Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 3. februar 2011 - Bruxelles

4. Instrument til finansiering af udviklingssamarbejde – Finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (ændring af forordning (EF) nr. 1889/2006) – Instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006) – Oprettelse af et instrument til finansiering af samarbejdet med industrialiserede lande (ændring af forordning (EF) nr. 1934/2006) (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om:

– indstilling ved andenbehandling fra Udviklingsudvalget af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (Ordfører: Goerens) [16447/1/2010 – C7-0424/2010 – 2010/0059(COD)] (A7-0009/2011)

– indstilling ved andenbehandling fra Udenrigsudvalget om Rådets førstebehandlingsholdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 1889/2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan (Ordførere: Lochbihler og Gál) [16446/1/2010 – C7-0427/2010 – 2009/0060B(COD)] (A7-0014/2011)

– indstilling ved andenbehandling fra Udviklingsudvalget om ændring af forordning (EF) nr. 1905/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde (Ordfører: Mitchell) [16442/1/2010 – C7-0426/2010 – 2009/0060A(COD)] (A7-0006/2011)

– indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om International Handel om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1934/2006 om oprettelse af et instrument til finansiering af samarbejdet med industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier (Ordfører: Scholz) (A7-0005/2011).

  Charles Goerens, ordfører. − (FR) Fru formand! Forslaget om en forordning om oprettelse af et program for ledsageforanstaltninger for AVS-bananer fremsættes i dag til andenbehandling.

Jeg minder om, at vi ved førstebehandlingen opfordrede til så mange ledsageforanstaltninger som muligt for bananeksporterende stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), hvis situation sandsynligvis vil blive forværret, når en aftale med amerikanske og latinamerikanske producenter om afslutning af handelsstriden om told på bananer træder i kraft inden for rammerne af WTO. Under denne aftale sænkes importafgiften på bananer gradvist fra 176 EUR pr. ton til 114 EUR pr. ton inden 2017.

Bananer fra AVS-landene kan dog stadig indføres toldfrit til EU. Forværringen af disse landes situation efter handelsaftalens ikrafttræden har fået dem til at forhandle ledsageforanstaltninger vedrørende bananer, også kaldet BAM, med EU.

Udviklingsudvalget, som jeg er ordfører for, sikrede vedtagelsen ved førstebehandlingen af følgende forbedringer af den oprindelige tekst.

Der er for det første lagt vægt på udryddelse af fattigdom og forbedring af levevilkår som de primære mål for de anbefalede foranstaltninger.

Dernæst betragtes små landbrugere og enheder som de primære modtagere i forbindelse med disse foranstaltninger.

For det tredje lægges der i forordningen særlig vægt på aspekter vedrørende miljø, sundhed og arbejdsstandarder.

For det fjerde er der indført gennemsigtige kriterier for fordeling af midler.

Endelig er der indgået aftale om en foreløbig vurdering, der skal gennemføres 18 måneder inden programmets udløb.

Parlamentet og Rådet er desuden nået til enighed om finansieringen af ledsageforanstaltningerne for 2010 og 2011. Alle disse fremskridt opfylder klart AVS-landenes forventninger. Det eneste omtålelige punkt vedrører det horisontale spørgsmål om anvendelsen af delegerede retsakter på instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde. Vores fortolkning af Lissabontraktatens artikel 290 støtter vores krav.

Parlamentet ønsker at have indflydelse på de strategiske afgørelser, som Kommissionen træffer med hensyn til finansiering af EU's eksterne aktioner. Indtil videre har Rådet afvist at give Parlamentet den rolle, det fortjener i gennemførelsen af finansieringsinstrumenterne.

Vi skal sige tingene tydeligt, og jeg vil på det kraftigste fastholde, at vi ikke er kværulanter. Parlamentet og Udviklingsudvalget beviser dette hver eneste dag i deres arbejde. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at fastholde den holdning, der blev vedtaget ved førstebehandlingen, og i stort tal stemme for den tekst, jeg lige har fremlagt til vedtagelse.

  Barbara Lochbihler, ordfører. – (DE) Fru formand! En garanti for menneskerettigheder, fremme og udvikling af demokratiske strukturer og bekæmpelse af korruption er de centrale krav, der fremsættes af borgerne på gaderne i Tunesien, Ægypten og Yemen – med fredelige midler og i håbet om det kan skabe forandring, så borgerne i Maghreb og i den arabiske verden kan håndhæve deres ytrings- og pressefrihed, deres ret til frie valg og deres ret til civil deltagelse. Gennemførelsen af disse rettigheder er præcis, hvad vi ønsker at fremme med vores finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder. Indtil videre har der været begrænsede muligheder for at handle i de nævnte lande, fordi omstændighederne i disse lande betyder, at alle med en anden holdning risikerer forfølgelse og tortur.

Det glæder mig, at Kommissionen, som vi hørte i går i arbejdsgruppen, allerede har udfærdiget detaljerede planer med henblik på at bruge finansieringsinstrumentet på en sådan måde, at der nu gennemføres projekter på kort, mellemlang og lang sigt, som kan bruges til at støtte den demokratiske systemændring i Tunesien. Det ville være godt, hvis vi i fremtiden kunne udvikle en model på denne baggrund, som også kan bruges, hvis en så grundlæggende systemændring sker i andre lande. Jeg håber virkelig, at Kommissionen vil imødekomme forslagene fra Parlamentets delegation til Tunesien, som f.eks. reform af retsvæsenet.

Instrumentet til fremme af demokrati og menneskerettigheder er opbygget på en sådan måde, at det kan støtte alle i de forskellige civile strukturer, som arbejder for forbedring af menneskerettighedssituationen. Det kan være regeringer, det kan være internationale menneskerettighedsorganisationer, eller det kan være enkeltpersoner, der som menneskerettighedsforkæmpere har brug for støtte. Generelt er det en god struktur, fordi den netop gør det muligt at handle i bestemte situationer uden accept fra den berørte regering. Jeg mener ikke, at dette på nogen måde griber ind i indre anliggender, fordi det ligger i selve begrebet menneskerettigheder, at vi skal kunne modstå statslig tvang og vold mod befolkningen – mod den enkelte borger.

Vi skal naturligvis overveje de enkelte projekter og prioriteringerne i menneskerettigheds- og demokratiinstrumentet og underkaste disse kritisk evaluering. Indtil videre er instrumentet stadig relativ nyt, så det giver ingen mening at gennemføre en evaluering, der kun vil give os få oplysninger. Det er derfor så meget desto vigtigere, at vi nu udarbejder og gennemfører den kommende omfattende evaluering. Målet skal være at afklare virkningerne af de enkelte foranstaltninger, så vi kan genoverveje prioriteter og arbejdsmetoder, når det er relevant.

Det grundlæggende princip i dette finansieringsinstrument er, at der skal være komplementaritet mellem alle finansieringsinstrumenter. Alligevel oplever vi gentagne gange i praksis, at dette forholdsvis beskedne finansieringsinstrument bruges til at finansiere projekter, der klart kunne forbindes med et geografisk instrument. Dette problem findes også i forbindelse med menneskerettighedsdialoger. Vi bør derfor klart afvise enhver nedskæring af dette beskedne instrument, og vi skal sikre, at det ikke bruges til at finansiere projekter, som det faktisk ikke er passende for.

Endelig er der de delegerede retsakter – et spørgsmål, vi endnu ikke er nået til enighed om i forbindelse med nogen af finansieringsinstrumenterne. Inden for mange politiske områder, f.eks. miljø og transport, er der ingen uenighed om, hvad der kan betragtes som delegerede retsakter. Inden for udenrigspolitikken er dette dog særdeles omtåleligt. Det er dog meget vigtigt – især efter Lissabontraktaten – at vi i Parlamentet også har ret til indflydelse på udenrigspolitikken, når det gælder det strategiske fokus for finansieringsinstrumenter.

  Kinga Gál, ordfører. − (HU) Fru formand, medlemmer af Kommissionen, mine damer og herrer! Alt, hvad fru Lochbihler, min medordfører, har sagt, er af særdeles stor betydning, når man tænker på, at den nuværende spændte internationale situation – jeg tænker på de nordafrikanske tilfælde, vi drøftede i går, på Tunesien og Ægypten – viser, at den opmærksomhed, vi udviser over for f.eks. dette instrument til finansiering af menneskerettigheder, faktisk gør en forskel, og at den betydning, som dette instrument har i praksis ét bestemt sted, kan være vigtig. Det er netop den første vigtige grund til, at Parlamentet kræver ret til kontrol med hensyn til dette instrument.

Hvad angår de væsentlige emner, vi drøftede ved førstebehandlingen i oktober sidste år, som fokuserede på støtte til arbejdet i lokale ngo'er af central betydning, var der enighed mellem institutionerne. Nu skal vi ved andenbehandlingen behandle den anden side af sagen, nemlig enighed i den interinstitutionelle forhandling om Parlamentets ret til demokratisk kontrol. Det er velkendt, at spørgsmålet om finansieringsinstrumenter, herunder spørgsmålet om dette instrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder, har været en del af en strid mellem institutionerne gennem ét år.

Lissabontraktaten styrkede Parlamentets ret til demokratisk kontrol. Det er faktisk selve de delegerede retsakter, der efter vores mening skal styrkes og anvendes i den aktuelle situation. Denne særlige pakke, tilfældet med delegerede retsakter, kunne være det første betydelige eksempel på, at Parlamentets rolle faktisk er blevet udvidet siden den 1. december 2009. Ved andenbehandlingen og sandsynligvis under den efterfølgende forhandlingsproces kæmper vi derfor også for anerkendelsen af Parlamentets ret til demokratisk kontrol, og jeg mener ligesom min kollega, at dette netop er relevant i forbindelse med finansieringsinstrumentet til fremme af demokrati og menneskerettigheder. Det skyldes, som vi lige har hørt, at dette instrument har til formål at tjene menneskerettighederne, retsstatsprincippet og beskyttelsen af demokratiet, og vi fremmer specifikke rettigheder, som f.eks. kampen for kvinders og børns rettigheder, og kampen mod dødsstraf, tortur samt grusom, umenneskelig og ydmygende behandling. Vi søger at hjælpe menneskerettighedsforkæmpere i deres arbejde, også under de mest umulige forhold. Dette er endnu en grund til, at dette instrument er særlig vigtigt. Dets modtagere er ngo'er, der udsættes for alvorlige problemer i visse lande. Alt dette berettiger, at vi, Parlamentet, skal have indflydelse på fastlæggelsen af strategien og rammeprogrammerne og i udformningen af fremtidige planer, da vi kan tage alvorligere skridt gennem årlig overvågning end ved simpel tilkendegivelse af vores holdning i forbindelse med den finansielle cyklus hvert andet år. Det er, hvad vi anmoder Dem om at støtte, så vi i perioden efter Lissabontraktaten reelt kan handle i overensstemmelse med traktatens ånd, og jeg er sikker på, at både Kommissionen og Rådet vil indse nødvendigheden af dette i denne kommende forhandlingsproces.

  Helmut Scholz, ordfører. – (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Instrumentet til finansiering af samarbejdet med industrialiserede og andre højindkomstlande og -territorier ændres grundlæggende i denne valgperiode. Vi planlægger i fællesskab at tildele op til 348 mio. EUR til samarbejde inden for områder, som f.eks. videnskab, akademiske udvekslingsprogrammer – herunder Erasmus Mundus – kultur, miljø og vedvarende energi samt stimulering af de bilaterale handelsforbindelser. Der lægges her særlig vægt på små og mellemstore virksomheder.

Som noget nyt kan projekter under det, der kaldes ICI Plus, i udviklingslande også finansieres – og specifikt projekter, der ikke falder ind under den generelle definition af foranstaltninger vedrørende udviklingsbistand. Disse omfatter projekter og foranstaltninger, som f.eks. udsendelse af europæiske studerende til universiteter i Afrika, Asien eller Latinamerika – et helt nyt element. I dag, hvor EU har et større ansvar for at tilpasse sit samarbejde i partnerskab med et stigende antal lande, er det især vigtigt, at vi tillader selvbestemt udvikling.

Den omarbejdede forordning skal klart udpege de muligheder og udfordringer, der følger af udvidelsen af dens geografiske anvendelsesområde. Det angives klart, hvem der kan modtage finansiel bistand, til hvilke formål, og på hvilke betingelser. Et andet nyt element i instrumentet er, at det i forordningen præciseres, at fordelingen af midler skal sikre, at partnerlandene overholder Den Internationale Arbejdsorganisations grundlæggende arbejdsmarkedsstandarder, og at de arbejder for at reducere drivhusgasemissionerne som et vigtigt bidrag til den internationale kamp mod klimaændringer.

Lige så vigtigt er det, at retsstatsprincippet og menneskeværdighed på arbejde ophæves til samarbejdsmål. I optakten til andenbehandlingen vil jeg gentage, at det efter min mening er afgørende, at vi sikrer, at vi ikke går på kompromis med EU's grundlæggende principper, når vi yder finansiel bistand. Når vi fremmer projekter i udviklingslande, skal vi i fremtiden være særlig opmærksomme på sammenhæng mellem politikkerne og navnlig harmonisering med foranstaltninger til bekæmpelse af fødevarekrisen. Under plenarafstemningen ved førstebehandlingen blev det besluttet – om end med et smalt flertal – at ingen af de midler, der indtil videre er tildelt udviklingsbistand, skulle tildeles ICI Plus.

Vi indleder nu andenbehandlingen med øget fokus på dette og på alle finansieringsinstrumenterne. Efter vellykkede kompromisforhandlinger mellem Rådet og Parlamentet har vi tilpasset ICI Plus til de kommende udfordringer. Alle væsentlige spørgsmål er blevet godkendt af et flertal på plenarmødet. Så langt, så godt – skulle man tro. Det er dog endnu ikke afgjort, hvordan vi i fremtiden håndterer fordelingen af magten mellem EU's to lovgivende organer efter Lissabontraktatens ikrafttræden, navnlig på området for den fælles internationale handelspolitik. Det drejer sig her om demokrati og specifikt det, der kaldes delegerede retsakter, som er noget, Parlamentet, Kommissionen og Rådet endnu ikke er nået til enighed om.

Hvad handler alt dette om? Vi ønsker at gøre det, der efter vores mening er vores pligt over for vælgerne. Vi ønsker at kontrollere, om den flerårige strategiske planlægning, som Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og Kommissionen foretager med henblik på at gennemføre vores forordninger, er i overensstemmelse med lovgiverens ånd. Tidligere har Kommissionen desværre alt for ofte haft den holdning, at man kan skrive hvad som helst på papiret. Lissabontraktaten giver os en ny rolle og pligt som lovgiver, og vi kræver en vetoret. Ordførerne for de forskellige udenrigspolitiske finansieringsinstrumenter, formændene for udvalgene og lederne af grupperne er alle enige om, at vi skal kæmpe for denne demokratiske ret.

Den adfærd, vi har set indtil videre, viser, at alle de tre organer i EU endnu ikke har anerkendt dette princip. Vi forsvarer derfor indædt vores ret til kontrol i dag, fordi Kommissionen i fremtiden skal basere sin planlægning på det, som lovgiveren har fastlagt, og ikke på sine egne meddelelser.

  Karel De Gucht, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Jeg erstatter Andris Piebalgs, som er i udlandet i en længe planlagt anledning, ved andenbehandlingen af disse finansieringsinstrumenter for eksterne forbindelser.

Jeg vil først takke ordførerne, fru Gál, fru Lochbihler, hr. Mitchell, hr. Scholz og hr. Goerens. Vi har haft et særdeles godt samarbejde om disse sager, og der er – bortset fra delegerede retsakter – betydelig konvergens om sagen mellem de tre berørte institutioner.

De resterende udestående spørgsmål skyldes det bredere forhold mellem institutionerne inden for de nye traktatrammer. Vi befinder os nu ved en vanskelig politisk og operationel skillevej, som vores partnere i udlandet ikke forstår, fordi gennemførelsen af basisretsakter er et internt EU-anliggende.

Selv om jeg som kommissær for handel ikke er ansvarlig for nogen af disse instrumenter, støtter de mange af EU's politiske mål, herunder handel, og sætter os i stand til at bevare rollen som relevante udenrigspolitiske aktører.

Efter Parlamentets sidste forhandling i oktober gik året uden enighed ved førstebehandlingen. De kender situationen. Parlamentet forventer, at traktatens artikel 290, som omhandler proceduren for delegerede retsakter, finder anvendelse på vedtagelsen af strategidokumenter og flerårige handlingsplaner. Men i sin holdning ved førstebehandling afviste Rådet Parlamentets ændringsforslag vedrørende delegerede retsakter.

Det er meget vigtigt, at vi snart når til enighed, navnlig for ICI Plus og forslaget om ledsageforanstaltninger vedrørende bananer. Ellers kan Kommissionen ikke gennemføre det relevante budget.

Med hensyn til netop ICI Plus er alle sandsynligvis enige i, at dette instrument er udformet til at fremme EU's interesser i industrialiserede lande, hvoraf nogle er centrale strategiske partnere, der ikke venter på, at vi får vores administration på plads. Andre kæmper om at udfylde de huller, vi skaber inden for både energisamarbejde, virksomhedsstøtte, mål for den digitale dagsorden osv.

Hvad angår ledsageforanstaltningerne for bananer, kan jeg kun understrege, forhåbentlig med en vis genklang som kommissær for handel, at de er direkte forbundet med Genèveaftalen, der afsluttede vores mest langvarige handelsstrid i WTO og GATT, som varede i næsten 20 år.

Ledsageforanstaltningerne har til formål at støtte 10 bananeksporterende AVS-lande i deres tilpasning til en reduktion i deres præferencemargen som følge af Genèveaftalen. Det er derfor af afgørende betydning, at vi bevarer EU's troværdighed som en international handelsforhandler ved at overholde vores forpligtelser, og det skylder vi i dette tilfælde de bananproducerende AVS-lande.

Se på den aktuelle situation for den globale fødevarehandel og de vanskeligheder, der er opstået for visse lande, som er meget afhængige af eksportindtægterne fra én eller få varer. Jeg fornemmer tydeligt, at det er et spørgsmål om tid.

Jeg kan forstå Parlamentets ønske om at blive inddraget i strategidokumenter og flerårige programmer. Kommissionen har fremsat forslag med henblik på at forbedre den parlamentariske kontrol og tilbyder andre kompromisløsninger, men disse har ikke vundet gehør i hverken Parlamentet eller Rådet.

Jeg er her i dag for at gentage det løfte, som Catherine Ashton og Andris Piebalgs gav Parlamentet sidste år i oktober, med hensyn til at søge praktiske politiske løsninger. Lad os, Rådet, Kommissionen og Parlamentet, arbejde hen imod aftalte resultater ved andenbehandlingen og arbejde målrettet for at nå dette mål.

Yderligere forsinkelser vil have budgetmæssige, politiske, retlige og endda socioøkonomiske konsekvenser. Samtidig med at Lissabontraktaten ændrede komitologiordningen og gav nye beføjelser til Parlamentet, gav den EU en stærkere rolle og nye strukturer til at føre udenrigspolitik på en mere sammenhængende og omfattende måde og med øget harmonisering. Jeg glæder mig til at følge forhandlingen.

  Maurice Ponga, for PPE-Gruppen. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Parlamentet giver os i dag for anden gang sin dom vedrørende ændringen af instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, som omhandler oprettelsen af ledsageforanstaltninger vedrørende bananer for de vigtigste bananproducerende AVS-lande. Disse ledsageforanstaltninger er begrundet i nedsættelsen af toldpræferencer til AVS-landene efter indgåelsen af Genèveaftalen med USA og landene i Latinamerika i december 2009. EU gav på daværende tidspunkt tilsagn om at yde 190 mio. EUR i støtte til AVS-landene med henblik på at hjælpe dem med at håndtere denne nye konkurrence.

Vi ændrede både formen af og indholdet i Kommissionens forslag ved førstebehandlingen. Rådet var uenigt med os om formen, og derfor fremlægges forordningen til andenbehandling i dag. Rådet afviste faktisk at tillade, at proceduren med delegerede retsakter blev anvendt på strategidokumenter og flerårige vejledende programmer, og afviste dermed at gennemføre Lissabontraktatens fremskridt. Parlamentet besluttede at handle hurtigt, og det er afgørende.

Vi sender derfor et stærkt politisk budskab til AVS-landene. Parlamentet står bag dem og gør alt, hvad det kan, for at sikre, at de 190 mio. EUR frigives så hurtigt som muligt. Men vi sender også et budskab til Rådet. Parlamentet forsvarer sin særstilling som fastlagt i Lissabontraktaten. Bolden er nu på Rådets banehalvdel. EU har givet AVS-landene et tilsagn. Rådet bør derfor bære sit ansvar på samme måde, som Parlamentet har gjort det.

(Taleren indvilligede i at besvare et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort i henhold til artikel 149, stk. 8)

  William (The Earl of) Dartmouth (EFD). – (EN) Fru formand! Har hr. Ponga fået den tanke, at EU's skatteydere og navnlig de britiske skatteydere måske foretrækker, at de 190 mio. EUR blev indefrosset til evig tid?

  Maurice Ponga (PPE). – (FR) Tak for Deres spørgsmål, Lord Dartmouth! Jeg vil kun sige, at der er vedtaget internationale aftaler, som kræver, at EU investerer i sine forbindelser med AVS-landene, og at dette er én af de aftaler, som EU skal prioritere. For mit vedkommende har jeg aldrig ment, at disse 190 mio. EUR skulle indefryses.

  Patrice Tirolien, for S&D-Gruppen. – (FR) Fru formand! Den holdning, som Parlamentet vedtog enstemmigt, viser, hvor afgørende spørgsmålet om gennemførelsesbeføjelser er for Parlamentet. For at komme tilbage til spørgsmålet om ledsageforanstaltningerne for bananer er denne sag pinlig over for vores bananproducerende AVS-partnere. Ét år efter at disse lande legitimt opnåede kompensation fra Kommissionen, har de stadig ikke modtaget midlerne, selv om Genèveaftalen rammer dem hårdt.

Det er derfor dem, jeg taler til i dag, når jeg siger, at det er netop grunden til, at vi endnu tydeligere vil tilkendegive, at Parlamentet skal have indflydelse på EU's strategi og generelle retningslinjer for ekstern bistand. Vi vil ikke falde i den fælde, Kommissionen og Rådet har udsat. Gennemsigtighed for europæiske beslutninger skal være kernen i vores arbejde. Det er netop traktatens ånd og essensen af historien.

  Nirj Deva, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Dette spørgsmål rummer tekniske aspekter, men også aspekter, der vedrører mennesker og fattigdom. Ved den denne forhandling under ét vil jeg først fortælle Rådet, at Parlamentet er her for at overvåge og kontrollere og med åbenhed, gennemsigtighed og ansvarlighed undersøge, hvordan vi bruger skatteydernes penge i forbindelse med international udvikling.

Hvis Rådet ikke anerkender det og ikke anerkender, at delegerede retsakter skal gå igennem Parlamentets interne procedurer, så det kan udnytte retten til kontrol, hvad gør vi så overhovedet her? Hvorfor er vi her, hvis vi ikke får mulighed for at stå til ansvar over for vores vælgere og skatteydere for de penge, som de giver os i god tro til at bruge gennem Kommissionen på international udvikling?

Dernæst har den europæiske skatteyder tabt i alle henseender, hvad angår bananer, hvor Parlamentets overvejelser også skal tages i betragtning. Vi havde en friere handelsaftale, som nu er gået fløjten, og nu skal vi godtgøre og kompensere disse bananproducerende lande igen.

  William (The Earl of) Dartmouth, for EFD-Gruppen. – (EN) Fru formand! Der er en tilsyneladende sund begrundelse for hvert af de fire finansieringsinstrumenter, der fremlægges for Parlamentet i dag.

Samlet set er deres mål dog at fremskynde og fremme Kommissionens politiske og udenrigspolitiske dagsorden. Kommissæren sagde dette meget tydeligt tidligere med sin sædvanlige præcision og klarhed, som jeg takker ham for.

Vi ved alle, hvem der kommer til at betale for dette: den hårdt pressede skatteyder og naturligvis – og som sædvanlig i uforholdsmæssig grad – den britiske skatteyder. Vi kender stadig ikke de præcise omkostninger ved disse finansieringsinstrumenter trods mine kollegers ihærdige indsats i går og tidligt i morges.

Kommissionen behandler endnu en gang andre folks penge ryggesløst og uansvarligt, og derfor støtter vi ingen af forslagene.

(Taleren indvilligede i at besvare et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort i henhold til artikel 149, stk. 8)

  Jörg Leichtfried (S&D). – (DE) Fru formand, hr. Dartmouth! Det forekommer mig, at De altid nævner den britiske skatteyder i Deres indlæg. Jeg vil gerne vide, om De rent faktisk ser Dem selv om repræsentant for en lille gruppe mennesker i Det Forenede Kongerige, eller om De overhovedet føler Dem som en repræsentant for EU?

  William (The Earl of) Dartmouth (EFD). – (EN) Fru formand! Jeg nævnte både EU-skatteyderen og den britiske skatteyder i mit indlæg. Jeg er dog valgt af borgerne i Det Forenede Kongerige, ikke af borgerne andre steder, så jeg mener primært, at jeg skal repræsentere den britiske skatteyder. Jeg føler også med de hårdt pressede EU-skatteydere i andre lande – ikke mindst i Deres land, Østrig, et bidragerland – hvis penge spildes på opbygningen af disse forfængelige og skrøbelige imperier.

  Franziska Katharina Brantner, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg vil fremhæve et par punkter. Jeg vil først rejse spørgsmålet om finansieringsinstrumenternes fleksibilitet på det eksterne område.

I de seneste uger og måneder har vi alle oplevet uforudsete katastrofer og begivenheder, og under det eksterne udgiftsområde har vi næsten ingen margener tilbage, selv om der stadig er et par år tilbage. Samtidig er der ét instrument, som er fleksibelt, nemlig stabilitetsinstrumentet, som derfor ofte bruges til andre formål end det oprindeligt tiltænkte.

Jeg tror derfor, vi er enige om, at der er brug for mere fleksibilitet i de udenrigspolitiske instrumenter, men vi skal understrege, at dette kun er muligt, hvis der samtidig indføres strengere demokratisk kontrol. Vi kæmper i øjeblikket om dette spørgsmål, og vi skal signalere, at vi ikke kan gå videre uden den udvidede demokratiske kontrol, vi kræver, selv om det er nødvendigt med mere fleksibilitet i finansieringsinstrumenterne i fremtiden.

Andet punkt: Vi skal genoverveje, hvordan vi udfører vores arbejde og leverer vores bistand i skrøbelige lande. Så sent som i går gentog FN forbindelsen mellem udvikling og konflikt og påpegede igen, at landene i konflikt naturligvis er de lande, der har de største vanskeligheder med at komme ud af fattigdom.

Indtil videre har EU-instrumenterne ikke været reelt tilpassede. Vi har EU-missioner i nogle af disse skrøbelige lande, som arbejder parallelt, men ikke altid sammen med vores finansieringsinstrumenter. Vi skal derfor overveje, hvordan vi kan kombinere disse to på en god måde.

Til sidst vil jeg hurtigt nævne, at begivenhederne i Nordafrika har vist os betydningen af menneskerettigheder og udbredelse af demokrati, og for mig også ligestilling, og vi skal udvise større mod i den henseende, når vi i fremtiden fastlægger strukturerne.

  Elmar Brok (PPE). – (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi bør efter min mening tydeligt tilkendegive, at vi finder det vigtigt, at der skelnes mellem lovgivningsmæssige og udøvende funktioner. Det er ikke Parlamentets opgave at varetage den detaljerede forvaltning eller faktisk gennemføre projekter.

På den anden side må lovgivning ikke betyde, at der gives et carte blanche i årevis uden mulighed for indgreb, hvis foranstaltninger ikke gennemføres i overensstemmelse med lovgiverens hensigt. Uanset om dette juridisk set er en delegeret retsakt eller ej, skal vi derfor kunne tilbagekalde beslutninger, hvis de efter lovgiverens opfattelse ikke håndhæves i overensstemmelse med den ånd, lovgiveren havde til hensigt.

Derfor skal Kommissionen og Rådet i denne sag handle for at finde en rimelig og objektiv løsning – uanset den retlige afgørelse, den er gennemført under, eller om den er gennemført inden for rammerne af delegerede retsakter eller ej. Dette vil sikre, at vi i mindre grad griber ind i udøvende funktioner, og at det udøvende organ får større frihed, hvis alt fungerer efter hensigten.

Jeg vil gerne tilslutte mig fru Brandtners bemærkninger. Parlamentet gennemførte instrumentet til fremme af demokrati og menneskerettigheder for flere år siden og gjorde det muligt at gå uden om regeringer og diktatorer for at støtte civilsamfundet og demokratiske kræfter. Vi konstaterer nu, at Kommissionen og nu Tjenesten for EU's Optræden Udadtil i strid med lovgiverens ønske aldrig har brugt dette instrument på denne måde, og det forhold er et vigtigt element i den situation, vi i dag oplever i Nordafrika. Eftersom dette er en politisk fiasko – manglende udøvelse af lovgiverens vilje – skal lovgivningen ændres, og det vil vi kæmpe for.

  Ana Gomes (S&D). – (PT) Fru formand! Ud med Mubarak, nu! Oppositionsstyrkerne råber stadig på Tahrirpladsen, og jeg råber med dem. Demonstrationerne i Ægypten, Tunesien og andre arabiske lande, hvor millioner af borgere vover sig ud på gaderne for at sætte en stopper for årtiers undertrykkelse og korruption, viser, at menneskerettigheder og demokrati er universelle ønsker, og også at alle, der kræver stabilitet for at fastholde diktaturer, ikke har lært af historien.

Menneskerettigheds- og demokratiinstrumentet er et redskab, som EU kan og skal bruge uden samtykke fra regeringer til støtte for menneskerettighedsforkæmpere og alle, der fremmer ligestilling mellem kønnene, retsstatsprincippet, frie valg og demokrati. Det skal derfor styrkes finansielt, gøres fleksibelt, så det kan håndtere nødsituationer, og koordineres bedre med geografiske instrumenter med henblik på at fremme de samme mål. Det skal være under tilstrækkelig parlamentarisk kontrol. Derfor insisterer Parlamentet på anvendelsen af proceduren for delegerede retsakter.

  Marek Henryk Migalski (ECR). – (PL) Fru formand, hr. kommissær! Fru Gomes og fru Lochbihler har begge ret, når de siger, at begivenhederne i Ægypten og Tunesien fortjener vores støtte og opmærksomhed, og de instrumenter, som vi forhandler i dag, sikrer netop denne mulighed, navnlig finansieringsinstrumentet til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan. Jeg er overbevist om, at dette bør støttes på det kraftigste, fordi disse rettigheder er – som fru Gomes sagde – universelle, og dermed er retten til at leve i et demokrati og retten til at leve i et land, der accepterer menneskerettigheder, en selvfølgelig.

Det er vigtigt, at vi med det andet instrument sikrer, at denne bistand kan ydes, uanset om regeringerne eller andre offentlige myndigheder i tredjelandene accepterer det. Det er meget vigtigt. Der er brug for vores bistand i Belarus og Ukraine, ligesom der er brug for den i andre lande i det østlige partnerskab, og disse instrumenter bør efter min mening også bruges for netop disse lande.

  Rui Tavares (GUE/NGL). – (PT) Fru formand! Vi drøfter her en række pakker vedrørende finansieringsinstrumenter, som f.eks. Goerens-betænkningen om instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, betænkningen af min kollega, hr. Scholz, og andre. De fleste af betænkningerne omhandler konkrete foranstaltninger, der kan forbedre tilværelsen for millioner af mennesker – med andre ord lovgivningspraksis, når den er bedst.

Men Rådet insisterer på ikke at gennemføre de fælles beslutningsprocedurer, som disse instrumenter kræver. Det er her, den fælles beslutningsprocedure bliver en manglende fælles beslutningsprocedure på grund af et uudtalt veto fra Rådets side, som ikke på nogen måde kan begrundes i traktaten, og som alene er baseret på tvivlsom uvilje og en esoterisk fortolkning af artikel 290 i Lissabontraktaten, som omhandler delegerede retsakter.

Dette bringer menneskers liv i fare. Med hensyn til politikken for genbosættelse af flygtninge er vi f.eks. blevet forhindret i at yde ekstra midler til genbosættelseslande og lukning af flygtningelejre, og det vil forringe menneskers tilværelse, hvis Rådet fortsætter på denne måde. Det er på tide, at dette standses, og at delegerede retsakter behandles korrekt i den fælles beslutningsprocedure.

  Dimitar Stoyanov (NI). – (BG) Fru formand! Jeg støtter naturligvis det fremsatte forslag, fordi Parlamentet skal forsvare sine rettigheder med hensyn til de beføjelser, det tildeles i medfør af traktaterne. Vi skal udvide vores kontrol, og ikke kun til den indledende kontrol af de delegerede retsakter, som vi drøfter i øjeblikket.

Vi skal også have efterfølgende kontrol, fordi der hældes milliarder af euro i forskellige programmer, som oftest ender i forskellige diktatorers lommer og bruges til at finansiere deres ekstravagante livsstil, samtidig med at millioner af mennesker lever under kummerlige forhold i vores egne lande.

Det betyder også, at vi bruger de europæiske skatteyderes penge til at finansiere den luksuriøse livsstil for diktatorer, der undertrykker deres egne befolkninger, samtidig med at vores egne borgere har det svært. Derfor skal vi fjerne bjælken i vores eget øje og derefter lede efter splinten i vores nabos øje, så vi endelig kan få reel og stram kontrol med disse ressourcer.

  Barbara Matera (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Vi skal endnu en gang gøre vores rolle gældende både i og uden for EU.

Fremme af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som er omhandlet i FN's universelle erklæring om menneskerettighederne fra 1948, vores eget charter om grundlæggende rettigheder og regionale instrumenter, er en del af vores udenrigspolitik og socialpolitik. Forordning (EF) nr. 1889/2006 om oprettelse af et finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder på verdensplan skal være et effektivt, praktisk instrument med fleksibilitet til at håndtere undtagelsesvise operationelle situationer.

EU's bidrag til disse civilisationskampe gennem strategierne for eksternt samarbejde og tilsigtet brug af de tilknyttede finansieringsinstrumenter, dvs. den øgede effektivitet og synlighed af EU's optræden udadtil i verden, kan ikke tilsidesætte det ansvar, der bæres af EU's mest repræsentative organ, nemlig Parlamentet, og dermed dets kontrol.

På den baggrund tilslutter jeg mig derfor ændringsforslagene, som er i klar overensstemmelse med udviklingen i det konstant voksende Europa.

(Taleren indvilligede i at besvare et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort i henhold til artikel 149, stk. 8)

  Marek Henryk Migalski (ECR). – (PL) Fru formand! Jeg vil gerne bede fru Matera fortælle os, om Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) i spørgsmål vedrørende demokrati og navnlig menneskerettigheder specifikt vil støtte tildelingen af bistand til lande i øst, og dermed mener jeg Ukraine, Belarus og andre lande i det østlige partnerskab.

  Barbara Matera (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Ja, absolut. Min politiske gruppe, Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater), arbejder hårdt hver eneste dag i bestræbelserne på at sikre, at grundlæggende menneskerettigheder respekteres i hele verden.

Indlæggene fra mine kolleger, som har arbejdet her i meget længere tid end jeg, bekræfter og støtter Parlamentets politik. Jeg understreger igen, at jeg tilhører Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater). Vi er overbeviste proeuropæere og sikre på den rolle, som Parlamentet kan spille i hele verden.

  Richard Howitt (S&D). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne have min støtte til det, som andre kolleger har sagt om spørgsmålet vedrørende parlamentarisk kontrol med instrumenterne, og navnlig til instrumentet til fremme af demokrati og menneskerettigheder ført til protokols. Jeg takker Kommissionen for vores strukturerede samarbejde. Menneskerettighedsforkæmpere er pr. definition udsatte, og der er derfor brug for en vis beskyttelse af privatlivets fred. Lad os sikre, at dette samarbejde fortsætter i fremtiden.

Projekterne kan kritiseres på ét punkt, nemlig at vi gennemfører projekter af meget høj kvalitet, men at de er spredt rundt i verden uden tilstrækkelig integration i andre programmer.

Oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil giver os mulighed for at afhjælpe dette. Vi skal sikre, at vi gør det. Der er bekymring for, at nogle af de programmer, der i øjeblikket udformes af juridisk kvalificerede personer, ikke udformes på samme måde i fremtiden, og dette skal vi tage fat om for også at sikre kvaliteten i fremtiden.

På baggrund af de aktuelle begivenheder i den arabiske verden ved vi, at der vil opstå øget behov for finansiering af indsatsen for at opbygge demokrati og valgobservation i fremtiden. Vi har insisteret på en fast procentdel i forordningen, da det ellers vil fortrænge andre menneskerettighedsprojekter. Men vi har brug for flere penge, og når vi kommer til de nye finansielle overslag, må vi ikke ty til det gamle argument om, at vi bør afskaffe denne forordning. Der er større behov for den end nogensinde før.

(Taleren indvilligede i at besvare et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort i henhold til artikel 149, stk. 8)

  Nirj Deva (ECR). – (EN) Fru formand! Jeg vil takke den forrige taler for at give mig mulighed for at stille ham et spørgsmål.

Jeg har stor respekt for hr. Howitts viden om menneskerettigheder og hans tidligere arbejde. Mit spørgsmål er: Hvordan kan vi tage vores holdninger til ligestilling, rimelighed og retfærdighed, der er resultatet af en dybt forankret kristen eller humanistisk tradition i Europa, og forvente, at andre kulturer med andre religioner eller overbevisninger eller uden overbevisninger kan forstå præcis, hvad vi siger, uden at det ser ud som om, vi stopper nykoloniale idéer ned i halsen på dem? Hvordan kan vi gøre det?

  Richard Howitt (S&D). – (EN) Fru formand! Det er en stor udfordring at besvare det spørgsmål på 30 sekunder. Svaret er – som han og hele Parlamentet ved – at tanke- og religionsfrihed er en grundlæggende menneskerettighed for alle nationer, for alle religioner, for alle lande og for alle mennesker.

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Fru formand! Udviklingsbistand er altid dyr, desværre ofte ineffektiv og nogle gange endda skadelig, fordi den alt for ofte ikke tager fat om de reelle problemer i det berørte land. Der gøres sjældent forsøg på at benytte en langsigtet tilgang, og der er ringe koordinering mellem aktiviteterne. Det er efter min mening tvivlsomt, om et EU-finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder kan forbedre situationen, især fordi der ikke er ensartet koordinering inden for EU.

Når vi giver bistand til små afrikanske landbrugere, men samtidig bringer dem på fallittens rand med vores subsidierede landbrugsprodukter, hælder vi i realiteten milliarder af euro i kloakken. Dette vil ikke ændre sig betydeligt, så længe vi fortsætter med at støtte store virksomheder i EU og indirekte i udviklingslandene.

Kinas udviklingsbistand, som regeringen i Beijing bruger til at sikre råmaterialer og nye markeder, konkurrerer med vores traditionelle metoder baseret på udviklingssamarbejde. Også på dette område skal vi komme med nye idéer. Det er endvidere lige så vigtigt, at vi gør udviklingsbistanden afhængig af samarbejde om flygtningeproblemet, evt. ved at indføre tilbagetagelsesaftaler.

  Thijs Berman (S&D). – (NL) Fru formand! Parlamentet ønsker det, som alle andre parlamenter i verden ønsker, nemlig demokratisk kontrol med udviklingen og gennemførelsen af politik. EU bør i den henseende fungere som rollemodel, som eksempel. Lissabontraktaten var et væsentligt skridt fremad i styrkelsen af Parlamentets indflydelse.

Der er i Parlamentet et stort flertal, som ikke har givet efter for Rådets og Kommissionens bestræbelser på i strid med traktatens ånd at begrænse den parlamentariske kontrol. Parlamentet ønsker ikke at være en ubetydelig aktør. Det ønsker indflydelse på politik og på den måde, den udvikles og gennemføres på. Det handler derfor om strategiske valg og om indholdet af politik.

I andre lande går folk på gaderne for at kræve en sådan indflydelse, og vi bør støtte dem på enhver mulig måde. Kampen for demokrati føres dog også nogle gange via vanskelige forhandlinger og tørre erklæringer. Det påvirker på ingen måde den bagvedliggende overbevisning, da enhver magt kræver maksimal demokratisk kontrol. Det er alle borgeres rettigheder, uanset om vi taler om Cairo, Tunis eller Bruxelles.

  Nick Griffin (NI). – (EN) Fru formand! En ung mor i min valgkreds er her til morgen lige kommet hjem efter til fods at have fulgt sine to små børn i skole, som hun gør det hver dag.

Jenny plejede at køre dem i skole, men hun har ikke længere råd til benzin til bilen andet end til at køre til det billigste lokale supermarked i Manchester to gange om ugen.

Denne morgen er Jenny ligesom hver eneste morgen sulten, fordi hun kan vælge mellem to ting til morgenmad: Enten spiser hun, eller også spiser hendes to små piger. Der er ikke nok brød og marmelade til dem alle.

Samtidig drøfter medlemmer af Parlamentet på planeten EU petitesser i forbindelse med et finansieringsinstrument, hvis udgifter beløber sig til 1,1 mia. EUR af skatteydernes penge, til fremme af demokrati og menneskerettigheder i navnlig den tredje verden. De fleste af disse petitesser reducerer yderligere nationalstaternes kontrol, mens Kommissionen pløjer sig gennem enorme mænger af de britiske skatteyderes penge. Hvilket spild, og hvilket hykleri at prædike om kvinders rettigheder i Afrika, når tusinder som Jenny ikke kan give deres børn ordentlig mad.

  George Sabin Cutaş (S&D). – (RO) Fru formand! Vi havde næppe drøftet samarbejde med udviklingslandene, hvis EU's grundlæggere ikke havde krævet særlig fremhævelse i Romtraktaten for de kolonier, de besad, og som kaster en skygge over begrebet demokrati fra starten. Selve grundlaget for EU er gradvist blevet omdannet til en politik, hvis centrale begreber er blevet udryddelse af fattigdom og fremme af menneskerettigheder, grundlæggende frihedsrettigheder, anstændigt arbejde og god regeringsførelse.

I dag er udviklingslandene EU's strategiske partnere. Derfor vil et finansieringsinstrument for udviklingslande, der ikke opfylder ODA-kriterierne, lette økonomisk, finansielt, teknisk, kulturelt og akademisk samarbejde. Det kan desuden sætte skub i den bilaterale handel, investeringer, økonomiske partnerskaber og styrkelsen af dialogen mellem aktører i den offentlige sektor og ngo'er i både EU og partnerlandene.

  Jörg Leichtfried (S&D). – (DE) Fru formand! Diktatorerne i vores nabolande vakler, og det er godt, at de forsvinder. Selv om vores højtstående repræsentanter i EU ikke kan eller er parate til at støtte de mennesker, der kæmper for demokrati, er det godt, at vi endelig kan handle og yde hjælp, også selv om vi ikke taler. Det er dog meget vigtigt, at vi kombinerer vores bistand med et krav om at overholde vores værdier, herunder demokrati, retsstatsprincippet og de grundlæggende arbejdsstandarder. Det er afgørende, at EU yder hjælp. Vi skal desuden ikke kun hjælpe disse mennesker. Vi skal også sikre, at de forstår de værdier, der har gjort os stærke.

Eftersom det er tilfældet, er det efter min mening indlysende, at denne bistand i sidste ende skal kontrolleres og forvaltes af et demokratisk parlament. Vi må i fremtiden derfor ikke lade EU's foranstaltninger blive kontrolleret af en bureaukratisk organisation. Parlamentet skal kunne udfylde sin rolle som et parlamentarisk organ, og det betyder, at det skal kunne træffe beslutninger.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Fru formand! Parlamentet skal på lige fod med Rådet kunne kontrollere vedtagelsen af strategiske beslutninger vedrørende den måde, som ressourcer, der fordeles via finansieringsinstrumenterne til samarbejde, bruges på. Samtidig skal EU blive mere fleksibelt og sætte skub i mekanismerne for udvikling af handelsforbindelser med partnerlande. Jeg støtter idéen om, at EU benytter en pragmatisk tilgang i sine økonomiske forbindelser med partnerlande.

Det er især vigtigt, at vi gennemfører finansieringsinstrumenter i lande, som f.eks. Turkmenistan og Irak, som kan levere energiressourcer gennem projekter, som f.eks. Nabucco. Jeg vil i den forbindelse nævne, at den fælles erklæring fra præsidenterne i Rumænien og Turkmenistan har markeret oprettelsen af et energipartnerskab for udnyttelse og transport af naturgas og råolie, herunder gennem overførsel af erfaring og udstyr. Rumænien har også deltaget i gennemførelsen af stabiliserings- og genopbygningsforanstaltninger i Irak.

  Ivo Vajgl (ALDE). – (SL) Fru formand! En betydelig del af de ressourcer, vi har adgang til via finansieringsinstrumenter, og som er beregnet til styrkelsen af udviklingslandene, ender via visse kanaler igen i lommerne på vores virksomheder og monopoler i vores lande. Et vigtigt formål med disse finansieringsinstrumenter og politiske instrumenter bør efter min mening være at sikre, at ressourcerne anvendes i overensstemmelse med de udviklingsplaner, der er fastlagt af de lande, vi ønsker at støtte.

Flere talere har allerede påpeget, at vi ofte finansierer regimer, som er alt andet end demokratiske. Med hensyn til at finansiere udviklingen i de fattigste lande skal vi være omhyggelige med ikke at fastholde tendensen til at dyrke én afgrøde, men åbne op for muligheder for moderne udvikling i disse lande.

  Karel De Gucht, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Jeg har lyttet nøje til de mange indlæg. Kommissionen håber, at vi finder en løsning, hvad angår disse vigtige finansieringsinstrumenter.

Vi skal dog være i stand til fuldt ud at gennemføre finansieringsinstrumenter for eksterne forbindelser. Effektiv gennemførelse af vores eksterne aktioner må ikke tages til gidsel i en konflikt mellem institutionerne. Det er vanskeligt at bevare troværdigheden over for verden udenfor på et sådant grundlag, og vi risikerer at miste betydning som global aktør og handelsforhandler.

Kommissionen er parat til at arbejde hen imod en hurtig løsning, der aftales mellem alle de berørte institutioner.

I de nuværende instrumenter, som gælder indtil 2013, dvs. endnu to år, betragtes flerårige strategidokumenter som gennemførelsesforanstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre budgettet. Sådanne foranstaltninger er underlagt komitologiordningen.

Strategidokumenter er tekniske dokumenter og er dermed ikke egnede til at udgøre bindende retsakter. De nuværende instrumenter gælder kun i to år mere, og der er kun enkelte strategidokumenter, som endnu ikke er på plads. Kommissionen finder, at en ændring af dette system på nuværende tidspunkt vil kræve betydelige ændringer af instrumenter, og det vil tage lang tid at gennemføre og vil forstyrre EU's samarbejde med tredjelande alvorligt.

Kommissionen inddrager i forvejen Parlamentet i processen for demokratisk kontrol med strategidokumenter. Kommissionen er villig til at styrke denne proces med betydelige kontrolbeføjelser til Parlamentet. Det er for tidligt at sige, hvordan de nye instrumenter kommer til at se ud, fordi de er genstand for omfattende høring af berørte parter og forslag fra Kommissionen.

Hvis de kriterier, der er omhandlet i Lissabontraktatens artikel 290, overholdes fuldt ud, kan det overvejes at anvende delegerede retsakter på de nye instrumenter, men Kommissionen har endnu ikke fastlagt sin holdning til dette spørgsmål.

  Charles Goerens, ordfører. − (FR) Fru formand! Jeg vil også gerne takke alle de talere, der har talt om finansieringsinstrumenter generelt og om den betænkning, jeg fremlagde for Parlamentet i morges.

Hr. Brok brugte de helt rigtige ord til at udtrykke vores ønske. Vi ønsker ikke at være kværulanter, men vi ønsker heller ikke at give Kommissionen carte blanche til at gennemføre grundlæggende aftaler, som Parlamentet har vedtaget, uden parlamentarisk kontrol. Stillet mellem valget af alt eller intet har Parlamentet insisteret på en fornuftig løsning, der består af nøje overvågning af strategiske retsakter. Vi kræver hverken mere eller mindre end det.

Jeg har også en bemærkning til de talere, der var mere kritiske i deres indlæg, specifikt til dem, der talte ganske skeptisk om politikken for udviklingssamarbejde, og dem, der altid henviser til skatteyderen for at afvise enhver form for støtte til politikken for udviklingssamarbejde.

Som jeg ser det, finansierer skatteyderen et budget. Et budget er et instrument til at vise solidaritet med de dårligst stillede. Takket være skatteydernes bidrag giver budgettet generelt vores lande mulighed for at hjælpe de svageste i samfundet. Alternativet ville være at ignorere de basale og grundlæggende rettigheder for mennesker, der står uden ressourcer.

Jeg anbefaler dog de pågældende medlemmer at læse rapporterne fra FN's udviklingsprogram, så de vil de opdage, at de lande, de bidrager mest til samarbejde og solidaritet i andre lande, er de samme som dem, der bruger mest på intern solidaritet i deres eget land. Der er med andre ord ingen indbygget modsigelse mellem intern og ekstern solidaritet.

Alle, der ønsker at få resten af verden til at tro, at de penge, som vi bruger på ekstern solidaritet, er penge, der spildes i alle fire verdenshjørner, bør derfor genopfriske tallene i FN's Human Development Report.

  Barbara Lochbihler, ordfører. – (DE) Fru formand! Det er vist trådt tydeligt frem under forhandlingen, hvorfor vi i Parlamentet ønsker disse delegerede retsakter. Vi ønsker ikke mikroforvaltning, men vi skal kunne bruge dette instrument på en ansvarlig og velinformeret måde, så vi om nødvendigt kan korrigere det, der er gået galt. Hvis vi drøfter Parlamentets holdning med eksterne organer, f.eks. menneskerettighedsorganisationer, som kan blive berørt af dette, og hvis vi ikke når til enighed, selv om jeg håber, at der ikke er tilfældet, og hvis individuelle projekter så ikke kan gennemføres, så vil der være støtte til og forståelse for Parlamentets holdning. Det er ikke sandt, at Parlamentet og begrebet ikke forstås.

Jeg har en kort bemærkning til kritikken om, at Parlamentet bruger for mange penge på menneskerettigheder og udvikling af demokrati. Jeg mener, at det modsatte er tilfældet. Hvis vi ser på dette instrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder, som først blev oprettet i 2004, kan vi allerede nu se, at der er opnået meget med forholdsvis få midler. Vi kan simpelthen ikke se på dette som en helhed. I stedet skal vi fokusere på det, som disse projekter har opnået. Projekter er kun blevet afbrudt i få isolerede tilfælde.

Hvis vi virkelig ønsker at sætte handling bag EU's grundlæggende værdier, og hvis vi virkelig ønsker, at mennesker skal kunne leve i frihed uden fattigdom og frygt, skal vi fremme menneskerettighederne. Dette instrument er et særdeles godt supplement til vores politik, der kræver, at andre lande støtter menneskerettigheder. Vi bruger ikke for mange penge. Tværtimod har vi brug for meget klarere finansiel støtte.

  Kinga Gál, ordfører. − (HU) Fru formand! Jeg vil takke mine kolleger og kommissæren for deres bemærkninger i forhandlingen og naturligvis mine kolleger for deres støtte til vores beslutning. Hr. Brok tilkendegav tydeligt, at vi i virkeligheden skal skelne mellem lovgivningsmæssige og udøvende funktioner. Vores mål er ikke at blande disse, men Parlamentet skal, som det er blevet sagt her af både ordførerne og mine kolleger, have mulighed for at påvirke planlægning og strategier for at få de udøvende funktioner til at fungere effektivt og for at dirigere midlerne til de steder, hvor behovet er størst.

Med hensyn til bemærkningerne om anvendelsen af midlerne i særdeleshed så tror jeg ikke, at der findes nogen skatteydere, der betvivler vigtigheden af, at vi sættes i stand til at hjælpe mennesker eller redde menneskeliv, menneskerettighedsforkæmpernes liv, via dette finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder, og derfor er jeg overbevist om, at netop dette instrument vil blive accepteret af alle skatteydere. Jeg tager det meget seriøst, at kommissæren også har sagt, at Parlamentet har fået tildelt nye beføjelser og stærkere rettigheder efter Lissabon. Derfor opfordrer vi Rådet og Kommissionen til at udvise åbenhed, så vi endelig kan nå frem til et godt kompromis, da vi alle har interesse i, at disse instrumenter fungerer effektivt, og det kan kun ske, hvis alle tre institutioner deltager.

  Gay Mitchell, ordfører. − (EN) Fru formand! Jeg kan forstå, at jeg har fået lidt straftid, fordi jeg ikke kunne være her, da forhandlingen blev indledt. Jeg beklager – jeg sad fast i trafikken.

En britisk kollega har for det første kritiseret situationen med hensyn til vigtigheden af demokrati og menneskerettigheder. Hvis demokrati og menneskerettigheder fungerede i vores medlemsstater, så ville der ikke være børn, som skulle gå i skole på brød og marmelade, og sådan er det.

Uanset om det er i Det Forenede Kongerige eller en anden medlemsstat, er det medlemsstaternes opgave at sikre, at det ikke sker. Vi skal holde os det helt klart, hvad alt dette handler om. Det handler ikke kun om demokrati og menneskerettigheder. 22 000 børn dør hver dag, hver eneste dag, en kort flyrejse fra denne bygning. 22 000. Den gode nyhed er, at det tidligere var 34 000. Vi har sammen med andre reduceret tallet til 22 000 ved hjælp af demokrati og menneskerettigheder og den type finansieringsinstrumenter, som EU har godkendt.

Lad os ikke sammenligne disse mennesker med børn i vores egne medlemsstater, som går i skole på brød og marmelade, hvilket jeg også tager afstand fra. Lad vores medlemsstaters regeringer fokusere deres indsats på at løse disse børns problemer.

Dette spørgsmål handler om gennemførelse eller delegerede retsakter. Er det gennemførelse, eller er det en delegeret retsakt – og er det i det tilfælde lovgivning?

Jeg foreslår, at vi alene holder os til Parlamentets førstebehandling og dermed siger, at vi vil genindsætte – eller have genindsat – alle ændringsforslag. De er ikke blevet accepteret af Rådet. Det handler om et principspørgsmål, som er afgørende for den fremtidige karakter af forbindelserne mellem institutionerne på området for EU's eksterne aktioner.

Parlamentets ændringsforslag vedrører ikke substansen af instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde eller de øvrige instrumenter, men Parlamentets rolle i den praktiske gennemførelse af lovgivningen.

Målet er at beskytte Parlamentets demokratiske særstilling som fastlagt i Lissabontraktaten. Som medlovgiver skal Parlamentet på lige fod med Rådet kunne kontrollere vedtagelsen af strategiske beslutninger om anvendelsen af udviklingsbistand, dvs. hvor meget, hvor, og hvordan. Teknisk set sikrer ændringsforslagene, at bestemte beslutningsforslag, der træffes af Kommissionen, anerkendes som delegerede retsakter som defineret i artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Dette giver de to grene af den lovgivende myndighed mulighed for at fremsætte indvendinger mod beslutningsforslag, der ikke er i overensstemmelse med lovgivningskravene. Dette veto sikrer, at Parlamentets forslag tages i betragtning, når Kommissionen programmerer EU-bistand.

Jeg understreger, at vi ikke taler om mikroforvaltning, som en kollega allerede har sagt, eller om individuelle programmer og projekter. Ændringsforslagene vil sikre, at lovgiverne bevarer kontrollen med strategiske beslutninger om tildeling af midler og sektorprioriteter.

Alle ændringsforslag var allerede med i Parlamentets holdning ved førstebehandlingen, som blev vedtaget med stort flertal på plenarmødet den 21. oktober 2010.

Rådet har dog direkte afvist alle ændringsforslag vedrørende demokratisk kontrol og delegerede retsakter uden at foreslå en alternativ løsning, der imødekommer Parlamentets krav.

Der er uheldigt, at der i de mange måneder – næsten et år – der er gået siden den første forhandling af sagen i udvalget, ikke er gjort fremskridt i forhandlingerne mellem institutionerne. Jeg kan forsikre Parlamentet, at vi virkelig har forsøgt meget ihærdigt. Forhandlingerne med Rådet og Kommissionen – der for resten burde fremme disse forhandlinger – blev indledt i februar 2010. Vi gennemførte tre dialoger og adskillige møder på teknisk niveau, begge dele vedrørende de omstridte delegerede retsakter. Der er ikke sket nogen tilnærmelse på disse områder. Først sidst på året fremlagde Kommissionens forhandlere et kompromisforslag. Parlamentet reagerede straks med et modforslag, men det blev afvist i Rådets holdning. Vi kan forstå, at det ikke formelt blev forelagt medlemsstaterne i Rådet.

Trods Rådets hårde linje, som Kommissionen deler – hvilket jeg beklager, fordi det formelt set ikke er Kommissionens opgave at gøre det – fastholder Parlamentet sin holdning. Retligt set er vores argumenter sunde. Strategidokumenter er flerårige programmer, der fastlægges under f.eks. instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, som opfylder kriterierne for anvendelse af proceduren for delegerede retsakter. De supplerer den grundlæggende forordning og finder generel anvendelse. De kriterier, der er omhandlet i artikel 290, er obligatoriske, hvis de opfyldes. Rådet og Parlamentet skal have vetoret.

Dette handler ikke om politisk forhandling eller andre særlige ordninger, da dette ville være i strid med traktaten. Det er en retlig forpligtelse. Politisk har vi fuld støtte fra Formandskonferencen, som ved to forskellige lejligheder – senest tidligere på måneden – har udtalt, at alle forhandlere i alle sager skal insistere på anvendelsen af proceduren for delegerede retsakter ved beslutninger vedrørende mål, valg af prioriteringer, forventede resultater og tildeling af midler generelt.

Linjen er den samme mellem udvalgene. Ordførerne i Udvalget om International Handel og Udenrigsudvalget – som er ansvarligt for henholdsvis instrumenter vedrørende samarbejde med industrialiserede lande og instrumenter til fremme af demokrati og menneskerettigheder – benytter samme tilgang som jeg. Alle ændringsforslag vedrørende delegerede retsakter fra førstebehandlingen skal genindsættes. Vores holdning er klar og enkel og i fuld overensstemmelse med mandatet fra Formandskonferencen. Vi vil ikke splittes eller finde os i, at vores rolle som lovgiver ignoreres.

Jeg er overbevist om, at indførelsen af den nye procedure også tjener de planlagte modtagere af midler i forbindelse med vores finansieringsinstrumenter. Parlamentet kan udfylde sin rolle som vagthund meget mere effektivt og sikre, at pengene bruges på de kernemål for EU's udviklingssamarbejde, der er fastlagt i traktaten, nemlig mindskelse og i sidste ende udryddelse af fattigdom. 22 000 børn behøver ikke dø hver dag, hver eneste dag. Vi kræver indflydelse på den måde, dette emne behandles på.

(Taleren indvilligede i at besvare et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort i henhold til artikel 149, stk. 8)

  Nirj Deva (ECR). – (EN) Fru formand! Jeg vil blot spørge min kollega og ven, hr. Mitchell, om han er enig med mig i, at Parlamentet i 2005 opgav 14 områder for fælles beslutningstagning i forbindelse med disse finansieringsinstrumenter.

Nu forsøger vi faktisk at opnå en vis genopretning, fordi vi ikke kun mistede vores evne til at undersøge, hvad der sker i Kommissionen, men vi også mistede regnskabsprocessen og gennemsigtighedsprocessen, og derfor vil jeg spørge hr. Mitchell …

(Formanden afbrød taleren)

  Gay Mitchell, ordfører. − (EN) Fru formand! Jeg er enig med hr. Deva i, at vi opgav nogle af vores rettigheder. Jeg var ordfører for instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde. Det tog os to og et halvt år at nå til enighed om instrumentet, fordi vi simpelthen ikke ville opgive nogle af Parlamentets centrale rettigheder, men vi var i sidste ende nødt til at gå på kompromis.

Til sidst blev der indgået en interinstitutionel aftale mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet, som sikrede, at vi gennem f.eks. Udviklingsudvalget ville få ret til at kontrollere instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde, og vi nedsatte grupper til at gennemføre aftalen. Disse instrumenter er i denne aftales ånd, og den bør videreføres.

  Helmut Scholz, ordfører. – (DE) Fru formand! De har helt ret, hr. De Gucht, at verdenen omkring os ikke forstår, hvorfor vi ikke kan blive enige med Rådet. Rådet er ikke en gang til stede under denne forhandling, hvilket jeg beklager dybt, fordi det ikke er et godt varsel for gennemførelsen af andenbehandlingen. Vi må dog spørge, hvorfor et almindeligt princip og en almindelig rettighed, der er fastlagt i traktaten, ikke anerkendes. Jeg tror, og hr. Brok talte om dette i detaljer, at dette kun handler om at give os mulighed for at gribe ind.

Jeg vil lige komme med endnu et eksempel, der vedrører indholdet. I Kommissionens flerårige plan for instrumentet for industrialiserede lande var referencedokumentet ikke den ændrede forordning, men i stedet strategien for det globale Europa. Den anvender et sprog, der er blevet forældet siden den økonomiske krise og de deraf følgende handelsproblemer, idet den anfører, at målet for den flerårige plan er at fremme europæiske virksomheds- og indtjeningsinteresser. I henhold til teksten har instrumentet til formål at løse de problemer, som EU-virksomheder har med at trænge ind på visse markeder.

Jeg kan kun gentage, at dette ikke er, hvad lovgiverne ønskede at opnå med instrumentet, og at de ikke har bevilget skatteyderpenge til dette formål. Efter vores mening skal instrumentet for industrialiserede lande være et moderne samarbejdsprogram og ikke et erobringsvåben. Jeg har endnu et eksempel, denne gang mere direkte. For os er landene i Sydøstasien ikke kun juniorpartnere, som Kommissionen har anført. Som en del af samarbejdet med Centralasien må instrumentet ikke kun fokusere på EU's adgang til gasreserver i området.

Når vi ser på Maghrebregionen og udviklingen i Mellemøsten, er det klart, at vi skal benytte en langsigtet og omfattende tilgang til samarbejdet. Jeg håber, at den nye forordning er fremtidssikret. Jeg håber også, at dette finansieringsinstrument vil tilskynde til udveksling på lige fod mellem EU og tredjelande, hjælpe med at skabe åbenhed i hele verden og fremme ansvarlig støtte til bæredygtige udviklingsprocesser, som er i borgernes interesse.

  Formanden. − Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 11.30.

  Ioan Enciu (S&D), skriftlig. – (RO) Det europæiske finansieringsinstrument til fremme af demokrati og menneskerettigheder er ét af EU's eneste udenrigspolitiske instrumenter, der stadig opretholder et stift system for tildeling af midler. Det skyldes, at det ikke giver mulighed for fritagelse for princippet om ikke at dække omkostninger i form af skatter, afgifter, toldafgifter og andre skattemæssige afgifter over EU's finansiering. I en situation, hvor vi står over for stadig ringere beskyttelse af menneskerettigheder i verden, er det absolut nødvendigt, at EU igen fremhæver sin rolle som global leder, når det gælder demokrati og grundlæggende rettigheder. I den henseende skal vi navnlig gøre det europæiske finansieringsinstrument mere fleksibelt, så EU og modtagere af europæisk finansiel bistand får en vis grad af fleksibilitet til at forvalte de projekter, de gennemfører. Den fleksible tilgang til tildeling af EU-midler vil på den anden side blive nøje overvåget med henblik på at forhindre misbrug. Bortset fra den undtagelse, som skal bevares, med hensyn til godkendelse af finansiering af omkostninger vedrørende skatter, afgifter og andre gebyrer, og som gennemføres fra sag til sag, skal Parlamentet have ret til at overvåge de aktiviteter, der gennemføres af Kommissionen, og de strategidokumenter, den vedtager.

  Zuzana Brzobohatá (S&D), skriftlig. – (CS) I indstillingen ved andenbehandling om oprettelse af et instrument til finansiering af udviklingssamarbejde nævnes det høje niveau af enighed om foranstaltningerne, og i princippet godkendes alle ændringsforslag fra førstebehandlingen. Jeg mener personligt, at det er vigtigt, at vi løser de systemrelaterede problemer i forbindelse med den flerårige finansiering af udviklingsbistand, og jeg er enig med ordføreren i, at vi skal fastlægge finansieringsmetoden for 2012 og 2013. I indstillingen anføres det, at forordningen nedsætter margenen under loftet for udgiftsområde 4 i den flerårige finansielle ramme for perioden 2007-2013 drastisk og ikke levner tilstrækkeligt råderum til at imødegå og reagere hensigtsmæssigt på en eventuel krisesituation. Indstillingen omhandler også lovgivningsmæssige aspekter i Rådets proceduretilgang, som Parlamentet kritiserer, eftersom Parlamentet på lige fod med Rådet skal kunne kontrollere vedtagelsen af strategiske beslutninger om, hvor og hvordan udviklingsbistanden anvendes. I overensstemmelse med Lissabontraktatens ånd og bogstav støtter jeg derfor, at en fuldstændig integreret procedure for delegerede retsakter vedrørende planlægningen af andre instrumenter til finansiering af eksterne aktioner, der er under revision, dvs. stabilitetsinstrumentet, instrumentet til fremme af demokrati og menneskerettigheder og instrumentet vedrørende samarbejde med industrialiserede lande, omgående indføjes i forordningen om instrumentet til finansiering af udviklingssamarbejde.

  Jiří Havel (S&D), skriftlig. – (CS) Et af de vigtigste mål for EU's udviklingspolitik er mindskelsen og den endelige udryddelse af fattigdom, hvilket de foreslåede 190 mio. EUR til ledsageforanstaltninger vedrørende bananer for 2010-2013, som Kommissionen godkendte den 17. marts 2010, vil yde et klart bidrag til. Der er også sandt, at planer tidligere i højere grad blev udformet ud fra et kommercielt perspektiv end et udviklingsperspektiv, og det er netop udviklingsperspektivet, der skal afspejles i det nye forslag. Det forekommer rigtigt at støtte ledsageforanstaltningerne vedrørende bananer med henblik på at forbedre levestandarden for befolkningen i de AVS-lande, der leverer bananer, og som er ramt af de afgifter, der pålægges bananer, som importeres til EU. Alligevel er der visse mangler i Kommissionens forslag, f.eks. den manglende konsekvensanalyse for de foreslåede foranstaltninger, den tvivlsomme omfattende brug af EU's reserver eller det fortsatte problem med utilstrækkelig finansiering til udgiftsområde 4, som Kommissionen korrekt påpegede i sin evalueringsrapport om gennemførelsen af den interinstitutionelle aftale. Som helhed giver Charles Goerens' betænkning efter min mening en nøjagtig analyse af problemet fra både et kommercielt og et udviklingsmæssigt perspektiv og afspejler de bemærkninger, der blev godkendt af Budgetudvalget den 13. april 2010. Jeg mener endvidere, at den indeholder relevante henstillinger på området for ledsageforanstaltninger vedrørende bananer, og derfor anbefaler jeg, at den foreslåede version godkendes.

  Anna Záborská (PPE), skriftlig. – (SK) Jeg kan forstå Kommissionens krav om øget fleksibilitet med hensyn til finansieringen af politisk følsomme projekter, der har til formål at støtte demokrati og menneskerettigheder. Samtidig er jeg dog overbevist om, at Parlamentet skal bevare sin kontrollerende rolle, hvis det skal give Kommissionen friere hænder i forbindelse med finansieringen af sådanne projekter. I sidste ende er det os, som er ansvarlige for EU-budgettet over for befolkningen. Hvis vi taler om finansieringsinstrumenter til støtte for udbredelsen af demokrati, retssikkerhed og respekt for mennesker, skal vi også tale om effektiviteten af disse instrumenter, og om hvorvidt vi kan fremme demokrati og menneskerettigheder på en endnu mere effektiv måde. I forhandlingen om forfølgelsen af kristne i hele verden forsikrede EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender os, at alle bilaterale aftaler om samarbejde nu omfatter en bestemmelse om demokrati og menneskerettigheder. Hvis vi gør finansiel bistand eller handelsaftaler betingede af opfyldelsen af disse forpligtelser, kan det hjælpe med at udbrede demokrati og respekt for grundlæggende menneskerettigheder i højere grad end forskellige mere eller mindre følsomme projekter.