Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 6. april 2011 - Strasbourg

20. Revisionen af den europæiske naboskabspolitik – den østlige dimension – Revisionen af den europæiske naboskabspolitik – den sydlige dimension

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om Kommissionens redegørelser om:

– Revisionen af den europæiske naboskabspolitik – den østlige dimension (2010/2958(RSP))

– Revisionen af den europæiske naboskabspolitik – den sydlige dimension (2011/2642(RSP)).

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Det glæder mig at få lejlighed til at udveksle synspunkter med Parlamentet om den europæiske naboskabspolitik.

I betragtning af de aktuelle begivenheder i Det sydlige Middelhavsområde kunne det ikke være vigtigere at tage denne politik op til overvejelse. Faktisk har Kommissionen i løbet af de seneste ni måneder foretaget en revision af politikken. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke medlemmerne for deres bidrag til samrådet, hvortil der er indhentet svar fra partnerlande, EU-medlemsstater, teoretikere og grupper i civilsamfundet.

Jeg har læst både Mário Davids beslutningsforslag om syd og Marek Siwiecs beslutningsforslag om øst og finder dem begge både væsentlige og nyttige. Jeg er glad for, at vores tanker går i samme retning.

Som bekendt afspejles resultaterne af vores tidligere drøftelser om naboskabspolitikken allerede i den redegørelse om partnerskab for demokrati og fælles velstand, som blev udsendt den 8. marts. Nu forbereder vi en bredere redegørelse om resultaterne af revisionen, og den skal offentliggøres i maj. Et nøgleresultat af revisionen er, at der nu lægges vægt på differentiering i naboskabspolitikken i overensstemmelse med hvert partnerlands behov og ønsker. I kraft af politikken vil alle partnere kunne forpligte sig, men naboerne er forskellige hver især og har forskellige ambitioner. Nogle partnerlande ønsker at nærme sig EU mest muligt, ja, faktisk så langt som til en tiltrædelse, mens andre ønsker at få mest muligt ud af andre fordele ved naboskabspolitikken. Så den betyder, at der kan leveres mere til flere, på en specifik og differentieret måde, samtidig med at den politiske styring af vores forhold til vores partnere styrkes.

Som både hr. David og hr. Siwiec anbefaler i deres beslutningsforslag, vil vores fælles værdier med hensyn til demokrati, folkeretten og respekt for menneskerettighederne ikke desto mindre være centrale punkter i den reviderede naboskabspolitik for alle partnerlande. De bør give sig udslag i stærkere fælles forpligtelser i forhold til de faktorer, der er uomgængeligt nødvendige for en demokratisering. Jeg tænker her navnlig på frie og retfærdige valg, ytrings- og forsamlingsfrihed, domstolenes uafhængighed, bekæmpelse af korruption og sikkerhedssektorreformer.

Som det fremhæves i begge beslutningsforslag, vil man i den reviderede naboskabspolitik også anerkende og tage hensyn til civilsamfundets betydning. Ngo'er har den ekspertise og erfaring, der skal til for at levere demokratiske og markedsorienterede reformer nedefra og op, på grundlag af fælles værdier. I et blomstrende civilsamfund involveres borgerne, og regeringerne drages til ansvar, således at EU kan supplere sine forbindelser med regeringerne med et meget tættere forhold til civilsamfundet. Det er også vigtigt på regionalt og subregionalt niveau, hvor f.eks. civilsamfundsforummet for det østlige partnerskab har gjort gode fremskridt.

I den forestående meddelelse vil der være flere oplysninger om tilgangen til de to subregioner i vores naboskab. Den vil indeholde en detaljeret beskrivelse af, hvordan vi forestiller os den yderligere udvikling af det østlige partnerskab efter topmødet under det polske formandskab. Mod syd har Middelhavsunionen potentiale til at gøre en reel forskel, men ærlig talt har den ikke gjort det endnu, og den trænger til en revitalisering. Dens potentiale består i udvikling af konkrete økonomiske projekter med fokus på beskæftigelse, fornyelse og vækst. Middelhavsunionens sekretariat er bedst placeret i forhold til at fungere som katalysator og få stater, internationale institutioner og finansinstitutioner og private selskaber til at samarbejde om sådanne økonomiske projekter.

Jeg vil gerne kort nævne tre andre faktorer, som revisionen har kastet lys over, og som vil være afgørende for den reviderede naboskabspolitik. For det første den rolle, som den handelsmæssige og økonomiske integration spiller, hvad angår fremme af stabilitet og velstand i partnerlande. Det væsentligste instrument til opnåelse heraf er et vidtgående og omfattende frihandelsområde (DFCTA). Et fremgangsrigt DFCTA har en transformerende kraft. Lovreformer i partnerlande tilskyndes via handel.

Dernæst er der behov for en bedre mobilitet mellem partnerlande og EU, for der findes ikke nogen bedre måde at fremme europæiske værdier på, end ved at mennesker deler deres erfaringer med hinanden. I naboskabspolitikken vil man tilstræbe at forbedre mobiliteten uden at tabe sikkerheden af syne.

Endelig har mange partnerlande i samrådet udtrykt ønske om et større politisk engagement med EU. En tættere og mere omfattende politisk dialog på tværs af alle områder i vores forhold vil bidrage til, at vi kan løse vanskelige problemer i en ånd af gensidig tillid.

Mange tak for Deres opmærksomhed. Jeg ser meget frem til den kommende forhandling og vil tage Deres synspunkter i betragtning.

  Mário David, for PPE-Gruppen. – (PT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! De historiske tider, vi lever i, kræver fast og beslutsom handling. Ligesom mange iblandt Dem har vi set begivenhederne udfolde sig i Middelhavsregionen, med en blanding af håb, bekymring og forventning. Jeg er imidlertid glad for den proaktive holdning, Parlamentet skal til at vedtage med hensyn til revisionen af den europæiske naboskabspolitik (ENP) – den sydlige dimension. Jeg håber, den vil medføre en større EU-tilstedeværelse i dette område, ikke kun som kunde, men også som engageret partner. Det er ubetinget nødvendigt at slå til lyd for vores grundlæggende værdier i vores forbindelser med nabolandene, og det skal understreges fra første færd. Vi kan ikke længere slå os til tåls med at forsvare demokrati, menneskerettigheder og især social retfærdighed. Vi kan ikke længere fokusere på kortsigtet stabilitet i stedet for at varetage vores borgeres bedste interesser og altid forsvare dem og deres individuelle og kollektive frihed, med særligt fokus på kvindernes rettigheder.

Fremover skal Unionen foretrække en bottom-up-tilgang i sin naboskabspolitik. Det er altafgørende, at det sker. Kun i kraft af en større grad af inddragelse af lokalsamfund og civilsamfundet kan der sikres maksimal effektivitet ved gennemførelsen af politikken. Dog kan jeg ikke undlade at give luft for min frustration over, at Parlamentet og Kommissionen ikke har været villige til at udnytte denne mulighed bedst muligt for én gang for alle at skelne mellem ENP mod øst – med lande, som en gang i fremtiden måske kunne blive vores partnere i Unionen – og ENP mod syd.

Jeg opfordrer også Kommissionen til at vise den ambition, den aktuelle situation kræver, i sin revisionsproces den 20. april, nemlig en skræddersyet naboskabspolitik, der er tilpasset hver enkelt stat, med klare standarder og en omhyggelig vurdering, som kunne føre til et fremtidigt økonomisk område for Middelhavsområdet, der ville omfatte de nye demokratier mod syd.

Afslutningsvis har vi tiltro til, at den gode ånd og det gode samarbejde, der har været kendetegnende for arbejdet med dette spørgsmål, vil medføre, at Parlamentet bliver inddraget i planlægningen og evalueringen af denne politik på permanent basis, hr. kommissær.

  Marek Siwiec, for S&D-Gruppen. – (PL) Fru formand, hr. kommissær! I dag er vi nået til finalen, eller rettere semifinalen, i arbejdet med at revidere EU's østpolitik. Man kan sige, at naboskabspolitikken i sin tid blev skabt som en slags "trøstpræmie" for lande, som ikke skulle tiltræde EU. Hvordan er situationen i dag? Hvordan er de lande, som er omfattet af politikken?

Politikken kan siges at være en liste over succeser, forskellige slags succeser, for det er umuligt med blot ét ord at beskrive, hvad der er opnået i løbet af disse år i Moldova sammenlignet med Ukraine og f.eks. den tragiske situation i Belarus. Man kan imidlertid sige, at flere europæiske værdier er kommet til i disse lande, der laves mere og bedre lovgivning, man bekymrer sig mere for befolkningerne, og økonomierne fungerer langt mere effektivt – og vi har en andel heri. Det er effekten af østpolitikken, som i dag kaldes det østlige partnerskab.

Når vi i dag taler om, at vi ønsker at foretage en revision af denne politik, er det afgørende at sige, at vi ønsker at se, at disse lande, på forskellig vis og i forskellige tempi, bevæger sig hen imod vores værdier – hen imod det, Den Europæiske Union tilbyder dem. Er det en a la carte-politik, så må disse lande vise initiativ, og så må vi tage godt imod disse initiativer. Som det står beskrevet i beslutningsforslaget, ønsker vi i højere grad at gøre naboskabspolitikken til noget, der vedkommer borgerne, eliten, journalisterne og de unge. Vi ønsker, at de skal se, hvordan vores liv er, og at det er værd at indrette livet, som vi gør det. Vi ønsker på sigt at gøre det lettere at rejse til EU – vi ønsker at forenkle visumsystemet.

Vi må også sige, som vi gør det direkte i beslutningsforslaget, at ja, der er brug for penge til denne politik. De penge, som EU afsætter til dette, burde dog bruges bedre. De bør nå frem til dem, de er bestemt for, og bør undertiden gå uden om stater og enhver statslig administration, som er i stand til at spilde disse penge. Afslutningsvis noget om konflikten. For der er en konflikt her i Parlamentet om, at vi ikke er i stand til eller ikke ønsker at sige klart, hvad ordlyden er ...

(Formanden afbrød taleren)

  Ivo Vajgl, for ALDE-Gruppen. – (SL) Fru formand, hr. kommissær! Lige fra begyndelsen på denne periode i Parlamentet, om ikke før, har vi haft en meget intensiv og livlig forhandling om vigtigheden af at revidere den østlige og den sydlige dimension af den europæiske naboskabspolitik. Behovet for sådanne revisioner, som skal medføre en mere effektiv integration af interesserne i disse regioner, er faktisk blevet aktuelt og akut. Det er blevet en nødvendighed efter de dramatiske ændringer og processer, som har udfoldet sig i regionerne.

Beslutningsforslaget, som er udarbejdet af min kollega, Mário David, der er en fremragende ordfører, og som blev suppleret af en lang række skyggeordførere og medlemmer, efterhånden som begivenhederne udspillede sig, er i dag et fuldstændigt dokument. I dokumentet understreges vores ansvar for at udvikle forbindelser med landene i regionerne på grundlag af moderne værdier, demokratiske frihedsrettigheder og menneskerettigheder.

I den henseende er det ikke noget tilfælde, at vi, og navnlig Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, mere end nogensinde har understreget ligebehandling af kvinder, anerkendelse af forskellighed og beskyttelse af alle mindretal. Alt dette bør integreres i den politik, som EU fremmer hos sine naboer i fremtiden, herunder via sin diplomatiske tjeneste. Vi skal være mere effektive, når vi støtter dem, der kæmper for de samme sager i forskellige lande, nemlig for frihed, for retten til at deltage i beslutningsprocesser og for en fair udnyttelse af naturressourcerne.

I beslutningsforslaget gøres der opmærksom på det påtrængende behov for større operationalitet i de finansielle instrumenter, som vi kan anvende til at støtte økonomisk udvikling, modernisering af infrastruktur og investering på områder, hvor de er effektive ... hvor effekterne måske kan være lidt mindre synlige, men hvor de vil kunne mærkes på længere sigt, f.eks. inden for uddannelse, integration af forskningsinstitutioner og akademiske institutioner og indførelse af nye teknologier.

Endelig er det ikke noget tilfælde, at man i beslutningsforslaget gør opmærksom på det presserende behov for at genoplive Middelhavsunionen med henblik på udvikling, dialog og løsning af uafklarede problemer i regionen. Det er på tide, at vi åbner æsken med uafklarede problemer og fastfrosne konflikter, således at demokratiseringsbølgen kan fjerne alle tilbageværende politiske forhindringer på vejen mod fred, forsoning og nye rammer for udviklingen i regionen.

(Taleren indvilgede i at besvare et blåt kort-spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  William (The Earl of) Dartmouth (EFD). – (EN) Fru formand! Jeg gad vide, om hr. Vajgl har overvejet, hvad det vil koste EU's skatteborgere at iværksætte de ekstraterritoriale initiativer, der er foreslået i beslutningsforslaget, og som han også støtter?

  Ivo Vajgl (ALDE). – (SL) Hr. Dartmouth! Hvis De taler om initiativet som helhed, som det er beskrevet i beslutningsforslaget, tror jeg, at vores investeringer i hvert fald vil være til meget stor gavn i sammenligning med den skade, der kan ske, hvis ikke vi engagerer os mere i dette område. Det gælder især Middelhavsunionen, hvor det er tydeligt, at vi har brug for mere detaljerede instrumenter for at udvikle en effektiv politik af en eller anden art fra EU's side.

  Werner Schulz, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Det østlige partnerskab er stadig meget nyt. Derfor er det vigtigt for os at vurdere, som vi gør det i dette beslutningsforslag, om vores naboer i Østeuropa er kommet tættere på målene, hvad angår demokratiske reformer. Det er klart, at der er sket fremskridt på området, men vi har også oplevet tilbageskridt. Ruslands autokratiske system, der er kendetegnet ved en fleksibel holdning til udenrigspolitik og en barsk holdning til indenrigspolitik samt ved undertrykkelse og underkuelse, er helt klart mere attraktivt for Belarus og også for Ukraine og giver landene flere rettesnore, end EU kan tilbyde. Imidlertid viser erfaringerne og fejltagelserne i Middelhavsunionen, hvor målet var at opnå sikkerhed ved at støtte despotiske regimer, at vi er nødt til at sætte vores lid til kræfter, der ikke er korrupte regeringer.

Vores målsætning om et aktivt civilsamfund baseret på frihed og EU's grundlæggende værdier kan kun nås bottom-up ved at fremme og støtte selvorganiseringen i civilsamfundet. Civilsamfundsforummet, der blev grundlagt som en del af det østlige partnerskab, er en god begyndelse. Det er i øjeblikket også det eneste organ, hvor oppositionen i Belarus er repræsenteret. Desværre vil sæderne i Euronest forblive tomme, så længe der ikke findes noget frit og korrekt valgt parlament i landet.

Civilsamfundsforummet har brug for vores støtte, sådan som vi har beskrevet det i punkt 20 i beslutningsforslaget. Det vil dog forblive en ren hensigtserklæring, hvis ikke vi bakker det op med effektive foranstaltninger. Derfor opfordrer jeg Dem indtrængende til at støtte ændringsforslag 5 i morgen, idet der herigennem tilvejebringes fortsat finansiel støtte og et sekretariat til organisationen. Støt venligst ændringsforslag 5 i morgen, så vi kan skabe fremdrift i udviklingen af et civilsamfund. Dette er virkelig en fremragende tilgang. Jeg har selv oplevet i Berlin, hvordan mennesker kan nå målsætninger af denne art ved at arbejde opad fra græsrodsplan.

  Charles Tannock, for ECR-Gruppen. – (EN) Fru formand! De mellemøstlige og nordafrikanske nabolande i syd har klart behov for EU's langsigtede politiske og, hvor det er relevant, økonomiske støtte. I lande som Egypten, Tunesien og Libyen bør vi koncentrere os om at konsolidere de gryende demokratiske strømninger i en varig kultur af stabil, sekulær og oplyst regeringsførelse.

I Syrien bør vi i højere grad støtte den demokratiske opposition til præsident al-Assad, hvilket helt tydeligt ikke er gode venner med vesten, som vi har set i hans samarbejde med Nordkorea om udvikling af et atomvåben og hans politiske støtte til Iran samt til terrorisme.

Den aktuelle turbulens kræver helt uundgåeligt, at vi i stedet fokuserer ENP-prioriteterne på de sydlige lande. Dette bør imidlertid ikke ske på bekostning af vores partnere i den østlige dimension. Nogle af disse lande har også iværksat en langsigtet proces med demokratisk omstilling, åbenhed og reformer. Det ville være helt forkert at belønne dem for disse fremskridt ved at nægte dem de ressourcer og den støtte, de skal bruge til at opretholde deres vestligt orienterede udvikling, blot fordi den sydlige dimension har et mere akut behov for EU's hjælp i øjeblikket.

Med hensyn til Libyen støtter jeg kraftigt flyveforbudszonen og det presserende behov for en systemændring. Jeg støtter anerkendelsen af det midlertidige Nationale Overgangsråd og frigivelsen af de af Gaddafis aktiver, som EU har indefrosset, til de demokratisksindede styrker i Benghazi til indkøb af forsyninger og, ja, også til våben. Jeg mener, at FN's Sikkerhedsråds resolution 1970 kun specifikt forbyder salg af våben til Jamahiriya og derfor ikke til Benghazi-rebellerne, selv om EU's lovgivning desværre synes at omsætte denne resolution forkert med en generel våbenembargo.

(Formanden afbrød taleren)

  Helmut Scholz, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Fru formand, hr. Füle, hr. Siwiec! Tak for, at I tager dette emne op. Parlamentets næsten enstemmige holdning er, at naboskabspolitikken ikke har givet det ønskede resultat. Det er jeg enig i. Jeg er imidlertid ikke enig i analysen af årsagerne dertil. Resultatet opfylder ikke vores forventninger, fordi vi ikke har fokuseret på de interesser, vi har tilfælles med vores naboer. I stedet har vi koncentreret os om vores egne interesser og om vores egne idéer om, hvordan vores nabolande bør udvikle sig.

Det er helt klart, at vi skal bruge en anden indgangsvinkel. Vi har brug for en politik, som har samarbejde mellem begge sider som centralt princip, og som respekterer borgerne i partnerlandenes suveræne ret til at forme deres fremtid uden indblanding udefra. Politikken skal i sit indhold fokusere på vores fælles europæiske udfordringer og gøre partnerskabspolitikken til et permanent værktøj til at sikre drøftelser i en samarbejdsånd og til at identificere løsninger på fælles problemer.

Vi kommer ikke videre med vores naboskabspolitik, medmindre vi ændrer vores holdninger og udvikler nye politiske strategier.

  Bastiaan Belder, for EFD-Gruppen. – (NL) Fru formand! Som forberedelse til forhandlingerne læste jeg igen det åbne brev rettet til præsident Alexander Lukashenko fra Svetlana Alexeyivich, der bestemt er den vigtigste intellektuelle stemme i Hviderusland i dag. Hun skriver: "Vores folk er også bange for en revolution. Men ingen ønsker at leve på denne måde mere. Før valget var den politiske dialog i vores samfund først lige begyndt, men De kvalte den groft, inden den overhovedet var kommet i gang. Vores land er igen blevet lammet af frygt." Citat slut.

Alexeyivich opfordrede indtrængende Lukashenko til at genoptage dialogen med folket. Var det måske en naiv idé? Når alt kommer til alt, i et interview til Neue Zürcher Zeitung den 31. januar 2011 henviste forfatteren til, at Lukashenko holdt hele den hviderussiske nation som gidsel, og at han var en diktator med et Napoleon-syndrom, som kun Kreml har en egentlig magt over.

Pointen er imidlertid, at der ikke er nogen beviser for, at Lukashenko ønsker at lægge alle sine æg i Moskvas kurv. I lyset deraf kan de europæiske institutioner skabe en strategisk åbning på trods af den nuværende vanskelige situation. Jeg ønsker kommissær Füle stor visdom, ihærdighed og vores Parlaments fulde støtte, når han skal etablere og få mest muligt ud af en ansvarlig kontakt med Hviderusland.

  Marietta Giannakou (PPE). – (EL) Fru formand! Jeg takker kommissæren for hans kommentarer. Det er sandt, at den europæiske naboskabspolitik og den østlige dimension var vigtige skridt i bestræbelserne på at knytte tættere bånd til vores naboer i øst.

Der er ikke desto mindre i dag et presserende behov for at sætte fornyet skub i dette arbejde. Den krise, der er brudt ud i landene i Nordafrika, som indgår i den sydlige dimension i den europæiske naboskabspolitik, monopoliserer den internationale interesse, men den østlige dimension har haft, og har stadig, lignende udfordringer. Begivenhederne i Hviderusland er helt klart et budskab og en advarsel til EU med hensyn til det ansvar, den skal påtage sig i disse tilfælde. Vi har brug for en langsigtet strategisk plan for vækst og stabilitet i regionen. Derfor skal revisionen af den europæiske naboskabspolitik – og den østlige dimension – afspejle en formodning om en større politisk forpligtelse for vores partnere.

Det skal være klart fra starten, at fremme af og respekt for demokratiske procedurer, retsstatsprincippet, grundlæggende menneskerettigheder og beskyttelse af mindretal er vigtige punkter i forbindelse med evalueringen af vores partneres fremskridt. Det er derfor, at vi har brug for klare prioriteter og kvantificerbare mål på forhånd. Denne form for evaluering bør naturligvis ikke være horisontal. Vi skal differentiere vores relationer med vores partnere, idet de enkelte lande skal bedømmes hver for sig efter de fremskridt, de har gjort, baseret på klart definerede kriterier.

Demokrati og menneskerettigheder er ikke til forhandling. EU blev dannet på grundlag af disse principper og har derfor en moralsk forpligtelse til at opretholde dem i fremtiden. Inden for denne ramme skal revisionen af den europæiske naboskabspolitik sætte fornyet skub i bestræbelserne på at fremme en omfattende politisk ramme for samarbejde med vores partnere i øst.

  Hannes Swoboda (S&D). – (DE) Fru formand! Jeg vil gerne meget kort sige noget som svar til min kollegas indvendinger mod omkostningerne, selv om han er gået igen. De to ordførere, som har udarbejdet rigtigt gode tekster, og som jeg ønsker at takke, angiver ret tydeligt, hvad omkostningerne ville være, hvis vi ikke havde en naboskabspolitik. De ville være meget højere i form af menneskelige omkostninger, hvis vi ser på flygtningekrisen i syden, men naturligvis også med hensyn til økonomiske og sociale omkostninger, hvis vi ser på alle vores nabolande i syd og i øst.

Jeg vil gerne sige et par ord om det østlige partnerskab. Andre medlemmer vil tale om det sydlige partnerskab. Det er sandt, at situationen i Hviderusland er dårlig, men vi skal gøre vores yderste for at kontakte uofficielle organer, enkeltpersoner, unge og studerende for at tilskynde til en rigtig positiv og demokratisk udvikling, der kommer indefra.

Som svar til hr. Schulz, som tidligere sagde, at Hviderusland og Ukraine var i samme situation, vil jeg gerne forklare, at der er store forskelle mellem disse lande. I Ukraine bør vi se på problemerne, men også på, hvad der går godt, og på de positive forandringer.

En kort kommentar om det sydlige Kaukasus, fordi det er vigtigt for os også at fokusere på dette område. Begivenhederne i Aserbajdsjan, hvor bloggere og demonstranter fængsles, er alarmerende. Det er skamfuldt for et land som Aserbajdsjan og for dets præsident at gøre denne slags ting. Vi er bekymrede for en mulig ny konflikt mellem Aserbajdsjan og Armenien.

Jeg vil gerne bede hr. Füle om at holde godt øje med denne region og hjælpe den med at rode sig ud af sine problemer og denne konfliktsituation.

  Kristiina Ojuland (ALDE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på den fastfrosne konflikt i Nagorno-Karabakh-regionen, som er en uadskillelig del af Republikken Aserbajdsjan. Hver gang naboskabspolitikkerne og andre politikker om den sydlige Kaukasus-region drøftes, bør Aserbajdsjans, og Georgiens, territoriale integritet altid indgå i overvejelserne.

Parlamentet skal respektere, at Nagorno-Karabakh-regionen er internationalt anerkendt som en del af Aserbajdsjan, selv om den er besat af de armenske militære styrker og, som vi ved får politisk støtte fra myndighederne i Kreml. Denne anerkendelse bør altid afspejles i dokumenter og erklæringer i både Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Alle initiativer fra EU's side til at ignorere dette faktum bør modvirkes for at bane vejen for en fredelig og legitim løsning på den fastfrosne konflikt i Nagorno-Karabach og i regionen.

  Hélène Flautre (Verts/ALE). – (FR) Fru formand, hr. kommissær! Folkebevægelserne i de sydlige Middelhavslande har klart afsløret svagheder i vores europæiske naboskabspolitik.

Som jeg ser det, handler problemet ikke så meget om målene i naboskabspolitikken, som er udstukket i artikel 8 og 21 i Lissabontraktaten, om fremme og respekt for menneskerettighederne og demokrati – hvilket også er sociale mål, men mere om vores mangelfulde gennemførelse af disse mål. Derfor skal vi tage ved lære af dette for fremtiden. Det er det, der sker i det aktuelle arbejde med revisionen af politikken. Det første spørgsmål, som blev rejst af hr. Schulz, handler om vores evne til at yde rigtig og effektiv støtte til civilsamfundet i alle nabolande, uanset deres betydning med hensyn til handel eller strategi eller deres politiske situation.

Når nabolandene er i en overgangsfase, er dette ekstremt nyttigt og nødvendigt. Det er også utvivlsomt nemmere, end når de holdes nede af et autoritært regime, som i Syrien, men dette er en udfordring og et problem, som vi må lære at løse effektivt. Jeg mener, at vi også må lære at drøfte disse spørgsmål med vores partnere. Ikke kun i menneskerettighedsfora, som underudvalg, men også på højeste politiske plan. Samtidig skal vi imidlertid sikre, at dagsordenerne i underudvalg ikke fjerner sig fra den egentlige situation, hvilket er set før, og at de bruges som input i andre organer som f.eks. Rådet (retlige og indre anliggender).

Jeg støtter meddelelsen om et partnerskab for demokrati og fælles velstand med de sydlige Middelhavslande, som jeg mener er afgørende. Det forekommer mig, at vi også bør tilføje et separat mål om social retfærdighed og bekæmpelse af uligheder. Naturligvis skal vi også ændre vores forståelse af mobilitet i Middelhavsregionen. Jeg mener, at mobilitetspartnerskabet er en positiv ting, men vi skal også lære, hvordan vi styrker fordelene ved denne mobilitet for enkeltpersoner, som rejser mellem de nordlige og sydlige Middelhavslande, og for både værtsnationen og oprindelseslandet. Vi skal også omsætte denne udvikling til grundlæggende rettigheder for personer, som rejser over Middelhavet og bosætter sig i Europa.

  Paweł Robert Kowal (ECR). – (PL) Fru formand! Denne drøftelse finder sted på et tidspunkt, hvor vi anlægger en ny strategi for naboskabspolitikken. Vi ønsker at sætte en endelig stopper for den tid, hvor stabilitet blev brugt som en brik i forhandlingerne, hvor stabilitet blev brugt til at få indrømmelser på områderne menneskerettigheder og demokratiske principper. Derfor vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at rette opmærksomhed mod den holistiske tilgang til naboskabspolitikken. Vi bør ikke kun se tilbage på de seneste måneder, men også huske tidligere begivenheder som dem, der fandt sted i Hviderusland. I dag fremhæver vi behovet for at respektere gentlemanaftalen om fordeling af en tredjedel af midlerne for naboskabspolitikken til østpolitikken. Det handler ikke om at dele velstand, men om at dele sikkerhed. Dette handler om den grundlæggende sikkerhed og fremtiden for EU's medlemsstaters samarbejde med lande, som måske i fremtiden også vil blive medlem af EU.

  Marie-Christine Vergiat (GUE/NGL). – (FR) Fru formand! De arabiske revolutioner har givet anledning til stort håb i de berørte lande og i resten af verden. De har vist, at demokrati og menneskerettigheder kan være universelle værdier.

Befolkningerne i disse lande er imidlertid stadig meget skeptiske omkring EU. Det forstår jeg godt i lyset af historien og den støtte, der er blevet givet til diktatorer. Jeg forstår det også godt, når jeg hører, at vi er ude af stand til at drøfte demokratisk bistand uden straks at knytte den til en økonomisk strategi, som ignorerer disse landes valg, og hvad værre er, når jeg ser, at nogle regeringer, herunder min nationale regering, stadig kræver, at den europæiske bistand skal betinges af tilbagetagelsesaftaler. Dette er en mærkelig tilgang til mobilitet.

Hr. kommissær, jeg tænker, om vi ikke kunne sende et klart signal om Tunesien ved at kræve et moratorium for landets gæld, indtil en demokratisk valgt regering er indsat, hvilket vil ske i juli. Jeg foreslår også, at vi bør hjælpe dem med at holde styr på gælden og eftergive den illegitime gæld, som kom Ben Ali-Trabelsi-familien til gode på bekostning af det tunesiske folk. Jeg vil gerne have et detaljeret svar på mit spørgsmål, hr. kommissær.

  Nikolaos Salavrakos (EFD). – (EL) Fru formand! Jeg mener, at kommissær Füles håndtering af spørgsmålet om tilsyn med den europæiske naboskabspolitik, som dækker 16 stater fra undersiden af Afrika til undersiden af Rusland, er korrekt.

Den europæiske naboskabspolitik er imidlertid blevet testet af de nylige begivenheder i den arabiske verden, som har vist befolkningernes utilfredshed med deres autokratiske regimer samt de fejlslagne økonomiske og sociale reformer i disse lande, som EU har støttet. De autokratiske regimer i Libyen, Tunesien, Egypten og andre lande har siddet i årevis, og vi samarbejder med dem. Nu kæmper vi lige pludselig imod dem. Derfor skal vi revidere den europæiske naboskabspolitiks strategi ved at fremme demokrati og menneskerettigheder og kontrollere planlagt finansiering. Den primære faktor, som skal vurderes korrekt, er, at unge mennesker i disse lande er bedre uddannet og samtidig arbejdsløse. Desværre er 7 400 000 europæiske borgere i nøjagtigt samme situation.

  Kristian Vigenin (S&D). – (EN) Fru formand! Udviklingen i de sydlige nabolande har givet anledning til stor kritik af EU's naboskabspolitik, som den har set ud indtil videre. Vi skal naturligvis være kritiske, men vi skal også være retfærdige.

Naboskabspolitikken har i høj grad bidraget til udviklingen af relationerne med disse lande, og ikke kun dem, men også deres samfund, hvilket vil være et af de primære spørgsmål, som nu skal tilføjes revisionen af naboskabspolitikken. Denne udvikling følger til en vis grad EU's tilnærmelse til disse lande. I denne forstand skal vi derfor revidere denne politik og tilpasse den, men vi bør ikke bare kritisere det, der er sket indtil videre. I den forbindelse er Parlamentets betænkninger et vigtigt bidrag til revisionen af naboskabspolitikken, og jeg håber, at Kommissionen vil tage dem med i sine overvejelser.

Jeg vil gerne advare mod forsøg på at modarbejde de østlige og sydlige lande, ikke kun med hensyn til at flytte fokus, men også måske med hensyn til at omfordele midler og ressourcer. Vi skal være meget forsigtige på dette område og tage højde for, at udfordringen på den ene side naturligvis ligger i at støtte de demokratiske processer i Egypten og Tunesien og støtte demokratiseringen i syden, men også i f.eks. at opretholde freden i det sydlige Kaukasus samt bidrage til en fredelig løsning af de fastfrosne konflikter og konsolidere demokratier.

  Riikka Manner (ALDE). – (FI) Fru formand! Det er meget vigtigt, at vi ud over den sydlige naboskabspolitik også taler om en østlig naboskabspolitik. Der er rigtig mange interne administrative problemer forbundet hermed, og i det mindste bør forvaltningen af russiske programmer overdrages til GD for Regionalpolitik. Årsagen til dette er, at de myndigheder, som forvalter programmerne, ville kunne revidere dem for at afspejle særlige regionale karakteristika og betingelser. Dette vil også være en måde, hvorpå kontinuiteten i programmerne kunne garanteres.

Vi skal huske, at denne ændring ikke i sig selv ville kræve nogen særlige ændringer i programmerne eller EU's budget. Det ville i stedet snarere dreje sig om en intern beslutning i Kommissionen. Der er i øjeblikket mange problemer i disse programmer, og vi bør gennemføre nogle strukturelle ændringer i dem. Dette ville være et klart budskab, og jeg håber, at Kommissionen også vil gøre, hvad den kan for at støtte denne beslutning.

  Jacek Olgierd Kurski (ECR). – (PL) Fru formand! Den europæiske naboskabspolitik, og som led i den det østlige partnerskab, er et vigtigt område og en udfordring for EU. Den udgør en vigtig politisk ramme for styrkelse af relationerne med partnerlandene – lande, som vi bør bevæge os mod økonomisk og politisk integration med. I tilfældet med Ukraine bør denne proces afsluttes med udsigt til fuldt medlemskab af EU, naturligvis efter opfyldelse af Københavnskriterierne, hvorfor det er afgørende, at myndighederne i Kiev udviser et større politisk engagement.

Lad os ikke glemme europæerne i Hviderusland, som er et land med en civilisation, der ligner vores egen, men som Lukashenko-regimet holder lukket. Lad os gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at hviderusserne ser, at Europa husker dem og støtter deres bestræbelser på at opnå demokrati. Vi kan forstærke vores bestræbelser ved at reducere de omkostninger, der er forbundet med at opnå Schengenvisa, fremme mellemfolkelige kontakter mellem Hviderusland og resten af Europa og støtte samfunds- og borgerinitiativer i Hviderusland. Ved at fremme rejser og kontakter mellem EU og Hviderusland kan vi underminere Lukashenko-regimet meget mere effektivt end med utallige erklæringer eller beslutninger. Endelig vil jeg gerne påpege, at der i mange af landene i naboskabspolitikken stadig er alvorlige problemer med hensyn til respekt for ytringsfriheden, navnlig i pressen, foreningsfriheden og forsamlingsfriheden. Som Parlament i et frit Europa skal vi...

(Formanden afbrød taleren)

  Jiří Maštálka (GUE/NGL). – (CS) Fru formand! Jeg håber ikke, at der er nogen her fra landene i det østlige partnerskab, da de ud fra antallet af tilstedeværende her må tro, at vi ikke er interesseret i det østlige partnerskab. Jeg vil også gerne understrege vigtigheden af og behovet for en forhandling om det østlige partnerskab.

Det er vigtigt, fordi området øst for EU's grænser indeholder forretningsmuligheder, som er uerstattelige med hensyn til at opretholde EU's konkurrenceevne i de kommende årtier. Området indeholder også en stor kulturel kilde, som spiller en rolle i skabelsen af europæiske traditioner, og uden hvilke det ikke er muligt at forstå den europæiske identitet. En forhandling om det østlige partnerskab er også nødvendig, fordi det ikke er helt klart, om vi alle tillægger dette projekt lige stor betydning. Alle de multilaterale initiativer, der er forbundet med det østlige partnerskab – demokrati, stabilitet, økonomisk integration, energisikkerhed og mellemfolkelige kontakter, er uden tvivl nyttige for både EU og de seks nabolande. Udtalelse fra nogle politikere, som taler om Sortehavssynergi eller en demokratisk bufferzone, har skabt forvirring. Her er det østlige partnerskab ikke længere et instrument...

(Formanden afbrød taleren)

  Jaroslav Paška (EFD). – (SK) Fru formand! EU's troværdighed som en global politisk aktør afhænger også af dens evne og vilje til at fremme udvikling og reformer for stabilisering af nabolandene. EU's samarbejde med landene i det østlige partnerskab skaber mulighed for, at disse lande kan sikre politisk udvikling hen mod frihedsværdier og demokratiske værdier. I lyset af den varierende politiske udvikling i de enkelte lande skal EU imidlertid anlægge en differentieret strategi og give mere hjælp og EU-ressourcer til de østlige partnere, der er villige til at gå længere og hurtigere med hensyn til at opfylde forpligtelserne.

Vi kan gøre mere for at tilskynde Ukraine og Moldova, navnlig for at skabe fremskridt i forhandlingerne og forsøge at opnå en aftale om et bredt og omfattende frihandelsområde. Efter min mening bør vi også fortsætte forhandlingerne med Armenien, Aserbajdsjan og Georgien. Hviderusland skal finde en kommunikationsform, som passer til den politiske situation. Indbyggerne i landet må imidlertid ikke blive gidsler for deres politiske repræsentanter, som har besluttet at indføre deres egen version af demokrati.

  Lambert van Nistelrooij (PPE). – (NL) Fru formand! I dag skaber vi et vigtigt grundlag for udviklingen af det europæiske naboskabs- og partnerskabsinstrument (ENPI). Jeg vil blot gerne fremhæve ét punkt her, et specifikt punkt for kommissæren om programmerne for de ydre grænser, de grænseoverskridende programmer.

Vi har 15 programmer med et budget på 1,1 mia. EUR. Vi hører imidlertid fortsat fra alle sider, at programmerne ikke kører godt. Udviklingen har været langsom. Der er meget lille fleksibilitet og ud fra det, jeg har hørt i dag, kan jeg forstå, at det polske formandskab agter at løse dette problem. Polakkerne ønsker at gå videre og se, om disse programmer skal ændres for at gøre dem samhørige igen, til mål 3, INTERREG-strategien, som vi har kendt i årevis.

Mit spørgsmål til kommissæren er følgende: Hvordan agter De at håndtere dette? Faktisk skulle De allerede i henhold til ENPI-forordningen have gennemført en evaluering sidste år. Jeg har ikke set nogen dokumenter herfra. Hvordan vil De indarbejde dette i Deres publikationer i maj, og vil De eventuelt være villig til at afholde en høring, i samarbejde med dette Parlament, hvor vi kunne invitere de mennesker, der er mest berørt, og høre om deres erfaringer? Jeg har en fornemmelse af, at nogle ting virkelig skal ændres.

  Pier Antonio Panzeri (S&D). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Med denne revision af EU's naboskabspolitikker indleder vi en rejse, som ikke vil slutte foreløbig. Begivenhederne i Middelhavslandene signalerer starten på en proces, der vil skabe grundlæggende ændringer, og de vil have varige konsekvenser for både landene i regionen og for Europa.

Vi skal være klar over, at overgangen til fuldt demokrati ikke vil være nem, og at disse perioder indebærer mange risici og usikkerheder. Af denne grund er der mange ting, der skal gøres, og disse tager tid. Europas svar skal være karakteriseret af en strategi, som er baseret på omgående og langsigtede foranstaltninger.

Vi skal fremme adgangen til de europæiske markeder og give mulighed for større fleksibilitet. Vi bør tilrettelægge en konference for at undersøge muligheden for at eftergive og genforhandle gælden for disse lande, som har valgt den demokratiske vej. Vi bør stille tilstrækkelige finansielle ressourcer til rådighed og yde bistand til den demokratiske proces ved at styrke de parlamentariske institutioner og politiske partier og sikre alle borgeres fulde deltagelse. Dette bør alt sammen ske inden for rammerne af en fornyet Euro-Middelhavsdialog.

Det er Europas strategiske, politiske fremtid, der er på spil. Jeg mener, at Europa skal forstå, at vi skal arbejde mod øst og syd, men at de sydlige lande i øjeblikket må prioriteres. Disse politikker skal ændres helt grundlæggende, og vi skal endelig tage hul på et nyt kapitel.

  Zbigniew Ziobro (ECR). – (PL) Fru formand! Den østlige dimension er et af de vigtigste områder for EU's udvikling under den europæiske naboskabspolitik. Den omfatter lande som Ukraine, Hviderusland, Moldova, Georgien, Aserbajdsjan og Armenien. EU har meget vigtige økonomiske og finansielle interesser i disse lande, og disse bør vi ikke glemme, men spørgsmål relateret til energi bør tillægges den største betydning. Det er gennem nogle af disse lande, at alternative energiruter til russiske rørledninger, f.eks. Sarmatia og Nabucco-gasrørledningen, kan etableres. For at styrke samarbejdet mellem de nævnte lande og EU bør EU's handelsområde liberaliseres, hvilket ville skabe bedre forretningsmuligheder og bringe disse lande tættere på EU, og EU er trods alt allerede den største økonomiske partner for disse lande i dag. Vi bør naturligvis i sidste ende overveje et frihandelsområde, som helt naturligt ville bringe os sammen på en særlig måde. Endelig må vi ikke glemme at lempe visumforpligtelserne, udvide de mellemfolkelige programmer og yde finansiel støtte til udveksling af unge fra lande i det østlige partnerskab med unge fra EU.

  Krzysztof Lisek (PPE). – (PL) Fru formand, hr. kommissær! Vi ønsker alle, at EU's politik skal være effektiv, men for at være det skal den være fuldstændig konsekvent med hensyn til både den østlige dimension af naboskabspolitikken og den sydlige dimension. Hvad angår den østlige dimension, vil jeg gerne rette særlig opmærksomhed mod det, vi kender som fastfrosne konflikter, til situationen i Moldova og navnlig til situationen i Transnistrien og i Nagorno-Karabakh, og jeg vil også gerne sige et par ord – navnlig som fast ordfører for Georgien i Parlamentet – om situationen i Abkhasien og Sydossetien.

Der er i dag behov for en konsekvent EU-politik om disse spørgsmål. En konsekvent EU-politik skal betyde både fælles og konsekvent, en politik, som efterleves på samme måde af både de europæiske institutioner, herunder især den højtstående repræsentant, og andre medlemmer af Kommissionen, samt også af medlemsstaterne. Vi skal tale med én stemme til de russiske ledere i dag og fortælle dem, at de ikke opfylder de forpligtelser, de indgik i 2008, og f.eks. at EU's observationsmission bør få adgang til Abkhasien og Sydossetien så hurtigt som muligt.

  Ana Gomes (S&D). – (PT) Fru formand! De folkelige opstande i Nordafrika afslører fejlene i Europas politik og diplomati, som styres af en påstået realpolitik, der har støttet diktatorer og devalueret håbene om frihed, retfærdighed og muligheder for alle mennesker.

Som resultat af dette har EU omdefineret sine prioriteter for den europæiske naboskabspolitik til de sydlige lande. Jeg er enig i den nye retning med "penge, markedsadgang og mobilitet". Dette er imidlertid ud fra den antagelse, at den støtte, vi tilbyder vores naboer, betinges af, at der udvises politisk vilje og konkrete fremskridt i demokratiseringsprocesserne. Der er ikke noget demokrati uden politiske partier. Det bør derfor prioriteres at støtte uddannelsen af demokratiske politiske kræfter med hensyn til finansiering og organisering, da dette vil styrke de unge mænd og kvinder, der med stort mod indledte det arabiske forår.

I samfund, som stadig er domineret af statens religiøse overbevisninger og har en patriarkalsk struktur, vil hjørnestenen for egentlige demokratiske forandringer være baseret på kvindernes deltagelse og respekten for menneskerettighederne. Dette skal være grundlæggende for EU's politiske støtte til de sydlige Middelhavslande.

Endelig bør EU også fremme alle nye aktørers deltagelse i den politiske dialog, herunder partier med religiøse dagsordener, som f.eks. dem, der har forbindelse til Det Muslimske Broderskab, som ikke bør isoleres, men i stedet inviteres til at være med i det demokratiske spil.

  Marek Henryk Migalski (ECR). – (PL) Fru formand! For at den politik, vi drøfter i dag, skal få det ønskede positive resultat, er der brug for penge. Vi bør derfor holde os til gentlemanaftalen i forhold til en fordeling af de tilgængelige midler på en tredjedel til to tredjedele. Dette er nødvendigt for at kunne gennemføre denne politik effektivt. For det andet er det nødvendigt med en klar diagnose af situationen. Derfor må der ikke foretages sammenligninger mellem Hviderusland, som kontrolleres af et klart, gennemsigtigt og, kan man sige, klinisk eksempel på et regime, og Ukraine, som kæmper med demokratiseringsproblemer. For det tredje giver en sådan politik udsigt til medlemskab for lande, som forsøger at opnå dette. En klar udsigt til medlemskab bidrager til at skabe en selvopfyldende profeti, og hvis samfundet og de, der leder disse lande, har indtryk af, at fuldt EU-medlemskab er et opnåeligt mål, er det helt sikkert mere sandsynligt, at det vil blive opfyldt.

  Francisco José Millán Mon (PPE). – (ES) Fru formand, hr. kommissær! Jeg beklager, at Rådet ikke er til stede ved denne forhandling. Hvad angår de sydlige nabolande, har jeg tre ting at sige. For det første skal EU støtte og fremme processen for demokratisk forandring. Tidligere brugte myndighederne i nabolandene deres bekymringer om stabiliteten som begrundelse for deres manglende handling.

For det andet ønsker jeg økonomisk velstand for vores naboer i syd, hvilket kræver omfattende reformer, investeringer og finansiel og økonomisk bistand samt handel, ikke blot med norden, men også syd-syd-handelen, som i øjeblikket er ikkeeksisterende.

Jeg er bekymret over Kommissionens og den højtstående repræsentant Baroness Ashtons udtalelser: I en artikel offentliggjort i The New York Times den 18. marts 2011 synes hun at råde disse lande til at specialisere sig i landbrugseksport til de europæiske markeder. Det er jeg ikke enig i. Kommissær Füle er klar over dette, selv om han vist ryster på hovedet. Disse lande skal have diversificerede økonomier og diversificeret landbrug. Jeg gentager: diversificeret. De skal også tage sig af deres indenlandske fødevarebehov og ikke begrænse sig til få eksportprodukter, som tilmed skaber problemer for de europæiske landmænd. Der er derfor behov for fornuft og forsigtighed i dette spørgsmål.

For det tredje skal vi genoplive Middelhavsunionen og dens projekter, som kan bidrage til den økonomiske modernisering af Middelhavslandene. Desværre befinder Middelhavsunionen sig stadig i et dødvande og kan ikke fortsætte med at være gidsel for de manglende fremskridt mellem Israel og Palæstina.

Mine damer og herrer, vi står over for en stor udfordring.

  Evgeni Kirilov (S&D). – (EN) Fru formand! EU's østlige nabolande kunne vise sig at være den bedste test for EU's udenrigspolitik. EU skal holde sig til sin egen retlige ramme og især EU's sikkerhedsstrategi, som understreger behovet for at have mange velledede lande uden for EU's grænser. Dette bør også indføres i dens egen omfattende strategi for at skabe positive ændringer.

Den største hindring for formaliseringen af naboskabspolitikken østpå er imidlertid stadig de uløste konflikter i Transdnestrien og det sydlige Kaukasus, som er årsagen til regionens ustabilitet og politiske og økonomiske problemer. Det er nok at nævne eksplosionen i Transnistrien i dag, som forårsagede store skader på gasrørledningen.

Der er et presserende behov for, at EU støtter bestræbelserne på at løse konflikterne, herunder gennem direkte mægling, opbygning af tilliden og humanitær bistand til de mange millioner internt fordrevne og flygtninge. Det er derfor, at EU bør sikre, at dens store finansielle og tekniske støtte i regionen ledsages af en styrket politisk tilstedeværelse og en veldefineret konditionalitet.

  Jacek Protasiewicz, (PPE). – (PL) Fru formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne starte med at lykønske ordførerne for begge betænkninger og især ordføreren for betænkningen om den østlige dimension af naboskabspolitikken, hr. Siwiec. Jeg kommer ikke med denne lykønskning for at være høflig. Den skyldes min oprigtige overbevisning om, at vi endelig har fået nogle betænkninger, der viser, at den europæiske naboskabspolitik i langt større omfang skal baseres på de værdier, som er vigtigst for os, nemlig respekt for menneskerettighederne, mediefrihed og demokratiske regeringer.

Lad mig gentage det, jeg sagde her i Parlamentet i mandags: Hændelserne i Nordafrika og Mellemøsten viser, at de mennesker, som bor der, særlig de unge, ikke blot kræver mere brød, de kræver også større frihed og større respekt for deres rettigheder som borgere og som mennesker. Det samme gælder vores naboer i øst og især i et land, der er umiddelbar nabo til EU, nemlig Belarus. Jeg vil gerne fortælle Dem om de skandaløse begivenheder, der har fundet sted her i eftermiddag i Grodno i Belarus, hvor en journalist, Andrzej Poczobut, som er sigtet for at have fornærmet præsidenten i nogle artikler, der er skrevet til den internationale presse i forbindelse med hans arbejde som journalist, lige er blevet anholdt af KGB for at forhindre ham i at tale til os, Parlamentets medlemmer, på mødet med den belarussiske delegation i morgen. Denne praksis er skandaløs. Den europæiske naboskabspolitik skal hjælpe os med at forhindre situationer som den, der har fundet sted her i eftermiddag med Andrzej Poczobut.

  Christofer Fjellner (PPE). – (SV) Fru formand! Jeg er taknemmelig over, at Kommissionen har valgt at præsentere denne revision af den sydlige dimension af den europæiske naboskabspolitik. Det er der virkelig brug for. Vi skal anerkende, at Europa har mødt diktaturer med tolerance i stedet for strenge krav om demokrati. Det har kostet os noget tillid til Europa. Vi har derfor brug for en ny politik, en politik, der kan bidrage til at genopbygge disse lande efter flere årtier med dårlig regeringsførelse. Europa kan gøre en hel del i den sammenhæng, frem for alt som denne regions vigtigste handelspartner. Den bedste tilgang er sandsynligvis at investere målrettet i denne genopbygning og handel for at genopbygge den tillid, vi har mistet. Det glæder mig derfor, at Kommissionen taler om handelsdimensionen i denne meddelelse – at vi skal øge markedsadgangen for vores nordafrikanske naboer for at hjælpe dem med at bruge handelen til at skabe velstand.

Det er imidlertid for øjeblikket de europæiske toldbarrierer, især i landbrugssektoren, der er en væsentlig hindring for udvikling. Tag f.eks. mindstepriserne på landbrugsprodukter, som betyder, at jo mere effektivt frugt og grøntsager bliver produceret, jo højere er de afgifter, der skal betales. Det er en hindring mod udvikling og velstand. Jeg vil derfor foreslå, at det første, Kommissionen gør, er at give disse lande i Nordafrika, der har påbegyndt rejsen mod demokrati, fri markedsadgang i Europa. Det gjorde vi for det vestlige Balkan efter krigen i Jugoslavien, og hvorfor ikke tage ved lære af dette eksempel? Vi opbygger Europas velstand på baggrund af frihandel i Europa, så hvorfor ikke hjælpe vores nordafrikanske naboer med at opbygge deres velstand på baggrund af frihandel med os?

  Georgios Koumoutsakos (PPE). – (EL) Fru formand! Den europæiske naboskabspolitik er uden tvivl en vellykket politik. Men vi skal gøre den mere dynamisk og mere effektiv. Det negative økonomiske klima, som vi befinder os i for øjeblikket, skal ikke bruges som alibi eller påskud for ikke at blive ved med at styrke den. Dette gælder primært dens sydlige dimension.

Der er nu et presserende behov for dette efter den seneste udvikling, de seneste dramatiske hændelser i Nordafrika. Disse samfund har brug for vores støtte. De har brug for vores ubetingede, men diskrete støtte, og jeg vil gerne understrege ordet "diskrete" af åbenlyse historiske og politiske årsager. Vi skal støtte civilsamfundet i disse lande, dets demokratiske handlinger og dets krav om større frihed.

Vi må desuden ikke glemme, at Middelhavsområdet er ved at udvikle sig til en tidsindstillet indvandringsbombe. Det er en anden grund til, at vi skal støtte stabiliteten, demokratiet og væksten i disse lande gennem naboskabspolitikken.

  Jacek Saryusz-Wolski (PPE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske kommissæren med meddelelsen om partnerskaber, som indeholder en hurtig og langsigtet fremgangsmåde.

Vi er vidne til en omstrukturering af naboskabspolitikken, og Kommissionen er den holistiske tilgangs vogter. Jeg synes, det er fatalt at gå imod de sydlige nabolande og de østlige nabolande. Vi er i gang med en omstrukturering, og om end der er gode nyheder om, hvad der sker i landene i syd, så vedrører betydningen af denne omstrukturering og omtænkning andet end landene i syd. Den vedrører også landene i øst. Vi bør bevæge os fra en regeringsrelateret eller -orienteret politik til en samfundsorienteret politik og fra en kortsigtet økonomisk interessepolitik til en politik, der er rettet mod menneskerettigheder og demokrati. Vi skal politisk blive generøse over for samfund og meget mere krævende og strenge over for regeringer. Vi skal desuden ikke forveksle status quo med stabilitet. Vi skal anlægge en form for overgangstilgang.

Opbygningen af dette nye paradigme for en naboskabspolitik medfører et behov for at ændre østpolitikken i samme retning. Vi skal være lige opmærksomme på både syd og øst. Der skal være symmetrisk finansiering, da vi står i et falsk dilemma, når vi er imod begge, og denne finansiering skal være klog. Vi har en strukturel underfinansiering her. Hvert år betaler vi de lande, der er omfattet af naboskabspolitikken, 20 % af, hvad vi betaler til resten af verden. Jeg ved, hvor svært det er at tale om finansiering i dag. Men denne politik skal omstruktureres, og det kræver også yderligere finansiering.

  Radvilė Morkūnaitė-Mikulėnienė (PPE). – (EN) Fru formand! På nuværende tidspunkt er det vigtigt at overveje begge faktorer i den europæiske naboskabspolitik nøje og ramme den rette balance mellem dem. Den europæiske naboskabspolitik skal blive mere fleksibel, proaktiv og optimeret. Hvis vi vil skabe et område med stabilitet, fælles værdier og fremgang rundt om Europa, skal vi først og fremmest ikke længere begrænse os selv med foruddefinerede kvoter. Finansiel bistand skal afbalanceres i forhold til politisk engagement og viljen til at nærme sig EU's værdier, friheder og standarder. Den skal være resultatorienteret og forbundet med objektive og klare kriterier for demokratisering og de fremskridt, der opnås med reformer.

For det andet skal vi overveje at oprette et instrument til hurtig indsats inden for rammerne af den europæiske naboskabspolitik med henblik på at kunne reagere hurtigt og fleksibelt på politiske ændringer i partnerlande, sådan som det skete for nylig i de sydlige nabolande.

For det tredje er tiltrækningskraften ved EU-bistanden også vigtig. Forenklingen af tildelingsprocedurerne for EU-støtte og aktiv udveksling af ekspertviden mellem medlemsstaterne i de tidlige programmeringsfaser ville være et yderligere incitament.

  Silvia-Adriana Ţicău (S&D). – (RO) Fru formand! Jeg kommer fra Galaţi, en rumænsk by, som ligger ved grænsen mellem EU og Republikken Moldova og Ukraine. Derfor vil jeg specifikt nævne revisionen af den østlige dimension af den europæiske naboskabspolitik. Jeg må understrege dens betydning både for gennemførelsen af EU's strategi for Donauregionen og for EU's energisikkerhed.

Jeg vil gerne opfordre Kommissionen og medlemsstaterne til at iværksætte en omfattende EU-strategi for Sortehavet og frembringe tilstrækkelige økonomiske og menneskelige ressourcer til at gennemføre den effektivt. Jeg glæder mig over Ukraines og Republikken Moldovas tiltrædelse af energifællesskabstraktaten, hvilket i væsentlig grad vil bidrage til at opnå EU's målsætninger med hensyn til energisikkerhed og disse landes sikkerhed.

Hvad angår EU's prioriterede energiprojekter, bør jeg fremhæve betydningen af den sydlige gaskorridor. Jeg synes, at Nabuccogasrørledningen samt den transadriatiske rørledning, den paneuropæiske olierørledning, gassammenkoblingerne mellem Tyrkiet, Grækenland og Italien eller…

(Formanden afbrød taleren)

  Tatjana Ždanoka (Verts/ALE). – (EN) Fru formand! Jeg støtter den europæiske naboskabspolitik som en meningsfyldt politisk ramme for en styrkelse af demokratiet i både de østlige og sydlige dimensioner, men jeg har nu bedt om ordet for at stille følgende spørgsmål til os alle: Er EU's moralske ret til at vise tredjelande vejen hen imod rigtigt demokrati velbegrundet?

Begge beslutningsforslag henviser til værdier inden for den europæiske naboskabspolitik såsom demokrati, retsstatsprincippet og respekt for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, herunder mediefrihed, domstolenes uafhængighed og kampen mod korruption. Er EU selv en mester på alle disse områder, når vi f.eks. kigger på mediesituationen i Italien og Ungarn, den massive statsløshed i Letland og Estland og mistanken om korruption her i Parlamentet?

Jeg håber meget på, at vi kan opretholde en…

(Formanden afbrød taleren)

  Seán Kelly (PPE). – (EN) Fru formand! Naboskab er nøgleordet her. Også i vores privatliv er det et stort aktiv at have gode naboer. En god nabo er en person, som er venlig, ikke blander sig unødigt i ens sager, men er villig til at række en venskabets hånd ud, når der er brug for det.

Det er noget, som EU bør praktisere som en politik. Det er let nok, når vores nabolande er lige så venlige, stabile og demokratiske. Hvis de ikke er det, er det mere problematisk.

Forslaget om, at vi skal samarbejde med civilsamfundet, særlig i disse lande, er et rigtig godt forslag. Min kollega, hr. van Nistelrooij, påpegede, at vi bruger 1,1 mia. EUR på grænseaktiviteter, og at vi har brug for en mere sammenhængende tilgang. Det er jeg enig i.

Desuden er forslaget om regelmæssige høringer, især med civilsamfundet fra udemokratiske regimer, et godt forslag, så de kan høre, hvad vi har at sige, og vi kan høre direkte fra dem.

  Malika Benarab-Attou (Verts/ALE). – (FR) Fru formand, hr. kommissær! I Deres beskrivelse af perspektiverne for den europæiske naboskabspolitik i det sydlige Middelhavsområde henviste De til potentielle katalysatorer. De glemte imidlertid at nævne en gruppe, som jeg selv hører til. I Europa stigmatiseres folk som mig – indvandrere og børn af indvandrere – der kommer fra det område, som engang var koloniseret af Europa, stadig. Alligevel er vi og kan vi blive menneskelige ressourcer, indflydelsesrige mæglere mellem nord og syd på dette historiske tidspunkt.

Hvad mener De om den mulighed, kommissær Füle? Vil De tage det med i Deres overvejelser?

  Laima Liucija Andrikienė (PPE). – (LT) Fru formand! Revisionen af den europæiske naboskabspolitik er en af vores vigtigste opgaver. Begivenhederne i Egypten, Tunesien, Libyen, Yemen, Bahrain og andre steder nedbryder ubarmhjertigt mange af vores stereotypiske forestillinger, såsom at de fleste mennesker i Mellemøsten eller Nordafrika er ligeglade med menneskerettigheder, og at de er vant til at leve under diktaturer. Revolutionen i den arabiske verden har vist, at dette er en vildfarelse.

For nogle få uger siden besøgte jeg Egypten, den dag hvor der blev afholdt en folkeafstemning i landet om en ændring af forfatningen. Alle dem, vi mødte, talte om frihed, retfærdighed og demokrati. De fleste understregede, at de har brug for en anden form for støtte fra EU. Der er brug for støtte til at styrke civilsamfundet, etablere politiske partier og forsvare menneskerettighederne, så fremtidige parlaments- og præsidentvalg bliver demokratiske, frie og retfærdige. De demokratiske processer, som finder sted der, er meget sårbare og skrøbelige, og vi skal hjælpe dem rettidigt.

  Štefan Füle, medlem af Kommissionen. – (EN) Fru formand! Jeg sætter pris på ét meget vigtigt element, nemlig at vi i Kommissionen og Parlamentet parallelt nærmer os en revision af vores naboskabspolitik. Det er ikke en situation ligesom med så mange andre politikker, hvor vi kommer her med et produkt, der allerede er blevet afsluttet, og derefter afholder drøftelser. Vi indledte processen for noget tid siden, og gennem interaktion har vi allerede kunnet tage en række af Parlamentets gode idéer til os og forklare en række af vores idéer. Den lange liste over talere, som er kommet med en række værdifulde forslag og har stillet nogle gode spørgsmål, er et bevis på, at denne tilgang var den rigtige.

I Lissabontraktaten, der også blev vedtaget her i Parlamentet, fastsatte vi nogle høje ambitioner. Vi blev enige om, at EU skal være en global aktør. Catherine Ashton, næstformand i Kommissionen og EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og jeg er begge af den opfattelse, at vi næppe ville kunne opfylde denne forventning uden først og fremmest at spille en virkelig konstruktiv rolle i forhold til vores nabolande, og at vi næppe ville kunne spille en sådan rolle uden at tage udfordringerne i forbindelse med vores nabolande op, herunder den langvarige konflikt.

Det var med tanke på dette, at vi sammen indledte revisionsprocessen i juni sidste år. Dengang var vores ambition først og fremmest at overveje de nye instrumenter, der skyldes Lissabontraktaten. Der er sket store ændringer med hensyn til EU's optræden udadtil med det skiftende halvårlige formandskab og dets prioriteringer i forhold til de eksterne forbindelser på baggrund af den konsekvente og sammenhængende politik, som garanteres af en person med en dobbelt rolle, og som kombinerer fællesskabsinstrumentet inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og også for første gang har kapaciteter i Tjenesten for EU's Optræden Udadtil. Ambassaderne er også blevet opgraderet til ikke blot at repræsentere Kommissionen, men også EU. Det er store ting.

Jeg ved, at der er mange udfordringer, spørgsmål og endda kritikpunkter her og der, men jeg er sikker på, at disse ændringer vil skabe en mere sammenhængende politik for EU's optræden udadtil. Det var det, vi ønskede at få afspejlet i vores naboskabspolitik. Vi ønskede også at gøre en af de vigtige ting, som vi følte, manglede. Når vi kiggede på vores nabolande, følte vi, at disse lande ikke tog ejerskab over naboskabspolitikken. Nogle af vores partnere sagde, at naboskabspolitikken var blevet pålagt dem, og at de faktisk aldrig var blevet hørt. Derfor mener de, at der ikke blev taget hensyn til deres synspunkter, og at der var én ordning, som skulle gælde for alle, uden at der blev taget højde for de specifikke forhold. Men så kom den arabiske revolution. Den har givet os mulighed for at se os selv i spejlet – hvilket der efter min mening i høj grad var behov for – og stille nogle vigtige spørgsmål, såsom hvor klar vi er til at supplere de opdukkende demokratiers forhåbninger, hvor langt vi vil gå for at håndtere situationer som den, vi står over for i Libyen, og hvor længe vi skal gå på kompromis her og der og forbinde stabilitet med autokrati, og acceptere, at vores værdier ikke altid har været i overensstemmelse med vores interesser.

Vores meddelelse af 8. marts var et forsøg på at besvare nogle af disse spørgsmål – for at være helt ærlig nogle af de nemme spørgsmål – for vi har faktisk kun besvaret dem, der vedrører de opdukkende demokratier. Vi efterlod de svære spørgsmål til den strategiske revision af den europæiske naboskabspolitik. Mange af dem mangler stadig at blive besvaret.

I den pågældende meddelelse af 8. marts fastsatte vi tre grundlæggende søjler, som De også vil se, er afspejlet i den strategiske revision. Den første søjle støtter den demokratiske forandring og institutionsopbygningen i vores nabolande. I den anden er der fokus på forholdet til samfund og støtte til civilsamfund. Den tredje støtter en inklusiv og bæredygtig vækst blandt vores naboer.

Mange lande i syd er i gang med at ændre sig, en ændring, som ikke er begrænset til disse lande, men gælder hele regionen. De ændrer også os og den måde, som vi reagerer på situationen på – den måde, vi reagerer proaktivt på og efterstræber disse nye fænomener i forhold til vores nabolande. Det vil få konsekvenser for landene i øst, og vi vil kunne tage ved lære af den fælles tænkeproces med vores østlige partnere. Disse overvejelser om landene i øst finder ikke sted på bekostning af landene i syd, og begivenhederne i landene i syd og vores nuværende interesse i og fokus på landene i syd sker ikke på bekostning af vores interesse i landene i øst. Revisionsprocessen for den europæiske naboskabspolitik vil styrke behovet for en afbalanceret tilgang til vores nabolande, uanset om det er i øst eller syd.

Der er et nyt momentum i forhold til nogle gange at erstatte den foretrukne realpolitik i vores nabolande med en ambitiøs og meget mere proaktiv politik baseret på vores værdier. Der er også momentum i forhold til at give klart udtryk for, hvad det er, vi vil opnå med eller gennem instrumenterne i naboskabspolitikken. For nogle få år siden henviste vi til området med fred, stabilitet og velstand. Det er et vigtigt koncept, som stadig er gyldigt, men partnerne vil have mere. I landene i øst er nogle af dem meget afklarede med hensyn til deres forhåbninger i forhold til EU. Landene i syd ønsker en mere fast institutionel ramme for økonomisk integration. Skal vi afholde os fra at fremkomme med vores tanker omkring disse spørgsmål? Det synes jeg ikke. Jeg synes, vi skal gøre det klart, at det østlige partnerskab ikke er en måde til at afholde landene i øst fra at opnå EU-medlemskab, men det er en måde, hvorpå de kan opbygge mere af EU i deres lande. Jeg synes, vi skal komme med et tilbud til de mest avancerede lande i syd – en form for ramme for dem, så de kan blive en del af beslutningsudformningen, ikke beslutningstagningen.

Forvent ikke en meget teknisk spændetrøje for de bilaterale forbindelser med vores naboer. Forvent blot nogle få, men meget præcise og meget vigtige benchmarks. Forvent som følge af denne revision af den europæiske naboskabspolitik en fleksibel og skræddersyet struktur og interaktion, som fungerer godt mellem den politiske styring på den ene side og vores programmer og tekniske og finansielle bistand på den anden.

Det bliver ikke nogen nem proces. Der er ingen forandringer, som er nemme, men sammenlignet med dens forgænger bliver dette en vedvarende proces, hvor revisionsegenskaberne eller en kapacitet til feedback eller et realitetstjek, om De vil, vil blive en vigtig kvalitet, som skal integreres i denne revision af den europæiske naboskabspolitik.

Mange af Dem har talt om penge. Jo højere vores ambitioner er, desto flere ressourcer kræver de. Logikken her er meget klar. Men handler det kun om penge? Absolut ikke. Det handler også om vores kreativitet, vores sammenhæng, at tage vores partneres interesser alvorligt og være ambitiøse, for så vidt angår åbning af vores handelsmarked og håndtering af spørgsmålet om bevægelighed.

Jasminrevolutionen handlede i høj grad om værdighed og lighed. Lad os derfor gøre de to emner – værdighed og lighed – til de principper, som vores politik skal være baseret på. Parlamentet har en meget vigtig rolle at spille i den sammenhæng.

  Formanden. – Jeg har modtaget to beslutningsforslag⁽¹⁾, som er fremsat i henhold til forretningsordenens artikel 110, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 7. april.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Tunne Kelam (PPE), skriftlig. – (EN) Alle europæiske lande, som opfylder kriterierne for tiltrædelse af EU, skal have mulighed for at opnå medlemskab af EU. Den østlige dimension af den europæiske naboskabspolitik skal helt klart tage højde for dette underliggende princip og sikre, at vores naboer i Østeuropa kan se en konkret og troværdig mulighed for fremtidigt medlemskab.

Det stærkeste incitament til demokratiske og politiske reformer og oprettelse af et civilsamfund er og vil altid være muligheden for EU-medlemskab. Mens fremtidige ansøgere skal gøre deres hjemmearbejde fuldt ud, skal EU bevise uden for enhver tvivl, at vores engagement i en udvidelse fortsat er gyldigt og troværdigt. For at styrke denne troværdighed og fjerne enhver tvivl om dobbeltmoral skal EU gøre det helt klart, at forbindelserne med vores østlige naboer først og fremmest skal baseres på demokratiske værdier, respekt for menneskerettighederne og retsstatsprincippet. Eftersom hvert enkelt land skal vurderes i forhold til dets egne kvalifikationer, skal de grundlæggende værdier respekteres ligeligt i alle lande, uagtet konkrete økonomiske og politiske interesser i specifikke medlemsstater. De samme principper skal gælde for forbindelserne med Rusland, hvor retsstatsprincippet og menneskerettighedssituationen er værre end i de fleste ENP-lande.

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL), skriftlig. – (CS) Jeg må indrømme, at jeg var ret overrasket over at læse det beslutningsforslag, som Udenrigsudvalget har fremsat. At demonstrationerne i Belarus, hvor de såkaldte demonstranter får en masse støtte fra udlandet, bliver sidestillet med det voldsomme oprør i Egypten og Tunesien, som skyldes stigende fødevarepriser og arbejdsløshed, går ud over min forstand. Efter min mening er denne absurde konklusion typisk for de absurde såkaldte politikere. Hr. Siwiec har tydeligvis ikke bemærket, at demonstrationerne involverede snesevis af dødsfald i monarkierne i den arabiske verden eller krigen i Libyen. Det er helt klart lige, som det skal være. I punkt 12 er der ingen redegørelse om den negative udvikling i Moldova. Nogle af medlemmerne fra Det Europæiske Folkepartis gruppe (Kristelige Demokrater) er blevet så forelskede i Yulia Tymoshenko, at en ukrainsk regering uden hende synes at være udemokratisk, på trods af at regeringen har formået at forbedre landets økonomiske og politiske situation væsentligt i løbet af det seneste år. Efter min mening er opfordringen i punkt 13 til multilateral støtte til udviklingen af demokratiske partier i Belarus en direkte indgriben i et andet lands indre anliggender. Det er en skam, at der ikke sker en lignende indsats for at udvikle demokratiet i EU-lande som f.eks. Ungarn. Jeg anser beslutningsforslagets punkt 52 for at være endnu en grov uforskammethed på samme måde som støtten til forskellige statsfjendtlige aktiviteter såsom Belsat eller Radio Russia og European Radio for Belarus. Det minder mig meget om tiden under den kolde krig, som vi kender den fra historiebøgerne.

  Elżbieta Katarzyna Łukacijewska (PPE), skriftlig. – (PL) Under dagens forhandling i Parlamentet har vi haft yderligere drøftelser om den østlige dimension af EU's naboskabspolitik. Vi må ikke glemme, at målsætningen skal være en styrkelse af forbindelserne mellem EU og dets naboer mod øst, særlig Ukraine, via fremme af alle former for civile, sociale og økonomiske aktiviteter. De unge borgere i Ukraine forventer støtte fra EU's medlemsstater, og frem for alt vil de have åbnet grænserne, så de kan bevæge sig frit imellem landene, studere og forfølge deres passioner og interesser. Det er yderst vigtigt at sikre en bedre gennemførelse af aftalerne om enklere visumprocedurer og et frihandelsområde mellem EU og Ukraine. Vi skal også udvide stipendiesystemet for studerende fra de østlige lande under den europæiske naboskabspolitik og opmuntre dem til at engagere sig i flere sociale og politiske aktiviteter.

  Cristian Dan Preda (PPE), skriftlig. – (RO) Jeg glæder mig over den fælles diskussion om de to betænkninger om den europæiske naboskabspolitik, for så vidt vi skal vedtage en konsekvent strategi i forhold til vores naboer mod syd og øst. Først og fremmest vil jeg gerne understrege, at det virker mod hensigten at lade de to geografiske regioner konkurrere mod hinanden. Det handler ikke om at konkurrere om ressourcer, men om at kanalisere ressourcer effektivt videre til de partnere, der gør fremskridt i forbindelse med de fælles kriterier, som udgør grundlaget for vores naboskabspolitik. Jeg tænker især på respekt for menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet. Derfor synes jeg, at vi skal have modet til at anerkende de positive resultater, som vi har opnået ved hjælp af vores naboskabspolitik, f.eks. i forbindelse med Georgien og Moldova, men også den negative udvikling, der desværre er sket i Belarus eller Ukraine. Differentiering skal være et grundlæggende kriterium, som også gælder vores sydlige nabolande. På den anden side skal vores krav med hensyn til vores europæiske partneres respekt for EU's fælles værdier være konsekvente og meget høje.

  Fiorello Provera (EFD), skriftlig. – (IT) Når vi reviderer den europæiske naboskabspolitik, er det vigtigt at vurdere denne politiks indvirkning på migrationen. Der er ikke nogen naboskabspolitik, som kan være fuldt ud effektiv på dette område, uden en håndtering af årsagerne til ustabilitet, der udløser migration.

Dette indebærer regionalt samarbejde, potentielt via bilaterale aftaler, med både oprindelseslandene og transitlandene. Vi skal samarbejde med transitlandene og oprindelseslandene for migration for at forhindre stigninger. Vi skal hjælpe migranternes oprindelseslande med at demokratisere og opnå god regeringsførelse ved at give dem adgang til vores værdier og vores erfaring.

Hvad angår den europæiske naboskabspolitik, har vi brug for en økonomisk dagsorden, som kan øge beskæftigelsesniveauet, og handelsaftaler, der kan generere reel, markedsdrevet, økonomisk udvikling. Kommissær Füle og den højtstående repræsentant, fru Ashton, støtter under devisen "mere for mere" konceptet betingelser for bistand, som har til formål at belønne de lande, der er mest aktive med hensyn til demokratiske reformer og respekt for menneskerettighederne. Denne tilgang skal fremmes, da den er i overensstemmelse med vores værdier, til gavn for udviklingen og falder i god jord hos de europæiske skatteydere.

  Debora Serracchiani (S&D), skriftlig. – (IT) Efter de seneste begivenheder i det sydøstlige Europa skal vi revidere den europæiske naboskabspolitik i forbindelse med de sydlige partnerlande ved at stille de midler og den bistand til rådighed, som der er brug for for en reel demokratisk forandring, og etablere grundlaget for omfattende politiske, sociale og institutionelle reformer. Det er vigtigt, at den reviderede politik prioriterer kriterierne for et uafhængigt retsvæsen, respekten for de grundlæggende frihedsrettigheder, herunder mediefriheden og kampen mod korruption, men det er også nødvendigt at tage EU's Middelhavsstrategi op til fornyet overvejelse og undersøge den for at styrke den politiske dialog og støtte alle demokratiske og sociale kræfter.

  Csaba Sándor Tabajdi (S&D), skriftlig. – (HU) Krisen i den arabiske verden har vist, at den kurs, man indtil videre har fulgt med naboskabspolitikken, har slået fejl. Finansieringsinstrumenterne skal gøres mere gennemsigtige, og der skal anlægges en resultatorienteret tilgang i forbindelse med udbetalingen af bistand. Dette gælder også i forhold til den østlige dimension af politikken. Fremtidens europæiske naboskabspolitik skal være baseret på grænseoverskridende relationer mellem mennesker. Det gælder især den østlige dimension, da de lande, der er involveret i det østlige partnerskab, også har mulighed for at opnå kandidatstatus. Spørgsmålet om gensidig visumfritagelse mellem Ukraine og EU skal håndteres pragmatisk og skal ikke anvendes til at udøve politisk pres. Den ukrainske regering har en masse at gøre i forhold til at styrke menneskerettighederne og demokratiet. De sidste, vi skal straffe for dette, er de ukrainske borgere. Hvis Det Europæiske Råd støtter de belarussiske borgere, mens det pålægger Belarus sanktioner, skal der heller ikke gælde andre standarder for Ukraine. Hvis de får visumfritagelse så hurtigt som muligt – forhåbentlig i år – kan det skabe grundlag for den økonomiske tillid, der er nødvendig for at oprette et frihandelsområde. Jeg stoler på, at det polske formandskab vil prioritere denne sag. Det er uheldigt, at topmødet om det østlige partnerskab ikke kunne finde sted under det ungarske formandskab. Ungarn kunne have behandlet EU's partnere i de østlige nabolande langt mere objektivt end polakkerne, som på grund af deres historiske erfaring har fulgt en forudindtaget politik i flere af deres relationer i løbet af de seneste år.

  Traian Ungureanu (PPE), skriftlig. – (EN) Den europæiske naboskabspolitik skal forblive europæisk, ikke fransk, rumænsk eller polsk. En skelnen mellem nabolandene mod syd og øst efterfulgt af en overførsel af midler fra øst til syd kunne gavne planerne om en sponsorstat, men det ville sætte en stopper for den europæiske naboskabspolitik. Det pres, som Frankrig lægger for at finansiere landene i syd, samtidig med at der lukkes af for finansieringen af programmerne for landene i øst, kunne skabe en uheldig præcedens. Europa skal forholde sig til sine naboer og ikke prioritere dem. En overførsel af midler fra øst til syd ville sende et katastrofalt signal til vores østlige partnere. Det giver ingen mening at støtte demokratiet i landene i syd ved at svække det i landene i øst. De østlige partneres forhåbninger i forhold til EU og demokratiske værdier kunne blive skadet yderligere af en impulsiv politik om visumliberalisering. Der er ikke plads til en "Rusland først"-politik på dette område. De russiske borgere har ret til at rejse frit, men ikke før vores østlige partnere. Hvis Rusland får visumfrihed, vil det gøre det russiske pas til et gyldent og eftertragtet dokument i Georgien, Moldova og Ukraine. Det ville skabe intern ustabilitet i disse lande. Jeg insisterer på, at EU skal tage disse problemer alvorligt.

(1) Se protokollen.