Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - E-3945/2003Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
E-3945/2003

Omdirigering af EU-midler til terrororganisationer - kontrol af støtte til Den Palæstinensiske Myndighed

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3945/03
af Marco Pannella (NI), Maurizio Turco (NI), Marco Cappato (NI), Gianfranco Dell'Alba (NI), Benedetto Della Vedova (NI) og Olivier Dupuis (NI)
til Kommissionen

Ifølge det tyske ugemagasin Stern og det britiske dagblad The Indipendent skal Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, OLAF, og det belgiske politi have indledt en efterforskning af formodede overførsler af EU-midler til en militant palæstinensisk gruppe, som står bag selvmordsaktioner, der har medført ofre blandt den israelske civilbefolkning.

 

Efterforskningen skal være indledt, fordi de penge, der skulle gå til Den Palæstinensiske Myndighed tilsyneladende er blevet omdirigeret til organisationen "Al-Aqsa Martyr's Brigade" via tilknyttede organisationer i Tyskland og Belgien.

 

Efterforskningen er tilsyneladende indledt i Aachen i Tyskland, men en organisation i Verviers i Belgien skal også være i søgelyset.

 

Ifølge anklagen skal disse grupper have anmodet om EU-støtte til et indvandringsprojekt for derefter at have overført disse penge til Al-Aqsa, der optræder på EU's liste over forbudte terrororganisationer.

 

Dette er bare en del af den efterforskning, de belgiske myndigheder har indledt.

 

Kommissionen har tilsyneladende besluttet at bevilge 80 mio. EUR om året for at hjælpe Den Palæstinensiske Myndighed med at tilbagebetale det beløb, den skylder små private virksomheder og socialtjenester, ud over de 10 mio. EUR, der er afsat til støtte for fredsprocessen.

 

Kan Kommissionen på baggrund af ovenstående oplyse:

-  om den har kendskab til eller kan afkræfte pressens forlydender om OLAF's igangværende efterforskning og præcisere, om der er tale om den samme efterforskning, som de tyske og belgiske myndigheder har indledt?

-  om den har kendskab til eller er i kontakt med de tyske og belgiske myndigheder for at høre om udviklingen i andre efterforskninger?

-  om den kan præcisere, hvilke kontrolforanstaltninger den har iværksat med henblik på at sikre, at EU-støtten til Den Palæstinensiske Myndighed ikke omdirigeres til palæstinensiske terrorgrupper?

-  om den kan præcisere, hvorfor de årlige bevillinger til Den Palæstinensiske Myndighed skal gå til at betale Den Palæstinensiske Myndigheds gæld til små virksomheder, og om Kommissionen har præcise oplysninger om, hvor og hvordan de penge, der indtil nu er bevilget af EU til Den Palæstinensiske Myndighed, bliver brugt?