Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 10. maj 2011 - Strasbourg

21. Håndhævelse af bestemmelserne om forsendelse af giftigt affald til udviklingslande (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt er forhandling om

– forespørgsel til mundtlig besvarelse til Kommissionen om håndhævelse af bestemmelserne om forsendelse af giftigt affald til udviklingslande af Catherine Bearder, Lena Ek, Miroslav Ouzký, Richard Seeber, Christa Klass og Rebecca Harms for Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, De Europæiske Konservative og Reformister, Det Europæiske Folkepartis Gruppe (Kristelige Demokrater) og Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance (O 000065/2011 - B7-0217/2011) og

– forespørgsel til mundtlig besvarelse til Kommissionen om håndhævelse af bestemmelserne om forsendelse af giftigt affald til udviklingslande af Sabine Wils, Kartika Tamara Liotard, Bairbre de Brún, João Ferreira, Marisa Matias og Nikolaos Chountis for Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre (O-000066/2011 - B7-0218/2011).

  Catherine Bearder, spørger. − (EN) Hr. formand! Tror Kommissionen ikke, at vi ville blive rasende, hvis vi vågnede en morgen og opdagede, at vores rige naboer havde smidt deres giftige affald i vores have? Men det er, hvad EU gør dagligt.

Hvert år bliver tonsvis af giftigt affald smuglet gennem havne med dårlig kontrol og sendt fra EU til udviklingslande i modstrid med europæisk miljølovgivning. Næsten tre fjerdedele af alt affald fra elektrisk udstyr i EU kan der ikke gøres rede for, og kun en tredjedel af affald fra elektronisk udstyr behandles i henhold til EU-lovgivningen. I Det Forenede Kongerige smider den gennemsnitlige brite årligt fire stykker elektronisk udstyr ud. Det svarer til 500 000 t ødelagte tv'er, computere og telefoner, men over halvdelen af det registreres ikke som værende sendt til genbrug – det forsvinder bare – og det er kun i mit eget land.

Eksporten af kontrolleret affald fra EU med henblik på bortskaffelse er forbudt i henhold til gældende lov, men alligevel mener man, at der årligt ulovligt overføres 22 000 t i gennemsnit. Ifølge WEEE-direktivet skal elektroniske apparater, der eksporteres, være funktionsduelige. Men det bygger på effektive inspektionspolitikker for hele EU, som tydeligvis ikke er på plads. Affaldet indeholder bly, cadmium, barium, kviksølv, bromerede flammehæmmere og andre kemikalier og plasttyper, der udgør en fare, når de bliver brændt. Afbrænding er tit den billigste måde at få fat i disse værdifulde metaller på, og voksne og børn kravler rundt i bunker af affald i forsøget på at tjene nogle få øre.

Vi kan ikke ignorere de miljømæssige og sundhedsmæssige konsekvenser af denne skandale, som går ud over de mest sårbare. Som europæer skammer jeg mig ærlig talt. Jeg takker kommissæren for svarene, men vi er nødt til at vide præcis, hvordan han vil lukke dette hul i affaldsoverførselsforordningen. Har Kommissionen nogen planer om at gøre noget ved de tonsvis af EU-affald, der allerede dumpes i afrikanske lande? Skal affaldsoverførselsforordningen revideres, eller handler det kun om håndhævelse? Det er et akut problem, og der må gribes ind nu. Jeg ser frem til Deres svar.

  Anna Rosbach, for stilleren. − (DA) Hr. formand! Jeg er glad for, at så mange kolleger har øjnene åbne for, at vores affald ikke blot forsvinder af sig selv, men desværre ofte ender ude i verden, hvor ingen tager sig rigtigt af det. Egentlig er det jo ikke noget nyt. Allerede for mange år siden startede en lang række europæiske lande med at sende deres udrangerede færger fyldt med asbest til Indien, hvor barfodede arbejdere - den dag i dag desværre stadig - skiller gammelt jern og farlige komponenter fra hinanden på åben strand. Endnu værre er det med de afrikanske børn, som sidder på jorden og skiller vores elektroniske affald ad helt ned til enkeltkomponenterne. Kan vi være det bekendt? Nej, selvfølgelig kan vi ikke det. Men EU mangler fornuftige og realistiske muligheder for at håndtere de gode regler, som blev fastlagt allerede den 12. juli 2006.

Håndhævelsen af direktivet sker via nationalstaterne, som det ses i artikel 50 i samme forordning, men nogle stater ser gennem fingre med denne håndhævelse. Men noget må der gøres, for 70 mio. t farligt affald hvert år - tendens stigende - er jo ikke en bagatel. Derfor spørger jeg nu som tillæg til de skriftlige spørgsmål, som Kommissionen allerede har modtaget: Har Kommissionen tænkt at bruge særlige havneområder til udskibning af farligt affald i udvalgte havne? Det giver generelt bedre kontrolmuligheder. Kunne Kommissionen tænke sig at gøre PR-arbejde for at få EU’s borgere til at aflevere deres farlige affald ganske bestemte steder i medlemsstaterne? Det er uhyre vigtigt, at vi gør vores borgere opmærksomme på problemet, for uden deres hjælp i kampen om håndtering af farligt affald kommer vi overhovedet ingen vegne.

  Richard Seeber, spørger. – (DE) Hr. formand, hr. Barnier! Det er ikke kun i banksektoren, vi har forordninger, der ikke fungerer, det gælder også miljøområdet. Selv om vi har en forordning fra 2006, der omhandler overførsel af affald, virker den ikke, fordi der er en voksende tendens til at sende farligt affald uden for EU's grænser, især til udviklingslande, hvor korrekt bortskaffelse af disse farlige stoffer ikke kan garanteres. Denne nonchalante måde at bortskaffe stofferne på fører til miljø- og sundhedsmæssige problemer i disse lande, som i ekstreme tilfælde kan forårsage store antal dødsfald.

Desuden smider vi værdifulde ressourcer ud her i EU. En del af 2020-strategien er en strategi for ressourcer, og affald er en af vores ressourcer. Vi bør gøre alt, hvad vi kan for at styrke vores forskning på dette område, så værdifulde materialer kan udskilles, når produktet er udtjent.

I et indlæg den 7. april i år bekendtgjorde Deres kollega kommissær Potočnik, at selv om Kommissionen har undgået emnet og intet har gjort i mange år, har han til hensigt at offentliggøre en meddelelse til efteråret om, hvad han vil gøre ved problemet, især med hensyn til gennemførelse af eksisterende forordninger og et forbedret kontrolsystem samt en udvidelse af det videnskabelige grundlag. Jeg vil gerne spørge kommissæren, om denne meddelelse allerede er ved at blive udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene?

I andre indlæg har kommissær Potočnik også henvist til et nyt agentur. Selv om vi allerede har et stort antal officielle organer, overvejer han tydeligvis, hvordan man kan styrke kontrollen med medlemsstaternes myndigheder på området. Jeg vil gerne vide, hvor sagen står, for i øjeblikket lader det til, at vi er ude af stand til at få løst problemet. Hvilke initiativer har Kommissionen til hensigt at iværksætte på området?

  Satu Hassi, for spørgeren. − (FI) Hr. formand, mine damer og herrer! Den dårlige gennemførelse af affaldsoverførselsforordningen har længe været et alvorligt problem. Det har EU-netværket til gennemførelse og håndhævelse af miljølovgivning understreget siden 2003, og det har fremlagt klare forslag til forbedringer. Men Kommissionen har stort set intet foretaget sig, medmindre man medregner de mange undersøgelser, den har gennemført, og dens forslag til et nyt direktiv om bæredygtig energi.

I over 10 år har Parlamentet opfordret til bedre kontrol, herunder lovgivning om europæiske inspektioner, til minimumskriterier for inspektionerne i Jacksons betænkning fra 1999, til lovgivningsreform for overførsel af affald i hr. Bloklands betænkning fra 2003 og til minimumskriterier for inspektioner i beslutningen fra 2008. Alt dette har Kommissionen i det store hele bare ignoreret.

I 2006 blev vi chokeret over den store Trafigura-skandale, hvor enorme mængder giftigt affald blev dumpet i Côte d'Ivoire. Den daværende miljøkommissær, Stavros Dimas, lovede at se på måder at styrke affaldsoverførselsforordningen og gennemførelsen af den i medlemsstaterne på, men der skete intet konkret. For to år siden anbefalede en Kommissionsundersøgelse, at der skulle etableres et særligt agentur til gennemførelse af lovgivning om affald. Det skulle stå for utallige opgaver såsom at kontrollere de eksisterende efterforskningssystemer i medlemsstaterne og koordinere kontroller og inspektioner, men der kom ikke noget forslag.

Sidste år kom en Kommissionsundersøgelse til den konklusion, at den bedste mulighed ville være en retsakt om kriterierne for inspektioner, men der kom ikke noget forslag, selv om kommissær Potočnik har udtalt, at han prioriterer gennemførelse af miljølovgivning i EU.

Nu vil jeg gerne spørge Kommissionen, hvornår den faktisk har tænkt sig at indføre egentlige foranstaltninger i stedet for blot at gennemføre flere undersøgelser? Hvornår får vi et egentligt lovforslag at se i stedet for kun meddelelser og undersøgelser? Som min kollega hr. Seeber sagde, ville det også forbedre Europas ressourceeffektivitet.

  Sabine Wils , spørger. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Ulovlig eksport og bortskaffelse af affald udgør en voksende trussel mod millioner af menneskers sundhed og miljø i udviklingslande.

Mængden af giftigt affald vokser konstant i EU. På grund af de høje omkostninger forbundet med genbrug og bortskaffelse af affald er fristelsen enorm til at sende affaldet til lande, hvor miljøkontrollen er mindre streng og omkostningerne til bortskaffelse lavere. Det glæder mig at konstatere, at alle sider i Parlamentet accepterer problemet, og jeg håber, at Parlamentet vil anlægge en fælles tilgang til emnet.

De huller i loven, der tillader disse farlige eksporter, må lukkes. De eksisterende forordninger om overførsel af giftigt affald til udviklingslande må strammes og håndhæves. Der er brug for et lovforslag om miljøinspektioner, hvilket Parlamentet allerede opfordrede til i 2008, så skibe kan blive inspiceret effektivt af myndighederne i de lokale havne.

Det skal knyttes til muligheden for at beslaglægge skibe i havne i hele EU, hvis der er grund til at tro, at loven bliver overtrådt. Vi foreslår, at det skal styrkes med en fælles beslutning med deltagelse af alle sider i Parlamentet.

Import af affald til EU skal også kontrolleres bedre. Ud for Calabriens kyst blot nogle få kilometer fra havnen i Cetraro ligger et sunket skib, som man ved, transporterede meget giftigt affald. Man formoder, at mange andre skibe med giftigt affald er blevet sænket lige ud for kysten i Det tyrrhenske Hav. Dette eksempel illustrerer behovet for gennemsigtighed i forhold til overførsel af affald og for pålidelige officielle inspektioner.

  Michel Barnier, medlem af Kommissionen. − (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil starte med at undskylde på vegne af min kollega og ven hr. Potočnik, som er i New York her til aften for at underskriv en vigtig aftale – Nagoya-aftalen – om biodiversitet.

Men det glæder mig at få denne lejlighed til at vikariere for ham eller i hvert fald at prøve på det, for jeg har altid interesseret mig for dette emne. Jeg var miljøminister i mit eget land, og jeg har ikke glemt vores bestræbelser under mit første mandat som kommissær for omkring 10 år siden på at begynde at gøre noget ved dette yderst alvorlige problem sammen med Parlamentet. Affaldsoverførselsforordningen forbyder eksport af farligt affald til udviklingslande og eksport til lande uden for EU og Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) af affald med henblik på bortskaffelse.

Men som De har påpeget, ved vi, at indsatsen for at håndhæve dette forbud varierer en hel del fra medlemsstat til medlemsstat. Virksomheder forsøger ofte at udnytte utilstrækkelige inspektioner til at komme uden om forbuddet og smugle affaldet gennem andre medlemsstaterne, hvor inspektionerne ikke er nær så strenge, som De sagde.

Desuden benyttes der ofte falske angivelser til at eksportere affald som brugte genstande, hvilket besværliggør arbejdet for de myndigheder, der har ansvaret for at kontrollere og håndhæve reglerne. Så er der de tydeligvis lave håndteringsomkostninger i tredjelande, som er den primære økonomiske faktor, der tilskynder til disse ulovlige overførsler. Der er også den meget alvorlige situation for lande, der så at sige modtager dette affald, disse ulovlige overførsler, der forårsager alvorlig forurening af luft, vand, jord og hjem, og som udgør en fare for – hvilket fru Wils sagde for et øjeblik siden, og fru Bearder og fru Rosbach sagde lige så empatisk lige inden – folks helbred, især børns, hvilket er det mest chokerende, og arbejdstageres og en stor del af befolkningens helbred. De farlige stoffer i affald er allerede giftigt, men de udgør ofte en større risiko, når man ikke anvender passende affaldshåndteringsteknikker, hvilket ofte er tilfældet i disse bestemmelseslande.

Desuden påvirker ulovlige overførsler af affald til tredjelande naturligvis samhandelen og konkurrencen i negativ retning, eftersom virksomheder, der overholder loven, i økonomisk forstand stilles i en konkurrencemæssigt ugunstig situation. Den europæiske genbrugs- og affaldshåndteringssektor, som skal overholde EU's omfattende miljølovgivning, er en dynamisk sektor. Den har en klækkelig omsætning på 95 mia. EUR. Den beskæftiger mellem 1,2 og 1,5 mio. mennesker og står for 1 % af BNP, og denne affaldshåndterings- og genbrugssektor, som følger reglerne, skal også konkurrere med og stilles i en ugunstig situation af disse ulovlige overførsler.

Jeg tror, at effektiv håndhævelse af affaldsoverførselsforordningen på EU-plan ville tilskynde sektoren til at investere og skabe endnu flere arbejdspladser i fremtiden. Ulovlig overførsel af affald og genbrug baseret på ringe metoder fører også til mistede ressourcer, eftersom sekundære råmaterialer kan dække en stor del af Europas behov for råmaterialer og forbedre effektiviteten og brugen af ressourcer. Baseret på denne diagnose må vi altså forbedre situationen. Derfor har Kommissionen forsøgt at finde ud af, om der skal indføres yderligere lovgivningsmæssige foranstaltninger på EU-plan, og hvilke nye, specifikke krav og kriterier de i så fald skal indeholde i forhold til inspektioner af overførsler af affald.

I øjeblikket er vi ved at lægge sidste hånd på en konsekvensanalyse af de forskellige mulige tilgange til at løse det problem, jeg netop har omtalt, herunder nationale inspektioner og obligatoriske nationale risikovurderingsplaner og -programmer samt mere målrettet uddannelse af nationale embedsmænd med ansvar for at håndhæve bestemmelserne og dermed også for at bevise, at dem, der angiver, at affald er brugte genstande, begår svindel.

Jeg vil gerne runde af med at nævne følgende som svar på nogle specifikke spørgsmål. For det første er det muligt at omgå affaldsoverførselsforordningen ved at påstå, at de eksporterede genstande er brugte genstande og ikke affald. Hovedproblemet er, at medlemsstaterne ikke gennemfører inspektionskravene ordentligt. For at rette op på det skal forordningen suppleres af mere detaljerede regler for nationale inspektioner. De lovgivningsmæssige foranstaltninger skal som sagt ledsages af passende uddannelse for de embedsmænd, der har ansvaret for at håndhæve reglerne.

For det andet kunne ikkejuridisk bindende retningslinjer på EU-plan støtte og fremme gennemførelse og især tolderes håndhævelse af affaldsoverførselsforordningen og dermed bidrage til at bekæmpe ulovligheder. Men retningslinjer alene er ikke nok. De er også brug for bindende regler for at bekæmpe dette problem.

For det tredje er affaldsproduktionen vokset eller har stabiliseret sig de senere år. Affaldshåndteringen er ved at blive bedre i hele EU, og graden af genbrug er vokset de sidste fem år. Men det bemærkelsesværdige i dag er de store forskelle mellem medlemsstaterne med hensyn til gennemførelsen af vores affaldskrav. Kommissionen er klar over de miljømæssige, økonomiske, sociale og menneskelige konsekvenser og konsekvenserne for den offentlige sundhed af ulovlig overførsel af affald, og Probo Koala-sagen, hvor adskillige mennesker døde efter at have været udsat for farligt affald, der ulovligt var blevet dumpet i Côte d'Ivoire, er et af de værste eksempler i mands minde, og også her må vi tage ved lære. Kommissionen har iværksat utallige undersøgelser på området, og resultaterne af disse undersøgelser findes på vores hjemmeside.

Når der konstateres ulovlige overførsler af affald, er der fastlagt foranstaltninger i forordningen til at tage hånd om situationen. Affaldet skal sendes tilbage til oprindelseslandet i henhold til EU's og international lovgivning. Hvis de ansvarlige virksomheder ikke kan identificeres, skal oprindelseslandet i EU betale en afgift for at få affaldet sendt tilbage og behandlet. I nogle tilfælde må medlemsstater påtage sig omkostninger på over 1 mio. EUR. I Probo Koala-sagen, som jeg nævnte lige før, måtte firmaet Trafigura betale, hvad der svarer til 152 mio. EUR for oprydning og 33 mio. EUR i erstatning til indbyggerne i de ramte byer.

Til sidst vil jeg gerne sige til hr. Seeber, at hr. Potočnik, så vidt jeg ved, har lovet at udsende den meddelelse om gennemførelse og håndhævelse af EU-lov, og han er ved at udarbejde den.

  Åsa Westlund, for S&D-Gruppen. – (SV) Hr. formand! Vi er mange, der er forargede over, at Europa stadig dumper farligt affald i fattigere lande på trods af en omfattende offentlig debat. Som mange her allerede har sagt, er vores forargelse berettiget. Ikke nok med at vi bruger produkter, der udpiner og beskadiger miljøet for derefter at undlade at håndtere dem korrekt, når vi ikke længere vil have dem, vi dumper også det farlige affald, som beskadiger uskyldige menneskers, ofte børns, helbred og gør jord og vand i andre lande giftige i mange generationer. Det er fuldstændig uacceptabelt.

Hvordan kan det få lov at fortsætte? Vi har lovgivning, og vi har et forbud, men det virker ikke. Derfor må Kommissionen nu fremlægge ændringsforslag. Den bedste løsning ville naturligvis som altid være, at der ikke fandtes farligt affald. Det omfattende arbejde, som vi har udført for at identificere og udfase farlige kemikalier, f.eks. inden for rammerne af REACH, er derfor også vigtigt i denne sammenhæng. Eftersom forbuddet mod eksport af farligt affald ikke fungerer, synes jeg, at vi især bør glæde os over, at vi har styrket loven om affald fra elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) ved at fastsætte høje mål for indsamling af det. Men når vi ved, hvor dårlig medlemsstaterne er til at overholde eksportforbuddet, er der god grund til, at Kommissionen også nøje overvåger medlemsstaternes tiltag i forhold til WEEE og anden lovgivning, der fastlægger, hvordan denne type produkt skal håndteres.

Som mange andre har sagt, også Kommissionen, er der brug for en eller anden form for afklaring og forenkling af, hvilke regler der faktisk gælder med hensyn til overførsel af giftigt affald til udviklingslande, så det bliver nemmere for politiet og andre embedsmænd med ansvar for grænsekontrol at iværksætte foranstaltninger i forhold til de forbrydelser mod miljøet, som eksport af farligt affald faktisk udgør. Men det er lige så nødvendigt, at medlemsstaterne prioriterer området højere. Jeg synes, at det er et konstant tilbagevendende problem, at medlemsstaterne undlader at leve op til deres ansvar for at kontrollere overholdelsen af EU-lovgivningen. I denne sag er det meget tydeligt, at medlemsstaterne ikke lever op til deres forpligtelser.

Medlemsstaterne må tage større ansvar, og det forventer vi, at Kommissionen sørger for, at de gør. Det, hr. Barnier har fremlagt her i dag, virker bestemt som et skridt i den rigtige retning. Når vi kan se hele meddelelsen, vil vi kunne beslutte, om vi mener, at antallet af skridt er tilstrækkeligt.

  Zuzana Roithová (PPE). – (CS) Hr. formand! Den eksponentielle vækst i mængden af affald fra europæisk produktion og forbrug ligner en tidsindstillet bombe, både i EU og i de udviklingslande, som farligt affald eksporteres til, meget af det ulovligt. Jeg glædede mig over kommissærens meddelelse om Kommissionens specifikke ønske om at lukke hullerne i loven relativt snart. Men ligesom de talere, der har haft ordet før mig, tror jeg ikke, at især medlemsstaterne har den store lyst til at investere i kontrol og til at indføre tilstrækkelig hårde straffe for brud på de eksisterende regler. Som næstformand for Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU mener jeg, at vi også er nødt til at etablere en fælles strategi med AVS-staterne om kampen mod ulovlig import af giftigt affald til disse lande og især handlingsplaner for at indføre et system til sikker håndtering af affald i afrikanske lande, herunder støtte til genbrugsteknologi.

  Csanád Szegedi (NI). – (HU) Hr. formand, mine damer og herrer! Den tilsyneladende strenge EU-forordning om farligt affald er i praksis fyldt med huller, der kan udnyttes på fremragende vis af organiserede grupper af forbrydere og af den mafia, der tjener penge på farligt affald.

Ulovlig bortskaffelse af giftigt affald klassificeret som farligt er blevet en rigtig god forretning. En årsag hertil er de meget høje omkostninger til lovlig bortskaffelse og genbrug. En anden er overbureaukratiseringen i forbindelse med at opnå lovlige licenser.

Løsningen skal være todelt. De administrative byrder for virksomheder, der genbruger og bortskaffer farligt affald lovligt, må lettes, og sideløbende hermed skal producenter af farligt affald naturligvis tilskyndes til at vælge den lovlige metode og gøres interesseret i at holde mafiaen nede.

På den anden side må de strafferetlige sanktioner over for miljøkriminalitet strammes radikalt, og inspektionerne må styrkes over hele linjen på EU-plan.

  Miroslav Mikolášik (PPE). – (SK) Hr. formand! Klokken er kvart i midnat, og vi forhandler om et alvorligt emne, nemlig eksport af giftigt affald til udviklingslande.

Det er en skandale, at europæiske lande den dag i dag giver sig i kast med den slags aktiviteter, som vi så i den Oscarvindende film Erin Brockovich med Julia Roberts, hvor vi så, at den slags kun kan ske i Californien med fabrikker, der eksporterer giftigt affald, hvorefter folk bliver alvorlig syge og endda dør. Det er særdeles trist, at EU's medlemsstater eksporterer deres giftige affald til afrikanske lande, der næsten ikke har nogen mulighed for at forhindre det. Der er tale om giftige stoffer som bly, cadmium, kviksølv, asbest mv. Efter min mening er det godt, at Kommissionen vil fortsætte sit arbejde på dette område. Jeg vil gerne opfordre kommissær Barnier, som har lovet, at Kommissionen ville anlægge en mere energisk tilgang, at indføre foranstaltninger til at rette op på situationen.

  Mairead McGuinness (PPE). – (EN) Hr. formand! Der er et problem i EU, for vores borgere smider affald på deres egen trappesten. Det er én ting at gøre det i Europa, men at gøre det i udviklingslande og mod de fattige er, som spørgerne sagde, forkasteligt.

Jeg vil lytte nøje til Kommissionens svar om ny lovgivning. Jeg finder det altid bekymrende, når vi læsser ny lovgivning oven på eksisterende love uden at se på håndhævelsen, så jeg vil bede Kommissionen om at tage håndhævelsen med i betragtning. Jeg tror, at vi på mange områder ikke har tilstrækkelig mange i medlemsstaterne til at føre ordentlig kontrol og holde styr på transporten, i dette tilfælde af giftigt affald. Konsekvenserne for sundheden og trivslen for dem, der håndterer dette affald på en meget uhensigtsmæssig måde, er yderst alvorlige. Det er et spørgsmål om moral og etik. Måske hvis vores borgere var klar over det – det tror jeg ikke, de er – ville de tænke en ekstra gang over deres indkøbs- og bortskaffelsesmetoder.

  Michel Barnier, medlem af Kommissionen. − (FR) Hr. formand! Fru McGuinness sagde noget vigtigt lige før, nemlig at denne sag har en moralsk og etisk dimension i betragtning af alle de bekymringer over den offentlige sundhed, biodiversiteten og økonomien, vi har nævnt.

Derfor – og det siger jeg til fru Westlund og fru Roithovà og til andre talere – er Kommissionen fast besluttet på at gøre noget. For at støtte konsekvensvurderingen, som vil underbygge berettigelsen for dette initiativ, vil Kommissionen foreslå at stramme EU-lovgivningen, især ved at forbedre inspektioner og håndhævelse af affaldsoverførselsforordningen. Det burde i høj grad reducere det betydelige antal af ulovlige overførsler.

Vi ser på alle tænkelige løsninger. Giv hr. Potočnik de par uger, han skal bruge til at udarbejde lovgivningen. Jeg kan sige på hans vegne, at Kommissionen inden udgangen af dette år, 2011, vil fremlægge sit lovforslag om at optrappe kampen mod disse ulovlige overførsler og alle deres konsekvenser, og at den vil tage den meget vigtige forhandling, De trods det sene tidspunkt har haft, i betragtning.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Daciana Octavia Sârbu (S&D) , skriftlig. – (EN) Tidligere i år rettede jeg nogle forespørgsler til Kommissionen som reaktion på omtale i pressen af transport af giftigt affald fra Italien til Rumænien. Selv om der ikke blev fundet bevis for transporterne, gjorde resultatet af mine forespørgsler det klart, at vi kunne drage fordel af mere regelmæssige inspektioner af gods, fordi det ville virke afskrækkende på dem, der er involveret i ulovlig transport af affald. Sådanne foranstaltninger kan have en yderligere effekt i forhold til tredjelande, fordi de måske ikke har mulighed for i tilstrækkelig grad at overvåge indkommende transporter og dermed forhindre indførelsen af giftige materialer til deres territorium. Vi bør alvorligt overveje fordelene ved grundige og regelmæssige inspektioner, der koordineres på EU-plan, især i forbindelse med transport til udviklingslande.