Størstedelen af den politiske elite synes, at det er den bedste løsning. Denne beslutsomhed skal ses i lyset af de seneste to årtiers uro. Serbien oplevede kommunismens fald, Jugoslaviens sammenbrud, de deraf følgende krige, Slobodan Miloševićs styre, bombningen i 1999, blomstrende mafiaaktiviteter og kriminalitet, flygtninge – en nedslående og traumatisk historie. Beslutningen om at optere for Europa er derfor et vigtigt resultat og et tegn på, at Serbien er blevet en stabiliserende faktor i regionen.

Der er fortsat to store politiske problemer: arrestationen og overførslen af Ratko Mladić til Haag og en forståelse af Kosovos uafhængighed. Begge dele peger i retning af psykologiske hindringer. Mladić har sine beskyttere, og tabet af Kosovo er smerteligt for en stor del af det serbiske samfund; ethvert tab af områder er smerteligt. Hertil kan føjes adskillige andre opmærksomhedskrævende områder, navnlig en modernisering af retsplejen og de offentlige myndigheder, indførelsen af markedsvilkår og fuld åbenhed om Serbiens fortid inklusive en åbning af arkiverne.

Udsigterne for Serbiens vej mod Europa er temmelig gode. Der er et entydigt engagement i denne retning. Elitens og samfundets opgaver er anerkendte, og de tekniske forberedelser skrider fremad. Om alt går vel, modtager Serbien udtalelsen til efteråret, hvorefter det kan få status som kandidatland. Vejen til Europa bliver ikke let, men Europa under ét nyder godt af et stabilt og demokratisk Serbien.

4. Velkomstord

  Formanden. – Inden vi bevæger os ned gennem rækken af talere, vil jeg blot benytte lejligheden til at byde velkommen til en gæst, der følger dagens forhandling, nemlig Serbiens vicepremierminister, hr. Božidar Đelić. Hjertelig velkommen, hr. Đelić, det er rart at have Dem blandt os.

5. Stabiliserings- og associeringsaftale EF/Serbien – Stabiliserings- og associeringsaftale mellem EF og Serbien (fortsat forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er fortsættelsen af forhandling under et om aftalen EF/Serbien.

  Maria Eleni Koppa, for S&D-Gruppen. – (EL) Fru formand! Jeg vil også gerne lykønske hr. Kacin med den afbalancerede og detaljerede tekst, han har præsenteret. Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet støtter helhjertet Serbiens udsigter til et EU-medlemskab. Serbien er et land, der har gjort enorme fremskridt i de seneste år, og som udgør hjørnestenen for en konsolidering af freden og stabiliteten i det vestlige Balkan. Parlamentets godkendelse af stabiliserings- og associeringsaftalen er derfor et historisk øjeblik, som vi hilser velkommen. I Europa-Parlamentets beslutning glæder vi os også over landets tiltrædelsesanmodning, men vi understreger, at der fortsat skal tages andre skridt.

Det skal gøres klart, at udviklingen af et regionalt samarbejde fortsat er EU's topprioritet i det vestlige Balkan. Derfor er et samarbejde mellem Serbien og Den Internationale Straffedomstol helt klart en international forpligtelse, der skal fortsætte med raske skridt, ikke fordi Europa ønsker det, men fordi retsplejen kræver en forsoning med fortiden og tillader forbedrede forbindelser mellem alle indbyggere i det tidligere Jugoslavien.

Vi må imidlertid ikke glemme, at det serbiske folk var ofrene for denne krig. Serbien er nu landet med de fleste flygtninge og internt fordrevne personer i Europa; folk, der har brug for pleje og boliger og integration på arbejdsmarkedet. EU skal give praktisk støtte til alle tiltag i denne retning, specielt i lyset af kreditkrisen. Det glæder os derfor, at Serbiens og Kroatiens præsidenter for nylig forpligtede sig til at finde fælles løsninger på flygtningeproblemet.

Beslutningen om at gå i dialog med myndighederne i Kosovo er særlig vigtig for områdets stabilitet. Vi støtter dialogen, der skal starte hurtigst muligt af hensyn til Kosovos indbyggere, og vi håber, at den vil bidrage til en fælles europæisk fremtid for regionens indbyggere. Afslutningsvis vil jeg gerne lykønske vicepræsidenten for den serbiske regering, hr. Đelić, med hans erklæring i går over for Europa-Parlamentets Udenrigsudvalg om, at Serbien ønsker et historisk kompromis om Kosovo. Dette kompromis er virkelig nødvendigt, og vi skal alle hjælpe med at få det i hus.

  Norica Nicolai, for ALDE-Gruppen. – (RO) Fru formand! Jeg må understrege, at Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa altid har støttet udvidelsesprocessen, fordi vi tror på et Europa, der omfatter alle dets medlemmer, nemlig et stærkt, forenet Europa. Som rumæner kan jeg kun hilse Serbiens europæiske vej velkommen, men jeg vil samtidig understrege, at Serbien er et europæisk land, hvis rejse mod Europa vil blive vanskeliggjort på grund af dets urolige fortid. Serbien skal imidlertid se fremad og forsøge at glemme fortiden, fordi en forsoning med fortiden ikke skal stå i vejen for en fremtidig skæbne i Europa.

Jeg vil gerne understrege, at det er helt afgørende, at Københavnskriterierne gennemføres ordentligt, håndfast og omhyggeligt for hele regionen inklusive Serbien, da kun disse kriterier sikrer respekt for europæiske værdier, retsstatsprincipper og levedygtige demokratier. Efter min mening beviser de seneste to år efter den historiske beslutning om at slå ind på den europæiske vej, at både regeringen i Beograd og det serbiske folk er motiveret og determineret. De tror helhjertet på det europæiske projekt, for hvad kan være vigtigere end europæiske beslutninger vedtaget af en regering, der ikke er blevet tvunget til at træffe disse beslutninger af juridiske bestemmelser eller det politiske spils regler?

Det er også afgørende, at Serbien stabiliserer sin økonomi. I øjeblikket er der glimrende tegn i den serbiske økonomi. Det er af største vigtighed, at demokratiet stabiliseres. Man skal imidlertid være meget opmærksom på multikulturalismen i balkanlandene, der har været et følsomt emne. Problemet med minoriteter i denne region skal ikke kunne skabe konflikt. Efter min mening er det helt afgørende, at man finder frem til en model, der fremmer bistand og støtte til minoriteter samt kulturel forsoning.

  Marije Cornelissen, for Verts/ALE-Gruppen. – (NL) Fru formand! Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance er en trofast tilhænger af Serbiens tiltrædelse af EU. Vi er derfor tilfredse med den nuværende regerings utvetydige proeuropæiske kurs. Efter min mening vil ingen af parterne imidlertid høste præmier for deres håndtering af tiltrædelsesprocessen. EU lader sig ganske enkelt holde for nar.

For at støtte Serbiens proeuropæiske politik fik landet en visumfritagelse, inden det fuldt ud havde opfyldt kriterierne. Serbien fik beskeden i oktober til gengæld for landets moderate holdning til Kosovo. EU udsender det budskab, at det er politiske spil og ikke overholdelse af kriterierne, der er afgørende for tiltrædelsesprocessen. Det skulle ikke være nødvendigt for os at belønne Serbien for at opføre sig som et modent europæisk demokrati. Vi bør snarere forvente, at Serbien finder det naturligt at påtage sig en ansvarlig rolle som regional leder med hensyn til Kosovo og Bosnien, uden at vi skal belønne det på samme måde som et lille barn, der får slik for at opføre sig pænt.

Som et minimum bør vi også holde op med at give efter, hver gang det handler om jagten på Mladić og Hadžić. Her er tale om personer, der er skyldige i frygtelige krigsforbrydelser og folkedrab. De skal ikke have lov til at slippe godt fra mord. Serbien kan og skal gøre langt mere for at arrestere dem. Vi kan ikke lade et fuldt samarbejde med ICTY blive en bagatel, der kan tilsidesættes i diplomatiets interesser. Dommen i denne sag skal afsiges af dem, der er i stand til at vurdere, om Serbien samarbejder fuldt ud, og det er anklageren Brammertz. Derfor vil jeg bede Dem om at stemme ja til vores ændringsforslag.

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Serbiens fremskridt i retning af et EU-medlemskab tager fart, og det med rette, sådan som det fremgår af den udmærkede Kacin-betænkning.

Da jeg besøgte Serbien i oktober sidste år, var jeg imponeret over engagementet og indsatsen fra Serbiens dynamiske og vestligt orienterede demokratiske regering. Serbien skal bestemt fortsat yde en stor indsats vedrørende retlige reformer og kampen mod den organiserede kriminalitet. Vi i ECR håber også, at Ratko Mladić bliver fanget og sendt til Haag, skønt det ingenlunde er sikkert, at han befinder sig på serbisk grund. Det er imidlertid helt afgørende, at Serbiens fremskridt gengældes og belønnes af EU og dets medlemsstater, f.eks. gennem en aktuel ratificering af stabiliserings- og associeringsaftalen.

Serbiens forhold til Kosovo er problematisk, men ikke uløseligt. Det er min personlige opfattelse, at en retfærdig endegyldig løsning baseret på principperne om deling og "land for fred", som vi ser i Mellemøsten, er den bedste vej frem. Efter min mening bør EU foretage en grundig vurdering af denne mulighed under den kommende dialog, der formidles af den højtstående repræsentant. Det vil være en farlig kortsigtet løsning blankt at afvise den, og det vil kun bevare Kosovos uvished med hensyn til international anerkendelse på EU-, NATO- og FN-plan.

  Miloslav Ransdorf, for GUE/NGL-Gruppen. – (CS) Fru formand! Den største skikkelse i Serbiens historie, Sankt Sava, sagde, at serberne både er et østligt og et vestligt folk. Derfor opstår problemet med, at de ikke stoler på folk fra vesten, fordi de betragter sig selv som et østligt folk, mens de på den anden side ikke stoler på folk fra østen, fordi de betragter sig selv som et vestligt folk. Faktisk slår Serbien bro mellem Øst- og Vesteuropa, og det er et vigtigt land for europæisk enhed, og i sidste instans viser selv romanen af den store serbiske forfatter, Dobrica Ćosić, "Dødens tid", at Serbien er vigtigt, når det drejer sig om Europas enhed eller opløsning.

Efter min mening er tiden nu inde til, at vi erkender Serbiens grundlæggende betydning for europæisk enhed. Det er den centrale Balkanøkonomi, og der bliver ingen europæisk enhed uden Balkan. Jeg vil gerne understrege, at vi har fælles opgaver, der kan løses relativt hurtigt – f.eks. problemerne med flygtninge i Serbien (Serbien har omkring 750 000 flygtninge på sit område), miljøproblemer (hvoraf nogle stammer fra 1990'erne) og driften af sejlruter på Donau (vi har en arbejdsgruppe i Europa-Parlamentet, der er helliget Donau) – og vi skal også prøve på at hjælpe Serbien med en dristig reform af den dømmende magt og med kampen mod organiseret kriminalitet.

  Nikolaos Salavrakos, for EFD-Gruppen. – (EL) Fru formand! Efter min mening rammer hr. Kacins betænkning en fin balance, hvilket jeg vil lykønske ham med. Serbiens fremskridt med hensyn til nødvendige reformer afspejles på realistisk vis i denne betænkning. Så sent som i går gav Serbiens vicepremierminister en tilfredsstillende præsentation af udviklingen til Udenrigsudvalget.

Ikke desto mindre er et udestående spørgsmål samarbejdet med Den Internationale Straffedomstol inklusive en udlevering af de sidste flygtninge til Haag, hvilket er en grundlæggende forudsætning for Serbiens fremskridt mod en tiltrædelse.

Pressefrihed er et af de vigtigste problemer, som den serbiske regering skal løse. Der skal ikke være politisk pres eller andre påvirkninger, der hindrer de serbiske journalisters uafhængighed.

Et andet problem, der plager Serbien, er det store antal flygtninge og internt fordrevne personer, der kæmper med boligproblemer og fattigdom, mens arbejdsløsheden er tæt på 19 %. Efter min mening skal vi hjælpe Serbien, og vi må ikke glemme, at landet for nylig kom ud af en krig.

  Barry Madlener (NI). – (NL) Fru formand! Vi skal ikke kun fokusere på at arrestere og retsforfølge krigsforbryderen Mladić. Serbien har enorme problemer med organiseret kriminalitet. Flere talere har allerede nævnt dette, og vi må ikke undervurdere disse problemer. Der er bestemt gjort fremskridt, men langt fra nok til at nå et acceptabelt niveau.

Noget andet er selvfølgelig det faktum, at Serbien er et fattigt land ligesom alle kandidatlandene. Det er fattige lande, hvis tiltrædelse bliver meget dyr for borgerne i EU. Serbien er endnu mere fordærvet end Rumænien og Bulgarien. Rumænien og Bulgarien skulle aldrig have haft lov til at komme ind i EU. Det vil give mange problemer med korruption, og Serbien er endnu mere korrumperet. Det ser jeg som et særligt vedholdende problem, der ikke sådan lige kan løses. Jeg vil derfor bede Dem om ikke at undervurdere det.

Endvidere vil Serbiens mulige tiltrædelse i lighed med visumfritagelsen føre til endnu mere indvandring til Vesteuropa – en indvandring, der ikke vil gavne os.

  Adrian Severin (S&D). – (EN) Fru formand! Stabiliserings- og associeringsaftalen og den europæiske integration af Serbien er vigtig for både Serbien og EU.

Jeg har to kommentarer. For at foretage en ordentlig forhandling af aftalen og forvalte integrationsprocessen ordentligt, skal EU først identificere og anerkende sine egne interesser. Europa har et uløst albansk problem, manglende geopolitisk kohærens på den sydlige flanke og et sort hul af organiseret kriminalitet og korruption i Balkanområdet. Det betyder, at der midt i EU er behov for et udvidet funktionelt og sammenhængende marked og for bedre transportkorridorer i dette område. Ingen af disse problemer kan løses uden Serbiens bidrag.

For det andet skal vi undgå at behandle Serbien som et andenrangs europæisk land og præke for det ved enhver lejlighed. Serbien har bestemt begået mange synder, men det euroatlantiske bidrag til synderne var også stort. 2011 er bestemt et år med udfordrende muligheder for både Serbien og EU. Vi vil ikke være i stand til at tage disse udfordringer op, medmindre vi tilsidesætter al narcissisme og behandler Serbien som en ligemand.

Kun et værdigt Serbien kan være en pålidelig partner for en historisk forsoning på Balkan. Hr. Kacins betænkning er et bemærkelsesværdigt bidrag i denne retning.

  Sarah Ludford (ALDE). – (EN) Fru formand! Jeg vil også rose betænkningen af min kollega, Jelko Kacin, og jeg giver ham ret i, at Serbiens fremtid ligger i EU, og at Serbien kommer til at spille en vigtig rolle for at garantere sikkerheden og stabiliteten i den vestlige Balkanregion.

Jeg har støttet Vestbalkanlandenes ønske om et EU-medlemskab i det seneste årti, bl.a. da jeg var næstformand for Balkandelegationen. Jeg arbejdede tæt sammen med vores ordfører om at forsvare visumfrie rejser, og det glædede mig meget, da vi bl.a. fik dem sikret for Serbien for et år siden. Det ser jeg som et helt afgørende bidrag til at styrke den personlige kontakt, til at udvide horisonterne og i sidste ende til at skabe sikkerhed i bred forstand.

Nogle af Serbiens udfordringer er allerede blevet nævnt. Jeg vil gerne tilføje noget med hensyn til udfordringen ved retlige reformer. Kommissionens situationsrapport fra efteråret 2010 indeholdt en advarsel om, at genudnævnelsesprocedurer blev udført på en ikkegennemsigtig måde, hvilket satte princippet om domstolenes uafhængighed på spil og skabte en stor risiko for politisk indflydelse. Det er helt klart et vigtigt emne med hensyn til retsstatsprincipperne.

Med hensyn til et samarbejde med Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det tidligere Jugoslavien i Haag fortalte hr. Kacin i aftes Udenrigsudvalget, at Serbien gør sit yderste for at lokalisere og pågribe de sidste to anklagede personer og få dem overført til Haag, men i sin tale til FN's Sikkerhedsråd i september måned sagde chefanklageren Serge Brammertz, at Serbien er nødt til at slå bro over kløften mellem dets erklærede målsætning om at foretage arrestationer og effektiviteten af dets faktiske indsats i marken. Vi ser ingen resultater. Serbien er nødt til at indtage en mere proaktiv tilgang til arrestationen af de efterlyste personer på flugt, så jeg er bange for, at der er en kløft mellem retorikken og realiteterne, og at det er helt nødvendigt at slå bro over denne kløft.

  Franziska Katharina Brantner (Verts/ALE). – (DE) Fru formand! Vi ønsker også at slå til lyd for det vestlige Balkans samt naturligvis Serbiens tiltrædelse af EU. Hvert land er adskilt, men regionen er indbyrdes forbundet, og indsatsen fra de enkelte lande i regionen har afgørende betydning for selve processens succes.

I denne forbindelse vil jeg gerne endnu en gang pointere, at Serbiens tiltrædelsesproces for os ikke kan fortsætte uden en udtrykkelig accept fra Den Internationale Straffedomstol samt – som min kollega netop har sagt – et mere proaktivt og effektivt samarbejde med Domstolen i marken.

Der har også været positive udviklinger – bl.a. vedtagelsen af ligestillingsloven, som vi var yderst tilfredse med. Nu ser vi gerne, at den meget snart bliver gennemført, og vi opfordrer Kommissionen til at stille penge til rådighed for processen. Hvis regionen ønsker at vokse sammen, er der også brug for mere offentlig transport i og gennem regionen. I denne forbindelse vil jeg også opfordre Kommissionen til at levere mere støtte og finansiering på dette område gennem instrumentet til førtiltrædelsesbistand, da vi er overbeviste om, at der er behov for kontakt mellem mennesker og ikke kun mellem ledere. Denne kontakt fremmes meget gennem en øget mobilitet for befolkningen i regionen.

Mobilitet er også et spørgsmål, som jeg kort vil nævne, inden jeg slutter, specielt med hensyn til de bilnummerplader, som Beograd fortsat udsteder for syv regioner i det nordlige Kosovo. Vi opfordrer Beograd til omsider at holde op med at udstede sådanne nummerplader for Kosovo.

  Ryszard Czarnecki (ECR). – (PL) Fru formand! Serbien er en del af den europæiske historie. Serbien er en del af den europæiske kultur. Serbien er ikke kun en del af Europas geografi. Derfor skal Serbien være en del af Europas politiske kort, så lad os ikke lede efter påskud for at forlænge Serbiens vej til EU. Jeg har indtryk af, at EU undertiden har affærdiget dette land, og at der har været ulighed i behandlingen af visse lande i Balkan samt Serbien. Vi skal én gang for alle standse denne ulighed. Jeg vil gentage, at vi ikke skal lede efter påskud for at forlænge Serbiens vej til EU. Den serbiske nation har gjort nok for snarest muligt at få en plads blandt de europæiske lande.

  Bastiaan Belder (EFD). – (NL) Fru formand! I øjeblikket tilspidses den økonomiske krise i Serbien og det vestlige Balkan. Denne uholdbare situation indebærer en fare for et fornyet opsving i populistiske og nationalistiske følelser. Jeg vil spørge kommissær Füle, om det ikke er på tide, at vi opretter en udviklingsfond for det Vestlige Balkan i lighed med efterkrigstidens Mashallplan?

Jeg har endnu et spørgsmål til kommissæren. I går fik jeg insiderviden om et potentielt nyt brændpunkt i Serbien. Det drejer sig om aktiviteterne hos de radikale islamistiske styrker i Sandžak. I denne forbindelse cirkulerer navnet på den regionale mufti, hr. Zukorlić. Hvilke konkrete oplysninger har Kommissionen om denne sag, og hvilke modforanstaltninger overvejer den?

  Dimitar Stoyanov (NI). – (BG) Fru formand! Titusindvis af bulgarere bor i det østlige Serbien i områderne omkring Bosilegrad og Caribrod. De udgør en etnisk minoritet, der blev i Serbien efter afslutningen på Første Verdenskrig.

Det ville ikke være helt forkert at sige, at de er nogle af Europas fattigste mennesker. Ikke alene har den serbiske regering undladt at gøre noget – f.eks. i form af investeringer for at sætte gang i regionens økonomi – men i november i fjor standsede den uden forklaringer og i strid med landets internationale forpligtelser en gruppe bulgarske borgere, der ville støtte de børn i regionen, der kom til Bulgarien for at lære noget.

Jeg vil gerne minde repræsentanterne for den serbiske regering om, at personers frie bevægelighed og åbne grænser er en grundlæggende værdi i EU. Og så længe I ikke lærer det, er der ikke plads til jer i EU.

  Elmar Brok (PPE). – (DE) Fru formand, fru Győri, hr. kommissær, mine damer og herrer. Jeg vil gerne takke hr. Kacin for hans betænkning, der helt klart fortjener et "ja" under afstemningen.

I alle de tilfælde, hvor vi fortsat kritiserer Serbien – med hensyn til de nødvendige interne reformprocesser, et nødvendigt samarbejde med Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det tidligere Jugoslavien (ICTY) og spørgsmålene om at bekæmpe korruptionen, der er særlig omfattende i Serbien, hvor mafialignende aktiviteter påvirker det økonomiske liv – er en indsats i de kommende år en betingelse for, at Serbien kan fortsætte en positiv proeuropæisk kurs frem mod det EU-medlemskab, landet blev lovet i Thessaloniki. Og vi skal holde dette løfte.

Jeg vil imidlertid også sige, at det er nødvendigt at samarbejde med Serbien. Man behøver blot kaste et blik på regionens historie for at konstatere, at der kun kan gennemføres en varig fredelig udvikling, hvis Serbien er med, og derfor skal vi ikke kun betragte Serbien som et ansøgerland til et fremtidigt medlemskab af EU, men også som en vigtig strategisk partner i en fornuftig udvikling af hele regionen, og derfor bør vi opmuntre landet og ikke behandle det ringere end EU's medlemsstater eller de lande, der er nået langt i tiltrædelsesforhandlingerne, uanset kort- eller langsigtede historiske årsager. I betragtning af præsident Tadićs mod i kampen for en europæisk kurs samt hans engagement i Serbien er det vigtigt, at vi støtter disse politiske kræfter, så de kan vise indbyggerne, at vejen mod Europa også er at foretrække for dem snarere end en nationalistisk vej.

Derfor vil jeg gerne opfordre alle – og specielt medlemsstaterne – til at fremme ratifikationsprocessen og på denne måde udsende et signal om, at man skal støtte Serbiens fremskridt mod Europa, så vi på lang sigt kan få sikkerhed i regionen.

  Hannes Swoboda (S&D). – (DE) Fru formand! Jeg besøgte Kroatien for nogle få dage siden, og der er aldrig blevet talt så meget om Serbien som i de seneste dage, og det endda i meget positive vendinger på grund af netop det, som hr. Brok sagde om, at hr. Tadićs modige tiltag i samarbejde med præsident Josipović – og jeg er også klar over, at vicepremierminister Đelić er stærkt involveret i denne forbindelse – er vigtige skridt i retning af Europa. De er elementer af et regionalt samarbejde med en stor politisk og humanitær betydning. Det er derfor yderst vigtigt – og i denne henseende er jeg helt enig med hr. Brok og flere andre medlemmer – at vi tilskynder Serbien til at fortsætte disse tiltag.

Det samme gælder selvfølgelig for forbindelserne med Bosnien-Hercegovina. Vi ved alle, hvor vigtigt det er, at Serbien engagerer sig positivt – og det samme gælder for Kroatien – for at dette land kan holde sammen og gennemføre de nødvendige reformer. I denne henseende er Serbien meget modigt, hvilket er helt afgørende for det regionale samarbejde.

Jeg vil imidlertid fremføre en kritik af samarbejdet med Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det tidligere Jugoslavien (ICTY). Jeg havde naturligvis inviteret hr. Brammertz til at deltage i Udenrigsudvalgets arbejdsgruppe, som jeg er formand for. Vi er ikke helt tilfredse på dette område, hvor der kan ydes en større indsats. Vores ønsker i denne henseende er ikke blevet opfyldt. Jeg vil derfor bede alle om at presse på for at få gennemført vores anmodninger.

Som fru Koppa allerede har sagt, er det ikke kun et spørgsmål for Europa. Serbien skal også arbejde på disse ting af hensyn til Serbien selv. På samme måde som der har været en undskyldning i Vukovar, der utvivlsomt vil gå over i landets historie, skal man fortsætte kampen mod dem, der har begået store forbrydelser.

  Anna Ibrisagic (PPE). – (SV) Fru formand! Vi kan ikke undgå at bemærke, at Serbien har gjort enorme fremskridt på det seneste. Jeg vil gerne nævne et par eksempler: den vellykkede afslutning af visumliberaliseringsprocessen, det regionale samarbejde på både trafik- og energiområdet, en politisk vilje til at bidrage til forsoningsprocessen i regionen samt et nyt politisk lederskab, der var meget synligt under præsident Tadićs besøg i Srebrenica og Vukovar.

Alt dette viser ikke kun enkeltpersoners gode lederskab og Serbiens meget store ønske om at komme tættere på et EU-medlemskab, men også serbernes beslutning om at vælge netop et sådant lederskab.

Vi der derfor glade for, at stabiliserings- og associeringsaftalen mellem EU og Serbien nu er på plads, og at vi sender tydelige signaler til Serbien om, at vi kan se resultaterne af deres indsats, og at Serbien har en plads i EU-familien.

Der er fortsat mange udfordringer: kampen imod den organiserede kriminalitet, fortsatte juridiske reformer og en løsning på minoritetsspørgsmålene. De fleste af disse problemer gælder imidlertid ikke kun for Serbien, men også for de øvrige balkanlande.

Et spørgsmål, der imidlertid er ganske unikt, og som skal nævnes i denne forbindelse, er samarbejdet med Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det tidligere Jugoslavien i Haag. Den politiske vilje findes hos den serbiske regering. Der er også en bevidsthed om, at det er nødvendigt at samarbejde med tribunalet. Forhåbentlig vil Ratko Mladić snart være tilbage i Haag.

  María Muñiz De Urquiza (S&D). – (ES) Fru formand! Jeg har et minut til at understrege betydningen af, at vi færdiggør EU's udformning gennem Serbiens medlemskab, der forhåbentlig kan bekræftes i år på baggrund af landets betydelige fremskridt. Dette fremskridt er anerkendt af Rådet i dets beslutning om at gå videre med tiltrædelsesprocessen og af Parlamentet i betænkningen af hr. Kacin, som jeg lykønsker.

I løbet af dette minut er jeg også nødt til at påpege, at de forskellige holdninger til Kosovo i EU har tilskyndet Serbien til at foretage en klar bekendelse til Europa, hvilket er vigtigt for en konsolidering af freden og demokratiet i Balkan samt for at få en konstruktiv tilgang til regional integration, sådan som det fremgik af det møde på højt plan, der blev afholdt i Sarajevo den 2. juni under det spanske formandskab.

Forhåbentlig har Serbien EU's fulde opbakning til at gennemføre de nødvendige reformer inden for retfærdighed, korruptionsbekæmpelse og en intraregional dialog.

  Eduard Kukan (PPE). – (EN) Fru formand! Det glæder mig, at Serbien har udvist stor beslutsomhed og gjort store fremskridt i integrationsprocessen. En indgåelse og gennemførelse af stabiliserings- og associeringsaftalen er de næste vigtige skridt på vejen.

Den serbiske regering skal roses for de foranstaltninger, der er blevet truffet for at nå til dette niveau. Jeg er sikker på, at stabiliserings- og associeringsaftalen vil give konkrete økonomiske og handelsmæssige fordele for landet inden for områder som miljø, energi, transport og meget andet. Hidtil har 13 lande ratificeret aftalen. Forhåbentlig vil Europa-Parlamentets ratifikation tilskynde resten til snart at færdiggøre processen.

Der er imidlertid fortsat udfordringer for både Serbien og EU. Serbien skal forpligte sig til et fuldt samarbejde med Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det tidligere Jugoslavien ved at indbringe de resterende krigsforbrydere for en domstol. Der er også et presserende behov for fremskridt i kampen mod korruption og organiseret kriminalitet samt for flere reformer inden for domstole og offentlig forvaltning. Det serbiske parlament skal også opgive blankomandater samt den vilkårlige allokering af parlamentsmandater.

Endelig kommer dialogen mellem Serbien og Kosovo forhåbentlig tilbage på sporet, så almindelige mennesker får bedre fremtidsudsigter. Europa-Parlamentet har altid været stærk tilhænger af det vestlige Balkans integration. Med dette engagement er Serbien en vigtig del heraf ...

(Formanden fratog taleren ordet)

  Emine Bozkurt (S&D). – (NL) Fru formand! Dette er et vigtigt øjeblik for stabiliteten i balkanlandene. Serbien har tydeligt vist, at det har valgt at arbejde hen imod en europæisk fremtid, men det skal arbejde hårdt for at nå målet. Der er en række hindringer på vejen mod et muligt EU-medlemskab. Oveni dette er de to ICTY-mistænkte, Goran Hadžić og Ratko Mladić, endnu ikke blevet arresteret. Som det fremgår af chefanklager Brammertz' rapport, er det desværre ikke lykkedes Serbien at overbevise det internationale samfund om, at det gør sit yderste for at finde disse kriminelle.

Efter Brammertz' mening har den serbiske regering i stedet for at gøre sit yderste for at arrestere de mistænkte blot gjort et minimum af det, der kræves af landet. Vi har brug for et klart og forenet budskab fra den serbiske regering. Det er vigtigt, at Kommissionen er klar til udøve langt større pres. Det er også vigtigt, at kvinders og homoseksuelles rettigheder forbliver højt på Serbiens dagsorden. Jeg forventer, at Serbien gør alt, hvad der er menneskeligt muligt, for at tillade en åben proces.

  Kinga Gál (PPE). – (HU) Fru formand, fru Győri, hr. kommissær! Først vil jeg gerne lykønske både ordføreren og skyggeordføreren med deres hensigtsmæssige kompromiser i denne tekst og med en god betænkning. Sidste år tog Serbien vigtige skridt i retning af en integration i mange henseender, hvilket der også tages hensyn til i betænkningen, og jeg vil derfor blot nævne nogle få punkter.

Et af disse punkter er spørgsmålet om visumfrie rejser, som de serbiske myndigheder bør tage meget alvorligt, og fremover bør de gøre deres yderste for at rådgive borgerne om ikke at misbruge denne mulighed, da det ellers vil skade de unges fremtidige adgang til det europæiske perspektiv, da disse visumfrie rejser – som vi altid har støttet – netop handler om, at de unge generationer kommer med og lukker kløften til Europa, hvilket man ikke skal spille lotteri med. Samtidig skal Serbien straks gøre fremskridt i samarbejdet med det internationale tribunal og skabe resultater i forhandlingerne med Kosovo.

Jeg vil imidlertid gerne fremhæve spørgsmålet om minoritetsrettigheder, der er opført i Københavnskriterierne. Det glæder mig, at der i betænkningen er ofret opmærksom på disse sager i god tid, for Serbien skal fortsætte sine aktiviteter på dette område: Lovene om Vojvodinas status og om nationalrådene skal omsættes i praksis på en måde, så deres effekt kan bruges i virkeligheden. EU skal imidlertid lære af tiltrædelserne i 2004 og 2007, at disse ...

(Formanden fratog taleren ordet)

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Fru formand! Rådets beslutning om at starte proceduren for en ratificering af stabiliserings- og associeringsaftalen vil tilskynde Serbien til at fortsætte sine reformer for at overholde Københavnskriterierne. Aftalens ikrafttræden vil åbne for handelen mellem EU og Serbien og give gode udsigter for en tiltrædelse.

Hidtil er der gjort store fremskridt – specielt i samarbejde med EULEX – med hensyn til en reform af retssystemet og korruptionsbekæmpelse. Samtidig mener jeg ikke, at en manglende anerkendelse af Kosovos uafhængighed må stå i vejen for Serbiens euroatlantiske ambitioner. Den serbiske regering har først og fremmest vist sig villig til at indlade sig på en frisk dialog med Kosovo under EU's auspicier.

Jeg vil også gerne nævne Serbiens nøglerolle med hensyn til at sikre fred i Balkanområdet. I denne henseende finder jeg det yderst vigtigt at fortsætte den åbne dørs politik over for alle landene i det vestlige Balkan. Rumænien har uden forbehold støttet ekspansionen af denne region mod EU og NATO med særlig omtale af Serbien.

Afslutningsvis vil jeg understrege, at dette lands indsats og ambitioner skal anerkendes og påskønnes af de europæiske stater. Det er vores pligt at støtte vores partnere i balkanlandene i at fortsætte ad den euroatlantiske vej, som de allerede har valgt.

  Andrey Kovatchev (PPE). – (BG) Fru formand, fru Győri, hr. kommissær! Først vil jeg gerne takke ordføreren, hr. Kacin, for hans fine arbejde med denne betænkning. Serbiens og det vestlige Balkans fremtid ligger i EU. Jeg er overbevist om, at de historiske fejl og uretfærdigheder, der ramte balkanlandene i forrige århundrede, kun kan overvindes gennem europæisk integration.

Vores fælles mål er at ændre de nuværende grænser fra skillelinjer til foreningslinjer. Det bør ikke betyde noget, på hvilken side af en grænse borgerne bor, uanset deres etnicitet: uanset om de befinder sig i Niš eller Kalotina, i Caribrod eller Sofia, i Priština eller Leskovac, er europæisk integration den eneste vej til stabilitet, sikkerhed og velstand for serbiske statsborgere såvel som for deres naboer.

Kacins betænkning omfatter aspekter af det, der er opnået i Serbien, og af det, der fortsat skal gøres. Serbien har vores støtte på vejen mod integration, og det vil det fortsat have. De af os, der kommer fra Østeuropa, kan imidlertid give vores serbiske venner nogle gode råd, så de kan undgå at gentage vores fejl.

Et sådant råd kunne være, at man skal åbne det repressive kommunistiske systems arkiv i Jugoslavien. I Bulgarien har vi bitre erfaringer med følgerne af at udskyde åbningen af sådanne arkiver. Den tidligere efterretningstjeneste er tæt forbundet med korruption og organiseret kriminalitet i området. Jeg lykønsker Serbien med dets forsøg på at begrænse de kommunistiske strukturers indflydelse i regeringen. Et demokratisk lands fremtid bør ikke kontrolleres af dets totalitære fortid.

Vi fra Østeuropa er helt opmærksomme på manipulationen fra de tidligere kommunister, der gør alt, hvad de kan, for at præsentere deres aktiviteter som værende til forsvar for landets nationale interesser. I må ikke lade jer narre. Det eneste, der interesserer dem, er deres egne interesser.

Dem, der kontrollerer fortiden, kontrollerer også fremtiden. Åbningen af den kommunistiske efterretningstjenestes arkiver bliver et klart tegn til Europa om, at Serbien ønsker at bryde med et regime, der afskar det fra Europa i årtier. Borgerne i det tidligere Jugoslavien har ret til at kende deres nyeste historie.

Jeg ønsker Serbien held og lykke på vejen mod europæisk integration. Vi støtter processen og ser frem til at byde landet velkommen i den europæiske demokratiske familie.

  Georgios Koumoutsakos (PPE). – (EL) Fru formand! Først vil jeg gerne takke ordføreren for hans udmærkede arbejde og for teksten om Serbien. Underskrivelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem EU og Serbien har afgørende betydning for både Serbien og EU. Nu er næste fase, næste vigtige skridt, at få status som kandidatland. Jeg synes, at vi skal beslutte det til december. Lad os ikke glemme, at 2011 er et førvalgår for Serbien, idet der er parlaments- og lokalvalg i marts 2012.

De af os, der havde lejlighed til at lytte til vicepremierminister Đelić i Udenrigsudvalget i går, var vidne til Serbiens dedikation og målsætning om at gøre sit yderste for at leve op til de europæiske kriterier og forhåndsbetingelser. Vi var også vidne til Serbiens og den serbiske regerings positive og konstruktive holdning til en grundlæggende dialog med Priština. Vi skal opmuntre Serbien.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (LT) Fru formand! I betragtning af Rådets konklusioner om Serbiens fremskridt på reformområdet bør vi lykønske landet, men der er desværre nogle områder, der giver anledning til bekymring. Efterhånden som Serbien tager skridt i retning af EU, skal der gøres en enorm indsats på visse områder og specielt med hensyn til at forbedre erhvervsklimaet i Serbien. Litauiske investorers erfaringer giver anledning til rimelige spørgsmål vedrørende erhvervsklimaet og beskyttelsen af investeringer i Serbien. Den serbiske regering beskyldte litauiske virksomheder, der havde investeret 34 mio. EUR, for forsømmelighed, og i strid med aftalen mellem Serbien og Litauen om investeringsfremme og gensidig beskyttelse ophævede landet privatiseringsaftalen. Serbien skal finde ud af at sikre gennemsigtighed og et forudsigeligt miljø for erhvervslivet og håndtere bureaukratiske restriktioner, retsusikkerhed og lignende spørgsmål. Det siger sig selv, at vi støtter Serbiens målsætning om integration i EU, og jeg håber, at Serbien vil løse problempunkterne.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). – (HU) Fru formand, fru Győri, kommissær Füle! Vi afslutter ikke bare en proces, men forhåbentlig kan vi også indlede tiltrædelsesforhandlinger i år, da Serbien har nået meget på det seneste. Jeg vil også gerne nævne det faktum, at chefanklager Brammertz selv betragter et samarbejde med det internationale tribunal i Haag som uangribeligt. Det var i lange tider et følsomt emne. Det samme gælder for et NATO-partnerskab, og det, som jeg fandt særlig vigtigt i forbindelse med det vestlige Balkan, er det faktum, at Serbien har en prisværdig minoritetspolitik, der kunne være mønsterværdigt for mange EU-medlemsstater, da den vidtspændende kulturelle autonomi, der er åbenbar i den ægte drift af de forskellige nationale minoriteters råd, sikrer minoriteternes fortsatte eksistens. Endvidere er fremskridt i spørgsmålet om Kosovo – der er et yderst kompliceret og komplekst spørgsmål – utrolig vigtigt, men Serbien følger en god vej ...

(Formanden fratog taleren ordet)

  Ivo Vajgl (ALDE). – (SL) Fru formand! Betænkningen fra min kollega, hr. Kacin, er både realistisk og opmuntrende.

Serbiens fulde integration i EU er til bedste for europæisk stabilitet og sikkerhed. Dets integration vil også eliminere eller være et vigtigt skridt i retning af at eliminere den grå zone i det sydøstlige Europa.

Jeg støtter Serbien og dets strategimål, som vicepræsident Đelić har fortalt os om.

Nøglerne ligger i Serbiens hænder, og Serbien skal opfylde betingelserne. Dette kan også være en mulighed for at få et budskab igennem til den serbiske offentlighed om, at General Mladić skal være en kilde til skam og ikke stolthed for den serbiske nation.

Jeg vil gerne understrege, at jeg glæder mig over alle de skridt, som den serbiske regering og den serbiske offentlighed har taget i retning af at opbygge at godt nabolag. Samtidig er jeg nødt til at pointere, at grænsen er et af de vigtige spørgsmål med hensyn til naboskabsforbindelser.

  Ulrike Lunacek (Verts/ALE). – (DE) Fru formand! Jeg vil også støtte Serbiens tiltrædelse af EU samt tanken om, at det serbiske folk har en fremtid i et fælles Europa, ligesom det vestlige Balkan under ét har det. Personligt vil jeg også give grønt lys til stabiliserings- og associeringsaftalen, skønt jeg føler, at jeg samtidig skal pointere, at Serbiens samarbejde med Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det tidligere Jugoslavien (ICTY) endnu ikke er, hvad det burde være. Jeg håber også, at der bliver et flertal her i plenarforsamlingen for vores ændringsforslag, og at hr. Brammertz' ord fortsat vil være gældende i fremtiden.

Jeg vil gerne takke hr. Kacin for hans betænkning og for hans undertiden meget positive rapportering om Serbiens fremskridt samt om de fortsatte problemområder.

Nu vil jeg vende mig mod forbindelserne med Republikken Kosovo. Som Europa-Parlamentets ordfører for Kosovo har jeg en bøn til den serbiske forvaltning. Jeg fulgte nøje, hvad vicepremierminister Đelić havde at sige i går, da han erklærede, at der er en vilje til at indgå denne historiske aftale, men at man også klart må sige, at dialogen mellem Republikken Serbien og Republikken Kosovo ...

(Formanden fratog taleren ordet)

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Fru formand! Først vil jeg gerne udtrykke min opbakning til indgåelsen af en associeringsaftale med Serbien.

Serbien var og er fortsat et indflydelsesrigt balkanland. Borgerne i dette land har imidlertid i mange og lange år betalt for fejlene hos deres politiske ledere, der fik landet ind i en vanskelig politisk situation med deres risikable beslutninger. Hvis vi ønsker en langsigtet stabilisering af den politiske situation i balkanlandene, skal vi imidlertid have åbne og korrekte forbindelser med alle landene i regionen.

Serbien skal derfor være en lige så seriøs partner for os som alle de andre stabile lande i regionen, for at vi i en åben dialog og gennem et godt samarbejde kan hjælpe landets indbyggere til hurtigst muligt og på bedst mulig vis at blive integreret i fællesskabet af frie og demokratiske europæiske lande.

  Krisztina Morvai (NI). – (HU) Fru formand! Som ungarer er jeg meget glad for det ungarske formandskab, og jeg ønsker Rådet al mulig held og lykke. Ikke desto mindre gav denne tale om Serbiens EU-tiltrædelse mig en lidt trist følelse og en fornemmelse af, at der mangler et eller andet. Det skyldtes det faktum, at der ikke blev nævnt noget om den ekstraordinært grove krænkelse af menneskerettighederne hos vores ungarske landsmænd i Vojvodina, og jeg vil gerne spørge, om det ungarske formandskab eller Kommissionen er bekendt med rapporterne fra menneskerettighedsorganisationer og observatører specielt sagen om de unge mænd fra Temerin. Sagen om de unge mænd fra Temerin viser en skamløs krænkelse af menneskerettighederne gennem en urimelig hård straf på i alt 61 års fængsel til fem unge mænd for et værtshusslagsmål, som de skal afsone under tredjeverdensforhold med tortur samt en umenneskelig og grufuld behandling. For at føje spot til skade undersøger man ikke de mest brutale forbrydelser mod ungarere. Ved De ...

(Formanden fratog taleren ordet)

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Fru formand! Stik imod synspunktet hos de EU-fortalere, der ser alt i et rosenrødt skær, er en tiltrædelse af EU ikke tilstrækkelig til sådan bare lige at løse alle konflikter. Specielt når det drejer sig om ansøgerlandet Tyrkiet, kan det ses, at EU praktiserer forskelsbehandling. Serbien er trods alt parat til at indlede forhandlinger med Kosovo, skønt EU tydeligvis har en inkonsekvent holdning: I Bosnien tvinges adskillige etniske grupper ind i en multikulturel stat, mens det i Kosovo skønnes rimeligt for en enkelt etnisk gruppe at skille sig ud fra en stat.

Ikke alene har Serbien udtrykt vilje til at tale med Kosovo, men det har også undskyldt for folkedrabet i Srebrenica. Trods dette beskyldes Beograd fortsat for et manglende samarbejde med Det Internationale Krigsforbrydertribunal vedrørende det tidligere Jugoslavien i Haag. Menneskerettighedskrænkelserne i Tyrkiet, hvor man gør sig fortjent til straf blot ved at diskutere det armenske folkedrab, kan man derimod åbenbart godt se gennem fingre med.

Anklagen mod Kosovos premierminister Thaçi om at handle med menneskeorganer viser også, at krigsforbrydelser ikke kan betragtes ensidigt. Disse beskyldninger skal helt bortvejres. Forud for en EU-tiltrædelse er det yderst vigtigt, at Serbien og Kosovo løser deres uenigheder.

  Victor Boştinaru (S&D). – (EN) Fru formand! Stabiliserings- og associeringsaftalen med Serbien er endnu et vigtigt skridt i Serbiens integrationsproces over for EU. Vi taler om et land, der allerede har gjort imponerende fremskridt i de seneste år, og efter min mening vil en yderligere politisk og økonomisk integration gennem stabiliserings- og associeringsaftalen give Serbien det sidste skub på vejen frem mod EU.

I betragtning af Serbiens store betydning i det vestlige Balkan, vil stabiliserings- og associeringsaftalen få en positiv indflydelse ikke blot på EU og Serbien, men også på regionen under ét ved at styrke dens sikkerhed, stabilitet og udvikling og ved at skabe et solidt fundament for udvidelsesprocessen i det vestlige Balkan.

Forhåbentlig kan processen med stabiliserings- og associeringsaftalen efter at have fået grønt lys fra Europa-Parlamentet afsluttes hurtigst muligt. Jeg vil derfor opfordre medlemsstaterne til at sørge for, at ratifikationsprocessen finder sted så hurtigt og problemfrit som muligt.

  Jarosław Kalinowski (PPE). – (PL) Fru formand! Samarbejde med vores europæiske naboer er et væsentligt element af EU's politik. Serbien er i lighed med alle lande på Balkanhalvøen et ganske specielt tilfælde. På grund af Jugoslaviens sammenbrud i 1990'erne og de krige, der blev udkæmpet der, kæmper disse lande fortsat med økonomiske og politiske problemer den dag i dag. EU's rolle består i at støtte og hjælpe disse lande. Historien har lært os, at den politiske situation i regionen påvirker hele kontinentet, og at vi alle mærker konsekvenserne i lang tid.

Europa bærer også en del af ansvaret for begivenhederne. Derfor har vi en større moralsk forpligtelse over for disse lande, og de aftaler, vi taler om i dag – et samarbejde på alle områder samt foranstaltninger, der skal gøre tingene lettere for borgerne i disse lande – er yderst vigtige, ikke mindst for at undgå en gentagelse af historien.

  Zoran Thaler (S&D). – (SL) Fru formand! I dag er det atter blevet bevist, at et demokratisk og europæisk Serbien har mange allierede i EU.

Der er et faktum, at kun et demokratisk og proeuropæisk Serbien har en chance for at opveje 20 års forsinkelse i udviklingen af demokratiet, økonomien og borgernes livskvalitet.

Serbiens demokratiske regering og præsident Tadić fortjener vores støtte. Serbien er nøglen til stabilitet i balkanlandene. Et moderne europæisk Serbien har et stort ansvar her.

Det har først og fremmest ansvaret for at sikre en stabil, europæisk, fredelig og bedre fremtid for naboen Bosnien-Hercegovina og dernæst ansvaret for at indgå et historisk kompromis med den tilstødende albanske nation.

Den nuværende serbiske regering arbejder hen imod begge disse mål, så lad os samarbejde med den og støtte dens målsætninger.

  Andrzej Grzyb (PPE). – (PL) Fru formand! Kommissær Füle sagde, at det er helt op til Serbien at træffe de rigtige valg. Det er utvivlsomt tilfældet, men samtidig skal vi være opmærksomme på, at processen skal styrkes, hvilket vi ved som nye medlemsstater. Serbien traf det rette valg ved at underskrive stabiliserings- og associeringsaftalen. Det forpligtede sig til at gennemføre en række utvivlsomt vanskelige reformer. I Europa-Parlamentet skal vi styrke disse reformer, da det ikke kun er regeringen, men først og fremmest samfundet, der skal træffe dette passende europæiske valg. Da jeg observerede folkeafstemningen om forfatningen, sagde jeg følgende til serberne og til mine europæiske kolleger: "Se på Beograd og på serberne – de er europæere, og vi skal hjælpe dem på vejen mod reformer". Efter min mening kan alt, hvad der sker i processen med at ratificere stabiliserings- og associeringsaftalen – samt Europa-Parlamentets beslutning – hjælpe Serbien godt på vej.

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke de ærede medlemmer for denne værdifulde forhandling, der har vist Parlamentets konstruktive støtte til processen med at integrere Serbien i EU. Parlamentets støtte til ratifikationsprocessen vedrørende stabiliserings- og associeringsaftalen er et vigtigt tegn til Serbien, og det vil bidrage til at styrke dets indsats på vejen mod EU.

Jeg vil gerne kort kommentere nogle spørgsmål, der blev stillet under forhandlingen. Først vil jeg sige til hr. Belder, at der i spørgsmålet om Sandžak snarere er tale om en politisering af spørgsmålet om muslimsk repræsentation end en bølge af radikal islamisme. I denne sammenhæng ser vi frem til det næste valg til det bosniske nationalråd i april måned, der skal være fredeligt og inkluderende, og som skal fremme dialog og undgå radikalisering.

I spørgsmålet om udviklingsfonden er vi i tæt dialog med Serbien og andre lande i den vestlige Balkanregion om, hvordan man bedst udnytter IPA og gør det endnu mere effektivt. Der er igangværende overvejelser vedrørende støtten til teknologisk udvikling.

Med hensyn til fru Morvais spørgsmål vil jeg sige, at vi er særlig opmærksomme på menneskerettigheder og på beskyttelsen af minoritetsrettigheder. Jeg skriver til hende om en konkret sag, som hun nævnte i sit indlæg.

Jeg er personligt meget opmuntret over Serbiens seriøse og konstruktive tilgang til den aktuelle fase af udvidelsesprocessen. Hvor vi i går talte om bekymring, taler vi i dag om, at Serbien er på rette spor med hensyn f.eks. det vigtige spørgsmål om retlige reformer. Det danner et godt grundlag for, at Serbien fuldt ud kan udnytte integrationspotentialet i år 2011.

  Enikő Győri, formand for Rådet. – (HU) Fru formand, hr. Leterme, hr. kommissær, mine damer og herrer! Mange tak for denne udmærkede forhandling. Der har været fine betragtninger vedrørende en udmærket betænkning, og det faktum, at flertallet af de rejste spørgsmål er medtaget i betænkningen, viste betænkningens fortræffelighed over for mig, så efter min mening var det et glimrende diskussionsgrundlag.

De har alle bekræftet, at det ikke handler om en færdig proces, men snarere om en begyndelse. Efter denne begyndelse tror jeg, at alle de sager, der er taget op under forhandlingen, vil blive diskuteret. Der er gjort store fremskridt, og derfor er vi nået til det aktuelle stadium i processen, og der er fortsat meget at gøre. De har selv rejst mange spørgsmål vedrørende f.eks. et uddybet demokrati, flygtninge, udvikling af et erhvervsklima, problemer vedrørende visumfrie rejser eller mindretallenes situation.

Vi har hørt, at der er gjort store fremskridt i Serbiens minoritetspolitik, sådan som hr. Tabajdi også pointerede, men samtidig er Københavnskriterierne også gældende, hvilket Kommissionen har gjort opmærksom på. Det er et vigtigt vink for os, og vi vil nøje holde øje med det i alle vores bevægelser og vurderinger.

Det er også blevet sagt, at situationen er skrøbelig. Det er jeg helt enig i, og derfor er det særlig vigtigt, at vi ansporer Serbien til at fortsætte ad denne vej. Det pointerede hr. Brok og hr. Swoboda også. Efter min mening er det vigtigste – hvilket fru Nicolai også nævnte – at Serbien traf beslutningen af egen fri vilje; at Serbien bekender sig til EU og et EU-medlemskab, og vi vil fremme denne proces med alle midler. Jeg opfatter det faktum, at de har valgt denne vej af egen vilje som en garanti for, at Serbien vil træffe alle nødvendige foranstaltninger. Jeg er overbevist om, at Parlamentet efter denne velafrundede forhandling vil sige ja til stabiliserings- og associeringsaftalen.

  Jelko Kacin, ordfører. – (SL) Fru formand! Dagens værdifulde forhandling er det bedste eksempel på Europa-Parlamentets og andre EU-institutioners levende interesse i samt støtte til Serbien.

Blandt de udfordringer, som Serbien arvede fra krigene i 1990'erne, er landet nu primært i færd med at lægge fundamentet til de retsstatslige principper.

De juridiske reformer, der startede i 2009, er på mange måder fortsat ufuldstændige, men det er nødvendigt med en systematisk korrektion.

Retsstatslige principper er det væsentligste Københavnskriterium. Serbien skal sikre de retlige myndigheders uafhængighed, kompetence og effektivitet for at skabe retssikkerhed og økonomisk udvikling.

Vi glæder os over Beograds nylige bestræbelser på at forstå disse udfordringer. Tilbagelevering, dvs. tilbagelevering af konfiskeret ejendom og beskyttelse af privat ejendomsret, er et element heraf.

Jeg ser frem til, at formanden for Serbiens nationalforsamling besøger Europa-Parlamentet senere på måneden. Vi har brug for at styrke rollen og ansvaret hos det serbiske parlament og alle dets medlemmer.

Vi skal også blive bedre til at tiltrække den serbiske opposition, der skal påtage sig et større ansvar for en vellykket serbisk integrationsproces.

Afgivelsen af den serbiske regerings svar på Kommissionens spørgeskema, som premierminister Cvetković vil overrække til kommissær Füle i denne måned, bliver et historisk skridt for den serbiske stat og alle dens indbyggere.

Efter min mening bliver dette skridt meget vigtigt og vellykket, og derfor ønsker jeg også det ungarske formandskab al mulig held og lykke med at fremme de proeuropæiske kræfter i Serbien.

Jeg ved, at den serbiske regerings europæiske integrationskontor under ledelse af Milica Delević gør et glimrende job, og derfor bliver et samarbejde ikke vanskeligt.

Endvidere er tilstedeværelsen af hr. Božo Đelić, den serbiske viceminister og videnskabsminister, her i mødesalen et bevis på den serbiske regerings levende interesse i vores arbejde og i Serbiens fremtid i EU.

Afslutningsvis vil jeg gerne bede Dem overveje noget.

For mindre end tre år siden var Serbien på randen af selvvalgt isolation. I dag er faren drevet over, og Serbien befinder sig støt på vejen mod EU. Det er udelukkende op til Serbien, hvor hurtigt det skal gå.

Med denne beslutning tilskynder vi Serbien til at følge dets historiske vej, og vi sender et klart budskab til Serbien om, at vi værdsætter dets succes og anerkender de udfordringer, som landet står over for.

  Formanden. – Forhandlingen under ét er afsluttet.

Udenrigsudvalget har stillet et beslutningsforslag om at afslutte denne forhandling. Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.30.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Jiří Maštálka (GUE/NGL), skriftlig. – (CS) Jeg glæder mig over og støtter alle skridt i retning af en hurtig integration af Serbien i EU, eftersom flertallet af serberne ønsker dette. Samtidig vil jeg dog gerne sige, at de fleste af de mangler, serberne kritiseres for i Parlamentets beslutningsforslag, kan henledes til de destruktive handlinger, som visse EU-medlemsstater tidligere var involveret i på Balkan, samt NATO's angreb, der var rettet direkte mod Serbien. Vi bør fremme Serbiens tiltrædelse af EU, da vi ikke bør betragte dette medlemskab som en belønning for Serbien, men som en chance for EU til at bidrage til løsning af en række af de problemer, EU faktisk har skabt, direkte eller indirekte. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på behovet for en forsigtig og afbalanceret tilgang til problemerne omkring de etniske mindretal i Serbien. Parlamentet anerkender i sit beslutningsforslag "de forhåbninger, som det albanske mindretal [ ] [i Serbien] nærer", og taler om at respektere "deres ret til selvstyre på provinsplan". Hvis mindretalsproblematikken skal "løses" gennem en fælles lovgivning, som giver mindretal særlige rettigheder, vil det være en "løsning" med katastrofale konsekvenser for de pågældende stater, og dette gælder ikke kun for Serbien. Den eneste måde at sikre mindretallenes rettigheder på er ved konsekvent at fremme og forsvare individuelle menneskerettigheder.

  Csanád Szegedi (NI), skriftlig. – (HU) Ungarn ratificerede stabiliserings- og associeringsaftalen mellem EU og Serbien den 16. november 2010. Ungarn var på dette tidspunkt i færd med at forberede sin tiltrædelse til EU's formandskab og havde ikke lært af sin historiske fejltagelse, den gang da det kunne have gjort Rumæniens tiltrædelse betinget af regionalt selvstyre for mindretallet af oprindelige ungarere i Transsylvanien. Konsekvenserne af denne forspildte mulighed er stadig mærkbare den dag i dag. Ungarske kirkegårde bliver skændet, der foregår et tavst folkedrab på ungarere i Transsylvanien. EU og det ungarske udenrigsministerium skal håndhæve mindretallenes rettigheder gennem stabiliserings- og associeringsaftalen mellem EU og Serbien. Det er meget magtpåliggende, at EU ved at indgå og fremskynde associeringsaftaler viser kandidatlandene, at medlemskab af EU er et opnåeligt mål. Mens det politiske parti, Jobbik, støtter f.eks. Kroatiens tiltrædelse, idet landet anses for at kunne opfylde kriterierne, er det kraftigt imod, at der tages yderligere forhastede skridt mod en aftale med Serbien. En betingelse for at tiltrædelsesprocessen kan fortsætte, må være en meget højere grad af selvstyre til mindretallet af oprindelige ungarere i Serbien, herunder fuldstændig regionalt og kulturelt selvstyre. Vi må ligeledes overveje at give befolkningen i Vojvodina mulighed for at give deres mening til kende vedrørende deres regionale status gennem en folkeafstemning for på den måde at afhjælpe noget af den uudslettelige skade, der blev påført ungarere ved traktaten i Trianon.

(Mødet blev udsat kl. 10:25 og genoptaget kl. 10:30)

FORSÆDE: Jerzy BUZEK
Formand

6. Status over Rådets belgiske formandskab (forhandling)

  Formanden. – Jeg vil gerne have lov til at byde premierminister Yves Leterme velkommen. For et halvt år siden præsenterede vi det belgiske formandskab. Nu skal vi præsentes for det belgiske formandskabs resultater, dvs. lovgivning, Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, finanstilsyn, borgerinitiativet og budgettet – vi skal drøfte alle disse punkter.

Ligeledes velkommen til kommissionsformand Barroso samt til alle, der er til stede her i Parlamentet i dag.

– Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om status over Rådets belgiske formandskab.

  Yves Leterme, Rådets formand. – (FR) Hr. formand, hr. formand for kommissionen, mine damer og herrer! Selv om det måske kan virke malplaceret her i Parlamentets plenarsal, vil jeg ikke desto mindre begynde min tale med et citat fra den store nordamerikanske tænker, Ralph Waldo Emerson, som sagde:

"Gå ikke altid i stiens spor. Gå et sted, hvor ingen sti er – og efterlad et spor". "Do not go where the path may lead. Go instead where there is no path and leave a trail".

(FR) Med andre ord: "Gå ikke altid i stiens spor. Gå et sted, hvor ingen sti er – og efterlad et spor".

Dette er præcis, hvad vi har gjort, sammen, de sidste seks måneder. Belgien, mit hjemland, blev anmodet om at påtage sig det roterende formandskab for EU efter Lissabontraktatens ikrafttrædelse.

Det er sandt, at vi ikke begav os ud på fuldstændig ukendt territorium, men der var dog stadigvæk behov for at fastlægge kriterier for EU's nye funktionsmåde under den nye traktat med de nye EU-institutioner, vi har oprettet. Derfor fulgte vi belgisk tradition og gjorde alt, hvad vi kunne for at sikre, at institutionerne kunne fungere optimalt og således skabe den rette præcedens.

Jeg tør godt sige, at EU, således som det er bygget op i henhold til Lissabontraktaten, i dag fungerer og fungerer godt. Unionen har oprettet et nyt instrument til tilsyn med finanssektoren, hvilket forhåbentlig skulle kunne forhindre, at der igen opstår kriser som den, vi fortsat er i færd med at kæmpe os ud af. Der er sket fremskridt med hensyn til økonomisk styring. Der er indgået aftale om budgettet for 2011, og som det allervigtigste blev der i løbet af de seks måneder i alt indgået næsten 40 lovgivningsmæssige aftaler mellem Parlamentet og Rådet.

Vores beslutning om at respektere både ånd og bogstav i Lissabontraktaten blev truffet med henblik på Unionens fremtid og var en investering i et endnu tættere europæisk samarbejde. For at nå dette mål har vi i dette formandskab fulgt to overordnede retningslinjer.

For det første havde vi ikke noget ønske om at profilere os selv. I stedet indarbejdede vi vores program, det belgiske program med dets fem prioriterede områder, i den europæiske dagsorden, i Kommissionens program, i den fremdrift, som stats- og regeringsoverhovederne har skabt i Det Europæiske Råd, i trojkaens program med vores spanske og ungarske kolleger.

(NL) For det andet, eftersom vi ikke ønskede at påtvinge en belgisk dagsorden, valgte vi, hvad jeg vil kalde et formandskab med plads til alle. Vi forsøgte virkelig at samarbejde så tæt som muligt med alle europæiske institutioner med respekt for Lissabontraktatens ånd og bogstav og påtog os egentlig blot rollen som mægler.

Vi samarbejdede med alle parter, selvfølgelig med Parlamentet og Kommissionen, men også med den nye faste formand for Det Europæiske Råd, den højtstående repræsentant og selvfølgelig med medlemsstaterne, men jeg tør godt sige, at vi i hele vores tid i embedet var særlig opmærksomme på at samarbejde konstruktivt og med et åbent sind med Parlamentet, hvis beføjelser er blevet betydeligt styrket under de nye bestemmelser.

Lidt beskedenhed vil nok også være på sin plads her i dag, men det er mig magtpåliggende at sige, at vi sammen med Dem har sørget for, at denne metode har været vellykket. Dertil kommer, at Unionen i dag mere end nogensinde udgør et samspil mellem institutioner om medlemsstater. Jeg mener, at denne metode har virket, og at den fortsat vil kunne virke, fordi den fokuserede, og stadig fokuserer, på resultater og ikke på profilering. Dette gælder for vores formandskab, og det gælder sandelig også for Parlamentet, men det er selvfølgelig op til Dem at bedømme.

Jeg vil dog gerne benytte mig af lejligheden til at udtrykke min påskønnelse samt takke for samarbejdet, på vegne af den belgiske regering og mine kolleger, som har varetaget det roterende formandskab. Jeg tør godt sige, at de fleste af de aftaler, vi har indgået, i den sidste ende er blevet vedtaget med et bredt flertal. Dette er et vidnesbyrd om kvaliteten af forhandlingerne her i Parlamentet og – hvilket burde overbevise de europæiske borgere – om, at De har prioriteret det, som er godt for Europa, langt højere end nationale interesser.

Nu er disse seks måneder imidlertid gået. Og vi skal ikke dvæle ved fortiden. Faktisk vil vi få mere travlt end nogensinde i løbet af de kommende måneder og år, da vores Union, vores samfund, står over for usædvanlig store udfordringer. Jeg vil lige kort nævne dem her.

Den første udfordring ligger helt klart i at bevare kontinuiteten i det, vi har startet i løbet af det sidste halve år, dvs. økonomisk styring. Siden starten af disse seks måneder har vi i fællesskab arbejdet hen imod at tage de nødvendige skridt til at afværge en krise på euroområdet. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt blot at behandle de symptomer, vi har set indtil nu. De trusler, som en række af landene i euroområdet har stået over for, har vist, at en monetær union ikke kan fungere alene uden en økonomisk union, uden større økonomisk konvergens. Derfor må vi yde en determineret indsats med henblik på at opnå større økonomisk samhørighed, øget samhørighed mellem medlemsstaternes politikker og på det skattemæssige, det økonomiske og det sociale område.

Økonomisk forvaltning kræver ligeledes en nøje overvågning af medlemsstaternes budget- og strukturpolitikker. Vi bør til fulde udnytte det europæiske halvår, som blev indført med netop dette formål. En tilbagevenden til budgetdisciplin må ikke kun være en ikke-bindende målsætning. Den skal kunne kontrolleres og om nødvendigt kunne håndhæves på europæisk plan. Dette handler helt klart ikke om disciplin for disciplinens skyld. Sunde offentlige finanser er en absolut nødvendighed, hvis vi skal kunne genetablere en bæredygtig vækst, en troværdig vækst, der skaber arbejdspladser til vores borgere. Disse arbejdspladser spiller en afgørende rolle for opretholdelsen af den helt særlige europæiske socialmodel, som går hånd i hånd med politisk og økonomisk frihed, social solidaritet og økologisk ansvar.

(DE) Unionen skal anvende de nye instrumenter, den indfører med henblik på en effektiv overvågning af de finansielle markeder. Disse instrumenter formodes at være klar ved slutningen af indeværende år. Dette er absolut nødvendigt, hvis eventuelle nye afsporinger af markedet skal forhindres.

Økonomisk konvergens, overvågning af de nationale budget- og strukturpolitiske muligheder samt nye instrumenter til overvågning af det finansielle marked – alt dette kan give det indtryk, at Unionens apparat er på vej til at blive tungt og kompliceret. Og selvfølgelig må det også forventes, at en tættere overvågning af medlemsstaternes nationale politiske beslutninger ikke vil forløbe uden at skabe en del debat og være en kilde til konflikter. Det bør imidlertid ikke afskrække os, da dette er en del af kernen i den europæiske integration.

(EN) Det andet område vi skal tage os af – hvor vi skal bevare fremdriften – handler om Unionens rolle på verdensplan. Vi har gjort fremskridt på dette område. Takket være vores fælles forberedelser og en fælles EU-repræsentation har vi øget vores slagkraft i G20-samarbejdet. I de seneste måneder har Unionen begyndt opbygningen af sin egen diplomatiske repræsentation i store dele af verden. Disse tiltag er gode, men de har brug for at blive styrket.

EU taler ganske vist med én stemme om de fleste af verdens problemer, men ord er ikke nok. Unionen er nødt til at udvikle mere slagkraft, den skal kunne vise handlekraft og blive en reel pol for indflydelse og magt i en multipolar verden.

For det tredje er vi nødt til at tage fat på Unionens finansielle overslag. Det er korrekt, at tiden ikke er den rette for regeringerne til at overveje kraftige stigninger i deres bidrag til EU's budget, men vi kan heller ikke undgå en debat om de langsigtede finansielle overslag.

Parlamentet er blevet lovet, at der bliver en høring om tanken bag Unionens fremtidige finansiering og om metoder og midler. Unionen kan ikke leve fra hånden i munden, der er behov for et langsigtet perspektiv.

Sidst, men ikke mindst vil jeg sige, at vi vil kunne klare de udfordringer, hvis vi blot mere end nogensinde før tror på os selv. Med denne udfordring for de kommende år i tankerne, vil jeg gerne citere den franske tænker og forfatter, André Frossard. Jeg citerer først på fransk, derefter oversætter jeg:

(FR) "Europa ønsker med rette at udstyre sig selv med en fælles politik og en fælles valuta, men det, Europa har allermest brug for, er en sjæl".

(EN) "Europa ønsker med rette at udstyre sig selv med en fælles politik og en fælles valuta, men det, Europa har allermest brug for, er en sjæl".

Ja, vi har brug for en sjæl, kære kolleger. Vi har brug for at tro på os selv og på det, vi har udrettet, og ikke undskylde for, hvem og hvad vi er. Vi har brug for at huske på, at før Unionen blev et marked, før den blev en valuta, før den blev en samling institutioner, før alt dette var Unionen – vores Union – en vision, en tro, en drøm. Den var en drøm om fred på dette kontinent, som var blevet sønderrevet af så mange krige.

Jeg har hørt, at det er blevet smule passé at tale om fred til de generationer i Europa, som aldrig har oplevet krig. Her kan jeg kun bede dem om at se sig omkring. Se f.eks. på alle de flygtninge, som flygter fra krig, fra væbnede konflikter, fra tyranni og kommer hertil. Disse flygtninge ser helt sikkert ikke ned på det, vi har skabt, nemlig fred og sikkerhed på næsten hele dette kontinent. Alle disse flygtninge, disse mennesker, higer – som så mange mennesker andre steder i verden – efter de rettigheder og den frihed, som alt for mange af vores borgere bare tager for givet.

For vores borgere såvel som for indvandrerne står Unionen for fred, men i lige så høj grad for frihed, for demokrati, for grundlæggende rettigheder og for retsstatsprincippet. Vi tror på retten til menneskelig værdighed for den enkelte, hvilket betyder den enkeltes ret til at leve med rank ryg og ikke på knæ, samt på retten til frit at tænke og sige, hvad man vil, og frit udøve sin religion.

I en meget citeret udtalelse sagde Jean Monnet, at intet bliver gjort uden mennesker, men intet varer ved uden institutioner. Dette er lige så sandt i dag som den gang, det blev sagt, men på den anden side er det også sandt, at institutionerne vil sygne hen, hvis ikke de bliver båret frem af mennesker med stærke overbevisninger. Vi må huske, at vi kun kan bære vores borgere fremad, hvis vi giver dem en vision, hvis vi giver dem en drøm.

Til sidst vil jeg ønske Ungarn al mulig held, nu da det har overtaget formandskabsstafetten. Jeg er sikker på, at det vil holde faklen højt, den fakkel som symboliserer den europæiske drøm om fred, den europæiske drøm om frihed og en endnu stærkere Union.

(Bifald)

  José Manuel Barroso, Formand for Kommissionen. – (FR) Hr. formand, hr. Leterme, mine damer og herrer! Unionen har gennem effektivitet og fokus, gennem realisme og fællesskabsånd gjort store fremskridt under det belgiske formandskab, og det må vi udtrykke beundring og anerkendelse for.

På vegne af Kommissionen vil jeg gerne på det varmeste lykønske premierminister Leterme, hele hans regering, administrationen og alle de belgiere, der gav deres bedste for at sikre dette formandskabs succes.

Det var et fint og godt formandskab på et vanskeligt tidspunkt præget af store udfordringer for Unionens fremtid. Udfordringerne har sjældent været så store og problemerne så vanskelige at løse. Gennem alle disse måneder med rumlen og rasen – undskyld udtrykket – fastholdt det belgiske formandskab den europapolitiske kurs. Dens aktiviteter skete altid inden for rammerne af den grundlæggende betydning af EU's eksistens, den fælles solidaritet over for de generelle europæiske interesser. Dens aktiviteter gjorde det også muligt at udstikke den fremtidige kurs, der bedst kunne sikre vores primære mål, nemlig stabilitet og relancering af jobskabende vækst.

Der var måneder, hvor Europa stadig måtte leve med den vanvittige udvikling i den finansielle krise og i statsgælden. Alles øjne var rettet mod fremtiden for euroområdet og mod vores vilje til at forsvare det. Når vi siger, at vi vil gøre alt, hvad der er muligt, for at forsvare stabiliteten på euroområdet generelt, må det ikke bare være tomme ord. Det er kort og godt udtryk for vores faste politiske vilje til at forsvare vores fælles fremtid. Fremtiden for euroområdet og fremtiden for EU er to sider af samme sag. Vi ønsker, at denne fremtid skal være stabil og blomstrende for os selv og for de kommende generationer. Dette har altid været og er fortsat det, der menes med europæisk integration og fællesskabsånd.

Vi har forpligtet os til at foretage grundlæggende reformer, og dette viser, at vi fuldt ud er opmærksomme på den udfordring, EU står over for. Vi skal tilpasse os den nye politiske, økonomiske og strategiske virkelighed i en hurtigt skiftende globaliseret verden. Vi må foretage denne tilpasning samtidig med, at vi bekræfter vores værdier, forsvarer vores interesser og styrker vores troværdighed og indflydelse på den internationale scene.

De grundlæggende beslutninger, vi har taget med henblik på at styrke økonomisk styring i EU og afhjælpe de makroøkonomiske ubalancer, er selve kernen i dette forløb. De er ikke en valgmulighed, men bydende nødvendige. Jeg håber, at Parlamentet og Rådet i den kommende halvårsperiode vil vedtage forslagene om økonomisk styring.

Helt grundlæggende drejer det sig ikke om, hvem af de forskellige politiske aktører i Europa, der ender som vinder eller taber, men om hvorvidt vi hver især er parate til at samarbejde under fuld respekt for vores fælles beføjelser. I realiteten handler det om, hvorvidt EU som helhed ender som vinder eller taber. Svaret er klart, nemlig at vi skal styrke vores økonomiske styring, ellers ender vi alle som tabere, både hvad angår euroområdet og EU som helhed.

Hvis vi ikke styrker den økonomiske styring, taber vi slaget om stabilitet, vækst og beskæftigelse i Europa. Hvis vi ikke styrker den økonomiske styring, bliver de stærke forbindelser i dag til svage forbindelser i morgen. Og hvis vi ikke styrker den økonomiske styring, mister vi vores troværdighed på den internationale scene.

Spørgsmål som styring og makroøkonomisk ubalance er også globale spørgsmål, som især bliver debatteret på G20-møder, så hvordan skulle vi kunne bevare vores troværdighed og indflydelse over for vores internationale partnere, hvis vi ikke en gang er i stand til at løse dem på EU-plan? Jeg siger dette, idet jeg nøje vejer alle mine ord: I realiteten er det et eksistentielt spørgsmål for EU. Vi handler og gør vores indflydelse gældende som en Union, eller vi undlader at handle og lader os blive kørt ud på et sidespor. Det handler i virkeligheden om vores kollektive fremtid.

Heldigvis er vi på vej mod en højere grad af selvhævdelse. Derfor lykønsker jeg det belgiske formandskab. Den aftale, der blev opnået på ØKOFIN-Rådets samling den 17. september, førte til oprettelsen af nye tiltag inden for økonomisk styring, også kendt som det europæiske semester. Det første skridt blev taget sidste uge med præsentationen af den årlige vækstgennemgang, der er udarbejdet af Kommissionen, hvori vi gør det meget klart, at de tre prioriterede områder, vi skal koncentrere os om, er en styrkelse af makroøkonomisk stabilitet – især gennem en stram finanspolitisk konsolidering – strukturelle reformer og jobskabende vækst.

Vi har ligeledes opnået betydelige resultater med finanstilsyn i særdeleshed ved at vedtage en ny europæisk struktur for finanstilsyn, som blev oprettet den 1. januar 2011 med etableringen af Det Europæiske Råd for systemiske Risici og de tre nye finansielle kontrol- og tilsynsmyndigheder, som dækker markederne og henholdsvis bank- og forsikringsområdet.

I dette halve år lykkedes det os ligeledes at indgå aftaler om forvaltning af spekulative fonde og andre alternative investeringsfonde samt om kreditvurderingsinstitutterne. For vores borgere er stramningsforanstaltninger ikke et vagt begreb, men den barske virkelighed i deres dagligdag. Rundt om i Europa, næres der megen bekymring og ængstelse, men der er også store forventninger i Europa om, at de reformer, der har været udskudt alt for længe, nu endelig vil blive gennemført, at den europæiske dimension vil blive en integreret del af løsningen, og at Europa vil forsvare sine projekter, sine værdier og sine interesser i verden.

Derfor er det vigtigt at sprede budskabet så bredt som muligt om Unionens bestræbelser for at genskabe bæredygtig vækst, som vil kunne skabe beskæftigelse og opbygge et europæisk samfund, der er mere retfærdigt og miljøvenligt.

Jeg vil også gerne fremhæve visse andre resultater især inden for området for udenrigspolitik og eksterne forbindelser. Et af disse er frihandelsaftalen med Sydkorea, som blev undertegnet den 6. oktober, og som helt enkelt er den mest ambitiøse handelsaftale, EU nogensinde har indgået. Den skal fremover være et forbillede for fremtidige bilaterale handelsaftaler.

I modsætning til, hvad visse pessimister forventede, lykkedes det at gøre fremskridt i Cancún hen imod multilateralisme i kampen mod klimaændringer. Cancún viste ligeledes, hvor vigtigt det er, at formandskabet og Kommissionen samarbejder, således at Europa kan tale med en sammenhængende og hørbar stemme på den internationale scene.

Med hensyn til praktiske resultater, vil jeg desuden gerne rose den aftale, der endelig blev opnået under det belgiske formandskab på transportområdet om eurovignet-pakken. Dette har stor betydning for vores borgere.

Jeg vil også gerne rose det belgiske formandskab for den eksemplariske måde, hvorpå det har sørget for, at de store nyskabelser i Lissabontraktaten blev overholdt og gennemført. Det anvendte med stor succes alle sine forhandlingsevner i de vanskelige drøftelser om EU's budget for 2011 under traktatens nye budgetregler. Dette var en illustration af den europæiske ånd og kompromiskultur, når den er bedst. Kommissionen er stolt over den måde, hvorpå formandskabet bidrog til dette resultat.

Som en del af mine forpligtelser over for Parlamentet skal jeg i morgen have et indledende møde med Parlamentets formand, hr. Buzek, og premierminister Orbán, som har det roterende formandskab for Rådet, om de næste skridt, der skal tages i forbindelse med de budgetmæssige spørgsmål.

2010 var et ofte vanskeligt og til tider ekstremt krævende år. Det endte dog med at være meget produktivt. Det var under to landes formandskaber, det belgiske, men også det spanske, at europæisk integration tog et afgørende skridt fremad. Her ser jeg Unionens styrke og et bevis på, at vores institutioner fungerer hensigtsmæssigt. Det er nu op til det tredje land i trojkaen, Ungarn, at fastholde dette momentum.

De vigtige beslutninger, vi har truffet i løbet af det seneste år, viser, at vi alle, Parlamentet, Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne, ved, hvad vi er nødt til at gøre for at sikre en stabil og indbringende fremtid for Europa. Hvis vi ved, hvad vi skal gøre, skal vi gøre det nu. Vi har sagt, at vi har viljen til at gøre det. Vi må nu vise, at vi virkelig er i stand til at leve op til vores politiske forpligtelser uden at forringe dem, uden at blive svækket eller lade os narre af de fristende tegn på opsving.

Vi skal konsolidere vores handlinger og således vise, at de ikke er en reaktion på presset fra markedskrisen, men i stedet en stærk bekræftelse af vores vilje til at leve sammen i denne Union for fred, solidaritet og frihed.

  Jean-Luc Dehaene, for PPE Gruppen. – (NL) Hr. formand! Det belgiske formandskab har med rette fået ros fra alle sider. Hr. premierminister! De og Deres kolleger kan tage æren for en række bemærkelsesværdige resultater. I stedet for at kommentere de enkelte resultater, vil jeg i stedet i særlig grad fremhæve den høje standard, De har sat for formandskabet. Når det kommer til alt, var det belgiske formandskab for Rådet faktisk det første formandskab, hvor hele formandskabets periode fungerede under den nye institutionelle ramme i Lissabontraktaten. Dette var i sig selv en udfordring.

Traktaten har ændret den institutionelle ramme betragteligt, således som jeg allerede har fastslået i min betænkning om den foregående valgperiode. Det Europæiske Råd og Rådet er nu blevet to klart adskilte institutioner med hver deres formand. En anden ting, der er ny, er, at Traktaten anvender nøjagtig den samme ordlyd til beskrivelse af Rådets mandat som til beskrivelse af Parlamentets. Man sidder tilbage med det indtryk, at visse medlemmer af Rådet har haft problemer med at tilpasse sig til det nye forhold mellem Parlamentet og Rådet. Det fremgik tydeligt under budgetforhandlingerne.

Dette kan imidlertid ikke siges om det belgiske formandskab. I samråd med Kommissionen og Parlamentet har det hovedsagelig brugt sine kræfter på at realisere den europæiske dagsorden på lovgivningsområdet. Og her vægtede de europæiske prioriteringer altid højest. Dette er også til dels forklaringen på det belgiske formandskabs succes. Tidligere formandskaber har alt for ofte forsøgt at sætte deres nationale prioriteter højere end de europæiske. Dette er ikke tilfældet her, og derfor har Europa gjort store fremskridt under dette formandskab. Den vanskelige budgetforhandling under det belgiske formandskab fastlagde ligeledes kursen for en af Unionens største udfordringer fremover, nemlig oprettelsen af den nye finansielle ramme. Belgien fik tilsagn fra de foregående formandskaber om, at Parlamentet ville blive inddraget i debatten om denne flerårige finansielle ramme. Hvad Kommissionen angår, forpligtede den sig til i sit forslag til den flerårlige plan at fremsætte forslag omkring Unionens egne ressourcer, og det er af afgørende betydning, at dette sker. Parlamentet vil derfor sikre, at både Kommissionen og kommende formandskaber overholder disse forpligtelser.

  Hannes Swoboda, for S&D Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. premierminister Leterme, medlemmer af formandskabet, hr. Barroso! I denne uge har vi mulighed for at sammenligne to formandskaber. Det ene er lige afsluttet og det andet lige begyndt. Med hensyn til det belgiske formandskab må jeg sige, at det leverede et fremragende stykke arbejde – mange tak for det. Dette gjorde det på trods af vanskelige forhold – den politiske situation på hjemmefronten er jo ikke ligefrem nem, Lissabontraktaten er ny, og selv forholdet til Det Europæiske Råd er ikke helt nemt. Det belgiske formandskab fastholdt imidlertid fokus på Europa. Det ønskede at bringe Europa fremad.

I modsætning hertil har vi med det ungarske formandskab set et formandskab, der – i hvert fald indtil nu – er mere fokuseret på sine indre anliggender, med andre ord på at fastholde magten derhjemme især i forbindelse med en meget kontroversiel medielov, som vi også skal drøfte på et andet tidspunkt. Jeg håber, at hr. Orbán vil se nærmere på, hvordan det belgiske formandskab forløb, og måske i nogen grad følge den samme linje.

Hr. Leterme talte om økonomisk styring. I den forbindelse kan jeg fuldt ud tilslutte mig det, hr. Barroso havde at sige. Det er en enten/eller situation. Her taler vi om enten endnu en krisefremkaldende udvikling i Europa – og ikke kun i euroområdet – eller et forsøg på at skabe effektiv økonomisk styring baseret på samarbejde mellem alle medlemsstater, men også baseret på en energisk indsats fra Kommissionens side. De ved, hr. Barroso, at De har fuld opbakning fra vores side i den forbindelse. De har opnået mange resultater på området, hr. Leterme, men vi skal gå længere nu, vi skal tage de næste skridt.

De sagde, at det primært handler om samarbejde på det afgiftsmæssige, det skattemæssige og det sociale område. Dette fører mig til det andet punkt, hvor det belgiske formandskab udmærkede sig, nemlig inden for den sociale dimension. Jeg tror, at vi alle har interesse – skønt måske i forskellige grader – i, at der sker en udvikling af den sociale dimension. Det sociale Europa betyder ikke, at det sidste er gjort inden for det socialpolitiske område i Europa. Det betyder nok snarere f.eks. de ting, De talte om og har opnået i forbindelse med fattigdomsbekæmpelse. Det er en skandale at se, at fattigdommen faktisk til en vis grad er stigende i Europa. Det samme gælder for det, De sagde om den stigende ulige indkomstfordeling. Under Deres formandskab gjorde De det klart, at dette ikke kun er et socialt problem. Det er også et økonomisk problem. Større fattigdom og større social ulighed fører også til faldende konkurrenceevne. Dette er ud fra et økonomisk og finansielt synspunkt empirisk bevist. De ting, De sagde, er meget vigtige.

Det, De sagde om borgernes Europa, er ligeledes vigtigt. De leverede et konkret bidrag sammen med hr. Šefčovič og medlemmerne af Parlamentet i forbindelse med gennemførelsen af det europæiske borgerinitiativ. Dette vil være et stort skridt fremad, hvis det bliver anvendt fornuftigt af de proeuropæiske kræfter til at bringe Europa tættere på borgerne.

Vi ønsker naturligvis også Belgien alt godt i fremtiden. Det er ikke uden betydning, hvordan aktørerne på den politiske scene optræder. Jeg håber, at alle politiske kræfter i Belgien vil prøve at skabe reel enighed. Det er vanskeligt at fortælle folk i en kriseramt region, at de bare skal nå til enighed, at de bare skal samarbejde om vigtige spørgsmål, når det ikke kan lade sig gøre i Belgien – et af de centrale lande i EU.

I den forbindelse vil jeg ønske Dem held og lykke. De repræsenterer på mange måder et forbilledligt formandskab. Jeg håber, at andre kommende formandskaber vil følge Deres eksempel.

(Bifald)

(Taleren indvilligede i at besvare et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort ifølge forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Krisztina Morvai (NI). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne spørge hr. Swoboda om, hvordan han tør kritisere det ungarske formandskab, når det lige er begyndt. Han ved ikke en gang noget om det. Hvorfor kritiserer han ikke i stedet sine kammerater i Den Socialdemokratiske Gruppe, som skød på deres eget folk på 50-års-dagen for revolutionen i 1956, og som vilkårligt fængslede hundredvis af mennesker? Det var dem, han burde stille spørgsmål og kritisere.

  Hannes Swoboda (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg er bekendt med den slags argumenter, som påstår, at hvis man kritiserer en regering, kritiserer man folket. Sådan var det også tidligere i mit eget hjemland.

Lad os lige få det på det rene. Vi startede ikke debatten. Det var – som jeg nævnte for lidt siden – den ungarske regering med sin omstridte lov. Det er en lov, som mange ungarske borgere, der led under kommunismen og under det nazistiske styre, rejser tvivl om. De er bange for, at deres ytringsfrihed er i fare. Det er dette spørgsmål, der bør tages fat på.

  Guy Verhofstadt, for ALDE Gruppen. – (NL) Hr. formand! Jeg foreslår, at vi debatterer det ungarske formandskab i morgen. Vi bør skille tingene ad, ellers bliver premierminister Leterme nødt til at udtale sig om den nye medielov i Ungarn, og det, tror jeg ikke, er hans ansvar.

Parlamentets rolle er at vedtage og kontrollere lovgivningen, hvilket indebærer at være kritisk, når tingene går galt, når tingene ikke fungerer, men også at rose, når noget bliver gjort godt. Vi må sige, at det belgiske formandskab har gjort det godt, vældig godt, og at det har været vellykket takket være mange menneskers indsats, heriblandt den belgiske regering, men også de mange diplomater, den permanente repræsentant, den stedfortrædende faste repræsentant og alle dem, der hver dag har arbejdet på at opnå et vellykket resultat.

Det var en succes, ingen forudså, fordi vi alle hele tiden blev konfronteret med ét bestemt spørgsmål fra vores vælgere, nemlig hvordan et forretningsministerium dog nogensinde kunne gøre det ud for et vellykket formandskab. Efter min mening er det første gang, vi nogensinde har haft en egentlig europæisk regering, som udelukkende beskæftigede sig med europæiske anliggender og europæiske spørgsmål, og som ikke lod sig distrahere af medlemmernes egne nationale anliggender.

Dette er nærmest en opfordring til andre regeringer om at være forretningsministerier, når de overtager formandskabet i EU, så de kan koncentrere sig om Europa i seks måneder i stedet for lejlighedsvis at klemme det ind mellem andre spørgsmål.

Jeg tror, at det belgiske formandskab var vellykket af især én bestemt grund (jf. det finansielle tilsyn, hedgefondene, kreditvurderingsinstitutterne) nemlig, fordi dette formandskab havde forståelse for, at vi under den nye traktat skal arbejde hen imod "mere Europa", og fordi det pressede på i Rådet for at få "mere Europa". Dette kan ikke siges om alle formandskaber. Jean-Luc Dehaene har ret, når han siger, at der så sandelig er en række medlemsstater, der stadig ikke har forstået, at spillereglerne er ændret.

Spillereglerne er ændret, og det belgiske formandskab var de første til at forstå dette. Når vi har fået en ordning for europæisk finansielt tilsyn, hvor Parlamentets målsætninger omsider er blevet nået, skyldes det, at det belgiske formandskab sagde til vores kolleger i Rådet, at det ikke ville virke, at det skulle være en europæisk løsning og ikke en løsning som den, der blev udviklet af finansministrene i december 2009.

Jeg vil sige det samme om det europæiske patentsystem. Se, det var et stort gennembrud, hr. formand. Jeg vil opfordre Dem og de øvrige medlemmer til at give grønt lys for, at dette patentsystem kan blive behandlet i Parlamentet meget snart, således at det europæiske patentsystem endelig efter mere end 20 år kan blive en realitet.

  Isabelle Durant, for Verts/ALE Gruppen. – (FR) Hr. formand! Som andre har sagt før mig, er det helt tydeligt, at de belgiske politikere har gjort det bedre uden for end inden for deres egne grænser. Under alle omstændigheder glæder jeg mig over dette og takker derfor. Det belgiske hold gjorde et godt stykke arbejde, og det er rigtig godt.

Desuden mener jeg, at den modstand, De mødte i de forskellige Råd, faktisk ligner den modstand, vi møder i den belgiske debat. Solidaritet, overførsel af midler, alle de spørgsmål, der handler om at trække sig ud eller bidrage, er spørgsmål, vi er vant til i Belgien, og som De også blev stillet overfor i Rådet.

Og eftersom De, hr. Barroso, gav udtryk for Deres beundring og anerkendelse, kunne EU måske en gang i fremtiden give Belgien et skub i den rigtige retning eller en hjælpende hånd. Nu da Belgien har hjulpet EU, kunne EU måske hjælpe Belgien med at komme ud af dets føderale dødvande.

Men for nu at komme tilbage til nogle få specifikke spørgsmål, især spørgsmålet om budgettet, så er det et større ansvar at forlade formandskabet end at indtræde deri. Derfor mener jeg med hensyn til budgettet, at vi uden tvivl har udvist for lidt mod ved ikke at støtte forslaget om en konvention om de finansielle ressourcer. Men spørgsmålet om EU's egne ressourcer bliver et centralt spørgsmål i de kommende måneder, og her har jeg stor tillid til, at Belgien vil bringe sagen videre – når det genvinder sin ytringsfrihed, om De vil, idet det ikke længere repræsenterer alle medlemsstaterne, men kan tale for sig selv.

Et andet vigtigt spørgsmål er spørgsmålet om den europæiske valgkreds. Dette er et emne, som vil blive forelagt Rådet en gang ud i fremtiden. Jeg ved, at der i Belgien er nogen, som ikke ønsker en føderal valgkreds, men jeg mener, at den er nødvendig, og måske Belgien ønsker den på europæisk plan, netop fordi man ikke ønsker den i Belgien. En europæisk valgkreds ville være utrolig nyttig, når det drejer sig om at sikre det, man kalder EU's "sjæl", dvs. at europæiske borgere helt enkelt kan betragte sig selv som borgere, der kan stemme på nationale repræsentanter. Det synes jeg, er et meget vigtigt spørgsmål.

Og det tredje spørgsmål, som allerede er blevet nævnt, er borgerinitiativet. Også her har jeg tillid til, at Belgien vil fremskynde processen. Det er et vigtigt instrument sammen med hele reformen af den økonomiske styring, og jeg håber, at Belgien kan bidrage til at føre processen videre i et hurtigere tempo og med større styrke.

  Derk Jan Eppink, for ECR Gruppen. – (NL) Hr. formand! Belgien har i løbet af det sidste halve år vist sig værdig til formandskabet. Man skulle ikke tro, at den siddende belgiske regering var nødt til at trække sig tilbage. Når jeg ser på de sagsakter, som jeg føler mig kompetent til at vurdere, er balancen positiv. En aftale om regulering af risikokapital, regulering af tilsyn med finansmarkederne og et budget for 2011. Jeg kender til både belgiske og europæiske forhold. Europæisk politik er så at sige en forlængelse af belgisk politik, med et større formål. Det betyder, at der skal arbejdes på at opnå kompromiser gennem samtaler og lange frokoster og muligvis lokkes lidt med det formål at opnå et resultat.

Derfor er der nogen, der siger, at Belgien er et Europa i miniature. Det er netop her, faren lurer for Europa, fordi det belgiske system ikke længere selv er i stand til fortsat at fungere på kompromiser. Der står ikke en gang én og venter på at efterfølge hr. Leterme. Hvis Belgien er fremtiden for Europa, må vi spørge os selv om, hvorfor det belgiske system ikke længere virker, hvorfor det er ved at gå i opløsning.

Forklaringen er efter min mening, at Belgien har skabt en overførselsøkonomi, som Belgien ikke længere har råd til. I solidaritetens navn har vi skabt en likviditetsstrøm fra Flandern til Vallonien og Bruxelles, men hvis solidariteten kun går den ene vej, vil folk fjerne sig fra hinanden, og det er det, vi nu er vidne til i Belgien.

Lige nu har vi travlt i Europa med at oprette en overførselsøkonomi. Det er, hvad man har gjort, og resultatet er, at euroen allerede er blevet misbrugt. Vi står nu over for et krav om euroobligationer. Hr. Verhofstadt kræver dette hver dag. Og se på nødfonden, som begynder at ligne en Ponzi-ordning. Først var den midlertidig, så blev den permanent, og nu er vi nødt til at pumpe flere og flere penge ind i den. Et af ofrene for dette bliver konkurrenceevnen, da udenlandske investeringer i Europa vil falde. Dem, der ønsker at se, hvordan Europa ser ud i morgen, bør se på Belgien i dag! Så kan vi forestille os, at Tyskland har den rolle, som Flandern har i dag, og siger: "Vi vil ikke længere betale for alle de andre". Nogle vil le ad dette, men faren er tættere på, end man tror. Dette bør få os alle til at vågne op.

Jeg har altid haft stor respekt for Dem, hr. Leterme. Jeg ønsker Dem held og lykke med, hvad De end skal fortsætte med, men jeg frygter, at Belgien vil holde Dem på den post, De har nu, i endnu et stykke tid.

  Patrick Le Hyaric, for GUE/NGL Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. Leterme! Jeg anerkender fuldt ud, at De påtog Dem EU-formandskabet i de meget vanskelige krisetider, men ikke desto mindre tilkendegav De, at De havde i sinde at gøre sociale spørgsmål til en af deres prioriteter, og bebudede en vedtægt til beskyttelse af offentlige ydelser.

Intet af dette gjorde De noget ved. Ikke blot så vi ikke noget initiativ til beskyttelse af ydelser af almen interesse, men under den styrkede stabilitetspagt er vi i dag på vej ind i en kedelig spiral, hvor gribbene fra de finansielle markeder og fra deres kreditvurderingsinstitutter, for at nedbringe medlemsstaternes gæld, driver disse til at sælge ud af deres offentlige goder, de goder, som imidlertid er med til at understøtte retfærdighed og lighed.

Med hensyn til de sociale spørgsmål krævede det Parlamentets fulde årvågenhed for at afværge en forlængelse af arbejdstiden for lastbilchauffører eller det såkaldte kombinerede tilladelsesprojekt, en udvidet udgave af Bolkesteindirektivet.

Det var det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom. Der er ikke én fattig person mindre i EU, der bliver flere og flere! Og man er nødt til at erkende, at foranstaltningerne til bekæmpelse af krisen er ineffektive, fordi de medfører en forringelse af vores sociale rettigheder.

Den anvendte strategi medfører, at det er nødvendigt hele tiden at berolige de kreditorer, der har udlånt til medlemsstater, som er stærkt forgældede på grund af nedskæringer i beskatningen af kapital og faldende vækst som følge af manglende købekraft og stramninger – det var første gang, jeg hørte hr. Barroso bruge dette ord. Og i den forbindelse ønsker De nu at foretage en forudgående kontrol af medlemsstaternes budget i stedet for de nationale parlamenter.

De iværksatte i al hemmelighed en gennemgang af de europæiske traktater, som, de i går fortalte os, var ukrænkelige. Dog afslog De fortsat at indlede en debat om oprettelse af en social- og miljøudviklingsfond finansieret af afgift på kapitalbevægelser og en indbyrdes tilnærmelse i opadgående retning af beskatningen af kapital, en debat om Den Europæiske Centralbanks forøgelse af pengemængden for at tilbagekøbe medlemsstaters gæld samt om udvikling af offentlige ydelser, som har afgørende betydning for retfærdighed og social fremgang.

Ved Deres formandskabs begyndelse sagde De, hr. premierminister, at De ønskede et sobert formandskab, og dette tjente Dem til ære. Imidlertid er det de finansielle markeder og de store aktionærer, der er blevet tilgodeset under Deres formandskab. Selve befolkningen lever i stadig stigende fattigdom.

  Niki Tzavela, for EFD Gruppen. – (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne starte med at ønske alle, især Kommissionen, Præsidiet og alle medlemmerne et godt nytår i et år, der tegner til at blive et meget vanskeligt år. Jeg vil gerne en passant komme med en bemærkning til udfordringen fra kommissionsformand Barroso, som sagde, at vi gennem en overordnet økonomisk styring skal hjælpe ham med at vise, hvad Europa er. Det er en fælles økonomisk, kulturel og måske også politisk magt. Derfor skal vi alle støtte op om Kommissionen, således at Europa kan vedblive med at være en betydningsfuld magtfaktor.

Med hensyn til det belgiske formandskab er det almindelig anerkendt, at det har været et meget vellykket formandskab. Jeg har to punkter at føje til det, der allerede er blevet sagt, og som ikke er blevet nævnt her, men som er med til at understrege det belgiske formandskabs vellykkede resultater. Først og fremmest arbejdede Belgien på en helt igennem europæisk måde. Med andre ord fulgte det Kommissionens og Parlamentets dagsorden. Formandskaberne tilføjer som regel nationale spørgsmål. Belgien foregik med et godt eksempel ved at vise, at vi er Europa, og vi følger Kommissionens dagsorden. Det havde ingen ambitioner om at lave sin egen dagsorden. Det andet punkt vedrørende det belgiske formandskab, som jeg vil fremhæve, er den model, det anvendte, nemlig trialogmodellen og trepartssamarbejdet mellem Rådet, Parlamentet og Kommissionen. Jeg ønsker alle mine kolleger tillykke.

  Philip Claeys (NI). – (NL) Hr. formand, hr. Leterme! De har fået talrige komplimenter for den måde, De har håndteret formandskabet på, og det er forståeligt. Kommissionen og Parlamentet er lettet over, at det belgiske formandskab nu er overstået, og at der ikke skete større ulykker. Et kunstigt land uden en regering, et land, som ikke en gang er i stand til at regere sig selv, er vel næppe den oplagte kandidat til at overtage EU's formandskab.

Man kunne selvfølgelig sige, at De og Deres ministre har haft masser af tid til at tage sig af formandskabet, eftersom De kun skulle lede et forretningsministerium. Man kunne sige, at De har nydt godt af diplomater, som har været gode til deres arbejde, og at betydningen af det roterende formandskab er blevet mindre siden Lissabontraktaten.

Alt dette er sikkert rigtigt, men jeg mener, at den bedste beslutning, De traf, var at agte på Vlaams Belangs råd og især at holde lav profil. De kunne have lavet de samme fejl som det forrige belgiske formandskab i 2001. Tænk bare på det fejlslagne "Chokoladetopmøde" i Bruxelles, den lange række af diplomatiske bommerter og den såkaldte Laeken-erklæring, som endte med balladen om den europæiske forfatning.

Det belgiske formandskab har selvfølgelig ikke været fuldstændig fejlfrit. Først var der den sag med den socialdemokratiske pensionsminister Daerden, der sad som formand for EU's Ministerråd i beruset tilstand – kommissær Andors ansigt taler for sig selv. De flamske skatteydere og nettobetalerne kan ikke længere se det morsomme vel vidende, at denne person nu er ansvarlig for deres pensioner.

Dertil kommer udenrigsminister Vanackeres desperate forsøg på at åbne et nyt kapitel i Tyrkiets tiltrædelsesforhandlinger, for enhver pris og imod befolkningens ønske, når Tyrkiet slet ikke burde komme på tale i forbindelse med sådanne forhandlinger.

  José Manuel García-Margallo y Marfil (PPE). – (ES) Hr. formand! Jeg agter ikke at understrege det, der allerede er blevet sagt. Det belgiske formandskab har gjort et glimrende stykke arbejde. Jeg vil nævne to højdepunkter, nemlig finanstilsyn og det europæiske semester. I den forbindelse vil jeg tale om, hvad der er blevet gjort, og endnu vigtigere, om hvad der skal gøres.

Med hensyn til finanstilsyn lykkedes det minister Reynders i løbet af 48 timer at få et spørgsmål, der var gået i hårdknude, behandlet, og vi var i stand til at give Rådet og Kommissionen det, som Kommissionen havde bedt om, nemlig EU-myndigheder som kunne træde i kraft den 1. januar 2011, stærke, ægte europæiske myndigheder med slagkraft.

Men det, der efterfølgende skete, var ikke så beroligende. Vi har stadig ingen formænd for disse myndigheder, vi har et usædvanligt lille budget, og jeg har fået at vide, at vederlagene til dem, der skal ansættes i disse myndigheder, ikke er særlig høje. De er selvfølgelig meget mindre end de bonusser, som bankiererne i London får.

Der er endnu to sager, der bør tages op, nemlig reguleringen af de systemiske institutter samt bidrag fra og beskatning af banksektoren.

Med hensyn til regulering af de systemiske institutter ønsker vi, at den europæiske myndighed får ansvar for tilsyn gennem de nationale myndigheder, som i dette tilfælde skal fungere som agenter og være underlagt den europæiske myndigheds instruktioner. Alternativet ville ikke give nogen mening.

Med hensyn til beskatning, beskriver det seneste tilbud fra kommissær Šemeta alle mulige former for skatteordninger for bankerne. Parlamentet har allerede vedtaget to former for bidrag, nemlig bidrag til de samordnede garantifonde og bidrag til stabilitetsfonde i banksektoren. Det er et faktum, og dernæst vil vi kunne debattere beskatning af banksektoren og skat på banktransaktioner, eftersom resten er et faktum, hvilket jeg lige vil understrege.

Med hensyn til det europæiske semester er det eneste vi ønsker at samordne alting, euroobligationer, projektobligationer, mekanismen osv. …

(Formanden afbrød taleren)

  Kathleen Van Brempt (S&D). – (NL) Hr. formand! Jeg vover at gentage, hvad der allerede er blevet sagt. Det har ærlig talt været en noget begivenhedsløs debat, men også en debat vi kan være stolte af, og jeg vil med glæde tilslutte mig de øvrige talere i lovprisningen af det belgiske formandskab. Yves! Deres hold, Deres ministre og ligeledes Deres politikere og det diplomatiske korps har gjort et fantastisk stykke arbejde. Jeg havde mulighed for at opleve dette på nærmeste hånd. Jeg har haft den glæde at deltage i to trialoger om miljøet, og – lad det nu ikke stige Dem til hovedet, selv om De nu for en gang skyld får lidt ros – her vil jeg rose Dem for den fornuftige måde, hvorpå De har bestredet denne post.

Jeg har imidlertid et stort og et mindre "men" at føje til disse rosende ord. Mit første "men" drejer sig om socialpolitik, hvor vi efter min mening har gjort fremskridt inden for en række sociale emner. Ikke desto mindre må vi være ærlige og sige – og her anklager jeg ikke det belgiske formandskab, men det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse – at den europæiske interesse i disse spørgsmål ikke er særlig stor. Der er ikke rigtig sket fremskridt på det lovgivningsmæssige område, når det f.eks. kommer til en europæisk mindsteindkomst, og her er der således stadig meget, der skal gøres.

Mit andet "men" handler om den rolle, det belgiske formandskab har spillet efter Lissabontraktatens ikrafttræden. Jeg har modtaget lykønskninger fra hr. Verhofstadt og hr. Dehaene, to tidligere premierministre, som har ualmindelig stor indsigt i institutionelle forhold. Der er imidlertid en bagside ved den rolle, især med hensyn til det belgiske formandskabs mangel på politisk lederskab i forbindelse med nogle virkelig afgørende sager. Man lænede sig i nogen grad tilbage og gjorde ingenting, og her burde hr. Van Rompuy været gået foran.

Jeg tænker her på debatten om økonomisk styring og debatten om gældskrisen i EU. Andre statsoverhoveder – også kansler Merkel og præsident Sarkozy – tog faktisk fat på disse spørgsmål. Dette førte efter min mening kun til begrænsede resultater på sidste rådsmøde på grund af blandt andet gældskrisen. Det belgiske formandskab har tidligere udvist politisk lederskab, og jeg vil håbe, at den næste regering virkelig vil påtage sig dette lederskab af EU.

  Chris Davies (ALDE). – Hr. formand! Sammen laver vi love, men alt for ofte ved vi ikke, hvordan medlemsstaterne anvender disse love. De har taget føringen ved klart at vise, at Parlamentet støtter Kommissionen i dens ønske om at indføje sammenligningstabeller ved al fremtidig lovgivning.

Det belgiske formandskab har været til stor hjælp ved fremlæggelsen af et notat for Rådet, hvori det støtter anvendelsen af sammenligningstabeller, idet det understreger, at de fremmer klarhed og gennemsigtighed og en hurtigere og mere effektiv anvendelse af EU-lovgivningen. Jeg tror, at man har indledt en tænkepause i denne sag.

Jeg tænkte på, om De, hr. premierminister, i Deres afsluttende bemærkninger kunne fortælle os, hvilken respons De har fået på dette notat, og om den belgiske regering som en del af trojkaen og medlem af Rådet fortsat vil presse på for en indføjelse af sammenligningstabeller.

  Bart Staes (Verts/ALE). – (NL) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg har ét minut til at rose det belgiske formandskab. Generelt set er saldoen positiv, men jeg ville såmænd nok give lige meget ros til alle. Efter min mening optrådte kommissær Potočnik og kommissær Hedegaard glædeligvis kraftfuldt, hvad indholdet angår, ved den vigtige konference om biodiversitet i Nagoya og ved klimatopmødet i Cancún.

Det er blevet sagt – og somme tider nok i spøg – at det belgiske formandskab klarede sig godt, fordi de havde masser af tid og var i stand til at fokusere al deres energi på formandskabet. Hr. Verhofstadt sagde f.eks., at det var første gang, Europa havde haft en fuldtidsregering. Det er jeg enig i. Vi må imidlertid ikke glemme, at der stod en masse mennesker bag dem, at de havde et diplomatisk apparat bag sig, som var velforberedt og velinformeret, og som anvendte deres fantastiske forhandlingsevner til at sikre vellykkede resultater for dette formandskab.

I morgen bliver prisen Den Gyldne Sko uddelt i Belgien, hr. Leterme! Hvis jeg skulle skænke Den Gyldne Sko til det belgiske formandskab, til den bedste aktør i det belgiske formandskab, ville den uden tvivl gå til den belgiske diplomatiske tjeneste, til de mennesker, der står bag Dem, og som har sørget for, at De, Deres hold og den regionale regering faktisk har udført et vældig godt stykke arbejde.

  Paweł Robert Kowal (ECR). – (PL) Hr. formand! Det siger sig selv, at også jeg tilslutter mig de lykønskninger og lovord, der er blevet givet udtryk for i forbindelse med det belgiske formandskabs resultater. Når jeg lytter til denne debat, melder der sig imidlertid to vigtige spørgsmål. Er det virkelig tilfældet, at alle i Europa under det belgiske formandskab glemte alt om deres respektive nationale interesser og udelukkende havde fokus på de interesser, som institutionerne i Bruxelles havde besluttet at prioritere, og som den belgiske regering støttede? Dette var sandelig ikke tilfældet. Vi har været vidne til de begivenheder, der har fundet sted i Europa i det sidste halve år, og det fremgår tydeligt, at blot fordi et formandskab ikke henleder opmærksomheden på nationale interesser, betyder det ikke, at de ikke eksisterer.

Og en anden ting, som måske er det mest grundlæggende og største tvivlsspørgsmål i hele denne debat, er, at det ikke ville være så godt at stille det, vi her kalder europæiske mål, op som en modsætning til det, vi kalder nationale mål. I grunden er de nationale mål, vi taler om, idéer, som kommer fra de enkelte lande. Uden dette særlige bidrag ville Europa være meget dårligere stillet. Vi kan ikke indføre en praksis, hvor disse mål, som bliver formuleret i de enkelte medlemsstater, ikke bliver behandlet som et aktiv, men i stedet som et problem.

  Rui Tavares (GUE/NGL). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne bede om premierministerens opmærksomhed. Jeg sidder her til venstre for Dem. Jeg vil gerne føre en åbenhjertig samtale med Dem. Jeg har en tekst på portugisisk, men jeg vil improvisere på engelsk, fordi det var det sprog, De anvendte i den del af Deres tale, der betød mest for mig, da De sagde: "Se på flygtningene. Se på flygtningene, hvis I tror, at et emne som krig og fred ikke er vigtigt for Europa". De talte her til de nye generationer.

Jeg må indrømme, at det gibbede i mig, da De sagde dette, da jeg er Parlamentets ordfører i flygtningeanliggender. Under Deres formandskab kunne De have gjort mere end bare at se på flygtningene. De kunne have gjort noget for at hjælpe. Det var ikke så svært. Rådet kunne have afsluttet den fælles beslutningsprocedure, som Parlamentet havde indledt om genbosættelse af flygtninge. I vores del af den fælles beslutning forhøjede vi beløbet til medlemsstaterne til genbosættelse af flygtninge. Vi oprettede prioriterede kategorier for folk, der havde været udsat for voldtægt, for tortur, for dem, der er syge, samt for dem, der venter i lejre inden en genbosættelse. Rådet har ikke afsluttet den fælles beslutningsprocedure. Det lader til at skyldes artikel 290 og delegerede retsakter – noget der ligger i Lissabontraktaten.

De siger, at vi skal se på flygtningene. Men jeg opfordrer Dem til at gøre det, vi gjorde, til at tage til al-Hol-lejren i Syrien. Og bed så flygtningene om at se på artikel 290 og de delegerede retsakter. De vil sige: "Hvad taler De om? Mine børn går ikke i skole, jeg har ikke noget pas, vi er strandet i en flygtningelejr, hvorfor taler De om små institutionelle problemer, når De kunne have hjulpet os med vores problemer?" Dette vil være en plet på det belgiske formandskab. Jeg er ked af at sige det.

  Corien Wortmann-Kool (PPE). – (NL) Hr. formand! Jeg vil gerne tilslutte mig den ros, mine kolleger har givet det belgiske formandskab og Dem, hr. premierminister, for selv om den måde, hvorpå Deres lands regering blev dannet, vakte stor bestyrtelse mange steder, lykkedes de Dem virkelig at trække på den europæiske ånd og gøre dette formandskab fuldt funktionsdygtigt.

Efter min mening yder De ikke Dem selv retfærdighed ved at kalde Dem selv for "mægler", for De har været den drivende kraft og formået at løse uoverensstemmelser på en kreativ og engageret måde, herunder dem De havde med dette Parlament,. Takket være Dem har vi nu et stærkt europæisk tilsynsorgan, et direktiv til regulering af alternative investeringsfonde og ligeledes eurovignetten, endnu et vanskeligt forhandlingsobjekt, som endte med en klar konklusion fra Rådet.

Det fremgik imidlertid af den europæiske ånd, som gennemsyrede Deres tale her i Parlamentet, at De også ser fremad. Jeg vil gerne fremhæve især ét punkt i Deres tale. De nævner med rette, at økonomisk styring ikke burde resultere i en situation, hvor vi blot behandler symptomer uden at gøre noget ved den risiko, der stadig eksisterer, for selv om en stærk stabilitets- og vækstpagt stadig kan blive en realitet, er den kun en enkelt hjørnesten i denne økonomiske styring.

Det, vi ønsker for vores borgere, er, at vi sammen formår at komme igennem denne økonomiske krise og igen bliver i stand til at skabe arbejdspladser til vores borgere, til de unge, og for at nå dertil har vi brug for en stærk europæisk makroøkonomisk styring og en meget stærk EU 2020-strategi. Vil det europæiske semester virkelig sikre dette? Vil medlemsstaterne påtage sig at konkretisere økonomisk styring også inden for dette område? Som Parlament bør vi drage fuld nytte af vores rolle som medansvarlig for lovgivningen i regeringspakken, i lovgivningspakken, med henblik på at få dette realiseret.

  Marc Tarabella (S&D). – (FR) Hr. formand, hr. Leterme! Da De præsenterede det belgiske formandskabs arbejdsprogram i juli sidste år, sagde jeg til Dem, da jeg bød Dem velkommen, og vistnok i spøg, at De nok stadig var her til januar for at præsentere resultaterne for os. Jeg må sige, at jeg havde håbet, at jeg tog fejl, og nu ikke for at fornærme Dem, men jeg ville, som alle andre belgiere, ønske, at det havde været en regeringsleder, der var blevet valgt på regulær vis ved stemmeurnerne den 13. juni, som havde stået på Deres plads i dag. Det var imidlertid Dem, der blev nødt til at påtage Dem dette formandskab, og jeg lykønsker Dem og alle ministrene i den nuværende regering.

Lad os nu forlade den interne politiske situation og fokusere på det belgiske formandskabs resultater..

Også jeg vil gerne citere en berømt amerikansk forfatter, som ikke var filosof, men tennisspiller, nemlig Arthur Ashe, som sagde: "En vigtig nøgle til succes er selvtillid. En vigtig nøgle til selvtillid er forberedelse". Og det må erkendes, at det belgiske formandskab uden tvivl har fundet inspiration her.

Inden for de spørgsmål, som jeg som den eneste indtil nu nævner, er der gjort store fremskridt, f.eks. hvad angår et tættere samarbejde inden for skilsmissesager, den europæiske beskyttelsesordre til beskyttelse af voldsramte, det fremtidige udvidede samarbejde for forældre samt aftalen om direktivet om forsinket betaling og aftalen om mærkning af levnedsmidler, som alle er succeser, det belgiske formandskab kan være stolt af.

Det samme gælder for den fælles landbrugspolitik efter 2013. Selv om der endnu ikke foreligger en aftale, er princippet om en stærk fælles landbrugspolitik med to søjler og princippet om forenkling allerede accepteret. Det, som landbruget har allermest brug for i fremtiden, er imidlertid en regulering, der inden for visse begrænsninger formår at dæmme op for markedernes udsving. Der foreligger dog endnu ikke nogen aftale om dette, og jeg har store betænkeligheder, hvad angår de kommende formandskaber, især Ungarns og Polens, da de ikke lader til at have regulering som et prioriteringsområde.

Foruden god forberedelse, fuld inddragelse af ministre, effektive diplomater og belgiske embedsmænd har formandskabets hemmelighed været, hvilket De også har understreget, ikke at insistere på at følge sin egen dagsorden, men at forpligte sig til at tage fat på relevante prioriterede spørgsmål på europæisk plan og gøre alt for at fremme dem, takket være den pragmatiske holdning og kompromiskultur, der kendetegner os.

Jeg håber, at kommende formandskaber vil tage ved lære af dette eksempel.

  Anne E. Jensen (ALDE). – (DA) Hr. formand! Jeg vil også gerne takke det belgiske formandskab for dets indsats, især på de to områder, som jeg kender bedst: budget og transport. Det var ikke på grund af formandskabet, at budgetforhandlingerne i første omgang brød sammen, og vi fandt jo en løsning for 2011-budgettet. Lad os så håbe, at spørgsmålet om fleksibilitet og finansiering af fusionsenergiprojektet ITER også snart falder på plads.

På transportområdet fandt det belgiske formandskab en løsning på det vanskelige spørgsmål om eurovignetten. Især vil jeg takke det belgiske formandskab for opbakningen til en sag, jeg har arbejdet for gennem mange år, nemlig at vi skaber et netværk af sikre rastepladser i Europa, så de lastbilchauffører, der bogstaveligt talt holder Europa sammen og skaber det indre marked, kan arbejde under gode og sikre forhold. Jeg ville ønske, at alle andre landes regeringer ville lade sig inspirere af den belgiske regerings positive syn på denne sag, så vi endelig kan få noget til at ske i virkeligheden.

  Mirosław Piotrowski (ECR). – (PL) Hr. formand! Belgien er en af de seks oprindelige stater i EU og har netop afsluttet sit halvårlige formandskab. Trods hjemlige politiske vanskeligheder, hvor det ikke var muligt at danne en regering, har belgierne officielt fået ros for deres effektivitet og succes med at nå næsten alle de prioriterede mål, de havde sat. Derfor vil jeg også lykønske dem, fordi de i den korte periode og som en del af de prioriterede mål, tog fat på den økonomiske krise i Europa, beskyttede Europas miljø, opbyggede en åben og sikker europæisk union, opbyggede en sammenhængende social model i EU og skabte grundlaget for en fælles EU-udenrigspolitik. Historisk set har man sjældent set, at et så lille land på så kort tid har gjort så meget til gavn for Europa.

  Mathieu Grosch (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. premierminister Leterme! For et halvt år siden havde medlemmerne her i Parlamentet rigtig mange spørgsmål vedrørende det belgiske formandskab, og da vi havde læst dets arbejdsprogram, var mange af os stadig meget i tvivl.

Når vi i dag takker Dem, men også den faste repræsentation, for et godt forberedt og fremragende stykke arbejde, er glæden derfor så meget større. Det var helt klart ikke en nem sejr. De hjemlige politiske problemer i Belgien er allerede blevet nævnt, og hr. Verhofstadt måtte også konstatere, at tingene ikke nødvendigvis er præget af effektivitet i Belgien eller på europæisk plan. Dette er måske nøglen til at opnå succes fremover – med andre ord, at politikere, der gør det godt her, måske ad den vej også kan opnå den nødvendige anerkendelse i Belgien.

Det var ikke en nem sejr, idet heller ikke de eksterne betingelser var de bedste. Dette skyldes ikke mindst – og jeg kan tillade mig at sige dette, eftersom jeg taler for Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) vedrørende transport – at de sager, De valgte at tage fat på, heller ikke var de nemmeste. Det er blevet nævnt, at blandt andet spørgsmålet om eurovignetten blev løst, og det var vi rigtig godt tilfredse med. Dette spørgsmål drejer sig ikke blot om et princip. Efter min mening drejer det sig om nye finansieringskilder og sikker, ren, men også effektiv mobilitet på europæisk plan. Det handler om at se, hvorvidt vi i morgen bliver i stand til mere aktivt at justere dette område – mobilitet – på europæisk plan.

Jeg bor i et grænseområde, og derfor er jeg helt klart også tilfreds med gennemførelsen af trafiksikkerhedsbestemmelserne. Det er uacceptabelt for os og for alle, der bor i grænseregionerne, at nummerpladen skal være afgørende for, om en alvorlig lovovertrædelse skal straffes. De har taget tyren ved hornene og taget det første skridt i forbindelse med dette problematiske emne.

Passagerrettigheder for bustransport udgør ligeledes et vigtigt skridt, idet Europa nu har givet sine borgere passagerrettigheder inden for alle de forskellige former for transport. Under vulkankrisen så vi, hvor vigtigt det er for virksomheder, men også for passagerer, at der bliver indført en europæisk ramme på dette område. Jeg håber, at vi kan fortsætte på den måde.

Til sidst vil jeg bare ønske én ting for Dem og for Belgien, nemlig at vi omsider må få de samme færdigheder at se på føderalt plan i Belgien, som De har udvist på europæisk plan ved at følge det sunde princip om, at den, der stiller krav – som De gjorde – også må komme med løsninger.

  Alejandro Cercas (S&D). – (ES) Hr. formand, hr. Leterme! På vegne af medlemmerne i Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet med ansvar for beskæftigelse og sociale anliggender vil jeg, i lighed med mine kolleger, lykønske det belgiske formandskab med de seneste seks måneder.

Hvordan er det muligt for mig at tilslutte mig disse lykønskninger på trods af, at De kun kort har nævnt den sociale dimension, og at der ikke er nogen særlig situationsopgørelse på socialområdet fra det belgiske formandskab?

Ganske enkelt, hr. Leterme, fordi jeg har haft det privilegium at arbejde sammen med Deres ministre, fru Onkelinx og fru Milquet, og er klar over, hvor stort et arbejde de og deres hold har præsteret for at skabe fremgang i forhold til en social dagsorden under sådanne vanskelige omstændigheder og i et Råd, der som det nuværende desværre er så ufølsomt over for det sociale Europa. Til trods for dette har de arbejdet tappert, ansvarligt og med en yderst proeuropæisk ånd på at sikre, at Parlamentet bliver hørt, og at europæerne bliver hørt i disse alvorlige tider, hvor Europas fremtid står på spil.

Derfor vil også jeg lykønske Dem, hr. Leterme, og i fremtiden når udfordringerne kommer, håber jeg, at det, De har sagt, vil vise sig at være sandt, nemlig at Europa vil finde sin sjæl. Den sjæl skal komme til udtryk som en politisk og social og ikke kun økonomisk bevidsthed.

Jeg vil gerne nævne nogle få sager, der ikke er blevet løst under Deres formandskab, og som jeg håber, De vil give videre til det ungarske formandskab sammen med Deres proeuropæiske humanistiske indstilling, for der er meget på spil vedrørende Europas fremtid. Jeg taler her om forhold i forbindelse med Europas indvandringspolitik, den kombinerede tilladelse samt de to direktiver om vikaransættelse og virksomhedsinternt udstationerede arbejdstagere.

Bed Deres kolleger om at tænke langsigtet, hr. Rådsformand! Der må ikke forekomme forskelsbehandling af arbejdstagere, der kommer til Europa. Der skal være ligebehandling, ellers risikerer vi at åbne op for noget, som kan få uforudsigelige konsekvenser for Unionens fremtid. Det må ikke være sådan, at disse arbejdstagere kommer til Europa og oplever ulige arbejdsvilkår, for så ødelægger vi Europa.

Jeg håber, at det ungarske formandskab i det næste halve år vil lytte til Dem, og at De igen vil kunne tale på Deres egne vegne i Rådet, samt at Rådet vil fokusere på Europas sjæl, som må og skal tage udgangspunkt i humanisme og fremgang.

  Raffaele Baldassarre (PPE). – (IT) Hr. formand, hr. Leterme, mine damer og herrer! Jeg må sige, at jeg er glad for, at vi har haft et formandskab, der på trods af vanskelige tider viste sig i stand til pragmatisk og effektivt at styre den europæiske dagsorden.

Fra vedtagelse ved førstebehandling af omarbejdningen af direktivet om bekæmpelse af forsinket betaling i det offentlige, som er af grundlæggende betydning for virksomhederne fremover, til vedtagelsen af finanstilsynspakken har det belgiske formandskab vist sig at være både praktisk og dynamisk.

Jeg kunne nævne andre eksempler, men jeg foretrækker at drage konklusioner om, hvad man kan lære af et formandskab, der har afsluttet sit mandat på en positiv måde. For det første skal man have et realistisk arbejdsprogram. For det andet skal man kunne forhandle på en dynamisk måde og nå frem til kompromiser, og endelig skal man fuldt ud inddrage de europæiske institutioner, først og fremmest Parlamentet, og vælge en tilgang til de ubesvarede spørgsmål, som er fri for begrænsninger og nationale interesser.

Jeg håber, at dette formandskab vil tjene som et eksempel for kommende formandskaber. Jeg giver hermed udtryk for min oprigtige tak.

  Pervenche Berès (S&D). – (FR) Hr. formand, hr. premierminister! Vi arbejdede vældig godt sammen med Deres ministre, Joëlle Milquet og Laurette Onkelinx, med henblik på at Parlamentets stemme ville blive hørt, når beskæftigelsesretningslinjerne blev vedtaget i Rådet, hvor vores holdninger blev tilgodeset, men også i forbindelse med spørgsmålet om offentlige tjenesteydelser med den meget centrale plads, disse har i den europæiske sociale model, hvilket blev bekræftet under Deres formandskab. Jeg håber, at den impuls, der er blevet givet til den interinstitutionelle dialog kan fortsætte i Kommissionens arbejde og i det nye formandskabs arbejde.

Et andet aspekt, vi har arbejdet indgående på, er, hvordan vi sikrer, at den økonomiske forvaltning, De talte om, bliver i stand til at stå på egne ben, for hvis den behandler beskæftigelsesspørgsmålet som en modvægt, ender det med en katastrofe. Og det bekymrer mig at se den måde, hvorpå Kommissionen tager sig af denne sag i det europæiske semester ved at forslå medlemsstaterne, at de sænker lønningerne efter forgodtbefindende eller stort set i blinde hæver pensionsalderen og sænker pensionsniveauet. Det er ikke i den ånd, at økonomisk forvaltning kan sikre succes for det europæiske spørgsmål, hvilket er det, vores arbejdstagere og borgere forventer.

  Morten Messerschmidt (EFD). – (DA) Hr. formand! Jeg vil sige, at det belgiske formandskab uden sammenligning har været et forunderligt eksempel på, hvordan EU fungerer. På trods af at landet ikke har haft en regering, høster formandskabet alligevel ros fra alle sider her i salen. Det er måske et billede på, hvordan EU i virkeligheden fungerer bedst – uden folkevalgte og i virkeligheden helt uden folk. I hvert fald er det under det belgiske formandskab, at det hidtil største bedrag, det hidtil største svigt af de europæiske folk siden Lissabontraktatens ikrafttrædelse er blevet en realitet – nemlig indførelsen af den nu permanente krisemekanisme.

Da man skulle overbevise europæerne om at få Lissabontraktaten på plads, hvor man skulle overføre hidtil uset meget magt til fremmede folk i Bruxelles, så lovede man, at én ting i hvert fald ikke kunne komme til at ske: Man ville aldrig komme til at hæfte for hinandens gæld. Det er under det belgiske formandskab, at dette ene løfte er blevet svigtet. Nu har vi med virkning fra 2013 en fast akt gående ud på, at vi skal komme til at hæfte for hinanden permanent i al fremtid. Det er det, der står tilbage efter det belgiske formandskab, og det er trist.

  Ivo Belet (PPE). – (NL) Hr. formand, hr. Leterme, fru Győri! Både De og medlemmerne af Deres diplomatiske tjeneste har vist, at vi kan opnå succes selv under meget vanskelige økonomiske betingelser, og at vi kan håndtere disse betingelser på en måde, der gør Europa stærkere. Dette er meget vigtigt. Det kræver åbenbart, at vi indgår kompromiser, vanskelige kompromiser. Og det vil altid give anledning til kritik, men jeg tror, at den gyldne regel om, at "det perfekte er det godes fjende", her gælder mere end nogensinde. Denne form for kompromis vil altid kunne retfærdiggøres, hvis den giver mulighed for fremgang, og hvis den er til gavn for borgernes velstand og velvære.

Hr. Leterme! Da jeg kun har ét minut, vil jeg nøjes med en kort kommentar om det næste belgiske formandskab, som sandsynligvis kommer til at sidde en gang omkring 2025. De vil da være omkring de 65 og jeg 66. Jeg går ud fra, at Europa stadig vil være en stærk aktør på verdensplans til den tid, men hvis det skal være tilfældet, må vi virkelige gøre en indsats for at fastholde det sidste halve års fremdrift. Under alle omstændigheder ønsker jeg Dem held og lykke både her og i Bruxelles.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, mine belgiske kolleger! Jeg ønsker Dem et stort tillykke! Jeg tager hatten af for Dem! Som ungarer vil jeg blive meget lykkelig, hvis det ungarske formandskab bliver lige så vellykket.

(HU) Nu vil jeg gerne fortsætte på ungarsk. Under det belgiske formandskab lykkedes det at afværge en yderligere forværring af krisen på euro-området. Den irske redningspakke blev strikket sammen på rekordtid. Der blev udarbejdet en ny økonomisk politisk samordning, og nu kan det ungarske formandskab se frem til vedtagelsen af seks retsakter vedrørende økonomisk styring. Der er blevet indført finanstilsyn, og tjenesten for EU's optræden udadtil samt et borgerinitiativ er blevet iværksat. Jeg nærer den største beundring for den måde, hvorpå udviklingen i den konkrete gennemførelse af Lissabontraktaten er sket, selv om vi stadig mangler at løse en masse åbne spørgsmål.

(FR) Endnu en gang vil jeg lykønske mine belgiske kolleger. Jeg håber, vi får lige så stor succes under det ungarske formandskab.

  Petru Constantin Luhan (PPE). – (RO) Hr. formand! Man frygtede, at udviklingen på det indenrigspolitiske område i Belgien ville påvirke det roterende formandskabs effektivitet, derfor glæder det mig, at Belgien gjorde forudsigelserne til skamme ved at håndtere de europæiske spørgsmål på en pragmatisk og effektiv måde. Det belgiske formandskabs flagskibssager gav resultater inden for en række europæiske emner, så som iværksættelsen af tjenesten for EU's optræden udadtil, økonomisk vækst og finanspolitisk konsolidering, vedtagelsen af forordningen vedrørende det europæiske borgerinitiativ og igangsættelsen af gennemførelsen af Europa 2020-strategien.

Hvad rumænske interesser angår, fulgte det belgiske formandskab en retfærdig og afbalanceret strategi. I to for Rumænien følsomme sager valgte det belgiske formandskab de muligheder, der bedst afspejlede Rumæniens holdning, nemlig i debatten om spørgsmålet om Romaerne, når det handler om social integration, og håndteringen af proceduren for, hvordan man henviser udkastet til afgørelse vedrørende Rumæniens og Bulgariens optagelse i Schengen-området til Parlamentet.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at understrege, at Belgien påtog sig det roterende formandskab i en situation, der var vanskelig ikke kun på den hjemlige politiske scene, men også, som vi ved, globalt set.

Derfor vil jeg ikke tilskrive Belgien alle Unionens fiaskoer. Tværtimod vil jeg gerne sige, at Belgien har håndteret trialogen mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet på en glimrende måde.

Med Belgien ved roret blev der opnået resultater inden for et vigtigt område som tilsyn med og regulering af banksektoren – i hvert fald delvist. I oktober afsluttede man forhandlinger om regulering af hedgefonde, spekulative fonde og kreditvurderingsbureauer.

Jeg kunne forstille mig endnu mere ambitiøse foranstaltninger på dette område, men jeg synes, at det i hvert fald lykkedes Belgien at samordne det, der var muligt, og i det mindste gøre visse fremskridt.

Området for internationale forbindelser var også utrolig vigtigt. Unionen oprettede sin diplomatiske tjeneste, og også her viste Belgien sig som en dygtig mægler.

Jeg vil gerne slutte med at lykønske Belgien og sige tak for formandskabet samt give udtryk for mine forhåbninger om, at Ungarn vil følge Deres eksempel.

  Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Hr. formand! Må jeg tage et bredere emne op her? Ved juletid sagde John Bruton, tidligere leder i Irland og forhenværende rådsformand, at det faktisk ikke er formålstjenligt, at Rådet kun arbejder på deltid, når man tager omfanget af den krise, Europa står over for, i betragtning. Han ymtede noget om, at den tid, der bruges på disse store spørgsmål, svarer til ikke ret meget mere end den tid, lederne bruger på at flyve til Bruxelles.

Han siger, at vi står over for en økonomisk krise – en krise i velfærdsstaten, hvor samfundet ældes, en globaliseringskrise i nationalstaterne og muligvis oven i købet en krise med hensyn til europæisk demokratis gennemslagskraft. Han siger, at lederne er nødt til at sidde sammen, indtil de er nået til fuld enighed om alt det, der skal gøres, altså hele jobbet og ikke kun dele af det. Kun noget på det plan vil indgyde markederne vedvarende tillid. Jeg vil gerne bede folk om at drøfte dette, for måske har han ret.

  Oreste Rossi (EFD). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Deres tale indeholdt nogle vigtige citater, hr. Leterme. Det er en skam, at De i praksis hovedsagelig vil blive husket som premierminister i et land, hvor man 219 dage efter at have afholdt valg ikke har været i stand til at danne regering.

Ser De, jeg havde en ringe opfattelse af Dem – selv om den uden tvivl er ændret med tiden – fordi jeg på Deres indsættelsesdag, i Deres specifikke rolle som formand, spurgte Dem, hvilke foranstaltninger der ville blive truffet som reaktion på de handlinger, der er begået imod den katolske kirke i Deres land, som reaktion på de efterforskninger, der blev erklæret ugyldige, som jeg fandt meget alvorlige, og som efterfølgende blev fordømt af domstolene selv.

De svarede mig ikke. Det brød jeg mig ikke om, for jeg mener, at en formand bør repræsentere alle. Hvis en formand bliver stillet et spørgsmål, bør han forsøge at besvare det på en eller anden måde, og han bør træffe den modige beslutning at sige, at han er for, eller at han er imod, og forklare hvorfor. Det gjorde De ikke.

I dag kan jeg sige, at De og Deres formandskab har gjort et godt stykke arbejde. Hvis De havde været lidt mere på vores "bølgelængde" fra starten, kunne vi måske have haft et bedre forhold.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! Belgien overtog så afgjort rådsformandskabet i en meget vanskelig overgangsperiode, idet den økonomiske krise for det første endnu ikke var overstået, og Lissabontraktaten for det andet endnu ikke var fuldt gennemført, samtidig med at dens begrænsede formålstjenlighed også blev åbenbar.

I hele debatten om euroredningspakken er der imidlertid et væsentligt forhold, som ikke må glemmes, nemlig at både redningspakken for eurolandene og lånene til Grækenland krænker Lissabontraktaten. Begge foranstaltninger mangler således det nødvendige retsgrundlag. Det betyder, at det er et klart eksempel på, at EU overskrider sin kompetence, hvilket i sidste ende gør en egentlig traktatændringsprocedure tvingende nødvendig.

Efter flere redningspakke-kandidater – som f.eks. Irland og Portugal – er også Spanien et problembarn for euroområdet. Medaljens bagside er, at nettobidragydere som f.eks. Tyskland og Østrig lidt efter lidt bliver til malkekvæg i EU. Det er indlysende, at tingene ikke kan fortsætte på denne måde. Belgien var faktisk ikke i stand til at håndtere nogen af disse udfordringer – som, og det skal medgives, var vanskelige – nemlig at overvinde krisen og gennemføre Lissabontraktaten.

  Andrzej Grzyb (PPE). – (PL) Hr. formand! Der er udtrykt mange gode meninger om det belgiske formandskab, navnlig om dets effektivitet under forhandlinger og dets ro i en vanskelig kriseperiode, G20-topmødet, konferencen i Cancún og budgetforhandlingen. De finansielle markeders tilbagevenden til stabilitet og også den økonomiske stabilitet var fremherskende spørgsmål, men det må siges, at den nationale egoisme gik over gevind, især hvad angår budgettet. Belgiernes effektivitet under forhandlinger fortjener bifald, men det var trods alt Belgiens tolvte formandskab. Premierminister Leterme sagde, at formandskabets program var Rådets og Kommissionens program, uden at han havde til hensigt at lade det omfatte nationale prioriteringsområder. Vi er dog nødt til at lade fremtidige formandskaber afgøre deres egne prioriteringsområder. Det forekommer mig at være den integrationens essens og ånd, som premierminister Leterme talte om. Hvad der bekymrer mig, er krisen med hensyn til at vedtage 2011-budgettet og navnlig baggrunden herfor og udsigten til, at det fremover ikke vil blive let at forhandle det nye finansielle overslag.

  Izaskun Bilbao Barandica (ALDE). – (ES) Hr. formand! Der er mindst ét område, der er vigtigt for Europa og for den region, hvor jeg hører til – Euskadi, Baskerlandet – hvor De ikke har gjort noget som helst.

I henhold til Lissabontraktaten har Parlamentet beføjelser på fiskeriområdet. Rådet har blokeret for adskillige planer for ansjosfiskeri. I begyndelsen af Deres formandskab udtrykte jeg den personlige opfattelse, at jeg var parat til at fortsætte forhandlingerne for at få gang i vigtige planer igen, og De har ikke gjort nogen indsats, hvad dette angår. Jeg kan derfor ikke lykønske Dem, idet Rådet grundlæggende ikke anerkender de beføjelser, Parlamentet har i henhold til Lissabontraktaten.

Jeg mener, De har forspildt en mulighed for at løse et problem, som har været trukket i langdrag siden det spanske formandskab. De har ikke foretaget ét eneste træk, så det håber jeg, at det næste formandskab vil være i stand til.

Jeg ville også gerne have takket Dem for at vie min tale en smule opmærksomhed.

  Edite Estrela (S&D). – (PT) Hr. formand! Også jeg vil gerne lykønske den belgiske regering med et vellykket formandskab trods de vanskelige vilkår, det har fungeret under, og som også er blevet nævnt i dag. Desuden vil jeg på det område, jeg har fulgt på nærmeste hold, gerne lykønske fru Milquet og takke hende for hendes engagement og beslutsomhed ved udarbejdelsen af betænkningen om barselsorlovsdirektivet trods Rådets uenighed med hende. Vi håber, at det ungarske formandskab vil tillægge denne sag behørig betydning. Hr. Leterme mindede os om den drøm, der viste vejen for grundlæggerne af det europæiske projekt, ud over det indre marked, og hr. Barroso fremhævede betydningen af den europæiske ånd. Jeg synes, det er gode pointer i den aktuelle sammenhæng, hvor vi har brug for større enhed og solidaritet for at kunne klare de udfordringer, vi står over for.

  Czesław Adam Siekierski (PPE). – (PL) Hr. formand! Det belgiske formandskab, eller rettere de seneste to formandskaber, kom på et tidspunkt, hvor Lissabontraktaten var ved at blive gennemført, og en ny orden var under udformning i EU. Begge disse formandskaber begrænsede deres nationale tilgang for at styrke samarbejdet og koordineringen i EU. Denne positive fremgangsmåde tjener til at styrke en fælles tilgang snarere end en regeringstilgang. På den anden side bør vi være forsigtige med hensyn til at begrænse de nationale formandskabers rolle, hvad angår fastlæggelse af deres prioriteringsområder. Der skal være en vis balance her. En ubetinget bedrift under det belgiske formandskab er styrkelsen af den økonomiske forvaltning. Agenturer, der skal overvåge de finansielle institutioner, har indledt deres arbejde. Der er gjort meget for at iagttage en strengere budgetdisciplin. Aktiviteter med henblik på en strukturreform er gjort til det væsentligste udviklingsredskab. Endelig er vi kommet ud af dødvandet med hensyn til at godkende EU's budget for 2011. Vi vil simpelthen gerne sige Dem tak.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg må sige, at det er meget opløftende at høre så mange medlemmer fra alle sider i Parlamentet rose det belgiske formandskab, og det med rette. Jeg frygtede det modsatte. Jeg tror, at én af grundene til det belgiske formandskabs succes er, at det tog Lissabontraktatens realiteter i betragtning. Nu om stunder skal overgangen fra det ene formandskab til det næste være problemfri. Det er som et stafetløb. Jo mere effektiv overgangen er – og jo mere diskret – jo bedre er det sandsynligvis. Belgierne har gjort det ualmindelig godt og været et eksempel for andre lande på, hvordan det kan gøres fremover.

Jeg vil især gerne takke dem for deres arbejde i forbindelse med budgettet, bankmyndighederne og andre myndigheder, der er oprettet. Hvis de gør det lige så godt, som vi håber, de vil, så vil det belgiske formandskabs anseelse faktisk vokse i årene fremover, når vi ser tilbage på disse meget vigtige beslutninger.

  Frédéric Daerden (S&D). – (FR) Hr. formand! Jeg tilslutter mig de næsten enstemmige udsagn her i formiddag. Det belgiske formandskab var et godt formandskab, hr. premierminister, fordi det fik det europæiske projekt fremmet under vanskelige, nationale forhold, som ikke desto mindre ikke forhindrede det i at tackle de udfordringer, Europa står over for. Jeg tænker her på vedtagelsen af 2011-budgettet, hvor visse forhold efterlader en bitter smag i vores munde. De undgik imidlertid en skadelig, institutionel konfrontation.

Hvad angår den sociale dimension, var det belgiske formandskab lige fra begyndelsen konfronteret med den overforsigtighed, der hersker hos nogle i Rådet. Jeg tænker navnlig på idéen om et rammedirektiv for minimumsindkomst. Trods denne kontekst kan Belgien tilskrives reelle fremskridt takket være Deres ministres og vores ministres kampånd, nemlig rapporten fra EPSCO-rådet før hvert Rådsmøde som nødvendig modvægt til Økofinrådet, konklusionerne om sociale tjenesteydelser af offentlig interesse, pensioner, især konferencen om pensioner i Liège, hvor der blev sat fokus på nødvendigheden af i fællesskab at overveje pensioners tilstrækkelighed og bæredygtighed, som jeg føler mig forpligtet til at påpege, samt EPSCO-erklæringen om fattigdomsåret.

Endnu en gang tillykke. Forhåbentlig vil denne positive udvikling fortsætte under de næste formandskaber.

  Gay Mitchell (PPE). – (EN) Hr. formand! Som bemærkning til forretningsordenen vil jeg gerne bede Dem undersøge, hvem der får lov til at komme til under catch-the-eye-proceduren, og hvem der ikke gør. Det forekommer mig, at der ikke er nogen rimelig fordeling fra den ene mødeperiode til den næste. Jeg vil gerne bede Dem gøre dette, for nogle af os, som har andre forpligtelser, kan ikke sidde i Parlamentet dag ind og dag ud, mens andre har mulighed for at gøre det.

Jeg mener, der skal være en rimelig mulighed for medlemmerne til at deltage i forhandlingerne. Jeg underskylder forsinkelsen, men vil gerne bede Dem udføre denne undersøgelse.

  Formanden. – Hr. Mitchell! Jeg ønsker ikke at sige andet, end at jeg har en liste, og at De kan tjekke listen. Næsten 20 mennesker på listen har mulighed for at tale. Hvis De ønsker det, kan De komme ind på mit kontor, hvor jeg kan vise Dem listen, så vi kan forklare den.

  Maroš Šefčovič, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Der er givet udtryk for en hel del positive vurderinger og ros i Parlamentet i formiddag. På vegne af Kommissionen vil jeg gerne sige, at det er meget velfortjent. Med sin europæiske ånd har det belgiske formandskab klart vist en imponerende effektivitet og en meget positiv indstilling til samarbejde. Når det belgiske formandskab tog fat på et spørgsmål, vidste vi alle, at det ville forfølge det europæiske mål – og kun det europæiske mål – og at det ville gøre det i en ånd af loyalt samarbejde mellem institutionerne. Det belgiske formandskabs meget fine samarbejde med Parlamentet og dets meget tætte kontakter til Kommissionen har resulteret i, hvad der helt klart er en meget imponerende liste over bedrifter.

I dag kan vi sige, at Lissabontraktaten nu er fuldt funktionsdygtig. Vi har formået at give vores borgere en ny stemme via det europæiske borgerinitiativ, og vi har formået at nå frem til en aftale om mere gennemsigtige og effektive udvalgsregler. Jeg arbejdede med begge disse spørgsmål sammen med minister Olivier Chastel, og jeg må sige, at jeg altid var imponeret over hans samarbejdsånd og store professionalisme.

En rolig og konstruktiv tilgang var nødvendig for at afslutte forhandlingen om 2011-budgettet og for at påbegynde den nye økonomiske styring i Europa. Selv i komplekse og langtrukne drøftelser om emner som skilsmisse, finansiel overvågning og endog patenter lykkedes det for det belgiske formandskab at opnå betydelige fremskridt.

Det står helt klart, at vi skal videreføre det belgiske formandskabs positive ånd og effektivitet. Økonomi, fremgang efter krisen og finansiel konsolidering er naturligvis stadig topprioriteter for os alle. Vi fik godt nyt i sidste uge med det vellykkede salg af portugisiske, spanske og italienske obligationer, og vi oplevede reducerede kursdifferencer i Belgien og andre lande. Men det står også helt klart, at vi skal gå videre med strukturreformerne og er nødt til at arbejde endnu hårdere. Medmindre vi ønsker et konjunkturopsving uden job, er vi nødt til at se på, hvordan vi kan reformere vore arbejdsmarkedsregler, og hvordan vi kan fjerne forhindringerne for en højere beskæftigelse i Europa. Samtidig skal vi beskytte de sårbare i vores samfund og reducere fattigdommen. Kun på den måde kan vi udvikle vores sociale markedsøkonomi i Europa.

Meget vil afhænge af, hvordan vi får påbegyndt det europæiske halvår, og i hvilken udstrækning vi samlet set vil kunne være ambitiøse, hvad angår vores nationale reformprogrammer, vores konsolideringsbestræbelser og gennemførelsen af Europa 2020-strategien. Det belgiske formandskab har ydet et stort bidrag til igangsætningen af denne nye økonomiske styringsproces, og vi skal nu fortsætte det fremragende arbejde, det påbegyndte.

Jeg vil gerne sige Dem hjertelig tak for Deres fremragende arbejde, hr. premierminister, hr. minister. Jeg vil også gerne bringe en stor tak til alle Deres diplomater for at skabe den positive ånd, i hvilken det næste formandskab kan fortsætte det arbejde, De påbegyndte med så stort held for seks måneder siden.

  Yves Leterme, rådsformand. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Disse ord er mine sidste på vegne af det belgiske formandskab, og jeg vil gøre det kort. Jeg er glad for at se så mange mennesker her, men jeg ved, at det skyldes andre emner på Deres dagsorden.

(NL) Jeg vil naturligvis gerne takke alle dem iblandt Dem, som er kommet med meget konstruktiv feedback, der vil vise sig uvurderlig i Deres og vores arbejde fremover. Først og fremmest vil jeg gerne, hvad angår Parlamentets meget positive vurdering af vores formandskab, sige, at jeg forsøger at holde mig til det princip at være afklaret i forhold til negativ feedback og at være meget beskeden i forhold til positiv feedback, selv hvis den viser sig at være overdrevet.

Afslutningsvis vil jeg her gerne fremhæve tre faktorer. For det første – og dette ligger selvklart uden for det belgiske formandskabs kompetenceområde – finder jeg det virkelig vigtigt, at vi indfører en bedste praksis, hvad angår gennemførelse af Lissabontraktaten. Enhver nationalstat, der påtager sig det roterende seksmåneders formandskab for EU, bør sætte Europa særlig højt på sin dagsorden.

For det andet er formålet med at forvalte det roterende formandskab måske ikke kun at fungere som katalysator, men også som drivkraft, som én af Dem sagde, så vores institutioner kan udføre deres arbejde. Vi kæmpede alle hårdt for at få Lissabontraktaten ratificeret. Det ville selvfølgelig være absurd, hvis vi forvaltede det roterende formandskab på en sådan måde, at det ikke lykkedes for det at yde Lissabontraktatens ånd og bogstav retfærdighed. Desuden mener jeg, at det er den eneste måde, hvorpå det roterende formandskab vil have nogen mening fremover, og hvorpå eventuelle traktatændringer eller nye aftaler i fremtiden vil overleve. For det tredje er alt ikke perfekt, og flere medlemmer har med rette påpeget nogle huller. Jeg vil især gerne gentage, at Europa bør være mere ambitiøst, når det gælder socialpolitik.

(FR) Det, der er blevet sagt, er fuldstændig rigtigt. Hvad angår socialpolitik, skal Unionen være mere ambitiøs fremover, men jeg mener ikke desto mindre, at Belgien har gjort en forskel her. Det belgiske formandskab styrkede beskæftigelsespolitikkernes rolle i Europa 2020-strategien, det sikrede, at disse politikker ville få en plads i den nye økonomiske styring i Europa, og jeg mener, at det også skabte grundlaget for den sociale dimension i Europa 2020-strategien, ikke kun kampen mod fattigdom, men også den sociale samhørighed. Som svar på nogle af talerne forekommer det mig, at vi trods alt har sat spørgsmålet om tjenesteydelser af offentlig interesse på EU's dagsorden. Det er dog rigtigt, at vi skal gøre mere og komme videre, især på lovgivningsniveau.

Som jeg sagde tidligere, er vores formandskab ikke perfekt, og jeg mener, at vi, sådan som hr. Tavares med rette påpegede, kan gøre mere, end vi gør i dag, hvad angår flygtningepolitik.

(NL) Afslutningsvis vil jeg komme med to slutbemærkninger, da der stadig er andre emner på dagsordenen. Jeg vil specielt gerne henvende mig til de belgiske medlemmer i Parlamentet generelt, men flere af dem i særdeleshed, navnlig to af mine forgængere.

På vegne af den belgiske regering vil jeg gerne sige, at vi betragter den indsats, vi har gjort under det belgiske formandskab, som en slags honnør for Deres arbejde her. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at anvende Lissabontraktaten korrekt, hvilket også er en slags honnør for de initiativer, der er udviklet siden det ellevte formandskab, som overvågede fremkomsten af Laeken-traktaten, og efterfølgende under vigtige ordførerskaber, med henblik på at inkorporere ånden fra Laeken i Lissabontraktaten.

Det er med rette blevet påpeget, at et roterende formandskab i hovedsagen er afhængigt af det engagement og de resultater, rigtig mange mennesker udviser og skaber rundt om politikerne, som skal tage ansvaret og stå i skudlinjen. Jeg taler her om rådgiverne, diplomaterne, om rigtig mange mennesker, som i sidste ende er dem, der udfører det vigtigste arbejde.

Jeg vil gerne fortælle hr. Staes, at selv om prisen, "the Golden Shoe Prize", der vil blive uddelt i Belgien i morgen, altid er blevet givet til mennesker som f.eks. Lukaku og Boussoufa, ville "the Golden Shoe", hvis det var det belgiske formandskab, der blev hædret, nemt gå til dets diplomatiske tjeneste, hvorfra noget af dens personale sidder her bag mig.

Endelig vil jeg gerne sige et par ord til hr. Tabajdi, og jeg vil forsøge på mit bedste ungarske:

  Formanden. – Takket være Dem, hr. premierminister, har vi i det seneste halve år udviklet nye samarbejdsmetoder på forskellige niveauer mellem de to lovgivende kamre i EU, nemlig mellem Rådet og Parlamentet. Deres formandskab har været meget vellykket. Vi ønsker alt godt for Deres land og for Dem personligt.

(Bifald)

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Mara Bizzotto (EFD), skriftlig. – (IT) Den 31. december 2010 afsluttedes et temmelig kedeligt formandskab, som nogle har beskrevet som farveløst og svagt. Det var alt, hvad vi kunne have forventet af en belgisk regering, der faktisk ikke har været i gang i otte måneder. De belgiske politikere har ikke formået at lave en politisk plan for deres eget land, som er offer for en institutionel krise uden fortilfælde. Jeg kan ikke se, hvordan den på nogen måde skulle have kunnet lede så kompleks en størrelse som EU – som i dag selv er meget skrøbelig og vakkelvorn – med fremsynethed og visioner for fremtiden. Det var meningen, at det belgiske formandskab skulle bringe Europa på ret kurs mod fremgang efter den økonomiske og finansielle krise. Alligevel er vi igen i gang med at tackle den spekulation, der truer den fælles valutas hele eksistens, selv i dag. Det var det belgiske formandskab, der stod bag den stærke fremskyndelse af den yderligere udvidelse af EU's grænser. Som vi har set de seneste år, har tiltrædelsen af økonomisk svage lande kompliceret arbejdet i EU-institutionerne og svækket hele EU, som nu i mindre grad end tidligere er i stand til at tage nogen af de nye medlemsstaters hjemlige problemer på sig.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Belgien har haft formandskabet for EU i de sidste seks måneder, og det lader til, at næsten ingen dér har bemærket det. Landet var hovedsagelig optaget af – og desværre uden held – at danne en ny regering, mens skænderierne mellem flamlænderne og vallonerne har gjort det umuligt for landet at træffe politiske beslutninger. Det kan derfor ikke undre, at det politiske establishment i EU mageligt kunne fremme sit ønske om øget centralisering inden for EU. Eurokrisen blev brugt som påskud for at støbe kuglerne til en økonomisk styring i EU. Samtidig er den såkaldte permanente redningspakke for euroen et rent og skært angreb på nettobidragyderne, som vil skulle grave endnu dybere i deres lommer fremover. Belgien bør faktisk betragtes som et afskrækkende eksempel på, hvad der kan ske, hvis folkeslag med ulige økonomiske præstationer bindes sammen. Belgien, hvor forskellene mellem flamlænderne og vallonerne er åbenlyst uforsonlige, og hvor det føderale system er en fordelingsmekanisme fra flamlænderne til vallonerne, viser, hvad der kan times EU og euroområdet, hvis man fortsætter ad den nuværende, misforståede vej.

  Sławomir Witold Nitras (PPE), skriftlig. – (PL) Når vi opsummerer det belgiske formandskab, bør vi først og fremmest påskønne dets yderst aktive rolle i udarbejdelsen af EU's system for finansiel stabilitet. Alle, der iagttog denne proces, ved, at det var et vanskeligt forehavende, som blev udført under tidspres. Af den grund vil jeg gerne sige hjertelig tak til alle, der bidrog til at få projektet gennemført. I den henseende har det belgiske formandskab overladt et veludført arbejde til det ungarske formandskab. Det bør også understreges, at belgierne har vist vejen for kommende formandskaber, hvad Lissabontraktatens ikrafttræden angår. Jeg vil gerne udtrykke det håb, at fremtidige formandskaber, herunder det polske, vil forsøge i højere grad at opstille deres egne, klare prioriteringsmål, men dog stadig inden for rammerne af vores fælles mål i EU. Med denne arbejdsform kan EU-institutionernes politikker i højere grad planlægges og gennemføres.

  Wojciech Michał Olejniczak (S&D), skriftlig. – (PL) Jeg vil gerne indledningsvis lykønske det belgiske formandskab, som har vist fremragende færdigheder under ledelsen af Rådet i de seneste seks måneder. Man kan betegne det belgiske team som vellykket i betragtning af de omstændigheder, hvorunder landet overtog formandskabet. For det første var det det første formandskab, som skulle fungere på grundlag af Lissabontraktatens regler, og for det andet befandt EU og dets individuelle medlemsstater sig i en økonomisk set yderst vanskelig situation. Desuden måtte Belgien tackle hjemlige problemer under sit formandskab. På trods af, at det har været en så vanskelig og krævende periode, har formandskabet vist sin effektivitet samt ægte europæisk stil i gennemførelsen af alle tiltag. Det lod sine egne problemer og spørgsmål blive hjemme og koncentrerede sig om at følge en kurs, der modsvarede forslagene fra Parlamentet, Kommissionen og Rådet, og om at støtte disse institutioner. Formandskabet påtog sig rollen som mægler. Hvad angår de prioriteringsmål, formandskabet har indfriet, fortjener tiltagene til bekæmpelse af den økonomiske krise anerkendelse. Her tænker jeg først og fremmest på arbejdet med den næste flerårige finansielle ramme. Eurovignetten er endnu en betydelig præstation under det belgiske formandskab. Endelig vil jeg gerne sige, at det belgiske formandskab kan tjene som et godt eksempel for de næste lande, der overtager formandskabet for Rådet. Jeg ønsker for både det ungarske formandskab og det polske formandskab, som tager sin begyndelse i anden halvdel af 2011, at deres formandskaber bliver lige så vellykkede.

  Jarosław Leszek Wałęsa (PPE), skriftlig. – (PL) Jeg vil gerne takke det belgiske formandskab. Dets arbejde, som lige er afsluttet, kan tjene som model for de lande, der fremover skal lede arbejdet i Rådet. Det er et emne, der ligger mig særlig på sinde i lyset af Polens kommende formandskab, som jeg håber vil følge de veje, det belgiske formandskab har banet med så stor succes. Det sker ikke ofte, at det land, der har formandskabet, sætter fællesskabstiltag før egne interesser. Efter min mening var den væsentligste succes for det formandskab, vi drøfter nu, dets konsekvente gennemførelse af bestemmelserne i Lissabontraktaten, navnlig i Rådet, som blev en egentlig institution med en permanent formand, og i Udenrigsrådet, som i øjeblikket ledes af den høje repræsentant. Bekæmpelse af den økonomiske krise viste sig også at være en ikke ubetydelig sag, og den systematiske overvågning af og begrænsningerne i den finansielle sektor vil med tiden muliggøre en genoprettelse af dens blakkede ry. Det er særlig vigtigt i en tid, hvor der er så stort et pres for at udvide euroområdet. Alt i alt håber jeg inderligt, at den sti, det belgiske formandskab har trådt, vil blive en kvalitetsstandard for de lande, der overtager formandskabet fremover. Må fællesskabets bedste altid være vores prioritet.

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS
Næstformand

7. Afstemningstid

  Formanden. – Vi går nu over til afstemning.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

7.1. Fusioner af aktieselskaber (Kodificeret udgave) (A7-0363/2010, Jiří Maštálka) (afstemning)

7.2. Protokol til Euro-Middelhavsaftalen mellem EF og Jordan for at tage hensyn til Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union (A7-0373/2010, Gabriele Albertini) (afstemning)

7.3. Aftale EF/Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union om lufttrafik (A7-0361/2010, Dieter-Lebrecht Koch) (afstemning)

– Før afstemningen:

  Dieter-Lebrecht Koch (PPE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Med en vedtagelse af min betænkning vil vi stemme for en aftale, der vil bidrage til en tilnærmelse mellem reglerne i 47 nuværende bilaterale lufttrafikaftaler, der er indgået mellem de enkelte EU-medlemsstater og de enkelte lande i Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union. Ved at gøre dette sikrer vi, at den gældende EU-lovgivning anvendes, vi forhindrer forskelsbehandling og barrierer i markedsadgangen og reducerer bureaukratiet. Jeg beder Dem stemme ja!

7.4. Harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer (A7-0343/2010, Catherine Stihler) (afstemning)

7.5. Europæisk konsensus om humanitær bistand (A7-0375/2010, Michèle Striffler) (afstemning)

7.6. Landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed (A7-0376/2010, Daciana Octavia Sârbu) (afstemning)

  Formanden. – Afstemningen er afsluttet.

8. Stemmeforklaringer

  Formanden. – Vi går nu over til stemmeforklaringerne.

Mundtlige stemmeforklaringer

Indstilling ved andenbehandling: Catherine Stihler (A7-0343/2010)

  Jarosław Kalinowski (PPE). – (PL) Hr. formand! Byggebranchen er en meget vigtig del af økonomien i alle lande. Man kan ikke se bort fra en så afgørende en del markedet, når man stræber efter at opnå økonomisk vækst og forbedret levestandard. Alle er klar over, hvor vigtigt det er for sikkerheden og komforten, at bygninger bygges eller moderniseres på korrekt vis. Samtidig tilstræber vi alle at reducere omkostningerne ved byggeri af huse, industribygninger og offentlige bygninger. Formålet med betænkningen er at fjerne markedsbarrierer, muliggøre effektivt salg af byggematerialer og sikre konkurrencedygtige priser i sektoren. Fordelene ved dette initiativ vil kunne mærkes i hele Europa. Jeg støtter også fuldt ud ordførerens forslag angående øget sikkerhed for medarbejderne i industrien.

  Alfredo Antoniozzi (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Med hensyn til Stihler-betænkningen er det klart, hvor vigtig en rolle bygge- og anlægssektoren spiller i Europa. Vi var simpelthen nødt til at tackle problemerne for de 12 mio. borgere, der er direkte beskæftiget i denne sektor.

Stihler-betænkningen er et værdifuldt redskab til nedrivning af de nationale administrative og tekniske barrierer, som forhindrer markedsføring af byggevarer inden for EU, og til at fortsætte opbygningen af et indre marked inden for denne sektor.

Jeg støtter anerkendelsen af de små og mellemstore virksomheder i bygge- og anlægssektoren, ligesom jeg støtter det særlige fokus på nødvendigheden af at genanvende byggevarer, hvilket er et spørgsmål af største betydning i kampen mod klimaændringerne. Jeg vil dog benytte lejligheden til at gøre opmærksom på spørgsmålet om sundhed og sikkerhed for de arbejdere, der er beskæftiget i bygge- og anlægssektoren. De retningslinjer, ordføreren har inkluderet om dette spørgsmål, er nyttige, men de skal udbygges.

Det er vores pligt at drøfte og udvikle disse forslag yderligere i nærmeste fremtid, så vi sikrer, at arbejdere beskæftiget i bygge- og anlægssektoren nyder en høj grad af beskyttelse. De arbejdsrelaterede dødsfald er tragiske og berører hele Europa. Jeg håber, at vi i kraft af vores arbejde vil kunne sætte en stopper for dem.

  Hannu Takkula (ALDE). – (FI) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at takke fru Stihler for denne fremragende betænkning. Det er meget vigtigt at fokusere på en harmonisering af markedsføringen af byggevarer, fordi vi fremover vil få behov for bedre byggeri af en højere kvalitet.

Vi skal huske, at selv om denne industri er meget konkurrencepræget, er det vigtigste ikke selve konkurrencen, men slutresultatet. Det er vigtigt, at de bygninger, der bygges i Europa, er sikre for brugerne, og at de også er sikre for bygningsarbejderne og andre ansatte under byggeprocessen.

Det er meget vigtigt, at vi også får harmoniseret området for markedsføring af byggevarer, og at vi følgelig kan udveksle bedste praksis. Det er rigtigt, at man i mange lande i Europa stadig bruger materialer, som ikke er sunde for beboerne. F.eks. har vi et enormt problem med skimmel i mange EU-medlemsstater. Det er således vigtigt at bruge bedste praksis og nytænkning i et forsøg på at få markedsføringen af byggevarer til at omhandle produkter, som ikke er skadelige, og som er tilfredsstillende set fra et forbrugersynspunkt.

Jeg vil derfor gerne takke fru Stihler for denne fremragende betænkning. Europa har brug for gode byggevarer og et markedsføringssystem, hvor man specifikt tager sikkerhedsreglerne i betragtning.

  Daniel Hannan (ECR). – (EN) Hr. formand! I sidste uge var den franske premierminister i London, hvor han sagde, at det var nødvendigt, at vi er med til at støtte op om euroen. Lad os et øjeblik se bort fra spørgsmålet om, hvorvidt vi igen burde involveres i andres problemer. Lad os i stedet fokusere på den væsentligste, logiske brist her. Han siger, at den europæiske integration ikke fungerer, så vi skal have mere europæisk integration! Jeg er sikker på, at De kan se problemet ved hans argumentation her. Min jolle bliver ved med at kæntre, så jeg vil gerne have kommandoen over en oceangående liner. Min gokart er smadret, så sæt mig venligst bag rattet på en lastbil med sættevogn. Det lader til, at uanset hvad problemet består i, er svaret altid mere europæisk integration.

EU er en løsning, der søger efter et problem, men den dag er vel forhåbentlig på vej, hvor vi ikke længere kan trænge os ind på både markeder og den offentlige mening. Fortryllelsen er ved at blive hævet, og de shamanistiske trylleformularer er ved at miste deres kraft.

Betænkning: Michèle Striffler (A7-0375/2010)

  Clemente Mastella (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! EU er verdens største bistandsyder, når man betænker, at dets bidrag udgør mere end 40 % af al international humanitær bistand. Unionens humanitære politik er et praktisk udtryk for dens indsats for at støtte mennesker i tredjelande, der har brug for bistand, når de er mest sårbare.

Den europæiske konsensus om humanitær bistand, som formændene for Rådet, Parlamentet og Kommissionen underskrev den 18. december, udgør et betydeligt fremskridt. Jeg skal her påpege, at forpligtelserne i henhold til denne konsensus gælder for både medlemsstaterne og Kommissionen.

I de seneste år har vi set, at ikke-humanitære aktører i stigende grad involveres i bekæmpelse af humanitære kriser. Det er yderst vigtigt, at de politiske, militære og humanistiske aktører, som arbejder i det samme operationelle miljø, lærer hinanden bedre at kende og fører en dialog, hvorunder de respekterer hinandens roller og mandater og ikke undergraver dem. Brugen af civilbeskyttelsesressourcer skal naturligvis følge de internationale retningslinjer på området, jf. den europæiske konsensus.

  Antonello Antinoro (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg finder, at den betænkning, vi har vedtaget i dag – og som jeg takker ordføreren, fru Striffler, for og lykønsker hende med – er en tekst, som vil bidrage til en mere effektiv og konsekvent humanitær bistand.

Parlamentet indbyder i dag Unionen til et tættere samarbejde om at opnå konsensus om styrkelse af vores kollektive bekæmpelse af humanitære kriser og navnlig om opretholdelse af fuld overholdelse af den humanitære folkeret.

Vi skal derfor sikre, at humanitær bistand og humanitære arbejdere får bedre adgang til befolkninger i nød, og da der er flere af disse befolkninger nu om stunder, skal det lykkes os at gøre endnu mere, end vi har gjort hidtil, via Kommissionen eller via bilaterale programmer. Samtidig med at behovene er enorme, bliver distributionen af bistand stadig mere vanskelig og også mere risikabel og farlig på grund af de mere og mere komplekse internationale strukturer.

I lyset af disse behov og betingelser fremmer man derfor med denne aftale en europæisk konsensus, hvori det fastslås, at EU-bistand entydigt er baseret på de humanitære principper om neutralitet, uafhængighed og upartiskhed og skal ydes hurtigt og effektivt til kriseofre ud fra et klarlagt behov.

  Alfredo Antoniozzi (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Den dramatiske stigning i antallet og alvoren af naturkatastrofer sammen med det stigende omfang af komplekse kriser betyder, at vi står med stadig værre krænkelser af den humanitære folkeret og et humanitært rum, der bliver mindre og mindre.

Tragedierne for nylig i Haiti og Pakistan viser igen, at der er behov for at forbedre EU's naturkatastrofeberedskab. Jeg er enig i betænkningens generelle holdning og særlig i udsagnet om, at EU utrætteligt bør fremme de humanitære principper. EU's optræden udadtil er nedfældet i Lissabontraktaten, og den bør afspejle Unionens politiske vægt og indflydelse som den største internationale donor.

Jeg stemte for fru Strifflers betænkning, fordi jeg er enig i, at det er afgørende, at vi arbejder på at styrke gennemførelsen af den europæiske konsensus og den tilhørende handlingsplan, såvel som på en global koordinering og deling af byrderne, idet vi tager i betragtning, at de lande, der har mulighed for at være store bidragsydere af humanitær bistand, har et regionalt ansvar.

Betænkning: Daciana Octavia Sârbu (A7-0376/2010)

  Jim Higgins (PPE). – (EN) Hr. formand! Det var med stor glæde, jeg stemte for denne specifikke betænkning, idet man i den bekræfter, at fødevaresikkerhed er en grundlæggende menneskeret. Landbrugssektoren skal dække en voksende befolknings behov for sikre fødevarer i tilstrækkelige mængder trods begrænsede naturressourcer, høje energipriser og klimaændringer. Ifølge FN's Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation skal fødevareproduktionen stige med mindst 70 % for at dække det voksende behov hos en global befolkning, der forventes at nå over 9 mia. inden år 2050.

Desuden er omkring 900 mio. mennesker over hele verden kronisk sultne på grund af ekstrem fattigdom, mens op mod 2 mia. mennesker står uden virkelig fødevaresikkerhed på lang sigt på grund af varierende grader af fattigdom. I Europa lever 16 % af borgerne stadig under fattigdomsgrænsen. Det, jeg mener, er grundlæggende, at vi er nødt til at tackle dette problem direkte. Det er afgørende, at man i finansieringen af den nye fælles landbrugspolitik efter 2013 erkender dette, og som absolut minimum har vi brug for, at budgettet opretholdes på mindst det nuværende niveau.

  Jens Rohde (ALDE). – (DA) Hr. formand! Parlamentet har i dag valgt formelt at anerkende landbruget som en strategisk sektor for fødevaresikkerhed. Det har vi liberale anerkendt i mange år. Ligesom vi også anerkender, at landbruget er en strategisk sektor for fødevarekvalitet, folkesundhed, bæredygtig og økonomisk vækst. Men det berettiger altså ikke til skoleprogrammer for frugt og mælk. Ej heller til flere markedsstøttede mælkestøtteprogrammer. Vi skal gøre opmærksom på, at vi stemte imod disse forslag og beklager, at de gik igennem.

Det skal dog ikke ødelægge helhedsbilledet af, at vi skal give landbruget gode vilkår. Smørbjerge og vinsøer og skoleprogrammer er imidlertid ikke vejen frem. Landmandens indkomst skal ikke sikres ved hjælp af intervention og markedsforvridning. I stedet skal vi investere i forskning, vi skal give landmændene mulighed for at udnytte nye teknologier til alternative indtægtsformer. Overordnet set synes vi, at betænkningen er god, og derfor stemte vi for det samlede resultat.

  Clemente Mastella (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Fødevaresikkerhed er en grundlæggende menneskeret, og den opnås først, når alle mennesker til enhver tid har fysisk, social og økonomisk adgang til fødevarer i tilstrækkelige mængder.

Den nye fælles landbrugspolitik i EU skal afspejle disse nye krav, og den skal derfor være klar og ikke til at misforstå i sine reaktioner i forhold til fødevaresikkerhed og andre udfordringer, navnlig klimaændringerne, den økonomiske krise og opretholdelsen af en territorial balance inden for EU.

Vi skal fremme ikke blot vores produkters konkurrenceevne, men også traditionelt landbrug, små bedrifter, økologisk landbrug og distribution på lokalt plan. Disse landbrugsmodeller har altid ydet og yder fortsat et værdifuldt bidrag til fødevaresikkerheden, fordi de ofte er ensbetydende med den mest effektive måde at udnytte jorden på i forskellige geografiske regioner i EU, idet de anvender metoder, som er udviklet specielt i de enkelte regioner og over længere tidsrum.

  Jarosław Kalinowski (PPE). – (PL) Hr. formand! Vores rolle som medlemmer af Parlamentet er at handle for at forbedre EU-borgernes liv. At sikre dem adgang til sikre fødevarer af høj kvalitet bør være en topprioritet. Fødevaremangel og høje priser ledsages sædvanligvis af social uro, og vi kan ikke tillade, at en sådan situation opstår på vores kontinent. Når man tager det voksende befolkningstal, klimaændringer og naturkatastrofer i betragtning, er den globale fødevaresikkerhed truet. Mange mennesker sulter allerede, og for at afhjælpe problemet er der brug for en fornuftig og retfærdig, fælles landbrugspolitik såvel som økonomisk støtte til sektoren. Landbruget bør have en særlig status, således at der kan træffes særlige forholdsregler og anvendes passende redskaber i tilfælde af fødevarekriser.

  Mario Pirillo (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Fødevaresikkerhed og garanti for fødevareforsyning til befolkningsgrupper er fortsat landbrugets væsentligste udfordringer, ikke blot i Europa, men over hele verden.

Jeg er meget tilfreds med indholdet i denne betænkning, navnlig fordi fødevaresikkerhed anerkendes som en grundlæggende rettighed. Fødevaresikkerhed som mål kan kun nås, hvis man alvorligt overvejer to vigtige spørgsmål, nemlig de ustabile markeder og priser og de svindende fødevarelagre. Europa skal kunne gribe ind med fælles og effektive foranstaltninger for at garantere fødevareforsyningen og forhindre de alvorlige tilfælde af uensartethed, der stadig findes i forbindelse med sikkerhedsstandarder mellem produkter fra henholdsvis EU-stater og ikke-EU-stater.

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne sige, at jeg var meget glad for betænkningen om anerkendelse af landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed, da det igen gør landbrugsøkonomiens betydning til et centralt punkt. Min første konklusion er, at vi også stadig har brug for en stærk og fælles landbrugspolitik i EU. Jeg vil også gerne takke ordføreren.

Der var dog ét punkt, hvor jeg ikke stemte for betænkningen, og det gjaldt oprettelse af et europæisk program for fødevarehjælp inden for EU. Jeg mener, at det at yde bistand på stedet, med andre ord bistand til at sikre, at ingen i EU lider af sult, skal forblive medlemsstaternes ansvar, ganske enkelt fordi sådanne problemer skal løses, hvor de forekommer, nemlig i medlemsstaterne.

  Diane Dodds (NI). – (EN) Hr. formand! I denne betænkning sættes der fokus på behovet for fødevaresikkerhed for borgerne, som vi repræsenterer. Man fremhæver også de vigtige offentlige goder, som landmændene producerer, ofte med ringe eller ingen anerkendelse. Jeg tror imidlertid, at der vil opstå et problem.

Jeg har for nylig hørt vigtige taler, hvori det er antydet, at den fælles landbrugspolitik faktisk burde ændres til en miljøpolitik. Jeg tror, at dette i sidste ende vil få os til fejlagtigt at tro, at vi kan undvære EU's landmænd og måske nøjes med at importere fødevarer fra lande uden for EU.

Det bør ikke blive tilfældet. Vores landmænd bør støttes i at producere fødevarer på en måde, der ikke skader miljøet, og hvad angår import af fødevarer, er verdensmarkederne simpelthen for usikre, både med hensyn til priser og til forsyningssikkerhed.

Der er en række ting, vi skal gøre. Vi skal have et stærkt budget for den fælles landbrugspolitik. Vi skal tilskynde unge landmænd til at gå ind i branchen for at sikre den en fremtid. Vi skal have mere forskning og innovation for at gøre produktionsmetoderne mere effektive, og vi skal have mindre bureaukrati – og bestemt ingen grønne, snærende bånd for vores landmænd.

  Giommaria Uggias (ALDE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! I de seneste uger har de forskellige parlamentsudvalg, der tager sig af den fælles landbrugspolitik, arbejdet med spørgsmålet om reformen efter 2013.

Fødevaresikkerhed er naturligvis en grundlæggende landbrugsfaktor. Det forhold skal derfor ses i lyset af den betænkning, der er til afstemning i dag, hvori fødevaresikkerhed defineres som en grundlæggende rettighed, der følgelig skal sikres på alle tænkelige måder.

En sådan opmærksomhed er påkrævet, hr. formand, når som helst der foreligger en katastrofesituation, som f.eks. den i forbindelse med dioxinskandalen, vi er vidne til i øjeblikket, hvor man har opdaget, at dioxin bruges i dyrefoder, men også, og frem for alt, for at sikre, at vi har en fælles produktionsproces med respekt for produktionssektoren som helhed, for kvaliteten af landmændenes arbejde, for miljøet og markedsføringen og dermed for forbrugerne.

Denne betænkning udgør en del at en række foranstaltninger, som Parlamentet har udviklet for at fremme landbruget, og jeg kan derfor sige, at jeg er tilfreds.

  Alajos Mészáros (PPE). – (HU) Hr. formand! Nu om stunder står verdens fødevareproduktion i stigende omfang over for forskellige udfordringer. En sådan udfordring er klimaændringerne, der desværre kan forårsage uforudsigelige tilfælde af fødevaremangel og dermed bevirke, at man ikke kan dække den stigende efterspørgsel fra verdens befolkning, som anslås at nå op på mere end 9 mia. inden 2050. Den fælles landbrugspolitik skal utvetydigt tage højde for udfordringer i forbindelse med fødevaresikkerhed, klimaændringer og økonomiske kriser. Ikke blot konkurrenceevnen, men også traditionelt landbrug, små bedrifter og økologisk landbrug samt lokale værdier skal fremmes. Som følge af klimaændringerne sker der flere og flere naturkatastrofer, der vil bevirke, at der bliver færre muligheder for at udnytte store landbrugsområder, hvilket vil bringe fødevaresikkerheden i fare. For at nå de ovennævnte mål og sikre fornuftige fødevarepriser samt rimelige indtægter til landbrugsproducenterne skal budgettet for den fælles landbrugspolitik fastholdes mindst på det nuværende niveau. Af den årsag er det vigtigt at behandle landbruget som en strategisk sektor ud fra et fødevaresikkerhedssynspunkt. Derfor har også jeg støttet denne betænkning.

  Hannu Takkula (ALDE). – (FI) Hr. formand! Allerførst vil jeg gerne sige, at det er glimrende, at Parlamentet anerkender landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed.

Det er meget vigtigt for os at sørge for, at de fødevarer, vi producerer i EU, frem for alt er sikre og ikke forurenede. Jeg er ret bekymret over, at vi har en tendens til at lægge mere vægt på kvantitet end på kvalitet. Vores insisteren på effektivitet har medført, at vi på en måde har overset disse sundhedskrav. Når vi taler om fødevaresikkerhed, er det meget vigtigt at sørge for, at de fødevarer, der gøres tilgængelige for de europæiske forbrugere, er sikre, af god kvalitet og næringsrige.

Det er også afgørende vigtigt at sikre, at den enkelte EU-medlemsstat bevarer sin egen landbrugspraksis. Når vi udsættes for naturkatastrofer, er det vigtigt, at vi har en landbrugsøkonomi, der er selvforsynende. På den måde kan vi bruge princippet om at indkøbe fødevarer lokalt til at tackle de problemer, der kan opstå, når en katastrofe indtræffer.

Frem for alt vil jeg gerne understrege betydningen af disse principper, som er blevet til på baggrund af overvejelser om sundhed, og som er vigtige. Jeg håber, vi vil se mere af denne udviklingstendens inden for lokale fødevarer. Det er vigtigt, at vi i hele Europa sikrer et absolut levedygtigt landbrug, og at enhver medlemsstat i EU kan dyrke landbrug. Det er et livsvigtigt og stærkt grundlag i fremtiden, som vi har specielt behov for i fødevaresektoren.

  Salvatore Tatarella (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Efter at have stemt et kraftigt ja til denne vigtige betænkning vil jeg gerne i særlig grad understrege punkt 35 i den velstrukturerede udtalelse fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed. Idet man her finder, at Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) har en vigtig mission med hensyn til at vurdere alle risici, der er forbundet med fødevarekæden, som led i en række foranstaltninger med det formål at beskytte befolkningens sundhed og velfærd, håber man, at alle medlemsstater vil oprette tilsvarende nationale organer, der skal samarbejde med EFSA.

Som de seneste alvorlige begivenheder i Tyskland viser, er der behov for at oprette nationale fødevaresikkerhedsorganer i dag i alle medlemsstater. Det er overraskende, at den italienske regering efter at have oprettet agenturet har ændret mening af budgetmæssige årsager. Efter min mening bør man ikke opgive fødevaresikkerhed på grund af budgetbegrænsninger.

Skriftlige stemmeforklaringer

Betænkning: Jiři Maštálka (A7-0363/2010)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Ifølge Den Rådgivende Gruppe sammensat af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens Juridiske Tjenester indeholder det aktuelle forslag en kodifikation af de eksisterende tekster uden nogen indholdsmæssige ændringer, og derfor går jeg ind for, at de vedtages ved førstebehandlingen.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. – (LT) Jeg er enig i denne betænkning og i Kommissionens forslag, fordi jeg finder det meget vigtigt at forenkle og tydeliggøre fællesskabslovgivningen, så den bliver klarere og mere tilgængelig for alle borgere. Dette mål kan ikke nås, så længe utallige bestemmelser, der er blevet ændret flere gange, ofte ganske væsentligt, forbliver spredt, og for at skabe klarhed over de nuværende regler er der således brug for undersøgelser i betydeligt omfang, hvor man skal sammenligne mange forskellige redskaber. Kodifikation af lovgivningen er særlig vigtig på erhvervsområdet, som er underlagt et betydeligt antal fællesskabslove for at sikre en gnidningsløs og konstant fri bevægelighed af mennesker, varer og tjenesteydelser. Konsolideringen af lovgivningen om fusioner af aktieselskaber er et velkomment skridt til forbedring af fællesskabslovgivningen.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Der er rigtig mange selskaber i Europa. De findes i rigtig mange forskellige former, og de er underlagt rigtig mange regler. Siden 1978 har der imidlertid eksisteret en lovgivning i EU om fusioner af aktieselskaber inden for samme medlemsstat. Det er vigtigt at lovgive for disse fusioner, fordi de kan have en stor betydning for sådanne selskabers ansatte, aktionærer og kreditorer, som f.eks. kan blive negativt berørt, hvis en fusion efterfølgende aflyses. I dette EU-anliggende såvel som i andre har vi brug for klarhed og retssikkerhed. Det er det, vi forsøger at opnå med kodifikationen af dette direktiv. Jeg stemte for denne betænkning, fordi jeg mener, at tillid er en utrolig drivkraft i forhold til vækst.

  George Becali (NI), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for denne betænkning, idet Kommissionen med forslaget til kodifikation af Rådets tredje direktiv 78/855/EØF af 9. oktober 1978 om fusioner af aktieselskaber har taget de redaktionelle eller formelle ændringer, der er foreslået af De Juridiske Tjenesters Rådgivende Gruppe, og som har vist sig berettigede, i betragtning. F.eks. foreslår Den Rådgivende Gruppe, at det er særlig vigtigt, at aktionærer i fusionerende selskaber informeres behørigt og så upartisk som muligt, og at deres rettigheder beskyttes tilstrækkeligt. Der er dog ikke nogen grund til, at uafhængige eksperter skal analysere udkast til fusionsbetingelser. Desuden informerer de administrerende eller ledende organer i hvert af de involverede selskaber generalforsamlingen om deres respektive selskaber og de administrerende eller ledende organer i de andre involverede selskaber om alle væsentlige ændringer, der er sket mellem tidspunktet for udarbejdelse af udkast til fusionsbetingelser og tidspunktet for generalforsamlingerne, som skal træffe beslutning om udkast til fusionsbetingelser.

  Mara Bizzotto (EFD), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for hr. Maštálkas betænkning, fordi det foreliggende forslag er blevet omhyggeligt overvejet af Den Rådgivende Gruppe sammensat af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens Juridiske Tjenester, som samstemmende har bedømt, at det drejer sig om en kodifikation, altså blot en strømlinet version af den nuværende tekst.

  Lara Comi (PPE), skriftlig. – (IT) Så sent som i går blev der offentliggjort en undersøgelse i Italien, der viste, at i øjeblikket er de virksomheder, der har klaret krisen bedst, dem, der har haft held til at styrke deres aktiver. I undersøgelsen, der er udført af et respekteret italiensk universitet for landets mest aktive erhvervssammenslutning, hævdes det navnlig, at fusioner var det vigtigste konsolideringsmiddel. Det er ikke noget tilfælde, at store finansielle processer, herunder fusioner, går hånd i hånd med omstruktureringer og jagten på besparelser i alle økonomiske sektorer. I det indre marked påhviler det derfor EU-institutionerne at fastlægge regler, der kan yde garanti for alle involverede parter og bidrage til, at de dygtigste virksomheder kan konkurrere bedre, fri for retsusikkerhed, bureaukrati og forpligtelser, der skyldes simple misforståelser. I en moderne, liberal og effektiv økonomi – som jeg mener, vores skal være – er der brug for en særlig lov om fusioner, men kun hvis den, i lighed med dagens foreslåede direktiv, er strømlinet og ikke-intervenerende og beskytter frihedsrettigheder og rettigheder hos de mennesker, som kunne blive ramt af disse processer.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Efter et ændringsforslag fra Parlamentet og Rådet har Parlamentet på dette møde analyseret et udkast til lovgivningsmæssig beslutning om fusioner af aktieselskaber (kodificeret udgave), idet Parlamentet har vedtaget det forslag, Kommissionen har indgivet. Hensigten med forslaget er udelukkende en kodifikation af lovteksterne uden nogen indholdsmæssige ændringer, og det indebærer forbedrede arbejdsmetoder. Da det samtidig inkorporerer de formularer, der er foreslået og underbygget af De Juridiske Tjenesters Rådgivende Gruppe, stemmer jeg for dette forslag, idet jeg anerkender, at det vil medføre en markant forbedring i aktieselskabers funktion, særlig på grund af den modernisering og strømlining, de vil undergå.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi det foreliggende forslag ifølge Den Rådgivende Gruppe sammensat af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens Juridiske Tjenester udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende tekster uden nogen indholdsmæssige ændringer, og af hensyn til overskuelighed og forenkling bør de eksisterende tekster derfor kodificeres.

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for denne betænkning, fordi det foreliggende forslag ifølge Den Rådgivende Gruppe sammensat af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens Juridiske Tjenester udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende tekster uden nogen indholdsmæssige ændringer.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Det gør afgjort tingene nemmere, at man gennemfører en kodifikation for at bevare overskueligheden efter et vist antal ændringer. Generelt bør vi dog overveje, om et sådant væld af regler og forordninger overhovedet er nødvendigt. På nogle områder er det overdrevet, og forbrugerne tilskrives knap nok længere almindelig sund fornuft, mens man på andre områder f.eks. foreskriver navneændringer på fødevarer. For at beskytte aktionærers og tredjeparters interesser kan man på passende vis sikre overholdelse af retten til oplysning ved at koordinere medlemsstaternes lovgivning om fusioner af aktieselskaber. Jeg ser mig ikke i stand til at stemme for enkelte af ændringsforslagene og stemte derfor imod betænkningen som helhed.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, da den er begrænset til udelukkende at kodificere eksisterende tekster om fusioner af aktieselskaber. Den Rådgivende Gruppe sammensat af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens Juridiske Tjenester har undersøgt forslaget om kodifikation af Rådets tredje direktiv 78/855/EØF af 9. oktober 1978 med hjemmel i traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om fusioner af aktieselskaber, og har den 21. september 2010 i enighed konkluderet, at forslaget faktisk udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende tekster uden nogen indholdsmæssige ændringer.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. – (IT) Under min gennemgang af udkastet til lovgivningsmæssig beslutning om fusioner af aktieselskaber har jeg inddraget følgende lovgivningsmæssige retsakter: Kommissionens forslag til Europa-Parlamentet og Rådet, den fælles holdning fastlagt ved førstebehandlingen den 17. juni 2008, artikel 294 og 50 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, på grundlag af hvilke Kommissionen har forelagt forslaget for Parlamentet, den interinstitutionelle aftale af 20. december 1994 om en hurtig arbejdsmetode ved officiel kodifikation af lovtekster, Parlamentets forretningsordens artikel 86 og 55 samt endelig Retsudvalgets betænkning.

På baggrund heraf har jeg besluttet at følge Parlamentets holdning ved førstebehandlingen, da den er i tråd med anbefalingerne fra Den Rådgivende Gruppe sammensat af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens Juridiske Tjenester, frem for alt i lyset af, at det udelukkende drejer sig om en kodifikation af de eksisterende tekster uden nogen indholdsmæssige ændringer.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Ifølge Den Rådgivende Gruppe sammensat af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens Juridiske Tjenester består det ændrede forslag til direktiv om fusion af aktieselskaber udelukkende i en kodifikation af de eksisterende tekster uden nogen indholdsmæssige ændringer. Jeg stemte derfor for denne betænkning.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Efter at have søgt juridisk rådgivning oplyste tjenesterne, at Den Rådgivende Gruppe sammensat af Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens Juridiske Tjenester mødtes den 21. september 2010 med det formål at undersøge bl.a. Kommissionens forslag i forbindelse med den interinstitutionelle aftale af 20. december 1994 om en hurtig arbejdsmetode ved officiel kodifikation af lovtekster og navnlig med punkt 4 heri.

På dette møde resulterede en undersøgelse af det ændrede forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kodifikation af Rådets tredje direktiv 78/855/EØF af 9. oktober 1978 med hjemmel i traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om fusioner af aktieselskaber i, at Den Rådgivende Gruppe i enighed konkluderede, at forslaget udelukkende består i en kodifikation af de eksisterende tekster uden nogen indholdsmæssige ændringer. På baggrund heraf besluttede vi at støtte forslaget.

Henstilling: Gabriele Albertini (A7-0373/010)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg er enig i underskrivelsen af Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side for at tage hensyn til Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union den 1. januar 2007.

  George Becali (NI), skriftlig. – (RO) I lighed med mine kolleger i Parlamentet stemte jeg for betænkningen. Ud over det formelle aspekt ved betænkningen er den vigtig i lyset af et forenet Europas globale rolle i forskellige regioner, ikke kun dets økonomiske, men også dets politiske rolle. De har sikret, at Middelhavsregionen har været og stadig er en region af strategisk betydning.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg bifalder vedtagelsen af denne beslutning. Jeg støtter underskrivelsen af en protokol til Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side for at tage hensyn til Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Teksten i den lovgivningsmæssige beslutning, som vi har stemt om, har undergået den forenklede procedure i henhold til artikel 46 i forretningsordenen. Jeg finder det berettiget i lyset af, at emnet for beslutningen ikke indeholder modsigelser. Euro-Middelhavs-aftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og Jordan skal omfatte Bulgarien og Rumænien, så den foreslåede protokol er med god grund gyldig og fortjener enstemmig støtte fra Parlamentet.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Med Euro-Middelhavs-aftalen oprettes der en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side, og med protokollen opdateres aftalen, der har været midlertidigt gældende siden 1. januar 2007, for at tage hensyn til Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union. I denne lovgivningsmæssige beslutning forelægger Rådet en anmodning for Parlamentet om godkendelse af protokollen. Eftersom jeg ikke har nogen indvendinger mod en sådan godkendelse, stemte jeg for.

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for denne betænkning, som er en simpel rutinesag med opdatering af den eksisterende aftale for at tage hensyn til Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse. Forslaget har ingen indvirkning på EU-budgettet og er ukontroversielt.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Med denne protokol bringes Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem EU og Jordan blot i tråd med det, der i realiteten har været gældende siden 1. januar 2007. Det er rent bedrag. Hastværket med at gennemføre Euro-Middelhavs-frihandelszonen inden 2015 retfærdiggør al manglende efterlevelse af demokratiske principper. Disse hovedkulds metoder har lige vist deres begrænsninger i Tunesien. Jeg vil stemme imod denne tekst.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Jeg stemte for beslutningen om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af en protokol til Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side for at tage hensyn til Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union, eftersom alle betingelser var opfyldt, og eftersom det hovedsagelig drejede sig om en formel retsakt.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Denne henstilling om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af en protokol til Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side for at tage hensyn til Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union fortjener min stemme. Det er bestemt af afgørende betydning at tilstræbe en robust, konsekvent og effektiv naboskabspolitik. Da Rådet i overensstemmelse med lovbetingelserne i traktaterne har forelagt en anmodning for Parlamentet om godkendelse af denne protokol, er der intet til hinder for dens vedtagelse.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. – (IT) Euro-Middelhavs-aftaler får stadig større betydning i EU's associeringsaktiviteter. I denne sag er det derfor min hensigt at støtte Europa-Parlamentets udkast til lovgivningsmæssig beslutning om indgåelse af en protokol til Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side for at tage hensyn til Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union, hvilket Parlamentet allerede har godkendt, således at protokollen kunne indgås.

Min opbakning støttes også af en række retsakter, nemlig udkast til Rådets afgørelse, udkast til protokol til Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side for at tage hensyn til Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union, anmodningen om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 217 og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, artikel 81, 90, stk. 8 og 46, stk. 1, i Parlamentets forretningsorden samt Udenrigsudvalgets henstilling.

I lyset af alt dette støtter jeg den samarbejdsindstilling, EU viser i denne sag.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for indgåelsen af denne protokol, som er fuldt berettiget på baggrund af behovet for at inkludere Republikken Bulgarien og Rumænien som kontraherende parter i Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side, som blev indgået i Bruxelles den 24. november 1997 og trådte i kraft den 1. maj 2002.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Idet vi henviser til udkast til Rådets afgørelse (06903/2010), udkast til protokol til Euro-Middelhavs-aftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Det Hashemitiske Kongerige Jordan på den anden side for at tage hensyn til Republikken Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union (09373/2008), til anmodning om godkendelse, som Rådet har forelagt, jf. artikel 217 og artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (C7-0384/2010), til artikel 81, 90, stk. 8, og 46, stk. 1, i forretningsordenen samt til Udenrigsudvalgets henstilling (A7-0373/2010), er Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance enige om, at Parlamentet bør godkende indgåelse af protokollen.

Betænkning: Dieter-Lebrecht Koch (A7-0361/2010)

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Dette er en henstilling om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union om visse aspekter af lufttrafik. Jeg stemte for beslutningen om udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union om visse aspekter af lufttrafik. I øjeblikket har Fællesskabet enekompetence på visse områder inden for international luftfart. Rådet har derfor bemyndiget Kommissionen til at indlede forhandlinger med tredjelande for at erstatte visse bestemmelser i eksisterende bilaterale aftaler med fællesskabsaftaler. Kommissionen har forhandlet sig frem til en aftale med Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union, hvori man undgår forskelsbehandling mellem luftfartsselskaber fra EU, tillader beskatning af flybrændstof ved beflyvning af ruter inden for Den Europæiske Unions område og bringer bestemmelser i bilaterale aftaler, som er klart konkurrenceforvridende, dvs. obligatoriske handelsaftaler mellem luftfartsselskaber, i overensstemmelse med EU's konkurrencelovgivning.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Udskiftningen af bilaterale lufttrafikaftaler med nye aftaler, som Unionen deltager i, er begrundet i afgivelsen af medlemsstatskompetencer til EU.

Den beslutning, der er stemt om, omhandler specifikke spørgsmål i relation hertil, og hensigten er at harmonisere de eksisterende internationale retsakter såvel som at tilpasse dem til de ekstra krav, der følger af EU-lovgivningen. Det aktuelle spørgsmål er yderst teknisk og indebærer udskiftning af tidligere gældende aftaler med andre, uden at det indebærer nogen omstridte emner eller væsentlige ideologiske ændringer. Denne udlægning bekræftes af, at alle i udvalget stemte for. Alt, hvad der således var brug for i forsamlingen, var at godkende en enstemmig beslutning. Jeg stemte for.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) I den betænkning, hr. Koch har indgivet, foreslås der indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union om visse aspekter af lufttrafik. I EU-traktaterne har man den målsætning at standardisere procedurerne i hele EU. Som Domstolen også har erklæret, er det således ikke fornuftigt med bilaterale aftaler om lufttrafik mellem EU-medlemsstaterne og medlemsstaterne i Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union. Jeg bifalder derfor vedtagelsen af denne aftale, som vil bidrage til at styrke den territoriale samhørighed i Europa og bringe overensstemmelse med EU's konkurrencelovgivning.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) I lyset af den situation, den civile luftfart står i, mener vi, at der med dette udkast til aftale skabes alvorlig tvivl om dens rækkevidde og potentielle konsekvenser. Indtil nu har medlemsstaterne på dette område, som er strategisk med hensyn til at sikre nationale interesser af en række grunde, suverænt besluttet, hvordan aftaler – som har en klar indvirkning på luftfartsselskaberne – bør udarbejdes, og hvor meget de bør omfatte. Ikke desto mindre er det hensigten, at markedet fra nu af også her skal være konge. Navnlig kan vi ikke undervurdere, hvad de påtænkte lige vilkår for de forskellige europæiske selskaber kunne betyde med hensyn til fremme af den monopolagtige koncentration i sektoren, som allerede er på vej, og reduktion i medlemsstaternes evne til at forsvare deres egne luftfartsselskaber.

Den allestedsnærværende og fredhellige "frie konkurrence" forsvares for enhver pris og er endnu en gang støttepillen bag dette initiativ. Konsekvenserne for denne sektor er ikke væsentligt anderledes, end de er for andre, nemlig at det i disse tilfælde altid ender med en monopolkoncentration. Af disse grunde stemte vi ikke for denne betænkning.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi Fællesskabet har enekompetence på visse områder inden for international luftfart, som traditionelt har været styret af bilaterale lufttrafikaftaler mellem medlemsstater og tredjelande. Følgelig skal fællesskabsaftaler erstatte visse bestemmelser i de eksisterende 47 bilaterale lufttrafikaftaler, der er indgået mellem EU-medlemsstaterne og medlemsstater i Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union. For at undgå forskelsbehandling mellem luftfartsselskaber fra EU er de traditionelle udpegningsbestemmelser, som kun henviser til luftfartsselskaber fra den medlemsstat, der er part i den bilaterale aftale, erstattet med en EU-udpegningsbestemmelse, som henviser til alle luftfartsselskaber fra EU. Selv om de traditionelle bilaterale aftaler har tendens til generelt at fritage flybrændstof for beskatning, giver Rådets direktiv 2003/96/EF om omstrukturering af EF-bestemmelserne for beskatning af energiprodukter og elektricitet mulighed for en sådan beskatning ved beflyvning af ruter inden for Den Europæiske Unions område. Desuden bringes bestemmelser i bilaterale aftaler, som er klart konkurrenceforvridende (obligatoriske handelsaftaler mellem luftfartsselskaber), i overensstemmelse med EU's konkurrencelovgivning.

  Jarosław Kalinowski (PPE), skriftlig. – (PL) De afrikanske lande, der ligger i geografisk og klimatisk set særlig vanskelige regioner, har behov for særbehandling. De mennesker, der lever dér, har imidlertid ikke kun brug for mad og vand, de har også brug for uddannelse, og de ønsker at arbejde med værdighed og at kunne komme rundt. Aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union erstatter visse bestemmelser i tidligere aftaler, og den indebærer en betydelig forbedring i lufttrafikprocedurerne mellem aftalens parter, samtidig med at procedurerne bliver mere retfærdige, hvad markedsvilkår angår. Aftalen betyder, at man undgår urimelig monopolpraksis, og at rejser gøres nemmere for almindelige borgere. Der er også nye muligheder for turister fra hele verden og for en tilhørende udvikling af denne del af samfundsøkonomien i Afrika.

  Giovanni La Via (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for anbefalingen af indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union om visse aspekter af lufttrafik. Aftalen, som Kommissionen har forhandlet sig frem til, skal træde i stedet for visse bestemmelser i de eksisterende bilaterale aftaler om lufttrafik mellem EU’s medlemsstater og medlemsstaterne i Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union. Blandt de vigtigste ændringer i forbindelse med den aftale, vi har stemt om i dag, vil jeg gerne nævne de bestemmelser, man har inkluderet for at undgå forskelsbehandling mellem luftfartsselskaber fra EU. Til dette formål erstattes de traditionelle udpegningsbestemmelser, som kun henviser til luftfartsselskaber fra den medlemsstat, der er part i den bilaterale aftale, med en EU-udpegningsbestemmelse, som henviser til alle luftfartsselskaber fra EU.

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for denne aftale, som er én af en række horisontale lufttrafikaftaler, hvis formål er at bringe eksisterende bilaterale lufttrafikaftaler i overensstemmelse med EU-lovgivningen. Dette er et resultat af Domstolens beslutning i 2003, der gav Fællesskabet enekompetence, hvad angår visse aspekter af udenrigslufttrafik, som traditionelt blev reguleret gennem bilaterale lufttrafikaftaler. I lighed med andre horisontale luftfartsaftaler indeholder denne aftale en EU-udpegningsbestemmelse, som giver alle luftfartsselskaber fra EU mulighed for at udnytte retten til etablering, ligesom den omhandler sikkerhedsspørgsmål og beskatning af flybrændstof og bidrager til at løse eventuelle konflikter i forbindelse med EU's konkurrenceregler.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) EU stiller sig ikke tilfreds med i det skjulte at fremme en splittelse af den regionale integration i Afrika som andre steder i verden, men påtvinger nu oven i købet luften over Afrika sit neoliberale diktat. I sine incitamenter gør Kommissionen intet for at skjule dette.

Denne aftale "har ikke til formål at øge den totale trafikmængde i luften"? Men der er sikkerhed for en komplet mangel på tjek af en sådan øget trafik!

Med denne aftale "forhindres medlemsstaterne ikke i at pålægge skatter, afgifter eller gebyrer på brændstof"? Den økologiske effektivitet reduceres imidlertid til nul på grund af de restriktioner, den pålægges!

Hvor medlemsstaterne selv plejede at beslutte, hvordan de skulle tilrettelægge deres aftaler om adgang til luftrummet med selskaberne, er det nu kun markedet, der bestemmer.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) At der findes 47 bilaterale aftaler mellem EU-medlemsstaterne og medlemsstaterne i Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union er helt klart ikke tilstrækkeligt til at dække visse aspekter af lufttrafik. Denne aftale skal derfor hilses velkommen, da den erstatter visse bestemmelser i eksisterende bilaterale aftaler med fællesskabsaftaler. Det er værd at fremhæve aftalens reference til at undgå forskelsbehandling mellem luftfartsselskaber fra EU og til beskatning af flybrændstof, som er i overensstemmelse med direktivet om beskatning af energiprodukter og elektricitet. Det er også værd at understrege, at aftalernes bestemmelser er i overensstemmelse med EU's konkurrencelovgivning.

  Louis Michel (ALDE), skriftlig. – (FR) Hensigten med denne aftale er at erstatte visse bestemmelser i de eksisterende 47 bilaterale aftaler om lufttrafik mellem EU's medlemsstater og medlemsstaterne i Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union (UEMOA). Det er faktisk hensigtsmæssigt at harmonisere de forskellige bestemmelser i de eksisterende aftaler ved hjælp af en horisontal fællesskabsaftale. Det vil igen give retssikkerhed i de bilaterale lufttrafikaftaler mellem medlemsstaterne i UEMOA og EU-medlemsstaterne, og det vil også gøre det muligt, at EU-medlemsstater, der ikke har indgået en bilateral aftale med en medlemsstat i UEMOA, ikke bliver negativt berørt. Det vil forhindre forskelsbehandling mellem luftfartsselskaber, hvad angår udpegning eller beskatning af flybrændstof.

De konkurrencebegrænsende bestemmelser i bilaterale aftaler bringes i overensstemmelse med EU's konkurrencelovgivning. Aftalen vil bidrage til at styrke luftfartsforbindelserne mellem EU og Afrika samt til at fremme et samarbejde på luftfartsområdet mellem EU og UEMOA på en række vigtige områder som f.eks. luftfartssikkerhed.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) For at skabe et ensartet grundlag for flyvninger til lande uden for EU og dermed kunne garantere retssikkerhed skal alle bilaterale aftaler revideres. Med bemyndigelse fra Rådet har Kommissionen forhandlet sig frem til en aftale med Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union, som træder i stedet for de eksisterende 47 bilaterale lufttrafikaftaler mellem EU-medlemsstaterne og medlemsstater i Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union. Jeg stemmer for denne betænkning, fordi det er yderst fornuftigt med en generelt gældende aftale på dette område.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) Denne aftale erstatter ganske enkelt de 47 bilaterale aftaler med de forskellige medlemsstater, og EU får følgelig større beføjelser udenrigspolitisk set. Jeg har derfor stemt imod denne betænkning.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Denne betænkning omhandler udkast til Rådets afgørelse om indgåelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union om visse aspekter af lufttrafik. Eftersom EU i øjeblikket har enekompetence på dette område, har Rådet bemyndiget Kommissionen til at indlede forhandlinger med tredjelande for at erstatte de traditionelle bilaterale aftaler om lufttrafik mellem medlemsstaterne og tredjelande. Aftaleudkastet blev gennemgået af Transport- og Turismeudvalget, som har afgivet en positiv tilkendegivelse. Herfra vil jeg gerne fremhæve bl.a. indførelsen af en EU-udpegningsbestemmelse for at undgå forskelsbehandling mellem luftfartsselskaber fra EU og muliggøre beskatning af flybrændstof ved beflyvning af ruter inden for Den Europæiske Unions område. Jeg vil gerne understrege disse to punkter i Transport- og Turismeudvalgets positive tilkendegivelse, da de fik mig til at stemme for denne betænkning.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. – (IT) EU har enekompetence, hvad angår international luftfart, som traditionelt har været styret af bilaterale lufttrafikaftaler mellem medlemsstater og tredjelande.

I juni 2003 indledte Kommissionen forhandlinger med tredjelande for at erstatte visse bestemmelser i eksisterende bilaterale aftaler med EU-aftaler. De omfatter en aftale, der træder i stedet for de eksisterende 47 bilaterale aftaler om lufttrafik mellem EU's medlemsstater og medlemsstaterne i Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union. De væsentligste aspekter i aftalen er udpegningsbestemmelsen, som træder i stedet for den bilaterale aftale og bidrager til at undgå forskelsbehandling mellem luftfartsselskaber fra EU, beskatning af flybrændstof generelt på EU's område samt artikel 6, der bringer kommercielle aftaler mellem luftfartsselskaber i overensstemmelse med EU's konkurrencelovgivning.

Den aftale, Kommissionen forhandlede sig frem til, blev gennemført på midlertidig basis den 30. november 2009. Med vægten af Domstolens afgørelser om Fællesskabets enekompetence bag mig må jeg sige, at jeg går stærkt ind for at genforhandle disse aftaler, både fordi de virker mod den europæiske suverænitets stigende betydning, og fordi dette udkast til beslutning er i overensstemmelse med EU's konkurrence- og budgetlovgivning.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for indgåelse af denne aftale, som i henhold til EU's enekompetence på visse områder inden for international luftfart skal træde i stedet for visse bestemmelser i de eksisterende 47 bilaterale aftaler om lufttrafik mellem EU's medlemsstater og medlemsstaterne i Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union, således at disse gøres forenelige med EU-lovgivningen.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) I henhold til Domstolens afgørelse har Fællesskabet enekompetence på visse områder inden for international luftfart, som traditionelt har været styret af bilaterale lufttrafikaftaler mellem medlemsstater og tredjelande. I juni 2003 bemyndigede Rådet følgelig Kommissionen til at indlede forhandlinger med tredjelande for at erstatte visse bestemmelser i de eksisterende bilaterale aftaler med fællesskabsaftaler. Kommissionen har således forhandlet sig frem til en aftale med Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union, som træder i stedet for visse bestemmelser i de eksisterende 47 bilaterale aftaler om lufttrafik mellem EU's medlemsstater og medlemsstaterne i Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union.

I overensstemmelse med artikel 81 i forretningsordenen er Parlamentet berettiget til at give sit samtykke til indgåelse af denne aftale. Parlamentet skal træffe sin beslutning ved en enkelt afstemning, og der kan ikke stilles ændringsforslag til selve aftalen. På den baggrund foreslog ordføreren, at først Transport- og Turistudvalget og dernæst Parlamentet som helhed skulle afgive en positiv tilkendegivelse om indgåelse af denne aftale. Det har Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance gjort.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) I kraft af enekompetencen på visse områder inden for international luftfart, som blev fastslået med afgørelsen i 2003 om et åbent luftrum, kan Kommissionen forhandle aftaler med tredjelande for at tilpasse lufttrafikmarkedet i Europa til EU-lovgivningen og samtidig gøre det konkurrencepræget og gennemsigtigt. Jeg bifalder vedtagelsen af denne aftale med medlemsstaterne i Den Vestafrikanske Økonomiske og Monetære Union, da jeg finder det afgørende, at man fra EU's side indfører en konsekvent politik i den internationale luftfartssektor og gradvist nedbringer antallet af de forskellige bestemmelser i de nuværende bilaterale lufttrafikaftaler mellem begge parter.

Fra aftalen vil jeg gerne understrege bestemmelsen om ikkeforskelsbehandling mellem luftfartsselskaber fra EU og bestemmelsen om beskatning af flybrændstof i henhold til direktivet om beskatning af energiprodukter og elektricitet, samt at den bringer bestemmelser i bilaterale aftaler i overensstemmelse med EU's konkurrencelovgivning og under myndighedernes kontrol. Disse foranstaltninger vil gøre det muligt at åbne markederne og dermed skabe investeringsmuligheder for begge parter. Disse aftaler skal opfattes som et redskab til at styrke det strategiske samarbejde mellem begge organisationer.

Indstilling ved andenbehandling: Catherine Stihler (A7-0343/010)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg er enig i, at der er behov for foranstaltninger i bygge- og anlægssektoren, da denne sektor er ganske vigtig for den europæiske økonomi, idet den med 10 % af bruttonationalproduktet repræsenterer næsten 65 000 små og mellemstore virksomheder med færre end 250 ansatte. Formålet med dette forslag er for det første at sikre et højt sikkerhedsniveau for byggevarer og for det andet at forbedre sundheds- og sikkerhedsforholdene for arbejderne i sektoren. Som det er nu, skades handlen på det indre marked af nationale, tekniske regler, som styrer varers og tjenesteydelsers frie bevægelighed inden for bygge- og anlægssektoren, hvilket derfor nødvendiggør en revision af direktiv 89/106/EØF om byggevarer.

I lyset af de nye markedsovervågningsbetingelser, herunder de nye lovgivningsrammer, kunne forslaget om en forordning om harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer være en vigtig milepæl hen imod en opdatering, forenkling og erstatning af direktivet.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. – (LT) Jeg erklærede mig enig i dette dokument, idet det er vigtigt at handle hurtigt på grund af den omfattende markedsføring af byggevarer i EU og handelshindringerne inden for bygge- og anlægssektoren. Når man betænker, at bygge- og anlægssektoren er en af Europas største industrier, med 10 % af BNP og direkte beskæftigelse af 12 mio. EU-borgere, er det altafgørende med en hensigtsmæssig regulering. Jeg mener, at dette forslag til forordning om harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer vil gøre det nemmere at opdatere, forenkle og erstatte byggevaredirektivet i lyset af de ændrede forhold i relation til f.eks. markedsovervågning, herunder de nye lovgivningsrammer.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Selv om arbejdsforholdene i bygge- og anlægssektoren er blevet bedre de seneste årtier, skal EU gøre det muligt for sig selv fortsat at sætte en høj kvalitetsstandard på dette område. Det er på den baggrund, jeg har stemt for denne forordning om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer. For at sikre et højt sundheds- og sikkerhedsniveau for arbejdere og andre brugere af byggevarer skal den nye lovgivning om markedsføring af byggevarer omfatte mærkning af farlige stoffer. Med denne forordning opdateres og udskiftes de eksisterende regler, så især bureaukratiet mindskes, og gennemsigtigheden øges, via nye og forenklede procedurer for resultatvurdering af små virksomheder.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette dokument. Bygge- og anlægssektoren er en af Europas største industrier, og den tegner sig for 10 % af BNP og 50,5 % af den faste realkapital. Sektoren beskæftiger 12 mio. EU-borgere direkte, og yderligere 26 mio. job i andre sektorer afhænger af den. Den økonomiske nedgang har ramt EU's byggebranche hårdt, idet virksomheder i hele EU går fallit, og arbejdere mister deres levebrød. I EU er der stadig handelshindringer i bygge- og anlægssektoren, fordi medlemsstaterne stadig bruger nationale, tekniske regler for at forhindre varers og tjenesteydelsers frie bevægelighed i bygge- og anlægssektoren. En revision af byggeproduktdirektivet i denne sammenhæng er et meget tiltrængt skub fremad, som bør være en hjælp for sektoren ved at fjerne handelshindringer for producenterne og derved bidrage til, at virksomhederne kan overleve, og arbejderne forblive i beskæftigelse. Samtidig med at man nedbryder de administrative hindringer, er det væsentligt at sikre uafhængighed og gennemsigtighed i de tekniske vurderingsorganer, og jeg støtter derfor forslaget om at indføre standarder for gennemsigtighed og sikre, at alle interessenter repræsenteres i de tekniske udvalg i EU's standardiseringsorganer, så interessekonflikter undgås.

  George Becali (NI), skriftlig. – (RO) Som jeg også understregede i min tale i går, stemte jeg for denne betænkning. Vi skal skabe større fremskridt med hensyn til at harmonisere det globale bygge- og anlægsmarked. Jeg refererer til forhold i forbindelse med ikke blot arbejderes sikkerhed og deres migration, men også til sikkerheden ved byggematerialer i forbindelse med vores sundhed. Hvad angår de fremtidige produktkontaktpunkter inden for byggeriet, vil jeg meget gerne have, at de leverer upartisk oplysning, kommer i gang i medlemsstaterne hurtigst muligt og får økonomisk støtte, så de kan være til gavn for borgerne og virksomhederne. Jeg håber, at den nye forordning vil gøre sin virkning meget snart, og at vi som almindelige mennesker vil bemærke, at vi har gjort fremskridt, og at byggebranchen som helhed ikke længere er en af de farligste aktivitetssektorer.

  Jean-Luc Bennahmias (ALDE), skriftlig. – (FR) Et af EU's resultater er mærkning af og angivelse af oplysninger om farlige stoffer i produkter af enhver art, hvad enten det drejer sig om kemiske produkter eller byggevarer.

Lige siden REACH-forordningen trådte i kraft, har EU bevist dens merværdi, hvad angår sikkerhed og gennemsigtighed i forbindelse med farlige stoffer. Endnu en gang har vi i Strasbourg vedtaget en forordning, som harmoniserer vilkårene for markedsføring af byggevarer, og sikret, at "ydeevnedeklarationen" på hvert enkelt produkt indeholder oplysning om farlige stoffer.

Sundhed og sikkerhed er prioriteringsområder, og vi bør bifalde, at der er et så højt niveau af gennemsigtighed og sikkerhed i EU-standarderne. Men nu, hvor vores indre marked er beskyttet, kan det samme da siges om det globaliserede marked, vi befinder os i? Vi skal nu bruge vores indflydelse sammen med vores partnere uden for EU, som ikke nødvendigvis har standarder af samme niveau.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) Det er af afgørende betydning at gøre en indsats inden for markedsføring af byggevarer i EU, når man betænker omfanget af denne sektor. Bygge- og anlægssektoren er en af Europas største industrier, og den tegner sig for 10 % af BNP og 50,5 % af den faste realkapital. Sektoren beskæftiger 12 mio. EU-borgere direkte, og yderligere 26 mio. arbejdere er afhængige af den. Den økonomiske nedgang har ramt EU's byggebranche hårdt, idet virksomheder i hele EU går fallit, og mange arbejdere mister deres levebrød. Det er også tilfældet i Rumænien, hvor man efter et opsving i byggeriet nu oplever en desperat mangel på ordrer. Ifølge eksperterne vil der ikke komme noget opsving i byggeriet i 2011. Faktisk regner de endda med, at det kan falde til det laveste niveau i 10 år.

Under disse forhold er ethvert tiltag til at støtte byggeriet et velkomment skub fremad. En revision af byggeproduktdirektivet i denne sammenhæng bør være en hjælp for sektoren ved at fjerne handelshindringer for producenterne og derved bidrage til, at virksomhederne kan overleve, og arbejderne forblive i beskæftigelse.

  Zuzana Brzobohatá (S&D), skriftlig. – (CS) Hvad angår bidraget til BNP, udgør byggeriet 10 % af EU's økonomiske output. Byggeriet oplever stadig en hel række hindringer, der forhindrer en fuld udvikling af det indre marked. Hensigten med den fremlagte forordning er at ændre det nuværende direktiv og dermed forenkle forholdene for markedsføring af byggevarer. Den indebærer hovedsagelig markedsovervågning og fælles rammer for markedsføring af byggevarer. Hensigten med ændringsforslaget til direktivet er, at man i en periode med økonomisk nedgang hjælper byggeriet med at fjerne handelshindringer og dermed bevarer job og holder liv i mange byggevirksomheder, der ellers ikke ville overleve den økonomiske nedgang. I sin holdning ved førstebehandlingen fjernede Rådet Parlamentets ændringsforslag. Hensigten med disse forslag var at fastlægge en forpligtelse til at oplyse om farlige stoffer i byggevarer (f.eks. asbest). Det finder jeg meget farligt, og jeg støtter derfor den afgivne betænkning, idet man heri igen foreslår, at byggevirksomheder bliver forpligtet til at oplyse om farlige stoffer i byggevarer. Vi skal beskytte vores borgeres sundhed. Sidst, men ikke mindst, vil jeg gerne bifalde den indsats, der gøres for at få medlemsstaterne til at sikre, at medlemmerne i det stående byggeudvalg, der er involveret i vurderingen og kontrollen af byggevarers egenskaber, er uafhængige. Betænkningen indeholder bl.a. også ændringsforslag om øget beskyttelse af sundhed og sikkerhed, ikke blot for bygningsarbejdere, men også for de faktiske brugere af bygninger. Af ovennævnte grunde såvel som af andre grunde har jeg besluttet at støtte betænkningen.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for dette forslag til forordning, idet der heri fastlægges harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer, og idet hensigten med den er at opdatere, forenkle og erstatte byggeproduktdirektivet på baggrund af ændrede forhold, navnlig hvad angår markedsovervågning, herunder de nye lovgivningsrammer. I lyset af bygge- og anlægssektorens størrelse er det bydende nødvendigt, at der sker tiltag med hensyn til markedsføring af byggevarer i EU. Jeg støtter en anerkendelse af nødvendigheden af høje sundheds- og sikkerhedsstandarder for arbejderne i denne sektor. Dette forslag vil betyde, at handelshindringer for producenterne fjernes, og også bidrage til, at virksomhederne kan overleve, og at arbejderne kan beholde deres job.

  Vasilica Viorica Dăncilă (S&D), skriftlig. – (RO) Forordningen om harmonisering af markedsføring af byggevarer er et skridt hen imod en forbedring af det indre marked på dette område og af byggevarers frie bevægelighed. Et vigtigt forhold, der samtidig bør fremhæves, er, at en gennemførelse af forordningen vil bidrage til at minimere forekomsten af utilsigtede uoverensstemmelser mellem byggevarer og deres ydeevneerklæringer og minimere de materielle tab. At forebygge risiko for uoverensstemmelser er nødvendigt for at undgå at bringe produkter på markedet, som ikke lever op til kravene i denne forordning, og det vil give garanti for, at byggevarer fungerer ordentligt, og at de grundlæggende krav til bygge- og anlægsarbejder overholdes.

  Robert Dušek (S&D), skriftlig. – (CS) I udkastet til henstilling om at fastlægge harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer kræves der størst mulig beskyttelse for både arbejdere og brugere af bygninger. Jeg er enig i ordførerens holdning, med hensyn til at det er afgørende nødvendigt med en beføjelse til at overvåge mulige farlige stoffer i byggevarer, og jeg støtter ændringsforslaget om nødvendigheden af, at der deklareres oplysninger om farlige stoffer på byggevarer. Jeg kan ikke forstå holdningen i Rådet, som fuldstændig fjernede dette fra det oprindelige forslag. For at øge kendskabet til nye og eksisterende byggevarer bør der oprettes såkaldte kontaktpunkter, som skal være upartiske, dvs. økonomisk og personalemæssigt uafhængige af organer, der er involveret i processen omkring opnåelse af CE-mærker. Rådet har foreslået for mange undtagelser fra kravet om at være CE-mærket, og det er altafgørende at revidere og begrænse dette mest muligt, ellers bliver hele CE-mærkningsordningen meningsløs. Jeg støtter den foreslåede forordning i dens ændrede udgave, og jeg vil stemme for dens vedtagelse.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi man i den er fortaler for, at det er nødvendigt at fjerne handelsbarriererne i byggebranchen. Den aktuelle økonomiske tilbagegang har ramt denne sektor hårdt. Den foreslåede forordning, som vil erstatte det eksisterende direktiv, vil bidrage til at få vendt denne situation. At fjerne handelshindringer for producenterne vil for det første bidrage til, at virksomhederne kan overleve, og for det andet til, at arbejderne kan beholde deres job.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Ifølge oplysningerne i denne betænkning er bygge- og anlægssektoren en af Europas største industrier, og den tegner sig for 10 % af BNP og 50,5 % af den faste realkapital. Byggeriet beskæftiger 12 mio. EU-borgere direkte, medens 26 mio. arbejdere er afhængige af sektoren. Hertil kommer, at ca. 92 % af producenterne af byggematerialer – svarende til 65 000 virksomheder – er SMV'er med under 250 ansatte. Disse tal viser, hvor vigtigt byggeriet i sandhed er for den europæiske økonomi. Det er netop derfor, der er brug for fælles regler til regulering af sektoren, så det indre marked kan fungere ordentligt.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Hensigten med dette forslag til forordning er at harmonisere markedsføring af byggevarer ved at opdatere og forenkle det eksisterende direktiv under hensyntagen til de nye lovgivningsrammer (forordning 765/2008/EF og afgørelse nr. 768/2008/EF). Forslaget har fokus på forskellige aspekter som f.eks. deklaration af ydeevne og CE-mærkning, transport af farlige stoffer, nationale kontaktpunkter, hvor man kan få oplysning om byggevarer, uafhængighed og gennemsigtighed i alle involverede organer på området, genanvendelse af byggevarer, større vægt på sundheds- og sikkerhedsspørgsmål, forbedring af e-kommunikation og indførelse af nye it-metoder. Jeg stemte for denne forordning, som helt givet vil bidrage til at øge sikkerheden inden for transport af disse produkter samt beskytte sundheden og forbedre sikkerhedsforholdene for alle arbejdere i sektoren. Den vil også bidrage til, at praksis, der er skadelige for miljøet, opgives, om end det kun sker gradvist.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Selv om andenbehandlingen af denne betænkning og den endelige aftale med Rådet indeholder nogle positive aspekter, må vi ikke glemme, at den har fokus på princippet om en konsolidering af det indre marked.

Set i det lys handler det om at vedtage en forordning, hvori hensigten er at harmonisere betingelserne for markedsføring af byggevarer. Dvs. den fastlægger de regler, medlemsstaterne skal overholde for at få deres produkter på markedet i EU.

Jeg tror, vi alle kan blive enige om visse aspekter, navnlig hvad angår det at forsvare sundhed og sikkerhed, herunder for arbejderne, men også hvad angår det at bruge et produkt igennem dets levetid, særlig hvor det drejer sig om farlige stoffer.

Vi kan dog ikke erklære os enige i afgørelser, der kunne ende med at blive en risiko for produktionen af disse varer i lande, hvis økonomier er mere skrøbelige, eller hvis varerne produceres af små og mellemstore virksomheder, for hvem det er vanskeligt at tilpasse produktionen, medmindre der kan forudbetales en form for støtte, hvis disse afgørelser kun er til fordel for europæiske branchegrupper, som faktisk ønsker at dominere markedet.

  Lorenzo Fontana (EFD), skriftlig. – (IT) Initiativet til en liberalisering af byggevaremarkedet inden for bygge- og anlægssektoren skyldes en af de anmodninger om større følsomhed, som små og mellemstore virksomheder har fremsat. I betragtning af bygge- og anlægssektorens generelle betydning i alle medlemsstaterne mener jeg, at en yderligere liberalisering er et nødvendigt skridt fremad. Jeg bifalder navnlig, at man fjerner adskillige bureaukratiske begrænsninger, og at man indfører den nødvendige sporbarhed for produkter, der indeholder stoffer, som potentielt er skadelige for mennesker. Af den årsag har jeg besluttet at støtte fru Stihlers henstilling.

  Małgorzata Handzlik (PPE), skriftlig. – (PL) Det indre marked er stadig begrænset i sin funktion af adskillige barrierer. Jeg er derfor meget glad for at sige ja til at vedtage forordningen om harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer. Forordningen burde føre til, at strømmen af byggevarer mellem medlemsstaterne gøres lettere.

Hertil kommer, at der med forordningen indføres vigtige regler, som gør det lettere for virksomhederne at drive forretning. For det første kræves det, at medlemsstaterne opretter produktkontaktpunkter, hvor virksomheder vil kunne få oplysninger om byggevarer. Oplysninger om forordninger vil også være tilgængelige, hvilket vil bidrage til, at selv de mindste virksomheder kan overholde de nye krav om beskrivelse af brugsegenskaber og om CE-mærkning. Ikke desto mindre bør vi ikke glemme, at forordningen indeholder en række nye krav med hensyn til anbringelse af CE-mærkninger og udarbejdelse af brugerdeklarationer, som også vil skulle indeholde oplysninger om farlige stoffer i byggevarer.

Jeg håber, at både Kommissionen og medlemsstaterne vil gøre en stor indsats for snarest muligt at informere producenterne om de nye regulativer, således at de hurtigst muligt kan begynde at forberede sig på og tilpasse sig de nye bestemmelser i forordningen.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg har støttet dette forslag, fordi bygge- og anlægssektoren er en af Europas største industrier, som tegner sig for 10 % af BNP. Byggeriet beskæftiger 12 mio. EU-borgere direkte, medens 26 mio. arbejdere er afhængige af sektoren. Hertil kommer, at ca. 92 % af producenterne af byggematerialer er små og mellemstore virksomheder (SMV'er). Da SMV'er er rygraden i vores økonomi, skal deres rolle og behov anerkendes i dette forslag. Revisionen af byggeproduktdirektivet (89/106/EØF) er et meget nødvendigt skub fremad for sektoren, idet der fjernes handelshindringer for producenterne, således at virksomhederne kan overleve, og arbejderne kan bevare deres job. Forslaget til forordning om harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer (KOM(2008)311) har til formål at opdatere, forenkle og erstatte byggevaredirektivet i lyset af de ændrede omstændigheder. Jeg er glad for, at man har sat fokus på og næret særlig bekymring for farlige stoffer i disse varer, og det er afgørende vigtigt at kunne spore farlige stoffer tilbage til varerne. Hvis vi altid havde vidst, hvor i bygninger der var asbest, kunne såvel bygningsarbejdere som beboere være blevet sparet for sygdomme som f.eks. lungehindekræft (mesoteliom). Genfremsættelsen af ændringsforslagene om farlige stoffer (nr. 7, 17 og 49) er vigtig for den fremtidige sikkerhed, sundhed og gennemsigtighed.

  Eija-Riitta Korhola (PPE), skriftlig. – (FI) Det er på høje tid, at byggeproduktdirektivet bliver revideret og erstattet med en mere anvendelig forordning, der kan sætte os i stand til reelt at sikre byggevarers frie bevægelighed i det indre marked. Kommissionen gør det rigtige ved at tage initiativ til at fremme den praktiske gennemførelse af det eksisterende direktiv og gøre denne gennemførelsesproces mere effektiv. Byggevarer adskiller sig klart fra andre varer, hvis bevægelse inden for det indre marked er underlagt direktiver. Hvor sikkerhedskravene til et produkt almindeligvis er standardiseret på tværs af direktiver, er byggevarer mellemprodukter til brug i byggeprojekter, og takket være denne specielle funktion vil målene i byggevaredirektivet blive nået via en vellykket fastlæggelse af harmoniserede holdninger med hensyn til at sikre, at ydeevnedeklarationen for et produkt er præcis og pålidelig. I den henseende vil den nye forordning give en væsentlig forbedring.

Det er også vigtigt at tage hensyn til de forskellige forhold rundt om i Europa for at sikre, at lokale mikrovirksomheder kan overleve. Medlemsstaterne har naturligvis divergerende krav til anlægsarbejder på grund af klimatiske forhold. Det er ikke desto mindre vigtigt at fokusere på meningsløse afprøvningskrav og fjerne dem, så vi kan nedbringe den administrative byrde. Jeg mener, at denne forordning vil betyde en forbedring både af det indre markeds funktion og af standardiseringsprocessen for byggevarer i Europa. Jeg har derfor stemt for denne forordning.

  Edvard Kožušník (ECR), skriftlig. – (CS) Jeg støtter denne nye holdning, eftersom formålet med lovtilpasningen ikke er at definere produktsikkerhed, men at skabe et gennemsigtigt miljø, hvor der leveres pålidelige oplysninger om produktegenskaber. Jeg bifalder også, at Parlamentet har besluttet at foretrække elektroniske dokumenter, navnlig i forbindelse med deklarationer af egenskaber for markedsførte produkter. Jeg er dog betænkelig med hensyn til den lovgivningsmæssige metode i ændringsforslag nr. 45, som vedrører artikel 17. Mens jeg støtter det foreslåede princip om ligelig repræsentation af de forskellige interessenter i udviklingen af harmoniserede standarder, er jeg af den opfattelse, at der bør findes en bredtfavnende løsning på dette spørgsmål inden for revisionen af EU's standardiseringssystem og ikke stykke for stykke i individuelle retsakter. Efter min mening vil den valgte holdning medføre love, der mangler klarhed.

  Giovanni La Via (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg støttede fru Stihlers betænkning med henblik på at vedtage en forordning om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer, fordi jeg mener, at bygge- og anlægssektoren er meget vigtig for den europæiske økonomi. I den sammenhæng er det at skabe en høj grad af harmonisering i reglerne om byggevarer et mål, som Europa skal tvinge sig selv til at nå hurtigst muligt. I en tid som nu, hvor vi har brug for at stimulere den økonomiske vækst, kan vi ikke lade hånt om denne sektors strategiske rolle. Formålet med forslaget er at sikre præcise og pålidelige oplysninger om byggevarers ydeevne, så man kan stole på, at bygninger er sikre og bygget i materialer, der ikke har negativ indvirkning på menneskers sundhed. Desuden finder jeg, at de skridt, der er taget med hensyn til sikkerhed på arbejdspladsen, er væsentlige for beskyttelsen af de millioner af borgere i EU, som er beskæftiget i denne sektor, idet de garanterer dem en rimelig grad af beskyttelse.

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg vil gerne lykønske min skotske kollega, Catherine Stihler, med det fine arbejde, hun har udført i forbindelse med dette meget tekniske emne. Jeg stemte for betænkningen, som bør bidrage til at sikre større gennemsigtighed i de organer, der skaber standarder i byggebranchen, som lægger vægt på genanvendelse, og som gør SMV'ernes vej til det indre marked lettere med forenklede procedurer.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Det, at den civile bygge- og anlægssektor tegner sig for en stor del af EU's bruttonationalprodukt (BNP), ifølge ordføreren ca. 10 % af BNP og 50,5 % af den faste realkapital, berettiger de harmoniserede betingelser, som er blevet vedtaget her. Lavkonjunkturen har givet denne branche alvorlige problemer, hvor virksomheder er gået konkurs, og arbejdere har mistet deres job. Ethvert tiltag til at hjælpe denne sektor er derfor yderst vigtigt. Revisionen af byggeproduktdirektiv 89/106/EØF i denne sammenhæng er et meget tiltrængt skub fremad, som bør være en hjælp for sektoren, specifikt ved at der på den ene side fjernes handelsbarrierer for producenterne, og på den anden side skabes mulighed for, at virksomhederne kan overleve, og at arbejderne kan beholde deres job.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Byggebranchen er faktisk en af de største økonomiske faktorer i hele Europa. Krisen har imidlertid ramt denne sektor hårdt. Små og mellemstore virksomheder, der ofte er leverandører, har haft det særlig svært, og mange har endog måttet lukke. For at sikre virksomhedernes overlevelse og dermed arbejdspladser bør handelsbarrierer fjernes. Det kan skabe mere fair betingelser, som vil være til gavn for alle parter. Af den grund har jeg stemt imod de forslag, det ansvarlige udvalg har indgivet ved andenbehandlingen.

  Cristiana Muscardini (PPE), skriftlig. – (IT) Byggebranchen er en grundlæggende sektor i Europa, hvad angår både beskæftigelse og udvikling af vores små og mellemstore virksomheder.

Det er derfor bydende nødvendigt at støtte en forordning, der fastlægger harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer samt garanterer sikkerhed ved anvendte materialer og arbejderes sundhed. Tilfælde af fysisk tilskadekomst og skade på sundheden bliver fortsat registreret, ikke mindst i relation til de borgere, som hver dag udsættes for farlige stoffer, som f.eks. asbest, der anvendes ved opførelse af bygninger i byerne.

Jeg går således ind for fru Stihlers betænkning, som blev vedtaget i dag ved andenbehandlingen, fordi den understreger vigtigheden af, at man i en globaliseret verden indfører fælles regler for mærkning af stoffer og produkter, så der skabes garanti for sikkerhed og pålidelighed, og så producenternes omkostninger samtidig nedbringes, idet der her navnlig tænkes på de små og mellemstore virksomheder.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) Harmoniseringstiltagene i betænkningen er for omfattende. Byggebranchen er et følsomt område, idet den er afgørende vigtig for infrastrukturudviklingen og dermed også for de enkelte medlemsstater som forretningsområder. De arbejdsmæssige, sociale og miljømæssige standarder er ofte vigtige for beskyttelsen af mennesker og miljø i denne sektor. Hver medlemsstat bør i vid udstrækning træffe sine egne beslutninger i den henseende. Jeg har derfor stemt imod denne betænkning.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer har til formål at sikre byggevarers frie bevægelighed i det indre marked. Jeg stemte for forslaget til forordning, netop fordi en garanti for klare og pålidelige oplysninger via CE-mærkning på markedsførte byggevarer er endnu et skridt fremad mod et frit og konkurrencepræget marked, der er i stand til at beskytte de små og mellemstore virksomheder. Eftersom byggevarer er mellemprodukter i færdige bygninger, betyder harmoniseringen af nye EU-regler, at der skabes garanti for bygningers sikkerhed og kvalitet, at alle byggeselskaber får lige vilkår, at kontrollen med allerede markedsførte materialer forbedres, og endelig at der bliver større gennemsigtighed i handlen med byggevarer.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi jeg mener, at det er nødvendigt at nedbringe de hindringer, der forhindrer en mere flydende handel inden for bygge- og anlægssektoren. Bygge- og anlægssektoren har været særlig hårdt ramt af den aktuelle økonomiske situation, og den foreslåede regulering skal fremme en fri, effektiv og gennemsigtig bevægelse af varer og tjenesteydelser til bygge- og anlægsindustrien. Fjernelse af hindringerne for grænseoverskridende aktivitet og fjernelse af nationale administrative og tekniske hindringer spiller en afgørende rolle for bygge- og anlægsindustrien. Rent faktisk gemmer medlemsstaterne sig inden for bygge- og anlægsindustrien bag nationale tekniske standarder for at blokere den frie bevægelighed for varer og tjenesteydelser. Da bygge- og anlægssektoren udgør 10 % af bruttonationalproduktet i EU og i øjeblikket oplever en periode med alvorlig nedgang, er alle foranstaltninger, der kan træffes for at bidrage til at sætte skub i byggeriet, velkomne og har min stemme. Disse foranstaltninger vil rent faktisk gøre det muligt for virksomheder fortsat at drive virksomhed og for arbejdstagerne at blive i beskæftigelse.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. – (IT) Der er stadig alt for mange hindringer for handelen inden for bygge- og anlægssektoren i EU, hvilket har resulteret i, at medlemsstaterne berettiger tekniske regler, der er indført for at begrænse den frie bevægelighed af varer og tjenesteydelser.

Denne sektor, der ekspanderer hurtigt, frembringer 10 % af BNP og 50,5 % af de faste bruttoinvesteringer. Den skaber job til 12 mio. borgere i EU, og 92 % af sektoren består af små og mellemstore virksomheder – rygraden i vores økonomi.

Jeg mener derfor, det er nødvendigt at indføre foranstaltninger til harmonisering af markedet for disse produkter og at sikre et højt arbejdsmiljøniveau inden for sektoren. I lyset af krisen – der gav anledning til alvorlige problemer inden for sektoren, herunder konkurser – har vi behov for liberaliseringsforanstaltninger, der vil sikre virksomhedernes økonomiske overlevelse og bevare job.

Dette forslag til forordning skal opdatere, forenkle og erstatte direktivet om byggevarer i lyset af de ændrede omstændigheder vedrørende f.eks. markedsovervågning. Det sigter også mod at yde større beskyttelse i form af CE-mærkning, farlige stoffer, nationale produktkontaktpunkter, uafhængighed og gennemsigtighed, sundhed og sikkerhed og e-kommunikation.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Behovet for handling inden for markedsføring af byggevarer i EU er afgørende vigtigt i lyset af sektorens omfang. Ifølge Den Europæiske Standardiseringsorganisation er bygge- og anlægssektoren en af Europas største industrier, som tegner sig for 10 % af BNP og 50,5 % af de faste bruttoinvesteringer. Denne sektor beskæftiger 12 mio. EU-borgere direkte, mens yderligere 26 mio. arbejdstagere er afhængige af den. Derudover er omkring 92 % af fabrikanterne af byggevarer, svarende til 65 000 virksomheder, SMV'er med under 250 ansatte. Da SMV'er er rygraden i vores økonomi, opfordres der i dette forslag til, at deres rolle og behov anerkendes, ligesom der opfordres til en høj grad af sundhed og sikkerhed for dem, der arbejder inden for sektoren. Jeg stemte for denne betænkning, da forslaget bidrager til at øge industriens konkurrenceevne ved at forenkle den nuværende lovgivning, øge gennemsigtigheden og nedbringe den administrative byrde, som virksomhederne skal løfte, samt til at støtte Rumæniens interesse i at indføre tvungen vurdering af ydeevnen for produkter omfattet af harmoniserede standarder, udstedelse af en ydeevneerklæring og tildeling af CE-mærket.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) I lyset af bygge- og anlægssektorens betydning i den europæiske økonomi er det vigtigt at fjerne de tekniske hindringer for handelen med byggevarer for at øge den frie bevægelighed for disse varer inden for det indre marked. Det er derfor vigtigt at støtte fastsættelse af harmoniserede tekniske specifikationer, der i lyset af den nødvendige vægt på sundheds- og sikkerhedsspørgsmål også gør det muligt at konsolidere det indre marked.

  Crescenzio Rivellini (PPE), skriftlig. – (IT) I dag stemte vi i plenarforsamlingen om henstillingen vedrørende harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer.

I lyset af sektorens betydning er det vigtigt at udvikle foranstaltninger vedrørende markedsføring af byggevarer i EU. Ifølge Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN) er bygge- og anlægssektoren en af Europas største industrier, som tegner sig for 10 % af BNP og 50,5 % af de faste bruttoinvesteringer.

I dette forslag til forordning fastsættes harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer via indførelse af fælles mærkningsregler, der skal styrke garantierne vedrørende produktsikkerhed og -pålidelighed og samtidig nedbringe omkostningerne for producenterne med særlig henvisning til SMV'er.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Denne forordning forelægges for Parlamentet til andenbehandling med henblik på dens endelige vedtagelse. Parlamentets førstebehandling fandt sted under den forrige valgperiode. Rådet vedtog sin holdning i 2010, og der blev derefter gennemført intense, uformelle trepartsforhandlinger under det belgiske formandskab for at nå frem til en kompromisløsning. Denne forordning er meget teknisk, men politisk yderst relevant for De Grønne, fordi hovedformålet med den er at harmonisere kravene vedrørende markedsføring af byggevarer.

Verts/ALE-Gruppens største bekymringer har været at sikre bl.a., at (i) procedurerne skal være gennemsigtige (navnlig bør standardiseringsorganerne ikke monopoliseres af repræsentanter for de største industrier, og der skal tages hensyn til SMV'ernes og andre interessenters holdninger), (ii) byggekravene og -procedurerne skal kunne sætte skub i innovative og mere økologiske mønstre, (iii) særlige procedurer for "mikrovirksomheder" bør ikke gøre det muligt for industrien at omgå kravene eller procedurerne.

  Licia Ronzulli (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for denne beslutning, fordi jeg mener, at der stadig er for mange "hindringer" for handelen inden for bygge- og anlægssektoren i Europa. Gennemgangen af dette direktiv bør bidrage til at fjerne handelshindringer og dermed beskytte job inden for bygge- og anlægsvirksomhederne, der fortsat er berørt af den globale økonomiske krise. Der er planer om at indføre specifikke nye foranstaltninger for at kontrollere, at byggevarer genvindes og for at fremme genbrug af dem som en metode til at opfylde EU's mål for klimaændringer.

Der er også behov for nye sikkerhedsforanstaltninger for at beskytte arbejdstagernes sikkerhed og sundhed inden for denne sektor, hvor der desværre fortsat registreres et stort antal arbejdsrelaterede dødsfald. Endelig skal anmodningen om gradvist at erstatte papirudgaver af dokumenter med computerudgaver harmonisere markedet for byggevarer endnu mere.

  Oreste Rossi (EFD), skriftlig. – (IT) Til trods for at indledningen til forordningen indeholder nogle uacceptable generelle bemærkninger, særlig vedrørende den fuldstændig frie bevægelighed for tjenesteydelser inden for bygge- og anlægssektoren – som vi ikke kan støtte, fordi der stadig vil være risiko for unfair konkurrence, indtil arbejdskraftomkostningerne er blevet harmoniseret mellem de forskellige medlemsstater – vil vi stemme for.

Det gør vi, fordi forordningen udelukkende vedrører lovgivningen om markedsføring af produkter til bygge- og anlægssektoren, der i denne periode med økonomisk krise har oplevet meget alvorlige virkninger med lukning af mange virksomheder og tab af arbejdspladser. Forslaget indebærer harmonisering og mærkning af produkter indeholdende farlige stoffer og forenkler, opdaterer og tilsidesætter også eksisterende regler for at fjerne visse lovgivningsmæssige hindringer til gavn både for arbejdstagerne og for de små og mellemstore virksomheder.

  Catherine Stihler (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg er meget glad for, at mine kolleger støttede og vedtog betænkningen om bygge- og anlægssektoren, som jeg var ordfører for. Betænkningen vil resultere i, at farlige stoffer anføres på mærkningen af byggevarer, og Kommissionen vil gennemføre yderligere undersøgelser af dette spørgsmål. Den indeholder også bestemmelser for at gøre det lettere for SMV'er at markedsføre deres produkter på det indre marked. Behovet for større gennemsigtighed i godkendelsen af produkter med CE-mærket er blevet behandlet, og jeg ser frem til, at der indføres foranstaltninger i juli 2013.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for forslaget til en forordning om fastlæggelse af harmoniserede betingelser for markedsføring af byggevarer og om ophævelse af Rådets direktiv 89/106/EØF. Bygge- og anlægssektoren er en stor industrisektor i Europa, der beskæftiger 12 mio. EU-borgere direkte, mens yderligere 26 mio. arbejdstagere er afhængige af den. Den økonomiske krise har ramt EU's bygge- og anlægsindustri hårdt, og mange arbejdstagere har mistet deres arbejde. Dette førte til et fald på op til 14,2 % i sektorens aktivitet mellem 2008 og 2009. Gennemgangen af byggevaredirektivet (89/106/EØF) er i denne sammenhæng en støtteforanstaltning til bygge- og anlægssektoren, da det fjerner de handelshindringer, som fabrikanterne støder på, og derved hjælper virksomhederne til fortsat at drive virksomhed og arbejdstagerne til at beholde deres arbejde. Bygge- og anlægsarbejde både som helhed og de separate dele af sektoren skal være egnede til den tilsigtede brug, idet der navnlig tages hensyn til sikkerheden og sundheden for de involverede personer i hele arbejdets livscyklus. Bygge- og anlægsarbejde skal også være energieffektivt og bruge så lidt energi som muligt i deres livscyklus, og dermed medføre de laveste omkostninger for brugerne.

  Viktor Uspaskich (ALDE), skriftlig. – (LT) Jeg mener, at bygge- og anlægssektoren afspejler den økonomiske situation bredt. I andet halvår af 2010 blev den litauiske bygge- og anlægssektor indskrænket med op til 42,9 %, et af de største fald i Europa. Siden da er situationen blevet lidt bedre, men lad os ikke stikke os selv blår i øjnene – det vil tage lang tid for den litauiske bygge- og anlægssektor at komme på fode igen. Derfor er det lidt for tidligt at tale om et stabilt genopsving. Der er stadig plads til forbedring. For eksempel ville mit lands bygge- og anlægssektor komme hurtigere på fode igen, hvis udnyttelsen af EU-støtten blev forbedret. Bygge- og anlægssektoren er en af de største brancher inden for den litauiske og den europæiske industri. Sektoren beskæftiger 12 mio. EU-borgere direkte, mens yderligere 26 mio. arbejdstagere er afhængige af sektoren. Bygge- og anlægssektoren er meget vigtig for Litauen, fordi den skaber mange arbejdspladser, styrker den interne efterspørgsel og bringer penge ind i budgettet. Sektoren er også vigtig for små og mellemstore virksomheder, der er hjørnestenen i vores økonomi. Omkring 92 % af de virksomheder, der fremstiller byggevarer, er SMV'er med under 250 ansatte. Jeg er også enig i ordførerens forslag om at bruge e-kommunikation og it-metoder til at forbedre det indre marked for bygge- og anlægsvarer. Dette er vigtigt, når vi ser fremad.

  Derek Vaughan (S&D), skriftlig. – (EN) Bygge- og anlægsindustrien repræsenterer forskellige vitale spørgsmål i EU lige fra dens væsentlige bidrag til økonomien til EU-borgernes sikkerhed i deres hjem og på deres arbejdsplads. Min stemme for forordningen om byggevarer afspejler behovet for et mere moderne, sikkert og gennemsigtigt direktiv om byggevarer. Forslaget kræver forbedringer af sundheds- og sikkerhedsprocedurerne inden for sektoren og klare erklæringer om farlige stoffer. Desuden vil et CE-mærke på varerne give dem, der udfører deres egne projekter, tillid til, at det materiale, de anvender, er sikkert. Den europæiske økonomi er kraftigt baseret på bygge- og anlægssektoren, der tegner sig for 10 % af EU's BNP og direkte beskæftiger 12 mio. EU-borgere. De fleste er beskæftiget i SMV'er, der udgør en vital del af den europæiske økonomi. Byggeri er imidlertid fortsat et af de farligste arbejdsområder. Jeg støtter derfor denne forordning om forbedring af de europæiske borgeres sikkerhed på arbejdspladsen og i hjemmet, uanset om de udfører projekter selv eller professionelt.

Betænkning: Michèle Striffler (A7-0375/2010)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, der søger at gøre EU's humanitære bistand mere effektiv. Den europæiske konsensus om humanitær bistand er et stort skridt fremad. Alligevel skal gennemgangen af handlingsplanen være mere sammenhængende og bruge mål, der er mere målbare, og indikatorer, der er pålidelige. Kun på denne måde kan vi uddele bistanden mere effektivt. I lyset af det stigende antal naturkatastrofer forårsaget af klimaændringer og den voksende intensitet af disse er jeg enig i holdningen om, at det er vigtigt ikke blot at yde engangsbistand, men også at yde støtte til samfundenes eget katastrofeberedskab: Hyogo-handlingsplanen skal styrkes.

Indsatsen bør også koncentreres omkring de menneskerettighedsspørgsmål, som interne konflikter og komplekse kriser giver anledning til, og de involverede organers adgang til befolkningerne skal forbedres. Dette vil kun være muligt ved at skelne klart mellem de militære, politiske og humanitære roller. Jeg er også enig i oprettelsen af en hurtig reaktionskapacitet på europæisk plan.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette dokument, fordi det er afgørende for en mere effektiv levering af humanitær bistand. Den europæiske konsensus om humanitær bistand er det første fælles dokument om politikken for humanitær bistand, der er udarbejdet siden vedtagelsen af forordningen i 1996. Det er et grundlæggende vigtigt redskab, særlig på baggrund af den store ændring i humanitære anliggender, særlig det store antal naturkatastrofer og væbnede konflikter, der resulterer i forflytning af et stort antal mennesker osv. Jeg håber, at den europæiske konsensus om humanitær bistand vil være et vigtigt skridt i retning af at realisere de mest effektive EU-foranstaltninger inden for humanitær bistand og vil bidrage til fremme af humanitære principper og international humanitær lovgivning, koordinering og konsekvens i leveringen af humanitær bistand fra EU, klarlægning af anvendelsen af militære og civile beskyttelsesressourcer og -kapacitet, nedbringelse af risikoen for katastrofer og styrkelse af forbindelsen mellem nødhjælp, rehabilitering og udvikling.

  Elena Oana Antonescu (PPE), skriftlig. – (RO) Denne betænkning forpligter EU til at gennemføre et tæt samarbejde omkring en fælles vision for humanitær bistand. Jeg mener, at alvoren af naturkatastrofer også kan tilskrives de humanitære aktioner, der ligger til grund for klimaændringer. Jeg opfordrer også medlemsstaterne til at engagere sig i gennemførelsen af den europæiske konsensus om humanitær bistand. Jeg støtter de foranstaltninger, der gennemføres på dette område, nemlig fremme af de humanitære principper og den humanitære folkeret, forbedring af kvalitet, koordinering og sammenhæng i leveringen af EU's humanitære bistand, præcisering af anvendelsen af militær- og civilbeskyttelsesaktiver i overensstemmelse med den humanitære konsensus og FN's retningslinjer, katastrofeforebyggelse og styrkelse af sammenkoblingen af nødhjælp, rehabilitering og udvikling. Jeg stemte derfor for betænkningen.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) EU er en global aktør. Det er med denne stærke overbevisning, at ophavsmændene til Lissabontraktaten styrkede Europas ambitioner på verdensscenen. Den humanitære dimension har en vigtig plads i dette omfattende projekt. EU er allerede verdens største donor og yder 40 % af samtlige bidrag. Denne fælles erklæring "er baseret på fælles principper og strategier og søger at fremme en fælles og koordineret indsats inden for EU og med andre aktører og således forbedre det kollektive svar på humanitære kriser". Jeg stemte derfor for denne beslutning, der minder om, at humanitær bistand skal ydes på en passende og effektiv måde, understreger betydningen af god koordinering, lægger vægt på den sekundære karakter af brugen af militære og civile beskyttelsesressourcer og den afgørende betydning af at nedbringe risici forårsaget af naturkatastrofer og endelig opfordrer EU til at styrke forbindelsen mellem nødhjælp, rehabilitering og udvikling.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for betænkningen. EU er verdens største donor af humanitær bistand og yder mere end 40 % af hele den officielle internationale humanitære bistand. Der har været en væsentlig stigning verden over i antallet og intensiteten af naturkatastrofer forårsaget af især konsekvenserne af klimaændringerne. Den humanitære situation har ændret sig væsentligt i de senere år, og der er derfor behov for at forbedre EU's kapacitet med hensyn til katastrofeberedskab. Jeg mener, at EU må investere mere i katastrofeforebyggelse og yde støtte – ud over engangsbistand – til lokalsamfundenes kapacitet med hensyn til katastrofeberedskab. Det er bekymrende, at overtrædelser af den internationale folkeret bliver mere almindelige, og situationen i marken forringes. Jeg er enig i, at EU må træffe foranstaltninger til at forbedre koordineringen af den humanitære bistand og stoppe enhver form for misbrug af denne bistand.

  Jean-Luc Bennahmias (ALDE), skriftlig. – (FR) Der var mange humanitære kriser i 2010. Haiti, Pakistan, og jeg kunne blive ved. De tragedier, som visse befolkninger, ofte de dårligst stillede, oplever verden over, kræver en hurtig og effektiv indsats fra de internationale organisationers side, men også fra EU's side, da det er en stor aktør inden for udviklingsbistand og krisestyring.

Derfor har vi her i dag, tirsdag den 18. januar, vedtaget fru Strifflers betænkning for at opfordre til øget finansiering til humanitær bistand. Vi bør også oprette en hurtig reaktionskapacitet på europæisk plan til håndtering af alle disse kriser. Kommissionen er åben over for denne tanke, og den bør fremlægge et forslag med henblik på optimering af det eksisterende civilbeskyttelsessystem.

Vi må helt klart udnytte de ressourcer, der allerede er tilgængelige i medlemsstaterne, men samtidig må vi også koordinere bistanden på en langt mere effektiv og praktisk måde. Langsomme reaktioner, dobbeltbistand og inkonsekvens i praksis er blot nogle af de ting, vi må fjerne. Der er en stor margin for forbedring, og den beslutning, som Parlamentet har vedtaget, skal yde et indledende svar i denne retning.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for Parlamentets betænkning om gennemførelse af den europæiske konsensus om humanitær bistand: midtvejsrevision af handlingsplanen og vejen frem. Den europæiske konsensus om humanitær bistand forpligter EU til at indgå i et tæt samarbejde omkring en fælles vision for humanitær bistand. Den europæiske konsensus sigter mod at forbedre EU's effektivitet, forsvare og fremme de grundlæggende humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed og slå energisk til lyd for overholdelse af den humanitære folkeret. Da midtvejsrevisionen blev gennemført, blev det bemærket, at der manglede specifikke oplysninger om de foranstaltninger, der var truffet, eller skulle træffes, og at kun få mennesker var bekendt med denne konsensus bortset fra repræsentanter involveret i humanitært arbejde. Der er derfor behov for en stor indsats for at øge denne konsensus' profil og gøre medlemsstaterne, andre institutioner og militære organer mere bekendt med den. Den humanitære situation har ændret sig væsentligt i de senere år, hvilket har gjort det endnu vigtigere, at den europæiske konsensus om humanitær bistand anvendes stramt og energisk.

Jeg vil gerne understrege behovet for at investere mere i katastrofeforebyggelse og yde støtte – ud over engangsbistand – til lokalsamfundenes kapacitet med hensyn til katastrofeberedskab. Derudover bør indsatsen fokuseres på at indarbejde spørgsmålet om køn og beskyttelse mod seksuel vold, der i stigende grad anvendes som et krigsvåben, i de humanitære reaktioner.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) EU er den største donor i verden, og yder 40 % af den samlede bistand. Over 100 mio. mennesker i over 70 lande modtog bistand svarende til næsten 1 mia. euro fra EU i 2009. Desværre slår vi meget ofte til lyd for, at der ydes bistand til lande, der senere vælger at acceptere udenlandske direkte investeringer fra Kina. Måske skal donationer og investeringer i det mindste koordineres, i stedet for at vi beklager, at Kina er blevet den næststørste økonomi i verden. Den humanitære situation har ændret sig væsentligt i de senere år, hvilket har gjort det endnu mere relevant, at den europæiske konsensus anvendes stramt og håndfast.

I denne ændrede situation er den første faktor, der skal nævnes, den betydelige stigning i antallet og intensiteten af naturkatastrofer forårsaget af hovedsageligt klimaændringer. Dette indebærer et behov for også, ud over engangsbistand, at yde støtte til lokalsamfundenes egen kapacitet med hensyn til katastrofeberedskab. Der er truffet politiske foranstaltninger med henblik herpå – i form af EU-strategien og Hyogo handlingsplanen – men der er stadig problemer med gennemførelsen af dem.

  David Campbell Bannerman (EFD), skriftlig. – (EN) UKIP mener, at den bedste reaktion på humanitære katastrofer er, at uafhængige nationalstater koordinerer deres hjælpeindsats frivilligt, og ikke at den fastsættes centralt af det udemokratiske EU. Vi har noteret os den fuldstændige fiasko i forbindelse med EU's langsomme og lille indsats i Haiti, og vi mener derfor, at vi ikke kan have tillid til EU i forbindelse med fremtidige humanitære kriser.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi EU er verdens største donor af humanitær bistand og bidrager med mere end 40 % af den samlede officielle, internationale humanitære bistand. I 2009 ydede det humanitær bistand til omkring 115 mio. mennesker i over 70 lande til et samlet beløb på 950 mio. euro. EU har via dets humanitære politik bevist sin forpligtelse til at støtte folk, der befinder sig i en yderst sårbar situation i tredjelande. Jeg er enig i midtvejsrevisionen af den humanitære konsensus, da jeg mener, at det er afgørende at gøre en indsats for at øge dens synlighed i medlemsstaterne, de øvrige institutioner og blandt de militære aktører. Jeg vil indtrængende opfordre Kommissionen til at fordoble sin indsats inden for katastrofeforebyggelse og til at være mere opmærksom på de stadigt stigende overtrædelser af humanitær folkeret og på de mest sårbare grupper, såsom kvinder, børn og folk, der er blevet tvangsforflyttet. Det er også vigtigt at fremme dialog mellem de politiske, militære og humanitære organer, der er aktive på det samme område, og samtidig oprette en hurtig reaktionskapacitet på europæisk plan, nemlig en europæisk civilbeskyttelsesstyrke.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Jeg stemte imod betænkningen om humanitær bistand af to årsager. For det første fordi der heri insisteres på at kæde civil beskyttelse og humanitær bistand sammen med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og dens udenrigspolitik, mens interventionskriterierne helt klart bør være humanitære og kun humanitære. Og for det andet fordi jeg ikke mener, at en sammenkædning af civil og militær kapacitet til håndtering af humanitære krisesituationer er et skridt i den rigtige retning. Der er naturligvis behov for særlig viden og brug af særligt udstyr, som altid har været ejet af og er blevet anvendt af militæret, under visse omstændigheder. For at bevare og beskytte den rent civile karakter af humanitære missioner, kan civilbeskyttelsen finansieres, så den har dette særlige udstyr, og naturligvis så civilbeskyttelsesmedarbejderne kan uddannes, snarere end at alle disse militære udgifter opretholdes. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan yde reel og effektiv bistand i humanitære kriser uden at løbe risikoen for en militær tilstedeværelse.

  Carlos Coelho (PPE), skriftlig. – (PT) I forbindelse med midtvejsrevisionen af den europæiske konsensus om humanitær bistand må jeg påpege, at det er beklageligt, at offentlighedens kendskab til den ikke har ligget på det ønskede niveau, og at medlemsstaterne har spillet en meget lille rolle i gennemførelsen af den. I stedet for at finde fejl, må vi imidlertid fremme og udstikke den vej, vi bør følge i forbindelse med humanitær bistand. Den humanitære situation har ændret sig en hel del i de senere år med naturkatastrofer, flere forflyttede personer, et større antal forskellige interne konflikter, fødevarekriser osv. Mere end nogensinde er der et presserende behov for en afbalanceret og effektiv global reaktion, der er baseret på specifikke behov, er resultatorienteret og styret af princippet om at bevarelse af subsistensmidler er at redde liv samtidig med, at de pågældende områders behov for selvudvikling og selvforsyning tages i betragtning. For at nå dette mål er det vigtigt, at den europæiske konsensus fremmer disse humanitære værdier, og at forskellige aktører optimerer ressourcerne.

Jeg vil endnu en gang slå til lyd for, at der er et presserende behov for at oprette en europæisk civilbeskyttelsesstyrke i overensstemmelse med Barnier-rapporten fra maj 2006. Jeg vil gerne lykønske min kollega, fru Striffler, med det positive indhold i de forslag, hun har fremsat, og jeg vil gerne gentage, at jeg mener, at den humanitære konsensus er et vigtigt instrument, der er yderst relevant i den aktuelle situation.

  Corina Creţu (S&D), skriftlig. – (RO) Den humanitære konsensus er et nøgleinstrument, der især viser sin værdi i den aktuelle humanitære situation med dybtgående ændringer. Vi har været vidner til en dramatisk stigning i naturkatastrofernes antal og intensitet, hvilket navnlig skyldes konsekvenserne af klimaændringer, mangedoblingen i antallet af komplekse kriser, navnlig interne konflikter, samt konflikternes ændrede karakter, hvoraf mange medfører forflytninger af store menneskemængder.

Overtrædelser af den humanitære folkeret bliver stadig mere almindelige. Et særligt chokerende aspekt af sådanne overtrædelser er den stigende brug af seksuel vold som et krigsvåben. Jeg støtter ordførerens holdning, og jeg mener, at der er behov for stærke foranstaltninger for at øge beskyttelsen mod seksuelle voldshandlinger under humanitære omstændigheder. Jeg er enig i den holdning, som betænkningens forfatter giver udtryk for, om, at de seneste humanitære katastrofer i Haiti og Pakistan endnu en gang har vist, at der er behov for at forbedre EU's kapacitet med hensyn til katastrofeberedskab, effektivitet, reaktionshastighed, koordinering og synlighed.

Jeg støtter også oprettelsen af en hurtig reaktionskapacitet på europæisk plan (europæisk civilbeskyttelsesstyrke).

  Mário David (PPE), skriftlig. – (PT) Den europæiske konsensus om humanitær bistand, som Parlamentet, Rådet og Kommissionen nåede frem til den 18. december 2007, var et vigtigt fremskridt med hensyn til definition af den europæiske humanitære bistand, dens anvendelsesområde og spektrum. Med denne betænkning, hvis konklusioner, jeg støtter på det kraftigste, gennemfører vi midtvejsrevisionen af den som fastsat i handlingsplanen fra maj 2008. Ved denne korsvej vil jeg gerne lykønske fru Striffler med hendes fremragende arbejde. Med hensyn til de tanker, der kommer til udtryk i betænkningen, vil jeg gerne fremhæve den vægt, der lægges på "modtagernes reelle og vedvarende inddragelse … i forvaltningen af bistanden". Jeg har slået til lyd for dette princip, der burde foranledige EU til i stigende grad at fokusere sin indsats på civilsamfundet og de lokale myndigheder. Dette vil nedbringe fokus på EU-medlemsstaternes forbindelser, der fortsat bør spille en rolle, men ikke i bilaterale forbindelser, som det ofte har været tilfældet indtil nu. Jeg vil også gerne understrege behovet for at fremsætte forslag, der sigter mod "oprettelse af en europæisk civilbeskyttelsesstyrke, som er baseret på en optimal udnyttelse af den nuværende EU-civilbeskyttelsesordning og på pooling af de eksisterende nationale ressourcer", hvilket ville betyde en stigning i de marginale omkostninger til opnåede synergier via den kapacitet, der allerede er blevet oprettet i medlemsstaterne.

  Luigi Ciriaco De Mita (PPE), skriftlig. – (IT) Humanitær bistand spiller nu en større og vigtigere rolle end tidligere. Forskellige udviklingssatser og voksende uligheder i muligheder og ressourcefordeling i geografisk, social og generationsmæssig sammenhæng, voksende klimaændringer (som til dels er menneskeskabte) og den dermed forbundne stigning i antallet af naturkatastrofer, voksende miljøforureninger og et ubalanceret menneskeskabt pres koncentreret i store byområder og en ulige befolkningstilvækst i nogle områder på Jorden har ført til et voksende antal humanitære katastrofer, hvor bistanden indtager en væsentlig rolle i genopretningen af grundlæggende levevilkår og menneskelig værdighed. I lyset heraf kan eventuelle interventioner som følge af EU's udenrigspolitik – der endnu ikke er fastlagt – hvis der er behov for at bistå mennesker ramt af katastrofer, ikke fordeles i henhold til de enkelte medlemsstaters interesse- og indflydelsesområder, men bør antage en europæisk dimension.

  Proinsias De Rossa (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg støtter denne betænkning om gennemførelse af den europæiske konsensus om humanitær bistand. EU's humanitære politik er det praktiske udtryk for dets forpligtelse til at støtte mennesker, der har brug for bistand, når de er allermest sårbare. EU er verdens største donor af humanitær bistand. Dets bidrag udgør over 40 % af den samlede officielle, internationale humanitære bistand. I 2009 ydede vi i alt 950 mio. euro til omkring 115 mio. mennesker i over 70 lande. Den europæiske konsensus om humanitær bistand, der blev underskrevet den 18. december 2007, understreger EU's vilje til at arbejde tæt sammen på dette område for at sikre, at bistanden gennemføres så effektivt som muligt, og til at forsvare og fremme grundlæggende humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed og slå energisk til lyd for overholdelse af den humanitære folkeret. Der ligger mange udfordringer forude. De seneste humanitære katastrofer i Haiti og Pakistan viste endnu en gang, at EU's kapacitet med hensyn til katastrofeberedskab må forbedres væsentligt. Katastrofeforebyggelsen skal integreres fuldt ud i politikkerne for udviklingsbistand og humanitær bistand. Vi har også brug for en tydeliggørelse af anvendelsen af militær- og civilbeskyttelsesaktiver i overensstemmelse med den humanitære konsensus og FN's retningslinjer.

  Anne Delvaux (PPE), skriftlig. – (FR) De seneste humanitære katastrofer i Haiti og Pakistan har endnu en gang vist, at der er behov for at forbedre EU's kapacitet med hensyn til katastrofeberedskab hvad angår effektivitet, koordinering og synlighed.

Derfor stemte jeg for denne betænkning, der slår til lyd for oprettelse af en hurtig reaktionskapacitet på europæisk plan (europæisk civilbeskyttelsesstyrke) – et begreb, der blev lanceret af kommissær Barnier efter tsunamien i Asien, og som Parlamentet gentagne gange siden har presset på for at få oprettet.

Denne kapacitet bør udgøre en optimering af de redskaber, der allerede er tilgængelige, og som ville blive mere effektive og synlige, idet målet er gennem et tættere samarbejde at muliggøre en øjeblikkelig mobilisering af alle de nødvendige ressourcer.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi jeg mener, at handlingsplanen i den europæiske konsensus bør revideres. Den humanitære situation har ændret sig væsentligt i de senere år ikke mindst med det voksende antal naturkatastrofer og deres stigende intensitet, der også er forårsaget af konsekvenserne af klimaændringerne. Det er vigtigt at integrere katastrofeforebyggelse fuldt ud i politikker for udviklingsbistand og humanitær bistand, hvilket gør det endnu vigtigere, at den humanitære konsensus anvendes stramt og energisk.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Det står klart, at katastrofesituationer og humanitære nødsituationer mangedobles verden over i dag. EU har påtaget sig en vigtig rolle i bekæmpelsen af disse svøber, og jeg håber, at det fortsat vil gøre dette og endog vil styrke denne rolle så vidt muligt. Det er dog ikke nok at give en sulten person en fisk. Han skal lære at fiske.

Jeg mener, at det at hjælpe de mindre velstående lande med menneskelige og materielle ressourcer, så de kan imødegå fremtidige kriser, er næsten lige så vigtigt som at imødegå de nødsituationer, der opstår. Den europæiske konsensus om humanitær bistand fortjener min støtte, og jeg håber, at kompromiset mellem de europæiske institutioner vil resultere i en stadig bedre udnyttelse af de ressourcer, der står til EU's rådighed, samtidig med at donationer til dem, der har mindst og lider mest, prioriteres, og fuldstændig neutralitet i forhold til politiske eller ideologiske dagsordener sikres.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) I de senere år har verden været vidne til en dramatisk stigning i katastrofernes omfang både i det ramte geografiske område og med hensyn til antallet af ofre. Selv om det er et spørgsmål af stor betydning, falder det ikke inden for disse forhandlinger at drøfte klimaændringernes konsekvenser på disse katastrofer. Rådets, Parlamentets og Kommissionens underskrivelse af den europæiske konsensus om humanitær bistand den 18. december 2007 var et vigtigt fremskridt med hensyn til humanitær bistand, særlig da der var udarbejdet en handlingsplan for fem år, i henhold til hvilken der skulle gennemføres en midtvejsrevision. Dette er målet med denne betænkning. Hele verden kender og anerkender den nøglerolle, som EU's humanitære bistand spiller. Parlamentet har behandlet dette spørgsmål på adskillige møder, særlig i vores taler. I de senere år har begivenheder i Brasilien, Haiti, Pakistan, Madeira og andre steder foranlediget os til at overveje effektiviteten af støtte til civilbeskyttelse og humanitær bistand. Som det er blevet påvist i denne betænkning, er der til trods for de begrænsede oplysninger, der står til rådighed, positive udviklingstendenser på europæisk plan, som det også fremgår af nedsættelsen af Rådets arbejdsgruppe om humanitær bistand og fødevarebistand. Der står dog fortsat meget tilbage at gøre.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) EU's såkaldte "humanitære bistand" spiller en ikke uvæsentlig rolle i det, der i stigende grad defineres som EU's udenrigspolitik. Den udnytter ofte reelle behov for bistand og samarbejde, som det er vigtigt at reagere på, særlig nødsituationer, mens en lang række mål forfølges i praksis. De foranstaltninger, der træffes, og de metoder, der anvendes, som omfatter militær intervention og besættelse, søger at genskabe og uddybe former for politisk og økonomisk dominans og at kontrollere udviklingslandenes markeder og naturressourcer. På baggrund af kapitalismens voksende krise, omfatter disse intentioner også altid en begrænsning af folks kamp for større retfærdighed og sociale fremskridt, hvilket kommer til udtryk på forskellig måde og antager forskellige former verden over.

Forklædt som såkaldte "humanitære" interesser fremmer en række ikke statslige organisationer, logistikvirksomheder og andre modtagere af og medskyldige i disse politikker deres egne og deres bagmænds interesser. Disse interesser kan være offentlige eller private, og de kan omfatte bl.a. politiske, finansielle eller religiøse begrundelser. I princippet går vi ind for specifikke udtryk for solidaritet med ofrene for enhver form for katastrofe eller konflikt. Disse skal dog baseres på disse menneskers interesser, på respekten for folkeretten og på disse landes uafhængighed og suverænitet.

  Sylvie Guillaume (S&D), skriftlig. – (FR) Jeg mener, at vi må forbedre de redskaber, som EU råder over til at reagere på katastrofer som den, Haiti har oplevet med jordskælvet for blot et år siden efterfulgt af koleraepidemien for nylig. Min gruppe og jeg mener, at vi må fremme en øget finansiering til humanitær bistand, for at muliggøre flere interventioner, navnlig for at hjælpe de mest sårbare mennesker. I denne forbindelse skal vi sikre, at vi skelner klart mellem de militære og de humanitære organers arbejdsområder, da militære ressourcer bør anvendes så lidt som muligt og som en sidste udvej.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) EU som en blok er verdens største bidragyder af humanitær bistand. Alligevel har nyere katastrofer understreget visse mangler ved EU's kapacitet til at handle på en hurtig, effektiv og koordineret måde. Striffler-betænkningen understreger nogle af disse bekymringer, og man må håbe, at dagens afstemning resulterer i nogle positive foranstaltninger.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg er enig i denne betænkning, fordi betænkningen ikke blot er en formel øvelse, men også en lejlighed til at afspejle den humanitære bistand i dag. Den humanitære situation har ændret sig dramatisk i de senere år. I denne ændrede situation er den første faktor, der skal fremhæves, den betydelige stigning i antallet og intensiteten af naturkatastrofer forårsaget hovedsageligt af konsekvenserne af klimaændringer. Dette indebærer et behov for at investere mere i katastrofeforebyggelse og for at yde støtte – ud over engangsbistand – til lokalsamfundenes kapacitet med hensyn til katastrofeberedskab. Af andre faktorer kan nævnes den stigende forekomst af komplekse kriser, særlig interne konflikter, og udviklingen i konflikternes natur, ofte ledsaget af massive befolkningsbevægelser (flygtninge, internt fordrevne) og tiltagende vold mod befolkningen. Overtrædelser af den internationale folkeret bliver mere almindelige, og situationen i marken forringes. Et særligt chokerende aspekt af sådanne overtrædelser er den stigende brug af seksuel vold som et krigsvåben. Der bør gøres en stor indsats for at indarbejde beskyttelse mod seksuel vold i humanitære reaktioner. Derfor bør der fokuseres specifikt på de mest sårbare grupper, herunder kvinder, børn og mennesker, der er blevet tvangsfordrevet (enten internt eller som flygtninge). De seneste humanitære katastrofer i Haiti og Pakistan har endnu en gang vist, at der er behov for at forbedre EU's kapacitet med hensyn til katastrofeberedskab hvad angår effektivitet, koordinering og synlighed.

  Jarosław Kalinowski (PPE), skriftlig. – (PL) Et år efter jordskælvet i Haiti kan vi se, at de skridt, vi tager, eller den måde, hvorpå vi hjælper, ikke er perfekte. Derfor må den europæiske konsensus, der opstod for at lette leveringen af humanitær bistand, ikke sættes over styr. EU har som en af de rigeste og mest udviklede regioner i verden en moralsk pligt til at hjælpe de svageste og dem, der er i nød. Vi må navnlig opretholde solidariteten med ofrene for naturkatastrofer og andre katastrofer, der ikke er forberedt på det, der sker for dem.

Vi bør derfor træffe foranstaltninger til at styrke samarbejdet mellem medlemsstaterne på dette område og til at lette udvekslingen af bedste praksis. Vi bør gøre alt for at sikre, at bistandssystemet er effektivt, så ikke en eneste cent går til spilde. Det er derfor nødvendigt at samarbejde med andre internationale, ikke statslige organer og organisationer, som også yder bistand, for at gøre bistanden mere effektiv.

  Giovanni La Via (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for Striffler-betænkningen, fordi der stadig er et stort behov for at understrege betydningen af dette spørgsmål og dermed dets følsomhed.

Parlamentets mål med afstemningen var at understrege behovet for, at EU's mål bliver opretholdelse af menneskerettighederne, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed. Med hensyn til solidaritet er vi aldrig helt parate eller udstyret med fremragende planer. Vi må i stigende grad tilskynde alle de europæiske aktører, herunder Kommissionen og de enkelte medlemsstater, til at tilskynde til fremme af den universelle respekt for menneskerettighederne. Jeg vil for min del fortsat støtte denne modus vivendi, herunder også i Budgetudvalget, som jeg er medlem af, og støtte alle foranstaltninger, der har til formål at øge den finansielle bistand til disse aktiviteter, der specifikt sigter mod at beskytte disse vigtige rettigheder, så EU fortsætter sine bestræbelser på at bistå og støtte de dele af befolkningen, der har størst behov herfor.

  Petru Constantin Luhan (PPE), skriftlig. – (RO) Vi har på det seneste set en dramatisk stigning i antallet og intensiteten af naturkatastrofer, menneskeskabte eller ej, samt en stigning i de negative virkninger forårsaget af overtrædelser af den humanitære folkeret og dårlig regeringsførelse. Som bekendt er EU verdens største donor af humanitær bistand og bidrager med omkring 40 % af den officielle, internationale humanitære bistand. Beviset herfor er de 115 mio. modtagere af bistand fra omkring 70 lande, som har modtaget i alt næsten 1 mia. euro. Jeg stemte for denne konsensus, da jeg mener, at EU via sin humanitære politik gennem handling viser sit engagement over for mennesker, som virkelig har behov for bistand. I denne henseende har vi behov for tilstrækkelige menneskelige og materielle ressourcer, og vi må støtte en forbedret koordinering mellem de institutioner og organisationer, der er involveret i denne proces.

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg hilser denne betænkning yderst velkommen, idet den fremsætter forslag til, hvordan den europæiske konsensus om humanitær bistand kan styrkes. Den fremhæver en række områder, hvor der er behov for større opmærksomhed, herunder fremme af de humanitære principper og den humanitære folkeret, spørgsmål om kvalitet, koordinering og sammenhæng i leveringen af EU's humanitære bistand, præcisering af anvendelsen af militær- og civilbeskyttelsesaktiver i overensstemmelse med den humanitære konsensus og FN's retningslinjer og styrkelse af sammenkoblingen af nødhjælp, rehabilitering og udvikling.

  Jiří Maštálka (GUE/NGL), skriftlig. – (CS) Den fremlagte betænkning er et meget rettidigt svar på de mange naturkatastrofer, vi har oplevet i de seneste år. Det er vigtigt, at EU lærer af erfaringerne med at yde effektiv bistand efter tidligere katastrofer f.eks. Australien, Haiti og Rusland, så det kan fastlægge helt klare procedurer og ressourcer for levering af humanitær bistand. Det europæiske kontinent har hidtil undgået katastrofer i et sådant omfang, men det betyder ikke, at vi ikke bør forberede en effektiv række af strukturer og ressourcer. Erfaringerne fra de seneste år viser, at sikring af transport til ramte områder ikke er mulig uden teknisk og organisatorisk støtte fra militære enheder. Ikke statslige humanitære organisationer har ikke disse muligheder.

Det er indlysende, at indbyggerne i ramte områder meget ofte er afskåret fra transportforbindelser rundt omkring i landet, og de civile luftfartsressourcer er begrænsede. Hvis brug af militære styrker er begrundet og acceptabel nogen steder, så er det helt sikkert i forbindelse med humanitære katastrofer eller naturkatastrofer.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Naturkatastrofer er helt klart indtruffet med øget intensitet i de senere år. EU er også en af de største globale aktører med hensyn til humanitær bistand, og det er vigtigt, at denne rolle opretholdes til trods for de kriser, vi oplever i øjeblikket. Alligevel mener jeg, at det ud over at hjælpe de dårligst stillede og alle dem, der er ramt af disse katastrofer, er nødvendigt at forsyne de fattigste lande, og dermed også dem, der er mest sårbare over for disse situationer med menneskelige ressourcer og finansiering, så den eksterne bistand ikke er så kritisk. Dette kan kun ske med udviklingspolitikker og bistand til disse lande på mellemlang og lang sigt.

  Louis Michel (ALDE), skriftlig. – (FR) Det humanitære rum er i stigende grad komplekst og vanskeligt. Den humanitære folkeret overtrædes hyppigt, forvirring omkring rollerne betyder, at humanitære arbejdere i stigende grad opfattes som mål, og naturkatastroferne stiger i antal og intensitet. I 2010 oplevede vi de tre største humanitære katastrofer i de senere år, nemlig jordskælvet i Haiti, tørken i Sahel og oversvømmelserne i Pakistan. Som kommissær Kristalina Georgieva imidlertid har sagt, er "kvaliteten af vores humanitære bistand […] af største betydning". Den "redder omkring 140 mio. liv hvert år".

Med disse betragtninger in mente er jeg enig med ordføreren, når hun kræver en væsentlig stigning i finansieringen til humanitær bistand, og når hun bemærker, at den europæiske konsensus om humanitær bistand ikke er tilstrækkelig kendt. Vi må fortsat øge kendskabet og fremme humanitære principper og principperne i folkeretten. Vi må, som jeg allerede har haft lejlighed til, slå til lyd for oprettelsen af en hurtig reaktionskapacitet på europæisk plan. Vi må øge fokus på katastrofeforebyggelse.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Betænkningen om gennemførelse af den europæiske konsensus om humanitær bistand indeholder nogle vigtige forslag, som bør omsættes i handling i fremtiden. Et eksempel er udviklingen af kapacitet og ressourcer til civilbeskyttelse, idet nøgletanken er at oprette en europæisk civilbeskyttelsesstyrke. Det er også vigtigt at forbedre koordineringen, ikke blot mellem medlemsstaterne, men også på internationalt plan med FN. Strategien med at levere fødevarer og lignende lokalt i krisesituationer og dermed støtte den lokale økonomi er også en fornuftig idé. Desværre er betænkningen ikke specifik eller ambitiøs nok, og derfor stemte jeg ikke.

  Rolandas Paksas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi EU som verdens største donor af humanitær bistand bør lægge større vægt på humanitær bistand i de områder, hvor der er presserende behov herfor, da der er sket en dramatisk stigning i antallet af naturkatastrofer og interne konflikter. Medlemsstaterne bør bidrage mere effektivt til processen med gennemførelse af den europæiske konsensus ved at inddrage den i nationale humanitære strategier. På grund af behovet for humanitær bistand er det nødvendigt at afsætte øgede midler hertil og muliggøre en hurtig og effektiv finansiering af operationer.

Jeg er enig i forslaget om, at der må skelnes meget klart mellem de militære og de civile organers arbejdsområder, så militære ressourcer og kapacitet kun anvendes i et meget begrænset antal tilfælde og som en sidste udvej, navnlig i de regioner, der er ramt af væbnede konflikter. For at sikre en passende og effektiv koordinering af den humanitære bistand må der desuden oprettes en europæisk civilbeskyttelsesstyrke og en hurtig reaktionskapacitet på europæisk plan.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) EU er verdens største donor af humanitær bistand. Dets bidrag udgør over 40 % af den samlede officielle, internationale humanitære bistand. EU's humanitære politik viser dets forpligtelse over for mennesker i lande, der har behov for bistand. Efter EU's underskrivelse af den europæiske konsensus om humanitær bistand er der blevet gennemført mange foranstaltninger med henblik på samarbejde på dette område for at optimere dens effektivitet og fremme de grundlæggende humanitære principper om medmenneskelighed, neutralitet, upartiskhed og uafhængighed i indsatsen for at bistå dem, der har størst behov. Bortset herfra ser det ud til, at der stadig er et manglende kendskab til den europæiske konsensus. Vi må derfor gøre en større indsats for at øge dens synlighed. Jeg mener, at det inden for en sektor, der er så sårbar som humanitær bistand, er vigtigt at være klar over, hvordan omstændighederne har ændret sig gennem årene, idet man bør huske på den væsentlige stigning i antallet og intensiteten af naturkatastrofer. Som følge heraf mener jeg, at vi må udfolde større bestræbelser inden for katastrofeforebyggelse og yde støtte til lokalsamfundenes egen kapacitet i denne forbindelse. Hvis den humanitære bistand skal følge en stabil vej til fuld udnyttelse, må vi stædigt blive ved med at slå til lyd for bevarelse af det "humanitære rum". Ved at stemme for Striffler-betænkningen håber jeg, at vi kan gå over til vedtagelse af en praktisk handlingsplan.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) EU er via Kommissionen og medlemsstaterne verdens største donor af humanitær bistand og udviklingsbistand. Dets bidrag udgør over 40 % af den samlede officielle, internationale humanitære bistand. En stram midtvejsrevision af gennemførelsen af den europæiske konsensus om humanitær bistand kan kun konkludere, at det er nødvendigt at fremme et større kendskab til denne mekanisme og bedre koordinering og effektivitet mellem de berørte enheder. Økonomiske bidrag alene kan være nyttesløse, hvis de ikke ledsages af en tæt og effektiv koordinering i alle faser og for alle former for EU-støtte. Vi lever i en kritisk tid. Den humanitære situation har ændret sig væsentligt i de senere år, hvilket har gjort det endnu vigtigere, at den europæiske konsensus om humanitær bistand anvendes stramt og energisk. Jeg stemmer for denne betænkning, og jeg vil gerne opfordre til en politik med systematisk dialog, større samarbejde i marken, bedre styring og en forpligtelse til at forebygge katastrofer. Jeg støtter oprettelsen af en europæisk civilbeskyttelsesstyrke i tråd med Barnier-rapporten offentliggjort i maj 2006.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. – (IT) EU er verdens største donor af humanitær bistand og yder mere end 40 % af hele den internationale humanitære bistand.

Den europæiske konsensus om humanitær bistand, som Rådet, Parlamentet og Kommissionen underskrev den 18. december 2007 på grundlag af en femårig handlingsplan, forpligter EU og medlemsstaterne til at arbejde tæt sammen. Handling nr. 33 kræver en midtvejsrevision af handlingsplanen for at håndtere det manglende kendskab til den humanitære sektor, alvorlige klimaændringer, den voksende forekomst af komplekse kriser og voksende vold.

Vi slår derfor til lyd for, at der oprettes en hurtig reaktionskapacitet på europæisk plan (europæisk civilbeskyttelsesstyrke) som foreslået af hr. Barnier for at optimere de værktøjer, der allerede står til rådighed, idet målet er gennem tættere koordinering at muliggøre en øjeblikkelig mobilisering af alle de nødvendige ressourcer.

På baggrund af de opgivne tal og indførelsen med Lissabontraktaten af en egentlig politik for humanitær bistand på EU-plan er jeg helt enig i, at der er behov for en midtvejsrevision, der fokuserer på en styrkelse af handlingsplanen vedrørende fremme af humanitære principper, om levering af humanitær bistand, om præcisering af anvendelsen af militær- og civilbeskyttelsesaktiver og om katastrofeforebyggelse og om styrkelse af sammenkoblingen af nødhjælp og udvikling.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, som præsenterer en oversigt over gennemførelsen af den europæiske konsensus om humanitær bistand, formulerer forslag, der hjælper til at styrke dens synlighed og forbedre effektiviteten i realiseringen af dens mål. Dette instrument har fået endnu større betydning i den aktuelle humanitære situation, der har været kendetegnet ved en væsentlig stigning i antallet og intensiteten af naturkatastrofer, og det er vigtigt, at der udfoldes bestræbelser i retning af en fuldstændig opfyldelse af de forpligtelser, den giver anledning til, og at medlemsstaterne er mere involveret i gennemførelsen af den.

  Crescenzio Rivellini (PPE), skriftlig. – (IT) I dag stemte vi i plenarforsamlingen om betænkningen om den europæiske konsensus om humanitær bistand.

EU er via Kommissionen og medlemsstaterne verdens største donor af humanitær bistand. Dets bidrag udgør over 40 % af den samlede officielle, internationale humanitære bistand. EU's humanitære politik er det praktiske udtryk for dets forpligtelse til at støtte mennesker i tredjelande, der har brug for bistand, når de er allermest sårbare.

Det er vigtigt at understrege, at leveringen af bistand skal baseres udelukkende på påviste behov og graden af sårbarhed, at bistandens kvalitet og kvantitet hovedsageligt bestemmes ved en indledende evaluering, og at evalueringsprocessen skal forbedres yderligere, særlig med hensyn til anvendelsen af sårbarhedskriterier, navnlig i forbindelse med kvinder, børn og handicappede grupper.

Desuden er modtagernes reelle og vedvarende inddragelse – og om muligt deltagelse – i forvaltningen af bistanden en af de afgørende forudsætninger for humanitære foranstaltningers kvalitet, navnlig i tilfælde af langvarige kriser.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Efter Lissabontraktatens ikrafttræden den 1. december 2009 styres Unionens humanitære indsats af artikel 214 TEUF, med hvilken der indføres en fuldgyldig EU-politik for humanitær bistand. På dette område deler EU kompetencen med medlemsstaterne. Rådets forordning (EF) nr. 1257/96 af 20. juni 1996 om humanitær bistand vil således få sit eget retsgrundlag, når den revideres under den fælles beslutningsprocedure. Med Lissabontraktaten oprettedes også Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Europa-Parlamentets Udviklingsudvalg har i løbet af disse forhandlinger været fortaler for, at GD ECHO skulle forblive uafhængigt for at undgå en instrumentalisering af den humanitære bistand under Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Det kræver også, at opgavefordelingen mellem Catherine Ashton og Kristalina Georgieva præciseres.

Midtsvejsrevisionen af handlingsplanen er en lejlighed til at styrke EU's indsats på en række områder, og i betænkningen henledes opmærksomheden på bl.a. følgende spørgsmål. Fremme af de humanitære principper og den humanitære folkeret, forbedring af kvalitet, koordinering og sammenhæng i leveringen af EU's humanitære bistand, præcisering af anvendelsen af militær- og civilbeskyttelsesaktiver i overensstemmelse med den humanitære konsensus og FN's retningslinjer, katastrofeforebyggelse og styrkelse af sammenkoblingen af nødhjælp, rehabilitering og udvikling.

  Licia Ronzulli (PPE), skriftlig. – (IT) EU er via Kommissionen og medlemsstaterne tilsammen verdens største donor af humanitær bistand og bidrager med over 40 % af den samlede officielle internationale bistand.

Alene i 2009 ydede Kommissionen i alt 950 mio. euro til omkring 115 mio. mennesker i over 70 lande. EU's politikker er det praktiske udtryk for den reelle forpligtelse til at støtte mennesker, når de er allermest sårbare. Vores mål er at blive i stand til at planlægge en mere koordineret civil og militær reaktion, så vores intervention med hensyn til naturkatastrofer bliver mere effektiv. Disse tragiske hændelser indtræffer hyppigere og hyppigere og har resulteret i hundredtusindvis af dødsfald verden over i de senere år.

Der bør navnlig fokuseres på kvinder og børn, særlig flygtninge og internt fordrevne personer, da overtrædelser af den humanitære folkeret inden for disse grupper bliver stadig mere almindelige. Ud over at sikre en mere effektiv intervention skal der gøres meget inden for aktiv og passiv forebyggelse. De samfund, der er udsat for den største risiko, skal være bedre forberedt på disse fænomener gennem fremme af alle bæredygtige udviklingspolitikker, der sigter mod at minimere skaderne.

Betænkning: Daciana Octavia Sârbu (A7-0376/2010)

  John Stuart Agnew og David Campbell Bannerman (EFD), skriftlig. – (EN) 14/1: Jeg stemte for dette, da jeg ser det som en svækkelse af EU-lovgivningen, som vil gøre det lettere at importere ikke-genmodificerede sojabønner til Det Forenede Kongerige. Dette er et afgørende spørgsmål for vores fjerkræsektor.

14/2: Jeg stemte for dette, da det vil nedbringe de negative virkninger af EU-lovgivningen på laster af ikke-genmodificerede sojabønner til Det Forenede Kongerige.

14/3: Jeg stemte ikke om dette, fordi det, selv om det kan være et godt ønske (at en britisk regering er fri for EU-kontrol), endnu ikke er et afgørende spørgsmål efter min mening, og jeg ønsker ikke at udvide EU's beføjelser.

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) EU bør vende sig mod innovative initiativer, der for det første gør brug af fødevareoverskud og for det andet gør det muligt for mennesker, der lider under fødevaremangel, at få noget at spise. Der bør indføres bestemmelser herom, når den fælles landbrugspolitik revideres. Spekulation har været ansvarlig for næsten 50 % af de seneste prisstigninger, så en fælles strategi inden for G20 bør anvendes til at tilskynde til oprettelse af prisstabiliseringsinstrumenter i internationale fora. EU bør gå forrest i en international bevægelse, der sigter mod at skabe enighed i FN om permanent og effektivt at skaffe fødevarer til lande med fødevaremangel.

Jeg vil også gerne understrege betydningen af at støtte landbrugssektorens troværdighed, navnlig ved at fremme den blandt uddannede og energiske unge mennesker som en aktivitet, der kan knyttes sammen med innovation og forskning.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for denne beslutning, der anerkender fødevaresikkerhed som en menneskeret. Den er opnået, når hele befolkningen til enhver tid har fysisk, social og økonomisk adgang til tilstrækkelige, sikre og nærende fødevarer til at kunne dække sit ernæringsbehov, få sine personlige præferencer opfyldt og dermed føre et sundt og aktivt liv. Det er vigtigt at henlede opmærksomheden på, at de globale lagre af basisfødevarer er langt mere begrænsede end tidligere, idet disse globale fødevarelagre under fødevarekrisen i 2007 faldt til et rekordlavt niveau, der kun kunne dække 12 ugers behov. Samtidig er verdens fødevareproduktion i stigende grad sårbar over for ekstreme vejrforhold kædet sammen med klimaændringer, hvilket kan forårsage tilfælde af pludselig og uforudsigelig fødevaremangel. EU bør derfor fastsætte bestemmelser for dets bidrag til dette system med globale fødevarelagre.

Jeg mener, at det er vigtigt at fremme ikke alene konkurrenceevnen, men også traditionelt landbrug, små bedrifter, økologisk landbrug og distribution på lokalt plan. I forbindelse med den aldrende befolkning i landdistrikterne mener jeg desuden, at det er meget vigtigt at sikre unge landbrugere adgang til jord og lånemuligheder.

  Elena Oana Antonescu (PPE), skriftlig. – (RO) De ustabile priser på fødevarer og basisfødevarer på det seneste har givet anledning til alvorlig bekymring med hensyn til fødevareforsyningskædens funktion på europæisk og globalt plan. Fødevarepriserne har ramt de mest sårbare dele af befolkningen hårdest. I betænkningen opfordres der til, at forbrugerne forsynes med sunde fødevarer af høj kvalitet til rimelige priser og til, at landbrugernes indkomster sikres, hvilket er to af EU's nøglemålsætninger. Jeg stemte for betænkningen. Europa kan bidrage til global fødevaresikkerhed ved at blive mere konkurrencedygtigt.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Som den første politik, der blev gennemført, og den største udgiftspost indtil for nylig indtager landbruget en central stilling i det europæiske projekt. I de seneste få tiår har vi ganske vist oplevet noget af et fald inden for dette område til gavn for andre vigtige områder, men vi må ikke glemme, at det europæiske landbrugs uafhængighed er en vigtig strategisk udfordring. Som formanden for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater), Joseph Daul, desuden understregede i starten af det nye år, vil fødevaresikkerhed være det vigtigste spørgsmål i 2011. Fødevaremanglen i verden og de deraf følgende kriser må advare os om situationens alvor. En kraftig prisstigning og et begrænset udbud af basale ressourcer. Europa må reagere på denne nye udfordring. Miljøspørgsmål gør problemet endnu mere komplekst og omfattende. Derfor stemte jeg for denne beslutning, som søger at sikre, at dette spørgsmåls strategiske karakter anerkendes. Det peger på den rolle, som EU kan spille i forvaltningen af de globale lagre, og på den fælles landbrugspolitiks egnethed i forbindelse med disse udfordringer og henleder opmærksomheden på den skadelige virkning af spekulation i råvarepriser.

  Liam Aylward (ALDE), skriftlig. – (GA) I øjeblikket lider 900 mio. mennesker verden over af sult, som ledsager ekstrem fattigdom, og op mod 2 mia. kan ikke være sikre på deres fødevareforsyning, fordi de lever med en fattigdomstrussel.

Da der er behov for mindst en stigning på 70 % for at imødekomme den voksende globale befolknings behov, må landbrugssektoren styrkes. Med henblik herpå støtter jeg denne vigtige betænkning om landbrug og fødevareforsyning. Der skal udvikles en stærk, finansieret, fælles landbrugspolitik, som kan levere fødevare af høj kvalitet til rimelige priser, når vi lever op til kravet om fødevarer i EU og på verdensplan.

Skolefrugt- og skolemælksordningerne og programmet de socialt dårligst stillede personer i EU skal styrkes. Mennesker i EU skal have adgang til tilstrækkeligt sunde fødevare til trods for økonomiske problemer.

Det giver anledning til bekymring, at verdens fødevarelagre ikke er så fyldte som tidligere, og i lyset af truslen fra klimaændringer og naturkatastrofer støtter jeg det, der siges i betænkningen om oprettelse af et globalt system helliget oprettelse af fødevarelagre.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette dokument. Med den hurtige stigning i verdens befolkning skal landbrugssektoren imødekomme et voksende behov for sikre og tilstrækkelige fødevarer til trods for de hindringer, som udgøres af begrænsede naturressourcer, høje energipriser og klimaændringer. Ifølge FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) skal fødevareproduktionen øges med mindst 70 % for at imødekomme behovene i en global befolkning, der forventes at overstige 9 mia. i 2050. Desuden lider omkring 900 mio. mennesker verden over af kronisk sult på grund af ekstrem fattigdom, mens op mod 2 mia. mennesker mangler reel, langsigtet fødevaresikkerhed på grund af varierende grader af fattigdom. Tilgængeligheden af fødevarer er derfor fortsat et nøglespørgsmål, der skal løses. Jeg er enig i, at den nye fælles landbrugspolitik, der skal indføres efter 2013, skal fremme ikke alene konkurrenceevnen, men også traditionelt landbrug, små bedrifter, økologisk landbrug og distribution på lokalt plan. I forbindelse med den aldrende befolkning i landdistrikterne mener jeg, at det er meget vigtigt at sikre unge landbrugere adgang til jord og lånemuligheder og at opretholde rimelige fødevarepriser og en tilstrækkelig indkomst for landmænd.

  George Becali (NI), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for denne betænkning, fordi fattigdom og sult fortsat findes i EU. 79 mio. mennesker i EU lever stadig under fattigdomsgrænsen. Mine ændringsforslag understreger den omstændighed, at retten til fødevarer er en grundlæggende menneskeret, og dette mål er nået, når hele befolkningen til enhver tid har fysisk, social og økonomisk adgang til passende, sundhedsmæssigt sikre og nærende fødevarer til at kunne dække sine ernæringsmæssige behov og ønsker og dermed føre et sundt og aktivt liv. Jeg vil navnlig gerne understrege, hvor vigtigt det er, at der findes et mangfoldigt europæisk landbrug, at forskellige landbrugsmetoder eksisterer side om side, og hvor vigtigt det er, at der findes forskelligartede fødevarer og ernæring af høj kvalitet i hele Europa.

  Bastiaan Belder (EFD), skriftlig. – (NL) Jeg stemte for betænkningen. Staatkundig Gereformeerde Partij (SGP), der er mit parti, har i sit partiprogram klart understreget landbrugssektorens strategiske betydning, og landbruget er endog blevet kaldt grundlaget for fødevaresikkerheden. Så noble disse idéer i sig selv kan være, må jeg dog fremsætte to marginale bemærkninger til teksten. EU bør ikke blande sig i skolemælks- og skolefrugtordningerne. Overlad det til medlemsstaterne, hvis de ønsker det. Jeg har også stemt imod afsnittet om liberalisering og fremme af import af gmo'er. Mit parti har den holdning, at gmo'er ikke er løsningen på problemet med den globale fødevareforsyning. Der er endnu ikke blevet påvist nogen forbindelse mellem genmodificering og højere udbytte. Efter vores mening bør vi også stille os selv etiske spørgsmål omkring genmodificering.

Jeg er dog glad for den overordnede tone i beslutningen, der endnu en gang har påvist, hvor vigtigt det er at sikre en stærk og ordentlig finansiering til den fælles landbrugspolitik efter 2013. Desuden mener jeg, at opfordringen til udviklingslandene til at udnytte deres jord til først og fremmest at sikre fødevareforsyningen til deres egen befolkning er af stor betydning og et yderst presserende spørgsmål.

  Jean-Luc Bennahmias (ALDE), skriftlig. – (FR) At skaffe adgang til fødevarer for alle i lyset af den voksende globale efterspørgsel og fødevaremangel for adskillige milliarder mennesker verden over er en enorm og vigtig udfordring. Alene i EU lever 16 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen og kæmper for at få dækket deres mest basale behov – bolig, sundhed og naturligvis fødevarer.

Det er med dette for øje og for at sætte skub i debatten, at vi stemte for en beslutning, der anerkender landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed. På et tidspunkt, hvor vi overvejer den fælles landbrugspolitiks fremtid, synes det nødvendigt ikke at overse dette behov og denne ret – der bør være universel – til fødevarer for alle.

Et af vores mål er at bekæmpe spekulation inden for landbrugssektoren. Vi opfordrer derfor til en revision af lovgivningen om finansielle instrumenter. Vi har brug for mindre prisustabilitet og mere gennemsigtighed. Vi foreslår også tanken om et "globalt system af fødevarelagre" for at kunne håndtere kriser mere effektivt, og vi opfordrer Kommissionen til at overveje denne form for foranstaltninger.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) Det er EU's pligt at tage de udfordringer op, som fødevaresikkerhed, levering af fødevarer af høj kvalitet, beskyttelse af miljøet, landdistrikternes mangfoldighed og opretholdelse af territorial balance gennem forbedring af levevilkårene i landdistrikterne, indebærer. Den fælles landbrugspolitik giver svar og løsninger på disse fremtidige udfordringer. Det er vigtigt, at de mål og instrumenter, som denne politik har identificeret, søger så vidt muligt at imødekomme behovet for at integrere en specifik national dimension i den fælles landbrugspolitiks struktur. Landmænd har naturligvis behov for en omfattende direkte støtte, også i fremtiden. De aktuelle forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til direkte betalinger kan dog ikke længere opretholdes, fordi dette har en direkte indvirkning på landbrugsprodukternes konkurrenceevne på det indre marked.

Den fælles landbrugspolitik må påtage sig ansvaret for, hvordan EU-midlerne anvendes, ved at fokusere betalingerne udelukkende på dyrkede landområder, og, når der er tale om husdyravlssektoren, kun de dyr, der befinder sig på bedriften i det år, betalingerne vedrører. Den fælles landbrugspolitiks søjle I bør dække kompensationsbetalinger til landbrugsmæssigt dårligt stillede områder og betalinger til miljøvenligt landbrug, og dermed bidrage til at forhindre, at landbrugsjord opgives, og til at belønne miljøfordele som følge af en ekstensiv landbrugspraksis.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, da fødevaresikkerhed er en menneskeret, som er opnået, når hele befolkningen til enhver tid har fysisk, social og økonomisk adgang til tilstrækkelige, sikre og nærende fødevarer til at kunne dække sit ernæringsbehov og dermed føre et sundt og aktivt liv. I Europa lever 16 % af borgerne fortsat under fattigdomsgrænsen, og adgangen til fødevarer er fortsat et nøglespørgsmål, der skal løses. Fødevaresikkerhed kræver således fortsat en solid fælles landbrugspolitik. Den nye fælles landbrugspolitik, der skulle træde i kraft efter 2013, skal opfylde fødevaresikkerhed og andre udfordringer, navnlig klimaændringer, den økonomiske krise og opretholdelse af den territoriale balance inden for EU. På den anden side har EU's ambitiøse energimålsætninger fremmet dyrkningen af biobrændstof i stor stil, men produktionen af biobrændstof konkurrerer med fødevareproduktionen om jord, hvilket potentielt har en negativ indvirkning på fødevaresikkerheden.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Jeg stemte imod betænkningen til trods for, at den indeholder nogle meget positive punkter og anerkender landbrugets rolle i opretholdelsen af fødevaresikkerhed og dens tilstrækkelighed. Der er dog en meget alvorlig ulempe ved betænkningen, som ikke kan overses. Der blev vedtaget et specifikt punkt, hvori Europa-Parlamentet "opfordrer Kommissionen til at stille forslag om en hurtigere EU-godkendelsesprocedure for import af nye typer genmodificeret foder, efter at der er ført bevis for deres sikkerhed". Vi indtager fortsat en fast holdning imod import og brug af alt modificeret materiale, fødevarer eller foder, og jeg kunne under ingen omstændigheder stemme for en betænkning, hvori Europa-Parlamentet for første gang indtager en positiv holdning til de modificerede organismer, som hr. Barroso forsøger så ivrigt at få indført i Europa.

  Carlos Coelho (PPE), skriftlig. – (PT) Fødevaresikkerhed er en grundlæggende menneskeret. I dag anslås det, at omkring 900 mio. mennesker verden over lider af kronisk sult, mens mange andre ikke har tilstrækkeligt sunde fødevarer på grund af varierende grader af fattigdom. Fødevaresikkerhed kan opnås, når hele befolkningen til enhver tid har fysisk og økonomisk adgang til tilstrækkelige, sikre fødevarer til at kunne dække sit ernæringsbehov. Fødevaresikkerhed kræver en solid fælles landbrugspolitik, men den skal være konsekvent og tage sociale problemer op. Den skal være konsekvent på den måde, at den ikke tillader overskudsproduktion, der forvrider markedet og forårsager miljøproblemer, og den skal være socialt engageret ved at sikre, at alle mennesker fra alle sociale lag har adgang til fødevarer af høj kvalitet.

På den anden side glæder jeg mig over, hvordan spørgsmålet om mangfoldighed inden for det europæiske landbrug håndteres. Konkurrenceevne og innovation kan og bør gå hånd i hånd med traditionelt landbrug, små bedrifter, økologisk landbrug og lokal distribution. Finansielle investeringer inden for disse sektorer vil være afgørende for en effektiv udnyttelse af jorden i forskellige regioner, og det samme vil investering i energi, der nedbringer afhængigheden mellem fødevaresikkerhed og energisikkerhed.

  Corina Creţu (S&D), skriftlig. – (RO) Forslaget til beslutning om anerkendelse af landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed er et yderst nødvendigt og rettidigt dokument, da det kommer, netop som der sker en stadig hurtigere stigning i priserne på en lang række fødevarer. Henstillingerne i betænkningen er realistiske og relevante og omhandler reelle spørgsmål på dette område. Jeg vil gerne nævne den betydning, der tillægges uddannelse og fremme af nye generationer af landmænd i EU, hvilket er afgørende på baggrund af den aldrende befolkning. Jeg vil også gerne nævne fokuseringen på opretholdelse af mangfoldigheden inden for landbruget i EU, så det traditionelle landbrug også får en ny chance.

  Vasilica Viorica Dăncilă (S&D), skriftlig. – (RO) Da retten til fødevaresikkerhed er en grundlæggende menneskeret, mener jeg, at EU skal skabe bedre vilkår for gennemførelse af ernæringsprogrammer i medlemsstaterne og af skolefrugt- og skolemælksordningerne.

  Mário David (PPE), skriftlig. – (PT) Dette er en initiativbetænkning fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, der omfatter idéer og forslag fra alle de politiske grupper. Med henblik på at nå frem til brugbare kompromiser har vi således udarbejdet en meget detaljeret tekst, der er kædet sammen af en fællesnævner, som jeg generelt er enig i. Ud over at jeg mener, at fødevaresikkerhed er en grundlæggende menneskeret, betragter jeg også landbruget som en strategisk sektor, der er absolut afgørende for vores kontinents fremtid. Med andre ord ser jeg det som en uløselig del af vores suverænitet som en union af mennesker og lande. Når dette er sagt, vil jeg gerne fastslå, at retten til fødevaresikkerhed ud over at være en grundlæggende menneskeret bør sikres af vores egen produktion. En fælles landbrugspolitik er derfor afgørende for at sikre denne målsætning. Jeg vil derfor gerne endnu en gang sige, at det grundlæggende mål med den fælles landbrugspolitik bør være at opretholde det europæiske landbrugs konkurrenceevne og støtte landbruget i EU for at sikre fødevareproduktion, hovedsageligt på lokalt plan, og en afbalanceret territorial udvikling. Jeg mener også, at en rimelig indkomst bør sikres inden for landbrugssektoren, da det kun er muligt at fremme produktive systemer, der er bæredygtige og etiske, hvis landmændene kompenseres behørigt for deres investeringer og deres engagement.

  Luigi Ciriaco De Mita (PPE), skriftlig. – (IT) Landbruget spiller en nøglerolle i udviklingen af samfundene. At betegne dets produktion som en primær sektor i økonomisk henseende hænger ikke blot sammen med dets historiske udvikling, men også og først og fremmest med dets rolle i stabiliseringen af samfundene og deres økonomier. En afbalanceret landbrugsproduktion skal ikke blot være opmærksom på de producerede mængder, men også og først og fremmest på produktionens kvalitet, så den bidrager til en sund udvikling i befolkningen. Ud fra dette synspunkt spiller fødevaresikkerhed derfor en nøglerolle, og beskyttelse af den – særlig i form af traditionelle og lokale afgrøder – øger mulighederne for udvikling på hele territoriet. Den positive forbindelse mellem fødevaresikkerhed og landbrugsprodukternes kvalitet og sundhed indebærer også voksende miljøvenlighed, mens der må lægges særlig vægt på dominovirkningen af en ukontrolleret indførelse af genmodificerede organismer, for i første omgang at fastslå den nødvendige sikkerhed med hensyn til de virkninger på mellemlang og lang sigt, som disse produkter vil kunne have på sundheden og på de lokale økonomier.

  Marielle De Sarnez (ALDE), skriftlig. – (FR) Vi befinder os ved en korsvej i definitionen af, hvad den fremtidige reform af den fælles landbrugspolitik skal gå ud på. Dette er et spørgsmål, der naturligvis berører europæerne, men det berører også borgere overalt i verden. Denne nye politik bør derfor udgøre en del af en global vision. Der er en stor udfordring, nemlig at være i stand til at imødekomme en fordobling af efterspørgslen efter fødevareproduktion og -forsyning frem til 2050 i en situation, der er kendetegnet ved vandmangel, indskrænkning af den dyrkbare jord og ved en ny energisituation, der dikteres af bekæmpelsen af klimaændringer. Den globale organisering af landbrugsmarkederne skal omtænkes, og der skal tages hensyn til de to vigtigste mål med den fælles landbrugspolitik, nemlig garanti af fødevaresikkerheden og bevarelse af små landmænds og deres familiers hjerteblod både internt og i verdens fattigste lande. Dette står og falder også med oprettelsen af et målrettet globalt system af fødevarelagre bestående af nødlagre til nedbringelse af sult og lagre, der skal bruges til at regulere råvarepriserne. Dette system bør forvaltes af FN via dens globale Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO).

  Anne Delvaux (PPE), skriftlig. – (FR) 900 mio. mennesker verden over lider af kronisk sult på grund af ekstrem fattigdom. Til trods for at fødevareforsyningerne tilsyneladende er tilstrækkelige, har en betydelig del af verdens befolkning ikke råd til dække sit behov for de mest basale fødevarer. Adgang til fødevarer er fortsat et meget vigtigt spørgsmål, som må tages op.

Fødevaresikkerhed som mål kan ikke nås uden at håndtere to af de vigtigste spørgsmål aktuelt, nemlig ustabile markeder og priser og de svindende fødevarelagre. Vi bør i denne forbindelse støtte en revision af den eksisterende lovgivning om finansielle instrumenter, som bør indeholde bestemmelser om en mere gennemsigtig handel og minimumstærskler for de operatører, der har lov til at handle på disse markeder.

Desuden er de globale lagre af basisfødevarer meget mere begrænsede end tidligere, idet de globale fødevarereserver er faldet til et rekordlavt niveau. Endelig skal den fælles landbrugspolitik klart og utvetydigt imødekomme fødevaresikkerhed og andre udfordringer, navnlig klimaændringer og den økonomiske krise i EU.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for betænkningen om anerkendelse af landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed, fordi den indeholder nogle vigtige forslag til, hvordan den fælles landbrugspolitik, der skal indføres efter 2013, skal tage udfordringerne op i tilknytning til bl.a. fødevaresikkerhed, klimaændringer, den økonomiske krise og opretholdelse af den territoriale balance inden for EU.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) advarede for nylig om en sandsynlig stigning i fødevarepriserne i 2011 efter, at de havde nået historiske højder i 2010 i kølvandet på fødevarekrisen i juni 2008. FAO's fødevareprisindeks for 55 basisfødevarer er steget i seks på hinanden følgende måneder til 214,7 point, endnu højere end det tidligere historisk høje niveau på 213,5 point i juni 2008.

Priserne på sukker og kød når nye historiske højder, og med mindre der sker en stigning på mindst 2 % i kornproduktionen, vil priserne på disse råvarer fortsat stige. Dette initiativ bør derfor hilses velkommen, og som jeg understregede i et spørgsmål til Kommissionen i sidste uge, mener jeg, at der som følge af den prisustabilitet, der rammer alle aktørerne på markedet, bør træffes specifikke foranstaltninger med hensyn til den fælles landbrugspolitik for at øge produktionen, sikre en bedre forsyning af markederne og større prisstabilitet og garantere, at produktionen svarer til Europas produktionsbehov. Som jeg har slået til lyd for, bør landbruget ses som en strategisk sektor, særlig i krisetider.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Da fødevaresikkerhed er en menneskeret, skal EU's institutioner være særlig opmærksomme herpå. Ud over behovet for, at landbrugssektoren leverer en sikker fødevareforsyning, er det også vigtigt, at denne er tilstrækkelig. Derfor må vi ikke glemme henstillingerne fra FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation om, at der er et presserende behov for at øge fødevareproduktionen med mindst 70 % for at brødføde en global befolkning, der forventes at stige til 9 mia. i 2050. Jeg er glad for, at denne beslutning er blevet vedtaget, da den anerkender den rolle, som Den Europæiske Fødevareautoritet spiller som det organ, der har ansvaret for at overvåge og indberette om risici i tilknytning til fødekæden, og opfordrer medlemsstaterne til at oprette organer, der kan samarbejde med den. Jeg vil også gerne understrege anerkendelsen af det traditionelle landbrug, særlig økologisk landbrug og små bedrifter, der findes i de mere ugunstigt stillede regioner, og som repræsenterer ikke blot et økonomisk aktiv, men først og fremmest et miljømæssigt aktiv, da det er vigtigt for at bevare biodiversiteten. Jeg håber, at den nye fælles landbrugspolitik vil reagere effektivt på de problemer, som denne sektor står over for, herunder klimaændringer, opretholdelse af stabile forbrugerpriser og sikring af landmændenes indkomst.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Ordføreren beskæftiger sig med et brandvarmt emne og påpeger relevante problemer, der truer fødevaresikkerheden, såsom prisustabilitet som følge af finansiel spekulation, tilranelse af jord i udviklingslandene eller utilstrækkelige strategiske lagre. Dog er tilgangen til hvert af disse problemer samt til alle andre problemer i tilknytning til fødevaresikkerhed meget ufuldstændig, til tider selvmodsigende og i nogle tilfælde forkert. Konsekvenserne af de aktuelle landbrugspolitikker – særlig den fælles landbrugspolitik og reformerne af den – udelades, og det samme gør liberaliseringen af markederne og fjernelsen af reguleringsinstrumenter og den deraf følgende ruin for tusindvis af små og mellemstore producenter, der får priser for deres produkter, som ofte ikke dækker produktionsomkostningerne.

Der argumenteres i stigende grad for, at "vi bliver nødt til at gøre brug af alle former for landbrug for at kunne brødføde Europa og tredjelandene". Dette er et implicit argument for ikke bæredygtige produktionsmodeller, der producerer intensivt til eksport, og for genmodificerede afgrøder. I betænkningen opfordres ligeledes til, at processen for godkendelse af import af disse genmodificerede afgrøder strømlines og gøres hurtigere. Endelig "glæder [ordføreren] sig over Kommissionens forslag til forordning om OTC-derivater", der er et forslag, som FN's særlige rapportør vedrørende retten til mad fordømmer, fordi det ikke forhindrer spekulation.

  Carlo Fidanza (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for fru Sârbus betænkning. På nuværende tidspunkt, hvor vi forbereder en reform af den fælles landbrugspolitik efter 2013, viser dagens afstemning, hvilken retning Parlamentet agter at tage. For at garantere en sikker forsyning af prisoverkommelige fødevarer skal EU have en stærk fælles landbrugspolitik, der afskrækker spekulation i fødevarer og hjælper unge til at komme ind i landbrugssektoren. Jeg mener, at det er vigtigt at understrege, at den fremtidige fælles landbrugspolitik også skal give borgerne adgang til en passende fødevareforsyning, tillade formidling af ernæringsmæssige oplysninger og skabe bedre vilkår for gennemførelse af programmer såsom skolemælks- og skolefrugtordninger. Dagens afstemninger giver endvidere Kommissionen til opgave at finde ud af, hvordan et "et målrettet globalt system af fødevarelagre" skal gennemføres med nødlagre til mindskelse af sult og lagre til regulering af råvarepriserne. Der bør også lægges særlig vægt på spørgsmålet om genmodificerede organismer. Da dette er så følsomt et emne, vil det være nødvendigt med et vist mål af forsigtighed for at undgå en kritikløs og ubegrænset indførelse af disse.

  Lorenzo Fontana (EFD), skriftlig. – (IT) Det er helt afgørende at opnå fødevaresikkerhed og -uafhængighed i Europa, og derfor stemte jeg for. Jeg glæder mig over, at der henvises til en ambitiøs vision for den fælles landbrugspolitik. Vi må huske på, at den fælles landbrugspolitik er vigtig for at støtte landmænd og producere råvarer og offentlige goder og også for at vedligeholde og passe på vores jord. Vi må for at håndtere de nye fødevareudfordringer, vi forventer i fremtiden, sikre, at vi bliver selvforsynende producenter og importerer stadig færre landbrugsvarer fra tredjelande, da de ikke lever op til hverken miljø- eller sundhedskravene eller til arbejdstagerrettighederne.

  Elisabetta Gardini (PPE), skriftlig. – (IT) Forbedring af fødevaresikkerheden er en af de udfordringer, der skal tages op med reformen af den fælles landbrugspolitik efter 2013.

Kapaciteten til at garantere tilstrækkelige fødevarelagre til EU-borgerne skal afspejle den forventede kraftige stigning i efterspørgslen efter fødevarer i 2050. På denne baggrund er det en prioritet for EU fortsat at beskytte denne grundlæggende menneskeret inden for og uden for dets grænser og søge at øge landbrugets produktivitet samtidig med, at en sikker forsyning med fødevarer til rimelige priser garanteres, oveni det nu helt afgørende behov for at beskytte Europas landdistrikter.

Vi kan ikke tillade den finansielle spekulation at fortsætte og forårsage ukontrollerede prisstigninger og ustabilitet på det globale fødevaremarked. For at beskytte den europæiske produktion må vi genoprette balancen i det kontraktlige forhold mellem producenter og det moderne distributionssystem.

Vi må ikke undervurdere den omstændighed, at ulige forhandlingsstyrke, konkurrencedæmpende praksis og manglende gennemsigtighed ofte er roden til markedsforvridninger med store konsekvenser for hele fødevarekædens konkurrencedygtighed.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. – (FR) Ja, landbrugssektoren er en strategisk sektor, og fødevaresikkerhed er et absolut krav. Det har taget Europa flere tiår at finde ud af dette. Betænkningens titel er imidlertid vildledende. Den fordømmer på intet tidspunkt de ødelæggende konsekvenser af den globale frihandel og markedslogik.

Vi vil fortsat spise jordbær om vinteren, uanset om de kommer fra den sydlige halvkugle eller energi- og vandfråsende drivhuse. Vi vil fortsat fremme import af afrikanske bønner på bekostning af lokale afgrøder og i konkurrence med vores egne producenter.

Vi vil fortsat kræve regulering af markederne for landbrugsvarer og deraf afledte produkter, selv om dette sidstnævnte begreb er absurd, og vi burde fremme et landbrug af høj kvalitet og korte fødevarekredsløb, mens vi skånselsløst forfølger mellemmænds og store detailhandlendes misbrug.

Vi vil stå magtesløse, når tredjelande, der har spildt deres eget potentiale, overtager kontrollen med dyrkbar jord i de mest sårbare lande og efterlader os bekymrede, men ude af stand til at handle i det, der potentielt kan være en eksplosiv situation.

Der er gjort fremskridt, men der er fortsat et stykke vej tilbage. Ved at nægte at give sig i kast med selve det system, der har skabt disse problemer for os, vil I fejle.

  Sylvie Guillaume (S&D), skriftlig. – (FR) Fødevaresikkerhed er et centralt spørgsmål, som EU må reagere effektivt på. Derfor støttede jeg denne betænkning fra min socialdemokratiske kollega, der støtter en stærk og ansvarlig fælles landbrugspolitik, som er rettet mod unge landmænd, foreslår bekæmpelse af spekulation på landbrugsmarkederne og af den prisustabilitet, det forårsager, og bekræfter, at kampen mod fattigdom i EU og på verdensplan skal gøres til en prioritet ved at gøre fødevaresikkerhed og adgang til fødevarer til en grundlæggende menneskeret. EU skal tage de aktuelle fødevareudfordringer op og foregribe fremtidige problemer på dette område. Derfor er tanken om at oprette et globalt system af fødevarelagre efter min mening helt relevant, selv om det ikke vil være let at gennemføre.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Jeg stemte imod Sârbu-betænkningen til trods for de mange gode punkter i den. Mad er et grundlæggende vigtigt emne, og et emne, der vil få stadig større betydning. Det er vigtigt, at EU indtager en koordineret holdning til landbrugssektoren for at kunne tage de udfordringer, der ligger foran os, op. Jeg mener dog ikke, at gmo'er bør spille en legitim rolle i realiseringen af en sikker fødevareforsyning, og jeg kunne ikke støtte en betænkning, der foreslår, at genmodificering gives grønt lys.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi fødevaresikkerhed er en menneskeret, der sikrer et aktivt og sundt liv. Et stort antal mennesker på verdensplan lider af kronisk sult eller mangler reel, langsigtet fødevaresikkerhed. Til trods for at forsyningerne tilsyneladende er tilstrækkelige, har en væsentlig del af verdens befolkning ikke råd til de basisfødevarer, de har behov for, og tilgængeligheden af fødevarer er fortsat et nøglespørgsmål, der skal løses hurtigt. Det er vigtigt at sikre, at fødevarer er tilgængelige for alle sociale grupper af mennesker. Fødevaresikkerhed som mål kan ikke nås uden at håndtere to af de vigtigste spørgsmål aktuelt, nemlig de ustabile markeder og priser (som er stærkt influeret af spekulation på råvaremarkederne) og de svindende fødevarelagre. Vi må under ingen omstændigheder tillade spekulation i fødevarepriser. Vi må ikke blot fremme konkurrenceevne, men også traditionelt landbrug, små bedrifter, økologisk landbrug og lokal distribution, og dermed sikre landbrugsmæssig mangfoldighed i hele Europa. I tilknytning til en aldrende befolkning i landdistrikterne mener jeg desuden, at det er meget vigtigt at sikre adgang til jord og kredit for unge landmænd. Vores mål er at opretholde rimelige fødevarepriser og en anstændig indkomst for landmænd. Jeg vil dog under ingen omstændigheder godkende brugen af genetisk modificeret materiale, import af disse til forbrugerne eller andre aktiviteter eller godkendelse af produktionsmetoder, der anvendes i tredjelande, fordi der ikke findes nogen oplysninger, der kunne foranledige os til med rimelighed at antage, at disse ikke skader folks sundhed eller miljøet.

  Karin Kadenbach (S&D), skriftlig. – (DE) Desværre blev der ved hjælp af de konservative medlemmers stemmer medtaget en bestemmelse i teksten til dette forslag om en hurtigere EU-godkendelsesprocedure for import af nye typer genmodificeret foder, efter at der er ført bevis for deres sikkerhed. Efterspørgslen efter fødevarer må dog under ingen omstændigheder imødekommes ved hjælp af genmodificeringsmetoder. Jeg er fortsat kategorisk imod genmodificerede fødevarer, og jeg vil gerne minde Europa-Kommissionen om forsigtighedsprincippet. Selv om der foreligger videnskabelige undersøgelser, der betragter genmodificerede fødevarer som uskadelige for sundheden, har vi måske endnu ikke de rette testmetoder til at fastslå dette. I sidste ende må vi respektere forbrugernes ønsker, og de afviser denne form for fødevarer.

  Elisabeth Köstinger (PPE), skriftlig. – (DE) Landbruget er meget vigtigt for den globale fødevaresikkerhed, og vi må derfor handle. Sikring af landmændenes indkomst og en passende forsyning med fødevarer af god kvalitet skal derfor være nøglemålene med den fælles landbrugspolitik. De svingende markedspriser inden for landbrugssektoren er også usikkerhedsfaktorer, og de skal tages op. Jeg støtter betænkningen, der klart viser, at fødevaresikkerhed er af central betydning også i EU og kræver koordinering af de enkelte politikområder. Kun hvis områderne landbrugspolitik, udviklingspolitik, handelspolitik, finanspolitik og energipolitik samt forskning arbejder sammen, kan der opnås forbedringer.

  Giovanni La Via (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for Sârbu-betænkningen, for sikring af konstante, men også sikre fødevarelagre er den vigtigste rolle, som samfundet tildeler landbruget. Fødevaresikkerhed er en grundlæggende menneskeret, hvilket betyder, at hele befolkningen til enhver tid har fysisk, social og økonomisk adgang til tilstrækkelige, sikre og nærende fødevarer til at kunne dække sit ernæringsbehov. I nogle dele af verden findes denne ret ikke, mens den i andre dårligt nok er sikret af en lang række årsager og på grund af en lang række faktorer, der tilsammen udgør en alvorlig trussel mod forbrugernes sundhed. I en tid som denne, der er kendetegnet ved debatten om den fælles landbrugspolitik efter 2013, gør denne betænkning det muligt for os at kortlægge nogle retningslinjer vedrørende den etiske, sociale og økonomiske rolle, som landbruget må spille, herunder på kort sigt i forbindelse med påvisning af de risikofaktorer, der truer det, og at gribe mulighederne for at gøre det til en bastion i den globale bekæmpelse af sult.

  Bogusław Liberadzki (S&D), skriftlig. – (PL) Jeg stemte for Sârbu-betænkningen om anerkendelse af landbruget som en strategisk vigtig sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed. I historisk henseende har fødevaresikkerhed i århundreder været blandt alle regeringers højeste prioriteter. Finansielle og økonomiske kriterier kan derfor være afgørende faktorer.

Produktionen af billige, men gode fødevarer er meget vigtig ud fra et markedssynspunkt set i forhold til folks købekraft, særlig lavindkomstfamilierne. Endnu vigtigere er imidlertid evnen til at producere fødevarer. Vi kan ikke tillade en situation, hvor vi importerer fødevarer, blot fordi nogen kan sælge det til os billigere på det pågældende tidspunkt. Vi kan importere, men vi må opretholde vores evne til at producere den mængde mad, vi har brug for.

  Petru Constantin Luhan (PPE), skriftlig. – (RO) På nuværende tidspunkt, hvor fødevarepriserne stiger støt, og der er stadig mere snak om en fremtidig fødevarekrise, lever en stor del af EU's befolkning under fattigdomsgrænsen, og det er meget vigtigt, at vi sikrer, at der er mad tilgængeligt til alle dele af samfundet. Jeg stemte for denne betænkning, fordi jeg mener, at EU har brug for en stærk landbrugspolitik, der vil være baseret på innovation, og som primært har til formål at bringe stabilitet til markederne og tilskynde og støtte landmændene. Samtidig har de europæiske forbrugere ret til at nyde sunde fødevarer af høj kvalitet til rimelige priser, hvilket er hovedformålene med den fælles landbrugspolitik og nøglemål for EU.

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for denne betænkning, men stemte ikke om de tre dele af ændringsforslag 14, der omhandlede gmo'er. Jeg er ikke absolut imod gmo'er i fødevarer, men var nervøs over dette forsøg på at fremskynde import af genmodificeret materiale og brugen af produktionsmetoder fra tredjelande. De videnskabelige beviser for, at gmo'er er sikre, skal være solide, og offentligheden skal have fuld tillid til, at myndighederne har truffet alle de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger og gennemført en streng testning. Dette kan ikke fremskyndes.

  Marisa Matias (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) I denne betænkning bekræftes fødevaresikkerhed som en grundlæggende menneskeret. I denne forbindelse er to af de vigtigste spørgsmål, som denne ret bør omfatte, identificeret som prisustabilitet på markederne, der påvirkes kraftigt af spekulation, og faldet i fødevarereserverne. Det fremgår af betænkningen, at spekulation har været ansvarlig for 50 % af de seneste prishop, og den støtter derfor en revision af den eksisterende lovgivning om finansielle instrumenter af hensyn til gennemsigtighed, idet de skal tjene økonomien og landbrugsproduktionen, og forhindre, at spekulation truer landbrugsbedrifter, der er effektive. I en situation, hvor prisen på fødevarer påvirkes kraftigt af spekulanter, som ikke har nogen som helst interesse i landbruget, støtter betænkningen en begrænsning af adgangen til landbrugsmarkederne.

Alligevel sættes der ikke spørgsmålstegn ved finansieringen af landbrugsmarkederne i strukturel henseende. I betænkningen foreslås ligeledes, at der oprettes et globalt system af fødevarelagre, der skal administreres af FN. Derudover opfordres Kommissionen til at fremskynde godkendelsen af import af genetisk modificerede fødevarer, hvilket jeg er helt uenig i. På denne baggrund, men også for at fremme de gode hensigter og forslag indeholdt i betænkningen stemte jeg ikke.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Bemærkningen om, at fødevaresikkerhed er en grundlæggende menneskeret, der skal sikres, opfordringen til, at landmændene skal betales for deres indsats, og forslaget om, at der oprettes et system af fødevarelagre, som skal administreres af FN, er alle indrømmelser i forhold til vores teser. Jeg glæder mig over dem. Erkendelse af, at råvarederivater er anderledes end andre finansielle instrumenter, og begrænsning af adgangen til de finansielle landbrugsmarkeder til personer med tilknytning til landbrugsproduktionen tyder også på en holdningsændring.

Udflytning og afslutningen på produktivisme, som er nødvendig for selvforsyning med fødevarer og for opretholdelse af biodiversitet, ligger fortsat langt ude i fremtiden. Der sættes ikke grundlæggende spørgsmålstegn ved finansialiseringen af landbrugsmarkederne. Hvad endnu værre er, kommer der tilladelser til genetisk modificerede typer. For at fremme de gode hensigter stemmer jeg ikke.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Begrebet fødevaresikkerhed er meget klart, og den er opnået, når hele befolkningen til enhver tid har fysisk, social og økonomisk adgang til tilstrækkelige, sikre og nærende fødevarer til at kunne dække sit ernæringsbehov, få sine personlige præferencer opfyldt og dermed føre et sundt og aktivt liv. Der er derfor ingen tvivl om, at den konstante stigning i fødevarepriserne som følge af de stigende priser på råvarer er et stadig mere presserende problem for EU. På den anden side skal landbrugssektoren opfylde et stadigt voksende antal menneskers fødevarebehov til trods for, at den må affinde sig med svindende naturressourcer og høje produktionsomkostninger. I lyset af fremtidige behov er der ingen tvivl om, at landbruget skal blive en strategisk sektor eller rent faktisk en afgørende sektor for den økonomiske udvikling af EU og hele verden.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Når det gælder især fødevaresikkerhed er det et problem, at EU's medlemsstater i stigende grad mister deres selvforsyning. Det har ikke indtil nu været muligt at sætte en stopper for den foruroligende tendens, at landmændene går bort fra fuldtidslandbrug og over til landbrug som en bibeskæftigelse, og at landmændene forlader jorden. Når vi drøfter fødevaresikkerhed, må vi derfor nå frem til planer for, hvordan denne foruroligende tendens kan standses, og også for, hvordan forbrugernes kendskab til regionale produkter øges. Der er i denne forbindelse navnlig et behov for at undersøge EU-støtten med hensyn til, hvordan transport af fødevarer på kryds og tværs inden for EU kan nedbringes. Dette vil ikke blot være til gavn for miljøet, hvor det vil bidrage til realisering af Kyoto-målene om nedbringelse af emissioner, det vil også nedbringe støjforurening, særlig for de mennesker, der bor eller arbejder langs transitvejene.

Sidst men ikke mindst bør vi overveje, i hvilket omfang vi bedre kan fremme alternative fremdriftssystemer, da produktionen af biobrændstoffer begynder at true det konventionelle landbrug og skubbe det i retning af fødevaremangel og højere priser. Disse aspekter er ikke omfattet af betænkningen, og jeg valgte derfor ikke at stemme.

  Claudio Morganti (EFD), skriftlig. – (IT) Ordføreren understreger betydningen af landbruget i forbindelse med de nye fødevareudfordringer.

FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) har erklæret, at fødevareproduktionen skal stige med mindst 70 %, da verdens befolkning forventes at overstige 9 mia. i 2050. Fødevaresikkerhed kræver således fortsat en stærk fælles landbrugspolitik.

Hovedformålene med den fælles landbrugspolitik har været at øge landbrugets produktivitet, at hjælpe landmændene til at opnå en rimelig levestandard, at stabilisere markederne og at garantere en sikker forsyning med fødevarer, der er til at betale. Dens succes resulterede imidlertid i en utilsigtet overproduktion og overskud, der forvred markedet og øgede miljøproblemerne. Den nye fælles landbrugspolitik bør derfor forbedre fødevaresikkerhed ved at øge produktiviteten samtidig med, at en miljømæssigt bæredygtig fødevareproduktion fremmes. I betænkningen understreges det, at det er vigtigt, at finansieringen af den fælles landbrugspolitik afspejler dens ambitiøse vision og politiske målsætninger.

For at opretholde rimelige fødevarepriser og frem for alt en anstændig indkomst for landmænd og for at sikre fødevaresikkerhed bør den fælles landbrugspolitik opretholdes på det aktuelle niveau. Det er meget vigtigt at forbedre og styrke fødevaresikkerhedskontrollen i EU og i tredjelande, og jeg går derfor ind for beslutningen.

  Cristiana Muscardini (PPE), skriftlig. – (IT) Fødevaresikkerhed er en menneskeret, og et af målene med den fælles landbrugspolitik skal være at sikre nem adgang for alle til fødevarer under hensyntagen til befolkningstilvækst, klimaændringer, høje energiomkostninger og de hindringer, der udgøres af begrænsede naturressourcer.

Jeg er enig med og støtter ordføreren, fru Sârbu, i hendes plan om at sikre, at den nye fælles landbrugspolitik efter 2013 kan opfylde kravene og udfordringerne i forbindelse med fødevaresikkerhed. Det er derfor vigtigt at fremme mangfoldighed i landbrugsproduktionen, der dækker store forhandlerkæder, traditionelt landbrug og små landbrugsbedrifter, at garantere unge landbrugere adgang til lånemuligheder og at fremme udvikling af programmer til forvaltning af fødevarelagre for at fremme verdenshandlen og bringe verdensmarkedspriserne ned.

Jeg er dog imod udviklingen af gmo'er og anvendelse af dem som nye typer foder, indtil det er fastslået, at de er sikre for husdyrene og for de europæiske forbrugere.

  Rareş-Lucian Niculescu (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for betænkningen. Jeg beklager dog, at nogle enkelte vigtige bestemmelser blev fjernet på tidspunktet for afstemningen, som f.eks. bestemmelsen, der indebar undersøgelse af muligheden for at tillade gennemførelse af produktionsmetoder, der anvendes i tredjelande med hensyn til genetisk modificerede organismer. Nogle lande har gjort enorme fremskridt på dette område, mens EU er sakket agterud og ikke udnytter hele det tilgængelige potentiale. Jeg beklager også fjernelsen af det punkt, hvori der henvistes til problemet med enorme uopdyrkede områder med landbrugsjord i nogle medlemsstater.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) Betænkningen indeholder nogle meget gode initiativer såsom incitamenter til traditionelt og økologiske landbrug, støtte til især små landbrugsbedrifter og beskyttelse af indenlandske landmænd mod konkurrencepres fra tredjelande med væsentligt lavere kvalitetsstandarder. På den anden side slår ordføreren til lyd for brugen af gmo'er. Derfor undlod jeg at stemme.

  Wojciech Michał Olejniczak (S&D), skriftlig. – (PL) Fødevaresikkerhed er en central udfordring for landbruget ikke blot i EU, men i hele verden, særlig i udviklingslandene. Ifølge FAO vil den globale efterspørgsel efter fødevarer blive fordoblet i 2050, og antallet af mennesker i verden vil vokse fra de nuværende 7 milliarder til 9 milliarder. Den globale fødevareproduktion vil derfor skulle øges tilsvarende med det pres på naturressourcerne, dette medfører. Den globale fødevareproduktion skal vokse samtidig med, at forbruget af vand, energi, gødning, pesticider og jord mindskes. Det er alarmerende at erfare, at der er i alt over 1 mia. mennesker, der sulter, mens over 40 mio. mennesker i EU lever i fattigdom og lider af sult. Derfor mener også jeg, at de videnskabelige fremskridt bør udnyttes, hvis de kan levere passende løsninger, der har til formål at fjerne sult i hele verden, særlig gennem en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne. EU skal fortsat garantere fødevaresikkerhed for dets borgere og deltage i levering af fødevarer til hele verden, og derfor må samarbejdet med resten af verden, navnlig med udviklingslandene, være tættere og mere sammenhængende for at hjælpe dem med en langsigtet bæredygtig udvikling af landbrugssektorerne. Blandt andet derfor stemte jeg for vedtagelsen af betænkningen om anerkendelse af landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed.

  Rolandas Paksas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette forslag til Parlamentets beslutning om anerkendelse af landbruget som en strategisk sektor i forbindelse med fødevaresikkerhed, fordi det på grund af det stigende antal forbrugere, det store antal mennesker, der lider af sult, den situation, som landmændene står over for, de ustabile fødevarepriser og spekulation i aktiekapital er særlig vigtigt at bruge visse foranstaltninger til at regulere landbrugssektoren. Først og fremmest må der udfoldes alle tænkelige bestræbelser på via finansielle incitamenter at fremme traditionelle, små bedrifter eller økologisk landbrug og dermed garantere en konstant fødevaresikkerhed. På grund af de farer for folkesundheden, som genetisk modificeret materiale indebærer, er jeg ikke enig i forslaget om at tillade import af ikke genetisk modificerede produkter, hvori der er en lav tilstedeværelse af genetisk modificeret materiale.

Vi må træffe alle de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at importen af nye genetisk modificerede typer til EU og muligheden for at benytte produktionsmetoder fra tredjelande ikke godkendes. Vi kan ikke løse problemerne omkring adgang til fødevarer ved at tilsidesætte kravene til fødevaresikkerhed og ved at sætte folks helbred på spil. På grund af den aldrende befolkning i landdistrikterne og for at tiltrække og tilskynde unge til at blive landmænd, bør der indføres præferencevilkår for unge, så de kan opnå lån.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Fødevaresikkerhed er en grundlæggende menneskeret, der er nået, når hele befolkningen har fysisk, social og økonomisk adgang til tilstrækkelige fødevarer. Til trods for den tilsyneladende tilstrækkelige forsyning har en stor del af verdens befolkning ikke råd til de basisfødevarer, de har brug for. Omkring 900 mio. mennesker i verden lider af sult på grund af ekstrem fattigdom. Tilgængeligheden af fødevarer er fortsat et nøglespørgsmål, der skal løses. Fødevaresikkerhed kræver fortsat en stærk fælles landbrugspolitik, der kan øge landbrugets produktivitet, stabilisere markederne og frem for alt garantere en sikker forsyning med fødevarer, der er til at betale. Målet kan dog ikke nås, uden at de ustabile markeder og priser tages op. Da fødevarespørgsmålet er meget vigtigt, stemte jeg for Sârbu-betænkningen, der også godkender en hurtigere EU-godkendelsesprocedure for import af nye typer genmodificeret foder samtidig med, at muligheden for at tillade anvendelse af produktionsmetoder, der anvendes i tredjelande, undersøges. Min stemme skal også støtte mindre forekomster af genetisk modificerede organismer i produkter, der kommer ind i EU.

  Maria do Céu Patrão Neves (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for Sârbu-betænkningen, fordi landbruget er en vigtig og voksende sektor, der bør prioriteres på den politiske dagsorden på grund af dets strategiske rolle i forbindelse med fødevaresikkerhed. Ved revisionen af den fælles landbrugspolitik i 2013 bør der fremsættes forslag herom. Den seneste prisustabilitet for fødevarer og basisprodukter har givet anledning til stor bekymring i Europa og i verden. Finanskrisen og stadig alvorligere vejrfænomener som dem, der optrådte i 2010 med den langvarige tørke og brandene i Rusland og de store oversvømmelser i Pakistan, har bidraget til stor ustabilitet. EU kan ikke forblive afhængigt af protektionistiske beslutninger truffet af lande som Rusland og Ukraine, der eksporterer omkring 30 % af verdens hvede, eller Argentina, en stor global producent af kød. Jeg mener, at EU har pligt til at føde den europæiske befolkning og verdens befolkning, der forventes at vokse med 2 milliarder, hvorved en stigning i fødevareforsyningen på 70 % i 2050 er nødvendig. En øget produktion skal leve op til krav i tilknytning til miljø, fødevaresikkerhed, dyrevelfærd og arbejdsvilkår. Distributionen er overgået til de mindst udviklede lande, men de ser ikke ud til at have kapacitet til at leve op til disse kriterier.

  Aldo Patriciello (PPE), skriftlig. – (IT) Fødevaresikkerhed er en grundlæggende ret, der hindres af begrænsede naturressourcer, høje energipriser og klimaændringer.

Ifølge FAO skal produktionen øges med 70 % i 2050, da omkring 900 mio. mennesker i verden lider af sult, og alene i Europa lever 16 % af befolkningen under fattigdomsgrænsen. En stærk fælles landbrugspolitik er vigtig, og den fælles landbrugspolitik følger faktisk denne linje, men den skal reformeres, så den bliver bæredygtig, og fødevaresikkerheden forbedres. Dette mål kan kun nås ved at løse problemet med prisustabilitet (forårsaget af spekulation) og svindende fødevarelagre.

I denne forbindelse støtter betænkningen behovet for at revidere den eksisterende lovgivning om finansielle instrumenter og oprettelsen af et globalt system af fødevarelagre for at lette verdenshandlen, når der forekommer høje priser og protektionisme. Den nye fælles landbrugspolitik efter 2013 skal være forberedt på alt dette, og derfor støtter jeg denne betænkning, der fremmer konkurrenceevne, traditionelt landbrug, adgang til jord og lån for unge landmænd og bedre integration af fødevarer og energi.

  Marit Paulsen, Olle Schmidt og Cecilia Wikström (ALDE), skriftlig. – (SV) På en planet, hvor der snart vil være 9 mia. indbyggere, er den fremtidige fødevareforsyning et nøglespørgsmål. Denne betænkning fokuserer på denne enorme udfordring og stiller adskillige vigtige spørgsmål f.eks. omkring problemet med tilegnelse af jord, og dette er naturligvis noget, vi støtter. Samtidig indeholder betænkningen desværre krav om adskillige fælles foranstaltninger – såsom europæisk ernæring, skolemælks- og skolefrugtprogrammer samt et øget budget til disse programmer – som vi mener, er noget, de enkelte medlemsstater selv skal træffe beslutning om. Vi valgte derfor at undlade at stemme.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) Ifølge FAO skal fødevareproduktionen vokse med mindst 70 % for at imødekomme det stadigt voksende krav fra en global befolkning, der forventes at overstige 9 mia. mennesker i 2050. Desuden lider omkring 900 mio. mennesker af kronisk sult på grund af ekstrem fattigdom, mens op mod 2 mia. mennesker mangler reel, langsigtet fødevaresikkerhed på grund af varierende grader af fattigdom. Da efterspørgslen efter fødevarer er støt stigende, og da 16 % af EU-borgerne lever under fattigdomsgrænsen, bliver retten og adgangen til fødevarer en prioritet. Derfor har vi for at opnå fødevaresikkerhed hele tiden brug for en stærk, markedsorienteret, afkoblet og miljøbevidst fælles landbrugspolitik, der også vil have et væsentligt element af udvikling af landdistrikter og vil håndtere andre udfordringer, særlig klimaændringer, den økonomiske krise og opretholdelse af den territoriale balance inden for EU. Fødevaresikkerhed som mål kan ikke nås uden at håndtere to af de vigtigste spørgsmål i dag, nemlig markeds- og prisustabilitet og svindende fødevarelagre.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg har ved flere lejligheder understreget, at spørgsmålet om fødevaresikkerhed er af grundlæggende karakter. I den aktuelle situation bør medlemsstaterne ikke betragte landbruget som et simpelt økonomisk spørgsmål, men snarere som et strategisk forsvarsspørgsmål. Med henblik herpå er det, som ordføreren understreger, meget vigtigt at sikre, at den nye fælles landbrugspolitik efter 2013 kan give et passende svar på de krævende udfordringer, som denne sektor står over for i dag, navnlig med hensyn til prisstabilitet, og at den kan beskytte landmændenes interesser og styrke fødevarereserverne.

  Crescenzio Rivellini (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg vil gerne lykønske fru Sârbu. For at garantere en sikker forsyning af prisoverkommelige fødevarer skal EU have en stærk fælles landbrugspolitik, der afskrækker spekulation i fødevarer og hjælper unge til at komme ind i landbrugssektoren.

Den fremtidige fælles landbrugspolitik skal rent faktisk gøre mere for de unge landmænd. Kun omkring 7 % af landmændene i EU er under 35 år, mens EU har behov for 4,5 mio. landmænd inden for de kommende 10 år. Jeg opfordrer derfor til, at de eksisterende foranstaltninger, der skal tiltrække unge til landbruget, såsom etableringspræmier og subsidierede rentesatser, styrkes.

For at sikre, at de eksisterende finansielle instrumenter hjælper landmændene til modstå krisen i stedet for at hjælpe spekulanter til at forårsage stor prisustabilitet, opfordrer jeg til en revision af den eksisterende lovgivning om finansielle instrumenter med henblik på at indføre mere gennemsigtige regler for handel. Jeg opfordrer også Kommissionen til straks at tage stærke og permanente skridt til at indføre klare restriktioner af spekulation og til at håndtere ustabiliteten på fødevareråstofmarkederne.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Betænkningen blev vedtaget uden støtte fra Verts/ALE-Gruppen, der stemte imod. Årsagen til den negative stemme var, at punkt 14 blev bibeholdt i teksten. Det "opfordrer Kommissionen til at stille forslag om en teknisk løsning på problemet med mindre forekomster af genmodificeret materiale i ikke-genmodificerede importprodukter og om en hurtigere EU-godkendelsesprocedure for import af nye typer genmodificeret foder, efter at der er ført bevis for deres sikkerhed".

  Licia Ronzulli (PPE), skriftlig. – (IT) Fødevaresikkerhed er en grundlæggende menneskeret, og den er først opnået, når en persons ernæringsbehov og fødevarepræferencer for at kunne leve et aktivt og sundt liv er opfyldt.

I forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik, der efter planen skal finde sted i 2013, skal støtten til de europæiske landmænd navnlig sætte dem i stand til fuldt ud at leve op til sikkerheds- og miljøstandarderne. Til trods for den europæiske produktions effektivitet, lever omkring 80 mio. mennesker fortsat under fattigdomsgrænsen i dag, og mange af dem hjælpes via fødevarehjælpeprogrammer. En stærk fælles landbrugspolitik vil opretholde landmændenes økonomiske rolle som fødevareproducenter, men vil også sikre levebrød og job til over 28 mio. borgere, der er beskæftiget i Europas landdistrikter.

Hvis vi også medregner den økonomiske krise, skal de direkte betalinger til landmændene opretholdes efter 2013 for at stabilisere deres indkomster og hjælpe dem til at modstå ustabiliteten på markederne. Endelig vil der blive truffet specifikke initiativer for at tiltrække unge til landbrugssektoren, f.eks. ved at give dem lettere adgang til lån og fremme erhvervsuddannelse og specifik teknisk uddannelse, mens "god landbrugspraksis" vil blive udbredt i hele Europa.

  Oreste Rossi (EFD), skriftlig. – (IT) Hvis man ser bort fra den tvivlsomme henvisning til data om væksten i verdens befolkning, der ikke afspejler det seneste fald i fødselsraterne i forskellige ikke europæiske lande, hænger fødevaresikkerhed utvivlsomt sammen med en god udnyttelse af landbruget.

En fælles landbrugspolitik, der sigter mod at fremme et miljøvenligt landbrug af høj kvalitet, og som hjælper landmændene til at opnå en anstændig levestandard, er således ønskelig. Hvis vi også medregner energipolitikker, der henhører under landbrugssektoren via brug af biobrændstof, bør dette argument undersøges yderligere, da produktionen af biobrændstof konkurrerer med fødevareproduktionen. Betænkningens konklusion er også sund. En nedbringelse af budgettet til den fælles landbrugspolitik er utænkelig.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. – (NL) Generelt er denne betænkning et ret værdifuldt bidrag til debatten om landbrugets rolle i fødevareforsyningen. Parlamentet har med rette påvist de problemer, som landmændene står over for i en tid med ekstremt ustabile markeder og priser, og har henledt opmærksomheden på de problemer, som landmændene i øjeblikket har i denne henseende. Kommissionen må udforme strenge og vedvarende foranstaltninger til at tage de ustabile landbrugsmarkeder op. Det er afgørende for en opretholdelse af produktionen i EU. De enorme prisstigninger på de finansielle markeder for landbrugsråvarer har i høj grad været forårsaget af spekulation. Spekulation tegner sig for næsten 50 % af de seneste prisstigninger.

Det er godt, at Parlamentet har støttet FN's særlige rapportør vedrørende retten til mad vedrørende den katastrofale rolle, som store institutionelle investorer såsom hedgefonde, pensionsfonde og investeringsbanker spiller, fordi de påvirker prisindekserne for råstoffer via deres aktiviteter på markederne for derivater. Parlamentet har foretaget en generelt sund analyse af situationen, men har derefter ramt helt ved siden af ved ikke at formulere relevante bemærkninger om gmo'ers rolle inden for landbruget i betænkningen. Denne debat gennemføres andre steder, og hører ikke hjemme her, og derfor stemte jeg i sidste ende imod betænkningen.

  Csanád Szegedi (NI), skriftlig. – (HU) Jeg kan ikke støtte et initiativ, der letter eller fremskynder import af nogen form for genetisk modificeret plante. Landbrugsjordens fremragende karakteristika i EU gør det muligt for mange lande, herunder Ungarn, Polen, Italien og Frankrig at producere fødevarer af god kvalitet. Vi har ikke brug for genetisk modificerede typer foder. Jeg støtter heller ikke import af genetisk modificerede produkter til EU på grund af deres langsigtede skadelige virkning på helbredet.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Ordet fødevaresikkerhed understreger behovet for at træffe konkrete foranstaltninger til at øge de globale fødevarelagre. En menneskeret, der omfatter fysisk og økonomisk adgang til sund, tilstrækkelig og nærende mad. Jeg mener, at vedtagelsen af denne betænkning, der lægger vægt på landbrugssektoren, er yderst vigtig. Den forventede befolkningstilvækst og fattigdommen, der varer ved, betyder, at der er behov for en stigning på mindst 70 % i fødevareproduktionen for at opfylde befolkningens behov. Klimatiske fænomener, spekulation og prisustabilitet har påvirket landmændenes kapacitet i negativ retning.

Der er behov for en fælles landbrugspolitik efter 2013, som kan garantere retten til fødevaresikkerhed ved at engagere sig kraftigt i konkurrenceevne og innovation og i at øge antallet af unge landmænd, der kan tage de nye globale udfordringer op. Landbrugspolitikken skal tilpasses ved at fremme traditionelt og lokalt landbrug, ikke mindst økologisk landbrug og lokalt producerede fødevarer.

  Marie-Christine Vergiat (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Parlamentet har vedtaget en betænkning om anerkendelse af landbruget, som jeg måtte undlade at stemme om. I betænkningen tages der hensyn til mange bekymringer, der er af afgørende betydning for landmænd, såsom bistand til produktion i små bedrifter, unge landmænd og bekæmpelse af prisspekulation. I betænkningen understreges også behovet for betydelig støtte til den fremtidige landbrugspolitik.

Selv om denne betænkning generelt er positiv, omfatter den også en uacceptabel foranstaltning, nemlig en hurtig gmo-godkendelsesprocedure i Kommissionen.

Denne foranstaltning tager ikke hensyn til en ordentlig evaluering af produkterne, inden de markedsføres, og nævner overhovedet ikke de farer, der igen og igen er blevet nævnt, ved at markedsføre gmo'er.

Denne foranstaltning tager ikke det mindste hensyn til fødevaresikkerhed og forsigtighedsprincippet. Det er en farlig foranstaltning, og det er skandaløst, at den er indarbejdet i en betænkning, der har til formål at tage hensyn til landbrugets strategiske betydning.

Gmo-spørgsmålet bør være genstand for en debat i sig selv, som de europæiske organer nægter at gennemføre.

  Dominique Vlasto (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for denne beslutning, der understreger behovet for, at den europæiske politik prioriterer landbruget. De europæiske borgere stiller større og større krav til fødevaresikkerhed, som skal garanteres i hele produktions-, forarbejdnings- og distributionskæden. Der er mange udfordringer, der skal tages op for at sikre et bæredygtigt, sikkert og retfærdigt landbrug. Tilpasning til klimaændringer, kontrol med virkningerne af globaliseringen, bevarelse af biodiversitet, opretholdelse af landmændenes levestandard og garanti for vores selvforsyning med fødevarer på et globalt marked, der er under stort pres. Landbruget udgør en integreret del af vores kulturarv og har altid formet vores identitet, levevis og landskaber. Jeg glæder mig over EU's indsats i forbindelse med landbruget, men der skal stadig udføres et vigtigt stykke arbejde i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik. Jeg opfordrer derfor EU til at koncentrere sin indsats omkring små landmænd, som udgør den største, men først og fremmest den mest sårbare gruppe. Anerkendelse af, at landbruget er en strategisk sektor, bør være en lejlighed til at styrke dets sociale dimension, som der hidtil ikke er blevet taget tilstrækkeligt hensyn til. Landmænd har også brug for sikkerhed.

  Artur Zasada (PPE), skriftlig. – (PL) Jeg er helt sikker på, at anerkendelse af landbruget som en strategisk sektor vil gøre det muligt at skabe bedre vilkår for gennemførelse af støtte- og informationsprogrammer. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at der bør indføres fødevarehjælpeprogrammer for de fattigste grupper i samfundet. Vi glemmer ofte, at næsten 80 mio. mennesker i EU lever under fattigdomsgrænsen.

Ud over hjælpeprogrammer bør vi udvikle programmer, der fremmer sund mad først og fremmest til børn og elever på sekundærtrinnet i skolerne. Konsekvenserne af at se bort fra sådanne spørgsmål kan ses meget klart i USA, hvor antallet af fede teenagere er tredoblet i de senere år. Det er særlig vigtigt, at der gennemføres programmer, der fremmer indtagelse af frugt og mælk, i uddannelsesinstitutionerne, da det at lære rigtige kostvaner vil have en positiv indflydelse på de unge europæeres sundhed, hvorved udgifterne til sundhed og de sociale udgifter vil blive mindre i fremtiden. Det størst mulige antal lokale fødevareproducenter og -distributører bør inddrages i gennemførelsen af programmer af denne art, da dette vil styrke de små og mellemstore landbrugsbedrifters stilling.

9. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen

(Mødet udsat kl. 12.55 og genoptaget kl. 15.05)

FORSÆDE: Jerzy BUZEK
Formand

10. Godkendelse af protokollen fra foregående møde: se protokollen

11. Modtagne dokumenter: se protokollen

12. Spørgetiden til Formanden for Kommissionen

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er Spørgetid til Formanden for Kommissionen. Det er den sædvanlige procedure, nemlig spørgsmål af et minuts varighed og svar også af et minuts varighed. Hvis der er et supplerende spørgsmål, tillades 30 sekunder og 30 sekunder til svaret. De første spørgsmål til Kommissionens formand vil blive fremsat af lederne eller repræsentanter for de politiske grupper.

  Corien Wortmann-Kool, for PPE-Gruppen. – (NL) Hr. formand, hr. Barroso! Jeg vil gerne stille hr. Barroso et spørgsmål her i Parlamentet om Den Europæiske Redningsfond. I denne forbindelse vil jeg gerne lægge vægt på den omstændighed, at De blev involveret i debatten om redningsfonden, fordi den vedrørte en europæisk redningsfond. Mit spørgsmål er følgende. Hvad mener De om udvidelsen af denne fond? De har rent faktisk allerede udtalt Dem om dette spørgsmål, men hovedsageligt om, hvordan fonden bør sikre sin finansiering og over hvor lang en periode. I øjeblikket er situationen på markedet for statsobligationer ret stille, men det kan ændre sig på et hvilket som helst tidspunkt. Derfor mit spørgsmål. Hvad mener De om udvidelsen af redningsfonden?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke fru Wortmann-Kool.

Dette er rent faktisk ikke blot min holdning, men Kommissionens enstemmige holdning. Der står i dette dokument om undersøgelsen af den årlige vækst, at Kommissionen mener, at den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) skal styrkes, og dens arbejdsområde skal udvides. Vi anser dette for at være en del af et detaljeret svar og naturligvis ikke hele svaret. Der er kun en sætning i dette dokument om EFSF. Det handler også om strukturreform, fiskal konsolidering og vækstfremmende foranstaltninger.

Men det er rent faktisk vigtigt for stabiliteten i euroområdet at øge udlånskapaciteten, for som bekendt er der i øjeblikket afsat 440 mia. EUR til EFSF. Jeg beder ikke her om, at dette loft hæves, men vi ved, at EFSF ikke reelt kan udlåne disse 440 mia. EUR, hvis der skulle være behov herfor, på grund af behovet for at sikre en AAA-rating for EFSF. Så det mindste, vi kan og bør gøre, er at øge fondens kapacitet. Jeg mener, at dette er et meget konstruktivt forslag, der bør vedtages hurtigst muligt.

  Corien Wortmann-Kool, for PPE-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Jeg har et supplerende spørgsmål. De siger "hurtigst muligt". Hvad mener De helt nøjagtigt med det, for efter min mening haster det med at sikre stabiliteten på finansmarkederne i de kommende måneder. Beslutsomhed på dette punkt ville være en stor hjælp. I øjeblikket oplever vi hovedsageligt forhandlinger mellem regeringsledere og finansministre, så hvilken tidshorisont tænker De på, når De siger "hurtigst muligt"? De bedes venligst præcisere dette?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! "Hurtigst muligt" betyder helt præcist, at vi ikke bør trække tiden ud. Vi har tidligere set, at mange analytikere på markedet anser EU og euroområdet for at reagere frem for at agere. Vi skal være foran kurven, ikke bag ved kurven, så det skal være hurtigst muligt!

Det ser rent faktisk ud til, at der blev gjort fremskridt på euroområdets møde i går og Økofins møde i dag. Vi kontakter vores medlemsstater. Jeg mener, det er vigtigt. Og jeg mener, det vil være klogt, da vi har et møde i Det Europæiske Råd den 4. februar, hvor disse spørgsmål vil blive drøftet. Vi er parat til det. Kommissionen er parat til at drøfte disse spørgsmål den 4. februar.

  Stephen Hughes, for S&D-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Hr. Barroso, jeg ved, at Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation allerede har gjort kraftig indsigelse imod Kommissionens kraftige indgriben på det græske og det irske arbejdsmarked, hvor den har behandlet kollektive overenskomstforhandlinger og social dialog hensynsløst. I den seneste undersøgelse af den årlige vækst loves mere af det samme. Embedsmændene kræver en revision af indekseringsklausuler og lønaftaler, fremme af fleksibelt arbejde, en revision af arbejdsløshedsydelserne og en reduktion af overbeskyttelsen af arbejdstagerne.

Er De ikke enig i, at Kommissionen burde forsøge at fremme social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger frem for at underminere dem. Og da lønspørgsmålet specifikt er udelukket fra traktatens sociale kapitel, hvilket retsgrundlag anvender Kommissionen så for sin indgriben i de nationale kollektive overenskomstforhandlinger? Fordoblingen af den fiskale konsolideringsindsats, der opfordres til i undersøgelsen, vil også kvæle enhver mulighed for at nå målene med 2020-processen. Hvad er Deres svar på det?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Lad mig sige helt utvetydigt, at vi fuldt ud støtter den sociale dialog. Det gør vi på europæisk plan, men bagefter må vi også gøre det på nationalt plan. Det er medlemsstaternes ansvar. Jeg har aktivt fremmet hele denne sociale dialog med EFS, med BusinessEurope og med andre relevante partnere. Men vi mener rent faktisk, at vi nu bør skabe flere incitamenter til at arbejde. Vi må tage situationen på vores arbejdsmarkeder op. Jeg mener, dette er en del af strukturreformerne, der er nødvendige for at øge Europas konkurrenceevne.

  Stephen Hughes, for S&D-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Hr. Barroso, hvorfor fokuseres der udelukkende på arbejdsmarkederne? Hvad med de andre markeder, som vi bør beskæftige os med her – det finansielle marked, det indre marked, råvaremarkedet? Det ser ud til, at der kun fokuseres på arbejdsmarkederne. Hvorfor skal de dårligst stillede arbejdstagere bære omkostningerne ved denne recession og behovet for at rette op på den?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Der fokuseres ikke kun på arbejdsmarkedet. Vi reformerer de finansielle markeder med aktiv støtte og deltagelse fra Parlamentets side. Vi har også drøftet behovet for at uddybe reformen af det indre marked indgående i undersøgelsen af den årlige vækst. Vi drøfter nu specifikt energimarkederne, men arbejdsmarkedet udgør også en del af de strukturelle reformer, der er nødvendige for at øge Europas konkurrenceevne, særlig i de lande, der nu er de mest sårbare. Som bekendt gennemfører nogle af dem allerede omfattende arbejdsmarkedsreformer.

  Guy Verhofstadt, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg ved, at De gav udtryk for Deres bekymring over Khordorkovsky-sagen i en privat samtale med præsident Medvedev. Hvis Khodorkovsky-sagen var testen på retsstatsforholdene i Rusland, så må vi naturligvis sige, at sagen fejlede. Ydermere blev Boris Nemtsov arresteret den 31. december. Artikel 31 i den russiske forfatning sikrer imidlertid foreningsfrihed.

Som bekendt arrangerer oppositionen et protestmøde den 31. i hver måned. Så vidt jeg kan se, er der i 2011 syv måneder med 31 dage. Det betyder, at der er en mulighed for, hvis dette fortsætter, at hændelser i stil med arrestationen af hr. Nemtsov kan indtræffe i 2011. Så hvilken fælles indsats kan EU-institutionerne gøre i dette spørgsmål? Rusland er medlem af Europarådet, OECD, G8 og potentielt også medlem af WTO. Jeg mener, at der er behov for en hurtig indsats fra de europæiske institutioners side.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Som hr. Verhofstadt sagde, har vi rejst spørgsmålet over for vores russiske partnere, og EU har rent faktisk allerede reageret offentligt på sagen mod Mikhail Khordorskovsky og Platon Lebedev via en erklæring fremsat af den højtstående repræsentant, Catherine Ashton.

Vi mener, at retsvæsenets uafhængighed og alle borgeres ret til en retfærdig retssag – der er stadfæstet i den europæiske menneskerettighedskonvention, som Rusland er part i – er af afgørende betydning for det strategiske partnerskab mellem EU og Den Russiske Føderation. Retsstatsforhold er også hjørnestenen i "partnerskab for modernisering", som vi nu udvikler i samarbejde med Rusland.

Vi vil fortsat nøje følge dette og rejse spørgsmålet på forskellig måde og på møder med Rusland, som det blev understreget på det seneste topmøde mellem EU og Rusland den 7. december i Bruxelles. EU forventer, at Rusland respekterer sine internationale forpligtelser på menneskerettighedsområdet og også respekterer retsstatsforhold.

  Guy Verhofstadt, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Dette er ikke et spørgsmål, men blot en kommentar. Jeg mener, at Parlamentet må tage dette problem op hurtigst muligt. Situationen kan ikke fortsætte, som den er nu i Den Russiske Føderation. Jeg mener ikke, at vi bør tie stille, blot fordi vi har mange vigtige handelsmæssige forbindelser, tværtimod.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! I Rusland er presse- og mediefrihed virkelig et stort problem. Hvis De ønsker at fremstå godt efter denne forhandling, hr. Barroso, kan De ikke tolerere, hvad der sker i Ungarn i øjeblikket. Jeg vil gerne spørge, hvorfor Kommissionen tager så let på Ungarns medielov. På alle områder tilsidesætter den principper, der er gældende i Europa og andre steder.

Vi har søgt juridisk ekspertrådgivning. Sammenfattende siger eksperterne, at loven tilsidesætter Københavnskriterierne, Helsingfors-slutakten, direktivet om audiovisuelle medietjenester, den europæiske menneskerettighedskonvention, UNESCO-konventionen, der dækker medierne, Lissabontraktaten og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Jeg kunne fortsætte, men jeg vil stoppe her. Jeg vil derfor gerne spørge Dem, hvornår De vil gribe ordentligt ind i Ungarn? Hvordan ser tidsplanen ud? Hvorfor er der stadig ikke indledt nogen overtrædelsesprocedure? Min kritik bakkes også op af den gældende retspraksis på dette område.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Som med alle andre medlemsstater skal vi over for Ungarn gennemføre europæisk lov på en objektiv og upartisk måde. Vi må se omhyggeligt på det ud fra et juridisk synspunkt, så vi må følge en klar metode.

Det er det, vi har gjort – fra næstformand Kroes side. I går fremlagde hun omfattende rapporter for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Kultur- og Uddannelsesudvalget. Vi er noget betænkelige ved Ungarns medielov. I slutningen af denne uge agter vi at sende en første skrivelse til den ungarske regering, som de ungarske myndigheder skal svare på.

Jeg vil gerne gentage det. Vi er nødt til at følge klare, objektive, upartiske og juridisk baserede procedurer, for Ungarn har ligesom enhver anden EU-medlemsstat ret til upartiskhed fra Kommissionens side. Jeg kan dog forsikre om, at vi følger dette spørgsmål meget nøje.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne bede om, at alle de dokumenter, som Ungarn har sendt til Kommissionen stilles til rådighed for en gennemgang. Vi vil meget gerne have lejlighed til selv at foretage en bedømmelse, og vi mener, at tiden er inde til, at der foretages en afgørelse i denne sag. Vi har dog mistanke om, at Ungarn ikke har fremsendt lovens fulde tekst, at det trækker tiden ud. Så giv os venligst dokumenterne!

Derudover mener jeg, at det er meget vanskeligt at slå på politik i for eksempel tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet og evig og altid snakke om Københavnskriterierne, blot for at glemme dem, når et land er blevet medlem af EU.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Naturligvis holder vi Parlamentet fuldt informeret. Som jeg sagde tidligere, mødtes næstformand Kroes med de relevante udvalg her i Parlamentet i går.

Samtidig vil man forstå, at disse spørgsmål har en juridisk dimension, og at vi skal følge metoden på en meget klar, objektiv måde. Kommissionen har et meget godt ry og en troværdighed i alle disse spørgsmål, som vi helt sikkert ikke ønsker at sætte over styr. Jeg kan forsikre om, at vi følger spørgsmålet med stor opmærksomhed, og at vi allerede har givet udtryk for bekymring. Jeg har personligt rejst spørgsmålet over for premierminister Orbán. I morgen besøger han Parlamentet. Vi kan drøfte dette politisk, men vi skal også følge de klare procedurer i dette spørgsmål.

  Michał Tomasz Kamiński, for ECR-Gruppen. – (PL) Hr. formand! For få dage siden offentliggjorde den internationale luftfartskommission, der gennemfører en undersøgelse i Moskva, sin rapport om årsagerne til katastrofen i Smoleńsk den 10. april sidste år. Den polske offentlighed er overrasket over rapportens resultater og behandler den som et dokument, der er alt andet end objektivt. Det er allerede blevet bevist i løbet af de seneste par dage, at omstændigheder, der kunne være ubekvemme for Rusland, er blevet skjult, og hele rapporten er udformet på en sådan måde, at Polen gøres ansvarlig for den tragiske hændelse i Smoleńsk. I Polen sætter ingen fornuftige personer spørgsmålstegn ved den omstændighed, at der blev gjort fejl i Polen under hele processen med forberedelse og gennemførelse af vores afdøde præsidents besøg. Den russiske rapport bærer dog alle tegn på et politisk spil, der har til formål at fritage russerne for enhver form for skyld.

I denne forbindelse vil jeg gerne stille følgende spørgsmål. Hvordan ser Kommissionen på denne rapport og agter den at gøre noget for at klarlægge årsagerne til tragedien i Smoleńsk, hvor en medlemsstats statsoverhoved døde sammen med mange repræsentanter for mit lands politiske elite?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne sige til hr. Kamiński, at ingen, hverken i Polen eller andre steder, nogensinde vil glemme denne frygtelige tragedie. Vi var dybt berørt af præsident Kaczynskis død og af alle de andre, der døde sammen med ham på denne tragiske dag. Jeg er naturligvis bekendt med den russiske rapport, der blev offentliggjort i sidste uge, og jeg er også bekendt med de polske reaktioner på den, som jeg har stor forståelse for i lyset af tragediens omfang.

Når dette er sagt, kan Kommissionen kun handle i situationer som denne, når vi har det rigtige retsgrundlag at handle på. De polske myndigheder har i øvrigt aldrig rettet henvendelse til os for at få os til at gribe ind i dette spørgsmål, selv om vi naturligvis er parate til at gøre, hvad der ligger inden for vores juridiske kompetence, hvis vi skulle modtage en sådan anmodning.

  Michał Tomasz Kamiński, for ECR-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne sikre mig, at jeg har forstået Dem korrekt. Indtil nu har den polske regering ikke bedt Kommissionen undersøge årsagerne til katastrofen i Smoleńsk. Men hvis den polske regering skulle anmode Kommissionen om hjælp, ville en sådan hjælp så blive ydet?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Som sagt må vi se på retsgrundlaget herfor. Ifølge de oplysninger, jeg er i besiddelse af, var det et militærfly og et statsbesøg, og forordningen trådte i kraft efter den frygtelige ulykke. Så ud fra et juridisk synspunkt ser der ikke ud til at være mange argumenter for Kommissionens indgriben. Men vi kan naturligvis altid drøfte spørgsmålet uformelt med de polske myndigheder eller med andre myndigheder, der måtte bede os om det.

  Lothar Bisky, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Hr. Barroso, vi ved alle, hvor vigtig euroens stabilitet er. Da det nu forholder sig sådan, er der en ting, som jeg ikke helt forstår. Det var forhandlingen om udvidelsen af redningspakken, hvor De gav grønt lys, men hvor kansler Merkel gav rødt lys. Mit spørgsmål er derfor, om man overhovedet ikke koordinerer med hinanden. Jeg er klar over, at sådanne ting sker indimellem, men det er ikke første gang, at jeg er stødt på eller har hørt noget som dette. Medierne har i mellemtiden udvist stor interesse herfor. Men dette er ikke blot et almindeligt husspektakel mellem Dem selv og kansler Merkel. Det er et vigtigt politisk spørgsmål. Jeg kan forstå det – tro mig, jeg er heller ikke altid enig med kansleren – men spørgsmålet går på, om en sådan offentlig meningsforskel ikke hjælper de finansielle spekulanter.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! I EU har hver enkelt institution og hver enkelt regering sine egne ansvarsområder. Kommissionen har noget af ansvaret for at fremlægge, hvad den mener, er den rigtige vej frem for euroområdet og for EU, så vi gav udtryk for vores holdning i et meget detaljeret dokument om undersøgelsen af den årlige vækst. Jeg mener, at vi ikke blot havde ret, men også pligt til at gøre dette.

Så det var det, vi gjorde, og jeg tror, det blev rigtig godt modtaget af markederne, som vi har set i de seneste par dage, for de forstod, at der nu er en reel vilje til at handle på en mere beslutsom måde i tilknytning til alle aspekter af et detaljeret svar, herunder EFSF.

Markedsanalysen er enstemmig, når det gælder behovet for at gøre mere på dette område. Dette er ikke blot Kommissionens holdning. Det er også Den Europæiske Centralbanks holdning, og den kom til udtryk i meget klare vendinger. Jeg håber, at medlemsstaterne vil nå til enighed på grundlag af Kommissionens holdning.

  Lothar Bisky, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Hr. Barroso, jeg accepterer fuldt og helt, at De gav udtryk for Deres holdning, og rapporten. Mit spørgsmål er dog fortsat, hvordan det kan være, at Deres mening fremstår som ukoordineret med kansler Merkels eller præsident Sarkozys eller andre regeringslederes holdning i et så vigtigt spørgsmål, hvor der spekuleres i euroen, og på et så vigtigt tidspunkt som dette? Det er under alle omstændigheder offentlighedens opfattelse.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Kommissionen har ikke brug for medlemsstaternes tilladelse, før den fremkommer med sin holdning. Vores forslag lå helt på linje med konklusionerne fra det seneste Europæiske Råd, hvor medlemsstaterne erklærede, at de var parate til at gøre, hvad der var nødvendigt for at beskytte euroområdets finansielle stabilitet. De nævnte specifikt EFSF og sagde, at de var parate til at styrke den. Så der var rent faktisk ikke nogen modsigelse.

Jeg kan ikke kommentere på andres kommentarer, men jeg kan sige, hvad Kommissionens holdning er. Det er en enstemmig holdning, som deles af formanden for Den Europæiske Centralbank. Det er holdningen i andre relevante institutioner, der holder meget nøje øje med euroområdets finansielle stabilitet. Jeg mener, at vi bør fremhæve det, der forener os, frem for nogle specifikke spørgsmål om, hvordan vi kommunikerer.

  Marta Andreasen, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! I sidste uge fremsatte et medlem af Revisionsretten, der gik på pension efter 15 års tjeneste, alvorlige anklager i medierne. Anklagerne, der kommer som en overraskelse for mig, gik navnlig på EU-revisorernes manglende uafhængighed, der berører gennemsigtigheden i indberetningen af uregelmæssigheder.

Den forklarende skrivelse, der blev offentliggjort i går af hr. Engwirda, bekræfter blot Kommissionens beføjelser over revisorerne og sætter spørgsmålstegn ved grundlaget for Parlamentets indrømmelse af decharge i de seneste 15 år.

Tiden er nu inde til, at Parlamentet kræver, at EU-budgettet og regnskaberne revideres af et virkelig uafhængigt eksternt organ i forhold til EU-institutionerne. Uden en sådan uafhængig revision kan Rådet og Parlamentet ikke fortsat indrømme decharge til Kommissionen for dens finansielle ansvar.

Vil De, hr. Barroso, tillade en ekstern revisor at gennemgå regnskaberne og fortælle os sandheden om, hvordan de europæiske skatteyderes penge bliver brugt?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne påpege, at Revisionsretten er et fuldt uafhængigt organ. Kommissionen har absolut ingen indflydelse på dets metoder eller revisionsprioriteringer, og vi vil heller ikke søge at opnå en sådan indflydelse. Det er i Kommissionens egen interesse og i Europas interesse, at dets eksterne revisors uafhængighed respekteres.

Jeg har aldrig fremsat negative bemærkninger om domstolenes afgørelser, uanset om der er tale om forfatningsdomstolene, EU-Domstolen eller Revisionsretten. Det er demokratiets grundlæggende princip. Respekt for retsstatsforhold og respekt for uafhængige institutioner.

Der gennemføres naturligvis en regelmæssig dialog mellem Kommissionen som den, der revideres, og Revisionsretten som en del af revisionsprocessen. Dette er normalt og nødvendigt for at sikre, at revisionsprocessen fungerer godt, og at alle resultaterne af revisionsprocessen er baseret på et solidt grundlag. En sådan dialog er fuldt i overensstemmelse med alle internationale standarder. Jeg bør sikkert også påpege, at Kommissionen i tidligere år var genstand for yderst kritiske beretninger fra Revisionsretten. Jeg mener, vi bør respektere vores institutioner, nemlig de uafhængige institutioner.

  Marta Andreasen, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Hr. Barroso, jeg er ikke enig i Deres svar. Som svar på den kritik, som Revisionsretten har fremsat i de seneste 10 år, har Kommissionen henvendt sig til revisorerne – og dette er registreret i medierne – og har anmodet dem om at ændre deres arbejdsmetode, så beretningen om EU's udgifter ville komme til at se bedre ud.

I mine 30 års erhvervserfaring inden for regnskab og revision har jeg aldrig oplevet, at den, der bliver revideret, instruerer revisoren i, hvordan denne skal udføre sit arbejde. Hvordan kan vi vide, om nedbringelsen af fejlmargenen skyldes den af Kommissionen krævede ændring i arbejdsmetoden eller en forbedring af kontrollen?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Kommissionen har som Europa-Parlamentet ret til at give udtryk for sin mening om revisionsprocessen. De giver nu udtryk for en holdning til den, og det har De helt ret til. Kommissionen er også et politisk organ. Vi er valgt af Parlamentet, så vi har ret til at give udtryk for vores holdning. Dette kan på ingen måde betragtes som en form for pres, medmindre vi også skal betragte Deres bemærkninger som et uacceptabelt pres.

Dette er rent faktisk en øvelse i gennemsigtighed. Så en gang for alle, vi respekterer fuldt ud Revisionsretten, vi lægger ikke pres på Revisionsretten, og vi gør vores bedste for at gennemføre henstillingerne fra den uafhængige institution, som Revisionsretten er.

  Daniël van der Stoep (NI). – (NL) Hr. formand! Jerusalem er den eneste, den evige og udelelige hovedstad i den jødiske stat Israel. Jerusalem er fra det østligste punkt til det vestligste punkt israelsk område og vil altid være det.

EU kan med rette være stolt af Israel. Det er det eneste demokrati i Mellemøsten, omgivet af et hav af diktatoriske regimer.

I dets kamp mod den islamiske Jihad forsvarer Israel ikke blot sig selv, men alt det, som Europa med dets jødisk-kristne værdier står for. Kommissionen vil være enig med mig heri.

Der bør derfor ikke sættes spørgsmålstegn ved EU's støtte til den jødiske stat Israel. EU skal sende et klart signal til det internationale samfund om, at EU's diplomatiske repræsentation ganske enkelt og udelukkende hører til i Jerusalem. Derfor vil jeg meget gerne spørge hr. Barroso, om han er enig med mig i, at EU øjeblikkeligt bør flytte sin diplomatiske repræsentation i Israel fra Ramat Gan til den israelske hovedstad Jerusalem. I benægtende fald, hvorfor ikke?

Det samme bør naturligvis gælde placeringen af den fremtidige EU-ambassade i Jerusalem. Vi er imod en sådan ambassade i det hele taget, men hvis de skal findes, så bør ambassaden i Israel ligge i Jerusalem.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! For det første kender De Kommissionens holdning til Israel. Vi støtter fuldt ud Israels eksistens. Som De sagde, er det en demokratisk stat i meget vanskelige omgivelser, og vi anerkender fuldt ud Israels ret til at eksistere. Samtidig kunne vi godt tænke os, at Israel respekterer det palæstinensiske folks ret til selvbestemmelse, og vi mener, at den bedste løsning for de to stater – Israel og den palæstinensiske stat – er, at de eksisterer med fuld respekt for hinanden og for folkeretten.

Med hensyn til spørgsmålet om ændring af hovedstad eller vores repræsentation i Israel, ser vi ingen grund til at ændre den.

  Daniël van der Stoep (NI). – (NL) Hr. formand! Jeg er naturligvis skuffet over Deres svar, men De taler rent faktisk om Østjerusalem og den omstændighed, at Kommissionen i denne uge fordømte Israel for at påbegynde opførelsen af 1 400 boliger i Gilo. Jeg undrer mig over, hvordan den lokale myndighed i Jerusalem helt nøjagtigt bør reagere på denne fordømmelse, når de modtager ansøgninger om byggetilladelser i både Øst- og Vestjerusalem.

De udsteder tilladelser til såvel arabere som israelere i begge dele af byen, men det, Kommissionen siger nu og også sagde i sidste uge, er, at man skal diskriminere mod israelere i Østjerusalem, fordi byen alligevel er en hel enhed, og det kan ikke ændres, byen styres af en enkelt lokal myndighed. Hvad er det De siger til den lokale myndighed i Jerusalem? Hvad skal de svare israelere, der fuldt berettiget ansøger om tilladelser til at bygge i et område, hvor de har helt ret til at bo?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg mener, at EU's holdning til bosættelserne har været fuldt på linje med det internationale samfunds, herunder Israels nærmeste allierede. Vi mener, at den måde, hvorpå den nuværende regering har håndteret spørgsmålet om bosættelserne, ikke altid har bidraget til fredsbestræbelserne i denne region.

Deres bemærkninger viser helt nøjagtigt, hvorfor vi ikke bør have en repræsentation i Jerusalem som følge af den vanskelige situation i denne yderst vigtige by for Israel og for os alle.

Så lad os opretholde vores forpligtelse til fred. Lad os støtte Israel. Men lad os ikke samtidig glemme det palæstinensiske folks rettigheder. Jeg mener, de også fortjener vores opmærksomhed og støtte.

  Formanden. – Vi er nu nået til anden del af spørgetiden, et specifikt og konkret emne om innovation og energi.

  Alejo Vidal-Quadras (PPE). – (ES) Hr. formand, hr. Barroso! Kommissionen tilskynder til innovation inden for forskellige områder af vores energisystem. Her kan nævnes anden generation af biobrændstof, fusion, fjerde generation af fission, intelligente net, vedvarende energikilder generelt, energieffektivitet generelt, brug af brint i brændselsceller, CO2-opsamling, transport og oplagring, elkøretøjer osv.

Ressourcerne er knappe, og vi kan ikke gøre det hele. Mange europæere undrer sig over, hvilke af disse ting Kommissionen vil fokusere på under de nuværende vanskelige omstændigheder, og jeg videreformidler denne bekymring her i dag. Hvilke af disse emner er en prioritet for Kommissionen?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Det er et meget vanskeligt spørgsmål, for alle prioriteterne er indbyrdes forbundet, så vi må fuldstændiggøre energimarkedet – vi har behov for et integreret energimarked. Dette er også en måde at opnå vedvarende energi og energieffektivitet på. Energieffektivitet er helt klart en prioritet, men vi har også brug for at investere i lavkulstofteknologier, fordi der også er en ekstern dimension, og vi må forfølge vores eksterne ambitioner – så vidt muligt at udtale os i enighed med vores partnere på energiområdet.

Der er fire prioriteter, som jeg gerne vil have, at Det Europæiske Råd tager op den 4. februar, nemlig færdiggørelse af energimarkedet og gennemførelse af alle reglerne for det indre marked, energieffektivitet, lavkulstofteknologier og accept af fælles bestræbelser, når det gælder den eksterne dimension.

  Romana Jordan Cizelj (PPE). – (SL) Hr. formand! Sådan som tingene ser ud i øjeblikket, skal EU reducere sine drivhusgasemissioner med 20 % i 2020. På politisk plan drøfter vi imidlertid et mere ambitiøst mål, og vi ved, at de sektorer, der er omfattet af emissionshandelsordningen, navnlig energi, i denne forbindelse vil bære den tungeste byrde.

Jeg vil derfor gerne høre Deres personlige holdning til, hvornår betingelserne vil være de rette til, at vi kan gøre dette mål endnu mere ambitiøst.

Hvilke supplerende foranstaltninger skal EU indføre inden for energisektoren, eller omfatter disse foranstaltninger også de betingelser, De nævnte i svaret på min kollegas spørgsmål?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Dette er også en global proces, ikke blot en europæisk proces. Cancún var et vigtigt skridt i klimaforhandlingerne. I det mindste var det i stand til at holde den multilaterale proces i live, og det var godt, men det var rent faktisk ikke nok ud fra vores synspunkt.

Før at vi kan gå videre og forpligte os til bindende mål, mener jeg, at vi skal bede andre, nemlig de største forurenere, udviklings- og vækstøkonomierne, om at gøre en tilsvarende indsats. Indtil videre har de ikke forpligtet sig til dette.

Så derfor må vi finde den rette måde at få dem til at bevæge sig på. Samtidig kan og bør de lande, der er parate til at gå videre og indgå flere forpligtelser, gøre det, og den konkrete måde, som jeg vil foreslå for Det Europæiske Råd den 4. februar, er at opnå mere i form af energieffektivitet, et område, hvor vi ikke har nået det, vi skulle.

Med hensyn til vedvarende energi mener jeg, at vi er på vej til at nå vores mål for 2020, men ikke når det gælder energieffektivitet, så det er et konkret område, hvor vi kan gøre flere fremskridt.

  Derek Vaughan (S&D). – (EN) Hr. formand! For at garantere energisikkerhed og lave omkostninger for forbrugerne i fremtiden må Europa benytte alle former for lavkulstofenergi. Dette omfatter ren kulteknologi – et område, hvor udviklingen indtil videre har været meget langsom. Kan formanden for Kommissionen derfor give en garanti for, at støtte til forskning i kulstofopsamling og -lagring vil fortsætte i fremtiden?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg kan garantere, at vi vil forsøge at nå dette mål. Men i sidste ende er det som bekendt medlemsstaterne, der træffer beslutning om finansiering til forskning. Det er et spørgsmål, som vi vil drøfte, når vi fremlægger de flerårige finansielle overslag.

Men jeg håber helt klart, at medlemsstaterne vil prioritere investering i vedvarende energikilder og lavkulstofteknologier og fokusere på de teknologiske prioriteter fastsat i Den strategiske energiteknologiplan for EU.

Vi vil foreslå dette på det kommende topmøde i Det Europæiske Råd.

  Fiona Hall (ALDE). – (EN) Hr. formand! De sagde netop, at medlemsstaterne når mindre end halvdelen af det, de skulle nå i forbindelse med målet på 20 % for energibesparelser i 2020, hr. Barroso, så hvorfor presser Kommissionen ikke kraftigt på for at gøre det mål bindende for medlemsstaterne?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Vi skubber på. Vi forsøger at fremlægge spørgsmålet på det kommende møde i Det Europæiske Råd. Energieffektiviteten halter stadig bagefter, som De sagde. Jeg er ikke særlig glad for situationen, og Kommissionen agter at vende den.

Energieffektivitet udgør nu en integreret del af målet i EU 2020-strategien. Vi gennemfører i øjeblikket forhandlinger med medlemsstaterne for at få fastsat nationale mål, der kan underbygge dette mål. Vi har allerede anslået, at besparelserne med de eksisterende politikker og foranstaltninger ikke vil være på mere end 10 % i 2020.

De kombinerede nationale vejledende mål, som drøftelserne om Europa 2020 mundede ud i, giver dog et resultat, der er langt mere ambitiøst end det, men det vil sandsynligvis fortsat ligge langt under 20 %. Derfor agter vi at følge en strategi i to trin ved nøje at overvåge de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af de nationale mål fastsat i Europa 2020, og en revision af denne proces i 2013. Hvis disse revisioner viser, at vores mål på 20 % sandsynligvis ikke vil blive nået, vil Kommissionen overveje at foreslå juridisk bindende nationale mål for 2020.

  Reinhard Bütikofer (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne stille hr. Barroso et spørgsmål om harmonisering af garanterede afregningspriser i EU. Kommissær Oettinger, energikommissæren, følger her en strategi, der efter vores mening og også efter den tyske miljøministers mening vil resultere i en ødelæggelse af det mest vellykkede program for innovation i Tyskland inden for vedvarende energi.

Hvad agter De at gøre for at forhindre, at de tyske garanterede afregningspriser ødelægges i harmoniseringens hellige navn, hvorved innovation på området for vedvarende energi forhindres? Hvad agter De at gøre for at sikre, at kommissær Oettinger ikke trækker tiden ud på denne måde, når det gælder energieffektivitet? Han ønsker ikke at gøre noget før i 2012, selv om De netop selv har sagt, at det allerede står klart, at de ikke bindende mål ikke er tilstrækkelige. Hvordan agter De at fremskynde tingene?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Lad mig først og fremmest sige, at det er kommissæren, der foreslår denne supplerende strategi med hensyn til energieffektivitet, og jeg har fuld tillid til, at han gør sit bedste for at nå det mål. Vi forsøger også at knytte dette energispørgsmål sammen med andre politiske mål, såsom bekæmpelse af klimaændringer.

Når det er sagt, mener vi, at dette ikke blot handler om at fastsætte mål, det handler også om arbejde i medlemsstaterne, så vi mener, det er bedre, at medlemsstaterne fastsætter deres egne nationale mål, og så må vi se. Hvis de er på rette vej, så er det fint. Hvis de ikke er, vil vi i det mindste foreslå bindende lovgivning.

Men for at opnå succes, er det nogle gange bedre at begynde med en form for frivilligt mål. Det er i det mindste det, vi har gjort tidligere, og det har vist sig at være den rigtige strategi. Vi udelukker ikke – tværtimod – et eventuelt behov for bindende mål for de enkelte lande, men lad os også give medlemsstaterne beføjelser på dette område og så se, hvordan de udvikler deres strategi.

  Paul Rübig (PPE). – (DE) Hr. formand! Topmødet om energi vil blive holdt den 4. februar. Der er i øjeblikket to direktiver, der skal drøftes, nemlig dels vandrammedirektivet, dels VVM-direktivet – direktivet om miljøkonsekvensvurderinger. I begge tilfælde skal vi overveje, hvordan vi kan gøre disse to størrelser forenelige med hinanden på lang sigt. Spørgsmålene her er miljø og elproduktion. Jeg mener ikke, at godkendelsesprocedurerne på dette område bør vare mere end et år. Kommissionen har i øjeblikket foreslået en periode på fem år. I den aktuelle situation mener jeg ikke, at vi har råd til fem år – hvilket når alt kommer til alt er en hel valgperiode.

Er Kommissionen parat til at nedbringe denne periode? Er det muligt at tilpasse vandrammedirektivet, så også magasinanlæg i fremtiden kan få mulighed for at sikre, at der er balance mellem solenergi og vindenergi?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Kommissionen ønsker at nedbringe den tid, der medgår til vedtagelse og gennemførelse, mest muligt. Problemet er, at medlemsstaterne normalt anmoder om en realistisk tidsfrist, så gennemførelsen så vidt muligt kan skride frem på en sammenhængende måde, således at forvridninger på det indre marked, eller i det mindste det, vi mener, bør være det indre marked, undgås. Et af problemerne med energisektoren er netop den omstændighed, at vi stadig har meget forskellige bestemmelser.

Der er gjort visse fremskridt, og vi begynder ikke fra nulpunktet nu. Den 4. februar vil der foreligge de meddelelser, vi fremlagde for nylig, og der er naturligvis også den historiske (jeg tror, vi kan kalde den historisk nu) klima- og energipakke, som vi fremlagde for nogle år siden under den foregående Kommission.

Vi er åbne for at nedbringe tidsfristen, men det er vigtigt, at vi har en aftale med medlemsstaterne, så de handler mere eller mindre samtidigt for at undgå disse problemer med forvridning af konkurrencen på det indre marked.

  Vicky Ford (ECR). – (EN) Hr. formand! Forskning og innovation er vigtige drivkræfter bag vores økonomiers konkurrenceevne. Sidste år lå et europæisk universitet for første gang i toppen af verdensligaen for videnskabelig forskning. Det var Cambridge University beliggende i den region, jeg repræsenterer.

På dette universitet, men også i mange mindre kendte små og store institutioner og virksomheder har jeg set avanceret forskning finansieret af EU via rammeprogrammet til 50 mia. EUR. Desværre har dette rammeprogram også ry for at være det mest komplekse og bureaukratiske i verden. Sidste efterår stemte Parlamentet enstemmigt om en række henstillinger for at forenkle dette bureaukrati. Hvad gør Kommissionen for at gennemføre disse reformer?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! For det første vil jeg gerne lykønske Cambridge University og Deres region.

For det andet håber jeg på Deres gruppes støtte i drøftelserne af den flerårige ramme for passende budgetforpligtelser til støtte for forskning, teknologi og innovation på europæisk plan. Cambridge er et af de mest udviklede universiteter i verden, men der er andre universiteter i Europa i de fattigste regioner, der desværre ikke har den samme adgang.

For det tredje er forenkling helt klart en af vores prioriteter for energi og innovation og i denne forbindelse for forskning. Vi vil også drøfte innovation på anden del af Det Europæiske Råd. Det er helt klart en af vores prioriteter, og vi er meget glade for, at vi har Parlamentets støtte hertil. Vi håber også, at vi har Revisionsrettens og andres støtte hertil. Det er vigtigt at forstå, hvor vigtigt det er for videnskabsfolk, at de ikke spilder så megen tid på papirarbejde, og at de har mere tid til at koncentrere sig om det, de er bedst til, nemlig forskning.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Hr. Barroso, i den finansielle konsoliderings navn, forværrer de såkaldte kriseprogrammer forskellene i EU, de fremmer antisociale politikker og bringer arbejdstagernes rettigheder i fare, og de nedskærer de offentlige investeringer, navnlig på området innovation og energi.

Dette betyder, at hvis der fortsat anvendes de samme retningslinjer, politikker og pres på Portugal og andre lande med svagere økonomier, så vil forskellene forværres, og vi vil komme i en stadig vanskeligere situation på grund af den manglende solidaritet i EU.

Spørgsmålet er derfor, hvilke foranstaltninger der vil blive truffet for at ændre situationen, for effektivt at garantere støtte til innovation i lande som Portugal og andre lande, hvor der ikke er truffet beslutning om tilstrækkelige offentlige investeringer på disse områder, og i lyset af de høje priser, der opkræves, og de problemer, der opleves mange steder, for at garantere befolkningen og industrierne adgang til energi?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (PT) Hr. formand! Fru Figueiredo, De kender vores holdning til budgetmæssig konsolidering. Den er navnlig uundværlig for et land som Portugal, der står over for visse problemer med statsgæld, men den skal også gennemføres for EU generelt. I de henstillinger, vi har fremsat i et dokument, som vi netop har offentliggjort, opfordrede vi imidlertid medlemsstaterne til, hvor det er muligt, ikke at reducere investeringerne i uddannelse eller forskning, specifikt inden for energisektoren. Desuden er der medlemsstater, som gør dette med stor succes. Medlemsstater, der gennemfører budgetmæssig konsolidering, men som endog øger finansieringen til forskning og uddannelse.

I tilknytning til landene med større finansielle problemer må vores tilgang indebære solidaritet og samhørighed. Derfor vil jeg blive ved med at slå til lyd for økonomisk, social og territorial samhørighed på europæisk plan. Solidaritet er vigtig. Solidaritet kan ikke være et tomt ord. Vi må, hvis De vil undskylde formuleringen, gøre solidariteten operationel.

  Judith A. Merkies (S&D). – (NL) Hr. formand! Innovation vil ændre vores økonomi og samfund og burde også skabe job. Det gør innovation til et af EU's vigtigste initiativer. Jeg vil derfor gerne bede alle generaldirektoraterne i Kommissionen om i fællesskab at indtage en mere holistisk strategi. For eksempel er der rent faktisk innovationspartnerskaber undervejs i øjeblikket, der hovedsageligt hører under et enkelt generaldirektorats arbejdsområde. Strategien skal imidlertid være mere holistisk. Jeg mener også, at midlerne i større omfang bør slås sammen, og at vi bør forhindre fragmentering. Det ville være ideelt, hvis vi havde en enkelt fond, som også skulle omfatte strukturfondene. Jeg vil gerne bede Dem se nærmere på dette og i samarbejde med medlemsstaterne skabe et enkelt, magtfuldt momentum for innovation.

Lige en ting til vedrørende energi. Vi er altid særlig interesserede i det store billede. Billedet skal også være stort, når det gælder innovation, men nogle gange kan svarene findes i de små ting. Det forekommer mig, at man kun i ringe grad er opmærksom på lokalt produceret energi, og alligevel er dette nøglen til inddragelse af vores borgere. Må jeg og mine kolleger her så bede Dem fastsætte bindende mål?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Det er med rette, at De er bekymret over dette problem med manglende synergi på europæisk plan. Det er præcis derfor, at jeg forventer, at Det Europæiske Råd tager dette spørgsmål op på en detaljeret måde.

Europæiske innovationspartnerskaber er rent faktisk et instrument til skabelse af synergier mellem allerede eksisterende programmer på europæisk, nationalt og regionalt plan. Ved at bringe dem sammen under en enkelt paraply mener jeg, at vi kan udnytte deres iboende innovationspotentiale til at udbrede europæiske løsninger, der tager samfundsmæssige udfordringer op.

Så et af målene er netop at fremskynde processen fra forskning til marked, fra markedsorienteret forskning til markedsorienterede produkter og tjenester.

Dette vil skabe den nødvendige tiltrækningskraft. Vi søger derfor – i Kommissionen og nu sammen med medlemsstaterne – denne omfattende tilgang til innovation, der går videre end generaldirektoraternes porteføljer og endog end nationale rødder.

  Nikolaos Salavrakos (EFD). – (EL) Hr. formand! Ifølge videnskabelig forskning offentliggjort i den internationale presse og for nylig mere hyppigt i den græske, den israelske og den cypriotiske presse, findes der store mængder naturgas og olie i Ægæerhavet syd for Kreta. Der findes derfor energiressourcer på det territoriale område, inden for EU's territoriale grænser.

Da dette nu er tilfældet, hvordan agter Kommissionen så at fremme og bistå med efterforskning for at lokalisere og udnytte disse energikilder, der under alle omstændigheder kan transporteres lettere til EU og bedre end nogen planlagt rørledning?

Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at sige, at jeg mener, at formanden og formanden for Kommissionen er meget heldige mennesker, når man ser, hvad skæbnen har bragt dem. De, hr. formand, er leder af Parlamentet med brede beføjelser efter gennemførelsen af Lissabontraktaten, og De, hr. formand for Kommissionen, håndterer en stor økonomisk krise i Europa. Jeg støtter alle de foranstaltninger, hr. Barroso har truffet i denne henseende, men jeg vil gerne tilføje en ting. Der er også den amerikanske metode, metoden med kvantitativ lempelse. Vil De venligst undersøge …

(Formanden afbrød taleren)

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! De afbrød taleren, netop som han sagde noget pænt om mig, hvilket jeg gerne vil takke ham for.

Med hensyn til første del af hans indlæg har vi ikke midlerne – og det er ikke vores prioritet lige i øjeblikket – til at efterforske eller støtte efterforskningen af andre energikilder i Europa. Vores prioritet med hensyn til infrastruktur går ud på at etablere sammenkoblinger, for det har en kritisk europæisk dimension.

Vi vil fremsætte forslag herom for Det Europæiske Råd. Vi har allerede opnået noget – f.eks. BEMIP, plan for sammenkobling af det baltiske energimarked, for de baltiske lande. Nu arbejder vi også sammen med de central- og østeuropæiske lande om eventuelt at etablere nord-syd-sammenkoblinger, og det går godt. Jeg har netop været i Aserbajdsjan og Turkmenistan i forbindelse med arbejdet på den sydlige gaskorridor, en ny potentiel metode til at bringe energi – i dette tilfælde gas – til Europa. Og her mener jeg, at EU kan foretage investeringer i infrastruktur.

  Arturs Krišjānis Kariņš (PPE). – (LV) Hr. formand, hr. Barroso! Kommissionen har fremsat, hvad der efter min mening er et yderst velkomment initiativ til forbedring af energiinfrastrukturen i hele EU – i form af såvel elnetværk og sammenkoblinger af gasnetværk. I rapporten anslås det, at udgifterne hertil vil ligge på omkring 200 mia. EUR. Disse netværk vil blive forbedret frem til 2020. Det fremgår også af rapporten, at omkring halvdelen, dvs. 100 mia. EUR, skal komme fra den private sektor. Mit spørgsmål er følgende. Hvor skal de resterende 100 mia. EUR til forbedring af energinettene frem til 2020 komme fra? Skal det være EU-midler, vil der være tale om obligationer udstedt specifikt for dette projekt, eller en anden finansieringskilde?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Det er korrekt, at der er behov for en investering på 200 mia. EUR i gasinfrastruktur og elnet frem til 2020. Det anslås, at 100 mia. EUR af denne samlede investering vil blive ydet til tiden af markedet alene, mens de andre 100 mia. EUR vil kræve en offentlig indsats, der tillader og løfter den nødvendige private kapital.

Derfor foreslår vi nu f.eks. ubundtet adgang. Vi foreslår mange foranstaltninger, der vil gøre denne private investering mere rationel og mere nyttig. Vi vil også se nøjere på takstreguleringspraksis for at liberalisere passende principper for omkostningsallokering.

Kommissionen foreslår et nyt finansielt instrument, som skal udfylde resten af hullet, og som skal støtte projekter af europæisk interesse i forbindelse med de finansielle perspektiver efter 2013. Ud over støtte kan der foreslås innovative markedsbaserede løsninger såsom kapitalandele, garantier og offentlig-private partnerskabslån. Som bekendt talte jeg allerede om europæiske midler via projektobligationer, der specifikt var udformet til denne type projekter.

  Sonia Alfano (ALDE). – (IT) Hr. formand, hr. Barroso, mine damer og herrer! Direktiv 2001/77/EF indeholder en definition af vedvarende energikilder med det formål at finde frem til de energikilder, der kan ydes offentlige incitamenter til.

Vedvarende energikilder omfatter ikke forbrænding af de ikke bionedbrydelige dele af affald. Siden 1992 har Italien indført incitamenter ved at øge borgernes energiregninger og bygge forbrændingsanlæg, som det er videnskabeligt bevist er skadelige for folks sundhed og for miljøet, og som EU derfor har klassificeret som en integreret restaffaldshåndteringsløsning. To overtrædelsesprocedurer er blevet indledt i tilknytning til disse incitamenter, og til trods for lovgivningsmæssige indgreb i Italien fremmes affaldsforbrænding fortsat som en vedvarende energikilde, og Acerra er blot et eksempel herpå.

Jeg er klar over, at det kan være svært for Dem at huske de nærmere detaljer omkring CIP6, og derfor har jeg fremsat en skriftlig forespørgsel. Jeg vil dog gerne bede Dem bekræfte, at der ikke kan ydes incitamenter til forbrænding af ikke bionedbrydeligt affald som en vedvarende energikilde, og at der ikke findes nogen dispensationer fra dette.

Jeg vil også gerne vide, om det ikke er inkonsekvent, at forbrænding i affaldsdirektivet betragtes som en løsning til bortskaffelse af restaffald, mens direktiv 2001/77 fremmer det som en form for vedvarende energi. Agter Kommissionen at tage dette spørgsmål op?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Som fru Alfano med rette sagde, er dette et detaljeret spørgsmål. Jeg kender ikke alle overtrædelsesprocedurerne i detaljer. Lad mig sige – og jeg tror det er et vigtigt punkt – at vi blot inden for energi og det indre marked for energi nu har 77 overtrædelsesprocedurer mod medlemsstaterne generelt og 55 vedrørende det indre marked. Så hvis De vil stille spørgsmålet skriftligt, vil jeg meget gerne sende et skriftligt svar.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! Innovation, klimabeskyttelse, vedvarende energi – når man læser EU 2020-strategien, kunne man rent faktisk foranlediges til at tro, at EU tager sine miljø- og energipolitiske foranstaltninger seriøst. Hvis man ser bag facaden på miljøbeskyttelse, dukker der imidlertid hurtigt en meget anderledes energistrategi frem. Atomenergi som en såkaldt mindre forurenende energikilde. I sit svar på et spørgsmål fra mig gjorde kommissær Oettinger sin holdning helt klar, da han sagde, at atomkraft i øjeblikket yder et vigtigt bidrag til lavkulstofelektricitetsproduktion i EU og fortsat vil gøre det i nær fremtid. Kommissionen har ingen planer om et direktiv om en maksimal levetid for kernekraftværker. Alt dette 25 år efter Tjernobyl – for vi vil fejre en trist årsdag den 26. april.

Mit spørgsmål til hr. Barroso er følgende. Mener De også, at vi virkelig – og med ren samvittighed – kan sælge atomenergi til borgerne i Europa som en ren form for energi, som er mindre skadelig for klimaet?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! De kender Kommissionens holdning til atomkraft. Med fuld respekt for subsidiaritetsprincippet i dette spørgsmål har nogle medlemsstater den, og nogle har ikke. Ingen er tvunget til at have atomkraft, men det er rent faktisk rigtigt, at atomkraft med hensyn til klimaændringer er mindre forurenende end andre energikilder.

Når det er sagt, har Kommissionen visse forpligtelser i henhold til Euratomtraktaten. I starten af EU's eksistens havde vi Euratomfællesskabet, og Kommissionen har ikke blot ret, men også pligt til at yde bistand til medlemsstater, der anmoder herom inden for nuklear sikkerhed eller forskning i nukleare spørgsmål. Og det er helt sikkert, hvad vi agter at gøre.

  Jacek Saryusz-Wolski (PPE). – (EN) Hr. formand! De kommer med et optimistisk budskab fra Aserbajdsjan og Turkmenistan. Der mangler bare tal. Jeg forstår, at De ikke på nuværende tidspunkt kan fastsætte tal med Aserbajdsjan og Turkmenistan i form af millioner kubikmeter gas, men har Kommissionen selv et skøn over eller nogle forventninger, naturligvis ikke bindende, der kunne giv en indikation af, om den ville være i stand til at fylde hele Den Sydlige Korridor eller Nabucco i særdeleshed, der forventes at yde 31 mio. kubikmeter?

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Under dette besøg til Aserbajdsjan og Turkmenistan har jeg fået en klar forpligtelse fra begge lande om, at de fuldt ud vil støtte EU med hensyn til Den Sydlige Korridor. Jeg underskrev faktisk en fælles erklæring sammen med præsidenten i Aserbajdsjan, hr. Aliyev, og præsidenten i Turmenistan, hr. Berdimuhamedov, udtalte offentligt, at han var parat til at levere nok gas til Europa – selv mere, end vi har brug for i øjeblikket.

Når det er sagt, er der fortsat problemer, der skal løses. Nogle af disse problemer må være kommercielle beslutninger truffet af de involverede virksomheder. De vedrører også den måde, hvorpå de forskellige rørledninger kan bygges og udvikles. Der er dog nok gas i området til EU, hvis EU's medlemsstater er parate til at samarbejde med disse lande og andre om realisering af projektet – enten Nabucco eller andre projekter i Den Sydlige Korridor.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Hr. formand! Da et stadigt stigende antal familier i Europa, særlig i forbindelse med den økonomiske krise og den voksende arbejdsløshed, bruger over 10 % af deres månedsindkomst på energiregninger, vil jeg gerne spørge om hvilke specifikke foranstaltninger Kommissionen agter at træffe for at nedbringe energifattigdom.

Jeg vil også gerne spørge, om De agter at øge den procentdel af Den Europæiske Fond for Regional Udvikling, som medlemsstater kan anvende til at forbedre energieffektiviteten i boliger begyndende med de fremtidige finansielle perspektiver.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Lovgivningen om det indre energimarked sætter høje standarder for forbrugerbeskyttelse med hensyn til levering af en minimumstjeneste, gennemsigtighed i faktureringen, effektiv klagehåndtering og så videre, og den giver forbrugerne valgmuligheder. Jeg kunne nævne mange andre områder, hvor vi foreslår foranstaltninger, der direkte imødekommer forbrugernes bekymringer.

Med hensyn til lavere energiregninger mener vi, at reel konkurrence i det mindste på mellemlang sigt og på et virkelig integreret energimarked kan gøre mere end det, der er tilfældet i øjeblikket, hvor der er mange ting, der ikke fungerer, og eksempler på dominerende markedspositioner.

Med hensyn til finansiering af energisikkerhedsprojekter agter vi helt sikkert, som jeg sagde tidligere at foreslå det i de kommende finansielle perspektiver. Så en del af det skal komme fra markedsløsninger, men en del af det skal komme fra offentlige investeringer. Kommissionen er ved at udarbejde nogle forslag, som vil gå i denne retning i forbindelse med de kommende finansielle perspektiver.

  Formanden. – Kære kolleger, tak for forhandlingen om innovation og energi, der er et meget vigtigt emne, som vi ved. Tak til formanden for Kommissionen. Det er anden gang i dag, at De har været i en hård forhandling her i Europa-Parlamentet.

FORSÆDE: Edward McMILLAN-SCOTT
Næstformand

13. Patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om Rådets holdning ved førstebehandling med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser (11038/2/2010 - C7-0266/2010 - 2008/0142(COD)).

(Ordfører: Françoise Grossetête) (A7-0307/2010).

  Françoise Grossetête, ordfører. – (FR) Hr. formand! Jeg vil tale i fire minutter og gemme de resterende to minutter til afslutningen af forhandlingen.

Hr. formand, fru Győri, hr. kommissær, endelig kan vi se lyset for enden af tunnellen i forbindelse med dette spørgsmål, der er meget vigtigt for patienterne.

Vi kunne ikke længere opretholde den forvirrede situation, hvor lovgivningen blev fastlagt af EU-Domstolen. Direktivet fastsætter nu klare regler for patienters mobilitet i Europa. Hvilken form for behandling kan man modtage i udlandet? Hvordan og på grundlag af hvilke kriterier kan man få refunderet sine udgifter? Hvordan deles ansvaret mellem forsikringsmedlemsstaten og behandlingsmedlemsstaten? Alle svarene på disse spørgsmål findes nu i udkastet til direktiv.

Tillad mig først og fremmest at takke det belgiske formandskab for dets fremragende arbejde i løbet af forhandlingerne. Dets overbevisningsevne spillede en afgørende rolle, for det skal understreges, at adskillige medlemsstater ikke ønskede dette direktiv. Jeg mener, at det var et spørgsmål om uansvarlighed.

Jeg vil gerne takke min ven og tidligere medlem af Parlamentet, hr. Bowis, der sidder på tilhørerpladserne. Som ordfører ved førstebehandlingen var han også involveret i udformningen af dette direktiv, og han har altid kæmpet for patienternes rettigheder. Jeg vil naturligvis også gerne takke kommissær Dalli og mine skyggeordførere, som alle har ydet et meget aktivt bidrag til forhandlingerne, og uden dem ville intet have været muligt.

Hvad står der på spil her for patienterne? Medicinske fremskridt betyder, at behandling ikke længere kan ydes lokalt for alle sygdomme, og at den nogle gange må ydes på tværs af grænserne. Dette kan være tilfældet for patienter, der lever i grænseregioner, hvor behandling i et andet land nogle gange er tættere på, end behandling i deres eget land. Det kan også skyldes, at der findes flere ressourcer og mere ekspertise i en anden medlemsstat, f.eks. højt specialiserede behandlinger.

Endelig kan det ganske enkelt være mere praktisk for nogle europæere at modtage behandling uden for deres forsikringsland, fordi de har familie i en anden medlemsstat. Forbrugere, lønmodtagere, studerende og nu patienter vil kunne drage fordel af mobilitetsrettigheder inden for EU takket være en klar lovgivning.

Det er naturligvis ikke tanken at tilskynde til nogen form for medicinsk turisme, da de sociale sikringsordninger, organiseringen og forvaltningen heraf forbliver medlemsstaternes fulde ansvar. Patienterne vil nu generelt kunne modtage hele den behandling, de har krav på hjemme, i en anden medlemsstat, og få refunderet udgifterne op til det omkostningsniveau, deres egen ordning betaler.

Med hensyn til hospitalsbehandling, der indebærer en overnatning eller brug af specialteknologi eller en omkostningsintensiv teknologi, kan medlemsstaten oprette en ordning med forhåndstilladelse. Dette vil betyde, at der kan tages hensyn til medlemsstaternes behov for planlægning og investering i deres sundhedsstruktur. Parlamentet har haft held til at sikre, at betingelserne for afslag på forhåndstilladelse er begrænsede og er fastsat i en udtømmende liste for at give patienterne retssikkerhed.

Parlamentet har også gjort fremskridt på andre områder. Hver enkelt medlemsstat skal oprette nationale kontaktpunkter for at give patienterne den bedst mulige vejledning med udgangspunkt i deres behov. Hvert nationalt kontaktpunkt vil fungere som en kvikskranke og skal samarbejde med de andre nationale kontaktpunkter. Dette vil betyde, at patienterne modtager klar og præcis information.

Spørgsmålet om godtgørelse, der rent faktisk er en grundlæggende hindring, er blevet forbedret betydeligt, og enten kan der anvendes en godtgørelsesmekanisme som det i øjeblikket er tilfældet med forordning (EF) nr. 883/2004 om social sikring, eller patienten skal betale først og godtgøres dernæst hurtigst muligt.

Vi havde også i sidste ende held til at sikre, at patienter, der lider af sjældne sygdomme, ikke skal kæmpe så meget selv og kan få adgang til ekstern ekspertise til diagnosticering af sygdommen og hjælp til at sikre, at der gives forhåndstilladelse til behandling.

Jeg vil slutte med at sige, at patienterne nu takket være europæisk samarbejde på områder såsom europæiske referencenetværk vil have adgang til højt specialiseret behandling, idet formålet er at fremme udveksling af erfaringer for at forbedre indsatsen, diagnosticeringen og behandlingen i patienternes interesse.

Derfor kan vi sige til os selv i dag, at vi har nået vores mål, og jeg vil gerne endnu en gang takke alle mine kolleger. Man kan sige, at det, der bygges via dette direktiv, er et sundhedens Europa.

  Enikő Győri, formand for Rådet. – (EN) Hr. formand, fru Grossetête, mine damer og herrer! Lad mig fortsætte på mit modersmål, ungarsk.

– (HU) Jeg er meget glad for at få muligheden for at deltage i forhandlingen om direktivet om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Dette er et meget vigtigt tidspunkt, for nu efter to et halvt år lakker vores forhandlinger mod enden. Lad først og fremmest takke alle, der har gjort det muligt for os nå frem til denne meget vigtige aftale. Først til de tidligere medlemmer af formandstrioen, Belgien og dets forgænger, Spanien, for det fremragende arbejde, de udførte for at nå frem til dette kompromis i Rådet. Dernæst vil jeg gerne på Rådets vegne takke Europa-Parlamentet for dets fremragende samarbejde og vilje til at nå frem til et kompromis, der resulterede i denne aftale. Jeg er overbevist om, at aftalen vil give patienterne i EU mange fordele, og at den udgør endnu et vigtigt skridt i sikringen af de europæiske patienters rettigheder.

Som vi alle husker, var forhandlingerne mellem de tre institutioner ikke nemme, men de forblev konstruktive og resultatorienterede helt til slut, og foregik i en kompromissøgende ånd. Jeg erkender, at forhandlingerne i Parlamentet heller ikke var nemme, og at den betænkning, De skal stemme om i morgen, også afspejler et kompromis mellem de politiske grupper i Parlamentet. Jeg vil derfor gerne give udtryk for min anerkendelse over for alle dem, hvis arbejde har bidraget til fastlæggelsen af en fælles holdning her i Parlamentet, særlig fru Françoise Grossetête, som jeg har siddet næsten side om side med her i Parlamentet i et år, og medordførerne, uden hvis samarbejde denne lovgivningsproces ikke ville have givet et positivt resultat.

Jeg er overbevist om, at den vedtagne tekst vil skabe en passende balance mellem patienternes rettigheder i tilknytning til grænseoverskridende sundhedsydelser og lægehjælp. Under høringerne mellem de tre institutioner, kunne vi finde frem til løsninger, der var acceptable for alle, i forbindelse med adskillige politiske spørgsmål. Frem for alt var vi enige om spørgsmål i tilknytning til kvaliteten og sikkerheden i forbindelse med sundhedsydelser. Vi fastsatte kriterier for forhåndsgodkendelse og fastsatte de generelle betingelser, der gælder for godtgørelse af udgifter til grænseoverskridende sundhedsydelser.

Vi nåede desuden til enighed om spørgsmål i tilknytning til patienter, der har fået diagnosticeret sjældne sygdomme, samt om yderligere samarbejde mellem medlemsstaterne i forbindelse med e-sundhedssystemer. Rådet mener, at vi har nået det vigtigste mål, som er konsolidering af EU-Domstolens retspraksis i tilknytning til fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser inden for sundhedsydelser. Der er dog andre vigtige faktorer, der kunne bidrage til, at patienterne får lettere adgang til grænseoverskridende sundhedsydelser i fremtiden. Blandt disse skal især nævnes de nationale kontaktpunkter, som medlemsstaterne skal oprette, og som vil yde information til patienterne.

Desuden er den gensidige anerkendelse af recepter mellem medlemsstaterne og gensidig bistand og samarbejde også vigtige skridt. Sidst men ikke mindst vil direktivet tydeliggøre forholdet til forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger, hvorved patienterne garanteres en øget retssikkerhed. I forbindelse med gennemførelsen af direktivet vil medlemsstaterne skulle følge principper, der allerede er blevet anerkendt af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen ved flere lejligheder. Det er principperne om almengyldighed, retten til behandling af god kvalitet, ligelighed og solidaritet. Jeg vil også gerne tilføje, at vi denne gang også vil kunne træffe beslutning om foranstaltninger, der er effektive, og samtidig forbedre konkurrenceevnen.

Det ungarske formandskab ønsker, at Rådet skal vedtage denne lov snarest muligt. Ifølge den juridiske procedure vil Rådet vedtage teksten efter den sædvanlige juridiske og sproglige færdiggørelse, hvorefter direktivet kan offentliggøres i Den Europæiske Unions Officielle Tidende snarest muligt. Mange tak og lad mig endnu en gang lykønske alle dem, hvis arbejde har bidraget til udarbejdelsen af dette direktiv.

  John Dalli, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Lad mig lykønske Parlamentet med det vigtige resultat, det er, at det er nået frem til en aftale om dette direktiv. Jeg er navnlig ordføreren, fru Grossetête, og skyggeordførerne taknemmelig for deres hårde arbejde og deres engagement i patienternes rettigheder. Jeg vil også gerne takke de to foregående formandskaber – Spanien og Belgien – for det hårde arbejde, de lagde for dagen for at få afsluttet denne sag.

Jeg mener, at det nye direktiv vil udgøre et sammenhængende og ensartet regelsæt for patienter over hele Europa. Det indvarsler også en ny samarbejdsfase mellem de 27 nationale sundhedssystemer.

Vejen til dagens vellykkede afslutning var langt fra let. Jeg kan huske sidste år, hvor jeg tiltrådte min stilling, og folk fortalte mig, at forhandlingerne om dette direktiv var havnet i en blindgyde. Direktivet er et godt eksempel på behovet for politisk lederskab. Det viser, at beslutninger, der er vigtige for vores befolkninger, kan træffes, når der udvises mod og beslutsomhed. Jeg mener, at lovgiverne ikke må overlade det til EU-Domstolen at træffe beslutninger på deres vegne, eller efterlade borgerne uden andre muligheder for at få deres rettigheder anerkendt end at anlægge sag.

Domstolen anerkendte retten til patientmobilitet i henhold til traktaten. Det er lovgivers rolle at beslutte, hvordan sådanne rettigheder skal gennemføres.

Tillad mig at dele nogle af mine synspunkter om direktivet med Parlamentet. For det første gør direktivet det klart, at alle medlemsstaterne har pligt til at investere for at kunne give deres borgere de sundhedsydelser, de har behov for, uden unødvendige forsinkelser.

Direktivet vil således bidrage til at nedbringe ulighederne i adgang til sundhedsydelser ved at bidrage til at nedbringe forsinkelser i hele EU. Patienterne vil kunne søge primære sundhedsydelser hos udbydere efter deres eget valg i hele Europa. Med hensyn til hospitalsbehandling bestemmes det i direktivet, at patienten, når forsinkelsen – og her mener jeg ventetiden på behandling – er for lang, vil kunne vælge en udbyder i en anden medlemsstat og vil blive godtgjort. Hvad der helt nøjagtigt udgør en acceptabel ventetid, skal dog overvejes nøje og defineres.

De vigtigste fremskridt, der er opnået med dette direktiv, sammenlignet med den eksisterende lovgivning, er, at patienterne vil være i stand til at vælge deres udbyder af sundhedsydelser og vil have adgang til information om kvaliteten og sikkerheden i forbindelse med de ydelser, de modtager. Jeg kan forsikre om, at Kommissionen nøje vil overvåge, hvordan medlemsstaterne gennemfører direktivet i denne henseende.

For det andet vil direktivet give patienterne adgang til information om deres rettigheder og om grænseoverskridende sundhedsydelser – information, der valideres af de nationale kontaktpunkter, og som ikke overlades til private initiativer på internettet eller andre medier.

For det tredje indebærer direktivet i forbindelse med sundhedsydelsernes kvalitet gennemsigtighed og ansvarlighed i forhold til nationale standarder. Dette skulle gradvist føre til nogen konvergens i hele Europa med hensyn til sundhedsydelsernes kvalitet og sikkerhed.

Endelig lægger direktivet grunden til europæisk samarbejde om sundhed. Mens de samarbejdsnetværk, der oprettes med direktivet, er frivillige, er jeg overbevist om, at alle medlemsstaterne vil se, at de har meget at vinde ved at samarbejde. Dette er et spørgsmål om solidaritet i Europa. Jeg regner derfor med, at medlemsstaterne vil lancere samarbejdsinitiativer på nøgleområder såsom e-sundhed og sundhedsteknologivurderinger.

Direktivet indeholder også bestemmelser om europæiske referencecentre, der vil lette samlingen af ekspertise og formidling af den i hele Europa. Jeg mener, at sådanne centre kan føre til bedre sundhedsydelser for vores borgere.

Hr. formand, fru minister, mine damer og herrer, det endelige kompromis, der ligger på bordet i dag, afspejler den basale ånd i og det grundlæggende formål med dette direktiv, nemlig at øge patienternes rettigheder til grænseoverskridende sundhedsydelser samtidig med, at der tages hensyn til sundhedssystemernes bæredygtighed. Det er en god dag for opbygningen af et "sundhedens Europa".

Jeg vil gerne slutte med at fremkomme med følgende bemærkning til et institutionelt aspekt ved teksten.

"Kommissionen nærer en vis tvivl med hensyn til, at nogle af de fremtidige retsakter, som Kommissionen får beføjelse til at vedtage ved den lovgivningsmæssige retsakt, vil kunne blive gennemførelsesretsakter. Kommissionen vil ved udøvelsen af sine gennemførelsesbeføjelser ikke på grundlag af de beføjelser, der er tillagt den, vedtage retsakter, som den anser for at være delegerede retsakter som omhandlet i artikel 290 i TEUF".

  Peter Liese , for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, fru Győri, hr. Dalli, mine damer og herrer! Dette er virkelig en vigtig dag for patienter over hele Europa. Det var helt uacceptabelt, at EU-Domstolen havde givet patienterne ret til at rejse til en anden medlemsstat, men at så mange medlemsstater ikke havde omsat denne dom i praksis.

Den eneste mulighed for de enkelte patienter har været at anlægge sag og til endog at gå så langt som at indbringe deres individuelle sager for EU-Domstolen. Jeg mener, at dette er en kynisk strategi, fordi disse mennesker ikke er stærke. De er syge, ellers ville de ikke have behov for behandling, og i værste fald, kunne de dø, før EU-Domstolen havde truffet afgørelse i deres sag. Derfor er det på høje tid, at vi klarlægger den juridiske situation.

Fru Grossetête og alle andre involverede har også opnået en hel del for disse patienter i lande, hvor dommen er blevet gennemført i større eller mindre grad, herunder etableringen af nationale kontaktpunkter og europæiske referencenetværk. Resultatet har været en forbedring af situationen i de lande, hvor EU-Domstolens dom i princippet er blevet gennemført, i form af en udvikling i retning af et Europa for patienter og et sundhedens Europa, nøjagtig som hr. Dalli sagde.

Jeg har ikke megen tid, så jeg vil gerne benytte mine sidste 15 sekunder til at takke ordføreren, skyggeordførerne, hr. Dalli, kommissæren, som virkelig har engageret sig i spørgsmålet, og først og fremmest hr. Bowis, som sidder på tilhørerpladserne og er ophavsmanden til dette direktiv. Min oprigtige tak og lykønskning går til alle de involverede parter.

  Dagmar Roth-Behrendt, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Denne lovgivning er rent faktisk overflødig. Jeg håber, at den fortsat vil være overflødig, for patienter behøver ikke gøre brug af den. I en ideel verden ville patienterne modtage de bedste sundhedsydelser hurtigst i deres fødeland eller det land, hvor de bor.

Den omstændighed, at vi drøfter dette i dag og vedtager lovgivningen i morgen, er, som hr. Liese med rette sagde, et udtryk for en kynisk strategi i medlemsstaterne. Det betyder, at medlemsstaterne ikke har erkendt, hvad de skylder deres borgere, nemlig hurtige og effektive sundhedsydelser af høj kvalitet. Det viser også, at de hellere ville investere i andre ting, end på de områder, der leverer tjenesteydelser til deres borgere, og det er en skændsel. Desuden er forhandlingerne i Rådet om dette spørgsmål ikke noget at være stolt af. Hvis lovgivningen imidlertid rent faktisk anvendes på et tidspunkt, fordi patienterne har behov herfor, og det er ikke en god ting, vil jeg være meget glad for det, vi har opnået. Jeg er ordføreren, fru Grossetête, og mine kolleger taknemmelig for deres samarbejde.

Vi har opnået en hel del. Vi har haft held til endelig at fokusere på sjældne sygdomme. Folk med sygdomme er altid blevet skubbet ud på et sidespor og har fundet det vanskeligt at opnå nogen form for behandling. Endelig har vi haft held til at oprette informationspunkter i medlemsstaterne, som vil informere folk om deres rettigheder. Dette har ikke tidligere været tilfældet. Hvis der oprettes referencenetværk i fremtiden, vil det endelig være muligt for medlemsstaterne at udveksle bedste praksis, information om guld- og platinstandarder og videnskabelige fremskridt. Dette har ikke været koordineret indtil nu. Der er nogle enkelte fyrtårne, men ingen koordinering.

Alle disse ting er store succeser, og det samme er ambulantbehandling og andre områder, som jeg ikke vil komme ind på nu. Der er naturligvis ting, der gør mig ked af det. Jeg ville have foretrukket, at der ikke skulle være alt det besvær med forhåndsgodkendelser, som ganske enkelt viser, at medlemsstaterne ikke har erkendt, at tingene er virkelig vigtige. Heldigvis er der dog nogle medlemsstater, som vi kan arbejde godt sammen med, og vi har vist det i dag. Vores mål bør være at sikre, at sundhedssystemet i alle lande er så godt, at ingen ønsker at rejse til et andet land, hvor de ikke taler sproget. Hvis det, vi gør i dag og i morgen, er et lille skridt i denne retning, fordi det vil blive tydeligere, hvilke lande der har gode ydelser, og hvilke der har dårlige ydelser, hvilke der gør noget for deres borgere, og hvilke der ikke gør, så har vi opnået en hel del.

Jeg håber, at en af de mindre sidegevinster af dette vil være gennemsigtighed. Vi har brug for at vide, hvilke medlemsstater der har høje standarder, og hvilke der har en lav standard. Jeg kommer fra et land, hvor jeg kan føle mig relativt rolig. Jeg er dog bekendt med de problemer, som mange mennesker i mange andre medlemsstater støder på, og jeg skammer mig over dette, for det er ikke EU værdigt.

Jeg vil gerne takke ordføreren for hendes store arbejdsindsats, og navnlig Kommissionen, hr. Dalli og hans team, som har givet Europa-Parlamentet og ophavsmanden til denne lovgivning i den foregående valgperiode, hr. Bowis, så megen støtte, som vi kunne ønske os. Jeg vil også gerne rette en særlig tak til det belgiske formandskab, der ikke er til stede i dag, men som har gjort alt, hvad der var muligt for at sikre, at denne proces blev en succes. Selv om det belgiske formandskab gjorde alt, hvad der stod i dets magt, kunne det ikke altid opnå en hel del på grund af de øvrige medlemsstaters nogle gange stædige og oldnordiske holdninger. Vi har dog opnået noget, og jeg mener, vi vil kunne stemme for denne lovgivning i morgen med god samvittighed.

(Bifald)

  Antonyia Parvanova, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Når jeg ser fire år tilbage til starten af ALDE's kampagne "Europa for patienter", har jeg god grund til at hilse den aftale, som Rådet nåede frem til i december, velkommen. Først vil jeg gerne takke ordføreren, fru Grossetête, og skyggeordførerne for deres gode samarbejde og deres store arbejdsindsats og også ophavsmanden til dette initiativ, vores kollega hr. John Bowis.

Parlamentet forblev forenet og stod fast under forhandlingerne med Rådet. Vi forsvarede patienterne, og for første gang vil der være en klar lovramme i EU for patienter, der søger behandling i en anden medlemsstat. Vi må betragte den indgåede aftale som et lille skridt, men det er en virkelig milepæl for patienterne i Europa, der vil styrke deres rettigheder samtidig med, at der fokuseres på deres behov, den information, der er tilgængelig for dem, og sundhedsydelsernes kvalitet og sikkerhed.

Jeg er dog sikker på, at Parlamentet ville have støttet et mere ambitiøst resultat. Selv om jeg erkender nødvendigheden af, at medlemsstaterne er i stand til at indføre forhåndsgodkendelse for at opretholde deres sundhedssystemers bæredygtighed, beklager jeg, at de – også det belgiske formandskab – nogle gange har sat organisatoriske hensyn over patienternes interesser og behov. Men vi repræsenterer borgerne og er ansvarlige for at repræsentere dem her i Parlamentet.

Lad mig nævne et enkelt eksempel. Kvalitet og sikkerhed. Mens medlemsstaterne var ivrige efter at fastsætte kvalitet og sikkerhedsrisiciene som et kriterium for at give afslag på forhåndsgodkendelse, har de været uvillige til at acceptere – og har været imod – enhver informationsudveksling og ajourføring af kravene på dette område på EU-plan.

ALDE-Gruppen hilser det fremtidige direktiv velkommen, men vi vil være strenge med hensyn til dets gennemførelse og sikre, at der indføres en ordentlig indberetning og overvågning, og at bestemmelserne om forhåndsgodkendelse og godtgørelse ikke bliver en uberettiget hindring for patienterne.

Til slut vil jeg gøre opmærksom på en af mine beklagelser. De manglende ambitioner i bestemmelserne om samarbejde inden for e-sundhed, igen på grund af stærk modstand fra de mest avancerede medlemsstater på dette område. Det oprindelige forslag fra Kommissionen er blevet udvandet betydeligt. Jeg vil derfor gerne spørge hr. Dalli om følgende. Vil Kommissionen overveje at udvikle et separat forslag om e-sundhed for at fremme samarbejde og muliggøre interoperabilitet af data og sikkerhed for patienter, således at det bliver en realitet i Europa?

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Mange her i Parlamentet vil huske, at dette ved førstebehandlingen var et meget varmt emne, og jeg tror, at vi kun hører nogle af forskellene mellem os. Der var betænkeligheder med hensyn til, om markedskræfterne ville vinde over almene tjenesteydelser, og dem, der var optaget af patienternes ret til at vælge og til at rejse, blev sat op imod dem, der spurgte om, hvilke patienter der rent faktisk ville benytte sig af dette valg.

Jeg mener, at vi, når alt kommer til alt, er nået frem til et fornuftigt kompromis. Som folk har påpeget, har vi allerede i tilfælde, hvor der er et medicinsk behov med et krav om hastebehandling, et system under koordineringen af social sikring. Dette direktiv beskæftiger sig mere med markedsordningen, med valg og med folks evne til at vælge, hvor de vil tage hen, mens pengene følger dem. Så vi har klarhed nu, idet medlemsstaterne kan indføre ordninger, der gør det muligt for dem at sikre, at behovene kan imødekommes.

Dette direktiv bør også hilses velkommen, fordi det vedrører spørgsmål omkring den juridiske dimension og retssikkerhed. Det beskæftiger sig med, hvor ansvaret for opfølgende behandling ligger, med spørgsmålet om erstatning, hvis der er problemer, og med spørgsmål vedrørende sikring af, at procedurerne udføres af kvalificeret lægefagligt personale.

Med hensyn til sjældne sygdomme har vi også opnået et kompromis, der er bedre end det, vi nåede frem til i første omgang.

Som folk har sagt, vil dette fungere godt for mange patienter, men vi bør også tage os af vores patienter i vores egne medlemsstater.

  Milan Cabrnoch, for ECR-Gruppen. – (CS) Hr. formand! Jeg vil gerne starte med at takke begge ordførerne, fru Grossetête og hr. Bowis. I dag er det præcis 2 år, seks måneder og 16 dage, siden Europa-Kommissionen fremlagde det længe ventede direktiv om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser, men baggrunden for dette direktiv går meget længere tilbage, da spørgsmålet oprindeligt udgjorde en del af servicedirektivet. Det står nu klart, hvor stor en fejltagelse det var ikke at medtage sundhedsydelser i servicedirektivet. Vi må ikke glemme, at det godkendte direktiv kun vedrører patientrettigheder, og spørgsmålet om fri bevægelighed for sundhedsydelser i EU er fortsat uløst. Sundhedssystemerne i medlemsstaterne kan være baseret på de samme generelle principper, men tilrettelæggelsen af sundhedsydelserne varierer meget mellem de enkelte medlemsstater.

Den tekst, vi skal stemme om i morgen, og som jeg støtter, er et stort kompromis mellem borgernes og patienternes rettigheder og regeringernes betænkeligheder. Til trods for de mange indrømmelser og den megen modstand udgør det fremsatte forslag et lille, men vigtigt fremskridt. Det foreslåede direktiv tydeliggør, om end ikke ordentligt, patientrettighederne, idet de får adgang til information, og det bekræftes fuldt ud, at medlemsstaternes regeringer har eneansvaret for tilrettelæggelse og finansiering af sundhedsydelser, og for kvaliteten, sikkerheden og tilgængeligheden af pleje i deres områder i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, idet de får mulighed for at fastsætte reglerne om, at borgeren, hvor det er relevant, skal søge forhåndsgodkendelse, før denne modtager behandling i udlandet.

Jeg håber, at vi også vil fortsætte arbejdet med direktivet her i Parlamentet i de kommende år, og at vi vil forbedre patientrettighederne i EU.

  Kartika Tamara Liotard, for GUE/NGL-Gruppen. – (NL) Hr. formand! I morgen er den store dag, hvor sundhedsydelser bliver et produkt i det indre marked. Det nye direktiv behandler sundhedsydelser som kommercielt omsættelige varer. Dem, der har flest penge, vil være de første til at få adgang til steder med det største og det billigste udbud af sundhedsydelser. Dette forslag vil dog opretholde det eksisterende sundhedssystem i to lag. Jeg tænker på, hvor mange af mine kolleger der mon kan identificere sig med det, jeg siger. Sundhedsydelser er et grundlæggende behov og noget, som alle bør have lige adgang til. De af Parlamentets medlemmer, der vil stemme for i morgen, mener sikkert, at de slår et slag for patientrettighederne, men det vil helt afgjort ikke være tilfældet. Jeg går ind for alt, hvad der fremmer patientrettighederne, men hvis vi vedtager dette direktiv, kan vi rent faktisk forvente en række problemer med hensyn til patientrettigheder. Jeg vil nævne nogle få eksempler.

Forsikringsselskaber vil kun være alt for glade for at sende patienter over grænsen, hvis der findes en billigere behandlingsmulighed der. Det vil indskrænke udbuddet af sundhedsydelser i patienternes hjemland. Enhver behandling, der ikke længere er rentabel, vil ikke længere blive udbudt i de dyrere regioner. Det vil langt fra give patienterne flere rettigheder, men derimod fratage dem valgmuligheder, og de er nødt til at rejse over grænsen. Desuden vil patienter fra regioner, hvor sundhedsydelser er billigere, ikke kunne rejse til andre regioner, da de ikke automatisk vil få godtgjort de ekstraomkostninger, det vil medføre. Sundhedsturisme, der er det tilsigtede mål med dette direktiv, vil derfor blive begrænset til de rige.

Og så er der de regioner, hvor sundhedsydelser er billige, og de regioner, hvor ventetiden er kort. De vil med tiden få så mange sundhedsturister, at deres egne lokale patienter vil blive skubbet ud. Vi kunne læse et eksempel herpå i mandagens udgave af den belgiske avis De Standaard, og jeg kan forsikre om, at flere sådanne eksempler vil følge. Jeg mener, at alle patienter har ret til sundhedsydelser af høj kvalitet, og sundhedsydelser, der leveres på deres eget sprog, tæt på, hvor de bor, og hvor familien er tæt på. I stedet opfordrer Europa patienterne til at søge sundhedsydelser i udlandet, og lader så markedskræfterne gøre deres arbejde. De af mine kolleger, der er enige heri, vil stemme for i morgen. De af dem, der er enige med mig, bør helt klart stemme imod.

  Oreste Rossi, for EFD-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Direktivet indeholdt oprindeligt nogle vanskelige områder. Under drøftelserne i udvalget og på trepartsmøderne nåede vi frem til en aftale om en tekst, der generelt er afbalanceret, og som tager hensyn til behovene for sikre sundhedsydelser af høj kvalitet, de generelle principper for godtgørelse, forhåndsgodkendelse, grænseoverskridende samarbejde om behandling af sjældne sygdomme og elektroniske sundhedstjenester.

Vi ønskede at nå målet om anerkendelse af alle patienters ret til grænseoverskridende sundhedsydelser, således at sundhedsturisme forhindres. De omkostninger, som en sundhedstjeneste afholder til behandling af en statsborger fra en anden medlemsstat, bør med rette afholdes af patientens oprindelsesland.

Vi ønskede også at forpligte medlemsstaterne til at garantere grundlæggende niveauer for sundhedsydelser, men dette var ikke muligt. I lyset af de forbedringer af teksten, der blev opnået via mægling, vil vi stemme for. Dette gælder også for den anden tekst, der drøftes, om det europæiske initiativ om Alzheimers sygdom og andre demensformer, som er et indledende skridt i retning af fremlæggelse af et lovforslag, der sigter mod at opnå integration mellem de forskellige eksisterende politikker.

Det fælles mål med begge foranstaltninger er at understrege behovet for en bedre koordinering mellem medlemsstaterne udelukkende i borgernes interesse.

  Csanád Szegedi (NI). – (HU) Hr. formand, fru Győri, mine damer og herrer! Jeg støtter personligt patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Talrige eksempler har vist, at et stort antal patienter søger sundhedsydelser i andre medlemsstater. Vi er alle bekendt med Kohl-sagen i Luxembourg, der er et positivt bevis på dette fænomen. Desværre er de eksterne og interne forskelle i EU, og dermed mener jeg forskellene mellem regionerne i Vesteuropa og i Østeuropa, ikke begrænset til økonomiske forskelle og forskelle i sociale tjenesteydelser. Der er også en stor kløft med hensyn til sundhedsydelser, og det er Parlamentets opgave at nedbringe disse forskelle, dvs. forskellene mellem Vest- og Østeuropa, da sundhedsydelser af en ensartet høj standard kan være et middel til at nedbringe antallet af mennesker fra en medlemsstat, der benytter sundhedsydelser i en anden medlemsstat. Derudover er det afgørende at standardisere sygeforsikringsselskabernes rolle, da vi derved kan sikre, at det universelle europæiske princip om fri bevægelighed ikke vil blive bragt i fare.

Desuden mener jeg, at det er vigtigt at koordinere henstillingerne fra det faglige kollegium for at sikre, at de enkelte medlemsstater anvender de samme behandlingsformer til de samme sygdomskategorier. Sundhed må ikke være et privilegium, og de samme sygdomme kan ikke behandles forskelligt i Ungarn og i Sverige, blot fordi førstnævnte er beliggende i Østeuropa, og befolkningen her lever under mindre gunstige finansielle vilkår, mens sidstnævnte er beliggende i Vesteuropa, og befolkningen her er bedre stillet.

  Christofer Fjellner (PPE). – (SV) Hr. formand! Jeg mener, at morgendagens afstemning vil være en af de vigtigste afstemninger, jeg har deltaget i i mine seks år i Europa-Parlamentet. Ikke fordi den berører en masse mennesker – de fleste mennesker ønsker naturligvis at have ret til at modtage en god og rettidig behandling der, hvor de bor. Det er fordi, den kan være utrolig vigtig for dem, den berører. Det kan endog være et spørgsmål om liv eller død. Dette vedrører også den grundlæggende tanke om europæisk samarbejde – fri bevægelighed. Det er rent faktisk en skændsel, at vi nu kun udstrækker den frie bevægelighed til dem, der har størst behov herfor, nemlig dem, der er syge, dem, der er patienter.

Dette er et kompromis, og jeg ved, at både jeg og mine kolleger i Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) ville være gået endnu længere i mange henseender, men vi må nu huske på, hvordan tingene så ud for ikke så længe siden med al snakken om sundhedsturisme, det truende sammenbrud i de nationale sundhedssystemer, kravet om forhåndsindberetning eller rent ud sagt var vi som patienter tvunget til at bede om tilladelse, før vi benyttede os af de rettigheder, som EU-Domstolen har givet os. Det var sådan, tingene forholdt sig før, og i lyset heraf er det en enorm succes, at vi er nået frem til beslutning overhovedet.

Jeg betragter ikke dette som en beslutning, vi træffer som følge af, hvad Sverige eller Den Europæiske Venstrefløj har gjort, men snarere på trods af dette. Jeg kan huske den tidligere formulering og den omstændighed, at de svenske socialdemokrater f.eks. undlod at stemme herom ved førstebehandlingen. I går opfordrede en eller anden til, at der indføres forhåndsindberetning i Sverige. Jeg håber ikke, at Sverige indfører dette. Vi har klaret os uden forhåndsindberetning i mange år, og jeg håber, at vi fortsat vil klare os uden også i fremtiden.

Vores beslutning vil dog blive truffet her i Parlamentet i morgen, og så vil det være op til medlemsstaterne og Kommissionen. Gennemfør dette, så vi styrker patientrettighederne i stedet for at svække dem. Det er mit ønske til medlemsstaterne. Til Kommissionen vil jeg gerne sige følgende. Hold nøje øje med medlemsstaterne, for vi ved, at de vil forsøge at undgå at gennemføre dette.

  Gilles Pargneaux (S&D). – (FR) Hr. formand, fru Győri, hr. kommissær! Først vil jeg gerne give udtryk for vores tilfredshed med de fremskridt, som det direktiv, vi vil vedtage i morgen, indebærer. I årevis har EU-Domstolen alene bilagt tvister vedrørende grænseoverskridende sundhedsydelser og patientrettigheder.

I dag er patientmobilitet ikke længere et usædvanligt fænomen i Europa, men er blevet en dagligdags begivenhed. Grænseoverskridende behandling udgør nu 1 % af de samlede sundhedsudgifter i Europa.

Vi bør dog ikke forveksle patientmobilitet med den sundhedsturisme, der har udviklet sig i de senere år. Sidstnævnte bliver organiseret, og viser sig desværre at blive stadig mere rentabel. Sundhed bliver gradvist et konkurrencepræget marked.

En tysker tager til Ungarn for at modtage tandlægebehandling, en britisk statsborger rejser – hvis han har råd til det – til Frankrig, så han kan blive opereret hurtigere. Der er talrige eksempler herpå. Vi må dog sikre, at sundhed ikke behandles som en vare, så vi alle er lige. Derfor har vi i løbet af de seneste tre år forsvaret princippet om forhåndsgodkendelse i forsikringsmedlemsstaten til hospitalsbehandling og anden behandling.

Jeg vil gerne rose ordførernes – fru Grossetête og vores socialistiske ordfører, fru Roth-Behrendt, som jeg især gerne vil lykønske – der har muliggjort væsentlige fremskridt, som f.eks. godtgørelse af behandling, oprettelse af nationale kontaktpunkter og af europæiske referencecentre, behandling af sjældne sygdomme og øget samarbejde mellem medlemsstaterne.

Vores arbejde er ikke færdigt. Vi må gå endnu længere, ud over de fremskridt, der er gjort, for at fjerne de forskelle, der stadig vil findes i Europa, og jeg ved, at vi sammen kan sikre, at europæiske patienter og borgere modtager ligebehandling.

  Corinne Lepage (ALDE). – (FR) Hr. formand, fru Győri, hr. kommissær! Denne aftales primære fortjeneste er, at den, som mine kolleger har sagt, indebærer en vis grad af juridisk tydeliggørelse. Indtil nu har det været EU-Domstolen, der var ansvarlig for disse spørgsmål, hvilket er årsagen til den juridiske usikkerhed, som vi nu fjerner, og jeg synes, vi bør være ordføreren, fru Grossetête, skyggeordførerne og også hr. Dalli meget taknemmelige. Denne lovgivning forbedrer patientinformationen, sundhedsydelsernes kvalitet, omkostningerne og godtgørelsesprocedurerne.

Jeg er også tilfreds med forhåndsgodkendelsessystemet for dyrere behandling, herunder hospitalsbehandling, specialbehandling eller behandling, der indebærer en særlig risiko for patienterne. Formålet er naturligvis ikke at forhindre patienterne i at modtage behandling i udlandet, men at forhindre sundhedsturisme og også at mindske risiciene for vores sociale sikringsordninger.

Jeg har dog blandede følelser med hensyn til betingelserne for gennemførelse af denne procedure, der kunne indebære risici for ulige behandling blandt patienter fra medlemsstaterne.

For det første, hvad betyder "en rimelig tid"? Vi må sikre os, at ordet "rimelig" ikke bringer patienterne i fare.

Vi må også sikre, at medlemsstaterne indfører finansielle procedurer til at sikre, at patienterne, særlig de dårligst stillede, ikke skal betale for meget i forskud. Det ville ikke være acceptabelt, hvis administrative problemer mindsker patientrettighederne.

Endelig kan medlemsstaternes forskellige beslutninger vedrørende godtgørelse af omkostninger til sundhedsydelser også føre til uligheder mellem patienter, hvis der ikke findes dels en mindstegodtgørelse, dels noget andet.

Det var de punkter, jeg ønskede at nævne.

  Claude Turmes (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. Bowis! Med dette direktiv indføres klare, gennemsigtige rettigheder. Hvis jeg ønsker at rejse til udlandet, vil situationen være klar, og beslutningerne vil ikke længere være vilkårlige, som det var tilfældet i nogle lande. Derudover vil jeg kunne få bedre information, hvis jeg vælger at rejse til et andet land. Direktivet skal dog fortsat gennemføres af de nationale regeringer. Det, direktivet har forhindret, er noget, som nogle medlemmer af Kommissionen og måske også af Parlamentet har drømt om, og det er åbningen af grænserne for at forbedre de nationale sundhedssystemer. Jeg er stolt af den omstændighed, at vi med to ordførere, herunder fru Grossetête, har haft held til at opretholde en balance. Vi har vist vores modstand mod sundhedsturisme, og vores støtte til sikring af, at de nationale systemer ikke undermineres. Direktivet vil ikke løse problemet med forskelle i kvaliteten af sundhedsydelser. Dette kan kun opnås via tilstrækkelige investeringer i de enkelte medlemsstater.

Det skulle glæde mig, nu da dette direktiv er på plads, om hr. Dalli og Kommissionen ville fokusere mere på regulering af den sociale sikring, som er det system, som alt er baseret på, og som gør det klart, hvem der betales, og hvor alt er velorganiseret. Der bør lægges større pres på medlemsstaterne for at sikre, at denne regulering gennemføres mere effektivt, i stedet for at komme frem med nye idéer til deregulering og konkurrence.

  Kay Swinburne (ECR). – (EN) Hr. formand! Dette direktiv har taget konkrete skridt til at konsolidere patientrettighederne i forbindelse med sundhedsydelser i hele EU. Jeg har været meget interesseret i dette direktiv, da gennemførelsen af det vil få stor betydning i min valgkreds i Wales, hvor forvaltning og levering af sundhedsydelser, til trods for at den britiske regering har gennemført forhandlinger med EU om sundhedsspørgsmål, er en uddelegeret kompetence, der leveres via Welsh Assembly Government.

Min første bekymring med hensyn til den potentielle indvirkning på det walisiske sundhedssystem i forbindelse med godtgørelse og forhåndstilladelse er blevet løst, da der er indbygget en vis grad af fleksibilitet i disse forslag. Medlemsstaternes og de regionale parters mulighed for at kunne træffe beslutning om støtteberettigede behandlinger med forhåndsgodkendelser og fastsættelse af et loft over godtgørelser vil til en vis grad fjerne betænkeligheder omkring de allerede overbelastede og overbebyrdede sundhedssystemer.

Som følge af mine kollegers arbejde her i Parlamentet, tidligere og nu, særlig hr. Bowis, kan vi være tilfredse med, at vi har taget et skridt fremad, når det gælder en tydeliggørelse for patienterne, bedre valg af sundhedsydelser og større samarbejde mellem de forskellige sundhedssystemer i EU. Dette skulle føre til en hævelse af standarderne i hele EU, gennem patientvalg.

  João Ferreira (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Hensigten med dette direktiv har været klar helt fra starten, nemlig at inddrage sundhedsydelserne i målet om liberalisering af tjenesteydelser og på denne måde imødekomme økonomiske og finansielle gruppers interesser ved at udvide deres forretningsområder på sundhedsområdet i alle EU-landene, og ved at behandle sundhedsydelser som om de blot var en vare som alle andre, og brugerne af dem, som om de blot var forbrugere.

Dette forslag vil øge ulighederne mellem europæerne og skade dem, der ikke har midler til at benytte private sundhedsydelser eller sundhedsydelser i en anden EU-medlemsstat. Selv med de ændringer, der er foretaget, vil vedtagelsen af det og de meget høje omkostninger, det vil kunne indebære, have alvorlige konsekvenser for nogle lande, ikke mindst Portugal og dets nationale sundhedsvæsen.

I praksis bekymrer det samme EU, der indfører kraftige begrænsninger af nationale budgetter, når det gælder finansiering af offentlige tjenesteydelser såsom sundhed, sig ikke om at overbelaste disse budgetter, når det gælder kanalisering af offentlige midler til private økonomiske og finansielle grupper, der er involveret i sundhedssektoren, eller til fremme af sundhedsturisme.

I dets iver efter at fremme erhvervslivet, indebærer dette forslag ikke ordentlige sikkerhedsforanstaltninger i tilknytning til brugersikkerhed eller sundhedsydelser af høj kvalitet, særlig hvad angår sundhedsydelser uden for hospitaler. I modsætning til, hvad nogle har sagt, er forhåndsgodkendelsessystemet ikke en passende bestemmelse i disse tilfælde. Det er derfor nødvendigt, at disse intentioner også blokeres på samme måde som i 2007 med udelukkelsen af sundhedsydelser fra det famøse Bolkensteindirektiv.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! Jeg vil gerne starte med at give udtryk for en vis skuffelse over Rådets holdning til direktivet om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser, da Rådet ikke ved førstebehandlingen har vedtaget mange af de gode ændringsforslag fra Europa-Parlamentet.

Parlamentet fastlagde nemlig ved førstebehandlingen et godt grundlag for den korrekte anvendelse af reglerne om grænseoverskridende sundhedsydelser i medlemsstaterne på en sådan måde, at patienterne, når det var berettiget, og i overensstemmelse med de fastsatte regler og uden at belaste domstolene kunne modtage den ambulante behandling eller den hospitalsbehandling, de havde brug for, i en anden medlemsstat.

Det er derfor godt, at det ved udarbejdelsen af betænkningen i udvalget til andenbehandling var muligt at videreføre den oprindelige filosofi og give udtryk for Parlamentets holdning fra førstebehandlingen og med udgangspunkt i den aktuelle uigennemsigtige situation inden for grænseoverskridende sundhedsydelser at nå frem til en værdig løsning på problemet.

Kompromisteksten, der bakkes op af Domstolens retspraksis, og som er blevet fremlagt i forbindelse med dagens forhandlinger, giver vores borgere nye muligheder og ny kvalitet i sundhedsydelserne, og vi må derfor – efter min mening – bestræbe os på at sikre, at dette direktiv snarest muligt finder anvendelse på dagligdags begivenheder.

  Licia Ronzulli (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Efter en juridisk proces, der har varet i årevis, vil vi i morgen endelig stemme om den betænkning, der vil give de europæiske borgere, som hvert år er tvunget til at rejse til udlandet for at få passende sundhedsydelser, et solidt juridisk grundlag.

Dette vil gøre det muligt for alle patienter og ikke blot de bedst informerede eller de rigeste at udnytte de rettigheder, der allerede igennem flere år er blevet anerkendt i EU-Domstolens domme. Ved at åbne nationale kontaktpunkter, vil grænseoverskridende adgang til sundhedsydelser ikke længere være et spørgsmål om tillid, hvor patienter, der allerede var invalideret af sygdom, indtil nu desværre alt for ofte har måttet håndtere bureaukratiske, sproglige og finansielle problemer.

Med hensyn til hospitalsbehandling kan forsikringsmedlemsstaten kræve, at patienter, der beslutter at søge behandling i udlandet, søger forhåndsgodkendelse, og dette er naturligvis nødvendigt for at beskytte dens sundhedssystems stabilitet. Der kunne måske have været gjort mere på visse punkter for at beskytte patienterne f.eks. med hensyn til systemet med forhåndsindberetning, der vil gøre det muligt for medlemsstaterne at yde forskud til dækning af udgifter til sundhedsydelser, men kun på et frivilligt grundlag.

Endelig vil jeg gerne understrege, hvor glad jeg er for at deltage i en forhandling, der er blevet gennemført helt regulært med blot en fællesnævner, nemlig at sætte en stopper for tusindvis af patienters prøvelser i Europa, og dette tidspunkt ser endelig ud til at være kommet.

  Karin Kadenbach (S&D). – (DE) Hr. formand, fru Győri, hr. Dalli! Sådan som jeg har forstået det, er det politiks opgave at bidrage til at beskytte og forbedre vores borgeres livskvalitet. Dette er ikke nogen nem opgave på sundhedsområdet i øjeblikket. Det er primært nationalstaternes ansvar at sikre leveringen af sundhedsydelser og sikre adgang til den bedste lægebehandling, uanset patienternes indkomst og uanset, hvilken region de bor i.

Selv med de bedst mulige nationale sundhedssystemer vil der dog stadig være tilfælde, hvor patienter har brug for eller ønsker hjælp, støtte og lægebehandling i et andet land. I direktivet fastsættes retsgrundlaget, og det indeholder garantier for, at patienter kan få adgang til disse tjenesteydelser uden yderligere bureaukrati, uden retsusikkerhed og uden at skulle betale store forskud.

Efter den langvarige forhandlingsproces ser jeg dette direktiv som en virkelig succes, selv om det vil kræve en stor indsats af sundhedssystemerne i de enkelte lande og af forsikringsselskaberne at gennemføre det. Jeg håber virkelig, at der fortsat vil blive udøvet pres i denne henseende, for selv de bedste direktiver kan kun være effektive, hvis de gennemføres ordentligt. Jeg opfordrer også til vedholdenhed i forsøgene på at udvide forebyggende foranstaltninger og sundhedsydelser. Jeg mener, at vi ønsker, at borgerne i Europa skal forblive raske så længe som muligt, og at de skal have den bedst mulige adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet til de lavest mulige omkostninger.

  Frédérique Ries (ALDE). – (FR) Hr. formand, fru Győri, hr. kommissær! Jeg vil også gerne takke og lykønske vores ordfører, fru Grossetête, som har udført et fremragende stykke arbejd, efter hun tog over efter vores tidligere kollega, hr. Bowis. Med alle de lykønskninger, han modtager, virker det lidt som om, vi fejrer hr. Bowis i dag!

Jeg mener, at det er vigtigt at fremhæve den vigtige rolle, som det belgiske formandskab har spillet, da det gjorde, hvad der var nødvendigt for at nå frem til dette vanskelige kompromis med Parlamentet, særlig med visse medlemsstater, hvis holdning var – hvordan kan jeg beskrive det? – fyldt med modstand i nogle tilfælde.

Dette direktiv om grænseoverskridende sundhedsydelser er vigtigt, selv om det kun vedrører 1 % af de nationale sundhedsbudgetter, fordi vi ud over tallene bør fokusere på dets symbolværdi, der er alle europæiske borgeres legitime ret til at blive behandlet i udlandet og få behandlingen godtgjort med al den korrekte information.

Det var også vigtigt klart at fastsætte beskyttelsesforanstaltninger for at forhindre enhver form for sundhedsturisme, men også at indføre tilstrækkelig fleksibilitet i teksten for at fremme diagnosticering og behandling på begge sider af en grænse. Jeg tænker især på visse sygdomme såsom sjældne sygdomme.

Jeg vil slutte med at sige, at dette er et vigtigt første skridt, men vi må gå endnu længere og kæmpe mere for at gå videre med det sundhedens Europa, som vi alle er så glade for.

  Tadeusz Cymański (ECR). – (PL) Hr. formand! Der findes ingen ideelle love. De har alle ulemper såvel som fordele, men dette direktiv giver helt afgjort anledning til mere håb end frygt. Europa er til trods for de hurtige ændringer, der finder sted, fortsat et kontinent med store forskelle og endog kontraster. Dette vedrører såvel niveauet for som omfanget af sundhedsydelser, og det er indlysende, at de fattigere lande giver udtryk for mere frygt, da de befinder sig i en omstillingsfase og forsøger at indhente de mere velstående lande. Finansieringsniveauet og bestemmelserne om medicinske behov i lande, der gennemgår en omstilling, er dog langt, langt lavere.

Direktivet udgør derfor en enorm mulighed og en kilde til håb for alle patienter i de lande, jeg tænker på. Regeringerne står over for en stor udfordring, men paradoksalt nok vil dette direktiv gennemtvinge mange reformer, og det vil henlede opmærksomheden på omfanget af underfinansieringen af sundhedsydelser, for underfinansiering er ikke blot resultatet af begrænsede finansielle muligheder i disse lande, men også af virkningen af fejltagelser i den aktuelle politik og af undervurdering af den store betydning, som sundhed har for de europæiske borgere.

Jeg takker for Deres opmærksomhed og anmoder om støtte til dette direktiv uanset den endelige udformning af det, der er blevet kaldt beskyttelsesklausulen. Beskyttelsesklausulen er et udtryk for kompromis, og "kompromis" er et ord, som vi hilser velkommen.

  Sabine Wils (GUE/NGL). – (DE) Hr. formand! Udkastet til direktiv om patientmobilitet kunne hurtigt føre til, at sundhedsydelser i EU nedbringes til den laveste fællesnævner via en tjenesteydelsesbaseret tilgang. Min gruppe er stærkt imod, at evnen til at betale bliver et kriterium for levering af sundhedsydelser, og imod at patienter bliver gjort til forbrugere.

Det foreslåede direktiv vil gøre det muligt for sygeforsikringsselskaberne at sende patienter til udlandet, hvor behandlingen er billigere. Det vil føre til en stor konkurrence og prispres inden for sundhedssektoren. Hvis en bestemt behandling er billigere nogle få hundrede kilometer væk, og hvis patienterne sendes derhen af deres forsikringsselskaber, vil resultatet være, at denne særlige behandling ikke længere vil være tilgængelig lokalt. Derfor vil sundhedssektoren ganske enkelt følge markedets neoliberale logik i stedet for at prioritere patienternes velfærd.

Jeg vil gerne spørge mine kolleger, om de ønsker at se sundhedsturisme inden for denne følsomme sektor. Jeg går ind for, at patienterne modtager sundhedsydelser tæt på, hvor de bor. Dette er et offentligt ansvar som en del af leveringen af tjenesteydelser af almen interesse, der skal være tilgængelige for alle i deres lokalområde.

  Anna Rosbach (EFD). – (DA) Hr. formand! Ingen syge mennesker ønsker at drage til et fremmed land, hvis behandlingen er lige så god i hjemlandet. Men når det er sagt, så er dette forslag det bedst opnåelige. Vi ser, at finansieringsmodellen er ændret, og at de nationale sundhedssystemer ikke undergraves samtidig med, at patienter får bedre mulighed for at blive behandlet i andre EU-lande.

Patienter kan lettere søge behandling i et andet land, hvis f.eks. ekspertisen og behandlingstilbuddet ikke findes i deres hjemland. Dette er vigtigt, når vi taler om yderst sjældne sygdomme, der kræver meget speciel faglig viden. Hvis vi kan koncentrere behandlingen af sådanne sjældne sygdomme nogle få steder i EU, vil patienternes chance for at blive helbredt være langt større, da læger, der bruger deres faglige kompetence tit, er bedre til at opnå gode resultater. Det må dog ikke betyde, at medlemsstaterne udvander deres sundhedssystemer, hvilket teksten da også fastslår. Tak, hr. formand, og tak til kommissær Dalli og til ordføreren. Tak for en god indsats.

  Elżbieta Katarzyna Łukacijewska (PPE). – (PL) Hr. formand! Først vil jeg gerne lykønske ordføreren, fru Grossetête, som har udført et meget vanskeligt stykke arbejde. Det var ikke nogen nem opgave på grund af EU-medlemsstaternes forskellige holdninger og de forskellige sundhedssystemer i de forskellige lande. Det krævede ikke blot forhandlingsevner, men først og fremmest kendskab til emnet at nå frem til et kompromis mellem forventninger og muligheder. Vi er alle klar over, at foranstaltningerne i direktivet om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser – og ordføreren har talt meget detaljeret om disse foranstaltninger – er det, borgerne i EU ønsker, særlig i de lande, hvor adgang til specialister og moderne procedurer er begrænset.

Det er vigtigt, at det under arbejdet med direktivets tekst og takket være de kompromiser, der blev indgået, var muligt at ændre holdningen i medlemsstater, der oprindeligt blokerede dets bestemmelser. Direktivets væsentligste træk er adgang, nemhed og sikkerhed i forbindelse med sundhedsydelser og også patientrettigheder til at benytte sundhedsydelser i en anden medlemsstat og til at få specificerede udgifter godtgjort. Direktivet er baseret på patienternes behov og ikke på finansielle ressourcer.

Jeg vil gerne påpege, at direktivets bestemmelser ikke blot vil betyde en forbedring af patienternes helbredstilstand, jeg tror også, at de vil danne grundlag for forbedring af sundhedssystemerne i nogle EU-lande. Det skal understreges, at direktivet er det første grundlæggende skridt i retning af patientmobilitet, det styrker patienternes rettigheder og fjerner uligheder i serviceniveauet i de forskellige medlemsstater.

  Andres Perello Rodriguez (S&D). – (ES) Hr. formand! Jeg mener, det er korrekt at lykønske ordførerne, særlig fru Grossetête og fru Roth-Behrendt fra min egen gruppe, med det arbejde, de har udført for at gøre et stykke lovgivning, der befandt sig i et dødvande, til et nyttigt stykke lovgivning, fordi det har gjort det muligt at gøre retten til folkesundhed til en del af et retsgrundlag og har givet os nye muligheder for at lægge grunden til at garantere borgerne den sikkerhed og kvalitet, de altid vælger. Vigtigere endnu har deres arbejde også betydet, at den rolle, som oprindelsesmedlemsstaterne, der skal betale, og de lande, hvor behandlingen modtages, spiller, kan reguleres klart.

Jeg mener dog ikke, at vi skal være tilfredse med dette alene, men snarere at det bør være begyndelsen til et meget større skridt fremad, så direktivet, som fru Roth-Behrendt sagde, blot bliver en formalitet, fordi den lighed, der opnås i alle medlemsstaterne, betyder, at det er unødvendigt, at de enkelte borgere bliver sendt hjem til deres eget land.

I denne kamp har vi brug for lovgivning, der garanterer borgernes rettigheder i forhold til de sundhedsydelser, de bør modtage – fordele og sikkerhed – frem for blot den ret, de allerede har til mobilitet mellem medlemsstaterne. Det er kvalitet, der vil skabe union, ellers vil vi tage meget små skridt.

  Miroslav Ouzký (ECR). – (CS) Hr. formand! De af os, som har været i længere tid i Europa-Parlamentet, vil helt sikkert huske, hvordan denne standard blev til. Historien er lige til at grine ad. I begyndelsen var der fru Gebhardts betænkning, som skulle muliggøre fri bevægelighed for tjenesteydelser i EU. Vi skar en del af betænkningen væk og besluttede, at sundhedsydelser fortjente en særlig standard. Da Kommissionen endelig fremlagde direktivet, blev fri bevægelighed for sundhedsydelser gradvist fjernet, hvorefter vi stod tilbage med den del, hvori beskrives patienternes ret til at rejse frit rundt i EU, når de søger sundhedsydelser.

Hermed vil jeg gerne understrege, at vores europæiskhed nogle gange handler mere om bannere og symboler end om gennemførelse af de praktiske frihedsrettigheder, som Unionen angiveligt er baseret på. Direktivet har givet anledning til mange betænkeligheder i de enkelte medlemsstater med hensyn til overudnyttelse og ødelæggelse af de nationale budgetter.

Jeg vil gerne slutte med at sikre, at dette ikke er helt det, vi ønskede, men det er det rigtige skridt og helt sikkert et skridt i den rigtige retning. Jeg vil gerne lykønske ordførerne og takke dem for deres arbejde.

  Horst Schnellhardt (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg glæder mig meget over, at dette direktiv endelig træder i kraft. Jeg vil gerne minde Parlamentet om, at det på et tidspunkt så ud til, at hele lovgivningsprocessen ville slå fejl. Jeg mener, at det skyldes ordførerens og forhandlingsteamets og naturligvis det belgiske formandskabs dygtighed, at vi har et resultat, som vi kan være meget tilfredse med. Jeg er navnlig glad for, at medlemsstaternes ret til at begrænse behandlingen i et andet land, er blevet mere klart defineret. Dette var ikke tilfældet i det forslag, som medlemsstaterne fremsatte. Jeg mener, at vi nu har en beslutning, der vil gøre det muligt at spore og verificere processen med afslag på en anmodning om behandling. Dette er et vigtigt skridt fremad.

Hvem er det, vi især hjælper? Jeg mener, at vi hjælper de 60 000 mennesker, som står på ventelisterne til organtransplantationer. Vi har naturligvis allerede vedtaget direktivet om organtransplantation, men dette er en anden foranstaltning, der vil nedbringe ventetiden. Vi hjælper også de millioner af mennesker, der lider af en af de 30 000 sjældne sygdomme. De vil kunne modtage mere målrettet behandling og behandling af bedre kvalitet, hvis de rejser til et andet land.

Jeg mener dog ikke, at dette direktiv vil resultere i udviklingen af sundhedsturisme i Europa. Jeg mener, at den frygt, som venstrefløjen her i Parlamentet har givet udtryk for, er fuldstændig ubegrundet. Det er ikke et spørgsmål, som vi behøver at beskæftige os med.

  Edite Estrela (S&D). – (PT) Hr. formand! Denne tekst er resultatet af meget arbejde og mange forhandlinger, så jeg vil gerne takke hr. Bowis, fru Grossetête og fru Roth-Behrendt. Det er kun rimeligt at anerkende de fremskridt, der er nået, for denne nye version giver flere garantier for sikkerhed og servicekvalitet. Skønt ordlyden af artikel 7 og 8 er blevet forbedret, mener jeg, at der kunne være gjort mere i retning af at sikre større retfærdighed.

Flertallet af patienter, især dem fra svagere socioøkonomiske grupper, ønsker ikke at blive behandlet i udlandet på grund af sprogbarrieren og den manglende støtte fra familien. Europæere med højere indkomster står ikke over for disse hindringer. Jeg frygter derfor, at den nye lovgivning kan komme til at virke som et incitament til at reducere investeringerne i de nationale systemer i lande, hvor sundhedssystemerne er almene og stort set gratis, og kan bidrage til at skabe et sundhedsydelsesmarked for de rige. Ikke desto mindre håber jeg, at anvendelsen af dette direktiv vil bidrage til at mindske ulighederne med hensyn til sundhedsydelser.

  Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Hr. formand! Som andre hilser jeg denne forhandling og dette direktiv velkommen, og jeg takker ordføreren.

Jeg er måske lidt mere forsigtig med det, end nogle medlemmer er. Jeg synes, det ville være forkert, hvis nyheden fra Parlamentet er, at alt fra nu af er i orden med de grænseoverskridende sundhedsydelser. Der er stadig meget, vi skal drøfte og få på plads for at få det til at fungere. Må jeg lige citere – og jeg håber, jeg gør det korrekt – kommissærens egne ord? Han sagde, at det var klart, at alle medlemsstater har pligt til at investere hjemme for at give borgerne de sundhedsydelser, de har brug for. Jeg kan se, han nikker bekræftende, så jeg har citeret ham korrekt.

Det er godt, at vi kan bringe det budskab med tilbage til medlemsstater, der ikke gør det, og til dem, der har lange ventelister. Mit eget land, Irland, er med her. Sandheden er, at folk vil foretrække at blive behandlet tæt på deres hjem. Det er derfor, vi har endeløse protester – og meget velbegrundede protester – i Irland over lukningen af lokale hospitaler og lokale tjenester. Når det er sagt, kan dette direktiv fungere, hvis det tvinger medlemsstaterne og deres sundhedssektorer til at se på deres systemer derhjemme og forbedre leveringen af ydelser til dem, der har brug for dem. De vil skulle betale for dem alligevel, hvis vores borgere benytter sig af de rettigheder, dette direktiv vil give dem.

Alt i alt har folk allerede ret til at rejse for at få grænseoverskridende sundhedsydelser i henhold til forordning nr. 883/2004, de ved det bare ikke. Hvis de gjorde, ville vi se mange flere grænseoverskridende patienter, der rejste efter deres sundhedsydelser. Så lad os informere vores borgere om, hvad de har ret til, og lad os håbe, at vi ikke er nødt til at krydse grænserne, men at vi – hvis vi er – vil kunne gøre det frit og få de ydelser, vi har brug for.

  Edit Herczog (S&D). – (HU) Hr. formand! Jeg hilser det ungarske formandskabs første forhandling velkommen. For det første skal jeg bemærke, at det var værd at drøfte dette spørgsmål uden forbindelse med tjenesteydelsesdirektivet, eftersom spørgsmålet om grænseoverskridende sundhedsydelser i høj grad har sine egne særlige kendetegn. Jeg vil gerne rose ordførerne og skyggeordførerne og også John i gæstelogen. Det er imidlertid særdeles vigtigt ikke at sætte spørgsmålstegn ved medlemsstaternes forpligtelse til at levere primære sundhedsydelser. Medlemsstaterne er ansvarlige for at levere sundhedsydelser til deres egne borgere. Det er meget vigtigt at understrege, at dette direktiv ikke er et privilegium for de velhavende, men et værktøj til at levere bedre pleje til patienter med sjældne sygdomme. Det formål har været styrende for vores arbejde. Det er også et meget vigtigt hensyn, at direktivet vil sætte os i stand til at udnytte naturlige betingelser bedre. Jeg taler f.eks. om Ungarns kurbade, der kan helbrede visse sygdomme langt mere effektivt, og som ikke er flytbare. Det er helt indlysende patienterne, der må komme til os. Det er meget vigtigt at fortsætte ad den vej, således at de sunde, de syge, de europæiske borgere kan føle, at EU handler om dem og er til for dem.

  David Casa (PPE). – (MT) Hr. formand! Mange af os er ikke særlig opmærksomme på vores sundhed, mens vi stadig har et godt helbred og ikke har brug for lægehjælp. Når vi imidlertid får en farlig sygdom, begynder vi automatisk at forstå, hvor vigtigt det faktisk er for os, og hvor afgørende det er at have et ordentligt sundhedssystem, ikke bare et godt system, men også et effektivt system.

EU-borgere kan få lægebehandling i de forskellige medlemsstater, når deres sygdom ikke kan helbredes i deres eget land. Vi må huske på, at dette bør være den sidste udvej, og at det ikke bør fremmes, da det er den dyreste og endvidere en upraktisk mulighed. Vi bør kun benytte den, når der ikke er nogen anden udvej tilbage. Men når det viser sig at være tilfældet, skal vi sikre, at bureaukratiet i den forbindelse reduceres til et minimum, og at vi forbedrer adgangsmuligheder og sikkerhed.

Medlemsstaterne skal også have de nødvendige værktøjer til at beskytte deres sundhedssystemer og til at klare den ekstra tilstrømning fra andre lande, som de måske får. Det ville derfor være ideelt, om medlemsstaterne skulle have tilladelse på forhånd. Det, der klart viser sig i den forbindelse, er, at de aktuelle regler ikke er tilstrækkelige – tværtimod er de uklare og usammenhængende. Som vi imidlertid oplevede det i forbindelse med organdonation, må vi bestræbe os på at finde løsninger, således at Europa kan gøre fremskridt på dette område og tilbyde sine borgere de bedste lægelige tjenesteydelser.

  Zuzana Roithová (PPE). – (CS) Hr. formand! Jeg vil gerne med enorm lettelse anerkende, at Parlamentet endelig har nået en politisk aftale om patienters ret til grænseoverskridende sundhedsydelser på betingelser, der i årevis kun er blevet sikret af EF-Domstolen på grundlag af retssager. Det glæder mig, at dagens kompromis indeholder bestemmelser om den samme slags betalingsbetingelser, som nogle af os talte for i forbindelse med servicedirektivet for syv år siden. Jeg vil gerne sige oprigtigt tak til mine kolleger fru Grossetête og hr. Bowis, som jeg vil rose, fordi de har opnået denne acceptable aftale og også har udarbejdet vigtige beskyttelsesmekanismer til håndhævelse af denne ret. Jeg mener, at retten til bevægelighed vil gøre behandlingen for alvorlige sygdomme tilgængelig for alle europæere og i sidste ende vil føre til kortere ventetid på operationer i hele EU. Et af mine livslange personlige mål på sundhedsområdet er således blevet opfyldt. Jeg vil gerne tilføje, at vi stadig står over for en række problemer, f.eks. om at løse spørgsmålet om online sundhedstjenester, bevægelighed for sundhedspersonale og andre.

  Theodor Dumitru Stolojan (PPE) . – (RO) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at lykønske fru Győri med det mandat, hun har i øjeblikket, og ønske hende og det ungarske formandskab al mulig succes. Jeg vil gerne rose alle, der har bidraget til dette betænkningsudkast, som vi forhandler om i dag.

Som De måske har hørt, tilhører Rumænien den gruppe af lande, der har haft forbehold om en række kompromiser, som er nået i Rådet. Disse forbehold er ikke et tegn på, at Rumænien er modstander af grænseoverskridende sundhedsydelser. De var udtryk for den rumænske regerings bekymring for den finansielle stabilitet i grænseoverskridende sundhedsydelser og for det omfang, de kan antage, for – som alle er udmærket klar over – har nogle medlemsstater en meget lille nationalindkomst.

På den anden side giver investeringer et middel til at nedbringe denne risiko. Samtidig synes jeg dog, at reformerne af medlemsstaternes sundhedssystemer er af afgørende betydning. I den forbindelse mener jeg, at Europa-Kommissionen burde inddrages mere i disse reformer af sundhedssystemerne.

  Christa Klaß (PPE). – (DE) Hr. formand! Patientmobilitet er et kæmpeskridt i retning af et Europa for borgerne, og dette direktiv er klart struktureret. Det har ikke kun en far, hr. Bowis, men også en mor, fru Grossetête. Jeg vil gerne takke dem for deres store indsats.

Vi har brugt lang tid på at drøfte, hvilken vej der er den rigtige, og vi ved nu, at vi endnu ikke har fundet den hurtige vej. Vi har imidlertid et fast, velkonstrueret grundlag, vi kan bygge videre på. Situationen er kompleks. Vi har 27 medlemsstater, alle med forskelligt udgangspunkt både med hensyn til opbygning af deres sundhedsydelser og deres forsikringssystemer. Forudgående godkendelse til en hospitalsindlæggelse i en anden medlemsstat og anerkendelse af de etiske og moralske principper i hvert lands lovgivning om sundhedsydelser ser ud til at være den rette fremgangsmåde. På den ene side giver det mulighed for at give støtte til forsikringsselskaber og fremme nationalt ansvar, og på den anden giver det alle borgere mulighed for at få adgang til de ydelser, andre medlemsstater tilbyder.

Det er et stort skridt fremad, især med hensyn til sjældne sygdomme. Hver medlemsstat har sit facilitetsniveau. ½Nu kan de imidlertid alle drage fordel af forskningsresultater og allerede etablerede strukturer andre steder. Endvidere vil specialister have lejlighed til at udvikle deres færdigheder yderligere på grund af den stigende efterspørgsel som følge af, at flere mennesker har adgang til ydelser. For befolkningen i min region, der ligger tæt på grænsen til Luxembourg, Belgien og Frankrig, er den grænseoverskridende adgang til sundhedsydelser en stor fordel, som vil berige deres dagligliv.

  José Manuel Fernandes (PPE). – (PT) Hr. formand, mine damer og herrer! De rettigheder, der gives i henhold til dette direktiv – og som faktisk allerede var anerkendt af EF-Domstolen – giver alle patienter i EU mulighed for at få sundhedsydelser.

Dette forslag tydeliggør og letter adgangen til grænseoverskridende sundhedsydelser sammen med forsikringsmedlemsstatens udøvelse af dens ret til godtgørelse. Det er et fremskridt for den europæiske integrationsproces, for styrkelsen af solidariteten og for borgernes Europa.

Vi vil få kortere ventelister, forbedret sundhedsplejekvalitet, konkurrence og et incitament til videnskabelig forskning. Sjældne sygdomme skal prioriteres, og diagnose og behandling kan nu udføres i den medlemsstat, der er bedst egnet hertil. Dette direktiv er for alle europæere, der har brug for sundhedsydelser.

Den portugisiske sundhedsminister tager derfor helt fejl, når hun siger, at denne mulighed er for folk med bedre uddannelse og flere økonomiske ressourcer. Det er sådan, det er nu, uden direktivet. Portugal har glimrende sundhedsydelser og fortræffelige medarbejdere i sundhedssektoren og kan ikke fortsat holde sig på kanten af dette vigtige projekt. Landet skal udnytte dette direktiv til at modernisere endnu mere og konkurrere på at kunne levere ydelser på dette område til alle europæere, der har behov for dem.

Tillykke til den vidunderlige ordfører, fru Grossetête, der har gjort et fortræffeligt job.

  Formanden. – Vi skal nu starte catch-the-eye-proceduren. Jeg har 17 personer, der har bedt om ordet. I betragtning af denne foranstaltnings betydning og rækkevidde vil jeg lade alle komme til, men De må holde Dem til ét minut, og mikrofonen vil herefter blive slukket.

Må jeg lige sige til forældrene til denne foranstaltning, til hr. John Bowis i gæstelogen og til den nuværende ordfører fru Grossetête og alle skyggeordførerne, patientmagten har talt, Europa-Parlamentet har lyttet. Mange tak til alle.

  Csaba Sógor (PPE). – (HU) Hr. formand! Det, jeg hilser velkommen i dette direktiv, er en klarere definition af patienters rettigheder, afslutningen på endeløse ventelister og den foreslåede løsning på problemet med, at der ikke er fagfolk til rådighed i ens eget land. Jeg er sikker på, at vi alle forstår og har sympati for sundhedssystemernes situation i nye medlemsstater med en beskeden finansiel kapacitet, ligesom vi også skal regne med risikoen for udvandring af en kvalificeret arbejdsstyrke.

Hvis vi stemmer ja, vil vi kræve en anden enorm indsats af sundhedssystemerne i medlemsstater med mere ydmyge midler, men hvis vi stemmer nej, vil vi indirekte sikre, at udøvelsen af patientrettigheder i de selvsamme lande vil forblive begrænset. Jeg er overbevist om, at vi vil være i stand til at finde muligheder for at udligne driften af ulige udstyrede medlemsstaters sundhedssystemer. F.eks. kunne mit land Ungarn tilbyde konkurrencedygtige ydelser inden for balneologi, fysioterapi eller tandpleje.

  Richard Howitt (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg er dybt foruroliget over, at vores ændringsforslag med krav om, at sundhedsmyndighederne i et land skal fortælle det til deres EU-kolleger, når en ansat i sundhedssektoren står over for en disciplinær- eller straffesag, blev forkastet i udvalgsfasen og ikke vil blive sat til endelig afstemning om denne nye grænseoverskridende EU-sundhedslov.

Jeg vil gerne fortælle om tilfældet med den tyske læge, Daniel Ubani, der ulovligt dræbte David Gray i min valgkreds ved at give ham 10 gange den anbefalede dosis smertestillende middel. Han blev slettet fra lægeregistret i Storbritannien, men fortsætter med at praktisere i Tyskland i dag.

Så er der tilfældet med Dr. Marcos Ariel Hourmann, der blev dømt for drab, fordi han bevidst har indgivet en dødelig injektion i Spanien, og som alligevel arbejder på skadestuen i West Suffolk Hospital, også i min valgkreds, til trods for en klar forespørgsel til Spanien om hans egnethed til at praktisere.

Disse eksempler viser, at der er et enormt smuthul i EU-loven, som giver medarbejdere i sundhedssektoren, der er kendt uegnede til at praktisere i et af EU-landene, mulighed for at arbejde og bringe patienter i fare i et andet. Jeg vil gerne bede Kommissionen forklare hvorfor.

  Krisztina Morvai (NI). – (HU) Hr. formand! Jeg anmoder venligst om, at repræsentanterne for det ungarske formandskab og også Rådet benytter dette halvår, denne seksmåneders periode under det ungarske formandskab, til at medtage de særlige problemer, de nye medlemsstater, de postkommunistiske lande som Ungarn, har, i disse forhandlinger. Når vi nu f.eks. taler om at indføre nærmest standardiserede EU-dækkende grænseoverskridende sundhedssystemer, må vi ikke glemme at tage i betragtning, at veluddannede, erfarne sygeplejersker i f.eks. Ungarn arbejder til lønninger på omkring 250 EUR om måneden og læger til 500-600 EUR. Finder EU det ikke ekstremt uetisk, umoralsk og uacceptabelt at fejre en form for standardiseret europæisk sundhedssystem uden at være opmærksom på lønninger …

(Formanden afbrød taleren)

  Siiri Oviir (ALDE). – (ET) Hr. formand! Vi tager et vigtigt skridt fremad i patienternes interesse. Mange har talt om det her i dag. Men noget, der var tydeligt for mig, var, at der endnu en gang også blev lagt vægt på frygten for at tilskynde til sundhedsturisme. Det, der gennemsyrede de taler, var en frygt for, at patienter fra medlemsstater med en lavere levestandard eller et lavere nationalt sundhedsbudget ville fylde op i lægekonsultationerne i de rigeste lande, således at patienter fra de pågældende lande ville blive presset ud.

Men lad os nu lige tænke over det. Denne frygt er ikke nødvendig. Patienterne vil få refunderet udgifterne i deres hjemland, og forskellen skal betales af patienterne selv. Patienterne vil ikke have penge nok til at dække forskellen, hvis priserne er to eller tre gange så høje som i deres hjemland. Jeg er pinligt berørt over, at vi stadig er bange for myten om den såkaldte polske blikkenslager.

  Marina Yannakoudakis (ECR). – (EN) Hr. formand! Betydningen af sundhedsydelser og dette direktiv kan ikke overvurderes. Det kan have grundlæggende følger for medlemsstaternes sundhedssystemer.

Det glæder mig at sige, at de områder, der er kontroversielle og bekymrende, er blevet behandlet, og resultatet er et stærkt definerende direktiv, der vil styrke medlemsstaternes sundhedssystemer.

Udfordringen var at beskytte sundhedssystemernes integritet og samtidig give patienterne større valgmulighed. Medlemsstaternes behov for at fastholde kontrollen over de politiske retningslinjer for og budgetmæssige krav til deres sundhedstjenester blev opfyldt af klausulen om forhåndsgodkendelse og den kendsgerning, at medlemsstaterne skulle vælge, hvilke ydelser der skulle gives.

e-sundhed blev også behandlet på en meget fornuftig måde, idet det tilbydes med henblik på at give fleksibilitet, og medlemsstaterne kan tage det op, hvis de ønsker det, og når de ønsker det.

Alt i alt har vi foran os et stykke arbejde, der sikrer medlemsstaternes autonomi i deres sundhedssystemer, samtidig med at patienterne tilbydes den bedste service. Ros til ordføreren og John Bowis for et veludført stykke arbejde.

  Seán Kelly (PPE). – (GA) Hr. formand! De har generøst givet alle muligheden for at tale. Derfor vil jeg respektere ordningen og kun tale i ét minut.

Det var en meget interessant forhandling og for mig personligt meget informativ. Især glæder det mig, at EU prioriterer vores patienter, hvad enten de er rige eller fattige. Og det vil også være en stor hjælp for patienterne, at oplysningerne vil være tilgængelige ét sted i hvert land. Dette direktiv vil også lægge pres på alle stater om at sørge for ydelser af høj kvalitet, for hvis ikke, vil borgerne ønske at rejse til et andet land, hvor den pågældende ydelse er tilgængelig. Endelig er der ikke sagt meget om e-sundhed, men det er også en meget vigtig ressource, og vi kommer til at høre mere til det i fremtiden.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). – (HU) Hr. formand, fru Győri, hr. Dalli! Jeg vil gerne rose fru Grossetête for denne fortræffelige betænkning. Jeg vil gerne fremhæve fire af elementerne heri. For det første er oprettelsen af nationale kontaktsteder særdeles vigtig, så man kan få information, dvs. patienterne kan få information. Det er afgørende at vide, nøjagtigt hvornår sygdomme skal være omfattet af forhåndsgodkendelse. Det er meget vigtigt i tilfælde af sjældne sygdomme. Det er også afgørende, at det generelt ikke kan kræves, at patienterne betaler på forhånd. Endelig vil jeg gerne understrege spørgsmålet om grænseoverskridende sundhedsregioner, som er særdeles væsentligt for Ungarn og Centraleuropa, da der langs den tysk-østrigske grænse eller langs den ungarsk-slovakiske eller ungarsk-rumænske grænse, hvor sproggrænserne ikke overlapper de nationale grænser, er en stor underudviklet, overskydende og uudnyttet sundhedskapacitet, mens der ikke er nogen sprogbarrierer. Endnu engang vil jeg gerne overbringe mine lykønskninger.

  Petru Constantin Luhan (PPE). – (RO) Hr. formand! Det er en grundlæggende forudsætning for, at patienter kan få den bedst mulige behandling, at der gives adgang til grænseoverskridende sundhedstjenester. Dette kan sikres ved at definere de klarest mulige og mest praktiske regler. Forbedringen af patientrettigheder, især gennem information og samarbejde mellem medlemsstater, kan opnås ved at udvikle e-sundhedssystemet og formidle information om grænseoverskridende sundhedsydelser.

Promotionskampagner, som støttes gennem grænseoverskridende samarbejdsprogrammer, kan give patienterne et informationsniveau, der vil gøre dem i stand til at bruge systemet med mindst muligt misbrug i overensstemmelse med de godkendte regler. Derfor tror vi, at e-sundhed og effektiv fremme af grænseoverskridende sundhedssystemer er de grundlæggende forudsætninger for at implementere direktivets henstillinger.

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

  Zigmantas Balčytis (S&D). – (LT) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske alle ordførerne med udarbejdelsen af dette vigtige dokument. I dag er folk alt for usikre på spørgsmål om adgang til sundhedsydelser i andre EU-medlemsstater, godtgørelser for leverede ydelser og ansvar for klinisk opfølgning. Recepter udstedt i én medlemsstat anerkendes ikke altid i andre lande. Dette direktiv er væsentligt for vores befolkning, for det nuværende system er kompliceret, og det er vanskeligt at få ordentlig information. Endvidere er de videnskabelige fremskridt meget ujævne, og dette direktiv vil derfor give patienter lejlighed til at få relevant behandling i en anden medlemsstat, hvis den ikke i øjeblikket er tilgængelig for dem. Det vil give patienterne mulighed for virkelig at udnytte fordelene ved det indre marked og vil have en positiv virkning på en mere retfærdig reform af hver medlemsstats sundhedssystem i fremtiden.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Denne foranstaltning er afgjort en altomfattende foranstaltning, og ordføreren og de, der har hjulpet med til at færdiggøre den, fortjener vores hjerteligste tak.

Grænseoverskridende sundhedsydelser betyder, at vi nedbryder grænser og giver patienter valgfrihed, hvilket er helt i overensstemmelse med den frie bevægelighed, der er karakteristisk for EU. Denne mobilitet på sundhedsområdet anerkendes nu for både sjældne sygdomme og højt specialiserede sygdomme, der kræver omgående behandling.

Ydelserne er aktuelle og relevante og gør det muligt at hævde en ret, nemlig retten til sundhed. Levering af sundhedsydelser bliver elektronisk og skal nedbringe behandlingsforskelle mellem EU-borgere. På lang sigt kan denne foranstaltning endda vise sig at bebude en form for europæisk akkreditering, der garanterer høje teknologiske og personlige standarder.

  Olga Sehnalová (S&D). – (CS) Hr. formand! Målet med kompromisdirektivudkastet er efter to års drøftelser hovedsagelig at give patienter retssikkerhed i grænseoverskridende sundhedssituationer. Det er helt sikkert et positivt resultat. Drøftelsernes kompleksitet har imidlertid tydeliggjort ikke blot forskellene mellem sundhedssystemerne i de forskellige medlemsstater, men også de forskellige finansielle vilkår, hvorpå sundhedsydelser leveres til europæiske borgere. Det forhold, at det er et særdeles følsomt problem, kan også ses af de aktuelle masseopsigelser fra frustrerede læger på tjekkiske hospitaler. Baggrunden herfor omfatter de risici eller usikkerheder, der opstår om direktivets virkning, f.eks. at sundhedsturister vil søge billigere sundhedsydelser af høj kvalitet. Kun tiden vil vise, om dette bliver et marginalt problem, eller om de uomtvistelig positive virkninger af direktivet vil blive de fremherskende.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske min kollega og ordfører fru Grossetête og faderen til dette direktiv, John Bowis, for deres kolossale arbejde med direktivet, hvis formål er sikre grænseoverskridende sundhedsydelser af høj kvalitet.

Jeg vil gerne klart understrege behovet for denne forskrift på baggrund af de hidtil tvetydige ordninger for behandling af patienter i udlandet, der har skabt usikkerhed for patienter, især i tilfælde af alvorlig sygdom. Jeg er begejstret over, at forskriften indeholder særlige foranstaltninger for navnlig disse patienter.

Jeg støtter ordførerens holdning, når hun understreger, at denne retlige ordning er for patienter, der har behov for den, og ikke kun for dem, som har råd til at betale for den. Forskriften er således et betydeligt skridt i retning af patientmobilitet i EU. Aftalen med Rådet er udtryk for en balance mellem medlemsstaternes og Europa-Parlamentets holdninger …

(Formanden afbrød taleren)

  Mario Pirillo (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Indtil nu har adgangen til grænseoverskridende sundhedsydelser i Europa været påvirket af forskellige begrænsninger i form af lange ventetider, et komplekst godtgørelsessystem og også vanskeligheder med at fastslå ansvaret for klinisk opfølgning i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser.

Det direktiv, Europa-Parlamentet skal til at stemme om, er et vigtigt skridt fremad, fordi det tydeliggør disse administrative spørgsmål og forbedrer samarbejdet mellem medlemsstaterne og samtidig styrker sundhedsydelsernes kvalitet og sikkerhedsstandarderne.

Gennem de nationale kontaktpunkter, der oprettes, vil patienterne kunne få oplysninger om tilgængelige sundhedsydelser i en anden EU-stat og administrative procedurer samt om klageadgang og ankemuligheder. Denne mulighed er ikke længere baseret på evnen til at betale, men på den ægte ret til et mere informeret valg.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (LT) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren og alle dem, der har bidraget til dette vigtige dokument. Vejen til den endelige aftale var meget lang. Det kunne i begyndelsen se ud, som om alle accepterede dokumentet, men der er nogle skeptikere her, som frygter måske ulige ydelsesomkostninger eller for mange bureaukratiske krav og mulig sundhedsturisme, men efter min mening har direktivet virkelig afbalancerede mekanismer til at undgå de mulige negative virkninger. Ikke desto mindre er det vigtigste at skabe betingelserne for patientmobilitet, at give mulighed for at være EU-borger, dvs. det vigtigste er også let at kunne opnå ydelser, samtidig med at man bevæger sig frit gennem EU. De ting, der afskrækker folk fra at udnytte denne mulighed, er sprogbarrierer og manglende information. Derfor vil de planlagte kontaktpunkter give patienterne alle de nødvendige oplysninger, mere klarhed, tillid og selvpleje. Sundhed er vigtig for os alle, og når vi forener kræfterne, vil det sikre, at vi bevæger os fremad i den retning.

  Kriton Arsenis (S&D). – (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Vi forhandler om et direktiv, der i sandhed faktisk løser problemet med benyttelse af sundhedstjenesteydelser i andre medlemsstater. Disse tjenesteydelser bliver allerede benyttet. Imidlertid harmoniserer og regulerer direktivet betingelserne for benyttelsen af disse tjenester. Jeg er enig i, hvad mine kolleger har sagt om behovet for, at sundhedstjenesteydelserne er af høj standard og er tilgængelige for borgerne tæt på deres bopæl. Vi er dog ofte nødt til at benytte sundhedstjenesteydelser i andre medlemsstater, især med hensyn til sjældne sygdomme og nye behandlinger.

Jeg ser også positivt på den særlige omtale af sundhedstjenesteydelser ved varme kilder og kursteder. Benyttelse af disse ydelser giver os mulighed for at forbedre forebyggelse og behandling af talrige sygdomme for få penge, og det kan være meget vigtigt for vores sygekassers "sundhed".

Jeg opfordrer kommissæren til at yde reel støtte til dette initiativ til at fremme disse tjenesteydelser.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE). – (PT) Hr. formand, fru Győri, hr. kommissær! Med dette direktiv fastsættes der regler, som letter adgangen til grænseoverskridende sikre sundhedsydelser af høj kvalitet, og som fremmer samarbejdet mellem medlemsstaterne, samtidig med at de nationale domstole respekteres i fuldt omfang.

Det bygger på grundlæggende principper vedrørende universalitet, adgang til sundhedsydelser af god kvalitet, lighed og solidaritet. Der er klare fordele for patienterne, især dem, der lider af sjældne og komplekse sygdomme, eftersom de vil kunne få adgang til ekspertisecentre inden for den sygdom, de lider af.

Dette direktiv er endnu et eksempel på, at EU kommer til at tjene sine borgere. Vi fortjener alle lykønskninger, især Kommissionen, Rådet og vores kollega, fru Grossetête, for deres fortræffelige arbejde og for at virkeliggøre dette direktiv …

(Formanden afbrød taleren)

  Antigoni Papadopoulou (S&D). – (EL) Hr. formand! Grænseoverskridende sundhedsydelser er en nødvendighed nu til dags. Dette direktiv skaber forudsætningerne for et Europa uden grænser i sundhedssektoren. Patienter, der lider af alvorlige kroniske sygdomme, kan nu få specialistbehandling, de får større bevægelighed og mere omfattende information fra kontaktpunkterne, og de får mulighed for at få dækket deres omkostninger uden vrøvl. Det nye Fællesskabsdirektiv skaber nye udfordringer, pres for at få moderniseret de nationale sundhedssystemer i de 27 EU-medlemsstater og uden tvivl behov for løbende networking og samarbejde mellem alle sundhedssystemer i de 27 medlemsstater i EU med det formål at udveksle god praksis, fremme e-sundhed og opnå permanente forbedringer i standarden for grænseoverskridende sundhedsydelser. Det er en udfordring, vi skal løfte …

(Formanden afbrød taleren)

  John Dalli, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Lad mig endnu engang lykønske Parlamentet med det vigtige resultat, det er at nå en konklusion på dette direktiv. Jeg er meget glad for, at dette direktiv bliver vedtaget.

Jeg må sige, at jeg ikke kan være enig i den følgeslutning, at initiativet fremmer sundhedsturisme eller gør det muligt for forsikringsselskaberne at nedbringe omkostningerne. Det er snarere en sikkerhed for, at borgere, der har brug for sundhedsydelser, har bedre mulighed for at få dem, idet de bliver fri for de bureaukratiske lænker, som undertiden afskærer dem fra den mulighed.

Jeg mener, direktivet er et virkeligt gennembrud for patienter og for en styrkelse af et sundhedens Europa. Jeg er simpelthen enig med fru Roth-Behrendt, fru McGuinness og andre i, at dette bør være et incitament til, at medlemsstaterne investerer i deres egne sundhedssystemer, for, som jeg har sagt offentligt mange gange under henvisning til dette direktiv, så ønsker vi ikke at gøre vores borgere til nomader. Vi ønsker, at vores borgere får den bedste behandling, de kan få, derhjemme.

Med dette direktiv er patienters rettigheder til grænseoverskridende sundhedsydelser nu beskyttet i EU-lovgivningen, men vores arbejde standser ikke her. Jeg tænker her på fru Parvanovas spørgsmål om mulige selvstændige forslag om interoperabilitet. Jeg må sige, at interoperabilitet også er centralt, hvis dette initiativ, dette direktiv, skal kunne fungere og gennemføres, for jeg kan ikke se os gennemføre direktivet på en virkelig god måde uden et ordentligt interoperabelt e-sundhedssystem. På den anden side er interoperabilitet også meget vigtig for at øge ligheden med hensyn til sundhedsydelser og for at forbedre sundhedsydelsernes bæredygtighed.

Jeg glæder mig nu til at arbejde sammen med medlemsstaterne om at få dette direktiv ordentlig gennemført og håndhævet i hele EU. Der mangler stadig meget både på EU-plan og nationalt i at sikre, at samarbejdet mellem sundhedssystemerne i Europa bliver en realitet. De kan regne med, at jeg vil løfte den udfordring med al min beslutsomhed og energi.

  Enikő Győri, formand for Rådet. – (HU) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, hr. Bowis! Mange tak for denne produktive forhandling. Jeg mener, at den udmærket illustrerede de punkter, som det har været vanskeligst at behandle for deltagerne i forhandlingerne i de seneste år, både i Rådet og i Parlamentet, og jeg er også meget glad for, at et overvældende flertal af medlemmer var enige.

Ja, dette direktiv vil skabe en klarere situation og et mere åbent system, der kan tjene de europæiske borgere. Som det vil fremgå ved præsentationen af programmet i morgen, har det ungarske formandskab til hensigt at sætte mennesket i centrum i sit program. Det er også blevet synligt, at det, vi har skabt her, ikke er perfekt. Der er stadig plads til yderligere forbedring, som hr. Dalli netop har nævnt.

Jeg fandt forhandlingen om det indre marked og servicedirektivet, og om hvordan alt det hænger sammen med patientrettigheder, rigtig interessant. Jeg mener, at det var en smart løsning, at vi ikke tog fat på spørgsmålet som en serviceydelse, eftersom alle husker, hvilket ramaskrig servicedirektivet afstedkom, da det blev vedtaget. Det var et rigtigt skridt at skabe dette direktiv gennem spørgsmålet om patientrettigheder. Det vil give patienter mulighed for fri bevægelighed og vil stadig sikre, at patienter har adgang til tjenesteydelser af bedre kvalitet og på det rette tidspunkt. Jeg mener derfor, at vi nåede vores mål, om end gennem en anden tilgang. Hvad, der er meget vigtigt, er, at direktivet vil styrke valgfriheden ud over principperne om lige muligheder, retten til ydelser af god kvalitet, lighed og solidaritet, som jeg før har nævnt.

Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er meget glad for, at dette direktiv blev skabt under det ungarske formandskab. Æren tilkommer imidlertid ikke os, men vores forgængere, Belgien og Spanien, og også medlemmerne af Parlamentet. Jeg er taknemmelig over, at det glimrende samarbejde mellem Rådet og Parlamentet i den grad kan komme de europæiske borgere til gode.

  Formanden. – Jeg vil naturligvis gerne benytte lejligheden til at lykønske fru Grossetête med det fortrinlige stykke arbejde, hun og skyggeordførerne fra de forskellige grupper har gjort med dette meget vanskelige og meget komplicerede spørgsmål, som vi efter min mening bør offentliggøre vidt og bredt, da det er et af de spørgsmål, der virkelig vil nå ud til alle borgere i de 27 medlemsstater. Tillykke, fru Grossetête!

  Françoise Grossetête, ordfører. – (FR) Hr. formand! Jeg er helt enig i Deres synspunkt, og jeg vil først og fremmest gerne takke de mange medlemmer, der under hele denne forhandling har talt til støtte for direktivet. Endnu en gang vil jeg gerne takke skyggeordførerne fra hver politisk gruppe – jeg kan se fru Roth-Behrendt, men jeg tænker på alle mine kolleger og kan ikke nævne dem alle. Jeg ønsker at takke dem, fordi de alle spillede en aktiv rolle og ydede et vigtigt bidrag til indsatsen for at nå den politiske aftale med Rådet den 21. december, som vil blive afsluttet med et positivt resultat i morgen.

Til de kolleger, der har udtrykt visse forbehold med hensyn til bl.a. sundhedsturisme, siger jeg "nej! Det tager vi hånd om". Direktivet indeholder en beskyttelsesklausul for medlemsstaterne og giver dem mulighed for at kontrollere planlægningen af deres sundhedsydelser og infrastrukturer, netop for at forebygge sundhedsturisme.

Til dem, der synes, at direktivet ikke er ambitiøst nok, siger jeg, "De har ret, også jeg havde gerne set, at det var gået videre". Imidlertid må vi i dag se på, at vi er ved første etape af dette direktiv, og jeg kan se, at kommissær Dalli, der har hjulpet os en hel del med det, er enig med mig.

Sammen skal vi først og fremmest sikre, at direktivet omsættes til national lovgivning under de bedst mulige betingelser. Om ca. 30 måneder vil direktivet blive anvendt, og vi vil alle skulle være opmærksomme i vores medlemsstater for at sikre, at det virkelig fremmer patientrettigheder.

Jeg vil slutte af med at sige, at afstemningen i morgen er væsentlig. Jeg forventer, at De sikrer, at dette direktiv bliver en stor succes, for den succes vil være en gave til patienterne, da vi endelig vil anerkende patienters ret til sundhedsydelser af høj kvalitet.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  János Áder (PPE) , skriftlig. – (HU) Under forhandlingen i udvalget om udkastet til direktiv om grænseoverskridende patientrettigheder var der få, som i lighed med min kollega, Peter Liese, ikke kunne se farerne, men snarere mulighederne i denne lov. Vi ungarere deler denne holdning. Skønt det nu indgåede kompromis, der kan opfattes som et forsvarligt kompromis mellem patienternes rettigheder og medlemsstaternes bekymringer, adskiller sig stærkt fra det foregående betænkningsudkast, er mulighederne der stadig. Vi kan sige, at det er et lille skridt i den rigtige retning. Hvad er det for muligheder? Mens mange tidligere forestillede sig en pludselig tilstrømning af urealistisk mange udenlandske patienter og de nationale sundhedssystemers kollaps, er min mening, at det i stedet for repræsenterer en chance for os til at udnytte vores lands naturlige aktiver bedre i fremtiden. Jeg taler her ikke blot om vores vand til medicinsk brug, men også om vores geografiske beliggenhed og omkostninger til uddannet arbejdskraft. Sundhedspersonale vil endelig få lejlighed til at udnytte deres faglige kompetencer og en evt. overskudskapacitet, de måtte have, bedre. Patienter, som i andre lande har uhindret adgang til sundhedsydelser, der ikke er indført i deres hjemlande på grund af visse naturlige betingelser, vil også kunne nyde godt af dette. Således vil både sundhedspersonale og patienter få gavn af det, men medlemsstaterne kan også være rolige takket være de mange begrænsninger, der er indarbejdet i direktivet. Jeg lykønsker ordføreren og alle mine kolleger, der har bidraget til denne succes.

  Giovanni Collino (PPE), skriftlig. – (IT) Ved standardisering af sundhedsydelser i Europa skal der tages hensyn til kvaliteten af de tilbudte ydelser, som skal være ensartede for borgerne i alle 27 medlemsstater uanset formue og betalingsevne, hvis vi skal fuldføre det indre marked for sundhedsydelser.

Jeg beder indtrængende formanden og mine kolleger i Europa-Parlamentet om at sikre, at EU-tiltaget ikke stopper med vedtagelsen af dette initiativ, men at det også omfatter opfordring til handling på lokalt plan, først og fremmest til gennemførelse af foranstaltningen i de enkelte stater.

Det er ikke mindre vigtigt at vedtage alle de grænseoverskridende foranstaltninger, der er nødvendige, for at hele systemet kan fungere. F.eks. har en grænseregion som Friuli-Venezia Giulia brug for en passende dataindsamlingsmekanisme for at optimere samarbejdet både inden for det nationale territorium – især nu, hvor den finanspolitiske føderalisme er stærkt på vej i Italien – og også med grænseområderne, såsom visse naboregioner i Slovenien, som vi allerede i nogen tid har haft en konstruktiv dialog med om forvaltning af sundhedsydelser.

Vi har også brug for at sikre passende uddannelse til medarbejdere, hvis patienter og hvis kompetencer skal blive stadig mere globale i et scenario, der ikke længere er rent europæisk.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Efter en lang proces har vi i dag vedtaget teksten til direktivet om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Det er en succes for Parlamentet, men frem for alt er det en sejr for brugerne. Den nye juridiske ramme vil gøre det muligt for borgere i en hvilken som helst medlemsstat at modtage sundhedsydelser i en anden medlemsstat på samme betingelser som i deres eget land. En sådan mobilitet vil gøre det muligt for patienter helt legitimt at undgå nationale ventelister og benytte sundhedsydelser, der tilbydes i andre EU-lande. Det baner også vejen for specialisering, især i sjældne sygdomme, således at sundhedsydelser ikke længere behøver blive leveret lokalt, men kan sikres på steder, der specialiserer sig i den pågældende behandling. Vi sigter ikke hermed mod at fremme sundhedsturisme, men snarere mod at sikre europæernes fulde bevægelighed i Europa på lige betingelser, hvilket betyder, at vi alle fra nu af kan vælge at søge behandling, hvor denne kan gives hurtigst, er mest effektiv og er af den højeste kvalitet, og kan få godtgjort omkostningerne af forsikringsmedlemsstaten på nøjagtig samme vilkår, som hvis sundhedsydelsen var blevet leveret der.

  Lena Kolarska-Bobińska (PPE), skriftlig. – (PL) Ikrafttrædelsen af direktivet om "patienter uden grænser" er en stor mulighed for alle patienter i EU, men mest af alt for patienter fra lande, der er mindre veludviklede, hvor sundhedsydelserne lader meget tilbage at ønske. Disse patienter vil få bedre adgang til behandling i et andet land, end de har nu. Der er også håb om, at de nye foranstaltninger vil stimulere ændringer i de nationale sundhedssystemer. Her er især tale om en nedbringelse af de lange ventelister for mennesker, der venter på bestemte typer hospitalsbehandling. Risikoen for udstrømning af patienter til hospitaler i andre lande vil fremtvinge administrative beslutninger om den bedste udnyttelse af hospitalssenge og procedurer i de lande, der har de længste køer. Forpligtelsen til at oprette kontaktpunkter i hver EU-medlemsstat er vigtig for patienterne. Det vil give dem mere information om behandlingsmulighederne i et andet land og også om erfaringerne hos hospitaler i andre lande med behandling af sjældne eller meget alvorlige sygdomme. Når den nye lovgivning er trådt i kraft, er det vigtigt at gennemføre en detaljeret overvågning af, hvordan den virker, og hvordan den påvirker forbedringen af sundhedsydelsernes kvalitet samt adgangsmulighederne for forskellige patientgrupper i Europas forskellige regioner. Især bliver det vigtigt at samle information om, hvem der benytter disse ydelser – kun bedre informerede og velhavende sociale grupper eller alle, der har brug for behandling.

  Alajos Mészáros (PPE), skriftlig. – (HU) Arbejdskraftens frie bevægelighed og udviklingen af turisme nødvendiggør en løsning på problemerne med grænseoverskridende sundhedsydelser. Reglerne for adgang til ydelser og godtgørelse skal være klare og velkendte for medlemsstaternes borgere. Målet er at sætte borgerne i stand til uden forudgående tilladelse og i alle medlemsstater at få adgang til de hospitalsbehandlinger og behandlinger uden for hospital, som de også ville have ret til i deres egen medlemsstat, og få omkostningerne godtgjort i et bestemt omfang i henhold til deres egne systemer. Risikoen for muligt misbrug – jeg tænker her på "sundhedsturisme" – må ikke blive en hindring i denne sag, men vi skal naturligvis gøre alt, hvad der står i vores magt, for at reducere det til et minimum.

Jeg må understrege, at forslaget vedrører patienters bevægelighed i EU og ikke "fri bevægelighed for tjenesteydelser". Det skal bemærkes, at et veletableret system også kan skabe merværdi ved at udnytte uudnyttet kapacitet og undgå logistiske tab. I nogle tilfælde kan omgående grænseoverskridende lægehjælp redde liv. Yderligere et vigtigt aspekt er, at grænseoverskridende sundhedsydelser også har stor betydning i tilfælde, hvor et passende behandlingsniveau for en bestemt sygdom ikke er til rådighed i én medlemsstat, men er tilgængelig i en anden. Jeg mener, at forslaget er afbalanceret og repræsenterer et kompromis mellem medlemsstaternes forbehold og Europa-Parlamentets ambitioner.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) I øjeblikket er der for megen usikkerhed omkring spørgsmålene om adgang til sundhedsydelser, godtgørelser og ansvar for klinisk opfølgning i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Dette direktiv giver alle patienter – ikke kun de bedst informerede eller rigeste – mulighed for at få en række rettigheder til sundhedsydelser, der allerede er anerkendt af Den Europæiske Unions Domstol. Medlemsstaterne bevarer det fulde ansvar for at organisere og forvalte socialsikringssystemerne. Forslaget vedrører patienter og deres bevægelighed i EU, ikke serviceudbydernes frie bevægelighed. I direktivet fastsættes samarbejdet mellem medlemsstaterne, især med hensyn til anerkendelse af lægelige anbefalinger (behandlinger, ordinationer osv.), der er fremsat i en anden medlemsstat, e-sundhed og højteknologiske vurderinger. Det referencenetværk, der oprettes af de nationale kontaktpunkter, vil lette offentlighedens adgang til denne information. De rumænske myndigheder skal virkelig sørge for, at deres borgere har adgang til informationen. At vedtage denne betænkning vil bidrage til at sikre en god balance mellem patienters rettigheder til at få adgang til den bedste lægebehandling i EU og beskyttelsen af det nationale sociale sikringssystems finansielle bæredygtighed.

  Bernadette Vergnaud (S&D), skriftlig. – (FR) Sammenlignet med Kommissionens oprindelige forslag, der lettede patientmobilitet med et markedsorienteret perspektiv på sundhed, ser jeg positivt på de fremskridt, som afspejles i denne aftale. Det var væsentligt med henblik på at værne om vores sociale beskyttelsessystemer, at vi genoprettede en forhåndstilladelsesordning for hospitalsbehandling eller omkostningskrævende behandling. På samme måde var henvisningen til traktatens artikel 168 nødvendig for at sikre, at medlemsstaternes beføjelser til at organisere deres offentlige sundhedssystemer blev respekteret. Endelig er der sket rosværdige fremskridt med hensyn til samarbejde og patientinformation.

Der er dog stadig store mangler. Det gælder manglen på hensyn til fagfolks mobilitet, den medicinske demografi og den aldrende befolkning. Andre forslag til lovgivning bør afhjælpe dette – især forslaget om faglige kvalifikationer – og i de forslag vil det være vigtigt atter at bekræfte, at sundhed er en sektor med særlige karakteristika og ikke kun er en vare, der alene styres af markedets love, men snarere det mest værdifulde aktiv, borgerne har.

Bilag – Kommissionens holdning

Ændringsforslag:

Direkte vedtagelse: ændringsforslag 107 (teksten i sin helhed, blok nr. 1, kompromisændringsforslag). Kommissionen går ind for vedtagelse af kompromisteksten som udarbejdet af medlovgiverne.

14. Europæisk initiativ vedrørende Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme – Astmainhalatorer (forhandling)

  Formanden. – Det næste punkt er, må jeg sige, en underlig forhandling under ét om følgende:

- betænkning (A7-0366/2010) af Matias for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om et europæisk initiativ vedrørende Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme (2010/2084(INI)) og

- mundtlig forespørgsel (B7-0666/2010) af Mazzoni for Udvalget for Andragender, om astmainhalatorer (O-0182/2010).

  Marisa Matias, ordfører. – (PT) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at give et efter min mening klart eksempel på, hvorfor dette initiativ er presserende. Vi begyndte arbejdet i Parlamentet for præcis seks måneder siden. Der er gået seks måneder mellem det tidspunkt, hvor vi påbegyndte arbejdet med betænkningen, og afstemningstidspunktet, og i den tid har over 700 000 mennesker udviklet Alzheimers eller en anden form for demens. Dette tal i sig selv viser, hvor vigtigt og presserende det er at handle på dette område. Det er derfor, Kommissionens meddelelse kommer i rette tid.

Alle mennesker, der lider af Alzheimers og andre demenssygdomme i Europa, skal behandles ens. Der er over 7 mio. mennesker med Alzheimers og næsten 10 mio., der lider af demenssygdomme som helhed.

Hvis vi talte om tal, ville vi tale om en størrelsesorden som et mellemstort land. Vi kan ikke forskelsbehandle en sygdom, ligesom vi ikke kan forskelsbehandle et land. Vi skal behandle dem alle ens. Det er netop af den grund, det er presserende nødvendigt at træffe foranstaltninger på flere områder. Fra forskningsområdet ved vi, at antallet af personer, der lider af denne sygdom, fordobles hvert 20. år.

Hvis den betragtede aldersgruppe er over 65 år, ved vi, at antallet fordobles hvert fjerde år, og det er præcis derfor, vi skal gøre noget ved årsagerne og afdække årsagerne, for vi kan ikke træffe foranstaltninger mod et problem, hvis vi ikke har et godt kendskab til det. For at få det har vi brug for mere forskning, mere samarbejde og flere epidemiologiske data.

Vi skal vide mere om, hvordan vi skrider til handling i form af forebyggelse og kontrol af risikofaktorer. Vi har brug for tidlig diagnose, vi har brug for specialiseret pleje, og vi har brug for at uddanne plejere. Vi skal yde støtte til familier og ikke stigmatisere de sygdomsramte. Vi skal derimod give dem rettigheder og værdighed. Vi har brug for, at alle lande har nationale handlingsplaner, således at vi kan samarbejde på EU-niveau. Vi skal bekæmpe uligheder mellem medlemsstaterne og inden for medlemsstaterne. Vi kan ikke acceptere, at der skal være et A- og et B-hold af patienter. De skal alle være lige uanset køn, alder, bopæl eller ethvert andet kriterium.

Derfor er det meget meget vigtigt, at vores sundhedstjenester har den størst mulige dækning. Vi kan ikke undgå at tale om disse presserende behov, bare fordi vi er i krise og altid taler om sygdommens omkostninger. De sociale og økonomiske omkostninger ved at undlade at behandle dette problem er langt større, langt større end ved at konfrontere det. Derfor er vi nødt til at tage hånd om dette problem og investere, investere i mennesker, investere, som jeg sagde, i forebyggelse og støtte til familier og plejere, der så ofte bliver glemt.

Vi ved, at der for hver person, som lider af Alzheimers, er brug for tre personer til at pleje dem. En person med Alzheimers kan ikke være alene i bare én time. Det skal være en lektie for os, vi kan ikke fortsætte, uden at medlemsstaterne koordinerer deres indsats mod dette problem, uden samarbejde og endvidere samarbejde på grundlag af solidaritet.

Derfor vil jeg gerne sige følgende. Vedrørende samarbejde ved vi alle, at intet af dette arbejde kan udføres isoleret, og også her i Parlamentet er det iværksat i samarbejde med alle skyggeordførerne fra alle parlamentsgrupper, med støtte fra de tre kvinder, der hjalp mig i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, i min parlamentsgruppe og i min delegation.

Derfor vil jeg gerne takke alle disse kvinder, og måske er det ikke nogen tilfældighed, at det kun var kvinder, der arbejdede på denne betænkning. Det skyldes, at kvinder er mest ramt, idet de både tager sig af betænkninger om Alzheimers og af personer, der er ramt af Alzheimers, herunder mænd. Jeg ønsker derfor også at gøre opmærksom på de typer af forskelsbehandling, der skjules på grund af manglende behandling eller reaktion på disse spørgsmål.

Jeg vil slutte af med at spørge kommissær Dalli direkte, hvilke af forslagene i betænkningen Kommissionen er parat til at godkende, og hvornår den vil være klar til at træffe foranstaltninger mod et presserende problem af det omfang, som vi i øjeblikket står over for.

  Erminia Mazzoni, forslagsstiller. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg må sige, at også jeg er forvirret over, hvorfor denne forespørgsel er blevet kombineret med den foregående betænkning, men det vigtige for mig er, at Parlamentet i dag fokuserer på sagen i den forespørgsel, jeg fremsatte for Udvalget for Andragender.

Forespørgslen omhandler en sag, hvor en lille europæisk virksomhed er blevet nægtet retfærdighed på grund af den passivitet, Kommissionen desværre har udvist fra 1997 og indtil nu. Denne konstatering støttes af Retsudvalget, som blev bedt om at fremsætte en udtalelse af det udvalg, jeg er formand for.

Sagen vedrører en medicinsk anordning – nærmere bestemt en astmainhalator – der blev patenteret i 1990 og lovligt markedsført. Dette produkt er reguleret af direktiv 93/42/EØF, hvori det fastsættes, at producenterne skal erklære, at de har overholdt kravene, og som bemyndiger de nationale myndigheder til gennem overvågning og stikprøvekontroller at kontrollere, at denne fabrikanterklæring er gyldig.

Det produkt, der blev distribueret på markedet med succes i seks år – dvs. indtil 1996 – og som der ikke blev registreret en eneste klage over eller kommentar til i over 15 år, blev fremlagt til inspektion af regeringen for Oberbayern, der bad Magdeburg-kommissionen om at revidere den tilladelse, virksomheden havde fået bevilget.

I december det år foretog sundhedskommissionen og -ministeriet i Sachsen-Anhalt denne inspektion og afsluttede proceduren med at erklære, at produktet fuldt ud opfyldte de gældende lovfæstede krav. Ved afslutningen af proceduren satte de også spørgsmålstegn ved lovligheden af den forespørgsel, Oberbayerns regering havde fremsat, og opfordrede den til at iværksætte beskyttelsesklausulproceduren i henhold til førnævnte direktiv, hvis den fortsat var i tvivl.

Det følgende år var der en række udokumenterede aktiviteter, som vi kun blev indirekte informeret om, og så beordrede forbundssundhedsministeren pludselig, i 1997, produktet trukket tilbage fra markedet uden nogen kommunikation med producenten.

Ministeriet indledte proceduren – proceduren i medfør af artikel 8 i førnævnte direktiv – ved udgangen af 1997, men der kom intet ud af det, for der ikke blev fremlagt nogen information, og processen med høring af producenten blev ikke iværksat. Midt i den generelle tavshed i midten af 2003 bragte producenten produktet tilbage på markedet i den tro, at tavsheden betød, at de tyske myndigheders uforklarede kommentarer var blevet afvist.

Desværre gav de tyske myndigheder i 2005 – og igen uden nogen kommunikation – ordre til, at produktet atter en gang skulle trækkes tilbage fra markedet. For at gøre det helt klart – er der til trods for gentagne forespørgsler til dato ikke givet nogen forklaring på, hvorfor produktet blev trukket tilbage.

Siden har der ikke været nogen kommunikation, ingen undersøgelse og ingen lejlighed for producenten til rimeligt at udfordre den anden parts resultater. Det har haft alvorlige økonomiske konsekvenser for producenten, fordi han har ventet på et svar i over 15 år og ikke kan bringe sit produkt i omsætning.

Jeg vil også tilføje, at det i de seks år, hvor produktet blev distribueret kunne konstateres – og det kan dokumenteres, også med dokumenter fra Kommissionen – at der skete betydelige besparelser i de offentlige sundhedsudgifter på grund af de lave omkostninger til produktet, og at produktet havde en positiv virkning for astmatikere.

Da producenten, hr. Klein, i 2008 havde oplevet, at alle hans forsøg på at komme nogen vegne med de øvrige myndigheder var mislykkedes, henvendte han sig til Udvalget for Andragender. Udvalget iværksætter proceduren i løbet af denne valgperiode. På baggrund af den lange tid, den i andragendet omhandlede sag har været i gang, lancerer det endvidere en uformel høringsproces med kommissæren for at anmode om, at der gives et svar inden for en kortere tidshorisont, fordi andrageren beder om en bekræftelse på, at hans produkt lever op til EU-lovgivningen, eller i modsat fald i det mindste om en afgørelse, han kan indbringe for Domstolen, og som kan give ham mulighed for at se retfærdigheden ske fyldest.

Intet af dette er sket, og under forhandlingen med Udvalget for Andragender undgik Europa-Kommissionen desværre endnu en gang at besvare vores spørgsmål. Derfor har Udvalget truffet den enstemmige beslutning at komme til Parlamentet og bede Kommissionen om at give klare svar i Parlamentet, fordi denne sag unægtelig rejser alvorlig tvivl om krænkelse af chartret om grundlæggende rettigheder. Det skyldes ikke kun Kommissionens passivitet, men også og frem for alt andrageren, hr. Kleins, manglende mulighed for at anlægge sag.

Sagen rejser indlysende tvivl om krænkelse af markedsregler og beskyttelse af små virksomheder, og derfor insisterer vi på, at der gives svar her på de punkter, vi har taget op i vores forespørgsel.

  Formanden. – Fru Mazzoni! Først og fremmest tak, fordi De delte min forvirring over, hvordan de to emner hang sammen. Det er naturligvis ikke udtryk for foragt fra min side for et vigtigt spørgsmål, som De desuden rejser i Deres egenskab af formand for Udvalget for Andragender, som jeg også sidder i, og jeg er derfor særdeles interesseret i, hvad det laver.

Det vil være meget vanskeligt for både kommissæren og talerne at kombinere de to emner, der er af så forskellig karakter, og det er derfor værd at sætte spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt at planlægge forhandlingen, således som den er planlagt på dagsordenen.

  John Dalli, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! Lad mig for det første hylde Parlamentet og især ordføreren fru Matias for Deres engagement med hensyn til at tage fat på Alzheimers og andre demenssygdomme.

Kommissionen deler fuldt ud Deres bekymring. Demenssygdomme betyder megen lidelse for millioner af europæere og deres familier. Med en hastigt aldrende befolkning er det nu på tide, at Europa handler.

Derfor fremlagde Kommissionen i 2009 en meddelelse om Alzheimers og andre demenssygdomme med en foranstaltning til at forbedre forebyggelse og diagnose, forskning og udveksling af god praksis.

Jeg er glad for, at Parlamentet støtter det igangværende arbejde i den forbindelse og fremsætter en omfattende række henstillinger. Denne betænkning og henstillingerne heri er meget aktuelle på et tidspunkt, hvor Kommissionen skal til at iværksætte en fælles aktion med medlemsstaterne om Alzheimers i april, den såkaldte ALCOVE (ALzheimer COoperative Valuation in Europe).

Jeg er overbevist om, at denne fælles aktion vil følge mange af de henstillinger, De vedtager her i dag.

Den fælles aktion vil fokusere på forebyggelse – et område, som Parlamentet understreger i betænkningen – og også på forbedring af viden og data og udveksling af god praksis. Den skal også tackle et andet område, hvor Parlamentet opfordrer til handling, rettigheder for personer, der lever med demens. Jeg er enig med Dem i, at vi har brug for fuldt koordineret forskning for bedre at forstå, hvordan vi forebygger eller forsinker udbruddet af demens. Derfor har Kommissionen iværksat et fælles programlægningsinitiativ om bekæmpelse af neurodegenerative sygdomme, navnlig Alzheimers.

For første gang arbejder 23 lande sammen om at gøre noget ved Alzheimers. Der findes god praksis i hele Europa vedrørende diagnose og behandling af Alzheimers, og Kommissionen udvikler udveksling af viden og god praksis.

Som anbefalet af Parlamentet kan jeg også bekræfte, at initiativet Innovation i EU under Europa 2020-strategien som sit første pilotområde til det nye europæiske innovationspartnerskab vil tage fat på emnet sund og aktiv alderdom.

Man kunne i den forbindelse udvikle en aktion til at støtte mennesker, der lider af demens. Et godt eksempel kunne være det igangværende parlamentsinitiativ om plejere. Vi håber at kunne støtte flere nyskabende aktioner på dette område, der også kan omfatte spørgsmål om Alzheimers og andre demenssygdomme.

Endelig ser Kommissionen positivt på en række andre henstillinger, bl.a. om at gøre 2014 til europæisk hjerneår. Lad mig forsikre Dem om, at Kommissionen er forpligtet til at gøre sit for at gøre noget ved demens.

Jeg vil nemlig nu tage fat på det andet emne i denne forhandling, det andragende, der er indgivet af hr. Klein, som har opfundet og producerer inhalatoren "Effecto".

Markedsføringen af den pågældende anordning blev oprindelig nægtet i Tyskland i 1997. Denne beslutning blev ikke forfulgt yderligere, hverken af Kommissionen, de tyske myndigheder eller producenten. Den daværende distributør anførte dengang, at den ville gennemføre yderligere undersøgelser, før produktet blev bragt på markedet igen.

Anordningen blev sendt på markedet igen i 2002 under et nyt navn. Da produktet igen blev forbudt af de tyske myndigheder i 2005, analyserede Kommissionen sagen omhyggeligt og afsluttede proceduren med et officielt brev til de tyske myndigheder og producenten i juli 2007.

Kommissionens analyse var, at de tyske myndigheders forbud var berettiget, fordi de kliniske data, producenten fremlagde, var utilstrækkelige til at påvise anordningens sikkerhed.

Ifølge direktivet om medicinske anordninger skal sikkerheden påvises af producenten, hvis han skal have lov til at bruge EF-mærkning. Det betød, at den gældende lovbestemmelse var direktivets artikel 18, der omhandler tilfælde, hvor et produkt markedsføres med uretmæssigt anbragt EF-mærkning. I det tilfælde er der ingen formel Kommissionsafgørelse.

Da beskyttelsesklausulproceduren efter Kommissionens mening ikke gælder for denne sag, har Kommissionen ingen grund til at anmode om at få meddelt det forbud, de tyske myndigheder fremsatte i 2005.

Den hindring, andrageren står over for med hensyn til at markedsføre produktet, er de tyske myndigheders afgørelse (forbuddet fra 2005) og ikke en Kommissionsafgørelse. Andrageren havde klare juridiske muligheder, som han kunne forfølge på nationalt plan, og han har faktisk også benyttet disse muligheder. Hans krav blev imidlertid afvist af de tyske domstole.

Jeg vil gerne understrege, at Kommissionen siden 2007 har opfordret andrageren til at bringe anordningen i overensstemmelse med kravene ved at fremlægge de manglende kliniske data og har fremmet kontakter mellem ham og de tyske myndigheder med henblik herpå. Så vidt Kommissionen ved, har andrageren indtil videre ikke foretaget sig noget.

  Elena Oana Antonescu, for PPE-Gruppen. – (RO) Hr. formand! Jeg vil tale om Alzheimers sygdom og andre former for demens. Jeg vil gerne rose ordføreren, fru Matias, for det fine stykke arbejde, hun har gjort. Som skyggeordfører for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) i denne sag ønsker jeg også at takke mine kolleger, der ydede deres bidrag. Den opmærksomhed, denne sag har fået, viser, hvor vigtigt et emne det er, og samtidig hvor alvorligt dette fænomen er.

Antallet af mennesker, der lider af demens, er op til 9,9 mio., hvoraf de fleste patienter har Alzheimers. Inden 2020 forventer vi, at dette antal stiger dramatisk på et tidspunkt, hvor sygdommen stadig er underdiagnosticeret i EU. Der er uligheder mellem medlemsstaterne med hensyn til forebyggelse, adgang til behandling og pleje. Indsatsen er opsplittet og foranstaltningerne er ulige, for så vidt angår forskning i og bekæmpelse af denne sygdom.

Betænkningen er et vigtigt skridt i bekæmpelsen af denne sygdom i EU og er væsentlig for indførelsen af en ny form for samarbejde mellem medlemsstaterne, idet det bliver muligt at træffe samordnede foranstaltninger for at bekæmpe visse problemer, der berører hele Europa. Betænkningen støtter solidaritet mellem staterne og udveksling af god praksis for at undgå dobbeltarbejde og spild af ressourcer. Jeg vil gerne understrege betydningen af forebyggende diagnose og tidlig indsats i sygdommens første stadier. Jeg mener, at dette er afgørende for at gøre fremskridt i bekæmpelsen af denne sygdom.

Endvidere vil jeg også gerne minde om betydningen af at indføre en tværfaglig tilgang til forskning i dette område. Opsplitningen mellem fag og den svage forbindelse mellem primær og klinisk forskning, folkesundhed og socialforskning påvirker den måde, hvorpå videnskabelige opdagelser overføres til medicinsk praksis og behandlingsudbud. Det forhold, at alle disse gennemføres på nationalt plan øger opsplitningen. Derfor skal vi fokusere på den tværfaglige tilgang og på at overføre opdagelser og viden på EU-niveau.

  Nessa Childers, for S&D-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Næsten 10 mio. europæere lider i dag af demens, hvor Alzheimers er den mest almindelige form. En af disse personer i statistikken var min egen mor, der døde sidste år. Jeg hilser derfor dette EU-initiativ om demens meget velkommen.

Vi bør være meget bekymrede over, at kun halvdelen af tilfældene anslås at være blevet diagnosticeret. Vi bør være meget bekymrede over, at dobbelt så mange kvinder som mænd lider af demens, og vi bør være meget bekymrede over, at antallet af syge – med en aldrende europæisk befolkning – vil fordobles over de næste 20 år.

I betragtning af at en udskydelse af Alzheimers indtræden i fem år betyder 50 % lavere forekomst, ser jeg positivt på Kommissionens fokus på forebyggelse og tidlig opsporing. Jeg ser positivt på fokuseringen på bedre forskning i Europa, især da vi ved, at 85 % af forskningen i dag sker uden EU-koordinering. Jeg er også glad for fokuseringen på udveksling af god praksis og på patienters og deres familiers rettigheder.

De øvrige socialdemokratiske medlemmer af Europa-Parlamentet og jeg selv fokuserede på de sociale aspekter af demens i vores ændringsforslag og vi anmoder indtrængende om følgende:

Vi opfordrer til, at man inden for den medicinske og sociale forskning og i forbindelse med sundheds-, beskæftigelses- og socialpolitikker fokuserer stærkt på kvinders særlige behov, idet dobbelt så mange patienter og et uforholdsmæssigt stort antal plejere er kvinder.

Vi opfordrer atter Kommissionen til at lovgive om politikker for mental sundhed på arbejdspladsen som led i deres arbejdsmiljøansvar for at integrere personer med mentale forstyrrelser på arbejdsmarkedet på den bedst mulige måde.

Vi anbefaler en undersøgelse af brugen af livstestamenter på tværs af europæiske grænser, som der er så hårdt brug for.

Endelig vil vi også i alle bevidstgørelses- og oplysningskampagner understrege betydningen af evnen til at opdage symptomer på demens.

Afslutningsvis vil jeg gerne lykønske ordføreren, Maria Matias, og takke hende og mine medskyggeordførere for deres arbejde med denne betænkning.

  Frédérique Ries, for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Kampen mod Alzheimers sygdom er blevet en europæisk prioritet i de seneste år, og det er ikke for tidligt! Jeg vil gerne tilføje, at jeg hilser alle de initiativer, der netop er blevet bebudet af kommissær Dalli, velkommen.

Denne form for cerebral aldring vokser eksplosivt i Europa og over hele verden. Således er over 7 mio. mennesker ramt, og det tal stiger til 10 mio., hvis man betragter andre former for neurodegenerative sygdomme. Vi kan og bør hilse den nuværende EU-finansiering af 32 forskningsprojekter velkommen, men vi skal gøre det bedre, meget bedre, især med hensyn til samordning af forskning i Alzheimers inden for det ottende forskningsrammeprogram allerede i 2014. Det er klart udtrykt i pkt. 21 i vores beslutning.

Det er også afgørende at fokusere på en tværfaglig tilgang, der omfatter diagnose, forebyggelse, behandling og støtte til behandlingsmodtagerne og til deres familier. Det er dækket i pkt. 2 og 20, som er meget vigtige. I den forbindelse viser en ny undersøgelse, der netop er blevet offentliggjort i Frankrig, de betydelige socioøkonomiske omkostninger som følge af disse sygdomme, over 10 mio. EUR om måneden alene til medicinsk behandling og overvågning af patienter. Og her er ikke medtaget den enorme pligtopfyldenhed hos patienternes elskede og familier, der bruger over seks timer om dagen på pleje og håndtering af patienten.

At hjælpe disse patienter betyder også, at diagnosen kan stilles rigtigt. Den videnskabelige verden fortæller os, at de internationale kriterier nu skal ændres, fordi den strenge anvendelse af ofte forældede kriterier gør, at for mange patienter, der har andre former for demens, ofte inkluderes.

På EU-niveau, der er dækket af pkt. 64 i vores beslutning, er det afgørende, at Parlamentet endelig reagerer på forskernes appel. Der er brug for flere frivillige til de kliniske undersøgelser, hvis vi skal håbe en dag at finde en kur, hvilket vi skal. Den kommende revision af direktivet om forsøg med lægemidler er derfor en gylden lejlighed til at give et konkret svar og give berørte familier håb.

  Gerald Häfner, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Den, der sørgede for, at disse forhandlinger skulle kombineres, har næppe gjort Parlamentet en tjeneste – og det gælder endnu mindre de berørte emner.

Over hele Europa stiger omkostningerne til medicin og sundhedsforsikring, og alle forsøger at finde måder, hvorpå de kan bringes ned. Medicinske fremskridt gør lægemidler dyrere og dyrere. Den sag, vi har med at gøre her, er anderledes. Der er 30 mio. astmatikere i Europa, og vi har en lille producent, der har udviklet en anordning, som gør det bedre, hurtigere, mere effektivt og frem for alt billigere at inhalere – hvilket kan redde liv for astmatikere og er særdeles vigtig i deres behandling. Denne producent er blevet nægtet adgang til markedet i 14 år. Producenten henvendte sig til Kommissionen tilbage i 1996, og Udvalget om Andragendet har behandlet sagen siden 2006. Det er Kommissionens job, kommissær Dalli, at hjælpe med at håndhæve loven og være på borgernes side. I denne sag sker det ikke, i stedet nægter Kommissionen at træffe en klar afgørelse – en afgørelse, der kunne hjælpe andrageren.

Jeg vil gerne henvende mig direkte til kommissær Dalli, for De vil erindre, at vi inviterede Dem til at mødes med Udvalget for Andragender for at drøfte sagen. De fortalte os, at De ikke havde tid til det, men at De kunne finde tid til en personlig samtale. Vi kom til Dem og talte med Dem personligt. De lovede mig personligt, at De ville tage Dem af sagen og finde en løsning meget hurtigt. Til dato har jeg ingenting hørt. Jeg skrev et andet brev til Dem, men jeg har ikke modtaget noget svar. De har også forsøgt at forhindre den næste forhandling. Det er ikke den måde, Kommissionen bør handle på.

Jeg vil gerne sige det helt klart, at Europa-Parlamentet forventer, at Kommissionen er på lovens og borgerens side – og vi skal stemme sammen om denne beslutning i morgen. Vi forventer, at De garanterer, at den slags små producenter beskyttes mod dem, der ønsker at nægte dem adgang til markedet. Der er mange penge på spil her, men mere specielt handler det også om menneskers helbred. Vi er bevidste om problemerne. Vi kan ikke forstå Deres handlinger, kommissær Dalli. Vi kender alle Deres argumenter. Jeg har gennemset bjerge af dokumenter, men jeg mangler endnu at finde et klart argument, der kan støtte Deres holdning. Vi taler om et medicinsk produkt. Hele 30 000 er i brug – mennesker har inhaleret i millionvis af gange, med fortræffelige resultater. Vi har breve fra forsikringsselskaber, hvori vi bliver bedt om at give adgang til markedet, således at der kan spares omkostninger her. Jeg forventer, at Kommissionen endelig gør sit arbejde og når frem til en positiv afgørelse af denne sag.

(Taleren accepterede at tage et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort, i henhold til art. 149, stk. 8)

  William (The Earl of) Dartmouth (EFD). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne spørge hr. Häfner, om han er enig i, at kommissærens bemærkninger om BronchoAir-sagen, som vi hørte tidligere, har været gennemført undvigende og ikke til nogen hjælp for astmapatienter i almindelighed og for virksomheden i særdeleshed?

  Gerald Häfner (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand! Hvis jeg må give et kort, men personligt svar, er det mit indtryk, at kommissæren endnu ikke har haft lejlighed til personligt at sætte sig ind i sagen og danne sit eget nye indtryk. Imidlertid er det den perfekte mulighed for kommissær Dalli til at se på sagen med friske øjne og drage en ny konklusion efter de mange års forhaling – og jeg vil foreslå, at De benytter andre medarbejdere i Deres stab end dem, der har været ansvarlige for den langvarige sagsbehandling indtil nu. Det skulle glæde mig at drøfte det med Dem eller, endnu bedre, se Dem mødes med andrageren og finde en løsning.

Jeg er helt enig med min kollega.

  Marina Yannakoudakis, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! 750 000 mennesker i Det Forenede Kongerige lider af demens, og over 50 % af dem har Alzheimers. Virkningerne er fælles, men alle har hver deres erfaringer. Der findes ingen helbredelse for denne sygdom, der ofte holder både patient og plejer som gidsel uanset alder. Men hvad kan der gøres i EU? Lovgivningen er klart sekundær, idet der primært er brug for lokal opbakning.

Imidlertid kan vi ved først og fremmest at bringe dette emne op i Parlamentet få det frem i første række, åbne drøftelser og øge offentlighedens opmærksomhed. Herfra kan medlemsstaterne beslutte, hvordan det skal prioriteres og hvordan vi skal dele god praksis. For det andet kan opmærksomhed føre til større forståelse af symptomerne og som følge heraf tidlig diagnose. Der findes lægemidler på markedet, som kan hjælpe her, og hvis de tages i tide, kan de bremse processen. Det vigtige er, at patienterne hjælpes, at familier får information og støtte, og i sidste ende at patienterne hjælpes til at bevare deres værdighed gennem denne vanskelige sygdom.

  William (The Earl of) Dartmouth, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Tilsyneladende har en lille tysk virksomhed, BronchoAir i München, fremstillet en inhalator, der faktisk kan forbedre livet for astmapatienter, som er afhængige af den slags anordninger for at kunne trække vejret. Dette produkt har været udelukket fra markedet i over 14 år, og kommissærens redegørelse for, hvorfor det er sket, var meget forskellig fra redegørelsen fra formanden for Udvalget for Andragender, der indledte forhandlingen. Retsudvalget har udtalt, og jeg citerer, virksomheden har været offer for "et oplagt tilfælde af, at Kommissionen har nægtet ham adgang til domstolsprøvelse".

Hvorfor favoriserer Kommissionen store lægemiddelvirksomheder og deres lobbyister? I dette tilfælde går det britiske Independence Party, som jeg har den ære at repræsentere, stærkt ind for, at der omgående iværksættes en undersøgelse af Kommissionens håndtering af denne sag.

  Diane Dodds (NI). – (EN) Hr. formand! Som det allerede er blevet sagt her i Parlamentet i dag, lider næsten trekvart million mennesker i Det Forenede Kongerige i øjeblikket af en eller anden form for demens. 16 000 af dem bor i min valgkreds i Nordirland.

Alzheimers er en grusom sygdom. Det fratager patienterne deres personlighed, det fjerner deres uafhængighed og berøver dem deres forhold til familie og venner. Det er en ødelæggende sygdom, der lægger enorme byrder på familier og plejere, som ofte er isolerede og har et dårligt helbred på grund af de byrder, de må bære. Som det allerede er nævnt her i Parlamentet, er mange af plejerne kvinder.

I Det Forenede Kongerige anslås antallet af personer med demens at stige til omkring 1,7 mio. i 2050. De anslåede udgifter, der er forbundet med sundhedsmæssig og social omsorg vil inden 2018 være på 27 mia. GBP. Det er kolossale tal, der gør forskning helt afgørende og en omhyggelig målretning af ressourcer til lægebehandling og social omsorg til et absolut krav. Jeg mener også, vi bør anerkende bidraget fra den frivillige sektor og fællesskabet heri.

Kommissæren har gjort meget ud af sund og aktiv aldring, og jeg er stolt af at fremhæve arbejdet under Mullen Mews-ordningen i Belfast, som har vundet priser over internationale konkurrenter for sin sociale integration og forbedring af livet for dem, der lever med demens, og deres familier og plejere.

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg er enig i, at det er ærgerligt, at vi hele tiden skal skifte mellem to emner. Jeg kunne have ønsket, at disse emner i det mindste blev behandlet efter hinanden.

Jeg vender tilbage til hr. Kleins andragende. Det glæder mig, at vi har lejlighed til at tale om det, for Udvalget for Andragender har beskæftiget sig med dette andragende i en rum tid. Hvad er der sket i den tid? Her var en innovativ producent, der udviklede en inhalator til astmatikere. Den var god for patienterne, fordi den var lettere at bruge. Den var god for forsikringsselskaberne, fordi den var billigere. Producenten vandt med rette en pris for den. Men pludselig blev han ramt af et slag – inhalatoren blev forbudt af de tyske myndigheder, hvorefter Europa-Kommissionen indledte en beskyttelsesklausulprocedure.

Uden at gå ind i alle detaljerne endnu engang er jeg overbevist om, at det ikke var lovligt at indføre det oprindelige forbud mod inhalatoren i 1996. Kommissionen skulle have afsluttet beskyttelsesklausulproceduren med et resultat, så den berørte part kunne få mulighed for at klage. Som følge heraf har hr. Klein – og her citerer jeg vores eget Retsudvalg – været offer for et oplagt tilfælde af, at Kommissionen har nægtet ham adgang til domstolsprøvelse. Jeg er ikke ude på at skyde skylden på nogen, hr. kommissær. Det vigtige her er at finde en løsning så snart som muligt for at afgøre sagen en gang for alle. Jeg anmoder Dem simpelthen om at respektere Udvalget for Andragenders enstemmige vedtagelse. Jeg håber og regner med Deres samarbejde og bistand – ikke kun af hensyn til andrageren, men også af hensyn til patienterne i hele EU.

  Daciana Octavia Sârbu (S&D) . – (RO) Hr. formand! Der er stadig megen usikkerhed og meget, vi ikke ved nu om dage om Alzheimers sygdom. Desværre bliver situationen fortsat værre nu, hvor den europæiske befolkning bliver stadig ældre. Vi har tydeligvis brug for at gennemføre forskning i og flere undersøgelser af årsagerne til og behandlingen af demens. Som i tilfælde af ikkeoverførbare sygdomme er der imidlertid dokumentation for, at en række enkle foranstaltninger i form af livsstilsvalg kan forebygge mange forstyrrelser. Derfor har jeg i de ændringsforslag, der er fremsat, bedt om, at der lægges meget mere vægt på at gennemføre forskning i, hvilken virkning ernæring har på forekomsten af Alzheimers sygdom.

Mange af os kender sikkert mindst én person, der er ramt af denne sygdom eller af en anden form for demens. Vi ved, at de personlige omkostninger faktisk er meget højere end de sociale eller finansielle omkostninger. Vi er alle bekymrede over de meget udbredte, ødelæggende virkninger af demens for en lang række mennesker. Som følge heraf har vi en særdeles omfattende betænkning, der indeholder alle centrale spørgsmål. Det, vi ønsker, er en positiv reaktion, ikke kun fra Kommissionen, men også fra medlemsstaterne.

  Antonyia Parvanova (ALDE). – (EN) Hr. formand! Også jeg beklager, at vi kæder to forhandlinger sammen. Det er som at have en forhandling under ét om søfart og fiskeri, fordi de begge foregår i havmiljøet. Jeg vil imidlertid gerne rose ordføreren, Marisa Matias, og det er virkelig af yderste vigtighed, at EU gør noget helt konkret ved udfordringen med Alzheimers sygdom som en af sine sundhedsprioriteter.

Den aktuelle medicinske og sociale byrde, denne sygdom udgør, er en alvorlig trussel mod vores social- og sundhedssystemers bæredygtighed. Mange andre kroniske sygdomme vil øges væsentligt i de kommende år, og det er afgørende, at vi også behandler dem på en helhedsorienteret måde med en passende beredskabsplan. Jeg håber oprigtigt, at Kommissionen vil være primus motor i opbygningen af et EU-initiativ om Alzheimers sygdom og vil støtte medlemsstaterne med hensyn til at løfte de folkesundhedsmæssige udfordringer ved vores aldrende befolkning. Jeg ser særlig positivt på fremhævelsen af en tværfaglig tilgang.

Endelig vil jeg gerne understrege behovet for at fokusere på forskning og på målrettet investering i dette område under hensyntagen til én væsentlig ting. Vi skal ikke tjene erhvervsinteresser, men levere konkrete folkesundhedsmæssige resultater til patienter og borgere.

Med hensyn til mundtlige forespørgsler tror jeg, vi her er vidner til en form for lobbyisme med det formål at øge presset på de tyske myndigheder og anfægte EU's sikkerhedskrav og -regler. Det betyder ikke noget, om de berørte virksomheder er store eller små, det eneste, der er vigtigt for os, er patienternes sikkerhed.

  Satu Hassi (Verts/ALE). – (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Min oprigtigste tak til ordføreren, fru Matias, for hendes fortræffelige arbejde med Alzheimers-betænkningen. Alzheimers sygdom og demenssygdomme er et meget stort problem for samfundet. De menneskelige og økonomiske omkostninger er enorme. Det anslås, at det koster over 100 mia. EUR om året at behandle Alzheimers sygdom. Det er mere, end Kommissionen anslår, at det ville koste, hvis vi strammede op på vores mål om at nedskære drivhusgasudledningerne til 30 %. Antallet af patienter med Alzheimers menes at blive fordoblet hver 20. år.

Jeg ønsker at understrege betydningen af tidlig diagnose og af at prioritere forebyggelse. Især håber jeg, at der vil blive forsket mere i, hvordan kemikalier, der hindrer udviklingen af nervesystemet, kan øge forekomsten af Alzheimers og risikoen for andre sygdomme, som forårsager ødelæggelse af nervesystemet. Under alle omstændigheder tilsiger forsigtighedsprincippet, at der bør ske en reduktion i brugen af disse kemikalier som pesticider i vores haver og på marker.

  Miroslav Ouzký (ECR). – (CS) Hr. formand! Jeg vil også gerne tale om Alzheimers sygdom. Vi ved, at denne betænkning ikke har en lovgivningsmæssig indvirkning, og den er heller ikke for omtvistet. Jeg håber, at den ikke vil dele dette møde. Vi ved imidlertid, at det er en meget alvorlig sundhedstilstand med meget alvorlige økonomiske konsekvenser, og det er derfor også et meget alvorligt socialt problem. Det hænger meget tæt sammen med den europæiske befolknings aldring, og stigningen af forekomsten heraf i Europa begynder at ligne en form for neurologisk epidemi. Hvad kan vi gøre ved det? Vi kan understrege forebyggelse, der sparer ressourcer og forbedrer sundheden, vi kan forbedre europæernes kostvaner, vi kan forene vores videnskabelige grundlag i Europa og samordne de enkelte medlemsstaters arbejde, vi kan støtte frivillige organisationer og organisationer for familiemedlemmer, og vi kan hjælpe med at oprette specialiserede centre i Europa.

  Philippe Juvin (PPE). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er så meget at sige om Alzheimers sygdom.

Lad mig fokusere på to aspekter. Det første er spørgsmålet om hjemmestøtte til alvorligt syge patienter. Vi ved, at det af medicinske årsager er vigtigt for patienterne ikke at opleve omvæltninger i deres miljø, hvilket kan forværre sygdommen og dens symptomer og gøre tingene meget vanskeligere.

En af vores prioriteringer skal være at gøre det muligt for patienterne at blive så længe som muligt i deres vante omgivelser. Hvis det skal ske, skal familierne og de familiemedlemmer, der hjælper patienterne, derfor hjælpes. Med andre ord må familierne ikke lades i stikken. Det er min første pointe.

Min anden pointe vedrører forskning. Hvorfor? Fordi håbet for Alzheimers sygdom i sidste ende er at finde et lægemiddel, og for at finde dette lægemiddel er der brug for effektiv forskning. Jeg har hørt folk sige, at der er brug for flere ressourcer til forskning. Det er uden tvivl sandt! Men før vi taler om ressourcer, har vi dog mest af alt brug for at tale om anvendelsen af disse ressourcer.

Forskningen har indtil nu været alt for opsplittet og har været bredt alt for tyndt ud. Der har ikke været defineret nogen prioriterede områder. Folk arbejder ikke sammen og taler ikke sammen. I fremtiden skal cellebiologen tale med fysiologen, med radiologen, med neurologen. Vi må få folk til at arbejde bedre sammen. Jeg opfordrer derfor Kommissionen til at lægge hele sin vægt bag det fælles forskningsprogram, der blev iværksat under det franske formandskab.

Endelig vil jeg gerne slutte af med at sige til patienterne og deres familier, at det går fremad. De må tro på det, de er ikke alene. De er ikke længere alene!

FORSÆDE: Edward McMILLAN-SCOTT
Næstformand

  Glenis Willmott (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke ordføreren og skyggeordførerne for deres gode arbejde med denne betænkning.

Selv om betænkningen om Alzheimers er meget vigtig, ved vi, at magten til at implementere politik hovedsagelig ligger hos medlemsstaterne. Men den aldrende befolkning er en af de mest presserende udfordringer for fremtiden, og vi ved, at demens er en af hovedårsagerne til handikap og afhængighed blandt ældre.

I øjeblikket ligger hovedansvaret for omsorgen normalt hos ægtefællen eller barnet til den demensramte patient, hvilket kan være et særdeles hårdt og følelsesmæssigt meget krævende arbejde. Derfor er vores ændringsforslag, hvori Kommissionen opfordres til at overveje mulighederne for at skabe job til en bedre omsorgssektor i Europa 2020-strategien, så vigtige. Det er også vigtigt, at vi ikke kun fokuserer på at skaffe forskningsmidler til nye præparater til at behandle sygdommene, men også ser på enkle forebyggelsesforanstaltninger, som alle kan træffe som f.eks. en ændring i kost og livsstil. Ernæring viser sig i stigende grad at være en vigtig faktor for udviklingen af Alzheimers og andre demenssygdomme, og vi må afsætte nogle af vores ressourcer til en nærmere undersøgelse af dette.

Omkostningerne til demenssygdomme i EU var 130 mia. EU i 2005, og sygdommene berørte 19 mio. mennesker – dvs. patienter og plejere. Så det giver mening – både moralsk og økonomisk – at sikre, at vi sætter flere midler ind på denne forfærdelige sygdom.

  Jorgo Chatzimarkakis (ALDE). – (DE) Hr. formand! Meddelelsen og betænkningen er rigtig gode, og jeg vil derfor gerne udtrykke min tak til kommissær Dalli og fru Matias.

Alzheimers er vor tids pest, og vores største problem er, at vi simpelthen ved for lidt om Alzheimers. Derfor har vi brug for forskning, forskning og atter forskning. Vi har brug for at forene vores kræfter, og jeg hilser derfor Kommissionens initiativ til at skabe et innovationspartnerskab om sund aldring velkommen. Her passer Alzheimers perfekt ind.

For mange år siden udpegede den amerikanske regering kampen mod kræft til et fyrtårnsprojekt. De har ikke bekæmpet kræften, men der er kommet rigtig mange lægemidler og rigtig mange behandlinger ud af det. Det er sådan noget, vi har brug for her, og jeg ser derfor positivt på, at vi skal koncentrere os om Alzheimers. Vi har brug for at vide, hvordan vi træffer forebyggende foranstaltninger. Hvad kan vi gøre i fremtiden for at bekæmpe Alzheimers? Derfor kan vi ikke fortsætte med at skyde med spredehagl i europæisk forskningspolitik. Vi må koncentrere os om specifikke områder. Alzheimers kunne være et af de vigtige temaer, vi tager fat på.

  Frieda Brepoels (Verts/ALE). – (NL) Hr. formand! Som næstformand i Den Europæiske Alzheimersalliance i Europa-Parlamentet hilser jeg fru Matias' betænkning hjertelig velkommen. Den indeholder de vigtigste spørgsmål, der skal prioriteres højst. Jeg vil gerne komme ind på to ting på denne korte tid.

For det første betydningen af forebyggelse og tidlig diagnose. Kampagner, der øger bevidstheden om de første symptomer, er væsentlige, således at patienter og deres plejere på det tidligst mulige tidspunkt kan drage fordel af en evt. behandling og den støtte, der allerede er tilgængelig. Endvidere kan betydningen af en fælles programmering af forskningsressourcer dog ikke overvurderes. Mange har allerede nævnt, at 85 % af de offentlige investeringer i forskning nu til dags sker uden nogen europæisk samordning, og det fører uundgåeligt til opsplitning og overlapning. Derfor kan en fælles strategisk forskningsdagsorden sikre en mere effektiv udnyttelse af ressourcer og en større forståelse af årsager til, behandlingsmuligheder for og den sociale indvirkning af sygdomme som Alzheimers.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Hr. formand! Kommissionens meddelelse om et europæisk initiativ vedrørende Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme forbedrer de nuværende spredte foranstaltninger og eksisterende forskelle, for så vidt angår adgang til behandling, og medfører bedre sundhedsmæssige og sociale vilkår for det stadig stigende antal af disse patienter, hvis andel af Europas aldrende befolkning også er stigende.

Direktivet omhandler ansatte i sundhedssektoren inden for dette område og sikrer specialuddannelse, hvilket jeg ser meget positivt på, og støtte til familiemedlemmer. Vi har allerede problemer med op til 1,4 mio. nye tilfælde af en form for demens hvert år, og vi må træffe energiske foranstaltninger for hurtig diagnose, forebyggelse og andre relaterede spørgsmål såsom patientværdighed.

Også her bliver mennesker ramt, især familiemedlemmer, der oplever megen social stigmatisering. Samfundet bør også yde bistand og økonomisk hjælp til dem, der passer demenspatienter hjemme.

  Justas Vincas Paleckis (S&D). – (LT) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske ordførerne, der har gjort et fortræffeligt stykke arbejde. Det må erkendes, at Alzheimers og andre former for demenssygdomme – med aldringen af Europas befolkning – spreder sig med en farlig hastighed. Ofte diagnosticeres symptomerne på disse sygdomme ikke korrekt eller opspores for sent, og patienterne får ikke den relevante behandling. Opfordringen til at erklære demenssygdomme for et prioriteret område i sundhedsplejen er rigtig. Kun ved at formidle information så bredt som muligt og øge samfundets bevidsthed om sygdommen, dens symptomer og tidlige diagnosticeringsmetoder vil vi kunne dæmme op for den stigende bølge af demenssygdomme. Desværre er plejen af demenspatienter i flertallet af de nye EU-medlemsstater, bl.a. Litauen, særdeles utilfredsstillende. Den største byrde ligger sædvanligvis på patienternes slægtninge og familiemedlemmer. Medlemsstaterne bør honorere deres arbejde ved så vidt muligt at betragte den tid, der bruges til at pleje slægtninge, som en beskæftigelsesperiode og sørge for sociale garantier.

  Gay Mitchell (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg ønsker blot at sige, at vi taler om Alzheimers sygdom og gamle mennesker, men jeg kender et tilfælde fra min egen valgkreds, hvor en 48-årig mand skulle passes af sin far, en ældre enkemand, fordi den yngre mand havde Alzheimers. Jeg vil ikke misbruge lejligheden til at tale, men sige, at jeg støtter nyskabelsen i forbindelse med aldring. Det er især et aldringsrelateret spørgsmål, men ikke kun et aldringsrelateret spørgsmål.

  Wolfgang Kreissl-Dörfler (S&D). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Mine bemærkninger vedrører andragendet. Jeg har arbejdet med denne sag siden foråret 2007. I efteråret 2007 fremsatte jeg et spørgsmål til Kommissionen. Svaret var mere end utilfredsstillende.

Jeg har haft mange diskussioner med det tyske sundhedsministerium og med andre myndigheder. Alt var altid meget vagt og uldent. Af Deres svar, kommissær Dalli – af det, De læste højt – går jeg ud fra, at De ikke har nogen som helst lyst til at undersøge denne sag nærmere. Det skete ikke i Deres embedsperiode, men der findes sådan noget som kollektivt ansvar, og jeg vil gerne – også på vegne af Retsudvalget og Udvalget for Andragender – bede Dem om at stille al den dokumentation til rådighed for os, som Deres afgørelse byggede på. Når jeg ser på anordningen, vil jeg desuden gerne vide, hvorfor nogle virksomheder ikke har interesse i, at der kommer et andet produkt på markedet – selv om jeg kan forestille mig Deres svar. Det er relativt billigt at indsætte denne plastikdel i inhalatoren, men fortjenesten ligger i det samlede salg.

Når jeg ser på det lobbyarbejde, lægemiddelindustrien har lagt for dagen, og ser omhyggeligt på de finansielle interesser, visse parter har i at holde små virksomheder ude af markedet, er svarene undertiden alt for indlysende.

Jeg beder Dem indtrængende om at gøre Deres stilling klar her og nu om, hvorvidt De vil stille dokumentationen til rådighed for os, og om De er rede til at tage en ordentlig drøftelse med os i Udvalget for Andragender og i Retsudvalget i stedet for bare at skubbe sagen til side. Vores borgere har ret til at blive behandlet ordentligt – og det gælder også dem, der måske ikke er særlig velhavende eller store.

  Elżbieta Katarzyna Łukacijewska (PPE). – (PL) Hr. formand! EU har en aldrende befolkning, og procentdelen af mennesker, der lider af aldersrelaterede sygdomme er stigende. Statistikkerne viser, at hver femte person over 80 år lider af Alzheimers sygdom. Ikke alle er klar over, at det er en uhelbredelig sygdom, men med de rette forebyggende foranstaltninger og tidlig diagnose kan dens virkninger bremses. Ifølge World Alzheimer Report 2009 bor 28 % af den samlede population, der lider af demenssygdomme, i Europa, idet kun Asien har flere. I Polen, som jeg repræsenterer, lider omkring 250 000 mennesker af Alzheimers, og specialister anslår, at dette tal vil være tredoblet inden 2040. Som man kan forstå, er disse statistikker foruroligende.

Demenssygdomme skaber ikke kun sociale og økonomiske følger, men påvirker også patienterne og deres familier. Derfor er jeg glad for, at vi har drøftet dette vigtige problem i dag. Kun samarbejde, højt specialiseret forskning og en udbredt informationskampagne vil muliggøre hurtig diagnose og bedre forebyggelse.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D). – (LT) Hr. formand! Jeg er enig i den specifikke foranstaltning, der foreslås i initiativet om Alzheimers sygdom, nemlig at det er væsentligt at fremme tidlig diagnose og livskvalitet, at støtte samarbejdet mellem medlemsstater gennem deling af god praksis og kliniske undersøgelser og at respektere rettighederne for de mennesker, der lever med denne vanskelige sygdom. Da EU ikke i øjeblikket har tilstrækkelig præcise statistikker til rådighed vedrørende Alzheimers sygdom, bør der udføres undersøgelser på grundlag af fælles strengt definerede indikatorer. Endvidere er det nødvendigt at investere i videnskabelig forskning og effektive tilgange til omsorgssystemet. Der skal lægges særlig vægt på medarbejdere i sundhedssektoren, leverandører samt uddannelse af og støtte til familier, der er berørt af Alzheimers sygdom i dagligdagen. Jeg vil gerne understrege, at det i kampen mod denne vanskelige sygdom er afgørende at lægge meget vægt på forebyggelse og på at målrette indsatsen mod at opnå den tidligst mulige diagnose. Derfor er der behov for at opstille en forebyggelsesstrategi vedrørende Alzheimers sygdom og samtidig tilskynde til en sundere livsstil, informere mennesker om denne sygdom og udveksle medicinsk praksis.

  Pat the Cope Gallagher (ALDE). – (GA) Hr. formand! Jeg vil gerne takke for lejligheden til at tale om Alzheimers sygdom.

Alzheimers er en sygdom, der er den mest almindelige årsag til demens, som rammer 44 000 mennesker i Irland og næsten 10 mio. mennesker i hele Europa. Det er en fremadskridende sygdom, hvilket betyder, at flere dele af hjernen vil blive beskadiget over tid, og i takt med at dette sker, bliver symptomerne værre.

På grund af den aldrende befolkning i Europa vil flere og flere mennesker desværre sandsynligvis blive ramt af sygdommen i fremtiden. Derfor er det væsentligt at sikre en bedre samordning mellem EU-medlemsstaterne af forskningen i årsagerne til demenssygdomme og god praksis i plejesystemet. Omsorgsbyrden lægges ofte på de nærmeste familiemedlemmers skuldre, og i Irland plejer 50 000 mennesker dagligt personer med demens.

Afslutningsvis vil jeg gerne hylde de plejere og Alzheimer's Society of Ireland, som yder en utrolig støtte til personer, der er ramt af demens.

  Margrete Auken (Verts/ALE). – (DA) Hr. formand! Jeg henvender mig til kommissær Dalli. Her ser De den plastikdims, det drejer sig om. Det er den store multinationale medicinalindustri, der i den tyske sag har sagt, at plastikdimsen og medicinen hører sammen. Her ser De medicinen. Den skal have den store test! Plastikdimsen svarer til, at man bruger en kanyle. Men det er klart, at medicinalindustrien tjener styrtende med penge på, at de to produkter altid skal sælges sammen. Samfundet, derimod, sparer en masse penge ved at man kan genbruge og genbruge og genbruge. Jeg mener, at det er en ren skandale, at Kommissionen bliver ved med at henholde sig til, at dette simple produkt skal underkastes samme store testprocedure – som om det nødvendigvis hørte med i det samme testsystem – som medicinen. Ikke fuldstændig det samme som medicinen selv, det ved jeg godt, men stadigvæk som en anordning, der hører til der. Det er simpelthen så forfærdeligt, at vi ikke har fået et klart svar på denne sag! Der er så mange mennesker, inklusive mange samfund og sygeforsikringer, der lider under, at denne simple plastikting ikke er blevet godkendt for længst. Den har aldrig skabt andre problemer end økon… (Formanden tog ordet fra taleren)

  Paolo Bartolozzi (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Neurodegenerative sygdomme og især Alzheimers sygdom er en sundhedsprioritet for EU.

Den pågældende sygdom har alvorlige konsekvenser for patienterne og ikke blot rent sundhedsmæssigt. Omkostningerne til direkte og uformel pleje er faktisk høje. Alzheimers sygdom påvirker nemlig ikke kun patienterne, men også alle, der plejer dem.

Derfor har vi brug for et europæisk svar på problemet, et koordineret svar fra alle medlemsstater, en synergi af samordnede foranstaltninger, der især vedrører videnskabs- og forskningsområderne, og som kan styrke forebyggelse og diagnose for således at forbedre den behandling – herunder nyskabende behandling – der er tilgængelig, samt formidlingen af information blandt medlemsstaterne om de resultater, der opnås nationalt, og derved øge offentlighedens bevidsthed om sygdommen.

  John Dalli, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg takker igen Parlamentet og de medlemmer, der har taget ordet, for deres engagement i denne vigtige sag, nemlig Alzheimers og andre demenssygdomme.

Kommissionen hilser Parlamentets betænkning og henstillingerne heri velkommen. Lad mig benytte lejligheden til at understrege, at Kommissionen er fuldt ud forpligtet til at gøre sit for at gøre noget ved Alzheimers og andre former for demens. Disse sygdomme er desværre en del af aldringsprocessen for mange europæiske borgere.

Jeg mener, det er vores kollektive ansvar at arbejde sammen om at minimere byrden heraf og investere i innovation for at forebygge, diagnosticere, behandle og håndtere disse sygdomme.

Jeg ser frem til at støtte medlemsstaterne i deres bestræbelser for at arbejde tæt sammen med Parlamentet om at gøre noget ved Alzheimers sygdom og andre former for demens.

Vedrørende hr. Kleins andragende om "Effecto" må jeg først og fremmest sige – under henvisning til fru Mazzonis erklæring om, at Kommissionens opgave er at bistå borgerne – at jeg kan forsikre om, at min opgave er at bistå patienten. Det er meget vigtigt for mig som kommissær med ansvar for sundhed ikke at bringe patientsikkerheden i fare, ikke at skyde genvej og kortslutte de processer og procedurer, vi har etableret for at sikre, at en anordning, der skal bruges medicinsk, bliver ordentlig afprøvet og sikkerheden garanteret.

Spørgsmålet her er ikke, hvordan et lægemiddel kan indgives med et stykke plastik, som det er blevet sagt. Sagen er, at vi har brug for klinisk dokumentation for, at produktet er sikkert, og med henblik herpå blev andrageren, hr. Klein, bedt om at gennemføre kliniske undersøgelser på 24 patienter. Det er omfanget af de kliniske test, der blev krævet.

Hvorfor er der modstand imod at foretage disse kliniske test? Hvad er årsagen til denne modstand? Det er noget, jeg spørger mig selv om. Vi har f.eks. brug for at vide, om produktets anvendelse er universel, skal det bruges med et bestemt lægemiddel, skal det bruges med forskellige typer lægemidler? Hvis det skal det, skal disse lægemidler så doseres forskelligt? Er der et justeringssystem i anordningen, så man kan justere dosis? Som lægmand er det sådanne spørgsmål, jeg ville stille mig selv, hvis jeg skulle bruge en sådan anordning. Det er sådan noget, myndighederne har spurgt sig selv om. De har bedt om bevis for, at denne anordning ville være sikker i hænderne på patienter i almindelighed.

Der er som sagt en egentlig sikringsprocedure, og den vil jeg ikke kortslutte. Det er blevet sagt, at jeg lovede at undersøge sagen. Jeg lovede at undersøge sagen, og jeg har undersøgt sagen. Jeg har fået en masse oplysninger om sagen. Naturligvis er det oplysninger, jeg måtte have fra andre, der har været her i Kommissionen siden 1987. Da hr. Klein bad om et møde med mig eller mit kabinet, sagde jeg omgående ja. Min kabinetschef meddelte ham, at vi var rede til at holde et møde for at forklare det. Han sendte en e-mail tilbage og fastsatte en masse betingelser, bl.a. satte han som betingelse for mødet, at Europa-Kommissionen fuldstændig skulle påtage sig udgifterne. Det omfattede flyrejse og overnatninger i Bruxelles for ham selv og hans medarbejdere, og det kunne jeg ikke imødekomme.

  Marisa Matias, ordfører. – (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne begynde med at give udtryk for min taknemmelighed for alt det, der er sagt om betænkningen, som Parlamentet fremsætter om Alzheimers og andre demenssygdomme. Vi ved alle, at den situation, vi står over for er meget tragisk, og at den også er meget underdiagnosticeret, hvilket allerede er blevet nævnt her.

Jeg ønsker blot at nævne et emne, der går på tværs af alle indlæggene, men som formentlig ikke er blevet understreget nok, og det er spørgsmålet om patienternes værdighed og deres rettigheder, men ikke kun patienternes rettigheder, også deres familiemedlemmers, deres plejeres, hvad enten det er formelle eller uformelle plejere, og de fagfolks, der arbejder med denne type sygdom.

Jeg er glad, virkelig glad, for det De sagde, hr. kommissær, om at dele de samme bekymringer som Europa-Parlamentet, og om at Europa-Kommissionen ser positivt på alle de henstillinger, Parlamentet har fremsat i betænkningen, og vil gøre alt, hvad der står i dens magt for at gennemføre dem.

Vi ved, at hver dag, der går, er en dag for meget, fordi det, vi står over for, er så presserende. Derfor ved vi også, at Parlamentet vil fremsætte en meddelelse om dette emne i morgen. Vi vil afvente resultatet af afstemningen, hr. kommissær, men vi ved, at den europæiske offentlighed forventer en hel del mere af os end solidaritet og moralsk beroligelse. Europæerne forventer specifikke og passende foranstaltninger, hr. kommissær, og jeg håber virkelig, at De og Kommissionen – som har den initiativret, Parlamentet desværre mangler – vil prioritere dette spørgsmål så højt, som De siger, De vil, og at De vil gøre det til et lovgivningsinitiativ, således at europæerne og deres familiers rettigheder respekteres, og de alle behandles med den lighed og værdighed, de fortjener.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen (onsdag, den 19. januar 2011).

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Liam Aylward (ALDE), skriftlig. – (GA) Det anslås, at 9,9 mio. mennesker i Europa lider af en neurodegenerativ sygdom såsom Alzheimers sygdom. Med Europas befolkningsaldring anslår Eurostat, at dobbelt så mange mennesker vil lide af en neurodegenerativ sygdom i 2050 som i 1995. Eftersom omsorgsbyrden rammer familiemedlemmerne, anslås det endvidere, at sygdommen berører tre medlemmer af en patients familie. I den forbindelse skal det sikres, at der tages skridt på EU-niveau til at hjælpe medlemsstaterne med at yde relevant bistand til patienter og deres familier.

Jeg er helt enig i, at EU's sundhedspolitik skal prioritere demenssygdomme. Patient- og plejeorganisationer skal anerkendes behørigt, og de samme organisationer skal inddrages i informationskampagner og i forberedelsen af forskningsprogrammer. EU giver et betydeligt beløb – 159 mio. EUR – til 34 forskningsprogrammer for neurodegenerative sygdomme, men eftersom der kommer en enorm stigning i disse sygdomme, må forskningsprojekterne under det ottende rammeprogram udvides til at omfatte forskning i adfærdsterapi, kognitiv terapi og ikke-medicinsk behandling.

  Vasilica Viorica Dăncilă (S&D), skriftlig. – (RO) Data om prævalensen af Alzheimers sygdom og andre former for demenssygdomme er tilgængelige i EU-landene og blev indsamlet af Alzheimer Europe. Alzheimers sygdom var – og er – hovedårsagen til demens i alle lande. Den tegner sig for 74,5 % af demenstilfældene i Nordamerika, 61,4 % i Europa og 46,5 % i Asien. Der findes dog udiagnosticerede tilfælde af Alzheimers sygdom i EU. Ifølge de seneste tilgængelige epidemiologiske data er kun halvdelen af de mennesker, der lider af denne sygdom, i øjeblikket blevet identificeret. I den forbindelse synes jeg, medlemsstaterne skal udvikle langsigtede politikker og handlingsplaner for at fremskynde adgangen til forskningsmidler på området demenssygdomme og Alzheimers, herunder forskning i forebyggelse på et niveau, der svarer til disse sygdommes økonomiske indvirkning på samfundet. De skal også foregribe og forebygge sociale og demografiske tendenser og fokusere på støtten til familier og de patienter, de plejer, og derved yde social beskyttelse til sårbare personer, der lider af demens.

  Elisabetta Gardini (PPE), skriftlig. – (IT) Den fremlagte beslutning fornyer vores forpligtelse til at bekæmpe en alvorlig sygdom, der stadig rammer hver femte person over 85 år. Jeg er af den opfattelse, at en effektiv samordnet EU-aktion er nødvendig for at gøre yderligere fremskridt med forskning og indsamling af epidemiologiske data om denne sygdom. En ordentlig koordination mellem medlemsstaterne kan bidrage til at dele god praksis inden for patientbehandling og hjælpe med til at gøre borgerne mere bevidste om betydningen af forebyggelse og tidligt indgreb. Investering og samarbejde er væsentlig på dette område, ikke kun for at nedbringe de sociale omkostninger ved disse sygdomme, men også, og frem for alt, for at sikre, at de ramte kan få håb om at føre et stadig mere værdigt liv. I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at demenssygdomme naturligvis ikke kun berører patienterne, de berører også menneskene omkring dem såsom familiemedlemmer og sundhedspersonale. EU-strategien bør derfor have til formål at sikre mere effektiv og praktisk støtte til dem, der står over for den daglige opgave med at hjælpe disse mennesker, lukke hullerne i den faglige uddannelse og iværksætte kampagner for at øge bevidstheden om, hvordan det faktisk er at leve med Alzheimers.

  Louis Grech (S&D), skriftlig. – Til dato har EU stadig ikke noget passende svar på Alzheimers og har heller ikke truffet en eneste beslutning om politik til forebyggelse heraf. Endvidere er det bekymrende, at lande som Malta stadig ikke tilbyder nogen refusion til den medicin, patienter med sygdommen har brug for. Bortset fra at Kommissionen ikke kan blande sig i organiseringen af de nationale sundhedsforsikringsordninger, bør Kommissionen optrappe sine bestræbelser på at lægge pres på medlemsstaterne for at garantere, at alle, der lider af Alzheimers, får den nødvendige behandling. Jeg opfordrer Kommissionen til virkelig at gøre kampen mod demens til en prioriteret opgave i EU og træffe beslutning om nedennævnte forslag inden for en rimelig tidshorisont: 1) fremme hjertekarsundhed og investere i en sundere arbejdsstyrke, 2) fremme initiativer, der sikrer social og intellektuel aktivering af de ældre, 3) tilskynde medlemsstaterne til at gennemføre systematisk rutinemæssig screening, der giver mulighed for tidlig diagnosticering af sygdommen, og give adgang til medicinering og behandling, når sygdommen er brudt ud, 4) sikre, at der gennemføres regelmæssige epidemiologiske undersøgelser på EU-niveau, 5) tilskynde medlemsstaterne til at udnytte teknologiske hjælpemidler bedre.

  Jim Higgins (PPE), skriftlig. – (EN) Jeg hilser denne betænkning velkommen som et vigtigt skridt fremad i kampen mod demens. I dag lider hver 20. over 65 år og hver femte over 80 år af demens. Det anslås, at over 8 mio. europæere mellem 30 og 99 år lider af neurodegenerative sygdomme, og videnskabsfolk forudser, at dette antal kan blive fordoblet hvert 20. år. Alzheimers sygdom udgør 50 % af disse tilfælde. Næsten 10 mio. europæere lider i dag af demens, hvor Alzheimers er den mest almindelige form. Der er 44 000 mennesker i Irland med demens. Der er over 50 000 plejere af demenspatienter, og anslået 100 000 personer er direkte berørt af demens. I betragtning af at en udskydelse af Alzheimers indtræden i fem år betyder 50 % lavere forekomst, ser jeg positivt på Kommissionens fokus på forebyggelse og tidlig opsporing. Jeg ser positivt på fokuseringen på bedre forskning i Europa, især da vi ved, at 85 % af forskningen i dag sker uden EU-koordinering. Hvis en EU-strategi på dette område skal fungere, er det afgørende, at de forskellige lande prioriterer det højt at udarbejde nationale handlingsplaner. En EU-strategi skal også tilstræbe et serviceniveau, som sikrer den størst mulige dækning og ligestilling og behandling for alle patienter.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE), skriftlig. – (FI) Sygdomme, der forårsager hukommelsestab, er et almindeligt problem i Europa. Næsten 10 mio. europæere lider af dem i øjeblikket. Flertallet af dem har Alzheimers sygdom. Mange faktorer påvirker folks evne til at huske ting og lære noget nyt. Det gælder stress, depression, sorg, kraftigt drikkeri, en dårlig ernæringstilstand og medicinsk behandling. Der skal rettes større opmærksomhed mod forebyggelse af disse sygdomme lige fra teenageårene. Motion, mental aktivitet, sunde fødevaremuligheder og undgåelse af rusmidler vil beskytte folk mod at udvikle sygdomme, der forårsager hukommelsestab. Ved at gøre noget ved de risikofaktorer, der knytter sig til disse sygdomme, vil vi samtidig gøre noget ved dem, som knytter sig til kardio-/cerebrovaskulære sygdomme. I fremtiden skal betydningen af information og ngo'er i bekæmpelsen af sygdomme, der medfører hukommelsestab, understreges. Organisationerne gør et meget værdifuldt arbejde. De bør have mere støtte, så personer, der lider af disse sygdomme, kan få hjælp på mere tilfredsstillende vis. Endvidere skal der i fremtiden rettes større opmærksomhed mod behandlingscentre og deres kvalitet. Desværre opfylder de, som findes nu, ikke efterspørgslen. I Finland f.eks. mangler der gensidig støtte og egnede centre med dagtilbud og langvarig pleje. Endelig vil jeg gerne gøre alle opmærksom på betydningen af støtte til professionelle medarbejdere med speciale i behandling af sygdomme, der medfører hukommelsestab, af deres uddannelse og udvikling af deres færdigheder og kompetence.

  Sirpa Pietikäinen (PPE), skriftlig. – (FI) Jeg vil gerne takke fru Matias for hendes rosværdige initiativbetænkning om et europæisk initiativ vedrørende Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme. Hver femte europæer vil få en sygdom, der forårsager hukommelsestab. Disse sygdomme lægger stadig mere pres på sundhedssystemerne, der kæmper for at klare en aldrende befolkning, men også på patienter og deres pårørende, når de står i en situation, som er ny for dem. Der er ingen enighed om disse sygdommes opståen og udvikling, men det anses for afgørende at gribe tidligt ind i deres progression. Denne betænkning vil bidrage til at gøre sygdomme med hukommelsestab til en prioriteret opgave blandt EU's sundhedsmål. Resultatet af afstemningen vil sende det rette budskab, som er, at forskning i disse sygdomme og behandlingen heraf vil kræve samarbejde på paneuropæisk plan. Skønt det hovedsagelig er ældre mennesker, der bliver ramt, vil man – med forbedringer i diagnosen – stadig oftere kunne opspore de tidlige symptomer på disse sygdomme hos den arbejdende befolkning. Med henblik på at øge samarbejdet i Europa har vi også brug for nationale hukommelsesprogrammer, som allerede er startet i nogle medlemsstater. Nationale hukommelsesprogrammer spiller en væsentlig rolle for udbredelsen af viden og god praksis og for nedbringelse af antallet af aktioner, der overlapper hinanden.

  Richard Seeber (PPE), skriftlig. – (DE) 10 mio. mennesker i Europa lider af demens, og halvdelen af dem er Alzheimerpatienter. Disse tal vil fortsætte med at stige som resultat af den stigende forventede levealder. Initiativbetænkningen går med sin opfordring til en mere effektiv tilgang til behandlingen af demenssygdomme, og især Alzheimers, i den rigtige retning. Man bør her være særlig opmærksom på forebyggelse. Tidlig diagnose, gratis screeninger til risikogrupper og frem for alt bedre information til befolkningen spiller en central rolle i dette, eftersom Alzheimers generelt identificeres på for sent et tidspunkt i EU. Den fortsatte spredning af demenssygdomme kræver en EU-strategi, der så vidt muligt tilbyder omfattende strukturer, som sikrer patienter lige adgang til information og behandlingsmuligheder. Det skal ikke glemmes, at støtte til pårørende og plejere også er en del af det. Endvidere er brede epidemiologiske og kliniske undersøgelser samt bedre forskning i demens og Alzheimers vigtige faktorer i kampen mod demenssygdomme.

  Olga Sehnalová (S&D), skriftlig. – (CS) Demenssygdomme og især Alzheimers sygdom er ikke kun alvorlige medicinske problemer, men også et enormt følsomt etisk og socialt problem, som vil blive stadig mere alvorligt i forbindelse med den europæiske befolknings aldring. I det fremlagte dokument rettes opmærksomheden med rette på forskellige aspekter af denne sygdom og især på støtten til tidlig diagnose, forskning og forbedringer i den faktiske patientpleje. Imidlertid er støtte til familier til demenspatienter efter min mening ikke mindre vigtig, og betydningen af lige adgang til sundhed og social omsorg af høj kvalitet er grundlæggende. De lokale myndigheders rolle, både de kommunale og regionale, er af central betydning her, og det gælder også de frivillige organisationer, som kan svare operationelt på det voksende behov for disse tjenester. Det europæiske initiativ vedrørende Alzheimers sygdom og andre demenssygdomme er også meget vigtig for indledningen af en seriøs og åben samfundsdebat om denne sygdom i ordets bredeste forstand. Jeg hilser derfor dette initiativ hjertelig velkommen og støtter det.

15. Spørgetid (Kommissionen)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er Spørgetid (B7-0001/2011).

Vi behandler en række spørgsmål til Kommissionen.

Første del

Spørgsmål nr. 14 af Rareş-Lucian Niculescu (H-0629/10)

Om: Anvendelse af EU-midler

Ifølge en artikel i Financial Times for nylig har EU kun brugt 10 % af de 347 mia. EUR, der er afsat frem til 2013 for at fremme udviklingen i fattige regioner.

Ifølge samme artikel er de midler, der er afsat til støtte af SMV'er, blevet brugt af multinationale selskaber (Coca-Cola, IBM, Nokia Siemens), mens andre store selskaber (Twinings, Valeo) bruger EU-midlerne til at flytte produktionen til lande, hvor arbejdskraften er billigere, hvilket er i strid med reglerne, som udtrykkeligt forbyder denne praksis.

Kommissionen bedes udtale sig om oplysningerne i denne artikel og forelægge mulige løsninger for at undgå, at sådanne situationer gentager sig i fremtiden.

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Kommissionen påskønner Financial Times' undersøgelse, idet den er et vigtigt bidrag til en åbning og udvidelse af den offentlige debat om samhørighedspolitikkens effektivitet og virkninger.

Kommissionen ved, at udbetalingerne som regel sker langsomt i begyndelsen af programmeringsperioden. De nyeste data viser imidlertid, at Kommissionen har foretaget flere udbetalinger i forbindelse med samhørighedspolitikken i fjerde kvartal 2010 end nogensinde tidligere. Langt størstedelen af udbetalingerne var mellemliggende betalinger, dvs. at det var godtgørelse af udgifter, der allerede var afholdt og attesteret i medlemsstaterne. Det er således sikkert — som det også er konstateret i tidligere programmeringsperioder — at udbetalingerne i forbindelse med samhørighedspolitikken øges. Absorberingen i form af EU‑betalinger til medlemsstaterne er nu på 21 % for Samhørighedsfonden, 22 % for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU) og 23 % for Den Europæiske Socialfond (ESF).

Hvad angår støtte til multinationale og store virksomheder, skal Kommissionen understrege, at det primære formål med samhørighedspolitikken er at skabe vækst og nye job i bestemte regioner og medlemsstater. Al støtte til produktive investeringer skal ses i lyset heraf.

At fremme jobskabelse og økonomisk vækst kan ske på mange måder — fra oprettelse af små virksomheder til støtte til større virksomheder. Samhørighedspolitiske tiltag støtter produktiv investering, der primært er målrettet mod små og mellemstore virksomheder (jf. forordningerne om EFRU og ESF). Kommissionen fremhævede ligeledes de små og mellemstore virksomheders rolle under forhandlingerne om dokumenterne vedrørende den nuværende programmering. Størstedelen af den produktive investering og investeringerne i udviklingen af det eksisterende potentiale er rettet mod små og mellemstore virksomheder. Der kan dog være tilfælde, hvor der på linje med forordningerne ydes samfinansiering til større virksomheder, forudsat at dette er i overensstemmelse med målene for de pågældende fonde og programmer.

I alt er der gennem samhørighedspolitikken tildelt ca. 55 mia. EUR til virksomhedsstøtte mellem 2007 og 2013, hvoraf en stor del er støtte til innovation i små og mellemstore virksomheder. Kommissionen vil gerne understrege, at det ikke er de multinationale virksomheder, der nyder godt af støtten fra ESF. Det er arbejdstagerne, der får finansieret deres efteruddannelse. ESF støtter mennesker ved at give dem uddannelse, omskoling og bedre kvalifikationer til at forberede dem på og hjælpe dem med at finde et job. En arbejdstager, der er ansat i en bestemt virksomhed, kan sagtens blive ansat i en anden virksomhed. Det vigtigste er derfor den færdighedskapital, arbejdstagerne kan opbygge for at fastholde deres plads på arbejdsmarkedet, ikke navnet på eller typen af de virksomheder, som varetager uddannelsen.

Kommissionen mener ud fra et politisk synspunkt, at der ikke bør ydes EU‑støtte til virksomheder til investeringer, der eventuelt ville medføre, at de pågældende virksomheder ville afskedige ansatte i en anden EU‑region, da nettovirkningen af sådanne investeringer ville være nul eller måske endda negativ. I tilfælde, hvor en virksomhed, der har modtaget støtte som led i samhørighedspolitikken, lukker eller ophører med at støtte et projekt, inden der er gået fem år – eller tre år for SMV'er – skal støtten betales tilbage.

Mit sidste punkt – men det er afgørende – er, at, selv om der klart er plads til forbedring, kan og bør det ikke overskygge den vigtige positive virkning, samhørighedspolitikken har. Jeg vil gerne forsikre om, at Kommissionen ikke flygter fra problemerne. Tidligere har vi virkelig foreslået ændringer, hvoraf nogle blev iværksat, og vi vil fortsat forbedre samhørighedspolitikken. Samhørighedspolitikken giver de fattigere regioner i EU klare fordele, men er også helt klart til gavn for resten af Europa.

  Rareş-Lucian Niculescu (PPE) . – (RO) Hr. formand! Tak til kommissæren, også for kvaliteten af oplysningerne. Jeg vil dog gerne fremsætte en yderligere kommentar. I en forhandling som denne, hvor vi behandler et sådant emne, mener jeg, at vi hellere bør fokusere på fremtidige foranstaltninger, der skal sikre, at vi undgår lignende situationer, og hvis jeg må sige det, kan det endda være vigtigere for os at stille os selv spørgsmålet om, hvorvidt sådanne tal, når offentligheden bliver opmærksom på dem, ikke på en eller anden måde vil kunne mindske borgernes tillid til EU-institutionernes arbejde.

  Paul Rübig (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil især gerne takke Dem for opklaringen, eftersom den danner grundlag for en fornuftig diskussion og en klar forpligtelse over for vores små og mellemstore virksomheder. De sikrer trods alt to tredjedele af Europas job og betaler 80 % af skatterne. Mit spørgsmål er derfor, om De mener, at vi i fremtiden kan styrke rammebetingelserne for forskningen og forskningsinfrastrukturen noget mere.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D). – (LT) Hr. formand! Jeg har følgende spørgsmål. Penge fra strukturfondene og især penge fra Den Europæiske Socialfond er meget vigtige. De skal bruges til at styrke arbejdstageres kvalifikationer og bevare job, så disse besættes med kvalificerede personer. Mener De imidlertid, at der er ligestilling for velhavende internationale selskaber, fordi de skal yde et egetbidrag for at få penge fra strukturfondene eller Den Europæiske Socialfond, og små og mellemstore virksomheder, der også ønsker at uddanne deres medarbejdere og ønsker at have kvalificerede ansatte. Har De ikke planer om forslag her i betragtning af, at store selskaber og små og mellemstore virksomheder ikke har lige vilkår.

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (DE) Hr. formand! Tak for spørgsmålene.

For så vidt angår forskningsinfrastruktur, modtager små og mellemstore virksomheder allerede betydelige beløb fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, især i forbindelse med fremme af innovation – hvor de får innovationsstøtte på mange milliarder euro. I perioden 2000-2006 fokuserede over 30 000 virksomheder i alt målrettet på dette område på en fokuseret måde. Vi tænker på, at der bør lægges betydelig vægt på forskningsinfrastruktur, især i fremtiden, ikke kun på det økonomiske område, men også inden for grundforskning. Det er muligt, at vi også i den nuværende periode for første gang vil støtte et forskningsinfrastrukturprojekt, som også er omfattet af ISFRI-køreplanen – Det Europæiske Strategiforum for Forskningsinfrastrukturer – med disse midler, fordi undersøgelser af dette projekt har vist, at det har en meget vedvarende virkning i en region ud over projektets egen, idet der også bliver skabt job i virksomheder, som leverer forsyninger til disse, eftersom selv grundforskningsinfrastruktur har brug for tjenesteydelser og leverancer. Med andre ord kunne det blive et rigtigt centrum i et bestemt område – i dette tilfælde en region i Ungarn. Det burde også udsende et signal for den kommende programmeringsperiode, måske til universiteter, der i sidste ende også har konkrete virkninger. Allerede i dag ligger næsten en tredjedel af universitetsforskningsaktiviteterne inden for anvendt forskning, hvilket i sidste ende er til gavn for økonomien og skaber varige job.

Hvis jeg må gå over til medlemmets spørgsmål, er det inden for rammerne af Den Europæiske Socialfond normalt ansatte eller midlertidigt ledige arbejdstagere, der får støtte til uddannelse, så deres udsigter på arbejdsmarkedet forbedres. Det kan være i den virksomhed, hvor de er beskæftiget, eller, hvis de ikke er i beskæftigelse, kan det være med henblik på at forbedre deres færdigheder eller simpelthen for at gøre dem generelt bedre kvalificeret til andre mulige typer af beskæftigelse. Jeg kan give Dem et eksempel – for det er måske det, De sigter til, og fordi det er blevet stærkt kritiseret – og det er, at McDonald's ansatte har fået tilbudt efteruddannelse. Der skal skelnes klart her, for det var efteruddannelsesforanstaltninger for McDonald's ansatte med henblik på at gøre dem bedre kvalificerede på jobmarkedet og i arbejdslivet. Som bekendt – det er trods alt blevet kritiseret en del – er job hos McDonald's, som ofte nedsættende kaldes "McJob", deltidsjob, der ikke kræver de store kvalifikationer og ofte udføres af studerende. Det drejer sig om at opkvalificere disse mennesker. Hvor der er tale om intern videreuddannelse, som i dette projekt, afholdt McDonald's – for nu at bruge det som eksempel – alle omkostninger selv. Med andre ord prøver vi og bestræber os på at sikre, at den efteruddannelse, arbejdstagerne får, fokuserer på deres egne personlige kvalifikationer. På den baggrund mener jeg ikke, det bør gøre nogen forskel, hvor disse mennesker er ansat. Vores mål bør snarere være yderligere at forbedre kvaliteten af den enkeltes færdigheder med henblik på at gøre folk bedre kvalificerede til et stadig mere mobilt arbejdsmarked og derved undgå ledighed, når det er muligt.

  Formanden. – Spørgsmål 16 af Kinga Göncz (H-0639/10)

Om: Den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress

Det ser ud til, at gennemførelsen af den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress er langsommere end forventet, hvilket kan bringe dens formål i fare, og hvilket står i klar kontrast til med dens hurtige vedtagelse i marts 2010.

Hvordan vil Kommissionen fremskynde processen og sikre sig, at den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress når ud til de mest sårbare mennesker, mens den også tager hensyn til den rette geografiske balance?

Hvad er Kommissionens planer med hensyn til at få medlemsstaterne til at finansiere mentor- og uddannelsesprogrammer samt også at sikre, at rentebetalinger støttes af Den Europæiske Socialfond (ESF) som aftalt? Hvordan vil Kommissionen sikre, at information om den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress når ud til målgrupperne?

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand, kære kolleger! Det glæder mig at meddele, at begge dele af den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress – garantidelen og delen med likvide produkter – nu er helt operationel. Kun tre måneder efter beslutningens ikrafttræden færdiggjorde Kommissionen mandatet til Den Europæiske Investeringsfond (EIF), så den kunne iværksætte garantioperationerne for udbydere af mikrofinansiering.

I november sidste år oprettede Kommissionen en specialiseret investeringsenhed. Som følge heraf vil de første mikrolån blive ydet fra og med denne måned. Det glæder mig også at meddele, at Kommissionen har haft succes med at sikre supplerende finansiering til mikroiværksættere i Europa. Den Europæiske Investeringsbank vil matche EU's bidrag på 100 mio. EUR, og der ventes flere bidragydere. Som resultat af det vil den samlede lånevolumen under mikrofinansieringsfaciliteten Progress som planlagt beløbe sig til omkring 500 mio. EUR. Disse penge vil gavne ledige, personer, der risikerer social udstødelse, eller sårbare personer, som har vanskeligt ved at få adgang til det konventionelle kreditmarked. Det er centrale elementer i det mandat, Kommissionen har givet Den Europæiske Investeringsbank, at den når ud til disse målgrupper og fremmer geografisk balance.

De operationer, der er godkendt indtil nu eller er under forberedelse, tyder på, at begge mål vil blive opfyldt. Allerede i 2011 vil der blive ydet mikrolån gennem en mikrofinansieringsinstitution for iværksættere i Belgien, der fokuserer på dårligt stillede bysamfund, og gennem en fond i Nederlandene, som er rettet mod enkeltpersoner, der ikke har adgang til konventionel finansiering. EIF har bebudet, at de operationer, der er under forberedelse, også vil blive afbalancerede i forhold til geografisk dækning. Omkring 40 % forventes at involvere formidlere, som investerer i Europa, og omkring 60 % i Central- og Østeuropa. Det er velkendt, at mikrofinansiering er mest effektiv, hvis iværksættere og mikrovirksomheder støttes gennem virksomhedsstøttetjenester.

Som sådan vil Kommissionen træffe foranstaltninger til at støtte myndigheder og formidlende organer, der forvalter Den Europæiske Socialfond, så de yderligere kan fremme selvstændig beskæftigelse og mikrovirksomheder.

Til den nuværende ESF-programmeringsperiode har medlemsstaterne øremærket over 2,7 mia. EUR til at fremme iværksætteri. Iværksættere kan også støttes gennem rentegodtgørelser. Hvorvidt rentegodtgørelser skal subsidieres gennem ESF eller ej, besluttes imidlertid af de enkelte medlemsstater. I øjeblikket har kun én medlemsstat, nemlig Litauen, anført, at den udnytter denne mulighed.

Endelig vil Kommissionen fremme information om mikrofinansieringsfaciliteten Progress. Mikrofinansieringsudbyderne, der er tættest på målgrupperne, skal sørge for information om mulighederne for mikrolån. Kommissionen vil benytte eksisterende netværk af offentlige arbejdsformidlinger, ESF-forvaltningsmyndigheder og ngo'er til at sikre information om fremskridtene med mikrofinansieringsfaciliteten.

Sidst, men ikke mindst, vil "Unge på vej"-kampagnen være særlig opmærksom på de muligheder, unge med forskellig baggrund har, for at starte egen virksomhed og modtage mikrolån.

  Kinga Göncz (S&D). – (HU) Hr. formand! Det glædede mig at høre kommissærens redegørelse, og jeg vil gerne afklare noget. Da vi modtog rapporten fra Kommissionen og Den Europæiske Investeringsfond for nogle uger siden, stod der noget om et samlet beløb i størrelsesordenen 200 mio. EUR. Et af mine spørgsmål var netop det, at det oprindelige løfte eller den oprindelige plan lød på 500 mio. EUR. Jeg er interesseret i, hvor disse supplerende midler kom fra. Jeg mener, det er meget vigtigt, da det er et højt prioriteret program til afbødning af virkningerne af krisen, og det var til dels derfor vi hastede vedtagelsen af det igennem. Det andet vigtige spørgsmål var, om medlemsstaterne støtter rentebetalinger og mentor- og uddannelsesprogrammer fra Socialfonden. Det stod også i den oprindelige plan, og derefter så det ud, som om Kommissionen så bort fra det. Det er meget vigtigt at levere information og sikre, at informationen når ud til folk.

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne takke for disse oplysninger. Jeg er helt enig i, at det instrument, vi har drøftet i dag, er meget vigtigt. Det er dog værd at nævne, at vi også bør besvare spørgsmålet om, hvilke stater der benytter mikrofinansieringsfaciliteten. Jeg blev bekymret over, at De i Deres svar sagde, at vi burde sikre forskellige fordelingsniveauer efter stat og geografisk område. Har nogen stater indtil nu benyttet instrumentet?

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Hr. formand! Unge mennesker er ganske vist hårdest ramt af den økonomiske og finansielle krise, men vi må heller ikke glemme de mennesker over 45, der er ledige. Jeg vil gerne stille følgende spørgsmål, fordi De nævnte, at 60 % af den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress skal gå til Central- og Østeuropa. Har De afdækket, hvilke barrierer der har forhindret landene i denne region i Europa i at udnytte dette instrument tilstrækkeligt indtil nu?

  Johannes Hahn, medlem af Kommissionen. – (DE) Hr. formand! Mange tak for Deres interesse og Deres bemærkninger. Mikrofinansiering er faktisk noget, der dækkes af en række generaldirektorater, hvor hr. Andor i en vis forstand går i spidsen med hensyn til substansen. Det er dog også noget, vi beskæftiger os med inden for det regionalpolitiske område. Hvad rentesatser angår, har nogle medlemsstater fastsat et loft – som en betingelse, så at sige – der ligger på omkring 8-9,5 %. Hvad, der imidlertid også skal tages hensyn til her – og det er noget, der altid er blevet diskuteret, også under forberedelserne af det hele – er, at de indirekte omkostninger er relativt høje i forhold til de faktiske lån, og derfor påløber der omkostninger, som skal dækkes. Det er nødvendigt at finde en fornuftig middelvej, og jeg tror, det er lykkedes os.

Hvis jeg går over til det andet spørgsmål, kan jeg fortælle, at Jasmineinstrumentet – der har til formål at bistå med de rette forberedelser til mikrofinansiering og bane vejen for oprettelse og uddannelse af formidlere – i øjeblikket bruges til at gøre 15 institutioner klar i 15 forskellige lande, hvoraf de 11 ligger i Central- og Østeuropa og fire i Vesteuropa. Jeg kan ikke nævne alle landene sådan lige ud af hovedet, men i al væsentlighed er det for det meste de nye tiltrædelseslande, og vi forventer, at yderligere 20 formidlere i de kommende år vil blive forberedt på samme måde efter Jasmineprogrammet.

Med hensyn til det sidste spørgsmål må jeg bede Dem bære over med mig, eftersom jeg ikke kan give et svar på stående fod. Vi vil fremsende et skriftligt svar med detaljeret angivelse af årsagerne til at begrænse adgangen. Jeg går dog bestemt ud fra, at der ofte er kommunikationsproblemer her, og at der også ofte er hindringer, fordi mange af de potentielle lånere er mennesker, der ikke længere kan opnå lån fra en "konventionel" bank, og der er derfor også ofte en vis bekymring eller tilbageholdenhed med hensyn til at henvende sig til den slags institutioner. Hvis det er tilfældet, og det bliver rodfæstet og indgroet, vil det imidlertid være nødvendigt at gennemføre de nødvendige informationsaktiviteter på dette område.

  Formanden. – Spørgsmål 15 af Zigmantas Balčytis (H-0636/10)

Om: Supplerende støtteforanstaltninger til fordel for SMV i forbindelse med gennemførelsen af turistpolitikken

Turistindustrien er som alle andre økonomiske sektorer i stigende grad udsat for international konkurrence. For fortsat at være konkurrencedygtig inden for turistsektoren har Den Europæiske Union i Lissabontraktaten fastsat som mål at fremme konkurrenceevnen inden for denne sektor og skabe et gunstigt miljø for virksomhedernes udvikling. Med henblik herpå er der fastsat følgende mål: fremme af innovation inden for turistsektoren, forbedring af samtlige turisttjenesters kvalitet og udbygning af de ansattes faglige kompetencer. Virksomhederne i turistsektoren, der for en stor dels vedkommende er SMV, er dog ikke altid i stand til alene at gennemføre disse målsætninger. Der er flere faktorer, der gør sig gældende, som f.eks. de begrænsede økonomiske midler, manglen på kvalificeret arbejdskraft og den manglende evne til at reagere hurtigt på forandringer, hvilket bevirker, at der er behov for yderligere økonomiske midler.

Mener Kommissionen ikke, det ville være hensigtsmæssigt at udvikle en sammenhængende strategi og udarbejde en detaljeret handlingsplan, der omfatter specifikke støtteforanstaltninger til fordel for SMV og finansieringsmekanismer, der kunne bidrage til at overvinde vanskelighederne i denne sektor?

  Antonio Tajani, næstformand i Kommissionen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Den europæiske turistindustri står som mange andre økonomiske sektorer over for stadig større udfordringer som følge af globaliseringen.

Det er en udfordring, som Kommissionen allerede har understreget og har taget op ved mange lejligheder, især med meddelelsen "En industripolitik for en globaliseret verden". Endvidere vedtog Kommissionen den 30. juni sidste år en specifik meddelelse om turisme, hvori den – i overensstemmelse med Lissabontraktaten og den nye Europa 2020-strategi – foreslår en konsolideret politisk ramme til at styrke konkurrenceevnen i sektoren med det formål at gøre europæisk turisme til en virkelig konkurrencedygtig, moderne, bæredygtig og ansvarlig sektor.

Skabelsen af et miljø, der fremmer udvikling af mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder i turistsektoren er det princip, denne konsoliderede ramme bygger på. For at nå det mål foreslog vi tre specifikke foranstaltninger, der sigtede mod for det første at stimulere konkurrenceevnen i den europæiske turistsektor, for det andet at fremme udviklingen af en bæredygtig og ansvarlig turisme af høj kvalitet og for det tredje at konsolidere Europas image og profil som en række bæredygtige turistdestinationer af høj kvalitet og, naturligvis, at maksimere EU's finanspolitikker og finanspolitiske instrumenters potentiale til at udvikle turisme.

De initiativer, der fremmes, skal give sektoren de nødvendige instrumenter til at tilpasse sig de udfordringer, operatørerne står over for, og arbejde hen imod en bæredygtig udvikling af sektoren for så vidt angår konkurrenceevne. Naturligvis vil der blive truffet særlige foranstaltninger til at fremme innovation i turistsektoren, styrke kvaliteten af turisttjenesterne og forbedre de faglige kompetencer hos ansatte i turistsektoren, for vi må ikke længere betragte turistsektoren som en sektor, der udelukkende består af familievirksomheder, vi skal også se på, hvordan vi kan gøre den mere moderne og mere konkurrencedygtig.

Jeg vil give et par eksempler på uddannelse og faglige kompetencer. Der vil blive lanceret en platform for "IKT og turisme" for at lette tilpasningen af turistsektoren og dens virksomheder til udviklingen på det nye informationsteknologimarked og forbedre deres konkurrenceevne. Alle disse forslag og idéer er indeholdt i Kommissionens meddelelse, som er godkendt af Rådet, og som vi drøfter i Parlamentet – ordføreren er til stede her.

Industriens operatører vil blive tilskyndet til at udnytte EU's forskellige programmer bedre, f.eks. Leonardo, rammeprogrammet for konkurrenceevne og innovation, Erasmus for unge iværksættere, Den Europæiske Socialfond og andre programmer. Endvidere vil en strategi til at fremme diversificering af turisttjenesterne og oprettelse af et virtuelt elektronisk observationscenter for europæisk turisme ligeledes bidrage til at skabe et gunstigt miljø for sektorens operatører.

Desuden må jeg understrege, at små og mellemstore virksomheder kan drage fordel af andre tværgående initiativer til at få adgang til finansiering. Jeg kan nævne det fælleseuropæiske initiativ fra Kommissionen, Jeremie, Den Europæiske Investeringsfond og Den Europæiske Investeringsbank, der har til formål at forbedre adgangen til finansiering for især mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder gennem kanaler for risikovillig kapital, lån, værdipapirer, mikrokredit og andre former for bistand, der skal betales tilbage.

Til sidst vil jeg fremhæve, at små og mellemstore virksomheder i turistsektoren fuldt ud er dækket af de foranstaltninger, der foreslås inden for rammerne af "Small Business Act", der skal fremme erhvervsmiljøet for de selvsamme virksomheder. Parlamentet får den opdaterede tekst inden for nogle få uger.

Derfor bliver "Small Business Act" også et instrument til beskyttelse af små og mellemstore virksomheder, der rummer enorme muligheder for udvikling af en sektor, som jeg håber at kunne styrke i løbet af de næste år, for jeg er helt overbevist om, at en EU-politik, jf. traktaten, kan øge værdien af det fortrinlige arbejde, der allerede bliver udført i EU's regioner og medlemsstater.

Jeg føler derfor, jeg kan berolige det medlem, som fremsatte forespørgslen, med at Kommissionen og jeg gør alt for at sikre, at alle små og mellemstore virksomheder i sektoren bliver støttet og bistået i deres bestræbelser på at få adgang til EU's økonomiske instrumenter som led i en politisk strategi, der sigter mod at gøre turisme til en af vores centrale økonomiske og industripolitiske sektorer.

  Zigmantas Balčytis (S&D). – (LT) Hr. formand! Formentlig håber vi alle her i Parlamentet i dag, at den prognose, De fremsatte om udviklingen af turismen i fremtiden faktisk bliver til virkelighed, og at dette område ikke kun vil blive udviklet men vil være gunstigt at investere i. Som bekendt er turismen indtil nu stadig ujævnt udviklet i EU, og det er der objektive og subjektive årsager til. Jeg har et spørgsmål. I Østersøstrategien er det anført som et af hovedmålene at gøre Østersøregionen til et attraktivt og lettilgængeligt sted. Hvad er der præcis nået på dette område i årets løb?

  Carlo Fidanza (PPE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke hr. Balčytis for dette spørgsmål, der sætter de temaer i centrum for vores forhandling, som Parlamentet vil få lejlighed til at behandle igen i de kommende måneder med den betænkning, jeg har ansvaret for.

Først og fremmest skal vi rose næstformand Tajani for den meget kraftige saltvandsindsprøjtning, han har givet den nye turismepolitik, der er fastsat i Lissabontraktaten, med den meddelelse, som blev vedtaget i juni sidste år og den dertil hørende gennemførelsesplan, der blev præsenteret for nogle få uger siden. Disse to retsakter fokuserer specifikt på små og mellemstore virksomheder og på konkurrenceevne i sektoren med særlig vægt på innovations- og uddannelsesrelaterede spørgsmål.

Med hensyn til finansiering skal vi handle på to fronter: For det første skal vi øge bevidstheden om de midler, der allerede findes, og sikre, at de i højere grad udnyttes, og for det andet må Parlamentet agitere kraftigt for – og jeg er ved at slutte, hr. formand – at der medtages specifikke budgetoverskrifter for turistpolitikker i det finansielle overslag 2014-2020.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Hr. formand! Der er nogle lande, som bruger f.eks. det regionale program for konkurrenceevne og innovation eller det operationelle program for udvikling af turisme og, i tilfælde af Det Forenede Kongerige eller Grækenland, det operative program for regionaludvikling. Jeg vil gerne vide, om De har til hensigt at oprette en EU-ramme for at øge SMV'ernes deltagelse i adgangen til EU-midler til udvikling af turismen.

  Antonio Tajani, næstformand i Kommissionen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg ønsker at takke hr. Balčytis, da han har givet mig lejlighed til at tale om et emne, som af alle de områder, jeg har ansvar for som EU-kommissær, står mit hjerte særlig nær, og som den første EU-kommissær for turisme mener jeg, at turistpolitik sammen med industripolitik og rumpolitik er en prioritet.

For at give et konkret svar er det centrale spørgsmål imidlertid – bortset fra de politiske initiativer, jeg har forsøgt at gennemføre, siden jeg blev kommissær – det, som hr. Fidanza rejste i sit indlæg. Eftersom EU ikke var ansvarlig for turistpolitik før Lissabontraktatens ikrafttræden, indeholder det nuværende finansielle overslag ikke de nødvendige midler til, at EU kan bidrage til en stærk indsats for turismen.

Vi har interessante programmer såsom Calypso, der i Spanien er blevet styrket med nogle efter min mening meget positive regionale initiativer. Men selv om jeg klart forstod hr. Fidanzas pointe i den betænkning, Parlamentet ventes at fremlægge, vil der komme støtte, fordi de midler, som er øremærket til turistpolitik, vil blive øget i det næste finansielle overslag. De kan blive øget i det ottende rammeprogram eller gennem indførelse af ad hoc-budgetposter. Det vigtige er imidlertid, at Parlamentet bringer problemet frem, fordi det er vanskeligt at give konkrete svar, hvis de økonomiske instrumenter ikke er på plads.

Alligevel betyder det ikke, at vi ikke vil handle med stor beslutsomhed. Som De ved, er der taget talløse initiativer, det belgiske formandskab afholdt et større arrangement i Malta, og det ungarske formandskab har allerede bebudet, at det vil afholde et større arrangement specifikt om turisme – det var emnet for vores første møde, som blev afholdt i Budapest for nogle få dage siden.

Jeg er glad for, at hr. Balčytis rejste spørgsmålet om turisme i Østersøregionen. Turisme er nemlig ikke noget, der udelukkende vedrører økonomierne i Middelhavslandene – Spanien, Frankrig, Italien, Grækenland og Malta. Det er en særdeles vigtig ressource for hele EU, også landene i Central- og Østeuropa, som har deres egne seværdigheder og deres eget potentiale, der skal udvikles.

Vedrørende Østersølandene mener jeg, at et af spørgsmålene – som tilfældigvis behandles i den tekst, der blev vedtaget den 30. juni sidste år – er forholdet til de nye klasser, til den nye middelklasse i Rusland. Millioner og atter millioner af russere planlægger at gennemføre turistaktiviteter og ønsker derfor at rejse uden for deres land.

Vi har et problem med visa. Det samme problem findes i forhold til Kina, tror jeg. Europa-Kommissionen og turistministrene er fast besluttede på at prøve at løse dette problem med de potentielle gæster fra både Rusland og Kina. Vi ønsker at sætte skub i tingene og gøre det lettere for dem at komme ind i vores lande. Endvidere kan de Baltiske stater, som ligger tættere på Rusland, også høste de potentielle økonomiske frugter af at være værter for turisterne i den nye middelklasse.

Det er helt centralt i vores arbejde for at fremme turistpolitikkerne, og jeg er også opmuntret over, at mange ministre fra de forskellige medlemsstater, herunder Det Forenede Kongerige – jeg mødte den nye britiske turistminister for et par uger siden i London – og Frankrig, er fast besluttede på at støtte EU's turistpolitik.

Det er vigtigt at afdække en række indgange, for Europa skal repræsentere en merværdi. Jeg er begejstret over, at kommissær Vassiliou i den tekst om sport, der blev vedtaget i dag, har medtaget det punkt, at store sportsbegivenheder såsom de kommende Olympiske Lege i London er en stor mulighed for hele EU.

Kort sagt skal vi sikre, at hvert land i EU kan fungere som en indgang, hvor turister kan rejse ind og besøge det pågældende land, men herefter kan tage ud fra og besøge andre europæiske lande, når de er færdige.

Det er den supplerende foranstaltning, Europa-Kommissionen kan træffe, og Parlamentets støtte er, så vidt jeg kan se, afgørende. På forhånd tak for Deres indsats, bl.a. i forhandlingen om turistpolitikken, men også i alle forhandlinger om de kommende budgetaktiviteter.

Anden del

  Formanden. – Spørgsmål 17 af Vilija Blinkevičiūtė (H-0625/10)

Om: Initiativer og programmer til modernisering af videregående uddannelser

I visse af Den Europæiske Unions medlemsstater er der gennemført undersøgelser for at finde frem til, hvorledes højere læreanstalter har tilpasset sig de nye behov på arbejdsmarkedet, og hvilke muligheder kandidater har for at finde arbejde efter endt uddannelse. Desværre har undersøgelserne vist, at talrige universiteter uddanner specialister til et allerede mættet marked. De højere læreanstalters undervisningsplaner er ikke altid udarbejdet under hensyn til behovene på arbejdsmarkedet, og det er derfor unge med en netop afsluttet uddannelse, der rammes hårdest. Kommissionens arbejdsprogram for 2011 indeholder en henvisning til moderniseringen af videregående uddannelser. Det hedder i programmet, at der eventuelt vil blive forelagt forslag vedrørende evalueringen og gennemsigtigheden af de højere læreanstalters aktiviteter.

Hvilke specifikke programmer og initiativer regner Kommissionen følgelig med at vedtage med henblik på en modernisering af videregående uddannelser i EU? Agter Kommissionen at fastlægge en særlig strategi for moderniseringen af videregående uddannelser for at gøre det muligt for unge kandidater at finde arbejde så hurtigt som muligt? Hvor meget agter Kommissionen fremover at investere i sådanne programmer og initiativer til fordel for unge?

  Androulla Vassiliou, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Uddannelse er en af de vigtigste betingelser for beskæftigelsesevne. Risikoen for at blive arbejdsløs er 40 % lavere for kandidater fra en videregående uddannelse end for personer, der kun har en ungdomsuddannelse. Imidlertid er ungdomsarbejdsløsheden og underbeskæftigelsen i dag uacceptabelt høje. Alt for mange kandidater kæmper for at komme ind på arbejdsmarkedet og sikre sig en kvalitetsbeskæftigelse, der svarer til deres uddannelsesmæssige baggrund.

Naturligvis begynder indsatsen for at forbedre beskæftigelsesevnen længe før den videregående uddannelse. Kommissionen arbejder sammen med medlemsstaterne for at afdække de færdigheder eller nøglekompetencer, unge har brug for at tilegne sig i skolen. I dag har unge mennesker brug for en bredere vifte af færdigheder end nogensinde før for at kunne trives i en globaliseret økonomi. Mange vil komme til at arbejde i job, der ikke findes endnu. Mange vil have brug for avancerede sproglige, interkulturelle og iværksættermæssige kvalifikationer. Teknologi vil fortsat ændre verden på måder, vi ikke kan forestille os, så evnen til fortsat at lære og skabe nyt vil blive afgørende faktorer for beskæftigelsesevnen.

Vejledning er også afgørende. Unge står over for et stigende antal uddannelsesmæssige valg. De skal kunne træffe informerede beslutninger. Det kræver bedre information om uddannelses- og erhvervsuddannelsesveje, bl.a. et klart billede af jobmulighederne. Vi må udvikle kvalitetsbetonede erhvervsvejledningstjenester og erhvervsorientering med en stærk inddragelse af arbejdsmarkedets institutioner.

Hvis vi nu tager fat på videregående uddannelse iværksatte Kommissionen som bekendt "Unge på vej" – et Europa 2020-flagskibsinitiativ, der har til formål at gøre almen uddannelse og erhvervsuddannelse mere relevant for unges behov. Vi er nu ved at begynde på at implementere de forskellige dele af denne strategi. Senere i år har Kommissionen planer om at fremlægge en ny meddelelse om modernisering af videregående uddannelse. Vi vil gøre status over fremskridtene med at gøre videregående uddannelse mere relevant for behovene i det videnbaserede samfund, bl.a. spørgsmålet om beskæftigelsesevne. Vi vil afdække de centrale udfordringer for fremtiden og fastlægge vores svar.

Som led i disse bestræbelser vil Kommissionen styrke den europæiske platform for dialog mellem universiteter og erhvervsliv med henblik på at øge de studerendes beskæftigelsesevne og udvikle uddannelsens rolle i videntrekanten. I en mere global og mobil verden kan åbenhed om de videregående uddannelsesinstitutioners præstationer stimulere både konkurrence og samarbejde og være et incitament til yderligere forbedringer og modernisering. Eksisterende internationale rangordninger kan dog give et ufuldstændigt billede af universiteternes præstationer. Kommissionen vil i år præsentere resultaterne af en feasibilityundersøgelse om udvikling af et alternativt flerdimensionelt rangordningssystem, hvor der tages hensyn til mangfoldigheden i de videregående uddannelsesinstitutioner.

Europa har brug for bedre at kunne tage højde for fremtidige kvalifikationsbehov. Derfor har Kommissionen iværksat "Dagsordenen for nye kvalifikationer og nye job", der går hånd i hånd med vores initiativ "Unge på vej". "Dagsordenen for nye kvalifikationer og nye job" ser på, hvordan vi kan hjælpe unge til at blive mere beskæftigelsesegnede. Frem for alt skal vi give mennesker den rette blanding af kvalifikationer, så de kan tilpasse sig vores samfund, der er under hastig forandring. Vores nye EU-oversigt over kvalifikationer, som bliver operationel i 2012, skal bidrage til at forudse ikke kun de kvalifikationer, arbejdsgiverne har brug for i dag, men også dem, der bliver nødvendige i fremtiden.

Til foråret i år har Kommissionen til hensigt at foreslå nye europæiske referenceværdier for læringsmobilitet og for den rolle, uddannelse spiller for at gøre mennesker beskæftigelsesegnede på det videnbaserede arbejdsmarked.

Endelig kan EU-programmer til støtte for uddannelse, erhvervsuddannelse og ungdom, herunder mobilitetsprogrammer som Erasmus, hjælpe unge til at forbedre deres chancer på arbejdsmarkedet, ved at de indhøster værdifuld international erfaring og udvikler deres intellektuelle forståelse.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D). – (LT) Hr. formand, fru kommissær! Tak for Deres virkelig omfattende svar. Jeg vil imidlertid gerne stille et supplerende spørgsmål. EU skal garantere alle borgere ret til videregående uddannelse af høj kvalitet. I medlemsstaterne er der imidlertid mange forskelle mellem de videregående uddannelsessystemer, omkostningerne til videregående uddannelse og tilvejebringelse af lån til betaling for studierne. Høje renter på uddannelseslån og ugunstige tilbagebetalingsbetingelser afskrækker ofte unge fra at tage en videregående uddannelse i deres eget land og fremmer hjerneflugt til andre lande. Har Europa-Kommissionen til hensigt at udgive en vejledning om foretrukne betingelser for udbud af studielån?

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne stille et enkelt spørgsmål, selv om vi kunne drøfte forskellige ting i denne forbindelse. Jeg vil gerne spørge kommissæren, om der arbejdes på at øge midlerne til studenterudvekslingsprogrammer i Europa? Jeg har indtryk af, at det beløb, vi har til Erasmus og andre programmer, har været det samme i adskillige år. I øjeblikket er disse beløb bestemt meget lave.

  Georgios Papanikolaou (PPE). – (EL) Hr. formand, fru kommissær! Ganske vist falder dette særlige spørgsmål ind under subsidiaritetsprincippet. Imidlertid får medlemsstaterne støtte fra EU til at modernisere undervisningsplanerne i medlemsstaterne. Under den tidligere, dvs. den tredje fællesskabsstøtteramme, udnyttede mange medlemsstater f.eks. fællesskabsmidler til det formål. Jeg har et helt præcist spørgsmål: Har Kommissionen data om effektiviteten af de midler, der blev givet, og som vil blive givet til medlemsstaterne?

  Androulla Vassiliou, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! For det første til spørgsmålet om forskellene mellem de videregående uddannelsesinstitutioner, netop! Det er derfor, vi ønsker åbenhed om universiteternes resultater. Derfor afslutter vi nu feasibilityundersøgelsen, der er grundlaget for, at vi vil vove at se på rangordningen af universiteter, kortlægningen af universiteter og universiteternes standard med henblik på at give de studerende muligheder for et mere informeret valg. Målet er, at de kan vide præcis, hvor de kan studere, hvad de kan studere, og hvad standarden er på det universitet, de ønsker at komme ind på.

Med hensyn til afgifter er jeg enig med Dem i, at høje afgifter kræver rimelige lån, men, som jeg er sikker på, De ved, er det medlemsstaternes ansvar. Vi ved, at økonomer kan blive enige om én ting, og det er, at investering i uddannelse er noget, der giver langsigtede resultater, vækst og job, så jeg tilskynder altid regeringer til ikke at skære ned på investeringer i universiteter eller uddannelsesinvesteringer generelt.

Endvidere er jeg enig med det medlem, der rejste spørgsmålet om de utilstrækkelige mobilitetsfremmende stipendier som Erasmus. Det er derfor, vi igen er ved at afslutte en feasibilityundersøgelse – der foretages af London School of Economics, som forhåbentlig bliver klar i løbet af et par måneder – og som skal danne grundlag for vores undersøgelse sammen med Den Europæiske Investeringsbank af muligheden for at indføre et EU-mobilitetslån for studerende. Jeg er sikker på, at det vil give alle studerende, hvad enten de er rige eller fattige, mulighed for at udnytte disse glimrende mobilitetslån.

I sit spørgsmål taler hr. Papanikolaou om strukturudviklingsfondene, som regeringerne kan bruge til opbygning af deres uddannelsesinfrastruktur. Desværre er strukturfondene ikke mit ansvar, men jeg vil fra kommissær Hahn finde ud af, om der er nogen rapporter fra medlemsstaterne om resultaterne af disse stipendier, og i givet fald skal jeg bestemt lade Dem det vide.

  Formanden. – Spørgsmål 18 af Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (H-000009/11)

Om: Skoleelevernes niveau i EU-medlemsstaterne

Resultaterne af den internationale undersøgelse af 15-årige skoleelevers niveau, som blev offentliggjort for nylig af OECD (PISA-undersøgelsen 2009), viser i det store og hele, at EU's konkurrenceevne er alvorligt truet, da kun to EU-medlemsstater ligger blandt de ti bedste inden for læsefærdighed (niveau 5-6), mens der på matematikområdet kun var tre EU-medlemsstater blandt de ti første og ingen blandt de fem første. I betragtning af, at både disse skoleelever og deres yngre kolleger i 2020 vil være erhvervsaktive eller være ved at integrere sig på arbejdsmarkedet, bør der øjeblikkeligt gribes ind i medlemsstaterne, hvis vi skal opnå en væsentlig forbedring af kvaliteten af skoleundervisningen.

Overvejer Kommissionen at foretage en indgående analyse af den pågældende undersøgelse og fremsætte henstillinger over for medlemsstaterne vedrørende vellykkede fremgangsmåder? Overvejes det at udarbejde et program til udbredelse af sådanne vellykkede fremgangsmåder eller at oprette et forum, hvor man kan diskutere disse udfordringer? Vil der blive indledt drøftelser med medlemsstaterne om, hvilket tiltag der skal tages for at forbedre resultaterne?

  Androulla Vassiliou, medlem af Kommissionen. – (EN) Som De ved, skal hver medlemsstat beslutte, hvordan dets uddannelsessystem skal organiseres. Det er i overensstemmelse med artikel 165 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Ikke desto mindre arbejder Kommissionen sammen med staterne om at skabe gensidig læring og udvekslinger af god praksis.

Som vi anførte i Europa 2020-strategien, er det afgørende for Europas fremtid som et videnbaseret og rummeligt samfund, at der sker reformer og modernisering af uddannelsessystemerne, så de kan matche de bedste i verden. OECD's PISA-undersøgelse er en vigtig ressource for disse udvekslinger. Den seneste PISA-undersøgelse, der blev offentliggjort i december 2010, viser et blandet billede for EU-medlemsstaterne. Der er tegn på betydelig forbedring i nogle systemer, men alt i alt er der plads til mange fremskridt. Disse resultater vil være et vigtigt input til fremtidige udvekslinger mellem Kommissionen og medlemsstaterne.

Det europæiske benchmark, der blev vedtaget af Rådet i maj 2009, sigter mod et tilstrækkeligt grundlæggende færdighedsniveau i læsning, matematik og naturvidenskab ved at opfordre til at nedbringe andelen af 15-årige med ringe færdigheder til under 15 % senest i 2020.

Nu vil jeg gerne læse noget op fra PISA-rapporten, som er meget relevant. Andelen af elever med ringe resultater i læsning, som var steget fra 21 % i 2000 til 24 % i 2006, faldt til 20 % i 2009. Ikke desto mindre blev OECD's mål for 2010 om at reducere andelen fra 2000 med 20 % til 17 % ikke nået.

Andelen af elever med ringe resultater i matematik og naturvidenskab har været faldende siden 2006. Der skete flere fremskridt i naturvidenskab end i matematik, og andelen af elever med ringe resultater er i dag lavere i naturvidenskab end i matematik.

Hvis 2006 bruges som et stærkt udgangspunkt, er EU på rette spor med hensyn til fremskridt mod benchmarket for 2020 for elever med ringe resultater. Ser man på de tre fag i de 25 EU-lande, som der foreligger data for, havde gennemsnitligt 22,5 % af eleverne ringe resultater i 2006, og i 2009 var denne andel faldet til 19,6 %. Så vi kan se, at vi i EU gennemsnitligt har gjort fremskridt.

Kommissionen vil naturligvis analysere PISA-resultaterne og offentliggøre konklusionerne heraf i sin næste situationsrapport med en benchmarksammenligning i 2011. I november 2010 opfordrede Rådet Kommissionen og medlemsstaterne til i deres fælles arbejde at fokusere på følgende områder: udformning af læseplaner, motivering til læsning, læsefærdighed, matematik, naturvidenskab og teknologi, nye teknologiers indvirkning på grundlæggende færdigheder og deres anvendelse til at hjælpe elever med at blive selvstændige og opretholde motivationen, kønsforskelle i resultater og holdninger, forbindelsen mellem elevers baggrund og deres beherskelse af grundlæggende færdigheder og endelig spørgsmål vedrørende lærere og personer, der uddanner lærere, og vedrørende skolers etos og kendetegn.

I sin konklusion opfordrede Rådet også Kommissionen til at oprette en ekspertgruppe på højt niveau for læsefærdighed og en tematisk arbejdsgruppe om matematik, naturvidenskab og teknologi.

Jeg har til hensigt at nedsætte ekspertgruppen på højt niveau for læsefærdighed den 1. februar. Den skal foreslå politiske foranstaltninger baseret på god praksis og forskning, der skal hjælpe medlemsstaterne med at forbedre sammenhængen og effektiviteten i tilvejebringelsen af grundlæggende færdigheder i deres strategier for livslang uddannelse, og gruppen skal afslutte sit arbejde og udgive sin rapport i midten af 2012.

Endvidere er den tematiske arbejdsgruppe om matematik, naturvidenskab og teknologi allerede blevet nedsat. Den omfatter nationale beslutningstagere og eksperter i grundlaget for gensidig læring og udveksling af god praksis. Den tematiske arbejdsgruppe skal afdække og formidle politiske foranstaltninger til at forbedre situationen for personer med ringe grundlæggende færdigheder på nationalt plan.

Jeg bør også understrege, at Comeniusaktioner under programmet for livslang læring blandt andre prioriterede områder fokuserer på at øge motivationen for naturvidenskab og matematik og på at forbedre læsefærdighederne.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (LT) Hr. formand! Jeg vil gerne spørge, om der måske er udført forskning i nogle lande, der kunne forklare elevers dårlige resultater og udbytte? Er det et finansielt eller strukturelt spørgsmål? Hvad tænker De om grundskoleundervisningen? Der blev gennemført forskning blandt elever i de ældre klasser, men hvad med endnu yngre elever, der har til hensigt at fortsætte deres uddannelse.

  Androulla Vassiliou, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg kan give Dem alle de detaljerede data, vi har om de forskellige medlemsstater. Vi har ikke analyseret dem, det er ikke vores opgave at se, hvorfor visse medlemsstater klarede sig dårligere end andre, men i løbet af vores arbejde har vi udvekslet god praksis. Det glæder mig meget at sige, at nogle lande, som har fulgt god praksis, har udvist meget gode fremskridt siden 2006 for de fleste af disse indikatorer.

For underskolen har vi desværre ikke undersøgelser i lighed med PISA-undersøgelsen. Der findes ikke en sådan undersøgelse.

  Formanden. – Spørgsmål 19 af Georgios Papanikolaou (H-0623/10)

Om: Fragmenterede digitale markeder og følgerne for uddannelsessystemet og for investeringerne i geografisk isolerede områder

Ifølge Kommissionens meddelelse om den digitale dagsorden for Europa er Europa stadig et kludetæppe af nationale onlinemarkeder, og problemer, der sagtens kan løses, såsom de manglende investeringer i netværk, forhindrer europæerne i at nyde fordelene ved et digitalt indre marked. Resultatet er, at undervisningen i mange fjerntliggende områder (bjergegne og øsamfund) halter bagefter teknologisk, og investeringerne i disse områder påvirkes. Kommissionen bedes besvare følgende spørgsmål:

Med tanke på at ikt-sektoren udgør 5 % af det europæiske BNP, hvilket modsvarer en værdi på 660 mia. EUR om året, samtidig med at dens bidrag til at øge den samlede produktivitet er langt større (20 % fra ikt-sektoren direkte og 30 % fra investeringerne i ikt), hvordan agter Kommissionen da at afhjælpe fragmenteringen af det digitale marked?

Er der iværksat nogen målrettede fællesskabsforanstaltninger for at løse problemet med lave nationale investeringer i netværk, især i geografisk isolerede områder?

  Neelie Kroes, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! I Kommissionens meddelelse om Europa 2020 og dens meddelelse om den digitale dagsorden for Europa blev der fastsat det mål at sikre alle europæere grundlæggende bredbåndsadgang senest i 2013 og senest i 2020 at sikre, at alle europæere har adgang til meget højere internethastigheder på over 30 megabytes pr. sekund, og at 50 % af de europæiske husholdninger eller derover har tegnet abonnement på en internetforbindelse over på 100 megabytes pr. sekund.

Kommissionen er klar over, at der uden et stærkt offentligt tiltag er risiko for en udbredelse under det optimale, hvor hurtige sikre netværk er koncentreret i områder med høj befolkningstæthed og fjerntliggende landdistrikter sakker bagud. Det vil få negative følger for uddannelsessystemer og integration af informations- og kommunikationsteknologi i uddannelsen. De seneste EU-dækkende data viser, at kun 67 % af skolerne har bredbåndsadgang, og at der var store forskelle mellem medlemsstaterne og mellem tæt og tyndt befolkede områder, henholdsvis 73,7 % og 60,6 %.

For at undgå risikoen for en udbredelse under det optimale har Kommissionen vedtaget en bredbåndspakke, der skitserer en fælles ramme i både nationale og regionale politikker, der bør udvikles, så målene opfyldes. De politikker ventes især at sænke omkostningerne til udbredelse af bredbånd i hele EU's område ved at sikre hensigtsmæssig planlægning og koordinering og nedbringe de administrative byrder.

Kommissionen har allerede truffet foranstaltninger til at øge investeringen i fjerntliggende områder og regioner inden for rammerne af EU's samhørighedspolitik med programmeringen af omkring 2,3 mia. EUR i perioden 2007-2013. Kommissionens meddelelse om en europæisk genopretningsplan gjorde det også muligt at programmere 360 mio. EUR i bredbåndsforanstaltninger til landdistrikter gennem Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne. I sin programpakke bebudede Kommissionen, at den vil styrke og rationalisere finansieringen af højhastighedsbredbånd gennem EU-instrumenter senest i 2014 og udforske, hvordan man kan tiltrække kapital til bredbåndsinvesteringer gennem kreditforbedring støttet af Den Europæiske Investeringsbank og EU-midler. Der forventes et EF-EIB-forslag om spørgsmålet i 2011.

En anden søjle fra den digitale dagsorden vedrører digitale færdigheder. Her foreslår vi f.eks. at overveje digital kunnen og digitale kompetencer som en prioritet for forordningen for Den Europæiske Socialfond i den næste programmeringsperiode og at afdække digitale kompetencer som et supplement til Europass for at sikre gennemsigtigheden heraf. Uddannelse er som bekendt afgørende for udviklingen af digitale kompetencer i vores samfund, og vi er enige i, at nogle regioner risikerer at sakke agterud uden tilstrækkelig investering.

De seneste EU-dækkende data – og jeg taler om 2006 – viser, at kun 67 % af skolerne har bredbåndsadgang, og at der var store forskelle mellem EU-medlemsstaterne og mellem tæt og tyndt befolkede områder. Vi skal til at iværksætte en ny skoleundersøgelse, og resultaterne vil foreligge ved udgangen af dette år.

  Georgios Papanikolaou (PPE). - (EL) Hr. formand, fru kommissær! Tak for Deres meget detaljerede svar. Jeg vil gerne tilføje følgende supplerende spørgsmål. I henhold til Europa 2020-strategien er vores mål et digitalt indre marked for husholdninger og virksomheder, hvilket betyder lige muligheder for adgang, men det betyder også lige muligheder for udvikling.

Personligt har De lejlighedsvis i høringer for kompetente udvalg såsom Kultur- og Uddannelsesudvalget sagt, at der vil blive behov for omtrent 500 000 nye job i disse sektorer over de næste fem år. Jeg har et helt præcist spørgsmål: Træffer vi alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at disse nye job fordeles retfærdigt uden at udelukke fjerntliggende områder?

  Neelie Kroes, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Svaret er ja.

  Formanden. – Det var udmærket. Mange tak.

Spørgsmål 20 af Liam Aylward (H-0648/10)

Om: Hotline 116 000 for forsvundne børn

Kommissionen har for nyligt fremsat en sidste opfordring til medlemsstaterne om at aktivere hotlinenummeret 116 000 for forsvundne børn så hurtigt som muligt. Denne hotline vil kunne yde den nødvendige hjælp, assistance og støtte til børn, der har brug for det.

Hotline 116 000 fungerer på nuværende tidspunkt kun i fuldt omfang i 12 medlemsstater. Er Kommissionen af den opfattelse, at børn måske bringes i fare som følge af, at denne tjeneste ikke fungerer i fuldt og hensigtsmæssigt omfang overalt i EU? Vil borgerne blive oplyst herom, hvis denne tjeneste ikke er til rådighed i deres hjemland eller i et land, de besøger? Skal alle medlemsstaterne implementere denne tjeneste på korrekt vis og i fuldt omfang? Er det ikke sandt, at det vil bringe børn i fare, hvis det ikke formås at gøre denne hotline tilgængelig i et tilstrækkeligt omfang i alle medlemsstaterne?

  Neelie Kroes, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Kommissionen deler medlemmets opfattelse af, at gennemførelsen af hotlinenummeret 116 000 for forsvundne børn kræver yderligere bestræbelser i mange medlemsstater. I den henseende kræver de reviderede telekommunikationsregler – og jeg henviser især til artikel 27a i forsyningspligtdirektivet – at medlemsstaterne gør alle bestræbelser på at sikre, at borgerne har adgang til tjenesten som driver en hotline, hvor man kan rapportere om tilfælde af forsvundne børn. I den forbindelse overvåger Kommissionen omhyggeligt medlemsstaterne og bistår dem med omsætningen af den nye bestemmelse i national ret, som skal være afsluttet senest 25. maj 2011.

Den 17. november sidste år vedtog Kommissionen meddelelsen med titlen "Den europæiske hotline for forsvundne børn: 116 000". Kommissionens mål for meddelelsen er at gentage sin opfordring til medlemsstaterne om at prioritere oprettelsen af en hotline for forsvundne børn og at sikre, at det samme høje serviceniveau tilbydes overalt i EU samt at give praktisk støtte til medlemsstaterne.

Meddelelsen sætter fokus på eksisterende god praksis, som medlemsstaterne har udviklet for at løse de største problemer i forbindelse med driftsomkostninger og telekommunikationsomkostninger ved hotlinen 116 000. Kommissionen foreslår, at man anvender denne gode praksis til at udarbejde et sæt fælles minimumsstandarder, der vil garantere en høj servicekvalitet i hele EU, således at forældre og børn kan regne med den samme bistand, uanset hvor de er. Dette omfattende arbejde går ud over elektroniske kommunikationsspørgsmål, som jeg har ansvaret for, og koordineres af min kollega, fru Reding.

  Liam Aylward (ALDE). – (EN) Hr. formand, fru kommissær! Tidligere har De identificeret omkostninger og manglende information som barrierer for gennemførelse af denne hotline i nogle medlemsstater. Hvilke foranstaltninger har De til hensigt at iværksætte for at afhjælpe disse barrierer, og regner De desuden med, at denne tjeneste bliver implementeret i fuldt omfang i alle medlemsstater? Hvilke muligheder har endelig de medlemsstater, der har problemer med at finansiere denne hotline, for at sikre, at den bliver operationel i hele EU?

  Neelie Kroes, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Naturligvis prøver vi at gøre vores yderste. Den holdning, medlemmet indtager, giver mening. Jeg var rent faktisk tidligere af den opfattelse, at omkostninger er et af problemerne. Selve hotlinen er den mindste del af problemet. Problemet er at følge op. Det, vi bør fokusere på, er ikke kun selve hotlinen, men opfølgningen.

Vi overvåger nøje medlemsstaterne og bistår dem med gennemførelsen, og vi er klar over, at det er op til dem at tage initiativet i forbindelse med den nationale lovgivning. Vi er også bevidste om, at det under den nuværende finanskrise er endnu vanskeligere for medlemsstaterne at finde muligheder for at finansiere opfølgningen.

Nogle af de organisationer har modtaget EU-støtte til visse projekter. Den tilgængelige EU-støtte er ikke beregnet til at dække de fulde omkostninger ved tjenesternes drift, men sigter kun mod at hjælpe med at udvikle 116 000-tjenesterne ved hjælp af konkrete projekter.

Naturligvis skal vi være kreative. De, der er involveret i sådanne projekter, og nationale regeringer bør også være kreative med hensyn til at anvende budgetressourcer, virksomhedernes sociale ansvar og private donationer for i sidste ende at finde midlerne til at gøre det, vi alle gerne vil have gjort.

Spørgsmål 22 af Bernd Posselt (H-0619/10)

Om: Alpine jernbanekorridorer

Hvorledes vurderer Kommissionen den nuværende situation i forbindelse med bygningen af Brenner-basistunnellen, de nødvendige tilkørselsstrækninger på begge sider samt udbygningen af jernbanestrækningen München-Mühldorf-Freilassing-Salzburg?

  Siim Kallas, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Spørgsmålet om trafik over Alperne er særdeles alvorligt, men situationen ser ikke alt for slem ud i øjeblikket. Til trods for en vanskelig finansiel situation bliver der gjort fremskridt med Brenner-basistunnellen og de nordlige og sydlige tilkørselsstrækninger hertil. Dette projekt har højeste prioritet, og Kommissionen besluttede at bevilge det et budget på næsten 1 mia. EUR.

For det første vedrørende Brenner-basistunnellen selv – her førte mødet i den østrigsk-italienske mellemstatslige kommission den 19. november 2010 under overværelse af EU-koordinator Pat Cox til afgørende fremskridt. Østrig og Italien bekræftede en aftale om de samlede omkostninger til Brennerbasistunnelprojektet på 8 mia. EUR. Østrig godkendte en optimeret arbejdsplan, som vil gøre det muligt at indlede de forberedende arbejder på hovedtunnellen senest i 2011. Den italienske regering gav tilladelse til iværksættelsen af arbejdet med en forpligtelse, der sikrer dækning af omkostningerne i hele anlægsperioden.

For det andet kan der rapporteres om gode fremskridt med tilkørselsstrækningerne på begge sider. Italien har givet tilladelse til iværksættelsen af arbejdet på den sydlige tilkørselsvej, der starter med den første strækning, Fortezza-Ponte Gardena. Østrig har også gjort gode fremskridt med den nordlige tilkørselsvej. Østrig har en strækning i Unterinntal, der bliver afsluttet i 2013 eller måske før.

Endelig vil det oprindelige mål om at afslutte arbejdet med de grænseoverskridende forbindelser mellem Østrig og Tyskland senest i 2012 ikke blive nået. På den tyske side vil arbejdet først blive indledt i 2012 og forventes at tage ca. tre år. Imidlertid offentliggjorde Tyskland i november 2010 sin nationale investeringsvurdering, der omfatter sikring af en positiv udvikling på den nordlige tilkørselsvej mellem München og den østrigske grænse. Den ensporede strækning vil blive opgraderet, og hele strækningen vil blive elektrificeret. Næste skridt bliver et aftalememorandum mellem Tyskland og Østrig om denne strækning, og processen vedrørende planlægning af infrastrukturforvaltningen vil skulle startes.

  Bernd Posselt, (PPE) . – (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Tak for Deres venlige svar. Imidlertid har De ikke besvaret den anden del af spørgsmålet, hvor jeg nævnte München-Mühldorf-Freilassing, som er en del af hovedstrækningen fra Paris til Budapest, og som er særdeles vigtig i lyset af den bayerske kemitrekant og til aflastning af Brenner-tilkørselsvejen.

Hvis Brenner-basistunnellen fuldføres, vil Rosenheimstrækningen blive overbelastet, og det vil herefter være vigtigt at udvikle München-Mühldorf-Freilassing-Salzburg, som også er et projekt med højeste prioritet for Kommissionen. Jeg må spørge, om De mener, at det er muligt at tilvejebringe supplerende midler til dette i det næste finansielle overslag, for det er trods alt en grænseoverskridende sag.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand! Det, der sker i Alperne, er alt sammen meget godt, men i Grækenland foretager den græske regering nedskæringer i driften på grund af aftalememorandummet og isolerer derved Grækenland fra det europæiske jernbanenet og jernbanenettet på Balkan og begrunder det, sammen med Kommissionen, i de græske jernbaners store gæld.

Mit spørgsmål er derfor følgende: Hvad mener De om denne udvikling, og hermed mener jeg nedskæringerne i jernbanedriften? For det andet – omfatter de græske jernbaners gæld penge til medfinansiering af infrastrukturarbejder sammen med EU?

  Siim Kallas, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg kan ikke give noget svar med hensyn til Grækenland, for jeg kender ikke detaljerne. Jeg har ikke fået nogen information om disse vanskeligheder.

Det prioriterede projekt nr. 17 München-Mühldorf-Freilassing-Salzburg er i gang. Det indledende arbejde blev påbegyndt i 2007. Noget af arbejdet er afsluttet. Den 19. april 2010 startede arbejdet på den nye tosporede bro over floden i Mühldorf, og det vil blive afsluttet. Det finansieres i fuldt omfang af den tyske genopretningsplan. Det koster 11,7 mio. EUR, så det udvikler sig, og vi anser det ikke for et større problem i øjeblikket.

  Formanden. – Spørgsmål 23 af Jim Higgins (H-0621/10)

Om: Skrivning og afsendelse af sms'er under kørslen – færdselssikkerhed

En bilist, der sender sms'er, har en 23 gange højere risiko for at blive indblandet i en ulykke. Skrivning og afsendelse af sms'er under bilkørsel skønnes at kræve flere tusinde dødsofre i trafikken hvert år, og antallet af personskader stiger i et foruroligende tempo år efter år.

Selv om Kommissionen erkender behovet for at øge færdselssikkerheden og sikre en mere effektiv håndhævelse af færdselssikkerhedsreglerne, findes der ingen lovgivning på EU-plan, der forbyder skrivning og afsendelse af sms'er eller e-mails og internetbrowsing, når man fører et motorkøretøj over en forud fastsat hastighedsgrænse.

Teknologien til at forhindre skrivning og afsendelse af sms'er eller e-mails og internetbrowsing under kørslen findes allerede. Agter Kommissionen på baggrund heraf at indføre lovgivning på EU-plan for at eliminere denne yderst farlige praksis?

  Siim Kallas, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Kommissionen deler medlemmets opfattelse af, at skrivning og afsendelse af sms'er under kørslen – som alle uvedkommende aktiviteter – er særdeles farlig. I 2009 udsendte Kommissionen en rapport om brug af mobiltelefoner under kørslen. Denne rapport er offentliggjort på EU's websted om trafiksikkerhed. Imidlertid har vi ingen statistikker om, hvor mange ulykker denne praksis har forårsaget.

Alle medlemsstater har lovgivning, som i det mindste implicit forbyder skrivning og afsendelse af sms'er eller e-mails samt internetbrowsing under kørslen. Selv om der ikke direkte henvises til brug af mobiltelefoner, hedder det i lovbestemmelserne i den nationale lovgivning, at chauffører skal være fuldt koncentrerede om kørslen. På den baggrund har Kommissionen ikke til hensigt at indføre et nyt lag i EU-lovgivningen for at forbyde skrivning og afsendelse af sms'er eller e-mails samt internetbrowsing under kørslen. Vi håber, at medlemsstaterne tackler dette problem på passende vis.

  Jim Higgins (PPE). – (GA) Hr. formand! Jeg er skuffet over det svar, jeg fik fra kommissær Kallas. Det er ekstremt vigtigt at have samarbejde mellem de forskellige medlemsstater. Vi skal gøre alt for at nedbringe antallet af dødsfald og alvorlige skader på vejene. Et af de nye fænomener på de europæiske veje er personer, der skriver og afsender sms'er og e-mails under kørslen. Alle medlemsstater har forskellige regler. Vi skal have mere samarbejde, og jeg er skuffet over, at kommissæren ikke kan love os mere i den forbindelse.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne rose min kollega, hr. Higgins, fordi han har rejst dette meget vigtige spørgsmål. Også jeg deler hans bekymring over den manglende entusiasme, kommissæren udviser med hensyn til at sikre, at der følges god praksis i hele EU. Jeg vil gerne spørge ham, hvorfor Kommissionen ikke i det mindste vil prøve at tilskynde medlemsstaterne til at have de samme regler og forskrifter over hele EU og sikre, at de håndhæves af hensyn til sikkerhed og bevarelse af liv?

  Inés Ayala Sender (S&D). – (ES) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg tager blot ordet for at meddele, at jeg er ordfører for spørgsmålet om grænseoverskridende straffe, hvor Rådet har fået mulighed for at åbne listen over lovovertrædelser – hvilket faktisk indgik i Kommissionens oprindelige forslag – og hvor problemet om brug af mobiltelefoner kom frem. Desværre deltager hverken Det Forenede Kongerige eller Irland i ændringen af retsgrundlaget i henhold til Rådets aftale, da de har en mulighed for ikke at deltage. Det er et af de problemer, vi har, og som vi i Parlamentet måske kunne forbedre. Jeg håber, at disse lande vil gøre klart rede for deres interesser i forhandlingen med Rådet, selv om vi ikke ved noget om dem. Det ser ud til, at Det Forenede Kongerige nu har til hensigt at komme med.

  Siim Kallas, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! En bred sikkerhedshandlingsplan og gennemførelsen af den har været prioriteret særdeles højt af Kommissionen, og der er virkelig sket enorme fremskridt. Således har vi reduceret antallet af ulykker i Europa betydeligt. Jeg kan fortælle, at det årlige antal dræbte i trafikken i mit eget land var på 400 i begyndelsen af 1990'erne, mens det sidste år var 78 – og det er naturligvis med ti gange så mange køretøjer på vejene. Det er en betydelig ændring.

Det er vigtigt, og tak til fru Ayala Sender, fordi De mindede os om den grænseoverskridende håndhævelse af overtrædelser af færdselsloven, som er et særdeles vigtigt skridt i retning af en forbedring af færdselssikkerheden. Denne beslutning blev vedtaget af Rådet i december, og vi vil nu gennemføre den.

Jeg mener ikke, at en forhøjelse af antallet af love på EU-niveau er et universalmiddel, således at vi skal have en EU-lov, uanset hvilket problem vi har.

Men selv om alle kritiserer, at vi har for megen EU-lovgivning, er det efter min mening et spørgsmål, som medlemsstaterne er lige så bekymrede over som den europæiske befolkning generelt, og hvis grænseoverskridende håndhævelse af overtrædelser af færdselsloven kan skabe et europæisk rum for trafiksikkerhed, er det meget vigtigt.

  Formanden. – Spørgsmål, der ikke er blevet besvaret på grund af tidnød, vil blive besvaret skriftligt (se bilag).

Spørgetiden er afsluttet.

(Mødet udsat kl. 20.15 og genoptaget kl. 21.00)

FORSÆDE: Roberta ANGELLILLI
Næstformand

16. Situationen i Haiti et år efter jordskælvet: humanitær bistand og genopbygning (forhandling)

  Formanden. – Før vi påbegynder vores arbejde, skal jeg meddele, at en italiensk soldat desværre er blevet dræbt og en anden soldat alvorligt såret i en ildkamp, der fandt sted i dag i Afghanistan. Vi kondolerer og udtrykker vores dybeste medfølelse med familien til offeret, Luca Sanna.

Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens redegørelse om situationen i Haiti et år efter jordskælvet: humanitær bistand og genopbygning.

  Kristalina Georgieva, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Må jeg tilslutte mig Dem og udtrykke min medfølelse med de ramte og deres familier.

For et år siden var vi i Haiti vidner til en af de værste naturkatastrofer i nyere tid, men det udløste også et af de bedste eksempler på solidaritet med mennesker, hvis overlevelsesevne over for katastrofen og urolighederne kan lære os alle noget om mod. Et år efter katastrofen vil vi gerne hylde dem, der døde, men også dem, som overlevede. Vi lovede dem vores hjælp, og vi holder vores løfter.

EU er en afgørende del af den globale solidaritetsindsats for Haiti. Vi har mobiliseret alle til rådighed værende midler for at skaffe både humanitær bistand og udviklingsstøtte til genopbygning af landet, som kommissær Piebalgs vil gøre rede for senere.

Efter jordskælvet gav EU tilsagn om over 320 mio. EUR i ren humanitær bistand, hvoraf Kommissionen betalte 130 mio. EUR sidste år, 2010.

Disse midler gjorde det muligt for os at yde fødevarebistand, sanitet og husly til over 4 mio. haitianere. Tæt ved 1,5 mio. mennesker har fået et sted at være, et grundlag, hvorfra de kan begynde et nyt liv. Vores bistand var ikke kun målrettet Port-au-Prince, men også andre ramte byer – Léogâne og Jacmel – og vi støttede de 500 000 haitianere, der forlod Port-au-Prince for at bo hos slægtninge i landdistrikter, og bragte fødevarer, vand og lægehjælp, ryddede veje og støttede penge-for-arbejde-programmer.

Vores nuværende humanitære bistand fokuserer på kolera, idet vi bruger 22 mio. EUR til at dække de væsentligste behov for sundhedsydelser, adgang til ordentlige vandforsyninger og sanitet, informationskampagner, epidemiologisk overvågning og logistik. Vi har indtil nu finansieret behandling til 158 000 mennesker, men mere væsentligt har vi sørget for rent vand til en halv million og adgang til sikrere sanitet til 900 000 mennesker, vi har øget bevidstheden hos 1 mio. haitianere om, hvad kolera er, hvordan man kan undgå at blive syg, og hvordan man skal behandle kolera, og vi har uddelt 1,3 mio. stykker sæbe og klorintabletter til ramte lokalområder.

Vi havde håbet, at situationen her et år efter jordskælvet ville være bedre, men det er den ikke. Af den grund budgetterer vi for 2011 med 33 mio. EUR. Vi er klar til at yde mere, hvis det er nødvendigt med mere hjælp.

For 2011 vil vores prioriterede opgaver være boliger, sanitet og sundhedsydelser. Vi vil fortsat gøre noget ved dårlig sanitet, fordi det naturligvis udgør en risiko for spredning af kolera og påvirkning af lokalsamfund. Vi vil også fortsat bistå med sundhedspleje, men sundhedssystemet i Haiti ligger i ruiner. Det er der ikke til at hjælpe folk.

I den proces har vi været afhængige af nødhjælpsarbejdere, og jeg vil gerne udtrykke min taknemmelighed over for dem, der har risikeret deres liv for at hjælpe det haitianske folk.

Vi støtter også kommissær Piebalgs med at knytte nødhjælp sammen med rehabilitering og udvikling. F.eks. vil nogle af midlerne fra den 9. EUF's rammebeløb "B" blive afsat til boligprogrammer i tæt samordning med vores humanitære støtte. Jeg ønsker her at understrege, at vi har haft et helhedsorienteret syn på situationen i Haiti med henblik på ikke blot at hjælpe mennesker i umiddelbar nød, men også at lægge grunden til en genopretning på længere sigt.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Vi skaber også resultater på genopbygningsfronten. EU som helhed – dvs. EU og medlemsstaterne – har allerede forpligtet 600 mio. EUR af sit tilsagn i New York på 1,2 mia. EUR og har allerede udbetalt 330 mio. EUR.

Som led i EU's samlede forpligtelse var EU's tilsagn oprindelig på 460 mio. EUR, og vi anser det for nødvendigt at øge det til 522 mio. EUR. Af dette tilsagn har vi allerede forpligtet 327 mio. EUR. Igangværende programmer blev justeret ved at forlænge deres varighed og/eller ved at øge de finansielle rammebeløb, så de bedre svarede til de reviderede prioriteringer. Nye programmer blev iværksat for at opfylde supplerende behov.

Udbetalinger, der er snævert forbundet med tilsagnet, beløb sig til 74 mio. EUR i 2010. Jeg mener, at det er et ganske godt resultat, når man tager situationen i Haiti i betragtning. Man må forstå, at situationen dér, som allerede var meget vanskelig før jordskælvet, blev enormt udfordrende i tiden derefter og endnu mere kompliceret senere – på grund af orkanen Tomas, koleraepidemien og politisk ustabilitet. Nødhjælpsarbejdere og tekniske eksperter arbejdede ofte under ganske vanskelige forhold.

Andre faktorer, som vi skal huske på, er for det første den kendsgerning, at mellem- til langsigtet genopbygningsbistand gennemføres over tre til fem år, og udbetalingerne spredes over programmets varighed. 2010 blev hovedsagelig brugt til forpligtelse af midler og iværksættelse af projektforberedelser, herunder alle de nødvendige tekniske undersøgelser og udbud. Mere konkrete aktiviteter vil blive indledt i 2011, og vi mener, at udbetalinger i henhold til tilsagnet vil blive fordoblet til 150 mio. EUR i løbet af i år.

EU's udviklingsbistand har indtil nu først og fremmest været koncentreret om at etablere de nødvendige funktioner, så regeringen kan hjælpe med at levere statens grundlæggende tjenesteydelser såsom drift af uddannelsessystemet, sundhedssystemet og politiet, og få mulighed for at skaffe medarbejdere i den offentlige sektor. Den anden prioritet har været omgående styrkelse og genopbygning af strategiske infrastrukturer og veje, og den tredje prioritet har været at styrke Haitis katastrofeberedskab og civile beskyttelsesmekanismer og -strukturer.

Vi fastsatte det mål for os selv efter jordskælvet at genopbygge et stærkere Haiti på et mere solidt grundlag. Det er helt klart, at vi har brug for en stærk haitiansk regering, og vi må fokusere på prioriteringer. Så vi følger i høj grad de prioriteter, den haitianske regering har identificeret for os. De vil virkelig gerne styrke regeringsførelsen – med særligt fokus på budgetstøtte og under hensyntagen til det begrænsede statslige indtægtsniveau – og investere massivt i infrastruktur, især veje.

Hvor kan vi lære noget for at forbedre situationen? Tjah, vi kan koordinere hjælpen bedre og styrke samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Vi lægger nu sidste hånd på det fælles program i en proces, der involverer EU's medlemsstater.

Vi har også gode erfaringer med samarbejdet med alle vores partnere i den midlertidige kommission for genopbygningen af Haiti, og det bidrager afgjort til at fremskynde processen. Jeg mener dog, at vi skal fastholde vores stærke ønske om at opnå stabilitet med hensyn til både bistand og Haitis demokratiske funktionsevne, for det er klart en forudsætning, hvis EU's og hele det internationale samfunds bestræbelser skal lykkes.

Vi prøver at gøre vores bedste, men det er klart, at vi kan gøre det bedre. Vi har lært af vores erfaringer, og EU lever afgjort op til sit tilsagn og vores forpligtelse. Så selv om situationen, som den undertiden skildres i medierne, er helt korrekt ud fra én synsvinkel, mener jeg, vi gør fremskridt. Jeg mener, at vi i 2011 vil se betydelige forandringer på stedet – forudsat at der sikres politisk stabilitet i Haiti, for manglende stabilitet er bestemt en hindring for vores indsats – og vi skal fokusere på denne indsats for at genopbygge Haiti.

  Michèle Striffler, for PPE-Gruppen. – (FR) Fru formand, fru kommissær, hr. kommissær! Et år efter jordskælvet er Haiti stadig i undtagelsestilstand, og genopbygningsindsatsen er knap nok begyndt. Dette skyldes den haitianske stats strukturelle mangler, de haitianske myndigheders manglende politiske vilje og evne til at træffe beslutninger og manglende støtte fra det internationale samfund. Medmindre de haitianske myndigheder træffer nogle vigtige beslutninger om f.eks. ekspropriering, vil de tusinder af tons murbrokker, der blokerer for genopbygningsprocessen, ikke blive ryddet.

Jeg må rose den indsats, der gøres, og det arbejde, som udføres af de humanitære organisationer. Der er sket fremskridt, og millioner af liv er blevet reddet.

De humanitære aktører kan dog ikke til stadighed opveje den haitianske stats svagheder. EU skal derfor gøre sit yderste for at yde en stærk støtte til en legitim og gennemskuelig valgproces med henblik på at sikre den stabilitet og politiske vilje, der er nødvendig for genopbygningen. Det er afgørende gennem hele genopbygningsfasen at bistå de fremtidige haitianske myndigheder med organiseringen af deres institutioner for at opnå en ny balance på alle niveauer og et velfungerende demokrati.

Endvidere er det væsentligt for Europa-Kommissionen som medlem af den midlertidige kommission for genopbygning af Haiti og i betragtning af Kommissionens finansielle bidrag at intervenere for at fremskynde gennemførelsen af mandatet og sikre, at kommissionen kan fungere.

Efter jordskælvet besluttede det internationale samfund at genopbygge Haiti på en anderledes måde, uden at gentage fortidens fejl. Det er på tide, at man én gang for alle sætter ind over for de grundlæggende årsager til fattigdommen i Haiti.

  Corina Creţu, for S&D-Gruppen. – (RO) Fru formand! Et år efter den tragedie, der ødelagde Haiti, når vurderingen af genopbygningsprocessen ikke i nærheden af befolkningens forventninger, men heller ikke af de tilsagn, det internationale samfund gav. Efter de senere måneders tilbageslag at dømme ser indsatsen for at genopbygge staten endvidere ud til at være kommet ind i et dødvande. Dette land, der er blevet ødelagt af jordskælv og ramt af en koleraepidemi, som siges at stamme fra FN-styrken, er også blevet kastet ud i en alvorlig politisk krise.

Jeg mener, at der er tre områder af den haitianske krise, hvor vi er nødt til at gøre en indsats i den kommende tid. Ellers risikerer den indsats, der er gjort indtil nu, at blive bragt i fare. Resultaterne af undersøgelsen af årsagerne til koleraepidemien skal meddeles snarest muligt for at dæmpe befolkningens raseri over FN's tilstedeværelse. For det andet skal der sættes alt ind på at undgå at forlænge den overgangsperiode, som vil blive udløst ved udgangen af præsident Prévals embedsperiode den 7. februar. Nyvalg under nøje international overvågning er den eneste levedygtige demokratiske løsning. Sidst, men ikke mindst, mener jeg, at den nuværende vurdering skal markere et vendepunkt i genopbygningsindsatsen, som er blevet undermineret af ineffektivitet, forsinkelser og modstridende interesser blandt landene i regionen.

Vi må ikke glemme, at det af de 10 mia. USD, der blev lovet på donorkonferencen i New York i marts 2010, kun er 1,2 mia. USD, der indtil nu er blevet udbetalt, hvoraf EU's bidrag tegner sig for en væsentlig del. Oven i vores bekymringer med at løse problemerne med den million haitianere, der overlever i nødlejre, hvor fattigdom, fortvivlelse og seksuel vold antager et alarmerende omfang, skal vi tilføje udsigten til bæredygtige investeringer i Haiti på lang sigt og konkret støtte til opbygning af en levedygtig statsstruktur.

  Charles Goerens, for ALDE-Gruppen. – (FR) Fru formand! Vores to kommissærers taler var af en sådan kvalitet, at jeg vil begrænse mig til to bemærkninger.

For det første ligger Haiti et år efter jordskælvet stadig for det meste i ruiner. På baggrund af katastrofens omfang vidste vi, at landet ville stå over for betydelige vanskeligheder. Vi vidste, at jordskælvet ud over de mange civile ofre havde ramt selve statens hjerte, for så betydelige var de skader, denne naturkatastrofe havde forårsaget. Når vi hertil føjer de strukturelle vanskeligheder og, især, manglerne i regeringsførelsen, er udfordringerne for dem, der arbejder på stedet, indlysende.

Hvem er primært ansvarlig for denne situation? Selv om der er formildende omstændigheder, er hovedaktøren den haitianske stat selv, uden hvilken intet kan blive gjort. Alternativet ville være at overtage kontrollen med landet, og det ønsker ingen.

For det andet kan vi supplere den haitianske stats indsats, og det skal vi gøre. Under alle omstændigheder har EU ikke sparet på sine bestræbelser i den forbindelse. EU har ikke kun fremsat udtalelser, men har også handlet derefter. Det, vi forventer af EU i fremtiden, er naturligvis, at det fortsat yder sin aldrig svigtende støtte, men frem for alt er det vigtigt at bidrage til, at Haiti selv kan gøre sig fri af denne afhængighed til trods for landets erkendte svaghed. Jeg erkender, at det ikke kan ske på nogle få måneder.

  Judith Sargentini, for Verts/ALE-Gruppen. – (NL) Fru formand! Det virkelige spørgsmål er, hvordan vi genopbygger en stat, der er brudt sammen? Haiti er en stat, der er ved at bryde sammen. Kan vi virkelig tale om genopbygning, eftersom Haiti aldrig har været et demokrati? Det er den opgave, vi har foran os. Til trods for alle Kommissionens bestræbelser har vi simpelthen ikke noget svar på det spørgsmål endnu. Udbruddet af kolera, valgsvindelen ved valget i november og intimideringen af folk er naturligvis heller ikke til nogen hjælp for os i genopbygningen af landet. Situationen for kvinder og piger var allerede forfærdelig før jordskælvet, men vores bekymring er ikke blevet mindre af, at kvinder og piger i modtagelseslejre nu også udsættes for seksuelle overgreb.

Oven i det hele kommer så, at Baby Doc er tilbage i Haiti, og at han måske ønsker at udnytte den elendighed, borgerne i øjeblikket lever i, fordi han ifølge rygterne endelig er løbet tør for penge. Vi kan ikke tillade, at det sker i Haiti.

Vores svar i løbet af det seneste år siden katastrofen har været at sætte haitianerne i stand til at prøve at genopbygge, men det, de virkelig mangler, er organisatorisk kapacitet. Det er derfor, de stadig hænger på nødhjælp, og vi er nødt til at bevæge os i retning af udviklingssamarbejde. Der mangler en forbindelse et eller andet sted. Selv om det ikke er noget, der kan ske fra den ene dag til den anden, er det noget, vi bør arbejde mod, fordi landet ikke vil kunne opføre bygninger uden at være et demokrati eller i det mindste uden at have en ordentlig ledelse. Jeg ønsker derfor kommissær Georgieva og kommissær Piebalgs held og lykke med denne indsats.

  Nirj Deva, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Det er godt at have denne forhandling igen, vi havde en for nylig. Det viser vores bekymring for Haitis befolkning – vi er øjensynlig mere bekymrede for Haitis befolkning end Haitis regering er.

Vi taler om beskyttelsesansvar. Vi taler om ansvar for at beskytte mod massemordere og diktatorer, der begår folkemord – men hvad med ansvar for at beskytte mod ineffektive og korrupte regeringer, som er ligeglade med deres egne befolkninger? Der er 1 mio. hjemløse i Haiti, 230 000 er døde, 300 000 er sårede. Men kun 5 % af murbrokkerne er blevet ryddet, kun 15 % af husene er blevet genopbygget på en eller anden måde.

Hvis Haitis regering er ligeglad med sin egen befolkning, så må vi ty til begrebet beskyttelsesansvar. Indtil og medmindre vi gør det, er det helt absurd at bede vores to udmærkede kommissærer om til stadighed at hoppe op og ned i Parlamentet og prøve at fortælle os, hvad de kan og ikke kan gøre, når den lokale kapacitet til at gøre noget som helst er så spændt og skrøbelig.

Når der sker et jordskælv, er det første, man skal gøre, at rydde murbrokker. Til at rydde murbrokkerne har man brug for tungt løftemaskineri, kraner, helikoptere, bulldozere og kapaciteten til at styre dem. Hvis der ikke er nogen, der kan køre disse maskiner, så må man bringe folk ind andre steder fra, som ved, hvordan man kører dem, og få dem til det. Men venstrefløjen ville sætte sig imod, at en medlemsstats hær, flåde eller luftvåben kom og hjalp med det. Man kan ikke forvente, at personer fra Oxfam og Red Barnet og andre af den slags organisationer skal køre traktorer og løfte tunge murbrokker. Vi er nødt til at afpolitisere vores argument og være praktiske i vores hjælp til disse mennesker.

  Jacky Hénin, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Fru formand! For knap et år siden var Haiti og den haitianske befolkning ofre for en forfærdelig katastrofe. Overalt var der død og ødelæggelse.

Lad os hylde den haitianske befolknings mod og den verdensomspændende bølge af folkelig solidaritet med ofrene. Jeg siger folkelig solidaritet, for i Europa som andre steder er det meget ofte dem, der har lidt, som giver mest.

Jeg vil også gerne her officielt takke den cubanske stat og befolkning for deres hjælp med at skaffe effektiv støtte uden nogen bagtanker og med resultater, der taler for sig selv. Til dato har den cubanske lægebrigade behandlet over 50 000 tilfælde af kolera, gjort det muligt at genopbygge 76 sundhedscentre og hospitaler og opereret mange haitianere. Cubas bistand anses af mange eksperter for at være særlig effektiv. Det er så sandt, at et land som Norge ønskede, at Cuba skulle handle på Norges vegne.

EU og USA ville gøre klogt i at lade sig inspirere af det cubanske eksempel i stedet for at optræde selvtilfredse i medierne, hvilket dårligt kan skjule deres opfattelse af bistand som barmhjertighed, selv om den faktisk frem for alt tjener deres egne økonomiske og politiske interesser på bekostning af en bæredygtig genopbygning af den haitianske stat og dens økonomi.

På baggrund af Frankrig og USA's historiske ansvar for Haitis ulykker er det uanstændigt, at de foregiver at vide, hvad der er bedst. Vi skal huske, at der skulle den allerværste katastrofe til, før Verdensbanken og Den Internationale Valutafond (IMF) endelig besluttede at eftergive Haitis gæld.

I øjeblikket viser det, der sker i Haiti, begrænsningerne i den måde, FN drives på. I Haiti viser den humanitære indgriben sin manglende evne til at gennemføre bæredygtige løsninger for befolkningen. Hvad værre er – på mellemlang og lang sigt udgør den en hindring for genopbygningen af en demokratisk stat og af en økonomi, der i sidste ende opfylder det haitianske folks menneskelige udviklingsbehov.

Det internationale samfund har lovet 11,5 mia. USD til landets genopbygning. Vi har til gode at se, hvad der menes med genopbygning. Hvor meget af den bistand er faktisk kommet frem? Hvem skal bestemme over projekterne? Vil vi – som det skete i Kosovo – se mennesker, der er blevet afskediget, kigge på, mens store multinationale virksomheder genopbygger deres land, fordi de er de eneste, som kan vinde de internationale licitationer?

EU må ikke blive en del af en paternalistisk eller neokolonialistisk vision, men skal i stedet bidrage til, at der kan opstå en demokratisk fornyelse i Den Haitianske Republik, som folket selv styrer. Det haitianske folk var det første i verden, der frigjorte sig fra den franske kolonialisme. Ud over krigens ødelæggelser kostede det dem over 20 mia. EUR i nutidspenge i "godtgørelse" til de europæiske koloniherrer, der holdt slaver.

Slaveri og kolonialisme er forbrydelser mod menneskeheden, og derfor har EU, og især Frankrig, nu en moralsk, politisk og økonomisk gæld til Haiti. Den æresgæld skal vi betale tilbage.

  Bastiaan Belder, for EFD-Gruppen. – (NL) Fru formand! Et år efter det forfærdelige jordskælv i Haiti går genopbygningen af landet smertelig langsomt. Dog er der sket fremskridt, skridt for skridt. Det haitianske folk har stærkt brug for vores hjælp, især nu, hvor koleraepidemien kræver sine ofre. Vi bør fokusere på fødevaresikkerhed. Det lokale landbrug er blevet hårdt ramt, og som følge heraf er landet blevet alt for afhængigt af import af fødevarer. Det er vigtigt, at der investeres megen energi og mange penge i at genudvikle landbrug og lokal infrastruktur. I den forbindelse er mikrolån af yderste vigtighed, da de stimulerer den økonomiske udvikling nedefra. Deler Kommissionen denne opfattelse?

I mellemtiden er den politiske situation i Haiti fortsat alarmerende efter den første runde af præsidentvalget. Det gøres klart i den evalueringsrapport, der blev udsendt af Organisationen af Amerikanske Stater. Hvordan vurderer Kommissionen den aktuelle politiske situation i Haiti og den virkning, den har haft på genopbygningen af landet?

Endelig udgav en nederlandsk journalist i sidste uge en imponerende bog om Haiti, og ét billede er blevet siddende i min erindring lige siden. Nogle mennesker i Haiti, der var ved at rydde op i ruinerne efter jordskælvet, bar T-shirts med sloganet "Haiti pap peri" (Haiti er IKKE ved at dø). Det burde inspirere os til at sikre, at haitianerne faktisk overlever, og at de takket være vores støtte har gode udsigter for fremtiden.

  Filip Kaczmarek (PPE). – (PL) Fru formand! EU har ikke glemt Haiti. Vi er stadig den største kilde til humanitær bistand. Det er imidlertid deprimerende, at landet stadig sidder fast i indenrigspolitisk kaos.

Tilvejebringelsen af humanitær bistand til Haiti blev gennemført i to klassiske trin. Det første trin var at skaffe nødhjælp og skulle være målrettet dem, der havde størst behov for hjælp. Det andet trin var at fokusere på den økonomiske, sociale og politiske genopbygning af landet. På grund af udbruddet af kolera, orkanen og den ustabile sociale og politiske situation og endda tværreligiøse spændinger og strid tager fasen med ydelse af humanitær bistand længere tid end oprindelig forventet. Som følge heraf kan vi ikke gå videre til andet trin så hurtigt eller i så omfattende grad, som vi kunne have ønsket.

Krisen i Haiti er vedholdende. Der er stadig brug for vores engagement. Vi kan ikke opgive vores ansvar. Som hr. Piebalgs mindede os om, har Europa-Kommissionen ydet halvdelen af de ressourcer, der blev lovet ved donorkonferencen i New York. Ud fra den betragtning skrider vores planer godt frem.

Formålet med beslutningen, som Parlamentet vedtager i morgen er at få medlemsstaterne og Kommissionen til at gennemføre de erklæringer, vi har fremsat. Vi skal huske på, at i hundredtusindvis af mennesker stadig bor i midlertidige lejre, og over 3 500 mennesker er døde af kolera. Lige fra starten har vi fastholdt, at de ansvarlige for genopbygningen skulle være Haitis befolkning selv. Den haitianske plan for genopbygning af landet er baseret på decentralisering og fokus på lokalt landbrug og fødevaresikkerhed. Vi respekterer den haitianske befolknings prioriteringer. Der er en anden henstilling. Vi bør øge vores humanitære indsats, og jeg ved, at kommissæren allerede arbejder på det.

  Kriton Arsenis (S&D). – (EL) Fru formand, fru kommissær, hr. kommissær! Haiti er virkelig en sag for sig. Vi må alle forstå det. Det er ikke en humanitær krise, hvor vi betaler nogle penge, og så beslutter regeringen, hvordan projekterne skal gennemføres. Haiti er et land, der er kollapset totalt. På baggrund af den situation, landet er i, er det eneste, vi kan forvente, at det vil få stadig mere korruption og vil finde det stadig vanskeligere at klare krisen og træffe de nødvendige foranstaltninger. Det er et land, hvor vores tiltag skal være stærkere og mere vedvarende, og vi vil ofte skulle spille en mere aktiv rolle end i nogen andre tilfælde.

Hr. Deva omtalte de murbrokker, der endnu ikke er blevet ryddet, så skaderne kan blive udbedret. Det er nødvendigt at få murbrokkerne ryddet væk fra gaderne. Det skal være vores topprioritet. Med den fart vi bevæger os, vil vi skulle bruge fem år mere. Dette arbejde skal afsluttes hurtigst muligt. Der er så meget arbejde, som skal gøres i dette land, at der, hvis det hele gøres ordentligt, ikke burde være nogen arbejdsløshed.

Vi må virkelig gå aktivt ind i spørgsmålet om murbrokker, i spørgsmålet om vandforsyning og i spørgsmålet om fødevareforsyning, så dette land kan stå på egne ben, så landets borgere, der dagligt er tvunget til at overveje, hvordan de skal overleve, også kan tænke på fremtiden.

  Niccolò Rinaldi (ALDE). – (IT) Fru formand, fru kommissær, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det er virkelig sandt, at Haiti er en sag for sig, at det er anderledes, for årsdage for katastrofer mindes altid for at huske ofrene, for at lære af sine fejl og gøre det bedre næste gang, men det er anderledes i Haiti, fordi der ikke er noget at huske – der er ikke sket noget endnu.

I stedet for at sige et år efter jordskælvet, burde vi faktisk sige et år med jordskælv, fordi der var det seismiske jordskælv, så jordskælvet med den kaotiske distribution af bistand, så sundhedsjordskælvet med udbruddet af kolera, siden det politiske jordskælv med ikkegennemsigtige valg, der blev afholdt på det formentlig værst tænkelige tidspunkt, og nu det jordskælv, der i nogle henseender også er historisk, hvor den tidligere diktator vender tilbage i skikkelse af en tvivlsom turist og multimillionær.

Kommissionen gør et godt stykke arbejde – faktisk et rigtig godt stykke arbejde. Jeg besøgte Haiti i juni sidste år sammen med Udviklingsudvalget, og jeg så det fortræffelige arbejde, der bliver gjort, og som vi takker Kommissionen for. Der skal imidlertid være større politisk beskyttelse, og det internationale samfund skal have en styrket rolle, så det kan fastsætte mål og frister og direkte kan føre tilsyn med en del af genopbygningen.

Dette skal afbalanceres med den øgede inddragelse af befolkningen og lokale ngo'er, som ofte i stedet for bliver frosset ud. Altså en mindre rolle til de lokale politikere og statslige institutioner i Haiti og en større rolle til det hidtil skrøbelige partnerskab mellem landets borgere og det internationale samfund.

  Michèle Rivasi (Verts/ALE). – (FR) Fru formand! Jeg deltog i observationsmissionen til Haiti i september sidste år og kunne få et billede af den presserende nødsituation, der skal løses. Nu skal vi se ud over nødsituationen for endelig at komme videre til udviklingsfasen. Vi skal ikke genopbygge, men snarere opbygge et land, hvis grundlag og regeringsførelse aldrig har været stærkt.

En ting er klar, som mine kolleger har sagt, og det er, at der skal ryddes 20 mio. tons murbrokker, og kun 5 %, en lille bitte del, er blevet ryddet på et år. Med den fart vil det tage over seks år at rydde ruinerne i Port-au-Prince. Det er derfor et politisk projekt i sig selv, og Kommissionen skal bidrage hertil.

En anden prioritet er regeringsførelse, og det glæder mig, at EU yder et stort bidrag til budgetstøtte til landet. Vi må øge denne finansielle indsats, fordi det er den eneste måde, hvorpå man kan gengive kompetencerne til det haitianske land og folk. Landets aktuelle afhængighed af ikkestatslige organisationer (ngo'er) ses i forbindelse med grundlæggende offentlige tjenester såsom sundhed og uddannelse. Vi skal imidlertid ikke give alle offentlige tjenester i underentreprise til ngo'er.

Frem for alt skal vi øge vores støtte til afholdelsen af valg hurtigt og fuldføre valget, som forhåbentlig vil gøre det muligt at udskifte en korrupt politisk elite. I øjeblikket forhindrer et oligarki på angiveligt 20 familier enhver økonomisk udvikling, fordi det kontrollerer handelen, men samtidig ikke gør noget for at udvikle landets produktionskapacitet.

Endelig skal vi give Haiti ressourcerne til at komme ud af den afhængighed, som allerede var ved at underminere landet selv før jordskælvet. Derfor opfordrer jeg EU-institutionerne til at fastlægge sammenhængende prioriteringer og give massiv støtte til oprettelse af offentlige tjenester med en stærk forpligtelse fra den fremtidige haitianske regering.

  James Nicholson (ECR). – (EN) Fru formand! Jeg havde fornøjelsen sammen med fru Rivasi at lede en delegation fra AVS til Haiti i september. Jeg sagde dengang, at intet forberedte mig på det, jeg fandt, da vi var der.

Jeg ønsker at sige en række ting i aften. Den ene er, at vi er nødt til omgående at gå fra humanitær bistand til genopbygning. Det er dér, problemet ikke har bevæget sig fremad. Jeg har hørt nogle meget fine ting blive sagt her i aften, men disse vil ikke være mulige i praksis, medmindre der er mere hjælp.

Vi må lægge mere pres på dem, der lovede støtte, så de leverer den støtte, og vi må lægge pres på den Clinton-ledede genopbygning og på FN, så de sætter farten op. Det skal siges helt klart.

Jeg lyttede til kommissæren, og han har helt ret. Vi har brug for politisk stabilitet. Jeg håber og beder til, at vi får politisk stabilitet, men jeg er ikke sikker på, at vi får det.

Da vi var der, kunne jeg se – og det ønsker jeg at sige og få ført til protokols – at det haitianske folk er et meget stolt folk. De er et vidunderligt folk. Vi så dem, Michèle Rivasi og jeg, komme ud af deres telte kl. 6 om morgenen skinnende som en nyslået tokrone og med nyvaskede børn. Vidunderlige smilende mennesker, og man undrede sig over, hvordan de var i stand til at smile.

Jeg vil også gerne udtrykke en hyldest til de mange mennesker fra vores ngo'er, der sætter deres liv på spil, og til vores medarbejdere i Kommissionen, som jeg hyldede, da vi var der. Vi syntes, de var fortræffelige, og vi skal ikke glemme, at disse mennesker dagligt sætter deres liv på spil for at hjælpe Haitis befolkning. Vi må ikke glemme Haitis befolkning. Vi skal arbejde for Haitis befolkning, og vi skal hjælpe Haitis befolkning. Om vi så skal tilbage til Parlamentet ti gange mere for at opnå det, så bør vi gøre det og blive ved med at gøre det.

  Cristian Dan Preda, (PPE). – (RO) Fru formand! Den 12. januar 2010 blev staten Haiti bogstavelig talt fejet af banen, som mange af mine kolleger også har sagt. Nu, et år efter dette frygtelige jordskælv, venter landet stadig på genopbygning. I mellemtiden er koleraepidemien og valget kommet oven i landets problemer, hvilket alt sammen har kompliceret situationen.

Faktisk er Port-au-Prince i øjeblikket en enorm flygtningelejr. Den haitianske befolkning overlever kun takket være de humanitære organisationers indsats. Vi skal faktisk være disse organisationer taknemmelige. Som FN-generalsekretærens særlige repræsentant for dette land erklærede, er Haiti blevet en ngo-republik. Men hvor længe kan denne situation vare ved? Vi kan se, at sundhedssituationen er katastrofal, genopbygningen af uddannelsessystemet er en absolut prioritet for ikke at nævne processen med at komme af med sporene af katastrofen. Alt dette skaber behov for at genopbygge den haitianske stat. Bortset fra jordskælvet er manglen på institutioner og god regeringsførelse et enormt problem i øjeblikket.

Derfor skal indsatsen koncentreres om at genoprette statens kapacitet og på at opbygge demokrati i Haiti. Behovet for en troværdig og åben valgproces med udsigt til den anden valgrunde i februar skal skæres ud i pap.

Det sidste punkt, jeg gerne vil tage op, er, at Haiti skal genopbygges, hvis jeg må sige det sådan, på en anden måde. Med "på en anden måde" mener jeg, at genopbygningen skal være af bedre kvalitet end før for at forebygge, at lignende katastrofer sker igen. Med "på en anden måde" mener jeg også, at vi i vores bestræbelser på at genopbygge landet skal inddrage lokalsamfundene. Jeg mener, at de vigtigste interessenter, den haitianske befolkning, skal høres under denne genopbygningsproces.

  Ricardo Cortés Lastra (S&D). – (ES) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil ikke indlede min tale uden at hylde de ikkestatslige organisationer, der er på stedet. Jeg synes, at det arbejde, de gør, er rosværdigt, og de repræsenterer det bedste i vores værdier, det bedste i menneskehedens værdier.

Der et gået et år siden jordskælvet i Haiti, og tiden er formentlig inde til at øge effektiviteten. Vi har mange problemer på bordet, som det haster med at løse straks. Det står slet ikke til diskussion.

Det første problem er sandsynligvis opbygning af et acceptabelt sanitetssystem. Jeg mener, at det er det vigtigste, der i øjeblikket truer livet i Haiti. Når vi først har løst det problem, skal vi løse boligproblemet og hurtigt løse spørgsmålet om udstedelse af skøder.

Endvidere har vi brug for en legitim demokratisk valgt regering, der er i stand til at forhandle. Jeg ved, at situationen ikke er nem, men vi har brug for den legitime diskussion for at fremskynde forbedringen af situationen i Haiti.

Der er et andet væsentligt problem, som allerede er blevet nævnt af flere af mine kolleger, nemlig murbrokker, som i sig selv er et stort politisk problem. Vi bør heller ikke holde op med at se fremad for at begynde at fastlægge en langsigtet uddannelsesstrategi. Det, der skete i Haiti, ville formentlig ikke være sket, hvis der havde været et offentligt uddannelsessystem, og hvis børnene var blevet passet, som de burde.

Det er nødvendigt at sætte en stopper for ikke bare fattigdom, men også for afhængighed.

  Zbigniew Ziobro (ECR). – (PL) Fru formand! For et år siden skete der en forfærdelig katastrofe i Haiti, et enormt jordskælv, der forårsagede 200 000 menneskers død og førte til, at 1,3 mio. mennesker mistede deres hjem. En operation for at skaffe bistand og hjælpe med genopbygningen har nu varet et år. Det er uden tvivl en enorm og meget kompleks humanitær opgave. Imidlertid kræver øen ikke kun materiel og finansiel bistand, men også genopbygning af sine administrative kontorer og politisk stabilitet, da den ikke kan udvikle sig uden. Endvidere er den seneste koleraepidemi, der allerede har dræbt over 3 500 mennesker, stadig til fare for tusinder af mennesker. Erfaringerne fra Haiti viser, at selv generøse pengebeløb ikke hjælper, hvis ikke de målrettes korrekt. Haitis tilfælde bør give os stof til eftertanke, og det viser klart behovet for at oprette et effektivt internationalt bistandssystem til alle mulige naturkatastrofer i fremtiden.

  Ria Oomen-Ruijten (PPE). – (NL) Fru formand, fru kommissær, hr. kommissær, mine damer og herrer! Når jeg tænker på Haiti, tænker jeg på borgerne i det land, men jeg tænker også på de EU-borgere, der har ydet et utroligt beløb i støtte til Haitis befolkning. Jeg tænker også på de humanitære organisationer, der har gjort et utroligt stykke arbejde. Men det er forsiden af medaljen. Vi skal lære af vores erfaringer, og for mit vedkommende er der tre erfaringer, vi skal lære af her.

For det første koordinering. Koordineringen i den humanitære bistandsfase var ikke nogen stor succes, og i dag har vi modtaget en rapport om det spørgsmål. Vi skal blive bedre til genopbygning. Det får mig også til at tænke på støttens effektivitet, for den hænger også sammen med koordinering. Hvilke supplerende og mere effektive foranstaltninger kan der træffes der?

Mit andet punkt drejer sig om korruption. Hvis vi vil have de europæiske borgere til at yde støtte, vil de ikke have, at støtten bliver brugt uhensigtsmæssigt. Det ønsker vi ikke at se, hverken som myndighedsrepræsentanter eller som almindelige borgere. Hvad kan vi gennem bedre koordinering gøre for at sikre, at korruptionen ikke får overtaget i disse systemer?

Mit tredje punkt er det politiske aspekt. Uden politisk stabilitet og en meget beslutsom offentlig forvaltning, vil den bæredygtige opbygning slet ikke komme videre. Vi har haft den første valgrunde, som fortsat giver anledning til uoverensstemmelse. Jeg vil gerne spørge om følgende: Hvilke fremskridt gør vi med koordineringen med Organisationen af Amerikanske Stater og andre aktører for at sikre, at det kommende valg går godt? Som europæere har vi givet tilsagn om at hjælpe Haiti på kort sigt, og jeg synes, vi er nødt til fortsat at vise solidaritet.

  Edite Estrela (S&D). – (PT) Fru formand, fru kommissær, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jordskælvet har kastet Haiti ud i en af de alvorligste humanitære kriser med tusinder af døde og sårede, millioner af hjemløse og ekstremt høje skadesniveauer. Det internationale samfund lovede en masse, men har leveret meget lidt, og det er svært at forstå, hvorfor genopbygningsprocessen er så langsom til trods for EU's gode vilje og de ikkestatslige organisationers arbejde.

Situationen er blevet værre på grund af koleraudbruddet og den manglende politiske stabilitet efter valget, der førte til en enorm vold, som især kvinder og børn var ofre for. EU skal fortsætte med at hjælpe med genopbygningen og med at forbedre den humanitære situation for sårbare grupper i den haitianske befolkning, men skal også bidrage til at styrke kapaciteten til katastrofeforebyggelse på lang sigt.

Jeg ser derfor positivt på de forslag, Kommissionen har fremsat for nylig, om oprettelse af et EU-katastrofeberedskab, der omfatter oprettelse af en frivillig pulje af medlemsstaters nødhjælpsorganisationer, og udarbejdelse af nødplaner samt sammenlægning af humanitære bistandskrisecentre og civilbeskyttelse for at danne et EU-katastrofeberedskabscenter med ansvar for at overvåge farlige situationer, udsende tidlige advarsler og koordinere EU's katastrofeberedskab.

  Jarosław Leszek Wałęsa (PPE). – (PL) Fru formand! Der vil snart være gået et år siden vores sidste forhandling om koordineringen af den humanitære bistand og genopbygningen af Haiti. I dag foretager vi derfor det, der udgør en evaluering, og der er én indlysende konklusion. Det er et år siden tragedien, og antallet af ofre er stadig stigende. To lige så vigtige punkter skal understreges her, og de er mere vigtige end opførelse af nye huse og anlæg af nye veje. For det første må Parlamentet udsende en høj og tydelig appel om omgående at bringe epidemien af seksuelle overgreb til ophør. Som vores kilder viser, var 250 kvinder og piger blevet voldtaget blot nogle få dage efter jordskælvet, og situationen bliver stadig værre. Vold af denne art er stigende. Det er på tide, vi drøfter dette skammelige emne, gør noget ved dette umenneskelige fænomen og begynder effektivt at modvirke seksuelle overgreb i Haiti.

For det andet koleraepidemien, som allerede er nævnt her. Antallet af smittede er faldet, men det hænger naturligvis sammen med tidspunktet på året. Der er en forbindelse med en mærkelig, men foruroligende tendens, hvor patienter foregiver at have kolera. Det er vanskeligt for os at tro det, da vi vender tilbage til vores magelige senge i nat, men for disse mennesker er udsigten til en nat på hospitalet langt bedre end til en nat i deres egne hjem, der ikke er andet end primitive nødly. Og vi bør også huske på, at koleraepidemien sikkert vil blive mere udbredt, når årstiden skifter. Det er derfor, vi skal være opmærksomme, og derfor vi bør forbedre navnlig disse forhold.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Fru formand! Man siger, at Gud hjælper dem, der hjælper sig selv, men EU går faktisk længere, for EU hjælper dem, der ikke hjælper sig selv, især i forbindelse med Haiti, hvor regeringen – som hr. Deva og andre har understreget – er korrupt og ikke ser ud til at bekymre sig om sin egen befolkning. Ikke desto mindre er det vigtigt, at vi fortsætter det gode arbejde i samarbejde med FN og ngo'erne osv. Jeg ved, at en af vores mest succesrige irske forretningsmænd, Denis O'Brien spiller en hovedrolle i den henseende.

Det vil dog alt sammen være en dråbe i havet sammenlignet med det, der kunne opnås, hvis vi havde en velfungerende regering. Så der må sendes et højt og klart budskab til den haitianske regering om, at enten tager den sig sammen, eller – og det håber vi – bliver den fjernet af en mere kompetent regering, og så vil vi se reelle fremskridt.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Fru formand! Selv om det har været muligt gradvis at dæmpe og fjerne følgerne af det ødelæggende jordskælv, står indbyggerne stadig over for alvorlige problemer. Der er mangel på drikkevand, fødevarer og andre basismaterialer. Der er hverdagsproblemer og -vanskeligheder. Der er også situationen med en ustabil regering med manglende demokratiske værdier og en koleraepidemi, voksende kriminalitet, plyndring, kidnapning og voldtægt af kvinder og børn.

Vi må derfor tage skridt til at begrænse disse rystende handlinger. EU-institutionerne skal fortsætte deres bestræbelser på at begrænse følgerne af katastrofen. I 2011 skal bistanden rettes mod komplekse udfordringer, især genopbygning af boliger, opfyldelse af grundlæggende behov i lokalsamfundene og stabilisering af situationen i de midlertidige lejre.

Samtidig er det nødvendigt at prøve at opfylde langsigtede mål såsom udvikling af offentlige institutioner, lokale myndigheder, skoler, hospitaler osv.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Fru formand! Jeg vil gerne gentage min gruppes solidaritet med Haitis indbyggere – ofre for jordskælvet for et år siden og for nylig for kolera. Der er presserende behov for mere bistand, mere bistand til de befolkninger, der blev ramt af tragedien for et år siden og af de senere udbrud af sygdom. Det er uacceptabelt, at en del bistand stadig ikke er nået frem. Den hjælp, der allerede er godkendt, skal følges op, især af EU. Endvidere bør EU rette den opmærksomhed mod de eksemplariske solidaritetshandlinger, nogle lande i regionen udviser, som de fortjener. Jeg vil gerne understrege eksemplet med Cuba, hvis regering har udsendt læger og specialiserede medarbejdere, som allerede har behandlet over 50 000 mennesker for kolera. Imidlertid vil jeg også fremhæve støtten fra det Bolivarianske Alternativ for Amerika i form af finansiering og støtte til energi, landbrug og fødevarer.

Det ville være positivt, hvis EU kunne tage hensyn til det og spille en mere aktiv rolle. Alle de nødvendige foranstaltninger til at fremskynde en hurtig genopbygning af Haiti og forbedre befolkningens levevilkår skal træffes hurtigst muligt, men vi insisterer på respekt for principperne for suverænitet og territorial integritet, som det haitianske folks mod og ædelhed fortjener.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Fru formand! Et år efter det ødelæggende jordskælv i Haiti er der stadig ingen bevis for specifikke resultater af genopbygningsprocessen. Den fastlåste situation skyldes især, at den haitianske stat ikke har kapacitet til at tilvejebringe grundlæggende offentlige tjenester ved hjælp af egne ressourcer. Der mangler politisk vilje, og de haitianske myndigheder undlader at gennemføre beslutninger, der har til formål at genopbygge landet.

Det hæmmer i betydelig grad den midlertidige haitianske genopbygningskommission, som er det vigtigste organ der skal varetage den effektive forvaltning af de ressourcer, det internationale samfund har frigivet. Denne situation vil fortsætte, medmindre det lykkes at etablere politisk stabilitet i landet, statens kapacitet genoprettes, og der udpeges en effektiv regering. Derfor mener jeg, at EU skal gøre alt, hvad der er muligt for at støtte en legitim og åben valgproces. Den eneste måde at afslutte den politiske krise på er at sikre, at anden valgrunde, som er planlagt til februar, gennemføres korrekt.

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Fru formand! Jeg vil gerne sikre, at jeg bliver forstået korrekt. Jeg har ingen alvorlige forbehold over for EU's aktuelle tilvejebringelse af bistand til Haiti. EU yder bestemt en enorm materiel bistand til Haiti, og jeg er overrasket over, at mange andre lande ikke gør det i samme omfang som EU.

Jeg ønskede at minde om, at der blev fremsat forbehold over for EU's handlinger lige efter katastrofen. EU handlede for langsomt, og den humanitære bistand blev indlysende dårligt koordineret. Jeg vil gerne spørge, hvilke specifikke konklusioner, Europa-Kommissionen har draget af den langsomme tilvejebringelse af bistand på det tidspunkt. Jeg synes, det er et meget vigtigt spørgsmål, eftersom tidshorisonten for modtagelse af bistand for nogle kan betyde forskellen mellem liv og død.

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Fru formand, hr. kommissær! Haiti viser meget klart, at virkelige katastrofer er menneskeskabte. Det internationale samfund, og EU især, er mere end parate til at hjælpe. Det er dog ikke penge, der er problemet, men de ustabile politiske forhold. I øjeblikket er ingen nation virkelig parat til at sætte penge i et korrupt politisk system. Min henstilling til Kommissionen er derfor, at vi naturligvis skal fortsætte med at hjælpe Haiti, men vi må navnlig også investere i den politiske infrastruktur. Indtil der er et fungerende regeringssystem og en fungerende administration, vil vi være nødt til at bruge de eksisterende nødhjælpsorganisationer, fordi der ganske enkelt ikke er noget reelt alternativ.

  Kristalina Georgieva, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg takker medlemmerne af Parlamentet for alle deres bemærkninger i aften. Jeg vil afslutte med fem punkter.

Jeg er før det første helt enig med alle de talere, der understregede den mislykkede regeringsførelse som den væsentligste faktor bag de problemer, Haiti oplever i dag. Det var mit første indtryk efter jordskælvet, og det er det stadig. Selv om jordskælvet var slemt, er det ikke Haitis største problem. Dets største problem er de mange årtiers dårlige regeringsførelse, der betyder, at der faktisk ikke længere er nogen sociale strukturer og regeringsstrukturer, som kan hjælpe den haitianske befolkning, og det skaber et stort tillidsunderskud blandt den haitianske befolkning til regeringen.

Jeg husker levende, hvordan alle de haitianere, jeg talte med i løbet af mit besøg i landet, konsekvent sagde det samme til mig, nemlig "Giv ikke penge til regeringen". På den humanitære side giver vi ikke penge i dag. Vi yder direkte hjælp. Men det får os til at overveje, hvor lang tid det vil tage at genopbygge Haiti. Det vil tage meget lang tid, og det vil ikke være muligt, hvis den institutionelle infrastruktur ikke kommer på plads.

Når det er sagt, er mit andet punkt, at der faktisk er en positiv side af det haitianske samfund, der har hjulpet den haitianske befolkning med at overleve, nemlig deres egen robusthed og lokalsamfundenes robusthed. Jeg mødte mennesker, der boede sammen. De mistede deres huse sammen, de flyttede i lejre sammen, og de har organiseret et støttesystem for hinanden i lejrene, hvor nogle er ansvarlige for at passe børnene og improvisere en form for undervisning af dem, mens andre er ansvarlige for at finde arbejde. Endnu andre, faktisk kvinderne, er ansvarlige for at lave mad til alle. Denne robusthed giver os håb for Haitis fremtid.

Det fører mig videre til mit tredje punkt, nemlig at vi i vores støtteprogrammer til fordel for Haiti skal tage højde for, hvad landet har, og hvad landet ikke har. Vi har derfor på den humanitære side lagt vægt på "cash for work"-programmer, kuponprogrammer og nye tiltag, som f.eks. udlevering af såsæd og redskaber, så befolkningen faktisk selv forbedrer deres situation.

For det fjerde er jeg glad for bemærkningerne om, hvad vi har lært af Haiti. Jeg er ikke enig i, at vi reagerede langsomt. Hjælpen fra EU begyndte at strømme inden for 24 timer. Men jeg er enig i, at koordineringen kunne være bedre, og at vores evne til at organisere os inden en katastrofe er absolut afgørende. I den henseende er jeg taknemmelig for bemærkningen om, at vi på baggrund af erfaringerne fra Haiti netop nu arbejder hen imod oprettelsen af en europæisk katastrofeberedskabskapacitet og stærkere koordinering via det europæiske katastrofeberedskabscenter.

Nu til mit sidste punkt, som handler om fremtiden for den humanitære del. Hvad er det, vi er så bekymrede over? Det er faktisk spørgsmålet om beskyttelse, især af kvinderne, og om at øge vores støtte til denne tragedie, hvor grupper, der primært ledes af kvinder, sidder fast i lejrene. Jeg kan forsikre dem, at vi i år og med finansiering næste år vil lægge vægt på, at der tages fat om dette spørgsmål om beskyttelse, og at EU er der for befolkningen.

Til sidst vil jeg igen takke alle for deres bemærkninger og navnlig de medlemmer, der har anerkendt nødhjælpsmedarbejdernes ofre til gavn for Haitis befolkning.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg vil først takke medlemmerne af Parlamentet for deres solidaritet og støtte. Jeg vil begynde med den politiske dimension. Situationen er bestemt ikke let i Haiti, men EU's højtstående repræsentant følger den nøje og yder den nødvendige diplomatiske støtte for at sikre stabiliteten. Den anden runde af præsidentvalget vil hjælpe med at genopbygge troværdigheden, hvis vi undgår voldsepisoder i den forbindelse, og derfor yder vi den nødvendige diplomatiske indsats. Men diplomatisk arbejde giver nogle gange resultater med det samme, og andre gange tager det længere tid.

Nogle af Dem nævnte også Baby Docs besøg. Selv om alle kan rejse frit, var dette bestemt ikke det bedste tegn, hvad angår hele den politiske proces. Men vi skal ikke lade os vildlede af dette. Der er efter min mening en sund politisk kerne i Haiti, som vi skal have tillid til. Vi sætter vores lid til, at de mennesker, der vælges ved parlamentsvalget, og præsidenten vil have de nødvendige evner til at lede landets genopbygning.

Det andet punkt, jeg vil understrege, er, at udviklingssamarbejde handler om vanskelige valg. Vi kan vælge at gøre noget meget synligt, men som ikke ændrer strukturen. Det er intet problem at finansiere tusindvis af læger fra EU eller at bygge et nyt universitet i EU's navn. Det ville være synligt, og alle ville sige, at det var fint. Men hvad med utrygheden i gaderne? Vi finansierer tryghed og sikkerhed under ganske vanskelige omstændigheder via regeringen. Hvis der til dels opnås sikkerhed og tryghed, er det takket være EU's finansiering. Er det synligt? Ikke ret meget, for der er nemlig ingen EU-mærkat, men jeg er sikker på, at vi har bidraget til stabiliteten i landet.

Et andet punkt handler om, hvor pengene skal investeres. Igen ville det nemmeste politiske valg være at genopføre husene, men hvad hjælper det, hvis landet ikke igen forbindes, hvis der ikke er nogen infrastruktur? Og infrastruktur kræver massive investeringer. Groft sagt koster 1 km vej 1 mio. USD, og i Haiti endnu mere, fordi den skal vedligeholdes, og vi skal også hjælpe de lokale samfund, vejen føres igennem. Så omkostningerne er meget høje. Haiti har ikke sådanne midler at investere. Mærkeligt nok er vi de eneste, der arbejder med vejinfrastrukturen i Haiti. Normalt deltager mange andre lande i vejprojekter, men i Haiti er vi de eneste, der yder støtte til dem. Det er et vanskeligt valg, men det vil efter min mening hjælpe landet til at gennemføre strukturændringerne.

Et sidste punkt, som ikke har været nævnt så ofte i dag, er hastigheden af forpligtelse og udbetaling af midler. Midlerne må ikke blive misbrugt, og det tager tid at opnå budgetstøtte. Det er ikke sådan, at regeringen oplyser os en konto, som vi så overfører pengene til. Nej. Vi kontrollerer kontoen. Vi ved, hvor pengene ender, så det er en ganske omfattende procedure. Vi kan ikke bare lynhurtigt sende 1,2 mia. EUR til en konto og forvente, at alt løser sig. Vi har også et ansvar over for vores skatteydere. Det samme gælder for vejene. Vi skal lancere et udbud. Det skal ske på en gennemsigtig måde, og det tager tid. Men denne tid er godt brugt, fordi blot ét tilfælde af misbrug af midlerne vil skade de europæiske borgeres støtte til Haitis genopbygning. Jeg forsikrer Dem, at vi også i denne henseende iværksætter de nødvendige foranstaltninger.

Igen takker jeg Dem for Deres støtte. Dette var en meget nyttig og opmuntrende forhandling, og vi vil helt sikkert forsøge at imødekomme de spørgsmål, der er blevet rejst i dag.

  Formanden. – Jeg har, jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2, modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag den 19. januar 2011.

(1) Se protokollen.

17. Affaldskrise i Campania (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om:

– mundtlig forespørgsel af Margrete Auken og Eva Lichtenberger for Verts/ALE-Gruppen til Kommissionen om affaldskrise i Campania (O-0188/2010 – B7-0667/2010)

– mundtlig forespørgsel af Bairbre de Brún og Willy Meyer for GUE/NGL-Gruppen til Kommissionen om affaldskrise i Campania (O-0197/2010 – B7-0801/2010)

– mundtlig forespørgsel af Judith A. Merkies og Victor Boştinaru for S&D-Gruppen til Kommissionen om affaldskrise i Campania, Italien (O-0208/2010 – B7-0805/2010) og

– mundtlig forespørgsel af Mara Bizzotto og Lorenzo Fontana for EFD-Gruppen til Kommissionen om affaldskrise i Napoli og regionen Campania og anvendelse af EU-midler (O-0209/2010 – B7-0806/2010).

  Margrete Auken, stiller. – (DA) Fru formand! Mange tak til kommissær Potočnik for, at der omsider ser ud til at komme lidt konsekvens fra Kommissionens side. Jeg vil meget opfordre til, at det også bliver synligt. Jeg har store forventninger til det svar, vi skal have i dag, fordi hvis ikke der sker noget klart nu, og der eventuelt gennemføres hårde bødeprocedurer over for Italien, så vil vi møde dette problem mange flere steder. Det er ikke kun i Italien, man har store affaldsproblemer. Hvis man rundt omkring får fornemmelsen af, at der ikke sker noget ved, at man udelukkende bruger lossepladser, så har vi en meget stor katastrofe. Så det svar ser jeg frem til.

Resten af min taletid vil jeg gerne bruge til at henvende mig til Italien. Jeg ved godt, at Italiens regering ikke er direkte repræsenteret her, men det er dog vigtigt, at Italien nu selv begynder at sige, at dette problem skal løses nu. Man har det vidunderlige land, og det er ved at drukne i affald, og mange konflikter opstår, og situationen er nærmest kun blevet værre. Italien skal ikke nu opleve en situation, hvor befolkningen pålægges yderligere byrder i form af bøder. Tværtimod skal man sørge for at sætte en plan i værk, der er troværdig, og så bruge de mange aktive borgere som en del af løsningen i stedet for hele tiden at gøre dem til skydeskive for kriminaliseringer osv. Vi kan ikke løse affaldsproblemet, hvis ikke vi har borgerne med os, og der er mange borgere, der vil kunne gøre et rigtigt godt stykke arbejde i Italien.

Brug så militær og politi – ikke til at knægte borgerne, ikke til at holde lokale myndigheder udenfor – men til at få fat på de rigtige forbrydere. Det er jo dels den store industri i Norditalien, som profiterer fedt på, at den bare kan komme af med affaldet på en billig måde i stedet for at betale, hvad det koster. Og det er dels gangsterne i mafiaen, der også har store fortjenester. Det må altså holde op nu, og jeg håber, at Italien vil begynde at tage det her rigtigt alvorligt!

  Søren Bo Søndergaard, stiller. – (DA) Fru formand! Da en delegation fra Budgetkontroludvalget i efteråret besøgte Italien, mødtes vi med præsidenten for Campaniaregionen. Da vi så spurgte ham, hvorfor den katastrofale affaldssituation i Campania endnu ikke var løst, svarede han, at det var et politisk problem!

Det svar forklarer en del. For han kunne jo have sagt alt muligt andet – at det var et teknisk problem, at det var et logistisk problem, at det var et økonomisk problem. Men nej, problemet var politisk. Problemet er, at der mangler politisk vilje! Det er på grund af den manglende politiske vilje, at Italien har undladt at opfylde sine forpligtigelser i affaldsdirektivet. Det er på grund af manglende politisk vilje, at det i oktober kunne konstateres, at ingen af de forbedringer, som EU-Domstolen har krævet, er blevet gennemført. Og det er på grund af manglende politisk vilje, at EU ved årsskiftet stadig ikke havde modtaget en affaldssorteringsplan.

Til gengæld har vi set, at myndighederne har haft politisk vilje nok til at mørklægge skandalerne ved hjælp af sikkerhedsstemplinger. Det er derfor, vi fra vores gruppe har en klar holdning. Vi støtter alle de – og der er mange – gode italienske mænd og kvinder, som kæmper for åbenhed i denne sag og for at dem, der er ansvarlige for, at situationen kunne komme så langt ud, bliver stillet til ansvar. Men vores holdning er også, at før det er sket, må vi totalt afvise, at europæiske skatteborgere skal give så meget som en euro mere til affaldseventyret i Italien! Gode penge skal ikke kastes efter dårlige.

  Judith A. Merkies, spørger. – (NL) Fru formand, hr. kommissær! Sidste år besøgte vi Campania og Napoli sammen med Udvalget for Andragender, så vi kunne opleve affaldskrisen med vores egne øjne, en krise, som mange andragere har beskrevet som meget alvorlig. Også vi konstaterede, at situationen i området var meget alvorlig. Vi så en losseplads i et naturbeskyttelsesområde på toppen af Vesuv. Vi så mange ulovlige deponeringssteder og brændende affaldsdynger. Jeg fandt endda industriaffald på et bjerg, der ellers var angivet til at være en losseplads til husholdningsaffald, og vi så et nedbrudt forbrændingsanlæg, eller hvad der lignede et.

Én ting er sikker: Tingene fungerer ikke i øjeblikket i området, og jeg er enig med de forrige talere i, at der er betydelig politisk tovtrækkeri med hensyn til, hvem der egentlig er ansvarlig for denne situation. Vi har faktisk opfordret politikerne og borgerne i området til at lægge alle deres politiske forskelle til side og stå sammen for at løse problemet.

Siden da har jeg dog ikke set tegn på en løsning, og jeg har heller ikke set, at de har udarbejdet en plan – i hvert fald ikke offentligt – og jeg håber, De kan fortælles os, om der faktisk findes en plan. Befolkningen i Campania sagde det meget tydeligt til os sidste år: "Vi har appelleret til alle for at få hjælp og banket på snart sagt alle døre her i området og regionen, i hele Italien og hos den italienske regering, men alle steder måtte vi forlade tomhændede. EU er vores sidste håb, og da ingen andre lyttede til os, kom EU for at høre, hvad vi havde at sige".

De sætter deres lid til Dem og os i håbet om, at vi endelig kan hjælpe med at finde en løsning i deres region – på den ene eller den anden måde. De skal naturligvis selv løse situationen lokalt. Selv om vi desværre ikke kan selv kan rejse derned og fjerne affaldet med vores egne hænder, spiller vi en central rolle i dette. Kan De præcisere, om der findes en plan, og om det er en kvalitetsplan, hvis det er tilfældet. Hvis ikke, hvad agter De så at gøre ved det? Hvad er tidsfristerne? Hvornår skal den være gennemført, og hvor længe er De parat til at vente? Hvornår vil De endelig sikre, at EU-Domstolen pålægger sanktioner, og hvad sker der med strukturfondene, der stadig er indefrosset?

Dette er ikke kun en affaldskrise. Disse ting kan også skabe situationer, der er farlige for menneskers sundhed. Hvad er Kommissionens holdning til dette? Dette er muligvis ikke Deres område, men måske De alligevel kunne fortælle os, om De er begyndt at arbejde med det eller ej.

Mafiaen har selvfølgelig også tydeligvis en hånd med i spillet. Det skal dog siges, at det er hverken Kommissionens eller vores direkte opgave. Det eneste vi kan gøre, er at overvåge gennemførelsen af EU's direktiver. Hvordan kan vi yde mere støtte, f.eks. ved at dele bedste praksis? Hvordan kan medlemsstaterne hjælpe hinanden her? Er De enig i, at affald i dette tilfælde ikke skal ses som et problem, men som en mulighed? Campania kan tage et gigantisk skridt fremad på kort tid for at udvikle sig til et genanvendelsessamfund. Jeg mener, vi skal fremme et totalt forbud på europæisk plan mod dumpning af affald og et forbud mod lossepladser.

  Mara Bizzotto, spørger. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Desværre er alle nu klar over den situation, som Campania og navnlig byen Napoli har befundet sig i gennem en årrække, og EU har været nødsaget til at behandle dette emne mange gange.

På baggrund af denne nu paradoksale tredjeverdenssituation vil jeg spørge Kommissionen, hvilke konsekvenser Italien vil blive mødt med, og hvilke bødestraffe der kan pålægges, hvis affaldskrisen i Campania ikke endelig løses i nær fremtid.

Jeg vil også gerne vide, om Kommissionen kan forelægge tal for de fællesskabsmidler, der indtil videre er blevet bevilget til Campaniaregionen til etablering af en integreret affaldshåndterings- og bortskaffelsesordning. Når vi taler om kriser, taler vi nemlig normalt om tragiske, ekstreme situationer, hr. kommissær, men de løses alligevel inden for en rimelig tidsramme. Når en såkaldt "krise" varer mere end 15 år, er der tydeligvis noget, der går skævt.

I de senere år har den italienske regering forsøgt alt muligt for at løse det langvarige problem med affaldsindsamlingen og -bortskaffelsen. Men den kendsgerning, at Napolis gader i dag flyder med tonsvis og atter tonsvis af affald, skyldes først og fremmest de lokale myndigheder i Campania og deres totale inkompetence eller manglende vilje til at arbejde for at finde en løsning.

Det er klart – faktisk krystalklart – at forholdene i Napoli og Campania skyldes den ansvarsforflygtigelse, der har kendetegnet kommunen, provinsen og regionen i mange år, hvad angår affaldshåndtering. Det kan ikke bebrejdes den centrale regering, at særskilt indsamling, det første vigtige element af en effektiv affaldshåndteringsplan, ikke er blevet indført. Det kan tydeligvis ikke bebrejdes den centrale regering, at den var nødt til at udsende hæren for et par uger siden – men også ved andre tidligere lejligheder – for at erstatte hundredvis af renovationsarbejdere, der pludselig blev syge på samme tid.

Krisen har ramt Napoli, mens situationen er en helt anden i resten af Italien, f.eks. i min region, Veneto, for vi har haft særskilt indsamling uden problemer med en meget høj genanvendelsesprocent, og det betyder, at ansvaret for krisen ligger hos de campanianske politikere og embedsmænd, og at den frem for alt skyldes den alvorlige sammensværgelse med undergrundsøkonomien, der altid har efterstræbt og opnået enorme indtægter fra affaldsindustrien takket være camorras infiltration af de lokale politikere og lokalregeringen.

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg vil først og fremmest takke alle de medlemmer af Parlamentet, der henledte min og mine tjenestegrenes opmærksomhed på dette vigtige spørgsmål. Det glæder mig, at Parlamentet har indtaget en aktiv rolle i forbindelse med overvågningen af affaldshåndteringen i Campania, som det fremgår af den betænkning, som Udvalget for Andragender vedtog efter sit besøg i Campania i april sidste år. Parlamentet spiller bestemt en vigtig rolle her, og den har det påtaget sig fuldt ud.

Umiddelbart efter EU-Domstolens afgørelse den 4. marts 2010 skrev Kommissionen til de italienske myndigheder og forespurgte, hvilke foranstaltninger de havde planlagt eller iværksat for at overholde den. Derefter har Kommissionen haft flere kontakter og møder med de italienske myndigheder, senest under den mission til Napoli, der blev gennemført af en delegation fra Generaldirektoratet for Miljø den 22. og 23. november 2010.

Vi mener, at de italienske myndigheder stadig skal yde en stor indsats, inden de overholder afgørelsen. De skal for det første udvide og opgradere anlæggene til affaldshåndtering i hele regionen, og dernæst skal de udvikle en effektiv plan for håndteringen af byaffald i Campania, som bl.a. er i overensstemmelse med hierarkiet af EU's tiltag på affaldsområdet.

Kommissionen er ikke tilfreds med de foranstaltninger, som de italienske myndigheder har anmeldt siden Domstolens afgørelse, fordi de ikke omfatter en detaljeret tidsplan med milepæle for opførelsen af de nødvendige anlæg.

Vi mener, at affaldshåndteringsplanen for Campania skal være i fuld overensstemmelse med EU's miljølovgivning og skal prioritere reduktion, genbrug og genanvendelse af affald, sikre særskilt indsamling i hele regionen, sikre Campania den nødvendige komposteringskapacitet og fastlægge foranstaltninger for sikker bortskaffelse inden for en rimelig tidsperiode af mere end 7 mio. t affald i baller, der er lagret i forskellige byer i Campania, hvilket også betyder, at de italienske myndigheder skal gennemføre en analyse af affaldet i baller, de såkaldte "økoballer", inden de afgør, hvordan det bortskaffes på den sikreste måde.

Hvis der ikke er en tilstrækkelig og effektiv affaldshåndteringsplan, vil Kommissionen henvende sig til Domstolen igen og foreslå bødepålæg. Vi skal derfor nøje vurdere det udkast til en affaldshåndteringsplan, som myndighederne i Campania netop har indgivet til Kommissionen – og "netop" betyder virkelig "netop" – og nøje overvåge, at de faktisk vedtager og gennemfører planen. Beslutningen om, hvorvidt og hvornår proceduren, jf. artikel 260, skal indledes mod Italien, afhænger primært af indholdet af affaldshåndteringsplanen og tidsplanen for de foranstaltninger, der anvendes til omgående at løse problemet på en overbevisende måde.

Med hensyn til de eksisterende lossepladser har Kommissionen indledt en undersøgelse og anmodet de italienske myndigheder om at indgive rapporter om driften af lossepladserne i Terziano og Cicciano. Vi afventer stadig det italienske svar, og når vi har modtaget det, vil Kommissionen vurdere det.

I denne fase har Kommissionen ikke bevis for nogen overtrædelser af EU's miljølovgivning. At lossepladsen er beliggende i et naturbeskyttelsesområde, er ikke i sig selv en overtrædelse af EU-lovgivningen, naturligvis såfremt andre regler anvendes, og de kompetente nationale myndigheder gennemfører relevante miljøvurderinger samt de nødvendige afbødnings- og kompensationsforanstaltninger.

Hvad angår samfinansieringen af affaldshåndteringsforanstaltninger i Campania i programmeringsperioden 1994-1999, blev der afsat 88,1 mio. EUR til affaldshåndteringsprojekter, hvoraf næsten 49 % blev samfinansieret af EFRU. Kun 90 % af den samlede bevilling blev dog anvendt på grund af vanskeligheder i forbindelse med affaldshåndteringskrisen og de italienske myndigheders indførelse af ekstraordinær håndtering i 1994.

I programmeringsperioden 2002-2006 var en samlet bevilling på 140 mio. EUR, hvoraf 50 % igen blev samfinansieret af EFRU, koncentreret om affaldshåndteringsprojekter. Efter affaldshåndteringskrisen besluttede Kommissionen at iværksætte specifikke foranstaltninger med henblik på at sikre, at EFRU-bevillingerne til Campania blev anvendt korrekt.

Fra den 1. januar 2005 var forvaltning af udgifter ikke længere berettiget til samfinansiering. Dernæst meddelte Kommissionen efter den officielle meddelelse om iværksættelsen af en overtrædelsesprocedure vedrørende affaldshåndtering den 29. juni 2007 de italienske myndigheder, at yderligere samfinansiering ikke kunne godkendes for affaldshåndtering.

Det regionale operationelle program for Campania for perioden 2007-2013 omfatter en samlet investering på 270 mio. EUR, hvoraf 50 % igen samfinansieres af EFRU, til affaldshåndtering. Udbetalingen af EU-finansiering i affaldssektoren kræver dog navnlig, at de italienske myndigheder vedtager en regional affaldshåndteringsplan, som naturligvis skal godkendes af Kommissionen.

I morgen offentliggør vi Kommissionens beretning om gennemførelsen af en temastrategi for affaldsforebyggelse og -genanvendelse. I denne beretning påvises der betydelige forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til effektivitet på affaldsområdet. Det påvises tydeligt, at deponering kan reduceres til nul med en effektiv affaldshåndteringsstrategi, og at forbrænding kan reduceres markant ved at øge kompostering og genanvendelse af affald. Bortset fra at omdanne affald til ressourcer skaber dette arbejdspladser og økonomisk aktivitet, samtidig med at affaldshåndteringens indvirkning på miljøet mindskes. Jeg håber virkelig, at denne krise i sidste ende omdannes til en mulighed af de kompetente myndigheder gennem lanceringen af målrettede ordninger for særskilt indsamling og genanvendelse i Campania.

Kommissionen håber kort sagt, at affaldshåndteringsplanen for Campania er overbevisende. Indtil vi er sikre på, at der gennemføres en effektiv plan, som etablerer en ordning med den nødvendige infrastruktur og rummer faste garantier for, at projekter gennemføres effektivt, er Kommissionens finansiering af relevante affaldshåndteringsprojekter i Campania suspenderet.

Jeg vil besvare nogle af de spørgsmål, De allerede har stillet, i mit afsluttende indlæg.

  Erminia Mazzoni, for PPE-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg takker kommissæren for at have påpeget, at Udvalget for Andragender har givet Parlamentet en aktiv rolle for at vise, at alle, der taler her, og de politiske grupper, de repræsenterer, på enhver måde er interesseret i at behandle denne sag på en ansvarlig måde, i at gøre alle procedurerne gennemsigtige og i at inddrage offentligheden i en dialog, der giver alle en form for ansvar.

Som det allerede er blevet sagt, har den regionale forvaltning, der jo først blev oprettet i maj 2010, udviklet en tæt dialog med Kommissionen i de seneste måneder, og har indledt en proces, som bestemt adskiller sig fra de tidligere års. Der er dog ikke sket nogen mirakler. Der er blot blevet påtaget et ansvar for en drastisk situation, der er blevet forværret over 15 år med en ineffektiv eller manglende indsats. Jeg vil minde om, at Italien blev dømt af EU-Domstolen i marts 2010, men for handlinger, der blev begået og behandlet i 2007.

Siden da har situationen ændret sig. Rådmanden for regionen har allerede været i Bruxelles tre gange og har allerede gennemført en god del af den arbejdsplan, der forelægges til høring i Udvalget for Andragender i juli. Jeg vil hurtigt løbe listen igennem: Han har godkendt den særlige affaldsplan. Han har afsluttet planen for fast byaffald, og den 31. december fremlagde han endnu en plan med de rettelser, Kommissionen havde ønsket, og der som annonceret vil blive godkendt inden den 30. april.

Planen er allerede blevet delvist gennemført. Anlægget til affaldsforbrænding er i drift. Udbudsprocedurerne for Salernoanlægget er blevet afsluttet. Kontrakten for anlægget i det østlige Napoli er blevet annonceret, og 182 områder til affaldssortering og -genanvendelse, syv genindvindingsanlæg, ni komposteringsanlæg, fire separeringsanlæg til forskellige materialer, et anlæg til behandling af affald af elektrisk og elektronisk udstyr, to aerobe håndteringsanlæg, 34 godkendte platforme og fem lossepladser er nu i drift, og det glæder mig, at Kommissionen fører kontrol med dem.

Der er indgået en aftale med de fem provinser for at sikre bortskaffelsen af deres akkumulerede affald, og der er også indgået aftaler med fem regioner om at sikre midlertidig flytning af deres affald, indtil planen er endelig gennemført. Den ekstraordinære håndteringsproces er nu afsluttet, og der er anvendt nogle midler fra det regionale budget.

Som fru Bucella sagde under sin høring i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, varierer tidsfristen for overholdelsen af afgørelsen normalt fra 12-24 måneder, så vi overholder tidsplanen. Kommissionen kan dog vurdere, om tidsfristen skal forlænges, så den er realistisk i forhold til projekternes gennemførelse.

Svarene på alle de spørgsmål er efter min mening allerede givet, og som Kommissionen sagde, er der ikke baggrund for at indføre yderligere bødestraffe. Kommissionen er med rette årvågen, og jeg håber, at denne forhandling ikke vil blive udnyttet til yderligere at modarbejde institutionerne og de politiske partier.

Hvis dette er en seriøs forhandling, der har til formål at hjælpe Campaniaregionen og forsøge at finde en løsning på et langvarigt problem, så vil den beslutning, vi forventer at stemme om i februar, ganske givet være en fælles beslutning. Hvis ikke, er det igen spild af tid og vil forårsage endnu mere skade.

  Mario Pirillo, for S&D-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Det kan ikke undgås, at vi er bekymrede over den alvorlige affaldshåndteringskrise, som Campania har gennemlevet i årevis, navnlig når vi tænker på de alvorlige konsekvenser for lokalbefolkningens livskvalitet.

Som en europæisk institution har vi pligt til at gribe ind for at sikre, at denne situation ikke fortsætter for længe. Vi skal være på vagt og holde et vågent øje med de lokale myndigheder og uden tøven opfordre dem til at vedtage troværdige foranstaltninger, der kan hjælpe Campania med at standse denne alvorlige krise.

Sandheden er, at vi har talt længe om affaldskrisen uden at vide, hvordan det egentlig står til. Campaniaregionen forpligtede sig til at fremlægge en regional plan inden 2010, men den er nu udskudt til marts 2011. Situationen vil blive uhåndterlig, hvis der kommer yderligere forsinkelser. Risiciene for folkesundheden stiger, og den organiserede kriminelle opnår stadig gevinst af krisen.

Under lovdekret nr. 195/2009 erklærede den italienske regering krisen for afsluttet og uddelegerede ansvaret for affaldshåndtering til provinserne. Vi støtter ikke denne beslutning. Den vil være vanskelig at gennemføre i en provins, som f.eks. Napoli, hvor 52 % af Campanias befolkning lever.

Kommunerne skal være centrum i indsatsen, fordi de alene kan levere målrettede og effektive løsninger. Forskellige campanianske fagforeninger har indledt særskilt indsamling, yder en betydelig indsats og skaber markante resultater. De skal have de ressourcer, der allerede er blevet overført til regionen.

Det er vigtigere end nogensinde før, at vi lytter til de lokale myndigheder. De befinder sig i frontlinjen, og de har et reelt, omfattende overblik over deres egen region. Det er dem, der slår alarm om de fulde lossepladser. I de kommende år er der behov der nye lossepladser og nye forbrændingsanlæg, og de pågældende områder skal udpeges. Dette skyldes delvist udelukkelsen af Vitiello Quarry i Terzigno, som lokalsamfundet og Europa-Parlamentet ønskede for at undgå, at hele affaldsindsamlingsordningen for byen gik i stå.

Vi afventer Kommissionens svar vedrørende den plan, som Campaniaregionen har fremlagt.

  Sonia Alfano, for ALDE-Gruppen. – (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Trods den italienske regerings propaganda, som hurtigt blev afvist af Kommissionen, er affaldskrisen i Campania et strukturelt problem, der er alt andet end løst.

Bortset fra tvivlsomme lister skal vi erkende én ting, nemlig at befolkningen i Campania fortsat lever – og dør – omgivet af affald. De lokale, regionale og nationale politikere på højre- og venstrefløjen bærer et enormt ansvar. Vi kan ikke læsse opgaven med at løse problemet over på borgerne, som allerede lider under de meget usunde levevilkår. EU skal insistere på, at der findes en værdig løsning, ellers vil dets foranstaltninger være forgæves.

Opførelsen af forbrændingsanlæg, der i øvrigt finansieres som vedvarende energikilder og derved er i strid med den nuværende europæiske lovgivning, vil ikke løse problemet. Affaldet ville blive omdannet til aske og forårsage skadelige og dødelige emissioner. I henhold til affaldsdirektivet er forbrændingsanlæg den sidste mulighed i et hierarki af integrerede affaldssystemer, der omfatter effektive alternativer, som ikke har skadelig indvirkning på folkesundheden eller miljøet, men som i stedet skaber beskæftigelse.

Med hensyn til mafiainfiltrationen skal det efter min mening anerkendes, at det primært er et norditaliensk fænomen, som dog også optræder Syditalien, navnlig på affaldsområdet. Dette har særlig været tilfældet i de sidste par år.

Jeg har derfor tre spørgsmål til Kommissionen. Hvad agter Kommissionen at gøre for at sikre, at løsningen på problemet ikke påvirker befolkningens sundhed, og hvordan agter den at forhindre, at beslutninger pålægges offentligheden, og at områder i realiteten militariseres?

Finder Kommissionen, at omgående lancering af et cancerregister for hele regionen kan være en af betingelserne for at afslutte overtrædelsesproceduren?

Hvilken holdning har Kommissionen til lovdekret nr. 210 fra 2008 og navnlig artikel 9 om incitamenter til opførelse af forbrændingsanlæg, hvor EU's lovgivning om statsstøtte klart overtrædes?

  Eva Lichtenberger, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Efter eventyrfortællingerne fra de italienske medlemmer af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) kan vi måske vende tilbage til virkeligheden. Det er en kendsgerning, at der er indledt procedurer mod Italien – og det med rette. Domstolen gav ikke Italien medhold – og igen med rette. Italien overholdt ikke tidsfristen. Tilsyneladende indgav regeringen en plan, men den blev ikke indgivet til tiden. Vi kommer hele tiden tilbage til den samme situation. Det kan ikke undgås, at man får det indtryk, at de ansvarlige trækker tiden ud, indtil der opstår en nødsituation, så de derefter kan reagere og træffe beslutninger ved hjælp af Italiens hastelovgivning, der tilsidesætter alle andre standarder. Hvis der er meget affald i gaderne, og hvis dette også er blandet med industriaffald fra Nord- og Syditalien, kan det hurtigt ende på en usikret losseplads, uden at der er iværksat eller kan iværksættes de nødvendige forholdsregler. Til medlemmerne fra Italien vil jeg sige, at dette ikke er en italiensk forhandling. Det er en forhandling om, at den europæiske lovgivning ikke overholdes og ikke gennemføres.

Hvis denne praksis spredte sig til andre lande, ville det have følger for hele Europa. Det, der foregår dernede, er ikke en fornøjelig søndagsudflugt. Det er en skandale. Det handler ikke om hele tiden at udpege 536 nye steder og bruge vold til at få borgerne til at holde op med at protestere, fordi de ikke ønsker, at husholdningsaffald blandet med giftigt industriaffald dumpes foran deres gadedør. Det er ikke godt nok. Der skal være konsekvenser, og det skal være konsekvenser, der kan mærkes. Det er godt, at de finansielle ressourcer ikke længere kan anvendes i samme omfang som tidligere. Der er nok, som allerede er sivet bort. Vi skal indføre håndgribelige konsekvenser én gang for alle, fordi vi her taler om gennemførelsen af fornuftig, nødvendig og god europæisk lovgivning.

  Oreste Rossi, for EFD-Gruppen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Den udarbejdede affaldshåndteringsplan skal gennemføres, så der sikres særskilt indsamling, genanvendelse og kun i sidste instans forbrænding.

Det ville være forkert at overveje indførelsen af yderligere sanktioner. Jeg vil endvidere minde Dem om, at skylden hverken kan placeres i nord eller hos andre politiske grupper. En af de tidligere ministre tilhørte endda Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, som De er medlem af, så tænk på, hvad De siger. I årtier har man talt om affaldskrisen i Napoli og Campaniaregionen. Selv om der er bevilget betydelige midler, er der stadig en krisesituation. Der er dog ingen undskyldning. Det er simpelthen usandt, at det nordlige Italien bærer ansvaret, eller – som min kollega sagde – at affald fra Norditalien i dag findes i Napolis gader.

Ansvaret ligger helt klart hos de tidligere lokale myndigheder, der på den ene side tillod organiserede forbrydere frit at handle med affald og på den anden side ikke sikrede passende og tilstrækkelig indsamlings- og bortskaffelsesområder.

Vi har brug for, at befolkningen i Campania er Napoli udviser mod og stemmer for at erstatte deres inkompetente embedsmænd, som det allerede er sket på regionalt plan.

  Angelika Werthmann (NI). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Affaldskrisen i byområdet Napoli har nu varet i hele 14 år.

De eksisterende lossepladser er overfyldte, mens opførelsen af nye anlæg blokeres af de berørte lokalsamfund. Den mistillid, som borgerne udviser over for alle affaldsprojekter, kan forklares ved den kendsgerning, at der er givet mange løfter på politisk plan, men næsten ingen af disse løfter er blevet indfriet.

I praksis er dette problem indtil videre blevet håndteret med kortsigtede og midlertidige løsninger. Der er nedsat særlige kommissioner, men disse er end ikke blevet pålagt at orientere de lokale myndigheder og borgerne om den aktuelle situation. På den anden side er engangsprodukter en del af dagligdagen i Italien. Det betyder, at den daglige produktion af affald er langt større end det europæiske gennemsnit, samtidig med at der lægges meget lidt vægt på affaldssortering og -genanvendelse.

Det triste resultat af denne manglende miljøbevidsthed på begge sider er, at Campania i dag er en region med store forurenede områder, og at cancerfrekvensen og frekvensen af respirationssygdomme blandt børn i Napoli er langt højere end gennemsnittet for Italien.

Der er derfor et omgående behov for at finde løsninger og gennemføre disse.

  Crescenzio Rivellini (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil takke hr. Seeber og alle mine kolleger for den opgave, jeg har fået betroet, men jeg vil gerne understrege, at der allerede er taget særdeles positive skridt i Campania.

Jeg mener dog, at påberåbelsen af artikel 260 i traktaten med henblik på at opnå bødestraffe, som nogle har gjort, er at udnytte situationen. Regionsrådet, der først blev oprettet for få måneder siden, har allerede udarbejdet planen for farligt affald og planen for det integrerede affaldssystem. Endvidere er der lanceret en politik for særskilt indsamling, og der er vedtaget initiativer, som har til formål at reducere den samlede mængde affald. Budgivningen i forbindelse med opførelsen af et forbrændingsanlæg i Salerno er undervejs, og procedurerne vedrørende offentliggørelsen af en udbudsprocedure for forbrændingsanlægget i det østlige Napoli er langt fremme.

Endelig sigter de vedtagne politikker ikke kun mod at rense byen, men også mod at udforme en integreret affaldsordning, der omfatter særskilt indsamling, en reduktion i affaldsmængden, opførelse af moderne anlæg – ikke mindst for at udrydde "økoballerne" eller enorme dynger af komprimeret affald – og sanering af gamle lossepladser.

De mennesker, der virkelig bærer skylden for det, der er sket i fortiden, bør straffes. De omfatter uden tvivl tidligere campanianske embedsmænd, der tilhører venstrefløjen og navnlig De Grønne, men bestemt også visse embedsmænd, der i det nordlige Italien brugte den lokale underverden til at dumpe det giftige affald, de producerede.

EU skal hjælpe Campania uden forbehold, og jeg opfordrer alle til at arbejde for og ikke imod – arbejd ikke imod blot for at leve op til mediebilledet af Deres parti eller Deres ideologi. Mener De virkelig, at krisen kan løses ved at pålægge Campania bødestraffe?

  Luigi de Magistris (ALDE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Efter de løgne, der blev fortalt af Berlusconiregeringen, som tiltrådte i 2008, om, at affaldsproblemet var blevet løst, gør EU nu det rigtige ved at afvise at yde støtte til Italien, indtil et miljøvenligt affaldssystem baseret på genanvendelse af affald og kompostering er blevet fremlagt.

Dette system er bestemt ikke omhandlet i hr. Caldoros plan, som igen er baseret på ukontrollerede lossepladser, som f.eks. lossepladserne i Chiaiano, Taverna del Re og Terzigno – Terzignolossepladsen ligger faktisk i naturbeskyttelsesområdet Vesuv – eller forbrændingsanlæg, der forårsager død, kræft og omfattende sundhedskriser. I de 13 år, som miljøkrisen har varet, har de offentlige midler i Campania styrket de kriminelle forbindelser mellem politikere på både venstre- og højrefløjen, forretningsfolk og camorra.

Miljøproblemer løses endvidere ikke ved at kriminalisere modstandere eller ved at kriminalisere lokalsamfund, familier og regionen, som den italienske regering har gjort ved at bruge politistave mod alle, der forsvarer miljøet og jorden.

  Francesco Enrico Speroni (EFD). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Europa kender ikke, centralistisk og bureaukratisk som det er, forskellene mellem regioner og administrative strukturer i medlemsstaterne.

Ansvaret for den katastrofale situation i Campania ligger primært hos befolkningen i Campania, og jeg afviser som indfødt i Padania disse beskyldninger og retter dem mod alle, der i Campania stemte for lokale embedsmænd, som ikke kunne løse problemet, og alle, der gentog deres fejl ved at genvælge dem ved efterfølgende valg. Padania er villig til at hjælpe befolkningen i Campania, men vi vil ikke acceptere de beskyldninger, der rettes mod os.

  Raffaele Baldassarre (PPE). – (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg ønsker med mit indlæg bestemt ikke at fornægte alvoren af en situation, som er det uundgåelige resultat af indlysende administrative og politiske fejl, der har truet og stadig truer med at begrave en hel by og dens omgivelser i affald.

Krisen i Campania, hr. Søndergaard og fru Lichtenberger, startede oprindeligt og udviklede sig derefter dramatisk på grund af den manglende evne hos et regionsråd, et venstreorienteret byråd i Napoli og rådmænd fra De Grønne til at træffe beslutninger – herunder upopulære og modige beslutninger – om at oprette et miljøvenligt affaldsindsamlings- og bortskaffelsessystem. Uansvarlighed, ubeslutsomhed, politiske vennetjenester, sammensværgelser og affald har kendetegnet en politisk og administrativ fase, der nu definitivt er afsluttet.

Jeg kan forsikre dem, der har stillet de mundtlige forespørgsler, og de politiske grupper, der har støttet dem, at den politiske situation er levedygtig og helt forandret. Den nationale regering og det nye regionsråd har påtaget sig deres ansvar og har den politiske vilje til at løse krisen. Gennem en dialog med de berørte befolkninger og med den nødvendige beslutsomhed overvinder de hindringer og indvendinger, der ofte skyldes Nimby-syndromet, dvs. idéen om, at folk ikke ønsker andres affald i baghaven.

Det betyder, at de har udformet en integreret plan for affaldsindsamling og -bortskaffelse, der snart tilvejebringer incitamenter til særskilt indsamling og opførelse af de nødvendige anlæg.

Det vil derfor være særdeles uretfærdigt, undergravende og udnyttende, hvis vi gør, som hr. De Magistris ønsker. Hvis vi pålægger hæmmende bødestraffe og foranstaltninger i dag, vil det skade de institutioner, der til fulde samarbejder med EU i forsøget på at afslutte dette frygtelige kapitel i Napolis og Campanias historie ved effektiv udnyttelse af europæiske og nationale ressourcer.

  Horst Schnellhardt (PPE). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Det er mit ønske – og jeg håber, det vil blive opfyldt – at dagens forhandling bliver startskuddet for en omfattende revision af affaldshåndteringen i Campania. EU-Domstolens kendelse eller afgørelse skal gennemføres én gang for alle, og de europæiske regler om affaldsindsamling og -bortskaffelse skal gennemføres i den pågældende region.

Dernæst skal der tages fat om den skade, de ulovlige lossepladser forårsager. Jeg ved, hvad jeg taler om. I Østtyskland kæmper vi i dag – 20 år efter genforeningen – stadig med den forurening, der blev forårsaget af ulovlig eller fejlagtig affaldsbortskaffelse.

Det vil dog ikke lykkes for os, medmindre vi tager fat om årsagen til problemet. Tal De blot om forvaltning. Kendsgerningen er, at der findes en mafiastruktur i området. Vi skal ødelægge dem, ellers vil dette ikke lykkes for os.

For at være ærlig vil jeg opstille fire betingelser. For det første skal der udformes en affaldshåndteringsplan. Det er tilsyneladende sket. Men Kommissionen skal også bidrage til dette. For det andet skal der tilvejebringes finansielle ressourcer til opførelsen af nye genanvendelses- og affaldsanlæg. For det tredje skal der være strengere sanktioner i tilfælde af ulovlig bortskaffelse, og – her henvender jeg mit til Kommissionen – Europol og Eurojust bør støtte det italienske politi og de italienske anklagere i deres kamp mod organiseret kriminalitet.

De ressourcer, der er til rådighed, skal blokeres, indtil disse betingelser er opfyldt. Så vil jeg med glæde stemme for, at ressourcerne frigives igen.

  Lara Comi (PPE). – (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Ved at bede om ordet ønsker jeg tydeligt at tilkendegive, at affaldssituation i Campania er bedre end tidligere og er ved at blive løst.

Situationen er meget kompleks. De omfatter forskellige typer problemer, og det vil tage tid at finde en passende og endelig løsning. De mundtlige forespørgsler, vi drøfter, opfordrer til anvendelsen af den procedure, der er omhandlet i traktatens artikel 260, men vedtagelsen af en bødestraf vil bestemt ikke være en løsning i Campania. Hvis vi fortsætter ad denne vej, risikerer vi at godkende et scenario, hvor en medlemsstat kendes skyldig i en overtrædelse på et fuldstændig objektivt grundlag, blot fordi den endnu ikke objektivt har opfyldt en forpligtelse i henhold til den europæiske lovgivning.

Der skal også tages hensyn til statens subjektive opførsel. Det kan bestemt ikke siges, at Italien ikke har opfyldt forpligtelsen til oprigtigt samarbejde, men Kommissionens tjenestegrene er, som kommissæren har bekræftet, i konstant kontakt med de nationale og regionale myndigheder i Italien og overvåger nøje udviklingen i situationen.

Den vilje og det engagement, som Italien udviser, kan bestemt ikke fornægtes. Det er vigtigt at understrege, at den operationelle rolle er flyttet fra regionerne til provinserne, så der kan udvikles en plan, som opfylder regionens forskellige krav. Europa skal vise solidaritet med Italien, idet begge parter skal samarbejde i perfekt synergi.

Til sidst vil jeg nævne, at regionsrådet i Campania også tidligere omfattede IDV (Værdiernes Italien), som måske har en kort hukommelse nu om stunder – for kort hukommelse til at huske, hvad det gjorde eller rettere ikke gjorde.

  Barbara Matera (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg taler ikke for at forsvare min region. Jeg ønsker i stedet at dele den italienske reaktion på overtrædelsen af EU-lovgivningen med Dem og påpege, at vi ønsker at forsvare borgernes og befolkningens interesser.

Campaniaregionen og generelt den italienske stat arbejder for at etablere et net af affaldsbortskaffelsesanlæg i overensstemmelse med den europæiske lovgivning. Jeg vil påpege, at de europæiske midler, der er øremærket til affaldsbortskaffelse i Campania, er blevet anvendt til foranstaltning 1.7 i det regionale operationelle program for Campania for perioden 2000-2006 og til mål 1.1 i det regionale operationelle program for 2007-2013.

Hvad angår det regionale operationelle program for 2000-2006, har Campaniaregionen gjort rede for den bevilgede finansieringspakke på 140 mio. EUR. Pengene er blevet brugt til at opføre oplagrings-, behandlings- og genindvindingsanlæg, anlæg til affaldsforbrænding og anlæg til våd- og tørseparering, til sikre lossepladser, til at opføre eller udvide anlæg til genindvinding af affald og til at gennemføre foranstaltninger vedrørende særskilt indsamling. Hvad angår det regionale operationelle program for 2007-2013, er 110 mio. EUR øremærket til opførelse af affaldsbehandlingsanlæg, og 50 mio. EUR er øremærket til finansiering af kommunale anlæg til særskilt indsamling.

De aktiviteter, der er gennemført under mål 1.1 i det regionale operationelle program for 2007-2013 under EFRU og foranstaltning 1.7 i det regionale operationelle program for 2000-2006, har i høj grad været begrænset af de udgiftsbetingelser, som er pålagt som følge af den overtrædelsesprocedure, der er iværksat i forbindelse med affaldshåndteringssituationen i Campania. Som følge deraf er der indtil videre afsat et beløb fra FAS (fonden for ikkeanvendte områder) til at sikre fortsættelsen af aktiviteterne med forbehold af det europæiske veto mod bevillingen af midler under det regionale operationelle program.

Endelig er det efter vores mening vigtigt at præsentere Kommissionen og Parlamentet for de reelle vanskeligheder ved hurtigt at imødekomme EU-Domstolens afgørelse.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (LT) Fru formand! Jeg vil blot benytte lejligheden til at henlede opmærksomheden på andre problemer med affaldshåndtering i EU. Disse problemer kan først og fremmest tilskrives den skødesløse holdning blandt de offentlige institutioner på centralt og lokalt plan til affaldshåndtering. I en af Litauens byer vildleder forretningsfolk, der ønsker at opføre et forbrændingsanlæg, f.eks. offentligheden ved at påstå, at forbrænding af affald er det samme som eller bedre end andre affaldshåndteringsmetoder, f.eks. forebyggelse og sortering. De lokale offentlige institutioner og ledere undlader desværre i tilstrækkelig grad at henlede opmærksomheden på denne form for vildledning. Når Kommissionen behandler problemer med affaldshåndtering i EU, opfordrer jeg den derfor til at påpege sådanne overtrædelser, når prioriteter på affaldshåndteringsområdet, der er fastlagt i EU's affaldsdirektiv, ikke følges, og når der opfordres til ikke at følge dem.

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Fru formand! Som medlem af en delegation fra Udvalget for Andragender har jeg selv oplevet affaldshåndteringssituationen i Campania. Det må siges, at institutionerne i området står over for en meget vanskelig opgave. De skal ikke kun håndtere fortidens affaldshåndteringsproblemer – hvor økoballer er et særligt problem – men også de nuværende og fremtidige problemer. Mit indtryk fra turen var, at håndteringen af det aktuelle affald i vid udstrækning var blevet løst, da vi besøgte området, delvist gennem en militær indsats. Løst på den måde, at affald blev fjernet fra byen og deponeret på lossepladser – desværre nogle gange ulovlige lossepladser. Vi har brug for strategiske løsninger for fortiden, men først og fremmest for fremtiden.

EU's tilbud er godt, omfattende og retfærdigt. Når regionen fremlægger en sammenhængende affaldshåndteringsplan, frigiver EU midlerne. Vi bør også tilskynde de lokale myndigheder til at gøre dette. Jeg siger det igen: Jeg tror ikke, at hverken Kommissionen eller Parlamentet ønsker bødestraffe. Vi ønsker, at affaldsproblemer løses lokalt i Campania. Vi skal indgå denne aftale med hinanden og samarbejde.

  Crescenzio Rivellini (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! De midler, som EU vil blokere, er de midler, der specifikt er beregnet til grundforbedring.

Det undrer mig, hvordan man kan overveje at blokere disse midler, og jeg opfordrer navnlig de italienske medlemmer – som er valgt af befolkningen i Campania – til ikke at fare i ideologisk flint eller straffe deres medborgere.

Jeg opfordrer dem indtrængende til at repræsentere deres samfunds interesser og ikke deres egne.

  Janez Potočnik, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke medlemmerne for deres synspunkter.

Der er tre eller fire forhold, jeg vil understrege. Først et forhold, som mange har talt lidenskabeligt om. Situationen er kritisk. Der er ingen hurtige løsninger. Der har været nogle positive tiltag, men det er indlysende, at vi stadig mangler et systemisk svar på spørgsmålet. Det er ikke let, men det er mere end påkrævet. I den henseende er vores partner i indsatsen for at finde en løsning naturligvis Italien, men der er uden tvivl også brug for samarbejde fra de regionale myndigheders side.

Jeg ser virkelig frem til evalueringen af det nye udkast til en affaldshåndteringsplan, som forhåbentlig opfylder alle vores krav. Den evalueres af mine tjenestegrene, af eksperterne, og jeg kan forsikre Dem, at det vil blive gjort på en måde, som sikrer Italien den samme behandling som alle andre medlemsstater, fordi det er afgørende, at vi bevarer denne tillid mellem medlemsstaterne.

Når vi taler om at løse disse problemer, kan min tilgang faktisk sammenfattes i fire ord. Jeg vil være hjælpsom streng og streng hjælpsom. Idéen er bestemt ikke at pålægge bødestraffe. Som det blev nævnt af et medlem, er idéen at løse problemer, men ved at pålægge bødestraffe, hvis der ikke er andre muligheder for at løse problemerne, fordi det er min pligt.

Jeg gør virkelig alt i samarbejde med de italienske myndigheder, så vi kan finde effektive løsninger. Det er mit oprigtige håb. Når alt kommer til alt, taler vi om de italienske borgeres sundhed og det italienske miljø.

Det andet, jeg vil nævne, hænger samme med affaldsdirektivet. Det er et nyt direktiv, som blev vedtaget for nylig. Af dette direktiv fremgår det tydeligt, at hvert land skal indføre et affaldshierarki i sin lovgivning. Det betyder, at det bedste affald er intet affald. Der er genbrug, genanvendelse, energigenvinding og deponering, hvis der ikke er andre muligheder.

Det er billedet, som er hentet fra den rapport, der offentliggøres i morgen, af, hvor effektive EU's medlemsstater er. Den handler om tendenserne inden for deponering af kommunalt affald, fordi de bedste data, vi har til rådighed, vedrører kommunalt affald.

Tro det eller ej, så er der fem medlemsstater, hvor deponering udgør mindre end 5 % af det kommunale affald, men der er også syv medlemsstater, hvor deponering udgør mere end 80 %, så vi taler i sandhed om forskellige situationer i Europa, når vi drøfter disse programmer, og det er et problem, vi bestemt ønsker at tage fat om. Dette billede er af situationen mellem 1995 og 2007, og det viser om noget, at lande kan ændre sig, hvis de ønsker det. Hvis de organiserer sig på en ordentlig måde, kan de virkelig ændre sig.

Vi kan groft set opdele Europa i to dele, nemlig én del, der betragter affald som et problem, og én del, som betragter affald som en betydelig mulighed for at få adgang til ressourcer og også til økonomiske fordele, fordi sådan forholder det sig. Jeg har hørt mange historier om, at det er nødvendigt at afgøre, hvem der får lov til at håndtere affaldet i forbindelse med offentlige indkøb, fordi der er flere brugere, end der er behov for, som gerne vil have det for at bruge det. Til det formål skal affaldet dog vælges helt fra starten. Det er det grundlæggende og vigtigste krav.

Endelig vil jeg nævne det medlem, der sagde, at vi skulle være mere opmærksomme på affaldsproblemerne andre steder i EU. I overtrædelsesprocedurerne efter sektor tegnede affald sig for 19 % i 2009, vand 20 %, natur 19 %, luft 16 % og resten derunder. Vi undersøger horisontalt alle gennemførelsesproblemer, og det har vi pligt til. Jeg forsikrer Dem, at det vil vi også gøre i fremtiden.

Til sidst vil jeg sige, at vi virkelig skal gøre vores bedste, De som medlemmer af Parlamentet og jeg som kommissær for miljøet, for at sprede budskabet om affald som en fremtidig mulighed. Vi har desperat brug for dette budskab, når vi tænker på de mere og mere begrænsede ressourcer, vi råder over. Ressourceeffektivitet er navnet på problemet, og ressourceeffektivitet er kernen i vores fremtidige konkurrencedygtighed i Europa. Hvis De ikke tror mig, så spørg mig om 10 år. Jeg garanterer, at det vil være tilfældet.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted på det næste møde.

18. Krænkelse af ytringsfriheden og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i Litauen (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling om:

– mundtlig forespørgsel af Renate Weber, Sophia in 't Veld, Leonidas Donskis, Cecilia Wikström, Alexander Alvaro, Sonia Alfano, Gianni Vattimo, Sarah Ludford og Ramon Tremosa i Balcells for ALDE-Gruppen til Kommissionen om krænkelse af ytringsfriheden og forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering i Litauen (O-0190/2010 – B7-0669/2010)

– mundtlig forespørgsel af Ulrike Lunacek for Verts/ALE-Gruppen til Kommissionen om krænkelse af ytringsfriheden og forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering i Litauen (O-0204/2010 – B7-0803/2010)

– mundtlig forespørgsel (O-0207/2010) af Cornelis de Jong for GUE/NGL-Gruppen til Kommissionen om krænkelse af ytringsfriheden og forskelsbehandling på grundlag af seksuel orientering i Litauen (O-0207/2010 – B7-0804/2010)

– mundtlig forespørgsel (O-0216/2010) af Michael Cashman, Monika Flašíková Beňová og Claude Moraes for S&D-Gruppen til Kommissionen om krænkelse af ytringsfriheden og diskrimination på grund af seksuel orientering i Litauen (O-0216/2010 – B7-0005/2011).

  Sophia in 't Veld, spørger. – (EN) Fru formand! Vi drøfter i dag – ikke for første gang – lovgivning, der muligvis vedtages af det litauiske parlament, som kan have meget negative konsekvenser for bøsser, lesbiske, bi- og transseksuelle (BLBT) i Litauen. Det er efter min mening uheldigt, at vi drøfter dette emne igen, da Parlamentet allerede har vedtaget én beslutning om det.

Den beslutning, som vi har fremlagt til afstemning i morgen, er efter min mening meget tydelig. Vi appellerer til vores litauiske kollegaer om at overveje sagen yderligere og sikre, at den lovgivning, de vedtager, ikke diskriminerer BLBT-personer.

Jeg har ikke meget at sige om beslutningen, men det bliver tydelige og tydelige, at EU skal sikre sig stærkere retlige instrumenter til at håndhæve de grundlæggende rettigheder. Vi drøftede for nylig den kontroversielle medielov i Ungarn, og nu drøfter vi tilsvarende problemer.

Vi har fastlagt principperne – de fælles værdier for 500 mio. borgere – i de europæiske traktater, men når det handler om at omsætte dem til praksis, får vi problemer. Jeg vil derfor gerne høre kommissærens holdning til vores forslag om en europæisk køreplan for BLBT-rettigheder. EU har tidligere gjort meget for ligestilling mellem kønnene, og vi har regelmæssige køreplaner for ligestilling. Vi har alle mulige strategier for bekæmpelse af racisme og fremmedhad, bekæmpelse af social udstødelse og styrkelse af grundlæggende rettigheder, men ikke for BLBT-personer. Det er meget påtrængende og meget nødvendigt, at vi indfører en sådan strategi, dvs. en strategi for bekæmpelse af fordomme, uvidenhed, diskriminering og had og for styrkelse af BLBT-personers rettigheder.

Der er mange eksempler på problemet. Vi drøfter i dag ændringsforslag, der er fremsat i det litauiske parlament, men det må ikke få os til at glemme, at homofobi findes i alle medlemsstater.

Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på et andet forhold, og høre Deres holdning til det. Dette vedrører den europæiske asylpolitik og den kendsgerning, at mennesker, som søger asyl, fordi de forfølges på grund af deres seksuelle orientering, skal gennemgå en såkaldt fallometrisk test i en medlemsstat, som jeg ikke vil nævne ved navn. Det er særdeles nedværdigende. Det hører ikke hjemme i EU, og jeg vil gerne høre, hvad Kommissionen agter at gøre ved det.

  Ulrike Lunacek, spørger. – (EN) Fru formand! Min kollega, fru in 't Veld, har allerede forklaret, hvad beslutningen handler om, og har omtalt den, og jeg er helt enig i hendes spørgsmål til kommissæren. Hvad med en køreplan for BLBT-rettigheder i det fælles EU?

Jeg vil dog benytte en anden indgangsvinkel med henblik på forhåbentlig at overtale de medlemmer af Parlamentet, der endnu ikke har afgjort, om de vil stemme for denne beslutning. Ved De, hvad? Sidste sommer var fire medlemmer af Parlamentet, fru in 't Veld, jeg selv, hr. Cashman og hr. Fjellner, som repræsenterer fire grupper, flertallet i Parlamentet, i Vilnius i Litauen, samtidig med at den første baltiske gay pride-parade skulle afholdes i Vilnius med det formål at styrke og støtte BLBT-personerne i denne by. Vi var der under europæisk flag og fortalte alle, at dette flag beskytter os, lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle, og det gælder også for Litauen.

Hvad vil der ske med os og de litauere, der næste år marcherer til fordel for vores lige rettigheder i Vilnius, hvis denne lov vedtages i Seimas? Vi vil hver få en bøde på op til 2 900 EUR for offentligt at propagandere for seksuelle forhold – hvilket betyder homoseksualitet i dette tilfælde, fordi det tilsyneladende ikke gælder for heteroseksualitet. Er det virkelig, hvad Europa-Parlamentet ønsker? Er det, hvad det litauiske parlament ønsker, parlamentet i et land, der for 20 år siden kæmpede for sin egen frihed, hvor lesbiske og bøsser var nogle af dem, der kæmpede for frihed?

Det glæder mig, at Litauens præsident, fru Grybauskaitė, tidligere kommissær, og regeringen i Litauen allerede har udtalt, at dette lovforslag er i strid med Litauens forpligtelser i henhold til landets egen forfatning. Jeg håber, det præciseres, at forskellige former for seksualitet, seksuel orientering og livsstil, har været en del af alle kulturer og alle samfund og er det i Litauen, og at skjule sådanne kendsgerninger for offentligheden, for unge, skaber grobund for had, hadefuld tale og hadforbrydelser. Jeg tror ikke, der er nogen i Europa-Parlamentet eller det litauiske parlament, som ønsker det.

Jeg håber derfor, at Parlamentet og kommissæren vil støtte beslutningen. Vi behøver ikke Deres støtte, men jeg håber, vi får den.

  Cornelis de Jong, spørger. – (NL) Fru formand! Jeg vil tilslutte mig det, de forrige talere sagde, men jeg vil fremhæve endnu et aspekt af dette spørgsmål. Hvis det fremsatte ændringsforslag vedtages, kan det have alvorlige konsekvenser for andre end blot BLBT-samfundet i Litauen. Dette er endnu et eksempel på lovgivning, der kan bruges til at fornægte anerkendelsen af partnerskaber og ægteskaber mellem par af samme køn fra andre medlemsstater. Vi drøftede dette i Parlamentet i september sidste år, og fordi nogle spørgsmål ikke blev besvaret ved den lejlighed, indgav vi og andre medlemmer af Parlamentet en forespørgsel med henblik på afklaring. Kommissæren sendte os et svar, hvori han bl.a. anførte, at opholdsrettighederne for sådanne par anerkendes i den europæiske lovgivning. Jeg vil spørge Dem, om De også vil udfordre Litauen, hvis én af partnerne ikke er statsborger i en medlemsstat? Jeg vil sætte pris på et meget klart svar på dette spørgsmål.

Jeg har i Kommissionens arbejdsprogram læst, at Kommissionen i 2013 vil fremsætte et lovgivningsforslag vedrørende gensidig anerkendelse af virkningerne af visse love om civilstand. Mit spørgsmål er: Omfatter dette forslag også gensidig anerkendelse af ægteskaber og partnerskaber? Hvis det er tilfældet, er det godt, men hvorfor først i 2013?

Kommissionen har annonceret, at den vil iværksætte de nødvendige foranstaltninger, når embedsmænd har analyseret den litauiske lovgivning. Jeg vil derfor gerne vide, om analysen er blevet gennemført, og om Deres embedsmænd som et led i denne analyse har overvejet, hvilke konsekvenser det kan have for anerkendelsen af par af samme køn fra andre medlemsstater?

Hvilke foranstaltninger vil Kommissionen iværksætte mod Litauen, og hvad vil den gøre ved f.eks. Rumænien, hvis lovgivning specifikt udelukker anerkendelse?

Endelig lovede De, fru kommissær, under forhandlingen i september, at De hurtigt ville reagere på rapporten om homofobi fra Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder. I Deres skrivelse henviser De dog kun til Kommissionens årsberetning. Mener De ikke, at sagen fortjener mere opmærksomhed i lyset af udviklingen i Litauen? Kan De give tilsagn om, at De så hurtigt som muligt vil offentliggøre en særlig rapport om homofobi i EU?

  Monika Flašíková Beňová, spørger. – (SK) Fru formand! Jeg må helt ærligt sige, at jeg ikke forstår, hvad der sker i Litauen, eller snarere, at jeg er desillusioneret og indigneret over det.

Lige når det ser ud til, at vi opnår fremskridt i EU, i det mindste sådan som vi opfatter de grundlæggende menneskerettigheder, får vi et signal fra en af medlemsstaterne om, at sådan forholder det sig slet ikke.

Idéen om, at det f.eks. er nødvendigt ved lov at forbyde promovering af andre forhold end heteroseksuelle forhold, er efter vores mening usandsynlig regressiv og tilsidesætter fuldstændig alt, hvad vi i de senere år har opnået sammen på menneskerettighedsområdet i Parlamentet og sammen med Kommissionen.

Beskyttelse af børns åndelige sundhed er blot en skamfuld undskyldning, der udnyttes af usikre politikere. Vi skal og vil beskytte børn. Vi skal især beskytte dem mod vold og fattigdom, og vi skal skabe forudsætninger for deres uddannelse, sikkerhed og personlige udvikling. Alle eller de fleste af os ved dog af erfaring, at børn ikke tager skade af at se tegn på hengivenhed og kærlighed eller af promovering af andre forhold end heteroseksuelle forhold.

Jeg er derfor overbevist om, at det ikke længere i vores tid er passende at forhandle med tilhængerne af sådanne synspunkter, fru kommissær, eller fortsat at forsøge at forklare dem noget, at forsøge at forklare dem, hvorfor deres synspunkter er så sørgelig vildledte.

Vi skal efter min mening handle målrettet. Vi skal utvetydigt tilkendegive, at forsøg på at gennemføre homofobisk lovgivning utvetydigt er i strid med EU's grundlæggende principper og tydeligvis i strid med traktaterne, chartret om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention. De respekterer ikke ytrings- og informationsfriheden, forsamlingsfriheden eller forbuddet mod forskelsbehandling på grund af seksuel orientering.

Jeg vil også spørge kommissæren, om Kommissionen vil indlede en overtrædelsesprocedure mod Litauen vedrørende overtrædelsen, hvis en sådan lovgivning vedtages?

  Viviane Reding, næstformand i Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg vil først understrege, at Kommissionen utvetydigt afviser homofobi, fordi det er en direkte krænkelse af den menneskelige værdighed.

Det er også grunden til, at jeg den 22. november 2010 besøgte Litauen og med præsident Dalia Grybauskaitė og justitsministeren drøftede forslaget om at ændre forvaltningsloven, der indfører en ny forseelse, som straffes med bøde, nemlig "offentlig propaganda for homoseksuelle forhold", og det relaterede forslag om at ændre straffeloven.

I henhold til de seneste oplysninger, jeg har, blev vedtagelsen af forslaget om ændring af forvaltningsloven udsat i det litauiske parlament og forventes nu at ske i dette forår. Det betyder, at det stadig er under forhandling.

Kommissionen undersøger forslagene om at ændre den litauiske forvaltnings- og straffelov og andre litauiske love, hvad angår deres overensstemmelse med den relevante EU-lovgivning.

I 2009 udtrykte Kommissionen alvorlige bekymringer til de litauiske myndigheder vedrørende foreneligheden med EU's lovgivning og grundlæggende rettigheder af den litauiske lov om beskyttelse af mindreårige mod de skadelige virkninger af oplysninger til offentligheden. Efter Kommissionens indgreb blev loven ændret i december 2009.

I loven klassificeres oplysninger, der taler nedsættende om familieværdier eller tilskynder til en anden opfattelse af ægteskab og familie end den, der fremgår af Litauens forfatning og civillovbog, som værende skadelige for mindreårige. Den praktiske anvendelse af denne lov kan give anledning til spørgsmål, hvad angår overensstemmelse med direktivet om e-handel, direktivet om audiovisuelle medietjenester og princippet om ikkeforskelsbehandling. Kommissionen er i gang med at undersøge dette spørgsmål.

I henhold til mine oplysninger trådte en ændring af loven om offentliggørelse af oplysninger i kraft den 18. oktober 2010. I henhold til denne ændring må annoncer og audiovisuelle reklamemeddelelser ikke indeholde udtryk eller propaganda for seksuel orientering. Hvis disse bestemmelser forbliver gældende, vil vi have samme problemer, hvad angår overensstemmelse med direktivet om audiovisuelle medietjenester og muligvis en overtrædelse af artikel 21 i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

I maj 2010 henvendte Kommissionen sig til den litauiske regering og udtrykte bekymring over suspenderingen af den baltiske gay pride-parade. De kan huske det. Vi mindede i henvendelsen om, at friheden til fredelige forsamlinger, som er omhandlet i den europæiske menneskerettighedskonvention og artikel 12 i chartret om grundlæggende rettigheder, er ét af de principper, som EU er baseret på. På det grundlag blev den baltiske gay pride-parade afholdt den 8. maj 2010. Det var denne begivenhed, der blev omtalt af en tidligere taler.

Hvad angår spørgsmålet om en mulig europæisk strategi for bekæmpelse af homofobi, er det Kommissionens prioritet at sikre, at EU-lovgivningen er i fuld overensstemmelse med EU's charter om grundlæggende rettigheder, herunder artikel 21, som forbyder forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Hvordan dette kan opnås, forklares meget tydeligt i Kommissionens meddelelse om en strategi for Den Europæiske Unions effektive gennemførelse af chartret om grundlæggende rettigheder, som blev vedtaget den 19. oktober 2010. Vi vender tilbage til dette spørgsmål i årsberetningen om anvendelsen af chartret, som også omfatter fremskridtet med hensyn til anvendelsen af artikel 21. Dette vil ske i løbet af dette forår.

Ifølge denne logik er fallometrisk test som en asylpolitisk procedure naturligvis underlagt EU-lovgivningen og er direkte omfattet af chartrets artikel 21, som forbyder forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Hvis der er tale om forskelsbehandling i henhold til EU-lovgivningen eller den nationale gennemførelse af den, så kan EU naturligvis gribe ind. Det er meget klart, at EU kan gribe ind her.

Til sidst vil jeg gentage Kommissionens stærke løfte om at bekæmpe homofobi og forskelsbehandling på grund af seksuel orientering i så vid udstrækning, den har beføjelse til det i henhold til traktaterne.

Hvad angår anerkendelsen af civilstand, agter vi ikke at foreslå lovgivning, der kan gribe ind i medlemsstaternes væsentlige familieret eller ændre de nationale definitioner af ægteskab. Dette er subsidiaritet. Vores grønbog om anerkendelse af civilstand er udformet med henblik på grænseoverskridende situationer, f.eks. anerkendelse af fødselsattester, og omhandler ikke anerkendelse af ægteskab mellem par af samme køn. Vi må ikke blande tingene sammen: Det er medlemsstaterne, der definerer, hvad ægteskab er. Det er EU, der tillader fri bevægelighed og ikkeforskelsbehandling. Det er to fuldstændig forskellige ting. Sådan forholder det sig med den europæiske lovgivning, og det er, hvad vi anvender i praksis.

  Simon Busuttil, for PPE-Gruppen. – (EN) Fru formand! PPE-Gruppen har stærkt fokus på opretholdelsen af de værdier og principper, som EU er baseret på, herunder især respekten for menneskerettigheder. Europa skal bekæmpe enhver form for forskelsbehandling, og det omfatter forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Samtidig skal vi respektere ethvert demokratis ret til at drøfte, ændre og vedtage love, uden at vi griber ind i de nationale parlamenters forhandlinger, uden at vi krænker subsidiaritetsprincippet, og uden at vi på fordømmer en medlemsstat utidigt, så længe medlemsstaten respekterer menneskerettighederne og princippet om ikkeforskelsbehandling.

Vi synes ikke om idéen om at fordømme en medlemsstat, især fordi ændringsforslagene i dette tilfælde endnu ikke er forelagt til afstemning på det litauiske parlaments plenarmøde og stadig undersøges af de litauiske myndigheder. Det er ikke det eneste. De litauiske myndigheder har allerede tilkendegivet, at ændringsforslagene er i strid med den europæiske lovgivning, og de har erklæret, at de vil iværksætte foranstaltninger for at afhjælpe situationen og respektere princippet om ikkeforskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Dette lovgivningsforslag vil sandsynligvis aldrig blive indføjet i Litauens lovbog, og derfor er der ikke behov for at fordømme denne medlemsstat.

Endelig håber jeg alligevel, at PPE-Gruppen vil kunne støtte den fælles beslutning i morgen, hvis den ikke fordømmer en enkelt medlemsstat, og hvis den ændres, så den bliver mere afbalanceret.

  Sarah Ludford, for ALDE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg håber inderligt, at Litauen vil lære af erfaringerne i Det Forenede Kongerige, som selv har været igennem smerten ved at have en lov, der forbød promovering af homoseksualitet i skolerne. David Cameron, daværende leder af Det Konservative Parti og nu premierminister, sagde for 18 måneder siden, at hans parti tog fejl, da det støttede loven i 1988, som efterfølgende er ophævet. David Cameron har endda forudsagt, at den første åbent homoseksuelle premierminister i Det Forenede Kongerige vil blive en konservativ. Lad os nu se, men det er, hvad han forudsagde.

De kan altså se en enorm holdningsændring på to årtier. Denne udvikling af holdninger, som min kollega, Charles Tannock, ved meget mere om, og denne ændring fra det moderate højre afspejles i en beskeden og moderat PPE-beslutning og Simon Busuttils indledende bemærkninger. Jeg håber, at PPE-Gruppen vil slutte op om hovedbeslutningen, hvis gruppens ændringsforslag vedtages under afstemningen i morgen.

Situationen i Det Forenede Kongerige har ændret sig så vidt, at ejerne af en lille hotelpension blev tvunget til at betale erstatning til et homoseksuelt par, som de i strid med loven havde afvist. Som dommeren bemærkede, må disse ejere frit have eller drøfte deres eget syn på homoseksualitet, men de må ikke forskelsbehandle på grundlag af disse synspunkter. Det er retten til at tale, drøfte, forhandle og samles, der berøres af de litauiske lovforslag.

Hvis promovering af eller propaganda for homoseksualitet forbydes, vil det have en nedkølende virkning på ytringsfriheden og debatten, som Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder har påpeget. Jeg tilslutter mig Sophie in 't Velds opfordring til en EU-køreplan for bekæmpelsen af homofobi og forskelsbehandling, og jeg opfordrer alle på tværs af Parlamentets politiske spektrum til at forenes i støtten til hele rækken af menneskerettigheder.

  Marije Cornelissen, for Verts/ALE-Gruppen. – (NL) Fru formand! Dette er ikke første gang, Litauen har overtrådt EU's grundlæggende værdier og EU-traktaten. Det litauiske parlament bliver tilsyneladende mere og mere skamløst i sin begrænsning af homoseksuelles rettigheder.

Vi skal iværksætte foranstaltninger for at stoppe dette. EU's værdier og love kan ikke behandles som en à la carte-menu – vi vil have denne ret, men ikke den der. Alle, der ønsker at blive og forblive medlem af EU, skal overholde vores lovgivning. Det gælder for Litauen, men det gælder i lige så høj grad for Frankrig og Nederlandene. Tænk nu, hvis Nederlandene f.eks. begyndte at pille ved indvandrernes rettigheder en gang i fremtiden. Vi skal handle. Hvis vi ikke gør det, er der ingen i EU, der vil kunne føle, at de er tilstrækkelig beskyttede.

Det glæder mig, at kommissæren straks har indledt en retlig analyse, og jeg håber, den meget snart vil blive fulgt op. Vi kan bestemt ikke tillade en situation, hvor mennesker først blive ofre for disse love og derefter tvinges til at rejse til en nabomedlemsstat for at håndhæve deres rettigheder som EU-borgere gennem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! EU er grundlagt på princippet om, at alle dets borgere har lige rettigheder og frihedsrettigheder. Alle lande, der ønsker at blive medlem af EU, skal forpligte sig over for dette princip og undertegne den europæiske menneskerettighedskonvention, ikke mindst vedrørende seksuel orientering.

Da Litauen tiltrådte EU for syv år siden, lovede det at opretholde vores fælles værdier om tolerance og lighed. Siden da er EU's charter om grundlæggende rettigheder – og herunder artikel 12 og 21 – trådt i kraft og lovfæster yderligere borgernes ret til ikkeforskelsbehandling på grund af seksuel orientering på institutionelt plan i EU.

Som talsmand for mit parti og min gruppe i spørgsmål vedrørende menneskerettigheder uden for EU kan jeg kategorisk sige, at ECR-Gruppen opretholder og støtter principperne om lighed, tolerance og forskellighed i hele verden.

Mange europæere har dog traditionelle holdninger med hensyn til homoseksualitet, som ofte er baseret på deres religiøse overbevisning. Ligesom vi forsøger at opretholde loven for at beskytte BLBT-rettighederne, så bør vi også søge at sikre, at alle, der vil udtrykke modsatte, ikkeprovokerende synspunkter inden for lovens rammer for ytringsfrihed, også har mulighed for at gøre det.

Det litauiske samfund er uden tvivl generelt konservativt, og det bør vi have forståelse for. Alle har ret til deres egne private holdninger, men på institutionelt og retligt plan kan vi ikke gå på kompromis med princippet om, at vi alle er lige. Lighed er et adelsmærke for det progressive samfund i Europa, og jeg tror faktisk, at den retssikkerhed og de individuelle rettigheder, som EU garanterer, virkede som en magnet på lande, som f.eks. Litauen, da de dukkede frem fra den kommunistiske totalitære undertrykkelse.

Jeg opfordrer derfor indtrængende de litauiske myndigheder til at overveje, at EU er forpligtet til at hindre en sådan marginalisering, bagvaskelse og forfølgelse af mindretal, som var så udbredt i hele Europa i den første halvdel af det 20. århundrede. Kommissionen bør bestemt undersøge det litauiske lovforslag og afgøre, om det efter Kommissionens mening er foreneligt med EU-lovgivningen, selv om det naturligvis er muligt, som Simon Busuttil påpegede, at dette forslag slet ikke bliver vedtaget, da Litauen er et demokrati og kun har alt for godt kendskab til alle de problemer, vi rejser i denne forhandling i aften.

  Joe Higgins, for GUE/NGL-Gruppen. – (EN) Fru formand! Lovforslaget om at forbyde såkaldt offentlig propaganda for homoseksuelle forhold i Litauen er endnu en undskyldning for at knuse bøssers, lesbiskes samt bi- og transseksuelles rettigheder i landet.

Hvor er det ironisk, at et land, der kastede lænkerne fra et stalinistisk diktatur af sig for kun 20 år siden, nu begynder at efterabe én af dette systems mange forbrydelser, nemlig undertrykkelsen af borgernes ret til at leve frit og i fred i overensstemmelse med deres egen seksuelle identitet.

Jeg hylder det mod, som hundredvis af homoseksuelle og deres støtter viste ved at trodse kampagnen mod dem i marchen under den baltiske gay pride-parade i Litauens hovedstad, Vilnius, i maj sidste år. Det er afskyeligt at opleve højrefløjspolitikere gøre de homoseksuelle i Litauen til syndebukke. Det politiske establishment i landet har på sørgelig vis svigtet sit folk, navnlig ungdommen. Ligesom i Irland har markedskapitalisme og finansiel spekulation ødelagt de baltiske landes økonomier, herunder Litauen, hvor arbejdsløsheden er steget til hele 18 %, og arbejdsløsheden blandt unge er så uhyrlig som 35 %. Under disse omstændigheder er udnyttelsen af mindretal, herunder homoseksuelle, som syndebukke en almindelig, kynisk metode til at aflede opmærksomheden fra politikernes mange fejl.

Ligesom under hadkampagnen mod homoseksuelle i Uganda forsøger den homofobiske kampagne i Litauen at antyde, at homoseksuelle udgør en trussel mod børn, underforstået at de misbruger børn seksuelt. Det er gyselig bagvaskelse, som har til formål at forvirre og vildlede. Der er bagvaskelse, der får forældre til at se i den forkerte retning for at beskytte deres børn. Som irer kan jeg bekræfte, at trusler mod børn på tragisk vis ofte kommer inde fra selve de institutioner, hvor de burde føle sig sikre, inde fra bestemte familier og inde fra visse områder af den katolske kirke.

Det er forkasteligt, at unge mennesker i Litauen, der kæmper med deres gryende seksualitet – hvilket i sig selv er en vanskelig periode – nu skal gøre det i en atmosfære af intolerance og frygt. Vi skal derfor være solidariske med alle borgere i Litauen, Rusland, i hele EU og resten af verden og deres ret til at leve i fred og i overensstemmelse med deres egne identiteter.

  Dimitar Stoyanov (NI). – (BG) Fru formand! Det vigtigste budskab, jeg får fra talerne i dag, er at de antager, at de foreslåede ændringer vil forskelsbehandle homoseksuelle. Men de er ikke sikre på det. Det er blot en antagelse. Derfor kom jeg til at tænke på filmen "Minority Report", hvor det lokale politi bruger clairvoyante til at dømme mennesker, inden de begår en forbrydelse.

I øjeblikket befinder Litauen sig netop i en sådan situation. Det dømmes for noget, det endnu ikke har gjort. I dette ligger der også et andet grundlæggende problem, der vil plage os i de kommende år, og det er konflikten mellem forskellige gruppers forskellige rettigheder.

Retten til forsamling, som vi drøfter her i dag, er som bekendt ikke ubegrænset og absolut. En forsamling skal være fredelig, og den skal gennemføres under bestemte forhold, der ikke truer den offentlige orden.

Jeg er klar over, at dette overskrider rammerne for den aktuelle sag, men vi må ikke glemme, at sådanne konflikter mellem rettigheder oftere og oftere vil blive et enormt problem for EU, og at vi vil nå et punkt, hvor vi skal afgøre, hvis rettigheder og frihedsrettigheder der skal prioriteres frem for andre, hvis vi fortsætter med at udvide omfanget af såkaldte borgerrettigheder og frihedsrettigheder.

  Joanna Katarzyna Skrzydlewska (PPE). – (PL) Fru formand! I Litauen har vi i øjeblikket en situation, hvor vi på den ene side taler om de demokratisk valgte regeringers ret til at skabe deres egne love i deres egne lande og på den anden side om forpligtelsen til at respektere menneskerettighederne, som er beskyttet af EU's lovgivning og internationale konventioner. Europa-Parlamentets rolle er uden tvivl bl.a. at undersøge alle sager, hvor der kan være tale om en krænkelse af menneskerettighederne på grund af et tilhørselsforhold til særlige sociale grupper. Parlamentet har ved adskillige lejligheder fremsat beslutningsforslag i den henseende. Det har altid opponeret imod krænkelsen af disse rettigheder.

Dagens forhandling er også et resultat af bekymringen over, at en foreslået ændring af den litauiske lov kan føre til begrænsning af f.eks. ytringsfriheden i Litauen på grund af seksuel orientering. Denne bekymring er velbegrundet, idet Parlamentet gentagne gange har rejst eksempler på, at landets regering behandler menneskerettighederne selektivt. Jeg tænker her især på etniske mindretalsgrupper, der ikke behandles lige i henhold til den litauiske lov vedrørende deres rettigheder. Det skal understreges, at et lands lovforslag skal overholde fastlagte standarder og skal være i overensstemmelse med EU-lovgivningen, som garanterer ligebehandling til angivne mindretal, herunder etniske mindretal.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D). – (LT) Fru formand! Eftersom vi i dag drøfter en så følsom sag for mit land, Litauen, vil jeg først og fremmest understrege, at Litauen som medlem af EU respekterer menneskerettighederne, frihedsrettighederne og EU's værdier. Der har desværre været tilfælde, hvor individuelle medlemmer af det litauiske parlament har fremsat lovforslag, der krænker menneskerettighederne og forskelsbehandler borgerne. Jeg kan dog oplyse, at den litauiske regering sidste onsdag fremsatte en negativ konklusion vedrørende det forslag, der blev drøftet i det litauiske parlament med henblik på at indføre bødestraffe for offentlig propaganda for homoseksuelle forhold, fordi det er i strid med folkeretten, EU-lovgivningen og Litauens forfatning og betragtes som forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Litauen har ratificeret Lissabontraktaten og skal derfor overholde EU-chartret om grundlæggende rettigheder, som forbyder enhver form for forskelsbehandling, herunder forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. Lovforslaget blev fordømt af Litauens præsident, fru Dalia Grybauskaitė. Jeg vil understrege, at ændringerne i lovforslaget endnu ikke er vedtaget af Litauens parlament. Endvidere har udvalget for menneskerettigheder i det litauiske parlament endnu ikke fremsat sine konklusioner vedrørende ændringsforslagene. Jeg håber, at Litauen vil inddrage den europæiske og internationale kritik, den litauiske regerings negative konklusion og Europa-Parlamentets beslutning, at det litauiske parlament vil have den politiske vilje til at forkaste lovforslaget, som vil krænke menneskerettigheder og frihedsrettigheder, og at alle former for forskelsbehandling vil blive standset, herunder på grund af seksuel orientering.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE). – (EN) Fru formand! Det er efter min mening tydeligt, at det budskab, vi ønsker at sende til det litauiske parlament – og ikke kun til dem, men til alle, der stadig foregiver at ville forhandle grundlæggende kendsgerninger – er mere nødvendigt end nogensinde før. Der er to kendsgerninger, vi igen skal understrege over for visse kolleger, der tilsyneladende har glemt dem. Den første er, at homoseksualitet ikke længere er klassificeret som en psykisk sygdom, og den anden, som er særlig relevant her, er, at der er ingen troværdig forskning, som viser, at oplysning af børn om homoseksualitet kan påvirke deres seksuelle orientering.

Det er kendsgerningerne, og ingen retsakter eller lovforslag kan modsige dem. Det budskab, vi vil sende i morgen, er blot at minde vores kolleger om, at disse spørgsmål ikke kan diskuteres. Derfor skal vi vedtage denne beslutning, og derfor skal vi støtte den litauiske præsidents forsøg på at standse det, der sker. Men jeg fastholder, at budskabet ikke kun er rettet mod litauerne, men mod alle, der stadig ved lejlighed bringer sådanne emner op til diskussion.

  Konrad Szymański (ECR). – (PL) Fru formand! Der er efter min mening ikke noget parlament i verden, som er mere hypersensitivt over for beskyttelsen af rettighederne for seksuelle mindretal end Europa-Parlamentet. Den litauiske lov, der er dårligt oversat i beslutningen, som vi skal stemme om, er endnu ikke vedtaget. Parlamentet er allerede begyndt at kritisere en af sine medlemsstater. Vi bør ikke gribe ind i den suveræne lovgivningsproces i Litauen, en suveræn stat.

Vi bør uden tvivl have mere tillid til lovgivningsprocessen i Litauen og udvise mere forståelse over for de medlemmer af det litauiske parlament, der faktisk påpeger, at børn og unge skal ydes bedre beskyttelse mod ofte aggressiv eksponering for materiale med et seksuelt indhold. Det er en fuldstændig naturlig diskussion. Tilsyneladende har vi helt overset børnenes rettigheder i denne forhandling. Vi finder ingen tillid, respekt for suverænitet, tilbageholdenhed eller hensyn til børns rettigheder i denne beslutning. Derfor kan vi ikke støtte denne beslutning.

  Joanna Senyszyn (S&D). – (PL) Fru formand! De fleste EU-borgere mener, at alle er lige, og at alle har de samme rettigheder. I nogle europæiske lande er toleranceniveauet over for seksuelle mindretal dog stadig for lavt. Der er tilfælde på tilskyndelse til had mod homoseksuelle, forbud mod parader for lighed og endda love, der er i strid med EU's lovgivning, f.eks. det diskriminerende litauiske lovforslag. Etableringen af et ensartet minimumsniveau for beskyttelse i EU af mennesker, der udsættes for forskelsbehandling på grund af alder, seksuel orientering, handicap, religion eller overbevisning, ville standse sådanne tiltag. Hvornår vil det blive gennemført? Den fuldstændige adskillelse af kirke og stat er vigtig, eftersom homofobi spredes i de områder, hvor religion spiller en alt for stor rolle. Selv i dag er homoseksualitet ulovlig i 76 lande i verden, og homoseksuelle forhold medfører dødsstraf i otte islamiske lande. I Europa har vi højst bestemmelser eller lovforslag, der kaster skam over den frie verden. Derfor er vores beslutning og EU's direktiv om ikkeforskelsbehandling så vigtige.

  Catherine Trautmann (S&D). – (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det ændringsforslag, der i øjeblikket behandles af det litauiske parlament, og som vil gøre det strafbart offentligt at promovere homoseksualitet, blev udformet inden for rammerne af en lov om beskyttelse af mindreårige mod skadelige virkninger af offentlige oplysninger.

Hvordan kan vi angiveligt for at beskytte mindreårige undergrave ytrings- og informationsfriheden og frem for alt tillade forskelsbehandling på grund af seksuel orientering? Vi er alle klar over, at en tekst af denne art vil gøre det nødvendigt at skjule den personlige seksuelle orientering og er i strid med rettighederne for lesbiske, bøsser samt bi- og transseksuelle (BLBT), som vi har forsvaret, og som Parlamentet har forsvaret. Vi oplever i denne tid vold og aggression mod homoseksuelle, og dette er en tilskyndelse til at kriminalisere homoseksualitet og en opfordring til vold. Vi må ikke give de unge et billede af Europa som et samfund, der er lukket, intolerant og indadvendt, og som tilsidesætter respekten for andre mennesker.

For os er denne lov derfor i klar strid med de europæiske værdier, der er nedfældet i EU-chartret om grundlæggende rettigheder og den europæiske menneskerettighedskonvention. Som det er blevet sagt, er den også i strid med alle retsakter vedrørende ikkeforskelsbehandling i EU-lovgivningen, som har ydet et betydeligt bidrag til at gøre vores nationale love mere egalitære i mange aspekter af dagligdagen lige fra beskæftigelse til information og uddannelse.

Jeg takker kommissæren for den meget klare erklæring, og jeg håber, at alle grupper kan forstå Deres og mine kollegers argumenter. Jeg opfordrer alle medlemmer af alle de politiske grupper til at slutte op om Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet, Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa (ALDE-Gruppen), Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance (Verts/ALE) og Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre (GUE/NGL), som har taget initiativ til udformningen af denne beslutning.

  Anna Záborská (PPE). – (SK) Fru formand! Hvorfor involverer Parlamentet sig i et lovforslag, der er fremsat af et medlem af et nationalt parlament? Jeg vil gerne høre, hvornår vi er begyndt at diktere lovgiverne i medlemsstaterne, hvad de må drøfte, og hvad de ikke må drøfte?

Hverken denne forhandling eller beslutningsforslaget, som vi stemmer om i morgen, vedrører en lov, der er trådt i kraft. De vedrører en ikkebindende tekst, der drøftes i parlamentet i en EU-medlemsstat. Den lov, der risikerer at true mediefriheden i Ungarn, er trådt i kraft.

De fleste af os mener dog, at vi skal give den ungarske regering tid til at ændre loven, hvis det er nødvendigt, inden vi involverer os i sagen. Om ikke andet, så bør vi være konsekvente.

Lad os også suspendere denne beslutning – i det mindste indtil afslutningen af forhandlingen i det litauiske parlament.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (LT) Fru formand! Jeg er fra Litauen, og den beslutning, vi forhandler i dag, er baseret på en ændring af den litauiske forvaltningslov. Jeg understreger, at dette er en uafsluttet lovgivningsproces i det nationale parlament, som Parlamentet forsøger at blande sig i. Forslaget er i høringsfasen, ikke under endelig vedtagelse, og der er ikke ført forhandlinger eller drøftelser i udvalget. Af hensyn til retfærdigheden må jeg sige, at de institutioner, der skulle evaluere vores gruppes ændringsforslag, fremsatte konklusioner, der ikke er støtter forslaget. Derfor er det forventede resultat, der drøftes i dag, sandsynligvis ikke det, vi drøfter her. Jeg kan derfor ikke støtte beslutningen, da det er en overdreven reaktion. Jeg vil igen henvende mig til min ven, hr. Higgins. De bør ikke henvise til noget, De ikke har oplevet. Det er simpelthen ubegribeligt, at De kan sammenligne dagens Litauen med Sovjetunionen.

  Alexandra Thein (ALDE). – (DE) Fru formand, fru kommissær! Den europæiske menneskerettighedskonvention og EU-chartret om grundlæggende rettigheder forbyder forskelsbehandling på grund af seksuel orientering. I henhold til artikel 6 og 7 i EU-traktaten og artikel 19 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde har EU's organer og alle medlemsstater pligt til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af seksuel orientering.

Litauen er medlem af EU og har forpligtet sig til at dele disse fælles værdier for 500 mio. borgere i EU. Det glæder mig for det første, at den planlagte lov efter vores første beslutning i 2009 blev gennemført i en mindre streng form, at vi endnu ikke har konstateret eksempler på anvendelse af denne lov, at anvendelsen i forbindelse med Christopher Street Day-paraden mislykkedes, og at paraden blev gennemført. Det overrasker mig derfor så meget desto mere, at der nu foreslås nye lovgivningsforanstaltninger, som betyder, at personer, der offentligt taler om eller giver oplysninger om homoseksuelle forhold, kan idømmes bøder på op til 2 900 EUR, og at der ikke længere er lige muligheder for homoseksuelle – men i det mindste for kvinder.

Jeg glæder mig derfor over Kommissionens strategi for bekæmpelse af homofobi, og jeg takker navnlig kommissær Reding for at understrege vigtigheden af at beskytte grundlæggende rettigheder ved sin deltagelse på plenarmødet på et tidspunkt, hvor vi nærmer os midnat.

  Viviane Reding, næstformand i Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg har bemærket den meget brede enighed i Parlamentet mellem alle de største politiske partier om princippet om ikkeforskelsbehandling. Hvis der var en beslutning, som virkelig understregede dette princip og dets anvendelse i den nationale lovgivning – en forpligtelse, nationalstaterne har accepteret over for EU's regler – ville dette efter min mening være et meget vigtigt øjeblik.

De medlemmer af Parlamentet, der tydeligt tilkendegav, at vi her taler om lov, der ikke er en lov, men et lovforslag fra visse parlamentarikere, har helt ret, men jeg vil også påpege, at både Litauens præsident og regering tydeligt har opponeret mod disse forslag fra visse parlamentarikere.

Jeg håber, at en næsten enstemmig beslutning ved afstemningen i morgen vil understrege disse principper, som de 27 medlemsstater frit har tilsluttet sig, nemlig principperne bag vores europæiske direktiver, og som er blevet styrket af chartret om grundlæggende rettigheder. Jeg kan kun tilslutte mig Parlamentets stærke holdning.

  Formanden. – Jeg har modtaget to beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 115, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted onsdag den 19. januar 2011.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Kristiina Ojuland (ALDE), skriftlig. – (EN) Eftersom vi er kritiske over for krænkelser af borgerrettigheder i tredjelande, skal vi udøve samme kontrol i medlemsstaterne. Det er meget skuffende, at det litauiske parlament er gået så vidt, at det kriminaliserer udbredelsen af information om seksuel orientering under foregivende af at ville beskytte mindreårige, religiøse følelser og politiske overbevisninger. Det er en klar krænkelse af ytringsfriheden og kan ikke retfærdiggøres – end ikke ved befolkningsflertallets vilje. Mindretallenes ukrænkelige rettigheder har altid været et adelsmærke for demokrati, men det litauiske parlament har forvekslet populisme med demokrati. Jeg håber, at det litauiske parlament ændrer eller ophæver de love, der basalt set er homofobiske og i strid med den litauiske forfatning, den europæiske menneskerettighedskonvention, EU-chartret om grundlæggende rettigheder og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Jeg hylder det mod, som den litauiske præsident, Dalia Grybauskaitė, udviser ved offentligt at opponere mod forskelsbehandling, og jeg håber, at andre vil følge hende. Hvis det litauiske parlament ikke overholder sine internationale forpligtelser, er et indgreb på EU's vegne nødvendigt.

(1) Se protokollen.

19. Dagsorden for næste møde: protokollen

20. Hævelse af mødet

(Mødet hævet kl. 23.55)