Thimerosal i obligatoriske vacciner til spædbørn
31.3.2011
Forespørgsel til skriftlig besvarelse E-003540/2011
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 117
Jarosław Leszek Wałęsa (PPE)
Kviksølv i form af thimerosal er blevet tilføjet til og bliver fortsat tilføjet til mange spædbørnsvacciner i Polen. Det skal bemærkes, at kviksølv i enhver form er meget giftigt, hvilket fremgår af over 4 100 publikationer i PubMed om emnet samt menneskehedens mangeårige erfaring hermed.
Dette har skabt en situation, hvor børnedødeligheden er to gange højere i Polen end for eksempel i de skandinaviske lande.
Forskning fra hele verden viser tydeligt, at der er et forhold mellem thimerosal og forsinkelse af tale, ADHD og autisme.
To af de polske obligatoriske vaccinationer (BCG og hepatitis B) indsprøjtes i løbet af barnets første levedag. Meget tyder på, at hepatitis B-vaccinen udgør en meget alvorlig trussel mod barnets liv og helbred. Vaccinen indeholder en engangsdosis på 25 μg Hg (kviksølv). Denne kviksølvmængde er 83 gange større end den, som EPA opfatter som sikker for et voksent menneske.
De fleste vestlige lande trak vacciner med thimerosal tilbage i 2000 på grund af deres skadevirkninger. De skandinaviske lande trak dem allerede tilbage omkring 1990. Det er ikke acceptabelt, at der er adgang til disse vacciner på det polske marked. Siden 2001 har polske parlamentsmedlemmer rettet en række forespørgsler til sundhedsministeriet om vacciner med thimerosal, men de er systematisk blevet afvist af de skiftende regeringer.
Den polske forfatning og EU‑retten sikrer, at borgernes liv og helbred beskyttes. Forfatningen og EU‑retten sikrer ligeledes, at borgerne kan opdrage deres børn efter deres egen overbevisning.
Finder Kommissionen det acceptabelt, at så farlige stoffer tillades på det farmaceutiske marked i EU og anvendes rundt omkring på hospitalerne?
Kan Kommissionen træffe foranstaltninger, så disse vacciner ikke længere bliver anvendt i Polen? Vaccinerne er sundhedsskadelige og livsfarlige.
EFT C 309 E af 21/10/2011