Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - E-004350/2025(ASW)Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
E-004350/2025(ASW)

Svar afgivet på Europa-Kommissionens vegne af Olivér Várhelyi

Kommissionen mener, at nedgangen i antal rygere skyldes gennemførelsen af foranstaltninger til bekæmpelse af tobaksrygning, navnlig foranstaltningerne i tobaksvaredirektiv 2014/40/EU[1], tobaksreklamedirektiv 2003/33/EF[2] og tobaksbeskatningsdirektiv 2011/64/EU[3].

Brug af røgfrie tobaks- og nikotinprodukter i modsætning til rygning, hvor der antændes tobak, mindsker ikke sundhedsrisikoen. Der er ikke noget sikkert niveau for tobaks- eller nikotinforbrug, herunder af røgfri tobaks- og nikotinprodukter. Ud over deres negative sundhedsmæssige virkninger kan sådanne produkter fungere som en glidebane til nikotinafhængighed og i sidste ende til rygning.

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) bruger mere end 14 millioner unge i alderen 13-15 år i øjeblikket elektroniske cigaretter på verdensplan, og unge i alderen 13-15 år er ni gange mere tilbøjelige end voksne til at bruge elektroniske cigaretter[4]. Som WHO bemærker, kan en ikke-ryger, der anvender elektroniske nikotinleveringssystemer (ENDS), herunder elektroniske cigaretter indeholdende nikotin, blive afhængig af nikotin, hvilket gør det vanskeligt at stoppe med at bruge ENDS, eller blive afhængig af konventionelle tobaksvarer[5]. Brug af både elektroniske cigaretter og konventionelle cigaretter, som er almindeligt forekommende, er mindst lige så farligt og sandsynligvis farligere end rygning af konventionelle cigaretter eller brug af elektroniske cigaretter alene[6].

Seneste opdatering: 22. januar 2026
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik