Retur til Europarl-portal

Choisissez la langue de votre document :

Parlamentariske forespørgsler og spørgsmål
PDF 36kWORD 24k
17. oktober 2006
E-4449/06
SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-4449/06
af Hiltrud Breyer (Verts/ALE)
til Kommissionen

 Om: Mystiske vejrfænomener over Nordtyskland
 Skriftlig besvarelse 

Har Kommissionen kendskab til, at flere seriøse medier har berettet om mystiske fænomener på himlen over Nordtyskland? Allerede i juli 2005 blev der på flere radarskærme hos forskellige vejrstationer registreret noget, der lignede en sky med en længde på op til 400 km, selvom det hverken regnede eller var overskyet. Det uforklarlige radarfænomen gentog sig i slutningen af marts 2006. Meteorologerne står over for en gåde, men de er enige om, at der ikke findes nogen naturlig forklaring på »fænomenet« såsom fugleflokke eller brændstof fra fly. Det kan ligeledes udelukkes, at der er tale om en fejlmåling fra radaranlægget, idet forskellige optagelser i Nederlandene, Emden og Hannover uafhængigt af hinanden viste de samme billeder. Meteorologer fra hele Tyskland formoder, at der ligger et militært eksperiment bag fænomenet. Som eksempel kan nævnes, at meteorolog Jörg Asmus fra den tyske meteorologiske vejrtjeneste formoder, at militæret enten har villet forsøge at fremkalde vejrforandringer eller at simulere terrorangreb (jf. Der Spiegel 13/­2006). Fysikere fra den tyske luft- og rumfartscentral og geoforskere fra forbundshæren er nået frem til det resultat, at partikler er blevet sluppet ud i atmosfæren for at forstyrre nedbørsradaren. I den tyske miljøstyrelse tager man ligeledes problemet alvorligt. Hvilket kendskab har Kommissionen til det omtalte fænomen over Nordtyskland?

1. Hvordan vurderer eller forklarer Kommissionen dette fænomen?

2. Deler Kommissionen meteorologernes, geoforskernes og fysikernes opfattelse af, at de uforklarlige vejrfænomener og radarbilleder må skyldes militære eksperimenter, eftersom der ikke findes nogen seriøs forklaring derpå?

3. Har Kommissionen kendskab til sådanne militære eksperimenter over Nordtyskland med det formål at afværge terror eller påvirke vejret?

4. Er der nogen grund til at frygte, at disse eksperimenter kan være skadelige for menneskers sundhed og naturen?

5. Hvilken EU-­myndighed er eller burde være ansvarlig for orientering om sådanne militære forsøg?

6. Ifølge hvilke regler er sådanne eksperimenter tilladte?

Forespørgslens originalsprog: DEEFT C 329 af 30/12/2006
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik