Færøerne er en selvstyrende provins i Danmark og ikke med i Den Europæiske Union. Jeg har erfaret, at indbyggerne på Færøerne hvert år dræber et stort antal grindehvaler som led i en fælles indsats for at lagre hvalkød og -produkter til vinteren. Jeg forstår, at lokalsamfundene udnytter det meste af grindehvalen, og at der er meget lidt spild efter fremstilling af de animalske produkter.
Det bekymrer mig, at slagtningen af hvalerne tilsyneladende foregår med inhumane metoder. Jeg har erfaret, at den metode, der anvendes til at fange hvalerne, involverer indkredsning af hvalerne i en bugt eller på en strand, og det er helt tydeligt stressende for dyrene. Flere menneskerettighedsgrupper har offentliggjort billeder, der viser en nylig slagtning, som kan ses på følgende websider:
http://www.seashepherd.org/whales/danish-faeroe-islands.html og
http://www.seashepherd.org/news-and-media/editorial-080610-1.html
Har Kommissionen taget skridt til enten at opfordre lokalsamfundene på Færøerne til at sætte en stopper for denne form for hvalfangst eller opfordre Danmark til at tage sådanne skridt eller alternativt fremme anvendelsen af mere humane fangstmetoder?