Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 19. januar 2011 - Strasbourg

13. Rammeaftale EU-Libyen (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Ana Gomes for Udenrigsudvalget med et forslag til Europa-Parlamentets henstilling til Rådet om forhandlingerne vedrørende rammeaftalen EU-Libyen (A7-0368/2010) [2010/2268(INI)].

  Ana Gomes, ordfører. – (PT) Hr. formand! Libyen har en strategisk placering, for så vidt angår kontrol med migrationsstrømmene til Europa, og derudover betydelige energiressourcer og et stort potentiale som naboland og partner i Maghreb.

En række medlemsstater har tætte forbindelser med Libyen, men det er vigtigt at sikre, at disse forbindelser er behørigt forankret i EU's grundlæggende værdier og interesser. Vi støtter derfor, at forbindelserne med Libyen udvikles ved at etablere en rammeaftale om forskellige samarbejdsområder med henblik på at fremme en væsentlig politisk dialog.

Vi må dog ikke glemme, at Libyen regeres af et diktatorisk regime med en historie præget af alvorlige brud på menneskerettighederne og terrorangreb og indblanding i andre landes anliggender, om end der i de sidste par år har været tegn på, at landet ønsker at foretage en kovending. Som følge deraf kan rammeaftalen med Libyen kun få Parlamentets blå stempel, hvis visse betingelser er opfyldt. Det er en sine qua non-betingelse, at Libyen tillader FN's Højkommission for Flygtninge (UNHCR) at udføre sine aktiviteter i landet igen med et udvidet mandat. Lad mig sige ligeud, at der uden UNHCR ikke bliver nogen aftale.

Libyen skal overtales til at ratificere Genèvekonventionen om flygtninges retsstilling. Da landet allerede har undertegnet den afrikanske flygtningekonvention, er det vanskeligt at forstå, hvorfor man i de interne retsregler ikke anerkender flygtninges status.

Enhver tilbagetagelsesaftale mellem EU og Libyen skal udelukke alle dem, som hævder at være asylansøgere, flygtninge eller personer, der har behov for international beskyttelse, og den skal helt og aldeles gælde i henhold til non-refoulement-princippet. Kritiske situationer som den, der opstod med de 400 personer fra Eritrea, som var på nippet til at blive masseudvist fra Libyen sidste sommer, må ikke opstå igen.

EU skal opfordre Libyen til at indføre juridiske og sociale løsninger, der forbedrer de umenneskelige levevilkår for de ca. 2 mio. indvandrere – omkring en fjerdedel af befolkningen – der arbejder i Libyen. Disse indvandrere er berettiget til retsbeskyttelse og kan ikke fortsat behandles som "abeed", dvs. slaver. EU skal satse på fælles programmer til bekæmpelse af den tiltagende menneskehandel, som har katastrofale konsekvenser, især for kvinder og børn. EU's støtte til Den Internationale Organisation for Migration og alle de organisationer, der hjælper de migranter, som bruger Libyen som transitland, skal øges for at forbedre forholdene for de migranter, der sidder i interneringscentre, som atter er ved at blive fyldt op, på trods af at de pludselig var tomme midt på året sidste år.

EU må ikke undlade at overtale Libyen til at forpligte sig til et moratorium for dødsstraf, og det er afgørende, at EU kræver, at de libyske myndigheder offentliggør identiteten på de libyske statsborgere og udenlandske borgere, der bliver henrettet. EU skal insistere på, at Libyen ratificerer Romstatutten for Den Internationale Straffedomstol. Inden for rammerne af et samarbejde skal EU tilskynde til reformer, der moderniser de sociale, politiske og retlige strukturer, der åbner landet for verden udenfor, der giver borgerne adgang til frie informationer, der fremmer mediernes uafhængighed, og hvor man satser på den institutionelle kapacitetsopbygning af arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer samt andre organisationer, som repræsenterer civilsamfundet. Jasminrevolutionen i Tunesien vil med sikkerhed give genlyd i nabolandet Libyen, og det kan selv Gaddafis styre forstå.

Vi er nødt til at styrke støtten til sundhedssektoren i Libyen gennem handlingsplanen for Benghazi ved at udvide den til at omfatte andre lægecentre og andre folkesundhedsmæssige krav. Det fremgår, at forhandlingerne mellem Kommissionen og Libyen er i en fremskreden fase, skønt der er opstået en række problemer vedrørende handel og energisamarbejde.

Set fra vores synspunkt vil det være en fordel snart at etablere et EU-kontor i Tripoli for at fremme forhandlingerne og følge situationens udvikling i Libyen.

I forbindelse med disse anbefalinger anmoder vi Kommissionen om detaljerede oplysninger om de budgetposter, der anvendes og påtænkes at blive anvendt ved samarbejdet med Libyen. Jeg håber, at kommissæren snart vil kunne lade os få disse oplysninger.

Afslutningsvis vil jeg gerne påpege, at Parlamentet først for nylig har fået mulighed for at give samtykke til Rådets forhandlingsmandat. Det er uacceptabelt og kan ikke blive ved. Til sidst vil jeg gerne sige tak for samarbejdet med alle skyggeordførerne, der spillede en afgørende rolle for den brede enighed, som er blevet opnået om et potentielt så kontroversielt spørgsmål.

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Tak for muligheden for at orientere Parlamentet om forhandlingerne om rammeaftalen EU-Libyen.

Kommissionen og Parlamentet arbejder allerede tæt sammen om Libyen. Vi har en fælles interesse i at sikre, at vores forbindelser med Libyen, der er et vigtigt naboland, udvikler sig positivt. Jeg vil i den forbindelse navnlig gerne lykønske Delegationen for Forbindelserne med Maghreblandene med den aftale, man nåede frem til under besøget i Tripoli, og hvor der faktisk står, at der skal være regelmæssigt samråd med det libyske parlament.

Jeg er fast besluttet på at sikre, at det tætte samarbejde mellem vores institutioner fortsætter. Jeg er især opsat på at holde Parlamentet løbende underrettet om de seneste fremskridt i forhandlingerne om rammeaftalen. Jeg ved, at vores chefforhandler aflægger rapport til Parlamentet efter hver forhandlingsetape.

Lad mig give nogle oplysninger om, hvor langt man er kommet på det seneste. Vi afsluttede den niende forhandlingsrunde i midten af november i Tripoli. Den næste møderække er planlagt til den 24.-26. januar i Bruxelles. Siden forhandlingerne blev indledt for over to år siden, er der sket pæne fremskridt. Faktisk er vi på foreløbig basis enige om præamblen og seks ud af ti afsnit i aftalen. Især er vi nået frem til en foreløbig aftale om afsnittet om politisk dialog, der indeholder vigtige henvisninger med hensyn til menneskerettighederne, kampen mod masseødelæggelsesvåben, kampen mod terror, osv. Libyen har indvilliget i at indlede en regelmæssig dialog om menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, hvilket var et centralt mål for os. Vi er i grunden meget tilfredse med resultatet, for så vidt angår dette afsnit.

Som det nok er bekendt, er der en række udestående spørgsmål, nemlig spørgsmålene om energi og handel. Energi udgør kernen i Libyens økonomi – ja faktisk 70 % af Libyens BNP. Man kan derfor godt forstå Libyens store opmærksomhed og forsigtighed vedrørende dette spørgsmål. Hvad angår handel, har Libyen begrænsede erfaringer med at forhandle komplicerede handelsaftaler på plads. Det er grunden til, at fremskridtene på dette område har været moderate. Eksperter fra begge sider mødes meget regelmæssigt for at sikre, at vi hurtigst muligt kan nå til enighed om disse to spørgsmål, men det er naturligvis nogle vanskelige politiske spørgsmål.

Et af dem er spørgsmålet om Romstatutten. Libyen nægter kategorisk at indføje en udtrykkelig henvisning til Romstatutten. Men man er rede til at forpligte sig til at samarbejde med EU om kampen mod straffrihed, især for de forbrydelser, der er fastlagt i Romstatutten.

Vedrørende migration er der også vanskeligheder, især fordi Libyen nægter at tilbagetage tredjelandsstatsborgere. Jeg har noteret mig Parlamentets henstilling vedrørende dette specifikke aspekt af forhandlingerne, og jeg vil helt bestemt drøfte dette med medlemsstaterne.

Vedrørende migration kan jeg også berolige Parlamentet med, at vi er opsat på at sikre, at Libyen overholder sine internationale forpligtelser vedrørende non-refoulement-princippet. Det er et vigtigt punkt for EU. Vi mener også, det er vigtigt, at Libyen hurtigst muligt skal overholde Genèvekonventionen fra 1951 og den hertil hørende protokol fra 1967 om flygtninges retsstilling. Det skal imidlertid bemærkes, at Libyen har tilkendegivet, at man ikke har til hensigt at overholde denne konvention.

Jeg vil også gerne understrege, at vi følger nøje med i forhandlingerne mellem Libyen og UNHCR i håbet om, at der kan findes en tilfredsstillende løsning for at sikre, at UNHCR er i stand til at gennemføre sit mandat til fulde og i et juridisk sikkert miljø.

Mere generelt nåede vi i oktober til enighed om at udvikle et samarbejde med Libyen om alle migrationsrelaterede spørgsmål, herunder spørgsmålet om international beskyttelse, en forbedring af migranters vilkår i Libyen, forvaltning af migration og grænsekontrol. Dette er en positiv udvikling, fordi vi er nødt til at arbejde sammen med Libyen om at løse alle de udfordringer, landet står over for i forbindelse med migration.

Lad mig til sidst afslutte med at sige noget om de forhandlingsdirektiver, som Parlamentet gentagne gange har anmodet om aktindsigt i. Jeg er helt klar over forpligtelserne som nævnt i Lissabontraktatens artikel 218. Som bekendt er forhandlingsdirektiver Rådets fortrolige dokumenter. Rådet var derfor nødt til at undersøge Parlamentets anmodning ud fra en horisontal synsvinkel. Jeg er glad for at sige, at denne forhandling er blevet afsluttet, og at Rådet, som det formentlig er Dem bekendt, har givet aktindsigt i forhandlingsdirektiverne vedrørende rammeaftalen EU-Libyen med hensyn til de aftalte procedurer og Rådets sikkerhedsbestemmelser. Rådet har givet formanden for Udenrigsudvalget besked desangående.

  Ioannis Kasoulides, for PPE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! På mødet i juni 2009 anbefalede Rådet, at man prioriterede indgåelsen af tilbagetagelsesaftaler med Libyen og Tyrkiet højt, idet der i begge lande findes store indrejseruter for ulovlig indvandring til Europa.

Ruten via Libyen vedrører hovedsagelig Malta og Italien. Massiv ulovlig indvandring i Malta risikerer at ændre landets demografiske sammensætning. Selv om alle erkender, at man skal være fælles om ansvaret, sker der i praksis meget lidt for at afhjælpe denne udvikling. Antallet af nytilkomne i Malta faldt først, da Italien, der i lige så høj grad er berørt, indgik en bilateral aftale med Libyen, hvor Libyen påtog sig ansvaret for at afpatruljere landets kyster og havne.

Det, der er tiltrængt, er en tilbagetagelsesaftale mellem EU og Libyen i forbindelse med en rammeaftale. Forhandlingerne er vanskelige, men vi støtter Kommissionens indsats, og vi opmuntrer Kommissionen til at fortsætte, indtil det lykkes at få en aftale i stand.

Vi udtrykker ros for den migrations- og samarbejdsaftale, der blev indgået mellem Kommissionen og Libyen i oktober. Det er afgørende at forberede Libyen vedrørende spørgsmål som f.eks. beskyttelsessystem for asylansøgere, forvaltning af landegrænser, tilpasning af lovgivningen til den afrikanske flygtningekonvention og forvaltningen af migrationsstrømmene.

Vi kender godt til menneskerettighedssituation, retssystemets manglende uafhængighed, vilkårene for varetægtsfængsling, tortur og dødsstraf i Libyen. Men tilbagetagelsesaftalen er nødvendig. Den udelukker mennesker, der er berettiget til asyl, har behov for politisk beskyttelse eller risikerer mishandling i Libyen, samtidig med at non-refoulement-princippet gælder for alle.

  Pier Antonio Panzeri, for S&D-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Den arbejdsindsats, fru Gomes har ydet, er i mine øjne et seriøst bidrag til det, Kommissionen bør gøre med hensyn til at få fastlagt rammeaftalen.

Libyen spiller uden tvivl en afgørende rolle i kampen mod terror, i freds- og sikkerhedsspørgsmål i Afrika, i kampen mod ulovlig indvandring i Middelhavslandene og i energisektoren. Vores mål i forbindelse med EU's strategi skal derfor være at konsolidere Libyens integration i et internationalt politisk og økonomisk system på baggrund af nogle fælles regler.

For at opnå det er der en række betingelser, som Libyen skal opfylde, og det er det, der opfordres til i henstillingen. Først og fremmest er Libyen, for så vidt angår indvandring, helt klart et transitland. Det er et særdeles vigtigt spørgsmål, men man kan ikke nøjes med at se på det ud fra en synsvinkel om sikkerhed, stop for indvandringen og tilbagesendelse.

Spørgsmålet drejer sig om behovet for en regering, der er styret af strømmene af økonomiske og sociale politikker svarende til de udfordringer, migrationen udgør, spørgsmålet om anerkendelse af politiske flygtninge og Libyens ratifikation af Genèvekonventionen og endelig problemet med tilbagetagelse af indvandrere baseret på konkrete garantier for at sikre indvandrernes levevilkår.

Dernæst er der spørgsmålet om iværksættelse af økonomiske og demokratiske reformer for at give markant mere plads til demokrati i dette betydningsfulde land. Vi skal tage stadig større højde for dette spørgsmål, sådan som begivenhederne i nabolandet Tunesien viser.

Endelig opfordrer man i denne henstilling til at reflektere over spørgsmålet om bilaterale aftaler. Sådanne aftaler kan med sikkerhed være et fornuftigt bidrag til at få defineret og løst problemerne, men det er ikke det endelige svar. F.eks. viser det problem, vi har med italienske fiskerbåde, at man med bilaterale aftaler ikke kan afhjælpe disse problemer. En revision af partnerskabs- og naboskabspolitikkerne medfører dog også opfordringen til at nytænke spørgsmålet om Libyen i nogle nye rammer, dvs. med inddragelse af Parlamentet.

Mange af os har opfordret til, at Rådets mandat vedrørende rammeaftalen skulle gøres kendt. Der er i den henseende et reelt behov for at bryde gamle vaner og inddrage Parlamentet mere og mere, når der skal fastlægges nye politikker for landene syd for Europa.

  Kristiina Ojuland, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne takke ordføreren for hendes fremragende arbejdsindsats med hensyn til at forsøge at konsolidere holdningerne hos alle de politiske grupper i Parlamentet.

Hvad angår den foreliggende betænkning, vil jeg gerne understrege, hvor vigtigt det er at gøre noget ved situationen for de indvandrere i Libyen, der forsøger at krydse Middelhavet. Jeg kan fuldt ud forstå bekymringerne i de sydlige medlemsstater vedrørende strømmen af ulovlige indvandrere og det pres, det lægger på deres budgetter samt på samfundet generelt.

Samtidig med at vi tager hensyn medlemsstaternes interesser, kan vi dog ikke tilsidesætte de europæiske værdier. EU kan ikke tillade sig at få nogen asylansøgers eller flygtnings blod på hænderne. Ingen aftale, som EU og dets medlemsstater indgår med Libyen, må føre til umenneskelig behandling, tortur eller henrettelse. Det var derfor opløftende at høre kommissæren sige, at han ser fremskridt i forbindelserne og forhandlingerne mellem EU og Libyen.

  Franziska Katharina Brantner, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Vi var i Tunesien vidne til folkets oprør mod et undertrykkende og brutalt styre, som i årevis har nægtet dem de grundlæggende menneskerettigheder. Det er en stor kilde til skam for EU, at vi i mange år har bakket op om denne diktatur. For at gøre det hele endnu værre risikerer EU at begå de samme fejltagelser i Tunesiens naboland, Libyen.

Hvis Kommissionen og Rådet ikke ænder kurs, vil man fortsat støtte endnu en diktator i regionen i stabilitetens og grænsekontrollens og migrationens navn. Styret under Gaddafi, der, som det på det seneste har vist sig, er en af Ben Alis bedste venner, har i årevis systematisk overtrådt borgernes og især de migrerende arbejdstageres menneskerettigheder. Ikke desto mindre har EU og flere af medlemsstaterne i stadig større grad tætte forbindelser med Libyen, og EU forhandler oven i købet nu om denne rammeaftale.

Jeg opfordrer derfor kraftigt Rådet og Kommissionen til at læse skriften på væggen og sikre, at betingelserne er opfyldt til fulde, inden vi indgår nogen aftale med Libyen.

For det første skal Libyen ratificere og gennemføre FN's flygtningekonvention og give UNCHR fuld adgang til landet. For det andet skal der være garanti for tilstrækkelig beskyttelse og rettigheder for migranter, og der skal indføres asyllovgivning, herunder non-refoulement-princippet. For det tredje kan der ikke indgås nogen tilbagetagelsesaftale med Libyen, inden den høje risiko for umenneskelig og nedværdigende behandling, som migranter i Libyen er ude for, ophører.

Og fordi jeg ikke mener, at dette kommer til at ske snart, håber jeg i den sammenhæng virkelig ikke, at det lykkes for Kommissionen at forhandle tilbagetagelsesaftalen på plads.

Desuden skal Parlamentet holdes fuldt informeret i alle faser af forhandlingsprocessen.

De Grønne er stærkt imod enhver beskidt aftale med en diktator som Gaddafi på bekostning af migranter og libyske statsborgere. Fortsat EU-støtte til dette undertrykkende styre er ikke i overensstemmelse med EU's værdier og juridiske forpligtelser og tjener heller ikke EU's langsigtede interesser i regionen. Som vi har set det så levende nu i Tunesien, er det kun demokratiske og frie lande, der virkelig kan blive stabile og velstående.

Lad os sørge for, at EU ikke begår den samme fejl to gange.

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Libyen er et land, hvor menneskerettighederne rutinemæssigt trædes under fode, og demokratiet er ikkeeksisterende.Oberst Gaddafi har aldrig været på valg, siden han kom til magten for 41 år siden. Faktisk er politiske partier forbudt.

Gaddafi er Fidel Castro i Afrika. Han forsøger at udgive sig for at være en godgørende fader for sit eget folk, idet han endog hævder, at han ikke har nogen formel rolle i statens hierarki. I mit hjemland, Det Forenede Kongerige, kender vi ham på en anden måde, nemlig som tidligere bagmand bag terrorisme, især bombesprængningen over Lockerbie i 1988.

For at polere sit internationale image har han, og det tæller vel i hans favør, udbetalt erstatning til de sørgende familier, men i sandhed ville særlingen Gaddafi blive totalt udstødt af Vesten, hvis det ikke var for Libyens enorme reserver af olie og gas. Det sætter Gaddafi i en styrkeposition over for EU, og han har især søgt at splitte Rådet ved at bejle til lederne i visse medlemsstater.

Af pragmatiske grunde accepterer jeg ikke desto mindre behovet for hjertelige og diplomatiske relationer mellem EU og Libyen inden for en rammeaftale. Men jeg er bange for, at det eneste, vi i virkeligheden gør, er at konsolidere Gaddafis magt, der til sin tid uundgåeligt vil gå videre til en af hans sønner i en dynastilignende arvefølge som i Nordkorea.

  Takis Hadjigeorgiou, for GUE/NGL-Gruppen. – (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at takke ordføreren for hendes arbejdsindsats og hr. Füle for at være her i dag. Vi mener, at der i det, som ud fra enhver synsvinkel er en følsom region, skal gøres en konstant indsats i Middelhavet for at udvikle forståelse og samarbejde, samarbejde på lige fod, hvor der tages højde for de asymmetriske forhold og uligheder, som findes i de forskellige sektorer rent udviklingsmæssigt fra land til land i Middelhavsområdet samt i EU i forhold til dets nabolande i regionen, samarbejde med det mål at skabe varig fred. Dette kan ske via dialog på baggrund af gensidig respekt, og som sådan skal vi være åbne for gensidig indflydelse. Inden for disse rammer går vi ind for at styrke relationerne mellem EU og Libyen.

Der er dog visse følsomme spørgsmål, som kræver særlig opmærksomhed i forbindelse med udviklingen af disse relationer. Jeg vil fortrinsvis udtale mig om spørgsmålet om flygtninge, indvandrere og tilbagetagelsesaftalen. Det er målet at opnå en tilbagetagelsesaftale med Libyen som led i den rammeaftale, der drøftes mellem EU og Libyen. Hvis der undertegnes en sådan aftale uden nogen samtidige reformer til forbedring af indvandrernes sociale og økonomiske forhold, bliver dette endnu et eksempel på de fortsatte overtrædelser af menneskerettighederne, hvilket betyder, at vi kommer til at gøre os til talsmand for tvungen hjemsendelse af indvandrere til forhold, hvor der ikke er garanti for deres sikkerhed eller minimale acceptable levestandarder.

Vi skal kræve, at de libyske myndigheder på behørig vis anerkender tilstedeværelsen af FN's flygtningehøjkommissær. Vi skal desuden tage fat på det ømtålelige spørgsmål om dødsstraf. Det rette at gøre ville være at stræbe efter en aftale, hvor anvendelse af dødsstraf i Libyen suspenderes, og hvor det endelige mål er, at den skal afskaffes.

  Fiorello Provera, for EFD-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg støtter indgåelsen af rammeaftalen mellem EU og Libyen, fordi den er et fremskridt på vigtige punkter som f.eks. indvandring, samarbejde om økonomiske og sundhedsmæssige forhold, især bekæmpelse af aids, og til dels energiprogrammet.

Endnu et vigtigt spørgsmål er Libyens kontrol med terroraktiviteter, ikke alene på sit eget territorium, men også ved landets grænser mod syd. Der er sket fremskridt med en aftale mellem Rådet og den libyske regering, herunder om generelle kriterier såsom Romstatutten og FN's flygtningekonvention. Der skal fortsat gøres meget – det er indlysende – men det er vigtigt, at Parlamentet bakker op om den allerede forhandlede aftale uden at bringe den tilbage på forhandlingsbordet og risikere at tabe de resultater, der allerede er opnået, på gulvet.

Jeg håber, at samarbejdet mellem EU og Libyen medfører de samme resultater, som blev opnået med den venskabsaftale mellem Libyen og Italien, der bl.a. har bilagt den langvarige strid om landets fortid som koloni. Hvis man skal forhandle med regeringer og lande om specifikke spørgsmål, kan man ikke vælge, hvem man skal snakke med.

  Barry Madlener (NI). – (NL) Hr. formand! Kommissionen har leveret et nyt eksportprodukt til Libyen, der er en slyngelstat, og dets diktator, Gaddafi. Olieproduktion er ikke den eneste måde, hvorpå Libyen tjener penge i øjeblikket – landet beriger sig også ved hjælp af afpresning af Europa. Diktator Gaddafi vil stikke 60 mio. EUR af de europæiske skatteyderes penge i lommen som tak for at hindre lykkeriddere fra Afrika i at nå frem til Europa. Den sum på 60 mio. EUR er bare begyndelsen, for hr. Gaddafi kræver nu, at beløbet skal stige til 5 mia. EUR om året og underbygger sine krav med trusler. Det kan godt være, at Kommissionen har ladet sig forlede af hr. Gaddafis kønne ansigt, men jeg tror ikke den mand over en dørtærskel.

Jeg sidder med et par avisartikler fra de seneste år. Gaddafi kræver milliarder fra EU. Libyen lægger pres på London og Edinburgh. Gaddafi vil have flere penge, eller også lader han Europa gå i sort. Gaddafi: "Islam skal være Europas religion". Gaddafi afviser demokratiet til fordel for streng overholdelse af sharialovgivningen. Gaddafi bruger 30 mio. afrikanere, der gerne vil til Europa, til at indgå en byttehandel. Gaddafi ønsker at indlede en jihad mod Schweiz.

Vi bør ikke belønne denne slyngel, Gaddafi. Vi skal straffe ham, hvis Libyen fortsat tillader så mange flygtninge fri adgang til Europa. Og vi skal heller ikke belønne flygtningene med flygtningestatus eller varig opholdstilladelse. De skal sendes direkte tilbage til Afrika. Hvis vi belønner flygtninge med europæisk flygtningestatus, velfærdsgoder og uddannelsesprogrammer, vil det belaste os med en endnu større strøm af asylansøgere, og der vil være mange, som drukner i forsøget på at få foden indenfor på det europæiske fastland. EU's generøse og ynkelige asylpolitik er den reelle årsag til den store tilstrømning af asylansøgere.

  Alf Svensson (PPE). – (SV) Hr. formand! Libyen er ganske god til at ratificere internationale aftaler, men er tilsyneladende lige så god til at lade være med at gennemføre disse aftaler. Det er en skændsel, at Libyen har sæde og stemmeret i FN's Menneskerettighedsråd. For øvrigt er det også en skændsel, at Saudi-Arabien ligeledes har det. Ved hjælp af voldsomt pres fra landets største handelspartner, EU, bør Libyen i virkeligheden kunne bringes til at fokusere på respekt for menneskerettighederne og frihedsrettighederne, og hvad disse indebærer.

Som vi alle ved, handler EU's relationer med Libyen om forskellige aspekter af, hvordan flygtninge skal behandles. Indtil Rådet og Kommissionen kan overtale Libyen til at give FN's flygtningehøjkommissær lov til at opholde sig lovligt i landet, kan man ikke føle den mindste smule tryghed med hensyn til, hvordan flygtninge behandles i Libyen.

Libyens leder er en sand mester i at være lunefuld og upålidelig. EU er nu ved at indgå en rammeaftale med ham. Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad udtrykket "rammer" betyder for et styre som oberst Gaddafis, der opfører sig grænseløst respektløst vedrørende menneskerettighedsspørgsmål. Vi ved, at der i Libyen sker omfattende diskrimination af migrerende arbejdstagere på grund af deres nationalitet, og at der forekommer racistisk forfølgelse af afrikanske migrerede arbejdstagere.

Den menneskelige værdighed er vigtigere end penge. Derfor skal respekten for menneskelige rettigheder og frihedsrettigheder faktisk veje så tungt, at mennesker ikke udleveres til en stat, hvor der sker tortur eller andre former for umenneskelig behandling. Det er jo for øvrigt det, EU's chartre kræver.

  Corina Creţu (S&D). – (RO) Hr. formand! Libyen er EU's tredjestørste leverandør af olie og gas, samtidig med at EU er Libyens vigtigste handelspartner og tegner sig for mere end to tredjedele af landets samlede handel. Vi skal desuden tage højde for de fremskridt, som myndighederne i Tripoli har gjort, idet det er lykkedes dem at ændre landet fra at befinde sig i en situation præget af isolation og embargoer til at blive et åbent samt både økonomisk og diplomatisk dynamisk land.

Men EU er ikke blot et fællesskab af økonomiske interesser, men bygger på et sæt værdier, som vi ikke kan afskrive af pragmatiske grunde. Ganske vist står Libyen ikke længere bag terrorisme, og landet har opgivet sit atomprogram, indvilliget i at udbetale erstatning til familierne til ofrene for terrorangrebet, løsladt de bulgarske sygeplejersker, der var dømt til døden for at have spredt hiv, og indgået aftaler med en række europæiske stater. Vi skal efter min mening fremme denne udvikling, men partnerskabet mellem EU og Libyen har brug for et solidt moralsk grundlag.

I forbindelse hermed fremhæves det i betænkningen fra fru Gomes, som jeg gerne vil rose for hendes arbejdsindsats, at der er alvorlige mangler med hensyn til menneskerettighederne, hvilket vi er forpligtet til at gøre noget ved. Sidste år vedtog vi en beslutning, hvor vi anmodede Libyen om at afskaffe dødsstraffen. Vi bør efter min mening gentage denne anmodning om at afskaffe dødsstraffen og samtidig anmode om at overholde internationale standarder for juridisk retfærdighed, især når udenlandske statsborgere er udsat for overgreb.

Der skal især fokuseres på problemet med migranter og flygtninge, både dem, Libyen udleverer til deres respektive hjemlande, hvor deres liv er alvorlig truet, og dem, Italien sender tilbage til Libyen, hvor de sandsynligvis udsættes for barske repressalier. På den anden side skal der presses på for, at der indføres en libysk asyllovgivning, og indgås aftaler om at åbne kontoret for FN's flygtningehøjkommissær, som havde et register i Libyen over næsten 13 000 flygtninge og asylansøgere.

Med hensyn til tilbagetagelsesaftalen, der er en del af rammeaftalen EU-Libyen, opfordrer jeg Rådet til at droppe denne plan, da den vil medføre hjemsendelse til et land, der systematisk krænker menneskerettighederne. Berlusconiregeringens politik kan ikke accepteres som et eksempel til efterfølgelse. Den italienske undtagelse må ikke blive til den europæiske regel.

  Sonia Alfano (ALDE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er knap nok til at tro, at EU's institutioner stadigvæk gerne vil indgå en rammeaftale med et diktatur som Libyen.

Vi kan ikke blive ved med at sige, at Libyen har meget vigtige handelsforbindelser med EU's medlemsstater og fungerer som en partner for EU i Middelhavsområdet og så lade respekten for menneskerettighederne komme i anden række.

Den primære betingelse for, at vi kan indlede en troværdig dialog med Libyen, er, at landet ratificerer Genèvekonventionen. Vi kan ikke indgå en byttehandel mellem økonomiske interesser og menneskeliv – og ikke bare de libyske borgeres liv, men også de udenlandske statsborgeres liv, dvs. de, der flygter fra borgerkrige og religiøs forfølgelse og rejser igennem Libyen for blot at møde død og grufuld tortur.

Vi har pligt til ikke at glemme de tusindvis af anmodninger om hjælp fra personer, der sidder i de libyske fængsler. Vi må ikke glemme de rædsler i Gandufa-fængslet, som kom frem i lyset.

Libyske borgere nyder ikke godt af de mange politiske og borgerlige rettigheder som f.eks. ytringsfrihed samt forsamlings- og foreningsfrihed. Det mundtlige ændringsforslag fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater), hvor man ønsker at erstatte udtrykket "aftale" i betragtning B med "aftaler mellem Italien og Libyen om fælles kystpatruljer" er fuldkommen uacceptabelt, og den italienske delegation fra Italia dei Valori vil stemme imod det.

Aftalen mellem Italien og Libyen er meget mere kompleks. Det er en aftale med præcise betingelser vedrørende mere komplekse spørgsmål end fælles kystpatruljer. For at Parlamentet kan bibeholde sin troværdighed, må man kalde en spade for en spade, også selv om man måske er pinligt berørt.

Der skal indledes en særskilt samtale vedrørende UNHCR, FN's flygtningeagentur, som hindres i at udføre sit arbejde i Libyen og af det libyske styre beskyldes for utrolige overgreb og forbrydelser. Er det et grundlag, hvorpå man kan indgå aftaler? Vi kan ikke forhandle med hverken terrorister eller diktatorer. Vi er Europa-Parlamentet, ikke bestyrelsen for et økonomisk gigantforetagende.

  Hélène Flautre (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne takke fru Gomes for at have givet os mulighed for at forhandle om et forhandlingsmandat, der bestemt ikke er uproblematisk – og det er kernen i selve forhandlingerne heller ikke. Det tunesiske eksempel bør tjene som en advarsel om, at vi skal gå meget forsigtigt til værks, især vedrørende den måde, hvorpå vi aflægger rapport om forhandlingerne.

Vi kan ikke bare notere os vores succeshistorier i løbet af forhandlingerne og fejre det, at et styre som Gaddafis måske har indvilliget i f.eks. en eller anden henvisning til menneskerettigheder, for det styre er velkendt for sine alvorlige krænkelser af alle grundlæggende rettigheder. Derudover siger alle de migranter, der ankommer til vores kyster, selv om antallet af dem bliver stadig mindre, på så mange måder, at de på grund af voldtægter, tortur, overgreb, tvungne hjemsendelser, masseudvisninger og racistiske handlinger hellere vil drukne på vej hertil end tage tilbage til Libyen. Det er allerede blevet sagt, og jeg vil gentage det. Listen over de alvorlige, omfattende krænkelser af menneskerettighederne, som migranter i Libyen er ude for, er lang.

Så ja, jeg synes naturligvis, det er absolut presserende, at vi gør vores yderste for at forbedre situationen for disse mennesker. Det er en opgave for flygtningehøjkommissæren, og det er vores opgave at finde en ny bolig til de personer, som flygtningehøjkommissæren udpeger. Det er også en opgave for de lokalt aktive organisationer, der i øjeblikket kun er sparsomt til stede, og som nødvendigvis skal styrkes på alle mulige måder.

Hvis vi virkelig ønsker at overholde de mål, vi har fastsat i vores udenrigspolitik i traktaterne, har vi efter min mening stadig lang vej at gå, inden vi kan sende migranter, der har ulovligt ophold i EU, tilbage til Libyen.

  David Campbell Bannerman (EFD). – (EN) Hr. formand! Tilbage i 2007 nægtede præsident Sarkozy enhver forbindelse mellem Libyens løsladelse af fem bulgarske sygeplejersker og den libyske ordre på franske missiler til en værdi af 240 mio. EUR.

Disse våben blev solgt til et land, der holdes ansvarligt for bombesprængningen over Lockerbie og forsyner terrorister med våben. Alligevel antydede Gaddafis søn, at der var en forbindelse mellem de to aftaler. Det var våben for fanger.

I 2004 ophævede EU våbenembargoen mod Libyen til gengæld for migrationskontrol. Det var våben for landegrænser.

Nu skriver London Times, at Baroness Ashton pludselig ønsker at droppe EU's våbenembargo mod Kina, som blev indført på grund af massakren på Den Himmelske Freds Plads, og der står, at det er "en alvorlig hindring for udviklingen af et stærkere samarbejde mellem EU og Kina".

Faktisk tror jeg, det er en alvorlig hindring for, at man kan redde euroen, mon ikke? Ligesom med den libyske aftale er EU tilsyneladende nu så desperat for at redde euroen, at man er indstillet på at risikere vores fælles sikkerhed, idet kun kineserne har penge nok til at redde euroen. Det er våben for statsobligationer. De kinesiske valutareserver er på ca. 2 900 mia. USD. Kina har allerede købt græske, spanske og portugisiske statsobligationer. Men Kina er også det land, der forbyder ordet demokrati i internettets søgemaskiner og foretager tusindvis af henrettelser hvert år.

Så jeg spørger i al oprigtighed om, hvor dybt EU dog vil synke for at redde euroen?

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! Den tunesiske regerings fald har skabt chokbølger i nabolandene i Maghrebområdet, som hovedsagelig er diktaturstater, og også i Libyen. En radikal ændring af denne type er naturligvis også en mulighed for demokratiet, men kun når det ikke kan udnyttes af islamiske agitatorer.

Uroen vil afgjort smitte af på tilstrømningen af flygtninge. Det er derfor vigtigt, at vi samarbejder tættere med de afrikanske lande om flygtningeproblemet. Men oberst Gaddafis krav til EU om at betale mindst 5 mia. EUR til Afrika om året til bekæmpelse af ulovlig indvandring er helt sikkert et skridt i den gale retning. EU-landene betaler i forvejen milliarder af euro i udviklingsbistand. Bistandsordningen skal efter min mening snarest muligt tages op til revision for at sikre, at bistanden ikke længere gavner diktaturstater og korrupte regimer, men i stedet når frem til de mennesker, der virkelig har brug for den.

Desuden skal de kristnes vanskelige situation i islamiske lande opprioriteres i forbindelse med EU's internationale relationer.

  Wolfgang Kreissl-Dörfler (S&D). – (DE) Hr. formand, hr. Füle! Vi har ansvaret for alle de mænd, kvinder og børn, der søger tilflugt her, fordi deres liv er i fare. Dette ansvar er dels en følge af de moralske værdier, Europa nu repræsenterer, og af mange europæeres personlige historie, hvilket ofte glemmes i den forbindelse, og dels en følge af retsgarantierne i internationale traktater og konventioner.

Den, der påtager sig ansvaret, må også være indstillet på at bære de deraf følgende byrder. Det betyder, at der skal være en ligelig byrdefordeling mellem medlemsstaterne. Det betyder bestemt ikke, at man skal lægge ansvaret over på nogle få lande, hvis grænser tilfældigvis også er EU's ydre grænser, eller – og det er det forkastelige, jeg ikke kan tolerere – betale regimer som f.eks. oberst Gaddafis for at holde byrden væk fra os.

Misforstå mig nu ikke. Hvis vi kan hindre mennesker i at foretage en farlig rejse, som kan sætte deres liv på spil, er det godt. Men oberst Gaddafi og hans regime bekymrer sig ikke om at redde liv eller beskytte mennesker. For ham drejer det sig kun om hårde økonomiske facts. EU skal vare sig mod at blive medhjælper for et regime, der træder menneskerettighederne under fode.

Jeg har besøgt lejrene i Libyen og set, hvad der foregår dér. Vi havde lejlighed til at tale med de personer, der havde ansvaret. De går ikke op i menneskerettighederne eller i at give folk et tilflugtssted. De beklagede, at vi ikke havde givet dem nogen kanonbåde, så de mere effektivt kunne forsvare deres grænser. Vi har ganske rigtigt ikke forsynet oberst Gaddafi med nogen både, fordi der er tale om varer med dobbelt anvendelsesmulighed. Det er vi også nødt til at tage hensyn til. Vi må ikke forråde vores værdier, bare fordi vi gerne vil have de økonomiske fordele eller en tilbagetagelsesaftale. Jeg er også af den mening, at vi skal se på forhandlingsmandatet for alle medlemmerne af Parlamentet og ikke bare for nogle få stykker. Hemmeligt diplomati vil ikke bringe os videre, især ikke ud fra de erfaringer, vi i EU har haft med oberst Gaddafis regime – og vi kan ikke kalde det noget andet. Det er endnu et punkt, vi ikke må glemme, og jeg opfordrer kommissæren til at sikre dette. Fru Gomes har nævnt alle de kriterier, der skal være opfyldt, hvis vi nogensinde skal nå frem til en aftale.

  Simon Busuttil (PPE). – (MT) Hr. formand! De, der er imod aftalen med Libyen, skal gøre sig klart, at det er vores nabo! Naboer kan man ikke sidde overhørig. Man er nødt til at finde en måde, hvorpå man kan leve sammen med sine naboer, selv om det ikke nødvendigvis indebærer, at man er enig i deres måde at gøre tingene på.

Det er jo meget nemt for de kolleger, der ikke stammer fra et land, som er nabo til Libyen, at kritisere denne aftale, men det er langt sværere for de Middelhavslande, der ligger meget tæt på Libyen, at finde en måde, hvorpå man kan samarbejde med dette land.

Det er rigtigt, at aftalen også bør omfatte et kapitel om indvandring samt en tilbagetagelsesaftale. Man skal i den forbindelse uden tvivl også respektere retten til international beskyttelse for alle dem, der søger asyl.

  Francisco José Millán Mon (PPE). – (ES) Hr. formand! Denne forhandling om Libyen finder sted på et tidspunkt, hvor der sker meget betydelige forandringer i et andet naboland i Middelhavsområdet, nemlig Tunesien.

Jeg har altid ment, at EU skal medvirke til at fremme seriøse reformer i Middelhavsregionen med det formål at gøre den til et område med frihed og velstand. Jeg henviser til mine taler i Parlamentet i de seneste år, hvor jeg gentagne gange har sagt, at EU's politik ikke blot skal være orienteret mod at opretholde status quo.

Det er imidlertid ikke det specifikke spørgsmål, der drøftes i dag, som jo er rammeaftalen med Libyen. Jeg vil gerne understrege behovet for at samarbejde med Libyen med hensyn til at håndtere migrationsstrømmene, herunder en aftale om tilbagetagelse af ulovlige indvandrere, inklusive tredjelandsstatsborgere, sådan som det er tilfældet i alle de tilbagetagelsesaftaler, EU indgår.

Det ville gøre skade, hvis man gav efter for libyske standpunkter, som er i modstrid med denne aftale, i betragtning af Libyens vigtige placering som transitland, og det ville også sende et meget dårligt signal vedrørende de forhandlinger med Marokko og Algeriet om tilbagetagelsesaftaler, som har været gået i hårdknude i mange år.

Men vi skal også insistere på, at de libyske myndigheder skal respektere flygtninges rettigheder, herunder – som allerede nævnt – non-refoulement-princippet.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Maghrebregionen befinder sig i en vanskelig fase. De blodige sammenstød i Tunesien i de seneste dage er endegyldigt bevis herpå.

Det ville være en alvorlig fejl på indeværende tidspunkt i historien, hvis vi ikke erkendte det akutte og afgørende behov for at styrke forbindelserne med Libyen, der er af central betydning i Middelhavsområdet og spiller en helt afgørende rolle med hensyn til at dæmme op for og regulere strømmen af migranter. Til trods for alle de modsætningsfyldte faktorer – jeg var i Libyen sammen med fru Gomes – er der ingen tvivl om, at en rammeaftale bestemt kan bidrage til kampen mod terror, til de grundlæggende frihedsrettigheder og til spørgsmålet om energi. Hvis man sidder Libyen og Maghreblandene overhørig, vil det i sandhed være en meget alvorlig fejl.

Venskabsaftalen med Italien er en referencemodel, der kunne gennemføres for at sikre, at denne rammeaftale virkelig er holdbar.

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg siger tak til parlamentsmedlemmerne for deres bemærkninger. Jeg sender ordføreren, fru Gomes, flere detaljer om de nationale vejledende planer for årene 2011-2013, hvoraf det fremgår, at der er afsat 60 mio. EUR til vores programmer i Libyen.

Jeg er helt på det rene med, at visse emner er problematiske i forhold til Libyen. Ikke desto mindre har EU grebet muligheden for at opbygge relationer med Libyen for at kunne håndtere alle spørgsmålene på en åben og konstruktiv måde, herunder meget følsomme emner som menneskerettighederne, respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder og migranters rettigheder.

Jeg besøgte sidste år flygtningecentret i den libyske ørken sammen med Cecilia Malmström. Jeg nærer absolut ingen illusioner om de udfordringer, vi står over for. Jeg havde også lejlighed til at sætte mig ind i, hvad alternativerne er til vores engagement vedrørende migration.

Lad mig tilføje en tredje, personlig bemærkning. Vi belønner ikke nogen med disse forhandlinger. Vi drager omsorg for vores interesser i overensstemmelse med de værdier, vi tror på. Libyen har udvist meget stor vilje til at uddybe forbindelserne med EU. Vi mener, at dette er positivt, og at EU fortsat skal føre en engageret politik. Jeg er naturligvis meget opsat på, at dette sker med fuld gennemsigtighed, og hvor der tages højde for Parlamentets synspunkter.

FORSÆDE: László TŐKÉS
Næstformand

  Ana Gomes, ordfører. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle de kolleger, som har deltaget i denne forhandling.

Jeg synes, at denne forhandling understreger de dilemmaer, vi står over for. På baggrund af mit eget besøg i Libyen som led i delegationen under vores kollega hr. Panzeris ledelse i november 2010 kom jeg til den konklusion, at vi er nødt til fortsat at følge samarbejdslinjen. Vi erkender, at vi har med en vanskelig samtalepartner at gøre, men det ville være samvittighedsløst ikke at følge denne linje, fordi der er humanitære forpligtelser over for de mennesker, som lider så meget i Libyen, især de migranter, der rejser via Libyen og må affinde sig med situationen dér.

Jeg tror, at mange af vanskelighederne skyldes, at regimet er isoleret. Til trods for vanskelighederne og til trods for, at jeg ikke nærer illusioner om, at vi snart når frem til en aftale, eller at de betingelser, vi har stillet, vil blive opfyldt, er vi nødt til at følge denne linje. Det står efter min mening klart.

Faktisk er det også i den forstand særdeles vigtigt at få EU's delegation etableret i Tripoli, for jeg mener – ligesom mange har sagt det – at det, der sker i Tunesien nu, til trods for forskellene nødvendigvis vil give efterdønninger i Libyen. Der er på mange måder tale om en anden situation i Libyen, i kraft af at befolkningen er totalt afhængig af olieindtægter.

Ikke desto mindre er budskabet efter min mening, at vi på trods af vores forskellige opfattelser på nuværende tidspunkt er stærkt opsat på at følge Kommissionens forhandlinger nøje. Jeg er taknemmelig for de briefinger, vi har fået, og som har været nyttige. Vi vil følge dem meget nøje og vil på et hvilket som helst tidspunkt kunne komme med vores anbefalinger.

Jeg mener, at vi via den meget brede enighed, der er opnået ved hjælp mine skyggeordføreres og alle andres samarbejde, sender et meget klart signal til Rådet og til Kommissionen, som har til opgave at stå for forhandlingerne, men også til vores libyske samtalepartnere med hensyn til, hvilke punkter det efter vores mening er helt centralt at få opfyldt, hvis vi skal nå frem til de forbedringer, vi gerne ser i de bilaterale relationer, og også med hensyn til det centrale spørgsmål om respekt for menneskerettighederne i Libyen. Dette signal er helt klart.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 20. januar 2011.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg ser positivt på, at der indledes forhandlinger mellem EU og Libyen som led i udviklingen af et nyt forhold for EU i Middelhavsregionen og i Afrika. Jeg mener også, det er nyttigt at samarbejde med Libyen med hensyn til at håndtere spørgsmål som f.eks. sikkerhed og stabilitet, migration, folkesundhed, udvikling, handel, klimaændringer, energi og kultur.

Jeg opfordrer dog kraftigt Rådet og Kommissionen til at presse Libyen til at ratificere og gennemføre Genèveflygtningekonventionen fra 1951 og den hertil hørende protokol fra 1967, herunder fuldt samarbejde med UNHCR med henblik på at garantere tilstrækkelig beskyttelse og rettigheder for migranter og indføre en asyllovgivning, hvor man anerkender flygtninges retsstilling og rettigheder i henhold hertil, først og fremmest forbud mod kollektiv udvisning og non-refoulement-princippet.

Jeg minder også Rådet og Kommissionen om deres forpligtelser med hensyn til at sikre, at EU's udenrigspolitik fuldt ud overholder chartret om grundlæggende rettigheder, i særdeleshed artikel 19 om forbud mod kollektiv udvisning og om non-refoulement-princippet. Jeg opfordrer kraftigt Rådet og Kommissionen til at anmode de libyske myndigheder om at undertegne et aftalememorandum om, at UNHCR kan opholde sig lovligt i landet og med mandat til, at organisationen har helt frie adgangsforhold og må yde beskyttelse.