Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 2. februar 2011 - Bruxelles

16. Folkeafstemning om Sydsudans fremtidige status (forhandling)

  Formanden. − Næste punkt er redegørelsen fra næstformand i Kommissionen/Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om folkeafstemning om Sydsudans fremtidige status.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik. − (EN) Fru formand! Jeg vil oplæse redegørelsen og herefter vil min kollega, Michel Barnier, af årsager, som jeg tror, at medlemmerne har forstået, fortsætte og afslutte forhandlingerne.

Det, vi er vidner til, er et historisk øjeblik for Sudan og faktisk for hele Afrika. Befolkningen i Sydsudan har ventet i lang tid på chancen for at udøve deres ret til selvbestemmelse. Den rettidige, fredelige og troværdige afholdelse af folkeafstemningen har været en bemærkelsesværdig succes og noget, som alle bør være stolte af.

De foreløbige resultater af folkeafstemningen i de 10 sydlige stater blev offentliggjort den 30. januar og viste et overvældende flertal (99,5 %) for løsrivelse. Vi afventer stadig de endelige resultater, der vil blive offentliggjort i løbet af de næste par uger.

Vi lykønsker den sydsudanesiske befolkning med den beslutsomhed, værdighed og tålmodighed, som de har udvist ved, at så mange er gået til stemmeurnerne. Vi roser også de sydlige parter til den samlede fredsaftale for deres lederskab og den sudanesiske folkeafstemningsmyndighed for det bemærkelsesværdige arbejde, de har udført med hensyn til at tilrettelægge folkeafstemningen på trods af de enorme udfordringer, de stod overfor.

Denne folkeafstemnings succes er frem for alt Sudans fortjeneste, men den afspejler ligeledes opbakningen fra Den Afrikanske Union og AU's højniveaupanel anført af præsident Mbeki, der bistod partierne med at komme videre, samt den vedvarende diplomatiske opmærksomhed, folkeafstemningen fik fra det internationale samfund, herunder FN, USA og naturligvis EU.

Sudan har stået højt på vores politiske dagsorden i Bruxelles i de seneste par måneder. Vi drøftede Sudan på udenrigsministrenes møde i Rådet i både november og december. Vi blev igen enige om konklusioner på udenrigsministrenes møde i Rådet i denne uge, og vi vil fortsat overvåge situationen.

Jeg ønsker frem for alt at takke Véronique de Keyser, chefvalgobservator for Sydsudans folkeafstemning, og hendes hold i EU's observatørmission for den vigtige rolle, de spillede med hensyn til at skabe tillid til denne proces blandt den sudanesiske befolkning. Udsendelsen af en stor og erfaren observatørmission var et væsentligt og håndgribeligt bidrag fra EU, og jeg takker Dem oprigtigt, da jeg ved, at De personligt spillede en så betydningsfuld rolle, og at dette er blevet behørigt anerkendt.

Vi formidlede også teknisk ekspertise og økonomisk støtte til Sudans folkeafstemningsmyndighed.

Mens vi afventer offentliggørelsen af det endelige resultat, ønsker jeg at gentage, at EU vil respektere udfaldet af folkeafstemningen som et udtryk for den sydsudanesiske befolknings ønsker. Vi glæder os over præsident al-Bashirs bemærkninger, der blev fremsat i Juba den 4. januar og gentaget på minitopmødet om Sudan i Addis Abeba den 31. januar, om at Sudans regering vil acceptere folkeafstemningens resultat, vil være den første til at anerkende den nye stat og vil samarbejde fuldt ud med denne. Vi opfordrer kraftigt alle de relevante parter til fortsat at udvise tilbageholdenhed og sikre fortsat ro samt sørge for, at sikkerheden for alle befolkningsgrupper i Sudan beskyttes.

Selv om folkeafstemningen om selvbestemmelse for Sydsudan var en stor succes, har vi ikke råd til at være magelige. Der ligger enorme udfordringer forude.

Folkeafstemningen om Abyei, som skulle have været afholdt samtidig som folkeafstemningen om Sydsudan, er endnu ikke blevet gennemført. Vi er bekymrede over volden i Abyei om aftenen på folkeafstemningsdagen, og vi opfordrer kraftigt parterne til at hindre yderligere vold og til at finde en holdbar løsning for grundlaget for en langsigtet sameksistens mellem lokalsamfundene i området.

Der er andre udestående problemer vedrørende den samlede fredsaftale, som endnu ikke er løst, herunder grænsedragningen mellem nord og syd og gennemførelsen af offentlige høringer i området Den Blå Nil og det sydlige Kordofan. Vi håber, at parterne nu vil flytte fokus i deres energi mod en løsning af disse problemer samt mod centrale problemstillinger efter folkeafstemningen, herunder statsborgerskab, sikkerhedsforanstaltninger, olieindtægter og andre økonomiske spørgsmål. Vi glæder os over, at begge parter er blevet enige om en række principper, navnlig med hensyn til at arbejde for to levedygtige stater med "bløde" grænser samt at opbygge konstruktive relationer. Der er imidlertid stadig et stort stykke arbejde, der skal gøres, og vi vil fortsat støtte præsident Mbekis mæglingsbestræbelser.

Vi står ligeledes over for en væsentlig humanitær udfordring. Hver dag vender ca. 2 000 mennesker tilbage til Sydsudan fra den nordlige del af landet, og de har brug for hjælp til at blive genintegreret i deres lokalsamfund.

Jeg er særdeles bekymret over den øgede vold i Darfur, som førte til den nylige fordrivelse af titusindvis af mennesker, samt de alvorlige konsekvenser, som dette har på de humanitære operationer. Tre europæiske statsborgere holdes stadig som gidsler.

Vi er også fortsat bekymrede over tilbageholdelsen af menneskerettighedsforkæmpere, journalister, oppositionspolitikere og fredelige studenterdemonstranter. Et af de grundlæggende principper i den samlede fredsaftale var etableringen af en demokratisk styreform baseret på respekten for mangfoldighed og frihedsrettigheder, og vi ønsker at se respekt for grundlæggende frihedsrettigheder og en virkelig inklusiv demokratisk styreform i både Nord- og Sydsudan.

Jeg kan forsikre Parlamentet om, at dette fremover vil stå højt på vores dagsorden. Vi vil fortsat holde kontakt med både Khartoum og Juba. Vi er villige til at intensivere vores engagement med Khartoum og er indstillede på at styrke vores dialog. Vi er fortsat forpligtede til at yde bistand til befolkningen i Nordsudan, især i de krigsramte områder, som f.eks. østpå, i overgangsområdet og i Darfur. Sydsudan vil ikke være stabilt, hvis Nordsudan ikke er stabilt og omvendt. EU's udenrigsministre har sagt, at de er klar til at se nærmere på EU's støtte til international gældseftergivelse for Sudan, som er i overensstemmelse med det politiske fremskridt.

I Sydsudan skal EU yde et væsentligt bidrag til stabilisering, udvikling og institutionel kapacitetsopbygning. Vi yder allerede støtte til grundlæggende tjenesteydelser og landbrugsudvikling ud over medlemsstaternes væsentlige bilaterale programmer, og vi er i færd med at se på vores langsigtede strategi for udviklingssamarbejdet med Sydsudan.

Vi anerkender imidlertid også, at Darfur fortjener den samme opmærksomhed på højt niveau, som på det seneste er blevet rettet mod gennemførelsen af den samlede fredsaftale. Vi appellerer således til alle parterne om at indstille fjendtlighederne, indgå en våbenhvilsaftale og bevæge sig i retning af en omfattende og retfærdig politisk aftale, og vi vil intensivere vores bestræbelser på at tilskynde alle parterne til at deltage seriøst i fredsprocessen i Doha.

Endelig et par ord om retfærdighed, for der kan ikke opnås varig fred i Darfur uden retfærdighed og forsoning. Der må være en grænse for straffrihed. Rådet har gentagne gange henledt opmærksomheden på den sudanesiske regerings forpligtelse til at samarbejde fuldt ud med Den Internationale Straffedomstol.

Efter min mening spiller EU en betydningsfuld rolle med hensyn til at støtte en fredelig, stabil og demokratisk fremtid for den sudanesiske befolkning, uanset om landet er samlet eller delt. Vi skylder det til den sudanesiske befolkning i både nord og syd at stå dem bi og give dem støtte og opmuntring på dette kritiske tidspunkt.

  Mariya Nedelcheva, for PPE-Gruppen. – (FR) Fru formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! Den sudanesiske regering i Khartoum har udsendt positive signaler, som omfatter den glatte afvikling af folkeafstemningen og viljen til at acceptere folkeafstemningsresultaterne i Sydsudan.

Efter årtier med borgerkrig mener jeg ikke, at jeg overdriver, når jeg siger, at dette er et historisk øjeblik for Afrika. Historiske øjeblikke er imidlertid forbigående og varer ikke for evigt. Hvis vi skal komme videre og tage hul på et nyt kapitel i historien, har forandringernes foregangsmænd ikke råd til at hvile på laurbærrene. De bliver nødt til at definere et klart, sundt og levedygtigt grundlag, der vil sikre en bedre fremtid.

Sydsudan befinder sig i en overgangsperiode, da der stadig kan ske meget fra nu af og indtil den 9. juli, hvor Sydsudan formelt får sin uafhængighed. De to stater har mange problemstillinger, der skal tages hånd om. Det spørgsmål, som det haster mest med at finde et svar på, er det, der vedrører grænsedragningen. Abyeis status er fortsat usikker. Der skal findes en løsning for at hindre konflikter i at opstå.

Herefter er der spørgsmålet om de såkaldte hjemvendte. Hvordan vil disse mennesker blive modtaget? Vil denne unge stat få held med at integrere så mange mennesker på så kort tid? Det er nødvendigt at oprette stabile institutioner, det være sig domstole, politimyndigheder, militær og et komplet administrativt system, for at sikre, at disse personer kan få tildelt statsborgerskab, finde arbejde og få anstændige levevilkår.

Folkeafstemningen udgør imidlertid også en reel udfordring for det nordlige Sudan, da myndighederne bliver nødt til at indstille sig på en ny politisk virkelighed. Der har allerede været demonstrationer denne weekend. Vil regeringen tilskynde til politisk, etnisk, kulturel og religiøs mangfoldighed? En ting er sikkert, nemlig at vi ikke har råd til en gentagelse af tidlige tiders fejltagelser.

For begge lande ligger nøglen til succes i at garantere en pluralistisk politisk arena med etnisk og religiøs mangfoldighed, som bygger på det ufravigelige retsstatsprincip. Først da vil disse lande være rigtige demokratier.

Afslutningsvis vil jeg gerne tilføje en ting. Den indbyrdes økonomiske, sociale og politiske afhængighed bør tilskynde begge landes myndigheder til at engagere sig i en vedvarende dialog og et vedvarende samarbejde. Ved at tilbyde reelle udviklingsprojekter vil EU i fremtiden komme til at spille en rolle som en central partner for begge lande.

  Véronique De Keyser, for S&D-Gruppen. – (FR) Fru formand! I kølvandet på drøftelserne om Tunesien, Egypten og andre lande, der på nuværende tidspunkt råber på frihed, vil jeg gerne sige, at vores observatørmission til Sydsudan til folkeafstemningen var en vidunderlig og eksemplarisk oplevelse. Folkeafstemningen var eksemplarisk, da den var en succes på trods af alle dommedagsprofetierne. Det var også en vidunderlig oplevelse, fordi det var åbenlyst, at befolkningen i Sydsudan afgav deres stemme med tårer i øjnene efter at have ventet så længe på dette øjeblik (i nogle tilfælde havde ventetiden varet mere end 50 år), efter at have gennemlevet borgerkrige, og vi tog imod denne fredelige overgang med en ubeskrivelig glæde.

Det er rigtigt, at de kommende måneder vil blive vanskelige, men vi bliver nødt til at fejre dette vendepunkt. I lyset af EU's instrumenter og min tidligere kritik af andre valgobservatørmissioner, der ikke havde et så vellykket udfald, bliver jeg nødt til at sige, at den mission, jeg deltog i, var en sand fornøjelse.

Det er planen, at Sydsudan bliver Afrikas 54. stat den 9. juli. Som skitseret af Baroness Ashton står Sydsudan over for en række udfordringer.

For det første er der olien i Abyei-regionen, der ligger på grænsen mellem det nordlige og sydlige Sudan, men for hvilken der ikke er blevet foretaget en tydelig grænsedragning, og som ikke havde sin egen folkeafstemning. Det er nødvendigt at finde en løsning for Abyei, men for øjeblikket står spørgsmålet stadig ubesvaret hen. Under folkeafstemning blev der registreret vold i området, hvilket også var tilfældet i staten Unity og i det sydlige Kordofan. Denne region kan destabilisere hele landet.

Derudover er der det problem, som blev fremhævet af Mariya Nedelcheva, som jeg ønsker at takke for deltagelsen i observatørmissionen, og af Baroness Ashton, nemlig statsborgerskab. De mennesker i Sydsudan, der boede og arbejdede i det nordlige Sudan, og som i nogle tilfælde sågar havde en ejendom, er flygtet til Sydsudan i titusindvis, ja, måske hundredtusindvis. De vil sandsynligvis nu skulle genintegreres i Sydsudans samfund. De har ikke tillid til det nordlige Sudan, de ved ikke, om de vil kunne beholde deres job, hvilket næsten med sikkerhed vil være udelukket, hvis disse arbejdspladser er i den offentlige sektor, og dette er et alvorligt problem.

Endelig er der problemet med Den Internationale Straffedomstol. Sydsudans præsident, Salva Kiir, ønsker at samarbejde med det nordlige Sudan, under forudsætning af at det nordlige Sudan anerkender folkeafstemningens resultat. Det er allerede lykkedes ham at overtale præsident al-Bashir til at besøge Sydsudan, hvor han blev modtaget formelt i Juba. Det var forbløffende og et tegn på forsoning og en ny æra. Salva Kiir har fortalt os, at hvis han skulle undertegne Romstatutten i dag, ville han skulle arrestere præsident al-Bashir, næste gang denne kom på besøg. Han stiller spørgsmålstegn ved, hvordan de kan samarbejde på disse betingelser, hvordan de kan opnå den længe ventede forsoning mellem nord og syd. "Forlang ikke af os, at vi skal gøre det", siger han. Selvfølgelig har vi forpligtet os over for Den Internationale Straffedomstol, men vi har samtidig indset, at samarbejdet mellem nord og syd er vejen til fred.

Jeg frygter derfor, at der er mange problemer, der skal løses. Som sagt var missionen en vidunderlig oplevelse, men indtil den 9. juli er Sudan stadig et samlet land.

FORSÆDE: Rainer WIELAND
Næstformand

  Charles Goerens , for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! I over 20 år har vi vidst, at den sydsudanesiske befolkning ikke ønsker, at regeringen indfører sharialovgivning. Derfor en borgerkrig, som har medført drab på over to mio. mennesker. Den samlede fredsaftale, der blev undertegnet i 2005, satte en stopper for den krig.

Sidste uge blev den sydsudanesiske befolknings vilje formelt udtrykt i form af uafhængighed, løsrivelse fra det nordlige Sudan. Det er imidlertid ikke nok at ønske noget, for landet bliver også nødt til at kunne forvalte denne uafhængighed i hverdagen.

Der er endnu ikke draget en formel grænse mellem den nye stat og den nordlige del. Vi ved heller ikke, hvordan indtægterne fra olieudvinding vil blive fordelt. Tusindvis af mennesker flytter stadig fra nord til syd. Endnu er potentialet for udvikling rimelig uklart som følge af de begrænsede ressourcer i Sydsudan på den ene side og det utroligt lave uddannelsesniveau på den anden side. Dybest set vil det være nødvendigt at oprette denne nye stat helt forfra.

Selv om oprettelsen af en ny stat hovedsagelig vedrører befolkningen i Sydsudan, vil uafhængigheden give anledning til nogle grundlæggende ændringer. Fremover vil enhver konflikt mellem nord og syd være et internationalt anliggende i stedet for et internt problem, som det tidligere har været. Således vil spillereglerne være ændret i FN's Sikkerhedsråd.

Vi har hurtigst brug for en klar strategi, der indeholder en kortlægning af de væsentligste politiske og økonomiske prioriteringer, som vil få befolkningen i Sydsudan ud af ekstrem fattigdom. EU skal som den klare primære donor kunne indfri de forventninger, som befolkningen i området har, selv om enhver nations ret til selvbestemmelse skal overholdes. EU bør også overtage hvervet som leder for alle dem, der vil komme til at arbejde i partnerskab med den nye stat i forbindelse med det kæmpearbejde, det forestår med at gennemføre reformer i denne del af Afrika.

  Judith Sargentini, for Verts/ALE-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Vi er vidner til fødslen af en ny stat. Det glæder jeg mig meget over, men jeg er også bekymret. Sydsudan er trods alt et af de fattigste lande i Afrika. Det er også et land med store oliereserver. Desuden er det et land, som mange mennesker vender tilbage til, nemlig flygtninge uden noget sted at bo, uden mad og uden arbejde. Det er drejebogen til en katastrofe og sågar også drejebogen til en væbnet konflikt.

Medmindre dem, der kontrollerer olieressourcerne i Sydsudan og havnene i den nordlige del af landet, hvorfra denne olie skal afskibes, indgår en aftale, er det både sikkert og vist, som hr. Goerens sagde, at der vil udbryde en international konflikt. Så hvad kan vi gøre?

Europa skal være til stede der og skal blive der. Lad os sende en Eupol-mission til Sydsudan for at hjælpe med at etablere en retsstat og give dette land en frisk, ny mulighed og, hvem ved, måske kan dette land vise sig at være et forbillede for resten af Afrika. Det er mit store håb, at dette bliver tilfældet.

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg har på intet tidspunkt været i tvivl om, at Sudans deling er den eneste måde, hvorpå der kan sikres fred, retfærdighed og udvikling i Sydsudan. Jeg glæder mig derfor over, at befolkningen i Sydsudan med et så overvældende flertal stemte for en suveræn, uafhængig fremtid.

Det forhold, at mere end 99 % af vælgerne stemte for en løsrivelse, er en stærkt belastende anklage mod den sudanesiske regerings og præsident Bashirs årtier lange bestræbelser på at erobre og underlægge det kristne og animistiske Sydsudan en streng fortolkning af islam og sharialovgivning.

Sydsudan bør nu stå øverst på EU's prioriteringsliste for humanitær udvikling. Folkeafstemningen er ikke en afslutning på processen, men derimod en begyndelse af denne. Det er nødvendigt, at Sydsudan er sikker på EU's fuldstændige og urokkelige engagement, og en af de ting, jeg opfordrer den høje repræsentant til at sikre, er at alle Udviklingsfondens midler nu omgående bliver overført til den nye stat, også før denne ratificerer Cotonou-aftalen.

Jeg opfordrer også alle EU's 27 medlemsstater til straks at anerkende denne nye afrikanske nation den 9. juli som fastslået i den samlede fredsaftale. Uden denne anerkendelse vil det store fremskridt, som Sydsudan har opnået i de senere år, være forgæves. Endnu en krig vil få ufattelige konsekvenser for Afrika som helhed.

Afslutningsvis håber jeg, at der tages skridt til at sikre, at EU's delegation i Juba får tildelt tilstrækkeligt personale og finansielle ressourcer.

Jeg håber også, at den høje repræsentant vil have mulighed for at besøge Sydsudan inden for kort tid. Jeg er som britisk statsborger også begejstret over, at den nye regering i Juba har forpligtet sig til at anerkende republikken Somalilands selvstændighed, idet der er tale om det tidligere britiske protektorat Somaliland, og jeg er overbevist om, at også mange andre afrikanske og europæiske stater vil følge efter om kort tid.

Jeg ønsker også at anerkende dr. Francis G. Nazario, der leder Sydsudans mission til EU, og som om kort tid vil blive ambassadør for Sydsudan. Jeg beder dr. Nazario og den sydsudanesiske delegation, der også sidder deroppe, om at rejse sig op.

(Bifald til dr. Nazario og den sydsudanesiske delegation)

  Sabine Lösing, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Vil situationen nu blive bedre for befolkningen i Sydsudan, eller er delingen i højere grad i Vestens interesse, så vi kan få kontrollen over oliereserverne? Under alle omstændigheder ligger der enorme udfordringer forude for Sydsudan. Uden en funktionel infrastruktur og i lyset af den aktuelle katastrofale økonomiske situation, vil der være behov for civil og humanitær bistand i lang tid fremover.

Desværre er faren for voldelige konflikter sandsynligvis ikke blevet udryddet med sikkerhed. Eksperter mener imidlertid ikke, at dette kan løses med militære midler. Tværtimod er et fokus på militære midler til hinder for, at en reel løsning på konflikterne kan findes. Den nødvendige civile bistand kan ydes meget mere effektivt uden militær deltagelse. Overførslen af civile opgaver til militæret hindrer en bæredygtig udvikling af civile strukturer.

Et eksempel herpå er Darfur. Et massivt militært apparat har nu overtaget de humanitære organisationers og udviklingsorganisationernes opgaver der, hvilket er blevet kritiseret kraftigt af disse organisationer. Vores krav er, at fokus udelukkende rettes mod civile konfliktstyrings- og bistandsforanstaltninger, med andre ord en reduktion af FN's mission til de civile elementer og ingen potentiel anvendelse af kampgrupper fra EU. Med hensyn til et udviklingsperspektiv opfordrer vi desuden til, at Sudans gæld afskrives.

  Bastiaan Belder, for EFD-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Alt tyder på, at resultatet af folkeafstemningen den 9. januar i Sydsudan vil være et så godt som enstemmigt ja til uafhængighed. Det er fuldstændig forståeligt eller rimeligt og bør hilses velkommen.

Når alt kommer til alt har Sydsudan for nylig lagt 23 års borgerkrig med det arabiske nord bag sig, hvor 2,5 mio. mennesker blev dræbt, og mere end fire mio. fordrevet. Heri er sågar ikke medregnet slaveriet i nord, som muligvis hundrede tusindvis af sydsudanesiske kvinder og børn er blevet ofre for. På denne historiske baggrund giver det sig selv, at denne stat, der er den yngste, har brug for al den internationale bistand, den kan få i sin spæde start i forbindelse med oprettelsen af sine institutioner.

Denne proces kræver så afgjort en pålidelig politistyrke. Det er ikke mere end en uge siden, jeg modtog nogle bekymrende rapporter vedrørende dette emne, dvs. rapporter om alvorlige tilfælde af pligtforsømmelse på det nye politiakademi i Rajaf. Jeg opfordrer derfor til, at EU's opmærksomhed og bestræbelser rettes denne vej for at afhjælpe dette problem, men ligeledes at der på samme måde ydes bistand med hensyn til alle de presserende statsanliggender, som Sydsudan vil komme til at stå overfor.

  Martin Ehrenhauser (NI). – (DE) Hr. formand! Jeg har taget to ting med mig hjem fra rejsen til Sudan, og det første er en tro på Sydsudans levedygtighed, og det andet er det forhold, at der ikke er noget alternativ til denne tro på Sydsudans levedygtighed. Som det er tilfældet med små børn, er det imidlertid også nødvendigt at støtte denne unge stat, indtil den er i stand til at stå på egne ben. Det er ganske enkelt det, det internationale samfund opfordres til at gøre.

Jeg vil gerne tage to emner op. Det første er gældsafskrivning. I min egenskab af parlamentsmedlem for Østrig er dette særlig vigtigt for mig, da Østrig trods alt er den største kreditor i Paris-klubben. Efter min mening bliver vi nødt til at føre an med et godt eksempel, og, selv om det er medlemsstaternes opgave, er det ikke desto mindre meget vigtigt, at der foretages en fremragende samordning af medlemsstaterne under EU's tilsyn.

Det andet emne, som jeg gerne vil nævne her, er den dødvandssituation, vi befinder os i. På den ene side har vi arrestordren fra Den Internationale Straffedomstol, og på den anden side er der også en vilje til og en nødvendighed af at udbetale penge fra den 10. Europæiske Udviklingsfond. Jeg mener, at der er behov for en hurtig, men meget pragmatisk løsning her.

  Filip Kaczmarek (PPE). – (PL) Hr. formand! Vi glæder os meget over, at folkeafstemningen i Sydsudan er blevet afviklet så fredeligt. Vores observatører er enige i at rose det, de så under observatørmissionen. De har også givet en positiv vurdering af selve folkeafstemningen på baggrund af de standarder, vi lægger til grund. Folkeafstemningen var troværdig og velorganiseret, og vælgerne fik mulighed for at gøre opmærksom på deres synspunkter. Den betydning, som de sydsudanesiske borgere tillagde denne folkeafstemning var også åbenlys, da en stemmeprocent på 60 % blev opnået på fjerdedagen. Dette vidner tydeligvis om, hvor fast besluttet befolkningen er på at opnå selvbestemmelse.

Præsident Bashir er ofte blevet kritiseret af Parlamentet, men denne gang bør vi takke ham for den erklæring, han fremsatte den 24. januar i Juba, og hvortil fru Ashton henviste. Han meddelte, at han ville anerkende enhver beslutning, der måtte blive truffet på baggrund af folkeafstemningen, selv om dette er ensbetydende med Sydsudans løsrivelse, og alt tyder på, at regionens befolkning har gjort særdeles tydeligt opmærksom på deres ønsker. Jeg gentager det ønske og håb, som andre har givet udtryk for, om at Sudan, hvis landet faktisk bliver delt i to lande, vil leve i fredelig sameksistens.

Det er nu vigtigt for den fredelige atmosfære, der herskede under folkeafstemningen, at den efterfølges af en fredelig periode, hvor resultatet kan blive offentliggjort, og de to stater kan gennemgå forandringer. Mange observatorer frygter, at den aktuelle bølge af optøjer og demokratiske krav i adskillige lande, herunder i Sudan, kunne bruges som undskyldning for at fastfryse fredsprocessen og vil gøre det umuligt at føre ambitiøse planer ud i livet. Udsigten inden for nogle områder er på den anden side positiv, f.eks. i Den Afrikanske Union, der er kendt for at være rede til at anerkende den nye afrikanske stat. Vi skal ligeledes være klar over, at folkeafstemningen ikke er afslutningen, og at succesen i sidste ende afhænger af, at den sudanesiske befolknings ønsker bliver opfyldt. Som bekendt kan deres ønsker blive imødekommet den 9. juli 2011, hvor Sudan vil blive udråbt som en uafhængig stat, og først da vil vi kunne fejre slutningen på denne blodige og langvarige konflikt.

  Corina Creţu (S&D). – (RO) Hr. formand! Efter 40 års borgerkrig med et tabstal på mere end 2 mio. mennesker og 4 mio. flygtninge, er Sydsudans løsrivelse en reaktion på etnisk og religiøs intolerance i kølvandet på 2005-rapporten og den folkeafstemning, der fandt sted for en måned siden. De involverede parter er blevet enige om denne adskillelse, og jeg er af den faste overbevisning, at dette vil gøre, at Sudan accepteres hurtigere i det internationale samfund, og at denne accept bliver fremmet. Der er imidlertid en risiko for en dominoeffekt på et kontinent, der er traumatiseret af krige, som blev forårsaget af kunstigt fastlagte grænser, der var en arv fra kolonitiden. Derfor er overgangsperioden på seks måneder til det klare brud af afgørende betydning med hensyn til fastlæggelsen af den vej, som den nye stat skal gå i fremtiden.

På den ene side står Sydsudan over for militære og strategiske udfordringer, genopblussen af vold blandt tidligere militærledere i løsrivelsesbevægelsen, nogle militsers indblanding, privatisering af den interne sikkerhed, grænseepisoder med det muslimske Sudan og spørgsmålet om fordelingen olieindtægterne med sidstnævnte. På den anden side er der et stort humanitært problem, og jeg mener, at EU skal involvere sig heri i betydeligt omfang. Hvis ikke, vil vi komme til at stå over for en katastrofe, der vil give næring til ustabiliteten i regionen. I Sudan dør et ud af ti børn inden for det første leveår, og et ud af syv børn dør, inden de fylder fem år. Der er begrænset adgang til drikkevand og sundhedsydelser, mens fire femtedele af befolkningen er analfabeter. Halvdelen af Sydsudans befolkning er under 18 år, og hvis de ikke bliver ofre for børnedødeligheden, er de i fare som følge af fattigdom og manglende fremtidsudsigter, og som følge af faren for at ende som kanonføde i de konflikter, der kan underminere den nye stats uafhængighed.

Jeg håber, at EU vil tage i betragtning, hvor kompliceret dette emne er.

  Marielle De Sarnez (ALDE). – (FR) Hr. formand! Jeg er glæder mig over, at den sydsudanesiske befolkning har fået frihed til at vælge deres fremtid. Jeg er stolt over at kunne sige, at det endelige ubestridte udfald er opnået takket være en kraftig støtte fra det internationale samfund og EU.

Vi nærmer os et historisk vendepunkt ved at opnå varig fred og en ny stat i et land, der har gennemlevet næsten 40 års borgerkrig i de 55 år, der er gået siden denne stats uafhængighed. Dette markerer begyndelsen på en ny æra, nemlig æraen af forhandlinger mellem nord og syd om de problemer, der skal løses for at gennemføre den samlede fredsaftale fra 2005, nemlig statsborgerskab, grænsedragning, beslutningen om, hvorvidt Abyei-region skal være omfattet af nord eller syd, deling af olieressourcer og gældsspørgsmål.

Det er naturligvis nødvendigt, at EU bakker op om både denne politiske proces og den nye stats udvikling. Det internationale samfund og EU må ikke glemme det nordlige Sudan, ligesom vi ikke må glemme Darfur, hvor konflikten langt fra er løst, og hvor volden er øget betragteligt i løbet af de seneste 12 måneder og har tvunget over 270 000 personer til at forlade deres hjem, og mere end tre mio. bor stadig i lejre.

  Oriol Junqueras Vies (Verts/ALE). – (ES) Hr. formand! EU's grundlæggende princip er demokrati, og eftersom langt de fleste af Sydsudans indbyggere på demokratisk vis har stemt for uafhængighed, skal EU give sin støtte til en omgående oprettelse af den nye stat. Det skal vi bl.a. gøre, fordi demokrati er grundlaget for stabilitet, sikkerhed og velstand i Afrika samt i Middelhavsområdet. Ligeledes vil jeg også fremhæve den internationale betydning, som retten til selvbestemmelse får som et redskab med hensyn til internationale forbindelser. Det har vi set i Kosovo, og vi ser det nu i Sydsudan.

Den Internationale Straffedomstol har selv konkluderet, at demokratiske uafhængighedsprocesser er fuldt ud lovlige i henhold til folkeretten. Grænsedragningen bliver ført tilbage til der, hvor den skal være, nemlig til demokratiet. For at styrke Unionen selv skal EU også være indstillet på at anerkende ethvert europæisk lands ret til selvbestemmelse, som f.eks. Catalonien, Skotland eller Flandern, som på demokratisk vis stemmer for uafhængighed.

  Peter van Dalen (ECR). - (NL) Hr. formand! Vi befinder os i en dommedagstid. Fra Mauretanien til Oman er befolkningerne underkastet stadige forandringer. I hele verden dør tusindvis som følge af naturkatastrofer. I Amerika og Europa bliver dansen om guldkalven i form af euroen og dollaren konstant vildere og vildere. I mange lande bliver kristne forfulgt.

Ingen ved, hvornår jordens undergang indtræffer, men i Biblen beordres vi til at være på vagt og til at være klar.

Midt i denne globale tumult, er vi imidlertid vidner til en fantastisk udvikling, nemlig fødslen af Sydsudan. Efter mange års undertrykkelse og krig bliver befolkningen i Sydsudan befriet fra slaveri. Befolkningen i Sydsudan befries fra den slavekoloni, der ledes af den internationalt eftersøgte forbryder, Omar Al Bashir. Det kan vi takke for og glæde os over.

Jeg lykønsker varmt mine sydsudanesiske venner, der er til stede her i dag, med dette. Jeg beder til, at dette nye land bygger på klogskab, således at lov og retfærdighed kan trives i landet. Lad det være et land, hvor barmhjertighed og tro finder sammen i skøn forening. Lad det være en nation, hvor fred og retfærdighed er indbyrdes forbundet.

Konkret vil jeg gerne anmode Kommissionen, der er repræsenteret ved hr. Barnier, om omgående, altså så hurtigt som muligt, at anerkende den nye stat, Sydsudan. Denne anerkendelse skal følges op af handling. Sydsudan skal støttes på alle tænkelige måder. Gør dette land til en prioritering i EU's udenrigspolitik. Jeg ser frem til et konkret svar fra hr. Barnier på min anmodning.

  Gay Mitchell (PPE). - (EN) Hr. formand! Dette er en mulighed for det sudanesiske folk i både nord og syd til at koncentrere sig om at skabe vækst i deres økonomier og anvende den velstand, som deres olieressourcer kan medføre, til at mætte og uddanne deres befolkning, men vi skal også bidrage og dette uden tøven.

På nuværende tidspunkt har 80 % af sydsudanerne ikke adgang til toiletfaciliteter. Hvert 10. barn dør inden for det første leveår. I de fattigste dele af Sydsudan færdiggør under 1 % af børnene grundskolen. Hvert år eksporterer Sudan olie til en værdi af milliarder af dollars. Hvis nord og syd kan finde en diplomatisk og fredelig løsning, og det kan de, kan begge parter bruge deres omfattende naturressourcer til at trække sig selv op af deres elendige fattigdom, den fattigdom som plager deres land, med hjælp fra deres venner.

Naturligvis afhænger begge regeringers fremtid af spørgsmål som grænsedragning, deling af olieindtægter og status for Abyei-regionen, den omtvistede grænseregion mellem nord og syd, der er rig på olie. Jeg opfordrer kraftigt den høje repræsentant og Kommissionen til at tilskynde til hurtige diplomatiske forhandlinger mellem nord og syd med henblik på at finde en løsning på de resterende problemer så hurtigt som muligt, og, hvad vigtigere er, at sætte dette punkt højt oppe på EU's dagsorden.

Jeg ser frem til inden længe at byde velkommen til parlamentarikere fra begge sider, der repræsenterer deres respektive stater, til et fremtidigt møde i Den Blandede Parlamentariske Forsamling af AVS-landene med deltagelse af Parlamentet. Det vil være et tegn på, at de er blevet uafhængige. Efter min mening bør vi tilskynde til dette jo før, jo bedre.

  Guido Milana (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg ønsker ikke at ødelægge denne glædelige stemning.

Det er sandt, at vi er nået til vejs ende i den fase, der blev indledt i 2005, hvor diplomatiet bidrog til at sikre, at begivenhederne foldede sig bedst muligt ud. Der er imidlertid stadig mange uløste problemer. Det er et ungt land, og det vil være et ungt land, når løsrivelsen er blevet gennemført. Det er et land, der stadig ikke har fastlagt sine grænser, og som skal behandle det spørgsmål, som er blevet nævnt adskillige gange, om konflikterne i Abyei-regionen, spørgsmålet om olierørledningen, der er den vigtigste faktor i det land, og også det internationale bistandssystem.

Jeg vil derfor gerne fremhæve et meget enkelt aspekt over for kommissæren. Vi bliver nødt til at gøre to eller tre ting. Vi bliver nødt til at fastlægge en strategi for Sydsudan og anerkende denne nye stat den 7. februar i stedet for at vente til den 9. juli, hvor resultatet af folkeafstemningen bliver officielt. Vi er også nødt til at igangsætte vores internationale tjeneste omgående og etablere en delegation i Sydsudan.

Kun således kan vi støtte en proces, og kun således kan et klogt og strategisk diplomati støtte dette land på dets vej mod demokrati. Jeg bemærker, at det første, Sydsudan bliver nødt til at gøre, er at udarbejde en forfatning, og Europa kan være en stor hjælp i denne forbindelse.

  Niccolò Rinaldi (ALDE). – (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg begyndte at arbejde i Parlamentet som politisk rådgiver i 1991, og på det tidspunkt var konflikten mellem Nord- og Sydsudan allerede en tilbagevendende krise. Endelig ser det efter 20 år ud til, at vi kan skimte et lysglimt for enden af en lang og ufremkommelig tunnel.

Som påpeget af hr. Milana og andre, er der stadig lang vej igen, men mange af os havde forberedt os på det værste og forventede, at borgerkrigen blussede op igen. Jeg lykønsker derfor landets nordlige og sydlige dele med dette indledende resultat af folkeafstemningen. Nu tæller hver eneste dag indtil uafhængighedserklæringen. Ingen, hverken i Khartoum, i Juba, i Bruxelles eller i Den Afrikanske Union i Addis Abeba, kan tillade sig en fodfejl. Idéen om at åbne en EU-delegation med en særlig status indtil uafhængighedserklæringen bifaldes bestemt. Vi, det internationale samfund, skal tage positivt ved lære af Sudan med hensyn til kynisme og kriser, som vi ofte anser for at være uløselige, hvilket mere end noget andet skyldes resignation.

  Frank Engel (PPE). - (FR) Hr. formand! Jeg glæder mig over Sydsudans kommende uafhængighed, og jeg lykønsker den sydsudanesiske befolkning med at have opnået denne uafhængighed.

Som hr. Goerens, der har været så venlig at henvende sig til mig i denne forbindelse, lige har sagt, skal enhver have ret til ikke at leve under sharialovgivning. Det er en ret, som vi skal overholde. Jeg skal imidlertid også påpege, at nogle befolkninger er velsignet med muligheden for at få ret til denne frihed. I det nærliggende Somaliland har befolkningen ikke denne mulighed.

Jeg ønsker, at vi skal revidere vores politik, som hidtil har bestået i ikke at anerkende Somalilands befolknings bestræbelser, der har ført til oprettelsen af en fri og demokratisk, muslimsk stat i regionen, men en stat, som vi behandler, som om den ikke eksisterer.

Hr. formand! Med hensyn til Sydsudan vil jeg gerne sige et par ord om landets status. Sydsudan er stadig det fattigste land i Afrika, på trods af at landet i de seneste fem år har haft adgang til halvdelen af hele Sudans olieressourcer. Jeg kan konstatere, at der har været en skamløs underudvikling, som hidtil i vid udstrækning har været begrundet i Khartoums forsømmelse og forglemmelse.

Fra nu af ønsker jeg imidlertid, at EU skal insistere på nødvendigheden af styring og udvikling og ikke bidrage til finansieringen af den underudvikling, der kan blive resultatet i Sydsudan fremover.

  Jarosław Leszek Wałęsa (PPE). – (PL) Hr. formand! Vi bør modstå fristelsen til at blive for optimistiske i dagens forhandlinger. Forudsigelserne om begivenhederne i Sudan er intet mere end et kig ind i krystalkuglen. På trods af alle de håb, som den nylige folkeafstemning har affødt, bør man ikke antage, at sagen allerede er afgjort. Det er langt fra tilfældet, og ingen ved endnu, om landet vil blive delt i overensstemmelse med den sydsudanesiske befolknings ønsker.

Et andet problem er det forhold, at landets sydlige del på nuværende tidspunkt er forenet i sin antipati mod det muslimske Nordsudan. Når denne følelse går i sig selv, og tiden er inde til at opbygge statslige institutioner, vil balancen mellem de tre kulturelt og sprogligt forskellige stammer hurtigt komme frem i dagens lys. Dette problem vil være af stor betydning, og vi bør rette vores opmærksomhed mod det nu.

Det næste spørgsmål, vi skal stille os selv, og som vi skal finde et svar på, er, hvorfor vi nu er forhåbningsfulde med hensyn til en fredelig afslutning på en konflikt, der har stået på i et halvt århundrede? Svaret er enkelt. Råolie. Både udenlandske koncerner, som er den eneste grund til, at det er muligt at udvinde olie i et så fattigt land, og repræsentanterne for de to dele af landet kan lide lugten af petrodollars.

Lad os håbe, at vi ikke bliver forblændet af grådigheden, og at vores ønske om at hjælpe ikke blot sikrer, at der vil blive bevilget midler til statsopbyggende foranstaltninger, men at det derimod også vil gøre det muligt for os at iværksætte programmer, der vil gavne samfundet.

  Anna Záborská (PPE). – (SK) Hr. formand! Inden folkeafstemningen var vi meget bekymrede over den uro, der ledsagede den, og jeg glæder mig over, at folkeafstemningen blev afviklet fredeligt, og at den var gyldig. Som nævnt af Baroness Ashton, er det imidlertid nødvendigt at sikre, at der bliver afholdt en behørig, supplerende folkeafstemning i Abyei samt i den region, hvor olien findes. Parlamentets observatørmission vil også være nødvendig ved denne supplerende afstemning.

Selv når Sydsudan bliver erklæret uafhængigt, vil landet være et af verdens fattigste lande. Mange slovakiske ngo'er arbejder i området, og det er vigtigt for dem at have de rette arbejdsbetingelser. Jeg ønsker også at fremhæve den rolle, som den lokale kirke og de kirkelige organisationer spiller, da de også fortjener at blive bakket op af EU. De har åbnet og driver mange skoler og lægefaciliteter, og de er yderst respekterede i regionen.

Afslutningsvis vil jeg sige, at vi efter Sudans splittelse ikke må glemme det mindretal af sydsudanesere, der flygtede mod nord på grund af forfølgelse, og som har boet der i mange år. Hvis det nordlige Sudan ikke anerkender dobbelt statsborgerskab, som præsident al-Bashir har lovet, finder sharialovgivningen anvendelse, og de kan risikere at blive andenrangsborgere.

  María Muñiz De Urquiza (S&D). – (ES) Hr. formand! Forhandlingerne omhandler en succeshistorie, nemlig det forhold, at Sudan efter flere års konflikter fredeligt og demokratisk har gennemført en kompliceret løsrivelsesproces i overensstemmelse med de kriterier, der er fastlagt i folkeretten: Retten til selvbestemmelse for enhver befolkning, der er underlagt udenlandsk, kolonialistisk eller racistisk dominans, og for enhver befolkning, der når til enighed om løsrivelse i henhold til en resolution fra FN's Sikkerhedsråd eller efter aftale mellem parterne.

Dette har også været en succes for EU, der har støttet og overvåget valgprocessen, ligesom den vil gøre det snart i Tchad og Uganda. Lad os håbe, at EU kommer til at indtage en ledende rolle i det internationale samfund med hensyn til at støtte den nye stat, der måtte fremkomme som følge af Sydsudans folkeafstemning, således at alle de resterende problemer, vi har nævnt her, kan blive løst, lige fra hjemvendte til naturressourcer. Lad os håbe, at EU giver sin fulde støtte.

  Izaskun Bilbao Barandica (ALDE). – (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne fejre resultatet af Sydsudans folkeafstemning. Takket være en demokratisk proces, et kompliceret samfund med etniske og religiøse forskelle og med økonomiske tvister er der blevet sat en stopper for en konflikt, der har kostet 2 mio. mennesker livet. Jeg ønsker derfor at lykønske de væsentligste medspillere i processen og udtrykke anerkendelse over for FN's rolle, idet FN opfyldte sin fredsbevarende mission. Jeg ønsker endvidere, at dette eksempel brugs som forbillede i andre konflikter, og jeg håber, at visse stater her vil få aflivet deres frygt for principper som f.eks. befolkningens ret til at vælge og udøvelsen af retten til selvbestemmelse.

Ambitioner, stædighed, manglende anerkendelse af mindretal og deres rettigheder og en manglende accept af mangfoldighed er årsag til mange spændinger. Dialog og politik er de redskaber, der skal bruges til at løse op for disse spændinger. En rettidig dialog og anvendelse af politiske redskaber forebygger konflikter, men benægtelse af det, der sker, og forsøg på at afhjælpe disse konflikter uden at sige sandheden er den sikre vej til at ende med beklagelser.

  Charalampos Angourakis (GUE/NGL) . – (EL) Hr. formand! Desværre deler jeg ikke den enorme optimisme, der præger de fleste talere her i Parlamentet. Den første årsag hertil er, at vi skal spørge os selv, hvorfor netop Sydsudan fik sin uafhængighed "så let" på et tidspunkt, hvor regimet i Vestsahara er, som vi kender det, og ikke anerkendte landets ret til uafhængighed. Svaret ligger lige for, hvis du spørger mig og Grækenlands kommunistparti. Sydsudan er så heldig at have olie.

Vi håber ikke, at denne olie ender med at blive en forbandelse for den sydsudanesiske befolkning, som den blev det for Irak og andre nationer. Der er stadig alvorlige problemer, der ikke er løst. Vi mener desværre, at konkurrencen mellem de største magthavere om dette område vil blive intensiveret, og vi opfordrer arbejderne i Sydsudan til ikke at give efter for del og hersk-strategien, men til derimod at stå sammen med arbejderne i Nordsudan om at udarbejde forskellige fremtidsscenarier for deres land.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! I den nylige folkeafstemning i Sydsudan besluttede befolkningen, at de gamle, vilkårlige kolonigrænser skulle falde. I juli blev verdens 193. stat officielt grundlagt. 3,8 mio. mennesker stemte for en uafhængig stat, og kun 45 000 stemte for en opretholdelse af tingenes tilstand. Dette udgør et overvældende flertal, der har benyttet sig af deres ret til selvbestemmelse, og giver anledning til stor glæde.

Delingen alene vil imidlertid ikke skabe stabilitet i landet. Sudan er stadig et urocenter, og mod nord er der den allestedsnærværende yderligtgående islamisme. Det er derfor vigtigt, at der ud over andre foranstaltninger bliver udviklet administrative strukturer, da en ny grænse skal forvaltes og ligeledes overvåges.

Dette kræver en effektiv sikkerhedspolitik i hele regionen, dvs. i Somalia, Sudan og Sydsudan. EU's højtstående repræsentant opfordres sammen med de internationale aktører til at fremme sikkerhed og stabilitet i denne region og frem for alt at bekæmpe yderligtgående tendenser og modigt støtte Sydsudan.

  Seán Kelly (PPE). - (EN) Hr. formand! Endelig har vi midt i al den rene elendighed en historie med godt nyt. En historie med godt nyt, som jeg er meget stolt af, at EU spillede en meget vigtig rolle i, og det skal være et kompliment til Baroness Ashton og hendes kolleger og også til de parlamentsmedlemmer, der overvågede folkeafstemningen.

Naturligvis er det nu, det virkelige arbejde skal udføres med hensyn til Sydsudans overgang til frihed og status som nationalstat. Det er en meget vanskelig opgave, og erfaringerne fra rundt om i verden viser, at det ofte har ført til borgerkrig.

EU kan imidlertid spille en afgørende rolle med hensyn til at sikre, at overgangen finder sted, således at befolkningen i Sydsudan får de grundlæggende menneskerettigheder, som hr. Mitchell beskrev, som f.eks. uddannelse og sågar toiletfaciliteter.

Jeg tror, at især grænsedragningen og fordelingen af olieressourcerne bliver emner af afgørende betydning. En berømt irsk helt, Michael Collins, sagde engang, at grænseområder volder problemer og altid vil gøre det.

EU, der anses for at være uafhængig og objektiv, kan spille en afgørende rolle med hensyn til at bringe den overgang i stand, som landet har så hårdt brug for. Tak. Vi ønsker den sudanesiske befolkning alt mulig held og lykke.

  Michel Barnier, medlem af Kommissionen. − (FR) Hr. formand! Baroness Ashton har anmodet mig om at lytte til hvert af medlemmerne, og jeg har lyttet opmærksomt. Jeg takker for Parlamentets forståelse for, at Baroness Ashton blev nødt til at forlade mødet af presserende årsager, efter hun havde afgivet sin redegørelse som højeste repræsentant om det yderst følsomme emne, Sudan.

I Afrika, der er en enorm region, er det, som det også fremgår af alle medlemmernes indlæg, tydeligt at se, at det, der sker i et land, kan påvirke alle de øvrige lande for så vidt angår udvikling, fred og stabilitet. Der erindres om, at hele ni lande grænser op til Sudan. Derfor er det, der skete ved folkeafstemningen, af så stor betydning.

Fru De Keyser, hvis rolle som chefvalgobservatør jeg ønsker at anerkende, erindrede i lighed med Baroness Ashton om denne folkeafstemnings succes, en eksemplarisk proces og en overgang, der skal være fredelig. Da hun også har gjort det, vil jeg også gerne takke Parlamentets medlemmer og andre for den store samarbejdsvilje, der er udvist i denne proces, mellem de europæiske institutioner og især Parlamentet.

Adskillige af indlæggene omhandlede Darfur. Jeg har ikke glemt, hvad jeg hørte og så, da jeg i 2004, da bølgerne i krisen gik højest, tog til Al-Fashir dybt inde i Darfur i min egenskab af Frankrigs udenrigsminister.

Derfor glæder jeg mig over, at jeg har fået denne mulighed for at fremsætte bemærkninger om denne situation på vegne af Baroness Ashton. Vi er meget opmærksomme på den, og vi følger selvfølgelig udviklingen med stor bekymring for, hvad der sker i dag, og beklager naturligvis de mange krænkelser af menneskerettighederne og kidnapningen af FN's personale. Derfor forventer vi, at alle parterne tager del i denne fredsproces. Vi skal naturligvis støtte denne fredsproces. Det er målet med vores politiske tiltag og med alt, der gøres for at skabe stabilitet og, endnu mere konkret, med vores humanitære bistand naturligvis.

Hr. formand! Jeg vil gerne påpege, at EU siden 2003 har bidraget med 776 mio. euro til det humanitære samarbejde med Sudan, herunder især til Darfur, som har hårdt brug for midlerne, og til Sydsudan. Jeg vil også gerne påpege eller bekræfte, at Kommissionens afdeling for humanitær bistand og civilbeskyttelse (ECHO) fortsat vil være proaktive, og jeg ønsker at takke alt det personale, der har samarbejde med ECHO med hensyn til genindslusningen af personer, der vender tilbage til Sydsudan nordfra i samarbejde med FN.

For så vidt angår samarbejdet med Sydsudan vil EU yde mere bistand i dette yderst specifikke område med henblik på at fremme udviklingen i landdistrikterne og mulighederne for landbrugsproduktion, som disse mennesker har så desperat brug for, således at de ikke til evig tid vil være afhængige af importerede varer, som bliver stadig dyrere som følge af prisudsving. Dem, som kender mig, er bekendt med min urokkelige forpligtelse hertil, både i min egenskab af kommissær i dag, men også tidligere i andre funktioner. Kommissionen har her i formiddag talt længe om dette i sin meddelelse. Inden for de væsentlige områder, som omfatter udvikling af landdistrikter, landbrugsudvikling, grundlæggende tjenesteydelser, uddannelse og sundhed, vil Kommissionen fortsat øge sin bistand. Vi planlægger for øjeblikket at oprette særlige fonde med ca. 150 mio. euro til de mest sårbare befolkningsgrupper i Sudan og naturligvis Sydsudan.

Det var det, jeg ønskede at sige. Jeg vil meget kort fremsætte tre yderligere bemærkninger. Med hensyn til spørgsmålet om statsborgerskab, som er blevet taget op af adskillige medlemmer, vil jeg gerne sige, at vi fuldt ud støtter det arbejde, der er blevet udført af det panel, der er blevet ledet af præsident Mbeki, og som fremmer forhandlingerne vedrørende det fremtidige statsborgerskab og andre emner, der er knyttet til dette alvorlige problem med statsborgerskab.

Med hensyn til den internationale domstol vil EU fortsat støtte Den Internationale Straffedomstol uden forbehold. Vi har igen og igen opfordret alle myndighederne, herunder især de sudanesiske myndigheder, til at samarbejde fuldt ud med Den Internationale Straffedomstol.

Jeg vil sige et par afsluttende ord om et emne, som adskillige medlemmer har taget op, nemlig gæld. Jeg erindrer om Rådets seneste konklusioner, der var meget utvetydige, nemlig at EU vil støtte gældseftergivelse for dette land ved i lighed med andre partnere at tage højde for det fremskridt, som vi forventer, og som vi ønsker at ledsage og tilskynde til både politisk og økonomisk for at sikre stabiliteten i landet.

Det er de svar, jeg vil komme med på vegne af Baroness Ashton.

  Formanden. – Forhandlingerne er afsluttet.

  Indrek Tarand (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Situationen i hele Nordafrika er virkelig faretruende, men giver samtidig anledning til håb. Den regionale karakteristik vil kræve et særligt fokus på humanitær og militær kapacitet for at fremme sikkerhed og stabilitet. Da vi imidlertid har set, at EU sælger avanceret militært udstyr, som f.eks. Mistral-krigsskibe, til Rusland, er der da nogen, der har taget i betragtning, at Rusland stadig mangler at gennemgå en sådan demokratisk revolution?

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Det forhold, at Sydsudan ved folkeafstemningen stemte for en deling, var, hvad man kunne forvente. Man kunne også forvente, at dette under ingen omstændigheder ville sætte en stopper for problemerne i regionen. For det første er Sydsudan stadig ustabil, og landet skal stadig først bevise sit værd som en uafhængig stat. Det er muligt, at dette sker inden den planlagte dato juli, da tabet af 25 % af landområdet og 20 % af befolkningen ikke vil ramme det nordlige Sudan så nær så hårdt, hvis landet skulle undvære en betydelig del af olieindtægterne. På denne baggrund skal EU bistå den nye stat med at opretholde landets uafhængighed og beskytte dets suverænitet, da udviklingsstøtten til Sydsudan også kan spille en vigtig rolle med hensyn til Europas olieforsyninger i fremtiden. EU bør derfor tage ved lære af Kina, navnlig fordi Kina klogt nok knytter udviklingsstøtte til leveringen af råmaterialer. Begge sider drager derfor fordel af Kinas model. Man må heller ikke se bort fra problemet med ulovlig indvandring til Europa. Der skal derfor indgås en aftale med regeringen i Sydsudan om tilbagetagelse af landets egne statsborgere, som er indrejst ulovligt i EU. Vi vil derfor skulle holde nøje øje med, om Sydsudan faktisk er indstillet på at opfylde denne aftale.