Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Vital Moreira for Udvalget om International Handel om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af hastende autonome handelspræferencer for Pakistan [KOM(2010)0552 - C7-0322/2010- 2010/0289(COD)] (A7-0069/2011).
Vital Moreira, ordfører. – (PT) Fru formand! Denne betænkning er faktisk ikke skrevet af mig. Jeg er en tilfældig ordfører, der trådte til i sidste øjeblik, fordi den oprindelige ordfører holdt op med at arbejde med denne betænkning. Derfor overtog jeg som udvalgets formand jobbet i overensstemmelse med forretningsordenen. Ud over at være en tilfældig ordfører er jeg også en modvillig en af slagsen, fordi jeg i sandhed ikke stemte for betænkningen og har kraftige indvendinger mod dens indhold. Tingene er imidlertid, som de nu engang er, og det påhviler mig tappert at påtage mig de pligter, der er blevet mig pålagt.
Som bekendt stammer denne betænkning om særlige handelspræferencer for Pakistan fra en afgørelse fra Det Europæiske Råd, der gav Kommissionen mandat til at stille et forslag til Parlamentet og Rådet. Da der er tale om særlige præferencer, der ikke er forenelige med Verdenshandelsorganisationens (WTO) positive eller negative regel om ikke-diskrimination, er der behov for at få en undtagelsesbestemmelse fra WTO inden tildelingen af disse handelspræferencer. Kommissionen stillede trods alt forslaget til Parlamentet, og Udvalget om International Handel, som jeg er formand for, besluttede at gå videre med forhandlingen og stemme om denne betænkning, som jeg er tilfældig ordfører for. Det er resultatet af denne afstemning, som vi præsenterer for mødesalen.
Emnet har været temmelig omstridt i Parlamentets Udvalg om International Handel med hensyn til – og det var begrundelsen for dette kommissionsforslag – hvorvidt vi bør bruge handelspræferencer som nødhjælpsforanstaltning til et givet land; med hensyn til varigheden og omfanget af disse handelspræferencer; og endelig med hensyn til betingelserne for støttemodtageren, der i dette tilfælde er Pakistan.
Skønt et flertal i udvalget stemte for Kommissionens forslag om at give Pakistan disse særlige handelspræferencer, stemte Udvalget om International Handel faktisk også for adskillige ændringsforslag, der skulle begrænse effekten af disse handelspræferencer for Pakistan inklusive bl.a. vedtagelsen af en beskyttelsesklausul i tilfælde af, at importen fra Pakistan stiger for meget, fordi toldsatserne er sænket eller fjernet. Andre ændringer vedrører f.eks. krav om, at Pakistan ikke skaber eller afskaffer restriktioner vedrørende vareeksport.
Endelig er det vigtigt at tage hensyn til, at vores indsats her kan vise sig at være helt forgæves, hvis ikke WTO's undtagelsesbestemmelse gøres gældende; i øjeblikket ved vi ikke, hvornår eller om den bliver indrømmet. Under alle omstændigheder – selv hvis vores indsats viser sig at være forgæves – vil det i det mindste være en glimrende lejlighed til at drøfte, hvor fornuftigt det er at anvende særlige handelspræferencer som nødhjælp, eller som i dette tilfælde som en politisk tilbagebetaling til et bestemt land samt at drøfte grænserne for en sådan anvendelse.
Vi risikerer derfor at skabe en farlig præcedens eller endnu værre at foretage en politisk udnyttelse af handelspræferencer, der måske skulle følge mere objektive og mindre vilkårlige og kontekstuelle kriterier end i dette tilfælde.
Neelie Kroes, næstformand i Kommissionen. – (EN) Fru formand! I dag drøfter vi et lovgivningsforslag om hastende autonome handelspræferencer for Pakistan. Forslaget blev stillet af Kommissionen efter en udtrykkelig anmodning fra Det Europæiske Råd umiddelbart efter de oversvømmelser, der ramte Pakistan sidste sommer og medførte store ødelæggelser for landet og dets befolkning.
Jeg vil gerne takke ordføreren og Udvalget om International Handel for deres store arbejdsindsats og deres støtte til forslaget. Kommissionens forslag har til formål at introducere en ensidig og midlertidig ophævelse af indførselstold på 75 eksportvarer fra Pakistan Disse handelspræferencer vil liberalisere omkring en fjerdedel af den pakistanske import til EU og gælde i to år med en mulig forlængelse på endnu et år.
EU er klar over, at sådanne handelsindrømmelser specielt i følsomme sektorer som tekstiler kan have en effekt på EU's industri, og derfor har vi sørget for at sikre en balance mellem Pakistans behov og interesserne hos vores egen industri og andre leverandørlande.
Der er kun udvalgt et begrænset antal produkter. Vi har sat et loft på liberaliseringen af meget følsomme produkter, og liberaliseringen vil kun have en begrænset varighed. I mellemtiden har vi også bedt Verdenshandelsorganisationen om at bevilge en undtagelse fra de gældende WTO-regler, så vi kan gennemføre de foreslåede foranstaltninger. Som De ved, drøfter vi fortsat dette emne med andre WTO-medlemmer, og vi håber på en snarlig løsning.
Det er måske ikke alle, der fortsat har billeder af folk, der har mistet deres levebrød, inde på nethinden, men vi bør ikke glemme de vældige omkostninger ved de katastrofale oversvømmelser både i form af humanitære behov og økonomisk ruin. Disse handelsforanstaltninger er ikke enkeltstående, og de kommer oveni den betydelige humanitære bistand og udviklingsbistand – på i alt 480 mio. EUR – som EU har bevilget til Pakistan. Det er imidlertid vigtigt med ambitiøse handelsforanstaltninger for at sikre et kontinuerligt økonomisk opsving i Pakistan, og de bør være en del af vores mellemsigtede svar på disse hidtil usete naturkatastrofer. Jeg håber derfor, at Parlamentet vil støtte forslaget.
Nu vil jeg se på nogle af ændringsforslagene. Jeg vil ikke gå i detaljer med dem alle, men lad mig fremhæve nogle af de vigtigste. Jeg ved, at der er anmodninger om at gøre tildelingen af autonome handelspræferencer betinget af, at Pakistan respekterer visse grundlæggende principper. Jeg forstår de bekymringer, der måtte findes i denne henseende, og De er klar over, at menneskerettighedsspørgsmål er et væsentligt element af vores langsigtede forbindelser med Pakistan. I betragtning af, at der er tale om en midlertidig undtagelse i forbindelse med en nødsituation, finder Kommissionen imidlertid ikke sådanne betingelser passende.
Vores menneskerettighedsdialog i forbindelse med partnerskabs- og samarbejdsaftalen med Pakistan er det rette forum, hvori man kan håndtere sådanne spørgsmål med Pakistan og finde frem til bæredygtige løsninger. Med hensyn til de bestemmelser, der vil forpligte Pakistan til at afstå fra at bevare, indføre eller hæve toldsatser eller tilsvarende afgifter eller andre restriktioner vedrørende im- eller eksporten af visse produkter, mener jeg, at sådanne betingelser i høj grad vil underminere præferencerne og virke imod hensigten og formålet med vores forordning. Med denne bestemmelse kan vi i øvrigt ikke forbyde Pakistan at gennemføre foranstaltninger, der er i overensstemmelse med landets internationale forpligtelser.
På den anden side kunne vi indvillige i indførelsen af en mekanisme, der gør det muligt at indføre grænser for toldfri import for pakistanske toldkontingenter, hvor importmængderne af liberaliserede produkter stiger op over et vist niveau. Jeg er også enig i, at præferencerne skal fjernes, hvis Kommissionen ved en undersøgelse konstaterer, at et produkt giver eller truer med at give alvorlige vanskeligheder for en EU-producent af lignende eller direkte konkurrerende varer. Vi kan også støtte mekanismer til indførelse af toldkontrol af importvarer, der er omfattet af denne forordning, i forbindelse med kvartalsvis rapportering. En mekanisme med forudgående tilsyn vil imidlertid skabe en unødvendig byrde med hensyn til myndighedernes licenskrav.
Endelig noterer jeg mig, at der er anmodninger om at begrænse handelspræferencernes varighed til et år fra fritagelsesklausulens ikrafttræden. Det vil efter min mening være meget problematisk.
Kommissionen foreslog oprindelig ekstraordinære foranstaltninger i en periode på tre år. I kompromisforslaget, der blev afspejlet i anmodningen om en WTO-fritagelsesklausul, begrænsede Rådet varigheden til to år med mulighed for at forlænge den med endnu et år. En yderligere forkortelse af varigheden til et år vil imidlertid erodere fordelene ved den autonome handelspræferenceforanstaltning og gøre den meningsløs.
Jeg vil også pointere, at et kompromis i Rådet den 10. november var baseret på at indføre toldkontingenter for syv tekstilvarer og beklædningsgenstande frem for en fuld liberalisering. Dette kompromis blev grundlaget for den efterfølgende anmodning om en WTO-fritagelsesklausul. Det afspejles imidlertid ikke i Europa-Parlamentets ændringsforslag, og som følge af høringen af WTO-medlemmerne kan det være nødvendigt at indføre toldkontingenter for nogle få ekstra produkter.
Hvis man bevilger en fritagelsesklausul, vil den udgøre de maksimale præferencer, som EU kan bevilge Pakistan på disse betingelser, og følgelig vil forordningen skulle afspejle indholdet af WTO-fritagelsesklausulen, når den vedtages i WTO. Jeg kan også forsikre Dem om, at Kommissionen vil gennemføre en årlig konsekvensvurdering af de autonome handelspræferencer, der indrømmes Pakistan, og forelægge resultatet for Parlamentet og Rådet, og det er en anden grund til ikke at reducere varigheden af dette instrument.
Jeg takker Europa-Parlamentet for dets samarbejde om dette følsomme emne. Kommissionen er parat til at arbejde tæt sammen med Parlamentet for at få forslaget vedtaget og vise EU's ønske om at handle ansvarligt over for lande i nød.
FORSÆDE: Stavros LAMBRINIDIS Næstformand
Cristian Dan Preda, ordfører for udtalelsen fra Udenrigsudvalget. – (RO) Hr. formand! Efter min mening er tiden nu inde til at drøfte denne betænkning fra hr. Moreira. Hvorfor? Fordi vi i øjeblikket afventer en afgørelse om den fritagelsesklausul, som EU har bedt Verdenshandelsorganisationen om i forbindelse med det emne, der drøftes i øjeblikket.
Efter min personlige mening er det vigtigt, at vi i denne forbindelse udsender et klart budskab til EU's øvrige handelspartnere. EU skal fortsat på determineret vis supplere den humanitære nødhjælp, som det på generøs vis bevilligede Pakistan i initialfasen, med handelsforanstaltninger, der skal føre til en bæredygtig bedring af den pakistanske økonomi. Diplomatiske høringer af Verdenshandelsorganisationen vil bestemt tage tid, da der skal tages hensyn til bekymringerne hos EU's handelspartnere. Resultatet af disse høringer er i øjeblikket usikkert. Men som de nylige begivenheder minder os om, har vi helt klart brug for et stabilt og velstående Pakistan, der ikke vil følge ekstremismens skråplan, men som kan fungere som partner i terrorismebekæmpelsesindsatsen.
Som ordfører for udtalelsen fra Udenrigsudvalget vil jeg gerne takke mine kolleger i Udvalget om International Handel for at have vedtaget de vigtigste punkter, som vi udarbejdede i vores udtalelse. Her vil jeg gerne fremhæve to af de tre punkter. Det første – som måske er det vigtigste for Udenrigsudvalget, og som kommissæren også nævnte – er kravet om ikke at afkoble menneskerettighedskonditionaliteter inklusive respekten for grundlæggende normer for retten til arbejde fra indrømmelsen af handelspræferencer. Efter min mening har vi en divergerende opfattelse af dette punkt. Da menneskerettigheder er et centralt aspekt af aftalen mellem EU og Pakistan, må de foreslåede autonome handelspræferencer afhænge af respekten for menneskerettigheder i dette land. På den anden side har Kommissionen ikke foretaget en forudgående fuldstændig vurdering af effekten af de foreslåede foranstaltninger. Efter min mening ville det have haft en stor indvirkning på specielt Pakistans befolkning samt landets budgetmidler.
Daniel Caspary, for PPE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Næsten ni måneder efter de katastrofale oversvømmelser er situationen i Pakistan fortsat dårlig, og indbyggerne har brug for hjælp. Det var derfor korrekt og passende af EU at træffe foranstaltninger og meget hurtigt sammensætte en hjælpepakke til mange millioner euro, og det er vigtigt, at denne hjælp når ud til lokalsamfundet.
Helt fra starten var jeg ikke specielt glad for Kommissionens forslag om – under pres fra Rådet – af alle ting at bruge udenrigshandelsinstrumenter som kortsigtet støtte til Pakistan. Jeg tog det op flere gange i udvalget, og jeg bad specielt den ansvarlige for EU's udenrigspolitik – nemlig vores højtstående repræsentant – om også at besøge udvalget eller Europa-Parlamentet for at forklare, hvorfor udenrigshandelen skulle bruges til at betale for dette, for at give os en detaljeret redegørelse for Kommissionens overordnede strategi og sætte den ind i en fælles kontekst samt for dermed måske at overbevise os om, at det virkelig giver mening – og jeg gentager dette – at lade udenrigshandelen yde et kortsigtet bidrag i denne henseende.
Jeg er meget taknemmelig over, at hr. David og andre har formået at sammensætte en pakke, der fik støtte fra et bredt flertal i udvalget. I denne henseende vil jeg specielt fremhæve den tidsbegrænsning, som vi gerne ønsker. Det er den eneste løsning, der gør det muligt at undgå en forkert anvendelse af midlerne.
Hvordan er situationen imidlertid i Pakistan i øjeblikket? Skønt Bin Laden er ude af ligningen, har man fortsat ikke fået besvaret spørgsmålet om, i hvilket omfang repræsentanter for den pakistanske regering var klar over, hvem der skjulte sig i deres land. Mange af kollegerne inklusive nogen fra min egen gruppe, er ikke glade for dette. Endvidere ved vi endnu ikke, hvordan de øvrige WTO-lande vil handle, og om de i sidste ende vil give deres samtykke. Det vil derfor være godt, hvis vi under afstemningen om ændringsforslagene i morgen ikke foretager en endelig afstemning med derimod sender sagen tilbage til fornyet udvalgsbehandling, så vi kan se, hvad der kommer ud af WTO-forhandlingerne, og om det giver mening for os i sidste ende at indvillige i denne pakke.
Gianluca Susta, for S&D-Gruppen. – (IT) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Vi forstår helt ærligt ikke, hvorfor et flertal i Udvalget om International Handel var så ubøjeligt i deres ønske om at få en forhandling om denne sag for derefter blot at bede om at få sagen henvist til fornyet udvalgsbehandling, hvilket vi afslår. Begge beslutninger er forkerte, men bl.a. på grund af tidsbegrænsningerne agter jeg imidlertid udelukkende at fokusere på spørgsmålet om meritter, men først efter at have udtrykt min fulde støtte til hr. Moreiras indlæg.
I denne komplicerede verden, hvor der hele tiden og i stort antal opstår naturlige og menneskeskabte katastrofer, skaber vi en farlig præcedens, hvis enhver humanitær nødsituation skal føre til en revision af handelspolitikken. Det er et skråplan, der kunne resultere i alvorlige ubalancer og dermed uretfærdig behandling af de fattigste lande. Ikke desto mindre er det kun gennem afbalancerede, permanente og objektive regler, at disse lande kan høste de handelspolitiske fordele, der ikke må erstatte udviklingssamarbejdet.
Vi ved, at enhver hjælp, der er øremærket til Pakistan, ikke vil blive brugt til at hjælpe de mennesker, der blev ramt af oversvømmelserne for næsten et år siden. Vi ved med næsten lige så stor sikkerhed, at det bliver den europæiske tekstilsektor, der primært, hvis ikke udelukkende, kommer til at betale prisen for denne humanitære bistand. Vi kan ikke acceptere denne uretfærdige fravigelse fra de handelspolitiske regler, fordi vi er opmærksomme på behovet for også at overveje andre faktorer i vores drøftelser.
Vi ved alle, at ud over et ønske om at udvise solidaritet med Pakistans oversvømmelsesramte befolkning, så er ønsket om at yde bistand også begrundet af beslutningen om at støtte Pakistans terrorismebekæmpelsesindsats. De gråzoner, der er opstået i de seneste dage mellem de pakistanske myndigheder og al-Qaeda og selve Bin Laden-affæren, viser, hvor upålideligt landet er. Efter min mening skal vi være opmærksomme på dette, ligesom vi skal være opmærksomme på de betydelige menneskerettighedsspørgsmål, der er dukket op på det seneste.
Niccolò Rinaldi, for ALDE-Gruppen. – (IT) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Der er noget forkert ved at afholde en forhandling i maj 2011 om en katastrofe, der fandt sted i sommeren 2010, og som gjorde 12 mio. mennesker hjemløse og ødelagde 20 % af det pågældende land.
Jeg støtter ikke den socialdemokratiske holdning, som hr. Susta netop har præsenteret. Det er til dels på grund af denne tøven, at vi fortsat bryder vores hjerner i forsøget på at finde ud af, hvilke instrumenter vi kan vedtage for aktivt at hjælpe Pakistan, og oven i vores frustration over ikke at have gennemført noget endnu, er vi også opmærksomme på, at vi har brug for en handelspolitisk tilgang, der er mere moden ud fra et politisk og humanitært synspunkt: Handelspolitikken skal blive et af instrumenterne til at hjælpe befolkninger i vanskeligheder.
Jeg indrømmer, at Kommissionen har handlet hurtigt og effektivt ved at foreslå en pakke med foranstaltninger, der tydeligvis skulle drøftes og afbalanceres, så de ikke straffede en europæisk sektor, der allerede er sat under pres på grund af krisen. Det er takket være arbejdsindsatsen fra Udvalget om International Handel inklusive indholdet i visse ændringsforslag – blandt hvilke Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa støtter ændringsforslag 37 – at virksomhederne også kan begære om anvendelse af beskyttelsesklausulen. Det virker imidlertid, som om det er dårlige tider for Pakistan, og at for mange mennesker ikke lever op til deres forpligtelser.
Vi beder Indien om at ændre holdning og mildne dets "nej"-standpunkt i Verdenshandelsorganisationen (WTO) som et håndgribeligt tegn på gode naboforbindelser. Det er sandt, at der er vanskelige forbindelser mellem disse to lande – bl.a. også som følge af Mumbai-angrebet og Pakistans mangelfulde samarbejde med hensyn til at identificere og pågribe gerningsmændene bag dette angreb. Ikke desto mindre kan denne sag være noget, der bryder de dårlige vaner i et dårligt forhold mellem naboer.
Vi beder også de pakistanske myndigheder om noget, nemlig om at være mere beslutsomme med at se denne sag fra en bilateral synsvinkel i deres forbindelser med Indien. For nylig blev der afholdt bilaterale møder, skønt der ikke kom meget ud af dem, måske på grund af stolthed hos pakistanerne. Det er klart, at cricketdiplomatiet – der blev pointeret af Pakistans parlamentsmedlemmer, som vi mødte for bare to uger siden – endnu ikke har skabt betydningsfulde resultater.
Endelig er det først og fremmest WTO, som vi beder om – som vi gjorde i Genève under den nylige interparlamentariske forsamling – hurtigt at vedtage mekanismer, der vil gøre det muligt for internationale handelsregler hurtigt og fleksibelt at reagere på nødsituationer i et land, der er ramt af uforudsete katastrofer. Toldreduktionssagen kan ende med intet at udrette, eller den kan åbne en ny ære inden for handelsforbindelser.
Sajjad Karim, for ECR-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Dette var den værste naturkatastrofe, der nogensinde har ramt Pakistan. Jeg er glad for at sige, at vi reagerede hurtigt. Kommissær Georgieva var på scenen, og da jeg mødtes med premierminister Syed Yousaf Raza Gillani, var jeg bestemt i stand til at drøfte EU's svar med ham.
En ting stod helt klart. Vi skulle tænke ud af boksen. Vi skulle finde en ny løsning på at give hjælp. Ikke kun hjælp, men handel var svaret som en kortsigtet hjælpeforanstaltning.
Jeg er glad for, at udvalget har godkendt betænkningen efter mange overvejelser, og jeg ved fra kolleger på tværs af udvalget, at der er gjort et omhyggeligt arbejde for at forsøge at finde frem til noget acceptabelt. Jeg er imidlertid bange for, at nogle af de ændringsforslag, som Kommissionen allerede har nævnt, afviger fra ånden i vores oprindelige intentioner og fra den oprindelige måde, vi reagerede på.
På WTO-plan har der været indvendinger mod vores EU-forslag. På den ene side siger Indien, at dette ikke skal være en del af frihandelsaftalen mellem EU og Indien. Jeg er enig. Der bør ikke være en forbindelse. Det er den rette tilgang. Men samtidig beder det om lempelser i den direkte handel fra Pakistan. Der er en modsætning i denne tilgang. Jeg beder dem om at genoverveje situationen.
Efter min mening bør Europa-Parlamentet bekræfte Kommissionens holdning. Vi har en garanti for årlige konsekvensanalyser.
Jeg hører, hvad kollegerne siger om deres sikkerhedsmæssige bekymringer, men jeg står her som en, der med nød og næppe overlevede Mumbai-angrebet, og jeg siger til disse kolleger: Tiden er ikke inde til at vende ryggen til Pakistan. EU's troværdighed står på spil. Giv jeres støtte til Kommissionens forslag.
Keith Taylor, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Ligesom mange andre medlemmer af Europa-Parlamentet deler jeg interessen for samt medfølelsen med de folk, der er berørt af de frygtelige oversvømmelser i Pakistan. Det gjorde jeg dengang, og det gør jeg nu. Men når jeg ser på, hvordan den politiske vilje har manglet, hvordan virksomhedsinteresserne har forstyrret, og hvordan WTO har trukket sagen i langdrag, så ser jeg henstillinger, der fortynder de oprindelige forslag, som Kommissionen stillede med meget kort frist.
Andre har allerede nævnt den korte tidsskala for handelspræferencelempelserne, der er skåret ned fra tre år til et år: Pakistan forhindres i at fastholde eller hæve deres told og afgifter i denne periode. Det foreslås også, at man ikke kun søger en årlig rapport om et etårigt program, men også kvartalsvise rapporter om anvendelsen og gennemførelsen af foranstaltningerne. Det vil resultere i et enormt bureaukrati for noget, der ender inden for bare et år.
Jeg har således stor sympati for forslaget, der er ændringsforslag 43, om at henvise det til fornyet udvalgsbehandling, så vi kan nå frem til noget, der faktisk vil give den ønskede hjælp til Pakistan. Endelig mener jeg, at dette virkelig peger på det akutte behov for at se nærmere på WTO's funktion, så denne organisation kan omdannes til et ægte demokratisk organ med gennemsigtige procedurer og ansvarlige medlemmer.
Helmut Scholz, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Det er nu næsten et år siden, Pakistan blev ramt af altødelæggende oversvømmelser. Vi har alle meget tætte bånd til befolkningen i dette hårdt ramte land.
Det er imidlertid skandaløst, at forhandlingerne i WTO fortsat trækker ud, og det alene gør det klart, at denne form for handelslettelse ikke egner sig til at blive brugt som nødhjælpsforanstaltning. Min gruppe har gentagne gange opfordret Kommissionen til at opstille en plan B for at kunne hjælpe den pakistanske befolkning med en hurtig og permanent genopbygning af deres land. Der er imidlertid ikke blevet fremlagt et alternativt løsningsforslag. Måske mangler Kommissionen ganske enkelt idéer, eller også kan den ikke handle, fordi den føler sig hæmmet af den velkendte modstand i Det Europæiske Råd. Ellers kunne det se ud til, at de vanskelige forhandlinger i WTO bruges som en undskyldning for den manglende handling.
De vidste lige så godt som os, at disse forhandlinger ville være vanskelige, allerede inden de startede, og De vidste det sandsynligvis også, da nogle af udenrigsministrene fra Tyskland og andre medlemsstater sendte Dem på denne mission. Den lettelse af handelen med tekstilvarer, læder og ethanol, som De nu ønsker at tilbyde Pakistan, vil trods alt underminere den GSP plus-status (den generelle toldpræferenceordning+), som lande som Bangladesh har opnået, og i modsætning til Pakistan har de opnået den gennem en ratifikation af vigtige FN- og ILO-konventioner om arbejdstagerrettigheder og miljøbeskyttelse. Det er netop denne statusfordel, der sætter Bangladesh i stand til at importere primærprodukter fra Pakistan til viderebehandling og efterfølgende eksportere dem til Europa. Det er ikke så mærkeligt, at dette land nu yder modstand.
Vi kan imidlertid ikke helt ærligt forvente støtte til vores ønske om at hjælpe Pakistan på bekostning af et af verdens fattigste lande. Dermed vil vi også i sidste ende skade os selv, og det vil vi gøre umiddelbart inden præsentationen af det nye udkast fra Kommissionen om revisionen af vores handelspræferencesystem.
Jeg har derfor følgende forslag til en løsning på dette problem. Fokuser på direkte støtte til genopbygningen efter oversvømmelserne, og træf øjeblikkelige foranstaltninger i stedet for at tabe i forhandlingerne i Genève. Med hver dag, hvor vi ikke leverer støtte, mister vi europæere tillid fra specielt Pakistan, og det vil vi i sidste ende betale en høj politisk pris for.
Claudio Morganti, for EFD-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg finder denne betænkning helt uacceptabel. Jeg er bekendt med de tragiske oversvømmelser, der ramte Pakistan i fjor, og jeg finder det rimeligt at hjælpe dette land. Jeg kan forstå, at EU allerede har bevilget 500 mio. EUR, hvilket efter min mening er et ikke ubetydeligt beløb.
Disse nye indrømmelser er absurde, da de koncentreres om tekstilsektoren, der er en dominerende sektor i Pakistan, men som i Europa er blevet ødelagt netop som følge af illoyal konkurrence fra asiatiske lande. Ønsker vi at rette et afgørende slag mod den europæiske tekstilsektor? Det er bestemt ikke noget, som Lega Nord ønsker eller agter at acceptere.
Spørgsmålet om, hvorvidt man skal bevilge sådanne fritagelsesklausuler, hvis Europa-Parlamentet godkender dem, skal efterfølgende undersøges af Verdenshandelsorganisationen. Det ser ud til, at nogle stater – inklusive førnævnte Indien, der er Pakistans gamle fjende – er villige til at give deres samtykke, selvfølgelig ikke gratis, men i bytte for lignende gunstige vilkår fra EU, der er tilbøjelig til at hilse sådanne anmodninger velkommen.
Jeg har indtryk af, at EU's handelspolitik dikteres af den værst mulige selvdestruktive opførsel, og jeg håber derfor, at denne foranstaltning bliver forkastet på stedet.
Andreas Mölzer (NI). – (DE) Hr. formand! I det nordvestlige Pakistan blev det, der i nogle regioner allerede var blevet ødelagt af krig og terrorisme, fejet bort af oversvømmelserne i 2010. Ud over bevillingerne på 415 mio. EUR i nødhjælp ønsker EU nu at ophæve toldafgifterne på en række produkter. Nu vil Pakistan snart få den længe ønskede status som et udviklingsland med særlige toldpræferencer.
EU bør imidlertid ikke nære nogen illusioner om, at bevillingen af toldpræferencer kan standse de fundamentalistiske islamisters og terroristers fremrykning i kernevåbenstaten Pakistan. Noget sådant er ikke lykkedes for USA trods milliarder i militær bistand. Vesten har derfor betalt dyrt for loyaliteten fra en lille og svindende del af det politiske lederskab i Pakistan.
USA's eliminering af Bin Laden har også rejst en række vanskelige spørgsmål. Selv hvis Pakistan kendte til opholdsstedet for al-Qaeda-lederen, der var internationalt efterlyst, og som Pakistan derfor skulle have udleveret, ændrer det ikke ved det faktum, at det målrettede drab var en krænkelse af Pakistans suverænitet. Vesten må ikke tilsidesætte egne principper som f.eks. retsstatsprincipperne. Terrorister, diktatorer og massemordere skal stilles for en domstol og ikke elimineres ved hjælp af målrettede drab.
Paulo Rangel (PPE). – (PT) Hr. formand! Først vil jeg gerne lykønske vores kollega fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater), hr. David, med hans arbejde. Jeg repræsenterer ham her i dag, fordi det er helt umuligt for ham at være til stede her i mødesalen. Jeg vil også sige, at vi altid har betragtet støtte til ofrene for oversvømmelserne i Pakistan som en etisk og moralsk nødvendighed. Derfor har vi stærkt støttet alle de vedtagne traditionelle humanitære bistandsforanstaltninger. Vi er stærke tilhængere af at fortsætte arbejdet med at stabilisere situationen for de mange millioner berørte mennesker.
Vi kan imidlertid ikke acceptere, at EU's handelspolitik nu skal betragtes som et passende og hensigtsmæssigt instrument til humanitær bistand. Sandheden er den, at det vil have to skadelige følger: en på EU-plan – specielt for de sydlige lande samt deres tekstil- og beklædningsindustrier, der står stærkt svækkede på grund af en økonomisk, social og finansiel krise, der er uden fortilfælde siden deres tiltrædelse af EU – samt en på internationalt plan, under WTO-forhandlingerne, hvor denne åbning af verdens største handelsblok, EU, for en sådan potentiel eksport fra Pakistan kan bringe forhandlingerne helt ud af balance. Det er ikke tilfældigt, at forhandlingerne i øjeblikket befinder sig i et dødvande.
I en situation som denne er det derfor kun naturligt, at vi i betragtning af de seneste otte måneders vanskelige forhandlinger – hvor vi har deltaget og bidraget med de mest konstruktive forslag – om denne forordning, nu desværre kun vil være i stand til at støtte dette ændringsforslag, der i sidste instans vil gøre en ende på dette forslag til en forordning, som vi kender det. Vi er nødt til at gøre det nu – ikke på grund af manglende solidaritet med Pakistan, men fordi humanitær bistand efter vores mening skal gives på rette sted og på den rette måde.
Josefa Andrés Barea (S&D). – (ES) Hr. formand, fru kommissær! Arbejdet med denne betænkning fra Europa-Parlamentet har været kompliceret, primært fordi den har involveret foranstaltninger, der kræver godkendelse fra Verdenshandelsorganisationen (WTO), så det første udkast, som Kommissionen sendte til Europa-Parlamentet, er forskelligt fra det, der er sendt til Genève.
Vi finder det nødvendigt at hjælpe Pakistan. Efter vores mening kan man undtagelsesvis indrømme handelspræferencer, forudsat at der tages hensyn til den europæiske industris følsomhed og specielt til tekstilindustrien, der lider hårdt under konsekvenserne af krisen i regioner som f.eks. lokalsamfundet Valencia i Spanien.
Denne betænkning har imidlertid gjort det muligt for os at bekræfte, at foranstaltninger, der kan træffes inden for rammerne af den internationale handel, sandsynligvis ikke kan håndteres så uopsætteligt, som disse love kræver, så det ved vi fremover.
Lad os hjælpe Pakistan; men ikke ved hjælp af Kommissionens oprindelige forslag, da det ikke tager hensyn til indvirkningen på den europæiske industri med hensyn til implementering af tidsfrister for følsomme produkter, og da det tilmed vil forsinke gennemførelsen af disse foranstaltninger, fordi det ikke er det samme som den tekst, der mangler at blive godkendt af WTO: Vi ville ikke kunne overholde tidsfristen.
Vi finder det derfor uacceptabelt at bevare dette forslag, og vi vil nok være nødt til at stemme imod det.
João Ferreira (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand, fru kommissær! Med dette forslag til en forordning står vi atter med en klar og ulykkelig øvelse i Kommissionens hykleri. En øvelse i hykleri, der består i at bringe ting ind i området for humanitær bistand, der retteligen hører ind under området for kommercielle interesser tilhørende de få, nemlig erhvervslivet. En øvelse i hykleri, der udnytter den naturkatastrofe, der har ramt Pakistan, til at vække de mangeårige planer fra nogle få store EU-virksomheder til live.
I dag er begrundelsen den humanitære bistand til Pakistan. I går handlede det om at medvirke til kampen mod terrorisme. I går såvel som i dag er der kun én reel hensigt: at opnå handelsindrømmelser, der først og fremmest gavner de store europæiske importører. Sådan er det, uanset i hvor høj grad Udvalget om International Handel ønsker at indsukre pillen med tandløse beskyttelsesforanstaltninger, der i alt væsentligt ikke ændrer noget som helst.
Disse handelsindrømmelser – hvilket også erkendes i betænkningen – vil skade EU's tekstilindustri samt de lande og regioner, der er mest afhængige heraf. Denne effekt er alvorlig i en sektor, der allerede står meget svækket – hårdt ramt som den var af verdenshandelens liberalisering – og som er koncentreret i regioner med høj arbejdsløshed, fattigdom og marginalisering samt med lav økonomisk diversificering. Det bliver imidlertid endnu mere alvorligt, når disse regioner findes i medlemsstater som f.eks. Portugal, der befinder sig i en yderst alvorlig økonomisk og social krise, der inden længe kan forværres af den illegitime intervention, som Den Internationale Valutafond (IMF) og EU planlægger.
Jeg husker, at det portugisiske parlament enstemmigt vedtog en resolution imod disse handelsindrømmelser. Der er brug for foranstaltninger, der forsvarer den europæiske tekstilsektor samt dermed forbundne job. Vi har intet set i denne retning fra Kommissionens side.
Mara Bizzotto (EFD). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Den forordning, vi drøfter i dag, er under dække af solidaritet i virkeligheden endnu et EU-forræderi mod borgerne.
Vi kan ikke lade EU forrette yderligere skade på højkvalitetssektorer som f.eks. tekstilsektoren i Italien og andre steder. Vi bør med alle mulige midler beskytte dem imod illoyal konkurrence fra lande som Kina, Tyrkiet, Indien, Vietnam og Pakistan, hvor arbejdstagere udnyttes til meget lave lønninger, og hvor der ikke findes minimumsgarantier med hensyn til respekten for sociale rettigheder. Det er til disse lande, at mange store europæiske virksomheder har udflyttet deres produktion på bekostning af job i Europa.
Jeg fatter heller ikke, hvorfor det ikke engang var muligt at vente på Verdenshandelsorganisationens dom over denne forordning. I mellemtiden har Europa imidlertid dybest set vist, at det vil gå uendelig langt for at skade interesserne for dets borgere og dets kvalitetsindustrier nu og i fremtiden. Jeg håber oprigtigt, at forordningen bliver forkastet under afstemningen.
Georgios Papastamkos (PPE). – (EL) Hr. formand! Jeg støtter naturligvis også leveringen af humanitær bistand fra EU, når det er muligt. Jeg forstår Kommissionens ræsonnement med hensyn til at levere bistand i form af unilaterale handelsindrømmelser til fordel for Pakistan. Jeg er imidlertid ikke enig i Kommissionens forslag om, at to industrielle sektorer i EU – nemlig tekstilindustrien og bioethanolindustrien – skal bære det meste af byrden.
Jeg vil påpege, at den europæiske tekstilindustri har været under et uhyre pres i de seneste år som følge af handelsliberaliseringen i Verdenshandelsorganisationen.
Jeg sad i fire valgperioder som parlamentsmedlem for en region, hvori området Naoussa har en af de højeste ledighedsprocenter i hele Europa på grund af effekterne af tekstilindustriens globalisering. Hvad angår bioethanol, vil jeg understrege, at der i EU er investeret ganske meget i denne nye industri. Vi må ikke overse det faktum, at det er to nye industrier, hvor Pakistan vil være særlig konkurrencedygtig. Endvidere er der ingen betingelsesklausul knyttet til førnævnte indrømmelser, sådan som det ville være tilfældet, hvis Pakistan fik GSP plus-status. Endelig vil jeg spørge, om førnævnte indrømmelser vil gavne de oversvømmelsesramte indbyggere i Pakistan. Jeg tvivler. For at moderere de moralsk rigtige intentioner går mit modforslag ud på, at indrømmelserne skal gives for andre industriprodukter. Hvorfor netop for tekstilvarer? Andre områder ville være lige nyttige for ofrene for oversvømmelserne i Pakistan. Under alle omstændigheder bør varigheden og omfanget af indrømmelserne være begrænset, og der skal være beskyttelsesforanstaltninger som foreslået i ændringsforslagene fra Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater).
Bernd Lange (S&D). – (DE) Hr. formand, fru kommissær! Vi er alle tilhængere af at hjælpe befolkningen i Pakistan, men der er tre grunde til, at det instrument, som kommissæren foreslår, er forkert.
For det første er der absolut intet bevis for, at handelslettelser vil gavne de mennesker, der blev ramt af oversvømmelserne. Vi kan tværtimod se, at tekstilindustrien i Pakistan er baseret i andre regioner, og at den i de seneste år tilmed har oplevet vækst. Denne sektor er således slet ikke ramt. Hvordan vi agter at hjælpe de folk, der er ramt af oversvømmelser, ved hjælp af handelslettelser, fatter jeg ganske enkelt ikke.
For det andet forstår jeg ikke, hvordan vi nu kan give disse lettelser til et land, der ganske enkelt ikke opfylder betingelserne for GSP+ med hensyn til sociale og miljømæssige standarder, og dermed sender et signal til andre lande som f.eks. Bangladesh, der ikke opfylder disse betingelser, om, at det i virkeligheden ikke er nødvendigt at gøre en indsats, og at det også er muligt at opnå denne status på andre måder.
For det tredje er dette ikke en tilgang, der bygger på solidaritet, fordi byrden i Europa bæres ensidigt af visse sektorer og visse lande. Hvis vi ønsker at gøre noget, bør vi gøre det i en ånd af solidaritet med alle lande og med alles engagement, og det betyder, at vi har brug for direkte støtte til ofrene for oversvømmelserne. Det ville være den rigtige tilgang.
Paweł Zalewski (PPE). – (PL) Hr. formand! Alle ofrene for denne frygtelige katastrofe fortjener sympatitilkendegivelser, og derfor er det rigtigt, at EU øjeblikkeligt har tilbudt humanitær bistand. Pakistans fremtid er et vigtigt emne for verden og for Europa. Det er et vigtigt land i forbindelse med kampen mod terrorismen, og det er også en vigtig kilde til immigration til EU.
Beklageligvis har EU hidtil ikke haft noget koncept for en politik for Pakistan. Forslaget om EU-handelspræferencer har ikke nogen specifik målsætning. Kommissionen kunne ikke retfærdiggøre en gennemførelse af forslaget, og det kunne Udvalget om International Handel heller ikke på dets møde. Forslaget hjælper ikke dem, der blev ramt af oversvømmelserne, og det har heller ingen væsentlig betydning for landets udvikling. EU har to betydningsfulde og meget vigtige interesser i sine forbindelser med Pakistan: for det første kampen mod terrorismen; for det andet landets økonomiske udvikling, der skal bygge på retsstatlige principper ligesom andre steder. Så i stedet for at stille forslag, der ikke udretter noget, er vi nødt til at forberede et seriøst og vidtfavnende tilbud af økonomisk bistand og samarbejde på visse betingelser.
Hvis Pakistan ønsker at øge sit samarbejde med EU, skal det samarbejde i kampen mod terrorismen på en meget håndgribelig måde, ligesom det skal udvikle sine retsstatsprincipper. Så vil et vidtfavnende bistandsprogram give mening; vidtrækkende og ikke begrænset til en eller to grene af økonomien. Det aktuelle forslag – og det gentager jeg – løser ingen problemer, så derfor bør det efter min mening forkastes. Jeg vil opfordre fru Ashton til at præsentere et velgennemtænkt og betinget koncept for et samarbejde med Pakistan.
David Martin (S&D). – (EN) Hr. formand! Det er nu otte måneder siden, Rådet foreslog en fornuftig pakke af foranstaltninger for at hjælpe Pakistan efter de ødelæggende oversvømmelser. Jeg finder det beklageligt, at vi otte måneder senere fortsat drøfter pakken i stedet for at gennemføre den.
Lad os spørge, hvorfor der var brug for denne pakke. Der er forskel på bistand og indholdet af denne handelspakke. Bistand er selvfølgelig meget vigtig for Pakistan, men tanken med denne handelspakke var at give iværksætterne et incitament til at starte genopbygningen af fabrikker og geninvestere i tekstilindustrien og andre industrier, der bogstavelig talt blev fejet bort af oversvømmelsen. Det er ikke rigtigt at sige, at tekstilindustrien ikke blev berørt af oversvømmelserne. Det er sandt, at centrum for en stor del af tekstilindustrien findes andre steder end i det oversvømmede område, men mange af støttepakkerne til tekstilindustrien var i de oversvømmede områder ligesom en stor del af tekstilindustrien.
Det ville have givet et incitament til at genopbygge tekstilindustrien ved at vise, at der var et marked for deres produkter. Uheldigvis har vores svar været meget gnieragtigt. Jeg kan bestemt støtte tanken om en beskyttelsesklausul, men det ville være bedre slet ikke at gøre noget end at gøre dette i bare ét år. Et år vil ikke give plads til de nødvendige investeringer.
Jeg beklager også, at Indien har været langt fra støttende i WTO, men forhåbentlig, som hr. Rinaldi nævnte, vil det såkaldte cricketdiplomati føre til en løsning, og forhåbentlig vil Indien indse, at det både af humanitære og af sikkerhedsmæssige årsager er vigtigt at hjælpe Pakistan med at skabe job og investere i fremtiden.
Anna Záborská (PPE). – (SK) Hr. formand, fru kommissær! Jeg kan se, at dette emne deler Parlamentet. Ikke desto mindre støtter jeg i modsætning til mine kolleger det, som Rådet har præsenteret.
Som medlem af Udviklingsudvalget er det netop dette aspekt, jeg gerne vil fremhæve. Skønt det er helt afgørende med en uopsættelig humanitær bistand i form af finansiering som svar på katastrofer som dem i Pakistan, skal der gøres mere. Den mest effektive måde at fremme udviklingen på er ved at sætte folk i stand til at hjælpe sig selv. Jeg glæder mig derfor over afskaffelsen af toldhindringer – uanset hvor midlertidig den måtte være – og jeg er sikker på, at denne overgangsperiode vil give os mulighed for at vurdere den proces, som Kommissionen har foreslået. Hvis denne proces og tilgang virker, vil jeg måske revidere definitionen på EU's udviklingsbistand. Om noget er det ikke Pakistan, men Kina, der udgør den største trussel mod Europas tekstilmarked.
George Sabin Cutaş (S&D). – (RO) Hr. formand! Som nogle af vores kolleger har sagt, har De bemærket argumentet om, at indrømmelse af særlige handelspræferencer til Pakistan ikke ville være en egnet løsning til at hjælpe ofrene for oversvømmelserne, da de ikke anser handel som en passende reaktion ved sådanne katastrofer. Jeg er enig i, at indrømmelse af handelspræferencer måske ikke direkte ville hjælpe de mennesker, der har lidt under oversvømmelserne. Men ved at træffe foranstaltninger til at supplere den humanitære bistand kan vi bidrage til Pakistans økonomiske genopretning. International handel og humanitær bistand er ikke to diametrale modsætninger. I praksis er der en vis komplementaritet mellem alle EU's politikker. Når vi tilbyder udviklingslandene handelspræferencer, gør vi det ikke kun af pragmatiske, kommercielle grunde, men for at vise vores solidaritet med disse stater.
Charles Tannock (ECR). – (EN) Hr. formand! Billederne af sidste sommers oversvømmelser i Pakistan var chokerende, og EU forsøgte med rette at gennemføre støtteforanstaltninger til at hjælpe de millioner af pakistanere, hvis liv blev ødelagt af denne frygtelige katastrofe.
Humanitær bistand bør gives uden politiske krav. De hastende handelspræferencer er imidlertid et politisk kontroversielt tiltag, både med hensyn til Pakistan og regionen. Osama Bin Ladens skjulested i Pakistan har nu igen afsløret Pakistans ambivalente forhold til bekæmpelse af terror.
Så helt personligt er jeg bange for, at disse hastende handelspræferencer vil vise sig at belønne den pakistanske regering for dens manglende handling i denne henseende. Jeg er også bekymret for, om det sekulære, demokratiske Bangladesh, som også tit rammes af oversvømmelser, vil lide under den urimelige konkurrence, og dette land er også stærkt afhængigt af tekstiler.
Dette er en velmenende foranstaltning, og det accepterer jeg naturligvis fuldt ud, men vi skal overveje den meget nøje i lyset af alle de aspekter, jeg har fremhævet her i min korte tale.
Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Dette forslag er et angreb mod den europæiske tekstilindustri. Det er der ingen tvivl om. Jeg vil imidlertid også gerne bringe et humanitært aspekt på bane. Omfattende toldfritagelser skal underlægges en absolut forpligtelse til at respektere menneskerettighederne. I denne forbindelse tænker jeg på de kristne mindretal og kvinders rettigheder. Pakistans blasfemilov er særligt bekymrende: Alle, der krænker Mohammed, dømmes til døden. Fundamentalismen er udbredt i Pakistan i alle samfundslag og findes endda også blandt de studerende på det anerkendte International Islamic University.
Du tror tydeligvis ikke selv på argumentet om, at handelspræferencer kan bruges til at fremme velstand og bekæmpe radikalisme. EU kan ikke blot indrømme handelspræferencer, hvis dette ignorerer eller ikke kræver overholdelse af væsentlige aspekter af grundloven.
Jean Lambert (Verts/ALE). – (EN) Hr. formand! Jeg taler som formand for den delegation, der omfatter Pakistan, og jeg må sige, at der er grædt nogle rigtige krokodilletårer her i aften hos dem, som udtrykker holdninger, der er lige modsat dem, de normalt vedkender sig.
Når vi tidligere har drøftet dette emne, har Kommissionen forsikret os om, at de pågældende spørgsmål er vurderet nøje for at sikre, at de ikke går i mod EU's eksport. Har dette ændret sig nu? Vi har fået stillet spørgsmålet: Hvorfor tekstiler fra Pakistan? Svaret er: Fordi tekstiler er en vigtig eksportvare for dem. De kan ikke forvente, at de tryller noget frem på nogle få måneder.
Vi har også været i tvivl om den potentielle virkning af denne foranstaltning i de oversvømmelsesramte områder. Vi rejste spørgsmålet, da vi var i Pakistan, og vi hørte direkte fra parlamentsmedlemmer der, at foranstaltningen ville gavne industrien i deres valgkredse. Derfor mener jeg virkelig, at vi bør overveje det budskab, vi sender, hvis vi ikke støtter denne foranstaltning.
Karel De Gucht, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne undskylde for, at jeg ikke var til stede i starten af forhandlingerne, men jeg er lige ankommet fra Bruxelles i fly, og De var, hvordan skal jeg sige det, foran i tidsplanen, hvilket er meget prisværdigt, men betød, at jeg kom lidt for sent.
Jeg har taget alle talerne om denne betænkning til efterretning. Jeg vil blot gerne fremhæve et par punkter. For det første er det ikke en FTA, vi drøfter. Det forekommer mig, at mange taler går ud fra den antagelse, at dette er en slags FTA med alle de aspekter, det indebærer. Problemet med sociale betingelser, eller bæredygtighed, som vi kalder det, bør f.eks. ikke overvejes her, fordi dette helt klart er en tidsbegrænset foranstaltning.
For det andet drøfter vi heller ikke GSP. Det vil vi snart gøre, og til den tid vil vi drøfte, hvilke lande der kan inddrages, og hvilke der ikke kan.
Nej, dette er et forslag, som Kommissionen har stillet i lyset af de voldsomme oversvømmelser i Pakistan, og det er tidsbegrænset i to år med mulighed for forlængelse i endnu et år.
Lad mig også sige, at ændringsforslaget om at begrænse det til ét år ærligt talt efter min mening ikke giver megen mening: Det ville være bedre, hvis De så bare stemte imod forslaget.
Hvorfor har vi endnu ikke draget en konklusion, og hvorfor bruges dette argument nu, når der allerede er gået omkring et år siden oversvømmelserne. Det er helt enkelt fordi, at vi lige har anmodet om en WTO-fritagelse, men at vi inden for WTO har store problemer med Pakistans naboer. Jeg behøver vist ikke at nævne dem ved navn. Vi forsøgte at finde en løsning. Jeg tror, at vi var på vej i den rigtige retning, og vi må se i de kommende uger, hvad følgerne af det, der for nyligt er sket i Pakistan, vil være.
Men vores skæbne ligger i hænderne på WTO med hensyn til, om vi får en fritagelse, og denne fritagelse kan kun indrømmes ved enstemmighed, så vi kan ikke presse den igennem i WTO. Vi kan kun forsøge at gøre vores bedste for at få den igennem.
Jeg vil også gerne sige, at jeg ikke, som en af de tidligere talere, taler om krokodilletårer og hykleri osv. Det kan jeg ikke sige noget om, men lad os blot sige meget neutralt, at det, der er blevet sagt her i aften, ikke nødvendigvis stemmer overens med det, der er blevet sagt tidligere. Det er ikke fordi, tiden er gået, og vi endnu ikke har fået en fritagelse, at argumentet som sådan har ændret sig.
Det har siden starten været drøftet, hvorvidt dette direkte kom de mennesker, der var ramt af oversvømmelserne, til gode. Det gør det til dels, ja. Det har siden starten været sagt, at der også bør være humanitær bistand. Der har været humanitær bistand op til 480 mio. EUR, så argumenterne er ikke nye, og jeg kan virkelig ikke se, hvorfor vi nu lige pludselig skal skifte retning.
Vi har taget de problemer, der kan opstå i den europæiske tekstilindustri og med ethanolindustrien, til efterretning. Der foreslås en beskyttelsesklausul, som efter min vurdering er tilstrækkelig til at løse eventuelle problemer, der måtte opstå, så dette er rimeligt klart, og man kan enten være for eller imod det. Kommissionen er for det, og jeg tror, både med hensyn til Pakistans økonomiske udvikling og til de sikkerhedsspørgsmål, der helt sikkert er ved Pakistan, at det ville være en stor fejl for Europa-Parlamentet ikke at påtage sig dette ansvar og stemme imod dette.
Vital Moreira, ordfører. – (PT) Hr. formand! Jeg vil gerne byde velkommen til kommissær De Gucht, godt nok lidt sent, hvilket vi forstår, men jeg tror, at der stadig er tid til at viderebringe udvalgets endelige holdning.
Som den tilfældige ordfører for denne betænkning og, jeg gentager, mod min vilje, vil jeg gerne fremsætte to bemærkninger. Den første er, at denne forhandling har vist, at der er lige så stor uenighed om dette spørgsmål som i selve Udvalget om International Handel, eller endnu større, og den anden er, at indholdet i de forslag, som Udvalget om International Handel har vedtaget, hvilket Europa-Kommissionen finder delvist utilstrækkeligt... plenarmødet i morgen vil træffe afgørelse om indholdet i disse forslag og Kommissionens indsigelser.
Jeg har blot to sidste bemærkninger. Der er to ting, som Parlamentet og Udvalget om International Handel ikke kan beskyldes for. For det første at have forsøgt at blokere dette emne, selv om det er afhængigt af fritagelsen fra Verdenshandelsorganisationen (WTO), og for at have stemt om et emne, som kan miste sin virkning, hvis denne fritagelse ikke indrømmes. Faktisk har Udvalget om International Handel besluttet at gå videre på trods af dette.
For det andet tog vi højde for alle Kommissionens sidste minuts-ændringer, fordi Kommissionen – som er det eneste organ og den eneste institution, der kan tage initiativ til lovgivning, fremsatte sit forslag men betingelserne i den anmodning om fritagelse, der er afgivet til WTO, er ikke de samme som det forslag, Kommissionen har forelagt Parlamentet. Derefter kom så Rådets kompromis, som heller ikke svarede til Kommissionens oprindelige forslag.
Udvalget om International Handel satte ikke spørgsmålstegn ved nogen af disse ting, da det påtog sig drøftelsen og stemte om dette spørgsmål, og det imødekom alle disse sene ændringer fra både Kommissionen og Rådet.
Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted onsdag den 10. maj 2011.
Skriftlige erklæringer (artikel 149)
Krzysztof Lisek (PPE), skriftlig. – (PL) Spørgsmål vedrørende Pakistan er altid lidt kontroversielle, selv når det drejer sig om bistand efter en naturkatastrofe. Hvad angår autonome handelspræferencer til Pakistan er det vigtigt at indføre en beskyttelsesklausul i tilfælde af handelshindringer som følge af suspension af tolden. Vi bør også tage hensyn til vores handelsinteresser og pleje dem på lang sigt ved at fastsætte en optimal gyldighedsperiode for dem samt betingelser, som Pakistan skal opfylde. De oversvømmelser, der ramte Pakistan så voldsomt i sommeren 2010, havde katastrofale følger for landets økonomi. EU ønsker at hjælpe Pakistan ved at bidrage til landets økonomiske genopbygning. I lyset af at Pakistan er usædvanligt vigtigt for EU's sikkerhed som følge af landets geostrategiske placering, bør vi gøre alt, hvad vi kan, for at stabilisere situationen der. På denne måde vil vi undgå, at stemningen i Pakistan radikaliseres. En mere stabil økonomi skaber altid et mere demokratisk samfund samt et tilbagetog for antidemokratiske, radikale sociale bevægelser. Vores beslutning vil sende et utvetydigt signal til Pakistan om, at vi ønsker at hjælpe, og at vi ønsker, at Pakistan skal blive et stabilt og rigt land, hvilket vil forhindre, at stemningen bliver radikaliseret. Jeg mener, at dette Pakistan som vores allierede også ville bidrage til at løse den fastfrosne situation i Afghanistan.
Tokia Saïfi (PPE), skriftlig. – (FR) Jeg støtter princippet om at hjælpe Pakistan med at styrke dets økonomi efter oversvømmelserne i 2010. Jeg mener imidlertid, at Kommissionens forslag af flere årsager er upassende. For det første er det ikke en særligt hurtig løsning: Næsten et år efter katastrofen har vi ikke fået nogen positive tegn på den fritagelse, som Unionen skal have fra WTO, før forslaget kan træde i kraft, vi har ikke afsluttet vores lovgivningsarbejde, og vi har stadig ikke afholdt drøftelser i Rådet. For det andet er der ikke gennemført nogen konsekvensvurdering, og vi ved ikke, hvilken effekt disse foranstaltninger vil have på den pakistanske økonomi eller på den europæiske økonomi (herunder tekstil- og ethanolsektorerne, som især er mål for forslaget). Vi ved heller ikke, hvordan Pakistan vil omfordele indtægterne fra eksporten, som er omfattet af disse foranstaltninger, så de rent faktisk kommer de regioner, der blev ramt af oversvømmelserne, til gode. Endelig bør det bemærkes, at de foreslåede foranstaltninger ikke pålægger Pakistan nogen menneskerettighedsforpligtelser. Dette er imod alle de holdninger, der er vedtaget på det seneste, og må være en undtagelse.