Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 23. marts 2011 - Bruxelles

16. Forberedelse af Det Europæiske Råds møde (24.-25. marts 2011) (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om forberedelse af Det Europæiske Råds møde den 24. og 25. marts 2011.

  Enikő Győri, formand for Rådet − (EN) Hr. formand, hr. Barroso, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg er meget glad for denne lejlighed til at komme her forud for det næste møde i Det Europæiske Råd. Som De ved, bliver det et meget intensivt møde på grund af de sidst ugers uforudsete begivenheder.

Jeg skal først gennemgå de vigtigste punkter på Det Europæiske Råds dagsorden. Der er tre vigtige punkter på dagsordenen. For det første en omfattende økonomisk pakke, som forhåbentlig bliver vedtaget af stats- og regeringscheferne, dernæst Libyen og de sydlige nabolande og for det tredje Japan.

Jeg skal starte med den økonomiske politik. Det Europæiske Råd, håber jeg, vil vedtage denne pakke for at reagere på den økonomiske og finansielle krise. Pakken omfatter seks vigtige elementer, hvoraf det første er afslutningen af første fase af det europæiske halvår med godkendelse af prioriteterne om finanspolitisk konsolidering og strukturreformer. Som De ved, startede forløbet af det europæiske halvår tidligt på året med fremlæggelsen af Kommissionens årlige vækstundersøgelse. Den indeholder forskellige politiske henstillinger med henblik på at styrke genopsvinget, sørge for at Europa bevarer sin internationale konkurrencedygtighed og på at nå Europa 2020-målene.

Den første fase af det europæiske halvår vil nu blive afsluttet med Det Europæiske Råds godkendelse af prioriteterne om finanspolitisk konsolidering og strukturreformer på linje med de konklusioner, der er forberedt af Økofin-Rådet og EPSCO-Rådet. Emnet for denne rapport – som blev udarbejdet af formandskabet – blev godkendt af Rådet (almindelige anliggender) i mandags. Medlemsstaterne vil tage hensyn til disse brede politiske retningslinjer, når de udarbejder deres stabilitets- og konvergensprogrammer og de nationale reformprogrammer, der skal forelægges i april.

På grundlag af Kommissionens vurdering vil Rådet efterfølgende fremlægge sin vurdering og vejledning til medlemsstaterne i juni, dvs. på et tidspunkt, hvor vigtige budgetbeslutninger stadig befinder sig på forberedelsesstadiet i de fleste medlemsstater. Det er det ungarske formandskabs hensigt at afslutte det første europæiske halvår inden Det Europæiske Råd i juni 2011.

Det andet element er styrkelsen af den økonomiske styring, og her har Parlamentet en afgørende rolle. Rådet har allerede taget et stort skridt fremad. Økonomi- og finansministrene er blevet enige om Rådets generelle holdning til seks lovgivningsforslag vedrørende styrkelsen af den økonomiske styring. Det betyder, at formandskabet kan påbegynde forhandlingerne med Parlamentet.

Som De ved, skal Rådet overholde en frist, der er fastlagt af Det Europæiske Råd – juni 2011 – for opnåelse af politisk enighed om pakken. Fire ud af de seks forslag hører ind under proceduren med fælles beslutningstagning. Vi ved, at den frist, der er fastsat af Det Europæiske Råd, på ingen måde binder Parlamentet, men jeg vil alligevel benytte mig af denne højtidelige lejlighed til at bede om Parlamentets samarbejde, således at vi kan nå frem til politisk enighed i juni. Det ville sende et beroligende budskab til markederne og, hvad der er endnu vigtigere, til vores borgere, som forventer, at vi sikrer euroen og dermed også den europæiske økonomi. Vi har altså et fælles ansvar sammen med Parlamentet i dette spørgsmål.

Vores premierminister skal snart mødes med de ordførere og de koordinatorer, som er ansvarlige for denne pakke, og jeg håber, at vi får et meget vellykket samarbejde med Parlamentet.

Det tredje element er genetableringen af en sund banksektor ved hjælp af den nye ambitiøse stresstest.

Det fjerde element er europagten, dens udvidelse til at omfatte de medlemsstater uden for euroområdet, som ønsker at tilslutte sig, og eventuel meddelelse om de første nationale handlingsplaner for pagtens gennemførelse.

Det femte element er afslutningen af arbejdet om fremtiden for den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) og styrkelsen af den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF), hvor man bygger på aftalen fra ministermødet i europlusgruppen den 21. marts, og De ved alle, at det i den europæiske stabilitetsmekanismes kommissorium hedder, at oplysningerne skal tilsendes Parlamentet. Det var jeg især glad for.

Det sjette element er ændringen af traktaten, som De lige har stemt om, og den formelle godkendelse af afgørelserne om ændringen af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde med henblik på at oprette den fremtidige ESM. Jeg vil gerne takke Parlamentet for det positive resultat af afstemningen. Det var et meget vigtigt bidrag fra Deres side.

Som De kan se, er der gjort reelle fremskridt i bekæmpelsen af krisen. Det Europæiske Råd vil gøre dette arbejde færdigt på sit næste møde og vedtage en omfattende pakke af foranstaltninger for at reagere på krisen, bevare den finansielle stabilitet og bane vej for en bæredygtigt jobskabende vækst.

Jeg skal nu gå over til Libyen og de sydlige nabolande. På grundlag af Parlamentets beslutningsforslag af 10. marts 2011, Det Europæiske Råds konklusioner af 11. marts og FN's Sikkerhedsråds resolution 1973 udtrykte Rådet bekymring over den aktuelle situation i Libyen og fordømte den grove og systematiske krænkelse af menneskerettighederne, volden og den brutale undertrykkelse, som styret gør sig skyldig i over for Libyens befolkning.

EU's hovedprioriteter er at beskytte civilbefolkningen og støtte det libyske folk i deres bestræbelser på at realisere deres ønske om et demokratisk samfund. Oberst Gaddafi skal opgive magten øjeblikkeligt. Hans styre har mistet sin legitimitet og er ikke længere en samtalepartner for EU. Hvad har Rådet så gjort?

Lad mig først nævne sanktionerne. Rådet vedtog den 28. februar 2011 på rekordtid nogle afgørelser om restriktive foranstaltninger over for styret. Der blev tilføjet yderligere sanktioner den 10. marts, herunder en indefrysning af aktiver, rejseforbud, en våbenembargo og en embargo vedrørende udstyr, der kan bruges til intern undertrykkelse – og vi gik således videre end den tidligere vedtagne resolution fra FN's Sikkerhedsråd.

Jeg skal også nævne et tredje element – en tredje runde af sanktioner. På grundlag af et mandat, som blev givet af Rådet (udenrigsministrene) den 21. marts, vedtog Rådet ved skriftlig procedure det ungarske formandskabs forslag om at udvide restriktionerne til at omfatte yderligere libyske personer og enheder, og disse sanktioner gælder allerede for Libyens statslige olieselskab.

Hvad gjorde Rådet ellers ud over sanktioner? Det ungarske formandskab satte spørgsmålet om nødforsyningernes sikkerhed på dagsordenen. Der var enighed om, at EU har tilstrækkelige olie- og gaslagre. Men man understregede ikke desto mindre endnu en gang Europas sårbarhed og behovet for en endnu stærkere fælles energipolitik, herunder foranstaltninger til en diversificering af forsyningsruterne.

Rådet udtrykte sin tilfredshed efter vedtagelsen af FN's Sikkerhedsråds resolution 1973 og understregede, at man er fast besluttet på at bidrag til gennemførelsen af den. Rådet hilste også topmødet i Paris velkommen som et afgørende bidrag til gennemførelsen. Ved at bidrage på forskellig vis er EU og medlemsstaterne fast besluttet på at handle resolut og i fællesskab sammen med alle de andre internationale partnere, især Den Arabiske Liga og andre regionale aktører, således at disse afgørelser kan få så stor virkning som muligt. Rådet og medlemsstaterne vil støtte aktioner i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution for at beskytte civilbefolkningen og angrebstruede områder, som er befolket af civile.

EU vil fortsat yde humanitær bistand til alle berørte, og vi skal naturligvis – på et senere stadium – hjælpe Libyen med at opbygge en demokratisk stat og udvikle en retsstat.

EU forbereder sig på at give FUSP-støtte og humanitær bistand for at imødekomme en anmodning fra FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender, og hvor FN spiller en koordinerende rolle. Disse aktioner vil fuldt ud overholde FN's retningslinjer vedrørende anvendelsen af militære og civile forsvarsaktiver. Den højtstående repræsentant er blevet anmodet om at fremlægge yderligere planer i overensstemmelse med FN's resolution og Det Europæiske Råds erklæring af 11. marts om støtte til humanitære bistands- og civilbeskyttelsesoperationer, herunder anvendelsen af maritime midler til det formål. Alt skal gøres i et så tæt samarbejde som muligt med FN, NATO og andre. Den højtstående repræsentant vil holde fortsat kontakt til FN's generalsekretær og andre lande i regionen, herunder Egypten og Tunesien, og har erklæret, at det haster med at få sat denne proces i gang, således at Det Europæiske Råd kan drøfte dette spørgsmål yderligere ved slutningen af denne uge.

Stats- og regeringscheferne har derudover endnu en gang understreget deres solidaritet med de kolleger, som er mest direkte berørt af migrationsstrømmene, og de har gentaget, at de er rede til at yde den nødvendige hjælp, efterhånden som situationen udvikler sig. Det ungarske formandskab forelagde dette spørgsmål for Rådet (retlige og indre anliggender) den 24. og 25. februar 2011, og den fælles operation Hermes er blevet sat i gang under Frontex, hvortil flere medlemsstater bidrager med ressourcer.

Jeg skal nu nævne, hvad der er sket i forbindelse med evakueringen. Allerede den 23. februar aktiverede formandskabet EU's civilbeskyttelsesmekanisme for at bistå med evakueringen af EU-borgere fra Libyen. Det var en beslutning, som også den højtstående repræsentant støttede. Med udgangspunkt i princippet om ansvar for at beskytte, som er indeholdt i Parlamentets beslutningsforslag, gør det ungarske formandskab alt, hvad det kan, for at koordinere det igangværende arbejde, især hvad angår flygtninge- og migrationsspørgsmål. Den ungarske udenrigsminister, János Martonyi, og kommissær Malmström besøger for øjeblikket Egypten og dette lands fælles grænse med Libyen. Hr. Martonyi har været ved grænsen og talt med de lokale myndigheder, og han sagde i en erklæring, som han fremsatte der tidligere, at uden luftangrebene ville situationen have været utålelig.

Nu er situationen takket være de egyptiske myndigheder under kontrol. I de sidste tre dage har man ikke set, at folk forlader landet. Nogle libyere har besluttet at vende tilbage, men situationen er naturligvis stadig ustabil, og vi ved ikke, om vi vil opleve, at flere forlader landet eller ej.

Jeg var sammen med kommissær Georgieva ved grænsen mellem Libyen og Tunesien den 3. marts for at se på forholdene der. Situationen var stadig meget alvorlig. 1000 pr. minut mennesker gik over grænsen til Tunesien. Evakueringen var det vigtigste spørgsmål den 3. marts, og det er stadig meget vigtigt, at medlemsstaterne hjælper med repatrieringen af ikke-EU-borgere, for det meste vandrende arbejdstagere.

Da der ikke er nogen EU-delegation på stedet, er det den ungarske ambassadør i Tripoli, der repræsenterer EU. Han opholder sig der og forlader ikke stedet. Han koordinerer medlemsstaternes konsulære og diplomatiske indsats.

Jeg skal nu komme ind på de sydlige nabolande. På sit ekstraordinære møde den 11. marts erklærede Det Europæiske Råd, at de demokratiske oprør ændrer de sydlige nabolande drastisk, skaber fornyet håb og mulighed for at opbygge en fremtid, der er baseret på demokrati, pluralisme, retsstaten, menneskerettigheder og social retfærdighed. Det skal siges, at voldelige angreb ikke kun finder sted i Libyen. Vi skal være klar over, at befolkningerne i Bahrain også er udsat for vold, og vi skal gøre det ganske klart, at vold ikke kan accepteres nogen steder.

Det er op til landene i regionen at træffe afgørelse om deres fremtid på fredelig og demokratisk vis. EU vil støtte alle de skridt i retning af en demokratisk ændring af de politiske systemer, som fører til fredelige ændringer, vækst og velstand og en mere retfærdig fordeling af det samfundsøkonomiske afkast. EU vil med de berørte lande drøfte spørgsmålet om finansiel og teknisk støtte til at forbedre kontrollen med og forvaltningen af grænserne, samt drøfte foranstaltninger, der kan lette immigranternes tilbagevenden til deres oprindelsesland.

Rådet blev opfordret til i samarbejde med Kommissionen at fremlægge en plan – før Det Europæiske Råds møde i juni – vedrørende udviklingen af kapaciteter til at forvalte immigrations- og flygtningestrømmene. Det Europæiske Råd udtrykte bred tilfredshed med Kommissionens og den højtstående repræsentants fælles meddelelse vedrørende et forslag om et partnerskab for demokrati og fælles velstand i det sydlige Middelhavsområde, der skal følge en differentieret og resultatbaseret tilgang med anvendelse af alle EU-instrumenter. Rådet blev opfordret til hurtigt at behandle de forslag, der er indeholdt i meddelelsen, og især overveje, hvordan EU kan øge støtten til sine partnere.

Jeg skal slutte med hurtigt at gennemgå de ideer, hvor det er nødvendigt at handle meget hurtigt. Vi skal hæve loftet for Den Europæiske Investeringsbanks transaktioner til gavn for Middelhavslande, der gennemfører politiske reformer – Parlamentet har en rolle at spille her, og jeg regner med Deres samarbejde. Vi skal vedtage Kommissionens forslag om, at EIB kan reinvestere inden for de FEMIP-midler, der tilbageføres fra tidligere transaktioner. Vi skal sammen med andre aktører se på, under hvilke betingelser Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling kan arbejde i de sydlige nabolande, og vi skal hurtigt vedtage forslaget om oprindelsesregler for pan-Euro-Middelhavsområdet, som er afgørende for regionens videre udvikling. Og til sidst vil jeg understrege, at det efter min mening er absolut nødvendigt at vedtage forordningen om en forøgelse af Frontex' kapacitet senest i juni 2011.

Jeg skal slutte her. Jeg skal ikke komme ind på Japan, fordi vi nu har et nyt punkt på dagsordenen. Jeg undskylder, hvis min tale var lidt lang. Grunden hertil var, er der er sket mange ting, og jeg ønskede at give Parlamentet et omfattende billede af alle spørgsmålene.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Som jeg sagde i sidste uge i Parlamentet, vil det, som Europa vedtager på Det Europæiske Råds møde den 24.-25. juni, indgående ændre spillets regler, når det gælder økonomisk styring.

Det vil med andre ord blive en hjørnesten i vores samlede svar på krisen, og det vil markere begyndelsen til fuld gennemførelse heraf med oprettelsen af en ny ramme for økonomisk styring, og det vil forhåbentlig føre til, at vi får en Økonomisk og Monetær Union (ØMU), der går på to ben (den monetære union og den økonomiske union) i stedet for at halte af sted.

Det anerkendes nu, at de enkelte medlemsstaters økonomiske politik er et spørgsmål, der vedrører alle medlemsstater og alle europæiske institutioner. Vi har nu for første gang med det europæiske halvår de nødvendige redskaber til at foretage en hurtig og stærk samordning af vores økonomiske politikker og strukturreformer, før hver enkelt medlemsstat fastlægger sine egne politikker og budget for det følgende år. Vi har ikke blot en ex ante-samordning, men vi kan gøre det parallelt med den økonomiske politik og budgetpolitikken.

Det første europæiske halvår startede tidligere i januar med Kommissionens årlige vækstundersøgelse, hvori der fremlægges 10 prioriteter for indeværende år, og de er alle fast forankret i Europa 2020-strategien for vækst og jobskabelse.

Hensigten er at fremme finanspolitisk konsolidering, rette op på makroøkonomiske ubalancer og sikre finansiel stabilitet – hvilket alt sammen er en forudsætning for en solid vækst. Disse politikker vil ikke i sig selv føre til vækst, men det er helt klart, at vi uden disse forudsætninger ikke kan få den vækst, vi har brug for, dvs. en bæredygtig, inklusiv vækst.

Europagten, som blev vedtaget af stats- og regeringscheferne for euroområdet, og som er åben for alle de medlemsstater, som ønsker at tilslutte sig, afspejler de prioriterede aktioner i den årlige vækstundersøgelse, men nu er europagten, som man blev enig om, også fuldt ud forenelig med traktaten, og den vil blive fuldt ud integreret i det europæiske økonomiske styringssystem. Jeg vil endnu en gang gerne takke Parlamentet, fordi jeg mener, at Parlamentets stærke holdninger var meget vigtige for at sikre, at fællesskabstilgangen også blev anerkendt i europagten. Europagten tager ligeledes højde for Kommissionens arbejde vedrørende beskatning og finansregulering. Som De ved, arbejder Kommissionen på et forslag om beskatning af finanssektoren.

Alle medlemsstater skal i forbindelse med gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten følge Kommissionens henstillinger. Således som det blev besluttet i sidste uge, og jeg citerer, "forventes Rådet som hovedregel, når der træffes afgørelser om skridt i stabilitets- og vækstpagten, at følge Kommissionens henstillinger eller forklare sin holdning skriftligt". Det er princippet af 11. marts 2011. Jeg mener, at det er et meget vigtigt politisk princip, som kan føjes til de vigtige lovgivningsmæssige beslutninger, der er blevet truffet, og også de beslutninger, som De er i færd med at udarbejde.

Finanspolitisk konsolidering er ikke et mål i sig selv. Uden finanskonsolidering er der ingen tillid. Uden tillid er der ingen investeringer. Uden investeringer er der ingen vækst. Men som jeg adskillige gange før har understreget her i Parlamentet, er vores mål vækst, en bæredygtig og inklusiv vækst.

Med det for øje er det også nødvendigt at forbedre erhvervsmiljøet. Vi skal fuldende det indre marked. En af de målsætninger, vi har vedrørende det indre marked, drejer sig netop om de forskellige beskatningsgrundlag. Det er grunden til, at Kommissionen har foreslået og nu også fremlagt et lovgivningsforslag om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag.

Der er jo behov for at udnytte det indre markeds fulde potentiale, og Kommissionen vil snart fremlægge akten om det indre marked med 12 prioritetsforslag, således at vores største aktiv kan sættes i arbejde og levere vækst og arbejdspladser og styrke Europas konkurrenceevne.

Vi skal også gøre mere for at fremme beskæftigelsen. Vi har brug for større arbejdskraftmobilitet, ikke mindre. Vi har brug for i højere grad at fremme skatteincitamenter til at arbejde, og vi ønsker en vækst, der øger beskæftigelsen og er beskæftigelsesvenlig.

Medlemsstaterne er nu i tæt samarbejde med Kommissionen i færd med at lægge sidste hånd på deres nationale reformprogrammer og deres stabilitetskonvergensprogrammer. Jeg vil gerne understrege, at det er afgørende for en vellykket gennemførelse af det europæiske halvår, at man har klare, konkrete og ambitiøse nationale programmer. Det er altså nu op til de enkelte medlemsstater at færdiggøre dette vigtige arbejde inden slutningen af april.

Rådet vedtog i sidste uge sin generelle holdning til Kommissionens lovgivningspakke om styrket økonomisk styring. Jeg vil endnu en gang gerne takke det ungarske formandskab for deres indsats, som førte til et vellykket kompromis.

Nu starter forhandlingerne med Parlamentet. Jeg ved, at Kommissionen kan regne med stærk støtte fra Parlamentet, og jeg håber, at vi får en endelig aftale i stand i juni. Så ville vores nye økonomiske ramme være på plads, og alle dens redskaber kunne bruges til at vurdere de nationale budgetter, stabilitets- og konvergensprogrammerne og de nationale reformprogrammer inden 2012.

Og endelig vil vi med den nuværende europæiske finansielle stabilitetsfond og i 2013 med den permanente europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) have et stopklodsredskab, der om nødvendigt kan sikre stabiliteten i euroområdet som helhed. Finansministrene blev i sidste uge enige om at oprette den europæiske stabilitetsmekanisme fra juni 2013 med en effektiv lånekapacitet på 500 mia. EUR. Det er et vigtigt fremskridt for EU, som Kommissionen, som De ved, har arbejdet hårdt på at få gennemført. Aftalen følger Kommissionens forslag, og den understreger klart Kommissionens centrale rolle i processen samt Parlamentets inddragelse.

Det vil derfor være Kommissionens opgave i samarbejde med Den Europæiske Centralbank (ECB) at vurdere, om der består en risiko for den finansielle stabilitet i euroområdet som helhed og foretage en analyse af bæredygtigheden i den berørte medlemsstats offentlige gæld. Kommissionen skal desuden tage initiativ til at vurdere de faktiske finansieringsbehov i modtagermedlemsstaten, samt hvilken form den nødvendige involvering af den private sektor skal antage. Det vil også være Kommissionens opgave at forelægge Rådet et forslag til afgørelse om godkendelse af det makroøkonomiske tilpasningsprogram.

Kommissionen vil sammen med IMF og i samarbejde med ECB være ansvarlig for at føre kontrol med overholdelsen af den politiske konditionalitet, der kræves i det makroøkonomiske tilpasningsprogram.

Den politiske konditionalitet, der er fastlagt i et forstærket overvågningsprogram eller et makroøkonomisk tilpasningsprogram, skal være i overensstemmelse med EU-overvågningsrammen og skal sikre, at EU's procedurer overholdes, dvs. også Parlamentets rolle.

Med det formål for øje agter Kommissionen at foreslå en forordning fra Rådet og Parlamentet, der er baseret på traktatens artikel 136, og som præciserer de nødvendige proceduremæssige skridt til at fastlægge den politiske konditionalitet i rådsafgørelser og sikre overensstemmelse med EU's multilaterale overvågningsramme. Rådet og Kommissionen underretter regelmæssigt Parlamentet om ESM's etablering og funktion.

Hr. formand! Jeg vil blot bekræfte det, der blev sagt i et brev til Dem fra kommissær Rehn og formanden for eurogruppen, Jean-Claude Juncker. Jeg tror, at vi i sidste ende har en aftale, som er fuldt ud forenelig med en fællesskabstilgang, og jeg vil endnu en gang gerne takke Parlamentet for dets interesse for og støtte til denne tilgang.

Hvad angår den finansielle stabilitet, har medlemsstaterne nu endelig anerkendt, at deres økonomier er gensidigt afhængige af hinanden. EU har også gjort meget for at rette op på banksystemet, men også her er det nødvendigt at gøre mere. Et sundt banksystem er en forudsætning for en bæredygtig vækst.

Den næste runde af EU-dækkende bankstresstester vil blive gennemført i de kommende måneder af den nye Europæiske Bankmyndighed (EBA). Gennemsigtighed er afgørende for, at politikere og investorer kan træffe velunderbyggede valg. Det er ligeledes afgørende, at der er vilje til at følge op med de nødvendige hårde beslutninger.

Jeg tror, at jeg efter den omfattende og fremragende redegørelse fra fru Győri, som repræsenterer det ungarske formandskab, ikke nu vil gå i dybden med spørgsmålene vedrørende Libyen og det sydlige Middelhav.

Men jeg vil imidlertid fremhæve, at vi, hvad Kommissionens beføjelser angår, har spillet en betydelig rolle i koordineringen af den europæiske indsats i forbindelse med den voksende humanitære krise ved Libyens grænser. Vi har afsat 30 mio. EUR til hjælp til flygtninge og immigranter, og som De ved, har vi flere hold på stedet, og vi fastholder en tæt kontakt til oprindelseslandene og donorerne. Kommissionens civilbeskyttelsesmekanisme (MIC) fortsætter ligeledes med at støtte medlemsstaternes konsulære operationer, og kommissær Malmström og kommissær Georgieva har i tæt samarbejde med det ungarske formandskab også været meget aktive i dette spørgsmål.

De militære flyveforbudsaktioner, der er gennemført i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 1973 førte til en ny situation, som skal tages med i betragtning, når der leveres humanitær bistand på sikker og effektiv vis til dem, der er i nød, enten ved Libyens grænser eller inde i landet. De bragte fornyet håb, samtidig med at der blev taget højde for behovet for at skåne uskyldige civile liv.

Når vi beskæftiger os med de kortsigtede udfordringer i denne meget komplicerede situation, der ændrer sig meget hurtigt, taber vi ikke det langsigtede mål af syne, dvs. etableringen af en demokratisk, stabil og velstående sydlig Middelhavsregion, der bygger på Kommissionens forslag om et partnerskab for demokrati og fælles velstand.

Kommissionens civilbeskyttelsesmekanisme koordinerer også EU's svar på Japans anmodning om hjælp. Siden sidste fredag har vi forstærket vores tilstedeværelse i landet med et civilbeskyttelseshold, der består af logistikeksperter og nukleare eksperter.

Især hvad angår det nukleare spørgsmål, er det vigtigt at drage en lære af begivenhederne i Japan. Det er grunden til, at Kommissionen har foreslået igen at se på de nukleare anlægs sikkerhed og foretage en omfattende risiko- og sikkerhedsvurdering (stresstest) af alle europæiske nukleare anlæg. Disse stresstester bør også gennemføres i alle vores nabolande og andre lande, og det skal ske under IAEA's ansvar. Jeg håber naturligvis, at Det Europæiske Råd vil bekræfte og støtte denne tilgang.

Som De kan se, har vi en fuld dagsorden for det næste møde i Det Europæiske Råd, og Kommissionen har arbejdet hårdt på at udarbejde en omfattende europæisk respons på kriserne uden for vores grænser, men også på den økonomiske situation.

Vi vil sammen med Parlamentet spille en central rolle i gennemførelsen af en omfattende respons på den økonomiske krise. Det vil vi altid gøre i Lissabontraktatens ånd, dvs. i tæt samarbejde med Parlamentet. Og De kan være sikker på, at vi også altid vil leve op til dette ansvar.

  Joseph Daul, for PPE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Det Europæiske Råd forbereder sig på at mødes for anden uge i træk i et klima af international usikkerhed og spændinger. Der er usikkerheden i Japan, hvor det stadig er vanskeligt at fastslå, hvor mange mennesker der har mistet livet, og usikkerhed i Middelhavet, efterhånden som flere befolkninger gør oprør mod deres styrer, i Bahrain og, som formanden for Rådet sagde, i Yemen.

Disse forskellige situationer har uundgåeligt følger for os her i Europa. Vores borgere har været øjebliksvidner til den dramatiske situation i Japan. Ud over den medfølelse, vi har med de tusinder af familier, der er ødelagt af sorg i dette øjeblik, er der frygten for problemerne på Fukushima-kraftværket og skrækken for, at vi også kunne komme til at stå i den samme eller i en lignende situation.

Alle de lande, der har atomkraftværker, skal helt sikkert notere sig disse begivenheder, og det er godt, at Parlamentet organiserer en drøftelse af den nukleare sikkerhed, selv om vi ikke bør tabe af syne, at der i Europa er behov for at øge og ikke forringe vores energiuafhængighed. Det er et spørgsmål, som vi skal vende tilbage til under vores næste samling.

Denne weekend vil de 27 stats- og regeringschefer også drøfte FN's beslutning om at intervenere i Libyen for at redde oprørerne fra overhængende angreb fra styrets side. Jeg vil gerne understrege, at de europæiske lande har taget initiativet i disse operationer, og vi var de første, der greb ind inden for rammerne af FN-mandatet, som i sig selv var et initiativ, der blev taget af flere europæiske lande. De hørte uden tvivl, hvad vi sagde her i Parlamentet under vores sidste samling i Bruxelles.

Min gruppe ønsker, at Rådet benytter sig af denne lejlighed til yderligere at udvikle EU's Middelhavsstrategi, samtidig med at man fastholder målsætningen om at hjælpe og støtte, men aldrig at kræve. Det er vores pligt over for vores naboer.

Hr. formand, mine damer og herrer! Efter eurotopmødet i sidste uge, hvor man gjorde det forberedende arbejde, vil Rådets flagskibsforanstaltninger denne uge handle om at styrke euroen og gøre fremskridt med hensyn til den økonomiske styring.

Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) går ind for at øge midlerne til støtte for euroen og gøre det ad hoc-instrument, som vi vedtog sidste år for at hjælpe Grækenland og Irland, mere permanent. Denne politiske vilje afspejler den ansvarlige holdning, som medlemsstaterne har indtaget i den måde, de har håndteret denne uforudsete krise i vores fælles valutas historie på.

Men vi ønsker ikke desto mindre kraftigt at understrege, at disse usædvanlige omstændigheder, der er affødt af, at man tabte kontrollen over de nationale offentlige finanser, ikke må opfattes af Rådet som en lejlighed til at vedtage en anden måde at forvalte de europæiske anliggender på. Fællesskabsmetoden skal fortsat være regelen, og den mellemstatslige metode skal være undtagelsen. Dette princip bakkes op af et meget stort flertal i Parlamentet, og Barroso-Kommissionen støtter os også i denne holdning, ganske enkelt fordi det er afgørende for EU's fremtid. Jeg er overbevist om, at EU's formand, hr. Van Rompuy, vil kunne overbevise stats- og regeringscheferne om det.

Europagten skal også vedtages på fredag. Vi hilser den velkommen, da der med den indføres bestemmelser, som vi har krævet nu i månedsvis, nemlig konvergens mellem medlemsstaternes budgetmæssige, sociale og finanspolitiske politikker.

Jeg kan ikke tilstrækkeligt understrege, at den europæiske solidaritet kun vil blive accepteret af borgerne, hvis de føler, at den er fair og fortjent. Det kan kun ske, hvis arbejdsbetingelserne overholdes, og hvis vores erhvervsliv kan investere og ansætte under samme skattemæssige vilkår.

Endelig opfordrer vores gruppe Rådet til hurtigt at gøre fremskridt vedrørende den økonomiske styringspakke og tage behørigt hensyn til Parlamentets holdning som medlovgiver for fire ud af de seks forslag, der drøftes.

Europa skal genfinde vejen til vækst og beskæftigelse, og de foranstaltninger, som aftegner sig, er et skridt i den rigtige retning. Forudsat at de planlægges inden for en fællesskabsramme, vil de give Europa et sundt grundlag for en ny start og en lovende fremtid.

  Martin Schulz, for S&D-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Jeg vil først gerne ønske formanden for Kommissionen tillykke med hans fødselsdag i dag.

(Bifald)

Jeg er ikke enig i Deres optimistiske holdning forud for dette topmøde. Jeg mener, at det er et topmøde, der finder sted i den værste fase for EU, hvor EU befinder sig i den værste tilstand. Det begynder med Libyen. Sjældent er en kampagne blevet forberedt så forhastet og så ustruktureret som denne kampagne, som egentlig er god, og hvor hensigten er at hjælpe folk, men som nu er ved at ende i en diplomatisk og – måske, selv om jeg ikke håber det – en militær katastrofe. Den var forhastet, ukoordineret, uorganiseret. Europa løber derfra i alle retninger, og Tyrkiet, vores tiltrædelseskandidat, blokerer alt. Hjertelig tillykke!

Vi befinder os på et tidspunkt, hvor det er nødvendigt at gøre status. Denne krise har varet et år, og i det sidste år er der sket det samme igen og igen. I første omgang anfægter man det, der er nødvendigt, for så fire eller fem måneder senere at erkende, at det alligevel var nødvendigt. For et år siden sagde folk, at Grækenland skulle klare problemerne selv. Det var ikke nødvendigt at hjælpe dem. Fire måneder senere, en hjælpepakke. "Vi har ikke brug for en redningspakke. Det beløb, vi har givet, er nok". Fire måneder senere: "Vi har brug for flere penge". "Vi vil ikke have eurobonds, eurobonds er vanvittigt". Nu diskuterer alle eurobonds. Vi får eurobonds, det er jeg helt sikker på. Måske om fire måneder. "Vi har ikke brug for økonomisk styring. Europa har ikke brug for økonomisk styring". De selvsamme mennesker, som hårdnakket sagde det, fejrer nu på et møde i Det Europæiske Råd, at vi endelig har fået økonomisk styring. Det generer dem endog ikke at sige og gøre det modsatte af det, de tidligere har sagt.

Jeg ved stadig heller ikke, om vi har reddet fællesskabsmetoden. Det håber jeg, og vi støtter Dem her, hr. Barroso! Ikke kun som en fødselsdagsgave, men fordi Europa skal forsvare fællesskabsmetoden, for vi kan se, at hvis vi går over til denne anden metode, som kansler Merkel kalder den nye europæiske metode, får vi nøjagtig det, som jeg lige har beskrevet. Alle gør et eller andet, og næste dag gør man det modsatte af det, der blev sagt i forgårs. Sådan er virkeligheden. Det handler ikke om en krise for euroen. Det handler om en krise for regeringerne i euroområdet. Der er en afgørende forskel.

Hvad angår Portugal, taler alle herom og håber, at regeringen vil kunne gennemføre de virkelig usandsynligt hårde foranstaltninger. Det er desuden en regering, der som i Grækenland delvis handler mod sine egne vælgeres vilje, og så ser vi lidt taktisk spil fra oppositionspartiet, som sætter tommelskruerne på regeringen.

I Tyskland fremlægger finansministeren – en proeuropæer – nogle få dage før dette topmøde en pakke, som vi alle har brug for, og så siger udenrigsministeren og kansleren: "Jamen, vi skal snakke om det først". Sidste fredag havde jeg lejlighed til at snakke med mange førende folk i den europæiske finansverden og stille spørgsmålet, om der er tillid til euroen. Svaret fra dem, jeg talte med i Frankfurt – herunder formanden for Den Europæiske Centralbank og formanden for eurogruppen, men også mange andre førende bankfolk – var: "Ja, euroen er en stabil valuta, der er tillid til euroen, og vi har også tillid til euroen. Men vi har ikke tillid til regeringerne i de lande, der har euroen. Hvordan kan man have tillid til en regering, der ikke kan holde, hvad den lover i bare tre dage?" Det er det problem, vi kæmper med i Europa. Vi har valgt den forkerte vej. Euroen er en stærk valuta. Den er også et udtryk for euroområdets økonomiske styrke i konkurrencen med andre kontinenter. Da euroen blev indført var den 1,17 USD værd. Se, hvad den er værd i dag. Euroen er en stabil valuta i den interkontinentale konkurrence mellem økonomiske områder, men den destabiliseres indefra, fordi der ikke er nogen stabil regeringsform. Derfor er fællesskabsmetoden ikke blot noget, man drøfter i Parlamentet, men den er også selve grundlaget for stabiliseringen af valutaen og et udtryk for euroområdets meget store økonomiske styrke. Men denne økonomiske styrke kan ikke udvikle sig, fordi den administreres af folk, for hvem den seneste opinionsundersøgelse til de næste regionalvalg er vigtigere end den europæiske valutas fremtid. Det er den virkelighed, vi er konfronteret med.

Jeg håber, at alt forløber godt i weekenden. Jeg håber, at det, De har sagt, vil blive gennemført. Jeg håber, vi kan tage hjem med et vellykket topmøde. Men jeg har mine tvivl, og jeg frygter, at vi stadig vil opleve det, vi har set i det sidste år. Jeg er ked af at måtte sige det, men lederne i EU klokker i det hele vejen igennem.

(Bifald)

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Guy Verhofstadt, for ALDE-Gruppen. – (FR) Fru formand! Jeg vil først gerne ønske hr. Barroso tillykke. Han er vædder ligesom mig og som Marielle de Sarnez og Joseph Daul. Jeg er omgivet af en flok væddere, men vi har alle noget at sige om europapagten, hr. Barroso!

For helt alvorligt er det da godt, at alle nu er enige om, at vi har brug for en økonomisk union og en virkelig økonomisk styring, men vi skal stille det afgørende spørgsmål, nemlig om europapagten virkelig kan skabe en økonomisk union. Vil denne pagt virkelig skabe økonomisk styring?

Det tror jeg ikke, den vil, af den simple grund, at Kommissionen ikke står i spidsen for processen, det er stadig medlemsstaterne. Det er ikke mine ord. Jeg har her teksten af 11. marts, som skal godkendes i morgen og dagen efter. Hvad står der? Der står, at målsætningerne skal afgøres af stats- og regeringscheferne, forpligtelserne vil blive indgået af stats- og regeringscheferne, og overvågningen skal foretages af stats- og regeringscheferne. Kommissionen vil kun blive involveret i den tekniske overvågning, ikke andet. Rådet sidder inde med hele magten. Det var det, der forårsagede Lissabontraktatens kuldsejling, og det vil også føre til denne strategis kuldsejling.

Hr. Barroso! Jeg vil endnu en gang bede Dem om følgende: Denne weekend vil det, der skal vedtages, blive vedtaget, men forbered så hurtigt som muligt sammen med hr. Rehn en virkelig økonomisk styringsplan, baseret på en fællesskabslov, som giver Kommissionen alle beføjelserne, og som bygger på en konvergenskodeks, og læg den på Rådets bord. Jeg ved, at de vil sige nej. Det gør de altid. Men fortsæt kampen sammen med os, og lad være med at acceptere denne procedure eller det forslag, der ligger på bordet for indeværende, da det ikke vil føre til de ønskede resultater, og det vil ikke stabilisere euroen i de kommende måneder eller år. Det var det første, jeg gerne ville sige.

Det andet, jeg ønsker at sige, vedrører de arabiske oprør og opfølgningen på den drøftelse, der fandt sted her for en uge siden. Vi kan nu foretage en første vurdering af EU's indsats, og jeg må sige, at denne første vurdering er lidt blandet. De kan huske, at vi i første omgang ikke var særlig ivrige efter at diskutere de arabiske oprør på grund af frygten for den islamiske fundamentalisme. Det var den første reaktion i EU-organerne.

Vi har nu i Libyenspørgsmålet fremvist EU's mangel på enhed. Jeg finder det forfærdeligt, at alle EU's medlemsstater ikke indtog samme holdning i FN's Sikkerhedsråd. Tre lande stemte for, og et afholdt sig fra at stemme. Det er i modstrid med Lissabontraktaten. I traktatens artikel 34 hedder det, at EU's medlemsstater i instanser, hvor man drøfter udenrigspolitik, har pligt til at koordinere deres holdninger indbyrdes og nå frem til en fælles holdning. Gjorde de det? Det tror jeg ikke, og jeg mener, at de endog overtrådte traktatens artikel 34.

Og se for det tredje, hvad vi nu er vidne til. Baroness Ashton var i Udenrigsudvalget i går. Og jeg mener, at hun også burde være her i dag, når vi drøfter et så vigtigt spørgsmål. Personligt mener jeg, at der mangler en strategi fra EU's side angående de arabiske revolutioner. Der er blevet truffet nogle helt skandaløse beslutninger i EU's institutioner.

En af Baroness Ashtons medarbejdere, hr. Cooper, sagde f.eks. i mandags i Udenrigsudvalget på et vist tidspunkt, at vi burde forstå situationen i Bahrain, og at myndighederne gjorde ret i at genindføre ro og orden, når fire mennesker er blevet dræbt og to hundrede såret. Er det EU's holdning?

Jeg skal komme med et andet eksempel. EU's udenrigsministre mødtes i Rådet i mandags, og hvad sagde de? De opfordrede også demonstranterne – i Bahrain altså – til at afstå fra bevidst intimidering. Så i stedet for i EU at støtte disse revolutioner og støtte de mennesker, der gik på gaden, og som har kæmpet og er blevet dræbt, gjorde man det stik modsatte. Man fortæller dem, at de skal holde sig i ro og være forsigtige.

Jeg vil bede Baroness Ashton om at komme til næste samling og forklare, hvilken holdning vi vil indtage, og hvilke strategier vi vil fremlægge vedrørende Bahrain, Syrien og Yemen, og hvilke sanktioner vi agter at indføre, og over for hvem. Det er den holdning, vi bør indtage i stedet for den ynkelige holdning, vi har set mange europæiske ledere indtage i dette spørgsmål indtil nu.

  Jan Zahradil, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! Jeg er ked af at måtte sige, at det ser ud til, at dette Europæiske Råd kunne føre til nogle farlige ændringer, og det bør bekymre os. Under banneret om såkaldt økonomisk samordning, økonomisk styring, stabilitet i euroområdet fremmer man en skatteharmonisering og en finanspolitisk harmonisering for hele EU. Desværre spiller Parlamentet en meget aktiv rolle her.

Lad mig sige det helt klart. Kommissionens forslag til et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag er et farligt skridt, som vil underminere den sunde skattekonkurrence mellem medlemsstaterne, skade økonomien og få erhvervslivet til at flygte fra dem, der indfører politikken. Man er gået alt for vidt, og det skal standses.

Vi har ligeledes i de seneste dage set, at nogle medlemsstater forsøger at blande sig i andre landes finanspolitiske og skattemæssige suverænitet. De ved, hvad jeg tænker på, nemlig den skammeligt hårde behandling af Irland. Vi kan ikke tillade, at det sker igen.

Hvad angår Libyen, har begivenhederne der endnu en gang mindet os om, at vi ikke kan forvente alt for meget af den såkaldte fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i EU. Det er de nationale ledere, ikke EU's ledere, der har udvist internationalt lederskab. Premierminister Cameron og præsident Sarkozy har truffet og fået gennemført beslutningerne – ikke EU's repræsentanter. Jeg mener, at det klart viser, at der er grænser for integrationen på dette område – men ikke kun på dette område. Ingen medlemsstat bør føle sig tvunget til at gøre mere end det, man mener, er rigtigt. Det gælder i lige høj grad for udenrigspolitikken som for den økonomiske politik.

Europa skal forblive fleksibelt, hvor det er muligt, og skal ikke styres af et stift integrationistisk dogme, og det er på tide, at vi får et paradigmeskifte, hvad angår den europæiske integration. Det er klart. Det kan forstås, og jeg håber, at Det Europæiske Råd vil beskæftige sig med det.

  Philippe Lamberts, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Fru formand! Hr. Barroso er allerede taget af sted, men som han sagde, er tillid grundlaget for alt.

Jeg kan fortælle Dem, at borgernes tillid er i færd med at fordampe lige så hurtigt som vandet i Fukushima-kraftværkets tanke. Ja, borgerne ved, at det er nødvendigt at foretage ændringer, og at vi ikke kan fortsætte som før. Ja, det er nødvendigt at stoppe kapløbet mod større usikkerhed og større ulighed. Ja, det er nødvendigt at frigøre os fra vores afhængighed af energi baseret på fossilt brændstof og farlig energi. Vi skal vende tilbage til en situation, hvor finanserne tjener økonomien, og økonomien tjener borgerne, og nej, vi kan ikke længere bygge vores økonomi på gæld, det være sig offentlig eller privat gæld, eller på underskud og spekulation.

Det ved borgerne. De ved også, at det vil kræve dybtgående og radikale ændringer hos regeringerne, erhvervslivet og hos dem selv. De ved det, og de føler det.

De ved, at disse radikale ændringer også er komplekse. Som Marianne Thyssen sagde til mig i går, er de komplekse, og vi kan ikke gøre alt på en gang. Vi skal starte et sted.

Problemet er imidlertid, at vi set ud fra borgernes synspunkt altid starter samme sted, dvs. vi starter altid med at beskære de offentlige udgifter, som, det ved vi alle, først og fremmest gavner de mest sårbare. Vi begynder altid med at gøre arbejdsmarkederne mere fleksible. Når man taler om at skabe balance mellem fleksibilitet og sikkerhed, ved vi alle udmærket godt, at det betyder mere fleksibilitet og mindre sikkerhed.

Og borgerne er lede og kede af dobbeltstandarderne i denne politik. I sidste ende betyder det, at dem, der har tjent mest på kasinoøkonomien i de sidste 20 år, bliver ladt i fred.

Det, vi derfor ønsker af Rådet – naturligvis oven i alt det, der ligger på bordet i dag – er et modigt initiativ, der skal give medlemsstaterne og EU stabile og fair skatteindtægter. Det betyder naturligvis skatten på finansielle transaktioner plus energiskatter og virksomhedsskatter – og vær venlig ikke at prøve at sælge os det fælles skattegrundlag som værende alfa og omega eller den bedste finanspolitik – og endelig betyder det bekæmpelse af svig og skattely.

Uden et sådant initiativ kan jeg love Dem, at alt, hvad der har at gøre med økonomisk styring, og som ligger på bordet for øjeblikket, vil bryde sammen og tage euroen med sig i faldet. Der er intet historisk eksempel på, at en monetær union har overlevet uden at være underbygget af en solid finanspolitisk union.

Ikke flere konsekvensvurderinger, ikke flere udflugter, ikke mere national egoisme. For himlens skyld, gør noget!

Sluttelig vil jeg sige, at når det gælder finansindustrien, vil nye stresstester ikke skabe større sikkerhed, og det vil de heller ikke, hvad angår atomindustrien, hvis jeg må driste mig til at sige det. Vi har set, hvor nyttesløse de tidligere stresstester var. Alt var tilsyneladende godt, selv i Irland. Vi har brug for nye bindende regler, men ikke regler, som – fortæller man os – skal gennemføres den 1. januar 2019. Det er på høje tid, at finansindustriens djævel med dens destruktive aktiviteter bliver puttet tilbage i flasken, og borgerne vil ikke tolerere, at vi venter længere.

Det er den pris, der skal betales for vores medborgeres tillid, og det er afgørende, at vi europæere har denne tillid, således at vi kan vende tilbage til det 21. århundrede med optimisme og med løftet pande.

  Lothar Bisky, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! En økonomisk og monetær union uden en effektiv samordning af den økonomiske politik kan ikke fungere. Stabilitets- og vækstpagten har fejlet – det er mange eksperter på tværs af partipolitiske grænser enige om. Problemet er, at politikken ikke synes at have gjort særlig meget fremskridt. Rent faktisk er der ingen nye politiske idéer i syne.

Jeg skal minde om, at loftet på 3 % i stabilitetspagten ikke er blevet overholdt 73 gange siden 1999, og 46 gange er det sket på en måde, som knap kan tolereres i henhold til traktaten – men der er ikke blevet pålagt en straf i et eneste tilfælde. Denne ikkefungerende pagt skal ikke revideres, den skal blot gennemføres bedre – eller rettere, den skal simpelt hen bare gennemføres.

Ethvert familieoverhoved, enhver forretningsmand ved naturligvis, hvor vigtigt det er at have holdbare budgetter. Men jeg frygter, at det, når det gælder de kommende beslutninger om økonomisk styring og den europæiske stabilitetsmekanisme, udelukkende vil komme til at dreje sig om nedskæringer. Det er ikke det samme som et holdbart budget. Intet land, der har så stor gæld, at det er på randen af insolvens, kan komme ud af gældsfælden, hvis det fortsat skal finansiere sin gæld ved at låne til en høj rente. Ligegyldigt hvor meget det sparer, vil gælden fortsat vokse – så meget desto mere, hvis lønninger, arbejdsløshedsgodtgørelser og pensioner skal beskæres, arbejdstiden forlænges og offentlige investeringer i infrastruktur, uddannelse, sundhed osv. beskæres. Hvis der ikke er noget forbrug, vil produktionen også bryde sammen. Hverken en stramning af stabilitets- og vækstpagten eller den såkaldte strenge konditionalitet for den fremtidige stabilitetsmekanisme vil derfor føre til, at vi når vores mål.

Der er en ting, der skal understreges tydeligere i den samlede pakke af foranstaltninger, nemlig behovet for investeringer især i kriseramte lande, og det skal være mere end blot små kreditforlængelser og små reduktioner i renten. At nævne behovet for at reducere de makroøkonomiske ubalancer er problematisk, så længe det kun kræves af økonomisk svage lande, medens de lande, der står økonomisk stærkt, får lov til at fortsætte som før. Ikke blot nævnes nøgleordet solidaritet ingen steder, men det glemmes også, at udgifter og handelsunderskud på den ene side er indtægter og handelsoverskud på den anden.

  Nikolaos Salavrakos, for EFD-Gruppen. – (EL) Fru formand! Det, kommissær Barroso har sagt, er dybest set et forslag om at styrke den økonomiske styring og euroens stabilitet. Det betyder en fremskyndelse af politikken for økonomisk styring i Europa.

Det arbejde, hr. Barroso udfører sammen med kommissær Rehn, går naturligvis rigtig godt, og vi ser det i et positivt lys. Vi håber, at man med denne pagt vil kunne reagere på de økonomiske og finansielle udfordringer, Europa står over for, og sende det rigtige budskab til markederne. Desværre er markederne vores problem i øjeblikket.

Denne nye økonomiske styring kommer efter en krise, en barsk krise i form af medlemsstaternes offentlige gæld. Når USA trykker penge for ikke mindre end anslået tre trillioner dollars, er der efter min mening ingen grund til, at Europa ikke skulle løse sine problemer ved at trykke penge for omkring én trillion euro, ikke for at pumpe dem ud på markedet, men for at oprette en fond, det, vi kalder støttemekanismen. Hvorom alting er, ser det ud til, at tiden endnu ikke er moden til en sådan tanke, ikke mens fru Merkels idéer hersker over Europa.

Vi er dog igen nødt til at gøre opmærksom på, at EU er tvunget til at skabe nye systemer og værdier under ugunstige forhold.

At indføre en monetær union uden en overordnet strategi for økonomisk styring og koordinering mellem medlemsstaterne var en risiko, der blev testet i praksis og fungerede efter generelle retningslinjer. Jeg mener, tiden er inde, til at Unionen træffer mere dristige beslutninger og foretager de nødvendige, strukturelle ændringer.

Som sagt tilslutter vi os naturligvis grundlæggende Rådets afgørelser om europagten, og vi finder, at euroen stadig er en god valuta. Vi skal imidlertid sikre, at vi ikke blot når målet om stabilitet i euroområdet, men også opnår høj vækst og stor konkurrencedygtighed i Europa, og at vi øger og fastholder antallet af job til Europas borgere, især de unge. Vi skal fokusere på de unge.

  Hans-Peter Martin (NI). – (DE) Fru formand! Som glødende pro-europæer – sådan som de fleste af mine 500 000 direkte vælgere er det – finder jeg det meget vanskeligt at acceptere denne knibe, som De har bragt Dem selv i. På den ene side har vi brug for stabilitet og for at gøre noget for at imødegå spekulation. På den anden side er den måde, De gør dette på, endnu en gang en ret dramatisk illustration af det demokratiske underskud i EU. Denne procedure minder mere om en nødlovgivning end om, hvad vi hellere så i et progressivt Europa. Jeg bakkede derfor naturligvis kraftigt op om ændringsforslag 34, som blev stillet af venstrefløjen, og hvori det kræves, at man anvender den almindelige traktatændringsprocedure. Når der opstår en nødsituation, sørger De altid for at gøre noget, der reelt øger afstanden mellem borgerne endnu mere.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til på det kraftigste at afvise den måde, hvorpå hr. Schulz opfører sig her i Parlamentet i forhold til mig.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE). – (ES) Fru formand! Krisen i Nordafrika sætter Lissabontraktatens mekanismer på prøve.

Under den høje repræsentants møde for Udenrigsudvalget i går understregede vi de positive aspekter ved handling fra EU's side, nemlig Baroness Ashtons meddelelse, hvor der skelnes mellem kort, mellemlang og lang sigt, hurtig anvendelse af FN's Sikkerhedsråds resolution 1970, evnen til at forhandle med Den Arabiske Liga og Det Europæiske Råds møde.

Det er dog kun rimeligt at sige her i dag, at der stadig stilles visse spørgsmål af den offentlige mening i Europa, dvs. af vores borgere.

Fru rådsformand, hr. Verhofstadt har fuldstændig ret. Hvordan er det muligt i dagens Europa, at de fire medlemsstater, der er med i FN's Sikkerhedsråd, ikke stemmer på samme måde, men stemmer forskelligt?

Hvordan er det muligt i dagens Europa, at vi overhovedet drøfter, om FN's resolution anvendes af EU, af NATO eller af den internationale koalition, når vi taler om de samme ressourcer, der kommer fra de samme skatteydere, og om de samme skibe og anvendelsen af dem i det samme operationsområde?

Det er klart, at vi stadig har meget at forbedre med hensyn til koordinering, og også hvad angår beslutningsprocessen.

Der er en berømt replik i en film, hvor det hedder, at vi altid har Paris. En eller anden sagde under denne forhandling, at EU's reaktion har været forhastet. Hvis det ikke havde været for Frankrigs mod, beslutsomhed og vedholdenhed – og sådan bør det formuleres – med hensyn til at anerkende oprørerne, sende ministeren for udenrigs- og europæiske anliggender til Sikkerhedsrådet, indkalde til topmøde i Elysée-palæet og gennemføre resolutionen, ville oberst Gaddafis tropper allerede være nået ind i Benghazi, Lady Ashton.

  Kristian Vigenin (S&D). – (BG) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne fokusere lidt mere på et af de sprængfarlige emner, som skal drøftes i morgen, nemlig situationen i Libyen.

Mine kolleger har ret, når de siger, at der de seneste dage har bredt sig en fornemmelse af totalt kaos eller i det mindste en mangel på forudsigelighed i EU's og især EU-medlemsstaternes beslutninger og fremfærd. Navnlig er det umuligt at nå til enighed inden for NATO, idet nogle lande er gået med i koalitionen for så at standse deres engagement.

Denne situation skaber ikke blot stor usikkerhed blandt vores partnere, med hensyn til om vi er sikre på, hvad vi i grunden ønsker at opnå, og hvordan vi opnår det. Den skaber også store problemer i forhold til den offentlige mening i Europa, idet man ikke kan have tillid til, at EU og dets faktiske ledere kan leve op til deres ansvar over for vores partnere i det sydlige Middelhavsområde.

Jeg vil sætte stor pris på, om Det Europæiske Råd i de kommende dage finder frem til klare og fornuftige beslutninger om Libyen, og ikke kun om Libyen, men også de andre lande, hvor vi dybest set har lignende situationer, som f.eks. Bahrain, Yemen og i nogen udstrækning Syrien. Vi glemmer på en måde, at det, vi gør i Libyen, også vil blive vurderet i lyset af vores fremfærd over for de andre lande i regionen.

Jeg vil gerne have, at Det Europæiske Råd træffer klare beslutninger om, hvad EU ønsker at opnå i Libyen, hvilket i stort omfang også vil kaste lys over, hvordan vi vil opnå det. Jeg mener, at vi klart må forstå, at situationen i Libyen vil få mange alvorlige følger også for nabolandene, hvis den nuværende situation fortsætter længe.

Vi er derfor nødt til at være parat til at yde bistand til både Egypten og Tunesien, ikke blot med hensyn til at tackle den humanitære situation, men også med hensyn til at yde økonomisk og finansiel støtte helt bogstaveligt i de kommende dage, uger og måneder, idet situationen dér vil få indflydelse på den økonomiske situation i begge disse lande.

  Alexander Graf Lambsdorff (ALDE). – (DE) Fru formand! Det er blevet sagt her, at det ikke er euroen, der er i krise, men medlemsstaterne, der er blevet gældsat. Det er sagens kerne i krisen – uansvarlig gældsætning igennem mange år. Det er det, vi skal have sat en stopper for. Derfor er det rigtigt, at den europæiske stabilitetsmekanisme skal være streng. Derfor er det også rigtigt, at det har været tilfældet i de redningsaktioner, der har fundet sted. Derfor er det også rigtigt, at Irland ikke får nogen reduktion i rentesatsen.

Denne gældsætning skal høre op. Jeg hører endnu en gang socialdemokraterne tale om at skelne mellem god og dårlig gæld. Investeringer er naturligvis noget andet end forbrug, men på et tidspunkt bliver for meget god gæld også til dårlig gæld. Vi er nødt til at være rimelige over for de kommende generationer, vi skal have bæredygtige offentlige finanser – og så vil euroen blive stabil igen.

I europagten er der for lidt fællesskabsretligt samarbejde. Det er blevet sagt her med rette, og jeg deler denne opfattelse.

Jeg vil gerne afslutningsvis tale om Libyen. Rådet har støttet resolution 1973. Vi skal nu se fremad. Jeg er enig med hr. Salafranca Sánchez-Neyra, når han siger, at Frankrig har spillet en meget fin rolle. Men hvis Tyrkiet havde været inviteret til topmødet i Elysée-palæet, ville vi ikke have haft disse problemer i NATO, og situationen ville have været betydelig lettere for os alle. Desuden håber jeg, at den nyligt udpegede leder af overgangsregeringen i Libyen snart vil besøge os her i Europa.

  Konrad Szymański (ECR). – (PL) Fru formand! Alle de mål, Eurogruppen har sat sig, og som nogle gange er helt rimelige, kan nås med et godt resultat med hjælp fra medlemsstaternes økonomiske, sociale og skattemæssige politikker. Man kan derfor spørge, hvorfor vi i dag ændrer traktaten med ekspresfart for at overføre i hvert fald nogle af disse kompetenceområder til unionsniveau.

Jeg tror, der er to svar, nemlig at vi som sædvanlig ønsker at dele ansvaret for upopulære beslutninger med EU, eller at vi ønsker at benytte lejligheden til, måske under påskud af reformer, ganske enkelt at give mere magt til Bruxelles. Jeg tvivler på, at det vil give de ønskede resultater, når man tager i betragtning, at de fleste medlemsstater i Eurogruppen har en større offentlig gæld og et mindre konkurrencedygtigt skattesystem end de andre medlemsstater.

Over denne diskussion hænger der naturligvis en trussel om et Europa i to hastigheder. Jeg vil gerne advare dem, der ønsker at skynde sig. Ud over den samme hastighed er der også brug for den rigtige retning. At bevæge sig med meget stor hastighed, men i den forkerte retning, indebærer en risiko for, at det kun kan ende på én måde – en enorm forøgelse af katastrofens omfang. I hvert fald er det dét, jeg ser ske på vejene i Europa.

  Miguel Portas (GUE/NGL). – (PT) Fru formand! Det portugisiske parlament vil i dag stemme mod det fjerde stabilitetsprogram, der er fremlagt af regeringen de seneste 12 måneder. Flertallet af medlemmerne af det portugisiske parlament vil stemme imod dette dokument på grund af pakkens indhold, men også fordi den blev fremlagt i Bruxelles, før man offentliggjorde, forhandlede om eller godkendte den i Portugal.

Det er årsagen til mit første spørgsmål til det ungarske formandskab: Ønsker det, i lyset af denne oplevelse, sammen med sine partnere at forsvare, at det er obligatorisk, at sådanne dokumenter på forhånd er godkendt af parlamentet, eller gør det ikke?

Mit andet spørgsmål er som følger. I morgen træffer Rådet beslutning om en finansieringsmekanisme efter 2013, men det fortæller os ikke noget om den aktuelle finansieringsmekanisme, hvilket er, hvad der interesserer os. Nu, hvor Portugal går ind i en periode med nyvalg, vil der uundgåeligt ske en voldsom forøgelse af den offentlige gæld og rentesatserne. Hvad agter Rådet at gøre for at undgå spekulation i Portugals offentlige gæld? Men sig ikke, at det er portugisernes egen sag, for hvis vi skal spare, skal vi gøre det, fordi det også er Deres beslutninger.

  Bastiaan Belder (EFD). – (NL) Fru formand! Den høje repræsentant nævnte i går i Udenrigsudvalget, at han ønskede at tilbyde konkret støtte til det, vi er begyndt at kalde "det nye Egypten", når det drejer sig om at gøre noget ved den store boligmangel. Enhver, der har blot en smule viden om den enorme samfundsmæssige elendighed, som langt de fleste egyptere lever i, kan ikke længere forblive euforisk. Det handler om at vise ægte europæisk empati.

Af den grund bifalder jeg varmt alle EU-bestræbelser på at forbedre livsvilkårene i Egypten. Og ganske afgjort nu, hvor landet befinder sig i en usikker overgangsperiode efter præsident Mubaraks afgang, og nu, hvor Cairo synes at have direkte kurs mod en finansiel og fødevaremæssig krise. Efter min mening bør EU-bistand til Egypten ledsages af en forstærket indsats fra Rådets side.

I det nye Egypten skal alle borgere være lige for loven og nyde de samme rettigheder, uanset religion. Desuden skal Cairo overholde fredstraktaten med Israel og endog udvikle den yderligere. Hvis vi fastlægger disse to betingelser, vil både den interne og den eksterne stabilitet i det nye Egypten blive styrket.

  Barry Madlener (NI). – (NL) Fru formand! Jeg troede, De havde overset mig. Tak for at give mig ordet. Vi er ved at oprette en stabilitetsmekanisme, en permanent bistandsfond, som almindelige mennesker vil skulle betale for, mennesker, som ikke vil få nogen gratis gaver. Ydelsesmodtagerne er imidlertid de mennesker, som rent faktisk får en gratis gave. Fra nu af vil vi belønne bedragere, dem, der bryder deres løfter, og dem, der fifler med tallene.

For 10 år siden underskrev man en stabilitets- og vækstpagt med det højtidelige løfte, at den skulle holde orden i de offentlige finanser. Denne pagt er blevet overtrådt af Tyskland, Frankrig, Grækenland og andre. Store underskud er ikke blevet håndteret. Alligevel afgiver man nu igen højtidelige løfter om, at den nye pagt faktisk kommer til at fungere. Nu bliver det Bruxelles, der beslutter, hvad hollænderne har lov til at tjene, hvornår hollænderne har ret til at gå på pension, og hvor meget de vil få fra deres pensioner. Igen bliver regningen betalt af skatteyderne, af de mennesker, som ikke får nogen gratis gaver.

Denne permanente fond er et dyrt legetøj, som gør, at den politiske elite kan skjule den kendsgerning, at der er nogle lande, som man ikke kan have tillid til i en monetær union. Der er lande, som ønsker at nyde godt af fordelene ved euroen, men som ikke ønsker at dele byrden, lande, som ikke har held til at holde orden i deres finanser. Disse lande bør forlade euroområdet. Det er den eneste ændring, vi behøver at foretage i stabilitets- og vækstpagten.

  Mario Mauro (PPE). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! De omvæltninger, der breder sig i den sydlige del af Middelhavsområdet, bør ikke aflede vores opmærksomhed fra de økonomiske og andre målsætninger, som længe har været gældende på mellemlang sigt. Den internationale turbulens burde i stedet bidrage til at øge tempoet i væksten i vores økonomi. Det er godt, at beslutningerne om at gennemføre EU 2020-strategien vil blive truffet hurtigt og så tidligt som muligt i løbet af denne uges møde.

Vi ved ikke, hvad der vil ske efter konflikten i Libyen, men vi kan være sikre på, at intet nogen sinde bliver det samme som før. Europa har derfor virkelig brug for et sæt foranstaltninger, der gør, at medlemsstaternes økonomier kan få pusten igen på vej ind i endnu en usikker periode. Det største spørgsmål gælder dog absolut situationen i Middelhavsområdet. Middelhavsområdet i krig er den værste katastrofe, man kunne forestille sig i verden i dag. De lande, der fandt det afgørende at gøre noget under disse omstændigheder, handlede klogt. Ikke desto mindre står vi med den store modsigelse, at EU synes at være ubehjælpsom, måske endog delt, med hensyn til hvad det skal gøre.

Jeg har derfor en bøn til det ungarske formandskab. Parlamentet og jeg mener også, at Kommissionen er tæt på dette formandskab, som har mulighed for at vende krisen til noget, der ikke ender med simpelthen at underminere EU.

Vi har dette enorme ansvar for at omdanne den aktuelle krise til en mulighed for at producere, for at give liv til en udenrigspolitik, der er verden værdig. Med vores ansvarsområder, vores tvivl og vores fejltagelser står vi på tærsklen til betydningsfulde begivenheder, og jeg mener, vi bør påtage os dette ansvar i fuldt omfang, idet vi sikrer, at de beslutninger, Rådet træffer i morgen og i overmorgen, bliver rimelige, men frem for alt dristige.

  Edite Estrela (S&D). – (PT) Fru formand! Det er allerede blevet nævnt, at regeringen i det portugisiske parlament i dette øjeblik beklageligvis kunne være ved at bryde sammen. Hvis regeringen falder, vil det ske som følge af den politiske usikkerhed, der er skabt af oppositionspartierne, som ikke har støttet endnu en sparepakke.

Det er sandt, at det er den fjerde pakke på få måneder. Det skyldes ikke, at de tidligere pakker ikke blev overholdt, for det blev de. Det skyldes snarere, at forholdene er blevet værre på grund af de såkaldte markedsbehov. Gennemførelsen af budgettet i Portugal i månederne januar og februar viste et overskud, med en reduktion af udgifterne på 3 % og en stigning i indtægterne på 11 %.

De politiske kræfter, som skabte denne politiske krise ved at forkaste dette spareprogram, der var fremlagt af regeringen med opbakning fra Kommissionen, Rådet og Den Europæiske Centralbank, kan være meget tilfredse med dette. Det er dog kun ubetænksomhed, der gør, at de kan være tilfredse med denne situation, da den er frygtelig for et land, som er med i euroområdet, og som har gældsproblemer. Det er frygteligt for landet, det er urimeligt over for det portugisiske folk, og det er endnu et slag mod bæredygtigheden i det storartede projekt, som den fælles valuta er.

Vi er ikke i krise i euroområdet. Vi står midt i euroområdets store krise. Jeg vil gerne spørge mine portugisiske kolleger, hvad alternativet er? Alle medlemsstaterne skal indsende deres spareplaner inden april. Har eller har Portugal ikke brug for yderligere spareforanstaltninger for at nedbringe sit underskud og sin offentlige gæld, for at nedbringe underskuddet i 2012 og 2013 med henholdsvis 3 % og 2 %? De nægtede at forhandle, men De fremlagde ingen alternativer. Afvisning er ikke nogen løsning, tværtimod er det et problem, der påtvinger det portugisiske folk yderligere ofre.

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

  Marielle De Sarnez (ALDE). – (FR) Hr. formand! Det næste rådsmøde er sandsynligvis den sidste chance, Europas ledere har for at huske, at vi grundlagde EU for at værne om værdier og stå sammen, når fundamentale anliggender er på spil. Når en befolkning lever på en morderisk leders nåde, er det et fundamentalt anliggende.

Der er vedtaget en resolution takket være Frankrigs og Det Forenede Kongeriges indsats. Det er lykkedes os at forhindre oberst Gaddafi i at nå frem til Benghazi. EU's manglende enhed er imidlertid bekymrende. Rådsmødet i morgen skal sende et stærkt signal ved at støtte den intervention, der er på vej, anerkende og efterfølgende støtte de libyske oprørere og isolere oberst Gaddafi endnu mere, så hans regime bryder sammen.

Det er også fundamentale anliggender, der er på spil, når vi ser på, hvad der sker i Bahrain, Yemen og Syrien. Når vi ser på de uroligheder, der igen flammer op i Mellemøsten, er også dette fundamentalt.

I Europa-Parlamentet forventer vi, at de europæiske ledere handler, før det er for sent. Historien er ved at ændre sig i store dele af verden. Politisk mod betyder, at man tager denne udfordring op. Det er netop det, vi forventer af Europa og dem, der står i spidsen for det.

  Peter van Dalen (ECR). – (NL) Hr. formand! Den hollandske garanti om mange milliarder euro fik tidligere finansminister Ruding til at sige, at vejen til et budgetmæssigt helvede er brolagt med garantier. De garantier, der er ydet, har netop været for store og for risikable. De vil ikke bidrage til at afbøde krisen, for de skyder ved siden af målet.

Den aktuelle krise i Europa skyldes dem, der på uansvarlig vis lod gælden hobe sig op, og dem, der ikke overholdt de indgåede aftaler. Hvis ikke vi tackler disse nøglespørgsmål, kan vi udstede alle de garantier, vi har lyst til, de vil stadig ikke være til nogen hjælp.

Vi har en stabilitets- og vækstpagt. Så tidligt som i 2004 blev den leet ud af lokalet af Tyskland og Frankrig. Vi havde mulighed for at styrke pagten, navnlig med automatiske bøder, men hvad sker der? Bøderne forudsætter politisk beslutningstagning. Det er utroligt. Den tyske forfatter Hans Enzensberger forudså rigtigt, hvad der ville ske. Han forudsagde, at den aktuelle situation ville få borgerne til at betragte den politiske elite i Europa med kynisme og foragt.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! Den sti, EU's ledere betræder, er uacceptabel, idet den indebærer en øget udnyttelse af arbejdere og nye menneskefjendske tiltag, som forværrer ulighederne og øger arbejdsløsheden, jobusikkerheden, fattigdommen og den sociale udstødelse. Alt dette til fordel for EU's økonomiske og finansielle interessegrupper, hvis profitter stiger konstant.

Under påskud af krisen ønsker de at tvinge endnu en løkke omkring halsen på de økonomisk svagere lande, idet de benytter de vedtagne betingelser til at anvende en europæisk stabilitetsmekanisme for i praksis at omdanne selvstændige stater til rene protektorater.

Derfor er arbejderne og befolkningerne imod sådanne tiltag, sådan som det skete i lørdags i Portugal under en demonstration med mere end 300 000 mennesker, og som det sker i dag i det portugisiske parlament, hvor et flertal af medlemmerne afgjort vil gøre det samme ved den fjerde sparepakke.

Vi ønsker dog også her at sige nej til de bombninger, den internationale styrke udfører i Libyen, ligesom vi sagde nej til undertrykkelse af de befolkninger, der kæmper i hvert land i regionen, herunder Libyen, Bahrain og Yemen.

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Hr. formand! At forvalte de finansielle ressourcer på en ansvarlig måde er en grundlæggende forudsætning for en god og stabil funktion i husholdninger, produktions- og handelsfirmaer, regioner, nationale stater og også statsforbund.

Det er derfor naturligt, at hvis en gruppe EU-stater besluttede at lave en fælles valuta, måtte den nødvendigvis skabe en mekanisme til at forhindre populistiske politikere i at bebyrde den fælles valuta med uholdbare forpligtelser – gæld, som bruges til at købe vælgernes støtte på kort sigt. I konkurrenceevnepagten er der defineret visse parametre, som landene i euroområdet især bør overholde. Problemet ligger imidlertid i overholdelsen af disse velmente regler.

Jeg tror derfor fuldt og fast på, at tiden nu er inde til at tage automatiske bødemekanismer i anvendelse, når de aftalte fælles forvaltningsregler ikke overholdes, således at disse bøder ikke bliver genstand for politisk studehandel i Det Europæiske Råd, hvor regeringsledere gør deres mange forskellige politiske fejl gode igen ved at eftergive hinandens bøder.

  Jacek Saryusz-Wolski (PPE). – (EN) Hr. formand! Jeg ønsker at overveje to spørgsmål. For det første bifalder jeg indgåelsen af europluspagten, det er en velkommen begivenhed. En ny arkitektur er ved at blive skabt, næsten en slags økonomisk Schengen. Det, der er vigtigt, er, at den bør være inkluderende og åben for dem, som er i stand til og villige til at deltage, og at den ikke bør skabe et Europa i to hastigheder. Desværre vil pagten være halvåben, fordi ændringsforslaget til artikel 136, som vi drøftede og stemte om i vores Udvalg om Konstitutionelle Anliggender, ikke blev vedtaget. Der står heri: "Opfordrer til, at stabilitetsmekanismen fra starten gøres tilgængelig for medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, men som ønsker at deltage". Den vil være halvåben, fordi den vil være åben over for at påtage sig forpligtelser. Den vil ikke være åben over for dem uden for euroen, som ønsker at få del i rettighederne.

Det, der forener os i langt højere grad end euroen, er det indre marked. Der er ikke tale om en eurokrise, men om en krise i nogle euromedlemsstater. Enhver medlemsstat, der ikke er med i euroområdet, kunne få det samme problem med sine offentlige finanser. Så der mangler logik og sammenhæng.

Et par ord om Libyen og det sydlige Middelhavsområde. For det første vil jeg gerne ønske os tillykke – egentlig ikke Unionen, men nogle medlemsstater, som fører an i forsvaret for menneskerettighederne og demokratiet i Libyen. Vi bør være Frankrig og dets leder, Nicolas Sarkozy, taknemmelige for at vise vejen.

Jeg tror, det er begyndelsen på, at vi i vores udenrigspolitik bevæger os fra en interessebaseret udenrigspolitik til en værdibaseret udenrigspolitik. Vi skal følge to trin. Vi skal ændre naboskabspolitikken, lede den i retning af vores samfund og regeringer og nå frem til det, vi i det centrale og østlige Europa kalder en overgang eller transformation. Det er også et alarmsignal om at ændre, reformere og styrke den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik, så Unionen udstyres med fælles kommandokapacitet og militær kapacitet.

  Liem Hoang Ngoc (S&D). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! I morgen, den 24. marts, bliver en skelsættende dag. I første instans vil den blive markeret ved den ændring af Lissabontraktaten, som vi lige har stemt for, og som vil betyde, at der kan etableres en permanent europæisk stabilitetsmekanisme. Med denne mekanisme kan EU udtænke de første euroobligationer, som er beregnet til at finansiere statsgæld til lave renter i tilfælde af spekulative angreb.

I den henseende er det en skam, at processen er stoppet på halvvejen. For at tackle markedernes irrationelle reaktioner burde traktatrevisionen have været en lejlighed til at autorisere Den Europæiske Centralbank til at gøre det, USA gør, nemlig at tilbagekøbe offentlig gæld i tilfælde af spændinger i valutakurserne. Processen er endog mere ufuldstændig, fordi den krævede godtgørelse er en gennemførelse af konkurrenceevnepagten, som er omdøbt til europagten. Det er morgendagens anden skelsættende begivenhed. Rådet, Kommissionen og Den Europæiske Centralbank bakker enstemmigt op om denne pagt.

De kender alle den såkaldte Washington-konsensus. De elskede den. Nu, den 24. marts, fødes så en Bruxelles-konsensus. Bruxelles-konsensussen er blind og ukritisk anvendelse af det neoliberale dogme, der går ud på at presse de offentlige tjenesteydelser og velfærdsstaten, at spare på lønningerne og regulere finansmarkederne mindst muligt.

Rådet, Kommissionen og ECB har en kort hukommelse. De foreslår at transponere europagten til styringspakken for at institutionalisere netop de politikker, som har ført til den økonomiske krise. I Spanien, Det Forenede Kongerige, Irland og andre lande har stigningen i husholdningernes gæld, som finanssektoren giver næring til, været forårsaget af netop den krise i købekraften, som opstod på grund af 20 års løntilbageholdenhed. Med europagten foreslår man desværre at gøre lønbesparelser til et permanent element.

Hvad angår den offentlige gæld, er den, ud over at være en følge af den økonomiske krise, også et resultat af nytteløse skattenedsættelser overalt, nedsættelser, som de liberale og konservative har været fortalere for. Der var ikke nogen eksplosion i de offentlige udgifter i EU, tværtimod. Sammen med de rentestigninger, der allerede er planlagt af Den Europæiske Centralbank, vil budget- og lønbesparelserne ende med at gøre det af med den interne efterspørgsel i Europa og gøre det af med det begyndende konjunkturopsving uden at nedbringe underskuddene. I morgen vil vi stå side om side med ansatte, der demonstrerer imod denne Bruxelles-konsensus, og det er den tredje skelsættende begivenhed den 24. marts. Hvis ikke vi ønsker igen at se noget a la brunskjorterne, som EU blev skabt som bolværk mod, må og skal folkets valgte repræsentanter stå sammen med folket for at fordømme politikker, der er lige så uretfærdige, som de er ineffektive.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). – (FI) Hr. formand! Det er berettiget at oprette en permanent krisestyringsmekanisme i EU for det tilfælde, at der opstår kriser fremover. Ingen af os ønsker flere kriser, men de kunne forekomme. Det er ikke desto mindre uheldigt, at det er planen at oprette den permanente krisestyringsmekanisme uden for EU-institutionerne. Mekanismen burde oprettes så tæt som muligt på EU-institutionerne, så de ville kunne overvåge, hvordan den anvendes. Desuden bør eventuelle bøder gælde automatisk og ikke som følge af drøftelser og forhandlinger.

Jeg vil gerne sige et par ord om vores såkaldte udenrigspolitik og Libyen.

Situationen i Libyen og inden for det internationale samfund er uklar. Det var rigtigt at træffe beslutning om flyveforbudszonen for at beskytte civilbefolkningen. EU har også været involveret i dette. Nu, hvor landstyrker er blevet angrebet, mener jeg, der er god grund til at spørge, om denne flyveforbudszone blev oprettet med den hensigt. I den henseende er tingene ved at overskride grænsen til krig.

  Derk Jan Eppink (ECR). – (EN) Hr. formand! Hr. Schulz sagde, at de militære operationer blev iværksat for hastigt. Tværtimod kom de for sent. Vesten ventede for længe. Den kunne have isoleret Gaddafi i Tripoli og tvunget ham til enten at gå af eller blive udslettet. Som det var, nåede vi lige akkurat at forhindre et massemord i Benghazi.

Og hvad så vi? Frankrig og Storbritannien – to nationalstater – førte an. Jeg ønsker tillykke! Tyskland er tilsyneladende et land med en hård valuta og blød magt. At være forsvarsminister i Tyskland er det mest risikofyldte job i landet. I mellemtiden går Tyrkiet imod NATO, og USA er en magt på tilbagetog, som opfører sig som tilskuer.

Jeg er bange for, at vi nu, som også i Balkan, ikke kan bryde dødvandet uden et engageret amerikansk lederskab, et lederskab, som EU desværre ikke er i stand til at levere. Den eneste politiker, som vidste, hvordan man skal tackle Gaddafi, var Ronald Reagan. Reagan havde ret hele tiden.

  Nikolaos Chountis (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand! For præcis et år siden besluttede lederne i EU og den græske premierminister, at Grækenland skulle agere økonomisk og social forsøgskanin. Der blev truffet ekstreme, antisociale foranstaltninger under påskud af at nedbringe det offentlige underskud og den offentlige gæld og forbedre konkurrenceevnen. Ved afslutningen af dette eksperiment er den offentlige gæld på lige under 150 %, arbejdsløsheden ligger på 15 %, med arbejdsløsheden blandt unge på 30 %, inflationen er tæt på 4,4 %, og økonomien er skrumpet ind med 6,6 %.

Det græske eksperiment har været en fiasko, og De har tilintetgjort forsøgskaninen økonomisk, socialt og politisk, kommissær Rehn. Lederne i EU har udsigt til den samme skæbne i andre medlemsstater, der søger tilflugt i europagten, som er den europæiske version af det græske memorandum. Vi er imod denne pagt, for vi ønsker ikke at tilintetgøre arbejdere, pensionister og arbejdsløse.

Da det græske memorandum blev underskrevet, ønskede De grækerne held og lykke, kommissær Rehn. Hvis De er konsekvent i Deres ønsker, vil De også få brug for at ønske de europæiske arbejdere held og lykke på fredag eller lørdag.

  Hans-Gert Pöttering (PPE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Den amerikanske politiske videnskabsmand, Samuel Huntington, forudsagde engang civilisationernes sammenstød. Havde vi sat vores lid til det, ville vi selv have været med til at frembringe dette civilisationernes sammenstød som del af en selvopfyldende profeti. I Europa-Parlamentet har vi altid arbejdet for at samarbejde med de arabiske stater og deres befolkninger. Nu ser vi, hvordan befolkningerne i den arabiske verden stræber efter værdier, som vi også repræsenterer, nemlig demokrati, frihed og retsstatsprincippet. Hvem ville for blot få uger siden have ventet, at Den Arabiske Liga skulle bede os, det vestlige og det internationale samfund, om at standse tyrannen i Libyen? Der er en bølge af ændringer på vej i den arabiske verden. Vi må ikke gøre nogen fejl her. Vi skal stå last og brast med befolkningerne i den arabiske verden, ikke kun i ord, men også i gerning.

I aften rejser jeg til Tunesien på vegne af Konrad Adenauer Foundation, som jeg er formand for, ligesom jeg var i Cairo for to og en halv uge siden. Jeg vil gerne gentage de ord, som Konrad Adenauer, den første kansler i Forbundsrepublikken Tyskland, sagde, nemlig at vi er på frihedens side. Vi skal nu sige til de arabiske befolkninger, at hvis det er, hvad I selv ønsker, så vil vi hjælpe jer med solidaritet og råd om demokrati, så I kan forberede jer til valgene.

Vi hører med nogen forfærdelse, at der blev udført et terrorangreb i dag i Jerusalem, og at mange mennesker er såret. Vi fordømmer det i de kraftigste vendinger, uanset hvem der er ansvarlig. Vi siger dog også, at der nu skal skabes fred mellem Israel og Palæstina. Hvis frihedens vind blæser igennem de arabiske stater, så skal chancen for at skabe fred mellem Israel og Palæstina også gribes, således at Israel kan leve i fred inden for sine grænser, men også således at det palæstinensiske folk, som fortjener samme værdighed som israelerne, kan leve i fred inden for sine grænser. Det er vores opgave, mens denne store ændring foregår i den arabiske verden, at give vores bidrag som Den Europæiske Union, i samdrægtighed og beslutsomt.

(Bifald)

  Pier Antonio Panzeri (S&D). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Ud over de tiltag, der er blevet bekendtgjort, gad jeg vide, om man gør nok i den europæiske politik. Det tager naturligvis tid for EU at etablere et lederskab, navnlig i udenrigspolitikken, men som vi ved, opstår der visse situationer, og desværre levner de os ikke al den tid, vi gerne ville have, faktisk kræver de hurtig handling og fremsynethed.

Nu står det klart, at vi stadig har for få krav, når det gælder forhold i Middelhavsregionen og navnlig Libyen. Vi skal overveje tingene lidt mere for at indse, at vi måske har brug for en stærkere indsats for at forstå, hvad der er sket, og også for at gøre en samlet indsats i Middelhavsområdet.

Det er faktisk klart for alle, at når vi ser på Libyen, er der en betydelig forskel på den fælles indsats, hele Europa gør, og den indsats, der kun gøres af villige lande, som det er tilfældet i øjeblikket. Nej, mit budskab til repræsentanterne i Rådet og Kommissionen er, at vi ikke er fremme endnu.

Rådet har ikke besvaret visse spørgsmål og skal nu gøre det hurtigt. Jeg gad vide, om vi egentlig ved, hvad vi skal gøre, ud over den humanitære indsats, hvis anvendelse af resolution 1973 ikke er nok, og hvis nogle lande overskrider deres mandat.

For det andet vil jeg gerne vide, hvordan Rådet ser på spørgsmålet om operationel kommando, idet NATO har fortalt os, at det udfører en teknisk rolle, men ikke yder politisk vejledning. Tror vi, at vi kan køre videre på den måde, uden at søge at opnå et stærkere og mere forenet EU i stedet for at prakke de få, der er villige, opgaven på ?

Inden for rammerne af de igangværende operationer og forholdet mellem Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union er det sluttelig altafgørende at forhindre, at vores intervention i sidste ende bliver opfattet negativt med den risiko, at der skabes usikkerhed og farlige forandringer. Er vi klar over det? Måske ikke helt, for det er spørgsmål, der ikke fortjener bureaukratiske svar, men hensigtsmæssige, politiske svar, som begynder med morgendagens Rådsmøde.

  Olle Schmidt (ALDE). – (SV) Hr. formand! Eurokritikere i mit land siger, at situationen i Grækenland og Irland viser, at euroen ikke fungerer. De siger, at det er bedre at stå uden for euroområdet. De tager fejl.

I sin tiårige historie har euroområdet skabt stabilitet, lav inflation og reelt millioner af nye job. Den permanente krisemekanisme vil fungere som en absolut sidste udvej, hvis et land kommer i store økonomiske vanskeligheder.

Euroen er ikke årsagen til krisen, som kommissæren sædvanligvis og med rette siger det. Tværtimod er den fælles valuta en vigtig del af løsningen, og det gælder også, for så vidt angår et land som Sverige. Jeg beklager derfor dybt, at flertallet i det svenske parlament ikke går ind for, at Sverige kommer med i europagten. Det reducerer mit lands indflydelse. Hvis Sverige ønsker at høre til inderkredsen i EU, som den svenske regering siger, at den gør, nytter det ikke at sidde uden for mødelokalerne. Danmark, den danske regering og det danske folketing går ind for euroen. Det burde være muligt for Sverige også at gå ind for den.

  Georgios Toussas (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand! Det græske kommunistparti fordømmer den nye og ulovlige imperialistiske krig, der er sluppet løs i Libyen af USA, Frankrig, Storbritannien og NATO.

Interessen for at yde humanitær bistand er skammeligt hykleri. Imperialisternes virkelige mål er olien, naturgassen og de værdiskabende ressourcer i Libyen, Nordafrika og regionen som helhed. Den imperialistiske aggression, som USA, NATO og EU står for, forværrer de risici, som befolkningen i regionen i almindelighed er udsat for. I kølvandet på den nye pagt og den euro-forenende økonomiske styring vil der opstå en massiv arbejdsløshed og fattigdom. EU's støttemekanisme er en mekanisme for kontrolleret bankerot og sikret insolvens for nationer til beskyttelse af plutokratiets profitter.

Det er USA's frie verden. Det er demokratiets og frihedens EU. Det virkelige dilemma er, om det bliver folket eller plutokratiet, der misligholder forpligtelsen? Folket bør ikke betale for følgerne af imperialistisk barbari og den kapitalistiske krise. De bør ikke være dømt til permanent arbejdsløshed og fattigdom, og vi opfordrer dem derfor til at rejse sig mod denne imperialistiske intervention og kæmpe for deres moderne rettigheder og for en alternativ vej mod vækst, der tjener græsrøddernes behov og ikke monopolernes profitter.

  Paulo Rangel (PPE). – (PT) Hr. formand! Jeg vil allerførst gerne gøre opmærksom på den værdi, Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) og navnlig portugiserne i PPE-Gruppen tillægger det kommende Rådsmøde, den løsning, der blev fundet – som ret beset er bedre, end man oprindeligt forventede – og navnlig det arbejde, der er udført af mine kolleger, hr. Brok og hr. Gualtieri, som udarbejdede betænkningen for Parlamentet i tråd med Kommissionens standpunkter, idet de tilnærmede fonden til noget, der klart følger fællesskabsmetoden, og bevægede den væk fra en mellemstatslig løsning.

For det andet vil jeg gerne sige til alle mine kolleger, på et tidspunkt hvor Portugal oplever en politisk krise, at det portugisiske socialdemokratiske parti (PSD), som er en del af PPE-Gruppen, er parat til at gå i regering efter valget. Vi vil desuden regere i overensstemmelse med de kriterier, der gælder for euroområdet, overholde alle målsætninger og herudover gøre det, som det portugisiske socialistparti (PS) ikke har formået at gøre i 13 år. Jeg gentager, 13 år.

PS-regeringen var en opsigtsvækkende fiasko. Alt, hvad der er sket i Portugal, blev forudset af PSD under valget i 2009. Jeg deltog i kampagnen, og vi advarede om, at dette ville ske. Derfor er vi nu her for at sige, at vi på alle måder garanterer over for EU og især vores partnere i euroområdet, at vi vil opfylde alle kriterier. Det vil blive krævende, og det vil tvinge det portugisiske folk til at bringe ofre. Der vil imidlertid for en gangs skyld være troværdige folk i regeringen, til forskel fra den nuværende regering i Portugal, som har måttet fremlægge fire stabilitets- og vækstprogrammer, og som konstant er på udkig efter nye løsninger uden at kunne give markederne et troværdigt svar – at give et svar, som tjener Portugals og EU's interesser.

(Taleren indvilgede i at besvare et blåt-kort-spørgsmål (artikel 149, stk. 8 i forretningsordenen))

  Edite Estrela (S&D). – (PT) Hr. formand! Jeg vil blot gerne spørge hr. Rangel, da han her siger, at den næste portugisiske regering vil fremlægge de samme besparelsesforanstaltninger og forpligte sig i forhold til de samme mål, som er forhandlet med Bruxelles, om han ikke finder det barnligt og uklogt at fremprovokere en politisk krise, om han mener, at Portugal vil komme til at betale for høj en pris, og at det vil kræve for mange ofre fra det portugisiske folks side? Det er, hvad jeg gerne vil have svar på. Er det ikke magtbegær, der får dem til at indtage denne holdning?

  Paulo Rangel (PPE). – (PT) Hr. formand! Jeg vil med glæde svare, selv om jeg ikke ønskede at gøre en forhandling i Europa-Parlamentet til en debat om portugisisk politik. Faktisk er der en enkel løsning, hvis fru Estrela ønsker at debattere portugisisk politik, nemlig at vi får et valg og stiller som kandidat til det portugisiske parlament, og så får hun lejlighed til som oppositionspolitiker at debattere de politikker, der vedrører Portugal, med det portugisiske socialdemokratiske parti.

Jeg vil blot gerne sige som følger: Vi kan ikke klare endnu en regering, der har haft fiasko fire gange på to år. Det er umuligt, det er uholdbart, og markederne finder det ikke troværdigt. Der er ikke flere løsninger med det portugisiske socialistparti ved regeringsmagten.

(Taleren indvilgede i at besvare et blåt-kort-spørgsmål (artikel 149, stk. 8 i forretningsordenen))

  Liisa Jaakonsaari (S&D). – (FI) Hr. formand! Jeg får ikke mulighed for at spørge om dette i det portugisiske parlament, så jeg spørger Dem ligeud, hr. Rangel: Hvorfor støtter Portugals gruppe i Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) ikke dette meget vigtige forslag? Hele euroområdet og EU kan komme ud i en krise, hvis beslutningerne forsinkes. Hvorfor støtter De ikke de foreslåede løsninger lige her og nu?

  Paulo Rangel (PPE). – (PT) Hr. formand! Det portugisiske socialdemokratiske parti (PSD) har ansvarligt støttet alle besparelsespakkerne, til forskel fra mange partier i andre lande i Unionen. Da regeringen har haft så eklatant en fiasko – og den har ikke længere nogen undskyldning, den er ude af stand til at vise et eneste resultat efter to hele år – og markedssituationen stadig er, som den er, har PSD ikke noget andet valg end at være på løsningens parti. Løsningen er et nyvalg, en ny regering, en ny troværdighed for Portugal og også for Europa og euroområdet.

  Simon Busuttil (PPE). – (MT) Hr. formand! For to uger siden vedtog Parlamentet en modig politisk beslutning, hvor man bl.a. appellerede til at få oprettet en flyveforbudszone over Libyen. For blot en uge siden, da FN's Sikkerhedsråd endnu ikke havde vedtaget denne resolution, holdt vi endnu et møde, hvor vi følte os ret desperate på grund af Benghazis forestående fald og i sidste ende et sammenbrud i den revolution, som går ind for demokrati i Libyen. Sidste torsdag, én dag senere, blev resolutionen vedtaget, og det er fire dage siden, den blev iværksat.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi fortsat gennemfører denne resolution og fremdeles støtter det libyske folk, samtidig med at vi beskytter det mod yderligere massakrer og bistår det i overgangsfasen mod demokrati.

Vi skal også håndtere to andre spørgsmål. For det første skal vi blive ved med at yde omfattende humanitær bistand til det libyske folk og til libyske flygtninge, især dem, der flygter til Tunesien og Egypten. For det andet skal vi forberede os på en eventuel masseudvandring af flygtninge til EU-landene. Når alt kommer til alt, er det ikke kun EU-Middelhavslandenes ansvar, men vores alle sammens ansvar.

  Tunne Kelam (PPE). – (EN) Hr. formand! I dag blev PPE-Gruppens mødelokale officielt opkaldt efter en af Den Europæiske Unions grundlæggere, Alcide de Gasperi. I hans tid var nøglen til at løse en krise en overnational tilgang, hvor de fælles interesser i Europa kom i første række. Han hørte til de statsmænd, som var født i det 19. århundrede, men som alligevel var i stand til at udvikle en vision om et Europa i det 21. århundrede.

At få vendt den økonomiske krise i dag kræver et statsmandskab, der ikke har det næste valg for øje, og som ikke først og fremmest koncentrerer sig om national redning, men som kerer sig om de næste generationer og Europa som helhed. Hvad Det Europæiske Råd angår, bifalder jeg den nye tekst om stabilitetsmekanismen såvel som reformpakken for euroområdet.

For det andet håber jeg, at konkurrenceevnepagten vil vise sig troværdig og også tiltrække medlemmer, der ikke er med i euroområdet. Det er vigtigt, at regeringerne hver især afgiver betydelige nationale løfter om at forbedre vores konkurrencesituation.

For det tredje er jeg, som i tilfældet med det indre marked, lidt bekymret over, at pagtens ambitiøse mål er blevet indskrænket betragteligt, og at dens operationelle effektivitet kunne blive næsten lig nul. Mens vi træffer beslutning om nye skridt, opfordrer jeg derfor til, at vi beviser vores politiske vilje og troværdighed ved at gennemføre de fire frihedsrettigheder, som det europæiske samarbejde er grundlagt på, herunder det indre marked, og ved at gennemføre servicedirektivet i fuldt omfang.

  Wim van de Camp (PPE). – (NL) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne udtrykke min medfølelse og kondolere over for det japanske folk. Jeg ved, at vi skal have en forhandling om Japan om lidt, men jeg håber, at man fra Rådets side i de kommende dage også vil imødekomme alle anmodninger fra Japan om specialassistance. Vi taler ofte om udviklingslandene, men her har vi et katastrofeområde i et højt udviklet land, hvor der stadig kan være brug for yderligere bistand.

Mit andet punkt er Libyen. Jeg tror ikke, at nogen af de varme ord, der er udtrykt her i dag, selv dem, der er udtrykt af Kommissionen, kan ændre den kendsgerning, at EU ikke er til stede i Libyen, og at Unionen i øjeblikket ikke engang er i stand til at sætte en stopper for krisen i byerne eller for de handlinger, hr. Gaddafis landtropper udfører.

Jeg vil gerne lykønske den franske præsident med i allersidste øjeblik at have sikret, at EU faktisk blev i stand til at gøre noget i samråd med NATO, men befolkningens lidelser er endnu ikke overstået, og vi gør klogt i at være beskedne, når det gælder vores rolle. Europa er bedre til at yde bistand efter en krise end under en krise, som jeg allerede har sagt ved tidligere lejligheder.

Endelig vil jeg gerne omtale europagten. Jeg mener, at vi faktisk har gjort vigtige fremskridt. Hr. Barroso har kaldt det en hjørnesten, men jeg tror ikke, at hjørnestenen er helt på plads endnu, og i de kommende måneder er vi nødt til at komme videre. Det bliver faktisk ikke løst i morgen.

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Hr. formand! I lighed med hr. Barroso vil jeg også gerne koncentrere mig om den økonomiske situation, især da mit land modtager støtte fra EU og IMF i øjeblikket. Imidlertid har vi fået en ny regering og nyt håb i Irland. I sin allerførste tale sagde vores Taoiseach, at han ønsker at bygge broer i Europa, og at vi bliver rentable og trækker vores del af læsset – og det er vi fast besluttet på.

Der er dog to ting, vi særligt har brug for for at kunne gøre det. For det første er rentesatsen urimeligt høj, og det er ikke holdbart. Vi ser gerne, at den reduceres med mindst 1 % til 2 %. For det andet har vi også brug for en fortsat finansieringsgaranti for vores banker, indtil det tidspunkt hvor de igen er funktionsdygtige. Vi har ikke brug for at blive sat under pres, hvad angår vores selskabsskat, og vi har i særdeleshed ikke brug for belæringer fra folk som hr. Sarkozy, som virker meget selvsmagende med en effektiv rente på 8,2 % i Frankrig, mens vores effektive rente faktisk er på 11,9 %. Måske burde han se på bjælken i sit eget øje, før han kaster blikket hen over Det Irske Hav.

Hvad er modydelsen? For det første skal vi have besparelsespakken på plads, hvilket er til stor ærgrelse og pine for vores borgere. For det andet skal vi om nødvendigt overveje en gældspagt i lighed med den, man har haft i Tyskland siden 2009. For det tredje skal vi også overveje et uafhængigt skatteagentur i EU. Også dét er meget vigtigt, for jeg tror ikke, der findes sådan noget som et uafhængigt nationalt agentur.

Jeg vil gerne bede hr. Barroso på denne dag, der er hans fødselsdag, og hans kolleger om at hjælpe Irland med at hjælpe sig selv ved denne ene lejlighed. Så skal vi nok undlade at komme igen for at bede om hjælp i form af en redningsaktion.

  Krzysztof Lisek (PPE). – (PL) Hr. formand! Man må bifalde, at lederne i EU har brugt så meget tid i de seneste uger og dage på det, der sker i Libyen og andre lande i Nordafrika. Jeg er sikker på, at denne indsats vil gøre os i stand til at forhindre en massakre på civilbefolkningen, og jeg er også sikker på, at libyerne selv vil vælte tyrannen.

Det kan imidlertid ikke nægtes, at vi også er nødt til at tale om interne udfordringer – udfordringer i forbindelse med den måde, Den Europæiske Union og dens institutioner fungerer på, udfordringer, hvad angår den interne funktion, den fælles udenrigspolitik og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik. Den meningsforskel, som er kommet til udtryk mellem nogle af EU's medlemsstater, viser, at vi er så langt fra dette mål, at det ikke kan være en virkelig fælles politik, én, som er i overensstemmelse med Lissabontraktatens ånd.

Det er også en udfordring for hele det internationale samfund. Det er godt, at vi arbejder sammen med USA og andre NATO-medlemmer, det er godt, at vi er i dialog med Den Arabiske Liga og Den Afrikanske Union, og det er godt, at vi er i dialog med Israel. Jeg synes, hr. Pöttering understregede noget meget vigtigt, nemlig at det, der sker i dag i Nordafrika, det, der sker i Libyen og Egypten, kan få meget alvorlige konsekvenser, og at disse konsekvenser også kan påvirke fredsprocessen fremover. Vi bør huske på dette råd og være meget opmærksomme på det.

Vi bør også tænke på disse landes fremtid og på at fremme demokrati og menneskerettigheder, så vi ikke kun fungerer som brandslukkere, og vi bør også tænke på andre lande rundt om Europa, hvor sådanne processer, truende processer, kan forekomme.

  Michael Gahler (PPE). – (DE) Hr. formand! I sin invitation til Det Europæiske Råds møde anfører hr. Van Rompuy, at vi skal begynde vores arbejdsmiddag med at gøre status over begivenhederne i Libyen og i vores nabolande mod syd. Jeg håber, at ingen får dette galt i halsen, men at vi i stedet udsender klare budskaber, og også fælles budskaber, om vores mål til oberst Gaddafi og befolkningen i Libyen, men også til vores egen offentlighed, som er irriteret over den manglende enhed i forhold til diktatorens greb om magten.

Vi gør rigtigt i at udvide vores sortliste til at omfatte visse mennesker og at indefryse det nationale libyske olieselskabs konti. Jeg ville dog også gerne have set, at EU snarere end NATO huskede sine egne beslutninger med hensyn til kapacitet og formåen og var i stand til at gennemføre våbenembargoen ved hjælp af sine medlemsstaters flådestyrker. Når alt kommer til alt, er de vores naboer. Hvis vi havde gjort dét, ville vi have undgået den seneste spænding omkring Tyrkiet i NATO og lettet byrden for vores allierede i USA.

Jeg håber nu, at man i planlægningen af EU's humanitære missioner vil fokusere på ikke blot at modtage krigsflygtninge på den egyptiske og tunesiske side af den libyske grænse, men at vi vil yde aktiv, humanitær bistand i de dele af Libyen, som allerede er blevet befriet fra oberst Gaddafis magt. Jeg mener, det er nødvendigt, for at vi kan tydeliggøre vores hensigter over for dem, der befinder sig i Tripoli.

Til det kommunistiske medlem fra Grækenland vil jeg gerne sige, at jeg lige har hørt fra Moskva, at Stalin er død. Nye direktiver er på vej fra politbureauet, men De har åbenbart ikke modtaget dem endnu.

  Cristian Dan Preda (PPE). – (RO) Hr. formand! Jeg tror, vi alle er enige om det endelige mål med interventionen i Libyen, nemlig at sætte en afgørende stopper for de uacceptable volds- og overgrebshandlinger, som Gaddafi-regimet begår mod civile.

Jeg mener, at artikel 8 i FN's Sikkerhedsråds resolution 1973 udgør et uomtvisteligt retsgrundlag for, med alle til rådighed stående midler, at sikre overholdelse af flyveforbudszonen, som er oprettet med netop det formål at beskytte civilbefolkningen. Jeg vil gerne nævne, at inden vedtagelsen af resolution 1973 var Europa-Parlamentet under det seneste plenarmøde i Strasbourg én af de første internationale institutioner, der opfordrede til, at man oprettede en sådan zone.

Med udsigt til mødet i Det Europæiske Råd, som åbner i morgen, finder jeg, at der er to vigtige faktorer, som skal sikre, at interventionen i Libyen bliver vellykket. Jeg mener, at nøgleordene bør være koordinering og klarhed. Jeg taler først og fremmest om koordinering på EU-niveau i Lissabontraktatens ånd, hvad angår de humanitære forhold. Der skal også koordineres med NATO, for jeg mener, at vores indsats skal supplere NATO's indsats. Endelig er det meget vigtigt at koordinere med Den Arabiske Liga, fordi en vedvarende regional støtte vil være en væsentlig faktor i vores indsats i Libyen.

Endelig skal vi være sikre i vores beslutning om at gøre en ende på volden mod civile. En vellykket løsning på denne situation afhænger i stor udstrækning af, hvor klart vores budskab er.

  Ildikó Gáll-Pelcz (PPE). – (HU) Hr. formand, fru minister, kommissærer! De nyeste økonomiske tal viser, at Europa er på vej ud af krisen. Det næste EU-topmøde kan yderligere forstærke denne proces. Rådsmødet i weekenden kan måske udvirke et gennembrud i EU-politikken og løfte den europæiske solidaritet til et højere niveau. Et vigtigt element i den pakke af tiltag, som foreslås vedtaget, er den makroøkonomiske samordningscyklus, dvs. det europæiske halvår, hvis første fase afsluttes med den sammenfattende rapport, som er udarbejdet af det ungarske formandskab. Denne rapport er også vigtig, fordi den giver os mulighed for at skitsere et økonomisk billede af et konkurrencedygtigt EU efter krisen. Herudover spillede det ungarske formandskab også en større rolle i sidste uge, hvor vi vedtog de generelle retningslinjer for pakken med seks lovforslag, og takket være dette kan Parlamentet komme i gang, og ...

(Formanden afbrød taleren)

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D). – (HU) Hr. formand! Jeg lykønsker det ungarske formandskab med dets indsats de seneste uger. Det er virkelig en succeshistorie. Samtidig er det dog også en succes for Europa. Alt er parat til, at en endelig aftale om EU's nye rammer for den økonomiske politik kan indgås på det kommende møde i Det Europæiske Råd i slutningen af denne uge. Det kan bevirke, at hele den europæiske integration kan komme ind i en ny fase. I de nye rammer for den økonomiske styring er vores ansvar, og Europa-Parlamentets ansvar, meget stort, for det ville være godt at vedtage disse seks lovforslag ved førstebehandlingen. Hele Europa kan blive taber, hvis der sker en forsinkelse. Jeg lykønsker hr. Brok og hr. Gualtieri med dagens betænkning. Jeg er taknemmelig for, at Rådet var fleksibelt, og Parlamentet…

(Formanden afbrød taleren)

  Pat the Cope Gallagher (ALDE). – (GA) Hr. formand! Jeg støtter det, den irske regering gør for at opnå en rentereduktion under EU-/IMF-programmet for Irland. Kommissionen har gjort det klart, at den vil være parat til at støtte en rentereduktion, og jeg regner med, at de 27 medlemsstater vil nå til enighed om en genovervejelse af dette spørgsmål.

Det er i både Irlands og EU's interesse at sikre, at vores gæld er bæredygtig. Det er afgørende, at prisen for EU's finansielle bistandsmekanisme er overkommelig og rimelig.

Man hører rundt omkring, at nogle lande forsøger at få indrømmelser fra Irland til gengæld for en rentereduktion. Det ser f.eks. ud til, at man lægger pres på Irland for at få det til at øge sin selskabsskat – jeg har ikke tid til at gå i dybden med spørgsmålet om effektiv skat kontra selskabsskat…

(Formanden afbrød taleren)

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Hr. formand! Det Europæiske Råd vil altså vedtage beslutningen om at ændre traktaten med hensyn til den europæiske stabilitetsmekanisme, men vil angiveligt hjælpe landene med at blive i euroområdet. Det vil naturligvis ikke få held hermed, ikke på grund af mangel på penge, der kastes efter problemet, men fordi problemet er endemisk. Det er en mekanisme, som vil forsøge at få vand til at flyde op ad bakke!

Den eksterne værdi af et lands valuta bør afspejle efterspørgslen efter og beholdningen af dets valuta, som selvfølgelig igen bør afspejle efterspørgslen efter dets eksport, synlig og usynlig, og efterspørgslen efter dets import, synlig og usynlig, såvel som kapitalbevægelser.

Den samme valutaværdi kan umuligt afspejle de økonomiske forhold i 17 forskellige lande. Vi har langt fra brug for en mekanisme til at holde lande, der er på fallittens rand, inden for euroområdet, vi har brug for en mekanisme til at redde dem fra det. Selv de lande, der har oplevet gode resultater i euroområdet, vil stå sig bedre ved at være uden for med opskrevne valutaer.

  Petru Constantin Luhan (PPE). – (RO) Hr. formand! Jeg finder det af afgørende betydning, at man under drøftelserne i Det Europæiske Råd den 24. og 25. marts færdiggør en troværdig lovpakke til styrkelse af den økonomiske styring i EU.

I den sammenhæng er samhørighedspolitikken og den fælles landbrugspolitik et prioriteringsområde i lyset af forhandlingerne om det nye EU-budget efter 2013.

Det er afgørende at bibeholde en stor del af EU-budgettet efter 2013 til samhørighedspolitikken for at sikre, at EU indfrier sine ambitiøse mål og yder hensigtsmæssig støtte til gennemførelse af EU 2020-strategien.

I samhørighedspolitikken er det imidlertid nødvendigt at gøre investeringerne effektive, især via strategisk programmering af fonde, tematisk koncentration af målsætninger og forenkling af gennemførelsesregler.

  Zigmantas Balčytis (S&D). – (LT) Hr. formand! Vi har i dag godkendt en ændring af Lissabontraktaten, som vil gøre det nemmere at indføre den permanente eurostabilitetsmekanisme. Vi har vist solidaritet ved at erklære os enige i traktatændringen og ved at forstå, at vi er i en økonomisk og finansielt set vanskelig situation, og at vi er nødt til at gøre en meget specifik indsats med hensyn til økonomisk koordinering og kontrol. Denne mekanisme og garantifonden er kun beregnet for medlemmer af euroområdet, mens lande, som ikke er med i euroområdet, vil blive sat på bænken, hvilket indebærer en risiko for opdeling af EU og forkastelse af det fællesskabsretlige samarbejde. EU er derfor nødt til at vise større solidaritet ved også at yde bistand til medlemmer uden for euroområdet, således at de bliver medlemmer af klubben og igen får fuld ret til at træffe beslutninger i EU. Derved ville vi forhindre et midlertidigt misforhold i EU-tiltrædelsesaftalen.

  Monika Flašíková Beňová (S&D). – (SK) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på to spørgsmål i forbindelse med det forestående møde i Rådet.

Det første er, at mange af foranstaltningerne i sig selv er udemokratiske. Den rolle, der spilles af de nationale parlamenter og Europa-Parlamentet som de eneste valgte organer, vil blive svækket, og de centrale forvaltningsorganers beføjelser vil blive styrket. De strenge og automatiske bødestraffe begrænser de nationale parlamenters evne til at øve indflydelse på den økonomiske politik. Jeg har et tilsvarende negativt syn på det forhold, at Kommissionen udarbejder lovgivning om makroøkonomiske indikatorer uden at inddrage Europa-Parlamentet.

For det andet virker mange af de foreslåede foranstaltninger mod hensigten. Hvordan agter Kommissionen at genoprette den økonomiske vækst og beskæftigelsen? De foreslår politikker, der undertrykker den hjemlige efterspørgsel, og som er eksportafhængige. Det er næsten sikkert, at en sådan kombination af politikker ikke vil få EU ud af krisen. I stedet for udemokratiske og restriktive politikker, hr. kommissær, vil jeg gerne udtrykke...

(Formanden afbrød taleren)

  Liisa Jaakonsaari (S&D). – (FI) Hr. formand! Den dårlige nyhed i dag var, at de portugisiske konservative afviser denne pakke i håb om, at der bliver afholdt nyvalg. På den måde kan hele euroområdet risikere at blive bragt i krise, for en forsinkelse ville være gift på nuværende tidspunkt. Markederne holder også øje med, om EU kan træffe beslutninger.

Det er meget vigtigt, at vi finder løsninger. Denne beslutning vil blive historisk, fordi vi nu bevæger os fra et system med ældgammel koordinering, hvor kun nogle få ønskede at blive koordineret, til styring, som er en helt ny type økonomisk arkitektur i EU, og som er en god ting. Beklageligvis blev hele projektets ry plettet af Sarkozys og Merkels neoliberale...

(Formanden afbrød taleren)

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Lad mig allerførst takke medlemmerne for en meget ansvarlig forhandling om næste uges møde i Det Europæiske Råd. På vegne af Kommissionen vil jeg gerne kommentere flere taler vedrørende Libyen og Japan, før jeg kommenterer økonomiske spørgsmål. Som De ved, har Kommissionen ingen kompetence, hvad angår sikkerhed og forsvar, men vi har været i færd med at koordinere EU's reaktion på den eskalerende humanitære krise ved Libyens grænser. Den militære aktion med flyveforbudszonen, som er gennemført i henhold til FN's Sikkerhedsråds resolution 1973, har skabt en ny situation, som der skal tages højde for, når der skal leveres humanitær bistand på en sikker og effektiv måde til dem, der har brug for den, enten ved grænserne eller i selve Libyen. Det gav også fornyet håb om, at uskyldige civiles liv ville blive skånet.

Selv om begivenhederne i Japan ikke har nogen direkte sundhedsmæssige konsekvenser for borgerne i EU, er det vigtigt at gøre status over de nukleare sikkerhedspolitikker i EU, såvel som over beredskabsplaner og eksisterende sikkerhedsforanstaltninger. Kommissionen anvender alle tilgængelige instrumenter for at overvåge virkningen, herunder på sikkerheden fremover. Som jeg ser det, lærer Japan os, at risici kan blive til virkelighed. Det, man troede umuligt, er vi nu nødt til at indregne i vores planlægning. En tilgang på EU-niveau til at foretage en omfattende sikkerheds- og risikovurdering af nukleare anlæg ville maksimere resultaterne på EU-niveau.

Før man drager de endelige konklusioner, er en fuld analyse af ulykken i Japan altafgørende. Vurderingen bør dække de vigtigste spørgsmål, såsom sikkerhedskrav i forhold til jordskælv samt nødstrømsforsyning til køling af reaktorer.

Også hvad angår den økonomiske politik, har Deres forhandling afspejlet omfanget af det, der er på spil i morgen i Det Europæiske Råd, og jeg har tillid til, at budskaberne herfra vil blive hørt og lyttet til i alle Europas hovedstæder. Det er rimeligt at sige, at Den Europæiske Union vil have udviklet sig markant efter denne marts måned. Finanskrisen, som blev til en økonomisk recession og derefter til en suveræn gælds- og bankkrise, har tvunget Europa til at finde nye veje, overveje alle tænkelige muligheder og træffe beslutninger med langtidsholdbare konsekvenser.

Som formand Barroso sagde i sine indledende bemærkninger, vil vi reagere på udfordringen med en omfattende strategi, som bygger på EU's styrker, værdier og institutioner. Det er netop på grund af den slags udfordringer, vi står over for i dag, at EU blev skabt, så vi sammen kan modstå storme og ved fælles hjælp kan komme styrket ud af en krise.

Som resultat af meget lange forhandlinger igennem adskillige måneder er faktorerne nu endelig på plads for en vidtgående indsats i den økonomiske politik, som Unionens ledere kan vedtage og forpligte sig til på mødet i Det Europæiske Råd i morgen. Medlemsstaterne, navnlig medlemsstaterne i euroområdet, tilstræber alle at opnå en forstærket konsolidering af finanserne og indføre vækstfremmende strukturreformer, og de gør det med meget stor beslutsomhed. Dette er nu den første og vigtigste hjørnesten med hensyn til at gøre fremskridt i forhold til denne strategi.

For det andet leverer både Rådet og Parlamentet varen i forhold til Deres forpligtelse til at færdiggøre Kommissionens lovpakke om økonomisk styring inden sommer. En forstærket økonomisk forvaltning er ubetinget hjørnestenen i vores vidtgående indsats.

For det tredje vil den permanente europæiske stabilitetsmekanisme blive funktionsdygtig fra juni 2013, med en effektiv lånekapacitet på 500 mia. EUR. Med denne beslutning vil vi få en finansiel stopklods på plads, der har en tilstrækkelig stor inddæmningseffekt til at fjerne selv den mindste tvivl om vores evne til at reagere under selv de mest pressede forhold.

Kommissionens rolle med hensyn til driften af ESM's virksomhed vil være central, og der vil blive etableret en meget klar og fast forbindelse mellem ESM og EU-institutionerne, herunder selvfølgelig Parlamentet. På grundlag af traktatens artikel 136 vil vi til sin tid foreslå en forordning, hvori vi klarlægger, hvordan de opstillede politiske betingelser defineres, og hvordan man sikrer sammenhæng med EU's rammer for tilsyn med landene.

Sidst, men ikke mindst, skal genopretningen af banksektoren færdiggøres, så ydelse af kredit til realøkonomien, virksomhederne og husholdningerne sikres. Den næste runde bankstresstester vil blive udført i de kommende måneder, og resultaterne vil være vejledende for en nødvendig omstrukturering og eventuel rekapitalisering af banksektoren i EU. Inden resultaterne offentliggøres, skal alle medlemsstaterne træffe beslutning om og fremlægge deres eventuelt påkrævede strategier for en eventuel omstrukturering og rekapitalisering af deres sårbare institutioner.

Det er afgjort væsentligt, at vi forstår, at disse to problemer skal løses parallelt. Den finansielle genopretning skal fremskyndes, og banker skal om nødvendigt omstruktureres og om nødvendigt rekapitaliseres snarest muligt. Det er en forudsætning for, at man kan genskabe og forstærke tilliden til europæisk økonomi, idet bankernes soliditet forbedres, og idet det garanteres, at vi sikrer den økonomiske vækst via kreditgivning.

Endelig, når først Det Europæiske Råd bekræfter sin fulde forpligtelse i forhold til alle disse faktorer i vores vidtgående økonomiske strategi til tackling af krisen, vil EU være godt på vej til at vende den økonomiske tendens i år, i 2011. Det betyder ikke, at alt er godt, og endnu mindre, at vi kan læne os tilbage. Men ja, det betyder, at vi er parat til at imødegå aktuelle og fremspirende udfordringer og forhindre kriser fremover.

FORSÆDE: Roberta ANGELILLI
Næstformand

  Enikő Győri, formand for Rådet. − (HU) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne takke for denne forhandling. Jeg er taknemlig over, at de fleste af Dem i mødesalen og talerne under forhandlingen anerkendte behovet for de seks elementer, som bliver EU's samlede svar på den økonomiske krise, og som stats- og regeringsoverhovederne forhåbentlig kan træffe en beslutning om på torsdag og fredag. Med dette kan vi sætte en stopper for krisen. Med dette kan vi lægge grundlaget for seriøst at indskrænke muligheden for, at der opstår lignende kriser. Jeg er afgjort enig med de talere, som sagde, at det ikke var EU selv, der var i krise, men at en del, en god del, af medlemsstaterne var blevet viklet ind i en gældskrise, en gældsspiral. Det er det, vi må sætte en stopper for. Dette er den højest prioriterede opgave for os alle, for hver enkelt medlemsstat.

Vi bor imidlertid i et fælles EU, og vi har en fælles monetær politik og en fælles valuta. Det er derfor, gældskrisen for en hvilken som helst individuel medlemsstat er et fælles problem for os alle. Det er derfor, vi har brug for fælles løsninger. Der er startet en interessant debat, som vi efter min mening er nødt til at tage stilling til, når vi nu også i en officiel form indleder forhandlinger om de seks lovgivningsforslag om økonomisk styring. Det handler om at skelne mellem god og dårlig gæld. Findes der noget, der hedder god gæld? Dette er en meget spændende debat. Kommissæren støtter mine udtalelser, eftersom vi overvejede dette i Rådet, og Rådet var meget skeptisk indstillet til, om der fandtes noget, der hed god gæld. Her var der også et parlamentsmedlem, der sagde, at i rigtig mange tilfælde kunne en gæld, der startede som en god gæld, forvandle sig til en meget dårlig gæld.

Vi bør fortsætte denne debat, men jeg tror, at vi, hvis vi ønsker at trække os selv ud af gældskrisen en gang for alle, må lede efter forskellige måder at stimulere økonomien og starte væksten på, ud over at øge gælden. Vi bør ikke ønske at gøre gode investeringer på bekostning af fremtidige generationer. Derfor synes jeg også, det er vigtigt at nævne, som hr. Barroso gjorde det, at vi har nogle værktøjer for hånden, nemlig at udvikle det indre marked yderligere, at fjerne stadig eksisterende forhindringer, samt Europa 2020-strategien.

Jeg vil gerne sige nogle få ord om den portugisiske og den irske situation. Vi er alle klar over, at dette vil blive drøftet på Det Europæiske Råds møde. Hvad Portugal angår, ønsker jeg udelukkende at påpege, at Portugals annoncerede foranstaltningspakke blev vel modtaget af stats- og regeringsoverhovederne på EU-topmødet den 11. marts, og den blev også vel modtaget af formanden for Den Europæiske Centralbank. Dette var således i sig selv et positivt budskab til markederne. Samtidig er det også meget vigtigt at sige, at enhver handlingsplan kun er det værd, der gennemføres af den. Det er desuden meget vigtigt, at der ligger politisk forpligtelse og utvetydig støtte bag ethvert tiltag.

Hvad Irland angår, vil jeg bare gerne nævne, at repræsentanten for den nye irske regering var meget samarbejdsvillig på mandagens møde i Rådet (almindelige anliggender), og at jeg har stor tillid til, at der vil blive fundet en løsning på det irske problem også på Det Europæiske Råds møde. Mange har rejst spørgsmålet om det fællesskabsretlige samarbejde versus det mellemstatslige samarbejde og antydet, at intergovernmentalismen også var grunden til Lissabonstrategiens fiasko. Jeg mener, at vi har gjort markante fremskridt siden den 4. februar. Den 4. februar var et betragteligt antal medlemsstater og mange medlemmer af Parlamentet, som jeg talte med på det tidspunkt, bekymrede over, hvor vi var på vej hen, og hvad der ville blive af EU, hvis vi outsourcede vigtige spørgsmål. Efter min mening er situationen blevet meget bedre, og vi er vendt tilbage til det fællesskabsretlige samarbejde. Helt fra begyndelsen har vores opgave som formandskab været at forsøge at fremme udarbejdelsen af en holdbar løsning mellem outsourcerne og dem, der ønskede udelukkende at holde sig inden for fællesskabsrammen.

Den ungarske premierminister foreslog og krævede så tidligt som den 4. februar, at der skulle udarbejdes en henvisning i Rådets konklusioner til også at gennemføre det, der dengang blev kaldt konkurrencepagten, i henhold til traktaterne. Det glæder mig meget at kunne sige, at vi absolut er vendt tilbage til det fællesskabsretlige samarbejde. Kommissionen, et af vores mest fællesskabsorienterede organer, spiller en vigtig rolle i alle elementer af vores omfattende økonomiske svar i form af de seks lovgivningsforslag, og Parlamentet har derfor også fået garantier om, at det vil få aktindsigt. Så vi er kommet langt, og i en positiv retning. Europluspagten er også åben, og medlemsstater som mit eget land vil kunne tilslutte sig, hvis de vil. Det er ikke en eksklusiv klub.

Endelig gentager jeg, som en sidste anmodning, mit ønske om, at vi fortsætter forhandlingen om pakken med seks lovgivningsforslag om økonomisk styring i en så konstruktiv ånd som muligt. Vi er forberedt på dette, og jeg vil gerne nævne, at vi bestræbte os på at tage hensyn til de af parlamentsmedlemmernes betænkninger, som allerede var færdige i januar, da Rådet udarbejdede sin holdning.

Hvis vi ser på Libyen og Middelhavet, er krig og ustabilitet de størst mulige tragedier for de mennesker, der bor i regionen, og for EU. Jeg tror, jeg citerer hr. Mauro, som jeg er fuldkommen enig med. Foran os ligger muligheden for og opgaven med ud af krisen at skabe en chance for at sikre, at der aldrig mere opstår en tragedie af denne art i Middelhavsområdet. Jeg tror, vi kan slå fast, og jeg tror på at sige tingene rent ud, at Parlamentet var hurtigere til at beslutte dette end Rådet. Til slut lykkedes det koalitionen at samle en militær operation i sidste øjeblik, som havde held til at redde rigtig mange menneskeliv i Benghazi.

Hvad angår spørgsmålet om, hvor forenede vi er, og hvor effektiv EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er, vil jeg også her tale rent ud. Vi er ikke 100 % forenede. Det er imidlertid lykkedes os at blive enige om rigtig mange afgørende ting i løbet af den seneste periode. På topmødet den 11. marts fastslog stats- og regeringslederne klart, at Gaddafi må gå af, at der skal etableres forbindelser til Det Nationale Overgangsråd i Benghazi, og at de libyske myndigheder skal opfordres til at lade de humanitære nødhjælpsorganisationer komme ind i landet. Allerede på det tidspunkt besluttede vi, at vi må undersøge vores forbindelser med de sydlige nabolande. En betingelse herfor var begyndelsen på demokratiske forandringer.

Så er vi allerede blevet enige om, at den økonomiske støtte skulle øges ved at indarbejde passende vilkår, at handelsforbindelserne skulle uddybes, og at vi var nødt til at fremme sociale forandringer i regionen. Det område, hvor vi må gøre fremskridt, er de tre m'er, dvs. markedsadgang, mobilitet og midler. Den 21. marts understregede udenrigsministrene, forvalterne af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitiks og den fælles sikkerheds- og forsvarspolitiks områder, deres forpligtelse. På det tidspunkt var FN's Sikkerhedsråds resolution 1973 til rådighed. Vi hilste den velkommen, og vi kunne også tage vel imod Paris-topmødets beslutninger, hvis gennemførelse skal påbegyndes. Vi var meget hurtige til at træffe beslutninger om sanktioner, og vi understregede vores forpligtelse til at hjælpe civile.

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik fungerer måske ikke perfekt, men jeg mener, der er truffet nogle meget vigtige beslutninger, om end i sidste minut.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 149)

  Ivo Belet (PPE), skriftlig. – (NL) Dette forårstopmøde er af afgørende betydning for alle europæere. Her vil vi lægge fundamentet for en stabil euro og en gennemgående styrkelse af det økonomiske samarbejde i Europa. Europluspagten, som vi nu har foran os, er heldigvis langt mere afbalanceret end de oprindelige valgmuligheder. Respekt for den sociale model er af afgørende betydning for denne pagt. Det er sådan, det bør være, for den er grundlaget for vores europæiske Rhinlandsmodel.

Tiden er nu inde til, at vi tager det næste skridt, for det europæiske projekt kan ikke begrænses til et rent, kedeligt, økonomisk-monetært projekt. Det ville med tiden blive ødelæggende og føre til folkelig støtte til, at Europa gik i opløsning. Europa har derfor mere end nogensinde brug for et tiltalende, nyt, fremtidsorienteret projekt, som på ny vil fylde folk med entusiasme.

Vi behøver ikke kigge langt efter det, for forslagene er allerede på bordet. Især er vi nødt til at fokusere på grænseoverskridende investering i vedvarende energi. Det vil kun være muligt, hvis vi også åbner op for euroobligationer. Det bliver en saltvandsindsprøjtning for vores økonomi, for beskæftigelsen og for miljøet, naturligvis, og helt gennemførligt på grundlag af Kommissionens Køreplan 2050-beregninger. Lad os bare komme i gang med det.

  Zita Gurmai (S&D), skriftlig. – (EN) Det kommende rådsmøde er ganske rigtigt et meget vigtigt møde. Formanden hr. Van Rompuy bemærker i sin offentlige indbydelse, at "som et vigtigt skridt i den nye ramme for det europæiske halvår bør vi udstikke retningslinjer for de nationale økonomiske politikker med henblik på at gennemføre Europa 2020-strategien". Vi bør ikke forbigå dette punkt på dagsordenen som sekundært i forhold til den økonomiske pakke. Alle ved, at nøglen til økonomisk vækst i EU er beskæftigelse. Europa 2020-strategien tager sigte på en beskæftigelsesgrad på 75 % for mænd og kvinder mellem 20 og 64 år. Alle ved, i teorien, at vi ikke vil nå denne tærskel på 75 % uden en massiv deltagelse og optræden af kvinder på arbejdsmarkedet.

Derfor beder jeg Rådet om to ting forud for det kommende møde. Den første er at være ambitiøs og eksplicit, hvad angår retningslinjer for beskæftigelsen, og særligt hvad angår beskæftigelse af kvinder. For det andet beder jeg Dem om at bekræfte Deres engagement over for EU-målsætninger og -retningslinjer, som giver mulighed for massiv deltagelse af kvinder på arbejdsmarkedet, særligt Barcelona-målsætningerne om daginstitutionsordninger, som vi ved langtfra overholdes i EU.

  Cătălin Sorin Ivan (S&D), skriftlig. – (RO) Jeg synes, det er absolut nødvendigt, at investeringerne i uddannelse, forskning og innovation foretages øjeblikkeligt med støtte fra alle medlemsstater for at indfri Europa 2020-strategiens målsætninger og derved gøre den økonomiske genopretning til virkelighed. Som repræsentant for Europas borgere erklærer jeg min støtte til Balzani-betænkningen. Jeg er enig i, at EU er nødt til at forbedre sine finansielle midler, så det kan konkurrere på den globale politiske og økonomiske scene i en tid, hvor aktuelle udfordringer kræver større konkurrenceevne af globale aktører. Sidst, men ikke mindst, bør fremme af beskæftigelsen etableres som en grundlæggende målsætning for at opnå en stærk økonomi. EU har behov for en kvalificeret arbejdsstyrke på alle områder, folk med den nødvendige ekspertise og højere produktivitet i alle sektorer.

  Niki Tzavela (EFD), skriftlig. – (EL) I løbet af de næste par dage vil europluspagten blive færdigbehandlet af Rådet. Den grundlæggende målsætning med pagten er at fremme konkurrenceevne, som vil føre til øget beskæftigelse i landene i euroområdet. Med det formål at indfri ovenstående målsætninger på europæisk plan foreslår jeg, at definitionen af og kontrollen med EU-medlemsstaternes lande- og søgrænser og økonomiske grænser indlemmes i pagten. Dette vil beskytte europæisk produktion mod piratprodukter importeret fra arbejdskraftintensive lande i Østen. At importere disse billigt producerede varer er ikke kun ulovligt, det forhindrer også markedet i at fungere ordentligt og reducerer derved europæiske virksomheders overskud. Dette nedsætter væksttempoet og reducerer konkurrenceevnen for europæiske virksomheder og for Europa som helhed. Konklusionen er, at vi har brug for nye incitamenter, for at EU-medlemsstaterne skal udvikle eksklusive økonomiske zoner. Vi har brug for en europæisk garanti for hele den europæiske eksklusive økonomiske zone, som ikke kan bestrides af tredjelande.

  Angelika Werthmann (NI), skriftlig. – (DE) Der er ikke noget, der hedder god eller dårlig gæld. Den fortsatte øgning i offentlig gæld skal opdæmmes. Desværre er det ikke lykkedes Rådet at gennemføre stabilitets- og vækstpagten til fulde. Vores borgere kan imidlertid ikke blive bebyrdet med endnu en strukturel krise. Det eksisterende offentlige gældsproblem kan kun håndteres ved at kræve en streng budgetdisciplin. Den procedure, medlemsstaterne har vedtaget med anvendelse af "fast track-proceduren", skal forkastes, men som hr. Gualtieri allerede har sagt, må vi koncentrere os om indholdet, hvis vi skal komme med et modforslag. Jeg ville byde velkommen til et initiativ, hvor de 143 kernekraftværker i Europa øjeblikkeligt blev taget ud af strømforsyningsnettet, og hvor der i stedet blev anvendt vedvarende energikilder. For kort at kommentere de nært forestående stresstest på kernekraftanlæggene kan jeg, eftersom de detaljerede sikkerhedsordninger på kernekraftværker – som det er understreget gentagne gange – henhører under de enkelte medlemsstaters kompetence, ikke uden forbehold støtte disse stresstest på dette tidlige tidspunkt i forhandlingerne. I lyset af de begivenheder, der udløstes i 1986 af en krisesimulering ved Tjernobyls kernereaktor, ville jeg se på sådanne test med stor bekymring, medmindre de blev udført af EU eller en tilsvarende institution og kun efter en detaljeret undersøgelse af de enkelte reaktorers tilstand og belastningskapacitet.

  Véronique Mathieu (PPE) , skriftlig. – (FR) Ordføreren forsøgte at indlemme et afsnit om EU's decentraliserede agenturer i et kapitel med overskriften "Bæredygtighed og ansvarlighed som de vigtigste elementer i EU-budgettet for 2012".

Jeg deler den hovedtanke, som drøftes, nemlig at agenturerne tilfører merværdi til EU-politikkerne på så forskellige områder som erhvervsuddannelse, miljø, indre sikkerhed og jernbanetransport. Jeg deler imidlertid også den tanke, at agentursystemet kan forbedres, hvad angår bæredygtige offentlige finanser og ansvarlighed.

Det er sandt, at agenturernes opgaver til tider overlapper hinanden, og nogle af dem har høje driftsomkostninger takket være de begrænsninger, som er pålagt af vores finansielle og budgetmæssige regler. Det er derfor, de decentraliserede agenturers budgetter kan rationaliseres gennem et system med delte tjenester, som f.eks. omfatter hjælp til budgetproceduren, hjælp til udbudsprocedurer og juridisk rådgivning.

Afslutningsvist vil jeg sige, at Parlamentet under den sidste dechargeprocedure også forsøgte at henlede opmærksomheden på Kommissionens og Parlamentets kontrol over de decentraliserede agenturer. Denne må styrkes, som erfaringen har vist.

  Marian-Jean Marinescu (PPE), skriftlig. – (RO) Europa må lære af kernekraftulykkerne i Japan og påtage sig at garantere nuklear sikkerhed på hele kontinentet. Energimikset henhører stadig under medlemsstaternes kompetenceområde. Den nukleare sikkerhed defineres imidlertid af EU-lovgivning, som skal revideres, idet der må tages hensyn til de sikkerhedstest for kernekraftværk, som Kommissionen nylig har foreslået. Vi må ikke glemme, at EU er uhyre afhængig af energiimport, og at medlemsstaterne er nødt til at finde løsninger for at sørge for deres egne energikilder. EU har brug for en fælles energipolitik, som skal baseres på at finde den ideelle balance mellem vedvarende energi, nye teknologier til konventionelle energikilder og behovet for at producere nuklear energi under sikre forhold. Hvad Libyen angår, er Rådet nødt til at etablere et nyt europæisk partnerskab med de sydlige nabolande. Dette partnerskab omfatter et tæt politisk samarbejde, som vil sikre disse landes overgang til demokrati. Kommissionen skal endvidere hurtigst muligt fremlægge en plan for forvaltning af migrationsstrømmene, som tager hensyn til solidariteten mellem medlemsstaterne og styrker Frontex' tekniske og operationelle kapacitet. Denne plan må imidlertid ikke aflede EU's fokus fra Østpartnerskabet.

  Czesław Adam Siekierski (PPE), skriftlig. – (PL) Vi har netop støttet ændringsforslag til traktaten, som vil gøre det muligt at indføre en permanent stabilitetsmekanisme for euroområdet. Vi har opnået stor succes, da det er lykkedes os at udtrykke en klar støtte til at anvende det fællesskabsretlige samarbejde som den centrale samarbejdsform inden for mekanismen. Kommissionens centrale rolle i processen med at evaluere medlemsstaternes finansielle situation lover godt for det fremtidige samarbejde, for dette beskytter samarbejdet mod den ustabilitet, som ville true det, hvis vi havde valgt det mellemstatslige samarbejde. Lad os håbe, at traktaten efter Rådets vedtagelse af ændringsforslaget hertil vil blive ratificeret med succes i medlemsstaterne og gøre det muligt at oprette den permanente mekanisme i henhold til planen. Indlemmelse af stabilitetsmekanismen i traktaten er kun ét skridt, som er taget for at forbedre euroområdets konkurrenceevne for nylig. På morgendagens møde vil Rådet også give sin tilslutning til europluspagten, som blev vedtaget på mødet mellem euroområdets medlemsstater den 17. marts. Jeg er sikker på, at det vil lykkes stats- og regeringsoverhovederne at nå til en aftale, og ordningen vil træde i kraft og gøre det muligt at optrappe det økonomiske samarbejde på områder som f.eks. beskæftigelse og finanspolitik. Det er positivt, at pagten trods den indledende frygt fra medlemsstater uden for euroområdet er blevet åbnet for alle medlemsstater, der ønsker at tilslutte sig. Dette sikrer, i hvert fald til en vis grad, at mekanismen ikke fremkalder et Europa i to hastigheder.

  João Ferreira (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Det Europæiske Råds møde finder sted under specifikke omstændigheder for Portugal. Landets økonomiske og sociale krise når hidtil ukendte dybder på grund af den sti, som EU's medlemmer har betrådt, og det nationale niveau for gennemførelsen af foranstaltninger, som er dikteret af dem, dvs. intensivering af regressive politikker, øget udnyttelse af arbejdstagere, nye asociale foranstaltninger, som forværrer ulighederne, øget arbejdsløshed og jobusikkerhed og øget fattigdom og social udstødelse. Det er under disse omstændigheder, at regeringen med pres og bifald fra EU's side stiller forslag om endnu en pakke med de førnævnte spareforanstaltninger – den fjerde.

Direktionen for EU-magtbeføjelsers intention er klar, nemlig at tvinge endnu en neokolonial løkke om halsen på de mere økonomisk sårbare lande, at angribe deres suverænitet, med de ventede betingelser for gennemførelsen af en europæisk stabilitetsmekanisme. Alt dette under påskud af at bevare privilegierne for de store økonomiske og finansielle interessegrupper – især dem fra direktionslandene – som en række EU-instrumenter bidrager til, såsom stabilitets- og vækstpagten, Den Økonomiske og Monetære Union og euroen. Stillet over for dette gav de kæmpende portugisiske arbejdstagere den nødvendige respons herpå i Portugal i lørdags i en stor national demonstration.