Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer - E-7544/2010Forespørgsel/spørgsmål fra parlamentsmedlemmer
E-7544/2010

Massedrab på hunde i Ukraine

Forespørgsel til skriftlig besvarelse E-7544/2010
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 117
Marek Henryk Migalski (ECR)

Af internationale medier fremgår det, at de ukrainske myndigheder bruger værtskabet for EM i fodbold 2012 som påskud til at begå massedrab på hjemløse dyr, som lever i byernes gader. Til dette formål er der i Lisitjansk bl.a. blevet indkøbt et mobilt krematorium, som bruges til at kremere hunde, som sommetider kun er bevidstløse eller bedøvet af medicin. Officielt bliver hundene begravet i massegrave — en metode som betegnes som »mineralisering af jordbunden«. Ifølge repræsentanter for ukrainske dyrerettighedsorganisationer er der afsat enorme summer til denne branche, som er dybt korrumperet, hvilket resulterer i, at dyrene bliver aflivet uden hensyntagen til nogen form for almindelige procedurer og med de lavest mulige omkostninger. Også hunde, som blot er løbet væk hjemmefra, bliver ofre for disse hundefangere.

Jeg vil derfor gerne minde om, at EU flere gange har talt imod grusomhed mod dyr, og at dette endda er blevet indskrevet i Lissabontraktaten, hvori dyr, i overensstemmelse med artikel 13 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, anerkendes som følende væsener. Jeg vil derfor gerne spørge Kommissionen, hvorvidt den har til hensigt at gribe ind i sagen om massedrab på hunde i Ukraine?

EFT C 243 E af 20/08/2011