Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - E-3942/2008Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
E-3942/2008

Reduktion i Finlands ulvebestand

SKRIFTLIG FORESPØRGSEL E-3942/08
af Satu Hassi (Verts/ALE)
til Kommissionen

Kommissionen har opgivet to sager, den havde rejst mod Finland, vedrørende udstedelse af tilladelser til ulvejagt. Baggrunden for sagerne var, at der i Finland var blevet udstedt for mange tilladelser til jagt på ulve, som er klassificerede som truede dyr, og at disse tilladelser var blevet udstedt på et for løst grundlag. Da Kommissionen frafaldt sagerne, konstaterede man, at Finland havde ændret sin praksis for udstedelse af jagttilladelser i overensstemmelse med en afgørelse fra EF-Domstolen fra 2007.

I begyndelsen af april 2008 eller ret kort tid efter, at Kommissionen havde opgivet sagerne, oplyste Finlands Vildt- og Fiskeriforskningsinstitut imidlertid, at Finlands ulvebestand pludselig var styrtdykket til 200 ulve, mens der året før var 250. Alt i alt er der forsvundet flere ulve, end der er udstedt fangsttilladelser. F.eks. oplyser Kainuus vildtplejedistrikt, at krybskytteri er et voksende problem. Derimod er ulve blevet mere udbredte i Vestfinland.

Alligevel foreslår det finske landbrugs- og skovbrugsministerium nu, at vildtplejedistrikterne får lov til at udstede »tilladelser til jagt på store rovdyr, som medfører risiko for særlig betydelige skader eller som truer sikkerheden«.

Er Kommissionen bevidst om den dramatiske reduktion i bestanden af ulve i Finland? Mener Kommissionen i lyset heraf stadig, at udstedelsen af jagttilladelser og kontrollen med krybskytteri er i overensstemmelse med EU-lovgivningen?

Er der efter Kommissionens mening fornuft i at overflytte udstedelsen af jagttilladelser til lokalt niveau, når der er store regionale forskelle i udviklingen i bestanden af ulve, hvilket indikerer, at myndighedernes reaktion på krybskytteri er meget forskelligartet i de forskellige regioner?

EFT C 40 af 18/02/2009