Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - E-1089/2004Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
E-1089/2004

Garanti for tilgængelighed af animalsk insulin

30.3.2004

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-1089/04
af Hiltrud Breyer (Verts/ALE)
til Kommissionen

Omstillingen fra animalsk til gensplejset insulin har medført store problemer for et ikke ubetydeligt antal insulinkrævende diabetikere (10%). Der er tale om nedsat eller udeblivende fornemmelse af hypoglykæmi med bevidstløshed, stærkt svingende og ikke indstillelige blodsukkerværdier, uregelmæssig insulin-virkningskurve og fuldstændig intolerans over for humaninsulin. Dette medfører en stærkt nedsat livskvalitet. En tilbagevenden til animalsk insulin giver et tydeligt positivt behandlingsresultat. Der rapporteres i hele verden om intolerans over for behandling med gensplejset insulin. Til trods for schweiziske og australske bestræbelser for også via lovgivningen at bevare animalsk insulin på verdensmarkedet og advare mod risikoen ved gensplejset insulin, har lægemiddelindustrien i stor udstrækning fjernet den animalske insulin fra markedet. Selvom det i Bellagio-rapporten anbefales kun at iværksætte behandling med gensplejset insulin eller ændre behandlingen af diabetikere, når der er medicinske årsager, bliver der i dag generelt ikke mere iværksat behandling med animalsk insulin. Dette er også tilfældet, når de ovennævnte kendte bivirkninger ses ved anvendelsen af gensplejset insulin. I stedet tilbydes træning i at fornemme advarselstegnene, der er forbundet med hypoglykæmi.

 

Den livsnødvendige forsyning af animalsk insulin til et ikke ubetydeligt antal insulinkrævende diabetikere i Tyskland er ikke mere garanteret. Den sidste producent, Berlin-Chemie har ansøgt om efterfølgende godkendelse af sine fire animalske insuliner, men der er stadigvæk ikke truffet en beslutning. Især er den korttidsvirkende insulin S.N.C. Berlin Chemie nødvendig for diabetikere med intolerans over for humaninsulin ved akutbehandling på sygehus, fordi den i hele Tyskland er til rådighed med kort varsel. Den langtidsvirkende insulin fra Berlin-Chemie tåles ikke af alle diabetikere. Der er ikke planer om i Tyskland at udstede nye tilladelser til de typer animalsk insulin fra Novo Nordisk og fra CP Pharma (UK), som er disponible i Schweiz.

 

1. Hvorledes har Kommissionen til hensigt at sikre, at der er animalsk insulin til rådighed for de diabetikere, som har intolerans over for humaninsulin?

 

2. Har Kommissionen til hensigt at støtte, at der gives nye tilladelser til animalsk insulin i Tyskland?