Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 19. januar 2011 - Strasbourg

12. Situationen i Belarus (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, fru Ashton, om situationen i Belarus.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Begivenhederne efter valget i Belarus den 19. december er kommet som et chok for os alle. Myndighedernes magtanvendelse mod landets borgere medførte tilkendegivelser præget af bekymring og fordømmelse i hele verden.

Mine kolleger og jeg har truffet mange af de berørte parter, dvs. fra oppositionsbevægelsen, civilsamfundet, familierne til de fængslede og befolkningen generelt. Vi har haft lejlighed til at give udtryk for vores medfølelse og solidaritet og at lytte. Men nu er tiden inde til at handle.

Jeg sætter meget stor pris på, at medlemmerne af Parlamentet allerede har kunnet bidrage til vores overvejelser angående dette spørgsmål, og at min kollega kommissær Füle kunne fremlægge vores nuværende tanker over for Udenrigsudvalget i sidste uge. Jeg ser frem til at nærlæse EU's beslutning, der er et resultat af Deres forhandlinger. Det er vigtigt, at vi alle er så målrettet som muligt i vores tankegang i betragtning af den presserende situation, vi har med at gøre.

Jeg har brugt tid sammen med en række repræsentanter fra oppositionen og den brede befolkning i Belarus, deriblandt som nævnt pårørende til de tilbageholdte. Jeg har også truffet udenrigsminister Martynov. Disse samtaler har ikke efterladt nogen tvivl hos mig om, at de begivenheder, vi var vidne til, var en krænkelse af vores syn på respekten for menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og demokratiet. Ikke alene var der ubegrundet magtanvendelse, men valgforløbet som helhed blev også klart undergravet af tilbageholdelsen af civilsamfundets og oppositions repræsentanter. Vurderingen fra OSCE-ODIHR underbygger denne konklusion.

Mange af dem, der er blevet tilbageholdt i de sidste par uger, er blevet løsladt. Men et væsentligt antal – helt op til 30 personer – står stadig over for anklager, der kan føre til meget betydelige fængselsstraffe, og denne gruppe personer omfatter jo nogle præsidentkandidater.

Jeg har allerede fordømt de undertrykkende foranstaltninger, myndighederne i Minsk har truffet, og jeg har opfordret til øjeblikkelig løsladelse af alle dem, der tilbageholdes af politiske grunde, samt genåbning af OSCE's kontor i Minsk. Dette budskab er blevet yderligere understreget i en fælleserklæring med den amerikanske udenrigsminister, Hilary Clinton.

På mit møde med udenrigsminister Martynov understregede jeg, at EU forventer en øjeblikkelig reaktion fra de belarussiske myndigheders side på verdenssamfundets krav. Når vi fastlægger de næste skridt, vi tager, er vi nødt til at begynde med de grundlæggende principper.

Det første af disse principper er, at sikkerheden for fredelige aktivister, herunder præsidentkandidater, til enhver tid skal ligge os stærkt på sinde.

Det andet princip er, at belarussere er vores naboer og partnere, og deres interesser skal gå forud for alt andet. Samtidig med at vi giver udtryk for vores bekymring over for myndighederne, kan vi ikke isolere befolkningen.

Det tredje princip er, at respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder er et centralt punkt i EU's udenrigspolitik og af det østlige partnerskab og udgør en del af en række værdier, som vi har til fælles med vores nærmeste partnere. Vi vil arbejde sammen med disse partnere, sådan som vi har gjort med USA, for at lægge størst mulig vægt bag verdenssamfundets budskab til Belarus.

Vores vurdering fører til en klar konklusion, nemlig at vi skal benytte vores kanaler til at viderebringe en fast og hurtig reaktion. Denne reaktion bør være et klart signal til myndighederne i Belarus om vores synspunkter, uden at vi isolerer borgerne og civilsamfundet. Vores reaktion skal være velafvejet. På den ene side er vi nødt til at overveje målrettede foranstaltninger over for de belarussiske myndigheder og nok også foretage en revision af sanktionerne. På den anden side er vi nødt til at indlede en intensiveret dialog med og støtte civilsamfundet og borgerne – og rent praktisk betyder det, at vi fortsætter vores bistand til ngo'er, medierne og de studerende, og at der muligvis skal gøres en større indsats for at forbedre bevægeligheden for borgere, der gerne vil rejse ind i EU.

På kort sigt er det bestemt en mulighed at genindføre et rejseforbud for præsident Lukashenko og udvide forbuddet til at gælde for andre navngivne personer, hvis de tilbageholdte ikke løslades.

For så vidt angår intensiveret støtte til civilsamfundet, har jeg anmodet Tjenesten for EU's Optræden Udadtil i samarbejde med Kommissionen at finde frem til de valgmuligheder, der er for at indføre omgående foranstaltninger med fokus på ngo'er, medier og studerende. Jeg ved, at Parlamentet har kompetence til at yde stipendier til studerende, der er bortvist fra universitet, og jeg håber, at denne facilitet kan udnyttes. Vi vil naturligvis forsøge at benytte os af yderligere ressourcer fra andre kanaler, herunder fra medlemsstaterne.

Jeg nævnte tidligere spørgsmålet om bevægelighed, og jeg tænker her især på en lempelse af visumreglerne. Jeg vil gerne opmuntre medlemsstaternes konsulater i Minsk til at lempe visumreglerne som en ad hoc-foranstaltning til glæde for de belarussiske borgere.

De kortsigtede foranstaltninger, jeg netop har beskrevet, vil naturligvis blive taget op på mødet i Rådet for Udenrigsanliggender den 31. januar, men det er ikke for tidligt at reflektere over nogle langsigtede aspekter af vores forbindelser med Belarus.

For det første sagde jeg, at vi er nødt til at samarbejde med andre internationale partnere om dette spørgsmål, og det er en grund til, at Belarus fortsat bør deltage i det multilaterale spor, som vi har til rådighed, og at vi er nødt til at samarbejde tæt med vores østlige partnerskabslande om at opbygge en konsensus om dette spørgsmål.

For det andet skal vi, for så vidt angår bilateral finansiel bistand via det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI), fokusere mere på befolkningens behov og på civilsamfundet.

Endelig udarbejdede vi sidste år en fælles interimsplan, hvor udviklingen af vores forbindelser med Belarus på mellemlang sigt er kortlagt. Jeg tror, vi er nødt til at holde en pause i dette forløb. Det betyder ikke, at den fælles interimsplan bliver opgivet, men vi har brug for yderligere høringer, bl.a. med civilsamfundet, og om nødvendigt en revision.

Dette er de rammer, inden for hvilke vi i øjeblikket arbejder. Jeg er nu meget interesseret i at høre parlamentsmedlemmernes synspunkter.

  Jacek Protasiewicz, for PPE-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Der var ikke skyggen af tvivl hos de internationale valgobservatører, og der bør ikke være skyggen af tvivl overhovedet hos os. Det nylige præsidentvalg i Belarus i december gik ikke retfærdigt til. Det gik ikke retfærdigt til, og derfor kan den politik, som vi siden 2008 har ført over for de belarussiske myndigheder, dvs. en politik præget af dialog med Belarus og en udstrakt hånd, ikke længere vare ved. Det er ikke tid til "business as usual". Det er tid til nye beslutninger, en ny politik og en hård linje i forhandlingerne med det belarussiske styre, og hermed mener jeg også både politiske og visumrelaterede sanktioner uden dog at udelukke økonomiske sanktioner. Vi bør naturligvis gøre intelligent brug af sådanne sanktioner og målrette dem således, at vi sikrer, at de almindelige belarusseres liv ikke berøres, men vi må ikke kvie os ved at indføre dem, herunder suspendere Belarus' medlemskab i det østlige partnerskab.

Da valget ikke gik retfærdigt til, er valgresultatet ikke troværdigt. Vi kan således med sindsro og i fuld erkendelse af fakta erklære, at den belarussiske demokratiske opposition kan påberåbe sig en moralsk sejr ved dette valg. Vi skal derfor støtte oppositionen i dens forsøg på at oprette en politisk repræsentation her i Bruxelles med henblik på at repræsentere både dens interesser og et frit Belarus' samlede interesser ved forhandlingerne med EU og medlemsstaterne på politisk niveau. Endelig skal vi stille krav om, at de personer, der er blevet anholdt, både præsidentkandidaterne og de politiske aktivister, uafhængige journalister, studerende og universitetsprofessorer, bliver løsladt. De skal alle sammen løslades, inden vi går ind i nogen yderligere forhandlinger med repræsentanter for den belarussiske stat.

  Kristian Vigenin, for S&D-Gruppen. – (BG) Hr. formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet udtrykker stor beklagelse over, at dette præsidentvalg er blevet til endnu en forspildt chance for landet til med faste skridt og stort engagement at begive sig ud på demokratiets vej.

Vi kan imidlertid sige, at EU's politik med gradvis at gå i dialog med Belarus på visse betingelser i det væsentlige har givet visse resultater, så vi skal være varsomme med at opfordre til en radikal ændring af vores politik.

Jeg siger dette, fordi det er takket være vores engagement, at der i præsidentvalgkampen i sidste ende skete visse fremskridt, og det kan meget vel også være grunden til, at mange flere mennesker samledes på pladsen i Minsk, end arrangørerne havde forventet. Vi havde med andre ord nok skabt en atmosfære af større frihed, hvilket borgerne i Belarus kan have tolket korrekt.

Fremover skal vi dog især være klare og faste nok i mælet, når vi stiller krav til myndighederne i Belarus om, at de skal frigive de tilbageholdte og straks holde op med at chikanere alle dem, der deltog i eller arrangerede protesterne i den ene eller anden form. Vi kan ikke gå på kompromis desangående, og vi skal gøre det helt klart, hvad vi ønsker.

Hvad vi kan gøre på mellemlang og lang sigt, er imidlertid noget andet. For det første skal vi undgå at kaste landet tilbage i isolation, for som repræsentanterne for oppositionen og civilsamfundet fremhævede, indebærer en isolation af Belarus, at landets borgere bliver isoleret.

Det, vi skal gøre, er inden for rammerne af den politik, vi i forvejen fører over for Belarus, at forsøge at træffe visse foranstaltninger for at justere vores politik, således at den gavner landets borgere og støtter medierne, civilsamfundet og oppositionen. På den måde kan vi skabe et miljø, hvor retfærdige og demokratiske valg bliver en mulighed.

Vi skal efter min opfattelse arbejde hen imod dette med de nabolande til Belarus, der ikke er medlem af EU, dvs. Rusland og Ukraine, og Parlamentet skal forsøge at benytte mulighederne i det østlige partnerskab og Euronest til at engagere de andre fem lande i partnerskabet i nogle fælles aktiviteter med henblik på at demokratisere Belarus.

(Taleren indvilligede i at besvare et spørgsmål ifølge forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Marek Henryk Migalski (ECR). – (PL) Hr. formand! Jeg ved, at jeg kun har 30 sekunder.

Muligvis var tolkningen ikke så præcis her, hr. Vigenin, men hørte jeg Dem virkelig sige, at De betragter de demonstrationer, som fandt sted efter valget, eller med andre ord de demonstrationer, der rent faktisk blev afholdt for at protestere mod svindlen med dette valg og alle de uregelmæssigheder, der forekom, som bevis på, at valget gik bedre, og at situationen er ved at blive bedre? Det lød sådan. Jeg har svært ved at tro på, at tolkningen af Deres indlæg var helt korrekt.

  Kristian Vigenin (S&D). – (BG) Hr. formand! Jeg udtrykte mig måske ikke klart nok, eller også gik nogle af de små nuancer tabt i oversættelsen. Det, jeg havde i sinde at sige, var, at situationen i Belarus har ændret sig i den forstand, at stadig flere kan se behovet for demokrati og behovet for at kæmpe for demokratiet. Det er i den forstand, jeg ser den kendsgerning, at der var flere mennesker på pladsen i Minsk, end man havde forventet, som noget positivt.

Det var det, jeg mente, og jeg mente på ingen måde, at det var styret i Belarus, der havde gjort det muligt.

  Formanden. – Der er måske et problem med den engelske tolkning. Er der et problem med den engelske tolkning? Prøv lige at undersøge det. Nej, det er ikke tolkningen. Der er et problem med mikrofonen. Er det i orden nu?

  Kristian Vigenin (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg forsøger altid at tale på mit modersmål, men nogle gange føler jeg ikke, at jeg bør gøre det, når der er tale om så følsomme emner.

Jeg forsøgte at give udtryk for, at jeg mener, at situationen er ved at blive bedre i den forstand, at flere og flere i Belarus forstår, at landet har brug for demokrati, og flere og flere forstår, at de skal kæmpe for demokratiet i Belarus. Det er grunden til, at jeg sagde, at jeg betragter det som et positivt signal, at der var så mange mennesker – mange flere, end arrangøren havde forventet – på pladsen i Minsk. Jeg håber, at dette kan forklare, hvad jeg mente.

  Kristiina Ojuland, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Det var godt at høre, hvad den højtstående repræsentant sagde, og vi er fuldstændig enige i det, hun sagde. Det er meget vigtigt, at EU har været i stand til at reagere på det uheldige udfald af det belarussiske præsidentvalg.

Jeg så gerne, at vi også havde modet til at være lige så kraftfulde, håndfaste og principfaste, når der er tale om et naboland til Belarus, hvor undertrykkelse af den demokratiske opposition og krænkelser af retsstatsprincippet og af menneskerettighederne også er blevet hverdagskost.

Forværringen af demokratiets tilstand i Rusland kan også være selve grunden til, at Kreml har anerkendt det belarussiske præsidentvalg og beskrevet den voldelige undertrykkelse som et "indre anliggende" i Belarus. En sådan ligegyldighed over for den forfærdende situation i Belarus er et markant tegn på tendenserne i Rusland.

Parlamentet er nået frem til en stærkt formuleret beslutning med forslag om målrettede visumsanktioner og økonomiske sanktioner over for Lukashenkos kriminelle regime. Det er af helt afgørende betydning, at EU står sammen i denne sag, og at medlemsstaterne holder op med at videreføre nogen bilaterale initiativer med Lukashenko og hans regime. Vi skal suspendere det østlige partnerskab og andre samarbejdsformer, indtil de politiske fanger er løsladt. Samtidig skal vi øge støtten til civilsamfundet, ngo'erne og de uafhængige medier i Belarus med henblik på at forberede dem på opbygningen af Belarus efter Lukashenkos fald, hvilket forhåbentlig kommer til at ske ved hjælp af demokratiske valg.

Jeg vil derfor gerne bede den højtstående repræsentant støtte opfordringen til et paneuropæisk forum for fremtiden i Belarus.

  Heidi Hautala, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg mener, at den højtstående repræsentant ligger fuldstændig på linje med vores holdninger, når hun siger, hun var chokeret.

Vi var så sandelig chokeret efter den 19. december, da mange af os havde håbet, at der ville ske en gradvis åbning i Belarus over for EU. Jeg synes nu, at mange af de forhåbninger indtil videre er væk. Det er særdeles foruroligende – næsten hver time – at høre nyheder om igangværende undertrykkelse i Minsk og andre dele af Belarus.

Så sent som i går fortsatte chikanen mod menneskerettighedsorganisationen Viasna med husransagelser, anholdelser og tilbageholdelser. Det er en organisation, som meget tappert har forsvaret menneskerettighederne i Belarus. Myndighederne har stadig ikke givet den lov til at blive registreret.

Den belarussiske Helsinkikomité fik en advarsel, efter at den kontaktede FN's særlige rapportør om dommeres og advokaters uafhængighed. Man kan med god grund tro, at de personer, der er anklaget for alvorlige lovovertrædelser, ikke får nogen retfærdig rettergang.

I dag var der også nyheden om den tidligere præsidentkandidat hr. Sannikov, hans hustru Irina Khalip, der er journalist og korrespondent for Novaya Gazeta i Minsk, og deres barn – og det var en sensation verden over. Vi har hørt, at barnet kan få lov til at blive hos sine bedsteforældre, da forældrene er tilbageholdt. Men jeg vil bare advare om, at dette endnu ikke er gode nyheder. Vi mangler stadig, at få det bekræftet, hvilket måske sker i næste uge.

Så hvorfor slår man til på den hårde måde i Belarus? Vi skal virkelig insistere på en uvildig international undersøgelse af, hvad der skete, for at forstå hele baggrunden og forstå, om politiagenter rent faktisk ansporede til denne vold – som nu er blevet erklæret at være en ulovlighed – og ikke de personer, der for så vidt kun kræver demokrati i Belarus. Den mest hensigtsmæssige instans til at foretage en sådan undersøgelse vil efter min opfattelse være OSCE og alternativt FN.

Hvad så med nyvalg? Vi skal være forsigtige med at opfordre til nyvalg alt for hurtigt, fordi vi er nødt til at sikre køreplanen i retning af demokratiske reformer. Vi er nødt til at sikre presse-, forenings- og forsamlingsfrihed. Uden det ville vi ikke opnå særlig meget, selv hvis Belarus afholdt nyvalg i dag.

FORSÆDE: Stavros LAMBRINIDIS
Næstformand

  Ryszard Czarnecki, for ECR-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Vi taler om situationen i Belarus, men lad os ikke give sorteper videre. Det er nemt at rette beskyldninger mod Lukashenkos regime, idet disse beskyldninger er fuldt fortjent, og vi skal så sandelig også sætte hans styre under anklage og fordømme det. Men Europa skal også påtage sig en del af skylden. Er det ikke sådan, at det besøg, den italienske premierminister, hr. Berlusconi, aflagde, kunne bruges til at give regimet en slags troværdighed? Er det ikke sådan, at det besøg, den litauiske præsident, fru Grybauskaitė, aflagde, kunne bruges til at give regimet troværdighed? Er det ikke sådan, at det besøg, de tyske og polske udenrigsministre, hr. Westerwelle og hr. Sikorski, aflagde, kunne bruges til at give styret troværdighed og faktisk kom meget belejligt for regimet? Sandheden er, at politikere fra EU's medlemsstater har givet hr. Lukashenko et vist politisk spillerum uden at bede om noget som helst til gengæld. Vi skal i dag stille krav om respekt for menneskerettighederne, men også påtage os skylden dér, hvor det er på sin plads.

  Helmut Scholz, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand, Baroness Ashton! Min gruppe bakker ikke op om kompromisbeslutningen om Belarus. Jeg vil dog gerne slå fast, at dette ikke skal betragtes som en accept fra vores side af valgresultaterne, anholdelserne og repressalierne mod anderledestænkende. For os er retfærdige, gennemsigtige og demokratiske valg – "frihed er altid frihed for de anderledestænkende" for at citere Rosa Luxemburg – et grundlæggende krav for at etablere et forhold til Belarus og til alle andre stater. Det omfatter også øjeblikkelig løsladelse af alle politiske fanger.

Jeg tvivler dog på, om sanktioner virkelig er et effektivt middel til at få de politiske fanger løsladt omgående og få gennemført gennemgribende ændringer i det demokratiske system i Belarus. Sanktioner har før i tiden haft ringe virkning i bl.a. Belarus. Det ved vi jo alle sammen udmærket. I mine øje er det en bedre tilgang at konfrontere dem, der har den politiske magt, med vores argumenter og krav i en politisk dialog, ikke at give dem mulighed for at så tvivl om kritikken fra civilsamfundet ved at henvise til, at kritikken kommer udefra, at etablere en gennemsigtig politisk styreform og at koordinere vores indsats med den indsats, alle vores udenrigspolitiske partnere i Belarus yder. Det virker også til at være mere ærligt i forhold til vores egne argumenter, sådan som formiddagens drøftelse om det ungarske formandskab har vist.

  Bastiaan Belder, for EFD-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Den brutale undertrykkelse af ethvert politisk alternativ til præsident Lukashenkos regime siden valget den 19. december 2010 har klart reduceret Minsks manøvrerum i omverdenen. Belarus har på eget initiativ brat indstillet det penduldiplomati, man havde haft mellem Moskva og Bruxelles i de sidste tre år. Det lykkes i øjeblikket for præsident Lukashenko at opretholde de stærke politiske og økonomiske bånd med Kreml. Det er præcis dette afhængighedsforhold, der kræver et større europæisk engagement i Belarus' civilsamfund.

Vi skal derfor for enhver pris fortsat følge holdningsændringsstrategien som et nødvendigt skridt i retning af et systemskifte. Vi skal aktivt udvise europæisk solidaritet. F.eks. skal vi hurtigst muligt nedsætte visumgebyrerne for belarussere. Dernæst skal vi indlede en kritisk strategisk dialog med den belarussiske politiske opposition og som led i samme proces være særlig opmærksomme på reformvillige kræfter i magtapparatet. Det er en velafvejet politik. Bruxelles skal ikke afskrive Minsk nu. Vi skal ikke overlade belarusserne til russisk eller kinesisk lovgivning. Vi skal skitsere en uafhængig vej, som de kan følge i retning af et frit samfund og de demokratiske retsstatsprincipper.

  Traian Ungureanu (PPE). – (EN) Hr. formand! Alexander Lukashenko har aldrig ladet en chance for at træde i karakter som diktator gå fra sig. Valget i december var ret beset en rituel genudnævnelse. Men i EU har vi klynget os til illusionen om, at Lukashenko på mirakuløs vis ville forandre sig. Faktisk sagde vi, at vi ville afvente valget i december. Valget kom, og Lukashenko er fortsat den samme, og oppositionen er enten på hospital eller i fængsel.

Jeg mener, det er på tide, at EU genovervejer sin strategi over for Belarus. Det er klart, at der ikke er plads til Belarus i det østlige partnerskab. Belarus skal suspenderes. Vores eneste partner skal være civilsamfundet. Jeg afventer resultaterne fra mødet i Rådet for Udenrigsanliggender den 31. januar, og jeg håber, at både Baroness Ashton og kommissær Füle anbefaler en suspension.

Afslutningsvis kan vi, hvad angår konsekvenserne for Den Parlamentariske Forsamling Euronest, ikke længere give Lukashenko vetoret vedrørende Euronest. Belarus plejede at blokere for Euronest. Konklusionen er derfor, at Euronest skal sættes i gang hurtigst muligt.

  Justas Vincas Paleckis (S&D). – (LT) Hr. formand, højtstående repræsentant! Parlamentets beslutning, som vi stemmer om i morgen, skal sende et kraftigt signal til belarussere, hele Europa og verden. Der skal i det mindste så snart som muligt ske en tilbagevenden til situationen, som den var før den 19. december, og ydes en kombineret indsats for at sikre, at Belarus følger vejen mod demokrati og en styrkelse af menneskerettighederne. Det vigtigste mål i dag er, at de politiske fanger løslades, og at overgrebene mod oppositionen, ngo'erne og den frie presse ophører. Jeg er dog enig med den højtstående repræsentant i, at vi, når vi langer ud efter styret, ikke må ramme de belarussiske borgere. Vi skal med millimeters nøjagtighed regne på, om vi vil skade belarusserne samt de for begge parter gavnlige bånd med EU's medlemsstater inden for erhvervslivet, kultur, uddannelse og turisme, som er af afgørende betydning for, at Belarus åbner sig over for Europa.

Den seneste politik i form af dialog med Belarus har til dels båret frugt, idet næsten halvdelen af alle belarussere nu går ind for tættere forbindelser med EU. Vi skal reagere på begivenhederne i Minsk, således at dette tal næste år vil stige endnu mere. Det vil over for arrangørerne være en helt konkret smertelig belønning for den 19. december. Afslutningsvis vil jeg på ny gerne nævne den økonomiske, visumrelaterede Berlinmur, der desværre er bygget op mellem EU og dets naboer mod øst, og som det er yderst vanskelig at forcere i Belarus. Det er på høje tid at rive den mur ned og gøre det muligt for almindelige ukrainere, belarussere, georgiere og russere at få adgang til og indhente visa til EU uden noget som helst besvær. De millioner af euro, som opkræves i ubegribelig høje visumgebyrer, kan i sandhed ikke svare sig, fordi det graver fortidens kløfter dybere, denne gang mellem EU's medlemsstater og deres naboer. Det burde virkelig ikke være sådan.

  Gerben-Jan Gerbrandy (ALDE). – (NL) Hr. formand! I livets forhold og så afgjort i politikkens verden er det særdeles vigtigt at have håb. Håb giver noget at se frem til, håb giver folk mulighed for at tro, at tingene bliver bedre fremover, og håb er, hvad der i meget høj grad har manglet i Belarus siden den 19. december. Det var håbet, at dette valg ville blive mere demokratisk end tidligere. Det var håbet, at oppositionen ville få bedre chancer denne gang, og håbet, at de belarussiske medier ville give borgerne et mere nuanceret billede af Belarus. Alle disse forhåbninger er blevet gjort til skamme.

Det er præcis derfor, EU skal ændre sin politik vedrørende Belarus. Desværre har tilnærmelsespolitikken over for styret ikke fungeret. EU skal indføre sanktioner over for de belarussiske ledere. Sanktioner, der ikke rammer landets borgere, men dets ledere. Sanktioner som f.eks. inddragelse af alle visa til lederne og deres familier. Det sidste punkt er vigtigt, hvis vi skal bryde de komplekse bånd mellem den politiske og økonomiske magt i Belarus.

Heldigvis er Baroness Ashton tilsyneladende på rette spor. Kommissionen har også reageret hensigtsmæssigt ved at kræve øjeblikkelig løsladelse af samtlige politiske fanger. Parlamentet kan også yde et bidrag ved snarest muligt at sende en mission til Belarus for at vise oppositionen, de frie medier og ngo'erne, at vi støtter dem. Det er kun med deres hjælp og gennem deres indsats, at det nye Belarus vil kunne tage form.

Endelig skal EU give ny fremdrift, for så vidt angår naboskabsprogrammet. Dette program har indtil videre ikke just levet op til sit løfte. Vi skal ikke bare støtte udviklingen af borgerrettighederne i Moldova, Ukraine, Georgien, Armenien og Aserbajdsjan. Ved hjælp af samme fremgangsmåde kan vi også vise belarusserne, hvor vigtigt det ligeledes er for deres lands fremtid, at de søger en tilnærmelse til Europa. Hvis vi gør dette, sikrer vi, at håbet igen indfinder sig hos befolkningen i Belarus.

  Werner Schulz (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand, Baroness Ashton! Vores forhåbninger om, at Belarus ville bevæge sig i retning af demokrati efter præsidentvalget, er blevet vendt til bitter skuffelse. Til trods for alle vores negative erfaringer og vores forbehold vedrørende hr. Lukashenkos regering har EU rakt hånden frem mod Belarus i de seneste måneder. Det blev gjort helt klart, i hvilket omfang det foreslåede samarbejde ville afhænge af dette valg, og i et stykke tid så det ud til, at valget i det mindste til dels ville blive retfærdigt, korrekt og frit.

De ubetydelige indrømmelser har dog tydeligvis rusket op i det undertrykkende system på en sådan måde, at præsidenten atter har vist sit sande ansigt som hensynsløs diktator. Hans påståede valg er et forfærdeligt bedrag, hans magt er ikke legitim, og hans vold mod oppositionen er en brutal forbrydelse. Valgsvindlen og undertrykkelsen af protester er et væsentligt tilbageskridt for Belarus. Der hersker på ny en atmosfære præget af frygt og undertrykkelse i landet. Valgsvindlerne påstod frækt, at udenlandske efterretningstjenester og diplomater havde blandet sig, mens systemet faktisk selv havde sendt urostiftere på banen. Det er også en skandale, at efterretningstjenesten, der kontrolleres af præsidenten og stadigvæk kalder sig KGB, benytter sig af metoder fra Stalintiden til at terrorisere oppositionen og civilsamfundet.

Denne krænkelse af de grundlæggende menneskerettigheder begået af et medlem af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) er uacceptabel. Det postkommunistiske regime er blevet uudholdeligt. Vi har udarbejdet en parlamentsbeslutning, som udgør et godt grundlag for drøftelserne mellem de europæiske udenrigsministre. I beslutningen fokuseres der primært på øjeblikkelig løsladelse af politiske fanger, lægehjælp til de sårede, frafald af absurde anklager og nedsættelse af et uvildigt undersøgelsesudvalg samt målrettede politiske og økonomiske sanktioner, der virker på magthaverne, men ikke på befolkningen.

Vi skal nu støtte de proeuropæiske kræfter i landet, hvis forhåbninger vi har vakt, og som ønsker et regeringsskifte og har afgivet deres stemme. De ser fremtiden for deres land som værende i EU og ikke i et tættere forhold med Rusland. Den kendsgerning, at de første statsledere, der ønskede hr. Lukashenko tillykke med hans valgsejr, var den russiske præsident, hr. Medvedev, den russiske premierminister, hr. Putin, og Ukraines præsident, hr. Janukovitj, viser deres opfattelse af demokrati og de triste perspektiver, der venter Belarus i den retning.

  Marek Henryk Migalski (ECR). – (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med nogle nyheder til fru Hautala. Forhåbentlig har hun taget sine hovedtelefoner på igen. Jamen, fru Hautala, der er én ting mere at sige ud over de oplysninger, De gav os om organisationen Viasna. Ikke alene har organisationen ikke fået lov til at lade sig registrere, men for kort tid siden fjernede politiet alle deres computere, og i mandags – og det er så nyheden til Dem – begyndte jeg i Polen en indsamling af bærbare computere, som skal sendes til dem.

Lad os nu tage fat på det, som det drejer sig om, fru kommissær. Jeg vil gerne begynde med at gentage, at De mener, at "tiden er inde til at handle". Det er sandt. Den anden vigtige ting, De sagde, var at vi ikke skal isolere det belarussiske samfund. De foranstaltninger, vi træffer, skal leve op til dette princip, og det skal virkelig være "bløde" foranstaltninger, dvs. opbygning af civilsamfundet, støtte til medierne og de studerende samt afskaffelse af visa. Vi skal støtte sådanne foranstaltninger og i særdeleshed afsætte flere midler dertil. Jeg er dog også enig i, at der skal være foranstaltninger, der rammer hårdere, som f.eks. de foranstaltninger, der foreslås af hr. Protasiewicz eller fru Ojuland. Dette er en situation, hvor begge typer foranstaltning kædes sammen.

  Jacek Saryusz-Wolski (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg mener, at både den stillede diagnose og den planlagte behandling er korrekt. Problemet er ikke, at vi tidligere havde en diagnose og en planlagt behandling, der var så meget anderledes, men at vi gjorde så lidt. Så måske skal vi spørge os selv om, hvorvidt vi i tilstrækkelig grad er fast besluttet på at gøre tingene anderledes denne gang.

Vi skal selvsagt fordømme og kræve løsladelse, indføre sanktioner og overveje suspension, men hvis vi ikke går længere end denne verbale fordømmelse og moralske støtte, vil dette tiltag ikke bære frugt. Vi skal have en langsigtet strategi og indsats, og det vil i realiteten være en test af den nye udenrigspolitik, som Baroness Ashton nu står i spidsen for.

Det handler ikke kun om Belarus. Hvordan vi håndterer spørgsmålet om Belarus, kommer til at bestemme den sande politiske dynamik i hele regionen: i Moldova, i Ukraine og også over for bl.a. Rusland. I øjeblikket fører begivenhedernes forløb geopolitisk set Belarus væk fra Europa, og Europa er på tilbagetog, ligesom det er tilfældet i Ukraine. Vi har givetvis ret i at anbefale en tilgang med dobbelttjek: sanktioner mod og isolering af regimet, åbning for større bistand til samfundet. Man bør efter min mening udskifte den politik i form af gulerod og pisk, man hidtil har anvendt over for regimet, med en politik, hvor "regimet får pisken, og samfundet får guleroden". Vi skal imidlertid i meget større grad huske på, at vores partner ikke er regimet, men samfundet.

Baroness Ashton sagde, at vi skal fortsætte med at hjælpe. Vi skal holde op med at gøre lige så lidt, som vi gjorde førhen. Gjorde vi alt det, vi burde have gjort? Nej, det var en latterlig beskeden støtte, og det er vi nødt til at lave om på.

  Richard Howitt (S&D). – (EN) Hr. formand! Mens vi forhandler her i dag, virker det til, at Alexander Lukashenko er ved at haste nogle planer igennem om sin indsættelse nu på fredag uden nogen internationale gæster, nemlig fordi verdenssamfundet ikke anerkender valget i Belarus som et frit, retfærdigt eller gennemsigtigt valg. Hvis det bliver til noget, vil det være en sort fredag som opfølgning på det, man er begyndt at kalde "Bloody Sunday", dvs. den 19. december, hvor 700 deltagere i den demokratiske protest blev anholdt, deriblandt syv ud af de ni præsidentkandidater, hvoraf en har brækket begge sine ben, og en anden er blevet slået af urobetjente, indtil han blev hjerneskadet.

Jeg anmoder næstformanden/den højtstående repræsentant og EU's medlemsstater om at bakke op om de polske forslag til et visumforbud og, som det fremgår tydeligt af vores beslutning, støtte princippet om yderligere målrettede økonomiske sanktioner.

En af de ting, EU i den forbindelse kan gøre, er at give udtryk for klare og enkle krav om, at alle politiske fanger skal løslades, at myndighederne skal fjerne enhver trussel, hvormed man forbyder eller begrænser den belarussiske Helsinkikomité, og at der hurtigt skal tages skridt i retning af at tilrettelægge nyvalg.

Hvad fremtiden angår, er jeg enig i det, der er blevet sagt i dag, både af Catherine Ashton og af min egen gruppe, om, at vi skal holde det multilaterale spor åbent, og vi skal fokusere på civilsamfundet og støtte det. Men jeg må sige, at dette ikke blot er et skelsættende øjeblik for demokratiet og menneskerettighederne i Belarus. Det er en test af Europas egen naboskabspolitik. Ja, vi søger et klart og tættere samarbejde og partnerskab med vores naboer for at tilskynde til en proces, hvor der er større overensstemmelse med dem, der befinder sig ved vores grænser, hvis der er en ægte gensidig forpligtelse hertil, men det vil ikke fungere, hvis der ikke bliver gjort noget, når den gensidige forpligtelse mangler, og tingene går galt.

Den smerte, vi skal bekymre os om i forbindelse med denne forhandling, er ikke den smerte, der er tiltænkt med de foreslåede intelligente EU-sanktioner mod Belarus, men den fysiske smerte som følge af den omgang klø, de mennesker, der ligesom Europa helhjertet støtter demokratiet og menneskerettighederne, og som har brug for, at vi solidarisk står sammen med dem, således at de mange års smerte i Belarus kan bringes til ophør, blev udsat for.

  Elisabeth Schroedter (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand, Baroness Ashton! Jeg vil gerne takke Baroness Ashton for hendes hurtige reaktion på begivenhederne i Minsk. Jeg beundrer også det koncept, hun har udarbejdet. Der er en god balance mellem sanktioner mod dem, der er ansvarlige for de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, og foranstaltninger, som skal støtte befolkningen i Belarus.

Jeg vil også gerne sige tak til sikkerhedskonferencen i München, idet man annullerede hr. Lukashenkos indbydelse. Dette sendte et klart signal om, at diktatorer ikke hører hjemme i internationale komitéer og ikke skal anerkendes ved at blive inviteret med til deres møder.

International anerkendelse af en selvudnævnt præsident svækker oppositionen i hans land og kan også betragtes som international anerkendelse af det ikkedemokratiske valg. Reaktionen fra konferencens side var derfor helt på sin plads.

Vi ved, at vi kommer til at vente længe, inden vi ser nogen politiske ændringer i landet. Vi er også godt klar over, at hr. Lukashenko har været ved magten i lang tid, og at hans reaktion er typisk. Men vi kan ikke vente, når der drejer sig om den humanitære situation i Belarus, Baroness Ashton. Vi skal reagere meget hurtigt og sikre, at de politiske fanger løslades, at forældre vender hjem til deres børn og børn til deres forældre. De har ikke gjort andet end at demonstrere til støtte for deres demokratiske rettigheder og lade deres følelser komme til udtryk på gaderne. Reaktionen på deres handlinger var uberettiget.

Jeg opfordrer Baroness Ashton til at handle hurtigt og at slå det fast i alle udtalelser, at der er tale om politiske fanger og ikke forbrydere. Jeg vil gerne overbringe en hilsen til Andrej Sannikov og de andre, der sidder i fængsel. De skal vide, at vi er solidariske med dem.

  Edvard Kožušník (ECR). – (CS) Hr. formand! I sidste måned nægtede det totalitære styre i Cuba at give vinderen af Sakharovprisen, Guillermo Farinas, lov til at rejse til Strasbourg. Et par dage senere var vi vidne til en række eksempler på undertrykkelse, som fandt sted efter præsidentvalget i Belarus. Der er nok ingen, som betvivler, at Lukashenkos styre er et autoritært styre, men det er også et totalitært styre – ligesom Castros styre i Cuba.

Vi fører her i dag en forhandling om, hvorvidt man skal forhindre højtstående repræsentanter for Lukashenkos styre i at rejse ind i EU. Jeg går ind for, at vi er mere åbne over for de almindelige borgere i Belarus, der aldrig har lært friheden og demokratiet at kende. Enhver form for politisk isolation vil kun være at gå Lukashenkos ærinde. Borgerne i Belarus bør bydes velkommen i EU. Omvendt skal vi imidlertid give repræsentanterne for Lukashenkos totalitære styre den kolde skulder, og vi skal være særdeles skrappe over for dem. Folk, der ikke respekterer de demokratiske værdier, hører simpelthen ikke hjemme i et anstændigt samfund.

  Jacek Olgierd Kurski (ECR). – (PL) Hr. formand! Den politik, som visse europæiske regeringer, deriblandt desværre regeringen i mit hjemland, Polen, på det seneste har ført over for Belarus, har ført til en total katastrofe. Hr. Lukashenko, Europas sidste diktator, laver grin med os, og ansporet af vores apatiske holdning forfølger han sine politiske modstandere og sætter dem i fængsel. En politik i form af enighed og tolerance kunne ikke skabe den ønskede virkning. Det har endnu en gang vist sig, at vores parlamenteren med diktatoren i Belarus er blevet tolket som støtte til hr. Lukashenko, og vores illusioner brast i december med de brutale overfald, overgreb og anholdelser, som hundredvis af oppositionsaktivister var ude for.

Det er af helt afgørende betydning, at vi som parlamentsmedlemmer sender et klart signal til Belarus. Europa vil ikke acceptere det belarussiske diktaturs undertrykkelse af friheden. Sanktioner skal være målrettede og ramme styrets repræsentanter, ikke almenheden. Tværtimod har befolkningen brug for vores hjælp, og det gælder også for organisationer i lokalsamfundet, de uafhængige medier og oppositionen. Vi kan yde reel bistand, for så vidt angår uddannelse og visumlempelser. Det østlige partnerskab skal enten suspenderes for så vidt angår Belarus, eller strammes op for at sikre, at styret ikke får øje på endnu flere euro. Jo mere Europa, der er i Belarus, desto hurtigere vil den sidste diktator på vores kontinent være væk.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Hr. formand! Et af de store fremskridt i den moderne verden er efter min mening overgangen fra totalitarisme til demokrati i de østeuropæiske lande. Ungarn, hvis skelsættende formandskab, vi drøftede her til formiddag, er et eksempel herpå, og vores egen formand, hr. Buzek, er et strålende eksempel på denne udvikling.

Der er imidlertid andre lande, hvor overgangen ikke er forløbet helt så gnidningsløst. Belarus er desværre et eksempel, og Baroness Ashton opsummerede i særdeleshed, hvad der skal gøres for at håndtere den situation.

I bedste fald kan man sige, at de har taget demokratiet til sig ved at tage to skridt fremad og ét skridt tilbage. Ved det seneste valg tog de formentlig tre skridt tilbage og ingen skridt fremad, men hun har efter min mening ret, når hun siger, at vi skal arbejde sammen med civilsamfundet, ngo'erne og vores internationale partnere for at lægge pres på præsident Lukashenko for at få ham til at standse sin undertrykkelse og sit diktatur.

  Andrzej Grzyb (PPE). – (PL) Hr. formand! Det, der skete i Belarus den 19. december, var en krænkelse af friheden og de demokratiske frihedsrettigheder. Anholdelsen af 700 personer, deriblandt alle præsidentkandidaterne, er slet ikke værd at udtale sig om. Valget var ikke retfærdigt. Dette er nu en test for EU, og også for de lande, som EU har et privilegeret forhold til, f.eks. Rusland, som har anerkendt valgresultatet.

Vi skal støtte oppositionen og sende et klart signal om, at fangerne skal løslades, inden vi vil drøfte noget vedrørende forbindelserne med Belarus og navnlig med den belarussiske regering. De restriktioner, der måtte blive indført, må dog ikke ramme landets borgere. Vi skal følge i Polens fodspor og lempe visumordningen. Vi skal yde bistand til dem, der har mistet deres arbejdsplads, og give studerende, der er blevet smidt ud af universitet, mulighed for at uddanne sig i andre lande. De uafhængige medier, herunder både radiostationer og tv-stationen Belsat, har brug for vores støtte. Det er ikke kun op til Litauen og Polen at gøre noget, men også til de andre medlemsstater og EU's institutioner. Jeg vil gerne i de stærkest mulige vendinger opfordre hertil.

  Kyriakos Mavronikolas (S&D). – (EL) Hr. formand! Det er tydeligt, at tingene har udviklet sig meget dårligt i Belarus, for så vidt angår vores principper og vores overbevisning. Lukashenko leder landet, og oppositionen sidder i fængsel. Så det, folk forventer af os, er, at vi henvender os til civilsamfundet, hvor EU og dets principper, sådan som det ganske rigtigt blev forklaret tidligere, respekteres højt, opfordrer til pressefrihed og til, at de fængslede oppositionsledere bliver løsladt, og frem for alt at vi udarbejder en politik som den, Baroness Ashton omtalte, og som jeg er fuldstændig enig i, med henblik på at skabe nogle nye betingelser, så vi kan genetablere forbindelserne med Belarus.

  Charles Tannock (ECR). – (EN) Hr. formand! Valget til præsidentposten i Belarus viste sig at være en fæl skuffelse for dem af os, der har fulgt landets udvikling i en årrække. Jeg mødte den belarussiske ambassadør i London, der forsikrede mig om, at det denne gang alt sammen ville blive anderledes, at valget ville leve op til internationale standarder, og at OSCE ville kunne sige, at det var retfærdigt og frit.

Desværre viste Homo Sovieticus-instinkterne hos hr. Lukashenko sig at være mere sejlivede end noget som helst andet. Hans særegne adfærd var ikke blevet forudsagt af hans egne højtstående embedsmænd, herunder hans ambassadører. Jeg melder mig nu også i koret vedrørende opfordringen til at løslade alle politiske fanger med det samme og afholde valg igen, hvor EU sender en langtidsobservationsmission af sted, og hvor OSCE er helt enig i, at valget opfylder alle de fornødne standarder, for at det i det væsentlige kan være frit og retfærdigt.

Det er højst usandsynligt, at Minsk vil gå med til det, men vi skal i det mindste prøve. Ellers skal der øjeblikkelig genindføres forstærkede, målrettede sanktioner, ske indefrysninger af hr. Lukashenkos aktiver – hvis vi kan finde dem – og udstedes rejseforbud til ham og alle hans højtstående embedsmænd.

  Alfreds Rubiks (GUE/NGL). – (LV) Hr. formand! Personlig vil gerne støtte fru Ashtons betænkning på grund af den vejafvejede holdning til begivenhederne i Belarus. Vi tyr meget ofte til rent stemningsbetonede vurderinger og baserer dem på vores følelser. Vi taler om politiske fanger, der skal løslades. Men, der skal alligevel være en retssag. Vi ved endnu ikke, hvad dommen bliver. Jeg beder derfor mine kolleger om endnu en gang at anlægge en meget velafvejet holdning til denne slags begivenheder. For to år siden skete der det samme i Letland – indtil der blev afholdt et møde. Ingen havde forbud mod at afholde møder. Men når masserne, der tydeligvis blev ansporet af en politiagent, først var kommet og begyndte at ødelægge parlamentsbygningen, greb politiet ind. Sådan forholdt det sig også i Belarus. Jeg vil rigtig gerne vide (jeg skal nok slutte med det samme), hvor de penge, der holder liv i oppositionen i Belarus, kommer fra. Det er den måde, hvorpå vi kan hjælpe dem.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! Vi læser gentagne gange i medierne, at en genindførsel af de sanktioner mod præsident Lukashenko i Belarus, der blev lempet for mere end to år siden, ville svare til at indrømme, at vores langvarige indsats for en tilnærmelse er slået fejl.

Denne indsats er efter min mening allerede slået fejl – senest ved præsidentvalget eller ved lukningen af OSCE's kontorer i Minsk.

Den adfærd, som den sidste diktator i Europa udviser, viser endnu en gang, at EU har et problem, når det drejer sig om krænkelser af menneskerettighederne. Skandalen med CIA-flyvningerne eller den inkonsekvente tilgang til konflikten mellem staternes territoriale integritet og deres befolkningers ret til selvbestemmelse, f.eks. på Balkan, har skadet EU's image som en forkæmper for menneskerettighederne. Det skader også EU's troværdighed, når man går imod de beundringsværdige Københavnskriterier og fører tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet, der er et land, hvor det står slemt til med menneskerettighederne.

Men terningerne er kastet i Belarus – uden tvivl med hjælp fra hr. Lukashenko selv.

  Jarosław Kalinowski (PPE). – (PL) Hr. formand! I betragtning af den stadig større undertrykkelse, som Lukashenkos styre, udøver, er det vores pligt at være solidariske med det belarussiske folk. Vores bistand bør være rettet mod at støtte de uafhængige medier, bl.a. ved at gøre det muligt for dem at drive deres virksomhed inden for EU's område, og et godt eksempel herpå er tv-stationen Belsat i Polen. Stipendier til studerende og skoleelever er også en god måde, hvorpå man kan yde støtte, da en lang række unge mennesker er blevet bortvist fra universiteter og skoler for det, der kaldes oppositionsvirksomhed. De samme gælder for visa, som i øjeblikket ganske enkelt koster for meget for belarussere, og det bør der øjeblikkelig rettes op på. Belarussiske borgere skal have fuld frihed til at rejse ind i EU, naturligvis bortset fra styrets repræsentanter. Støtte til civilsamfundet har allerhøjeste prioritet, da et ægte civilsamfund vil kunne skabe ændringer i Belarus og sikre en bedre fremtid for hele Belarus.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Hr. formand! Præsidentvalget den 19. december markerede et tilbageskridt, både for udviklingen af demokratiet i Belarus og for forbindelserne med EU. Anvendelse af magt og anholdelse af oppositionsrepræsentanter er på ingen måde vejen frem med hensyn til at løse de politiske konflikter. Det at nægte oppositionen retten til repræsentation i landets parlament resulterer tværtimod i sociale spændinger.

Jeg mener på den baggrund ikke, at det autoritære styre i Minsk er berettiget til at nyde godt af fordelene ved det østlige partnerskab. Desuden har Belarus ikke bekræftet sit engagement med hensyn til denne politik, sådan som de andre lande i regionen har gjort, især Georgien og Republikken Moldova. Faktisk vil en suspension af Belarus fra det østlige partnerskab være en direkte, håndgribelig sanktion mod regeringen. Jeg håber, at man på det næste møde i Rådet for Udenrigsanliggender også vil omtale sådanne sanktioner i den fælles holdning.

  Krzysztof Lisek (PPE). – (PL) Hr. formand, fru Ashton! Jeg vil gerne stille fru Ashton et noget indiskret spørgsmål. Ved De, hvad Jerzy Buzek plejede at lave om aftenen i 1982? Eller hvad Janusz Lewandowski plejede at lave, eller hvad Donald Tusk plejede at lave? De tændte alle sammen for radioen og hørte Radio Free Europe eller Voice of America eller BBC for at erfare sandheden om, hvad der skete i Polen. Jeg har endnu et vigtigt spørgsmål til dem: Hvordan kunne Lech Wałęsa overleve, og hvordan kunne alle andre oppositionsaktivister overleve, efter at de var blevet fyret fra deres arbejdsplads af det polske kommunistiske styre? De overlevede alle sammen, fordi amerikanske fagforeningsmedlemmer sendte økonomisk bistand. De, der hørte radio, kunne gøre det, fordi der var blevet ydet støtte og finansiering til radiostationerne. I dag påhviler det os at sikre, at sandheden når frem til belarusserne, og at der kommer økonomisk bistand frem til den belarussiske opposition.

  Peter Št'astný (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg er helt enig med mine kolleger i at foreslå sanktioner mod Lukashenkos højtstående kumpaner og yde støtte og bistand til oppositionen, ngo'erne og almenheden i Belarus.

I det fælles beslutningsforslag nævnes muligheden for, at man flytter verdensmesterskabet i ishockey i 2014 væk fra Belarus, hvis de politiske fanger ikke løslades. Det er et fornuftigt og yderst effektivt værktøj. Hr. Lukashenko er ivrig ishockeyfan, og det samme er borgerne i Belarus. Et sådant træk ville afgjort skabe større opmærksomhed og rejse mange spørgsmål i hele landet.

IIHF er det organ, der har ansvaret for en sådan beslutning. Det kunne være en mulighed for at forbedre deres blakkede image som følge af, at en forhenværende højtstående KGB-officer, der var kommunistisk spion i USA, og som var med til at narre flere mia. dollars fra hundredtusindvis af borgere, kom med i IIHF's råd. Når tiden er inde, håber jeg, at IIHF vil træffe den rette beslutning.

  Sari Essayah (PPE). – (FI) Hr. formand! Det er godt, at flere af os her åbent har indrømmet, at den såkaldte politiske dialog fra EU's og mange medlemsstaters side har slået fejl. Lukashenko, der er en dygtig politisk aktør, har formået at udnytte sit valgprogram, har nydt godt af alle de politiske og økonomiske fordele og har samtidig fortsat udtrykt sig hånligt om demokrati og menneskerettigheder. Det er oven i købet lykkedes ham at indynde sig hos et par politikere her såsom hr. Rubiks, hvis største bekymring i denne situation tilsyneladende er, om nu oppositionen får hjælp fra udlandet.

Man skal helt sikkert gennemføre de sanktioner, der stilles krav om i beslutningen, over for det politiske lederskab. Samtidig skal vi dog sørge for, at der når hjælp frem til de almindelige mennesker, der har mistet job og studieplads, samtidig med at demokratiet forhåbentlig vinder indpas. Nu er det virkelig sidste chance for EU til at sige sin mening uden omsvøb og vise, at vi støtter befolkningen i Belarus i kampen for demokrati, og at vi ønsker Europas sidste diktator langt væk.

  Formanden. – Lad mig sige generelt, at jeg ville sætte stor pris på det, hvis de kolleger, der beder om at benytte "catch the eye-proceduren", var til stede under hele forhandlingen. Det ville gøre det meget lettere at kunne reagere på den livlige forhandling.

  Piotr Borys (PPE). – (PL) Hr. formand! I dag er sandhedens øjeblik for os, for så vidt angår solidaritet med Belarus. Som bekendt er Belarus det sidste diktatur i Europa, og vi skal vise vores fulde solidaritet. Som det også er bekendt, yder USA kun begrænsede midler på dette område, og det forslag, som vi gerne vil fremsætte i dag, er et meget betydeligt finansieringsprogram med det formål at støtte både oppositionen, medierne og ngo'erne, men også, og frem for alt, den unge elite. Jeg tænker her primært på de hundredvis eller endog tusindvis af belarussiske studerende, der i øjeblikket bliver forhindret i at fortsætte deres studier, og jeg vil gerne komme med et meget konkret forslag, nemlig at der udarbejdes et særligt Erasmusprogram inden for rammerne af den allerede eksisterende Erasmusordning og udelukkende målrettet mod belarussiske studerende. Vi ved, at vi kan opnå enorme besparelser ved hjælp af dette program, og at det ikke vil kræve nogen stor indsats, men det at skabe en moderne ung fremtid for en demokratisk stat kan vise sig at være effektiv i det lange løb, og jeg vil bede kommissæren om at sikre, at dette er tilfældet.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Jeg vil rigtig gerne sige tak til alle de parlamentsmedlemmer, der har deltaget i denne særdeles vigtige, målrettede og velovervejede forhandling i dag. Jeg vil naturligvis nærlæse Parlamentets beslutning om dette vigtige og vanskelige spørgsmål.

Det er nu stadigvæk kun en måned siden, denne krise begyndte, og tingene går stærkt. Det er naturligvis mit håb, at de nu går i en positiv retning i tråd med de mål, som vi alle sammen har. De politiske fanger skal løslades, og Belarus skal bygge et fundament, så man kan begive sig ud på en inklusiv reformproces. Jeg understreger, at det er mit håb, at samarbejdet med Parlamentet fortsat kommer til at spille en betydningsfuld rolle i den proces.

Mange parlamentsmedlemmer har støttet de idéer, jeg fremførte i begyndelsen, dvs. behovet for at være helt og aldeles klar i mælet med hensyn til, at det, der er sket, er uacceptabelt, at vi ønsker at træffe nogle foranstaltninger i den anledning, og at vi gerne vil støtte civilsamfundet, de unge, medierne og de studerende – de kategorier, som mange medlemmer har talt om.

Jeg fatter godt mod på baggrund af de fremkomne bemærkninger. Vi vil nu gå videre for at sikre, at vi gør dette.

Afslutningsvis gjorde jeg det helt klart over for de familier og oppositionsledere, der kom for at træffe mig, at vi forventer at se folk løsladt fra fængslerne og Belarus gøre fremskridt på den måde, som vi alle gerne ser, dvs. i retning af ægte demokrati.

Jeg gav også udenrigsministeren nogle meget direkte kommentarer. Det er nu op til dem at ændre indstilling og gøre det, som de ved, de skal. I modsat fald vil og skal verdenssamfundet reagere.

  Formanden. – Jeg har modtaget seks beslutningsforslag, jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 20. januar 2011.

– Fru næstformand/højtstående repræsentant, jeg kan forstå, at De har været her i Parlamentet siden kl. 15.00, og nu er klokken 18.15. Vil De gerne have en pause på fem minutter for lige at slappe lidt af? Det er op til Dem, for ellers fortsætter vi bare.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Jeg bliver nødt til at gå for jeg skal snart af sted til Tyrkiet, hvor der er forhandlinger med Iran, så min kære kollega og ven Stefan Füle vil tage den sidste del af denne forhandling.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Indrek Tarand (Verts/ALE), skriftlig. – (FR) Situationen i Belarus er yderst foruroligende, og EU skal træffe passende foranstaltninger. Jeg vil i den henseende gerne fortælle om en konspirationsteori, der verserer, og som jeg i går hørte fra en belarussisk forretningsmand.

Han påstod, at denne situation ikke er det, præsident Lukashenko selv ønskede efter valget, men at det var et resultat af et samarbejde mellem den belarussiske og den russiske sikkerhedstjeneste med det formål at underminere ethvert forsøg på samarbejde mellem EU og Belarus.

Sådanne teorier kan jo ikke bevises, men vi skal ikke desto mindre tage med i betragtning, at vi ved at indføre sanktioner mod de belarussiske ansvarlige parter også kan komme til at skade de belarussiske borgere, civilsamfundet osv. I betragtning af Ruslands sandsynlige, om end tavse, indblanding i denne situation vil jeg gerne gentage noget, jeg har sagt til Parlamentet tidligere: Ceterum censeo, Frankrig besluttede at sælge et krigsskib af Mistralklassen til Rusland, og det er jeg overbevist om, at man vil komme til at fortryde.