Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 9. marts 2011 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Jerzy BUZEK
Formand

(Mødet åbnet kl. 08.35)

  Formanden. – Velkommen til næstformanden i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik.

Mine damer og herrer! Vi starter tidligt i dag, fordi vi har en vigtig forhandling.

2. Anmodning om ophævelse af immunitet: se protokollen

3. De politiske gruppers sammensætning: se protokollen

4. Gennemførelsesforanstaltninger (forretningsordenens artikel 88): se protokollen

5. Modtagne dokumenter: se protokollen

6. De sydlige nabolande, navnlig Libyen, herunder humanitære aspekter (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra næstformanden i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om de sydlige nabolande, navnlig Libyen, herunder de humanitære aspekter [2011/2616(RSP)].

Fru næstformand/højtstående repræsentant! Vi er overbevist om, at alle EU's aktiviteter i høj grad vil være til støtte for den sydlige del af vores kontinent og vores naboer på den anden side af Middelhavet.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik – (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! Tak for denne lejlighed til at drøfte situationen i vores sydlige nabolande med Parlamentet, og naturligvis navnlig Libyen, som nævnt af formanden.

Jeg skal begynde med at understrege det, der er indlysende, nemlig at de sydlige nabolande ændrer sig hurtigt, og det sker i hele regionen. Folk kæmper for det centrale ønske, som alle mennesker har, om at kunne forme deres eget liv, økonomisk og politisk. De kræver politisk deltagelse med værdighed og ansvarlighed, de kræver retfærdighed, og de kræver arbejde. Jeg mener, at vi skal reagere på disse krav. Jeg mener, de er berettigede, og jeg mener, at vi skal sikre, at vi handler hurtigt.

Det er et afgørende aspekt i det, der foregår, at kravet kommer indefra. Under mine besøg i Tunesien og Egypten hørte jeg gang på gang folk sige: Det er vores land, det er vores revolution. Vi ønsker at gøre tingene på vores måde, men vi ønsker at samarbejde med jer, og vi har brug for jeres hjælp.

Jeg mener, at de principper, der skal ligge til grund for vores indsats, er, at overgangen til demokrati tilhører befolkningerne, den skal være hjemmelavet. Befolkningerne skal afgøre, hvad der efterfølgende skal ske. Men vi skal være parat til at tilbyde bistand, parat med kreativitet og beslutsomhed, og vi skal gøre det i et omfang, der svarer til disse forandringers historiske karakter.

I en flydende situation som denne skal vores indsats være rodfæstet i vores centrale værdier og vores centrale interesser. Vi har grund til at støtte de igangværende forandringer. Tunesere, egyptere, libyere og andre kræver respekt for disse værdier, som jo står i centrum af det europæiske ideal. Fremkomsten af demokratiske samfund vil være med til at underbygge sikkerheden og skabe fælles velstand i vores nabolande, og det er grunden til, at jeg og Kommissionen har taget skridt til at fremlægge et fælles forslag til Det Europæiske Råd, som mødes på fredag, med foranstaltninger, som vi håber vil kunne bidrage hertil, dvs. større finansiel EU-støtte fra institutionerne, men også ved at gøre brug af Den Europæiske Investeringsbank – og jeg vil takke Parlamentet for så hurtigt at have erkendt behovet for at bistå Investeringsbanken i dens mandat, således at denne bistand kunne nå ud til folk – og det har været en stor succes.

Vi har brug for Deres hjælp til at gøre mere for EIB og også for EBRD, som begge har talt med mig om deres muligheder for at ændre deres mandat og stille ny bistand til rådighed for disse nabolande – og jeg skal med det samme understrege, at det ikke skal ske på bekostning af deres nuværende arbejde, men det skal være en tilføjelse. Vi ved, at vi kan afsætte yderligere 1 mia. EUR fra Den Europæiske Investeringsbank. For at De kan forstå, hvad det beløb betyder, beløber Investeringsbankens nuværende arbejde i Egypten sig til 488 mio. EUR. Dette ville betyde, at banken mindst kan fordoble sine investeringer, og det ville medføre, at nogle af de store infrastrukturprojekter, som der klart er behov for, og som folk ønsker, kan iværksættes.

Vi ønsker også med dette forslag at få støtte til uddannelse og udveksling af studenter. Disse befolkninger er unge. En af de ting, de sydlige nabolande har til fælles, er, at de er unge samfund. Det er unge mennesker, hvoraf nogle er højtuddannede, og andre ønsker flere muligheder for uddannelse og faglig uddannelse, og vi bør også reagere på deres ønsker. Vi vil anmode medlemsstaterne om at overveje dette, og jeg opfordrer Parlamentet til at gøre det samme.

Hvad angår fremkomsten at et levende civilsamfund, skal jeg fremhæve, at jeg mødtes med civilsamfundet i Tunesien, jeg mødtes med folk, som aldrig før havde befundet sig i det samme rum, fordi det ikke var tilladt. Deres vilje til og ønske om at etablere sig i højere grad som ngo'er, som organisationer, der kan arbejde med spørgsmål, der er af betydning for deres samfund og samtidig stille deres regering til ansvar, er, som De ved, et meget vigtigt aspekt af udviklingen af dette samfund. Det er udgangspunktet for et mere inklusivt styre, dvs. at folk kan føle, at de har del i og noget at skulle have sagt i den måde, deres samfund styres på.

Der er naturligvis også spørgsmålet om fødevaresikkerhed, som er et stort og voksende problem i regionen, flere handelsåbninger, muligheden for at få større markedsadgang og mobilitetspartnerskaber. Det er alt sammen indeholdt i den samlede pakke, der vil blive forelagt Det Europæiske Råd. Jeg skal endnu en gang understrege, som jeg har gjort før, at dette skal opfattes om en incitamentsbaseret tilgang, som sætter folk i stand til at handle hurtigt, men også differentieret. Disse lande er alle forskellige, og de understreger kraftigt, at de ikke ønsker at blive sat i samme bås. De er forskellige, og de ønsker, at deres samfund kan udvikle sig lige så forskelligt som vores. Ja, der er lighedspunkter, men der er helt klare forskelle, som de ønsker, at vi respekterer og arbejder med. Vi ønsker at indtage en holdning, som går ud på, at vi giver mere for mere, at de partnere, hvis lande ønsker at gå videre og hurtigere i deres reformer, skal kunne regne med større støtte fra EU.

I de kommende dage og uger vil vi – som vi allerede har gjort – drøfte med vores internationale partnere, hvordan vi kan koordinere tingene, således at der ikke sker overlapninger, og således at vi kan reagere hurtigere. Jeg afholdt den 23. februar et møde med højtstående tjenestemænd fra institutionerne, Verdensbanken, Investeringsbanken, EBRD, IMF, men også højtstående embedsmænd fra Kina, Rusland, fra Australien, fra Korea, fra de 27 medlemsstater, fra USA og fra de arabiske lande. Formålet med mødet var ikke at drøfte, hvad vi ville gøre i forbindelse med disse lande, men at være parate til hurtigt at tilbyde hjælp.

De ved, at vi kan kritiseres for sommetider at være for længe om at handle. Jeg ønsker, at vi er parat, og mine drøftelser især med Den Arabiske Liga og med de berørte lande sigtede på at gøre det klart, at jeg agter at sikre, at vi er parat til at reagere, at vores indsats er koordineret og effektiv, og at vi bruger det bedste af det, vi råder over, ikke kun i Europa, men i hele verden.

Efter udenrigsministrenes møde i morgen, mødet i Det Europæiske Råd på fredag, NATO-mødet, jeg skal til i morgen, og det uformelle udenrigsministermøde i weekenden i Ungarn, flyver jeg til Cairo for at mødes med Amr Moussa, Den Arabiske Liga, og for at underrette dem alle om, hvad der er sket i vores drøftelser, og også for at møde den nye egyptiske udenrigsminister, som jeg allerede har talt med. Men jeg ved, at man især ønsker at drøfte Libyen, så efter at have givet denne gennemgang af vores arbejde vil jeg nu komme ind på de spørgsmål, som interesserer os alle i Libyen.

Jeg ser to umiddelbare prioriteter. For det første skal vi sætte ind, hvad angår den humanitære krise og hjælpe med evakueringen, og for det andet skal vi sikre, at volden ophører, og at de, der udøver denne vold, drages til ansvar.

Hvad angår det humanitære spørgsmål, har vi handlet hurtigt. Kommissionen har øget sin bistand til 30 mio. EUR. Min kollega, Kristalina Georgieva, tog til grænsen mellem Tunesien og Libyen i sidste uge for at se, hvad der skete, og for at sikre, at vores indsats fungerede godt. Vi har naturligvis også været i konstant kontakt med FN for at koordinere vores aktiviteter, og medlemsstaterne har afsat betydelige midler til håndteringen af den store udfordring, som den fortsatte strøm af mennesker udgør, herunder via FRONTEX.

Hvad angår evakueringen af EU-borgere, har Tjenesten for EU's Optræden Udadtil været medvirkende til at sikre en hurtig udveksling af informationer og den mest effektive udnyttelse af vores ressourcer. Jeg aktiverede sammen med formandskabet EU's civilbeskyttelsesmekanisme den 23. februar for at hjælpe med evakueringen af EU-borgere. At få aktuelle rettidige oplysninger er en udfordring, som De ved, men det var nødvendigt at træffe de rigtige valg, og Agostino Miozzo, direktøren for EEAS' kriseberedskab, rejste på min anmodning til Tripoli, hvor han var søndag og mandag, for at finde ud af, hvad der sker på stedet.

Han mødtes med embedsmænd, han mødtes med ambassadører i en situation, som han over for mig beskrev som rolig, men meget anspændt. Vores europæiske ambassadører var glade for muligheden for at drøfte situationen i detaljer og direkte forelægge deres analyse af, hvad der sker på stedet, til brug for vores arbejde, hvilket sammen med de kontakter, vi optager overalt, er med til, at vi kan danne os et klarere billede af situationen.

Vi koncentrerede naturligvis i første omgang vores bestræbelser om at evakuere de europæiske borgere, og vi skal udvise solidaritet med Tunesien, som bærer hovedbyrden af evakueringen af så mange mennesker, især egyptere, som dukker op ved den tunesiske grænse, og som skal bringes til Egypten. De ved, at der befinder sig ca. en million egyptere i Libyen og ca. halvanden til to millioner mennesker fra de afrikanske lande, der ligger op til Libyen, og vi ved fra det, vi hørte i Tripoli, at der er ca. to til tre tusinde afrikanere i lufthavnen, der venter på at se, hvordan de kan komme ud af landet.

Men vi skal være rede til at optrappe vores hjælp til det libyske folk. Som jeg sagde, er situationen meget flydende, og vi skal fortolke den meget omhyggeligt. Jeg har derfor bedt mine tjenestegrene om på et forsigtigt planlægningsgrundlag at se på muligheden for en FSFP-indsats. Denne indsats skal være at bistå med den aktuelle evakuering og det humanitære arbejde. Som altid når det drejer sig om FSFP, skal der foretages en meget omhyggelig analyse, og vi har brug for konkrete svar på spørgsmål som mandat, ressourcer og målsætninger. Det er et arbejde, der pågår denne uge.

Det er afgørende at håndtere den humanitære krise effektivt, og det er en forudsætning for alt andet at få sat en stopper for volden. Det glæder mig derfor, at hele det internationale samfund via FN's Sikkerhedsråd har gjort sin holdning klar, nemlig at vold ikke kan accepteres, den skal standses, og folk skal drages til ansvar.

Jeg er glad for, at der i New York blev opnået enighed om den europæiske anmodning om at medtage en henvisning til anklageren for Den Internationale Strafferetsdomstol. Det var et europæisk initiativ, og man har allerede påbegyndt foreløbige efterforskninger om påståede krigsforbrydelser.

Det er ikke overraskende, at vi har et tæt samarbejde med vores partnere, med FN, NATO, USA, Tyrkiet, Den Arabiske Liga og med mange flere lande, som vi er i daglig kontakt med. Vi taler med dem om alle spørgsmålene i de sydlige nabolande, men især for at sikre, at vi har et effektivt samarbejde vedrørende vores tilgang til de sydlige nabolande, og det omfatter alle vores partnere, som jeg har sagt. Vi har, som De forventer, at jeg siger, vores eget ansvar.

Vi afbrød øjeblikkeligt forhandlingerne om rammeaftalen mellem EU og Libyen og alt det samarbejde, der er af teknisk karakter.

(Bifald)

Vi har påbegyndt det forberedende arbejde med restriktive foranstaltninger forud for mødet i FN's Sikkerhedsråd. Ud over FN-sanktionerne vedtog vi den 28. februar yderligere restriktive foranstaltninger. Vi har en embargo på udstyr, der kan bruges til intern undertrykkelse og en autonom liste over personer, der er omfattet af rejseforbud og indefrysning af aktiver. Vi er nu i færd med at føje flere enheder, der kontrolleres af Gaddafi og hans nærmeste allierede, til denne liste.

Mine damer og herrer! Vi vil fortsat gå forrest i de internationale bestræbelser på at genindføre fred og stabilitet i Libyen. Når volden er stoppet, skal vi arbejde på at bistå med tilvejebringelsen af et nyt Libyen med demokratisk valgte ledere, og hvor folks rettigheder overholdes. På linje med det, jeg sagde til at begynde med, vil vi ikke diktere udfaldet, men vi vil støtte pluralisme, ansvarlighed, udstrakt demokrati og fælles velstand.

Af natur er kriser en test af vores politikker, vores ressourcer og vores evne til at reagere med det samme, og begivenhederne i de sydlige nabolande udgør en kæmpemæssig udfordring for EU. Som næstformand i Kommissionen mener jeg, at den måde, vi reagerer på, vil definere Kommissionen i de kommende år.

Så jeg regner med Parlamentet, og jeg har brug for Deres støtte, for det er kun ved en fælles indsats, at vi kan samle Europa og indtage en stærk holdning. Vi har ikke råd til at tænke småt, vi har ikke råd til at lade mangel på fleksibilitet stille sig i vejen for os. Vi kan og vi skal reagere strategisk og enigt. Men jeg mener, at hvis vi gør det, kan vi gøre en virkelig forskel, hjælpe befolkningerne i regionen, som beder om vores hjælp, men hjælpe dem med selv at skabe deres fremtid.

(Bifald)

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-Gruppen. – (ES) Hr. formand! EU kæmper i den libyske krise med to frustrationer, som gør, at man er splittet mellem det, man ønsker, dvs. at man så hurtigt som muligt får afskaffet et kriminelt styre, og det, man kan opnå.

Hvis vi skal være ærlige, må vi indrømme, at EU til trods for alle sine anstrengelser ikke har levet op til offentlighedens forventninger. Fru Ashton! Det er ikke en kritik, men det er snarere et spørgsmål om beføjelser.

Vi har handlet hurtigt, og vi har handlet rigtigt inden for rammerne af vores beføjelser, og EU har fuldt ud bakket op om FN's Sikkerhedsråds resolution 1970. Men vi er ikke en militær union. Vi arbejder på at blive en politisk union, og vi er stadig kun en aktør i svøb på den internationale scene.

Og derfor dør folk stadig i Libyen, mens vi har denne forhandling, mens FN's Menneskerettighedsråd mødes i dag, og mens Rådet (forsvarsministrene), Rådet (udenrigsministrene) og Det Europæiske Råd mødes i morgen. Det er på den baggrund, at vi skal overveje, hvad vi kan gøre.

Kan vi lade stå til, mens uskyldige civile bliver myrdet? Kan vi forholde os passivt til "somaliseringen" af Libyen, mens FN's Sikkerhedsråd endnu en gang er længe om at nå frem til endnu en beslutning?

EU skal sende et højt og klart budskab, som indeholder en enkelt besked, nemlig at Gadaffi-styret skal afskaffes med det samme. Dette budskab skal ledsages af en række foranstaltninger, som øger presset. Det drejer sig først og fremmest om flyveforbudszonen, neutraliseringen af hr. Gadaffis kommunikation – og jeg mener, at vi bør takke Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa for at have bragt repræsentanter for den libyske opposition til Parlamentet – og naturligvis international koordinering, især med Den Afrikanske Union og også med Den Arabiske Liga.

Det er det, som offentligheden forventer af os. Fru Ashton! De har vores gruppes fulde støtte til at opnå det.

  Martin Schulz, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke fru Ashton for hendes ord og den fremragende og suveræne måde, hun fremlagde sin holdning på, samt hendes analyse af situationen i vores sydlige nabolande og Libyen.

Vi står over for en enorm udfordring. Vi oplever en virkelig historisk ændring i den politiske balance i verden, især i vores nærmeste nabolande. Vi har at gøre med meget forskellige situationer. Vi kan ikke tale om en ensartet proces. Den ensartede proces er revolutionen, men den er meget specifik i hvert enkelt land og meget forskellig. Den er anderledes i Marokko end i Tunesien, i Algeriet end i Egypten, og Libyen er et særligt tilfælde, som vi drøfter indgående. Gaddafi er en forbryder. Han er en morder, der bør indbringes for en international strafferet. Vi er sandsynligvis alle enige om, at denne mand ikke kan undgå at blive straffet på den ene eller den anden måde. Det ville være bedst, hvis Libyens befolkning selv kunne og ville løse problemet.

Vi stor over for en stor udfordring, som kræver, at vi holder hovedet koldt. Vi skal træffe et valg, også hvad angår det, vi siger her. På den ene side fortæller vores følelser os, at denne forbryder skal stoppes, at brodermordet i hans eget land skal stoppes, og at vi til den ende ikke må udelukke nogen nødvendige foranstaltninger, dvs. heller ikke militære midler. Det fortæller vores samvittighed os. Men vi ved på den anden side alle sammen, hvordan international politik fungerer, og at en forkert beslutning på det område kan få vidtrækkende og langvarige konsekvenser.

Det er naturligvis let at sige, at vi vil intervenere hurtigt, men selv gennemførelsen af en flyveforbudszone kræver, at vi træffer beslutning om at sende kampfly i luften og ødelægge den libyske luftstyrke på jorden. Det er krigshandlinger, gennemført af NATO, som måske kunne løse et problem i Libyen for blot at give anledning til en række problemer i hele regionen.

Jeg opfordrer derfor indtrængende til, at alt det, vi gør, bliver gjort inden for folkerettens rammer og især på grundlag af en resolution fra FN's Sikkerhedsråd og – det er den vigtigste fællesnævner – med inddragelse af Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union. Det er med i beslutningsforslaget, og det er fornuftigt. Hvis vi ønsker at intervenere i Libyen, er den eneste fornuftige måde at gøre det på i henhold til en resolution fra FN's Sikkerhedsråd og med inddragelse af de arabiske stater. Derfor vil jeg gentage, at vi intet skal udelukke, men vi skal heller ikke forhastet give efter for vores følelser og fremsætte banaliteter, som umiddelbart føles rigtige, men som, og det vil jeg gerne endnu en gang understrege, kunne være farlige på lang sigt. Det ville være farligt.

Hr. Buzek! Jeg henvender mig nu til Dem, da De skal repræsentere Parlamentet i de kommende dage på mødet i Det Europæiske Råd, hvor man har rejst spørgsmålet om behovet for en Marshallplan for hele regionen. Jeg ville sige ja, vi har brug for en slags Marshallplan for hele regionen. Men jeg vil gerne minde alle om, hvad Marshallplanen betød for Europa. Den betød, at George Marshall foreslog USA, at en procentdel af USA's samlede økonomiske produktion blev stillet til rådighed for Europa. Resultatet er velkendt – det hedder i dag EU med et velstandsniveau, en demokratisk udvikling og en fredsdividende, som dette kontinent aldrig tidligere har oplevet.

Men jeg konstaterer samtidig, at de regeringer, der drøfter dette, vil mene, at selv 1 % af den samlede økonomiske produktion vil være en for høj pris at betale for EU. Man kan ikke stille disse banale krav og så intet gøre. Hvis vi ønsker stabilitet for vores sydlige nabolande, skal vi lægge mange penge på bordet. Det skyldes, at der er én ting, som folk dér har brug for, og det er udsigten til at kunne leve i fred, demokrati og velstand, dvs. udsigten til, at de kan få det samme, som vi har. Det skal være målet for alle vores bestræbelser i de kommende dage, uger og måneder, herunder også i Parlamentet. For når det kommer til stykket, giver alle vores fine ord og smukke beslutningsforslag, som vi sammen vedtager, absolut intet til befolkningerne i de sydlige nabolande – de har brug for konkrete handlinger. Derfor skal vores fælles mål være oprettelsen af en frihandelszone med sigte på økonomisk lighed mellem Nordafrika og EU.

  Guy Verhofstadt, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand, fru Ashton! Jeg tror, at det, vi nu har brug for, er et meget klart budskab og en klar redegørelse om Libyen fra Dem og Det Europæiske Råd. Dette budskab skal efter min opfattelse indeholde tre ting. Folk dræbes stadig, så det, vi siger, er ikke neutralt. Det, vi siger, kan hjælpe i landet.

For det første skal vi anerkende – eller i det mindste begynde anerkendelsesprocessen – af det Nationale Overgangsråd som repræsentant for det libyske folk. Jeg mener, at en person, der myrder sin egen befolkning i stort antal, har mistet sin legitimitet. Vi skal derfor starte anerkendelsesprocessen, for det kan hjælpe oppositionen med politisk at vinde denne kamp mod Gaddafi.

Det andet, vi skal gøre – og det andet budskab, De skal komme med – er, at vi skal optrappe alle former for hjælp. Oppositionen har brug for medicin, fødevarer, telefonlinjer, som alt sammen er noget, vi kan levere.

For det tredje skal vi så hurtigt som muligt lamme Gaddafis dræbermagt. Der er klar enighed i det libyske samfund om, at der ikke må ske nogen direkte militær intervention i Libyen. Det er en libysk revolution, og det skal den blive ved med at være. Det, de har brug for, er en flyveforbudszone. EU – Rådet og Dem – skal så hurtigt som muligt anmode FN om at vedtage en resolution om dette, dvs. oprette en flyveforbudszone og standse bombardementet af de byer, som er i oppositionens hænder.

Det er de tre klare budskaber, vi har brug for, og vi har brug for dem nu. Vi har ikke brug for dem om en uge eller to, vi har brug for dem i dag, i morgen og helt sikkert på fredag, hvor Det Europæiske Råd fremsætter sin første politiske erklæring om dette spørgsmål. Det er de tre nøgleelementer, der er brug for i dag.

(FR) Hr. formand! Jeg vil benytte mig af denne lejlighed til at fremlægge et lidt bredere synspunkt, for det, der sker, er naturligvis historisk, og jeg mener, at det er meget vigtigt.

Jeg er fast overbevist om, at det, der i dag sker i Libyen, Tunesien og Egypten, udgør en hidtil uset lejlighed til at skabe de nødvendige forudsætninger for en fredelig løsning på den konflikt, der nu har varet i årtier mellem Israel og Palæstina.

Jeg opfordrer Israel til i dag at udvise det nødvendige mod til at tage politiske skridt til hurtigt at starte en fredsproces med den palæstinensiske stat. Man skal gribe denne lejlighed med begge hænder til at vise, at den demokratiske proces, der er i gang i regionen, er en gave fra historien, der kan befri regionen og verden for en konflikt, der har givet anledning til så megen smerte, så mange misforståelser og så mange tragedier. Det budskab skal sendes til regionen i dag.

  Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, fru Ashton! De sagde for et øjeblik siden, at vi skal respektere befolkningerne og deres ønske om frihed.

Lad os være ærlige. Vi har ikke respekteret dem i årevis. Vi var diktaturernes medskyldige – vi, EU og alle medlemsstaterne. De forhandler nu ikke længere med oberst Gaddafi? Mazel tov! Siger De det i fuldt alvor? Mener De virkelig, at De kunne have fortsat? I årevis forhandlede dette EU, disse medlemsstater og hr. Berlusconi f.eks. om flygtningenes tilbagevenden til Libyen. Var ingen interesseret i, hvordan disse flygtninge blev behandlet af oberst Gaddafi?

(Bifald)

Vi bør virkelig udøve lidt selvkritik i denne historie.

I dag har et folk gjort oprør. Det har repræsentanter. Da befolkningen i Polen gjorde oprør, spurgte ingen, om Solidarność var demokratisk valgt. Solidarność blev anerkendt med det samme, det fik hjælp. Jeg opfordrer Dem til at anerkende denne interimsregering, for det er den eneste kraft, der kan få demokratiet indført. Hr. Schulz! Ja, vi skal holde hovedet koldt, men vi skal også vælge side.

Der er brug for to ting.

For det første må oberst Gaddafi ikke vinde, for hvis han vinder, vil det ødelægge håbet om demokrati i mange regioner, og det vil være en sejr for diktatorerne. Derfor skal vores politik gå ud på at sige, at oberst Gaddafi skal tabe, og libyerne skal fremstå som sejrherrer over oberst Gaddafi.

For det andet er det rigtigt, at libyerne ikke ønsker en militærintervention. Men de siger, at de ønsker en flyveforbudszone. Den Afrikanske Union taler om en flyveforbudszone. Den Arabiske Liga taler om en flyveforbudszone. Det er derfor ikke NATO.

Enigheden om en flyveforbudszone skal først og fremmest skabe en ny magtbalance rent politisk, isolere Gaddafi i FN, dvs. at man enten vil gå via Sikkerhedsrådet eller Generalforsamlingen, som enstemmigt stemte for at udelukke Libyen fra Menneskerettighedsrådet. Det betyder, at oberst Gaddafi er fuldstændig isoleret. Det fortæller ham, at han ingen fremtid har, ingen muligheder.

Flyveforbudszonen er først og fremmest en politisk handling. Hvordan kan det gøres? Der er utallige idéer. Der er naturligvis ingen, der vil bombe Libyen, men et fly, der går i luften, kunne f.eks. skydes ned. Man skal vise oberst Gaddafi, at han ikke vil få lov til at bombe libyske byer. Der er muligheder. Det er en politisk handling, vi skal gennemføre.

(Bifald)

Jeg tror virkelig, at vi, hvis vi tager tyren ved hornene og anerkender denne interimsregering, vil få sat skub i EU, FN og Den Arabiske Liga. Lad os fremskynde isoleringen af oberst Gaddafi, så mener jeg, at hans dage som diktator i Libyen vil være talte.

Men der er også spørgsmålet om humanitær bistand. Der er brug for læger, og der skal findes en udvej til at transportere de sårede ud af Libyen. Nogle havne er åbne, og al humanitær bistand skal komme ind via den østlige del af Libyen. Og endelig er der også brug for fødevarehjælp og militær hjælp. Vi står over for følgende valg: Hvis oberst Gaddafi skal tabe, skal de andre vinde.

Vi skal sikre, at der ikke sker en gentagelse af det, der skete i Bosnien. Man pålagde bosnierne og serberne en embargo. Alle var enige. Nej, det er den ene side mod den anden her. Vi ønsker en militær embargo, en våbenembargo mod oberst Gaddafi. Vi ønsker at give Libyens befolkning mulighed for at gøre sig fri med våben, for det er situationen – det er det, som oberst Gaddafi ville.

Jeg vil gerne slutte med spørgsmålet om flygtninge og humanitær bistand. Vi skal bruge alle de instrumenter, vi råder over i EU, til midlertidigt at modtage flygtningene og sikre, at de anerkendes af FN's Menneskerettighedsråd. Der er tusindvis af flygtninge i lejrene, som er anerkendt af UNCHR. Vi bør lade dem komme til Europa. Hvis vi gør det, vil det være en stærk humanitær og politisk gestus, og vi vil handle på en måde, der vil sikre, at Europa endelig bliver anerkendt, at Europas værdier bliver anerkendt, fordi vi handler til forsvar for disse værdier og for at sikre frihed i Libyen, Tunesien og Egypten.

(Bifald)

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Det her er en usædvanlig forhandling. Jeg er enig i næsten alt det, Daniel Cohn-Bendit har sagt i dag, og det bekymrer mig en smule. Som jeg altid har sagt, er Gaddafi Afrikas Fidel Castro, skønt selv ikke Castro ville have gjort sig skyldig i en så brutal vold, som vi for nylig har set begået af Gaddafis styre og hans psykopatiske sønner mod civile demonstranter.

I januar henledte jeg opmærksomheden på, at Gaddafi tidligere var en stor sponsor af terrorisme. Nu anklages han naturligvis for at terrorisere sit eget folk. Gaddafi brugte megen tid og mange penge på at kurtisere Vesten for at forsøge at få os til at tro, at han havde ændret sig. Det var naturligvis ikke tilfældet. Med sine enorme olieindtægter kunne han udvise generøsitet til gengæld for politisk accept i Europa og Afrika, ikke mindst i mit eget land, Storbritannien, især under den tidligere regering.

Vi skal nu først og fremmest hjælpe til at få bragt den meningsløse vold i Libyen til ophør. Jeg var en af de første i Parlamentet, der opfordrede til at oprette en flyveforbudszone. Jeg takker Frankrig og Storbritannien for kraftigt at have sat ind i hele landet for at standse Gadaffis bombning af sit eget folk, og at han flyver lejesoldater ind, navnlig fra Algeriet og Afrika syd for Sahara. Jeg mener, at Sikkerhedsrådet – især når der kan være tale om et russisk og kinesisk veto – måske ikke vil sanktionere dette spørgsmål om en flyveforbudszone.

Vi bør nu alvorligt overveje at anerkende det Nationale Overgangsråd i Benghazi som Libyens legitime regering, således at de kan anmode om militær hjælp, uden at det er nødvendigt at have en FN-resolution. Det ville forhindre yderligere massakrer på civile og give de prodemokratiske oprørere en reel chance.

Heldigvis blev de fleste EU-borgere i Libyen evakueret på sikker vis – og det blev gjort effektivt – men det stod mig klart, at de fleste EU-medlemsstater kun var interesseret i at hjælpe deres egne statsborgere. Maastrichttraktatens bestemmelser om, at EU-borgere i nødsituationer, ligegyldigt hvor de befinder sig, kan søge konsulær beskyttelse hos alle medlemsstater, syntes at være blevet fuldstændig glemt under evakueringsprocessen.

  Miguel Portas, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Hr. formand! Vi kan ikke forstå oprøret i Libyen uden at forstå revolutionerne i Tunesien og Egypten, for dette oprør i Libyen er en del af en historisk revolution og en folkelig proces, som vil indføre demokrati i den sydlige Middelhavsregion og i hele den arabiske verden, og Europas holdning og ændringerne i denne holdning vedrørende den måde, man har handlet i Libyen på, er af allerstørste betydning.

Gaddafistyrets dage er talte, fordi det er et diktatur, og fordi folk ikke længere er bange for det. Det kan ikke overleve, når nabolandene er i færd med at gå over til demokrati, og også fordi Libyen står isoleret i det internationale samfund.

Men det er imidlertid nødvendigt, at der i forbindelse med denne ændring i den europæiske holdning, siges noget om fortiden, da EU var en af det gamle styres støtter. Der står ikke noget om det i beslutningsforslaget, men de våben, som bruges til at undertrykke det libyske folk, er i vid udstrækning europæiske våben og bomber.

Jeg ønsker derfor at udtrykke mig helt klart. Venstrefløjen går ind for indefrysningen af aktiver, våbenembargoen, at etablere forbindelser til oprøret og for alle humanitære bistandsforanstaltninger, men jeg vil også gerne gøre det klart, at vi er imod enhver form for militær intervention, herunder de foranstaltninger, der kan åbne døren for en sådan intervention, dvs. flyveforbudszonen.

Det har man klart talt om her. Vi har mange erfaringer fra tidligere. Vi ved, hvordan militærinterventioner starter, og vi ved, at de aldrig ender.

  Bastiaan Belder, for EFD-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Det er et ægte libysk drama, der udspiller sig for Europas øjne ved vores sydlige grænse, da Gaddafis terrorstyre ikke blot holder stand, men tværtimod er gået til angreb på frafaldende regioner i landet. I mellemtiden er mord en daglig foreteelse i hovedstaden Tripoli, og utallige libyske borgere forsvinder sporløst. Det er en tragisk situation, som befæster en erfaren Libyenrejsende i hans mening om, at det eneste effektive middel sandsynligvis er væbnet intervention.

Jeg forstår imidlertid udmærket, at Vesten tøver med at bruge dette sidste middel. Men jeg har betydelig mindre forståelse for forsinkelserne og forhalingerne med hensyn til at få oprettet en flyveforbudszone over Libyen. Der skal jo betales en høj pris for ikke at gøre noget i den forbindelse, i og med at det forlænger det libyske folks lidelser. EU kan og skal hjælpe med til at lægge grundstenen for Libyen efter Gaddafi og for bedre udsigter for denne stammestats fremtid. Men først skal vi knække Gaddafis luftstyrke og sørge for at lamme "broderlederen", som han kalder sig.

  Bruno Gollnisch (NI). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg mener, at den passive holdning, vi har indtaget i nu meget lang tid, og den magtesløshed, vi har udvist, ikke bør efterfølges af et ønske om en kaotisk intervention, hvis negative konsekvenser ville kunne ses med det samme.

For en gangs skyld kan jeg sige, at jeg i det store og hele bifalder hr. Schulz 's forsigtige tale. Jeg mener faktisk, at Parlamentets mange gode hensigter, ønsket om at gribe ind på det humanitære plan og indblandingen i andre landes anliggender har helt klare negative konsekvenser. De ønsker, at diktatorerne forlader deres lande, og De har ret. Men hvis De virkelig ønsker deres afgang, skal De give dem en vej ud. De kan ikke begynde med at nægte dem et visum til at forlade deres eget land, og De kan heller ikke love dem et liv i fængsel som deres eneste fremtidsudsigt. Hvis og når De gør det – og det er et faktum, hr. Cohn-Bendit – giver De dem ikke andre muligheder end at kæmpe, indtil den sidste blodsdråbe er udgydt af deres befolkning. Det er et faktum. Den traditionelle folkeret har derfor en fordel i forhold til det, vi hører i dag, og det er virkelig en skam, at den er blevet glemt, og at den er blevet glemt af de mennesker, som for ikke så længe siden roste disse diktatorer. Det var ikke mig, der inviterede hr. Ben Ali til Parlamentet, og som med respekt lyttede til hans tale. Det var Dem, mine damer og herrer, og vi hørte meget få protester dengang.

  Ioannis Kasoulides (PPE). – (EN) Hr. formand! Oprøret i Libyen havde i begyndelsen det samme udgangspunkt og de samme karakteristika, som begivenhederne i Tunesien og Egypten. Gadaffistyret iværksatte en uhørt dødbringende undertrykkelse gennem brug af luftstyrker, kamphelikoptere og skånselsløse lejetropper, der skyder for at dræbe ubevæbnede civile. Folk i Benghazi tog våben fra den deserterende hær, og oprøret er nu en væbnet konflikt med et ulige styrkeforhold.

Gaddafi har mistet enhver legitimitet som leder, da han har begået forbrydelser mod menneskeheden, forbrydelser mod sit eget folk. Den langtrukne konflikt medfører en stor humanitær krise i Libyen og langs landets grænser. Den risikerer at skabe immigrationsstrømme i retning af EU, især de sydlige medlemsstater. Den betyder også, at verdenspriserne på olie stiger til farlige højder for verdensøkonomien.

Det er derfor absolut nødvendigt, at konflikten standses øjeblikkeligt, men Gadaffi må ikke vinde. Det haster med at få gennemført flyveforbudszonen, og vi skal bruge alle til rådighed værende midler til at hjælpe de prodemokratiske libyere med at besejre de kræfter, som gennem bestikkelse, intimidering og stammemanipulation stadig støtter Gaddafi.

Vi kan forestille os, hvad det betyder, hvis Gaddafi vinder. Vi vil blive vidne til en situation, der er værre end den, vi oplevede i Rwanda, og det ville være til skam for hele menneskeheden. Der er brug for resolut handling nu.

  Ana Gomes (S&D). – (EN) Hr. formand! Parlamentet støtter FN i deres enstemmige budskab til den libyske diktator om, at han skal træde tilbage, standse blodsudgydelserne og stå til ansvar.

EU skal over for Gaddafis repressalier mod sit eget folk udøve sit ansvar for at beskytte ved at bistå i håndhævelsen af en flyveforbudszone, således som det er fremført af Den Arabiske Liga, OIC og Den Afrikanske Union, og i de andre foranstaltninger, der er blevet besluttet af FN's Sikkerhedsråd, og det skal gøres med alle til rådighed stående midler, herunder FSFP-aktiver – fru Ashton, noter Dem det venligst – for at håndhæve våbenembargoen.

EU skal gøre mere for at hjælpe alle dem, der forsøger at flygte, eller som er strandet i Libyen ved at støtte UNCHR og de humanitære organisationer på stedet og ved at hjælpe med at genbosætte flygtninge, som ikke kan vende hjem, som f.eks. folk fra Somalia, Eritrea og Etiopien. En fælles handlingsplan til genbosættelse af flygtninge, hvor man deler byrderne, et fælles asylsystem, midlertidige beskyttelsesforanstaltninger – det er alt sammen noget, der skal gennemføres af EU i overensstemmelse med solidaritetsklausulen og princippet om non-refoulement, og det skal være en del af en sammenhængende og langsigtet strategi til håndtering af konsekvenserne af politiske forandringer i det nordlige Afrika med sigte på at gøre noget ved de grundlæggende årsager til migrationen.

EU skal revidere ENP for naboerne i syd, skal prioritere hjælpen til kapacitets- og institutionsopbygning til støtte for retsstaten, menneskerettighederne, herunder kvindernes rettigheder og forberedelsen af rigtige valg. EU skal straks oprette forbindelser til de nye politiske kræfter i Libyen, nemlig det Nationale Overgangsråd, for at fremme overgangen til demokrati og sikre, at demokratiet fører til den frihed, udvikling og værdighed, som det libyske folk viser os, at de ønsker.

  Alexander Graf Lambsdorff (ALDE). – (DE) Hr. formand! Forhandlingen her i Parlamentet gør én ting helt klart, nemlig at vi ikke er neutrale i denne konflikt. Vi står på den demokratiske revolutions side. Gaddafi skal fjernes, og Europa skal spille en aktiv rolle i den forbindelse.

Vi har en arbejdsfordeling på internationalt niveau. Vi drøfter en flyveforbudszone, hvortil der – som hr. Schulz ganske rigtigt har sagt – kræves en opbakning fra FN's Sikkerhedsråd. Hvad gør vi, hvis Moskva og Beijing ikke går med? Ja, så må vi lukke dette hul i folkeretten. Så skal vi desuagtet påtage os ansvaret for at beskytte den ubevæbnede befolkning med hjælp fra Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union, men EU skal også spille en aktiv rolle. Den militære indsats skulle så være NATO's og dets partneres ansvar, men EU ville fortsat spille en vigtig rolle politisk og økonomisk, længe efter at NATO og FN ikke længere i et sådant scenarie spiller nogen stor rolle.

Der er en ting, som jeg gerne vil sige ganske klart, nemlig at det glædede mig meget at høre hr. Schulz sige, at vi behøver en frihandelszone. Det skyldes, at disse folk, hvis vi ikke lader deres produkter komme ind i EU, fortsat vil krydse Middelhavet i massevis i deres små både og oversvømme Lampedusa. Det ønsker vi bestemt ikke. Lad os derfor oprette en frihandelszone, lad os tillade deres produkter at komme ind i EU, således af folk dér også har en økonomisk fremtid i deres demokratiske lande.

  Mirosław Piotrowski (ECR). – (PL) Hr. formand! Begivenhederne i Libyen er de seneste i rækken af begivenheder i Nordafrika og Mellemøsten. Bestemmelserne i Lissabontraktaten gør det muligt for EU at bruge Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, men indtil nu har Tjenesten været længe om at gøre noget i regionen. Jeg har to gange opfordret til, at man i det mindste sender en mission af sted. Det skal hilses velkommen, at man i tilfældet med Libyen har sendt en sådan mission af sted. Den har til formål at vurdere den humanitære indsats, men det er også nødvendigt, at der handles politisk. I henhold til FN er 1 000 mennesker allerede døde i Libyen, og i henhold til menneskerettighedsorganisationerne er tallet måske endog 6 000. Uroen i området kommer til udtryk i en stigning i råoliepriserne på verdensmarkederne, og det kan alle, der bor i EU, se. Det er afgørende for os, at EU på sit næste topmøde vedtager en endelig holdning og afstemmer sin indsats med det amerikanske diplomati.

  Gerard Batten (EFD). – (EN) Hr. formand! De meget vigtige begivenheder i Nordafrika kan få grundlæggende følger på godt og ondt for de vestlige civilisationers fred og velstand i fremtiden, men vi ser resultatet af en proces, der begyndte for 40 år siden. Vesten er blevet holdt som gidsel af de olieproducerende lande, og vi har overført milliarder og atter milliarder af dollars til korrupte og despotiske styrer. Uden olie ville Gaddafi kun have været en lokal lilleputdiktator.

Vi må håbe, at lande som Libyen kan frembringe demokratiske og liberale styrer – for deres skyld og for vores egen – men det kan vi ikke regne med. Det, de vestlige lande skal gøre, er at koncentrere midler og videnskabelig forskning om at finde alternativer til olie. Hvis der er en lære, vi først og fremmest skal drage af denne krise, er det, at de vestlige civilisationer ikke må være afhængige af andre, når det gælder deres vitale energiforsyninger.

FORSÆDE: Gianni PITTELLA
Næstformand

  Elmar Brok (PPE). – (DE) Hr. formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! Jeg vil gerne oprigtigt takke den højtstående repræsentant for hendes redegørelse og for hendes indsats i de seneste uger, som kunne sætte Europa bare lidt på kortet, hvis vi fortsat håndterer dette spørgsmål med det nødvendige mod, og hvis vi tager de nødvendige skridt.

Begivenhederne i Nordafrika kan – selv om de er anderledes – i vid udstrækning sammenlignes med det, der skete i 1989. Folk kræver frihed og bedre levevilkår. Ud over den humanitære bistand, som vi skal give, skal vi tilbyde befolkningerne i Nordafrika vores hjælp, hvis de ønsker den, til at udvikle demokratiet i landene. Men demokratiet vil kun kunne overleve, hvis disse mennesker samtidig får hjælp til at opnå bedre levevilkår. Vi har i den forbindelse hørt tale om en Marshallplan og en frihandelszone, hvilket alt sammen er nødvendigt, da det kunne være positivt for os i en meget dramatisk og historisk forstand, hvis demokrati, frihed og bedre levevilkår kan gennemføres i disse lande. Vi må derfor ikke behandle dette som rutine, og vi skal handle hurtigt.

For at forhindre morderen Gaddafi i igen at sætte sig igennem, skal vi opmuntre folk og vise dem, at vi er på deres side. Det er derfor vigtigt, at der optages forbindelser til Overgangsrådet. Vi skal optræde som samtalepartnere for på denne måde at gøre det klart, at vi sætter andre ting i gang. Vi skal være med til totalt at isolere Gaddafi, således at han bliver skilt fra sit eget folk, således at der ingen fremtid er med Gaddafi, og således at folk tager afstand fra ham. Det betyder også, at vi skal forhindre Gaddafi i at bombe sit eget folk. Derfor er en flyveforbudszone nødvendig – eller hvad det ellers kunne være – for at beskytte og opmuntre, således at man kan sikre, at de mennesker, der kæmper for deres frihed, ikke demoraliseres. Og da vi kan gøre det sammen med Den Arabiske Liga i anerkendelse af FN's charter, vil det ikke være nødvendigt med en FN-resolution, hvis Rusland er med. Vi skal så hjælpe folk, så de kan kæmpe sig vej til frihed i denne konflikt, og således at vi ikke får en langvarig borgerkrig med denne morder.

(Taleren indvilgede i at besvare et spørgsmål under proceduren med det blå kort i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8).

  Miguel Portas (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Jeg ville blot høre, om jeg forstod hr. Brok rigtigt. Sagde han, at en militær løsning eller en beslutning af militær karakter efter hans opfattelse ikke kræver en beslutning fra FN? Hvis det faktisk er, hvad han sagde, må jeg sige, at jeg er fuldstændig uenig med ham.

  Elmar Brok (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg sagde udtrykkeligt, at det skulle gøres i samarbejde med Den Arabiske Liga og de arabiske lande.

For det andet er det ønskværdigt, at det bliver legitimeret af en FN-beslutning. Men hvis et af de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet nedlægger veto, er der mange eksempler på, at man kan bruge FN's charter. Vi kan ikke lade et veto fra et af de permanente medlemmer afholde os fra at forhindre Gaddafi i at myrde sit eget folk.

  Adrian Severin (S&D). – (EN) Hr. formand! De seneste historiske begivenheder i vores sydlige nabolande kræver, at vi reviderer vores politik for regionen, men vi skal begynde med den lære, vi kan drage.

For det første skal vi lære, at det er forkert at stole på autoritære ledere eller påtvinge vores model. Vi skal lade disse mennesker opbygge deres demokrati på deres egen måde og på deres egne betingelser.

For det andet skal vi forstå, at den nationale opsplittelse af vores hjælp til udvikling-politik, som sommetider giver mulighed for at fremme nationale geopolitiske dagsordener, fratager os og landene i området fordelene ved sikkerhed gennem udvikling.

For det tredje fører vores manglende visioner og manglende politiske vilje til at få gjort noget ved de regionale sikkerhedsudfordringer, først og fremmest det israelsk-palæstinensiske spørgsmål, til stadig alvorligere kriser.

Når det drejer sig om bl.a. Libyen, skal vi huske på, at ikke alle dem, der bekæmper en diktator, er demokrater, og at forandring i sig selv ikke altid er til det bedre.

Vi kan derfor tale om dialog, indsats, humanitær bistand, men det er måske for tidligt at tale om anerkendelse, og man skal udelukke militær intervention, eller en sådan intervention skal under alle omstændigheder betinges af godkendelse i FN og samarbejde med Den Arabiske Liga. Ellers kunne vi blive bragt i en farlig situation, hvis konsekvenser det kunne blive svært at overskue.

  Marielle De Sarnez (ALDE). – (FR) Hr. formand, Baroness Ashton! Denne gang skal Europa manifestere sig. På topmødet på fredag skal man utvetydigt og uden forbehold anerkende det Nationale Overgangsråd, hvis krav er enkle. Først den humanitære nødsituation. Der foregår en borgerkrig i Libyen. Vi skal mangedoble forsendelsen af fødevarer, medicin og læger, og vi skal tilbyde vores hjælp til de tusindvis af flygtninge, der oversvømmer Tunesien og Egypten. Men Europa kan ikke kun nøjes med en humanitær indsats. Det Europæiske Råd skal se sit ansvar i øjnene og skal som et led i en FN-beslutning, der involverer Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union, gå videre med forslaget om at indføre en flyveforbudszone for at forhindre oberst Gaddafis luftstyrker i at nedslagte sin befolkning.

Til sidst vil jeg gerne sige noget til de ledere, der spiller på al denne frygt. De mennesker, der flygter fra Libyen, ønsker blot én ting, nemlig at vende tilbage til deres land. De mennesker, der i dag risikerer deres liv for frihed og demokrati, ønsker at leve og arbejde i et frit land, som de kan være stolte af, så når tiden kommer til at genopbygge, er det deres økonomiske udvikling, som EU skal arbejde for med beslutsomhed og mod.

  Derk Jan Eppink (ECR). – (EN) Hr. formand! Vi er alle enige om, at hr. Gaddafi var en morder, og jeg er enig med hr. Schulz. Jeg spekulerer bare på, hvorfor vores ledere i årenes løb har prøvet på at charmere ham.

Jeg har her et billede af hr. Van Rompuy, som lige er tiltrådt, og som allerede befinder sig i det forkerte selskab, og her har vi hr. Verhofstadt, der modtager diktatoren med militærhonnør, som han jo så godt kan lide. Hr. Cohn-Bendit! Her har vi hr. Berlusconi. Vi ved, at hr. Berlusconi kan lide at kysse, men han kysser den helt forkerte person. Fru Ashton! Jeg har også her Tony Blair, Deres tidligere chef, der kysser diktatoren.

Det, jeg gerne vil sige er, at jeg ved, at man er nødt til at møde folk, som er værre end en selv, man behøver ikke kysse dem. Man behøver ikke omfavne dem. Man behøver ikke charmere dem.

De har fodret det uhyre, som folk nu bekæmper, og det er derfor de bliver dræbt. Så jeg siger til alle de EU-ledere, der har kysset og krammet Gaddafi: Skam Dem.

  Mario Mauro (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Han var den rette mand på det rette tidspunkt. Hr. Cohn-Bendit kaldte hr. Gaddafi en forbryder. Han indgik aftaler med hr. Berlusconi.

Jeg siger, at hr. Gaddafi er en forbryder. Han indgik aftaler med Kommissionen, ledet af hr. Prodi, med den italienske regering under D’Alema, med hr. Blairs Labourregering og hundreder af andre regeringer. Hr. Gaddafi er en forbyder, som i mere end 20 år har ledet en stat, som stadig er af strategisk og afgørende betydning for den halve verdens interesser. Det skal vi være realistiske nok til at indrømme, for hvordan skulle vi ellers kunne gennemføre den Marshallplan, som hr. Schulz nævnte?

Vi havde Marshallplanen. Amerikanerne gav os penge, men samtidig krævede de, at de europæiske regeringer drev kommunisterne ud af politikken i deres lande. De dikterede os deres betingelser. Hvilke betingelser agter vi at diktere landene ved Middelhavets sydlige kyster, før vi forpligter os til en Marshallplan? Er det vores hensigt at skifte de seneste års diktatorer ud med andre diktatorer for at pleje vores egne interesser, eller er hensigten med vores Marshallplan at fostre udviklingen af stærke, solide institutioner, som afspejler den ånd, der lever i civilsamfundet, og som vi har set blive bragt til live i de seneste dage i disse lande?

Det er det virkelige spørgsmål, som vi skal stille os selv, og de forslag, vi skal forelægge Rådet, herunder flyveforbudszonen og patruljering af den libyske kyst, og det er europæiske skibe, der skal gøre det i Sidrabugten, ikke amerikanske. Det skal være det svar, Europa skal komme med på dette tidspunkt.

  Juan Fernando López Aguilar (S&D). – (ES) Hr. formand, Baroness Ashton! Jeg tror, at denne forhandling gør det helt klart, at hele Parlamentet nu er klar over, at denne forandringens krise i Nordafrika ikke længere er en test af Europas udenrigspolitik, men at det nu er en afprøvning af, om det i det hele taget er muligt for Europa at have en udenrigspolitik. Derfor er det ganske afgørende, at EU henvender sig til det internationale samfund med ét enkelt og tydeligt budskab.

Jeg vil gerne benytte mig af mit minut til at føje min stemme til dem, der har understreget betydningen af den humanitære dimension af denne forandringens krise. Derved vil Europa kunne være med til at afbøde virkningerne på den humanitære front, først og fremmest hvad angår de fordrevne personer, eventuelle asylansøgere og flygtninge, der flygter fra konfliktområderne til den nærmeste grænse, som er grænsen til EU.

Det er grunden til, at jeg understreger det presserende behov for, at EU fuldfører sin endnu ikke færdigbehandlede asylpakke, for at man reviderer direktiv 2001/55/EF om foranstaltninger til beskyttelse af fordrevne personer i humanitære nødsituationer og håndterer de uforudsete massetilstrømninger af immigranter, prioriterer Det Europæiske Agentur for Forvaltning af Det Operative Samarbejde ved de Ydre Grænser i EU's medlemsstater og Det Europæiske Asylstøttekontor, som er de redskaber, der er til rådighed, og først og fremmest giver menneskerettighedsklausulen i sin udenrigspolitik en virkelig mening, således det ikke bare er en klausul med mange ord, men en betingelse for selve eksistensen af en udenrigspolitik i EU.

  Kristiina Ojuland (ALDE). – (EN) Hr. formand! I går mødte mange medlemmer af Parlamentet repræsentanter for Libyens Overgangsråd, hvis budskab var helt klart. De har brug for international støtte og hjælp, og de har brug for det hurtigt.

Som mange kolleger allerede har sagt, skal det første, vi gør, derfor være at etablere forbindelser til Overgangsrådet for at legitimere deres arbejde. Vi skal anerkende dem.

For det andet ved vi alle, og det har mange kolleger også sagt, at folk stadig myrdes hvert eneste minut i Libyen af Gaddafis luftstyrker, og EU skal derfor være parat til at handle hurtigt sammen med FN og Den Arabiske Liga for at få oprettet en flyveforbudszone.

Mit sidste punkt vedrører de humanitære spørgsmål. Disse mennesker har brug for helt elementære ting som fødevarer, vand og medicinske forsyninger, og de har også brug for teknisk støtte. Selv militæret, der støtter oppositionen, har brug for teknisk støtte, således at de kan kontakte hinanden online.

  Paweł Robert Kowal (ECR). – (PL) Hr. formand! Det er heldigvis ikke rigtigt, at hele Europa og hele verdens politikere har kysset hr. Gaddafi, som hr. Eppink siger. Allerede for 25 år siden havde Ronald Reagan ingen tvivl om Gaddafi. Det tog os 25 år at nå til den samme konklusion i dag. Disse kys var naturligvis ikke helt uden et vist grundlag. De blev begrundet med ordet stabilitet. Vi skal i dag skrive demokrati i stedet for stabilitet. Dette er en lejlighed, som vi skal benytte os af, og vi skal gøre det nu. Der skal afholdes topmøde om et par dage. Vi forventer resultater. Vi har ikke råd til at spilde yderligere 25 år. Vores problem er ikke, at vi ikke forstår tiderne. Vi siger ofte det rigtige her. Vores problem er, at det tager os lang tid at handle. Vores problem er, at det, vi gør, ikke er effektivt. Dette tidspunkt er måske vores bedste lejlighed til at handle vedrørende alle vores naboer, herunder Lukashenko. Det er vigtigt, at vi handler i tide, ellers vil vi igen om 25 år se billeder af kys.

  Michael Gahler (PPE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi ønsker alle at hjælpe befolkningerne i Nordafrika med at nå deres legitime mål. Folk på stedet skal vælge vejen frem, men hvis de beder os om hjælp, skal vi være parat til at levere øjeblikkelig humanitær bistand. Det er derfor godt, at ECHO, Kommissionens afdeling for humanitær bistand, allerede befinder sig i Tunesien og Egypten.

Men vi oplever allerede en virkelig stresstest af EU's og medlemsstaternes kapacitet og formåen, da vi skal gøre alt på samme tid, dvs. flyve vores borgere ud, forsyne flygtningene fra nabolandene med deres grundlæggende fornødenheder og transportere dem hjem, tage os af de flygtninge, der kommer til EU ad søvejen og modarbejde en diktators illegitime krav på magten.

Hvilke konkrete skridt er der brug for for at fjerne Gaddafis legitimitet?

For det første skal vi i fællesskab kalde vores ambassadører hjem fra Tripoli.

For det andet skal vi anerkende det Nationale Overgangsråd som legitim samtalepartner i Libyen og nå til enighed med det om leveringen af humanitær bistand.

For det tredje skal EU-medlemsstaterne og Sikkerhedsrådet i fællesskab indgive et forslag om at oprette en flyveforbudszone, som kan blive vedtaget inden for et kort tidsrum.

For det fjerde skal vi, hvis Sikkerhedsrådet bliver blokeret af et veto, støtte, at der udvikles en regional folkeret. Det betyder med andre ord, at hvis Den Afrikanske Union, Den Arabiske Liga og EU alle er enige, skal vi i fællesskab sammen med regionen finde ud af, hvordan vi på anden måde kan gennemføre en flyveforbudszone

På mellemlang sigt skal vi naturligvis drøfte, hvorledes vi kan skabe de nødvendige forudsætninger for udvikling i disse lande, f.eks. gennem en frihandelszone, således at folk kan få en fremtid i deres eget land.

  Sylvie Guillaume (S&D). – (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne give min støtte til det beslutningsforslag om situationen i Libyen, som Parlamentet har fremlagt. Det giver stof til eftertanke for de europæiske institutioner. I beslutningsforslaget forklares det klart og beslutsomt, hvordan vi kan hjælpe med at overvinde vanskelighederne på et tidspunkt, hvor situationen i Libyen bliver værre dag for dag.

Jeg vil for mit vedkommende gerne understrege to ting. For det første er det naturligvis på kort sigt vores førsteprioritet at beskytte civilbefolkningen, enten det drejer sig om fordrevne personer, der flygter fra kamphandlingerne, eller libyere, der er fanget i ilden fra oberst Gaddafis angreb på sin egen befolkning. Alle ressourcer skal investeres i humanitær nødhjælp, ikke mindst for at hjælpe de nabolande, som står i forreste linje til at modtage flygtninge, dvs. Tunesien, Egypten og Niger.

For det andet har vi et ansvar på mellemlang og lang sigt. Vi skal gribe denne historiske lejlighed, som vi har fået, til at hjælpe disse oprør, til at støtte overgangen til demokrati, og vi skal se yderligere frem og reformere vores fælles europæiske asyl- og immigrationspolitikker på grundlag af et virkeligt afbalanceret partnerskab, så der endelig kan blive sat en stopper for, at vi bruger landene i Middelhavsområdet som Europas politi.

  Edward McMillan-Scott (ALDE). – (EN) Hr. formand! Lige siden jeg blev udnævnt til næstformand for demokrati og menneskerettigheder, har jeg forsøgt at bruge min stemme til at tale for dem, som ikke kan tale. Nu har vi i dag i Parlamentet gæster fra det Nationale Overgangsråd i Libyen, som mødtes med den højtstående repræsentant i går aftes, men som ikke kan deltage i forhandlingen. Efter min opfattelse, og, tror jeg, efter mange medlemmers opfattelse, skal EU anerkende Libyens Nationale Overgangsråd før weekenden, ud over hvad man ellers gør, og jeg har set nogle af de idéer, som fru Ashton vil fremlægge.

At besejre Gaddafi er ikke blot afgørende for Libyen. Det er afgørende for de millioner af arabere andre steder i den arabiske verden, der kæmper for frihed. Hvis vi officielt anerkender Overgangsrådet, kan humanitær og anden hjælp samt det, der strategisk er nødvendigt, gå til dette Overgangsråd. EU skal uforbeholdent støtte demokratiet alle steder, hvor det begynder at blomstre.

  Tokia Saïfi (PPE). – (FR) Hr. formand, Baroness Ashton! I disse dramatiske timer, hvor Libyens fremtid står på spil, er humanitær bistand vigtig, men det er ikke nok. EU skal indtage en klar holdning vedrørende en flyveforbudszone for at sætte en stopper for den voldsomme undertrykkelse af befolkningen. Vi forstår risiciene, og at man tøver, men dette spørgsmål drejer sig ikke kun om Libyen. Det vedrører hele regionens politiske fremtid og Europas politiske fremtid.

Det er også nødvendigt, at EU straks anerkender det Nationale Overgangsråd som den legitime myndighed i Libyen. Vi har her en lejlighed til at sende et stærkt budskab til alle de mennesker, der kæmper for deres frihed, og sige til dem, at Europa står bag dem, fordi deres kamp også er vores kamp.

Naboskabspolitikken skal også reorganiseres i retning af at fremme overgang til demokrati, støtte økonomien og styrke forbindelserne til andre lande og organisationer i regionen.

Endelig skal vi hurtigt hjælpe disse lande med at forvalte migrationsstrømmene. De billeder, vi ser af folk, der flygter, er bevis på, at dette i lige så høj grad er et Syd-Syd-spørgsmål som et Nord-Syd-spørgsmål.

Tiden er nu inde til at vælge. Enten sender Europa et klart budskab om støtte og ønske om at hjælpe disse mennesker, eller også bygger Europa en mur og omdanner således sig selv til en illusorisk, selvisk fæstning.

  Pier Antonio Panzeri (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, fru Ashton! Denne forhandlings karakter tillader mig at minde Dem om, at Unionen for Middelhavets Parlamentariske Forsamling afsluttede sit møde i Rom i sidste uge. Der blev udstukket flere veje, som Kommissionen ville gøre klogt i at vende tilbage til, især når det gælder forslagene om, hvordan man kan støtte de igangværende demokratiske overgangsprocesser.

Derfor opfordrer jeg Dem, og jeg opfordrer Kommissionen til nøje at følge udviklingen i Tunesien. Objektivt set er det land en drivkraft for demokrati, og det er en model for hele regionen

Hvad angår Libyen, skal vi være helt klar over, at det, efter at man har erklæret dette land for en del af det internationale samfund, vil have konsekvenser at afbryde forbindelserne til hr. Gadaffis styre, især i lyset af at styret i Libyen viser større modstand end hr. Ben Alis og hr. Mubaraks.

Det betyder, at vi nu skal handle på fire fronter – og i politik er tiden afgørende – med troværdighed, oprigtighed og konsekvens. Vi skal fremlægge en passende europæisk finansiel plan. Jeg forstår godt, at man bruger betegnelser, der vækker minder, men vi har snarere brug for en Ashtonplan end en Marshallplan. Vi har også brug for en europæisk immigrations- og asylpolitik, en afskrækkelsespolitik med lukning af luftrummet og fuld støtte til modstanderne af Gaddafis styre.

Baroness Ashton! Det er op til Dem og Deres udenrigspolitiske bånd til Rådet at sikre, at disse punkter tæller de kommende dage, men man skal også undgå, at de begivenheder, der ændrer Middelhavet, endnu en gang kommer bag på den europæiske udenrigspolitik.

  Cristian Dan Preda (PPE). – (RO) Hr. formand! For nogle få dage siden sendte Gaddafistyret et brev til FN's Sikkerhedsråd, hvori man gav udtryk for sin overraskelse over de sanktioner, der blev vedtaget den 26. februar, og hvori man hævdede – med Gaddafis ord – at der kun blev brugt "moderat magt" mod visse "undergravende handlinger". Det er et klart tegn på en diktator, der ved, at han har tabt spillet, og som ikke længere er i stand til at se, hvor alvorlige hans handlinger er. Det nedtoner på utrolig kynisk måde den brutalitet, som vi har set i Libyen i de sidste tre uger.

På den anden side viser Gaddafistyrets reaktion klart, at det slet ikke er uanfægtet af de sanktioner, der indtil videre er blevet vedtaget. Derfor mener jeg, at vi skal gennemføre de hårdest mulige sanktioner, men naturligvis under et FN-mandat. Jeg mener imidlertid ikke, at vi kan nøjes med en flyveforbudszone, men skal give støtte til dem, der skal besejre Gaddafi, samtidig med at vi udviser solidaritet med vores sydlige medlemsstater, som vil modtage en bølge af flygtninge. Det vil naturligvis også ske.

  Simon Busuttil (PPE). – (MT) Hr. formand! De begivenheder, der finder sted i den arabiske verden, og i alle landene i den arabiske verden, er en smuk drøm, som er ved at gå i opfyldelse. Men for at forhindre at denne drøm bliver et mareridt, skal vi spille vores rolle og sikre, at disse mennesker ikke blot skaffer sig af med deres diktatorer, men også udrydder diktaturet. Det betyder, at de skal gennem en overgangsfase, som kræver massiv støtte fra os.

Det er rigtigt, at vi alle har etableret forbindelser til disse lande og deres styrer. Men da vi så den chokerende vold, der blev begået, fordømte vi alle med én stemme volden og det styre, der begår den. Det næste skridt er at kvæle denne vold ikke bare med ord, men også med handling. Hver eneste dag, der går, og som bringer volden med sig, er endnu en dag, hvor vi har tilladt, at der begås mord og udgydes blod.

Vi skal styrke EU's humanitære tilstedeværelse. Det er man allerede i færd med at gøre, og Cathy Ashton gør et godt stykke arbejde, men vi skal øge vores humanitære bistand både til det libyske folk og til dem, der flygter fra styret til Tunesien og Egypten. Hvis denne flygtningestrøm finder vej til Europa, skal vi desuden være parate. Det er da udmærket at sige, at vi skal åbne vores døre for libyske flygtninge, men tilbage står så at se, om vi alle vil påtage os ansvaret, hvis situationen opstår.

  Ernst Strasser (PPE). – (DE) Hr. formand, fru Ashton! De har gentagne gange måttet lægge øre til kritiske kommentarer herfra. Jeg ønsker under dagens forhandling at benytte lejligheden til klart og tydeligt at understrege, at EU og navnlig De og Deres personale har handlet hurtigt, hensigtsmæssigt og effektivt i denne krise. Det har også medført, at Europa har taget endnu et skridt i retning af den rolle, som vi forestiller os, at vi skal spille som medgrundlæggere af en global verden.

Det er rigtigt og vigtigt at bemærke, at der er forskellige forhold i alle lande, navnlig i Libyen. For Libyens vedkommende har EU indtaget en fornuftig politisk holdning med fordømmelse af folkedrab og beskyttelse af det civile samfund. Det er korrekt, at presset på Gaddafis regime er eskaleret i forhold til NATO, FN og andre organisationer. Militære aktioner kan naturligvis heller ikke udelukkes inden for rammerne af konventionerne i den internationale ret. Derudover skal der ydes humanitær bistand – dvs. fødevarer, medicinsk udstyr, tag over hovedet – til de personer, som har været tvunget til at flygte fra krigszonen.

Vi skal dog også overveje, hvad der vil ske på den første dag efter æraen med Gaddafi som leder. Jeg vil i denne sammenhæng endnu en gang henvise til mødet mellem EU og Unionen for Middelhavsområdet i Rom, hvor der blev fremsat vigtige forslag om forskellige skridt, for det første med hensyn til personlig sikkerhed for borgerne og for det andet politisk sikkerhed – som omfatter et tæt samarbejde med den midlertidige regering – og for det tredje økonomisk sikkerhed.

Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at økonomien i disse lande genoprettes, og at borgerne kan finde arbejde.

  Krzysztof Lisek (PPE). – (PL) Hr. formand, fru Ashton! Vi skal efter min opfattelse også se på begivenhederne i Nordafrika og Libyen som led i en form for historisk proces. For ikke så længe siden var vi alle vidner til mordene i Balkan – og desværre deltog vi også i et vist omfang – og en situation, hvor borgerne i Europa dræbte hinanden. Nu må vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at undgå en gentagelse af denne situation. Jeg håber derfor, at vi på det kommende EU-topmøde vil udvise den standhaftighed, der er nødvendig for at reagere hurtigt, og jeg mener, at aktioner som et flyveforbud eller en reel afbrydelse af de diplomatiske forbindelser med Gaddafis regime og Gaddafi selv – som forbryder – er af afgørende betydning.

Men vi skal også tænke på det, der skete i 1989 i Polen og andre lande. Der er en mulighed nu, fordi de unge, som i dag demonstrerer i Libyens gader og i andre afrikanske lande, virkelig ønsker demokrati. Og det skal vi hjælpe dem med at opnå.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg blev inspireret af fru Ashtons redegørelse, især da hun nævnte, at vores aktioner skal være baseret på EU's grundlæggende værdier, idet de spontane protester i Nordafrika har vist, at udemokratiske ledere ikke kan skabe reel stabilitet. Vi skal erkende, at forsøgene på at tæmme brutale diktatorer som Gaddafi er slået fejl og har skabt mange pinagtige situationer. Befolkningen i Libyen kæmper for de samme værdier som Europa, og vi skal med al tydelighed vise, at vi er på deres side.

Den samme værdibaserede tilgang gælder for vores fremtidige politikker i forhold til stater som Iran, Belarus, Cuba, Kina og Rusland.

Det, vi skal gøre om ca. to dage, er at bakke op om et flyveforbud, anerkende det midlertidige nationale råd og se nærmere på de sociale og økonomiske årsager til disse revolutioner.

Men det kan ikke lade sig gøre uden en langsigtet form for Marshallplan.

  Nadezhda Neynsky (PPE). – (BG) Hr. formand, fru Ashton! I 1999 havde Gaddafi for at undgå uro i oppositionens rækker i Benghazi brug for syndebukke, som han kunne give skylden for, at der var børn, som var smittet med aids som følge af det dårlige libyske sundhedssystem. Han fandt seks bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge til dette formål, som tilbragte lange og frygtelige år i libyske fængsler.

Gaddafis manipulering af situationen virkede end ikke i hans eget land, da det var i Benghazi, at revolutionen rent faktisk startede. De sygeplejersker, der var ofre for Gaddafis diktatur, er blevet et klart symbol på europæisk solidaritet. Libyens borgere og de unge mennesker i Libyen forventer denne europæiske solidaritet. Det forventes af de personer, der ikke kan acceptere, at den arabiske verden står over for et dilemma med enten diktatur eller islamisme, og som hver dag beviser, herunder med deres eget blod, at der også er plads til demokrati i denne del af verden.

Det er derfor, at vi europæere i dag, når vi drøfter Libyens fremtid, skal være upartiske i vores vurderinger, målrettede i vores aktioner og vigtigst af alt enige i vores beslutninger. Vi skal give vores støtte til principper, frihed og demokrati i denne del af verden.

  Agustín Díaz de Mera García Consuegra (PPE). – (ES) Hr. formand! Der er mange tusinde flygtninge og mange tusinde fordrevne mennesker. Løsningen på denne nødsituation er evakuering. Der er brug for transport. Som hr. Guterres sagde, ønsker disse mennesker ikke at komme til EU, de ønsker at vende hjem.

Der er to millioner indvandrere, en million borgere fra Egypten og 80 000 borgere fra Bangladesh. Vi skal fokusere på de svageste af de svage: borgere fra Eritrea, Somalia og landene syd for Sahara, som forveksles med lejemordere, og borgere fra Palæstina. De Forenede Nationers Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) udtaler, at det har brug for 160 mio. EUR i løbet af tre måneder til vand, medicin, fødevarer og transport.

Vi forventer en målrettet reaktion fra EU på fredag. Gaddafi kan ikke undgå at blive stillet til regnskab i international retlig sammenhæng. Masseangreb på Libyens befolkning er forbrydelser imod menneskeheden. Anklageren, Luis Moreno-Ocampo, har allerede truffet foranstaltninger.

Parlamentet skal være involveret, hr. formand! Vi er endvidere et demokratisk instrument, der kan lægge pres på og informere den frie verden. Vi har brug for et mandat fra Parlamentet til at etablere en delegation af parlamentsmedlemmer i flygtningelejrene under UNHCR, Røde Kors og Red Crescent.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det evigt voksende oprør, som vi oplever i øjeblikket i Middelhavet, viser helt klart et stærkt ønske om demokratisk deltagelse, navnlig fra unge mennesker, der gennem Facebook og Twitter har fået øjnene op for en anden verden, som er mere lydhør over for deres håb og drømme.

De regioner, der har udsigt til Middelhavet, repræsenterer ikke desto mindre meget forskellige verdener og lider nu mere end nogensinde på grund af den blodige vold under diktatorer, som alle verdens ledere rent faktisk på et eller andet tidspunkt har haft forbindelser med.

Der er et par punkter, som jeg ønsker at nævne: en humanitær nødsituation, hvor flygtningenes værdighed skal beskyttes, og hvor man samtidig skal huske, at denne krise hurtigt kan udvikle sig til en offentlig sundhedskrise; alt for store koncentrationer af fordrevne personer uden tilstrækkelig lægehjælp; udryddelse af volden; afgørelse af hypotesen om et flyveforbud; en ny og anden form for solidaritet – hr. formand og fru Ashton – en middelhavspolitik, som yder reel beskyttelse af den store gruppe mennesker, der standhaftigt bliver tilbage i Middelhavsområdet; ændringer af Frontex og – hvorfor ikke – lad os minde Rådet (som ikke er til stede i dag) om, at der er to direktiver til beskyttelse af sæsonarbejdere og virksomhedsinternt udstationerede personer fra tredjelande, som også kunne have en betydning – herunder i beskæftigelsesmæssig sammenhæng – for disse exceptionelle krav, som vi er nødt til at tackle mere effektivt.

  Formanden. – Catch-the-eye-proceduren starter nu. Jeg ønsker med det samme at advare om, at jeg har 19 anmodninger om taletid, og at jeg ikke kan imødekomme alle anmodninger. Jeg kan kun acceptere fem eller seks anmodninger. Jeg beklager over for de øvrige medlemmer, men forhandlingen var langvarig, vi havde en meget udførlig indledende redegørelse fra fru Ashton, og det skal ikke gå ud over den næste forhandling. Jeg beklager derfor. Jeg vil give ordet til de personer, der kom først, naturligvis med en retfærdig repræsentation af alle grupper.

  Arnaud Danjean (PPE). – (FR) Hr. formand, fru Ashton! De understregede det presserende behov – som vi alle er klar over – for at handle i forhold til den libyske krise. De pointerede helt korrekt, hvad EU har gjort og gjort godt i forhold til den humanitære situation og evakueringen af europæiske borgere.

Jeg mener rent faktisk, at EU ville have draget fordel af at offentliggøre og synliggøre disse aktioner, da borgerne alt for ofte har det indtryk, at det alene er medlemsstaterne, som gennemfører disse aktioner, hvorimod det, som De har understreget, er europæiske mekanismer, der har fungeret i denne sammenhæng.

På det politiske og militære plan ønsker jeg at minde om, at et flyveforbud er meget nødvendigt, ikke blot af politiske hensyn, men også af militære hensyn. Det vil imidlertid kræve mere end dette, da – og det må vi ikke glemme – et flyveforbud ikke forhindrede alle uhyrlighederne på landjorden i Bosnien og Kosovo, selv med et strengt håndhævet flyveforbud.

Mens vi venter på afgørelserne fra FN's Sikkerhedsråd, har vi fælles europæiske sikkerheds- og forsvarspolitiske instrumenter, som vi kan benytte os af. Vi kan implementere disse instrumenter med henblik på maritim overvågning, overvågning af embargo og ydelse af humanitær bistand. Europa skal vise sit værd, og EU har de instrumenter, der er nødvendige med henblik på handling.

  Richard Howitt (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg er enig med alle dem, der under denne drøftelse har opfordret til, at EU engagerer sig, reagerer og påtager sig sit ansvar for beskyttelse. Jeg bifalder også den højtstående repræsentant Cathrine Ashtons udsendelse af en mission til Libyen med færre hændelser end f.eks. en af vores medlemsstater.

Men talte alle dem, der puster sig op under disse drøftelser, også i hårde vendinger under de 42 år med brutalt militært diktatur? Protesterede de, da 1 200 fanger blev myrdet med koldt blod for over ti år siden? Eller imod Gaddafis historiske torturregime, tvungne forsvindinger og udenretslige henrettelser?

Klagede de, da Kommissionen indledte forhandlinger om en rammeaftale med Libyen, som var på vej til at blive indgået i år? Strenge sanktioner mod afgående diktatorer i en krisetid ser godt ud for den europæiske offentlighed, men strenge standarder inden krisetider ser endnu bedre ud for de mennesker, som vi påstår, at vi forsøger at hjælpe.

  Sonia Alfano (ALDE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Som nogle har sagt, har Baroness Ashton udvist stort mod ved at tage tyren ved hornene i denne sag, men jeg mener, at vi må tage en række grundlæggende skridt.

Medlemmerne har talt om at sikre, at de skyldige retsforfølges. Lad os være præcise. Vi skal sikre, at hr. Gaddafi retsforfølges. Medlemmerne har også talt om vold. I stedet mener jeg, at vi med rette kan sige, at der på ny er tale om folkedrab i disse områder.

Vi kan ikke blive ved med at begrave vores hoveder i sandet. Jeg mener, at det første, vi må gøre, er at anerkende Det Nationale Libyske Råd som overgangsråd. Vi har brug for en samtalepartner. Vi kan ikke blive ved med blot at tale om væsentlig nedsat humanitær bistand.

Der er ingen tvivl om, at vi alle skal gøre os til fortalere for en flyveforbudszone. Vi kan ikke blive ved med at acceptere Kinas og Ruslands vetoer. Det drejer sig om lande, der ledes af diktatorer. Kina censurerer internettet, mens Rusland dræber journalister som Anna Politkovskaja. Jeg mener, at det første, vi bør gøre lige nu, er at bringe vores henholdelsestaktik til ophør og anerkende Det Nationale Libyske Råd.

  Franziska Katharina Brantner (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil blot kort på ny nævne spørgsmålet om den sydlige naboskabspolitik

og de forslag, som Kommissionen og fru Ashton stillede i går. Jeg mener, at vi mangler en erkendelse af, hvad der foregår, f.eks. i forbindelse med vores relationer med Saudi-Arabien og forhandlingerne med Syrien. Hvordan vil Kommissionen og fru Ashton ændre dem? Hvordan vil de blive ændret? Vil de opretholde status quo i forhandlingerne med Syrien, og hvad vil de gøre med Saudi-Arabien? Hvordan skal vi interagere med disse lande?

Det, der mangler i udkastet – der efter min mening overordnet er godt – er en proces for, hvordan vi fastlægger kriterier for opgradering af forbindelserne. Hvordan skal "vi vil betale mere"-delen foregå? På grundlag af hvilke kriterier og under hvis kontrol? Jeg mener, at vi har brug for en proces som udvidelsesprocessen, hvor Kommissionen fastlægger kriterierne og kontrollerer dem.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Vi er solidariske med det arabiske folk i dets kamp for frihed, demokrati og sociale fremskridt i Tunesien, Egypten og Libyen under hensyntagen til de specifikke omstændigheder i hvert af disse lande. Vi må imidlertid ikke glemme den støtte, som EU-regeringer og -ledere gav til diktatorerne, da de solgte dem våben, der nu bruges til at dræbe deres befolkninger.

Ligeledes kan vi ikke acceptere udenlandske militære indgreb i de kampe, som disse landes befolkninger kæmper. Vi ved, hvordan udenlandske indgreb begynder, men vi ved aldrig, hvordan de ender, hvilket eksemplerne fra Irak, Afghanistan og så mange andre steder har vist. De politiske, økonomiske og sociale valg, som befolkningerne i disse lande træffer i den nærmeste fremtid, skal respekteres, og de skal sikres al den humanitære bistand, som de har brug for, uden forbehold eller indgreb.

  Mario Borghezio (EFD). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi skal naturligvis erkende, at Vesten har begået alvorlige fejl. I Italien har vi begået den fejl, at vi har opfattet hr. Gaddafi som vores "son of a bitch", som præsident Roosevelt ville have sagt, hvorimod han blot var en af mange "sons of …", der regerer deres folk og nu endda skyder mod dem eller får andre til at skyde mod dem.

Hvordan kan det være, at ingen i Parlamentet har nævnt det ansvar, der ligger hos de afrikanske regerings- eller statsoverhoveder, der indtil i går morges opfattede ham som en broder, forkælede ham og sendte ham til FN som repræsentant for forsvaret af menneskerettighederne, hvilket endda fik ham til at erklære sig kongen over konger blandt de afrikanske lande – eller har jeg fat i den forkerte person?

Europa er nu i færd med at begå endnu en fejl ved at ignorere en åbenlys fare, efterhånden som en voldsom strøm af somaliere, eritreere og andre flygter over Libyens grænser. Vi skal håndtere dette problem med stort engagement. Vi bør anvende en Marshall Plan, der involverer netværket af små og mellemstore virksomheder, for at hjælpe disse mennesker, ikke sende våben.

***

  Formanden. – Inden jeg giver ordet til Baroness Ashton, så hun kan svare, vil jeg oplyse medlemmerne om, at to repræsentanter fra Det Nationale Libyske Råd er til stede på tilhørerpladserne, nemlig Dr. El-Welfali og Dr. Al-Eisawi, som jeg gerne vil byde velkomne.

Bifaldets styrke afspejler Parlamentets opbakning og solidaritet og den stærke støtte, der fremgik af drøftelserne, til frihed og demokrati i Libyen. Jeg vil gerne sige tak og held og lykke. Vi står bag jer.

***

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke Parlamentet for en efter min mening meget vigtig drøftelse.

Det fælles tema er naturligvis ønsket om at se forandringer i Libyen, som sætter befolkningen forrest i EU's og det internationale samfunds bestræbelser.

Jeg mener, at hr. Schulz sagde det først, men det er blevet gentaget adskillige gange. Vi skal være meget bevidste om, hvad vi gør, og meget beslutsomme, når det gælder det, vi bør gøre. Vi skal først og fremmest sikre, at den humanitære bistand og støtte kommer ind i landet og når frem til de rigtige steder. Vi har kontakt med Médecins Sans Frontières og IRKK hele vejen gennem landet fra Benghazi til Tripoli. Jeg ved imidlertid fra mine drøftelser, at der er områder, hvor det er ekstremt vanskeligt at få bistand og lægemidler ind i landet som følge af de igangværende kampe, og fordi folk ikke kan komme igennem hertil.

Det er noget, som fru Georgieva, som kommissær med ansvar for humanitær bistand, arbejder på, og fru Amos i FN koordinerer også indsatsen derfra. De gode nyheder er, at vi i visse områder får besked om, at de klarer sig godt, og at støtten når frem, men der er selvfølgelig meget at gøre.

Jeg har også lyttet til, hvad medlemmerne har sagt om flygtningespørgsmålet. Vi har arbejdet hårdt sammen med medlemsstaterne for at forsøge at få folk hjem og støtte dem. Mange af de flygtninge, der ankom til den tunesiske grænse, var bosiddende i Egypten, og visse medlemsstater har arbejdet tæt sammen med tuneserne for at stille transport via båd eller fly til rådighed for at få folk hjem og endvidere overvåge dem, der rejser tilbage til Afrika.

Men der skal gøres meget mere. Min overbevisning er, at hvis vi kan gøre landet mere stabilt, kan folk blive hjemme – og det er der, de ønsker at være. En af udfordringerne for EU – og det er jeg meget åben omkring – er således, at vi ved at sikre stabilitet i vores sydlige nabolande kan gøre det muligt for folk at blive der, hvor de ønsker at være, med økonomisk fremgang og demokrati, frem for at de føler, at de er nødt til at flygte som følge af vold, manglende muligheder eller andre problemer.

Dernæst er der hele spørgsmålet om en flyveforbudszone og den rolle, som militære løsninger skal spille. Jeg nævnte arbejdet med det, vi beskrev som forsigtig planlægning, i Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (COPS), som fortsatte i går aftes. Der henvises til disse drøftelser i vores igangværende drøftelser med FN, som jeg også har nævnt, og i NATO, hvor jeg vil deltage i et møde i morgen. De finder naturligvis sted i samarbejde med vores partnere. Den Arabiske Liga vil drøfte en flyveforbudszone på lørdag.

Jeg er imidlertid også meget bevidst om noget, som generalsekretæren for Den Arabiske Liga sagde til min delegation, der besøgte ham i går. Vi skal klarlægge, hvad vi har brug for, da en flyveforbudszone pr. definition indebærer forskellige ting for forskellige personer. Jeg tror, at Parlamentet vil være meget interesseret i at sikre, at det, der skal gøres, bliver gjort på en hensigtsmæssig måde. Vi skal være sikre på, at uanset hvilke foranstaltninger vi træffer, træffes de med fuld viden om, hvad vi gør, og med støtte fra de mennesker, der vil blive påvirket heraf. I den sammenhæng henviser jeg på ny til behovet for fortsatte drøftelser og fortsat dialog med Den Afrikanske Union og Den Arabiske Liga.

Vi kunne have en omfattende drøftelse – og det burde vi måske – om et emne, som jeg er begyndt at skrive om i pressen, nemlig isolationisme versus engagement. Det er en reel udfordring, og det, jeg vil sige til den herre, der holdt billederne op, er, at når man er formand for Det Europæiske Råd og som formand har deltaget i topmødet mellem Afrika og EU, som blev afholdt i Libyen, vil der naturligvis være et billede af formanden sammen med Gaddafi. Det giver sig selv. Der er billeder af mange personer. Der var et billede i samme gruppe af formanden for ALDE-Gruppen. Der er tale om billeder, som man kan tage ved mange lejligheder, hvor de af os, der bestrider ansvarsfulde hverv, skal indgå i relationer med personer, som vi sandsynligvis ikke ønsker at indgå i relationer med.

Jeg mener derfor ikke, at det er rimeligt at vise et billede af Herman Van Rompuy, der varetager sine ansvarsområder som formand for Det Europæiske Råd på vores alles vegne i værtslandet sammen med den person, som var vært for begivenheden. Om vi ville have foretrukket, at Den Afrikanske Union havde holdt mødet et andet sted, er et andet spørgsmål; vi har da også gentagne gange bemærket over for dem, at de måske skulle have gjort det. I sidste ende møder vi dog som hovedregel Den Afrikanske Union der, hvor Den Afrikanske Union foreslår det. Det kan vi måske ikke lide, og det er en reel debat. Jeg mener, at vi bør drøfte det på et tidspunkt, da jeg som hovedregel mener, at engagement er bedre end isolation. Isolation virker under visse omstændigheder, men engagement er bedre.

Når det nu er sagt, har vi, som jeg også har gjort det klart, måske fået Gaddafi ind i varmen. Det er nu på tide at sende ham tilbage ud i kulden – helt og aldeles. Det er også meget vigtigt med en vurdering af, hvori vores engagement består, og hvordan vi engagerer os, og at vi er klar til at revidere vores engagement og rejse os og sige, at vi har gjort det af en række årsager, som efter vores mening er de rigtige, uanset hvilket land det drejer sig om; at vi tror på, at engagement er bedre under disse omstændigheder, men at der findes omstændigheder, hvor det ikke er hensigtsmæssigt, og omstændigheder, hvor det, selv om det har været vores tilgang hidtil, ikke længere er hensigtsmæssigt.

Men lad os være ærlige, lad os ikke udfordre hinanden med billeder eller andre beskyldninger. Folk gør overvejende deres bedste under meget vanskelige omstændigheder, og jeg mener, at vi bør være stolte af, at formanden for Rådet forsøger at repræsentere medlemsstaterne.

Jeg vil også blot sige noget om betegnelser. Vi hører meget om en Marshallplan. Nogle kaldte det endda en Ashton-plan. Nej, lad os tale om en libysk plan eller en egyptisk plan eller en tunesisk plan, som ejes af befolkningen i de lande, som vi engagerer os i og tilbyder vores støtte.

Jeg ønsker ikke en plan, som vi når frem til, og hvor vi til de pågældende lande siger, at vi har planen for deres land. Det må vi ikke gøre. Vi skal være dem, der tilbyder den støtte, som skal sikre, at deres plan kan blive alt det, vi ønsker, for at støtte demokratiet.

Der er folk i Parlamentet med flere års erfaring, som er kommet gennem revolutioner og forandringer, og som har så meget at tilbyde. Jeg håber virkelig – og det har jeg sagt i disse lande – at de (hvis de føler, at det kan nytte) vil gøre brug af de personer, som har oplevet det, og som ikke blot ved, hvad der virkede, men som også kan fortælle dem, hvad der ikke virkede. Måske kan de ting, der skal undgås, være lige så vigtige som de ting, der skal gøres.

Jeg er enig i, at vi skal gennemgå det, som EU gør, hvilke redskaber vi har til rådighed, om vi har nok, og om vi skal genoverveje, hvad vi kan gøre. Medlemmerne har nemlig ret i, at jeg opererer inden for et mandat, som jeg er blevet tildelt, og jeg kan kun operere inden for dette mandat. Det giver mig mulighed for at gøre visse ting, men det kræver hovedsagelig, at jeg samler institutionerne og de 27 medlemsstater i en samordnet og fælles indsats.

En sidste ting om offentliggørelser og om at lytte. Jeg tror, at jeg har gjort mere i pressen end nogen anden i verden inden for dette emne. Jeg har optrådt overalt i medierne. Vi var først ude, da Mubarak trak sig tilbage, og jeg har i høj grad været til stede i pressen. Men jeg har også gjort meget mere uden pressen her i Parlamentet. Det er igen det, jeg opfatter som vigtigt, da vi mere end noget andet har brug for at lytte. Vi besøger alle disse lande, og de får så mange besøgende fra hele verden, hvilket er godt – selv om jeg nogle gange tror, at vi er nødt til at give dem plads og tid til at arbejde sammen om planlægge og efterfølgende indgå i en mere kvalificeret dialog med os. Men vi skal også lytte, og hvis der er noget, som jeg indtrængende vil opfordre os alle til at gøre, er det at tage os tid til virkelig at lytte – og det vil jeg også sige til medlemsstaterne – til, hvad folket siger, at besøge Tahrir Square, som jeg gjorde det, for at tale med de unge i Egypten, at tale med civilsamfundet i Tunesien og tage kontakt til befolkningen i Libyen, når vi kan, for at drøfte det, de ønsker for deres fremtid, og gøre alt, hvad der står i vores magt, for at bakke dem op.

  Edward McMillan-Scott (ALDE). – (EN) Hr. formand! Måske kan Baroness Ashton kommentere følgende. Der har stort set været enstemmighed i Parlamentet om, at EU's anerkendelse af Libyens nationale overgangsråd, som på nuværende tidspunkt har base i Benghazi, ville være et ekstremt vigtigt politisk signal, som ville gøre det muligt at få humanitær og anden strategisk bistand ind i landet. Hun har ikke besvaret dette spørgsmål. Mange talere har rejst det. Måske kan hun blot fortælle os, hvad hendes holdninger er, og om hun vil overbringe budskabet til Rådet på fredag.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Jeg besvarede ikke spørgsmålet. Jeg hørte det, og jeg er fuldt ud bevidst om det. Der er to årsager til, at jeg ikke svarede. Den ene er, at jeg gik ud fra, at Parlamentets formand, som vil tale på Det Europæiske Råds møde – som han altid gør – vil overbringe Parlamentets kommentarer og det, det er nået til enighed om i sine beslutninger. Jeg mener, at det er den rigtige metode til at sikre, at Parlamentet bliver repræsenteret. Det andet er, at det vil være medlemsstaternes beslutning. Der var således ikke tale om manglende anerkendelse fra min side. Jeg mødtes da også med en herre i går aftes. Jeg forsøgte blot at respektere Parlamentet ved at anerkende formandens rolle.

  Mario Mauro (PPE). – (IT) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! I lyset af hvad hr. McMillan-Scott har sagt, kan jeg ikke finde ud af, om forslaget om at anerkende Det Nationale Libyske Råd vil være blandt de forslag, som kommissæren og Kommissionen vil stille over for Rådet.

Jeg kan regne ud, at hun har det fint med, at Parlamentet drøfter det, men vil Kommissionen og Baroness Ashton stille forslag herom på Rådets møde den 11. sammen med sine forslag eller initiativforslag? Det er vores spørgsmål.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Jeg kan kun gøre det, som mit mandat tillader mig at gøre. Mine personlige holdninger tæller ikke. Det må medlemmerne forstå.

Jeg har mødtes med Rådet, og jeg har hørt, hvad Parlamentet har sagt. Parlamentets formand vil redegøre herfor. Som hr. Cohn-Bendit siger, er det meget vigtigt, men jeg kan ikke stå her i dag og sige, at jeg derfor vil anbefale det. Vi må gå videre med det, som Parlamentet når til enighed om, når det vedtager sin beslutning, og jeg har set, hvad det foreslår. Efterfølgende redegør vi herfor over for formanden for Det Europæiske Råd i forbindelse med Det Europæiske Råds konklusioner – som er i hans hænder – som Rådet (udenrigsanliggender) skal mødes og drøfte, og som Parlamentet skal forelægge gennem sin formand. Derefter vil Det Europæiske Råd træffe sin afgørelse.

Jeg forsøger ikke at undgå emnet. Jeg siger blot, at medlemmerne skal samle alle disse aspekter og derefter træffe en afgørelse. Det er ikke et udtryk for manglende respekt for overgangsrådet, men igen er vi nødt til at gøre det ordentligt og sikre, at vi gør det, som vi har det godt med at gøre.

  Formanden. – Jeg giver ordet til hr. Cohn-Bendit i et sidste indlæg, hvorefter vi afslutter drøftelsen. Jeg vil blot minde Baroness Ashton om – selv om jeg er sikker på, at hun ved det – at hun også får sit mandat fra Parlamentet i hendes egenskab af næstformand for Kommissionen og således ikke blot fra Rådet.

  Daniel Cohn-Bendit (Verts/ALE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne sige til Baroness Ashton – og jeg kan sige det på engelsk – at hendes mandat også indebærer, at hun skal stille forslag over for medlemsstaterne. Det ligger i hendes mandat, og vi vil gerne have hende til at tage sit mandat alvorligt. Efter en drøftelse i Parlamentet og efter en beslutning, som Baroness Ashton vil læse, vil hun vide, at der vil være overvældende flertal for at tage dette alvorligt at stille forslag herom over for Rådet. Hvis ikke har vi en stor krise mellem Baroness Ashton og Parlamentet.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Jeg kan ikke acceptere denne tanke om en alvorlig krise. Jeg har gjort det meget klart over for hr. Cohn-Bendit, hvad mit mandat præcist indebærer. Anerkendelsen af en regering er den anerkendelse, som Det Europæiske Råd giver. Den højtstående repræsentants mandat er at fremlægge de idéer, som hun forelægges, at drøfte dem med institutionerne på forhånd og på fredag forelægge disse synspunkter for Det Europæiske Råd. Det er op til medlemsstaterne at træffe afgørelsen.

Jeg vil gå herfra til en drøftelse med formanden for Det Europæiske Råd – hvis repræsentant er til stede her – og jeg vil drøfte det med kommissionsformanden. Vi vil også have institutionernes holdninger klar til fredag og mødet i Rådet (udenrigsanliggender) i morgen. Jeg forsøger ikke at krybe udenom, men det er helt korrekt, at medlemsstaterne træffer afgørelse om anerkendelse af en regering. Jeg hører højt og tydeligt, hvad Parlamentet siger.

Lad os ikke gøre en krise ud af det. Jeg forsøger ikke at undgå noget. Jeg fortæller blot Parlamentet, at vi skal gøre det ordentligt til gavn for disse befolkninger og den libyske befolkning.

  Formanden. – Jeg har modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 10. marts 2011.

  Louis Grech (S&D), skriftlig. – (EN) Det er beklageligt, at Europa ikke har lært meget af sin fortid. Unionens forsinkede reaktion på situationen i Libyen beviser, at Europa stadig har en usammenhængende og fragmenteret tilgang til det sydlige Middelhavsområde. Hvis Europa holder fast i denne tankegang, er der en mulighed for, at en humanitær krise af samme omfang vil finde sted igen. Europa skal reagere på to fronter.

1) Politisk og humanitær reaktion. Vi skal sikre, at det libyske folks legitime forhåbninger indfris gennem lokalt opnået demokrati, som indebærer, at regimet træder til side for at gøre det muligt for befolkningen i regionen aktivt at sikre landets overgang til demokratiet;

2) Migrationsstrømme. På nuværende tidspunkt er muligheden for voldsomme migrationsstrømme fra regionen et sekundært spørgsmål, men det skal håndteres. Unionen har hidtil anerkendt det, men har ikke formået at iværksætte en samordnet og samlet plan. Derfor opfordrer jeg til iværksættelsen af en slags Marshall Plan, som skal omfatte en integreret indvandringspolitik, der er baseret på principperne om solidaritet og byrdefordeling, og hvor alle medlemsstater erkender, at et land alene ikke vil kunne håndtere de store og komplekse vanskeligheder som følge af store migrationsstrømme, særlig når det gælder de små medlemsstater.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Opstandene i Maghreb har allerede haft konsekvenser for Europa – i form af både proppet med flygtninge, faldende aktiepriser og prischok på tankstationer, hvor EU naivt højst havde forudset sidstnævnte. Når man kombinerer de højere priser for råolie med en stærk euro og Den Europæiske Centralbanks rentestigning, er der ikke meget håb om, at priserne på brændselsolie falder. Det viser os igen, hvor afhængige vi er af forsyninger af råolie, og at vi skal sikre alternativer.

Oprørernes opfordring til en flyveforbudszone er et dilemma. Det kræver, at FN sanktionerer denne direkte indgriben i en stats suverænitet og dermed ødelæggelsen af dens luftværnskapacitet – som eksperterne advarer om. EU-medlemsstaterne skal ikke blot overveje dette, men også konsekvenserne af en åben borgerkrig. Hvad ville EU's holdning desuden være, hvis Gaddafi skifter retning? Det er klart, at en diktator ikke kan kues af aggressive holdninger alene. Gaddafi har vist, hvordan det er muligt at træde på Vesten, og resten af diktatorerne ser på med interesse. EU skal nu spille med sine udenrigspolitiske muskler og træffe klare foranstaltninger mod en nedtrapning af konflikten og demokratisering af Libyen.

  Mariya Nedelcheva (PPE), skriftlig. – (FR) Muammar Gaddafis afgang er et hastespørgsmål i dag. Men der er også alt det andet, og det, der tæller, er befolkningen. Vi fokuserer på diktatorerne, men vi overser ofte befolkningen, som er det første offer. Processen med at befri det libyske folk kan ikke foregå uden en reel politisk overgang i landet. En overgang til demokrati vil imidlertid aldrig lykkes uden reelle oppositionsledere. På nuværende tidspunkt er oppositionen meget svag. Større synlighed til oppositionen er et første nødvendigt skridt imod fremgang. På den anden side er der også brug for en stærk regional strategi. Alene i forbindelse med flygtningespørgsmålet er nabolandene ikke i stand til indgå en aftale, der skal forhindre strømmen af flygtninge i at blive holdt tilbage ved grænserne. Resultatet er, at de sundhedsmæssige forhold forværres, hvilket skaber spændinger mellem samfundene. Hvis denne humanitære krise ikke håndteres, risikerer vi at stå over for en situation, der hurtigt kommer ud af kontrol.

  Edward Scicluna (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg vil gerne lykønske min kollega, Ana Gomes, for hendes beslutning. Jeg er imidlertid skuffet over manglen på støtte fra PPE til en aftale, der tilskynder EU til at udarbejde en plan og ruste sig til at håndtere eftervirkningerne af Libyen-krisen, særlig når det gælder migrationspolitik og videresendelse. Vi har ingen plan A og da slet ikke en plan B.

Hidtil har en lille ø-medlemsstat tæt på Libyen, nemlig Malta, hjulpet, så godt den kunne. 13 000 personer med 89 forskellige nationaliteter blev evakueret med Maltas egne skibe og luftfartsselskaber, hvilket har bragt begge i stor fare. Malteserne gjorde det ikke på grund af EU-lovgivning og bestemt ikke på grund af Frontex. I stedet reagerede de af humanitære årsager og gav fritagelse for visumkrav. Det var et spørgsmål om solidaritet. Om vi står over for en immigrationsstrøm af bibelske dimensioner, kan vi ikke afgøre. Den vil helt sikker blive stor og meget voldsom for Malta. Malteserne beder ikke om anvendelse af Dublin II- eller Frontex-forordningerne. De beder om solidaritet og en videresendelsespolitik, der er baseret på princippet om byrdefordeling. Det er meget skuffende og uforståeligt at se PPE løbe fra dette ansvar.

  Traian Ungureanu (PPE), skriftlig. – (EN) Begivenhederne i Libyen og i EU's sydlige nabolande er en tilbagevisning af tidligere politikker og en prøve på kommende politikker. Status quo-tilgangen var det almindelige valg i næsten 40 år. Denne politik gav Europa fordelene ved stabilitet og sikker adgang til energi. Men den ignorerede samfundene i Nordafrika og den arabiske verden. Det ved vi, fordi disse samfund dukkede op igen og overraskede alle. Der er brug for en større politisk ændring hen imod aktiv støtte til de nye civilsamfund i de arabiske lande. Det må imidlertid ikke blive en undskyldning for beslutninger, der træffes for hurtigt, og som ville ødelægge vores naboskabspolitik.

Den europæiske naboskabspolitik bør forblive på plads som en politik. Den bør ikke erstattes af ukoordinerede foranstaltninger. Tanken blev luftet om, at der skulle tages finansielle midler fra de europæiske programmer for det østlige partnerskab og omfordeles til det sydlige. Det ville sende et negativt budskab til samfundene i vores østlige nabolande. Denne omfordeling har endvidere intet rationelt grundlag. Udgifterne pr. indbygger i de sydlige og østlige nabolande er ikke uafbalancerede. De er nogenlunde de samme. Problemet er ikke, hvor meget vi bruger, men hvordan vi bruger det.

(1) Se protokollen.

7. Ændring af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med hensyn til en stabilitetsmekanisme for de medlemsstater, der har euroen som valuta (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt er betænkning (A7-0052/2011) af Brok og Gualtieri for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om ændring af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med hensyn til en stabilitetsmekanisme for de medlemsstater, der har euroen som valuta (00033/2010 – C7-0014/2011 – 2010/0821/NLE)).

  Elmar Brok, ordfører. – (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Euroen er en stor succes. Det er en af de mest stabile valutaer i verden og klarer sig bedre end dollaren på markederne. Vi kan se, at de økonomiske tal, der kommer ud af USA, er langt værre end tallene for Europa. Men eftersom vi ikke har ens vilkår, ser vi stadig, at enkelte dele af euroområdet og enkelte medlemsstater har vanskeligheder, og det skal vi reagere på.

Det er en kendsgerning, at en fiasko for euroen kunne blive ekstraordinært dyr for os alle i det globaliserede system, og jeg vil gerne præcisere, at mit land – der undertiden beskriver sig selv som et land, der har været nødt til i høj grad at ofre sig – er det land eller et af de lande, der får mest ud af euroen. Der er således ikke tale om selvopofrelse. I stedet handler vi også i alle staters fælles interesse – store og små, rige og fattige – og vi er nødt til at virke forenede.

Vi skal også gøre det klart, at vi er nødt til at gøre fælles front for at være troværdige. Vi må ikke gøre det muligt for et kreditvurderingsselskab som Moody's at nedklassificere et land med tre niveauer fra den ene dag til den anden. Når det sker, kommer vi i problemer igen som følge af pres fra USA. Også her skal vi have evnen til at præsentere os selv stærkere som en enhed. Jeg er derfor glad for, at vi på tre måder forsøger at skabe betingelserne for at gøre os troværdige. Der er tale om en opstramning af stabilitets- og vækstpagten med større muligheder for indgreb, en styrkelse af Kommissionens rolle og et varslingssystem, det europæiske halvår, som led i hvilket det på et tidligt stadie skal observeres, om og i hvilket omfang budgetdisciplinen kan og vil blive opretholdt af medlemsstaterne. Alt det vil styrke vores evner, så vi ikke igen ender i en situation som den nuværende, og det vil gøre det muligt at opnå varig troværdighed.

For det andet kan vi ikke komme igennem krisen med budgetdisciplin alene. Vi vil kun komme ud af gældsfælden gennem en kombination af budgetdisciplin og vækst. Derfor giver indsatsen for at fremme vækst og konkurrenceevne mening. Jeg er glad for, at de forslag, der er stillet på området, langsomt ændres, så de ikke er baseret på en rent mellemstatslig tilgang, men i stigende grad også integreres i fællesskabsmetoden, hvor EU har de relevante kompetencer. Resultatet er, at mange af de problemer, som vi her i Parlamentet med rette havde med et bestemt forslag, langsomt løses. Men disse to faktorer – konkurrenceevne og budgetdisciplin – går hånd i hånd.

Min tredje bemærkning vedrører den revision af traktaten, som vi har banet vejen for, og som Det Europæiske Råd kun kan træffe afgørelse om den 24. marts, hvis vi har afgivet vores udtalelse til den tid. Der er stillet forslag om en ændring af traktatens artikel 136, stk. 3. Hr. Gualtieri og jeg, ligesom Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, har den holdning, at det ville være bedre at ændre artikel 136, stk. 1, med en ny ordlyd med henblik på bedre at leve op til vores krav.

Vi ved imidlertid også, at denne tilgang muligvis kunne være sværere at gennemføre, da vi af politiske og tidsmæssige årsager bør sigte mod den forenklede procedure og ikke afholde folkeafstemninger. Hvis det af de nævnte årsager ikke er muligt, bør vi i det mindste sikre, at Rådet forpligter sig til, at den mellemstatslige tilgang i dette tilfælde ikke betyder, at der skabes permanente nye strukturer i EU, men at den som hidtil kun vil blive anvendt som metode, hvis der er brug for banebrydende foranstaltninger. Disse betingelser skal opfyldes for at skabe mulighed for tilslutning i tilfælde af en overgang til fællesskabsmetoden og med henblik på at gennemføre en forbedring af denne art på en sådan måde, at vi kan agere som fællesskab på lang sigt.

Det betyder, at vi også ser svagheden i den mellemstatslige tilgang. En mellemstatslig tilgang har ingen eller stort set ingen parlamentarisk legitimitet og fører til en fuldstændig mangel på manøvreevne på mange områder som følge af kravet om enstemmighed. Det betyder, at fællesskabsløsningen – "Monnet-metoden" – også altid er mere legitim og giver større manøvreevne. Det må vi ikke glemme i forbindelse med denne drøftelse.

Parlamentet ønsker at skabe betingelser, der sikrer, at vi i forbindelse med de foranstaltninger, der træffes på de forskellige områder, anvender tilgangen med at bruge fællesskabsinstitutionerne. I denne henseende er det ikke specielt Parlamentet, det handler om, da vi, når det gælder den mellemstatslige tilgang, højst har ret til at blive hørt. Det, det handler om, er større inddragelse af Kommissionen, som gør det indledende arbejde, gennemfører en evaluering og stiller forslag. Kommissionen bør også stille forslag om en forordning herom med henblik på gennemførelse heraf i fællesskabslovgivningen.

Jeg håber, at Det Europæiske Råd – og jeg byder hr. Corbett velkommen som repræsentant for Det Europæiske Råd – er klar til at skabe de nødvendige betingelser i forbindelse med drøftelserne med os inden den 24. marts og give Parlamentet en forsikring om, at denne tilgang kan anvendes på en sådan måde, at de nødvendige skridt kan tages på en fornuftig måde og på en sådan måde, at vi kan bære vores ansvar sammen.

  Roberto Gualtieri, ordfører. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det ville ikke være en overdrivelse at sige, at der er tale om en historisk tid i processen med at opbygge Europa. Den økonomiske krise har gjort det klart, at den fælles valuta virkelig har brug for europæisk økonomisk styring, og for første gang træffes der betydelige og innovative foranstaltninger i denne retning.

Samtidig ser vi en farlig tendens til at give den nye styring en mellemstatslig smag, hvilket ikke blot bringer EU's institutionelle struktur i fare, men også gør de nye mekanismer ineffektive.

Den permanente stabilitetsmekanisme er således et spørgsmål af symbolsk og central betydning. På den ene side er etableringen af en permanent stabilitetsmekanisme et vigtigt fremskridt. Parlamentet støtter denne beslutning, selv om det er vigtigt at understrege, at den ikke må udelukke muligheden for at bruge ekstraordinære solidaritetsmekanismer som dem, der er baseret på artikel 122, og som anvendes i øjeblikket.

På den anden side har Det Europæiske Råd, selv om etableringen af en permanent mekanisme således er positiv, valgt at skabe en rent mellemstatslig mekanisme og således på en unik måde nægtet de europæiske institutioner enhver rolle, herunder i proceduren op til etableringen heraf.

Det kan bl.a. give anledning til konflikter under ratificeringsprocessen om hensigtsmæssigheden i den forenklede procedure, da der vel ikke er nogen tvivl om, at en begrænsning af EU's kompetencer ville kræve en almindelig revisionsprocedure. Derudover gælder det, at eftersom traktaten klart angiver to ting, nemlig at den monetære politik i de medlemsstater, der har euroen som valuta, henhører under EU's enekompetence, og at medlemsstaterne i henhold til traktaten skal samordne deres økonomiske politikker i Unionen, ville en mekanisme, der fungerer helt uden for EU's institutionelle struktur næppe være kompatibel med disse principper og ville derfor føre til en begrænsning af EU's beføjelser, hvilket ikke ville være foreneligt med en forenklet revisionsprocedure. Dette problem kunne også blive taget op af en række nationale parlamenter under ratificeringsproceduren, der, som vi ved, vil blive en kompliceret og risikabel proces.

Også af denne grund ville Parlamentet have foretrukket en anden, mere institutionelt hensigtsmæssig og mindre politisk risikabel procedure såsom artikel 352, enten alene eller i kombination med artikel 136. Betænkningen fastlægger dette sort på hvidt, men vi foretrak at koncentrere os om indhold frem for procedurer med henblik på at opnå en realistisk, men målrettet tilgang.

Det centrale punkt er, at den permanente stabilitetsfond vil blive oprettet af medlemsstaterne, fordi det er, hvad de besluttede, men den kan også danne grundlag for en ny struktur uden for EU-institutionerne eller blive en mellemstatslig vogn i EU-toget, som bevæger sig ad den europæiske lovgivnings skinner.

Parlamentet ønsker at yde et bidrag, fordi vi følger sidstnævnte vej. Derfor opfordrede vi i vores betænkning til opfyldelse af to betingelser, nemlig at forslaget om en ændring skal omarbejdes, således at fastlæggelsen af fordelingen i mekanismen på en eller anden måde lægges ind under en EU-procedure, eller at EU-institutionerne i høj grad inddrages i den praktiske gennemførelse af mekanismen og frem for alt i fastlæggelsen af betingelserne.

Hvilke principper og regler bør der fastlægges for bistanden? Hvem skal fastlægge dem og hvordan? Til dette formål har vi brug for en forordning med en almindelig lovgivningsprocedure, og vi venter på at drøfte disse spørgsmål med Det Europæiske Råd og medlemsstaterne.

  Maroš Šefčovič, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! I dagens sammenhængende verden kan intet land være upåvirket af, hvad der sker i dets nabolande.

Man kan blot se på begivenhederne i Nordafrika og de drøftelser, der netop er blevet afsluttet i Parlamentet, og jeg mener, at hvad der gælder i politikkens verden, helt sikkert også gælder i økonomien.

Krisen har vist, præcis hvor stor risikoen for smitte er – særlig for landene i euroområdet – når en medlemsstat kommer i økonomiske vanskeligheder, og hvor hurtigt det breder sig til resten af landene.

Sidste år viste vi vores vilje til at gøre det nødvendige for at forsvare den fælles valuta. Midlertidige instrumenter som den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet og den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme har vist deres værd, men tiden er inde til en permanent løsning.

Derfor skal vi som supplement til vores styrkede økonomiske styringssystem, der blev lanceret i januar 2011 med den første årlige vækstundersøgelse, etablere en robust institutionel og finansiel mekanisme til håndtering af eventuelle fremtidige kriser.

Derfor støtter Kommissionen en begrænset ændring af traktatens artikel 136. Jeg ved, at nogle af medlemmerne er skuffede over denne tilgang. Jeg må sige, at Kommissionen deler deres skuffelse. Som begge ordførere, hr. Brok og hr. Gualtieri – som jeg gerne vil takke for deres fremragende samarbejde i denne sag – og helt sikkert størstedelen af Parlamentet ville vi have foretrukket, at Unionen havde fuldt ansvar for denne permanente mekanisme.

Men vi forstår, hvorfor medlemmerne af euroområdet valgte en mellemstatslig mekanisme på dette stadie. Medlemmerne kan dog være sikre på, at Kommissionen fuldt ud vil være involveret i arbejdet med at etablere den kommende stabilitetsmekanisme med finansministrene i euroområdet, og vi er klar til at bidrage med vores ekspertise i forvaltningen af stabilitetsfonden, hvis det bliver nødvendigt, ligesom vi gjorde for Grækenland og Irland.

Samtidig vil Kommissionen bestræbe sig på at sikre, at EU's kompetencer ikke påvirkes på nogen måde.

Især valgte kommissionsformand Barroso – som medlemmerne ved – ikke at tilslutte sig denne erklæring, selv om de europæiske stats- og regeringsoverhoveder blev enige om, at artikel 122, retsgrundlaget for den europæiske finansielle stabilitetsmekanisme, ikke længere skulle bruges til at opretholde finansiel stabilitet i euroområdet som helhed. Derfor taler vi ikke i den forbindelse om Det Europæiske Råds konklusioner, men derimod om erklæringen fra stats- eller regeringsoverhovederne. Kommissionen opfatter det som en rent politisk erklæring, der ikke har indflydelse på EU's kompetencer.

Kommissionen vil også træffe de nødvendige foranstaltninger, både lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige, for at sikre, at den nye mekanisme fungerer i fuld harmoni med EU's ansvar for samordning og overvågning af de økonomiske og finansielle politikker i alle medlemsstaterne.

  Jean-Paul Gauzès, ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget. – (FR) Hr. formand, hr. rådsformand, fru kommissær! Som ordfører for Økonomi- og Valutaudvalgets udtalelse er jeg naturligvis enig i det, hr. Brok sagde.

Jeg vil blot henlede medlemmernes opmærksomhed på to punkter. Det vigtige i dag er at opnå retssikkerhed. Med andre ord bør der ikke være debat om retsgrundlaget for foranstaltninger, der måtte blive truffet på europæisk niveau, hvad enten det er på mellemstatsligt eller europæisk niveau; vi foretrækker naturligvis fællesskabsforanstaltninger.

Hvorfor har vi brug for denne retssikkerhed? Fordi Europa og euroområdet er under konstant pres fra markederne. Vi må ikke ødelægge markederne, men vi kan forsøge at få dem under kontrol. Med dette for øje skal vi fjerne usikkerheden samt holde op med at udskyde beslutninger hver dag og konstant spekulere på, om vi kan træffe beslutninger eller ej.

Det er derfor et hastespørgsmål, at kommissæren efterkommer Parlamentets opfordring, og at vi hurtigt ændrer traktaten for at sikre denne retssikkerhed, som er nødvendig for at kunne reagere effektivt på de vanskelige økonomiske omstændigheder, som vi står over for.

  Edward Scicluna, ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget. – (MT) Hr. formand! Vi er alle enige om, at der skal være en permanent finansiel mekanisme for landene i euroområdet. Mekanismen skal mobilisere finansiering under strenge betingelser til gavn for de medlemsstater i euroområdet, der står over for alvorlige finansielle problemer, således at euroens stabilitet sikres. Problemet er, at selv om alle støtter dette koncept, er det ikke defineret nogen steder i Rådets forslag. Vi har et forslag, der forklarer, hvorfor og af hvem denne mekanisme skal finansieres, men det fastlægger ikke, hvem der vil få gavn af det. Parlamentet gør det, som Rådet ikke gjorde. Det fastlægger klart, hvem modtagerne er, og specificerer, at det skal gælde alle medlemsstaterne og ikke blot euroområdet som helhed. Hvad sker der, hvis et lille land kommer i krise, men ikke er stort nok til at have negativ indflydelse på euroens styrke? Som det ser ud nu, giver udkastet til Rådets afgørelse ikke nogen retlige garantier for, at et land i dette tilfælde ville have adgang til mekanismen. Små medlemsstater vil bidrage til fonden uden at kunne få adgang hertil i tilfælde af en finansiel krise. Det er uacceptabelt, og det ville være i strid med EU's princip om solidaritet. Det svarer til at betale for en forsikring, som man aldrig kan få udbetalt. Derfor bifalder jeg betænkningen, der klart anfører, at ingen medlemsstat, der har euroen som valuta, kan blive udelukket fra adgang til mekanismen på grund af sin størrelse. For det andet er der spørgsmålet om renter, der ikke bør beregnes på grundlag af sanktionerende satser, som det sker i Irland og Grækenland. Rådet skal derfor undersøge spørgsmålet i lyset af punkt 14 og følge Kommissionens program i denne henseende såsom instrumenterne til betalingsbalancestøtte og makrofinansiel bistand. Den kendsgerning, at der kun anvendes en mellemstatslig tilgang til et så vigtigt emne, er bekymrende. Kommissionen skal i højere grad inddrages i at udarbejde forordninger, der styrer, gennemfører og overvåger mekanismen. Derfor er jeg meget tilfreds med Parlamentets arbejde med udkastet, og jeg mener, at det er vigtigt, at Rådet accepterer det, som det er, og som det er blevet vedtaget i de to parlamentariske udvalg.

  Paulo Rangel, for PPE-Gruppen. – (PT) Hr. formand! Det første punkt, der efter min mening skal understreges her, er en udløber af det, som min kollega, hr. Brok, sagde om inddragelsen af EU-institutionerne, og det, Parlamentet opfordrer Rådet til med betænkningen, nemlig at EU-institutionerne og fællesskabsmetoden inddrages i at løse spørgsmålet om den permanente stabilitetsmekanisme i form af stabilitetsfonden. Betænkningen opfordrer specifikt til denne inddragelse, mens den samtidig respekterer Kommissionens rolle. Det er afgørende for Parlamentet, og jeg mener, at det er afgørende for mekanismen.

Det andet punkt – et punkt, der er meget vigtigt for os – er, at stabilitetsfonden kun er en af faktorerne. Økonomisk styring og potentielt EU-anliggender er andre faktorer i at løse den finansielle og økonomiske krise, der på nuværende tidspunkt hærger visse af medlemsstaterne i euroområdet, og derfor bør Rådet være bevidst om, at fonden ikke løser alt alene, og at den skal integreres i de økonomiske styringsmekanismer og i Europa 2020-strategien for vækst.

Når det nu er sagt, vil jeg gerne fremhæve tre meget vigtige punkter i betænkningen, nemlig betragtning 6, som sikrer inddragelse af alle medlemsstater uanset deres størrelse; betragtning 12, ifølge hvilken medlemsstater ikke kan udelukkes fra adgang til mekanismen på grund af sin størrelse; og betragtning 14, som jeg opfatter som den vigtigste, da den fastlægger, at rentesatser skal tilbydes på gunstige vilkår, således at der ikke sker en gentagelse af situationen i Grækenland og Irland, hvis problemer ikke løses af bistand fra EU eller Den Internationale Valutafond. Det er afgørende, at der tilbydes gunstige vilkår og en "back-to-back"-tilgang uden en margen over låneomkostningerne, således at den finansielle krise i de mest udsatte medlemsstater kan afhjælpes.

  Enrique Guerrero Salom, for S&D-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne understrege betydningen af høringen af Parlamentet. Det er den første reform af Lissabontraktaten, siden den blev vedtaget og trådte i kraft. Det er et skridt imod opbygningen af den økonomiske styring af Unionen, og det er sandsynligvis det første eksempel på, hvordan eventuelle fremtidige reformer af traktaten vil omfatte visse elementer af den økonomiske styring.

Parlamentet skal efter min mening gøre det nødvendige, dvs. etablere mekanismen, for at bidrage til at iværksætte den finansielle stabilitetsmekanisme og samtidig sikre, at det nødvendige sker på den bedste og mest ønskværdige måde.

Vi har brug for en stabil mekanisme, hvilket betyder, at den vil kunne forebygge og afskrække fra spekulation og have manøvreevne, når det er nødvendigt. Det bør være en sikker mekanisme med det retsgrundlag, som den nuværende midlertidige mekanisme ikke har, og den bør have tilstrækkeligt økonomisk omfang.

Jeg støtter derfor den forenklede procedure, selv om det ville være at foretrække, at det bliver et undtagelsesvist skridt; at reformerne får en anden form; at fællesskabselementer inddrages i den mellemstatslige tilgang med en afgørende rolle for Kommissionen; og endelig at Parlamentet får beføjelser, når det gælder ansvar.

Endelig håber vi efter vedtagelsen af vores betænkning i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, at Rådet vil være lydhørt over for vores opfordring, da vi mener, at den vil styrke den permanente stabilitetsmekanisme og således bidrage til den økonomiske styring af Unionen.

  Andrew Duff, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Premierministeren har fortalt os, at vi skal gøre det nødvendige for at stabilisere euroen, men faktisk er dette kun det minimum, der er brug for.

ALDE-Gruppen ser det blot som et første skridt i en række foranstaltninger, der i sidste ende vil føre til etableringen af en sammenhængende og troværdig økonomisk styring. Nøglen er tydeligvis, at mekanismen er udformet således, at den fremover fuldt ud kan inddrages i EU-systemet. Det er vigtigt, at Kommissionen inddrages i mekanismen, og frem for alt at reglerne for driften af mekanismen, herunder betingelserne om streng konditionalitet, reguleres i en forordning, der foreslås af Kommissionen og vedtages af Parlamentet og Rådet som led i den fælles beslutningsprocedure.

Der er tale om den første betydelige ændring af Maastrichttraktaten om Den Økonomiske og Monetære Union. Det er afgørende, at vi gør det rigtigt. Jeg stoler på, at hr. Brok og hr. Gualtieri vil forhandle videre på Parlamentets vegne inden den 24. marts.

(Taleren accepterede at tage et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort, i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  William (The Earl of) Dartmouth (EFD). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne spørge taleren om følgende. Hvilket mandat har EU og Kommissionen efter hans mening til økonomisk styring? Er taleren ikke enig i, at det parti, som han repræsenterer, i fravær af et mandat hverken er liberalt eller demokratisk?

  Andrew Duff (ALDE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne sige til the Earl of Dartmouth, at mandatet til opbygningen af Den Økonomiske og Monetære Union klart blev fastlagt i Maastrichttraktaten, som blev forhandlet på plads af en konservativ britisk regering og bekræftet af parlamentet i Westminster ved flere på hinanden følgende lejligheder. Jeg må sige, at hvis de britiske medlemmer tror, at de kan lege med den fælles valutas fremtid, begår de en stor fejltagelse.

  Gerald Häfner, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg mener helt alvorligt, at vi kan sige, at vi i Europa står ved en skillevej, og det er en skillevej, hvor to alvorlige kriser kræver vores indsats på samme tid.

Den første er den økonomiske og finansielle krise og i kølvandet herpå også eurokrisen – efter min mening dramatiske konsekvenser af en ensidig og ubæredygtig udviklingsmodel, der er baseret på gæld og deregulering, som i vores medlemsstater og hele Europa i stigende grad har ødelagt bæredygtigheden og den sociale samhørighed og potentialet i de offentlige budgetter som grundlag herfor.

Den anden store krise, som vi er meget mindre bevidste om, er det, jeg opfatter som en demokratisk og legitimitetsrelateret krise, som er forbundet med den kendsgerning, at vi er i stand til at træffe flere og flere beslutninger, ikke i nationalstaten, men uden for denne, hvilket, eftersom det er forbundet med mindre og ikke mere demokrati, fører til, at vi mister folkets støtte og accept. Vi bør derfor meget nøje overveje det, vi gør.

Vi mener, at vi har brug for en stabilitetsmekanisme, men vi mener, at denne ikke rækker langt nok, da den behandler symptomerne og ikke årsagerne. Indgrebet er ensidigt og påvirker de offentlige udgifter, lønningerne, pensionerne og den sociale velfærd. De enorme fortjenester, der er opnået, og som fortsat opnås, som følge af spekulation, og den stadig mere ulige fordeling af velstand og indkomst i Europa håndteres ikke. Vi opfordrer ikke dem, der har opnået fortjeneste af en sådan spekulation, til at betale, og det betyder, at vi ikke går langt nok.

Min anden pointe er, at det, vi gør her, er at indføre en mekanisme uden for fællesskabsmetoden. Men Europa er netop modellen for, hvordan et sådant samarbejde mellem stater på deres eget frie initiativ kan baseres på social samhørighed og mere demokrati. Gennem Lissabontraktaten lovede vi at udarbejde kommende revisioner af traktaten ved hjælp af konventmetoden, således at de på den måde ville blive genstand for intensive demokratiske drøftelser. Nu gør vi det modsatte med den allerførste revision af traktaten. Vi ønsker denne stabilitetsmekanisme, men vi ønsker den ikke på bekostning af europæisk demokrati og borgerdeltagelse og på bekostning af fællesskabsmetoden. Vi ønsker den ikke i form af en tilbagetrækning til det mellemstatslige Europa, men som et fremskridt imod et mere fællesskabspræget Europa med øget deltagelse og mere demokrati.

Vi har derfor stillet ændringsforslag herom både til indholdet og metoden. Vi er i tæt kontakt med ordførerne. Vi har besluttet ikke at afholde den endelige afstemning i dag. Jeg håber, at de fremskridt, der er opnået i løbet af de seneste dage, vil betyde, at vi i sidste ende vil kunne give vores godkendelse. Vi vil dog kun give vores godkendelse, hvis denne aftale bringer os fremad og ikke fører til tilbageskridt i vores opbygning af et fællesskabspræget, demokratisk og socialt Europa.

  Ashley Fox, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Min gruppe støtter med glæde traktatændringen som foreslået af medlemsstaterne. Det gør vi, fordi vi ønsker, at euroen skal overleve, og at de lande, der bruger den, skal blomstre. Vi i Det Forenede Kongerige er glade for, at vi ikke er en del af euroområdet, men vi ønsker euroområdet alt godt.

Om end vi støtter traktatændringen, støtter vi ikke betænkningen, da vi her har en ønskeliste over unødvendige ændringer, som vi har fundet på i sidste øjeblik. Det er virkelig beklageligt, at Parlamentet opfører sig sådan.

Denne pusten sig op er så meget desto mere uforståelig, i lyset af at vi vil stemme om udtalelsen, blot timer inden Det Europæiske Råd formelt godkender traktatændringen. Tror nogen her virkelig på, at Rådet lytter til os? Hvis Parlamentet ønsker at blive taget alvorligt, skal vi standse dette spil for galleriet og i stedet begynde at skabe resultater for borgerne i vores medlemsstater.

  Lothar Bisky, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg finder det bemærkelsesværdigt, at der nu er uro i størstedelen af grupperne i Parlamentet, når det gælder godkendelsen af anvendelsen af den hurtige procedure for ændringen af artikel 136 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde. Betænkningen bekræfter klart vores forventninger som medlemmer af Parlamentet om, at en eventuel fremtidig krisestyringsmekanisme ikke vil skabe parallelle strukturer uden for Unionen, og at der bør opretholdes parlamentarisk demokratisk overvågning på alle stadier. Jeg er dog ikke helt overbevist i denne henseende.

Hr. Barroso gjorde det klart i går, at han støtter både målet om social samhørighed i Unionen og fællesskabsmetoden. Alle talerne var enige med ham. Hidtil er det dog ikke udmundet i et beslutningsforslag, og det forekommer mig som en mangel. Det, vi har – eller ikke har – er Merkel-Sarkozy-pagten. Det vækker min mistro og en vis grad af skepsis.

For min gruppes vedkommende er det klart, at vi ikke kan godkende en politik, der sigter mod at konsolidere budgettet ved hjælp af yderligere nedskæringer på det sociale område. Parlamentet skal først have lov til at stemme om de specifikke forslag vedrørende Unionens fremtidige økonomiske og monetære politik og de relaterede mekanismer, da de er, hvad dette i bund og grund handler om. Det er så afgørende en beslutning, at den ikke bør træffes på grundlag af "et europæisk dekret", men udelukkende i overensstemmelse med den konventmetode, der er fastlagt i traktaten.

Min gruppe kan således ikke stemme for det, der ellers på mange måder er en positiv betænkning. I sidste ende ville det til trods for konstante forsikringer om det modsatte naturligvis danne præcedens.

  Godfrey Bloom, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg har været her i seks et halvt år, og jeg har hørt meget vrøvl. Jeg har dog aldrig hørt så meget vrøvl som i dag.

For mange år siden underviste jeg i dette emne på Cambridge University, og jeg vil foreslå medlemmerne at læse nogle af mine gamle forelæsningsnotater. Ingen af medlemmerne lader til at forstå begrebet internationale penge. Hr. Brok, som ikke har lagt telefonen fra sig, siden han kom, fordi han kun kom her for at lytte til sig selv, var temmelig interessant. Han indledte drøftelserne med at sige, at euroen var en stor succes. Man undrer sig over, hvilken planet hr. Brok lever på. Vorherre bevares! Det er en katastrofe.

Hvis han mener, at det er så stor en succes, ville jeg foreslå ham at tale med de millioner af arbejdsløse hovedsagelig unge på Den Iberiske Halvø, i det sydlige Italien og i resten af Europa, der lider under denne skammelige, svigagtige og løgnagtige valuta, som den europæiske befolkning er blevet påtvunget mod deres vilje.

Der er ikke noget mandat, hr. Duff. Der er ikke noget mandat – jeg kan godt se det blå kort. Der er ikke noget mandat til det. Den britiske befolkning har ikke fået lov til at stemme om hele EU-affæren, og det er der heller ingen andre, der har. Denne latterlige valuta, der omfatter mange forskellige økonomier på en baggrund af fejlagtige idealer, kan kun overleve på en måde – og hvis medlemmerne forstod internationale penge i noget som helst omfang, ville de forstå det – og det er ved at have en finansiel, central, statisk skattepolitik. Hvis Parlamentet tror, at der er mandat til det, er det en skændsel.

(Taleren accepterede at tage et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort, i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Andrew Duff (ALDE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne spørge hr. Bloom, præcis hvordan hans svada blev modtaget på Cambridge. Jeg kan ikke forestille mig et hold af økonomistuderende, der ville tolerere en så tåbelig og umådeholden omgang vrøvl. Jeg vil også gerne spørge ham, om han ikke mener, at der er arbejdsløshed i Det Forenede Kongerige. Kender han ikke til Det Forenede Kongeriges uforholdsmæssig store underskud? Er han ligeglad med, at inflationen i Det Forenede Kongerige er højere end i euroområdet, og at pundet er en skrøbelig valuta?

  Godfrey Bloom (EFD). – (EN) Hr. formand! Jeg må sige til hr. Duff, at en del af holdet på daværende tidspunkt, i midten af 1990'erne, var en smule skeptisk over for mine holdninger. Jeg tager stadig tilbage for at deltage i dimittendmiddage, og de fleste af dem kommer op til mig og siger "Godders! Du havde ret!".

Og det har jeg! Jeg havde i høj grad ret, havde jeg ikke?

(Bifald)

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Hr. formand! Briterne har tendens til at opfatte stabilitetsmekanismen som noget, der intet har med os at gøre, blot fordi vi står uden for euroområdet. Jeg mener, at det ville være en stor fejltagelse.

Der er ingen tvivl om, at mange britiske politikere, her og derhjemme, gerne ville have Det Forenede Kongerige til at tilslutte sig euroen. Alle partier lovede, at der skulle være en folkeafstemning inden et hvilket som helst forsøg på at tilslutte sig euroen, men vi ved alle, hvad løfter om folkeafstemninger er værd i Det Forenede Kongerige. Både Labour og Det Konservative Parti lovede, at der skulle afholdes en folkeafstemning om Lissabontraktaten. Førstnævnte krøb uden om den på det falske grundlag, at forfatningstraktaten og Lissabontraktaten var forskellige; sidstnævnte krøb uden om sine forpligtelser på det grundlag, at Lissabontraktaten var ratificeret, og at der derfor ikke kunne afholdes en folkeafstemning. Derudover har den nuværende regering besluttet, at der ikke vil blive afholdt en folkeafstemning om denne traktatændring.

Den foreslåede traktatændring fastlægger et omfattende bidrag til stabilitetsmekanismen fra de lande, der står uden for euroområdet. Hele stabilitetsmekanismen er naturligvis en indrømmelse af den indbyggede fejl i euroeksperimentet. En valutas værdi bør afspejle den relative værdi af et lands import og eksport – økonomiens tilstand. En fælles valuta kan ikke nøjagtigt afspejle tilstanden i 17 – eller i sidste ende 27 – forskellige økonomier. Vores prioritet må være at sikre, at dette skandaløse eksperiment aldrig udvides til at omfatte Det Forenede Kongerige.

  Carlo Casini (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det mærkelige ved Rådets forslag er, at når det er blevet godkendt, vil det bane vejen for oprettelsen af en permanent stabilitetsmekanisme gennem et folkeretligt instrument og således uden direkte forbindelse til Unionens institutionelle struktur.

Denne kendsgerning gav anledning til stor bekymring i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som jeg er formand for, og som har til opgave at holde øje med sammenhængen i Unionens institutionelle ramme. Udkastet om den forenklede revisionsprocedure gav således anledning til livlig debat, hvor argumenter baseret på de solide principper i processen med europæisk integration kom op imod pragmatisme og realpolitik.

Kort sagt mener Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, at Parlamentet for at drøfte forslaget til en traktatændring skal vurdere den sammenhæng af økonomisk styring, som forslaget falder ind under. Vi skal vide mere om, hvordan den kommende mekanisme vil hænge sammen med de eksisterende institutionelle strukturer. Det ville være en fejl at skabe tvillingestrukturer, der på lang sigt ville indebære en risiko for, at Unionen går i opbrud.

Forslagene i betænkningen af hr. Brok og hr. Gualtieri sigter mod at bygge hensigtsmæssige broer mellem Unionens institutionelle struktur og den nye mekanisme. Derudover vil jeg gerne understrege, at Rådet skal opfatte disse spørgsmål som afgørende for det harmoniske samarbejde mellem de europæiske institutioner.

Jeg opfordrer derfor på det kraftigste Det Europæiske Råd til at efterleve dette krav og tage vores drøftelser forud for vores afstemning den 24. marts i betragtning. Mens vi venter på et positivt tegn, vil jeg gerne udtrykke min taknemmelighed over det fremragende arbejde, som ordførerne, hr. Brok og hr. Gualtieri, har gjort.

  Proinsias De Rossa (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg er absolut ikke i tvivl om, at Europa har brug for en permanent stabilitetsmekanisme. Jeg har kæmpet mange politiske kampe og i forbindelse med folkeafstemninger kæmpet for demokratisk legitim fællesskabsbeslutningstagning. Jeg har derfor store forbehold over for den traktatmekanisme, som statsoverhovederne foreslår med henblik på etablering og forvaltning af den europæiske stabilitetsmekanisme.

Jeg vil på det kraftigste opfordre statsoverhovederne til at overveje konsekvenserne for Europa nøje, hvis de afviser den brede konsensus i det direkte valgte Parlament. Ja, vi har brug for en hurtig beslutning, men når det gælder et så grundlæggende spørgsmål, skal vi overholde traktaterne. Den bekymring, som ingen giver udtryk for, er, at en ændret ordlyd eller et skift til den almindelige lovgivningsprocedure kan udløse en folkeafstemning i Irland. Min reaktion som demokrat er helt enkelt. Og hvad så? Jeg respekterer folket. Jeg frygter ikke folket. Jeg tror på, at Irland er et modent demokrati, der er i stand til at erkende, hvori vores bedste interesse ligger, og det er i hjertet af Europa.

  Sharon Bowles (ALDE). – (EN) Hr. formand! Reaktionen på de suverænitetsrelaterede aspekter af den økonomiske krise var langsom. Først straffede markederne uhensigtsmæssige reaktioner. På det seneste har der været et pusterum. Nu er visse obligationsrenter igen på vej op i det uholdbare område.

Det har vist sig, at de redningsforanstaltninger, der blev truffet, bør ændres, og selv med den bedste vilje tvivler jeg på, at næste forsøg vil blive 100 % korrekt eller fremtidssikret.

Vi har derfor brug for en permanent finansieringsmekanisme, der er fleksibel, ikke mindst for at give mulighed for hurtige indgreb, hvis det er den mest effektive løsning. Det er ikke så tosset en idé. IMF gør det. Men der skal naturligvis være grænser, prioriteter og styring.

Vi har derfor brug for en traktatændring, der muliggør udvikling, ikke en traktatændring, der fører til forvirring omkring, hvad "nødvendigt for at sikre stabiliteten i euroområdet som helhed" indebærer, og som minimum er forbundet med forskelsbehandling på grund af størrelse.

Selv stærke lande i euroområdet har brug for stabilitetsmekanismen på grund af banksystemets og den suveræne gælds indbyrdes sammenhæng. Det er ikke nogen tilfældighed, at ECB opfordrer til en fond, der er stor nok til at håndtere rekapitalisering af banker i euroområdet.

For så vidt angår rentesatser, skal der opnås en balance mellem bæredygtighed og moralsk risiko, men holdningen i sidste ende må ikke være, at medlemsstaterne inddriver renter, som i høj grad overstiger udgifterne.

  Vicky Ford (ECR). – (EN) Hr. formand! Traktatændringer er et følsomt emne i min medlemsstat, hvor Lissabontraktaten til trods for løfter om det modsatte blev vedtaget uden folkeafstemning. Men jeg forstår, hvorfor krisen i euroområdet får Rådet til at etablere en permanent stabilitetsmekanisme, og selv om Det Forenede Kongerige ikke er medlem af euroområdet, ønsker vi stadig økonomisk succes for euroområdet. Af disse årsager har min regering sagt, at den ikke vil blokere for den traktatændring, der er nødvendig for at etablere mekanismen. Beslutningen går imidlertid længere end det, og vi ved historisk, at anvendelsen af vagt sprogbrug fører til usikkerhed.

Betragtningerne rejser spørgsmålet om eurobonds på en vag måde og uden detaljer. Medlemmerne fra min gruppe er bekymrede. Er der tale om en overdragelse af den suveræne ret til at forvalte landenes egne statskasser? Hvad med spørgsmål om moralske risici?

Som opsummering vil jeg sige, at vi ikke vil stemme imod den traktatordlyd, der blev vedtaget af medlemsstaterne, og som specifikt indebærer muligheden for at skabe denne mekanisme, men vi kan ikke støtte beslutningen med dens snigende, vage koncepter.

  Søren Bo Søndergaard (GUE/NGL). – (DA) Hr. formand! Det er kun lidt over et år siden, at Lissabontraktaten trådte i kraft. Alligevel er vi allerede i gang med den anden traktatændring. Egentlig synes jeg, det er meget tankevækkende, at Lissabontraktaten åbenbart var så dårlig, at den skal ændres hele tiden. Og hvorfor bliver den så ændret? Og hvordan bliver den ændret? Ikke ved hjælp af den almindelige procedure, men ved hjælp af en særlig "fast track"-procedure. Hvorfor? Er det, fordi traktatændringen er betydningsløs? Nej, tværtimod! Alligevel skal det gå så stærkt, at der ikke er reel mulighed for at inddrage befolkningen i en grundig debat.

Da Lissabontraktaten skulle sælges til befolkningerne, var et af argumenterne, at den ville give Parlamentet mere indflydelse. Men den foreslåede ændring vil betyde, at store beslutninger kan træffes på EU-plan, uden at Parlamentet kan gøre hverken fra eller til. Og hvad vil den traktatændring så føre til? Her er vi helt enige med den europæiske fagbevægelse ETUC. Traktatændringen vil bane vejen for topstyrede indgreb i de kollektive overenskomster overalt i Europa og dermed for forringelser af lønmodtagernes vilkår. Er der virkelig nogen, der tror, at det er på den måde, at befolkningerne vindes for et fælles europæisk projekt? Tak for ordet!

  Morten Messerschmidt (EFD). – (DA) Hr. formand! Det helt overordnede ord, jeg sidder med, når jeg læser denne betænkning og denne ændring af traktaten, er, at der er tale om en grundlæggende fornærmelse – en fornærmelse af vælgerne, som nu for anden gang må se sig fuldstændig tilsidesat ved den traktat, som de i første omgang overhovedet ikke blev spurgt, om de ønskede. Det er en fornærmelse af skatteyderne, særlig i Nordeuropa, som bliver pålagt at betale for det overforbrug, der har været tale om i en række af de sydeuropæiske lande. Og der er tale om en grundlæggende fornærmelse af de sydeuropæiske økonomier, som må få den opfattelse, at der er tale om pengemangel i de pågældende lande. Det er ikke tilfældet! Det, der er problemet i de pågældende lande, er strukturmangler. Disse lande bør gennemgå en række strukturelle reformer, hvis de skal passe ind i den model, som euroen tilsiger og tilstræber. Kun ved at ændre deres finanspolitik i retning af Tyskland vil disse lande kunne få gang i deres økonomi. Det kan man lige så godt sige rent ud, og at give dem stadig flere penge og stadig billigere lån vil kun forlænge smerten. Tak, hr. formand!

  Francisco Sosa Wagner (NI). – (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne sige, at jeg er enig med de medlemmer, der har talt her til morgen, og som insisterer på respekt for Parlamentet og Kommissionen.

Derfor vil min beskedne stemme for forslaget afhænge af, om Det Europæiske Råd er klar til at acceptere disse institutioners rolle. Det skyldes, at de nye mekanismer, vi taler om, skal være en betydelig komponent i den økonomiske styring, som føres af et EU, der er i stand til at sikre sammenhæng mellem en fælles økonomisk politik, der skal fastlægge klare, præcise og begrænsede mål, og stabilitetsinstrumentet. Med andre ord skal vi for enhver pris sikre, at den indsats, som vi er involveret i, ikke ender med at gå ned ad den mellemstatslige vej, som er en blindgyde, eller som domineres af blot nogle få lande, da det ville forhindre reformen.

Europa opbygges én mursten ad gangen, og der er her tale om en mursten, der vil styrke og afbalancere den skrøbelige bygning.

  Werner Langen (PPE) . – (DE) Hr. formand! Vi må ikke under disse drøftelser glemme, at vi har at gøre med en forenklet revisionsprocedure for traktaten i henhold til artikel 136, og at vi som Parlament – i forbindelse med uanset hvilken mekanisme – i højere grad skal inddrages. Det er udgangspunktet. Der er fremlagt en ønskeliste i denne henseende. Jeg vil gerne give min specifikke opbakning til hr. Brok, når han siger, at Kommissionen og Parlamentet skal deltage. Det er årsagen til, at vi har denne drøftelse og ikke vil træffe en afgørelse før den 24. marts, således at Rådet har en chance for reelt at sikre denne deltagelse.

Den fulde inddragelse af Kommissionen giver anledning til spørgsmål, eftersom Kommissionen ikke hidtil har opfyldt sine forpligtelser til at fungere som traktatens vogter ved at undlade at indlede procedurer. Medlemsstaterne selv har heller ikke opfyldt deres forpligtelser. Det er derfor afgørende, at vi i denne forenklede revisionsprocedure for traktaten tager et nyt skridt hen imod gennemførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union.

Jeg har også en idé om, hvordan det kan sikres. Det indebærer, at Kommissionen forbereder alt – herunder forslag og udkast – for Rådet, og at Rådet efterfølgende forpligtes til, som i forbindelse med den monetære dialog, som vi har med den uafhængige Europæiske Centralbank, at underrette Parlamentet og drøfte sagerne med Parlamentet. Det ville være en fornuftig tilgang.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Hr. formand! Ud fra et retligt synspunkt er traktatændringen afgørende for indførelsen af en fast eurobond. Den er også uden tvivl nødvendig for indførelsen af en stabilitetsmekanisme for euroområdet.

En mekanisme for gensidig bistand kan, hvis den fastlægges på en hensigtsmæssig måde, binde Unionen sammen og føre til øget integration og solidaritet mellem medlemsstaterne. Men vi skal helt sikkert ikke stoppe der. Hvis mekanismen skal fungere, skal samordningen forbedres på det økonomiske område, men også inden for socialpolitikken.

Samtidig mener jeg, at hensigten om at etablere en stabilitetsmekanisme uden for systemet med europæiske institutioner er et dårligt signal. Den mellemstatslige eller endda privatretlige karakter af den foreslåede mekanisme kan sætte det europæiske integrationsprojekt flere år tilbage.

Jeg vil derfor opfordre ikke blot Kommissionen, men især medlemsstaternes repræsentanter, til at opgive disse tanker. Hvis vi skal udnytte krisen bare lidt positivt, skal vi opfatte den som en chance for at mobilisere og ikke opsplitte. Etableringen og driften af en permanent stabilitetsmekanisme bør finde sted i tættest mulig sammenhæng med EU's rammer og bør omfatte de institutionelle procedurer for udvidet samarbejde.

Jeg vil gerne afslutningsvis give udtryk for håb om, at kun de gode signaler fra det indgivne forslag vil blive realiseret.

  Ryszard Czarnecki (ECR). – (PL) Hr. formand! Vi er i færd med at ændre Lissabontraktaten, som vi faktisk først vedtog for nylig. Det bør måske få os til at overveje, om traktaten, som i den grad blev blæst op og udråbt til et universalmiddel til løsning af alle Europas problemer, har vist sig at være fuldstændig overvurderet.

Krisen, som i øjeblikket er et problem for Unionen, kræver målrettede foranstaltninger. Men spørgsmålet er, om Kommissionens og Rådets udkast virkelig er en god løsning. Det handler ikke blot om euroområdet, da det kommer til at påvirke de lande, der står uden for området. Hvad mere er, vil disse lande – herunder mit eget land, Polen – i bund og grund blive påtvunget beslutninger, der træffes uden deres indflydelse. Det er ikke et godt signal for borgerne, som engang fik at vide, at Lissabontraktaten ville være et universalmiddel til løsning af alle problemer.

  Gunnar Hökmark (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg har tre bemærkninger. For det første skabes underskud ikke af valutaer. De skabes af regeringer og overforbrug. Jeg mener, at det måske er dårlige nyheder for hr. Bloom, som talte tidligere, for hvis han havde ret, og ansvaret lå hos valutaerne, ville det være ekstremt dårlige nyheder for pundet eller dollaren, hvor vi har de største underskud globalt i dag. Ansvaret ligger hos regeringerne.

Derfor er det vigtigt, at vi sikrer og strukturerer stabilitetsmekanismen på en måde, der hjælper medlemsstaterne ud af vanskelighederne, men som også bidrager til at sikre, at medlemsstaterne ikke kommer i vanskeligheder. Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at finansieringen af stabilitetsmekanismen struktureres på en sådan måde, at dem, der udsætter os for større risici ved at have større underskud, skal forpligtes til at betale mere for at bidrage til mekanismen. Man ville således få en slags "forureneren betaler"-princip og en forebyggende foranstaltning i stabilitetsmekanismen, som vil bidrage til euroens stabilitet som sådan.

Derfor mener jeg, at vi ikke blot skal drøfte den formelle struktur i stabilitetsmekanismen, men også hvordan vi finansierer den. Vi skal sikre stabilitet på lang sigt såvel som på kort sigt.

  Vital Moreira (S&D). – (PT) Hr. formand! Jeg kan opsummere min holdning i tre punkter. For det første udgør tanken om en permanent stabilitetsmekanisme for selve euroen et afgørende bidrag til at styrke den fælles valuta, til større monetær integration i EU og til at gøre de offentlige gældsmarkeder mere stabile. Vi bør derfor støtte den uden forbehold.

For det andet kan denne permanente stabilitetsmekanisme kun skabes med sikkerhed og retssikkerhed, hvis den på en klar måde inddrages i traktaterne. Vi bør derfor støtte den forsigtige ændring af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

For det tredje ville det naturligvis være at foretrække, hvis førnævnte mekanisme blev oprettet og forvaltet af de europæiske institutioner selv og ikke opstod som et mellemstatsligt initiativ for euroområdet. Vi er dog klar over, at det som følge af de uovervindelige indvendinger fra visse medlemsstater er umuligt, og det kræver kun én indvending for, at traktatændringen ikke bliver godkendt. Vi bør derfor støtte Rådets udkast om en traktatændring, som det er.

  Rafał Trzaskowski (PPE) . – (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke ordførerne for deres fremragende arbejde. Det er opmuntrende, at vi taler med samme stemme som Kommissionen. Vigtigst vil jeg gerne takke dem for at forsvare Parlamentets beføjelser. Til mine kolleger fra ECR vil jeg gerne sige, at der ikke er tale om spil for galleriet, men om en legitim bekræftelse af vores rolle i processen.

I krisetider har vi brug for effektive løsninger, stabilitet og forudsigelighed, og alle disse elementer kan bedst opnås, når vi gør brug af fællesskabsinstitutionerne.

Mellemstatslige løsninger vil ikke på lang sigt føre os nogen steder hen. Det vigtigste, hvis vi er seriøse omkring at bekæmpe den økonomiske krise og være konkurrencedygtige, er, at vi gør det sammen, uanset om en given medlemsstat er en del af euroområdet eller står uden for.

Derfor bifalder jeg den kendsgerning, at vi i vores betænkning – som vi stemte om i går i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender – er blevet enige om at åbne mekanismen for alle de lande, der er villige til at deltage i den, og således fjerner den ubegrundede frygt for et Europa i to hastigheder.

  Jo Leinen (S&D). – (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Lissabontraktaten, som der blev arbejdet med så længe, havde to klare budskaber. For det første styrkelsen af fællesskabsmetoden med en central rolle for Kommissionen og for det andet styrkelsen af demokratiet med Parlamentets deltagelse.

Godt et år efter Lissabontraktatens ikrafttræden ignoreres Lissabontraktatens ånd allerede. Det, som Det Europæiske Råd har udformet med denne revision af traktaten, er utvetydigt i strid med begge disse budskaber i Lissabontraktaten. Fællesskabsmetoden styrkes ikke – i stedet er der tale om renationalisering og øget anvendelse af den mellemstatslige tilgang inden for et vigtigt område i den fremtidige EU-politik og fuldstændig udelukkelse af EU's organer. Det er uacceptabelt, og Parlamentet er rent faktisk nødt til at være imod udkastet. Det undrer mig meget, at Kommissionen som traktaternes vogter ikke har protesteret, og at vi her i Parlamentet i et vist omfang skal fungere som Kommissionens repræsentanter. Vi skal presse Kommissionen til at træffe foranstaltninger, som den allerede burde have truffet.

Vi er i gang med at danne farlig præcedens her. Vi ser som følge af den økonomiske krise, at den monetære union ikke kan stå alene. I lyset af indstrømningen af flygtninge fra Nordafrika og usikkerheden i vores nabolande søger vi flere EU-politikker, og vi ønsker ikke en renationalisering. Jeg håber, at ordførerne stadig kan foretage forbedringer, da jeg ellers ikke kan stemme for revisionen af traktaten.

  Frank Engel (PPE) . – (FR) Hr. formand! Stabilitetsmekanismen er blevet udformet på baggrund af tidligere kriser. Det er en redningsmekanisme. På lang sigt kan staterne imidlertid ikke reddes, og de bør ikke reddes. Målet bør være at forbedre Europas økonomiske union og skabe et europæisk budgetområde, som er i stand til at støtte medlemsstaterne og den fælles valuta.

Til dette formål skal vi gå længere, end den aktuelle krise kræver. I sidste ende skal de europæiske institutioner tage føringen, og vi skal holde op med at være afhængige af endeløse mellemstatslige initiativer, uanset om de er fransk-tyske eller andetsteds fra.

Pierre Werner, hvis plan kan opfattes som det fundamentale grundlag for euroen, inddrog i sit arbejde begrebet et europæisk økonomisk beslutningstagningscenter, der er ansvarligt over for Parlamentet. I dag kan dette økonomiske beslutningstagningscenter kun være Kommissionen og Parlamentet.

Det næste skridt, efter at vi er kommet over forhindringen med den lille ændring af traktaten, som vi skal stemme om, skal derfor i sidste ende være at gå 40 år tilbage i tiden og endelig opfylde Pierre Werners ønske.

  Sergio Gaetano Cofferati (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! En traktatændring er altid et komplekst og følsomt emne, især første gang, fordi det kan danne præcedens for kommende indgreb.

Også af denne årsag mener jeg, at hr. Broks og hr. Gualtieris arbejde er meget grundigt, afbalanceret og i høj grad fortjener støtte. Der er tre spørgsmål, som jeg gerne vil understrege i den betænkning, som de har præsenteret os for.

Det første punkt er, at den permanente mekanisme ikke må ligge uden for Europas institutionelle rammer. Af denne årsag vil inddragelsen af Kommissionen være afgørende for at sikre en rød tråd i forholdet mellem de nuværende institutionelle rammer og den mekanisme, der skal ændres.

Det andet spørgsmål er de midlertidige foranstaltningers kontinuitet med den nuværende situation. Vi vil få problemer, hvis der ikke opnås en sådan kontinuitet. Endelig er forholdet med de økonomiske institutioner afgørende for den fremtidige udvikling inden for økonomisk styring. Vi skal undlade at oprette dobbelte systemer, der ville gøre mere skade end gavn.

  Íñigo Méndez de Vigo (PPE). – (ES) Hr. formand! Vi vil ikke stemme om Brok-Gualtieri-betænkningen her til formiddag, men i stedet stemme om den under Bruxelles-mødeperioden. Vi vil gøre det på det tidspunkt for at give hr. Brok og hr. Gualtieri tid til at forhandle vilkårene for anvendelse af artikel 136 på plads med Det Europæiske Råd.

Vi gør det, fordi Parlamentet, som hr. Leinen sagde, også er Hüter der Verträge – traktaternes vogter – og fordi vi ønsker, at euroen skal fungere med alle involverede og alle berørte parter; i sidste ende ønsker vi, at den skal være effektiv.

Det er det, vi bad om. Det handler ikke om en konflikt mellem institutionerne. Det handler ikke om at opnå magt til Parlamentet. Det handler om, at resultatet – den resulterende mekanisme – kommer til at fungere for den europæiske offentlighed.

  Danuta Jazłowiecka (PPE). – (PL) Hr. formand! For blot et år siden, overvejede ingen af os, i betragtning af hvor vanskeligt det var at ratificere Lissabontraktaten, muligheden for at ændre bestemmelserne heri. Den økonomiske situation i Europa har imidlertid betydet, at det, der var umuligt for blot et år siden, er blevet muligt, og at det endda har størstedelen af medlemsstaternes støtte.

Den økonomiske og finansielle krise lærer os ikke blot om solidaritet, men afslører også stærke økonomiske forbindelser mellem de enkelte medlemsstater. At stå uden for euroområdet beskytter ikke lande, der ikke bruger den fælles valuta, mod budgetkrisen i euroområdet. Tværtimod har de finansielle problemer for medlemmer af euroområdet negative konsekvenser for situationen i hele Unionen. Derfor bør den permanente finansielle stabilitetsmekanisme være åben for alle medlemsstater, herunder dem uden for euroområdet. Udelukkelse af medlemsstater, der ikke er en del af euroområdet, herunder gennem stærkere økonomiske og social integration som foreslået i den fransk-tyske pagt om konkurrenceevne, vil udvide skellet i et Europa i to hastigheder, hvilket ikke vil bidrage til at opbygge et stærkt, sammenhængende og konkurrencedygtigt Europa og ikke vil skabe vilkårene for, at Unionen kan arbejde sammen, hvilket hr. Brok opfordrer os til at gøre. Tak.

  Zita Gurmai (S&D). – (EN) Hr. formand! Vi er alle bevidste om den nuværende økonomiske krise og den fare, som den generelt udgør for vores liv, særlig for euroen, som er afgørende for det europæiske politiske og økonomiske projekt. Vi skal opretholde stabiliteten i euroområdet i lyset af princippet om ansvar og solidaritet for alle medlemsstater, der har brug for det. Når det nu er sagt, vil jeg gerne fremhæve tre punkter.

Selv om der i disse krisetider er brug for drastiske foranstaltninger og forenklede procedurer, er det på lang sigt ikke muligt at ignorere gennemsigtighed, parlamentarisk kontrol og demokratisk ansvar. Stabilitetsmekanismen bør være første del af en kompleks tilgang og permanente foranstaltninger, der sigter mod at arbejde hen imod Unionens økonomiske styring. Den permanente stabilitetsmekanisme bør, når den er etableret, ikke eksistere uden for EU's institutionelle rammer.

Lad mig endelig takke vores ordførere for det fremragende stykke arbejde, de har gjort med dette ekstremt vigtige, hastende og komplicerede spørgsmål. Selv uden megen information om stabilitetsmekanismen fortjener den en plads i EU's institutionelle rammer. Jeg er meget glad for, at Ungarns præsident snart kommer hertil.

  Pervenche Berès (S&D). – (FR) Hr. formand! For tre år siden fik vi at vide, at dette er traktaten, som skal afslutte rækken af traktater, og at den ikke ville blive ændret. Realisme har i dag fået os til at revidere den. For første gang giver Lissabontraktaten reelle beføjelser til Parlamentet, når det gælder revision af traktaterne. Foran os har vi et forslag, der ignorerer Parlamentets rettigheder, og som foreslår en mellemstatslig tilgang til et fællesskabsanliggende – den monetære politik.

Jeg har draget to konklusioner heraf. For det første håber jeg, at vores kolleger, som skal forhandle på vores vegne, så vidt muligt kan ændre det udkast, som vi er blevet forelagt, med henblik på igen at gøre mekanismen fællesskabspræget. For det andet håber jeg også, at denne revision af traktaten vil blive den sidste, der skal gennemføres uden Parlamentets godkendelse eller inddragelse.

Parlamentet har forslag, og vi ved, at vi skal gå længere, når det gælder revisionen af traktaten og det udvidede samarbejde, hvis euroområdet skal overleve.

  Sven Giegold (Verts/ALE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi har nu tre forskellige økonomiske styringspakker foran os, nemlig Kommissionens seks forslag, pagten om konkurrenceevne – som på nuværende tidspunkt forhandles under ledelse af hr. Van Rompuy og hr. Barroso – og udkastet til en ændring af traktaten og den tilknyttede etablering af den europæiske stabilitetsmekanisme. Det står efter denne drøftelse klart, at alt dette skal finde sted under parlamentarisk kontrol og på grundlag af et forslag fra Kommissionen.

Det er dog en kendsgerning, at Parlamentet i henhold til traktaterne har forskellige rettigheder, når det gælder de tre forskellige pakker. Samtidig overlapper pakkerne. Hvad bør vi så gøre ud fra et politisk synspunkt? Efter min mening er det afgørende, at vi lader vores godkendelse af Kommissionens seks forslag afhænge af en imødekommelse af vores krav på de andre områder, således at alt bliver én velafbalanceret pakke i borgernes interesse.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! En række EU-medlemsstater er blevet enige om at oprette og anvende en fælles valuta. Forskelle i det økonomiske potentiale har imidlertid ført til en situation, hvor forbindelsen til den fælles valuta for visse medlemsstater komplicerer mulighederne for at anvende standardprocedurer for håndtering af insolvens. Alle de lande, der anvender den fælles valuta, er således blevet enige om at indføre en mekanisme, der gør det muligt for dem at løse eksisterende finansielle problemer og desuden forhindre dem fremover.

Den løsning, som de involverede lande er blevet enige om, kræver imidlertid en ændring af og en tilføjelse til artikel 136 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og at løsningen accepteres af alle EU-medlemsstaterne. Ansvaret for den fælles valuta bæres imidlertid på nuværende tidspunkt hovedsagelig af de 17 lande i Den Europæiske Monetære Union, og det er derfor logisk, at den europæiske stabilitetsmekanisme bør have mellemstatslig karakter, og Kommissionens position som observatør er efter min mening tilstrækkelig.

  Maroš Šefčovič, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Som det er blevet sagt adskillige gange, er Kommissionen sommetider nødt til at tale højt for at blive hørt. Det prøver jeg at gøre nu.

For det første vil jeg gerne takke ordførerne for deres fremragende samarbejde og medlemmerne for en meget vigtig forhandling. Jeg tror, at vi afgjort kan erklære os enige i meget af det, der er blevet fremført under denne forhandling, navnlig i, at vi har brug for en stærk indsats på EU-niveau, og at en fremtidig mekanisme bør være så tæt som muligt på fællesskabsånden og det fællesskabsretlige samarbejde.

En kommentar til bemærkningerne om vores bistand til Grækenland og Irland. Jeg mener, at vores erfaring klart viser, at vi hele tiden bør søge at opretholde en hårfin balance mellem at bevare bæredygtigheden i gælden og undgå moralske risici. Jeg mener, at de erklæringer, min kollega, kommissær Olli Rehn, er kommet med de sidste par dage, klart viser, at vi er ved at lære af vores erfaringer.

Samtidig tror jeg, at vi skal minde os selv om, at den situation, vi befinder os i, er yderst usædvanlig. Krisen eksisterer stadig, fremgangen er skrøbelig, og markederne er turbulente, hvilket vi kan se på de konstante bevægelser i renter og kurser. Endnu vigtigere er det, at europæiske lande står under et urimeligt pres og ser deres fremtid belånt på grund af høje rentesatser på deres gæld.

Vi er derfor nødt til at handle og at handle hurtigt. Vi har klart brug for at vise beslutsomhed. Oprettelsen af den permanente mekanisme skal derfor tage så kort tid som muligt og ske hurtigst muligt.

Hvad der er meget vigtigt er, at det gøres inden for traktaternes rammer. Det var den eneste betingelse, Kommissionen insisterede meget kraftigt på. Jeg er enig med hr. Gauzès i, at en hurtig indsats er nødvendig, fordi vi har brug for retssikkerhed. Jeg er også enig med hr. Guerrero Salom, som sagde, at vi ikke bør betragte dette som en præcedens. Jeg kan forsikre ham om, at Kommissionen afgjort ikke betragter den anvendte procedure og den samarbejdsform, der er foreslået, som en præcedens.

Jeg skal oplyse, at Kommissionen har det forberedende arbejde tæt inde på livet, og at vi finder det afgørende, at vi også inddrages i oprettelsen og driften af denne mekanisme. Som anført i bilag 2 i Det Europæiske Råds konklusioner forventer man, at Kommissionen spiller en central rolle med hensyn til udarbejdelse af analyser og programmer for de fremtidige lande i den. Men vi mener, at Kommissionens centrale rolle bør understreges endnu kraftigere.

Hvad angår kritikken af den valgte metode, må jeg sige, at vi har set fine eksempler på, hvad en sådan metode kan medføre, som f.eks. Schengen eller den tredje søjle.

Afslutningsvis blot en enkelt sætning. Da Lissabontraktaten var under udarbejdelse, blev denne form for samarbejde, dette samarbejdsområde, betragtet som for ambitiøst for medlemsstaterne. Nu viser det virkelige liv, den faktiske erfaring, vi har med gensidig afhængighed og med økonomisk samarbejde, os imidlertid klart, at det, vi har brug for, er en europæisk løsning på dette meget væsentlige europæiske problem. Jeg tror, vi når frem til denne løsning.

  Formanden. – Tak, hr. Šefčovič. Hr. Gualtieri får ordet, men jeg henstiller kraftigt til ham om at overholde taletiden på ét minut.

  Roberto Gualtieri, ordfører. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det har været en vigtig forhandling, som efter min opfattelse klart har vist, at der i de politiske grupper er bred enighed om vurderingerne af betænkningen og dens generelle retning.

Med nogle få undtagelser taler Parlamentet virkelig med én stemme, og det er vigtigt. Vi siger ja til den permanente stabilitetsmekanisme, om end vi ikke kan skjule en vis forvirring og bekymring, som vi nu har erfaret også deles af Kommissionen, selv om vi gerne havde læst om disse bekymringer i Kommissionens holdning til den udvalgte procedure.

Vi er åbne over for at vise realitetssans og ansvarlighed, idet vi bemærker, at der ikke er den fornødne politiske baggrund for at oprette en europæisk mekanisme i dag, og alligevel har vi vist beslutsomhed, og gør det fortsat, med hensyn til vores ønske om at bidrage til at inkorporere denne mekanisme i Unionens juridiske og proceduremæssige rammer, samtidig med at vi også respekterer traktaterne.

Vores forslag er præcise, men nu tror jeg, at det afgørende spørgsmål er et andet. Er Det Europæiske Råd parat til at indlede en reel drøftelse med Parlamentet om dets forslag, og er Kommissionen parat til at spille en aktiv rolle i denne drøftelse?

Jeg vil gerne understrege, at Parlamentet har truffet, hvad jeg vil kalde en sædvanlig beslutning om at udsætte afstemningen til den 24. marts. Jeg synes, det er et vigtigt signal. Parlamentet udviser ansvarlighed, men jeg mener, at Rådet også bør udvise en sådan ansvarlighed ved at tage Parlamentets forslag i betragtning.

FORSÆDE: Stavros LAMBRINIDIS
Næstformand

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  George Sabin Cutaş (S&D), skriftlig. – (RO) På baggrund af den aktuelle økonomiske krise imødegår man med forslaget om at indføre en finansiel stabilitetsmekanisme det presserende behov for solidaritet mellem medlemsstaterne, så forslaget er et positivt tiltag. At ændre traktaten nu som påtænkt kunne imidlertid skabe en mekanisme, der udelukkende ville gælde for et begrænset antal medlemsstater. Det vil f.eks. betyde, at medlemsstater, som ikke har euroen, ikke kommer ind under dens kompetenceområde. Jeg mener, at hvis denne mekanisme skal være ægte europæisk, skal den oprettes inden for EU's institutionelle rammer og under inddragelse af Kommissionen og Parlamentet. Man skal også tage højde for deltagelse af alle 27 medlemsstater i mekanismen. Vi må ikke glemme, at økonomiske udsving i medlemsstaterne uden for euroområdet har en indvirkning på den økonomiske og finansielle stabilitet i hele Unionen.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Det, der sker i øjeblikket med den bekendtgjorte ændring af Lissabontraktaten, viser, at alt, hvad EU-lederne har sagt om betydningen af de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet, udbygningen af demokratiet og selve traktatens bæredygtighed, ikke har været andet end propaganda.

Et år og flere måneder efter Lissabontraktatens ikrafttræden bliver alle kørt ud på et sidespor, så der kan udarbejdes et ændringsforslag ved brug af en mekanisme i selve traktaten, i kraft af hvilken der ikke blot kan foretages en ændring uden nogen form for demokratisk deltagelse – idet de faktisk fortsat afviser nationale folkeafstemninger om godkendelse af traktaten – men også oprettes en mekanisme, som gør, at man kan opnå permanent kontrol med medlemsstaternes økonomier.

Denne betænkning er på vej i samme retning, idet man stiller visse ændringsforslag til Kommissionens forslag om en ændring af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med hensyn til en stabilitetsmekanisme for de medlemsstater, der har euroen som valuta.

I praksis tjener alt dette til at befæste det skub fremad, de forsøger at give denne økonomiske styring med indførelsen af det europæiske halvår, nemlig stadig større bødestraffe i forbindelse med overholdelse af stabilitets- og vækstpagten, stramning af retningslinjer for den økonomiske politik og af andre indikatorer, der måtte blive vedtaget. Man prøver at lægge medlemsstaterne i en veritabel spændetrøje.

  Jiří Havel (S&D), skriftlig. – (CS) I maj 2010 førte den langvarige finanspolitiske ubalance i Grækenland til en stor redningspakke på 720 mia. EUR fra EU's ressourcer og Den Internationale Valutafond. Trods oprettelse af den særlige europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF) for landene i euroområdet, med ressourcer på op til 440 mia. EUR, kan man ikke sige, at alle EU's problemer er overstået. Desuden ophører EFSF ved udgangen af 2012, og der hersker en vis usikkerhed blandt investorer, med hensyn til hvad der vil ske med gælden i problemlandene i euroområdet efter denne dato eller efter udløbet af de stillede garantier. Af hensyn til EU's fremtidige økonomiske og finanspolitiske stabilitet er det derfor ønskværdigt med en ændring af artikel 136 i traktaten, således at der indføres en stabiliseringsmekanisme efter 2013. Ikke desto mindre vil jeg gerne påpege, at denne mekanisme ikke vil være en patentløsning, der kan udgøre en egentlig beskyttelse af budgetterne i problemstater (eller periferi-stater), og at vi også skal overveje en omfattende løsning på dette problem (nedbringelse af offentlig gæld, fornyet tillid til banksektoren og strukturreformer, herunder finanspolitisk konsolidering af periferistater for at øge deres konkurrenceevne). Alt i alt mener jeg, at Elmar Brok og Robert Gualtieri giver en præcis analyse af spørgsmålet i deres betænkning, idet de refererer til den relevante EU-lovgivning såvel som Budgetudvalgets holdning. Jeg anbefaler derfor en vedtagelse af ændringsforslaget til artikel 136 i traktaten i dets foreslåede form.

  Sandra Kalniete (PPE) , skriftlig. – (LV) I de seneste år har euroen været ude for adskillige rystelser, som måske ville have ødelagt andre valutaer. Omend EU-ledernes indsats ikke altid har været tilstrækkelig hurtig eller overbevisende, har den bevirket, at euroen har kunnet forsvares. Situationen er stadig meget vanskelig, men jeg er overbevist om, at Europa vil klare denne krise og blive mere magtfuld økonomisk set. Krisen har afsløret EU's svage steder og mere tydeligt vist, hvilke ændringer der er påkrævet i EU's lovgivning, herunder traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, i henseende til stabilitetsmekanismen for lande i euroområdet. Jeg er overbevist om, at oprettelsen af den europæiske finansielle stabiliseringsmekanisme (EFSM) er et af de vigtigste skridt, man kan tage i EU for at undgå alvorlige økonomiske kriser fremover. Selvfølgelig vil man med oprettelsen af EFSM ikke løse alle problemer, og derfor er det vigtigt, at regeringerne vederkender sig deres ansvar for at overholde Maastrichtkriterierne og gennemfører en fornuftig og velovervejet økonomisk politik og valutapolitik ud fra langsigtede målsætninger. Vi har ikke råd til en gentagelse af de seneste års scenarier, hvor medlemsstaterne har ført økonomiske politikker med foden hårdt på speederen, uden at tage hensyn til Maastrichtkriterierne, og samtidig med at de har overtrådt andre grundlæggende nationaløkonomiske love. Euroen er ikke blot en valuta, den er en politisk overenskomst, der viser EU's evne til at være forenet i mangfoldighed. Euroen er garanten for den europæiske stabilitet, vækst og enhed. Derfor er jeg ikke det mindste i tvivl om, at det vil lykkes os at være tilstrækkelig klarsynede og kloge til at klare denne krise og give udviklingen et nyt skub fremad.

8. Afstemningstid

  Formanden. – Det næste punkt er afstemningen.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

  Robert Atkins (ECR). – (EN) Hr. formand! Jeg rejser mig endnu en gang for at klage over styringen af tiden i Parlamentet. Både i går og i dag har vi fået et afstemningstidspunkt, og vi har endnu en gang misbrugt det. Et tegn på et veldrevet og effektivt Parlament må dog være, at det kan styre sine ting ordentligt og til tiden. Vil De venligst tilskynde myndighederne til at få hold på dette? Ellers vil vi blive behandlet med den foragt, vi fortjener.

  Derek Roland Clark (EFD). – (EN) Hr. formand! Min bemærkning til forretningsordenen vedrører de første to afstemninger, vi har i dag om kalenderen for næste år og året efter. Jeg vil gerne fremføre to punkter. Først og fremmest viser disse afstemninger ganske enkelt, hvor magtesløst dette Parlament i grunden er. Alle her tror, de får mere og mere magt og mere og mere indflydelse. Men faktisk drejer disse ændringsforslag sig blot om det faktum, at vi er forpligtet til at have 12 mødeperioder …

(Formanden afbrød taleren)

  Formanden. – Hr. Clark, De har et punkt til dagsordenen, ikke en tale. Jeg beklager, men jeg er nødt til at stoppe Dem. Vi går nu videre med afstemningen.

  Edward McMillan-Scott (ALDE). – (EN) Hr. formand! Under normale omstændigheder ville jeg ikke rejse mig i sådan et anliggende. Som næstformand respekterer jeg formandshvervet.

Grupperne har imidlertid alle fået at vide, at kalenderafstemningerne, som er meget begrænsede – jeg mener, der er to ændringsforslag – vil finde sted i begyndelsen af afstemningen, og ikke efter at hr. Schmitt har talt til Parlamentet. Jeg finder det respektløst over for hr. Schmitt at lade folk gå og så bede dem komme tilbage på grund af to afstemninger efter hans tale.

Jeg beder Dem derfor stille Parlamentet det forslag at ændre dagsordenen, således at alle afstemninger i dag finder sted før hr. Schmitts tale, og at vi begynder med kalenderafstemningerne.

(Bifald)

  Formanden. – Hr. McMillan-Scott! Jeg har et svar på det, De lige har sagt, og det er, at Parlamentet stemte om dagsordenen i mandags. De vil se i dagsordenen, at Parlamentet stemte ja til, at kalenderafstemningerne skulle finde sted fra kl. 12.30 til 13.30. Det er en beslutning, Parlamentet traf i mandags.

  Edward McMillan-Scott (ALDE). – (EN) Hr. formand! Jeg er ked af at trække dette i langdrag, men sagen er, at afstemningslisterne er blevet uddelt til alle grupperne. Hvis det var en fejl, skal den korrigeres. Det er latterligt og et udtryk for manglende respekt for præsidenten i en af vores medlemsstater, som i øjeblikket har formandskabet, at kalde medlemmerne tilbage her til Parlamentet, efter at han har talt. Lad os gøre det i den rækkefølge, det står på afstemningsdokumentet. Der er ikke noget belæg for at ændre dette igen.

(Bifald)

  Formanden. – Det fungerer sådan, at vi stemmer om dagsordenen hver mandag. Lyt til mig. Sig ikke årh og åh. Hvis De ønsker at ændre reglerne, kan De gøre det, men ifølge de regler, vi har, stemmer vi hver mandag om dagsordenen. Det gjorde vi denne gang med de medlemmer, som var til stede. Ikke desto mindre har formanden ret til at sætte dagsordenen til afstemning igen, hvis et flertal af medlemmerne ønsker det, så det, jeg vil gøre, er at bruge min dømmekraft og spørge Dem, om De gerne vil stemme om at ændre dagsordenen for i dag? Hvem stemmer for at stemme om en ændring af dagsordenen? Hvem stemmer imod? Hvem undlader at stemme?

(Bifald)

Når det så er sagt, kære kolleger, minder jeg Dem om, at hvis De ønsker at få indflydelse på dagsordenen, skal De være her om mandagen.

Hr. McMillan-Scotts forslag var at stemme om kalenderen før den ungarske præsidents tale, hvis tiden tillader det – for som De ser, mister vi faktisk tid. På grund af tidspunktet forventer jeg, at vi får en masse afstemninger at fortsætte med efter præsidentens tale. Så hvem går ind for at stemme om kalenderen før den ungarske præsidents tale, hvis vi reelt har tid til det? Hvem er imod? Hvem undlader at stemme?

Det er så, hvad vi gør, nemlig at stemme om kalenderen, hvis vi har tid før den ungarske præsidents tale.

(Indvendinger)

Kolleger! Det gør ingen forskel. Vi fortsætter alligevel med afstemningerne efter præsidentens tale.

(Mumlende protest)

Jeg bruger min dømmekraft. For at få bragt denne farce til ophør vil jeg tage afstemningen om kalenderen som den første afstemning. Er alle så glade?

(Bifald)

OK, De vil stadig være her for at stemme efter præsidentens tale, men lad os nu fortsætte med afstemningen om kalenderen for 2012.

8.1. Parlamentets mødekalender 2012 (afstemning)

8.2. Parlamentets mødekalender 2013 (afstemning)

8.3. Prioriteringer for 2012-budgettet – Øvrige sektioner (A7-0049/2011, José Manuel Fernandes) (afstemning)

8.4. EU-strategi for Atlanterhavsområdet (afstemning)

FORSÆDE: Jerzy BUZEK
Formand

9. Højtideligt møde – Ungarn

  Formanden. – Præsident Schmitt, ærede gæster, mine damer og herrer! Vi byder Dem velkommen som én, der for ikke så længe siden var en kollega her i Parlamentet, hr. Schmitt. De er her i dag i en helt anden rolle end før. De sad ofte på denne plads og ledede forhandlingerne i vores Parlament. Vi er meget glade for, at De i dag støtter det ungarske formandskab, og også for, at De arbejder for at skabe et venligt klima for Europa-Parlamentet i Europa, for De ved, hvor vigtigt Parlamentet er – hvor vigtigt det er for de mennesker, der lever i vores land, og for de beslutninger, som træffes i Den Europæiske Union.

Vi skal i dag stemme om den betænkning, fru Járóka har udarbejdet. Det er et vigtigt anliggende for os alle, for romamindretallet er det mest forfulgte mindretal i Europa, og det er også det største mindretal i Europa. Vi har både viljen og midlerne til at kunne løse dette problem efterhånden. Det vil Járóka-betænkningen bidrage meget til. Det er vi sikre på.

Det er også vigtigt, at vi åbner os for staterne på Balkan. Vi husker meget godt, at i de seks år, De arbejdede sammen med os, tillagde De det meget stor betydning, at Unionen blev udvidet til at omfatte det vestlige Balkan, hr. præsident. Der er afgjort mange problemer, der skal løses dér. De lande, det drejer sig om, skal forberede sig først, men derefter vil deres deltagelse i Den Europæiske Union også hjælpe os med at løse mange problemer. Vi vil også gerne takke Dem for Deres arbejde på dette felt.

Måske kan mine kolleger huske, da De for mange år siden vandt olympiske guldmedaljer. Dengang lagde De hele Deres sjæl i at tjene den olympiske bevægelse, og nu repræsenterer De som statsmand Deres land og også Den Europæiske Union, både uden for Unionen og i Europa. Det vil vi gerne takke Dem for. Vi er meget interesserede i at høre, hvad De vil sige.

  Pál Schmitt , præsident for Republikken Ungarn. – (HU) Jeg vil tale på mit modersmål, ungarsk. Hr. formand, ærede medlemmer, mine damer og herrer! Jeg står her foran Dem med stor glæde og stolthed. Jeg var glad for at vende tilbage til denne vigtige scene i mit liv og min karriere, til mine venner og kolleger, til Europa-Parlamentet, hvor jeg var medlem i seks år. Tak, fordi De har inviteret mig.

Hr. formand! Hvad ville jeg ikke have givet for et år siden for 20 minutters taletid! Dette er et indflydelsesrigt sted, hvor enhver politiker, enhver offentlig aktør kan lære en masse. Jeg tror ikke, det er noget tilfælde, at mange præsidenter og ministre tidligere har siddet på disse bænke. Det er godt nyt for Europa, fordi det får ledende politikere, som har taget eksamen fra den ikke altid lette skole i europæisk dialog, som ser deres nationale anliggender i en fællesskabsdimension, og som ikke kun er i stand til at repræsentere interesser, men også har lært at forene dem. Det er Europas civilisationsmæssige arv, og det er også dets mission i dag.

Europa-Parlamentet er et førsteklasses eksempel på den vigtige rolle, parlamentarismen og den offentlige debatkultur spiller i europæisk tænkning. Parlamentet, der har fået større beføjelser efter Lissabontraktaten, er garanten for demokratisk beslutningstagning. Klarhjernethed og åben opmærksomhed over for hinanden sømmer sig for dets traditioner. Som siddende formand for Rådet for Den Europæiske Union arbejder Ungarn således gerne sammen med Parlamentet, for dette er ikke blot en lovgivningens smeltedigel, men, hvis jeg må sige det sådan, langt mere end det, nemlig Europas sjæl.

Jo, Europa har ikke blot et marked, en valuta, politikker og love, det har også en sjæl og en ånd. Jeg er helt bevidst om, at det daglige arbejde her hovedsagelig handler om praktiske detaljer. Kriserne i de senere tider har imidlertid også vist, hvad der kan ske, når man griber folks skæbne an udelukkende fra en økonomisk eller teknokratisk vinkel og glemmer de vigtigste målsætninger, de principper, der holder tingene sammen.

Jean Monnet, som vi ærer som en af fædrene til efterkrigstidens samarbejde, og som, uagtet han var økonom, ikke drømte om blot en økonomisk enhed i Europa, sagde dengang, at vi har brug for en sand europæisk indsats, at vi ikke sammenslutter stater, men forener mennesker. De følgende tanker, Jean Monnet udtrykte, gælder stadig i dag, selv om de blev sagt for 60 år siden: "Vi er her for at udføre en fælles opgave; ikke for at forhandle om fordele, men for at søge vore fordele i den fælles fordel. Kun hvis vi udelukker alle separatistiske følelser fra vore drøftelser, kan der findes en løsning. I den udstrækning vi, der er forsamlet her, kan ændre vore metoder, er det alle europæernes indstilling, der lidt efter lidt vil ændre sig."

Mere end seks årtier er gået siden da. Men tager vi stadig disse tanker, som viste os vejen, alvorligt? Lige fra begyndelsen var denne alliance mere end et kul- og stålfællesskab. Dens grundlæggere bragte den til live som et løfte om fred, som en mission om at skabe et stærkt Europa. Jeg medgiver, at det ikke er let at finde en fællesnævner for en halv milliard mennesker i det udvidede Europa af i dag, et Europa med 27 medlemsstater. Hvis jeg må være så fri, ser jeg det som et særligt privilegium, at Ungarn kunne overtage det roterende formandskabs kappe lige nu midt i alvorlige dilemmaer, hårde kampe og spørgsmål af afgørende betydning, for det er i sådanne tider, der er størst behov for de kvaliteter, mit land har.

Nutidens kampe kan rigtignok aldrig kæmpes for os af vores forgængeres ånd. Ikke desto mindre kan vi ungarere med rette være stolte af, at vi er sønner af et folk, der i sagens natur er frit, med et citat af den ungarske komponist Franz Liszt, der blev født for 200 år siden. Vi lever i et land, der blev skabt som et tolerant, imødekommende, multietnisk kristent samfund, takket være Saint-King Stephen, et land, der har haft status som stat i mere end 1000 år, og som har bevidnet sin dybe frihedsfølelse gennem revolutioner. Nu, hvor Ungarns nationaldag den 15. marts nærmer sig, skal vi huske de mange, mange kampe, ungarerne har kæmpet, som f.eks. uafhængigheds- og revolutionskrigen i 1848 og bestemt også revolutionen og frihedskampen i 1956, som mange iblandt Dem, mange af Dem, som er ældre, måske kan huske, og som gjorde, at vi vandt en slags ret og respekt her i Europa. Det gjorde også, at vi aldrig glemte broderskabet og solidariteten. Vi ungarere har kæmpet for meget til at være ligegyldige over for andres kampe og lade hånt om andre menneskers problemer.

Af den grund ser vi med særlig følsomhed på alle de begivenheder, som udvikler sig nu syd for os i den arabiske verden. Vi viser forståelse for folks ønske om frihed, for en karakteregenskab, som uden tvivl ligger dybt i hver enkelt person og hver enkelt nation. Det er ikke underligt, og faktisk ikke uventet, at dette er sket. Ønsket om frihed i en hvilken som helst nation kan ikke undertrykkes i al evighed. Før eller senere bryder det ud. Det er Den Europæiske Unions fælles pligt at beskytte sine egne borgeres interesser og forblive tro over for sine humanitære forpligtelser. Via sine egne midler skal Unionen fremme en fredelig overgang og velstand i folks fædrelande – på stedet, i de pågældende lande.

Mine damer og herrer, eller hvis jeg må kalde Dem kolleger og venner! Nu, hvor vi taler om solidaritet, vil jeg gerne nævne nogle få af begreberne i Schuman-planen, f.eks. "faktisk solidaritet", "skabende kræfter", "sammensmeltning af interesser" og "uddybet fællesskab". Jeg er inderligt overbevist om, at disse begreber, som vi kan støde på i ethvert EU-dokument og enhver tale, ikke har mistet deres betydning. Jeg er sikker på, at det er dybe følelser, som var grundlaget for den europæiske enhed og efterkrigstidens genopbygning, og som i sidste ende også betød, at landene i Øst- og Centraleuropa, der var undertrykt af diktaturer, kunne komme tilbage hertil, til dette fællesskab.

Hvert eneste punkt i programmet for det ungarske formandskab har disse grundlæggende værdier som mål. Alt det, vi planlægger og arbejder for, kan beskrives med to ord, to ord, som anvendes ofte, men som ikke har mistet noget af deres styrke, nemlig ansvarlighed og solidaritet. Jeg vil gerne uddybe nogle få punkter. Hvad mener vi med solidaritet og ansvarlighed? Solidaritet er påkrævet i økonomiske anliggender. Vi ved, at den vigtigste af alle vores fælles opgaver er at beskytte euroen. Det er et anliggende, der gælder alle medlemsstater, jeg gentager, alle medlemsstater, for EU's konkurrenceevne er vigtig for lande både inden for og uden for euroområdet, og den afhænger af os alle tilsammen.

Allerede nu foregår Ungarn med et godt eksempel, idet man arbejder på at fastlægge en stærk, lovbestemt tilbageholdenhed, hvad angår statslig gæld, i forfatningen, der er under udarbejdelse. Ungarn har besluttet at træffe alvorlige foranstaltninger for at nedbringe udgifterne, således at landets aktuelle gæld reduceres, og budgetunderskuddet kommer under gennemsnittet i EU.

Vi forventer dog respektfuldt, at de lande, der bruger euroen, genvinder tilliden til den fælles valuta. Indførelsen af det europæiske halvår har den fælles konkurrenceevne som formål, idet det vil sætte medlemsstaterne i stand til at informere hinanden om deres budgetplaner, inden disse godkendes nationalt, og sætte os i stand til at opstille landespecifikke mål. Det ville glæde mig personligt, hvis det blev indført under det ungarske formandskab og måske endog kunne blive kaldt Budapest-halvåret.

Jeg vil gerne gøre brug af Jean Monnets ord igen. Han mente, at det var en vigtig dyd og et vigtigt mål i en fælles forpligtelse, at nationer i stedet for at konfrontere hinanden gensidigt lader sig påvirke af hinanden og efterhånden udvikler en naturlig dialog, en fælles indsats. Jeg ved godt, at der stadig er nogle omstridte punkter i den fælles indsats, men jeg håber inderligt, at det vil lykkes at afklare dem inden de økonomiske og finansielle drøftelser, der skal foregå inden længe.

Det magiske ord er forebyggelse. Det kan være med til at sikre, at enkelte landes økonomiske kriser ikke kommer bag på EU, således at man kan reagere hensigtsmæssigt på dem, for det er lettere at undgå en krise end at komme sig efter den.

Vi skal vise ansvarlighed med hensyn til at lukke udviklingshullet. Selv i et fællesskab af denne størrelse kan solidaritet indebære, at man lægger mærke til enkelte menneskers skæbne på den ene side og på den anden til skæbnen for små og større samfund og hele regioner. Borgerne i EU fortjener lige muligheder. Det kan fremmes med en god samhørighedspolitik, hvis hovedhjørnestene det allerede er lykkedes at blive enige om. Det er vigtigt, at Europa heller ikke bliver revet fra hinanden i henseende til konkurrenceevne.

Jeg tager nu fat på spørgsmålet om solidaritet og enhed på energimarkedet, hvor bestræbelserne for at udvikle et fælles energimarked også er tæt forbundet med samhørigheden. De har til formål at reducere afhængigheden og sårbarheden på energiområdet og sikre en uhindret tilførsel af gas og elektricitet i hele Europa. Begivenhederne i Nordafrika er også en påmindelse om, hvor vigtigt det er at reducere en ensidig afhængighed og sammenkoble uforbundne energinetværk. Der er brug for fremskridt, så det fælles energimarked kan gennemføres, der er brug for penge til at skabe fremskridtene, og der er brug for bred enighed for at finde pengene.

Det er også nødvendigt at påtage sig et ansvar på makroregionalt niveau. Lige såvel som Barcelonaprocessen i den sydlige del af Europa og strategien for Østersøregionen i den nordlige halvdel udgør en ramme for harmonisering af regionale fremskridt, søger landene i Central- og Østeuropa nu også at skabe muligheder for et mere effektivt samarbejde. Strategien for Donauregionen er ved at tage form med deltagelse af 14 lande i ca. 40 programmer, og det er et strålende bevis på, at det at være naboer, hvilket ofte kaldes en geografisk begrænsning, også kan betragtes som et geopolitisk aktiv. Vi ser meget frem til Donau, et af vores naturlige bånd og floden i vores evige afhængighed af hinanden. Den vil hjælpe os til at skabe fremskridt takket være den strategi, der skal vedtages i juni, den hjælper os som grøn korridor, som økonomisk mulighed, som drivkraft i joint ventures, som transportrute i udvikling og faktisk også som kulturel forbindelse. Ungarn fungerer som initiativtager og udtænker strategien, og hvad angår de praktiske opgaver tilrettelægger Ungarn arbejdet med den fælles vandforvaltning og miljøbeskyttelse.

Vi må og skal påtage os ansvaret ved vores grænser. Europa skal kunne reagere på hurtige ændringer i verden. Dog berettiger ingen ændringer, der finder sted, til, at vi handler mod vores egne interesser og løber fra den ene side af skibet til den anden, hvorved vi blot yderligere forstærker effekten af de langtfra små bølger.

Jeg er bevidst om, at mange mennesker rejser spørgsmålet om de sydlige og østlige naboskaber som et enten/eller, idet de siger, at den aktuelle situation kræver, at vi fokuserer al vores opmærksomhed på EU's sydlige grænser. Vi kan imidlertid kun reagere godt på ændrede situationer – og vi må indrømme, at der altid vil opstå sådanne ændrede situationer – hvis vi i øvrigt står fast hele vejen rundt. Hvis Den Europæiske Union glemmer dette, handler den til skade for sig selv og svækker sig selv. Uventede situationer kan altid lettere opstå, hvor som helst vi ikke er på højde med tingene, og vice versa, for ethvert nyopstået problem er lettere at håndtere, hvor som helst der er velfungerende forbindelser.

Det østlige partnerskab er hverken et ungarsk eller et polsk prioriteringsområde. Selv om det synes at være vores holdning til situationen, er det i langt højere grad almindelig fremsynethed. Intet beviser dette klarere end det faktum, at vi bliver medværter for topmødet om det østlige partnerskab sammen med vores polske venner under deres formandskab.

Vi skal også tale om den solidaritet, vi bør vise over for dem, der venter på en udvidelse. Alliancen af stater, som grundlagde EU, har altid holdt sine døre åbne og sagt, at ethvert demokratisk land, der ønsker at tiltræde af egen fri vilje, og som accepterer EU's grundlæggende principper, kan blive medlem af fællesskabet. På den ene side betyder dette, at der er klare betingelser for at høre med i alliancen. På den anden side betyder det, at vi også har et ansvar over for lande uden for EU, for alle de stater, som betragter et medlemskab som deres mål, og som gør en alvorlig indsats for at nå dette. Ambition om tiltrædelse fortjener klare svar, klare krav, en klar plan og et klart perspektiv for landene i det vestlige Balkan samt i Tyrkiet og Island.

Hvad angår ansvar for mindretal, vil jeg gerne citere artikel 3 i Lissabontraktaten: "Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal". Kulturel forskellighed er netop essensen i Europa, kilden til dets vitalitet. Som national tilkendegivelse heraf vil alle mindretal i Ungarn få deres egen repræsentation i parlamentet i den næste nationale lovgivende forsamling, hvis størrelse i øvrigt vil blive halveret fra 2014.

Ungarns varetagelse af interesserne for ungarere, der bor i udlandet, er helt i overensstemmelse med det samme princip. Vi befinder os i en usædvanlig situation. Vi har en forfatningsmæssig forpligtelse til at forsvare mindretalsrettighederne for oprindelige ungarske samfund, der lever i andre lande, deres ret til at bruge deres eget sprog og ret til selvstyre. Kunne vi kalde os selv gode europæere, hvis vi ikke gjorde dette? Det er netop EU, der giver os en juridisk og åndelig ramme, hvor dette problem faktisk ikke længere er et problem. Omsider har vi nu alle muligheder for at lægge historiske klagemål til side, uden at begræde vores geografiske adskillelse, og fejre vores åndelige og intellektuelle fællesskab uden nogen form for territorialkrav. Vi har endog lovgivet for det. En stat bliver stærkere og ikke svagere ved at tildele sine mindretal rettigheder. Gør den det, får den loyale og tilfredse borgere med respekt for sig selv, som på ikke ubetydelig vis øger diversiteten og giver den farve via deres kultur og traditioner.

Endelig vil jeg gerne nævne romastrategien, da hr. Buzek allerede har gjort det. Det ungarske formandskab betragter fremlæggelse af en effektiv og realistisk romastrategi for EU som en af sine vigtigste opgaver. Lívia Járóka har allerede gjort dette. Jeg er overbevist om, at vi har brug for denne fælles handlingsplan. For at udrydde fattigdommen, og ud over de sociale foranstaltninger, er det imidlertid uomgængelig nødvendigt med en hård afvisning af fordomme samt udvikling af et understøttende kultur- og uddannelsesmiljø. Alt dette er ikke først og fremmest et spørgsmål om aftaler og penge, men om menneskelighed og behændighed.

Vi er ganske klar over, at det roterende formandskab altid først og fremmest handler om at videreføre igangværende processer. Hertil er der brug for to tilsyneladende modsatrettede karakteregenskaber, nemlig ydmyghed og vedholdenhed. Ydmyghed i almindelige anliggender og vedholdenhed med hensyn til at varetage dem er de egenskaber, der kan give resultater. Når vores periode slutter, vil vores målestok være, om vi er afveget fra den udstukne kurs, eller om det er lykkedes os at dreje dialogen tilbage til afgørende, væsentlige og konstruktive anliggender.

Missionen i vores formandskab er derfor at være lokomotiv for processerne. At være en holdspiller, det er også, hvad konceptet med formandskabstrioen handler om. Det er muligt at lave en god individuel præstation, men kun hvis det at tjene fællesskabets, eller rettere holdets, interesser forbliver af vital betydning. Mange ting kræver genovervejelse, fordi det er blevet åbenlyst, at vi ikke har bygget vores nye europæiske liv på tilstrækkeligt solide fundamenter. En æra, hvor man har forsøgt at finde vejen frem, synes også at være ved at slutte i Europa. Jeg er tilbøjelig til at tro, at stjernerne stiller sig heldigt i det stykke. Nu har EU et formandskab, som er et land, der er ved at foretage netop de store strukturændringer, som også venter EU. Store og dårligt fungerende systemer, som man troede uforanderlige, skal reorganiseres og genovervejes, og der er behov for betingelser, der gør, at man bedre kan modstå kriser, og som fremmer udvikling og beskytter konkurrenceevnen.

I Ungarn handler alting i dag om behovet for forandring og fornyelse, og det gør os kun mere modtagelige for at forme den fælles fremtid i Europa. Vi har således en erfaring, der gør det tydeligt for os, at vi skal vende tilbage til en effektiv varetagelse af fællesskabets interesser. Ungarerne forventer, at deres ledere og politikere – som i øvrigt sidste år fik tildelt suveræne magtbeføjelser i et hidtil uset omfang i Europa – sørger for rammer for et nyt liv og formulerer de grundlæggende principper for vores fremtid via en stærk lovgivning og en værdig forfatning, og de vil drage dem til ansvar for dette. Vores ledesnor er til enhver tid at vedtage love, som fastlægger vores fremtid i overensstemmelse med EU-standarder, europæisk tradition og borgerlige rettigheder.

Den gældende ungarske forfatning, hvis jeg må sige et par ord om den, begyndte i 1949. Det var det år, hvor tanken om et fælles marked allerede var opstået, og dens realisering var nært forestående, i den mere heldigt stillede halvdel af Europa. I det samme år ekskluderede det kommunistiske regime i Ungarn sig fra Europa på grund af skueprocesser. Landet mistede sin uafhængighed ved at blive opslugt i det sovjetiske indflydelsesområde i årtier. Vi blev afskåret fra det virkelige Europa, fra det fællesskab, vi altid havde hørt til i kraft af vores traditioner. Selv solen blev fjernet fra vores åsyn.

Hvad en stat bygget på løgne kunne miste, bevarede ungarerne som nation. Derfor føler jeg, at det er vigtigt og siger mere end mange ord, at den ungarske forfatning bærer dette år fra nu af. Det kommer til at bære året 2011, hvor vi, som en slags gave fra historien, som en form for oprejsning, kan varetage formandskabet for Den Europæiske Union for første gang. Det er første gang, vi virkelig kan vise vores demokratiske engagement gennem en masse arbejde og også under fredelige og konstruktive omstændigheder og er i stand til at stille vores ungarske beslutsomhed til rådighed for fællesskabet.

Jeg mener, at i en nations liv er det rigtige tidspunkt til at udarbejde en forfatning altid, når nationen er stærk nok til at indrømme sine tidligere fejl og forfægte sandheder, som vil forblive gyldige i mange årtier, og er tilstrækkelig urokkelig til at gennemføre det, den har påbegyndt. Det er mindst lige så vigtigt, at vi bygger på europæiske fundamenter. Jeg forsikrer Dem om, at vi vil betragte Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder som standard for kapitlet om menneskerettigheder i den nye ungarske forfatning.

Jeg er fægter, og det var i denne disciplin, jeg deltog i De Olympiske Lege, så den metalliske lyd af sværdslag er mig ikke fremmed. Ikke desto mindre synes jeg ikke, at vi bør konkurrere på den europæiske politiske scene i dag for at se, hvem der med magt kan vælte og triumfere over den anden. Historien har ikke givet os et mandat, blot for at vi skal deltage i politiske skakspil og taktiske prestigekampe, men for at vi skal tjene en sag, styrke samhørigheden og søge konsensus.

Europæerne har brug for et succesrigt, triumferende og stærkt Europa, et Europa, som i samme grad er grundlagt på et interesse- og værdifællesskab, hvor de enkelte nationer også er stærke. Det ambitiøse program, vi kalder Europa 2020, handler netop om dette.

Jeg vil gerne slutte min tale med at citere den berettiget populære ungarske forfatter, Sándor Márai, der havde den idé om Europa, at vi skal udbygge denne levevis. Vi skal fylde den med alt, hvad der er moderne, og bevare alt det i den, der er tidløst. Vi har alt, vi behøver, og alt, hvad vi har brug for, er tro og fast vilje, tro på vores rolle og vilje til at kæmpe mod dumhedens og gemytternes tyranni. Hvor kan en europæer begynde på arbejdet? Hvor kan en ungarer gøre det? Jeg tror, han allerede er begyndt på det. Citat slut. Alt, jeg kan tilføje, er, lad det være sådan.

Tak, fordi De lyttede.

  Formanden. – Præsident Schmitt! Det var vigtige ord, og Deres definition er meget vigtig. Europa-Parlamentet handler ikke kun om simpel lovgivning, men om selve den europæiske sjæl. Citater af Jean Monnet om integrationens ånd, dialog og fælles aktivitet, fælles handlinger, er meget vigtige for os. Det er meget vigtigt at minde os om Schumanplanen, baseret på først og fremmest solidaritet i begyndelsen af Den Europæiske Union og så i 1990'erne, i sidste århundrede i Central- og Østeuropa, i dag på finansmarkederne og meget snart i Middelhavsregionen. Tak for alle Deres bemærkninger om aktiviteterne nu om stunder og de udfordringer og trusler, EU står over for i dag. Mange tak for Deres tale. Vi vil huske Deres ord og Deres bemærkninger.

(Bifald)

FORSÆDE: Stavros LAMBRINIDIS
Næstformand

10. Afstemningstid (fortsat)

  Formanden. – Afstemningstiden fortsættes.

10.1. Statusrapport for 2010 om Tyrkiet (B7-0156/2011) (afstemning)

  Ria Oomen-Ruijten (PPE). – Hr. formand! Jeg vil gerne meddele følgende. Jeg er blevet enig med skyggeordførerne om mit mundtlige ændringsforslag til punkt 18. Det betyder, at ændringsforslag 26 til punkt 18 vil blive trukket tilbage af fru Flautre. Derfor beder jeg min gruppe stemme for ændringsforslag 29 til dette punkt.

– Før afstemningen om punkt 18:

  Ria Oomen-Ruijten (PPE). – Hr. formand! Jeg har et mundtligt ændringsforslag at tilføje i punkt 18: "er bekymret over de manglende fremskridt i disse efterforskninger og bemærker, at de nylige tilbageholdelser af kendte journalister såsom Nedim Şener og Ahmet Şık kunne medføre manglende tiltro til disse retssager, som netop skulle styrke demokratiet".

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

10.2. Montenegros europæiske integrationsproces (B7-0157/2011) (afstemning)

10.3. EU's strategi for integration af romaer (A7-0043/2011, Lívia Járóka) (afstemning)

10.4. Industripolitik i en globaliseret verden (A7-0022/2011, Bernd Lange) (afstemning)

  Formanden. - Afstemningen er afsluttet. Kolleger! Vi har 50 stemmeforklaringer. De ved, hvad det betyder. Jeg vil køre det meget hurtigt og stopper Dem på minuttet, præcis. Jeg undskylder på forhånd, men vi er nødt til at overholde tidsplanen.

11. Stemmeforklaringer

Mundtlige stemmeforklaringer

Parlamentets mødekalender 2012

  Gerard Batten (EFD). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne afgive stemmeforklaring om kalenderen for 2012. Det, vi stemte om, var selvfølgelig noget værre vrøvl, for det gør ikke noget ved problemet med de tre forskellige parlamenter i Strasbourg, Bruxelles og, naturligvis, Luxembourg, som alle glemmer. Jeg mener, at de totale samlede omkostninger beløber sig til i omegnen af 250 mio. EUR om måneden.

Det, jeg gerne vil, er at komme med et konstruktivt forslag. I stedet for at mødes ved 12 forskellige lejligheder i Strasbourg kunne vi mødes ved 12 forskellige møder i Strasbourg i én uge, nemlig med tre møder første dag, tre møder anden dag, tre møder tredje dag, tre møder fjerde dag. På den måde skal vi kun tilbringe én uge om året her. Vi kan tilbringe resten af tiden i Bruxelles, om nødvendigt, og vi kan spare en enorm udgift og et enormt besvær.

  Daniel Hannan (ECR). – (EN) Hr. formand! Der er noget forunderligt ved Parlamentets månedlige pilgrimsrejse mellem de to sæder. Vi præker finanspolitisk retlinethed, og alligevel bruger vi hundreder af millioner pund om måneden på at flytte på tolke, kontorfolk i udvalgene og alle medlemmerne. Vi taler om global opvarmning, og alligevel udleder vi drivhusgasser i tusindvis af tons, når lastbiler transporterer de nødvendige dokumenter frem og tilbage.

Jeg ved, at der er et argument, som nogle parlamentsmedlemmer fremfører om Strasbourgs symbolske betydning og den historiske idé osv., og jeg er ret besnæret af den idé, at EU som en klub af nationer bør deles om de institutioner, der er rundt omkring, snarere end at koncentrere alting i Bruxelles. Men lad os have ét sæde, på den ene eller anden måde. Hvorfor lader vi ikke simpelthen Parlamentet afgøre, om vi skal mødes permanent her i denne smukke alsaciske by eller i Bruxelles?

Uanset hvad, bør vi undgå spildet og i disse sparetider forsøge at give vores hårdtplagede skatteydere nogle besparelser tilbage.

  Bruno Gollnisch (NI). – (FR) Hr. formand! Den afstemning, der har fundet sted, er faktisk, selv om det var en flertalsafstemning, et skridt i retning af at underminere traktaternes bogstav, som er meget klart, og som foreskriver, at der skal afholdes 12 mødeperioder i Strasbourg. For at komme af med én af dem, hævdes det, at to forskellige mødeperioder kunne afholdes i den samme uge. Det er også en måde at omgå den meget klare fortolkende dom, som blev afsagt af Domstolen, netop da Parlamentet ønskede at gå fra at have 12 mødeperioder til kun 11.

I 20 år har vi været vidne til ulovlige manøvrer for at frarøve Strasbourg sædet i EU. Det er sandt, og mine kolleger har ret på dette punkt, at den nuværende situation er uholdbar, men vi er ikke forpligtet til at gøre Bruxelles til EU's Washington DC. Vi kunne have samlet alle Parlamentets aktiviteter i Strasbourg, men det ville have krævet noget andet end de franske myndigheders vedvarende efterladenhed at gøre det.

  Bernd Posselt (PPE). – (DE) Hr. formand! Det, der skete her i dag, var ikke en sejr for Bruxelles-lejren over Strasbourg-lejren, idet vi også reducerede antallet af møder i Bruxelles med et. Stillingen er derfor 1-1 mellem Bruxelles og Strasbourg. Imidlertid stemte vi mod loven. Beslutningen om at afholde mødeperioderne i august og oktober i én uge er ulovlig, da traktaten foreskriver, at der skal være månedlige mødeperioder.

Tilsvarende kan dette ikke retfærdiggøres som en omkostningsbesparelse, da omkostningerne, som i øvrigt beløber sig til 70 mio. EUR, hvilket er rigeligt, ikke opstår som følge af Strasbourg, men snarere fordi aktiviteter til stadighed, og i strid med traktaten, bliver omdirigeret til Bruxelles-bureaukratiets skygger.

Hvis vi samlede vores arbejde i Strasbourg, ville vi både spare penge og få et uafhængigt demokratisk ansigt i Europa!

Betænkning: José Manuel Fernandes (A7-0049/2011)

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg har bedt om at tale om budgetforhandlingerne, fordi jeg synes, at Parlamentet ikke altid får en fair behandling i den forbindelse. Som parlamentsmedlemmer er også vi nødt til at støtte besparelser, men det forholder sig også simpelthen sådan, at vi skal passe vores forpligtelser ordentligt. Den foreslåede forøgelse af Parlamentets budget, som ligger langt under inflationsraten, er derfor ikke rimelig. Den tager f.eks. ikke hensyn til forøgelsen af antallet af medlemmer af Parlamentet med 18, til det faktum, at vi skal finansiere Kroatiens tiltrædelse, eller til de andre investeringer, vi er nødt til at foretage.

Jeg går ud fra, at der i sidste ende vil blive fundet et fornuftigt kompromis i dette spørgsmål.

Forslag til beslutning B7-0156/2011

  Erminia Mazzoni (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Som vi alle ved, er Tyrkiet en strategisk partner for EU. Dets beliggenhed er af afgørende betydning for Unionens økonomiske og politiske interesser og giver landet en vigtig rolle med hensyn til at fremme både europæiske aktiviteter i Sortehavsområdet og fredelige forbindelser i Mellemøsten.

I rapporten fra 2010 om fremskridtene i forhandlingerne om Tyrkiets tiltrædelse af Den Europæiske Union påvises imidlertid den træghed, der er i processen, og den modstand, de politiske kræfter i Tyrkiet har mod nogle af de grundlæggende bestemmelser i associeringsaftalen. Hr. formand! Jeg tror ikke, at de tyrkiske myndigheder har gjort væsentlige fremskridt med hensyn til retfærdighed, grundlæggende rettigheder, informationsfrihed, religionsfrihed og indvandring, trods offentligt pres i forbindelse med disse spørgsmål.

De økonomiske interesser i regionen må ikke betyde, at vi giver indrømmelser i forhold til grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder. Med Parlamentets beslutning har vi en fast holdning til denne situation, og vi henstiller til Kommissionen og Rådet, at de ikke forspilder de positive resultater, der er opnået siden 2005, og frem for alt ikke ugyldiggør den eksisterende bilaterale aftale med idéen om et privilegeret partnerskab.

Min bekymring går på, at denne idé om et partnerskab kunne gå ud over fremskyndelsen af tiltrædelsesprocessen, som må og skal forblive vores overordnede mål.

Forslag til beslutning B7-0165/2011

  Jarosław Kalinowski (PPE). – (PL) Hr. formand! Vand dækker størsteparten af vores klode. Alligevel forstår vi ofte ikke at værdsætte det potentiale og den betydning, have og oceaner har for den økonomiske udvikling.

Atlanterhavsområdet er særlig vigtigt på fiskeri-, transport- og energiområdet. Næsten 50 % af verdens fangster fanges her, og her findes et væld af mineralaflejringer som f.eks. metaller, olie og gas. Voldsomme klimatiske fænomener forekommer også her, og de kan få katastrofale følger for kystregionerne. Derfor er det afgørende vigtigt at udarbejde den rigtige strategi for Atlanterhavsområdet, en strategi, som vil forstærke den gode forvaltning og bidrage til at beskytte miljøet og til et bedre liv for menneskene i området.

  Erminia Mazzoni (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Drøftelsen af denne beslutning skal opbygges omkring direktiv 2008/56/EF, det såkaldte havstrategi-rammedirektiv.

Som min kollega, der talte tidligere, sagde, er sammenhængen beskyttelse af havmiljøet, for i det direktiv, jeg nævnte, anføres der generelle principper, på grundlag af hvilke medlemsstaterne skal udvikle deres egne strategier sammen med tredjelande for at opnå gode miljøforhold i de farvande, de er ansvarlige for.

Det er derfor den ramme, som strategien for Atlanterhavsområdet burde have været bygget på, såvel som på grundlag af Rådets tilkendegivelser af 14. juni 2010, sådan som kommissæren bemærkede under sin tale i Parlamentet.

I stedet ligger den beslutning, der er indgivet til Parlamentets afstemning, uden for denne ramme, og i beslutningen foreslår man – helt forskelligt fra, hvad der kom ud af de samråd, Kommissionen stod for – en strategi for en makroregion såvel som at behandle territorialspørgsmål i stedet for havspørgsmål.

Denne retning giver anledning til en anden beslutning. Jeg håber, at meddelelsen fra Kommissionen, i lighed med forhåndserklæringerne her i Parlamentet, vil få initiativet tilbage inden for rækkevidden af direktivet om den integrerede havstrategi, som jeg støtter i dets nuværende form. Derfor undlod jeg at stemme.

Forslag til beslutning B7-0156/2011

  Joanna Katarzyna Skrzydlewska (PPE). – (PL) Hr. formand! Jeg blev glad for at høre resultatet af afstemningen om betænkningen om Tyrkiet. Jeg er sikker på, at det er værd at støtte alle bestræbelser på at gøre Tyrkiet til et flyvefærdigt pluralistisk demokrati med beskyttelse af menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder.

De seneste år har vist, at Tyrkiets indsats for at blive en af EU's medlemsstater har positive virkninger. Medlemsstaterne i Unionen bør fortsat støtte Tyrkiet i de reformer, landet er i gang med. Det er nødvendigt at fokusere navnlig på de mest problematiske spørgsmål som f.eks. forfatningsreform, pressefrihed, kvinders rettigheder og beskyttelse af nationale mindretal. Jeg vil også gerne henlede opmærksomheden på problemet med gennemførelse af tillægsprotokollen til associeringsaftalen mellem EF og Tyrkiet.

  Debora Serracchiani (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg stemte for beslutningen om Tyrkiet, fordi forfatningsreformen, der fandt sted den 12. september sidste år, enstemmigt blev anerkendt som et vigtigt skridt fremad for Tyrkiet i forhold til Europa.

Der er naturligvis stadig mange flere skridt, der skal tages, og i den retning er jeg bekymret over de utallige arrestationer af journalister. Jeg vil gerne understrege, at Tyrkiet er EU's syvendestørste handelspartner, at EU er Tyrkiets væsentligste handelspartner, og at handlen, som er foregået korrekt i århundreder, har været til gavn for markedsdelingen og for, at folkene på fredelig vis har kunnet stifte bekendtskab med hinanden.

Jeg bifalder derfor det betydningsfulde fremskridt, der er gjort i form af at indlede forbindelserne mellem EU og Tyrkiet navnlig via de motorveje til søs, som krydser det nordlige Adriaterhav og Det nordlige tyrrhenske Hav, og hvor der nu strømmer mere end 250 000 lastvognlæs om året i begge retninger. Desuden er der en vigtig jernbanelinje til fragt af tungt gods fra havne til bestemmelsessteder i Europa. På denne måde blev det muligt at fjerne et betydeligt antal lastvogne fra vejene, og jeg håber, det fortsætter.

  Andrzej Grzyb (PPE). – (PL) Hr. formand! Tyrkiet er en vigtig nabo for EU, og i den rapport, der er afgivet for 2010, fremhæves betydelige ændringer, der har fundet sted dér. Der er ingen tvivl om, at forfatningsændringerne gør et stort indtryk, og de er et grundlæggende bidrag til demokratiseringen af livet i Tyrkiet.

Der er dog områder, hvor vi gerne vil se større fremskridt. Her er etablering af forbindelser med naboer selvfølgelig en grundlæggende faktor. Uden en løsning på Cypern-spørgsmålet vil alle andre spørgsmål være i et permanent dødvande. Situationen er den samme, når vi ser på borgerrettighederne, herunder religionsfriheden. Jeg håber, at man med betænkningens konklusioner vil kunne skabe fremskridt i Tyrkiet og erkende, at landet er under forandring ikke blot økonomisk set, men også hvad angår anliggender, som er vigtige i henseende til borgerrettigheder og frihed.

  Adam Bielan (ECR). – (PL) Hr. formand! Som medlem af sidste års parlamentariske delegation til Tyrkiet havde jeg lejlighed til selv at se de fremskridt, Tyrkiet gør i forhold til at blive integreret i EU. Vi bør helt bestemt se positivt på den måde, de tyrkiske myndigheder har behandlet spørgsmål i relation til religionsfrihed, kvinders rettigheder, fagforeningsrettigheder, retsreform, ændring af radio- og tv-lovgivning og forbedringer i forholdet mellem civile og militære myndigheder. Jeg er også enig i, at det er afgørende at forbedre forholdet mellem regeringen og oppositionen, at respektere mediernes frihed, herunder internettet, at skabe forbedringer på borgerrettigheds- og forsamlingsfrihedsområdet og at gennemføre en gennemgribende reform af valgsystemet. Et andet foruroligende emne er det stigende problem med husspektakler og såkaldte æresdrab. Der bør være særlig bevågenhed omkring åbning af grænsen mellem Tyrkiet og Armenien og støtte til forhandlinger om at stabilisere situationen i Cypern. Jeg støtter beslutningen, fordi jeg mener, at det er i visse EU-medlemsstaters interesse, herunder Polens, at EU udvides til at omfatte Tyrkiet.

  Markus Pieper (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg undlod at stemme om statusrapporten om Tyrkiet, men ikke fordi jeg ikke er enig i dens analyse – trods nogle reformer taler kritikken af pressecensuren, krænkelserne af menneskerettighederne, det tyrkiske valgsystem og religionsfriheden jo for sig selv. Grunden til, at jeg undlod at stemme, var, at jeg mener, at Parlamentet skal være meget klarere i sin reaktion.

Hvis Tyrkiet nægter at gennemføre afgørende reformer, skal vi indstille forhandlingerne om medlemskab. Det er på tide, at Parlamentet opfordrer til, at tiltrædelsesforhandlingerne indstilles.

  Hannu Takkula (ALDE). – (FI) Hr. formand! Det er fuldstændig rigtigt, at Tyrkiet har gjort fremskridt i de seneste år, men når vi ser på Københavnerkriterierne for medlemskab af EU, har Tyrkiet stadig lang vej igen. Vi kunne måske forudsige, at Tyrkiets tiltrædelse af EU ikke vil ske i vores levetid. Specifikt er der stadig lang vej igen med hensyn til vores grundlæggende holdning til menneskerettigheder og kvinders og børns rettigheder. Disse rettigheder hører imidlertid til de inderste kerneværdier i EU, i dette værdifællesskab.

Det er også meget vigtigt at tage situationen i Cypern i betragtning. Hvis Tyrkiet ønsker at okkupere halvdelen af Cypern, som er en EU-medlemsstat, er vi selvklart nødt til at være skarpe over for dem, hvad det angår. Vi kan ikke acceptere en sådan situation, hvor Tyrkiet i øjeblikket spiller to forskellige spil og følger to forskellige dagsordener. I dette anliggende bør vi tilskynde dem til en demokratisk udvikling, men sige meget tydeligt, at EU ikke opgiver sine værdier, og sikre, at det er tilfældet.

  Daniel Hannan (ECR). – (EN) Hr. formand! EU's holdning til Tyrkiet vil en dag blive betragtet som en generationsfejl, som en etisk fejltagelse. Vi kunne med rimelighed have forfulgt én af to politikker. Enten kunne vi have arbejdet med god vilje mod en mulig tiltrædelse, eller vi kunne fra begyndelsen have sagt: "Hør her, tiltrædelse kommer ikke på tale, lad os udarbejde en alternativ ordning". I stedet har vi stillet en mulig tiltrædelse i udsigt, mens vi har krydset fingrene bag på ryggen. Vi har givet løfter, som vi ikke har nogen intention om at holde.

Prøv at se det fra Ankaras synspunkt. Ville de have givet en række vanskelige og smertelige indrømmelser vedrørende radio- og tv-udsendelser, sekularisme og frem for alt Cypern, hvor tyrkisk-cyprioter stemte for EU-planen, og hvor isolerede græsk-cyprioter forkastede den og blev belønnet?

Vi har fået dem til at krybe i forbindelse med massakrerne i Armenien, vi har påtvunget dem titusindvis af sider om den gældende fællesskabsret, og til slut i denne proces vil vi vende os om og give dem fingeren!

Vi risikerer at skabe netop det, vi foregiver at frygte, nemlig en fremmedgjort og antivestlig stat på vores dørtærskel. Tyrkere forsvarede Europas flanke mod den bolsjevikiske ekspansionisme i 50 år. En dag beder vi dem måske gøre det samme mod jihad-ekstremisme. De har fortjent bedre end dette.

  Bernd Posselt (PPE). – (DE) Hr. formand! Selv om jeg deler hr. Piepers bekymringer, stemte jeg for denne betænkning, idet vi endnu en gang ganske klart har anført, i begyndelsen af betænkningen, at for os er forhandlingerne en lang proces uden forud fastlagt resultat. Vi forkastede forslaget fra Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance, hvori man søgte at fastlægge en tiltrædelse, som vi gjorde det med lignende forslag fra socialdemokraterne i tidligere år. Parlamentet har derfor fundet frem til den rigtige linje.

Vi bør imidlertid snart tage det næste skridt og fortælle Tyrkiet helt ærligt, som hr. Pieper sagde, at for vores vedkommende er en tyrkisk tiltrædelse helt udelukket, da det ville overbebyrde både Tyrkiet og EU. Et politisk integreret Europa, der omfatter Tyrkiet som medlem, er ikke muligt. Det er en stor vildfarelse, som vi langt om længe skal have gjort op med.

Hvad de omhandlede fremskridt angår, er de i Tyrkiets egen interesse. Tyrkiet er et land, der er medlem af Europarådet og NATO og vores nærmeste allierede.

Forslag til beslutning B7-0157/2011

  Janusz Władysław Zemke (S&D). – (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne referere til den forhandling, som fandt sted i Parlamentet om integration af Montenegro i EU. Under forhandlingen bad jeg Kommissionens og Rådets repræsentanter om en tidsplan for denne proces og om at fortælle, hvornår Montenegro kan blive en flyvefærdig kandidat til medlemskab af EU. Desværre fik jeg ikke noget svar på dette specifikke spørgsmål. Alligevel stemte jeg for, at Parlamentet skulle vedtage beslutningen, fordi jeg mener, at der er vigtige grunde til at gøre det. For det første er det en beslutning, som er vigtig for Kroatien. For det andet er det et fingerpeg for andre lande, som i dag er en del af Balkan. Imidlertid mener jeg, at der er en tredje og meget vigtig grund, nemlig at det er en positiv beslutning, én, der viser, at Unionens værdier stadig er attraktive.

  Bernd Posselt (PPE). – (DE) Hr. formand! Når det gælder udvidelsespolitikken, har vi brug for noget i retning af en reguleringsordning. Vi skal derfor som planlagt gennemføre forhandlingerne med Kroatien inden juni og så få sat tiltrædelsesprocessen for dette land i gang i efteråret med vores afstemning. Vi ønsker, at Kroatien er med i EU fra næste år eller senest året efter.

Tingene skal også gå videre, men hvordan? Vi skal have integreret den lille, men vanskelige resterende del af Sydøsteuropa. Først og fremmest er der Makedonien, derefter Montenegro. Det er et signal til alle de andre stater i regionen om, at hvis de opfylder kriterierne, har de også en plads i vores rækker. Til forskel fra Tyrkiet er disse stater europæiske i deres inderste, og som sådan har de naturligvis en fremtid i vores fællesskab.

Navnlig Montenegro er et lille land med en betydningsfuld europæisk tradition. Jeg ser allerede frem til forhandlingerne med Montenegro!

Betænkning: Lívia Járóka (A7-0043/2011)

  Clemente Mastella (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er stadig meget at gøre med hensyn til at bekæmpe forskelsbehandling i Europa. Jeg er enig med ordføreren, fru Járóka, når hun skriver, at selv om etnisk begrundet forskelsbehandling nu kunne betragtes som afskaffet, er de fleste romaer stadig udsat for socioøkonomisk udstødelse, og det er fortsat en af de største udfordringer, vi skal sørge for at håndtere i de kommende år.

Det skyldes en hel række særlige faktorer, som f.eks. geografiske ulemper, mangelfuld uddannelse eller kollaps i planøkonomier, der har tiltrukket en stor og lavtuddannet arbejdsstyrke.

En strategi til forbedring af deres socioøkonomiske integration vil ikke på nogen måde bringe love til bekæmpelse af forskelsbehandling i fare, den vil snarere supplere dem. En betydelig del af de europæiske romaer lever under så usikre og ugunstige forhold, at foranstaltninger til fremme af social integration må betragtes som en lukning af et af de største huller i de forfatningsmæssige rettigheder og menneskerettighederne i Europa.

  Jens Rohde (ALDE). – (DA) Hr. formand! Det er jo altid rørende, når vi har diskussioner om romaer her i Parlamentet. Der er en gruppe, som mener, at vi ikke rigtig skal gøre noget – det kommer ikke Det Europæiske Fællesskab ved – og så er der en anden gruppe, der mener, vi ikke kan betale penge nok, selvom de er dårligt givet ud. Og der er jo ingen af de tilgange til denne problematik, der er særlig brugbare, og man løser i hvert fald slet ikke nogen problemer for romaerne. Derfor er det godt, at vi har fået denne betænkning. Det er godt, fordi vi nu får truffet en beslutning om at se på, hvilke resultater det har givet, at vi allerede har afsat så mange midler til integration af romaerne. Vi har brug for at se, hvilke projekter der har været til gavn for integrationen, før vi kan fastlægge en rigtig strategi og derved sikre, at pengene gives godt ud. Derfor stemte Venstre for denne betænkning. Den peger i den rigtige retning for romaerne.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Med dagens vedtagelse af initiativbetænkningen har Parlamentet gjort virkelige fremskridt hen imod egentlig integration af romaerne i de samfund, hvor de bor.

At løse problemet med marginalisering af romasamfundene ved fuldt ud at anerkende deres grundlæggende rettigheder inden for sundhedspleje, uddannelse og beskyttelse af sårbare grupper er noget, der ganske afgjort påhviler os. Vi bifalder også en bedre koordinering med lokale og regionale organer såvel som forbedringen af den del af teksten, der omhandler konkrete tjek af, om finansieringen er konsekvent og effektiv i forhold til det forventede resultat. Ligeledes bifalder vi den del, der indfører tildelingskriterier for medlemsstater, der garanterer en hensigtsmæssig brug af de bevilgede midler.

Der kunne dog nok have været gjort mere med hensyn til anerkendelse af gensidige rettigheder og pligter, for det er afgørende at huske, at romasamfundene har et medansvar for at blive effektivt integreret.

  Carlo Fidanza (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi er alle enige i, at der er brug for en EU-strategi for integration af romaer, og en eventuel forskelsbehandling af dem bør naturligvis ikke undervurderes, men ingen rettigheder uden pligter, og ingen integration uden lovlighed.

Chokerende uhygiejniske og ulovlige slumkvarterer, et enormt frafald i skoler, ulovlige aktiviteter som f.eks. tyveri, hæleri, kvinder og børn, der gøres til prostituerede, tiggeri, afvisning af alle tilbud om integration og jobstøtte fra lokale myndigheder – det er virkeligheden i mange romasamfund i mit land og i andre europæiske lande. Det er lidt hyklerisk at sige, at ansvaret altid og kun ligger hos institutioner og aldrig hos dem, der har valgt at påføre vores samfund denne adfærd.

Endelig beklager jeg, at man i denne tekst undlader at referere til den korrekte gennemførelse af direktiv 2004/38/EF, hvori der er fastlagt stringente krav for EU-borgere, der er bosat i en anden medlemsstat, og for deres udvisning af hensyn til den offentlige sikkerhed. Af disse grunde stemte jeg imod resten af min gruppe.

  Alfredo Antoniozzi (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Fru Járókas betænkning er af særlig betydning på dette tidspunkt, og sammen med den meddelelse, som Kommissionen er på vej til at vedtage, vil den udgøre grundlaget for de videre drøftelser på den europæiske platform for romaer, der finder sted i Budapest den 7. og 8. april.

Jeg støtter opfordringen til at indføre bindende minimumsstandarder i hele EU i uddannelses-, beskæftigelses-, bolig- og sundhedssektorerne. Jeg mener, at der navnlig burde lægges større vægt på den grundlæggende skolegang, som er afgørende for, at romamindretallet kan integreres fuldt ud.

Den konkrete opfordring fra Frankrig, Rumænien, Bulgarien og Finland til Kommissionen må afgjort bifaldes. Kommissionen skal imidlertid udvise et større ansvar ved at påtage sig en aktiv, strategisk og ledende rolle med hensyn til at udvikle en gennemførelsesstrategi for en effektiv integration af romaer. Behovet for at klarlægge specifikke pligter, som nomadesamfundene må påtage sig, er tydeligt.

  Pino Arlacchi (S&D). – (EN) Hr. formand! Min gruppe støtter denne betænkning, fordi den er et skridt i den rigtige retning, idet den opfordrer til at fastlægge en EU-strategi og en køreplan for integration af romaer.

Betænkningen er karakteriseret ved en skarp iagttagelse af de yderst forskelligartede kulturelle aspekter mellem forskellige romasamfund i Europa. Samtidig taler den for en indførelse af bindende minimumsstandarder på EU-niveau til igangsætning af en reel integrationspolitik. I EU-strategien behandles alle former for krænkelse af romaernes grundlæggende rettigheder, og der opfordres til, at romaerne får effektiv adgang til arbejdsmarkedet, ved at der ydes tilbud om mikrokreditter for selvstændige og iværksættere. Min gruppe sætter især pris på den vægt, der lægges på uddannelse af romaernes børn, hvor man afskaffer adskillelse i klasseværelser ved at ansætte romaer som kontaktpersoner og forøge antallet af lærere, der er romaer.

  Lara Comi (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Denne vigtige initiativbetænkning bekræfter med overbevisning, at der er behov for en EU-strategi for social integration af romaer. Vi skal absolut bekæmpe den økonomiske og sociale forskelsbehandling af romaer i Europa, som er øget i omfang på grund af den aktuelle økonomiske krise.

EU skal udvikle nye lovregler og undgå fortsat at behandle dette problem via ikkebindende lovgivning, da det er utilstrækkeligt og ikke egnet til at nå det omhandlede mål. Det er lige så vigtigt at opretholde roma-taskforcen som en permanent organisation og at begynde at overveje en mekanisme til dette formål, som skulle ligne den, der anvendes til at vurdere det indre marked.

Endelig skal man i EU gøre sit bedste for at garantere borgerne, og navnlig de mest sårbare grupper, beskyttelse af alle menneskerettigheder i relation til menneskelig værdighed. Når alt kommer til alt, er generel integration af romaer i alt væsentligt et spørgsmål om grundlæggende rettigheder, selv om vi er nødt til at bede romasamfundene om at prøve på at integrere sig og ikke lukke sig selv inde i deres egen verden, hvor de ikke respekterer EU- og national lovgivning.

  Antonello Antinoro (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Med dagens afstemning har vi yderligere skubbet til den – hvordan skal jeg udtrykke det – endelige løsning på dette problem, men vi har ikke vedtaget den bedst mulige løsning.

Jeg vil nemlig gerne påpege, at de mere end 300 ændringsforslag til betænkningerne er blevet forvandlet til 38 kompromisændringer, som alle er vedtaget, og hvis mål er en bedre definition af prioriteringsområderne i strategien, dvs. strategiens målsætninger. Via den permanente taskforce vil Kommissionen skulle sikre indsamling og rundsending af statistikker og god praksis, og medlemsstaterne vil skulle udpege en statsansat, som forhåbentlig vil være højtstående, og som skal fungere som kontaktperson i forbindelse med gennemførelse af strategien.

Vi kunne imidlertid have været skarpere og mindre hykleriske, hvis vi i betænkningen havde set på de forpligtelser og pligter, som romasamfundet under alle omstændigheder burde respektere i deres værtslande. Det er, hvad jeg håber på, nemlig at vi snart finder frem til løsninger, der vil gøre det lettere for dette samfund at sameksistere i alle medlemsstaterne.

  Roberta Angelilli (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Ikke flere børn, der ikke går i skole, ikke flere børn, som tvinges til at tigge, eller som bliver udnyttet. Det er blot et par af målene i fru Járókas betænkning, som er en vigtig politisk reaktion.

Ud over principerklæringer afventer vi Kommissionens forslag, som forventes i april, således at der kan skabes større klarhed mellem medlemsstaterne og EU-institutionerne om samarbejdet om romapolitikker og et større fælles ansvar herfor. Målet må være at bruge de ressourcer, der er til rådighed, så effektivt som muligt, idet man begynder med EU-midler og undgår, at lokale forvaltninger skal påtage sig alle problemer og tackle konstante nødsituationer.

Endelig håber jeg, at der åbnes en forhandling om direktiv 2004/38/EF, hvori der er fastlagt specifikke betingelser, nemlig arbejde, tilstrækkelige økonomiske ressourcer og sundhedsforsikring, for at bevare ret til ophold, men hvori der samtidig er en række huller, med hensyn til hvad der sker, hvis disse krav ikke indfries. Denne mangelfuldhed skal udbedres hurtigst muligt.

  Raffaele Baldassarre (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg stemte for denne betænkning og vil gerne lykønske fru Járóka med det arbejde, hun har udført. Det er lykkedes hende at forene de forskellige holdninger og fastlægge klare mål og prioriteringer for strategien, nemlig tilvejebringelse af specifikke foranstaltninger mod nomadetilværelser, garantier om basal sundhedspleje, lige adgang til uddannelse på grundskole- og gymnasieniveau og videregående niveau, og ret til boliger.

Målet for strategien er faktisk inklusion og ikke blot integration. Det er indlysende, at Kommissionens og de lokale myndigheders rolle vil være af vital betydning, frem for alt når det gælder kontrol med og forvaltning af EU-midler.

Den eneste begrænsning i denne betænkning er manglen på redskaber til at tjekke, om nogle romasamfund egentlig ønsker integration, og hvilke konsekvenser det sandsynligvis får, hvis nogle er uvillige til at forblive på en medlemsstats territorium eller deltage i de behandlinger og de hjælpe- og velfærdsprogrammer, som afgjort ikke kan fortsætte i det uendelige uden at give resultater.

  Mitro Repo (S&D). – (FI) Hr. formand! Jeg stemte for fru Járókas betænkning, men jeg ønsker at uddybe min holdning lidt. Romaspørgsmålet er paradoksalt for Europa på mange måder. Det udfordrer EU's grundlæggende værdier og idealer i praksis, men på den anden side er det grundet på én basal ret, den frie bevægelighed, som er en traditionel levevis for én nation. Der er også romaer i Finland, hvor problemet i hovedsagen er det lave uddannelsesniveau og heraf følgende arbejdsløshed. Derfor er vi nødt til at investere navnlig i uddannelse.

Blød lovgivning er ikke længere nok, og bløde foranstaltninger er det heller ikke. Vi har brug for en konsekvent lovgivning og praktiske foranstaltninger, der er bindende for alle. Alle medlemsstater og EU-institutioner er ansvarlige for dette. God fastetid til Dem alle.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Hr. formand! Vi taler om integration af romaer. Romaerne lever i mange lande i Europa, både i vest og øst.

Det er interessant at bemærke, at selv om der har været frihed og demokrati i længere tid i de vesteuropæiske lande end i de central- og østeuropæiske lande, heriblandt mit eget land såvel som vores naboer i Ungarn, ser vi de samme problemer i både vest og øst. Vi har endnu ikke klaret at håndtere disse afvigelser.

Man taler om at integrere romaerne, for at de kan få succes på arbejdsmarkedet og en bedre sundhedstilstand som befolkning. Ifølge gældende lovgivning er adgang til uddannelse og sundhedspleje garanteret overalt, og det er kun bedrøveligt, at romaerne ofte ikke sender deres børn i skole for at få en uddannelse.

  Hannu Takkula (ALDE). – (FI) Hr. formand! Denne betænkning af fru Járóka er fremragende. Jeg tror, at alle her i Parlamentet deler den opfattelse, at det virkelig er på tide at handle på EU-niveau for at sikre alle de samme menneskerettigheder. For de er desværre ikke blevet indført, for så vidt angår romaerne.

Det er ikke nok med en god betænkning, vi har også brug for handling. Nu er tiden inde til at stille et grundlæggende spørgsmål. Hvordan kommer vi videre herfra, så vi undgår, at denne betænkning blot forbliver en naiv drøm eller et miks af forskellige holdninger, og således at den kan fungere i praksis, så vi kan se romaernes status forbedres betydeligt i EU?

Det er også meget vigtigt at tilrettelægge en opfølgning på denne betænkning. Måske har vi brug for en ombudsmand for romaanliggender på EU-niveau, én, der kan rapportere om de foranstaltninger, vi har besluttet, og sikre, at de faktisk kommer til at fungere i praksis. Det er den måde, hvorpå dette spørgsmål kan tackles hensigtsmæssigt og med held.

Betænkning: Bernd Lange (A7-0022/2011)

  Clemente Mastella (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Den nylige og dybe økonomiske krise, som har ramt den europæiske industri, har samtidig fremhævet dens betydning for EU's økonomi.

I EU's økonomi har man ganske vist ofte fokuseret på den idé, at markederne bør regulere sig selv, og indtil nu har man for det meste opnået dette via individuelle foranstaltninger og praktisk taget uden koordinering mellem medlemsstaterne. I Europa 2020-strategien anerkender man imidlertid for første gang behovet for en ny tilgang med et stort og flot initiativ. Det er på tide, at EU til fulde udnytter de fælles muligheder for en bæredygtig fornyelse og yderligere udvikling af industribasen, med ordentlige job.

Den europæiske industri bør opretholde sin førende position i væsentlige sektorer og ikke begynde at danne bagtrop. Det er på tide, at Unionen vælger sin vej frem for fremtidens industri. Vi skal sikre, at vores marked i EU skaber sin egen merværdi.

Til dette formål er det afgørende for væksten og beskæftigelsen, at der sker en klar makroøkonomisk koordinering af den økonomiske, skattemæssige og budgetmæssige politik f.eks. via en skattemæssig harmonisering af selskabsskatten.

  Erminia Mazzoni (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Hr. Langes betænkning behandler et meget aktuelt problem, nemlig hvordan vi forholder os til den økonomiske og finansielle krise, som har ramt vores produktionssystem hårdt.

Jeg mener, at svaret i denne beslutning er yderst positivt, fordi det her lykkes at kombinere de variabler, som er nødvendige for at skabe en god økonomisk genopretningsplan. Idéen med at fokusere på forskning og innovation, idet man tager størrelsen af vores dynamiske struktur i betragtning, er meget vigtig, og jeg tror, den er et nyttigt indspark i forhold til den måske lidt mere konservative holdning i Kommissionen.

Jeg værdsætter ordfører Langes arbejde. Det er lykkedes ham at integrere mere end 500 ændringsforslag i en beslutning, som samlet set yder et enormt bidrag til vores arbejde, og hvis resultat er en målrettet industripolitik i EU, som omfatter de forskellige sektorer og giver mulighed for medindflydelse, idet der anvendes overvågningsmodeller både oppefra og nedefra.

Der resterer ét kontroversielt punkt, nemlig EU-patentet. Jeg fastholder min absolutte modstand i dette spørgsmål, men det har ikke afholdt mig fra at stemme for det, der er en meget positiv betænkning.

  Alfredo Antoniozzi (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Denne betænkning kaster lys på mange positive forhold og afspejler de overvejelser og behov, som de forskellige nationale sammenslutninger har udtrykt. Derfor kan jeg ikke andet end støtte den gennemgående ånd i hr. Langes betænkning.

Nogle kritiske spørgsmål er dog ikke behandlet eller løst, som f.eks. behovet for nye lovforanstaltninger om ressourceeffektivitet og, frem for alt, spørgsmålet om et udvidet samarbejde om patenter. Det er nu bydende nødvendigt at tackle spørgsmålet om EU-bestemmelser for oprindelsesmærkning, der efter min opfattelse er et uomgængeligt nødvendigt redskab til at styrke og forbedre EU's industri og dens konkurrenceevne.

Jeg stemte for hr. Langes betænkning, idet jeg håber, at en vedtagelse af denne betænkning vil foranledige alle institutionerne til at arbejde for at gennemføre det foreslåede, ambitiøse program og omsætte det i praktisk politik.

  Jarosław Kalinowski (PPE). – (PL) Hr. formand! Industrien udvikler sig i hele verden i et voldsomt tempo. For ikke at sakke bagud i forhold til Kina eller Indien har vi brug for ændringer her og nu. Europa, som er lille i sammenligning, bør dog tilbyde verden mere end blot flere giftige fabrikker, så jeg finder det rigtigt at investere i nye teknologier, udvikling af medicin og farmakologi og innovative løsninger på områder, som vi allerede kender godt, herunder landbrugsområdet. Jeg tænker ikke på kæmpestore husdyrbrug, men på at skabe nye løsninger, der gør det lettere at dyrke afgrøder, opdrætte dyr og producere sunde og økologiske fødevarer, såvel som at få energi fra alternative kilder. Det er lige den slags investeringer, økonomien i dag har brug for. Innovative løsninger er også et svar på de demografiske ændringer, der sker i et Europa, der bliver stadig ældre.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Hr. formand! Industripolitikken skal, som en del af den økonomiske politik, målrettes bæredygtig vækst, højere beskæftigelse og rimelig livskvalitet for alle europæere.

Den europæiske industri står over for et mægtigt konkurrencemæssigt pres fra udviklingslande. Unionen skal derfor fastholde sin proaktive politik for at understøtte og styrke den europæiske industri som drivkraft for økonomisk vækst. Et funktionelt indre marked skal sikres tilstrækkeligt ved at forhandle gunstige betingelser i handelsaftaler med tredjelande og ved at beskytte mod unfair konkurrence og tredjelandes krænkelser af konkurrencelovgivning og immaterielle og industrielle ejendomsrettigheder.

EU har store muligheder for at sikre en konkurrencefordel på området for højt kvalificeret arbejdskraft og opfindelse af nye teknologier, hvilket nødvendigvis er forbundet med yderligere investeringer i forskning og udvikling.

  Adam Bielan (ECR). – (PL) Hr. formand! Industriprodukter udgør næsten tre fjerdedele af den europæiske eksport og giver arbejde til 57 mio. borgere, fraregnet ekstra job i beslægtede sektorer. Industrien har derfor en enorm betydning for vores økonomi og berører alle øvrige sektorer i økonomien. Mens vi lærer af den nylige økonomiske krise og den stigende konkurrence på verdensmarkederne, er det altafgørende at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at opretholde den europæiske industris stærke position og også fortsætte dens systematiske udvikling.

Her synes Europa 2020-strategien at være et forsøg på en ny tilgang, en tilgang, hvor man i fuldt omfang udnytter mulighederne for en bæredygtig modernisering og udvikling af det industrielle grundlag i medlemsstaterne, samtidig med at man også sikrer en høj arbejdskvalitet. Det skaber mulighed for, at Europa kan opretholde sin førende position på nøgleområder i økonomien. Den integrerede industripolitik, hvis formål er at skabe en gradvis og bæredygtig overgang fra hovedsageligt produktionsindustri til videnindustri, ser særlig lovende ud. Derfor bakker jeg helt op om beslutningen.

  Cristiana Muscardini (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det ville være utænkeligt, om en sektor, der dækker 57 mio. job i hele EU, tre fjerdedele af EU's eksport af industrivarer og rundt regnet en tredjedel af bruttoværditilvæksten i EU, ikke skulle blive støttet via passende sektorielle politikker, der er målrettet vækst og udvikling.

En konkurrencedygtig handelspolitik kan ikke eksistere uden en innovativ industriproduktion af god kvalitet. Jeg vil gerne gentage forslagene fra Udvalget om International Handel og især dem, hvor man understreger betydningen af et system med effektiv handelsbeskyttelse, idet man gør brug af de instrumenter, der er til rådighed, når det er nødvendigt.

At forsvare Unionens interesser i fremtidige forhandlinger, så industrien og beskæftigelsen beskyttes, er uomgængeligt nødvendigt for at bidrage til at overvinde krisen og sikre, at realøkonomien sammen med fremstillingssektoren får forrang frem for finansøkonomien, så man undgår disse spekulationsbobler, der forårsagede så mange katastrofer.

  Peter Jahr (PPE). – (DE) Hr. formand! Jeg finder det meget vigtigt, at vi kan forhandle og også stemme om denne betænkning i dag. Det ville selvfølgelig være bedst, hvis kriser simpelthen ikke opstod, men det ville være værre, hvis man ikke lærte noget af kriserne, når de opstår. Det er netop, fordi vi har lært af den seneste krise, at vi igen blander os i industripolitikken i EU, især da der før den seneste krise var en hel del mennesker, som troede, at penge let kunne tjenes ved hjælp af penge. Økonomi- og industripolitik er, når alt kommer til alt, af vital betydning for vores velstand i EU. Jeg mener derfor, at det er overordentlig vigtigt, at vi har taget fat på dette spørgsmål.

Det er naturligvis godt at engagere sig i innovation og en fremtidsorienteret industripolitik, men jeg synes, det er lige så vigtigt, at vi har lagt vægt på vores traditionelle industri i denne betænkning. Det er jeg meget glad for, og jeg håber, at vi fortsat vil drøfte dette spørgsmål.

  Seán Kelly (PPE). – (GA) Hr. formand! Jeg stemte for denne fremragende betænkning, og det var absolut på tide, at vi fokuserede på industripolitikken i EU. Der er ingen tvivl om, at vi er sakket bagud de seneste år i sammenligning med de store lande i verden, men jeg håber, vi arbejder os fremad i fremtiden.

(EN) Hr. formand! Jeg har ytret min støtte til dokumentet, men jeg ønsker at udtrykke min bekymring over et enkelt punkt i begrundelsen, hvor man på side 32 opfordrer til en harmonisering af selskabsskatten. Det er noget, mit land ikke ville erklære sig enig i. Selskabsskatten er meget vigtig for os, og det er op til hvert enkelt land at fastsætte sin egen sats. Faktisk er det velkendt, at nogle lande påstås at have en høj selskabsskat, men i realiteten betaler man meget mindre.

(GA) Det får nu være. Dette er en fin betænkning, og jeg er meget glad for at støtte den.

  Andrzej Grzyb (PPE). – (PL) Hr. formand! Beslutningen, som er resultatet af forhandlingen om realøkonomien, fortjener i høj grad støtte. De senere tider har været præget navnlig af den udfordring, som globaliseringen har udgjort for EU's industripolitik og realproduktionen i EU. Hvordan målene i Europa 2020-strategien kan nås, særlig dem, der vedrører jobskabelse, og hvordan man modvirker udflytning inden for industrien, er et grundlæggende spørgsmål, som blev drøftet under forhandlingen om beslutningen. Som svar på spørgsmålet om, hvorvidt EU skal miste traditionelle industrier, kan man svare, at det ikke behøver at ske, og det blev også påvist under forhandlingen om små og mellemstore virksomheder, som fandt sted under sidste mødeperiode.

Tilvejebringelse af bl.a. råvarer, herunder råvarer til elproduktion, er en alvorlig udfordring. Vi skal lægge stor vægt på innovation og på at bruge videnskabelige forskningsresultater i industrien. En anden vigtig opgave er at udnytte de synergier, som findes mellem de forskellige områder inden for EU-politikken, som f.eks. mellem industri- og landbrugspolitikken og handelspolitikken.

  Izaskun Bilbao Barandica (ALDE). – (ES) Hr. formand! Jeg stemte for dette initiativ, fordi EU skal engagere sig seriøst i industripolitikken og se krisens risici, konkurrencen fra tredjelande og globaliseringen i øjnene ved at øge den offentlige finansiering, som afspejles i det fremtidige rammeprogram.

Hvorfor? Med forsknings- og udviklingsaktiviteter for øje. For at sætte skub i de private investeringer og tilskynde de offentlige og private sektorer til at samarbejde. Det vil gøre os i stand til at skabe kvalificerede job.

Det er imidlertid nødvendigt, at vi gør brug af de videnskabelige og teknologiske færdigheder i regionerne, som har udviklet innovationsnetværk og konkurrenceklynger, og hvis innovations- og effektivitetsniveau overstiger deres landes. Det er tilfældet med Euskadi, Baskerlandet.

Gør brug af regionernes viden. Vær ikke blind for denne virkelighed i EU, for hvis vi erkender den og inkorporerer den, vil vi kunne befæste vores førende position i industripolitikken over for de aktuelle trusler.

Skriftlige stemmeforklaringer

Parlamentets mødekalender 2012

  Diane Dodds (NI), skriftlig. – (EN) Jeg vil gerne bede mine kolleger for en stund forestille sig, at de arbejder i forretningsverdenen. De har i øjeblikket to fabrikker, men ved kun at have én fabrik, kunne De øge produktiviteten, samtidig med at omkostningerne kunne reduceres med 150 mio. GBP, og miljøet kunne beskyttes. Det er, hvad Deres aktionærer ønsker. Hvilken forretningsmand ved sine fulde fem ville beholde to fabrikker? Men vi er faktisk i en virksomhed, kære kolleger, en ledelsesvirksomhed, hvis altafgørende opgave er at holde øje med, hvordan vores vælgeres, vores aktionærers, penge anvendes.

Vi spilder 150 mio. GBP hvert år ved at have 11 møder her i Strasbourg. I et Parlament, der er optaget af grøn politik, vælger nogle at pumpe 20 000 tons kuldioxid ud i miljøet til ingen verdens nytte. Jeg roser hr. Fox for hans arbejde for i det mindste at indføre et mindstemål af sund fornuft i 2012 og 2013.

  Krzysztof Lisek (PPE), skriftlig. – (PL) Jeg stemte for ændringsforslag 1 til udkastet til Europa-Parlamentets mødekalender 2012 og 2013. Jeg forstår det symbolske i, at mødeperioder holdes på Parlamentets sæde i Strasbourg, men i lyset af den aktuelle, kritiske økonomiske situation i EU er det nødvendigt, at vi finder besparelser, og det er, hvad dette ændringsforslag indebærer. At holde to mødeperioder i én uge er frem for alt en gestus over for borgerne i EU, for det er deres skatter, der bruges til at betale for de dyre og tidrøvende rejser for ikke blot medlemmerne, men også tjenestemænd og assistenter.

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for ændringsforslag 1, der indebærer en sletning af den mødeperiode, der er foreslået for uge 40 i 2012. Jeg ser det som et lille skridt med hensyn til at begrænse spildet ved at rejse fra Bruxelles til Strasbourg.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Som en af medunderskriverne af det vigtige ændringsforslag er jeg glad for, at det er vedtaget. Mødekalenderen for 2012 bør dermed være ændret som følger: Slet mødeperioden foreslået for uge 40 (1.-4. oktober), del den anden mødeperiode i oktober (22.-25. oktober) i to separate mødeperioder, nemlig mødeperiode 1: 22. og 23. oktober og mødeperiode 2: 25. og 26. oktober.

  Licia Ronzulli (PPE), skriftlig. – (IT) Med resultatet af denne afstemning skabes der en grundlæggende præcedens, som jeg håber en dag vil medføre, at alle Parlamentets aktiviteter samles på ét sted.

Faktisk mener jeg, at vi ikke længere kan acceptere det spild af offentlige midler og den forurening af atmosfæren, som skyldes vores dobbelte hjemsted for Parlamentet, der hver måned tvinger tusinder af mennesker til at foretage lange og besværlige rejser mellem Bruxelles og Strasbourg. Ved at samle de to mødeperioder i oktober i den officielle kalender for 2012 sender man et meget kraftigt signal, og jeg er optimistisk med hensyn til, at den vej, vi har valgt, er mere hæderlig og i tråd med borgernes ønsker.

  Thomas Ulmer (PPE), skriftlig. – (DE) Jeg afviste disse ændringsforslag og vil anlægge traktatbrudssøgsmål ved Den Europæiske Unions Domstol sammen min kollega, hr. Posselt.

  Derek Vaughan (S&D), skriftlig. – (EN) Ifølge EU-lovgivningen skal 12 mødeperioder finde sted hvert år på Europa-Parlamentets sæde i Strasbourg. Afstemningen om at ændre kalenderen, så to af disse mødeperioder i Strasbourg kan finde sted i den samme uge, afspejler vores ønske som parlamentsmedlemmer om at reducere omkostningerne og CO2-udledningerne. At rejse til Strasbourg er dyrt, og det øgede antal rejser forårsager ekstra CO2-udledninger. Jeg støtter derfor denne betænkning, som vil betyde, at vi kan holde de nødvendige 12 mødeperioder på 11 uger, således at vi reducerer omkostningerne ved vores arbejde og dets miljømæssige påvirkning. Som parlamentsmedlem ønsker jeg at varetage mine vælgeres bedste interesser, økonomisk såvel som miljømæssigt. Jeg opfordrer også den britiske regering til at rejse dette spørgsmål over for andre medlemsstater, eftersom det er Rådets ansvarsområde.

  Jarosław Leszek Wałęsa (PPE), skriftlig. – (PL) Jeg stemte for ændringsforslag 1, hvori det er foreslået at kombinere de to mødeperioder i oktober og holde dem i den samme uge i Parlamentets session for 2012. Jeg er imod at tilrettelægge Parlamentets arbejde ved at fordele det på tre lokaliteter. Ændringsforslaget betyder, at man vil spare både tid og penge, og flere tusind tons CO2 mindre vil blive udledt i atmosfæren. Der skal foretages besparelser, og ændringsforslaget betyder, at ikke blot parlamentsmedlemmer, men også flere tusind EU-tjenestemænd, som normalt arbejder i Bruxelles, såvel som journalister, lobbyister og personale i Kommissionen og i de forskellige medlemsstaters forvaltninger vil rejse til Strasbourg 11 gange i stedet for 12. Det vil reducere transportomkostningerne, godtgørelserne, hotelregningerne osv.

Parlamentets mødekalender 2012 - 2013

  John Attard-Montalto (S&D), skriftlig. – (EN) I dag stemte Parlamentet om sin kalender for 2012 og 2013. For første gang i min tid som parlamentsmedlem blev ændringsforslagene vedtaget af flertallet. Det betyder, at parlamentsmedlemmerne ikke vil skulle flytte til Strasbourg 12 gange om året, men 11 gange for at inkorporere 12 mødeperioder i Strasbourg. Det månedlige rejsecirkus fra Bruxelles til Strasbourg er blevet synonymt med spild, både hvad angår de 200 mio. EUR, der bruges på det, og de 20 000 tons CO2, som udledes.

Parlamentsmedlemmerne kan ikke beslutte, hvor de skal holde møde, men de har magt til at beslutte, hvor mange gange Parlamentet skal flytte fra den ene by til den anden. Omkring 350 parlamentsmedlemmer støttede ændringsforslaget, som vil betyde, at to af vores mødeperioder samles i én uge, hvilket sparer omkostninger, tid og energi, hvad angår returrejserne. Det vil også sende et positivt signal til vores vælgere. Jeg håber også, at dette i sidste ende vil bidrage til, at kalenderens 12 mødeperioder vil blive holdt på 6 uger. Jeg er dog uenig i, at kalenderen for 2013 blev sat til afstemning samtidig på dette plenarmøde. Det er tydeligvis en manøvre for ikke at forlænge denne procedure yderligere under denne lovgivende forsamling.

  Alain Cadec (PPE), skriftlig. – (FR) Under afstemningen om Parlamentets kalender over mødeperioderne for 2012 og 2013 godkendte 58 % af parlamentsmedlemmerne et ændringsforslag, der går ud på at afskaffe én af de to mødeperioder i oktober, som afholdes i Strasbourg. Dette ændringsforslag er ganske enkelt en krænkelse af traktaterne! I traktaterne er Strasbourg udpeget som sæde for Parlamentet, og de foreskriver, at 12 mødeperioder skal afholdes der hvert år. To mødeperioder afholdes i oktober for at indhente det arbejde, der ikke udføres i august. Ud over disse mødeperioder i Strasbourg afholdes der møder i parlamentsudvalgene, og yderligere mødeperioder afholdes i Bruxelles. I 1997 fastslog Domstolen klart det princip, at Parlamentet skal afholde møde hver måned i Strasbourg. Traktaterne levner ingen tvivl mulig: Strasbourg er ikke Parlamentets andet sæde, det er institutionens eneste sæde. Anti-Strasbourg-gruppen er ved at organisere sig og spænder musklerne mere og mere i forsøget på at få folk til at tro, at hele Parlamentet er imod Strasbourg. Alsace-støtterne skal tale højere. De har retten og 50 års europæisk integration på deres side.

  Nessa Childers (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for ændringen af kalenderen for 2012 for at spare skatteydernes penge, nedbringe CO2-udledningerne og mindske den forstyrrelse, der sker i Parlamentets arbejde på grund af den månedlige tur til Strasbourg.

  Marielle De Sarnez (ALDE), skriftlig. – (FR) I EU-traktaterne står der udtrykkeligt, at Strasbourg er det eneste sæde for Europa-Parlamentet, og at 12 mødeperioder skal afholdes der hvert år. Imidlertid blev der afholdt en afstemning i denne uge med henblik på at samle to Strasbourg-mødeperioder i den samme uge, i oktober 2012 og oktober 2013. De demokratiske parlamentsmedlemmer stemte imod denne beslutning. Frankrig for sin del har allerede meddelt, at det i løbet af kort tid vil overgive sagen til Den Europæiske Unions Domstol. Den beslutning, der er truffet, er ubetinget en åbenlys overtrædelse af traktaternes ånd og bogstav, da man bør huske, at teksternes bestemmelser kun kan ændres efter medlemsstaternes enstemmige beslutning.

  Nathalie Griesbeck (ALDE), skriftlig. – (FR) Vi stemte i denne uge om Parlamentets kalender for mødeperioderne for 2012 og 2013. Til min store fortrydelse stemte et flertal af parlamentsmedlemmerne for et ændringsforslag (som jeg var stærkt imod), ifølge hvilket de to mødeperioder i oktober skal samles i én, i den samme uge. Efter min opfattelse går denne afstemning fuldstændig imod ånden i EU-traktaterne, som udtrykkelig angiver, at Strasbourg skal være sæde for Europa-Parlamentet, og at 12 mødeperioder skal afholdes der hvert år. Forhandlingen om beliggenheden af Parlamentets sæde dukker op til overfladen hele tiden, og dette er et nyt angreb i dag på Parlamentets sæde i Strasbourg. Sædet i Strasbourg har imidlertid historiske referencer, og der refereres til det i juridiske tekster. Der burde ikke sættes spørgsmålstegn ved dette i form af disse gentagne angreb. Frankrig meddelte for nylig, at det vil indbringe sagen for Domstolen, et initiativ, jeg gerne vil rose og støtte.

  Giovanni La Via (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for ændringerne i Parlamentets officielle kalender for 2012, fordi jeg finder det rigtigt at forsøge at begrænse spildet af økonomiske og andre ressourcer, mens vi udfører vores parlamentariske pligter. Beslutningen om at afholde de to oktober-plenarmøder i samme uge betyder faktisk, at vi kan undgå en dobbeltrejse til Strasbourg, med alt, hvad det indebærer af ressourcebesparelser. I sidste ende tror jeg, at denne beslutning er i tråd med det, der allerede sker, hvor to af plenarmøderne samles i september.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for de foreslåede ændringer af Parlamentets mødekalender for 2012 og 2013, da jeg mener, at det er fuldt ud foreneligt med traktaterne at samle to mødeperioder i en uge og således undgå to rejser til Strasbourg samme måned. Det vil give os mulighed for at nedbringe EU-institutionernes udgifter og undgå spild af tid og penge. Det vil kræve en større indsats både af mig og mine kolleger at planlægge møderne, men det vil vise offentligheden, at vi nu i højere grad er indstillet på at undgå det meningsløse spild af offentlige midler.

  Catherine Stihler (S&D), skriftlig. – (EN) Det er efter min mening unødvendigt at afholde to særskilte plenarmøder i oktober. I henhold til EU-traktaterne skal Parlamentet afholde 12 møder i Strasbourg om året. Der er imidlertid muligt at afholde to møder samme uge. Parlamentet kan være et foregangseksempel, hvis det indstiller praksissen med at rejse til Strasbourg to gange om måneden og således reducerer Parlamentets CO2-udledninger og anvendelse af offentlige midler.

Parlamentets mødekalender 2013

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for ændringsforslag 1 om sletning af den foreslåede mødeperiode i uge 40 i 2013. I lighed med beslutningen vedrørende kalenderen for 2012 bidrager det til at nedbringe Parlamentets udgifter.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Som en af medunderskriverne glæder jeg mig over, at hovedændringsforslaget er blevet vedtaget. Mødekalenderen for Parlamentets mødeperioder i 2013 er nu blevet ændret som følger: Den foreslåede mødeperiode i uge 40 (30. september-3. oktober) slettes. Mødeperiode II i oktober (21.-24. oktober) opdeles i to særskilte mødeperioder: mødeperiode I (21.-22. oktober) og mødeperiode II (24.-25. oktober).

  Licia Ronzulli (PPE), skriftlig. – (IT) Resultatet af denne afstemning skaber vigtig præcedens som led i en udvikling, som forhåbentlig en dag vil betyde, at alle Parlamentets aktiviteter koncentreres et sted.

Jeg mener rent faktisk ikke, at vi kan blive ved med at acceptere spildet af offentlige ressourcer og luftforureningen som følge af Parlamentets to hjemsteder, der hver måned tvinger flere tusinde mennesker til at foretage lange og besværlige rejser mellem Bruxelles og Strasbourg. Det er et meget stærkt signal at samle de to plenarmøder i oktober i kalenderen for 2013, og jeg er sikker på, at vi har valgt en mere retfærdig model, der er i overensstemmelse med borgernes ønsker.

  Thomas Ulmer (PPE), skriftlig. – (DE) Jeg stemte imod disse ændringsforslag og agter at indbringe en overtrædelsessag for Domstolen. Formandskonferencen burde ikke have tilladt afstemningen om dette forslag.

Betænkning: José Manuel Fernandes (A7-0049/2011)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, der er i overensstemmelse med princippet om, at institutionerne skal have tilstrækkelige ressourcer, således at de kan forvaltes effektivt og stramt. I en økonomisk og finansiel krisesituation i Europa, hvor borgerne er nødt til at reducere deres egne udgifter, bør EU og de nationale institutioner også reducere deres udgifter. Det bør imidlertid ikke forhindre os i at foretage de nødvendige offentlige investeringer, som vil føre til besparelser på mellemlang og lang sigt. Jeg vil gerne understrege, at indvirkningen af Lissabontraktatens ikrafttræden på udgiftsområde 5 bør blive stabiliseret i 2012, selv om Kroatiens planlagte tiltrædelse i 2013 vil have en indvirkning på 2012-budgettet.

I den aktuelle situation kan det være vanskeligt for nogle institutioner at fastholde et afbalanceret budget. Jeg støtter i denne forbindelse foranstaltningerne om forsvarlig forvaltning af administrative ressourcer og spareplaner og indførelsen af effektive og miljøvenlige teknologier. Endelig må Parlamentet ikke sætte de nødvendige betingelser for at give medlemsstaterne gode arbejdsforhold på lige vilkår over styr.

  Marta Andreasen (EFD), skriftlig. – (EN) Jeg stemte imod Fernandes-betænkningen om prioriteringer for 2012-budgettet, da Parlamentet fortsat går efter en forøgelse af sit budget på 5 %, selv om de øvrige EU-institutioner bliver nødt til at nøjes med 1 %. Udgifterne til EU er rent faktisk uholdbare for Europas nationer, og de skal nedbringes. Jeg er bestyrtet over, at Parlamentet med vedtagelsen af denne betænkning giver grønt lys for Huset for Europæisk Historie. Det er et forfængelighedsprojekt, der koster 70 mio. EUR, og som er helt uforeneligt med de påståede stramninger.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for beslutningen om den overordnede ramme og prioriteringer for 2012-budgettet til finansiering af EU-institutionerne. I lyset af den fortsatte økonomiske krise er det meget vigtigt at sikre en forsvarlig økonomisk forvaltning med henblik på at gennemføre principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet. Jeg er enig med ordføreren i, at institutionerne som led i gennemførelsen af disse principper bør fremlægge spareplaner. Alle institutionernes udgiftsposter skal desuden specificeres klart og begrundes. Parlamentet og de øvrige institutioner bør to gange årligt fremlægge beretninger om gennemførelsen af deres egne budgetter med angivelse af oplysninger om gennemførelsen af hver enkelt budgetpost. Jeg mener derfor, at Parlamentet og de øvrige institutioner bør udvise budgetansvar og selvbeherskelse. Jeg glæder mig over opførelsen af en ny sektion X på EU-budgettet for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, som tildeles 464 mio. EUR. Jeg opfordrer imidlertid denne tjeneste til at anvende de øremærkede midler til at gennemføre dens aktiviteter og opnå konkrete resultater.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for denne betænkning. Næste års budget skal være ansvarligt afbalanceret, og de områder, der er uløseligt knyttet til EU 2020-strategien, skal prioriteres. Udarbejdelsen af budgettet skal baseres på princippet om bæredygtig forvaltning i produktivitets- og effektivitetsmæssig henseende. EU-institutionerne skal sikres tilstrækkelige ressourcer, således at de kan udføre deres opgaver korrekt. Institutionerne skal samtidig også imødegå den aktuelle finansielle, økonomiske og sociale situation i EU, indføre strenge forvaltningsprocedurer og forvalte midlerne stramt og effektivt. Jeg er enig i, at EU-institutionerne kan bidrage væsentligt til nedbringelsen af udgifterne og til udnyttelsen af stordriftsfordele som f.eks. centraliserede udbud, fælles tjenester for institutionerne, e-forvaltningssystemer osv.

  Elena Băsescu (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for dette dokument, da jeg mener, at de udstukne retningslinjer for næste år i Fernandes-betænkningen om prioriteringer for 2012-budgettet er hensigtsmæssige. Jeg støtter forslaget i betænkningen om intern ansættelse af personale. Det vil bidrage til at øge effektiviteten, idet tidligere indhøstede erfaringer udnyttes, og det vil også reducere udgifterne til efteruddannelse og de udgifter, der er forbundet med tilpasningen til en helt ny organisationskultur. Det er samtidig vigtigt at foretage en nøje sammenligning af de faktiske udgifter og de budgetterede udgifter i 2011 og at kortlægge de præcise årsager til væsentlige forskelle. EU-institutionerne bør udarbejde spareplaner med specifikke tidsfrister og målbare mål og fremlægge dem for Kommissionen. Vi kan ikke blot anmode almindelige borgere og den private sektor om at ofre sig. Det skal EU-institutionerne også. Parlamentet skal ganske rigtigt være et foregangseksempel og vise solidaritet og nøje overvåge anvendelsen af ressourcerne.

  Regina Bastos (PPE), skriftlig. – (PT) I betænkningen om Parlamentets og de øvrige EU-institutioners prioriteringer for 2012-budgettet, som jeg stemte for, tages der til en vis grad hensyn til den aktuelle økonomiske, finansielle og sociale situation. Det er med andre ord et stramt budget præget af tilbageholdenhed. I denne betænkning slås der til lyd for lovgivningsmæssig kvalitet, reduktion af indvirkningen på miljøet og en nulbaseret stigning, dvs. en stigning, der følger inflationen. Forslaget om, at de fremtidige budgetter skal være flerårige, er ligeledes vigtigt, således at de kan være i overensstemmelse med den flerårige finansielle ramme. Der tages også hensyn til Kroatiens planlagte tiltrædelse i 2013.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg støtter betænkningen om retningslinjerne for 2012-budgetproceduren, hvori det understreges, at det er påkrævet at konsolidere de nødvendige ressourcer til at takle den nye institutionelle ramme, der følger af Lissabontraktatens ikrafttræden. En ansvarlig holdning til budgetspørgsmål er af afgørende betydning for både Parlamentet og de øvrige institutioner. Det er tvingende nødvendigt at udvise budgetansvar og selvbeherskelse i den aktuelle situation med økonomisk krise og store offentlige underskud i overensstemmelse med principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet. Det er værd at understrege, at visse investeringer, navnlig i teknologi, kan resultere i fremtidige besparelser på lang sigt, og disse investeringer bør således ikke forhindres. Jeg vil også gerne understrege, at forslagene om reduktion af papir-, energi- og vandforbruget samt emissionerne bør stilles som en integreret del af Parlamentets og de øvrige institutioners kultur. Det ville også være ønskeligt at reducere mængden af materiale til uddeling til fysiske medier, som bør erstattes af digitale medier.

  Nessa Childers (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for stramningen af Parlamentets budget for 2012 i lyset af den økonomiske, finansielle og sociale situation i EU-medlemsstaterne. Vi forpligtede os til at skære i visse udgifter og begrunde udgifterne nærmere. Projekter, der allerede er i gang, som f.eks. Huset for Europæisk Historie, bør imidlertid ikke sættes over styr. Det er et stramt inflationsreguleret budget. Nedskæringerne må samtidig ikke forringe kvaliteten af Parlamentets lovgivningsarbejde.

  Carlos Coelho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg støtter hr. Fernandes' fremragende betænkning, idet vi i lyset af den aktuelle alvorlige finansielle, økonomiske og sociale krise, hvor der kræves så mange ofre af borgerne, skal være et foregangseksempel og vedtage retningslinjer for et stramt budget præget af tilbageholdenhed. EU-institutionerne skal imidlertid have de nødvendige midler til rådighed til at udføre de opgaver, som de forventes at udføre, navnlig i lyset af den nye institutionelle ramme som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden.

Jeg vil også gerne understrege betydningen af at stille større krav til en stram og effektiv forvaltning af disse midler, og kontrollen skal være strengere og mere gennemsigtig. Det er ligeledes vigtigt at fremme skabelsen af synergier og undgå unødvendige overlapninger med hensyn til personale og funktioner.

  Diane Dodds (NI), skriftlig.– (EN) Parlamentets stillingstagen til budgetprioriteringerne sker i en situation præget af massive nedskæringer i den offentlige sektor i EU-medlemsstaterne, stigende arbejdsløshed, stigende udgifter for borgerne og generel økonomisk usikkerhed, både nationalt og i mange familier. Hvad er efter EU's opfattelse en prioritering i denne ekstremt alvorlige og udfordrende situation? Det er bemærkelsesværdigt, at en af prioriteringerne er Huset for Europæisk Historie.

Jeg vover det gæt, at hvis mine vælgere blev spurgt, om disse 100 mio. EUR var godt givet ud i den aktuelle situation, ville få – hvis nogen overhovedet – sige ja. Det er på tide, at vi – Parlamentets medlemmer, Kommissionen og tjenestemændene – ser virkeligheden i øjnene. Prioriteringerne skal være i vælgernes interesse og have til formål at lette deres tilværelse. EU-midlerne må ikke gå til spilde udelukkende for at tilfredsstille de mennesker, der er besat af tanken om at fremføre deres idealistiske idéer om en fælles europæisk historie eller identitet. Der skal sættes en stopper for denne selvoptagethed.

  Lena Ek, Marit Paulsen, Olle Schmidt og Cecilia Wikström (ALDE), skriftlig. – (SV) Vi har valgt at støtte denne betænkning om budgettet. Det skyldes til dels, at ordføreren meget klart understreger betydningen af sparsommelighed og selvbeherskelse i disse vanskelige økonomiske tider, og til dels at ordføreren støtter tildelingen af 464 mio. EUR til Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, hvis vigtige aktiviteter er et område, som EU bør fokusere på.

Vi er samtidig yderst kritiske over for investeringen på i alt 549,6 mio. EUR til udvidelsen af KAD-bygningen i Luxembourg, og vi er ikke alle enige med ordføreren, der forventer, at dette vil føre til besparelser på lang sigt. Den eneste rimelige valgmulighed ville i stedet være at vedtage, at Parlamentet kun skal have et enkelt arbejdssted.

  Göran Färm, Olle Ludvigsson, Marita Ulvskog og Åsa Westlund (S&D), skriftlig. – (SV) De svenske socialdemokrater stemte for betænkningen om Parlamentets og de øvrige EU-institutioners prioriteringer for 2012-budgettet.

I betænkningen indtages en kritisk og forbeholden holdning til en række omkostningstunge budgetforslag, og det henstilles, at forøgelsen af Parlamentets budget for næste år holder sig inden for inflationsraten. Budgettet skal med andre ord ikke ændres overhovedet i fast priser i forhold til 2011. Vi vil også gerne understrege, at vi er enige i ordførerens yderst tøvende og kritiske holdning til projektet vedrørende opførelse af Huset for Europæisk Historie. På et tidspunkt, hvor de nationale budgetter er under hårdt pres, mener vi, at det er upassende at iværksætte et sådant projekt, som sandsynligvis vil blive meget dyrt.

Vi vil imidlertid gerne understrege, at vi havde foretrukket en mere restriktiv tilgang til Parlamentets budget for 2012, der også omfattede forslag til besparelser og omfordelinger med henblik på at sikre finansieringen af nye behov. Kommissionen ønsker en maksimal forhøjelse på 1 % af EU-institutionernes administrationsbudgetter for næste år – et initiativ, som efter vores opfattelse bør støttes. I lyset af inflationsraten ville en maksimal forhøjelse på 1 % i praksis resultere i en reduktion af Parlamentets samlede budget.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) I lyset af den aktuelle finansielle, økonomiske og sociale situation i EU får det stadig større betydning, at institutionerne reagerer med den kvalitet og effektivitet, som er påkrævet, og indfører strenge forvaltningsprocedurer, så der kan opnås besparelser. Det er nu nødvendigt at gøre en indsats for at opfylde målene i Europa 2020-strategien fuldt ud med fokus på vækst og jobskabelse. Det er også nødvendigt at finde en bæredygtig balance og gøre en indsats for at konsolidere alle budgetkategorierne. Det er derfor vigtigt at fastholde en forsigtig tilgang til administrative udgifter. Parlamentet bør således opretholde princippet om lovgivningsmæssig kvalitet, respektere princippet om forsvarlig forvaltning og gennemsigtighed og sikre budgetansvarligheden i den generelle ramme og prioriteringer for 2012-budgettet.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) I betænkningen prioriteres "princippet om lovgivningsmæssig kvalitet". Da det på trods af konceptets tvetydighed i bund og grund vil afhænge af de politiske retningslinjer for lovgivningsprocessen, slår vi til lyd for, at Parlamentet får en rimelig andel i ressourcerne – materielle og menneskelige – til finansiering af det parlamentariske arbejde. Ordføreren holder sig ikke tilbage fra at anvende vidtløftig retorik i hele betænkningen og strør om sig med begreber som "forsvarlig forvaltning", "stordriftsfordele", "produktivitet", "effektivitet", "cost-benefit-analyse", "omplacering af personale", "mobilitet" osv. Tjenesten for EU's Optræden Udadtil er tilsyneladende ikke desto mindre udelukket fra denne liste, når det handler om at støtte "EU's ambitioner inden for udenrigspolitik". Vi er helt enige i "vigtigheden af lige behandling af medlemmer af alle nationaliteter og sprog med hensyn til deres muligheder for at udføre de opgaver og politiske aktiviteter, som de er pålagt, på deres eget sprog". Dette handler imidlertid langt fra kun om at sikre tolkning under udvalgsmøder, som ordføreren påpeger. Der skal bl.a. også være tolkning under koordinatormøder, trepartsmøder, delegationsmøder og møder i parlamentariske forsamlinger. Officielle dokumenter og arbejdsdokumenter skal også oversættes hurtigst muligt. Der er i øjeblikket uacceptable mangler på begge områder.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Dette er endnu en betænkning om kontinuiteten i EU's budgetpolitik, der frem for alt er underlagt de politiske retningslinjer for lovgivningsprocessen. Vi slår imidlertid til lyd for, at Parlamentet får en rimelig andel i arbejdsressourcerne – både materielle og menneskelige – til finansiering af Parlamentets arbejde, at udgifterne eller de mulige besparelser ikke overdrives, og at Parlamentets arbejde ikke undermineres.

Vi er imidlertid nødt til at understrege, at EU ikke har brug for begreber som "forsvarlig forvaltning", "stordriftsfordele", "produktivitet", "effektivitet", "cost-benefit-analyse", "omplacering af personale", "mobilitet" osv., men for andre politikker, herunder kraftige nedskæringer af udgifterne til militæret og til Tjenesten for EU's Optræden Udadtil.

Vi er enige i vigtigheden af lige behandling af medlemmer af alle nationaliteter og sprog med hensyn til deres muligheder for at udføre de opgaver og politiske aktiviteter, som de er pålagt, på deres eget sprog, men dette indebærer imidlertid langt mere end at sikre tolkning under udvalgsmøder, som ordføreren påpeger. Der skal bl.a. også være tolkning under koordinatormøder, trepartsmøder, delegationsmøder og møder i parlamentariske forsamlinger. Officielle dokumenter og arbejdsdokumenter skal også oversættes hurtigst muligt.

  Lorenzo Fontana (EFD), skriftlig. – (IT) Fernandes-betænkningen vedrører retningslinjerne for 2012-budgetproceduren for EU-institutionerne. Det understreges bl.a. i betænkningen, at der i lyset af den barske økonomiske krise er behov for en strammere bureaukratisk forvaltning af det europæiske organisationssystem. Derfor støttede jeg hr. Fernandes ved at stemme for.

  Nathalie Griesbeck (ALDE), skriftlig. – (FR) Jeg stemte for vedtagelsen af denne betænkning om retningslinjerne for 2012-budgetproceduren og den overordnede ramme og budgetprioriteringer for EU-institutionerne (undtagen Kommissionen). Ordføreren støtter navnlig en reduktion af Parlamentets budget i lyset af medlemsstaternes økonomiske, finansielle og sociale situation, og det hilser jeg velkommen. Endelig er jeg helt imod ændringsforslagene om ændring af Parlamentets hjemsted i Strasbourg, og jeg glæder mig over, at forslagne blev forkastet af et flertal af medlemmerne.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg støttede denne betænkning, da det er meget vigtigt at prioritere principperne om forsvarlig forvaltning, dvs. sparsommelighed, produktivitet og effektivitet. Der skal tages højde for de opnåede resultater i forbindelse med gennemførelsen af de forskellige politikker, og variable udgifter bør i videst muligt omfang, og når deres størrelse påkræver det, regelmæssigt underkastes en cost-benefit-analyse. Som følge af gennemførelsen af disse principper bør institutionerne fremlægge spareplaner, og fordelene ved centralisering bør overvejes for at udnytte stordriftsfordele (f.eks. centraliserede udbud, fælles tjenester for institutionerne). Interinstitutionelt samarbejde er vigtigt med henblik på at udveksle bedste praksis, som fremmer effektiviteten og muliggør besparelser. Jeg mener, at det interinstitutionelle samarbejde bør forbedres med hensyn til oversættelse, tolkning, ansættelse (EPSO) og EMAS, og at det bør udvides til andre områder. Parlamentet og de øvrige institutioner bør udvise budgetansvar og selvbeherskelse i en situation med økonomisk krise, store offentlige underskud og en fortsat indsats for at konsolidere de nationale budgetter. Det bør være Parlamentets mål at udarbejde lovgivning af fremragende kvalitet, og alle nødvendige ressourcer hertil bør være til rådighed, samtidig med at de budgetmæssige begrænsninger respekteres.

  Cătălin Sorin Ivan (S&D), skriftlig. – (RO) I den aktuelle økonomiske, finansielle og sociale situation er retningslinjerne for 2012-budgetproceduren en reel udfordring, navnlig da EU-institutionerne tvinges til at gennemføre betydelige besparelser, samtidig med at de skal have tilstrækkelige ressourcer til rådighed, så de kan udføre deres aktiviteter med størst mulig professionalisme og effektivitet. Jeg er i denne forbindelse enig i, at det interinstitutionelle samarbejde bør forbedres med henblik på udveksling af bedste praksis, der kan danne grundlag for en strategi for styrkelse af forholdet mellem Europa og dets borgere, samtidig med at vi fastholder et stramt budget og gennemfører besparelser med henblik på opfyldelse af målene i Europa 2020-dagsordenen.

Selv om der bør være fokus på konsolidering i 2012-budgettet for Parlamentet og de øvrige institutioner, bør dette ikke være til hinder for investeringer, da investeringsprojekter sikrer, at de europæiske økonomier er velfungerende.

Sidst, men ikke mindst, er jeg enig med ordføreren i, at det er uacceptabelt, at der ikke er tolkning under Parlamentets udvalgsmøder, da medlemmerne skal have mulighed for at udtrykke sig på deres eget sprog. Jeg har også stået i en situation, hvor jeg ikke havde adgang til tolkning, selv om jeg forelagde en betænkning.

  Barbara Matera (PPE), skriftlig. – (IT) Budgetterne for 2012 og 2013 vil være konsolideringsbudgetter, der skal afspejle medlemsstaternes nedskæringer og fastsætte en benchmark for niveauerne i den næste finansielle ramme.

Formålet med dette budget skal være ekspertise dvs. forfølgelse af målene om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet med minimal brug af de tilgængelige ressourcer. I denne konsolideringsfase er Parlamentet nødt til at gå efter en forøgelse af budgettet, men ikke ud over inflationsraten. Der skal i denne forbindelse udvises stor ansvarlighed. De øgede udgifter som følge af udvidelsen til at omfatte Kroatien og de 18 nye medlemmer af Parlamentet i medfør af Lissabontraktaten vil blive integreret gennem et ændringsbudget.

Med henblik på opfyldelse af målet om at holde udgifterne nede håber jeg, at alle institutionerne vil sende de nødvendige oplysninger på forhånd med det formål at fastlægge en generel ramme for administrative udgifter, således at budgetmyndigheden kan træffe afgørelser om anvendelsen af ressourcer på grundlag af en flerårig, bæredygtig tilgang, der har til formål at sikre, at de oplysninger, der løbende udveksles mellem institutionerne, kan sammenlignes.

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg glæder mig over denne betænkning, hvori det klart understreges, at Parlamentet forventer, at Præsidiet forelægger realistiske anmodninger, når det forelægger budgetoverslagene, er indstillet på at behandle dets forslag ud fra en behovsbaseret og forsigtig tilgang for at sikre, at institutionen fungerer hensigtsmæssigt og effektivt, at formålet med den ændringsskrivelse, som Præsidiet forelagde for Budgetudvalget i september, er at tage højde for behov, der var uforudsete på tidspunktet for opstillingen af budgetoverslaget, og at dette ikke bør betragtes som en lejlighed til at revidere de budgetoverslag, der er blevet vedtaget tidligere. Udvidelsesrelaterede behov skal i overensstemmelse med den interinstitutionelle linje integreres i budgettet enten ved en ændringsskrivelse eller ved et ændringsbudget, og finansieringsbehovene forbundet med de 18 nye medlemmer af Parlamentet efter Lissabontraktaten bør ligeledes integreres i budgettet ved hjælp af en ændringsskrivelse eller et ændringsbudget.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Det er meget positivt, at det understreges i betænkningen, at Parlamentets medlemmer skal have mulighed for at udføre deres opgaver på deres eget sprog. Den manglende oversættelse af dokumenter på en række møder, af meddelelser til Parlamentet og af fælles beslutningsforslag, som der forhandles om, er en urimelig hindring for vores parlamentariske arbejde og således for demokratiet. Jeg støtter dette krav. Jeg nægter dog at støtte det spild af penge og den demokratiske vildfarelse, som oprettelsen af Baroness Ashtons Tjeneste for EU's Optræden Udadtil repræsenterer. Jeg nægter ligeledes at støtte anvendelsen af private virksomheder i stedet for tjenestemænd.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Lissabontraktaten har givet Parlamentet nye ansvarsområder. Den administrative arbejdsbyrde er således blevet større, og medlemmerne har brug for kvalificeret rådgivende personale. Denne nye situation har skabt to problemer, nemlig øgede udgifter som følge af behovet for flere assistenter og behov for yderligere plads, således at de kan varetage deres opgaver under gode arbejdsforhold. Denne situation medfører øgede udgifter. Det er vanskeligt at forklare i en krisetid, men hvis Parlamentets lovgivningsarbejde skal være af høj kvalitet, skal Parlamentet have de nødvendige finansielle og menneskelige ressourcer. Derfor stemte jeg, som jeg gjorde.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (EN) Selv om betænkningen omfatter hovedretningslinjerne og prioriteringerne for 2012-budgettet, herunder standarderne for lovgivningsarbejdet i Parlamentet, mener jeg ikke, at budgetforøgelsen i takt med inflationen er hensigtsmæssig eller berettiget. Fælles problemer og prioriteringer kan imødegås med andre mekanismer og på andre måder. Jeg stemte for.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Udgiftsloftet under den flerårige finansielle ramme for EU's budget i 2012 blev endnu engang forhøjet. Navnlig i en tid, hvor borgerne er nødt til at spænde livremmen ind, skal EU også foretage besparelser. Der er mange muligheder for at foretage besparelser lige fra at opgive et af Parlamentets hjemsteder til at mindske virvaret af EU-agenturer og styrke bekæmpelsen af misbrug af støtteprogrammer.

Med henvisning til den økonomiske og finansielle krise har EU blot stillet nogle få planer i bero, men ikke foretaget reelle besparelser, selv om det påstås, at der er foretaget store besparelser. Det er helt urimeligt i forhold til de europæiske borgere, og det er ligeså urimeligt at begrunde alle de yderligere omkostninger med de større behov som følge af Lissabontraktaten. Derfor stemte jeg imod betænkningen om budgettet.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) Denne betænkning omfatter en forhøjelse af udgiftsloftet under den flerårige finansielle ramme (FFR) for EU's budget i 2012. Med henvisning til den økonomiske og finansielle krise er borgerne i medlemsstaterne på det kraftigste blevet anmodet om at acceptere stramningsforanstaltninger og således betale den største pris for krisen. EU bør også reducere sine udgifter. Vi skal i første omgang se på den ukontrollerede stigning i antallet af agenturer, dernæst førtiltrædelsesstøtten til Tyrkiet og de omkostningstunge overlappende strukturer og administrationsomkostninger forbundet med Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Jeg stemte derfor imod denne betænkning.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Hr. Fernandes' forslag til beslutning om retningslinjerne for 2012-budgetproceduren giver et overblik over forvaltningen af Parlamentets budget med henblik på en fremtidig optimering af forvaltningen af de ressourcer, der er tilgængelige for EU-institutionerne, og derfor stemte jeg for. Parlamentet er nødt til at vedtage et budget for at konsolidere den næste finansielle ramme og de yderligere menneskelige ressourcer, der er nødvendige for at opfylde kravene i Lissabontraktaten, og til at forbedre og fuldføre de eksisterende bygninger, informationsteknologien og tolketjenesten. Hovedformålet er fortsat at sikre en forsvarlig forvaltning af ressourcerne og således holde udgifterne nede, men samtidig forbedre tjenesterne.

  Miguel Portas (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Jeg valgte at undlade at deltage i afstemningen, for selv om det anføres i teksten, at der skal findes mulige besparelser i næste års budget, foreslås der ikke konkrete besparelser i teksten. Hvis vi ønsker at være konsekvente, skal Parlamentets medlemmer gå foran og foreslå besparelsespolitikker.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, da institutionerne efter min opfattelse i lyset af den aktuelle finansielle, økonomiske og sociale situation i EU er nødt til at indføre strenge forvaltningsprocedurer, så de nødvendige besparelser kan opnås. Der skal gøres en reel konsolideringsindsats. Med hensyn til principperne om forsvarlig forvaltning skal institutionerne forelægge spareplaner, og udgiftsposter skal specificeres klart og begrundes. Jeg vil i denne forbindelse gerne offentligt takke min kollega hr. Fernandes for hans fremragende indsats.

  Crescenzio Rivellini (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for betænkningen om retningslinjerne for 2012-budgetproceduren, da jeg mener, at medlemsstaterne og EU-institutionerne i lyset af den aktuelle økonomiske krise – der lige nu frem for alt har beskæftigelsesmæssige følger – er nødt til at gennemføre besparelser i fællesskab. Jeg er derfor enig i, at EU i lyset af den aktuelle situation som et generelt princip er nødt til at udvise budgetdisciplin.

Jeg føler under alle omstændigheder, at jeg er nødt til at understrege, at Unionens budget og navnlig Parlamentets budget – Parlamentet er den eneste EU-institution, der vælges direkte af borgerne – selv i lyset af den økonomiske situation navnlig skal sikre, at borgerne bringes tættere på EU, navnlig i den aktuelle situation, hvor fremtiden er meget usikker. Jeg mener navnlig, at det vil være en virkelig god idé at overveje en bedre fordeling af Parlamentets informationskontorer i medlemsstaterne og en mere strategisk placering, til dels i lyset af de seneste uroligheder i nabostater.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for, selv om jeg gerne havde set, at en række af ændringsforslagene om nødvendigheden af, at Parlamentet reducerer sine arbejdssteder til et sted, ikke var blevet vedtaget.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Retningslinjerne for 2012-budgettet er baseret på en balance mellem behovet for at give EU-institutionerne tilstrækkelige midler til at gennemføre deres aktiviteter og behovet for at finde en effektiv løsning af høj kvalitet på den aktuelle finansielle, økonomiske og sociale krise. Det understreges i betænkningen, at institutionerne kan få problemer med at fastholde den nødvendige budgetdisciplin og selvbeherskelse for at holde sig inden for den flerårige finansielle ramme, navnlig med hensyn til udgiftsområde 5. Ordføreren opfordrer derfor til, at principperne om forsvarlig forvaltning, dvs. sparsommelighed, produktivitet og effektivitet, overholdes, således at det er muligt at opnå større pålidelighed, enkelhed, klarhed og åbenhed.

For så vidt angår Parlamentet, understreges det i dokumentet, som jeg stemte for, at der skal tages højde for Kroatiens tiltrædelse i 2013, de 18 nye medlemmer af Parlamentet og behovet for ekstra personale efter Lissabontraktatens ikrafttræden. For så vidt angår de øvrige institutioner, er det værd at understrege, at den nye Sektion X – Tjenesten for EU's Optræden Udadtil – i henhold til den nye traktat skal dække de finansielle behov som følge af etableringen af en ambitiøs institutionel ramme til støtte for EU's udenrigspolitik.

  Peter van Dalen (ECR), skriftlig. – (NL) Det understreges i Fernandes-betænkningen, at Parlamentet skal udarbejde lovgivning af fremragende kvalitet, og at alle midler skal sættes ind for at nå dette mål. Efter min opfattelse bør der også være en anden prioritet, nemlig at Parlamentet skal udvise budgetdisciplin. Regeringerne, virksomhederne og borgerne er i øjeblikket tvunget til at tage deres udgifter op til fornyet overvejelse. Parlamentet er nødt til at gøre det samme – vi skal ikke fokusere på penge, men på nye prioriteringer. Vi er nødt til at ændre kurs, da EU's administrative udgifter er steget hurtigere end de samlede udgifter, og Parlamentet står øverst på listen! I betragtning F i betænkningen henvises der til Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, der sandsynligvis vil koste flere penge. Det skal der også laves om på. Hvorfor har den pågældende tjeneste dusinvis af ansatte og luksuskontorer eksotiske steder som Barbados og Madagaskar? En nærmere undersøgelse af tjenesten ville afsløre, at det ikke er nødvendigt at tilføre flere midler. Det må være EU's vigtigste budgetprioritet ikke at bruge flere penge, men at bruge dem bedre.

  Angelika Werthmann (NI), skriftlig. – (DE) Retningslinjerne for 2012-budgetproceduren består af udvalgte individuelle sektioner, der er samlet under overskrifterne "sparsommelighed" og "konsolidering". Mange borgere i Europa er i lighed med deres nationale regeringer blevet tvunget til at udvise sparsommelighed og reducere deres udgifter som følge af den finansielle og økonomiske krise. I denne situation er det helt berettiget, at Parlamentet foregår med et eksempel med budgetforslaget for 2012. I 2012 vil EU stå over for nye – og uundgåelige – udgifter som følge af Kroatiens planlagte tiltrædelse, den nylig oprettede Tjeneste for EU's Optræden Udadtil og de tre finansielle agenturer. Tiden er nu inde til at identificere mulige besparelser i EU's budget for at standse den automatiske proces, hvor øgede budgetbehov afspejles direkte i budgettet. I denne forbindelse er det bl.a. nødvendigt at gennemføre en forretningsanalyse af Unionens agenturer og en evaluering af EU-organernes politik for menneskelige ressourcer og bygningspolitik.

Forslag til beslutning B7-0165/2011

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne beslutning, da en strategi for Atlanterhavsregionen er af afgørende betydning for EU's territoriale samhørighed, navnlig i lyset af udvidelsen af EU's grænser mod øst. Det er værd at understrege, at vi i vores tilgang til Atlanterhavsregionen ikke må betragte regionen som et udkantområde, men snarere som en region med en global central geografisk placering, og der skal være fokus på regionen. For EU er det grænseområdet, der støder op til Nordamerika, Sydamerika og hele Vestafrika. I en strategi for Atlanterhavsregionen, som medlemsstaterne og deres regioner skal inddrages i, bør der også være fokus på nye innovative økonomiske og videnskabelige områder, herunder navnlig nye produkter og tjenester på miljøområdet, inden for vedvarende energi og havenergi, fødevarer og havbioteknologi, sundhed og højteknologiske produkter og tjenester.

Strategien for Atlanterhavsregionen bør ikke holdes adskilt fra, men i stedet integreres i EU's overordnede målsætninger i lyset af erfaringerne med Østersøstrategien, der blev ændret efter indledningen af budgetplanlægningsperioden for 2007-2013, hvilket uden tvivl har begrænset initiativets anvendelsesområde.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for denne beslutning om en EU-strategi for Atlanterhavsregionen. Fem EU-medlemsstater ligger langs Atlanterhavskysten – Frankrig, Irland, Portugal, Spanien og Det Forenede Kongerige. Der er derfor behov for en strategi for at koordinere disse landes tiltag i regionen. Jeg er enig med ordføreren i, at den store merværdi ved EU's regionale strategier viser sig i samarbejde på flere niveauer, koordinering og bedre strategiske investeringer af de til rådighed stående midler og ikke gennem yderligere tildeling af ressourcer. Jeg mener, at denne strategi bør omfatte følgende spørgsmål af fælles interesse: miljø- og klimaændringer, herunder forebyggelse og bekæmpelse af havforurening fra skibe, transport og tilgængelighed, forskning, innovation, kultur, fritid og turisme, søtjenester og marin uddannelse samt fiskeri og skaldyrssektoren. Jeg vil gerne understrege, at en af de første strategier af denne art er EU-strategien for Østersøområdet, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd, og som omfatter otte EU-medlemsstater, herunder mit eget land, Litauen. Formålet med denne strategi er at gøre Østersøområdet til et miljømæssigt bæredygtigt, velstående, tilgængeligt og sikkert sted. Denne strategi er allerede kommet godt fra start, og jeg mener derfor, at EU-strategien for Atlanterhavsregionen vil være til fordel for hele EU og ikke kun for denne region.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Samarbejdet om grænseoverskridende problemer er et af de EU-indsatsområder, som tilfører meget stor merværdi. Min kollega hr. Cadec har gennem flere måneder arbejdet på at styrke samarbejdet mellem regionerne i Atlanterhavsbuen, således at de kan udnytte potentielle synergier maksimalt. Jeg stemte derfor for denne beslutning, hvori Kommissionen anmodes om "snarest muligt at udforme EU-strategien for Atlanterhavsregionen som en integreret strategi, der beskæftiger sig med maritime og territoriale spørgsmål".

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg støttede denne betænkning. Territorial samhørighed er et af EU's vigtigste mål og en forudsætning for et effektivt, økonomisk stærkt og konkurrencedygtigt indre marked. Atlanterhavsregionen har sine egne særlige karakteristika, idet det er et dynamisk maritimt område, hvis skrøbelige miljø skal bevares, og som er berørt af konsekvenserne af klimaændringerne. Det er et udkantområde i EU med store problemer med tilgængelighed og konnektivitet. Jeg mener, at det er tvingende nødvendigt at vedtage denne strategi, der vil bidrage til at løse regionens grundlæggende problemer med hensyn til åbning og sammenkobling af transport- og energinet, udvikling af havenergi, udvikling af by- og landområder og intensivering af forbindelser mellem land og hav og mellem hav og indre farvande.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg støtter Parlamentets beslutning om en EU-strategi for Atlanterhavsregionen, der efter min opfattelse er meget vigtig, da fem EU-medlemsstater, nemlig Frankrig, Irland, Portugal, Spanien og Det Forenede Kongerige, har Atlanterhavskyst. Strategien omfatter vigtige spørgsmål som havenergi, miljø- og klimaændringer, transport og tilgængelighed, sikkerhed og overvågning, forskning, innovation, kreative industrier, kultur, fritid og turisme, søtjenester og marin uddannelse samt fiskeri og skaldyrssektoren. Det europæiske territoriale samarbejde, der således styrkes i denne strategi, kan i høj grad bidrage til en betydelig styrkelse af integrationsprocessen i Atlanterhavsregionen via en øget inddragelse af civilsamfundet i beslutningstagningsprocessen og gennemførelsen af konkrete tiltag. Jeg vil også gerne understrege, at dette initiativ kan og bør føre til en bedre anvendelse af EU-midler og ikke til øgede udgifter.

  Carlos Coelho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg er valgt af borgerne i et land i Atlanterhavsregionen, og jeg vil gerne understrege betydningen og nødvendigheden af at udarbejde en EU-strategi, hvor der tages hensyn til denne regions geografiske, demografiske og økonomiske karakteristika. Der skal udarbejdes en integreret og fælles strategi for at sikre synergien og sammenhængen mellem sektorpolitikker på dette område og skabe den merværdi, der er nødvendig for at imødegå de udfordringer, der er forbundet med at sikre en bæredygtig udvikling og forbedre konkurrenceevnen, navnlig i denne region og i Europa generelt. Der er uden tvivl behov for en europæisk strategi baseret på en styrkelse af samarbejdet mellem medlemsstaterne langs Atlanterhavskysten, kystsamfund, den private sektor og civilsamfundet, og denne fælles strategi vil være til fordel for alle berørte parter.

Den skal afdække fælles problemer og udfordringer og fælles prioriteringer og skabe de nødvendige synergier til at fremme en mere effektiv ressourceanvendelse. Det er vigtigt ikke blot at forbedre de traditionelle sektorers konkurrenceevne og bæredygtighed, men også at udnytte Atlanterhavsområdets fulde potentiale med nye markeder, produkter og tjenester med udgangspunkt i to hovedprioriteringer: beskyttelsen af miljøet og økosystemer og jobskabelse.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne beslutning, da jeg er enig i, at Kommissionen snarest muligt skal udarbejde en EU-strategi for Atlanterhavsregionen, der beskæftiger sig med maritime og territoriale spørgsmål. Denne strategi skal omfatte spørgsmål af fælles interesse som f.eks. miljø- og klimaændringer, havenergi, søtransport, søfartssikkerhed og -overvågning, fiskeri, turisme, forskning og innovation. Azorerne, Madeira og Kap Verde skal også omfattes og spille en fremtrædende rolle i denne strategi.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Atlanterhavet er i dag en af Europas grænser og har været et af det europæiske kontinents vigtigste forbindelsesveje til resten af verden. Det var på tværs af dette ocean, at de europæiske folkeslag, navnlig portugiserne, fik kontakt til andre tidligere indbyrdes ukendte folkeslag, økonomier og kulturer og skabte grundlaget for den globaliserede verden, vi kender i dag. I dag er Atlanterhavsregionen marginaliseret i forhold til landene i centrum af Europa, og det kan og skal der rettes op på, og vi må i denne forbindelse forstå, at Atlanterhavsregionen og kontakter med centrale partnere, der grænser op til regionen, som f.eks. Brasilien og USA på ny kan give regionen en central geografisk placering, der imidlertid er blevet fortrængt af de nye asiatiske lande. Regionens betydning berettiger fuldt ud udarbejdelsen af en EU-strategi, der ikke kun omfatter medlemsstaterne, men også kan skabe forbindelser til disse andre kyster i overensstemmelse med Atlanterhavets historiske rolle. Jeg vil i denne forbindelse gerne fremhæve, at regionerne i den yderste periferi spiller en yderst vigtig og uerstattelig rolle i strategiens succes. De bør fortsat have særlig støtte fra Unionen, der kan afbøde ulemperne ved deres økarakter og styrke forbindelserne til andre lande.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Den 14. juni opfordrede Rådet Kommissionen til at udarbejde en EU-strategi for Atlanterhavsregionen inden for et år, da det er et udkantområde med særlige karakteristika både med hensyn til regionens potentiale og miljømæssige sårbarhed. I lyset af regionens globale betydning skal der således udarbejdes en ambitiøs strategi, hvor der tages højde for regionens maritime og territoriale aspekter. Denne beslutning er et meget vigtigt bidrag til udarbejdelsen af strategien, da der gøres opmærksom på afgørende aspekter såsom behovet for at skabe synergier med andre politikker bl.a. på miljøområdet og inden for energi, transport, turisme, marine ressourcer og behovet for at vedtage en makroregional politik og udvikle en global strategi, der er en forudsætning for opretholdelsen af gode forbindelser med lande langs Atlanterhavskysten. Jeg glæder mig over vedtagelsen af denne beslutning, da jeg er overbevist om, at denne EU-strategi for Atlanterhavsregionen vil fremskynde en bæredygtig udvikling i denne region og sætte maritime spørgsmål øverst på den europæiske dagsorden.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vi støtter udviklingen af strategier til fremme af økonomisk, social og territorial samhørighed i en række makroregioner, og de skal naturligvis tilføres tilstrækkelige midler, således at dette mål kan gennemføres fuldt ud og effektivt. De lande og regioner, der er omfattet af disse strategiers geografiske anvendelsesområde, bør inddrages aktivt i alle faser – forberedelsen, udformningen og gennemførelsen – og de skal baseres på et samarbejde mellem disse lande og regioner. Strategierne kan og bør omfatte spørgsmål af fælles interesse som f.eks. i dette konkrete forslag til en EU-strategi for Atlanterhavsregionen: havenergi, miljøbeskyttelse, herunder forebyggelse og bekæmpelse af havforurening, transport og tilgængelighed, forskning og innovation. Vi er imidlertid i alvorlig tvivl om og i nogle tilfælde stærkt uenige i en række af punkterne i beslutningen. Vi stemte derfor ikke for. Beslutningen er ikke i overensstemmelse med princippet om, at nye ressourcer, navnlig finansielle ressourcer, bør afspejle de nye mål for samhørighedspolitikken for at sikre virkeliggørelsen heraf. Det foreslås ligeledes i beslutningen, at strategien underlægges EU's udenrigspolitik, internationale handelspolitiske mål, Europa 2020-strategien og opfyldelsen af "målene for det indre marked".

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Det er vigtigt at fortsætte udviklingen af strategier til fremme af økonomisk, social og territorial samhørighed i en række makroregioner, og de skal naturligvis tilføres tilstrækkelige midler, således at dette mål kan gennemføres fuldt ud og effektivt. De lande og regioner, der er omfattet af disse strategiers geografiske anvendelsesområde, bør inddrages aktivt i alle faser – forberedelsen, udformningen og gennemførelsen – og de skal baseres på et samarbejde mellem disse lande og regioner. Disse strategier kan og bør omfatte spørgsmål af fælles interesse som f.eks. i dette konkrete forslag til en EU-strategi for Atlanterhavsregionen: havenergi, miljøbeskyttelse, herunder forebyggelse og bekæmpelse af havforurening, transport og tilgængelighed, forskning og innovation. Vi er imidlertid i alvorlig tvivl om og i nogle tilfælde stærkt uenige i en række af punkterne i beslutningen. Vi stemte derfor ikke for.

Beslutningen er ikke i overensstemmelse med princippet om, at nye ressourcer, navnlig finansielle ressourcer, skal afspejle de nye mål for samhørighedspolitikken for at sikre virkeliggørelsen heraf, og der er således tale om en masse løfter, men få tiltag, og desuden underlægges strategien internationale handelspolitiske mål, Europa 2020-strategien og opfyldelsen af "målene for det indre marked".

  Pat the Cope Gallagher (ALDE), skriftlig. – (GA) Jeg støtter fuldt ud de tiltag, der gøres på EU-plan for at udarbejde en integreret strategi for Atlanterhavsregionen. I strategien for Atlanterhavsregionen skal der være fokus på fremme af den økonomiske udvikling på atlanterhavsøerne og i den atlantiske kystregion.

Atlanterhavsregionen er et af de rigeste områder med hensyn til vind-, bølge- og tidevandsenergi, men dette energipotentiale udnyttes ikke i tilstrækkelig grad. Fritids- og turistaktiviteterne i den atlantiske kystregion er også værdifulde økonomiske ressourcer. Der er et reelt vækstpotentiale på dette område, f.eks. udvikling af strategiske lystbådehavne i de enkelte lande.

Søtransport, havne og skaldyrssektoren – herunder akvakultur – vil navnlig drage fordel af etableringen af et tættere samarbejde mellem de medlemsstater, der grænser op til Atlanterhavet. Strategien for Atlanterhavsregionen skal være i overensstemmelse med den fælles fiskeripolitik. Samarbejdet mellem medlemsstaterne på områder som søfartssikkerhed og søfartsovervågning er blevet styrket gennem årene.

Da Atlanterhavsregionen dækker et enormt område, skal der imidlertid udarbejdes en integreret strategi for at sikre en bedre og mere effektiv koordinering af medlemsstaternes aktiviteter.

  Estelle Grelier (S&D), skriftlig. – (FR) Vedtagelsen af Parlamentets beslutning om EU-strategien for Atlanterhavsregionen giver mig anledning til at understrege, at det er tvingende nødvendigt at arbejde på EU-plan for en fælles strategi for anvendelsen af vores havområder og at finde en fælles løsning på de eksisterende problemer. Den Engelske Kanal er i denne forbindelse et særligt sigende eksempel. Som en strategisk maritim indgangsport til EU er den både et centralt forbindelsesled mellem Atlanterhavet og Nordsøen (den huser 20 % af den globale flåde og over 500 fartøjer på over 300 t sejler igennem kanalen hver dag) og et område, der anvendes til fiskeri, fritidsaktiviteter, sandudvinding og snart – hvilket glæder mig meget – energiproduktion fra havvindmølleparker. I lyset af denne koncentrationen af aktiviteter skal spørgsmålet om forvaltning af søfartssikkerheden i dette område på EU-plan nøje overvejes som led i en fælles strategi. Derfor opfordrede jeg under forhandlingen om EU-strategien for Atlanterhavsregionen på ny Maria Damanaki, kommissær for fiskeri og maritime anliggender, til at omfatte Den Engelske Kanal af det forslag, som hun skal forelægge i juni.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette dokument, da Atlanterhavsregionen som bekendt har sine egne særlige karakteristika. Det er et dynamisk maritimt område (i kraft af søtransport, fiskeri, havenergi osv.), et område, hvis skrøbelige miljø skal bevares, og som er berørt af konsekvenserne af klimaændringerne, og det er også et udkantområde i EU med problemer med tilgængelighed og konnektivitet og med et lavt antal af større byer. Vi skal snarest muligt udforme EU-strategien for Atlanterhavsregionen som en integreret strategi, der beskæftiger sig med maritime og territoriale spørgsmål. Strategien bør sikre en bedre koordinering af mål og midler med tætte forbindelser til EU's 2020-strategi og EU-politikker efter 2013 og sigte mod bedre anvendelse af EU-midler og ikke stigende udgifter. Strategien skal hænge tæt sammen med EU's regionalpolitik og integrerede havpolitik. Jeg mener også, at den bør fremme synergier med andre EU-politikker såsom de transeuropæiske transportnet, den fælles fiskeripolitik, tiltag på klima- og miljøområdet, rammeprogrammet for forskning og udvikling, energipolitikken, osv. Det er vigtigt at øge tilgængeligheden i Atlanterhavsregionen og bevægeligheden for personer, varer og tjenesteydelser i denne region for at nå målene for det indre marked og målet for samhørighedspolitikken, især gennem udvikling af short sea shipping og større færdselsårer til søs.

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for denne betænkning om EU-strategien for Atlanterhavsregionen, hvori ordføreren understreger, at denne strategi bør betragtes som et led i samhørighedspolitikkens målsætning om territorialt samarbejde (målsætning 3) og baseres på en integreret, grænseoverskridende og territorial tilgang, der sigter mod en bedre koordinering af politikkerne på de forskellige forvaltningsniveauer i et givet område ved at rette opmærksomheden mod relevante spørgsmål, og at han er overbevist om, at europæisk territorialt samarbejde via en øget inddragelse af civilsamfundet i beslutningstagningsprocessen og gennemførelsen af konkrete tiltag i høj grad kan bidrage til en betydelig styrkelse af integrationsprocessen inden for Atlanterhavsregionen.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Atlanterhavsregionen har helt særlige karakteristika, da det er et dynamisk maritimt område, og jeg vil i denne forbindelse gerne fremhæve søtransport, fiskeri og havenergi. Det er et område med et skrøbeligt miljø, som skal bevares, og som er berørt af kysterosion og ekstreme vejrforhold, og det er et udkantområde. Det er derfor nødvendigt at udarbejde en EU-strategi, der omfatter maritime og territoriale spørgsmål. Derfor stemte jeg, som jeg gjorde.

  Willy Meyer (GUE/NGL), skriftlig. – (ES) Jeg stemte for denne beslutning, hvori Kommissionen opfordres til at udarbejde en EU-strategi for Atlanterhavsregionen. Det europæiske territoriale samarbejde kan i høj grad bidrage til en betydelig styrkelse af integrationsprocessen i Atlanterhavsregionen via en øget inddragelse af civilsamfundet i beslutningstagningsprocessen og gennemførelsen af konkrete tiltag. Det understreges i beslutningen, at strategien skal beskæftige sig med maritime og territoriale spørgsmål. Ordføreren insisterer endvidere på, at samarbejdet inden for rammerne af denne strategi først og fremmest bør være baseret på de berørte parters behov, og er derfor af den opfattelse, at spørgsmålet om hvilket politiske prioriteter, der skal behandles, skal afgøres ved konsensus.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (EN) I lyset af Atlanterhavsregionens særlige karakteristika opfordrer Parlamentet Kommissionen til snarest muligt at udforme EU-strategien for Atlanterhavsregionen som en integreret strategi, der beskæftiger sig med maritime og territoriale spørgsmål. Selv om Parlamentet mener, at denne strategi skal fremme synergier mellem de relevante politikker på EU-plan og på nationalt, regionalt og lokalt plan, opfordrer Parlamentet Kommissionen og medlemsstaterne til at indføre forenklede regler for at lette gennemførelsen af denne strategi og mindske den hermed forbundne administrative byrde. Det er efter min mening ikke muligt, da vi endnu ikke har fundet ud af, hvordan vi kan øve indflydelse på Kommissionen. Jeg har det indtryk, at Kommissionen endnu ikke er gået i gang med at ændre sine prioriteringer under Lissabontraktaten og benytter sig af en urimelig og langvarig tom retorik i forhold til Parlamentet for at fremme egne interesser. Det er ikke i almenvellets interesse og er rent faktisk skadeligt for situationen som helhed. Jeg støttede betænkningen, men har imidlertid ikke ændret holdning.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Fem EU-medlemsstater grænser op til Atlanterhavet. Navnlig Frankrig, Portugal og Spanien ser ikke kun fordele ved dette geografiske faktum, da Atlanterhavet spiller en ikke ubetydelig rolle i forbindelse med de flygtningestrømme, der nu risikerer at blive større som følge af krisen i de nordafrikanske lande. Menneskesmuglere er meget interesserede i at anvende den atlantiske rute efter opførelsen af grænsehegnet i Spanien i 2005. For at forhindre en strøm af primært økonomiske migranter bør EU snarest muligt udarbejde en effektiv strategi for Atlanterhavsregionen, som også omfatter dette aspekt, selv om de to øvrige atlanterhavsstater – Det Forenede Kongerige og Republikken Irland – stort set ikke er berørt af dette problem. Da dette spørgsmål kun berøres perifert – hvis overhovedet – i beslutningen, undlod jeg at deltage i afstemningen.

  Wojciech Michał Olejniczak (S&D), skriftlig. – (PL) Ved afstemningen i dag vedtog Parlamentet beslutningen om EU-strategien for Atlanterhavsregionen. Denne strategi er endnu et europæisk initiativ, hvor der ikke kun er fokus på at løse problemerne i et enkelt land, men i hele Atlanterhavsregionen, der omfatter hele fem medlemsstater.

Det er vigtigt at henlede opmærksomheden på, at strategien skal baseres på en bottom-up-tilgang. Regionens geostrategiske position skaber grundlag for samarbejde inden for søfartssikkerhed, international handel og fiskeri samt beskyttelse af havmiljøet og bevarelse af biodiversiteten.

Jeg mener, at det er nødvendigt at anmode Kommissionen om at oplyse, hvilke ressourcer der vil blive allokeret til gennemførelsen af strategien, da det navnlig er vigtigt i forbindelse med fastlæggelsen af den nye finansielle ramme. Et andet vigtigt spørgsmål er efter min opfattelse selve gennemførelsen af strategien og det forhold, at det kan blive nødvendigt at oprette yderligere finansielle instrumenter.

  Rolandas Paksas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg støtter beslutningen om EU-strategien for Atlanterhavsregionen, der vil bidrage til regionens bæredygtige udvikling. Der vil desuden blive taget skridt til gennemførelse af et af EU's mål – territorial samhørighed. I lyset af Atlanterhavsregionens geostrategiske position skal Kommissionen træffe omgående foranstaltninger og udarbejde en integreret strategi for denne region, styrke initiativer til internationalt samarbejde og trepartssamarbejde og tage fat på maritime og territoriale spørgsmål. Det understreges, at et effektivt territorialt samarbejde vil fremme udviklingen af havenergi og skabe gunstige betingelser for sammenkoblingen af transport- og energinet. Hvis strategiens mål skal nås, skal den hænge tæt sammen med EU's regionalpolitik og integrerede havpolitik, hvilket er en forudsætning for skabelsen af synergier med andre EU-politikker og betingelserne for en mere målrettet og mere effektiv absorbering og anvendelse af EU-midler uden øgede udgifter. Vedtagelsen af denne strategi vil desuden forbedre tilgængeligheden i Atlanterhavsregionen og øge bevægeligheden for personer, varer og tjenesteydelser.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Forslaget til beslutning om en EU-strategi for Atlanterhavsregionen er udarbejdet på baggrund af Det Europæiske Råds opfordring til Kommissionen om at udforme en EU-strategi for Atlanterhavsregionen, der beskæftiger sig med maritime og territoriale spørgsmål i Atlanterhavsregionen. Jeg stemte for beslutningen, hvori Kommissionen opfordres til at udarbejde og forelægge den planlagte strategi inden udgangen af juni. Formålet er at gennemføre en bedre koordinering i regionen på områder såsom den integrerede havpolitik, de transeuropæiske transportnet, fiskeripolitik, tiltag på klima- og miljøområdet, forskning og udvikling og større bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser i denne region for at nå målet for samhørighedspolitikken og sikre, at det hele hænger sammen med EU's 2020-strategi og EU-politikker efter 2013.

  Miguel Portas (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne beslutning, da jeg mener, at det er positivt, at EU anerkender potentialet i Atlanterhavsregionen, idet Portugal er et land i Atlanterhavsregionen med et dynamisk maritimt område og et stort potentiale, selv om det har et skrøbeligt miljø, der skal bevares. Jeg mener også, at mange af problemerne i denne enorme region bør imødegås på europæisk plan gennem en integreret EU-strategi for regionen og en ny territorial samhørighedspolitik, som bør være en grundlæggende ramme for de valg, som Unionen træffer. Unionen har imidlertid overhovedet ikke truffet nogen og har helt givet afkald på at træffe valg på grund af uacceptable budgetmæssige begrænsninger, der er resultatet af politiske valg om at føre en stram politik, der ikke fremmer udviklingen.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) I lyset af Portugals særlige geostrategiske position er dette spørgsmål af stor betydning, navnlig på områderne søfartssikkerhed og -overvågning. Jeg mener derfor, at det er meget relevant at udarbejde en EU-strategi for Atlanterhavsregionen.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Som i beslutningen om en EU-strategi for Donauregionen, der blev vedtaget af Parlamentet i sidste måned, understreges det i nærværende forslag til beslutning, at den store merværdi ved EU's makroregionale strategier viser sig i samarbejde på flere niveauer, koordinering og bedre strategiske investeringer af de til rådighed stående midler og ikke gennem yderligere tildeling af ressourcer. Ordføreren minder om det svenske formandskabs konklusioner om ingen nye institutioner, ingen ny lovgivning og ingen nye midler.

Regionaludviklingudvalget ønskede desuden, at denne strategi skulle baseres på en bottom-up-tilgang med inddragelse af alle berørte parter (regionale og lokale offentlige myndigheder, medlemsstaterne, EU, private aktører og civilsamfundsorganisationer, herunder interregionale netværk og berørte organisationer) i udformningen og gennemførelsen. Verts/ALE-Gruppen stillede en række ændringsforslag om udvikling af havenergi, forebyggelse og bekæmpelse af havforurening fra skibe og udvikling af short sea shipping og større færdselsårer til søs, som alle blev vedtaget.

  Antolín Sánchez Presedo (S&D), skriftlig. – (ES) Som galicier og medunderskriver af dette initiativ støtter jeg en ambitiøs strategi for Atlanterhavsregionen. Jeg opfordrer Kommissionen til at forelægge et forslag inden juni 2011 med fokus på vækst og skabelse af bæredygtige job på linje med Europa 2020-strategien. Makroregionens område er maritimt, skrøbeligt og perifert, og strategien skal derfor baseres på en integreret, grænseoverskridende og territorial tilgang med henblik på at beskytte miljøet og fremme tilgængelighed, mobilitet, konnektivitet og samhørighed.

Strategien skal også fremme synergier mellem EU's forskellige politikker – f.eks. inden for turisme, færdselsårer til søs og de transeuropæiske transportnet, den fælles fiskeripolitik, energipolitik, herunder navnlig havenergi, foranstaltninger til imødegåelse af klimaændringer, rammeprogrammet for forskning og teknologisk udvikling, flersprogethed og generelt enhver politik, der vil blive gennemført fra 2014 og frem – og mellem alle relevante politikker, der udvikles på området af forskellige ansvarlige myndigheder. Strategien skal udarbejdes, vedtages og gennemføres på en gennemsigtig og troværdig måde på grundlag af et samarbejde mellem alle berørte offentlige institutioner og inddragelse af den private sektor og civilsamfundsorganisationer.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Den europæiske Atlanterhavskyst dækker et enormt område og har således et stort potentiale og en række særlige karakteristika. Havaktiviteterne i Atlanterhavsregionen er omfattende og dynamiske, og regionen består af en række meget indbyrdes forskellige regioner, som dog har det fællestræk, at de er afhængige af aktiviteter i dette oceans havområder. Der er fjerntliggende regioner i Atlanterhavet, som er vanskeligt tilgængelige, da de ligger langt væk fra det kontinentale Europa. Jeg tænker navnlig på EU's regioner i den yderste periferi, hvor problemer med konnektivitet og tilgængelighed afspejles i deres økonomiske og sociale udvikling. Det er imidlertid også vigtigt at nævne, at disse regioner har enestående fordele sammenlignet med andre europæiske regioner. Bortset fra de vedvarende ulemper har de som følge af deres særlige karakteristika et potentiale, der skal tages højde for i en integreret strategi for Atlanterhavsregionen.

Målet om territorial samhørighed indebærer, eller snarere forpligter os til at sikre en harmonisk udvikling af alle EU-regioner under hensyntagen til de enkelte regioners særlige karakteristika. Jeg håber derfor, at der tages behørigt hensyn til Makaronesiens regioner i den yderste periferi, herunder min hjemregion Madeira, i en fremtidig strategi for Atlanterhavsregionen, og at en integreret strategi kan løse de hovedproblemer og udfordringer, som disse regioner står over for.

Forslag til beslutning B7-0156/2011

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne beslutning, da jeg mener, at Tyrkiets tiltrædelse er af strategisk interesse for både Tyrkiet og EU, men det er en forudsætning, at Tyrkiet i højere grad forpligter sig til at styrke reformprocessen for at opfylde tiltrædelseskriterierne. Det gælder navnlig på områderne presse-, forenings- og forsamlingsfrihed, forpligtelsen til at indføre et hurtigere, mere uafhængigt og retfærdigt retssystem, der samarbejder effektivt om bekæmpelsen af terrorisme og i kampen for kvinders rettigheder og menneskerettigheder generelt. Tilbagetrækningen af de tyrkiske styrker fra Cypern er desuden en vigtig forudsætning for opbygningen af gode naboskabsforbindelser.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for denne beslutning om statusrapport 2010 for Tyrkiet. Da EU-tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet blev indledt, afgav Tyrkiet tilsagn om reformer, gode naboskabsforbindelser og en gradvis tilpasning til EU. Det er imidlertid klart, at udviklingen i Tyrkiet går for langsomt, hvilket vidner om de tyrkiske regeringsrepræsentanters uvilje til at gennemføre reformer og demokratisere landet. Parlamentet er alvorlig bekymret over den forværrede situation med hensyn til pressefriheden, visse tilfælde af censur og den voksende selvcensur i de tyrkiske medier, også på internettet. Vi fordømmer indskrænkningen af forsamlingsfriheden, herunder navnlig politiets voldelige undertrykkelse af studenterdemonstrationerne ved Ankara Universitet i december 2010. Parlamentet er også bekymret over forfølgelsen af menneskerettighedsforkæmpere i Tyrkiet. Dette er blot nogle af menneskerettighedskrænkelserne i et land, der ønsker at tiltræde EU. Det er klart, at den aktuelle menneskerettighedssituation i Tyrkiet er kompliceret, og man kan endog sige, at den er i strid med EU's værdier og politikker. I lyset heraf er EU-tiltrædelsesforhandlingerne ved at gå i stå. Jeg mener derfor, at de tyrkiske myndigheder straks skal vedtage konsekvente reformer på alle regeringsområder eller overveje, om Tyrkiet skal være en strategisk partner i stedet for en EU-medlemsstat.

  Charalampos Angourakis (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Parlamentets betænkning og det forslag til beslutning, der blev vedtaget på plenarmødet, vidner om de imperialistiske interne magtkampe i EU, de konfliktfyldte økonomiske og politiske forbindelser og de mål, der er blevet fastlagt i samarbejde med den herskende klasse i Tyrkiet. Disse spørgsmål hænger sammen med udnyttelsen af den tyrkiske befolkning, beskyttelsen af overordnede imperialistiske interesser i at kontrollere velstandsskabende ressourcer og udnyttelsen af befolkningen i Mellemøsten, i Nordafrika og i området generelt. I takt med eskaleringen af den kapitalistiske krise og den imperialistiske aggression har Parlamentet dækket over den tyrkiske regerings antigræsrodspolitik og angrebet på de tyrkiske arbejderes sociale rettigheder og græsrodsfriheder. Den tyrkiske regering betragter fortsat græsrødder, der protesterer mod krænkelser af kurdernes rettigheder, som terrorister. Parlamentet tolererer Tyrkiets uforsonelighed over for og angreb på Republikken Cypern. Det har stemt imod forslagene og ændringsforslagene om Republikken Cypern og dets juridiske rettigheder i området. Grækenlands Kommunistiske Parti er helt imod Tyrkiets tiltrædelse af EU, fordi det bekæmper denne imperialistiske organisation. Parlamentets medlemmer fra Grækenlands Kommunistiske Parti stemte imod betænkningen om Tyrkiet, da Tyrkiets tiltrædelse af EU kun vil skabe problemer for arbejderne.

  Pino Arlacchi (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg vil gerne begrunde, hvorfor jeg ikke deltog i afstemningen om beslutningen om Tyrkiet. Jeg deltog ikke, fordi der efter min mening ikke er nogen positiv inspiration, og der er ikke nogen klar anerkendelse af en række hovedtræk i den tyrkiske regerings seneste tiltag. Der gives udtryk for en alt for formynderisk holdning til et mægtigt land, som ikke fortjener en sådan behandling.

Der stilles for mange krav til Tyrkiet, de er for detaljerede, og der er alt for mange urealistiske standarder, der skal opfyldes. Hvis EU-medlemsstaterne selv skulle opfylde disse standarder, var der flere, som ikke ville opfylde kriterierne for EU-medlemskab. Jeg håber, at denne holdning til Tyrkiet vil ændre sig over tid, og jeg håber, at Parlamentet vil vise større støtte til målet om at optage Tyrkiet i EU snarest muligt.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for denne betænkning. Tyrkiet har afgivet tilsagn om reformer, gode naboskabsforbindelser og en gradvis tilpasning til EU. Tyrkiets tilsagn og bestræbelser skal opfattes som en mulighed for, at Tyrkiet selv gennemfører yderligere moderniseringer på baggrund af de tyrkiske borgeres og civilsamfundets støtte til en yderligere demokratisering af Tyrkiet og deres ønske om et åbent og pluralistisk samfund. Selv om der er sket fremskridt på nogle områder, er situationen i Tyrkiet fortsat meget kompliceret. Indtil videre har Tyrkiet kun langsomt gjort fremskridt med hensyn til reformer. Den vedvarende konfrontation mellem de politiske partier og regeringens og oppositionens manglende vilje til at arbejde hen imod at nå til enighed om vigtige reformer betyder, at der ikke er nogen mærkbar indvirkning, og på nogle områder forværres situationen, navnlig med hensyn til pressefrihed. Den tyrkiske regering har givet tilsagn om at foretage gennemgribende reformer for at modernisere landet, og den skal derfor gøre en større indsats for at skabe en demokratisk stat baseret på princippet om magtens deling og balance mellem den udøvende, den lovgivende og den dømmende magt og på respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder.

  Mara Bizzotto (EFD), skriftlig. – (IT) For femte år i træk har Tyrkiet ikke opfyldt EU's krav. Der er kommet flere fundamentalistiske bevægelser, som regeringen ikke bekæmper på grund af dens nationalistiske og islamiske holdninger.

Religiøse kristne mindretals og kvinders status er blevet forringet gennem flere år. Tyrkiet ønsker derfor ikke at nå op på vestlige demokratiske standarder, men er på ny slået ind på islamificering og bevæger sig således endnu længere væk fra tiltrædelse. Et land, der ønsker at spille en ledende rolle i den arabisk-muslimske verden med en aggressiv udenrigspolitisk over for Vesten og Israel, er et land, der selv viser, hvorfor min gruppe længe har været uenig med tilhængerne af Tyrkiets tiltrædelse.

Selv om ordføreren på den ene side kaster lys over mange problematiske aspekter, der er dukket op i de senere år, bifalder hun også de "fremskridt", som den tyrkiske regering har gjort på nogle områder. I bund og grund holder ordføreren døren til Europa på vid gab for Ankara, og derfor stemte jeg imod betænkningen. Tyrkiet er ikke Europa og bliver det heller aldrig, hverken kulturelt eller politisk. Tyrkiets tilbageskridt bør få selv de mest ihærdige tilhængere til at opgive tanken om, at dette land bør inddrages i det europæiske projekt.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) Parlamentet skal fortsat opmuntre stater, der ønsker at tiltræde EU, idet disse lande kun kan nå op på medlemsstaternes fælles demokratiske og økonomiske standarder, hvis de tilskyndes til demokratiske forandringer, og der gribes hurtigt ind over for misbrug eller uduelighed. Derfor bør vi naturligvis glæde os over de første skridt hen imod forfatningsreform i Tyrkiet, hvilket imidlertid gør det klart, at der skal gennemføres overordnede systemreformer. Tyrkiets politiske problemer, landets forhold til Grækenland, der stadig er anspændt og endog er gået i hårdknude, den prekære dialog mellem de politiske partier og undermineringen af pressefriheden forsinker tiltrædelsesforhandlingerne. Tyrkiets umiddelbare mål vil sandsynligvis være fritagelse fra visumpligten, som medlemsstaterne har pålagt tyrkiske borgere. Afslutningen af forhandlingerne om en tilbagetagelsesaftale vil ganske rigtigt sikre en bedre forvaltning af migration.

Kommissionen skal indlede dialogen med Tyrkiet om visa, så snart aftalen træder i kraft. Europa har ikke råd til, at en så stor stat som Tyrkiet er frustreret over behandlingen af landets borgere. Tyrkiet forventer sandsynligvis, at Parlamentet i sin beslutning vil bakke Tyrkiet mere op. Parlamentet siger, at forhandlingsprocessen med EU er langvarig og åben, med det afspejler imidlertid ikke virkeligheden i Tyrkiet.

  Philippe de Villiers (EFD), skriftlig. – (FR) Medlemsstaterne har helt klart alt at vinde ved at opretholde gode forbindelser med Tyrkiet, men EU har endnu engang bragt sig selv i miskredit med denne betænkning om Tyrkiets fremskridt imod tiltrædelse.

For det første lytter EU stadig ikke til Europas befolkning, der er bekymret over disse udsigter, der betyder, at der anvendes flere hundrede millioner euro helt vilkårligt hver år (i førtiltrædelsesbistand), og vi får intet til gengæld.

For det andet anerkender Unionen, selv om den ikke har taget ved lære heraf, at Tyrkiet lader hånt om folkeretten i Cypern og om grundlæggende rettigheder i Tyrkiet, håner sine armenske og græske naboer, undertrykker de mindretal, der lever på dets territorium, og ikke engang nedlader sig til at opfylde indgåede forpligtelser over for Unionen.

Hvornår får vi modet til at slippe fri af denne fælde? Vil vores ledere vende tilbage til virkeligheden og foreslå et partnerskab med Tyrkiet i stedet for tiltrædelse?

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, da jeg mener, at reformerne i Tyrkiet, selv om de er vigtige, har været for langsomme. Det er værd at understrege den nylige ændring af lovgivningsrammen, der styrker kvinders rettigheder og bidrager til større ligestilling mellem kønnene, men der skal stadig gøres en stor indsats for at vende den lave beskæftigelsesfrekvens for kvinder.

  Göran Färm, Olle Ludvigsson, Marita Ulvskog og Åsa Westlund (S&D), skriftlig. – (SV) De svenske socialdemokrater støtter kravet til Tyrkiet om at anerkende folkedrabet. Vi mener imidlertid, at det er vigtigt, at den kritik, der rettes mod Tyrkiet, fordi landet ikke anerkender folkedrabet, ikke bruges som et våben af de – desværre – fremmedfjendtlige kræfter, der ønsker at holde Tyrkiet uden for EU for enhver pris. Vi mener, at det er vigtigt at fortsætte forhandlinger om medlemskab med Tyrkiet og at lægge pres på landet, således at det opfylder Københavnskriterierne, fordi det vil tvinge Tyrkiet til at opfylde menneskerettighedskravene og indtage en mere progressiv holdning til mindretal som kurderne, armenierne, assyrerne og syrerne, som efter vores opfattelse måske ville få størst gavn af Tyrkiets tiltrædelse af EU – et reelt demokratisk EU, der accepterer mangfoldighed. Vi undlod derfor at deltage i afstemningen om ændringsforslag 38.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) I lyset af malstrømmen af ustabilitet i det sydlige Middelhavsområde og hele den muslimske verden er det klart, at det tyrkiske regime på trods af sine svagheder har været i stand til at udvikle sig på en mere fredelig og velordnet måde, og at det har forsøgt at skabe konvergens og blive integreret i EU gennem en tilpasning af standarder og bedste praksis. Tyrkiet er i dag en regional magtfaktor, som EU skal være særlig opmærksom på, da forbindelserne mellem EU og Tyrkiet er af afgørende betydning. Når det er sagt, skal det anerkendes, at Tyrkiet stadig ikke opfylder alle de objektive kriterier for at blive et fuldgyldigt medlem af EU, og at de reformer, der er blevet gennemført for nylig, ikke vil få de forventede resultater før om nogen tid. Jeg håber, at Tyrkiets demokratiseringsbestræbelser vil lykkes, og at landets fremtidige forbindelser med Unionen – uanset hvilken form de tager – vil blive tættere og dybere til gavn for begge parter.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Forhandlingerne om Tyrkiets tiltrædelse af EU blev indledt i oktober 2005, og denne proces er stadig i gang, og der er langt fra udsigt til en afslutning i nær fremtid. EU, som er interesseret i at opretholde gode naboskabsforbindelser, glæder sig over denne integration, da EU betragter Tyrkiet som en strategisk partner. Der er imidlertid en række problemer, der hindrer videreførelsen af denne proces. Det første problem er den manglende respekt for grundlæggende rettigheder såsom ytringsfrihed, respekt for mindretal og retsstatsprincippet. EU mener, at denne situation er uacceptabel, og at den kun forværres af besættelsen af en stor del af Cyperns territorium. Tyrkiet skal derfor dokumentere, at landet er i gang med at indføre forandringer, navnlig ved at gennemføre den lovgivning, der blev ændret i 2007, og ved fuldt ud at opfylde de tilsagn, der er blevet givet til EU. Jeg stemmer for denne betænkning og håber, at den tyrkiske regering vil følge de vedtagne henstillinger hurtigst muligt, da de vil være til gavn for den tyrkiske befolkning.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Tyrkiet besætter militært en del af en EU-medlemsstat, nemlig Republikken Cypern. På trods af den cypriotiske regerings indsats for at løse problemet, og selv om den gentagne gange har givet udtryk for sin gode vilje til at nå frem til en retfærdig løsning, viser de tyrkiske myndigheder ingen tegn på, at de ønsker at gøre samme indsats. De overholder ikke FN's resolutioner og besætter og koloniserer den nordlige del af øen. Det burde være et centralt punkt i denne beslutning. Ordføreren forholder sig imidlertid passivt til fortsættelsen af denne situation. Der siges desuden intet om undertrykkelsen af arbejdstagere, fagforeningsmedlemmer og venstreorienterede i Tyrkiet samt om det kurdiske mindretal. Dem, der har stemt for denne beslutning, ønsker i stedet at opfordre Tyrkiet til at "støtte og aktivt bidrage til gennemførelsen af EU's politik og aktioner i Sortehavsområdet", navnlig på energiområdet, og understreger Tyrkiets "konstruktive engagement" i NATO-operationer i Afghanistan og på Balkan og fornyelsen af Tyrkiets "nære forbindelser med Israel". Disse overvejelser vidner om den dybere mening og betydning af EU-udvidelsesprocesser, der i det konkrete tilfælde med Tyrkiet er at gennemtvinge EU-magternes ønsker og de interesser, som de tjener.

  Carlo Fidanza (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg glæder mig over betænkningen, der er udarbejdet af min hollandske kollega i Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater), fru Oomen-Ruijten. Teksten er meget afbalanceret. Der sættes fokus på en række af de kritiske spørgsmål, der stadig skal løses i processen med at bringe Tyrkiet tættere på EU, og det understreges ligeledes, at de tyrkiske myndigheder ud over det uløste spørgsmål om det armenske folkedrab også skal tage ansvar for besættelsen af en del af øen Cypern og for striden med Republikken Cypern, der har været en medlemsstat siden 2004.

Et andet grundlæggende punkt er den tværreligiøse dialog med forskellige samfund, herunder det kristne samfund, og navnlig disse samfunds muligheder for at opnå status som juridiske personer for at åbne og drive religiøse samlingssteder. Jeg mener, at tiden er inde til at stoppe hykleriet og de stadige angreb på den tyrkiske befolkning, da vi allerede fra starten vidste, at det ville blive vanskeligt at overvinde forhindringerne. Tyrkiet er ikke Europa, hverken kulturelt eller geografisk, selv om landet har yderst stærke handelsforbindelser med Europa. Jeg mener derfor, at det vil være mere hensigtsmæssigt at etablere et privilegeret kommercielt partnerskab i stedet for at insistere på den lange og bugtende vej til tiltrædelse.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Som det er blevet understreget, giver forhandlingerne om Tyrkiets tiltrædelse af EU anledning til en lang række spørgsmål. Denne proces fremmes af de største magter i EU, og den er ikke uden selvmodsigelser, da formålene er integration af dette store land i EU's indre marked, kontrol med landets økonomi og udnyttelse af dets geostrategiske position i forhold til Mellemøsten, Kaukasus og Centralasien, navnlig for at få adgang til og kontrol over energikilderne og markederne i disse regioner.

Beslutningen er instruktiv på dette punkt, idet Tyrkiet opfordres til at "støtte og aktivt bidrage til gennemførelsen af EU's politik og aktioner i Sortehavsområdet", navnlig på energiområdet, og det henvises til Tyrkiets "konstruktive engagement" i NATO-operationer i Afghanistan og på Balkan og fornyelsen af Tyrkiets "nære forbindelser med Israel".

Der siges intet i beslutningen om undertrykkelsen af arbejdstagere, fagforeningsmedlemmer og venstreorienterede i Tyrkiet og af den tyrkiske befolkning. Med hensyn til Cypern fastholder et flertal i Parlamentet den sædvanlige tvetydighed, selv om det ikke er klart hvorfor, da Tyrkiet ikke har taget nogen skridt til at anerkende Cypern, en EU-medlemsstat, men fortsætter sin militære besættelse af den nordlige del af øen og fremmer bosættelsen af tyrkiske statsborgere for at ændre den demografiske balance i strid med FN's resolutioner.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. – (FR) De store grupper har ikke haft modet til at forsvare deres egne politiske valg vedrørende Tyrkiets tiltrædelse af EU i udvalget. For at undgå at tale om fuldt medlemskab af EU – venstrefløjen – eller om et privilegeret partnerskab – den såkaldte højrefløj – har de indgået en aftale. De har truffet det sædvanlige meningsløse valg, nemlig den "åbne" proces – med andre ord en proces, hvis resultat ikke er givet på forhånd. Hvem ønsker imidlertid at føre forhandlinger uden klart fastlagte mål? Befolkningen i Europa, der i altovervejende grad er imod denne tiltrædelse, og hvis regeringer i lighed med Parlamentet nægter at lytte til befolkningen, holdes for nar. Parlamentet, der hvert år beklager, at Tyrkiet ikke opfylder sine forpligtelser, at reformerne er langsomme, at vilkårene for kvinder og kristne mindretal forværres, at landet er i konflikt med en medlemsstat...

Og som overhovedet ikke tager ved lære heraf! Tyrkiet og den tyrkiske befolkning holdes også for nar – med katastrofale diplomatiske konsekvenser, som vi så for nylig i forbindelse med hr. Erdoğans besøg i Tyskland og hr. Sarkozys besøg til Tyrkiet. Nicolas Sarkozy har heller ikke sine overbevisningers mod. Går han ind for et partnerskab og ikke for tiltrædelse? Så skulle han sige det klart og handle derefter.

  Catherine Grèze (Verts/ALE), skriftlig – (FR) Jeg går ind for disse forhandlinger og for Tyrkiets optagelse i EU, men kun på betingelse af, at menneskerettighederne og demokratiet respekteres Derfor stemte jeg for ændringsforslaget om anerkendelse af det armenske folkemord, en væsentlig historisk handling og forudsætning for Tyrkiets medlemskab af EU.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette dokument, fordi der indledtes tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet den 3. oktober 2005 efter Rådets godkendelse af forhandlingsrammerne, og fordi indledningen af disse forhandlinger har været udgangspunktet for en langvarig og åben proces. Tyrkiet har givet tilsagn om reformer, gode naboskabsforbindelser og en gradvis tilpasning til EU, og disse bestræbelser skal opfattes som en mulighed for, at Tyrkiet selv gennemfører moderniseringer. Fuldstændig overholdelse af alle Københavnskriterierne i overensstemmelse med konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde i december 2006 er fortsat grundlaget for tiltrædelse af EU, som er et fællesskab baseret på fælles værdier. Jeg vil gerne fremhæve de vigtigste aspekter og prioriteringer i forbindelse med denne integration, nemlig opbygningen af gode naboskabsforbindelser, udvidelse af samarbejdet mellem EU og Tyrkiet, forøgelse af den sociale samhørighed og velstand og opfyldelse af Københavnskriterierne.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE), skriftlig. – (FI) Tyrkiet har ønsket medlemskab af EU siden 1960'erne, men nu er forhandlingerne om medlemskab i praksis strandet. Tyrkiet er nødt til at se sig selv i spejlet. Landet har ikke gennemført Ankaraprotokollen eller anerkendt Cypern. Tyrkiet er desuden nødt til at gennemføre reformer af de borgerlige frihedsrettigheder og menneskerettighederne inden tiltrædelse af EU. Dette omfatter religionsfrihed og anerkendelse af kvinders rettigheder. Det er kendsgerningerne. Unionen bør imidlertid også se sig selv i spejlet. Der er stærk modstand mod Tyrkiet i EU på grund af fordomme og en frygt for det anderledes. De store medlemsstater som Tyskland og Frankrig er bange for Tyrkiet, som er et stort, indflydelsesrigt land. Situationen i Nordafrika har endnu engang vist, at Tyrkiet er en dygtig udenrigspolitisk aktør. Tyrkiet er rent faktisk dygtigere end EU eller de enkelte medlemsstater.

Siden 1990'erne har Tyrkiet opbygget gode naboskabsforbindelser og stabilitet i regionen – ved Tyrkiets grænser med Europa, Sydkaukasus, Centralasien og Mellemøsten. De unge i Nordafrika, som er stærkt optaget af reformer, betragter Tyrkiet som et foregangseksempel. Tyrkiet er en stærk økonomisk aktør. I modsætning til den europæiske økonomi er Tyrkiets økonomi dynamisk og i vækst på trods af den økonomiske krise og recession, der har ramt Europa og resten af verden. Det kan vi ikke se bort fra.

  Sandra Kalniete (PPE), skriftlig. – (LV) I dag, hvor vi med tilbageholdt åndedræt og håb følger de revolutioner, der er skyllet ind over en række arabiske lande, bliver jeg blot endnu mere overbevist om, at det er en geostrategisk nødvendighed, at Tyrkiet bliver medlem af EU. Tyrkiet er en demokratisk islamisk stat, som kan tjene som et inspirerende eksempel for andre arabiske lande, der ønsker at indføre et demokratisk regeringssystem baseret på retsstatsprincippet og respekt for menneskerettigheder, samtidig med at de fastholder deres religiøse værdier. Det bekymrer mig, at vi sender det forkerte signal til borgerne i Tyrkiet og øger EU-fjendtlige og islamiske fundamentalistiske kræfters indflydelse. Vi må forstå, at vi på denne måde også gør dem, der ikke ønsker, at EU skal være den vigtigste aktør på den globale scene, en tjeneste. Vi må se sandheden i øjnene og erkende, at Europa ikke i øjeblikket kan konkurrere med lande som Kina, Indien og Brasilien med hensyn til økonomisk udvikling. Hvis vi optager Tyrkiet i EU, bliver vi større og får større økonomisk indflydelse.

Vi er også nødt til at anerkende Tyrkiets stabiliserende geopolitiske betydning. Jeg ved fra Letland, at tiltrædelsesforhandlinger er et vigtigt instrument til fremme af reformer, og det er derfor vigtigt, at EU indleder forhandlinger om nye kapitler med Tyrkiet. Tyrkiets ønske om at indlede forhandlinger med EU om indførelsen af en visumfri ordning er berettiget. Den tyrkiske regering har gjort betydelige fremskridt, og jeg vil derfor gerne understrege, at kritik i EU-rapporter om Tyrkiets fremskridt bør være baseret på en objektiv vurdering af landets resultater.

  Ramona Nicole Mănescu (ALDE), skriftlig. – (RO) Tyrkiet har haft en bemærkelsesværdig økonomisk vækst og har således på 10 år formået at hoppe fra 27. pladsen til 16. pladsen på listen over verdens økonomier. Det er EU's syvendestørste handelspartner, og EU er Tyrkiets største handelspartner. Omkring 88 % af de direkte udenlandske investeringer i Tyrkiet kommer fra EU-medlemsstater, hvilket viser, hvor solide vores forbindelser er. I politisk henseende er Tyrkiet en model, når det gælder stabilitet og demokrati, for muslimske stater. Der bør sættes skub i forhandlingerne med Tyrkiet. Jeg mener f.eks., at det er vigtigt at indlede forhandlingerne om kapitel 15 om energi, også for EU-medlemsstaterne. Vi må ikke se bort fra Tyrkiets strategiske betydning for Unionens energiforsyningssikkerhed på et tidspunkt, hvor vi ønsker at diversificere forsyningskilderne, hvilket Nabuccogasrørledningsprojektet er et vigtigt eksempel på. Jeg mener derfor, at Tyrkiet skal inddrages tæt, endog inden tiltrædelse, i EU's energiprojekter eller i det regionale samarbejde i Sortehavs- og Middelhavsområdet.

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for denne betænkning, hvori ordføreren roser de tyrkiske borgere og civilsamfundet for deres støtte til en yderligere demokratisering af Tyrkiet og deres ønske om et åbent og pluralistisk samfund, men samtidig konstaterer, at Tyrkiet kun langsomt gør fremskridt med hensyn til reformerne, erindrer om, at den tyrkiske regering har givet tilsagn om at foretage gennemgribende reformer med henblik på at opfylde Københavnskriterierne og med henblik på Tyrkiets egen modernisering, og opfordrer regeringen til øge sin indsats i denne henseende.

  Kyriakos Mavronikolas (S&D), skriftlig. – (EL) Tyrkiet har ikke ændret holdning til hverken EU eller Cypern gennem det sidste år. Tyrkiske koloniherrer og besættelsestropper er stadig på øen. Det er vigtigt at bemærke, at tyrk-cyprioterne i den besatte del af Cypern demonstrerer imod Tyrkiet og protesterer imod deres økonomiske problemer på grund af tilstedeværelsen af den tyrkiske besættelseshær. Den tyrkiske premierminister Erdoğan indrømmede i en erklæring, hvori han henviste til de tyrkisk-cypriotiske demonstrationer, at Tyrkiet havde invaderet Cypern for at tjene landets egne strategiske interesser.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) I denne beslutning belæres Tyrkiet om demokrati. Det er ikke altid passende. For under to måneder siden glædede Parlamentet sig over forhandlingerne mellem Kommissionen og diktatoren oberst Gaddafi. Og hvad med integrationen mellem Unionen og Tyrkiet?

Det er rent faktisk utåleligt, at Parlamentet føler sig berettiget til at gøre et partnerland opmærksom på nødvendigheden af magtens deling, når Parlamentet ikke selv stiller sådanne krav i Unionen. Det er imidlertid endnu værre, at Parlamentet i denne beslutning truer med at indstille EU-tiltrædelsesforhandlingerne, hvis Tyrkiet ikke straks opfylder Unionens neoliberale dogmer, og henviser til Københavnskriterierne. Enhver, der virkelig har almenvellets interesser på sinde, ved, at EU er nødt til at ændre sig, før det udvides. Jeg er imod yderligere tiltrædelser, før der er blevet sat en stopper for den sociale dumping, men jeg stemmer imod denne arrogante tekst.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Tyrkiets mulige tiltrædelse af EU foranlediger stadig væsentlige forbehold. Disse bygger bl.a. på, at landet fortsat har besat en del af Cypern, nægter at åbne havne og lufthavne i området, krænker politiske, religiøse og etniske minoriteters rettigheder, diskriminerer mod kvinder, udelukker politiske partier og tilbagekalder love, der begrænser militærdomstolenes kompetence. Der er også andre grundlæggende problemer. Det meste af Tyrkiet er ikke geografisk en del af Europa. Tyrkiet har en islamisk identitet, som er meget forskellig fra de fleste EU-landes jødisk-kristne identitet. Landets sekularitet opretholdes kun med militær magt. Fri bevægelighed for personer fra det, der ville blive det land med den største befolkning i EU, ville skabe stor uligevægt på arbejdsmarkedet. Intet af dette forhindrer dog anerkendelse af den indsats, Tyrkiet har gjort i de senere år for at leve op til visse af EU's kriterier, og vi må anerkende den uvurderlige rolle, som dette land spiller i Nato. Det er relevant at overveje, om det ville være bedre at sikre Tyrkiet en privilegeret partnerskabsstatus med EU frem for at skabe falske forventninger og håb om et egentligt medlemskab, som ville være vanskeligt efter omstændighederne.

  Willy Meyer (GUE/NGL), skriftlig. – (ES) Jeg går ind for Tyrkiets tiltrædelse af EU og glæder mig over de fremskridt, som landet har gjort til gavn for sine borgere. Samtidig skal det dog nævnes, at for at Tyrkiet kan tiltræde som EU-medlemsstat, skal landet ligesom ethvert andet kandidatland opfylde Københavnskriterierne og forpligtelserne over for EU og medlemsstaterne. Det er nødvendigt, at Tyrkiet overholder folkeretten, og landet må gøre meget mere med hensyn til det kurdiske problem, anerkendelse af det armenske folkemord og normalisering i forhold til nabolandene. Tyrkiet må således trække sine besættelsestropper ud af Republikken Cypern.

  Louis Michel (ALDE), skriftlig. – (FR) Efter min mening har det afgørende betydning, at Tyrkiet med tiden tiltræder EU, hvis vi i EU ønsker at øge vores politiske, strategiske og økonomiske indflydelse på internationalt plan. Det vil gavne europæerne mindst lige så meget som tyrkerne at integrere landet i EU.

Vi må ikke glemme, at Tyrkiet traditionelt set er et sekulært land. Det har stor indflydelse og er rigt på menneskelige ressourcer. Det udgør en adgangsvej til markederne og energiforsyningsruterne i Asien og Mellemøsten. Desuden er landet en absolut pålidelig samarbejdspartner i NATO. Det er også værd at nævne nogle af de tyrkiske myndigheders bestræbelser med hensyn til respekt for menneskerettighederne. Således er vedtagelsen af ændringer af forfatningen et skridt i retning af de demokratiske standarder, der er nødvendige for tiltrædelse.

Selv om den nye radio- og tv-lovgivning er et fremskridt, som vi må hilse velkommen, er der dog grund til bekymring, hvad angår ytringsfriheden og navnlig pressefriheden. Ligeledes er en løsning af Cypern-problemet en forudsætning for fremskridt i tiltrædelsesprocessen.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (EN) Tyrkiets tiltrædelse af EU har ikke strategisk interesse for EU, før Tyrkiet indrømmer folkemordet mod armenierne og trækker sine tropper ud af Cypern. Jeg stemte både imod forslagene som helhed og flere separate odiøse punkter.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Statusrapporten om tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet var endnu en gang særdeles tankevækkende. Men hvad andet kunne man forvente efter omstændighederne? Tyrkiet er ikke et europæisk land – hverken geografisk, kulturelt eller historisk – og derfor har landet en anden tilgangsvinkel til mange spørgsmål. På den baggrund forbløffer det mig altid at se, hvordan denne forsamling formår at nå frem til så politisk korrekte og positive beslutninger om dette emne. Sandheden får aldrig lov til at komme frem, og klare formuleringer skal så vidt muligt undgås. Det er virkelig på tide at gå til bekendelse over for Tyrkiet. Vi må gøre det klart for tyrkerne, at de er vores venner og partnere på mange områder, men at tiltrædelse af EU simpelthen ikke er mulig.

Fornuftige kræfter i Tyrkiet har for længst erkendt, at tiltrædelse af EU ikke er det mest ønskelige for landet. I betragtning af sin beliggenhed og de mange forbindelser med de tyrkiske folk i Kaukasus og med araberne indtager Tyrkiet en vigtig strategisk position i Mellemøsten. EU bør tage hensyn til dette og anerkende Tyrkiet som en vigtig strategisk partner ud over landets grænser.

  Claudio Morganti (EFD), skriftlig. – (IT) Jeg undrer mig over, hvordan det kan lade sig gøre, at man i dette forslag undlader at nævne en række grundlæggende problemer vedrørende Tyrkiet, navnlig den katastrofale situation på Cypern. I den nordlige, tyrkisk kontrollerede del af øen forekommer der jævnligt systematiske krænkelser af grundlæggende rettigheder, og Tyrkiet forsøger at etablere flere bosættelser, hvilket bestemt ikke vil gavne den fredsproces, som vi håber på.

Et andet grundlæggende problem, der forbløffer mig, og som ikke er blevet fremhævet tydeligt nok, er Tyrkiets stædige benægtelse af det folkemord mod armenierne, som fandt sted i sidste århundrede. Blandt andet af disse årsager stemte jeg imod forslaget, ligesom jeg på det kraftigste modsætter mig Tyrkiets mulige tiltrædelse af EU i fremtiden.

  Justas Vincas Paleckis (S&D), skriftlig. – (LT) EU behøver Tyrkiet, og Tyrkiet behøver EU. Tættere forbindelser er vigtige, ikke blot hvad angår samhandel, økonomiske bånd og investeringer. For næsten 100 år siden kom Tyrkiet Europa i møde, og landet kan og skal udgøre en bro, der forbinder vores kontinent med den muslimske verden. Desværre må man erkende, at forhandlingerne om Tyrkiets tiltrædelse af EU har mistet pusten. EU venter på fremskridt, navnlig hvad angår beskyttelse af menneskerettigheder, ligestilling mellem kønnene og sikring af ytringsfriheden, pressefriheden og religionsfriheden. Normalisering af forholdet til Cypern er et andet vigtigt spørgsmål. Denne konflikt skal løses på en måde, som gavner både Tyrkiet og Cypern. Det er vigtigt at finde en fredelig løsning på konflikten.

Begivenhederne i Nordafrika viser det store bidrag, som Tyrkiet kan yde med hensyn til at udbrede stabilitet og demokratiske værdier. Befolkningen i Libyen, Egypten og andre arabiske nationer ser Tyrkiet og EU som et eksempel til efterlevelse. Jeg stemte for beslutningsforslaget, fordi det er velafvejet. Det afspejler fint omfanget af Tyrkiets integration i EU i 2010. Jeg har altid bakket op om tyrkisk medlemskab. Landet er dog nødt til at gennemføre Ankaraprotokollen og gøre en yderligere indsats, navnlig hvad angår mindretal, kvinder, pressefrihed og retsstatsprincippet.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for forslaget til Parlamentets beslutning om statusrapport 2010 for Tyrkiet. Kommissionens årsrapport viser, at moderniseringen af Tyrkiet i retning af et demokratisk og pluralistisk system er en langsom og smertelig proces, men at regeringen, borgerne og civilsamfundet i Tyrkiet arbejder hen imod det. Det hjemlige politiske mundhuggeri over reformer gør det ikke lettere at nå de europæiske standarder, men det viser dog et engagement med hensyn til forandring og modernisering. Den seneste tids begivenheder i Middelhavsområdet viser, hvor vigtigt det er at vurdere reformerne og situationen lidt efter lidt og undgå at anlægge en forenklet tilgang til spørgsmålet.

  Georgios Papanikolaou (PPE), skriftlig. – (EL) Jeg stemte for forslaget til beslutning om statusrapport 2010 for Tyrkiet. Bortset fra alt andet rummer det en vigtig opfordring til den tyrkiske regering om at gennemføre de bilaterale tilbagetagelsesaftaler, der er indgået, indtil tilbagetagelsesaftalen mellem EU og Tyrkiet træder i kraft. Denne opfordring er så meget desto vigtigere i lyset af de seneste begivenheder i Nordafrika, hvor Grækenland blev centrum for en indvandringsbølge. Uanset hvor vi befinder os, og hvor vi står, må vi i denne situation lægge vægt på den fare for indvandring, som vi måske kommer til at stå over for. Vi kan ikke blot passivt se til, mens noget sådant udfolder sig. Som kandidatland bør Tyrkiet samarbejde med EU, så vi sammen med Grækenland og de øvrige medlemsstater kan begrænse strømmen af indvandrere, der forsøger at rejse illegalt ind i EU.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) I forslaget til beslutning om Tyrkiet retter man opmærksomheden mod situationen vedrørende menneskerettigheder. Det konstante dødvande mellem Tyrkiet og Cypern, den vanskelige dialog mellem de politiske partier og undermineringen af pressefriheden, kvindernes rettigheder og andre grundlæggende rettigheder er ifølge beslutningsforslaget nogle af de faktorer, der har medvirket til at sinke tiltrædelsesforhandlingerne. Forhandlingerne betragtes som "en langvarig og tidsubegrænset proces". Jeg mener, at Tyrkiets tiltrædelse af EU skal ses som en strategisk fordel for både EU og Tyrkiet. Derfor opfordrer jeg den tyrkiske regering til at intensivere reformprocessen med henblik på at opfylde tiltrædelseskriterierne fuldt ud.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Processen med at bringe Tyrkiet tættere på EU's målsætninger har været langvarig og vil vare længe endnu. Jeg har derfor altid været fortaler for at udbygge forbindelserne mellem EU og Tyrkiet gennem en gradvis indgåelse af partnerskaber på forskellige områder. Efter min mening vil det hverken gavne EU eller Tyrkiet at skabe forventninger om integration på lang sigt.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) På trods af de fremskridt, der er nævnt under forhandlingen, og den "åbning", der har fundet sted, er der fortsat problemer med hensyn til kvinder, mindretal, ytringsfrihed og pressefrihed, sociale skævheder, fattigdom, børns rettigheder, uddannelse, et uafhængigt retsvæsen og hærens indblanding på det politiske område.

Kommissionen bemærker, at der er sket lovgivningsmæssige fremskridt, men at højtstående ansatte i hæren dog er fremkommet med en række udtalelser, som rækker ud over deres beføjelser, navnlig vedrørende retlige spørgsmål. Hvad angår retsvæsenet konkluderer Kommissionen, at undersøgelser af visse højt profilerede sager fortsat vækker bekymring, og at der derfor er behov for at forbedre ikke blot indsatsen hos politiet og gendarmeriet, men også samarbejdet mellem politiet og henholdsvis gendarmeriet og retsvæsenet.

  Licia Ronzulli (PPE), skriftlig. – (IT) Der er stadig mange uafklarede spørgsmål vedrørende fremskridtene i forhandlingerne om Tyrkiets tiltrædelse af EU.

For det første skal det tilbagevendende problem med Cypern afklares mellem det græsk-cypriotiske og det tyrkisk-cypriotiske samfund, og man skal have forhandlet tilbagetrækningen af tyrkiske tropper. Disse forhandlinger befinder sig lige nu i en særlig vanskelig fase. Derudover må der igen rejses tvivl om Tyrkiets kulturelle baggrund, da landet er tæt knyttet til islamiske traditioner – langt fra Europas katolske og kristne rødder.

  Oreste Rossi (EFD), skriftlig. – (IT) Selv om man i forslaget til beslutning i stærke vendinger kritiserer Tyrkiet, er man fortsat fast besluttet på, at landet skal optages i EU. Dette kan vi ikke støtte, og det skyldes mange faktorer, der viser, at landet intet har til fælles med resten af Europa. Her tænker jeg bl.a. på geografisk placering, religiøs overbevisning, den militaristiske beslutning om fortsat at besætte en del af EU i det nordlige Cypern, begrænsning af presse- og ytringsfriheden, religiøs diskrimination og krænkelse af kvinders rettigheder, som fører Tyrkiet stadig længere væk fra Europa.

Den dag i dag må andre religioner end islam ikke åbne og drive religiøse samlingssteder, missionere eller uddanne gejstlige, og de kan ikke opnå status som juridiske personer. Den tyrkiske regering ønsker ikke at efterleve vigtige EU-traktater og -protokoller, og den samarbejder ikke i tilstrækkeligt omfang, hvad angår kontrol med ulovlig indvandring. Derfor stemte jeg imod forslaget.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. – (NL) Jeg har altid støttet Tyrkiets tiltrædelse af EU, forudsat at Københavnskriterierne efterleves, og Tyrkiet gennemfører den gældende fællesskabsret. Jeg har i dag stemt for forslaget til beslutning om statusrapporten for Tyrkiet. I forslaget udtrykker man et klart og afbalanceret politisk budskab umiddelbart før parlamentsvalget. Tyrkiet har ydet en stor indsats på vejen mod medlemskab, herunder en delvis revision af landets forfatning, civil kontrol med militæret og en delvis reform af retsvæsenet. Der er imidlertid behov for yderligere foranstaltninger, og tempoet skal bestemt sættes i vejret. Parlamentet påpeger, at bedre sikring af menneskerettigheder, bl.a. for kvinder og mindretal, og et uafhængigt retsvæsen er afgørende. Desuden skal der lægges vægt på at sikre ytringsfriheden, navnlig pressefriheden, da denne for nylig atter blev sat under pres på baggrund af anholdelsen af journalister. Det er dog nødvendigt, at Tyrkiet opmuntres til at udfylde den eksemplariske rolle, som landet kan spille for demokratiseringsprocessen i den arabiske verden. Jeg finder det derfor beklageligt, at der stadig er afgørende dele af tiltrædelsesforhandlingerne, der blokeres af forskellige medlemsstater.

  Catherine Stihler (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg støttede dette forslag, hvori man anerkender de forfatningsmæssige ændringer, der har fundet sted i Tyrkiet, men også berører områder, som fortsat er problematiske, såsom den manglende gennemførelse af Ankaraprotokollen. Ved at tilskynde Tyrkiet til fortsat at gennemføre reformer håber Parlamentet at se forbedringer med hensyn til menneskerettigheder og ligestillingslove, som vil gavne de tyrkiske borgere.

  Thomas Ulmer (PPE), skriftlig. – (DE) Statusrapporten for Tyrkiet viser ganske klart svaghederne ved de hidtil anvendte procedurer. Tyrkiet lever tydeligvis ikke op til forventningerne. Der må ikke ydes rabat på tiltrædelse, hvilket Gruppen for Det Fremskridtive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet og Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance har efterlyst. I denne forbindelse må vi også se kritisk på hr. Erdoğans optræden i Tyskland, hvor han har opfordret tyrkerne i Tyskland til at undlade at integrere sig. Denne slags udtalelser, som ikke gavner det gode samarbejde, er en ordentlig begmand for både Tysklands og EU's bestræbelser. Endvidere lader situationen med hensyn til pressefrihed og løsning af Cypern-problemet stadig meget tilbage at ønske.

  Geoffrey Van Orden (ECR), skriftlig. – (EN) Jeg har konsekvent støttet Tyrkiets tiltrædelse, omend jeg er helt bevidst om de alvorlige problemer, der skal løses. Statusrapporten 2010 er et forholdsvis velafbalanceret dokument, og jeg stemte for trods en række forbehold – ikke mindst med hensyn til Cypern-spørgsmålet, hvor jeg i høj grad beklager forkastelsen af de ændringsforslag, hvori man kræver indfrielse af Rådets løfte om at bringe isolationen af det nordlige Cypern til ophør. Tyrkiet kan spille en central rolle som portal mellem Vest og Øst, og vi bør sende positive signaler og byde landet velkommen.

  Angelika Werthmann (NI), skriftlig. – (DE) Jeg stemte for statusrapport 2010 for Tyrkiet, som viste sig at være meget negativ. Ifølge rapporten har Tyrkiet i de seneste 5 år stort set ikke gjort nævneværdige fremskridt i landets reformproces eller med hensyn til at opfylde EU's tiltrædelseskriterier. Der er stadig betydelige mangler, hvad angår menneskerettigheder, presse- og ytringsfrihed samt kvinders rettigheder. Som medlem af Kontaktgruppen på Højt Plan om Nordcypern ved jeg, at det samme gælder det uafklarede problem vedrørende Cypern.

  Joachim Zeller (PPE), skriftlig. – (DE) Jeg stemte for dette beslutningsforslag, men kun fordi det meget specifikt gør det klart, at der ikke er gjort fremskridt i tiltrædelsesforhandlingerne med Tyrkiet. Tværtimod oplever vi i bund og grund stilstand eller endog tilbageskridt, hvad angår overholdelse af borger- og menneskerettigheder, religions-, forsamlings- og pressefrihed samt Cypernspørgsmålet. Tyrkiets nye udenrigspolitiske linje, f.eks. med hensyn til Iran og Syrien, rejser faktisk tvivl om, hvorvidt premierminister Erdoğan virkelig mener det alvorligt, når han taler om at bevæge sig tættere på Europa. Endvidere er det fortsat uklart, hvordan Tyrkiet bruger de milliarder af euro, som man har fået udbetalt i form af førtiltrædelsesstøtte. Den eneste konklusion, som vi kan drage af alt dette, er, at tiltrædelsesforhandlingerne må indstilles. Tyrkiet forbliver en af EU's vigtigste partnere, men idéen om, at landet skal være fuldgyldigt medlem, bliver stadig mere illusorisk.

Forslag til beslutning B7-0157/2011

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg bakker op om dette beslutningsforslag, da jeg er overbevist om, at Montenegro bør udgøre et eksempel på succes for EU på Balkan, da landet opfylder alle de betingelser, som Kommissionen har fastsat for at indlede tiltrædelsesprocessen. Jeg er dog bekymret over den udbredte korruption, navnlig i forbindelse med byggeri, privatisering og offentlige indkøb, og i særdeleshed diskriminationen af mindretal og de mest sårbare grupper. Desuden bør vi bekymre os om mediernes uafhængighed.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette beslutningsforslag om den europæiske integrationsproces for Montenegro. Parlamentet støtter de reformer, som Montenegro gennemfører, og glæder sig over de fremskridt, der er gjort i integrationsprocessen. Den 17. december 2010 besluttede Det Europæiske Råd at give Montenegro status som kandidat til at tiltræde EU. Jeg deler beklagelsen i beslutningsforslaget om, at statussen som kandidatland er koblet fra retten til at indlede forhandlinger. Det er vigtigt, at beslutningen om at indlede forhandlinger ikke udsættes unødigt eller på urimelig vis. Jeg forventer, at forhandlingerne indledes senest efter offentliggørelsen af Kommissionens statusrapport for 2011, forudsat at Montenegro gør gode fremskridt med hensyn til at opfylde de af Kommissionen fastsatte benchmarks.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) EU bakker helhjertet op om de fremskridt, der er gjort i udvidelsesprocessen, men bemærker, at der fortsat er store udfordringer i de fleste berørte lande. Dette beslutningsforslag vedrører Montenegro, og jeg støtter forslaget, da det efter min mening er velafvejet. I forslaget lægger man vægt på, at Montenegro har gjort reelle fremskridt, ikke blot hvad angår økonomi, men også med hensyn til bekæmpelse af korruption. Montenegro skal selvfølgelig fortsætte sine bestræbelser, men jeg føler, at det er helt rigtigt at give landet officiel status som kandidat til at tiltræde EU.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette beslutningsforslag. Det Europæiske Råd har bekræftet, at det vestlige Balkans fremtid ligger i EU, og at vækst og stabilitet i denne region er særlig vigtig. At dømme ud fra de fremskridt, som Montenegro har gjort på flere områder, står det klart, at landet tager forberedelserne på europæisk integration alvorligt. Regeringen og oppositionspartierne i Montenegro har opnået generel konsensus om europæisk integration og prioriterer emnet højt. Rapporten viser desuden, at hjælp gennem førtiltrædelsesinstrumentet fungerer godt i Montenegro, og at man har foretaget væsentlige retlige og administrative reformer. Montenegro har engageret sig i regionalt samarbejde, udgør en konstruktiv regional partner og spiller en stabiliserende rolle i det vestlige Balkan.

  Mara Bizzotto (EFD), skriftlig. – (IT) I statusrapporten anføres alle grundene til, at Europa ikke burde ønske Montenegros optagelse i EU. Der er tale om udbredt korruption, fortsat alvorlig social diskrimination imod kvinder og flere etniske mindretal, mediepluralisme, der ikke lever op til europæisk standard, og indgroet organiserede kriminalitet i landets økonomiske og politiske liv.

I øvrigt kan jeg slet ikke tilslutte mig Rådets grundlæggende holdning vedrørende Balkanlandenes tiltrædelse af EU. Det er en politisk og strategisk absurditet at tænke på EU som den uundgåelige skæbne for landene i det tidligere Jugoslavien. Det lader til, at den senere tids oplevelser ikke tæller blandt de øverste ledere af vores institutioner. Det har bestemt ikke bidraget til konsolideringen af det europæiske projekt, at man for enhver pris forsøger at fremskynde udvidelsen gennem optagelse af bl.a. økonomisk svage og politisk ustabile lande. Det har derimod svækket projektet, sinket beslutningsprocessen og gjort det kompliceret at udforme fælles politikker på områder, der er afgørende for vores kontinents levedygtighed.

Jeg stemte derfor imod denne rapport, hvori man fastholder den grundlæggende idé om at give Montenegro mulighed for tiltrædelse af EU, selv om man fremhæver de mange problemer vedrørende landets tiltrædelse.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg glæder mig over det engagement, som regeringen og oppositionspartierne i Montenegro har udvist i forhold til europæisk integration. Resultaterne af denne proces er etableringen af landets lovgivnings- og forfatningsmæssige rammer, som næsten er afsluttet, og de økonomiske reformer, der er gennemført. Der er dog en række områder, hvor der er behov for forbedringer, bl.a. hvad angår korruption, organiseret kriminalitet, diskrimination og pressefrihed. Jeg vil gerne opfordre landet til at fortsætte ad denne vej, som jeg håber snart vil føre til, at der indledes forhandlinger.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Montenegro har vist, at landet ønsker at fortsætte med den europæiske integration. Jeg glæder mig over landets lederes beslutsomhed og de ændringer, der har fundet sted i landet for at bringe det op på europæisk standard, navnlig med hensyn til demokrati, menneskerettigheder og respekt for retsstatsprincippet.

Trods de fremskridt, som vi har set, er det dog tydeligt, at landet stadig har et stykke vej endnu, før det er egnet til optagelse i EU. Jeg håber, at Montenegros beslutsomhed fortsat vil komme til udtryk, og at landet ikke blot vil nærme sig EU formelt, men også forbedre befolkningens levevilkår og de nationale institutioners funktionsmåde, så landet kan udvikle sig til en velstående stat.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) EU-institutionerne har ved flere lejligheder anerkendt EU's strategiske interesse i udvidelse i forhold til Balkan. Nye staters tiltrædelse afhænger af flere faktorer, hvoraf den primære er den interesse, som de udviser, efterfulgt af en forpligtelse til at respektere en række grundlæggende borgerrettigheder. Da Montenegro har udtrykt interesse for at tiltræde EU, besluttede Rådet den 17. december 2010 at give landet status som kandidat. Som anført i denne rapport har Montenegro faktisk gennemført en række reformer, navnlig i forhold til etablering af nye lovgivnings- og forfatningsmæssige rammer og bekæmpelse af korruption. Der er dog stadig områder, hvor der er behov for yderligere fremskridt, bl.a. hvad angår pressefrihed og respekt for ngo'ers arbejde. Jeg stemmer for Parlamentets beslutning om integrationsprocessen for Montenegro, hvori man anbefaler, at processen fremskyndes. Jeg vil gerne opfordre de montenegrinske myndigheder til fortsat at gøre en indsats for at nå de fastsatte mål, da landet er en vigtig nabo for EU, som vi gerne vil samarbejde med.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Også i Montenegros tilfælde står det efterhånden klart, at meningen med EU-udvidelsen er at imødekomme de store EU-magters planer og interesser til fremme af deres store selskaber. Det handler nemlig om at åbne nye markeder, få adgang til og kontrol over geostrategiske områder og finde arbejdskraft, som kan udnyttes og bruges til at devaluere arbejdsstyrken i EU-landene yderligere. Efterhånden som de yderregioner, der skabes ved de gentagne udvidelsesprocesser, udtømmes, er det nødvendigt at skabe nye. I dag giver man mange løfter til Montenegros befolkning, ligesom man har gjort det over for andre før i tiden. Prisen er imidlertid høj, og den har man ikke fortalt hele sandheden om. I netop dette tilfælde er det vigtigt at huske på, at opbrydningen af Jugoslavien blev gennemført af NATO og de EU-kræfter, der i dag forsøger at trække Montenegro ind i en tiltrædelse af vores EU-fællesskab, som er "arving" i forhold til opbrydningen.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Vi er vidne til endnu en episode i serien om resterne af Jugoslaviens totale opløsning. Denne gang er det Montenegros tur. Efter at have pålagt Jugoslavien kvælende økonomiske og finansielle foranstaltninger har stormagterne i NATO og EU med opbakning fra Den Internationale Valutafond og Verdensbanken støttet etniske opdelinger, som har ført til krig og forhastet oprettelse af nye "suveræne stater".

Montenegros kommende integration i EU er en opfølgning på denne proces og et angreb på socialismens resultater med det mål at tilfredsstille særlige økonomiske og finansielle gruppers interesser gennem udnyttelse af arbejdsstyrken, markedsforholdene og naturressourcerne i disse stater samt deres geostrategiske placering.

Nu fremsætter vi kæmpestore løfter. EU lokker med millioner af euro i form af såkaldt bistand og udvikling. Men hvor meget vil denne bistand koste, og hvornår vil den nå frem, hvis den nogensinde gør det?

Efter 25 års kapitalistisk integration af Portugal i EU er det vores erfaring, at de lovede fremskridt aldrig opnås. Det eneste, vi opnår, er, at produktionen og beskæftigelsen lider skade, arbejdstagerne udnyttes, de offentlige tjenester ødelægges, og gælden og afhængigheden af udlandet øges. Derfor har vi vores tvivl i forhold til denne proces.

  Lorenzo Fontana (EFD), skriftlig. – (IT) EU's udvidelsesproces fortsætter på et rent geografisk grundlag, og som jeg allerede har sagt i denne forsamling, handler Rådet forhastet, når det giver lande status som kandidat til at tiltræde, før de har indført et demokrati af en standard, der bare nærmer sig et passende niveau. Korruption, smugleri, organiseret kriminalitet og krænkelser af pressefriheden er blot nogle af de elementer, der gør, at Montenegro efter min mening stadig befinder sig langt fra Europa. Disse elementer er vel i virkeligheden nok til ikke at støtte dette beslutningsforslag, hvori man udstikker retningslinjerne for Balkanlandenes europæiske fremtid uden skelen til de håndgribelige problemer i området.

  Jiří Havel (S&D), skriftlig. – (CS) Beslutningen om at give Montenegro status som kandidat er primært politisk begrundet. Montenegro ville sandsynligvis skulle vente længere på at opnå denne status, hvis det ikke var, fordi man samtidig overvejede dette spørgsmål i forhold til Albanien. Og her er Montenegro naturligvis bedre stillet. Ikke desto mindre gentages mange af forbeholdene vedrørende Montenegro i den ene årsrapport efter den anden, og vi kan se i Kommissionens redegørelse, at spørgsmål om politisering af det statslige bureaukrati, domstolenes uafhængighed, organiseret kriminalitet og miljøet nu er "faste elementer". Der er ikke udsigt til væsentlige fremskridt, hvad angår bekæmpelse af korruptionen, som gennemsyrer alt. Dette må vi ikke undervurdere. Under de givne omstændigheder er det derfor en god løsning at give Montenegro kandidatstatus uden at fastsætte en tidsfrist for at indlede forhandlinger om tiltrædelse. EU har allerede anvendt en lignende tilgang over for Den tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien i 2005. Forskellen er, at der kræves enighed mellem to stater for at fjerne de forhindringer, der ligger i vejen for Den tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. Montenegros skæbne ligger derimod helt i landets egne hænder. Jeg går ud fra, at alt dette blev gjort meget klart i drøftelserne for nylig mellem Herman van Rompuy, José Manuel Barroso, Jerzy Buzek og Montenegros nye leder, Igor Lukšić, som er verdens yngste premierminister. Ingen ønsker at blive trukket om ved næsen for længe. Dette gælder også det land, der i efterhånden mange år har haft euroen som national valuta trods det, at landet ikke er medlem af EU.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette dokument, fordi der er bred enighed mellem regeringen og oppositionspartierne i Montenegro om europæisk integration, som man prioriterer højt, hvilket har medført gode fremskridt i reformprocessen siden landets uafhængighed. Jeg glæder mig over, at Montenegro har fået status som kandidat til at tiltræde EU, og at landets borgere har fået mulighed for at rejse til Schengenområdet uden visum (fuld visumliberalisering). Det glæder mig også, at etableringen af landets lovgivnings- og forfatningsmæssige rammer næsten er afsluttet, og at man har gjort gode fremskridt i vedtagelsen af vigtig lovgivning med hensyn til bekæmpelse af korruption og reform af retsvæsenet. Der er dog stadig behov for at reformere den offentlige forvaltning, øge de menneskelige ressourcer på lokalt forvaltningsplan og bekæmpe organiseret kriminalitet, navnlig hvidvaskning af penge og smugleri. Mediesektoren skal kunne fungere uden politisk indblanding, og det er nødvendigt at sikre tilsynsorganernes uafhængighed.

  Giovanni La Via (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for beslutningsforslaget, hvori der slås til lyd for integration af Montenegro i det europæiske system, fordi vi alle har set, at landet har gjort store fremskridt i retning af at anvende de rette processer og instrumenter.

Dette er ikke blot nødvendigt for at tiltræde EU, men også for at sikre retlig, civil og social struktur i et land, der skal udvikle sig i overensstemmelse med bestemmelserne og med henblik på vækst på de forskellige forvaltningsniveauer.

Montenegro har allerede iværksat vigtige reformer, der peger i den rigtige retning, og som omfatter etablering af et forvaltningsapparat, der kan gøre effektiv brug af strukturfondene, som i høj grad vil gavne landet.

Forud for indledningen af de længe ventede forhandlinger håber mange af mine kolleger og jeg selv, at vi kan sikre borgerne i Montenegro et godt miljø, som er sprængfyldt med initiativer til demokratisk vækst, og hvor der ikke hersker korruption.

  Monica Luisa Macovei (PPE), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for beslutningsforslaget for at udtrykke anerkendelse af Montenegros fremskridt mod europæisk integration og fremhæve de resterende mål, der skal nås til gavn for landets befolkning. Da forslaget blev behandlet i Udenrigsudvalget, bidrog jeg med ændringsforslag vedrørende effektivitet og forudsigelighed i retssystemet. Offentliggørelse af alle afgørelser og en ensartet retspraksis bør prioriteres for at sikre tillid i befolkningen og et forudsigeligt retsvæsen. Desuden er der behov for flere midler til domstolene, så de kan arbejde hurtigt og effektivt, og konsekvente foranstaltninger til uddannelse af dommere. Der må foretages en vurdering af udbyttet af de EU-midler, der bruges på reformen af retssystemet og bekæmpelsen af korruption. Konsekvens i forhold til retsstatsprincippet i alle hjørner af et land er afgørende for landets muligheder for at gøre politiske og demokratiske fremskridt.

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for dette dokument, hvori man glæder sig over, at der er bred enighed blandt regeringen og oppositionspartierne i Montenegro om, at Montenegro skal integreres i EU, og over, at de giver dette spørgsmål høj prioritet, hvilket har resulteret i gode fremskridt i reformprocessen siden landets uafhængighed. I dokumentet udtrykker man desuden tilfredshed med det nye politiske lederskab i Podgorica og tilskynder den nye regering til at fortsætte den europæiske integrationsproces af Montenegro og til at fremskynde de reformer, der skal føre til opfyldelse af Københavnskriterierne. Man glæder sig også over Det Europæiske Råds afgørelse af den 17. december 2010 om at give Montenegro status som kandidat til at tiltræde EU. Dog beklager man, at statussen som kandidatland er koblet fra retten til at indlede forhandlinger, og man understreger, at beslutningen om at indlede forhandlinger ikke bør udsættes unødigt eller på urimelig vis. Endelig forventer man, at forhandlingerne indledes senest efter offentliggørelsen af Kommissionens statusrapport for 2011, forudsat at Montenegro gør gode fremskridt med hensyn til at opfylde de af Kommissionen fastsatte benchmarks.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) I dette beslutningsforslag bakker man op om det montenegrinske folks forpligtelse til at underkaste sig Københavnskriterierne og fremskyndede privatiseringer. EU er reduceret til en aggressiv og prætentiøs liberal doktrin. Jeg kan ikke tilslutte mig det og stemmer derfor imod.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) Som kandidat til at tiltræde EU har Montenegro udvist sin vilje til at vælge Europa gennem landets lederes beslutsomhed og de ændringer, som man har gennemført i landet for at bringe det mere på linje med EU's krav, navnlig med hensyn til demokrati, menneskerettigheder og respekt for retsstatsprincippet. De fremskridt, som man har gjort, er dog ikke nok, og Montenegro må fortsat gøre sig bestræbelser, før landet er klar til at blive optaget i EU. Jeg håber, at denne beslutsomhed fortsat vil bære frugt, og at Montenegro kan tiltræde EU, så landet kan give sin befolkning bedre levevilkår, forbedre den offentlige forvaltning og blive et endnu bedre land.

  Willy Meyer (GUE/NGL), skriftlig. – (ES) Jeg går ind for at indlede drøftelser om Montenegros tiltrædelse af EU, da jeg i princippet tilslutter mig en udvidelse. Jeg kunne imidlertid ikke stemme for dette beslutningsforslag, da Kommissionen kræver en række reformer af Montenegro, som er på linje med EU's neoliberale politikker, bl.a. med hensyn til privatisering af den offentlige sektor og tilpasning af uddannelsessystemet i forhold til Bolognaprocessen. Af ovennævnte årsager stemte jeg ikke for dokumentet. Jeg undlod derimod at stemme.

  Louis Michel (ALDE), skriftlig. – (FR) Lige siden uafhængigheden i 2006 har Montenegro tydeligt vist sit ønske om tiltrædelse af EU. Man indførte officielt euroen i 2006, og en stabiliserings- og associeringsaftale har været i kraft siden den 1. maj 2010. Montenegros tiltrædelse af EU vil sikre øget politisk, økonomisk og social stabilitet i landet og forbedre stabiliteten i hele Balkanområdet. Jeg glæder mig virkelig over Montenegros bestræbelser på at blive en konstruktiv partner inden for regionalt samarbejde, navnlig på baggrund af de forskellige regionale aftaler, som landet har indgået med nabolandene om tilbagetagelse og udlevering og vedrørende retlige sager og politisager. Konsolidering af fred og stabilitet gavner ikke blot regionen, men også Europa som helhed.

Jeg opfordrer derfor til, at man hurtigst muligt indleder tiltrædelsesforhandlinger, navnlig da Det Europæiske Råd gav Montenegro status som kandidatland ved udgangen af december 2010. Det går godt med Montenegros bestræbelser på at opfylde tiltrædelseskriterierne, selv om der stadig er behov for væsentlige fremskridt, især hvad angår korruption og organiseret kriminalitet, informationsfrihed og ligestilling mellem mænd og kvinder.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (EN) Selv om Udenrigsudvalget glæder sig over Det Europæiske Råds beslutning om at give Montenegro kandidatstatus, er der fortsat alvorlige problemer vedrørende korruption, navnlig hvad angår byggeindustrien, privatisering og offentlige indkøb. Der er også stadig problemer med hensyn til mindretal og ubeskyttede grupper. Det ville være på sin plads at føre tilsyn med gennemførelsen af Parlamentets henstillinger til Montenegro, og hvis disse henstillinger gennemføres, mener jeg, at Montenegros tiltrædelse kun kan gavne EU.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) Igen og igen opstår der spændinger mellem respekt for menneskerettighederne og andre nationale interesser (f.eks. af militær eller økonomisk art), som ikke altid kan udlignes. Selv USA og EU overskrider ind imellem denne fine linje, hvilket vi har set i forbindelse med krænkelserne af borgernes rettigheder og databeskyttelsen i kampen mod terrorisme. EU må derfor kæmpe hårdere og mere konsekvent for menneskerettigheder både i og uden for EU. Når jeg siger uden for EU, tænker jeg navnlig på beskyttelse af kristne mindretal i islamiske lande og i Asien. Jeg stemte derfor for dette beslutningsforslag.

  Wojciech Michał Olejniczak (S&D), skriftlig. – (PL) I dag har Parlamentet vedtaget beslutningsforslaget om den europæiske integrationsproces for Montenegro. Udvidelsen af EU til at omfatte det vestlige Balkan blev bekræftet helt tilbage i 2003 i Athen, og derfor har Parlamentet udtrykt håb om, at vi kan indlede tiltrædelsesforhandlinger inden årets udgang. I beslutningsforslaget retter man opmærksomheden mod de væsentlige forbedringer af de politiske og sociale forhold i Montenegro og landets positive tilgang til europæisk integration.

Desværre har Montenegro endnu ikke overvundet problemerne med korruption og organiseret kriminalitet. Et meget vigtigt og hidtil uafklaret problem er efter min mening spørgsmålet om forskelsbehandling af etniske grupper og kvinder, som er underrepræsenterede i beslutningsprocessen og i den offentlige forvaltning. Et andet positivt træk er landets kamp mod censur og dets forsøg på at værne om ytringsfriheden. Der berettes dog stadig om angreb på journalister og aktivister.

  Justas Vincas Paleckis (S&D), skriftlig. – (LT) Ønsket om integration i EU er den primære drivkraft bag Montenegros fremskridt. Landet har opnået meget inden for det seneste år, idet man har gennemført strukturelle og økonomiske reformer og effektivt bekæmpet korruption og organiseret kriminalitet. Etniske mindretal lever fredeligt side om side i Montenegro, og landet formår at fremme de gode forbindelser med nabolandene. EU og Montenegro har derfor underskrevet en stabiliserings- og associeringsaftale. Jeg stemte for dette beslutningsforslag, fordi man i forslaget med rette påpeger yderligere behov for reformer i Montenegro. Det er nødvendigt, at man gør fremskridt med hensyn til at indføre retsstatsprincippet, fortsætter med at gennemføre administrative reformer, øger kapaciteten blandt tjenestemændene, ændrer valgloven og styrker civilsamfundet og de uafhængige medier. Det er vigtigt, at landet bevarer momentum og fortsætter det arbejde, som man har påbegyndt.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Montenegro blev en af de officielle kandidater til at tiltræde EU i december 2010, men der er endnu ikke fastsat nogen dato for indledning af egentlige forhandlinger. Jeg tilslutter mig ånden i beslutningsforslaget, hvori man roser Montenegros regering på baggrund af prioriteringen af reformer, der knytter sig til integrationsprocessen, og hvori man udtrykker håb om, at der kan indledes officielle forhandlinger i år, trods de problemer, der stadig skal løses. Når det handler om at føre Balkanlandene tættere på EU, er Montenegro det land, der står i den bedste sociale og politiske situation. Derfor stemte jeg for beslutningsforslaget, da jeg mener, at Montenegros og de øvrige Balkanlandes tiltrædelse af EU har grundlæggende strategisk betydning for Europa, hvad angår stabilitet i regionen, dens udvikling og de ressourcer, som den rummer.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg anerkender Montenegros indsats, navnlig med hensyn til retlige reformer og bekæmpelse af korruption og forskellige former for diskrimination, men jeg vil gerne understrege, at denne indsats skal fortsætte og intensiveres. Der er stadig en lang række spørgsmål, der kræver særlig opmærksomhed. Her tænker jeg især på økonomiske spørgsmål og behovet for at gennemføre nye strukturelle ændringer trods de vellykkede økonomiske reformer, der er blevet berørt af finanskrisen. Til slut vil jeg gerne knytte en bemærkning til et emne, som optager mig meget, nemlig behovet for at forbedre kvaliteten af den lovgivning, som udarbejdes i Parlamentet.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Generelt er dette et godt og velafvejet forslag, hvori man berører alle relevante politikområder. Montenegro, som blev kandidatland i december 2010, venter stadig på, at der indledes forhandlinger. Dette kritiseres under punkt 2 i forslaget, hvor man beklager, at "statussen som kandidatland er koblet fra retten til at indlede forhandlinger, og understreger, at beslutningen om at indlede forhandlinger ikke bør udsættes unødigt eller på urimelig vis". Ordføreren forventer, at forhandlingerne indledes efter offentliggørelsen af statusrapporten for 2011. Nogle af de interessante punkter vedrører førtiltrædelsesinstrumentet (punkt 5), korruption (punkt 8), informationsfrihed (punkt 10), organiseret kriminalitet (punkt 14) og bekæmpelse af forskelsbehandling (punkt 17-22). Mange punkter omhandler spørgsmålet om bekæmpelse af forskelsbehandling og berører alle relevante aspekter såsom romaer, ashkalier og egyptere (punkt 17 og 22), lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner (punkt 17), kvinder og vold i hjemmet (punkt 17-19), etniske spørgsmål (punkt 21) og civilsamfundet (punkt 5, 10, 23, 24 og 32). Generelt ser man i forslaget meget positivt på ngo'ernes rolle, og emnet behandles under mange punkter, hvoraf de vigtigste er punkt 23, 24 og 32.

Under disse punkter gentager man, at "aktive og uafhængige civilsamfundsorganisationer er vigtige for demokratiet", ligesom man "tilskynder den montenegrinske regering til et tættere samarbejde og en regelmæssig dialog med ngo'er".

  Licia Ronzulli (PPE), skriftlig. – (IT) Lige siden Montenegro officielt blev kandidat til at tiltræde EU den 17. december 2010, har landets regering prioriteret reformer, der skal fremskynde den europæiske integrationsproces.

Der er stadig nogle problemer, der skal løses, bl.a. med hensyn til valgreform og reform af den offentlige forvaltning og retssystemet, men i forslaget gør man det klart, at Montenegro gør fremskridt. Italien støtter fuldt ud dette lands europæiske forhåbninger, da vi mener, at optagelse af Montenegro og landene i det vestlige Balkan gavner EU's grundlæggende interesser, fordi det fremmer stabiliteten, det regionale samarbejde og udviklingen i et geografisk område, der er afgørende for vores kontinent.

  Catherine Stihler (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for dette beslutningsforslag om Montenegros status som kandidat til at tiltræde EU. I forslaget fremhæver man problemerne vedrørende lighed og korruption, som skal løses i Montenegro, ligesom man efterlyser, at der træffes foranstaltninger for at tackle dem.

  Angelika Werthmann (NI), skriftlig. – (DE) Jeg stemte for beslutningsforslaget, fordi man i rapporten tydeligt anfører, at Montenegro siden uafhængigheden i 2006 har gjort væsentlige fremskridt med hensyn til interne reformer. Vi må dog ikke glemme, at der som altid er alvorlige problemer med korruption og organiseret kriminalitet, ytringsfrihed og diskrimination. Samtidig hedder det dog i rapporten, at Montenegros regering er indstillet på at tackle disse problemer effektivt og har fremlagt en pakke med egnede og hensigtsmæssige foranstaltninger.

  Iva Zanicchi (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for, da jeg mener, at den europæiske integrationsproces i Montenegro kan gavne EU's grundlæggende strategiske interesser ved at fremme og forsøge at garantere stabilitet og udvikling i et geografisk område, der har afgørende betydning for vores kontinent. Samtidig kan tiltrædelsen styrke os i kampen mod organiseret kriminalitet, der stammer fra Balkanområdet. Det skal også fremhæves, at Montenegro i forbindelse med EU's tilnærmelsesproces i forhold til Balkanlandene længe har udtrykt intern enighed om europæisk integration og udvist en moden og forsonlig indstilling over for nabolandene.

Betænkning: Lívia Járóka (A7-0043/2011)

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi europæisk integration forudsætter, at EU skal være fri for fordomme og forskelsbehandling, hvis menneskerettighederne skal respekteres. Denne forskelsbehandling forværres af den aktuelle økonomiske krise, og det fælles ansvar for integration af romabefolkningen ligger hos de europæiske institutioner, medlemsstaterne og regionerne, som skal gøre brug af alle EU's ressourcer for at tage hånd om denne situation.

Kommissionen bør spille en ledende rolle i denne proces. Den skal rette særlig opmærksomhed mod anmodninger om teknisk bistand og navnlig fremlægge en strategi, hvori man prioriterer beskyttelse af menneskerettigheder, ret til uddannelse, kultur, beskæftigelse, sport, passende boliger, sundhedspleje og bedre sanitet for romabefolkningen. Desuden skal der gøres bestræbelser på at øge romaernes medborgerskab og deltagelse i det politiske liv, idet vi starter med de yngste.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette beslutningsforslag om EU's strategi for integration af romaer. Romaerne udgør Europas største etniske mindretal, men de er samtidig meget isolerede og derfor næsten helt uden kontakt med de nationale økonomier. Jeg er enig med ordføreren i, at integration af romaerne er en nødvendig investering, da det er billigere at integrere romabefolkningen end at opretholde dens uværdige socioøkonomiske vilkår. En anden vigtig dimension, som jeg gerne vil understrege, er, at den generelle integration af romaerne grundlæggende er et spørgsmål om menneskerettigheder. En stor del af de europæiske romaer lever under så uværdige vilkår – de fleste er fuldstændig isoleret fra samfundsøkonomien, hvilket fører til deres udelukkelse fra grundlæggende menneskerettigheder – at fremme af social integration ikke kan anses for at ligge inden for rammerne af almindelige politiske justeringer. Der er derimod tale om et af de største huller i de forfatningsmæssige rettigheder og menneskerettighederne i Europa, og dette skal lukkes. Ved at godkende denne strategi har Parlamentet taget det første skridt i retning af at fremme den sociale og økonomiske integration af romaerne, og nu må Rådet og Kommissionen træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at denne strategi gennemføres med succes.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Omkring 10-12 mio. romaer opholder sig i EU. Mange er ofre for forskelsbehandling og social udstødelse. Størstedelen er europæiske statsborgere, og EU må fastlægge en strategi for integration af dem. Derfor stemte jeg for denne tekst. Den rummer en handlingsplan, der bygger på grundlæggende værdier som lighed, adgang til rettigheder, ikke-forskelsbehandling og lighed mellem kønnene, og som kan finansieres vha. midler fra strukturfondene, der allerede er til rådighed.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (LT) Romaernes situation i EU er temmelig kompliceret. En stor del af Europas 10-12 mio. romaer har været ofre for systematisk forskelsbehandling og kæmper derfor med social, kulturel og økonomisk udstødelse og krænkelser af menneskerettigheder i et uacceptabelt omfang. Desuden bor en betydelig del af romabefolkningen i områder, der er blandt de økonomisk og socialt mindst udviklede i EU, og derfor har deres børn ofte ikke adgang til uddannelsessystemer, hvilket senere fører til, at de oplever forskelsbehandling på arbejdsmarkedet og forhindres i at blive integreret i samfundet. EU har udviklet en række nyttige værktøjer, mekanismer og fonde, som skal fremme romaernes integration, men disse er spredt ud over flere politikområder, og derfor gavner de fortsat kun lidt. Jeg er enig i, at medlemsstaterne skal forbedre gennemførelsen af EU-strategien for integration af romaerne og sikre, at alle relaterede direktiver og EU-ret bliver fuldstændig omsat til og gennemført i national ret, hvorved vi kan forhindre segregation og forskelsbehandling af romaerne.

  Regina Bastos (PPE), skriftlig. – (PT) EU's charter om grundlæggende rettigheder forbyder forskelsbehandling på grund af køn, race, hudfarve, etnisk eller social oprindelse, genetiske karaktertræk, sprog, religion eller tro, politiske eller andre holdninger, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, velstand, fødsel, handicap, alder, seksuel orientering eller nationalitet. Der findes ca. 10-12 mio. romaer i Europa, hvoraf de fleste er europæiske statsborgere, som er ofre for systematisk forskelsbehandling og intolerance. Ansvaret for integration af romabefolkningen ligger hos alle medlemsstaterne og de europæiske institutioner.

I betænkningen opfordres medlemsstaterne til at samarbejde med EU og repræsentanterne for romabefolkningen om at udforme integrerede politikker, der udnytter de tilgængelige EU-ressourcer under strukturfondene til at understøtte integrationen af romaerne, da det er mindre bekosteligt at integrere romabefolkningen end at opretholde dens uværdige socioøkonomiske vilkår. Harmonisk integration af romaerne kræver deltagelse af både romaerne selv og deres værtslande. Derfor bakker jeg op om denne betænkning.

  Jean-Luc Bennahmias (ALDE), skriftlig. – (FR) Vedtagelsen af fru Járókas betænkning med et meget stort flertal er endnu et politisk signal, der bekræfter, at EU er sit ansvar bevidst i forhold til dette etniske mindretal, som er det største i Europa og også det mest forfulgte. I betænkningen fremhæves prioriterede områder i strategien såsom kampen for respekt for romabefolkningens grundlæggende rettigheder. Strategien skal fokusere på uddannelse, men den skal også forebygge ekstrem marginalisering og undgå en gentagelse af ulighederne. Endelig skal strategien være nyskabende med hensyn til at sikre reel adgang til arbejdsmarkedet og sunde boliger til en overkommelig pris.

Som anført i betænkningen består den aktuelle udfordring i at sikre, at EU-midlerne bruges fuldt ud og på en måde, som gavner romabefolkningen. Virkemidlerne er der bestemt, men de udnyttes virkelig dårligt.

Integration af romaerne er et fælleseuropæisk anliggende. Det er nu op til Kommissionen at udarbejde de endelige forslag på baggrund af vores afstemning i dag. Under overholdelse af subsidiaritetsprincippet må EU udfylde sin rolle som drivkraft og forene de involverede aktører på alle niveauer for at maksimere EU-midlernes gavnlige effekt og omsider gøre romaerne til fuldgyldige europæiske borgere.

  Mara Bizzotto (EFD), skriftlig. – (IT) I betænkningen om integration af romaer tager man ikke hensyn til de problemer ved den sociale integration, der skyldes, at det ofte er romaerne selv, der ikke ønsker at integrere sig i vores samfund.

Dette er en kulturel faktor, som hverken kan benægtes eller ignoreres: Romaerne har deres egne traditioner og levevis, og det gør det svært at integrere dem i sociale miljøer, der er præget af en livsstil og vaner, der er meget forskellige fra deres egne. Derfor skal vi i enhver politik til integration af romaer forholde os til den udfordring, der ligger i, om de reelt ønsker at lade sig integrere.

Bortset fra de rent sociologiske overvejelser må jeg erindre om, at de politikker, der foreslås i betænkningerne om romasamfundene, i betragtning af ovennævnte og andre problemer vil kræve enorme midler fra EU og medlemsstaterne, uden at vi opnår det ønskede resultat i sidste ende. Rent ud sagt er det netop det, som vi har oplevet hidtil, og der er ingen grund til at tro, at situationen vil ændre sig fra nu af. Jeg stemte derfor imod betænkningen.

  Vilija Blinkevičiūtė (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi romaerne i Europa har behov for EU's støtte. I EU's strategi for integration af romaer foreslår man at fastsætte bindende minimumsstandarder for uddannelse, beskæftigelse, boliger og sundhedspleje. Men en stor del af de europæiske romaer lever under så uværdige vilkår, hvor de fleste er fuldstændig isoleret fra samfundsøkonomien, at det fører til deres udelukkelse fra grundlæggende menneskerettigheder. I den strategi, som Parlamentet forslår, prioriterer man derfor øget beskæftigelse og bedre uddannelse, boliger og social sikring blandt romaerne. Det er vigtigt, at vi fjerner opdelingen af romabørnene i skolerne og klasseværelserne. Desuden er det meget vigtigt at opmuntre romaerne til at deltage på alle områder i det offentlige og politiske liv og i det arbejde, der udføres af ngo'er. For at kunne gennemføre strategien for integration af romaer er det absolut nødvendigt, at det først og fremmest er en intern EU-strategi, og det overordnede tilsyn med de prioriterede områder og mål skal føres af organer på fællesskabsplan, idet der fremlægges en årsrapport om fremskridtene i forhold til strategien og foretages evaluering af resultaterne.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE), skriftlig. – (RO) De 10-12 mio. romaer bør nyde godt af minimumsstandarder på EU-plan, så de får adgang til job og uddannelse. I Parlamentets beslutningsforslag, hvori man forsøger at påvirke den fremtidige strategi for integration af romaerne, tilbyder man bedre beskyttelse af grundlæggende rettigheder og øget EU-finansiering. I Rumænien er man helt bevidst om problemerne, men også om dette mindretals magelighed. I EU må man være klar over, at der er meget stor modstand mod forandringer hos denne etniske gruppe, også hvad angår social integration. Romaerne har været ofre for forskelsbehandling i flere århundreder, men de har også udelukket sig selv. Denne vurdering er meget fair, men man må forstå, at de løsninger, som vi når frem til, meget ofte er utilstrækkelige eller ikke forstås af romaerne.

I EU's fremtidige strategi for romamindretallet skal der naturligvis lægges vægt på respekt for og fremme af de grundlæggende rettigheder med hensyn til arbejde, bolig, sundhed og navnlig uddannelse, også trods modstand hos forældrene. Ingen må dog forvente, at tingene ændrer sig hurtigt. Der vil sandsynligvis være behov for ændringer gennem flere generationer, før dette mindretal kan efterleve bestemte regler for social sameksistens.

  Jan Březina (PPE), skriftlig. – (CS) En grundlæggende forudsætning for at udforme en fornuftig strategi for integration af romaer er, at der indsamles data om romaernes socioøkonomiske situation (primært hvad angår uddannelse, sundhed, boligforhold og beskæftigelse). Både medlemsstaterne og de internationale organisationer (Den Internationale Organisation for Migration og OECD) skal derfor i højere grad fokusere på disse elementer og bidrage til at opstille konkrete mål for bl.a. den procentdel af romaerne, der gennemfører sekundær og tertiær uddannelse, ansættes som embedsmænd eller repræsenteres inden for diverse områder af det sociale og politiske liv. Det er derefter op til Kommissionen at udstikke en klar og overskuelig EU-strategi for integration af romaer på baggrund af disse data. Vi kunne overveje at indføre en resultatbonus i forhold til EU's strategi for romamindretallet inden for rammerne af samhørighedspolitikken. I alle tilfælde er der behov for at finde mere effektive metoder til at føre tilsyn med forbruget af EU-ressourcer, der er øremærket til marginaliserede grupper af borgere.

Af hensyn til integrationen af romaerne kan det måske også blive nødvendigt at gøre brug af de finansieringsmuligheder, der ligger i Progress-programmet, programmet for livslang læring, kulturprogrammet (2007-2013) og folkesundhedsprogrammet (2008-2013). I denne forbindelse bør Kommissionen forsyne Parlamentet med en liste over projekter til gavn for romaerne, som man har finansieret siden 2000, og beskrive de resultater, som man har opnået gennem disse projekter.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg glæder mig over det engagement, som EU har udvist ved at fastlægge bindende standarder, der sikrer romasamfundet adgang til uddannelse, beskæftigelse, boliger og sundhedspleje. Dette initiativ fokuserer ikke blot på de menneskelige værdier, der ligger i social integration af etniske mindretal, men også på de økonomiske fremskridt, som stimuleres af den lavere arbejdsløshed. Jeg bakker op om de foranstaltninger, der foreslås i denne integrationsstrategi, navnlig med hensyn til bekæmpelsen af sort arbejde og det øgede antal romalærere. Det er vigtigt, at romasamfundet selv inddrages i integrationsprocessen for at sikre en bæredygtig udvikling indefra, som fremmer et ønske om at spille en positiv rolle i samfundet i stedet for at påtvinge romaerne denne rolle. Ved denne proces skal opmærksomheden i øvrigt rettes mod enhver form for krænkelse af grundlæggende rettigheder med særlig vægt på social udstødelse og forskelsbehandling i det offentlige liv.

  Françoise Castex (S&D), skriftlig. – (FR) Integration af romaerne er en stor udfordring, som EU må tage op. Denne betænkning peger i den rigtige retning, da den viser Parlamentets vilje til at bidrage fuldt ud i denne henseende.

  Nessa Childers (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for denne betænkning, da Europas 10-12 mio. romaer bør nyde godt af bindende minimumsstandarder på EU-plan for at øge deres adgang til beskæftigelse, uddannelse, boliger og sundhedspleje. I beslutningsforslaget, som skal påvirke Kommissionens kommende strategi for integration af romaer, efterlyser man desuden bedre beskyttelse af grundlæggende rettigheder og brug af EU-finansiering. Jeg håber, at EU-regeringerne nu reagerer på dette stærke budskab fra Parlamentet.

  Carlos Coelho (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg støtter ordføreren, fru Járóka, når hun slår til lyd for en koordineret EU-politik, der supplerer den nuværende lovgivning og fremmer integrationen af europæiske borgere, der tilhører den etniske mindretalsgruppe romaerne, som af Rådet anslås til at omfatte mellem 10 og 16 mio. mennesker. Denne politik skal gøre det muligt at vedtage foranstaltninger til bekæmpelse af racisme og forskelsbehandling, og det skal sikres, at den gennemføres og anvendes korrekt. Der skal dog også vedtages foranstaltninger, som skal imødekomme romaernes specifikke behov og fremme deres socioøkonomiske integration, herunder retten til arbejde, bolig, uddannelse, sundhedspleje m.v.

Ud over det humanitære aspekt ved integration af romaerne skal dette også medvirke til en forøgelse af arbejdsstyrken til støtte for socialsikringssystemet og nedbringe udgifterne til den socialhjælp og sundhedspleje, som staten garanterer personer, der lever i fattigdom, for ikke at tale om muligheden for at nedbringe kriminaliteten. Ved integrationen skal der tages hensyn til beskyttelse af børnene, ligesom lovgivningen skal overholdes. Der er behov for en fælleseuropæisk løsning på et fælleseuropæisk problem ud fra en integreret og tværsektoriel tilgang, der muliggør hjælp til og intervention i de mest underudviklede områder og i områder med alvorlige strukturelle begrænsninger.

  Marielle De Sarnez (ALDE), skriftlig. – (FR) Vi har netop med et stort flertal vedtaget EU's strategi for integration af romaer. Dette er et stærkt politisk signal, som bekræfter, at EU er sit ansvar bevidst i forhold til dette mindretal, som er det største i Europa og det mest forfulgte. EU og medlemsstaterne må tackle den skammelige segregering, som romaerne udsættes for, lige på og hårdt. I denne betænkning understreges vigtigheden af at respektere romaernes grundlæggende rettigheder og navnlig deres ret til adgang til uddannelse. For at undgå enhver risiko for marginalisering er det desuden vigtigt at gennemføre nyskabende politikker vedrørende reel adgang til beskæftigelse og at give disse mennesker, hvoraf langt de fleste har permanent ophold, adgang til anstændige og økonomisk overkommelige boliger. EU-midlerne er der, og nu må de bruges på en måde, som gavner romaerne. Det er nu op til Kommissionen på basis af forslagene i denne betænkning at udarbejde de endelige bestemmelser, som skal harmonere med subsidiaritetsprincippet og med det ene mål at sikre, at romaerne bliver fuldgyldige EU-borgere.

  Karima Delli (Verts/ALE), skriftlig. – (FR) Parlamentet har vedtaget en god tekst, som understreger Europas vigtige rolle med hensyn til at sikre social integration af romaerne i EU gennem anvendelse af denne strategi på lokalt plan. I betænkningen påpeges det, at en strategi for romaerne kræver samarbejde med denne samfundsgruppe. Kort sagt skal vi arbejde sammen med romaerne snarere end bare at gøre en indsats for dem. Romaerne skal således inddrages i alle beslutningsprocesser.

I teksten fremhæves romaernes vanskelige levevilkår, forskelsbehandlingen af dem og deres problemer med at få adgang til vigtige ydelser, og man påpeger behovet for at sikre EU-borgernes ret til fri bevægelighed. Desuden nævner man den betydning, som social beskyttelse, uddannelse, erhvervsuddannelse og levering af offentlige tjenester har for social integration. Endvidere tager man afstand fra den utilstrækkelige tildeling af midler, som der ellers kunne gøres god brug af. Det er dog meget negativt, at de konservative her i Parlamentet i betænkningen insisterer på at nævne behovet for at bekæmpe romabefolkningens såkaldte langvarige afhængighed af det sociale velfærdssystem. Dette er en skandaløs fordom, som endnu en gang har til formål at marginalisere romasamfundet.

  Anne Delvaux (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg er meget glad for, at Parlamentet har vedtaget Járóka-betænkningen med et overvældende flertal. I betænkningen anfører man behovet for at bekæmpe udstødelse og forskelsbehandling af romaer, fremme deres sociale, kulturelle og økonomiske integration, beskytte deres grundlæggende rettigheder bedre og udnytte EU-midlerne mere effektivt. Parlamentet har fastlagt sine prioriteringer, som der er bred enighed om. Vi efterlyser en EU-handlingsplan på dette område, ønsker mobilisering af EU-midler og foreslår, at der udarbejdes et krisekort, som skal vise, hvor Romabefolkningen er koncentreret. Hvad angår specifikke foranstaltninger, kan man nævne adgang til uddannelse, som har lige så høj prioritet for romabefolkningen som for alle andre. Endvidere må vi holde øje med anvendelsen af EU-midler for at sikre, at pengene faktisk når ud til de ønskede modtagere.

Parlamentet har desuden indtrængende opfordret til, at der etableres EU-organer, som skal overvåges af den nuværende roma-taskforce, med det mål at tilvejebringe EU-midler til relevante lokale initiativer og identificere og indberette eventuelt misbrug af midler i god tid. Endvidere skal anvendelsesområdet for EU-midler udvides, så det også omfatter projekter, der skal forbedre offentlige tjenester.

  Ioan Enciu (S&D), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for denne betænkning, da jeg mener, at en strategi for integration af romamindretallet på EU-plan er et positivt skridt. Denne befolkningsgruppe har behov for særlig opmærksomhed på europæisk plan i betragtning af de vedvarende problemer med social og økonomisk integration og romaernes særlig høje mobilitet. Efter min mening ligger den største udfordring dog stadig foran os. Vi har fastlagt strategier og handlingsplaner for integration af romaer på alle niveauer, men det, der mangler, er hensigtsmæssig gennemførelse af dem. For at sikre, at denne nye strategi bliver en succes, skal den gennemføres på den mest hensigtsmæssige måde. Med dette in mente mener jeg, at en struktureret dialog mellem romasamfundene, den ikkestatslige sektor og de lokale myndigheder skal danne grundlag for gennemførelsen af strategien i fremtiden.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi integration af romaerne efter min mening ikke blot handler om moralsk nødvendighed eller EU's forpligtelser med hensyn til menneskerettigheder. Flere undersøgelser viser, at udstødelse af disse europæiske statsborgere medfører socioøkonomiske omkostninger for medlemsstaterne. Social integration af romaerne er en nødvendig investering, som vil gavne os økonomisk på længere sigt.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) Historisk set har romaerne været udsat for forskelsbehandling og fjendtlighed fra flertallet af befolkningen i medlemsstaterne. Der finder også stadig megen forskelsbehandling sted i selve romasamfundene, og det haster med at rette op på disse problemer vha. strategien i stedet for blot at undlade at skjule dem. Jeg mener, at vi må se positivt på en EU-strategi, der fremmer integrationen af romaerne og andre dårligt stillede etniske minoritetsgrupper.

Jeg mener også, at strategien sandsynligvis vil lykkes, hvis den understøttes af aktiv inddragelse af de mennesker, som den skal bidrage til at integrere. Uden deltagelse, samspil og engagement hos alle aktører ved denne fælles indsats risikerer vi, at strategien blot bliver en erklæring om gode hensigter. Der skal stadig gøres meget for at vende tendensen med forskelsbehandling af romaerne. Jeg håber, at vi i kraft af strategien med tiden vil kunne fjerne denne forskelsbehandling.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Denne betænkning vedrører udformningen af en EU-strategi for integration af romaer. Det er et meget nyttigt og opmuntrende dokument, som er udarbejdet af Kommissionen og Parlamentet i fællesskab. I henstillingerne berører man de mål, der udstikkes i Europa 2020-strategien med hensyn til at nedbringe fattigdommen og bekæmpe social udstødelse og dermed fremme inklusiv vækst i hele EU. I modsætning til andre etniske grupper er romabefolkningen præget af en meget dynamisk demografi, og man mener, at romaerne i 2050 vil udgøre mere end 50 % af den økonomisk aktive befolkning i nogle lande såsom Ungarn. Det er derfor bydende nødvendigt, at de integreres, ikke blot ud fra et etisk synspunkt, da det er et spørgsmål om menneskerettigheder, men også for at sikre bæredygtighed i de sociale sikringsordninger. Det er blevet påvist, at dette ikke indebærer omkostninger, men snarere er en "nødvendig og økonomisk rentabel investering på lang sigt". Nogle gange er omkostningerne ved udstødelse højere end prisen for integration, når man tager fordelene ved integration i betragtning. Jeg glæder mig over vedtagelsen af denne betænkning og over henstillingen om, at Kommissionen skal påtage sig at føre tilsyn med, at medlemsstaterne efterlever denne strategi.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) I det vedtagne beslutningsforslag slår man til lyd for at vedtage en EU-strategi for integration af romaer og udarbejde en integrerende handlingsplan, der bygger på grundlæggende værdier som lighed, udøvelse af rettigheder og ikkeforskelsbehandling. Målet er at sikre, at romasamfundet har reel adgang til uddannelse, job, boliger, sundhedspleje og kultur. Det er meget passende, at man nævner programmer og finansiering på EU-plan, som kan anvendes til social og økonomisk integration af romabefolkningen, da disse ikke udnyttes fuldt ud. Beslutningsforslagets vigtighed understreges af, at vi alle ved, at romaerne har været udsat for uheldig og uacceptabel forskelsbehandling i en række EU-lande, herunder Frankrig og andre medlemsstater.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Forskelsbehandlingen af romaerne i forskellige EU-lande er almindelig kendt. Der har for nylig været problemer i Frankrig og andre EU-lande, som kunne forværres i lyset af den økonomiske og sociale krise. Ordføreren, som har romabaggrund, har derfor forsøgt at gøre Parlamentet opmærksom på denne situation.

I det beslutningsforslag, som vi har vedtaget i dag, slår man til lyd for, at Kommissionen foreslår – og Rådet vedtager – en EU-strategi, der fremmer integration af romaer gennem en handlingsplan på europæisk plan, og som vil være væsentlig og integrerende på forskellige niveauer, idet den bygger på grundlæggende værdier som lighed, udøvelse af rettigheder, ikkeforskelsbehandling og lighed mellem mænd og kvinder.

Det er også værd at huske på, at der findes programmer og finansieringsinstrumenter på EU-plan, som kan anvendes til social og økonomisk integration af romaerne, men at kommunikationen skal forbedres på alle planer, hvis disse skal anvendes hensigtsmæssigt. Målet er at sikre, at romasamfundet får reel adgang til uddannelse, job, boliger, sundhedspleje og kultur.

  Lorenzo Fontana (EFD), skriftlig. – (IT) Hvis man skal løse problemerne hos Europas største etniske mindretal, kræver det pragmatisme snarere end falsk liberalisme med et påtaget blødende hjerte. Vi taler om at give romamindretallet en lang række rettigheder, som rigtig mange borgere kun kan nyde takket være daglige ofre. Efter min mening er dette ikke en EU-strategi eller beslutning, der fortjener opbakning i betragtning af, at der er meget store forskelle mellem de enkelte medlemsstater, hvad angår dette fænomen. Nogle lande befinder sig i en vanskelig situation, mens andre stort set ikke berøres af fænomenet. Derfor mener jeg, at det ville være mere effektivt at anvende subsidiaritetsprincippet, og jeg agter således ikke at støtte den fremlagte tekst.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. – (FR) Sjældent har man i Parlamentet fremlagt så vanvittig en betænkning. Strategien for integration af romaer indebærer systematisk fremme af en lille befolkningsgruppe i alle henseender, obligatoriske kvoter på alle områder, herunder i beslutningstagende organer og virksomheder, og systematisk offentlig finansiering af gruppens påståede behov, bl.a. med hensyn til boliger. Dette mindretal har naturligvis angiveligt ofte været udsat for ondsindet forskelsbehandling, men på intet tidspunkt overvejer man gruppens eget ansvar. Det skal siges, at ordføreren selv tilhører dette mindretal, hvilket beviser, at det ikke er helt så undertrykt igen. Helt ærligt minder det lidt om at overlade det til en kineser at fastlægge Europas politik med hensyn til handelsbeskyttelse.

Men for nu at vende tilbage til emnet: Hvilke andre europæiske borgere, der lider under fattigdom og usikkerhed, og som i deres eget land udelukkes fra sociale goder, der tildeles andre, er genstand for så dyb bekymring fra Deres side? Årsagen til de europæiske borgernes øgede utilfredshed med hele EU-maskineriet skal findes i denne systematiske forskelsbehandling på deres bekostning.

  Nathalie Griesbeck (ALDE), skriftlig. – (FR) I denne uge har et stort flertal i Parlamentet vedtaget en betænkning om EU's strategi for integration af romaer. Dette er endnu et politisk signal, der bekræfter, at EU er bevidst om sit ansvar over for dette etniske mindretal, som er det største i Europa og det mest forfulgte. I betænkningen fremhæves de prioriterede områder i strategien, nemlig grundlæggende rettigheder, uligheder, bekæmpelse af forskelsbehandling, uddannelse, adgang til beskæftigelse, arbejdsmarkedet, adgang til boliger osv. Der er behov for handling på alle disse områder. For mit eget vedkommende har jeg i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender understreget behovet for at rette særlig opmærksomhed mod børn og mindreårige ved udformningen af sådan en strategi. I betænkningen fremhæver man desuden misbruget af de europæiske midler, der stilles til rådighed til integration af romaer. Administrative forsinkelser og byrder, utilstrækkelig opmærksomhed, manglende inddragelse af de lokale myndigheder osv. er alle problemer, som medlemsstaterne, de lokale myndigheder, berørte parter og andre må tage hånd om for at sikre, at disse EU-midler udnyttes fuldt ud. Denne strategi vil senere skulle udformes endeligt af de enkelte medlemsstater og vil dermed blive vurderet på lokalt plan.

  Sylvie Guillaume (S&D), skriftlig. – (FR) Spørgsmålet om integration af romaer er et decideret europæisk problem. Derfor må EU gribe om problemets rod, hvad angår forskelsbehandlingen af romasamfundet, ved at bekæmpe stereotyper for at sikre lige adgang til beskæftigelse, boliger, sundhedspleje og uddannelse. Det glæder mig derfor meget, at Parlamentet har taget dette spørgsmål op og vedtaget denne betænkning, som skal give Kommissionen stof til eftertanke. I betænkningen tager man afstand fra medlemsstaternes misbrug af europæiske midler, der er øremærket til projekter vedrørende integration af romaer, men jeg håber, at Kommissionen vil gå endnu videre ved at tvinge medlemsstaterne til offentligt at redegøre for deres brug af disse midler.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette dokument, selv om jeg mener, at betænkningen burde forkastes. Lige nu er det ikke nødvendigt at styrke en strategi, der kun vedrører én befolkningsgruppe. I stedet har vi behov for en effektiv nødstrategi, der skal løse problemet med lovlig og ulovlig indvandring for at sikre først og fremmest økonomisk stabilitet, beskæftigelse, sikkerhed, offentlig orden og retfærdighed for alle europæiske borgerne, der udgør en del af en medlemsstat ud fra demografiske, kulturelle, traditionelle, historiske og økonomiske synsvinkler.

  Cătălin Sorin Ivan (S&D), skriftlig. – (RO) EU's indsats i forhold til romaproblemet har været utilstrækkelig og er det stadig. Den betænkning, som Lívia Járóka har udarbejdet i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender skal sammen med bidragene fra de øvrige associerede udvalg skabe ny fremdrift i en hensigtsmæssig strategi for integration af romaer, som vi forventer af Kommissionen i næste måned.

Jeg er overbevist om, at vi alle er ivrige efter at skabe reelle forandringer for romaerne og give dem alle forudsætninger for social integration. Derfor skal vi fokusere på de politiske og finansielle instrumenter, som vi har til rådighed, og træffe direkte foranstaltninger på vigtige områder som uddannelse og sundhed.

Det er også afgørende at sikre samarbejde på alle planer, lige fra det europæiske til det lokale, da alle ressourcerne vil være spildt uden en samordnet indsats. Romaerne skal inddrages i udformningen af politikker. Derfor må vi finde løsninger, der bringer os i kontakt med dem, der udgør forbindelsen mellem beslutningstagningen og gennemførelsen.

Endelig må vi anerkende betydningen af det budskab, som vi sender med denne betænkning. Vi må dog ikke glemme, at der allerede er sendt adskillige budskaber, og at tiden nu er inde til konkrete foranstaltninger.

  Jarosław Kalinowski (PPE), skriftlig. – (PL) Romaerne er kulturelt set et af de rigeste folkeslag i verden. Deres tilstedeværelse skaber samfundsmæssig variation i mange forskellige lande. Stereotyper og forskelsbehandling skader imidlertid romaerne og bidrager ikke til at etablere den dialog, der er behov for. Vi lever side om side med hinanden, og vi må i det mindste acceptere hinanden, hvis vi skal sætte en stopper for fænomenet udstødelse. I denne henseende er det nødvendigt at støtte hensigtsmæssige uddannelsesforanstaltninger, så der ikke er hindringer i vejen for, at romabørn kan lære noget sammen med andre børn i europæiske skoler. Det er desuden nødvendigt at støtte initiativer, som gør det muligt for romaer at finde lovlig beskæftigelse og lettere kunne akklimatisere sig i det land, som de opholder sig i. Vi er bange for det, som vi ikke kender. Hvis vi lærer mere om rigdommene i romaernes kultur og skikke, vil integrationen med sikkerhed indfinde sig hurtigere.

  Timothy Kirkhope (ECR), skriftlig. – (EN) ECR-Gruppen går helhjertet ind for integration af romabefolkningen i EU og de enkelte medlemsstater. Lige adgang til offentlige tjenester og arbejdsmarkedet og retten til ikkeforskelsbehandling er afgørende for alle mennesker uanset race, etnicitet og kulturel baggrund. Vi støtter også fuldt ud betænkningens mål om at anvende og fordele EU-midlerne bedre til støtte for romabefolkningen. Der er dog afsnit i betænkningen, der vedrører sundhed, uddannelse og beskæftigelse, som efter vores mening er områder, der skal lovgives om af de enkelte medlemsstater.

  Giovanni La Via (PPE), skriftlig. – (IT) Dagens vedtagelse af beslutningsforslaget om EU's strategi for integration af romaer kan sætte skub i bestræbelserne på at fremme ikkeforskelsbehandling i medlemsstaterne og være et incitament til at anvende instrumenter til beskyttelse af romaerne. Dette gælder navnlig de mest sårbare grupper i overensstemmelse med EU's charter om grundlæggende rettigheder. For at gennemføre en seriøs og effektiv politik til integration af romaerne mener jeg desuden, at vi må sigte mod at udpege effektive økonomiske instrumenter. I beslutningsforslaget behandler man et særlig væsentligt emne – også for mit eget land. Man sigter mod hensigtsmæssig integration af romaerne, så de reelt kan deltage i det økonomiske, sociale og kulturelle liv i de lande, hvor de opholder sig, på betingelse af, at de respekterer de principper og den lovgivning, der gælder i værtslandet. Endelig støtter jeg anmodningen til Kommissionen om i samarbejde med medlemsstaterne at påtage sig den ledende rolle i den strategiske koordinering ved at etablere en taskforce, der skal fungere som et permanent organ med ansvar for tilsyn og koordinering på området.

  Petru Constantin Luhan (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg stemte for denne betænkning, da det glæder mig, at man i detaljer gennemgår de komplekse spørgsmål vedrørende romasamfundet i EU. Jeg vil endda sige, at når vi har fundet svar på de fleste af disse spørgsmål, vil vi have løst en lang række af de problemer, som vi står med i dag som fælleseuropæisk samfund. Jeg vil gerne fremhæve, hvordan strukturfondene kunne anvendes til støtte for prioriteterne i EU's strategi for integration af romaer. Jeg mener, at der skal afsættes betragtelige midler til økonomisk og social udvikling af romasamfundet. Hvis der ikke ydes tilstrækkelig støtte til økonomiske indgreb eller afsættes et passende tidsrum til at opnå den ønskede virkning, vil vi ikke få de resultater, som vi forventer i dag. Der er behov for prioritering, intelligent brug af midlerne og politisk engagement. Ellers vil de økonomiske ressourcer være spildt. På baggrund af denne betænkning afventer jeg med interesse Kommissionens næste skridt. Jeg håber, at denne strategi vil skabe den nødvendige merværdi, som gennemførelsen af en europæisk foranstaltning til fremme af integrationen af romaer skal munde ud i.

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg glæder mig over denne betænkning om situationen vedrørende romaerne, som er den mest marginaliserede gruppe i EU. I beslutningsforslaget udpeger man praktiske tiltag, som skal forbedre romaernes sundhed, uddannelse og velfærd. Forslaget omfatter foranstaltninger, der skal øge romaernes adgang til arbejdsmarkedet og anstændige boligforhold, og det rummer mulighed for, at de kan integreres bedre i samfundet.

  Jean-Luc Mélenchon (GUE/NGL), skriftlig. – (FR) Endnu en gang præsenteres vi for et beslutningsforslag, som blot består af fine erklæringer. Det glæder mig, at man i forslaget tager afstand fra hadefulde ytringer, etniske profilanalyser og ulovlige fingeraftryk samt ulovlige udsættelser og udvisninger. Jeg protesterer dog imod de bitre piller, som vi tvinges til at sluge undervejs. Her tænker jeg på Kommissionens vidtrækkende beføjelser i denne sag, stigmatiseringen af romaerne i en tekst, hvori man hævder at forsvare dem, konkurrencen på jobmarkedet og de konkurrencemæssige klynger. Denne sammenblanding af tingene er uacceptabel.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) EU er et område præget af solidaritet og integration, og vi må gøre alt, hvad der er nødvendigt, for at forhindre forskelsbehandling af romaerne og sikre dem lige rettigheder med hensyn til uddannelse, beskæftigelse, sundhedspleje og boligforhold i alle medlemsstater og i de stater, der agter at tiltræde EU. Romaerne bør bekymre sig om de børn, som generelt forhindres i at gå i skole, om de børn og kvinder, der bruges til tiggeri, om tiggeri som levevej og om det at nægte at arbejde og i stedet lade sig forsørge af tredjelandes sociale sikringsordninger. Vi må tage afgørende skridt for at bringe forskelsbehandlingen til ophør. Men hvis vi skal nå dette mål, må romaerne ikke udelukke sig selv. De skal selv bidrage til at blive integreret i et europæisk område, hvor integration er ønskelig.

  Willy Meyer (GUE/NGL), skriftlig. – (ES) Jeg stemte for betænkningen om EU's strategi for integration af romaer. I betænkningen påpeges behovet for at udarbejde en strategi på EU-plan for beskyttelse og integration af denne befolkningsgruppe. Desuden opfordrer man medlemsstaterne til at vedtage og styrke effektiv lovgivning mod forskelsbehandling inden for alle livets områder, der sikrer, beskytter og fremmer grundlæggende rettigheder, ligebehandling og ikke-forskelsbehandling og retten til fri bevægelighed, herunder oplysningskampagner rettet mod såvel romaer som ikke-romaer for at fjerne diskriminatoriske hindringer.

  Louis Michel (ALDE), skriftlig. – (FR) I dag har mellem 10 og 12 mio. romaer behov for EU-foranstaltninger til fremme af deres sociale, kulturelle og økonomiske integration. Romaerne er fortsat ofre for systematisk forskelsbehandling, udstødelse, krænkelse af menneskerettigheder og stigmatisering. Den betænkning, som vi netop har vedtaget, er et vigtigt skridt i retning af at gennemføre foranstaltninger, der skal mindske marginaliseringen, fattigdommen og den sociale udstødelse.

Vi skal dog fortsat gøre en stor indsats for at forhindre denne forskelsbehandling. Selv om vi formår at fjerne forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse, er socioøkonomisk udstødelse af de fleste romaer fortsat en barsk realitet. Mange romaer i Europa er fuldstændig isoleret fra samfundsøkonomien og lever under så ringe vilkår, at de ikke kan nyde deres grundlæggende rettigheder.

I øvrigt mener jeg, at romaerne allerede skal integreres, når de er helt små, gennem optagelse af børnene i folkeregistret, adgang til uddannelse af høj kvalitet og hjælp til beskæftigelse af forældrene. Kommissionen må fastsætte bindende minimumsstandarder på EU-plan, som kræver inddragelse af både lokale og nationale myndigheder samt EU-myndigheder.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (EN) De områder, hvor der er behov for en yderligere indsats fra EU's side i arbejdet med at integrere romaerne, er højt prioriterede områder for EU. Desværre er der problemer med hensyn til uddannelse, lægehjælp og den ekstreme isolation af disse mennesker. I betænkningen opfordrer man Kommissionen til at fremlægge en strategisk plan for indførelse af bindende minimumsstandarder på EU-plan i forhold til disse prioriterede områder, herunder sanktioner over for medlemsstater, der ikke opfylder målsætningerne. Selv om jeg ikke er sikker på, at vi vil få held med alt dette, stemte jeg for.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Romaerne – og sintierne, som er den politisk korrekte betegnelse, selv om nogle medlemmer af disse etniske grupper mener, at den er nedsættende, og ønsker at blive betegnet som "sigøjnere" – lever til en vis grad under kummerlige forhold. Samtidig må vi dog ikke glemme, at de manglende fremskridt i retning af et bedre liv også hænger sammen med disse gruppers traditioner, som de fortsat holder fast i. Ud fra typisk blåøjet idealisme har man i efterhånden mange år forsøgt at socialisere disse grupper, men alle forsøg er slået fejl, fordi størstedelen af dette nomadefolk ikke har imødekommet dem. EU har frem til 2013 afsat 12 mia. EUR til integration af mindretal, og det står allerede helt klart, at pengene er spildt, hvad angår de fleste romaer og sintier.

Både klanstrukturen og myndighedernes manglende ret til at gribe ind gør det umuligt nogensinde at bryde denne onde cirkel. Den planlagte strategi er ikke blot uvirksom, når det handler om at ændre noget af betydning. Den kan på nogle områder – f.eks. hvad angår "ikkeforskelsbehandling" – endda ende med at blive et selvmål. I øvrigt savner jeg en præcisering af, at der ikke er noget, der hedder "ret" til at indgå i det sociale sikringssystem. Derfor forkaster jeg på det kraftigste betænkningen.

  Claudio Morganti (EFD), skriftlig. – (IT) Jeg besluttede at stemme imod denne betænkning, da jeg ikke kan se noget behov for, at EU bruger enorme ressourcer på at integrere romaerne. I en tid med økonomisk krise og generelle problemer sigter man i betænkningen mod at presse endnu mere på for at sikre særlig finansiering og favorable vilkår for romabefolkningen på en lang række områder.

Denne etniske gruppe er historisk set forblevet isoleret i Europa – ofte ikke på grund af andres modvilje, men derimod deres egen særlige karakter. De er helt bevidst forblevet marginaliseret for at blive ved med at leve i overensstemmelse med deres egne skikke, som ligger langt fra EU's fælles værdigrundlag. I stedet for at beskæftige os med en bestemt EU-strategi for integration af romaerne ville jeg foretrække, at vi på europæisk plan arbejdede på at få en reel og effektiv fælles strategi vedrørende indvandring, som synes mere og mere afgørende og ikke kan udskydes længere.

  Rareş-Lucian Niculescu (PPE), skriftlig. – (RO) En EU-strategi vedrørende romaerne er uden tvivl bydende nødvendig, da dette europæiske mindretal på grund af sin levevis er karakteriseret ved høj mobilitet på tværs af grænserne. Jeg stemte for dette beslutningsforslag, navnlig fordi det understreger den vigtige rolle, som uddannelse af høj kvalitet spiller for en persons liv og karriere, og fordi uddannelse således er det mest pålidelige middel til at sikre integration af romaerne i samfundet.

  Franz Obermayr (NI), skriftlig. – (DE) Mens flertalssamfundet i EU er hurtigt aldrende, oplever man hastig vækst i romabefolkningen. I Ungarn, hvor romaerne i øjeblikket udgør mellem 6 og 8 % af befolkningen, vil de tegne sig for over 50 % af den arbejdende befolkning i 2050. Det gør det så meget desto værre, at romaerne i EU som altid kendetegnes ved arbejdsløshed, et uddannelsesniveau langt under gennemsnittet, organiseret kriminalitet og prostitution samt et tilbagetrukket liv i et parallelsamfund. Situationen hos kvinderne i de ofte arkaiske romasamfund er særlig alvorlig, og deres manglende uddannelse og deraf følgende udstødelse fra arbejdsmarkedet er så meget desto mere udbredt. I den foreliggende betænkning behandler man nogle af problemerne, omend noget ensidigt. Integration er ikke et envejsfænomen. Romaerne skal yde deres bidrag, sende deres børn i skole, integrere sig bedre på arbejdsmarkedet og sætte en stopper for deres kriminelle tilbøjeligheder. Jeg stemte derfor imod betænkningen.

  Justas Vincas Paleckis (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for denne betænkning, fordi vi er nødt til straks at ændre den nuværende situation, hvor en stor andel af de 10 til 12 mio. romaer, der lever i Europa, her i det 21. århundrede stadig udsættes for forskelsbehandling og økonomisk og social isolation. Vejen til integration er en lang og snørklet proces, som tilpasses efter forholdene i de enkelte lande og lokalområder. EU's strategi skal sikre klare mål og midler i finansieringsprogrammerne. Det største ansvar hviler imidlertid på de nationale regeringer og lokale myndigheder, som har det bedste kendskab til situationen i regionen. Nøglen til at løse dette langvarige problem ligger i uddannelse, sundhedspleje, boligpolitik og hurtigere integration af romaerne på arbejdsmarkedet. Hvis EU-borgere med romabaggrund ikke kan integreres ordentligt i EU's medlemsstater, sender vi et dårligt signal om EU's integrationspolitik generelt.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) EU har nu i flere år arbejdet med problemer vedrørende social integration og beskyttelse af mindretal. I fru Járókas betænkning om strategien for integration af romaer anføres en handlingsplan for socioøkonomisk integration af dem med henblik på et EU-projekt, hvor man fastlægger nationale strategier for håndtering af problemet, til dels på basis af de omkostninger, som hver enkelt medlemsstat skal afholde. Jeg stemte for betænkningen, netop fordi vi har behov for en ny europæisk lovramme, som omfatter foranstaltninger til bekæmpelse af forskelsbehandling og beskyttelse af menneskerettigheder, for at integrere romaerne i de forskellige medlemsstater vha. en plan, der sikrer dem uddannelse og sundhedspleje.

  Georgios Papanikolaou (PPE), skriftlig. – (EL) Jeg har i dag stemt for Parlamentets betænkning om EU's strategi for integration af romaer. Integration af romaerne i samfundet er et meget vigtigt spørgsmål, som vedrører alle medlemsstaterne generelt og navnlig Grækenland, hvor undersøgelser (foretaget af EU's Agentur for Grundlæggende Rettigheder) viser, at 35 % af romaerne er analfabeter, og blot 4 % har gået i skole i mindst 10 år. Det vigtigste element ved integration er uddannelse og afskaffelse af segregering i skolerne. Ud over tilstrækkelig sundhedspleje og lige muligheder i forhold til beskæftigelse skal medlemsstaterne i højere grad holde øje med, i hvilken udstrækning EU-midlerne til romaerne faktisk bruges til gavn for de tilsigtede modtagere.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (EN) Vi ved, at 10 til 12 mio. europæiske romaer fortsat er ofre for alvorlig systematisk forskelsbehandling med hensyn til uddannelse (hvor de navnlig udsættes for segregering), boliger (navnlig tvangsudsættelser og levevilkår under standard, ofte i ghettoer), beskæftigelse (særlig lav beskæftigelsesfrekvens), lige adgang til sundhedsplejeordninger og andre offentlige tjenester samt en overraskende lav deltagelse i det politiske liv. EU's strategi for integration af romaer bør omfatte foranstaltninger til at sikre overvågningen af romaernes situation, hvad angår overholdelse og fremme af deres grundlæggende sociale rettigheder, ligestilling, ikkeforskelsbehandling og fri bevægelighed i EU. Desuden bør den sikre teoretisk og praktisk uddannelse og jobstøtte til voksne, som er af afgørende betydning for at støtte rekruttering og fortsat beskæftigelse af romaer med henblik på at undgå en gentagelse af den sociale udstødelse.

Kommissionen og medlemsstaterne bør tilgodese de særlige behov hos romakvinder ved at anvende et kønsaspekt i alle politikker for integration af romaer og yde beskyttelse til særlig sårbare undergrupper. Derfor anmoder jeg Kommissionen om én gang om året at præsentere Parlamentet for en opfølgning på EU's strategi for integration af romaer med det formål at holde øje med de fremskridt, som man gør på nationalt plan.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, hvori man fokuserer på behovet for at tage effektivt hånd om problemerne og udfordringerne vedrørende det følsomme spørgsmål om integration af romasamfundet.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Parlamentets Járóka-betænkning om EU-strategien for integration af romaer var til afstemning i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender den 14. februar. Størstedelen af Verts/ALE-Gruppens ændringsforslag blev accepteret af ordføreren eller medtaget i kompromisændringsforlagene, og mange af gruppens røde streger i forhold til spørgsmålet blev medtaget. Disse vedrører blandt andet, at strategien for integration af romaer skal følge en tilgang, der er fastlagt af romaer for romaer, hvilket indebærer bemyndigelse af romaerne, inddragelse af dem i beslutningsprocessen og ansættelse af romamedarbejdere/-mæglere i nøglepositioner på lokalt og nationalt plan samt EU-plan. Desuden vedrører de indstilling af de ulovlige metoder, der fortsat praktiseres ustraffet i nogle EU-medlemsstater i form af vold mod romaer, krænkelser af retten til fri bevægelighed, øget aktivitet blandt ekstremistiske politiske partier og politikere, systematisk segregering af romabørn i uddannelsessektoren, udbredt segregering af romaer på boligområdet, menneskehandel, nægtet adgang til sundhedspleje og sociale ydelser samt tvangssterilisering af romakvinder.

  Licia Ronzulli (PPE), skriftlig. – (IT) Den 6. april vil Kommissionen fremlægge sin meddelelse om integration af romaer. Dette emne indgår også i prioriteterne hos den ungarske regering, som i øjeblikket varetager det roterende formandskab for EU. I Parlamentets beslutningsforslag påpeges behovet for øget integration af romabefolkningen i det moderne samfund.

Personligt mener jeg, at det er op til denne befolkningsgruppe at tilpasse sig vores samfund snarere end, at vi skal tvinges til at vedtage politikker, der favoriserer den, og som ofte frembringer resultater, der er helt anderledes end de forventede. Uvidenhed, mangel på uddannelse og analfabetisme indebærer ofte dårlige fremtidsudsigter. Uden uddannelse er det umuligt at spille en aktiv rolle i samfundet. Romaernes problemer med at finde et job skyldes ofte deres lave uddannelsesniveau, og derfor er uddannelsessektoren det grundlag, som de skal bygge deres egen fremtid på.

  Oreste Rossi (EFD), skriftlig. – (IT) Denne betænkning er aldeles uacceptabel, da man flere gange gentager, at integration af romaerne er en økonomisk nødvendighed, som vil gavne medlemsstaterne økonomisk. Desuden foreslår man en roma-taskforce som et permanent organ under Kommissionen, ligesom man tager afstand fra systematisk forskelsbehandling, uacceptabel udstødelse og krænkelser af menneskerettighederne.

Endvidere understreger man behovet for en fælleseuropæisk strategi for bekæmpelse af alle former for krænkelse af romaernes rettigheder, bl.a. med hensyn til fingeraftryk og udvisning. Man taler om sanktioner mod nationale regeringer, der ikke overholder bindende europæiske standarder i forhold til romabefolkningen, og man slår til lyd for at ansætte romaer i den offentlige forvaltning og romalærere i skolerne for at beskytte deres kultur ved at bruge deres sprog. Endelig udviser man foragt for ytringsfriheden ved at ville fordømme afvisning og forskelsbehandling af romaer i forbindelse med politiske møder. Det er klart, at jeg kun kan stemme imod en betænkning, der er aldeles stødende og skadelig i forhold til folks ret til at være herre i eget hus.

  Olga Sehnalová (S&D), skriftlig. – (CS) Enhver EU-strategi for integration af romaer skal først og fremmest baseres på et kendskab til de lokale forhold. Strategien er derfor utænkelig uden et tæt samarbejde med de lokale myndigheder og de lokalsamfund, hvor hensigtserklæringerne skal omsættes i den daglige sameksistens mellem flertallet i samfundet og romaerne. I betænkningen er man opmærksom på dette aspekt, og jeg har derfor stemt for den.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. – (NL) Romaerne kæmper med systematisk forskelsbehandling i Europa og må leve med udstødelse, krænkelser af menneskerettigheder og stigmatisering. Når vi i dag stemmer for bindende minimumsstandarder på EU-plan, håber jeg, at de 10-12 mio. romaer får lettere adgang til job, uddannelse, boliger og sundhedspleje. Det er positivt, at man i betænkningen opfordrer til at finde frem til de bedste foranstaltninger i samarbejde med de berørte parter. Endvidere fremhæver man regionalpolitikkens afgørende rolle. Faktisk har medlemsstaterne jo adgang til midler, der kan bruges til at hjælpe romaerne med integrationen, men de bruger dem næsten ikke. Det er således også op til medlemsstaterne at leve op til deres ansvar.

Et andet positivt element ved denne betænkning er idéen om, at Kommissionen skal indføre tildelingskriterier, der belønner de medlemsstater, som efterlever målsætningerne for strategien, og sanktioner over for de medlemsstater, som ikke efterlever dem. Det eneste minus er henvisningen til romaernes "langvarige afhængighed" af det sociale velfærdssystem. Dette er en meget konservativ og forudfattet holdning, som endnu en gang marginaliserer romasamfundet. Jeg håber, at Kommissionen indarbejder denne betænkning i sit eget forslag, som sandsynligvis fremlægges den 5. april. Det skal efter planen vedtages af Rådet før sommer. Integration af romaerne er en af det ungarske formandskabs prioriteter.

  Catherine Stihler (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg støttede denne betænkning, hvori man sigter mod at bekæmpe forskelsbehandling af romabefolkningen og opfordrer medlemsstaterne til at udforme politikker til integration af romaerne på arbejdsmarkedet. Romabefolkningen er en af de mest marginaliserede grupper i EU, og derfor må vi sikre, at der træffes foranstaltninger for at tackle den sociale udstødelse, som de oplever.

Betænkning: Bernd Lange (A7-0022/2011)

  Alexander Alvaro (ALDE), skriftlig. – (DE) Ved afstemningen om Lange-betænkningen undlader jeg at stemme om punkt 31 på grund af den tvetydige ordlyd, hvor man taler om både Eurobonds og projektobligationer. Alt i alt stemmer jeg dog for betænkningen, da jeg ikke har noget imod projektobligationer som sådan. Projektobligationer sikrer finansiering af store projekter vedrørende innovation, infrastruktur og genindustrialisering. Der er ikke tale om instrumenter, der skal bruges til at gøre gæld til et fællesskabsanliggende, hvilket ville være tilfældet med Eurobonds.

  Luís Paulo Alves (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, da industripolitikken er et prioriteret område i Europa 2020-strategien og den primære drivkraft bag den europæiske økonomi. Den store opmærksomhed, der rettes mod denne sektor, skyldes, at den tegner sig for 75 % af den europæiske eksport, sikrer 57 mio. mennesker et arbejde og står for 80 % af investeringerne i forskning og udvikling. Jeg mener, at hvis vi i Europa skal være konkurrencedygtige på dette område, skal vi fokusere på at fremme grønne og innovative, videnbaserede projekter.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette vigtige beslutningsforslag om industripolitik i en globaliseret verden. Den globale økonomiske krise har påvirket den europæiske industri, og for at kunne overvinde virkningerne af krisen og tage udfordringerne op har EU behov for en tilgang til industripolitikken, hvor vi kombinerer konkurrenceevne, bæredygtighed og anstændigt arbejde, der både kan stimulere økonomien, øge beskæftigelsen, mindske miljøforringelserne og forbedre livskvaliteten. Jeg kan tilslutte mig, at man i beslutningsforslaget opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at udvikle en ambitiøs, miljøeffektiv og grøn industriel strategi for EU for at genetablere produktionskapaciteten på hele EU's territorium og for at skabe højt kvalificerede og velbetalte job i EU. Parlamentet fremhæver den store plads, som små og mellemstore virksomheder indtager i industrilandskabet, navnlig når det gælder tilvejebringelsen af langtidsjob på regionalt plan, og den store betydning, de har for bevarelsen af økonomisk og kreativ vitalitet og et højt vækstniveau. Der er derfor behov for at fortsætte kampen for at forbedre adgangen til finansieringsmuligheder for SMV'er, navnlig at udvikle holdbare muligheder for at få adgang til risikokapital i forbindelse med finansmarkedernes nye struktur, at styrke kort- og langtidsfinansieringsmulighederne for SMV'er og disses foretrukne finansieringskilder samt at åbne markederne og skabe retfærdige konkurrencevilkår for på denne måde at give flere iværksættere og små virksomheder mulighed for at vokse og udvikle sig til virksomheder, der driver forretning i hele Europa.

  Elena Oana Antonescu (PPE), skriftlig. – (RO) Den globale økonomiske krise har påvirket den europæiske industri, hvilket gør det vanskeligere for den at tilpasse sig de udfordringer, der ligger i overgangen til en industri baseret på viden og effektivitet, som har stor indvirkning på den industrielle udvikling og arbejdsmarkedet. For at kunne tage disse udfordringer op er der behov for et industripolitisk tiltag, der forener konkurrenceevne, bæredygtighed og anstændigt arbejde, som samtidig kan virke som incitament for økonomien, sætte gang i beskæftigelsen, mindske miljøødelæggelserne og forbedre livskvaliteten i EU. I denne betænkning støtter man industriel fremgang gennem klog og fremadrettet regulering og stimulering af markedet baseret på præcise forventninger til markedets udvikling, hvilket underbygger de globale tendenser mod rene, bæredygtige og innovative former for produktion, distribution og forbrug. Jeg stemte for denne betænkning, da jeg mener, at EU's industripolitik kun kan blive en succes, hvis den er fast integreret både i en ny finansiel sektorstruktur, som fremmer investeringer og hindrer spekulation, og også i en makroøkonomisk strategi, hvor den økonomiske politik og finans- og budgetpolitikken i EU er koncentreret om bæredygtig vækst og jobskabelse.

  Sophie Auconie (PPE), skriftlig. – (FR) Afindustrialiseringen er en etableret kendsgerning i Europa. Europas teknologiske og økonomiske position bringes i fare af den voksende globalisering og den intense konkurrence fra lande, der befinder sig i en hurtig udvikling. EU må derfor vedtage en industripolitik, der forener konkurrenceevne, bæredygtighed og anstændigt arbejde. Målene er at stimulere økonomien, sætte gang i beskæftigelsen, mindske miljøødelæggelserne og forbedre livskvaliteten. Dette er hovedindholdet i beslutningsforslaget, som jeg støtter. Jeg går navnlig ind for at udstede EU-obligationer for at gøre det muligt for EU at finansiere innovation, infrastruktur og genindustrialisering.

  Liam Aylward (ALDE), skriftlig. – (GA) EU's industrisektor beskæftiger 57 mio. mennesker og tegner sig for 75 % af den europæiske eksport. Sektoren bliver afgørende for EU's konkurrenceevne i fremtiden. Jeg glæder mig over indholdet i EU's 2020-strategi, hvad angår fremme af job og uddannelse af høj kvalitet, som skal bidrage til og understøtte udviklingen af det industrielle grundlag, og derfor stemte jeg for betænkningen.

Da det er SMV'erne, der skaber to tredjedele af arbejdspladserne i sektoren, ser jeg positivt på betænkningens indhold om små virksomheders deltagelse i offentlige indkøb og den rolle, som de spiller med hensyn til at forbedre industripolitikken.

Det skal være lettere for SMV'erne at deltage i rammeprogrammerne, og der skal ydes bistand og støtte til teknologioverførsel og innovation. Jeg er enig med ordføreren i, at EU skal udvikle og fremme innovative klynger inden for regionale områder. De største fordele ved disse klynger er deres evne til at overføre viden, udvikle forskningsaktiviteter, kvalifikationer og infrastruktur samt øge beskæftigelsesmulighederne i regionalområderne.

  Zigmantas Balčytis (S&D), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for denne betænkning. EU er verdens største marked, men vi udnytter ikke vores enorme potentiale fuldt ud. Vi har selv et meget åbent marked, men møder store forhindringer med hensyn til at få adgang til udenlandske markeder. Det ufuldstændige indre marked på områder som energi tvinger os til at bukke os for vilkår, der dikteres af eksterne parter, hvilket har direkte indvirkning på vores konkurrenceevne. Industrisektorens fremtid afhænger af levedygtigheden blandt vores små og mellemstore virksomheder, som trods de vedtagne foranstaltninger gennemlever en vanskelig periode. Jeg er enig i, at innovation er helt afgørende for industrien i dag, men på dette område kan vi ikke ligefrem prale af vores evne til at reagere rettidigt i forhold til de ændrede globale markedsforhold. Jeg mener, at vi i dag har en velafvejet og helhedspræget vision med hensyn til industrien, og nu skal medlemsstaterne og Kommissionen gøre deres for at sikre, at vores ambitiøse mål kan føre til skabelse af en moderne og konkurrencedygtig industri.

  Jan Březina (PPE), skriftlig. – (CS) Den europæiske industri oplever stadig konsekvenserne af den økonomiske krise, og der er behov for en koordineret indsats på EU-plan for at overvinde dem. Vi må udarbejde en industriel strategi for EU, hvori vi udpeger vigtige områder, hvor der skal investeres, og derefter tager hensyn til disse prioriteter i det kommende finansielle overslag, de årlige budgetter og EU-politikkerne. Den europæiske industri vil ikke udvikle sig hensigtsmæssigt uden ambitiøs finansiering, navnlig på områderne forskning og energi, telekommunikation og transportnet (TEN), og således investeringer i de offentlige foretagender, der understøtter erhvervsmiljøet. Efter min mening er det dog hverken nødvendigt eller hensigtsmæssigt at begynde at udstede EU-obligationer (Eurobonds eller projektobligationer) med dette mål for øje. EU er ikke en suveræn politisk enhed, og derfor skal EU's indtægter i princippet udgøres af medlemsstaternes bidrag. Dertil kommer, at idéen med Eurobonds indebærer gæld og kan være i strid med princippet om et europæisk budget i balance. Finansiel støtte til innovation, infrastruktur og genindustrialisering bør primært baseres på at øge ressourcerne til det 8. rammeprogram for forskning og udvikling og programmet for konkurrenceevne og innovation med det mål at sikre, at den europæiske industri forbliver konkurrencedygtig på verdensplan, og derved også udnytte de private investeringer effektivt.

  Maria Da Graça Carvalho (PPE), skriftlig. – (PT) I Europa oplever vi i øjeblikket, at vi bliver mindre konkurrencedygtige på de globale markeder. Derfor må vi finde metoder til at styrke vores industrielle grundlag, så vi kan overvinde de nye udfordringer. I denne betænkning om en integreret industripolitik i en globaliseret verden sigter man mod at fremlægge forslag til at relancere den europæiske industri. En integreret og bæredygtig industripolitik må baseres på videnskabelig forskning, innovation, øget ressourceeffektivitet, en råvarestrategi, fremme af SMV'er og udvikling af regionale netværk. Det er især vigtigt, at energieffektivitet og indførelse af informations- og kommunikationsteknologier udgør grundlaget for den industrielle revolution, så vi kan øge konkurrenceevnen, den økonomiske vækst og beskæftigelsen. Jeg glæder mig særlig meget over den vægt, der lægges på de traditionelle europæiske industrier, som er afgørende for vores økonomi. Foranstaltninger som indførelse af nye teknologier og en øget indsats med hensyn til videnskabelig forskning og innovation i blandt andet fremstillingsindustrien har afgørende betydning. Kun på denne måde kan vi sikre, at den europæiske industri igen indtager en førende position på verdensplan.

  Françoise Castex (S&D), skriftlig. – (FR) Industripolitikken er afgørende for EU, og denne betænkning åbner muligheder for Kommissionen, hvis første meddelelse var skuffende. Parlamentet stiller konkrete forslag over for Kommissionen, som den må tage op. Denne betænkning bør knyttes til vores forslag, som Parlamentet som helhed vedtog i denne uge, navnlig hvad angår princippet om en skat på finansielle transaktioner på EU-plan og om udstedelse af EU-obligationer (Eurobonds). Vores politikker må afspejle, at social innovation og teknologisk innovation er to forenelige størrelser.

  Jorgo Chatzimarkakis (ALDE), skriftlig. – (DE) Ved afstemningen om Lange-betænkningen undlader jeg at stemme om punkt 31 på grund af den tvetydige ordlyd, hvor man taler om både Eurobonds og projektobligationer. Alt i alt stemmer jeg dog for betænkningen, da jeg ikke har noget imod projektobligationer som sådan. Projektobligationer sikrer finansiering af store projekter vedrørende innovation, infrastruktur og genindustrialisering. Der er ikke tale om instrumenter, der skal bruges til at gøre gæld til et fællesskabsanliggende, hvilket ville være tilfældet med Eurobonds.

  Marielle De Sarnez (ALDE), skriftlig. – (FR) Europa må naturligvis udarbejde en langsigtet industriel strategi. Vi kan ikke være det eneste økonomiske område i verden, der ensidigt respekterer principperne om frihandel uden at have nogen idé om, hvad vores konkurrenter foretager sig. Kommissionen er nødt til at indse, at de regler, som man har fastlagt, på baggrund af krisen ikke længere egner sig til vore dages økonomi, og at tiden er inde til for alvor at styrke EU's antidumpingarsenal og anvendelsen af det generelle princip om gensidighed på handelsområdet. EU har behov for en industriel strategi, der fungerer som drivkraft for store industriprojekter som Galileo og ITER. Desuden må vi understøtte vores produktionssektorer og SMV'erne. Vi må øge investeringerne i forskning og udvikling for at forsøge at fastholde vores førende position på det højteknologiske område. Ligeledes må vi intensivere kampen mod forfalskning og udforme en offensiv europæisk patentpolitik.

  Karima Delli (Verts/ALE), skriftlig. – (FR) Denne tekst kendetegnes ikke ved høj kvalitet, da den er resultatet af et meget bredt kompromis i Parlamentet. Den rummer både elementer, som Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance ser meget positivt på, og idéer, som vi forgæves har forsøgt at afvise. Det vigtigste er dog, at teksten giver Parlamentets medlemmer mulighed for at udtrykke en progressiv holdning vedrørende Europa 2020-strategiens flagskibsprogram, der er målrettet mod industrien.

Således efterlyser vi i teksten, at transportsystemerne gøres mere bæredygtige gennem brug af mere effektive teknologier, interoperabilitet og innovative mobilitetsløsninger. Vi påpeger behovet for at gøre energi- og ressourcebesparelser til centrale elementer i den europæiske industripolitik. I denne henseende understreger vi det enorme potentiale for jobskabelse og fordele i form af omkostningsreduktioner, som en forbedret energieffektivitet forventes at medføre.

Vedtagelsen af foranstaltninger, der sikrer øget energieffektivitet, skal således understøtte initiativer inden for alle industrisektorer. Parlamentet har desuden forsøgt at fremme alle de bestræbelser, der gøres for at rette op på manglen på kvalificeret arbejdskraft for at øge arbejdsstyrkens kvalifikationer og skærpe interessen for industrisektoren blandt de unge.

  Robert Dušek (S&D), skriftlig. – (CS) Industrisektoren frembringer næsten en tredjedel af EU's BNP, industriprodukter tegner sig for 75 % af eksporten, og sektoren beskæftiger 57 mio. europæiske borgere. Den europæiske industri var allerede i færd med en omstruktureringsproces, før krisen indtraf. I dag påvirkes industrien navnlig af den hurtige udvikling i verdensøkonomien og den øgede konkurrence. En ny form for globalisering er under udvikling, og den fører hen imod et globalt samfund, der bygger på viden, forskning og innovation. Behovet for at afbøde klimaændringerne og opretholde biodiversiteten leder industrien i retning af produktionsformer med effektiv udnyttelse af ressourcerne og uden CO2-emissioner. Den europæiske industri skal fortsat fastholde en strategisk position i vigtige sektorer og udnytte mulighederne for bæredygtig genopretning, idet vi sikrer det størst mulige antal job til kvalificerede arbejdstagere. Ordføreren foreslår en lang række foranstaltninger, der skal gøre dette muligt. Jeg er enig i, at vi skal sikre etablering af en forsyningskæde for innovation, mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, mere effektiv brug af offentlige kontrakter – navnlig i forhold til SMV'er, øget produktion af såkaldt ren energi og bredere inddragelse af SMV'erne i den europæiske industrisektor. Betænkningen gavner den europæiske industri, ordføreren har stor indsigt i emnet, og jeg støtter derfor vedtagelsen af betænkningen.

  Ioan Enciu (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for denne betænkning, da jeg mener, at den viser vejen fremad for en solid, sammenhængende og beskæftigelsesorienteret industripolitik til gavn for den europæiske arbejdsstyrke. F&U er en vigtig drivkraft bag innovation og handel og vil fortsat være en af hjørnestenene i EU's industripolitik. Jeg mener, at industrien spiller en central rolle med hensyn til at fastholde beskæftigelse i Europa, og derfor må vi øge bestræbelserne på at opretholde et stærkt industrielt grundlag, blive verdens mest konkurrencedygtige økonomi og sikre tætte netværksforbindelser blandt selskaber i de forskellige medlemsstater for at opnå fælles mål på industriområdet. Nogle af mine ændringsforslag, som kom med i betænkningen, handler om at afkorte markedsindføringstiden for nye produkter, sikre, at den europæiske fremstillingsindustri styrker grundlaget for den europæiske økonomi, og forenkle støtteprogrammerne til gavn for industrien.

  Edite Estrela (S&D), skriftlig. – (PT) Jeg stemte for denne betænkning, da jeg støtter den tanke, at kun en industriel strategi, der er ambitiøs og effektiv set fra et miljømæssigt synspunkt, kan forny og fremme Europas produktionskapacitet og spille en central rolle med hensyn til at skabe godt betalte job til højt kvalificerede arbejdstagere i EU.

  Diogo Feio (PPE), skriftlig. – (PT) I en tid, hvor Europa befinder sig i en hidtil uset krise, som til dels skyldes budgetforhold, kan vi ikke se bort fra industriens førende rolle, da den tegner sig for 37 % af Europas bruttonationalprodukt. Vi kan heller ikke ignorere de store udfordringer, som industrien står over for i en globaliseret verden, hvor de nye vækstøkonomier – og også USA – fører en aggressiv industripolitik, der bygger på massive investeringer i forskning og udvikling inden for centrale sektorer. I konkurrencen med Europa har disse aktører den fordel, at de ikke er underlagt de samme miljømæssige, sociale og arbejdsmarkedsmæssige begrænsninger. Der findes ingen mirakelkur mod dette. Europa 2020-strategien er trods sine mange positive træk ikke en tryllestav for den europæiske industri i en verden, hvor den globale konkurrence er hård.

Jeg mener derfor, at den eneste vej frem for den europæiske industri er, at vi specialiserer os og fokuserer på kvalitet og den seneste teknologi, idet vi samtidig rationaliserer og sikrer højere effektivitet på ledelsesplan. Folk skal ikke foretrække europæiske produkter, fordi de er de billigste – det vil nemlig aldrig forekomme – men derimod fordi de er de bedste og mest nyskabende. Kun den europæiske industris ekspertise kan sikre dette. Forhåbentlig kan vi klare denne udfordring.

  José Manuel Fernandes (PPE), skriftlig. – (PT) Der kan ikke herske tvivl om den europæiske industris store betydning. Den tegner sig for en tredjedel af bruttoværditilvæksten i EU, og industriprodukter udgør 75 % af eksporten og skaber 1/3 af beskæftigelsen. Selv om industrien er dynamisk, er den ikke gået fri af den økonomiske krise, og den skal have en fremtrædende plads på den dagsorden for EU-politikken, der slås til lyd for i denne betænkning. Vi må virkelig have fokus på industripolitikken, da den vedrører fremtiden, sikring af beskæftigelse og fremme af investeringer i produktion. Den rummer dog også udfordringer, blandt andet med hensyn til hvordan vi kan sikre bæredygtige ressourcer i betragtning af klimaændringerne. EU har behov for en sammenhængende industripolitik, som skaber tillid blandt selskaberne og hjælper dem med at overvinde krisen. Vi må fremme en moderne, effektiv og miljømæssigt ansvarlig industri, der mindsker energiomkostningerne og CO2-udledningen, og som samtidig er konkurrencedygtig og fokuserer på forskning, innovation og genbrug af råmaterialer. Vi må nemlig ikke glemme, at industripolitikken også er en social politik, og derfor stemmer jeg for denne betænkning. Jeg vil dog gerne rette opmærksomheden mod behovet for dels at øge støtten til små og mellemstore virksomheder, som beskæftiger størstedelen af arbejdstagerne i EU's erhvervssektor, og dels at sikre oprindelsesmærkning.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Dette er endnu en betænkning, der er fuld af modsætninger. På den ene side rummer den positive aspekter, idet man forsvarer industrien og de små og mellemstore virksomheder. En moderne, effektiv og miljømæssigt bæredygtig industri, der skaber arbejdspladser, er et vigtigt redskab til fremme af udvikling i ethvert land eller område. Den førte EU-politik har dog bestemt ikke gavnet i denne retning, idet de mest negative aspekter er blevet forværret med årene. I politikken har man snarere fremmet nedlukning af vigtige produktionssektorer, afindustrialisering, lukning af arbejdspladser og øget afhængighed i utallige lande og områder. Liberalisering og deregulering af international handel er et grundprincip i denne politik, som har bidraget væsentligt til den aktuelle situation. I betænkningen insisterer man imidlertid på at slå til lyd for samme politik samtidig med, at man ignorerer dens konsekvenser. Desuden står man fast på det hellige princip om "fri konkurrence" og udvidelse af det indre marked, som er en udløber af ovennævnte politik, og på offentlig-private partnerskaber og endda synergier mellem civile og militære investeringer. Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre forsøgte at få fjernet disse meget negative dele fra betænkningen og samtidig bibeholde de gode. Desværre forkastede flertallet i Parlamentet alle forslagene, og derfor stemte vi imod.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Desværre vedtog Parlamentet ingen af vores ændringsforslag, som sigtede mod at fjerne de mest negative aspekter fra betænkningen. Derfor stemte vi imod ved den endelige afstemning om beslutningsforslaget.

Som jeg nævnte ved plenarforhandlingen, er der positive aspekter ved betænkningen, men der er også mange modstridende holdninger. På den ene side hævder man at forsvare industrien og de små og mellemstore virksomheder, men på den anden side rummer betænkningen forslag, hvori man insisterer på liberalisering af handel og fri konkurrence, udvidelse af det indre marked, offentlig-private partnerskaber og endog synergier mellem civile og militære investeringer.

Vi ønsker en industri, der udnytter ressourcerne effektivt og er mindre afhængig af kulstof, har fokus på arbejdstagernes rettigheder og sikrer kvinder lige rettigheder med hensyn til adgang til job, en anstændig løn, forfremmelse og deltagelse på ledelsesplan.

Navnlig når det handler om industri, udenrigshandel, finans, forskning, videnskab og innovation, går vi ind for en anden politik, som støtter SMV'erne, og et engagement med hensyn til arbejdstagernes værdighed og uddannelse af dem.

  Lorenzo Fontana (EFD), skriftlig. – (IT) I hr. Langes betænkning om industripolitik i en globaliseret verden behandler man særdeles vigtige spørgsmål, herunder virksomheders og navnlig små og mellemstore virksomheders adgang til kredit. Jeg sætter særlig stor pris på idéen om at knytte erhvervslivet tættere til universiteterne for at styrke sidstnævnte og derved understøtte EU 2020-målsætningerne. Derfor stemte jeg for.

  Elisabetta Gardini (PPE), skriftlig. – (IT) I Europa 2020-strategien erkender man behovet for at fastlægge en ny industripolitik for at opretholde et solidt og bæredygtigt industrielt grundlag i Europa.

En stærk og fremgangsrig industri er jo en nøglefaktor for vækst i EU, og derfor er det i lyset af globaliseringen og den hårde internationale konkurrence afgørende at skabe rammer, som er endnu mere gunstige for industriens udvikling. Denne betænkning fortjener bestemt ros, da den rummer en detaljeret oversigt over industripolitikken i lyset af den økonomiske krise, som har skadet sektoren alvorligt, og da den giver flere bud på, hvordan vi genopliver den europæiske industri.

Derfor er det efter min mening vigtigt, at de politiske mål, der opstilles i det flagskibsinitiativ, som hr. Tajani fremlagde den 28. oktober, omsættes i håndgribelige foranstaltninger f.eks. ved at styrke og internationalisere de små og mellemstore virksomheder, sikre lettere adgang til kredit og fastlægge en ny model for industriel innovation. Bortset fra det må Europa løbe en risiko og øge produktiviteten i kraft af nye idéer ved at investere mere i forskning, som skal være den nye drivkraft, der skal genoprette Europas ekspertise.

  Adam Gierek (S&D), skriftlig. – (PL) Verdensmarkedet reagerer på behovet for at imødekomme kravene fra den forbrugsmodel, som allerede har indfundet sig i mere højt udviklede samfund. Vi ser dog tegn på konkurrenceevne "for enhver pris", og her tænker jeg på konkurrenceevne, som påvirkes af mere end blot industriens innovationsevne og ændringer i forbrugsmodellen.

Blandt de ugunstige fænomener, der ledsager konkurrenceevne, kan nævnes følgende: en forbrugsmodel, der påtvinges af industrien, og hvor man frådser med energi og råmaterialer; konkurrence, der ikke bygger på brug af overlegne metoder, men på velstående monopolistiske selskabers økonomiske overlegenhed; en fragmentarisk konkurrenceevne, som kun vedrører den afsluttende bearbejdningsfase, og ikke den samlede konkurrenceevne, hvor man tager hensyn til klargøring af råvarer og produktionsmaterialer; overnationale og ofte ikke-europæiske selskabers overtagelse af markederne for råmaterialer og energi; stigende priser på energi og dermed også råmaterialer på grund af bestemmelser, hvor man pålægger EU-medlemsstaterne et system med emissionshandel; unfair konkurrence fra primært store, overnationale selskaber, herunder finansielle selskaber.

Jeg betragter denne betænkning som en god indledning på en meget vigtig debat om fremtidens konkurrencedygtige industri i Europa og således om selve Europas fremtid, så jeg stemte for vedtagelsen af den.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. – (FR) Jeg beklager, at denne betænkning ikke blev fremlagt tidligere, for eksempel da EU tog afstand fra etableringen af industrielle kæmper, eller da Mittal gennemførte sin fjendtlige overtagelse af Arcelor og dermed fratog Europa kontinentets eneste tilbageværende store aktør inden for jern- og stålindustri. I årtier har EU arbejdet hårdt på at ødelægge vores industristruktur og -job vha. sektor-, konkurrence- og frihandelspolitikker, som alle her i salen systematisk har lovprist, støttet og fremmet. Nu hvor katastrofen lurer, nærmer I jer forsigtigt det, som Front national har foreslået i meget lang tid, nemlig at vi må erkende, at et industrielt grundlag er afgørende, ligesom vi må udvikle strategiske sektorer, beskytte mod unfair konkurrence og hjælpe med at trænge ind på eksterne markeder, sikre forsyningen af råmaterialer, regulere i forhold til overtagelser, underkaste konkurrencepolitikken strategiske og socioøkonomiske krav og krav vedrørende public service, yde offentlig støtte til nye eller innovative sektorer osv.

Tiden er imidlertid fremskreden, og EU, som har klynget sig til sit ultraliberale ideologiske grundlag, udgør bestemt ikke den bedste platform for at træffe beslutninger om og gennemføre sådanne politikker.

  Juozas Imbrasas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for denne betænkning, da EU's industri tegner sig for rundt regnet en tredjedel af bruttoværditilvæksten i EU, idet industriprodukter udgør næsten 3/4 af EU's eksport og skaber 1/3 af beskæftigelsen, således at industrien sørger for livsunderhold til godt 57 mio. mennesker. Den seneste dybe økonomiske krise har ramt den europæiske industri. Men krisen har også sat fokus på industriens betydning for EU's økonomi og gjort det klart, at der ikke er blevet gjort nok for at tilgodese dens behov ordentligt i den aktuelle udfordrende situation. Væksten i produktionen er faldet til det laveste niveau i to årtier, og visse europæiske industrier befinder sig i en permanent krise som følge af illoyal konkurrence fra tredjelande, især inden for områderne arbejdsmarkedsforbindelser, miljø og beskyttelse af intellektuel og industriel ejendomsret. Da USA, Japan og Kina fører en stærk og aktiv industripolitik, der underbygges af avancerede nicheprodukter og tjenesteydelser, er der fare for, at den europæiske industri kan sakke bagud. En integreret og bæredygtig industripolitik i EU bør baseres på behovet for at etablere en innovationskæde, der skaber forbindelse mellem videnskabelig forskning og anvendelse i praksis, udnytte ressourcerne mere effektivt og øge produktionen af ren energi.

Vi må opfordre til, at vi i EU iværksætter strategier, hvor man sigter mod langsigtede ændringer og fører en uddannelsespolitik, der tilfredsstiller arbejdsmarkedets behov. Det er nødvendigt at bekæmpe udbredelsen af den sorte økonomi og sort arbejde, som forvrider konkurrencen i disse krisetider, og det foreslås at fremme SMV'ers deltagelse i offentlige indkøb.

  Silvana Koch-Mehrin (ALDE), skriftlig. – (DE) Ved afstemningen om Lange-betænkningen undlader jeg at stemme om punkt 31 på grund af den tvetydige ordlyd, hvor man taler om både Eurobonds og projektobligationer. Alt i alt stemmer jeg dog for betænkningen, da jeg ikke har noget imod projektobligationer som sådan. Projektobligationer sikrer finansiering af store projekter vedrørende innovation, infrastruktur og genindustrialisering. Der er ikke tale om instrumenter, der skal bruges til at gøre gæld til et fællesskabsanliggende, hvilket ville være tilfældet med Eurobonds.

  Giovanni La Via (PPE), skriftlig. – (IT) Efter min mening er dagens afstemning et vigtigt skridt i retning af at komme igennem den økonomiske og finansielle krise, der har ramt Europa og vores industrier. I beslutningsforslaget ser man på en nøglesektor, som behøver støtte for, at EU kan gennemføre en industripolitik, der skal forene opnåelse af høj produktion med en indsats rettet mod konkurrencedygtig og bæredygtig fornyelse. Derfor bifalder jeg henvisningen til Europa 2020-strategien, der skal fungere som ledestjerne for gennemførelsen af EU's prioriterede aktioner gennem meget store investeringer i innovation og forskning, som er nødvendige for vækst og udvikling i Europa. Samlet set mener jeg, at ordføreren, hr. Lange, har udført et fint stykke arbejde. Han har formået at forene idéer og forslag fra mere end 500 ændringsforslag og udarbejde en betænkning, som jeg tilslutter mig med undtagelse af forslaget om europæiske patenter. Jeg mener ikke, at det er den rigtige beslutning at indlede et udvidet samarbejde på et område med så stor strategisk betydning – nemlig intellektuel ejendomsret – eller at det vil gavne den europæiske industri.

  Bogusław Liberadzki (S&D), skriftlig. – (PL) Industripolitikken i en globaliseret verden er ved at blive et stort problem for EU og de enkelte medlemsstater. Målet om at minimere produktionsomkostningerne og priserne lægges til grund for at lukke industriproduktionen, flytte fabrikker uden for EU og derefter importere produkter. Dette har negative konsekvenser, idet vi mister kapacitet til industriudvikling, teknisk uddannelse og innovation, hvorved vi bliver afhængige af andre lande. Hele industrisektorer bukker under, bl.a. skibsværftsindustrien i Polen. Strengere miljøkrav, som vi kun har indført i EU, og accept af dumping fra asiatiske producenters side fremskynder afindustrialiseringen af EU. Vi har behov for en velovervejet politik, som gør det muligt for Europa at fastholde sin industrielle karakter.

  Petru Constantin Luhan (PPE), skriftlig. – (RO) Den seneste økonomiske krise har igen vist, at små og mellemstore virksomheder stadig er drivkraften bag økonomisk og social udvikling, da de spiller en central rolle med hensyn til at øge vores økonomiske konkurrenceevne og skabe job. Jeg hilser denne betænkning velkommen, og jeg mener, at de EU-instrumenter, der understøtter konkurrenceevnen, må gennemgås og styrkes med henblik på at forenkle de administrative procedurer og lette SMV'ernes adgang til finansiering. Desuden er det helt afgørende, at vi indfører nyskabende stimuleringsmekanismer, som skal bidrage til at nå målene vedrørende intelligent, bæredygtig vækst med et integrationsaspekt, og at vi fremmer et tættere samarbejde med de finansielle institutioner. En vigtig metode til støtte for innovation blandt SMV'er, som er tilgængelig via Den Europæiske Investeringsbank, er Finansieringsordningen med risikodeling. For at opnå succes med denne ordning må Kommissionen dog stille væsentlig flere midler til rådighed, bl.a. gennem innovationsmidler fra EFRU-kilder, og fremme direkte private investeringer og nyskabende mekanismer til finansiering af risikobetonede innovative projekter og andre projekter, som SMV'er deltager i.

  David Martin (S&D), skriftlig. – (EN) Som anført i denne betænkning mener jeg, at en EU-strategi til fremme af stærke og faguddannede menneskelige ressourcer med et stærkt kreativt potentiale og aktiv inddragelse i innovation og udvikling, nye og innovative teknologier/processer/løsninger, som skaber en merværdi, forskning og udvikling, som er tilpasset behovene i en bæredygtig udvikling, en effektiv forsyningskæde til produktionen af varer og tjenesteydelser af høj kvalitet, mere effektivt organiserede produktions- og forvaltningssystemer, generelt større ressourceeffektivitet, der resulterer i et mindre CO2-fodaftryk, omkostningseffektive og bæredygtige transportformer, intelligent og effektiv logistik og infrastruktur af høj kvalitet, et konsolideret og fuldt funktionsdygtigt indre marked og lige vilkår inden for handelsforbindelserne med tredjelande er den eneste måde at øge den europæiske industris bæredygtighed og konkurrenceevne på og således bevare dens internationale førerposition.

  Jiří Maštálka (GUE/NGL), skriftlig. – (CS) Betænkningen om industripolitik i en globaliseret verden er et vigtigt dokument på baggrund af den krise, der har påvirket den europæiske økonomi og navnlig industriproduktionen. Den omhandler dog ikke det vigtigste emne, nemlig den egentlige årsag bag de enorme økonomiske problemer. Her tænker jeg på den globale kapitalisme med fri konkurrence og uhæmmet neoliberalisme, som EU desværre bygger på. EU har ikke brug for flere strategiske dokumenter, som Kommissionen bogstavelig talt sprøjter ud. Der er derimod et presserende behov for at ændre EU's grundlag og navnlig bevæge os i retning af et socialt og fredeligt EU med en reguleret finanssektor. Når vi nu forhandler om et "strategisk" dokument, må vi huske på, at erfaringerne viser, at det er nemmere at frembringe denne slags dokumenter, end det er at gennemføre bestemmelserne i dem senere hen på de enkelte områder og overvåge og vurdere effekten af de foreslåede foranstaltninger. Det har vi f.eks. set tydelige beviser på inden for området for intellektuel ejendomsret, bl.a. i industrien.

  Gesine Meissner (ALDE), skriftlig. – (DE) Ved afstemningen om Lange-betænkningen undlader jeg at stemme om punkt 31 på grund af den tvetydige ordlyd, hvor man taler om både Eurobonds og projektobligationer. Alt i alt stemmer jeg dog for betænkningen, da jeg ikke har noget imod projektobligationer som sådan. Projektobligationer sikrer finansiering af store projekter vedrørende innovation, infrastruktur og genindustrialisering. Der er ikke tale om instrumenter, der skal bruges til at gøre gæld til et fællesskabsanliggende, hvilket ville være tilfældet med Eurobonds.

  Nuno Melo (PPE), skriftlig. – (PT) EU's industri tegner sig for rundt regnet en tredjedel af bruttoværditilvæksten i EU, idet industriprodukter udgør næsten 3/4 af EU's eksport og skaber 1/3 af beskæftigelsen. Endvidere har industrien en multiplikatoreffekt, som gør, at der skabes ca. to yderligere job i beslægtede sektorer for hvert job, der skabes i industrien. På denne baggrund er der ingen, der betvivler industrisektorens store betydning for medlemsstaternes økonomier, men den økonomiske krise har sået tvivl om sektorens betydning, hvilket også har skadet finans- og servicesektorerne, og det er på tide, at vi reviderer situationen og går tilbage til at investere kraftigt i industrisektoren. Den europæiske industri bevæger sig i retning af specialisering og fokus på kvalitetsprodukter og anvendelse af den nyeste teknologi. De produkter, som vores industri frembringer, skal skille sig ud fra konkurrenternes i kraft af innovation og kvalitet, men aldrig på grund af pris.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. – (DE) Hvis vi skal forblive konkurrencedygtige i en tid med økonomiske omvæltninger på verdensplan, må vi være opmærksomme på, at industrien er en afgørende økonomisk sektor. Vi må både fremme og kræve bæredygtighed og humane arbejdsvilkår, for konkurrencen fra de nye vækstlande såsom Kina, Indien og Brasilien bliver stadig hårdere, og derved øges presset på EU's indre marked. Bæredygtighed og vækst er to modeord, som vi ofte hører, navnlig i forbindelse med industripolitikken, men der hersker alvorlig tvivl om mulighederne for at omsætte begreberne i praksis, hvilket primært skyldes mangel på ressourcer. Jeg undlader at stemme, da jeg mener, at de foreslåede foranstaltninger på ingen måde er tilstrækkelige til at sikre den europæiske industrisektor førstepladsen i verden.

  Rolandas Paksas (EFD), skriftlig. – (LT) Jeg stemte for dette beslutningsforslag, fordi EU's industri er hårdt ramt af den aktuelle økonomiske krise. I dag er der meget hård konkurrence i industrien på verdensplan, og derfor må vores industrisektor forblive konkurrencedygtig og innovativ, idet den understøtter nyskabende idéer, kvalitet og en teknologisk førerposition. Vi må forbedre vores anlæg og udveksle højteknologiske løsninger og lette anvendelsen af disse blandt selskaberne. Vi må gøre alt for at sikre, at de eksisterende ressourcer (mineraler) udnyttes hensigtsmæssigt inden for EU og ikke eksporteres uden for EU's grænser, og forhindre, at der opstår oligopoler i samhandelen. EU-støtte skal ikke bruges på hurtige nødløsninger, men på investeringer i fremtiden, som er målrettede mod skabelse af nye job, så enhver borger kan finde arbejde i sit eget land. Vi må rette særlig opmærksomhed mod såkaldte problemområder med lav industriel udvikling og høj arbejdsløshed. Derfor er der behov for at fremme etableringen af teknologi-, industri- og videnskabsparker og virksomhedscentre. Disse er særlig vigtige, hvis vi skal skabe og udvikle moderne teknologier og sikre økonomisk udvikling og modernisering, alt imens vi skaber nye job. De små og mellemstore virksomheder skal tilskyndes til at investere i klynger. Vi må skabe et gunstigt erhvervsmiljø for dem og mindske de administrative byrder. Dybt forankret bureaukrati forhindrer industriel udvikling og skader de frembragte produkters konkurrenceevne.

  Alfredo Pallone (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg stemte for hr. Langes betænkning, fordi EU parallelt med Europa 2020-strategien skal arbejde for levende udvikling og bedre udnyttelse af ressourcer med henblik på at skabe innovation. I betænkningen om industripolitik i en globaliseret verden anføres netop disse målsætninger: industriel innovation og forenkling af den eksisterende lovgivning med udgangspunkt i borgernes interesser og rollen for de små og mellemstore virksomheder (SMV'er) – den europæiske økonomis hjerte. SMV'er skal garanteres gunstige betingelser og lettere adgang til finansiering. Det skal understreges, at en dynamisk og banebrydende industripolitik skal gennemføres ved hjælp af strukturfondene, der kan skabe fundamentet for vækst i Europa, hvis de bruges rigtigt.

  Rovana Plumb (S&D), skriftlig. – (RO) EU's industri tegner sig for rundt regnet en tredjedel af bruttoværditilvæksten i EU, idet industriprodukter udgør næsten 3/4 af EU's eksport og skaber 1/3 af beskæftigelsen, således at industrien sørger for livsunderhold til godt 57 mio. mennesker (plus dens multiplikatoreffekt, ifølge hvilken hvert eneste job i industrien skaber ca. to yderligere jobs i beslægtede sektorer). Der er 15 centrale elementer, nemlig etablering af en innovationskæde, fremme af ressourceeffektivitet, klare mål for bæredygtige produkter, anvendelse af offentlige udbud, styrkelse af produktionen af ren energi, en overbevisende råvarestrategi, tilpasning af handelen med henblik på retfærdig sameksistens og bæredygtig produktion, hovedtræk i en obligatorisk sektoriel industripolitik, inddragelse af SMV'er, udvikling af regionale indsatsområder, foregribelse af industrielle forandringer, forberedelse af omstruktureringer, forbedring af kvalifikationer, øget arbejdstagerdeltagelse i beslutningsprocesserne og langsigtede politikker.

EU's industripolitik bør orienteres både mod en bæredygtig, miljømæssigt effektiv og globalt konkurrencedygtig omlægning af det industrielle grundlag og mod en bæredygtig overgang fra hovedsageligt produktionsindustri til videnindustri, samtidig med den fokuserer på investeringer i EU og etablering af strategiske partnerskaber mellem virksomheder i EU.

  Fiorello Provera (EFD), skriftlig. – (IT) Via denne betænkning har Parlamentet fremhævet vigtige spørgsmål, der er vigtige, når vi taler om den europæiske industris vækst. Jeg taler om anerkendelsen af de små og mellemstore virksomheders strategiske rolle og behovet for at sikre dem nemmere adgang til kredit via forenklede finansieringsprocedurer og betydningen af internationalisering som en central faktor for konkurrenceevnen.

Forbindelsen mellem innovation og industrien gennem løbende samarbejde mellem virksomheder og universiteter er også afgørende og omfatter salg af resultater og fremme af deres anvendelse. Jeg støtter derfor indholdet og forslagene i hr. Langes betænkning.

  Paulo Rangel (PPE), skriftlig. – (PT) Den nylige økonomiske og finansielle krise har fremhævet industriens betydning for EU's økonomi, og det er derfor vigtigt, at vi anerkender behovet for en integreret tilgang til industripolitik, som kombinerer konkurrenceevne, innovation og bæredygtighed, og som samtidig kan stimulere vækst, skabe arbejdspladser og beskytte miljøet. Den europæiske industri står faktisk over for adskillige udfordringer, og derfor er det afgørende, at vi fokuserer på at investere i nye teknologier og løsninger, uddanne personale, effektivisere produktionssystemer og forvaltningsmodeller og styrke de små og mellemstore virksomheder.

  Evelyn Regner (S&D), skriftlig. – (DE) Jeg stemte for betænkningen, fordi jeg er overbevist om, at en integreret industripolitik for Europa er nødvendig, navnlig på baggrund af de nye udfordringer, som globaliseringen skaber, og som fordrer en videreudvikling af industripolitikken. Industripolitik er drivkraften bag bæredygtig beskæftigelse og samfundets velstand. Én enkelt arbejdsplads i industrien skaber mindst to yderligere arbejdspladser. Der sås i stigende grad tvivl om Europas position i industripolitikken som følge af vækstlandenes øgede industrialisering og vores største konkurrenters voksende styrke, som f.eks. USA og Kina. Vi skal derfor udvikle mere selv. Det kan vi kun gøre, hvis vi omlægger industribasen ved at iværksætte foranstaltninger i bestemte sektorer, men også ved generelt at sikre Europas konkurrenceevne på globalt plan og den europæiske industris bæredygtige vækst. I henhold til betænkningen bør en integreret industripolitik danne grundlaget for miljø-, konkurrence- og handelspolitikken i Europa med henblik på at forbedre ressourceeffektiviteten. Betænkningen fremhæver endvidere betydningen af et konstruktivt partnerskab med arbejdstagere og fagforeninger. Behovet for at forbedre koordineringen mellem EU og medlemsstaterne understreges også i betænkningen. Disse foranstaltninger er efter min mening absolut nødvendige. Denne betænkning sikrer, at industripolitikken videreudvikles med den nødvendige ambition og forsigtighed.

  Britta Reimers (ALDE), skriftlig. – (DE) I afstemningen om Lange-betænkningen undlod jeg at stemme om punkt 31 på grund af den ambitiøse ordlyd, der henviser til både EU-obligationer og projektobligationer. Som helhed stemmer jeg dog for betænkningen, da jeg ikke har noget imod projektobligationer som sådan. Projektobligationer bruges i vid udstrækning til at finansiere innovation, infrastruktur og genindustrialisering. Dette handler ikke om instrumenter til overførsel af gæld til EU's kompetence, som det er tilfældet med EU-obligationer.

  Crescenzio Rivellini (PPE), skriftlig. – (IT) På plenarmødet i dag stemte vi om hr. Langes betænkning om industripolitik i en globaliseret verden. EU's industri tegner sig for rundt regnet en tredjedel af bruttoværditilvæksten i EU, idet industriprodukter udgør næsten 3/4 af EU's eksport og skaber 1/3 af beskæftigelsen, således at industrien sørger for livsunderhold til godt 57 mio. mennesker. Hvis man tager dens multiplikatoreffekt i betragtning, ifølge hvilken hvert eneste job i industrien skaber ca. to yderligere jobs i beslægtede sektorer, er dens indvirkning på beskæftigelsen endnu større.

EU's industripolitik bør endvidere orienteres både mod en bæredygtig, miljømæssigt effektiv og globalt konkurrencedygtig fornyelse af det industrielle grundlag og mod en bæredygtig overgang fra hovedsageligt produktionsindustri til videnindustri. Det er af afgørende betydning at integrere alle EU-politikker heri ved at samle alle aspekter af betydning for industrien. Hr. Langes initiativbetænkning om industripolitik gentager den holdning, som kommissæren med ansvar for erhvervs- og virksomhedspolitik, hr. Tajani, tilkendegiver i meddelelsen, med nye idéer, der sigter mod den vigtige fornyelse af industrisektoren efter den økonomiske krise.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), skriftlig. – (EN) Parlamentet har i dag støttet en række foranstaltninger, der har til formål at fremme den europæiske industris konkurrenceevne. Det glæder mig, at det anerkendes, at energi- og ressourceeffektiviteten skal danne grundlag for omlægningen af den europæiske industri, hvis vi skal overvinde krisen og udfordringerne i forbindelse med globaliseringen. Bæredygtighed skal anerkendes som et centralt aspekt af den såkaldte "konkurrenceevnetest" og de såkaldte "fitnesstests", der skal gennemføres af Kommissionen som et led i strategien for bedre lovgivning. Betænkningen opfordrer med rette til udvikling af lukkede industrielle produktionssystemer, øget ressourceproduktivitet og -holdbarhed samt genbrug, genanvendelse og genfremstilling.

I henhold til betænkningen skal der tilvejebringes instrumenter, som fremmer udviklingen af miljømæssigt innovative SMV'er og disses vækst samt udviklingen af industriområder med miljøvenlige virksomheder. Det er vigtigt, at EU's industripolitik bringes i overensstemmelse med EU's klima- og energipolitiske målsætninger. Gruppen De Grønne forventer, at Kommissionen tager denne udfordring op i sine kommende strategiske initiativer, f.eks. strategien for ressourceeffektivitet, råvarestrategien og Small Business Act.

  Oreste Rossi (EFD), skriftlig. – (IT) Endelig anerkender EU industriens grundlæggende rolle og opfordrer til forenkling af adgangen til kredit og formindskelse af bureaukratiet. I de seneste år har vi været vidne til vedtagelsen af foranstaltninger, der pålægger den europæiske industri tunge byrder, og som begunstiger unfair konkurrence fra produkter, der importeres fra tredjelande. Jeg kan nævne omkostningerne som følge af bekæmpelsen af klimaændringer og foranstaltningerne til formindskelse eller fjernelsen af afgifter.

I betænkningen fremhæves betydningen af forskning som et instrument til at afværge konkurrence, ligesom videreuddannelse af arbejdstagere og myndiggørelse af forbrugere fremhæves. Bortset fra alle de fine ord må vi dog ikke glemme, at EU trues af en sprængning mellem medlemsstaterne, som har medført et minimalt ønske om at skabe en industriel fremtid sammen. Jeg tænker her på det, der skete med det europæiske patent, hvor EU har udelukket Italien og Spanien, og indførelsen af udvidet samarbejde mellem andre medlemsstater. Jeg stemte for denne betænkning, fordi vi bør støtte de principper, den omhandler.

  Czesław Adam Siekierski (PPE), skriftlig. – (PL) Industrien i Europa står ikke kun over for virkningerne af den økonomiske krise, men også over for de nye udfordringer, som den globaliserede verden bringer med sig. Virksomheder skal reagere effektivt over for stadig hurtigere ændringer i den økonomiske udvikling. Økonomierne i vækstlandene ændrer styrkeforholdet på de internationale markeder. Med udviklingen af et videnbaseret samfund får forskning og innovation også større betydning, idet begge dele skaber vækst og konkurrencedygtighed. De problemer, som EU's økonomi skal overvinde, omfatter demografiske ændringer og faldende produktivitet. De primære målsætninger for EU's industri er øget konkurrenceevne og innovationsevne. For at opfylde disse målsætninger skal der gennemføres en række foranstaltninger på én gang. Det er vigtigt, at vi fortsætter arbejdet med at gennemføre det indre marked og harmonisere told- og skattelovgivningen. Den bureaukratiske byrde for virksomhederne skal reduceres, og de retlige rammer skal forenkles. Samarbejdet mellem virksomhederne skal styrkes gennem erhvervsklynger, netværk og ekspertisecentre, og der skal ydes en indsats for at fremme synergier mellem universiteter og erhvervslivet.

Det skal også vise sig nyttigt at anvende alternative ordninger, som f.eks. offentlig-private partnerskaber, der fordeler risiciene mellem private og offentlige investorer, og udnytte løftestangs- og banke-på-effekten. Det er afgørende, at vi støtter de små og mellemstore virksomheder, som er grundlaget for den europæiske industri, med finansiel støtte på området for innovation og teknologioverførsel og ved at inddrage kriterier vedrørende innovation og bæredygtighed i offentlige udbudsprocedurer. Vi skal også sikre, at udgifterne til forskning baseret på samarbejde mellem den offentlige og private sektor øges.

  Catherine Stihler (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for denne betænkning, som fremhæver, hvordan EU's industribase kan styrkes. Industrien tegner sig for omkring en tredjedel af beskæftigelsen i EU, og derfor er det afgørende, at vi sikrer dens fortsatte levedygtighed.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Den europæiske industri tegner sig sammen med sin multiplikatoreffekt for rundt regnet en tredjedel af bruttoværditilvæksten i EU og sørger for livsunderhold til godt 57 mio. mennesker. Vi skal indføre en industripolitik, der støtter koordineringen mellem medlemsstaterne og deres konkurrenceevne, som det fremgår af Europa 2020-strategien. Relevansen af denne betænkning i en tid med økonomisk recession viser, at denne sektor – trods sin betydning – er forvist til baggrunden. Denne kendsgerning kræver en nærmere undersøgelse af de udfordringer, som den europæiske industri skal overvinde, navnlig omstrukturering og ændring af retningen for dens sammensætning med udgangspunkt i et globalt vidensamfund og gennem innovation og forskning, for at imødegå konkurrencen fra vækstøkonomierne. Bortset fra præges udviklingen af ny dynamik, klimaændringer, demografiske ændringer og urbanisering/affolkning. Af de 15 punkter, som ordføreren fremsætter, vil jeg fremhæve de foranstaltninger, der vedrører små og mellemstore virksomheder, som er hoveddrivkraften bag EU's vækst. Forenklingen af de europæiske procedurer for opnåelse af finansiering, flere og bedre oplysninger til de små og mellemstore virksomheder om operationelle programmer, etableringen af innovationsklynger og -net samt øget støtte fra Den Europæiske Centralbank er centrale initiativer i gennemførelsen af en vellykket europæisk industripolitik.

  Alexandra Thein (ALDE), skriftlig. – (DE) I afstemningen om Lange-betænkningen undlod jeg at stemme om punkt 31 på grund af den ambitiøse ordlyd, der henviser til både EU-obligationer og projektobligationer. Som helhed stemmer jeg dog for betænkningen, da jeg ikke har noget imod projektobligationer som sådan. Projektobligationer bruges i vid udstrækning til at finansiere innovation, infrastruktur og genindustrialisering. Dette handler ikke om instrumenter til overførsel af gæld til EU's kompetence, som det er tilfældet med EU-obligationer.

  Derek Vaughan (S&D), skriftlig. – (EN) Jeg stemte for denne betænkning, fordi den omhandler behovet for en sammenhængende politik for industriens fremtid i hele EU. Fremstillingsindustrien tegner sig for mere end 60 mio. arbejdspladser i EU, og derfor vil en robust politik hjælpe EU med at overvinde nogle af de udfordringer, som producenterne står overfor. Som en del af EU's 2020-strategi skitseres der i denne betænkning 15 "hjørnesten" i en stærk politik, som vil sikre, at EU kan holde trit med konkurrenter fra USA, Kina og Japan, der foretager store investeringer i forskning og udvikling af banebrydende teknologi, og lande, der kan reducere omkostningerne via billig arbejdskraft, og som har mindre strenge regler vedrørende intellektuelle ejendomsrettigheder. Nogle af de nyttigste henstillinger i betænkningen omfatter behovet for en innovationskæde, der kæder industrirelateret forskning sammen med innovation og anvendelse af teknologi, og øget vægt på ressourceeffektivitet og -bæredygtighed, hvilket er i overensstemmelse med Europa 2020-strategiens målsætninger.

  Iva Zanicchi (PPE), skriftlig. – (IT) Jeg besluttede at stemme for hr. Langes initiativbetænkning, eftersom den er Parlamentets bidrag til forhandlingen om et spørgsmål, der har stor betydning for erhvervslivet, nemlig den europæiske industripolitik.

Betænkningen rummer en række positive elementer, f.eks. den brede appel til de europæiske virksomheder om at opfylde miljøstandarder, men kun på frivillig basis og uden stive krav. Industriens centrale rolle – og ikke kun industripolitikken – for EU's vækst gentages med rette. Med udgangspunkt i den betænkning, vi har stemt om i dag, er det efter min mening vigtigt, at alle institutioner og berørte parter bestræber sig på at opfylde de målsætninger, den fastlægger, og omsætter dem til reel handling. Af særlig betydning er vedtagelsen af foranstaltninger vedrørende beskyttelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, bekræftelsen af en model for industriel innovation, der sigter mod ekspertise, moderniseringen af industrier, navnlig med hensyn til miljøbeskyttelse og omhyggelig anvendelse af energiressourcer, og støtte til indførelse af betingelser, der kan bidrage til internationaliseringen af små og mellemstore virksomheder.

12. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen

  Formanden. – Mødet hæves kl. 13.45 og genoptages kl. 15.00.

FORSÆDE: Rainer WIELAND
Næstformand

13. Godkendelse af protokollen fra foregående møde: se protokollen

14. EU's strategi over for Iran (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning af hr. Belder for Udenrigsudvalget om EU's strategi over for Iran (2010/2050(INI)) (A7-0037/2011).

  Bastiaan Belder, ordfører. – (NL) Hr. formand! Jeg vil først takke skyggeordførerne, hvis gode samarbejde jeg har nydt i forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning. Resultatet er noget, vi kan være stolte af. En betænkning blev vedtaget med overvældende flertal med 62 stemmer for og kun tre imod ved en afstemning i Udenrigsudvalget. På dette centrale område er det også meget vigtigt, at vi taler med én stemme, ikke kun i Parlamentet, men i de europæiske institutioner som helhed.

Det glæder mig, at vi gennem denne beslutning udtrykker vores støtte til og solidaritet med de millioner af demonstranter, der har demonstreret i gaderne siden det omstridte præsidentvalg i 2009. Oppositionsstyrkerne i Iran har stærkt brug for støtte og solidaritet i dag, hvor de ser, hvordan regimer falder, og præsidenter træder tilbage andre steder i Mellemøsten. Den grønne bevægelse skal kunne mærke vores støtte, idet oppositionen igen med livet som indsats søger at finde frem til, hvordan de kan organisere legitime protester mod de iranske myndigheder. At risikoen er reel, bevises ikke kun af anholdelsen af oppositionslederne, hr. Mousavi og hr. Karoubi, men også af de grusomme og ukontrollerede krav fra en betydelig del af Majlis, det iranske parlament, om at henrette dem. I vores beslutning opfordrer Parlamentet de iranske myndigheder til at samarbejde fuldt ud og betingelsesløst med Den Internationale Atomenergiorganisation (IAEA), der har base i Wien. Det er netop Teherans manglende samarbejdsvilje, der mistænkeliggør Irans atomprogram. Det internationale samfunds bekymring er mere end berettiget. Det er derfor efter min mening ufatteligt, hvis vi sender et land som dette et budskab om, at det har ret til at berige uran. Uanset hvor sandt det måtte være, er det ikke det signal, som Parlamentet burde sende på dette afgørende tidspunkt. Jeg opfordrer derfor mine kolleger til at støtte mit forslag om at fjerne disse passager fra vores beslutning. Beslutningen omhandler også Irans rolle i regionen. I kølvandet på de dokumenter, der er lækket via WikiLeaks, om regionens opfattelse af Iran vil Parlamentet bestemt gøre Teheran en tjeneste ved at sende det et klart budskab om, at det omgående skal sætte en stopper for sin destabiliserende påvirkning. Jeg opfordrer derfor Dem alle til at støtte mine ændringsforslag vedrørende Irans rolle i nabolandet Irak og vedrørende fjernelsen af punkt 53 fra beslutningen. Parlamentet yder efter min mening via punkt 55 allerede tilstrækkelig støtte til idéen om, at EU og Iran skal have et stabilt Afghanistan som fælles mål.

Jeg vil afslutte mit indlæg med en enkelt bemærkning. Jeg er ikke ømskindet, og netop derfor vil jeg knytte en bemærkning til Iran og landets officielle repræsentanter i Bruxelles og de nationale hovedstæder. Jeg har haft lejlighed til at se nærmere på korrespondance fra Iran til mine kolleger fra forskellige kilder. Korrespondancens tone og indhold må betragtes som mildt sagt bemærkelsesværdigt. Denne betænkning blev – som allerede sagt – vedtaget med overvældende flertal i Udenrigsudvalget, som jeg er medlem af. Derfor kan denne beslutning ikke betragtes som mit private projekt, men som en fælles holdning fra Parlamentet som helhed. Det er derfor ikke korrekt, at min baggrund som formand for Parlamentets første delegation har været afgørende for den kritiske tone i beslutningen. I den henseende skal Iran tværtimod opfordres til at redegøre for sin egen optræden. Hele Parlamentet – og det er jeg taknemmelig for – accepterer hverken præsident Ahmadinejads antisemitiske retorik eller fornægtelse af holocaust, selv om jeg desværre må sige, at antisemitismen ikke kun findes i regimets inderkreds.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Dette er en lejlighed til at drøfte EU's strategi over for Iran, som er genstand for hr. Belders initiativbetænkning.

Hr. Belders betænkning omhandler en lang række spørgsmål og afspejler mange forskellige interessegruppers synspunkter, men jeg vil koncentrere mig om to forhold, nemlig atomprogrammet og menneskerettighedssituationen i Iran, som begge dele er omhandlet udførligt i betænkningen.

Som De alle ved, vækker Irans atomprogram alvorlig bekymring i EU og i det internationale samfund som helhed. Både FN's Sikkerhedsråd og IAEA's Styrelsesråd i Wien har vedtaget en række resolutioner, som kræver, at Iran iværksætter de nødvendige foranstaltninger for at skabe vished om den udelukkende fredelige karakter af landets atomprogram. Desværre bekræfter den seneste rapport fra IAEA, som blev offentliggjort den 25. februar, at Iran ikke overholder sine internationale forpligtelser.

Fra EU's side ønsker vi stadig at arbejde hen imod en diplomatisk løsning med udgangspunkt i vores tosporede tilgang, der kombinerer pres med dialog. Målet er stadig at inddrage Iran i en faseinddelt tillidsskabende tilgang, som kan føre til seriøse forhandlinger om atomprogrammet.

På det andet møde, som jeg ledte på vegne af E3+3 – Kina, Frankrig, Tyskland, Rusland, Det Forenede Kongerige og USA – i Istanbul, fremlagde jeg vores forslag til konkrete tillidsskabende foranstaltninger vedrørende Iran, herunder en opdateret ordning for levering af brændsel til forskningsreaktoren i Teheran, og andre foranstaltninger vedrørende gennemsigtighed.

Disse forslag vil som bekendt sikre umiddelbare fordele for begge parter og kan bane vejen for en proces, der kan imødegå bekymringerne og gradvist skabe gensidig tillid. Og opbygning af tillid er det, som vores indsats fokuserer på.

Irans svar var skuffende. De var ikke parate til at drøfte vores forslag, medmindre vi først anerkendte Irans ret til at berige uran. De talte om ophævelse af alle sanktioner.

Jeg kan forstå Irans ønske om ophævelse af sanktioner. Vi ønsker alle, at vores forhandlinger afsluttes med et vellykket resultat, hvilket – i overensstemmelse med Sikkerhedsrådets resolutioner – vil betyde, at sanktionerne ophæves. Ophævelsen af sanktioner vil ske i takt med gradvis genopbygning af tillid. Det var den rute, vi forsøgte at udstikke.

Med hensyn til retten til at berige fastlægger traktaten om ikkespredning omhyggeligt en balance mellem rettigheder og forpligtelser. Jeg kan ikke se noget formål med selektivt at omskrive eller genfortolke den. Som det første skridt skal Iran sikre, at det overholder sine forpligtelser fuldt ud.

Vi vil forsætte vores indsats for at inddrage Iran, men vi vil også fortsætte indsatsen for at øge presset først og fremmest ved at styrke gennemførelsen af de nuværende sanktioner.

Jeg har siden haft møde med Irans nye udenrigsminister, Dr. Salehi, i Genève, et møde, der gav mig mulighed for at forklare ham vores bestræbelser i forbindelse med Iranforhandlingerne og vores ønske om et svar af hensyn til alles sikkerhed. Jeg har også skrevet til Dr. Jalili, der ledte forhandlingerne på Irans vegne, for at gentage vores tilbud og opfordre ham til at svare. Dr. Salehi oplyste mig, at de overvejede deres svar, og jeg opfordrede dem til at være positive.

Ligesom Parlamentet deler jeg manges synspunkter med hensyn til spørgsmålet om menneskerettigheder i Iran. Den fortsatte og systematiske undertrykkelse, anholdelserne og chikanen mod advokater, journalister og andre, der udøver deres rettigheder, er fuldstændig uacceptabel.

Vi har set meget lange fængselsdomme og begrænsninger af retten til at arbejde og rejse i op til 20 år for nogle af de dømte. Da det iranske folk ønskede at demonstrere fredeligt den 14. februar til støtte for situationen i Egypten og Tunesien, blev demonstrationerne forbudt. Som hr. Belder har sagt, blev hr. Mousavi og hr. Karoubi, de to oppositionsledere, der havde tilkendegivet deres støtte til disse demonstrationer, holdt i husarrest og tilsyneladende senere tilbageholdt.

Jeg har set udtalelsen fra Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet fra den 1. marts, og jeg støtter den fuldt ud. Jeg er fortsat meget bekymret over behandlingen af hr. Karoubi og hr. Mousavi, og jeg udsendte en erklæring om dette den 4. marts. Trods vores bestræbelser på at fremskaffe verificerbare oplysninger er det stadig uklart, om de er under husarrest eller på andet måde frihedsberøvet. Jeg opfordrer indtrængende de iranske myndigheder til blot at give dem fri bevægelighed, som de har ret til.

Betænkningen understreger også alvoren af stigningen i antallet af henrettelser i Iran. I henhold til vores oplysninger har der været omkring 100 henrettelser siden begyndelsen af dette år. I overensstemmelse med vores årelange og faste holdning med hensyn til afskaffelsen af dødsstraffen har jeg opfordret til, at alle igangværende sager vedrørende dødsstraf sættes i bero. Jeg ønsker, at dødsstraf afskaffes uanset metode. Stening og offentlig hængning er barbarisk.

Vi skal huske, at en international indsats kan gøre og gør en forskel. Det så vi i forbindelse med sagen om Sakineh Mohammadi Ashtiani. Hendes henrettelse er – i det mindste midlertidigt – blevet udsat, men som det bemærkes i betænkningen, blev Zahra Bahrami, en nederlandsk-iransk statsborger, henrettet i Iran den 29. januar uden varsel. Både henrettelsen og processen, der førte til den, var forfærdende. Jeg har tilkendegivet dette offentligt, idet jeg har udtrykt forfærdelse over den manglende gennemsigtighed i sagen, og at det nederlandske konsulat blev forhindret i at tage kontakt til Zahra Bahrami.

Jeg vil afslutte mit indlæg ved at nævne, at mine tjenestegrene sammen med medlemsstaterne drøfter, hvordan vi kan være mere effektive i vores tilgang til menneskerettighedsspørgsmål i Iran, bruger offentlige og private budskaber, arbejder bilateralt og gennem multilaterale organisationer og arbejder med medlemsstaterne og internationale parter – alt sammen med ét formål, nemlig at sikre, at den iranske befolkning ligesom alle andre opnår respekt for sine grundlæggende rettigheder.

Jeg ser frem til denne forhandling.

  Michael Gahler, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, Baroness Ashton! Jeg vil først takke ordføreren, hr. Belder, for hans omfattende betænkning. Når den nu sættes til afstemning, vil den blive vedtaget med et stort flertal på plenarmødet. Det er virkelig vigtigt, at det ikke lykkes for regimet i Teheran at bryde en bred fælles front – end ikke i Parlamentet. Hvad angår styrets nukleare ambitioner, står det internationale samfund sammen med FN. Ingen i verden ønsker den iranske bombe. Vi ønsker alle et fuldt og gennemsigtigt samarbejde med Den Internationale Atomenergiorganisation. Vi har fremsat vidtgående tilbud. De er desværre ikke blevet mødt med et positivt svar.

I Parlamentet er vi ikke helt enige med hensyn til, hvor vidt vi skal håndhæve de internationale krav ved hjælp af sanktioner. Jeg håber dog, at vi i vores overordnede holdning til situationen finder en fælles vej fremad.

Det andet aspekt, som bekymrer os, er Irans rolle i regionen. Irans holdning til Israel er stadig utålelig og uacceptabel. Landets støtte til organisationer, der destabiliserer regionen, kan ikke tolereres. Store dele af regionen frygter Irans politik. Den interne politiske situation er dramatisk, hvad angår menneskerettigheder og demokrati. Derfor håber jeg, at denne befolkning med en stor kultur vil gøre sig fri af dette styre – hellere før end siden.

Jeg nærer stor tillid til, at vi ikke vil opleve et andet Iran i Egypten, men i stedet et andet Egypten i Iran. Så vil udnyttelsen af religion til ganske verdslige formål blive standset. Så vil dødsstraffen forhåbentlig blive afskaffet generelt, men navnlig for mindreårige og medlemmer af mindretal. Så vil der blive sat en stopper for forfølgelsen af systemkritikere, ikke kun af hr. Karoubi og hr. Mousavi, og så vil der forhåbentlig blive indført pressefrihed og mulighed for frie valg for et bedre Iran.

For at nå dertil skal vi bl.a. bruge Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder, så vi kan støtte de aktive aktører i civilsamfundet. Målrettede sanktioner mod styrets repræsentanter skal også udvides. I lyset af begivenhederne i Nordafrika skal vi også give iranerne modet til at skabe en bedre fremtid.

  María Muñiz De Urquiza, for S&D-Gruppen. – (ES) Hr. formand, Baroness Ashton! Det glæder mig meget, at EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik benytter den dobbelte tilgang med at drøfte menneskerettigheder og atomspørgsmålet på praktisk talt lige fod, fordi Iran er et dårligt eksempel for verden og for de omkringliggende lande, der fordybet i demokratiske reformprogrammer og inspireret af befolkningernes legitime demokratiske forhåbninger i Iran ser netop det, de ikke ønsker for dem selv, og det er, hvad vi nu fordømmer i den betænkning, som muligvis vedtages i morgen.

Det er først og fremmest et teknokratisk regime, der underkaster sin befolkning og krænker menneskerettighederne ved at anvende dødsstraf – og jeg vil her navnlig fremhæve sagen om Zahra Bahrami – ved at umyndiggøre kvinder, ved at forfølge homoseksuelle og ved at undertrykke systemkritikere.

Det er også et dårligt eksempel, hvad angår politiske frihedsrettigheder. Den undertrykkelse af demonstranter, som sker i øjeblikket, og som er sket siden 2009, er absolut uacceptabel, ligesom frihedsberøvelsen af lederne af den demokratiske opposition er uacceptabel. På vegne af min gruppe kræver jeg omgående løsladelse af oppositionslederne, hr. Mousavi og hr. Karoubi, og deres hustruer samt alle de mennesker, der er anholdt for på fredelig vis at have udøvet deres ret til ytringsfrihed, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed.

Iran er også et dårligt eksempel, hvad angår forhandlingerne om atomspørgsmålet med det internationale samfund.

En ansvarlig holdning fra Iran på dette område og menneskerettighederne, et andet fokus i regionen, hvad angår Hamas og Hezbollah, samt en anden retorik over for Israel vil gøre Iran til en vigtig partner og aktør i regionens stabilisering, som er en anden ting, vi opfordrer til i denne betænkning.

Det er vigtigt, Baroness Ashton, at der åbnes en EU-delegation i Teheran, ikke kun så vi kan føre en politisk dialog med det iranske styre, men også hvad angår civilsamfundet.

Endelig vil jeg takke hr. Belder for det arbejde, han har udført sammen med skyggeordførerne for at skabe balance i denne betænkning, så den kan vedtages af hele Parlamentet.

  Marietje Schaake, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Er Ahmadinejad bedre end Gaddafi? Mens det internationale samfund med rette har fokus på Libyen og forsøger at finde ud af, hvordan den vold, som Gaddafi og hans medsammensvorne påfører borgerne, kan standses, må vi ikke lade Iran blive tildækket i vores politiske dagsordener. Der sker også en massakre i Iran, men den sker i "slow motion". En henrettelse hver ottende time siden begyndelsen af dette år og systematisk undertrykkelse, voldtægt og censur har været udbredt under Den Islamiske Republik og navnlig siden valget i 2009.

Ahmadinejad er ikke bedre end Gaddafi, og vi skal indføre tilsvarende hårde foranstaltninger for at beskytte menneskerettighederne i Iran. Nogle vil hævde, at der er indført sanktioner, men de fokuserer kun på atomspørgsmålet og skaber ikke de ønskede resultater. Dette risikerer faktisk at blive resultatløst med hensyn til menneskerettighederne, eftersom straffrihed fortsat er gældende.

I denne betænkning giver Parlamentet Dem, fru næstformand/højtstående repræsentant, mandat til at indføre sanktioner mod enkeltpersoner, der er ansvarlige for de alvorlige menneskerettighedskrænkelser, vi oplever, og vi har tidligere fremsat denne henstilling. En liste over 80 navne er blevet lækket og tilskrevet Deres kontor. Jeg vil spørge, om det er et tegn på Deres tilbøjelighed til at gå videre med denne vigtige foranstaltning.

Vi skal også tilvejebringe teknologier, så borgerne kan kommunikere frit og få adgang til information, og EU skal være et fristed for fritænkere. Lad EU gå forrest i indsatsen for at stille de enkeltpersoner, der voldtager kvinder før henrettelse, så de ikke har nogen chance for at komme i himlen som jomfruer, mænd, der fra hustage nedskyder ubevæbnede unge, der demonstrerer i gaderne, og dommere, der dømmer menneskerettighedsadvokater, som forsvarer unge og kvinder, til ansvar. Lad os stille et system, der tillader de facto-fængsling af oppositionsledere, til ansvar.

Når vi drøfter Libyen på fredag, bør vi udnytte momentum til at indføre lignende foranstaltninger mod magthaverne i Iran, så de iranske borgere, som i 2009 indledte det massive ungdomsoprør, der nu inspirerer en generation i Mellemøsten og Nordafrika, ydes retfærdighed.

  Barbara Lochbihler, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Denne betænkning, som alle grupper har samarbejdet intensivt om, repræsenterer et særdeles godt grundlag for EU's udvikling af Iranpolitikken. De forskellige spørgsmål, som vi er uenige med den iranske regering om, håndteres som én overordnet udfordring, nemlig atomprogrammet og Irans forbindelser med landets naboer, den katastrofale menneskerettighedssituation i landet og den vanskelige økonomiske situation. Arbejdsløsheden er steget dramatisk. Hver fjerde iraner lever under fattigdomsgrænsen.

De må udlede nogle konklusioner af betænkningen, Baroness Ashton. Vi europæere kan ikke lade stå til, mens systemkritikere, fagforeningsmedlemmer, kvinderettighedsaktivister og personer fra andre trosretninger tilbageholdes, tortureres og myrdes. Vi skal i højere grad end tidligere forsøge at lægge pres på dem, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelserne gennem målrettede sanktioner, som f.eks. begrænsning af deres indrejse eller fastfrysning af deres konti.

Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal ligeledes undersøge, hvilke økonomiske sanktioner der rent faktisk rammer målet, og hvilke af dem der kun rammer den iranske befolkning. Fuldstændig isolation vil være et blindspor og vil heller ikke vinde bred tilslutning blandt iranerne.

Parlamentet har med denne betænkning gjort det fuldstændig klart, at demokratisk forandring ikke kan skabes ved hjælp af eksterne militære midler. Vi skal fastholde en tosporet strategi i fremtiden, hvor vi forsøger at indgå i dialog, men samtidig utvetydigt fastholder kravet om respekt for de universelle rettigheder og overholdelse af de internationale traktater. Det er i denne sammenhæng, at vi skal forstå kravet om at åbne en EU-delegation i Teheran, nu hvor Tjenesten for EU's Optræden Udadtil har overtaget ansvaret for at repræsentere EU i tredjelande fra det roterende formandskab.

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand, fru højtstående repræsentant! Iran repræsenterer for mig den alvorligste trussel mod den globale sikkerhed. Præsident Ahmadinejad er fast besluttet på at bevæbne sit land med atomvåben, og udsigterne til et atombevæbnet Iran er for forfærdelige at tænke på, idet landet dermed vil udgøre en eksistentiel trussel mod Israel. Derfor skal vi overveje alle muligheder, herunder militære, for at forhindre det.

Iran har bedraget og lagt hindringer i vejen for det internationale samfund igen og igen. EU har desværre ind imellem ladet sig manipulere af Ahmadinejad.

Mens Rådet regelmæssigt fordømmer det barbariske og teokratiske regime i Teheran, har enkelte medlemsstater nogle gange benyttet en mindre håndfast tilgang. Det er kun få måneder siden, at EU's ledere aftalte at forbyde eksportkreditgarantier til Iran. Indtil da repræsenterede disse garantier en vigtig økonomisk livline for regimet, der søger at opnå selv den mindste form for legitimitet, ikke mindst på grund af Ahmadinejads foragt for menneskerettighederne, der ses i form af regelmæssige henrettelser af homoseksuelle, systemkritikere og mindreårige.

(Formanden anmodede taleren om at tale langsommere af hensyn til tolkningen)

Hr. formand! Alle forstår efter min opfattelse engelsk.

Jeg beklager. Jeg taler med den hastighed, der passer mig.

Iran optræder faktisk hyppigere i Parlamentets menneskerettighedsforhandlinger end noget andet land. EU's medlemsstater skal forstå betydningen af en forenet og upåvirkelig tilgang til Irans rænkespil.

Vi skal endvidere navnlig indse, at regionen vil blive kastet ud i et våbenkapløb, hvis vi ikke sætter en stopper for Irans nukleare ambitioner og dets støtte til terrorisme.

I betragtning af den iboende ustabilitet i Mellemøsten og Golfregionen, som kun er alt for tydelig for os alle nu, vil det være en katastrofe med uoverskuelige konsekvenser for fremtiden.

  Sabine Lösing, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Belder-betænkningen er i høj grad blevet forbedret af ændringsforslagene, og min gruppe er enig i mange af punkterne. Selv om de er korrekte, indeholder den desværre primært beskrivelser af situationen, mens der ikke er udviklet en underliggende filosofi for et realistisk perspektiv for fremtiden.

Menneskerettighedssituationen i Iran er uacceptabel. Sanktioner kan dog ikke skabe varige forbedringer af situationen. For at fremme demokratiseringen i Iran skal vi på enhver måde forsøge at gøre den internationale situation mindre anspændt. En forværring af de internationale forbindelser medfører risiko for, at der indføres yderligere antidemokratiske foranstaltninger i Iran, hvilket vil svække oppositionen. En afspændingspolitik vil også sætte en stopper for enhver form for truende adfærd. Forhandlinger og internationale forbindelser kan kun lykkes, hvis alle partnerne anerkendes diplomatisk. Kun på den måde kan vi opnå reelle kompromisser i striden om atomprogrammet.

Jeg har anført vores idéer til en omhyggelig målrettet Iranstrategi i et alternativt beslutningsforslag, og af de grunde, jeg har beskrevet, opfordrer jeg til forkastelse af Belder-betænkningen.

  Fiorello Provera, for EFD-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil først lykønske hr. Belder med hans fremragende arbejde.

Mens verden ser på opstanden i den arabiske verden, fortsætter Iran med at undertrykke systemkritikere. Anholdelsen af de to oppositionsledere, hr. Mousavi og hr. Karoubi, er det tydeligste bevis for dette. Den vestlige verden handlede imod hr. Gaddafi, men den er stadig tilbageholdende over for Iran, måske fordi hr. Gaddafi allerede er faldet, mens hr. Ahmadinejad endnu ikke er faldet.

Det største oprør siden opstanden efter valget i 2009 udspiller sig i øjeblikket i Iran. Hvad venter vi på, inden vi fastfryser alle aktiver, der tilhører hr. Ahmadinejad, virksomheder, der kontrolleres af revolutionsgarden, og regimets støtter, som deltager i denne undertrykkelse? Hvad venter vi på, inden vi indfører rejserestriktioner for medlemmerne af regimet?

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! Det er som bekendt uvist, om det iranske atomprogram reelt har fredelige formål. Irans samarbejde med Den Internationale Atomenergiorganisation er derfor særlig vigtigt. Det er afgørende for at bekræfte over for det internationale samfund, at Iran anvender atomenergi til civile formål.

Hvad angår Mellemøstenpolitikken, er det hr. Ahmadinejad, som endelig skal bekræfte, at Iran ikke udgør en trussel mod Israel, og at det anerkender Israels ret til at eksistere inden for de grænser, der er anerkendt af folkeretten. Nedrustning og indførelse af en atomenergifri zone skal efter min mening være et vigtigt mål i EU's politik for Mellemøsten med henblik på at garantere fred og sikkerhed i regionen.

Iran er naturligvis i vigtig aktør i Mellemøsten. Med det i baghovedet glæder det mig, at hr. Belders meget omfattende betænkning viser, at der samarbejdes konstruktivt med EU om Afghanistanspørgsmålet med det formål at forbedre sikkerheden og stabiliteten i regionen. Kun på den måde kan vi fjerne arnestedet for radikal islam eller islamisme, som stadig oftere også rejser sit uhyggelige hoved i Europa.

  Ria Oomen-Ruijten (PPE). – (NL) Hr. formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! For to år siden, dvs. inden demonstrationerne i Tunesien, Egypten og Libyen, gik Teherans borgere på gaden for at demonstrere. Det gjorde de med livet som indsats. De demonstrerede, fordi de ønskede mere demokrati. De protesterede også mod det anløbne regimes intolerance og undertrykkelse. Det glæder mig derfor, at denne betænkning fokuserer på menneskerettigheder, og det lykønsker jeg hr. Belder med. Vi skal indse, at vi skal gøre alt, hvad der er muligt, for at hjælpe oppositionen og alle, der har demonstreret. Vi skal hjælpe dem mod regimet.

Hvorfor skal vi gøre det? Vi skal gøre det, fordi regimet har pengene og olien, og fordi de undertrykte kun kan opnå forbedringer, hvis vi også yder en indsats. Det er godt, at dette tilkendegives tydeligt i punkt 32 i hr. Belders betænkning. Hvad angår undertrykkelse, vil jeg gerne høre, hvad vi gør med hensyn til hr. Mousavi, oppositionslederen. Holder vi stadig øje med hr. Karoubis skæbne? Hvilke konkrete muligheder har vi, EU, for at yde mere støtte?

Bevis for det iranske samfunds dynamik har vi i kampagnen for 1 mio. underskrifter, en kampagne, der ledes af kvinder, der har indsamlet 1 mio. underskrifter mod diskriminerende lovgivning. Jeg hylder disse modige kvinder. Jeg vil spørge Baroness Ashton, hvor hun kan tilbyde konsulatbistand, da det ikke altid tilbydes.

  Marita Ulvskog (S&D). – (SV) Hr. formand! Krænkelser af menneskerettigheder i Iran er omfattende og udbredes tilsyneladende mere og mere. Der er sket en absolut forværring i situationen på de fleste områder, navnlig med hensyn til ytringsfrihed. Der er trusler om gennemførelsen af en række dødsstraffe, som har vakt opmærksomhed, forfølgelse af intellektuelle, studerende og systemkritikere, tortur af mennesker og forskelsbehandling af kvinder samt etniske og religiøse mindretalsgrupper. Listen fortsætter.

Det var allerede foruroligende klart under valget i 2009, og det er stadig tilfældet. Alle os, der ved forskellige lejligheder mødes med officielle repræsentanter for Iran, mødes også med voksende hårdhed og uforsonelighed. På den baggrund mener jeg, at de prioriteter, som Baroness Ashton har skitseret – dvs. menneskerettigheder, stærke nuværende sanktioner og atomprogrammet – er rigtige og tydelige prioriteter.

Fastheden i EU's reaktioner over for Iran skal dog være stærkere og tydeligere. Vi skal også være mere uforsonlige, når det drejer sig om forbrydelser mod menneskeheden. Der kommer et tidspunkt, hvor høflig samtale faktisk er en form for bedrag, og jeg mener, vi er nået dertil, når det gælder Iran.

  Marit Paulsen (ALDE). – (SV) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Belder for hans fremragende betænkning. Jeg er medlem af Irandelegationen, og jeg modtager breve fra det iranske regime, hvori de henvender sig til mig i Guds navn, hvilket jeg finder særdeles ubehageligt. Under dette dække lykkes det for dem at skabe det, der med udgangspunkt i hr. Belders betænkning kan betegnes som et helvede på jorden. Det er utroværdigt og vanskeligt at tro.

I den sammenhæng har jeg en lille idé og en drøm, jeg vil forelægge Baroness Ashton. Når De opfører en stor ny bygning til Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, vil De så gøre plads til et lille kontor til en lille gruppe mennesker, der kunne indsamle oplysninger om, hvem torturbødlerne, bødlerne og dommerne er i disse groteske samfund, der omgiver os, så de ved, at vi nøje overvåger deres handlinger?

  Ryszard Czarnecki (ECR). – (PL) Hr. formand, fru Ashton! Jeg vil gerne lykønske hr. Belder med hans fremragende betænkning. Det er mit indtryk, at EU er dobbeltmoralsk og først begynder at kritisere regimer seriøst, når de begynder at vakle og falde. Libyen er et eksempel på dette. I mellemtiden forholder vi os tavse ofte af forskellige årsager – herunder visse landes økonomiske interesser – når det drejer sig om regimer, der klarer sig godt. Det iranske regime klarer sig godt, og kritikken i betænkningen er fuldstændig velbegrundet. Det, der er foregået i årevis i Iran, er absolut uacceptabelt. Parlamentet skal tale om dette. Vi skal sige, hvad vi mener om dødsstraf, om tortur, og om, hvordan de forhåbninger, der – lad os huske det – var knyttet til shah Reza Shah Pahlavis fald, fuldstændig er bristet. Tværtimod er forholdene blevet endnu værre.

  Barry Madlener (NI). – (NL) Hr. formand! Jeg vil først komplimentere hr. Belder for hans fremragende betænkning. Hr. Belder har skrevet en meget direkte betænkning, der anlægger en stenhård linje over for Iran. Det er den rigtige linje. Diktatoren, Mahmoud Ahmadinejad, bliver blot ved med at dræbe sine egne borgere, mens politiske modstandere tortureres. I henhold til rygterne blev den nederlandske statsborger, Zahra Bahrami, også tortureret, og jeg har anmodet om en undersøgelse af denne sag.

Jeg opfordrer også de venstreorienterede socialdemokrater og de forfærdende medlemmer af Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance i Parlamentet til ikke at udvande denne betænkning med alle mulige forskellige ændringsforslag. Det forbryderiske Ahmadinejad-regime fortsætter med at true Israel og forsøger at udøve sin indflydelse i Egypten. Ideelt ville Iran indføre en islamisk republik med politiske ayatollaher, sharialovgivning, stening af kvinder og hængning af homoseksuelle. Ja, for mange muslimer er dette, hvad ægte islam står for. Iranske krigsskibe har endda sejlet gennem Suezkanalen, en direkte provokation mod de vestlige lande og Israel. Det var min sidste bemærkning.

  Vytautas Landsbergis (PPE). – (LT) Hr. formand! EU's forbindelser med Iran er ikke kun lidt ambivalente. Vi lader os manipulere. Vi taler om demokrati, om demokratiklausulen, men vi kan samtidig klart lugte olie og gas. Hvis målet om demokrati ikke står øverst, trampes det ned sammen med menneskerettighederne. For få år siden blev jeg forbløffet over oplysninger om det avancerede anlægsudstyr, som EU's virksomheder forsyner Teheran med. Det omfatter minedriftsudstyr til opførelse af underjordiske anlæg, hvor der sandsynligvis produceres atomvåben. Teheran har i forvejen raketter, der kan nå det meste af Europa, så hvorfor ikke hjælpe dem med at producere det, som vi altid har ønsket os i julegave. Europæiske gravemaskiner graver et hul for både den iranske nation, hvis Israel ikke bevarer roen over for udsigten til endnu en eksodus, og for Europa og resten af verden. Det ser ikke ud til, at Europa er forberedt på en udfordring af dette omfang, først og fremmest atommagten Irans overherredømme i Nærøsten og Nordafrika. Er der nogen, som analyserer de aktuelle begivenheder i denne forbindelse?

Andet bemærkelsesværdigt udstyr omfatter kraftige tyske og nederlandske byggekraner, som Teheran bruger til offentlig henrettelse af såkaldte kriminelle og systemkritikere. Angiveligt er hængning ved hjælp af disse europæiske kraner særlig grusom, idet pinen trækkes i langdrag. I dag fortsætter henrettelsen af syndere, og det samme gør leveringen af udstyr fra Europa.

De iranske myndigheder bestiller naturligvis ikke Mistralfly i Saint-Nazaire, men kan senere anskaffe dem i Rusland bygget under fransk licens. Der er bestemt et behov for Mistralflyene, så landene omkring Den Persiske Golf kan mærke revolveren mod tindingen. Der er ikke mange, som bekymrer sig om følelserne i de små lande omkring Østersøen og Sortehavet, men Den Persiske Golf ligger tæt på Europas mave. Jeg foreslår, at vi overvejer dette.

  Zoran Thaler (S&D). – (SL) Hr. formand, mine damer og herrer! Irans tragedie er frygtelig. 30 år efter revolutionen mod shahens diktatur kan vi stille et simpelt spørgsmål: Kan vi overhovedet betragte Iran som et civiliseret land? Det iranske regimes barbari udmøntes i mange forskellige former for undertrykkelse og anakronismer. Kvinder, systemkritikere, alle anderledestænkende, unge, homoseksuelle osv. undertrykkes.

Hvad kan vi gøre det ved? På den ene side har EU brug for en politik over for Iran, og det skal pålægge sanktioner, der skader de vigtigste repræsentanter for regimet. Lad os forhindre dem i at rejse og handle, og det omfatter revolutionsgarden. Lad os på den anden side hjælpe de unge og alle, der kæmper for menneskerettigheder og demokratisk forandring.

Sikring af fri adgang til information, frihed for pressen, tv, radio og navnlig internettet er nøglen. Facebook, Twitter og YouTube er de stærkeste våben for de utallige ydmygede og frygtsomme mennesker i Iran. Vi har et ansvar for at beskytte dem.

  Norica Nicolai (ALDE). – (RO) Hr. formand! I 2005 kom dette regime til magten med et budskab om styrket nationalisme og retfærdighed. Vi har endnu ikke kunnet omvende Iran til et demokratisk styre. Vi har kun kunnet være vidne til udviklingen af det eneste land, som i vid udstrækning fremmer et despotisk regime, der minder om den mørke middelalder. Iran er efter min mening ved at udvikle sig til et af de mest påtrængende spørgsmål i vores udenrigspolitik, fordi vi risikerer at overse den enorme indflydelse, landet har i Nordafrika gennem finansieringen af terrorlignende bevægelser, nemlig Hamas og Hezbollah.

Medmindre EU gennemfører en klar vurdering af Irans indflydelse i regionen, risikerer vi, at denne mangel på demokrati i Iran bliver permanent. Vi oplever desuden i Europa en alvorlig svaghed og risikoen for en trussel mod vores sikkerhed. Det er på tide, at løsninger ikke længere baseres på det traditionelle Talleyrand-princip, som er at danse og derefter træffe en klar og fast beslutning.

  Peter van Dalen (ECR). – (NL) Hr. formand! Hr. Belders betænkning er en meget god betænkning, da den er både realistisk og pragmatisk. Efter min mening kunne betænkningen have været endnu klarere i sin kritik af det forkastelige Ahmadinejad-regime. Denne slyngel benægter holocaust og ønsker intet mindre end omgående at drive staten Israel ud i havet. Kristne har bogstaveligt talt intet liv under Ahmadinejad. Desuden undertrykker han sin egen befolkning på en afskyelig måde. Der er aldrig henrettet så mange mennesker som i det sidste år. EU skal derfor fortsat støtte oppositionskræfterne, der fokuserer på demokrati og menneskerettigheder. Ahmadinejad-regimet kan ikke behandles for hårdt. Jeg taler om sanktioner og målrettet indsats mod det iranske atomprogram, som det skete i forbindelse med stuxnetvirussen. Jeg ser frem til den dag, hvor dette regime falder. Hellere i dag end i morgen!

  Nicole Sinclaire (NI). – (EN) Hr. formand! Menneskerettighedsforkæmpere i Iran udsættes for dødstrusler, chikane, vilkårlig anholdelse, retlig chikane, stigmatisering, voldelige angreb, mishandling, tortur og drab. Kvinderettighedsaktivister er særlig udsatte i Iran. Der er i Iran alvorlige begrænsninger for ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed, som ofte er forbundet med strenge straffe.

Dødsstraf anvendes vilkårligt, navnlig mod mindreårige. Særlig foruroligende er dog den måde, som EU rent faktisk behandler Iran på. Igen taler EU's højtstående repræsentant uden at gøre særlig meget. Jeg har ofte, og det gentager jeg i dag, inviteret hende til et møde i Underudvalget om Menneskerettigheder, så vi kan udspørge hende om hendes aktiviteter på menneskerettighedsområdet.

Hun har fortalt os, hvor vigtige menneskerettighederne er for hende, men hvornår har hun mødtes med Underudvalget om Menneskerettigheder? Hun er villig til at sende sine underordnede, men hun er ikke villig til at underkaste sig Parlamentet demokratiske krydsforhør. Hun lytter til vores taler, leverer en usammenhængende og forberedt tale og går derefter hjem. Det er ikke demokrati, fru Ashton!

(Taleren indvilligede i at besvare et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort i henhold til artikel 149, stk. 8)

  Richard Howitt (S&D). – (EN) Hr. formand! Jeg vil ikke tage for meget tid. Jeg vil blot spørge fru Sinclaire om følgende: Når den højtstående repræsentant deltager i et særligt plenarmøde med hele Parlamentet for at drøfte årsberetningen om menneskerettigheder og krydsforhøres af medlemmer af alle grupper i Parlamentet, mener hun så ikke, at vi på denne måde bedre kan drage den højtstående repræsentant til ansvar for resultaterne på menneskerettighedsområdet end ved at invitere hende til et møde i Parlamentets underudvalg, selv om det er et underudvalg, jeg sætter stor pris på?

  Nicole Sinclaire (NI). – (EN) Hr. formand! Til min kollega vil jeg sige, at det faktisk ikke er bedre, fordi det – som han ved, og som han ville vide, hvis han brugte lige så lang tid i Underudvalget om Menneskerettigheder som jeg – er i udvalgene, at vi faktisk har mulighed for at fremsætte mere end én bemærkning og har mere end ét minut, og hvor vi faktisk får et direkte svar.

Jeg har fremsat mange bemærkninger om menneskerettighedsspørgsmål, og jeg har endnu ikke modtaget et eneste svar fra Baroness Ashton – et eneste svar – hvad skyldes det? Jeg gentager, at det handler om demokrati. Jeg repræsenterer 5 mio. mennesker. Jeg er folkevalgt. Baroness Ashton har ikke modtaget en eneste stemme i hele sit liv.

  Paweł Zalewski (PPE). – (PL) Hr. formand, fru Ashton! Jeg vil gerne lykønske hr. Belder med hans fremragende betænkning. Det er også glædeligt, at betænkningen blev ændret under forhandlingerne. Med disse ændringsforslag har den efter min mening fået en passende ordlyd. Hele det internationale samfund, som lægger stor vægt på demokrati og menneskerettigheder, er alarmeret over det, der har foregået i mange år i Iran, og vi forsøger at finde frem til, hvilke foranstaltninger der skal iværksættes. De skal naturligvis komme inde fra Iran. Det er derfor oplagt, at EU støtter den iranske opposition.

Der er tre punkter, som vi nu bør rejse, og som kan påvirke politikken i Iran. Det første vedrører vores politik om samarbejde med Tyrkiet vedrørende Iran. Tyrkiet er en vigtig partner for EU. Det er et land, der regeres af et parti, som tillægger den islamiske tradition stor betydning, men det regeres på en måde, der er meget tættere på de europæiske standarder. Det andet punkt vedrører samarbejdet med Rusland. Vi bør lægge pres på Rusland for at få landet til at samarbejde tættere med EU og USA, så samarbejdet med Iran ikke fortsætter på samme måde som i dag. Det tredje og sidste punkt er meget vigtigt, nemlig antimissilskjoldet. EU bør samarbejde med NATO og USA for at sikre, at skjoldet opføres i Europa.

  Pino Arlacchi (S&D). – (EN) Hr. formand! Den oprindelige betænkning blev kritiseret for sit aggressive sprog, fokuserede primært på Irans atomprogram, forsømte menneskerettighedsproblemerne og manglede et positivt perspektiv for det fremtidige samarbejde. De mange ændringsforslag fra min gruppe og andre grupper udbedrer disse mangler, og den nuværende tekst er afbalanceret. Den skelner mellem to primære forhold: den nuværende regerings menneskerettighedskrænkelser og det iranske atomprogram.

Disse forhold er ikke det samme, og det er uansvarligt at true Iran med krig eller internationale interventioner, som det er blevet foreslået i Parlamentet i dag. Hvis De vil styrke Ahmadinejad, skal De blot fortsætte med at gøre det, fordi alle iranere vil – uanset deres politiske holdning – gå imod enhver udenlandsk intervention. Rådets og den højtstående repræsentants nuværende politik er den rigtige, fordi den er baseret på omhyggelig overvejelse af situationen i landet.

  Geoffrey Van Orden (ECR). – (EN) Hr. formand! Jeg vil først lykønske hr. Belder med denne fremragende betænkning. Iran har den potentielle indflydelse og rigdom til at tjene det godes eller det ondes sag i det bredere Mellemøsten. Dette regime tjener desværre det ondes sag forklædt i religiøse dragter. Irans atomvåbenprogram giver anledning til voldsomme bekymringer både regionalt og internationalt. Iran er blevet en kilde til ekstremistisk doktrin. Det gennemfører og sponsorerer internationale terrorhandlinger, har en farlig indflydelse på de unge shiamuslimer i Golfstaterne, Irak og Libanon og tøver ikke med at alliere sig med sunnimuslimske terrorgrupper i Gaza og andre områder. Det har hjulpet med at træne og væbne terrorister, der har angrebet NATO-styrker i Afghanistan, og det krænker menneskerettighederne. Det ville være ironisk, hvis et tyranni, som f.eks. Iran, især fik gavn af ønsket om større frihed, der så dramatisk er kommet til udtryk i den arabiske verden i de seneste uger, og som det værste eksempel på hykleri – jeg er ved at afslutte, hr. formand – har præsident Ahmadinejad fortalt den egyptiske befolkning, at de har ret til at sige, hvad de mener om deres land.

(Formanden afbrød taleren)

  George Sabin Cutaş (S&D). – (RO) Hr. formand! Det internationale samfund ser næsten hjælpeløst til, mens menneskerettighedssituationen forværres i Iran. Vi må dog ikke glemme de instrumenter, vi kan bruge til at give vores mening til kende. Lissabontraktaten giver os via den højtstående repræsentant mulighed for at overbevise den iranske regering om, at menneskerettigheder ikke må begrænses med undertrykkelse. De er den enkeltes ukrænkelige ret og må ikke betvivles af noget politisk styre. Massehenrettelser, navnlig af unge, stening, forskelsbehandling af kvinder og mindretal og tortur er desværre en del af en meget længere liste.

Demokratisk forandring kan ikke indføres udefra. EU skal dog fortsat støtte befolkningen i landet, som hver dag risikerer livet ved at protestere mod denne uretfærdighed, og det skal vi ikke kun gøre ved at fremsætte erklæringer.

  Jan Zahradil (ECR). – (CS) Hr. formand! I lyset af begivenhederne i den arabiske verden, i Libyen, Egypten, Tunesien og andre steder, træder det iranske regimes stivhed og ubevægelighed endnu tydeligere frem. Det er et intolerant regime, et fundamentalistisk regime, et regime, der myrder politiske modstandere, og et regime, der skal være under fortsat internationalt pres. Vi skal støtte den iranske legitime eksilopposition, og Parlamentet har vedtaget beslutninger om dette. Vi skal bl.a. overvåge situationen i Camp Ashraf i Irak, hvor der er mere end 3 000 iranske flygtninge fra fordrevne oppositionsorganisationer, og hvor der er risiko for en humanitær katastrofe, og vi skal beskytte disse mennesker. Jeg vil derfor gerne høre en klar udtalelse om dette fra Baroness Ashton, og jeg vil i tydelige vendinger gerne høre, hvordan EU under hendes ledelse agter at hjælpe disse flygtninge i Camp Ashraf.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Hr. formand! Nu hvor EU kræver, at det brutale Gaddafi-diktatur omgående afsættes, og insisterer på at isolere ham, gælder det samme for det brutale og blodige regime i Iran. Det er ikke længere realistisk at nære håb om opbygning af tillid, navnlig fordi Teheran fuldstændig har undergravet sin troværdighed med hensyn til atomprogrammet.

I stedet bør vi fokusere på det store potentiale for demokratisk forandring på folkets initiativ i Iran. Det er rigtigt, at forandring ikke kan indføres udefra. EU skal dog fokusere på at give vores klare moralske og politiske støtte til disse kræfter. Jeg tænker navnlig på at sortliste iranske topembedsmænd (fru Schaake nævnte 80 navne), støtte udsendelsen af Euronews på farsi og insistere på, at alle parlamentariske forbindelser – hvis nogen – skal gennemføres under streng konditionalitet.

  Ioan Mircea Paşcu (S&D). – (EN) Hr. formand! Det hedder sig i øjeblikket, at Iran bliver den store sejrherre i revolutionerne i Nordafrika og andre lande. Det er muligt, men ikke så sandsynligt.

For det første er den iranske model ikke det, som de unge oprørere i disse lande ønsker. For det andet har regimet ikke intern fred til at kunne koncentrere sig fuldstændig om fremme af en mere markant udenrigspolitik. Endelig er andre lande, som f.eks. Tyrkiet – eller endda Egypten efter, men også under overgangen – magtfulde konkurrenter til Irans ambitioner.

Iran kan naturligvis altid udøve en vis indflydelse gennem stedfortrædere, men det vil næppe være nok til at opnå kontrol i disse lande. Paradoksalt nok kan vi kun tale om fordele, hvis vi ser på den nuværende udvikling som en mulighed for at genindsætte Iran i det internationale samfund. Det er en lang vej, men den eneste fornuftige for Iran.

Jeg lykønsker hr. Belder med en fremragende betænkning.

  Antonyia Parvanova (ALDE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Belder for hans fremragende betænkning. Kun én dag efter fejringen af 100-årsdagen for kvindernes internationale kampdag vil jeg især fremhæve situationen for kvinder i Iran, og jeg vil dedicere denne tale ikke kun til Sakineh Ashtiani og Zahra Bahrami, men til alle kvinder, der er fængslet eller forsvundet på grund af den nuværende undertrykkelse i Iran.

EU skal overveje den iranske befolknings ønske om demokratisk forandring og den uacceptable situation for de iranske kvinder. Vi ved, at der sker forskelsbehandling, også politisk og social undertrykkelse, som rammer kvinder i landet, og vi skal gentage disse kendsgerninger, når vi overvejer vores strategi over for Iran.

Mens situationen løbende forværres, fører kvinderettighedsaktivister an i modstanden mod den nuværende undertrykkelse og fornægtelse af borgerrettigheder og menneskerettigheder. Kvinders rettigheder bør ikke være et muligt forhandlingspunkt, og jeg håber, at EU vil opretholde dette uden at gå på kompromis med dem.

  Nikolaos Salavrakos (EFD). – (EL) Hr. formand! Hr. Belders betænkning er i den form, den er forelagt os, en nøjagtig, afbalanceret og objektiv betænkning. Jeg sympatiserer personligt med den iranske befolkning, som er en ældgammel nation med en ældgammel kultur og vigtige traditioner. Iran er en rig olieproducerende nation og har en vigtig geopolitisk position i Mellemøsten. De systematiske krænkelser af menneskerettighederne, der omtales i betænkningen og af alle talere, er ikke passende for en nation med sådanne traditioner. Ahmadinejad-regeringen skal dog først og fremmest indse dette og iværksætte de nødvendige foranstaltninger. Landets fortsatte ønske om at gennemføre et atomprogram, som er uacceptabelt for det internationale samfund, har forårsaget massive spændinger i området og rejst alvorlige spørgsmål. Det bidrager på ingen måde til den geopolitiske stabilitet i området.

Vi må ikke glemme eller overse de massive opstande i Nordafrika og Mellemøsten og den kendsgerning, at de muslimske samfund vender sig mod et politisk islam.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! Den grønne revolution og de seneste protester viser tydeligt, at der er et stort potentiale for civilsamfundet i Iran. Dette skal støttes, for det er den eneste mulighed for at udvikle en demokratisk åbning.

Sanktioner rammer desværre ofte netop det unge og aktive civilsamfund. Gennemførelsen af TOEFL-prøver (Tests of English as a Foreign Language) er f.eks. blevet opgivet. Denne prøve er dog en forudsætning for optagelse på de fleste angloamerikanske universiteter. Ofrene for dette er derfor de internationalt orienterede studerende.

Betænkningen foreslår ukritisk yderligere sanktioner, f.eks. restriktioner mod eksport af teknologi til mobiltelefon- og kommunikationsnet, men netop disse hurtige kommunikations- og informationsteknologier er nødvendige for at sprede pluralistiske idéer. I sidste ende vil tredjelande, som f.eks. Kina, Rusland og Inden, der fortsætter med at handle, eksportere og sikre råvarer til sig selv, og som desværre ikke overholder disse sanktioner, være dem, der griner.

  Elena Băsescu (PPE). – (RO) Hr. formand! I øjeblikket står Iran sammen med de arabiske lande, der forsøget at finde deres vej til demokrati, og situationen i landet er beskrevet i detaljer i hr. Belders betænkning. Teheranregimet går stærkt imod forandring med undertrykkelse af demonstrationer og anholdelse af oppositionslederne. Jeg fordømmer på det kraftigste denne holdning, som har domineret det iranske samfund i en årrække. Befolkningen ønsker ytringsfrihed, og regeringen burde lytte til dens ønsker.

De iranske myndigheder har desuden gjort krænkelse af menneskerettigheder til en vane. Her vil jeg nævne Neda, Irans engel. De støtter anvendelsen af dødsstraf, stening, henrettelse af ungdomsforbrydere, alt sammen ved at ignorere deres internationale forpligtelser. Irans nukleare ambitioner bringer også befolkningen i fare. Driften blev for nylig standset på det nyeste atomkraftværk på grund af kontamineringsrisiko.

  Mitro Repo (S&D). – (FI) Hr. formand, Baroness Ashton! Denne betænkning er særlig velkommen, fordi EU skal have en klar og overensstemmende strategi mod lande, som f.eks. Iran. I løbet af en periode på kun 18 måneder vedtog Parlamentet i 2008 og 2009 en holdning om adgang til retfærdighed for 36 iranere i forbindelse med enkeltstående krænkelser af menneskerettighederne. Det er mere end i forbindelse med noget andet land. Hver af dem fortjener desuden at blive nævnt og erindret her i dag.

Hvad angår Iran, bør menneskerettighederne ikke tildeles sekundær status i forhold til handel og toldpræferencer. Det er moralsk forkert og bringer skam over EU. Derfor skal EU og Parlamentet i fremtiden nøje overvåge udviklingen i Irans menneskerettighedssituation.

  Peter Šťastný (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil tilslutte mig mine kollegers opfordring til at støtte den iranske opposition og yde bedre beskyttelse til flygtningene i Camp Ashraf. Disse fattige mennesker og deres familier er konstante mål for et brutalt og ondsindet iransk styre. Daglig chikane og fjendtlighed fra de irakiske styrker, der burde beskytte dem, gør kun deres trængsler værre.

Lad os ikke glemme disse hårdt prøvede mennesker, fru højtstående repræsentant. Sammen skal vi sikre, at EU spiller en central rolle i deres overgang fra forfulgt opposition til demokratisk regering. Når alt kommer til alt, er det i alles interesse, at vi – forhåbentlig snart – oplever et stabilt og demokratisk Iran, hvis borgere nyder samme frihed og samme rettigheder som borgerne i EU.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Dette har været en interessant forhandling, og jeg vil først besvare to konkrete spørgsmål, der på en måde er rejst uden for forhandlingen, inden jeg afrunder emnet.

Fru Paulsen spurgte mig, om vi kunne finde plads i den – jeg tror, ordet var "funklende" – nye bygning til mennesker, der skulle arbejde med spørgsmål vedrørende menneskerettighederne. Jeg vil kun sige, at det glædede mig, at fru Hautala, formand for Underudvalget om Menneskerettigheder, skrev til mig for at fortælle, hvor tilfreds hun var med vores plan for, hvordan vi vil arbejde med menneskerettigheder i den nye organisation. Jeg flytter dog kun medarbejdere ind i en bygning fra de otte bygninger, de i øjeblikket er spredt i rundt omkring i Bruxelles, fordi jeg er overbevist om, at det vil gøre os mere effektive, hvis medarbejderne kan samarbejde. Vi er nødt til at presse dem ind, fordi jeg forsøger også at spare penge på den måde. Jeg håber derfor, at ordet "funklende" bliver et positivt ord, når De ser, hvad vi gør, og ikke et ord, der – som jeg frygter – skal antyde, at jeg forsøger at gøre noget, som jeg i virkeligheden ikke gør.

Som svar på fru Sinclaires spørgsmål, vil jeg sige at jeg af Parlamentet – ved Parlamentets beslutning – er blevet bedt om at besvare menneskerettighedsspørgsmål ved regelmæssigt at deltage i møderne i Udenrigsudvalget, som underudvalgene – herunder Underudvalget om Menneskerettigheder – inviteres til, og hvor de kan stille spørgsmål til mig. Det har jeg gjort, og jeg er mere end glad for at mødes med fru Hautala, som jeg gør, og besvare hendes spørgsmål, ligesom jeg med glæde deltager i Parlamentets plenarmøder. Jeg vil med glæde forsøge at gøre mere. Jeg vil blot bede Dem anerkende, at der er grænse for, hvor mange timer jeg har i døgnet, og hvor meget jeg kan gøre. Men det skyldes på ingen måde manglende respekt for udvalget eller Dem personligt. Langt fra. Jeg håber, De føler, at De kan kontakte mit kontor med spørgsmål og deltage i møder, hvor jeg kan deltage og tale.

Jeg er udmærket klar over min egen baggrund som leder af et af kamrene i parlamentet og som ikkefolkevalgt, men jeg var så privilegeret, at jeg blev valgt af Europa-Parlamentet og naturligvis opfordret til at indtage denne rolle af 27 statsoverhoveder og formanden for Kommissionen. I den henseende er jeg i høj grad bevidst om mit ansvar.

Hvad angår selve forhandlingen og de menneskerettighedsspørgsmål, der på en måde har domineret forhandlingen, forsøger jeg at se, hvad vi ellers kan gøre. Jeg vil ikke kommentere, hvad der i øjeblikket gøres, fordi jeg vil fremlægge dette, når vi har afsluttet arbejdet, men vi taler med menneskerettighedsaktivister og organisationer, og vi overvejer på tværs af de 27 medlemsstater, hvordan vi mere effektivt kan håndtere dette problem og lægge så meget pres på landet som muligt.

Hvad angår hr. Karoubi og hr. Mousavi, er det som sagt vanskeligt blot at finde ud af, om de er i fængsel eller under husarrest. Jeg forsøger fortsat at få dette afklaret. Vi støtter naturligvis resolutionen fra Genève om en særlig rapportør for Iran. Vi rejser også disse spørgsmål direkte. Det er virkelig vigtigt, at vi står sammen i indsatsen for at fremme menneskerettighederne i Iran. Mange medlemmer har nævnt konkrete sager og den frygtelige situation i landet. Vi skal gøre så meget som muligt, og vi kan gøre det bedre, hvis vi gør det sammen.

Endelig atomspørgsmålet. Jeg har brugt fire og en halv dag på direkte forhandlinger med de iranske forhandlere, og jeg er meget klar med hensyn til det, jeg forsøger at gøre, nemlig at give dette land, Iran, mulighed for at vise, hvad det bliver ved med at sige, at vise, at det bevæger sig hen imod civil atomkraft og ikke hen imod atomvåben. Som jeg har sagt til dem, er det ikke vanskeligt. De skal kun være åbne og gennemsigtige, lade inspektørerne gøre deres arbejde og skabe den tillid, vi så mange gange har forklaret dem i detaljer. Det er dem, der vælger. Jeg er også absolut klar over, at Sikkerhedsrådet og min position i E3+3 fortsat vil presse på for at få dette til at ske. Det virkelig opmuntrende er, at jeg leder forhandlingerne, og at jeg gør det med E3+3 ved min side. Det viser tydeligt Iran, at vi er helt enige i vores strategi, og jeg priser alle, der arbejder sammen med mig. De skal vise politisk vilje til at gøre det, der er nødvendigt. Hvis de ikke gør det, skal vi gøre mere for at fastholde presset.

FORSÆDE: ALEJO VIDAL-QUADRAS
Næstformand

  Bastiaan Belder, ordfører. – (NL) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil først takke Dem for Deres værdifulde bidrag til denne forhandling. Jeg har lyttet meget nøje til Deres bemærkninger. Deres bidrag understreger også min hensigt med denne betænkning, nemlig at fremhæve, at vores grundlæggende rettigheder – vores menneskerettigheder, som er så grundlæggende og udgør vores eksistensgrundlag – også er alle iraneres rettigheder. For mig er dette det samme. Den opmærksomhed, vi udviser over for grundlæggende rettigheder og overholdelsen heraf, er med andre ord grundlæggende. Jeg er overbevist om, at en sådan overholdelse også vil forme fremtidsudsigterne for Iran og navnlig for landets unge. Under forhandlingen slog det mig, at fru Lösing – som desværre ikke længere er til stede – ramte helt rigtigt med hensyn til fremtidsudsigterne. Det er bestemt noget, som ligger mig stærkt på sinde.

Hvis vi blot ser på kendsgerningerne, kan vi konstatere, at mere end 150 000 unge, højtuddannede iranere i årenes løb har forladt Den Islamiske Republik netop på grund af manglen på fremtidsudsigter. De har gjort det ikke kun på grund af undertrykkelsen, men også på grund af den undertrykkende socioøkonomiske situation og den manglende frihed. Resultatet – og det har jeg fået oplyst af en insider, som også er økonom – af dette alene er et tab på 40 mia. om året, og det omfatter ikke hjerneflugten. Via min betænkning ville jeg netop fremhæve, at den opmærksomhed, vi tildeler, og den indsats, vi yder for at skabe mere spillerum og sikre respekten for menneskerettigheder, i realiteten skaber fremtidsudsigter i Iran. Dette gavner også den overordnede sikkerhed i regionen.

Endelig blev jeg, Baroness Ashton, ganske nysgerrig, da jeg konstaterede – jeg vidste det ikke, men mine kolleger bragte det på banen – at der i de amerikanske medier cirkulerer forlydender om, at der rent faktisk findes en liste over alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Den Islamiske Republik Iran og over de ansvarlige fra top til bund – helt ned til fangevogterne i fængslerne. Jeg ville sætte stor pris på, at De fulgte det amerikanske eksempel med hensyn til en sådan liste, da vi så ikke længere blot kan fokusere på dem, der tilvejebringer spredningen af atomvåben og dermed truer den globale sikkerhed, men også på den frygtelige aktuelle situation i Iran. Samtidig sender dette et signal til iranerne om, at vi ser på hele billedet i Iran og ikke kun på atomtruslen, og at vi mener, at Iran skal være et normalt civilsamfund i overensstemmelse med det høje niveau af civilisering, som landet har haft gennem historien.

Endelig må De ikke tænke ilde om mig, fordi religionsfrihed for mig som protestant har overordentlig stor betydning. Lad mig sige det klart: For sunnimuslimerne – mindretallet – for bahá'i-samfundet, for de kristne og jøderne – dette er meget pinligt – er min betænkning desværre allerede forældet. Det indrømmer jeg straks. Det siger jeg, fordi der i de seneste måneder har været en tidevandsbølge af undertrykkelse, som har ramt navnlig sunnimuslimerne, bahá'i-samfundet og de kristne, og jeg beklager, at min betænkning ikke er fuldstændig opdateret i den henseende. For mig er det en anledning til at gøre mere over for Iran – jeg arbejder med udgangspunkt i en åben politik – og jeg håber at være i regelmæssig kontakt med Dem for at hjælpe med at tilvejebringe et Iran med en fremtid for hele befolkningen.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 10. marts kl. 12.00.

15. 16. samling i Menneskerettighedsrådet (Genève, 28. februar - 25. marts 2011) (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelse af næstformanden i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant i udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om den 16. samling i Menneskerettighedsrådet (Genève, 28. februar - 25. marts 2011).

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Det glæder mig, at vi denne eftermiddag også har mulighed for at drøfte arbejdet i FN's Menneskerettighedsråd og se på, hvordan vi kan styrke dets overordnede betydning.

Som medlemmerne ved, talte jeg i Menneskerettighedsrådet i sidste uge sammen med en række udenrigsministre fra hele verden. Af indlysende årsager var situationen i Libyen centrum for vores drøftelser.

Det glæder mig, at det internationale samfund sendte et stærkt og forenet politisk signal vedrørende de aktuelle menneskerettighedskrænkelser i Libyen. Allerede inden højniveausegmentet havde Menneskerettighedsrådet opfordret til en undersøgelse og anbefalet, at Libyens medlemskab af Menneskerettighedsrådet blev suspenderet, hvilket som bekendt siden er blevet bekræftet ved en enstemmig beslutning på Generalforsamlingen.

Alt dette beviser, at multilaterale institutioner kan leve op til deres mandat og kan handle i det, vi kalder realtid. Som jeg understregede i min tale der, er Menneskerettighedsrådet ansvarligt for at sikre, at de erklærede hensigter omsættes til reel handling og reelt fremskridt. Jeg mener, at fru Pillay, FN's højkommissær for menneskerettigheder, som jeg mødte i Genève, politisk angiver den helt rigtige retning for at gøre en reel forskel. Det, der betyder noget i den sidste ende, er ikke antallet af vedtagne resolutioner, men resultaterne i den virkelige verden, som gør en forskel for mennesker i nød.

Jeg understregede også, at menneskerettigheder er universelle. Jeg påpegede, at vi i Europa afviser beskyldningen om, at EU på sin vis forsøger at "eksportere" såkaldt europæiske værdier til andre lande. Retten til ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, retfærdighed og ligestilling er ikke europæiske rettigheder. De er universelle rettigheder. Vi må aldrig forledes til at tro, at mennesker i andre dele af verden – uanset om det er Afrika, Asien eller Latinamerika – tillægger deres rettigheder mindre betydning. Derfor råber vi højt og handler mod krænkelser af menneskerettighederne, uanset hvor de sker.

Vi anerkender også, at Europas vej mod beskyttelse af menneskerettighederne ikke har været en direkte vej, og at der også er brug for en løbende indsats i Europa. I Menneskerettighedsrådet er vi parate til at drøfte vores egne udfordringer, dele erfaringer og yde støtte til alle, der arbejder for at forbedre respekten for menneskerettigheder rundt omkring i verden.

Vi har flere prioriteter for den 16. samling i Menneskerettighedsrådet, og vi har drøftet disse aktivt med vores partnere.

EU fremlægger et initiativ vedrørende religions- og trosfrihed. I de seneste måneder har vi oplevet et stigende antal tilfælde af religiøs diskrimination og vold i forskellige dele af verden, og vi skal derfor sende et stærkt, samlet budskab mod religiøs intolerance og for religions- og trosfrihed for alle mennesker i hele verden.

Vi vil også fremlægge resolutioner om Burma/Myanmar og Den Demokratiske Folkerepublik Korea. Vi mener, at alvoren og antallet af menneskerettighedskrænkelser i begge tilfælde berettiger til en forlængelse af mandaterne for de respektive særlige FN-rapportører.

EU støtter også initiativet om at udsende en særlig rapportør for menneskerettighedssituationen i Iran, som flere lande og regioner har foreslået. Vi er meget bekymrede over den stadig værre menneskerettighedssituation i Iran. Dette blev fremhævet af fru Pillay, FN's højkommissær for menneskerettigheder. En særlig anledning til bekymring er det dramatisk stigende antal tilfælde af dødsstraf – mere end 100 indtil videre i år, som vi drøftede under den forrige forhandling – og undertrykkelsen af alle, der udøver deres ret til ytrings- og forsamlingsfrihed.

Vi mener, at Menneskerettighedsrådet skal behandle situationen i Egypten på en passende måde under hensyntagen til aktuelle situation i landet, som udvikles hastigt. EU glæder sig over Egyptens opfordring til fru Pillay om at sende medlemmer af hendes kontor til landet. Vi håber, at denne mission omgående vil blive udsendt.

EU samarbejder også med de tunesiske myndigheder med det formål i fællesskab at udsende et udkast til en resolution om spørgsmålet om at sætte skub i FN's tekniske assistance på menneskerettighedsområdet i forbindelse med den igangværende proces.

Andre centrale områder, der skal drøftes på denne samling i Menneskerettighedsrådet, er Hviderusland, hvor vi er dybt foruroligede over antallet af politiske fanger, Den Demokratiske Republik Congo, hvor der er foruroligende rapporter om fortsatte krænkelser af menneskerettighederne og navnlig udbredt seksuel vold, og Côte d'Ivoire.

Jeg vil afslutte med igen at understrege Menneskerettighedsrådets betydning for EU: forhandlingerne, resolutionerne og rapportørerne. Men i sidste ende er disse kun input. Det, der virkelig tæller, er output. Den virkelige test er, om vi gør en reel forskel i de pågældende lande. Derfor vil EU arbejde hårdt for at styrke Menneskerettighedsrådet og navnlig dets evne til at håndtere nødsituationer. Dette er et centralt mål i den igangværende gennemgang. Vi vil fortsat presse på for at opnå et ambitiøst resultat.

  Laima Liucija Andrikienė, for PPE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil benytte denne lejlighed til at udtrykke min fulde støtte til den beslutning, der blev truffet på FN's Generalforsamling den 1. marts, om at suspendere Libyens medlemskab af FN's Menneskerettighedsråd. Dette sender efter min mening et stærkt signal, ikke kun til oberst Gaddafi og hans regime, men også til alle lande i verden, hvor menneskerettighedskrænkelser er hyppige og almindelige.

I min betænkning om FN's Menneskerettighedsråd og EU's rolle i det, som Parlamentet vedtog i februar 2009, anbefaledes jeg på det kraftigste, at der blev indført kriterier for medlemskab af dette vigtige FN-organ.

I Libyens tilfælde handlede Generalforsamlingen i overensstemmelse med Parlamentets beslutning og traf en korrekt og hurtig beslutning.

Med hensyn til den 16. samling vil jeg navnlig henlede opmærksomheden på gennemgangsprocessen for Menneskerettighedsrådet. Det er vigtigt, at EU's medlemsstater og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil aktivt indgår i gennemgangen i 2011 af Menneskerettighedsrådet for at styrke efterlevelsen af dette råds mandat.

Menneskerettighedsrådet bør i højere grad være en mekanisme til tidlig varsling og forebyggelse. Der er også behov for en gennemsigtig og altomfattende gennemgangsproces, som tager hensyn til ngo'ers, civilsamfundets og alle andre relevante interessehaveres synspunkter.

Sidst, men ikke mindst glæder jeg mig over oprettelsen af et direktorat for menneskerettigheder og demokrati under Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Oprettelsen af Tjenesten for EU's Optræden Udadtil giver os en unik mulighed for at strømline vores indsats på menneskerettighedsområdet i Menneskerettighedsrådet.

Jeg opfordrer derfor den højtstående repræsentant til at sikre, at den europæiske indsats i Menneskerettighedsrådet er velkoordineret, og at de EU-medlemsstater, som er medlem af dette organ, står samlet og er mere effektive end nogensinde før.

  Richard Howitt, for S&D-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil indlede med at hilse gårsdagens udnævnelse af Mariangela Zappia som delegationschef i Genève velkommen. Hendes udnævnelse bidrager til styrkelsen af ligestillingen mellem kønnene i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Vi ser frem til at samarbejde med hende.

Parlamentet vil være til stede på et afgørende tidspunkt i gennemgangen af Menneskerettighedsrådet, der er det globale omdrejningspunkt for respekten for menneskerettigheder, den universelle regelmæssige gennemgang af alle FN-medlemmer, uafhængigheden af dets eksperter eller såkaldte særlige procedurer og den øgede deltagelse af civilsamfundet. De er de centrale kendetegn for Menneskerettighedsrådet, som vi skal beskytte for enhver pris.

Det skuffer mig, at arbejdsgruppens dokument vedrørende gennemgangen udelader alle uafhængige iværksættelsesmekanismer for særlige samlinger, at det ikke kræves, at medlemslande begrunder, hvorfor de ikke imødekommer anbefalinger, og at det ikke omhandler imødegåelse af situationen i forskellige lande. Det er ironisk, at denne forsamling omhandler situationen i syv forskellige lande. Som i tilfældet med Libyen og Côte d'Ivoire skal EU fortsætte med at finde kreative metoder til inden for de eksisterende regler at sikre, at menneskerettighedskrænkere aldrig kan undslippe sig deres ansvar.

Må jeg stille den højtstående repræsentant tre spørgsmål for at vise, at hun besvarer spørgsmål? Vil EU for det første – i betragtning af hendes bemærkning om Den Demokratiske Republik Congo – støtte udnævnelsen af et særligt mandat for dette land? Accepterer hun dernæst, at det på et tidspunkt må vurderes, om de palæstinensiske og israelske undersøgelser i forbindelse med Goldstone-rapporten opfylder internationale standarder, og at sagen henvises til Den Internationale Straffedomstol, hvis det ikke er tilfældet? Vil EU for det tredje indgive protest mod Pakistans forbehold mod artikel 40 – forpligtelsen til at rapportere – i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder?

Endelig skaber Libyens suspension fra Menneskerettighedsrådet en historisk præcedens for respekten for menneskerettigheder i FN-systemet, hvilket skaber lys i mørket.

  Marietje Schaake, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! FN's Menneskerettighedsråd kan behandle de stadig mere påtrængende og mere omfattende menneskerettighedskrænkelser i forskellige lande i verden – Iran, Hviderusland, Burma, Tunesien, Libyen, osv., der er for mange til at nævne dem alle – men også horisontale spørgsmål, som f.eks. rettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle, ytringsfrihed, voldtægt som en krigsforbrydelse og menneskerettighedsaktivisters rolle.

På en måde er Menneskerettighedsrådet i samme position som EU, og det skal handle som en global aktør. Men begge organer lider under samme problem – manglende troværdighed, lejlighedsvis dobbeltmoral og manglende evne til at handle hurtigt nok. EU har indtil videre ikke ønsket at kontrollere sine egne menneskerettighedsforhold i tilstrækkelig grad, herunder f.eks. deltagelsen i udleveringer og manglende pressefrihed i visse medlemsstater.

Indtil sidste uge var Libyen medlem af FN's Menneskerettighedsråd. Det er med rette blevet suspenderet. Dette har skabt meget vigtig præcedens.

  Heidi Hautala, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Med fast og hurtig handling mod Libyen har EU og Menneskerettighedsrådet vist, at de kan handle, når det er nødvendigt. Det kan de bestemt. De kan vise, at forskellige regionale grupper kan stå sammen, og de kan vise, at Menneskerettighedsrådet ikke skal splittes.

I dag er der ingen grund til, at handling mod Iran, Nordkorea, Den Demokratiske Republik Congo, Burma og Sudan ikke er det næste på programmet.

Denne tid er vigtig af en anden grund. Den første omfattende gennemgang af Menneskerettighedsrådets arbejdsmetoder er afsluttet, og jeg er ligesom mine kolleger skuffet over, at rådet ikke selv erkendte betydningen af denne gennemgang.

EU forberedte sig, men opnåede ikke støtte fra andre sider. I det mindste blev uafhængigheden af højkommissæren for menneskerettigheder og den særlige procedure ikke anfægtet, så dette er allerede et resultat under de nuværende forhold.

I alle fremtidige drøftelser af Menneskerettighedsrådets arbejde skal EU kunne skabe alliancer og række hånden ud til andre partnere. Det skal være villigt til at lytte og have mulighed for at indgå kompromisser. Det var efter min mening glædeligt, at den højtstående repræsentant deltog i mødet for nogle uger siden. Jeg hilser den højtstående repræsentant for dette initiativ og for hendes meget imponerende tale på mødet.

Nu til mit sidste punkt, nemlig EU's resultater. Efter oprettelsen af et direktorat for menneskerettigheder og demokrati under Tjenesten for EU's Optræden Udadtil vil EU-delegationen i Genève få en central rolle i EU's menneskerettighedspolitik i verden. Det har brug for øgede ressourcer, og dets arbejde skal integreres i alle områder af EU's udenrigspolitik.

Jeg er dybt beæret over at lede Parlamentets delegation til Menneskerettighedsrådets 16. samling i næste uge på dette afgørende tidspunkt.

  Willy Meyer, for GUE/NGL-Gruppen. – (ES) Hr. formand, Baroness Ashton! De påbegyndte Deres arbejde med en verden i kaos, en verden, som befandt sig midt i en finans-, fødevare- og energikrise, der var udløst af forsøg på at regulere markederne. Sandheden er, at Deres vanskeligheder er resultatet af den bagvedliggende strategi, hvor et ureguleret frit marked former vores liv. Dette har forårsaget alvorlige menneskerettighedsproblemer i både industri- og udviklingslande. Det er vores problem, som vi ikke har kunnet løse. Alligevel er der ingen tegn på initiativer til nytænkning af den økonomiske politik, som fører hele menneskeheden ind i en blindgyde.

Det er efter min mening et problem, som først skal løses, efterfulgt af EU's kyniske udnyttelse af menneskerettighederne, og vores udenrigs- og naboskabspolitikker, der har brug for en gennemgribende gennemgang i lyset af opstandene i Nordafrika.

Vi har – i den udenrigspolitik, De overtog – ladet forstå, at vi lægger mere vægt på fri handel end på menneskerettigheder. Vi har aldrig anvendt artikel 2 i associeringsaftalerne. Ikke over for Tunesien, ikke over for Egypten og heller ikke i de associeringsaftaler, vi nu søger at indgå med oberst Gaddafi, premierminister Netanyahu og kong Mohammed VI. Artiklen er aldrig blevet håndhævet, og det giver det indtryk, at vi ikke kræver streng overholdelse af de menneskerettighedsforpligtelser, der er omhandlet i associeringsaftalerne. Dette problem er endnu ikke løst, og jeg håber, at Parlamentet og EU på et tidspunkt vil træffe foranstaltninger.

  Nikolaos Salavrakos, for EFD-Gruppen. – (EL) Hr. formand, kommissær Ashton! Jeg vil ikke sige, at mennesket er hyklerisk, men at han er selvmodsigende. Hele verdensfilosofien, hele litteraturen, alle uddannede mennesker og alle i Parlamentet anerkender menneskerettigheder, og alligevel krænker halvdelen af FN's medlemmer menneskerettighederne, som De sagde. Vi taler, men vi følger ikke ordene op med handling. Vi ved, at vi med hensyn til de store idéer er blevet menneskehedens største forbrydere.

Jeg glæder mig derfor over den 16. samling i FN's Menneskerettighedsråd, og jeg er sikker på, at det under de nuværende omstændigheder og med vores erfaringer vil vedtage grundlæggende resolutioner. Jeg har, som De ved, været advokat i 40 år, og jeg har indset og erkendt, at respekt for menneskerettigheder er en livsstil, som ikke let kan pålægges andre. Der bør derfor vedtages en mere grundlæggende politik på dette område.

  Inese Vaidere (PPE). – (LV) Hr. formand! FN's Menneskerettighedsråd er en unik international platform, der er skabt med det formål at fremme menneskerettigheder og demokrati i verden. Dets arbejdsprogram er vanskeligt og særdeles vigtigt. Der er skabt mange gode resultater, herunder udsending af en særlig mission til Egypten og beslutningen om Libyen. Menneskerettighedsrådet beskyldes dog ofte for manglende politisk fasthed, proaktive foranstaltninger og hurtig reaktion. Netop derfor er det først og fremmest meget vigtigt, at der gennemføres en objektiv og gennemsigtig vurdering af Menneskerettighedsrådets arbejde. Det skal forbedre sine arbejdsmetoder, så det kan arbejde effektivt med langvarige problemer, som f.eks. problemerne i Iran, Hviderusland, Rusland og andre lande, og reagere hurtigt i særlige situationer, som f.eks. ...

(Formanden afbrød taleren)

… aktiv dialog mellem Menneskerettighedsrådets medlemmer mellem samlingerne bør også fremmes. Landegruppers politik, som begynder at dominere Menneskerettighedsrådets arbejde, skal elimineres, da det fører til selektiv undersøgelse af problemer og truer rådets autoritet og politiske troværdighed. Dernæst skal det føre en mere aktiv dialog med civilsamfundet og ngo'er. For det tredje vil jeg betone nødvendigheden af en mere aktiv rolle for EU i Menneskerettighedsrådet, hvor vi skal tale med én stemme. Det er netop grunden til, at jeg opfordrer den højtstående repræsentant til at sikre, at vi har en klar og magtfuld repræsentation, og til at koordinere vores arbejde i Menneskerettighedsrådet. Tjenesten for EU's Optræden Udadtil skal fra sin side forelægge Parlamentet, herunder Underudvalget om Menneskerettigheder, regelmæssige rapporter om og en evaluering af Menneskerettighedsrådets arbejde. En aktuel betydelig udfordring for Menneskerettighedsrådet er fremme af en fredelig proces for demokratisk forandring i Mellemøsten. Det skal arbejde for at forhindre spredning af radikalisme, der vil forværre menneskerettighedssituationen i regionen endnu mere og true den internationale sikkerhed og Israels ret til at eksistere. Derfor skal missionen til Egypten efterfølges af nye missioner til andre lande i Mellemøsten, hvor protesterne har været endnu mere aggressive, og hvor den politiske situation er endnu mere kompleks.

  Jörg Leichtfried (S&D). – (DE) Hr. formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! Menneskerettigheder, frihed og ligestilling er alt for vigtige værdier for os alle til at tillade, at der leges med dem, at de afvejes i forhold til magtfulde interesser, og at kommercielle interesser i nogle tilfælde får forrang for disse værdier, som er så vigtige. De fortjener vores fulde engagement, og det er overordentlig vigtigt, at det internationale samfund hurtigt, effektivt og målrettet yder bistand i forhold vedrørende menneskerettighederne.

Menneskerettighedsrådet er her på det rigtige spor. Vi har konstateret, at missionen til Tunesien var vellykket, og at missionen til Egypten var vellykket. Libyens tab af sin plads i Menneskerettighedsrådet var et rigtigt og vigtigt signal om, at tingene ikke kan fortsætte på denne måde. Det er dog også en kendsgerning, at missioner, resolutioner og måske andre ting, der gennemføres på denne måde, er kuldsejlet. De har helt ret, Baroness Ashton. Det er ikke nok at beslutte at gøre noget. Vi skal også følge det op med handling. EU kan stadig gøre mere her, end det gør i øjeblikket.

Det er dog også vigtigt, at FN accepterer, at EU's position er ændret efter Lissabontraktaten. Jeg opfordrer den højtstående repræsentant til at sikre, at de lande, der altid kalder sig vores venner, og som vi også kalder vores venner og udviser store hensyn overfor (navnlig med hensyn til handelspolitik), i fremtiden husker, at de er vores venner og ikke lader EU i stikken, som de gjorde under afstemningen i september.

  Charles Goerens (ALDE). – (FR) Hr. formand! I denne forhandling understreger vi igen betydningen af at vægte …

(Formanden afbrød taleren)

sociale, kulturelle, civile og politiske rettigheder lige højt. Det er meget fint. I praksis er det desværre ikke helt så let at opfylde dette krav, som bestemt er legitimt. Hvorfor kan vi ikke gøre andengenerationsmenneskerettigheder lige så bindende som førstegenerationsmenneskerettigheder? Fordi traditionelle menneskerettigheder – de rettigheder, der kan føres tilbage til den franske revolution – er velkodificerede i dag, hvilket desværre ikke er tilfældet for de sociale rettigheder. Vi bør dog ikke være fatalister. EU kan indsætte hele sit arsenal af instrumenter, navnlig i FN, for at forbedre tekster vedrørende rettigheder, der endnu ikke er tilstrækkelig kodificeret, herunder navnlig sociale rettigheder. Jeg vil tilføje, at med udviklingssamarbejde og humanitær bistand bliver dette krav lidt mindre urealistisk.

  Marek Henryk Migalski (ECR). – (PL) Hr. formand, fru Ashton! Jeg må tilstå, at jeg ikke var en stor tilhænger af Deres udnævnelse til den fremtrædende position, De har i dag, men jeg må sige, at jeg i dag blev positivt overrasket over mindst tre ting, De nævnte i Deres tale. Jeg vil fremhæve det og rose Dem for det. De understregede først menneskerettighedernes universalitet. Jeg er helt enig i, at denne universalitet skal respekteres fuldt ud, uanset hvor vi er – Strasbourg, Libyen, Rusland eller Iran. Det glæder mig, at vi er på samme bølgelængde. Dernæst fremhævede De religiøs intolerance eller snarere kampen mod den. Parlamentet opfordrer i sin beslutning medlemsstaternes repræsentanter til at tage dette problem op. Dette glæder mig, at De fremhævede dette. Det tredje, som jeg glæder mig over som medlem af delegationen for forbindelserne med Hviderusland, er, at De understregede muligheden for intervention i forhold vedrørende Hviderusland, hvor de grundlæggende menneskerettigheder krænkes. Der er en chance for, at der oprettes et regionalt råd. Det glæder mig meget, at De støtter dette, fordi det er noget, som vi bør gøre.

  Gay Mitchell (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig over muligheden for at deltage i denne forhandling, og jeg vil indledningsvis sige, at jeg sætter pris på den højtstående repræsentants redegørelse for problemerne i forbindelse med Libyen i går.

6 mio. jøder blev dræbt her i Europa under Anden Verdenskrig. Mellem de to verdenskrige – Første Verdenskrig og Anden Verdenskrig – blev der dræbt 60 mio. europæere ud over de mennesker fra andre dele af verden, som døde.

I henhold til en nylig udgave af magasinet The Economist er der et underskud på 100 mio. kvinder på grund af kønsbaseret abort. Dette handler ikke om abort, fordi en kvindes liv er i fare, eller fordi hun risikerer at få en illegal abort. Det er, fordi hun er kvinde.

I går var kvindernes kampdag. Det blev ikke nævnt her. Hvornår vil vi overvinde politisk korrekthed, så vi kan føre respektfulde forhandlinger her, så vi ikke ser den anden vej, som det skete i første halvdel af det forrige århundrede, så vi kan rejse disse spørgsmål, og så vi kan spørge, hvorfor det er sådan?

Parlamentet har bragt skam over sig selv. Det forkastede et ændringsforslag om ikke at finansiere barnemord. Ikke at finansiere tvangsabort. Hvordan kan vi i himlens navn forkaste et sådant forslag? Jeg væmmes over denne politiske korrekthed, som ikke tillader respektfuld forhandling i Parlamentet med tilkendegivelse af forskellige synspunkter.

Jeg vil spørge den højtstående repræsentant, om hun vil rejse spørgsmålet i FN.

Endelig finder jeg, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol her i Strasbourg, som ikke er en EU-institution, indtager absolut ekstraordinære holdninger og træffer nogle absolut ekstraordinære afgørelser.

Hvornår kan vi drøfte dette spørgsmål? Hvorfor var der i går ingen kvinder, der spurgte om de manglende 100 mio. kvinder, der blev fravalgt, fordi de var kvinder? Det er forkert, og der bør ikke være uenighed om dette her i Parlamentet.

(Taleren indvilligede i at besvare et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort i henhold til artikel 149, stk. 8)

  Véronique De Keyser (S&D). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! På kvindernes kampdag bemærkede De muligvis ikke, at abort ikke var et tabuemne i en betænkning af Deres gruppemedlem, fru Nedelcheva. Det var omhandlet, og det blev forhandlet og forelagt til demokratisk afstemning. Det er ikke et tabuemne. Dette er et demokrati.

  Gay Mitchell (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg kender fru De Keysers holdning til dette, og jeg har respekt for den. Det er mere, end jeg modtog fra hende med hensyn til mit synspunkt.

Vi skal have en respektfuld forhandling i Parlamentet, hvor medlemmerne hører hinandens synspunkter, og vi derefter drager konklusioner. Jeg har ikke hørt nogen fra den socialdemokratiske eller liberale side af Parlamentet rejse problemet med kønsbaseret abort. Ikke blot undlod de at rejse det – de nedstemte også en beslutning forelagt Parlamentet om ikke at finansiere barnemord eller tvangsabort. Det er en skamfuld gerning, der er noteret i Parlamentets protokol, for de mennesker, der begik den.

Men lad os have respektfuld forhandling i Parlamentet. Det er, hvad EU handler om – forenet i forskellighed.

(Taleren indvilligede i at besvare et spørgsmål, jf. proceduren med blåt kort i henhold til artikel 149, stk. 8)

  Annemie Neyts-Uyttebroeck (ALDE). – (EN) Hr. formand! Jeg respekterer naturligvis hr. Mitchells synspunkter. Ligesom de fleste, hvis ikke alle, medlemmer af Parlamentet afskyr jeg den kendsgerning, at kvindelige fostre aborteres i en række samfund i verden, både med moderens samtykke og under tvang.

Jeg er dog bange for, at hr. Mitchell forplumrer problemet ved at blande dette spørgsmål sammen med spørgsmålet om reproduktiv frihed. Hvis spørgsmålet var begrænset til den kendsgerning, at kvindelige fostre aborteres, ville det måske være lettere at nå til enighed om det.

  Gay Mitchell (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg takker min kollega for dette indlæg. Hvis vi udviser lidt mere respekt for hinandens holdninger og forsøger at finde punkter, hvor vi er enige, vil vi opdage, at vi kan gøre meget for at skrue denne dagsorden tilbage, men måske vi alle kunne være lidt mere åbne.

Jeg har svært ved at acceptere, at Parlamentet forkastede et ændringsforslag om ikke at finansiere tvangsabort, ikke at finansiere barnemord. Lad os gennemføre sådanne drøftelser og se, hvad vi kan gøre for at stoppe kønsbaseret abort. Vi kan være uenige på andre områder.

Jeg har personligt ingen problemer med støtte til reproduktiv sundhed. Det er først, når vi taler om abort, at jeg af meget gode grunde har problemer, og jeg vil med glæde drøfte dem. Jeg er ikke et uhyre. Jeg er ikke et fortidslevn. Jeg har en velgennemtænkt holdning til dette, og den drøfter jeg med glæde med enhver. Jeg takker medlemmerne for deres bemærkninger.

  Maria Eleni Koppa (S&D). – (EL) Hr. formand, Baroness Ashton! Menneskerettighedsrådets samling finder i år sted i skyggen af begivenhederne i Nordafrika og den arabiske verden generelt, som har meget at lære os. Vi – Europa – skal sikre, at vi kan klare opgaven. Dette er derfor en anledning til at gennemføre en grundlæggende vurdering af Menneskerettighedsrådet, så vi kan forbedre dets arbejdsmetoder og fremhæve vores støtte til dets uafhængighed og rolle i indsatsen for at forsvare menneskerettigheder i verden.

I disse tider med historisk forandring i vores del af verden er budskabet om menneskerettighedernes universalitet mere aktuelt end nogensinde før. Samtidig skal alle de internationale aktører dog arbejde for at udrydde den dobbeltmoral, der hersker på menneskerettighedsområdet. Vi skal være fair og konsekvente. Ligesom vi glæder os over den nylige vedtagelse af beslutningen om fordømmelse af menneskerettighedskrænkelserne i Libyen, skal vi indtage samme hårde holdning til den fortsatte ulovlige kolonisering af de besatte områder i Palæstina.

  Sari Essayah (PPE). – (FI) Hr. formand! Jeg vil rose hr. Mitchells tale, da den primære menneskerettighed for enhver pige og dreng er retten til at blive født til denne verden.

Menneskerettighedsrådet er FN's hovedorgan med ansvar for menneskerettigheder, og nu skal vi endelig forsøge kritisk at vurdere dets status og politikker. Menneskerettighedsrådet kan i bedste fald have en afgørende rolle som forkæmper for menneskerettigheder og demokrati. Dets arbejde er desværre kendetegnet ved dobbeltmoral, selektivitet, politisering og blokdannelse i forbindelse med menneskerettighedsspørgsmål.

Det er typisk, at Menneskerettighedsrådet var meget tæt på at vedtage resolutionen om fremskridt (bemærk fremskridt!) i menneskerettighedssituationen i Libyen. Blandt de lande, der anerkendte Libyen, var Iran, Nordkorea, Egypten, Sudan og Pakistan. Har erklæringer fra disse lande nogen vægt? Bør disse lande ikke være de næste, der suspenderes fra Menneskerettighedsrådet? At en sådan resolution endda blev overvejet, viser netop, hvor ignorant det internationale samfund har været eller har ønsket at være med hensyn til situationen i Libyen.

I de sidste par årtier har omkring to tredjedele af de fordømmende resolutioner, som Menneskerettighedsrådet har vedtaget, vedrørt Israel, som ikke desto mindre er det eneste demokrati i Mellemøsten. Samtidig har det ignoreret den utilfredsstillende situation med hensyn til kvinders og mindretals rettigheder i alle de omkringliggende arabiske lande. Arbejdet i Menneskerettighedsrådet er ikke troværdigt, medmindre det ændrer dette arbejde og sine arbejdsmetoder.

  Raimon Obiols (S&D). – (ES) Hr. formand! Jeg vil ikke gentage de vigtige punkter, mine kolleger allerede har fremsat, så jeg vil blot tilføje, at det er godt at høre om Baroness Ashtons deltagelse på Menneskerettighedsrådets samling på dette meget vigtige tidspunkt.

Vi håber, at samlingen vil være et skridt fremad, så EU kan gøre sine handlinger mere overensstemmende og profilere dem bedre, nå frem til fælles holdninger til alle relevante menneskerettighedsspørgsmål og bruge Menneskerettighedsrådet til at opbygge koalitioner med lande, civilsamfund og relevante internationale organisationer, så vi kan opnå reelt fremskridt på menneskerettighedsområdet, som Baroness Ashton sagde i sin tale. Vi håber også, at EU vil kunne fastholde menneskerettighedernes universalitet over for de relativistiske argumenter, og at det endelig vil opnå noget inden for vores generations rækkevidde, noget, som kan sammenlignes med den universelle afskaffelse af fortidens slaveri, nemlig universel afskaffelse af dødsstraffen.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er ingen tvivl om, at menneskerettighedernes ukrænkelighed er den virkelige essens af alle samfund, som danner grundlaget for demokratiske værdier. Menneskerettighedsrådets samling, der finder sted i Genève, skal derfor have præcise og relevante prioriteter. Det omfatter naturligvis bekæmpelse af enhver form for forskelsbehandling – race, køn, religion eller politisk orientering – og samtidig spørgsmålet om beskyttelse af mindretal og udsatte grupper.

Menneskerettighedsrådets samlinger afholdes i et følsomt klima. Vi ved alle, hvad der sker i Nordafrika og frem for alt i Libyen. I en langvarig forhandling har vi i dag lyttet til og generelt glædet os over Baroness Ashtons redegørelser. Der er dog også problemet med Mellemøsten, og vi opfordres samtidig i Lissabontraktaten til at indtage en endnu stærkere og mere beslutsom holdning til gavn for EU.

Vi har brug for beslutsomhed og solidaritet, som skal være rettesnoren i håndgribelige og afgørende foranstaltninger, fordi libyerne, tuneserne og marokkanerne ønsker, når alt kommer til alt, at blive der, hvor de hører til. For at gøre det muligt skal vi handle hurtigt.

Jeg har en sidste bemærkning, som også er et spørgsmål til Baroness Ashton. Vi har som sagt lyttet til Deres taler og generelt glædet os over dem. En form for alvorlig forskelsbehandling vedrører religion. Eftersom den blodigste vold i nyere tid er begået mod kristne, hvorfor i alverden nævnte De så ikke "kristenfobi" i Deres tale?

  Norica Nicolai (ALDE). – (RO) Hr. formand! Jeg ved ikke, om den igangværende samling vil blive vellykket eller en fiasko. Jeg ved dog, at vi burde have haft denne forhandling meget tidligere, fordi EU har en stemme på denne samling, som er sammenhængende, velformuleret og frem for alt effektiv. Denne gennemgang, som nu gennemføres dels i New York og dels i Genève, sender et meget komplekst signal til en verden, der er i forandring og har alvorlige problemer med den fejlslagne gennemførelse af en bestemt type menneskerettighedspolitik.

Vi skal efter min mening meget seriøst drøfte denne institutionelle mekanisme, som FN har skabt, uden at prioritere bestemte rettigheder. Vi skal dog drøfte dens effektivitet og navnlig overveje, om det ikke ville være fordelagtigt at involvere et af de globale agenturer i øjeblikkelig forebyggelse. I den sammenhæng bør vi efter min mening ikke begrænse os selv til blot at se på det, der er sket indtil videre, men også forsøge at forebygge det. Menneskerettighedsspørgsmålet skal efter min mening behandles på en anden måde.

  Charles Tannock (ECR). – (EN) Hr. formand! At Libyen var medlem af FN's Menneskerettighedsråd, fortæller os alt, hvad vi har brug for at vide om denne miskrediterede og politiserede organisation. Gaddafis 42 år lange styre har systematisk knust ethvert spor af menneskerettigheder i landet, og vi har nu set konsekvenserne af denne voldskultur, som hans terrorregime var baseret på.

Det er dog uretfærdigt kun at suspendere Libyen. Andre menneskerettighedskrænkere er også medlemmer af Menneskerettighedsrådet, herunder Kina, Cuba, Saudi-Arabien, Pakistan og Uganda, hvor homoseksuelle forfølges. Bizart nok blev det endda på et tidspunkt nævnt, at Iran skulle lede FN's kommission for kvinders rettigheder. Menneskerettighedsrådet bruger også en stor del af sin tid på at bagvaske vores demokratiske allierede, Israel.

Efter nærmere overvejelse antager jeg dog, at dette råd er det eneste, der findes vedrørende menneskerettigheder på FN-plan, og derfor skal vi deltage – om end vi altid skal være opmærksomme på de iboende modsætninger, der findes, når brutale og ikkedemokratiske regimer er medlemmer af FN's Menneskerettighedsråd.

  Struan Stevenson (ECR). – (EN) Hr. formand! Jeg vil sige til Baroness Ashton, at hun ikke besvarede min kollega, Jan Zahradil, i den foregående forhandling om Iran, hvad angår spørgsmålet om Camp Ashraf. De 3 400 mennesker i lejren lider under psykologisk tortur. Det er et brud på deres menneskerettigheder. Vi giver 1,2 mia. EUR til genopbygningen af Irak, men hver gang vi i Parlamentet vedtager en beslutning, hver gang vi vedtager en skriftlig erklæring med stort flertal, ignoreres vi blot af den irakiske regering og af dens iranske kumpaner.

De udøver psykologisk tortur mod flygtningene i Camp Ashraf ved hjælp af 210 højttalere, der i det sidste år har udbasuneret propaganda og trusler ved høj lydstyrke døgnet rundt. De forhindrer tilskadekomne og mennesker, der er døende af kræft, i at få adgang til lægehjælp og hospitaler.

Hvorfor siger vi ikke, "Stop, ellers får I ikke mere hjælp eller flere penge fra Parlamentet"?

  Diane Dodds (NI). – (EN) Hr. formand! I lyset af alle de aktuelle begivenheder i Libyen og den forfærdelse, vi ofte udtrykker over krænkelserne af menneskerettighederne i Libyen, vil jeg spørge den højtstående repræsentant, om hun vil støtte de mennesker i Det Forenede Kongerige, hvis familie, venner og pårørende er blevet sprængt i stykker af Semtex eller dræbt af våben, der er leveret af oberst Gaddafi og hans morderiske regime i Libyen. Vil hun støtte deres sag under et nyt styre, der etableres efter konflikten i Libyen?

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE). – (ES) Hr. formand! I forbindelse med vores forhandling om den aktuelle menneskerettighedssituation og i lyset af den betænkning, vi senest har drøftet, har jeg et spørgsmål til Baroness Ashton.

Mener De på baggrund af den aktuelle situation i visse nordafrikanske lande og i regionen, at dette er det rette tidspunkt til at åbne en EU-delegation i Iran?

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Dette var igen en meget interessant og udførlig forhandling, som har rejst en række spørgsmål, som medlemmerne nærer stærke følelser for.

Jeg vil først takke alle de ærede medlemmer for den energi og det engagement, de har udvist i denne forhandling. Jeg tænker på, at der nu er gået to år siden fremlæggelsen af fru Andrikienės betænkning om udviklingen af FN's Menneskerettighedsråd, herunder EU's rolle, og på de beslutninger, der er vedtaget siden udformningen af denne betænkning. Jeg takker hende for hendes bemærkninger om vores arbejde i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil og indledningen af vores arbejde for at udvikle nye foranstaltninger på menneskerettighedsområdet.

Det glæder mig også meget, at fru Hautala deltager i Menneskerettighedsrådets samling. Det er overordentlig vigtigt, at hun med sin viden og sin ekspertise har mulighed for at deltage. Jeg håber, hun vil støtte vores bestræbelser på at sikre, at Menneskerettighedsrådets arbejde forbedres og udvides. Jeg hører kritikken af det. Vi har alle skubbet hårdt på med gennemgangen for at gøre den så effektiv som muligt. Den er bestemt ikke helt det, vi havde håbet på, men nu hvor en del af drøftelserne er overført til New York, kan vi fortsætte arbejdet der. Dette er virkelig et arbejdsområde, hvor medlemmer af Parlamentet, som samarbejder med os, kan gøre en betydelig forskel. Jeg har fuld tillid til fru Hautalas kapacitet til at skubbe på i denne henseende.

Jeg vil nu komme til nogle af de konkrete spørgsmål, jeg er blevet stillet. Jeg vil indlede med hr. Howitts spørgsmål, fordi han sagde, at der navnlig var tre. Hvad angår Den Demokratiske Republik Congo, går vi ind for en stærk resolution, og vi har faktisk sagt, at der i dag burde være et specifikt mandat for denne særlige situation. Med hensyn til Goldstone forsøger vi at nå frem til en konsensusresolution. Det er, hvad vi forsøger at gøre på nuværende tidspunkt. Med hensyn til Pakistan foretog vi en diplomatisk henvendelse den 5. marts om netop den omhandlede artikel 40.

Til de medlemmer, der specifikt har nævnt religions- og trosfrihed, vil jeg sige, at jeg faktisk taler om de frygtelige tragedier for kristne samfund over alt i verden, hvor sådanne frygtelige tragedier sker. Jeg betoner generelt, at vi tror på retten til religions- og trosfrihed, uanset hvilken religion eller tro der er tale om i det enkelte tilfælde. Det er vigtigt, at vi fortsat tilkendegiver denne holdning så tydeligt som muligt, når vi oplever terrorisme eller angreb mod enhver religion, herunder kristendommen.

Mit team har netop haft møde med en gruppe medlemmer af Parlamentet med henblik på at drøfte, hvad vi ellers kan gøre i denne henseende. Jeg har allerede sagt, at vi agter at gøre noget på denne samling i Menneskerettighedsrådet i forbindelse med netop dette problem, fordi det er så vigtigt.

Jeg beklager, at jeg ikke besvarede spørgsmålet om Camp Ashraf. Det var min hensigt, men jeg vendte papiret for hurtigt. Der er omkring 3 000 mennesker – eller måske 3 400, tallet svinger – og vi er i ugentlig kontakt med FN, der som bekendt besøger lejren. De forsikrer mig, at de grundlæggende behov opfyldes. Der er virkelig vanskelige problemer, som de ærede medlemmer er klar over, når vi drøfter, hvad vi kan gøre med hensyn til Camp Ashraf. Jeg er meget bevidst om de meget forskellige udtalelser, vi hører om dette. Det ærede medlem har dog helt ret i, at en betydelig del af dette, er at sikre, at flygtningenes rettigheder ikke krænkes, og at der ydes humanitær bistand. De gør vi – og derfor har jeg kendskab til de ugentlige rapporter. Dette er ikke et tilfælde. Det er, fordi vi engagerer os i problemet og er i kontakt med regeringen der for at løse dette på den bedst mulige måde.

Jeg er også enig i, at det nu er vigtigt, at vi etablerer en stærk delegation i Genève. Igen nævner fru Hautala specifikt, at vi netop har udnævnt en ny delegationschef. Jeg talte med teamet, mens jeg var i Genève. Vi har opdelt delegationen i to, så den ene kan koncentrere sig om problemerne, navnlig Verdenshandelsorganisationen, og den anden kan fokusere mere på FN-agenturerne.

I mine samtaler om dette holder jeg mig også behovet for nøjere og mere kreativt at overveje, hvordan vi arbejder Genève, for øje. Vi skal skabe alliancer på menneskerettighedsområdet og have mulighed for at tale med partnere i hele verden, så vi kan stå sammen om nogle af de vigtige problemer, der berører os. Jeg håber, vi kan opnå fremskridt på dette område i de kommende uger og måneder.

Hvis jeg må afslutte dette, blev jeg meget berørt af hr. Salavrakos' bemærkning om, at menneskerettigheder er en livsstil. Det er nok rigtigt. Jeg vil beskrive det så enkelt: Hvis menneskerettigheder skal gælde for et menneske, skal det blot være her og være menneskeligt. Der bør ikke gælde andre kriterier. I alt, hvad vi gør, er det efter min mening meget vigtigt, at vi ikke glemmer dette meget enkle og grundlæggende princip.

Der er mange spørgsmål, som vi er uenige om, mange spørgsmål, der giver anledning – som jeg har oplevet – til virkeligt engagement og virkelig bekymring, men evnen til at drøfte disse spørgsmål og evnen til at sætte styrken af vores følelser med hensyn til menneskerettigheder i centrum af vores holdninger er absolut afgørende.

Endelig har jeg ikke truffet en beslutning vedrørende åbningen af en delegation i Iran. Det er til dels et spørgsmål om ressourcer, men jeg vil naturligvis holde Parlamentet orienteret om dette.

I mellemtiden vil jeg takke alle for denne forhandling og forsikre Dem, at jeg på enhver mulig måde vil forsøge at gøre Menneskerettighedsrådet så effektivt som muligt og – endnu vigtigere – repræsentere Parlamentet og EU i spørgsmål om menneskerettigheder så effektivt som overhovedet muligt.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE). – (ES) Hr. formand! Jeg forstår egentlig ikke Baroness Ashtons svar. Jeg er ikke sikker på, om hun gav mig et svar, om hun sagde, at hun vil besvare mit spørgsmål senere, om det er det rigtige tidspunkt at åbne en EU-delegation i Iran i betragtning af de aktuelle menneskerettighedsproblemer, eller om hun slet ikke gav et svar. Da jeg ikke forstod svaret, vil jeg gentage mit spørgsmål.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Som svar på hr. Salafranca Sánchez-Neyras spørgsmål forsøgte jeg at sige, at der er to problemer. Det ene er uundgåeligt ressourcer. Det andet er, at dette kræver, at der træffes en afgørelse, og at jeg fremsætter forslag – ikke mindst til Kommissionen – om åbningen af en delegation. Der skal gennemføres en forhandling i Rådet for udenrigsanliggender, og Parlamentet skal også vedtage en holdning til dette. Jeg har på nuværende tidspunkt ikke drøftet dette med nogen. Som De er bekendt med, er mit arbejde i forbindelse med Iran i øjeblikket fokuseret på atomforhandlingerne og menneskerettighedsproblemerne.

  Formanden. – Jeg har modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 110, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 10. marts kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Tunne Kelam (PPE), skriftlig. – (EN) I lyset af den aktuelle situation i Nordafrika og i betragtning af, at menneskerettighederne krænkes mere end nogensinde før i verden, skal Menneskerettighedsrådets arbejde reformeres. Menneskerettighedsrådet skal handle hurtigt og effektivt over for de nye udfordringer. Dette sker desværre ikke. Problemet kunne delvist løses ved at afholde yderligere møder ud over de nuværende samlinger. Menneskerettighedsrådet skal endvidere overveje sin medlemsskare for at sikre, at medlemmerne opfylder minimumskriterierne. Det er skamfuldt, at diktaturer, som f.eks. Libyen, så nemt kan få en plads i det organ, der har til formål at beskytte menneskerettighederne. Menneskerettighedsrådets troværdighed udfordres mere end nogensinde før af politisk motiverede handlinger. Via Tjenesten for EU's Optræden Udadtil har EU nu mulighed for at tale med én stemme og fungere som en global aktør. Næstformanden/den højtstående repræsentant skal sikre, at indsatsen er sammenhængende, og at der sker effektiv koordinering mellem EU-repræsentationerne i Genève og New York. Der er intet praktisk alternativ til en værdibaseret EU-udenrigspolitik.

  Alexander Mirsky (S&D), skriftlig. – (EN) Der kan ikke vedtages en overbevisende og effektiv beslutning, når medlemsstater krænkes voldsomt i EU. Alle højlydte erklæringer og ord bliver til kynisme og underminerer grundlaget for kampen mod global uretfærdighed og globale løgne. EU bør ikke rådgive tredjelande, samtidig med, at en regering inden for dets eget område, nemlig Letland, møder Parlamentets beslutning af 11. marts 2004 med foragt og forhånelse. Det kan ikke accepteres, at vi kræver, at andre lande gør, hvad EU ikke kan kræve, at Letland gør. Hvordan kan EU kaldes "forenet", når reglerne ikke gælder for alle medlemsstater? Indtil beslutningen om 335 000 lettiske ikkestatsborgere er gennemført, giver det ingen mening at kræve ændringer på menneskerettighedsområdet i tredjelande. Det er en grov forhånelse af demokratiet og menneskerettighederne.

  Joanna Senyszyn (S&D), skriftlig. – (PL) Det er glædeligt, at rapporter og paneler vedrørende børns rettigheder, vold mod kvinder, nationale, etniske, religiøse og sproglige mindretal samt kampen mod terrorisme er medtaget i programmet for Menneskerettighedsrådets 16. samling sammen med det generelle problem med respekt for menneskerettighederne. På samlingen fremsættes der også en tværregional erklæring om rettigheder for lesbiske, bøsser, biseksuelle og transseksuelle. Menneskerettighedsrådet har brug for nye retlige værktøjer til løbende overvågning af de konstante krænkelser af menneskerettighederne og til hurtigt at kunne reagere i nødsituationer, der opstår som følge af den politiske situation forskellige steder i verden (f.eks. Tunesien, Egypten, Iran og Hviderusland). Jeg tilslutter mig derfor forslaget i beslutningen om uafhængige iværksættelsesmekanismer, der muliggør øjeblikkelig reaktion på menneskerettighedskriser. Jeg glæder mig over oprettelsen af et nyt direktorat for menneskerettigheder og demokrati og oprettelsen af en ny EU-arbejdsgruppe under Rådet med base i Bruxelles, fordi dette vil muliggøre bedre koordinering og overvågning af EU's menneskerettighedspolitik. En vigtig rolle skal spilles af den særlige EU-repræsentant for menneskerettigheder på højt niveau. Menneskerettighedsrådet bør også afholde paneler mellem samlingerne, og selve samlingerne bør flyttes til andre regioner, herunder til steder, hvor konflikterne i øjeblikket udspilles. Endelig opfordrer jeg EU's medlemsstater til at respektere menneskerettighederne i deres egne interne politikker, fordi de ellers svækker EU's position i Menneskerettighedsrådet.

FORSÆDE: Libor ROUČEK
Næstformand

(1) Se protokollen.

16. Status over fredsprocessen i Mellemøsten (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelse af næstformanden i Kommissionen/EU's højtstående repræsentant i udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik om status over fredsprocessen i Mellemøsten.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Jeg er taknemmelig for muligheden for at gennemføre dagens forhandling om fredsprocessen i Mellemøsten, og jeg glæder mig til at høre de ærede medlemmers indlæg om dette. Det er efter min mening meget påtrængende og meget nødvendigt, at der skabes fremskridt i fredsprocessen.

Som vi drøftede i Parlamentet tidligere i dag, sker der hurtig forandring i vores sydlige nabolande og det bredere Mellemøsten. Vi har set historiske begivenheder i Tunesien og Egypten og stadig vold i Libyen, og vi har også kendskab til fortsatte protester i Yemen, Bahrain og andre steder. Med regionen i omvæltning er der nogen, som siger, at dette ikke er tiden til at fokusere på den fastlåste fredsproces mellem israelerne og palæstinenserne, men jeg mener det modsatte. På nuværende tidspunkt er det vigtigere end nogensinde før, at vi forsøger at standse denne konflikt som et vigtigt led i indsatsen for at skabe en fredelig og stabil region.

Dette er det budskab, som jeg har fremsat under mine besøg i regionen i januar og februar og i mine drøftelser med præsident Abbas og premierminister Netanyahu. Af hensyn til begge befolkningers sikkerhed skal der opnås enighed. Jeg mener endvidere, at EU spiller en vigtig rolle i denne proces. Rådet for udenrigsanliggender har tydeligt tilkendegivet sin holdning, senest i Rådets konklusioner fra december.

Det eneste levedygtige valg er et forhandlet resultat med hensyn til alle områder for den endelige status. Hvis vi skal opnå ægte fred, skal der være en løsning med hensyn til Jerusalems status som den fremtidige hovedstad for to stater, hvor staten Israel og en uafhængig, demokratisk, sammenhængende og levedygtig palæstinensisk stat lever side om side i fred og sikkerhed. EU's holdning til bosættelser er klar. Bosættelser er ulovlige. De udgør en hindring for freden, og de truer med at gøre en tostatsløsning umulig.

Jeg ledede Mellemøstkvartettens møde i München den 5. februar. EU deltog i mødet i et forsøg på at tilføre Mellemøstkvartetten ny kraft, og jeg mener, at det lykkedes for os. Sammen med vores partnere fra FN, USA og Rusland aftalte vi en ambitiøs tidsplan. I sidste uge mødtes Mellemøstkvartettens udsendinge i Bruxelles under ledelse af Helga Schmid, politisk direktør og vicegeneralsekretær i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, med de palæstinensiske forhandlere for første gang. I morgen mødes Mellemøstkvartettens udsendinge med de israelske forhandlere for første gang.

Udsendingene forbereder sig nu på de næste vigtige møder, hvor Ban Ki-moon, den russiske udenrigsminister Lavrov, udenrigsminister Clinton og jeg igen mødes. Men hvis der skal være en tostatsløsning, skal begge stater være levedygtige. Det har derfor stor betydning, at EU er den største bidragyder til palæstinenserne. Vi ønsker fortsat at støtte deres plan for opbygningen af en stat og gennemførelsen heraf, både politisk og finansielt.

I den henseende har vi allerede godkendt den første pakke på 100 mio. EUR ud af de 300 mio. EUR, der er øremærket for 2011. Midlerne til institutionsopbygning er øget yderligere for at styrke palæstinensernes kapacitet på deres vej til anerkendelse som stat. Dette arbejde er afgørende for oprettelsen af en fremtidig palæstinensisk stat og afgørende for at nå frem til en tostatsløsning.

Jeg har som bekendt besøgt Gaza to gange, og efter møder med erhvervslivet, civilsamfundet og navnlig mange børn har vi foreslået en omfattende støttepakke, som fokuserer på infrastruktur, udstyr og uddannelse til Kerem Shalom-overgangen. Dette har navnlig til formål at støtte den øgede bevægelse af varer, så eksport kan fremme den økonomiske genopretning. Under begge mine besøg i Gaza betonede jeg, at befolkningen der skulle have bedre mulighed for at udvikle økonomien og for at skabe arbejdspladser og en fremtid for deres børn. Jeg har også opfordret til løsladelsen af Gilad Shalit og gør det stadig.

Den 13. april er jeg vært for ad hoc-forbindelsesudvalget, som ledes af Norge. Vi drøfter aktuelt mulighederne for en donorkonference i juni. De er alle bekendt med, at der den 22. februar var en nyttig og produktiv udveksling af synspunkter med Israel i Associeringsrådet, hvor fredsprocessen i Mellemøsten blev drøftet sammen med andre regionale spørgsmål, herunder navnlig de aktuelle ændringer i regionen. Drøftelserne omfattede vores bilaterale forbindelser, og hvordan vi kan forbedre det videre samarbejde om den nuværende handlingsplan og i forbindelse med ønsket om en løsning.

Jeg glæder mig også over israelernes ønske om at mødes med Mellemøstkvartettens udsendinge i morgen, men jeg opfordrer indtrængende Israel til at iværksætte positive tiltag for at finde en løsning og støtte tiltag, der kan føre til direkte forhandlinger. Jeg mener som sagt, at dette er i begge befolkningers interesse i regionen, og jeg mener, at premierminister Netanyahu spiller en afgørende rolle for at hjælpe forhandlingerne i gang.

Jeg ser frem til at høre de ærede medlemmers bemærkninger, så jeg vil standse her. Jeg tror, at vi alle i Parlamentet ønsker at se denne konflikt endelig blive afsluttet, og at de to parter finder en løsning, der sikrer stabilitet til Israels befolkning og til palæstinenserne, og som også hjælper med at forbedre stabiliteten og sikkerheden i regionen. Jeg opfordrer til og håber inderligt, at dette snart vil ske.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-Gruppen. – (ES) Hr. formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! De sagde med rette, Baroness Ashton, at situationen i det sydlige Middelhav afleder opmærksomheden fra konflikten i Mellemøsten og fredsprocessen, som allerede har varet i næsten 30 år og nu tilsyneladende er gået i stå.

Som Deres besøg har vist, har de aktuelle begivenheder og den generelle situation i regionen påvirket processen. På baggrund af dette besøg vil jeg spørge Dem om Deres holdning til en række spørgsmål.

I morges drøftede vi de vanskeligheder, som FN's Sikkerhedsråd har med at nå frem til en yderligere resolution med henblik på at etablere en flyveforbudszone over Libyen. I hvilket omfang mener De, at fredsprocessen og troværdigheden af en central aktør er blevet påvirket af det pågældende lands nylige veto mod den foreslåede resolution, som fordømmer bosættelserne i de palæstinensiske territorier? Hvordan påvirker manglen på en beslutning i Sikkerhedsrådet opfattelsen af Obama-regeringens engagement i videreførelsen af denne proces?

Hvad mener De dernæst om Den Palæstinensiske Myndigheds beslutning om at afholde præsident- og parlamentsvalg inden september og Hamas' beslutning om ikke at deltage i disse valg?

Endelig vil jeg høre, hvad De mener om den palæstinensiske chefforhandlers tilbagetræden efter WikiLeaks' offentliggørelse af dokumenter, omrokeringen i Den Palæstinensiske Myndighed og de følgevirkninger, som de lækkede dokumenter har haft på den palæstinensiske side, på den israelske regering og på begge parter som helhed.

  Véronique De Keyser, for S&D-Gruppen. – (FR) Hr. formand, Baroness Ashton! Vi har talt om det hele dagen. Det fantastiske håb, der er opstået efter revolutionerne i den arabiske verden, viser os, at demokrati er noget, som vi alle stræber efter, og at det ikke er noget eksklusivt. Retten til at leve frit er noget, der skal anerkendes universelt.

Dette gælder også for palæstinenserne, når de unge palæstinensere i netop dette øjeblik, navnlig i Gaza – og der er rigtig mange af dem – ikke har nogen udsigter, fremtid eller mulighed for at uddanne sig, bevæge sig omkring eller få adgang til lægehjælp eller fødevarer. Det er fuldstændig uacceptabelt. Vi deler disse følelser. Jeg tror, de deles af næsten alle.

Jeg spørger dog mig selv, og jeg kan ikke forstå, lad mig understrege det, hvad EU forsøger at opnå i sin associeringsaftale. De talte om det. Jeg har læst protokollen fra associeringsaftalen igen og igen. Selv om EU i mange henseender har taget afstand fra krænkelsen af folkeretten, som De påpegede tidligere, har vi tilvejebragt en række positive incitamenter – De kalder dem positive incitamenter – inden for landbrug, fiskeri, miljøet, politi, retligt samarbejde, transport, rumsamarbejde og udvidet forskningssamarbejde samt i en ACCA-aftale uden garantier og intet til gengæld.

De havde inviteret israelerne til Mellemøstkvartettens møde, men de kom ikke. Jeg vil derfor ikke kritisere Dem, Baroness Ashton. Jeg er bekendt med Deres indsats, og De yder en stor indsats på dette område. Jeg vil ikke en gang fortælle Dem, at disse positive incitamenter ikke virker. Jeg vil derimod spørge Dem, om vi i dag stadig har ret til at udøve andre former for pres end sanktioner. Har vi ret til at tilvejebringe økonomiske og handelsmæssige incitamenter, når så mange menneskerettigheder og så mange aspekter af folkeretten hele tiden krænkes? Det mener jeg ikke, og jeg mener desuden, at dette er en politisk fejl i lyset af de revolutioner, der i dag finder sted i den arabiske verden.

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand, fru højtstående repræsentant! På min gruppes vegne vil jeg først sige, at vi ikke kunne være mere enige i Deres indledning, i de mål, De har fremsat, og i Deres indsats for at løsne op for det, De selv kaldte den "fastlåste" fredsproces.

Jeg mener, den er fastlåst, og at der skal løsnes op for den, så vi kan se et vist fremskridt. I sidste uge havde Parlamentet den ære at lytte til den israelske viceudenrigsminister, der fremlagde sin sag for os. Han opfordrede os på den ene side til ikke konstant at fokusere på det, der sker i de besatte palæstinensiske områder, og på den anden side i stedet for skifte fokus med hensyn til det, vi kan gøre sammen, Israel og EU.

Det ville være nemmere for os, hvis vi kunne se nogle seriøse tegn på, at Israel reelt er villig til at puste nyt liv i fredsprocessen.

Jeg kan ikke undgå at føle, at Israel mener, at uroen i en række arabiske lande givet det mere råderum. Ligesom fru De Keyser er jeg bange for, at dette kan vise sig at være en stor politisk fejl. Israel burde i stedet bruge de aktuelle begivenheder til at sætte skub i processen og forsøge at indgå en fredsaftale så hurtigt som muligt.

  Margrete Auken, for Verts/ALE-Gruppen. – (DA) Hr. formand! Og tak til fru Ashton for talen, som jeg er lidt skuffet over. Jeg er ganske enig med fru Ashton i, at det netop er nu – i denne historiske situation – at Palæstina-Israel-sagen trænger sig på. Men hvorfor blev der ikke sagt et eneste ord om anerkendelsen af Palæstina til september?

Vi ved alle sammen godt, at tiden nu er ved at udløbe. Vi ved alle sammen godt, at netop denne sag trænger sig på, og vi har hårdt brug for at høre fra netop EU's fornemste repræsentant, at det er det, vi arbejder for. Vi var mange, der var stolte og rettede ryggen, da vi for nylig fik en samlet EU-position i Sikkerhedsrådet. Det var fremragende, og tak for det! Det havde også god virkning! Der afgives mange flotte erklæringer på højt niveau – oppe i det luftlag sker der meget. Det frygtelige er så, at vi, når vi fra det høje luftlag kommer ned på jorden – til virkeligheden – oplever forfærdelige vanskeligheder.

Som fru De Kaiser også nævnte, oplevede vi, at EU accepterede den yderligere opgradering af forholdet til Israel. Man kaldte det bare teknisk for at undgå konflikterne med Parlamentet, men hvad meget værre er: De israelske bosættelser ekspanderer som aldrig før! Belejringen af Gaza er overhovedet ikke hævet, og desværre nævner fru Ashton nu udelukkende Kerem Shalom i stedet for at tale om åbenhed over for alle parter. Dette er faktisk en meget alvorlig sag. Hvorfor hører vi ikke om andet end penge? Vi har betalt og betalt, og det er vigtigt. Vi har betalt til Salam Fayyad, men hvis vi ikke giver ham chancen for at få sin stat, er det hele jo forgæves.

Lad mig slutte med at sige, at EU's troværdighed i denne historiske situation nu virkelig står på spil! Hvis ikke vi faktisk forstår at sætte handling bag de mange flotte ord, hvor er så vores troværdighed henne i forhold til resten af de nordafrikanske og arabiske lande? Det viser sig hver eneste gang, at når det kommer til stykket, så har vi – ja – i bedste fald penge at betale med men skrider ellers ikke til politisk handling.

  Struan Stevenson, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand, Baroness Ashton! Jeg er dybt foruroliget over udviklingen af situationen i Irak. Den nylige opstand i landet – hvor befolkningen demonstrerede, navnlig unge, der ikke kan få arbejde, og som oplever en sammenstyrtet økonomi, fortsat mangel på sikkerhed og sekteriske drab – blev brutalt undertrykt. 29 personer blev dræbt, og hundredvis blev såret. Der er nu tegn på, at Ayad Allawi, hvis parti al-Iraqiya vandt valget i marts, vil trække sig ud af koalitionen, fordi premierminister Nouri al-Maliki har svigtet de mange løfter, han gav al-Iraqiya i koalitionsaftalen.

Hvis det sker, er vi tilbage ved udgangspunktet med en sekterisk regering, der støttes af måde al-Hakim og Muqtada al-Sadr på Teherans nåde, og vi har en destabiliseret situation, hvor det parti, der vandt valget, ikke længere er med i regeringen. Dette kan ikke accepteres, når vi taler om Mellemøstens fremtid.

  Kyriacos Triantaphyllides, for GUE/NGL-Gruppen. – (EL) Hr. formand! Efter det, der er blevet sagt i dag, vil jeg benytte lejligheden til at kommentere EU's standpunkt i de begivenheder, der udspiller sig omkring os i den arabiske verden. Dette standpunkt forveksler stagnation med stabilitet. Det er et forkasteligt standpunkt, fordi det ikke har kunnet imødekomme kravene fra befolkningen i området om frihed og social retfærdighed. EU kan dog handle på en anden måde. Det kan handle korrekt. Det sås tydeligt i forbindelse med Palæstina, i hvert med hensyn til den såkaldte "opbygning af staten". Selv om det igen ikke er lykkedes for EU at udsende et stærkt politisk budskab i den arabiske konflikt, har det støttet regeringen under præsident Abbas og premierminister Fayyad i de sidste to eller tre år, og de har derfor kunnet opbygge de nødvendige institutioner, så premierminister Fayyad næste september kan anmode FN om at anerkende den uafhængige palæstinensiske stat, og når regeringen gør det, håber jeg, at EU vil støtte anmodningen.

EU kan spille en tilsvarende rolle i landene i området. Jeg håber og beder til, at EU gør det, og jeg opfordrer EU til at forhandle og indgå aftaler med hvert af disse lande, hvis borgere kræver forandring, og til sammen med repræsentanterne for disse borgere at fastlægge de sektorer, hvor EU kan yde finansiel og anden bistand, ved at udveksle ekspertise og ved at udforme fælles programmer for den sociale og økonomiske udvikling i området. På den måde vil EU også opfylde de målsætninger, det har anført i sin naboskabspolitik.

  Bastiaan Belder, for EFD-Gruppen. – (NL) Hr. formand, fru højtstående repræsentant! Jeg støtter to punkter i Deres indledning. De talte om direkte forhandlinger. I sidste uge havde jeg det privilegium at deltage i omfattende drøftelser med repræsentanter for den israelske regering og det israelske parlament, Knesset. Man skal have tillid til og tro på sine samtalepartnere, og de siger, at de ønsker direkte forhandlinger med Den Palæstinensiske Myndighed. Jeg vil derfor anmode Dem om at bruge hele Deres diplomatiske snilde til at få disse direkte forhandlinger i stand. De skal få begge parter i konflikten til at sætte sig ved bordet, hvis De vil opnå fred. På baggrund af begivenhederne, hvor de arabiske masser kræver ansvarlige regeringer, kan vi konkludere, at momentum til at skabe et gennembrud nu er til stede.

Dernæst glædede det mig, at De omtalte den triste skæbne, der er overgået Gilad Shalit, som nu har været indespærret i næsten fem år. For præcis en uge siden talte jeg med hans far i Jerusalems centrum, og han ville vide, om Europa stadig var bekymret for hans søn. De gav mig svaret. Jeg håber, De fortsat vil arbejde for at genforene far og søn så hurtigt som muligt.

  Hans-Gert Pöttering (PPE). – (DE) Hr. formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! Den arabiske verden er på kanten af grundlæggende forandring. Mennesker kæmper for deres værdighed. De ønsker at leve i frihed, i et demokrati og i en retsstat ligesom os. Det er vores politiske og moralske pligt at give vores fulde og dedikerede støtte til alle, der er involveret i denne sag i den arabiske verden.

Jeg var i Cairo sidste weekend og mødte mange unge mennesker på Tahrirpladsen. De unge menneskers åbenhed, tillid, mod og optimisme i Cairo gjorde dybt indtryk på mig. Egypten og andre arabiske lande har nu mulighed for at skabe en demokratisk udvikling.

Det er også en mulighed for Israel – for at det ikke længere er det eneste demokrati i Mellemøsten ud over Libanon. Den forandring, der finder sted i Arabien, skal udnyttes som en mulighed til at skabe fred mellem Israel og Palæstina. Vi skal afstå fra ethvert tiltag, der kan være en hindring for denne fred. Israels bosættelser er derfor en provokation mod palæstinenserne, og Hamas' raketter er derfor en provokation mod israelerne. Begge dele skal standses. Der kan skabes frem mellem Israel og Palæstina – to stater, der lever fredeligt og som gode naboer inden for sikre grænser.

Tiden er ikke til ubeslutsomhed og tentative forhandlinger. Tiden er inde til at vise mod, beslutsomhed og målrettethed, der passer for en statsmand. Tiden er inde til fred i Mellemøsten. Tiden er inde til demokrati i de arabiske lande.

  Hannes Swoboda (S&D). – (DE) Hr. formand! Lad os være ærlige. Tilstanden uden krig, for vi kan ikke tale om fred i Mellemøsten, har i det mindste sat diktatorerne og de autoritære regimer i stand til at bevare kontrollen over deres egne befolkninger og indgå en ikkeangrebspagt med Israel, og den har sat Israel i stand til at gøre det samme. Som vi har set, er sådanne afstivninger skrøbelige og kan pludselige bryde sammen. Nu er de brudt sammen.

Det glæder mig, at Israel ikke har grebet ind i de interne arabiske anliggender. Ikkeindgriben er dog ikke nok. Som hr. Pöttering sagde, skal vi udnytte denne mulighed. Dvs. Israel skal udnytte muligheden for at slutte varig fred med demokratiske stater, en fred, der ikke afhænger af nogle få diktatorer, men som er baseret på befolkningens sande vilje til at indgå fred. Her er bosættelserne ikke kun en torn i øjet, som de altid har været, men også en hindring. Når viceudenrigsministeren, som allerede er blevet citeret her, endvidere under drøftelserne i Bruxelles udtaler, at palæstinenserne under ingen omstændigheder fratages nye områder, er dette ordkløveri og oven i købet kynisk. Bosættelserne skal standses. Jeg beklager dybt, at amerikanerne brugte deres vetoret her, da de derved beviste, at de ikke reelt har nogen interesse i fredsprocessen.

En kort bemærkning om valgene, som nogle medlemmer allerede har rejst spørgsmål om. Jeg håber, vi anerkender valgene. Vi skal anerkende valgene og resultatet af dem som et demokratisk skridt. Det betyder ikke, at vi skal anerkende enhver politik, der gennemføres som resultat af valgene. Vi må dog ikke gentage fejlen ved at afgøre, hvem der er den gode vinder, og hvem der er den onde vinder af valgene. Vi skal i stedet anerkende den demokratiske udvikling.

Eftersom vi alle er enige om det, vil jeg afslutte med en gentagelse. Jeg håber, De vil intensivere bestræbelserne på at få løsladt hr. Shalit, så dette problem endelig kan blive løst. Ligesom bosættelserne er en hindring for en meningsfuld dialog, er den fortsatte fængsling af hr. Shalit også en hindring. Jeg håber, vi kan tage fat om begge problemer, så vi endelig kan indlede meningsfulde og konstruktive fredsforhandlinger i Mellemøsten.

  Alexander Graf Lambsdorff (ALDE). – (DE) Hr. formand! Kontrasten er slående! Den revolution, den forandring, der finder sted i den arabiske verden, fascinerer os alle. Vi forsøger at hjælpe. Vi har i dag drøftet Libyen. I de seneste dage og uger har vi drøftet Egypten og Tunesien. Men samtidig er fredsprocessen gået i stå. På den baggrund skal vi klart vedkende, at De, Baroness Ashton, gjorde os en tjeneste, da De fik et møde i Mellemøstkvartetten i stand. At skabe bevægelse nu, hvor regionen er præget af dyb usikkerhed, og hvor der hersker dyb usikkerhed i Israel, var et særdeles positivt tiltag. Det vil jeg sige meget klart. De udsættes ofte for kritik i Parlamentet. Derfor er ros måske også på sin plads.

Hvad angår indholdet, tror jeg ikke, at Israel er skeptisk modstander af demokrati i de arabiske lande. Det skyldes blot, at vi endnu ikke har set afslutningen på disse forandringer. Når og hvis landene bliver demokratiske, er jeg helt enig med hr. Pöttering og hr. Swoboda i, at det endelig vil være muligt også at få gang i fredsprocessen i Mellemøsten. Bosættelserne skal standses. Det gælder under alle omstændigheder, og det samme gælder det sofisteri, de forsvares med. Det er alle grupper i Parlamentet enige i.

I forbindelse med opstanden i den arabiske verden har vi også oplevet protester mod Hamasregimet på Gazastriben. Situationen i de palæstinensiske områder er på ingen måde enkel. Demokratisering skal også gennemføres her. I øjeblikket har vi heldigvis en moderat og konservativ partner på Vestbredden, men det er absolut ikke tilfældet på Gazastriben.

  Nicole Kiil-Nielsen (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand, Baroness Ashton! Jeg har bemærket en mærkelig tendens i EU. Trods erklæringer, der kritiserer Israels krænkelser af menneskerettighederne, arbejder medlemsstaterne og Kommissionen utrætteligt for at styrke de politiske og økonomiske forbindelser med Israel uden nogen form for betingelser.

Den 22. februar opgraderede EU faktisk sin associeringsaftale med Israel og gav tilsagn om at ville intensivere samarbejdet i en række umiddelbart tekniske aftaler på forskellige områder, som f.eks. konkurrence, adgang til offentlige udbud, Israels integration i det europæiske forskningsrum og i europæiske agenturer, som f.eks. Europol og Den Europæiske Rumorganisation, osv.

Den 31. januar godkendte Kommissionen overførslen af EU-borgeres personoplysninger til Israel, et land, der mistænkes for at have brugt EU-borgeres pas til at gennemføre et udenretsligt drab i Dubai sidste år.

Israel, som allerede deltager i mere end 800 projekter med europæiske universiteter og virksomheder, vil modtage mere end 500 mio. EUR i støtte i 2013. Blandt støttemodtagerne er våbenproducenterne Elbit og Israel Aerospace Industries, som fremstiller de droner og fly, der bruges mod Gazas befolkning.

I Associeringsrådet glædede EU sig over de nye foranstaltninger vedrørende Gaza og Vestbredden, som hr. Netanyahu annoncerede.

Kan De, Baroness Ashton, oplyse, hvad denne lempelse består af, når hundredvis af lastbilchauffører netop i dette øjeblik protesterer i Gaza mod lukningen af Karniovergangen? Hvordan agter hr. Netanyahu at standse den lynhurtige kolonisering af Jerusalem og Vestbredden?

Jeg ville sætte pris på, at De, Baroness Ashton, udsendte et opmuntrende budskab om håb til alle de kvinder, der demonstrerede i Palæstinas gader i går, og som sætter deres lid til EU.

  Patrick Le Hyaric (GUE/NGL) . – (FR) Hr. formand, Baroness Ashton! Revolutionerne i den arabiske verden er i overensstemmelse med palæstinensernes håb. Der er dog én forskel, idet palæstinenserne ikke kæmper mod deres leder, men mod en ekstern magt, som dominerer dem, ydmyger dem, plyndrer dem, koloniserer dem, fængsler dem, stjæler deres land og deres boliger, bygger mure og indfører en blokade mod Gaza, og som samtidig lader 1 mio. af deres medborgere leve i flygtningelejre i strid med folkeretten.

Jeg har hørt Deres forklaringer, Baroness Ashton, men EU skal være fastere og mere aktiv. De arabiske befolkninger holder øje med os. Omfattende ændringer finder sted i Mellemøsten. Der kræves også omfattende ændringer i den israelske regering, som skal respektere de lovfæstede universelle værdier. Brug alle de ressourcer, De råder over, herunder udfordring af associeringsaftalerne. Jeg er enig med Deres bemærkning om Gilad Shalit, men jeg har allerede spurgt, hvordan De agter at sikre løsladelsen af en ung fransk-palæstinenser, Salah Hamouri, som rådner op i et israelsk fængsel uden grund.

Endelig bør De gennemføre en stærk politisk handling, en politisk handling af allerstørste betydning. De bør nemlig sikre, at EU officielt og omgående anerkender den palæstinensiske stat inden for grænserne fra 1967 med det østlige Jerusalem som hovedstad.

  Fiorello Provera (EFD). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! EU er den største finansielle bidragyder til Den Palæstinensiske Myndighed og yder omkring 1 mia. EUR om året, og alligevel er Europas politiske rolle i fredsprocessen stadig marginal.

Denne betydelige finansielle bistand giver os ret til at kræve, at Den Palæstinensiske Myndighed igen sætter sig ved forhandlingsbordet. Med hensyn til spørgsmålet om anerkendelse af Palæstina skal vi tale klart. Problemet med fredelig sameksistens med Israel vil ikke blive løst gennem gensidig anerkendelse af den palæstinensiske stat, som desuden endnu ikke har erklæret sin egen uafhængighed.

Den Palæstinensiske Myndighed skal i stedet igen påtage sig en aktiv rolle, sætte sig ved forhandlingsbordet og løse de aktuelle stridspunkter, navnlig vedrørende sikre grænser, Jerusalems status og flygtningespørgsmålet. Selv en delvis aftale vil styrke de moderate kræfter på begge sider og mindske ekstremismens indflydelse.

  Diane Dodds (NI). – (EN) Hr. formand! Forandringens vinde blæser gennem Mellemøsten med løfte om demokratisering, og ingen sand demokrat kan nægte, at befolkningerne i Egypten, Tunesien og nu Libyen fortjener både frihed og demokrati.

Jeg er også helt enig med den højtstående repræsentant i, at disse begivenheder ikke bortleder opmærksomheden fra fredsprocessen, men kræver, at vi ændrer vores fokus i den forbindelse. Under mine nylige besøg i området mødte jeg en israelsk befolkning, der forståeligt nok var nervøs. Tidligere erfaringer har vist, at politiske tomrum udfyldes af Hamas og Hezbollah.

I denne situation skal vi overveje, hvordan vi bedst kan hjælpe – både i fredsprocessen og i forbindelse med stabiliteten i regionen.

Anerkendelse af Israels behov for sikkerhed og gyldigheden af aftaler med nabolande er vigtige hjørnesten. Vi skal også erkende, at naboskabspolitikken er slået fejl. Vi bruger i øjeblikket 1,5 mia. EUR på denne politik. Vi skal vurdere de håndgribelige fordele ved den. Hvad angår Egypten, hvor tusindvis af mennesker hvert år kommer ind på arbejdsmarkedet uden økonomisk fremtid og uden håb, burde vi måske erkende, at spiren til yderligere revolution allerede er lagt der.

  Francisco José Millán Mon (PPE). – (ES) Hr. formand! Som det er anført i Mellemøstkvartettens erklæring fra München, ønsker vi alle, at forhandlingerne mellem Israel og Palæstina afsluttes i september 2011 gennem en aftalt løsning for de to stater, der vil skabe fred og sikkerhed. Udsigterne er desværre ikke rosenrøde. Der er kun seks måneder tilbage, og forhandlingerne er gået i stå på grund af spørgsmålet om bosættelser.

Tabet af værdifuld tid vil efter min mening ikke gavne Israel, og det vil ikke bidrage til indsatsen for at finde en vellykket løsning. På den ene side bekymrer det mig, at det vil blive endnu vanskeligere at finde moderate ledere i Palæstina, der politisk har tilstrækkelig opbakning til at kunne indgå aftaler med Israel, hvilket ikke er en nem opgave. Hvis bosættelserne opretholdes, vil det på den anden side blive endnu vanskeligere at skabe en levedygtig palæstinensisk stat.

Jeg mener ligesom Baroness Ashton, at fredsprocessen ikke må standses på grund af de politiske omvæltninger i regionen. Hvis de nuværende begivenheder resulterer i demokratiske regeringer, som vi alle håber, regeringer, der vil lytte til befolkningen, vil klimaet i regionen blive endnu mindre gunstigt for Israel. Israel risikerer at blive endnu mere isoleret og komme under endnu større pres fra nogle af sine arabiske naboer.

Endelig vil det være en fordel for alle, herunder Israel, hvis parterne når frem til en løsning så hurtigt som muligt. Jeg opfordrer derfor EU til at bidrage aktivt til at genstarte fredsprocessen i tæt samarbejde med USA og de andre medlemmer af Mellemøstkvartetten.

Jeg håber, der vil blive afholdt et møde i Mellemøstkvartetten, som anført i erklæringen fra München. Vil et sådant møde blive afholdt, Baroness Ashton?

  Proinsias De Rossa (S&D). – (EN) Hr. formand! Den nuværende situation i regionen rummer både risiko og håb. For mig er udviklingen af demokratiske bevægelser blandt Israels naboer en anledning til fejring. Vi skal afvise den racistiske stereotyp, der betragter dem som en trussel.

Jeg ledede Parlamentets delegation til Gaza og Vestbredden i december 2010. Den mest hjertegribende oplevelse var en lille dreng, der tog sit legetøj med i skole hver dag, fordi han ikke var sikker på, at hans hjem og familie stadig ville være der, når han kom hjem.

Denne drengs forældre ønsker fred. Alle medlemmer af PLC, som vi mødte både på Vestbredden og i Gaza, ønsker sikre israelske og palæstinensiske grænser baseret på den grønne linje fra 1967. De ønsker også at bosættelserne standses. Det er uforståeligt, at premierminister Netanyahu har afvist appellerne fra alle Israels allierede om at standse bosættelserne. Blot standse dem. Ikke afvikle dem. Blot standse dem.

Det er nødvendigt, at disse bosættelser standses, inden seriøse forhandlinger kan indledes. Jeg appellerer til fru Ashton om at sikre, at denne appel igen rettes til de israelske myndigheder. Stop bosættelserne, og få forhandlingerne i gang.

Vi skal støtte præsident Abbas' og premierminister Fayyads indsats for fredeligt at lede den palæstinensiske befolkning hen imod en palæstinensisk stat. Vi kender ikke konsekvenserne, hvis vi ikke snart gør det.

  Chris Davies (ALDE). – (EN) Hr. formand! Der findes ingen større ven af Israel i EU end Tyskland, så det er ganske overraskende at læse, at kansler Merkel har råbt ad premierminister Netanyahu, at han intet har gjort for at fremme freden, og at han skal give hende nogle resultater. Ganske overraskende!

Hun har naturligvis ret. Israel har søgt at vinde tid. De taler om forhandlinger, fordi forholdene hele tiden ændres i området, og fordi det med tiden bliver vanskelige og vanskeligere at opnå en tostatsløsning.

De har, fru højtstående repræsentant, beføjelserne til at gøre en forskel. Her er EU's redegørelse fra den sidste måned af associeringsaftalen: seks sider med fordømmelse af Israels menneskerettighedskrænkelser, ulovlige handlinger og overtrædelser – og alligevel en konklusion, der angiver, at vi ønsker tættere samarbejde med Israel.

Hvad handler det om? Er det overraskende, at palæstinenserne mener, at EU er dobbeltmoralsk? De sætter Deres lid til behagelig dialog. Men Israel mener blot, at vi er svage, svage, svage. Indtil De bruger Deres magt, indtil De rejser Dem og bruger ét ord over for israelerne, som de ikke er vant til at høre, vil intet ændre sig. Dette ord er "nej".

  David Campbell Bannerman (EFD). – (EN) Hr. formand! Mens gode indbyggere i Libyen bombes og terroriseres af hr. Gaddafi, har EU støttet projekter for Libyen, som f.eks. "forbedring af respekten for den internationale humanitære lovgivning". Det er indlysende, at dette ikke har virket. Imens kræver Baroness Ashton her endnu flere ressourcer i tillæg til de næsten 3 mia. EUR, der allerede er afsat til Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. I stedet for at lade sig synke endnu længere ned i denne opblæste, overflødige og umættelige EU-udenrigstjeneste og Det Europæiske Forsvarsagentur burde Det Forenede Kongerige bruge de 48 mio. GBP, som vi betaler om dagen for vores medlemskab af EU, på vores egne nationale forsvarsinteresser.

Den libyske krise har vist værdien af at have hangarskibe med hurtige jetfly stationeret ud for krisezoner. Jeg håber David Cameron vil komme til fornuft og vil beholde både hangarskibet HMS Ark Royal og et minimumsantal Harrierjetfly i drift. Under Falklandskrisen beholdte fru Thatcher med vellykket resultat Ark Royals søsterskib, HMS Invincible, i drift. Vi bør gøre det samme med Ark Royal.

  Cristian Dan Preda (PPE). – (RO) Hr. formand! Jeg vil først nævne de meget skeptiske og pessimistiske røster, der for nylig – siden opstandene i Middelhavsområdet – har tilkendegivet, at fredsprocessen i Mellemøsten er i fare for at blive en form for indirekte offer. Hvis denne fortolkning holder stik, vil processen blive endnu mere fastlåst end i dag, og det vil skabe yderligere uro. Der er dog efter min mening ikke grund til at være så pessimistisk.

Jeg mener faktisk, at disse nylige begivenheder viser os behovet for betydeligt fremskridt i fredsprocessen. I den henseende har vi brug for europæisk lederskab, primært så september 2011-fristen for opnåelse af en aftale kan overholdes. I den henseende vil jeg rose den højtstående repræsentant for hendes engagement og indsats i de seneste måneder.

For at gennemføre tostatsløsningen og fremme den globale arabisk-israelske fredssag skal vi igen føre de to parter til forhandlingsbordet, og Mellemøstkvartettens separate samråd med de israelske og palæstinensiske forhandlere markerer det første skridt. Vi skal tage endnu et skridt. Den aktuelle situation med revolution i Middelhavsområdet kan efter min mening sætte fornyet skub i fredsprocessen. Vi skal dog omhyggeligt sikre, at de aktuelle forandringer ikke fører til fornyet gennemgang af de løfter, som landene i regionen tidligere har givet med hensyn til Israel.

  David-Maria Sassoli (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Middelhavsområdet optræder igen på dramatisk vis på den globale politiske dagsorden, og Europa har konstateret, at det i sandhed er meget svagt.

Vi formåede ikke at skabe en naboskabspolitik sammen med Mellemøsten og Maghreb. Vi støttede ikke et frihandelsområde eller en fælles immigrationspolitik, og begivenhederne i Nordafrika påvirker Mellemøsten, hvor fredsprocessen er gået i stå. Europa skal hjælpe Israel og palæstinenserne med at få gang i forhandlingerne på grundlag af forslag, som nu støttes af både Rådet og Parlamentet, Baroness Ashton!

De igangværende forandringer påvirker også Israel, og ved at investere i forandring kan vi skabe sikkerhed og fred. Europa skal lægge pres på Israel for at få landet til at svække grebet om de besatte områder og opgive bosættelsespolitikken, hvilket er en forudsætning for at genoptage forhandlingerne. Som vi i øjeblikket oplever, er ingen upåvirkelig, når ønsket om frihed eksploderer på denne måde.

Hvis der opstår yderligere forsinkelser i løsningen af konflikten, risikerer vi at svigte de israelske og palæstinensiske håb om en retfærdig løsning, og vi bringer fremtiden for et så skrøbeligt område i Middelhavet og Mellemøsten i fare.

  Marielle De Sarnez (ALDE). – (FR) Hr. formand! Alle kan se, at situationen ændres i Mellemøsten med den demokratiske bølge, der skyller gennem Maghreb og Mashreq via Egypten.

Israel og de palæstinensiske ledere bør betragte den historiske opstand i de arabiske lande som en mulighed og ikke som en risiko. Jeg er faktisk overbevist om, at den pludselige tilsynekomst af demokratiske bevægelser ved grænserne af Israel og de palæstinensiske områder er en chance, som begge parter skal gribe.

I dag skal både israelere og palæstinensere indse, at verden omkring dem er i forandring, og at det er på tide, at også de forandres. Tiden er derfor inde til, at Europa gennemtvinger en dialog, åbner reelle forhandlinger og lancerer en ægte fredsproces med henblik på at finde en varig løsning, hvor de to nationer kan leve fredeligt side om side.

På dette meget afgørende tidspunkt er det dog uforståeligt og upassende, hvis EU trækker sin særlige udsending til Mellemøsten tilbage. Jeg vil bede Dem beskrive baggrunden for dette, Baroness Ashton.

  Krzysztof Lisek (PPE). – (PL) Hr. formand! Som medlem af Parlamentet har jeg i de seneste måneder haft mulighed for at besøge en række lande i Mellemøsten, herunder Syrien, Den Palæstinensiske Myndighed og Israel. En af regionens ledere bad mig opfordre Europas ledere til at engagere sig mere, fordi det vil være en politisk bedrift af et format, som Nobels fredspris uddeles for, hvis dette engagement lykkes. Jeg retter disse ord mod fru Ashton. Alvorligt talt sagde alle ledere dog det samme til mig, nemlig at EU skal engagere sig mere i processen i Mellemøsten. USA er f.eks. underlagt visse politiske begrænsninger, mens vores engagement skal omfatte samarbejde med en partner, som f.eks. USA, om ikke andet så på grund af de strategiske forbindelser mellem USA og Israel. Vi bør dernæst alle, også fru Ashton, udnytte enhver mulighed, som EU har. I sidste uge blev der f.eks. afholdt et fælles møde mellem den polske og israelske regering i form af et mellemstatsligt samråd. Premierministeren, hr. Tusk og udenrigsministeren, hr. Sikorski, var i Israel. Vi skal udnytte sådanne muligheder bedst muligt.

  Ioan Mircea Paşcu (S&D). – (EN) Hr. formand! Problemet med Mellemøsten, som altid har været kompliceret, er på det seneste blevet endnu mere kompliceret. Det sikreste ville naturligvis være, hvis alle ventede og så tiden an.

På den palæstinensiske side er det et spørgsmål om, hvem der kan få vægtskålen til at tippe til deres fordel: Hamas, som støttes af Iran og vinder frem på Vestbredden – mest sandsynlig – eller Fatah, som fastholder sin tilstedeværelse i Gaza – mindre sandsynlig. Dernæst kan Jordan, et vigtigt land præget af uro, ødelægge hele fredsprocessen. Hvad angår Israel, er der tilsyneladende to retninger: en, som går ind for at genoptage forhandlinger med forslag, der kan skabe gennembrud, og den anden, som går ind for den samme "vent og se"-politik.

Med vision og vilje til at vælge den rigtige vej ved hver af disse skilleveje er der en chance for, at den nuværende stilstand kan overvindes, selv om det i øjeblikket langt fra ser sådan ud.

  Marietta Giannakou (PPE). – (EL) Hr. formand! Jeg er enig med den højtstående repræsentants bemærkning om, at tiden er inde til seriøs indgriben og egentlige forhandlinger i Mellemøsten, for det første fordi ingen ved, hvad der herefter vil ske i Nordafrika, og for det andet fordi det er klart, at situationen mellem Israel og Palæstina bruges som undskyldning for terrorisme og spændinger i hele verden og navnlig til at skabe spændinger i den muslimske verden.

Fredsprocessen kræver derfor omgående indgriben, indgriben af Dem, Baroness Ashton, og af en særlig udsending. Dette vil også give Europa chancen for at finde ud af, om det virkelig kan gribe ind og spille den rolle, som USA tidligere spillede, men med andre resultater.

Finansiel støtte er naturligvis nødvendig, men der kræves særlig regulering og overvågning, fordi vi alle ved, hvad der skete med finansiel støtte i gamle dage. Der er naturligvis også det vigtige spørgsmål om demokratisering, fordi fredsprocessen helt sikkert vil blive en meget vanskelig proces uden socialt demokrati. En særlig forhandler med et særligt team, der kan hjælpe på vejen mod egentlig demokratisering og forfatningsmæssig orden, vil have stor betydning, og det er mit indtryk fra Baroness Ashtons bemærkninger, at hun vil arbejde i denne retning.

  Lena Kolarska-Bobińska (PPE). – (PL) Hr. formand, fru Ashton! Da jeg talte med politikere i Mellemøsten, hørte jeg dem ofte sige, at EU er en betaler, ikke en aktør. Det blev også sagt, at EU bør være en aktør og ikke kun en betaler, fordi EU er den eneste institution i Mellemøstkvartetten, som alle har tillid til. Nogle har tillid til Rusland, mens den anden side i konflikten er mere åben over for USA. EU er forudbestemt til sin rolle. Det blev sagt, at EU ikke har en fælles politik, fordi medlemsstaterne har meget forskellige holdninger til parterne i konflikten og midlerne til at løse disse problemer. Vi har nu en enestående mulighed, fordi vi har fru Ashton, vi har Tjenesten for EU's Optræden Udadtil, og vi kan skabe en fælles politik vedrørende konflikten.

I denne uge udsendte Kommissionen et nyt dokument om hjælp til landene i Middelhavsområdet med titlen "Et partnerskab for demokrati og fælles velstand med det sydlige Middelhavsområde". Vi bør undersøge vores politik vedrørende Mellemøsten og det østlige Europa og udnytte disse erfaringer, som derefter kan bruges i udviklingen af den nye politik over for landene i Middelhavsområdet. EU har ydet hjælp til institutioner i Polen og 10 andre medlemsstater. Det har hjulpet civilsamfundet i Mellemøsten. Lad os nu udnytte disse erfaringer i udviklingen af den nye politik.

  Cristiana Muscardini (PPE). – (IT) Hr. formand, Baroness Ashton, mine damer og herrer! Hvis vi skal skabe fred, skal alle parter først påtage sig visse forpligtelser begyndende med anerkendelsen af Israel i alle henseender – hvilket visse lande ikke gør – og derfor skal alle lande i området give grundlæggende og vigtige garantier med henblik på at skabe forbindelser baseret på gensidig respekt.

Hvis handelspolitikken i dag er blevet en ny form for udenrigspolitik, skal vi forsøge at foreslå og opnå løsninger gennem demokratiske midler og gennem handelsaftaler. Det er ikke længere acceptabelt, at EU finansierer projekter som hidtil, der hverken skaber de resultater, midlerne blev bevilget til, eller sikrer den mindste forbedring i den demokratiske proces og i fredsprocessen.

Vi kan ikke lade Israel stå alene, og den palæstinensiske befolkning har ret til en stat. Vi skal dog også iværksætte økonomiske foranstaltninger med observationscentre, som kan overvåge anvendelsen af vores støtte.

Den nye situation, der er opstået i de seneste måneder, som involverer et større geografisk område, tvinger endelig Europa til at træffe stærkere og mere målrettede politiske foranstaltninger og til at samarbejde tættere med unge, der kan hjælpe med at opbygge det sikrere og mere demokratiske samfund, som vi stadig ikke har kunnet skabe, for de nye generationer.

  Pino Arlacchi (S&D). – (EN) Hr. formand! Efter at have lyttet til Baroness Ashtons redegørelse har jeg to spørgsmål til hendes evaluering af indvirkningen af de aktuelle begivenheder i Nordafrika på fredsprocessen i Mellemøsten.

Mener De, Baroness Ashton, ikke, har vi har en ny mulighed, eftersom den globale platform for menneskerettigheder nu er meget højere og tolerancetærsklen i Mellemøsten for klare krænkelser af folkeretten og menneskerettigheder, som f.eks. Gaza og bosættelserne, er meget lavere?

Jeg vil dernæst spørge, om De ikke mener, at der nu er svagere begrundelse for psykologien bag en belejret fæstning i Israel, som tidligere var drivkraften bag landets udenrigspolitik, fordi truslen fra det, der nu er ved at blive demokratiske lande, er meget mindre, og fordi demokratier ikke går i krig mod hinanden? Yder alle disse faktorer ikke et betydeligt bidrag til en potentiel afspænding i Mellemøsten?

  Charles Tannock (ECR). – (EN) Hr. formand! EU er medlem af Mellemøstkvartetten, men der sker desværre ikke betydeligt fremskridt i fredsprocessen mellem Israel og palæstinenserne i øjeblikket. Stilstanden vil sandsynligvis vare, så længe der er så stor uro og usikkerhed i den arabiske verden. Fra Israels synspunkt – og jeg bekræfter, at jeg er næstformand i "European Friends of Israel" – afleder den uforudsigelige situation i Egypten opmærksomheden fra fredsprocessen.

Jeg glæder mig over den egyptiske militærregerings løfte om at overholde fredsaftalen fra 1979 med Israel. Lad os håbe, at Det Muslimske Broderskab ikke sejrer i Cairo. Uanset hvad der sker, skal vi sikre, at fremtidig EU-støtte til Egypten gøres betinget af overholdelsen af fredsaftalen med Israel. Den kendsgerning, at en del af den mulige fremtidige palæstinensiske stat vil blive ledet af Hamas, som stadig ønsker Israels udslettelse, er bestemt den største hindring for fred.

Iran udgør også en trussel mod Israels eksistens. Fred i regionen vil aldrig være mulig, så længe Teheran finansierer og væbner Hezbollahs fanatikere i Libanon. Jeg kan derfor forstå Israels nylige bekymringer over to iranske krigsskibes gennemsejling af Suezkanalen på vej mod Syrien. Dette blev tilladt for første gang siden 1979. Egyptens tilnærmelse af Iran er bestemt en meget bekymrende udvikling. Jeg ønsker derfor på enhver måde den højtstående repræsentant held og lykke på dette diplomatiske minefelt, som ligger forud.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! Fredsprocessen i Mellemøsten gennemgår efter min mening i øjeblikket en udholdenhedsprøve. Den arabiske verden er i forandring, og få kan forudsige, hvilken form for regeringer eller regimer der vil komme til magten i de arabiske lande.

Situationen er blevet yderligere kompliceret, efter at den israelske regering igen har provokeret den arabiske verden ved at opføre nye bosættelser i de palæstinensiske områder. På et sådant tidspunkt har vi efter min opfattelse kun én mulighed, nemlig intensivt engagement på alle fronter.

Vi skal overbevise vores israelske venner om, at de skal afstå fra enhver handling, der kan fremprovokere unødvendig vrede i den arabiske befolkning. Vi skal dog samtidig forsigtigt gennem tæt samarbejde med den arabiske verden og navnlig med lande, der i øjeblikket er ved at afgøre deres fremtidige retning, søge at støtte anstændige, demokratiske politiske kræfter, der kan løse alle stridigheder på en fredelig og professionel måde uden fordomme og had.

Vi ved, at vejen til mere fred i Mellemøsten ikke er let, men jeg håber, at den israelske regering nu har indset, at dette er en af de sidste chancer for en fredelig og pragmatisk løsning på dets forbindelser med Palæstina.

  Hannes Swoboda (S&D). – (DE) Hr. formand! Hr. Tannock omtalte iranske skibe, der sejlede gennem Suezkanalen. Jeg har et spørgsmål til den højtstående repræsentant, Baroness Ashton. Er det helt sikkert, at Egypten slet ikke i henhold til folkeretten havde mulighed for at nægte skibene ret til gennemsejling, hvis det havde ønsket det? Jeg vil blot vide, om det var baseret på folkeretten, eller om der er tale om en politisk sammenhæng.

  Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen/højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. – (EN) Hr. formand! Jeg vil forsøge at besvare så mange af spørgsmålene i forhandlingen som muligt, men der er – som altid, når vi drøfter fredsprocessen i Mellemøsten – forståelse for sagens hastende karakter og et stærkt ønske i Parlamentet om fremskridt. Jeg vil sige, at dette afspejles til fulde i min indsats for at se, hvad vi kan opnå som EU.

Jeg ønsker bestemt, at vi ikke nogensinde igen beskrives som "en betaler, ikke en aktør". Jeg er træt af det. Jeg har hørt det tilstrækkelig mange gange. Jeg kritiserer ikke Parlamentets medlemmer for at sige det. Det er intet andet end en karikatur af EU's rolle, men det afspejler, hvordan vi historisk er blevet opfattet. Jeg har i år arbejdet virkelig hårdt for at ændre dette, ikke mindst i regionen, og jeg vil komme tilbage til det om et øjeblik.

Jeg vil begynde med Dem, hr. Salafranca, fordi De stillede mig nogle meget konkrete spørgsmål. Vi indledte med problemet om USA's veto i Sikkerhedsrådet – afstemningen med 14 stemmer mod én om forslaget om bosættelser, dvs. den resolution, der blev fremsat af Libanon, fordi de er medlem af Sikkerhedsrådet – der som bekendt skabte betydelig furore både inden for og uden for systemet. Jeg var i Mellemøsten sammen med palæstinenserne i dagene op til afstemningen. Alle EU-lande i Sikkerhedsrådet stemte imod den amerikanske holdning og for resolutionen.

Vores holdning er absolut klar. Vi står sammen og anerkender, at bosættelserne er ulovlige i henhold til folkeretten. De medlemmer, der ligesom jeg har set bosættelserne, ved, at de ikke er i nogens langsigtede interesse, og at problemet i sidste ende skal løses ved at fastlægge grænserne. Vi har foreslået grænserne fra 1967 med den nødvendige udveksling af territorium. Men parterne skal nå til enighed om dette. Vi kan ikke pålægge det, men jeg er sikker på, at der vil blive taget hensyn til befolkningernes tilværelse, og hvor de bor.

Jeg tror ikke, dette på lang sigt dramatisk har påvirket forholdet til USA, ikke mindst fordi USA ihærdigt har forklaret sin holdning – og jeg vil ikke forsøge at forklare den for dem – og fortsætter sit samarbejde med palæstinenserne. Jeg tror, at palæstinenserne har forstået den position, som USA har befundet sig i. Så der ydes stadig en enorm indsats, men jeg vil ikke på nogen måde sige, at det ikke var en vanskelig tid. Det var jeg udmærket klar over.

De spurgte mig om de palæstinensiske valg, der afholdes i september, men som Hamas har afvist at deltage i. De er bekendt med – og De har set – at premierminister Fayyad har travlt med at undersøge mulighederne for en form for forsoning. Jeg vil snart drøfte det med ham – blandt mange andre ting. Jeg er ikke sikker på, om valgene vil blive gennemført. Det afgør de. Jeg ved, de overvejer, hvad der er den bedste løsning for fremtiden.

De spurgte mig også om lækagerne fra den palæstinensiske side. De ved, at hr. Erkat, som var chefforhandler, er blevet overført til en ny stilling som seniorrådgiver for præsident Abbas, fordi lækagerne skete fra hans kontor, og han må påtage sig ansvaret for dem. Dette har haft to konsekvenser. Den ene er selvfølgelig stor bekymring over det, der foregik. Når man forsøger at nå frem til et udgangspunkt for forhandling, siges der mange ting. Mange af dem kommer ikke med i de endelige dokumenter, men de involverede – og dette er helt rigtigt og korrekt – overvejer forskellige holdninger. Der var derfor uden tvivl bekymring i både Ramallah og andre steder og på Vestbredden over det, der var blevet sagt. Der var interessant nok en tilsvarende og modsat reaktion i dele af den israelske presse, som spurgte, hvorfor de ikke deltog i dette, da de så, hvad de troede var en palæstinensisk holdning. Så det har haft den interessante effekt, at det har rejst en debat. Så måske vil dette på lang sigt – selv om jeg aldrig er tilhænger af lækager, fordi det forhindrer deltagerne i at udvikle god politik – ikke have den konsekvens, det oprindeligt kunne have haft.

Jeg vil gerne aflive denne diskussion om associeringsaftalen, hvilket er årsagen til, at jeg blev ved med at ryste på hovedet. Der er ikke sket en ændring i de eksisterede rammer og den eksisterende holdning. Fremskridtet med hensyn til associeringsaftalen afhænger af fremskridtet i fredsprocessen i Mellemøsten. Det, der blev beskrevet, var håbet om at kunne skabe disse stærkere forbindelser, fordi vi tror på en tostatsløsning, og vi tror på Israels fremtid. Vi ønsker et stærkt Israel – økonomisk, politisk osv. – ligesom vi ønsker en stærk palæstinensisk stat, men vi kan først skabe fremskridt, når der sker fremskridt i fredsprocessen i Mellemøsten. Jeg er enig med fru Neyts-Uyttebroeck i, at det er vigtigt, at vi skubber på. Det er, hvad jeg hele tiden har sagt i Israel og til Den Palæstinensiske Myndighed. Vi skal komme i gang.

Der er to grunde til det. Den ene er, at regionen er i forandring, og disse forandringer kræver det. Som hr. Arlacchi sagde, er der forandring i regionen, som kræver, at vi anerkender, at Egypten – ikke at jeg tror, at Egypten vil give Israel militære problemer, slet ikke – et demokratisk Egypten i fremtiden vil ønske igen at se på et problem lige uden for dets gadedør. Det er i begge parters interesse. Jeg er overbevist om, at det er i den israelske befolknings interesse og i lige så høj grad i den palæstinensiske befolknings interesse, at der findes en løsning nu. Dette kan være en virkelig vigtig del af en sikker og stabil region. Jeg har sagt det og vil blive ved med at sige det til alle vores partnere, herunder alle i Mellemøstkvartetten.

Vi skal, som De siger, hr. Belder, nå frem til direkte forhandlinger, men vi skal samtidig sikre, at parternes standpunkter er troværdige, og at de er troværdige over for hinanden. Det er virkelig vigtigt, at palæstinenserne kan sætte sig ved forhandlingsbordet med støtte fra Den Arabiske Liga. Jeg drøfter dette spørgsmål med Amr Moussa. Jeg mødes med ham igen i Cairo. Han forlader Den Arabiske Liga i maj, den 14. maj, tror jeg. Han stiller, så vidt jeg har forstået, op til præsidentvalget i Egypten. Det er meget vigtigt, at palæstinenserne får befolkningen med sig. Det er vigtigt for dem, og det er også vigtigt for Israel og for begge parters sikkerhed. Alt dette hænger sammen med indsatsen for at sikre, at fremskridt er kædet sammen med visheden om at kunne få befolkningen og de andre parter, der skal engageres, med.

Tak for Deres bemærkninger, hr. Lambsdorff! Mellemøstkvartetten er efter min mening en meget vigtig drivkraft, men den er ikke alt. Jeg forsøger at sikre, at vi opnår fremskridt på området. Jeg er overbevist om, at vi har spillet en vigtig rolle. Vi har spillet en overordentlig vigtig rolle i de seneste uger og måneder på den måde, som vi har formået at bevare momentum. Vi skal komme videre og blive hurtigere. Vi forsøger at udnytte mulighederne, når Mellemøstkvartettens udsendinge mødes. Da udsendingene ankom til Bruxelles i sidste uge, mødtes jeg med dem i en time for at drøfte, hvordan jeg vurderede mulighederne, og for at få dem til at forstå, hvor vigtigt det er at udnytte disse møder med israelerne og palæstinenserne. Det betyder ikke noget, hvor vi møder udsendingene. Med hensyn til palæstinenserne og israelerne kan jeg forstå, at de nogle gange er meget nervøse over det, der foregår. Så hvis vi rejser til Jerusalem for at møde den israelske forhandler, er jeg ligeglad med, hvor vi rejser hen. Lad os blot have møderne og for første gang afholde et møde mellem udsendingene og forhandlerne, så vi får chancen for at undersøge holdningerne på en måde, som vi ikke har gjort før. Det er, hvad der virkelig betyder noget for mig.

Da jeg talte om Gaza og Kerem Shalom, forsøgte jeg ikke at sige, at der kun er én overgang. Vi har i alle detaljer undersøgt hele infrastrukturen ved overgangene, fordi det forekom mig, da jeg besøgte Gaza og mødtes med navnlig erhvervsdrivende, men også talte med de unge – og jeg besøgte de sommerskoler, vi finansierer, sidste år – at noget af det vigtigste for Gaza var at få gang i økonomien igen så hurtigt som muligt. Jeg erkender, at der sker en vis bevægelse – og jeg mødes med den israelske general, som er ansvarlig for at åbne overgangen, hver gang jeg kommer, for at blive ajourført. Det erkender jeg. Men vi ville sikre, at der blev åbnet op for navnlig eksport, som er afgørende for overgangene og afgørende for økonomien, fordi det hjælper ikke at få flere varer ind, hvis der ikke er en økonomi, i så høj grad, som hvis begge dele var muligt. Det var derfor vigtigt at få det til at ske.

Kerem Shalom er den eneste overgang, hvor vi kan gøre tre ting. Vi kan først og fremmest etablere infrastrukturen – vejen, som vil gøre det muligt at bruge den oftere. For det andet kan vi tilvejebringe udstyr, så scanning kan foretages meget hurtigere, og så der kan komme gang i strømmen af varer. For det tredje kan vi også uddanne den palæstinensiske befolkning som en del af vores mission. Det vil koste 5,3 mio. EUR. Vi kan gøre det, og vi er klar til at gå i gang. Den vigtige begrundelse er, selv om jeg naturligvis ønsker en meget større løsning for Gaza, at det er vigtigt, at vi tilbyder vores støtte til at få ting, der kan afhjælpe situationen, til at ske i en fart. Derfor min særlige reference til Kerem Shalom. Vi undersøgte Karni. Vi undersøgte andre overgange, men dette er den overgang, hvor vi kan yde et konkret bidrag nu. Vi vil forsøge at gøre det, men det ændrer ikke det grundlæggende præmis for det, vi har sagt – at overgangene skal være åbne, at borgerne skal kunne bevæge sig frit, og at de skal kunne gøre det så hurtigt som muligt.

Til hr. Campbell Bannerman vil jeg sige, at jeg ikke har noget imod, at De angriber mig, men vi skal have tallene på plads. De fleste af de penge, De beskriver – og der er faktisk endnu flere penge – bruges til eksterne udgifter. De går ikke til min tjeneste. De bruges til at opbygge demokratier, støtte menneskerettigheder, stabilitetsinstrumentet, udvikling osv., som jeg ved, at De og andre medlemmer af Deres gruppe – og formodentlig alle andre i Parlamentet – støtter 100 %. De ønsker, at vi støtter befolkningen i Egypten, befolkningen i Tunesien og befolkningen i Libyen. Jamen, dette er nogle af de penge, som vi løbende bruger forskellige steder i verden. Budgettet for Tjenesten for EU's Optræden Udadtil er 460 mio. EUR. Det finansierer 135 delegationer, det centrale personale og alt, hvad vi gør i hele verden. Det er mindre end 50 % af det britiske udenrigsministeriums budget. Hvis De vil angribe mig for det, så er det i orden, men De må ikke beskylde mig for at have milliarder af euro, som jeg på en eller anden måde bruger på en funklende bygning eller noget andet. Det er det beløb, jeg i øjeblikket har og kan bruge under det eksisterende budget. Jeg vil forsøge at bruge midlerne så godt som muligt i forhold til de ting, jeg tror på, og som Parlamentet tror på. Resten kan vi give til andre mennesker, der har brug for dem til at opnå, hvad der efter vores mening er rigtigt.

Jeg har talt for længe, men det er sandt, hr. Arlacchi, at forholdene i Mellemøsten ændres, og at betingelserne ændres. Mens vi opbygger platformen for vores indsats, er det virkelig interessant, at vi kan se på regionens potentiale – det være sig Libanon og mulighederne for, hvad der kan ske der, fredsprocessen i Mellemøsten eller begivenhederne i Egypten eller det være sig mine hyppige samtaler med den jordanske udenrigsminister. Vi taler om de muligheder, vi har der. Dette er efter min mening virkelig et tidspunkt, hvor vi kan skabe forandring.

Jeg vil lige sige noget om de forbindelser, vi har. Jeg arbejder ihærdigt med forbindelserne med Israel og palæstinenserne, og jeg taler med mange mennesker. Jeg taler fortroligt i mange timer med lederne af begge parter og med andre mennesker på møderne. Jeg sætter stor pris på disse samtaler, men jeg kan fortælle Dem, at EU respekteres af begge parter, og jeg vil sikre, at det forbliver sådan, fordi det handler om en tostatsløsning. De fortæller mig om ting, de ikke synes om. Det er jeg glad for, men jeg tror, de respekterer den holdning, vi forsøger at fastholde. Vi spiller ikke en marginal rolle. Vi spiller en realistisk rolle. Den rolle, vi kan spille, er en rolle, jeg forstår, og som jeg udnytter efter bedste evne. Jeg kan ikke gøre, hvad andre lande kan gøre. Jeg har ikke beføjelser til at gøre visse ting, men vi kan bruge vores økonomiske og politiske magt – i ordets bedste forstand – til at forsøge at støtte processens fremskridt. Jeg bruger nok mere energi på dette end på noget andet, som vi gør.

Fru Dodds spurgte, om naboskabspolitikken er slået fejl. Det er den ikke, men den hører bestemt hjemme i kategorien "kan forbedres". Jeg sagde for længe siden, at vi skal revidere denne politik. Stefan Füle og jeg har indledt arbejdet. De sidste par ugers begivenheder har vist, at vi skal gøre det. Vi skal være mere effektive og bedre til at opnå det, vi ønsker, og vi skal være fleksible og anerkende, at vi skal bruge forskellige tilgange i forskellige lande, så vi virkelig skaber resultater for befolkningerne i forhold til de værdier og forhåbninger, vi har for dem og for os selv.

Jeg har aktuelt opgraderet stillingen som særlig udsending til vicegeneralsekretær, fordi det efter min mening er vigtigt, at den særlige udsending til Mellemøstkvartetten er en person, som er helt i centrum, og som er vores politiske direktør. Jeg takker Marc Otte for hans bemærkninger. Når Helga Schmid har afsluttet denne opgave, og vi kan se, hvor vi bevæger os hen, vil jeg undersøge, hvad vi skal gøre i fremtiden for at sikre, at vores repræsentation i området er tilstrækkelig.

Endelig spurgte hr. Swoboda mig om det iranske skib. Så vidt jeg har forstået, siger iranerne, at de gennemførte en øvelsesmission som et led i deres aktiviteter for at bekæmpe pirateri ud for Somalias kyst. Det fik tilladelse til gennemsejling på det grundlag. Så vidt jeg ved – og det er de seneste oplysninger, jeg modtog, fordi vi anmodede om disse oplysninger, så snart vi hørte om hændelsen – var der ikke nogen grund til, at egypterne skulle nægte dem adgang, eftersom det drejede sig om en øvelse. Om dette er, hvad der skete, er noget helt andet.

Mange tak for denne forhandling. Jeg håber, jeg med mit svar har dækket så mange emner som muligt.

  Formanden. – Baroness Ashton! Vi skylder Dem stor tak, fordi De har haft en meget krævende dag. De har arbejdet meget hårdt her i dag, så vi takker for Deres deltagelse og for Deres fremragende og detaljerede svar.

Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Elena Băsescu (PPE), skriftlig. – (RO) Situationen i Mellemøsten og Middelhavsområdet befinder sig ved en særlig omtålelig skillevej, som den højtstående repræsentant også nævnte i sin tale. Dette er efter min mening en passende anledning for EU til at fokusere på fredsprocessen i regionen. Israel er en af EU's største handelspartnere, og studerende fra hele Europa har adgang til uddannelsesinstitutioner i Israel takket være universiteternes internationale udvekslingsprogrammer.

Mellemøsten er desuden det sted, hvor fremtidens udfordringer allerede er ved at tage form. Forvaltningen af drikkevand er et eksempel på dette. De arabiske revolutioner har skabt ustabilitet i Middelhavsområdet, og de har især ramt Israel. Som følge af sådanne sikkerhedsrisici blev det besluttet at lukke en grænseovergang, så Kerem Shalom nu er den eneste helt sikre kommercielle overgang. De israelske myndigheder koncentrerer deres indsats ved denne overgang om at sikre et normalt flow af civil og kommerciel trafik. I den sammenhæng er det vigtigt, at vi så hurtigt som muligt genoptager forhandlingerne for at nå frem til en fredelig løsning. EU kan med sin deltagelse i processen uden tvivl yde den nødvendige støtte, for at dialogen kan gennemføres under optimale forhold.

  Dominique Baudis (PPE), skriftlig. – (FR) Revolutionerne i den arabiske verden må ikke aflede vores opmærksomhed fra fredsprocessen i Mellemøsten. Tværtimod er de en chance, der skal gribes. Palæstina afholder præsident- og parlamentsvalg inden sommeren, og Den Palæstinensiske Myndighed ønsker at etablere legitime institutioner og forvalte sin sikkerhed. Den igangværende opførelse af israelske bosættelser er en uretfærdighed og provokation mod palæstinenserne. I dag har vi med denne frihedens vind, der blæser i hele den arabiske verden, mulighed for at relancere forhandlingerne. EU skal tage initiativet til at relancere dem. Hvorfor ikke gøre det inden for rammerne af Middelhavsunionen?

17. Dagsorden for næste møde: se protokollen

18. Hævelse af mødet (Mødet hævet kl. …)

(Mødet hævet kl. 18.20)