Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 19. januar 2011 - Strasbourg

4. Konklusioner fra Det Europæiske Råd (16.-17.12.) (forhandling)

  Formanden. – Det næste punkt er Det Europæiske Råds og Europa-Kommissionens erklæringer om konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 16.-17. december. I henhold til traktaten vil formanden for Det Europæiske Råd, hr. Van Rompuy, fremlægge rapporten.

  Herman Van Rompuy, formand for Det Europæiske Råd. – (EN) Hr. formand! For det første vil jeg ønske alle et godt nytår! Ganske enkelt, og jeg ønsker godt nytår til medlemmerne personligt og til EU som helhed i disse svære tider. Da det sidste møde i Rådet allerede ligger en måned tilbage, erindrer jeg om, at jeg allerede aflægger en fuldstændig rapport hver gang til Parlamentets formandskonference blot et par timer efter hvert møde.

På Rådets møde i december fokuserede vi den første dag på økonomiske spørgsmål og på andendagen på udenrigspolitikken. Med hensyn til den økonomiske politik nåede vi frem til nogle vigtige konklusioner. Først vedtog vi forslaget om den begrænsede traktatændring, der er nødvendig for etableringen af en permanent mekanisme for at sikre den finansielle stabilitet i euroområdet som helhed. Efter vores principielle aftale på mødet i oktober, om at en sådan traktatændring er nødvendig, havde jeg konsulteret medlemmerne af Rådet om denne traktatændrings eventuelle affattelse og indhold. Jeg sikrede enighed om en tekst bestående af to sætninger, der skal indsættes i traktatens artikel 136. Citat:

"De medlemsstater, der har euroen som valuta, kan etablere en stabilitetsmekanisme, der skal aktiveres, hvis det er nødvendigt for at sikre stabiliteten i euroområdet som helhed. Ydelsen af enhver påkrævet finansiel støtte inden for rammerne af mekanismen vil være underlagt streng konditionalitet."

Dette er et afgørende element i vores bestræbelser på at klæde Europa bedre på til at modstå kriser. Det er vigtigt – ikke blot for retssikkerheden, men ligeledes for markedets troværdighed. Da denne ændring ikke vil øge EU's kompetence, var alle Rådets medlemmer enige om, at det var hensigtsmæssigt at anvende en forenklet revisionsprocedure. Dette forudsætter nu en udtalelse fra Parlamentet samt fra Kommissionen og Centralbanken. Vi håber på at kunne sikre Deres godkendelse. Jeg bliver næppe nødt til at erindre medlemmerne om, at det er vigtigt, at dette kommer til at gå så hurtigt og glat som muligt i en periode, hvor markedssvingningerne fortsat vækker bekymring.

Jeg ved, at medlemmerne og de ansvarlige udvalg har fulgt dette emne nøje, ikke mindst i forbindelse med arbejdet i taskforcen om økonomisk styring, som jeg var formand for, og som gav anledning til møder mellem undertegnede og de syv formænd for de af Parlamentets udvalg, der var inddraget mest i arbejdet. Jeg ønsker at takke formanden, hr. Buzek, for hans bidrag hertil på Rådets møde og for at have orienteret os om Parlamentets vilje til en hurtig behandling af dette emne.

Med Parlamentets udtalelse i ryggen vil Rådet kunne udmønte udkastet til afgørelse til en fuldgyldig afgørelse på sit møde i marts. Derefter vil traktatændringen skulle godkendes i hver enkelt medlemsstat. Målet er, at ændringen skal træde i kraft senest den 1. januar 2013, så den permanente mekanisme selv kan være på plads i juni 2013.

Rådet har ligeledes undersøgt, hvad denne fremtidige mekanismes centrale indhold kunne være. Allerede i oktober bad vi Kommissionen om at udføre det forberedende arbejde. Dette udmøntede sig i en erklæring, der blev fremsat af Eurogruppens finansministre den 28. november, og som Rådet fuldt ud tilsluttede sig på mødet. I erklæringen forudses det, at den fremtidige europæiske stabilitetsmekanisme vil blive udformet på grundlag af den nuværende mekanisme, så involvering af IMF er forudset. EU vil fortsat nøje overholde normal IMF-praksis og international praksis. For så vidt angår den private sektors rolle, vil beslutninger blive truffet fra sag til sag, så involvering af den private sektor vil ikke være et forhåndskrav for støtte inden for rammerne af den fremtidige stabilitetsmekanisme.

Endelig havde Rådet også en meget god og indgående udveksling af synspunkter om den seneste økonomiske udvikling og om, hvordan vi skal tackle udfordringerne for alle de europæiske økonomier, både på kort og lang sigt. Formanden for Centralbanken var også til stede og Rådet bifaldt en erklæring udarbejdet af de stats- og regeringschefer fra euroområdet og de EU-institutioner, der var til stede. Med denne drøftelse blev følelsen af beslutsomhed og enhed blandt medlemsstaterne og institutionerne bekræftet. Alle rundt om bordet var enige i den grundlæggende analyse. Jeg påpeger derfor, at alle 27 er enige, også selv om analysen specifikt vedrører de nuværende 17 eurolande. Vi har således en fælles strategi, der skal krisesikre vores økonomier og øge den strukturelle økonomiske vækst i Europa.

Lad mig nævne elementerne i denne fælles strategi, som afspejler den vedtagne erklæring. Tre punkter drejer sig om det arbejde, der skal udføres af de nationale regeringer. For det første finanspolitisk ansvar. For det andet stimulering af væksten og for det tredje, at de to lande med støtteprogrammer yder en energisk indsats for at gennemføre de nødvendige foranstaltninger, og vi hilser alle indsatsen fra de to regeringer, Grækenland og Irland, og deres befolkninger velkommen.

To andre punkter drejer sig om det arbejde, der skal udføres af medlemsstaterne og EU-institutionerne i fællesskab. For det første anmoder Rådet de øvrige institutioner, og ikke mindst Parlamentet, om at sikre, at de beslutninger, der blev vedtaget i oktober på grundlag af den taskforce, jeg var formand for, og som vedrørte stabilitetspagten og makroøkonomisk overvågning, vil være på plads inden sommeren. Det er vores fælles pligt. For det andet er vi enige om at gennemføre nye stresstests inden for banksektoren for at sikre fuld gennemsigtighed som led i den bredere kontekst med EU's årlige øvelse.

Vores beslutsomhed er klar. Stats- og regeringscheferne i euroområdet og EU's institutioner "er rede til at gøre alt, hvad der er nødvendigt for at sikre stabiliteten i euroområdet som helhed". Arbejdet med at udvikle disse elementer i den overordnede strategi fortsætter.

På den anden mødedag fokuserede vi på vores forbindelser med de strategiske partnere. Cathy Ashton fremlagde fremskridtsrapporter om, hvordan vi skal stille os i forholdet til vores strategiske partnere, og jeg briefede kollegerne om de positive resultater af de tre seneste topmøder, nemlig: topmødet med præsident Obama, hvor vi åbnede nye veje for transatlantisk samarbejde om vækst, beskæftigelse og sikkerhed som f.eks. grøn vækst og cybersikkerhed, topmødet med præsident Medvedev, der førte til en bilateral aftale om Ruslands tiltrædelse af WTO, hvilket var et væsentligt resultat, og topmødet med Indiens premierminister Singh, der viste gode fremskridt for en ambitiøs og afbalanceret frihandelsaftale med Indien, der forhåbentlig giver resultater i første halvår i år, og ligeledes en fælles erklæring om international terrorisme.

Alle disse møder har vist, at EU ikke blot er en økonomisk union og en handelsblok for vores partnere, men også en geopolitisk partner.

Rådet besluttede også at give Montenegro status af tiltrædelsesland. Det understreger Rådets opfattelse af, at landene i det vestlige Balkan har tilknytning til Europa.

Vi nåede endelig også til enighed om en holdning til Côte d'Ivoire i overensstemmelse med det, udenrigsministrene besluttede for et par dage siden, idet vi sender et klart signal om nødvendigheden af at respektere resultaterne af demokratiske valg.

Som bekendt skal Rådet den 4. februar først og fremmest behandle vores vækstdagsorden. Innovation og energi, og især energiforsyningssikkerhed, er centrale aspekter i denne forbindelse. I marts får vi den første forsmag på det såkaldte europæiske halvår. Det må ikke udvikle sig til en bureaukratisk proces, men skal derimod være en reel lejlighed for en indgående drøftelse af status for vores økonomi og de tiltag, der skal iværksættes.

Kære parlamentsmedlemmer, vi er naturligvis klar over, at vi bliver nødt til at styrke og uddybe den økonomiske koordinering og konvergens i euroområdet. Vi vil gøre en så stor indsats som mulig inden for en omfattende ramme, og jeg er overbevist om, at vi vil opnå den nødvendige enighed.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Sidste år stod EU over for en række barske tests, og mødet i december i Rådet har vist, at vi er fast besluttede på at træffe de beslutninger, der er nødvendige for at bakke op om vores resultater. Ved navnlig at nå til enighed om at etablere en europæisk stabilitetsmekanisme og foretage den dermed forbundne traktatændring har vi vist vores fulde opbakning til en støtte af euroområdet og af de medlemsstater, der benytter sig heraf til fordel for hele EU.

Kommissionen vil vedtage sin formelle udtalelse om traktatændringsteksten inden Rådets forårsmøde. Vi vil bestemt gøre vores til at forklare de europæiske borgere, hvorfor denne begrænsede ændring bør støttes. Denne aftale gør det muligt for os at komme op i omdrejninger, og Kommissionen vil samarbejde tæt med finansministrene om at præcisere detaljerne i den permanente stabilitetsmekanisme før Rådets forårsmøde. Selv om denne vil blive en mellemstatslig mekanisme, som var den eneste mulighed, medlemsstaterne kunne tage op til overvejelse, er det vigtigt, at den bliver etableret på en måde, der er i fuld overensstemmelse med traktaten, og at den styrker vores stabilitetsbestemmelser i overensstemmelse med budgetovervågningsprincipperne og -instrumenterne.

Disse beslutninger er knyttet til den lange række foranstaltninger, som vi træffer som led i vores strategi om at håndtere både den økonomiske krise og konsekvenserne heraf og nødvendigheden af at skabe vækst med arbejdspladser. Det har Rådet anerkendt. Stats- og regeringscheferne i euroområdet og især de europæiske institutioner har også gjort det klart, at de er alt, hvad der er nødvendigt for at sikre stabiliteten i euroområdet som helhed. Navnlig statscheferne opfordrede til målrettede foranstaltninger med henblik på at sikre, at der var en passende finansiel støtte til rådighed gennem den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet i den mellemliggende periode, hvor vi afventer, at den permanente mekanisme træder i kraft. Dette var konklusionerne på Rådets seneste møde.

Rådet opfordrede også til en hurtig vedtagelse inden juni af Kommissionens forslag fra september om økonomisk styring. Det anerkendte den vigtige rolle, som Europas 2020-strategi også vil spille i forbindelse med Europas tilbagevenden til bæredygtig vækst. Det europæiske halvår, som vi lancerede sidste uge sammen med den årlige vækstundersøgelse, knytter alle disse tendenser sammen. Jeg mener, det er banebrydende og effektivt forbedrer den måde, hvorpå vi forvalter og koordinerer vores indbyrdes afhængige økonomier i EU. Det resulterer i en virkelig europæisk økonomisk styring. Det er vores nye økonomiske styring i praksis, og denne styring bør være den samlede reaktion på krisen.

Kommissionen har sendt et meget klart signal herom i den årlige vækstundersøgelse. Lad mig lige fokusere på dette, for også på grundlag af de meget vigtige konklusioner fra Rådets møde i december mener jeg, at det nu er vigtigere end nogensinde at se på de næste skridt. Jeg mener, at en ny virkelighed bryder frem. Politikkerne vedrørende økonomisk styring og økonomisk koordinering er blevet ændret, og dette skyldes ikke blot, at de såkaldte føderalister har ønsket dette. Markederne ønsker det. Vores internationale partnere ønsker det. Det drejer sig simpelthen om sund fornuft, og den efterlever vi og vil blive ved med at efterleve.

Det nye europæiske halvår kombinerer strammere finanspolitiske regler ved at styrke stabilitets- og vækstpagten med en effektiv økonomisk koordinering. Den giver mulighed for ex ante-samordning, hvilket betyder, at vi drøfter hinandens såvel økonomiske politik som finanspolitik, inden disse vedtages. Vi ser os ikke længere over skulderen med henblik på at gennemføre justeringer, men ser derimod fremad for at give vejledning.

Denne ex ante-strategi er et centralt element i det, der gør dette til et historisk skridt for EU. Faktisk indfører vi en virkelig europæisk dimension i den nationale budgetpolitik og økonomiske politik. Fra nu af vil vi bidrage til at forme politikker direkte i stedet for at vurdere og forsøge at justere dem efterfølgende.

De endelige beslutninger om de nationale budgetter vil selvfølgelig blive truffet af de nationale parlamenter. Det er den rigtige måde at gøre det på, men denne nye form for økonomisk styring afspejler simpelthen en rationel reaktion på en ny virkelighed. Når vi ser på omfanget af indbyrdes afhængighed i euroområdet og EU som helhed, bør et land kunne træffe beslutninger velvidende, hvad dets naboer agter at gøre. Denne udveksling af information giver de nationale parlamenter beføjelser og styrker dem. Det underminerer ikke deres autoritet.

Denne proces lanceres i forbindelse med den årlige vækstundersøgelse, og hovedbudskaberne er klare, nemlig at stabiliteten skal reetableres, strukturreformerne skal ikke længere forhales, og der skal sættes skub i de vækstfremmende foranstaltninger. For det første bliver vi nødt til at reetablere stabiliteten ved at konsolidere de offentlige finanser. Medmindre vi skaber balance i regnskabet, vil vi ikke genskabe tilliden til de europæiske økonomier. Hvis vi ikke genskaber tilliden, risikerer vi økonomisk stagnation og alle de negative sociale konsekvenser, der følger heraf, især med hensyn til beskæftigelsen.

Vi bliver imidlertid nødt til at gribe dette an på en sober og velgennemtænkt måde. En finanspolitisk konsolidering er ikke ensbetydende med en gældsnedbringelse, som opnås ved at skære alle udgifter væk. Det er mere end noget andet et spørgsmål om prioritering, og nogle områder, f.eks. innovation, uddannelse, nye energiformer, er velegnede til at indgå i denne prioritering.

Det andet centrale budskab i den årlige vækststrategi er at fremskynde strukturreformerne, således at vi kan skabe nye vækstmuligheder. Valget er enkelt, nemlig om vi ønsker vækst uden arbejdspladser eller vækst med arbejdspladser? Hvis vi ønsker vækst med arbejdspladser, er der et par ting, vi bliver nødt til at gøre. Vi bliver nødt til at opfordre medlemsstaterne kraftigt til i år at fokusere på arbejdsmarkedsreformer med henblik på at fjerne hindringer for øget beskæftigelse. Vi bliver nødt til at hjælpe folk med at komme tilbage på arbejdsmarkedet eller at finde nye arbejdspladser ved at gøre beskæftigelse mere tiltrækkende. Vi bliver nødt til at reformere pensionssystemerne og sikre, at de arbejdsløse ikke bliver stillet ringere, når de finder arbejde.

Lad mig gøre det helt klart, at strukturreformer ikke er ensbetydende med en forringelse af vores sociale beskyttelsesniveau, men at de derimod betyder inddragelse af dem, der for øjeblikket er udelukket fra arbejdsmarkedet, især unge mennesker. Ungdomsarbejdsløsheden i nogle medlemsstater, selv i gode tider, er en skandale. Alle, der virkelig ønsker at værne om et socialt Europa, ved, at dette ikke kan fortsætte. På baggrund af den øgede internationale konkurrence kan vi kun opretholde vores sociale markedsøkonomi, hvis vi tilpasser os.

Det tredje hovedbudskab i den årlige vækststrategi er at fremme og fremskynde vækstfremmende foranstaltninger. Vores Europa 2020-program er af afgørende betydning i denne sammenhæng. Vi skal fokusere på foranstaltninger, der har klare økonomiske fordele på kort og mellemlang sigt, og som er mulige at vedtage forholdsvis hurtigt. Dette betyder investeringer inden for områder, der giver anledning til vækst, og som udnytter det fulde potentiale, der er forbundet med det indre marked og resulterer i øgede investeringer i energi, transport og it-infrastruktur, delvis gennem innovativ finansiering, herunder, efter vores opfattelse, EU's projektobligationer, og fortsat presser på for en afslutning af Doha-runden sideløbende med en fremskyndelse af frihandelsaftaler med centrale partnere. Alt dette skal afspejles i det næste flerårige forslag om den finansielle ramme. Europas næste budget skal være et vækstfremmende budget.

Vores økonomier begynder at bevæge sig i den rigtige retning. Genopretningen har taget fat og skrider nu frem i realøkonomien. I år bør vi se en vækst i BNP på ca. 1,5 %, der stiger til 2 % af BNP i 2012. Europas fremstillingssektor har i de seneste måneder opnået markante forbedringer. Vi bør også se en stadig mere positiv udvikling i beskæftigelsesprognoserne, og vi begynder at se en forbedring i de offentlige underskud, som hovedsagelig skyldes de konsolideringsforanstaltninger, der allerede er taget, og som i nogle tilfælde suppleres af en genoptagelse af væksten. I EU ventes statsunderskuddet at falde fra et gennemsnit på 6,8 % i år til 4,2 % af BNP i 2012.

Det ville imidlertid være en alvorlig fejl at ånde lettet op og falde tilbage i de dårlige vaner. Verden er blevet en anden. Vi kan ikke vende tilbage til den gamle måde at gøre tingene på. Hvis vi ikke handler nu i kølvandet på den største krise siden den europæiske integrations begyndelse, hvornår vil medlemsstaterne da være klar til at tage reelle skridt mod økonomiske politikker, der er i overensstemmelse med de mål, de selv har fastlagt? Hvis ikke vi på europæisk plan tilskynder dem til at træffe disse beslutninger, hvem vil da gøre det? Kun ved at få styr på vores gæld og stabilisere finanserne kan vi gå fra krisestyring til vækstfremme, som naturligvis ikke skal omfatte enhver form for vækst, men derimod en bæredygtig, inklusiv vækst.

Dette er ensbetydende med strukturreformer, og mange af dem har vi slået til lyd for i flere år, altså reformer, der udfordrer alle strukturer, men hvor formålet er at sænke priserne og forbedre mulighederne for nye arbejdspladser og nyskabende måder at gøre ting på. Jeg mener virkelig, at vi har et ansvar over for borgerne for at vælge vækstvejen med arbejdspladser. Den årlige vækstundersøgelse peger i denne retning.

Lad os derfor nu forpligte os seriøst til en virkelig koordinering af den økonomiske politik og en virkelig fælles, europæisk økonomisk styring for alle vores borgere. Tak for Deres opmærksomhed.

(Bifald)

  Joseph Daul, for PPE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. Van Rompuy, hr. Barroso! På det seneste møde i Rådet fremgik det tydeligt, at euroen er en bærende søjle for den europæiske integration. Der skal gøres alt for at stabilisere og styrke den.

Medlemsstaternes stats- og regeringschefer har siden bekræftet deres nære tilknytning til den europæiske valuta, og det forhold, at Estland bliver medlem af euroområdet ved dette års begyndelse, er endnu et signal i denne retning og er et meget godt eksempel over for de store lande, der ikke overholder standarderne, på, hvordan standarderne kan overholdes.

Når dette er sagt, er der ingen, der undervurderer alvoren i det, som Europa gennemlever økonomisk og socialt inden for euroområdet. I 2011 skal alt, hvad der er muligt, gøres for at overvinde disse problemer og skabe ro på markederne, ikke overfladisk, men grundlæggende, altså med andre ord ved at skabe de rette vækst- og beskæftigelsesbetingelser på lang sigt. Jeg tror, at vi taler samme sprog, når det drejer sig om dette emne.

For det første betyder dette, at de nationale offentlige finanser skal gøres sundere. Vi skal virkelig arbejde hårdt for dette uden at give op! For det andet betyder det, at medlemsstaterne skal få deres finanspolitikker til at stemme bedre overens med hinanden, og det gælder også deres skatte- og socialpolitik.

Det betyder også, at vi hurtigt skal indgå en aftale om euroområdets redningsfond, og at denne fond kun giver mening, hvis den bliver suppleret med en streng håndhævelse af de stramme finanspolitiske regler. EU's borgere skal vide, at de lande, som de bistår i vanskelige situationer, holder deres offentlige budgetter i en meget stram snor, ellers vil de ikke længere indvilge i at punge ud, hvis jeg må sige det på den måde.

Endelig skal vi som sagt skabe betingelserne for vækst og beskæftigelse. Dette medfører også, at Europas indre marked skal fuldstændiggøres, og at der skal investeres mere i forskning og innovation og i livslang uddannelse og undervisning. Min gruppe ønsker at EU's strategi skal fremmes frem for den mellemstatslige strategi inden for alle disse områder, ene og alene af den grund at den er lagt mere effektiv og langt mere bæredygtig.

Jeg anmoder hr. Van Rompuy om at sikre, at den traktatændring, der blev bekræftet på Rådets seneste møde, gennemføres så snart og så hurtigt som muligt.

Budgetforhandlingerne er kun lige blevet indledt. Min gruppe vil fortsat opfordre til en grundig gennemgang af Europas offentlige finanser i de kommende år med henblik på igen at skabe betingelser for vækst og beskæftigelse i Europa.

Lad os granske alt, lad os ikke være bange, og som jeg allerede har sagt adskillige gange, lad os tage to eller tre forskellige eksempler på budgetter og se, hvordan vi f.eks. kan få Europa ud af den nuværende situation med 1 %, 2 % eller 5 %? Vi vil ikke opnå gode resultater ved at skære i ressourcerne. Hvis vi ønsker at skabe arbejdspladser, har vi brug for flere europæiske ressourcer, og dette betyder ikke, at medlemsstaterne skal bruge flere penge.

Lad os ikke være bange, formand van Rompuy og formand Barroso. Fremlæg disse forslag for os, for så vil vi, stats- og regeringscheferne og Parlamentet, være tvunget til at finde den rette løsning, men lad os i det mindste få en række muligheder at vælge mellem.

  Stephen Hughes, for S&D-Gruppen. – (EN) Hr. formand! I det mindste udmøntede Rådets møde i december sig i en politisk aftale om en permanent kriseløsningsmekanisme, men på baggrund af markedernes reaktion efter jul, hvor der opstod en ny frygt vedrørende Portugals, Spaniens og Belgiens solvens, er vi nødt til at spørge, om dette igen var et tilfælde af "for lidt og for sent". Den foreslåede europæiske stabiliseringsmekanisme gav i sig selv anledning til nye spørgsmål på finansmarkederne, og den nuværende finansielle stabilitetsmekanisme anses nu for at være utilstrækkelig. Vi har igen ladet muligheder gå os næsen forbi.

I december sendte Parlamentet et klart signal til Rådet om euroobligationer, men hverken Rådet eller Kommissionen har givet os et konstruktivt svar. Det, som vi har oplevet siden 2008, er en gentagen tøven og interne mundhuggerier blandt medlemsstaterne og institutionerne, og hver gang endelig en pinefuld reaktion, som imidlertid kommer for sent og har et mindre omfangsrigt indhold end det påkrævede.

Den måde, hvorpå man tydeligst kan illustrere dette problem, er det forhold, at vi i lyset af nutidens økonomiske og valutariske udfordringer simpelthen ikke har de værktøjer, der er nødvendige. De er enten utilstrækkelige eller ikke-eksisterende. Vores institutionelle beslutningsprocesser er komplekse og udemokratiske, og vores økonomipolitiske strategi er splittet og ineffektiv.

Finansmarkederne lægger ikke fortsat pres på os, bare på grund af den store gæld og de store underskud, men også fordi de ønsker kompensation for den risiko, der er forbundet med at udlåne penge til et projekt, der synes at være ude af stand til at modne eller leve op til sin egen skæbne.

Det, der i dag holder sammen på euroområdet, er i mindre grad EU-grundlæggernes drøm og i højere grad simpelthen mareridtet om alternativet, nemlig systemets fuldstændige kollaps. Den fuldstændige undladelse af at håndtere krisen driver det europæiske projekt ind i politisk dødvande. Hvilke chancer er der lige nu for, at der opstår en stærkere og mere demokratisk række institutioner på grundlag af traktatændringen?

Intelligente opfordringer til en øget politisk integration, som den, der sidste uge blev fremsat af chefen for den tyske Bundesbank, har i virkeligheden ikke en chance. På denne baggrund er jeg chokeret, hr. Barroso, over Kommissionens frontalangreb på det sociale Europa og indblandingen i de nationale arbejdsmarkeder, som det er tilfældet i Irland. Den årlige vækstundersøgelse er så afgjort et frontalangreb på langvarige, sociale og økonomisk centrale arbejdstagerrettigheder og på selve overenskomstbegrebet.

Hvis denne strategi bliver valideret af Rådet, er den efter min mening den værst tænkelige i den situation, som vi for øjeblikket står overfor. Ikke blot vil den blive fremstillet som økonomisk vanvid, men den vil være dybt skadelig for det europæiske projekt.

Store idéer kan falde til jorden, og jeg er oprigtig bekymret over dette europæiske projekt. Erfaringerne har vist, at mennesker vil benægte risikoen for fiasko, helt indtil sidste øjeblik. Lad os anerkende risikoen for fiasko.

Hr. Farage nikker. Manglende handling er det samme som at bære ved til hr. Farage og hans allieredes bål, formand Van Rompuy og formand Barroso. Lad os for himlens skyld gøre noget!

  Sylvie Goulard, for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. Van Rompuy, hr. Barroso! Jeg ønsker at fremsætte to bemærkninger om konklusionerne fra seneste møde i Rådet i december.

Med den første bemærkning ønsker jeg at erindre om, at krisen har en ganske særlig indvirkning på EU af den simple grund, at vi helt fra begyndelsen har været et juridisk fællesskab, og at lovgivningen i juridiske fællesskaber er særlig vigtig. Det er ikke et spørgsmål om at underminere overensstemmelsen med loven, men når det drejer sig om en så alvorlig krise, som den årlige vækstundersøgelse, der just er blevet offentliggjort, erindrer os om, er det tid til handling og ikke paragrafrytteri.

De fortæller os, at denne traktatændring er af afgørende betydning for at berolige markederne. Hvis jeg for det første må have lov til at være lidt fræk, forekommer det mig, at markederne ikke var særligt beroligede efter afslutningen af Rådets møde i oktober. Vær derfor meget omhyggelig, når hensigten er at berolige markederne. Prøv blot at forestille Dem, hvad der ville ske, hvis denne ændring blev en fiasko.

Jeg kommer fra et land, der har prøvet at befinde sig i en choktilstand efter en negativ folkeafstemning uden en plan B. Hr. Barroso befandt sig der allerede. Nogle gange bliver vi nødt til at overveje, hvad der vil ske, når vi siger til markederne, at vi bliver nødt til at foretage en traktatændring, og at alt skal være gjort inden den og den dato, og så håbe på, at det vil blive gjort. Det er naturligvis derfor, at valget er faldet på den forenklede procedure i håbet om, at det vil ske. Hvis det imidlertid sker, kan markederne muligvis beroliges, men ikke befolkningen.

Deri ligger min anden pointe, nemlig stor ståhej for ingenting. De ændrer traktaterne på grund af et retsspørgsmål. De ændrer dem ikke for at give borgerne de svar, de venter på. Vi er seks ordførere til stede, der arbejder med den pakke om "økonomisk styring", som Kommissionen har udarbejdet uden at have haft behov for at ændre traktaterne. Vi aftalte at arbejde uden at nødvendiggøre en traktatændring, men som arbejdet skred frem, fik vi at vide, at der var planer om en traktatændring. Det virker som om, vi siger til befolkningen, at vi kan ændre traktaterne, og at vi kan gå så vidt midt i alt det juridiske bureaukrati, men at vi i sidste ende ikke gør det på grund af hverken 2020-strategien for at blive taget alvorligt, eller for at skabe arbejdspladser og vækst for befolkningen.

Oven i alt dette anmodede Rådet os på sit decembermøde om, at vi skulle arbejde hurtigere. Jamen, så lad os da bare sætte farten op! Jeg beder Rådet om at arbejde hurtigere, hr. Van Rompuy. Parlamentet har allerede fremlagt sine betænkninger. Der er en meget let måde at arbejde hurtigere på, nemlig at Rådet tilnærmer sig vores holdning, og at vi stopper med at tænke på den fælles beslutningsprocedure som en procedure, der indebærer, at Rådet træffer beslutningerne, og Parlamentet retter ind.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. Van Rompuy! Mine generelle indtryk fra det seneste møde i Rådet blev ikke afspejlet i sammendraget, og jeg ønsker derfor at resumere mødet på en anden måde. I nutidens perspektiv er det væsentligste element, som jeg husker, at kreditvurderingsbureauet Moody's under stats- og regeringschefernes møde i Bruxelles nedjusterede Irlands kreditværdighed.

Det var på det tidspunkt, vi alle blev bevidste om omfanget af vores manglende evne til at håndtere krisen, som vi stadig bliver nødt til at kæmpe med i dag. Enhver, der sammenligner nøgletallene fra gældskrisen fra forskellige lande, kan kun blive overrasket over, hvor vellykket spekulationen mod euroen har været. I mellemtiden henstår et land, der har meget større problemer end Portugal og Spanien, nemlig USA, fuldstændig uberørt af den krig, som spekulanterne udkæmper mod euroen. Sådan er den nuværende situation.

Vi har taget hul på et nyt år og nye problemer, som vi skal kæmpe med. Vi bør her og nu tage hånd om det problem, som vi forudså på mødet, eller sagt på en anden måde, at det, der blev besluttet på mødet, ikke ville være tilstrækkeligt. Det er min opfattelse, at vi alle nu har indset, at mange europæiske lande befinder sig i vanskeligheder. De bærer rundt på en enorm gældsbyrde, herunder både privat gæld og en uacceptabel høj offentlig gæld. Mange af EU's medlemsstater vil ikke kunne løse deres problemer uden hjælp.

Hvad skal vores næste skridt være? Vi mener ikke, at blot en nedbringelse af den nationale gæld, som mange lande er begyndt på, tilskyndet af EU og de fælles beslutninger, i sig selv er tilstrækkelig, og at disse lande presses til grænsen af det acceptable. Det er nødvendigt at indgå en aftale om, hvordan dette kan fungere på en gennemgående acceptabel måde. Efter min mening sender en udvikling som f.eks. den i Ungarn et advarselssignal om, hvad der sker, når fordelingen af velstanden i EU's medlemsstater er for ulige, og kløften er for stor. I gældsreduktionsprocessen er vi nødt til at være meget mere opmærksomme på retfærdighed, end vi hidtil har været.

Jeg ønsker ligeledes at gøre det meget klart, at vi desuden mener, at banksektoren skal omstruktureres. Vi er ikke overbeviste om, at vi kan retfærdiggøre en yderligere forøgelse af gældsbyrden for at redde de "levende døde" i denne forbindelse. Jeg ønsker at tilslutte mig fuldt og helt det, som fru Goulard har sagt. Vi har behov for en strategi, som vil gøre det muligt for os at forberede europæerne på fremtiden i forbindelse med en grøn "New Deal" og at udstikke en ny kurs i denne krise. Igen ønsker jeg at fremhæve, at Europa er et vidunderligt sted at bo, og at vi har en stor opgave foran os for at sikre, at det forbliver sådan.

  Timothy Kirkhope, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Rådet traf vigtige beslutninger om den fremtidige krisestyring, men jeg er enig med formand Barroso i, at de tilgrundliggende problemer stadig eksisterer, nemlig nødvendigheden af at vende tilbage til en stram finanspolitik og nogle medlemsstaters tøven med hensyn til seriøst at gennemføre økonomiske reformer.

Vi havde fået at vide, at den fælles valuta indebar, at medlemsstaterne ikke længere ville kunne devaluere sig ud af vanskeligheder og i stedet ville skulle gennemføre reformer af deres økonomi for at blive mere konkurrencedygtige. Selv om det på overfladen lød særdeles tiltalende, var det klogt, at mange af os valgte ikke at stole på det, da det har vist sig at være en falsk varebetegnelse. Nogle medlemsstater var i stand til at finde andre løsninger, som kunstigt kunne understøtte deres økonomier, f.eks. aktiv-pris-inflation, der delvis var forårsaget af en upassende lav rentesats og en afvisning af at iværksætte andre former for afhjælpningsforanstaltninger, eller indsprøjtning af lånte offentlige midler i et ubæredygtigt omfang og i nogle tilfælde med henblik på at dække over omfanget af det deraf følgende underskud på statsbudgettet.

Selv om vi selvfølgelig bliver nødt til at finde løsninger for at håndtere de umiddelbare konsekvenser af disse politikker, og budgetnedskæringer er af afgørende betydning, skal vi som noget lige så vigtigt forpligte os til økonomiske reformer, ved at udvide fleksibiliteten på arbejdsmarkedet for at skabe arbejdspladser, ved at åbne markederne og fjerne handelshindringerne og ved at stimulere private investeringer, således at vi kan udfylde det tomrum, som opstod, da de offentlige udgifter blev skåret ned.

Den finansielle og økonomiske krise medførte, at omfattende statsindgreb i økonomien umuligt kunne undgås, men vi må ikke forveksle lindrende foranstaltninger med en kur. Løsningen på lang sigt er ikke øget bureaukrati. Løsningen er økonomisk vækst, der skabes af succesrige virksomheder og iværksættere, som opererer på konkurrencedygtige markeder, der kan tilføre forbrugeren værdi og skabe arbejdspladser for vores borgere.

Derfor er f.eks. Europas 2020-strategi, akten for det indre marked og "Innovation i EU" af så afgørende betydning og skal have den opmærksomhed de fortjener. Der er meget på spil. Mens vi har håndteret denne umiddelbare krise, har andre lande i verden, også nogle med politiske værdier, der synes at være meget anderledes end vores egne, gjort store fremskridt. Hvis vi ikke kommer ud på den anden side af krisen på en progressiv vej mod reformer, vil vi være dømt til et ubarmhjertigt relativt fald med særdeles alvorlige konsekvenser for fremme af vores værdier og i særdeleshed for jordens fremtid.

  Joe Higgins, for GUE/NGL-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Den permanente finansielle stabilitetsmekanisme er i praksis ikke andet end et endnu et værktøj, der har til formål at beskytte de største europæiske banker mod konsekvenserne af deres hensynsløse spekulation på de finansielle markeder. Det er en mekanisme, som indebærer, at arbejderklassen i hele Europa kommer til at betale for krisen i et finansielt system, der ikke fungerer, og i den kriseramte europæiske kapitalisme.

Da de ikke tidligere har gjort det, bedes Hr. Barroso og hr. Van Rompuy i dag fortælle mig om moralen i at overføre flere end 10 mia. euro i private uerholdelige fordringer fra spekulanter og banker, der har gjort vilde indsatser på det irske ejendomsmarked, og lægge disse gældsbyrder på den irske befolknings skuldre, som ikke bærer nogen form for ansvar for denne gæld. IMF-EU-interventionen i Irland er langt fra en redningsmekanisme, men derimod en mekanisme, der gør de irske skatteborgere til de europæiske bankers trælle. De nedbryder vores tjenesteydelser og vores befolknings levestandard. De hævder at være tilhængere af demokratiet, men De gør hele den arbejdende befolkning i Europa til slaver af markedet, altså finansmarkedet, som kan sno sig omkring Deres lillefinger.

Deres finansielle stabilitetsmekanisme er et ondskabsfuldt våben, der er dikteret af markederne, forklædt som noget positivt. Vi, den irske venstrefløj, vil insistere på, at den sendes til folkeafstemning blandt den irske befolkning, før den bliver vedtaget.

  Nigel Farage, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Hvad er det mest almindelige ord, der bruges i forbindelse med euroen? Nej, det er ikke "fiasko", selv om det er nærliggende at tro. Det er "stabilitet", er det ikke? For 10 år siden sagde alle, at euroen som valuta ville bibringe os stabilitet. Nu i dag, 10 år senere, vil jeg mene, at det, som den har bibragt os, er kaos, splid og elendighed for millioner af borgere, og alligevel bruges ordet "stabilitet" stadigvæk her til formiddag. Hr. Barroso har brugt det, hr. Van Rompuy har brugt det: "stabilitet".

Faktisk klapper vi os selv på skulderen, fordi obligationsauktionerne i Portugal gik godt sidste uge, mens virkeligheden er, at Centralbanken faktisk brugte skatteborgernes penge til at købe deres egen gæld. De beroligende udtalelser om, at alt går godt, har ikke noget på sig.

Hvem tror hr. Van Rompuy, at han kan narre? Obligationsrenten i Portugal steg i går til næsten 7 %. EU's borgere bakker ikke længere op om valutaen, og kampen om Spanien er endnu ikke begyndt. Selve modellen er en fiasko, og alligevel er det, der står på ønskelisten, en fordobling af redningsfondens størrelse. De ønsker sågar at øge redningsfondens aktionsradius, således at EU også lige som Centralbanken kan blive ved med at købe endnu mere af sin egen gæld.

Krisen anvendes som en massiv magtmanøvre, som har til formål at styre os i retning af en finanspolitisk union. Hvis det lykkes, bør vi ændre navnet og således slette "Den Europæiske Union" og erstatte navnet med "Gældsunionen". Hvis målet nås, vil de sydeuropæiske lande blive fanget i et økonomisk fængsel, hvor borgernes lidelser vil gå usagt hen, mens de nordeuropæiske lande vil komme til at se sig selv i en situation, hvor de i al evighed betaler en kæmperegning og renter, der er alt, alt for høje i forhold til deres egne økonomier. Vi er nået til et punkt, hvor det faktisk er ligegyldigt, hvad De siger. Ingen tror på Dem. Borgerne støtter Dem ikke. Jeg håber på og beder til, at markederne knækker Dem.

  Barry Madlener (NI). – (NL) Hr. formand, mine damer og herrer! Ud fra alle hr. Barrosos fine og tomme ord har jeg i det store og hele kun en gang formået at forstå den virkelige mening, nemlig, at det er de rige medlemsstaters opgave at betale for de fattige medlemsstater, for det er den sande virkelighed. Det lader til, at denne situation vil fortsætte i et godt stykke tid fremover. Vi får gang på gang at vide, at vi bliver nødt til at hjælpe andre lande, men der er ingen, der har nævnt, hvordan det faktisk er tanken, at vi skal gøre det. Det lange og korte er grundlæggende, at de nederlandske statsborgere bliver nødt til at tage pungen op af lommen og betale regningen for de svage medlemsstater, hvoraf nogle har svindlet sig til at tiltræde euroen.

Hr. Barroso siger, at vi skal vælge den bæredygtige vækst. Alt dette er tomme ord, men han har endnu ikke fortalt, hvordan det er meningen, at vi skal gøre det. Hvad nu, hvis det ikke virker? Hvorfor udvikler vi ikke et scenarie, som vil gøre det muligt for lande som Grækenland at genindføre sin egen valuta? Det lader til, at det ikke er muligt, og at De ikke er klar til at udvikle denne type scenarier, selv om mange økonomer er af den opfattelse, at sådanne scenarier faktisk kunne fungere meget godt, og at de måske kunne være vores bedste mulighed.

Lad os nu gå videre til spørgsmålet om at skabe betingelserne for vækst og beskæftigelse. Hvordan skal vi gribe det an? Det generelle budskab, jeg hører, er at det skal ske ved at reducere de offentlige udgifter, og det er nøjagtig hvad vi har gjort i Nederlandene. Og hvad gør EU så? Belønner Nederlandene ved at sætte forbruget i vejret. Husker De, at De anmodede om en budgetforhøjelse på 6 % til EU? Det var naturligvis hovedsagelig de nederlandske borgere, der skulle betale denne regning, så også i den henseende savner De en del troværdighed.

Den pointe, som jeg vil nå frem til her, er at Nederlandene betaler for de fattige lande med en faldende økonomisk vækst i Nederlandene. De nederlandske borgere udsættes for en risiko, der beløber sig til 27 mia. euro, og tilsyneladende sker der intet andet med dette beløb, end at det stiger. Hvert år betaler vi netto 4,5 mia. euro til EU, hvoraf hovedparten kanaliseres videre til de svage medlemsstater, EU's udgifter stiger, mens vi bliver nødt til at skære ned, og mens euroens værdi fortsætter med at falde, og dette indebærer også en stigning i udgifterne for de nederlandske borgere. Man kan ikke have tillid til EU, hr. formand.

  Olle Schmidt (ALDE). – (EN) (Spørgsmål efter Blå kort-proceduren (forretningsordenens artikel 149, stk. 8) til Nigel Farage) Hr. formand! Det er altid – eller i det mindste nogle gange – underholdende at lytte til hr. Farage, fordi han kender alle svarene, og han stiller sig selv alle spørgsmålene.

Ville alternativet med 16, 17 eller helt op til 20 forskellige valutaer, som vi havde i 1990'erne under pundets sammenbrud da have været at foretrække, hr. Farage? Ville det have forbedret Europas aktuelle situation? Der findes ingen økonomer, der vil give Dem ret i det, hr. Farage. De kan ikke blot sige, at vi lever i fortiden. Vi beskæftiger os nu med problemstillinger, der vedrører Europa i dag. De besvarer aldrig spørgsmålet om, hvordan den aktuelle situation og fremtiden skal håndteres. De er en populist, og det er for nemt for Dem blot at besvare Deres egne spørgsmål.

  Nigel Farage (EFD). – (EN) Hr. formand! For 10 år siden sagde jeg, at man ikke kunne putte Grækenland og Tyskland ind i den samme monetære union, og at det ikke ville fungere. Hvis man bladrer tilbage i historiebøgerne, vil man kunne konstatere, at hvis mennesker sættes sammen i falske valutaunioner i tilfælde, hvor regeringer mener, at de ved bedre end markederne, er det altid regeringerne, der taber.

De spørger mig, hvad min løsning er i dag. Den er helt soleklar. Grækenland, Portugal og Irland passer ikke ind i euroen. Det, som vi burde gøre, og det, som hr. Van Rompuy burde gøre for at udvise virkelig lederskab, er at sætte en plan B i værk og give disse lande mulighed for at vende tilbage til deres egne valutaer, at foretage konkurrerende devalueringer og at få en chance, for det, som vi gør med denne politik, er at kvæle dem.

  José Manuel García-Margallo y Marfil (PPE). – (ES) Hr. formand! Alle, der læser aviser i dag, vil kunne konstatere to ting, nemlig at vi befinder os på et afgørende tidspunkt i statsgældskrisen, og at den europæiske reaktion er en række isolerede bestemmelser uden indbyrdes sammenhæng.

Selv nu har vi det europæiske halvår på dagsordenen, den økonomiske styringspakke, den foreløbige og permanente redningsstrategi, de såkaldte "euroobligationer" til dækning af en del af statsgælden, og som anses for at være sikre, samt en handlingsplan, der er baseret på Investeringsbanken og obligationer i forbindelse med konkrete projekter, som er indeholdt i det forslag, som Kommissionen har tilsendt os om det indre marked.

Det første, ordførerne forsøger at gøre, er at kombinere alt dette og skabe en fuldstændig ramme, altså et endeligt billede, der skal fremvises for offentligheden. For det andet er det nødvendigt, at denne ramme er en europæisk ramme, der ikke deler Europa i to. Lad os ikke tumle ind i et Europa med to hastigheder, der forfølger to mål med lige stor kraft, nemlig budgetdisciplin, om end denne er nødvendig, og økonomisk vækst, som kan få os ud af den krise, vi befinder os i.

Jeg har en bemærkning vedrørende den redningsmekanisme, som Rådets formand beskrev. I sin første erklæring sagde han, at private investorer vil deltage i de redningsplaner, som gav anledning til chokbølger og medførte protester fra Centralbankens formand. På samme måde, som hr. Van Rompuy lige gjorde det, blev det forklaret, at det for det første vil være fra gang til gang – men hvem bestemmer og på grundlag af hvilke kriterier? – og for det andet, at det ville blive gennemført i henhold til Valutafondens kriterier og politikker. Den eneste gang, Valutafonden har anvendt denne form for redningsplan, var i Argentina i 2003, og dette endte med, at landet blev kastet ud i et kaos, som det stadig ikke er kommet sig over, og de private obligationsejere har stadig ikke fået deres penge.

Med hensyn til euroobligationerne er der blevet taget mange problemstillinger op her i dag. Jeg vil blot tilføje yderligere to. Det ville skabe et marked, der er lige så flydende som i USA, og ville give et skub til euroen som en reservevaluta, hvilket ville gøre det muligt for centralbankerne og statsejede fonde at investere deres reserver her.

Min slutbemærkning er, at dette nødvendigvis skal komplementeres af Investeringsbanken og de konkrete obligationer for at imødekomme væksten.

  Pervenche Berès (S&D). – (FR) Hr. formand, hr. Van Rompuy! De indvilligede i at indtage posten som formand for det, der kaldes "Panel of Eminent Persons". Det blev sammensat af finansministre, som var truet af en nedjustering af deres statsgæld. Var de i stand til at udgøre et panel af betydningsfulde personer? Den splid, der præger den aktuelle debat mellem hr. Trichet, formand Barroso og kansler Merkel, og som ligner turbulensen på markederne, viser os, at dette panel ikke var et panel af betydningsfulde personer.

De er blevet anmodet om at forvalte eurokrisen. Vi er nødt til at forvalte euroen til gavn for de europæiske borgere og ikke spekulanterne. For at dette kan lade sig gøre har De indvilliget i en traktatændring af bekvemmelighedsårsager, selv om formandskonferencen havde givet udtryk for, hvor unødvendig denne ændring var, og disse ord blev bekræftet af Eurogruppens formand.

De risikerer imidlertid at lokke os ud af en sti, som kan føre os ad "for lidt og for sent"-ruten, hr. formand og hr. Van Rompuy. Der hersker ingen tvivl om, at dagen vil oprinde, hvor De får brug for Parlamentets visdom, for en konvention for at ændre traktaten, således at vi måske i fremtiden får en skatteharmonisering, et EU-finansministerium, lån til gensidig gældsstyring og til igen at gøre beskæftigelsen til hovedemnet i vores økonomiske politikker.

Hvis De ikke ønsker en traktatændring, tag da tyren ved hornene, og indfør et øget samarbejde i euroområdet med henblik på at håndtere euroområdets medlemsstaters problemer og ansvarsområder i stedet for at lade euroområdet flyde på den måde og i den retning, markederne fører det.

  Martin Callanan (ECR). – (EN) Hr. formand! Da dette emne er af så stor betydning for den europæiske økonomi som helhed, selv om mit hjemland (gudskelov) ikke er medlem af euroområdet, glæder jeg mig i det mindste over nogle af de foranstaltninger, som vi blev enige om på Rådets møde om euroområdet, og især det forhold, at landene i euroområdet selv bør være tage ansvar for at løse deres egne problemer.

Jeg bifalder også Rådets noget forsinkede anerkendelse af, at traktatens artikel 122 er aldeles uhensigtsmæssig til at støtte redningsmekanismen. Det drejer sig ikke om naturkatastrofer, og de pågældende medlemsstater havde ikke fuldstændig mistet grebet om dem. Når vi udarbejder grundlaget for, at denne mekanisme kan træde i kraft, måske i 2013, bør vi imidlertid ikke glemme, at vi fortsat befinder os i en meget alvorlig krise nu.

Situationen er stadig meget alvorlig i en række medlemsstater. Portugal vil næsten med sikkerhed komme til at opleve vanskeligheder, og det samme gælder muligvis Spanien og muligvis Belgien. Det, der imidlertid bekymrer mig særlig meget, at indvirkningerne på det naturlige demokrati i disse lande. Disse lande er i virkeligheden ved at blive økonomiske protektorater under ledelse af hr. Barroso, hr. Van Rompuy og andre. De beslutninger, der træffes af de nationale vælgere i disse lande med hensyn til de udgiftsprioriteringer, de vedtager, og de økonomiske politikker, de fører, har nu meget ringe virkning. De er under kontrol fra Bruxelles, og de er under de internationale finansinstitutioners kontrol.

Når engang vi er kommet på den anden side af denne krise, bliver vi virkelig nødt til at fokusere på en genopretning af demokratiet i disse lande og af deres nationale vælgeres vilje til at overtage styringen med deres egne nationale økonomiske politikker.

  Miguel Portas (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! I politik findes der rimelige foranstaltninger, forkerte foranstaltninger og upassende foranstaltninger. Det er rimeligt, at Europa udsteder europæiske offentlige gældsbeviser, selv om fru Merkel ikke billiger det. Det er rimeligt, at vi i Europa kan gøre en del af vores statsgæld gensidig, selv om fru Merkel ikke billiger det. Det, der imidlertid er upassende, er de nyheder, der er blevet offentliggjort, om at den europæiske stabilitetsmekanisme og Valutafonden kunne ende med at gøre en del af den statsgæld, der er akkumuleret af de private banker, gensidig til en rentesats på 6 % eller 7 % i Portugals tilfælde, efter at de samme banker har opnået finansiering til sig selv til en rentesats på 1 % hos Centralbanken.

Jeg ønsker at stille hr. Van Rompuy følgende spørgsmål: Hvor lang tid forventes det, at EU skal være den, der udretter mirakler for den finansielle kapital? Hvor meget længere skal vi blive ved med at konvertere privat gæld til offentlig gæld? Hvor meget længere skal vi tvinge de europæiske skatteborgere, arbejdstagere og pensionister til at betale gæld, der er opbygget af den private banksektor, der angriber os?

Det er det virkelig store spørgsmål her i dag.

  Mario Borghezio (EFD). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Man har vedtaget en lov i USA, som kræver, at USA's centralbank udspecificerer, hvor meget af redningspakken på 3 300 mia. USD, der er gået til hvilke banker.

Jeg spekulerer på, om det ville være undergravende at bede Dem om at vedtage de samme gennemsigtighedskriterier, medmindre hyperlobbyisterne fra finans- og banksektoren blokerer for det. Lad os overveje situationen. Hvilken fremtid har denne tvungne union af frie lande, som er baseret på, at de stærkere lande kautionerer for de svagere lande?

Vil vi formelt anerkende virkeligheden, som er, at euroen praktisk talt er en konkursramt valuta? Hvordan kan vi tænke på at tvinge lande med en svag økonomi til at bruge den? Er en centraliseret pengepolitik acceptabel for lande, som har så udpræget forskellige rentesatser?

Hr. Trichet, som har benægtet faren for, at Den Europæiske Centralbank bliver insolvent, indrømmer imidlertid selv, at en af grundene til at øge dens kapital er at stå rustet over for kreditrisikoen, eller med andre ord de indkøbte obligationers insolvens. Tiden er også inde til nye stresstester for de største banker og til at give højrisikobankgæld større vægt, som økonomiministeren har anmodet om.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Ioannis Kasoulides (PPE). – (EN) Hr. formand! Det politiske budskab i de seneste rådsafgørelser, rettet mod spekulanter, medier og markeder, er, at EU-medlemsstaterne vil gøre hvad som helst for at værne om euroområdet og forsvare euroen. Uanset hvilke interne drøftelser, der foregår, udelukkes tanker om, hvorvidt det finansielle instrument vil skulle fordoble sin kapital og retten til at købe obligationer, og hvorvidt den finansielle stabilitetsmekanisme efter 2013 vil omfatte trimning eller vil blive beordret til at sælge euroobligationer, ikke af nogen medlemsstat. Kun timingen er til diskussion, dvs. hvorvidt og hvornår der er behov, og hvordan. Medierne og analytikerne skal ikke gøre sig nogen forestillinger. EU vil indføre alt, hvad der er behov for, når der er behov for det.

Hvad angår den finansielle stabilitetsmekanisme, fastslår Rådets afgørelse, at mekanismen "skal aktiveres, hvis det er nødvendigt for at sikre stabiliteten i euroområdet som helhed." Som parlamentsmedlem fra et lille medlemsland vil jeg gerne bede om forsikringer om, at medlemmer som Malta, Cypern, Estland eller Slovenien bliver inkluderet, for hvis de er i vanskeligheder, er de måske ikke nødvendige for at sikre stabiliteten for helheden?

  Anni Podimata (S&D). – (EL) Hr. formand! Vi må erkende, at selv om krisen var helt uforberedt fra institutionel og politisk side, traf Europa seriøse foranstaltninger for at håndtere krisen fra første øjeblik. Fra støttepakken til Grækenland blev iværksat for næsten et år siden og til det seneste Europæiske Råds afgørelser om at etablere en permanent stabilitetsmekanisme, er der taget nogle vigtige skridt fremad. Et fortsat og øget pres fra markederne, som ikke længere kun udøves på de mest sårbare økonomier i euroområdet, beviser imidlertid, at vores afgørelser er fragmentariske og utilstrækkelige, når det drejer sig om at træffe integrerede foranstaltninger mod krisen.

Vi har derfor brug for integrerede europæiske foranstaltninger mod krisen, som ikke vil erstatte eller ignorere medlemsstaternes ansvar for at holde ord og omstrukturere deres offentlige finanser, men som vil beskytte disse økonomier mod angreb fra markederne og hjælpe med at sikre, at deres bestræbelser bærer frugt.

For nogle få dage siden vedtog Parlamentet en beslutning, som opfordrede Kommissionen til at foretage en gennemførlighedsundersøgelse af spørgsmålet om euroobligationer hurtigst muligt.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Vi er nået til afslutningen på det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Har Rådet dannet sig et skøn over sine resultater? Nej.

Hvis de havde gjort det, ville de have konkluderet, at fattigdommen aldrig er steget så kraftigt, og at antallet af mennesker, som lever i fattigdom i dette velhavende Europa, nu har oversteget 100 mio., og at de afgørelser, de har truffet, kun vil fortsætte med at øge arbejdsløsheden, uligheden og den sociale udstødelse. De økonomiske og finansielle koncerners overskud vokser imidlertid med stor hast, ligesom gevinster ved spekulation i statsobligationer, støttet af Den Europæiske Centralbanks retningslinjer, og af Rådets og Kommissionens politikker.

Er dette formålet med euroområdet?

Lande med mere skrøbelige økonomier presses og afpresses stadig, og regeringerne, som konfronteres med arbejdstagernes protester og kamp, tyer til undertrykkelse og vold mod fagforeninger og arbejdstagere, som det var tilfældet i går i Portugal.

Grunden til vores protest, vores indignation og vores faste overbevisning er, at vi ønsker en anden form for Europa, nemlig et Europa, som er baseret på socialt fremskridt. Et Europa, som respekterer dem, der arbejder og kæmper for deres rettigheder. Tro mig, vi vil stå last og brast med arbejdstagerne i deres kamp for at bryde med Deres politikker.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Hr. formand! Det glæder mig, at det i dag er den 19. dag af Estlands medlemskab af euroområdet, men Estland har forberedt sig på dette siden sin tiltrædelse. Selv udformningen af Estlands euromønt blev allerede vedtaget ved folkeafstemning for seks år siden. At tilslutte sig euroområdet er imidlertid ikke kun et spørgsmål om individuelt valg – det handler om mere solidaritet, at tage et fælles ansvar og aktivt bidrage til stabiliteten på kontinentet som helhed.

I en tid med økonomisk krise er moralske værdier og etik blevet vigtigere. Vi kan se, at økonomisk potentiale i sig selv ikke er tilstrækkeligt. Det altafgørende er, om man kan stole på, at et land er villigt og i stand til at opfylde sine forpligtelser til tiden og engagere sig i seriøse strukturreformer.

Jeg hilser den kendsgerning, at Rådet var i stand til at blive enige om en europæisk stabilitetsmekanisme, men den praktiske vej til økonomisk vækst og stabilitet er først og fremmest at fuldføre det indre marked og særligt det europæiske digitale indre marked. Sidstnævnte bør integreres i køreplanen for det europæiske indre marked samt i den europæiske digitale dagsorden.

Dette kunne være en reel chance for at øge den europæiske konkurrenceevne i verden. Europæiske borgere forventer, at vi gør det lettere at drive forretninger på det digitale område, hvor operationer som elektronisk betaling og e-identifikation bør være kohærente og forståelige. Et digitalt indre marked kræver også faste bestræbelser på at udvikle et marked for tjenesteydelser.

  Jean-Pierre Audy (PPE). – (FR) Hr. formand, hr. Van Rompuy, hr. Barroso! Jeg vil gerne bidrage med to tanker.

Den første tanke vedrører anvendelsesområdet for den permanente krisestyringsmekanisme. De stater, der ikke tilhører euroområdet, er reelt delt ind i to kategorier, nemlig Det Forenede Kongerige og Sverige, som ikke er forpligtet til at indføre euroen, og de andre stater, som sammen med medlemmerne udgør 25 stater. Jeg vil foreslå, at de stater, som anvender euroen, bør få særbehandling af mekanismen, noget, der ikke er fastlagt for indeværende.

For det andet vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på de nationale parlamenter. De nationale parlamenter er ikke involveret i den forenklede procedure, medmindre det er i ratificeringsprocedurerne. Jeg foreslår, at de nationale parlamenter indlemmes i høringsprocessen, på frivillig basis, eftersom spørgsmålet rejser sig om, hvem der skal stå for den politiske kontrol med den fremtidige mekanisme. Bliver det Parlamentet eller de nationale parlamenter? Eftersom der imidlertid ikke er nogen parlamentarisk dimension af euroområdet, ved vi ikke, hvordan vi skal føre politisk kontrol med denne mekanisme. Det er mit spørgsmål til Dem.

  Roberto Gualtieri (S&D). – (IT) Hr. formand, hr. Van Rompuy, mine damer og herrer! Jeg ser to store problemer med ændringsforslaget til artikel 136, et institutionelt og et politisk.

Det institutionelle problem er, at artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde fastslår, at Unionen har enekompetence over den monetære politik i de lande, der har euroen som valuta, men artikel 2 fastslår, at enekompetencen kan udøves af medlemsstaterne, hvis Unionen bemyndiger det. Det er vanskeligt at forstå, hvorfor anvendelsen af en bestemmelse, som er klart udstukket i traktaten, skal kræve reform af traktaten.

Så er der også et politisk problem, nemlig, at det at vælge en reform af traktaten, snarere end at anvende artikel 2 eller artikel 352 samt artikel 136, overlader den europæiske stabilitetsmekanisme og således euroens fremtid til 27 ratificeringsprocessers nåde.

Forstår folk, at hvis bare en af disse 27 ratificeringsprocesser skulle vise sig at slå fejl, så vil det være vanskeligt at finde en plan B for euroen? Forstår Rådet, at det at slå ind på denne sti bringer euroens fremtid i stor fare?

  Ildikó Gáll-Pelcz (PPE). – (HU) Hr. formand, hr. Van Rompuy, hr. Barroso! Euroens stabilitet og etableringen af krisestyringsmekanismen er vores vigtigste operationelle opgaver for at udløse vækst, som vil skabe nye arbejdspladser og samtidig reducere medlemsstaternes offentlige gæld, opgaver, som alle medlemsstater er enige om. Fuldførelsen af disse opgaver må imidlertid ikke tvinge os til at udsætte spørgsmål, drøftelsen af strategiske spørgsmål som f.eks. innovation, der allerede fandt sted i december. Det næste topmøde i februar vil være formålstjenligt til at træffe strategiske afgørelser om vigtige emner som energi. Det ungarske formandskab er begyndt på forberedelserne til energitopmødet. De vigtigste bestemmelser er allerede blevet fastlagt sidste år. Forordningen om naturgasforsyningssikkerheden er trådt i kraft. Jeg beder Dem berolige mig med at sige, at bekymringerne for euroområdets stabilitet ikke vil tilsidesætte spørgsmålet om energitopmødet.

  Nikolaos Salavrakos (EFD). – (EL) Hr. formand! Som De ved, har USA's regering for anden gang under den nuværende kreditkrise været tvunget til at gribe drastisk ind for at støtte to store banker, som kollapsede, samt forsikringsorganisationen ING. Den har således pumpet 700 mia. USD ind i sit banksystem i form af finansiel bistand. Trods disse foranstaltninger havde USA's økonomi fortsat brug for mere hjælp, og uden nogen tanke på at spare afsatte regeringen for nylig yderligere 600 mia. USD for at få økonomien på fode igen. USA trykker tydeligvis nye pengesedler.

I modsætning til USA's økonomi er euroområdet forblevet trofast over for princippet om budgetdisciplin og en strengt kontrolleret monetær politik, hvorved det har efterladt en margen for, at forskellige spekulantvirksomheder kan spekulere på bekostning af de lande, som er mindre modstandsdygtige over for pres. Jeg foreslår, at vi overvejer kvantitativ lettelse i euroområdet. Det kan vise sig at være et columbusæg.

  Liisa Jaakonsaari (S&D). – (FI) Hr. formand! Der er ingen tvivl om, at det tveæggede damoklessværd hænger over Europa – dvs. den økonomiske krise og øget nationalisme – og de har forenet deres styrker.

Hr. Hughes spurgte på vegne af Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet, hvorvidt det var grundlæggernes drømme, der holdt Europa sammen på nuværende tidspunkt, eller mareridtet om dets sammenbrud. Desværre er dette mareridt om dets sammenbrud nu hovedtrenden. Jeg vil derfor håbe, at Kommissionen viser større styrke, hvad angår spørgsmål om et socialt Europa. Det er meget mærkeligt, at den skulle være svag med hensyn til disse spørgsmål. Det er nu ikke engang et spørgsmål om, hvorvidt politikken styres af markederne eller af politiske anskuelser, for den politiske virksomhed flytter sig ud i gaderne. Den går imod demonstrationer og falder i hænderne på forskellige ekstremistgrupper og den ekstreme højrefløj. Kommissionen bør derfor prioritere spørgsmål vedrørende et socialt Europa. Der sker imidlertid ingenting, beklageligvis.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Hr. formand! I modsætning til mange talere vil jeg gerne rose hr. Van Rompuy og hr. Barroso med i det mindste at være proaktive under den nuværende krise og indføre foranstaltninger, som forhåbentlig vil få succes i fremtiden. Hvorvidt de får det eller ej, kan vi ikke være sikre på på nuværende tidspunkt. Hvis de gør, vil de blive betragtet som helte. Hvis ikke, vil de sandsynligvis blive betragtet som skurke, men giv dem den anerkendelse, de fortjener. Forhåbentlig vil tilsynsarkitekturen sikre, at mange af de fejltagelser, som førte til den nuværende situation, ikke vil ske i fremtiden.

Hvad mit eget land angår, har vi desværre været nødt til at benytte os af en redningsaktion, og det var hovedsageligt på grund af vores bankers letsindighed og dårlig forvaltningspraksis. Om nogle få måneder har vi en ny regering, og det vil forhåbentlig medføre politisk stabilitet, men jeg vil gerne appellere til hr. Van Rompuy og hr. Barroso om at forsøge at sænke den nuværende rentesats for redningsaktionen, fordi den er for høj, og det vil kunne lamme landet.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Denne forhandling har først og fremmest vist krisens kompleksitet og foranstaltningernes kompleksitet. Én ting, jeg vil sige til Dem – og det er tydeligvis et stort flertal, som deler europæiske idealer og har behov for europæiske foranstaltninger – er, at vi ikke bør lade os skille af nogle forskelle, som ikke er de mest betydningsfulde.

Som nogle af Dem sagde, er der ganske rigtigt en reel udfordring – af og til en trussel – ved europæisk integration i dag. Vi har set den trussel i dagens forhandling. Jeg har hørt nogle bemærkninger, nationalistiske bemærkninger, forudindtagede bemærkninger, som jeg, ærlig talt, ikke er vant til at høre i Parlamentet.

De var i mindretal, men disse bemærkninger blev fremsat i et forsøg på at øge splittelserne mellem europæere, såkaldte rige og såkaldte fattige europæere. Og til dem, der fremsatte disse bemærkninger – og jeg er forbløffet over disse bemærkninger – imod europæisk solidaritet i et forsøg på at uddybe kløfterne mellem de rige og fattige, vil jeg sige: Hvor var De, da Europa finansierede Deres bønder efter krigen for at brødføde Deres egen befolkning? Hvor var De, da Europa finansierede Deres infrastrukturer med henblik på at øge Deres landes udvikling og konkurrenceevne? Hvor var De, da Europa etablerede det indre marked for at sælge Deres tjenesteydelser og Deres varer? Hvor var De, da Europa var grundlaget for Deres landes velstand og vækst efter krigen?

Kun egoistiske, kortsynede, kortsigtede holdninger kan nære den slags udtalelser imod europæisk enhed. Jeg synes, det er et alvorligt problem, og flere af Dem har fremhævet det. Min appel til alle dem, der deler det europæiske ideal, er, at vi bør stå samlet i forsøget på at finde et alsidigt svar på et spørgsmål, som vi, alvorlig talt, må indrømme kræver, at vi skaber konsensus. Af og til er det ikke let i et EU med 27 medlemsstater, hvoraf euroområdet nu har 17 medlemsstater – og jeg byder et varmt velkommen til Estland som nyt medlem – og med en beslutningsproces, som ikke altid er den enkleste, hvilket delvist skyldes, at vi baserer os på princippet om demokrati. Vi har ikke kun de europæiske institutioner. Vi har 27 demokratier.

Den opgave, der ligger foran os, er ekstremt vanskelig. Det er derfor, jeg vil appellere til alle dem, der deler det europæiske ideal, om ikke at lade os distrahere af, hvad der kan være nogle forskelle i politisk orientering.

Jeg respekterer i høj grad Deres bekymring for det sociale Europa, men lad os være helt åbne omkring dette, hr. Hughes. Hvordan kan vi bedst støtte regeringer som den græske regering, den spanske regering og den portugisiske regering, som ledes af meget anerkendte medlemmer af vores politiske familie? Er det ved at støtte de reformer, de så modigt gennemgår, eller ved ganske enkelt at sige, at disse reformer er imod europæiske værdier?

Vi har brug for strukturreformer i Europa, herunder på arbejdsmarkedet. Dette er realiteten. Hvis De spørger premierminister Papandreou, premierminister Zapatero og premierminister Sócrates, er dette præcis, hvad de gør, eller også planlægger de at gå endnu dybere ned i disse reformer. Jeg tror, den bedste måde, hvorpå vi kan støtte de modige bestræbelser, som vi alle forsøger at gøre i Europa i forskelligt tempo, er at tale sandhedens sprog.

I dagens konkurrenceverden, nu presset af et par stærkere vækstøkonomier, har vi valget mellem at tilpasse os eller sætte vores sociale markedsøkonomi på spil. Vi har brug for den. Vi vil gøre det, tror jeg, uden at drage tvivl om arbejdstagerrettighederne. Jeg vil endnu en gang – jeg kommer tilbage til Dem om et øjeblik, jeg har ikke glemt Deres spørgsmål – jeg mener, det er yderst vigtigt, at vi respekterer principperne om arbejdsmarkedsdialog. Jeg sagde det i går, og jeg gentager det i dag. Men hvis man ikke foretager denne form for finanspolitisk konsolidering og social reform, så har vi faktisk ikke tillid, og uden tillid får vi ikke vækst, og uden vækst bliver vi ikke i stand til at skaffe arbejdspladser til vores borgere.

Til de fremtrædende medlemmer af dette Parlament, som kommer fra Irland og stillede et spørgsmål, som antydede, at Irlands problemer blev skabt af Europa, vil jeg gerne have lov at sige, at Irlands problemer blev skabt af uansvarlig økonomisk opførsel i nogle irske institutioner og af mangel på tilsyn på det irske marked. Europa er nu en del af løsningen, det forsøger at støtte Irland. Men det var ikke Europa, der skabte denne uansvarlige finanspolitiske situation og denne uansvarlige økonomiske opførsel.

Europa forsøger at støtte Irland, fordi det er vigtigt at vide, hvor ansvaret ligger. Det er derfor, det er vigtigt for de af os – og det er tydeligvis flertallet – som tror på europæiske idealer, at vi er i stand til at træffe så fælles foranstaltninger som muligt.

Et andet spørgsmål, som nogle af Dem stillede, var: Hvad er ambitionsniveauet? Lad mig endnu en gang gøre Kommissionens holdning klart. Vi støtter den mest ambitiøse holdning i form af integrerede foranstaltninger. Det er derfor, Kommissionen vil være rede til at støtte nogle af de foranstaltninger, som nogle af Dem har foreslået. Men vi oplever en situation, i krisetider som disse, og i tider med ustabile markeder, hvor vi mener, at det er altafgørende, at vi bidrager til en konsensus vedrørende medlemsstaterne, og der var faktisk nogle splittelser undervejs mod at løse denne krise.

Hvad angår revision af traktaten, så ved De, hvad Kommissionens holdning var. Vi sagde fra starten, at vi mente, det var muligt at etablere en permanent mekanisme uden en revision af traktaten. Men mindst én af EU's medlemsstater – det kræver enstemmighed i disse sager – udtalte klart, at der var behov for en revision af traktaten. Da vi tror, det er vigtigt at have en permanent stabilitetsmekanisme, støttede Kommissionen konstruktivt denne begrænsede revision af traktaten. Så jeg mener, det ville være en total fejltagelse at være splittet i denne sag nu. Eftersom vi ønsker at underbygge stabiliteten, mener jeg, det er vigtigt, at vi bliver enige om denne begrænsede revision af traktaten.

Nogle af os vil gerne gå videre. Jeg vil personligt gerne gå videre i form af strukturering og uddybning af Fællesskabets tiltag. Men vi er nødt til at være ansvarlige i dette meget konkrete øjeblik, vi gennemlever, og forsøge at opnå den mest ambitiøse og højeste fællesnævner og ikke den laveste fællesnævner. Det er derfor, jeg igen gerne vil pointere, at nogle af de forslag, der blev stillet, i sandhed i sig selv er interessante, men de er ikke i stand til på nuværende tidspunkt at skabe den nødvendige konsensus, og Kommissionen er nødt til at være meget opmærksom på sit bidrag til at skabe denne konsensus.

Endelig tror jeg, at alle er nødt til at give et bidrag. Jeg kan ikke lide disse opdelinger mellem rig og fattig eller ny og gammel eller center og periferi. I Europa har alle stater præcis samme værdighed, og disse tanker om at skelne mellem medlemsstater er faktisk meget farlige tanker for det europæiske projekt. Så hvordan bør vi gøre det? Vi bør bede alle medlemsstater, som befinder sig i en mere sårbar situation, om at gøre, hvad de end måtte have behov for for at genoprette tillid til deres økonomier gennem hensigtsmæssig makroøkonomisk stabilitet, finanspolitisk konsolidering og strukturreformer. Dette er altafgørende på nuværende tidspunkt. Vi hjælper dem ikke, hvis vi foreslår, at de kan undgå at gå denne vej. Det hjælper dem ikke.

Samtidig bør de lande, som nu befinder sig i en bedre position, også vise solidaritet med disse lande. Jeg mener, det er altafgørende, at vi træffer nogle stærke foranstaltninger for at skabe stabilitet i euroområdet. At vi ikke, som det af og til er sket tidligere, kommer haltende efter, men ligger foran. At vi kommer med nogle forståelige foranstaltninger, som genopretter tilliden til beslutsomheden i euroområdet og i hele EU, og ikke kun gennem erklæringer, men også gennem handling. Det er en vigtig ting, det er et spørgsmål om troværdighed. Erklæringer er vigtige, men det er ikke nok. Det er vigtigt at handle, og at vi alle som helhed betragtet forpligter os til stærkere regeringsførelse i euroområdet og i EU. Dette er i sandhed noget, som markederne kræver af os.

Der er et problem med at opfatte, hvordan vi kan træffe beslutninger, og hvordan vi kan gennemføre disse beslutninger. Så vi har brug for stærkere regeringsførelse i euroområdet. Vi har brug for stærkere koordinering af den økonomiske politik i EU som helhed, og grundlæggende bør vi alle forpligte os til principperne om solidaritet og ansvarlighed. Det er ikke kun et spørgsmål om ansvarlighed, det er et spørgsmål om solidaritet. Det er ikke kun et spørgsmål om solidaritet, det er også et spørgsmål om ansvarlighed. Først da kan vi opnå stabilitet, og stabilitet er grundlaget for vores fremtidige velstand.

  Herman Van Rompuy, formand for Det Europæiske Råd. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Først og fremmest vil jeg begynde med nogle få positive kendsgerninger. Jeg undskylder for min positive fremtoning fra tid til anden.

For det første er den økonomiske vækst meget stærkere nu, end vi troede, den var for nogle få uger eller måneder siden. Arbejdsløsheden falder i nogle lande. Hvem ville have troet det i 2008 eller 2009? Hvad angår EU generelt, vil beskæftigelsen stige igen, samlet set, fra 2010-2011, efter den største krise i 70 år. Jeg siger det en gang til: Det forventede vi ikke for nogle få måneder siden – og alligevel sker det.

For det andet er der selvfølgelig en krise, men vores fælles valuta – den fælles valuta for 27 lande, i hvert fald – er stabil, for så vidt som dens vekselkurs over for USD nu er 1,30. Engang var den 0,85. På det tidspunkt var der ingen, der sagde, at euroen var i fare. Sammenlignet med andre kontinenter og andre store valutaer har vi en stabil betalingsbalance, og sammenlignet med andre store lande har vi et budgetunderskud, som praktisk talt er halvt så stort som deres. Det forklarer derfor, hvorfor euroen trods alle vores problemer er en stabil valuta. Jeg ønskede at fremhæve dette, før jeg gik videre til andre punkter.

Vi er naturligvis fuldstændig klar over, at vi er nødt til at kæmpe videre, men som jeg nævnte, sidste gang jeg var her, må vi virkelig huske på, at vi gik ind i denne krise i euroområdet – som i højere grad er en krise i euroområdet end for euroen – uden nogen passende værktøjer. Vi måtte praktisk talt opfinde dem på stedet. Det er et fælles ansvar, men det forklarer også, hvorfor vi ikke bevægede os så hurtigt, som vi måske havde troet i begyndelsen, eller så hurtigt som omstændighederne krævede.

Vi havde imidlertid ingenting. Der var en stabilitets- og vækstpagt, som ikke blev overholdt. Der var ingen makroøkonomisk styring. Der var ingen krisemekanisme, hverken midlertidig eller fast, og der var ingen stærke institutioner til at sørge for finanstilsyn. Vi var nødt til at opfinde det hele på stedet, midt i en krise, og det er et fælles ansvar. Nogle af Dem har sagt: "Det er for lidt og for sent." Ja, men den kendsgerning, at vi havde få eller ingen værktøjer, forklarer, hvorfor vores situation ikke er "for lidt og for sent", men i "skridt for skridt". Det er en værdig forklaring.

En anden ting, jeg gerne vil pointere, er, at nogle af Dem har sagt: "Ja, men krisen er ikke under kontrol. Se på udviklingen på markederne." Samtidig, og i samme åndedrag, siger andre – af og til præcis de samme mennesker – at: "Man kan ikke lade markederne diktere, hvordan man handler." Det er enten det ene eller det andet argument, men det er ikke altid særlig sammenhængende.

Hvad angår de foranstaltninger, der er truffet, er der naturligvis reformer, vi kan give os i kast med i medlemsstaterne, ikke kun i dem, der har problemer, men i alle medlemsstaterne. Reformer, der skal frigøre beskæftigelsespotentiale og frigøre vækstpotentiale. Det er klart, at reformer ofte er smertefulde. Det er klart, at der skal gøres en kolossal indsats for at fordele, hvad der skal kræves af folk, på en retfærdig måde.

Jeg vil imidlertid minde Dem om, at nogle store lande, som nu kommer hurtigere ud af den økonomiske krise, traf foranstaltninger for fire, fem, ja ligefrem seks år siden, meget skrappe foranstaltninger i hjemlandet, som på det tidspunkt mødte meget skarp modstand fra socialt hold. De var imidlertid effektive, hvad angår vækst og øget beskæftigelse. Vi må gå igennem vanskelige tider, men vi er nødt til at arbejde hårdere for, at byrden bliver ligeligt fordelt. Vores Union kan vise betydningsfulde eksempler på, at dette er den rette tilnærmelse.

Reformer er nødvendige på medlemsstatsplan, og reformer er, naturligvis, nødvendige i selve Unionen og særligt i euroområdet. Det er derfor, det er meget vigtigt hurtigst muligt at etablere den økonomiske styring, som blev vedtaget i taskforcen, og som blev forhandlet frem på grundlag af seks forslag fra Kommissionen til Parlamentet, og at alle, der er involveret i fælles beslutningstagning, når til enighed. Dette haster kolossalt.

Det skal gøres, hvis vi skal gå endnu et skridt videre med konvergensen i den økonomiske vækst og med den økonomiske politik inden for rammerne af euroområdet. Hvis vi kan opnå det gennem aftaler mellem landene i euroområdet, skal vi ikke kun tænke på det, men også arbejde hen imod det for at nå til en konklusion i løbet af de næste par uger og de næste par måneder. Måske er vi imidlertid nødt til at gå et skridt videre inden for euroområdet, end det blev vedtaget af den taskforce, der var involveret i Kommissionens forslag, for når der er en fælles valuta, er der i realiteten større behov for en fælles økonomisk politik og for en parallel økonomisk udvikling blandt alle medlemmerne i euroområdet.

Har vi glemt den strukturelle økonomiske vækst? Nej! Det er derfor, vi, midt i krisen, i marts, vedtog Europa 2020-strategien. Det er derfor, vi om få dage, på rådsmødet i februar, vil forhandle om innovations- og energipolitikken. Blandt alle de problemer, som krisen tvinger os til at håndtere, må vi ikke glemme de mere langsigtede perspektiver, de strukturelle perspektiver for vækst og beskæftigelse. Endvidere forbereder vi os på meget kort sigt på en global tilnærmelse til at forbedre de værktøjer, der blev skabt i 2010 for at overvinde krisen.

Der er en dagsorden – en klar dagsorden. Kan vi gøre det hurtigere? Ja! Som jeg sagde, var der to hindringer. Den første kom af den kendsgerning, at vi var nødt til at opfinde alt på stedet, og den anden knytter sig til behovet – fordi vi lever i et demokrati – for konsensus blandt vores 27 medlemsstater, vores 27 demokratier.

Dem, der støtter det europæiske projekt, er i høj grad i flertal i Parlamentet. Lad os ikke gå i den fælde, at vi forsøger at overgå hinanden for at finde ud af, hvem der er mest europæisk. Jeg mener, at kløften udvider sig mellem dem, der støtter det europæiske projekt, og dem, der ikke gør, men trods alle vores problemer er det vigtigste at holde kursen, bevare retningen og blive ved med at være fokuserede. Det er langt vigtigere end fremskridt hver for sig. Den fælles vilje til at arbejde i samme retning i form af det europæiske projekt er det, der tæller, som det blev sagt gentagne gange på Det Europæiske Råds møde i december.

Vi vil nå dertil med denne gradvise, progressive tilnærmelse. Jeg er overbevist om, at vi går i den rigtige retning. Jeg er overbevist om, at der er en fælles vilje. Jeg er overbevist om, at vi klarer det i sidste ende.

(Bifald)

  Formanden. – Tak for Deres rapport, hr. rådsformand. Det næste møde i Det Europæiske Råd bliver den 4. februar, og efter dette, også i februar, kommer den næste rapport fra rådsformand Van Rompuy.

Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Bastiaan Belder (EFD), skriftlig. – (NL) Det Europæiske Råd vil etablere en permanent beredskabsfond for euroområdet. Det kan være nødvendigt, hvis vi skal genvinde de finansielle markeders tillid til de statsobligationer, som er udstedt af de svage lande i eurosamarbejdet. Dette skaber imidlertid også øget tvivl om grundlagene for vores økonomiske og monetære union. Dem, der har fået til opgave at etablere denne fond, synes ikke at føle sig overbevist om, at medlemsstaterne budgetterer forsigtigt, eller at de efterlever bestemmelserne i stabilitets- og vækstpagten. Jeg ville ønske, at Det Europæiske Råd havde sagt mere om de markante forskelle inden for euroområdet, herunder medlemsstaternes forskellige niveauer af konkurrenceevne.

Ville det vise sig, at forskellen inden for Den Monetære Union er for stor til at tillade en fælles rentesats? Eller findes der hensigtsmæssige løsninger på forskellene mellem de forskellige medlemsstaters konkurrenceevne, budget og sociale og økonomiske struktur?

Til dette formål bør alle yderligere garantier for den midlertidige beredskabsfond ledsages af konkrete forpligtelser og resultater i form af nedskæringer og strukturreformer i de svage lande i euroområdet. Jeg ønsker medlemsstaterne i Rådet den visdom, der er nødvendig for at afgøre dette spørgsmål! Vores målsætninger bør være i overensstemmelse med aftalerne og sikre, at vi ikke tillader tingene at gå for langt igen. Derfor har både medlemsstaterne og Kommissionen et stort ansvar.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Den europæiske kapitalistiske integrations natur og målsætninger bliver stadigt mere indlysende, efterhånden som kapitalismens krisevirkninger i EU forstærkes, hvilket forværrer den økonomiske og sociale situation i flere medlemsstater og øger ubalancerne. Det seneste møde i Det Europæiske Råd var endnu en gang et tydeligt eksempel på dette. Der blev ikke sagt et ord om den sociale situation i EU, om arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse, der er steget gennem hele 2010, som var udnævnt til Det Europæiske År for Bekæmpelse af Fattigdom og Social Udstødelse. Ikke et ord blev sagt om årsagerne til alt dette. Ikke et ord blev sagt om beskatning af finansielle transaktioner eller om at sætte en stopper for skatteparadiser. Nu foreslås der ændringer til traktaten, som engang skulle vare en generation, med en forenklet procedure efter krav fra de kræfter, der måtte være i EU, med henblik på at skabe en mekanisme, de mener, er "i fuld overensstemmelse med politikkerne [Den Internationale Valutafonds]". I fremtiden vil de, med EU's aktive medvirken, stramme spændetrøjen yderligere på lande som Portugal og gøre dem til genstand for nedværdigende pres, afpresning og trusler vedrørende finansiel kapital. Alt dette sker parallelt med forværringen af asociale og antidemokratiske foranstaltninger knyttet til såkaldt økonomisk styring og de krævede "strukturreformer".

  Niki Tzavela (EFD), skriftlig. – (EL) I sin nye bog udtaler den tidligere engelske premierminister, Gordon Brown, at som følge af forsinkede beslutninger fra EU's side om den økonomiske krise i Grækenland steg det beløb, som Grækenland havde behov for at låne, med 90 mia. Tysklands obstruktion i form af at fremskynde proceduren for at øge og omstrukturere lånefonden har en afsmittende økonomisk virkning på Grækenland og Irland. Mit spørgsmål til Kommissionen er: Hvordan kan de medlemmer af Unionen, som har tabt på forsinkede beslutninger fra Rådets side, få kompensation? Vil Kommissionen støtte Grækenland i en bestræbelse på at fastslå, hvorfor dets gæld er øget siden meddelelsen om den græske krise?

(Mødet afbrudt i nogle minutter)