Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandlingen om mundtlig forespørgsel til Kommissionen af Eva Joly, for Udviklingsudvalget, om Verdensbankens energistrategi for udviklingslandene (O-000020/2011 – B70012/2011).
Franziska Keller, forslagsstiller. – (EN) Hr. formand! I dag er 1,5 mia. mennesker uden adgang til strøm, men adgang til energi er en forudsætning for udryddelse af den fattigdom, som disse mennesker lever i. Retten til energi indebærer, at adgangen til energiforsyningerne bliver universel og pålidelig. Ligelig adgang, der slår bro over kløften mellem by- og landområder, og som også er prisoverkommelig. Det er også afgørende for, at et land kan udvikle en bæredygtig og sikker energiforsyning, og den mest pålidelige og sikre energiforsyning er en decentraliseret anvendelse af vedvarende energikilder.
Men energiforsyningen skal ikke blot være sikker og pålidelig. Produktionen af den skal også tage hensyn til andre spørgsmål såsom klimaændringer, afskovning, miljøødelæggelse, menneskets sundhed og den fattigdom, der følger heraf. Disse problemer kan ikke løses ved hjælp af fossile brændstoffer. Fossile brændstoffer har en katastrofal indvirkning på sundheden, miljøet og klimaet. Samtidig skader klimakrisen i højere grad dem, der lever i ekstrem fattigdom. Fossile brændstoffer skaber forurening, som bringer både menneskets sundhed og et sundt miljø i fare, de er dyre, og priserne stiger, jo mere lagrene af olie og gas udtømmes. Fossile brændstoffer skaber en centraliseret, hierarkisk og ufleksibel energidistribution.
Vi må fokusere på vedvarende energikilder. Vi må hjælpe udviklingslandene til at springe over vores destruktive vej med fossile brændstoffer. Kun vedvarende energikilder kan løse disse problemer. Vedvarende energikilder bruger ressourcer, som aldrig udtømmes, og som mange udviklingslande har til overflod, nemlig hovedsagelig sol og vind. De kan anvendes lokalt i meget lille og billig målestok, som også i meget bogstavelig forstand giver folk magt. Decentraliserede energiforsyninger ligger i folks hænder. De er demokratiske. Alligevel fortsætter Verdensbanken med at fremme fossile brændstoffer i sin energistrategi. De seneste stigninger i udlåningen til vedvarende energi og energiuafhængighed er fortsat små og kan ikke skjule de indlysende præferencer.
Investeringer i fossile brændstoffer sker også via finansielle mellemmænd, som Verdensbanken ikke har tilstrækkelig kontrol med. Der er en underrapportering af fossile brændstoffer. Banken investerer fortsat kraftigt i kulfyrede kraftværker, og fastlåser udviklingslandene til kulbaseret energi i flere tiår frem i tiden. Det er ikke sådan, en energirevolution ser ud.
Verdensbankens energipolitik lider af manglende gennemsigtighed. Dette problem bør løses gennem fastsættelsen af klare krav, som finansielle mellemmænd skal opfylde for at kunne modtage multilateral finansiering. 40 % af Verdensbankens lån til den private sektor ydes via disse finansielle mellemmænd, og en stor del af disse lån går til energisektoren, navnlig udvindingssektoren. Men til forskel fra bankens direkte investeringer i projekter findes der ikke offentligt tilgængelige oplysninger om disse individuelle investeringer i delprojekter, hvilket gør det meget vanskeligt at spore, hvad der i sidste ende sker med de finansielle mellemmænds finansiering.
Når vi ser på, hvilken form for energi der anses for at være lavkulstofenergi, finder vi store vandkraftværker i strategien. Sådanne store vandkraftværker ødelægger store naturområder og fordriver folk fra deres hjem. Dette er ikke bæredygtigt, og det er ikke i befolkningens og samfundets interesse. Heller ikke CO2-opsamling og -lagring gør kulkraft til lavkulstofenergi. CO2 er der fortsat, og ingen kan forudsige, hvad der vil ske med det i undergrunden. Ingen af os kan sige med sikkerhed, at det vil forblive der, roligt i de næste tusind år. Det er spådom og ikke forskning, og det er helt sikkert ikke politisk beslutningstagning.
Det samme gælder atomkraft. Uranminer frembringer enorme mængder CO2, og ingen ved, hvad vi skal gøre med det affald, vi producerer. Dette er ikke lavkulstofenergi, og det er ikke bæredygtigt. Derfor vil Verts/ALE-Gruppen stemme imod beslutningen, medmindre formuleringen lavkulstofenergi fjernes.
Vi ser dog også nogle gode punkter i beslutningen, f.eks. fokuseringen på ikke-elnettilsluttede vedvarende energikilder i landdistrikter og en lille lokal produktion samt bekymringen for dominansen af eksportorientering, store anlæg og biobrændstof.
Et ord til afslutning. Vi må også i allerhøjeste grad fokusere på opfordringen til øget teknologioverførsel. Teknologioverførsel vil navnlig ikke kræve meget, hvis de intellektuelle ejendomsrettigheder ikke berøres. Det altoverskyggende mål bør være at behandle intellektuelle ejendomsrettigheder på en måde, der muliggør adgang til teknologi til overkommelige priser. Det er, hvad vi lovede ved klimaforhandlingerne, og vi bør stå ved vores løfte.
(Taleren accepterede at besvare et spørgsmål i henhold til blå kort-proceduren i overensstemmelse med forretningsordenens artikel 149, stk. 8)
Hans-Peter Martin (NI). – (EN) Hr. formand! Jeg kan kun lykønske fru Keller med det, hun har sagt, og med hendes analyse. Men spørgsmålet er følgende. Vi har kendt til disse problemer i to tiår nu. Fru Keller, da De åbenbart er gået mere i dybden med spørgsmålet end de fleste af os, er der så nogen punkter, der gør Dem optimistisk med hensyn til, om det, vi skal til at træffe beslutning om, rent faktisk kan medføre fremskridt, eller med hensyn til, om Verdensbanken nu endelig bevæger sig i den rigtige retning?
Franziska Keller, forslagsstiller. – (EN) Hr. formand! Vi har ganske rigtigt drøftet disse spørgsmål i mere end to tiår, og jeg håber virkelig, at Verdensbanken vil tage ved lære af disse drøftelser, da alle er enige om, at fremtiden ligger i vedvarende energikilder.
Vi har set en ganske lille ændring i denne strategi. Den er f.eks. gået en lille smule mere i retning af vedvarende energi, men dette er et lille skridt og langtfra nok. Fossile brændstoffer dominerer fortsat alt for meget, og når det gælder vedvarende energikilder, fokuseres der for meget på vandkraftanlæg – og de er ikke vedvarende, de er ikke bæredygtige, ikke for nogen.
Så jeg håber, at Parlamentet vil fremkomme med en klar erklæring om, hvilken retning vi ønsker, den europæiske energipolitik og den politik, vi fremmer for energi i verden, skal gå i. Jeg håber på parlamentsmedlemmernes støtte til at få fjernet ordet lavkulstofenergi og gå ind for en ren, bæredygtig og vedvarende energi.
Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg føler også, at jeg fremsatte en meget kraftig erklæring. For det første vil jeg gerne understrege, at Verdensbankens energistrategi er meget velkommen, fordi Verdensbanken spiller en ganske særlig rolle i verden, særlig i forbindelse med udviklingsspørgsmål. Det er ikke nogen underdrivelse at sige, at de er ledere af den offentlige opinion og tilgangene til udviklingsstrategier. Min pointe her er, at vi bør behandle dette spørgsmål meget seriøst.
Samtidig må vi ikke glemme nogle ting, der er meget vigtige, når vi udformer vores svar på strategien. Der er stadig et stort antal husstande i dag, som ikke har adgang til nogen form for energi. Det er rigtigt, at vi har drøftet dette spørgsmål i 20 år, der er ikke foretaget omfattende investeringer i energisektoren eller leveret energiforsyning til hundreder af millioner af mennesker, navnlig i Afrika syd for Sahara. Så jeg mener, at vi må forstå udfordringens omfang.
Det andet punkt, vi må tage i betragtning er vækst. Alle de lande, der er under udvikling, oplever en enorm vækst i efterspørgslen. Vi bør besvare væksten i efterspørgslen med vækst i udbuddet. Alene størrelsesordenen indebærer en yderligere grundlæggende udfordring.
Det tredje punkt – og her er jeg helt enig med fru Keller – er bæredygtighed og foregribelse. Alt, hvad energisektoren gør, bør ses i lyset af de konsekvenser, det har for klimaændringerne. Vi ved, at den energisektor, der findes i dag, er den største årsag til drivhusgasser. Derudover bør vi også se på prisen på fossile brændstoffer, fordi vi ikke må glemme, at udfordringen i forbindelse med priserne på fossile brændstoffer fortsat ligger foran os. Jeg håber, at det varer længe, inden vi kommer til at stå over for den udfordring, men det er helt klart en del af foregribelsen af strategien.
Med hensyn til orienteringen forventer jeg, at Parlamentet tager hensyn til grønbogen om EU's udviklingspolitik, hvor vi gør adgang til vedvarende energi i udviklingslandene til en af de centrale søjler i EU's nye udviklingspolitik. Hvis vi ikke tager dette pionerskridt, kan vi ikke forvente, at vi kan overbevise Verdensbanken og andre om, at vi bør fokusere på investering i vedvarende energi. Jeg mener, at vi er i stand til at forvalte den enorme investering i vedvarende energi. Vi må blot være modige. Det er rigtigt, at det kræver mange finansielle midler i dag, men enhver energistrategi vil kræve ret store investeringer. Så hvis der er tale om foregribelse af priserne, vil jeg altid hævde, at vedvarende energi helt afgjort er den energiform, der bør være det centrale i enhver energipolitik i alle dele af verden.
Vores kendskab til vedvarende teknologier i dag giver en god garanti for, at vi virkelig kan gøre en forskel i disse lande. Jeg mener også, at der er et stort uudnyttet potentiale. Jeg ved, at vandkraft f.eks. er en ret udfordrende energikilde ud fra ethvert synspunkt, men hvis der gennemføres en miljøkonsekvensvurdering, mener jeg, at de fleste lande også har et fantastisk uudnyttet potentiale i vandkraft, og et andet argument herfor er, at omfanget – f.eks. Inga dæmningen – er enormt.
I starten må vi foregå med et godt eksempel. Hvis EU har evnen, og Parlamentet drøfter en betænkning om grønbogen om EU's udviklingspolitik, bør Parlamentet kraftigt støtte, at EU's udviklingspolitik styres i denne retning. Vi vil have et bedre argument, når vi skal overbevise Verdensbanken om rent faktisk at følge denne udvikling og fokusere mere på investeringer i kulfyrede kraftværker. Banken har nu fastsat seks kriterier som generelle retningslinjer for fremtidige investeringer i kul. Verdensbanken er under ledelse af Bob Zoellick meget aktiv i debatten, så det ser ud til, at Verdensbanken er et aktiv og ikke noget, vi skal være bange for. Den er vores allierede, men vi har virkelig brug for at komme med europæisk lederskab i dette spørgsmål, og inden for energisektoren i udviklingslandene.
Jeg vil også gerne nævne spørgsmålet om EIB, fordi det var en del af spørgsmålet. Cotonou-aftalen udgør retsgrundlaget for EIB's aktivitet til et beløb af 3,1 mia. EUR til AVS-landene. Et vigtigt instrument her er AVS-investeringsfaciliteten. Faciliteten finansierer infrastruktur og klimavenlige energiprojekter. Hvad angår energisektoren findes der ingen projekter inden for fossile brændstoffer. Den generelle politik er meget klar – at finansiere klimavenlige energiprojekter baseret på vind-, vand- og solenergi.
I forbindelse med midtvejsevalueringen af EIB's eksterne mandat – der omfatter førtiltrædelseslandene, naboskabs- og partnerlandene, Asien, Latinamerika og Sydafrika – har Kommissionen fremsat et forslag om aktivering af et yderligere mandat på 2 mia. EUR i perioden 2011-2013 til støtte for EIB's finansieringsoperationer inden for afbødning af klimaændringer og tilpasning hertil i alle regioner. I forslaget understreges det, at EIB's egne regler og procedurer skal omfatte de nødvendige bestemmelser, som skal sikre, at kun projekter, der er økonomisk, finansielt, miljømæssigt og socialt bæredygtige, vil blive støttet under mandatet.
Jeg mener, at EU allerede har taget visse skridt i den rigtige retning, men vi kan virkelig tage flere skridt for at skabe reelt lederskab på verdensplan, ikke mindst når det gælder Verdensbankens energistrategi.
Alf Svensson, for PPE-Gruppen. – (SV) Det er et meget presserende og vigtigt spørgsmål, der drøftes her i Parlamentet, nemlig spørgsmålet om udfasning af lån til fossile brændstofprojekter. Jeg mener, at vi bør være modige nok til at sige lige præcis det, kommissær Piebalgs sagde, nemlig at Verdensbanken har en meget velovervejet energistrategi. Vi kan endog tale om incitamenter i denne henseende, og det er naturligvis en positiv ting. Det er selvfølgelig ikke blot et spørgsmål om udfasning, men også som det er blevet sagt, indfasning.
Jeg er ret vedholdende og vil her gerne gentage, at der findes muligheder her for EU til at foretage specifikke investeringer for at hjælpe befolkningen i udviklingslandene, i Afrika, Asien og Latinamerika. Jeg tror, kommissæren ved en tidligere lejlighed har hørt mig tale om de brændeovne, der i øjeblikket findes i hytter og almindelige huse, og som forgifter folk. To millioner mennesker dør for tidligt på grund af de gasser, der findes i almindelige hjem.
I denne forbindelse kan vi ligesom USA og en række europæiske lande investere i simple soldrevne komfurer, der mindst nedbringer gasserne med 95 %. Så ville det ikke længere være nødvendigt at bruge gødning, som vi ved er nødvendig til dyrkning af afgrøder, og det vil ikke længere være nødvendigt at bruge fede kul til opvarmning. Det ville heller ikke være nødvendigt at fælde skove, der absolut ikke bør fældes.
Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at der er mulighed for at gøre noget konkret. Ofte, når vi taler om alternative energikilder, taler vi demonstrativt om vindenergi og solenergi, og vi bør naturligvis bruge det. Der er dog en mangel på håndgribelige resultater til trods for, at mulighederne er der. Lad ikke EU sakke agterud i disse spørgsmål, men lad EU være involveret i udvikling af konkrete metoder til erstatning af det fossile brændstof, som vi ikke længere ønsker, hverken i industrilandene eller i udviklingslandene.
Kriton Arsenis, for S&D-Gruppen. – (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Først vil jeg gerne takke fru Keller for hendes bemærkelsesværdige arbejde med denne betænkning. Alle, der har arbejdet med denne betænkning, har set, hvor uigennemførlig Verdensbankens strategi er på flere punkter. Som fru Keller sagde, finansierer den uigennemførlige, storstilede projekter såsom vandkraft og mange andre projekter.
Det er et faktum, at finansieringen til vedvarende energikilder er steget med 300 %. Samtidig er finansieringen til fossile brændstofprojekter imidlertid steget med 430 %.
Verdensbanken – og efter min mening er dette en skandale – har ikke taget hensyn til miljøkonsekvenserne af de projekter, den finansierer. Samtidig drøfter den stadig, selv i dag muligheden for at starte finansiering af programmer for planteolieplantager. Den har ingen respekt for princippet om de lokales frie, forudgående og informerede samtykke til de projekter, der finansieres, og den har heller ikke indarbejdet (og den bør indarbejde) en fuld analysecyklus af de projekter, den finansierer.
Jeg håber virkelig, at denne betænkning i dens endelige udgave efter afstemningen vil sende et stærkt budskab om de miljøreformer, som Verdensbanken skal gennemføre internt.
Charles Goerens, for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Verdensbanken har under sit mandat krævet at bidrage til udryddelse af fattigdom i udviklingslandene. Alle projekter, der finansieres af Verdensbanken, skal have dette mål. Selv når den finansierer et erhvervsprojekt med henblik på invstering i grundlæggende sociale tjenester – sundhed, uddannelse, adgang til vand – skal dette krav opfyldes. Hvis Verdensbanken gør bekæmpelse af fattigdom til en prioritet, kan vi være tilfredse med, at den lever op til det mandat, vi har fastsat.
I den mundtlige forespørgsel, vi drøfter, gives der udtryk for alvorlige forbehold med hensyn til finansiering af olie- eller kulrelaterede projekter. Jeg vil fremsætte en række bemærkninger.
For det første skal kommissoriet for et projekt finansieret af Verdensbanken omfatte de evalueringskriterier, der skal anvendes fra starten. Det må stå klart, hvad der skal evalueres, og derfor skal evalueringskriterierne indarbejdes i hele projektets levetid.
For det andet skal der i den politiske dialog mellem Verdensbanken og dens partner tages hensyn til politisk og økonomisk forvaltning, både i det pågældende land og i relation til långiveren.
For det tredje må vi, hvor det er muligt at fremme vedvarende energi, og omkostningerne er berettigede, fremme denne form for energifrembringelse.
For det fjerde, og her må jeg sige tak til kommissær Piebalgs for, at han allerede har nævnt en af mine betænkeligheder i sit svar til fru Keller, nemlig at Den Europæiske Investeringsbank allerede tager alle disse faktorer i betragtning.
Jeg kan kun håbe, at Verdensbanken vil følge eksemplet fra andre, der allerede har gennemført disse prioriteter, ikke mindst Den Europæiske Investeringsbank. Da de 27 EU-medlemsstater også er medlemmer af Verdensbanken, kan vi ikke hævde, at vi ikke har indflydelse på dens politik.
Jeg mener, det ville være en god idé at drøfte en fælles indsats sammen med Verdensbanken med henblik på at løse de spørgsmål, som fru Keller har rejst. Jeg vil gerne lykønske fru Keller med hendes fremragende arbejde.
Marisa Matias, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Hr. formand! Inden jeg går videre, vil jeg gerne rose det arbejde, som min kollega har udført, og sige, at jeg fuldt ud støtter de spørgsmål, der er blevet nævnt her.
Jeg vil gøre noget nu, som jeg aldrig har gjort før, men jeg tror, det vil være det værd. Vi er i besiddelse af en række dokumenter indeholdende en række antagelser, som sjældent drøftes. Det er som om, det er antagelser, der er uværdige til at blive drøftet. Vi har det mundtlige spørgsmål, og vi har en beslutning, der fortæller os forskellige ting, herunder at de traditionelle programmer for udbredelse af elnet til landdistrikter, som Verdensbanken har finansieret, er slået fejl med hensyn til deres opgave med at nå ud til de fattigste landdistrikter.
Vi finder også, at der vil være en mulig, formodet ændring i Verdensbankens energistrategi i midten af 2011, men vi ved også, at det er inden for energisektorerne, at vi kan bekæmpe fattigdom på en meget specifik måde og hjælpe til at løfte folk ud af fattigdommen. Vi appellerer derfor til Verdensbanken om at vedtage en udviklingsstrategi, der kan optimere fordelene for de fattige samtidig med, at den gør det muligt for os at bekæmpe klimaændringer.
Vi har også allerede sagt, at lån til fossile brændstoffer fortsat spiller en fremherskende rolle i Verdensbankens overordnede energiportefølje, og vi må gå bort fra denne fremherskende rolle. Vi har også løftet om, at denne fremherskende rolle ikke længere vil være fremherskende i 2015, og at der vil ske en gradvis reduktion i finansieringen af disse projekter baseret på fossile brændstoffer.
Endelig har vi en række erklæringer, særlig vedrørende behovet for at Verdensbanken prioriterer adgang til lokal energi i lille målestok. Der er mange, mange andre, der tager hensyn til klimaændringerne.
Når det er sagt, vil jeg gerne omformulere det, der er blevet sagt, og som jeg gerne vil tilslutte mig. Jeg vil omformulere alle de erklæringer, vi har fremsat, og jeg lader blot to spørgsmål stå tilbage, for det er ikke umagen værd at fortsætte med hensigtserklæringer.
Det første spørgsmål er dette. Hvorfor kan vi ikke på grundlag af alt dette drage en grundlæggende konklusion som denne? Hvorfor fortsætter vi med at tillade, at dem, der betaler, bestemmer, hvilken melodi der skal spilles? Hvorfor har Verdensbanken fortsat ansvaret for verdens energistrategi? Hvornår vil vi beslutte, at verdens energistrategi bør være genstand for en verdensomspændende koordinering med base i FN?
Det andet spørgsmål, som jeg vil lade stå åbent – og jeg underskylder for at have overskredet min taletid lidt – er følgende. Hvornår ophører vi med at pålægge andre, resten af verden, en udviklingsmodel, uanset om der er tale om første eller anden generation, dvs. på første eller anden hånd, som om det var en udviklingsmodel, der bør anvendes på alle?
Der er grænser for, hvor arrogant man kan være. Vi må være mere demokratiske.
Hans-Peter Martin (NI). – (DE) Hr. formand! I 1970'erne og i starten af 1980'erne var Verdensbankens blindhed over for miljøspørgsmål genstand for omfattende debat. De samme taler blev holdt dengang, som er blevet holdt her i dag, sammen med visse løfter fra Verdensbanken. Der blev taget skridt til at reformere Verdensbanken, men der er gået tiår siden da. Af mange årsager har jeg for nylig besøgt en række lande, der generelt betegnes som udviklingslande. Situationen var uaccpetabel. Hvad er der sket med alle projekterne? Hvor er solfangeranlæggene i troperne? Hvor er de bæredygtige skove i Amazonas eller i Vietnam? Hvor er solpanelerne og vindmøllerne i Kenya?
Der er ikke sket noget overhovedet der. Det eneste, der er sket, er, at det europæiske selvstyresystem er blevet kopieret nøjagtigt. Folk der styrer sig selv, og de er gået nogle få store interesserede parters ærinde, men de har ikke gjort nogen fremskridt. Og så er vi overraskede, når borgerne i udviklingslandene desperate siger: "Jeg ønsker ikke at leve i Vestindien mere. Jeg ønsker at flytte til USA eller komme ind i EU via Martinique". Vi er overraskede, når folk i de nordafrikanske lande alle ønsker at flytte hertil. Hykleriet i denne forhandling er helt utroligt. Vi må forstå, at millioner af mennesker er blevet radikaliseret. De har ganske enkelt sagt "Vi har fået nok".
Alle, der har set Parlamentets beslutningsforslag, må indrømme, at det ikke kunne have været det. Vi burde have talt med langt større bogstaver. Vi burde meget tydeligere have opfordret Verdensbanken til at træffe de nødvendige foranstaltninger. Hvorfor har vi alle disse udvalg – Udviklingsudvalget, Den Blandede Parlamentariske Forsamling osv. – hvis alt, hvad de kan frembringe, er et lille usselt stykke papir, som til dels indeholder konklusionerne fra den forhandling, der fandt sted i slutningen af 1970'erne? Det hele er flovt.
Filip Kaczmarek (PPE). – (PL) Hr. formand! Alle ved, hvor vigtig energi er for udviklingslandene. Jeg har mange gange set, hvor overraskede folk bliver, når de hører, hvad elektricitet koster i Afrika. Alle ved sandsynligvis også, at Verdensbanken spiller en langt fra ubetydelig rolle, når det gælder energispørgsmål i udviklingslandene.
Min politiske gruppe, Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater), har fremsat en række ændringsforslag til den beslutning, vi drøfter her, som der skal stemmes om separat. Vi mener, at nogle dele af beslutningen er for kritiske over for Verdensbanken. Jeg tror f.eks. ikke, vi kan henlede Verdensbankens opmærksomhed på den omstændighed, at den betragter nogle former for energi som rene, mens de bør betragtes som miljømæssigt forkerte eller uønskede. Atomkraft anvendes f.eks. i udstrakt grad i EU's medlemsstater og et stigende antal europæiske lande, der er afhængige af kul eller gas, lider til en vis grad, fordi de skal begrænse deres emissioner, hvilket giver anledning til omkostninger, der er meget ulige fordelt mellem de enkelte medlemsstater. Vi må derfor udvise forsigtighed, når vi fortæller eksterne organer, hvilken form for energi, der bør udvikles. Jeg er dog enig i tanken om, at der bør ydes støtte til lokale projekter, der dækker små områder, at lavemissionsprojekter bør støttes, og at tankerne om forskellige energikilder og forhindring af energiafhængighed bør støttes.
Vi kunne godt tænke os, at Verdensbanken investerer i vedvarende energi og øget energieffektivitet, men vi må altid holde os det grundlæggende mål for øje, med andre ord hvordan adgangen til energi skal hjælpe folk til at komme ud af fattigdom. Vi ville gerne slå flere fluer med et smæk – skabe vilkår for udvikling, begrænse emissionerne og tage hensyn til sociale og miljømæssige aspekter i nye energiprojekter. Det er ambitiøse opgaver, og jeg håber, at Verdensbanken ikke er bange for dem. Samtidig ved jeg, at kommissær Piebalgs lægger stor vægt på udvikling af energiprojekter i udviklingslandene, og jeg kan bekræfte, at dette drøftes i grønbogen, og at Parlamentet bør støtte denne strategi.
Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Hr. formand! Der er i øjeblikket 1,4 mia. mennesker i verden, der ikke har adgang til elektricitet, hvoraf 85 % lever i landdistrikter. Millenniumudviklingsmålene om at udrydde fattigdom inden 2015 vil ikke blive nået, da der ikke er gjort væsentlige fremskridt med at skaffe adgang til energi. Hvis dette mål skal nås i 2015, betyder det, at 395 mio. mennesker vil få adgang til elektricitet, og 1 mia. mennesker vil få adgang til hygiejniske faciliteter til fremstilling af mad. Alle disse foranstaltninger vil kræve en årlig investering på omkring 40 mia. USD i perioden 2010-2015, hvilket svarer til 0,6 % af verdens samlede BNP.
Universel adgang til elektricitet er et af de vigtigste mål, regeringerne i udviklingslandene sætter sig. Blandt de barrierer, der anses for at forhindre elektrificering, er høje udgifter til levering af elektricitet i landdistrikter, og til boliger i udkanten af byområder, de manglende skattemæssige eller finansielle incitamenter, utilstrækkelig kapacitet til udvikling og gennemførelse af elektrificeringsprojekter sammen med den begrænsede evne til at frembringe elektricitet.
Landdistrikterne er et særligt tilfælde, når det gælder energikrav. I landdistrikterne skal den krævede energi ikke blot leveres, den faktiske frembringelsesproces skal også indføres, hvilket skaber job og støtter den økonomiske og sociale udvikling.
Den 11. februar 2011 fremgik det af en rapport fra Verdensbanken, at lokal energiproduktion fra vedvarende energikilder til lave produktionsomkostninger er en mere levedygtig økonomisk løsning på længere sigt. Dette kan spille en rolle i forbedringen af Indiens energisikkerhed, så energiimporten og påvirkningerne fra udsvingene i oliepriserne kan nedbringes. Verdensbanken kan derfor fungere som en partner for udviklingslandene. Jeg mener, at Verdensbanken bør støtte projekter, der går ud på at fremme energieffektiviteten og den lokale energiproduktion fra vedvarende energikilder samt store projekter, der indebærer elektrificering og sammenkobling af forskellige lande.
Zigmantas Balčytis (S&D). – (LT) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke ordføreren for at rejse et virkelig relevant spørgsmål på et godt tidspunkt. Energifattigdom er fortsat et enormt problem og tilknyttede spørgsmål forhindrer dem, der bor i verdens fattigste regioner, i at forbedre deres livskvalitet, i at have mulighed for at tjene til livets ophold og generelt bidrage til at øge væksten og produktiviteten. Dette er en af de grundlæggende faktorer, der forhindrer generel social og økonomisk udvikling og forhindrer de regioner i at blive løftet ud af fattigdommen.
Som ordføreren nævnte, er statistikkerne foruroligende – omkring 1,5 mia. mennesker har ikke adgang til elektricitet og over 2,5 mia. mennesker bruger stadig traditionelt brændsel fra biomassen. Ifølge WHO's data dør to mio. mennesker verden over hvert år for tidligt på grund af luftvejslidelser, som skyldes brug af denne form for brændsel.
Verdensbankens tidligere energistrategi har hidtil ikke medført nogen håndgribelige resultater. Desuden er støtten til brug af fossile brændstoffer stadig større end støtten til vedvarende energi eller rene energikilder. Hidtil er der foretaget betydelige investeringer i kulfyrede kraftværker, og dette gør fortsat de fattige lande afhængige af fossile brændstoffer, som forurener miljøet meget.
Den aftale, G20-lederne har indgået om at nedbringe støtten og finansieringen til fossile brændstofprojekter, som ikke bør modtage nogen finansiering overhovedet fra 2015, er en positiv og velkommen stimulans. Den nye strategi skal også grundigt vurdere spørgsmålet om tilsyn og kontrol med finansieringen, så denne bistand bruges til de energiprojekter, der kan medføre langsigtede fordele og reelt bidrage til udviklingen af disse regioner og forbedring af folks livskvalitet.
Paul Rübig (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil navnlig gerne takke hr. Piebalgs. Som tidligere energikommissær ved han naturligvis alt om vores strategi. Jeg mener, at der er meget at gøre inden for udviklingssamarbejde, navnlig med hensyn til faglig bistand. Europa må ikke blot foretage betalinger til Verdensbanken. Det må også handle. Europa og de europæiske institutioner spiller en større rolle i Verdensbanken, og det vil være en stor udfordring at sikre, at familievirksomheder kan få udviklingsbistand, at små og mellemstore energifremstillingsvirksomheder kan fremmes, for mange små virksomheder kan tilsammen opnå stordriftsfordele og give et tilsvarende afkast af investeringer.
Et af de vigtigste spørgsmål er selvfølgelig oplagring af energi. Dette vil spille en central rolle i udviklingssamarbejdet.
Seán Kelly (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg går ud fra, at man kunne sige, at de af os, som stadig er her på dette tidspunkt af natten, sandsynligvis drives af en eller anden form for vedvarende energi, måske solenergi eller måske endog en guddommelig energi i form af en glorie over vores hoveder.
Under alle omstændigheder har forhandlingen været meget varieret, hvilket ikke er overraskende, for dette er altid et omtvisteligt spørgsmål. Men jeg tror, kommissæren har fundet den rette balance, sandsynligvis bedre end de fleste af os med hensyn til, hvor vi bevæger os hen, og hvad der skal gøres i fremtiden. Jeg mener, at nogle få punkter skal præciseres. Uanset om landene er beliggende i udviklingsverdenen eller i den udviklede verden, så vil de bruge de ressourcer af fossile brændstoffer, de har – kul – eller atomkraft. Det første spørgsmål er dette. Skal vi finansiere dem eller ej? Naturligvis ønsker vi i Europa i lyset af Cancún, Kyoto osv. at fremme dagsordenen for vedvarende energi, og det er helt rigtigt. Men jeg tror, at hr. Martin sandsynligvis har ret på et punkt, nemlig at vi skal tale højere og presse Verdensbanken til at fremme og finansiere flere projekter inden for vedvarende energi, end den måske gør lige nu.
Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Dette er meget vigtigt for vores forhandling, selv om det er sent på aftenen, for jeg tror, at Verdensbankens energistrategi er en mulighed. Det er en ægte mulighed for at tage energiudfordringerne op.
Hvis vi også ser på, hvad det Internationale Energiagentur siger om energifattigdom, om vedvarende energi, er det helt sikkert en enorm udfordring, men Verdensbanken kan sammen med vores lederskab foretage den nødvendige ændring. Hvis vi går nogle år tilbage i EU's historie, forekom vores mål for vedvarende energi at være umuligt at nå, selv om det var et ret beskedent mål på 18 %, hvis jeg husker ret. Nu ser det ud til, at vi er godt på vej.
Nogle gange må man dog finde alt sit mod og foregribe de virkelige udfordringer. Verdensbanken gør hele processen meget åben. Verdensbanken vil afholde en energiuge i Washington. Vi kan også sende vores bidrag til Verdensbanken, der er meget åben for nye idéer. Hvis vi er modige, vil det gøre Verdensbanken endnu mere modig. Så det er vigtigt, at vi har et åbent sind og forelægger disse meget ambitiøse tanker for Verdensbanken. Ellers kunne mange mennesker forsøge at undgå denne udfordring.
Det er helt klart et spørgsmål om, hvor man skal begynde. Jeg vil sige, at vi stadig bør se på adgang til energi, for adgang til energi betyder også bæredygtig og effektiv energi. De seneste tendenser i de lande, vi samarbejder med, viser en enorm urbanisering, så på en måde har det ændret hele energipuslespillets mønster. Det betyder ikke blot decentraliseret frembringelse, men også bymæssige bebyggelser, så energieffektivitet bør, så mærkeligt det end lyder, også være en del af strategien.
Vigtigst af alt bør vi forstærke indsatsen. Vi har energifaciliteter: 200 mio. EUR. Man kan ikke gøre meget på energiområdet med 200 mio. EUR. Vi må overveje langsigtet finansiering, for jeg mener, at Europas varemærke bør være vedvarende energi. Med dette og med Verdensbankens kapacitet kan vi gøre noget, der betyder noget, ikke blot for energiforsyningen, men også med hensyn til at tage væsentlige skridt i retning af at bekæmpe klimaændringer.
Formanden. - Jeg har modtaget et beslutningsforslag(1) fremlagt i medfør af forretningsordenens artikel 115, stk. 5.
Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted torsdag den 17. februar 2011.