TFTP-evaluering — artikel 13 og 4
7.4.2011
Forespørgsel til skriftlig besvarelse E-003779/2011
til Kommissionen
jf. forretningsordenens artikel 117
Alexander Alvaro (ALDE) , Sophia in »t Veld (ALDE) , Claude Moraes (S&D) , Birgit Sippel (S&D) , Judith Sargentini (Verts/ALE) , Jan Philipp Albrecht (Verts/ALE) og Rui Tavares (GUE/NGL)
Aftalen mellem EU og USA om behandling og overførsel af finansielle meddelelsesdata fra EU til USA til brug af TFTP (programmet til sporing af finansiering af terrorisme) indeholder bestemmelser om regelmæssig evaluering af aftalens gennemførelse. Kommissionen fremlagde sin rapport om den fælles evaluering af aftalens gennemførelse den 16. marts 2011.
Bestemmelserne om evaluering er indeholdt i aftalens artikel 13. Som det fremgår af artikel 13, skal evalueringen have særligt fokus på antallet af finansielle betalingsdata, der er givet adgang til. Hvorfor er dette antal ikke nævnt i Kommissionens rapport? Hvad er antallet?
Ifølge aftalens artikel 4 skal begæringen udformes så målrettet og snævert som muligt. Ifølge officielle rapporter kan den udpegede udbyder af internationale finansielle betalingstjenester kun foretage masseoverførsler af data. Hvorfor har der ikke været nogen tilfælde, hvor finansielle betalingsdata, som der ikke havde været begæret adgang til, er blevet overført?
Ifølge Kommissionens rapport er der, selv om ordlyden af disse sætninger er ens, en klar forskel i den praktiske anvendelse af terminologien »så målrettet og snævert som muligt«, der bruges i både artikel 4, stk. 2 (vedrørende de data, der anmodes om hos den udpegede udbyder), og artikel 5, stk. 6 (vedrørende søgningen i dataene). Hvorfor accepterer Kommissionen den forskellige anvendelse af denne terminologi?
Ifølge Kommissionens rapport kan TFTP-aftalen ikke fungere effektivt uden tilrådighedsstillelse af betydelige mængder data, da det er umuligt at forudsige, hvilken del af de pågældende data der vil være relevant med henblik på terrorundersøgelser. Hvorfor mener Kommissionen ikke, dette er en overtrædelse af aftalens artikel 4?
Ifølge Kommissionens rapport blev evalueringsholdet præsenteret for dokumentation for en reduktion i mængden af data, der blev anmodet om i løbet af aftalens første seks måneder. Hvad mange procent var reduktionen på?
EFT C 314 E af 27/10/2011