Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 8. juni 2011 - Strasbourg

12. Den europæiske arrestordre (forhandling)

  Formanden. – Det næste punkt på dagsordenen er forespørgslerne til mundtlig besvarelse til Rådet og Kommissionen om den europæiske arrestordre.

  Jan Philipp Albrecht , spørger. – (DE) Fru formand! I dag drøfter vi spørgsmålet om den europæiske arrestordre. Det er på tide, at dette spørgsmål kommer på dagsordenen. Vi har indgivet en forespørgsel gennem grupperne, som foreslår en forhandling om reformen af den europæiske arrestordre og dens anvendelse, og anmoder Kommissionen og Rådet om at besvare den med forslag.

Den europæiske arrestordre blev udråbt til det perfekte eksempel på gensidig anerkendelse på rets- og politiområdet. Da den europæiske arrestordre blev vedtaget som en rammeafgørelse, gjorde Europa-Parlamentet det altid helt klart, at betingelserne for anvendelse af den europæiske arrestordre er relativt strenge, så den kun gælder for virkelig alvorlige forbrydelser, at den bør anvendes proportionalt, og at de proceduremæssige standarder i EU samtidig bør harmoniseres. Ingen af disse krav er blevet opfyldt fuld ud. I mange tilfælde anvendes arrestordren ikke proportionalt, som vi kan se i de rapporter, vi nu har fået forelagt. Derfor er der behov for, at vi justerer procedurerne, både i praksis og i lovgivningen. Takket være næstformand Redings arbejde gør vi nu efter 10 år endelig fremskridt i harmoniseringen af de proceduremæssige standarder. Det er imidlertid afgørende, at vi gør endnu større fremskridt, herunder med hensyn til betingelserne for tilbageholdelse af fanger og spørgsmålet om individuelle standarder for retslig beskyttelse.

I fremtiden bør vi ikke kun bekymre os om samarbejdet mellem politi og de retslige myndigheder med hensyn til gensidig anerkendelse, vi skal også se på udarbejdelsen af proceduremæssige standarder. Den europæiske arrestordre skal ikke desto mindre ændres i dag, da dens anvendelse helt åbenlyst er uforenelig med de standarder, vi har krævet, navnlig med hensyn til proportionalitetskontrollen i de enkelte sager.

  Simon Busuttil, spørger. – (MT) Fru formand! Den europæiske arrestordre har vist sig at være et meget nyttigt instrument med hensyn til at søge retfærdighed ud over de nationale grænser. Den har hjulpet os til at åbne de nationale grænser ved at sende et klart budskab til de kriminelle om, at de ikke længere kan flygte til et andet land for at undgå retsforfølgelse. Det er derfor vigtigt, at den europæiske arrestordre betragtes som et nyttigt instrument, der har skabt gode resultater.

Den har imidlertid også ulemper, f.eks. når den udstedes for forbrydelser, der ikke betragtes som værende alvorlige nok til at anvende den. Jeg forventer ikke, at der skal udstedes en europæisk arrestordre, hvis nogen tages i at stjæle to bildæk i et andet land, hvilket vi har set tidligere. Straffen er ikke afpasset efter forbrydelsen og skaber mistillid til et vigtigt og nyttigt instrument.

Derfor skal vi se på manglerne i systemet og dets anvendelse uden at gøre arrestordren mindre anvendelig.

Det er derfor, at vi har fremsat denne forespørgsel for Kommissionen, så vi kan forstå, hvordan arrestordren er blevet brugt i de senere år. Disse oplysninger vil hjælpe os til at beslutte, om vi skal opdatere den, så vi sikrer, at den kan anvendes korrekt.

  Sarah Ludford, spørger. – (EN) Fru formand! Den liberale gruppe i Europa-Parlamentet har altid støttet den europæiske arrestordre, fordi den er vigtig i kampen mod alvorlig grænseoverskridende kriminalitet. Min gruppe har imidlertid samtidig altid påpeget, at den europæiske arrestordre ville være ufuldstændig uden indførelse af proceduremæssige forsvarsrettigheder i Europa. Vi har konstant kritiseret Rådet for ikke at gå videre med den dagsorden på grundlag af Kommissionens omfattende forslag.

Nu er vi endelig ved at ændre situationen vedrørende forsvarsrettigheder, og jeg vil rose næstformand Reding for hendes arbejde for dette program under køreplanen. Spørgsmålet er så, om dette vil være nok til at kompensere for den europæiske arrestordres svagheder? Det tror jeg ikke. Vi skal også gøre noget ved den måde, systemet fungerer på.

Men lad os blot nævne succeserne: Mellem 2005 og 2009 har arrestordren sikret udlevering af næsten 12 000 narkosmuglere, seksualforbrydere, der begår overgreb på børn, voldtægtsmænd og andre. Dette gælder f.eks. Hussain Osman, en af bombemændene fra angrebet i London i 2005. Ingen indbyggere i London vil være utaknemmelige for den europæiske arrestordre efter det. Han kom tilbage efter seks uger, fra Italien.

Men den europæiske arrestordre er i hvert fald i Det Forenede Kongerige, og dette vil vi høre senere, blevet et af euroskeptikernes yndlingsvåben mod EU's omdømme. Deres sag er blevet hjulpet af flere berygtede tilfælde af menneskerettighedskrænkelser. Faktisk modtager Det Forenede Kongerige det andetstørste antal anmodninger om overgivelse efter Tyskland.

Både Kommissionen og forsvarsrettighedsorganisationer som Fair Trials International – her har jeg en personlig interesse, jeg er protektor – og Justice, hvis råd jeg sidder i, har gjort opmærksom på fejl ved arrestordren. Problemer med, at den bliver brugt til mindre forseelser, manglende advokatbistand i den udstedende stat, lange varetægtsfængslinger, manglende kaution for personer, som ikke er statsborgere i den udstedende stat, og dårlige forvaringsforhold, nævnes alle med god grund. Kommissionen mener ikke, at vi behøver at omarbejde den europæiske arrestordre. Det mener jeg, at vi bør genoverveje.

For det første skal vi have et meget bedre grundlag for kravet om proportionalitetskontrol, så mindre forseelser ikke er omfattet. For det andet skal vi have en decideret menneskerettighedskontrol i den fuldbyrdende stat. Dette skal være et eksplicit krav, ikke implicit. For det tredje skal det anerkendes, hvornår det ikke er rimeligt at fuldbyrde en europæisk arrestordre, så det sikres, at man ikke forfølges af indberetninger fra Schengeninformationssystemet rundt i Europa, selv om overgivelse er blevet afvist på et gyldigt grundlag.

Vi skal også gøre noget ved kautionssituationen, ikke mindst ved at gennemføre rammeafgørelsen om kontrolordrer.

Den europæiske arrestordre skal ændres, men den har i bund og grund været en succes. De, der sætter spørgsmålstegn ved den, må spørge sig selv, om de ville synes om, at kriminelle i årevis holder sig uden for domstolenes rækkevidde og ikke kan retsforfølges, fordi den traditionelle udlevering tager for lang tid og er alt for bureaukratisk.

  Birgit Sippel , spørger. – (DE) Fru formand! I forhandlingen om den ungarske forfatning hørte vi mere end én gang kritikken om, at det var en politisk drøftelse. Jeg er helt chokeret over dette, fordi politiske drøftelser er én af de ting, som Parlamentet er her for, og derfor ønsker jeg at starte dette emne ved at udstikke den politiske ramme.

Kriminalitet, og især organiseret kriminalitet, har aldrig været stækket af grænser eller grænsekontrol. Derfor giver det ingen mening at genopbygge grænser i Europa og begrænse den måde, vores befolkninger vokser sammen på. Tværtimod har vi brug for konsekvent videreudvikling af samarbejdet mellem vores medlemsstater og grænseoverskridende samarbejde for politi og retslige myndigheder.

På dette område har den europæiske arrestordre gentagne gange vist sig som et vigtigt og vellykket instrument. Samtidig vil dette instrument imidlertid blive kompromitteret, hvis den europæiske arrestordre bruges til f.eks. stjålne cykler eller blot for at gennemføre et forhør. Jeg er ked af at sige, at vi også har set den brugt, hvor det måske er blevet besluttet ikke at fuldbyrde en arrestordre, fordi der er beviser for, at den er blevet udstedt på et uberettiget grundlag, og dette derefter ikke respekteres af den udstedende medlemsstat – hvilket resulterer i en uheldig situation, hvor de pågældende borgere gentagne gange arresteres, hver gang de krydser en grænse. Det hjælper ikke til at opbygge tilliden til det europæiske retssystem.

Hvorfor sker dette? Giver direktivets tekst et for stort spillerum? Handler det om ukorrekt gennemførelse i medlemsstaterne eller utilstrækkelige oplysninger? Vi skal løse disse spørgsmål, medlemsstaterne skal om nødvendigt foretage forbedringer, og Kommissionen skal træffe foranstaltninger til at forhindre dette misbrug. Det er den eneste måde at undgå, at et vellykket instrument tager permanent skade, og at tilliden til disse foranstaltninger forsvinder.

Endvidere viser alle disse erfaringer, hvor vigtigt det er at vi endelig gør fremskridt i køreplanen for proceduremæssige rettigheder. Med henblik på at skabe retssikkerhed for alle involverede skal vi have samme rettigheder i hele Europa for dem, der er anklaget for forbrydelser, og det skal være obligatorisk at informere om disse rettigheder.

Jeg opfordrer Kommissionen til at lægge pres på for at forhindre eventuel modstand mod alle disse spørgsmål. Jeg er sikker på, at den kan regne med Parlamentets støtte her.

(Taleren indvilgede i at besvare et spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  William (The Earl of) Dartmouth (EFD). – (EN) Fru formand! Fru Sippel beskrev den europæiske arrestordre som en baby. Er den ikke faktisk mere Frankensteins monster? Burde hun ikke acceptere det?

  Birgit Sippel , spørger. – (DE) Fru formand! Jeg er ikke sikker på, hvorvidt jeg skal besvare Deres spørgsmål, da det mere er en polemisk kommentar. Tallene viser imidlertid, at den europæiske arrestordre er et passende instrument til bekæmpelse af kriminalitet i Europas forenede område. Kriminalitet er ikke nationalt, kriminalitet er internationalt og grænseoverskridende. Det er derfor, vi er nødt til at samarbejde på tværs af grænserne. Vi skal håndtere startproblemerne med den europæiske arrestordre og forhindre, at den misbruges. Som instrument er den imidlertid uundværlig.

  Gerard Batten, spørger. – (EN) Fru formand! Siden 2004 har jeg advaret om, at den europæiske arrestordre kan bruges som instrument til undertrykkelse af politiske modstandere. Det er det, der sker lige nu i sagen om Julian Assange. Der er mange uregelmæssigheder i den svenske sag mod ham. Hr. Assange endnu ikke blevet sigtet for nogen specifik forbrydelse. En tidligere efterforskning mod ham for det, som svenskerne kalder "mindre alvorlig voldtægt", blev opgivet af chefanklageren i Stockholm, næsten fire måneder før arrestordren blev udstedt. I den genåbnede efterforskning, som førte til den europæiske arrestordre, talte anklageren ikke med vidner, som kunne rense hr. Assange.

Uafhængige juridiske eksperter i England har sagt, at anklagerne mod hr. Assange ikke ville udgøre voldtægt efter engelsk ret. Sagsøgerens advokat i Sverige har angiveligt sagt, at kvinderne selv ikke ved, om de pågældende handlinger udgjorde voldtægter, fordi de ikke er advokater. Ikke desto mindre angives der ved feltet på den europæiske arrestordre ikke nogen definition af eller forklaring på, hvad der betragtes som voldtægt.

Hr. Assange blev i Sverige i fem uger for at svare på anklagerne, men han blev ikke afhørt, da efterforskningen blev unødigt forsinket. Hr. Assange ankom til Sverige mindre end en måned efter, at WikiLeaks lækkede hemmelige dokumenter om krigen i Afghanistan og meddelte, at der ville komme mange flere afsløringer. Højtstående personer i USA har krævet, at hr. Assange bliver myrdet eller kidnappet, og at den amerikanske regering handler som om, den var i krig med WikiLeaks, som de beskriver som en terrororganisation.

Alt dette falder sammen med den belejlige udstedelse af en europæisk arrestordre mod ham. Sverige har et tæt forhold til USA med hensyn til udveksling af og samarbejde om efterretninger, hvilket har skabt tvivl om Sveriges opfattede neutralitet. Hvorfor vil USA have hr. Assange udleveret til Sverige? Amerikanerne er stadig ved at forberede en sag mod ham og ved ikke, hvad de kan sigte ham for, hvis overhovedet noget. Uden en sigtelse kan USA ikke udlevere ham fra Det Forenede Kongerige, men de har brug for, at han bliver låst inde et sted, mens de finder ud af det, så han ikke rejser tilbage til Australien.

Den europæiske arrestordre er den perfekte udvej. Som jeg har sagt mange gange i dette Parlament, i henhold til den europæiske arrestordre er udlevering – eller overgivelse, som det også hedder – nu blot en bureaukratisk formalitet. Der er simpelthen ikke nogen reel beskyttelse. Når alt det er sagt, er mit spørgsmål til Rådet og Kommissionen ikke, om den europæiske arrestordre bliver misbrugt til politiske formål? Det er, om den kan misbruges? Hvis Rådet og Kommissionen er ærlige, må de indrømme, at det kan den godt. Vil de ikke nok gøre det nu? Efter min mening viser beviserne, at det helt sikkert sker i Julian Assanges sag.

  Cornelis de Jong, spørger. – (NL) Fru formand! Teksten i forespørgslerne synes måske abstrakt og teoretisk, men den europæiske arrestordre berører ikke desto mindre både menneskers liv, menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder.

I Nederlandene har der været megen opmærksomhed omkring Cor Disselkoen. I 1997 blev den nederlandske iværksætter sigtet for overtrædelse af de polske skatteregler. Han tilbragte to måneder i fængsel for dette under kummerlige forhold. Han betalte en stor sum i kaution og blev løsladt, og i 12 år hørte han intet mere til sagen. Sidste år krævede Polen imidlertid pludselig, at iværksætteren blev udleveret. Her benyttede Polen den europæiske arrestordre. For 10 dage siden blev han overført til Polen. Hr. Disselkoens advokat siger, at han blev tilbageholdt der i et fængsel, som var lige så beskidt og overfyldt som det, han sad i tilbage i 1997. I strid med alle reglerne blev konsultationen mellem Disselkoen og hans advokat optaget på videokamera. Desuden var fire nye sigtelser pludselig blevet tilføjet. Dommen antydede endda, at disse kunne resultere i en ny arrestordre. Disselkoen har igen betalt et stort beløb i kaution og er tilbage i Nederlandene, men hans sag viser, at den europæiske arrestordre kan føre til nedværdigende situationer.

I sin rapport har Kommissionen vist, at den er bekendt med problemerne, og at den er bekymret over dem. Det er derfor, at min gruppe sætter sin lid til kommissæren. Kommissær, kan De personligt give en forklaring på, hvordan proportionalitetskravene skal fortolkes, og sørge for, at dette bliver overtaget af Rådet? Kan De sikre, at folk faktisk får mulighed for at anfægte en arrestordre i både den medlemsstat, der har udstedt den, og den medlemsstat, der fuldbyrder den? Er De enig i, at det burde være muligt konsekvent at nægte at fuldbyrde arrestordrer på vegne af lande, hvor forholdene i fængslerne og arresterne er umenneskelige, at den europæiske arrestordre vil blive underlagt en menneskerettighedsvurdering, og at Cor Disselkoen ikke behøver at frygte flere lidelser?

  Timothy Kirkhope, spørger. – (EN) Fru formand! Ingen kan benægte, at den europæiske arrestordre har haft en positiv virkning på grænseoverskridende kriminalitet. Den har indtil videre bidraget til udleveringen af næsten 12 000 narkosmuglere, seksualforbrydere, der begår overgreb på børn, voldtægtsforbrydere og terrorister, og har forhindret langvarige udleveringsprocedurer i løbet af processen. Den hurtighed, hvormed dette værktøj kan gennemføres, har været uvurderlig i lyset af friheden til at krydse grænser og stigningerne i den grænseoverskridende kriminalitet. Dette værktøj har imidlertid aldrig været beregnet til at efterforske og straffe mindre forseelser såsom tyveri af en gris, tyveri af en chokoladebar eller overskridelse af en kassekredit.

Hvad De ser i dag, er en sjælden begivenhed her. Næsten alle politiske grupper og alle nationaliteter, som er samlet her, siger, at det nu er tid til at revidere, revurdere og om nødvendigt ændre. Proportionalitet, beskyttelse og oprejsningsmuligheder er nøglen til en reform af dette værktøj.

Vi er nu ved at arbejde på den europæiske efterforskningskendelse, som løber sideløbende med den europæiske arrestordre. Det er afgørende, at vi ikke laver de samme fejl igen. Vi må udarbejde denne nye lovgivning med en klar arbejdshukommelse med hensyn til fejlene og hindringerne i den europæiske arrestordre.

Der har simpelthen været for mange eksempler på kummerlige forhold for fanger, for mange forkerte arrestordrer og en for stor mangel på oprejsningsmuligheder for dem, der har været udsat for fejl. Jeg frygter, at vi går videre med den europæiske efterforskningskendelse, mens hele grundlaget for den og den europæiske arrestordre, som den er bygget på, er meget usikkert. Vi må genopbygge tilliden til og værdien af dette værktøj og kun bruge det til de mest alvorlige forbrydelser, mens vi garanterer og opretholder de højest mulige standarder i anvendelsen af den.

(Taleren indvilgede i at besvare et spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Gerard Batten (EFD). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne stille hr. Kirkhope dette spørgsmål, fordi han er enig i, at den europæiske arrestordre skal revideres og revurderes – min løsning er noget mere vidtgående end det, men det er lige meget. Han nævnte den europæiske efterforskningskendelse, og jeg mener, at han sagde, at denne kunne være at gå lidt for langt.

Men er han klar over, at en af de første handlinger for indenrigsministeren i hans egen regering, Theresa May, da hun kom til, var at deltage i den europæiske efterforskningskendelse, hvilket betyder, at vi nu ikke kan fravælge den og vil hænge på det, der nu kommer ud af den lovgivningsmæssige kødhakker, fordi dette vil være underlagt kvalificeret flertalsafstemning, og det endelige resultat ikke er noget, vi kan bestemme? Er dette endnu et tilfælde, hvor de konservative taler med to tunger og protesterer mod EU's handlinger her, men støtter dem hjemme i vores eget parlament?

  Timothy Kirkhope (ECR). – (EN) Fru formand! Holdningen i Det Forenede Kongeriges regering med hensyn til både den europæiske arrestordre og den europæiske efterforskningskendelse er, at de klart føler, at de har en forpligtelse, hvilket er helt korrekt, til at gøre det, der er bedst for Det Forenede Kongerige i relation til grænseoverskridende kriminalitet. Vi har været ofre for en enorm stor kriminalitet, og især terrorisme, som De ved. Jeg er sikker på, at De ligesom mig vil arbejde for at eliminere denne kriminalitet, og samarbejde på tværs af grænser er den bedste måde at gøre det på.

Naturligvis skal den europæiske efterforskningskendelse gennemføres korrekt. Men blot at vælge at deltage i den og hele konceptet bag den, som regeringen har gjort, er naturligvis ikke det sidste træk. Det, vi skal se på her, er detaljerne bag denne kendelse. Vi skal gennemføre den effektivt og få den til at fungere godt side om side med arrestordren. Men den kendsgerning, at vi har valgt at deltage i den, er et godt tegn på, at vi er villige til at løse problemet med grænseoverskridende kriminalitet. Jeg går ud fra, at De deler vores ønsker i denne henseende.

  Enikő Győri, formand for Rådet. – (EN) Fru formand! Den europæiske arrestordre er blevet et af de mest vellykkede instrumenter til gensidig anerkendelse i EU. Derfor er jeg meget taknemmelig for, at De har taget initiativ til denne forhandling.

Rådet har brugt megen tid og energi på dette spørgsmål, ikke mindst med en gensidig peerevaluering af den praktiske anvendelse af dette instrument, som er blevet udført i alle medlemsstater over en periode på tre år. Fordelene ved den europæiske arrestordre opvejer rigeligt eventuelle mulige ulemper. Takket være den europæiske arrestordre har Unionen kunnet reducere overgivelsestiderne betydeligt, i mange tilfælde fra et eller to år til en eller to måneder. Det tidligere udleveringssystem var byrdefuldt og ikke længere egnet til formålet i den moderne verden med åbne grænser og alvorlige og organiserede grænseoverskridende forbrydelser.

Med hensyn til proportionalitet har der været nogle tilfælde af mindre forseelser, hvor der er blevet udstedt en europæisk arrestordre, men det er i sidste ende op til den udstedende myndighed i hver enkelt medlemsstat at beslutte, hvilke forbrydelser den ønsker at iværksætte proceduren for. Dette er et resultat af, at den europæiske arrestordre i modsætning til udlevering er en rent retslig procedure. En europæisk arrestordre er altid baseret på en retsafgørelse i udstedelsesstaten, og beslutningen om, hvorvidt der skal udstedes en europæisk arrestordre, skal træffes af den nationale retslige myndighed. Hvis der er et proportionalitetsproblem, skyldes det ikke instrumentet eller rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, men snarere resultatet af de strafferetlige politikker i de enkelte medlemsstater. Rådet har gjort det ret klart, at i sager, hvor varetægtsfængsling ikke er hensigtsmæssig, bør den europæiske arrestordre ikke anvendes.

Rådet har også anmodet dem, der bruger instrumentet, om at overveje og søge råd om brugen af alternativer til den europæiske arrestordre. Under hensyntagen til straffesagers generelle effektivitet kunne disse alternativer omfatte de mindre tvangsprægede instrumenter, instrumenter for gensidig juridisk bistand, hvor det er nødvendigt, anvendelse af videokonferencer til mistænkte, indkaldelse af nogen til at møde for en dommer ved en stævning, anvendelse af Schengeninformationssystemet til at bestemme en mistænkt persons bopæl eller anvendelse af rammeafgørelsen om gensidig anerkendelse af bødestraffe.

Sådanne vurderinger bør imidlertid altid foretages af den udstedende myndighed. De europæiske arrestordrer udstedes i forbindelse med retsforfølgelse eller endelig domfældelse i den udstedende stat. Disse retslige afgørelser er baseret på det materiale, der er tilgængeligt for dommeren eller anklageren i den udstedende stat.

Desuden bør vi ikke ignorere ofrene. I de fleste tilfælde er ofrene for forbrydelsen i den udstedende stat og ikke i den håndhævende stat, så ved at forhale retssagen og efterforskningen af sagen bliver offerets rettigheder også undermineret. "Justice delayed is justice denied" (forhalet retfærdighed er lig med nægtet retfærdighed), ikke kun for de mistænkte, men også for ofrene. Det er også i ofrenes interesse, at retssagen gennemføres hurtigt, så deres rettigheder respekteres. Rådet agter at vedtage en køreplan foreslået af det ungarske formandskab for at styrke disse rettigheder. Løsningen på proportionalitetsprincippet kan derfor ikke være at ændre de grundlæggende elementer af den velfungerende europæiske arrestordre, som har forbedret det tidligere udleveringssystem betydeligt.

Med hensyn til retten til forsvar vil jeg gerne først sige, at i modsætning til udlevering er den europæiske arrestordre en rent retslig procedure, hvilket i sig selv allerede giver en vigtig garanti. En europæisk arrestordre er altid baseret på en retslig afgørelse i den udstedende stat og kan kun fuldbyrdes i den fuldbyrdende stat i medfør af en retslig afgørelse. Personen vil altid kunne udøve sine forsvarsrettigheder fuldt ud i den udstedende medlemsstat, hvor retssagen om sagens realitet afholdes. Dette er i fuld overensstemmelse med retspraksis i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Det betyder ikke, at den person, som der er udstedt en europæisk arrestordre for, ikke kan og ikke bør kunne udøve nogen rettigheder i den fuldbyrdende stat. Direktiv 2010/64 af 20. oktober 2010 fastlægger retten til tolkning og oversættelse i straffesager og gælder også for fuldbyrdelsen af den europæiske arrestordre.

Endvidere glæder vi os over, at Kommissionens nylige forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ret til information under straffesager giver ret til skriftlig information i sager angående en europæisk arrestordre.

Der er udtrykt bekymringer over, at en negativ afgørelse om en europæisk arrestordre ikke automatisk betyder, at den relevante indberetning slettes i Schengeninformationssystemet. Indberetningen er imidlertid et middel til overførsel af den europæiske arrestordre. I sidste ende er det kun den udstedende medlemsstat, som optager en indberetning, der kan trække den tilbage.

I tilfælde, hvor en medlemsstat efter en retssag nægter at fuldbyrde en europæisk arrestordre, vil den pågældende person blive løsladt. Hvis afvisningen af at fuldbyrde den europæiske arrestordre er endelig, er det klart, at personen ikke længere kan anholdes i den medlemsstat på grundlag af instrumentet. En afvisning af at fuldbyrde en europæisk arrestordre betyder imidlertid ikke, at den bliver ugyldig. Den giver stadig hjemmel til at anholde den pågældende person i den udstedende medlemsstat og også i enhver anden medlemsstat. Dette har ikke noget at gøre med den europæiske arrestordre som sådan, idet det f.eks. også gælder i udleveringssystemet.

Endelig med hensyn til fængselsforholdene kan de naturligvis i visse tilfælde forbedres, men dette er ikke et emne, der er relevant for gennemførelsen af den europæiske arrestordre. Myndighederne i de enkelte medlemsstater har ansvar for at sikre, at fængselsforholdene er i orden, uanset om personer er udleveret fra andre medlemsstater eller ej.

  Viviane Reding, næstformand i Kommissionen. – (EN) Fru formand! De ved måske, at Kommissionen den 11. april i år vedtog en rapport om gennemførelsen af den europæiske arrestordre. Denne rapport fokuserer på de grundlæggende aspekter af anvendelsen af arrestordren og beskriver for første gang, siden den trådte i kraft i januar 2004, ikke kun de gode resultater, men også manglerne.

Meget har været sagt om de gode resultater. Lad mig blot fremhæve, at næsten 55 000 europæiske arrestordrer blev udstedt mellem 2005 og 2009, omkring 12 000 blev fuldbyrdet, og i den periode gav ca. 60 % af de eftersøgte personer samtykke til overgivelse, inden for 14 til 17 dage i gennemsnit. Den gennemsnitlige overgivelsestid for dem, som ikke gav deres samtykke, var 48 dage, og dette står i modsætning til situationen før den europæiske arrestordre, hvor de eftersøgte blev udleveret efter i gennemsnit ét år, og har helt sikkert styrket den frie bevægelighed for personer.

Det er derfor, og det tror jeg, at alle i dette Parlament er enige i, at arrestordren er et vigtigt værktøj til at fange kriminelle og gøre vores strafferetlige systemer mere effektive. Den har været stærkt medvirkende til at afsløre pædofiliringe og fange mordere og terrorister, og det er det, den er til for.

Nu kan vi imidlertid se, og det er noget nyt, at antallet af udstedte arrestordrer er steget voldsomt siden 2007. I nogle tilfælde bruges den meget lidt proportionalt til at udlevere mistænkte for en mindre forseelse som tyveri af en cykel eller en gris. Dette er unødvendigt og kan ødelægge legitimiteten af dette effektive EU-værktøj til gensidig udveksling. Det er derfor, at Kommissionen ønsker handling.

For det første opfordrer Kommissionen EU's medlemsstater til at udføre en proportionalitetskontrol, når de kræver en arrestordre, og at udfylde hullerne, hvor deres lovgivning ikke fuldt ud overholder rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. Vi anmoder også medlemsstaterne om at sikre, at retsvæsenets aktører, som f.eks. anklagere, ikke udsteder arrestordrer for mindre forseelser.

Derfor vil vi i en håndbog om udstedelse af en europæisk arrestordre beskrive retningslinjerne for, hvad der skal gøres på det niveau. Vi vil også inden udgangen af 2011 fremsætte forslag til udvidelse af uddannelse i den europæiske arrestordre for politimyndigheder, retlige myndigheder og retsvæsenets aktører for at sikre konsekvens og effektivitet i anvendelsen af den og skabe opmærksomhed omkring de nye EU-beskyttelsesforanstaltninger for proceduremæssige rettigheder.

Med hensyn til beskyttelsesforanstaltninger for proceduremæssige rettigheder omhandler rapporten også den afgørende betydning af grundlæggende rettigheder og gensidig tillid i medlemsstaternes retssystemer. Det er derfor, at Kommissionen er begyndt at arbejde på proceduremæssige rettigheder for personer, der varetægtsfængsles.

Først og fremmest minimumsregler om retten til tolkning og oversættelse, som blev vedtaget allerede i 2010. Og dernæst retten til information om rettigheder – meddelelsen om rettigheder, som snart vil blive vedtaget. Så sent som i dag vedtog Kommissionen det tredje forslag om proceduremæssige rettigheder, nemlig forslaget om at sikre adgang til advokatbistand og retten til underretning af en tredjepart, når en person fængsles. Det vil omfatte en bestemmelse om adgang til advokatbistand både i den udstedende og den fuldbyrdende medlemsstat i sager om den europæiske arrestordre.

Alle disse proceduremæssige rettigheder gælder for arrestordren. Disse foranstaltninger har til formål at fjerne muligheden for, at der indsamles beviser i strid med de mistænktes grundlæggende rettigheder.

Jeg vil også gerne besvare det specifikke spørgsmål, som spørgerne har rejst. Kommissionen er ikke bekendt med nogen beviser på, at anmodningen fra Sverige til Det Forenede Kongerige om overgivelse af hr. Assange til at stå til ansvar for anklager om seksuelle forbrydelser betyder, at den europæiske arrestordre anvendes til andet end det tilsigtede formål.

Overgivelse under Rådets rammeafgørelse om den europæiske arrestordre er en rent retslig procedure, hvor regeringer ikke har nogen som helst mulighed for at blande sig i processen. I den specifikke sag, som Parlamentet nævner, er proceduren blevet håndteret af de retslige myndigheder i Det Forenede Kongerige og Sverige uden regeringernes indblanding.

Med hensyn til det andet spørgsmål vedrørende mulig udlevering til USA vil jeg gerne understrege, at vi indtil videre ikke er bekendt med nogen anmodning vedrørende potentiel udlevering til USA. Men hvis der fandtes en sådan anmodning, kunne dette kun ske med samtykke fra den udleverende medlemsstat, her Det Forenede Kongerige. Artikel 28 i Rådets rammeafgørelse bestemmer nemlig, at en person, der er overgivet i henhold til en europæisk arrestordre, ikke må overgives til et tredjeland uden samtykke fra den kompetente myndighed i den medlemsstat, der har overgivet den pågældende. Dette er bare for at beskrive retsgrundlaget for spørgsmålet, men hele spørgsmålet er naturligvis et "hvad hvis"-spørgsmål, fordi der ikke er noget konkret på bordet.

FORSÆDE: LIBOR ROUČEK
Næstformand

  Agustín Díaz de Mera García Consuegra, for PPE-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Efter min mening er arrestordren et grundlæggende værktøj i kampen mod organiseret kriminalitet, terrorisme og andre former for kriminalitet. Den har bevist sit værd og er ifølge afgørelsen hjørnestenen i samarbejdet og den første udmøntning på det strafferetlige område af princippet om gensidig anerkendelse.

Den er naturligvis et meget nyttigt værktøj, men vi må ikke undlade at nævne, at den også har svagheder. Disse svagheder er, som kommissær Reding også har sagt, identificeret i Kommissionens rapport fra april 2011 samt i dens rapporter fra 2005 og 2006. Disse svagheder, som i bund og grund stammer fra to grundlæggende og vigtige vilkår, kan og skal naturligvis afhjælpes. Arrestordren omfatter to komponenter, nemlig udstedelse og afvisning eller overgivelse, alt efter hvad der er relevant. Tallene viser, at det er et nyttigt værktøj med 54 000 udstedte arrestordrer og 12 000 fuldbyrdede arrestordrer.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvilke ting der skal afhjælpes, har vi brug for større og bedre proceduremæssige garantier vedrørende udstedelse, afvisning og overgivelse. Spørgsmålet om proportionalitet eller manglen på det i udstedelsen af arrestordren er meget vigtigt. Af den grund blev jeg meget glad for at høre kommissær Reding sige, at medlemsstaterne skal udføre en proportionalitetskontrol og sørge for ikke at udstede arrestordrer for mindre forseelser.

For øvrigt har der i forbindelse med forespørgslerne indsneget sig en bestemt oplysning, nemlig at hver enkelt arrestordre koster statskassen 25 000 EUR. Det er noget, der blev sagt af en irsk dommer. Jeg vil gerne sige til den dommer, at det tror jeg ikke på, og at han skal oplyse, hvilket grundlag den beregning blev foretaget på.

Derfor mener jeg, at arrestordren fortsat skal være gældende, bare i en ny form med bedre proceduremæssige garantier.

(Taleren indvilgede i at besvare et spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  William (The Earl of) Dartmouth (EFD). – (EN) Hr. formand! Er hr. Díaz de Mera klar over, at der blev underskrevet en aftale om fremskyndet udlevering mellem Det Forenede Kongerige og Spanien i 2003, lang tid før den europæiske arrestordre, og vil taleren måske overveje, om dette er en bedre model for bekæmpelse af alvorlig kriminalitet end den europæiske arrestordre med alle de problemer, vi nu hører om?

  Agustín Díaz de Mera García Consuegra (PPE). – (ES) Hr. formand! Nej, hr. Dartmouth. Jeg mener, at den europæiske arrestordre er et mere nyttigt og alsidigt værktøj til bekæmpelse af alle de former for kriminalitet, vi har omtalt.

Kommissær Reding har allerede fortalt Dem, og jeg vil gerne understrege, at en udleveringskendelse kan tage op til et år, mens en europæisk arrestordre på den anden side skal begrundes inden for 40 dage.

Det er derfor, at jeg mener, at arrestordren er en meget mere alsidig og nyttig procedure til bekæmpelse af kriminalitet, forseelser og terrorisme.

  Claude Moraes, for S&D-Gruppen. – (EN) Hr. formand! For vores gruppe er situationen meget klar. Vi har på den ene side hørt fra Rådet, at hvis en europæisk arrestordre fuldbyrdes korrekt og effektivt, og ikke i de mange trivielle sager, som vi har set, opvejer fordelene derved disse ulemper.

Kommissæren har beskrevet en troværdig rapport – en seriøs rapport, som fortæller os, at hvis vi kan løse det med de trivielle sager og den manglende proportionalitet og de proceduremæssige garantier, kan den europæiske arrestordre stadig være en værdifuld måde at fange hårde, organiserede kriminelle på. Vi bør ikke glemme de 12 000 – jeg glæder mig meget over, at vi i min valgkreds i London fangede bombemændene fra juli 2005. Når vi forstår den alvorlige og symbolske virkning af disse sager, kan og bør den europæiske arrestordre virke.

Forespørgslen til mundtlig besvarelse fra vores gruppe er meget enkel. Vi er nu ved at bevæge os fra rapporter til handling, og vi har en situation, hvor vi sidder med to vanskelige spørgsmål. Det ene er den manglende proportionalitet. Dette problem kan ikke løses fra den ene dag til den anden, og jeg roser kommissæren (jeg taler om retslig uddannelse) for at sikre, at vi kan løse problemet med trivielle sager, der dominerer og skaber et troværdighedsproblem for den europæiske arrestordre. Men det kræver også, at Rådet (her taler jeg ikke kun om Ungarn, men om medlemsstaterne) hjælper os med at gennemføre de proceduremæssige garantier og spørgsmålet om uacceptable varetægtsfængslingsperioder for mange borgere i mit eget land.

Disse er situationer, som skaber problemer for et værktøj, der kunne være effektivt, hvis det blev brugt rigtigt. Men det vanskeligste vil være at skabe lige vilkår vedrørende proceduremæssige forsvarsrettigheder. Det er derfor, at vi i min gruppe, som har [anmodet om] meddelelsen om rettigheder, tager både lovgivningens kvalitet og effektivitet seriøst, fordi vi skal sikre, at den europæiske arrestordre bliver det effektive værktøj, den skal være for at fange hårde, organiserede kriminelle, og at dens troværdighed ikke må ødelægges af de mange trivielle sager og ulige vilkår, som vi oplever i dag.

Dette er den situation vi i vores gruppe ønsker at se, og vi mener, at viljen er til stede. Men vi skal være meget opmærksomme, især på de medlemsstater, der kræver, at den europæiske arrestordre skal være effektiv, men som på den anden side ikke foretager de handlinger, der gør, at vi kan få en lovgivning, der skaber de lige vilkår.

(Taleren indvilgede i at besvare et spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Gerard Batten, for EFD-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Claude Moraes har talt om den manglende proportionalitet osv. Det kan vi alle blive enige om, men den ene ting – den varme grød, vi alle går rundt om – som ingen har talt om her i eftermiddag er, at retten ikke kan se på prima facie-beviserne mod den anklagede og udøve et skøn med hensyn til, om de bør udleveres eller ej. Vi har mange vælgere, der lider under dette.

Den mest bemærkelsesværdige sag er den om Andrew Symeou. Jeg var med til appelretsmøderne og hørte dommerne. Deres ansigter viste helt tydeligt, at de indså, at der ikke var nogen reelle beviser mod denne dreng, beviserne var modstridende, forklaringerne syntes at være blevet opdigtet af politiet, og han skulle på ingen måde have været udleveret. Hvordan vil De løse det problem og den kendsgerning, at domstolene ikke kan tage hensyn til prima facie-beviserne, eller det at de mangler, mod en anklaget?

  Claude Moraes (S&D). – (EN) Hr. formand! Der skal være prima facie-beviser for, at en arrestordre kan fuldbyrdes. Man kan ikke fuldbyrde en arrestordre uden, at dommerne forstår sagens kendsgerninger.

I Andrew Symeous sag var der, siger jeg til Gerard Batten, proceduremæssige problemer, nemlig varetægtsfængslingens længde og retssystemet, efter at arrestordren blev fuldbyrdet. De taler om appelsagen. Det var perioden efter, at arrestordren blev fuldbyrdet, der var problematisk, og som vi forsøger at løse i dag ved denne forhandling.

  Nathalie Griesbeck, for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! Den foregående forhandling var glødende og fascinerende, mens denne er kendetegnet ved større enighed. Jeg får indtryk af, at der ikke er nogen, der sætter spørgsmålstegn ved effektiviteten af udleveringer, af den europæiske arrestordre, reduktionen i sagsbehandlingstiden og dermed reelt kampen mod kriminalitet.

Den måde, mandatet er blevet brugt på, har imidlertid også, som vi alle har sagt, medført misbrug. Misbrug, når den bruges til små forseelser, og her taler jeg ikke om den myriade af farceagtige eksempler på tyveri af cykler, grise osv., men om de mere alvorlige tilfælde af misbrug med uforholdsmæssigt lange varetægtsfængslinger, fængsling af uskyldige mennesker og misbrug af retten til at klage over disse afgørelser.

For nogle år siden forsvarede min gruppe behovet for at indføre beskyttelsesforanstaltninger for anvendelsen af den europæiske arrestordre, og jeg er glad for, at De, kommissær, i eftermiddag nævnte forbedringer i proceduren med udarbejdelse af retningslinjer for medlemsstaterne samt for de fængslede. Det glæder jeg mig over, fordi jeg mener, at den europæiske arrestordre er velanset blandt vores medborgere og er en vigtig test for, hvad Europa er i stand til at gøre for at konsolidere retfærdigheden i Europa.

  Zbigniew Ziobro, for ECR-Gruppen. – (PL) Hr. formand! EU's medlemsstater har brug for effektive værktøjer til at bekæmpe kriminalitet, herunder især organiseret kriminalitet, som er den mest alvorlige slags. I denne forbindelse skal det siges, at den europæiske arrestordre opfylder et behov, især i lyset af, at det ikke kun er ærlige borgere, der oftest udnytter friheden til at bevæge sig rundt i EU, men også kriminelle, som ikke på nogen måde bruger deres rettigheder til at rejse som turister eller forretningsfolk, men til kriminelle aktiviteter, eller til at undgå at blive retsforfulgt i deres eget land eller i det land, hvor de begik forbrydelsen.

Jeg glæder mig derfor over eksistensen og anvendelsen af dette instrument, men vi bør også glæde os over, at det bliver overvåget. Alle nye retslige institutioner har både fordele og ulemper, som bør identificeres, og det er også hensigtsmæssigt at overveje, hvordan ulemperne afhjælpes. I dette tilfælde mener jeg, at det ville være værd at overveje, hvorvidt der skal indføres begrænsninger i brugen af den europæiske arrestordre til de mest trivielle forseelser, f.eks. dem med en strafferamme på op til to års fængsel. Dette bør overvejes nøje.

(Taleren indvilgede i at besvare et spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Sarah Ludford (ALDE). – (EN) Hr. formand! Har jeg ikke ret, når jeg siger, at hr. Ziobro er fra Polen. Jeg var enig i hans sidste kommentar, da jeg hørte den oversat. Det bliver ofte sagt, at Polen er et eksempel på et land, hvor der ikke er nogen kontrol før udstedelsen af arrestordrer, hverken nationalt eller for europæiske arrestordrer.

Har der været overvejelser omkring en reform af Deres strafferetssystem, således at anklagere kan udøve et skøn med hensyn til at udstede en arrestordre og ikke behøver at behandle alle anmodninger? På den måde vil de berømte små forseelser som den stjålne gris ikke være et så stort problem.

Vi værdsætter alle de polakker, der befinder sig i Det Forenede Kongerige, navnlig i London, hvoraf de fleste naturligvis ikke er kriminelle. Men fordi der er mange polakker i Det Forenede Kongerige, hvoraf de fleste er meget velkomne, får vi mange arrestordrer fra Polen.

  Zbigniew Ziobro (ECR). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke fru Ludford for hendes spørgsmål. Vi er opmærksomme på det problem, De har været så venlig at omtale her i dag. De polske domstole har en meget stram tilgang til anvendelsen af disse regler og anvender dem også på det, der nogle gange synes at være trivielle sager. I lyset af at mange af vores landsmænd bor i London f.eks., udstedes der nogle gange arrestordrer i denne type tvivlsomme sager. Efter min mening ville det derfor være rimeligt, hvis Kommissionen ville overveje at udtænke mere generelle løsninger, som potentielt ville finde anvendelse på andre lande, for at sikre, at det ikke ville være muligt at udstede en arrestordre for helt trivielle sager, f.eks. strafferammer på to års fængsel, og i stedet kun for de lange straffe, den blev indført for.

  Judith Sargentini, for Verts/ALE-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Jeg er meget taknemmelig over, at fru Ludford stillede det spørgsmål, for det var jeg også lige ved. I sidste uge deltog jeg i sagen i Polen mod Cor Disselkoen – hans navn er allerede blevet nævnt her i dag. Han er en nederlandsk statsborger, som blev udleveret til Polen på grundlag af en europæisk arrestordre for en sag, der stammer tilbage fra midten af 1990'erne. I de få dage, hvor han var bag tremmer – fordi de nederlandske og polske dommere indgik til sidst en aftale – i de få dage stjal vagten den medicin, han tager for sin hjertelidelse.

Problemet er ikke kun, hvordan den europæiske arrestordre anvendes, men også at fængselsforholdene i forskellige lande i Europa er så slemme, at vi virkelig ikke kan blive ved med at sende mennesker derhen. Dommerne i det land, som anmodningen er rettet til, bør også have ret til at sige, at de ikke vil udlevere mennesker til et land, hvor fængselsforholdene er umenneskelige, og som dommer vil jeg henholde mig til artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Jeg er enig med Rådet i, at lande bør være diskrete om sager, som de forventer at indgive en sådan anmodning om, men lande bør også have frihed til at sige, at det er sådan en lille forseelse, at de ikke vil udlevere folk for det. Derfor er det meget vigtigt, at Polen ændrer sin retspleje.

(Taleren indvilgede i at besvare et spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Dimitar Stoyanov (NI). – (BG) Hr. formand! Jeg antager, at De taler om samme sag, som blev nævnt for kort tid siden. Min kollega talte om den, og derefter ønskede jeg at stille et spørgsmål, men jeg fik ikke ordet. Når De taler om specifikke sager, bedes De nævne navnene på de personer, hvis rettigheder er blevet krænket, så vi kan høre dem. Det er derfor, at jeg nu vil bede Dem give mig navnet på den person, der tales om, for vi skal nævne navnene på de personer, hvis rettigheder er blevet krænket.

  Judith Sargentini (Verts/ALE). – (NL) Hr. formand! Det er ikke nogen hemmelighed, hr. Stoyanov. Hans navn blev også nævnt tidligere, selv om det er muligt, at Deres tolk ikke sagde det. Hans navn er Cor Disselkoen. Jeg har også en sag om hr. Hörchner, en anden nederlandsk statsborger. Jeg har nu nævnt hr. Disselkoens navn, og det rører ham slet ikke, for han vil meget gerne se den europæiske arrestordre ændret og vil gerne tale om det offentligt.

  Kyriacos Triantaphyllides, for GUE/NGL-Gruppen. – (EL) Hr. formand! Der kunne siges meget om den europæiske arrestordre og medlemsstaternes anvendelse af den, hvilket mine kolleger allerede har gjort.

Jeg ønsker at fokusere på et bestemt og vigtigt aspekt, nemlig fuld respekt for menneskerettighederne og de proceduremæssige rettigheder. Mistænkte og tiltalte har rettigheder både som mennesker og som parter i en sag. De tilsidesættes imidlertid ofte. Varetægtsfængsling og fængselsforholdene, som hr. de Jong nævnte, er typiske eksempler. Den primære årsag til dette er, at det betragtes som givet, at menneskerettighederne overholdes i hele Europa. Dette er dog helt klart ikke tilfældet, fordi visse rettigheder fortolkes forskelligt mellem medlemsstaterne, f.eks. retten til ikke at udtale sig, eller blot fordi visse procedurer er forskellige, f.eks. varetægtsfængslingens længde.

Hvad agter De at gøre ved dette, kommissær? Vil De forslå specifikke foranstaltninger, såsom indførelse af en særlig bestemmelse om menneskerettigheder, som vil give dommerne mulighed for at undersøge sagers indhold, som det sker i Det Forenede Kongerige og Irland, eller skal de fortsat blot uden videre godkende domme afsagt i andre medlemsstater? Vil De sørge for, at den mistænkte eller tiltalte bliver hørt, så dommeren kan beslutte, om denne skal sendes tilbage til det land, hvor han eller hun er eftersøgt, for at forhindre misbrug såsom udlevering på grund af politiske meninger? Agter De at foreslå sådanne ændringer inden for rammerne af en køreplan om proceduremæssige rettigheder eller ved at ændre lovgivningen om den europæiske arrestordre?

  William (The Earl of) Dartmouth (EFD). – (EN) Hr. formand! I den angelsaksiske verden er lovens primære formål at beskytte folk mod vilkårlige anholdelser og fængslinger. Loven på det europæiske fastland, og navnlig den tidligere østblok, prioriterer ikke dette, og det er meningsløst at foregive noget andet.

I henhold til den europæiske arrestordre kan alle i Storbritannien blive udleveret, mens der ikke er meget en britisk dommer kan gøre ved det i henhold til bulgarsk lov. For at gøre tingene værre har den britiske regering valgt at deltage i den europæiske efterforskningskendelse, som er endnu et angreb på det britiske folks frihedsrettigheder. De liberale demokrater, som står bag alt dette, kalder dem selv et parti for de civile frihedsrettigheder. Det er det rene vrøvl! Deres støtte til de civile samfundsrettigheder går ikke længere end til Calais.

(Taleren indvilgede i at besvare et spørgsmål i henhold til forretningsordenens artikel 149, stk. 8)

  Sarah Ludford (ALDE). – (EN) (Uden mikrofon næsten til slutningen af første sætning) ... liberal demokrat. Er hr. Dartmouth klar over, at det var de liberale demokrater, der med støtte fra de konservative i det britiske parlaments øverste kammer i loven om udleveringer fra 2003, som gennemførte den europæiske arrestordre, gav dommerne beføjelse til at nægte at overgive en person i henhold til en europæisk arrestordre, hvis den pågældendes grundlæggende rettigheder ville blive krænket. Jeg ser på hr. Kirkhope, for hans og mit parti samarbejdede om dette.

UKIP står bare stille og ser til, mens vi gør alt arbejdet med at sikre, at de grundlæggende rettigheder beskyttes. De bør fokusere på at overtale domstolene til at anvende artikel 21 i loven om udlevering fra 2003. Jeg var der i House of Lords og jeg var med til at vedtage den ændring.

  William (The Earl of) Dartmouth (EFD). – (EN) Hr. formand! Der er ikke noget, De har sagt, som har tilbageført den kritik, som vi og andre fremfører nu. Jeg vil også gerne sige, at De tager helt fejl, hvis De tror, at bedre oversættelsesrettigheder overhovedet ville hjælpe dette dårlige stykke lovgivning, som ødelægger folks liv.

  Andrew Henry William Brons (NI). – (EN) Hr. formand! Arrestordren har meget lidt at gøre med de udleveringssager, der gik forud for loven fra 2003. Selv under selve retssagen tager retten ikke stilling til beviserne, men kun de 10 hindringer for overgivelse. Manglende beviser forhindrer ikke udlevering. Selv personer, der er anklaget for adfærd, som ikke er en forbrydelse i det udleverende land, kan overgives i henhold til den europæiske arrestordre, hvis der ikke er noget krav om dobbelt strafbarhed for den pågældende forbrydelse.

De fleste af disse er alvorlige volds-, sex- eller uredelighedsforbrydelser, men listen indeholder også de upræcise tankeforbrydelser, der er elsket i så mange lande på det europæiske fastland, så den anholdte kunne sættes for retten, eller snarere automatisk blive dømt, et af de elendige steder.

Den kendsgerning, at sådanne arrestordrer udstedes for at retsforfølge en person på grund af hans eller hendes politiske holdninger, bør være en retslig hindring for overgivelse, men jeg har mistanke om, at nogle politiske holdninger ville være mindre lige end andre. Den europæiske arrestordre blev solgt med et løfte om, at den ville blive brugt til at straffe terrorister, men de justitsmord, der er begået mod Garry Mann, Deborah Dark, Edmond Arapi, Andrew Symeou og mange andre, indeholdt slet ikke nogen terrorelementer.

De værste sager har været dem, hvor folk er blevet udleveret til afhøring uden sigtelse. Vi skal genindføre kravet om, at en domstol kun udleverer en person, hvis der er konkrete beviser for, at der er begået en alvorlig forbrydelse i henhold til det udleverende lands lovgivning.

  Elena Oana Antonescu (PPE). – (RO) Hr. formand! Den europæiske arrestordre er et effektivt instrument til bekæmpelse og kontrol af grænseoverskridende kriminalitet på EU-plan. Den har vist sig at være effektiv til at fremskynde udleveringen mellem EU-lande af personer, der er mistænkt for alvorlige forbrydelser, herunder terrorisme og organiseret kriminalitet. Der har imidlertid alt for ofte været sager, hvor dette instrument er blevet brugt til små forseelser. Sager, som var meget forskellige med hensyn til alvorsgrad, blev behandlet på samme måde. Der er blevet udstedt arrestordrer i tilfælde, hvor det var både unødvendigt og uproportionalt. Dette har ikke kun medført uretfærdige situationer for de tiltalte, men har også skabt en urimelig ressourcekrævende byrde for den fuldbyrdende stat.

Den uproportionale brug af dette vigtige instrument til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet bidrager til at underminere tilliden til det. Dette vil få nogle stater til at udføre en proportionalitetskontrol i overensstemmelse med deres egne regler, når de beslutter at fuldbyrde en europæisk arrestordre. Dette vil betyde, at den anvendes på en inkonsekvent og uensartet måde, hvilket vil skabe mistillid til konceptet gensidig anerkendelse.

Retten til advokatbistand skal garanteres i både udstedelses- og fuldbyrdelsesstaten, således at retten til forsvar anvendes på en passende måde. Det er derfor, vi ville stille Kommissionen og Rådet disse spørgsmål. Vi skal have en garanti for, at de strafferetlige standarder og fængselsforholdene i EU ikke medfører mistillid blandt retssystemerne i medlemsstaterne. Til sidst vil jeg også gerne takke kommissær Reding for alt det, hun har gjort for at styrke de proceduremæssige rettigheder under strafferetlige sager.

  Carmen Romero López (S&D). – (ES) Hr. formand, kommissær Reding! Det er en kendsgerning, at misbrug af grundlæggende rettigheder er en af de største svagheder, som vi har gentaget her hele eftermiddagen.

Det vil imidlertid ikke engang være muligt at beskytte disse proceduremæssige rettigheder, som vi allerede har drøftet, og som vi vil drøfte som led i pakken af proceduremæssige rettigheder. Det vil være umuligt at løse visse problemer med hensyn til f.eks. fængsler eller varetægtsfængslingsperioder, fordi de ikke indgår i pakken om proceduremæssige rettigheder. De henhører helt klart under medlemsstaternes kompetenceområde.

Vedrørende spørgsmålet om proportionalitet og små forseelser vil jeg imidlertid gerne fortælle dem, kommissær Reding, at ingen af de forbrydelser, jeg har hørt nævnt her i eftermiddag – tyveri af slips, grise og cykler – er omfattet af arrestordren. De 32 forbrydelser omhandler kun organiseret kriminalitet, medmindre grise eller slips stjæles af væbnede og organiserede kriminelle bander.

Med andre ord kan man grine af eksempler, som vi slet ikke kender lige nu, fordi problemet i bund og grund er, at vi ikke har noget fælles statistisk instrument, som vi kan bruge til at løse dette problem.

(Formanden afbrød taleren)

  Heidi Hautala (Verts/ALE). – (FI) Hr. formand! Den ungarske repræsentant sagde her, at problemet ikke er dette instrument – den europæiske arrestordre – i sig selv, men hver enkelt medlemsstats strafferetlige politik. Nå, nu tager hun hovedtelefonerne på. Ja, nå, efter min mening handler dette om at tilbageholde sandheden, for nu må vi indrømme, at den europæiske arrestordre har været et problem fra starten, hvor vi opførte os som om, at alle medlemsstater ville indføre visse juridiske standarder og minimumsstandarder for strafferetlige sager. Sandheden er naturligvis, at vi først nu er begyndt at etablere dem, efter at Lissabontraktaten trådte i kraft.

Jeg vil gerne påpege, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol allerede har udtalt, at i asylsager kan ingen sendes tilbage til f.eks. Grækenland, fordi forholdene i fængslerne dér er så dårlige. Jeg tænker, hvornår det sker, at man ikke kan udlevere nogen på grundlag af den europæiske arrestordre, fordi forholdene i fængslerne i det land, der anmoder om udlevering, er så forfærdelige. Efter min mening bør Kommissionen være forberedt på det.

  Rui Tavares (GUE/NGL). – (PT) Hr. formand! EU er et eksperiment af eksperimenter: Euroområdet, dette Parlament, hvor vi er i dag, Schengenområdet og en række andre instrumenter er alle eksperimenter. Problemet er, at politikere ofte er meget mindre ydmyge end forskere. Forskere er de første til at anerkende, når et eksperiment ikke er gået, som de havde håbet.

Med hensyn til den europæiske arrestordre ved vi nu, at den har problemer og har skabt tvivl. Kommissær Reding bør have kredit for, at hun er ærlig nok til at bekræfte, at denne arrestordre har haft problemer og skaber tvivl, og at der er proportionalitetskontroller, der skal bestås, når der udstedes arrestordrer, og som ikke bør anvendes automatisk, uden at en dommer har taget et længere og mere informeret kig på dem.

Derfor bør løsningen ikke være at afskaffe den europæiske arrestordre, som helt klart er nyttig. Vi ønsker ikke, at en voldtægtsmand eller en morder kan krydse grænsen og være fri. Den europæiske arrestordre bør imidlertid suppleres af effektive instrumenter til beskyttelse af tiltalte, hvor der er en advokat til stede og ret til oversættelse, hvilket Baroness Ludford allerede har omtalt i sin rapport, men også, hvilket er meget vigtigt, vurderingen af forholdene i de europæiske fængsler.

Endvidere skal vi ikke narre os selv eller bilde os selv ind, at det er det samme at være i fængsel i land A eller land B som at være i fængsel i Europa. Det er meget vigtigt, at disse forhold vurderes, og at Europa-Kommissionen specifikt vurderer fængselsforholdene, så de kan harmoniseres, og så den europæiske arrestordre på denne måde kan nyde større tillid.

  Dimitar Stoyanov (NI). – (BG) Hr. formand! Jeg har tidligere hørt argumenterne fra kritikerne af den europæiske arrestordre også komme ud af munden på mine kolleger fra de nationalistiske bevægelser. Vores argumenter blev imidlertid dengang fremlagt som værende euroskeptiske, som om vi var en slags fremskridtets fjender. Derfor blev denne arrestordre indført.

Her i aften har jeg imidlertid hørt noget andet frygteligt fra fru Győri. Det, hun faktisk sagde var, at arrestordrens effektivitet retfærdiggør de tilfælde, hvor rettigheder er blevet krænket. Fru Győri, jeg kender et strafferetligt princip, som siger, at det er bedre, at 10 skyldige mænd går fri, end at én eneste uskyldig bliver dømt. Med hensyn til overdrevne reaktioner er det normalt for politifolk at bruge det, de nu får stillet til rådighed, og de vil benytte enhver lejlighed, som byder sig.

Der er kun ét svar på det gamle spørgsmål om, hvem der vogter vogterne: Lovgivningen vogter vogterne. Vi skal som lovgivere, med Kommissionen som initiativtager og Parlamentet og Rådet som medlovgivere, gøre vores yderste for at sikre, at loven reelt vogter vogterne.

  Salvatore Iacolino (PPE). – (IT) Hr. formand! Den europæiske arrestordre er utvivlsomt et fundamentalt værktøj i kampen mod terrorisme og organiseret kriminalitet. Jeg tror, at der er en forståelse og en aftale om dette mellem alle, som har talt, herunder formandskabet og Kommissionen.

Samtidig bekræfter det, hvordan politi- og retssamarbejdet med en grænseoverskridende tilgang til kriminalitet kan opfylde vigtige formål. Ventetiderne er blevet løst, og omkostningerne skal nu verificeres – og dette skal undersøges nærmere. Tillid mellem medlemsstaterne er afgørende i denne proces, hvilket uden tvivl er positivt. I mellemtiden er det imidlertid vigtigt at sikre, at instrumentet anvendes på en ensartet måde i alle medlemsstaterne med en klar sondring mellem alvorlige forbrydelser, som det er beregnet og godkendt til, og ikkealvorlige forbrydelser.

Det kan være nyttigt – og her taler jeg til kommissær Reding – at involvere den europæiske anklagemyndighed, som, når den er oppe at køre, kan verificere og vurdere disse domme fra medlemsstaternes retslige myndigheder, som utvivlsomt vil have behov for yderligere uddannelse. Det er sandt, at fængselsforholdene ikke er de samme i alle medlemsstater, men vi er sikre på, at Kommissionen i næste uge vil udsende meddelelsen og grønbogen om forholdene under frihedsberøvelse, som indeholder en liste over de yderligere foranstaltninger, der skal træffes.

Derfor er vi sikre på, at vi kan opnå ensartet anvendelse af dette vigtige instrument med korrekt anvendelse af arrestordren, proportionalitet, stringent anvendelse af instrumentet, bedre udveksling af oplysninger og uddannelse om europæiske emner for dommere.

  Françoise Castex (S&D). – (FR) Hr. formand, fru kommissær! Vi kan se, at anvendelsen af den europæiske arrestordre rejser spørgsmålet om frihedsberøvelse, som anvendes meget forskelligt i de forskellige medlemsstater. Nogle stater er meget efterladne, når det drejer sig om at respektere de grundlæggende rettigheder i et fængselsmiljø.

Endvidere bliver flere og flere af de 600 000 fanger i EU fængslet i en anden medlemsstat end deres egen, hvilket netop skyldes den europæiske arrestordre. Derfor nyder de ikke de grundlæggende rettigheder, der garanteres af deres hjemland. Under disse omstændigheder giver det ingen mening at kaste med mudder, der skal gøres noget.

Det er derfor, at min kollega fru Lambrindis og jeg i januar sidste år udarbejdede en skriftlig erklæring med krav om harmonisering af standarderne i forbindelse med frihedsberøvelse i hele EU og indførelse af uafhængige nationale inspektionsmekanismer.

Jeg håber, kommissær, at De i de grønbøger, De vil foreslå, vil tage dette i betragtning, og at der snart vil være en fælles platform af minimumsrettigheder, som gælder for alle medlemsstater.

  Axel Voss (PPE). – (DE) Fru formand, fru Győri, kommissær Reding! Som det allerede er gjort meget klart af de tidligere talere, har den europæiske arrestordre i de senere år vist sig at være et nyttigt instrument til at bekæmpe kriminalitet. Europæiske kriminelle kan ikke længere udnytte vores åbne grænser på en måde, som de ellers måske ville have kunnet.

På trods af de mange succeser, vi har oplevet, har de seneste syv år imidlertid også vist, at systemet ikke er perfekt, og at det ikke anvendes på den måde, der oprindeligt var tiltænkt. De henledte opmærksomheden på nogle svagheder i Deres nylige rapport. Der er f.eks. ikke nogen ret til advokatbistand, fængselsforholdene er i nogle tilfælde skandaløse, og efterforskningerne tager meget ofte utroligt lang tid. Det grundlæggende problem, som også allerede er blevet nævnt flere gange, er, at de udstedende stater ikke er i stand til at anvende den konsekvent eller overveje, hvorvidt den er proportional. Dette spørgsmål er særligt vigtigt for mig, fordi det egentlige formål med den europæiske arrestordre ofte undermineres af den systematiske udstedelse af arrestordrer, ofte for små forseelser. F.eks. i Polen, hvilket også er nævnt tidligere, hvor det største antal europæiske arrestordrer udstedes, har de retslige myndigheder simpelthen ikke beføjelse til at stoppe nationale procedurer, fordi systemet er blevet automatisk. Jeg tror ikke, at dette var hensigten. Før der udstedes en europæisk arrestordre, bør det derfor overvejes, hvor alvorlig forbrydelsen er, hvad den forventede straf er, og hvorvidt der er en lettere måde at behandle sagen på. Endelig bør der måske også udføres en cost-benefit-analyse, så små forseelser ikke retsforfølges med store udgifter.

Som jeg ser det, betyder konsekvens også, at de eksisterende regler skal tilpasses virkeligheden. I den forbindelse vil jeg være interesseret i at høre, hvad De agter at gøre på dette område.

  Georgios Papanikolaou (PPE). – (EL) Hr. formand! Jeg har lyttet nøje til mine kollegers kommentarer. Jeg vil starte med vores fælles holdning om, at bekæmpelse af kriminalitet ikke blot er et nationalt anliggende, det er også et europæisk anliggende.

Den europæiske arrestordre var et vigtigt skridt i bekæmpelsen af kriminalitet, som bidrog til at skabe et europæisk område med retfærdighed og bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og terrorisme. Den styrker også den frie bevægelighed for personer i Unionen, som vi drøftede indgående for nyligt i forbindelse med Schengenaftalen, ved at sikre, at åbning af grænserne ikke vil vise sig at være til fordel for dem, som forsøger at undgå retsforfølgelse.

Naturligvis er der også protester – og jeg støtter også det, der er blevet sagt af hr. Voss og andre medlemmer – mod den ofte utilfredsstillende og uproportionale anvendelse på nationalt plan. Vi har også drøftet omkostninger og proportionalitet og alt det, der skal gøres for at styrke arrestordren. Jeg minder imidlertid Parlamentet om – dette er noget, vi oplevede i Grækenland for nylig i vigtige sager, at der selv nu er mennesker, der bliver retsforfulgt for alvorlige forbrydelser med svindel og korruption i en EU-medlemsstat, og som forsvinder eller klarer at flygte og undgå anholdelse ved at bruge de forskellige proceduremæssige bestemmelser og regler i de forskellige nationale love. Derfor mener jeg ikke, at der er tvivl om værdien af den europæiske arrestordre.

Til sidst vil jeg gerne understrege, at De har ret, kommissær, når De siger, at vi skal bruge Interpol og information fra Schengensystemet så meget som muligt. Vi skal have bedst mulig harmonisering mellem medlemsstaterne, så vi i sidste ende får en harmoniseret og moderne politik, som kan magte opgaven og følge med tiden.

  Joanna Katarzyna Skrzydlewska (PPE). - (PL) Hr. formand! Formålet med den europæiske arrestordre er at håndhæve lovgivningen og beskytte EU's borgeres sikkerhed. Den frie bevægelighed for personer må ikke gøre det nemmere for kriminelle at undgå at blive stillet til ansvar for kriminelle handlinger begået på en anden medlemsstats område. Der har imidlertid været alarmerende beretninger om brugen af arrestordren, såsom den seneste rapport fra Kommissionen og kommissær Redings udtalelse, hvor hun sagde, at medlemsstaterne bør sikre, at arrestordren bruges korrekt, og at den ikke bør udstedes mekanisk eller automatisk for relativt små forseelser. Denne udtalelse viser, at der er risiko for, at retsvæsenet misbruger arrestordren. Jeg går helt ind for at opnå den størst mulige sikkerhed for EU's borgere, men jeg vil anmode Kommissionen om at overvåge brugen af arrestordren og træffe foranstaltninger til at forhindre uregelmæssigheder i domstolenes anvendelse af denne procedure.

  Graham Watson (ALDE). – (EN) Hr. formand! Jeg havde æren af at være ordfører her i Parlamentet, da den europæiske arrestordre blev vedtaget i 2001 og 2002. De kolleger, der var i Parlamentet dengang, vil huske, at vi indtrængende opfordrede Kommissionen og Rådet til at indarbejde flere beskyttelsesmekanismer for de civile frihedsrettigheder i lovgivningen, og Kommissionen gav tilsagn om at udarbejde et direktiv om rettigheder for tiltalte i straffesager.

Ikke alle de beskyttelsesmekanismer, vi krævede, blev medtaget, og udkastet til direktiv om tiltaltes rettigheder lå i mange år i Rådets indbakke. Resultatet af disse udeladelser er årsagen til denne forhandling i dag. I 2002 havde Parlamentet ingen medbestemmelsesret i disse anliggender. Vi mente ikke desto mindre, at den europæiske arrestordre alt i alt var det rigtige træk. Som mange talere har sagt i denne forhandling, er arrestordren et meget værdifuldt værktøj i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet. Den har sikret oprejsning for mange ofre. De problemer, der har været, har været relateret til dårlig gennemførelse i national ret, vilkårlig brug af arrestordren til små forseelser og uacceptable forhold under frihedsberøvelse.

Alle disse problemer kan og skal løses. Jeg roser spørgerne i dag, bortset fra den ene, som er imod alt retligt samarbejde, for at fremskynde processen for at forbedre instrumentet.

  Charles Tannock (ECR). – (EN) Hr. formand! Jeg mener personligt også, at denne forhandling har brug for noget sund fornuft nu.

Jeg mener stadig, at en eller anden form for europæisk arrestordre er et nødvendigt værktøj til at bekæmpe kriminalitet og terrorisme i Unionen, navnlig i lyset af de mange mennesker, der nu bevæger sig frit mellem medlemsstaterne, herunder desværre kriminelle. Jeg mener også, at antallet af fejl eller justitsmord er relativt lille – men der er stadig for mange. Nu må vi ikke overdrive og afskaffe arrestordren helt, hvilket er noget, nogle af mine kolleger i dette Parlament gerne vil have.

Vi skal tage et kig på, hvordan arrestordren virker og kun opføre en begrænset liste af alvorlige forbrydelser – hvor princippet om dobbelt strafbarhed altid efterkommes, som de eneste, der kan retsforfølges under den europæiske arrestordre. Vi skal også respektere de grundlæggende menneskerettigheder og indføre sikkerhedsmekanismer som habeas corpus.

Langt størstedelen af de mennesker, der er blevet overgivet fra Det Forenede Kongerige, var faktisk indvandrere fra andre stater i EU, som var tiltalt for forbrydelser, normalt alvorlige forbrydelser og ikke små forseelser. Dette er ironisk, at UKIP, som var imod deres ret til at komme til Det Forenede Kongerige i første omgang, nu forsøger at gøre det ekstremt vanskeligt og dyrt for de britiske skatteborgere at sende dem tilbage til deres lande for at komme for retten.

  Franz Obermayr (NI). – (DE) Hr. formand! I de senere år er der udstedt europæiske arrestordrer for trivielle forseelser, som f.eks. tyveri af to bildæk eller af en gris. Den bruges ikke længere til at bekæmpe terrorisme og alvorlig kriminalitet, som det oprindeligt var hensigten.

Efter min mening er den europæiske arrestordre i klar modstrid med subsidiaritetsprincippet. Den tilsidesætter det vigtigste element af statsborgerskab, nemlig den beskyttelse, som et statsborgerskab giver, og medlemsstaterne er forpligtet til at overgive deres egne borgere. Eftersom landene i Unionen har meget forskellige retssystemer, er de forpligtet til at overgive folk, selv om deres handling ikke er en forbrydelse i det overgivende land.

For mig symboliserer den europæiske arrestordre hele konceptet bag en europæisk stat og EU-statsborgerskab på bekostning af medlemsstaternes suverænitet og borgernes rettigheder.

  Sonia Alfano (ALDE). – (IT) Hr. formand, fru kommissær! Den europæiske arrestordre er det første instrument, som er gennemført i EU, og som fører princippet om gensidig anerkendelse af domme i straffesager ud i praksis. Instrumentet er af grundlæggende betydning nu og bør blive ved med at være det, navnlig med hensyn til bekæmpelse af mafiagrupper og organiseret kriminalitet.

I den betænkning om organiseret kriminalitet, som jeg er ordfører for i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, foreslår vi en række overvejelser og anmodninger vedrørende den europæiske arrestordre. En af de vigtigste ting, vi anmoder om, er, at den europæiske arrestordre bliver styrket og håndhæves bedre i medlemsstaterne under hensyntagen til kravene for og den særlige beskaffenhed af kampen mod organiseret kriminalitet.

Derfor spørger jeg Kommissionen om, hvordan den vil forholde sig nu, og hvorvidt den agter at indgive et forslag om afskaffelse af medlemsstaternes valgfrihed med hensyn til gennemførelse af artikel 3 og 4 i rammeafgørelsen vedrørende obligatoriske og fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre. Hvad angår de fakultative grunde til at afslå fuldbyrdelse spørger jeg også, om det ikke vil være hensigtsmæssigt at begrænse dem i forbindelse med forbrydelser, der normalt er knyttet til organiseret kriminalitet, herunder tilknytning til en mafiaorganisation, hvor princippet om dobbelt strafbarhed alligevel ikke bør finde anvendelse.

  Viviane Reding, næstformand i Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Der er generel enighed i dette Parlament om, at den europæiske arrestordre er et positivt værktøj og har været en fordel for EU og fungeret som en sikkerhed.

De negative aspekter ligger i gennemførelsen. Disse negative aspekter skal vi gøre op med. De forslag, som Kommissionen har stillet i denne forbindelse, er proportionalitetskontrollen, hvor vi skal se på, hvor alvorlig forbrydelsen er, den strafferamme, som ville gælde for forbrydelsen, og omkostningerne/fordelene ved at fuldbyrde en sådan arrestordre.

For at gøre denne proportionalitetskontrol lettere vil Kommissionen udarbejde en ændret håndbog med retningslinjer for anvendelsen af proportionalitetskontrollen. Uddannelse, som står meget højt på dagsordenen i de kommende uger, måneder og år, vil være meget vigtigt, fordi vi er nødt til at uddanne dommere, anklagere og advokater i anvendelsen af vores europæiske regler. Minimumsstandarderne for mistænkte og tiltalte personer, som er ved at blive gennemført, er meget vigtige, fordi de også gælder for den europæiske arrestordre.

Jeg er enig med alle de parlamentarikere, som har fremhævet problemet med fængselsforholdene i Europa. Jeg vil gerne fortælle dem, at Kommissionen i næste uge vil vedtage en grønbog om frihedsberøvelse. De nationale regeringer er ansvarlige for frihedsberøvelse og fængselsforvaltning, men Kommissionens rolle er at sikre, at det retslige samarbejde virker, og at alle borgeres grundlæggende rettigheder respekteres. Det er derfor, at grønbogen vil indlede en offentlig høring, som vil køre frem til den 30. november og vil bidrage til at undersøge nærmere, hvordan spørgsmål vedrørende frihedsberøvelse og gensidig tillid til Europas område med retfærdighed er forbundet.

Alle i dette Parlament ved, at forholdene under frihedsberøvelse har en direkte indflydelse på, om den gensidige anerkendelse af retslige afgørelser er velfungerende, og danner grundlag for samarbejdet mellem dommere i EU. Men systemet besværliggøres, hvis dommerne nægter – og nogle gange med rette – at udlevere tiltalte, fordi forholdene under frihedsberøvelse i det land, de skal udleveres til, er dårlige. Vi kender alle til problemet med overfyldte fængsler og anklagerne om dårlig behandling af de indsatte. Disse faktorer underminerer den tillid, der er nødvendig for det retslige samarbejde. Den tid, en person kan varetægtsfængsles, før han eller hun bringes for en dommer og under retssager, varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat.

Vi har meget arbejde foran os, og jeg ved, at jeg kan regne med Parlamentet. Jeg håber også, at jeg kan regne med medlemsstaterne.

  Enikő Győri, formand for Rådet. – (EN) Hr. formand! Mange tak for denne forhandling. Det er klart, at et overvældende flertal siger, at det er godt, at vi har et samarbejdssystem for vores retsvæsener, den europæiske arrestordre. Systemet fungerer. Det er ikke perfekt. Det bør forbedres. Vi er naturligvis villige til at sikre mere effektiv anvendelse og bedre gennemførelse. Jeg er enig i, at fejlene, anholdelser af uskyldige osv., bør undgås. Jeg mener, at vi alle har en interesse i bedre gennemførelse.

Jeg vil gerne komme nærmere ind på to udestående spørgsmål, som blev rejst flere gange i denne forhandling.

Det første drejer sig om proportionalitet. Jeg vil lige præcisere, at en europæisk arrestordre kan bruges til at retsforfølge forbrydelser, der har en strafferamme på mindst 12 måneders fængsel, eller til at fuldbyrde en dom på mindst fire måneders fængsel. Dette har været standardpraksis ved udleveringer i mindst 50 år. Det er nok at nævne Europarådets konvention om udlevering fra 1957.

I den fjerde runde af gensidige evalueringer af den praktiske gennemførelse af den europæiske arrestordre i alle medlemsstater blev det konstateret, at det kun var i nogle få medlemsstater, at der var eksempler på, at den europæiske arrestordre blev udstedt for relativt små forseelser. Det virker som om, at det i disse få lande var praksis at udstede en europæisk arrestordre, hver gang der blev udstedt en national arrestordre. Generelt mener jeg, at vi kun bør bruge det dyre system med den europæiske arrestordre til mere alvorlige forbrydelser. Jeg mener, at de, som har nævnt dette, har ret.

Det andet spørgsmål drejer sig om fængselsforhold. Medlemsstaterne er generelt forpligtet til at sikre, at fængselsforholdene er i overensstemmelse med grundprincipperne for menneskelig værdighed og ikke krænker forbuddet mod umenneskelig og nedværdigende behandling i artikel 3 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Hvis folk sidder i fængsler under forhold, der krænker deres grundlæggende menneskerettigheder, kan de indbringe sagen for de nationale domstole og senere for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er tvivlsomt, om traktatens artikel 85 kan fungere som retsgrundlag for lovgivning på EU-plan om fængselsforhold som sådan. Vi afventer dog naturligvis den grønbog, som kommissæren lige nævnte, med stor interesse.

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 149)

  Roberta Angelilli (PPE), skriftlig. – (IT) Syv år efter ikrafttrædelsen (den 1. januar 2004) af Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne har Kommissionen offentliggjort statistik indsamlet i medlemsstaterne mellem 2005 og 2009. Før arrestordren blev indført, tog det i gennemsnit et år at udlevere en person, hvorimod det i disse fire år, hvor den europæiske arrestordre er blevet anvendt, har vist sig, at ca. 50 % af de eftersøgte personer gav samtykke til overgivelse efter omkring 15 dage.

Det er vigtigt at gøre status over gennemførelsen og anvendelsen af den europæiske arrestordre nu, hvor der rejses tvivl om, hvorvidt Schengeninformationssystemet fungerer korrekt, og hvorvidt det bør afskaffes. Vi bør ikke glemme, at den europæiske arrestordres effektivitet i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet, organiseret kriminalitet og terrorisme afhænger af princippet om gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne, hvilket danner grundlag for et reelt europæisk retsligt område samt for, at Schengenområdet fungerer korrekt.

Det ville være et tilbageskridt, hvis vi bragte denne situation i fare. I stedet bør vi fokusere på at forbedre gennemførelsen af rammeafgørelsen, navnlig med hensyn til beskyttelse af grundlæggende rettigheder.

  Nuno Teixeira (PPE), skriftlig. – (PT) Den europæiske arrestordre blev indført via en afgørelse i 2002 og har indtil videre vist sig at være et effektivt værktøj i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet, organiseret kriminalitet og terrorisme, hvilket faktisk blev fremhævet af Kommissionen i en nylig rapport. Der er imidlertid svagheder i systemets funktion. Der er risiko for, systemets omdømme og effektivitet undermineres af oplysningerne om, at det er blevet brugt til forhør i stedet for sigtelser og retsforfølgelse i forbindelse med små forseelser. Det er derfor relevant og presserende, at Rådet træffer foranstaltninger til at garantere, at den uproportionale anvendelse af den europæiske arrestordre begrænses i praksis. Endvidere tilrådes det at sikre, at de proceduremæssige rettigheder faktisk respekteres. Det vil sige, at personer, som er eftersøgt i henhold til en europæisk arrestordre, har en reel ret til advokatbistand, både i den medlemsstat, der udsteder arrestordren, og i den medlemsstat, hvor den fuldbyrdes. Det skal også sikres, at standarderne for strafferet og fængselsforhold i EU ikke skader medlemsstaternes retssystemers tillid til hinanden. Dette er den eneste måde, hvorpå vi ville kunne skabe reel effektivitet og gode resultater for dette instrument på europæisk plan.