Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 20. januar 2011 - Strasbourg

11.3. Iran, navnlig sagen Nasrin Sotoudeh

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om syv beslutningsforslag om Iran, navnlig sagen Nasrin Sotoudeh⁽¹⁾.

  Bastiaan Belder, forslagsstiller. – (NL) Hr. formand! For præcis en uge siden offentliggjorde nobelprisvinderen Shirin Ebadi en spids artikel i The Wall Street Journal om hendes ven, den iranske menneskerettighedsadvokat Nasrin Sotoudeh, som netop var blevet idømt 11 års fængsel. Ebadi bad Vesten være mere opmærksom på Sotoudeh-sagen og på alle de tapre menneskerettighedsaktivister i Den Islamiske Republik Iran.

Forhandlingen her i Parlamentet kommer som reaktion på Ebadis indtrængende appel. Vi kan og må ikke glemme Nasrin Sotoudeh eller hendes kammerater i kampen for grundlæggende rettigheder i Iran. Det bliver også budskabet i betænkningen, som jeg håber at kunne fremlægge for Udvalget om Udenrigsanliggender på plenarmødet i marts, og jeg regner med, at De alle vil stemme for den. En stærk, forenet europæisk stemme for den iranske befolknings rettigheder.

  Marietje Schaake, forslagsstiller. – (EN) Hr. formand! Endnu en gang er vi tvunget til at drøfte menneskerettigheder i Iran, efter at Nasrin Sotoudeh blev idømt 11 års fængsel. Hun har fået forbud mod at arbejde som jurist, men lad os følge lovgivningen.

Retsstatsprincippet praktiseres og eksisterer ikke længere i Iran, og retsvæsenet er i højeste grad politiseret. Forsvaret for menneskerettigheder betragtes nu som en handling, der strider mod den nationale sikkerhed. Nasrin Sotoudeh, advokat og mor til to, anklages for at handle i strid med nationens sikkerhed. Hun forsvarede bl.a. Zahra Bahrami, en iransk-nederlandsk statsborger, som blev dømt til døden, inden nederlandske diplomater havde talt med hende og i en stemning af alvorlig tvivl om, hvorvidt hun havde fået en retfærdig rettergang.

Når en stærk kvinde som Nasrin Sotoudeh kæmper for retfærdigheden, ser vi et svagt styre, der undertrykker sine borgere i stedet for at sikre deres velfærd. EU's højtstående repræsentant, fru Ashton, kommer til Istanbul senere på måneden i et forsøg på at få det iranske regime til at samarbejde med det internationale samfund om atomspørgsmålet. Økonomiske sanktioner har samme mål. Jeg tvivler på, at de vil føre til det ønskede resultat, inden de fører til uforholdsmæssige problemer for Irans befolkning, der derfor bliver mere og mere afhængig af en regering, der kører den hårde linje.

Men selv om jeg er skeptisk med hensyn til virkningerne af de økonomiske sanktioner, har jeg tillid til, at sanktioner over for enkeltpersoner, der er ansvarlige for krænkelser af menneskerettighederne gennem f.eks. censur, voldtægt, tortur og henrettelser vil være et effektivt og nødvendigt skridt for at bringe straffriheden til ophør og sikre den retfærdighed, som Nasrin Sotoudeh stod for. Menneskerettighederne er helt klart det iranske regimes akilleshæl.

Hr. formand, mens jeg har ordet, vil jeg gerne bede Dem opfordre vores italienske kolleger til at være stille, for det er virkelig distraherende, når de begynder at tale i salen, når deres punkt er blevet færdigbehandlet.

  Formanden. – Kære kolleger, De hørte anmodningen fra fru Schaake. Andre kolleger har også bedt Dem om at være stille. Hvis De skal diskutere private spørgsmål, kan De gøre det udenfor.

  Struan Stevenson, forslagsstiller. – (EN) Hr. formand! I dag havde jeg tænkt mig at sammenligne Den Islamiske Republik Iran med Nazityskland, men jeg må sige, at på mange måder kan det faktisk være værre. Mullaherne har indtil videre hængt 65 mennesker i år. 10 blev hængt i går. Først blev de idømt store bøder, og deres hjem blev konfiskeret, og derefter blev de hver især pisket nådesløst, før de blev slæbt til galgen. 87 mennesker er blevet hængt i de seneste fire uger.

Ahmadinejad er holocaustbenægter og hader jøder. Han siger, at han ønsker at udradere Israel fra verdenskortet, og nu bygger han atomvåben, så han får mulighed for at gøre det. Han og Khamenei står for den brutale undertrykkelse af Irans borgere, hvor hængninger, tortur, stening til døde, amputationer og pisk er dagens orden, mens henrettelser af børn og endda gravide kvinder er ren rutine. To fanger i Mashhad fik deres hænder amputeret i denne uge, mens to andre er blev dømt til amputation, og disse domme vil snart blive fuldbyrdet.

Enhver, der prøver at protestere mod dette onde, bliver straks straffet. Nasrin Sotoudeh er et eksempel på dette. En modig menneskeretsadvokat, der har forsvaret mange af de uskyldige mennesker, der er blevet uskyldigt dømt og henrettet af dette fascistiske regime. Den skandaløse dom på 11 års fængsel for at passe sit arbejde er en hån mod menneskeheden. De egentlige forbrydere er tyrannerne i Teheran, og de vil blive stillet til regnskab. De mener, at deres kritikere i Vesten er en del af en international sammensværgelse for at omstyrte deres regime. Jeg vil i hvert tilfælde tilslutte mig dette projekt i dag. Det onde må aldrig få lov at sejre, og jo før frihed, demokrati, menneskelighed og kvinders rettigheder genindføres i Iran, jo bedre vil det blive for hele verden.

  Rosario Crocetta, forslagsstiller. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Ved at bede om, at Nasrin Sotoudeh løslades øjeblikkelig, opfordrer vi EU og medlemsstaterne til at gøre mere for at befri de iranske borgere og verden fra et af de ondeste og mest autoritære regimer i historien.

Den Islamiske Republik Iran er ikke bare kendetegnet ved den trussel, den udgør for verden med et atomprojekt, der kan true med atomkrigens terror, men også ved sine ulovlige valg, masseanholdelser af personer, der kræver frie valg, mord på protesterende, voldtægt og fysiske overgreb på mennesker, der ikke støtter regimet, uretfærdige retssager, hvor afgørelserne kan forudsiges, så snart anklagerne er blevet fremført, alvorlig diskrimination over for kvinder og homoseksuelle og mangel på ytrings- og foreningsfrihed. Forholdene for de iranske fanger i Camp Ashraf, hvor de udsættes for vold og endda stening, er absolut utrolige.

Hver dag dømmes mindst to mennesker, inklusive børn, til døden i Iran, og de er ikke skyldige i andet, end at regimet ikke bryder sig om dem. Beviserne fremkommer ofte gennem ondsindet og behændig brug af brutale torturmetoder. Denne kritik er bestemt ikke rettet mod islam, der er baseret på fred, men mod det iranske regime. Anholdelsen og domfældelsen af Nasrin Sotoudeh er tegn på en hidtil uset grad af juridisk blændværk, for i denne sag er der tale om angreb på og domfældelse af befolkningens forsvarer, hvilket betyder, at Irans borgere ikke en gang kan forsvare sig selv.

  Cristian Dan Preda, forslagsstiller. – (RO) Hr. formand! Selv om Iran måske er ved at åbne sig i nukleare spørgsmål, må vi desværre konkludere, at døren helt klart er lukket i dette land, når det drejer sig om menneskerettigheder.

Dette fremgår klart af sagen mod Nasrin Sotoudeh. Hun blev straffet for sit arbejde til støtte for menneskerettigheder med en ekstremt hård dom, 11 års fængsel, forbud mod at praktisere som advokat i 20 år og mod at forlade landet. Dommen blev afsagt efter en decideret skueproces.

Denne sag er langt fra enestående. Den er et led i en bevidst strategi fra det iranske regimes side om systematisk at bringe menneskerettighedsaktivister til tavshed. En lang række meget skrappe domme er rettet mod sagførere, der er aktive i menneskerettighedsspørgsmål, og vi skal udvise solidaritet med disse modige mennesker, der støtter og kæmper for menneskerettigheder til trods for trusler, tortur og fængsling.

  Raül Romeva i Rueda, forslagsstiller. – (EN) Hr. formand! Jeg må sige, at jeg dybt beklager, at vi endnu en gang skal tale om Iran, men det er vi nødt til. Vi er nødt til det, fordi situationen i Iran er særdeles problematisk og dramatisk.

Derfor er det vigtigt, at Parlamentet endnu en gang gentager sin opfordring til løsladelse af alle samvittighedsfanger, herunder alle, der gennem de seneste år der blevet tilbageholdt i forbindelse med deres fredelige – og jeg gentager, fredelige – politiske og menneskerettighedsrelaterede aktiviteter. Parlamentet skal på ny opfordre de iranske myndigheder til at respektere de internationalt anerkendte rettigheder til ytrings- og forsamlingsfrihed og på det kraftigste fordømme den ekstraordinært strenge dom til Nasrin Sotoudeh og rose hende for hendes mod og engagement.

Dette er også grunden til, at Parlamentet skal tage stilling til fru Sotoudeh og de øvrige menneskerettighedsaktivister og samvittighedsfanger. Vi skal også udtrykke vores bekymring over de stadig hyppigere domme om forbud mod at forlade Iran, som kan føre til den logiske følgeslutning, at myndighederne betragter det at blive i Iran som en straf.

Vi skal også opfordre myndighederne til at bekæmpe straffrihed for krænkere af menneskerettighederne inden for sikkerhedsstyrkerne og ligeledes gentage vores krav om en uafhængig undersøgelse af påstandene om udenretlige henrettelser siden det omstridte præsidentvalg i juni og om, at de formodede lovovertrædere stilles for en domstol. Vi skal naturligvis også på det kraftigste fordømme bombeangrebet i Chabahar og udtrykke vores medfølelse med ofrenes familier og de kvæstede.

Endelig vil jeg gerne sige, at vi er stærkt bekymrede over forfølgelsen af visse religioner og etniske grupper i Iran. Vi skal udtrykke vores overbevisning om med støtte i den seneste europæiske historie, at en fredelig og afbalanceret social og politisk udvikling kun kan opnås ved at tage hensyn til de kulturelle og sociale ønsker fra de forskellige regioner.

  Bogusław Sonik, for PPE-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Nasrin Sotoudeh gav os grund til ved en tidligere forhandling her i Parlamentet at tale om den manglende beskyttelse af menneskerettigheder i Iran, da hun den 4. september 2010 blev arresteret og anklaget for statsfjendtlig propaganda, sammensværgelse og forsamling for at virke mod nationens sikkerhed. Hun har siddet fængslet i fire måneder. Efter en retssag er denne fremtrædende menneskerettighedsforkæmper og dedikerede medarbejder for nobelpristageren Shirin Ebadi blevet idømt 11 års fængsel efterfulgt af et 20-årigt forbud mod at praktisere som advokat og mod at forlade Iran. Vi skal huske på, at andre politiske fanger også er blevet idømt lange fængselsstraffe. Den 26-årige kvinderettighedsaktivist Shiva Nazar Ahari er blevet idømt fire års fængsel og 74 piskeslag for samme forbrydelse.

Vi skal tydeligt understrege vores modstand mod de åbenlyse krænkelser af de grundlæggende menneskerettigheder som foreningsfrihed, ytringsfrihed, tankefrihed og retten til en retfærdig rettergang. Nasrin Sotoudeh, der har viet sit liv til at forsvare menneskerettighederne – at forsvare mindreårige, der er blevet dømt til døden, og mennesker, der anklages for at gennemføre fredelige protester og for at have et tæt samarbejde med oppositionen – er blevet et levende bevis på menneskerettighedskrænkelserne i Iran. EU kan ikke fortsat stå som en passiv tilskuer til det iranske samfunds ulige kamp imod regimet.

  Corina Creţu, for S&D-Gruppen. – (RO) Hr. formand! Vi støtter også kravene om en øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af Nasrin Sotoudeh og alle samvittighedsfanger i Iran. Efter valgsvindelen, der holdt Ahmadinejad-regimet ved magten, har tusindvis af iranere betalt frihedens pris for deres mod til at protestere mod et stadig mere undertrykkende regime. Nasrin Sotoudeh blev efter måneders isolation og tortur idømt 11 års fængsel, fordi hun som advokat og menneskerettighedsaktivist forsvarede modstandere af regeringen i Teheran, herunder modtageren af Nobels fredspris.

Sammen med talrige systemkritikere udsættes dusinvis af journalister og bloggere, der vovede at udnytte deres grundlæggende frihed til at udtrykke deres egen samvittighed, nu også for mishandling i iranske fængsler. Jeg mener, at EU's engagement i at få løsladt disse demokratiaktivister ikke kun skal ske i form af offentlige protester, men også gennem konkrete skridt fra Tjenesten for EU's Optræden Udadtil med henblik på at mobilisere det internationale samfund for at få det til at udøve et stigende fælles pres for at bringe disse menneskerettighedskrænkelser i Iran til ophør.

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Her i Parlamentet må vi aldrig glemme, at den frihed til at diskutere og være uenige, som vi nyder her i Europa, er sjælden og ikkeeksisterende i mange dele af verden. Ingen steder er dette tydeligere end i Iran.

Endnu en gang befinder vi os her i Parlamentet i en diskussion af den forfærdende menneskerettighedssituation i Den Islamiske Republik. Som advokat har Nasrin Sotoudeh hjulpet mange oppositionstilhængere, der blev fængslet og chikaneret efter valgsvindlen ved præsidentvalget for 18 måneder siden. Hun har også repræsenteret mindreårige på dødsgangen, et i sandhed heroisk job i et land, der henretter børn for et godt ord. Hun blev anholdt i september sidste år og anklaget for at udbrede propaganda og konspirere for at skade statens sikkerhed. Nu er hun idømt 11 års fængsel og har forbud mod at praktisere som advokat i 20 år.

Hun skal løslades øjeblikkelig og ubetinget. Jeg opfordrer næstformanden for Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik til at slå dette fast.

Parlamentet og Kommissionen har resolut fremhævet de menneskerettighedskrænkelser, der begås af det brutale – nærmest afskyelige – Ahmadinejad-regime. Det er på tide, at Rådet sætter EU's fælles værdier højere end medlemsstaternes individuelle kommercielle interesser i landet.

  Marco Scurria (PPE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi afholder endnu en debat om krænkelser af menneskerettigheder og demokrati i Iran. Denne gang drejer det sig om en advokat, der beskytter menneskerettighedsaktivister i Iran.

Tanken er, at problemet skal løses ved kilden ved ikke længere blot at fængsle mennesker, der kæmper for deres rettigheder, men at gå direkte efter dem, der forsvarer dem, bare for at vise, hvad der er i vente for dem, der ønsker at sætte sig op imod Ahmadinejad-regimet.

Jeg vil vædde på, at om nogle få uger sidder vi igen her i salen og taler om endnu et tilfælde af krænkelse af de grundlæggende rettigheder i Iran. Krænkelsen vil blive formummet med en eller anden kriminel anklage, og det ville være latterligt, hvis ikke det var så tragisk, f.eks. at man forbryder sig mod den nationale sikkerhed eller bedriver propaganda mod regimet som i den sag, vi diskuterer i dag.

Spørgsmålet er, hr. formand, om Parlamentet fortsat skal have en delegation for forbindelser med et regime, der er præcis det modsatte af alt, hvad EU er baseret på.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Hr. formand! Endnu en gang står vi med en skrækkelig situation i Iran. Før jul drøftede vi sagen med Sakineh Ashtiani, der blev dømt til døden ved stening for påstande om utroskab, en dom, der efterfølgende blev ændret til død ved hængning for påstande om mord. I dag har vi den stakkels Nasrin Sotoudeh, der er blevet idømt 11 års fængsel for at passe sit arbejde. Hendes aktiver er blevet fastfrosset, og hun er blevet nægtet adgang til sin egen advokat. Hendes mand blev anholdt i denne uge for – og jeg citerer – "at sprede løgne og vildlede den offentlige opinion". Prøv lige at greje den!

Jeg mener, at det eneste, vi kan gøre, er at bruge vores indflydelse bedst muligt til at forsøge at bringe dette ondsindede vanvid til ophør, især mishandlingen af og den manglende respekt for kvinder. Disse to eksempler viser dette med al ønskelig tydelighed.

  George Sabin Cutaş (S&D). – (RO) Hr. formand! Dommen mod menneskerettighedsaktivisten Nasrin Sotoudeh er tegn på den skrøbelige menneskerettighedssituation i Iran. Siden det kontroversielle genvalg af præsident Ahmadinejad i juni 2009, er alle protester brutalt blevet undertrykt, tusindvis af borgere arresteret, og mange hundreder er allerede blevet dømt.

Den hårde dom til Nasrin Sotoudeh på 11 års fængsel skyldes, at hun som advokat har forsvaret adskillige modstandere af regimet, som var blevet arresteret under demonstrationerne efter præsidentvalget. Hun blev desuden også kritiseret for interviews til den udenlandske presse i samme periode. Vi kan betragte dette som et typisk eksempel på krænkelse af retten til ytringsfrihed, af advokaters ret til at praktisere uden pres eller tvang og ligeledes den sigtedes ret til en retfærdig rettergang.

I den forbindelse vil jeg erindre Kommissionen og Rådet om, at ethvert samarbejde mellem EU og Iran skal tage udgangspunkt i den præmis, at respekt for menneskerettighederne er en absolut forudsætning.

  Ryszard Czarnecki (ECR). – (PL) Hr. formand! Dette er endnu en sag, der oprører den europæiske offentlighed og Parlamentets medlemmer. Hvis vi bliver ved med at se situationer i det samme land, som åbenlyst krænker menneskerettighederne, er vi nødt til at tænke på det pågældende lands struktur og ansvar. Det fremgår klart, at respekten for ens egne traditioner og skikke imidlertid ikke passer sammen med accepten for visse erklærede standarder eller europæiske standarder – her tænker jeg på menneskerettighederne. Det er helt indlysende. Det er udmærket, at Parlamentet har taget dette spørgsmål op. Der er imidlertid stadig tale om politisk pres, for det er sådan set det næste spørgsmål, som Parlamentet skal udtale sig om, når vi taler om Iran, og der har vi ikke opnået særlig megen succes. Måske er det nødvendigt at begynde at udøve et langt stærkere pres end i øjeblikket.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! Aktivister og advokater, der kæmper for menneskerettigheder i Iran, er længe blevet forfulgt og fængslet, og dommen over advokaten Nasrin Sotoudeh er et trist eksempel på denne forfølgelse.

Det iranske regime har gjort det samme med aktivisten Shiva Nazar Ahari, advokaten Mohammad Seifzadeh og advokaten Mohammad Oliyafar. Andre aktivister trues af en lignende skæbne.

Undertrykkelsen i Iran bliver stadig værre, og vores forsøg på at forbedre situationen har ingen virkning. Regeringens indgriben over for dem, der har forbehold over for regimet, har nu nået et sådant niveau, at vi må begynde alvorligt at overveje at ændre politik over for dette land og at overveje andre muligheder for at lægge mere effektivt pres på de iranske myndigheder, således at vi kan hjælpe den iranske befolkning til at kunne ånde friere. Det bliver helt klart ikke let, men jeg mener, at det er vores ansvar at forsøge at ændre situationen i Iran.

  Sari Essayah (PPE). – (FI) Hr. formand! Nasrin Sotoudeh er en af de bedst kendte menneskerettighedsadvokater i Iran, og hun forsvarede bl.a. Shirin Ebadi, vinderen af Nobels fredspris. Blandt hendes klienter har også været umyndige, der er blevet dømt til døden, og ofre for vold i familien. Hendes eneste forbrydelse består i, at hun praktiserede som advokat og derfor forsvarede mennesker, der ikke kunne forsvare sig selv imod Irans brutale regime.

Urolighederne efter valget i 2009 og deres konsekvenser har betydet, at de iranske myndigheder indfører skrappe foranstaltninger over for menneskerettighedsadvokater og -aktivister. Målet for den iranske regering er at bringe enhver opposition til tavshed en gang for alle både i og uden for landet.

Parlamentet har f.eks. fremsendt en appel for befolkningen i Ahvaz og en enstemmig skriftlig erklæring om dette spørgsmål. Det er underligt, at det internationale samfund ikke kan gøre noget for at slippe af med dette barbariske regime.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (S&D). – (PL) Hr. formand! Under den seneste forhandling om menneskerettighedskrænkelser i Iran, der fandt sted her i salen for knap fire måneder siden, sagde jeg i mit indlæg, at fem iranske borgere hver eneste dag får at vide, at de snart vil miste livet, fordi de idømmes dødsstraf. Til denne tragiske statistik skal også lægges de langvarige fængselsdomme til iranske advokater, der forsvarer ofrene for landets retssystem. Det sidste ord skal nok sættes i anførselstegn. 47-årige Nasrin Sotoudeh, som blev anholdt den 4. september, torteret, og nu idømt 11 års fængsel, er et eksempel på dette.

Andre iranske sagførere har også været udsat for undertrykkelse. Shiva Nazar Ahari, medstifter af "Committee of Human Rights Reporters", er blevet idømt fire års fængsel, Mohammad Seifzadeh er blevet idømt ni års fængsel og et forbud mod at praktisere som advokat i 10 år, og Mohammad Oliyafar er blevet idømt et års fængsel bare for at repræsentere sine klienter i retten. Jeg mener, at vi ved at bruge den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitiks forhandlingsposition bør presse på for at få temaet menneskerettighedsaktivister med i samtalerne med Iran og det hurtigst mulig.

  Monica Luisa Macovei (PPE). – (RO) Hr. formand! Sagen mod advokaten Nasrin Sotoudeh er meget alvorlig. Hun er blevet idømt 11 års fængsel, har fået forbud mod at praktisere som advokat og mod at forlade landet i 20 år. Hvad har hun gjort? Hun har forsvaret Shirin Ebadi, som er vinder af Nobels fredspris, andre politiske aktivister og menneskerettighedsaktivister, journalister og mindreårige, der er blevet idømt dødsstraf.

Siden 2009 er mindst 15 menneskerettighedsadvokater blevet idømt fængselsstraffe i Iran. Gennem sådanne foranstaltninger krænker Iran grundlæggende menneskerettigheder og grundlæggende FN-principper vedrørende advokaters rolle. Jeg opfordrer kraftigt Kommissionen og Rådet til at gribe ind for at få sagføreren Nasrin Sotoudeh løsladt hurtigst mulig.

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! EU er fortsat særdeles bekymret over den alvorlige og stadig værre situation med hensyn til menneskerettigheder og grundlæggende friheder i Den Islamiske Republik Iran. Gennem de seneste to år er forholdene gået fra at være vanskelige til at være nærmest umulige for dem, der arbejder med at forsvare menneskerettighederne.

For Nasrin Sotoudeh og mange andre som hende, der arbejder med at forsvare retfærdige sager som grundlæggende rettigheder og friheder, er det ikke en mulighed at arbejde fra fængslet. Konsekvenserne af hendes anholdelse er tydelige: De mennesker i Iran, der er modige nok til at kæmpe for dem, som staten selv formodes at beskytte, risikerer at blive truet, fængslet eller det, der er værre.

EU har taget bladet fra munden. Mere end 10 erklæringer blev offentliggjort i 2010 af den højtstående repræsentant og næstformand i Kommissionen, fru Ashton, både om den generelle situation og om enkelttilfælde. Samtidig har EU foretaget diskrete henvendelser til de iranske myndigheder for at få præciseringer og forklaringer og udsendt klare signaler om behovet for at forbedre situationen i Iran. Den højtstående repræsentant og næstformand i Kommissionen, fru Ashton, fremsatte en erklæring om Nasrin Sotoudeh-sagen den 14. januar 2011, hvori hun nævnte både fru Sotoudeh og fru Shiva Nazar Ahari, en sagfører og journalist, der er blevet idømt henholdsvis 11 og fire års fængsel.

Den Islamiske Republik Iran blev for nylig valgt ind i FN's Kommission for Kvinders Status. Fru Sotoudeh og fru Ahari er to kvinder, der er blevet frataget netop de rettigheder, de kæmpede for at beskytte. EU vil blive ved med at minde de iranske myndigheder om, at de først og fremmest skal overholde de internationale forpligtelser, der udspringer af de multilaterale aftaler og konventioner, de har underskrevet og ratificeret. Vi vil fortsat forsøge at gøre vores indsats til forsvar for menneskerettighederne mere effektiv og bruge alle de midler, vi har til rådighed. Det er det mindste, vi kan gøre for den iranske befolkning.

  Bernd Posselt (PPE). – (DE) Hr. formand! Vi har en fuldkommen overflødig arbejdsgruppe her i Parlamentet, der har til opgave at undersøge, hvordan plenarmøderne kan gøres mere interessante. Denne gruppe burde gennemgå dagens plenarmøde. Vi har bare brug for tid nok, og derfor bør vi også have tid torsdag eftermiddag. Vi har også brug for den rette formand i formandsstolen, som kan lede mødet med en nøje afmålt blanding af stringens og fleksibilitet. Dette vil føre til livlige og interessante plenarmøder.

(Bifald)

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted om lidt.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Eija-Riitta Korhola (PPE), skriftlig. – (FI) Situationen for aktive menneskerettighedsforkæmpere i Iran bliver stadig vanskeligere. Desuden kan vi læse om et stigende antal dødsdomme. Den nederlandske statsborger Zahra Bahrami, som blev nævnt i vores uopsættelige beslutninger tidligere, blev dømt til døden, og hendes advokat, Nasrin Sotoudeh, blev idømt 11 års fængsel for at "handle mod den nationale sikkerhed".

Som vi ved, er det iranske retssystem kendetegnet ved en alvorlig mangel på retfærdighed og gennemsigtighed. Derfor er det vigtigt, at EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik ikke lader landet slippe af krogen, men fortsætter med at tage menneskerettighedsproblemerne op i forbindelserne med Iran. Jeg vil gerne nævne minimumskravene: øjeblikkelig og betingelsesløs løsladelse af menneskerettighedsadvokaten Sotoudeh og andre samvittighedsfanger, dødsdommen mod Bahramis skal ophæves, og de nederlandske myndigheder skal inddrages i behandlingen af sagen, repræsentanter for Røde Kors skal have mulighed for at se fangerne, og menneskerettighedsorganisationer skal have adgang til landet for at vurdere situationen.

  Róża Gräfin von Thun und Hohenstein (PPE), skriftlig. – (PL) Parlamentet skal reagere på tilfælde af menneskerettighedskrænkelser. Vi skal huske, at takket være offentlighed om specifikke sager kan det internationale samfund udøve større pres på lande, der ikke overholder almindeligt accepterede demokratiske standarder. Nasrin Sotoudeh repræsenterer iranske borgerrets- og menneskerettighedsaktivister i retten og forsvarede mindreårige, der var blevet dømt til døden. De iranske myndigheder betragtede hendes aktiviteter som "propaganda mod regimet" og idømte hende 11 års fængsel. Det er fint, at hendes sag er kommet på dagsordenen ved et plenarmøde i Parlamentet. Man bør ikke ignorere Parlamentet, når det kræver, at Nasrin Sotoudeh og andre samvittighedsfanger løslades, og at der nedsættes en uafhængig kommission, der skal undersøge forfølgelsen af menneskerettighedsforkæmpere.

(1) Se protokollen.