Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 15. februar 2011 - Strasbourg

12. Vedtagelse af ændringer til traktaten (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er Kommissionens erklæring om vedtagelse af ændringer til traktaten.

Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på det faktum, at der ikke er afsat tid til spørgsmål fra salen under denne forhandling. Vi er imidlertid alle helt klar over, at det er en yderst vigtig forhandling, som vi tillægger stor betydning.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! I dag har Kommissionen afgivet positiv udtalelse om Det Europæiske Råds beslutning fra december 2010 om at gennemføre en begrænset ændring af artikel 136 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

Som De ved, er formålet hermed at gøre det muligt for medlemsstaterne i euroområdet at indføre en permanent mekanisme, der skal sikre den finansielle stabilitet i euroområdet under ét. I 2013 vil denne europæiske stabilitetsmekanisme erstatte de nuværende midlertidige stabilitetsinstrumenter – den europæiske fond for finansiel stabilitet og den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme – og vi ved alle, hvor nyttige de er.

Vi taler her om en beslutning, der har stor betydning for at bekræfte vores ønske om at forsvare vores fælles valuta og garantere finansiel stabilitet i tilfælde af økonomiske ubalancer i visse medlemsstater – ubalancer som vi skal rette op på. Denne mekanisme er nødvendig for at komplettere traktatens rammer.

Da det er tilfældet, og som jeg selv pointerede på det seneste møde i Det Europæiske Råd, skal ethvert initiativ – inklusive initiativer vedrørende den europæiske økonomis konkurrenceevne og konvergens, og jeg siger konkurrenceevne og konvergens, fordi det også handler om vores økonomiers konvergens – respektere traktaten såvel som de principper og regler, der er opstillet for EU og dets institutioner.

Kommissionen vil derfor tage ethvert nødvendigt initiativ – lovgivningsmæssige eller andre initiativer – for at sikre sammenhæng med den fremtidige stabilitetsmekanisme og den økonomiske konvergens, som EU udfører i euroområdet.

Det er selvfølgelig meget vigtigt at respektere traktaten, og det beroliger mig, at Det Europæiske Råd den 4. februar udtrykkeligt erkendte dette. Mekanismer til styrkelse af den europæiske økonomis konkurrenceevne og konvergens, der ikke kun gælder for de 17 nuværende medlemmer af euroen, men for alle 27 medlemsstater, bliver skabt med behørig hensyntagen til traktaterne – dvs. for kompetencerne i EU og dets institutioner og i særdeleshed for Parlamentets og Kommissionens kompetencer. Det nævnes udtrykkeligt i Kommissionens netop vedtagne udtalelse.

Det, som vi taler om i dag, er et spørgsmål af almen europæisk interesse. Det er indlysende, at en beskyttelse af euroen ikke kun er af interesse for medlemsstaterne i euroområdet. Derfor kan de medlemsstater, der ikke er med i euroområdet, hvis de ønsker det, deltage i arbejdet med at indføre den permanente mekanisme. Om nødvendigt kan de også beslutte at deltage i de aktioner, der bliver gennemført i forbindelse med denne fremtidige mekanisme, sådan som nogle allerede har gjort inden for rammerne af de aktuelle midlertidige mekanismer.

I dag taler vi også om vores globale svar på krisen, hvoraf oprettelsen af den kommende europæiske stabilitetsmekanisme er et af de væsentligste elementer. Vi skal gøre en hurtig og ordentlig indsats på dette område.

Uopsættelighed er ikke lig med hastværk, og det betyder bestemt ikke, at der ikke skal være tid til fælles refleksion. De beslutninger, vi vil træffe i de kommende uger om at gennemføre læren af krisen, er grundlæggende beslutninger for vores fælles fremtid. Vi skal derfor være meget klare i den retning, vi ønsker at forpligte os.

Vi er alle enige i, at vi skal stige om bord på reformtoget for at bevare den finansielle stabilitet, øge vores økonomiers konkurrenceevne og konvergens og frigive det fulde potentiale af bæredygtig vækst, der skaber job.

Nu mangler vi at bestemme, hvilket spor toget skal køre på, og efter min mening vil det europæiske tog bevæge sig bedst fremad på EU-sporene. Den måde, hvorpå vi vil introducere den europæiske stabilitetsmekanisme, vil være stærkt medvirkende til at besvare dette spørgsmål.

Med hensyn til proceduren mener Kommissionen, at betingelserne er opfyldt for at gennemføre en forenklet revision af traktaten, sådan som det er muligt i henhold til artikel 48, stk. 6, i traktaten om Den Europæiske Union.

Jeg ved, at mange af Dem tænker på denne permanente mekanismes meget regeringsmæssige karakter. Vi ville også have foretrukket et hurtigere fremskridt, der var mere forankret i EU's system. Vi skal imidlertid erkende, at dette nye skridt ikke reducerer de aktuelle kompetencer hos EU og dets institutioner. Det øger vores kollektive kapacitet til at håndtere visse udfordringer, der ikke var udtrykkeligt forudset i traktaten.

Her vil jeg gerne understrege visse væsentlige punkter, der blev fremhævet i Kommissionens udtalelse. Efter min mening vil de hjælpe os med at orientere os mod et EU, der udviser mere solidaritet – et mere ansvarligt, forenet og stærkt EU.

Det første aspekt er solidaritet. Her taler vi om en grundlæggende EU-værdi, og jeg vil gerne være helt præcis på dette punkt. Under drøftelserne om det begrænsede udkast til en traktatændring sagde Kommissionen, at denne ændring på ingen måde vil skade de solidaritetsmekanismer, der er fastsat i henhold til artikel 122 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde i tilfælde af problemer eller en alvorlig trussel om problemer i en medlemsstat. Følgelig bliver der ikke ændret på artikel 122, sådan som nogen har troet.

Solidaritet i EU betyder også ansvar. Der kunne ikke være solidaritet i Europa uden ansvarlighed, ligesom der naturligvis heller ikke kunne være ansvarlighed uden solidaritet. Det gælder specielt for finansiel solidaritet og ansvarlighed, og det er hele ånden i overgangsstabilitetsmekanismerne. Det bliver også ånden i den permanente mekanisme, for hvilken der vil være meget skrappe betingelser. Lad os være helt tydelige: Alle medlemsstaterne skal udvise respekt for en ansvarlig finanspolitik.

Solidaritet og ansvarlighed i EU kan kun forbedres gennem større koordination og bedre kontrol. Det er den væsentligste lære af krisen. EU's økonomiske styring i euroområdet vil således udgøre det grundlag, som den fremtidige stabilitetsmekanisme nødvendigvis skal bygge på.

Vi er nødt til at styrke den europæiske økonomiske styring; dvs. at vi er nødt til at udvide og uddybe den for navnlig at sikre euroområdets stabilitet samt EU's stabilitet under ét. En udvidelse af den økonomiske styring betyder, at man ikke kun skal medtage budgetpolitikker, men også økonomiske politikker og strukturreformer. Det er hele formålet med det europæiske halvår, som vi blev enige om.

Denne proces blev startet med præsentationen af den årlige vækstundersøgelse, der var udarbejdet af Kommissionen. Dette dokument siger og viser tydeligt, at de gældende politikker er utilstrækkelige. Vi skal gøre mere for at leve op til de aktuelle udfordringer. Vi skal gøre mere sammen, og vi må ikke være splittet. Vi skal gøre mere for at skabe større konvergens, ikke flere forskelle.

Med hensyn til en uddybning af den økonomiske styring er det hele formålet med pakken med seks forslag, som blev præsenteret af Kommissionen. Jeg ved, at vi kan regne med stærk støtte fra Europa-Parlamentet, og jeg takker for Deres støtte. De kan være overbevist om, at Kommissionen vil støtte og fremme denne proces helt frem til gennemførelsen, så vores ambitioner kan opfyldes.

Det er netop denne reformpakke, som den kommende europæiske stabilitetsmekanisme vil høre ind under sammen med en styrkelse af den europæiske fond for finansiel stabilitet i den nærmere fremtid. Jeg er overbevist om, at vores strategi er den rette, og at alle har en rolle at spille i den. Kommissionen vil spille sin rolle fuldt ud, og den agter i særdeleshed at deltage aktivt i arbejdet med at indføre den kommende europæiske stabilitetsmekanisme.

Men det er ikke nok at have den rette strategi; den skal også føres ud i livet. Jeg tror, at det vil lykkes os at gennemføre vores strategi, hvis vi alle respekterer nogle få enkle og klare regler. Her tænker jeg på demokratisk legitimitet baseret på kontrol fra Europa-Parlamentet. Jeg tænker også på den styrke, vi opnår fra permanente institutioner, der handler på gennemsigtig vis, som er fælles institutioner for de 27, og som sikrer konsistens i hele EU.

Jeg tænker også på princippet om medlemsstaternes lighed i traktaten og princippet om fair konkurrence, ifølge hvilket medlemsstaternes foranstaltninger ikke kan påvirke, ændre eller skade effektiviteten af det samarbejde, der finder sted på EU-plan.

Vi vil være påpasselige med at sørge for, at ingen af vognene afkobles, hvilket kunne afspore hele toget. Vi skal investere mere i tillid mellem medlemsstaterne samt mellem medlemsstaterne og EU-institutionerne.

Vi er en Union, og vi skal optræde som en Union for at komme ud af krisen og opbygge et solidt fundament for et mere konkurrencedygtigt, velstående, stabilt og inkluderende Europa. Vores handlinger skal udføres i denne ånd. Kommissionen har handlet i denne ånd, og det vil den fortsætte med. Jeg tror, at vi kan regne med Deres støtte her.

  Elmar Brok, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. Barroso, mine damer og herrer! Vi er helt opmærksomme på, at vi har brug for en bestemmelse i traktaten for at skabe retssikkerhed. I mit land betragtes det som en forfatningsmæssig nødvendighed, og derfor drøfter vi behovet for en traktatændring, så vi kan sikre euroens stabilitet på lang sigt.

Der er mange andre muligheder, der involverer mere vidtrækkende ændringer af traktaten, og som fuldt ud ville gennemføre dette i Fællesskabets politik. Alternativt kunne vi bruge en anden formulering på et andet punkt inden for den relevante artikel. På den anden side risikerer vi selvfølgelig, at den forenklede procedure ikke længere kan anvendes, hvilket vil betyde, at der skal afholdes folkeafstemninger. Følgelig vil vi ikke kunne træffe en beslutning i tide, hvilket vil give problemer, der påvirker de finansielle markeder.

Det er imidlertid vigtigt at forklare, at Den Monetære Union er en fællesskabsbeføjelse. Vi skal sikre os, at denne beføjelse ikke undermineres af stabilitetsmekanismen eller konkurrenceevnepagten.

Traktaten har mangler, der desværre kun kan løses gennem et regeringssamarbejde på grund af de allerede beskrevne omstændigheder. Der er imidlertid eksempler på medlemsstater, der enes om fælles bestemmelser – f.eks. i den forstærkede samarbejdsprocedure – men som bruger EU-institutionerne til at gennemføre det nødvendige arbejde. Det bør også være muligt i denne sammenhæng, og det gælder specielt for Kommissionen. Det ville være forkert at oprette parallelle strukturer, der ville bevæge sig stadig længere fra hinanden og forhindre Fællesskabet i at forblive et sammenhængende hele på lang sigt. Det skal for enhver pris undgås. Hvis ikke vi reagerer ansvarligt og korrekt i de kommende uger, risikerer vi en begyndende splittelse.

Det skal gøres klart, at fællesskabsmetoden og den mellemstatslige metode ikke har lige stor betydning. Den mellemstatslige metode er ganske enkelt en hjælp, der skal anvendes, når fællesskabsmetoden ikke kan anvendes af traktatmæssige årsager. Derfor skal vi sikre os, at sagen i tilfælde af en mulig traktatændring uden problemer kan overføres til Fællesskabets politik, sådan som vi har gjort med Schengen og med mange andre eksempler i svundne tider.

Det kræver en radikal løsning, der samtidig også giver klare retlige regelsæt, så ikke-deltagende lande kan være sikre på, at de bliver involveret, når de opfylder betingelserne. En sådan løsning skal også sikre, at de små lande ligestilles, da vi ved, at fællesskabsstrukturer ikke bare sikrer samhørighed, men også beslutningstagningsevnen på lang sigt. Vi mangler endnu at finde ud af, hvor vanskeligt regeringssamarbejdet bliver i sagen om konkurrenceevnepagten.

Der er tre områder. Det første af disse er stabilitets- og vækstpagten, der omfatter normal lovgivning og fællesskabsmetoden. Der er også traktatændringen og den medfølgende risiko for et sammenbrud samt konkurrenceevnepagten, der bestemt skal drøftes yderligere. Parlamentet skal vise, at det er ansvarligt, og vi skal gøre det samme i vores gruppe. Vi kender vigtigheden af datoen den 24. marts og den efterfølgende mandag. Efter min mening arbejder vi ikke hen imod en ideel løsning, men hvis vi handler ansvarligt, bør de øvrige institutioner og navnlig Rådet også gøre det.

Det er vores tanke, at vi skal acceptere den regeringsmæssige strategi som en overgangsløsning. Den er forbundet med institutionernes og specielt Kommissionens beføjelser i dette spørgsmål. Rådet skal være tilgængeligt for drøftelser i de næste par dage. Det betyder, at vi er villige til at drøfte spørgsmålet for at løse de problemer, vi har her i Europa-Parlamentet, fordi de små lande og landene uden for euroområdet føler sig dårligt stillet på grund af den særlige start på konkurrenceevnepagten. Alt dette vanskeliggør vores arbejde. Jeg vil gerne være med til at sikre et flertal for denne plan inden for den nødvendige tidsfrist. Forhåbentlig vil Rådet give os mulighed for at samle dette flertal under vores drøftelser.

  Roberto Gualtieri, for S&D-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi står ved en skillevej for EU's fremtid. Efter de mange forsinkelser, som vi er skyld i, står det nu klart for alle, at Europa har brug for en ægte økonomisk styring, der skal være særlig stram for de lande, der har indført euroen.

Vi glæder os derfor over oprettelsen af en permanent stabilitetsmekanisme, som vi finder helt væsentlig for opbygningen af ægte økonomisk styring i Europa, selv hvis vi fortsat skaber juridiske og politiske forbehold vedrørende den vedtagne procedure, hvilket vi finder risikabelt, og som ikke fuldt ud udnytter traktatens instrumenter. Det glæder mig at høre, at De deler disse forbehold.

Under alle omstændigheder fokuserer vi nu på et andet punkt: Hvordan vil den nye mekanisme rent faktisk fungere? Vil den medvirke til at styrke den økonomiske styring af EU, eller bliver den et skridt i retning af et nyt (og uvægerlig vilkårligt) "mellemstatsligt samarbejde", der er den retning, der også blev afstukket med den uheldige formulering af den fransk-tyske konkurrenceevnepagt? Hvilken retning bevæger toget sig dybest set i? Hvem kører det?

På den ene side opstiller ændringsforslaget til artikel 136 en mellemstatslig mekanisme, der er helt løsrevet fra EU og dets institutioner, mens vi på den anden side kan læse i Kommissionens udtalelse, at mekanismen skal baseres på økonomisk styring foretaget af EU, og at Kommissionen vil træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre konsistens mellem stabilitetsmekanismen og den førnævnte økonomiske styring.

Vi påskønner intentionerne, men da der ikke er tegn på noget af dette i forslaget om ændring af artikel 136, finder vi tiden inde til klart at definere, hvordan mekanismen vil fungere. Hvilken procedure bliver vedtaget for at indføre mekanismen? Hvad bliver Kommissionens rolle i forvaltningen heraf og i definitionen af betingelserne for dens anvendelse? Hvordan bliver sekretariatet sammensat? Hvad synes Rådet om det, som hr. Barroso netop har sagt om gyldigheden af de nuværende ekstraordinære solidaritetsmekanismer? Bliver der en rolle for Europa-Parlamentet?

Efter min mening vil kun en omformulering af ændringsforslaget til artikel 136 eller alternativt en tydelig erklæring fra Det Europæiske Råd om disse emner sætte Parlamentet i stand til at vedtage en udtalelse i tråd med den ønskede tidsplan fra Det Europæiske Råd.

(Taleren accepterede et blåt kort-spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  William (The Earl of) Dartmouth (EFD). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne spørge hr. Gualtieri, om det er faldet ham ind, at et mellemstatsligt samarbejde kunne være en langt bedre vej for Europas befolkninger og de arbejdsløse i Europa end den europæiske superstat, som han synes at være fortaler for. Er det faldet ham ind?

  Roberto Gualtieri (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er varm tilhænger af hensyntagen til EU og de kompetencer, som det har fået overdraget af traktaterne, hvilket efter min mening også repræsenterer den bedste måde at spille vores rolle på som EU-borgernes direkte repræsentanter.

  Guy Verhofstadt, for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Efter min mening kan vi være tilfredse med hr. Barrosos erklæringer om traktatændringen. Nu er det selvfølgelig op til os at udarbejde vores udtalelse, hvilket skal gøres inden den 24. marts, hvor Rådet afholder et vigtigt møde. Kan vi opnå flertal for en forenklet procedure? Vi får se. Efter min mening er der fortsat nogle betingelser, der skal opfyldes.

Den første betingelse, der falder mig ind, er, at vi skal forsøge at sikre, at mekanismen i størst muligt omfang forvaltes af Kommissionen. Jeg har nogle gode argumenter herfor. De har sikkert bemærket, at den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (EFSM), der forvaltes af Kommissionen, udstedte obligationer for 5 mia. EUR på markedet inden for fem år. Den 25. januar gjorde den mellemstatslige europæiske finansielle stabilitetsfacilitet det samme – også 5 mia. EUR over fem år.

De obligationer, der forvaltedes af Kommissionen, blev udstedt til 2,5 %, og dem, der forvaltedes af det mellemstatslige system, blev sat på markedet til 2,89 %. Det betyder, at EFSM, der forvaltes under fællesskabsmetoden, udsteder obligationer til en lavere rente end det mellemstatslige system. Jeg ville nævne dette for at vise, at fællesskabsmetoden skaber langt bedre resultater end det mellemstatslige system.

For det andet mener jeg også, at vi skal spørge os selv, om vi kan bruge ændringen af artikel 136 til at styrke den pakke om økonomisk styring, der drøftes i øjeblikket. Fru Wortmann-Kool og andre ordførere har stillet seks ændringsforslag. I disse seks ændringsforslag har vi imidlertid fortsat brug for grønt lys fra Rådet, for at Kommissionen kan iværksætte procedurerne. Problemet kan også løses gennem artikel 136. Vi kunne sige, at hvis artikel 136 – dvs. den permanente krisemekanisme – tages i anvendelse, vil Kommissionen automatisk kunne starte denne procedure, og Rådet vil ikke kunne blokere den med et omvendt kvalificeret flertal. Der er således et ægte automatisk aspekt af sanktionerne. Det er en anden observation, som vi måske skal vende tilbage til i vores udtalelse, hvilket jeg har fortalt hr. Brok og hr. Gualtieri, der er de to ordførere for vores udvalg.

Jeg har en tredje og sidste bemærkning. Som ordførere skal hr. Brok og hr. Gualtieri forsøge at indhente redegørelser og forsikringer fra Rådet – ikke om den aktuelle pakke, men om alle de ting, der er blevet bekendtgjort i de seneste par dage: konkurrenceevnepagten, den mellemstatslige metode, de mange lande, der er modstandere heraf etc. Indtil videre er Rådet også delt i dette spørgsmål. Efter min mening skal Rådet forsikre os om, at det også vil anvende fællesskabsmetoden i denne anden pakke om økonomisk styring. Hvorfor det? Fordi den mellemstatslige metode ikke fungerer. Forestil Dem et øjeblik, at EU's konkurrenceregler blev forvaltet af Rådet! Hvor mange gange ville der være blevet givet bøder til virksomheder, der ikke overholdt konkurrencereglerne? En virksomhed eller et privat selskab ville aldrig have fået en bøde på grund af manglende overholdelse af EU's konkurrenceregler. Det samme gælder for disse regler, og derfor opfordrer jeg de to ordførere til at forsøge at få en forsikring om, at fællesskabsmetoden også vil finde anvendelse under den anden pakke om økonomisk styring.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg mener, at det er klart, at Europa-Parlamentet forstår, hvorfor traktatændringen baseres på den forenklede procedure. Der er tale om en nødsituation. Det er imidlertid også indlysende, at Europa-Parlamentet ikke finder det rimeligt, at den procedure, der udløser krisemekanismen, fører til, at fællesskabsmetoden fremover afsluttes, og at Europa-Parlamentet og Kommissionen i hvert fald delvis udelukkes.

Jeg vil også gerne forklare grunden til vores meget kritiske holdning til det øgede mellemstatslige samarbejde. Jeg tror, at stadig færre EU-borgere forstår, hvilke beslutninger der træffes i den enkelte situation. Tyskerne er sat op mod grækerne, og grækerne er blevet sat op mod tyskerne. Irerne mener, at de tyske banker bliver reddet på bekostning af dem. Denne manglende forståelse af situationen har noget at gøre med, at Rådet er en sort kasse, og at beslutningerne først træffes i sidste øjeblik.

Vi har brug for mere gennemsigtighed på dette område. Ellers mister vi borgernes tillid hurtigere, end vi kan forestille os. Derfor skal De være beredt, hvis De vil have os til at anvende den forenklede procedure på dette tidspunkt for at styrke Parlamentets rolle som borgernes repræsentanter i Rådet og Kommissionen, sådan som alle lovede inden Lissabontraktatens ikrafttræden. Denne traktat og sagen om mere demokrati i Europa fik ikke kun støtte fra Dem, hr. Barroso, men også fra medlemsstaternes magthavere. Nu vil jeg gerne se det omsat til praksis.

Vi behøver bare se, hvad der sker i Grækenland i øjeblikket. Der er planer om at privatisere strandene, så der kan betales renter og afdrag på Grækenlands gæld. Det repræsenterer en afslutning på den hidtidige håndtering af krisen. En fuldstændig fokusering på en stram økonomisk politik, som Tyskland er en varm fortaler for, vil skubbe disse lande med budgetunderskud tættere på afgrundens rand. Vi skal vurdere, hvad der gøres. Vi er nødt til at diskutere strukturen af denne krisepolitik og den såkaldte solidaritetspolitik. Hvordan kan vi ellers sikre os, at der er en klar forståelse i Europa for, hvad der fortsat skal gøres under denne krise

Jeg vil gerne sige én ting mere. Efter min mening skal vi være indstillet på at være solidariske med andre lande i Europa. De midler, vi i øjeblikket råder over, er utilstrækkelige. I Bruxelles blev det i dag besluttet at levere mere likviditet. Vi er snart nødt til at tale om det igen og også om eurobonds. Hr. Verhofstadt har leveret den rette begrundelse herfor. Vi er imidlertid også nødt til at drøfte, hvordan vores indtægtspolitik fremover skal se ud.

Jeg beklager, at jeg har overskredet min taletid. I sidste ende har vi imidlertid brug for mere tid til denne forhandling, så vi kan nå frem til en konklusion og ikke blot indtage en defensiv tilgang….

(Formanden fratog taleren ordet)

  Ashley Fox, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg støtter denne traktatændring, og min gruppe støtter den, fordi vi ønsker stabilitet i euroområdet. Skønt Det Forenede Kongerige ikke er medlem af euroen – og forhåbentlig aldrig bliver det – har vi en hævdvunden interesse i dens succes. Halvdelen af hele Det Forenede Kongeriges handel foregår med landene i euroområdet. City of London er Europas finansielle hovedstad. Så briterne ønsker euroområdet alt vel, og vi håber, at den foreslåede stabilitetsmekanisme vil give støtte på kort til mellemlang sigt.

Jeg håber, at Europa-Parlamentet vil handle ansvarligt og godkende den ændring, som Rådet har foreslået. Men hvis euroen skal overleve og blomstre på lang sigt, er det nødvendigt med mere radikale ændringer. Hr. Barroso kan have nok så meget tilsyn og opsyn og nok så megen økonomisk styring, men i bund og grund skal lande som Grækenland, Irland og Portugal, hvis de ønsker at forblive i euroområdet, blive langt mere konkurrencedygtige – lige så konkurrencedygtige som Tyskland, og det er her, Kommissionen skal koncentrere indsatsen.

  Lothar Bisky, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Lissabontraktaten har kun eksisteret i kort tid. Nu skal den imidlertid ændres for anden gang inden for nogle få måneder på grund af et angiveligt uopsætteligt spørgsmål. Følgelig vil traktatændringen ikke følge den demokratiske proces, der er fastsat i Lissabontraktaten. I stedet bliver den besluttet gennem den hurtige lovgivningsprocedure.

Vi har set, hvordan denne procedure blev brugt til at vedtage redningspakker på milliarder af euro til bankerne uden om Parlamentet. Nu er Rådet atter under tidspres, og mange regeringschefer ønsker at få den nye traktatændring gennemført ved hjælp af den angiveligt gennemprøvede hurtige lovgivningsprocedure. Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre er modstandere af denne tilgang, der truer med at blive en standardprocedure, og vi kræver, at traktatændringer håndteres ved hjælp af den normale procedure – inklusive konventionen – der er fastsat i Lissabontraktaten.

  William (The Earl of) Dartmouth, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne starte fra nul. Det begyndte med ganske enkelt at være en toldunion, og så blev det til en politisk union, men uden ordentlig demokratisk samtykke, og så blev det en monetær union – i hvert fald en slags union, fordi 10 medlemsstater har været fornuftige nok til at blive uden for – men nu har vi en gældsunion, og det er en gældsunion, der ganske enkelt ikke fungerer.

Lad os se på rentesatsen for de tyske statsobligationer. Hvis den monetære union fungerede, ville alle medlemmer af den monetære union, alle lande i euroområdet, kunne låne penge til samme rente – til samme rente som nøgleindikatoren, den tyske statsobligation – men det er slet ikke tilfældet. I øjeblikket betaler Portugal 4,8 % mere, Irland betaler 5,9 % mere, og Grækenland betaler 8,25 % mere. Som hr. Gualtieri sagde, er det et afgørende øjeblik.

Jeg forventer ikke, at formanden for PPE-Gruppen, eller formanden for S&D-Gruppen – der rystede på hovedet, da jeg talte – forstår den afgørende betydning heraf, men jeg tror, at de meget snart er nødt til at forstå det. Deres problem, og det er mest Deres problem, ville bedre kunne løses gennem et mellemstatsligt samarbejde. Økonomisk styring er en fælde, og der er heller ikke noget mandat herfor. Ingen har nogensinde nævnt eller synes at overveje nationens hårdt pressede skatteydere under forsøget på at konstruere dette skrøbelige og tåbelige imperium.

Jeg vil atter minde Dem om, at der er 27 medlemsstater: 11 af dem er nettobidragydere, og 16 er modtagere, og der er en San Andreas-forkastning mellem dem, der bidrager, og dem, der ikke gør. Jeg formoder, at den tyske skatteyder ikke vil finde sig i denne dyre forestilling ret meget længere.

I 1896 sagde William Jennings Bryan i en storslået tale om dobbeltmøntfod, at "I skal ikke korsfæste menneskeheden på et kors af guld". Nu vil jeg indtrængende sige til Dem og mest af alt til formanden for Kommissionen, der har gennemførelsesbeføjelserne: De skal ikke korsfæste skatteyderne i Det Forenede Kongerige og resten af Europa på den fælles valutas kors.

  Bruno Gollnisch (NI). – (FR) Hr. formand! Først vil jeg gerne tale om skandalen i form af den såkaldt "forenklede" procedure – der i virkeligheden er forræderisk – til ændring af traktaten.

Der er ingen ægte forhandling, og som sædvanlig ingen direkte høring af folket. Det er imidlertid ikke et uskadeligt emne. Det handler om at gøre den europæiske finansielle stabiliseringsfond permanent. Men hvad repræsenterer denne fond ud over muligheden for at skabe europæisk gæld, som til sidst skal overtages af medlemsstaterne, der allerede har for megen gæld, og som kunne finde sig forpligtet til at betale den europæiske gæld, før de betaler deres egen gæld? På en måde er det Sapeur Camembers økonomiske politik. Sapeur Camembers er hovedpersonen i en fransk tegneserie, og som soldat bliver han beordret til at fylde et hul i kasernens gård, hvorved han skaber et nyt hul lige ved siden af det første.

Til gengæld for Tysklands deltagelse får vi tilladelse til en såkaldt konkurrenceevnepagt, hvis detaljer ifølge en note fra den franske regerings generalsekretær for europæiske anliggender ikke skulle offentliggøres. Faktisk er de alt for kendte. Det bliver en kur, der omfatter ægte askese, tilsyn og en øget standardisering af budgetpolitikker.

Det handler om at udvide konvergensen, og jeg citerer, til alle politikker, der har indflydelse på konkurrenceevnen, også selv om de i princippet falder ind under de nationale kompetenceområder. Det handler kort sagt om at gennemføre alle de tyske politikker, som hr. Sarkozy drømmer så meget om, i hele euroområdet. Der er intet acceptabelt over det, ligesom der heller ikke er noget acceptabelt ved alternativet til et homogent europæisk suverænt gældsmarked plus en stigning i EU-budgettet og indførelsen af en særlig skat til at finansiere den. Vi skal gøre noget andet.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (FR) Først og fremmest vil jeg gerne takke for indlæggene, og jeg vil i særdeleshed takke ordførerne, hr. Brok og hr. Gualtieri, for deres kommentarer vedrørende betydningen af fællesskabsmetoden samt for deres opmærksomhed på det, der kan blive en mellemstatslig tendens. Jeg kan kun takke dem for denne opmærksomhed.

I denne konkrete sag skal vi være helt tydelige: Kommissionen har givet sin støtte til denne revision, fordi vi mener, at den adresserer en udfordring vedrørende en kompetence, der ikke var omhandlet i traktaten. Traktaten skabte ikke en permanent stabilitetsmekanisme. Medlemsstaterne besluttede således enstemmigt at skabe en mekanisme og gøre det på mellemstatslig basis. Det var en enstemmig beslutning blandt medlemsstaterne.

Jeg lagde ikke skjul på det faktum – og det har jeg sagt meget tydeligt – at jeg er med alle dem, der ønsker at handle hurtigt på dette område. Et mellemstatsligt skridt kan repræsentere fremskridt, men vi vil hellere gå hurtigere frem i et mellemstatsligt fremskridt. Som bekendt er nogle af de store fremskridt for Europa i den europæiske integrations historie startet med mellemstatslige initiativer – f.eks. Schengen eller området med sikkerhed og retfærdighed. Spørgsmålet vedrørende politisk ansvarlighed var således følgende: Skal vi eller skal vi ikke støtte noget, der ikke helt lever op til vores præferencer – dvs. fællesskabsmetoden – men som ikke desto mindre indebærer en styrkelse af vores kollektive mulighed for at håndtere udfordringer, der ikke eksplicit var omhandlet i traktaten? Vores svar er et "ja". Jeg tror, at vi er nødt til at gå ind for dette. Derfor er Kommissionens udtalelse positiv vedrørende denne reform af traktaten.

Jeg vil imidlertid helt åbent sige, at Kommissionen foretrækker fællesskabstilgangen. Forresten er det den debat, som vi havde under udarbejdelsen af denne beslutning. Nogle ønskede og foreslog sågar en ændring af artikel 122, hvilket ville afskaffe en kompetence, der har eksisteret siden Romtraktaten. Jeg var personligt modstander heraf. Jeg mener derfor, at vi kan sige, at vi nu kan udvikle denne nye kompetence sammen, selv om den strengt taget ikke falder ind under fællesskabsmetoden. Samtidig siger vi imidlertid meget tydeligt i vores udtalelse, at Kommissionen vil tage ethvert initiativ, det være sig lovgivningsmæssigt eller andet, for at sikre konsistens mellem den fremtidige mekanisme og EU's økonomiske styring i euroområdet i særdeleshed, samtidig med at den respekterer de kompetencer, som traktaten har tildelt EU og dets institutioner. Det er en helt klar holdning, og jeg vil gerne dele dette mål med Dem.

Under forhandlingen var der f.eks. nogen, der talte om modsætningsforhold eller forskelle mellem en medlemsstat og de andre, mellem Det Forenede Kongerige og euroområdet. Jeg bryder mig normalt ikke om at lave denne sondring, men der er nogle forskelle, hvor den primære i øvrigt er det faktum, at gælden i euroområdet er langt mindre end gælden i Det Forenede Kongerige. Det Forenede Kongeriges gæld er langt større end euroområdets under ét. Derfor er problemet i euroområdet – som nogle af talerne i øvrigt allerede har nævnt – i virkeligheden et problem om relativ konkurrenceevne. Derfor forsøger vi nu at finde en løsning for konkurrenceevne og konvergens – og jeg understreger konvergens – i EU.

Selv hvis nogle mennesker ikke er enige, bør vi bevæge os hen imod større konvergens i euroområdet og i EU for dem, der ønsker at gå fremad, for nu er det ikke kun føderalisterne eller integrationisterne, der ønsker mere konvergens i EU. Markederne efterspørger også en sådan styring, og det skal vi lytte til. I dag beder markederne Europa om ikke bare at yde et determineret forsvar for euroområdet, men også om at levere et tydeligere styringssystem. Det er endvidere sandt, at fællesskabstilgangen normalt giver en større garanti end en tilgang, der alt for ofte er afhængig af ledernes goodwill.

(Bifald)

Nu arbejder vi i denne retning med andre projekter, specielt projektet om konkurrenceevne og konvergens, men det bliver en anden forhandling en anden dag. Under alle omstændigheder mener jeg, at Kommissionen i denne sag har taget den rette holdning: Den udtaler sig klart til fordel for denne begrænsede revision af traktaten, mens den beder alle om at være mere opmærksomme på behovet for at undgå indførelsen af mekanismer, der – som f.eks. hr. Brok har sagt – kunne skabe skel, fordi det er Fællesskabets institutioner, der kan sikre EU som helhed betragtet, fordi Kommissionen træffer foranstaltninger for euroområdet såvel som for de medlemsstater, der ikke er med i euroområdet.

Lad os derfor være opmærksomme på dette aspekt. Lad os ikke motiveret af behovet for at håndtere presserende udfordringer stille spørgsmål, der kan skabe større problemer for os i fremtiden. Lad os sikre en skrappere styring, samtidig med at vi sikrer EU under ét i den ånd, der selvfølgelig skal være EU's ånd: solidaritetens og ansvarlighedens ånd.

  Manfred Weber (PPE). – (DE) Hr. formand, hr. Barroso! Den nødvendige traktatændring og den institutionelle debat, vi afholder, viser begge, at nu, hvor Lissabontraktaten har fungeret i lidt over et år, kan vi ikke længere løse de udfordringer, som verden giver os, ved hjælp af traktaten i dens nuværende udformning. Det er netop det, som dagens forhandling viser. På den anden side hører vi, at en videre debat om traktaten er utænkelig og nytteløs i lyset af situationen i medlemsstaterne og specielt i Det Forenede Kongerige og Den Tjekkiske Republik. Det er den konflikt, vi i øjeblikket befinder os i. Vi har brug for mere, men vi får det ikke fra medlemsstaterne. Europa-Parlamentet skal komme med et svar.

Hvis vi lytter til det, som borgerne siger i dag, er det klart, at de er opmærksomme på, at vi nu er nødt til at indføre traktatændringer. De stiller spørgsmål som: Hvordan skal vi få markederne under kontrol i den nærmeste fremtid?. Derfor har vi brug for et stærkt Europa.

Vi skal imidlertid stille os selv et endnu vigtigere spørgsmål, nemlig: Hvad godt gør vores europæiske projekt i sidste ende? I årtier har det haft ansvaret for fredsbevaring og for at standse krige på vores kontinent. Her til morgen var jeg vært for en gruppe besøgende fra en skole. For unge mennesker er krig gudskelov ikke længere aktuelt. De kan ikke forestille sig, hvordan en krig er. I vores drøftelser rejser vi nu truslen om globalisering og forklarer, at vi har brug for Europa til at holde den onde globalisering under kontrol, men det er et negativt argument. Hvis vi vil vinde ikke blot folks sjæl, men også deres hjerte, skal vi tage endnu et skridt i spørgsmålet om, hvad godt det europæiske projekt gør. Vi skal tale om billederne og spørge os selv, hvad Europa udretter, og hvad dets opgave er.

Når de magtfulde lande i verden samles inklusive USA, Japan, Europa, Brasilien, Indien med flere, hvem rækker så hånden i vejret og spørger, om vi er tilstrækkeligt opmærksomme på sociale spørgsmål? Kina gør det ikke. Det er vi nødt til selv at gøre. Hvem rækker hånden op og siger, "Vi er nødt til at tænke på miljøspørgsmål"? Amerikanerne gør det ikke. Vi er nødt til at sætte fokus på emnet. Hvem siger, "Vi ønsker at bevare fred i verden og sørge for, at konflikter ikke udvikler sig til krige"? Det er vi nødt til at gøre med vores historiske erfaring.

Hvis vi ser på Tunesien, er det klart, at befolkningen ønsker den samme model, som vi har i Europa. Vi har en meget attraktiv livsform. Så når vi drøfter traktatspørgsmål og taler om den måde, hvorpå vores kontinent fungerer, og det job vi skal gøre, skal vi se på det store billede, så vi ikke kun vinder folks sjæl, men også deres hjerter til vores projekt. Så vil det lykkes os at vinde accept til det på nationalt plan.

(Taleren accepterede et blåt kort-spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Proinsias De Rossa (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Weber for at acceptere mit spørgsmål, som kommissionsformand Barroso forhåbentlig også vil besvare, da det primært er rettet til ham.

Jeg støtter hensigten bag traktatændringen. I lighed med flere andre bekymrer jeg mig over mekanismen. Men ifølge den forenklede procedure skal alle 27 nationale parlamenter indvilge i vedtagelsen af denne traktatændring.

De nationale parlamenter får seks måneder til at beslutte, hvad de kan gøre. Vi taler om at vedtage en beslutning i marts, en rådsbeslutning, der blev truffet i december. Hvordan kan det overhovedet være tilfældet? De er da nødt til at vente til juni med at træffe den beslutning?

  Manfred Weber (PPE). – (DE) Hr. formand! På den ene side er det vigtigt, at medlemsstaterne har kontrol med traktaterne, og derfor skal ændringen finde sted på dette plan. På den anden side står vi med et spørgsmål, der er implicit i mange af de spørgsmål, jeg har forsøgt at tage op. Reflekterer vi nøje over dette, tager vi os tid nok, og får vi tilstrækkelig med tid til at diskutere alt i detaljer? Eller er folkenes forventninger så høje og presset på de globale udfordringer så store, at vi er nødt til at være hurtigere og handle hurtigere? Derfor ser jeg ikke tidsspørgsmålet som et problem, men vi er nødt til at levere svar. Det skal vi fokusere på.

  Formanden. – Næste taler på listen er hr. Martin Schulz, som har sendt mig et brev. Hvis der er misforståelser om rækkefølgen på listen, kan jeg forklare det efter vores forhandling.

  Martin Schulz (S&D). – (DE) Hr. formand! Det er et brev, der er rettet til Dem personligt, ikke til mødesalen.

Traktatændringer er altid komplicerede, selv de forenklede. Det, vi diskuterer her, viser, at vi befinder os i en meget vanskelig situation. Udtrykket "forenklet procedure" dækker over det faktum, at det er muligt for denne type af procedure at fejle. Den kan fejle her og andre steder. Vi har hørt, at hvis den fejler, står vi i en meget vanskelig position. Vi er derfor nødt til atter at spørge os selv, hvad vi kan gøre for, at den ikke fejler. Det er sandt, at man lytter til os. Om det blot er ratifikationsproceduren eller hele europrojektet under ét, der fejler, afhænger af stats- og regeringschefernes beslutning om at om at yde en sammenhængende og forenet indsats. Der har allerede været fremsat mange velbegrundede bemærkninger i denne henseende.

Jeg vil gerne tilføje tre punkter af grundlæggende betydning. I dag, et år efter starten på denne alvorlige krise, vil jeg gerne spørge Dem, hvad den eksterne værdi af vores valuta er. Svaret på dette spørgsmål er 1,35 USD. Da euroen først blev indført, var det samme tal 1,17 USD. Nu er den nået op på 1,35 USD. Værdien af en international valuta bygger på dens eksterne værdi. I det seneste år har euroens eksterne værdi været meget stabil. Euroens interne struktur er imidlertid overhovedet ikke stabil. Det skyldes stats- og regeringschefernes meget dobbelttydige holdning og dobbeltmoral.

Problemet er ikke, at Europa ikke kan handle sammenhængende. Instrumenterne findes trods alt. Problemet er det, at landene i Europa ikke kan blive enige om en sammenhængende procedure. Når vi siger, at Europa ikke kan blive enige, skal vi også tilføje "ikke os her". Det er ikke Europa-Parlamentet eller Kommissionen. Det er regeringerne i de suveræne medlemsstater, der har skabt et stærkt valutaområde, der kan træffe foranstaltninger udadtil, men som ikke er klar til at skabe de nødvendige selvstændige interne instrumenter til at skabe en stærk økonomisk og social politik og en stærk regeringspolitik ved siden af den stærke valuta. Det er det afgørende punkt.

For det andet foregår alt, hvad der sker i Europa, inden for traktaternes rammer. Når der sker noget inden for traktaterne, og vi ikke ønsker at skabe noget arbitrært uden for traktaternes grænser, fordi nogle mennesker overvejer at gøre det, er det klart for Europa-Parlamentet, at kerneinstitutionen for dette skal være den centrale institution inden for rammerne af traktaterne, nemlig Kommissionen. Den demokratiske legitimitet af vores handlinger på europæisk plan i direkte forhold til Europa-Parlamentet bestemmes af Kommissionen. Derfor er det korrekt, hvad De har forklaret, og hvad ordførerne, hr. Brok og hr. Gualtieri, har sagt.

Min pointe er den, at risikoen for Europa ligger i det faktum, at det er stærkt, når det handler på en sammenhængende måde som verdens største økonomiske område med over 500 mio. indbyggere, men hvis det tillader sig at blive brudt op i 27 individuelle dele, bliver det irrelevant. Det blev beklageligvis klart under begivenhederne på den anden side af Middelhavet. Hvis ikke Europa er konsekvent, har det ingen rolle at spille. Hvis det er konsekvent, bliver det med dets sociale og økonomiske model motoren for den globale økonomi og en indflydelsesrig partner på den internationale politiske scene.

Det spørgsmål, som vi diskuterer i forbindelse med denne forenklede procedure, handler om, hvorvidt Europa har en fremtid, eller om det vil opløses i individuelle stater og blive ligegyldigt og irrelevant. Det er dette punkt, vi drøfter.

  Ivo Strejček (ECR). – (CS) Hr. formand! Uanset om vores forbindelse handler om den fælles valuta, euroen, finder jeg det i alle EU-borgernes interesse, at euroen og euroområdet udvikler sig stabilt, uanset om det er noget, vi bruger, da vores økonomier i meget høj grad er indbyrdes forbundet.

Da Kommissionens formand beskrev den europæiske stabilitetsmekanisme, brugte han ikke desto mindre ord som forbedret tilsyn, øget økonomisk koordination, koordination af budgetpolitikker og harmonisering af socialpolitikker. Dette baner vejen for oprettelsen af en fiskal union, og den økonomiske historie viser os, at en fiskal union aldrig overlever længe uden oprettelsen af en politisk union. Den mindre ændring, vi diskuterer i dag, er derfor en enorm ændring for EU's individuelle medlemsstater. EU gennemgår en politisk forandring for fremtiden. Hr. Weber sagde, at EU-borgerne ønsker et stærkere Europa. Det har vi hele tiden vidst her. Lad os spørge dem, for EU-borgerne har i årtier blot accepteret og ikke besluttet, hvad der foregår i EU-institutionerne.

  Joe Higgins (GUE/NGL). – (EN) Hr. formand! Der er forslag om en ny stabilitetsmekanisme. Under valgkampagnen i Irland lover de partier, der formentlig kommer til at danne den nye regering, en omfattende genforhandling af den eksisterende spareplan mellem EU og IMF, som skal gøres mindre streng. Men der er udelukkende tale om spekulationer, og det er uretfærdigt og antidemokratisk, at den irske befolkning bliver bedt om at stemme om en tåge af formodninger.

Jeg ville bede hr. Barroso om som kommissionsformand ikke at blande sig i den irske valgkamp, men om at forsvare det irske folks demokratiske ret til saglig information og sandheden.

Kommissær Rehn sagde i går, at en genforhandling af aftalen mellem EU og IMF synes mulig, men jeg har fire konkrete spørgsmål. For det første, er en genforhandling mulig umiddelbart efter en ny regerings tiltrædelse i Irland og inden den nye mekanisme i 2013? For det andet, vil det være ensbetydende med betydelige reduktioner i de barske renter, der opkræves? For det tredje, vil de finansielle spekulanter blive tvunget til at bære deres egne tab i stedet for at korsfæste det irske folk? For det fjerde, forstår han, at kun en genforhandling, der ændrer nedskæringerne og giver store offentlige investeringer i job, vil løse krisen i Irland, hvorimod strenghed og flere nedskæringer vil ødelægge vores samfund?

  Nicole Sinclaire (NI). – (EN) Hr. formand! Så står vi her igen. Det fejlslagne politiske euro-projekt har fået os til at ændre Lissabontraktaten to gange i dens korte liv. Vi skal selvfølgelig huske, at Lissabontraktaten blev tromlet igennem folkeafstemningen i Irland. Det irske folk sagde nej, men man løj over for dem. De fik at vide, at deres økonomi ville blive beskyttet, men de blev vildledt, og nu, som EU gør, når det støder på et problem, træder det ikke et skridt tilbage for at spørge, hvad har vi gjort galt?. Nej, De ønsker yderligere integration, og De vil have de små stater til at lide yderligere. De ønsker at straffe dem, hvis de får yderligere problemer, hvilket så vil give dem flere problemer og gøre dem mere udsat for Deres europæiske imperium.

Jeg vil gerne sige følgende til hr. Barroso: Ja, Det Forenede Kongerige har måske et gældsproblem, men det hjælper ikke, at det skal redde lande fra euroområdet som f.eks. Irland ud af deres vanskeligheder, da vi var nødt til at låne pengene til at gøre det i første omgang.

  Kay Swinburne (ECR). – (EN) Hr. formand! En traktatændring er ikke noget, vi skal tage let på, specielt i betragtning af, at der lå et stort arbejde og lange forhandlinger bag Lissabontraktaten. Derfor skal Europa-Parlamentet og Rådet være yderst beherskede i en sådan ændring. Ændringen er nødvendig for at beskytte de svagere økonomier i euroområdet. Man skal imidlertid også acceptere holdningerne hos de medlemsstater, der ikke er med i eurosamarbejdet.

Denne traktatændring vil ikke løse problemerne med medlemsstaternes manglende evne til at overholde deres aftaler i henhold til stabilitets- og vækstpagten. Den vil ikke løse de underliggende problemer med enorme offentlige underskud eller gøre EU mere konkurrencedygtigt på den globale scene. Den er blot en midlertidig løsning, der vil give os mere tid til at bringe det individuelle euroområde og vores kollektive huse i orden.

De enkelte EU-medlemsstater er nødt til at se på deres egne politikker for offentlige udgifter og beskatning og udtænke realistiske programmer for at genoplive vores økonomier. Skønt det er nødvendigt at indsætte vores tekstlinje i en international aftale, er den ingen erstatning for ægte reformer og forsigtighed. Der er derfor behov for en ægte strategi for den globale konkurrenceevne.

  Maroš Šefčovič, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle deltagerne i denne forhandling samt medlemmerne af Europa-Parlamentet for deres tydelige støtte til en kommunitær tilgang, til et stærkt EU og til en passende rolle i den fremtidige mekanisme, som vi drøfter i dag.

I vores udtalelse gjorde vi det klart, at vi fuldt ud støtter oprettelsen af en europæisk stabiliseringsmekanisme og ser den som en meget vigtig del af mosaikken for et stærkere og mere økonomisk velstående Europa. Vi arbejder for øget tilsyn med de finansielle markeder og for bedre økonomisk styring med vores seks lovgivningsforslag. Vi startede det første europæiske halvår med vores årlige vækstundersøgelse, og dette skulle være sidste brik i puslespillet.

Jeg synes også, at vi med dette og med dagens forhandling og det, som sikkert bliver en positiv beslutning i marts, udsender klare signaler til alle dem, der ikke tror på euroen. Hvis man spiller imod euroen, taber man sine penge. Det er et meget vigtigt budskab at udsende.

Derfor bliver beslutningen om dette emne helt afgørende, men jeg ved, at det også er vigtigt for Europa-Parlamentet, at vi fuldt ud respekterer EU's kompetencer samt EU-institutionernes beføjelser og rolle. Selvfølgelig vil Kommissionen sørge for, at EU-lovgivningen altid respekteres.

Som vi sagde i vores udtalelse, er Kommissionen også parat til at bruge sin ekspertise i håndteringen af disse mekanismer, for jeg mener, at de bør være i fuld overensstemmelse med forbedret økonomisk styring, specielt med hensyn til koordineringen og overvågningen af økonomiske og finansielle politikker i medlemsstaterne og i særdeleshed blandt euroområdets medlemmer.

Nogle af talerne har været optaget af, at vi ikke skal skabe et todelt Europa. Efter min mening er Kommissionens holdning hertil også meget klar: Skønt det primære ansvar for euroen fortsat ligger hos medlemmerne af euroområdet, er det helt klart, at enhver fremtidig samarbejdsmekanisme skal være åben for andre, og at alt vores arbejde for at øge konkurrenceevnen og konvergensen skal være for alle 27 medlemsstater.

Jeg mener derfor, at den igangværende proces, under hvilken de finansielle markeder også spillede en rolle med hensyn til at fremskynde vores integration og vores samarbejde inden for den økonomiske styring, skal hilses velkommen, da den bestemt styrker EU.

Jeg vil gerne takke specielt de to ordførere, hr. Brok og hr. Gualtieri, for deres tætte samarbejde, for deres idéer, der er blevet fremlagt, og for de fortsatte høringer, som Kommissionen har med de to ordførere. Jeg mener, at deres gode arbejde vil føre til en betænkning, der bliver godkendt af Europa-Parlamentet i god tid, inden Det Europæiske Råd træffer sin beslutning.

Min sidste bemærkning er til hr. Higgins fra Irland. Han nævnte med rette citatet fra kommissær Rehn om, at der er indgået en aftale med Irland – ikke med regeringen, men med Irland som land. Selvfølgelig forventer vi, at enhver kommende regering respekterer denne aftale. Når det så er sagt, er det helt klart og indlysende, at Kommissionen er yderst forstående over for Irlands aktuelle vanskeligheder, og at den vil gøre sit yderste for at støtte en snarlig tilbagevenden til vækst i Irland.

EU-institutionerne – det være sig EU, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank eller IMF – har bidraget meget til at stabilisere situationen i Irland. Jeg er sikker på, at vi alle sammen vil gøre vores yderste for også at skabe fornyet vækst og velstand i Irland.

FORSÆDE: GIANNI PITTELLA
Næstformand

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Denne forhandling har gjort det klart, at Kommissionen er indstillet på at fortsætte ad den vej, som den først valgte med den udemokratiske måde, hvorpå den sikrede en godkendelse af Lissabontraktaten. Man skal huske, at EU's ledere efter den franske og den nederlandske forkastelse af den såkaldte europæiske forfatning gjorde deres yderste for at undgå flere folkeafstemninger. Selv efter den første forkastelse fra Irland lagde de maksimalt pres på for at få gennemført en ny folkeafstemning efter et stykke tid.

Nu er der gået nogle måneder efter den nye traktats ikrafttræden, og her forsøger de endnu en gang at ændre ting hurtigt og uden offentlig debat af frygt for reaktionerne fra borgerne i de forskellige EU-medlemsstater og specielt fra dem, der lider under konsekvenserne af stadig mere neoliberale politikker.

Nu ønsker de at benytte den såkaldte "forenklede procedure" for at skjule det faktum, at de faktisk ændrer et vigtigt spørgsmål, der er forbundet med konstitutionalisering, med henblik på at omdanne den europæiske fond for finansiel stabilitet til en permanent fond med de ikke-accepterede betingelser, der er indeholdt i den såkaldte konkurrenceevnepagt samt dens alvorlige konsekvenser for socialpolitikker: devaluering af lønninger og pensioner samt en højere pensionsalder.